Martin Luthers liv


fortalt af P. Severinsen, København, Forlagsmagasinet, 1910. Bind 1 af "Martin Luthers Liv og Hovedværker", samme forlag.

Tilbage til oversigten!

Her kapitel 8, side 186-216.

Tilbage til kapitel 8!
 
 
1 De store Reformskrifter 1520
        Medens saaledes Tankerne groede i Luther under mangehaande Indtryk, udøvede han en omfangsrig Forfattervirksomhed. Skrift efter Skrift forlod Pressen og reves bort. En Boghandler i Basel trykkede en Samling af hans Skrifter og kunde melde ham, hvordan de solgtes i fremmede Lande. Hans Fortolkning til Galaterbrevet blev straks oversat til Spansk. I Almindelighed lod han Arkene gaa i Trykkeriet, efterhaanden som de blev færdige. Der er noget jagende ved hans Forfatterskab. Tordenbygen han jo over hans Hoved. Han vidste ikke, hvor længe han endnu fik Lov at skrive og tale. 
           Samtidig gik Brev paa Brev fra hans Pen, især til hans Ven, Kurfyrstens Sekretær, Spalatin, hvem han betroede alle sine gryende Tanker og tog paa Raad om alle offentlige Skridt. Spalatin har omhyggelig passet paa Luthers Breve, og disse er vigtige Kilder til at følge hans Udvikling. Luther har ikke passet saa godt paa Spalatins Breve. De har meget ofte været Formaninger fra Kurfyrsten til endelig at være forsigtig, -- Formaninger, der lige saa ofte kom for sent. 
3          De ivrige Studier i Kirkeretten før Disputationen i Leipzig havde ført Luther ind i en Mængde Spørgsmaal, (187) som han hidtil kun havde givet sig lidet af med. Forbindelsen med den politiserende Humanist Hutten førte ham længere ind i disse Interesser. Ogsaa han blev greben af Begejstringen for at fri det tyske Fædreland fra Roms ulidelige Anmasselser. Et helt kirkepolitisk Program groede op i ham. En Dr. van der Wick, der havde været i Rom og var godt inde i Forholdene der, opholdt sig i Wittenberg. Ham udspurgte Luther grundigt. De mange Klageskrifter af (188) Hutten og andre har han ogsaa læst, og med Glæde greb han i Februar 1520 en Bog, Hutten havde ladet optrykke. Den var af den italienske Humanist Laurentius Valla, død 1457, og handlede om Konstantins Gavebrev. 
4  I Kirkerettens Lovbog læstes nemlig et Brev fra Kejser Konstantin den Store til Paven. Denne udtaler heri, at han flytter sin Hovedstad til Konstantinopel og skænker Paven Rom og Herredømmet over "alle Italiens Provinser og de vesterlandske Egne". Paven var altsaa egentlig alle disse Landes retmæssige Herre, og det lærtes, at han saa havde forlenet disse Rettigheder til den tyske Kejser, hvis hele Ret altsaa afhang af Pavens Naade, hvad ogsaa gjaldt de italienske Fyrster. 
5  Valla er en af den historiske Kritiks Grundlæggere, og han havde i et Skrift 1440 vist, at det nævnte Brev var et rent og skært Falskneri og hele Historien om Konstantins Gave en Fabel. Allerede nogle Aar før havde en anden rokket ved Troværdigheden, men Valla leverede klare Beviser, -- iøvrigt til politisk Brug for Kongen af Neapel. Denne allerede gamle Bog blev først nu kendt i Tyskland. Ved Læsning af den blev Luther greben af Forfærdelse. Altsaa ikke blot med Anmasselse, men ligefrem med Løgne arbejdede denne hellige Lovbog, som man hidtil havde skullet bøje sig for som for Bibelen selv! Han betroede nu Spalatin, at efter dette tvivlede han ikke om, at Paven var Antikrist selv. 
6          Luthers Disciple skulde senere i den første udførlige Kirkehistorie (de Magdeburgske Centurier) føre Bevis for, at store Mængder i denne Lovbog stammede fra et storstilet "kirkeligt" Lovfalskneri, de saakaldte "isidorske Dekretaler", der udkom i Frankrig omkring 850 og havde til Hensigt at fri Gejstligheden, især den høje, (189) fra al indenlandsk Domsmagt og især fra de borgerlige Domstole. 
7          Saa meget fik Luther aldrig at vide, men han havde faaet saa meget, at han fik Lyst til at tale igennem om alle den Slags Spørgsmaal. 
8          Saaledes opstod Skriftet: "Til den kristelige Adel af tysk Nation om den kristelige Stands Forbedring". Det udkom i August 1520 i et Oplag paa 4000 Eksemplarer og var straks udsolgt, saa at nye Oplag og Eftertryk maatte tilfredsstille Efterspørgslen. 
9         Mange Politikere af Faget havde skrivet om disse Sager, og nu kom her en Munk, hvis Liv var levet i ganske andre Studier, og vilde tale med. Det plejer ikke at blive hørt synderligt. Men denne Gang blev det Munken, der slog igennem. Skriftet var paa Modersmaalet, og i dettes Brug var Luther allerede bleven Tidens Mester. Og han havde et fast Stade, derfor kunde han tage fast paa Tingene. Men tillige viser han et mærkeligt modent Blik for, hvad der er Hovedsager. Alt det andet lader han ligge. 
10         Læserne henvises til at læse selve Skriftet i et senere Bind af dette Værk. Man lærer meget af dette Stridsskrift om Forholdene den Gang. 
11        Det er rettet til Adelen, thi han vil have, at de, der har noget at sige i Tyskland, skal bryde Trældommen under Rom og sørge for, at de kirkelige Embeders Indtægter bliver i Landet, saa at Ordets Tjeneste virkelig bliver passet. Derfor gør han op med alle Roms Krav og Kunstgreb, viser, hvorledes Pavehoffet med koldt Blod ødelægger alt, og giver Anvisninger paa en saadan Optræden, "at de nok skal mærke i Rom, at Tyskerne ikke altid er gale og fulde". (adel02#74) Pa- (190) ven skal ikke have en urimelig Masse Penge for at anerkende en ny Biskop, men man skal efter Nikæa-Mødets Regel lade ham stadfæste af to Nabobiskopper og selv beholde Naadensaaret. 
12       Desuden har han adskillige Forslag paa det sociale og kirkelige Omraade. Han raader til at afskaffe det ødelæggende Tiggeri ved at indføre en ordentlig Fattigforsørgelse. Valfarter og Helligdomsgang vil han have modarbejdet paa det kraftigste, og de mange Helgendage maatte helst afskaffes. Fuggerne faar ogsaa en varm Behandling, idet han mener, man maa bort fra Rentelaan. 
