Her Kapitel 13. Wittenberg uden Luther, side 276-297.

Tilbage til oversigten!

Tilbage til kapitel 12!
 

1 Wittenberg uden Luther.           Da Luther red fra Wartburg, var der kaldt paa ham.          Verdens Gang havde nemlig ikke staaet stille, mens han sad fjælet i Bjergborgen. I Wittenberg var det endog kommet til at se broget ud.
2        Karlstadt havde Eck jo faaet sat i Band med Luther. Ham var man glad ved at slippe af med. En halv Snes Dage efter Luthers "Tilfangetagelse" rejste han til København efter den danske Konges Indbydelse. Christian II var nemlig ikke blot Kejserens Svoger, -- og den brandenburgske Kurfyrstes. -- Hans endnu levende moder Enkedronning Christine var Frederik den Vises lidt ældre Søster.
3   Han havde saaledes nær Familieforbindelse med det sachsiske Hof. De tre nordiske Rigers Konge var som bekendt en mærkelig Mand. Fra een Side set var han en uhyggelig Mand, godt nok i Stil med den italienske Renaissances Mønstre, voldsom og lidet nøjeregnende med Midlerne. Paa den anden Side var han en vidtskuende Mand, og han havde tidlig en Forstaaelse af, at der gryede noget i Wittenberg, om der end foreløbig var liden Dybde i hans Forstaaelse.
4  I Aaret 1520 havde Biskop Lavge Urne i Roskilde sendt Professor Chr. Morsing udenlands for at skaffe et Par dygtige Professorer. (277) Biskoppen ønskede dem hentet i Køln eller Løwen, men Kongen havde givet en anden Anvisning til sin Morbroders Lande. Fra Wittenberg fik Morsing da ogsaa to Lærde med sig, Humanisten Matthias Gabler, der blev Professor i Græsk indtil Kongens Flugt, og den sydtyske Præst Martin Reinhard.
5  Denne sidste blev sat til at prædike i Nikolaj Kirke alle Gudstjenestedage, og naar det ellers var hans Lejlighed. Københavnerne forstod da noget nær alle Tysk, og der var stor Tilstrømning. I en Disputats paa Universitetet forsvarede han Luthers Bog om Kirkens babyloniske Fangenskab; den var da just udkommen. Denne Lutherdommens Prædiken begyndte i Efteraaret 1520 og fortsattes Vinteren igennem.
6  Københavnerne lagde Mærke til hans stærke Fagter, vel ogsaa til hans sydtyske Udtale. Dette benyttede Præsteskabet ved Frue Kirke til et Forsøg paa at faa Latteren paa deres Side. En ung Fyr med Skuespilleranlæg fik de oplært til at efterligne ham, og allerede da var Grinet en Stormagt i København. Naar der var Gilde, skulde man have det Festnummer med, at "Drengen" prædikede som Reinhard, idet han med lignende Tonefald og Fagter "prædikerede" en hel Del Grinagtigheder.
7  Dette Fastelavnsvæsen blev det sidste, Københavnerne oplevede med Reinhard, thi sidst i Februar sendte Kongen ham til Tyskland for at faa en Universitetsgrad og for at skaffe om muligt selve Luther og Karlstadt til København. Han kom aldrig tilbage og forsvinder fra Aaret efter for os som Deltager i de karlstadte Sværmerier. Luther gemtes jo paa Wartburg, men Karlstadt fik man virkelig afsted til København.
8         Dog det varede kun en god Maaned. Endnu 13. Maj var Karlstadt i Wittenberg, -- og 20. Juni var han (278) tilbage igen. Man var ikek videre henrykt over saa hurtigt at faa dette uberegnelige Brushoved tilbage. Der blev holdt et helt Krydsforhør over ham. Om han var jaget hjem igen? Nej ingenlunde, han havde endog kun faaet Rejsetilladelse imod bestemt Løfte om at komme igen. Om han da ikke vilde afsted? Nej! Hvorfor dog? Nej, -- han var bange for "en Person"!
9 Wittenbergerne anvendte alle mulige Overtalelser for at faa ham afsted. Han maatte dog passe paa ikke at forstyrre det gode Forhold mellem Fyrstehusene! Men det endte med, at Karlstadt erklærede, at han hellere vilde forlade alt og gaa, hvorhen Gud vilde føre ham, end rejse til Danmark.
10       Fra Kongen, der var rejst fra Danmark omtrent samtidig med Karlstadt og nu var paa politisk Besøg hos sin Svoger Kejseren i Nederlandene, synes der at være kommet Tilbud til ham om at blive Biskop, ja maaske endog Ærkebiskop i Lund. Trængt af de mange Opfordringer sender Karlstadt da et Tilbud til Sachserhoffet om at rejse, men paa Betingelser. Og disse Betingelser er af den Art, at Tilbudet i Virkeligheden kun er en Udflugt.
