De servo arbitrio 9

^{1 [178]}            Venit tandem Diatribe ad locos a Luthero contra liberum arbitrium citatos, confutatura et illos, quorum primus est ille Gen. 6: Non permanebit spiritus meus in homine, quia caro est. Hunc locum uarie confutat. Primum, quod ”Caro” hic non impium affectum, sed infirmitatem significet. Deinde auget textum Mosi, quod dictum eius pertineat ad illius aetatis homines, non ad uniuersum genus hominum, ideo dixerit: in istis hominibus. Item, nec ad illius aetatis omnes homines, cum Noe excipiatur.

            Så kommer Diatriben omsider til de steder, der af Luther fremføres mod den frie vilje, og vil også gendrive dem. Af dem er det første dette fra 1 Mos 6,3: 'Min ånd skal ikke forblive i mennesket for evigt, for det er jo kød'. (e3#11) Dette sted gendriver den på forskellig vis. Først siger den, at ”kød” her ikke betyder en ugudelig følelse, men betegner svaghed. Dernæst udvider den Moses' tekst, så det, han siger, kommer til at handle om hans tids mennesker, ikke om hele menneskeslægten, fordi han har sagt: i disse mennesker. Ligeledes kan det heller ikke betyde alle mennesker på hans tid, eftersom Noa er undtaget.

²   Tandem in Ebraeo dictum hoc sonare aliud, nempe clementiam, non seueritatem Dei, authore Hieronymo, forte nobis persuasura, quod, cum dictum illud non ad Noe, sed ad sceleratos pertineat, non clementia, sed seueritas Dei ad Noe pertineat, ad impios uero clementia, non seueritas pertineat. Sed mittamus ista ludibria (W734) Diatribes, quae nusquam non significat, Scripturas pro fabulis sese habere. Quid Hieronymus hic nugetur, nihil moramur, certum est, quod nihil probat, Neque de sensu Hieronymi, sed de sensu scripturae disputamus.

Endelig lyder udsagnet anderledes på hebraisk, det betyder nemlig Guds mildhed, ikke Guds strenghed, ifølge Hieronymus, og den vil stærkt overbevise os om, at eftersom dette udsagn ikke henviser til Noa, men til de forbryderiske, er det ikke mildheden, men strengheden, der henviser til Noa, til de ugudelige, derimod, er det mildheden, ikke strengheden. Men lad disse diatribiske narrestreger fare, de viser jo ikke andet, end at den regner skrifterne for fabler. Hvad Hieronymus her pjatter med, bevæger os ikke, det er sikkert og vist, at det intet beviser, og vi disputerer ikke om Hieronymus' mening, men om skriftens mening.

³ Fingat peruersor scripturae, spiritum Dei significare indignationem. Nos dicimus, duplici illum probatione deficere. Prima, quod non possit proferre unum locum scripturae, in quo spiritus Dei pro indignatione accipiatur, cum contra spiritui benignitas et suauitas ubique tribuatur. Deinde siqua probaret, alicubi pro indignatione accipi, non tamen queat statim probare, sequi necessario, et hoc loco sic accipiendum esse.

Lad en skriftfordærver bilde sig ind, at ”Guds ånd” betyder ”Guds vrede”. (eras3#12) Vi siger, at en sådan her udelader en dobbelt bevisførelse. Først fordi han ikke kan fremvise ét eneste sted i skriften, hvor ”Guds ånd” skal forstås som ”Guds vrede”, eftersom ånden overalt tværtimod tillægges velvilje og sødme. Dernæst fordi han, hvis han kan bevise, at det nogle steder skal forstås som ”vrede”, dog ikke i samme åndedrag kan bevise, at det så nødvendigvis følger, at det også på dette sted skal forstås sådan.

⁴  Sic fingat, carnem pro infirmitate accipi, tamen aeque nihil probat. Nam, quod Corinthios Paulus carnales appellat, non certe infirmitatem, sed uitium significat, cum arguat eos sectis
et partibus laborare, quod non est infirmitas aut incapacitas solidioris doctrinae, sed malicia et fermentum uetus, quod expurgare iubet. Ebraeum uideamus.

Således kan han da godt forestille sig, at ”kød” kan forstås som svaghed, dog beviser dette på samme måde ingenting. For når Paulus kalder korinterne kødelige, betegner han givetvis ikke en svaghed, men en last, (1kor#3.1) eftersom han anklager dem for at udarbejde sekter og partier, hvilket ikke er en svaghed eller en 'manglende evne til at fatte lærens fastere dele', men ondskab og gammel surdej, som han befaler dem af uddrive. Lad os se på det hebraiske.

^{5 [179]}          Non iudicabit spiritus meus in homine perpetuo, quia caro est, Sic enim habet ad uerbum Mose. Atque si nostra somnia mitteremus, satis aperta et clara (puto) stant ibi uerba. Esse autem uerba irati Dei, satis ostendunt praecedentia et sequentia cum effectu diluuij. Caussa enim dicendi fuit, quod filij hominum ducerent uxores mera carnis libidine, deinde tyrannide terram praemerent, ita ut diluuium accelerare cogerent iratum Deum, et uix centum uiginti annos differre, quod alias nunquam erat inducturus.

         'Min ånd skal ikke for evigt dømme over menneskene, fordi de er kød', sådan står der jo hos Moses. Og hvis vi lader vore drømme fare, mener jeg, ordene her er tilstrækkelig åbne og klare. For at det er den vrede Guds ord, det viser det forudgående og det efterfølgende klart nok med udførelsen af syndfloden. For grunden til, at han sagde dette, var, at menneskenes sønner havde taget sig hustruer af simpelt kødelige begær, desuden undertrykkede landet med tyrannisk herredømme, sådan at de tvang den vrede Gud til at fremskynde syndfloden og kun udskyde den 120 år, hvilket han ellers ikke ville have besluttet sig til.

⁶  Lege Mosen et obserua, uidebisque clare id eum uelle. Quid mirum uero, si obscurae sint scripturae, aut per ipsas non modo liberum, sed etiam diuinum arbitrium statuas, si sic licet in illis ludere, ac si Virgilicentonas in illis quaeras? Scilicet, hoc est nodos explicare et interpretatione quaestiones (W735) dirimere. Verum Hieronymus et suus Origenes istis nugis repleuerunt orbem, et authores fuerunt pestilentis huius exempli, ne simplicitati scripturarum studeretur.

Læs Moses omhyggeligt og du vil opdage, at det klart er det, han vil. Men det er ikke underligt, at skriften er dunkel, eller at man ved den ikke blot stadfæster den frie vilje, men også den guddommelige vilje, hvis man har lov til at lege sådan med den, som om man søgte vergilske vers i den. Det betyder jo nemlig at løse knuder og at opbryde spørgsmål med sin fortolkning. Men Hieronymus og hans Origenes har opfyldt verden med den slags knuder, og er blevet ophavsmænd til dette elendige eksempel, så man ikke kerer sig om skriftens enkelhed.

⁷  Mihi ex isto loco satis erat probari, quod diuina authoritas homines appellaret carnem, et adeo carnem, ut spiritus Dei non posset inter eos durare, sed statute tempore esset reuocandus ab eis. Quod enim negat perpetuo inter homines spiritum suum iudicaturum esse Deus, mox definit, cum centum uiginti annos praescribit, quibus adhuc sit iudicaturus. Opponit autem spiritum carni, quod homines, cum sint caro, spiritum non admittant, ipse uero, cum sit spiritus, carnem probare non possit, ita fieri, ut reuocandus sit post centum uiginti annos. Vt locum Mosi sic intelligas: Spiritus meus, qui est in Noe, et alijs uiris sanctis, arguit illos impios per uerbum praedicationis et uitam piorum (Iudicare enim inter homines, est officio uerbi inter eos agere, arguere, increpare, obsecrare oportune importune), sed frustra, illi enim carne excaecati et indurati, eo fiunt peiores, quo plus iudicantur, sicut fit, quoties uerbum Dei in mundum uenit, ut peiores fiant, quo magis erudiantur.  

For mig var det nok ud fra dette sted at bevise, at den guddommelige autoritet kalder menneskene ”kød”, og kalder dem ”kød” i den grad, at Guds ånd ikke kan forblive blandt dem, men til den fastsatte tid bliver tilbagekaldt fra dem. For at Gud nægter, at hans ånd til evig tid vil dømme blandt menneskene, bestemmer han straks, idet han foreskriver 120 år, hvor han fremover vil være dommer. Men han sætter ånden op imod kødet, fordi menneskene, eftersom de er kød, ikke vil give ånden råderum, mens han selv, eftersom han er ånd, ikke kan lade kødet gælde. Sådan går det til, at ånden bliver tilbagekaldt efter 120 år. Derfor skal man forstå stedet hos Moses således: 'Min ånd, som er i Noa og andre hellige mænd, anklager disse ugudelige mennesker gennem prædikenens ord og de frommes liv (for at dømme blandt mennesker er at udøve ordets embede mellem dem, at anklage, formane, true belejligt og ubelejligt) blot er det forgæves, disse er nemlig ved kødet forblindede og forhærdede, derved bliver de værre, jo mere de dømmes, sådan som det sker, så ofte som Guds ord kommer ind i verfden, at de bliver værre, jo mere de bliver belært.

⁸  Atque haec caussa fecit, ut acceleretur ira, sicut et ibi acceleratum est diluuium, quando iam non solum peccatur, sed etiam gratia contemnitur, et ut Christus ait: Veniente luce, oderunt homines lucem.

Og af den grund sker der det, at vreden fremskyndes, sådan som også syndfloden blev fremskyndet, fordi man nu ikke blot synder, men også foragter nåden, og som Kristus siger: Da lyset kom, hadede menneskene lyset. (Joh 3,19)

^{9 [180]}           Cum igitur homines sint caro, Deo ipso teste, nihil sapere possunt nisi carnem, ideo nihil ualere liberum arbitrium nisi ad peccandum. cum etiam spiritu Dei inter eos uocante et docente, in peius proficiant, quid facerent sibi relicti sine spiritu Dei? Neque hic quicquam facit ad rem, quod Moses de illius aetatis hominibus loquitur, idem pertinet ad omnes homines, cum sint omnes Caro, sicut Christus dicit Iohan. 3: Quod natum est ex carne, caro est. Quod quam graue uitium sit, ipsemet ibidem docet, ubi dicit, Non intrare regnum Dei posse quenquam, nisi denuo renatus fuerit.

          Da altså menneske er kød, ifølge Guds vidnesbyrd, og ikke kan tænke andet end kødeligt, derfor duer den frie vilje ikke til andet end til at synde. Da de også, når Guds ånd kalder og lærer dem, går fremad mod det værre, hvad ville de så gøre, hvis de uden Guds ånd blev overladt til sig selv? Og her gør det ikke noget til sagen, at Moses taler om den tids mennesker, det samme gælder alle mennesker, eftersom de alle er kød, sådan som Kristus siger Joh 3,6: ”Hvad der er født af kødet, er kød”. Hvor omfattende skaden er, lærer han selv det samme sted, når han siger: ”Ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født påny”. (Joh 3,5).

¹⁰ Sciat itaque Christianus, Origenem et Hieronymum, cum suis omnibus, perniciose errare, ubi negant carnem pro impio affectu accipi in istis locis. Nam et illud Corinthiorum .3: Adhuc carnales estis, ad impietatem pertinet. Vult enim Paulus adhuc impios inter eos esse, Tum pios, quatenus sapiunt carnalia, carnales esse, licet spiritu sint iustificati. Summa, id obseruabis in scripturis: ubicumque de carne agitur per antithesin ad spiritum, ibi fere per carnem intelligas omnia contraria spiritus, Vt ibi: Caro non prodest quicquam. Vbi uero absolute tractatur, ibi conditionem naturamque corporalem significare scias, ut: erunt duo in carne una. Caro mea uere est cibus. Verbum caro factum est.

Derfor skal den kristne vide, at Origenes og Hieronymus og alle deres tilhængere tager fejl på en farlig måde, når de nægter, at kødet på disse steder forstås om en ugudelig affekt. For også stedet 1kor#3.3: ”I er endnu kødelige”, har med ufromhed at gøre. For Paulus mener, at der stadig er ufromme blandt dem, eftersom de fromme er kødelige, i lige så høj grad som de tænker kødeligt, selv om de er retfærdiggjorte ved ånden. Kort sagt, det skal man lægge mærke til i skriften: overalt hvor ”kød” sættes i modsætning til ”ånd”, der skal man ved ”kød” næsten forstå det modsatte af ”ånd”, f. eks.: ”Kødet gavner intet” (Joh 6,63). Men hvor det behandles absolut, dèr skal man vide, at det betegner en naturlig, kropslig betingelse: f. eks.: ”De to skal blive ét kød” (Matt 19,5); ”Mit kød er sand mad” (Joh 6,55). ”Ordet blev kød”. (Joh 1,14).

¹¹  In his locis poteris, mutato Ebraismo, corpus pro carne dicere, Ebraea enim lingua uno uocabulo Carnis significat, quod nos (W736) duobus carne et corpore significamus, Et uellem sic fuisse translatum distinctis uocabulis totum ubique scripturae canonem. Sic, arbitror, locus meus ex Gen. 6. adhuc fortiter stabit aduersus libe. arb., quando caro esse probatur, quam Paulus Ro. 8. dicit nec posse Deo subijci, ut uidebimus eo loco, et ipsamet Diatribe dicit, nihil boni uelle posse.

På disse steder kan man, når man ændrer det hebraiske, sige legeme i stedet for kød, for på hebraisk er der kun ét ord, der betyder kød, hvor vi betegner kød og legeme med to ord. Og jeg kunne ønske, at man hele skriften igennem havde oversat det med særlige ord. Således tror jeg, at det sted, jeg har anført fra 1 Mos 6,3 ville stå endnu stærkere frem imod den frie vilje, når den bevises at være det ”kød”, Paulus taler om i rom#8.7, at det ikke kan underordne sig under Gud, som vi vil få at se på sit sted, og selv Diatriben siger jo, at den ikke kan ville noget godt.

^{12 [181]}          Alter locus est Gen. 8: Sensus et cogitatio cordis humani prona sunt ad malum ab adolescentia sua. Et cap. 6: Cuncta cogitatio cordis humani intenta est ad malum omni tempore. Hunc sic eludit: Procliuitas ad malum, quae est in plerisque hominibus, non adimit in totum libertatem arbitrij. Sed obsecro, loquiturne Deus de plerisque hominibus ac non potius de omnibus, quando post diluuium, uelut poenitens, promittit reliquis et futuris hominibus, sese non amplius inducturum diluuium propter hominem, subdens caussam, quod homo sit pronus ad malum, quasi dicat: si hominum malicia deberet spectari, nunquam cessandum a diluuio esset, Verum nolo spectare deinceps, quid mereantur etc.

         Det andet sted er 1 Mos 8,21: ”Menneskehjertets trang og tanker er tilbøjelige til det onde fra ungdommen af”. Og 1 Mos 6,5: ”Al menneskehjertets tanke er vendt mod det onde hele tiden”. Her undviger Diatriben således: 'Men den tilbøjelighed til det onde, som findes i de fleste mennesker, ophæver ikke helt den frie vilje' (eras3#13). Jamen, kære ven, mon Gud taler om de fleste mennesker og ikke snarere om alle, når han efter syndfloden, som om han fortryder den, lover de tiloversblevne og de fremtidige mennesker, at han ikke mere vil påføre nogen syndflod for menneskets skyld, og han giver som begrundelse, at mennesket er tilbøjeligt til det onde, som om han ville sige: Hvis jeg skulle se hen til menneskets ondskab, kunne man aldrig blive færdig med syndfloden, men jeg vil fremover ikke se hen til, hvad de fortjener, osv.

¹³ Ita uides, quod tam ante diluuium, quam post diluuium, Deus homines malos esse affirmat, ut nihil sit, quod Diatribe de plerisque dicit. Deinde pronitas aut procliuitas ad malum, res parui momenti uidetur Diatribae, quasi nostrae sit opis, illam erigere aut cohibere, cum scriptura uelit ea pronitate assiduum illum raptum et impetum uoluntatis ad malum significare. Aut cur non et hic Ebraicum consuluit, ubi nihil de pronitate Moses dicit? ne cauillandi caussam habeas. Sic enim habet Cap. 6: Chol letzer Mahescheboth libbo rak ra chol haiom, hoc est, omne figmentum cogitationum cordis eius tantum malum cunctis diebus. Non dicit intentum uel pronum ad malum, sed prorsus malum, ac nihil nisi malum fingi et cogitari ab homine tota uita. 

Således ser man, at både før og efter syndfloden bekræfter Gud, at menneskene var onde, så det har ikke noget at sige, at Diatriben siger ”de fleste”. Dernæst synes tilbøjeligheden eller henvistheden til det onde at være en ringe sag for Diatriben, som om det stod i vores magt at opildne eller hæmme den, skønt skriften ved denne tilbøjelighed vil betegne viljens uafhjælpelige medriven og drift mod det onde. Eller hvorfor rådfører den sig ikke også her med det hebraiske, hvor Moses ikke siger noget om tilbøjelighed? Så har man ikke nogen grund til at gå krinkelveje. Således står der nemlig i 1 Mos 6,3: Chol letzer Mahescheboth libbo rak ra chol haiom, det betyder: 'al hans hjertes digten og tragten er ond hver dag'. Han taler ikke om en hensigt eller en tilbøjelighed til det onde, men simpelthen om det onde, og der kan af mennesket ikke forestilles eller tænkes andet end ondt livet igennem.

¹⁴  Natura maliciae eius descripta est, quod nec faciat nec possit aliter, cum sit mala, neque enim arbor mala fructus alios quam malos ferre potest, teste Christo. Quod uero Diatribe argutatur, Quur datum sit spatium poenitentiae, si nulla pars resipiscentiae pendet ab arbitrio, sed omnia necessitate geruntur, Respondeo: idem dices ad omnia praecepta Dei: Cur praecipiat, si necessitate omnia fiant? praecipit, ut erudiat et moneat, quid debeant, ut agnita sua malicia humiliati, perueniant ad gratiam, ut abunde dictum est. Stat ergo et hic locus adhuc inuictus aduersus libertatem arbitrij.

Hans naturs ondskab er beskrevet sådan, at han ikke gør eller kan gøre andet, eftersom han er ond, for et dårligt træ kan jo ikke andet end bære dårlige frugter, ifølge Kristus. (Matt 7,17) Men hvad Diatriben indvender: hvordan kan der gives rum for boden, hvis ingen del af dette at gå i sig selv afhænger af viljen, men alt sker med nødvendighed, (eras3#13) det vil jeg besvare således: det samme kan man sige om alle Guds bud: Hvorfor befaler han, hvis alt sker med nødvendighed? Han befaler, for at lære og advare om, hvad de skal gøre, for at de, når de har erkendt deres ondskab og er blevet ydmyget, kan nå frem til nåden, som det er sagt utallige gange. Altså står dette sted stadig ubesejret imod den frie vilje.

^{15 [182]}          Tertius est ille Esaiae .40: Suscepit duplicia de manu Domini pro omnibus peccatis suis. Hieronymus (inquit) de uindicta diuina interpretatur, non de gratia reddita pro malefactis. Audio: Hieronymus dicit sic, ergo (W737) est uerum. Ego de Esaia disputo clarissimis uerbis disserente, et mihi Hieronymus obijcitur, ne quid asperius dicam, homo nullius neque iudicij neque diligentiae. Vbi est promissio illa, qua pactum fecimus, nos uelle ipsis scripturis agere, non commentarijs hominum? Totum capitulum Esaiae testibus Euangelistis loquitur de remissione peccatorum per Euangelion annunciata, ubi ad Iohannem baptistam uocem clamantis pertinere dicunt. Et nos feremus, ut Hierony. more suo Iudaicas caecitates pro historico sensu, deinde suas ineptias pro allegoria obtrudat? ut inuersa grammatica, de uindicta intelligamus locum, qui de remissione loquitur?

           Det tredje sted er det fra Es 40,2: ”Tvefold har det fået af Herrens hånd for alle dets synder”. Hieronymys (siger Diatriben) fortolker det om den guddommelige straf, ikke om en nåde, der gives til gengæld for onde gerninger. (eras3#15) Det hører jeg: Hieronymus siger sådan, ergo er det sandt sådan. Jeg disputerer om Esajas, som taler med helt klare ord, og man holder Hieronymus op for mig, et menneske, at jeg ikke skal sige noget skarpere, uden nogen bedømmelse eller omhu. Hvor er det løfte, som vi gav hinanden, at vi ville behandle skriften selv, ikke menneskers kommentarer? Hele Esajas' kapitel taler ifølge evangelisterne om syndernes forladelse ved det forkyndte evangelium, hvor de siger, at den røst, der råber, handler om Johannes Døber. (Matt 3,3). Og så skal vi finde os i, at Hieronymus, som han plejer, pånøder os de jødiske blindheder som den historiske betydning og hans egne dårligdomme som billedtale? Så vi skal forstå stedet med en omvendt grammatik, om hævn, det sted, der taler om tilgivelse?

¹⁶  Obsecro, qualis est uindicta impleta per Christum praedicatum? Sed uerba ipsa uideamus in Ebraeo! Consolamini (inquit), Consolamini, popule meus, uel populum meum, dicit Deus uester. Arbitror illum non uindictam exigere, qui iubet consolari. Sequitur: Loquimini ad cor Jerusalem et praedicate illi. Ebraismus est, loqui ad cor, id est, bona, dulcia et blanda loqui, quemadmodum Gen. 34 Sichem loquitur ad cor Dinae, quam corruperat, id est, tristem delinibat blandicijs, ut noster transtulit. Quae autem sint illa bona et dulcia, praedicari iussa ad solatium eorum, exponit dicens: Quoniam finita est militia eius, eo quod iniquitas eius condonata sit, accepit enim de manu Domini duplicia pro omnibus peccatis suis.

Jamen, hør nu, hvad er det for en straf, der skulle være opfyldt gennem den prædikede Kristus? Men lad os se på ordene selv på hebraisk! ”Lad jer trøste, ja lad jer trøste, mit folk (eller: trøst, ja trøst mit folk), siger jeres Gud”. (Es 40,1) Jeg tror ikke, at den vil udføre hævn, som befaler, at der skall trøstes. Så følger: ”Tal til Jerusalems hjerte og prædik for hende”. 'At tale til hjertet' er en hebraismus, det betyder at tale gode, søde og vindende ord, sådan som Sikem i 1 Mos 34,3 talte til Dina, som han havde skændet, det vil sige, som vores oversættelses har det: 'han oversukrede hende med smiger'. Men hvad det er for gode og søde ord, der befales prædikete til deres trøst, det viser han, når han siger: For hendes strid er endt, hendes overtrædelser er tilgivet, for hun af Herrens hånd modtaget tvefold for alle sine synder'.

¹⁷ Militia, quod nostri codices uitiose habent Malitia, Iudaeis audacibus grammatistis uidetur tempus statutum significare, sic enim illud Iob. 7. intelligunt: Militia est uita hominis super terram, id est, tempus est ei definitum. Mihi simpliciter, ut grammatica habet, dici Militiam placet, ut Esaiam intelligas loqui de cursu et labore populi sub lege, uelut in stadio militantis. Sic enim Paulus tam praedicatores quam auditores uerbi militibus libenter comparat, ut, dum Timotheon bonum militem et bonam militiam certare iubet.

'Striden', som vore manuskripter forkert gengiver ved 'ondskaben'*, mener de forvovne jødiske lærde betegner en fastsat tid, for således forstår de Job 7,1: 'Strid er menneskets liv over jorden', det vil sige, tiden er fastsat for ham. Jeg synes bedre om simpelthen at sige, som ordene lyder: striden, sådan så man mener, at Esajas taler om folkets løb og anstrengelser under loven eller om en krigers løbebane. For sådan sammenligner Paulus gerne både ordets prædikanter og tilhørere med soldater, f. eks., når han befaler Timotheus at være en god soldat og kæmpe den gode strid. (2 Tim 2,3)

*I Vulgata står der ganske rigtigt ”malitia” og ikke ”militia”.

¹⁸ Et Corinthios in stadio currere facit. Item: nemo coronatur, nisi legitime certauerit, Ephesios et Thessalonicenses armis instruit, Et se bonum certamen certasse gloriatur, Et similia alias. Sic et 1. Reg. 2. scribitur in Ebraeo, quod filij Eli dormiebant cum mulieribus militantibus in ostio tabernaculi foederis, de quarum militia et Moses in Exodo meminit, Et hinc Dominus Zebaoth uocatur Deus populi illius, id est Dominus militiae uel exercituum.

Og korintherne mener han løber på løbebanen. (1kor#9.24) Ligeledes: 'Ingen krones, hvis han ikke løber efter reglerne' (2 Tim 2,5), efeserne og thessalonikerne udruster han med våben (Ef 6,13-17; 1 Thess 5,8), og han roser sig af at have stridt den gode strid (2 Tim 4,7) og andre lignende steder. Således skrives der også i 1 Sam 2,22 på hebraisk, at Elis sønner sov med de kvinder, som gjorde krigstjeneste ved tabernaklets dør, og Moses erindrer også i 2 Mos (38,8) om deres krigstjeneste, og deraf kommer det, at folkets Gud kaldes Herren Zebaot, det vil sige: hærens eller hærskarernes Herre.

^{19 [183]}            Esaias igitur militiam legalis populi, quia sub lege uexabantur uelut onere importabili, teste Petro Act. 15,35 denunciat finiendam esse, et liberates a lege in nouam militiam spiritus transferendos. Porro is finis militiae durissimae, et successio militiae nouae et liberrimae non dabitur illis merito (W738) illorum, cum illam neque ferre potuerint, imo demerito illorum potius, quia sic finitur eorum militia, quod donatur eis gratuito eorum iniquitas. 

         Esajas forkynder altså, at folkets krigstjeneste under loven skal have en ende, fordi de er blevet plaget under loven som under en ubærlig byrde, som Peter siger Apg 15,10, og at de, der er befriede fra loven skal føres over i en ny åndens krigstjeneste. Fremdeles skal denne ende på den særdeles hårde krigstjeneste og den efterfølgende nye og særdeles frie krigstjeneste ikke gives dem efter deres fortjeneste, hvad de heller ikke ville have kunnet udholde, i stedet skal den gives på trods af, hvad de har fortjent, for deres krigstjeneste har ende på den måde, at deres overtrædelse tilgives dem af nåde.

²⁰ Non sunt hic uerba obscura, uel ambigua. Militiam finiendam dicit, ideo, quod donetur eius iniquitas, manifeste significans, milites sub lege non implesse legem, neque implere potuisse, sed militiam peccati exercuisse et milites peccatores fuisse, ac si dicat Deus: cogor eis peccata donare, si uolo legem ab illis impleri, imo simul legem tollere, quia uideo non posse eos non peccare, tum maxime cum militant, id est, legem uiribus suis exprimere laborant. Nam uerbum Ebraicum: Donata est iniquitas, significat gratuitum beneplacitum, Et eo donatur iniquitas, sine ullo merito, imo cum demerito.

Ordene her er ikke dunkle eller tvetydige. Han siger, at krigstjenesten skal ophøre af den grund, at dets overtrædelser tilgives, og tilkendegiver klart, at soldater under loven ikke opfylder loven, ejheller kan opfylde den, men har udøvet syndens krigstjeneste, har været syndssoldater, som ville Gud sige: Jeg tvinges til at tilgive dem deres synder, hvis jeg vil have loven opfyldt af dem, ja, jeg tvinges endda til at ophæve loven, for jeg ser, at de ikke kan undlade at synde, hvor meget de end gør krigstjeneste, det vil sige, hvor meget de end af al deres magt stræber efter at udtrykke loven. For det hebraiske ord: ”Overtrædelserne er tilgivet” betegner, at man af nåde har velbehag, og af den grund tilgives overtrædelserne, uden nogen fortjeneste, ja selv om de fortjente det modsatte.

²¹  Atque hoc est, quod subdit: Accepit enim de manu Domini duplicia, pro omnibus peccatis suis. Hoc est, ut dixi, non solum remissionem peccatorum, sed etiam finitam militiam, quod est aliud nihil, quam sublata lege, quae erat uirtus peccati, et donato peccato, quod erat aculeus mortis, regnarent in libertate duplici per uictoriam Iesu Christi; id est, quod Esaias dicit: De manu Domini; non enim suis uiribus aut meritis haec obtinuerunt, sed uictore Christo et donante acceperunt. In omnibus peccatis, dicitur Ebraismo, id quod latine dicitur pro uel propter peccata, ut Osee .12: Iacob seruiuit in uxore, id est, pro uxore. Et Psal. 16: Circundederunt me in anima mea, id est, propter animam meam. 

Og det er, hvad han tilføjer: Det har nemlig af Herrens hånd fået tvefold for alle dets synder. Det vil som sagt sige, at Jerusalem ikke blot har fået sine synders forladelse, det har også fået en afslutning på sin krigstjeneste, hvilket ikke er andet, end at når den lov er blevet ophævet, der var syndens kraft, og når den synd er tilgivet, som var dødens brod, kan de herske i dobbelt frihed gennem Jesu Kristi sejr; det vil sige, som Esajas siger: Af Herrens hånd; for de opnår det ikke ved sine egne kræfter eller fortjenester, men de modtager det ved Kristi sejr og tilgivelse. 'I alle deres synder', hedder det på hebraisk, det er det, vi på latin siger 'for alle deres synder', eller 'for alle deres synders skyld', sådan som det hedder Hos 12,13: 'Jakob tjente i sin hustru', det vil sige: 'for sin hustru', og som det hedder i Sl 17,9: 'De omringede mig i min sjæl', det vil sige: 'for min sjæls skyld'.

²² Igitur merita nostra pingit Esaias, quibus duplicem illam libertatem obstinemus, et finitae militiae legis, et donati peccati, scilicet quod nihil nisi peccata, et omnia peccata fuerint. Hunccine igitur pulcherrimum et inuictum locum contra lib. ar. sic pateremur conspurcari sordibus Iudaicis per Hieron. et Diatriben allatis? Absit. Stat uero Esaias meus uictor liberi arbitrij, et definit, gratiam donari, non meritis aut liberi arbitrij conatibus, sed peccatis et demeritis, liberumque arbitrium suis uiribus nihil nisi militiam peccati exercere posse, adeo ut et ipsa lex, quae in adiutorium dari putatur, ei fuerit intolerabilis et magis peccatorem fecerit, militantem sub ipsa.

Således afbilder da Esajas vore fortjenester, hvorved vi har fået denne dobbelte frihed, idet både vor krigstjeneste under loven er afsluttet, og vore synder er tilgivet, sådan nemlig, at der ikke var andet end synd og at alt var synd. Mon vi derfor skal finde os i, at dette uovervindelige sted imod den frie vilje på den måde bliver besudlet med de jødiske urenheder, som du fremfører gennem Hieronymus og Diatriben? På ingen måde. Nej, Esajas, min sejrherre over den frie vilje, står fast, og slår fast, at der gives nåde, ikke i kraft af fortjeneste eller i kraft af den friie viljes anstrengelser, men for syndernes skyld, for de manglende fortjenesters skyld, og han slår fast, at den frie vilje med sine egne kræfter kun han udøve syndens krigstjeneste, og det i den grad, at endog loven selv, som man mener kan gives til hjælp, var utålelig for den og gjorde den til en større synder, når den gjorde krigstjeneste under den.

^{23 [184]}          Quod autem Diatribe disputat: licet per legem peccatum abundet, et, ubi peccatum abundauit, abundet et gratia, non tamen hinc sequi, quod homo ante gratiam gratum facientem, adiutus auxilio Dei, non possit sese per opera moraliter bona praeparare fauori diuino, Mirum, si suo capite loquitur, ac non ex aliqua charta aliunde missa uel accepta decerpserit, libroque suo inseruerit Diatribe. Neque enim uidet neque audit, quid sua uerba sonent. Si per legem abundat peccatum, quomodo est possibile, hominem per opera moralia posse praeparare sese fauori diuino?

          Men hvad Diatriben hævder: at selv om synden bliver overvældende stor gennem loven, og selv om, hvor synden bliver stor, bliver nåden også stor, så følger dog ikke heraf, at mennesket ikke før den nåde, der gør mennesket gudvelbehageligt, skulle kunne gennem gode gerninge moralsk forberede sig til den guddommelige gunst, (eras3#15) så er det besynderligt, hvis den taler ud af sit eget hoved og det ikke er skabt ud af ét eller andet, der er tilsendt den, eller af noget, som den selv har optaget og indskudt i sin bog. For den hverken ser eller hører, hvad dens egne ord betyder. Hvis synden bliver overvældende stor gennem loven, hvordan er det da muligt, at mennesket gennem moralske gerninger skulle kunne forberede sig til den guddommelige nåde?

²⁴ Quomodo opera prosint, cum lex non prosit? aut quid est aliud per legem abundare peccatum, (W739) quam opera secundum legem facta esse peccata? Sed haec alias. Quid uero dicit, quod homo adiutus Dei auxilio possit operibus moralibus sese praeparare? Disputamusne de diuino auxilio, uel de libero arbitrio? Quid enim non sit possibile diuino auxilio? Sed hoc est, quod dixi: Diatribe caussam contemnit, quam agit, ideo sic stertit et oscitat loquendo. Cornelium tamen illum centurionem pro exemplo adducit, ut cuius praeces et elemosynae placuerint nondum baptisati, necdum afflati spiritu sancto.

Hvordan kan gerninger gavne, når loven ikke gavner? Eller hvad er dette, at synden bliver stor gennem loven, andet end at gerninger, gjort i overensstemmelse med loven, er synd? Men derom en anden gang. Men hvad er det, den siger, at mennesket, når det støttes af Guds hjælp, kan forberede sig med moralske gerninger? (eras3#15) Mon vi disputerer den guddommelige hjælp eller den frie vilje? For hvad er ikke muligt med guddommelig hjælp? Men det er, hvad jeg har sagt: Diatriben foragter sagen, som det drejer sig om, derfor snorker den sådan og gaber, når den taler. Dog fremfører den hovedsmanden Cornelius som eksempel, hvordan hans bønner og barmhjertighedsgerninger var gudvelbehagelige, skønt han endnu ikke var døbt, og endnu ikke var blevet indblæst af Helligånden.

²⁵  Ego quoque Lucam in Actis legi, nec tamen inueni ulla syllaba indicari, quod opera Cornelij fuerint moraliter bona sine spiritu sancto, ut somniat Diatribe, Sed contrarium inuenio, quod iustus et timens Deum fuerit, Sic enim Lucas eum appellat*. Iustum autem et timentem Deum sine spiritu sancto dici, est idem, quod Belial Christum dici. Deinde tota disputatio ibi agit, quod mundus coram Deo sit Cornelius, etiam teste uisione de coelo ad Petrum missa et ipsum increpante; scilicet tantis uerbis et rebus iustitia et fides Cornelij a Luca celebratur. 

* I Apg 10,2 kaldes Kornelius: religiosus et timens Deum.

Jeg har også læst Lukas i Apostlenes Gerninger (Apg 10,4), men jeg har dog ikke fundet bare en stavelse, der tyder på, at Cornelius' gerninger var moralsk gode uden Helligånden, sådan som Diatriben drømmer om; tværtimod har jeg fundet, at han var en retfærdig mand, der frygtede Gud. Det siger Lukas nemlig om ham (Apg 10,2). Men hvis man siger, at én er retfærdig og at frygter Gud uden Helligånden, så er det det samme som at sige, at Belial er Kristus. For øvrigt drejer hele disputationen sig om, at Cornelius var ren overfor Gud, hvilket også fremgår af den vision, som Peter fik fra himlen og som skældte ham grundigt ud; med sådanne store ord og ting omtales Cornelius' retfærdighed og tro af Lukas.

²⁶ Nihilominus Diatribe cum suis Sophistis, apertis oculis in clarissima luce uerborum et euidentia rerum caecutiunt et contrarium uident, tanta est indiligentia legendi et obseruandi sacras literas, quas tum oportet obscuras et ambiguas infamari. Esto, nondum erat baptisatus et uerbum de Christo suscitato nondum audierat, Nunquid hinc sequitur, ipsum sine spiritu sancto fuisse? Sic et Iohannem baptistam cum suis parentibus, tum Matrem Christi et Simeonem dices sine spiritu sancto fuisse. Sed ualeant tenebrae tam crassae.

Ikke desto mindre er Diatriben sammen med sine sofister blinde med åbne øjne i ordenes mest soleklare lys og sagernes indlysende tilstand og ser det modsatte, så stor er dens mangel på omhu i at læse i og være opmærksom på de hellige skrifter, som derfor må udskriges som dunkel og tvetydig. Det er da sandt nok, at Cornelius endnu ikke var døbt og endnu ikke havde hørt ordet om Kristus, den genopstandne, mon der så heraf følger, at han var uden Helligånd? Så skulle man også sige, at Johannes Døber og hans forældre, såvelsom Kristi mor og Simeon var uden Helligånd. Men lad dette tykke mørke fare!

^{27 [185]}           Quartus locus Esaias eodem cap.: Omnis caro fenum et omnis gloria eius quasi flos feni, Exiccatum est fenum et flos feni cecidit, quia spiritus Domini sufflauit in illud etc. Videtur Diatribe meae uiolentius ad gratiam et lib. arb. trahi. Quare hoc quaeso? Quia Hierony. (inquit) spiritum pro indignatione accipit, carnem pro infirma hominis conditione, quae nihil ualet aduersus Deum. Iterum mihi Hieronymi nugae pro Esaia afferuntur, fortius contra tedium mihi pugnandum est, quo me conficit tanta indiligentia (nequid acerbius dicam) Diatribe, quam contra ipsam Diatriben.

          Det fjerde sted er også fra Es 40: ”Alt kød er hø og al dets herlighed som markens blomster. Græsset tørres og blomsterne falder, fordi Herrens ånd blæser på det' osv. (Es 40,6ff) (eras3#16). Det forekommer min Diatribe, at det drejes for stærkt hen imod nåden og den frie vilje. Hvordan det? spørger jeg. Fordi Hieronymus, siger han, forstår 'ånden' om vreden, 'kød' om den menneskelige svaghed, som intet betyder overfor Gud. Igen skal Hieronymus' vrøvl i stedet for Esajas fremføres for mig, og jeg må kæmpe stærkere mod den ækelhed, som Diatriben opvækker i mig med sin store mangel på omhu (for ikke at bruge stærkere ord) end mod Diatriben selv.

²⁸  Sed diximus paulo ante iudicium nostrum de Hierony. sententia. Ipsam quaeso Diatriben sibi ipsi conparemus. Caro (inquit) est infirma hominis conditio, Spiritus autem indignatio diuina. Nihilne igitur aliud habet indignatio diuina, quod exiccet, quam miseram illam et infirmam hominis conditionem, quam potius debeat erigere? Sed illud pulchrius: flos feni est gloria, quae nascitur ex foelicitate rerum corporalium. Iudaei gloriabantur (W740) templo, praeputio, uictimis, Graeci sapientia. Igitur flos feni et gloria carnis est iustitia operum et sapientia mundi. Quomodo igitur iustitia et sapientia dicuntur res corporales apud Diatriben? Quid tum ad ipsum Esaiam, qui proprijs uerbis sese interpretatur dicens: Vere fenum est populus, non dicit: uere fenum est infirma hominis conditio, sed populus, idque asserit iuramento?

Men vi har for lidt siden afgivet vor bedømmelse af Hieronymus' mening. Så lad os nu sammenligne Diatriben med sig selv. 'Kød', siger den, er menneskets svaghed, men 'ånd' er den guddommelige vrede. Har da den guddommelige vrede ikke andet, den kan udtørre, end denne elendige og svage menneskelige tilstand, som den snarere skulle oprejse? Men det næste er endnu smukkere: 'Markens blomster er den herlighed, som fødes ud af lykken ved de legemlige ting. Jøderne pralede af templet, af omskærelsen, af ofringerne, grækerne af deres visdom'. (eras3#16) Altså er markens blomster og kødes herlighed gerningernes retfærdighed og verdens visdom. Hvordan kan da retfærdighed og visdom kaldes legemlige ting hos Diatriben? Hvad har da dette med Esajas selv at gøre, han, som med egne ord fortolker sig selv, idet han siger: 'I sandhed, folket er græs'. Han siger ikke: 'I sandhed, græsset er menneskets svage tilstand', nej, han siger, 'folket' og han bekræfter det med en ed.

²⁹ Quid autem est populus? An est sola conditio hominis infirma? Iam, an infirmam hominis conditionem intelligat Hierony. ipsam creationem uel sortem et statum hominis miserum, nescio. Sed utrum sit, Egregiam certe laudem et spolia ampla refert diuina indignatio, quod miseram creaturam uel homines infoelices exiccat, ac non potius superbos dispergat et potentes de sede deponat et diuites dimittat inanes, ut Maria canit. Sed Esaiam, dimissis laruis, sequamur! populus (inquit) est fenum, populus autem non est mera caro uel infirma conditio humanae naturae, sed complectitur, quicquid est in populo, scilicet diuites, sapientes, iustos, sanctos. Nisi de populo Iudaeorum non sunt Pharisaei, Seniores, Principes, Optimates Diuites etc. Flos feni recte gloria dicitur, scilicet, quod de regno, de politia, maxime uero de lege, Deo, Iustitia et sapientia gloriabantur, et Paulus Rom. 2. 3. et .9. disputat.

Men hvad betyder ”folket”? Betyder det mon alene menneskets svage tilstand? Nuvel, om Hieronymus ved menneskets svage tilstand forstår selve skabelsen eller menneskets menneskets elendige skæbne eller situation, det véd jeg ikke. Men hvilken af de to muligheder, han end vælger, den guddommelige vrede indbringer med sikkerhed stor ros og mægtigt bytte, fordi den udtørrer den elendige skabning eller de ulykkelige mennesker og ikke snarere splitter de hovmodige og stødt de mægtige fra troner og sendt rige tomhændede bort, som Maria synger (Luk 1,51ff). Men lad os sende disse gespenster bort og følge Esajas! Han siger: folket er græs, men folket er ikke blot kød eller en svag tilstand i den menneskelige natur, nej, det omfatter alt, hvad der er i folket, det vil sige, de rige, de vise, de retfærdige, de hellige, hvis man da ikke vil nægte, at der i jødefolket fandtes farisæere, ældste, fyrster, fornemme og rige, osv. Markens græs bruges med rette om herligheden, det vil sige, om dette, at de roste sig af riget, af staten, men især af loven, af Gud, retfærdigheden og visdommen, som Paulus omtaler det i rom#2.17, rom#3.1 og rom#9.4.

^{30 [186]}          Cum ergo dicit Esaias: Omnis caro, quid hoc est aliud quam omne fenum seu omnis populus? Non enim simpliciter dicit: Caro, sed: omnis caro. Ad populum autem pertinet anima, corpus, mens, ratio, iudicium et quicquid etiam in homine potest praestantissimum dici aut inueniri. Nullum enim excipit, qui dicit: Omnis caro fenum, nisi spiritum, qui exiccat. Nihil quoque omittit, qui dicit: fenum est populus. Da igitur libe. arbitrium, da quicquid in populo potest summum et infimum haberi, totum hoc Esaias carnem appellat et fenum.

          Når altså Esajas siger: 'alt kød', hvad er det så andet end alt græs eller hele folket? Han siger jo ikke bare 'kød', men 'alt kød'. Men med til folket hører sjæl, legeme, sind, fornuft, dømmekraft og hvad der ellers kan siges eller findes at være det mest fremragende i mennesket. For ingen er undtaget, når han siger: 'alt kød er græs', undtagen den ånd, som udtørrer. Intet er udeladt, når han siger: 'græsset er folket'. Lad der derfor forefindes en fri vilje, lad der forefindes det, der må regnes for det højeste og det laveste i folket, alt dette kalder Esajas 'kød' og 'græs'.

³¹ Quia tria illa nomina: Caro, fenum, populus, ipsomet interprete, qui est author libri, idem hoc loco significant. Deinde tu ipse affirmas, Graecorum sapientiam et Iudaeorum iustitiam, quae exiccata sint per Euangelion, fenum uel florem feni esse. An putas sapientiam in Graecis non fuisse praestantissimum quod habuerunt? et iustitiam in Iudaeis non fuisse praestantissimum quod potuerunt? Tu doce aliud praestantius. Vbi igitur est fiducia tua, qua etiam (Philippum puto) suggillabas, dicens: Siquis contendat, id quod in hominis natura est praestantissimum, nihil aliud quam carnem, id est, impium esse, huic facile assentiam, si id, quod asseuerat, scripturae sacrae testimonijs doceat. Habes hic Esaiam, qui populum spiritu Domini uacuum, carnem magna uoce clamat, quanquam nec sic audias. Habes tuam ipsius confessionem, qui Graecorum sapientiam (forte imprudenter) dicis fenum uel gloriam feni, quod idem est, ac si carnem dixeris, (W741) nisi sapientiam Graecorum contendas non pertinere ad rationem uel igemonicon, ut dicis, id est, principalem partem hominis. Audi quaeso, si nos contemnis, uel teipsum ui ueritatis captum, recta dicentem. 

Derfor betyder disse tre ord: 'kød', 'græs', 'folk' på dette sted det samme efter den fortolkning, som bogens forfatter selv giver. Desuden forsikrer du jo selv, at grækernes visdom og jødernes retfærdighed, som bliver udtørret ved evangeliet, er græs eller græssets blomster (eras3#17). Mon du mener, at visdommen hos grækerne ikke var det mest fremragende, de havde? Og at retfærdigheden hos jøderne ikke var det mest fremragende, de kunne? Så lær du noget andet, noget mere fortræffeligt! Hvad bliver der så af din selvtillid, den, du har, når du skælder ud (jeg tror på Melanchthon): 'Hvis derfor nogen vil påstå, at det mest fremragende i menneskets natur ikke er andet end 'kød', det vil sige, en ugudelig følelse, så ville jeg da gerne tiltræde dette, hvis han blot ville belægge det, han forsikrer, med skriftvidnesbyrd'. (eras3#18) Her har du Esajas, som med høj røst råber, at det folk, som mangler Herrens ånd, er 'kød', selv om du ikke hører det således. Her har du din egen bekendelse, at du (måske uklogt) kalder grækernes visdom 'græs' eller 'græssets herlighed' (eras3#16f), hvilket er det samme, som hvis du havde sagt 'kød', hvis du da ikke vil påstå, at grækernes visdom ikke hører til fornuften eller til 'de ledende', som du siger, til den ledende sjæledel. Hvis du foragter os, så siger jeg bare: hør på dig selv, når du, overvældet af sandhedens kraft, siger det rette.

³² Habes Iohannem: Quod natum est ex carne, caro est. Quod natum est ex spiritu, spiritus est. Hunc locum, qui euidenter conuincit, id, quod ex spiritu natum non est, carnem esse, alioqui partitio Christi non subsisteret, qui omnes homines in duo diuidit, in carnem et spiritum, Hunc igitur locum, quasi te non doceat quod petis, fortiter transis, et aliorsum te proripis more tuo, disserens interim Iohannem dicere, credentes ex Deo nasci ac filios Dei fieri, imo Deos et nouam creaturam. Non quid partitio concludat curas, sed qui sint in parte altera partitionis ociosis uerbis nos doces, Rhetorica tua fisus, quasi nemo sit, qui hanc transitionem et dissimulationem tam callidam sit obseruaturus.

Så har du Johannes: 'Hvad der er født af kød, er kød, hvad der er født af ånden, er ånd' (Joh 3,6). Dette sted, som uimodsigeligt beviser, at det, der ikke er født af ånd, er kød, ellers kunne Kristi opdeling ikke opretholdes, han, som deler alle mennesker i to, i kød og i ånd – dette sted, altså, springer du rask væk over, som om det ikke lærer dig, hvad du søger efter, og løber, som du plejer, videre til et andet sted, og siger i forbifarten, at Johannes siger, at de troende er født af Gud og bliver Guds børn, ja bliver guder og en ny natur (eras3#19). Du er ligeglad med, hvad opdelingen fører til, men du belærer os, som er på den anden side af denne delelinie, med ligegyldige ord, idet du stoler på dine retoriske evner, som om der ikke fandtes nogen, som ville bemærke, at du springer over og snu fortegner det.

^{33 [187]}           Difficile est te hoc loco non subdolum et uersipellem credere. Qui enim scripturas ea colit uafricia et hypocrisi, qua tu colis, is secure poterit de se confiteri, scripturis sese nondum esse doctum, uelle autem doceri, cum nihil uelit minus, et haec tantum garriat ad contumeliam lucis clarissimae in scripturis, et ad suam pertinaciam ornandam. Sic Iudaei usque in hodiernum diem dicunt, scripturis non probari, quae Christus, Apostoli et tola Ecclesia docuerunt. Nihil Haeretici scripturis possunt doceri.

           På dette sted er det vanskeligt ikke at mene om dig, at du er listig og forslagen. For den, der arbejder med skriften på den fiffige og hykleriske måde, som du gør, han kan nok bekende om sig selv, at han aldrig er blevet belært i skrifterne, men gerne vil belæres, skønt der ikke er noget, han mindre vil, og kun plaprer dette af sig for at smæde det soleklare lys i skriften og udsmykke sin stædighed. (eras3#20) Således siger jøderne indtil den dag i dag, at det ud fra skrifterne ikke kan bevises, hvad Kristus, apostlene og hele kirken lærer. Man kan ikke belære kætterne om noget ud fra skrifterne.

³⁴ Papistae scripturis adhuc non sunt edocti, quamuis etiam saxa clament ueritatem. Forte expectas locum e scripturis producendum, qui istis literis et syllabis constet: Pars principalis in homine est caro, uel: id quod praestantissimum est in homine, est caro, alioqui inuictus uictor futurus, tanquam si Iudaei postulent, ut ex Prophetis proferatur sermo, qui his literis constet: Ihesus fabri filius et Maria uirgine natus in Bethlehem, est Messias et filius Dei. Hic, ubi aperta sententia cogeris, literas et syllabas nobis praescribis, quas proferamus, alibi, ubi et literis et sententia uinceris, tropos, nodos et interpretationes sanas habes. Nusquam non inuenis, quod contradicas scripturis diuinis. Nec mirum, qui nihil aliud agis, quam ut quaeras, quod contradicas.

Papisterne er endnu ikke blevet belært af skrifterne, selv om stenene nok så meget udskriger sandheden. (Luk 19,40) Måske venter du, at der skal fremføres et sted fra skrifterne, som består af disse ord: 'Den vigtigste del af mennesket er kød' eller: 'det, som er det mest fremragende i mennesket, er kød', ellers vil du være den uovervindelige sejrherre, på samme måde, som hvis jøderne ville påstå, at man ud fra profeterne kunne fremføre et udsagn, der bestod af disse ord: 'Jesus, tømmermandens søn og født af jomfruen Maria i Betlehem, er messias og Guds søn'. Her, hvor du bliver tvunget af den åbenbare mening, kræver du af os, at vi skal fremføre sætninger og stavelser, andre steder, hvor du overvindes af både ord og mening, har du billedtale, knuder og sunde fortolkninger. Overalt finder du ud af, at du kan modsige den guddommelige skrift. Ikke underligt, for du bedriver jo ikke andet, end søge efter noget, du kan modsige.

³⁵ Nunc curris ad interpretationes ueterum, nunc ad absurditates rationis, ubi horum neutrum succurrerit, tum aliena et uicina disseris, tantum, ut praesente scripturae loco non tenearis. Quid dicam? Protheus non est Protheus, si tibi comparetur, Nec sic tamen elabi potes. Quantas uictorias Arriani iactabant, quod syllabae istae et literae Homousios non haberentur in (W742) scripturis, nihil morati, quod alijs uerbis idem efficacissime probaretur! Sed an hoc sit boni, non dicam pij animi, erudiri cupientis, iudicet uel ipsa impietas et iniquitas. Habe igitur uictoriam, nos uicti confitemur, hos characteres et syllabas (praestantissimum in homine nihil nisi caro est) in sacris scripturis non inueniri. Tu autem uide, qualis sit uictoria tua, cum nos probemus in scripturis locupletissime inueniri, quod non una portio uel praestantissimum aut principalis pars hominis sit caro, sed totum hominem esse carnem, Nec id solum, sed totum populum esse carnem, Atque ne hoc quidem satis, sed totum genus humanum esse carnem. Christus enim dicit: Quod natum est ex carne, caro est.

Så løber du hen til de gamles fortolkning, så til fornuftens absurditeter, og hvor ingen af dem hjælper, så underholder du med noget fremmed og noget beslægtet, blot for ikke at blive holdt fast af det foreliggende skriftsted. Hvad skal jeg sige? Protheus er en ringe Protheus, sammenlignet med dig, og dog kan du ikke undvige på den måde. Hvor store sejre pralede arianerne ikke af, fordi denne sætning og disse bogstaver 'homoousios' ikke fandtes i skriften, og det bekymrede dem slet ikke, at det samme med bevist meget stærkt med andre ord! Men om dette ønske om at blive undervist kommer fra et godt, for ikke at sige fromt hjerte, det må ugudeligheden og uretfærdigheden selv bedømme. Lad os så sige, du har sejret, vi bekender, at vi er besejrede, disse bogstaver og sætninger (det mest fremragende i mennesket er ikke andet end kød) ikke findes i skrifterne. Men du, se du til, hvad slags sejr, du har vundet, når vi beviser, at der i skriften findes talløse steder, som siger, ikke at en del eller den mest fremragende del eller hoveddelen af mennesket er kød, men at hele mennesket er kød. Men ikke blot det, men at hele folket er kød, ja ikke engang det er nok, men hele menneskeslægten er kød. For Kristus siger: Det, der er født af kød, er kød.

³⁶ Tu solue nodos, finge tropos, sectare interpraetationem ueterum, aut alio uersus, interim de Troiano bello dissere, ne uideas uel audias praesentem locum. Nos non credimus, sed uidemus et experimur, totum genus humanum ex carne natum esse. Ideo cogimur credere quod non uidemus, scilicet, totum genus humanum carnem esse, docente Christo. An nunc igemonica pars in homine comprehendatur toto homine, toto populo, toto genere hominum,
permittimus Sophistis, ut dubitent et disputent, nos in toto genere humane scimus complecti corpus et animam cum omnibus uiribus et operibus, cum omnibus uitijs et uirtutibus, cum omni sapientia et stultitia, cum omni iustitia et iniustitia. Omnia sunt caro, quia omnia sapiunt carnem, id est, quae sua sunt, uacantque gloria Dei et spiritu Dei, ut Paulus ait Roma. 3.

Så må du opløse knuder, opfinde billedtale, gennemgå de gamles fortolkning, eller tale om noget andet, underhold om den trojanske krig, så du ikke ser eller hører det skriftsted, det drejer sig om. Vi tror ikke, men vi ser og erfarer, at hele menneskeslægten er født af kød. Derfor tvinges vi til at tro, hvad vi ikke ser, nemlig, at hele menneskeslægten er kød, ifølge Kristi lære. Om nu den ledende del i mennesket medindregnes i hele mennesket, i hele menneskeslægten, det overlader vi til sofisterne at tvivle om og disputere, vi véd, at i hele menneskeslægten er indbefattet legeme og sjæl med alle kræfter og gerninger, med alle laster og dyder, med al visdom og dumhed, med al retfærdighed og uretfærdighed. Alt er kød, fordi alt er kødeligt sindet, det vil sige, det søger sig eget, og mangler Guds herlighed og Guds ånd, som Paulus siger rom#3.23.

^{37 [188]}         Quod igitur dicis: Nec omnis affectus hominis est caro, Sed est qui dicitur anima, est qui dicitur spiritus, quo nitimur ad honesta, sicut Philosophi nixi sunt, qui docuerunt millies oppetendam esse mortem citius quam admittendam turpitudinem, etiam si sciremus futurum, ut ignorarent homines et Deus ignosceret, Respondeo: Qui nihil certe credit, huic facile est, quiduis credere et dicere. Non ego, sed Lucianus tuus te interroget, an unum in uniuerso genere humano (sit bis aut septies ipse Socrates) ostendere queas, qui hoc praestiterit, quod tu hic dicis et eos docuisse scribis?

          Så siger du: 'Og dog er ikke alle menneskets følelser 'kød', for der er noget, der kaldes 'sjæl', der er noget, der hedder 'ånd'; gennem det drages vi mod det gode, og den del af sjælen kalder de fornuft eller 'den ledende sjæledel', fordi det måske blandt filosoffer er sådan, at dog nogle er tilbøjelige til det gode, de nemlig som lærer, at man tusind gange hellere skal gå i døden end begå en skændselsgerning, også selv om vi vidste, at hverken mennesker eller Gud ville få det at vide:' (eras3#17), og dertil svarer jeg: Den, der ikke tror noget bestemt, for ham er det let at tro og sige hvad som helst. Det er ikke mig, men din Lucian, der spørger dig, om du kan påvise én i hele menneskeslægten (lad ham så to eller syv gange være Sokrates selv), som kan præstere det, som du her siger, og som du skriver, at de har lært?

³⁸ Quid igitur inanibus uerbis fabularis? Ad honesta illi niterentur? qui etiam nesciebant, quid esset honestum. Honestum forte dices, si exemplum praestantissimum petam, quod pro patria, pro coniugibus et liberis, pro parentibus occubuerint, aut, ne mentirentur aut proderent, exquisites cruciatus pertulerint, quales Q. Sceuola, M. Regulus et alij fuerint. Quid uero in his omnibus, nisi speciem externam operum monstrare poteris? An cor eorum uidisti? imo simul in specie operis apparuit, quod pro gloria sua haec omnia (W743) gesserunt, ita ut nec puduerit confiteri et gloriari sese gloriam suam quaerere. Nam et gloria perurente gesserunt Romani, ipsismet testibus, quicquid uirtutis gesserunt, ita et Graeci, ita et Iudaei, ita et omne genus hominum.

Derfor, hvorfor skal du fable med tomme ord? De skulle altså stræbe mod det gode, de, som ikke véd, hvad det gode er. Du mener måske, det er det gode, hvis jeg skulle forlange det mest fortræffelige eksempe, at de ligger i deres grav, faldet for fædrelandet, for deres ægtefælle og deres børn, for deres forældre, eller – at vi ikke skal sige noget forkert eller forråde dem – at de har udholdt store pinsler, sådan som Q. Sceuola og M. Regius og andre gjorde det. (n38) Men hvad kan du vise i alle disse mennesker udover den ydre tilsynekomst af deres gerninger? Mon du har set ind i deres hjerte? Ja, det bliver, når man ser på deres gerningers ydre, klart, at de har udført alt dette for deres æres skyld, i den grad, at de ikke undser sig for at bekende det og prale af, at de søgte deres ære. For også romerne har efter deres eget vidnesbyrd udført det, de har gjort af gode gerninger, ud af en brændende æresfølelse, ligeledes grækerne, ligeledes jøderne, ligeledes hele menneskeslægten.

³⁹ Sed ut sit hoc honestum apud homines, apud Deum tamen nihil est inhonestius, imo impijssimum et summum sacrilegium, nempe, quod non pro gloria Dei egerunt, nec ut Deum glorificauerunt, sed impijssima rapina, Deo gloriam rapientes et sibi attribuentes, nunquam magis inhonesti et turpes fuerunt, quam dum in summis suis uirtutibus fulserunt. Quomodo uero pro gloria Dei agerent, cum Deum et gloriam eius ignorarent, non quod non appareret, sed quod caro non sinebat eos uidere gloriam Dei, prae furore et insania in gloriam propriam.

Men lad det aldrig så meget være hæderligt overfor mennesker, overfor Gud er der dog intet, der er mere usædeligt, ja ugudeligt og i allerhøjeste grad blasfemisk, idet de jo ikke handler for at give Gud æren eller for at herliggøre Gud, men foretager det mest ugudelige røveri, idet de røver Guds ære og tillægger sig selv den, og de var aldrig mere usædelige og skændige, end når de strålede i deres største dyder. Men hvordan skulle de også handler til Guds ære, når de ikke kender Gud og hans ære, ikke fordi den ikke var at se, men fordi kødet ikke tillod dem at se Guds ære af lutter rasen og vanvid efter egen ære.

⁴⁰ Habes igitur spiritum illum igemonicum, principalem partem hominis, ad honesta nitentem, id est, latronem gloriae diuinae et maiestatis affectatorem, tum maxime, cum sunt honestissimi et summis suis uirtutibus illustrissimi. Hos nunc nega esse carnem et impio affectu perditos!

Her har du da denne ledende ånd, den vigtigste del af mennesket, som stræber efter de gode, det vil sige, du har dem, der røver den guddommelige ære, og dem, der stræber efter majestæten, og som gør det allermest, når de er mest ærefulde og er på toppen af deres fortrinlige dyder. Kom nu og nægt, at de er kød og fortabte i en ugudelig affekt!

^{41 [189]}         Nec credo Diatriben adeo offendi ea locutione, quod homo dicatur esse caro uel spiritus, cum latinus diceret: Homo est carnalis uel spiritualis. Donandum est enim hoc, sicut et multa alia, Ebraeae linguae, ut, cum dicit: Homo est caro uel spiritus, idem significet, quod nos, cum dicimus: Homo est carnalis uel spiritualis, quemadmodum latini dicunt: Triste lupus stabulis, dulce satis humor, uel cum dicunt: Iste homo est scelus et ipsa malitia. Ita et scriptura sancta per Epitasin hominem uocat carnem, quasi ipsam carnalitatem, quod nimio ac nihil aliud sapiat, quam ea, quae carnis sunt, Et spiritum, quod nihil nisi ea, quae spiritus sunt, sapiat, quaerat, agat et ferat.

          Og jeg tror heller ikke, at Diatriben ville tage så meget anstød af den talemåde, at mennesket siges at være kød eller at være ånd, hvis det stod på latin: mennesket er kødeligt eller åndeligt. For man må nemlig indrømme det hebraiske sprog, foruden meget andet, at når det siger: mennesket er kød eller ånd, så betyder det det samme, som når vi siger: Mennesket er kødeligt eller åndeligt, ligesom når man på latin siger: 'Ulven i stalden er sørgelig', 'sød er tilstrækkelig regn', eller når man siger: 'den mand er forbrydelsen og ondskaben selv'. Sådan kalder også den hellige skrift 'per epitasin' (med en vis spænding i udtrykket) mennesket for kød, som om mennesket er kødeligheden selv, fordi det tænker for meget på eller ikke tænker på andet end, hvad der hører kødet til, og kalder mennesket for ånd, fordi det ikke tænker på, søger efter, handler ud fra og bærer andet end det, der hører ånden til.

⁴² Nisi forte hoc adhuc reliquum quaerat: etiamsi totus homo et praestantissimum in homine caro esse dicatur, nunquid ideo statim etiam impium dici oporteat, quicquid caro fuerit? Nos impium dicimus, quisquis sine spiritu Dei fuerit. Nam ideo scriptura dicit spiritum donari, ut impium iustificet. Cum uero Christus spiritum a carne distinguat dicens: Quod natum est ex carne, caro est, addatque, non posse natum ex carne regnum Dei uidere, euidenter sequitur, quicquid fuerit caro, idem impium et sub ira Dei, alienumque a regno Dei esse. 

Medmindre da én derudover ville udforske det øvrige: skønt hele mennesket og det mest fremragende i mennesket siges at være kød, mon af den grund også straks alt, hvad der er kød, skal siges at være ugudeligt? Vi siger, at den er ugudelig, som er uden Guds ånd. For skriften siger, at af den grund gives ånden, at den skal retfærdiggøre den ugudelige. (rom#4.5; rom#5.6) Men da Kristus skelner mellem ånd og kød, når han siger: 'hvad der er født af kød, er kød' og tilføjer: 'det, der er født af kød, kan ikke se Guds rige' (Joh 3,6. 3), så følger det soleklart, at hvad der end er kød, er ligeledes ugudeligt og under Guds vrede, og fremmed for Guds rige.

⁴³ Quodsi a regno et spiritu Dei alienum est, necessario sequi, quod sub regno et spiritu Satanae sit, cum non sit medium regnum inter regnum Dei et regnum Satanae, mutuo sibi et perpetuo pugnantia. Haec sunt, quae demonstrant, summas uirtutes in gentibus, optima in Philosophis, praestantissima in hominibus, coram mundo quidem (W744) dici et apparere honesta et bona, sed coram Deo uere sunt caro et Satanae regno seruientia, id est, impia et sacrilega omnibusque nominibus mala.

Men hvis noget er fremmed for Guds rige og Guds ånd, følger det med nødvendighed, at det er under Satans rige og ånd, eftersom der ikke er noget mellemrige mellem Guds rige og Satans rige, de bekæmper jo indbyrdes hinanden. Det er det, der beviser, at de højeste dyder blandt folkene, det bedste i filosofferne, det mest fremragende i menneskene, hvor meget det end må siges at være og at vise sig ærefuldt og godt for verden, dog for Gud i sandhed er kød og underlagt Satans rige, det vil sige, ugudelig og blasfemisk og i enhver henseende ondt.

^{44 [190]}          Sed fingamus quaeso Diatribes sententiam stare, quod non omnis affectus sit caro, id est, impius, sed sit is, qui spiritus dicitur, honestus et sanus, uide, quantum absurditatis hinc sequatur, non quidem apud rationem humanam, sed in tota Christiana religione et summis fidei articulis. Si enim praestantissimum in homine non est impium neque perditum aut damnatum, sed solum caro, id est, crassiores et inferiores affectus, qualem rogo faciemus Christum redemptorem?

          Men lad os bare forestille os, at Diatribens mening er rigtig: at ikke enhver affekt er kød, det vil sige: ugudelig, men at der er noget, der kaldes ånd, ærefuldt og sundt (eras3#17), se så kun, hvor stor en absurditet der følger heraf, ganske vist ikke for den menneskelige fornuft, men i hele den kristne fromhed og i de højeste trosartikler. For hvis det mest fremragende i mennesket ikke er ugudelige og fortabt eller fordømt, men det alene er kødet, der er det, det vil sige, de grovere og lavere affekter, så må jeg spørge, hvilken forløser vi på den måde gør ud af Kristus.

⁴⁵ An precium sanguinis eius tam uile faciemus, ut solum id, quod uilissimum est in homine, redemerit, praestantissimum uero in homine per sese ualeat et Christo non habeat opus? ut Christum deinceps praedicemus redemptorem non totius hominis, sed partis eius uilissimae, scilicet carnis, Hominem uero ipsummet suijpsius redemptorem in potiore sui parte. Elige, utrum uolueris: Si sana est potior pars hominis, redemptore Christo non eget; Si Christo non eget, maiore gloria super Christum triumphat, ut quae sese potiorem partem curet, cum Christus uiliorem tantum curet. 

Mon vi vil gøre prisen på hans blod så ringe, at han kun forløser det, som er det billigste i mennesket, mens det mest fremragende i mennesket har værdi i sig selv og ikke har brug for Kristus? Så at vi derfor skal prædike, at Kristus er forløser, ikke af hele mennesket, men af dets billigste del, nemlig kødet, men at mennesket selv er sin egen forløser i den mere fortræffeligt del. Vælg, hvad du vil af de to: Hvis den bedre del af mennesket er sund, behøver den ikke Kristus som forløser; hvis den ikke behøver Kristus, kan den med større ros triumfere over Kristus, fordi den selv helbreder den bedre del, mens Kristus kun helbreder den ringere del.

⁴⁶ Deinde regnum Satanae quoque nihil erit, ut quod uiliore parte hominis regnet, a potiore uero parte per hominem potius regnetur. Ita fiet per dogma istud de principali parte hominis, ut homo supra Christum et diabolum extollatur, hoc est, fiet Deus Deorum et Dominus dominantium. Vbi nunc est illa opinio probabilis, quae dixit, lib. arb. nihil boni uelle posse? hic uero contendit, esse principalem partem et sanam honestamque, is ne Christo quidem indigere, sed plura posse quam Deus ipse et diabolus possunt. Hoc dico, ut iterum uideas, quanti periculi res sit, sacra ac diuina tentare sine spiritu Dei, temeritate rationis humanae. Igitur si Christus est agnus Dei qui tollit peccatum mundi, mundum totum sub peccato, damnatione et diabolo esse sequitur, nihilque prodest distinctio partium principalium et non principalium. Mundus enim significat homines mundana sapientes partibus omnibus.

Desuden vil også Satans rige være ingenting, for han hersker jo kun over den billigere del af mennesket, mens han snarere bliver behersket af den bedre del af mennesket. Således vil der ske det, i kraft af dette dogme om den bedre del af mennesket, at mennesket hæves op over Kristus og djævelen, det vil sige, det vil blive gud for guderne og herre over herrerne. Hvad bliver der så af den antagelige mening, hvor han siger, at den frie vilje ikke kan ville noget godt? Her fastslår han jo, at den bedre del er både sund og ærefuld, ikke engang behøver Kristus, men formår mere end Gud selv og djævelen. Dette siger jeg, for at du igen skal se, hvor farlig en sag det er at undersøge de hellige og guddommelige ting uden Guds ånd, ud fra den frække menneskelige fornuft. Hvis derfor Kristus er Guds lam, som bærer verdens synd, så følger deraf, at hele verden under synd, fordømmelse og djævelen, og en skelnen mellem det vigtige og det mindre vigtige nytter intet. For 'verden' betyder de mennesker, som i alle dele tænker verdsligt.

^47[191]           Si totus homo (inquit), etiam renatus per fidem, nihil aliud est quam caro, ubi spiritus e spiritu natus? ubi filius Dei? ubi noua creatura? Super his doceri uelim. Haec Diatribe. Quo? Quo? mea Diatribe Charissima? quid somnias? Tu petis doceri, quomodo spiritus natus e spiritu sit caro. Proh quam laeta et secura uictoria nobis uictis hic insultas, quasi impossible sit, nos hic subsistere. Interim ueterum authoritate uis abuti, qui semina quaedam honesti tradunt insita mentibus hominum. Primum, si ita uis, per nos quidem licet, ut ueterum authoritate utaris uel abutaris, tu uideris, quid (W745) credas, qui hominibus credis, sua dictantibus sine uerbo Dei.

          Diatriben siger, at 'hvis hele mennesket, også det ved troen genfødte, ikke er andet end kød, hvor er så den ånd, der bliver født af ånden, hvor er Guds barn, hvor er den nye skabning? Det ville jeg gerne belæres om.' (eras3#19) Såvidt Diatriben. Hvorhen? Hvorhen, kære Diatribe? Hvad drømmer du om? Du beder om at blive belært om, hvordan ånden, der er født af ånd, kan være kød. Ak, med hvor glad og sikker en sejr håner du ikke her os besejrede, som om det var umuligt, at vi her kunne bestå. I mellemtiden vil du 'bruge de gamles autoritet, som lærer, at dog nogle frø til det gode er blevet anbragt i menneskenes sind'. (eras3#20) For det første: Hvis du vil det således, har vi naturligvis ikke noget imod, at du bruger eller misbruger de gamles autoritet, se du blot til, hvad du tror, du, som tror på mennesker, som uden Guds ord taler deres egne ord.

⁴⁸ Nec forte multum te cruciat religionis cura, quid quis credat, qui tam facile hominibus credis, nihil moratus, an certum uel incertum sit apud Deum, quod dicunt. Et nos super hoc doceri uelimus, quando nos unquam id docuerimus, quod tu tam libere et publice nobis imputas. Quis ita insaniat, ut nihil nisi carnem esse dicat eum, qui natus est ex spiritu? Nos manifesto separamus carnem et spiritum tanquam res pugnantes, dicimusque cum oraculo diuino, hominem, qui non est renatus per fidem, esse carnem. Deinde renatum non amplius carnem esse dicimus, quam secundum reliquias carnis, quae aduersantur primicijs accepti spiritus.

Dog måske bekymrer omsorgen for religionen dig ikke meget, hvad enhver tror, du, som så letfærdigt tror på mennesker og ikke opholder dig ved, om det, de siger, er sikkert eller usikkert i forholdet til Gud. Og vi vil gerne belæres om, hvornår vi nogensinde har lært det, som du så gerne og offentligt pådutter os. Hvem vil være så tosset, at han vil sige, at den, der er født af ånden, ikke er andet end kød? (eras3#19) Vi skelner udtrykkeligt mellem kød og ånd som to ting, der kæmper mod hinanden, og vi siger i overensstemmelse med det guddommelige ord, at det menneske, som ikke ved troen er genfødt, er kød. Dernæst, når det er genfødt, siger vi, at det ikke i højere grad er kød, end det er det ifølge de rester af kødet, som kæmper imod den modtagne ånds førstegrøde.

⁴⁹ Nec credo, quod hoc in nostri uolueris inuidiam fingere, alioqui, quid poteras nobis sceleratius imponere? Sed uel nihil intelligis nostrarum rerum, uel magnitudini rerum impar esse uideris, qua sic premeris et confunderis forte, ut non satis memor sis, quid uel in nos uel pro te dicas. Nam quod ueterum authoritate credis, semina quaedam honesti insita mentibus hominum, iterum obliuione quadam dicis, cum supra asserueris, nihil boni uelle posse liberum arbitrium. Non posse autem quicquam boni uelle, nescio, quomodo secum patiatur semina quaedam honesti. Sic ego perpetuo cogor te admonere status caussae susceptae, a quo tu perpetua obliuione discedis et aliud agis quam institueras.

Jeg tror heller ikke, at du har villet opfinde dette for at gøre os fordægtige. Hvis det var tilfældet, hvad kunne du så tillægge os, som var mere forbryderisk? Men enten forstår du ikke noget af vores sag, eller også er du tilsyneladende ikke på højde med sagens størrelse, som du i den grad bliver trykket af og forvirret over, at du ikke i tilstrækkelig grad kan huske, hvad du siger imod os og til fordel for dig selv. For når du på de gamles autoritet tror, at der er blevet anbragt nogle frø til det gode i menneskenes sind (e3#20), så siger du det ud af en vis glemsomhed, for du havde jo tidligere forsikret, at den frie vilje ikke kunne ville noget godt. Men jeg véd ikke, hvordan det, der ikke kan ville noget godt, kan bære med sig frø til noget godt. Sådan er det hele tiden mig, der tvinges til at formane dig om, hvordan det står til med den sag, du har taget dig på, men fra hvilken du hele tiden afviger i glemsomhed, så du behandler noget andet, end hvad du havde foresat dig.

^{50 [192]}          Alius locus est Hieremiae .10: Scio, Domine, quoniam non est hominis uia eius, nec ullius (n50) est, ut ambulet et dirigat gressus suos. Hunc locum dicit magis pertinere ad euentum rerum laetarum, quam ad potestatem liberi arbitrij. Hic iterum Diatribe cum fiducia glosam affert, prout uisum est, tanquam scriptura sit sub iure suo plenissimo. Vt autem Prophetae sensum et intentum consideraret, quid opus erat tantae authoritatis uiro?

         Det næste skriftsted er Jer 10,23: 'Jeg véd, Herre, at menneskets vej ikke står i hans magt, og at det ikke står i nogens magt, hvordan han vandrer og hvorhen han retter sine skridt'. Dette sted, siger han, har mere med glædelige begivenheder at gøre end med den frie viljes magt. (eras3#21) Her fremfører Diatriben igen i sin selvtillid en fortolkning, som det falder den ind, som om skriften stod under dens fulde og hele fortolkningsret. Men at den skulle betragte profetens mening og hensigt, nej dog, hvad brug er der for det for en mand med så stor autoritet?

⁵¹ Sat est: Erasmus dicit, ergo sic est. Hac libidine glossandi permissa aduersarijs, quid est, quod non obtineant? Doceat igitur ex ipsius sermonis serie hanc glosam, et credemus. Nos autem docemus ex ipsa serie, Prophetam, cum uideret sese frustra docere impios tanta instantia, simul intelligit, uerbum suum nihil ualere, nisi Deus intus doceat, atque ideo non esse in manu hominis audire et bonum uelle, Hoc animaduerso, Dei iudicio territus, petit, ut corrigat eum in iudicio, si omnino corrigi debet, et non tradatur cum impijs sub iram Dei, quos sinit indurari et incredulos manere.

Bare Erasmus siger det, så er det sådan. Hvis denne lyst til at fortolke skal være tilladt modstanderne, hvad vil de så ikke kunne påstå? Lad ham derfor belære os om denne fortolkning ud fra ordenes sammenhæng, så vil vi tro ham. Men vi lærer af den samme sammenhæng, at profeten, eftersom han ser, at han forgæves lærer de ugudelige med så stor en intensitet, samtidig forstår, at hans ord intet formår, hvis ikke Gud lærer indvendig, og at det er derfor, det ikke står i menneskets hånd at høre eller at ville det gode. Efter at han har lagt mærke til det, bliver han skrækslagen over Guds dom, og beder, om han dog ikke kan rette ham i hans dom, hvis den i det hele taget skal rettes, så han ikke skal føres ind under Guds vrede sammen med de ugudelige, som Gud tillader at forblive i forhærdelse og vantro.

⁵² Sed fingamus tamen locum de euentis rerum tristium et laetarum intelligi, quid, si haec ipsa glosa fortissime subuertat liberum arbitrium? Fingitur quidem hoc nouum effugium, ut rudes et inertes falsi, putent esse satis factum, sicut illi faciunt effugio illo de necesssitate consequentiae. Non uident enim, quomodo multo magis irretiantur et capiantur istis effugijs, adeo auertuntur nouis istis uocabulis. Si itaque euentus rerum istarum non est in manu nostra, (W746) quae sunt temporales et quibus homo dominus constituitur Gen. 1, Obsecro, quomodo erit in manu nostra res illa coelestis, gratia Dei, quae in solius arbitrio Dei pendet?

Men lad os alligevel forestille os at dette sted skal forstås om glædelige og triste begivenheder, hvad så, hvis selve den fortolkning effektivt nedgør den frie vilje! Denne nye udflugt er ganske vist udtænkt, for at de rå og ubetænksomme mennesker forkert skal mene, at der er gjort nok, ligesom de gør med denne udflugt med den konsekvensbærende nødvendighed. De opdager nemlig ikke, hvordan de meget snarere indvikles og indfanges af disse udflugter, i den grad fordrejes de af disse nye ord. Hvis derfor udfaldet af disse ting ikke ligger i vores hånd, de, der er timelige, de, over hvilke mennesket blev indsat til at være herre (1 Mos 1,28), så vil jeg da meget gerne vide, hvordan Guds nåde, denne himmelske ting, som alene afhænger af Guds forgodtbefindende, skulle kunne ligge i vores hånd.

⁵³ An liberi arbitrij conatus potest salutem aeternam obtinere, qui non potest obulum, imo nec pilum capitis retinere? Non est nobis potestas obtinendae creaturae, et potestas erit obtinendi creatoris? Quid insanimus? Pertinet igitur id multo maxime ad euentus, quod homo ad bonum uel ad malum nititur, quia utrobique multo magis fallitur et minus libertatis habet, quam dum nititur ad pecuniam uel gloriam uel uoluptatem.

Mon den frie viljes stræben kan opnå evig frelse, den stræben, der ikke kan bevare en skilling, ja ikke et hovedhår? Vi har ikke magt til at stå over skabningen, og så skulle vi have magt til at stå over skaberen! Hvilket vanvid! Det har derfor i allerhøjeste grad noget at gøre med udfaldet, når mennesket stræber efter det gode eller det onde, for det fejler meget mere i disse to henseender og har langt mindre frihed, end når det stræber efter penge eller ære eller lyst.

⁵⁴ Quam pulchre igitur euasit haec glosa, quae libertatem hominis negat in paruulis et creatis euentibus, et praedicat eam in summis et diuinis euentibus. Ac si dicas: Codrus non potest staterem persoluere, potest autem infinita milia aureorum persoluere. Et miror Diatriben, quae illud Viglephi, omnia necessario fieri, adeo persecuta hactenus, nunc ipsamet concedit, euenta esse necessaria nobis.

Hvor smukt undviger da denne fortolkning, som nægter menneskets frihed i de små og skabte begivenheder, men fastholder den i de største og guddommelige begivenheder. Det er, som hvis man ville sige: Kodrus kan ikke betale en øre, men han kan betale mange tusinde gylden. Og jeg undrer mig over Diatriben, som hidtil i den grad har forfulgt den påstand af Wiklef, at alt sker med nødvendighed, nu selv tilstår det selvsamme, at begivenheder er nødvendige for os.

^{55 [193]}         Deinde si maxime torqueas (ait) ad liberum arbitrium, nemo non fatetur, absque gratia Dei neminem posse rectum uitae cursum tenere, Nihilominus tamen interim annitimur et ipsi pro uiribus, quia oramus quottidie: Dirige, Domine Deus meus, in conspectu tuo uiam meam. Qui petit auxilium, non deponit conatum. Nihil putat Diatribe referre, quid respondeat, modo non taceat et aliquid dicat, tum satisfactum uult uideri, adeo confidit authoritate sua.

        Videre siger Diatriben: 'Hvis man meget voldsomt fordrejede stedet til at handle om den frie vilje, er der ikke nogen, der ikke vil indrømme, at ingen uden Guds nåde kan holde ret kurs i livet, Ikke desto mindre anstrenger vi os dog hver efter evne, fordi vi daglige beder: 'Herre Gud, led min vej for dit åsyn!' (Sl 5,9) Den, der beder om hjælp, opgiver ikke sin stræben'. (e3#22) Diatriben mener, at det ikke har noget at sige, hvad den svarer, blot den ikke tier, men siger noget, så vil det synes tilfredsstillende, i den grad stoler den på sin egen autoritet.

⁵⁶ Probandum fuit, an nos uiribus nostris nitamur, et probat, quod orans aliquid conetur. Obsecro, an nos irridet? an ludificatur Papistas? Qui orat, spiritu orat, imo spiritus ipse in nobis orat Rom. 8. Quomodo igitur per conatum spiritus sancti probatur potestas liberi arbitrij? An eadem res est lib. arb. et spiritus sanctus apud Diatriben? An disputamus nunc, quid spiritus possit? Relinquit igitur locum istum Hieremiae mihi intactum Diatribe, atque inuictum, solumque id sui capitis affert glossema: Nos etiam annitimur uiribus. Et huic cogetur Lutherus credere, modo uelit.

Men den skulle bevise, om vi stræber med vore egne kræfter, og den beviser, at den, der beder om noget, stræber. Jamen, kære venner, vil den gøre grin med os? Mon den vil drille papisterne? Den, der beder, beder i ånden, ja ånden selv beder i os, rom#8.15. Hvordan kan da den frie viljes kraft bevises ved hjælp af Helligåndens stræben? Mon den frie vilje og Helligånden er ét og det samme for Diatriben? Mon vi nu disputerer, hvad Helligånden kan? Altså, dette sted fra Jeremias står uberørt og ubesejret af Diatriben, og den tilføjer alene denne fortolkning ud af sit eget hoved: Også vi stræber med vore kræfter. Og det tvinges Luther til at tro på, hvis bare han ville.

^{57 [194]}             Item illud Prouerbi. 16: Hominis est praeparare cor, Domini autem gubernare linguam, Etiam ad euenta rerum dicit pertinere, quasi hoc suo proprio dicto sine authoritate alia satis sit nobis factum. Et facit sane nimio satis, quod concesso sensu de euentis rerum, nos plane uicimus secundum ea, quae proxime diximus, quod, cum libertas arbitrij in rebus et operibus nostris nulla est, multo magis nulla est in rebus et operibus diuinis. Sed acumen eius uide: Quomodo est hominis praeparare cor, quum Lutherus affirmet omnia necessitate geri?

          Ligeledes skriftstedet Ordspr 16,1: 'Det er menneskets sag at forberede hjertet, men det er Herrens sag at styre tungen', også det siger han handler om det, at noget sker, som om han kunne tilfredsstille os bare med sine egne ord uden nogen anden autoritet (eras3#23). Men det er så sandelig også mere end nok, for når han indrømmer denne mening om begivenhederne, så har vi helt og holdent vundet ifølge det, som vi sagde før, nemlig, at når den frie vilje i vore ting og gerninger er intet, så er den meget mere intet i de guddommelige ting og gerninger. Men lad os se på hans skarpsindighed: Men hvordan skulle mennesket kunne forberede hjertet, når Luther forsikrer, at alt sker med nødvendighed? (eras3#23)

⁵⁸ Respondeo: quum euenta rerum non sint (W747) in potestate nostra, ut tu dicis, quomodo est hominis res gerere? Quod mihi responderis, tibi responsum habe. Imo ideo maxime operandum est, quia incerta nobis sunt omnia futura, ut Ecclesiastes ait: Mane semina semen tuum et uespere non cesses, quia nescis, an hoc uel illud sit oriturum. Nobis inquam sunt incerta cognitione, sed necessaria euentu. Necessitas nobis timorem Dei incutit, ne praesumamus et securi simus. Incertitudo uero fiduciam parit, ne desperemus. Redit uero ad ueterem suam cantilenam, quod in libro Prouerbiorum multa dicuntur pro lib. arbi., quale est illud: Reuela Domino opera tua.

Jeg svarer: Eftersom begivenhedsforløbet ikke står i vor magt, som du siger, hvordan kan det da være menneskets sag at udføre tingene? Det, du vil svare mig på det spørgsmål, kan du betragte som mit svar. Ja, netop derfor må man handle allermest, fordi alt fremtidigt er uvist for os, som prædikeren siger (11,6): 'Så din sæd om morgenen og ophør ikke om aftenen, for du véd ikke, om det ene eller det andet vil indtræffe'. Jeg siger, at for os er erkendelsen usikker, men begivenhederne nødvendige. Nødvendigheden indskyder frygt for Gud i os, at vi ikke bliver frække og sikre. Men uvisheden føder tillid, at vi ikke skal fortvivle. Men Diatriben vender atter tilbage til sin gamle sang, at der i Ordsprogenes Bog er mange ting, der siges til fordel for den frie vilje, f. eks. dette: 'Befal Herren dine gerninger' (Ordspr 16.3).

⁵⁹ Audis (inquit) opera tua? Scilicet, quod multa sint in eo libro uerba imperatiua et coniunctiua, item pronomina secundae personae, his enim fundamentis probatur libertas arbitrij, ut: Reuela, ergo potes reuelare, opera, ergo tu facis ea. Sic illud: ego sum Deus tuus, intelliges: id est, tu facis me Deum tuum. Fides tua te saluum fecit, Audis tua? expone sic: Tu facis fidem; tum probasti lib. arbitrium. Non hic irrideo, sed ostendo Diatribe serium non esse in hac caussa.

Man hører 'dine gerninger', siger Diatriben. (eras3#23) Og sådan er det, fordi der i denne bog er mange imperativiske og konjunktiviske ord, ligeledes pronominer i anden person, for ud fra disse grundfordringer bevises den frie vilje, f. eks.: 'Befal' altså kan du befale, 'gerninger', altså gør du det. Sådan vil du forstå dette: 'Jeg er din Gud', det vil sige: du gør mig til din Gud. 'Din tro har frelst dig'; man hører: 'din', det skal udlægges således: 'du skaber troen'; så har du bevist den frie vilje. Nej, her gør jeg ikke nar, men jeg påviser, at Diatriben ikke er alvorlig i denne sag.

^{60 [195]}           Illud eodem capite: omnia propter semetipsum operatus est Dominus, etiam impium ad diem malum, etiam suis uerbis format, excusans Deum, quod nullam creaturam malam condiderit, quasi de Creatione dixerim ego, ac non magis de operatione illa assidua Dei in rebus creatis, Qua operatione Deus agit et impium, sicut supra de Pharaone diximus.

          Og dette sted fra det samme kapitel: 'Alt virker Herren til sit formål, også den gudløse til den onde dag' (Ordspr 16,4) også det former han efter sine ord, undskylder Gud, fordi han ikke har skabt nogen skabning ond, som om jeg havde talt om skabelsen og ikke snarere om denne Guds uafbrudte virken i det skabte (ass04#58), ved hvilken virken Gud også bevæger de ugudelige, som vi ovenfor har sagt om Farao.

^{61 [196]}         Nec illud ex cap. 20. ipsi uidetur urgere: Cor regis in manu Domini; quocunque uoluerit, inclinat illud. Non statim (ait) cogit, qui inclinat, Quasi nos de coactione loquamur, ac non potius de necessitate immutabilitatis. Ea significatur per inclinationem Dei, quae non est res tam stertens et pigra, ut fingit Diatribe, Sed est actuosissima illa operatio Dei, quam uitare et mutare non possit, sed qua tale uelle habet necessario, quale illi Deus dedit et quale rapit suo motu, ut dixi supra. 

         Ejheller Ordspr 21,1 synes han er tvingende: 'Kongens hjerte er i Herrens hånd, hvad som helst han vil, tilskyder han ham til'. Den, der tilskynder, tvinger ikke umiddelbart, siger Diatriben (eras3#25). Som om vi talte om tvang og ikke snarere om uforanderlighedens nødvendighed. Det betegnes med Guds tilskyndelse, hvilket ikke er en så snorkende og doven sag, som Diatriben forestiller sig. Nej, den er denne højst aktive Guds virken, som man ikke kan undgå eller forandre, men hvorved man nødvendigvis har en sådan villen, som Gud indgiver én, og hvorved han river én med i sin bevægelse, som ovenfor sagt.

⁶² Deinde, cum Salomon de corde regis loquatur, putat Diatribe eum locum non recte ad generalem sententiam trahi, sed illud uelle, quod alias Iob dicit: regnare facit Hypocritam propter peccata populi. Tandem concaedit inclinari a Deo regem ad malum, sed sic, quod sinat regem agi affectibus, ad castigandum populum. 

Dernæst mener Diatriben, at når Salomon taler om kongens hjerte på dette sted, er det ikke rigtigt at uddrage en generel regel deraf, men stedet vil kun sige det, som Job siger andetsteds: 'Han får hyklere til at herske på grund af folkets synd' (Job 34,30). Endelig indrømmer Diatriben at kongen af Gud kan tilskyndes til det onde, men således, at han tillader, at kongen drives af sine lyster, for at folket kan tugtes.

⁶³ Respondeo: Siue sinat, siue inclinet Deus, ipsum sinere uel inclinare non fit nisi uolente et operante Deo, quia uoluntas regis non potest effugere actionem omnipotentis Dei, quia rapitur omnium uoluntas, ut uelit et faciat, siue sit bona siue mala. Quod uero generalem sententiam fecimus ex particulari uoluntate regis, puto neque inepte neque indocte nos fecisse. Si enim cor regis, quod uidetur maxime liberum et alijs dominari, non tamen potest uelle, nisi (W748) quo Deus ipsum inclinarit, quanto minus ullus aliorum hominum id potest?

Jeg svarer: Hvad enten Gud tillader eller tilskynder, det, at han tillader eller tilskynder finder ikke sted uden at Gud vil og handler, for kongens vilje kan ikke undfly den almægtige Guds handlen, fordi alles vilje rives med, så han vil og handler enten godt eller ondt. Men at vi gør en generel regel ud af det specielle med kongens vilje, mener jeg, vi har gjort på en hverken irrelevant eller ulærd måde. For hvis kongens hjerte, han, som synes at være den frieste og at herske over andre, dog ikke kan ville andet end hvad Gud tilskynder ham til, hvor meget mindre vil så ikke ethvert andet menneske kunne det?

⁶⁴ Atque ista consequentia non solum ex regis, sed etiam cuiuslibet hominis uoluntate ualeret. Si enim unus homo, quantumlibet priuatus, non potest coram Deo uelle, nisi quo inclinat Deus, idem de omnibus hominibus dicetur. Sic quod Balaam non potuit loqui, quod uolebat, argumentum est euidens in scripturis, hominem non esse sui iuris aut operis liberum electorem aut factorem, Alioqui exempla nulla subsisterent in scripturis. 

Og denne konsekvens har gyldighed ikke blot ud fra kongens, men ud fra et hvilket som helst menneskes vilje. Hvis nemlig bare ét menneske, ligegyldigt hvor ubetydeligt et enkeltmenneske der var tale om, ikke overfor Gud kan ville, hvis ikke Gud tilskynder ham til det, så kan det samme siges om alle mennesker. Således er dette, at Bileam ikke kunne sige, hvad han ville, et klart argument i skriften for, at mennesket ikke er sin egen herre eller frit kan udvælge og foretage sine handlinger, ellers ville eksemplerne i skriften ikke have gyldighed.

^{65 [197]}           Post haec, cum dixisset, testimonia, quae Lutherus ex eo libro colligit, multa colligi posse, sed quae comoda interpretatione, tum pro, tum contra liberum arbitrium possent stare, Tandem adducit telum illud Lutheri Achilleum et ineuitabile Iohan. 15: Sine me nihil potestis facere etc. Laudo et ego Rhetorem liberi arbitrij egregium, qui testimonia scripturae interpretationibus, ut uisum fuerit, comodis, formare docet, ut uere pro libero arbitro stent, id est, efficiant, non quod debent, sed quod nobis placuerit. 

           Efter at Diatriben herefter har sagt, at de vidnesbyrd, som Luther har opsamlet fra denne bog, af dem kan man samle mange sammen, men de kan ved en passende fortolkning tale både for og imod den frie vilje (eras3#27), kommer den langt om længe til dette lutherske uundvigelige Akilleus-spyd, Joh 15,5: 'Uden mig kan I slet intet gøre'. Også jeg priser den fortræffelige fortaler for den frie vilje, som belærer os om at danne skriftens vidnesbyrd efter passende fortolkninger, som man nu synes, så de virkelig kan tale for den frie vilje, det vil sige, så de kan udvirke, ikke hvad de bør udvirke, men hvad vi synes om.

⁶⁶ Deinde sic unum fingat sese metuere Achilleum, ut stolidus lector, eo uicto, caetera nimis contempta habeat. Verum ego magniloquam et heroicam Diatriben spectabo, uisurus, qua ui meum superet Achillem, quae hactenus nullum gregarium militem, ne Tersitem quidem percusserit, sed suis ipsius telis sese miserrime confecerit.

Dernæst lader den, som om den frygter dette ene Akilleus-spyd, at den enfoldige læser, når det er besejret, må regne de øvrige for kun foragt værd. Men jeg på min side vil efterprøve den praleriske og heroiske Diatribe, for at se, hvad det er for en kraft, der kan overvinde min Akilleus, som hidtil ingen almindelig soldat, ikke engang en tersites har kunnet slå, de har snarere med deres egne spyd har ombragt sig selv på det elendigste.

⁶⁷  Igitur apprehensa uocula hac ,Nihil' multis uerbis, multisque exemplis eam iugulat, et comoda interpretatione huc trahit, ut nihil idem possit esse, quod modicum et imperfectum, scilicet, alijs uerbis id disserens, quod Sophistae hactenus hoc loco sic docuerunt: Sine me nihil potestis facere, scilicet perfecte. Hanc glosam iamdudum exoletam et corrosam, reddit nobis ui Rhetoricae nouam, et sic instat, quasi prima eam afferat, nec antea sit unquam audita, uice miraculi nobis eam exhibitura,

Diatriben angriber altså med mange ord dette ord 'intet', og ombringer det med mange eksempler og fremfører så den passende fortolkning, at 'intet' kan være det samme som 'ringe' og 'ufuldkommen', det vil sige: med andre ord udvikler den det samme, som sofisterne hidtil har lært om dette sted, nemlig: 'uden mig kan I intet gøre', dvs. intet fuldkomment. Denne allerede for længe siden umoderne og itugnavede fortolkning giver Diatriben os med retorikkens kraft som en ny fortolkning, og stiller den frem, som om den fremfører den som den første, som om den aldrig nogensinde var hørt før, som ville den fremvise et mirakel for os.

⁶⁸ Interim uero prorsus secura et nihil cogitans de ipso textu, de sequentibus et praecedentibus, unde petenda est intelligentia. Taceo illud, quod tot uerbis et exemplis probat uocabulum hoc ,Nihil' posse hoc loco accipi pro modico et imperfecto, quasi nos de posse disputemus, cum hoc probandum fuerit, an debeat sic accipi. Vt tota ista magnifica interpretatio nihil efficiat, si quid efficit, quam quod incertus fiat locus iste Iohannis et ambiguus. Nec hoc mirum, cum hoc unice agat Diatribe, ut scripturae Dei sint ubique ambiguae, ne illis cogatur uti, authoritates uero ueterum certae, ut illis liceat abuti, mira sane religione, uerba Dei sint inutilia, hominum uerba sint utilia. (W749)

Men i mellemtiden er den fuldstændig sikker og skænker ikke teksten selv en tanke, hverken det forudgående eller det efterfølgende, hvorfra man skal hente sin forståelse. Og så siger jeg ikke noget om, at den med så mange ord og eksempler beviser, at det lille ord 'intet' på dette sted kan forstås om det ringe og ufuldkomne, som om vi disputerer om, hvordan ordet kan forstås, i stedet for at det skulle bevises, at det skal forstås sådan. Derfor udvirker hele denne storslåede fortolkning intet andet, hvis den da udvirker noget, end at dette sted hos Johannes bliver usikkert og tvetydigt. Og det såmænd ikke så mærkeligt, for Diatriben går hele tiden ud fra, at Guds skrift overalt er tvetydig, så den ikke bliver tvunget til at bruge den, men at de gamles autoritet er sikker, så den har man lov at bruge; det er i sandheden en underlig fromhed, at man ikke må bruge Guds ord, men menneskers ord må man bruge.

^{69 [198]}              Sed hoc pulcherrimum est uidere, quam bene sibijpsi constet. Nihil pro modico accipi potest, Et in eo sensu (inquit) uerissimum est, nos sine Christo nihil posse facere, loquitur enim de fructu Euangelico, qui non contingit nisi
manentibus in uite, qui est Christus etc. Hic ipsamet confitetur fructum non contingere, nisi manentibus in uite, et hoc facit in ea ipsa comoda interpretatione, qua probat, nihil id esse, quod modicum et imperfectum. 

         Men det er dog allermest ”smukt” at observere, hvor godt den stemmer overens med sig selv. Den hævder, at 'intet' kan forstås som identisk med 'ganske lidt', og siger, at det i den betydning er sandt nok, at vi intet kan gøre uden Kristus, han taler nemlig om den evangeliske frugt, som kun fremkommer for dem, der bliver i vintræet, som er Kristus, osv. (eras3#28) Her indrømmer den selv, at frugten kun bliver til noget for dem, der forbliver i vintræet, og det gør den ved hjælp af selve den passende fortolkning, hvormed den beviser, at 'intet' er identisk med 'ganske lidt' eller 'det ufuldkomne'.

⁷⁰ Sed forte et aduerbium ,Non' oportet etiam comode interpretari, ut significet, fructum Euangelicum extra Christum aliquo modo seu modicum et imperfectum contingere, ut praedicemus impios sine Christo, qui regnante Satana in ipsis et contra Christum pugnante, posse aliquid fructuum uitae praestare, hoc est, ut hostes Christi pro Christo faciant; Sed mittamus ista. Hic ego doceri uelim modum, quo Haereticis queat resisti, qui ubique in scripturis hac lege usuri, Nihil et Non pro imperfecto accipere contendant, ut: sine ipso factum est nihil, id est: modicum. Dixit insipiens in corde suo: non est Deus, id est: imperfectus est Deus. Ipse fecit nos et non ipsi nos, id est: modicum fecimus nos. Et quis numeret e scripturis locos, ubi Nihil et non ponuntur?

Men måske skal dette ord 'ikke' også fortolkes 'passende', så det betyder, at den evangeliske frugt på en måde eller ganske lidt eller ufuldkomment kan fremkomme udenfor Kristus, så vi kan prædike, at de ugudelige, i hvem Satan hersker og kæmper imod Kristus, uden Kristus dog kan yde nogen frugt på vintræet, det vil sige, det betyder, at Kristi fjender kæmper til fordel for Kristus; men lad os droppe den slags. Her ville jeg gerne belæres om den måde, på hvilken kætterne kan modstås, de, som overalt i skriften bruger den metode og forsikrer, at 'intet' og 'ikke' skal forstås som identisk med 'noget ufuldkomment', f. eks.: at intet kan gøres uden ham, betyder, at kun ganske lidt kan gøres uden ham; at 'dåren siger i sit hjerte: der er ingen Gud' (Sl 14,1) betyder: 'der er en ufuldkommen Gud'; at 'Han selv har skabt os, vi har ikke skabt os selv' (Sl 100,3) betyder: 'vi har i nogen grad skabt os selv'. Og hvem vil kunne opregne de steder i skriften, hvor der står 'intet' og 'ikke'?

⁷¹ An hic dicemus: Comoda interpretatio spectanda est? At nulli Haeretico sua non comoda est. Scilicet, hoc est nodos soluere, tantae licentiae fenestram aperire corruptis mentibus et fallacibus spiritibus? Tibi, credo, qui sacrae scripturae certitudinem susque deque facis, comoda fuerit ea licentia interpretandi, sed nobis, qui conscientias stabilire laboramus, nihil incomodius, nihil nocentius, nihil pestilentius hac comoditate contingere potest. Audi itaque, magna uictrix Achillis Lutherani: nisi tu probaueris, ,Nihil' hoc loco non solum posse, sed etiam debere pro modico accipi, nihil effeceris tanta copia uerborum et exemplorum, nisi quod aridis stipulis aduersus flammas pugnaueris. Quid nobis cum tuo posse, a quo exigitur, ut probes, debere? Quod nisi effeceris, manemus in naturali et grammatica significatione uocabuli, ridentes tam exercitus quam triumphos tuos.

Mon vi her skal sige: Vi må se hen til den 'passende' fortolkning? Men der er jo ikke nogen kætter, for hvem hans egen fortolkning ikke er 'passende'. Skulle det mon være at opløse knuder: at åbne en ladeport for vilkårligheden for de fordærvede sjæle og de vildfarne ånder? Jeg tror gerne, at for dig, som gør den hellige skrifts vished til noget ligegyldigt, vil den vilkårlighed i at fortolke være 'passende', men for os, som arbejder på at styrke samvittighederne, kan intet være mere upassende, mere skadeligt, mere fordærvende end at være 'passende' på den måde. Hør derfor, du store sejrherre over det lutherske Akilleus-spyd: hvis du ikke kan bevise, at 'intet' på dette sted ikke blot kan, men skal forstås som identisk med 'ganske lidt', så har du intet opnået med den store mængde ord og eksempler, ikke andet, end at du bekæmper ild med tørt halm. Hvad skal vi med dit 'kan fortolkes', når det kræves af dig, at du beviser, at det 'skal fortolkes'? Hvis du ikke vise, hvordan det 'skal fortolkes', så vil vi blive stående ved ordenes naturlige og grammatiske betydning og le af både din hær og dine sejrsråb.

^{72 [199]}           Vbi nunc manet opinio probabilis, quae statuit liberum arbitrium nihil boni uelle posse? Sed forte uenit tandem hic interpretatio comoda, ut ,nihil boni' significet aliquid boni, inaudita plane et grammatica et dialectica, ut nihil sit id, quod aliquid, quod apud dialecticos impossibile fuerit, cum sint contradictoria. Vbi manet et illud, quod Satanam credimus principem esse mundi, regnantem, teste Christo et Paulo, in uoluntatibus et mentibus hominum sibi captiuis et seruientibus?

         Hvad bliver der nu af denne antagelige opfattelse, som hævder, at den frie vilje ikke kan ville det gode? Men måske kom i sidste ende denne passende fortolkning, at 'intet godt' skal betyde 'noget godt', en helt uhørt grammatik og dialektik, at det, som er noget, ikke er noget, hvilket hos dialektikerne var umuligt, eftersom de to ting modsiger hinanden. Hvad bliver der af dette, at vi tror, at Satan er verdens fyrste, som ifølge Kristus og Paulus hersker over menneskers viljer og sind, som han har taget til fange og gjort til slaver?

⁷³  Ille scilicet leo rugiens, hostis (W750) implacabilis et irrequietus gratiae Dei et salutis humanae, sinet fieri, ut homo, seruus et pars regni sui, conetur ad bonum ullo motu aut momento, quo suam tyrannidem euadat, ac non potius incitet et urgeat, ut totis uiribus contrarium gratiae et uelit et faciat? cui iusti et spiritu Dei agentes uix resistunt et bonum uolunt ac faciunt, ita in eos saeuit. Tu, qui fingis uoluntatem humanam esse rem in medio libero positam ac sibi relictam, facile simul fingis, esse conatum uoluntatis in utram partem, quia tam Deum, quam diabolum fingis longe abesse, ueluti solum spectatores mutabilis illius et liberae uoluntatis, impulsores uero et agitatores illius seruae uoluntatis, mutuo bellacissimos, non credis. 

Vil mon han, den brølende løve, den uforsonlige og rastløse fjende af Guds nåde og menneskets frelse, tillade, at det sker, at mennesket, hans slave og en del af hans herredømme, stræber efter det gode med en eller anden følelse eller i et eller andet øjeblik, hvorved han ville undslippe hans herredømme? Ville han ikke snarere tilskynde og tvinge ham til, at han af al sin magt vil og gør det modsatte af nåden? Den djævel, som de retfærdige og de, der drives af Guds ånd, næppe nok kan modstå, så de vil og gør det gode, i den grad raser han i dem. Du, som forestiller dig, at den menneskelige vilje frit er anbragt midt imellem og overladt til sig selv, kan sagtens også forestille dig, at der er en viljesstræben til begge sider, fordi du forestiller dig, at både Gud og djævelen er langt borte, kun som en slags tilskuere til denne foranderlige og frie vilje; men at de er tilskyndere og opæggere til denne trælbundne vilje, og at de fører krig mod hinanden, det tror du ikke på.

⁷⁴ Quo solo credito, satis fortiter stat nostra sententia, et prostratum iacet liberum arbitrium, ut et supra docuimus. Aut enim regnum Satanae in hominibus nihil erit, et sic Christus mentietur, Aut, si regnum eius tale est, quale Christus describit, liberum arbitrium nihil nisi iumentum captiuum Satanae erit, non liberandum, nisi prius est, digito Dei eijciatur diabolus. Hinc credo satis intelligis, mea Diatribe, quid sit et quantum ualeat, quod author tuus peruicatiam Lutheranae assertionis detestatus, solet dicere, Scilicet, Lutherum ualde urgere caussam scripturis, sed quae uno uerbulo dissolui possunt.

Men kun hvis man tror på det, står vores sætning tilstrækkelig fast og den frie vilje ligger død, som vi har lært ovenfor. For enten er Satans herredømme i menneskene intet, og så lyver Kristus, eller, hvis hans rige er et sådant, som Kristus beskriver, så vil den frie vilje ikke være andet end et trækdyr, taget til fange af Satan, som ikke kan befries, førend djævelen ved Guds finger jages ud. Herudfra tror jeg, at du, kære Diatribe, nok skulle kunne forstå, hvad det er og hvor meget det er værd, det, som din forfatter, der foragter den lutherske stædighed i assertionerne, plejer at sige, nemlig, at Luther gør meget ud af skriftens sag, den skrift, der dog kan løses med et enkelt lille ord.

⁷⁵ Quis enim hoc nescit, uno uerbulo posse omnes scripturas solui? Pulchre hoc sciebamus, etiam antequam Erasmi nomen audiremus. Sed hoc quaeritur, an hoc satis sit, uerbulo solui scripturam. An recte soluatur, et an sic debeat solui, hoc disputatur. Huc spectet, et uidebit, quam facile sit scripturas soluere, et quam detestanda sit peruicatia Lutheri. Videbit autem non solum uerbula nihil efficere, sed nec omnes portas inferorum.

For hvem er ikke klar over, at hele skriften kan løses med et enkelt lille ord? Det har vi udmærket været klar over, også før vi hører Erasmus' navn. Men det spørges der efter, om det vil være nok at løse skriften med et enkelt lille ord. Det disputeres der om: om den løses ret, og om den skal løses sådan. Det er, hvad Diatriben skal se efter, så vil den se, hvor let det er at løse skrifterne, og hvor foragtelig Luthers stædighed er. Men den får også at se, ikke blot, at det lille ord ikke udvirker noget, men at heller ikke alle helvedes porte gør det.

^{76 [200]}           Nos igitur, quod Diatribe pro sua affirmatiua non potest, quamuis non debeamus negatiuam probare, faciamus tamen, et extorqueamus ui argumentorum, ,Nihil' hoc loco non solum posse, sed debere accipi, non pro modico, sed pro eo, quod uocabulum natura significat. faciemus autem hoc ultra illud inuictum argumentum, quo iam uicimus, scilicet, esse uocabula naturali significationis usu seruanda, nisi contrarium fuerit demonstratum, quod Diatribe neque fecit, neque potest
facere.  

          Men vi fra vor side, skønt vi ikke er forpligtede til at bevise det negative, vil vi dog gøre, hvad Diatriben ikke kan med hensyn til sin bekræftelse, vi vil med argumenternes kraft tvinge den til at indse, at 'intet' på dette sted ikke blot kan, men skal forstås, ikke som identisk med 'ganske lidt', men som identisk med det, som ordet i sin natur betyder. Men vi vil gøre det ud over det ubesejrede argument, hvorved vi allerede har sejret, nemlig, at man skal opretholde ordenes naturlige betydning, medmindre det modsatte kan bevises, hvilket Diatriben hverken har gjort eller kan gøre.

⁷⁷ Extorquemus autem id primum ipsa rei natura, uidelicet, quod scripturis neque ambiguis neque obscuris euictum sit, Satanam esse principem longe potentissimum et callidissimum mundi (uti diximus), quo regnante, uoluntas humana iam non libera nec sui iuris, sed serua peccati et Satanae, non potest uelle nisi quod princeps ille suus uoluerit. Nihil uero boni ille sinet eam uelle, quamuis, etiamsi Satanas ei non imperaret, ipsum peccatum, cuius seruus est homo, satis oneraret, ne bonum uelle posset.

Nej, vi vil tvinge den til at indse det første ud fra sagens natur selv, idet det jo ud fra den skrift, der hverken er tvetydig eller dunkel, på overbevisende måde er vist, at Satan er verdens mægtigste og mest fordægtige fyrste (som vi har sagt), og at den menneskelige vilje, når han hersker, hverken er fri eller er i sin egen ret, men er slave af synden og Satan og ikke kan ville andet, end hvad denne hans fyrste vil. Og han tillader ham ikke at ville noget godt, selv om det er sådan, at hvis Satan ikke herskede over ham, ville dog synden selv, hvis slave mennesket er, bebyrde ham tilstrækkeligt til, at han ikke kunne ville det gode.

⁷⁸ Deinde ipsa sermonis consequentia idem extorquet, quam Diatribe fortiter contemnit, licet eam satis copiose in Assertionibus meis annotassem. Sic enim prosequitur Christus Iohan. 15: Qui in me non manserit, mittetur (W751) foras sicut palmes et arescit et colligunt eum et in ignem mittunt et ardet. Haec, inquam, Diatribe Rhetoricissime transmit, sperauitque transitum hunc esse tam rudibus Lutheranis incomprehensibilem. Vides autem hic Christum ipsum interpretem similitudinis suae de palmite et uite, satis aperte declarare, quid uelit intelligi per uocabulum Nihil, scilicet, quod homo extra Christum foras mittitur et arescit. 

Dernæst tvinger selve ordenes konsekvens til det samme, den konsekvens, som Diatriben stærkt foragter, selv om jeg i mine assertioner har gjort udførligt rede for det. (ass04#46) For sådan fortsætter Kristus i Joh 15: 'Den, som ikke forbliver i mig, kastes bort som grene og opbrændes, man samler dem sammen, kaster dem i ilden og brænder dem'. (Joh 15,6). Dette sprang Diatriben over på yderst retorisk vis; den håbede på, at denne undladelse ville være uforståelig for de rå lutheranere. Men du ser her, at Kristus som sin egen fortolker af lignelsen om grenen og vintræet, ganske klart erklærer, hvad han vil skal forstås ved det lille ord 'intet', nemlig, at mennesket udenfor Kristus kastes bort og opbrændes.

⁷⁹ Quid uero foras mitti et arescere potest aliud significare, quam sub diabolum tradi et continenter peiorem fieri? Peiorem autem fieri non est aliquid posse uel conari. Arescens palmes magis ac magis ad ignem paratur, quo magis arescit. Nisi ipse Christus hanc similitudinem sic dilatasset et applicasset, nemo fuisset ausus ita dilatare et applicare. Stat igitur, ,Nihil' hoc loco proprie debere accipi, ut natura fert uocabuli.

Men hvad kan det, der kastes udenfor og brændes betegne andet end at de overgives til djævelen og bliver stadig værre? Men at blive værre er ikke at kunne eller at kunne prøve noget. De brændende grene beredes mere og mere til ilden, jo mere den brænder. Hvis ikke Kristus selv havde behandlet denne lignelse så udførligt og udlagt den, vil ingen have vovet at behandle og udlægge den således. Det står derfor fast, at 'intet' på dette sted skal forstås, som det lille ords natur tilsiger.

^{80 [201]}           Iam et exempla uideamus, quibus probat, ,Nihil' alicubi pro modico accipi, ut et in hac parte demonstremus Diatriben esse et efficere nihil, in qua si etiam aliquid faceret, tamen nihil efficeret, adeo Diatribe per omnia et omnibus modis nihil est. Vulgo (inquit) nihil agere dicitur, qui non assequitur id quod expert, et tamen frequenter aliquo usque promouet, qui conatur. Respondeo: Nunquam audiui uulgo sic dici, tu ita fingis pro libertate tua. Verba spectanda sunt (ut uocant) secundum materiam subiectam et ad intentionem loquentis. Iam nemo illud uocat nihil, quod conatur agens, nec de conatu loquitur, qui de nihilo loquitur, sed de effectu, hunc enim spectat, qui dicit: Ille nihil agit uel nihil efficit, id est, non attigit, non est assecutus.

           Nuvel, lad os også se på de eksempler, hvormed Diatriben beviser, at 'intet' kan forstås om 'ganske ringe', for at vi også på det felt kan vise, at Diatriben intet er og intet gennemfører, og at den, selv om den også udførte noget, dog intet gennemførte, i den grad er Diatriben igennem alle ting og på alle måder ingenting. Diatriben siger, at man 'i folkemunde siger, at den, der ikke opnår det, han stræbte efter, ikke gør noget, og dog gør ofte den, der stræber, på én eller anden måde fremskridt.' (eras3#28) Jeg svarer: Jeg har aldrig hørt den tale i folkemunde, det er noget, du finder på efter eget forgodtbefindende. Ordene, som de lyder, må man betragte ud fra det grundliggende emne og ud fra den talendes hensigt. Men ingen vil kalde det 'intet', som han i sin handling stræber efter, og han vil heller ikke tale om at forsøge, når han taler om intet, han vil tale om virkningen, for det er det, han ser på, når han sige: han gør ingenting eller udøver ingenting, det vil sige, han har ikke nået det, han har ikke fået det.

⁸¹ Deinde, ut exemplum ualeat, quod tamen non ualet, magis pro nobis facit. Hoc enim est, quod contendimus et euictum uolumus, quod liberum arbitrium multa agat, quae tamen sunt nihil coram Deo. Quid profuerit illi conari, si non assequitur quod expetit? Ut, quoquo se uertat Diatribe, inpingat et seipsam confutet, ut solet accidere malam agentibus caussam. Sic et illud exemplum e Paulo infoeliciter adducit: Neque qui plantat, neque qui rigat est aliquid, Sed qui incrementum dat Deus.

Dernæst, hvis endelig eksemplet havde gyldighed, hvad det dog ikke har, så ville det styrke os mere end Diatriben. For det er, hvad vi kæmper for og vil have ført igennem, at den frie vilje kan udføre meget, men at det dog intet er værd overfor Gud. Hvad skulle det gavne den at forsøge, hvis den ikke opnår det, den stræber efter? Altså, hvor end Diatriben vender sig hen, støder den imod og gendriver sig selv, som det plejer at ske for den, der fører en dårlig sag. Sådan fremfører den også eksemplet fra Paulus på en uheldig måde: 'Hverken er den, som planter, eller den, som vander, noget, det er derimod Gud, som giver vækst' (1kor#3.7)

⁸² Quod minimi (inquit) momenti est et per se inutile, nihil appellat. Quis? Tu Diatribe ministerium uerbi per sese inutile et minimi momenti esse dictitas, quod tantis laudibus Paulus, cum ubique, tum maxime .2. Corin. 3. uehit, ubi ministrationem uitae et gloriae appellat? Iterum neque materiam subiectam, neque intentionem loquentis consideras. Ad incrementum dandum plantator et rigator nihil est, sed ad plantandum et rigandum non nihil est, cum sit opus summum spiritus in Ecclesia Dei, docere et exhortari. Hoc uult Paulus, hoc et uerba satis aperte tradunt.

'Hvad der er af ganske ringe betydning og i sig selv ubrugeligt, kalder han intet'. (eras3#29). Hvem gør det? Du, kære Diatribe, siger du udtrykkeligt, at ordets embede i sig selv er unyttigt og af ganske ringe betydning, det embede, som Paulus giver en overordentlig stor ros med på vejen, faktisk overalt, men især i 2kor#3.9, hvor han kalder det livets og herlighedens embede? Én gang til har du ikke taget hensyn til hverken det underliggende emne eller den talendes hensigt. Til at give vækst, er den, der planter, og den, der vander, ingenting, men til at plante og vande er han ikke ingenting, eftersom det er åndens højeste gerning i Guds kirke, at lære og at formane. Det er det, Paulus vil, det er det, ordene viderebringer ganske klart.

⁸³ Sed esto et hoc exemplum ineptum ualeat, iterum pro nobis idem stabit. Nam hoc agimus, quod liberum arbitri. sit nihil, id est, inutile per sese, ut tu exponis, coram Deo, nam de hoc genere essendi loquimur, non ignari, quod uoluntas impia sit aliquid et non merum nihil. (W752)

Men selv om så også dette eksempel kun har ringe gyldighed, så er det igen sådan, at det stadfæster vor opfattelse. For det er, hvad vi kæmper for, at den frie vilje ingenting er, det vil sige, den er unyttig i sig selv, som du forklarer det, for det er den slags væren, vi taler om, men vi er ikke uvidende om, at den ugudelige vilje er noget og ikke bare ingenting.

^{84 [202]}           Item illud .1. Corint. 13: Si charitatem non habeam, nihil sum. Cur hoc adducat exemplum, non uideo, nisi numerum et copiam quaesierit, aut arma nobis deesse putarit, quibus a nobis ipsa confodiatur. Vere enim et proprie nihil est coram Deo, qui sine charitate est. Sic et de libe. arbitrio docemus, quare et hoc exemplum pro nobis contra ipsam Diatriben stat, Nisi forte adhuc Diatribe ignorat, quo loco pugnemus. Non enim de esse naturae loquimur, sed de esse gratiae (ut uocant).

         Ligeledes med skriftstedet 1kor#13.2: Hvis jeg ikke havde kærlighed, var jeg intet. Jeg ser ikke, hvorfor Diatriben fremfører dette eksempel, medmindre den har søgt et antal eller en mængde, eller den mener, vi mangler våben, hvormed den selv kan slås til jorden af os (eras3#29). For den, der er uden kærlighed, er jo virkelig intet for Gud. Sådan lærer også vi om den frie vilje, hvorfor også dette eksempel fremstår til vores fordel og imod Diatriben selv, hvis det da ikke forholder sig sådan, at Diatriben stadig ikke er klar over, hvor vi kæmper. For vi taler ikke om naturens væren, men om nådens væren, som de siger.

⁸⁵ Scimus liberum arbitrium natura aliquid facere, ut comedere, bibere, gignere, regere, ne nos delirio illo, uelut argutulo, rideat, quod nec peccare quidem liceret sine Christo, si uocem illam 'nihil' urgeamus, cum tamen Lutherus donarit lib. arb. ualere nihil nisi ad peccandum; adeo libuit sapienti Diatribe ineptire etiam in re seria. Dicimus enim, hominem extra gratiam Dei manere nihilominus sub generali omnipotentia Dei facientis, mouentis, rapientis omnia, necessario et infallibili cursu, Sed hoc, quod sic raptus homo facit, esse nihil, id est, nihil ualere coram Deo, nec aliud reputari quam peccatum. Sic in gratia nihil est, qui sine charitate est. 

Vi véd godt, at den frie vilje af naturen gørt noget, f. eks. spise, drikke, avle, herske, lad derfor bare Diatriben gøre grin med os med den tåbelighed, der ser ud som skarpsindighed, at den frie vilje ikke engang kan synde uden Kristus (eras3#30), hvis vi lagde vægt på ordet 'intet', skønt dog Luther har indrømmet, at den frie vilje ikke duer til andet end at synde (ass04#45); i den grad giver den vise Diatribe sig selv lov til at være morsom også i en alvorlig sag. Vi siger nemlig, at mennesket udenfor Guds nåde ikke desto mindre forbliver under den Guds almindelige almagt, der gør, bevæger, hendrager alle ting i et nødvendigt og ufejlbarligt forløb. Men det, som det således hendragne menneske gør, er ingenting, det vil sige, det gælder intet overfor Gud, og kan heller ikke regnes for andet end synd. Sådan er den, der er uden kærlighed, ingenting i nåden.

⁸⁶ Cur igitur Diatribe, cum ipsamet fateatur nos hoc loco agere de fructu Euangelico, qui sine Christo non contingit, hic mox extra statum caussae diuertit, et alienam cantionem orsa, de opere naturali et fructu humano cauillatur? nisi quod nusquam sibi constat, qui ueritate priuatus est. Sic illud Ioh. 3: Non potest homo quicquam accipere, nisi fuerit ei datum e coelo. Iohannes loquitur de homine, qui utique aliquid iam erat, et hunc negat accipere quicquam, scilicet, spiritum cum donis; de hoc enim loquebatur, non de natura. Nec enim opus illi fuit magistra Diatribe, quae illum doceret, hominem habere iam oculos, nares, aures, os, manus, mentem, uoluntatem, rationem et omnia quae sunt in homine, Nisi Diatribe credit, Baptistam tam furiosum fuisse, ut, cum hominem nominarit, cahos Platonis aut uacuum Leucippi aut infinitum Aristotelis aut aliud quoddam nihil cogitarit, quod dono e coelo aliquid demum fieret. Scilicet hoc est exempla e scripturis proferre, sic in re tanta de industria ludere.

Hvorfor vender Diatriben, som selv indrømmer, at vi her behandler den evangeliske frugt, som ikke bliver til noget uden Kristus, sig her straks mod noget udenfor sagens kerne og påbegynder en anden sang og søger at undslippe med at tale om den naturlige gerning og menneskets frugt? Det skyldes vel, at den, der er berøvet sandheden, aldrig er i overensstemmelse med sig selv. Sådan også med stedet fra Joh 3,27: 'Mennesket kan ikke modtage noget, hvis ikke det gives ham fra himlen' (eras3#31). Johannes taler om et menneske, der i det hele taget først var noget, og det menneske nægter han kan modtage noget, det vil sige: modtage ånden og dens gaver; for det er det, der tales om, ikke om naturen. Og han har ikke brug for Diatriben som læremester, når den belærer ham om, at mennesket allerede har øjne, næser, ører, mund, hænder, sind, vilje, fornuft og alt, hvad der er i mennesket, medmindre da Diatriben tror, at Døberen var så forrykt, at han, da han nævnte mennesket, tænkte på Platons kaos eller Leucips tomhed eller Aristoteles' uendelighed eller noget andet 'intet', der først med en gave fra himlen blev til noget. Skal det være at fremdrage eksempler fra skriften, på den måde med flid at gøre sig lystig i en så alvorlig sag?

⁸⁷ Quorsum igitur illa copia attinet, quod ignem, fugam mali, nisum ad bona et reliqua e coelo esse nos docet, quasi haec ullus ignoret aut neget? Nos de gratia, et, ut ipsa dixit, de Christo et fructu Euangelico loquimur, ipsa uero de natura interim fabulata tempus redimit et caussam trahit, rudique (W753) lectori nubem offundit. Sed interim, non solum non profert ullum exemplum, ubi ,nihil' pro modico accipiatur, sicut instituit, uerum etiam aperte prodit sese nihil intelligere aut curare, quid sit Christus aut gratia, aut quomodo aliud sit gratia quam natura, quod tamen etiam rudissimi Sophistae nouerunt et usu uulgatissimo hoc discrimen in suis scholis detriuerunt, Simulque nihil uidet, quod sua exempla omnia pro nobis contra ipsam faciant.

Hvorfor mon således Diatriben fremfører disse mange eksempler og lærer os, at ilden, undvigelsen af det onde, tilbøjeligheden til det gode og de andre ting, er fra himlen, som nogen var uvidende om dette eller nægtede det? Vi taler om nåden og – som den selv siger – om Kristus og den evangeliske frugt, men Diatriben pludrer i mellemtiden løs om naturen, vinder tid og trækker sagen i langdrag og udbreder tåge for den ukyndige læser. Men alligevel, ikke blot gavner et eksempel ikke til at forstå 'intet' som identisk med 'ganske lidt', sådan som Diatriben forestiller sig det, men afslører også åbenlyst, at den ikke selv forstår noget eller kerer sig om, hvad Kristus eller nåden er, eller hvordan nåde er noget andet end natur, hvilket dog selv de mest dumme sofister vidste og behandlingen af dette spørgsmål var på deres universiteter meget almindelig. Og samtidig ser den ikke, at dens eksempler udvirker alt til fordel for os imod den selv.

⁸⁸ Hoc enim facit uerbum Baptistae, quod homo nihil potest accipere, nisi donatum fuerit e coelo, ut liberum arbitrium nihil sit. Sic uincitur meus Achilles, cum ei per Diatriben arma porriguntur, quo ipsa nuda et imbellis conficitur. Sic uno uerbulo scripturae soluuntur, quibus urget Lutherus peruicax ille assertor.

For det udvirker Døberens ord, at mennesket ikke kan modtage noget, hvis ikke det gives ham fra himlen, at den frie vilje ikke er noget. Således besejres min Akilleus, idet de våben rækkes ham af Diatriben, hvormed den selv hjælpeløs og værgeløs nedgøres. Således løses skrifterne med et enkelt lille ord, de skrifter, som Luther, dette stædige, påstående menneske, tillægge vægt.

^{89 [203]}            Post haec multas enumerat similitudines, quibus nihil facit, nisi ut more suo ad aliena rapiat stultum lectorem, caussae interim prorsus oblita. Vt Deus nauem quidem seruat, sed nauita tamen ducit ad portum, quare nonnihil agit nauita. Diuersum opus, scilicet Deo seruandi, nauitae ducendi, tribuit ista similitudo. Deinde si quid probat, id probat, quod Dei sit totum opus seruandi, Nauitae totum opus ducendi, Et tamen est pulchra et apta similitudo. Sic agricola conuehit prouentus, Deus autem dedit. iterum diuersa opera Deo et homini, nisi agricolam simul creatorem facit, qui dederit prouentus.

         Dernæst opregner [Diatriben] en række sammenligninger, som ikke gør noget til sagen, ud over som den plejer at lokke den dumme læser hen til noget andet, så sagen i mellemtiden kan gå i glemmebogen. Såsom denne sammenligning: Gud frelser ganske vist skibet, men det er dog sømanden der fører det i havn, derfor gør han dog noget (eras3#32). Men denne sammenligning siger, at de har hver sin gerning, det er Guds opgave at frelse, sømandens at føre skibet. Og hvis den endelig beviser noget, så beviser den, at det helt og holdent er Guds opgave at frelse, sømandens helt og holdent at føre skibet; og dog er det en smuk og passende sammenligning. Ligeledes samler bonden høsten, men Gud giver den. Igen: Guds og menneskets opgave er forskellig, medmindre [Diatriben] vil gøre bonden til skaberen, der giver høsten.

⁹⁰ Sed dentur adhuc eadem opera Deo et homini, quid efficiunt istae similitudines? nihil nisi quod Creatura Deo operanti cooperatur. At nunquid nos de cooperatione nunc disputamus, ac non potius de propria ui et operatione liberi arbitrij? Quo igitur Rhetor ille fugit, qui dicturus de Palma, nihil dicit nisi de cucurbita? Amphora coepit institui, cur urceus exit? Scimus et nos, quod Paulus cooperatur Deo in docendis Corinthijs, dum foris praedicat ipse, et intus docet Deus, etiam in diuerso opere. Similiter et Deo cooperatur, cum loquitur in spiritu Dei, idque in eodem opere. Hoc enim nos asserimus et contendimus, quod Deus, cum citra gratiam spiritus operatur, omnia in omnibus, etiam in impijs, operatur, Dum omnia, quae condidit solus, solus quoque mouet, agit et rapit omnipotentiae suae motu, quem ilia non possunt uitare nec mutare, sed necessario sequuntur et parent, quodlibet pro modo suae uirtutis, sibi a Deo datae; sic omnia etiam impia illi cooperantur.

Men selv om vi så sagde, at de gjorde det samme arbejde, hvad ville så disse sammenligninger sige? Ikke andet end at skabningen samarbejder med den virkende Gud. Men mon vi her diskuterer samvirket, mon ikke vi diskuterer den frie viljes egne kræfter og handlinger? Hvorhen flygter denne rhetor, der ville sige noget om en palme, men kun siger noget om et græskar? Han ville fremskaffe et vinkrus, hvorfor bliver der bare et vandkrus ud af det? Også vi véd, at Paulus samarbejder med Gud, når han underviser korintherne, idet han selv prædiker i det ydre og Gud lærer i det indre, men her har de hver sit arbejde. På lignende måde samarbejder han med Gud, når han taler i ånden, men her er det det samme arbejde. Det påstår vi og det fastholder vi nemlig, at Gud, når han handler udenfor åndens nådegave, virker alt i alle, også i de gudløse, idet han bevæger og medriver alt, hvad han alene har skabt og også alene bevæger, med sin almagts bevægelse, den, som de ikke kan undgå eller ændre, men med nødvendighed må følge og adlyde, enhver efter det mål af kraft, som Gud har givet ham; på den måde samarbejder alle, også de gudløse, med ham.

⁹¹ Deinde, ubi spiritu gratiae agit in illis, quos iustificauit, hoc est, in regno suo, similiter eos agit et mouet, et illi, ut sunt noua creatura, sequuntur et cooperantur, uel potius, ut Paulus ait, aguntur. Sed ijs nunc non erat locus, Non disputamus, quid operante Deo possimus, sed, quid nos possimus, uidelicet, an iam creati ex nihilo, aliquid nos faciamus uel conemur illo generali motu omnipotentiae, ut paremur ad nouam creaturam spiritus, Hic respondendum erat, non alio diuertendum. 

Dernæst, når han ved åndens nådegave handler i dem, som han retfærdiggør, det vil sige, i sit rige, så driver og bevæger han dem på samme måde, og de følger og samarbejder, så sandt de er nye skabninger, eller man må snarere sige, som Paulus, at de føres. (rom#8.14) Men det var ikke det, vi skulle tale om. Vi disputerer ikke, hvad vi kan gøre med Guds hjælp, men hvad vi kan gøre, nemlig, om vi, der er skabt af intet, kan gøre noget eller stræbe efter noget ved hjælp af denne almindelige almagtens bevægelse, hvorved vi kan forberede os til åndens nye skabning. Det skulle der svares på, man skal ikke begynde at tale om noget andet.

⁹² Hic enim (W754) nos sic respondemus: Sicut homo, antequam creatur, ut sit homo, nihil facit aut conatur, quo fiat creatura, Deinde factus et creatus nihil facit aut conatur, quo perseueret creatura, Sed utrunque fit sola uoluntate omnipotentis uirtutis et bonitatis Dei nos sine nobis creantis et conseruantis, sed non operatur in nobis sine nobis, ut quos ad hoc creauit et seruauit, ut in nobis operaretur, et nos ei cooperaremur, siue hoc fiat extra regnum suum generali omnipotentia, siue intra regnum suum singulari uirtute spiritus sui, 

Og her vil vi svare således: Ligesom mennesket, før han blev skabt til at være menneske, ikke gjorde noget eller stræbte efter noget, hvorved han blev en skabning, og ligesom han, da han var blevet til og skabt, ikke gjorde noget eller stræbte efter noget, hvorved han kunne blive bevaret som skabning, men begge dele alene sker ved Guds styrkes og godheds almægtige vilje, som skaber og opholder os uden vor medvirken, men jo ikke virker i os uden os, eftersom han har skabt og bevaret os af den grund, at han kan virke i os, og vi samvirke med ham, enten udenfor hans rige ved den almindelige almagt eller i hans rige ved hans ånds særlige kraft.

⁹³ Sic deinceps dicimus: Homo antequam renouetur in nouam creaturam regni spiritus, nihil facit, nihil conatur, quo paretur ad eam renouationem et regnum, Deinde recreatus, nihil facit, nihil conatur, quo perseueret in eo regno, Sed utrunque facit solus spiritus in nobis, nos sine nobis recreans et conseruans recreates, ut et Iacobus dicit: Voluntarie genuit nos uerbo uirtutis* suae, ut essemus initium creaturae eius; loquitur de renouata creatura.

* Vulgata har 'veritatis'.

Ligesom vi siger alt det, siger vi også: Før mennesket blev fornyet til en ny skabning i åndens rige, gør det intet, stræber ikke efter noget, hvorved det kan forberede sig til denne fornyelse og dette rige, og når det er nyskabt, gør det intet, stræber ikke efter noget, hvorved det kan blive bevaret i dette rige, men begge dele virker alene ånden i os, idet den uden os genskaber os og bevarer os genskabte, som også Jakob siger: Af egen fri vilje skabte han os ved sit ords kraft, for at vi skulle være en førstegrøde af hans skabninger; (Jak 1,18) han taler om den fornyede skabning.

⁹⁴ Sed non operatur sine nobis, ut quos in hoc ipsum recreauit et conseruat, ut operaretur in nobis et nos ei cooperaremur. Sic per nos praedicat, miseretur pauperibus, consolatur afflictos. Verum quid hinc libero arbitrio tribuitur? imo quid ei relinquitur, nisi nihil? et uere nihil.

Men han virker ikke uden os, eftersom han af den grund har genskabt os og fornyet os, at han kan virke i os og vi samvirke med ham. Sådan prædiker han, forbarmer sig over de fattige, trøster de anfægtede gennem os. Men hvad tillægges der her den frie vilje? ja, hvad er der tilbage til den, andet end ingenting. Og virkelig ingenting.

^{95 [204]}              Lege igitur hic Diatriben per quinque uel sex cartas, ubi istiusmodi similitudinibus, tum pulcherrimis locis et parabolis ex Euangelio et Paulo adductis, aliud nihil agit, quam quod nos docet, in scripturis inueniri loca (ut ait) innumerabilia, quae cooperationem et auxilia Dei tradant. Ex quibus si tunc ego colligam: Homo nihil potest nisi auxiliante Dei gratia, igitur nulla sunt opera hominis bona, ipsa contra sic colligit, inuersione Rhetorica: imo (inquit) Homo nihil non potest auxiliante Dei gratia, igitur omnia opera hominis possunt esse bona; 

          Læs altså her fem eller seks sider frem i Diatriben, hvor den fremfører den slags sammenligninger, desuden smukke steder og lignelser fra evangeliet og Paulus, men ikke udøver andet end at den belærer os om, at der i skrifterne findes utallige steder (som den siger) som nævner samarbejdet med Gud og Guds hjælp. Men hvis jeg drager den slutning af disse steder: Mennesket kan intet uden Guds hjælp, altså er der ingen menneskelige gerninger, der er gode, så drager den selv den modsatte slutning med en omvendt retorik: Tværtimod, siger den, der er intet, mennesket ikke kan, når Gud hjælper, altså kan alle menneskets gerninger være gode;

⁹⁶ Quot igitur sunt loca in scripturis diuinis, quae meminerunt auxilij, tot sunt, quae statuunt liberum arbitrium, at ea sunt innumerabilia; Itaque uicero, si res aestimetur testimoniorum numero. Haec illa. Satin sobriam Diatriben putas aut mente sana fuisse, cum haec scriberet? Nam maliciae et nequitiae eius non tribuam, nisi tedio forte perpetuo me uoluerit enecare, dum ubique similis sibi, semper alia tractat quam instituit. Sed si illam delectauit ineptire in re tanta, delectet et nos ineptias eius uoluntarias publice traducere.

Lige så mange steder i de guddommelige skrifter, som nævner hjælpen, lige så mange er der, som stadfæster den frie vilje, men de er utallige; derfor har jeg sejret, hvis sagen bedømmes efter vidnesbyrdenes antal. Såvidt Diatriben. (eras3#56) Mener du, at Diatriben var tilstrækkelig ædru eller helt ved sine fulde fem, da den skrev dette? For jeg vil ikke tilskrive det ondskab eller letsindighed, hvis den måske ikke ved den vedvarende lede har ville ombringe mig, idet den overalt er sig selv lig, altid behandler noget andet end den havde foresat sig. Men hvis den har syntes, det var sjovt at vrøvle i en så alvorlig sag, så lad det også være sjovt for os offentligt at udstille dens frivillige tåbeligheder.

⁹⁷ Primum nos neque disputamus neque ignoramus, omnia opera hominis posse esse bona, si fiant auxiliante Dei gratia. Deinde hominem nihil non posse auxiliante Dei gratia. Tuam uero non satis possumus admirari negligentiam, qui, cum de liberi arbitrij ui instituisses scribere, scribis de ui gratiae Dei. Deinde, ac si omnes homines essent trunci et lapides, audes in publico dicere, liberum arbitrium statui per loca scripturae, quae auxilium gratiae Dei commendant, nec solum hoc audes, sed et encomion cantas uictor, triumphatorque gloriosissimus.    

For det første hverken disputerer vi eller er uvidende om, at alle menneskets gerninger kan være gode, hvis de sker med Guds nådes hjælp. Og vi er heller ikke uvidende om, at der ikke er noget, mennesket ikke kan med Guds nådes hjælp. Men vi kan ikke undre os nok over din efterladenhed, du, som har foresat dig at skrive om den frie viljes kraft, du skriver om Guds nådes kraft. Dernæst vover du, som om alle mennesker var træ og sten, offentligt at sige, at den frie vilje stadfæstes af skriftsteder, som nævner Guds hjælp, og ikke blot vover du det, men du synger også sejrssange som sejrherre og højherlig triumfator.

⁹⁸ Nunc (W755) uere scio, ex hoc ipso dicto et facto tuo, quid sit et ualeat liberum arbitrium, scilicet, insanire. Quid esse potest quaeso in te, quod sic loquitur, nisi ipsum liberum arbitrium? Audi tamen tuas consequentias!: Scriptura commendat gratiam Dei, ergo probat liberum arbitrium; Commendat auxilium gratiae Dei, ergo statuit liberum arbitrium. Qua dialectica didicisti has collectiones? Cur non contra: Gratia praedicatur, ergo liberum arbitrium tollitur; Auxilium gratiae commendatur, ergo liberum arbitrium destruitur? Ad quid enim confertur gratia? An ad hoc, ut superbia liberi arbitrij per sese satis robusti, gratia uelut superfluo ornamento diebus bachanalibus gestiat et ludat? Quare et ego inuertam collectionem, licet non Rhetor, firmiori tamen Rhetorica quam tu: Quotquot sunt loca in scripturis diuinis, quae meminerunt auxilij, tot sunt, quae tollunt liberum arbitrium.

Så nu véd jeg, ud fra det, du har har sagt og gjort, hvad den frie vilje er og hvad den duer til, den duer nemlig til at være tosset. Jeg spørger, hvad det kan være i dig, der taler således, andet end den selvsamme frie vilje? Men hør dog dine konsekvenser: Skriften nævner Guds nåde, ergo beviser den den frie vilje; den nævner Guds nådes hjælp, ergo stadfæster den den frie vilje. Ud fra hvilken dialektik har du lært disse slutninger? Hvorfor ikke det modsatte: Nåden prædikes, altså ophæves den frie vilje, nådens hjælp nævnes, ergo tilintetgøres den frie vilje? For hvorfor gives nåden til os? Mon dertil, at den frie viljes hovmod, der i sig selv er stærk, ved nåden som ved et overvældende smykke skal lege fastelavn og spille nar? Derfor vil jeg også vende konklusionen om, selv om jeg ikke er retor, men dog en stærkere i retorikken end du: Så mange steder i de guddommelige skrifter, som nævner hjælpen, så mange er der, som ophæver den frie vilje.

⁹⁹ Atque ea sunt innumerabilia. Itaque uicero, si res aestimetur testimoniorum numero nam ideo gratia opus est, ideo auxilium gratiae confertur, quod liberum arbitrium per sese nihil possit, et, ut ipsamet dixit opinione illa probabili, non possit uelle bonum. Commendata itaque gratia, et praedicato auxilio gratiae, simul impotentia liberi arbitrij praedicatur. Haec est sana collectio et rata consequentia, quam nec inferorum portae subuertent.

Og de er utallige. Derfor har jeg sejret, hvis sagen bedømmes efter vidnesbyrdenes antal, for af den grund er der brug for nåden, af den grund tilbydes der guddommelig hjælp, at den frie vilje i sig selv intet kan og ikke kan ville det gode, som Diatriben selv siger er en antagelig mening. Når derfor nåden er nævnt og der er prædiket nådens hjælp, er der samtidig prædiket den frie viljes afmagt. Det er en fejlfri slutning og en sikker konsekvens, som end ikke helvedes porte skal kaste omkuld.

^{100 [205]}          Hic finem ponemus defendendis nostris a Diatribe confutatis, ne liber crescat in immodicum, caetera, si quae digna sunt, inter asserenda nostra tractabuntur. Nam quod Erasmus in Epilogo repetit, si nostra stet sententia, frustra esse tot praecepta, tot minas, tot promissiones, nec meritis, nec demeritis, nec praemijs, nec supplijs locum relinqui, Deinde difficile esse, ut misericordia, imo iustitia Dei defendatur, si Deus necessario peccantes damnet, et alia incomoda quae sequuntur, quae summos uiros ita mouerunt, ut et subuerterunt, — De his omnibus reddidimus superius rationem,

           Hermed vil vi gøre en ende på forsvaret af vore sætninger, som er modsagt af Diatriben, at ikke bogen skal vokse til det umådeholdne, resten vil vi, hvis det er det værd, behandle blandt vore assertioner. For hvad Erasmus gentager i sin epilog, at hvis vores sætning står fast, er alle de mange bud, trusler, forjættelser forgæves, og at der i så fald ikke blev plads til fortjenester eller ikke-fortjenester, til belønninger, til bønner, videre, at det ville være vanskeligt at forsvare Guds barmhjertig, ja hans retfærdighed, hvis Gud med nødvendighed fordømte syndere, og de andre upassende ting, som følger og som har bevæget de største personer i den grad, at de endda er bragt til fald – om alt dette har vi ovenfor aflagt regnskab.

¹⁰¹ Nec patimur neque recipimus mediocritatem illam, quam nobis consulit bono, ut credo, animo, scilicet, ut libero arbitrio perpusillum concedamus, quo facilius pugnantia scripturae et incomoda praedicta tollantur, Nam ista mediocritate nihil est caussae consultum, neque quicquam profectum, Nisi enim totum et omnia libero arbitrio tribueris, exemplo Pelagianorum, manet nihilominus scripturae pugnantia, tollitur meritum et praemium, tollitur misericordia et iustitia Dei, et omnia manent incomoda, quae uitare uolumus per liberi arbitrij modiculam et inefficacem uim, ut satis supra docuimus. Ideo ad extrema eundum est, ut totum negetur liberum arbitrium, et omnia ad Deum referantur, sic non pugnabunt scripturae, et incomoda, si non tolluntur, feruntur. (W756)

Ejheller går vi med til eller accepterer det mådeholdne standpunkt, som Diatriben tilråder os at indtage – og jeg tror, den er i god tro – nemlig det, at vi skal indrømme den frie vilje en lille bitte smule, hvorved de skriftsteder, der kæmper mod hinanden og de førnævnte upassende foreteelser lettere kan tåles (eras3#76). For med dette mådeholde er sagen ikke hjulpet, ejheller gavner det noget, for medmindre man tilskriver den frie vilje alting helt og holdent, som pelagianerne gjorde, vil der stadig være skriftsteder, der modsiger hinanden, og fortjeneste og belønning ophæves, Guds barmhjertighed og retfærdighed ophæves, og alt det, vi ville undgå ved at give den frie vilje en mådeholden og uvirksom kraft, er stadigvæk upassende, som vi tydeligt har lært ovenfor. Derfor må man gå til den yderlighed helt at benægte den frie vilje og henføre alt til Gud, på den måde modsiger skriften ikke sig selv, og det upassende kan bæres, om det ikke ophæves.

^{102 [206]}         Hoc autem deprecor, Mi Erasme, ne credas me caussam hanc studio magis quam iudicio agere. Non patior me insimulari eius hypocrisis, ut aliter sentiam et aliter scribam,
nec defensionis calore (ut tu scribis de me) huc prouectus sum, ut nunc primum negem totum liberum, qui antea non nihil illi tribuerim, Nec hoc tu uspiam mihi in libellis meis ostendes, scio. Extant themata et problemata, in quibus perpetuo asserui usque in hanc horam, liberum arbitrium esse nihil et rem (eo uerbo tum utebar) de solo titulo. 

         Men det beder jeg dig om, kære Erasmus, at du ikke tror om mig, at jeg har behandlet denne sag med mere iver end med skønsomhed. Jeg går ikke med til, at jeg her skal beskyldes for hykleri, så jeg mener én ting og skriver noget andet, og jeg er heller ikke i forsvarets hede – som du skriver om mig (eras3#75) – blevet provokeret til nu at nægte dén frie vilje helt, som jeg tidligere dog tillagde noget, og jeg véd også, at du ikke nogetsteds i mine bøger kan påvise dette. Der foreligger temaer og afhandlinger, hvori jeg altid har hævdet lige til den dag i dag, at den frie vilje intet er og er et tomt begreb, det udtryk brugte jeg dengang. (ass04#44). (n102)

¹⁰³ Veritate uictus et disputatione prouocatus ac compulsus, sic sensi et scripsi. Quod autem uehementius egerim, agnosco culpam, si culpa est, imo testimonium hoc mihi in mundo reddi in caussa Dei, mirifice gaudeo. Atque utinam et ipse Deus id testimonij in nouissimo die confirmaret. Quis enim tum beatior Luthero, qui tanto sui saeculi testimonio commendatur, quod ueritatis caussam non segniter, nec fraudulenter, sed uehementer satis uel potius nimio egerit?

Jeg mener sådan og har skrevet sådan, overvundet af sandheden og provokeret og drevet frem af disputationen. Men at jeg har diskuteret for lidenskabeligt, deri erkender jeg mig skyldig, hvis det er en brøde, for snarere glæder jeg mig overordentligt over, at jeg får det vidnesbyrd i verden i Guds sag. Og gid også Gud selv på den yderste dag vil bekræfte dette vidnesbyrd. For hvem vil da være saligere end Luther, som anbefales med sin tids meget stærke vidnesbyrd, at han førte sandhedens sag ikke forsømmeligt, ikke lusket, men med tilstrækkelig lidenskab eller snarere med for megen lidenskab?

¹⁰⁴ Tum illud Hieremiae foeliciter euaserim: maledictus, qui facit opus Domini negligenter. Si uero et in tuam Diatriben acerbior uidebor, ignosces mihi, Neque enim id maligno animo facio, sed mouit, quod authoritate tua caussam hanc Christi uehementer premebas, licet eruditione et re ipsa nihil praestares. Iam quis sic imperet stilo ubique, ut non alicubi ferueat? Tu, qui prae modestiae studio pene friges in hoc libro, tamen non raro ignita et amarulenta tela iacularis, ut, nisi lector multum aequus ac fauens sit, uirulentus uidearis. Sed haec nihil ad caussam, quae inuicem libenter condonare debemus, ut sumus homines et humani alienum in nobis nihil est.

Da vil jeg lykkeligt have undgået at rammes af dette ord fra Jer 48,10: 'Forbandet den, som udøver Herrens gerning forsømmeligt'. Men hvis jeg også forekommer for skarp overfor din Diatribe, så tilgiv mig det. Jeg gør det ikke i ond mening, men det, der bevægede mig, var, at du med din autoritet angreb Kristi sag hårdt, selv om du ikke ydede noget til sagen selv med din viden. Men hvem har her en sådan magt over sin pen, at den ikke nogle steder gløder? Du, som af iver efter at være moderat næsten er iskold i denne bog, afsender dog ikke så sjældent et ildsprudende og bidende spyd, så det, hvis ikke læseren er meget på din side og dig gunstig stemt, nok kunne se ud, som var du fuld af gift. Men det har intet med sagen at gøre; vi skylder gensidigt at tilgive hinanden den slags, eftersom vi er mennesker, og der ikke er noget i os, som er fremmed for det menneskelige.

^{105 [207]}           Ad ultimam huius libri partem uenimus, qua, ut promisimus, copias nostras producere debemus, contra liberum arbitrium.  Sed eas non (W757) producemus omnes; quis enim hoc efferit paruo libello, cum uniuersa scriptura a nobis per singulos apices et literas? Nec et opus, tum, quod iam stet uictum ac prostratum sit liberum arbitrium duplici victoria, altera, ubi omnia contra ipsum stare probamus, quae pro se facere putabat, altera ubi inuicta adhuc permanere ostendimus, quae confutare uoluit,  Tum, etiamsi uictum nondum esset, satis fuerit effectum, si uno altero telo prosternatur.

            Vi kommer nu til den sidste del af denne bog, hvori vi, som vi havde lovet, vil fremføre vore stridskræfter imod den frie vilje. Men vi vil ikke fremføre dem allesammen; for hvem kunne gøre det i en lille bog, når hele skriften med alle apostroffer og bogstaver står på vor side? Ejheller er det nødvendigt, da den frie vilje allerede er overvundet og nedlagt ved en dobbelt sejr, den ene, hvor vi har bevist, at alt det, den mente talte for den, taler imod den, den anden, hvor vi har vist, at alt hvad den ville sige imod os, stadig står uovervundet, det er ikke nødvendigt, heller ikke selv om den endnu ikke var besejret, det er nok, at den nedlægges med det ene eller det andet spyd.

¹⁰⁶ Quid enim opus est hostem uno aliquo telo occisum, multis alijs telis confodere mortuum? Breuis itaque, si res passa fuerit, nunc agemus. Atque e tanto numero exercituum, duos proferemus duces cum aliquot suis legionibus, Paulum uidelicet et Iohannem Euangelistam.

Hvad nytte er det nemlig til, overfor en fjende, der allerede er dræbt af et eller andet spyd, at gennembore liget med mange andre spyd? Derfor vil vi nu, hvis sagen gør det muligt, fatte os i korthed. Og ud af det store antal soldater vil vi udvælge to hærførere med nogle af deres legioner, nemlig Paulus og evangelisten Johannes.

¹⁰⁷ Paulus ad Romanos scribens, sic ingreditur disputationem aduersus liberum arbitrium pro gratia Dei: Revelatur (inquit) ira Dei de coelo super omnem impietatem et iniustitiam hominum, qui ueritatem Dei in iniustitia detinent.

Paulus begynder i romerbrevet sin disputation imod den frie vilje for Guds nåde således: ‘Guds vrede blev åbenbaret fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, som hindrer Guds sandhed med uretfærdighed’. (rom#1.18)

¹⁰⁸ Audis hic generalem sententiam super omnes homines, quod sint sub ira Dei? Hoc quid est aliud, quam esse ira et supplicio dignos? Caussam irae assignat, quod gerant non nisi ira et supplicio digna, nempe quod impij et iniusti sint omnes et ueritatem detineant in iniustitia.

Hører du her den almindelige dom over alle mennesker, som er under Guds vrede? Hvad er det andet, end at de er skyldige til vrede og straf? Og han betegner også grunden til vrede, nemlig, at de ikke har gjort andet, end hvad der var værdigt til vrede og straf, nemlig, at de alle er gudløse og uretfærdige og hindrer Guds sandhed med uretfærdighed.

¹⁰⁹ Vbi nunc uis liberi arbitrij, quae conetur aliquid boni? Paulus id facit ira Dei dignum, et impium et iniustum decernit. quod uero iram meretur et impium est, id contra gratiam conatur et ualet, non pro gratia.

Hvor er nu den frie viljes kraft, hvormed den stræber efter et eller andet godt? Paulus gør den her værdig til Guds vrede og betegner den som gudløs og uretfærdig. Men hvad der fortjener vrede og er gudløst, stræber og anstrenger sig imod nåden, ikke for nåden.

^{110 [208]}          Ridebitur hic oscitantia Lutheri, qui Paulum non satis inspexerit, dicetque aliquis, Paulum ibi non de omnibus hominibus, nec de omnibus eorum studiis, sed de iis tantum loqui, qui sunt impij et iniusti, atque, ut uerba habent, de ijs, qui ueritatem et iniustitiam detinent, Hinc non sequi, quod omnes sint eiusmodi.

        Så vil man nok her gøre nar af Luther, fordi han er faldet i søvn og ikke har undersøgt Paulus tilstrækkelig grundigt, og nogen vil sige, at Paulus her ikke taler om alle mennesker, ejheller om alle deres bestræbelser, men kun om dem, der er gudløse og uretfærdige, om dem, som hindrer sandheden med uretfærdighed, og heraf følger dog ikke, at alle er sådanne mennesker.

¹¹¹ Hic ego dico, apud Paulum idem ualere, si dixeris: super omnem impietatem hominum, atque si dixeris: super impietatem omnium hominum, Ebraicatur enim Paulus fere ubique, ut sit sensus: Omnes homines sunt impij et iniusti, detinentque ueritatem in iniustitia, ideo omnes sunt ira digni.

Her siger jeg, at hos Paulus betyder det det samme, hvis du siger ‘over al menneskelig ugudelighed’, som hvis du siger ‘over ugudeligheden hos alle mennesker’. Paulus taler nemlig næsten overalt på den hebraiske måde, så meningen er: ‘Alle mennesker er gudløse og uretfærdige og hindrer sandheden ved uretfærdighed, derfor er alle værdige til vrede’.

¹¹² Deinde in graeco non ponitur relatiuum, eorum qui, sed articulus, hoc modo: Reuelatur ira Dei super impietatem et iniustitiam hominum detinentium ueritatem et iniustitia, Vt hoc uelut Epitheton sit omnium hominum, quod ueritatem in iniustitia detinent, sicut Epitheton est, cum dicitur: Pater noster qui es in coelis, quod sic alias diceretur: Pater noster coelestis uel in coelis. 

Og dernæst sættes der ikke på græsk et relativpronomen, ‘de, som’, men en artikel, på denne måde: ‘Guds vrede åbenbares over ugudeligheden og uretfærdigheden hos mennesker, der hindrer sandheden ved uretfærdighed’ (rom#1.18), så at det er et prædikat til ‘alle mennesker’, at de hindrer sandheden ved uretfærdighed, ligesom det er et prædikat, når vi siger: ‘Fader vor, du som er i himlen’, ligesom om vi ville sige: ‘Vor himmelske Fader’, eller ‘vor Fader i himlen’.

¹¹³Dicitur enim ad differentiam eorum, qui credunt et pij sunt. Sed friuola et uana sint haec, nisi ipsa disputatio Pauli ea cogat et euincat. Paulo enim ante dixerat: Euangelion uirtus Dei est in salutem omni credenti, Iudaeo primum et Graeco. Hic non sunt obscura aut ambigua uerba; Iudaeis et Graecis, id est, omnibus hominibus est necessarium Euangelion uirtutis Dei, ut credentes salui fiant ab ira (W758) reuelata. 

Det siges nemlig for at danne forskel til dem, som tror og er fromme. Men dette er svagt og tomt, hvis ikke Paulus’ egen diskussion tvinger og overbeviser dertil. Lidt tidligere har han nemlig sagt: ‘Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker’ (rom#1.16). Her er der ikke nogen dunkle eller tvetydige ord; for jøder og grækere, det vil sige, for alle mennesker er evangeliet en nødvendig Guds kraft, så de, der tror, bliver frelst fra den åbenbarede vrede.

¹¹⁴ Obsecro, qui Iudaeos, iustitia, lege Dei et ui lib. arb. pollentes, sine discrimine uacous et egentes praedicat uirtute Dei, qua salui fiant ab ira reuelata, et necessariam eam uirtutem illis facit, an non sub ira eos esse censet? Quos iam dabis homines non obnoxios irae Dei, quando summos homines mundi, puta Iudaios et Graecos, tales esse credere cogeris? 

Jamen, for pokker, den, der prædiker, at jøderne, der er rige på retfærdighed, på Guds lov og den frie viljes kraft, uden forskel mangler og har brug for Guds kraft, hvorved de kan frelses fra den åbenbarede vrede, den, der gør denne kraft til en nødvendighed for dem, mon han ikke mener, at de er under vreden? Hvor vil du nu finde nogle mennesker, der ikke er skyldige under Guds vrede, når du tvinges til at tro, at det er de højeste mennesker i verden, nemlig jøderne og grækerne?

¹¹⁵ Deinde quos inter ipsos Iudaeos et Graecos excipies, quando Paulus sine ullo discrimine, omnes uno uerbo complexos, omnes eidem sententiae subjicit? An putandum est, in istis duabus praestantissimis nationibus non fuisse homines, qui ad honesta niterentur?

Og videre, hvem blandt disse selvsamme jøder og grækere vil du undtage, når Paulus uden nogen forskel sammenfatter dem alle under ét ord og underkaster dem alle den samme dom? Mon du vil mene, at der ikke blandt disse to fortrinlige folkeslag fandtes mennesker, som stræbte efter det gode?

¹¹⁶ an non conati sunt ulli pro uiribus lib. arb.? Sed nihil hoc Paulus moratur, omnes sub iram mittit, omnes impios et iniustos praedicat.

eller er der ikke nogen iblandt dem, der har forsøgt sig med den frie viljes kræfter? Men Paulus tøver overhovedet ikke her, han underkaster alle under vreden, han prædiker, at alle er ugudelige og uretfærdige.

¹¹⁷ Ita et reliquos Apostolos nonne simili sermone et omnes gentes alias, quemlibet in sorte sua, sub iram hanc coniecisse credendum est?

Skal man altså ikke også tro, at de øvrige apostle ved en lignende prædiken har underlagt alle de andre folkeslag, af hvad art de end er, under denne vrede?

¹¹⁸ Videre til serv-arbit10!

ca

¹¹⁹ c

ca

¹²⁰c

ca