Tilbage til oversigten!

Her kapitel 11, side 217-.

Tilbage til kapitel 10!
 
 

1 I Worms.         Kirken havde talt sin Fordømmelse over Kætteren. Nu skulde "den verdslige Arm" foretage det fornødne med at gøre ham uskadelig.
2           Den 28. Juni 1519, mens der disputeredes i Leipzig, havde Kurfyrsterne valgt Kong Karl af Spanien til tysk Kejser. Kurfyrsterne var Ærkebiskopperne af Mainz, Köln og Trier samt de fire verdslige Fyrster: Kongen af Böhmen, og Kurfyrsterne af Sachsen, Brandenburg og Pfalz. Paven og Kong Frantz af Frankrig havde ikke sparet paa Penge for at købe deres Stemmer. Karl havde gjort ligesaa, og der var Kurfyrster, der havde skiftet Standpunkt 4-6 Gange. Værst var Ærkebiskop Albrecht.
3  Den eneste, der ikke havde taget mod Bestikkelse, var Frederik af Sachsen. Hans Indflydelse var i Virkeligheden den største, skønt de to Hohenzollere holdt sammen (Mainz og Brandenburg). Der var tale om at vælge ham, men han holdt paa, at "Ravnene skulde have en Glente". Saa satte han Karls Valg igennem, idet de andre trøstede sig med, at Karl nok mest kom til at opholde sig uden for Riget. Saa kunde de regere i Riget.
4         Men hele Tyskland var i national Begejstringsrus over Valget Aar og Dag derefter. Denne unge Kejser af det ædle tyske Blod skulde føre det tyske Folks Sage til Sejr! (218)           Man anede ikke, hvem man havde valgt.
5      Karl den Femte  var af Huset Habsburg, Sønnesøn af gamle Kejser Maximilian. Men han var og blev fremmed for det tyske. Maximilian havde nemlig i sin Tid med sin Hustru arvet det burgundiske Rige, hvis Perle var de rige Nederlande, men efter sin Hustrus Død havde han maattet overlade dem til Sønnen Filip den Smukke.
6  I de fransktalende Nederlande var da Karl vokset op, født 1500, og var fransk opdraget lige som den et Aar yngre Søster Elisabeth, der 1515 blev gift med Christian II af Danmark og Norge. Da han var en 6-Aars Dreng, døde Faderen; og Moderen, en spansk Prinsesse, var sindssyg, saa ham blev straks Burgunds Arving. 1516 døde hans Morfader, og saa blev han Spaniens og Siciliens Konge ved Arv. Og til Spanien hørte de opdagede amerikanske Lande. 19 Aar gammel blev han nu ogsaa for sin Byrds Skyld tysk Kejser.
7           Denne unge Mand, hvem alle disse Herligheder saaledes faldt i Skødet paa, havde haft en svagelig Barndom og var sent udviklet. Han havde "Polyper" i Næsen, hvorfor man altid ser ham afbildet med aaben Mund. Endnu talte han kun Fransk. Lidt Flamsk kunde han fra Nederlandene og kunde derfor delvis opfatte Plattysk, meget vanskeligt Højtysk.
8   For Tyskland blev han alle Dage fremmed. Han døde som spansk Munk. Men den langsomt udviklede Yngling blev ret snart en moden Mand, et stort Herskertalent, der forstod at tie og vente. Han var en alvorlig Mand med et tungsindigt Drag. Ogsaa kirkeligt vilde han noget alvorligt. Da den 21-aarige Kejser og den 38-aarige Luther stod over for hinanden, mødtes to alvorlige Viljer. Men deres Maal var aldeles modsatte.
9          Der havde overf 100 Aar været raabt paa en Reformation. (219) Der var et Sted i Europa, hvor en saadan var gennemført, og dette var Spanien. I næsten 700 Aar havde de spanske Kristne ført Kamp mod de muhammedanske Maurere, der var Landets Herrer. Efterhaanden have Stykke for Stykke af Landet frigjort sig. De spanske Herskere havde aftvunget Pavedømmet den ene Indrømmelse efter den anden. I Virkeligheden var her meget af det gennemført, som Luther havde foreslaaet den tyske Adel som Program. Kun Spaniere kunde faa kirkelige Embeder. Kongens Magt var stor i kirkelige Sager. Ingen Pavebule maatte bekendtgøres uden hans Tilladelse.
10 I Modsætning til i andre Lande svarede Gejstligheden Skat. Og Inkvisitionen var fuldstændig i Kongens Magt, og den brugtes i en forfærdende Grad. Det spanske Kongepar Ferdinand af Aragonien og Isabella af Kastilien ønskede Kirkevæsenet reformeret, og de fik en fortrinlig Hjælper i Gonzales Ximenes, en Franciskanermunk, der blev Ærkebiskop af Toledo og Storkansler og Storinkvisitor i Kastilien.
11 Han bragte Tugt og Orden blandt spanske Præster og Munke. Hele dette Konkubine-Væsen, som det øvrige Evropas Præsteskab var nedsunket i, blev ryddet ud med haard Haand. Pave Alexander VI søgte at standse Klosterreformen, men Ximenes lod sig ikke standse. Han bevarede den gammelspanske (saakaldt mozarabiske) Nadverliturgi, som er ikke saa lidt forskellig fra den romerske, han sørgede for lærd Oplysning for Gejstligheden. Bl. a. er han den første, der fik det nye Testamente trykt paa Græsk, men den pavelige Tilladelse til at bringe Værket (den store "Complutenser-Polyglot") i Handelen lod vente saa længe paa sig, at Erasmus kom først.
12 Da Leo X udskrev sin Kirkebygnings-Aflad, udtalte Ximenes sig offentlig imod den. Da Karl arvede Spaniens Trone, (220) overtog Ximenes Regentskabet, og i denne høje Stilling døde han 8. November 1517. Han oplevede altsaa ikke at se Luthers Theser mod den samme Aflad, som han selv havde bekæmpet. Men der er ingen Tvivl om, at han havde meldt sig i Luthers Modstanderes Lejr.
13       Man havde altsaa i Spanien en alvorlig katholsk Kirke med sædelige Præster, kirkelig sindede med et vist satanisk Drag. Men -- denne Kirke var en helt igennem styrket og renset Form for det, som Luther nu bekæmpede.
14       Denne spanske Reformation, der altsaa er en Snes Aar ældre end den lutherske, er en meget betydningsfuld Bevægelse. Af den er siden Jesuiterordenen spiret frem, og det var den spanske Reformation, der blev til Modreformationen i Tyskland, som dels begrænsede, dels ligefrem tilbagetrængte den lutherske Reformation i Menneskealdrene efter Luthers Død.
15        1517 var da den unge Arving fra Nederlandene rejst til Spanien, hvor han foreløbig blev i tre Aar. Han lærte den spanske Reformation at kende, og den blev hans Kirkeprogram. Med den Slags Reformtanker drog han til sit nye Kejserrige 1520. Dermed skal ingenlunde være sagt, at han var Pavens Ven eller Paven hans. Seks Aar senere lod han Rom indtage med Storm. De var jo Naboer i Italien, og det var ikke den bare Fredelighed.
16 I den evropæiske Storpolitik kunde Luthers Navn ogsaa bruges, og det er vel tvivlsomt, om Karl i det fjerne Spanien har vidst synderligt om ham, da den spanske Gesandt i Maj 1520 skrev fra Rom: "Eders Majestæt bør rejse til Tyskland og der vise en vis Luther nogen Venlighed. Han opholder sig ved Hoffet i Sachsen og indgyder det romerske Hof Bekymring ved de Ting, han prædiker".
17         Først et Aar efter sit Valg til Kejser landede Karl i (221) Vliessingen, og den 23. Oktober 1520 blev han kronet i Aachen. Derefter meddelte han, at han agtede at holde sin første Rigsdag. Det vakte umaadelig Glæde, især i de kejsertro og kejserbegejstrede Stæder. Da der kom Pest i Nürnberg, valgtes den frie Rigsstad Worms ved Rhinen til Mødested.
18         Den anden verdslige Herre, som maatte faa en væsentlig Indflydelse paa Luthers Skæbne, var Kurfyrst Frederik den Vise. Hans Stilling var slet ikke let, thi at sætte Magt mod Magt vilde være baade letsindigt og haabløst. Og Lands Lov og Ret kunde de blive vanskeligt at finde Dække bag. Men Frederik havde altid haft en ganske god Forstand paa at "sylte" en Sag og lade døv og uforstaaende. Naar man ingen Ting sagde, forsnakkede man sig ikke. Det gjaldt jo om at vinde Tid i det Haab, at der saa ogsaa vilde vise sig Raad.
19         Kurfyrst Frederik var rejst til Kejserens Kroning men kom paa Grund af Gigt ikke længere end til Køln. Det var en Maaneds Tid efter Bandbullens Bekendtgørelse. Han var ikke nem at komme til for Folk, som han ikke vilde tale med, men Søndag den 4. Novbr under Gudstjenesten i Graabrødrekirken traadte de pavelige Legater Aleander og Caraccioli hen til ham, overrakte ham en pavelig Skrivelse og forlangte, at han skulde sørge for, at alle Luthers Skrifter blev brændt, og enten selv sætte Straffen over ham i Værk eller ogsaa fængsle ham og udlevere ham til Paven.
20          Kurfyrsten svarede selvfølgelig ikke andet, end at han skulde tænke over det og sende dem Svar siden.             Erasmus var just tilstede i Køln. Ham lod Kurfyrsten kalde og spurgte ham om hans Mening angaaende Anklagerne mod Luther. Erasmus smagte lidt paa det og sagde saa: (222)
21       "I to Ting har Luther syndet, nemlig, at han har taget Paven fat ved Kronen og Munkene ved Maven".          Der taltes lidt nærmere om det, og Spalatin, som var tilstede, fulgte Erasmus til hans Herberge. Her skrev Erasmus straks en Betænkning, hvori han udtalte, at Fremgangsmaaden mod Luther kom af Had til Videnskaberne og tyrannisk Anmasselse. Mændene, der havde sat det i Gang, var fordægtige Personer, og Luther gjorde Ret i at tilbyde sig til en offentlig Disputation og til Underkastelse under uvildige Dommere.
22         Hermed havde Kurfyrsten den humanistiske Stormagt paa sin Side, i det mindste hvad det juridiske angik. Han havde ellers skarpt iagttaget Erasmus og sagde til Spalatin:           "Det er en underlig lille Mand. Man ved ikke, hvor man kan gøre Regning paa at have ham".
23         Han undgik en ny Audiens, men sendte om Onsdagen et Par af sine Raader hen i Graabrødreklostret til Legaterne for at afgive et Svar, hvori tydeligt nok hvert Ord er afvejet paa et omhyggeligste: Hans Durchlauchtighed vidste ikke saa nøje, hvad Luther og hans andre Undersaatter havde foretaget i den sidste Tid hjemme i Sachsen i Anledning af Ecks Overgreb, men han var ikke Parthaver i, hvad Luther foretog sig og vilde være meget ked af det, om Luther havde gjort Paven Uret.
24  Iøvrigt var der jo givet Luther en pavelig Kommissær i Ærkebiskoppen af Trier. For ham vilde Luther sikkert have mødt, om han var blevet stævnet med frit Lejde. Ingen havde endnu kunnet forvisse Kurfyrsten om, at Luthers Skrifter var blevet saaledes modbevist, at man kunde skride til at brænde dem.
25 Derfor beder han Legaterne anvende deres Indflydelse for at faa Luthers Sag helt bort fra den Skure, den nu var kommen i, (223) og at faa det maget saaledes, at Sagen blev behandlet og bedømt af upartiske, lærde og fromme Dommere under frit Lejde for Luther paa et Sted, som han ikke kunde have Betænkeligheder ved at rejse til. Blev Luther saa modbevist, saa skulde det være fjernt fra Kurfyrsten at give den uværdige Medhold.
26         Aleander forklarede ivrigt de sachsiske Raader, at dette var der ingen Mening i. Paven havde jo draget Sagen tilbage til sig selv, saa Ærkebiskoppen af Trier havde ikke mere med den at gøre, og det var en Trossag, som ingen anden end Paven kunde dømme i. Kurfyrsten vilde vist ogsaa have sig frabedt, om en af hans Undersaatter forlangte Kongen af Frankrig eller en anden udenlandsk Fyrste til Dommer!
27         Men det var spildt Veltalenhed. Raaderne kunde kun svare, at de havde ikke Fuldmagt til at sige mere, og Fyrsten havde ikke Tid til at komme selv.
28         Derimod henvendte Kurfyrsten sig til Kejseren med Anmodning om ikke at foretage noget mod Luther, uden at han var hørt, og ikke at lade ham ske nogen Overlast. Kejseren svarede den 28. November meget naadig og forekommende, at Kurfyrsten kunde tage Munken med til Worms. Saa skulde Kejseren lade ham forhøre af lærde og højforstandige Personer og passe paa, at der ikke skete ham nogen Uret.
29          Dette svar, som skulde være en Behagelighed, var ingenlunde efter Kurfyrstens Hoved, thi han vilde for det første ikke have Luther med sig, halvvejs hørende til sit Hof og Følge. Af politiske Grunde gjaldt det om at fastholde, at Luther var en sachsisk Undersaat, for hvis Færd Kurfyrsten ikke kunde være ansvarlig. Saa kunde man nemlig ikke komme Kurfyrsten selv til Livs og fratage ham den Magt, som skulde bruges til at dække (224) Luther og Luthers Venner. Men dernæst vilde han ikke have ham til Worms. Paa Rigsdagen maatte man vente en Afgørelse af fordømmende Art. Her var for mange røde Hatte (Kardinaler). Han vilde have Sagen i et Begravelses-Udvalg, en Voldgiftsret med hans gode Ven Kurfyrst-Ærkebiskop Richard von Greiffenklau af Trier som Formand.
30        Men endnu mindre var de pavelige tilpas ved Kejserens Forslag. Paven havde jo dømt. Saa var der ikke andet tilbage end at udføre Dommen. Det vilde være en rar Skandale, om man nu atter gav sig til at forhøre den bandlyste Kætter. Aleander var rasende, da han hørte, at Kejserens Kansler tænkte paa noget saadant.

31         Sagen var, at der var for Alvor gaaet Udenrigspolitik i Luther-Spørgsmaalet. Der var et Oprør i Spanien mod Kejseren, som man var kommen under Vejr med, at Paven og den franske Konge støttede. Derfor det slet ikke af Vejen at have et tysk Oprør mod Paven at true med. Storkansleren Merkurinus Gattinara raadede Karl dertil, og det samme gjorde hans Skriftefader og fortrolige Raadgiver, den franske Franciskanermunk Jean Glapion. Dennes Ideal var den spanske Reformation, saa han paa mange Omraader kunde staa i Opposition til Aleander og billige Luthers Kritik af Afladshandelen og af det pavelige Udbytteri og Misregereri. Han var iøvrigt en umaadelig lukket Mand, hvem ingen blev klog paa.
32          Den Mand, der første Pavens Sag, var Hieronymus Aleander, tre Aar ældre end LUther, en Norditaliener fra Egnen norden for Venedig. Folk sagde, han var Søn af en Jøde, og det skoses der stundom med, men det passer næppe. Som en velstuderet ung Mand blev han 1501 af Pave Alexander VI kaldet til Rom og gjort (225) til Sekretær for Pavens Søn Cæsar Borgia. Samvittighedsløsere Herskab kunde han ikke komme til at tjene, men det var et STed, hvor man kunde lære Politik i den hensynsløseste Form.
33 En 6 Aars Tid var hen derefter ansat ved Videnskabe, idet han blev Professor i Græsk i Paris, og i denne Stilling udgav han Datidens bedste græske Ordbog. 1513 blev han endog Universitetets Rektor. Men nu drog Politiken ham igen; han blev en kort Tid Sekretær hos den franske Konges Kansler, Biskoppen af Paris, senere hos en anden Biskop og endelig 1516 hos Kardinal Julius af Medici, Pavens Fætter. Derfra gled han over i Pavens Tjeneste, blev pavelig Bibliothekar, og skulde altsaa nu se at føre sin Herrens Politik til Sejr over for den unge Kejser.
34 Han var af den sædvanlige romerske Art, hos hvem alting drejede sig om Magt. Religiøs Alvor sporer man ikke. Det gør et slemt hult Indtryk at se ham staa og tale forarget i Worms om Luthers Meninger om Ægteskab, naar man ved, at i de samme Dage havde han faaet det glædelige Budskab, at hans Kæreste i Rom, en bekendt letlevende Dame, som havde to Børn i Forvejen med forskellige andre Mænd, nu havde født ogsaa ham en Søn. Sønnen gjorde han siden til sin Arving.
35         Iøvrigt har han under denne Rejse og navnlig fra Worms sendt næsten daglige Indberetninger til Rom om, hvad der tildrog sig, og disse Indberetninger er meget vigtige Kilder til at skildre Rigsdagens Forløb.
36        Da denne allerhelligste Diplomat hørte, hvad der var lovet Kurfyrst Frederik, fik han travlt med at bearbejde Kejseren og dennes Omgivelser. Det lykkedes virkelig at vække Betænkeligheder, og 17. December sendtes en ny Skrivelse til Kurfyrsten, hvori Tilsagnet blev taget tilbage, fordi Luthers Nærværelse vilde (226) nedkalde Interdikt over Worms og over alle de Mennesker, der kom i Berøring med Kætteren. Kun hvis Luther tilbagekaldte, maatte Kurfyrsten tage ham med, og ikke til Worms men til et Sted i Nærheden.
37        Brevet naaede ikke til Kurfyrsten, der var afrejst til Worms, og saaledes kom det til at krydse et andet fra Kurfyrsten til Kejseren, hvori det forrige Tilbud afsloges med den Begrundelse, at han ikke ansaa Luther for sikker i Worms. I denne By indtraf Frederik den 5. Januar 1521. Den ansete Fyrstes Modtagelse hos Kejseren var overordentlig naadig. Kejseren forsikrede straks, at Luthers skulde nok blive hørt og paa ingen Maade uden Videre ske Vold. Glapion erklærede ved en Række Samtaler, at han var rede til at forhøre Luther, og han skulde nok faa det hele jævnet, naar blot Luther vilde tilbagekalde det babyloniske Fangenskab.
38        Indtrykket var saa godt, at Kurfyrsten lod skrive til Luther om at faa et Eksemplar tilsendt af det Fredstilbud, Luther i sin Tid udsendte efter Aftalen med Miltitz (Side 208 = sev09a#85). Man havde allerede i December spurgt Luther, om han vilde tage til Worms, og han havde svaret et uforbeholdent ja. Han mente, det var hans Vidnepligt. Nu sendte han ogsaa Kurfyrsten en Skrivelse, der handler om det samme, men den forraader ogsaa, hvad det er for en Optræden, der staar for hans Tanke. Med frit Lejde vil han komme og møde for retsindige, lærde, fromme og uvildige Dommere for som en Lærer i den hellige Skrift at forsvare sin Lære.
39        Den 8. Februar kan Aleander da berette til Rom, at en sachsisk Hofmarskal havde overrakt Kejseren en Skrivelse fra Luther, men det taabelige unge Menneske rev den i Stykker uden at læse den og kastede Stykkerne paa Gulvet foran Overbringeren, thi den kejser- (227) lige Yngling er meget for from til at læse, hvad en bandlyst skriver til ham, skønt han som Kejser skal fælde Dom over ham.
40        Aleaner fik imidlertid Stumperne samlet op og sendte dem til Rom.
41        To Dage efter havde han den endelige Bandbulle i Hænde, ledsaget af et "apostolisk Brev" til Kejseren om at udføre Dommen. Rigsdagen var imidlertid bleven aabnet. Det skulde være sket den 6. Januar, men man gik vild i Rangforordningen, saa det skete først den 28. Januar. I Mødet Askeonsdag den 13. Februar slog Aleander da sit store Slag. De pavelige Papirer blev læst op af Abbeden af Fulda. Derpaa holdet Aleaner en Pragttale, der varede i 3 Timer, med Beviser for Luthers Kætteri og meget mere. Hans Kendskab til Luthers Skrifter var for Resten ret overfladisk. Han klarer sig paa den nemme Maade at sige, at Luther har forsvaret Huss. Saa maa han dele Huss' Meninger, og Huss mente det samme som Wiclef.
42 "Altsaa" lærer han saadan og saadan, og Aleander opregner alle Wiclefs Kætterier, hvoriblandt ogsaa var adskilligt, som var lige stik imod Luthers Anskuelser. Ikke engang Titelbladene havde han forstaaet rigtigt. Skriftet om en Kristens Frihed troede han var Opraab til en ny hussitisk Bondekrig! Men for Resten gjorde det ikke saa meget, om der løb lidt for meget med, thi han erklærede, at selv det mindste af Luthers Kætterier var tilstrækkeligt til, at man brændte hundrede Tusinde Kættere for det.
43        Saa galt havde Fyrster og Stænder dog ikke troet, det var. De blev helt betænkelige. Dog havde de Aandsnærværelse til at more sig over, at Aleander var smuttet forbi det kildne Afladsspørgsmaal med en meget (228) løselig Bemærkning om, at Luther havde ogsaa skrevet "uskikkeligen" om Afladen.
44        Allerede to Dage efter kunde Kejseren forelægge Forslag til et Mandat, der forordnede, at Kætterens Bøger skulde tilintetgøres i det hele Rige.
45         Dertil skulde Rigsdagen nu tage Stilling. Den forhandlede i Afdelinger. I Kurfyrsternes Kollegium tog Kurfyrst Joachim af Brandenburg Ordet og anbefalede veltalende Aleanders Forslag. Han var altid en sikker Mand paa den Side. Men nu havde Kurfyrst Frederik længe nok øvet sig i at tie stille. I voldsomme Ord gik han løs paa de to Hohenzollerbrødre og paaviste, hvilken Skade Riget havde haft af Albrechts Afladshandel og af al den pavelige Udplyndring og Misregering, som ogsaa Joachim beskyttede. Det ene Ord tog det andet, og havde ikke Ærkebiskoppen af Salzburg lagt sig imellem, havde de to maaske trukket blankt.
46 Frederiks Ven, Kurfyrst Ludwig af Pfalz, "brølede som ti Tyre", skriver Aleander. Men Ordene gjorde Indtryk. En Kardinal gik forarget bort, da man gav sig til at protokollere Klagerne over Rom. I de andre Afdelinger gik det omtrent ligesaa. Frederik havde faaet fortalt sine Medfyrster, at Luther slet ikke havde lært alt det, Aleander stod og regnede op. Saa var der saa meget mere Grund til at faa Manden selv at høre. Og man var ladet til Sprængning med Uvilje mod de pavelige Udsugelser. Aleander vidste det godt. Han havde faa Dage før skrevet til Rom: "Hele Tyskland er for Øjeblikket i Oprør. De ni Tiendedele skriger Luther! og den sidste Tiendedel i det mindste: Død over Romerhoffet! Alle og enhver hvæser: Koncilium! Koncilium!"
47         Enden paa det blev, at Rigsdagen gav Kejseren det ubehagelige Svar, at paa Grund af det store Røre i (229) Folket, gik det ikke an at fordømme Luther uhørt. Man skulde hidkalde ham med Lejde og spørge ham, om han bekendte Fædrenes Tro eller ej, og derefter skulde han høre i "de andre Punkter og Sager" -- hvormed vel mentes Besværingerne over Romerhoffet, i hvilke Rigsdagen muligvis vilde gøre fælles Sag med Luther.
48        Dette var et Tordenslag for Aleander. Han fik travlt med at bearbejde Kejserens Omgivelser. Det syntes at skulle lykkes. Men saa kom der slemme Efterretninger fra Spanien, bl. a. ogsaa den, at Paven lod til at ville fastholde, at Inkvisitionen i Spanien skulde fratages Kongen og overgives til en kirkelig Kommission. Nu skulde Pavehoffet gøres bange. Luther skulde stævnes til at møde.
49 Kejseren vred sig ved at skrive til Kætteren og vilde have Kurfyrstenb til at skrive, at Kejserlige Majestæt lod ham kalde med frit Lejde. Men Kurfyrsten sagde nej. Han vilde ikke have noget Ansvar, hvis der skete noget paa Vejen. Men der vedblev at komme daarlige Efterretninger fra Spanien. Saa slog Kejseren helt om og udsendte sammen med Rigens Kansler (Ærkebiskop Albrecht) et højtideligt Stævnings- og Lejdebrev med alle de pæne Ord, hvormed han skulle tiltale en højlærd præsteviet Munk og Professor.
50 Stævningen lyder ikek paa, at han skal komme og tilbagekalde, nej, Kejseren og Rigsstænderne "har taget os for og besluttet at skaffe os Kundskab om den Lære og de Bøger, som i nogen Tid er udgaaede fra dig". Og ikke en simpel Kurer, men en kejserlig Herold skulde overbringe Skrivelsen. Jo, det var rigtignok en Maade at stævne en overbevist og fordømt Kætter paa!
51          6. Marts udfærdigedes Skrivelsen, og Herolden red afsted med den.
52          Dog nu havde Aleanders Indberetninger virket. Der (230) kom gode Ord fra Paven. Man opgav Forsøget paa at fratage den spanske Kongemagt dens største Magtmiddel Inkvisitionen. Nu maatte der strøs lidt Sukker paa alt det bedste. Rigsdagen havde bestemt sat sig imod et Mandat om at brænde Luthers Skrifter. Men nu udstedte Kejseren saa paa egen Haand et Mandat om at konfiskere dem, og dette Mandat var saaledes affattet, at det indeholdt en Fordømmelse af Luthers Lære.
53           I Wittenberg havde Luther imidlertid siddet og passet sine Ting. Man havde sendt ham nogle Punkter, Jean Glapion havde opstillet til Tilbagekaldelse med et Slags Løfte om saa at skaffe Fred for Resten. Men Luther var ikke til at friste. "Tro blot ikke, jeg vil genkalde noget. Hvis jeg bliver kaldet alene for at genkalde, kommer jeg ikke", skrev han til Spalatin.
54          Det tog i de Tider 14 Dage for et Brev at naa fra Worms til Wittenberg, og Efterretningerne var just blevet saadanne, at Luther omtrent havde slaaet det helt af Tankerne, at han skulde komme til Worms.
55        Da, Tirsdag i den stille Uge, den 26. Marts, kom den kejserlige Herold ridende over Elbbroen ind i Wittenberg, ledsaget af sin Rideknægt, -- formelt og festligt med Klædet med Rigsørnen over Armen. Luther skulde møde.
56         Brevet lød på, at han skulde være i Worms inden 21 Dage. Saa var der ikke synderlig Tid at give hen. Om Torsdagen, Skærtorsda, prædikede han om Nadveren. Menigheden var i nær Afskedsstemning. Tredje Paaskedag kørte han ud af Byen.
57         Efter Ordensreglerne havde han atter denne Gang med sig en anden Munk, Broder Johan Petzensteiner. (231) Det var nu mest for en Ordens Skyld. Men desuden ledsagedes han af sin Ven og Professor, den stejlt karakterfaste Nicolaus von Amsdorf, og af en studerende pommersk Adelsmand Peder Svave, der siden gjorde sig bekendt som Statsmand i den danske Konges Tjeneste.
58       Af disse var selvfølgelige Amsdorf Hovedmanden. Han havde intet Lejde, saa det var en modig Vennetjeneste, som Luther aldrig glemte. Og paa denne Rejse maatte han have en saadan Mand med, der drev ham frem, (232) ikke f. Eks, den vege, bløde Melanchthon, der nok havde skrevet dygtige Forsvar for Luther, men altid under Navneskjul som "Didymus Faventius" eller "Otho Germanus" eller "Paulus Commodus".
59        Universitetet gav Rejsepenge. Staden leverede en Vogn med tre Heste. Foran red Herolden med Kejserørnen paa Uniformen. Det pyntede svært paa Toget. Enhver kunde se, at det ikke var almindelige Rejsende. Herolden Kaspar Sturm var en livlig Rhinlænder, som nok skulde tage sig af den berømte Munk. Han havde fornylig vakt Opsigt i Worms, idet han kom til at skændes med en, der forsvarede det pavelige Væsen, og da havde han truet Papisten med at smide ham i Rhinen. Aleander er derfor i sin Indberetning højlig forarget over Valget af netop denne Mand til at afhente Luther.
60         Munken, der sad selvfjerde i Vognen, var et "Bands-Menneske". Skærtorsdag havde i alle pavetro Kirker lydt Forbandelser over ham, thi Paven havde optaget ham i Skærtorsdagsbullen blandt alle de Kirkens Fjender, der den Dag skulde lyses Band over. Ingen maatte røre ved ham, ingen give ham noget at spise. Den Stad og det Hus, han betraadte, var der Interdikt over; de, der gav sig af med ham, udsatte sig for de alvorligste Ubehageligheder, selv om de ikke just vilde gøre ham Tjenester dermed.

61         Saaledes var det efter Bogstaven. Man skulde altsaa ventet, at alt flyede forfærdet, hvor Kætteren viste sig, saa at der blev øde paa hans Vej.
62       Nej, tværtimod. De fjorten Dages Rejse blev et Triumftog, hvor man trængtes omkring den navnkundige Mand for at hylde eller i det mindste for at se.         Vejen gik først syd paa til Leipzig. Her var ikke stor Stads, men Magistraten sendte dog den sædvanlige Æresgave, noget Vin. (233)
63        I Naumburg var han Borgmesterens Gæst.         I Weimar prædikede ham. Her saa han Kejserens Mandat opslaaet, hvori hans Bøger erklæredes for kætterske. Han blev bleg ved at se det. Det var jo at afgøre hans Sag, inden han kom. Herolden spurgte da også, om han efter dette vilde videre? Jo, det vilde han, Sandheden skulde vidnes i Worms.
64        Den næste Station var Erfurt, som naaedes om Lørdagen. Her benyttede Universitetet hans KOmme til en storstilet Demonstration. Domherren Justus Jonas, der med det første skulde være Professor i Wittenberg og Provst i Allehelgenstiftet, red til Weimar at tage imod ham. Paa Erfurter-Landets Grænse ventede 40 Ryttere paa ham med Rector magnificus i Spidsen, ingen anden end den humanistiske Ungdomsven Crotus Rubianus. Han hilste Gæsten i en svulmende (236) Tale med de sædvanlige humanistiske Overdrivelser.
65 I Augustinerklosteret, hvor Vennen Johann Lange var Prior, husede han den bandlyste, og han prædikede næste Dag i den overfyldte Augustinerkirke, hvor Pulpiturerne knagede, saa der nær var blevet Panik. Et stort Festmaaltid blev givet for ham, og den kronede Poet Erasmus Hesse kvad klingende Vers. Crotus indrømmer, at denne Art Hyldning ikke behagede den fromme Pataer, "men Guds Ord, hvis Forkæmper han er, maatte saaledes æres". Da om Mandagen Rejsen gik videre, ledsagede Rektor Luther nogle Mil. Justus Jonas skyndte sig at ride i Forvejen til Worms for at sørge for, at der ogsaa der blev Fest, naar Luther kom.
66        Disse Festdage fik iøvrigt et Efterspil i Erfurt. De ledende Domherrer i Severuskirkens Kapitel betragtede dem, der havde nærmet sig Kætteren, som dermed afsatte. Jonas var jo borte, men en anden Domherre, Konrad Drach, mødte Dagen efter i Kirken. Da han ikke godvillig gik, blev han sat ud med Magt. Men samme Aften stormede Studenter og Pøbel Domherrernes Huse og slog i Stykker, hvad der kunde gaa i Stykker.
67         Luthers Rejse var imidlertid gaaet videre. I Gotha prædikede han, og Folk fortalte siden, at Djævelen i den Anledning havde slaaet Tagsten af Kirkespiret.          I Eisenach blev Luther voldsom syg, saa at man frygtede for hans Liv. Han havde selv aldrig kendt saadan Sygdom. Det er muligt, at al den Kræsen op og Holden Fest var for meget for den overanstrengte og tarveligt vante Munk.
68          Det bedredes dog saa meget, at han skønt ikke rask kunde fortsætte Rejsen over Hersfeld, Grünberg og Friedberg til Frankfurt am Main, hvor han (233) ankom næste Søndag. Om to Dage skulde han være i Worms, hvis Lejdet skulde gælde.
69         I Frankfurt boede han i en Gæstgivergaard paa Korntorvet. Al Verden kom for at hilse paa ham. En gammel Enkefrue sendte den syge rejsende to Potter Malvasier, en Græsk Likørvin, som da regnedes for Evropas fineste Dessertvin. Det foranledigede hun stor Staahej med. Aleander, som samlede al Sladder sammen, indberettede til selve Rom, at Kætteren holdt af Malvasier. Katholikerne er den Dag i dag ikke blevet færdige med de to Potter. Det er muligvis ogsaa her, man har set ham sidde blandt mange Mennesker og spille paa sin Luth, hvad der ligeledes blev gjort svært Væsen af.
70          Fra Frankfurt sendte han med ridende Bud et kort Brev til Spalatin i Worms, at han endnu var syg, men han kom, selv om alle Helvedes Porte og Magter var imod det. "Sørg altsaa for Herberg".
71        Selvfølgelig har Luther været i en vis Spænding angaaende Ankomsten til Worms om to Dage. Men man maa ikke tro, at der var mindre Spænding i Worms. Alle ønskede ham borte. Vennerne havde Ængstelse for, at det skulde gaa galt. Fjenderne var endnu mere opsat paa at undgaa hans Komme.
72 Nu var Kejser og Pave taalelig gode Venner, saa man skulde se at skaane Paven for den Forsmædelse. Man haabede, Kejserens Mandat mod Bøgerne skulde holdt ham tilbage, men det lod det jo ikke til. Man talte ogsaa med Kejseren om, at han godt kunde bryde Lejdet til Kætteren, men det vilde Kejseren ikke høre noget om. Det vilde vel ogsaa kommet ham dyrt at staa.
73        Men saa fandt man paa Raad. Man havde jo Ebernburg, Sickingens faste Borg, i Nærheden. Det (234) havde endda været en ret ubehagelig Bevidsthed at have den saa nær.
74        På dette "Retfærdighedens Herberge" havde forskellige søgt Ly, deriblandt Ulrich von Hutten, der var taget med i Bandbullen mod Luther. Til Gengæld overdængede han fra sin sikre Rede de høje Herrer paa Rigsdagen med lynende og tordnende Breve, saa at Aleander kun følte sig sikker i Kejserens nærmeste Nærhed. Den krigsvante Ridder Sickingen havde en saadan Krigsmagt, at var han faldet over Worms, kunde Kejseren og alle Rigets Fyrster maaske ikke have klaret sig i Øjeblikket. Men nu opdagede man, at Ebernburg kunde bruges. Jean Glapion tog derud og henrykkede dem allesammen derude ved at vise, hvor han kunde kritisere Pavehof og Afladssvindel.
75 Han blev enig med Sickingen om, at det var meget bedre at faa Luther i Sikkerhed paa Ebernburg. Saa skulde Glapion forhandle og se, om Sagen ikke kunne jævnes. Muligvis har han troet virkelig at have saadanne Overtalelsesevner, men da der siden var Lejlighed, rørte han sig dog ikke. Paa Ebernburg greb man Tanken med Begejstring. Det var jo smigrende for Sickingen saaledes at faa de store Afgørelser flyttet ud paa sin Borg. Ogsaa Kurfyrst Frederik ønskede det, da det var ham uoverskueligt, hvilke Vanskeligheder der kunde opstaa af Luthers Komme.
76         Paa Ebernburg opholdt sig bl. a. den forhenværende Dominikanermunk Johann Butzer, der var Lutheraner. En Skare af Sickingens Ryttere begav sig med ham til Oppenheim ved Rhinen, hvor Luther skulde komme igennem fra Frankfurt. Her mødte da denne Deputation Luther, og Butzer forklarede ham Forhand- (237) lingerne med Glapion og indbød ham til den sikre Ebernburg.
77          Men Luther anede Svig derunder: Man vilde vel se at faa ham opholdt, til Lejdet var udløbet, og saa fik han ikke talt sin Sag. Dervor svarede han afvisende:          "Har Kejserens Skriftefader noget at tale med mig om, saa kan han gøre det i Worms".
78          Og med et Ilbud til Worms skrev han de bekendte Ord til Spalatin: Han vilde til Worms, om der var saa mange Djævle i Byen som Tagsten. Vel var Huss blevet brændt, men Sandheden var ikke brændt med ham.
79         Saa kunde man da regne hans Komme ud. Tirsdag Morgen den 16. April red Justus Jonas og andre Venner af Sachserkurfyrstens Følge ud at tage imod ham. Ved 10-Tiden kom Toget ind ad Worms' Port. Aleander havde en Spejder ude og kan berette, at "den store Hæresiarch" (Kætterhøvding) kom ledsaget af en 100 Ryttere til Byporten. Ind gennem Gaderne ledsagedes Vognen af en Snes Herrer og Tjenere, hvoraf nogle red foran, andre efter Vognen. I Spidsen red Herolden med Ørnevaabnet. Efter Luthers Vogn red Justus Jonas. Vægteren i Porttaarnet stødte i Hornet, og Wormserne styrtede fra Frokosten ud at se Indtoget. Et Par Tusind Mennesker var paa Benene. Turen gik til Johanitterklosteret, og Aleander skriver:
80        "Denne Luther, da han steg af Vognen, saa med sine dæmoniske Øjne omkring i Kredsen og sagde: "Gud vil være med mig". Derpaa traadte han ind i en Stue, hvor mange Herrer opsøgte ham; han spiste med ti eller tolv af disse, og efter Maaltidet løb Alverden hen at se ham". (238)
81         Kurfyrst Frederik kunde sidenhen tale om Overraskelsen i Worms, da den advarede alligevel kom. Men han føjede tilfreds til: "Da gik det først rigtig løs".
82         I den sachsiske Lejr var man nok endt med at ønske ham i Sikkerhed lidt fra Worms, men man havde ingenlunde været saa begejstret derfor som Herrerne paa Ebernburg. Man kan se, at de har overvejet frem og tilbage. De havde godt nok lagt Mærke til, at Modstanderne og Kejseren ønskede saa hedt, at han ikke kom. Kansler Brück var bleven spurgt af en spansk Sekretær, om Luther vel kom, og Spanieren var bleven helt forskrækket, da Brück sagde ja.
83        Kurfyrstens Statsmænd har da ogsaa tænkt grundigt over den bedste Fremgangsmaade, hvis Luther kom.          De Mænd, der har gjort dett Arbejde, har deres store Fortjeneste. Blandt dem nar naturligvis været den nu saa ofte nævnte Georg Spalatin, der næsten en halv Snes Aar havde været baade Kurfyrstens og Luthers fortrolige Raadgiver og sikkert har Hovedfortjenesten for, at Kurfyrsten saa fuldstændig sluttede sig til Luther. Ingen anden har Luther brevvekslet saa meget med.
84          En anden højt fortjent Mand er Kurfyrstens Kansler, Gregorius Brück, som vi ser har afgivet Betænkning i Sagen. I de følgende Aar var han satdig de evangeliskes politiske Talsmand paa Rigsdagen.            Endelig var den juridiske Professor i Wittenberg Hieronymus Schurff kaldt til og blev givet Luther med som juridisk Bistand. Han var en Schweizer, der siden 1502 havde været knyttet til Wittenberg.
85        Disse Herrer og flere andre har plejet Raad og har nu skyndt sig at sætte Luther ind i deres Planer. Det gjaldt jo at krydse Aleanders Planer. Disse var ikke (239) saa vanskelige at udregne. Først havde Aleander forsøgt at hindre Luthers Stævning. Da dette ikke lykkes, søgte han at faa det lavet saaledes, at Luther i al Hemmelighed bragtes til Worms og anbragtes i Kejserens Residens (Bispegaarden) eller i Augustinerklostret under streng Bevogtning, saa han ikke kunde faa med nogen "uvedkommende" at gøre.
86 Da også dette var strandet, maatte Planen nu gaa ud paa snarest muligt at faa Luther bort igen, uden at han havde faaet Lejlighed til at tale for sig. Aleander skyndte sig da ogsaa den følgende Morgen over i Kejserens Residens og udvirkede, at Luther ved Forhøret kun skulde faa Lov til at svare paa ganske bestemte Spørgsmaal og ikke til egne Udtalelser. Aleander skrev selv Spørgsmaalene op og Manden, der skulde stille dem, blev grundigt instrueret.
87 Ejendommeligt nok hed ogsaa han Johann von Eck, uden dog at være i Familie med Disputatoren. Han var Official i Trier, og Aleander roser "denne i Sandhed udmærkede Mand, for hvem Gud være priset", som en af de grundigste Opbrændere af Luthers Skrifter. Det skulde altsaa mages saaledes, at Luther kun kunde svare ja og nej, og saa kunde han allerede Aftenen efter være paa Vej hjem til Sachsen. Hele Toget til Worms var da til ingen Nytte.
88         Derfor har man instrueret ham til at forlange Betænkningstid. Det var Kurfyrst Frederiks ofte brugte Udvej, og med dette simple Middel væltede man ogsaa de pavelige Planer over Ende.	Note: Julius Köstlin fortæller i sin biografi intet om denne aftale om, at Luther skulle forlange betænkningstid (koestlin3,18#29). Han forklarer Luthers ønske om betænkningstid med, at han i modsætning til, hvad Johann Eck påstod, overhovedet ikke var forberedt på at blive mødt med et sådan enten-eller krav. (koestlin3,18#35).
89        Næste Dag, Onsdag den 17. April 1521, om Morgenen tidlig mødte Rigsdagsmarskallen i Luthers Stue og meddelte, at han havde at møde Klokken fire om Eftermiddagen for Kejser og Rige i Bispegaarden. Ved (240) den aftalte Tid om Eftermiddagen mødte Rigsdagsmarskallen da igen, og ledsaget af denne og Herolden Kaspar Sturm begav Luther sig afsted. Man vilde gaaet ad Gaden, men dette maatte opgives. Gaden var saa stoppet at Tilskuere, at det var umuligt at komme frem. Man maatte da ty ind gennem en Gæstgivergaard og videre gennem Gaarde og Haver. Da man ankom, (241) skulde der ventes i et Lokale nedenunder. Ventetiden varede hele to Timer. Endelig Klokken seks førtes han ind. Seks eller syv af hans Venner, Theologer og sachsiske Hofmænd, fulgte med og borede sig uden ret mange Hensyn igennem Trængslen, for at han ikke skulde blive skilt fra dem.
90        Hans Tilsynekomst var slet ikke, som den skulde være. (242) Aleander fortæller forarget, at Narren traadte leende ind i Salen. Og i Kejserens Nærværelse bevægede han Hovedet frem og tilbage og opad. I Stedet for at vise nedbøjet Ærbødighed, saa han sig rundt i den udsøgte Forsamling. Han faar Øje paa Dr. Peutinger fra Augsburg og hilser lydeligt:      "Dr. Peutinger! -- er I ogsaa her!"

91        Han ser den spinkle, blege Kejser-Yndling mellem stive spanske Raader, han ser Aleanders Jødeansigt. Der sad de høje Kurfyrster og der sad røde Kardinaler. Og hvad i al Verden! Der laa jo alle hans Bøger paa en Bænk! Hvordan mon de dog havde faaet alle dem skrabt sammen? Han vidste ikke, hvor Aleander havde slidt med dette i de sidste Maaneder. Midt i det kom han til at spekulere paa, om han skulde sige "Allernaadigste" til Kejseren, for Kejseren lod jo ikke til at være ham videre naadig.
92       Kejseren paa sin Side betragtede ogsaa Luther nøje. Den Munk skulde ikke gøre ham til Kætter, mente han bagefter.           Ved Luthers Side stor Hieronymys Schurff som juridisk Raadgiver. Rigsdagsmarskallen havde ved Indgangen mindet Luther om, at han maatte kun sige noget, naar han blev spurgt, og ikke tale paa egen Haand.
93        Saa staar da Officialen Johann von Eck frem og retter Spørgsmaalene. Det var en Overraskelse for Sachserne, da de havde gjort Regning paa, at Glapion skulde have ledet Forhøret. Han havde jo gaaet og sagt saa meget om, hvordan han nok skulde klare den Sag.
94         Eck spurgte, om Luther vedkendte sig de fremlagte Bøger, og om han vilde genkalde dem? (243)
95       Luther var lige ved at sige ja til det første, da Schurff afbrød med lydelig Stemme:      "Man anmodes om at oplæse Titlerne".      En Notar oplæste Titlerne. -- "Man læste Titlerne, og saa var Bøgerne allesammen mine", sagde Luther bagefter.
96       Saa gentog Luther nøjagtig Spørgsmaalene, bekræftede, at Bøgerne var af ham, men fortsatte saa, at det andet Spørgsmål forlangte, at han enten skulde fastholde alle Bøgerne paa samme Maade eller genkalde, hvad han ansaa for kættersk. Det var et Spørgsmaal om Troen og Sjælens Salighed, og han vilde handle uforsvarligt ved at svare derpaa uden nøje Overvejelse, da han let kunde komme til at sige mindre, end Sagen fordrede, eller mere, end Sandheden tillod. Derfor bad han allerunderdanigst og ydmygst Kejserlig Majestæt om Betænkningstid for at kunne svare rigtigt.
97        Den velovervejede Begrundelse viser, at det var en indstuderet Tale. Selv havde han vist mest Lyst til at sige noget andet, men han maatte gennem Lektien baade paa Latin og Tysk. Den gjorde imidlertid sin Virkning.	Note: se #88.
98        Eck stod med velovervejet Instruks angaaende alle tænkelige Svar af Luther. Dette var det eneste Svar, Modstanderne ikke var belavede paa. De var enige om, at det var Lovkroge og Forhalingsforsøg, og da von Eck skulde meddele, at Luther fik 24 Timers Betænkningstid, gav han ham samtidig en Irettesættelse. Han havde dog nok haft Tid til at have et Svar parat! Nu skulde han benytte Tiden til ordentlig at betænke, hvor meget han havde forsyndet sig mod den hellige Stol, og hvilke kætterske Lærdomme han havde udbredt. Aleander var saa glad for Talen, at han straks samme Aften skrev til (244) Rom om at belønne "den i Sandhed udmærkede Mand" med en større Pengesum.
99         Luther maatte tie stille og førtes straks af Herolden tilbage til Herberget. Han var i udmærket Humør. Straks han kom hjem, satte han sig til at skrive til en Ven i Wien, at han agtede ikke at tilbagekalde en Tøddel. Besøgende taler ogsaa om denne glade Stemning. Luther sagde selv paa sine gamle Dage:        "Jeg var uforknyt, var ikke bange for noget. Gud kan godt gøre En saa tosset. Jeg ved ikke, om jeg nu vilde være saa glad."
100        Han regnede med, at der ikke virkelig var nogen øjeblikkelig Fare, og det er vel rigtig nok, hvad han sagde et Aar efter: "Havde jeg villet fare frem med Magt, saa havde jeg kunnet anrette en Leg, saa baade Kejser og Rige ikke havde været i Sikkerhed".	Note: Citatet stammer fra en prædiken, holdt tirsdagen efter søndag invocavit, den 10. marts 1522. Se invocav2#26.
101        Onsdag den 18. April Klokken fire førtes da Luther atter ad de samme Veje til Bispegaarden og maatte atter vente til Klokken seks. Da slap han endelig ind. Man havde faaet lidt hvisket til ham om, at i Kejserens Nærværelse maatte man ikke staa og se sig alt for ugenert omkring, og deslige.	Note: Severinsen må vist mene torsdag den 18. april, jvfr. #89.
102       Salen var aldeles overfyldt og Luften daarlig. De pavelige Nuntier var ikke til Stede, nu da Kætteren havde Lov at tale. Ogsaa Officialen var der aabenbart i Mellemtiden sagt noget til, nemlig at han i sin Spørgen maatte tage Hensyn til, at der jo var meget i Luthers Skrifter, som Rigsdagen aldeles ikke ønskede tilbagekaldt. Idag spurgte han derfor, om Luther vilde fastholde alle sine Bøger, eller han vilde opgive noget deraf. Iøvrigt talte Eck ogsaa idag i en temmelig ubehagelig Tone først paa Latin, derpaa paa Tysk. Dog var det paafaldende, at han udelod mange af de latinske (245) Grovheder i den tyske Gengivelse, som Ridderne kunde forstaa.
103         Saa stod Luther da for Kejser og Rige indtagende den ejendommelige Neje-Stilling -- med sænket Knæ -- som Klosterhøfligheden paabød. Han begyndte med at bede undskylde, om han gav forkerte Titler eller ikke bar sig ad efter Hofskik. Han var jo opvokset i Munkekroge. Han gjorde opmærksom paa, at hans Bøger jo ikke var af een Slags. I nogle behandlede han Tro og Sæder, og selv hans Modstandere bifaldt dem. Disse kunde han da ikke tilbagekalde. En anden Klasse af dem var mod Pavedømmet og Pavehoffet, der hat tynget troendes Samvittigheder med utaalelige Love, og som sluger og fortærer det tyske Folks Ejendom. At genkalde disse var kun at styrke dette Tyranni og lukke ikke blot Vinduer men ogsaa Døre op for det.
104         En tredje Klasse var Stridsskrifter mod enkelte Personer, der havde villet beskytte og forsvare det romerske Tyranni. Han vilde godt indrømme, han havde været heftigere i dem, end godt var. Han var ingen Helgen, men det drejer sig jo heller ikke om, hvad han var for et Menneske men om Kristi Lære. Men tilbagekalde dem kunde han ikke, da disse Modstandere saa vilde rase saa meget værre imod Guds Folk. Dog da han var et Menneske og ikke Gud, vilde han sige med Jesus: "Har jeg talt ilde, saa bevis det!" Overbeviste man ham med profetiske og evangeliske Vidnerbyrd, vilde han tilbagekalde, men han vilde ingen Del have i, om man begyndte den unge Kejsers Regering med at fordømme Guds Ord og saaledes gjorde Begyndelsen ulykkevarslende. Hermed bad han Kejseren og de høje Herrer om ikke at lade hans Modstandere volde ham Men.
105        Den her kortelig gengivne Tale holdt han paa Latin. (246) Derefter anmodedes han om at gentage den paa Tysk. Det var synligt, at Heden og den daarlige Luft i det overfyldte Lokale havde gjort ham træt, saa at en af de sachsiske Raader raabte til ham:        "Kan I ikke gøre det, saa er det nok, Hr. Doktor".            Men han gentog med klar og tydelig Røst i jevne og sømmelige Ord sin Tale. En bifaldnde Mumlen lod sig ofte høre.
106        Her var jo ikke ligefrem nægtet Tilbagekaldelse. Man forhandlede, hvad der skulde gøres. Kejseren holdt paa, at man ikke kunde indlade sig paa Forsøg paa at modbevise ham. En saadan Forhandling om Troen vilde være et Indgreb i Pavens Rettigheder. Fyrsternes Flertal sluttede sig dertil. Lidt efter kunde Officialen da holde en ny skældende og larmende Tale til Luther: Han skulde ikke saaledes luske uden om Spørgsmaalene. Havde han endda fremsat helt nye Kætterier, saa vilde Kejseren muligvis have bedt Paven om en ny Undersøgelse. Men det var jo udelukkende gamle Kætterier, som forlængst var fordømte af de hellige Koncilier. Spørgsmaalet var kun, om han vilde tilbagekalde de allerede fordømte Udsagn og især, hvad han havde skrevet mod Konciliet i Konstanz? Nu havde han at give et Svar "uden Horn og Kabuds".
107        Da var det, Luther gav det berømte Svar:          "Siden Eders kejserlige Majestæt og Naade forlanger et ligefremt Svar, saa vil jeg give et, som hverken stanger eller bider, saalunde: Med mindre jeg bliver overbevist ved Vidnesbyrd af Skriften eller ogsaa ved indlysende Grunde -- thi jeg tror hverken Paven eller Koncilierne alene, fordi det ligger for Dagen, at de flere Gange har faret vild og talt imod sig selv, -- og eftersom jeg ved Skrifter, som jeg har anført, er fangen (247) i min Samvittighed ved Guds Ord, saa kan og vil jeg intet genkalde, fordi det er byrdefuldt, ulykkebringende og farligt at handle mod Samvittigheden. Gud hjælpe mig! Amen."
108        Dette faste Svar gjorde et stort Indtryk i Forsamlingen. 25 Aar senere i Wittenberger-Udgaven af Luthers Værker, er Slutningen lidt udførligere: "Her staar jeg. Jeg kan ikke anderledes. Gud hjælpe mig". Om det virkelig har lydt saaledes, er vanskeligt at afgøre, menb, som en Luther-Historiker siger: Luthers Berømmelse ligger ikke i, at han sagde: "Her staar jeg", men i, at han stod.
109         Ogsaa efter dette Svar maatte de ledende have en lille Forhandling, om det gik an at gaa til en Undersøgelse af Ting, som Koncilierne havde afgjort. Kejseren lod Officialen spørge Luther, om han troede, at Koncilierne kunde fejle?        Luther gentog, at Konstanzer-Konciliet havde truffet Afgørelser imod klare Ord i den hellige Skrift.
110       Da rejser Kejser Karl sig med de Ord, at nu havde han nok. Det blev Signal til et begyndende Opbrud i Salen. Alle var trætte af Trængsel og Hede. Men igennem Larmen raabte Official von Eck til Luther:          "Lad din Samvittighed fare, Martinus, som du er forpligtet til, da den befinder sig i en Vildfarelse! Da vil du kunne tilbagekalde sikker og uden Betænkelighed. Men at Koncilier har fejlet, vil du, i det mindste, hvad Trossager angår, aldrig kunne bevise. At det kan være sket i Straffesager, det vil jeg uden Omsvøb give dig Ret i."
111       Luther svarede, at han kunde bevise det. Men nu var alt i Opbrud, og det var navnlig tydeligt, at Kejseren ikke vilde have mere. Luther maatte derfor afslutte (248) med allerunderdanigst at anbefale sig til Kejserens Bevaagenhed.        Under megen Larm førtes Luther ud af Salen af to Mænd. De tilstedeværende Spaniere hyssede og haanede ad ham, men der lød fra anden Side høje Taab, om de to vilde fængsle ham? Luther maatte vende sig om mod Forsamlingen og berolige ved at raabe:       "De ledsager mig bare".
112       Geheimekabinettets spanske Beretning til Statsraadet i Castilien slutter saaledes:         Kejseren gik nu op paa sit Værelse, og Kurfyrsterne og Fyrterne begav sig til deres Herberger. Men hele det øvrige Folk og Luther selv, fuld af Glæde og fulgt af mange Tyskere, der ogsaa før havde ledsaget ham, ilede ud af Paladset, han som de med højt løftede Arme med de aabne Hænder udstrakt, saaledes som Tyskerne plejer at gøre ved Lansebrydning, til Sejrstegn. Og saaledes ledsagede de ham til hans Kvarter. Men Spaniernes Rideknægte, som ved Paladsets Udgang ventede paa deres Herrer raabte i Porten efter ham: "I Ilden med ham! i Ilden!"
113        Da han var kommen ind i Johanitterhuset, hvor mange ventede, rakte han paa samme Maade Hænderne i Vejret og raabte med glædesstraalende Ansigt:       "Jeg er igennem! Jeg er igennem!"        Kurfyrsten kom henrykt hjem i "Svanen" og maatte straks have Bud efter Spalatin for at udtale sin Beundring over, som Luther havde talt.
114        Der var mange andre, der var gaaet fra Mødet med dette Indtryk. Deriblandt var ogsaa en ung, dansk Prins, lidt letsindig var han dengang. Siden blev han den fromme Kong Christian III. Han var med i Brandenburger-Kurfyrstens Følge, idet Joachim I var gift med (249) den danske Kong Hanses Datter Elisabeth. Ham ledsagede den holstenske Adelsmand Johan Rantzau. Ingen af dem glemte dem Dag.
115        Hos Luther var der stort Rykind, og det af baade Fyrster og jævne Folk. Den 17-aarige Landgrev Filip af Hessen kom. Han kendte ikke stort andet af Luthers Lære, end hvad Hofraaderne havde fortalt ham, at Luther kunde tænke sig at tillade en Mand at have to Koner, og dette førte han nu paa Tale. Luther lo og sagde:        "Ak nej, naadige Herre, Ederes fyrstelige Naade skulde ikke tale saaledes".
116        Landsgreven gik snart, gav Luther Haanden og sagde:        "Har I Ret, Hr. Doktor, saa hjælpe Jer Gud".        Den friske, højtbegavede Landgreve, der skulde komme til at gøre Evangeliets Sag saa store politiske Tjenester, havde her sit første Møde med Luther. Underligt, at han da netop skulde bringe den Sag paa Bane, hvormed han siden voldte sine Venner saa dyb en Ydmygelse.
117         I den lutherske Lejr havde man altsaa Sejrsglæde. I Virkeligheden var man hos Modstanderne i stor Forlegenhed. Den sachsiske Taktik havde manøvreret dem ud af alle deres gode Stillinger. Luther havde jo sagt, han vilde tilbagekalde, hvis han blev modbevist.
118        Kejseren afviste enhver Tanke om yderligere Forhandling med ham. Men Modpartiet fik ogsaa Mund og Mæle, og i Byen sporedes flere uhyggelige Tegn paa Gæring i Folket. Hemmelighedsfulde Plakater truede med Ridderopstand. Kurfyrsterne vedtog da, at de ikke vilde sende ham tilbage uden at høre ham, men Forhandlingerne skulde være hemmelige. Kejseren strittede imod og gav sig først, da Kurfyrsterne (250) lovede at gå med til at erklære Munken fredløs, hvis han ikke tilsidst tilbagekaldte.
119       Saa blev der da nedsat en Kommission til at forhandle med Luther. Jean Glapion fik slet intet med ham at gøre. Derimod kom han nu endelig for Kurærkebiskop Richard von Greiffenklau af Trier. De andre Medlemmer af Kommissionen var Kurfyrst Joachim af Brandenburg, Biskop Hieronymus Scultetus, hidtil af Brandenburg, nu forflyttet til Havelberg, Biskop Christoph von Stadion af Augsburg, Hertug Georg af Sachsen, Tyskmesteren Dietrich von Cleen (Statholder i det tyske Rige for de tyske Ridderes Stormester, der selv boede uden for Riget i det under Polen hørende Preussen), Grev Georg af Wertheim, og endelig to Repræsentanter for Rigsstæder, Raadsherrerne Conrad Peutinger fra Augsburg og Hans Bock fra Strassburg.
120       Af disse kan kun Joachim af Brandenburg og Georg af Sachsen siges at være Luthers afgjorte Modstandere. Luther forlangte nogle af sine Venner med som Vidner og fik ogsaa Schurf, Amsdorf og Jonas.          Det var Onsdag og Torsdag 17. - 18. April Luther havde været i Forhør for Kejser og Rige. Der gik en Uge hen, og atter Onsdag og Torsdag, 24. - 25. April, var han til Forhandling. Der er ingen Tvivl om, at dette sidste Dag-Par var sværere for ham end det første.
121        Onsdag Morgen Kl. 6 mødte han da med sine Ledsagere i Tyskriddernes Hus for Kommissionen. Til Ordfører havde Kommissionen valgt en Lægmand, Markgreven af Badens Kansler Hieronymus Vehus, en Erasmianer. Denne holdt en Tale til Luther, som denne indrømmede var det fornuftigste, der endnu var blevet sagt imod ham. Man vilde have ham til at tilbyde (251) at tilbagekalde, hvad Kejser og Rigsdag overfor ham vilde betegne som kættersk.
122         Luther svarede, at naar man modbeviste ham af Skriften, vilde han ikke blot tage Kejser og Rige men den ringeste Medkristen til Dommer.        Kurfyrst Joachim sagde, at Hr. Doktoren vilde vel altsaa kun genkalde, naar han blev modbevist af Skriften?       "Ja, naadige Herre, eller med klare, tydelige Aarsager og Grunde".        Men saa snart man kom til denne Beraaben paa Skriften, lo Hertug Georg haansk og opfordrede til Modstand.
123        Forhandlingen blev dermed afbrudt, og de høje Herrer begav sig til Stændermøde. Men paa Vejen kom Vehus til at følges med Peutinger, og denne sagde, han havde hørt af Schurff, at Luther var beredt til at underkaste sig en Voldgiftsdom af Stænderne. Denne private Efterretning satte en saa rosenrød Farve paa Vehus' Beretning til Stænderne, at Luthers Lejde blev forlænget endnu to Dage, for at Forhandlingerne kunde fortsættes.
124        Ærkebiskoppen fulgte ikke med Kommissionens andre Medlemmer til Stændermøde, men havde ordnet en mere privat Sammenkomst i sin Spisestue. Luther skulde tage to Mand med -- han tog Theologen Amsdorf og Juristei Schurff. Ærkebiskoppen havde ligeledes to, nemlig den før nævnte Official von Eck og en Person, som i disse Dage havde boret sig ind i Lutherforhandlingerne, Johannes Cochlæus.
125  Denne Mand var en humanistisk Stræber, der indtil fornylig havde hørt til Oppositionen, men nu pludselig havde gjort sig til Specialist i at bekæmpe Luther. Da Luther rejste gen- (252) nem Frankfurt, skyndte Cochlæus, der var Dekan ved Frue Kirke i Frankfurt, sig afsted til Worms, hvor han stræbte at gøre Aleander Tjenester. Det skyldtes et Vink af Aleander, at han kom med her. Men iøvrigt søgte han at optræde som den velvillige Mand, der gerne med det gode vilde overtale til et Forlig.
126        Da de seks sad sammen, begyndte Officialen at holde en Tale til Luther. Det havde han jo svært Øvelse i. Just som han havde begyndt, blev Ærkebiskoppen kaldt ud, og Cochlæus skyndte sig at benytte Pausen til at lægge Luthers Venner paa Sinde endelig at faa ham standset paa den gale Vej, at han ikke skulde rive et Lys som Melanchthon med sig i Fordærvelse. Saa kom Ærkebiskoppen ind igen, og Eck fik afleveret sin Tale, hvori han beviste, at alle Kætterier stammede fra Bibelen. Nu talte ogsaa Ærkebiskoppen venligt og indtrængende med Luther "som en erfaren Verdensmand" om dog at give noget efter. Men Cochlæus kunde ikke lade være at lade sit Lys skinne, saa det endte i en ørkesløs Disput med ham.
127        Det var blevet Middag, hvorfor Ærkebiskoppen hævede Sammenkomsten og gik til Kejseren, hos hvem han ved megen Møje fik Lov til at fortsætte Forhandlingerne.          Om Eftermiddagen var Cochlæus ude at lede efter Spalatin og havnede saa i Luthers Herberge og kom i Samtale med Luther og de andre tilstedeværende. Han vilde have Luther til at opgive sit frie Lejde, og saa skulde de to disputere "under lige Kaar" med Rigsdagen som Dommer. De sachsiske Adelsmænd blev meget vrede over dette mærkelige Tilbud. Atter her talte han rørende om Faren for Melanchthon.
128        Næste Morgen Klokken seks mødte Vehus og Peutinger (253) i Luthers Herberge for at fortsætte Forhandlingerne og faa Luther til at lade Rigsdagen dømme. De fik ham saa langt, at han bad om Betænkningstid. De to skulde da komme igen efter Middag. Disse Timer har sagtens været de sværeste under hele Opholdet i Worms. Men han kom til at tænke paa Jer. 17,5: Forbandet er den Mand, som forlader sig paa Menneskeer. Da de to kom igen Klokken 1, sagde Luther, at han kun kunde underkaste sig en Afgørelse efter Skriften. Peutinger foreslog da et Koncilium, og under mange Forbehold sagde Luther ja dertil.
129        De to gik da til Greiffenklau, og denne lod straks Luther kalde. Luther og Ærkebiskoppen forhandlede nu under fire Øjne, og Kirkefyrsten vandt virkelig Luthers Hjerte. Han tilbød Luther et Priorat i Trier og en Plads ved sit Bord, altsaa som Hofmand ved den gejstlige Kurfyrstes Hof.
130  Luther fortalte under Skriftemaalets Segl om sin Stilling, saa Greiffenklau fik en hele Del at vide, som Aleander var helt syg for at faa listet fra ham. Men alt strandede paa, at Luther erklærede ikke at kunne vige angaaende de i Konstanz fordømte Lærdomme. Under Forhandlingerne var Spalatin kommen tilstede og hørte det sidste.
131        Træt bad Luther tilsidst Kurærkebiskoppen om at skaffe Rejsetilladelse hos Kejseren.         Allerede samme Aften kom der da ogsaa kejserlig Ordre til at forlade Worms med 21 Dages frit Lejde. Luther takkede Overbringeren og sagde:       "Som det har behaget Herren, er det gaaet og sket -- Herrens Navn være lovet!"
132        Kurfyrsten gav nu sine betroede Folk Ordre til at ordne noget, som han ingen Besked vilde vide om. Derimod fik Luther Besked. Den tilstedeværende Foged paa (254) Wartburg, Berlepsch, og hans Nabo, Ridder Hund fra Altenstein, skyndte sig at komme afsted i Forvejen.
133        Fredag Morgen var der atter stort Rykind af Venner, der vilde tage Afsked. Aleander kan meddele til Rom: "Saa er da den ærværdige Skurk igaar tre Timer før Middag rejst af med to Vogne, efterat han egenhænder i mange Personers Nærværelse havde ristet sig mange Brødskiver og drukket mangt et Glas Malvasier, som han holder umaadelig meget af."       Tyve Ryttere ledsagede den bortdragende.
134        Rigsdagen blev ved at slæbe sig hen. Der var gaaet 16 Dage, da bredte sig den 12. Maj det Rygte i Worms, at Luther var bleven overfalden og slæbt bort. Der rejste sig et voldsomt Raseri mod den pavelige Nuntier, som man troede havde lavet dette. Der gik ogsaa mange andre Rygter. Man talte om en Ridder Behem, der havde sendt Kurfyrsten Fejdebrev.
135  Der taltes ogsaa om Greven af Henneberg, i hvis Land Overfaldet skete. Han var vred paa Luther, fordi denne havde kritiseret Valfarterne til Grimmenthal. Andre vidste, at Luthers Lig var fundet i en Sølvgrube, gennemboret med en Kaarde. Der gik da ogsaa Rygter om, at Luther var blandt Venner i Franken. Aleander havde saa fin en Næste, at han anede Sammenhængen, men ingen vidste noget.
136         Mange af Fyrsterne var efterhaanden rejst bort. Da udstedes omsider det saakaldte Wormser-Edikt, som erklærer Luther i den saakaldte Rigens Acht, d. v. s. Fredløshed. Ingen maa huse, bespise eller beskytte ham men skal fange og udlevere ham. Og hans Tilhængere maa man gøre ligesaa imod og tage deres Gods. Aktstykket er forfattet af Aleander og indeholder en fryg- (255) telig Udmaling af alle Luthers Ugerninger, -- men mærkeligt nok ikke et Ord om Afladen. Ediktet er dateret den 8. Maj, men det er først billiget af et tilbageværende katolsk Mindretal af Rigsdagen den 23. Maj; og den 26. Maj ved Slutningen af Messen i Domkirken fik Aleander Kejserens Underskrift.
137        Samme Dag skriver han jublende til Rom og anfører Ovids "Elskovs-Kunst": Synger nu Eja med Fryd, og atter saa synge I Eja! Endelig faldt i mit Garn Byttet, som ivrig jeg jog.
138      Men saa tager han sig i det, at det maaske ikke er rigtig passende at synge Ovids Pigejægervers i denne Anledning, hvorfor han tilføjer, at da det drejer sig om den hellige Religions Sag, vil han hellere med Trinitatisfesten idag sige: Lovet være den hellige og udelte Treenighed!
139       Men kort før havde Luther skrevet til Lukas Kranach i Wittenberg, at nu vilde han forsvinde for en Tid:       "Jøderne faar en Gang synge Eja! Eja! Eja! Paaskedagen kommer ogsaa for os, og saa vil vi synge Halleluja!"
Videre til sev12a!

Noter: