Her Kapitel 14. Luthers Nyordning af Gudstjenesten. Samledigtning, side 298-310.

Tilbage til oversigten!

Tilbage til kapitel 13!
 
 

1   Luthers Nyordning af Gudstjenesten. Salmedigtning.           Straks om Søndagen fik Wittenberg at mærke, at nu var Luther kommet hjem. Da var han paa Prædikestolen, og i Ugens følgende Dage samt den følgende Søndag holdt han daglig en Prædiken, eller vi vilde vel sige et Foredrag, om alle disse Nyheder.
2        Foredragene har vi i to Referater, og efter dem at dømme har Tonen helt igennem været mild og venlig og saglig uden personlige Udfald mod nogen. Jævnt og klart med stille Myndighed siger han sin Mening. Det er rigtigt no, siger han, at der er Ting ved Messen, som man ikke kan være med til mere, hele Offervæsenet.
3   Det er også rigtigt, at det vilde være bedst at faa Nadveren uddelt under begge Skikkelser. Ikke heller kan det med kristelig Ret forbydes at røre ved Brødet og Kalken med Hænderne eller at spise Kød om Fredagen. Men de maatte endelig ikke glemme Kærligheden. Ikke alle kunde følge med i den Fart, og man tabte ikke det mindste ved at tage Hensyn til sin Broder.
4  Især taler han med stor Uvilje om Paafundet, at Nadvergæsterne skulde tage paa Nadverelementerne. Noget virkeligt Skriftbevis var der ikke for det, ingen som helst Nytte var det til, og som stridende mod Tidens Anskuelser om Helligbrøde vilde det lægge Evangeliets (299) Sag for Had rundt omkring udenfor Wittenberg.
5  Blev de ved hermed, behøvede Kejseren ikke at jage Luther fra Wittenberg; "jeg skal nok selv løbe min Vej". Ikke heller var Folk i Wittenberg da mere modne i den Sag, end at de spiste kød om Fredagen og tog paa Nadverbægeret, og saa skriftede de bagefter begge Dele som Synder, de bad om at faa Forladelse for.
6 Billedstormen taler han med samme Uvilje om. Det er en aldeles fri Sag, om man vil have Billeder eller ej. Man skal kun forstaa, at man ikke øver en Gud særlig velbehagelig Gerning ved at bekoste dyre Billeder, saa at de kun maa betragtes som Prydelse.
7         Kort efter udgav han Hovedtankerne af ein Foredragsrække i det lille klare Skrift "Om at modtage begge Skikkelser af Sakramentet og om anden ny Skik".
8          Med fast Haand førte han nu Udviklingen et Skridt tilbage. Messen holdtes atter paa Latin, kun med Udeladelse af visse Ting. Elementernes Opløftelse blev ved. Præsten bar de gamle Messeklæder. Elementerne gaves i Munden og ikke i Haanden paa Deltagerne, og kun ved et særligt Alter uddeltes begge Skikkelser. Det viste sig dog, at de fleste søgte derhen.
9         Ogsaa ellers i Byens liv vendte rolige Forhold tilbage. Luther genoptog sine Forelæsninger, og Studenterne maatte atter til at bestille noget. Kun den stakkels Latinskole tog det Tid at faa paa Benene igen.
10        Paa Zwilling har Luthers Optræden aabenbart virket overbevisende, og Luther tog sig kærligt af ham og anbefalede ham til Præstekald. Ogsaa Karlstadt søgte Luther at vinde. Vi lærer ellers ofte Luther at kende som den heftige Mand, men her gjorde han virkelig sit til, at der ikke skulde komme til Bitterhed (300) imellem dem. Det lykkedes dog ikke. Zwickauer-Profeterne vilde Luther ikke haft med at gøre. Omsider kom det dog til en Samtale i Luthers Værelse, men derved kom man ikke hinanden nærmere.
11         Spalatin og Kurfyrsten jævnede snildt Sagerne over for Rigsregeringen. Det havde vist sig, at Luther dog var en Ordenens Mand, og ikke mindre, at han var en mægtig Mand overfor et uroligt Folk. Klogest da at lade ham i Fred, thi Ridderne rustede sig til Krig og Bønder sleb Leer og Knive til Oprør. At drive Luther over paa den Side vilde dog være for voveligt i Øjeblikket.
12        Saaledes kunde Luther da fortsætte sin Reformatorgerning uden overhængende Fare. Vi vil nu først følge hans Færd med Nyordningen af Kirketjenesten, skønt vi derved maa gaa en Del Aar frem i Tiden og foreløbig overspringe store Begivenheder.
13       Hans første Skridt efter Hjemkomsten viser en stor Forsigtighed. Sakramentet er endnu i Fangenskab som Templets Guldkar i Babel, siger han. Men Fangenskabet bestaar deri, at den jævne Mand mangler evangelisk Erkendelse, saa at selv om han gør det rette, gør han det ikke med rolig Samvittighed.
14 Den Slags Betragtninger gjorde Luther langt langsommere i Vendingen i saadanne Sager end hans samtidige, og med visse Ting gik det derfor langsommere i Wittenberg end andensteds.
15       Det første Aar gik med den anførte foreløbige Ordning. I Marts 1523 gik man et Skridt videre, idet man afskaffede de daglige Messer. Messe skulde nu kun holdes om Søndagen, med mindre Nadvergæster meldte sig. Paa Søgnedagene skulde der derimod holdes en Morgen- og Aftenandagt med Skriftlæsning og kort (301) Prædiken. Et lille Skrift "Om Ordning af Gudstjeneste i Menigheden" gjorde Rede for disse Reformer.
16 Og Skærtorsdag, 2. Marts 1523, meddelte Luther, at dette skulde være den sidste Paaske, da alle uden Forskel fik Adgang til Nadveren. Ligesom der ved Daaben først sker en Spørgen om Forsagelse og Tro, saaledes skal i Fremtiden Nadvergæsterne først spørges, hvorfor de begærer Sakramentet, og hvad de venter at faa deri.
17 Ingen skulde til Nadver uden at have skriftet. Hermed genindføres Skriftemaalet, som Karlstadt havde slaaet ned, men som Luther ikke vilde undvære. Dog skulde ingen være nødt til at opregne de enkelte Synder.
18 Til denne Udspørgen før Nadveren opstillede Luther selv 5 Spørgsmaal og Svar som Mønster. I det hele blev Skriftemaalet -- ogsaa i Danmark -- i Reformationstiden i høj Grad en Overhøring og Undervisning i den kristenlige Børnelærdom.
19        Endnu før Pintse udgav Luther sin saakaldte første Døbebog, det første Skridt til at lade Modersmaalet fortrænge Latinen. Fadderne stod saa udeltagende ved Daab, fordi de ikke forstod et Ord af det hele. Men derved gaar Barnet Glip af en Velsignelse, idet Fadderne ikke er med i Bønnen.
20 Derfor har han oversat Daabsritualet paa Tysk, fortæller han. Han har kun forandret meget lidt i det katholske Ritual. Dette bestod egentlig af to Ritualer, et Katekumenritual, hvori Barnet gøres til Katekumen, og selve Daabsritualet. I Katekumenritualet har Luther forkortet de vidtløftige Djæveluddrivelser (Exorcismer).
21 I dette Ritual fandtes tillige en Fremsigelse af Trosbekendelsen og Fadervor. Oprindelsen hertil var vistnok Luther ubekendt, hvorfor han fjernede Trosbekendelsen og gjorde Fadervor (302) til en Bøn, Præsten og Faderne skulde bede. Ellers er alle de mange Handlinger bevarede.
22        Messen gik derimod stadig paa Latin. Henimod Aarets Slutning udgav han et latinsk Skrift: "Form for Messen og Kommunionen i Menigheden i Wittenberg". Heri gør han Rede for den Skik, man hidtil var bleven staaende ved, -- altsaa for det Udvalg af den gamle Messes Stykker, man havde bibeholdt.
23        Af de indledende Stykker har han beholdt det meste: Introitus, Kyrie eleison, Gloria, Kollekt, Epistel, Graduale med Halleluja, Evangelium og den nikænske Trosbekendelse.
24 Efter dette indskydes gerne Prædiken, hvis man ikke sætter denne før Gudstjenestens Begyndelse. Men i Stykkerne efter Trosbekendelsen, den egentlige Nadvertjeneste, er der ryddet stærkt op. Først kom det saakaldte Offertorium, et middelalderligt Stykke, som Luther ganske naturligt udelod, da det kun handlede om Offer.
25 Men derefter kom de oldkirkelige Stykker, hvoraf ganske vist visse Dele var slemt isprængt med Helgenpaakaldelse. Her har han, som nødvendigt var, forkortet alvorligt. Tilbage bliver den saakaldte Præfation, en lovprisende Tak til Gud, hvortil Indstiftelsesordene knyttes. Derefter Lovsangen: "Hellig, hellig, hellig er Herren Zebaoth o. s. v.", efterfulgt af Fadervor.
26  Derefter en Slags Absolution: "Herrens Fred være altid med eder!" Præsten nyder Nadveren og derefter de andre Nadvergæster, og nu skal kun Uddeling under begge Skikkelser taales. Derunder synges: "O du Guds Lam!" Som Velsignelse foreslaas den aaronitiske 4 Mos 6, som siden har holdt sig i de lutherske Kirker, men ikke før havde været brugt.
27        Blandt de udeladte Ting lægger man særlig Mærke til den lille Bøn, at Gud vil lade Brød og Vin for (303) os blive Jesu Legeme og Blod, den saakaldte Epiklese, som vel nok burde have været bevaret.
28        I denne ret rige Gudstjeneste er altsaa hvert Ord paa Latin. Men Luther er nu betænkt paa ogsaa at faa givet Modersmaalet en Plads. Han vil have tyske Sange sat ind i Messen, "indtil hele Messen bliver paa Modersmaalet". Dog Digtere mangler foreløbig, eller ogsaa er de ikke kendt. Derfor giver han foreløbig Anvisning paa at bruge nogle gamle tyske Sange og Vers.
29        Dette at faa givet Menigheden Sange paa Modersmaalet til Brug i Gudstjenesten, optog Luther meget i den nærmest følgende Tid. I Januar 1524 skrev han til Spalatin derom og bad ham forsøge sig. Især tænkte Luther paa at faa en Del af sine kære Davidssalmer omsat i tyske Vers, ligesom ogsaa de bedste gamle Kirkehymner burde omplantes.
30 Selv havde han utvivlsomt forinden skrevet Vers. Den musikalske Mand med det let stemte Sind vilde nemt føres dertil. Paa den anden Side havde han aldrig haft Tid til at sætte sig hen og digte, og han satte ikke sine Evner i den Retning højt. Kendt af Offentligheden blev disse Evner først, da i Sommeren 1523 nogle Augustinermunke blev Evangeliets Martyrer i Brüssel. Da digtede Luther "en ny Vise", en kraftig og frejdig Folkesang om de to, der gik i Baalet.

31 Men Asken den lader aldrig af at flyve i alle Lande. Her hjælper ej Bæk, ej Grøft, ej Grav; til Skamme maa Fjende stande. I Livet han dem med Baal og Brand vel kunde til Tavshed tvinge, men efter Døden i alle Land nu give de Sangen Vinge fra alle Tunger og Munde. (304)
32      Ja nu fik Sangen Vinge! Allerede 1523 solgtes vistnok som Flyveblad en anden Vise til en gammel Paaskesangs Melodi:  Nu fryde sig hver kristen Mand og springe højt af Glæde.
33        I det første Halvdel af 1524 fik nu virkelig Luthers Menighed i Wittenberg sig en Menighedssang. Luther fik Hjælpere, men meget mod sin Forventning blev han selv Mesteren. Muligvis har han fremdraget og tilrettet enkelte Sange, han har haft liggende, men væsentlig har han digtet nyt.
34 Naar Sang og Melodi var i Orden, blev Melodien skrevet op paa den sorte Tavle i Latinskolen til Afskrivning for Disciplene, og Teksten dikteredes dem. Saa øvede de den, og næste Søndag lød den i Kirken. Enkeltvis som Skillingsviser kom Sangene Folk i Hænde.
35 Trykkeriet i Wittenberg havde ikke Nodetryk, men i Juni Maaned skulde Justus Jonas til Erfurt. Han fik da en Bunke af disse Skoledrenge-Afskrifter med og fik to Bogtrykkere i Erfurt til at trykke "Et Enchiridion eller en liden Haandbog, enhver Kristen helt nyttig at have hos siv til stadig Øvelse og Brug af aandelige Viser og Salmer".
36        Dette er den første evangeliske Lægmands Salmebog. Der er 25 Numre og skulde have været 26, idet Trosbekendelsen ved et Uheld er bleven trykt i Stedet for Luthers "Vi tro allesammen paa een Gud". Regner man denne med alligevel (den har jo været i Brug), saa er af de 26 de 19 af Luther.
37 En er af Justus Jonas. Langt større Betydning som Hjælper i denne Sag havde dog en Flygtning Paul Speratus. Han havde virket som Prædikant i det østerrigske Lande, var blevet (305) fængslet og omsider landsforvist og var henad Jul 1523 kommet til Wittenberg. I Maj 1524 drog han atter derfra for paa Luthers Anbefaling at blive Hofpræst i Kønigsberg, og han blev en af Hovedreformatorerne i Preussen og døde som Biskop af Pomesanien.
38 Han er i høj Grad Verskunstner. To af de tre Sange har samme meget kunstige Versemaal, og derfor har de ikke kunnet holde sig trods deres gode Indhold. Men den tredje: "Guds Søn er kommen af Himlen ned" (Grundtvig: Guds Søn kom ned fra Himmerig) er en ægte Folkesang "om Loven og Troen", der, om man saa maa sige, blev "Reformationens Marseillaise", som sine Steder næsten brugtes af Folket til at fremtvinge Reformationen. -- En Sang af en schweizisk Student Erhard Hegenwalt og een af en adelig polsk Jomfru Elisabethe von Meseritz, og endelig een af ukendt Forfatter.
39        Men alt dette fylder overordentlig lidt ved Siden af Luthers Bidrag, og intet deraf har haft Livskraft som hans. Her finder vi allerede foruden "Nu fryde sig hver kristen Mand", saadanne frit digtede Sange som "I Dødens Baand vor Frelser laa" og "Lovet være du Jesu Krist".
40 Den sidstes Begyndelsesvers er ganske vist gammelt, og det samme Forhold findes i "Nu bede vi den Helligaand", der ogsaa tryktes 1524. Her er Psaltergengivelser som "Ak Gud, fra Himlen se herned" (Ps 12, heraf Verset: "O milde Gud, dit ord bevar"), "Var Gud ej med og denne Tid" (Ps 124) og "Af Dybsens Nød, o Gud, til dig" (Ps 130). Ogsaa Gengivelser efter Latin findes.
41        En ordentlig flerstemmig Melodiudgave til Kirkekorenes Brug besørgedes allerede samme Aar af den (306) kurfyrstelige Musiker Johan Walther med en Fortale af Luther. Og som bekendt blev Luther ved at digte. Blandt de senere Sange er den særlig bekendte "Vor Gud, han er saa fast en Borg" og "Behold os, Herre, ved dit Ord".
42         Luthers Salmers Tal er kun 37, saa der har været ganske anderledes frugtbare Salmedigtere. Heller ikke har selvfølgelig alle 37 kunnet holde sig virkelig levende i de næste 400 Aar siden da. Men det er allerede stort, at en halv Snes endnu er i Live. Luther er virkelig af de store Digtere, og det store ligger i, at han uden Snirkler og Sving giver Hjertets Tanke sit følte Udtryk. Dette er netop den ægte Digtnings Art.
43          Sangene naaede hurtigt langt omkring og blev et mægtigt Vaaben i Evangeliets Tjeneste. Visekræmmere lærte Folk Melodierne, og vilde Præsterne ikke havde Sangene ind i Kirkerne, saa var der Steder nok, hvor man kunde synge. Men kunde Sangene komme ind i Kirkerne, da var det Folks store Glæde.