11      Karlstadt maa ordentlig have følt Jorden brænde under sig i den Uges Tid eller to, han kan have været hos Kongen. "Personen", han var bange for, er muligvis Sigbrit, som al Verden var bange for. Men Kongen selv kunde maaske ogsaa være uhyggelig. Blodbadet i Stockholm laa kun et godt halvt Aar tilbage i Tiden, og i Karlstadts Stilling var det slet ikke hyggeligt at tænke paa, at dette var jo sat i Scene som en Kætterdom, idet Kongen havde givet politisk Tilgivelse, men Ærkebispen paa Kirkens Vegne skulde have Straf over Oprørerne mod Kirken.
12 Og Manden, der havde raadet (279) til alt dette, Afladskræmmernes uhyggelige troløse Sekretær Diderik Slagheck, var Kongen nu ved at gøre til Ærkebiskop i Lund! Angaaende Blodbadet skulde der føres forsigtige Forhandlinger med Pave og Kejser, saa den første Besked, Karlstadt fik, var, at han ikke offentligt maatte angribe Paven.
13      Det kan vel være forstaaeligt nok, at Karlstadt under disse Forhold trykkede sig ved atter at rejse til Danmark for at blive den uhyggelige Konges "kirkelige Konsulent".
14      Saaledes slap vi fri for at faa Karlstadt til Danmarks Reformator. Men nu havde Wittenbergerne ham, havde ham oven i Købet i en opreven Stemning, thi imidlertid var Justus Jonas bleven gjort til Provst i Allehelgenskapitlet, et Embede, som Karlstadt mente at have haft Fortrinnet til som Ærkedegn.
15        Der var Feber i det tyske Folkelegeme dengang. Fire Aar senere slog Sygdommen ud som den frygtelige Bondekrig. Foreløbig var der kun revolutionær Stemning, men denne lurede ogsaa allevegne. De sociale Forhold var i mange Maader fortvivlede. Landet var fuldt af Landstrygere, og i Stædernes Fattigkvarterer og de livegne Bønders Byer var der Mennesker nok, der let lod sig opagitere.
16 Det forrige Aarhundrede havde været rigt paa den Slags Prædikanter, og nu dukkede de op allevegne, Omstrejfere, som ingen kendte. De taler i Beværtningerne og ved Bystævner, og Dagen efter er de borte. Deres Radikalisme er religiøs, men det religiøse bestaar mest i Udmalinger af, hvorledes de ugudelige skulde udryddes med Sværd, de falske Præster slaas ihjel. Nu, da det lutherske Røre var kommet, havde denne sociale Bevægelse selvfølgelig ogsaa Tilbøjelighed til at smykke sig med Luthers Navn. (280)
17        Følelsen af, at der skulde overordentlig lidt til at fremkalde et Oprør, bandt Hænderne paa mangen katholsk Magthaver. Derfor blev det ved, at man truede med Forholdsregler mod Luther. Men denne nervøse Revolutionstrang var ogsaa en Fare for Evangeliet. Saadanne Mennesker kunde nemt jage til at "fortsætte Luther" paa en Maade, som ikke blot var umoden men ogsaa urigtig, ja ugudelig.
18        I Erfurt var man meget hurtigt skredet til at bruge Magt mod Præsteskabet. Vi har allerede hørt om Optøjerne efter Luthere Gennemrejse. I Juni og Juli gentog det sig langt voldsommere. Da endelig Byens Øvrighed havde skaffet Ro, drog mange Studenter og andre bort til Wittenberg, hvor de nu blev et uroligt Element, der vilde drive Luthers gamle Menighed frem.         Og der var virkelig Opgaver, som maatte løses.
19         Først meldte sig Spørgsmaalet om Præsters Ægteskab. I Maj giftede en af Luthers Disciple, Præsten Bartholomæus Bernhardi i Kemberg, sig. En Præst i det Mansfeldske og en Præst i det Meisniske gjorde ligesaa. Biskoppen greb ind imod dem, men Luther billigede deres Ægteskab. Det var Præsters gamle Ret.
20 Luther tog ellers meget nøgternt paa Sagen. Friheden skulde staa fast, men i de vanskelige Tider kunde det være et Spørgsmaal, hvad der var praktisk for den enkelte Præst. Spalatin fraraadede han Giftermaal, at det ikke skulde føre ham i Bekymringer. Ganske anderledes fo'r Karlstadt frem. I Sommerens Løb kom der et Skrift af ham, hvori han ud fra 1. Tim. 3,2 beviste, at ingen maatte blive Præst uden at være gift og have Børn!
21       Men den samme Ret til at gifte sig, tillagde Karlstadt (281) ogsaa Munkene, naar de følte Trang dertil. Det var ganske vist en Synd, men en mindre Synd, at bryde Løftet. Melanchthon derimod søgte en Begrundelse deri, at en Munks Løfte burde løses, hvis han ikke havde Kraft til i Sandhed at opfylde det.
22       Disse Grunde fandt Luther alt for tynde. Munke var det en hel anden Sag med end Præster, thi de havde gjort et særligt Løfte, og naar Karlstadt dog holdt det for Synd at bryde det, saa var det ikke raadeligt at bryde det. Saa kunde man lige saa godt ophæve alle Guds Bud.
23 I det hele staar det straks som en ganske fremmed Tanke for Luther, at Munkene skulde kunne løses fra Løftet. Og dg følte han dybt, at en saadan Løsning vilde for mange være en Velgerning. Han kendte som Skriftefader saa mange Munkes Hemmeligheder, at han ogsaa vidste Eksempler nok, hvor det vilde have været godt at lukke Klosterdøren op.         "Gud tier, og Mennesket er raadløst. O, vi elendige!"
24      Men nu var Spørgsmaalet rejst, og Luther kunde ikke slippe for det. Han grublede videre over Munkeløfterne, og da klarede det sig for ham, at disse alligevel med god Grund kunde siges bortfaldne, idet Forudsætningerne for dem var falske. Man havde aflagt dem i den Tro, at de var Vejen til Hellighed og Salighed. Og da alle disse Forudsætninger nu var opløst i Paveløgn og Munkedrømme, saa vilde man ogsaa med god Samvittighed kunne regne Munkeløftet for intet og henholde sig udelukkende til sin Daabs Pagt.
25        Luther udtalte dette, dels i Postillen til Helligtrekongersdag, dels i Theser, og især i et udførligt latinsk Skrift om Munkeløfterne. Dette sidste Skrift kom i Virkeligheden til at gøre Klostrene tomme. Martinus (282) fra Wittenberg tilintetgjorde det, som Martinus fra Tours havde indført. Han selv tænkte dog slet ikke paa for sit Vedkommende at træde ud af Ordenen og lade Løftet falde. Nu gik han i sit 40. Aar og forudsatte at skulde blive ved at være Augustinermunk.
26        Luther skrev sit Skrift om Munkeløfterne i Anledning af noget, der var sket i Wittenberg. Her var allerede Augustinermunke traadt ud af Klosteret i Begyndelsen af November. Augustinerkirken havde nemlig faaet en voldsom Prædikant i Munken Grabriel Zwilling (Didymus), der i en Aarrække havde været Luthers Klosterbroder. Denne lille, magre, enøjede Mand var i Besiddelse af en stærk Veltalenhed og prædikede under voldsom Tilstrømning.
27 Blandt andre saas Melanchthon stadig iblandt hans Tilhørere. Man syntes i Wittenberg, han var en anden Luther. Luthers rolige Overblik manglede han dog aldeles. I Karlstadts Stil drog han i en Række Prædikener paa det voldsomste til Felts mod Munkevæsenet. Ingen, der døde i en Munkekappe, kunde blive salig! Munkene var gaaet i Kloster i Djævelens Navn! Vilde de ikke selv gaa ud, skulde de sæsttes ud med Magt!
28         Klosteret havde da over 40 Munke. I Løbet af November Maaned traadte nu 15 ud, deriblandt Zwilling selv. Prioren vilde have Tvangsforholdsregler mod de undvegne, men han kunde knap gaa sikkert paa Wittenbergs Gader. Ordensvikaren Link sammenkaldte da et Ordenskonvent i Wittenberg; her blev Resultatet, at Ordenen selv gav Frihed til at udtræde. Dermed opløstes lidt efter lidt Ordenen i de tyske Lande.
29        Alt dette havde stor Betydning for de mange Klosterfolk, men et Spørgsmaal af ganske anderledes Betydning for den hele Menighed trængte sig paa i de sam- (283) me Maaneder. Det var Messen, Alterets Sakramente i Kirkerne.
30        Luthers sidste Udvikling og de deraf fremgaaede Stridsskrifter havde jo sat denne Sag helt i Forgrunden. Theorien havde han helt forandret. Saa maatte der ogsaa ske noget i Praksis. Det havde Luther ogsaa selv en levende Følelse af, og 1. August skrev han til Melanchthon, at saa snart han kom hjem, vilde han sætte en Nadverskik efter Kristi Indstiftelse i Stedet for Messen.         De radikale Aander i Wittenberg kunde imidlertid ikke vente, -- og havde nok heller ikke Tid at tage Luther med paa Raad.

31        Vi maa standse et Øjeblik for at se, hvad det var, man her stod over for.          Den apostoliske Menighed havde fulgt Herrens Befaling: "Gør dette til min Ihukommelse". Hver Søndag samledes Menigheden for at fejre den hellige Nadvere. Som Jesus havde "takket" over Brødet og Vinen, saaledes takkede og prisede Menigheden Gud, og derefter fik alle deres Del i det hellige.
32 Men som Aarhundrederne gik, knyttede der sig vrange Forestillinger til. Uklare Tanker om, at Nadveren var den nye Pagts Offer, begyndet at flytte Tyngdepunktet. Nadveren begyndte at blive en hellig Handling, som det var en god Gerning at overvære, i Stedet for en Guds Riges Bespisning af de troende. Saa begynder det efter Aarhundreders Forløb at kunne ske, at nogle af Menigheden nøjedes med at overvære den hellige Handling uden at nyde Elementerne. Ja, en skøn Dag gaar det saa vidt, at slet ingen melder sig til Deltagelse, saa Præsten bliver den eneste, (284) der nyder Nadveren.
33 Man har vel i Begyndelsen følt det som en Uorden, men i Tidens Løb vænnede man sig dertil. Kun en eller to Gange om Aaret, især ved Paasketid, lod Folk sig Sakramentet række. Som oftest blev Præsten ene derom. Større og større Sky fik man for det hellige. Tidligere havde man modtaget Brødet med Haanden. Nu maatte ingen Lægmand røre det med andet end Munden. Rørte man det med Haanden, var det en forfærdelig Helligbrøde.
34 Haanden skulde hugges af. Denne Angst for det hellige har sagtens været en Hovedgrund til, at omkring Aar 1100 begyndte man i Stedet for at række Bægeret at dyppe Brødet i Vinen og saaledes række Elementerne. Det er muligvis noget, Lægfolk selv har ønsket. I Begyndelsen bekæmpedes Skikken fra oven, men den blev ved og blev snart til, at man kun rakte Lægfolk Brødet. Denne i Grunden ulovlige Skik og Brug sloges saa fast som Kirkelov af Koncilet i Konstanz imod Hussiternes Ønske om at nyde Sakramentet under begge Skikkelser.
35       Men den Nadver, man ikke nød men lod Præsten være ene om, den var saa blevet et trolddomsagtigt Offer for levende og døde: Den rigtig viede Præst kunde ved at sige de rigtige Ord forvandle Brødet og Vinen til Jesu Legeme og Blod og ofre dette til Gud i Himmelen. Og Messen, dette Offer, kunde gælde en ganske bestemt, f. Eks. en Død i Skærsilden. Saaledes faar man Sjælemesserne.
36 En Mand giver nogle Penge for, at en Messe med saadant bestemt Formaal skal holdes. Muligvis stifter han et Legat, for hvis Penge Messen kan gentages til evige Tider. Ved Allehelgenskirken i Wittenberg var der Legater for omtrent 10.000 saadanne Messer aarlig. En saadan Messe var altid en Enemesse, hvorved slet ikke andre end Præsten behøvede at være (285) tilstede, og hvor han da selvfølgelig ogsaa var den eneste, der nød Elementerne.
37 Det var endda ikke dette, der lagdes Vægt paa, men det Offer, han foretog. Ordene, hvormed denne hellige Handling skulde foretages, var foreskrevne indtil sidste Stavelse. De var paa Latin, og de helligste Stykker deraf skulde siges uhørligt for Menigheden. Hovedsagen deri var, -- delt i mange Smaastykker -- den store Nadverbøn fra Oldkirkens Dage, hvori ogsaa -- efter en Bøn om, at Elementerne maa blive Jesu Legeme og Blod -- Indstiftelsesberetningen er indflettet. Men der er ogsaa adskilligt liturgisk Vraggods af sen Oprindelse, saaledes det saakaldte Offertorium. Og det hele havde faaet fortrukne Træk, idet der skulde haves en Offerhandling ud deraf.
38       Med den Klarhed over Nadverens Væsen, som Luther havde naaet, var dette jo en meget slet Maade at holde Nadver i Kirken paa. Uddelingen under den ene Skikkelse lagde han endda ikke saa stor Vægt paa. Den troende kunde ligefuldt have samme Velsignelse deraf. Det var kun en Ukorrekthed. Men hele Offervæsenet, det var en anden Sag, det var en Ugudelighed. De vedkommende Ord maatte man endelig udelade.
39 Endelig var Enemesserne en meget betænkelig Sag. Til at begynde med søgte Luther at give en slidelig Forklaring af dem. Præsten skulde tænke derved, at han vilde gaa at tage Sakramentet og derved bede for en og anden.
40        Men trods al Tagen i bedste Mening og trods al en mangeaarig Præsts Kærlighed til de gamle Ord var Luther klar over, at man maatte videre engang. Han havde selv udtalt det Program: Jo mere vor Nadver ligner den første Nadver Skærtorsdag Aften, des bedre. (286)
41       Dette Program tumlede da Wittenbergerne med.        Melanchthon lod i en Universitetsforelæsning falde Ord om, at man snart maatte til at uddele begge Skikkelser, og der er en Brevberetning om, at en saadan Uddeling skal være sket i Sognekirken Mikkelsdag med Melanchthon som Deltager. Det bliver dog noget usikkert.
42        Gabriel Zwilling talte i Begyndelsen af Oktober voldsomt derom i Augustinerkirken. Tilhørerne var dybt rystede. Han tog det meget bogstaveligt med Ligheden med den første Nadver, idet han hævdede, at der egentlig altid burde være 12 til en Altergang. De to Skikkelser var selvfølgelig ogsaa en Hovedsag for ham saa vel som Afskaffelsen af Offervæsenet. Zwillings Optræden førte til, at Prioren afskaffede alle Messer, da han ikke vilde finde sig i Indførelsen af noget nyt. I Klosterkirken blev der altsaa foreløbig kun prædiket.
43      Karlstadt bragte Sagen til offentlig Forhandling ved en Disputats paa Universitetet 17. Oktober. Hans Stilling var mærkelig selvmodsigende. Han har intet imod Tilbedelsen af Sakramentet eller mod Enemesserne, og han advarer mod at give de svage Anstød. Men Tilbageholdelsen af Kalken anser han for en saadan Synd, at han raader til hellere at afholde sig helt fra Sakramentet. Melanchthon optraadte i Forhandlikngerne som den radikale. Nu var der prædiket nok, nu skulde der handles. En Kommission indberettede Forhandlingerne til Kurfyrsten med Anmodning om, at han som Landsherre vild indføre en ny Altergangsskik.
44        Men Kurfyrst Frederik vilde ikke have hermed at gøre. Han havde Bryderier nok med Rigsregeringen, og han var en Lægmand, som ikke vilde gribe ind i sligt, der var hele Kristenhedens Sag. Han bad Kapitel og Uni- (287) versitet om at forhindre Forandringer. Selv havde han vel slaaet sig til Ro med Luthers tidligere Forklaringer.
45 c        Ved Efterretningerne om Nadverforhandlingerne skrev Luther en ny lille Bog "Om Messens Misbrug" til sine Ordensbrødre i Klosteret, at de kunde være klare over Sagen, saa de kunde skride til Handling med rolig Samvittighed. Heri dukker et lille Træk op, som viser, at han ogsaa kunde forse sig paa Grundsætningen om Lighed med den første Nadver, idet han fraraader Præstens Selvkommunion, fordi der jo ikke staar, at Jesus selv nød af Brødet og Vinen. I de senere praktiske Ordninger og Svar paa Forespørgsler har han ladet denne Tanke falde og holder tværtimod paa, at den uddelende Præst skal selv deltage i Nydelsen.
46 Efter hans Død dukkede denne Tanke dog op igen og førte til, at Præstens Selvkommunion blev forbudt i mange lutherske Kirker, bl. a. i Sjællands Stift 1640, i hele Danmark 1685. Det er i Modstrid med Menighedens ældste Skik og en Forglemmelse af, at Præsten jo ikke er Kristus, men kun een af Menigheden. -- Ellers klarer han i dette Skrift Præstebegrebet, afviser Offervæsenet og fraraader at tro paa nogen Skærsild. I denne Forbindelse udtaler Luther, at han ikke tror paa Gengangere. Har der været noget paa Spil, har det været Djævelen selv. Iøvrigt beder han om ved Forandringer at være skaansom over for de svage.
47       Dette Opmuntringsskrift sendte han til Trykning, men Spalatin gemte det, saa at det ikke fik Indflydelse paa Udviklingen.           Da ankom Luther pludselig til Wittenberg. Rygterne var blevet ham for brogede. Ledsaget af sin Rytter red han da afsted. Den 3. December blev han kendt af en Kone i en Gæstgivergaard i Leipzig, men Hertug (288) Georg kom for sent til at fange Fuglen. Den adelsklædte Rytter red til den adelige Domherre Amsdorfs Hus, hvor Melanchthon boede, og det tænkte Wittenbergerne ikke noget ved. Selv nære Venner kunde ikke genkende ham, før Røsten røbede ham. Det havde han adskillige Løjer af.
48 Der blev sendt Bud til Lukas Kranach, at en fremmed Junker vilde portræteres. Mester Lukas (289) spurgte, om det skulde være i Olie eller i Vandfarve, og da Junkeren maatte svare, kendte ogsa Kranach ham og malede Billedet. I faa Dage var han hos Vennerne, hørte og spurgte og skyndte sig saa tilbage til "sin Ørken". Han var rejst for at skynde paa Reformerne, men tilbagevendt til Wartburg skrev han: "En tro Formaning til alle Kristne om at vogte sig for Oprør".
49 Ordet har vist sin Magt til at sejre. Hvor er det allerede gaaet tilbage for Papisterne! Lad Ordet nu kun virke et Par Aar til, saa vil hele det pavelige Regimente forsvinde som en Røg. Men dette Spil vil Djævelen gerne hindre ved at anstifte haandgribeligt Oprør.
50          Det var ikke uden Grund, Luther sendte denne Advarsel, thi Dagen før han kom til Wittenberg, havde der været Uroligheder. Der var kastet Sten gennem Sognekirkens Vinduer, da der om Morgenen læstes Ottesang, og siden var Studenter og Pøbel trængt ind med Knive, havde revet Bøgerne fra Messepræsterne og jaget disse ud. Dagen efter gjorde de Optøjer i Graabrødreklostrets Kirke, og nogle Domherrer ved Stiftet fik Ruderne slaaet ind. Alle Vegne var det Studenter fra Erfurt, der førte an.
51       Kurfyrsten og Byøvrigheden greb energisk ind, saa det blev ikke til mere, men det skete gav allerede ondt Rygte.         Under alt dette var de officielle Bestræbelser for at faa reformeret Gudstjenesten helt strandet. Da gav Karlstadt pludselig Sagen et stærkt Stød fremad. Han var jo Ærkedegn ved Allehelgenskapitlet og skulde som saadan læse Messer. Hidtil havde han faaet Embedsbrødre til at gøre det for sig. Men nu under Spændingen nægtede disse at blive ved.
52 Men skulde han selv, da (290) skulde det være paa en Maade, som kunde forliges med hans Samvittighed. Juledag 1521 holdt han da Nadver paa en ny Maade. Af Liturgien udelod han Offerbønner og Opløftelse. Derefter uddeltes begge Skikkelser, og i Stedet for at faa Hostien lagt i Munden, skulde Folk tage den med Hænderne, thi Jesus siger: "Tager dette". Skriftemaalet forinden udelod han. En Mængde Wittenbergere strømmede til disse Altergange.         Samtidig drog Zwilling rundt i Nabobyerne og gjorde ligesaa.         Men nu kom der nye Fremmede til Bys fra en anden Kant end Erfurterne.
53        Lige i Juledagene kom til Melanchthon en af hans gamle Disciple Markus Stübner med to Klædevævere, hvoraf den ene hed Nikolaus Storch. De kom fra Zwickau. Denne velhavende By laa ogsaa i Kurfyrstens Lande men afsides stærkt henad Bøhmen til. Der var en Mængde Væverier, og netop Væverne var fra Middelalderen stærkt med i allehaande sekterisk Væsen, Gudsvennernes Mystik og Valdensernes Bibelkristendom.
54 Virkningen fra det hussitiske Bøhmen kunde ogsaa nok mærkes i denne Befolkning. Hertil kom 1520 en meget urolig Præst Thomas Münzer, som blev Præst ved Mariekirken. Det maa siges, at han var alvorligt greben af Sorg over Tidens sociale og religiøse Nød, men han var tillige et forvirret Hoved med fanatisk Had til det bestaaende, megen Ærgerrighed og saa ellers af Anskuelse Mystiker. Det er ikke let i faa Linjer at sige, hvad en Mystiker er, men Side 110 er der givet Antydninger. (se 5a#32).
55 Münzer har hele den mystiske Trappestige, som Sjælen skal gennemgaa: Grovhedsaflæggelse, Studering, Forundring, gelassen Gelassenhed, Staaen i Kedsomhed og endelig tilsidst Henrykkelse. Iøvrigt gik (291) han ud fra, at det nye Gudsrige skulde oprettes ved Vaabenmagt, og han havde travlt med at forberede Revolutionen. Stundom kunde man tvivle om, hvorvidt han var rigtig klog, som naar han om Morgenen tidlig kunde finde paa at raabe Brand! for at forskrække Naboerne.
56         Hans overspændte Prædiken vakte ikke ringe Opsigt, og ikke mindst sluttede Nickel Storch sig til ham. Storch var en sekterisk Sværmernatur. Fra Valdenserne havde han en stor Bibelkundskab, men samtidig var han et stort Stykke af en Anarkist og tillige en sværmerisk Drømmer. Hvad vi véd om hans Anskuelser viser, at han og hans Venner var et sidste Skud af Middelalderens Sektvæsen, og at disse "himmelske Profeter", som Luther kaldte dem, ikke var Reformationens Børn.
57        Münzer udtalte ligefrem i en Prædiken, at Storch var en Profet. I Sommeren 1521 maatte Münzer fortrække fra Zwickau og blev næste Aar Præst i Allestedt i Thüringen.
58         Men de to Vævere ledsagede af Stübner, som var helt vunden af dem, indfandt sig imidlertid i Wittenberg. De meldte sig som Guds Udsendinge og optraadte med stor Sikkerhed, -- og overfor det, der optraadte sikkert, blev Magister Philip Melanchthon altid usikker. Storch erklærede, at Luther utvivlsomt vilde anerkende ham som Broder. Melanchthon skrev samme Aften til Kurfyrsten, at han havde stærke Grunde til ikke at foragte disse Folk, men han bad meget om at faa Luther kaldt tilbage som den eneste, der overlegent kunde bedømme Forholdene.
59        Iøvrigt sagde Zwickauer-Profeterne, at Luther havde vel Ret i det meste, men efter ham skulde der komme en anden med en højere Aand, -- vistnok Storch selv, (292) thi til denne havde Engelen Gabriel sagt: "Du skal sidde paa min Trone".
60        Der er ingen Grund til at tvivle om de overspændte Menneskers Ærlighed, men netop i dette Øjeblik var de et farligt Element at faa til Wittenberg. Hos Stübner mødte man især Kritiken af Barnedaaben, en Kritik, som Melanchthon paavirkedes meget af.

61 Karlstadt var i høj Grad paavirkelig over for det mystiske hos Profeterne. Storch lærte hele den mystiske Naadevej om at naa til at smage den himmelske Sødme. Man skulde lære al Ting af Aanden. Havde Gud villet belære Menneskene ved en Skrift, saa havde han ladet en saadan falde ned fra Himlen. Storch kunde paa Valdenservis den halve Bibel udenad, men paastod nu, at den kendte han kun ved Aandens Aabenbaring, thi han kunde hverken læse eller skrive.
62 Det sværmeriske i Karlstadts Natur gribes af alt dette. Hvad skulde man saa med Lærdommen? Paa Universitetet opfordrede han Studenterne til at rejse hjem og blive Landbrugere, thi denne Stand havde Gud indstiftet, men ikke Theologernes. Hans gode Ven Georg Mohr, Rektoren ved Byens Latinskole, tænkte ligesaa. I Taler paa Kirkegaarden opfordrede han Forældrene til at tage deres Børn ud af Skolen, da det ikke var Guds Vilje at gøre dem salige ved denne Verdens Visdom. Profeten Storch kunde jo hverken læse eller skrive! Han fik virkelig ogsaa Skolen tom, hvorefter man brugte Lokalet til Brøduddeling til de fattige.
63         Karlstadt føler sig mere og mere som Manden, der skal fuldkommengøre Luthers halvgjorte Gening. Den 20. Januar giftede han sig med en fattig Adelsfrøken. Andre Præster havde gjort det før, saa det var ikke mere saa opsigtvækkende, men Karlstadt gjorde alt for at slaa (293) det op til en verdenshistorisk Begivenhed. Han indbød al Verden, Kurfyrsten med, til Bryllup og udgav et Skrift om sin Bedrift. Der var da ogsaa en Spøgefugl, der udgav et nyt Vielsesritual for Karlstadt med følgende Kollekt i Helgenstilen:
64       "Vor Gud, du som efter saa lang og ugudelig Blindhed hos dine Præster har værdiget den lyksalige Andreas Karlstadt at tage en Hustru, vi bede dig, giv at alle Præster jager deres Kokkepiger væk eller tager dem til lovlige Hustruer, osv". (294)
65        Kort efter giftede iøvrigt Domprovsten Justus Jonas og en anden Domherre sig, dog uden saadant Rabalder.
66       Nu skulde Kirkerne renses. Karlstadt, Zwilling og de andre prækede voldsomt mod "Afgudsbillederne". I Augustinerklostret gjorde Munkene Begyndelsen med at ødelægge alle Helgenbillederne eller vel alle Billeder. I Begyndelsen af Februar trængte en Folkehob ind i Sognekirken, slæbte alle Billeder ud og sønderslog dem, og i Omegnens Landsbykirker, hvor Zwilling og Storch drog rundt, fulgte den ene Kirkestorm paa den anden.
67 Messeklæderne behandledes ogsaa som Afguderi. Zwilling forrettede Gudstjeneste i Studenterdragt. Af Broderskabsstiftelser og Messelegater lavedes der en Fælleskasse, som skulde bære Byens Udgifter til allehaande kirkelige og humane Formaal. Sit kristelige Sind skulde man vise ved saa aabenbart som muligt at bryde de katholske Love: tage paa Sakramentet, paa Gaden for alles Øjne spise Kød og Æg om Fredagen som Brud paa Fastelovene.
68       Kurfyrsten kom i megen Vaande ved alle disse Reformer. Nølende var han af Natur, og saa syntes han ogsaa, der var saa meget underligt i dette Wittenberger-Væsen, ligesom Forslag stod mod Forslag. Naar de besindige Lærde i Wittenberg ikke kunde naa til en moden Dom over Begivenhederne, kan man ikke gaa i Rette med den gamle Kurfyrste, fordi han ikke i en Fart kunde finde sig til Rette i alt dette.
69 Dertil var de politiske Forhold saare vanskelige. Der var i Nürnberg en Rigsregering, som pressede paa, at han skulde tage Forholdsregler mod det skete, hvis han ikke vilde vinde sig i, at andre gjorde det. Biskopperne af Meissen og Merseburg havde anmeldt en Visitats i hans Lande for at sætte den gamle Skik paa Fode igen.
70 Men dybere end ret mange havde den fromme Fyrste tillige indpræger sig Luthers ord om, at der ikke maatte bruges Magt. Hellere end at gøre noget af disse Mennesker Uret, vilde han gaa fra det hele som en fattig Mand. Men at kalde Luther til Wittenberg i disse Maaneder, ansaa han for meget uklogt. Der var udskrevet en Rigsdag i Nürnberg til Midfaste. Det var rart at faa den overstaaet, inden der skete alt for meget.
71        Der blev derfor noget vaandefuldt afvendende over Kurfyrstens Forhold, og Stillingen blev ikke lettere, da Universitetet og lignende Autoriteter lod ham i Stikken.
72       Luther blev hurtig underrettet om Begivenhederne i Wittenberg og ogsaa anmodet om at komme. At komme til Wittenberg for at prøve Zwickauer-Profeterne, det vilde han ikke. Det kunde Melanchthin virkelig godt besørge. Men alle disse umodne Reformer var det meget værre med. Det var ham klart, at Satan vilde Evangeliet til Livs og nu valgte ikke at gøre det ved Papisterne, men meget værre ved Luthers egne Venner.
73 Han var vis paa, at Menighedens store Mængde slet ikke var vokset til aandelig Frigørelse angaaende alle disse Kirkebud, og saa slog man om sig med noget "smaat Narreværk" som at tage Sakramentet med Hænderne eller spise Kød om Fredagen. Gentagne Gange antyder han, at han utvivlsomt bliver nødt til at rejse. Han har begyndt paa en udførlig Skrivelse til Wittenbergerne, men han har ikke fuldført den.
74         Han brød af og skrev i Stedet et lille frisk Brev til den betrængte Kurfyrste med Hentydning til den store Samling Helgenlevninger i Wittenberg:
75        "Eders kurfyrstelige Naade har nu i lange Aar ladet søge i alle Lande om Helligdomme. Men nu har Gud hørt Eders fyrstelige Naades Begæring og har (296) sendt -- uden al Bekostning og Ulejlighed -- et helt Kors med Nagler, Spyd og Svøber. Jeg siger atter: Naade og Lykke fra Gud til den ny Helligdom! Eders fyrstelige Naade forfærdes blot ikke, ja strække Armene trøstig ud og lade Naglerne gaa dybt ind, ja takke og være glad! Saaledes maa og skal det gaa den, som vil have Guds Ord, at ikke alene Annas og Kajfas raser, men ogsaa Judas er blandt Apostlene og Satanas blandt Guds Børn". -- Men nu skal Luther snart selv være i Wittenberg. Kurfyrsten skal bare ikke tage sig af ham.
76         Kyrfyrsten var da paa sit Yndlingsslot i Lochau (nu Annaburg). Han fik en ikke ringe Forskrækkelse ved Luthers Brev og sendte øjeblikkelig en udførlig Instruks til Amtmanden i Eisenach om at gøre Luther Modforestillinger. Dokumentet er et smukt Vidnesbyrd om Fyrstens alvorlige Omsorg baade for Luther og for sit Land. Han er bange, at han ikke vil kunne beskytte Luther i Wittenberg.
77        Disse Henstillingern naaede Luther i sidste Øjeblik ppaa Wartburg, men han rejste alligevel. Med sin tro Ledsager red "Junker Georg" østpaa. I Erfurt spiste han i "Høje Lilje" og kom ved Bordet i Disput med en Præst om Luthers Skrifter, saa Ledsageren fik travlt med at faa Hestene frem og komme afsted.
78 I Jena overnattede han, midt i Fastelavnsløjerne, i "Sorte Bjørn", og vi har to Schweizerstudenters Beretning om Mødet med den mærkelige venlige Ridder, der sad og læste i et hebraisk Psalter. Først da han Askeonsdag den 5. Marts var kommet over Halvvejen og naaet til Borna sønden for Leipzig og skulde til at passere Hertug Georgs Land, skrev han sit Svar til Kurfyrsten.
79 Dette "Heltebrev fra Borna" kan læses i Brevsamlingen: Som Forholdene (297) er, maa han til Wittenberg, og Kurfyrsten skal slet ingen Sorger have for ham. Han kommer i langt højere Beskyttelse end Kurfyrstens. Og kommer de at hente ham, skal Kurfyrsten kun lade Porten være aaben.
80       Gennem Hertugens Land har han ilet, og allerede Dagen efter, Torsdagen den 6. Marts, red han ind i Wittenberg.
81        Nu fik han skiftet Klæder og blev atter forvandlet til den kronragede Munk. Han flyttede ind i det halvtomme Augustinerkloster.
82 cVidere til sev14!
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter: