De servo arbitrio 7

^{1 [150]}         Haec rata et certa sunt, si credimus omnipotentem esse Deum, Deinde impium esse creaturam Dei, auersam uero relictamque sibi sine spiritu Dei non posse uelle aut facere bonum.

Dette er sikkert og vist, hvis vi tror, at Gud er almægtig, og at den gudløse er Guds skabning, men er forvendt og overladt til sig selv og uden Guds ånd ikke kan ville eller gøre det gode.

²   Omnipotentiam Dei facit, ut impius non possit motum et actionem Dei euadere, sed necessario illi subiectus paret.

Guds almagt bevirker, at den gudløse ikke kan undgå Guds bevægelse og handling, men med nødvendighed som underlagt den må adlyde den.

³ Corruptio uero seu auersio sui a Deo, facit, ut bene moueri et rapi non possit. Deus suam omnipotentiam non potest omittere propter illius auersionem, Impius uero suam auersionem non potest mutare.

Men hans fordærvelse eller bortvendthed fra Gud bevirker, at han ikke kan bevæges og meddrages på en god måde. Gud kan ikke standse sin almagt på grund af hans forvendthed, men den gudløse kan ikke ændre sin forvendthed.

⁴  Ita fit, ut perpetuo et necessario peccet et erret, donec spiritu Dei corrigatur. In his uero omnibus Satan adhuc in pace regnat, et atrium suum quietum possidet sub motu isto diuinae omnipotentiae. (Luk 11,21).

Derfor sker der det, at han til stadighed og med nødvendighed synder og tager fejl, indtil Guds ånd retleder ham. Men i alt dette hersker Satan indtil videre i fred, og besidder sin gård i ro under denne guddommelige almagts bevægelse.

⁵ Post haec uero sequitur indurationis negocium, quod sic habet: Impius (ut diximus), sicut et princeps suus Satan, totus est uersus ad se et ad sua, non requirit Deum, nec curat ea quae Dei sunt, suas opes, suas glorias, sua opera, suum sapere, suum posse, et omnino suum regnum quaerit, illisque uult in pace frui.

Men efter dette følger processen med forhærdelsen, hvormed det går sådan til: Den gudløse er som sagt ligesom sin fyrste, Satan, helt vendt imod sig selv og sit, søger ikke Gud, bryder sig ikke om det, der hører Gud til, søger sin egen rigdom, sin egen ære, sine egne gerninger, sin egen visdom, sin egen evne og i det hele taget sit eget rige, og han vil nyde disse ting i fred.

⁶  Quod si quis ei resistat aut aliquid horum uoluerit imminuere, eadem auersione, qua illa quaerit, etiam mouetur et indignatur et furit in aduersarium, Et non tam potest non furere, quam non potest cupere et quaerere, Et tam non potest non cupere, quam non potest non esse, cum sit creatura Dei, licet uitiata.

Derfor, hvis nogen står ham imod eller vil formindske nogen af alle disse ting, så vil han med den samme forvendthed, hvormed han søger dem, bevæges og forarges og rase imod sin modstander. Og lige så lidt kan han lade være med at rase, som han kan lade være med at ønske og stræbe, og lige så lidt kan han lade være med at ønske, som han kan lade være med at være, eftersom han er en Guds skabning, skønt en fordærvet sådan.

⁷  Hic est ille furor mundi aduersus Euangelion Dei, Nam per Euangelion uenit ille fortior, uicturus atrij quietum possessorem, et damnat istas cupiditates gloriae, opum, sapientiae et iustitiae propriae et omnia, in quibus confidit.

Herfra stammer denne verdens raseri imod Guds evangelium. For gennem evangeliet kommer denne stærkere og besejrer den rolige gårdsbesidder, og fordømmer denne stræben efter ære, rigdom, visdom og egenretfærdighed og alt, hvad han sætter sin lid til.

⁸  Haec ipsa irritatio impiorum, cum Deus illis contrarium dicit aut facit, quam uellent, est ipsorum induratio et ingrauatio. Nam cum per sese sint auersi ipsa naturae corruptione, tum multo magis auertuntur et peiores fiunt, dum ipsorum auersioni resistitur aut detrahitur.

Denne selvsamme forbitrelse hos de gudløse, når Gud taler eller gør det modsatte af, hvad de vil, er deres forhærdelse og forstokkethed. For eftersom de selv er forvendte ved deres egen naturs fordærvethed, så bliver de meget mere forvendte og værre, når der øves modstand imod eller gøres afbræk på deres forvendthed.

⁹  Sic Pharaoni impio erepturus tyrannidem, irritauit eum et magis indurauit et aggrauauit cor eius, dum illum per uerbum Mosi, uelut regnum ablaturi et populum suae tyrannidi subtracturi, inuasit, et intus spiritum non dedit, sed ipsius impiam corruptionem permisit Satana regnante succensere, intumescere, furere et procaedere, cum securitate quadam et contemptu.

Når således Gud vil frarive den gudløse Farao hans herredømme, så forbitrer han ham og forhærder hans hjerte og gør det mere forstokket, når han angriber ham gennem Moses' ord, som om han ville tage hans rige fra ham og fjerne hans folk fra hans tyranni, og ikke giver ham ånden indvendig, men tillader hans egen gudløse fordærvethed under Satans herredømme at flamme op, at blive opblæst, at rase og skride frem med en vis sikkerhed og foragt.

^{10 [151]}           Non igitur quispiam cogitet, Deum, cum dicitur indurare, aut malum in nobis operari (indurare enim est malum facere), sic facere, quasi de nouo in nobis malum creet, ac si fingas malignum cauponem, qui ipse malus, in uas non malum fundat aut temperet uenenum, ipso uase nihil faciente, quam quod recipiat uel patiatur temperatoris malignitatem.

           Nu skal ingen tænke, at Gud, når han siges at forhærde eller virke ondt i os (for at forhærde er at virke ondt), gør det på en måde, som om han fra ny skaber det onde i os, som hvis man forestiller sig en ond krovært, som selv er ond og ned i et ikke dårligt glas hælder eller blander noget gift, mens glasset selv ikke gør andet, end at det modtager eller finder sig i den midlertidige ondskab.

¹¹  Sic enim fingere uidentur hominem per sese bonum aut non malum pati a Deo malum opus, dum audiunt a nobis dici, Deum in nobis operari bona et mala, nosque mera necessitate passiua subijci Deo operanti, non satis cogitantes, quam (W711) inquietus sit actor Deus in omnibus creaturis suis, nullamque sinat feriari.

Sådan synes de at forestille sig, at mennesket, der i sig selv er godt eller ikke ondt, finder sig i en ond gerning af Gud, når de hører, at vi siger, at Gud virker ondt og godt i os, og at vi i ren og skær passiv nødvendighed er underkastet den virkende Gud, men de tænker ikke nok over, hvor aktiv en aktør Gud er i alle sine skabninger, og over, hvordan han ikke lader nogen ligge på den lade side.

¹² Sed ita cogitet, qui utcunque talia uolet intelligere, In nobis, id est, per nos Deum operari mala, non culpa Dei, sed uitio nostro, qui cum simus natura mali, Deus uero bonus, nos actione sua pro natura omnipotentiae suae rapiens, aliter facere non possit, quam quod ipse bonus, malo instrumento malum faciat, licet hoc malo pro sua sapientia utatur bene ad gloriam suam et salutem nostram.

Nej, sådan skal man tænke, hvis man vil forstå bare lidt af den slags, at Gud virker det onde i os, det vil sige, igennem os; og det sker ikke ved Guds skyld, men ved vores, eftersom vi af natur er onde, men Gud er god, og han driver os gennem sin handling i kraft af sin almagts væsen, anderledes kan han ikke gøre, end da han selv er god med et ondt redskab at gøre ondt, lad så være, at dette onde i kraft af hans visdom bruges godt til hans ære og vor frelse.

¹³ Sic Satanae uoluntatem malam inueniens, non autem creans, sed deserente Deo, et peccante Satana malam factam, arripit operando, et mouet quorsum uult, licet illa uoluntas mala esse non desinat, hoc ipso motu Dei.

Sådan forefinder han Satans vilje ond, han skaber den ikke, men fordi Gud forlod ham og Satan syndede, blev han ond, og ham river han med i sin virken og bevæger ham, hvorhen han vil, også selv om hans vilje ikke ophører med at være ond under denne selvsamme Guds bevægekraft.

¹⁴  Hoc modo dixit Dauid .2. Reg. de Simei: Sine illum, ut maledicat, Dominus enum praecepit illi, ut maledicat Dauid. Quomodo praecipiat Deus maledicere, scilicet tam uirulentem et malum opus? Externum non erat uspiam tale praeceptum. Respicit igitur Dauid illo, quod Deus omnipotens dixit et facta sunt, hoc est, uerbo aeterno omnia facit.

På den måde siger David, 2 Sam 16,11 om Shim'i: Lad ham forbande, for Herren har påbudt ham at forbande David. Hvordan kan Gud påbyde at forbande, hvilket er en giftig og ond gerning? Et ydre bud i den retning var der på ingen måde tale om. David ser altså hen til det, at Gud den almægtige talte og så skete det, det vil sige, til, at Gud skaber alt med sit evige ord.

¹⁵ Itaque uoluntatem Simei iam malam cum omnibus membris, contra Dauid antea accensam, oblato oportune Dauid, ut merito talem blasphemiam, rapit diuina actio et omnipotentia, et ipse Deus bonus, per malum et blasphemum organum praecipit, id est, uerbo dicit et facit, scilicet raptu actionis suae, hanc blasphemiam.

Derfor griber den guddommelige virken og almagt Shim'is vilje, der i forvejen var ond som alle hans lemmer og optændt imod David, og da så på det rette tidspunkt den David kom, der havde fortjent en sådan forbandelse, så, skønt Gud selv er god, foreskriver han dog gennem et ondt og forbandende redskab, det vil sige, gennem ordet taler og udfører han, nemlig drevet af hans virkekraft, denne forbandelse. 

^{16 [150?]}          Sic indurat Pharaonem, cum impiae et malae eius uoluntati offert uerbum et opus, quod illa odit, uitio scilicet ingenito et naturali corruptione.

           Sådan forhærder han Farao, idet han tilbyder ordet og gerningen til hans gudløse og onde vilje, hvilket denne hader, nemlig ifølge sin medfødte og naturlige fordærvethed.

¹⁷ Atque cum Deus spiritu intus eam non mutet, pergat uero offerendo et obtrudendo, Pharao uero uires, opes, potentiam suam considerans, illis eodem naturali uitio confidit, fit, ut hinc suarum rerum imaginatione inflatus et exaltatus, illinc uero humilitate Mosi et uerbi Dei abiecta forma uenientis, superbus contemptor factus, induretur, tum magis ac magis irritetur et ingrauetur, quo magis Moses instat et minatur.

Og eftersom Gud ikke indvendig bevæger denne vilje med sin ånd, men fortsætter med at tilbyde og trænge sig på, men Farao kun ser på sine kræfter, sin rigdom og sin magt, og stoler på den i kraft af den samme naturlige fejl, så sker der det, at han på den ene side opblæses og opivres af forestillingen om sine ting, men på den anden side bliver han ved Moses' og Guds ords ydmyghed, der kommer til ham i en foragtelig form, til en overmodig foragter, han forhærdes, og bliver mere og mere ophidset og forstokket, jo mere Moses fortsætter og truer.

¹⁸ Haec autem uoluntas eius mala, se sola non moueretur aut induraretur, sed, omnipotens actor cum illam agat inaeuitabili motu, ut reliquas creaturas, necesse est eam aliquid uelle. 

Men denne hans onde vilje bevæger eller forhærder sig ikke af sig selv, men da den almægtige virker på ham med en uundgåelig bevægelse, som på de øvrige skabninger, må han nødvendigvis ville noget.

¹⁹  Tum simul foris offert, quod naturaliter illam irritat et offendit, fit, ut Pharao non possit uitare indurationem sui, sicut uitare non potest et omnipotentiae diuinae actionem, et auersionem seu maliciam suae uoluntatis.

Da han samtidig udefra tilbyder ham noget, som af naturen ophidser og forarger ham, sker der det, at Farao ikke kan undgå sin forhærdelse, sådan som han ikke kan undgå den guddommelige almagts virken og sin viljes forvendthed og ondskab.

²⁰ Quare induratio Pharaonis per Deum sic impletur, quod foris obijcit maliciae eius, quod ille odit naturaliter, tum intus non cessat mouere omnipotente motu malam (ut inuenit) uoluntatem, Illeque pro malicia uoluntatis suae non potest non odisse contrarium sibi et confidere suis uiribus, sic obstinatur, ut neque audiat neque sapiat, Sed rapiatur possessus a Satana, uelut insanus et furens. (W712)

Derfor fuldføres Faraos forhærdelse af Gud således, at han udefra modsætter sig hans ondskab, hvilket kan af sin natur hader, mens han indefra ikke ophører med, med sin almægtige bevægkraft, at bevæge den vilje, som han forefinder ond, og han kan på grund af sin viljes ondskab ikke lade være med at hade det, der står ham imod, og stole på sine egne kræfter, og således bliver han stædig og hverken hører eller forstår, men raser, besat af Satan, som en vanvittig eller rasende.

^{21 [151?]}           Haec si persuasimus, uicimus in hac caussa, et explosis tropis et glosis hominum, uerba Dei simpliciter accipimus, ne sit necesse Deum excusare, uel iniquitatis arguere.

            Hvis vi har overbevist om dette, har vi vundet i denne sag, og vi ødelægger menneskenes billedtale og ordforståelse, og forstår Guds ord ganske ligefremt, så det ikke er nødvendigt at undskylde Gud eller mene, han er uretfærdig.

²² Cum enim dicit: Ego indurabo cor Pharaonis, simpliciter loquitur, ac si sic diceret: Ego faciam, ut cor Pharaonis induretur, seu, ut me operante et faciente, induretur, quod quomodo fiat, audiuimus, Scilicet: intus generali motu ipsam mouebo uoluntatem malam, ut suo impetu et cursu uolendi pergat, nec cessabo mouere nec possum aliter, Foris uero offeram uerbum et opus, in quod impinget impetus ille malus, cum aliud non possit, nisi male uelle, me ipsum malum mouente uirtute omnipotentiae.

Når han nemlig siger: 'Jeg vil forhærde Faraos hjerte', så taler han ligeud, som om han sagde sådan: 'Jeg vil gøre, at Faraos hjerte bliver forhærdet, eller idet jeg handler og virker, bliver det forhærdet, og hvordan det sker, har vi hørt, nemlig: jeg vil bevæge indvendig med almagtsbevægelsen denne onde vilje, så han fortsætter ud fra egen trang og løb med at ville, og jeg vil ikke ophøre med at bevæge ham, jeg kan heller ikke andet; men udvendig vil jeg tilbyde ham ordet og gerningen, hvorved jeg vil støde til denne onde trang, eftersom han ikke kan andet end ville det onde, når jeg bevæger dette onde med min almagtskraft.

²³ Sic certissimus erat, et certissime pronunciabat Deus, Pharaonem esse indurandum, ut qui certissimus erat, Pharaonis uoluntatem nec motui omnipotentiae resistere, nec maliciam suam deponere, nec oblatum aduersarium Mosen admittere posse, sed manente uoluntate eius mala, necessario peiorem, duriorem et superbiorem fieri, dum cursu et impetu suo impingeret in id, quod nolebat et quod contemnebat, confisus potentia sua.

Sådan var Gud ganske sikker og han forkyndte det som noget ganske sikkert, at Farao ville blive forhærdet, fordi han var helt sikker på, at Faraos vilje ikke kunne modstå almagtens bevægelse og ejheller ophøre med sin ondskab, eller når den mødte modstand give Moses lov til at rejse, men hans vilje var og forblev ond, og blev med nødvendighed værre, hårdere og mere overmodig, da han i sit løb og drift stødte ind i det, som han ikke ville og som han foragtede, i den grad stolede han på sin magt.

²⁴ Ita uides hic, etiam hoc ipso uerbo confirmari, libe. arb. nihil nisi malum posse, dum Deus, qui non fallitur ignorantia, nec mentitur nequitia, tam secure promittit indurationem Pharaonis, certus uidelicet, quod uoluntas mala non nisi malum uelle possit, et oblato bono sibi contrario, non nisi peior fieri possit.

Derfor ser du her, at netop ved dette ord bekræftes det, at den frie vilje ikke kan gøre andet end ondt, idet Gud, som ikke kan tage fejl af uvidenhed og ikke lyve af slethed, så ganske sikkert forjætter Faraos forhærdelse, og det er jo sikkert, fordi en ond vilje ikke kan ville andet end ondt, og når den får forelagt noget godt, som er den imod, ikke kan andet end blive værre.

²⁵  Reliqua igitur sunt, ut quaerat quispiam, Cur Deus non cesset ab ipso motu omnipotentiae, quo uoluntas impiorum mouetur, ut pergat mala esse et peior fieri?

Tilbage står kun det, at en og anden nok spørger, hvorfor Gud ikke ophører med denne almagtsbevægelse, hvorved han bevæger de gudløses vilje, så at viljen fortsætter og bliver værre?

²⁶ Respondetur: hoc est optare, ut Deus propter impios desinat esse Deus, dum eius uirtutem et actionem optas cessare, scilicet, ut desinat esse bonus, ne illi fiant peiores. 

Her må svares: Dette er at ønske, at Gud på grund af de gudløse skulle ophøre med at være Gud, idet man ønsker at hans kraft og handlen ophører, det vil sige, han skulle ophøre med at være god, for at de ikke skulle blive værre.

²⁷ At cur non simul mutat uoluntates malas, quas mouet? Hoc pertinet ad secreta maiestatis, ubi inconprehensibilia sunt iudicia eius. Nec nostrum hoc est quaerere, sed adorare mysteria haec. 

Men hvorfor ikke samtidig forandre de onde viljer, som han bevæger? Dette hører til majestætens hemmeligheder, hvor hans domme er uransagelige. Og det er ikke vores sag at spørge, derimod at tilbede dette mysterium.

²⁸  Quod si caro et sanguis hic offensa murmuret, Murmuret sane, sed nihil efficiet, Deus ideo non mutabitur. Et si scandalisati impij discedant quam plurimi, Electi tamen manebunt. Idem dicetur illis, qui quaerunt: Cur permisit Adam ruere, et cur nos omnes eodem peccato infectos condit, cum potuisset illum seruare et nos aliunde uel primum purgato semine, creare? 

Hvis nu kød og blod her ville blive forarget og knurre, så lad dem blot knurre, det gør intet til sagen, Gud forandres ikke af den grund. Og selv om de gudløse i stort tal ville forarges herover og falde fra, så vil de udvalgte dog forblive. Det samme må siges til dem, der spørger: Hvorfor tillod han, at Adam faldt, og hvorfor skaber han os alle inficeret med den samme synd, eftersom han godt kunne have bevaret ham fra fald og kunne have skabt os anderledes eller af en sæd, der først var renset?

²⁹ Deus est, cuius uoluntatis nulla est caussa nec ratio, quae illi ceu regula et mensura praescribatur, cum nihil sit illi aequale aut superius, sed ipsa est regula omnium.

Han er Gud, og for hans vilje er der ingen begrundelse eller afregning, som skulle foreskrive ham regel eller mål, eftersom ingen er hans lige eller overmand, men han selv alting regel.

³⁰ Si enim esset illi aliqua regula uel mensura, aut caussa aut ratio, iam nec Dei uoluntas esse posset, Non enim, quia sic debet uel debuit uelle, ideo rectum sit, quod uult, Sed contra, Quia ipse sic uult, ideo debet rectum esse, quod fit. Creaturae uoluntati caussa et ratio praescribitur, sed non Creatoris uoluntati, nisi alium illi praefeceris creatorem. (W713)

Hvis nemlig der kunne foreskrives ham nogen regel eller mål, eller gives nogen begrundelse eller afregning, så kunne der ikke være tale om Gud vilje. For det forholder sig ikke sådan, at fordi han bør eller burde ville det, derfor er det ret, hvad han vil, nej, det er omvendt, fordi han selv vil det og det, derfor bør det være ret, hvad der sker. Skabningens vilje kan der foreskrives grund og begrundelse, men ikke Skaberens vilje, ellers ville du foretrække noget andet fremfor ham som skaber.

^{31 [153]}          His puto satis confutatam esse tropologam Diatriben cum suo tropo, tamen ad ipsum textum ueniamus, uisuri, quam conueniat inter ipsam et tropum.

           Hermed mener jeg tilstrækkeligt at have gendrevet Diatriben, den billedtaler, med dens egen billedtale; lad os nu gå til teksten selv for at se, hvordan den stemmer overens med sig selv og med billedtalen.

³² Mos est enim omnium, qui tropis eludunt argumenta, ut textu ipso fortiter contempto, hoc solum laborent, ut excerptum uocabulum aliquod tropis torqueant, ac suo sensu crucifigant, nulle respectu habito, uel circumstantiarum, uel sequentium et praecedentium, uel intentionis aut caussae authoris.

Det er nemlig skik hos alle de, der undviger argumenter med deres billedtale, at de stærkt foragter teksten selv og alene anstrenger sig for at fordreje et eller andet isoleret ord, som de så korsfæster med deres mening, uden hensyn til sammenhængen, hverken den følgende eller den foregående, eller til forfatterens hensigt og begrundelse.

³³ Sic Diatribe hoc loco, nihil morata, quid agat Moses, aut quorsum tendat eius oratio, uoculam hanc: 'Ego indurabo' (qua offenditur) e textu rapit, fingitque pro libidine, interim nihil cogitans, quomodo sit rursus inserenda, et coaptanda, ut quadret corpori textus.

Således river Diatriben på dette sted, uden at tænke på, hvad Moses gør eller hvad hans tale går ud på, dette lille ord: 'Jeg vil forhærde' (som forarger den) ud fra teksten, laver det om efter forgodtbefindende og tænker undervejs ikke over, hvordan den igen skal sætte det ind i teksten og passe det til, så det passer ind i tekstsammenhængen.

³⁴ Atque haec est illa ratio, cur scriptura non sit satis dilucida apud tot soeculis receptissimos ac doctissimos uiros, Nec mirum, quando nec sol talibus artibus petitus licere posset.

Og det er den efterlyste grund til, at skriften ikke er tilstrækkelig belyst hos så mange århundreders højt anerkendte og lærde mænd; og det er ikke underligt, når selv solen ikke ville kunne lyse, hvis den blev truet med sådanne kunster.

³⁵ Sed ut omittam, quod superius monstraui, Pharaonem non recte dici induratum, quod lenitate Dei toleratus, non sit statim punitus, cum tot plagis castigatus sit, Quid opus erat, ut Deus toties promitteret sese induraturum cor Pharaonis, tunc cum signa fierent, qui iam ante signa et ante eam indurationem talis fuit, ut qui lenitas diuina toleratus nec punitus, tot mala intulerit filijs Israel, successu prospero et opibus inflatus, si 'indurare' dicitur: diuina lenitate tolerari nec statim punire?

Men for nu at udelade, hvad jeg ovenfor har vist, at man ikke med rette kan sige, at Farao blev forhærdet, fordi han blev tålt og ikke straks straffet i kraft af Guds langmodighed, eftersom han blev straffet med så mange plager, hvad grund var der så til, at Gud så ofte lovede, at han ville forhærde Faraos hjerte, dengang, da tegnene skete, når han allerede før tegnene og før hans forhærdelse var et sådant menneske, at skønt den guddommelige langmodighed tålte og ikke straffede ham, så påførte han dog Israels børn så mange onder, opblæst af sin store succes og sin rigdom, hvis 'forhærde' betød: tålt af den guddommelige langmodighed og ikke straks straffet?

³⁶ Vides igitur prorsus nihil ad rem facere tropum istum hoc loco? ut qui generaliter ad omnes pertinet, qui peccant lenitate diuina tolerati. Sic enim omnes homines indurari dicemus, cum nemo non peccet, peccaret uero nulla, nisi toleraretur lenitate diuina. Alia est igitur haec Pharaonis induratio praeter illam generalem tolerantiam lenitatis diuinae.

Ser du da, hvordan denne billedtale slet ikke har noget med sagen at gøre? fordi den i almindelighed handler om alle, der synder og tåles af den guddommelige langmodighed. Sådan ville vi nemlig kunne sige, at alle mennesker forhærdes, eftersom alle synder, men ingen ville synde, hvis ikke den guddommelige langmodighed tålte dem. Men det er noget andet med Faraos langmodighed her, end med denne almindelige tålsomhed hos den guddommelige langmodighed.

^{37 [154]}          Hoc potius agit Moses, ut non adeo praedicet maliciam Pharaonis, quam ueritatem et misericordiam Dei, ne scilicet filij Israel diffidant promissionibus Dei, ubi se liberaturum eos promisit.

          Nej, snarere behandler Moses her Guds sandhed og barmhjertig end Faraos ondskab, at ikke Israels børn skal nære mistro til Guds forjættelser, hvormed han har lovet, at han ville befri dem.

³⁸ Ea res cum esset maxima, praedicit illis difficultatem, ne labascant fide, scientes haec omnia praedicta et disponente ipso, qui promisit, sic gerenda, ac si diceret: Libero uos quidem, sed hoc difficulter credetis, adeo resistet et differet rem Pharao, sed confidite nihilominus; Hoc totum quoque, quod ille differt, me operante fiet, ut eo plura et maiora faciam miracula, ad confirmandos uos in fide, et ad alijs ostendendam potentiam meam, ut deinceps eo magis mihi in omnibus credatis.

Da denne sag var en meget vigtig sag, sagde han dem vanskelighederne på forhånd, at de ikke skulle vakle i troen, idet de vidste, at når alt dette var forudsagt og lagt tilrette af ham, som lovede det, måtte det også ske således, altså som om han sagde til dem: Jeg befrier jer ganske vist, men dette har I svært ved at tro på, fordi Farao står imod og vanskeliggør sagen, men I må alligevel tro på mig; alt det, som han volder af vanskeligheder, sker med mig som den handlende, og jeg vil gøre mange og store undere for ham, for at styrke jer i troen, og for at vise andre min magt, at I derefter så meget mere skal tro på mig i alle ting.

³⁹ Sic et Christus facit, cum suis discipulis regnum promittit in caena nouissima, difficultates plurimas praedicit, suam ipsius mortem, et ipsorum multas tribulationes, ut, cum factum esset, crederent deinceps multo (W714) magis.

Sådan gør også Kristus, når han forjætter sine disciple riget ved det sidste måltid, han forudsiger mange vanskeligheder, sin egen død, deres mange trængsler, så at de, når det er sket, kan tro ham så meget mere. (Matt 26,29)

⁴⁰ Nec Moses obscure hunc sensum nobis exhibet, ubi dicit: Pharao autem non dimittet uos, ut multa signa fiant in Aegypto, (Ex 3,19) Et iterum: in hoc ipsum excitaui te, ut ostendam potentiam meam in te, et enarretur nomen meum in uniuersa terra. (Ex 9,16).

Og Moses gør heller ikke denne mening dunkel for os, når han siger: 'Farao vil ikke lade jer gå, skønt der sker mange tegn i Ægypten'; og senere: 'Derfor har jeg opvakt dig, at jeg kan vise min magt på dig og mit navn kan bliver kundgjort over hele jorden'.

⁴¹ Vides hic ideo Pharaonem indurari, ut resistat Deo et differat redemptionem, quo fiat occasio multis signis et declarandae potentiae Dei, ad enarrandum et credendum ei in omni terra.

Du ser derfor her, at Farao bliver forhærdet, for at han kan modstå Gud og vanskeliggøre forløsningen, hvorved der gives lejlighed til mange tegn og til at kundgøre Guds magt, så han forkyndes og tros ud over hele jorden.

⁴² Quid hoc est aliud, quam haec omnia dici et fieri ad confirmandam fidem et ad consolandos infirmos, ut Deo deinceps, tanquam ueraci, fideli, potenti et misericordi libenter credant?

Hvad er dette andet, end at det altsammen siges og sker for at bekræfte troen og styrke de svage, så at de derefter gerne stoler på, at Gud er sanddru, trofast, mægtig og barmhjertig?

⁴³ uelut si paruulis blandissime loquatur: Ne terreamini duritia Pharaonis; Nam et illam ipsam ego operor, et in manu mea habeo, qui libero uos; tantum illa utar ad multa signa facienda et ad declarandam maiestatem meam, pro fide uestra.

som om han talte meget blidt til børn: Vær ikke bange for Faraos hårdhed! For selv den er det mig, der står bag, og jeg har den i min hånd, så jeg kan befri jer; men jeg bruger hårdheden til at gøre mange tegn med og til at forkynde min majestæt, for at I skal tro.

^{44 [155]}         Hinc illud est, quod fere post singulas plagas repetit Moses: Et induratum est cor Pharaonis, ut non dimitteret populum, sicut locutus fuerat Dominus. (Ex 8,15)

            Heraf kommer det, at Moses næsten efter hver plage gentager: Og Faraos hjerte blev forhærdet, så han ikke lod folket gå, sådan som Herren havde sagt.

⁴⁵ Quid est hoc: Sicut locutus erat Dominus, nisi ut uerax appareret Dominus, qui illum indurandum praedixerat? Si hic ulla erat uertibilitas aut libertas arbitrij in Pharaone, quae in utrunque potuisset, non potuisset Deus tam certo praedicere eius indurationem.

Hvad betyder dette 'Sådan som Herren havde sagt', andet end at Herren har vist sig sanddru, fordi han forhærdede ham, som han havde forudsagt? Hvis der var mulighed for ændring eller hvis der var en fri vilje i Farao, som kunne vende sig begge steder hen, så kunne Gud ikke så sikkert forudsige hans forhærdelse.

⁴⁶ Nunc cum promittat is, qui nec falli nec mentiri potest, necessario et certissime futurum erat, ut induraretur, Quod non fieret, nisi induratio prorsus esset extra uires hominis, et in solius Dei potestate, modo, quo diximus supra, uidelicet, quod Deus certus erat, sese operationem omnipotentiae generalem non omissurum in Pharaone aut propter Pharaonem, cum nec possit eam omittere.

Nu, da det er forjættet af ham, som hverken kan fejle eller lyve, må det med nødvendighed og sikkerhed finde sted, at han bliver forhærdet, men det kan ikke ske, hvis ikke forhærdelsen helt og holdent ligger udenfor menneskets magt, og alene ligger i Guds magt, på den måde, som vi ovenfor har vist, nemlig, at Gud var sikker på, at han ikke ville ophøre med sin almagts almindelige virken i Farao eller for Faraos skyld, eftersom han ikke kan ophøre med den.

⁴⁷ Deinde aeque certus erat, uoluntatem Pharaonis naturaliter malam et auersam, non posse consentire uerbo et operi Dei contrario sibi: ideo impetu uolendi in Pharaone per omnipotentiam Dei intus seruato, et occursu uerbi et operis contrarij foris obiecto, nihil aliud fieri potuit, quam offensio et induratio cordis in Pharaone.

Dernæst er det lige så sikkert, at Faraos vilje, der af natur var ond og forvendt, ikke kunne samtykke i Guds ord og gerning, når den blev rettet mod ham selv; derfor, når den indre trang til at ville i Farao blev opretholdt gennem Guds almagt, og de mod ham rettede ord og gerninger blev forelagt ham i det ydre, kunne der ikke ske andet, end at der opstod en forargelse og forhærdelse i Faraos hjerte.

⁴⁸ Si enim Deus omississet actionem omnipotentiae suae in Pharaone, tum cum ei uerbum Mosi contrarium obiecit, et sola uoluntas Pharaonis sua ui egisse fingeretur, tum disputandi locus forte fuisset, utro sese inclinare potuisset.

Hvis nemlig Gud havde ophørt med sin almagts virken i Farao, da han forelagde ham Moses' modsatrettede ord, og man antog, at viljen alene skulle have handlet ved egen kraft, da ville der måske være mulighed for at diskutere, til hvilken side den ville vende sig.

⁴⁹ Nunc uero, cum agatur et rapiatur uolendo, non fit quidem uoluntati eius uis, quia non cogitur nolens, Sed naturali operatione Dei rapitur ad uolendum naturaliter, qualis qualis est (est autem mala). ideo non potest non impingere in uerbum, et sic indurari. 

Men nu, hvor han drives til og rives med til at ville, sker der ikke hans vilje overlast, fordi han ikke tvinges imod sin vilje, men ved Guds naturlige virken rives han med til at ville på naturlig måde, sådan som han nu engang er (men han er jo ond). Derfor kan han ikke andet end støde sammen med ordet og således bliver han forhærdet.

⁵⁰ Ita uidemus hunc locum fortiter contra libe. arb. pugnare, eo nomine, quod Deus, qui promittit, nequeat mentiri, Si autem non mentitur, non potest Pharao non indurari.

Sådan ser vi, at dette sted kraft kæmper imod den frie vilje, af den grund, at Gud, som forjætter, ikke kan lyve. Men hvis han ikke lyver, kan Farao ikke andet end forhærdes.

^{51 [156]}          Sed et Paulus uideamus, qui hunc locum ex Mose assumit Rom. 9. Quam misere torquetur Diatribe in eo loco, ne libe. arbitrium amittat, (W715) in omnem habitum sese uersat.

            Men lad os også se på Paulus, som tager dette sted fra Moses frem i rom#9.17. Hvor elendigt drejer Diatriben sig på dette sted og vender sig hid og did for ikke at tabe den frie vilje! (eras2#57)

⁵² Nunc dicit, esse necessitatem consequentiae, sed non consequentis, Nunc ordinatam seu uoluntatem signi, cui resisti potest, Voluntatem placiti, cui resisti non potest, Nunc loci adducti ex Paulo non pugnant, non loquuntur de salute hominis, Nunc praescientia Dei necessitatem, nunc non ponit necessitatem, Nunc praeuenit gratia uoluntatem, ut uelit, comitatur euntem, dat foelicem euentum, nunc caussa primaria agit omnia, nunc agit per caussas secundarias ipsa quieta.

Så siger den, at der er tale om en konsekvensbærende nødvendighed, ikke en konsekvensskabende (eras2#79), så, at der er en ordnet eller den erkendelige vilje, som kan modstås, mens en planens vilje ikke kan modstås (eras2#74); så taler de fremførte steder fra Paulus ikke imod hinanden, blot taler de ikke om menneskets frelse (eras2#85); så medfører Guds forudviden nødvendighed, så medfører den ikke nødvendighed (eras2#75); så kommer nåden viljen i forkøbet, så den vil, ledsager den på dens vej og giver et lykkeligt udfald (eras2#58); så virker en primær årsag alt, så virker den igennem en sekundær årsag, mens den selv hviler sig. (eras2#71)

⁵³ Istis et similibus ludibrijs uerborum, nihil facit, quam quod tempus redimat et caussam interim nobis ex oculis rapiat, alioque trahat.

Med disse og lignende ordlege opnår Diatriben kun det, at den vinder tid, så den i mellemtiden river sagen bort fra vore øjne og fører den andetsteds hen.

⁵⁴ Tam stupidos et socordos nos aestimat uel tam parum affici caussae, quam ipsa afficitur. Aut more infantium, qui, ubi metuunt uel ludunt, oculos manibus uelant, tum a nemine uideri sese putant, quod ipsi neminem uideant, Sic per omnem modum Diatribe, radios, imo fulgara clarissimorum uerborum non ferens, fingit sese non uidere id quod res est, persuasura nobis simul, ut et ipsi oculis uelatis non uideamus.

Den regner os for så dumme og indskrænkede eller den mener, vi er lige så lidt optaget af sagen, som den selv er. Eller den handler som børn, der, når de er bange eller leger, sætter deres hænder for øjnene, og så mener, at de ikke kan ses af nogen, fordi de selv ikke kan se nogen; sådan gør på enhver måde Diatriben, når strålerne, ja lynene fra det mest soleklare ord ikke rører den, den bilder sig ind, at den ikke kan se, hvad sagen er, og vil samtidig overbevise os om, at vi også har øjnene tildækket og heller ikke kan se.

⁵⁵ Sec haec omnia sunt signa conuicti animi et inuictae ueritati reluctantis temere. Figmentum illud de necessitate consequentiae et consequentis superius confutatum est.

Men alt dette er tegn på, at Diatriben er overbevist, og blot viljesløst stritter imod den uovervindelige sandhed. Påstanden om den konsekvensbærende og den konsekvensskabende nødvendighed er tidligere imødegået. (L2#14)

⁵⁶ Fingat, refingat, cauilletur, recauilletur Diatribe, quantum uolet, Si praesciuit Deus, Iudam fore proditorem, necessario Iudas fiebat proditor, nec erat in manu Iudae aut ullius creaturae, aliter facere aut uoluntatem mutare, licet id fecerit uolendo, non coactus, sed uelle illud erat opus Dei, quod omnipotentia sua mouebat, sicut et omnia (W716) alia. 

Lad Diatriben finde på noget og forlade det igen, gøre krumspring og gøre dem om igen, så meget den vil. Hvis Gud forud har vidst, at Judas ville blive forræder, så blev Judas med nødvendighed forræder, og det stod ikke i Judas' eller nogen anden skabnings hånd at gøre andet eller ændre på denne vilje, lad så være, at det sker med og ikke mod Judas' vilje, men at ville dette var Guds gerning, som hans almagt fremkaldte, sådan som den fremkalder alt andet. (eras2#76)

⁵⁷ Stat enim inuicta et euidens sententia: Deus non mentitur nec fallitur. Non sunt hic obscura uerba, uel ambigua, etiamsi omnes omnium soeculorum uiri doctissimi caecutiant, ut aliter saperent et dicerent.

Denne sætning forbliver nemlig ubesejret og ganske klar: Gud lyver ikke og fejler ikke. Og det er ikke dunkle eller tvetydige ord, om så alle århundreders allerklogeste mænd var blinde, så mente eller sagde noget andet.

⁵⁸ Et ut multa tergiuerseris, conscientia tamen tua et omnium conuicta, cogitur sic dicere: Si Deus non fallitur in eo quod praescit, necesse est ipsum praescitum fieri, alioqui quis credere possit eius promissionibus?

Og selv om du laver mange krumspring, så bliver alligevel din og alles samvittighed overbevist, tvunget til at sige sådan: Hvis Gud ikke fejler i det, som han véd forud, så må nødvendigvis det, han forudvéd, ske, hvem vil ellers kunne tro på hans forjættelser?

⁵⁹ quis metueret eius minas? si non sequitur necessario quod promittit aut minatur? Aut quomodo promittat aut minetur, si praescientia eius fallit aut nostra mutabilitate impedit potest? Obstruit plane haec nimia certae ueritatis lux omnium os, dirimet omnes quaestiones, uictoriam statuit aduersus omnes argutias elusorias.

hvem vil frygte hans trusler? hvis det ikke følger med nødvendighed, hvad han forjætter eller truer med? Eller hvordan skulle han kunne forjætte eller true, hvis hans forudviden tog fejl eller kunne forhindres af vores foranderlighed? Dette altfor klare lys fra den sikre sandhed lukker helt og holdent enhvers mund, opløser alle spørgsmål og fastslår sejren over alle de spidsfindigheder, der vil vige udenom. 

^{60 [158]}          Scimus sane, praescientiam hominum falli, Scimus non ideo eclipsin uenire, quia praescitur, sed ideo praesciri, quia uentura est.

           Vi véd nok, at menneskets forudviden kan fejle; vi véd også, at en formørkelse ikke finder sted, fordi nogen véd det i forvejen, men nogen véd det i forvejen, fordi den vil finde sted. (eras2#60)

⁶¹ Quid nobis cum ista praescientia? De praescientia Dei disputamus; huic nisi dederis necessarium effectum praesciti, fidem et timorem Dei abstulisti, promissiones et minas diuinas omnes labefecisti, atque adeo ipsam diuinitatem negasti.

Hvad skal vi med den slags forudviden? Vi disputerer om Guds forudviden; hvis du ikke vil indrømme ham, at det, han forudser, nødvendigvis må ske, så har du ophævet troen på og frygten for Gud, så har du undergravet alle de guddommelige forjættelser og trusler, og så har du nægtet selve guddommen.

⁶² Sed et ipsamet Diatribe, cum diu esset luctata omniaque tentasset, tandem ui ueritatis compulsa, confitetur nostram sententiam, dicens: De uoluntate ac destinatione Dei difficilior est quaestio, Vult enim Deus eadem, quae praescit.  

Men også Diatriben selv, efter at den længe har anstrengt sig og forsøgt sig med alt, bliver dog omsider trængt op i en krog af sandheden, så den bekender det, der er vores opfattelse, idet den siger: 'Vanskeligere er spørgsmålet om Guds vilje og forudbestemmelse. Gud vil jo nemlig det samme, som han forudvéd'. (eras2#61)

⁶³ Et hoc est, quod sibijcit Paulus: Voluntati eius quis resistit, si miseeretur cui uult, si indurat quem uult? Etenim si esset rex, qui, quicquid uellet, efficeret, nec quisquam posset obsistere, facere diceretur, quicquid uellet.

'Og det er det, som Paulus siger hertil: 'Hvem kan modstå hans vilje, hvis han forbarmer sig over hvem han vil og forhærder hvem han vil?' (rom#9.18) Ligesom hvis der var en konge, som kunne gøre, hvad han ville, og ingen kunne modsætte sig ham, han kunne siges at gøre, hvad han ville. 

⁶⁴ Ita Dei uoluntas, quoniam est caussa principalis omnium, quae fiunt, uidetur necessiatatem nostrae uoluntati inducere. Haec illa.

Sådan synes Guds vilje, der jo er den første årsag til alle ting, som sker, at påføre vores vilje nødvendighed'. (eras2#62)

⁶⁵ Et gratias tandem agimus Deo, pro sano sensu Diatribes. Vbi nunc igitur liberum arbitrium? Sed rursus elabitur anguilla ista subito dicens: Verum hanc quaestionem non explicat Paulus, sed obiurgat disputantem: O homo, tu quis es, qui respondes Deo?  

Og endelig kan vi takke Gud for Diatribens sunde mening. Hvor er nu da den frie vilje? Men straks snor denne ål sig fri, idet den siger: 'Men dette spørgsmål forklarer Paulus ikke, men han irettesætter den, der disputerer: O menneske, hvem er du, at du vil kræve Gud til regnskab? (eras2#64)

⁶⁶ O pulchrum effugium! Hoccine est diuinas litteras tractare, sic propria authoritate de proprio capite, sine scripturis, sine miraculis pronunciare, imo clarissima uerba Dei deprauare?

Åh, hvilken smuk udflugt! Mon det er at behandle de guddommelige skrifter ordentligt, sådan ud fra sin egen autoritet, ud fra sit eget hoved, uden skrift, uden mirakler, at fælde domme over, ja, at fordreje det mest soleklare Guds ord?

⁶⁷ Non explicat Paulus quaestionem illam? Quid tum facit? Obiurgat disputationem (inquit). An non est ista obiurgatio absolutissima explicatio?

Så Paulus forklarer ikke dette spørgsmål! Hvad gør han så? Han irettesætter den, der disputerer (siger Diatriben). Mon ikke denne irettesættelse er den allertydeligste forklaring? 

⁶⁸ Quid enim quaerebatur ista quaestione de uoluntate Dei? Nonne hoc, an necessitatem imponeret nostrae uoluntati? At Paulus respondet, quod sic: Cuius uult miseretur (ait), quem uult indurat, Non est uolentis neque currentis, sed miserentis Dei. Nec contentus explicasse, insuper illos, qui pro lib. arb. aduersus hanc explicationem murmurant, et merita nulla esse et non nostra culpa nos (W717) damnari ac similia garriunt, inducit, ut murmura eorum et indignationen compescat, dicens: Dicis itaque mihi: Quid adhuc queritur? Voluntati eius quis resistet?

Hvad spørges der nemlig om i dette spørgsmål om Guds vilje? Mon ikke om, hvorvidt der påføres vores vilje nødvendighed? Men Paulus svarer, at det gør der. 'Han forbarmer sig over hvem han vil, han forhærder hvem han vil' (rom#9.18), siger han. 'Det kommer ikke an på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der forbarmer sig' (rom#9.16). Og idet han ikke er tilfreds med denne forklaring, indfører han til overflod dem, som knurrer på den frie viljes vegne imod denne forklaring, og drillende siger, at der ikke er plads til nogen fortjeneste og at vi fordømmes uden vor egen skyld, og den slags, for at han kan holde deres knurren og deres indignation i tømme, idet han siger: 'Så vil du sige til mig: Hvad kan han så bebrejde mig? Hvem kan modstå hans vilje?' (rom#9.19)

⁶⁹ Vides prosopopeian? illi audito, quod uoluntas Dei nobis necessitatem inducit, blasphemantes murmurant et dicunt: Quid adhuc queritur? hoc est, Cur Deus sic instat, sic urget, sic exigit, sic queritur? quid accusat? quid arguit? quasi nos homines possimus, si uelimus, quod exigit.

Kan du se, hvordan personen føres ind? Når han hører, at Guds vilje påfører os nødvendighed, øver han gudsbespottelse, knurrer og siger: Hvad kan han så kræve af os? Det vil sige: hvorfor truer han sådan, hvorfor trænger han sådan på, hvorfor kræver han noget, hvorfor befaler han? hvorfor anklager han? hvorfor bebrejder han? som om vi mennesker kunne gøre, hvad han kræver, hvis vi ville.

⁷⁰ Non habet iustam caussam querelae istius, suam uoluntatem potius accuset, ibi queritur, ibi urgeat. Quis enim uoluntati eius resistit? Quis misericordiam obtineat, ubi noluerit? quis liquefiat, si indurare uoluerit? Non est in manu nostra eius uoluntatem mutare, multo minus resistere, quae nos uult induratos, qua uoluntate cogimur esse indurati, uelimus nolimus.

Den indførte person har ikke nogen grund til denne klage, han må snarere anklage sin vilje, dèr må han kræve, dèr må han trænge på. Hvem kan nemlig modstå hans vilje? Hvem kan opnå barmhjertighed dèr, hvor han ikke vil? hvem kan blive blød, hvis han vil forhærde? Det står ikke i vor magt at ændre hans vilje, meget mindre at stille os op imod den vilje, der vil have os forhærdet; vi tvinges til at forhærdes af denne vilje, hvad enten vi vil eller ej.

^{71 [159]}           Si Paulus non explicaret hanc quaestionem aut non certo definierat, necessitatem nobis imponi praescientia diuina, quid opus erat, ut induceret murmurantes et caussantes, uoluntati eius non posse resisti?

            Hvis Paulus ikke havde forklaret dette spørgsmål eller ikke defineret det sikkert, at den guddommelige forudviden påfører os nødvendighed, hvad nytte var det så til, at han indfører dem, der knurrer og beklager sig over, at de ikke kan modstå hans vilje?

⁷² Quis enim murmuraret aut indignatur, si non sentiret diffiniri necessitatem illam? Verba non sunt obscura, quibus de resistendo uoluntate Dei loquitur. An ambiguum est, quid sit resistere, quid uoluntas, aut de quo loquatur, cum de Dei uoluntate loquitur?

Hvem ville knurre eller indigneres, hvis man ikke følte, at denne nødvendighed var nøje bestemt? Ordene er ikke dunkle, de ord, der taler om at modstå Guds vilje. Mon det er dunkelt, hvad det er at modstå, hvad vilje er, eller hvad der tales om, når der tales om Guds vilje?

⁷³ Caecutiant sane hic infinita milia doctorum probatissimorum et scripturas fingant dilucidas non esse, et quaestionem dificilem paueant. Nos habemus uerba clarissima, quae sic sonant: Cuius uult, miseretur, quem uult, indurat.

Så kan forresten her mange tusinde højst ansete lærde være blinde og påstå, at skriften ikke er klar, og ryste overfor dette svære spørgsmål. Vi har det soleklare ord, der lyder såldes: 'Han forbarmer sig over hvem han til, han forhærder, hvem han vil'. (rom#9.18)

⁷⁴ Item: Dicis itaque mihi: Quid queritur? Voluntati eius quis resistet? Nec est quaestio difficilis, imo nihil facilius etiam communi sensu quam hanc sequelam esse certam, solidam, ueram: Si Deus praescit, necessario fit, ubi hoc ex scripturis praesuppositum fuerit, quod Deus neque errat neque fallitur.

Og det andet ord: 'Du vil måske siger til mig: Hvad bebrejder han mig så? Hvem kan modstå hans vilje?' (rom#9.19) Det er heller ikke et vanskeligt spørgsmål, tværtimod, der er ikke noget lettere, også efter den almindelige mening end denne sikre, faste, sande følgeslutning: Hvis Gud forudvéd noget, må det med nødvendighed ske, hvor det her efter skriften er forudsat, fordi Gud hverken kan fejle eller gå forkert.

⁷⁵ Difficilem quidem esse quaestionem fateor, imo impossibilem, si simul utrunque uoles statuere, et praescientiam Dei et libertatem hominis.

Men jeg indrømmer, at spørgsmålet er vanskeligt, ja umuligt, hvis man vil fastholde de to ting på én gang: Guds forudviden og menneskets frihed.

⁷⁶ Quid enim difficilius, imo magis impossibile, quam ut contradictoria aut contraria non pugnare contendas, aut ut simul aliquis numerus sit decem et simul idem sit nouem?

Hvad er nemlig vanskeligere, ja mere umuligt, end at hævde, at ting, der modsiger hinanden eller er modsætninger, ikke kæmper imod hinanden, eller at et eller andet tal samtidig kan være ti og ni?

⁷⁷ Non est difficultas in nostra quaestione, sed quaeritur et introducitur, non secus ac ambiguitas et obscuritas in scripturis quaeritur et uiolenter introducitur.

Vanskeligheden ligger ikke i vores spørgsmål, men den bliver søgt og indført, ikke anderledes end tvetydigheden og dunkelheden søges i skriften og med magt indføres deri.

⁷⁸ Compescit itaque impios istis uerbis clarissimis offensos, quod nostra necessitate uoluntatem diuinam impleri sentirent, ac definitum certo sentirent, sibi nihil libertatis aut liberi arbitrij relictum, sed omnia in solius Dei uoluntate pendere.

Derfor holder han de gudløse i tømme, der bliver stødt over disse soleklare ord, fordi de mærkede, at den guddommelige vilje bliver opfyldt med vores nødvendighed, og fordi de mærkede, at det var helt afgjort, at der ikke var nogen frihed eller fri vilje tilovers til dem, men alt afhang alene af Guds vilje.

⁷⁹ Compescit autem sic, ut iubeat eos tacere, et reuereri maiestatem potentiae et uoluntatis diuinae, in quam nos nullum ius, ipsa uero in nos habet plenum ius faciendi quicquid uoluerit. Neque fieri nobis iniuriam, cum nihil nobis debeat, nihil a nobis acceperit, nihil promiserit, nisi quantum uoluit et placuit. (W718)

Men han holder dem i tømme således, at han befaler dem at tie og ære majestætens magt og guddommelige vilje, over hvilken vi ikke har nogen ret, tværtimod har den fuld ret over os til at gøre, hvad den vil. Der sker os ikke uret, fordi den ikke skylder os noget, ikke har modtaget noget af os, ikke har forjættet noget, udover hvad den har villet og hvad der har behaget den.

^{80 [160]}           Hic igitur locus, hic tempus est, non Coricios illos specus, sed ueram maiestatem in metuendis mirabilibus et iudicijs suis incomprehensibilibus adorandi et dicendi: Fiat uoluntas tua, sicut in coelo, et in terra.

            Dette her, og ikke den korykiske hule, er altså stedet, dette er altså tiden, hvor man kan tilbede den sande majestæt i hans frygtelige undere og i hans uransagelige domme og sige: Ske din vilje, som i himlen således også på jorden. (Matt 6,10). (eras1#21)

⁸¹ At nos nullibi sumus magis irreuerentes et temerarij, quam in illis ipsis mysterijs et iudicijs inperuestigabilibus inuadendis et arguendis, interim uero fingimus nobis incredibilem reuerentiam in scripturis sanctis scrutandis, quas Deus iussit scrutari.

Men vi er intetsteds mere uærbødige og ubetænksomme end når vi trænger ind til disse selvsamme mysterier og uransagelige domme og kommer med vore anklager; men samtidig påtager vi os en utrolig ærbødighed imod at udforske de hellige skrifter, som Gud har befalet os at udforske.

⁸² Non scrutamur hic, illic uero, ubi scrutari prohibuit, nihil facimus, nisi quod perpetua temeritate, ne dicam blasphemia, scrutemur.

Her udforsker vi ikke, men dèr, hvor det er forbudt at udforske, gør vi intet andet end at udforske med en stadig forvovenhed, for ikke at sige gudsbespottelse.

⁸³ An non est scutari temere, conari, ut liberrima praescientia Dei conueniat cum nostra libertate? parati, praescientiae Dei derogare, nisi nobis libertatem permiserit, aut si necessitatem intulerit, cum murmurantibus et blasphemantibus dicere: Quid adhuc queritur? Voluntati eius quis resistit?

Mon det ikke er ubetænksomt at efterforske, når man prøver at finde ud af, hvordan Guds helt frie forudviden stemmer overens med vores frihed? beredte til, at lade Guds forudviden falde, medmindre den giver os frihed, eller hvis den påfører os nødvendighed, da knurrende og gudsbespottende at sige: Hvad har han så mere at bebrejde os? Hvem kan nemlig modstå hans vilje? (rom#9.19)

⁸⁴ Vbi Deus natura clementissimus? Vbi, qui non uult mortem peccatoris? An ideo nos condidit, ut delectaretur cruciatibus hominum? et similia, quae apud inferos et damnatos ululabuntur in sempiternum.

Hvor er den Gud, der af natur er barmhjertig? Hvor er han, der ikke vil synderens død? (Ez 33,11) Mon han har skabt os, fordi han elsker mennesker pinsler? Og den slags ord, som de, der er fordømt og befinder sig i helvede, fortryder til evig tid.

⁸⁵ At talem oportere esse Deum uiuum et uerum, qui libertate sua necessitatem imponat nobis, ipse ratio naturalis cogitur confiteri, uidelicet, quod ridiculus ille Deus fuerit, aut idolum uerius, qui incerto praeuideat futura, aut fallatur euentis, cum et gentiles Dijs suis fatum dederint inelectabile.

Men at den levende og sande Gud er en sådan Gud, der med sin frihed påfører os nødvendighed, det tvinges selve den naturlige fornuft til at indrømme, fordi nemlig det ville være en latterlig Gud eller en sand afgud, som forudså det fremtidige på usikker måde eller for hvem begivenhederne kan slå fejl, eftersom også hedningerne lader deres guder tildele en uafvendelig skæbne.

⁸⁶ Aeque ridiculus fuerit, si non omnia potest et faciat aut aliquid sine ipso fiat. Concessa autem praescientia et omnipotentia, sequitur naturaliter irrefragibili consequentia, Nos per nos ipsos non esse factos, nec uiuere, nec agere quicquam, sed per illius omnipotentiam.

Ligeså latterligt ville det være, hvis han ikke både ville og kunne alt, eller hvis noget skete uden ham. Men er forudvidenen og almagten indrømmet, så følger på naturlig måde og med uafrystelig konsekvens, at vi ikke er blevet til ved os selv, ikke lever ved os selv, ikke gør noget ved os selv, men kun ved hans almagt.

⁸⁷ Cum autem tales nos ille ante praescierit futuros, talesque nunc faciat, moueat et gubernet, quid potest fingi quaeso, quid in nobis liberum sit, aliter et aliter fieri, quam ille praescierit aut nunc agat?

Men eftersom han i forvejen vidste, at vi ville være sådanne væsener, og nu skaber, bevæger og styrer os som sådanne væsener, hvad kan vi da forestille os, spørger jeg, som i os skulle være frit, så det kunne være anderledes og ske anderledes, end han forud vidste og nu sætter i værk?

⁸⁸ Pugnat itaque ex diametro praescientia et omnipotentia Dei cum nostro libero arbitrio, Aut enim Deus falletur praesciendo, errabit et agendo (quod est impossibile), aut nos agemus et agemur secundum ipsius praescientiam et actionem.

Derfor, Guds forudviden og almagt kæmper stik imod vor frie vilje, for enten tager Gud fejl, når han forud véd noget, han tager fejl, når han virker noget (hvilket er umuligt), eller også handler vi og handles med ifølge hans forudviden og virken.

⁸⁹ Omnipotentiam uero Dei uoco, non illam potentiam, qua multa non facit quae potest, sed actualem illam, qua potenter omnia facit in omnibus, quo modo scriptura uocat eum omnipotentem.

Men jeg taler om Guds almagt, ikke den magt, hvorved han ikke gør meget, som han kunne gøre, men hans aktuelle almagt, hvorved han magtfuldt virker alt i alle, sådan som skriften kalder ham almægtig.

⁹⁰ Haec inquam omnipotentia et praescientia Dei funditus abolent dogma lib. arb. Nec potest hic praetexi obscuritas scripturae aut difficultas rei, Verba sunt clarissima etiam pueris nota, Res (W719) est plana et facilis, etiam communi sensus iudicio naturali probata, ut nihil faciat quantauis series soeculorum, temporum, personarum, aliter scribentium et docentium.

Denne almagt og forudviden hos Gud, siger jeg, tilintetgør ganske dogmet om den frie vilje. Og her kan man ikke skyde sig ind under skriftens dunkelhed eller sagens vanskelighed, ordene er soleklare endog for børn, sagen er ligefrem og let, anerkendt også af den naturlige bedømmelse af forstanden, så at en nok så lang række af århundreder, tider, personer, der har skrevet og lært anderledes, intet gør til sagen.

^{91 [161]}          Scilicet hoc offendit quam maxime sensum illum communem seu rationem naturalem, quod Deus mera uoluntate sua homines deserat, induret, damnet, quasi delectetur peccatis et cruciatibus miserorum tantis et aeternis, qui praedicatur tantae misericordiae et bonitatis etc.

            Naturligvis støder dette i høj grad den sunde menneskeforstand eller den naturlige fornuft, at Gud ud af sin rene og skære vilje forlader, forhærder, fordømmer menneskene, som om han elskede så store og evige synder og kvaler hos de elendige, han, som dog ellers prædikes at være barmhjertig og god, osv.

⁹² Hoc iniquum, hoc crudele, hoc intolerabile uisum est de Deo sentire, quo offensi sunt etiam tot et tanti uiri tot soeculis. Et quis non offenderetur? Ego ipse non semel offensus sum usque ad profundum et abyssum desperationis, ut optarem nunquam esse me creatum hominem, antequam scirem, quam salutaris illa esset desperatio et quam gratiae propinqua.

At tænke sådan om Gud har syntes uretfærdigt, grusomt, utåleligt, og derover er da også så mange og så dygtige mænd blevet forarget op igennem så mange hundrede år. Og hvem vil ikke blive forarget? Jeg selv er ofte blevet forarget indtil fortvivlelsens dyb og afgrund, så jeg ønskede, at jeg aldrig var blevet skabt, indtil jeg blev klar over, hvor frelsebringende denne fortvivlelse var, hvor nær nåden var for hånden.

⁹³ Ideo sic sudatum et laboratum est, pro excusanda bonitate Dei, pro accusanda uoluntate hominis, ibi repertae distinctiones de uoluntate Dei ordinata et absoluta, de necessitate conseuentiae et consequentis, et multa similia, Sed quibus nihil est profectum, nisi quod rudibus impositum est, inanitate uerborum et oppositione falso nominatae scientiae.

Derfor er det i høj grad blevet svedt og arbejdet, for at undskylde Guds godhed, for at anklage menneskets vilje; derfor har man opfundet distinktioner mellem Guds ordnede vilje og hans absolutte vilje, mellem en konsekvensskabende og en konsekvensbærende nødvendighed (eras2#79; L2#15), og meget andet. Men dermed er man ikke kommet videre, udover, at man har ført de ulærde bag lyset, med åndløse ord og ved at modstille det med noget, man falsk kalder videnskab.

⁹⁴ Mansit nihilominus semper aculeus ille alto corde infixus tam rudibus quam eruditis, si quando ad rem seriam uentum est, ut sentirent necessitatem nostram, si credatur praescientia et omnipotentia Dei.

Ikke desto mindre forbliver denne brod altid siddende dybt i hjertet på både læg og lærd, når det omsider blev alvor og de følte vores nødvendighed, hvis man da skal tro på Guds forudviden og almagt.

⁹⁵ Atque ipsamet ratio naturalis, quae necessitate illa offenditur et tanta molitur ad eam tollendam, cogitur eam concaedere, proprio suo iudicio conuicta, etiamsi nulla esset scriptura.

Ja, også den naturlige fornuft selv, som er blevet stødt over denne nødvendighed og har gjort sig så megen umage med at få den ophævet, tvinges til at indrømme den, overvundet af sin egen bedømmelse, også selv om der ikke var nogen skrift.

⁹⁶ Omnes enim homines iuueniunt [inueniunt?] hanc sententiam in cordibus suis scriptam, et agnoscunt eam ac probant (licet inuiti), cum audiunt eam tractari. Primo Deum esse omnipotentem non solum potentia, sed etiam actione (ut dixi), alioqui ridiculus foret Deus.

For alle mennesker finder denne mening skrevet i deres hjerter, og anerkender den og lader den gælde (omend modvilligt), når de hører den behandlet. For det første, at Gud er almægtig, ikke blot efter mulighed, men også efter handling (som jeg har sagt det), ellers ville han være en latterlig Gud.

⁹⁷ Deinde ipsum omnia nosse et praescire, neque errare neque falli posse. Istis duobus omnium corde et sensu concessis, coguntur mox ineuitabili consequentia admittere, Nos non fieri nostra uoluntate, sed necessitate, Ita nos non facere quodlibet pro iure lib. arb., se prout Deus praesciuit et agit consilio et uirtute infallibili et immutabili.

Dernæst, at han véd alt og forudser alt, og hverken kan tage fejl eller lade sig narre. Disse to ting må indrømmes af enhvert hjerte og forstand, og de tvinges snart af en uimodståelig konsekvens til at indrømme, at vi ikke er blevet til ud af vores vilje, men af nødvendighed, ligeledes, at vi ikke gør noget med den frie viljes ret, men ud fra, hvad Gud forudser og gør, med sit ufejlbarlige og uforanderlige råd og kraft.

⁹⁸ Quare simul in omnium cordibus scriptum inuenitur, liberum arbitrium nihil esse, licet obscuretur tot disputationibus contrarijs et tanta tot uirorum authoritate, tot soeculis aliter docentibus, Sicut et omnis alia lex (teste Paulo) in cordibus nostris scripta, tum agnoscitur, ubi recte tractatur, tum obscuratur, ubi impijs magistris uexatur et alijs opinionibus occupatur.

Derfor findes det på én gang skrevet i alle hjerter, at den frie vilje intet er, selv om det også bliver fordunklet af så mange disputationer i modsat retning og af, at der i så mange århundreder er blevet lært anderleds af så mange udmærkede mænds autoritet; selv om også enhver, ifølge Paulus, har en anden lov skrevet, så bliver det dog på den ene side anerkendt, hvor det behandles ret, men på den anden side fordunklet, hvor det mishandles af ufromme lærere og erstatttet med andre meninger.

^{99 [162]}            Ad Paulum redeo, qui si Roma. 9. non explicat quaestionem nec definit necessitatem nostram ex praescientia et uoluntate Dei, Quid opus (W720) illi erat, inducere similitudinem figuli, qui ex uno eodemque luto aliud uas facit in honorem, aliud in ignominiam?

Jeg vender tilbage til Paulus. Hvis nu han i Rom 9 ikke forklarer spørgsmålet eller definerer vores nødvendighed ud fra Guds forudviden og vilje, hvad er så grunden til, at han indfører sammenligningen med pottemageren, som af det samme ler laver et fad til ære, et andet til vanære? (rom.9.20)

¹⁰⁰ Nec tamen figmentum dicit fictori suo: Cur me ita facit? (Rom 9,20) De hominibus enim loquitur, quos luto comparet et Deum figulo. Friget nimirum, imo inepta est similitudo et frustra adducta, si non sentit libertatem nostram nullam esse.

'Siger vel det, der er formet, til ham, der formede det: 'Hvorfor har du gjort mig sådan?' Han taler nemlig om mennesker, som han sammenligner med ler, og om Gud, som han sammenligner med en pottemager. Selvfølgelig udretter denne sammenligning intet, ja, den er helt uegnet og forgæves at fremføre, hvis han ikke mener, at vores frihed er nul og nix.

¹⁰¹ Quin tota disputatio Pauli frustranea est, qua tuetur gratiam. Nam hoc agit tota Epistola, ut ostendat, nos nihil posse, neque tum etiam, cum bene uidemur facere, ut ibidem dicit, quod Israel sectando iustitiam, non tamen peruenerit ad iustitiam, Gentes uero peruenerint non sectando. (Rom 9,30f).

Ja, hele Paulus' disputation er forgæves. Deri vil han jo forsvare nåden. For herom handler hele brevet, at han kan påvise, at vi intet kan, heller ikke i de situationer, hvor vi synes at handle godt, så han det samme sted siger, at Israel, der søgte retfærdigheden, ikke nåede frem til retfærdigheden, mens hedningerne nåede frem, skønt de ikke søgte den. (rom#9.30)

¹⁰² De quo latius agam, cum nostras copias producam. At Diatribe dissimulans totum corpus disputationis Paulinae et quorsum tendat Paulus, uocabulis interim excisis et deprauatis se solatur.

Derom lidt senere, når jeg vil føre vore kampstyrker i marken. Men Diatriben fornægter hele hovedsagen i Paulus' diskussion, det, som Paulus sigter på, og trøster sig i mellemtiden med irrelevante og fordrejede ord.

¹⁰³ Nec iuuat Diatriben quicquam, quod postea Paulus Roma. 11. rursus exhortatur dicens: Tu fide stas, uide ne extollatis. (Rom 11,20) Item: Etiam illi si crediderint, inserentur, etc. (Rom 11,23).

Og det hjælper heller ikke Diatriben noget, at Paulus senere i Rom 11,20, igen kommer med en opfordring og siger: 'Du står fast i kraft af troen, se til, at du ikke bliver hugget af'. (rom#11.20) Ligeledes: 'Og det er også sådan, at hvis de havde troet, var det blevet indpodet', osv. (rom#11.23) (eras2#91ff)

¹⁰⁴ Nihil enim ibi de uiribus hominum dicit, sed uerba imperatiua et coniunctiua profert, quibus quid efficiatur, supra satis est dictum.

Han siger nemlig ikke noget om menneskers kræfter, men bruger imperativiske og konjunktiviske ord; hvad det medfører, er der ovenfor sagt nok om.

¹⁰⁵ Atque ipsemet Paulus eodem loco praeueniens lib. arb. iactatores, non dicit illos posse credere, sed potens est (inquit) Deus illos inserere. Breuiter adeo trepide et cunctanter incedit Diatribe in istis locis Pauli tractandis, ut uideatur in conscientia dissentire suis uerbis.

Men Paulus selv kommer på dette sted den frie viljes fortalere i forkøbet; han siger ikke, at de kan tro, men at Gud er mægtig at indpode dem. Kort sagt, Diatriben går i behandlingen af disse Paulus-steder så ængsteligt og tøvende frem, at det ser ud, som om den i sin samvittighed ikke er enig med sine ord.

¹⁰⁶ Cum enim maxime illi fuisset pergendum et probandum, fere semper sermonem abrumpit dicens: Sed de his satis. Item: Nunc illud non excutiam. Item: non est huius instituti. Item: illi sic dicerent, Et multa similia, relinquitque rem in medio, ut nescias, an dicere pro libe. arbitrio, uel eludere tantum inanibus uerbis Paulum uideri uoluerit, idqud iure et more suo, ut cui non est res seria in hac caussa.

For når den især skulle fortsætte og bevise, afbryder den næsten altid og siger: Men nok om dette. Eller: Nu vil jeg ikke undersøge det nøjere. Eller: Det svarer ikke til det, jeg har sat mig for. Eller: Disse ville sige således, og mange andre ting. På den måde lader den sagen være uafgjort, så man ikke véd, om den taler for den frie vilje, eller blot vil give det udseende af at undslippe Paulus med indholdsløse ord, og det efter egen magt og sædvane, eftersom sagen i dette tilfælde ikke tages alvorlig af den.

¹⁰⁷ Nos autem non oportet ita frigere, super aristas incedere, aut uentis uelut arundo moueri, sed certo, constanter et ardenter asserere, tum solide et dextre ac copiose demonstrare, quod docemus.

Men vi bør ikke således være ligegyldige, gå forsigtigt frem eller lade os bevæge af vinden som et rør, men sikkert, vedholdende og brændende bekende, og derefter gedigent, dygtigt og omhyggeligt vise, hvad vi lærer.

^{108 [163]}           Iam uero quam pulchre libertatem simul cum necessitate conseruat dicens: Nec omnis necessitas excludit liberam uoluntatem, Quemadmodum Deus pater gignit necessario filium, et tamen uolens ac libere gignit, quia non coactus.

          Og nu, hvor fortræffelig sammenholder Diatriben friheden med nødvendigheden, når den siger: 'Ikke enhver nødvendighed udelukker den frie vilje. Sådan som Gud Fader nødvendigvis avler Sønnen, og dog avler ham villende og frit, fordi det ikke er tvunget'. (eras2#75)

¹⁰⁹ Obsecro, an disputamus nunc de coactione et ui? Nonne de necessitate immutabilitatis nos loqui, tot libellis testati sumus? Scimus, quod pater uolens gignit, quod Iudas uolendo prodidit Christum, sed hoc uelle in ipso Iuda certo et infallibiliter futurum dicimus, si Deus praesciuit.

Jamen, for pokker, mon vi nu diskuterer tvang og magt? Har vi ikke i så mange bøger bevidnet, at vi taler om uforanderlighedens nødvendighed? Vi véd, at Faderen villende avler Sønnen, at Judas villende forråder Kristus, men vi siger, at dette, at Judas vil, i Judas selv må optræde sikkert og ufejlbart, hvis Gud har forudvidst det.

¹¹⁰ Aut si nondum intelliguntur quae dico, aliam necessitatem uiolentam ad opus, aliam necessitatem infallibilem ad tempus referamus; de (W721) posteriore nos loqui intelligat, qui nos audit, non de priore, hoc est, non disputamus, an Iudas inuitus aut uolens proditor sit factus, sed an tempore praedefinito a Deo infallibiliter fieri oportuerit, ut Iudas uolendo proderet Christum.

Eller, hvis man endnu ikke kan forstå, hvad jeg siger, så kan man tale om en nødvendighed, der tvinger gerningen igennem, og en ufejlbarlig nødvendighed, der optræder til sin tid; den, der hører os, vil forstå, at vi taler om den sidste nødvendighed, ikke den første, det vil sige, vi disputerer ikke, om Judas blev gjort til forræder med eller mod sin vilje, men om det burde ske på den af Gud ufejlbarligt fastsatte tid, at Judas forrådte Kristus med vilje.

¹¹¹ Sed uide, quid hic dicat Diatribe: Si spectes Dei praescientiam infallibilem, necessario Iudas erat proditurus, Et tamen Iudas proterat [poterat?] mutare uoluntatem suam.

Men hør, hvad Diatriben her siger: 'Hvis du ser hen til Guds ufejlbare forudviden, så blev Judas forræder med nødvendighed, og dog kunne Judas forandre sin vilje'. (eras2#77)

¹¹² Intelligis etiam, mi Diatribe, quid loquaris? Vt omittam illud, quod uoluntas non potest nisi malum uelle, ut supra est probatum, Quomodo potuit Iudas mutare uoluntatem suam, stante infallibili praescientia Dei? an potuit praescientiam Dei mutare et fallibilem facere?

Kære Diatribe, forstår du nu også, hvad du siger? Jeg kan godt udelade det, at vores vilje ikke kan andet end ville det onde, som jeg ovenfor har bevist, men hvordan kan Judas forandre sin vilje, når Guds ufejlbare forudviden står fast? mon han kan forandre Guds forudviden og gøre den fejlbar?

¹¹³ Hic succumbit Diatribe et relictis signis et proiectis armis cedit loco, reijcens disputationem ad scholasticas subtilitates de necessitate consequentiae et consequentis, ut quae nolit istas argutias persequi.

Her bukker Diatriben under, efterlader fanerne, kaster våbnene bort og forlader slagmarken, idet den henskyder diskussionen til skolastikernes subtiliteter om den konsekvensbærende og den konsekvensskabende nødvendighed, og ikke vil gøre noget ud af den slags spidsfindigheder. (eras2#79)

¹¹⁴ Prudenter certe, cum caussam perduxeris in medias turbas, et iam maxime sit opus disputatore, tum terga uertas, et alijs relinquas negocium respondendi et definiendi. 

Det er givetvis klogt, når man har ført sagen midt ind i slagtummelen og der mest af alt er brug for en grundig tænker, da at vende ryggen til og overlade det til andre at give svar og at definere.

¹¹⁵ Hoc consilio oportuit uti ab initio, et a scribendo in totum abstinere, iuxta ilud: Ludere qui nescit, campetribus abstinet armis. Non enim ab Erasmo expectabatur, ut difficultatem illam moueret, quomodo Deus certo praesciret et tamen contingenter nostra fierent.

Dette råd skulle Diatriben have rettet sig efter fra begyndelsen, så den i det hele taget havde afholdt sig fra at skrive, efter det ord: Den, der ikke forstår spillereglerne, han skal holde sig borte fra kamppladsen. For det havde man ikke ventet af Erasmus, at han ville fremføre den vanskelighed, hvordan Gud forudvéd med sikkerhed og dog vore gerninger kan ske kontingent.

¹¹⁶ Erat haec difficultas longe ante Diatriben in mundo. Sed expectabatur, ut responderet ac diffiniret. Ipse uero Rhetorica transitione usus, nos ignaros Rhetoricae, secum trahit, ac si hic de re nihili agatur, sintque merae argutiae quaedam, fortiter se proripit e medijs turbis, hedera coronatus et lauro.

Denne vanskelighed var i verden længe før Diatriben. Men det var at vente, at den ville svare og definere. Men den betjener sig af en retorisk overgang, og drager os, der er uvidende om retorik, med sig, og som om det her drejede sig om bagateller og der kun var tale om lutter spidsfindigheder, forlader den hurtigt kamptummelen, bekranset med vedbend og laurbær.

¹¹⁷ Verum non sic, frater, Nulla est Rhetorica tanta, quae ludat ueram conscientiam, fortior est aculeus conscientiae omnibus uiribus et figuris eloquentiae. Nos hic non patiemur Rhetorem transire et dissimulare, non est nunc locus huic schemati.

Ikke så, kære broder! Ingen retorik er så vældig, at den kan narre en sand samvittighed, samvittighedens brod er stærkere end alle veltalenhedens kræfter og talefigurer. Vi vil her ikke finde os i, at en talekunstner går forbi spørgsmålene og bare lader som om; nu er der ikke rum for sådan en attitude.

¹¹⁸ Rerum cardo et caussae caput hic petitur. Et hic uel liberum arbitrium extinguitur, uel in totum triumphabit. Tu uero, cum sentias periculum, imo certam uictoriam contra liberum arbitrium, simulas te nihil sentire nisi argutias.

Her tager vi fat på sagens omdrejningspunkt og vort hovedanliggende. Og her går det sådan, at enten udslettes den frie vilje, eller også triumferer den totalt. Men du, når du føler faren, eller snarere den sikre sejr imod den frie vilje, lader du som om du ikke forstår andet end spidsfindigheder.

¹¹⁹ Hoccine est fidelem Theologum agere? Tene caussa serio afficiat? qui sic relinquas et auditores suspensos, et disputationem perturbatam et exasperatam, nihilominus tamen uelis honeste satisfecisse et palmam retulisse uideri.

Er det at opføre sig som en troværdig teolog? Mon den alvorlige sag holder dig helt fangen? Du, som sådan lader tilhøreren være i tvivl, og efter at have bragt disputationen i uorden og sat den i et dårligt lys, vil du ikke desto mindre give det udseende af at have svaret ærligt og være den, der kan bære sejrspalmerne bort.

¹²⁰ Ista uafricia et uersutia in caussis prophanis tolerari ualeat, in re Theologica, ubi simplex et aperta ueritas quaeritur pro salute animarum, odio dignissima et intolerabilis est. (W722)

Denne fiffighed og forslagenhed kunne man vel tåle i et verdsligt anliggende, men i teologien, hvor det er den enkle og åbne sandhed til sjælefrelse, der spørges efter, må man hade den og anse den for utålelig.