44 Den første Begyndelse i Wittenberg var, at Koret sang disse tyske Sange i Stedet for de latinske, og det var allerede rart, at man kunde forstaa, hvad der blev sunget. Men snart sang hele Menigheden med, Mænd og Kvinder.
45 Der kunde være lovlig mange, som sang "egen Melodi", thi man var ikke vant til Menighedssang. Derfor maa der stundom en kraftig Opfordring til, at de, som ikke kan synge, skal lade være. Men Glæden over at maatte udsynge Bod og Tro og Haab og Tak har rigelig opvejet den Slags Smaaærgrelser.
46        Men som de evangeliske glædede sig over denne Sangens Tid, saa rasede de gammeldags. Det var netop strengelig forbudt Lægfolk at synge med i Gudstjenesten, (307) og selv om nogle Smaasange efterhaanden var taalte, -- saa havde St. Paulus jo dog i det mindste forbudt Kvinderne at tale i Menigheden. Skulde de saa maaske have Lov at synge!
47        Det endte med, at Katholikerne ogsaa indførte tysk Kirkesang!
48        Men man kunde ikke blive staaende ved at synge visse tyske Sange ind imellem Latinen. Man maatte se at naa til hel tyske Gudstjeneste, -- tysk Messe, som man sagde.
49       Der var allerede indført tysk Messe enkelte Steder. Thomas Münzer havde f. Eks. gjort det i Allstedt 1523, iøvrigt i nær Tilslutning til den romerske Messe. 1524 og 1525 høres der om det samme adskillige Steder. Af særlig Betydning som Vejledning blev for mange et Skrift af Præsten Kaspar Kantz i Rigsstaden Nördlingen i Bayern: "Om den evangeliske Messe, hvorlunde man skal holde den," 1522.
50 Det var et Programskrift, ikke nogen virkelig indført Ordning, men Programmet var meget godt. Fra 1524 brugte en Kapellan i Hospitalet i Nürnberg en hermed beslægtet ordning, medens en nok saa konservativ Ordning indførtes i Strassburg.
51        Man rørte sig altsaa rundt om i dette Spørgsmaal, og uafladelig kom der Forespørgsler til Luther, om han ikke vilde gaa i Spidsen? Men Betænkelighederne blev langvarige hos ham, ikke blot angaaende de rette Ord, men ogsaa angaaende de rette Melodier. Og saa var han angst for, at Folk skulde løbe til og lave en ny kristelig Lov ud af det, naar der indførtes helt fælles Skik hos de evangeliske. (308)
52        Endelig gav Bondekrig og meget andet ham da ogsaa rigeligt at bestille.
53       Men 1525 blev det Alvor. I Høsten fik han to kurfyrstelige Musikere fra Torgau til Wittenberg for at have dem til musikalske Hjælpere og Raadgivere. Særlig den ene af dem, Luthers Ven Johan Walther, blev ordentlig sat i Arbejde. Luther holdt ham fast hele 3 Uger til Samarbejde. Luther satte selv Noder til de tyske Tekster, f. Eks. til Nadverens Indstiftelsesord, der i den katholske Messe blev sagt uhørligt. Endelig kunde man da 20. Søndag efter Trinitatis den 29. Oktober 1525 gøre det første Forsøg med tysk Messe i Sognekirken.
54       Straks derefter udarbejdede han denne Ordning til Trykken, og i Begyndelsen af 1526 udkom Bogen: Tysk Messe og Gudstjenesteordning.
55       I udvortes Henseende er denne Gudstjenesteordning paa flere Punkter konservativ. Der bruges Messeklæder, Sakramentet opløftes. Der bruges Messesang med Menighedssang imellem. Besøgende Schweizere, der var vant til, at ikke en Tone maatte synges ved Gudstjenesten, og at hverken Billeder eller Messeklæder taaltes, syntes, det gik helt katholsk til i Wittenberg.
56 Men i Virkeligheden var Ordningen paa det afgørende Punkt meget radikal. De gamle Stykker foran Prædikenen var i det væsentlige bevarede, enkelte omdannede til Menighedssang. Men den egentlige Nadverliturgi er radikalt omdannet. Vi har set, hvorledes den Tids mere eller mindre heldige Reformatorer kunde forse sig paa visse udvortes Ting, naar de vilde finde tilbage til den rigtige Nadverskik: Tolvtallet, Brødets Brydelse, Tagen med Hænderne og mange andre ydre Former.
