De servo arbitrio 10

^{1 [209]}          Fortiter itaque stat et urget hic locus Pauli, liberum arbitrium seu praestantissimum in hominibus, quamuis praestantissimis, lege, iustitia, sapientia et omnibus uirtutibus praeditis, esse impium, iniustum et ira Dei dignum.

       Derfor står dette paulinske sted fast og det fremhæver, at den frie vilje eller det mest udmærkede hos menneskene, hvor fortrinlige ting der end kan nævnes, i retning af lov, retfærdighed, visdom og alle dyder, alt er det gudløst, uretfærdigt og værdigt til Guds vrede.

²   Alioqui disputatio Pauli nihil ualet; Si autem ualet, nullum relinquit medium partitio sua, qua credentibus Euangelio salutem, caeteris omnibus iram distribuit, Credentes iustos, non credentes facit impios, iniustos et irae subiectos.

Ellers betyder Paulus diskussion ingenting; men hvis den betyder noget, så efterlader hans opdeling ikke nogen midterafdeling, den opdeling, hvorved han tildeler dem, der tror på evangeliet, frelsen, men alle de øvrige vreden, den, hvorved han gør de troende retfærdige, men de ikke troende gudløse, uretfærdige, vreden underkastede.

³ Tantum enim uult dicere: Iustitia Dei reuelatur in Euangelio, quod sit ex fide, Ergo omnes homines sunt impij et iniusti. Stultus esset enim Deus, qui hominibus iustitiam reuelaret, quam iam uel nossent uel cuius semina haberent.

Kun det vil han nemlig sige: ‘Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet, at den sker ved tro’, ergo er alle mennesker gudløse og uretfærdige. Gud ville nemlig være dum, hvis han åbenbarede en retfærdighed for menneskene, som de allerede kendte, eller som de havde frøene til.

⁴  Cum autem stultus non sit, et tamen reuelat illis iustitiam salutis, manifestum est, liberum arbi. etiam in summis hominibus non solum non habere uel posse aliquid, sed ne nosse quidem, quid sit iustum coram nisi forte iustitia Dei non reuelatur summis illis hominibus, sed solum infirmis, contra quam Paulus gloriatur, quod sit debitor Iudaeis et Graecis, sapientibus et insipientibus, barbaris et Graecis.

Men eftersom han ikke er dum, men har åbenbaret dem sin frelsende retfærdighed, så står det fast, at den frie vilje selv i de højeste mennesker ikke alene ikke har eller kan noget, men ikke engang kan vide, hvad der er retfærdigt hos Gud; med mindre måske Guds retfærdighed ikke blev åbenbaret for disse højeste mennesker, men kun for de svage, men det er imod, hvad Paulus roser sig af, at han er en skyldner for jøder og grækere, for vise og uvise, for barbarer og grækere.

⁵  Quare Paulus hoc loco prorsus omnes homines una massa comprehendens, concludit omnes esse impios, iniustos et ignaros iustitiae et fidei, tantum abest, ut aliquid boni uelle aut facere possint.

Derfor sammenfatter Paulus da også på dette sted simpelthen alle mennesker til én masse og drager den slutning, at alle er gudløse, uretfærdige og uden kendskab til retfærdigheden og troen, og at det er helt umuligt, at de kan ville eller gøre noget godt.

⁶  Et haec conclusio firma est ex eo, quod Deus illis, ut ignaris et in tenebris sedentibus, reuelat iustitiam salutis; ergo per sese ignorant, Ignorantes autem iustitiam salutis, certe sub ira et damnatione sunt, nec inde sese propter ignorantiam euoluere possint, aut conari ut euoluantur. Quid enim coneris, sit nescieris, quid, qua, quo aut quatenus conandum sit?

Og denne konklusion er af den grund urokkelig, at Gud har åbenbaret sin frelsende retfærdighed for dem, som nogen, der er uvidende og sidder i mørke; altså er de i sig selv uvidende, men de, der er uvidende om den frelsende retfærdighed, er med garanti under vrede og fordømmelse, og derfra kan de på grund af deres uvidenhed ikke vikle sig ud eller stræbe at vikle sig ud. Hvad kan du nemlig stræbe efter, hvis du ikke véd, hvad, hvorved, hvorigennem eller hvor langt du skal stræbe?

^{7 [210]}            Consentit cum hac conclusione res ipsa et experientia. Nam ostende mihi in uniuerso genere mortalium unum, sit ille omnium sanctissimus et iustissimus, cui unquam in mentem uenerit, hanc esse uiam ad iustitiam et ad salutem, scilicet credere in eum, qui simul Deus et homo, pro peccatis (W759) hominum mortuus et suscitatus et collocatus ad dexteram patris, aut somniarit hanc iram Dei, quam Paulus hic reuelari de coelo dicit.

          Med denne konklusion stemmer sagen selv og erfaringen overens. For vis mig i hele den dødelige slægt én, lad ham så være den allerhelligste og allermest retfærdige af alle, som nogensinde har fået den tanke, at dette er vejen til retfærdighed og til frelse, at tro på ham, som på én gang er Gud og menneske, som er død for menneskenes synder og opvakt og sidder ved Faderens højre hånd, eller som har drømt om den Guds vrede, som Paulus her siger åbenbares fra himlen.

⁸  Vide Philosophos summos, quid de Deo senserint, quid de futura ira scriptum reliquerint. Vide Iudaeos, tot signis, tot Prophetis, assidue eruditos, quid de hac uia sentiant; non modo non receperunt, sed ita oderunt, ut nulla natio sub coelo atrocius sit Christum persecuta usque in hodiernum diem.

Se på de største filosoffer, hvad de har ment om Gud, hvad de har fået skrevet om den kommende vrede. Se på jøderne, der til stadighed er blevet belært af så mange tegn, så mange profeter, hvad de mener om denne vej; ikke blot har de ikke taget den til sig, men de har hadet den i den grad, at ingen nation under himlen har forfulgt Kristus forfærdeligere indtil den dag i dag. 

⁹  At in tanto populo dicere non fuisse aliquem unum, qui liberum arbitrium coluerit et ui eius conatus fuerit, quis audeat dicere? Qui fit igitur, ut omnes in diuersum conentur, et id, quod praestantissimum fuit in praestantissimis hominibus, hanc rationem iustitiae non solum non coluerit, non solum ignorarit, sed etiam publicatam et reuelatam summo odio repulerit et perditum uoluerit?

Men hvem vil vove at sige, at der i et sådant folk ikke er én eneste, som har dyrket den frie vilje og anstrengt sig med dens kraft? Hvordan kan det altså gå til, at alle fra forskellige retninger har forsøgt, og at det, som er det fortræffeligste i de fortræffeligste mennesker ikke blot ikke har dyrket den form for retfærdighed, ikke blot har været uvidende om den, men også offentligt og åbenbart har stødt den tilbage med det største had og har villet have den til at gå til grunde?

¹⁰ Ita ut Paulus .1. Corin. 1. Dicat eam uiam esse scandalum Iudaeis et stultitiam Gentibus. Cum autem Iudaeos et Gentes sine discrimine appellet, et Iudaeos ac gentes praecipuos populos sub coelo esse certum sit, simul certum est, Liberum arbitrium esse nihil aliud quam summum hostem iustitiae et salutis humanae, cum fieri non potuerit, quin aliquot inter Iudaeos et Gentes summa ui liberi arbitrij aegerint et conati sint, et tamen eo ipso non nisi bellum contra gratiam gesserint.

Således som Paulus i 1kor#1.23 siger, at den vej er en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger. Men når han omtaler jøder og hedninger uden forskel, det er sikkert, at jøder og hedninger er de fremmeste folk under himlen, så er det samtidig sikkert, at den frie vilje intet andet er end den største fjende af retfærdigheden og menneskets frelse, da utvivlsomt nogle blandt jøderne og hedningerne har handlet og stræbt med den frie viljes kraft, og dog kan de ikke andet end føre krig mod nåden.

¹¹  Tu nunc uade et dic, quod liberum arbitrium conetur ad bonum, cui ipsa bonitas et iustitia, scandalum et stultitia sunt. Nec potes dicere, haec ad aliquos, non ad omnes pertinere, Paulus sine discrimine loquitur de omnibus, cum dicit. Gentibus stultitia et Iudaeis scandalum, nec ullos excipit, nisi credentes.

Gå nu hen og sig, at den frie vilje kan stræbe mod det gode, den for hvem godheden og retfærdigheden selv er en forargelse og en dårskab. Du kan heller ikke sige, at dette kun henviser til nogle, ikke til alle. Paulus taler uden forskel om alle, når han siger: For hedninger en dårskab og for jøder en forargelse, og han undtager ingen andre end de troende.

¹² Nobis (inquit), id est: uocatis et sanctis, est uirtus et sapientia Dei. Non dicit: Aliquibus gentibus, aliquibus Iudaeis, sed simpliciter: gentibus et Iudaeis (inquit), qui non sunt ex nobis, manifesta partitione separans credentes ab incredulis, nullo relicto medio. 

‘For os’, siger han, det vil sige for de kaldede og de hellige, ‘er det Guds kraft og Guds visdom’. Han siger ikke: For nogle hedninger, for nogle jøder, men simpelthen: for hedninger og for jøder, siger han, som ikke er af os, og deler med en håndfast opdeling de troende fra de vantro, og der er ingen midt imellem.

¹³ Nos autem disputamus de gentibus citra gratiam agentibus, his dicit Paulus iustitiam Dei esse stultitiam, quam abhorrent. Atque is est ille laudabilis conatus lib. arb. ad bonum.

Men vi diskuterer om de hedninger, der handler uden nåden, for om dem siger Paulus, at Guds retfærdighed er en dårskab, som de skrækkes tilbage for. Men dette er denne beundringsværdige stræben fra den frie viljes side efter det gode.

^{14 [211]}          Deinde uide, an non summos homines inter Graecos ipsemet adducat, ubi dicit, eos infatuatos esse et cor eorum obscuratum, qui sapientiores inter eos fuerunt, item uanos factos dialogismis suis, hoc est, suis argutis disputationibus. Obsecro, an hic non tangit summum illud et praestantissimum in Graecis hominibus, dum eorum Dialogismos tangit?

         Se derefter til, om ikke Paulus anfører de højeste mennesker blandt grækerne, hvor han siger, at de er gjort tåbelige og deres hjerte er formørket (rom#1.21), de, der var de viseste blandt dem, ligeledes at deres tanker er gjort tomme, det vil sige, deres åndelige diskussioner. Jamen, altså, rører han ikke her ved det højeste og mest fortræffelige hos de græske mennesker, når han rører ved deres tanker?

¹⁵ Hij enim sunt eorum summae et optimae cogitationes et opiniones, quae pro solida sapientia habuerunt. At hanc sapientiam, ut alibi stultam, ita hic uanam esse in illis dicit, et eo progressam multa conando, ut peior fieret, et tandem corde obscurato idola colerent et sequentia monstra patrarent, quae commemorat.

Disse er nemlig de højeste og bedste overvejelser og meninger, som de holder for ægte visdom. Men denne visdom, ligesom han ét sted kalder den dårskab (1kor#1.23), således siger han her, at den er tom i dem, og dertil er de nået med deres mange fremskridt, at det bliver værre, og til sidst, at deres hjerte er formørket, fordi de dyrker afguder og gennemfører de forfærdelige gerninger, som han nævner.

¹⁶  Si igitur optimum studium et opus in optimis gentium malum et impium est, quid de reliquo uulgo, uelut peioribus gentibus sentias? Neque enim et hic discrimen inter optimos facit, dum nullo personarum respectu studium (W760) sapientiae eorum damnat.

Hvis altså den største stræben og det største arbejde i det bedste folk er ond og gudløs, hvad vil du så tænke om den øvrige hob, der er værre folkeslag? Han gør nemlig heller ikke her nogen forskel på de bedste, idet han uden personsanseelse fordømmer deres stræben efter visdom.

¹⁷ Damnato autem ipso opere uel studio, damnantur, quicunque illi studuerint, etiamsi fecerint summa ui liberi arbitrij. Ipse inquam optimus conatus eorum uitiosus asseritur, quanto magis ij, qui illo exercentur? Sic et mox Iudaeos sine ullo discrimine reijcit, qui litera et non spiritu Iudaei sunt: Tu (inquit) per literam et circuncisionem Deum inhonoras. (Rom 2,27)

Men er det største arbejde og den største stræben fordømt, så bliver de fordømt, hvad de så end stræber efter, skønt de gør det i kraft af den frie vilje. Så er det jeg siger: Hvis den bedste af deres stræben bliver fastslået som lastefuld, hvor meget mere så ikke de, som øver sig i den? Sådan forkaster han også lidt efter jøderne uden forskel, de, der er jøder efter bogstaven og ikke efter ånden: Du vanærer Gud gennem bogstaven og omskærelsen. (rom#2.27)

¹⁸ Item: Non enim is Iudaeus est qui in manifesto Iudaeus est, sed, qui occulto Iudaeus est. Quid hac partitione manifestius? Iudaeus manifestus est transgressor legis. At quantos putas fuisse Iudaeos citra fidem uiros sapientissimos, religiosissimos, honestissimos, qui summo conatu ad iustitiam et ueritatem connisi sunt? sicut illis testimonium saepe perhibet, quod Zelum Dei habent, quod iustitiam legis sectentur, quod diu noctuque studeant ad salutem uenire, quod sine querula uiuant.

Og ligeledes: Ikke er nemlig den jøde, som er jøde udadtil, men den, der i det skjulte er jøde. Hvad er mere klart end denne opdeling? Den åbenbare jøde er lovovertræder. Men hvormange jøder mener du uden tro kan være de viseste, frommeste, ærværdigste mænd, som i den højeste stræben har anstrengt sig efter retfærdigheden og sandheden? sådan som han ofte giver dem det vidnesbyrd, at de har iver efter Gud, at de jager efter retfærdigheden fra Gud, at de dag og nat stræbe efter at opnå frelse, at de lever uden dadel.

¹⁹  Et tamen transgressores sunt legis, quia non sunt in spiritu Iudaei, imo pertinaciter resistunt iustitiae fidei. Quid igitur reliquum est, quam lib. arbi., dum optimum est, pessimum esse, et quo magis conatur, hoc peius fieri et habere? Clara sunt uerba, certa est partitio, non est, quod contradici queat.

Og dog er de lovovertrædere, fordi de ikke i ånden er jøder, ja, hårdnakket modstår troens retfærdighed. Hvad er der så tilbage, når den frie vilje, når den er bedst, er værst, og jo mere den anstrenger sig, des værre bliver den, des værre har det sig med den? Ordene er klare, opdelingen er sikker, der er ingen, der kan modsige det.

²⁰         Sed ipsummet Paulum sui interpretem audiamus! Capite tertio, uelut Epilogum faciens, dicit: Quid ergo? praecellimus eos? Nequaquam. Causati enim sumus, Iudaeos et Graecos omnes sub peccato esse. Vbi nunc liberum arbitrium? Omnes (inquit) Iudaei et Graeci sub peccato sunt. An hic tropi sunt aut nodi? Quid ualet interpretatio totius mundi aduersus hanc clarissimam sententiam?

        Men lad os høre Paulus selv, når han udlægger sig selv! I kapitel tre, (v9) som en slags afslutning, siger han: ‘Hvad da? Har vi en fordel fremfor dem? På ingen måde. Vi har jo anklage begge parter, jøder såvelsom grækere, for at være under synd’ (rom#3.9). Hvor er nu den frie vilje? Han siger jo: Alle jøder og grækere er under synd. Mon dette er billedtale eller knudetale? Hvad betyder hele verdens udlægning imod denne soleklare mening?

²¹  Neminem excipit, qui dicit omnes, Nihil relinquit boni, qui eos sub peccato esse, id est, seruos peccati, definit. Vbi autem hanc caussam dixit, quod omnes Iudaei et Gentes sint sub peccato? Nusquam, nisi, ubi nos monstrauimus, scilicet, quando dicit: Reuelatur ira Dei de coelo super omnem impietatem et iniquitatem hominum.

Han undtager ingen, når han siger alle; når han fastslår, at de er under synden, det vil sige, er syndens slaver, mener han ikke, de bedriver noget godt. Men hvor giver han begrundelsen for, at alle jøder og grækere er under synd? Det gør han ingen steder, undtagen dèr, hvor vi har vist det, nemlig når han siger: ‘Guds vrede bliver åbenbaret fra himlen over al gudløshed og uretfærdighed hos menneskene’. (rom#1.18)

²² Et id sequenter probat per experientiam, quod ingrati Deo, tot uicijs subiecti fuerint, uelut fructibus impietatis suae conuicti, quod nihil nisi malum uelint et faciant.

Og det beviser han nu i det følgende gennem erfaringen, fordi de, der er utaknemlige mod Gud, blev underkastet så mange laster, ligesom overvundet af frugterne af deres gudløshed, fordi de ikke ville eller gjorde andet end ondt.

²³ Tum Iudaeos seorsum iudicat, cum Iudaeum litera transgressorem esse dicit, idque similiter fructibus et experientia probat, dicens: Tu praedicas non furandum et furaris; Qui abominaris idola, sacrilegium facis, Nullos prorsus excipiens, nisi sint spiritu Iudaei.

Da dømmer han især jøderne, når han siger, at jøden bogstavelig talt er en overtræder, og på lignende måde beviser det med frugterne og erfaringen, idet han siger: ‘Du prædiker, at man ikke må stjæle, og du stjæler; du foragter afgudsbilleder, og bedriver helligbrøde’ (rom#2.17). Og han undtager slet ingen, medmindre de af ånd er jøder.

²⁴ Nec est, quod hic effugias ac dicas: licet sub peccato sint, tamen optimum in eis, ut ratio et uoluntas, habet conatum ad bonum. Si enim conatus reliquus est bonus, falsum est, quod eos sub peccato esse dicit.

Og det går ikke an, at du her vil undvige os sige: ‘Selv om de også er under synd, så har dog det bedste i dem, fornuft og vilje, en stræben efter det gode’. Hvis nemlig der var tilbage i dem en god stræben, så ville det være falsk, når Paulus siger, at de er under synd.

²⁵  Cum enim Iudaeos et Gentes nominet, simul comprehendit, quicquid in Gentibus et Iudaeis est, nisi Paulum inuersurus, uelis ita scripsisse: Omnium Iudaeorum et Gentium caro, id est: crassiores affectus sub peccato esse.  Sed ira de coelo reuelata super eos, totos est damnatura, nisi spiritu iustificentur, quod non fieret, nisi toti essent sub peccato.

Når han nemlig nævner jøder og hedninger, så sammenfatter han samtidig, hvad der er i hedningerne og jøderne, medmindre du da vil fordreje Paulus og mene, at han skrev: ‘alle jødernes og hedningernes kød’, det vil sige: de grovere affekter er under synd. Men vreden fra himlen blev åbenbaret over dem og vil fordømme dem som helhed, hvis ikke de retfærdiggøres ved ånden, hvilket ikke ville ske, hvis de ikke helt var under synd.

²⁶         Videamus uero, quomodo Paulus suam sententiam ex sacris literis probet, an fortius pugnent uerba in Paulo, quam in loco suo. Sicut scriptum est (inquit): Quia non est iustus quisquam, Non est intelligens, non est requirens Deum, Omnes declinauerunt simul inutiles facti sunt, non est qui faciat bonum, non est usque ad unum, (Rom 3,10-12) et reliqua.

        Men lad os se, på hvilken måde Paulus beviser sin sætning fra skriften, om Paulus’ ord er stærkere end på stedet i skriften. Sådan står der skrevet, siger han: 'Derfor er der ingen retfærdig, der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud, alle er afvegne og ulydige, der er ikke én, der gør godt, ikke en eneste, osv.' (rom#3.10ff)

²⁷ Hic mihi det interpretationem comodam, qui potest, fingat tropos causetur uerba esse ambigua et obscura, et defendat liberum arbitrium aduersus has damnationes, qui audet. Tum et ego libens cedam et recantabo, eroque et ipse liberi arbitrij confessor et assertor. Certum est, haec dici de omnibus hominibus, Propheta enim inducit Deum prospicientem super omnes homines, et ferentem super eos hanc sententiam.

Den, der kan, lad ham her give mig en passende udlægning, forestille sig, at det er billedtale, foreslå, at ordene er tvetydige og dunkle, og forsvare den frie vilje mod disse anklager, hvis han vover det. Da skal også jeg gerne trække mig tilbage og ændre mening, og selv blive bekender og tilbeder af den frie vilje. Det er givet, at dette siges om alle mennesker; profeten begynder nemlig med, at Gud ser ned over alle mennesker og fælder denne dom over dem.

²⁸  Sic enim dicit Psal. 13: Dominus de coelo prospexit super filios hominum, ut uideret, an sit intelligens, aut requirens Deum. Sed omnes declinauerunt etc. (Sl 14,2). Et ne Iudaei putarent ad sese non pertinere, praeuenit Paulus, asserens ad eos maxime pertinere: Scimus (inquit), quaecunque lex loquitur, ijs, qui in lege sunt, loquitur. (Rom 3,1)

Sådan siger nemlig Sl 14,2: 'Herren så ned fra himlen over menneskenes børn, for at han kunne se, om de var forstandige, om de søgte Gud. Men alle var afvegne, osv'. Og for at ikke jøderne skal tro, at det ikke drejer sig om dem, kommer Paulus dem i forkøbet og forsikrer, at det især drejer sig om dem: Vi véd, at hvad loven siger, siger den til dem, der er under loven. (rom#3.1)

²⁹ Hoc idem uoluit, ubi dixit: Iudaeo primum et Graeco. Audis igitur omnes filios hominum, omnes qui sunt in lege, id est, tam Gentes tam Iudaeos, coram Deo tales iudicari, qui iniusti sunt, non intelligunt, nec requirant Deum, ne unus quidem, Omnes uero declinent et inutiles sint.

Det samme vil han, når han siger: For jøde først og så for græker. Du hører derfor, at alle menneskenes børn, alle, som er under loven, det vil sige, både hedninger og jøder, overfor Gud bedømmes sådan, at de er uretfærdige, at de ikke er forstandige og ikke søger Gud, ikke én, men alle er afvegne og uduelige.

³⁰ Arbitror autem inter filios hominum ac eos, qui sub lege sunt, numerari etiam eos, qui sunt optimi et honestissimi, qui ui liberi arbitrij conantur ad honesta et ad bonum, et quos iactat Diatribe habere sensum et semina honesti insita, nisi angelorum forte filios esse contendat.

Men jeg tror, at blandt menneskenes børn og blandt dem, der er under loven, optælles også dem, der er de bedste og ærværdigste, som med den frie viljes kraft stræber efter det retmæssige og gode, og dem, om hvem Diatriben praler, at de har indplantet sansen for det gode og spiren til det gode (eras3#20), hvis den da ikke ligefrem mener, at de er børn af engle.

³¹         Quomodo igitur conantur ad bonum, qui omnes in uniuersum ignorant Deum, nec curant aut requirunt Deum? Quomodo habent uim utilem ad bonum, qui omnes declinant a bono et sunt prorsus inutiles? An ignoramus, quid significet ignorare Deum, non intelligere, non requirere Deum, non timere Deum, declinare et inutiles esse?

        Hvordan kan altså de mennesker stræbe efter det gode, som alle og enhver er uvidende om Gud, ikke bryder sig om eller søger Gud? Hvordan kan de mennesker have en kraft, der er gavnlig til det gode, som alle afviger fra det gode og er helt uduelige? Mon vi kan være uvidende om, hvad det betyder ikke at kende Gud, ikke at forstå og ikke at søge Gud, ikke at frygte Gud og at være afvigere og uduelige?

³² Nonne uerba clarissima sunt, et id docent, quod omnes homines et nesciunt Deum et contemnunt Deum, Deinde declinant ad malum et sunt inutiles ad bonum? Neque enim hic agitur de ignorantia quaerendi uictus aut de contemptu pecuniae, sed de ignorantia et contemptu religionis et pietatis.

Mon ikke ordene er soleklare og lærer, at alle mennesker både er uvidende om Gud og foragter Gud, afviger til det onde og er uduelige til det gode? Det handler nemlig ikke her om uvidenhed i at finde sig en næringsvej eller om foragt for penge, men om uvidenhed og foragt for religionen og fromheden.

³³ At ea ignorantia et contemptus procul dubio non sunt in carne et inferioribus crassioribusque affectibus, sed in summis illis et praestantissimis uiribus hominum, in quibus regnare debet iustitia, pietas, cognitio et reuerentia Dei, nempe in ratione et uoluntate, atque adeo in ipsa ui liberi arbitrij, in ipso semine honesti, seu praestantissimo, quod est in homine.

Men den uvidenhed og den foragt er uden tvivl ikke i kødet og de lavere og grovere affekter, men i menneskets højeste og fortræffeligste kræfter, hvor retfærdigheden, fromheden, erkendelsen af og ærefrygten for Gud bør herske, nemlig i fornuften og viljen, og derfor i selve den frie viljes kraft, i selve denne spire til det ærværdige, i selve det fortræffeligste, der er i mennesket.

³⁴ Vbi nunc es, mea Diatribe, quae superius promittebas, te assensuram libenter, praestantissimum in homine esse carnem, id est, impium, si id scripturis probaretur? Assentire nunc igitur, cum audis praestantissimum in omnibus hominibus, non solum impium, sed ignarum (W762) Dei, contemnens Dei, uersum ad malum et inutile ad bonum esse.

Hvor er du nu, kære Diatribe, du som ovenfor lovede, at du gerne ville gå med til, at det fortræffeligste i mennesket var kødet, det vil sige, det ufromme, hvis det blev bevist af skrifterne? (eras3#18) Gå altså nu med til det, når du hører, at det fortræffeligste i alle mennesker ikke blot er ufromt, men uvidende om Gud, foragter Gud, vender sig imod det onde, og er uduelig til det gode.

³⁵ Quid est enim esse iniustum, nisi uoluntatem (quae est praestantissimarum rerum una) esse iniustam? Quid est esse non intelligentem Dei et boni, nisi rationem (quae est praestantissimarum rerum altera) esse ignaram Dei et boni, hoc est, caecam in cognitione pietatis?

Hvad er det nemlig at være uretfærdig, hvis ikke det er viljen, som er én af de fortræffeligste ting, der er uretfærdig? Hvad er det ikke at erkende Gud og det gode, hvis ikke det er fornuften, som er en anden af de fortræffeligste ting, der er uvidende om Gud og det gode, det vil sige, er blind i at erkende fromheden?

³⁶ Quid est declinare et inutiles esse, nisi homines nulla sui parte, tum minime partibus suis praestantissimis ualere quicquam ad bonum, sed tantum ad malum? Quid et non timere Deum, nisi homines omnibus suis partibus, maxime potioribus illis, esse contemptores Dei?

Hvad er det at afvige og være uduelig, hvis ikke det er, at mennesket i ingen af sine dele og mindst i de fortræffeligste dele, duer noget til det gode, men kun til det onde? Hvad er det ikke at frygte Gud, hvis ikke det er, at menneskene i alle sine dele, især i de magtfulde dele, er gudsforagtere?

³⁷ Esse autem contemptores Dei, est esse simul contemptores omnium rerum Dei, puta uerborum, operum, legum, praeceptorum, uoluntatis Dei. Quid nunc ratio dictet recti, quae caeca est et ignara? Quid uoluntas eligat boni, quae mala et inutilis est? imo quid sequatur uoluntas, cui ratio nihil dictet, nisi caecitatis et ignorantiae suae tenebras? Errante igitur ratione et auersa uoluntate, quid boni facere queat homo aut conari?

Men at være gudsforagtere er samtidig at være foragtere af alle Guds ting, det vil sige, hans ord, hans gerninger, hans lov, hans bud, hans vilje. Hvad kan nu fornuften fremsige af ret, når den er blind og uvidende? Hvordan kan viljen vælge det gode, når den er ond og uduelig? Ja, hvem skal viljen følge, når fornuften ikke fortæller den noget, andet end dens blindheds og uvidenheds mørke? Når altså fornuften tager fejl og viljen er forvendt, hvad godt kan mennesket da gøre eller stræbe efter?

³⁸          Sed Sophisticari forte quis audeat: licet uoluntas declinet et ratio ignoret actu, potest tamen uoluntas aliquid conari et ratio aliquid nosse suis uiribus, cum multa possimus, quae tamen non facimus; De ui potentiae scilicet, non de actu disputamus.

         Men nogen vover måske at være lidt sofistiske: Lad være at viljen afviger og fornuften er uvidende i handling, men viljen kan dog stræbe efter noget, og fornuften vide noget ud fra sine egne kræfter, eftersom vi kan meget, som vi bare ikke gør; vi disputerer nemlig om den potentielle kraft, ikke om den aktuelle kraft.

³⁹ Respondeo: Verba Prophetae includunt et actum et potentiam. Et idem est dicere: Homo non requirit Deum, ac si dicas: Homo non potest requirere Deum. Quod inde colliges, Quia, si esset potentia aut uis in homine boni uolendi, cum per omnipotentiae diuinae motum non sinatur quiescere aut feriari, ut supra docuimus, fieri non posset, quin in aliquot uel saltem in uno aliquo moueretur et usu aliquo ostenderetur.

Hertil vil jeg svare: Profetens ord inkluderer både handling og mulighed. Det er ét og det samme, at sige: Mennesket søger ikke Gud, og at sige: Mennesket kan ikke søge Gud. Det kan du slutte derudfra, at hvis der i mennesket var en evne eller kraft til at ville det gode, så ville den, når den blev bevæget af den guddommelige almagt ikke få lov til at hvile eller ophøre, som vi ovenfor har lært, så det ikke kan ske andet, end at denne kraft i nogen ting eller i hvert fald på nogen måde ville blive bevæget og på en eller anden måde vise sig i praksis.

⁴⁰ At hoc non fit, quia Deus de coelo prospicit, et ne unum uidet, qui requirat aut conetur, quare sequitur, eam uim nusquam esse, quae conetur aut uelit requirere, Sed omnes declinant potius. Deinde, nisi de impotentia simul intelligeretur Paulus, Disputatio sua nihil efficeret. Quia in hoc totus incumbit Paulus, ut gratiam necessariam faciat cunctis hominibus.

Men dette sker ikke, fordi Gud ser ned fra himlen og ikke får øje på én eneste, som søger ham eller stræber efter ham, hvoraf følger, at den kraft er ikke-eksisterende, som stræber efter eller vil søge ham; i stedet for er alle afvegne. Og videre, hvis ikke man her kunne forstå Paulus sådan, at han samtidig har deres manglende evne i tankerne, så ville hans tankegang intet udrette. For her kommer det for Paulus helt og holdent an på, at han gør nåden nødvendig for alle mennesker.

⁴¹ Si autem per sese aliquid possent incipere, gratia non foret opus. Nunc autem, quia non possent, opus est illis gratia. Ita uides liberum arbitrium hoc loco funditus tolli, nec quicquam boni aut honisti in homine relinqui, dum iniustus, ignarus Dei, contemptor Dei, auersus et inutilis coram Deo definitur.

Men hvis de kunne påbegynde noget ud fra sig selv, så ville der ikke være brug for nåden. Men nu, fordi de ikke kan det, har de brug for nåden. Derfor ser du på dette sted, at den frie vilje ophæves fra grunden af, så at der hverken efterlades noget godt eller ærværdigt i mennesket, men det defineres som uretfærdigt, uvidende om og foragtende Gud, forvendt og udueligt overfor Gud. 

⁴² Et satis fortiter pugnat Propheta tam suo loco quam in Paulo eum allegante. Nec parua res est, cum dicitur homo ignorare et contemnere Deum, fontes sunt hi omnium scelerum, sentina peccatorum, imo infernus malorum.

Og profeten kæmper med sit sted ligeså kraftigt som Paulus med sit sted, hvor han påberåber sig ham. Og det er jo ikke nogen lille ting, når det siges, at mennesket er uvidende om og foragter Gud, nej, her er kilden til al forbrydelse, syndernes bundvand, ja de ondes helvede. 

⁴³ Quid ibi non sit mali, ubi ignorantia et contemptus Dei fuerit? Breuiter, regnum Satanae in hominibus, nec breuioribus nec plenioribus uerbis potuit describi, quam quod eos diceret (W763) ignaros et contemptores Dei.

Hvad skulle der ikke være af ondt, dèr hvor uvidenhed om og foragt for Gud er? I korthed: Satans herredømme over menneskene kunne ikke beskrives med kortere eller mere fuldkomne ord, end når profeten her kalder dem uvidende om og foragtere af Gud.

⁴⁴ Ibi est incredulitas, ibi inobedientia, ibi sacrilegia, ibi blasphemia erga Deum, ibi crudelitas et immisericordia erga proximum, ibi amor sui in omnibus rebus Dei et hominum. Sic habes gloriam et potentiam liberi arbitrij.

Her hersker der mistillid til Gud, ulydighed mod Gud, blasfemi og helligbrøde overfor Gud, her hersker der grusomhed og ubarmhjertighed overfor næsten, her hersker der selvkærlighed i alle Guds og menneskets anliggender. Her har du den frie viljes ære og magt.

⁴⁵          Pergit uero Paulus et sese omnibus hominibus et maxime de optimis et praestantissimis loqui testatur dicens: Vt obstruatur omnium os, et obnoxius fiat totus mundus Deo, (Rom 3,19)

         Men Paulus går videre og bevidner, at han taler om alle mennesker og især om de bedste og fortræffeligste, idet han siger: ‘For at enhver mund skal lukkes, og hele verden stå strafskyldig overfor Gud’. (rom#3.19)

⁴⁶ Obsecro, quomodo obstruitur os omnium, si reliqua est adhuc uis, qua aliquid possumus? Licebit enim Deo dicere: Non prorsus nihil hic est; Est aliquid, quod non queas damnare, ut quod dederis tu ipse aliquid posse; Hoc saltem non silebit, nec erit obnoxium tibi.

Jamen, for pokker, hvordan kan enhvers mund lukkes, hvis der er en eller anden kraft tilbage, hvormed vi kan gøre noget? Så ville man nemlig kunne sige til Gud: Her er ikke helt og holdent ingenting; her er noget, som du ikke kan fordømme, fordi du selv har skabt os, så vi kan noget; det i det mindste kan ikke tie, ejheller vil det være strafskyldig overfor dig’.

⁴⁷ Si enim libe. arb. uis illa sana est et ualet, falsum est, quod totus mundus Deo obnoxius seu reus est, cum illa uis non sit parua res aut in parua parte mundi, sed in toto mundo praestantissima et communissima, cui os obstrui non debet, aut, si obstrui os eius debet, oportet, ut cum toto mundo obnoxium Deo sit et reum.

Hvis nemlig en sådan fri viljes kraft er sund og betyder noget, så er det forkert, at hele verden er strafskyldig eller skyldig overfor Gud, eftersom denne kraft ikke er nogen lille ting eller nogen lille del af verden, men i hele verden er den fortræffeligste og almindeligste, og på den del skal munden ikke lukkes, eller, hvis dens mund skal lukkes, så må den nødvendigvis være strafskyldig og skyldig overfor Gud sammen med hele verden.

⁴⁸ Reum uero quo iure dicetur, nisi iniustum et impium, hoc est, poena et uindicta dignum fuerit? Videam, quaeso, qua interpretatione uis illa hominis absoluatur a reatu, quo totus mundus Deo est obstrictus, aut qua arte excipiatur, ne in toto mundo comprehendatur.

Men med hvilken ret kan det siges at være skyldigt, hvis ikke det er uretfærdigt og gudløst, det vil sige, værdigt til straf og dom? Jeg gad nok se, med hvilken fortolkning man kan frikende denne menneskets kraft fra denne skyld, når hele verden forviklet i den, eller med hvilken kunst man vil gøre undtagelser, så det ikke forstås i hele verden.

⁴⁹ Grandia sunt tonitrua et penetrantia fulmina, uereque malleus ille conterens petram (ut Ieremias uocat) ista uerba Pauli: Omnes declinauerunt, Totus mundus est reus, Non est iustus quisquam, quibus conteritur; quicquid est, non modo in uno homine, aut aliquibus, aut aliqua eorum parte, sed etiam in toto mundo, in omnibus, nullo prorsus excepto, ut mundus totus ad eas uoces tremere, pauere et fugere debuerit.

Dette ord er et mægtigt tordenskrald og et gennemtrængende lyn, eller, som Jeremias sandt siger, det er den hammer, der sønderslår klippen (Jer 23,29), dette ord af Paulus: ‘Alle er afvegne, hele verden er skyldig, der er ikke én retfærdig’, dermed bliver sønderslået, hvad der er ikke blot i enkeltmennesket eller i en eller anden, eller i en eller anden del, men i hele verden, i alle uden undtagelse, så at hele verden burde skælve, ængstes og flygte for dette ord.

⁵⁰ Quid enim grandius et fortius potuit dici, quam: totus mundus est reus, omnes filij hominum sunt auersi et inutiles, nullus timet Deum, nullus est non iniustus, nullus intelligit, nullus requirit Deum?

Hvad kan nemlig siges kraftigere eller stærkere end dette: hele verden er skyldig, alle menneskenes børn er forvendte og uduelige, ingen frygter Gud, der er ingen retfærdig, ingen forstandig, ingen, der søger Gud?

⁵¹ Nihilominus tanta fuit et est duritia et insensata cordis nostri obstinatio, ut haec tonitrua et fulmina neque audiremus neque sentiremus, Sed liberum arbitrium et uires eius interim simul aduersus haec omnia extolleremus et statueremus, ut uere illud impleuerimus Malachiae primo: Illi aedificant, ego destruam. (Mal 1,4)

Ikke desto mindre: så stor var og er hårdheden og den ufølsomme stædighed i vort hjerte, at dette tordenskrald og dette lyn hverken hører vi eller fornemmer, men vi fremhævede og oprejste i stedet for den frie vilje og dens kræfter op imod alt dette, så dette ord fra Malakias det første virkelig gik i opfyldelse: Lad dem bygge op, jeg bryder ned.

⁵²         Eadem grandiloquentia dicitur et illud: Ex operibus legis non iustificatur ulla caro coram illo. Grande uerbum est: Ex operibus legis, quemadmodum et illud: totus mundus, aut illud: Omnes filij hominum. Nam obseruandum est, quod Paulus personis abstinet, et studia memorat, scilicet, ut inuoluat omnes personas et quidquid praestantissimum in illis est.

         Ligeså stærkt er dette ord: ‘Af lovgerninger vil intet kød blive retfærdiggjort overfor ham’ (rom#3.20). Det er et stærkt ord: ‘af lovgerninger’, ligesom også dette: ‘hele verden’ eller dette: ‘alle menneskenes børn’. For man skal bemærke, at Paulus undlader at bruge personer og nævner deres stræben, det vil sige, han omfatter alle personer og alt hvad der er fortræffeligt i dem.

⁵³ Nam si dixisset: uulgus Iudaeorum, aut Pharisei, aut aliquot impij non iustificantur, poterat uideri aliquos fecisse reliquos, qui ui lib. ar. et adminiculo legis non prorsus essent inutiles.

For hvis han havde sagt: jødefolket eller farisæerne eller nogle ugudelige bliver ikke retfærdiggjort, så ville det kunne se ud, som om han havde ladet nogle være tilbage, som i kraft af den frie vilje og lovens hjælp ikke var helt uduelige.

⁵⁴ At cum ipsa legis opera damnet et impia faciat coram Deo, manifestum fit, quod omnes, qui studio legis et operum pollebant, damnat. Studebant autem legi et operibus non nisi optimi et praestantissimi, idque non nisi optimis et praestantissimis (W764) suis partibus, ratione scilicet et uoluntate.

Men eftersom han fordømmer lovens gerninger i sig selv og gør dem gudløse overfor Gud, er det soleklart, at han fordømmer alle, der er stærke i deres iver for loven og gerningerne. Men de, der ivrer for loven og gerningerne, er netop de bedste og fortræffeligste, og de gør det netop med den bedste del af sig selv, nemlig fornuften og viljen. 

⁵⁵ Si igitur ij, qui summo studio et conatu, tum rationis tum uoluntatis, id est, tota ui liberi arbitrij, in lege et operibus, exercebantur, tum ipsa lege, ceu diuino auxilio adiuuabantur, qua erudiebantur et excitabantur, si, inquam, ij damnantur impietatis, quod non iustificentur, sed caro esse definiuntur coram Deo, Quid iam reliquum est in toto hominum genere, quod non caro et impium sit?

Hvis altså de, der med den største iver og bestræben, både med fornuft og vilje, det vil sige, med hele den frie viljes kraft, øvede sig i loven og gerningerne, og tillige hjulpet af loven selv som en guddommelige medhjælp, hvorved de blev uddannet og opøvet, hvis, siger jeg, de bliver fordømt for gudløshed, fordi de ikke bliver retfærdiggjort, men defineres at være kød overfor Gud, hvad er der så tilbage i hele menneskeslægten, som ikke er kød og gudløst?

⁵⁶ Omnes enim ex aequo damnantur, qui sunt ex operibus legis. Siue enim summo studio, siue mediocri, siue nullo in lege exerciti sunt, nihil refert. Omnes non nisi opera legis praestare potuerunt, Opera autem legis non iustificant, Si non iustificant, impios arguunt et reliquunt suos operatores, Impij uero rei et ira Dei digni sunt. Haec sunt tam clara, ut ne mutire contra quisquam possit. 

Alle bliver nemlig fordømt på lige fod, som er af lovgerninger. Om de har den største iver, kun middelmådig iver eller slet ikke er øvede i loven, det betyder intet. Alle kan kun øve lovgerninger, men lovgerninger retfærdiggør ikke. Hvis de ikke retfærdiggør, så betegner de dem som gudløse og lader dem være dens udøvere, men gudløse, der er skyldige og værdige til Guds vrede. Dette er så klart, at ingen kan mukke imod det.

⁵⁷         At solent hic eludere Paulum et euadere, quod opera legis uocet cerimonialia opera, quae post mortem Christi sint mortifera. Respondeo: Hic est error ille et ignorantia Hieronymi, cui licet Augustinus fortiter restiterit, tamen deserente Deo et praeualente Satana, dimanauit in mundum et permansit in hodiernum diem.

Men de plejer at undvige Paulus og komme udenom, ved at sige, at det er de ceremonielle gerninger, han kalder lovgerninger, og de er dødbringende efter Kristi død. Jeg svarer: Her foreligger denne fejl og uvidenhed hos Hieronymus, som, selv om Augustin stærkt har vendt sig imod den, har bredt sig ud over verden og er blevet fastholdt til vore dage, fordi Gud trak sig tilbage og Satan sejrede.

⁵⁸ Quo et factum est, ut impossibile fuerit Paulum intelligere, et Christi notitiam oportuerit obscurari. Atque si nullus praeterea fuisset error in Ecclesia, iste unus satis pestilens et potens fuit ad uastandum Euangelion, quo, nisi singularis gratia intercessit, infernum potius quam coelum Hieronymus meruit, tantum abest, ut ipsum Canonisare aut sanctum esse audeam dicere. Non est uerum igitur, Paulum de ceremonialibus operibus tantum loqui, alioqui quomodo stabit sua disputatio, qua concludit omnes esse iniustos et gratia indigere? Diceret enim aliquis: Esto ex ceremonialibus operibus non iustificemur, At ex moralibus Decalogi quis iustificari posset. Quare tuo syllogismo illis non probasti necessariam gratiam.

Derved er der også sket det, at det er umuligt at forstå Paulus, og så måtte kendskabet til Kristus fordunkles. Og selv om der ikke havde været nogen anden fejl i kirken, så var denne ene uheldsvanger og mægtig nok til at ødelægge evangeliet, og hvis ikke en særlig nåde hjælper ham, har Hieronymus snarere fortjent helvede end himlen derved, så det manglede bare, at jeg skulle vove at kanonisere ham eller erklære ham for hellig. Men det er ikke sandt, at Paulus kun taler om de ceremonielle gerninger; hvordan skulle ellers hans argumentation stå fast, når han konkluderer, at alle er uretfærdige og mangler nåden? For én og anden ville kunne sige: Lad være, at vi ikke retfærdiggøres ved de ceremonielle gerninger, men man kunne dog nok retfærdiggøres ved de ti buds morallove. Derfor har du med din slutning ikke bevist, at nåden er nødvendig.

⁵⁹Tum quam utilis fuerit illa gratia, quae solum a ceremonialibus operibus nos liberarit, quae sunt facillima omnium, et saltem metu uel amore sui possunt extorqueri? Iam et illud erroneum est, opera ceremonialia esse mortifera et illicita post mortem Christi, Non hoc dixit unquam Paulus, Sed dicit, quod non iustificent et homini nihil prosint coram Deo, quo ab impietate liber fiat. Cum hoc bene stat, ut ea quispiam faciat, et nihil illicitum tamen faciat, Sicut edere et bibere opera sunt, quae non iustificant et Deo nos non commendant; at non ideo illicitum facit, qui edit et bibit.

 Videre: Hvor megen nytte ville vi have af den nåde, som kun befrier os fra de ceremonielle gerninger; de er jo de allerletteste at udføre, og kan i hvert fald frempresses af frygt eller selvkærlighed? Og det er også forkert, at de ceremonielle gerninger er dødbringende og forbudte efter Kristi død. Det siger Paulus heller ikke nogen steder, nej, han siger, at de ikke retfærdiggør og ikke gavner mennesket noget overfor Gud, så det kan blive befriet fra ugudeligheden. Det stemmer godt overens med dette, at én kan gøre dem og dog ikke foretage sig noget, der ikke er tilladt. Ligesom det at spise og drikke er gerninger, som ikke retfærdiggør og ikke gør os gudvelbehagelige; men derfor gør den, der spiser og drikker, ikke noget, der ikke er tilladt.

⁶⁰ Errant et in hoc, quod opera ceremonialia aeque erant praecepta et exacta in ueteri lege atque Decalogus, Et ideo haec neque minus neque magis ualebant quam illa. Iudaeis autem primum loquitur Paulus, ut dicit Rom. 1. Quare nemo dubitet, per opera legis intelligi omnia opera totius (W765) legis. Nam ne legis quidem opera dicenda sunt, si lex abrogata et mortifera est, lex enim abrogata, iam lex non est, Id quod pulchre sciebat Paulus, ideo non de abrogata lege dicit, cum opera legis memorat, sed de lege ualente et regnante. Alioqui quam fuisset illi facile dicere: Lex ipsa iam est abrogata? Id quod fuisset aperte et clare dictum.

Og de tager også fejl deri, at de ceremonielle love på samme måde var bud og blev krævet i den gamle lov på samme måde som de ti bud, og af den grund var de hverken mere eller mindre gyldige end de ti bud. Men Paulus taler først til jøderne, som han siger i Rom 1 (rom#1.16). Derfor kan ingen være i tvivl om, at man ved lovgerninger skal forstå alle gerninger i hele loven. For man ville ikke engang kunne tale om lovgerninger, hvis loven er ophævet og død, for en ophævet lov er ikke mere nogen lov. Det vidste Paulus udmærket, derfor taler han ikke om den ophævede lov, når han siger lovgerninger, men om den gyldige og herskende lov. Hvad ville ellers være lettere end at sige: loven selv er allerede ophævet? Det ville være ligefrem og klar tale.

⁶¹ Sed afferamus ipsummet Paulum, sui interpretem optimum, qui in Galatis .3. dicit: Quicunque ex operibus legis sunt, sub maledicto sunt. Scriptum est enim: Maledictus omnis, qui non permanserit in omnibus, quae scripta sunt in libra legis, ut faciat ea. Vides hic Paulum, ubi eandem caussam, quam ad Romanes, et eisdem uerbis agit, de omnibus legibus in libro legis scriptis loqui, quoties opera legis memorat. Et quod mirabilius est, ipse citat Mosen, qui maledicat non permanentes in lege, cum tamen maledictos praedicet, qui sunt ex operibus legis, contrarium locum contrariae sententiae adducens, cum ille negatiuus, hic affirmatiuus sit. 

Men vi vil fremføre Paulus selv, han er vel sin egen bedste fortolker; han siger i Gal 3: ”Enhver, der er af lovgerninger, er under forbandelse. For der står skrevet: Forbandet enhver, som ikke forbliver i alt det, der er skrevet i lovbogen, så han overholder det”. (gal#3.10) Man ser her, at Paulus, når han behandler den samme sag, som i romerbrevet, og gør det med de samme ord, taler om alle lovene i lovbogen, hver gang han siger lovgerninger. Og mere mærkeligt er det, at han citerer Moses, som forbander dem, der ikke forbliver i loven, selv om han dog forbander dem, der er af lovgerninger, idet han fremfører et sted, der peger i modsat retning og har en modsat mening, eftersom det ene er negativt, det andet bekræftende. (se gal3c#48)

⁶²Sed hoc facit, quod res ita habet coram Deo, ut, qui maxima student operibus legis, minime legem implent, eo quod spiritu carent, legis con-summatore, quam uiribus suis tentare quidem possint, sed nihil efficiant. Ita utrunque uerum est, quod iuxta Mosen maledicti sint, qui non permanent, et iuxta Paulum maledicti sint, qui sunt ex operibus legis, uterque enim spiritum exigit, sine quo opera legis, quantumlibet fiant, non iustificant, ut Paulus dicit, quare nec permanent in omnibus, quae scripta sunt, ut Moses dicit.

Men sådan er det, for sådan stiller sagen sig for Gud, at de, der mest anstrenger sig efter at gøre lovgerninger, opfylder loven mindst, fordi de mangler den ånd, der er lovens opfyldelse; de kan vel med deres egne kræfter forsøge at opfylde loven, men de kan ikke gennemføre det. Derfor er begge dele sandt, for ifølge Moses er de mennesker forbandede, som ikke forbliver i loven, og ifølge Paulus er de mennesker forbandede, som er af lovgerninger, for begge dele kræver ånden, uden hvilken lovgerninger ikke retfærdiggør, hvormange man end gør, sådan som Paulus siger, og derfor forbliver de ikke i alt, hvad der er skrevet, sådan som Moses siger.

⁶³           Summa, Paulus partitione sua satis confirmat hoc, quod dicimus, Diuidit enim homines operatores legis in duo, alios facit spiritu operatores, alios carne operatores, nullo relicto medio, Sic enim dicit: Non iustificabitur ulla Caro ex operibus legis. Quid est hoc aliud, quam illos sine spiritu operari in lege, cum sint caro, id est, impij et ignari Dei, quibus ea opera nihil prosint? Sic Gala. 3. eadem partitione usus, dicit: Ex operibus legis spiritum accepistis, an ex auditu fidei? Et rursus Rom. 3: Nunc sine lege manifestata est iustitia Dei.

Kort sagt, Paulus bekræfter gennem sin opdeling i tilstrækkelig grad det, vi siger; han deler nemlig de mennesker, der øver lovgerning, i to, den ene part fremstiller han som nogen, der handler i ånden, den anden part som nogen, der handler i kødet, og der er ikke noget midtimellem. Sådan siger han nemlig: Intet kød retfærdiggøres ved lovgerninger (rom#3.20). Hvad er det andet end at sige, at de handler i loven uden ånd, da de er kød, det vil sige: gudløse og uvidende om Gud, og at dem gavner disse gerninger intet? Sådan bruger han den samme opdeling i Gal 3, hvor han siger: Var det ved lovgerninger, I modtog ånden, eller ved at høre i tro? (gal#3.2) På samme måde i Rom 3: Nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov. (rom#3.21)

⁶⁴ Et iterum: Arbitramur hominem iustificari ex fide sine operibus legis. Quibus omnibus perspicuum et clarum fit, apud Paulum opponi spiritum operibus legis, non aliter quam omnibus alijs rebus non spiritualibus uniuersisque carnis uiribus et nominibus, ut sententiam Pauli hanc esse certum sit cum Christo Iohan. 3: Omne, quod non est ex spiritu, carnem esse, sit etiam quantumuis speciosum, sanctum, praestans, atque adeo ipsamet opera legis diuinae pulcherrima, quibuscunque tandem uiribus expressa.

Og fremdeles: Vi mener, at mennesket retfærdiggøres af tro uden lovgerninger. (rom#3.23) Gennem alt dette bliver det soleklart og indlysende, at hos Paulus modstilles ånden og lovgerninger, og det betyder just, at den modstilles alle andre ikke åndelige ting og alle kødets kræfter og forhold, så det bliver ganske afgjort, at Paulus' mening stemmer overens med Kristi mening i Joh 3,6: ”Alt, hvad der ikke er af ånden, er kød”, og så kan det ellers være så specielt, helligt, fortrinligt, det være vil, og den guddommelige lovs gerningerne selv være så udmærkede, det skal være, og udtrykkes med hvilke kræfter, man kan tænke sig.

⁶⁵ Spiritu nim Christi opus est, sine quo nihil sunt omnia, nisi damnabilia. Ratum itaque esto, Paulum per opera legis non ceremonialia, sed omnia totius legis opera intelligere. Ratum simul erit, In operibus legis damnari, quicquid est sine spiritu. At sine spiritu est uis illa liberi arbitrij, de hac enim disputamus, praestantissimum scilicet in homine.

Man må nemlig have Kristi ånd, uden den er det alt sammen kun fordømmeligt. Man er derfor nødt til at lade det være gyldigt, at Paulus ved lovgerninger ikke forstår de ceremonielle gerninger, men alle gerninger i hele loven. Det vil også samtidig være gyldigt, at i lovgerningerne fordømmes det, som er uden ånd. Men uden ånd er den frie viljes kraft, som vi her disputerer om, og det vil jo sige: det mest fremragende i mennesket.

⁶⁶  Esse enim (W766) ex operibus legis, est id, quo nihil excellentius de homine potest dici. Non enim dicit: qui sunt ex peccatis et impietate contra legem, sed: qui ex operibus legis, hoc est, optimi et studiosi legis, qui ultra uim liberi arbitrij, etiam lege adiuti, hoc est, eruditi et excitati fuerunt. Si igitur liberum arbitrium per legem adiutum et in lege summis uiribus uersatum, nihil prodest neque iustificat, sed in impietate et carne relinquitur, quid posse putandum est se solo sine lege?

For når man siger, noget er af lovgerninger, kan man ikke sige noget mere fremragende om mennesket. Han siger nemlig ikke: de, som er af synd og ugudelighed imod loven, nej han siger: de som er af lovgerninger, det vil sige, de bedste og de, der er mest ivrige for loven, de, som bliver fordret af loven ud over den frie viljes kraft, det vil sige: de bliver dannet og opægget af den. Men hvis således den frie vilje, når den er fordret af loven og når den bruger sine største kræfter på loven, intet gavner og ikke gør retfærdig, men lader mennesket være i ugudelighed og kød, hvad skal man da mene, den kan alene uden loven?

⁶⁷           Per legem (inquit) cognitio peccati. Ostendit hic, quantum et quatenus prosit lex. Scilicet quod libe. arbi. se solo adeo caecum sit, ut ne norit quidem peccatum, sed lege doctrice opus illi sit. At qui peccatum ignorat, quid ille conetur pro peccato aufferendo? Hoc scilicet, quod peccatum pro non peccato, et non peccatum pro peccato iudicabit. Id quod experientia satis declarat, quam odiat et persequatur mundus, per eos, quos optimos et studiosissimos habet iustitiae et pietatis, iustitiam Dei, Euangelio praedicatam, et haeresim, errorem, ac pessimis alijs nominibus infamet, sua uero opera et consilia, quae uere peccatum et error sunt, pro iustitia et sapientia iactet et uenditet.

  Han siger: ”Gennem loven kommer erkendelse af synden”. (rom#3.20) Han viser her, hvor meget og i hvor høj grad loven gavner, idet nemlig den frie vilje i sig selv i den grad er blind, at den ikke engang kender synden, men har brug for loven som sin læremester. Men den, der ikke kender synden, hvordan kan han stræbe efter at fjerne synden? Det vil han begribeligvis gøre på den måde, at han regner noget, der ikke er synd, for synd, og noget, der er synd, for ikke-synd. Det viser erfaringen også tydeligt nok, at verden gennem dem, som den regner for de bedste og mest stræbsomme efter retfærdighed og fromhed, hader og forfølger den Guds retfærdighed, der prædikes ved evangeliet, beskylder den for kætteri, vildfarelse og mange andre slemme ting, men praler af og sælger sine egne gerninger og hensigter, som virkelig er synd og vildfarelse, som var det retfærdighed og visdom.

⁶⁸ Obstruit igitur hac uoce Paulus os libero arbitrio, dum per legem illi peccatum ostendi docet, ceu ignaro peccati sui, tantum abest, ut ullam ei uim concedat conandi ad bonum. Atque hic soluitur illa quaestio Diatribes, toties toto libello repetita: Si nihil possumus, quid faciunt tot leges, tot praecepta, tot minae, tot promissiones? Respondet hic Paulus: per legem cognitio peccati. Longe aliter respondet ad eam quaestionem, quam homo, aut liberum arbitrium cogitat. Non (ait) probatur liberum arbitrium per legem, Non cooperatur ad iustitiam, Non enim per legem iustitia, sed cognitio peccati.

Derfor lukker Paulus med dette ord munden på den frie vilje, idet han lærer, at det er gennem loven, at synden påvises for den, eller viser, at den er uvidende om synden, så det er langt fra, at han indrømmer den nogen kraft til at stræbe efter det gode. (eras1#63) Og herved løses også det problem for Diatriben, som den gentager hele bogen igennem: Hvis vi intet kan, hvad skal så de mange love, de mange bud, de mange trusler, de mange forjættelser? (eras2#2). Her svarer Paulus: Ved loven erkendes synden. Han svarer helt anderledes på dette spørgsmål end mennesket eller den frie vilje tænker. Han siger, at den frie vilje ikke bevises gennem loven, at den ikke samarbejder til retfærdighed, for der kommer ikke nogen retfærdighed ved loven, men der kommer erkendelse af synden.

⁶⁹ Is enim est fructus, id opus, id officium legis, quod ignaris et caecis lux est, sed talis lux, quae ostendat morbum, peccatum, malum, mortem, infernum, iram Dei, Sed non iuuat, nec liberat ab istis, Ostendisse contenta est. Tum homo cognito morbo peccati, tristatur, affligitur, imo desperat. Lex non iuuat, multo minus ipse se iuuare potest. Alia uero luce opus est, quae ostendat remedium. Haec est uox Euangelij ostendens Christum liberatorem ab istis omnibus. Hunc non ostendit ratio aut liberam arbitrium, Et quomodo ostenderet, cum ipsamet sit ipsa tenebra, indigens luce legis, quae ostendat ei morbum, quem per suam lucem non uidet, sed sanitatem esse credit?

For dette er lovens frugt, arbejde, embede, at den er et lys for de uvidende og blinde, men den slags lys, som påviser sygdommen, synden, det onde, døden, helvede, Guds vrede, men den afhjælper dem ikke, den befrier ikke fra dem, den er tilfreds med at have påvist dem. Når så mennesket har erkendt syndens sygdom, bliver det bedrøvet, anfægtes, ja fortvivler. Loven hjælper ikke, langt mindre kan han hjælpe sig selv. Der er brug for et andet lys, som viser lægemidlet. Det er evangeliets røst, som viser Kristus, ham, der befrier fra alt dette. Ham er det ikke fornuften eller den frie vilje, der viser os, og hvordan skulle den også vise os ham, når den selv er et mørke, der trænger til lovens lys, som kan vise dens sygdom, en sygdom, den ikke ville have set ved sit eget lys, men troet var sundhed?

⁷⁰ Sic et in Galatis eandem quaestionem tractat dicens: Quid igitur lex? Respondet uero non Diatribes modo, quod arguat esse liberum arbitrium, Sed sic dicit: Propter transgressiones posita est, donec ueniret semen, cui promiserat.
Propter transgressiones (inquit), non quidem coercendas, ut Hieronymus somniat, cum Paulus disputet hoc semini futuro promissum, ut peccata tollat et coerceat, donata iustitia,
Sed propter transgressiones (W767) augendas, ut ad Romanes .5. dicit: Lex subintrauit, ut abundaret peccatum. Non quod non fierent aut non abundarent peccata sine lege, sed quod non cognoscerentur esse transgressiones, aut peccata tam grandia, sed plurima et maxima pro iustitia haberentur. Ignotis autem peccatis, nullus est remedij locus, neque spes, eo quod non ferant manum medentis, ut quae sibi sana uidentur, neque egere medico. Ideo necessaria est lex, quae notificet peccatum, ut nequicia et magnitudine eius cognita, humilietur superbus et sanus sibi uisus homo, et gratiam suspiret et anhelet, in Christo propositam. Vide ergo, quam simplex oratio: Per legem cognitio peccati, et tamen sola satis potens liberum arbitrium confundere et subuertere.

Således behandler han også i brevet til galaterne det samme spørgsmål, dèr, hvor han siger: ”Hvad skulle da loven?” Men han svarer ikke på Diatribens vis, så han hævder, at der er en fri vilje, nej, han siger som følger: ”For overtrædelsernes skyld blev den indsat, indtil den sæd kom, som var forjættet”. (gal#3.19). Han siger ”for overtrædelsernes skyld”, men ikke for at dæmpe dem, som Hieronymus fantaserer om det, skønt Paulus hævder, at dette var forjættet den kommende sæd, at han skulle ophæve og dæmpe synden, når retfærdigheden var givet, nej, for overtrædelsernes skyld for at øge dem, som han siger Rom 5: ”Loven blev indført, for at synden skulle blive overvældende stor” (rom#5.20). Ikke fordi der ikke var synd eller synderne ikke blev overvældende store uden loven, men fordi de ikke blev erkendt at være overtrædelser eller særlig store synder, men de fleste og største blev regnet for retfærdighed. Men når man er uvidende om synderne, så er der ikke plads til noget lægemiddel eller noget håb om det. For de finder sig ikke i helbrederens hånd, eftersom de mener om sig selv, at de er sunde og ikke har brug for læge. Derfor er loven nødvendig, som afslører synden, for at det stolte menneske, der forekommer sig selv rask, kan erkende sin uværdighed og sin synds størrelse, ydmyges og sukke efter og begære nåden, der er i Kristus. Her kan du altså se, hvor enkelt ordet er: ”Ved loven kommer erkendelse af synden”; og dog er det alene mægtigt til at gøre den frie vilje til skamme og omstyrte den.

⁷¹ Si enim hoc uerum est, quod se solo nescit, quid sit peccatum et malum, ut et hic et Romano. septimo dicit: Concupiscentiam nesciebam esse peccatum, nisi lex diceret: non concupisces, Quomodo unquam sciet, quid sit iustitia et bonum? Ignorata iustitia, quomodo conetur ad eam? Peccatum, in quo nati sumus, in quo uiuimus, mouemur et sumus, imo, quod in nobis uiuit, mouet et regnat, ignoramus, Et quomodo iustitiam, quae extra nos in coelo regnat, nosceremus? Nimis nimis nihil faciunt haec dicta miserum illud liberam arbitrium.

Hvis nemlig det er sandt, at den frie vilje i sig selv ikke véd, hvad der er synd og hvad der er ondt, sådan som han siger det både her og i Rom 7: ”Jeg ville ikke have kendt til synd, hvis ikke loven havde sagt: du må ikke begære” (rom#7.7) hvordan skulle den så nogensinde kunne vide, hvad der er retfærdigt og godt? Og når den ikke kender retfærdigheden, hvordan skulle den så kunne stræbe efter den? Synden, i hvilken vi er født, i hvilken vi lever, bevæges og er, ja, som lever i os, bevæger os og hersker over os, den er vi uvidende om, og hvordan skulle vi så kunne erkende retfærdigheden, som hersker i himlen udenfor os? Dette ord gør virkelig den elendige frie vilje til intet ud over alle grænser.

⁷²          His sic habentibus, pronunciat Paulus cum plena fiducia et authoritate dicens: Nunc autem sine lege iustitia Dei manifestatur, testificata a lege et Prophetis. Iustitia, inquam, Dei per fidem in Ihesum Christum, in omnes et super omnes, qui credunt in eum. Non est enim distinctio, Omnes enim peccauerunt et uacant gloria Dei, Iustificati gratis per gratiam ipsius per redemptionem, quae est in Christo Ihesu, quem proposuit Deus propitiatorium per fidem in sanguine eius, et caetera. Hic Paulus mera fulmina loquitur aduersus libe. arbitri.

Da det nu forholder sig således med disse ting, erklærer Paulus med fuld tillid og autoritet: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne” (rom#3.21). ”Guds retfærdighed”, siger han, ”ved tro på Jesus Kristus, i alle og over alle, som tror på ham. For der er ingen forskel, alle har jo syndet og mangler Guds ære, de bliver retfærdiggjort ufortjent af hans nåde ved forløsningen i Jesus Kristus, som Gud har sat som nådestol gennem troen på hans blod, osv”. Her udtaler Paulus en række lyn imod den frie vilje.

⁷³ Primum: Iustitia Dei sine lege (inquit) manifestatur, Secernit iustitiam Dei a legis iustitia. Quia iustitia fidei uenit ex gratia sine lege. Hoc quod dicit: Sine lege, aliud nihil esse potest, quam quod iustitia Christiana constet sine operibus legis, sic quod opera legis nihil pro ea ualeant aut faciant obtinenda, Sicut mox infra dicit: Nos arbitramur hominem iustificari per fidem absque operibus legis. Et ut supra dixit: Ex operibus legis non iustificatur ulla caro coram illo. Ex quibus omnibus manifestissimum est, Conatum aut studium liberi arbitrij nihil esse prorsus. Quia si sine lege et sine operibus legis iustitia Dei constat, quomodo non multo magis sine li. arbitrio constet? Cum id sit summum studium liberi arbitrij, si iustitia morali seu operibus legis exerceatur, qua ipsius caecitas et impotentia iuuatur.

For det første siger han: ”Guds retfærdighed er åbenbaret uden lov”. Han adskiller Guds retfærdighed fra lovens retfærdighed. For trosretfærdigheden kommer af nåde uden lov. Når han her siger ”uden lov”, kan det ikke betyde andet end at den kristne retfærdighed står fast uden lovgerninger, således at lovgerninger ikke har gyldighed til fordel for den og ikke gør noget for at den kan fastholdes, sådan som han lige efter siger: ”Vi mener, at mennesket retfærdiggøres af tro uden lovgerninger” (rom#3.28) og som han ovenfor sagde: ”Af lovgerninger bliver intet kød retfærdiggjort overfor ham” (rom#3.20). Af alt dette er det soleklart, at den frie viljes forsøg eller anstrengelse overhovedet intet er. Hvis derfor Guds retfærdighed består uden lov og uden lovgerninger, hvordan skulle den så ikke meget snarere bestå uden den frie vilje? For det er jo den frie viljes højeste stræben, at den kan udøve den moralske retfærdighed eller lovgerninger, og derved understøttes dens blindhed og afmagt.

⁷⁴ Tollit haec uox ,Sine' opera moraliter bona, tollit iustitiam moralem, tollit praeparationes ad gratiam, denique finge quicquid poteris, quod ualeat liberum arbitrium, perstabit Paulus et dicet: Sine tali constat iustitia Dei. Atque ut dem liberum arbitrium per conatum suum aliquo posse promoueri, uidelicet, ad opera bona, uel ad iustitiam legis ciuilis uel moralis, Ad iustitiam Dei tamen non (W768) promouetur, nec ullo respectu dignatur eius studia Deus ad suam iustitiam, dum dicit, Sine lege suam iustitiam ualere. Si uero ad iustitiam Dei non promouet, quid profuerit illi, si operibus et conatibus suis promoueret (si possit fieri) etiam ad angelorum sanctimoniam? Arbitror hic non esse uerba obscura uel ambigua nec tropis ullis locum relinqui. Quia distinguit Paulus manifeste duas iustitias, alteram legis, alteram gratiae tribuens. Et hanc sine illa et absque operibus eius donari, illam uero sine hac non iustificare nec quicquam ualere. Videam igitur, quomodo liberum arbitrium aduersus haec subsistere et defendi queat.

Det ord ”uden” ophæver de moralsk gode gerninger, det ophæver den moralske retfærdighed, det ophæver forberedelserne til nåden, ja, du kan til syvende og sidst forestille dig hvilke som helst evner du vil den frie vilje skal have, Paulus står fast og siger: ”Guds retfærdighed forbliver uden den slags ting”. Og selv, hvis jeg indrømmer, at den frie vilje kan bevæge sig fremad ved sin egen stræben, nemlig i retning af gode gerninger eller i retning af den borgerlige eller moralske lovs retfærdighed, så kan den dog ikke bevæge sig i retning af Guds retfærdighed, og i ingen henseende gør Gud dens anstrengelser værdige til sin retfærdighed, for han siger, at hans retfærdighed har gyldighed uden lov. Men hvis den ikke bevæger sig hen mod Guds retfærdighed, hvad gavner det den så, om den med sine gerninger og anstrengelser bevægede sig selv op mod englenes hellighed, hvis det var muligt? Jeg tror ikke, der her er dunkle eller tvetydige ord eller at der er givet plads til nogen billedtale. For Paulus skelner klart mellem to slags retfærdighed, den ene lader han være lovens, den anden nådens. Og den sidste gives uden den første og dens gerninger, den første kan ikke retfærdiggøre uden den sidste og er ikke noget værd uden den. Jeg gad nok se, hvordan den frie vilje kan bestå og forsvares imod dette.

⁷⁵          Alteram fulmen, quod iustitiam Dei manifestari et ualere dicit in omnes et super omnes, qui credunt in Christum, Neque ullam esse distinctionem, Iterum clarissimis uerbis uniuersum genus hominum in duo diuidit, Credentibus dat iustitiam Dei, non credentibus auffert. Iam nemo tam insanus est, qui dubitet, liberi arbitrij uim aut conatum aliud quippiam esse, quam fidem in Ihesum Christum. At Paulus, quicquid extra fidem hanc est, negat esse iustum coram Deo. Si iustum non fuerit coram Deo, peccatum esse necesse est. Neque enim apud Deum relinquitur medium, inter iustitiam et peccatum, quod uelut neutrum sit, quasi nec iustitia nec peccatum.

Det andet lynnedslag er hans udsagn om, at Guds retfærdighed viser sig og er gældende i alle og over alle dem, som tror på Kristus, og at der ikke er nogen forskel (rom#3.22). Igen deler han med klare ord hele menneskeslægten i to, de troende giver han Guds retfærdighed, de ikke-troende borttager han den fra. Og nu er ingen så vanvittig, at han tvivler på, at den frie viljes kraft eller anstrengelse er noget som helst andet end tro på Jesus Kristus. Men Paulus benægter, at noget som helst udenfor troen er retfærdigt overfor Gud. Hvis noget ikke er retfærdigt overfor Gud, er det nødvendigvis synd. Heller ikke i forholdet til Gud gives der noget midt imellem, mellem retfærdighed og synd, som skulle være en slags neutral ting, hverken retfærdighed eller synd.

⁷⁶ Alioqui disputatio tota Pauli nihil efficeret, quae procedit ex partitione illa, aut iustitiam, aut peccatum esse apud Deum, quicquid in hominibus fit et geritur, Iustitiam, si fides assit, Peccatum, si fides desit. Apud homines sane ita habet res, ut media et neutralia sint, in quibus homines inuicem neque debent quicquam, neque praestant quicquam. In Deum peccat impius, siue edat siue bibat, aut quicquid fecerit, quia abutitur creatura Dei cum impietate et ingratitudine perpetua, nec ex animo dat gloriam Deo ullo momento.

Ellers ville hele Paulus' argumentation intet udrette; den går ud fra denne opdeling, enten er der retfærdighed eller også er der synd overfor Gud, hvad som helst der sker og foretages blandt mennesker, retfærdighed er der, hvis troen er til stede, synd, hvis troen mangler. Sandt nok, hos mennesker forholder det sig sådan, at der er mellempositioner eller neutra, hvori menneskene gensidigt skylder hinanden noget, eller yder noget for hinanden. Men overfor Gud synder den ugudelige, hvad enten han spiser eller drikker eller hvad som helst andet han gør, fordi han misbruger Guds skabning med sin ugudelighed og evige utaknemlighed, og ikke i noget øjeblik af hjertet giver Guds æren.

⁷⁷         Est et hoc non leue fulmen, quod dicit: Omnes peccauerunt, et uacant gloria Dei, Nec ulla est destinctio. Obsecro, quid clarius dici possit? Da operarium liberi arbitrij, et responde, an conatu illo suo etiam peccet. Si non peccat, Cur Paulus eum non excipit, sed inuoluit sine distinctione? Certe, qui ,omnes' dicit, neminem ullo loco, ullo tempore, ullo opere, ullo studio, excipit. Si enim ullius studij aut operis hominem exceperis, falsum Paulum feceris, Quia et operator et conator ille liberi arbitrij etiam inter omnes et in omnibus numeratur, et eum reuereri debuerat Paulus, ne tam libere et generaliter inter peccatores numeraret.

Det er dog ikke noget ringe lyn, at han siger: 'Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud, og her er der ingen forskel' (rom#3.23). Jamen, hør nu, hvad kan siges mere klart? Lad os tænke os en gerningsretfærdig med sin frie vilje, lad ham så svare på, om han også synder i denne sin stræben. Hvis han ikke synder, hvorfor undtager Paulus ham da ikke, men medinddrager ham uden forskel? Det er givet, at den, der siger 'alle' ikke undtager noget sterd, nogen tid, nogen gerning, nogen stræben. For hvis man med et menneske gør en undtagelse med nogen stræben eller nogen gerning, så gør man Paulus til én, der taler usandt, fordi denne den frie viljes gerningsretfærdige og stræber regnes med blandt disse 'alle' og opregnes blandt 'alle', og Paulus burde have højagtet han, og ikke så frit og generelt opregnet ham blandt syndere.

⁷⁸ Sic et illud, quod eos gloria Dei inanes dicit. Gloriam Dei hic possis bifariam accipere, actiue et passiue, Hoc facit Paulus suis Ebraismis, quibus crebro utitur. Actiue gloria Dei est, qua ipse in nobis gloriatur. Passiue, qua nos in Deo gloriamur. Mihi tamen passiue accipi debere nunc uidetur; ut fides Christi latine sonat, quam Christus habet, Sed Ebraeis (W769) fides Christi intelligitur, quae in Christum habetur, Sic iustitia Dei latine dicitur, quam Deus habet, sed Ebraeis intelligitur, quae ex Deo et coram Deo habetur.

Således også med det, at han siger, at deres ros overfor Gud er tom. (rom#3.23). Ros overfor Gud kan her forstås på to måder, aktivt og passivt. Det gør Paulus med sine hebraismer, som han bruger hyppigt. Den aktive ros overfor Gud betyder den ros, hvorved han selv roser sig i os. Den passive den, hvorved vi roser os i Gud. Mig forekommer det dog, at det må forstås passivt, ligesom Kristi tro på latin betyder den tro, som Kristus har, men for hebræerne forstås Kristi tro som den tro, man har til Kristus, således betyder Guds retfærdighed på latin den retfærdighed, som Gud har, men for hebræerne forstås det som den retfærdighed, som man har ud fra Gud og overfor Gud. (FORT45EN.htm#60)

⁷⁹ Ita gloriam Dei non latine, sed Ebraice accipimus, quae in Deo et coram Deo habetur, et gloria in Deo dici posset. Gloriatur igitur in Deo, qui certo scit, Deum esse sibi fauentem et dignantem sese respectu beneuolo, ut placeant coram eo, quae facit, aut condonentur et tolerentur, quae non placent. Si igitur liberi arbitrij conatus aut studium non est peccatum, sed bonum coram Deo, certe potest gloriari et cum fiducia in ea gloria dicere: hoc placet Deo, huic fauet Deus, hoc dignatur et acceptat, uel saltem tolerat et ignoscit Deus. Haec est enim gloria fidelium in Deo, quam qui non habent, potius confunduntur coram Deo.

Derfor vil vi forstå ros overfor Gud ikke på latin, men på hebraisk, som den ros, man har i Gud og overfor Gud, og som kan kaldes ros i Gud. Det menneske roser sig derfor i Gud, som sikkert véd, at Gud er ham gunstig og værdiger ham et velvilligt blik, så det, han gør, finder velbehag hos ham, eller så det, der ikke behager, bliver tilgivet og båret over med. Hvis altså den frie viljes forsøg eller stræben ikke er synd, men er godt overfor Gud, så kan man med sikkerhed rose sig og med tillid til denne ros siger: Dette behager Gud, Gud er denne person gunstig, han værdiges ham og accepterer ham, eller i hvert fald tåler og tilgiver Gud. Dette er nemlig de troendes ros i Gud, og de, der ikke har den, bliver snarere til skamme overfor Gud.

⁸⁰ Sed hoc negat hic Paulus, dicens, quod hac gloria sint prorsus inanes. Et hoc probat etiam experientia: interroga mihi omnes in uniuersum liberi arbitrij Conatores, si unum poteris ostendere, qui serio et ex animo de ullo suo studio et conatu queat dicere: Hoc scio placere Deo, uictus uolo palmam concaedere. Sed scio, quod nullus reperietur. Si autem defuerit haec gloria, ut conscientia non audeat certo scire aut confidere, hoc placere Deo, certum est, quod non placet Deo. Quia sicut credit, sic habet, non enim credit sese certo placere, quod tamen necessarium est, cum hoc ipsum sit incredulitatis crimen, dubitare de fauore Dei, qui sibi uult quam certissima fide credi, quod faueat. Ita teste ipsamet conscientia eorum conuincimus, quod liberum arbitrium, cum uacet gloria Dei, sit incredulitatis crimine perpetuo reum, cum omnibus uiribus, studijs, conatibus suis.

Men det nægter Paulus her, når han siger, at de fuldstændig mangler denne ros. Og det beviser også dette tankeeksperiment: Spørg alle de i hele verden, der stræber ad den frie viljes vej, om du bare kan påvise én, som for alvor og af hjertet kan sige om sin iver og sin stræben: Dette véd jeg, behager Gud, kan du det, vil jeg som besejret overlade dig palmerne. Men jeg véd, at der ikke findes nogen. Men hvis denne ros mangler, så samvittigheden ikke vover sikkert at vide eller stole på, at dette behager Gud, så er det sikkert, at det ikke behager Gud. Fordi, som samvittigheden tror, sådan har den det. Den tror nemlig ikke med sikkerhed, at den behager Gud, hvilket dog er nødvendigt, eftersom det netop er mistillidens fejl at tvivle om den Guds gunst, der vil tros på med en sikker og vis tillid, at han viser gunst. Derfor påviser vi ifølge deres samvittighedens eget vidnesbyrd, at den frie vilje, da den mangler rosen overfor Gud, vil være skyldig i mistillidens evige fejl, med alle dens kræfter, anstrengelser og stræben.

⁸¹          Quid uero liberi arbitrij tutores dicent tandem ad illud, quod sequitur: Iustificati gratis per gratiam ipsius? Quid est hoc gratis? Quid est per gratiam ipsius? Quomodo conatus et meritum conueniunt cum gratuita et donata iustitia? Forte hic dicent, sese libero arbitrio quam minimum tribuere, nequaquam meritum condignum. Sed haec sunt uerba inania. Hoc enim quaeritur per liberum arbitrium, ut meritis locus sit. Sic enim perpetuo causata Diatribe expostulauit: Si non est libertas arbitrij, ubi est meritis locus? Si meritis non est locus, ubi praemijs locus est? Cui imputabitur, si quis iustificetur sine meritis? Respondet hic Paulus, nullum esse meritum prorsus, sed gratis iustificari omnes, quotquot iustificantur, nec hoc ulli imputari, nisi gratiae Dei. Donata autem iustitia, donatum est simul regnum et uita aeterna. Vbi nunc conatus? ubi studium? ubi opera? ubi merita liberi arbitiij? quis eorum usus?  

Men hvad vil endelig den frie viljes læremestre sige til det, som følger: ”De bliver retfærdiggjorte uforskyldt ved hans nåde” (rom#3.24). Hvad betyder dette 'uforskyldt'? Hvad betyder dette 'ved hans nåde'? Hvordan kan anstrengelse og fortjeneste stemme overens med den nådefulde og forærede retfærdighed? Måske vil de her sige, at de tillægger den frie vilje ganske lidt, på ingen måde den velfortjente fortjeneste. Men dette er tomme ord. Dette kræves der nemlig af den frie vilje, at der er plads til fortjeneste. For af denne grund har Diatriben hele tiden beklaget sig: Hvis der ikke er nogen fri vilje, hvor bliver der så plads til fortjenesterne? Hvis der ikke er plads til fortjenesterne, hvad bliver der så af belønningerne? Hvem vil det blive tilregnet, hvis enhver retfærdiggøres uden fortjenester? Paulus svarer her, at der overhovedet ikke er nogen fortjeneste, men at alle retfærdiggøres uforskyldt, så mange som retfærdiggøres, og at dette ikke tilregnes nogen, kun Guds nåde. Men retfærdigheden gives, og givet bliver samtidig riget og det evige liv. Hvad bliver der så af vores stræben? Hvad af vores anstrengelse? Hvad af vore gerning? Hvad af den frie viljes fortjenester? Hvad nytte er alt dette til?

⁸²  Obscuritatem et ambiguitatem caussari non potes, res et uerba sunt clarissima et simplicissima. Esto enim, quod libero arbitrio quam minimum tribuant, nihilominus iustitiam et gratiam eo minimo consequi nos posse docent, (W770) Neque enim ratione alia quaestionem illam dissoluunt, Cur Deus hunc iustificet et illum deserat, quam statuendo liberum arbitrium, scilicet, quod hic conatus sit, ille non sit conatus, Et Deus hunc propter conatum respiciat, illum uero contemnat, ne sit iniustus. si secus fecerit. Et quamuis lingua et calamo praetexant, sese condigno merito gratiam non consequi, nec ipsum appellent meritum condignum, tamen uocabulo nos ludunt et rem nihilominus tenent. Quid enim excuset, quod meritum condignum non appellent, et tamen omnia ei tribuant, quae sunt meriti condigni? nempe, quod hic apud Deum gratiam consequitur, qui conatur, Ille uero, qui non conatur, non consequitur. Nonne hoc est plane meriti condigni?

Du kan ikke beklage dig over dunkelhed og tvetydighed, sagen og ordene er soleklare og såre enkle. For lad så være, at de ville tillægge den frie vilje så lidt som muligt, ikke desto mindre lærer de, at vi kan opnå retfærdighed og nåde med denne ringe del. Og de løser jo heller ikke dette spørgsmål, spørgsmålet om, hvorfor Gud retfærdiggør denne og ikke hin, på anden måde, end ved at fastholde den frie vilje, nemlig, at den ene anstrenger sig, den anden gør det ikke, og at Gud ser hen til den ene, fordi han anstrenger sig, men foragter den anden, for at han ikke skulle være uretfærdig, hvis han handlede anderledes. Og hvor meget de end med ord og skrift foregiver, at de ikke opnår nåden i kraft af en fortjenstfuld fortjeneste, og ikke selv kalder det en fortjenstfuld fortjeneste, så driller de os dog med dette ord og holder ikke desto mindre fast i sagen. For hvad kan virke som undskyldning for, at de ikke kalder det en fortjenstfuld fortjeneste og dog tillægger den alt det, som udgør en fortjenstfuld fortjeneste? Det kan netop det, at her den, der stræber, hos Gud opnår nåde, men den, der ikke stræber, ikke opnår den. Mon ikke dette er den rene og skære fortjenstfulde fortjeneste?

⁸³ Nonne Deum respectorem operum, meritorum et personarum faciunt? Scilicet, quod ille sua culpa gratia caret, quia non est conatus, hic uero, quia conatus est, gratiam consequitur, non consecuturus, nisi conatus fuisset. Si hoc non est meritum condignum, uelim doceri, quid tum meritum condignum dici possit. Hoc modo ludere posses in omnibus uerbis et dicere: Meritum condigni quidem non est, efficit tamen, quod meritum condigni solet. Spina non est arbor mala, sed efficit solum, quod arbor mala. Ficus arbor bona non est, sed efficit, quod arbor bona solet. Diatribe quidem non est impia, sed loquitur et facit solum, quod impius.

Mon ikke de gør Gud til én, der ser på gerningerne, fortjenesterne og personerne? Jo, fordi den kommer til at mangle hans nåde, som ikke stræber, men den, der stræber, opnår nåden, men ikke ville have opnået den, hvis ikke han havde gjort sig anstrengelser. Hvis dette ikke er fortjenstfuld fortjeneste, så gad jeg nok vide, hvad der da kan siges at være fortjenstfuld fortjeneste. På den måde kan man lege med alle ord og sige: Det er ganske vist ikke fortjenstfuld fortjeneste, men det udvirker det, som den fortjenstfulde fortjeneste plejer at udvirke. Tjørnen er ikke et dårligt træ, den gør bare det, som et dårligt træ gør. Figentræet er ikke et godt træ, men det gør det, et godt træ plejer at gøre. Diatriben er ganske vist ikke ugudelig, men den taler og udfører blot det, der er ugudeligt.

⁸⁴          Accidit istis liberi arbitrij tutoribus id, quod dicitur: Incidit in Scyllam, dum uult uitare Charybdim. Nam studio Pelagianis dissentiendi, negare coeperunt meritum condignum, et eo ipso, quo negant, fortius statuunt, uerbo et calamo negant, re ipsa et animo statuunt, Duplicique nomine Pelagianis sunt peiores. Primum, quod Pelagiani simpliciter, candide et ingenue confitentur et asserunt meritum condignum, appellantes scapham scapham, ficum ficum, docentesque quod sentiunt. Nostri uero, idem cum sentiant et doceant, mendacibus tamen uerbis et falsa specie nos ludunt, quasi Pelagianis dissentiant, cum nihil faciant minus, ut, si hypocrisin spectes, uideamur Pelagianis acerrimi hostes, si rem et animum spectes, simus bis Pelagiani. 

Der sker for disse den frie viljes beskyttere det, som der siges: de ramler ind i Scylla, når de vil undgå Charybdis. For af iver efter at være uenige med pelagianerne begynder de at nægte den fortjenstfulde fortjeneste, og netop derved, at de nægter den, stadfæster de den des mere, de nægter med ord og pen, men i virkeligheden og i deres indre stadfæster de den, og af to grunde er det værre end pelagianerne. For det første, fordi pelagianerne ligeud, åbent og frimodigt bekender og fastholder den fortjenstfulde fortjeneste, de kalder en spade for en spade (en jolle for en jolle), et figentræ for et figentræ, de lærer, hvad de mener. Men vore, skønt de mener og lærer det samme, narrer de os dog med løgnagtige ord og falsk varebetegnelse, som om de var uenige med pelagianerne, skønt der er intet, de i mindre grad er, så man, hvis man ser på hykleriet, ser pelagianernes værste fjender, men hvis man ser på sagen og hjerterne, så er de i dobbelt forstand pelagianere. (vi – de: ??)

⁸⁵ Deinde, quod hac hypocrisi gratiam Dei longe uilius et aestimamus et emimus, quam Pelagiani. Hi enim non esse aliquod pusillum in nobis asserunt, quo gratiam consequamur, sed tota, plena, perfecta, magna et multa esse studia et opera. Nostri uero, minimum et fere nihil esse, quo gratiam meremur. Si igitur errandum est, honestius illi errant et minus superbe, qui gratiam Dei magno constare dicunt, charam et preciosam habentes, quam ij, qui paruo et pusillo eam constare docent, uilem et contemptibilem habentes.

Dernæst, fordi de (vi) i kraft af dette hykleri skatter og køber Guds nåde langt billigere end pelagianerne. For hine forsikrer, at det ikke er så helt lidt i os, hvormed vi opnår nåden, men hele, fulde, fuldkomne, store og mange anstrengelser og gerninger. Men vore, forsikrer, at det er meget lidt og næsten ingenting, det, hvormed vi fortjener os nåden. Hvis man skal fejle, så fejler hine mere ærefuldt og mindre overmodigt, når de siger, at Guds nåde erhverves dyrt, når de holder den for dyr og dyrebar, end de, som lærer, at den erhverves for noget småt og ringe, som regner den for billig og foragtelig.

⁸⁶ Sed Paulus utrosque in unam massam contundit, uno uerbo, cum dicit, gratis omnes iustificari, Item: sine lege, sine operibus legis iustificari. Qui (W771) enim gratuitam iustificationem in omnibus iustificandis assent, is nullos reliquos facit, qui operentur, mereantur, praeparentur, nullumque opus relinquit, quod congruum uel condignum dici possit, conteritque uno fulminis huius ictu, tam Pelagianos cum suo toto merito, quam Sophistas cum suo pusillo merito. Gratuita iustificatio non fert, ut operarios statuas, quod manifeste pugnent, gratis donari et aliquo opere parari.

Men Paulus smadrer begge dele i én klump med ét ord, når han siger, at alle retfærdiggøres uforskyldt (rom#3.24), ligeledes, at vi retfærdiggøres uden lov (rom#3.21), uden lovgerninger (rom#3.28). For den, der fastholder nådesretfærdiggørelsen i alle dem, der bliver retfærdiggjort, han lader ikke nogen blive tilbage, som gør gerninger, fortjener noget, forbereder sig, han lader ikke nogen gerning være tilbage, som kan kaldes 'rimelig' eller 'fortjenstfuld', med ét eneste slag af dette lyn både pelagianerne med deres fulde fortjeneste og sofisterne med deres ringe fortjeneste. Den nådefulde fortjeneste tåler ikke, at man opstiller gerningsretfærdige, fordi de to ting åbenlyst modsiger hinanden, 'at modtage noget af nåde' og 'at forskaffe sig noget ved en gerning'.

⁸⁷ Deinde per gratiam iustificari, non fert, ut personae uilius dignitatem afferas, ut et infra .11. cap. dicit: Si ex gratia, ergo non ex operibus, alioqui gratia non est gratia. Sicut et capi. 4. dicit: Ei enim, qui operatur, merces imputatur non secundum gratiam, sed secundum debitum. Quare stat meus Paulus liberi arbitrij uastator inuictus, et uno uerbo duos exercitus prosternit. Nam si sine operibus iustificamur, omnia opera damnantur, siue sint pusilla, siue magna, nulla enim excipit, sed aduersus omnia ex aequo fulminat.

Dernæst tåler det at blive retfærdiggjort af nåde ikke, at man anfører en persons værdighed, som han også siger senere i rom#11.6: ”Hvis det er af nåde, er det altså ikke af gerninger, ellers er nåden ikke nåde”. Sådan siger han også i rom#4.4: ”Men den, som gør gerninger, ham tilregnes fortjenesten ikke af nåde, men efter fortjeneste”. Derfor fremstår min Paulus som den ubesejrede ødelægger af den frie vilje og nedlægger med ét ord hele to hære. For hvis vi retfærdiggøres uden gerninger, fordømmes alle gerninger, hvad enten de er ringe eller store, han undtager jo ingen, men lyner i lige grad imod alle.

⁸⁸         Et hic uide oscitantiam omnium nostrum, et quid iuuet, si quis priscis patribus tot saeculorum serie probatis, nixus fuerit. Nonne et ipsi omnes pariter caecutierunt, imo neglexerunt Pauli clarissima et apertissima uerba? Obsecro, quid potest pro gratia contra liberum arbitrium clare et aperte dici, si Pauli sermo clarus et apertus non est? Per contentionem procedit, et gratiam aduersus opera iactat, tum uerbis clarissimis et simplicissimis usus, dicit, Gratis nos iustificari, et gratiam non esse gratiam, si operibus paretur, manifestissime in re iustificationis omnia opera excludens, ut solam gratiam statuat et gratuitam iustificationem.

Og her kan du se alle vore lærdes søvnighed, og du kan se, hvad det hjælper, hvis nogen ville have støttet sig til de gamle, ærværdige fædre, som er blevet anerkendt igennem så mange hundrede år. Mon ikke også alle disse i lige så høj grad har været blinde, ja, har læst hen over Paulus' soleklare og letforståelige ord? Jeg beder dig, hvad kan siges klart og letforståeligt til fordel for nåden imod den frie vilje, hvis ikke Paulus ord er klare og letforståelige? Han går frem gennem sammenligning, og pukker på nåden imod gerninger, han bruger såre klare og enkle ord, når han siger, at vi retfærdiggøres af nåde, og at nåden ikke er nåde, hvis den opnås ved gerninger, han udelukker tydeligt alle gerninger i retfærdiggørelsens sag, så han alene stadfæster nåden og den nådefulde retfærdiggørelse.

⁸⁹  Et nos in hac luce adhuc tenebras quaerimus, et, ubi non possumus magna et omnia nobis tribuere, pusilla et modica nobis tribuere conamur, tantum ut obtineamus, non esse gratuitam et sine operibus iustificationem per gratiam Dei, Scilicet, quasi is, qui maiora et omnia nobis denegat, non multo magis etiam pusilla et modica deneget ad iustificationem nobis suppetere, cum non nisi per gratiam ipsius, sine omnibus operibus, atque adeo sine ipsa lege, in qua sunt omnia opera comprehensa, magna, modica, congrua, et condigna, nos iustificari statuit. I nunc et authoritates ueterum iacta et dictis eorum fide, quos omnes in unum uides neglexisse Paulum clarissimum et manifestissimum doctorem, ac uelut studio luciferum, imo solem hunc fugisse, occupati, scilicet, carnali sensu, quod absurdum uideretur esse, nullum locum relinqui meritis.

Og vi, vi søger i dette lys stadig mørke, og hvis ikke vi kan tillægge os selv alle store gerninger, så søger vi at tillægge os små og mellemstore gerninger, blot vi kan opnå det, at retfærdiggørelsen af Guds nåde ikke skal være nådefuld og uden gerninger, som om han, som nægter, at vi har alle de store gerninger, ikke meget snarere også ville nægte at tildele os de små og mellemstore til retfærdiggørelse, når han slår fast, at det kun er gennem hans nåde, uden nogen gerninger overhovedet, og derfor uden loven selv, i hvilken alle gerninger er sammendraget, de store, de mellemstore, de rimelige, de fortjenstfulde, at vi bliver retfærdiggjorte. Gå nu hen og hold fast ved de gamles autoritet og sæt din lid til deres udsagn, du ser dog, at de alle som én har fornægtet Paulus, den klare og udtrykkelige læremester, og har undgået denne morgenstjerne, ja dette sollys, åbenbart grebet af denne kødelige tanke, at det synes absurd, at der ikke bliver plads til fortjenester.

⁹⁰            Afferamus exemplum illud, quod sequenter Paulus affert de Abraham. Si Abraham (inquit) ex operibus iustificatus est, habet gloriam, sed non apud Deum. Quid enim dicit scriptura? Credidit Abraham Deo, et reputatum est ei ad iustitiam. Obserua quaeso et hic partitionem Pauli, duplicem Abrahae iustitiam recitantis. Vna est operum, id est, moralis et ciuilis, sed hac negat eum iustificari coram Deo, etiamsi coram hominibus per illam iustus sit. Deinde gloriam habet apud homines, sed uacat ipse quoque (W772) gloria Dei, per eam iustitiam. Nec est, quod ullus hic legis aut ceremoniarum opera damnari dicat, cum Abraham tot annis ante legem fuerit. 

Lad os også fremdrage det eksempel, hvor Paulus i det følgende fremfører Abraham. Han siger (rom#4.1-3): ”Hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, så ville han have ros, men ikke hos Gud. Hvad siger nemlig skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed”. Her bedes man også bemærke denne dobbelthed hos Paulus, der taler om en dobbelt retfærdighed hos Abraham. Den ene er gerningernes retfærdighed, det vil sige, den moralske og borgerlige, men han nægter, at den kan retfærdiggøre ham overfor Gud, selv om han i kraft af den er retfærdig overfor mennesker. Dernæst har han ros overfor mennesker, men også han mangler rosen hos Gud, gennem den retfærdighed. Det forholder sig heller ikke sådan, at én og anden kunne sige, at her bliver lovens eller ceremoniernes gerninger fordømt, eftersom Abraham levede så mange år før loven.

⁹¹ Paulus simpliciter de operibus Abrahae loquitur, ijsque non nisi optimis. Ridiculum enim esset disputare, an quis malis operibus iustificetur. Si igitur Abraham nullis operibus iustus est, sed nisi alia iustitia, puta fidei, induatur, tam ipse, quam opera sua cuncta sub impietate relinquuntur, Palam est, nullum hominem quicquam promouere ad iustitiam suis operibus, Deinde nulla opera, nulla studia, nullos conatus liberi arb. coram Deo quicquam ualere, Sed omnia impia, iniusta et mala iudicari. Si enim ipse iustus non est, nec opera aut studia eius iusta sunt. Si iusta non sunt, damnabilia et ira digna sunt. 

Paulus taler simpelthen om Abrahams gerninger, og det kun om de bedste af dem. Der ville nemlig være latterligt at disputere, om nogen kunne retfærdiggøres af onde gerninger. Hvis altså Abraham ikke er retfærdig i kraft af nogen gerning, men udelukkende får tilregnet en anden retfærdighed, nemlig troens retfærdighed, så lades både han selv og alle hans gerninger tilbage som ugudelige, og så er det klart, at intet menneske frembringer noget til sin retfærdighed med sine gerninger, og at ingen gerninger, ingen anstrengelser, intet stræben fra den frie vilje betyder noget overfor Gud, men at alt bedømmes som ugudelige, uretfærdigy og ondt. Hvis nemlig han selv ikke er retfærdighed, så er ejheller hans gerninger eller hans anstrengelser retfærdige. Hvis de ikke er retfærdige, er de fordømmelige og værdige til vreden.

⁹² Altera est fidei iustitia, quae constat non operibus ullis, sed fauente et reputante Deo per gratiam. Ac uide, quomodo Paulus nitatur uerbo reputandi, ut urgeat, repetat et inculcet. Ei (inquit), qui operatur, merces non reputatur secundum gratiam, sed secundum debitum, Ei uero, qui non operatur, credit uero in eum, qui iustificat impium, reputatur fides eius ad iustitiam, secundum propositum gratiae Dei. Tum adducit Dauid itidem de reputatione gratiae dicentem: Beatus uir, cui non imputauit Dominus peccatum etc.

En anden retfærdighed er troens retfærdighed, som ikke består i nogen gerninger, men i, at Gud i kraft af nåden er os gunstig og tilregnelse os. Og se, hvordan Paulus støtter sig til ordet 'tilregne', så han fremhæver det, gentager det og understreger det. 'For den, der gør gerninger', siger han, 'tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste, men for den, som ikke gør gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans tro ham til retfærdighed' (rom#4.4f), ifølge Guds fastsættelse. Så anfører han David, der ligeledes taler om tilregnelse af nåden: 'Salig den mand, som Herren ikke tilregner synd, osv' (Sl 32,1-2)

⁹³ Pene decies eo capitu. repetit uerbum reputandi. Breuiter, Paulus componit operantem et non operantem, nec relinquit medium inter hos duos; operanti reputari iustitiam negat, Non operanti uero assent reputari iustitiam, modo credat. Non est, quo hic liberum arbitrium euadat aut elabatur cum suo conatu aut studio. Aut enim cum operante, aut cum non operante numerabitur. Si cum operante, audis hic ei non reputari ullam iustitiam, Si cum non operante, qui credit tamen Deo, reputatur ei iustitia, At tum non liberi arbitrij uis erit, sed renouata creatura per fidem.

Næsten ti gange i dette kapitel gentager han ordet 'tilregne'. Kort sagt, Paulus modstiller den, der gør gerninger, med den, der ikke gør gerninger, og han lader der ikke være nogen mellemposition mellem disse to; den, der gør gerninger, nægter han retfærdighedstilregnelse, men den, der ikke gør gerninger, forsikrer han får tilregnet retfærdighed, blot han tror. Der er her ikke noget, hvorved den frie vilje kan undslippe eller undvige med sin stræben eller iver. For enten opregnes den blandt de, der gør gerninger, eller også blandt dem, der ikke gør gerninger. Hvis den opregnes blandt dem, der gør gerninger, hører du her, at der ikke tilregnes den nogen retfærdighed, hvis den opregnes blandt dem, der ikke gør gerninger, men dog tror på Gud, tilregnes der den retfærdighed, men da vil det ikke være den frie viljes kraft, men den gennem troen fornyede skabning.

⁹⁴ Si autem non reputatur iustitia operanti, manifestum fit, eius opera nihil nisi peccata, mala et impia esse coram Deo. Nec potest hic proteruire ullus Sophista, quod, licet homo sit malus, possit tamen opus eius esse non malum. Nam ideo Paulus apprehendit non hominem simpliciter, sed operantem, ut apertissimo uerbo declararet, ipsa opera et studia hominis damnari, quaecunque illa sint, et quocunque nomine aut specie censeantur. Agit autem de bonis operibus, quia de iustificando et merendo disputat. Et cum de operante loquatur, uniuersaliter de omnibus operantibus et de omnibus operibus eorum, potissimum uero de bonis et honestis operibus loquitur, Alioqui partitio sua de operante et non operante non consisteret.

Men hvis der ikke tilregnes den, der gør gerninger, retfærdighed, bliver det soleklart, at hans gerninger ikke er andet end syndige, onde og ugudelige overfor Gud. Der er heller ikke her nogen sofist, der skamløst kan hævde, at selv om mennesket er ondt, kan dog hans gerning være ikke-ond. For det er jo derfor, at Paulus ikke simpelthen bare siger 'mennesket', men 'det menneske, der gør gerninger', så han med et soleklart ord erklærer, at det er selve menneskets gerninger og bestræbelser, der fordømmes, af hvad art de end er, og hvilken inddeling og betegnelse de end skal henregnes under. Nej, han behandler de gode gerninger, fordi han disputerer om at blive retfærdiggjort og om at fortjene sig noget. Og når han taler om den, der gør gerninger, taler han generelt om alle dem, der gør gerninger, og om alle deres gerninger, men især om de gode og ærefulde gerninger, ellers ville der ikke være mening i hans opdeling af de, der gør gerninger, og de, der ikke gør det.

⁹⁵          Praetereo hic fortissima illa argumenta ex proposito gratiae, ex promissione, ex ui legis, ex peccato originali, ex electione Dei assumpta, quorum nullum est, quod non se solo funditus tollat liberum arbitrium. Si enim gratia ex proposito seu praedestinatione uenit, necessitate uenit, non studio aut conatu nostro, ut supra docuimus. Item, Si Deus gratiam promisit (W773) ante legem, ut hic et in Galatis Paulus arguit, ergo non ex operibus aut lege uenit, alioqui promissio nihil erit. 

Jeg forbigår her de meget stærke argumenter, der tages ud fra nådens forudvirken, forjættelsen, lovens kraft, arvesynden og ud fra Guds udvælgelse, hvoraf hver og ét i sig selv grundlæggende ophæver den frie vilje. For hvis nåden kommer ud af forudvirken eller forudbestemmelse, kommer den med nødvendighed, ikke ud fra vores iver eller bestræbelse, som vi har lært ovenfor. Ligeledes, hvis Gud forjættede nåden før loven, som Paulus argumenterer for det her og i galaterbrevet, så kommer den følgelig ikke af gerninger eller af loven, ellers ville forjættelsen ikke betyde noget.

⁹⁶ Ita et fides nihil erit (qua tamen Abraham ante legem iustificatus est), si opera ualent. Item, cum lex sit uirtus peccati, ostendens tantum, non autem tollens peccatum, facit conscientiam ream coram Deo, et iram minatur, hoc est, quod dicit: Lex iram operatur. Quomodo igitur fieri posset, ut per legem iustitia paretur? Si autem lege non iuuamur, quomodo ui sola arbitrij iuuari possumus? Item, cum unius Adae unico delicto omnes sub peccato et damnatione sumus, quomodo possumus aliquid tentare, quod non peccatum et damnabile sit?

Ligeledes ville troen ikke betyde noget (skønt Abraham dog ved den blev retfærdiggjort før loven), hvis gerninger betød noget. Ligeledes, eftersom loven er syndens kraft, så påviser den kun synden, den ophæver den ikke, den gør samvittigheden skyldig overfor Gud og truer med vreden, det vil sige, som Paulus siger: 'Loven virker vrede' (rom#4.15). Hvordan skulle det altså kunne ske, at retfærdigheden forberedes gennem loven? Men hvis vi ikke får hjælp fra loven, hvordan kan vi så få hjælp fra viljens kraft alene? Ligeledes, eftersom vi alle ved den ene Adams ene overtrædelse er under synd og fordømmelse (rom#5.15), hvordan skulle vi så kunne forsøge med noget, som ikke er synd og fordømmeligt?

⁹⁷ Quum enim dicat: Omnes, neminem excipit, nec uim liberi arbitrij, nec ullum operarium, operetur siue non operetur, conetur siue non conetur; inter omnes necessario comprehendetur cum alijs. Nec nos peccaremus aut damnaremur delicto illo unico Adae, nisi nostrum delictum esset. Quis enim alieno delicto damnaretur, praesertim coram Deo?

For når han siger 'alle', så undtager han ingen, ikke den frie viljes kraft, ikke nogen gerningsretfærdig, hvad enten han gør noget eller ej, hvad enten han anstrenger sig eller ej; han bliver med nødvendighed medindbefattet med de andre i dette 'alle'. Ejheller ville vi synde eller blive fordømt på grund af Adams ene overtrædelse, hvis det ikke også var vores synd. For hvem fordømmes for en fremmed synd, ikke mindst overfor Gud?

⁹⁸ Nostrum autem non fit imitando aut operando, cum hoc non esse posset delictum illud unicum Adae, ut quod non ipse, sed nos fecerimus, fit uero nostrum nascendo. Sed de hac re disputandum alias. Igitur ipsum originale peccatum, liberum arbitrium prorsus nihil sinit posse, nisi peccare et damnari. Ista inquam argumenta praetereo, quod sint apertissima et robustissima, tum quod nonnihil superius de his diximus.

Men synden er ikke vores synd gennem nogen efterligning eller nogen gerning, eftersom dette ikke ville kunne være denne ene overtrædelse fra Adams side, eftersom ikke han selv, men vi har har begået den, nej, den blev vor ved vor fødsel. Men om den sag skal der disputeres andetsteds. Derfor kan arvesynden i sig selv på ingen måde tillade, at den frie vilje kan gøre andet end synde og blive fordømt. Men som sagt: disse argumenter springer jeg over, eftersom de er soleklart og særdeles stærke, og eftersom vi allerede ovenfor har sagt temmelig meget om dem.

⁹⁹ Quod si omnia, quae liberum arbitrium subuertunt, recensere uellemus in solo Paulo, nihil melius faceremus, quam ut perpetuo commentario totum Paulum tractaremus, et in singulis pene uerbis monstraremus confutatam liberi arbitrij uim adeo iactatam, quemadmodum iam feci in hoc tertio et quarto capite, quae ideo potissimum tractaui, ut oscitantiam omnium nostrum ostenderem, qui Paulum sic legimus, ut nihil minus in his clarissimis locis uideremus, quam haec ualidissima argumenta contra liberum arbitrium, et confidentiam illam authoritate et scriptis ueterum doctorum nitentem facerem stultam, simulque cogitandum relinquerem, quid factura sint argumenta illa apertissima, si cum diligentia et iuditio tractarentur.

Hvis vi derfor ville gennemgå alt, hvad der gendriver den frie vilje, bare hos Paulus, ville vi ikke kunne gøre noget bedre end gennem en fortløbende kommentar at behandle hele Paulus, så ville vi ved næsten hvert eneste ord kunne påvise, at den frie viljes kraft, som de sådan praler af, blev gendrevet, sådan som jeg allerede har gjort det i det tredje og fjerde kapitel, som jeg af den grund har behandlet ganske indgående, for at kunne påvise søvnigheden hos os alle, når vi læser Paulus på den måde, at vi i disse soleklare steder slet ikke ser disse særdeles kraftige argumenter imod den frie vilje, for at kunne gøre den tillid, der støtter sig til de gamles autoritet og skrifter, til en dum tillid, og for samtidig at lade det stå til overvejelse, hvad disse fuldstændig klare argumenter ville kunne udvirke, hvis de blev behandlet med omhu og indlevelse.

¹⁰⁰ Ego de me dico: uehementer admirer, quod, cum Paulus toties utatur uocabulis illis uniuersalibus: Omnes, Nullus, Non, Nusquam, Sine, ut: Omnes declinauerunt, Non est iustus quisquam, Non est, qui faciat bonum, nec unus quidem, Omnes unius delicto peccatores et damnati sunt, Fide sine lege, sine operibus iustificamur, ut, si aliter quispiam uelit, non posset tamen clarius et apertius loqui, miror, inquam, qui factum sit, ut aduersus has uniuersales uoces et sententias praeualuerint contrariae, imo contradictoriae, scilicet: Aliqui sunt non declinantes, non iniusti, non mali, non peccatores, non damnati, Est aliquid in homine, quod bonum est et ad (W774) bonum nititur, quasi ille, quisquis fuerit homo, qui ad bonum nititur, non sit comprehensus in uoce ista: Omnes, Nullus, Non.

Jeg for min del siger om mig selv: Jeg beundrer stærkt, at Paulus hele tiden bruger disse generelle ord: 'alle', 'ingen', 'ikke', 'aldrig', 'uden', fx 'alle er afvegne' (rom#3.12), 'der er ingen retfærdig' (rom#3.10), 'der er ingen, som gør godt, ikke en eneste' (rom#3.12), 'alle er syndere og fordømte ved den enes fald', 'vi retfærdiggøres ved tro uden lov, uden gerninger' (rom#3.24), i den grad, at selv om så nogen ville sige det anderledes, ville han dog ikke kunne sige det klarere eller mere åbenlyst, så jeg siger: det er mig en kilde til undren, hvad der er sket, siden den modsatte opfattelse har vundet over disse generelle ord og sætninger, ja, det, der har vundet, er en opfattelse, der modsiger Paulus, nemlig denne: 'nogle er ikke afvegne, er ikke uretfærdige, er ikke onde, er ikke syndere, er ikke fordømte', 'der er noget i mennesket, som er godt og stræber efter det gode', som om den, hvem det så ellers er, der stræber efter det gode, ikke er indeholdt i disse ord 'alle', 'ingen', 'ikke'.

¹⁰¹ Ego non haberem, etiam si uellem, quod Paulo opponerem aut responderem, Sed cogerer uim mei liberi arbitrij una cum suo conatu complecti inter omnes et nullos illos, de quibus Paulus loquitur, nisi noua grammatica aut nouus usus loquendi introducatur. Ac tropum forte suspicari et uerba excerpta torquere liceret, si semel aut uno loco uteretur tali nota, At nunc perpetuo utitur, tum simul affirmatiuis et negatiuis, et sententiam per contentionem et partitionem utrobique uniuersalium partium sic tractat, ut non modo uocum natura et ipsa oratio, sed et consequentia, praecedentia, circunstantiae, intentioque et corpus ipsum totius disputationis sensum communem concludant, Paulum uelle, quod extra fidem Christi nihil nisi peccatum et damnatio sit. 

Selv jeg ville, ville jeg ikke have noget, som jeg kunne sætte op imod Paulus eller indvende imod ham, nej, jeg tvinges til at indregne min frie viljes kraft og al dens stræben i de 'alle' og 'ingen', som Paulus taler om, hvis der da ikke indføres en ny grammatik eller en ny måde at tale på. Og man ville måske kunne formode tilstedeværelse af billedtale eller man kunne fordreje særlige ord, hvis han kun brugte den slags udtryk én gang eller på ét sted. Men nu bruger han dem hele tiden, og det både bekræftende og benægtende, og han behandler sætningen gennem sammenligning og opdeling at begge de generelle dele, sådan at ikke blot ordenes natur og talen selv, men også det følgende, det forudgående, omstændighederne, hensigten og hele den almindelige mening med hele disputationen selv konkluderer, at Paulus vil, at der udenfor troen på Kristus ikke skal være andet end synd og fordømmelse.

¹⁰² Atque hoc modo nos confutaturos esse promisimus liberum arbitrium, ut non queant resistere omnes aduersarij, Id quod arbitror me fecisse, etiamsi non concedant uicti in nostram sententiam aut taceant. Nam hoc nostrae non est opis, Spiritus Dei hoc donum est.

Og på den måde har vi lovet at ville gendrive den frie vilje, at de alle modstanderne ikke kan modstå det, hvilket jeg tror, jeg har gjort, skønt de ikke vil indrømme, at de er besejrede, så de antager vores mening, men blot tier. For det ligger ikke i vores magt, det er Guds ånds gave.

¹⁰³          Sed antequam Iohannem Euangelistam audiamus, coronidem Paulinam adijciamus, parati, ubi haec non satis fuerint, totum Paulum perpetuo commentario in liberum arbitrium instruere. Rom. 8, ubi genus humanum in duo diuidit, in carnem et spiritum, Sicut et Christus facit Iohannis .3, sic dicit: Qui secundum carnem sunt, quae carnis sunt, sapiunt, Qui uero secundum spiritum sunt, quae spiritus sunt, sapiunt. 

Men før vi hører johannesevangelisten, lad os så tilføje nogle paulinske slutninger, beredte til, hvis dette ikke skulle være nok, at udruste en fortløbende kommentar til hele Paulus imod den frie vilje. I rom#8.5, hvor han opdeler menneskeslægten i to, i kød og ånd, sådan som også Kristus gør i Joh 3,6, siger han således: 'De, der er af kødet, tænker kødeligt, men de, der er af ånden, tænker, hvad der hører ånden til'.

¹⁰⁴ Quod Paulus hic carnales uocet omnes, qui non sunt spirituales, manifestum est, tum ex ipsa partitione et oppositione spiritus et carnis, tum ex ipsiusmet Pauli uerbis, ubi sequitur: Vos in carne non estis, sed in spiritu, si tamen spiritus Dei habitat in uobis; Siquis autem spiritum Christi non habet, hic non est eius. Quid enim aliud hic uult: Vos non estis in carne, si spiritus Dei in uobis est, quam necessario in carne eos esse, qui spiritum non habent? Et qui Christi non est, cuius alius quam Satanae est? Stat igitur, qui spiritu carent, hos in carne et sub Satana esse. 

Det er klart, at Paulus her kalder alle dem 'kød', som ikke er åndelige, både ud fra selve opdelingen og modsætningen mellem ånd og kød, og ud fra Paulus' egne ord, hvor han fortsætter: 'I er ikke i kødet, men i ånden, hvis ellers Guds ånd bor i jer; men hvis nogen ikke har Kristi ånd, så hører han ham ikke til'. (rom#8.9). For hvad vil han her andet med ordene 'I er ikke i kødet, hvis Guds ånd bor i jer' end at de, som ikke har ånden, med nødvendighed er i kødet? Og den, der ikke hører Kristus til, hvem hører han til andre end Satan? Det står altså fast, at de, der mangler ånden, de er i kødet og er under Satan.

¹⁰⁵ Iam uideamus, quid sentiat de conatu et ui liberi arbitrij carnalium: Qui in carne sunt, Deo placere non possunt. Et iterum: Sensus carnis est mors. Et iterum: Sensus carnis est inimicitia contra Deum. Item: legi Dei non est subiectus neque enim potest. Hic mihi respondeat liberi arbitrij tutor, quomodo possit conari ad bonum id, quod est mors, displicens Deo, inimicitia contra Deum, inobediens Deo, nec potens obedire? Nec enim uoluit dicere: Sensus carnis est mortuus aut inimicus Deo, sed: ipsa mors, ipsa inimicitia, cui sit impossibile legi Dei subijci, aut Deo placere, sicut et paulo ante dixerat: Nam quod legi erat impossibile, quo infirmabatur per carnem, Deus fecit etc.

Lad os så se på, hvad han mener om den frie viljes stræben og kraft over det kødelige: 'De, der er i kødet, kan ikke behage Gud' (rom#8.8). Og igen: 'Det, som kødet vil, er død' (rom#8.6). Og atter: 'Det, som kødet vil, er fjendskab mod Gud' (rom#8.7). Og igen: 'Kødet underordner sig ikke under Guds lov og kan det heller ikke' (rom#8.7). Her må den frie viljes beskytter svare mig, hvordan det, som er død, som mishager Gud, som er fjendskab mod Gud, er ulydig mod Gud og ikke kan adlyde ham, kan stræbe efter det gode? For han har jo heller ikke villet sige 'at den, der er kødelig, er død eller er fjendtlig mod Gud', men: '... er døden selv, er fjendskabet selv', for ham er det umuligt at underkaste sig under Guds lov eller behage Gud, sådan som han kort før havde sagt: 'For det, der var umuligt for loven, fordi den var svag på grund af kødet, gjorde Gud osv'. (rom#8.3)

¹⁰⁶ Nota est et mihi fabula Origenis de triplici affectu, quorum unus caro, alius anima, alius spiritus illi dicitur, Anima uero medius ille, in utram partem, uel carnis uel spiritus, uertibilis. Sed sua sunt haec somnia, dicit tantum ea, sed non probat. (W775) Paulus hic carnem uocat, quicquid sine spiritu est, uti monstrauimus. Ideo summae illae uirtutes optimorum hominum in carne sunt, hoc est, mortuae, inimicae Deo sunt, legi Dei non subiectae, nec potentes subijci, Deoque non placentes.

Jeg kender godt Origenes' fabel om de tre sjæledele, hvoraf han kalder den ene er kødet, den anden sjælen og den tredje ånden, men anbringer sjælen midt mellem de to dele, så den kan vende sig til begge sider, både til kødets og åndens side. Men det er hans drømmerier, han siger det bare, men beviser det ikke. Paulus kalder her det for kød, som er uden ånden, som vi har påvist. Der er disse højeste dyder hos de bedste mennesker i kødet, det vil sige, de er dødelige, de er Guds fjender, de underkaster sig ikke under Guds lov, kan heller ikke gøre det, de behager ikke Gud.

¹⁰⁷ Paulus enim non solum dicit, eos non subijci, sed nec posse subijci. Sic et Christus Matt. 7: Arbor mala non potest fructus bonos facere, Et 12: Quomodo potestis bona loqui, cum sitis mali? Vides hic, non solum mala nos loqui, sed nec posse loqui bona. Et qui alibi dicit Nos, cum simus mali, scire tamen filijs nostris bona dare, Negat tamen nos bona facere, etiam eo ipso, quo damus bona, scilicet, quod bona est creatura Dei, quam damus, nec tamen ipsi boni sumus nec bene bona illa damus, Loquitur autem ad omnes, nempe etiam ad discipulos suos.

For Paulus siger ikke blot, at de ikke underkaster sig den, men at de ikke kan underkaste sig den. (rom#8.7). Sådan siger også Kristus i Matt 7,19: 'Et dårligt træ kan ikke bære gode frugter', og i Matt 12,34: 'Hvordan kan I tale godt, når I er onde?' Man ser her, at vi ikke blot taler ondt, men også, at vi ikke kan tale godt. Og selv om han andetsteds siger, at vi, 'skønt vi er onde, dog forstår at give vores børn gode gaver' (matt#7.11), så nægter han dog, at vi kan gøre gode gerninger, også derved, at vi giver gode gaver, for den Guds skabning, som vi giver, er god, og dog er det hverken sådan, at vi selv er gode, eller sådan, at vi giver de gode gaver på en god måde. Men han taler til alle, altså også til sine disciple.

¹⁰⁸ Vt constet haec gemina Pauli sententia: Justus ex fide uiuit, Et: omne, quod non est ex fide, peccatum est. Quarum haec ex illa sequitur, Si enim nihil est, quo iustificemur, nisi fides, euidens est, eos, qui sine fide sunt, nondum iustificatos esse, Non iustificati uero peccatores sunt, Peccatores uero arbores malae sunt, nec possunt quippiam nisi peccare et fructus malos ferre. Quare lib. ar. nihil est, nisi seruum peccati, mortis et Satanae, nihil faciens neque potens facere aut conari nisi malum.

Derfor står disse to sætninger hos Paulus fast: 'Den retfærdige skal leve af tro', (rom#1.17) og: 'alt, hvad der ikke er af tro, er synd' (rom#14.23). Det ene følger af det andet. For hvis det kun er troen, vi retfærdiggøres ved, er det klart, at de, der er uden tro, endnu ikke er retfærdiggjorte, men de, der ikke er retfærdiggjorte, er syndere, men syndere er dårlige træer og kan kun synde og bære dårlige frugter. Derfor er den frie vilje intet andet end syndens, dødens og Satans træl, den gør ikke noget, og den kan ikke gøre noget eller forsøge på noget udover det onde.

¹⁰⁹            Adde exemplum illud capi. 10. ex Esaia adductum: Inuentus sum a non quaerentibus, palam apparui his, qui me non interrogabant. Haec de gentibus dicit, quod Christum audire et cognoscere illis datum sit, cum ne cogitare antea de ipso potuerint, multo minus quaerere aut se ui lib. ar. ad eum praeparare. Hoc exemplo satis clarum est, gratiam uenire adeo gratis, ut nec cogitatio de ea, nedum conatus aut studium praecedat. Sic et Paulus, cum Saulus esset, quid fecit illa summa ui lib. arbi? Certe optima et honestissima agitabat animo, si ratio spectetur.

Tilføj eksemplet fra kapitel 10, hvor han anfører Esajas (65,1): 'Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig, jeg viste mig offentligt for dem, som ikke spurgte efter mig'. Det siger Paulus om hedningerne, fordi det blev givet dem at høre og forstå Kristus, skønt de tidligere ikke kunne forestille sig noget om ham, langt mindre søge ham eller med den frie viljes kraft forberede sig til ham. (rom#10.20). Dette er et meget klart eksempel på, at nåden i den grad kommer uforskyldt, at der ikke går nogen overvejelse om den forud, ejheller noget forsøg eller nogen stræben. Sådan også med Paulus, da han hed Saulus, hvad gjorde han med den frie viljes højeste kraft? Givetvis havde han det bedste og mest ærværdige i sinde, hvis man ser hen til fornuften.

¹¹⁰ At uide, quo conatu gratiam inuenit. Non modo non quaerit, sed etiam insaniendo contra eam, accipit. Contra, de Iudaeis dicit .9: Gentes, quae non sectabantur iustitiam, apprehenderunt iustitiam, quae ex fide est, Israel uero sectando legem iustitiae, in legem iustitiae non peruenit. Quid contra haec mutire potest ullus tutor lib. ar? Gentes tum, cum impietate et omnibus uicijs oppletae sunt, accipiunt iustitiam gratis miserente Deo. Iudaei, dura summo studio et conatu iustitiae student, frustrantur. An hoc non est dicere tantum, quod conatus lib. arb. sit frustra, dum ad optima conatur et ipsum potius in peius ruere et retro sublapsum referri?

Men se, hvad det er for en anstrengelse, ved hvilken kan finder nåden. Ikke blot søger han den ikke, han får den endda, mens han raser imod den. Modsat siger han om jøderne rom#9.30: 'Hedningerne, som ikke søgte retfærdigheden, modtog retfærdigheden, som er af tro, men Israel, der søgte lovens retfærdighed, nåede ikke frem til lovens retfærdighed'. Er der nogen tilhænger af den frie vilje, der kan mukke noget imod det? Hedningerne opnåede retfærdigheden ved den forbarmende Guds nåde allerede, da de var fulde af ugudelighed og alskens laster. Jøderne, der stædigt med største iver og anstrengelse stræbte efter retfærdighed, forfejlede målet. Mon det ikke er det samme som at sige, at den frie viljes stræben er forgæves, idet den stræber efter det bedste og snarere styrter sig selv ned i det værre, og hver gang den falder, går tilbage?

¹¹¹ Nec potest ullus dicere, quod non summa ui liberi arbitrij studuerunt. Ipse Paulus eis testimonium perhibet cap. 10, quod zelum Dei habent, sed non secundum scientiam. Igitur nihil deest in Iudaeis, quod libero arbitrio tribuitur, et tamen nihil sequitur, imo contrarium sequitur. In Gentibus nihil adest, quod libero arbitrio tribuitur, et tamen sequitur iustitia Dei. 

Ingen kan heller sige, at de ikke stræbte af den frie viljes højeste kraft. Selv Paulus giver dem i rom#10.2 det vidnesbyrd, at de har iver for Gud, men ikke med forstand. Jøderne manglede altså ikke noget af det, som tillægges den frie vilje, og dog opnåede de det ikke, ja de opnåede det modsatte. I hedningerne var der intet af det, som tillægges den frie vilje, og dog opnåede de Guds retfærdighed.

¹¹² Quid hoc est, nisi manifestissimo exemplo utriusque nationis, tum clarissimo simul testimonio Pauli, confirmari, quod gratia donatur gratis immeritis et (W776) indignissimis, nec obtinetur ullis studijs, conatibus, operibus, pusillis aut magnis, etiam optimorum et honestissimorum hominum, ardenti zelo iustitiam quaerentium et sectantium?

Hvad er det andet, end at der med de to soleklare eksempler fra de to folk og ud fra Paulus' klareste vidnesbyrd bliver bekræftet, at nåden gives uforskyldt til dem, der ikke har fortjent den og er uværdige til den, og at den ikke opnås ved nogen anstrengelse, forsøg, gerninger, små eller store, af de bedste og mest ærværdige mennesker, som med brændende iver søger efter retfærdigheden og prøver at opnå den?

¹¹³          Ad Iohannem etiam ueniamus, qui et ipse copiosus et potens est liberi arbitrij uastator. Statim in principle tribuit libero arbitrio tantam caecitatem, ut ne uideat quidem lucem ueritatis, tantum abest, ut ad eam possit conari. Sic enim dicit: Lux in tenebris lucet, sed tenebrae non comprehendunt. Et mox: In mundo erat, et mundus eum non cognouit, In propria uenit, et sui non recoeperunt eum. Quid per mundum putas intelligit? nunquid aliquem hominem ab hoc nomine separabis, nisi spiritu sancto recreatum? Et peculiaris est usus uocabuli huius ,Mundus' apud hunc Apostolum, quo prorsus totum genus hominum intelligit. 

Lad os så komme frem til Johannes, som, også han, omfattende og mægtigt ødelægger den frie vilje. Straks i begyndelsen tillægger han den frie vilje en sådan blindhed, at den ikke engang ser sandhedens lys, endsige da, at den kan stræbe efter den. For således siger han: 'Lyset skinner i mørket, men mørket greb det ikke'. (Joh 1,5). Og lige efter: 'Han var i verden, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham' (Joh 1,10f). Hvad tror du, han forstår ved 'verden'? Mon du kan udskille noget menneske fra denne betegnelse, bortset fra den, der er genfødt ved Helligånden? Og brugen af det ord 'verden' er speciel hos denne apostel, derved forstår han hele menneskeslægten.

¹¹⁴ Quicquid ergo de mundo dicit, de libero arbitrio intelligitur, ut quod est praestantissimum in homine. Igitur apud hunc Apostolum: mundus non nouit lucem ueritatis Mundus odit Christum et suos. Mundus non nouit neque uidet spiritum sanctum. Mundus totus in maligno positus est. Omne, quod est in mundo, est concupiscentia carnis, oculorum et superbia uitae. Nolite diligere mundum. Vos estis (ait) de mundo. Mundus non potest odisse uos, Me odit, quia opera eius tester esse mala.

Hvad han her siger om verden, forstås om den frie vilje, eftersom den er det fortræffeligste i mennesket. Det hedder altså hos denne apostel: 'verden kendte ikke sandhedens lys' (Joh 1,10); 'verden hader Kristus og hans disciple' (Joh 15,19); 'verden kender ikke og ser ikke Helligånden' (Joh 14,7); 'verden ligger helt i det onde' (1 Joh 5,19); 'alt, hvad der er i verden, er kødets og øjnes lyst, og livshovmod' (1 Joh 2,16); 'elsk ikke verden' (1 Joh 2,15); 'I er af verden, siger Jesus' (Joh 8,23); 'verden kan ikke hade jer, mig hader den, fordi jeg vidner, at dens gerninger er onde' (Joh 7,7).

¹¹⁵ Haec omnia et similia multa sunt praeconia liberi arbitrij, scilicet, principalis partis in mundo regnantis sub Satanae imperio. Nam et ipse Iohannes per antithesin de mundo loquitur, ut mundus sit, quicquid de mundo non est in spiritum translatum, sicut ad Apostolos dicit: Ego tuli uos de mundo et posui uos etc.

Disse ord og mange andre lignende ord er forherligelser af den frie vilje, idet den nemlig er hovedsagen i verden, når den skal beherskes under Satans herredømme. For Johannes selv taler gennem en antitese om verden, at alt det, der ikke er overført fra verden til ånden, er urent, sådan som han også siger til apostllene: 'Jeg har taget jer ud af verden og sat jer ... osv' (Joh 15,19).

¹¹⁶ Si nunc essent aliqui in mundo, qui ui liberi arbitrij conarentur ad bonum, sicut fieri oporteret, si liberum arbitrium aliquid posset, propter horum reuerentiam temperasset merito Johannes uerbum, ne generali uoce eos inuolueret tot malis, quibus mundum accusat. Quod cum non faciat, euidens est, quod liberum arbitrium omnibus mundi nominibus ream facit, cum, quicquid mundus agat, per uim liberi arbitrij, hoc est, rationem et uoluntatem, partes sui praestantissimas, agat.

Hvis der nu havde været nogen i verden, som med den frie viljes kraft stræbte mod det gode, sådan som der burde være, hvis den frie vilje kunne gøre noget, så skulle Johannes af ærefrygt for disse rettelig have neddæmpet dette ord, at han ikke med et generelt udsagn medinddrager dem i al den ondskab, som han beskylder verden for. Men fordi han ikke gør det, er det soleklart, at han gør den frie vilje skyldig i alle de benævnelser, han bruger om verden, så hvad verden end gør, det gør den gennem den frie viljes kraft, det vil sige: gennem fornuften og viljen, som er dens fornemste dele.

¹¹⁷ cVidere til serv-arbit11!

¹¹⁸ c

¹¹⁹ c

¹²⁰c