Om krigen mod tyrkerne (2)

¹          Zum andern, lehret des Turken Alkoran oder Glaube, nicht allein den christlichen Glauben verstören, sondern auch das ganze weltlich Regiment. Denn sein Mahomed (wie gesagt ist,) befiehlet mit dem Schwert zu walten, und ist das meiste und furnehmest Werk in seinem Alkoran das Schwert. 

         For det andet lærer tyrkens koran eller tro, ikke alene at ødelægge den kristne tro, men også at ødelægge hele det verdslige regimente. For hans Muhammed befaler, som sagt, at herske med sværdet og den hyppigste og bedste gerning i hans koran er sværdet. 

²  Und ist also in der Wahrheit der Turk nichts, denn ein rechter Mörder oder Strassenräuber; wie denn auch die That fur Augen beweiset. Andere Königreich nennet St. Augustinus auch grosse Räuberei, dazu der 76. Psalm v. 5. nennet sie Raubeberge, darumb, dass gar selten ein Kaiserthum ist aufkommen ohne Raub, Gewalt und Unrecht, oder wird je zum wenigsten durch böse Leute oft mit eitel Unrecht eingenommen und besessen, dass auch die Schrift 1. Mos. 10,9. den ersten Fürsten auf Erden, Nimrod, einen mächtigen Jäger nennet. 

Og derfor er tyrken i virkeligheden ikke anden end en rigtig morder eller landevejsrøver; hvilket også deres gerninger beviser for vore øjne. Andre kongeriger kalder Skt. Augustin også for store røverreder; desuden kalder Sl 76,5 dem røverbjerge, af den grund, at der sjældent er opstået et kejserdømme uden rov, magt og uret, eller det bliver i det mindste ofte af onde mennesker indtaget og besat med lutter uret, så at også skriften i 1 Mos 10,9 kalder den første fyrste på jorden, Nimrod, en mægtig jæger. 

³        Aber nie ist keins dermassen mit Morden und Rauben aufkommen, und so mächtig worden, als des Turken, und noch so täglich mordet und raubet. Denn es wird ihn in ihrem Gesetz geboten, als ein gut göttlich Werk, dass sie rauben, morden, und immer weiter umb sich fressen und verderben sollen, wie sie denn auch thun, und meinen, sie thun Gott einen Dienst dran. 

        Men aldrig har nogensinde et rige af den slags opstået og vokset sig mægtigt med mord og rov som tyrkernes rige, og endnu i dag myrder og røver det. For det påbydes dem i deres liv som en god guddommelig gerning, at de skal røve, myrde, og altid æde længere omkring sig og ødelægge, hvad de da også gør; og de mener, de gør Gud en tjeneste derved. 

⁴    Darumb ists nicht ein göttlich ordenliche Oeberkeit, wie (E51) andere, den Frieden zu handhaben, die Frummen zu schützen, und die Bösen zu strafen; sondern, wie gesagt, ein lauter Gottes Zornruthe und Strafe uber die ungläubige Welt. 

 Derfor er det ikke en guddommelig, ordentlig øvrighed som andre øvrigheder, der skal håndhæve freden, beskytte de fromme og straffe de onde; men det er som sagt et fuldkomment vredesris i Guds hånd over den vantro verden. 

⁵  Und dasselbige Werk, zu morden und rauben, gefällt ohn das dem Fleisch wohl, dass oben schwebe, idermanns Leib und Gut unter sich werfe; wie gar viel mehr muss es gefallen, wenn ein Gebot dazu kompt, als wolle es Gott so haben, und gefalle ihm wohl. Daher sind auch die bei den Turken für die Besten gehalten, so da Fleiss thun, das Turkisch Reich zu mehren, und immer weiter umb sich rauben und morden. 

 Og denne gerning, at myrde og røve, tiltaler alt andet lige kødet godt, så det kan svæve foroven og kaste enhvers liv og gods under sig; hvor meget mere må det så ikke behage det, når der tilføjes et bud, som ville Gud have det sådan og som behagede det ham godt. Derfor regnes også de af tyrkerne for de bedste, som gør sig umage med at udvide det tyrkiske rige og som røver og myrder endnu længere omkring sig. 

⁶          Und solch Stück muss auch folgen aus dem ersten Stück. (1#76) Denn Christus spricht Joh. 8,44: dass der Teufel sei ein Lügener und Mörder. Mit der Lügen tödtet er die Seelen, mit dem Mord den Leib. Wo er nu gewinnet mit der Lügen, da feiret und säumet er nicht, er folget mit dem Mord hinnach. Also, da den Mahomed der Lügengeist besessen, und der Teufel durch seinen Alkoran die Seelen ermordet, den Christenglauben verstöret hatte, musste er wohl fort, und auch das Schwert nehmen, und die Leibe zu morden angreifen. Und also ist der Turkische Glaube nicht mit Predigen und Wunderwerk, sondern mit dem Schwert und Morden so weit kommen, und ist ihm wahrlich durch Gottes Zorn gelungen, auf dass, weil alle Welt zum Schwert, Rauben und Mord Lust hat, einmal einer käme, der ihr Mordens und Raubens gnug gebe. 

         Og noget sådant må også følge efter det første. For Kristus siger i Joh 8,44, at djævelen er en løgner og en morder. Med løgnen dræber han sjælen, med mordet legemet. Hvor han nu vinder med løgnen, dèr undlader han ikke og forsømmer det ikke, han følger bagefter med mordet.  Altså, da løgneånden havde besat Muhammed, og djævelen gennem hans koran havde myrdet sjælene, havde ødelagt kristustroen, så måtte han naturligvis videre og også gribe til sværdet og begynde at myrde legemerne. Og derfor er den tyrkiske tro ikke kommet så vidt med prædiken og undergerninger, men med sværd og mord, og den har virkelig gennem Guds vrede haft held med sig, sådan at, eftersom hele verden har lyst til sværd, rov og mord, der for en gangs skyld kom én, der gav den nok af mord og rov. 

⁷           Ja, gemeiniglich alle Rottengeister, wenn sie der Lügengeist besessen, und vom rechten Glauben verfuhret hat, haben sie es nicht lassen können, sie sind nach der Lügen auch zum Mord kommen, und haben sich des Schwerts unterwunden, als zum Wahrzeichen, dass sie Kinder wären des Vaters aller Lügen und Mordes. 

          Ja, i almindelighed har alle sværmerånder, når løgneånden har besat dem og ført dem bort fra den rette tro, ikke kunnet lade være med efter løgnen også at gå i gang med mordet, og de har grebet fat i sværdet som et slags tegn på, at de var børn af faderen til al løgn og mord. 

⁸  Also lesen wir, wie die Arianer zu Mörder worden, dass auch der grosseste Bischof einer zu Alexandria, Lucius genannt, die Rechtgläubigen aus der Stadt vertrieb, und trat ins Schiff, und hielt personlich ein bloss Schwert in der Hand, bis die Rechtgläubign alle eingetreten waren, und weg mussten. Und viel ander Mörde begingen sie, die zarten heiligen (E52) Bischoffe, schon bereit zu der Zeit, welchs nu bei zwölfhundert Jahren ist. 

 Sådan læser vi, hvordan arianerne blev til mordere, så at også én af de største biskopper i Alexandria ved navn Lucius, fordrev de rettroende fra byen og trådte ned i et skib og personligt holdt et blottet sværd i hånden, indtil de rettroende alle var ombord og sejlede bort. Og mange andre mord begik de, disse sarte, hellige biskopper, allerede dengang, altså nu for 1200 hundrede år siden. 

⁹         Item, was fur Mörder gewest sind zu St. Augustinus Zeiten die Donatisten, zeigt derselbige heilige Vater uberflüssig in seinen Schriften, welchs auch bei eilf hundert Jahren ist, so gar zeitlich huben die Geistlichen an: das macht, sie waren wohl mit Namen und Larven Bischoffe unter den Christen, aber weil sie von der Wahrheit gefallen, dem Lügengeist unterthan waren, mussten sie fort in seinem Dienst, und Wölfe und Mörder werden. 

        Ligeledes, hvilke mordere donatisterne var på Skt. Augustins tid, viser den hellige fader til overflod i sine skrifter, som også er omkring 1100 år gamle, så tidligt begynde de gejstlige. Det kommer af, at de vel af navn og ydre var biskopper blandt de kristne, men fordi de var faldet bort fra sandheden og underlagt løgneånden, måtte de videre i hans tjeneste og blive ulve og mordere. 

¹⁰ Und was suchte Munzer itzt zu unsern Zeiten, denn dass er ein neuer Turkischer Kaiser wollt werden? Er war vom Lügengeist besessen, darumb war da kein Halten mehr, er musste an das ander Werk des Teufels auch, das Schwert nehmen, morden und rauben, wie der Mordgeist ihn treib, und richt solch ein Aufruhr und Jammer an. 

Og hvad søgte Münzer nuomstunder i vore dage andet end at han kunne blive ny tyrkisk kejser? Han var besat af løgneånden, derfor kunne han ikke standse, han måtte videre til djævelens anden gerning, tage sværdet op, myrde og røve, som morderånden drev ham, og så var det, han anrettede et så stort oprør og en så stor jammer. 

¹¹         Und was sollt ich vom allerheiligisten Vater Papst sagen? Ists nicht also, sint dass er mit seinen Bischoffen Weltherrn worden, und vom Evangelio durch den Lügengeist auf ihr eigen menschlich Lehre gefallen sind, dass sie eitel Mord getrieben haben, bis auf die Stunde? Lies die Historien von derselbigen Zeit an, so findest du, wie der Päpste und Bischoffe furnehmest Handel gewest ist, Kaiser, Könige, Fursten, Land und Leute in einander zu hetzen, dazu selbst auch kriegen, und helfen morden und blutvergiessen. 

        Og hvad skal jeg sige om den allerhelligste fader, paven? Forholder det sig ikke sådan, at efter at han sammen med sine biskopper er blevet verdslige herrer og i kraft af løgneånden faldet bort fra evangeliet hen til deres egne menneskelige lære, så har de bedrevet idel mord indtil nu? Læs historien fra den tid af, så vil du se, hvordan pavernes og biskoppernes allervigtigste beskæftigelse har været at ophidse kejsere, konger, fyrster, lande og folk imod hinanden, dertil også selv at føre krig og hjælpe med til at myrde og udgyde blod. 

¹² Warumb? darumb, dass der Lügengeist nicht anders thut, denn nachdem er seine Jünger zu Lügenlehre und Verfuhrer gemacht hat, hat er nicht Ruge, er macht sie auch zu Mördern, Räubern und Bluthunden. Denn wer hat ihn befohlen, das Schwert zu fuhren, kriegen, zu Mord und Krieg hetzen und reizen, welche doch des Predigens und Betens warten sollten? 

Hvorfor? Jo, fordi løgneånden ikke gør andet end det, at efter at han har gjort sine disciple til løgnelærere og forførere, har han ikke ro på sig, før han også gør dem til mordere, røvere og blodhunde. For hvem har befalet dem at føre sværdet, at føre krig, at ophidse og opildne til mord og krig, de, som dog skulle tage sig af prædikenen og bønnen? 

¹³       Man schilt mich und die Meinen aufruhrisch, aber wenn hab ich je nach dem Schwert getracht, oder dazu gereizt, und nicht vielmehr Friede und Gehorsam gelehret und gehalten? ausgenommen, dass ich weltliche, ordenliche Oeberkeit ihrs Ampts, Frieden, Gerechtigkeit (E53) zu handhaben, unterricht und vermahnet habe.An den Früchten sollt man ja den Baum kennen. Matth. 7,16. Ich und die Meinen halten und lehren Friede: der Papst mit den Seinen kriegt, mordet, raubet, nicht allein seine Widerwärtigen, sondern brennet, verdampt und verfolget auch die Unschuldigen, Frummen, Rechtgläubigen, als ein rechter Endechrist. 

        Man skælder mig og mine tilhængere ud for at være oprørsk, men hvornår har jeg nogensinde tragtet efter sværdet eller ophidset dertil, og ikke snarere lært og overholdt fred og lydighed? bortset fra, at jeg har undervist og formanet den verdslige, ordensmæssige øvrighed til sit embede: at håndhæve fred og retfærdighed. På frugterne skal man kende træet, Matt 7,16. Jeg og mine tilhængere overholder og lærer fred. Paven og hans tilhængere fører krig, myrder og røver, ikke blot alle hans modstandere, men brænder, fordømmer og forfølger også de uskyldige, de fromme, de rettroende, sådan som den rette antikrist gør. 

¹⁴ Denn er thut solchs sitzend im Tempel Gottes, 2 Thess. 2,4. als ein Häupt der Kirchen, welchs der Türk nicht thut. Aber wie der Papst der Endechrist, so ist der Turk der leibhaftige Teufel. Wider alle beide gehet unser und der Christenheit Gebet. Sie sollen auch hinuntern zur Hölle, und sollt es gleich der jüngst Tag thun, welcher (ich hoffe,) nicht lange sein wird. 

For det gør han, idet han sidder i Guds tempel, 2 Thess 2,4, som overhoved for kirken, hvilket tyrken ikke gør. Men ligesom paven er antikrist, sådan er tyrken den livagtige djævel. Mod disse to går vore bønner og kristenhedens bønner. De skal også fare til helvede, og det skal inden længe den yderste dag bevirke, for jeg håber, den ikke er langt borte. 

¹⁵       Summa, wie gesagt ist, wo der Lügengeist regiert, da ist der Mordgeist auch bei, er komme zum Werk, oder werde verhindert. Wird er am Werk verhindert, so lacht, lobt und freuet er sich doch, wenn der Mord geschicht, und bewilligt zum wenigsten drein, denn er hält, es sei recht. Aber frummen Christen freuen sich keins Mords, auch ihrer Feinde Unfalls nicht. 

         Kort sagt, er det som sagt sådan, at hvor løgneånden hersker, dèr er morderånden også til stede, hvad enten han giver sig udslag eller bliver forhindret. Hvis han forhindres i sin gerning, så ler og roser og glæder han sig alligevel, når der sker et mord, og som det mindste samtykker han i det, for han regner med, at det sker med rette. Men fromme kristne glæder sig aldrig over noget mord, heller ikke over deres fjendes ulykke. 

¹⁶ Weil denn nun des Mahomed Alkoran so ein grosser manchfältiger Lügengeist ist, dass er schier nichts lässt bleiben der christlichen Wahrheit: wie sollt es anders folgen und ergehen, denn dass er auch ein grosser, mächtiger Mörder würde, und alles beides unter dem Schein der Wahrheit und Gerechtigkeit? 

Fordi da nu Muhammeds koran er en sådan stor mangfoldig løgneånd, at den slet ikke lader noget forblive af den kristne sandhed, hvordan skulle der så følge andet eller gå anderledes til, end at den også blev til en stor og mægtig morder, begge dele under skin af sandhed og retfærdighed? 

¹⁷ Wie nu die Lügen verstöret den geistlichen Stand des Glaubens und der Wahrheit, also verstöret der Mord alle weltliche Ordnung, so von Gott eingesetzt ist. Denn es ist nicht müglich, wo Morden und Rauben in Ubung ist, dass da ein feine, löbliche, weltliche Ordnung sei, denn fur Krieg und Mord konnen sie des Friedes nicht achten, noch gewarten, wie man bei den Kriegern wohl siehet; darumb achten auch die Türken des Bauens und Pflanzens nicht gross. 

Ligesom nu løgnen ødelægger troens gejstlige stand og sandheden, sådan ødelægger mordet al verdslig ordning, som er indsat af Gud. For det er ikke muligt, at der kan være en fin, rosværdig, verdslig orden, hvor mord og rov går i svang, for de kan ikke agte freden højt for lutter krig og mord, ejheller forvente noget af den, hvilket man nok ser hos krigsfolk; derfor agter tyrkerne ikke det at bygge og det at plante stort. 

¹⁸         Das dritte Stücke ist, dass des Mahomeds Alkoran den Ehestand nichts acht, sondern idermann zugibt, Weiber zu nehmen wie viel er will. Daher der Brauch ist bei den Türken, dass ein Mann zehen, zwänzig (E54) Weiber hat, und wiederumb verlässt und verkäuft, welche er will, und wenn er will: dass die Weiber aus der Massen unwerth und veracht in der Türkei sind, werden gekauft und verkauft, wie das Viehe. 

        Den tredie ting er, at Muhammeds koran ikke agter ægtestanden for noget, men tillader enhver at tage så mange hustruer han vil. Derfor er det skik hos tyrkerne, at en mand har ti eller tyve koner, og omvendt forlader og sælger han, hvem han vil og hvornår han vil: så at kvinderne i Tyrkiet er overmåde værdiløse og foragtede, købes og sælges som kvæg. 

¹⁹ Ob nu vielleicht etliche Wenige solchs freien Gesetzs nicht brauchen, dennoch gilt und gehet solch Gesetze frei, wer es thun will. Solch Wesen ist aber kein Ehe, und kann kein Ehe sein, weil Keiner ein Weib der Meinung nimpt oder hat, ewiglich bei ihr zu bleiben als ein Leib, wie Gottes Wort spricht 1 Mos. 2,24: Der Mann wird an seinem Weibe hangen, und werden zwei Ein Leib sein; dass der Türken Ehe fast gleich siehet dem züchtigen Leben, so Kriegsknecht fuhren mit ihren freien Dirnen; denn Türken sind Krieger, kriegisch mussen sie sich halten. Mars und Venus, sagen die Poeten, wollen bei einander sein. 

Selv om der måske er nogle få, som ikke benytter sig af en sådan fri lov, så gælder den dog, og en sådan lov tillader det for den, der vil gøre det. Men den slags væsen er ikke noget ægteskab, og kan ikke være noget ægteskab, fordi ingen tager eller har en hustru i den hensigt at forblive sammen med hende til evig tid som ét legeme, som Guds ord siger 1 Mos 2,24: Manden holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød; så at tyrkernes ægteskab næsten ser ud som det kyske liv, som krigsknægtene fører med deres frie friller; for tyrkerne er krigere, og må forholde sig krigerisk. Mars og Venus, siger digterne, vil være hos hinanden. 

²⁰          Diese drei Stücke hab ich itzt wollen erzählen, welcher ich gewiss bin aus dem Alkoran der Türken. Denn was ich sonst auch gehöret habe, will ich nicht erfur bringen, weil ichs nicht kann gewiss sein. Lass nu unter den Türken sein etlich Christen; lass sein ihr eigen Munche; lass sein etliche ehrbare Laien: was kann aber im Regiment und ganzen Türkischen Wandel und Wesen Guts sein, weil nach ihrem Alkoran diese drei Stück bei ihn frei regiern, nämlich, Lügen, Mord, Unehe, und idermann darneben christliche Wahrheit schweigen muss, dass sie solch drei Stück nicht strafen noch bessern dar, sondern zusehen, und, als ich sorge, zum wenigsten mit Schweigen drein bewilligen muss. 

        Disse tre ting har jeg nu villet fortælle, for dem er jeg sikker på ud fra tyrkernes koran. For hvad jeg ellers også har hørt, vil jeg ikke bringe frem, fordi jeg ikke kan være sikker på det. Lad der så blandt tyrkerne være enkelte kristne; lad være, de har deres egne munke; lad være der er nogle ærbare lægfolk. Men hvad kan der være af gods i regimet og i hele den tyrkiske vandel og væsen, for efter deres koran hersker disse tre ting frit iblandt dem, nemlig løgn, mord, uægteskabelighed, og enhver må desforuden tie om den kristne sandhed, så de ikke må anklage eller forbedre disse tre ting, men kun se på, og, hvad der bekymrer mig, i hvert fald med deres tavshed gå med til det. 

²¹ Wie kann ein greulicher, fährlicher, schrecklicher Gefängniss sein, denn unter solchem Regiment leben? Lugen verstoret (wie gesagt,) geistlichen Stand; Mord verstoret weltlichen Stand; Unehe verstoret Ehestand. Nimm nu aus der Welt weg veram religionem, veram politiam, veram oeconomiam, das ist, recht geistlich Wesen, recht weltlich Oberkeit, recht Hauszucht: was bleibt uber in der Welt, denn eitel Fleisch, Welt und Teufel? da ein Leben ist, wie guter Gesellen Leben, so mit Huren haushalten. (E55)

Hvordan kan der være noget fængsel mere grusomt, mere skrækkeligt end at leve under et sådant styre? Løgn ødelægger som sagt den gejstlige stand; mord den verdslige stand; uægteskabelighed ægtestanden. Fjern nu fra verden den sande religion, den sande politik, den sande husholdning, det vil sige det rette åndelige væsen, den rette verdslige øvrighed, den rette husholdning, hvad bliver der så tilbage i verden andet end lutter kød, verden og djævel? det bliver et liv, som når svirebrødre holder hus sammen med horer. 

²²       Dass man aber sagt, wie die Turken unter einander treu und freundlich sind, und die Wahrheit zu sagen sich fleissigen: das will ich gerne gläuben, und halt, dass sie noch wohl mehr guter feiner Tugend an sich haben. Es ist kein Mensch so arg, er hat etwas Gutes an sich. Es hat zuweilen ein Freiweib solche gute Art an sich, als sonst kaum zehen ehrliche Matronen haben. So will der Teufel auch einen Deckel haben, und ein schöner Engel sein, als ein Engel des Lichtes, 2 Cor. 11,14, darumb wendet er auch fur etliche Werk, als Werk des Lichts. 

        Men når man siger, at tyrkerne indbyrdes er trofaste og venlige og beflitter sig på at sige sandheden, så vil jeg gerne tro det, og regner med, at de har endnu flere gode, fine dyder ved sig. Intet mennesker er så ondt, at der ikke er noget godt ved det. Sommetider har en frille en så god opførsel, som ellers næppe to ærlige matroner har. Sådan vil djævelen også have et dække og være en smuk engel, som en lysets engel, 2 Kor 11,14, derfor kan han også fremvise nogle gerninger som lysets gerninger. 

²³         Mörder und Räuber sind viel getreuer und freundlicher unter einander, denn die Nachbarn, ja auch wohl mehr, denn viel Christen. Denn wo der Teufel die drei Stück erhält, Lugen, Mord, Unehe, als die rechten Wacken und Werkstück zum Grund der Höllen, mag er wohl leiden, ja hilft dazu, dass fleischliche Lieb und Treu, als köstlich Edelsteine, welche doch nichts denn Stroh und Heu sind, drauf gebauet werde, er weiss doch wohl, dass fur dem Feuer zuletzt nicht bleibt. Gleich wie wiederumb, wo da rechter Glaub, recht Oberkeit, recht Ehe ist, sperret er sich, dass wenig Liebe und Treu da scheine, und auch wenig erzeigt werde, auf dass er den Grund auch zu Schanden und veracht mache. 

        Mordere og røvere er indbyrdes meget mere trofaste og venlige end naboer, også ofte end mange kristne. For hvor djævelen opnår de tre ting, løgn, mord og uægteskabelighed, som de rette byggesten og materialer til helvedes fundament, så kan han godt finde sig i, ja så hjælper han selv med til, at kødelig kærlighed og troskab, som kostelige ædelstene, som dog ikke er andet end strå og hø, bliver bygget derpå, han véd meget godt, at i sidste ende bliver intet tilbage i ilden. Ganske som også omvendt, hvor der er ret tro, ret øvrighed, ret ægteskab, dèr kæmper han imod, så det kun ser ud af lidt kærlighed og troskab, og der også kun vises lidt af det, for at han også kan gøre grunden til skamme og gøre den foragtelig. 

²⁴          Und das noch wohl mehr ist, wenn die Türken an die Schlacht gehen, so ist ihr Losung und Geschrei kein ander Wort, denn Alla, Alla, und schreien, dass Himmel und Erden erschallet. Alla heisst aber Gott auf ihr Arabisch Sprach, aus dem verbrochen ebräischen Eloha; denn sie haben in ihrem Alkoran gelehret, dass sie immer rühmen sollen diese Wort: Es ist kein Gott, denn Gott; welchs alles die rechten Teufelsgriff sind. 

        Og hvad der vel er endnu mere: Når tyrkerne går i slag, så er deres løsen og skrig intet andet ord end Allah, Allah, og det skriger de, så himmel og jord giver genlyd af det. Men Allah betyder Gud på deres arabiske sprog, på det gebrokkent udtalte hebraiske: Eloha; for de har lært i deres koran, at de altid skal prale af disse ord: Der er ingen gud undtagen Gud, hvilket altsammen er et djævelsk kneb. 

²⁵ Denn was ists gesagt: Es ist kein Gott, denn Gott? und sondert doch keinen Gott aus fur andere. Der Teufel ist auch ein Gott, denselbigen ehren sie auch mit solcher Stimm, das ist kein Zweifel; gleichwie des Papsts Kriegsvolk rüft: Ecclesia, Ecclesia! ja freilich, des Teufels Ecclesia. Darumb gläub ich auch, dass der Turken Alla mehr im Kriege thut, denn sie selbs: er gibt ihn Muth und List, fuhre ihr Schwert (E56) und Faust, Ross und Mann. Wie dünkt dich nu umb das heilige Volk, das Gott nennen kann im Streit, so es doch Christum und alle Gottes Wort und Werk verstöret; wie gehört ist? 

For hvad betyder det: Der er ingen gud undtagen Gud? når man dog ikke skiller nogen gud ud fra nogen anden. Djævelen er også en gud, ham ærer de også med en sådan udtalelse, det er der ingen tvivl om; ganske som pavens krigsfolk råber: Ecclesia, ecclesia! ja, sandt nok, djævelens ecclesia. Derfor tror jeg også, at tyrkernes Allah gør mere i krigen end de selv gør: Han giver dem mod og list, han fører deres sværd og næve, hest og mand. Hvad synes du nu om det hellige folk, som kan nævne Gud i striden, når den dog ødelægger Kristus og alle Guds ord, som vi har hørt? 

²⁶          Zu der Heiligkeit gehört auch, dass er keine Bilder leidet, und ist noch heiliger, denn unser Bildensturmer: denn unser Bildenstürmer leiden, und haben gerne Bilder auf den Gulden, Groschen, Ringen und Kleinoden, aber der Turk gar keine, münzet eitel Buchstaben auf seine Münze. Er ist auch gar Münzerisch, denn er rottet alle Oberkeit aus, und leidet keine Ordnung in weltlichem Stande, als Fürsten, Grafen, Herrn, Adel und ander Lehenleute, sondern ist alleine Herr uber Alles in seinem Lande, gibt nur Sold von sich, und keine Guter oder Oberkeit. 

         Med til tyrkens hellighed hører også, at han ikke bryder sig om billeder, og han er endnu mere hellig end vore billedstormere. For vore billedstormere finder sig i og kan godt lide billeder på gylden, småmønter, ringe og klenodier, men tyrken kan slet ikke lide noget billede, han præger kun bogstaver på sine mønter. Han er også helt "Münzersk", for han udrydder al øvrighed og finder sig ikke i nogen orden i den verdslige stand, såsom fyrster, grever, herrer, adel og andre lensfolk, men han alene er herre over sit land, giver kun sold til andre, intet gods, ingen øvrighed. 

²⁷ Er ist auch Papistisch, denn er gläubt, durch Werk heilig und selig zu sein, und hälts fur keine Sunde, Christum verstören, Oberkeit verwüsten, die Ehe vernichten: welche drei Stück der Papst auch treibt, doch mit anderlei Weise, nämlich mit Heuchelei, wie der Turke mit Gewalt und Schwert. Summa, wie gesagt ist, es ist die Grundsuppe da aller Greuel und Irrthum. 

Han er også papistisk, for han tror, at han er hellig og salig gennem gerninger, og han regner det ikke for nogen synd at ødelægge Kristus, at fordærve øvrigheden, at tilintetgøre ægteskabet. Og disse tre ting bedriver paven også, dog på en anden måde, nemlig med hykleri, mens tyrken gør det med magt og sværd. I det hele taget har vi her som sagt grundsubstansen i al vederstyggelighed og vildfarelse. 

²⁸          Solchs will ich dem ersten Mann, nämlich dem Christenhaufen, haben angezeigt, auf dass er wisse und sehe, was fur grosse Noth hie ist zu beten, und dass man zuvor müsse des Türken Alla, das ist seinen Gott, den Teufel, schlahen, und also seine Macht und Gottheit von ihm stossen; sonst, habe ich Sorge, wird das Schwert wenig ausrichten. 

        Dette her ønsker jeg skal påvises for den første mand, nemlig hoben af kristne mennesker, for at han kan vide og indse, hvor nødvendigt det er at bede, og indse, at man først må slå tyrkernes Allah, det vil sige, hans gud, djævelen, og således støde hans magt og guddommelighed fra ham; ellers er jeg bange for, at sværdet kun vil udrette lidt. 

²⁹ Denn dieser Mann soll nicht leiblich mit dem Turken streiten, wie der Papst und die Seinen lehren, noch ihm mit der Faust widerstreben, sondern den Turken erkennen fur Gottes Ruthen und Zorn, welche den Christen entweder zu leiden ist, so Gott ihre Sunde heimsucht, oder allein mit Busse, Weinen und Gebet wider ihn fechten und verjagen müssen. Wer diesen Rath verachtet, der verachte immerhin, ich will zusehen, was er dem Turken wolle abbrechen. 

For denne mand skal ikke legemligt kæmpe med tyrken, sådan som paven og hans tilhængere lærer, eller sætte sig imod ham med næven, men erkende tyrken som Guds ris og vrede, som de kristne enten må finde sig i, fordi Gud hjemsøger deres synder, eller må kæmpe imod ham og forjage ham med bod, gråd og bøn. Den, der foragter dette råd, lad ham bare foragte det, jeg gad nok se, hvilken skade han vil forvolde tyrken. 

³⁰         Der ander Mann, so wider den Turken zu streiten gebührt, ist Kaiser Carol, oder wer der Kaiser (E57) ist: denn der Turke greift seine Unterthanen und sein Kaiserthum an, welcher schuldig ist, die Seinen zu vertheidingen, als eine ordenliche Oberkeit, von Gott gesetzt. 

         Den anden mand, som har pligt til at kæmpe mod tyrken, er kejser Karl, eller hvem der nu er kejser. For tyrken angriber hans undersåtter og hans kejserdømme, og han er skyldig at forsvare sine undersåtter som en ordensmæssig øvrighed, indsat af Gud. 

³¹ Ich bedinge hie abermal, dass ich niemand reizen noch heissen will, wider den Turken zu streiten, es sei denn, dass die erste Weise zuvor gehalten werde, davon droben gesagt ist, dass man zuvor busse und Gott versuhne etc. Will daruber jemand kriegen, der wage sein Ebentheur. Mir ziemet nicht weiter zu reden, denn einem iglichen sein Ampt anzuzeigen und sein Gewissen zu unterrichten. 

Jeg bemærker her igen, at jeg ikke vil ophidse eller befale nogen til at kæmpe mod tyrken, hvis ikke det er sådan, at den første måde at bekæmpe ham på, som er omtalt ovenfor, er overholdt, at man først gør bod og forsoner Gud osv. Vil nogen føre krig uden det, så må han vove det på eget eventyr. Jeg har ikke ret til at sige noget, ud over at anvise enhver hans embede og undervise enhvers samvittighed. 

³²         Ich sehe wohl, dass sich Könige und Fürsten so läppisch und lässig stellen wider den Turken, dass ich gleich eine grosse Sorge habe, sie verachten Gott und den Turken zu hoch, oder wissen vielleicht nicht, wie ein mächtiger Herr der Turk ist, dass ihm kein König oder Land, es sei welch es wolle, allein gnug sei widerzustreben, es wölle denn Gott Wunderzeichen thun. Nu kann ich mich keines Wunderzeichen noch sonderlicher Gottes Gnaden uber Deutschland versehen, wo man sich nicht bessert, und das Wort Gottes anders ehret, denn bisher geschehen. 

         Jeg kan nok se, at konger og fyrster har stillet sig så tarveligt og usselt an overfor tyrken, så jeg er meget bange for, at de foragter Gud og tyrken så højt, eller måske ikke véd, hvilken mægtig herre tyrken er, at ingen konge eller land, ligegyldigt hvilket, er nok til alene at kæmpe mod tyrken, medmindre Gud gør underværker. Og jeg kan ikke forestille mig nogen underværker eller nogen særlig nåde fra Gud over Tyskland, hvis det ikke forbedrer sig og ærer Guds ord anderledes, end det hidtil er sket. 

³³        Wohlan, davon ist gnug gesagt, wer ihm will lassen sagen. Wir wollen nu vom Kaiser reden. 

       Velan, derom er der sagt nok for den, der vil lade sig sige. Vi vil nu tale om kejseren. 

³⁴       Und erstlich, so man wider den Turken kriegen will, dass man dasselbige thu unter des Kaisers Gebot, Panier und Namen. Denn da kann ein iglicher sein Gewissen sichern, dass er gewisslich im Gehorsam göttlicher Ordnung gehet; weil wir wissen, dass der Kaiser unser rechter Oberherr und Häupt ist: und wer ihm in solchem Fall gehorsam ist, der ist auch Gott gehorsam; wer ihm aber ungehorsam ist, der ist Gott auch ungehorsam; stirbet er aber im Gehorsam, so stirbt er in gutem Stande, und wo er sonst gebüsset hat, und an Christum gläubt, so wird er selig. Diess Stücke, acht ich, wird ein jeder besser wollen wissen, denn ichs lehren kann, und wollt Gott, sie wüsstens so wohl, als sie sich lassen dunken. Doch wollen wiir auch weiter davon reden. (E58)

        Og for det første: hvis man vil føre krig mod tyrken, så må man gøre det under kejserens bud og banner og i hans navn. For her kan enhver gøre sin samvittighed sikker, at han med sikkerhed handler i lydighed mod en guddommelig ordning; for vi véd, at kejseren er vor rette overherre og overhoved, og vi véd, at den, der i et sådant tilfælde er lydig mod ham, er også lydig mod Gud, men at hvem der er ulydig mod ham, også er ulydig mod Gud. Men hvis han dør i den lydighed, så dør han i god stand, og hvis han ellers har gjort bod og tror på Kristus, så bliver han salig. Denne sag, vil jeg mene, mener enhver at vide bedre end jeg kan forklare det, og Gud give, at de vidste det så godt, som de lader ane. Dog vil vi også tale mere derom. 

³⁵       Zum andern, solch Panier des Kaisers und Gehorsam soll recht und einfältig sein, dass der Kaiser nichts anders suche, denn einfältiglich das Werk und Schuld seines Ampts, seine Unterthanen zu schützen: und die, so unter seinem Panier sind, auch suchen einfältiglich das Werk und Schuld des Gehorsams. Diese Einfältigkeit sollt du also verstehen, dass man nicht wider den Turken streite aus den Ursachen, damit bisher die Kaiser und Fursten zu streiten gereizt sind; als dass sie grosse Ehre, Ruhm und Gut gewinnen, Land mehren, oder aus Zorn und Rachgierigkeit, und was dergleichen Stück sind. 

       For det andet, dette kejserens banner og denne lydighed skal være ret og enfoldig, så at kejseren ikke søger andet end sit embedes enfoldige værk og skyldighed: at beskytte sine undersåtter. Og så de, som er under hans banner, også søger enfoldigt at udføre lydighedens gerning og skyldighed. Denne enfoldighed skal du forstå på den måde, at han ikke kæmper mod tyrken af de grunde, som kejseren og fyrsterne hidtil er blevet ophidset til at stride for; f. eks. at de kan vinde stor ære og berømmelse og meget gods, at de kan udvide deres landområder, eller at de bør kæmpe af vrede eller hævngerrighed eller af den slags årsager. 

³⁶ Denn darin wird eitel Eigennutz gesucht, und nicht die Gerechtigkeit oder Gehorsam. Darumb auch bisher kein Glück gewest ist bei uns, wider zu streiten, noch zu rathschlagen vom Streit wider den Turken. 

For derved søges der efter lutter egennytte og ikke efter retfærdighed eller lydighed. Derfor har vi heller ikke hidtil haft heldet med os, hverken i at kæmpe eller i at rådslå om striden mod tyrken. 

³⁷        Darumb soll man such diess Reizen und Hetzen lassen anstehen, da man den Kaiser und Fürsten bisher hat zum Streit wider die Turken, als das Häupt der Christenheit, als den Beschirmer der Kirchen und Beschützer des Glaubens, dass er solle des Türken Glauben ausrotten, und haben also das Reizen und Vermahnen gegrundet auf der Turken Bosheit und Untugend. 

        Derfor skal man lade være med denne ophidsen og dette hetseri, som man hidtil har anvendt overfor kejser og fyrster for at få dem til at kæmpe mod tyrken -- han var overhoved for kristenheden, han var kirkens beskærmer og troens beskytter, han skulle udrydde tyrkernes tro -- på den måde har vi ladet tyrkernes ondskab og mangel på dyd være grundlaget for vores ophidsen og formanen. 

³⁸ Die Kirche und der Glaube müssen einen andern Schutzherrn haben, denn der Kaiser und Könige sind; sie sind gemeiniglich die ärgesten Feinde der Christenheit und des Glaubens, wie der 2. Psalm v. 2. sagt, und die Kirche allenthalben klagt. Und mit solchem Reizen und Vermahnen macht mans nur ärger, und erzürnet Gott deste mehr, dieweil man damit in sein Ehre und Werk greift, und wills den Menschen zueigen; welchs eine Abgötterei und Lästerung ist. 

Kirken og troen må have en anden skytsherre end kejser og konger; de er i almindelighed de værste fjender af kristenheden og af troen, som Sl 2,2 siger og som kirken klager over overalt. Og med den slags ophidsen og formanen gør man det kun værre og gør Gud så meget mere vred, fordi man gribe ind i hans ære og hans værk og vil gøre det til menneskers ansvarsområde, hvilket er afguderi og bespottelse. 

³⁹        Auch wenn der Kaiser sollt die Ungläubigen und Unchristen vertilgen, müsste er an dem Papst, Bischoffen und Geistlichen anfahen, vielleicht auch unser und sein selbs nicht verschonen: denn es greulich Abgötterei gnug ist in seinem Kaiserthum, dass nicht noth (E59) ist, derhalben die Türken zu bestreiten. Es sind unter uns Turken, Juden, Heiden, Unchristen allzuviel, beide mit offentlicher falscher Lehre, und mit ärgerlichem, schändlichem Leben. Lass den Turken gläuben und leben wie er will, gleichwie man das Papstthum und ander falsche Christen leben lässt. 

        Også hvis kejseren skulle udrydde de vantro og de ikke-kristne, så måtte han begynde med paven, biskopperne og de gejstlige, måske også undlade at skåne os selv og sig selv: for der er tilstrækkeligt med grueligt afguderi i hans kejserdømme til, at det skulle være nødvendigt af den grund at kæmpe mod tyrken. Der er iblandt os altfor mange tyrker, jøder, hedninger, ikke-kristne, både med åbenbar falsk lære og med forargeligt, skændigt levned. Lad tyrken tro og leve, som han vil, ganske som man lader pavedømmet og andre falske kristne leve. 

⁴⁰         Des Kaisers Schwert hat nichts zu schaffen mit dem Glauben, es gehört in leibliche, weltliche Sachen: auf dass nicht Gott auf uns zornig werde, so wir seine Ordnung verkehren und verwirren, er wiederumb sich auch verkehre, und verwirre uns in allem Unglück, wie geschrieben stehet: Mit den Verkehrern verkehrest du dich. Ps. 18,27. Wie wir denn auch bisher am Glück, so wir wider den Turken gehabt, wohl spüren und greifen mügen, da man das Herzeleid und Jammer hat angericht mit der Cruciata, mit Ablass und Kreuzgeben, und also die Christen zum Schwert und Streit gehetzt wider die Turken, welche doch mit dem Wort und Gebet sollten streiten wider den Teufel und Unglauben. 

        Kejserens sværd har intet med troen at gøre, det hører hjemme blandt de legemlige, verdslige sager. For at Gud ikke skal blive vred på os, fordi vi fordrejer og forvirrer hans ordning, og omvendt fordreje og forvirre sig selv til vor ulykke, som skrevet står: Med dem, der fordrejer, fordrejer du dig, Sl 18,27. Hvilket vi vel også kan mærke og begribe ud fra den lykke, som vi har haft mod tyrken, hvor man har anrettet hjertesorg og jammer med korstog, aflad og korsgivning, og således ægget de kristne til sværd og kamp mod tyrkerne, skønt de dog skulle stride mod djævelen og vantroen med ord og bøn. 

⁴¹ Sondern so sollt man thun: den Kaiser und Fürsten vermahnen ihrs Ampts und schuldiger Pflicht, dass sie gedächten mit Fleiss und Ernst, ihre Unterthan im Friede und Schutz handzuhaben wider den Turken, Gott gebe, sie wären Christen fur sich selbs, oder nicht; wiewohl es fast gut wäre, dass sie Christen wären. Aber weil das ungewiss ist und bleibt, ob sie Christen sind, gewiss aber ist, dass sie Kaiser und Fursten, das ist, dass sie ihre Unterthanen zu schützen von Gott Befehl haben und schuldig sind: soll man das Ungewisse fahren lassen und des Gewissen spielen, mit fleissigem Predigen und Vermahnen sie treiben und ihr Gewissen aufs Höhest beschweren, wie sie Gotte schuldig sind, ihre Unterthan nicht so jämmerlich lassen verderben, und wie sie grosse, treffliche Sunde thun, dass sie ihr Ampt hierin nicht bedenken, und denjenigen, so mit Leib und Gut unter ihrem Schutz leben sollen und mit Eiden und Hulden verbunden sind, nicht mit Hülf und Rath erscheinen nach allem Vermügen. 

Nej, sådan skal man gøre: Man skal formane kejseren og fyrsterne til at udføre deres embede og gøre der skyldige pligt, så at de med flid og alvor overvejer, hvordan de kan bevare deres undersåtter i fred og beskyttelse mod tyrken, Gud give, de selv var kristne eller ej, selv om det ville være godt, om de var kristne. Men fordi det er og forbliver usikkert, om de er kristne, mens det står fast, at de er kejser og fyrster, det vil sige, det står fast, at de har befaling fra Gud til at beskytte deres undersåtter og derfor er skyldige at gøre det: så skal man lade det usikre fare og spille ud med det sikre, så man driver dem med flittig prædiken og formanen og besværer deres samvittighed i højeste grad med, hvordan de er skyldige overfor Gud til ikke at lade deres undersåtter gå til så jammerligt, og hvordan de øver stor, forfærdende synd, når de ikke tænker på deres embede i denne sag, og ikke af al deres evne hjælper og råder dem, som med liv og gods skal leve under deres beskyttelse og er forbundet med dem med ed og troskab. 

⁴²        Denn mich dunkt, so viel ich noch in unsern Reichstagen gespüret habe, dass wider Kaiser noch Fursten selbs gläuben, dass sie Kaiser oder Fursten sind. (E60) Denn sie stellen sich ja eben also, als stünde es in ihrem Gutdünken und Wohlgefallen, ob sie ihre Unterthan sollen retten und schützen fur Gewalt des Turken, oder nicht; und die Fursten auch nichts sorgen, noch denken, dass sie fur Gott höchlich schuldig und verpflichtet sind, mit Leib und Gut dem Kaiser hierin räthlich und hülflich zu sein. Ein iglicher lässts dahin gehen und fahren, als ginge es ihn nichts an, oder hätte wider Gebot noch Noth, die ihn dazu zwinge, sondern als stünde es in seiner freien Willköre, zu thun oder zu lassen. 

        For mig forekommer det, så vidt jeg har mærket det på vore rigsdage, at hverken kejser eller fyrster tror på, at de er kejser eller fyrster. For de anstiller sig jo just, som om det stod til deres forgodtbefindende og frie vilje, om de skal rette og beskytte deres undersåtter mod tyrkens magt eller de ikke skal gøre det; og fyrsterne bekymrer sig heller ikke om eller tænker på, at de overfor Gud i høj grad er skyldige og forpligtede til med liv og gods på det punkt at være kejseren tilrådelig og behjælpelig. Enhver lader stå til og lader det gå, som det kan, som om det ikke angik ham, eller som om han hverken havde noget bud eller nogen nødvendighed over sig, som tvang ham til det, men som kunne han selv om, hvorvidt han ville gøre det eller undlade det. 

⁴³        Gleich als itzt auch der gemein Mann denkt nicht, dass er Gott und der Welt schuldig, so er einen geschickten Sohn hat, in die Schule zu thun und studirn zu lassen; sondern idermann meinet, er hab freie Macht, seinen Sohn zu ziehen nach seinem Willen, es bleibe Gottes Wort und Ordnung, wo sie wolle. Ja, es thun die Rathhern in Städten und fast alle Oeberkeit auch also, lassen die Schulen zurgehen, als wären sie derselbigen frei, und hättens Ablass dazu. 

        Ganske som nuomstunder den almindelige mand ikke tænker, at han er skyldig overfor Gud og verden til, hvis han har en egnet søn, at sætte han i skole og lade han studere; men enhver mener, at det står ham frit for at opdrage sin søn som han vil det, så kan det gå med Guds ord og Guds ordning, som det vil. Ja, rådsherrene i byerne og næsten al øvrighed gør ligeså, lader skolerne forgå, som stod det dem frit for og som havde de tilladelse til det. 

⁴⁴ Niemand denkt, dass Gott ernstlich gebeut und haben will, die geschickten Kinder zu ziehen zu seinem Lob und Werk, welchs ohn die Schulen nicht geschehen mag; sondern zur weltlichen Nahrung ist idermann itzt jach, und eile mit seinen Kindern, als dürfte Gott und die Christenheit keiner Pfarrherrn, Prediger, Seelsorger, und die weltliche Oberkeit keiner Kanzeler, keiner Räthe, keiner Schreiber mehr. Aber davon ein andermal; die Schreibfeder muss Kaiserin bleiben, oder Gott wird uns ein anders sehen lassen. 

Ingen tænker på, at Gud for alvor har påbudt og vil have, at de egnede børn drages ind til hans pris og hans gerning, og det kan ikke ske uden skoler; men verdslig næring er enhver i vore dage ivrig efter, derhen iler han med sine børn, som havde Gud og kristenheden ikke brug for præster, prædikanter, sjælesørgere, og som havde den verdslige øvrighed ikke brug for kanslere, rådsherrer og skrivere. Men derom en anden gang, pennen må forblive kejserinde eller Gud vil lade os se noget andet. 

⁴⁵        Eben so thun Kaiser, Könige und Fürsten auch. Sie achtens nicht, dass Gottes Gebot sie nöthiget, ihre Unterthanen zu schützen, es soll in ihrem freien Willkore stehen, dass sie es thun, wenn sie es dermaleins gelüstet, oder gute Weile dazu haben. Lieber lasst uns alle so thun, niemand sehe auf das ihm befohlen ist, und was ihm Gott zu thun gebeut und fodert: sondern alle unser Thun und Ampt lasst unsers freien Willens sein, so wird uns Gott Glück und Gnade (E61) geben, dass wir beide hie zeitlich vom Turken, und dort vom Teufel ewiglich geplagt werden. 

       Netop sådan handler kejser og konger og fyrster også. De tænker ikke på, at Guds bud tvinger dem til at beskytte deres undersåtter, det står, mener de, hen til deres frie afgørelse, så de kan gøre det, når de engang får lyst eller når de får god tid til det. Kære venner, lad os alle handle på den måde, ingen må se på, hvad der er ham befalet og hvad Gud har påbudt og krævet af ham. Men lad al vor gerning og hele vor opgave være underlagt vor frie vilje, så skal Gud nok give os lykke og nåde, så vi bliver plaget, både her i tiden af tyrken og evigt af djævelen. 

⁴⁶         So soll denn etwa von Rom ein unnützer Wäscher (ein Legat wollt ich sagen,) kommen, und des Reichs Stände vermahnen und hetzen wider den Turken, mit Anzeigen, wie der Feind des christlichen Glaubens so grossen Schaden der Christenheit gethan habe, der Kaiser, als Vogt der Kirchen und Beschirmer des Glaubens, solle dazu thun, etc. gerade als wären sie selbs gar grosse Freunde des christlichen Glaubens. 

        Således skal der nu nok fra Rom komme et unyttigt vrøvlehoved (en legat, skulle jeg sige) og formane rigets stænder og hetse imod tyrken og påvise, hvordan den kristne tros fjende har voldt så stor skade på kristenheden, og sige, at kejseren, som kirkens værner og troens beskytter skal vende sig imod ham osv., ganske som var de selv store tilhængere af den kristne tro. 

⁴⁷ Ich spreche aber zu ihm: Sie haben dir dein Mutter zum Bier gefuhrt, du amächtiger Plauderer, denn damit richtest du nichts an, denn als sollt der Kaiser einmal ein gut christlich ungeboten Werk thun, das in seiner Willkore stehe, und ist sein Gewissen damit nicht geruhrt oder er seines nothigen Ampts, von Gott befohlen, erinnert, sondern seinem guten Willen heimgestellet. 

Men jeg siger til ham: De har lagt din mor på ligbåren, du afmægtige vrøvlehoved, for med disse ord udretter du ikke andet, end at skulle kejseren en gang få lyst til at gøre en god, kristelig gerning, der ikke var påbudt, og som helt var op til ham selv at afgøre, så kunne han gøre det; men dermed er hans samvittighed ikke rørt, og man har ikke mindet ham om den nødvendighed, der påhviler hans embede, givet ham af Gud, nej, man har stillet det frem for hans gode vilje. 

⁴⁸        Also sollt aber ein Legat aufm Reichstage mit den Reichständen handeln, Gottes Gebot furhalten und eine unvermeidliche Noth draus machen, und sagen: Lieben Herrn, Kaiser und Fürsten, wollt ihr Kaiser und Fürsten sein, so thut als Kaiser und Fürsten, oder der Turke wirds euch lehren durch Gotts Zorn und Ungnade. Deutschland oder Kaiserthum ist euch von Gott gegeben und befohlen, dass ihrs schutzen, regiern, rathen und helfen sollt, und nicht allein sollt, sondern auch müsset, bei Verlierung euer Seelen Seligkeit und göttlicher Hulden und Gnaden. 

        Men sådan skal en legat på rigsdagen behandle rigsstænderne; han skal foreholde dem Guds bud og gøre en uundgåelige nødvendighed ud af det og sige: Kære herrer, kejser og fyrster, hvis I vil være kejser og fyrster, så bær jer ad som kejser og fyrster, ellers kommer tyrken og lærer jer det ved Guds vrede og unåde. Tyskland eller jeres kejserdømme er givet og befalet jer af Gud, at I beskytter det, hersker over det, råder for det og hjælper det, og det er ikke blot noget, I skal, det er noget I må gøre, hvis ikke I vil miste jeres sjæles salighed og Guds gunst og nåde. 

⁴⁹       Nu aber siehet man wohl, dass euer keinem Ernst ist, noch solchs gläubet, sondern ihr haltet euer Ampt fur einen Scherz und Schimpf, gerade als wäre es eine Mummerei fur Fastnacht. Denn da lasst ihr eure Unterthanen, so euch von Gott befohlen sind, vom Turken so jämmerlich plagen, wegfuhren, schänden, plundern, würgen und verkäufen. 

        Men nu ser man nok, at det er ikke er alvor for nogen af jer, og at I ikke tror på den slags ting, men regner jeres embede for en spøg og en skæmt, faktisk som var det en fastelavnsudklædning. For her lader I jeres undersåtter, som er overgivet jer af Gud, blive plaget, bortført, skændet, plyndret, dræbt og solgt så jammerligt at tyrken. 

⁵⁰ Meinet ihr nicht, weil euch Gott solch Ampt befohlen hat, und dazu gegeben Geld und Volk, dass ihrs wohl thun und ausrichten könnet, er werde von euern Händen fodern alle (E62) euer Unterthanen, die ihr so schändlich verlassen, und ihr dieweil getanzt, geprasset, gepranget und gespielet habt?

Mener I ikke, at når Gud har overgivet jer et sådant embede, og givet jer penge og folk dertil, så I kan gøre det og udrette det, at han så også vil kræve alle jeres undersåtter af jeres hænder, dem, som i så skændigt har forladt, samtidig med at I har danset, frådset, spillet og levet i lyst og herlighed? 

⁵¹       Denn wo ihrs mit Ernst gläubet, dass ihr von Gott gesetzt und geordent wäret zu Kaiser und Fürsten, ihr wurdet des Banketen und Haderns umb das hohe Sitzen und andere unnützer Pracht eine Weile lassen, und treulich rathschlahen, wie ihr euerm Ampt und Gotts Gebot gnug thätet, und euer Gewissen errettet von alle dem Blut und Jammer euer Unterthanen, so der Turk an ihn begehet. 

         For hvis I for alvor havde troet, at I var indsat og indordet af Gud til kejser og fyrster, så ville I lade festmåltiderne og striden om de høje pladser og anden unyttig pragt ligge for en stund og med pligttroskab rådslå om, hvordan I kunne gøre fyldest i jeres embede og i Guds bud og redde jeres samvittighed fra alt det blod og al den jammer hos jeres undersåtter, som tyrken begår imod dem. 

⁵²  Denn wie kan Gott oder ein gottseliges Herz anders von euch denken, denn dass ihr freilich euern Unterthanen feind seid, oder selbs mit dem Turken einen heimlichen Bund habet, oder je zum wenigsten euch selbs wider fur Kaiser noch fur Fürsten, sondern fur eitel Docken und Puppen haltet, da die Kinder mit spielen? 

For hvordan kan Gud eller et gudfrygtigt hjerte tænker andet om jer, end at I må være fjendtlig stemt imod jeres undersåtter, eller at I selv har lavet en hemmelig aftale med tyrken, eller at I i hvert fald selv hverken regner jer for kejser eller fyrster, men kun for de bamser og dukker, som børnene leger med? 

⁵³ Es wäre sonst unmuglich, dass euer Gewissen euch sollte Ruge lassen, wo ihr euch ernstlich fur Oberherrn, von Gott gesetz hieltet, dass ihr nicht einmal anders, denn bisher geschehen, von solchen Sachen reden und rathschlahen solltet; darin ihr sehet, dass ihr selbs Türken werdet ohn Unterlass an euern eigen Unterthanen. 

Ellers ville det jo være umuligt, at jeres samvittighed lod jer i ro; hvis I for alvor regnede jer for øvrighed, indsat af Gud, så skulle I jo tale og rådslå helt anderledes end det hidtil er sket om disse sager; deraf ser I, at I selv hele tiden bliver tyrker overfor jeres egne undersåtter. 

⁵⁴        Ja, nehmet dieweil fur euch des Luthers Sachen, und handelt des Teufels Namen, ob man Fleisch in den Fasten essen, und Nonnen Männer nehmen mügen, und dergleichen, davon euch nichts ist befohlen zu handeln, noch Gott einig Gebot euch dahin gegeben; 

        Ja, samtidig tager I jer af Luthers sag og diskuterer i djævelens navn, om man må spise kød i fastetiden, og om nonner må tage sig mænd, og den slags, som I ikke har befaling til at diskutere, og som Gud ikke har givet jer noget påbud om; 

⁵⁵ und hänget dieweil in den Rauch diess ernst, gestrenge Gebot Gottes, damit er euch zu Schutzherrn uber das arme deutsche Land gesetzt hat, und werdet dieweil an euern eigen frummen, getreuen, gehorsamen Unterthanen Mörder, Verräther und Bluthunde, und lasset, ja werfst sie dem Turken dieweil in den Rachen, zu Lohn, dass sie Leib und Geld, Gut und Ehre bei euch setzen und euch furstrecken. Ein guter Redener siehet hie wohl, was ich gerne reden wollt, wenn ich der Redekunst gelehrt wäre, und was ein Legat auf dem Reichstage treiben und ausstreichen sollt, wenn er treulich und redlich sein Ampt wollt ausrichten. 

og imens hænger I dette alvorlige, strenge Guds bud hen i krogen, hvormed han har indsat jer til beskyttere over det arme tyske land, og I bliver mordere, forrædere og blodhunde imod jeres egne fromme, trofaste, lydige undersåtter, og overlader dem til tyrken, ja kaster dem i gabet på ham, som belønning for, at de har sat liv og penge, gods og ære ind for jer og har forstrakt jer med det. En god taler kan nok her se, hvad jeg gerne ville sige, hvis jeg var oplært i talekunsten, og hvad en legat skulle understrege og fremhæve på rigsdagen, hvis han ville udrette sit hverv trofast og redeligt. 

⁵⁶       Darumb hab ich droben gesagt, Carolus oder der Kaiser soll der Mann sein, wider den Turken zu streiten, (E63) und unter seinem Panier soll es gehen. O! solchs ist so leicht, dass idermann längst an den Schuhen zurrissen hat, und der Luther hiemit nichts Neues lehret, sondern eitel faul, alt Ding. Ja, Lieber, der Kaiser musste sich selbs währlich mit andern Augen ansehen, denn bisher geschehen, und du musstest sein Panier auch mit andern Augen ansehen. Ich rede wohl von demselbigen Kaiser und Panier, da du von redest, aber du redest von den Augen nicht, da ich von rede. 

        Derfor sagde jeg før, at Karl eller kejseren skal være den mand, der kæmper imod tyrken, og at det skal foregå under hans banner. O, dette er så let, at enhver forlængst er blevet færdig med det, og Luther lærer intet nyt hermed, men kun lutter tomme, gamle sager. Ja, kære, kejseren måtte se på sig selv med andre øjne end han hidtil har gjort, og du måtte se på hans banner med andre øjne. Jeg taler vel om den samme kejser og det samme banner, som du taler om, men du taler ikke om de øjne, jeg taler om. 

⁵⁷ Gottes Gebot sollt man im Panier ansehen, das da spricht: Schütze die Frummen, strafe die Bösen. Sage mir, wie viel sind der, so solchs ins Kaisers Panier lesen können, oder mit Ernst gläuben? Meinest du nicht, ihr Gewissen wurde sie erschrecken, wenn sie das Panier ansehen, als die sich höchlich fur Gott schuldig erkennen müssten des versäumeten Schutzs und Hülfe an ihren getreuen Unterthanen? Lieber, es ist nicht schlecht, seiden Tuch ein Panier, es stehen Buchstaben dran, wer die lesen wird, dem soll der Kutzel und das Banketiren wohl vergehen. 

Guds bud skal man se i banneret, det bud, der siger: Beskyt de fromme, straf de onde. Sig mig, hvor mange er der, der kan se dette i kejserens banner, eller for alvor tror, det står der? Mener du ikke, at deres samvittighed ville gøre dem forskrækkede, hvis de så banneret som nogle, der i høj grad måtte erkende sig skyldige overfor Gud på grund af den beskyttelse og hjælp, som de ikke har givet deres tro undersåtter? Kære, det er jo ikke bare et stykke silkedug, dette banner, der står bogstaver på det, den, der vil læse dem, han får nok festmiddagsmaden i den gale hals. 

⁵⁸        Dass mans aber bisher fur schlecht Seidentuch angesehen, beweiset sich selbs in der That wohl; denn der Kaiser hätte es längst aufgeworfen, so hätten die Fürsten gefolget, und wäre der Turk nicht so mächtig worden. Aber da es die Fürsten mit dem Maul des Kaisers Panier nenneten, und doch mit der Faust ungehorsam waren, und mit der That fur ein blos seiden Tuch hielten, ists gegangen, wie es itzt fur Augen stehet. 

        Men at man hidtil har anset det for at være slet og ret silkeklæde, kan man let bevise ud fra det, man har gjort; for havde kejseren forlængst rejst banneret og havde fyrsterne fulgt det, så ville tyrken ikke være blevet så mægtig. Men da fyrsterne med munden kaldte det kejserens banner, men med næven var ulydig og med gerningen regnede det for blot et silkeklæde, så gik det, som man nu kan se det for sine øjne. 

⁵⁹ Und Gott gebe, dass wir nu hinfurt nicht allzumal zu langsam kommen, ich mit meinem Vermahnung, und die Herrn mit ihrem Panier, und geschehe uns, wie den Kindern Israel, welche zuerst nicht wollten wider die Amoriter streiten, da es Gott gebot: hintennach, da sie wollten, wurden sie geschlagen, denn Gott wollte nicht bei ihn sein. Noch es soll niemand verzweifeln, büssen und recht thun findet allzeit Gnade. 

Og Gud give, at vi nu fremover ikke igen kommer for sent, jeg med min formaning og herrerne med deres banner, så det går os, som det gik Israels børn, som først ikke ville kæmpe imod amoritterne, da Gud påbød det; bagefter, da de godt ville, blev de slået, for Gud ville ikke stå dem bi. Alligevel skal ingen fortvivle, for det at gøre ret bod og handle ret finder altid nåde. 

⁶⁰        Darnach, wenn Kaiser und Fürsten das bedenken, dass sie aus Gottes Gebot solchen Schutz ihren Unterthanen schuldig sind, soll man sie auch vermahnen, (E64) dass sie nicht vermessen sein, und solchs furnehmen aus Trotz, oder sich verlassen auf eigene Macht oder Anschläge, als man viel toller Fürsten findet, die da sagen: Ich habs Recht und Fug, darumb will ichs thun.

      Derefter, når kejseren og fyrsterne tænker over, at de er skyldige at beskytte deres undersåtter efter Guds bud, så skal man også formane dem til ikke at understå sig i at tage sig noget sådant på af trods eller forlade sig på deres egen magt eller list, sådan som man finder man tåbelige fyrster, som siger: Jeg har ret og myndighed til det, derfor vil jeg gøre det. 

⁶¹ Fahren einhin mit Stolz und Pochen auf ihre Macht, gewinnen aber auch zuletzt das Grauen im Nacken. Denn wo sie ihre Macht nicht fuhleten, wurden sie das Recht wohl wenig gnug bewegen, wie sichs beweiset in andern Sachen, da sie das Rechte nicht achten. 

Så farer de frem med stolthed og pukker på deres egen magt, men får sig til sidst en slem forskrækkelse. For hvis de ikke følte deres magt, ville retten nok ikke bevæge dem meget, sådan som det viser sig i andre sager, hvor de ikke spekulerer på retten. 

⁶²        Darumb ists nicht gnug, dass du wissest, Gott hab dir diess oder das zu thun befohlen, du sollts auch mit Furcht und Demut thun. Denn Gott befiehlet noch gebeut niemand, etwas aus eigenem Rath oder Kraft zu thun, sondern er will auch mit im Spiel sein, und gefurchtet sein. 

       Derfor er det ikke nok, at du véd, at Gud har befalet dig at gøre dette eller hint, du skal også gøre det med frygt og i ydmyghed. For Gud befaler eller påbyder ikke nogen at gøre noget ud af eget råd og kraft, men han vil også være med i spillet og frygtes. 

⁶³ Ja, er wills durch uns thun und drumb gebeten sein, auf dass wir nicht uns vermessen und seiner Hülfe vergessen, wie der Psalter sagt, Psal. 147,11: Der Herr hat Gefallen an denen, die ihn furchten, und auf seine Güte warten. Sonst sollten wir uns wohl lassen dunken, wir kunntens thun, und durften Gottes Hülfe nicht, und nähmen uns des Siegs und der Ehren zu, die ihm doch alleine gebuhrt. 

Ja, han vil gøre det gennem os og derfor vil han, at vi beder til ham, for at vi ikke skal formaste os til at glemme hans hjælp, som det siges Sl. 147,11: Herren har behag i dem, der frygter ham, og venter på hans godhed. Ellers kunne vi let bilde os ind, at vi selv kunne gøre det og ikke behøvede Guds hjælp, og så tog vi den sejr og den ære til os, som alene tilkommer ham. 

⁶⁴         Darumb soll ein Kaiser oder Fürst den Vers im Psalter wohl lernen, Psal. 44, 7.8: Ich verlass mich auf meinen Bogen nicht, und mein Schwert hilft mir nicht. Sondern du hilfest uns von unsern Feinden, und machst zu Schanden, die uns hassen; und was derselbige ganze Psalm mehr sagt. 

        Derfor skal en kejser eller fyrste lære det vers i salteret udenad, Sl 44,7f, der lyder: Jeg forlader mig ikke på min bue og mit sværd hjælper mig ikke. Men du hjælper os mod vore fjender og gør dem til skamme, der hader os; og hvad ellers denne salme siger. 

⁶⁵ Und Psalm 60, 12. 13. 14: Herr Gott, du zeuchst nicht aus auf unser Heer. Schaffe uns Beistand in der Noth, denn Menschenhülfe ist kein nütze. Mit Gott wollen wir Thaten thun, er wird unser Feinde untertreten etc. Solche und dergleichen Spruche haben müssen wahr machen gar viele Könige und grosse Fürsten, von Anfang bis auf diesen Tag, mit ihren eigenen Exempeln, die doch fur sich hatten Gottes Gebot, Fug und Recht; derhalben lass ihm Kaiser und Fürsten auch kein Scherz sein. 

Og Sl 60,12-14: Herre Gud, du drager ikke ud med vore hære. Giv os bistand i nøden, for menneskers hjælp er til ingen nytte. Med Gud vil vi udføre død, han vil træde vore fjender under fode osv. Dette og lignende udsagn er der ganske mange konger og store fyrster, der har måttet erkende er sandt, fra begyndelsen indtil denne dag, på deres egen krop, skønt de dog havde Guds bud, bemyndigelse og ret for sig, derfor skal kejser og fyrster vide, at det ikke er nogen spøg. 

⁶⁶        Hieher lies das trefflicht Exempel Rich. 20,18. 21. 23. dass die Kinder Israel zweimal von den Benjamitern geschlagen wurden, ohngeacht dass sie Gott (E65) hiess streiten, und das allerbeste Recht hatten. Aber ihr Trotzen und Vermessen storzt sie, wie der Text daselbst sagt: fidentes fortitudine et numero.

         Angående det, læs det fortræffelige eksempel i Dom 20,18-23, at Israels børn to gange blev slået af benjaminitterne, på trods af at Gud befalede dem at kæmpe, og de i høj grad havde ret til det. Men deres trods og formastelighed bragte dem til fald, som teksten på dette sted siger: de stolede på deres styrke og deres antal. (Dom 20,22, ifølge Vulgata)

⁶⁷ Wahr ists, Ross, Mann, Waffen und alles, so zum Streit noth ist, soll man haben, so es zu bekommen ist, auf dass man Gott nicht versuche. Aber wenn mans hat, so soll man nicht drauf trotzen, auf dass man Gotts nicht vergesse oder verachte, denn es stehet geschrieben: Aller Sieg kompt vom Himmel. 1 Macc. 3,19. 

Sandt er det, at man skal have heste, folk, våben og alt, hvad der er nødvendigt til kamp, hvis man kan få det, for at man ikke skal friste Gud. Men når man har det, så skal man ikke trodse på det, at man ikke glemmer eller foragter Gud, for der står skrevet: "Enhver sejr kommer fra himlen". (1 Makk 3,19). 

⁶⁸        Wenn diese zwei Stück da sind, Gottes Gebot und unser Demuth, so hats keine Fahr noch Noth, so fern es den andern Mann, den Kaiser betrifft, so sind wir denn aller Welt stark gnug, und muss Glück und Heil da sein. Ist aber nicht Glück da, so mangelt es gewisslich an der beiden einem, dass man entweder nicht als aus Gehorsam gottlichs Gebots, oder aus Vermessenheit kriegt, oder der erste Kriegsmann der Christen ist nicht dabei mit seim Gebet. 

       Når disse to ting er til stede, Guds bud og vores ydmyghed, så har det ingen fare eller nød, så vidt angår den anden mand, kejseren, så er vi stærke nok overfor hele verden, og så må lykke og held følge. Men hvis vi ikke har lykke dertil, så mangler der sikkert og vist én af de to ting, så man enten ikke fører krig ud fra lydighed mod Guds bud, eller fører krig af formastelighed, eller den første kriger, den kristne, hjælper ikke til med sin bøn. 

⁶⁹        Und ist hie nicht noth zu vermahnen, dass man nicht Ehre noch Ausbeute suche im Streit: denn wer mit Demuth und im Gehorsam gottlichs Befehls streitet, und allein seinem Ampt nach einfältiglich Schutz und Schirm seiner Unterthan meinet, der wird der Ehre und Ausbeute wohl vergessen. Ja, sie wird ihm ungesucht reichlicher und herrlicher kommen, denn ers wünschen mag. 

        Og her er det ikke nødvendigt at formane til, at man ikke søge ære og bytte i krigen. For den, der går i krig med ydmyghed og i lydighed mod en guddommelige befaling og alene mener, at han udfører sin embedspligt: enfoldigt at beskytte og beskærme sine undersåtter, han glemmer nok ære og bytte. Ja, de ting kommer mere rigeligt til ham, når han ikke kæmper for dem, end han kan ønske sig. 

⁷⁰        Hie wird jemand sagen: Wo will man solch frumm Kriegsleute finden, die solchs halten werden? Antwort: Es wird das Evangelion aller Welt gepredigt, und gläuben doch gar wenig, noch gläubt und bleibt gleichwohl die Christenheit. Also schreibe ich auch diese Unterricht nicht der Hoffnung, dass sie bei Allen sollt angenommen werden, ja das mehrer Theil soll mein dazu lachen und spotten. 

       Her vil en og anden sige: Hvor kan man finde sådanne fromme krigsfolk, som vil overholde det? Svar: Evangeliet prædikes i hele verden, og der er dog kun få, der tror, alligevel tror og opretholdes kristenheden. Ligeledes skriver jeg ikke denne undervisning i det håb, at den skal antages af alle, ja størstedelen vil nok le og spotte ad mig. 

⁷¹ Es ist mir gnug, wo ich etliche Fürsten und Unterthan kunnte mit diesem Buch recht unterrichten; ob sie gleich der wenigste Haufe sind, da liegt mir nicht Macht an, es sollte dennoch Sieg und Glück gnug da sein. Und wollt Gott, dass ich nur den Kaiser, oder den, so in seinem Namen und Befehl (E66) kriegen sollt, hätte hiemit zugericht, ich wollt grosser Hoffnung sein. 

Det er nok for mig, hvis jeg med denne bog kunne undervise nogle fyrste og undersåtter ret; om de så udgjorde den mindste del er mig ikke magtpåliggende, det skulle alligevel kunne komme til sejr og lykke. Og om Gud ville, at jeg kun havde givet oplysning til kejseren eller den, som skal føre krig i hans navn og på hans befaling, så ville jeg være fuld af håb. 

⁷² Es ist wohl mehrmal geschehen, ja es geschicht gemeiniglich, dass Gott durch einen einzelen Mann eim ganzen Land und Königreich Glück und Heil gibt: gleichwie er auch wiederumb durch einen Buben zu Hofe ein ganz Land in allen Unrath und Jammer bringt, wie Salomon spricht im Ecclesiast: Ein einzeler Bube thut grossen Schaden. Pred. 9,18. 

Det er vel sket flere gange, ja det sker ofte, at Gud giver et land og kongerige lykke og frelse gennem en enkelt mand. Ganske som han også omvendt bringer et helt land ind i al fordærvelse og jammer gennem en enkelt skurk ved hoffet, som Salomon siger i prædikerens bog: En enkelt skurk gør stor skade. (Præd 9,18) 

⁷³         Also lesen wir von Naeman, dem Hauptmann des Königes zu Syrien, dass Gott dem ganzen Lande durch denselbigen Mann Glück und Heil gab, 2 Kön. 5,1. Also gab er durch den heiligen Joseph gross Glück dem Königreich in Aegypten, 1 Mos. 39,4. Und 2 Kön. 3,14 spricht Elisäus zu Joram, dem Könige Israel: Ich wollt dich nicht ansehen, wo Josephat der Konig Juda nicht da wäre. Und musste also zum selbigenmal den gottlosen Königen Israel und Edom geholfen werden, umb des einigen frummen Manns willen.

        Sådan læser vi om Naaman, den syriske konges høvedsmand, at Gud for denne ene mands skyld gav hele landet lykke og held, 2 Kong 5,1. Ligeledes var det i kraft af den hellige Josef, at han var stor lykke til kongeriget i Egypten, 1 Mos 39,4. Og i 2 Kong 3,14 siger Elisa til Joram, Israels konge: ”Hvis det ikke var for Josafats skyld, Israels konge, ville jeg ikke værdige dig et blik”. Og så måtte altså ved den lejlighed de gudløse konger af Israel og Edom hjælpes for denne ene fromme mands skyld.

⁷⁴ Und im Buch der Richter kann man sehen, was Gott Guts thät durch Ehud, Gedeon, Debora, Samson, und dergleichen einzele Personen, obwohl das Volk solchs nicht werth war. Richt. 3,21. c. 4,4. c. 7,24 sqq. c. 16,30. Wiederumb, was grossen Schadens thät der Doeg, so zu des Königes Saul Hofe war, 1 Sam. 22,18. Was richtete Absolom an wider seinen Vater David, mit Hulfe und Rath Ahitophels, 2 Sam. 16,22. 23.

Og i dommerbogen kan man se, hvor meget godt Gud gjorde igennem Ehud, Gideon, Debora, Samson og sådanne enkeltpersoner, selv om folket ikke var værdig til det (Dom 3,21; 4,4; 7,24; 16,30). Omvendt, hvor stor skade gjorde ikke Do'eg, som var ved kong Sauls hof, 1 Sam 22,18! Hvor stor skade anrettede ikke Absalom imod sin far David med hjælp og råd fra Akitofel, 2 Sam 16,22!

⁷⁵           Diess rede ich darumb, dass uns nicht solle schrecken, noch ichtes bewegen, ob der grösser Haufe ungläubig, oder unchristlicher Meinung unter des Kaisers Panier streite. Man muss auch wiederumb denken, dass ein einzeler Abraham gar viel vermag, 1 Mos. 14,17. und c. 18,24 sqq. So ist auch das gewiss, dass unter den Türken, als des Teufels Heere, keiner nicht ist, der Christen sei, oder demüthiges und richtiges Herz habe. 1 Sam 14,6. sprach der frumme Jonathan: Es ist Gotte nicht schwere, den Sieg geben durch Viele oder durch Wenige, und thät selb ander eine grosse Schacht an den Philistern, die Saul mit dem ganzen Heere nicht vermocht. Darumb liegt nicht dran, ob der Haufe nicht gut ist, wenn nur das Häupt und der Furnehmesten etliche rechtschaffen sind: wiewohl es gut wäre, dass sie allesampt rechtschaffen wären, aber das ist nicht wohl müglich.

         Dette siger jeg, for at vi ikke skal blive bange eller lade os bevæge af, om den store hob er vantro eller kæmper under kejserens banner i en ukristelig mening. Man må også omvendt tænke på, at Abraham som enkeltperson formåede ganske meget, 1 Mos 14,17 og 18,24. Det er også ganske sikkert, at under tyrken, som er djævelens hær, er der ikke nogen, som er kristen eller har et ydmygt og rigtigt hjerte. Ifølge 1 Sam 14,6 sagde den fromme Jonatan: ”Det er ikke vanskeligt for Gud at give sejr ved hjælp af mange eller ved hjælp af få”. Og med kun én til at hjælpe sig påførte han filistrene et stort nederlag, hvilken Saul med hele hæren ikke formåede. Derfor kommer det ikke an på, om skaren er god eller ej, hvis kun overhovedet og nogle af de fornemste er retskafne. Selv om det ville være godt, at de alle sammen var retskafne, men det er vel ikke muligt.

⁷⁶             Weiter höre ich sagen, dass man findet in Deutschen Landen, so des Türken Zukunft und seines Regimentes begehren, als die lieber unter dem Türken, denn unter dem Kaiser oder Fürsten sein wollen. Mit solchen Leuten sollt böse streiten sein wider den Türken. Wider diese weiss ich nicht bessern Rath, denn dass man die Pfarrherr und Prediger vermahne, dass sie mit Fleiss anhalten auf der Kanzel, und solche Leute treulich unterrichten, ihr Fahr und Untugend ausstreichen, wie gar trefflicher unzähliger Sunden sie sich theilhaftig machen und sich fur Gott beladen, wo sie in der Meinung erfunden werden. Denn es ist Jammers gnug, wer den Türken zum Oeberherrn leiden muss, und sein Regiment tragen: aber williglich sich drunter geben, oder desselbigen begehren, so ers nicht bedarf, noch gezwungen wird, dem soll man anzeigen, was er fur Sunde thut, und wie greulich er anläuft.

         Endvidere hører jeg nogen sige, at man i Tyskland finder nogle mennesker, som ønsker sig, at tyrken skal komme, og ønsker sig ind under hans regimente, eftersom de hellere vil være under tyrken eller under kejseren og fyrsterne. Hvis man kæmper mod tyrken med den slags mennesker, skal de gå galt. Imod dem har jeg ikke noget bedre råd, end at man formaner præsterne og prædikanterne til med flid at imødegå dem fra prædikestolen og trofast undervise den slags mennesker, idet de påpeger den fare, der er i, og de onde gerninger, de udøver, viser dem, hvor utalligt mange synder de bliver delagtige i og belastet med overfor Gud, hvis de dør i den opfattelse. For det menneske har det jammerligt nok, som må finde sig i tyrken til øvrighed og udholde hans regimente. Men hvis nogen frivilligt giver sig ind under det eller ønsker sig det, når det ikke er nødvendigt og man ikke er tvunget til det, så skal man påvise, hvilken synd han gør sig skyld i og hvor grueligt han bærer sig ad.

⁷⁷            Zum ersten, dass solche Leute treulos und meineidig werden an ihrer Oberkeit, der sie geschworen und gehuldet haben, welchs fur Gott eine grosse Sunde ist, die nicht ungestraft bleibt. Denn solchs Meineides halben musste auch der gute König Zedekias jämmerlich umbkommen, dass er den Eid, dem heidnischen Kaiser zu Babylon gethan, nicht hielt. 2 Kön. 24,20. c. 25,7. Es meinen vielleicht solche Leute, oder lassen sich dünken, es sei in ihrer Macht und Willkore, von einem Herrn zum andern sich begeben: fahren also daher, als wären sie frei, hierin zu thun und zu lassen, was sie wollen, vergessen und bedenken nicht Gottes Gebot und ihren Eid, damit sie bestrickt, und schuldig sind gehorsam zu bleiben, bis sie mit Gewalt davon gedrungen, oder druber getödtet werden;

         For det første bliver den slags mennesker utro og gør sig til menedere overfor deres øvrighed, som de har svoret at være tro imod, og det er overfor Gud en stor synd, som ikke vil blive ustraffet. For på grund af den slags mened måtte den gode kong Zedekias omkomme på jammerlig vis, fordi han ikke holdt den ed, han havde svoret den hedenske kejser i Babylon, 2 Kong 24,20 og 25,7. Men den slags mennesker mener måske eller forestiller sig, at det står i deres magt og afgørelse at begive sig fra én herre til en anden. De opfører sig derfor, som om de var fri til at gøre og undlade, hvad de vil, til at glemme og lade være at huske på Guds bud og deres ed, den ed, der binder dem og som de er skyldige at forblive lydige imod, indtil de med magt bliver tvunget derfra eller bliver slået ihjel derfor;

⁷⁸ gleichwie die Baurn im nähisten Aufruhr auch fürnahmen, und wurden druber geschlagen. Denn gleichwie einer sich selbs nicht erwurgen soll, sondern leiden, ob er mit Gewalt durch Ander erwürget wird: also soll niemand sich selbs aus dem Gehorsam und Eide wenden, er werde denn durch Andere entweder mit Gewalt, oder mit Gunst und Urlaub eraus bracht.

ganske som bønderne i det nylige oprør også handlede og af den grund led nederlag. For ligesom man ikke skal slå sig selv ihjel, men skal holde ud, indtil man med magt bliver slået ihjel af andre, sådan skal ingen vende sig bort fra sin lydighed og sin ed, førend han bringes ud af den af andre, enten med magt eller med gunst og tilladelse.

⁷⁹           Solchs mussen die Prediger bei solchen Leuten mit Fleiss und wohl treiben, wie sie denn solchs zu thun ihr Predigtampt zwinget, darin sie schuldig sind, ihre Pfarrkinder zu warnen und bewahren fur Sunde und Schaden der Seelen. Denn wer sich williglich von seinem Herrn abwendet, umd zum Turken begibt, der kann doch nimmermehr unter dem Turken bleiben mit gutem Gewissen, sondern sein Herz wird ihm allezeit sagen, und strafen also: Siehe, du bist an deinem Oberherrn treulos worden, und hast ihm den schuldigen Gehorsam entwandt, und ihm seines Rechts und Oberkeit an dir beraubt. Nu kann kein Sunde vergeben werden, dass gestohlene Gut muss wiedergegeben sein: wie willt du aber deinem Herrn wiedergeben, wenn du unter dem Turken bist, und kannst nicht wiedergeben?

          Dette må prædikanterne drive på med flittigt og godt overfor den slags mennesker, sådan som også det prædikeembede, de er forpligtet på, tvinger dem til at advare deres sognebørn og bevare dem mod synd og sjæleskade. For den, der frivilligt vender sig bort fra sin herre og går over til tyrken, han kan dog aldrig leve hos tyrken med god samvittighed, men hans hjerte vil hele tiden tale til ham og anklage ham på denne måde: ”Se, du har været troløs mod din herre, og har nægtet ham den lydighed, du skylder ham, og berøvet ham den ret og den myndighed, han har over dig. Nu kan ingen synd tilgives, førend det stjålne er leveret tilbage. Men hvordan vil du tilbagelevere det til din herre, når du er under tyrken og ikke kan levere noget tilbage?”

⁸⁰           So wird denn gehen mussen der beider eins, dass du dich ewiglich muhen und ärbeiten musst, wie du wieder vom Turken zu deinem Oberherrn kommest, oder musst ewiglich Reu, Leide und Unruge haben in deinem Gewissen, (Gott gebe, dass nicht Verzweifeln und ewiges Sterben folge,) dass du dich unter den Turken ohn' Noth williglich gegeben, wider dein Eid und Pflicht, und musst also mit dem Leibe dort sein, aber mit dem Herzen und Gewissen dich heruber sehnen. Was hast du denn gewunnen? Warumb bleibst du nicht vorhin heruben?

          Derfor må der ske ét af to: enten må du hele tiden anstrenge dig og arbejde på igen at komme bort fra tyrken og tilbage til din herre, eller også må du hele tiden lide af anger, pine og uro i din samvittighed (Gud give, at der ikke følger fortvivlelse og evig død), fordi du gav dig ind under tyrken frivilligt og uden at det var nødvendigt, imod din ed og forpligtelse, og du må derfor med kroppen være derovre, men med hjertet og samvittigheden længes herover. Hvad har du så vundet? Hvorfor blev du ikke herovre i første omgang?

⁸¹        Zum andern, dass solche treulose, abtrunnige, meineidige Leute uber das alles noch viel greulicher Sunde thun, nämlich, dass sie sich theilhaftig machen aller Greuel und Bosheit der Turken. Denn wer sich williglich unter die Turken gibt, der macht sich ihr Geselle und Mitgenossen aller ihrer Thaten. Nu haben wir droben gehört, was der Turk fur ein Mann sei, nämlich ein Verstorer, Feind und Lästerer unsers Herrn Jesu Christi, und anstatt des Evangelion und Glaubens (E69) seinen schändlichen Mahomed und alle Lugen aufricht; dazu alle weltliche Oberkeit und Hauszucht oder Ehestand verwüstet, und sein Kriegen nichts anders, denn Mord und Blutvergiessen ist, als eins rechten Teufels Gezeug.

         For det andet, så øver den slags troløse, illoyale mennesker, som bryder deres ed, foruden alt dette en endnu mere gruelig synd, den nemlig, at de gør sig delagtig i al den gru og ondskab, som tyrken udøver. For den, der frivilligt giver sig ind under tyrken, han gør sig til deres fælle og medskyldige i alle deres gerninger. Nu har vi ovenfor hørt, hvad tyrken er for en mand, nemlig en ødelægge, fjende og bespotter af vor herre Jesus Kristus, og at han opretholder Muhammed og alle hans løgne i stedet for evangeliet og troen; dertil lægger han al verdslig øvrighed og al hustugt eller ægtestand øde, og hans krige er ikke andet end mord og blodsudgydelse, for han er et sandt djævleværktøj.

⁸²           Siehe, solcher schrecklicher Greuel muss der theilhaftig sein, wer sich selbs zum Turken gesellet, und wird alle der Mord, und alle das Blut, so der Turke je vergossen hat, auch alle die Lugen und Untugend, damit er Christus Reich verstoret, und die Seelen verfuhrt, auf seinen Kopf kommen. Es ist Jammers gnug, wenn jemand mit Gewalt und Unwillen muss unter solchem Bluthunde und Teufel sein, seine Greuel sehen und hören, wie der frumme Lot zu Sodom thun und sich leiden musste, als St. Petrus schreibt, 2 Petr. 2,7 sqq ist nicht noth, solchs williglich zu suchen oder begehren.

         Se, den slags skrækkelige grusomheder må den blive delagtig i, som selv stiller sig på linie med tyrken, og alle de mord og alt det blod, som tyrken har udgydt, og alle de løgne og alle de laster, hvormed han ødelægger Kristi rige og forfører sjælene, må komme over hans hoved. Det er galt nok, når nogen med magt og imod hans vilje må være under en sådan blodhund og djævel, må se og høre hans grusomheder, sådan som den fromme Lot i Sodom måtte gøre og måtte finde sig i det, som Skt Peter skriver i 2 Pet 2,7ff, men det er ikke nødvendigt, frivilligt at søge og begære den slags.

⁸³          Ja, wie viel lieber sollt einer zweimal als ein Gehorsamer unter seinem Oberherrn im Kriege sterben, denn dass er müsste, wie ein armer Lot, unter solche Sodom und Gomorren mit Gewalt bracht werden: schweige denn, dass eim frummen Menschen gelüsten sollt, sich williglich drein zu geben, dazu mit Ungehorsam und wider Gottes Gebot und eigen Pflicht. Das hiesse, sich nicht alleine theilhaftig machen aller des Turken und Teufels Bosheit, sondern dieselbigen auch stärken und fodern. Gleichwie Judas nicht allein der Juden Bosheit wider Christum theilhaftig sich machet, sondern auch stärket und half, Pilatus aber nicht so ubel handelt, als Judas, wie Christus zeuget Joh. 19,11.

          Ja, hvor meget mere skal man ikke hellere dø to gange i krigen, fordi man er lydig mod sin herre, end at man, som den stakkels Lot, med magt skulle bringes ind under et sådan Sodoma og Gomorra. For så ikke at tale om, at et fromt menneske skulle få lyst til frivilligt at give sig ind derunder, og det i ulydighed mod Guds bud og den pligt, han selv har. Det ville betyde, at han ikke blot gør sig delagtig i al tyrkens og djævelens ondskab, men også styrke og fremme den. Ganske som Judas ikke alene blev delagtiggjort i jødernes ondskab mod Kristus, men også styrkede den og hjalp den på vej, mens Pilatus ikke handlede så ondt som Judas, som Kristus bevidner det i Joh 19,11.

⁸⁴          Zum dritten, ist auch das solchen Leuten einzubilden durch die Prediger: Wenn sie sich schon unter den Turken geben, so haben sie es damit auch fur sich selbs nichts gebessert, und wird ihn gar weit feihlen ihre Hoffnung und Anschläge. Denn es ist des Turken Weise, dass er Alle, so etwas sind oder haben, nicht lässt bleiben, da sie wohnen, sondern setzt sie weit enhintern in ein ander Land, da sie verkauft werden, und dienen müssen.

         For det tredje skal man også fra prædikanternes side indskærpe overfor den slags mennesker: Når de sådan giver sig ind under tyrken, så har de dermed heller ikke gjort det bedre for sig selv og deres håb og plan vil helt slå fejl. For det er tyrkens metode ikke at lade dem, der er noget eller har noget, forblive, hvor de bor, men at sætte dem langt bagud i et andet land, hvor de bliver solgt og må gøre tjeneste.

⁸⁵ Und gehet ihn denn nach dem (E70) Sprüchwort: Lauf aus dem Regen, und fall ins Wasser; und: Heb einem Teller auf, und zubrich eine Schussel; dass aus Ubel ärger wird. Und geschicht auch kaum recht; denn der Turk ist ein rechter Kriegsmann, der wohl anders weiss mit Land und Leuten umbzugehen, beide zu gewinnen und zu behalten, denn unser Kaiser, Könige und Fürsten. Er trauet und gläubt nicht solchen abtrunnigen Leuten, und hat den Nachdruck, dass ers thun kann, und darf nicht also der Leute, wie unser Fürsten.

Og så går det dem efter det ordsprog: ”Han løb bort fra regnen og faldt i vandet” og: ”Han samlede en tallerken op og tabte en skål”, så det, der var skidt, bliver værre. Og det er ikke ufortjent, at det går sådan. For tyrken er en sand kriger, der nok véd at omgås land og folk anderledes, både når det drejer sig om at vinde dem og beholde dem, end vores kejser, vore konger og fyrster. Han tror ikke på og stoler ikke på den slags illoyale folk og han har magt til at handle derefter, og han behøver ikke menneskene, sådan som vore fyrster.

⁸⁶           Solchs, sage ich, müssen die Prediger und Pfarrherr bei solchen abtrunnischen Leuten thun mit fleissigem Vermahnen und Abschrecken. Denn es ist auch die Wahrheit und Noth. Finden sich daruber, die solchs Vermahnen verachten, und diess alles sich nichts lassen bewegen: wohlan, die lass immer hinfahren zum Teufel, wie St. Paulus die Griechen, und St. Petrus die Jüden lassen müssten, es soll drumb die Andern nicht erschrecken.

        Alt sådant, siger jeg, skal prædikanterne og præsterne gøre ved den slags illoyale mennesker; de skal flittige formane og afskrække dem fra det. For det er sandt og det er nødvendigt. Hvis der derefter findes nogle, som foragter en sådan formaning og ikke røres af alt dette, velan, lad dem bare fare hen til djævelen, sådan som Skt Paulus måtte lade grækerne, og Skt. Peter lade jøderne være, det skal de andre ikke forskrækkes af.

⁸⁷ Ja, ich wollt, wenns zum Streit käme, dass solcher keiner unter des Kaisers Panier wäre oder bliebe, sondern allesampt schon bei dem Turken wären: sie wurden deste ehe geschlagen, und sollten dem Turken im Streit schädlicher, denn nützer sein, als die beide in Gottes, Teufels und der Welt Ungnaden sind, und als die zur Höllen gewisslich verurtheilet. Denn wider solche böse Leute ist gut streiten, die so öffentlich und gewiss verdampt sind von Gott und der Welt.

Ja, jeg kunne ønske, at den slags mennesker, hvis det kom til kamp, ikke fandtes eller forblev under kejserens banner, men alle allerede var hos tyrken. Så ville de blive slået des tidligere, og de skulle nok være mere til skade end til gavn for tyrken i kampen, eftersom de er i både Guds, djævelens og verdens unåde, og er nogle, der med sikkerhed er fordømt til helvede. For det er godt at kæmpe imod den slags onde mennesker, som så åbenlyst og sikkert er fordømt af Gud og verden.

⁸⁸            Man findet manchen wüsten, verzweifelten bösen Menschen; aber was etwas Vernunft hat, wird sich ohn Zweifel an solche Vermahnung wohl kehren, und sich bewegen lassen, unter dem Gehorsam zu bleiben, und ihre Seele nicht so frech in die Hölle zum Teufel schlahen; sondern viel lieber unter ihrem Oberherrn mit allem Vermügen streiten, und sich druber von den Turken erwürgen lassen.

          Der findes mange tomme, fortvivlede, onde mennesker; men de, der har nogen fornuft, vil uden tvivl tage imod en sådan formaning og lade sig bevæge af den, forblive under lydigheden og ikke så frækt smide sin sjæl ind i helvede til djævelen, men langt hellere kæmpe af al magt sammen med deres herre og i den kamp lade sig slå ihjel af tyrken.

⁸⁹            So sprichst du abermal: Ist doch der Papst wohl so böse, als der Turke, welchen du auch selbst den Endechrist schiltest, mit seinen Geistlichen und Anhängern; so ist wiederumb der Turke wohl so frumm als der (E71) Papst, denn er bekennet ja die vier Evangelia und Mosen sampt den Propheten; sollt man denn wider den Turken streiten, so musst man eben so wohl, oder vielmehr wider den Papst streiten, etc.

           Men så siger du igen: Paven er vel lige så ond som tyrken; du har jo også selv skældt ham ud for at være antikrist sammen med hans gejstlige og hans tilhængere; så er vel omvendt også tyrken lige så from som paven, for han bekender sig jo til de fire evangelier og til Moses og profeterne; skal man da kæmpe mod tyrken, så skal man vel i lige så høj grad, om ikke mere, kæmpe mod paven, osv.

⁹⁰ Antwort: Ich kanns nicht leugen, der Turke hält die vier Evangelia für göttlich und recht, sowohl als die Propheten, rühmet auch Christum und seine Mutter fast. Aber er gläubt gleichwohl, dass sein Mahomed uber Christum sei, und das Christus kein Gott sei, wie droben gesagt ist. Gleich aber wie wir Christen das alte Testament auch für göttliche Schrift erkennen; aber doch, nu es erfüllet ist, und wie St. Petrus sagt Apostg. 15,19, ohn Gottes Gnade zu schwer ist, wirds durchs Evangelion aufgehaben, dass uns nicht mehr bindet.

Svar: Jeg kan ikke nægte, at tyrken regner de fire evangelier for guddommelige og retvisende, ligesom også profeterne, at han også roser Kristus og hans mor ganske meget. Men alligevel tror han, at hans Mahomed står over Kristus, og at Kristus ikke er Gud, som før nævnt. Ganske som vi kristne også regner Det gamle Testamente for en guddommelig skrift; men dog er det, nu, hvor det er blevet opfyldt, og som Peter i Apg 15,19 siger, uden Guds nåde er for vanskeligt at overholde, dog er det nu blevet ophævet, så det ikke mere er forpligtende for os.

⁹¹          Eben dem nach thut der Mahomed mit dem Evangelio: gibt fur, es sei auch wohl recht, aber es habe längest ausgedienet, sei auch zu schwer zu halten, nämlich in den Stücken, da Christus lehret, dass man Alles verlassen soll umb seinen willen; und, Gott lieben aus ganzem Herzen, und dergleichen. Matth. 19,29. c. 22. 37. Darumb habe Gott ein ander neu Gesetz müssen geben, das nicht so schwer sei, und die Welt müge halten, und dasselbige Gesetz sei der Alkoran.

          Ganske på samme måde handler Mahomed med evangeliet. Han foregiver, at det ganske vist er ret, men det er for længst udtjent, det er også for vanskeligt at overholde, nemlig de skriftsteder, hvor Kristus lærer, at man skal forlade alt for hans skyld, og elske Gud af hele sit hjerte, og lignende steder. Matt 19,29; 22,37. Derfor måtte Gud give en anden ny lov, som ikke er så vanskelig og som verden skulle kunne overholde, og denne lov er koranen.

⁹² Wenn aber jemand fragt: warumb er kein Wunderzeichen thu, zu bestätigen solch neu Gesetz? spricht er: es sei nicht noth, und umbsonst, denn es haben doch die Leute vorhin viel Wunderzeichen gehabt, da Mosis Gesetze und das Evangelion aufging, und gläubten doch nicht. Darumb müsse sein Alkoran nicht durch vergebliche Wunderzeichen bestätiget werden, sondern mit dem Schwert, welchs bass nachdrucket, denn die Wunderzeichen. Und ist also auch gangen, und gehet noch also, denn bei den Turken, anstatt der Wunderzeichen, das Schwert alle Ding ausrichtet.

Men når nogen spørger: Hvorfor gør han ingen mirakler til at bekræfte denne nye lov, så siger han: det er ikke nødvendigt og det er også forgæves, for de tidligere folkeslag har haft mange mirakler, da Moseloven og evangeliet viste sig, og dog troede de ikke. Derfor skal koranen ikke bekræftes gennem forgæves mirakler, men med sværdet, hvilket har større magt end miraklerne. Og sådan er det også gået til og sådan går det endnu for sig, for hos tyrkerne er det sværdet i stedet for miraklerne, der udretter alle ting.

⁹³           Wiederumb, ist der Papst nicht viel frummer, und siehet dem Mahomet aus dermassen ähnlich, denn er lobet auch mit dem Munde die Evangelia und ganze heilige Schrift, aber er hält, dass viel Stück drinnen, und eben dieselbigen, so die Turken und der Mahomed zu schwer und ummüglich achten, als die Matth. 5,27. sqq. Darumb deutet er sie, und machet Consilia draus, (E72) das ist, Räthe, die niemand zu halten schuldig sei, ohn welche es gelüstet; wie denn solchs unverschampt Paris sampt andern Hohenschulen, Stiften und Klöstern bisher gelehret.

          Omvendt er paven ikke meget frommere; han ligner Mahomed på den måde, at også han med munden roser evangelierne og hele den hellige skrift, men han regner med, at der er mange steder deri – og det er just de samme, som tyrken og Mahomed regner for at være for svære og umuligt, fx Matt 5,27ff. Derfor omtolker han dem og gør dem til 'consilia', dvs råd, og dem er ingen skyldige at overholde, det er kun for dem, der har lyst; og den slags uforskammede lærdomme har Paris og andre universiteter, stiftelser og klostre lært indtil i dag.

⁹⁴          Darum regieret er auch nicht mit dem Evangelio, oder Gottes Wort; sondern hat auch ein neu Gesetz und einen Alkoran gemacht, nämlich sein Decretal, und treibt dasselbige mit dem Bann, gleichwie der Turke seinen Alkoran mit dem Schwert; er heisst auch den Bann sein geistlich Schwert, welchs doch allein das Gottes Wort ist und heissen soll, Ephes. 6,17. Nicht deste weniger, wo er kann, braucht er auch des weltlichen Schwerts, oder ruft je zum wenigsten dasselbige an, und hetzt und reisst Andere dazu. Und bin dess guter Zuversicht, wo der Papst das weltliche Schwert so mächtig künnte führen, als der Turke, es sollt an gutem Willen vielleicht weniger, denn bei dem Turken, mangeln; wie sie denn oft versucht haben.

          Derfor hersker han heller ikke ved evangeliet eller ved Guds ord; men han har også indført en ny lov og en koran, nemlig hans dekretal, og den gennemtvinger han med bandet, ligesom tyrken gennemtvinger sin koran med sværdet; han kalder ligefrem bandet sit gejstlige sværd, hvilket dog alene Guds ord er og skal kaldes, Ef 6,17. Ikke desto mindre bruger han også, hvor han kan, det verdslige sværd, eller påkalder det i det mindste og hetzer og opægger andre dertil. Og jeg er ganske sikker på, at hvis paven kunne føre det verdslige sværd lige så stærkt som tyrken, så ville han på ingen måde stå tilbage for tyrken i retning af vilje til at bruge det. Hvilket de da også ofte har forsøgt.

⁹⁵           Und Gott druckt auch auf sie alle beide mit gleicher Plage, und schlägt sie mit Blindheit, dass ihn gehet, wie St. Paulus Röm. 1,28 sagt von dem schändlichen Laster der stummen Sunden, dass sie Gott in verkehreten Sinn dahin gibt, weil sie Gottes Wort verkehren. Denn so blind und unsinnig ist beide Papstthum und Türkei, dass sie beide die stummen Sunde unverschampt treiben, als ein ehrlich, loblich Ding. Und dieweil sie den Ehestand nicht achten, geschicht ihn recht, dass eitel Hundehochzeit, (und wollt Gott, dass eitel Hundehochzeit wären,) ja eitel welsche Hochzeit und Florenzische Bräute bei ihn sind, lassen sich dazu dunken, es sei wohl gethan.

         Og Gud hjemsøger dem også begge to med den samme plage og slår dem med blindhed, så det går dem, som Skt. Paulus siger i rom#1.28 om de stumme synders skammelige last, at Gud giver dem hen til et fordrejet sind, fordi de fordrejer Guds ord. For så blinde og vanvittige er både pavedømmet og tyrkerne, at begge parter uforskammet bedriver de stumme synder, som var det en ærlig, ærefuld sag. Og eftersom de ikke agter ægtestanden, så sker der dem også deres ret, så der hos dem forefindes lutter hundebryllupper (og jeg ville ønske ved Gud, at det var lutter hundebryllupper), ja lutter italienske bryllupper og florentinske brude, og de lader sig overbevise om, at det er en god ting.

⁹⁶           Denn ich greulich uber greulich Ding höre, welch ein öffentliche herrliche Sodoma die Türkei sei. So weiss ja ein iglicher wohl, wer zu Rom und in welschen Landen sich ein wenig umbgesehen hat, mit waserlei Zorn und Plage daselbst Gott die verboten Ehe rächent und strafet, dass man Sodoma und Gomorra, so vor Zeiten mit Feur und Schwefel versenkt sind, 1 Mos. 19,24. ein lauter Scherz und Furspiel muss sein (E73) lassen, gegen diese Geruel: dass mir auch dieses Stucks halben des Türken Regiment gar herzlich leid, ja gar unleidlich sein sollt in Deutschen Landen.

         For jeg hører den ene gruelige sag efter den anden om, hvilket åbenlyst herligt Sodoma der findes i Tyrkiet. Sådan véd nok også enhver, der har set sig om i Rom og Italien, hvordan Gud hævner og straffer forbudet mod ægteskab med vrede og plage, så at man må betragte Sodoma og Gomorra, som tidligere blev nedsunket i ild og svovl (1 Mos 19,24) som kun en spøg og et forspil imod denne gru. Så at jeg også af den grund må være fuldkommen led ved det tyrkiske regimente, ja det vil være ulideligt i Tyskland.

⁹⁷           Was sollen wir denn nu thun? Sollen wir wider das Papstthum auch kriegen, so wohl als wider Türken, weil einer so frumm ist als der ander? Antwort: Einem wie dem andern, so geschicht niemand Unrecht; denn gleiche Sunde soll gleiche Strafe haben. Das meine ich also, wo der Papst sampt den Seinen auch mit dem Schwert das Kaiserthumb angreifen wollte, wie der Türke thut, so soll er so gut sein, als der Türke; wie ihm denn neulich fur Pavia auch geschehen ist von Kaiser Carls Heer. Denn da stehet Gottes Urtheil: Wer das Schwert nimpt, soll durchs Schwert umbkommen. Matth. 26,27. Denn ich wider den Türken oder Papst nicht räthe zu streiten seines falchen Glaubens oder Lebens halben, sondern seines Mordens und Verstorens halben.

          Hvad skal vi da gøre nu? Skal vi også bekæmpe pavedømmet ligesom tyrken, fordi den ene er lige så from som den anden? Svar: Det skal gå den ene som den anden, så sker der ingen uret. For den samme synd skal have den samme straf. Det mener jeg på den måde, at hvis paven og hans slæng også ville angribe kejserdømmet med sværdet, sådan som tyrken gør det, så skal han have samme behandling som tyrken; hvilket også for nylig skete med ham gennem kejser Karls hær. For Guds dom står fast: ”Den, der griber til sværd, skal omkomme ved sværd”, Matt 26,27. For når jeg tilråder, at man bekæmper tyrken eller paven, er det ikke på grund af hans falske tro eller livsførelse, men på grund af hans mord og ødelæggelse.

⁹⁸            Aber das Beste am Papstthum ist, dass es da Schwert noch nicht hat, wie der Türke, sonst wurde er sich gewisslich auch unterstehen, alle Welt unter sich zu bringen, und brächte sie doch nirgend hin, denn zu seines Alkorans, das ist, seiner Decretalen Glauben. Denn das Evangelion oder christlichen Glauben acht und kennet er so wenig, als der Türke, wiewohl er auch mit Fasten (die er doch selbst nicht hält,) eine grosse türkische Heiligkeit furgibt, und sind also des Ruhmes wohl werth, dass sie dennoch dem Türken gleich sind, ob sie wohl Christo wider sind, etc.

         Men det bedste ved pavedømmet er, at han endnu ikke besidder sværdet, sådan som tyrken gør det, ellers ville han givetvis også vove sig hen imod at bringe hele verden ind under sig, skønt han dog ikke ville bringe den længere end ind under troen på sin koran, dvs på dekretalerne. For han agter og anerkender ligeså lidt som tyrken evangeliet eller den kristne tro, skønt han også foregiver en stor tyrkisk hellighed med faste (som han dog ikke selv overholder), og derfor fortjener de nok den ros, at de ligner tyrken, selv om de er imod Kristus, osv.

⁹⁹          Aber wider das Papstthum seines Irrthumbs und bösen Wesens halben ist der erste Mann, Herr Christianus, aufgewacht, und greift ihn mit dem Gebet und Gottes Wort frisch an, hat auch getroffen, dass sie es fuhlen und wüthen. Aber es hilft sie kein Wüthen, die Axt ist an den Baum gelegt, der Baum muss ausgewurzelt werden, wo sie nicht ander Frucht bringen.

        Men imod pavedømmet og dets vildfarelse og onde væsen er hr. Kristianus fremstået, og han angriber ham frimodigt med bøn og Guds ord, han har også ramt plet, så de føler det og raser. Men deres rasen hjælper dem ikke, øksen ligger ved træet, træet må op med rode, hvis det ikke bærer anden frugt.

¹⁰⁰ Als ich denn wohl sehe, dass sie gar nichts sich gedenken zu bessern, sondern je länger je halsstarriger werden, (E74) und wollen mit dem Kopf hindurch, und rühmen, drein oder druber, Bischoff oder Bader. Und halt sie wohl so frumm, ehe sie sich besserten, oder von ihren schändlichen Wesen abliessen, (das sie doch selbs und alle Welt bekennen, dass nicht taug noch leidlich ist,) sie begäben sich ehe zu ihrem Gesellen und Bruder, dem heiligen Türken. Wohlan, unser himmlicher Vater erhöre auch ihr eigen Gebet balde, dass, wie sie sagen, drein oder druber, Bischoff oder Bader werden, Amen! sie wollens so haben, Amen! das geschehe, und werde wahr, wie es Gotte wohlgefället.

Men da jeg godt kan se, at de slet ikke tænker på at forbedre sig, men derimod bliver jo længer, des stædigere, så de vil hovedkulds igennem og praler: ”Alt eller intet, bisp eller slave”. Og jeg regner dem nok for så fromme, at de, før de forbedrer sig eller afviger fra deres skændige væsen (som dog de selv og hele verden indrømmer ikke duer eller er udholdeligt), før vil de begive sig over til deres fælle og broder, den hellige tyrk. Velan, måtte vor himmelske far også snart høre deres bøn, så det, de beder om, at de må blive ”alt eller intet, bisp eller slave”, må de få, amen, de vil have det sådan, amen, det ske og blive sandt, som det behager Gud.

¹⁰¹         Weiter sprichst du: Wie kann der Kaiser Carol zu dieser Zeit wider den Türken streiten, weil er solch grosse Hinderniss und Verrätherei wider sich hat, von Königen, Fürsten, Venedigern, und schier von jedermann? Antwort: Was man nicht heben kann, soll man liegen lassen. Können wir nicht weiter, so müssen wir unsern Herrn Jesum Christ durch seine Zukunft lassen rathen und helfen, welcher doch nicht ferne sein kann.

          Så siger du yderligere: Hvordan kan kejser Karl på denne tid kæmpe mod tyrken, for han har jo så store forhindringer og forræderi imod sig, af konger, fyrster, venedigerne, ja, næsten af enhver? Svar: Hvad man ikke kan løfte, skal man lade ligge. Kan vi ikke gøre andet, må vi lade vor herre Jesus Kristus råde og hjælpe gennem sit komme, og det kan dog ikke være langt borte.

¹⁰²           Denn diese Welt ist ans Ende kommen, das Romisch Reich ist fast dahin und zurissen, stehet gleich wie der Juden Königreich stund: da Christus Geburt nahe kommen war, hatten die Jüden schier nichts mehr von ihrem Königreich, Herodes var die Letzte. Also dunkt mich itzt auch, weil das Römisch Kaiserthum fast dahin ist, sei Christus Zukunft fur der Thür, und der Turk sei solchs Reichs die Letzte, als eine Ubergabe nach dem Römischen Kaiserthum. Und gleichwie Herodes und die Jüden an einander feind waren, und doch wider Christum zusammen hielten: also sind Turke und Papstthum auch untereinander feind, und halten doch wider Christum und sein Reich zusammen.

          For denne verden er nået frem til sin afslutning, det romerske rige er næsten borte og sønderrevet, dets tilstand er som jødernes kongeriges tilstand var: da Kristi fødsel var kommet nær, havde jøderne næsten intet mere tilbage af deres kongerige, Herodes var den sidste. Sådan forekommer det mig også at være nu, og fordi det romerske kejserrige næsten er forsvundet, derfor må Kristi komme være nær, og tyrkens rige være det sidste af den slags, som en afskedsgave efter det romerske kejserrige. Og ganske som Herodes og jøderne stod fjendtlig overfor hinanden og dog holdt sammen imod Kristus, sådan er tyrken og pavedømmet også hinandens fjender og holder dog sammen imod Kristus og hans rige.

¹⁰³           Doch, was der Kaiser thun kann fur die Seinen wider den Turken, das soll er thun, auf dass, ob er nicht ganz solchem Greuel steuren kann, doch, so viel es müglich ist, mit Wehren und Aufhalten sich fleissige, seine Unterthanen zu schutzen und retten. Zu welchem Schutz sollt den Kaiser nicht allein bewegen seine schuldige Pflicht, Ampt und Gottes Gebot, nicht allein das unchristlich und wüst Regiment, das der Türk in die Land bringet, davon droben gesagt ist; sondern auch (E75) der Jammer und das Elend, so den Unterthanen geschicht; welchs ohn Zweifel sie wohl besser wissen, denn ich, wie der Türke grausamlich handelt mit denen, so er gefangen wegfuhret, gleichwie mit eim Viehe, schleift, schleppt, treibt, was fort kann, was aber nicht fort kann, flugs erstochen, es sei jung oder alt, etc.

          Dog, hvad kejseren kan gøre for sine undersåtter imod tyrken, det skal han gøre, for selv om han ikke helt kan styre en sådan gru, så skal han dog, så vidt det er muligt, beflitte sig for at beskytte og redde sine undersåtter med forsvar og udskydelse. Og det, der skal bevæge kejseren til sådan at beskytte, skal ikke blot være hans pligt, hans embede og Guds bud, ikke alene det ukristelige og ødelæggende regimente, som tyrken bringer ind i landet, som jeg har omtalt ovenfor, men også den jammer og elendighed, som sker med hans undersåtter; hvilket de uden tvivl kender mere til end jeg, hvordan tyrken handler grusomt med dem, som han fører fangne bort, ganske som med kvæg, skubber, slæber, driver, hvad der kan gå, men hvad ikke kan gå, stikker han med det samme ihjel, hvad enten han er ung eller gammel, etc.

¹⁰⁴           Welchs alles und dergleichen billig sollt alle Fürsten und das ganze Reich zur Barmherzigkeit bewegen, dass sie ihr eigen Sachen und Hader eine Weile vergessen oder liegen lassen, und hie mit ganzem Ernst einträchtiglich den Elenden hölfen: dass nicht vollend gehe, wie es mit Constantinopel und Griechenland ging, welche auch so lange mit einander haderten und ihrer Sachen warteten, bis der Türke sie alle mit einander uberwältiget; wie er denn schon auch uns, eben in gleicher Sachen, fast nahe kommen ist. Solls aber nicht sein, und unser unbussfertig Leben uns aller Gnaden, Raths und Trosts unwerth machen: so müssen wirs lassen gehen, und unter dem Teufel uns leiden; aber damit unentschuldigt die, so hie helfen sollten und thuns nicht.

          Og det er kun rimeligt, at dette og lignende historier bevæger alle fyrster og hele riget til barmhjertighed, så de glemmer eller skyder til side deres egne sager og kævl for en stund og her med fuld alvor endrægtigt hjælper mod elendigheden; så det ikke helt kommer til at gå, som det gik med Konstantinopel og med Grækenland, som også kævledes med hinanden og var optaget af deres egne sager, indtil tyrken overvandt dem alle sammen; sådan som han er meget nær ved også at gøre med os i en lignende situation. Men skal det undgås og vort ubodfærdige liv gøre os uværdige til al nåde, råd og trøst, så må vi lade det komme og finde os i at være under djævelen; men så er også de mennesker uden undskyldning, som her skulle have hjulpet og ikke gjorde det.

¹⁰⁵          Ich will aber hiemit gar deutlich gesagt und bezeuget haben, dass ich nicht umbsonst den Kaiser Carol genennet habe den Mann, der da wider den Türken kriegen soll. Andere Könige, Fürsten oder Oberkeit, so Kaiser Carol verachten, oder nicht unterthan sind, oder nicht gehorsam sein wollen, die lass ich ihr Ebentheur stehen. Auf mein Rathen oder Vermahnen sollen sie nichts thun: ich hab Kaiser Carl und den Seinen hierin geschrieben, die Andern gehen mich nichts an; denn ich kenne den Stolz wohl etlicher Könige und Fürsten, die gerne wollten, dass Kaiser Carl nichts wäre, und sie selbs wären die Helden und Meister, die wider den Turken Ehre einlegten: ich gann ihn der Ehren fast wohl, werden sie aber auch daruber geschlagen, so haben sie es ihnen.

           Men hermed vil jeg have det sagt og bevidnet ganske tydeligt, at jeg ikke uden grund har kaldt kejser Karl den mand, som nu skal føre krig mod tyrkerne. Andre konger, fyrster eller øvrigheder, som foragter kejser Karl eller ikke er hans undersåtter eller ikke vil adlyde ham, dem lader jeg sejle deres egen sø. På mit råd eller formaning skal de intet foretage sig. Jeg har skrevet til kejser Karl og hans folk, de andre kommer ikke mig ved. For jeg kender nok visse kongers og fyrsters stolthed, de så gerne, at der ikke var nogen kejser Karl, og at de selv var helde og mestre, som indlagde sig ære imod tyrken. Jeg under dem gerne den ære, men hvis de bliver slået, når de prøver at opnå den, er det deres egen skyld.

¹⁰⁶ Warumb halten sie sich nicht mit Demuth an das rechte Häupt und ordenliche Oeberkeit? Die Aufruhr in den Baurn ist gestraft: sollt man aber den Aufruhr in den Fürsten und Herrn auch strafen, ich acht, es sollten gar wenig Fürsten und Herrn bleiben. Wohlan, Gott gebe, dass der Türke nicht zu solcher Strafe Meister werde. Amen. (E76)

Hvorfor holder de sig ikke ydmygt til det rette overhoved og den forordnede øvrighed? Bøndernes oprør er blevet straffet. Men skal man også straffe fyrsternes og herrernes oprør, så tror jeg, at der kun bliver få fyrster og herrer tilbage. Velan, Gud give, at tyrken ikke bliver mester for den straf. Amen.

¹⁰⁷           Am Ende, will ich gar freundlich und treulich gerathen haben, wenns dahin kompt, dass man wider den Turken streiten will, so wollte man sich ja so rüsten, und drein schicken, dass wir den Turken nicht zu geringe halten, und stellen uns, wie wir Deutschen pflegen zu thun, kommen daher mit 20 oder 30 tausend Mann gerüstet. Und ob uns gleich ein Glück bescheret wird, dass wir gewinnen, haben wir keinen Nachdruck, setzen uns wiederumb nieder, und zechen einmal, bis wieder Noth wird.

          Til slut håber jeg, at jeg ganske venligt og trofast har givet mine råd; hvis det kommer dertil, at man vil kæmpe mod tyrken, så skal man opruste og give sig i lag med det på den måde, at man ikke regner tyrken for ingenting og anstiller os, som vi tyskere plejer at gøre: så man kommer frem, udrustet med 20 eller 30 tusind mand. Og selv om der beskæres os den lykke, at vi vinder, så har vi ingen stående styrke, så sætter vi os ned igen og svirer, indtil der igen er nød på færde.

¹⁰⁸         Und wiewohl solch Stück zu lehren ich ungeschickt bin, und sie selbs freilich besser wissen, oder je wissen sollten; weil ich aber sehe, dass man sich so kindisch dazu stellet, muss ich denken, dass entweder die Fürsten und unser Deutschen des Turken Macht und Gewalt nicht wissen noch gläuben, oder kein Ernst sei wider den Turken zu streiten; sondern vielleicht, wie der Papst bisher mit dem Namen des türkischen Krieges und Ablass das Geld aus Deutschen Landen geraubt hat, also wollen sie auch, dem päpstlichen Exempel nach, itzt uns auch umbs Geld närren.

         Og selv om jeg er uskikket til at belære om den slags sager, og de selv nok véd bedre, eller i hvert fald burde vide bedre, så er det dog sådan, at når jeg ser, at man anstiller sig så barnlig til sagen, så må jeg tænke, at enten fyrsterne og vi tyskere ikke kender tyrkens magt og styrke eller ikke tror på det, eller mener, at det ikke spiller nogen rolle at kæmpe mod tyrken; eller måske tror, at ligesom paven hidtil under dække af krig mod tyrken og aflad har røvet penge fra de tyske lande, sådan vil de følge pavens eksempel og nu narre penge fra os.

¹⁰⁹          Darumb ist mein Rath, dass man die Rüstung nicht so geringe anschlahe, und unser armen Deutschen nicht auf die Fleischbank opfere. Will man nicht einen stattlichen, redlichen Widerstand thun, der einen Nachdruck habe; so wäre viel besser, den Streit gar nicht angefangen, und dem Turken, ohn vergeblich Blutvergiessen, zeitlich eingeräumet Land und Leute, denn dass er mit solcher leichter Schlacht und schändlich Blutvergiessen doch gewinnen sollt, wie es geschach in Hungern mit König Ludwigen.*

*I 1526 blev kong Ludvig af Ungarn dræbt i et slag mod tyrkerne ved Mohacs.

          Derfor råder jeg til, at man ikke anslår rustningsudgifterne altfor ringe og ikke ofrer os tyskere på slagtebænken. Vil man ikke øve passende, redelig modstand, som der står magt bag, så ville det være bedre slet ikke at påbegynde kampen og i tide overgive land og folk til tyrken uden forgæves blodsudgydelse, end at han alligevel skal vinde det med et så let slag og en så skændig blodsudgydelse, sådan som det skete i Ungarn med kong Ludvig.

¹¹⁰           Denn wider den Turken kriegen, ist nicht als wider den Konig von Frankreich, Venediger oder Papst kriegen: er ist en ander Kriegsmann. Er hat Volk und Gelds die Menge: er hat den Soldan zweimal nach einander geschlagen, da hat Volk zugehöret. Lieber, sein Volk sitzt täglich in der Rustunge, dass er bei drei oder vier hunderttausend Mann bald kann zusammen bringen: wenn man ihm ein hunderttausend (E77) Mann abschluge, so ist er bald wider da mit so viel Mann, und hat doch den Nachdruck.

          For at føre krig mod tyrken er ikke som at føre krig mod kongen af Frankrig, mod Venedig eller mod paven. Han er en anderledes kriger. Han har folk og penge i mængde. Han slog sultanen to gange efter hinanden og det krævede folk. Kære, han holder sit folk oprustet hver dag, så han hurtigt kan samle fire hundrede tusind mand; hvis man slår hundrede tusind af hans folk ned, så står han der snart igen med lige så mange mand og har dog overtaget.

¹¹¹           Darumb ists ja nichts, dass man ihm wollt begegenen mit funfzig oder sechzigtausend Mann, wo nicht noch so viel oder mehr im Hinterhalt ist. Denn Lieber, zähle du sein Land, er hat ganz Griechen, Asian, Syrien, Aegypten, Arabien etc. das ist, so viel Landes, dass, wenn man gleich Hispanien, Frankreich, Engelland, Deutschland, Welschland, Böhemen, Hungern, Polen, Dänemark, alle zusammen gerechent werden, dennoch seinem Lande noch nicht gleich sind.

         Derfor betyder det intet, om man vil møde ham med halvtreds eller tres tusind mand, hvis der ikke er lige så mange eller flere i reserve. For kære, opregn hans lande, han har hele Grækenland, Lilleasien, Syrien, Egypten, Arabien, osv., dvs han har så mange, at selv om man lagde Spanien, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Bøhmen, Ungarn, Polen, Danmark sammen, så stod det dog ikke mål med hans lande.

¹¹² Und er ist dazu derselbigen alle mächtig in trefflichem bereitem Gehorsam. Und sitzen auch (wie gesagt,) in täglicher merglicher Rustung und Ubungen des Streits, dass er kann nachdrucken, und zwo, drei, vier grosse Schlacht nach einander uberliefern, wie er mit dem Soldan beweiset hat. Es ist ein ander Majestät mit diesem Gog und Magog, denn mit unsern Königen und Fürsten. Ezech. 38,2.

Og desforuden har han magt over dem alle i en fortræffelig beredvillig lydighed. Og de er også som sagt hele tiden under våben og er øvet i våbenbrug, så han har stående magt og kan levere to, tre, fire slag efter hinanden, sådan som han har bevist det med sultanen. Denne Gog og Magog er en anden majestæt end vore konger og fyrster. (Ez 38,2).

¹¹³        Solchs sage ich darumb, dass ich besorge, meine Deutschen wissens oder glaubens nicht: denken vielleicht, sie seien alleine mächtig gnug, und halten den Turken etwa fur einen Herrn, als den Konig zu Frankreich etc. dem sie leichtlich widerstehen wollen. Aber ich will wahrlich entschuldigt sein, und meine Zunge und Feder mit dem Blut nicht beschweret haben, so sich ein Konig oder Furst allein wider den Turken legt. Denn es heisst Gott versucht, wenn jemand mit geringer Macht sich an einen mächtigern Konig macht, wie Christus im Evangelio Lucä 14,31. auch anzeigt; sonderlich weil unser Konige nicht so geschickt sind, dass man gottlicher Wunderwerg sich bei ihn versehen mocht.

         Dette siger jeg, fordi jeg er bange for, at mine tyskere ikke véd det eller ikke tror på det. De tror måske, at de alene er mægtige nok, og regner måske tyrken for en herre á la kongen af Frankrig, osv., som de let kan modstå. Men jeg vil i sandhed være undskyldt, og ikke have min tunge eller min pen betynget med blod, hvis en konge eller fyrste alene lægger sig ud med tyrken. For det betyder at friste Gud, når nogen med en ringe magt stiller sig op imod en mægtigere konge, sådan som Kristus også påviser det i Lukas-evangeliet 14,31. Især fordi vore konger ikke er af den art, at man tør regne med et guddommeligt mirakel hos dem.

¹¹⁴          Der Konig zu Böhemen ist itzt ein mächtiger Furst, aber Gott sei dafur, dass er nicht allein sich an den Turken lege, sondern habe Kaiser Carol zum Häuptmann und Nachdruck mit aller Macht. Wohlan, wers nicht gläubt, den lass ichs aus der Erfahrunge lernen. Ich weiss wohl, was des Türken Macht fur eine Macht ist. Es lügen mir denn die Historici und Geographi, (E78) neben der täglichen Erfahrung; welchs sie mir nicht thun, das weiss ich.

           Kongen over Bøhmen er for øjeblikkeet en mægtig fyrste, men må Gud forhindre, at han alene lægger sig ud med tyrken, han må have kejser Karl som overhoved og magtbase. Velan, den, der ikke tror på det, ham lader jeg lære det af erfaring. Jeg véd nok, hvad tyrkermagt er for en magt. Ellers skulle både historien og geografien og den daglige erfaring lyve for mig, og det gør det ikke, det er jeg sikker på.

¹¹⁵            Das sage ich nicht darumb, dass ich wollt die Könige und Fürsten abschrecken vom Streit wider den Turken, sondern dass ich sie vermahne, weislich und mit Ernst dazu sich rüsten, und nicht so kindisch und schläferig die Sachen angreifen; denn ich wollt gerne vergeblich Blutvergiessen und verlorne Kriege verkommen, wo es immer gesein mochte. Dieser Ernst wäre aber der, wenn unser Könige und Fürsten ihre Sachen dieweil auf ein Kläuel wünden, und hierin beide, Kopf und Herz, beide, Hände und Füsse zusammen thäten, dass ein einiger Leib wäre eines mächtigen Haufens, aus welchem man, ob eine Schlacht verloren wurde, nachzusetzen hätte, und nicht, wie bisher geschehen, einzele Könige und Fürsten hinan lassen ziehen: gestern den König zu Hungern, heute den König zu Polen, morgen den König zu Böhemen, bis sie der Türke einen nach dem andern auffresse, und nichts damit ausgericht würd, denn dass man unser Volk verräth und auf die Fleischbank opfert, und unnützlich Blut vergeusst.

         Det siger jeg ikke af den grund, at jeg vil afskrække konger og fyrster fra kamp mod tyrken, men fordi jeg formaner dem til at opruste med visdom og alvor og ikke angribe sagen så barnagtigt og søvngængeragtigt. For jeg vil gerne undgå unødig blodsudgydelse og tabte krige, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Men denne alvor ville være tilstede, hvis vore konger og fyrster i mellemtiden viklede deres sager sammen til ét garnnøgle og lagde både hoved og hjerte, både hænder og fødder sammen, så der kom ét enigt legeme ud af en mægtig hob, hvorfra man, hvis et slag blev tabt, kunne hente reserver, og ikke, som hidteil, lade enkelte konger og fyrster trække læsset: i går kongen over Ungarn, i dag kongen af Polen, i morgen kongen af Bøhmen, indtil tyrken havde opædt den ene efter den anden, og der ikke var udrettet andet ved det end at man havde forrådt vort folk og ofret det på slagtebænken og udgydt blod forgæves.

¹¹⁶         Denn wo unser Könige und Fürsten einträchtiglich einander beistunden und hülfen, dazu der Christenmann auch fur sich betet, wollt ich unverzagt und grösser Hoffnung sein, der Turke sollte sein Toben lassen, und einen Mann an Kaiser Carol finden, der ihm gewachsen wäre. Wo aber nicht, sondern sollt also gehen und stehen, wie es itzt gehet und stehet, dass keiner mit dem Andern eines, noch unternander treu, ein iglicher fur sich ein Mann sein will, oder mit eim Bettelsreiterdienst zu Felde zeucht, muss ichs geschehen lassen: will auch zewarten gerne helfen beten; aber ein schwach Gebet wirds sein, denn ich zumal wenig Glaubens drinnen haben kann, dass erhöret werde, weil man so kindisch, vermessenlich und unfursichtig solche grosse Sachen furnimpt, da ich weiss, dass Gott versucht wird, und kein Gefallen dran haben mag.

        For hvis vore konger og fyrster enig stod hinanden bi og hjalp hinanden, og kristenmanden også bad for dem, så ville jeg være uforsagt og fuld af håb om, at tyrken skulle holde op med sin rasen og i kejser Karl finde en mand, der stod mål med ham. Men hvis det ikke sker, hvis det fortsætter med at halte afsted, som det hidtil er haltet afsted, så den ene er uenig med den anden, så man ikke er trofast mod hinanden, så enhver vil være sin egen herre, eller så man drager i felten med en tiggerslagorden, så må jeg lade det være: selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe med til at bede, men det vil blive en svag bøn, for jeg kan kun have en lille tro på bønhørelse i den, fordi man tager sig en sådan sag på på en så barnagtig, fræk og uforsigtig måde, og så véd jeg, at man frister Gud, og at han ikke har noget behag i det.

¹¹⁷          Aber was thun unser lieben Herrn? Sie achtens (E79) fur ein lautern Scherz; und, wiewohl es wahr ist, dass uns der Turke auf den Hals kommen ist, ob er gleich diess Jahr nicht wider uns ausziehen wollt, doch alle Stunde gerüst und geschickt furhanden ist, uns Ungerusten und Unbereiten anzugreifen, wenn er will; so handeln unser Fursten dieweil, wie sie den Luther und das Evangelion plagen: das ist der Turke, da liegt die Macht an, das muss fortgehen; gleichwie sie auch itzt eben zu Speir thun, da ist das grösseste umb Fleisch und Fisch essen zu thun, und dergleichen Narrnwerk.

          Men hvad laver vore kære herskere? De tager det kun som en spøg. Og selv om det er sandt, at tyrken er kommet tæt på, om han end ikke vil drage ud imod os i år, så er han hele tiden rustet og beredt til at angribe os, der ikke har oprustet og ikke er parate, hvornår han vil. I mellemtiden forhandler vore fyrster om, hvordan de kan plage Luther og evangeliet; her har vi 'tyrken', det er magtpåliggende, det må fremmes. Ganske som de lige nu gør i Speyer, hvor det største spørgsmål drejer sig om at spise kød og fisk og den slags pjat.

¹¹⁸           Dass euch Gott ehre, ihr untreuen Häupter eur armen Leute. Welcher Teufel heisst euch so heftig mit den geistlichen unbefohlenen Sachen umbgehen, welche Gott und das Gewissen betreffen, und so lass und faul in die Sachen handeln, die euch von Gott befohlen, und euch und eur arme Leute angehen, itzt in der höhesten und nähesten Noth, und damit nur hindert alle diejenigen, die es herzlich gut meinen, und gerne dazu thäten? Ja, singet dieweil und horet Messe vom Heiligen Geist, er hat grosse Lust dazu, und wird euch Ungehorsamen, Widerspenstigen fast gnädig sein, weil ihr das lasset liegen, das er euch befohlen, und das treibt, dass er euch verboten hat. Ja, der böse Geist möcht euch hören.

           Måtte Gud give jer ære, i utro overhoveder for jeres arme undersåtter. Hvad er det for en djævel, der har befalet jer at være så ivrig optaget af gejstlige anliggende, som I ikke har befaling til at tage jer af, og være så efterladende og dovne i de sager, som I har befaling fra Gud til at tage jer af, og som angår jer selv og jeres arme undersåtter nu, hvor nøden er stor og nær, så I derved kun lægger hindringer i vejen for alle dem, som af hjertet mener det godt og gerne ville hjælpe med? Ja, bliv bare ved med at synge og høre messe om Helligånden, det har han stort behag i, han skal nok være nådig mod jer ulydige og modvillige mennesker, som lader det være, som han har befalet jer, og driver på med det, som han har forbudt jer. Ja, det bliver den onde ånd, der kommer til at bønhøre jer.

¹¹⁹          Ich will aber hiemit mein Gewissen verwahret haben. Denn waserlei Masse und Weise ich zum Türkenkriege rathe, soll diess Büchlin mein Zeuge sein. Fähret jemands anders, den lass ich fahren, Gott gebe, er siege oder liege. Ich will seines Sieges nicht geniessen, und seiner Niederlage nicht entgelten, sondern von allem vergeblich gegossenem Blut entschuldigt sein.

         Hermed har jeg fået en god samvittighed. For på hvilken måde og hvilken vis jeg råder til tyrkerkrig, det kan denne lille bog bevidne. Hvis nogen handler anderledes, det kan jeg ikke gøre noget ved, Gud råder for, om han sejrer eller falder. Jeg vil ikke nyde hans sejr, og ikke tage ansvar for hans nederlag, men fremfor alt ikke have noget ansvar for alt det blod, der udgydes til ingen nytte.

¹²⁰  Denn wiewohl ich weiss, dass ich mit diesem Buch keinen gnädigen Herrn am Turken finden werde, so es fur ihn kompt: so hab ich doch meinen Deutschen die Wahrheit, so viel mir bewusst, anzeigen, und beide Dankbarn und Undankbarn treulich rathen und dienen wollen. Hilfts, so hilfts; hilfts nicht, so helfe unser lieber Herr Jesus Christus, und komme vom Himmel erab mit dem jüngsten Gericht, und schlage beide, (E80) Turken und Papst, zu Boden, sampt allen Tyrannen und Gottlosen; und erlöse uns von allen Sunden und von allem Ubel, Amen.

For selv om jeg véd, at jeg med denne bog ikke hos tyrken finder en nådig herre, såfremt han får fat på den, så har jeg dog villet vise mine tyske folkefæller sandheden, som jeg ser den, og trofast villet give råd til og tjene både taknemlige og utaknemlige. Hjælper det, så hjælper det; hjælper det ikke, så må vor kære herre Jesus Kristus hjælpe os og komme ned fra himlen med dommedag og slå begge to, både tyrk og pave, til jorden sammen med alle tyranner og alle gudløse, og forløse os fra al synd og alt ondt. Amen.