Luther var ikke lutheraner (14)

En fænomenologisk udlægning af bjergprædikenen



kombineret med en gennemgang af Luthers prædikenrække over Matt 5-7 og diverse tekstvejledninger fra Præsteforeningens Blad over tekster i bjergprædikenen.

Indhold: Jesus og loven. #1. Luther og antinomerne. #14. Lov og evangelium som sprogspil. #23. Kritik af Luther. #61. Jesus og den naturlige lov. #74.

Tilbage til oversigten!
 
1 Jesus og loven
      Når vi nu kommer til hosstående udtalelse af Jesus om, at han ikke er kommet for at nedbryde, men for at opfylde loven, så er vi også kommet frem til det punkt, hvor det viser sig, at Luther så sandelig alligevel var lutheraner. Her dukker alle de kendte Luther-sætninger op. Her viser det sig, at Luther faktisk stadig holder fast ved talen om, at loven kun udvirker syndserkendelse. Og så synes jo hele mit projekt at styrte sammen. 
Jesus i bjergprædikenen: "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde." (ntmatt5#17)
         Dog, læg mærke til, at jeg jo på ingen måde har nægtet, at Luther har disse lutherske tanker. Blot har jeg undret mig over -- og altså her delagtiggjort læseren i min undren -- at Luther, når han udlægger bjergprædikenen, ikke gør, som vi gør: bruger de stærke etiske betragtninger til at skærpe loven, så vi henflyr til Guds nåde i Kristus, men faktisk bruger dem som formaninger, faktisk holder en række prædikener uden at "forfalde" til den metode, vi i dag anvender, når vi skal udlægge bjergprædikenen. 
3        Jeg har da bestemt hele tiden vidst, at Luther andre steder helt anderledes var lutheraner. Så det kommer  på ingen måde som en overraskelse for mig, at Luther siger, som han gør i citatet her ved siden af: ved loven lærer vi kun at erkende os selv, at vi ikke ved egne kræfter formår at overholde en tøddel af loven korrekt.  Luther i prædiken over Matt 5,17ff: "Men her vil jeg lade de spørgsmål ligge, hvordan loven kan opfyldes, så intet bogstav og ingen tøddel tages bort, osv, når vi dog lærer, at intet menneske kan opfylde den. For jeg har sagt, at Kristus her først og fremmest taler, ikke om livet, men om læren; og han omtaler ikke den store hovedartikel, hvad han selv er og hvad han selv giver os, nemlig det, at vi gennem læren om loven ikke kan blive retfærdige eller salige, men kun komme til erkendelse af os selv, at vi ikke ved egne kræfter formår at overholde en tøddel rigtigt."  (Bjerg-03#46f). 
4         Men da nu Luther i denne prædiken faktisk tager forholdet mellem lov og evangelium op til behandling, er der måske grund til at se lidt nærmere på disse materier. Dog vil jeg først hæfte mig ved den egentlig ganske interessante parallel, Luther drager næsten hele prædikenen igennem mellem farisæernes anklager mod Jesus og papisternes mod ham og hans tilhængere. Dernæst vil jeg se på en lidt besynderlig beskrivelse af, hvad der foregik på rigsdagen i Augsburg. Og først så når vi frem til spørgsmålet om overholdelsen af loven.  Luther i prædiken over Matt 5,17ff: "Derover opstår striden. Her må jeg [Jesus, rr] salte og anklage. For jøderne og deres fortolkninger har fordrejet og fordærvet loven. Det er det, jeg er kommet for: at jeg igen kan bringe den på rette vej; ligesom vi har måttet angribe pavens lære, som med sin stank og møg har fordærvet skriften for os. 
5         Altså: det er med urette, at jøderne anklager Jesus for at ville bryde loven. Jesus fastholder loven med samme styrke som farisæerne. Der er ikke tale om, at hans budskab om syndernes forladelse nedbryder loven, tværtimod fastholder han loven igennem det altsammen. Uenigheden mellem ham og farisæerne går derimod på, hvordan loven skal udmøntes og forstås. Og hvad Jesus vil, er at genindføre den rette forståelse af loven. Derfor er deres anklage mod ham falsk.  fortsat: "Dermed nægter han nu ikke, at de er Guds folk, at de har loven, fædrene og profeterne: sådan som vi jo heller ikke nægter eller fordømmer de kristne, dåben, evangeliet, som fandtes under paven, men siger, at den dåb og det evangelium, vi har, er den rette dåb og det rette evangelium. 
6         Og hvad Luther og hans tilhængere angår: Det er med urette, at papisterne anklager ham for at lade hånt om loven. Hvad han vil, er blot at bortskaffe alle de tilføjelser til loven, som papisterne har lagt ned over kirkelivet, alle de pavebestemmelser og dekreter, som de gejstlige skal rette sig efter, alle de traditioner om faste og helligdage, om aflad og skærsild, om besættelse af embeder, osv, som har vokset sig store og stærke op igennem middelalderen.  fortsat: "Men det vil vi ikke: antage det, de har smurt ud over det og lade det være ret, sådan som de fortolker og fordrejer det, og sådan som de har besudlet den rene lære med væmmelige og ormebefængte, ja med djævelske tilføjelser, om kapper, tonsur, aflad, skærsild, offermesser osv." (Bjerg-03#13f).
7        Dernæst skal lige nævnes den egentlig ret besynderlige bedømmelse af det, der skete på rigsdagen i Augsburg, som Luther giver udtryk for i denne prædiken. Jeg har ikke andetsteds læst noget om, at der kom til at foreligge et sådant tilbud fra lutheranerne i Augsburg: at de "roligt ville overholde alt det, papisterne ville pålægge dem, sammen med dem, og det bedre end de selv gør det". Eneste betingelse skulle have været, at papisterne ville indrømme, at den slags gerninger ikke var nødvendige til frelse, og at man for så vidt lige så godt kunne lade være med at overholde disse regler.  Luther i prædiken over Matt 5,17ff: "Og det, selv om vi hele tiden har tilbudt dem (papisterne), at vi endnu stadig kunne overholde det sammen med dem, hvis de ville indrømme os den frihed og skelnen, at de ikke var nødvendigt til salighed, og at det ikke var imod evangeliet, om man lod det være, men kun overholdt det for at stille dem tilfreds, som en anden fri og unødvendig ting, som ikke giver os noget og ikke tager noget fra os; på samme måde som man for at stille nogen tilfreds ved fastelavn løber rundt med masker. 
8        Det kan måske være sandt, at papisterne ikke ville gå med til, at paven og hans bestemmelser var almindelige menneskelige bestemmelser, som man kunne overholde eller lade være med at overholde uden skade for sjælen. For det er jo ganske meget at skulle give slip på, selv om pavekirken endnu ikke havde vedtaget noget om pavens ufejlbarlighed.  fortsat: "Men det vil de ikke indrømme os; derfor kan vi heller ikke gøre andet, og i hvert fald ikke give slip på Kristus, vor frelser, som har vist og mere godt og givet os mere med sin dyrebare lidelse og død end paven, Frans, Dominicus eller andre helgener; nej, vi slipper ikke Kristus til fordel for deres dovne sag, der ikke kan være til nytte eller hjælp for nogen. Hvis de vil lade os beholde ham, så vil vi roligt overholde alt det, de vil pålægge os, sammen med dem, og det bedre end de selv gør det." (Bjerg-03#37f).
9         Men jeg synes, man er nødt til at spørge, om det virkelig kan være sandt, at lutheranerne har tilbudt overholdelse af det, papisterne ville pålægge dem, ja, at de endda ville overholde disse regler bedre end de selv gør det. Hvis det er rigtigt, at et sådant tilbud forelå, så kan man så sandelig sige, at lutheranerne her tilbød at gå to mil med den, der bad dem om at gå én mil med den. Men er det sandt? Eller mere præcist: Kan det være sandt? 
10        Noget af det, Luther har bebrejdet papisterne, er, at de med deres påståede kirkelige magtbeføjelser fritager det menneske, der vil gå kloster, fra forpligtelsen til at underholde sine gamle forældre. Om de også lærer, at det er en god ting, hvis man i stedet for at give sit gods til sine forældre på deres gamle dage giver det til kirken, det forekommer lidt mere tvivlsomt, den situation ville jo ligne den situation, Jesus afslører som hykleri Matt 15,5, altfor meget.  Luther sammesteds: "og fremdeles lærer [papisterne], at man ærer sine forældre, når én vil gå i kloster, eller når én giver det gods, der skulle hjælpe forældrene, til kirken;" (Bjerg-03#41)

Jesus i Matt 15,5: Men I [farisæerne] siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! v6  så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering. 

11  Men så bare det første da! Kan man forestille sig, at lutheranerne ville gå med til at overholde det? På ingen måde. Der er jo tale om det, Jesus afslører så udmærket: papisterne sætter Guds ord, nemlig det fjerde bud, ud af kraft, for at kunne opretholde den tradition, at man kan gå i kloster, hvilket jo er en ganske ubibelsk tradition. 
12       Og man kan vist heller ikke forestille sig, at de ville gå med til at tvinge de præster, der havde giftet sig som følge af det lutherske røre, til at skille sig fra deres ægtehustruer. Også en sådan tvangsskilsmisse regner jo Luther -- fuldt ud med rette, efter min ringe mening -- med til de overtrædelser af Guds bud, som pavekirken gør sig skyldig i. 
13        Derimod kan man nok forestille sig, at lutheranerne vil gå med igen at deltage i katolikkernes faste. Og støvsuger man sin hjerne, vil man måske kunne finde enkelte andre punkter, hvor lutheranerne ville gå med til igen at blive katolske. Men i det store og hele: Det tilbud, som lutheranerne skulle have fremsat på rigsdagen i Augsburg, og som ved første øjekast forekommer utrolig generøst, er vist ved nærmere eftertanke ikke helt så generøst endda. 
        Som man ser af hosstående, giver lutheranerne ikke ved dørene med hensyn i hvert fald fire spørgsmål. Og andet var egentlig heller ikke at forvente. 
Pfnür i en afhandling om "Kontroverstheologien" i 16. århundrede: "Die Hauptschwierigkeiten (efter den betingede enighed om Confessio Augustana, rr) ergaben sich in folgenden Punkten, ob die Kommunion unter einer Gestalt gegen die Einsetzung und Anordung Christi sei, ob (abgesehen von der Duldung der bisher verheirateten Priester bis zum Konzil) die Priester und Ordensleute auch weiterhin heiraten können, wie mit dem Besitz der aufgelösten Klöster zu verfahren sei und bezüglich des Meßopfers."
14  Luther og antinomerne
         Men altså, helt bortset fra, hvad der er sket eller ikke sket på rigsdagen i Augsburg, tilbage står nu spørgsmålet om Luthers opfattelse af loven. Denne opfattelse kom til udtryk i fuldt flor i hans opgør med antinomerne. Imod antinomerne hævdede Luther, at forkyndelse af loven hører hjemme i kirken. Der kan ikke dispenseres fra den. Sådan går det simpelthen til, når et menneske rammes af Guds ord: det er loven, der døder mennesket, og denne dødelse må til, før evangeliet kan gøre mennesket levende igen. 
 
15         Imod en sådan streng, luthersk ortodoksi (fra Luthers egen side) vil jeg godt tage de tre synoptikere lidt i forsvar. Som man kan forstå ud fra de forrige fænomenologiske udlægninger, jeg har foretaget af bjergprædikenen, har jeg ikke nødig at gå via Paulus for at få mening i Matthæus. Jeg mener faktisk, at Jesu ord kan udlægges og forstås, uden at vi behøver at tage vor tilflugt til de "høje artikler" om Kristus.  Luther i prædiken om salt og lys: "For han [Matthæus] og de to andre evangelister, Markus og Lukas, driver ikke sit evangelium så højt og siger ikke så meget om de høje artikler om Kristus, som Skt. Johannes og Paulus." (bjerg02#79). 
16  Men jeg må indrømme, at jeg i min udlægning er "gået videre end" Luther. Nok har jeg lært af Luther, ligesom jeg har lært af Løgstrup. Men ligesom jeg har følt mig nødsaget til at forbedre Løgstrup, sådan har jeg også måttet forbedre Luther. (Jeg er en uforbederlig forbedrer). Hvad jeg har lært af Luther, er det altgennemgribende skel mellem lov og evangelium. Det vil jeg forstå fænomenologisk. Det vil sige, jeg vil forstå skellet som et skel i sproget mellem et "retfærdighedssprogspil" og et "kærlighedssprogspil". Og jeg vil videre hævde, at de to "sprogspil" ikke har logik til fælles, men nok er fælles om en række gloser. Det, der forekommer indlysende i det ene sprogspil, er uden mening i det andet.  Luther i prædiken over Matt 5,17ff: "Men her vil jeg lade de spørgsmål ligge, hvordan loven kan opfyldes, så intet bogstav og ingen tøddel tages bort, osv, når vi dog lærer, at intet menneske kan opfylde den. For jeg har sagt, at Kristus her først og fremmest taler, ikke om livet, men om læren; og han omtaler ikke den store hovedartikel, hvad han selv er og hvad han selv giver os, nemlig det, at vi gennem læren om loven ikke kan blive retfærdige eller salige, men kun komme til erkendelse af os selv, at vi ikke ved egne kræfter formår at overholde en tøddel rigtigt. 
17 Og jeg vil videre hævde, at mange af de ting, som Luther føler sig tvunget til at udtrykke i paradokser, kan "opløses", hvis man "oversætter" det til den fænomenologi, jeg går ind for, så der ikke bliver nogle uforståelige, paradokse udsagn tilbage. 
        Luther fremsætter her en paradoks udtalelse. Hvordan kan loven opfyldes, når vi dog lærer, at intet menneske kan opfylde den? Det er problemet for den lutherske teologi. Og svaret giver han kort efter. "På den måde er det sandt, at det altsammen må ske og må opfyldes til mindste tøddel; men det sker alene gennem dette ene menneske". Hvordan kan jeg, enkeltmennesket Ricardt Riis, opfylde loven gennem et andet menneske, det hedde så Jensen eller Kristus? Det forstår jeg ikke. 
 fortsat: "Og selv om vi så, efter at vi var blevet kristne ved dåben og troen, gjorde så meget vi kunne, så ville vi dog ikke kunne bestå overfor Gud ved det; nej vi ville altid igen måtte krybe hen til Kristus, han, som har opfyldt det altsammen så rent og fuldkomment, som det skal opfyldes, og giver os sig selv og al denne opfyldelse, så at vi kan bestå overfor Gud, og så loven ikke kan gøre os skyldige eller fordømme os. På den måde er det sandt, at det altsammen må ske og må opfyldes til mindste tøddel; men det sker alene gennem dette ene menneske. Derom er der andetsteds sagt nok." (bjerg03#46ff). 
18 Eller kan jeg sige: Det, jeg ikke forstår, er, hvordan Kristus, kan give mig "sig selv og al den opfyldelse", han selv har udøvet. Hvordan kan det, at jeg får noget foræret, ændre på min manglende lovopfyldelse? Det er jo mig, der skal opfylde loven, derfra kan der ikke dispenseres. Men at en anden vil træde i mit sted, nå ja, det er da pænt gjort af ham, men det gælder jo ikke. Ligesom ingen kan dø i mit sted, kan heller ingen opfylde loven i mit sted. Tanken om stedfortrædelse er muligvis forståelig i middelalderen og på Luthers tid, hvor det ene menneske kunne gøre fyldest for det andet, og hvor man pr. stedfortræder kunne gå på pilgrimsvandring til Skt. Jakob i Kompostella. Men jeg forstår det ikke. 
19         Eller rettere: Hvis jeg vil prøve at bilde mig ind, at jeg forstår denne tanke, så er jeg ret sikker på, at jeg misforstår den. Jeg har da nok opdaget, at også nutidige teologer jonglerer med tanker om stedfortrædelse, og at også vore dages præster forkynder, at vi er frikendt for Kristi skyld, men jeg forstår ikke denne tanke, og jeg forstår heller ikke, at noget nutidsmenneske kan forstå den. 
20        Hvis man vil fastholde tanken, gør man ofte det, at man f. eks. siger, at Kristus "har betalt for mig". Og det forstår jeg. Men jeg forstår samtidig, at det ikke er det, der er tale om. At jeg er skyldig overfor Gud at overholde loven, kan ikke sammenlignes med, at jeg er skyldig overfor min bank at betale det og det beløb hver måned. Men skal jeg acceptere, at Kristus har "betalt for mig", så er det dette billede, jeg ryger ind i. 
21         Og vil man fortsætte med at prøve at overbevise mig stædige asen, vil man f. eks. sige, at sådan sagde virkelig Luther selv, så vil jeg hive den "finske" Luther frem af glemslen. Finnerne har jo påvist, at Luther tænker i andre baner. På én eller anden måde bliver jeg ved mødet med Guds ord guddommeliggjort. Kristus tager bolig i mig. Kristus virker i mig. Kristus gør mine gerninger til sine gerninger. Hvis jeg holder mig til dette med, at Kristus "har betalt for mig", så bliver det en forensisk retfærdiggørelseslære, jeg tilslutter mig. Der er "kun" tale om, at jeg erklæres retfærdig, ikke, at jeg bliver retfærdig. Og Luther himself vil altså ikke nøjes med den forensiske retfærdiggørelseslære.   
22        Det vil sige: Vil man holde sig til Luther, bør man holde sig til den hele Luther, ikke det udvalg, som f. eks. den dialektiske teologi har foretaget. Og så ryger man ind i store vanskeligheder. For hvordan skal man "oversætte" tanken om guddommeliggørelse til vor tids sprog? Hvordan skal man først selv forstå, hvad Luther mener med, at Kristus har taget bolig i mig, og senere forklare det for andre, som om man er helt inde i, hvad der kan menes med det?   
23 Lov og evangelium som "sprogspil"
      Jeg vil i hvert fald ikke påtage mig den opgave. Derimod vil jeg godt forsøge at skitsere en mulig tankegang, der kan løse nogle af de problemer, som Luther opstiller for os. Den tankegang stiller igen det spørgsmål, som blev stillet i sp01: Hvordan finder forsoning mellem mennesker sted? (sp01#53ff) Eller, som det hed på det sted: Hvordan sker der en forligelse mellem mennesker? 
24        Dengang prøvede jeg at analysere det ved hjælp af en forskel mellem en individuel synsmåde og en synsmåde, der tog hensyn til den dynamik, der findes mellem mennesker. Her skal jeg se på forligelsesbegivenheden ud fra forskellen mellem lov og evangelium, eller -- som før annonceret -- ud fra forskellen mellem de to forskellige former for logik, der findes i sproget, lovens logik og evangeliets logik. Sagen er nemlig den, at fænomenologisk betragtet finder en forligelse mellem personer sted på den måde, at personerne flyttes over fra den ene logik til den anden, fra det ene "sprogspil" til det andet. 
25        Løgstrup nævner i "Opgør med Kierkegaard" ikke blot de suveræne livsytringer. I næsten samme åndedrag gør han opmærksom på en række modfænomener, nemlig de kredsende holdninger: skinsyge, misundelse, fornærmethed. Blot nøjes han med at nævne dem og beskrive deres indkredsethed i sig selv, han giver ikke nogen forklaring på, hvorfor de er kredsende, hvorfor den person, der er angrebet af dem, ikke kan slippe fri. Blandt andet derfor har jeg fundet det fornødent at forbedre Løgstrup.
26         Jeg vil hævde, at de kredsende livsholdninger er kredsende, fordi det sprogspil, den kredsende person anvender, ikke har logik til fælles med det sprogspil, som den person bevæger sig i, der er sluppet ud af den kredsende holdning. Når man er fornærmet, skyldes det, at man mener, der er begået uret imod én. Og er man i den tankegang, hvor fornærmethed har sin plads, kan man ikke slippe ud af denne tankegang. Den tankegang er nemlig en lovens tankegang. Den arbejder med ret og uret, med, hvad man har fortjent og hvad man ikke har fortjent, med, hvad der er retfærdigt og hvad ikke. Og den fornærmede er uden selv at være klar over det bundet af denne tankegang. Han kan ikke slippe fri. Hver gang han vil tale om det passerede, er hans udtalelser holdt i dette sprogspil, går ud på at forklare, hvilken uret han har været ude for. Kommer han i kontakt med den person, han mener har begået uret imod ham, vil han forsvare sig selv og angribe den anden, begge dele ud fra den retfærdighedstankegang, der behersker ham. For låst fast i denne tankegang kan han ikke se andet, end at alle og enhver må bøje sig for den tese, at der skal herske retfærdighed i forholdet mellem mennesker. 
27        Med andre ord: det, der gør de kredsende holdninger kredsende, er den tankegang, der behersker den person, der er grebet af dem. Han kan ikke komme ud af denne tankegang, for han kan ikke se, at der findes noget "udenfor". Sådan som han tænker, sådan må da alle tænke, mener han. For den tankegang, han er fastlåst af, retfærdighedstankegangen, har ikke logik tilfælles med den tankegang, han gerne skulle ud til: kærlighedssprogspillet eller forholdstankegangen. 
28       Forligelse kan ikke finde sted på den måde. For forligelse kommer ikke i stand derved, at der skabes retfærdighed. Det, der mangler, er ikke, at den ene eller den anden af parterne, eller én eller anden udefra kommer med den rette retfærdige løsning. Det, der mangler, er, at de to igen kommer til at stole på hinanden. Og det gør de ikke på baggrund af mere retfærdighed, selv om det som regel just er mere retfærdighed, de begge kræver. 
29         Sådan set er der ikke noget galt med retfærdigheden. Det sprog, den logik, den tankegang, der har retfærdighed som sit hovedkendemærke, er jo vitterlig en ægte del af sproget, den er skabt af Gud, vil man som kristen sige, og derfor ikke noget, der skal forkastes. Hvilket forresten også ville være yderst vanskeligt. For alle vore samfund bygger jo netop på retfærdigheden. Den kan vi ikke uden videre afskaffe. Eller, i kristen terminologi: Loven kan ikke sådan afskaffes. 
30         Ikke desto mindre er det jo netop, hvad Luther hævder er tilfældet: Loven er afskaffet, lovens forbandelse er borte, loven hersker ikke mere over den kristne. I og med troen, plejer vi at føje til, som om det gjorde det hele mere forståeligt. 
31        Alt det vil jeg mene bliver forståeligt ved hjælp af det "skema", jeg her fremlægger. Lovens tankegang har bundet dig, så du kredsende kun kan fastholde din fornærmethed. Hvad kan bringe dig ud af denne kredsende tankegang? Det kan et ord fra en anden tankegang. Javel, men findes der en sådan anden tankegang? Det går min påstand ud på. Der findes en tankegang med en anden logik end retfærdighedens, en tankegang, der ligesom retfærdighedens tankegang kan bemægtige sig os, når vi befinder os i et forhold til et andet menneske. Jeg har tidligere brugt at kalde denne tankegang, eller denne logik, for kærlighedssprogspillet. Men det vil måske være bedre at kalde den tillidssprogspillet. For det afgørende er jo, hvordan tilliden kommer i stand igen. Og det, som dette sprogspil kan, er netop at tilbyde mennesket en logik, hvor tingene ikke behøver at "gå op", som i retfærdighedssprogspillet, en logik, hvor det afgørende ikke er, om den ene får lige så meget som den anden, men om tillidsforholdet er intakt, en logik, der finder det logisk og i orden, når man stoler på den anden. Gør man det, kan alt lade sig gøre. 
32        Jeg véd godt, at man ikke kan bevise, at en sådan tankegang findes. Men jeg véd også, at ganske mange mennesker gennem den måde, de taler på, gennem den måde, de handler på, afslører, at de tror på eksistensen af en sådan anderledes tankegang. Og jeg véd, at det netop er det, den kristne forkyndelse påstår: der er en sådan tankegang, du kan leve i denne tankegang, du kan være et helt menneske i dette sprogspil, det er ikke pinende nødvendigt for dig at få ret overfor den anden, du kan "nøjes med" at vinde hans eller hendes tillid tilbage. Ja, sker der det, finder der en forligelse sted mellem dig og din næste, da har du opnået langt mere, end om du havde fået den anden ned med nakken ved at få ret over ham. 
33        Dette er en "forbedring" eller en udbygning af Løgstrups tanker om de suveræne livsytringer. Hvor hans forestilling om de suveræne livsytringer er statisk: han påstår, at der findes sådanne livsytringer, han påstår, at vi gribes af dem, men han har ikke blik for, hvordan de kredsende holdninger afløses af disse suveræne livsytringer, han ser ikke, hvordan både den kredsende holdning, og den holdning, der præger de suveræne livsytringer, er bestemt af den logik, de henter fra sproget, og hvordan det, der skal forklares, derfor er, hvordan overgangen fra det ene sprogspil til det andet finder sted. Ja, Løgstrup er sådan set slet ikke interesseret i denne overgang, og ser den derfor heller ikke beskrevet i det ny testamente, ligesom de suveræne livsytringer heller ikke af ham "genopdages" i det ny testamente. 
34       Og disse forestillinger er tillige en "forbedring" eller nærmere udarbejdelse af Luthers tanker om lov og evangelium. Det er ikke mange steder, hvor Luther har beskrevet forskellen mellem lov og evangelium i noget, der ligner fænomenologiske termer. Men sådanne steder findes dog. Især har jeg hæftet mig ved hosstående eksempel fra "Om de gode gerninger" (1520), hvor Luther er i færd med at forklare, hvordan troen er den første gode gerning, eller er den gerning, der bærer alle andre gode gerninger.  Luther i "Om de gode gerninger": "For det sjette: Det kan vi se af et Eksempel, som ligger lige for: Hvis en Mand eller Kvinde elsker og tror på hinanden, hvem lærer dem da, hvorledes de skal stille sig, hvad de skal gøre, lade, sige, tie eller tænke? Alene Tilliden lærer dem alt og mere, end Nødvendigheden kræver. For dem er der ingen Forskel paa Gerningerne. De gør de store, lange eller mange lige saa gerne som de smaa korte eller faa, og dertil gør de dem med glade, fredfyldte, trygge Hjerter og som helt frie Mennesker.
35 Det gør han med et eksempel fra et ægteskab. Og det er et udmærket eksempel. Jeg kan faktisk kun bebrejde ham én ting, det nemlig, at han ikke spekulerer på, hvilke kræfter der er i sving, når troen henholdsvis tabes og genvindes. Hvordan går det til, at ægtefolkene mister den indbyrdes tillid? Og hvordan kan det lade sig gøre, at de igen kommer til at stole på hinanden? fortsat: "Men hvor der er Tvivl, da søger hver efter det bedste. Da begynder Forskellen mellem Gerningerne at udmale, hvilken Gerning der bedst er i Stand til at gøre Indtryk, og dog gaar man til den med et tungt Hjerte og med stor Ulyst, næsten som ufri, mere end halvt fortvivlet, og man bliver ofte til Nar derfor. 
36 Bortset fra det (vi må jo tage Luther, som han er, ikke, som vi gerne ville have, at han var), er eksemplet som sagt udmærket. For lever man i tillid i sit ægteskab, tænker man jo netop ikke over, om de gerninger, man gør, kan kaldes gode gerninger; det falder én ikke ind, om man gør, hvad man gør, som gengæld for noget, ens ægtefælle har gjort. Når det hele som regel kommer til at gå op også efter en finere retfærdigheds målestok, hænger det ikke sammen med, at ægtefællerne går og holder regnskab, men med, at hver for sig har hele 24 timer i døgnet, og hver af parterne er interesseret i at få ægteskabet til at holde, nej, såmænd ikke engang det, de er interesseret i at vise sig den andens tillid værdig, og måske heller ikke det: de er interesseret i, at den anden har det godt og lever og ånder frit i ægteskabet.  fortsat: "Altsaa: Et Kristenmenneske, der lever i denne Tillid til Gud, kender alle Ting, beregner alt, hvad der skal gøres, vover alt og gør alt med Glæde og i Frihed. Ikke af Egennytte eller for at samle mange gode Gerningeer, men fordi det er hans Lyst at være Gud til Velbehag, i Renhed og uden Vederlag at ville tjene Gud og tilfreds med Guds Velbehag. Og omvendt med den, som ikke er eet med Gud, eller som tvivler derom, han leder og søger og sørger, hvorledes han dog skal kunne gøre nok og bevæge Gud med mange Gerninger. Han løber til St. Jacob, Rom, Jerusalem, her og der, han beder til St. Birgitte, gør saa et, saa andet, faster denne og hin Dag, skrifter her og skrifter der, spørger snart denne og snart hin og finder ikke Ro".
37        Det er evangeliets måde at leve på, stillet op overfor lovens måde at leve på. Det er det menneske, der er behersket af tillidssprogspillets logik, stillet op overfor det menneske, der er behersket af retfærdighedens logik. Men eksemplet trænger som sagt til et lille supplement: Luther har ikke her interesseret sig for overgangen fra den ene måde at forholde sig på til den anden. Hvordan det dog egentlig går til, at et menneske, der lever i sit ægteskab, hvor der hersker tvivl, får sit ægteskab forvandlet, så han fremover kommer til at leve i et ægteskab, hvor der hersker tillid, det gør han ikke noget ud af. I hvert fald ikke, når det personforhold, han skildrer, er et forhold mellem mennesker. 
38         Han gør til gengæld virkelig noget ud af det, når personforholdet er forholdet mellem menneske og Gud. Ja, hele hans teologi går kun ud på dette ene: at skildre, hvordan forholdet mellem Gud og menneske bliver helt og intakt igen.
          Det, Gud vil, stillet overfor det menneske, der er kommet ud af tillidsforholdet til ham, er at få ham ind i tillidsforholdet igen. Og netop, hvis der er tale om et menneske, der befinder sig i et forhold til en anden person, som er præget af mistillid, og som derfor hele tiden spekulerer på, hvilke gerninger der gør størst indtryk, hvilke gerninger han kan gøre, så den anden i hvert fald ikke kan bebrejde ham noget, hvilke gerninger der er i stand til at bevæge Gud, så kan man ud fra det eksempel, Luther lægger frem her, (og ud fra den fænomenologiske analyse, jeg fremfører) forstå, at det kan give en vis mening at lade personen løbe linen ud, at lade ham trælle efter loven, indtil han gispende ikke kan mere, at lade ham på den hårde måde indse, at via loven genoprettes personforholdet ikke. 
39        Det var den måde, Luther selv kom til tro på. Mens han var i det, kunne han ikke se, at alle de anstrengelser, han gjorde sig, alle de forsøg på at vinde sig Guds gunst, han foretog sig, hele det arsenal af selvplagerier, som middelalderen havde efterladt ham at prøve efter på sin egen krop, at det altsammen var udtryk for, at hans forhold til Gud var præget af mistillid; og først da han efter lang tid på pinebænken, hvor Gud altså så at sige havde ladet ham drage alle de konsekvenser af loven, som loven kræver, hvis den skal være det, der istandsætter forholdet til Gud, for at han om muligt skulle kunne indse, at han intet nåede ad den vej, først da læste han -- tilfældigvis, må man vist sige -- de forløsende ord på en ny måde.  Luther i fortalen til de latinske skrifter (1545): "Således rasede jeg med en vild og forvirret samvittighed, men dog bankede jeg vedholdende på hos Paulus i det skriftsted, jeg før nævnede, med brændende tørst efter at vide, hvad Paulus her egentlig mente.Indtil jeg endelig ved Guds barmhjertighed, mens jeg tænkte dag og nat, fik øje for ordenes sammenhæng, nemlig denne: Guds retfærdighed åbenbares, som der står skrevet, i dette, at den, der er retfærdig af tro, skal leve. Da begyndte jeg at forstå Guds retfærdighed som den retfærdighed, hvoraf det retfærdige menneske lever som af en Guds gave, nemlig den gave, der modtages i tro, og at skriftstedets mening altså var denne: ved evangeliet åbenbares Guds retfærdighed, nemlig den passive retfærdighed, hvormed den barmhjertige Gud retfærdiggør os ved troen, sådan som der står skrevet: Den, der er retfærdig ved troen, skal leve". (fort45en#64
40         Og det, der nu blev centrum i hans kristendomsforståelse, var en kombination af hans egne oplevelser og Paulus' breve. Han tolkede det ene ud fra det andet, sine oplevelser ud fra Paulus, og Paulus ud fra sine oplevelser. Så når han her formulerer sig sådan, at lutheranerne lærer, at intet menneske kan opfylde loven, og at vi gennem loven kun kan komme til erkendelse af os selv, at vi ikke ved egne kræfter formår at overholde en tøddel rigtigt, så er det selvfølgelig Paulus' ord i Romerbrevet, han har for øje, men det er også sine egne erfaringer, han drager nytte af: Det var jo netop hans oplevelse i klosterkampen, at hans egne kræfter ikke duede til noget, stillet overfor lovens krav, loven kunne kun åbenbare for ham, hvor langt borte fra lovens opfyldelse han var, intet mere.  Luther i prædiken over Matt 5,17ff: "Men her vil jeg lade de spørgsmål ligge, hvordan loven kan opfyldes, så intet bogstav og ingen tøddel tages bort, osv, når vi dog lærer, at intet menneske kan opfylde den. For jeg har sagt, at Kristus her først og fremmest taler, ikke om livet, men om læren; og han omtaler ikke den store hovedartikel, hvad han selv er og hvad han selv giver os, nemlig det, at vi gennem læren om loven ikke kan blive retfærdige eller salige, men kun komme til erkendelse af os selv, at vi ikke ved egne kræfter formår at overholde en tøddel rigtigt."  (Bjerg-03#46f). (#3
41          Jeg har tidligere bekendtgjort, at jeg må melde pas, når det drejer sig om at forstå, hvad Luther siger i hosstående citat: at Kristus giver os sig selv og al denne opfyldelse, og at det altsammen sker gennem dette ene menneske. (#17) Grunden til det kan selvfølgelig være, at jeg ikke har læst tilstrækkelig grundigt på min Luther. Men grunden kan også være, at jeg læser både Luther og det ny testamente ud fra, ikke Luthers, men mine erfaringer. Og det gør jeg oven i købet uden at være flov over det. For anderledes kan det ikke være, heller ikke for andre mennesker, der skal prøve at sætte sig ind i, hvad Luther mente med det, han sagde og skrev.  Luther i prædiken over Matt 5,17ff: "Og selv om vi så, efter at vi var blevet kristne ved dåben og troen, gjorde så meget vi kunne, så ville vi dog ikke kunne bestå overfor Gud ved det; nej vi ville altid igen måtte krybe hen til Kristus, han, som har opfyldt det altsammen så rent og fuldkomment, som det skal opfyldes, og giver os sig selv og al denne opfyldelse, så at vi kan bestå overfor Gud, og så loven ikke kan gøre os skyldige eller fordømme os. På den måde er det sandt, at det altsammen må ske og må opfyldes til mindste tøddel; men det sker alene gennem dette ene menneske. Derom er der andetsteds sagt nok." (bjerg03#46ff). (#17). 
42        Og man kan selvfølgelig godt på den baggrund beskylde mig for snyd, når jeg sådan lader Luthers oplevelser ligge og nøjes med at tolke ham ud fra mine egne oplevelser. Men dels er det jo altså det ny testamente og ikke Luther, der er vores helligskrift, dels vil jeg faktisk mene, at jeg med min fortolkning kommer tættere på Luther end så mange andre. 
43        Det, jeg gør i min Luthertolkning, er for det første det, at jeg uden videre dikkedarer tolker det inderste i Luthers kristendomsforståelse som en forståelse af forligelsen mellem Gud og menneske, eller som en forståelse af, hvordan et personforhold, nemlig forholdet mellem Gud og menneske, genoprettes. Og den tolkning vil jeg holde fast ved. Oven i købet tillader jeg mig at kritisere Luther ud fra denne tolkning. Det er nemlig kun i en sådan tolkning, at jeg får troen gjort til noget, der er fuldt ud integreret med det Guds ord, der lyder til os. Og det er kun i en sådan tolkning, at jeg får Guds ord opfattet som et ord, der kan forvandle menneskets hjerte. Og det er nødvendigt, ikke mindst, når man skal tage hensyn til den finske lutherinterpretations Luther, der faktisk mener, at mennesket ved Guds ord kan forvandles, så det ligefrem guddommeliggøres. 
44        Dette med troen først! Jeg har tidligere været inde på det uheldige i at omtale Guds ord til os som en gave (sp02#17).Her vil jeg sige, at det uheldige i at bruge gavebilledet, ligger i, at hvor vi i vor dagligdag bruger ordet "gave", dèr har det aldrig noget med tro at gøre. Når vi giver et andet menneske en gave, har han ikke nødig at tro på hverken gaven eller os, han kan udmærket få den alligevel. Og når vi derfor bruger dette billede om gudsforholdet, kan vi ikke få troen anbragt. Den kommer til som et underligt vedhæng bagefter. "Naturligvis må gaven modtages", siger nogle, som om det forklarer noget. Hvad man i stedet skulle forklare, var, om gaven er gave, hvis den ikke modtages, hvis modtageren er ligeglad med den, eller ligefrem ikke tiltror giveren noget godt. I menneskelige forhold kan det jo udmærket være tilfældet. Men ikke i forholdet til Gud. Her gælder det, hårdt og brutalt, at hvis modtageren ikke tror, dvs ikke modtager gaven, så tages gaven tilbage, så er der ingen gave. 
45 Og det er der altså nogle teologer, der ikke kan forlige sig med. Forståeligt nok, sådan set. For i så fald kan der jo være mennesker, der er mere højsindige end Gud, nemlig de mennesker, der lader gaven have gyldighed uanset modtagerens tro eller ikke tro, modtagelse eller fornægtelse. Og det får dem så til at undlade at tale om troen, eller til, hvis det gør det alligevel, at omtale troen på en måde, som den ikke kan ses som andet end en betingelse for frelsen. Hvilket så videre kan føre til mange psykologiske krumspring for at få troen anbragt i sig. 
46        Den løsning, som min tolkningsmodel tilbyder på dette problem, består i, at man skal forstå, at man befinder sig i et forkert billedsprog, når man taler om og tænker over gudsforholdet. Gudsforholdet er netop et forhold, dvs et forhold mellem personer, og vel kan den ene person give den anden en gave, men det er dog noget, der kun er tegn på, at forholdet er intakt, det er ikke forholdet selv. 
47 Så kan jeg da godt fristes til at sige, at mit billedsprog, som er hentet fra det nære forhold mellem mennesker, det sprog, der ligger til grund for min tolkningsmodel, og som jeg tænker alle mine teologiske tanker ud fra, at dette billedsprog kun er et billedsprog. Som om altså sagen selv lå på et dybere plan. Men jeg tror, jeg vil fastholde, at når vi overvejer forholdet til Gud ud fra det nære forhold mellem mennesker, så taler vi ikke mere i billeder, så er det sagen selv, vi har med at gøre.
48 Men jeg vil føje til, at man i så fald må gå planken ud. Frelsen består, forstået på den måde, ikke i guld på gaden i himlen, heller i i det hele taget at komme i himlen, frelsen består i gudsforholdets genoprettelse, om der så følger en himmel med eller ej, om den så har guld på gaden eller ler. 
49          Og altså: Jeg vil ikke blot hævde, at dette at forstå ny testamentes tale ud fra gudsforholdet, og gudsforholdet igen ud fra forholdet mellem hinanden nærtstående mennesker, er en måde at forstå det på, hvorved troen forstås ret, jeg vil ydermere hævde, at denne måde at forstå det på er den eneste gyldige, alle andre forståelser vil løsrive troen fra ordet, kun denne forståelse, hvor den ene part taler et forsoningsord og den anden stoler på det, kan binde ordet og troen sammen på rette måde.
50 For i denne tolkningsmodel, ud fra det billede på forholdet mellem menneske og Gud, som hentes fra forholdet mellem mand og kone eller fra forholdet mellem søskende eller mellem mor og barn, forstås det jo tydeligt, at forholdet ikke er genoprettet blot ordet tales, den, ordet tales til, må stole på den, der taler ordet, eller stole på ordet (hvilket i denne tolkningsmodel er ét og det samme). Ellers er forholdet ikke gjort intakt igen. 
51 Men vil nogen sige, at så har vi igen talen om troen som betingelse for frelse, så er det forkert, hvis man opfatter troen som en størrelse, vi kan frempresse hos os selv. Det er kun sandt under den forudsætning, at man opfatter troen som den umiddelbare reaktion på ordet, ja, som afstedkommet og fremkaldt af ordet selv. 
52         Dette bliver måske tydeligere, når vi nu går over til at behandle det andet aspekt, nemlig ordet som et ord, der forvandler hjertet. 
            Hvad er det nemlig, der sker i forligelsen?
            Jo, der sker det, at mennesket rives ud af den tankegang, der binder det, mennesket frigøres, mennesket forvandles i sit indre. Altsammen sker det ikke ved egne kræfter, ikke ved noget, der befinder sig i menneskets indre, men ved en kraft udefra, ved det forligelsens ord, der tales til det menneske af den anden eller af tredieperson. 
53        Og det forstås nok bedst, hvis vi bruger de udtryk, jeg før har anbefalet at bruge: "sprogspil" eller "logik". Den kredsende tankegang, fornærmetheden, f. eks., er bindende, fordi der er logisk forbindelse mellem alle de begreber, man går og ruger over, "uret", "havde fortjent noget mere", "har gjort, hvad jeg skulle", osv. Derimod der der ingen logisk forbindelse derfra og over til det andet sprogspil, eller den anden logik, det sprogspil, hvori vi forstår forholdet til den anden som et forhold, hvori vi ser det som vor opgave at styrke forholdet, hvori vi ser sagen fuldkommet, hvis tilliden (igen) er gjort ubrydelig. 
54 Man kan udmærket forestille sig dette neurologisk. At der er logisk forbindelse indenfor det enkelte sprogspil, betyder jo netop, at der i hjernen er dannet associationsbaner mellem de ord, sprogspillet indeholder. Og at der ikke er logisk forbindelse til det andet sprogspil, betyder, at dette andet sprogspil har sine egne associationsbaner, der blot ikke er aktiverede for tiden. Altså, man må tænke sig, at hele den logik, der behersker én, når man tænker i "tillidssprogspillet", på forhånd ligger i hjernen, associationsbanerne er dannede, blot arbejder bevidstheden ikke i disse baner, de ligger ubrugte og ubevidste hen. 
55        Hvad er det så, der aktiverer dem? Hvad er det, der fører et menneske over fra det ene sprogspil til det andet? Hvad er det forvandler et menneskes indre, så det fra at være fornærmet bliver glad og givende? Ja, det kan være det mest forskellige, men vi tænker os i denne sammenhæng, at der er tale om et ord udefra, fra et andet menneske, fra en bog, man har læst, eller -- også det -- fra Gud, hvis man da ikke foretrækker den betragtningsmåde, at det er Gud, der taler sit ord til én gennem et ord fra en bog eller et ord fra et andet menneske, så at Guds tale altså altid er middelbar, aldrig umiddelbar. 
56        Og lyder der så et sådant ord, ja så er altså mennesket indrettet sådan, at der ligger et nervesystem af associationsbaner parat og venter. Og mennesket er videre indrettet sådan, at skal det forstå den tale, der kommer fra et andet menneske, så må det indstille sig på det sprogspil, der tales i. Er det andet menneske forarget, så må man for at forstå ordene, der tales, selv indstille sig på det forargelige. Måske man så i sit svar er mindre forarget, måske man puster til forargelsen, men kun ud fra forargelsen kan man forstå, hvad den anden siger. 
57 Tilsvarende med forståelsen! Lyder der et ord, der udtrykker forståelse, f. eks. for tredieperson, så aktiveres hos én de associationsbaner, der ligger der i forvejen, og som er indstillet på forståelse. Man kan så uddybe forståelsen, eller man kan afvise den og lade forargelse erstatte den, men en form for forståelse må man have for at kunne fatte, hvad den anden siger. Blot er både forargelsens reaktion og forståelsens reaktion umiddelbare, man reagerer, før man får tænkt sig om. 
58         Ved denne yderligere analyse er vi nu nået dertil, at vi må foretage en mindre korrektion. Forligelsen finder sted i kraft af et ord udefra, lød det før. Det skal altså i virkeligheden hedde: Forligelse kan finde sted i kraft af et ord udefra. Ikke sådan at forstå, at det kan finde sted ved et ord udefra, men også ved et ord inde fra én selv, men sådan at forstå, at det ikke er sådan, at ordet udefra virker med garanti, somme tider sker forligelsen, somme tider ikke. Det er det, vi i kirken kalder helligåndens virken, og helligånden vil vi jo alle gerne have fingre i; blot sker det ret ofte, eller måske endda som regel, at han smuldrer bort mellem fingrene på os. 
59        Men hvis vi nu her går ud fra, at helligånden dog i det mindste virker af og til, og hvis vi yderligere undersøger den situation, i hvilken han virkelig virker, så kan vi sige, at så sker der virkelig det, at ordet udefra forvandler et menneskes hjerte. Det associationssystem, der lå parat og ventede, ubrugt, blev af ordet udefra sat i funktion, ordet triggede de hidtil uaffyrede neuroner, så de lystigt buldrede løs: mennesket blev revet ud af sin kredsende tankegang. 
60        Svarer dette så til Luthers tanker om guddommeliggørelse?
        Både ja og nej.
        Nej, for så vidt som Luther i sine tanker om guddommeliggørelse tænker sig, at den forvandling, der sker med mennesket i kraft af, at det mødes af Guds ord og får fremkaldt troen i sig, er en forvandling, der medfører, at drifterne dødes, og begæret ophører, både det kønslige, det legemlige og det sociale begær. Og sådanne forestillinger er min tolkningsmodel ikke leveringsdygtig i. 
       Men ja, for så vidt som der virkelig ifølge min tolkningsmodel sker en forvandling med menneskets indre. Og ja, fordi man faktisk godt kan kalde denne forvandling en guddommeliggørelse, det er jo Gud, i form af tillidssprogspillet, der tager magten over det menneske. 
61 Kritik af Luther
       Nået så vidt skal vi til at gå i gang med den tidligere lovede kritik af Luther. Og man skal jo altså her gøre sig klart, at der er tale om en kritik af Luther ud fra Luther. Jeg véd mig i allerhøjeste grad i gæld til Luther. Og jeg læser også stadig hans værker med stort udbytte, som var det en afhandling fra vore dage. Men jeg kan på den anden side ikke se bort fra, at der efterhånden er en del århundreder mellem Luther og mig. Dette gør det nødvendigt at kritisere hans opfattelse af begæret, concupiscentia. Det har jeg gjort tidligere (se: Luther criticized) og det skal jeg kun i ringe grad gentage her. Den kritik kan kaldes en kritik, der er nødvendiggjort af den epokale forskel der er på vort århundrede og det sekstende ditto. 
62         Der er imidlertid en anden form for kritik, som man må fremkomme med. Og i den kritik fungérer Luther ikke som en fjern samtalepartner, adskilt ved en uoverstigelig epokal kløft. Nej, her fungérer han i langt højere grad som en direkte samtalepartner. Den kritik har med Luthers énsidighed at gøre, altså med det at gøre, at Luther kun kan læse det ny testamente ud fra Paulus' grundsætninger, eller med det at gøre, som jeg nævnte tidligere (sp13#66) (#15), at Luther betragter Johannes og Paulus som forfattere, der beskæftiger sig med "højere" tanker end de synoptiske forfattere. 
63          Man skal være lidt forsigtig med den form for kritik. For Luther har det med at læse prædiketeksterne ret tekstnært, så han af teksten selv drives bort fra sine "høje" teologiske skemaer. Og jeg vil derfor holde mig til hans strid med antinomerne, ikke mindst, som den kommer frem i de disputationer, der blev afholdt på baggrund af Luthers antinomer-teser. 
64       Men det forekommer mig altså, at Luther presser beretningerne om Paulus ikke så lidt, når han, som her ved siden af, hævder, at det var lovens røst, der talte, da Jesu røst lød til Paulus udenfor Damaskus: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? I det hele taget er det vel et spørgsmål, om man kan forestille sig, at den person, der taler for at fremkalde forligelse med en anden, vil bruge lovens trussel; eller det er spørgsmål, om en sådan person ikke altid vil udtale selv lovens forbandelse med en stemmeføring, der gør det klart, at han ønsker at vinde den andens tillid, ikke at støde ham fra sig.  Fra første antinomer-disputation (korte version): Det tyvende argument: "Paulus blev omvendt ved Kristi røst. Kristi røst er evangeliet. Altså skete omvendelsen ved evangeliet. Svar (Luther): Jeg nægter undersætningen. Jeg vil snarere gøre et skel i betragtningen. Kristus lærer nemlig ofte loven af den grund, som vi har omtalt ovenfor. Ofte yder han lovens embede, såsom når han truer farisæerne, når han irettesætter, når han formaner. Således er det lovens røst, når han siger til Paulus: Hvorfor forfølger du mig?" (1antinom-disp03#13). 
65 Eller jeg kan sige: det er sandt nok, at Jesus overfor de sikre og foragtende mennesker truer og forskrækker: fordi de ikke vil høre hans røst, skal de dø i deres synder. Men man må dog høre sorgen med. Man må dog høre den Gud tale, der også forsikrer, at han ikke ønsker synderens død (hvad Luther også mange andre steder gør opmærksom på). Så hvis vi fastholder forholdet til Gud som et personforhold, så må da alt det, som Luther her vil kalde en forskrækkelse og en trussel, i virkeligheden være en kærlig formaning, der har den ene hensigt, at den anden skal komme til tro, komme ind i tillidsforholdet igen.  Fra første antinomer-disputation (lange version): Det tyvende argument: "Paulus blev omvendt ved Kristi røst. Kristi røst er evangeliet. Altså var det ved evangeliet, han blev omvendt, og ikke ved loven.  Svar (Luther): Kristi egentlige opgave er at forkynde nåden og syndernes forladelse. Dog siger han imidlertid, som allerede ofte sagt, at han er kommet, ikke for at opløse men for at opfylde loven. Han siger altså om hele sin gerning, at den alene er at bringe velsignelse, det vil sige nåde og retfærdighed imod lovens forbandelse, den forbandelse, som alle mennesker har gjort sig skyldige til, men fra hvilken de, der tror på ham, befries. 
66 Ordet fra Matt 5,17, at Kristus ikke er kommet for at opløse, men for at opfylde loven, bruger Luther ofte i denne disputation. Ofte bruger han det, så man får indtryk af, at han derudfra vil bevise, at Kristus mener, loven skal forkyndes. Det siger jo nu ordet ikke det mindste om. Den udlægning, han giver i ovenstående celle, er imidlertid noget forskellig derfra, og derfor mere antagelig. Kristus vil bringe nåde og retfærdighed imod lovens forbandelse, den forbandelse, som alle mennesker har gjort sig skyldige til.  fortsat: Men imod de sikre og foragtende mennesker truer og forskrækker han overalt, men på denne måde: Fordi I ikke vil høre min røst, så I kan befries fra lovens forbandelse og blive frelst, derfor skal I dø i jeres synder. Og Guds dom er sikkert retfærdig, den dom, at den, som ikke vil modtage ham, der er sejrherre over synden og har opfyldt loven, skal forblive under loven og synden. (1antinom-disp03#13). 
67  Spørgsmålet er jo så blot: Hvordan har menneskene gjort sig skyldige til lovens forbandelse? Mit svar vil være: ved at ville retfærdiggøre sig ved loven, ved i det forhold, i hvilket det står til Gud, personforholdet par excellence, at være blevet fornærmet, at være blevet selvhævdende, at være faldet ud af den umiddelbare tillid, så man af al magt ad lovens vej forsøger at generobre Guds tillid, Guds gunst. Den kamp for at vinde Guds gunst er en Sisyfos-kamp, man er dømt til at tabe den på forhånd. Luther vil utvivlsomt udtrykke sig anderledes, men jeg tror, han mener netop det. Det fremgår blandt andet af, at han siger, at de der tror på ham, befries fra denne forbandelse, altså fra forbandelsen ved denne forgæves kamp. 
68         Efter min mening gør Luther sagen unødig indviklet. Han skal absolut have anbragt sin forståelse af synden som identisk med vort driftsliv i sit billede, og derfor er han nødt til at holde fast ved, at loven skal prædikes forud for evangeliet. For den naturlige lov, som vi har fået i skabelsesgave, og hvorved vi ellers lære at kende godt fra ondt, fortæller ikke noget om, at den skændige drift i kønslivet er synd; for den er det nok at afholde sig fra misbrug af denne drift, driften selv lader den naturlige lov urørt. (latom05#3f) Det er også grunden til, at han ikke uden forbehold kan sige, at ved troen er synden slettet, fordi vi igennem troen atter er inde i det rette forhold til Gud. Han nøjes med at sige, at ved troen før vi kraft til begynde kampen mod synden, den kamp, der varer livet ud, nemlig indtil alle drifter er opløst i døden.  Luther i anden antinomer-disputation, efter at have omtalt synden som en sygdom, patienten ikke vil se, han har: "Sygdommen påvises, for at den bagefter kan helbredes, den bør ikke påvises, så den syge bliver slået ihjel. Sådan gør Kristus Matt 5,20: 'Hvis jeres retfærdighed ikke overgår ... osv', og han prædiker og fortolker loven eller vreden. Denne påvisning af synden sker enten gennem loven eller gennem evangeliet. Evangeliets egentlige opgave er at lære Guds søn og syndernes forladelse på grund af Kristus, men det kommer ud på ét. For vi kaldes ikke alle på samme måde til Kristus." (2antinom-disp01#28
69        Hele denne munketankegang spiller på uheldig måde med ind i overvejelserne her. F. eks. har han som antydet i celle 68 afbildet mennesket som en patient, der ikke vil indse, at han er syg. Det er, vil jeg mene, en meget farlig tankerække at bevæge sig ind i. Derved mister man let det kompas, som den naturlige folkelighed og dens værdier er, eller de retningslinier, som den naturlige lov vil give os. 
70 Ikke desto mindre er det ret bemærkelsesværdigt, at Luther her, efter at have hævdet, at Jesus forkynder loven med sin udtalelse om, at disciplenes retfærdighed skal overgå farisæernes og de skriftkloges, hvilket jo såmænd kan være sandt nok i en vis forstand, fortsætter med at sige, at påvisningen af synden også kan ske igennem evangeliet. Herved giver han sin modstander, Agricola, ret i en stor del af de indvendinger, han kom med imod Luther, de indvendinger, der var den direkte årsag til, at Luther indkaldte til disputation om loven. 
71        Oven i købet føjer han til -- og det er jo næsten som talt til mig personligt -- at vi ikke alle kaldes på samme måde til Kristus. Det er jo netop det, jeg har bebrejdet ham: han ser det hele igennem de briller, han fik på i sin klosterkamp, han vil med vold og magt have alting anskuet i samme stil, som han selv har oplevet det. Og se så her: Det vil han måske slet ikke alligevel!
72         Lad mig sammenfatte min kritik af Luther med hosstående citat. Det, jeg i det citat vil bebrejde ham, er, at han smugler sin munkeforståelse af menneskelivet ind i beskrivelsen. Loven er en hammer, der knuser klipper, siger Jeremias (han siger nu godt nok, at det er Guds ord, der er det) og det gør ceremonialloven ikke, det gør heller ikke den juridiske lov. Men moralloven gør. Eller gør den? Ja, den gør det i hvert fald, hvis man ved moralloven forstår de ti bud. For de ti bud indeholder to bud til sidst, der forbyder at begære. Og dette med begæret er det netop, Paulus tager frem i Rom 7, hvor han siger, at han ikke ville have kendt til begær, hvis ikke loven havde sagt: du må ikke begære.  Luther i 1. antinomer-disputation, som svar på indvendingen, at Paulus 1 Kol 2,17 kalder loven en skygge: "Paulus kalder loven en skygge, men han taler især om ceremonialloven og den juridiske lov. Men her drejer det sig om moralloven eller de ti bud, som anklager og fordømmer hele naturen. Derfor kaldes den også en hammer, der knuser klipper (Jer 23,29), som det står i vore sætninger, hvilket disse ceremoniallove og juridiske love ikke gør."  (1antinom-disp04#3). 
73 Og det er dette angreb på begæret, der vækker tvivl om, hvorvidt vi i vore dage kan bruge hele denne tale om synden, der øges ved loven, om loven, der kun kan virke syndserkendelse, osv. Er de ti bud, inklusive det niende og det tiende bud, et nedslag af den naturlige lov? Eller er de sidste to bud noget, som ikke kan forstås eller godkendes af den naturlige lov, men skal have åbenbaringskraft bag sig for at blive gouteret? Vi lades i tvivl gennem hele antinomer-disputationen, og tvivlen bliver ikke hævet her til sidst.
74 Jesus og den naturlige lov
         Men lad os tage denne tvivl med over i det, der nu skal  behandles, nemlig det spørgsmål: Hvordan skal Jesu ord fortolkes, hvis vi skal bruge den fortolkningsmodel, jeg her har skitseret? Hvordan kan Jesus hævde, at han ikke vil nedbryde loven? Hvordan kan han endda sige, at den retfærdighed, der kræves, må være større end farisæernes og de skriftkloges? 
75        Eller, for at være mere præcis: Hvad er det for en lov, han ikke vil nedbryde? Hans gerninger viser jo, at han så sandelig nedbrød moseloven med hensyn til renhedsforskrifterne (Matt 15??), sabbatsbudet (Matt ??) og forestillingerne om jøderne som særlig elsket af Gud. Den lov, der ikke skulle nedbrydes, synes således ikke at være det, som farisæerne forstod ved Guds lov. 
76            Mit svar er, at den lov, der ikke skal nedbrydes, er den naturlige lov, ikke den åbenbarede lov. Det er godt nok lidt uvant at skelne på denne måde. Man plejer at skelne mellem en mere firkantet, direkte forståelse af budene, og Jesu krav om, at det indre hjerte skal være kærligt. Men her vil jeg altså skelne mellem det, den naturlige lov kræver, og det, den åbenbarede lov forlanger. Og Jesu nedbrydelse af renhedsforskrifterne og sabbatsbudet giver mig ret.
77 Det samme gør imidlertid Jesu gengivelse af den gyldne regel. Den er dels et skoleeksempel på en relevant og letforståelig formulering af den naturlige lov. Men den er tillige efterfulgt af udsagnet: Sådan er loven og profeterne. Det vil sige, loven, som Jesus forstår den, er sammenfattet i den gyldne regel. Eller: Loven i egentlig forstand falder ikke sammen med moseloven. Eller: spiseregler, renhedsforskrifter, sabbatsbud hører ikke med til den lov, Gud har givet. Det er ganske meget, Jesus får sagt med sit udsagn om, at "sådan er loven og profeterne".  Jesus i bjergprædikenen: "Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne." Matt 7,12. (ntmatt7#12
78         Nuvel, det har også andre kunnet sige. Rabbi Hillel kunne sige om den gyldne regel: Det er hele loven; alt andet er kun kommentar dertil. Og Jesus selv siger om det dobbelte kærlighedsbud, at "på dem hænger hele loven og profeterne". (Matt 22,34-40). Men at Jesus siger det, får naturligvis en særlig interesse, fordi netop han nedbryder en række af moselovens konkrete påbud.  Mogens Müller: Kommentar til Matthæusevangeliet, side 217: Rabbi Hillel kunne sige om den [den gyldne regel]: "Det er hele Loven, alt andet er kun kommentar dertil". 
79        Rationalet bag den naturlige lov er modsigelsens grundsætning. Dog modsigelsens grundsætning i dens etiske, ikke i dens kun logiske anvendelsesform. Jeg mener: Man kan modsige sig selv derved, at ens ord modsiger et ord, man tidligere har sagt. Det er den direkte modsigelse, som er uden problemer, men såmænd ofte finder sted alligevel. Og så kan man modsige sig selv derved, at ens ord står i modsætning til ens handlinger. Med sine handlinger modsiger man de ord, man fremsiger. Det er den etiske modsigelse. Og den er nok mere almindelig. Det er den, man afslører, når man beskylder en anden for hykleri: den anden vil sole sig i andres beundring, fordi han er så og så god og retfærdig; og sandt nok, han fremsætter fine og ædle hensigtserklæringer om, hvad man som menneske må og ikke må. Men når det kommer til handlingerne, der skulle følge efter, kniber det, ja, på det punkt viser den anden sig at være i direkte modstrid med de smukke regler, han vil sole sig i. Hykler! siger man. 
80        I bjergprædikenen træder denne anvendelse af modsigelsens grundsætning vel nok tydeligst frem i ordet om splinten og bjælken. Dette ord er i vor kulturkreds gået hen og har fået næsten ordsprogsagtig klang. For vi forstår det jo, forstår, at gør man som det her afbildede "bjælkemenneske", så hykler man, så stiller man krav til andre, som man ikke selv vil overholde, så mener man sig hævet over andre, hvor man i virkeligheden står langt under dem. Eller hvordan man nu i den praktiske situation vil anvende ordet.  Jesus i bjergprædikenen: "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klartnok til at tage splinten ud af din broders øje." (Matt 7,3ff) 
81           Men faktisk er alle Jesus-ordene i bjergprædikenen at forstå ud fra den gyldne regel, og altså atter ud fra modsigelsens grundsætning (Jeg vil dog her nøjes med at eftervise det med hensyn til den gyldne regel). Det vil sige: det er de, hvis man udlægger dem, som jeg her har udlagt dem, det vil sige, udlægger dem som noget, man kunne tage og gøre, hvis man ville have fællesskabet til at blomstre. Som gode råd, om man vil. Som formaninger, der vil påvise, hvordan fællesskabet fungére, for at få dig til at handle derefter. 
82       Tag ordet om at vende den anden kind til! Jeg har tidligere hævdet, at ordet ikke står for en fin og ædel individuel etik, men for et praktisk råd om, hvordan man kan handle for at få fællesskabet til at blive intakt igen. Og det sidste er netop det væsentlige i den gyldne regel. Den går ud fra som en selvfølge, at der er noget, du, den enkelte ønsker, noget, du vil. Ikke blot vil du have fællesskabet til at blive svejset sammen igen, du véd også præcist, hvad den anden skal gøre for at det kan ske. Og her siger altså den gyldne regel: Jamen, når du véd det for den andens vedkommende, når du er klar over, at hvis bare han rakte hånden ud til forsoning, så ville det hele ordne sig, så ønsker eller vil du altså, at han skal række hånden forsonende ud, derfor, siger den gyldne regel, er det netop det, du skal gøre: række hånden forsonende frem. Hvad du vil, at den anden skal gøre mod dig, det skal du gøre mod ham. Keine Hexerei, nur Behändigkeit. 
83        Eller tag ordet om at elske fjenden! Den skal forstås ud fra nøjagtig den samme situation, så fjenden altså ikke er Sovjetunionen eller Taleban, men den ven, du er blevet uvenner med. Elsk ham! Tal ham forsonligt til! Der er kræfter i sproget, der sørger for, at din forsoning bliver taget op og får virkning, så forholdet mellem jer retvendes. 
84        Lidt anderledes ser det ud med de "negative" ord om ikke at se på en andens kvinde med et lystent blik og om ikke at blive vred. Her kan man ikke gå frem efter sit eget ønske, som den gyldne regel foreskriver, men man kan vel alligevel forstå, at såfremt man må indrømme, at ægteskabet er noget, der naturligt er vokset frem i vore samfund, og det må vel indrømmes, så er alle tjent med, at det holdes i hævd, og skal det holdes i hævd, da er det godt at få at vide, at blot et enkelt sideblik så let som ingenting kan blive til et sidespring. Og så er jo Fanden løs!
85 Og på samme måde er det en del af menneskets naturlige udrustning, at tilliden til næsten kan mistes ved blot et enkelt ord. Man kan beklage og begræde det, men ikke gøre noget ved det. Hvad man da forresten heller ikke skal. For dette forhold er det jo, der betinger, at tilliden omvendt kan vokse til utrolige højder. Men begge dele naturligt. Begge dele er forhold, der kan formuleres, så der bliver tale om nedslag af den naturlige lov. Og denne formulering er det så, Jesus kommer med i Matt 5.
86        Men alt dette vil sige, at den lov, som Jesus på ingen måde vil nedbryde, ikke er moseloven, måske er de ti bud, for så vidt vi frasorterer Luthers og Augustins udlægning af begæret i det niende og tiende bud, men i hvert fald er den naturlige lov, og jo specielt den naturlige lov, som Jesus udlægger den i bjergprædikenen. Her skal det ikke forstås som en lov, der kan bruges til individuel gloriepudsning, men en lov, der skal fortælle, hvordan fællesskabet fungérer, og sige, hvad den enkelte skal gøre, hvis nu fællesskabet fungérer, som her beskrevet. Med denne påstand vender jeg mig både mod dem til venstre, der vil lovsynge bjergprædikenen for dens høje etiske standard, men mener, denne standard er for høj for et menneske, vi kan kun drives til at leve af Kristi tilgivelse af den, og mod dem til venstre, der betragter det som en høj, men ikke uopnåelig etik, som vi som enkeltpersoner -- med Guds hjælp, förstås -- nok skulle kunne efterleve. 
87        Så er det sandt, at Jesus (eller er det kun Matthæus?) her hævder, at loven består, selv om himmel og jord forgår, noget, han andetsteds hævder gælder, ikke loven, men hans ord. Og netop det kunne tyde på, at den lov, der ikke skal ophæves, er den naturlige lov. Denne lov har jo det ved sig, at den er under stadig udarbejdelse. I vort demokrati er den under udarbejdelse på det statslige plan, på den måde, at vi ud fra de erfaringer, vi gør som samfund, tilfiler loven, lukker huller i den, så den næste lov, vi fremsætter, bliver mere svarende til den tid, vi lever i, og de tanker, tidens mennesker har. På samme måde har Jesus bearbejdet den lov, han forefandt ud fra, hvad hans samvittighed sagde ham, ud fra, hvad han så der lå i sproget, ud fra de erfaringer, han havde gjort i sit liv.  Jesus i bjergprædikenen: "Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget." (ntmatt05#18f)
88 På den måde har han fundet frem til de sætninger, han giver til bedste i bjergprædikenen, til de iagttagelser, der dèr kommer frem, og fundet frem til dem, jo, som noget, der har gyldighed fremfor den lov, han forefandt. Det giver ham myndighed til at sige sit "Men jeg siger jer...", til at hævde, at loven og profeterne er indeholdt i den gyldne regel og til at bryde sabbatsregler og spiseforskrifter. 
89 Men det må da indrømmes, at det kan lyde underligt, hvis man ikke omtolker ordet "loven" her til ikke at betyde moseloven (som jøderne på hans tid vel ellers ville mene det naturligt), men den naturlige lov. Og ligesom man må omtolke loven til at betyde den naturlige lov, sådan må man gøre opmærksom på, at talen om det mindste bud ikke skal forstås på rabbinsk vis, selv om det er holdt i en rabbinsk sprogtone. Det har sig med denne udtalelse på samme måde som med dette med det lystne blik: når Jesus siger "har begået ægteskabsbrud" (Matt 5,28), så er der ikke tale om, at loven på rabbinsk vis er overtrådt, men om, at livet er gået i stykker, at det ægteskab, du levede i, er ødelagt. 
90        Men altså: Jesus vil stille den naturlige lov, samvittighedens lov, loven for menneskeligt samliv, som han ser den, op imod moseloven, skønt han bruger de betegnelser, som rabbinerne bruger om moseloven. 

Noter:

n