13 Præsterne skal gifte sig ordentlig og saa leve i Ægteskab med en god Samvittighed. Universiteterne skal reformeres og befris for Aristoteles. Med Bøhmerne maa man se at faa et godt Forhold. Han vil ikke tilraade, at man skal tvinbge dem til at afskaffe Nadveren under begge Skikkelser, efterdi det ikke er ukristeligt, men man skal lære dem, at hverken deres eller Romerkirkens Skik er en Vildfarelse. 
14        Dette er det ene af Luthers Hovedskrifter fra 1520. Det var det, der naaede videst, thi det talte om Ting, som alle Hoveder var fulde af og havde været i mange Aar. Alle disse udvortes Ting var det, man havde tænkt paa, naar der krævedes en "Reformation paa Hoved og Lemmer". Meget af det var her radikalere, end man havde tænkt sig, navnlig i Begrundelsen, men alligevel -- !
15        I Virkeligheden kom det da ogsaa til at gaa efter disse Anvisninger, da nogle Aar senere Landsøvrighederne greb ind og indførte Reformationen. 
16        Men Hovedsagen var dog en anden end alt dette, hvor betydeligt det end kunde være. Det var en Reformation med selve det hellige, der stod for Luther. (191) Og derom skulde der ogsaa skrives. "Velan, jeg kan endnu en lille Vise om Rom", skriver han sidst i Skriftet til Adelen. (adel05#75
17           Denne lille Vise var han allerede ved at skrive paa, men denne Gang paa Latin for de lærde. I Oktober 1520 kom den med Titel: "Forspil om Kirkens bebyloniske Fangenskab". Denne Vise kunde dog ikke nær saa mange kvæde med.
18          Dette er et theologisk Skrift, beregnet paa de lærdes Overvejelser. Men forud for det var det gaaet en hel Række af folkelige tyske Skrifter, som behandler de samme Emner. Disse Skrifters Indhold gaar nu igen her, mere afklaret og alsidig overvejet. Dette andet Hovedskrift fra 1520 er Luthers kristelige Program, medens det foregaaende er kirkepolitisk.
19           Sidst paa Aaret 1519 udgav han tre "Sermoner" (bearbejdede Prædikener) om Boden (Skriftemaaleet), om Daaben og "om Kristi sande hellige Legemes Sakramente og om Broderskaberne". I den sidste rører han ved det "bøhmiske" Spørgsmaal om ogsaa at lade Lægfolk faa Kalken. Det er en Bemærkning i Forbigaaende, at det kunde være smukt, om et Kirkemøde ordnede det saaledes. Melanchthon havde henledet hans Opmærksomhed paa, at den skolastiske Lære om Brødets og Vinens ligefremme Forvandling var uholdbar, men i dette Skrift for Lægfolk vil han ikke ind paa den Slags Spekulationer. "Det er nok, at du véd, det er et guddommeligt Tegn, som Kristi Legeme og Blod sandelig er i". Messeofferet tier han helt stille om endnu. 
20         Da disse var udkommet, bad Spalatin ham om paa samme Maade at behandle Resten af det 7 Sakramenter (Konfirmationen, Prætevielse, Ægteskab, sidste Olie), (192) men Luther svarede, at han kunde ikke mere se, at der var syv Sakramenter, kun tre kunde han finde i Skriften. Derimod udgav han en meget udførlig Sermon om gode Gerninger, som udkom i Juni 1520. Den er egentlig den første evangeliske Sædelære, og her fin- (193) des et og andet, som siden gaar igen i Skriftet til Adelen, bl. a. stærke Udfald mod Tyskernes Drikkeri. Luther har i det hele kæmpet meget mod de da overhaandtagende Drikkeskikke. 
21        Skriftet om Nadveren voldte ny Strid, og denne rejste sig vel at mærke af den lille, man skulde synes meget tamme, Bemærkning om, at et Kirkemøde passende kunde tillade at give Lægfolk Kalken. Hertug Georg fandt, at det "lød næsten pragisk". Kurfyrsten mærkede ogsaa nok, at Vreden kogte mange Steder, hvorfor man fik Luther til at udsende et lille Skrift, der yderligere understregede, at han jo kun havde skrevet om, hvad et Kirkemøde passende kunde gøre. 
22  Tillige sendte han efter Anvisning Breve til Ærkebiskop Albrecht af Mainz og til Biskoppen af Merseburg. Albrecht svarede særdeles naadigt, at han havde desværre endnu ikke faaet Tid til endog overfladisk at se Luthers Skrifter, men hvis Luther lærte Sandheden, var hans Gerning af Gud, og ingenkunde hindre den. Biskoppen af Merseburg svarede med et Haab om at kunne personlig tale med Luther om Stridsspørgsmaalene. 
23 Men ovre i Hertug Georgs Land havde man Biskoppen af Meissen. Denne udsendte et Dekret, hvorefter Bogen skulde beslaglægges. Dekretet var dateret fra Biskoppens Residensby Stolpe og forsynet med Officialens Segl. Luther bruste op med et heftigt Svarskrift mod "den Seddel, der er udgaaet under Officialen af Stolpes Segl". Ved at lade, som om han ansaa Dokumentet for lavet af Officialen, vil han undgaa Skinnet af at overtræde Lydighedspligten mod en Biskop. 
24 Den Slags Omveje kommer Luther nu gerne kluntet fra. Spalatin og Kurfyrsten forfærdedes, men der kom dog ikke nogen Lynstraale fra Meissen. Mil- (194) titz sad i Stople ved Bordet efter Aftensmaden sammen med Biskoppen, "ganske letsindigt ved Drikken". Officialen gjorde Selskab. 
25  Da kommer en ærkebiskoppelig mainzisk Sekretær ind og bringer Luthers Svar. Biskoppen tager det og læser det straks op for Miltitz og Officialen. Det gik jo ud over Officialen, saa denne blev ærgerlig og arrig, men jo mere han snærrede, des højere lo Miltitz, og skønt Biskoppen ikke var saa særlig tilpas derved, holdt han dog gode Miner. Dagen efter bragte Miltitz Bogen til Hertug Georg og har formodentlig ledsaget den med nogle Gemytligheder, thi Hertugen tog Bogen, læste den straks og lo "med Maade". Det er Miltitz selv, der fortæller alt dette. 
26         I Begyndelsen af August kom der endnu en Sermon om Messen, hvori han atter har fat paa Nadveren og paa den Maade, den fejres paa. Hele det store Apparat af Ord og Ceremonier skulde man ikke lægge for megen Vægt paa men forstaa, at Indstiftelsesordene er Hovedsagen. Og nu er han kommen til at røre ved Spørgsmaalet om Messeofferet. Han gør opmærksom paa, hvorledes "Offeret" i den katholske Gudstjeneste oprindelig var noget helt andet end, at Præsten ofrer kristus til Gud. 
27  Nu søger han at give dette Afsnit i Messen en taalelig evangelisk Forklaring. Han kom ikke længe til at kunne slaa sig til Ro hermed, men det er betegnende for hans Udvikling, at han altid saa længe som muligt søger at forstaa det overleverede paa bedste Maade. Allerede her ønsker han dog Modersmaalet brugt, og medens det var Skik, at Præsten skulde sige de helligste ord uhørligt, fordrer han dem sunger allerhøjest. 
28          Et Angreb af en Franciskanermunk i Leipzig, Augustin Alveld, bragte Luther til i Sommerens Løb endnu skarpere end før at forme sine Anskuelser om Pavedømmet i Skriftet: "Om Pavedømmet i Rom mod den højtberømte Romanist i Leipzig". Alveld havde ud af alt muligt bevist Nødvendigheden af, at Kirken maage have en Pave. Nu hævder Luther, at Kirken er, hvor Troen er, og er ikke bunden til Rom. 
29          Vi kan endnu hertil føje, at Luther først paa Aaret 1520 føjede en Sermon om Band til de øvrige Sermoner. Han havde allerede 1518 udgivet en saadan, fordi Afladskræmmerne truede hans Sognebørn med "det lille Band". Nu udgav han en helt ny Bearbejdelse, hvori han forklarer Folk, at et uretfærdigt Band er værst for den, der udsteder det, thi Band kan ikke udelukke fra det aandelige Samfund, kun fra det udvortes. Der er adskilligt oplysende om Tidens Forhold i Skriftet. 
30         Med disse Skrifter -- og med adskillige mindre, der i vore Dage vilde været kommet som Avisartikler -- havde Luther allerede udtalt sig om de Forhold, han nu i et samlet og videnskabelig vægtigt Skrift vilde forelægge. 
31        Dette er altsaa Skriftet om Kirkens babyloniske Fangenskab, som baade ved sin rolige, værdige Tone og ved sit klare og vægtige Indhold er et af hans betydeligste Skrifter. 
32          Skriftet selv findes i et senere Bind, hvorfor det ikke her skal refereres nærmere. Læseren bør selv arbejde sig igennem det. 
33          Han behandler deri alle Kirkens syv Sakramenter, men kun de tre lader han gælde for virkelige Sakramenter, ja Boden er i Grunden heller ikke noget rigtigt Sakramente. Om alle disse hellige Handlinger og (196) dermed sammenhørende Forhold siger han stærke og afgørende Ord. 
34 Angaaende Ægteskabet kommer han ogsaa ind paa de mangfoldige Ægteskabshindringer og paa Skilsmissespørgsmaalet, og famlende udtaler han her, at han synes snart bedre om Bigami end om Skilsmisse, naar galt skal være, idet han ikke i Bibelen kan finde Bud for andre end Gejstlige om at være "een Kvindes Mand". Disse Afsnit udelod han, da han paa sine gamle Dage lod Skriftet optrykke. (capt03#95
35          Men særlig kommer alt nu til at dreje sig om Messen, hvormed forstaas Romerkirkens Nadver. Striden var begyndt ved det underordnede Spørgsmaal om Afladen, var derpaa kommet til at gælde Pavens Myndighed, men skifter nu atter Hovedemne. Forvandlingslæren er han nu kommen bort fra og falder tilbage paa en Lære, han kendte fra sine Studier: Brød og Vin bliver ved at være Brød og Vin, men i Brød og Vin er Jesu sande Legeme og Blod. 
36 Det havde han lært af den fra Konstancer-Konciliet bekendte Kardinal Peter fra Ailli (de Aaliaco), Biskop i Cambrai, død 1420; denne skrev, at saaledes kunde man tænke sig Forholdet, hvis ikke Kirken havde paabudt en anden Lære. Kirkens Lærepaabud betød ikke mere noget for Luther. Derfor holder han sig til denne Betragtning, som han urokkelig fastholdt til sin Død. 
37 Endnu skarpere er hans Indsigelse mod Messeofferet. Thi deri var jo i Datiden efterhaanden Nadverens Betydning samlet. Den var en fortjenstlig Handling, hvorved Præsten ofrede Jesu Legeme og Blod til Gud i Himlen. Jo mere Luther nu og i de følgende Aar rørte ved dette Spørgsmaal, des bestemtere fandt han her Romervæsenets værste Ugudelighed paa det hellige Sted. Derfor udskældes Lutheranere ogsaa for "Messedræbere". 
38 Naar Luther skal sige, hvad Nadveren da er, saa siger han allerede i sin Sermon fra Sommertiden, at den er "Kristi Testamente". Derfor lægger han den stærkeste Vægt paa Indstiftelsesordene derved. Nadveren giver altsaa den nye Pagts Goder, og fra nu af former han da Svaret paa, hvad Nadverens Naade er, som den nye Pagts Hovedsag: Syndernes Forladelse. Som bekendt er ikke alle danske lutherske Kristne enige med ham i dette sidste Svar. 
39       Tilsidst omtaler han, at nu er nok Buller og pavelige Rædsler paa Vej for at bringe ham til Tilbagekaldelse. Saa skal da dette Skrift være første Part af "Tilbagekaldelsen", og han slutter med det gamle latinske Julevers:
Herodes, hvi saa ræd og grum,
fordi Vor Herre Jesus kom?
Han, som Guds Rige os har bragt,
attraar ej Verdens Kongemagt. (capt03#166). 
40         Dette Skrift om Kirkens babyloniske Fangenskab var Luthers endelige Programskrift. Det slog alle Forsøg paa Neddysning og halve Reformer sønder og sammen. Alt, hvad han hidtil havde skrevet, kunde muligvs være blevet tilgivet, men nu kunde der ikke være Tale om at standse. Den nye pavelige Afsending holdt sig til dette Skrift. Her var Bevis nok!
41 Skriftet blev hurtig oversat paa Tysk, og det er betegnende for Forholdene, at en af Luthers bittre Modstandere ivrig udbredte denne Oversættelse. Det var Franciskanermunken Thomas Murner, en Mand, der ogsaa søgte at vende Latteren imod Luther. Han tænkte sig, at naar Folk saa denne skrækkelige Bog, saa maatte de da ogsaa være færdige med Luther. Ja, det kunde ogsaa ske, at Modviljen straks tog Folk. 
42 Oppe i Pommern sad Præsten Johann Bugenhagen (198) til Bords hos Sognepræsten i Treptow. Denne rækker ham da Bogen, som lige var kommet til ham fra Leipzig. Bugenhagen gennemblader den og smider den i Harme bort, da han ser Indholdet. Men han samlede Bogen op igen, læste og tænkte og læste igen, og efter Nytaar 1521 drog han til Wittenberg, hvor han siden blev Luthers trofaste Medarbejder. 
43          Paa samme Maade er det vel gaaet adskillige med denne Bog, der vendte op og ned paa alt det nedarvede Kirkevæsen. 
44          Bogen var affattet paa det internationale latinske Sprog og naaede derfor let rundt i fremmede Lande. I Rom læses den, og en Dominikanermunk Katharinus griber Pennen imod den. I Paris faar Sorbonnen travlt. I Nederlandene skildrer Kejserens franske Skriftefader Glapion sin Herre, hvor rædsom Læsningen har været for ham. I England udsender selve Kongen Henrik VIII et Modskrift, -- ved at sætte sit Navn paa et Skrift af Biskop Fisher af Rochester. 
45          Da Bogen om Kirkens babyloniske Fangenskab udkom, var Luther allerede langt fremme med endnu en lille Bog, som der er Løfte om i Slutningen af den forrige. I det samme havde Miltitz igen nogle Mæglingsforsøg for og fik Luther til at love at sende en Fremstilling af sin Lære til Rom. 
46 Luther bruger da denne Bog dertil, hvilket havde til Følge, at den samtidig udarbejdedes i to Former. Den ene Form er en Folkebog paa Tysk: Om et Kristenmenneskes Frihed. Den anden er paa Latin og mere theologisk samt indledet med et udførligt Brev til Pave Leo, alt under Titel: Om en Kristens Frihed. Begge kom i Oktober 1520, men den tyske Form naaede dog først at blive færdig. 
47         Medens der i de foregaaende Bøger stadig lyder (199) Brag af Ting, der styrter om som Jerikos Mure, er der noget fredlyst over dette lille Skrift. Der er Genklang deri af den milde Mystik, Luther havde været saa optaget af for fire Aar siden. De foregaaende Skrifter havde jo vist, hvorledes for det første en Mængde pavelige Bud slet ikke var kristeligt forbindende, og hvorledes endelig det slet ikke er ved Gerninger, et Menneske frelses. 
48 Nu vil han vise, hvordan det da hænger sammen med Forholdet mellem Tro og Gerninger. Derfor handler første Afdeling om det indre aandelige Menneske, der ved Troen formæles med Kristus og bliver fri Herre over alle Ting og ingen undergiven. Anden Afdeling derimod om det udvortes Menneske, der er alles Tjener. Thi gode og fromme Gerninger gør ikke en god og from Mand, men en god og from Mand gør gode og fromme Gerninger. 
49 Og her fremhæver Luther, særlig i det latinske Skrift, hvorledes den indvortes frigjorte Kristen ogsaa kan bøje sig under de pavelige Kirkebud af Hensyn til svage Brødre og til overordnedes juridiske Ret til at byde. I de følgende Aar fastholder Luther i høj Grad Kravet om dette Hensyn til de svage, ja, dette Hensyn drev ham tilsidst ud af det sikre Skjulested paa Wartburg halvandet Aar senere. 
50          Saaledes havde Luther nbu naaet at faa sine Meninger fremsat paa Tryk for Offentligheden.
        Han havde arbejdet under et Højtryk, thi han vidste ikke, hvad Dag hans Mund blev lukket paa voldsom Maade. Det trak sammen til et vældigt Uvejr. (200) 
51 Bandbullen.
       Dr. Johann Eck var gaaet fra Leipzig i stolt Følelse af at være Sejrherre, og den Maade, han nu forfølger sin "Sejr" paa, faar Tilskueren til at tabe de sidste Rester af Agtelse for ham. 
52          Disputationens Akter blev sendt til Universiteterne i Erfurt og Paris til Bedømmelse. Disse skulde saa tilkende en af Parterne Sejren. Eck skrec salvelsesfuldt til Luther, at nu vilde de -- Eck og Luther -- "i god Ro" afvente Dommernes Afgørelse. Men samtidig bad han rigtignok Kættermester Hochstraten om at anvende al Dominikanernes Indflydelse i Paris til bedste for den gode Sag. 
53 Det fik han nu ikke meget ud af. I Erfurt havde Luther Venner, som satte igennem, at Universitetet sendte Hertug Georg Papirerne tilbage med den Bemærkning, at det ikke vilde sømme sig for Universitetet at afgøre den Strid. I Paris laa Universitetet selv for Tiden i Strid med Paven, hvorfor de ikke holdt af just i dette Øjeblik at hjælpe Eck med at hævde Pavens højeste Højhed. Derfor tav de viselig helt stille. 
54           Men Eck var paa Færde. -- Han skrev Skrifter og gav gode Raad. I Augsburg søgte han 6 Gange at faa Lejlighed til at tale med Frederik den Vise, men denne undgik ham. Et Brev til Kurfyrsten kom der ikke mere (201) ud af. Saa meget bedre virkede hans Breve i Rom, og han ser tydeligt nok allerede i Aanden sin Fremtidsstorhed bygget paa, at han endelig skulde blive Manden, der slog det store Kætteri ned, det, som hverken Cajetan eller Miltitz havde mægtet. 
55 I Januar 1520 rejste han selv til Rom for at fremskynde Luthers Fordømmelse og sin egen Ophøjelse. Tillige var der et fedt Embede, han skulde se at sikre sig. Selv sagde han, han var kaldt til Rom ved et paveligt Brev. Folkesnakken sagde, at Fuggerne havde sendt ham, fordi de havde Ængstelser angaaende deres Pengeforretninger med Pavehoffet. 
56         I Rom blev han naadigt modtaget. I Wittenberg vidste man at fortælle, at fire Kardinaler havde afhentet ham til Paven, og at da han havde kysset Pavens Tøffel, rejste Paven ham selv op og kyssede ham hjerteligt. Han fortalte da ogsaa selv glædesstraalende hjem, at det var godt, han var kommet herned, for man havde slet ikke vidst, hvor galt det var, -- og det gik ogsaa godt med Embedsjagten. 
57         Eck bragte virkelig mere Fart i det langsomme Maskineri. Sidst i Januar 1520 havde Paven beskikket Dommerne i Luthers Sag. Det var Kardinal Accolti, Ærkebiskop af Cremona, Kardinal Cajetan, Eck og en Repræsentant for hver af Tiggerordenerne. Den strenge Biskop Caraffa (senere 1555-59 Pave Paul IV) kom netop hjem fra Spanien og kom ogsaa med i det Udvalg, der færdigredigerede Bullen. Denne selv blev dog forfattet af Accolti.
58        Skønt Eck skyndede paa, tog det Tid med Arbejdet, thi Kommissionen var ikke enig. Juristernbe holdt paa, at selv om det var Vranglære, saa skulde Luther dog efter kanonisk Lov og Ret stævnes personlig endnu (202) en Gang. Theologerne vilde ikke have disse Formaliteter respekterede. Saa endte det da med, at man mødtes paa Halvvejen. Theologerne fik deres Vilje for saa vidt, som 41 Sætninger af Luther straks blev fordømte. Men ham selv skulde der gives 60 Dages Frist efter Bullens Forkyndelse til at tilbagekalde. Bullen er altsaa egentlig kun en Trusel om Band. 
59        Først den 3. Maj 1520 kunde Bullen forelæses i Konsistoriet, og først den 15. Juni fik "den helligste Fader Leo" Tid til at underskrive den paa et Jagtophold paa Villa Malliano, hvor det gik lystigt til. 
60          Ordet Bulla betyder egentlig en Bule eller hvad der ser saaledes ud, en Boble eller en bobleformet Kapsel. En saadan hang nemlig i Baand ned fra Dokumentet, og i den var det pavelige Segl stemplet i Bly. Derfor benævnes de saaledes forseglede Dokumenter Buller. De udfærdigedes paa Pergament. De pavelige Buller benævnes altid efter deres Begyndelsesord, den her omtalte: Exsurge Domine. 
61         Den begynder uhyre bombastisk med Udtryk fra Ps. 74 og 80: 
        Leo, Biskop, Guds Tjeneres Tjener. Til evig Erindring om Sagen.
       Stat op Herre og døm i din Sag! Kom i Hu den Forhaanelse, som vederfares Dig af Daarer den ganske Dag! Bøj dit Øre til vore Bønner, thi der er opstaaet Ræve, som søger at ødelægge den Vingaard, hvis Perse du traadte alene, og ved din Bortgang til Faderen overgav du dens Varetægt, Herredømme og Bestyrelse til Peter som Hoved og din Stedfortræder og til hans Efterfølgere, et Afbillede af den triumferende Kirke. Et Vildsvin fra Skoven søger at ødelægge den, et sælsomt Vilddyr afæder den!" (exurge#2). (203) 
62        I samme Tonart fortsætter den ædle Medicæer at raabe "Stat op!" til Peter og til Paulus og tilsidst til alle Helgen og hele Kirken. Og endelig kommer da i hændervridende Stil, hvad han for Hjertets Beklemthed og Kummer næppe mægter at udsige (!), at der er kommet Kætteri i Tyskland, dette Tyskland, som han elsker saa højt! (exurge#12)
63         Der fordømmes de 41 Sætninger, som er plukkede ud af Luthers Skrifter men rigtignok for en Del saaledes tillavede, at han med Grund kunde fralægge sig at have skrevet noget saadant. Da dette pavelige Uddrag af hans fordærvelige Paastande kom til Tyskland, lød det iøvrigt noget mat, thi mens Kommissionen havde siddet og filet paa Bullen, var jo Luther gaaet videre Skridt for Skridt og havde sagt langt værre Ting, end her med megen Møje er konstruerede ud af hans tidligere Skrifter. Eck havde inten Interesse i at faa Bullen til at følge med Tiden, thi saa hvilede den jo ikke paa alt det, som han saa mandelig havde bevist i Leipzig. 
64        Derpaa falder Paven i Bullen i Rørelse over al den Langmodighed, han har vist mod Kætteren -- som bekendt af Hensyn til den vanskelige Kejservalgspolitik -- og endnu 60 Dage efter, at Bullen er opslaaet paa Domkirkerne i Brandenburg, Merseburg og Meissen, skal Luther have Frist til at tilbagekalde, idet Paven vil "efterligne den almægtige Guds Barmhjertighed". (exurge#73) Men tilbagekalder han saa ikke, da skal Straffen ramme ham. Straffens Art kan læses ud af, at blandt de fordømte Sætninger af Luther er ogsaa den: "At brænde Kættere er imod den Helligaand". (exurge#49)
65        Dette buldrende Dokument skulde nu bringes til Tyskland. At den pavelige Nuntius Aleander fik Fuldmagt (204) dertil, er ikke mærkeligt, men underligt smagløst falder det, at ogsaa Eck blev befuldmægtiget til at bringe Bullen, -- ja til efter eget Skøn at sætte endnu 24 andre Personer ind blandt de med Luther fordømte. 
66         Saa kom da den forfængelige tyske Professor sjæleglad rejsende hjem med Bullen. 
         Men det mødte ham adskillige ubehagelige Overraskelser. 
          For det første var der Humanisternes Latter. Han var bleven en komisk Person. 
67       Eck havde jo været lidt Humanist og havde, da det gjaldt at komme frem, overøst alle den Slags Lærde med behagelige Breve. Saa var han bleven Professor i Ingolstadt og Domherre i Eichstätt, og som en, der havde sit paa det tørre og mere i Vente, førte han nu Modpartens Sag. Men han skulde ikke dø i Synden!
68 En af Humanist-Lauget skrev en vittig Satire: "Den behøvlede Eck", som udkom i Marts 1520. Man sagde, at den ansete Nürnberger Willibald Pirkheimer, "Tysklands første Borger", havde skrevet den, hvorfor Eck da ogsaa tog ham med i Bandbullen. Men selv nægtede, og Forfatteren var vistnok en ganske anden, som havde forset sig paa den Lykke, "Ubekendte Mænds Breve" havde gjort. Hans eget løst henkastede Produkt gjorde en lignende Lykke. Luther syntes lige saa lidt om disse Løjer som om de foregaaende. Men Løjerne var lige ubehagelige for Eck. Hvor han kom med sin Bulle følte han sig paa Forhaand stillet i Gabestokken af denne Bog. 
69         Men han var heller ikke velkommen hos Biskopperne. Disse følte det som en upassende Tilsidesættelse, at de skulde træffe Foranstaltninger efter Anvisning af saadan en Smule Professor. Oven i Købet var Folkestem- (205) ningen saa spændt, at det slet ikke var ufarligt at offentliggøre Bullen. 
70          Endelig gik Miltitz stadig og lavede Forligspolitik paa egen Haand. Ingen kunde være ham mere ubekvem end Eck. Thi satte han ondt for ham og skrev til alle om, hvor galt det gik ham. 
71        End større blev Harmen, da man saa, paa hvad Maade Eck benyttede sig af sin Fuldmagt til at sætte endnu 24 Navne ind i Bandbullen. Da han kom til Nürnberg henvendte han sig straks til Pirkheimer og lod ham vide, at saa vel han som Raadsherren Lazarus Spengler kom i Bandbullen. Det samme gjorde han med Domherren Adelmann fra Augsburg, som han havde et gammelt Mellemværende med. 
72 I Forskrækkelsen afgav de alle Rettroenheds-Erklæringer. Af Wittenbergerne medtog han Karlstadt og Feldkirchen samt Luthers Ven Johan Egranus, Præst i Zwickau. Karlstadt vaklede paa Grund af Faren for Embedet, men trøstede sig med, at Kurfyrsten kom til at beskytte ham sammen med Luther. 
73        Bullens officielle Bekendtgørelse skete efterhaanden i de kirkelige Hovedstæder. Den 21. September blev den opslaaet paa Domkirken i Meissen, den 25. i Merseburg og den 29. i Brandenburg. Men ellers kneb det at faa den op. I Leipzig blev den øjeblikkelig griset til og revet ned. Eck selv turde ikke lade sig se paa Leipzigs Gader, ja følte sig ikke engang sikkert i Paulinerklosteret, men skjulte sig hos Prædikemunkene. 
74 Studenterne truede ham, og paa Gaderne sang man en Vise om ham. Det var ikke nær saa stolt som for et Aar siden, da han gik som Sejrherre i Byen. Luther spotter da ogsaa: "Fordi jeg ikke gerne ser Kættere brændt, siger (206) han, jeg er bange for Skindet. Ej, hvorfor kryber den frie Helt da nu i Ly i Klosteret i Leipzig?"
75          I Erfurt gik det endnu værre. Universitetet nægtede rent ud at offentliggøre Bullen. Eck mødte da ogsaa (omkring 10. Oktober) for at gøre sin Værdighed som pavelig Nuntius gældende. Klostre og Kapitler tog pænt imod ham, og Bullens Trykning begyndte. Men et Opslag bragte Studenterne paa Benene. De belejrede ham i hans Bolig, og han maatte være glad ved at kunne slippe helskindet bort fra Byen ved Venners Hjælp. De trykte Eksemplarer af Bullen smed Studenterne i Gerafloden. Den var jo en Bulla (Blære), saa man skulde se, om den kunde svømme! sagde de. 
76         I Wittenberg skød man sig ind under Fejl ved Formaliteterne, hvormed Bullen var oversendt. Her vovede Eck ikke selv at møde. 
          Saaledes maatte Manden, Paven havde kysset, da halvvejs liste om som et Skumpelskud med sin Bulle. Bandsættelsen var et atter og atter misbrugt Vaaben. Derfor var Vaabenet blev sløvt. 
77        Da Bullen var begyndt at bekendtgøres, udsendte Luther et gnistrende lille Flyveskrift "Mod de nye Eckske Buller og Løgne". I korte, hvasse Afsnit gennemgaar han en Række Stridspunkter.Med en Bestemthed, som udelukker ethvert Tilbagetog, erklærer han sig enig med Johann Juss og fordømmer Konstanzer-Konciliet. (eckbull#46
78 Tilsidst berører han Rygtet om den ankomne Bulle, som han maa antage, er et Falskneri af Eck, da Miltitz paa Pavens Vegne havde hans Sag under Behandling. (eckbull#71) I al Fald troede han ikke, før han saa Originalbullen med Bly, Voks, Snore, Underskrift, Clausul og det hele, -- og Eck kunde saa ganske uden Ængstelse (207) komme til Wittenberg med den; Sachsen havde en from, redelig Fyrste! (eckbull#77)
79          Selvfølgelig har Luther ikke tvivlet slet saa stærkt om Bullens Ægthed. Men for Resten var det sandt nok, at Miltitz havde hans Sag under Behandling. 
           Denne mærkelige "Diplomat" havde egentlig ikke mere at gøre paa Pavens Vegne, men med en forunderlig Vedholdenhed blev han ved at arbejde for Forlig, -- selv nu!
80        Naar Luther slog sine Dommedagsslag, søgte han at tysse paa ham og at faa Kurfyrsten og andre til at faa det uforsigtige Menneske til at tie stille. De forsøgte ogsaa alle at lære ham Forsigtighed, men det var stadig forgæves. For hvert nyt Skrift af Luther gik der en Rædsel gennem hans formaaende Venners Lejr. Men hver Gang kom Genklangen der ude fra det tyske Folk og viste, at Luthers Stelling kun var bleven stærkere derved. Saa aandede man op og blev modig igen. I Virkeligheden var det den eneste Redning,  at Luther slog igennem. Kurfyrsten fulgte da ogsaa paa sin sindige Maade med i Udviklingen, og han var en Mand, der ikke svigtede. 
81         Der er noget imponerende ved Luthers rolige Mod i disse Maaneder, naar man ser alle de ængstelige tyssende Venner, eller naar man ser de store Raadsherrer i Nürnberg forskrækket krybe til Korset over for Eck. Ja, ogsaa når man ser den stortalende Ridder Ulrich von Hutten jamrende anraabe det tyske Folk om Beskyttelse, da det rygtes, at Paven skulde have forlangt ham udleveret: "Jeg skulde rives herfra, jeg usalige! Denne Himmel, som nærede mig, denne Arne, disse Altre skulde jeg forlade" .. Til Hjælp, mine Landsmænd, staa mig (208) bi! Lad ikke den ligge i Lænker, som har taget sig paa at løse eders Lænker!"
82        Der er intet af dette hos Luther. Han slynger kun Ordet ud, at saaledes er Sagen, og saa faar det være med ham selv, som det være vil. 
83        Som det saaledes stod i højeste Spænding, tog Miltitz fat igen. Sidst i August samledes Augustinerordenens Kapitel i Eisleben for at vælge en ny Generalvikar. Staupitz var gaaet træt. Skride ind mod Luther kunde og vilde han ikke, men følge ham turde ham heller ikke. Wenceslaus Link, Luthers Ven, Prior i Nürnberg, blev hans Eftermand. Miltitz mødtes i Eisleben og satte igennem, at Ordenen skulde lægge sig imellem, faa Luther til at skrive til Paven og forsikkre om sin personlige Hengivenhed. 
84 Saa skulde Miltitz se at jevne Resten. Det blev vedtaget. Staupitz, Link og et Par andre Brødre rejste til Wittenberg og overbragte Luther Opfordringen. Det var sidste Gang Luther saa Staupitz. Denne trak sig snart ud af Ordenen, blev Benediktiner og Abbed i St. Petersklosteret i Salzburg, hvor han døde 28. Decbr. 1524. Han lod sig presse til nogle Erklæringer angaaende Bullen, som man tog for tilstrækkelige. I Virkeligheden fulgte han ikke saa lille et Stykke med sin gamle Discipel, men han var forknyt og usikker. 
85           Luther kunde sagtens love at skrive. Han havde aldrig angrebet Pavens Person. Forinden lod han rigtignok Skriftet om Kirkens babyloniske Fangenskab udgaa. Men Miltitz hørte rundt omkring fra med Glæde, hvor daarligt det gik for Eck. Han fik da Kurfyrsten til at sende Luther til en Sammenkomst i Lichtenberg 12. Oktober. Luther lovede at skrive Brevet, som skulde forsynes med en Dato før Bandbullens Ankomst. (209)
86         Han skrev det da ogsaa, og lod det trykke, ledsaget af Bogen om en Kristens Frihed, som han netop var ved at faa færdig. Men Brevet taler mere om, hvordan den romerske Stol, dette Sodoma og Gomorra, skulde reformeres, end om at Dr. Luther vil opgive sine Meninger. 
87         Brevet er sagtens aldrig kommet til Paven, og nu forsvinder Miltitz ud af Luthers Historie. Noget Hverv blev aldrig mere overdraget ham, men i en Aarrække blev han ved at drive allehaande i Politik, indtil han 1529 i omtaaget Tilstand faldt i Main fra et Skib og druknede. 
88        En ny pavelig Repræsentant Hieronymus Aleander var nu i Riget. Langs Rhinen lyste Baal af Luthers Skrifter og viste Aleanders og den nye Kejsers Vej. Baalene rykkede nærmere til Sachsen, der kunde snart ventes et i Leipzig. Luther lavede da en Samling pavelige Dekretalbreve for at have den i Beredskab til et lille Modtræk. Han vilde paa Prædikestolen stikke Ild i dem. Efter gammel Skik prædikede han mellem to Lys. 
89        Baalet i Leipzig kom ikke. Hertug Georg gik fast i Formaliteterne. Men han foranledigede en Demonstration i selve Wittenberg. Han og nogle Biskopper opfordrede deres Undersaatter blandt Studenterne til at forlade Universitetet. En god Del af disse turde da ikke andet. Ellers kunde jo Embederne i Fædrelandet være lukkede for dem. 
90 En Domherre fra Breslau og nogle Præster fra Würzburg fandt da paa at pynte deres Bortrejse ved at forme den som en larmende Protest mod den kætterske By, nu da Luther ikke tilbagekaldte efter den givne Frist. Paa den samme Morgen pak- (210) kede omtrent 150 Studenter deres Sager sammen, raabte og skreg efter Vogne eller forlod Byen med Randslen paa Ryggen. Det satte en stor Forskrækkelse i Borgerne, som troede, Universitetet var ved at opløses. 
 91       Forskrækkelsen satte sig snart, og Universitetet havde stadig en overvættes talrig Skare af Studerende. Men nu fandt Luther det praktisk at forme sin Demonstration mere festligt. Et Opslag, forfattet af Melanchthon, opfordrede Studenterne til at møde ved Hellig Kors Kapel udenfor Elsterporten Mandag den 10. December, Kl. 9 om Morgenen. Der skulde da efter apostolisk Skik de pavelige Konstitutioner og den skolastiske Theologis Bøger brændes. 
 92       I den kolde Decembermorgen mødte man da derude. Der var stablet noget Brændsel op. En Magister tændte Ild deri, og da Ilden flammede lystigt, kastede Luther Pavebullen og de nævnte Skrifter nbed deri med Ordene: 
 93       "Fordi du har bedrøvet Herrens Hellige, fortære dig den evige Ild!"
          Ordene er formede efter Josvas Ord til Akan (Josv. 7,25), og ved "Herrens Hellige" forstaas selvfølgelig Kristus. Dette bemærkes, fordi, saa ufatteligt det lyder, Katholiker er forargede over, at Luther her har erklæret sig selv for Helgen (!). 
        Dermed forlod Luther med Doktorer og Magistre Stedet. 
 94       Studenterne blev derimod ved Baalet og sang den gamle Lovsang Te Deum laudamus (O, store Gud, vi love dig). Og da det jo var en Slags Begravelse, føjede de et De profundis (Ps. 130) til. Siden paa Dagen lavede de en Masse Løjer. De fik fat paa en Bondevogn, som de kørte i Optog med gennem Gaderne. Forrest (211) sad fire, der var udklædt som Jødedrenge og sang Klagesang paa den jødiske Synagoges Manér. Paa en Stang flagrede en lang Bulle, som de paastod at have købt i Rom for 20 Guldgylden. 
 95 Andre holdt Plakater med Paaskrifter, der spottede Paven og Dominikanerne. Bagerst stod en Trompeter, der lokkede nogle skrækkelige Toner ud af sin "Tuba". Saaledes kørte de rundt og indsamlede Skrifter af Luthers Modstandere samt Brændsel. Selvfølgelig kom Folk paa Benene og en mægtig Stimmel af Mennesker fulgte Vognen ud til Baalpladsen. 
 96        Her blev der først ret Løjer, hver Gang en Ladning Eck, Emser, Murner, Dungersheim, og hvad de alle hed, blev kastet paa Baalet. Man sang den gamle Folkesang, som brugtes i den stille Uge: 
O, du arme Judas,
hvad bedrev du dog,
at du Krist vor Herre
saa skændelig bedrog!
Derfor maa du lide
Helvedes Ve.
Evig maa du være
med Lucifer til Spe. 
 97       Kusken rejste sig fra sin ophøjede Plads og holdt en "Prædiken", hvori han udlagde Bullen og Stykker af et Skrift mod Luther af Leipziger-Professoren Hieronymus Dungersheim. Folk lo af Hjertens Lyst. 
 98        Alle disse Løjer kunde jo være meget opmuntrende efter Forskrækkelsen for 14 Dage siden, og de var heller ikke særlig farlige for Deltagerne. Derimod var Luthers Skridt i højeste Grad alvorligt og farligt, og han vilde ikke have det druknet i Fastelavnsløjer. Derfor holdt han næste Dag i sin Psalmeforelæsning en alvorlig Tiltale til Studenterne om, at det ikke forslog at brænde (212) Bøger, naar man maatte forsage selve Pavens Rige. I et lille Skrift: "Hvorfor Pavens og hans Disciples Bøger er brændt af Dr. M. Luther", gjorde han paa et Par Sider Rede for sin Optræden og opstillede derpaa -- paa Bullens Manér -- 30 Sætninger af de pavelige Dekretaler som fordømmelige. "Disse skal være en Begyndelse paa Alvoren; for jeg har hidtil dog kun spøget og leget med Pavens Sag". Ja, han lader forstaa, at Paven er Antikrist selv. 
 99        Dette var Trumf imod Trumf, og det gjorde Indtryk viden om. Man var saa vant til, at de kirkelige Magthavere lod ubehagelige Bøger brænde. Men at her denne Folkets Mand med en stor Skares Tilslutning offentlig brænder Pavens Lov og Ret og slynger en Kætterbule mod dens Sætninger, -- det var noget uvant. Rygtet fortalte da ogsaa mere end, hvad sandt var, f. Eks. at Kurfyrsten havde ladet Luther festligt føre i Optog med Fodfolk og Ryttere ind i Byen fra Baalpladsen. Saaledes indberettede Biskoppen af Brandenburg til Rom. 
 100 Luther kunde utvivlsomt efter dette have rejst et Oprør i Tyskland, hvis han vilde. Noget saadant spekulerede Hutten i. Men Luther svarede ham paa det bestemteste, at derpaa maatte der ikke tænkes. Guds Sag skulde sejre ved Ordet. 
 101         Sidst i November var det 60 Dages Frist udløbet. Forinden havde Luther udgivet et Skrift "Mod Antikrists Bulle", hvori han udtalte sig om de mest fordrejede Artikler blandt de 41 fordømte. (execra) Den 17. Novbr. fornyede han i højtidelig juridisk Form sin Appel til et retmæssigt Koncilium. Efter Kurfyrstens Ønske udarbejdede han endelig et Skrift, som udkom midt i Januar (213) paa Tysk og paa Latin: "Grund og Aarsag for alle Artikler, som urettelig er fordømte ved den romerske Bulle". (ass01; assty01
 102       Saa havde han udtalt sig tilstrækkeligt om Bullen og kunde vente paa dens Fortsættelse. Den 3. Januar 1521 udstedtes da den endelige Bandbulle "Decet Romanum pontificem", som først den 10. Februar indtraf i Worms hos Pavens Nuntius (Sendemand). 
 103          Katholske Modskrifter haglede imidlertid ned over ham, og nogle af dem svarede han paa, særlig dem af Hieronymus Emser, som var ham en uappetitlig Person. Hele denne Stridsskrift-Litteratur er affattet i en Tone, som let støder os i det 20. Aarhundrede ved Grovhed og mindre fine Vittigheder. Luthers Tone er ikke stort finere end de andres, men hans Vid er mere rammende. Ord som Løgner og Skændegæst suser om Ørerne paa de stridende. Alle var de svært dygtige til at kalde hinanden for Svin og Æsler. Emser kommer trækkende med et helt Menageri til at sammenligne Luther med. 
 104  Man fordrejer hinandens Navne. Eck er saa "vittig" at skrive, at Luthers Navn maa komme af det latinske Lutum, der betyder Snavs, hvilket paa Tysk hedder Dreck (emser01#58). Luther svarer, at det Facit kan man meget lettere komme til med Navnet Dr. Eck! Og det kan man unægtelig. Emser, -- som Luther altid kaldte Bukke-Emser efter Adelsvaabnet paa Titelbladet med Paaskrift: "Pas paa, Bukken støder dig!" -- fremstiller sig for Læseren som væbnet til Kamp mod Kætteren med et Sværd, som er den hellige Skrift, (emser04#55) og et Spyd, som er Traditionen, "et saare langt Spyd, thi det rækker fra Opgangen til Nedgangen". (emser04#65) (n104) Med disse Vaaben boltrer han sig saa i uendelig Selvbehagelighed. Selvfølgelig kan Luther ikke dy sig for at gøre Løjer med denne Kirkens Goliath: (214) 
 105        "Se, Bukke-Emser, er du Manden med det lange Spyd og den korte Sabel? Gud fri os fra Gaffelstik, de laver tre Huller! Bukke-Emser, du er mig en sælsom Krigsmand". 
 106        Emser har forklaret, hvordan han bruger Sværdet ved ikke som Luther at hugge med Skeden, den bogstavelige Mening af Skriften, men med Eggen, den aandelige Mening. Luther mener, at denne Aandfuldhed har Emser fundet i "Æselstalden hos Aristoteles", og gaar saa al denne Snak om Skriftens uhyre Dunkelhed og to Slags Mening efter i Sømmene og fastslaar: 
 107        "Den Helligaand er den aller enfoldigste Skribent og Taler, der er i Himmel og paa Jord, hvorfor ogsaa hans Ord ikke kan have mere end een enfoldig Mening, hvilken vi kalder den skriftlige eller bogstavelige Ord-Mening". 
 108          Den rolige og fyldige Behandoling af dette i de Tider saa vigtige og brændende Spørgsmaal gør, at man endnu med Interesse læser dette Stridsskrift: "Svar paa den overkristelige, overaandelige og overkunstige Bog af Bukke-Emser i Leipzig" (Marts 1521). Selvfølgelig bliver der heller ikke meget i Behold af Emsers lange Spyd. (lutems04
 109         Imellem Slagene kunde Luther stundom ængstes ved sin egen Stridbarhed. Til Konrad Pellicanus i Basel skriver han i denne Tid: 
        "Med Rette minder du mig om Maadehold. Jeg føler det selv, men jeg er ikke mig selv mægtig. Jeg rives med af, jeg véd ikke, hvad for en Aand, skønt jeg er mig bevidst ikke at ville noget Menneske Ondt. Men de farer saa rasende løs paa mig, at jeg ikke giver tilstrækkelig Agt paa Satan. Derfor bed for mig til Herren, at jeg (215) tænker, taler og skriver, hvad der sømmer sig for ham og mig og ikke, hvad der sømmer sig for dem."
 110        Luther kan altsaa godt kritisere sig selv, og vi kan ogsaa gerne kritisere ham. Men havde han ikke taget saa haardt fat, var Evangeliet sandsynligvis blevet kvalt endnu en Gang. Kristus maatte ogsaa tale haardt og hensynsløst til dem,d er sad paa Moses Stol. 
 111         Endnu en Anvisning maatte han have i Trykken for at hjælpe menige Kristne til Rette under de spændte Forhold. Nu nærmede Paasken sig nemlig, og efter en papistisk Uskik, der ikke er helt død endnu, samlede næsten al Altergang sig om den. Da skulde enhver katholsk Kristen skrifte og modtage Sakramentet. Her var en Lejlighed til at faa Haand i Hanke med Folk. Pavens Repræsentant paa Rigsdagen i Worms gav da den Anvisning, at ingen maatte afløses (tilsiges Syndsforladelse), som ikke havde anerkendt Bullen og lovet at udlevere Luthers Skrifter. 
 112        I et Skrift "Undervisning for Skriftebørn" (Februar 1521) gav Luther nu Anvisning paa i Skriftemaalet at afvise Spørgsmaalet om Bullen og at nægte at udtale sig om Luthers Skrifter, men bede Præsten om Afløsning for de Synder, man har bekendt. "Vil han ikke afløse, saa lad ham lade være og gøre Regnskab paa den yderste Dag for den Embedshandling, han har nægtet at udføre". 
 113  Saa afløser Gud visselig selv. Nægter Præsten ogsaa siden Nadverens Sakramente, "saa lad fare Sakramente, Alter, Præst, Kirke. Da vil den rette Biskop Kristus selv bespise dig aandelig med det samme Sakramente. Lad det ikke være dig underligt, om du dette Aar ikke kommer til Sakramentet. Det er ikke din Skyld". (koestlin3,17#67)  (216) 
 114         Og saa ser vi Luther under og efter denne Strid arbejde paa et rent og mildt og stemningsfuldt Opbyggelsesskrift "Den hellige Jomfrus Lovsang kaldet Magnificat". Det er Lovsangen Luk. 1,46-55, der brugtes meget dengang som Sang i Tidegudstjenesten. Udlæggelsen var tiltænkt Kurprinsen (Frederik den Vises Brodersøn) Johan Frederik, der betragtede Luther som sin aandelige Fader. Fortalen er lidt af et Fyrstespejl for den vordende Landsherre, og Indholdet er en Lovprisning af den Tro, der glæder sig i Herren, og af den Tro, der holder ud, naar Gud skjuler sit Ansigt. 
 115       Da han var midt i dette Arbejde, kom Stævningen til at møde i Worms. Saa maatte han pakke det hele sammen og begive sig paa den spændende Fart, der for en Tid førte ham bort fra Vennerne. 
 Videre til "I Worms", sev11a

Noter:

n104: Emser har et tredie våben, den korte daggert, dvs fædrenes skriftudlægning. (emser04#72)