57 Luther føjer i sin tyske Messe endnu et Træk til af denne Art, (309) idet han ønsker først Brødet velsignet og uddelt, derefter Velsignelsesordene over Kalken og dennes Uddeling, thi saaledes skete det jo Skærtorsdag Aften. Men ingen af dem lagde Mærke til den eneste "liturgiske" Anvisning i Indstiftelsesberetningen: Jesus takkede.
58 Dette Udtryk er netop meget talende, naar vi sætter os ind i de overleverede Vidnesbyrd om den ældste Menigheds Nadvergudstjeneste. Den var just en Taksigelsens Tjeneste, saa at det ligefrem var blevet Skik at kalde Nadveren for "Taksigelsen" (Eucharisti). Denne gamle Lovprisning og Taksigelse og Bøn om Nadverens Naade var ogsaa bevaret i den gamle Messe, -- i Fangenskab mellem mange Tilføjelser -- og i den var efter gammel Skik Indstiftelsesberetningen flettet ind som Bøn, talt til Gud for at minde om Jesu Indstiftelse og Forjættelse.
59        Denne gamle Takkens og Bønnens Tjeneste fjernede Luther nu helt. Han beholdt kun Indstiftelsesberetningen og ikke som Bøn. Fadervor havde i gammel Tid været brugt efter Uddelingen, men Pave Gregor den Store havde flyttet det frem foran Uddelingen. Nu satte Luther det foran Indstiftelsesberetningen for at være Nadverbøn, og forud for det skulde gaa en Forklaring af det, efter det en Formaning til Nadvergæsterne. Ved Uddelingen siger Præsten intet.
60        Det maa siges, at dette Stykke Arbejde kunde have været gjort bedre. Men Luther havde simpelt hen ikke Adgang til de Vidnesbyrd, vi nu kender, om Oldtidsmenighedens Skik. Han stod over for den romerske Messe, i hvilken man gaar i Ruiner og Murgrus, og han maatte stærkt føle, at samme Ruiner var overtroede med en frodig Urskov af Overtro.
61 Han nøjedes da med at redde den egentlige Helligdom, Jesu Kristi Nadverforjættelse, ud af Ruinen og ud af Latinen til at lyde klart paa (310) Modersmaalet for Menigheden. Og Herren, som ikke har bundet sig til Bogstaver, har rigt velsignet Nadveren i de lutherske Menigheder.
62        Det var ingenlunde alle Vegne, at Lutheranerne straks indførte denne Ordning. Det var ogsaa Luthers Ønske, at man ikke skulde blive alt for ens. De fleste Steder havde man i Virkeligheden en rigere Liturgi i lang Tid, indtil senere gennemgaaende Luthers tyske Messe fik Hævd med lidt Ændringer.
63        I Aaret 1526 kom ogsaa en renset Døbebog. Deri har Luther betydelig forkortet den første fra 1523. Blæsningen ved Korstegnelsen, Overrækkelsen af Salt, Efata, Salvelser, Overrækkelse af Lys, flere Bønner og Exorcismerne paa een nær er udeladt. Skikken at række det nydøbte Barn Nadveren -- eller Vin af Alterkalken -- brugtes vist alt forinden ikke i Brandenburg Bispedømme. Dette Luthers andet Daabsritual blev gældende i de fleste lutherske Landskirker i lange Tider, i Danmark og Norge indtil 1783.
64         I 1529 tilføjede han en Brudevielsesbog, en Anvisning til udenfor Kirkedøren at proklamere et indgaaet Ægteskab og til inde i Kirken at nedbede Velsignelse over de nygifte.
65        Saaledes havde Luther ikke blot været Redskab til at forny Forkyndelsen i Menigheden. Ogsaa Gudstjenestens øvrige Gang havde han fornyet i Folkesproget og gjort rig ved, at det det kristne Folk kom til at synge Herren en ny Sang deri.

Videre til sev15.

Noter: