Martin Luthers liv

fortalt af P. Severinsen, København, Forlagsmagasinet, 1910. Bind 1 af "Martin Luthers Liv og Hovedværker", samme forlag.

Tilbage til oversigten!

Her kapitel 8, side 162-185.

Tilbage til kapitel 7!

¹   Strid om Paven selv.
          Luther havde begyndt som Romerkirkens og Pavens lydige Søn at ville rejse en Diskussion om et efter hans Mening aabent og kirkelig uafgjort Spørgsmaal, som han selv var i den største Uklarhed over. Han havde tænkt sig med sine Meninger at bevare den kirkelige Lydighed. Men saa kom Modstanderne og tvang ham det ene Skridt efter det andet ud i Ulydigheden. Luther mente siden selv, at havde Cajetan været medgørligere, saa havde Luther aldrig opdaget Pavens Vildfarelser. Det er dog tvivlsomt, om ikke Luthers egen Tænkning efterhaanden vilde have ført ham saa vidt. Men det var ikke gaaet saa rask.

²        Aaret 1518 havde allerede bragt ham vidt. Han havde rørt ved Pavens Magt paa en meget betænkelig Maade. I Aaret 1519 blev han af forskellige Modstandere puffet helt bort fra sit gamle Grundlag, saa at han i Aaret 1520 kan træde frem med et helt Reformprogram.

³         Da han var kommet hjem fra sin farlige Augsburg-Rejse, kunde han nok regne ud, at nu vilde Pavestolen foretage sig noget alvorligt imod ham.Han foretog da endnu et retsligt Skridt, idet han appellerede fra Paven til et Koncilium eller Kirkemøde. I Marts Maaned havde Pariser-Universitetet gjort dette i Anledning (163) af Krænkelser af den franske Kirkes Rettigheder. Dette meget omtalte og opsigtvækkende Eksempel efterlignede Luther nu, brugte endog saa vidt muligt Parisernes Udtryksmaade i en vidtløftig og tung Kancellistil.

⁴ Appellen blev foretagen paa retsgyldig Maade for Notar og Vidner i Kristi Legems Kapel ved Sognekirken i Wittenberg. Luther lod den straks trykke for at have den ved Haanden, hvis Paven foretog sig noget. Men Bogtrykkeren kunde ikke modstaa Fristelsen til at lade den komme i Handelen, saa den blev kendt før Tiden.

⁵         Det tog dog Tid, iden man foretog sig noget fra Roms Side. Der var nemlig mange Interesseer med i dette Spil. Gamle Kejser Maximilian gik paa Gravens Rand. Et nyt Kejservalg forestod altsaa. Kejseren ønskede sin Sønnesøn, Kong Karl af Spanien og Neapel, men det ønskede Paven paa ingen Maade, da han derved politisk vilde komme i Klemme. Derfor skulde Cajetan virke for at faa den franske Konge Frants I valgt. Kurfyrstens Stemme kunde nemt blive den afgørende, og derfor maatte han behandles med denmest udsøgte Opmærksomhed. Det gik da ikke an at plage ham alt for meget med Luthers Sag. Da Kejseren noget uventet døde allerede 12. Januar 1519, uden at noget var afgjort, maatte han tage endnu mere Hensyn.

⁶          Luther havde stadig skudt sig ind under, at det var aabne Spørgsmaal, han havde fremsat Tanker om. Denne Udvej lukkede Paven nu ved en til Cajetan rettet Bulle -- som denne vel havde bestilt, -- hvori en Række "Vildfarelser" var fordømte. (se bull-9-11) Luthers Navn nævnedes ikke, men "Vildfarelserne" var netop hans Sætninger. Denne Bulle, af 9. nov. 1518, lærte Luther dog ikke at kende ret før efter Nytaar.

⁷          Men da var allerede en ny pavelig Afsending naaet (164) til Tyskland, Manden, der skulde overbringe Kurfyrsten den gyldne Rose. Luther havde hørt adskilligt uhyggeligt om de Papirer, denne skulde bringe med fra Rom, og de var da endelig ogsaa stramme nok. Men da Manden selv kom, gik det svært elskværdigt til. Karl von Miltitz var en yngre sachsisk Adelsmand, der var lige netop saa meget i Familie med Kurfyrsten, at han uden at gaa Sandheden for nær kunde rose sig af dette Slægtskab. Af Profession var han nærmest, hvad man kunde kalde Embedsjæger. Han havde som ung faaet sig et Kannike-Embede og var saa gaaet til Rom for at "studere".

⁸ Han var bleven "Kurtisan", en af disse mange velbaarne Gejstlige, der fik sig en Slags Stilling ved Pavehoffet med den Plan, at man her ved Hovedkontoret kunde redde sig nogle store gejstlige Embeder ved Lejlighed. Han var bleven pavelig Kammerherre, og Kurfyrsten havde en lille Smule brugt ham som Agent ved Pavehoffet. Lige saa stiv og højtidelig og kort sagt dominikansk, som Cajetan var, lige saa glat og bøjelig var Miltitz, en behagelig Selskabsmand, som holdt meget af et godt Glas Vin og gode Historier, afpassede efter Selskabskredsen.

⁹        Nu kom han altsaa med den gyldne Rose. Men det var efter Regelen: noget for noget. Til Gengæld skulde han se at faa Kurfyrsten til at udlevere Luther. Han havde Breve med til Kurfyrsten og dennes betroede Mænd om Udlevering af denne "Satans Søn", denne "fra Djævelen udgaaede Fordærvelsens Søn", og hvilke andre kønne Titler de pavelige Skrivere nu havde kunnet finde paa. Til Wittenbergs Byraad var der ogsaa et, og han skal have en hel Samling til Øvrighederne de forskellige Steder, hvor den værdifulde Fange skulde transporteres igennem ad Rom til. (165)

¹⁰         Men Miltitz havde ganske gode Ører og Øjne, ansaa ogsaa sig selv for en ganske overordentlig fin Diplomat. Som Tysker fik han helt anderledes end den stive Italiener fat paa, hvordan den virkelige Stemning var. Han fik det Facit, at af fem Mennesker holdt knap to eller tre med Paven. Saa tav han saa vidt muligt stille med Brevene og viste sit Diplomati ved at synge med de Fugle, han var iblandt. Ved et Glas Vin kunde han fortælle Tyskerne skrækkelige Historier fra Pavehoffet, saa de kunde da nok se, at han forstod dem!

¹¹ For at skaffe sig den rette Sangbund for sine Forhandlinger valgte han ogsaa at slaa sig til Ridder paa en falden Storhed. Tetzel levede nu stille som Munk i Leipzig. Ham saavel som Luther stævnede Miltitz til Altenburg. Men fra Tetzel kom der kun et ydmygt-forskrækket Brev. Han turde slet ikke vove sig paa Rejse paa Grund af Folkestemningen. Først senere fik Miltitz ham under Behandling og viste saa kraftigt sin Unaade, at den ulykkelige Tetzel blev syg og døde (11. August 1519). Luther fik ondt af Stakkelen og sendte ham et Trøstebrev paa det sidste.

¹²       Med Luther havde Miltitz Sammenkomst i Altenberg 4. - 5. Januar 1519.
       "Haa! er I saa ung! jeg troede, I var en gammel udlevet Mand og ikke havde nogen, der holdt med jer!" sagde Kammerherren gemytligt, da de mødtes,og saa betroede han Luther, at han ikke troede, han var Mand for at bringe ham til Rom, om han ogsaa havde 25.000 Schweizere. (fort45en#50) Efter disse indledende Behageligheder gik Miltitz til Sagen og forestillede Luther, at han virkelig havde skrevet noget meget slemt om Afladen; og han kunde tale saa rørende om al den Fortræd, der var voldt den hellige Fader og Kirken, at han selv fik Taa- (166) rer i Øjnene! Luther ansaa dem rigtignok for Krokodilletaarer, men det tav han stille med og var saa imødekommende som muligt.

¹³ Efter den første Dags Forhandling skrev han et Udkast til et Brev til Paven, men det foretrak Miltitz dog at lade ham beholde. Derimod blev der virkelig en Aftale om, at Luther skulde tie stille, imod at Miltitz sørgede for, at Modstanderne ogsaa tav stille. Endvidere skulde man se at faa en tysk Biskop til at være Voldgiftsdommer. Tankerne samlede sig om Ærkebiskoppen af Trier. Endelig var det med i Aftalerne, at Luther skulde udsende et beroligende Skrift.

¹⁴        Derefter var de sammen ved et muntert Aftensbord, og da Luther rejste, kyssede Kammerherren ham til Afsked.
       Det var en helt anden Behandling end hos Cajetan. Luther syntes rigtignok, at Kysset smagte lidt af et Judaskys, men paa den anden Side var det virkelig hans Mening at holde Fred, naar de andre vilde.

¹⁵       Miltitz var henrykt. Han indberettede til Paven om sit Diplomatis fortræffelige Resultater. Luther havde sukket i hjertelig Smerte og stod beredt til at genkalde! Den overdrevne Indberetning fremkaldte et naadigt Brev fra Paven til Luther, der nu kaldes "elskede Søn": Nu skal han ganske trygt begive sig til Rom for der over for Paven selv at fremsætte den Tilbagekaldelse, som han ikke har kunnet afgive til den stive Cajetan. Dette Brev var Miltitz dog saa fornuftig at beholde selv, saa Luther aldrig fik det at se. Derimod skaffede Miltitz en Hilsen fra Cajetan, at alt skulde være tilgivet og glemt. Med noget Besvær fik Miltitz ogsaa Ærkebiskop Richard af Trier til at love at være Voldgiftsdommer eller i al Fald kalde Luther for sig. Lidt ind i Februar (167) talte Luthers velvillige kirkelige Overhoved Biskoppen af Brandenburg venligt og alvorligt med Luther i Wittenberg om, hvor vovelig hans Stilling var.

¹⁶        Luther havde meget lidt Tro paa, at denne Fredsidyl havde noget at sige, men man vandt dog Tid derved, og foreløbig opfyldte han de givne Løfter. Et nyt Modskrift mod ham af Prierias nøjedes han med at udgive med et "anbefalende" Forord, (replica) og sidst i Februar kom det aftalte beroligende Skrift "Underretning om nogle Artikler, som tillægges ham af hans Misyndere". (Unterricht) Det er et ganske lille folkeligt Flyveskrift paa fire Blade. Der er seks smaa Afsnit: "Om de kære Helgeners Forbøn siger jeg og fastholder med hele Kristenheden, at man skal ære og anraabe de kære Helgener", men man skal huske, at de kun er Forbedere og ikke selv magter noget. (Unterric#5)

¹⁷ "Om Skærsilden skal man tro fast, og jeg ved, det er sandt, at de arme Sjæle lider usigelig Pine, og man er skyldig at hjælpe dem med Bøn, Faste, Almisse og hvad man kan", men det er Guds Hemmelighed, hvad de lider for, og han vil ikke, før det er bedre bevist, tro, at Aflad her kan hjælpe. (Unterric#11) "Om Afladen er det nok for den jævne Mand at vide, at det er Eftergivelse af Fyldestgørelse for Synd, dog saaledes, at det er meget ringere end gode Gerninger, som er paalagte og som vi er skyldige at gøre". (Unterric#14) "Om den hellige Kirkes Bud siges, at de skal agtes og lydes, men Guds Bud gaar foran, og det var praktisk, om et Kirkemøde aflagde nogle f de mange Kirkebud. (Unterric#17)

¹⁸ "Om de gode Gerninger" siges, at ingen bliver from ved dem, men gode Gerninger sker kun af den, der er from. (Unterric#27) Endelig om den romerske Kirke: At den romerske Kirke er æret af Gud fremfor alle andre er der ingen Tvivl om, thi der har St. Peter (168) og Povl, 46 Paver og mange Hundrede Tusinder Martyrer udgydt deres Blod, overvundet Helvede og Verden, saa det er til at tage og føle paa, hvor Gud maa have et særlig godt Øje til denne Kirke. Om det nu desværre staar saaledes til i Rom, at det kunde være bedre, saa er hverken denne Omstændighed eller nogen Aarsag saa stor eller kan blive, at man skal rive eller skille sig fra denne Kirke. Ja, jo værre det gaar til, des mere skal man løbe til og hænge ved, thi ved Løsrivelse eller Foragten bliver det ikke bedre". Grænserne for den romerske Stols Magt, lad de Lærde fægte derom! (Unterric#37)

¹⁹          I Forhold til Roms Krav er dette jo magert, men paa den anden Side er det et interessant Vidnerbyrd om, hvor meget af det romerske Luther endnu holdt fast ved.

²⁰        Ja Aaret 1519 begyndte svært fredeligt. Men al denne diplomatiske Fredelighed fik snart Ende. Med Voldgiftsdommen blev det aldrig til noget. Foreløbig opsattes den til næste Rigsdag, og den Rigsdag lod vente paa sig.
       Og alle Tavshedsplaner rev en ivrig pavelig Disputator i Stykker.
        Det var Dr. Johann Eck fra Ingolstadt, Luthers kritiske "Ven".

²¹        Denne havde, som før omtalt, indladt sig i Strid med Karlstadt. De var begge to forfængelige Mænd, som satte Pris paa at maale sig med hinanden ved en offentlig Disputats. Den Slags Diskussionsmøder mellem lærde Mænd var man stærk i dengang, og Eck havde glimret paa adskillige højlærde Pladser ved den Slags Lejligheder. Da Stedet nu skulde bestemmes, nøjedes han heller ikke med Smaating, men foreslog Køln, Paris eller (169) Rom. Det endte dog mere beskedent med at blive i Leipzig i det albertinske Sachsen, og det kneb endda at faa Lov der.

²²         Eck skyndte sig at opsætte sine Theser sidst i December. Der var 12, senere blev der 13. Luther fik dem lige efter Sammenkomsten med Miltitz, og kort efter kom der et Brev til ham fra Eck, hvori denne skrev:

²³         "Da Karlstadt er eders Forfægter men I er Hovedpersonen, der har udspredt denne efter min ringe og tarvelige Forstand falske og vildfarende Lære over hele Tyskland, saa vil det ogsaa være passende, at I selv kommer til Leipzig og enten forsvarer Eders Mening eller omstøder min ... I ser af den tilsendte Disputations, at det ikke saa meget er mod Bodenstein [Karlstadt] som mod Eders Lærdomme, jeg har opstillet mine Sætninger".

²⁴         Ja, det maatte Luther rigtignok sande! Der var eet Lærepunkt, som særlig var Karlstads, og som han med Flid havde stillet i Spidsen, det at Troens Indhold maa læres af og rette sig efter den hellige Skrift. Dette saakaldte "Skriftprincip" var Luther ikke naaet til endnu. Men dette nævnede Eck slet ikke, men stillede kun Modsætninger op mod Ting, som Luther havde sagt. De fleste af disse Ting havde Karlstadt ganske vist vedkendt sig, men tilsidst hed det hos Eck:

²⁵         "At den romerske Kirke ikke skulde have været over de andre Kirker før Sylvesters Tid (Pave 314-335), det nægter vi. Men den, som har haft den salige Peters Stol og Tro, ham har vi ogsaa altid erkendt for Peters Efterfølger og Kristi Generalvikar". (t-ecklut#14)

²⁶         Dette sigtede til nogle Yttringer af Luther i hans "Resolutioner" (se Side 142 (07a#17) se også res05#56) som ganske vist havde nævnt et andet Tidspunkt. Karlstadt havde derimod slet ikke rørt ved dette Spørgsmaal og var helt ulykkelig ved at faa det draget frem. Han vilde ikke disputere mod Paven, men blot mod Skolastikerne, var heller ikke videre stiv i den Slags kirkehistoriske Spørgsmaal. Desuden var han ængstelig for sit Embede i Allehelgenskapitlet, der stod umiddelbart under Paven.

²⁷          Derimod var dette Spørgsmaal om Paven noget, som Luther med uimodstaaelig Magt dreves til stadig at kredse om. Han kunde svinge sig i pinlig Uvished fra det ene til det andet. Han kunde hviske Spalatin i Øret, at han ikke vidste, om Paven ikke var Antikrist. Og samtidig kunde han staa med et inderligt Ønske om at kunne anerkende Paven. Dog var han naaet saa vidt, at han skønnede, Pavedømmet var en menneskelig Indretning og i al Fald aldrig havde haft Magt over hele Kristenheden. Naar Luther havde gjort en Opdagelse, skulde den ud. Han offentliggjorde nogle Modtheser, og heri staar tilsidst den dristige Paastand:

²⁸        "Det, at den romerske Kirker er sat over alle de andre, bevises af de tarveligst mulige Dekreter af romerske Paver i de sidste 400 Aar. Imod det er 1100 Aars anerkendte Historie, den hellige Skrifts Ord og Beslutningen paa Nikæa-Konciliet, det helligste af dem alle".

²⁹         Det var en dristig Paastand, ikke blot fordi der var Fare ved at fremsætte den, men ogsaa fordi der ikek forelaa videnskabelige Behandlinger af dette Spørgsmaal. Luther styrtede sig derfor ind i kirkeretilige og kirkehistoriske Studier og beredte sig i det hele til ny offentlig Optræden. Han havde jo kun lovet Tavshed, hvis de andre tav, saa han følte sig ikke forpligtet til at lade være at svare.

³⁰ Eck havde foretaget sit (171) Skridt før Aftalen med Miltitz, saa man kunde ikke sige, at her forelaa et papistisk Brud paa Aftalen. Man mærker imidlertid ikke til, at Miltitz har forsøgt at tysse paa nogen af Parterne. Luther henstillede til Kurfyrsten, om han skulde tie eller deltage i Disputatsen, og Kurfyrsten har aabenbart ikke villet have ham til at tie.

³¹           Alle disse Parter har aabenbart fundet, at det var i sin Orden, at man endelig fik den videnskabelige Universitetsdebat om Sagerne, som Luthers oprindelige Theser havde tilsigtet. Og de, der var imod LUther, haabede vel, at den verdensberømte Disputator fra Ingolstadt skulde gøre det videnskabeligt af med ham.

³²         Theologerne i Leipzig og Stiftets kirkelige Overhoved, Biskoppen af Merseburg, saa dog ikke saaledes paa det. Paven havde nylig afgjort Spørgsmaalet om Afladen, og saa kunde man ikke tage det op til Diskussion, mente de. Men saa lagde Landsherren sig imellem. Vi har før berørt Delingen af de sachsiske Lande mellem de to Brødre Ernst og Albrecht. Ernsts Søn var Kurfyrst Frederik i de ernestinske Lande. I de albertinske Lande herskede Albrechts Søn Hertug Georg "den Rige".

³³ De to Fyrster var altsaa Fættere og lignede hinanden i at være oplyst og alvorlige og dygtige Regenter. Georg var dog mere fremtrædende end den sindige Frederik, som netop i disse Dage fik sit Tilnavn "den Vise" ved at afslaa alle Tilbud om at blive Kejser.

³⁴ Georg var kun ved ældre Brødres Død bleven Kronarving, hvorfor han havde været bestemt for den gejstlige Stand og havde faaet en lærd theologisk Uddannelse under stærk Paavirkning af den før nævnte Augustinerreformator Andreas Proles (S. 62). Han kunde altsaa nok følge med i en saadan Forhandling. Han havde stærke Ønsker om kirkelige Reformer, saa han (171) havde syntes ganske godt om, at Luther kritiserede Afladskræmmerne, men siden var han rigtignok bleven mere end betænkelig ved Luther, saa at han egentlig ikke vilde have haft denne selv med.

³⁵ Dog, Disputationen skulde holdes. Hertugen gav Professorerne Grovheder, saa de maatte give efter, og da det kneb med passende Lokale, skaffede Hertugen ogsaa dette. Paa Slottet i Leipzig, Pleissenburg, indrettede han den store Sal dertil med stor Flothed.

³⁶          Eck kom først til Byen og blev modtagen med al Ære. Den 24. Juni kom Wittenbergerne kørende i aabne Vogne, forrest Karlstadt, derefter Luther med Melanchthon ved Siden. 200 Wittenberger-Studenter ledsagede Vognen med Spyd og Hellebarder, som vel ikke bare var til Stads. Ud for Paulinerkirkegaarden gik Karlstadts Vogn i Stykker, saa Doktoren faldt i Snavset, mens Luthers Voen kørte foran. Det tog Tilskuerne som et Varsel.

³⁷         Mens Wittenbergerne kørte ind, havde nogle Mænd travlt med at slaa Plakater op med Forbud fra Biskoppen af Merseburg mod Disputatsen. Men dem fik Hertugen hurtig ned igen.
       Optog, Festgudstjenester og Festtaler indledede den store Begivenhed, og saa disputeredes der fra den 27. Juni tkl den 15. Juli.

³⁸        Eck var virkelig en Disputator af Rang, en stor, sværtbygget Mand med en stærk, noget uklar Stemme. Hvad man end kan indvende mod hans Talekunst, maa det indrømmes, at det ikke var saa lille en Bedrift slagfærdigt at bide fra sig i lærd Diskussion i halvtredje Uge. Han havde en stærk Hukommelse, saa han kunde i en Haandevending regne op, hvad al Verdens Theologer og Kirkefædre havde skrevet, og anvende det til sin Fordel eller i al Fald til at stoppe ukritiske Tilhørere Blaar i Øjnene.

³⁹        Karlstadt kunde slet ikke hamle op med ham i den Henseende. Han maatte slæbe Bøger med sig for at slaa efter, -- hvad han kunde forsvare med, at Ecks Citater trængte svært til at efterses. Men neetop fordi han ikke regnede saa meget op, kunde der stundom være en slaaende Klarhed over, hvad han sagde.

⁴⁰          Saa stod de to da paa hver sin Talerstol og bed fra sig. Salen var fyldt af en interesseret Tilhørerkreds, deriblandt ogsaa Pomrerhertugen Barnim, for Tiden Wittenberg-Universitetets Rektor, der fik Luther til at holde en Prædiken paa Slottet. Hertug Georg var gerne selv til Stede og fulgte opmærksomt med. Papisterne talte ogsaa om, at man blandt Mængden havde bemærket "Pikarder", bøhmiske Brødre, der havde listet (174) sig hid at høre til, fordi de ventede Forsvar for deres Meninger. For den Muligheds Skyld, at Hovederne skulde blive for hede, stod Borgervæbningen opstillet under Vaaben paa Slottet.

⁴¹          Den 4. Juli overtog Luther Karlstadts Talerstol. Nu blev det brændende.
          I hele fem Dage diskuterede de de anførte Sætninger om Pavemagtens guddommelige Ret. Eck lagde for med at holde for, at den enevældige Pave over Kristenheden var noget, Gud selv havde forordnet. Og han havde et storartet Skriftbevis derfor! Gud hersker enevældigt i den himmelske Kirke. Men "hvad han gør, det gør Sønnen ogsaa ligesaa" (Joh 5,19). Altsaa maa Sønnen ogsaa stille sin Kirke paa Jorden under eet (175) Hoved! (eck01#15)

⁴² Luther indrømmede gerne dette med det ene Hoved, men dette Hoved var Kristus selv. (eck01#26) Var det et jordisk Hoved, blev Kirken jo hovedløs, hvergang dette døde! (eck01#36) Eck paaviste da, at ingen ringere end den hellige Bernhard havde brugt Skriftstedet i denne mening. (eck01#55) Luther svarede, at han ærede Bernhard, men Guds Ord stod over alle Menneskeord. (eck02#7)

⁴³ Iøvrigt fremdrog han de græske Kirkefædres Vidnesbyrd mod Pavemagten og henviste til, hvorledes den østerlandske Kirke stadig ikke stod under Paven. (eck02#20) Eck søgte at omfortolke alle disse Udsagn, og angaaende Grækerne erklærede han kort og godt, at de var Kættere og blev aldrig salige. (eck02#48) Iøvrigt var Luther ikke istand til at hævde just den Fordeling af Aaarhundredenes Vidnesbyrd, som han først havde fremsat.

⁴⁴           Saaledes forhandlede de frem og tilbage den første Dag om disse farlige Sager. Men Andendagen, den 5. Juli, lod Eck en velberegnet Bombe springe. Han nævnede et Navn, som fik det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa Folk i de Dage, ikke mindst her saa nær ved Tyskhedens Østgrænse. Han gjorde opmærksom paa, at disse Luthers Lærdomme var det samme, som Konstanzer-Koncilet havde fordømt som "pestbefængte" Vildfarelser hos Wiclif og Joh. Huss. (eck03#36) Hans ærede Modstander maatte undskylde, at han nævnede Bøhmerne, da Luthers Paastande efter hans ringe Mening var den gunstige, og de nok ogsaa, efter hvad han hørte, ønskede ham tillykke dermed!

⁴⁵          Der er sikkert blevet uhyggeligt stille i Salen ved disse Ord. Luther fo'er op og fralagde sig Enighed med Bøhmerne. Men Eck holdt ham fast: Saa skulde han skrive imod dem! Luther søgte endnu en gang at slippe af Klemmen, men havde saa faaet sig besindet og sagde (176) nu lige ud, at hvad Huss' og Bøhmernes Sætninger angik, saa var der mange meget kristelige og evangeliske iblandt dem. (eck04#4) Hvad disse Sætninger angik, var det ham lige meget, om Huss havde lært dem eller ej. Man kan ikke paalægge et Menneske noget som Trossag, der ikke har Grund i Bibelen, (eck04#5) og her maa -- han beraabte sig paa Kirkejuristek Nikolaus de Tudesco -- en enkelt Kristens Mening gælde mere end en Pave og et Koncil, naar den støtter sig paa bedre Grund, eftersom ogsaa et Koncil kan fejle. (eck06#39).

⁴⁶        Dette var jo haarrejsende! Da Ordene om Bøhmerne faldt, udbrød Hertug Georg, saa det kunde høres i hele Salen:
        Saa for den slemme Syge!
       Han satte Hænderne i Siden og rystede energisk paa Hovedet.

⁴⁷        Selvfølgelig blev Eck ved at file i den samme Skure og vise, hvor godt Luther og Bøhmerne nu kunde havde det med hinanden, og han fik Luther til at fare op med en hidsig Afbrydelse, ligesom man ser Luther give vaklende Svar om, hvor meget et Koncilium kan fejle. Men Hovedsagen fastholdt han og holdt Eck til Ilden: Det var den fortræffelige Hr Doktors Sag at bevise, at et Koncilium ikke kunde fejle eller ikke havde fejlet.

⁴⁸         Endnu var der en Skærmydsel om Skærsilden, hvor ogsaa et Koncilium maatte holde for, og endelig man til Afladen. Men den havde nu tabt sin Interesse, og Eck udtrykte sig selv saa forsigtigt om den, at der intet Fængstof blev i Diskussionen.
       I de samme Dage laa Joh. Tetzel dødssyg i Byens Sortebrødrekloster.

⁴⁹         Det sidste Par Dage disputerede Karlstadt igen. Saa maatte man bryde op, da Hertugen skulde bruge Slottet (177) til at modtage Brandenburger-Kurfyrsten Joachim, der kom rejsende fra Kejservalget.

⁵⁰        Luther skyndte sig fra Leipzig inden Disputatsen var helt endt. Ingen Steder havde han i den Grad følt, at man hadede og frygtede ham. Universitetsprofessorerne holdt Gilder og Udflugter med Eck, men undgik Wittenbergerne. Munkene var bange for, at deres Kirker skulde miste Vielsen, om Luther kom i dem. I Paulinerkirken løb de med Monstransen, da han traadte ind. Overtroen gøs for ham. Man lagde Mærke til, at han havde paa sin Finger en Ring, som der hang noget ved. Man mente, at i den lille Kapsel havde han Djævelen med sig, ligesom man tænkte sig, at der var Trolddom i den Blomsterbuket, han en Dag stod med under Disputatsen og stundom lugtede til.

⁵¹ Men Iagttagere, der ikke var saa forskrækkede, har kunnet tegne et virkeligt Billede af ham. Navnlig har en tilstedeværende Humanist fortalt om ham til Venner: Han var saa mager og udtæret, at man kunde tælle hvert Ben i ham, men han havde et muntert Ansigt, som han beholdt, selv om de gik nok saa haardt løs paa ham. Den 35-årige Mand optraadte med stor Kraft, talte med en klar og smuk Stemme og kunde sine Ting, -- ganske anderledes end Karlstadt. Ord og Tanker havde han altid paa rede Haand. Kun kunde han være lovlig bidende i sine Udtalelser.

⁵²         Eck følte sig som Sejrherre og forfulgte sin Sejr. Lige til Rom naaede hans Ry, hvad han da ogsaa selv flittigt sørgede for. Luther ærgrede sig nærmest over det hele, da det tydeligt kun var en Ærgerrighedssag for Eck, og megen Tid var gaaet med overfladisk Snak. For at klare Begreberne udgav han nogle Forklaringer ("Resolutioner") til sine Leipziger-Theser, hvori han (178) endnu bestemtere udtaler, at Kirkemøder har fejlet og det i de vigtigste Trossager. (releip01#57) Her dukkede ogsaa første Gang hans kritiske Betænkeligheder mod Jakobsbrevet op. (releip05#27)

⁵³       Men foruden at tvinge Luther til at tænke videre over flere Ting, havde denne Disputats vakt Opmærksomhed for Luther i nye Kredse.

⁵⁴         Ovre i Bøhmen var man virkelig blevet opmærksom paa ham. Der havde været lyttende Bøhmere tilstede i Salen paa Pleissenburg. Det meddeltes, at i Bøhmen bad man for ham. I Begyndelsen af Oktober naaede ham ad lange Omveje et Par Breve, der var sendt fra Prag lige efter Disputatsen. De var fra høje gejstlige i Prag, Johan Poduschka og Wenzel Dosdalowsky. Den sidste sendte ham Huss' Skrift om Kirken og skrev:

⁵⁵        "Hvad fordum Johan Huss har været i Bøhmen, det er I, Martin, nu i Sachsen. Derfor bed og vær stærk i Herren og vogt Eder for Menneskene, opgiv ejheller Modet, naar man kalder Eder Kætter eller forbandet, eftersom ogsaa Kristus og Apostlene har lidt, og nu til dags alle lider, der vil leve gudfrygtigt i Kristus".

⁵⁶        Disse, der skrev, var vel at mærke Utraquister, den herskende moderate Retning i Bøhmen, som mest skilte sig fra Romerkirken ved at lade Lægfolk nyde ogsaa Kalken i Nadveren. De havde sikrede Rettigheder i Bøhmen, hvad derimod de bøhmiske Brødre ikke havde. Disse sidstnævnte Frimenigheder kom først lidt senere i Forbindelse med Luther.

⁵⁷         I Tyskland var det jo farligt at have den Slags Venner. Men for en Mand, der ventede paa Pavens Forbandelse og var forberedt paa med kort Varsel at (179) maatte gaa i Landflygtighed, kunde det dog ogsaa have sin Betryggelse at have saadanne udenlandske Venner saa nær ved Grænsen.

⁵⁸        Hertug Georg var fra nu af Luthers hidsigste Modstander blandt Tysklands Fyrster, og fra hans Kreds kom der straks et mindre fint Forsøg paa enten at hænge Bøhmernavnet paa Luther eller at faa ham til at gaa fra sine Udtalelser. Hieronymus Emser indtog en lignende Stilling hos Hertugen, som Spalatin havde hos Kurfyrsten. Efter Hertugens Tilskyndelse udsendte Emser et Skrift, der i form af et Brev til en katholsk Provst i Bøhmen "forsvarer" Luthers Udtalelser om de kætterske Bøhmere, men paa en saadan Maade, at det nærmest bliver en Mistænkeliggørelse.

⁵⁹ Aldrig havde Luther brust saaledes op, som da han svarede. De to kom i Aarenes Løb til veksle flere Stridsskrifter, der er gensidige Udskældninger. med Hentydning til Emsers Vaabenmærke kaldte Luther ham gerne "Bukken i Leipzig", medens Emser kaldte Luther "Tyren i Wittenberg". Men i Svaret udtaler Luther tydeligt, at han ikke vil trække sig tilbage fra Bøhmerne, for saa vidt de var enige med ham. (lutems01#45)

⁶⁰          Fra en ganske anden Side rettedes en levende Opmærksomhed nu ogsaa mod Luther. Det var fra Humanisterne, eller i hvert Fald fra ikke faa af dem. De havde hidtil været tilbøjelige til at betragte hans Strid som noget skolastisk Munkekævl. Han var jo kun en Tiggermunk, og han skrev ikke deres klassiske Kragemaal.

⁶¹        Nu var en af deres Kreds, en af de mest lovende græske Sprogmænd, Melanchthon, bleven anbragt i Wittenberg, og han sluttede sig hurtigt til Luther med en Discipels taknemlige Hengivenhed. Luther følte sig selv som den underlegne og var henrykt for "den lille (180) Græker", som han selv lærte meget af. Han følte, at denne, der var vant til at sysle med de gamle Forfattere, kunde ganske anderledes gaa lige til de bibelske Bøger end han selv, der i Forvejen var fyldt med gamle Fortolkninger.

⁶² I Februar 1516 havde Erasmus udsendt den første Udgave af det nye Testamente paa det græske Grundsprog, ledsaget af Anmærkninger, der gav den skolastiske Bibelfortolkning Banesaaret. Nu kunde Luther rigtigt ved sin sproglærde Vens Hjælp trænge ind i Grundtekste og frigøre sig for al den nedarvede Fortolkningsvilkaarlighed. Men samtidig drog han ogsaa Magister Filip ind i de samme Interesser og fik ham til at holde Forelæsninger over Romerbrevet. Officielt blev Melanchthon aldrig Theolog, men kun en Sprogmand i det filosofiske Fakultet. Men denne Forelæsning over Romerbrevet blev dog siden Udgangspunktet for den ældste lutherske Dogmatik.

⁶³         Humanisterne laa altid i stærk Brevveksling. Selvfølgelige udbredte Melanchthin sin Vens Berømmelse. Men Rygterne fra Leipzig gjorde det ikke mindre.

⁶⁴         Luther var ret spændt paa, hvorledes selve den store Erasmus vilde stille sig. Det tiltalte ham ikke, at Erasmus bare lavede Løjer, hvor enhver Kristen maatte græde over Josefs Skade. Men paa den anden Side havde Erasmus gjort Sandheden store Tjenester, og hans Indflydelse var overordentlig stor. Ad Omveje rygtedes da ogsaa ængsteligt velvillige Udtalelser af ham om Luther: Eleutherius's Sætninger var gode, undtagen maaske den om Skærsilden. (kostlin3,8#87) Overfor Ærkebiskop Albrecht, der havde bedt ham om en Udtalelse, paaviste han, hvor meget der virkelig var at kritisere, -- men han skyndte sig rigtignok forsigtig at tilføje, at han endnu ikke havde faaet Tid til at læse Luthers Skrifter. Fore- (181) løbig regnede man al denne forsigtige Velvilje for Tilslutning.

⁶⁵         Den gamle Reuchlin holdt sig stille. Det lakkede mod Enden med ham. Men han forpurrede dog, at Luthers Bøger blev brændt i Ingolstadt, hvad Eck vilde have haft. I Nordvesttyskland, hvor Universiteterne i Køln og Løwen havde Indflydelse, brændte man lystigt væk af dem. (kostlin3,8#85)

⁶⁶        Men især var der een Humanist, der lidenskabeligt stillede sig ved Luthers Side, -- en sær, rastløs Mand uden blivende Sted. Det var Ulrich von Hutten.

⁶⁷         Denne Mand var af frankisk Ridderslægt, noget yngre end Luther (født 1488). Som Dreng blev han sat i et Kloster i Fulda, men 17 Aar gammel flygtede han derfra. Under mange skiftende Skæbner eventyrede han saa rundt og blev humanistisk "Poet". Meget havde han set og døjet, og en sørgelig Sygdom havde han hentet sig, ikke paa Dydens Vej. Han følte sig som tysk Ridder og (182) havde i Italien set sig forbittret paa Pavepolitikken og alt det øvrige romerske Væsen. Han kunde skrive bidende vittigt derom paa sædvanlig Humanistvis. Let var han at begejstre.

⁶⁸          Han var kommen hjem fra Italien 1517, og Ærkebiskop Albrecht, der holdt en Del af ham, gav ham en Stilling hos sig. I Ærkebispens Følge havde han været med paa Rigsdagen i Augsburg. Der gik i de Aar en national Løftelse gennem store Dele af det tyske Folk, ledsaget af Harme over al den Udplyndring og Embedshandel, det italienske Pavehof drev. Ved Kejservalget efter Maximilians Død bruste denne STemning op, og baaren af den valgte man i Sommeren 1519 Maximilians Sønnesøn Karl, thi han var jo dog af Habsburgernes gamle tyske Fyrstehus. Han var rigtignok fuldstændig fransk opdraget i Flandern, men man trøstede sig med, at han var endnu kun 19 Aar.

⁶⁹ Hutten reves fuldstændig med af dette Røre og vilde føre det videre. I latinske "Samtaler", han udgav, hudflettede han det romerske Væsen paa det blodigste. Som Ridder følte han sig paa Kant med Landsfyrsterne og vilde have en Slags tysk Enhed, hvori en stærk Kejsermagt støttede sig paa Ridderne og Stæderne. I denne Begejstringsrus opdager han nu Luther og ser her en anden, der med helt andre Vaaben stred mod Rom. Udgangspunktet, det om Naaden, kom han vist aldrig til at forstaa, men han paavirkedes alligevel. Hidtil havde han slaaet om sig med Citater af de gamle hedenske Digtere. Fra Begyndelsen af 1520 slaar han om sig med Skriftsteder, helst dem, der er megen Klang i. Endnu senere fulgte han Luthers Eksempel og gav sig til at skrive paa Modersmaalet.

⁷⁰         Det er altsaa nærmest en politisk Interesse, der (183) faar denne Mand til at interessere sig saa levende for Luther. Og Interessen førte han videre til den Mand, som han havde søgt sit politiske Rygstød hos.

⁷¹        Denne Mand var Frants von Sickingen til Ebernburg og Landstuhl. Hans Historie er et helt Stykke Tidshistorie, der kaster et forbløffende Strejflys over Tilstande i hin Tid, da man førte Krig med lejede Soldater, og derfor en Privatmand med Penge nok kunde blive en farlig krigsførende Magt. Han var Ridder med Riddermoral. Vi har før nævnt, at Ridderne hodlt fast paa deres "Fejderet". Naar der blot var sendt et Fejdebrev, en Krigserklæring, saa betragtede Frants det som baade moralsk og juridisk rigtigt at kaste sig med (184) Vaabenmagt over hvem, det skulde være.

⁷² Som en rigtig Romanridder holdt han af at optræde som hævnende Retfærdighed. Raadet i Worms havde fordrevet en Borger. Saa belejrede Sickingen Byen og opsnappede dens Varetransporter. Borgerskabet i Metz kaldte ham til Hjælp mod Byens Raad, og han mødte med 16,000 Fodfolk og 400 Ryttere, en i de Tider anselig Hær, og tvang Raadet til at give efter -- og at betale ham en mægtig Sum Penge.

⁷³ Han havde da endelig ogsaa med sin Magt støttet Reuchlin mod Kølnerne og tvunget disse til at betale Procesomkostningerne, som var blevet paalagt Reuchlin. Ikke blot mod Stæder, men ogsaa mod Lande som Hessen og Würtemberg kunde denne Ridder føre Krig. Han var forlængst lyst fredløs, men det generede ham ikke, thi Kejser Maximilian kunde ikke undvære ham.

⁷⁴ Da Kurfyrsterne var samlede i Frankfurt am Main for at vælge en ny Kejser, lagde han sin Hær i Nærheden, og hans Nærhed hjalp ikke saa lidt til, at Karl dem Femte blev valgt. Den nyvalgte Kejser tilbød da ogsaa at gøre ham til Greve, og da han sagde nej hertil, blev han kejserlig "Raad, Kammerherre, Kaptajn og Tjener".

⁷⁵          Denne Mands snævre Riddersynskreds fik Hutten nu virkelig udvidet en Del og fik ham til at slaa sig paa Reformationens Sag og anvende sin Magt til at beskytte den. Han indbød dens faretruede Talsmænd til at bo sikkert paa hans fast befæstede Borg Ebernburg, der virkelig nogle Aar berømmedes som "Retfærdighedens Herberg" (paa Grænsen af Pfaltz, 2½ Mil sønden for Rhinens bekendte Knæ ved Bingen, 5 Mil sydvest for Mainz og 5½ Mil nordvest for Worms).

⁷⁶       Den første af den Slags Indbydelser sendte Hutten i Januar 1520 gennem Melanchthin til Luther. I Maj (185) Maaned fik han Brev fra en frankisk Ridder Silvester von Schaumburg, der ligeledes tog ham i sin Beskyttelse og ventede at kunne skaffe Hjælp af 100 paalidelige Adelsmænd.

⁷⁷       Luther fik ikke Brug for noget af Tilbudene. Men det var dog en Støtte at vide, at maatte han gaa i Landflygtighed, saa havde han sikkre Tilflugtssteder ikke blot i Bøhmen.

⁷⁸        Saa ser han da med Ro Fremtiden i Møde, og med rastløs Pen nedskriver han nu de store nye Tanker, saa at Aaret 1520 kendetegnes ved hans mest fremragende Reformskrifter.

⁷⁹        Imens sled Miltitz troligt i det for at faa Fred og Forlig, og Eck var lige saa flittig nede i Rom for at faa Luther lyst i Band og for at redde sig et Præstekald.

⁸⁰ cVidere til sev09a!

⁸¹ c

⁸² c

⁸³ c

⁸⁴ c

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

¹ Strid om Paven selv. Luther havde begyndt som Romerkirkens og Pavens lydige Søn at ville rejse en Diskussion om et efter hans Mening aabent og kirkelig uafgjort Spørgsmaal, som han selv var i den største Uklarhed over. Han havde tænkt sig med sine Meninger at bevare den kirkelige Lydighed. Men saa kom Modstanderne og tvang ham det ene Skridt efter det andet ud i Ulydigheden. Luther mente siden selv, at havde Cajetan været medgørligere, saa havde Luther aldrig opdaget Pavens Vildfarelser. Det er dog tvivlsomt, om ikke Luthers egen Tænkning efterhaanden vilde have ført ham saa vidt. Men det var ikke gaaet saa rask.
² Aaret 1518 havde allerede bragt ham vidt. Han havde rørt ved Pavens Magt paa en meget betænkelig Maade. I Aaret 1519 blev han af forskellige Modstandere puffet helt bort fra sit gamle Grundlag, saa at han i Aaret 1520 kan træde frem med et helt Reformprogram.
³ Da han var kommet hjem fra sin farlige Augsburg-Rejse, kunde han nok regne ud, at nu vilde Pavestolen foretage sig noget alvorligt imod ham.Han foretog da endnu et retsligt Skridt, idet han appellerede fra Paven til et Koncilium eller Kirkemøde. I Marts Maaned havde Pariser-Universitetet gjort dette i Anledning (163) af Krænkelser af den franske Kirkes Rettigheder. Dette meget omtalte og opsigtvækkende Eksempel efterlignede Luther nu, brugte endog saa vidt muligt Parisernes Udtryksmaade i en vidtløftig og tung Kancellistil.
⁴ Appellen blev foretagen paa retsgyldig Maade for Notar og Vidner i Kristi Legems Kapel ved Sognekirken i Wittenberg. Luther lod den straks trykke for at have den ved Haanden, hvis Paven foretog sig noget. Men Bogtrykkeren kunde ikke modstaa Fristelsen til at lade den komme i Handelen, saa den blev kendt før Tiden.
⁵ Det tog dog Tid, iden man foretog sig noget fra Roms Side. Der var nemlig mange Interesseer med i dette Spil. Gamle Kejser Maximilian gik paa Gravens Rand. Et nyt Kejservalg forestod altsaa. Kejseren ønskede sin Sønnesøn, Kong Karl af Spanien og Neapel, men det ønskede Paven paa ingen Maade, da han derved politisk vilde komme i Klemme. Derfor skulde Cajetan virke for at faa den franske Konge Frants I valgt. Kurfyrstens Stemme kunde nemt blive den afgørende, og derfor maatte han behandles med denmest udsøgte Opmærksomhed. Det gik da ikke an at plage ham alt for meget med Luthers Sag. Da Kejseren noget uventet døde allerede 12. Januar 1519, uden at noget var afgjort, maatte han tage endnu mere Hensyn.
⁶ Luther havde stadig skudt sig ind under, at det var aabne Spørgsmaal, han havde fremsat Tanker om. Denne Udvej lukkede Paven nu ved en til Cajetan rettet Bulle -- som denne vel havde bestilt, -- hvori en Række "Vildfarelser" var fordømte. (se bull-9-11) Luthers Navn nævnedes ikke, men "Vildfarelserne" var netop hans Sætninger. Denne Bulle, af 9. nov. 1518, lærte Luther dog ikke at kende ret før efter Nytaar.
⁷ Men da var allerede en ny pavelig Afsending naaet (164) til Tyskland, Manden, der skulde overbringe Kurfyrsten den gyldne Rose. Luther havde hørt adskilligt uhyggeligt om de Papirer, denne skulde bringe med fra Rom, og de var da endelig ogsaa stramme nok. Men da Manden selv kom, gik det svært elskværdigt til. Karl von Miltitz var en yngre sachsisk Adelsmand, der var lige netop saa meget i Familie med Kurfyrsten, at han uden at gaa Sandheden for nær kunde rose sig af dette Slægtskab. Af Profession var han nærmest, hvad man kunde kalde Embedsjæger. Han havde som ung faaet sig et Kannike-Embede og var saa gaaet til Rom for at "studere".
⁸ Han var bleven "Kurtisan", en af disse mange velbaarne Gejstlige, der fik sig en Slags Stilling ved Pavehoffet med den Plan, at man her ved Hovedkontoret kunde redde sig nogle store gejstlige Embeder ved Lejlighed. Han var bleven pavelig Kammerherre, og Kurfyrsten havde en lille Smule brugt ham som Agent ved Pavehoffet. Lige saa stiv og højtidelig og kort sagt dominikansk, som Cajetan var, lige saa glat og bøjelig var Miltitz, en behagelig Selskabsmand, som holdt meget af et godt Glas Vin og gode Historier, afpassede efter Selskabskredsen.
⁹ Nu kom han altsaa med den gyldne Rose. Men det var efter Regelen: noget for noget. Til Gengæld skulde han se at faa Kurfyrsten til at udlevere Luther. Han havde Breve med til Kurfyrsten og dennes betroede Mænd om Udlevering af denne "Satans Søn", denne "fra Djævelen udgaaede Fordærvelsens Søn", og hvilke andre kønne Titler de pavelige Skrivere nu havde kunnet finde paa. Til Wittenbergs Byraad var der ogsaa et, og han skal have en hel Samling til Øvrighederne de forskellige Steder, hvor den værdifulde Fange skulde transporteres igennem ad Rom til. (165)
¹⁰ Men Miltitz havde ganske gode Ører og Øjne, ansaa ogsaa sig selv for en ganske overordentlig fin Diplomat. Som Tysker fik han helt anderledes end den stive Italiener fat paa, hvordan den virkelige Stemning var. Han fik det Facit, at af fem Mennesker holdt knap to eller tre med Paven. Saa tav han saa vidt muligt stille med Brevene og viste sit Diplomati ved at synge med de Fugle, han var iblandt. Ved et Glas Vin kunde han fortælle Tyskerne skrækkelige Historier fra Pavehoffet, saa de kunde da nok se, at han forstod dem!
¹¹ For at skaffe sig den rette Sangbund for sine Forhandlinger valgte han ogsaa at slaa sig til Ridder paa en falden Storhed. Tetzel levede nu stille som Munk i Leipzig. Ham saavel som Luther stævnede Miltitz til Altenburg. Men fra Tetzel kom der kun et ydmygt-forskrækket Brev. Han turde slet ikke vove sig paa Rejse paa Grund af Folkestemningen. Først senere fik Miltitz ham under Behandling og viste saa kraftigt sin Unaade, at den ulykkelige Tetzel blev syg og døde (11. August 1519). Luther fik ondt af Stakkelen og sendte ham et Trøstebrev paa det sidste.
¹² Med Luther havde Miltitz Sammenkomst i Altenberg 4. - 5. Januar 1519. "Haa! er I saa ung! jeg troede, I var en gammel udlevet Mand og ikke havde nogen, der holdt med jer!" sagde Kammerherren gemytligt, da de mødtes,og saa betroede han Luther, at han ikke troede, han var Mand for at bringe ham til Rom, om han ogsaa havde 25.000 Schweizere. (fort45en#50) Efter disse indledende Behageligheder gik Miltitz til Sagen og forestillede Luther, at han virkelig havde skrevet noget meget slemt om Afladen; og han kunde tale saa rørende om al den Fortræd, der var voldt den hellige Fader og Kirken, at han selv fik Taa- (166) rer i Øjnene! Luther ansaa dem rigtignok for Krokodilletaarer, men det tav han stille med og var saa imødekommende som muligt.
¹³ Efter den første Dags Forhandling skrev han et Udkast til et Brev til Paven, men det foretrak Miltitz dog at lade ham beholde. Derimod blev der virkelig en Aftale om, at Luther skulde tie stille, imod at Miltitz sørgede for, at Modstanderne ogsaa tav stille. Endvidere skulde man se at faa en tysk Biskop til at være Voldgiftsdommer. Tankerne samlede sig om Ærkebiskoppen af Trier. Endelig var det med i Aftalerne, at Luther skulde udsende et beroligende Skrift.
¹⁴ Derefter var de sammen ved et muntert Aftensbord, og da Luther rejste, kyssede Kammerherren ham til Afsked. Det var en helt anden Behandling end hos Cajetan. Luther syntes rigtignok, at Kysset smagte lidt af et Judaskys, men paa den anden Side var det virkelig hans Mening at holde Fred, naar de andre vilde.
¹⁵ Miltitz var henrykt. Han indberettede til Paven om sit Diplomatis fortræffelige Resultater. Luther havde sukket i hjertelig Smerte og stod beredt til at genkalde! Den overdrevne Indberetning fremkaldte et naadigt Brev fra Paven til Luther, der nu kaldes "elskede Søn": Nu skal han ganske trygt begive sig til Rom for der over for Paven selv at fremsætte den Tilbagekaldelse, som han ikke har kunnet afgive til den stive Cajetan. Dette Brev var Miltitz dog saa fornuftig at beholde selv, saa Luther aldrig fik det at se. Derimod skaffede Miltitz en Hilsen fra Cajetan, at alt skulde være tilgivet og glemt. Med noget Besvær fik Miltitz ogsaa Ærkebiskop Richard af Trier til at love at være Voldgiftsdommer eller i al Fald kalde Luther for sig. Lidt ind i Februar (167) talte Luthers velvillige kirkelige Overhoved Biskoppen af Brandenburg venligt og alvorligt med Luther i Wittenberg om, hvor vovelig hans Stilling var.
¹⁶ Luther havde meget lidt Tro paa, at denne Fredsidyl havde noget at sige, men man vandt dog Tid derved, og foreløbig opfyldte han de givne Løfter. Et nyt Modskrift mod ham af Prierias nøjedes han med at udgive med et "anbefalende" Forord, (replica) og sidst i Februar kom det aftalte beroligende Skrift "Underretning om nogle Artikler, som tillægges ham af hans Misyndere". (Unterricht) Det er et ganske lille folkeligt Flyveskrift paa fire Blade. Der er seks smaa Afsnit: "Om de kære Helgeners Forbøn siger jeg og fastholder med hele Kristenheden, at man skal ære og anraabe de kære Helgener", men man skal huske, at de kun er Forbedere og ikke selv magter noget. (Unterric#5)
¹⁷ "Om Skærsilden skal man tro fast, og jeg ved, det er sandt, at de arme Sjæle lider usigelig Pine, og man er skyldig at hjælpe dem med Bøn, Faste, Almisse og hvad man kan", men det er Guds Hemmelighed, hvad de lider for, og han vil ikke, før det er bedre bevist, tro, at Aflad her kan hjælpe. (Unterric#11) "Om Afladen er det nok for den jævne Mand at vide, at det er Eftergivelse af Fyldestgørelse for Synd, dog saaledes, at det er meget ringere end gode Gerninger, som er paalagte og som vi er skyldige at gøre". (Unterric#14) "Om den hellige Kirkes Bud siges, at de skal agtes og lydes, men Guds Bud gaar foran, og det var praktisk, om et Kirkemøde aflagde nogle f de mange Kirkebud. (Unterric#17)
¹⁸ "Om de gode Gerninger" siges, at ingen bliver from ved dem, men gode Gerninger sker kun af den, der er from. (Unterric#27) Endelig om den romerske Kirke: At den romerske Kirke er æret af Gud fremfor alle andre er der ingen Tvivl om, thi der har St. Peter (168) og Povl, 46 Paver og mange Hundrede Tusinder Martyrer udgydt deres Blod, overvundet Helvede og Verden, saa det er til at tage og føle paa, hvor Gud maa have et særlig godt Øje til denne Kirke. Om det nu desværre staar saaledes til i Rom, at det kunde være bedre, saa er hverken denne Omstændighed eller nogen Aarsag saa stor eller kan blive, at man skal rive eller skille sig fra denne Kirke. Ja, jo værre det gaar til, des mere skal man løbe til og hænge ved, thi ved Løsrivelse eller Foragten bliver det ikke bedre". Grænserne for den romerske Stols Magt, lad de Lærde fægte derom! (Unterric#37)
¹⁹ I Forhold til Roms Krav er dette jo magert, men paa den anden Side er det et interessant Vidnerbyrd om, hvor meget af det romerske Luther endnu holdt fast ved.
²⁰ Ja Aaret 1519 begyndte svært fredeligt. Men al denne diplomatiske Fredelighed fik snart Ende. Med Voldgiftsdommen blev det aldrig til noget. Foreløbig opsattes den til næste Rigsdag, og den Rigsdag lod vente paa sig. Og alle Tavshedsplaner rev en ivrig pavelig Disputator i Stykker. Det var Dr. Johann Eck fra Ingolstadt, Luthers kritiske "Ven".
²¹ Denne havde, som før omtalt, indladt sig i Strid med Karlstadt. De var begge to forfængelige Mænd, som satte Pris paa at maale sig med hinanden ved en offentlig Disputats. Den Slags Diskussionsmøder mellem lærde Mænd var man stærk i dengang, og Eck havde glimret paa adskillige højlærde Pladser ved den Slags Lejligheder. Da Stedet nu skulde bestemmes, nøjedes han heller ikke med Smaating, men foreslog Køln, Paris eller (169) Rom. Det endte dog mere beskedent med at blive i Leipzig i det albertinske Sachsen, og det kneb endda at faa Lov der.
²² Eck skyndte sig at opsætte sine Theser sidst i December. Der var 12, senere blev der 13. Luther fik dem lige efter Sammenkomsten med Miltitz, og kort efter kom der et Brev til ham fra Eck, hvori denne skrev:
²³ "Da Karlstadt er eders Forfægter men I er Hovedpersonen, der har udspredt denne efter min ringe og tarvelige Forstand falske og vildfarende Lære over hele Tyskland, saa vil det ogsaa være passende, at I selv kommer til Leipzig og enten forsvarer Eders Mening eller omstøder min ... I ser af den tilsendte Disputations, at det ikke saa meget er mod Bodenstein [Karlstadt] som mod Eders Lærdomme, jeg har opstillet mine Sætninger".
²⁴ Ja, det maatte Luther rigtignok sande! Der var eet Lærepunkt, som særlig var Karlstads, og som han med Flid havde stillet i Spidsen, det at Troens Indhold maa læres af og rette sig efter den hellige Skrift. Dette saakaldte "Skriftprincip" var Luther ikke naaet til endnu. Men dette nævnede Eck slet ikke, men stillede kun Modsætninger op mod Ting, som Luther havde sagt. De fleste af disse Ting havde Karlstadt ganske vist vedkendt sig, men tilsidst hed det hos Eck:
²⁵ "At den romerske Kirke ikke skulde have været over de andre Kirker før Sylvesters Tid (Pave 314-335), det nægter vi. Men den, som har haft den salige Peters Stol og Tro, ham har vi ogsaa altid erkendt for Peters Efterfølger og Kristi Generalvikar". (t-ecklut#14)
²⁶ Dette sigtede til nogle Yttringer af Luther i hans "Resolutioner" (se Side 142 (07a#17) se også res05#56) som ganske vist havde nævnt et andet Tidspunkt. Karlstadt havde derimod slet ikke rørt ved dette Spørgsmaal og var helt ulykkelig ved at faa det draget frem. Han vilde ikke disputere mod Paven, men blot mod Skolastikerne, var heller ikke videre stiv i den Slags kirkehistoriske Spørgsmaal. Desuden var han ængstelig for sit Embede i Allehelgenskapitlet, der stod umiddelbart under Paven.
²⁷ Derimod var dette Spørgsmaal om Paven noget, som Luther med uimodstaaelig Magt dreves til stadig at kredse om. Han kunde svinge sig i pinlig Uvished fra det ene til det andet. Han kunde hviske Spalatin i Øret, at han ikke vidste, om Paven ikke var Antikrist. Og samtidig kunde han staa med et inderligt Ønske om at kunne anerkende Paven. Dog var han naaet saa vidt, at han skønnede, Pavedømmet var en menneskelig Indretning og i al Fald aldrig havde haft Magt over hele Kristenheden. Naar Luther havde gjort en Opdagelse, skulde den ud. Han offentliggjorde nogle Modtheser, og heri staar tilsidst den dristige Paastand:
²⁸ "Det, at den romerske Kirker er sat over alle de andre, bevises af de tarveligst mulige Dekreter af romerske Paver i de sidste 400 Aar. Imod det er 1100 Aars anerkendte Historie, den hellige Skrifts Ord og Beslutningen paa Nikæa-Konciliet, det helligste af dem alle".
²⁹ Det var en dristig Paastand, ikke blot fordi der var Fare ved at fremsætte den, men ogsaa fordi der ikek forelaa videnskabelige Behandlinger af dette Spørgsmaal. Luther styrtede sig derfor ind i kirkeretilige og kirkehistoriske Studier og beredte sig i det hele til ny offentlig Optræden. Han havde jo kun lovet Tavshed, hvis de andre tav, saa han følte sig ikke forpligtet til at lade være at svare.
³⁰ Eck havde foretaget sit (171) Skridt før Aftalen med Miltitz, saa man kunde ikke sige, at her forelaa et papistisk Brud paa Aftalen. Man mærker imidlertid ikke til, at Miltitz har forsøgt at tysse paa nogen af Parterne. Luther henstillede til Kurfyrsten, om han skulde tie eller deltage i Disputatsen, og Kurfyrsten har aabenbart ikke villet have ham til at tie.

³¹ Alle disse Parter har aabenbart fundet, at det var i sin Orden, at man endelig fik den videnskabelige Universitetsdebat om Sagerne, som Luthers oprindelige Theser havde tilsigtet. Og de, der var imod LUther, haabede vel, at den verdensberømte Disputator fra Ingolstadt skulde gøre det videnskabeligt af med ham.
³² Theologerne i Leipzig og Stiftets kirkelige Overhoved, Biskoppen af Merseburg, saa dog ikke saaledes paa det. Paven havde nylig afgjort Spørgsmaalet om Afladen, og saa kunde man ikke tage det op til Diskussion, mente de. Men saa lagde Landsherren sig imellem. Vi har før berørt Delingen af de sachsiske Lande mellem de to Brødre Ernst og Albrecht. Ernsts Søn var Kurfyrst Frederik i de ernestinske Lande. I de albertinske Lande herskede Albrechts Søn Hertug Georg "den Rige".
³³ De to Fyrster var altsaa Fættere og lignede hinanden i at være oplyst og alvorlige og dygtige Regenter. Georg var dog mere fremtrædende end den sindige Frederik, som netop i disse Dage fik sit Tilnavn "den Vise" ved at afslaa alle Tilbud om at blive Kejser.
³⁴ Georg var kun ved ældre Brødres Død bleven Kronarving, hvorfor han havde været bestemt for den gejstlige Stand og havde faaet en lærd theologisk Uddannelse under stærk Paavirkning af den før nævnte Augustinerreformator Andreas Proles (S. 62). Han kunde altsaa nok følge med i en saadan Forhandling. Han havde stærke Ønsker om kirkelige Reformer, saa han (171) havde syntes ganske godt om, at Luther kritiserede Afladskræmmerne, men siden var han rigtignok bleven mere end betænkelig ved Luther, saa at han egentlig ikke vilde have haft denne selv med.
³⁵ Dog, Disputationen skulde holdes. Hertugen gav Professorerne Grovheder, saa de maatte give efter, og da det kneb med passende Lokale, skaffede Hertugen ogsaa dette. Paa Slottet i Leipzig, Pleissenburg, indrettede han den store Sal dertil med stor Flothed.
³⁶ Eck kom først til Byen og blev modtagen med al Ære. Den 24. Juni kom Wittenbergerne kørende i aabne Vogne, forrest Karlstadt, derefter Luther med Melanchthon ved Siden. 200 Wittenberger-Studenter ledsagede Vognen med Spyd og Hellebarder, som vel ikke bare var til Stads. Ud for Paulinerkirkegaarden gik Karlstadts Vogn i Stykker, saa Doktoren faldt i Snavset, mens Luthers Voen kørte foran. Det tog Tilskuerne som et Varsel.
³⁷ Mens Wittenbergerne kørte ind, havde nogle Mænd travlt med at slaa Plakater op med Forbud fra Biskoppen af Merseburg mod Disputatsen. Men dem fik Hertugen hurtig ned igen. Optog, Festgudstjenester og Festtaler indledede den store Begivenhed, og saa disputeredes der fra den 27. Juni tkl den 15. Juli.
³⁸ Eck var virkelig en Disputator af Rang, en stor, sværtbygget Mand med en stærk, noget uklar Stemme. Hvad man end kan indvende mod hans Talekunst, maa det indrømmes, at det ikke var saa lille en Bedrift slagfærdigt at bide fra sig i lærd Diskussion i halvtredje Uge. Han havde en stærk Hukommelse, saa han kunde i en Haandevending regne op, hvad al Verdens Theologer og Kirkefædre havde skrevet, og anvende det til sin Fordel eller i al Fald til at stoppe ukritiske Tilhørere Blaar i Øjnene.
³⁹ Karlstadt kunde slet ikke hamle op med ham i den Henseende. Han maatte slæbe Bøger med sig for at slaa efter, -- hvad han kunde forsvare med, at Ecks Citater trængte svært til at efterses. Men neetop fordi han ikke regnede saa meget op, kunde der stundom være en slaaende Klarhed over, hvad han sagde.
⁴⁰ Saa stod de to da paa hver sin Talerstol og bed fra sig. Salen var fyldt af en interesseret Tilhørerkreds, deriblandt ogsaa Pomrerhertugen Barnim, for Tiden Wittenberg-Universitetets Rektor, der fik Luther til at holde en Prædiken paa Slottet. Hertug Georg var gerne selv til Stede og fulgte opmærksomt med. Papisterne talte ogsaa om, at man blandt Mængden havde bemærket "Pikarder", bøhmiske Brødre, der havde listet (174) sig hid at høre til, fordi de ventede Forsvar for deres Meninger. For den Muligheds Skyld, at Hovederne skulde blive for hede, stod Borgervæbningen opstillet under Vaaben paa Slottet.
⁴¹ Den 4. Juli overtog Luther Karlstadts Talerstol. Nu blev det brændende. I hele fem Dage diskuterede de de anførte Sætninger om Pavemagtens guddommelige Ret. Eck lagde for med at holde for, at den enevældige Pave over Kristenheden var noget, Gud selv havde forordnet. Og han havde et storartet Skriftbevis derfor! Gud hersker enevældigt i den himmelske Kirke. Men "hvad han gør, det gør Sønnen ogsaa ligesaa" (Joh 5,19). Altsaa maa Sønnen ogsaa stille sin Kirke paa Jorden under eet (175) Hoved! (eck01#15)
⁴² Luther indrømmede gerne dette med det ene Hoved, men dette Hoved var Kristus selv. (eck01#26) Var det et jordisk Hoved, blev Kirken jo hovedløs, hvergang dette døde! (eck01#36) Eck paaviste da, at ingen ringere end den hellige Bernhard havde brugt Skriftstedet i denne mening. (eck01#55) Luther svarede, at han ærede Bernhard, men Guds Ord stod over alle Menneskeord. (eck02#7)
⁴³ Iøvrigt fremdrog han de græske Kirkefædres Vidnesbyrd mod Pavemagten og henviste til, hvorledes den østerlandske Kirke stadig ikke stod under Paven. (eck02#20) Eck søgte at omfortolke alle disse Udsagn, og angaaende Grækerne erklærede han kort og godt, at de var Kættere og blev aldrig salige. (eck02#48) Iøvrigt var Luther ikke istand til at hævde just den Fordeling af Aaarhundredenes Vidnesbyrd, som han først havde fremsat.
⁴⁴ Saaledes forhandlede de frem og tilbage den første Dag om disse farlige Sager. Men Andendagen, den 5. Juli, lod Eck en velberegnet Bombe springe. Han nævnede et Navn, som fik det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa Folk i de Dage, ikke mindst her saa nær ved Tyskhedens Østgrænse. Han gjorde opmærksom paa, at disse Luthers Lærdomme var det samme, som Konstanzer-Koncilet havde fordømt som "pestbefængte" Vildfarelser hos Wiclif og Joh. Huss. (eck03#36) Hans ærede Modstander maatte undskylde, at han nævnede Bøhmerne, da Luthers Paastande efter hans ringe Mening var den gunstige, og de nok ogsaa, efter hvad han hørte, ønskede ham tillykke dermed!
⁴⁵ Der er sikkert blevet uhyggeligt stille i Salen ved disse Ord. Luther fo'er op og fralagde sig Enighed med Bøhmerne. Men Eck holdt ham fast: Saa skulde han skrive imod dem! Luther søgte endnu en gang at slippe af Klemmen, men havde saa faaet sig besindet og sagde (176) nu lige ud, at hvad Huss' og Bøhmernes Sætninger angik, saa var der mange meget kristelige og evangeliske iblandt dem. (eck04#4) Hvad disse Sætninger angik, var det ham lige meget, om Huss havde lært dem eller ej. Man kan ikke paalægge et Menneske noget som Trossag, der ikke har Grund i Bibelen, (eck04#5) og her maa -- han beraabte sig paa Kirkejuristek Nikolaus de Tudesco -- en enkelt Kristens Mening gælde mere end en Pave og et Koncil, naar den støtter sig paa bedre Grund, eftersom ogsaa et Koncil kan fejle. (eck06#39).
⁴⁶ Dette var jo haarrejsende! Da Ordene om Bøhmerne faldt, udbrød Hertug Georg, saa det kunde høres i hele Salen: Saa for den slemme Syge! Han satte Hænderne i Siden og rystede energisk paa Hovedet.
⁴⁷ Selvfølgelig blev Eck ved at file i den samme Skure og vise, hvor godt Luther og Bøhmerne nu kunde havde det med hinanden, og han fik Luther til at fare op med en hidsig Afbrydelse, ligesom man ser Luther give vaklende Svar om, hvor meget et Koncilium kan fejle. Men Hovedsagen fastholdt han og holdt Eck til Ilden: Det var den fortræffelige Hr Doktors Sag at bevise, at et Koncilium ikke kunde fejle eller ikke havde fejlet.
⁴⁸ Endnu var der en Skærmydsel om Skærsilden, hvor ogsaa et Koncilium maatte holde for, og endelig man til Afladen. Men den havde nu tabt sin Interesse, og Eck udtrykte sig selv saa forsigtigt om den, at der intet Fængstof blev i Diskussionen. I de samme Dage laa Joh. Tetzel dødssyg i Byens Sortebrødrekloster.
⁴⁹ Det sidste Par Dage disputerede Karlstadt igen. Saa maatte man bryde op, da Hertugen skulde bruge Slottet (177) til at modtage Brandenburger-Kurfyrsten Joachim, der kom rejsende fra Kejservalget.
⁵⁰ Luther skyndte sig fra Leipzig inden Disputatsen var helt endt. Ingen Steder havde han i den Grad følt, at man hadede og frygtede ham. Universitetsprofessorerne holdt Gilder og Udflugter med Eck, men undgik Wittenbergerne. Munkene var bange for, at deres Kirker skulde miste Vielsen, om Luther kom i dem. I Paulinerkirken løb de med Monstransen, da han traadte ind. Overtroen gøs for ham. Man lagde Mærke til, at han havde paa sin Finger en Ring, som der hang noget ved. Man mente, at i den lille Kapsel havde han Djævelen med sig, ligesom man tænkte sig, at der var Trolddom i den Blomsterbuket, han en Dag stod med under Disputatsen og stundom lugtede til.
⁵¹ Men Iagttagere, der ikke var saa forskrækkede, har kunnet tegne et virkeligt Billede af ham. Navnlig har en tilstedeværende Humanist fortalt om ham til Venner: Han var saa mager og udtæret, at man kunde tælle hvert Ben i ham, men han havde et muntert Ansigt, som han beholdt, selv om de gik nok saa haardt løs paa ham. Den 35-årige Mand optraadte med stor Kraft, talte med en klar og smuk Stemme og kunde sine Ting, -- ganske anderledes end Karlstadt. Ord og Tanker havde han altid paa rede Haand. Kun kunde han være lovlig bidende i sine Udtalelser.
⁵² Eck følte sig som Sejrherre og forfulgte sin Sejr. Lige til Rom naaede hans Ry, hvad han da ogsaa selv flittigt sørgede for. Luther ærgrede sig nærmest over det hele, da det tydeligt kun var en Ærgerrighedssag for Eck, og megen Tid var gaaet med overfladisk Snak. For at klare Begreberne udgav han nogle Forklaringer ("Resolutioner") til sine Leipziger-Theser, hvori han (178) endnu bestemtere udtaler, at Kirkemøder har fejlet og det i de vigtigste Trossager. (releip01#57) Her dukkede ogsaa første Gang hans kritiske Betænkeligheder mod Jakobsbrevet op. (releip05#27)
⁵³ Men foruden at tvinge Luther til at tænke videre over flere Ting, havde denne Disputats vakt Opmærksomhed for Luther i nye Kredse.
⁵⁴ Ovre i Bøhmen var man virkelig blevet opmærksom paa ham. Der havde været lyttende Bøhmere tilstede i Salen paa Pleissenburg. Det meddeltes, at i Bøhmen bad man for ham. I Begyndelsen af Oktober naaede ham ad lange Omveje et Par Breve, der var sendt fra Prag lige efter Disputatsen. De var fra høje gejstlige i Prag, Johan Poduschka og Wenzel Dosdalowsky. Den sidste sendte ham Huss' Skrift om Kirken og skrev:
⁵⁵ "Hvad fordum Johan Huss har været i Bøhmen, det er I, Martin, nu i Sachsen. Derfor bed og vær stærk i Herren og vogt Eder for Menneskene, opgiv ejheller Modet, naar man kalder Eder Kætter eller forbandet, eftersom ogsaa Kristus og Apostlene har lidt, og nu til dags alle lider, der vil leve gudfrygtigt i Kristus".
⁵⁶ Disse, der skrev, var vel at mærke Utraquister, den herskende moderate Retning i Bøhmen, som mest skilte sig fra Romerkirken ved at lade Lægfolk nyde ogsaa Kalken i Nadveren. De havde sikrede Rettigheder i Bøhmen, hvad derimod de bøhmiske Brødre ikke havde. Disse sidstnævnte Frimenigheder kom først lidt senere i Forbindelse med Luther.
⁵⁷ I Tyskland var det jo farligt at have den Slags Venner. Men for en Mand, der ventede paa Pavens Forbandelse og var forberedt paa med kort Varsel at (179) maatte gaa i Landflygtighed, kunde det dog ogsaa have sin Betryggelse at have saadanne udenlandske Venner saa nær ved Grænsen.
⁵⁸ Hertug Georg var fra nu af Luthers hidsigste Modstander blandt Tysklands Fyrster, og fra hans Kreds kom der straks et mindre fint Forsøg paa enten at hænge Bøhmernavnet paa Luther eller at faa ham til at gaa fra sine Udtalelser. Hieronymus Emser indtog en lignende Stilling hos Hertugen, som Spalatin havde hos Kurfyrsten. Efter Hertugens Tilskyndelse udsendte Emser et Skrift, der i form af et Brev til en katholsk Provst i Bøhmen "forsvarer" Luthers Udtalelser om de kætterske Bøhmere, men paa en saadan Maade, at det nærmest bliver en Mistænkeliggørelse.
⁵⁹ Aldrig havde Luther brust saaledes op, som da han svarede. De to kom i Aarenes Løb til veksle flere Stridsskrifter, der er gensidige Udskældninger. med Hentydning til Emsers Vaabenmærke kaldte Luther ham gerne "Bukken i Leipzig", medens Emser kaldte Luther "Tyren i Wittenberg". Men i Svaret udtaler Luther tydeligt, at han ikke vil trække sig tilbage fra Bøhmerne, for saa vidt de var enige med ham. (lutems01#45)
⁶⁰ Fra en ganske anden Side rettedes en levende Opmærksomhed nu ogsaa mod Luther. Det var fra Humanisterne, eller i hvert Fald fra ikke faa af dem. De havde hidtil været tilbøjelige til at betragte hans Strid som noget skolastisk Munkekævl. Han var jo kun en Tiggermunk, og han skrev ikke deres klassiske Kragemaal.

⁶¹ Nu var en af deres Kreds, en af de mest lovende græske Sprogmænd, Melanchthon, bleven anbragt i Wittenberg, og han sluttede sig hurtigt til Luther med en Discipels taknemlige Hengivenhed. Luther følte sig selv som den underlegne og var henrykt for "den lille (180) Græker", som han selv lærte meget af. Han følte, at denne, der var vant til at sysle med de gamle Forfattere, kunde ganske anderledes gaa lige til de bibelske Bøger end han selv, der i Forvejen var fyldt med gamle Fortolkninger.
⁶² I Februar 1516 havde Erasmus udsendt den første Udgave af det nye Testamente paa det græske Grundsprog, ledsaget af Anmærkninger, der gav den skolastiske Bibelfortolkning Banesaaret. Nu kunde Luther rigtigt ved sin sproglærde Vens Hjælp trænge ind i Grundtekste og frigøre sig for al den nedarvede Fortolkningsvilkaarlighed. Men samtidig drog han ogsaa Magister Filip ind i de samme Interesser og fik ham til at holde Forelæsninger over Romerbrevet. Officielt blev Melanchthon aldrig Theolog, men kun en Sprogmand i det filosofiske Fakultet. Men denne Forelæsning over Romerbrevet blev dog siden Udgangspunktet for den ældste lutherske Dogmatik.
⁶³ Humanisterne laa altid i stærk Brevveksling. Selvfølgelige udbredte Melanchthin sin Vens Berømmelse. Men Rygterne fra Leipzig gjorde det ikke mindre.
⁶⁴ Luther var ret spændt paa, hvorledes selve den store Erasmus vilde stille sig. Det tiltalte ham ikke, at Erasmus bare lavede Løjer, hvor enhver Kristen maatte græde over Josefs Skade. Men paa den anden Side havde Erasmus gjort Sandheden store Tjenester, og hans Indflydelse var overordentlig stor. Ad Omveje rygtedes da ogsaa ængsteligt velvillige Udtalelser af ham om Luther: Eleutherius's Sætninger var gode, undtagen maaske den om Skærsilden. (kostlin3,8#87) Overfor Ærkebiskop Albrecht, der havde bedt ham om en Udtalelse, paaviste han, hvor meget der virkelig var at kritisere, -- men han skyndte sig rigtignok forsigtig at tilføje, at han endnu ikke havde faaet Tid til at læse Luthers Skrifter. Fore- (181) løbig regnede man al denne forsigtige Velvilje for Tilslutning.
⁶⁵ Den gamle Reuchlin holdt sig stille. Det lakkede mod Enden med ham. Men han forpurrede dog, at Luthers Bøger blev brændt i Ingolstadt, hvad Eck vilde have haft. I Nordvesttyskland, hvor Universiteterne i Køln og Løwen havde Indflydelse, brændte man lystigt væk af dem. (kostlin3,8#85)
⁶⁶ Men især var der een Humanist, der lidenskabeligt stillede sig ved Luthers Side, -- en sær, rastløs Mand uden blivende Sted. Det var Ulrich von Hutten.
⁶⁷ Denne Mand var af frankisk Ridderslægt, noget yngre end Luther (født 1488). Som Dreng blev han sat i et Kloster i Fulda, men 17 Aar gammel flygtede han derfra. Under mange skiftende Skæbner eventyrede han saa rundt og blev humanistisk "Poet". Meget havde han set og døjet, og en sørgelig Sygdom havde han hentet sig, ikke paa Dydens Vej. Han følte sig som tysk Ridder og (182) havde i Italien set sig forbittret paa Pavepolitikken og alt det øvrige romerske Væsen. Han kunde skrive bidende vittigt derom paa sædvanlig Humanistvis. Let var han at begejstre.
⁶⁸ Han var kommen hjem fra Italien 1517, og Ærkebiskop Albrecht, der holdt en Del af ham, gav ham en Stilling hos sig. I Ærkebispens Følge havde han været med paa Rigsdagen i Augsburg. Der gik i de Aar en national Løftelse gennem store Dele af det tyske Folk, ledsaget af Harme over al den Udplyndring og Embedshandel, det italienske Pavehof drev. Ved Kejservalget efter Maximilians Død bruste denne STemning op, og baaren af den valgte man i Sommeren 1519 Maximilians Sønnesøn Karl, thi han var jo dog af Habsburgernes gamle tyske Fyrstehus. Han var rigtignok fuldstændig fransk opdraget i Flandern, men man trøstede sig med, at han var endnu kun 19 Aar.
⁶⁹ Hutten reves fuldstændig med af dette Røre og vilde føre det videre. I latinske "Samtaler", han udgav, hudflettede han det romerske Væsen paa det blodigste. Som Ridder følte han sig paa Kant med Landsfyrsterne og vilde have en Slags tysk Enhed, hvori en stærk Kejsermagt støttede sig paa Ridderne og Stæderne. I denne Begejstringsrus opdager han nu Luther og ser her en anden, der med helt andre Vaaben stred mod Rom. Udgangspunktet, det om Naaden, kom han vist aldrig til at forstaa, men han paavirkedes alligevel. Hidtil havde han slaaet om sig med Citater af de gamle hedenske Digtere. Fra Begyndelsen af 1520 slaar han om sig med Skriftsteder, helst dem, der er megen Klang i. Endnu senere fulgte han Luthers Eksempel og gav sig til at skrive paa Modersmaalet.
⁷⁰ Det er altsaa nærmest en politisk Interesse, der (183) faar denne Mand til at interessere sig saa levende for Luther. Og Interessen førte han videre til den Mand, som han havde søgt sit politiske Rygstød hos.
⁷¹ Denne Mand var Frants von Sickingen til Ebernburg og Landstuhl. Hans Historie er et helt Stykke Tidshistorie, der kaster et forbløffende Strejflys over Tilstande i hin Tid, da man førte Krig med lejede Soldater, og derfor en Privatmand med Penge nok kunde blive en farlig krigsførende Magt. Han var Ridder med Riddermoral. Vi har før nævnt, at Ridderne hodlt fast paa deres "Fejderet". Naar der blot var sendt et Fejdebrev, en Krigserklæring, saa betragtede Frants det som baade moralsk og juridisk rigtigt at kaste sig med (184) Vaabenmagt over hvem, det skulde være.
⁷² Som en rigtig Romanridder holdt han af at optræde som hævnende Retfærdighed. Raadet i Worms havde fordrevet en Borger. Saa belejrede Sickingen Byen og opsnappede dens Varetransporter. Borgerskabet i Metz kaldte ham til Hjælp mod Byens Raad, og han mødte med 16,000 Fodfolk og 400 Ryttere, en i de Tider anselig Hær, og tvang Raadet til at give efter -- og at betale ham en mægtig Sum Penge.
⁷³ Han havde da endelig ogsaa med sin Magt støttet Reuchlin mod Kølnerne og tvunget disse til at betale Procesomkostningerne, som var blevet paalagt Reuchlin. Ikke blot mod Stæder, men ogsaa mod Lande som Hessen og Würtemberg kunde denne Ridder føre Krig. Han var forlængst lyst fredløs, men det generede ham ikke, thi Kejser Maximilian kunde ikke undvære ham.
⁷⁴ Da Kurfyrsterne var samlede i Frankfurt am Main for at vælge en ny Kejser, lagde han sin Hær i Nærheden, og hans Nærhed hjalp ikke saa lidt til, at Karl dem Femte blev valgt. Den nyvalgte Kejser tilbød da ogsaa at gøre ham til Greve, og da han sagde nej hertil, blev han kejserlig "Raad, Kammerherre, Kaptajn og Tjener".
⁷⁵ Denne Mands snævre Riddersynskreds fik Hutten nu virkelig udvidet en Del og fik ham til at slaa sig paa Reformationens Sag og anvende sin Magt til at beskytte den. Han indbød dens faretruede Talsmænd til at bo sikkert paa hans fast befæstede Borg Ebernburg, der virkelig nogle Aar berømmedes som "Retfærdighedens Herberg" (paa Grænsen af Pfaltz, 2½ Mil sønden for Rhinens bekendte Knæ ved Bingen, 5 Mil sydvest for Mainz og 5½ Mil nordvest for Worms).
⁷⁶ Den første af den Slags Indbydelser sendte Hutten i Januar 1520 gennem Melanchthin til Luther. I Maj (185) Maaned fik han Brev fra en frankisk Ridder Silvester von Schaumburg, der ligeledes tog ham i sin Beskyttelse og ventede at kunne skaffe Hjælp af 100 paalidelige Adelsmænd.
⁷⁷ Luther fik ikke Brug for noget af Tilbudene. Men det var dog en Støtte at vide, at maatte han gaa i Landflygtighed, saa havde han sikkre Tilflugtssteder ikke blot i Bøhmen.
⁷⁸ Saa ser han da med Ro Fremtiden i Møde, og med rastløs Pen nedskriver han nu de store nye Tanker, saa at Aaret 1520 kendetegnes ved hans mest fremragende Reformskrifter.
⁷⁹ Imens sled Miltitz troligt i det for at faa Fred og Forlig, og Eck var lige saa flittig nede i Rom for at faa Luther lyst i Band og for at redde sig et Præstekald.
⁸⁰ cVidere til sev09a!
⁸¹ c
⁸² c
⁸³ c
⁸⁴ c
⁸⁵ c
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c