De servo arbitrio 5

^{1 [102]}            In his locis Diatribe nostra prorsus nihil discernit inter uoces legis et Euangelij, tam scilicet caeca et ignara est, ut, quid lex, quid Euangelion sit, non uideat. Ex Esaia enim toto, praeter illum unum locum: Si uolueritis, nullum legis uerbum affert, reliqui omnes sunt Euangelici, quibus contriti et afflicti uerbo gratiae oblatae uocantur ad consolationem.

            På disse steder skelner vores Diatribe overhovedet ikke mellem lovens og evangeliets ord, den er nemlig så blind, at den ikke ser, hvad der er lov og hvad der er evangelium. For fra hele Esajasbogen fremfører den, udover dette ene sted: 'Hvis I vil', ikke noget lovens ord, alle de øvrige er evangeliets ord, med hvilke de bedrøvede og anfægtede kaldes til trøst, derved, at de tilbydes ordet om nåden. 

²   Sed Diatribe uerba legis ex ipsis facit. Obsecro autem te, quid ille in re Theologica uel sacris literis efficiat, qui nondum eo peruenit, ut, quid Lex, quid Euangelion sit, norit, aut, si norit, contemnat tamen obseruare? Is omnia misceat oportet, coelum, infernum, uitam, mortem, ac prorsus nihil de Christo scire laborabit.

Men Diatriben gør lovens ord ud af dem. Jamen, kære ven dog, hvad kan dog den udrette i teologiens og de hellige skrifters sag, som ikke engang er nået frem til at vide, hvad der er lov og hvad evangelium, eller, hvis han ved det, dog er ligeglad med at overholde skellet? En sådan må jo komme til at blande alting sammen, himmel, helvede, liv, død, og han vil stå i fare for overhovedet ikke at vide noget om Kristus.

³ De qua re meam Diatribem infra pluribus monebo. Illud Iere. et Zachariae uide: Si conuerteris, conuertam te, Et: Conuertimini ad me et conuertar ad uos! Nunquid sequitur: Conuertimini, ergo potestis conuerti?

Om den sag skal jeg senere formane min Diatribe noget mere. Se nu på Jeremias og Zakarias: Hvis du vender om, vil jeg lade dig vende om, og: Vend om til mig og jeg vil vende om til jer! Mon man derfor kan drage den slutning: 'Vend om, altså kan I vende om'? (e1#114)

⁴  Nunquid sequitur: Dilige Dominum Deum tuum ex toto corde tuo, ergo poteris (W681) diligere ex toto cordis? Quid igitur concludunt argumenta eiusmodi, nisi lib. arb. gratia Dei non egere, sua uero uirtute omnia posse? Quanto rectius igitur uerba, ut posita sunt, accipiuntur?

Mon man kan drage denne slutning også: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, altså kan du elske af hele dit hjerte'? Hvad konkluderer argumenter af denne art andet, end at den frie vilje ikke har brug for Guds nåde, men kan gøre alt ved egen kraft? Hvor meget rigtigere vil ordene ikke forstås, hvis de tages som de står?

⁵  Si conuersus fueris, conuertam et ego te, Hoc est, si desieris peccare, desinam et ego punire, atque si conuersus bene uixeris, benefaciam et ego, uertens captiuitatem et mala tua.

Hvis du vender om, vil også jeg lade dig vende om, det vil sige, hvis du ophører med at synde, vil også jeg ophøre med at straffe, og hvis du vender om og lever ret, vil også jeg velsigne dig og vende dit fangenskab og din elendighed.

⁶  Sed ex ijs non sequitur, quod sua ui homo conuertatur, nec hoc ipsa uerba dicunt, sed dicunt simpliciter: si conuertaris, quo monetur homo, quid debeat; Cognito autem eo, ac uiso, quod non possit, quaerat, unde possit, nisi Leuiathan Diatribes (id est additamentum et sequela eius) interueniat, quae dicat: alioqui frustra diceretur: Conuertimini, nisi sua ui possit conuerti homo. Quod quale sit et quid efficiat, satis dictum est.

Men heraf følger ikke, at mennesket kan vende om ved egen kraft, det siger ordene selv heller ikke; de siger ligeud: Hvis du vender om, og herved formanes mennesket til, hvad han bør gøre; men når mennesket har erkendt og indset, hvad det ikke kan, så ville det spørge efter, hvorfra det vil kunne det, hvis da ikke denne Leviatan til Diatribe (det vil sige, dens tilføjelser og følgeslutninger) går imellem og siger: hvis ikke mennesket ved egen kraft kan omvendes, er det forgæves, at der siges: Omvend jer. Men hvad det betyder, og hvad det bevirker, er der sagt nok om.

^{7 [103]}           Stupor quidam uel Laethargia, quaedam est, quod illis uerbis: Conuertimini, Si conuerteris, et similibus putatur uis lib. arbitrij confirmari, nec obseruatur, quod eadem ratione et isto uerbo confirmaretur: Diliges Dominum Deum tuum ex toto corde tuo, cum utrobique sit par significatio imperantis et exigentis.

           Der er en slags sløvhed eller sovesyge, der går ud på, at man mener, at disse ord: 'vend om', 'hvis du vender om', og lignende ord bekræfter den frie viljes kraft, og ikke ser, at med samme begrundelse kan den også bekræftes med disse ord: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, eftersom begge steder betegnelsen for den befalende og fordrende er den samme.

⁸  Non minus uero requiritur dilectio Dei, quam conuersio nostri et omnium praeceptorum, (n8) cum dilectio Dei sit uera conuersio nostri. Et tamen ex illo dilectionis praecepto nemo arguit lib. arb.

Ikke mindre kræves der kærlighed til Gud end der kræves omvendelse af os og overholdelse af alle budene, eftersom kærlighed til Gud er vores sande omvendelse. Og dog er der aldrig nogen, der ud fra dette bud om kærlighed argumenterer for eksistensen af en fri vilje.

⁹  Ex illis uero uerbis: Si uolueris, Si audieris, Conuertere, et similibus, omnes arguunt. Si ergo ex illo uerbo (Dilige Dominum Deum tuum ex toto corde) non sequitur, lib. arb. aliquid esse aut posse, certum est, quod nec ex illis sequitur: Si uolueris, Si audieris, Conuertimini, et similibus, quae uel minus exigunt uel minus uehementer exigunt, quam illud: Dilige Deum, Ama Dominum. 

Alle argumenterer derimod ud fra disse ord: hvis du vil, hvis du adlyder, vend om, og den slags. Men altså, hvis der af dette ord (Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte) ikke følger, at den frie vilje er noget eller kan noget, så er det givet, at det heller ikke er en følge af disse ord: hvis du vil, hvis du adlyder, vend om og den slags, de er både mindre opfordrende og mindre kraftigt opfordrende end dette: Du skal elske Gud, du skal elske Herren.

¹⁰ Quicquid igitur respondetur ad uerbum illud: Dilige Deum, ne concludat pro lib. arb., idem dicetur ad omnia alia uerba imperandi uel exigendi, ne concludant pro lib. arb. Scilicet, quod diligendi uerbo ostenditur forma legis, quid debeamus, non autem uis uoluntatis aut quid possimus, imo quid non possimus, Idem ostenditur alijs omnibus uerbis exactionis.

Hvad der end derfor kan svares på dette ord: Du skal elske Gud, at det ikke skal danne grundlag for en følgeslutning til fordel for den frie vilje, det samme kan siges overfor alle de andre ord, der befaler og opfordrer, så de ikke er grundlag for nogen følgeslutning til fordel for den frie vilje. Det er nemlig sådan, at ved ordet om at elske vises os lovens form, hvad vi bør gøre, men ikke viljens kraft eller hvad vi kan gøre, tværtimod vises os, hvad vi ikke kan gøre, og det samme vises os gennem alle andre fordringsord.

¹¹  Constat enim Scholasticos etiam asserere, exceptis Scotistis et Modernis, Hominem non posse diligere Deum toto corde, Ita nec ullum aliorum praeceptorum praestare potest, cum in hoc uno omnia pendeant, teste Christo. (Matt 22,40) Sic relinquitur, etiam Scholasticis doctoribus testibus, Verba legis non arguere uirtutem lib. arbi., sed ostendere, quid debeamus et quid non possimus.

Det står nemlig fast, at også skolastikerne, bortset fra skotisterne og de moderne, påstår, at mennesket ikke kan elske Gud af hele sit hjerte. Derfor kan det heller ikke opfylde noget af de andre bud, eftersom alle afhænger af dette ene, ifølge Kristus. Sådan bliver resultatet, også efter de skolastiske lærdes vidnesbyrd, at lovens ord ikke taler til gunst for den frie viljes kraft, men påviser, hvad vi bør gøre og hvad vi ikke kan.

^{12 [104]}          Verum Diatribe nosta magis ineptiens ex illo Zachariae: Conuertimini ad me, non solum indicatiuum infert, sed etiam conatum lib. arb. et gratiam conanti paratam contendit probare. (L11).

           Men vores Diatribe er endnu mere urimelig med dette ord fra Zakarias: Vend om til mig; ikke blot indfører den en indikativ, den påstår også, at stedet beviser den frie viljes stræben og nåden, der er beredt den stræbende. (e1#115)

¹³ Et hic aliquando tandem sui conatus meminit, Et noua grammatica Conuerti apud illam significat id, (W682) quod conari, ut sit sensus: Conuertimini ad me, id est: conamini conuerti, et conuertar ad uos, id est: conabor conuerti ad uos, ut etiam Deo aliquando conatum tribuat, forte et ipsi gratiam paratura conanti.

Og her husker den omsider sin egen stræben, og ved en ny grammatik betyder 'vend om' hos Diatriben, at man gør et forsøg, så meningen bliver: Vend om til mig, det vil sige, forsøg at vende om, så vil jeg vende om til jer, det vil sige, så vil jeg forsøge at vende om til jer, så at Diatriben også i nogen måde tillægger Gud en stræben, måske også vil berede selv ham nåden, fordi han anstrenger sig.

¹⁴  Si enim Conuerti uno aliquo loco significat conari, cur non ubique? Rursus illo Ieremiae .15: Si separaueris praeciosum a uilii, libertatem eligendi, non solum conatum, probari dicit, quam superius docuerat esse amissam, et uersam in necessitatem seruiendi peccato.

Hvis nemlig 'vend om' på et eller andet sted betyder 'stræb', hvorfor så ikke overalt? Videre siger Diatriben, at Jer. 15,19: 'Hvis du adskiller det værdifulde fra det billige', beviser ikke blot en stræben, men en frihed til at vælge, som den ovenfor havde lært var gået tabt og forvandlet til en nødvendig tjeneste for synden. (e1#114)

¹⁵ Vides ergo Diatriben uere lib. arb. habere in scripturis tractandis, ut apud illam eiusdem formae uerba in uno loco conatum, in alio libertatem probare cogantur, prout uisum fuerit. Sed eant uanitates.

Du ser altså, at Diatriben virkelig har en fri vilje i sin omgang med skriften, så at hos den ord af samme form tvinges til ét sted at betyde 'stræben', et andet sted 'frihed', alt eftersom Diatriben synes, det skal være. Men lad disse forfængeligheder fare!

¹⁶ Verbum conuertendi duplici usu in scripturis tractatur, Vsu legali et usu Euangelico. Vsu legali, est uox exactoris et imperantis, quae non conatum, sed totius uitae requirit mutationem, ut Ieremia crebro utitur dicens: Conuertimini unusquisque a uia sua mala, Conuertere ad Dominum; Ibi enim inuoluit exactionem omnium praeceptorum, ut satis patet.

Ordet 'at vende om' behandles i skriften efter en dobbelt brug, efter en lovmæssig brug og efter en evangelisk brug. I den lovmæssige brug er ordet en fordrende og befalende stemme, der ikke kræver en stræben efter, men kræver en forandring af hele livet, sådan som Jeremias hyppigt anvender det, når han siger: 'Vend om enhver fra sin onde vej', 'vend om til Herren'; her indbefatter han nemlig en krav om overholdelse af alle bud, som det fremgår tilstrækkelig tydeligt.

¹⁷ Vsu Euangelico, est uox consolationis et promissionis diuinae, qua nihil a nobis exigitur, sed nobis offertur gratia Dei, ut est illud Psalm. 15: Cum conuerterit Dominus captiuitatem Zion, et illud .22: Conuertere, anima mea, in requiem tuam.

I den evangeliske brug er ordet en stemme, der giver guddommelig trøst og forjættelse, og her fordres der ikke noget af os, men Guds nåde tilbydes os, som det siges i Sl 14,7: 'Når Herren vil forvandle Zions fangenskab', og i Sl 116,7 (Sl 23,3): 'Vend om, min sjæl, til din hvile'. (h9#64)

¹⁸ Zacharias igitur breuissimo compendio utranque praedicationem, tam legis quam gratiae, absoluit; Lex tota est et summa legis, ubi dicit: Conuertimini ad me, Gratia est, ubi dicit: Conuertar ad uos. Iam quantum probatur lib. arb. ex isto uerbo: Ama Dominum, aut alio quouis particularis legis uerbo, tantum probatur ex hoc summario uerbo legis: Conuertimini.

Zakarias har derfor i en meget kort sammenfatning fremstillet begge prædikener, både lovens og nådens; det er hele loven og det er kernen i loven dèr, hvor han siger: 'Vend om til mig', det er nåden dèr, hvor han siger: 'Så vil jeg vende om til jer'. Og med lige så stor styrke, som den frie vilje bevises ud fra det ord: Du skal elske Herren, eller et hvilketsomhelst andet særskilt lovens ord, lige så stærkt bevises den ud fra dette lovens kerneord: 'Vend om'.

¹⁹  Prudentis igitur lectoris est, in scripturis obseruare, quae uerba legis, quae gratiae sunt, ut non omnia confusa habeat, more immundorum Sophistarum, et huius oscitantis Diatribes.

Derfor må en omhyggelig læser se til i skriften, hvilke ord der er lovens ord, hvilke der er nådens ord, så han ikke blander alting sammen, efter den skik, som sofisterne og denne sovetryne til Diatribe har.

^{20 [105]}          Nam uide, quomodo tractet insignem illum locum Ezechielis .18: Viuo ego, dicit Dominus, Nolo mortem peccatoris, sed magis, ut conuertatur et uiuat. Primum, Toties (inquit) repetitur in hoc capite: auerterit se, fecit, operatus est, in bonam et malam partem. Et ubi sunt, qui negent hominem quicquam agere? Vide quaeso egregiam consequentiam.

          For se, hvordan den behandler dette udmærkede sted, Ez 18,23: 'Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg vil ikke synderens død, men hellere, at han skal omvende sig og leve'. For det første: Hvor ofte, siger Diatriben, gentages ikke i dette kapitel: 'at vende om', 'at gøre', 'at udvirke', i god som i dårlig betydning. Og hvor er de, der kan nægte, at mennesket kan gøre noget? Ja, se hvilken udmærket konsekvens! (e1#116)

²¹  Conatum ac studium probatura erat liberi arbitrij, et probat totum factum, impleta omnia per liberum arbitrium. Vbi nunc sunt, quaeso, qui gratiam et spiritum sanctum requirant? Sic enim argutatur dicens: Ezechiel dicit: Si auerterit se impius et fecerit iustitiam et iudicium, uiuet, Ergo impius mox ita facit et potest facere.

Diatriben ville bevise den frie viljes stræben og iver, og beviser, at det altsammen er gjort og opfyldt af den frie vilje. Hvor er nu, spørger jeg, de, der har brug for nåden og helligånden? Sådan sladrer den omkring og siger: Ezekiel siger: 'Hvis den ufromme vender om og øver retfærdighed og ret, skal han leve', ergo gør den ufromme allerede således og kan gøre det.

²² Ezechiel significat, quid fieri debeat, Diatribe intelligit, id fieri et factum esse, iterum noue grammatica nos doctura, quod idem sit, debere et habere, idem exigi et praestari, idem postulare et reddere. Deinde illam (W683) uocem dulcissimi Euangelij: Nolo mortem peccatoris etc. sic uersat: Deploratne pius Dominus mortem populi sui, quam ipse operatur in illis? Si ille non uult mortem, utique nostrae uoluntati imputandum est, si perimus.

Ezekiel betegner, hvad der skal ske, og Diatriben forstår, at det sker og er sket, det er igen en ny grammatik, den vil lære os, at det er ét og det samme: at burde og at have, at det er det samme, at kræve og at yde, det samme at forlange og at leve op til. Dernæst vender den dette blide evangeliske skriftsted: Jeg vil ikke synderens død, osv, om således: Mon den fromme Herre græder over sit folks død, når han selv har virket den i dem? Hvis han ikke vil døden, så er det helt og holdent vores viljes skyld, hvis vi går fortabt. (e1#118)

²³ Quid uero imputes illi, qui nihil potest agere neque boni neque mali? Idem et Pelagius contillauit, cum non studium neque conatum, sed totam uim implendi ac faciendi omnia tribueret libero arbi. Nam eam uim probant istae sequelae (ut diximus), siquid probant, ut aeque fortiter atque adeo fortiter pugnent contra ipsam Diatriben, quae negat illam uim lib. arb. et solum conatum struit, atque contra nos pugnant, qui totum lib. arb. negamus. Sed omissa ignorantia eius, rem ipsam dicemus.

Hvad kan man nemlig tilregne den, der ikke kan gøre noget, hverken godt eller ondt? (e1#119) Den samme tanke har også Pelagius leget med, da han tillagde den frie vilje, ikke blot lysten til eller bestræbelsen efter, men i det hele taget kraften til at opfylde og gøre alt. For disse tilføjelser beviser, som vi har sagt, denne kraft, hvis de ellers beviser noget, så at de lige så stærkt, ja næsten stærkere endnu, kæmpe imod Diatriben selv, som nægter, at den frie vilje har nogen kraft og alene opstiller en stræben og bekæmper os, der helt nægter den frie vilje. Men vi vil lade Diatribens uvidenhed være og give os i lag med sagen selv.

^{24 [106]}           Vox Euangelica et dulcissimum solatium est miseris peccatoribus, ubi Ezechiel dicit: Nolo mortem peccatoris, sed magis ut conuertatur et uiuat, omnibus modis, sicut et illa Psalmi .28: Quoniam momentum est ira eius, et uita potius uoluntas eius, (Sl 30,6) Et Psalm. 68: Quam suauis est misericordia tua, Domine, Item: Quia misericors sum. Et illud Christi Matthei .11: Venite ad me omnes, qui laboratis, et ego reficiam uos, Item illud Exodi .20: Ego facio misericordiam in multa milia, ijs, qui diligunt me.

         Det er et evangelisk ord og den mest søde trøst for elendige syndere, når Ezekiel siger: 'Jeg vil ikke synderens død, men snarere, at han omvender sig og lever', og det er det på enhver måde, sådan som også dette salmistord: 'For hans vrede varer et øjeblik, liv er i stedet hans vilje'. Og Sl 69,17: 'Hvor sød er din barmhjertighed, Herre'. Ligeledes: 'fordi jeg er barmhjertig' (Jer 3,12). Og disse Kristi ord fra Matt 11,28: 'Kom til mig, alle I, som arbejder, og jeg vil give jer hvile'. Og ordet fra 2 Mos 20,6: Jeg vil vise barmhjertighed mod mange tusinde, mod dem, der elsker mig'.

²⁵  Et quid est ferme plus quam dimidium sacrae scripturae, quam merae promissiones gratiae, quibus offertur a Deo misericordia, uita, pax, salus hominibus? Quid autem aliud sonant promissionis uerba, quam illud: Nolo mortem peccatoris? An non idem est dicere: Ego sum misericors, ac si diceret: Non irascor, nolo punire, nolo uos mori, uolo ignoscere, uolo parcere?

Og hvad betyder næsten mere end halvdelen af den hellige skrift, som lutter nådesforjættelser, hvorved Gud tilbyder barmhjertighed, liv, fred, frelse til menneskene? Hvordan ellers skulle forjættelsernes ord lyde, end dette: Jeg vil ikke synderens død? Mon ikke det er det samme at sige: Jeg er barmhjertig, som at sige: Jeg bliver ikke vred, jeg vil ikke straffe, jeg vil ikke, at I skal dø, jeg vil se igennem fingre, jeg vil tilgive? 

²⁶ Et nisi starent illae promissiones diuinae, quibus afflictae conscientiae sensu peccati, ac metu mortis et iudicij territae, erigerentur, quis locus ueniae aut spei foret? Quis peccator non desperaret? Sed sicut lib. arb. ex alijs uerbis misericordiae aut promissionis aut solacij non probatur, ita nec ex isto: Nolo mortem peccatoris etc.

Og hvis ikke disse guddommelige forjættelser stod fast, hvormed de samvittigheder, der er anfægtet af, at de mærker synden, og er skrækslagne, fordi de frygter døden og dommen, oprejses, hvor ville der da være plads til tilgivelse og håb? Men ligesom den frie vilje ikke bevises ved de andre ord om barmhjertighed eller forjættelser eller trøst, sådan bevises den heller ikke af dette: Jeg vil ikke synderens død, osv.

^{27 [107]}           Sed Diatribe nostra iterum nihil inter legis et promissionis uerba distinguens, facit hunc locum Ezechielis uocem legis, ac sic exponit: Nolo mortem peccatoris, id est: nolo, quod mortaliter peccet, aut fiat peccator mortis reus, sed magis, ut conuertatur a peccato, si quod fecerit, et sic uiuat. 

           Men vores Diatribe gør igen intet skel mellem lovens ord og forjættelsernes ord, og gør dette sted hos Ezekiel til et lovens ord, og forklarer det således: 'Jeg vil ikke synderens død', det vil sige: jeg vil ikke, at han begår en dødssynd, eller bliver skyldig i en dødssynd, men snarere, at han vender om fra synden, hvis han har begået nogen, og således lever. (e1#118).

²⁸  Nam nisi sic exponeret, nihil faceret ad rem. Sed hoc est prorsus euertere et tollere suauissimum illud Ezechielis: Nolo mortem. Si sic scripturas legere et intelligere uolumus nostra caecitate, quid mirum, si obscurae et ambiguae sint? Non enim dicit: Nolo peccatum hominis, sed: nolo mortem peccatoris, manifeste significans de poena peccati sese loqui, quam peccator pro suo peccato sentit, scilicet de timore mortis.

For hvis ikke han forklarer det sådan, gør det intet til sagen. Men det er da helt og holdent at forvende og ophæve dette søde sted hos Ezekiel: Jeg vil ikke døden. Hvis vi i vores blindhed vil læse og forstå skriften således, hvad under da, om den er mørk og tvetydig? Han siger nemlig ikke: Jeg vil ikke menneskets død, men: jeg vil ikke synderens død, og giver derved klipklart tilkende, at han taler om den straf for synden, som synderen føler på grund af sin synd, nemlig dødsfrygten.

²⁹ Et in hac positum peccatorem afflictione et desparatione, erigit et consolatur, ne linum fumigans extinguat, (W684) et calamum quassatum conterat, (Es 42,3) sed spem ueniae et salutis faciat, ut magis conuertatur, scilicet conuersione salutis a poena mortis, et uiuat, hoc est, bene habeat et secura conscientia laetetur.

Og derved oprejser og trøster han den synder, der er hensat i anfægtelse og fortvivlelse, for ikke at slukke den rygende tande eller bryde det knækkede rør, men skabe håb om tilgivelse og frelse, så at han mere og mere omvender sig, det vil sige, ved en frelsens omvendelse bort fra dødens straf, og lever, det vil sige, så han har det godt og glæder sig i en tryg samvittighed.

³⁰ Hoc enim obseruandum quoque est: Sicut uox legis non fertur nisi super eos, qui peccatum non sentiunt nec agnoscunt, sicut Paulus dicit Romano. 3: Per legem cognitio peccati, Ita uerbum gratiae non uenit nisi ad eos, qui peccatum sentientes affliguntur et tentantur desperatione.

Dette skal man nemlig også tænke på: Ligesom lovens røst ikke fremføres over andre end dem, som ikke føler synden eller kender den, således som Paulus siger rom#3.20: 'Ved loven fremstår syndserkendelse', således kommer ordet om nåden kun til dem, som føler synden, anfægtes af den og angribes af fortvivlelse.

³¹ Ideo in omnibus uerbis legis uides indicari peccatum, dum ostenditur, quid debeamus. Sicut contra in omnibus uerbis promissionis uides malum significari, quo laborant peccatores uel ij, qui erigendi sunt, ut hic: Nolo mortem peccatoris, clare mortem et peccatorem nominat, tam ipsum malum, quod sentitur, quam ipsum hominem, qui sentit. At hic: Dilige Deum toto corde, indicatur, quid debeamus boni, non quid sentiamus mali, ut agnoscamus, quam non possimus id boni.

Derfor ser du i alle lovens ord synden påpeget, idet det åbenbares os, hvad vi skal gøre. Og modsat ser du i alle forjættelsens ord det onde betegnet, hvorunder synderne eller de, som skal oprejses, trænges, såsom dette: 'Jeg vil ikke synderens død' klart nævner døden og synderen, både selve det onde, som mærkes, og synderen, som mærker der. Men dette: 'Du skal elske Gud af hele dit hjerte' påpeger, hvad godt vi er skyldige at gøre, ikke, hvad vi føler af ondt, for at vi skal erkende, hvor lidt vi kan gøre af det gode.

^{32 [108]}          Nihil itaque potuit ineptius pro libero arbitrio adduci, quam hic locus Ezechielis, imo fortissimo contra liberum arbitrium pugnat. Significatur enim hic, liberum arbitrium, qualiter se habeat, et quid possit in peccato agnito aut in sese conuertendo, Scilicet quod non nisi in peius laberetur, et desperationem et impoenitentiam adderet peccatis, nisi Deus succureret mox et promissionis uerbo reuocaret et erigeret.

             Der kan derfor ikke fremføres noget mere urimeligt til forsvar for den frie vilje end dette sted hos Ezekiel, ja, det kæmper overmægtigt imod den frie vilje. Her aftegnes nemlig den frie vilje, hvorden den forholder sig, og hvad den kan, når den har erkendt synden eller har omvendt sig, at den nemlig ikke kan andet end at falde til det værre, og den ville føje fortvivlelse og ubodfærdighed til synden, hvis ikke Gud straks kom til hjælp og kaldet den tilbage og oprejste den med ordet om forjættelsen.

³³ Sollicitudo enim Dei promittentis gratiam ad reuocandum et erigendum peccatorem, satis magnum et fidele argumentum est, liberum arbitri. se solo non posse nisi ad peius, et (ut scriptura dicit) ad inferos labi, (Ordsp 5,5) nisi Deum eius leuitatis esse credas, quod nulla necessitate salutis nostrae, sed mera uoluptate loquacitatis, uerba promissionis effundat tam copiose.

For Guds ængstelse efter, når han havde forjættet nåden, at kalde synderen tilbage og oprejse ham, er et tilstrækkelig stort og troværdigt argument for, at den frie vilje i sig selv ikke kan andet end blive værre, og (som skriften siger), falde mod helvede, medmindre du da tror, at Gud er letfærdig, fordi han udøser en sådan mængde af forjættelsesord, ikke for vor frelses skyld, men bare af snakkesalighed.

³⁴ Vt sic uideas, non solum omnia uerba legis contra lib. arbitri. stare, sed etiam omnia uerba promissionis ipsum penitus confutare, hoc est, uniuersam scripturam contra illud pugnare. Quare illo uerbo: Nolo mortem peccatoris, nihil aliud agi uides, quam praedicari et offerri diuinam misericordiam in mundo, quam solum afflicti et morte uexati cum gaudio et gratitudine suscipiunt, ut in quibus iam lex suum officium, id est, cognitionem peccati compleuit.

Du kan således se, at ikke blot alle lovordene står fast imod den frie vilje, men at også alle forjættelsesordene fuldstændig imødegår den, det vil sige, hele skriften kæmper imod den. Derfor ser du, at ved dette ord: 'Jeg vil ikke synderens død', bliver intet andet behandlet, end at den guddommelige barmhjertighed bliver prædiket og tilbudt i verden, den som alene de, der er bøjede og trængte af døden, modtager med glæde og taknemlighed, så at loven allerede har fuldført sin opgave i dem, det vil sige, har gennemført erkendelsen af synden.

³⁵ Illi uero, qui legis officium nondum sunt experti, nec agnoscunt peccatum, nec mortem sentiunt, contemnunt misericordiam promissam eo uerbo. Caeterum, Cur alij lege tanguntur, alij non tanguntur, ut illi suscipiant et hi contemnant gratiam oblatam, alia quaestio est, nec hoc loco tractatur ab Ezechiele qui de praedicata et oblata misericordia Dei loquitur, non de occulta illa et metuenda uoluntate Dei, ordinantis suo consilio, quis et quales praedicatae et oblatae misericordiae capaces et participes esse uelit.

Men de, der endnu ikke har erfaret lovens opgave eller erkendt synden eller følt døden, foragter den barmhjertighed, der loves ved dette ord. Men udover det, hvorfor nogle røres af loven, andre ikke, så den ene part modtager og den anden part foragter den nåde, der tilbydes, det er et andet spørgsmål, og på stedet her behandles det ikke af Ezekiel, som taler om den Guds barmhjertighed, der prædikes og tilbydes, ikke om denne skjulte og frygtelige vilje hos Gud, hvorefter han i sit råd anordner, hvem og hvordan de skal være, som er modtagelige for hans prædikede og tilbudte barmhjertighed og får del deri.

³⁶ Quae uoluntas non requirenda, sed cum reuerentia adoranda est, ut secretum longe reuerendissimum maiestatis diuinae, soli sibi reseruatum, ac nobis prohibitum, multo religiosius, quam infinitae multitudinis specus Coricij. (W685) 

Denne vilje skal man ikke efterforske, men den skal tilbedes med ærefrygt, som den hemmelige højst ærværdige guddommelige majestæt, alene forbeholdt ham selv, forbudt for os, meget frommere end en uendelig mængde korykiske huler. (eras1#21; L1#60) 

^{37 [109]}         Quando nunc Diatribe arguatur: Ploratne pius Dominus mortem populi sui, quam ipse operatur in illis? Hoc enim nimus absurdum uidetur, -- Respondemus, ut iam diximus: Aliter de Deo uel uoluntate Dei nobis praedicata, reuelata, oblata, culta, Et aliter de Deo non praedicato, non reuelato, non oblato, non culto disputandum est.

                Når nu Diatriben argumenterer: Mon den fromme Herre græder over sit folks død, som han selv udvirker i dem? (e1#118) Det synes nemlig at være altfor absurd -- så svarer vi, som allerede sagt: Der må disputeres på én måde om Gud eller Guds vilje, når der er tale om den Gud, der prædikes, åbenbares, fremlægges, dyrkes af os, og på en anden måde om den Gud, der ikke prædikes, ikke åbenbares, ikke fremlægges, ikke dyrkes af os.

³⁸ Quatenus igitur Deus sese abscondit et ignorari a nobis uult, nihil ad nos. Hic enim uere ualet illud: Quae supra nos, nihil ad nos.

Forsåvidt nemlig Gud har skjult sig og vil være ukendt af os, kommer han os ikke ved. Her gælder nemlig det ord: Hvad der er over os, kommer os ikke ved.

³⁹ Et ne meam hanc esse distinctionem quis arbitretur, Paulum sequor, qui ad Thessalonicenses de Antichristo scribit, quod sit exaltaturus sese super omnem Deum praedicatum et cultum, manifeste significans, aliquem posse extolli supra Deum, quatenus est praedicatus et cultus, id est, supra uerbum et cultum, quo Deus nobis cognitus est, et nobiscum habet commercium, sed supra Deum non cultum, nec praedicatum, ut est en sua natura et maiestate, nihil potest extolli, sed omnia sunt sub potenti manu eius.

Og for at ikke nogen skal tro, at dette bare er min distinktion, så følger jeg her Paulus, som skriver til Thessalonikerne om antikrist, at han vil hæve sig op over enhver prædiket og dyrket Gud (2 Thes 2,4); derved tilkendegiver han klart, at nogen kan hæve sig op over Gud, forsåvidt det er den prædikede og dyrkede Gud, det vil sige, hæve sig op over det ord og den gudsdyrkelse, hvorved Gud vil være kendt for os, og hvorigennem han har omgang med os, men op over den ikke dyrkede eller prædikede Gud, op over Gud, som han er i sin natur og majestæt, kan ingen hæve sig, men alt ligger under hans mægtige hånd.

⁴⁰ Relinquendus est igitur Deus in maiestate et natura sua, sic enim nihil nos cum illo habemus agere, nec sic uoluit a nobis agi cum eo; Sed, quatenus indutus et proditus est uerbo suo, quo nobis sese obtulit, cum eo agimus, quod est decor et gloria eius, quo Psalmista eum celebrat indutum. (Sl 21,6).

Vi må altså lade Gud i hans majestæt og natur være, således har vi ikke noget med ham at gøre, og således har han ikke villet, at vi skulle have med ham at gøre; men forsåvidt han har afdækket og afsløret sig i sit ord, hvorigennem han tilbyder sig for os, så har vi med ham at gøre; det er hans smykke og ære, og derved priser salmisten ham som afdækket.

⁴¹ Sic dicimus: Deus pius non deplorat mortem populi, quam operatur in illo, Sed deplorat mortem, quam inuenit in populo et amouere studet. Hoc enim agit Deus praedicatus, ut ablato peccato et morte, salui simus.

Sådan siger vi: Den fromme Gud begræder ikke sit folks død, som han har virket i det, men han begræder den død, han forefinder i folket og som han stræber efter at fjerne. Det går nemlig den prædikede Guds handlen ud på, at synden og døden kan fjernes, så vi kan blive frelst. 

⁴² Misit enim uerbum suum et sanauit eos. (Sl 107,20) Caeterum Deus absconditus in maiestate, neque deplorat neque tollit mortem, sed operatur uitam, mortem, et omnia in omnibus. Neque enim tum uerbo suo definiuit sese, sed liberum sese reseruauit super omnia.

Han sendte nemlig sit ord og helbredte dem. Men den Gud, der er skjult i sin majestæt, hverken begræder eller ophæver døden, men virker liv, død og alt i alle. Og han har nemlig ikke dèr ladet sig indeslutte af sit ord, men har forbeholdt sig ret til at være fri overfor alle.

^{43 [110]}        Illudit autem sese Diatribe ignorantia sua, dum nihil distinguit inter Deum praedicatum et absconditum, hoc est, inter uerbum Dei et Deum ipsum. 

            Men Diatriben narrer sig selv på grund af sin uvidenhed, når den ikke skelner mellem den prædikede Gud og den skjulte Gud, det vil sige, mellem Guds ord og Gud selv. (se også L1#51ff)

⁴⁴ Multa facit Deus, quae uerbo suo non ostendit nobis, Multa quoque uult, quae uerbo suo non ostendit sese uelle. Sic non uult mortem peccatoris, uerbo scilicet, Vult autem illam uoluntate illa imperscrutabili. . 

Gud gør meget, som han ikke åbenbarer os gennem sit ord, og han vil meget, som han ikke gennem sit ord åbenbarer os, at han vil. Således vil han ikke synderens død, nemlig ifølge sit ord, men han vil den ifølge denne uigennemtrængelige vilje. (se også L6#80). 

⁴⁵ Nunc autem nobis spectandum est uerbum, relinquendaque illa uoluntas imperscrutabilis, Verbo enim nos dirigi, non uoluntate illa inscrutabili, oportet.

Men nu må vi se på ordet og lade denne uigennemtrængelige vilje være; vi må nemlig rette os efter ordet, ikke efter denne uigennemtrængelige vilje.

⁴⁶ Atque adeo, quis sese dirigere queat ad uoluntatem prorsus imperscrutabilem et (W686) incognoscibilem? Satis est, nosse tantum, quod sit quaedam in Deo uoluntas imperscrutabilis, Quid uero, Cur et quatenus illa uelit, hoc prorsus non licet quaerere, optare, curare, aut tangere, sed tantum timere et adorare.

Og desuden, hvem vil kunne rette sig efter en ganske uigennemtrængelig og uerkendelig vilje? Det er tilstrækkeligt kun at vide, at der i Gud er en sådan uigennemtrængelig vilje; men hvad, hvorfor og hvorvidt den vil, det skal man helt lade være med at spørge om eller ønske sig at vide eller bekymre sig om eller berøre, man skal blot frygte og ære denne vilje.

⁴⁷ Igitur recte dicitur: Si Deus non uult mortem, nostrae uoluntati imputandum est, quod perimus. (e9). Recte, inquam, si de Deo praedicato dixeris; Nam ille uult omnes homines saluos fieri, dum uerbo salutis ad omnes uenit, uitiumque est uoluntatis, quae non admittit eum, sicut dicit Matth. 23 (37): Quoties uolui congregare filios tuos et noluisti?

Derfor er det rigtigt at sige: 'Hvis Gud ikke vil døden, så må man tillægge det vores vilje, at vi går fortabt'. (e1#118) Det er rigtigt, siger jeg, hvis du siger det om den prædikede Gud; for han vil, at alle mennesker skal blive frelste, idet han med sit ord om frelse er kommet til alle, og det er viljens skyld, når den ikke antager ham, således som han siger Matt 23,37: Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, og I ville ikke?

⁴⁸ Verum, quare maiestas illa uitium hoc uoluntatis nostrae non tollit aut mutat in omnibus, cum non sit in potestate hominis, aut cur illud ei imputet, cum non possit homo eo carere, quaerere non licet, ac si multum quaeras, nunquam tamen inuenias, sicut Paul. Rom. 11. dicit: Tu quis es, qui respondeas Deo? Haec satis sint pro isto loco Ezechielis, pergamus ad reliqua.

Men hvorfor denne majestæt ikke ophæver denne vor viljes skyld eller forandrer den i alle mennesker, eftersom det ikke er i menneskets magt, eller hvorfor majestæten tilregner mennesket det, skønt mennesket ikke kan undgå det, derom må man ikke spørge, og selv om man spørger meget derom, vil man dog aldrig finde ud af det, sådan som Paulus siger i rom#9.20: Hvem er du, at du vil gå i rette med Gud? Lad dette være nok om dette sted hos Ezekiel, vi vil gå videre til det øvrige.

^{49 [111]}          Post haec caussatur Diatribe, frigere necessario tot hortamenta in scripturis, Item tot pollicitationes, minas, expostulationes, exprobrationes, obtestationes, benedictiones et maledictiones, tot examina praeceptorum, si non sit in manu cuiquam seruare quod praeceptum est. 

             Herefter påstår Diatriben, at alle opfordringerne i skriften er uden mening, ligeledes alle løfterne, truslerne, bebrejdelserne, foreholdelserne, besværgelserne, velsignelserne og forbandelserne, alle krav om budsoverholdelse, hvis det ikke står i enhvers magt at overholde, hvad der er påbudt. (e2#2) 

⁵⁰ Perpetuo obliuiscitur Diatribe status caussae, et aliud agit quam instituit, nec uidet, quam omnia fortius contra ipsam quam contra nos pugnent.

Stadigvæk glemmer Diatriben sagens stilling, og når frem til noget andet, end hvad den havde foresat sig, og ser ikke, at alting kæmper hårdere imod den end imod os.

⁵¹ Nam ex his omnibus locis probat libertatem et facultatem seruandi omnia, ut etiam sequela cogit uerborum, quam illa supponit, cum tamen probare uoluerit libe. arb. tale, quod nihil boni uelle potest sine gratia, et conatum quendam non suis uiribus asscribendum.

For ud fra alle disse skriftsteder beviser den friheden og muligheden for at overholde alting, sådan som også de følgeslutninger af ordene tvinger til, som den har tilføjet, skønt den dog kun ville bevise, at den frie vilje ikke kunne ville noget godt uden nåden, og at den havde en vis bestræbelse, der ikke kunne tilskrives dens egne kræfter.

⁵² Talem conatum non uideo ullis locis probari, sed tantum exigi, quid fieri debeat, ut saepius iam dictum est, nisi quod toties repetendum est, cum Diatribe toties eadem corda oberret, inutili uerborum copia lectores differens.

Denne bestræbelse ser jeg ikke, at den har bevist ud fra noget skriftsted, men kun, at der stilles krav om, hvad der skal gøres, som det allerede ofte er sagt, hvis man da ikke vil kræve, at det skal gentages lige så ofte, som Diatriben griber forkert af denne streng, og opholder læseren med en masse unyttige ord.

^{53 [112]}         Vltimum fere ex ueteri testamento illud Mosi Deuter. 30. affert: Mandatum hoc, quod praecipio tibi hodie, non supra te est, neque procul positum, nec in coelo situm, ut possis dicere: Quis nostrum ualet in coelum ascendere, ut deferat illud ad nos, ut audiamus et opere compleamus? Sed iuxta est ualde sermo, in ore tuo et corde tuo, ut facias illum. 

         Næsten til sidst anfører Diatriben skriftstedet fra Deut 30,11ff: 'Det bud, som jeg idag forelægger dig, er ikke over dig og heller ikke langt væk, det er ikke i himlen, så du skulle sige: Hvem skal gå til himlen for os for at bringe det til os, så vi kan adlyde det og opfylde det? Men ordet er meget nær ved dig, i din mund og i dit hjerte, så du kan gøre det'. (e2#7)

⁵⁴ Hoc loco contendit Diatribe declareri, non solum in nobis situm, quod praecipitur, uerum etiam in procliui esse, hoc est, facile, uel saltem non difficile.

Her gør Diatriben gældende, at igennem dette sted forklares ikke blot, at det ligger i vores magt at gøre, hvad der er foreskrevet, men også, at det er let at gøre, det er enkelt eller i hvert fald ikke vanskeligt.

⁵⁵ Gratias agimus de tanta eruditione. Si igitur Moses tam clare pronunciat, non modo esse facultatem in nobis, sed etiam facilitatem seruandi omnia mandata, cur tantum sudamus? Cur non statim hunc locum produximus et lib. arbitrium asseruimus libero campo? Quid iam Christo? Quid spiritu opus?

Vi takker for denne undervisning. Hvis nu Moses så klart har forklaret, at det ikke blot ligger indenfor vores evne, men også er let at overholde alle budene, hvorfor anstrenger vi os så alligevel? Hvorfor har vi ikke straks fremdraget dette skriftsted og offentligt bekendt den frie vilje? Hvad brug har vi for Kristus? Eller for Ånden?

⁵⁶ Inuenimus iam locum, qui omnibus os obstruat, et clare non (W687) modo libertatem arbitrij asserat, sed facilem quoque mandatorum obseruantiam doceat.

Vi har nu fundet stedet, som lukker enhver mund, og klart ikke blot bekender den frie vilje, men også lærer, at det er let at holde budene.

⁵⁷ Quam stultus Christus, qui etiam fuso sanguine spiritum illlum non necessarium nobis emit, ut faciles efficeremur in seruandis praeceptis, quales iam ex natura sumus! 

Hvor dumt af Kristus, at han udgød sit blod og sendte sin ånd til os ganske unødvendigt, så han kunne gøre det let for os at overholde budene, hvilket det allerede var af naturen.

⁵⁸ Quin et ipsa Diatribe suas uoces recantet, quibus dixit, lib. arbitrium sine gratia nihil posse uelle boni. Dicat uero nunc, liberum arbitri. esse tantae uirtutis, ut non modo uelit bonum, sed etiam facili opera seruet summa et omnia mandata.

Ja, endog Diatriben selv må til at ændre sine ord, når den nemlig har sagt, at den frie vilje ikke kan ville noget godt uden nåden. Nu siger den jo, at den frie vilje har en sådan kraft, at den ikke blot vil det gode, men også let overholder summen af alle budene.

⁵⁹Vide quaeso, quid efficiat animus alienus a caussa, quam non potest sese non prodere. An adhuc opus est confutare Diatriben? Aut quis magis eam confutare queat, quam ipsa seipsam confutat? Haec scilicet est bestia illa, quae se ipsam comedit. Quam uerum est, mendacem oportere memorem esse!

Se nu her, beder jeg dig, hvad en ånd, der er fremmed for sagen, udvirker, hvordan den ikke kan andet end afsløre sig. Mon det herefter er nødvendigt at gendrive Diatriben? Eller hvem kan bedre gendrive den, end den gendriver sig selv? Dette er nemlig det dyr, der æder sig selv. Hvor sandt er det ikke, at den, der lyver, må have en god hukommelse! 

^{60 [113]}         Nos de loco isto in Deutronomio diximus, Nunc breuiter agemus. Vt secluso Paulo, qui Ro. 10. potenter hunc locum tractat, disseramus, Nihil hic prorsus uides dici aut ulla syllaba sonari de facilitate, difficultate, potentia uel impotentia lib. arb. uel hominis ad seruandum uel non seruandum, Nisi quod ij, qui sequelis et cogitationibus suis scripturas captant, sibi ipsis eas obscuras et ambiguas faciunt, ut sic quodlibet ex eis faciant.

            Vi har på andet sted sagt noget om dette sted fra Deutronomium (n60), vi behandler det her kun kort. Selv hvis vi behandler dette sted uden hensyn til Paulus, der i rom#10.6ff har behandlet dette sted meget stærkt, kan du se, at der her ikke siges nogetsomhelst, ikke en eneste stavelse lyder der om, hvorvidt det er let eller vanskeligt, om hvorvidt den frie vilje eller mennesket kan eller ikke kan overholde eller ikke overholde. Det er altsammen noget, som de, der prøver at indfange skriften med deres egne følgeslutninger og overvejelser, gør den dunkel og tvetydig med overfor sig selv, så de på den måde kan få hvadsomhelst ud af den. 

⁶¹ Si non potes oculos, aures saltem aduerte, uel manibus palpa! Moses dicit: Non est supra te, nec procul positum, nec in coelo situm, nec trans mare.

Hvis du ikke kan se det, så hør dog i det mindste eller tag på det med dine hænder! Moses siger: 'Det er ikke over dig, ikke langt borte, ikke i himlen, ikke på den anden side af havet'.

⁶² Quid est supra te? Quid procul? Quid in coelo situm? Quid trans mare? An etiam Grammaticus et usitatissima uocabula nobis obscurabunt, ut nihil certi loqui ualeamus, tantum ut obtineant, scripturas esse obscuras?

Hvad betyder 'over dig'? Hvad betyder 'langt borte'? Hvad betyder 'i himlen'? Hvad betyder 'på den anden side af havet'? Mon de nu også vil fordunkle grammatikken og de alleralmindeligste ord for os, så vi ikke mere skal kunne sige noget sikkert, og de blot opnår, at skriften er dunkel?

⁶³ Nostra grammatica istis uocabulis non qualitatem aut quantitatem uirium humanarum, sed distantiam locorum significat. Supra te enim dicitur non quaedam uis uoluntatis, sed locus, qui supra nos est.

Ifølge vores grammatik betegnes med disse ord ikke en kvalitet eller en kvantitet i de menneskelige kræfter, men en afstand i sted. 'Over dig' betyder ikke en eller anden kraft ved viljen, men et sted, som er over os.

⁶⁴ Ita procul, trans mare, in coelo, nihil uirtutis in homine, sed locus sursum, dextrorsum, sinistrorsum, retrorsum, antrorsumue, a nobis remotus.

Sådan betegner også 'langt borte', 'på den anden side af havet', 'i himlen' ikke nogen kraft i mennesket, men et sted over os, til højre eller venstre for os, bagved eller foran os.

⁶⁵ Rideat me quispiam tam crasse disputantem ac uelut analphabetis pueris praemansum tantis uiris porrigentem, ac syllabas nectendas docentem. 

Der er nok én og anden, der vil le af mig, at jeg disputerer så groft og overfor så kloge mænd omhyggeligt staver i forvejen som overfor uvidende børn, og lærer dem, hvordan de skal føje sætninger sammen.

⁶⁶ Quid faciam? cum in tam clare luce uideam quaeri tenebras, ac studio uelle eos caecos esse, qui tot saeculorum seriem nobis numerant, tot ingenia, tot sanctos, tot martyres, tot doctores, tantaque authoritate hunc locum Mosi iactant, nec dignentur tamen syllabas inspicere, aut cogitationibus suis tantum imperare, ut locum semel consederent, quem iactant.

Men hvad skal jeg gøre? når jeg ser nogen i et så klart lys kræve mørke, og når med flid de mennesker vil være blinde, som opregner en række af så mange århundreder, af så mange store ånder, af så mange hellige mænd, af så mange martyrer, af så mange lærde mænd, og ud fra en sådan autoritet vil beråbe sig på dette skriftsted fra Moses, og dog ikke nedlader sig til at kaste et blik på stavelserne, eller til at byde deres tanker dog at undersøge det sted, som de beråber sig på.

⁶⁷ Eat nunc Diatribe et dicat, qui fieri possit, ut unus priuatus uideat, quod tot publici, tot saeculorum proceres non uiderunt! certe hic locus uel puello iudice, conuincit eos caecutijsse non raro.

Så kan Diatriben komme og sige, hvordan det kan ske, at én eneste privatperson kan se, hvad så mange offentlige personer, så mange overhoveder gennem så mange århundreder ikke kunne se! Sikkert og vist er det, at dette sted selv for et barns bedømmelse må overbevise én om, at de ikke så sjældent har været blinde. 

^{68 [114]}          Quid igitur Moses uult istis uerbis apertissimis et clarissimis, nisi, sese suo officio ceu fidelem legislatorem esse perfunctum egregie? 

             Hvad vil da Moses sige med disse højst ligefremme og soleklare ord, andet end at han har endt sit embede på udmærket måde som en tro lovgiver?

⁶⁹ ut per quem non stet, quo minus omnia sciant et habeant coram posita praecepta, nec locum eis relictum excusandi, quod ignorent uel non habeant praecepta aut (W688) aliunde petenda eis sint, ut, si non seruarint ea, culpa nec sit legis nec legislatoris, sed ipsorum, cum lex assit, legislator docuerit, ut nulla ignorantiae excusatio reliqua sit, sed sola accusatio negligentiae et inobedientiae.

så det ikke er hans skyld, hvis de ikke véd alt og har budene liggende foran sig, og så der ikke er ladt rum tilbage for at undskylde sig, fordi de var uvidende eller ikke havde budene eller de skulle søges andetsteds, så at, hvis de ikke holdt dem, var skylden ikke lovens eller lovgiverens, men deres egen, eftersom loven er der og lovgiveren har lært dem den, så at der ikke kan gives nogen undskyldning på grund af uvidenhed, men kun anklage på grund af manglende overholdelse og ulydighed.

⁷⁰ Non est (inquit) necesse, leges e coelo aut a finibus ultramarinis aut procul afferre, nec potes praetexere, te illas nec audisse nec habere, prope habes eas, ut quas praecipiente Deo et me authore audisti, corde percepisti, et ore assiduo per leuitas in medio tui tractandas accepisti, teste hoc ipso meo uerbo et libro; Hoc tantum reliquum est, ut facias illas.

Det er ikke nødvendigt, siger han, at hidkalde lovene fra himlen eller fra havets ender eller langt borte fra, du kan heller ikke skyde skylden på, at du ikke har hørt dem eller har den, du har den nær ved dig, så at du har hørt dem fra Gud som den befalende og mig som talsmand, du har taget dem til hjerte, og du har modtaget dem som nogle, der gennem levitternes mund uafladeligt skal fremføres i din midte, ifølge mit selvsamme ord og bog; kun det står tilbage, at du holder dem.

⁷¹ Obsecro, quid hic lib. arb. tribuitur? nisi quod exigitur, ut faciat leges, quas habet, et adimitur excusatio ignorantiae et absentiae legum.

Jamen, for pokker, hvad tildeles der her den frie vilje? andet end at det kræves, at den øver loven, som den har, og at en undskyldning om, at man ikke kender loven, eller om, at loven er langt borte, tages bort.

^{72 [115]}          Haec fere sunt, quae ex ueteri testamento adducit Diatribe pro libero arbitrio, quibus solutis nihil reliquum fit, quod non solutum pariter sit, siue plura adducat, siue plura adducere uelit, cum nihil nisi uerba imperatiua aut coniunctiua aut optatiua adducere queat, quibus significatur non, quid possimus aut faciamus (ut toties diximus toties repetenti Diatribe), sed, quid debeamus et quid exigatur a nobis, quo nostra nobis impotentia innotescat, et peccati cognitio praestetur.

         Dette er omtrent, hvad Diatriben fremfører fra det gamle testamente til fordel for den frie vilje, og når det er tilbagevist, står der intet tilbage, som ikke på samme måde er tilbagevist, hvad enten den fremfører mere eller vil fremføre mere, eftersom den kun kan fremføre imperativiske eller konjunktiviske eller optativiske ord, hvormed ikke betegnes, hvad vi kan eller hvad vi gør (som det ofte er sagt imod den ofte sig selv gentagende Diatribe), men hvormed betegnes, hvad vi bør gøre, og hvad der kræves af os, hvorigennem vores afmagt bliver påpeget for os og det kommer til erkendelse af synden.

⁷³ Aut, si quid probant, per additas sequelas et similitudines ratione humana inuentas, hoc probant, liberi scilicet arbitrij non esse tantum conatum aut studium aliquod modiculum, sed totam uim et potestatem liberrimam faciendi omnia sine gratia Dei, sine spiritu sancto.

Eller hvis disse ord beviser noget, gennem de tilføjede slutninger og sammenligninger, som er opfundet af den menneskelige fornuft, så beviser de det, at den frie vilje ikke kun er en bestræbelse eller en slags mådeholden anstrengelse, men er en hel kraft og en fuldkommen fri evne til at udføre alt uden Guds nåde, uden Helligånden.

⁷⁴ Ac sic nihil minus probatur tota illi copiosa, iterata et inculcata disputatione, quam id, quod probandum erat, nempe opinio illa probabilis, qua lib. arbi. definitur eius esse impotentiae, ut nihil possit uelle boni sine gratia, cogaturque in seruitutem peccati, habeatque conatum non asscribendum suis uiribus, Monstrum scilicet illud, quod simul nihil potest suis uiribus, et tamen conatum habet in uiribus suis, constetque contradictione manifestissima.

Og således bevises gennem denne ordrige, gentagne og påtrængende disputation intet mindre end det, der skulle bevises, nemlig den antagelige mening, hvorved den frie vilje defineres, at den har en afmagt, så den ikke kan ville det gode uden nåden, er tvunget ind under slaveri under synden, og har en stræben, som ikke må tilskrives dens egne kræfter, nemlig dette monstrum, at den på én gang intet kan ved egne kræfter, men dog har en stræben i sine kræfter, så den består i en højst åbenbar modsigelse.

^{75 [116]}          Venitur nunc ad nouum  testamentum,  ubi  iterum instruitur copia uerborum imperatiuorum pro misera illa seruitute  liberi  arbitrij,  accersunturque auxilia rationis carnalis, nempe sequelae et similitudines, ac si uideas pingi uel somnieris muscarum  regem stipatum lanceis stipulaceis et clypeis feneis  aduersus ueram et iustam aciem bellatorum hominum. Sic pugnant humana Diatriabes somnia aduersus diuinorum uerborum agmina. 

            Vi kommer nu til det ny testamente, hvor der igen fremføres en mængde ord i imperativ til fordel for denne elendige trælbundne frie vilje, (e2#18) og her hidkaldes hjælp fra den kødelige fornuft, nemlig fra følgeslutninger og sammenligninger, som hvis man ser afbildet eller hører, at nogen drømmer om en fluekonge, omgivet af lanser af strå og skjolde af hø, der er stillet overfor en rigtig og ægte slagorden af krigsfolk. Således kæmper Diatribens menneskelige drømmesyner mod de guddommelige ords hærtog.

⁷⁶ Principio illud Matth. 23. procedit, uelut muscarum achilles: Ierusalem, Ierusalem, quoties (W689) uolui congregare filios tuos, et noluisti! Si cuncta (inquit) fiunt necessitate, nonne poterat merito respondere Domino Ierosolyma: Quid inanibus lachrymis te maceras? Si tu nolebas nos auscultare Prophetis, cur eos misisti? Cur nobis imputas, quod tua uoluntate, nostra necessitate, factum est? Haec illa. Respondemus autem. Et donemus interim, ueram et bonam esse istam sequelam et probationem Diatribes, Quid rogo probatur? nunquid  probabilis opinio, quae dicit lib. arbi. non posse uelle bonum? 

Først optræder dette sted fra Matt 23,37 som fluernes Akilleus: "Jerusalem, Jerusalem, hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, og I ville ikke". Her siger Diatriben: Hvis alting sker med nødvendighed, mon så ikke Jerusalem med rette kunne svare Herren: Hvorfor besværer du dig med unyttige tårer? Hvis du ikke ville, at vi skulle høre på profeterne, hvorfor sendte du dem så? Hvorfor tillægger du os, hvad der er sket ved vores vilje, altså ved vores nødvendighed? (e2#19) Såvidt Diatriben. Men vi svarer: Vi må igen indrømme, at Diatribens følgeslutning og bevisførelse er sand og god. Men jeg spørger: Hvad er det, der bevises? Mon det er den troværdige mening, der hævder, at den frie vilje ikke kan gøre det gode? 

⁷⁷ Imo probatur libera, sana et potens in omnia, quae Prophetae dixerunt, uoluntas. At talem non suscepit probandam Diatribe, Quin ipsa Diatribe hic respondeat: Si lib. arbi. non potest uelle bonum, Quid imputatur ei, quod non audierit Prophetas, quos, ut bona docentes, audire non poterat suis uribus? Quid inanibus lachrymis plorat Christus, ac si illi potuerint uelle, quod certo nouit eos non posse uelle? Liberet (inquam) Diatribe Christum ab insania pro sua illa probabili opinione, et mox nostra opinio liberata est ab isto Achille muscarum. Igitur locus ille Matth. aut probat totum lib. arb. aut aeque fortiter pugnat aduersus ipsam Diatribem et suo illam iaculo prosternit.

Tværtimod bevises den frie, sunde vilje, der er mægtig til at gøre alt det, som profeterne har sagt. Men det var ikke den, Diatriben tog sig for at bevise, ja, her kan Diatriben selv svare: Hvis den frie vilje ikke kan ville det gode, hvorfor tillægges den da skyld for, at den ikke hørte profeterne, som den jo ikke kunne høre med sine egne kræfter, da de lærte det gode? Hvorfor græder Kristus unyttige tårer, som om de havde kunnet ville, skønt han dog med sikkerhed véd, at de ikke kan ville? Jeg siger, at Diatriben skulle befri Kristus for dette vanvid til fordel for denne dens egen troværdige opfattelse, og snart efter ville vores opfattelse være befriet fra denne flue-Akilleus. Således gør stedet hos Matthæus enten det, at det beviser hele den frie vilje, eller også kæmper den lige så stærkt imod Diatriben og nedlægger den med dens eget skud. 

^{78 [117]}              Nos dicimus, ut iam antea diximus, de secreta illa uoluntate maiestatis non esse disputandum, et temeritatem humanam, quae perpetua peruersitate, relictis necessarijs, illam semper impetit et tentat, esse auocandam et retrahendam, ne occupet sese scrutandis illis secretis maiestatis, quae impossibile est attingere, ut quae habitet lucem inaccessibilem, teste Paulo. Occupet uero sese cum Deo incarnate seu (ut Paulus loquitur) cum Ihesu crucifixo, in quo sunt omnes thesauri sapientiae et scientiae, sed absconditi; per hunc enim abunde habet, quid scire et non scire debeat. 

        Vi siger, som vi allerede tidligere har sagt, at man ikke bør disputere om denne hemmelige vilje hos majestæten, og at den menneskelige frækhed, som med en stadig forvendthed lader nødvendigheden være og går løs på den og forgriber sig på den, må undlades og tilbagekaldes, så den ikke beskæftiger sig med udforskningen af disse hemmeligheder hos majestæten, som det er umuligt at nærme sig, eftersom han bor i et uigennemtrængeligt lys, ifølge Paulus. (1 Tim 6,16). Den skal i stedet beskæftige sig med den inkarnerede Gud eller, som Paulus siger, med Jesus som korsfæstet, i hvem alle visdommens og erkendelsens skatte er (Kol 2,3), for gennem ham har den mere end nok om, hvad den bør vide og hvad ikke. 

⁷⁹ Deus igitur incarnatus hic loquitur: Volui et tu noluisti, Deus, inquam, incarnatus in hoc missus est, ut uelit, loquatur, faciat, patiatur, offerat omnibus omnia, quae sunt ad salutem necessaria, licet plurimos offendat, qui secreta illa uoluntate maiestatis uel relicti uel indurati non suscipiunt uolentem, loquentem, facientem, offerentem, sicut Iohan. dicit: Lux in tenebris lucet, et tenebrae eam non comprehendunt. Et iterum: In propria uenit, et sui non receperunt eum. Huius itidem Dei  incamati est flere, deplorare,  gemere super perditione impiorum, cum uoluntas maiestatis ex proposito aliquos relinquat et reprobet, (W690) ut pereant.

Den inkarnerede Gud taler derfor her: Jeg ville og du ville ikke. Jeg siger: den inkarnerede Gud er sendt af den grund, at han skulle ville, skulle tale, gøre, lide, ofre alt, hvad der er nødvendigt til frelse, for alle, selv om det støder mange, som enten bliver forladt eller forhærdet af denne hemmelige majestæts vilje, og ikke kan tage sig for at ville, tale, gøre, ofre, sådan som Johannes siger: Lyset skinner i mørket og mørket begreb det ikke (Joh 1,5). Og igen: Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. (Joh 1,11). Det hører til denne inkarnerede Guds opgave at græde og klage, at sukke over de ugudeliges fortabelse, endskønt majestætens vilje ud fra det forelagte forlader nogle og forkaster dem, så de går fortabt. 

⁸⁰Nec nobis quaerendum, cur ita faciat, sed reuerendus Deus, qui talia et possit et uelit. Nec puto aliquis hic calumniabitur, quod illa uoluntas, de qua dicitur: Quoties uolui, etiam ante incarnatum Deum Iudaeis fuerit exhibita, ut qui Prophetas ante Christum occidisse, et sic uoluntati eius restitisse arguantur. Notum est enim apud Christianos, omnia geri per Prophetas in nomine futuri Christi, qui promissus erat, ut incarnatus Deus fieret. Vt uoluntas Christi recte dicatur, quicquid ab initio mundi per uerbi ministros oblatum est hominibus.

Og det er ikke vores sag at spørge efter, hvorfor han handler således, vi skal i stedet ære Gud, som kan og vil disse ting. Jeg tror heller ikke, at nogen her vil komme med den uberettigede indvending, at den vilje, der her er tale om: "hvor ofte har jeg ikke villet" også før den inkarnerede Gud var blevet vist imod jøderne, eftersom de dræbte profeterne før Kristus, og således kan beskyldes for at have modstået hans vilje. Det er nemlig de kristne bekendt, at alt, hvad der skete gennem profeterne, skete i den kommende Kristi navn, han, som var forjættet til at blive den inkarnerede Gud. Så at det med rette kan sige, at Kristi vilje er, hvad der fra verdens begyndelse er blevet tilbudt menneskene gennem ordets tjenere. 

^{81 [118]}         Dicet uero hic Ratio, ut est nasuta et dicax: Pulchre hoc inuentum est effugium, ut, quoties ui argumentorum urgemur, ad  uoluntatem illam maiestatis metuendam recurramus, et disputatorem, ubi molestus fuerit, ad silentium adigamus, non aliter, quam astrologi suis epicyclis repertis, omnes quaestiones de motu totius coeli eludunt. Respondemus, non esse nostrum inuentum, sed diuinis scripturis firmatum praeceptum. sic enim Paulus Rom. 11. dicit: Quid igitur quaeritur Deus? Quis uoluntati eius resistet? O homo, tu quis es, qui contendas cum Deo? An non habet potestatem figulus? et reliqua. 

         Men her vil fornuften, som er næsvis og satirisk, sige: Ja, det er godt med denne selvopfundne udvej, så vi, hver gang vi bliver trængt af argumenternes styrke, kan ty til talen om, at man skal frygte denne majestætens vilje, så vi kan tvinge taleren til tavshed, hvis han er besværlig, på samme måde, som astrologerne tyr til deres epicykler og undviger alle spørgsmål om hele himlens bevægelser. Vi svarer, at det ikke er vor opfindelse, men den guddommelige skrifts faste bud. For sådan siger Paulus rom#9.19: "Hvad har han så at bebrejde os? Hvem kan modstå hans vilje? O menneske, hvem er du, at du vil gå i rette med Gud? Mon ikke pottemageren har magt? og så videre. 

⁸² Et ante eum Esaias .58: Me etenim de die in diem quaerunt et uias meas scire uolunt, quasi gens quae iustitiam fecerit, Rogant me iudicia iustitiae et appropinquate Deo uolunt. Puto istis uerbis satis monstrari, non licere hominibus scrutari uoluntatem maiestatis. Deinde caussa haec est huiusmodi, ut in illa maxime petant peruersi homines uoluntatem illam metuendam; ideo maxime locus est, eos tum ad silentium et reuerentiam hortari. In alijs caussis non ita facimus, ubi talia tractantur, quorum ratio reddi potest et reddi nobis mandata est.

Og før det Es 58,2: "De søger mig dagligt og vil vide mine veje, som et folk, der allerede havde øvet retfærdighed. De kræver retfærdighed af mig og vil gå i rette med Gud". Jeg mener, at disse ord tilstrækkelig tydeligt, viser, at det ikke er tilladt mennesker at udforske majestætens vilje. Dernæst er sagen her af den art, at det mest er de forvendte mennesker, der søger den vilje, som må frygtes, og derfor er det især på sin plads at opfordre dem til tavshed og ærefrygt. I andre sager handler vi ikke sådan, nemlig dèr, hvor vi behandler den slags sager, hvorom man kan aflægge regnskab og hvor det er os påbudt at aflægge regnskab. 

⁸³  Quodsi quis pergat scrutari rationem uoluntatis illius, nec nostrae monitioni caedit, hunc sinimus ire, et gygantum more cum Deo pugnare, spectaturi, quos triumphos sit reportaturus, certi, quod caussae nostrae nihil sit detracturus, et suae nihil collaturus. Manebit enim fixum, quod aut lib. arbitrium omnia posse probabit, aut quod adductae scripturae contra ipsummet pugnabunt. Vtro autem facto, uictus iacet et nos uictores stamus.

Hvis nu nogen fremturer med at udforske den begrundelse, der kan være for hans vilje, og ikke retter sig efter vores formaning, så lader vi en sådan sejle sin egen sø, så kan han som giganterne kæmpe med Gud, og så får vi se, hvilke triumfer han vil hjembringe, men vi er dog sikre på, at han ikke vil fjerne noget fra vores sag og ikke hjælpe sin egen sag. For det står stadig fast, at enten vil han bevise, at den frie vilje kan alt, eller også kæmper de fremførte skriftsteder imod ham selv. Hvilke af de to ting der end sker, så vil han blive besejret, og vi stå som sejrherrer. 

^{84 [119]}          Alterum est illud Matth.19: Si uis ad uitam ingredi, serua mandata. Qua fronte diceretur: Si uis, cui uoluntas libera non est? Haec Diatribe. Cui dicimus: Igitur uoluntas libera est per hoc uerbum Christi? At tu uolebas probare, quod libe. arbitrium nihil possit boni uelle, et necessario seruiret peccato, absente gratia. Qua fronte igitur tu nunc totum facis liberum? Idem dicetur ad illud: Si uis perfectus esse. Si quis uult uenire post me. Qui uoluerit animam suam saluam facere. Si diligitis me. Si (W691) manseritis. 

         Et andet skriftsted er Matt 19,17: "Hvis du vil indgå til livet, så hold budene". Hvor frækt at sige: Hvis du vil, til én, hvis vilje ikke er fri! (e2#20) Såvidt Diatriben. Hertil siger vi: Altså er viljen fri gennem dette ord af Kristus! Men du ville bevise, at den frie vilje ikke kunne gøre det gode, og med nødvendighed tjener synden, når nåden mangler. Hvor frækt da, at du nu gør den helt fri? Det samme kan siges til de andre skriftsteder: Hvis du vil være fuldkommen. Hvis nogen vil gå i mit spor. Den, der vil frelse sit liv. Hvis I elsker. Hvis I forbliver ...

⁸⁵ Denique, ut dixi, colligantur omnes coniunctiones 'Si' et uerba imperatiua, ut iuuemus Diatriben saltem numero uerborum. Haec omnia (inquit) praecepta frigent, si nihil tribuitur uoluntati humanae. Quam male congruit merae necessitati coniunctio illa 'Si' Respondemus: si frigent, tua culpa frigent, imo nihil sunt, qui asseris, nihil tribui uoluntati humanae, dum facis lib. arbi. non posse uelle bonum, et rursus hic facis, idem posse uelle omnia bona, nisi eadem uerba apud te simul et ardent et frigent, dum simul omnia asserunt et omnia negant.

Endelig samles som sagt alle konjunktioner "hvis" og alle imperativer sammen, så vi i det mindste kan hjælpe Diatriben med et antal ord. Alle disse bud, siger den, ville være forgæves, hvis der ikke tillægges den menneskelige vilje noget. Hvor dårligt stemmer ikke konjunktionen "hvis" overens med den rene og skære nødvendighed. Vi svarer: Hvis de ikke stemmer overens, er det din skyld, at de ikke stemmer overens, ja, hvad du påstår, er intet, intet tillægges den menneskelige vilje, idet du udvirker, at den frie vilje ikke kan ville det gode, og omvendt her udvirker, at den alligevel kan gøre alt det gode, hvis da ikke de samme ord hos dig både brænder og afgiver kulde, idet de på én gang bekræfter alt og benægter alt. 

⁸⁶ Et miror, quid delectarit authorem toties eadem repetere, immemorem perpetuo instituti sui, nisi forte diffidens caussae, magnitudine libri uoluerit uincere, aut tedio et molestia lectionis aduersarium fatigare. Qua consequentia, rogo, fiat, ut mox uoluntatem et potentiam adesse oporteat, quoties dicitur: Si uis,  Si quis uult, Si uolueris? Nonne frequentissime impotentiam  potius et impossibilitatem significamus talibus sermonibus?  ut: Si Virgilium  uoles aequare canendo, mi Meui, alia cantes oportet. Si Ciceronem superare uoles, Scote, pro argutijs summam oportet eloquentiam habeas. Si cum Dauide comparari uoles, similes Psalmos edas necesse est. Hic plane significantur impossibilia uiribus proprijs, licet diuina uirtute omnia fieri possint. Sic habet et in scripturis res, ut, quid uirtute Dei in  nobis fieri possit, et quid non possimus nos, talibus uerbis ostendatur.

Og jeg undrer mig over, hvordan en forfatter kan have glæde af så ofte at gentage det samme, og dog glemme sit stadige forehavende, hvis det da ikke skyldes, at han ikke mener, han har en god sag, og derfor vil sejre i kraft af bogens størrelse, eller udmatte læseren, fordi det er for kedeligt og irriterende at læse. Hvordan kan det være konsekvensen, spørger jeg, at viljen og dens magt skal være tilstede, så ofte der siges: hvis du vil, hvis nogen vil, hvis du havde villet? Mon ikke vi for det meste snarere betegner afmagten og umuligheden med sådanne ord? F. eks.: Hvis du vil stå lige med Vergil i at digte, kære Mevius, så må du digte anderledes. Hvis du vil overgå Cicero, Scotus, så må du have den største veltalenhed i stedet for spidsfindigheder. Hvis du vil sammenlignes med David, så er det nødvendigt, at du frembringer lignende salmer. Her betegnes ligeud det umulige i kraft af egne kræfter, selv om alt kan ske ved guddommelig kraft. Således forholder det sig også i skriftens sager, sådan at det, der kan ske i os ved Guds kraft, og det, vi selv kan gøre, påvises med den slags ord. 

^{87 [120]}         Porro si talia dicerentur de ijs, quae prorsus impossibilia sunt factu, ut quae nec Deus unquam esset facturus, tum  recte dicerentur uel frigida uel ridicula, ut quae frustra dicerentur. Nunc uero sic dicuntur, ut non solum ostendatur impotentia lib. arb.,  per quam nihil eorum fit, sed simul significatur aliquando fore et factum iri omnia talia, uerum aliena uirtute, nempe diuina, Si omnino admittamus, in talibus uerbis inesse quandam significationem faciendorum et possibilium. Ac si quis sic interpretetur: Si uolueris seruare mandata, hoc est, si uoluntatem aliquando habueris  (habebis autem non ex te, sed ex Deo, qui tribuet eam cui uoluerit) seruandi mandata, seruabunt et ipsa te.

         Fremdeles: Hvis disse ting blev sagt om det, som er helt umulige at gøre, fordi heller ikke Gud nogensinde ville gøre det, da ville man med rette kunne kalde dem upassende eller latterlige, eftersom det blev sagt, uden der var mening i det. Men nu siges de på den måde, at det ikke blot påvises, at intet af dette sker ved den frie viljes afmagt, men samtidig betegnes det, at alt dette på én eller anden måde ville kunne ske og ville kunne gøres, dog ved en fremmed kraft, nemlig ved den guddommelige kraft, hvis vi da i det hele taget går med til, at der i sådanne ord ligger en eller anden betegnelse for noget, der skal gøres, og for noget, der er muligt. Og hvis nogen fortolker det således: Hvis du vil holde budene, det vil sige, hvis du på en eller anden måde kunne have viljen til at gøre det (men du vil kunne have den, ikke ud fra dig selv, men ud fra Gud, som giver den til hvem han vil) så ville du holde budene, og de ville også opretholde dig. 

⁸⁸ Aut ut latius dicam, Videntur illa uerba, praesertim coniunctiua, propter praedestinationem Dei quoque sic poni, ut incognitam nobis, et illam  inuoluere, ac si hoc uelint dicere: Si uis, Si uolueris, hoc est, si talis apud Deum fueris, ut uoluntate hac te dignetur, seruandi praecepta, seruaberis. Quo tropo intelligi datur utrunque, scilicet et nos nihil posse, et, siquid facimus, Deum  in nobis operari. 

Eller for at sige det lidt mere udførligt, disse ord, især konjunktiverne, synes at være formuleret sådan også af hensyn til Guds forudviden, som er ukendt for os, så de indeslutter den, som om de altså ville sige: Hvis du vil, hvis du havde villet, det vil sige, hvis du overfor Gud blev et sådant menneske, at du blev regnet for værdig til at få den vilje, at du ville holde budene, så ville du kunne holde dem. Med denne talefigur bliver begge dele tilkendegivet, både, at vi intet kan, og at, hvis vi kan noget, er det Gud, der virker i os. 

⁸⁹ Sic illis dicerem, qui non contenti uellent esse, quod illis uerbis solum impotentia nostra ostendi dicitur, sed etiam uim aliquam et  potentiam  faciendi  ea, quae  praecipiuntur, probari contenderent. Ita simul  uerum fieret, ut nihil possemus eorum quae praecipiuntur, et simul omnia possemus, illud nostris uiribus, hoc gratiae Dei tribuendo. (W692)

Sådan ville jeg sige til dem, som ikke ville være tilfredse med, at man siger, at der med disse ord kun fremvises vor afmagt, men også hævder, at de kan bevise en vis kraft og evne til at gøre det, som befales. Således bliver det på én gang sandt, at vi intet kan af det, der påbydes os, og at vi samtidig kan alt, det første skal tillægges vore egne kræfter, det andet Guds nåde. 

^{90 [121]}          Tertio illud Diatriben mouet: Vbi toties est mentio (inquit) bonorum operum et malorum, ubi mentio mercedis, ibi non  intelligo, quo pacto locus sit merae necessitati. Neque natura, ait, neque necessitas habet meritum. Neque ego sane intelligo, nisi quod opinio illa probabilis necessitatem meram asserit, dum lib. arb. dicit  nihil boni posse uelle,  et tamen hic etiam meritum ei tribuit.

            For det tredie foruroliger dette Diatriben: "Når det er sådan", siger den, "at hver gang der tales om gode og onde gerninger, tales der om løn, så forstår jeg ikke, hvordan der kan gives rum for den rene og skære nødvendighed. Hverken naturen eller nødvendigheden har nogen tale om løn". (e2#21) Nej, det forstår jeg sandelig heller ikke, med mindre det forholder sig sådan, at denne troværdige opfattelse bekræfter den rene og skære nødvendighed, idet den siger, at den frie vilje ikke kan ville noget godt, og dog her tillægger den fortjeneste. 

⁹¹ Adeo profecit lib. arb. crescente libro et disputatione Diatribes, ut nunc non solum conatum et studium proprium, alienis tamen uiribus, habeat, imo non solum bene uelit et faciat, sed etiam mereatur uitam aeternam, dicente Christo Matth. 5: Gaudete et exultate, quoniam merces uestra copiosa est in coelis. Vestra, id est, lib. arbitrij. Sic enim Diatribe hunc locum intelligit, ut Christus et spiritus Dei nihil sint. Quid enim illis opus merit, si bona opera et merita per lib. arb. habemus? Haec dico, ut uideamus, non esse rarum, uiros excellentes ingenio, solere caecutire in re  etiam crasso et nidi ingenio manifesta, et quam infirmum sit argumentum ab authoritate humana in rebus diuinis, in quibus sola ualet authoritas diuina.

Så langt er den frie vilje kommet, efterhånden som bogen og Diatribens disputation skred frem, at den nu ikke blot har sin egen iver og stræben, dog ved fremmede kræfter, ja, ikke blot vil og gør det gode, men også fortjener evigt liv, ifølge Kristus Matt 5,12: "Glæd og fryd jer, for jeres løn skal være stor i himlen". "Jeres løn", det vil sige, den frie viljes løn (n91). For sådan forstår Diatriben dette sted, at Kristus og Guds ånd intet betyder. For hvad brug har man for dem, hvis vi har gerninger og fortjenester gennem den frie vilje? Dette siger jeg, for at vi kan se, at det ikke er sjældent, at mænd af fremragende forstand plejer at være blinde i en sag, der ellers for rå og ukyndige er soleklar, og for at vi kan se, hvor svagt et argument fra den menneskelige autoritets forhold er i guddommelige sager, i hvilke alene den guddommelige autoritet gælder. 

^{92 [122]}         Duo hic dicenda sunt. Primum de praeceptis noui testamenti, Deinde de merito. Vtrunque breuiter expediemus, alias prolixius de eisdem locuti. Nouum testamentum proprie constat promissionibus et exhortationibus, sicut Vetus proprie constat legibus et minis. Nam in nouo testamento praedicatur Euangelion, quod est aliud nihil, quam sermo, quo offertur spiritus et gratia in remissionem peccatorum per Christum crucifixum pro nobis impetratam, idque totum gratis solaque misericordia Dei patris nobis indignis et damnationem (W693) merentibus potius quam aliquid aliud, fauente. 

         To ting skal her siges. For det første om budene i det ny testamente, dernæst om fortjeneste. Begge dele behandler vi ganske kort, for vi har andetsteds talt mere udførligt derom. Det ny testamente består i egentlig forstand af forjættelser og formaninger, ligesom det gamle i egentlig forstand består af love og trusler. For i det ny testamente prædikes Evangeliet, som ikke er andet end et ord, hvorved tilbydes os ånden og nåden i vore synders forladelse, udvirket for os ved den korsfæstede Kristus, og alt dette af nåde og ved Gud Faders barmhjertighed, som har vist sig nådig mod os uværdige, som mere end noget andet fortjener fordømmelse. 

⁹³ Deinde exhortationes sequuntur, quae iam iustificatos et misericordiam consecutos, excitent, ut strenui sint in fructibus donatae iustitiae et spiritus, charitatemque exerceant bonis operibus, fortiterque ferant crucem et omnes alias tribulationes mundi. Haec est summa totius noui testamenti. De qua re quam nihil intelligat Diatribe, satis declarat, quod nihil inter uetus et nouum testamentum discernere nouit, utrobique enim nihil fere nisi leges et praecepta uidet, quibus formentur homines ad bonos mores. Quid uero sit renascentia, innouatio, regeneratio et totum negocium spiritus, prorsus nihil uidet, ut mihi stupor et miraculum sit, adeo nihil scire in sacris literis hominem, qui tanto tempore et studio in illis laborauerit.

Dernæst følger formaningerne, som opfordrer dem, der nu er retfærdiggjorte og er nået frem til barmhjertigheden, til være ivrige i den givne retfærdigheds og åndens frugter, og udøve kærlighed i gode gerninger, tappert udholde korset og andre af verdens trængsler. Det er det ny testamente i korte træk. At Diatriben næsten intet forstår af denne sag, bliver tilstrækkelig tydeligt derved, at den ikke véd at skelne mellem det gamle og det ny testamente, men begge steder næsten ikke ser andet end love og bud, hvormed mennesket skal dannes til gode skikke. Men hvad genfødsel, fornyelse, nyoplivelse og alle åndens gerninger er, ser den overhovedet ikke, så det for mig er en underlig ting og et mirakel, at det menneske, som igennem så lang tid og med så stor iver har arbejdet med den hellige skrift, i den grad er uvidende i den. 

⁹⁴  Illud igitur: Gaudete et exultate, quoniam merces uestra multa est in coelis, tam bene quadrat libero arbitrio, quam bene conuenit luci cum tenebris. Exhortatur enim Christus ibi non lib. arb., sed Apostolos, qui non modo supra liberum arbitrium in gratia erant et iusti, sed etiam in ministerio uerbi, hoc est, summo loco gratiae constituti, ut ferrent tribulationes mundi. At nos disputamus de libe. arb. sine gratia potissimum, quod legibus et minis seu ueteri testamento eruditur ad cognitionem sui, ut ad promissiones oblatas nouo testamento currat.

Derfor, dette: Glæd og fryd jer, for jeres løn skal være stor i himlen, det stemmer lige så godt overens med den frie vilje, som lyset stemmer overens med mørket. For Kristus opfordrer ikke her den frie vilje, men apostlene, som ikke blot var ud over den frie vilje og var retfærdige, men også stod i ordets tjeneste, det vil sige, var anbragt på nådens højeste sted, så de kunne bære verdens trængsler. Men vi disputerer hovedsagelig om den frie vilje uden nåden, som ved love og trusler eller ved det gamle testamente skal ledes frem til erkendelse af sig selv, så den kan løbe hen til de forjættelser, der tilbydes i det ny testamente. 

^{95 [123]}         Meritum uero seu merces proposita, quid est aliud nisi promissio quaedam? sed ea non probatur aliquid nos posse, cum nihil ea significetur aliud, quam: si quis hoc uel hoc fecerit, tum mercedem habiturus sit. Quaestio uero nostra est, non quo modo uel quae merces reddatur, sed an talia possimus facere, quibus merces redditur. Hoc enim erat probandum. Nonne ridicula est consequentia: omnibus in stadio proponitur brabaeum, ergo omnes possunt currere et obtinere? Si Caesar uicerit Turcam, regno Syriae potietur, ergo Caesar potest uincere et uincit Turcam.

       Men en fortjeneste eller en lovet løn, hvad er det andet end en forjættelse? Men derved kan der ikke bevises, at vi kan noget, eftersom der ikke betegnes andet, end dette: hvis én ville gøre det og det, ville han kunne få løn. Men vort spørgsmål er, ikke, på hvilken måde eller hvilken løn der gives, men om vi kan gøre det, hvorved vi opnår løn. Mon ikke den slutning er latterlig: på stadion loves der alle en sejrspris (1kor#9.24), altså kan alle løbe og opnå den? Hvis kejseren besejrer tyrkerne, vil han bemægtige sig Syriens rige, altså kan kejseren sejre og altså besejrer han tyrkerne. 

⁹⁶ Si liberum arbitrium dominetur peccato, sanctum erit Domino, ergo libe. arbi. sanctum est Domino. Sed mittamus ista nimis crassa et palam absurda, nisi quod dignissimum est, libe. arbitrium tam pulchris argumentis probari. De hoc potius dicemus, Quod necessitas neque meritum neque mercedem habet. Si de necessitate coactionis loquimur, uerum est, Si de necessitate immutabilitatis loquimur, falsum est. Quis enim inuito operario mercedem daret aut meritum reputet? Verum ijs, qui uolenter faciunt bonum uel malum, etiamsi hanc uoluntatem suis uiribus mutare non possunt, sequitur naturaliter et necessario praemium uel poena, sicut scriptum est: Reddes unicuique secundum opera sua. Naturaliter sequitur: si in aquam mergaris, suffocaberis, Si enataueris, saluus eris. Et ut breuiter dicam: 

Hvis den frie vilje herskede over synden, ville den være hellig for Herren, altså er den frie vilje hellig for Herren. Men lad os forlade disse altfor plumpe og åbenbart absurde ting, hvis det da ikke er det værdigste at bevise den frie vilje med sådanne smukke argumenter. Om dette vil vi snarere sige, at nødvendigheden hverken har fortjeneste eller løn. (n96) Hvis vi taler om tvangens nødvendighed, er det sandt, hvis vi taler om uforanderlighedens nødvendighed, er det forkert. For hvem vil give en uvillig arbejder løn eller tilregne ham fortjeneste? Men for dem, som frivilligt gør det gode eller det onde, skønt de ikke med deres kræfter kan ændre denne vilje, følger der naturligt og nødvendigt løn eller straf, sådan som der står skrevet: Han vil give enhver igen efter hans gerninger. (rom#2.6) Det er en naturlig konsekvens, at hvis du går under i vandet, drukner du, men hvis du svømmer ud af det, vil du blive frelst. Og for at sige det kort: 

^{97 [124]}         In merito uel mercede agitur uel de dignitate uel sequela. Si dignitatem spectes, nullum est meritum, nulla merces. Si enim lib. arb. se solo non potest uelle bonum, per solam uero gratiam uult bonum (loquimur enim de lib. arb. seclusa gratia et utriusque propriam quaerimus uim), quis non uidet, solius gratiae esse bonam illam uoluntatem, meritum (W694) et praemium?

       Når det drejer sig om fortjeneste eller løn handler det enten om værdighed eller om følge. Hvis du ser hen til værdigheden, er der ingen fortjeneste, ingen løn. Hvis nemlig den frie vilje ved egen kraft ikke kan ville det gode, men kun gennem nåden vil det gode (vi taler nemlig om den frie vilje, når bortses fra nåden og vi efterspørger dens kraft til begge sider), hvem ser så ikke, at den gode vilje er nådens fortjeneste og løn? 

⁹⁸ Atque iterum hic Diatribe sibijpsi dissidet, dum ex merito arguit libertatem uoluntatis, estque mecum, contra quem pugnat, in eadem damnatione, scilicet, quod contra ipsam aeque pugnat, esse meritum, esse mercedem, esse libertatem, cum liberum arb. asserat superius nihil uelle boni, ac tale probandum susceperit. Si sequelam spectes, nihil est, siue bonum, siue malum, quod non suam mercedem habeat. Atque error inde uenit, quod in meritis et praemijs inutiles cogitationes et quaestiones uersamus de dignitate, quae nulla est, cum de sola sequela disputandum sit.

Men igen er Diatriben her uenig med sig selv, idet den ud fra lønnen argumenterer for viljens frihed, og den er med mig, som den ellers kæmper imod, i den samme fordømmelse, hvilket ikke er mærkeligt, for den kæmper i lige grad imod sig selv i, at der er fortjeneste, i at der er løn, i at der er frihed, når den forsikrer, at den frie vilje ikke kan ville det gode og tager sig på at bevise det. Hvis du ser hen til konsekvensen, så er der intet, hverken godt eller ondt, der ikke får sin løn. Og fejlen kommer af, at vi blander uvedkommende overvejelser og spørgsmål ind i spørgsmålet om løn og belønning, såsom spørgsmål om værdighed, som intet er, når man kun skal disputere om konsekvensen.

⁹⁹ Manet enim impios infernus et iudicium Dei, necessaria sequela, etiamsi ipsi talem mercedem pro suis peccatis neque cupiant neque cogitent, imo uehementer detestentur, et, ut Petrus dicit, execrentur. Ita manet pios regnum, etiamsi id ipsi neque quaerant nec cogitent, ut quod illis a patre suo paratum est, non solum antequam essent ipsi, sed etiam ante constitutionem mundi.

For helvede og Guds dom forbliver over de ugudelige som en nødvendig følge, selv om de ikke efterstræber og ikke overvejer den slags løn for deres synder, ja kraftigt afviser den, og som Peter siger, forbander den (2 Pet 2,12). Ligeledes forbliver riget over de fromme, skønt de hverken selv har søgt det eller tænkt over det, som det, der er beredt dem af deres fader, ikke blot før de selv var til, men også før verdens grundlæggelse. (Matt 25,34).

^{100 [125]}         Quin si bonum operarentur propter regnum obtinendum, nunquam obtinerent, et ad impios potius pertinerent, qui oculo nequam et mercennario, ea quae sua sunt, quaerant etiam in Deo. Filij autem Dei gratuita uoluntate faciunt bonum, nullum praemium quaerentes, sed solam gloriam et uoluntatem Dei, parati bonum facere, si per impossible neque regnum neque infernus esset. Haec puto satis firma esse,
uel ex eo solo dicto Christi, quod modo citaui Matthei 25: Venite, benedicti patris mei, percipite regnum, quod uobis paratum est a constitutione mundi. 

         Ja, hvis de også gjorde gode gerninger for at opnå riget, så ville de ikke opnå det, og snarere forblive blandt de ugudelige, som har et ondt og et lønsøgende øje og som søger deres eget, også i Gud. Men Guds børn gør det gode med en uegennyttig vilje, søger ikke nogen belønning, men alene Guds ære og vilje, parate til at gøre det gode, også hvis der hverken fandtes noget rige eller noget helvede, hvilket dog er umuligt. Dette mener jeg er tilstrækkelig underbygget, også blot ud fra det ene Kristi ord, som jeg lige har citeret fra Matt 25,34: ”Kom, I min faders velsignede, og modtag det rige, som har været beredt for jer fra verdens grundlæggelse”.

¹⁰¹ Quomodo merentur id, quod iam ipsorum est et ipsis paratum, antequam fiant? ut rectius dicere possimus: regnum Dei potius meretur nos suos possessores, et meritum illic collocemus, ubi isti praemium, et praemium illic, ubi illi meritum collocant. Regnum enim non paratur, sed paratum est, filij uero regni parantur, non parant regnum, hoc est, regnum meretur filios, non filij regnum. Sic et infernus suos potius filios meretur et parat, cum Christus dicat: Ite, maledicti, in ignem aeternum, qui paratus est Diabolo et angelis eius.

Hvordan skulle de kunne fortjene det, der allerede tilhører dem og er beredt dem, før de blev til? Så vi snarere skulle sige, at Guds rige fortjener os, som besidder det, så vi indsætter ordet ”fortjeneste” dèr, hvor de indsætter ordet ”løn”, og ”løn”, hvor de indsætter ”fortjeneste”. For riget bliver ikke beredt, det er beredt, men rigets børn bliver beredt, de bereder ikke riget, det vil sige, riget fortjener børnene, ikke børnene riget. Således er det også snarere sådan, at helvede fortjener og berede dets børn, eftersom Kristus siger: ”Gå, I forbandede, til den evige ild, som er beredt djævelen og hans engle”. (Matt 25,41).

^{102 [126]}          Quid igitur uolunt uerba promittentia regnum, minantia infernum? Quid toties repetita uox mercedis per scripturas? Est (inquit) merces operi tuo. Ego merces tua magna nimis. Item: Qui reddit unicuique secundum opera sua. Et Paulus Roma. 2: Patientia boni operis quaerentibus uitam aeternam, et multa similia. Respondetur, ijs omnibus nihil probari, quam sequelam mercedis, et nequaquam meriti dignitatem, Scilicet quod ij, qui bona faciunt, non seruili et mercennario affectu propter uitam aeternam faciunt, quaerunt autem uitam aeternam, id est, sunt in ea uia, qua peruenient et inuenient uitam aeternam, ut quaerere sit studio niti et instanti opera eo conari, quod sequi solet ad bonam uitam.

           Hvad vil da de ord, der lover riget og truer med helvede? Hvad vil alle de mange ord om løn skriften igennem? Han siger: ”Der er en løn for dine gerninger” (2 Krøn 15,7). ”Jeg vil være din meget store løn” (1 Mos 15,1). Ligledes: Han, som giver enhver efter hans gerninger. (rom#2.6). Og Paulus siger i rom#2.7: ”Dem, der i gode gerninger søger evigt liv med tålmodighed”, og mange andre. Der må svares, at alle disse skriftsteder ikke beviser andet end lønnens følge, på ingen måde fortjenestens værdighed. For det er jo sådan, at de, der gør det gode, ikke gør det ud af en slaveagtig og lønarbejderisk følelse for det evige livs skyld, nej, de søger det evige liv, det vil sige, de er på den vej, ad hvilken de når frem til og finder det evige liv, så det at søge er at stræbe ivrigt efter og ivrigt at tage de gode gerninger på sig, som plejer at følge til det gode liv.

¹⁰³ Denunciantur autem in scripturis (W695) ea futura esse et secutura post bonam uel malam uitam, ut erudiantur, moueantur, excitentur, terreantur homines. Nam, ut per legem fit cognitio peccati, et admonitio impotentiae nostrae, ex qua non infertur, quod nos aliquid possimus, Ita per istas promissiones et minas fit admonitio, qua docemur, quid sequatur peccatum et impotentiam illam nostram lege monstratam, non autem tribuitur per ipsas aliquid dignitatis merito nostro. 

Men i skriften forkyndes der, at dette vil være tilfældet og blive konsekvensen af et godt eller et ondt liv, så menneskene kan opdrages, bevæges, opægges, afskrækkes. For ligesom der gennem loven opnås syndserkendelse og forestilling om vor afmagt – men deraf følger ikke, at vi kan gøre noget – således opstår der ved disse forjættelser og trusler en forestilling, hvorved vi belæres om, hvad der følger efter synden og den afmagt, der er blevet vist os gennem loven, men der tillægges os ikke derigennem nogen værdigheds fortjeneste.

¹⁰⁴ Proinde, sicut uerba legis sunt uice instructionis et illuminationis, ad docendum quid debeamus, tum quid non possimus, ita uerba mercedis, dum significant quid futurum sit, sunt uice exhortationis et comminationis, quibus pij excitantur, consolantur et eriguntur ad pergendum, perseuerandum et uincendum, in bonis faciendis et malis ferendis, ne fatigentur aut frangantur, sicut Paulus Corinthios suos exhortatur, dicens: Viriliter agite, scientes, quod labor uester non est inanis in Domino. 

Fremdeles, ligesom lovens ord dels er instruktionsord og oplysningsord, til både at lære os, hvad vi skal gøre, og hvad vi ikke kan gøre, således er ordene om løn, når de betegner, hvad der vil ske, dels ord, der opfordrer, og dels ord, der trøster, for dermed opfordres, trøstes og opægges de fromme til at gennemføre, holde ud og sejre, i at gøre det gode og udholde det onde, så de ikke bliver trætte eller lammede, sådan som Paulus opfordrer sine korinthere, når han siger: ”Handl mandigt, for I véd jo, at jeres møje ikke er forgæves i Herren”. (1kor#15.58)

¹⁰⁵ Sic Abraham erigit Deus dicens: Ego merces tua magna nimis. Non aliter quam si hoc modo aliquem soleris, quod opera eius certo placere Deo significes, quo genere consolationis non raro scriptura utitur, Nec parua consolatio est nosse, placere se Deo, ut nihil aliud sequatur, licet id sit impossibile.

Sådan opmuntrer Gud Abraham, idet han siger: ”Jeg vil være din meget store løn” (1 Mos 15,1) ikke anderledes, end når man på den måde trøster en anden ved at gøre det klart, at hans gerninger bestemt behager Gud, og den slags trøst bruger skriften ikke så sjældent, og det er ikke nogen ringe trøst at vide, at man behager Gud, selv om også der ikke ville følge andet efter, hvilket dog ikke er muligt.

^{106 [127]}         Huc pertinent omnia, quae dicuntur de spe et expectatione, quod certo sint futura, quae speramus, licet pij non propter ipsa sperent, aut talia quaerant sui gratia. Ita uerbis comminationis et futuri iudicij terrentur et deijciuntur impij, ut desinant et abstineant a malis, ne inflentur, securi fiant et insolescant in peccatis. Quod si hic Ratio nasum ruget et dicat: Cur ista uelit Deus per uerba fieri, cum talibus uerbis nihil efficiatur, neque uoluntas in utram partem sese uertere possit, Cur non tacito uerbo facit, quod facit, cum possit omnia sine uerbo facere, Et uoluntas per sese nec plus ualet aut facit uerbo audito, si desit spiritus intus mouens, nec minus ualeret aut faceret uerbo tacito, si assit spiritus, cum totum pendeat in uirtute et opere spiritus sancti? 

          Herhen henhører alt det, som siges om håbet og forventningen, at det, vi håber, med sikkerhed vil indtræffe, selv om de fromme ikke håber på det af den grund, eller søger dette for deres egen skyld. Således forskrækkes de ugudelige og kastes til jorden ved ordene om fordømmelsen og den kommende dom, for at de skal ophøre og afholde sig fra det onde, så de ikke opblæses, bliver sikre og bliver hovmodige. Men når her fornuften rynker på næse og siger: Hvorfor har Gud villet, at dette skal ske gennem ordet, når der ikke udvirker noget med alle de store ord, og viljen heller ikke kan vende sig i begge retninger? Hvorfor gør han ikke det, han gør, uden at sige noget, eftersom han kan gøre alt uden ord, og eftersom viljen i sig selv ikke er noget værd eller gør noget, når den har hørt ordet, hvis den ånd, der bevæger den indvendig, mangler, og viljen heller ikke er mindre værd eller gør mindre, når der ikke siges noget, hvis ånden hjælper, da alt afhænver af Helligåndens kraft og gerning? ...

¹⁰⁷ Dicemus: Sic placitum est Deo, ut non sine uerbo, sed per uerbum tribuat spiritum, ut nos habeat suos cooperatores, dum foris sonamus, quod intus ipse solus spirat, ubi ubi uoluerit, quae tamen absque uerbo facere posset, sed non uult. Iam qui sumus nos, ut uoluntatis diuinae caussam quaeramus? Satis est nosse, quod Deus ita uelit, et hanc uoluntatem reuereri, diligere et adorare decet, coercita rationis temeritate. Sic nos absque pane posset alere, et reuera uim alendi tribuit sine pane, ut Matthei 4. dicit: Non alitur homo pane solo, sed uerbo Dei, placuit tamen per panem et cum pane foris adhibito, intus nos alere uerbo. 

... så vil vi sige: Det har Gud besluttet, at han vil tildele ånden ikke uden ordet, men igennem ordet, så han kan have os som sine medarbejdere, idet vi taler i det ydre, hvad ånden selv ånder i det indre, hvor som helst han vil, hvilket han dog ville kunne gøre uden ordet, blot vil han det ikke. Og hvem er vi, at vi skulle kræve den guddommelige vilje til regnskab? Det er nok at vide, at Gud har villet det sådan, og at ære, elske og tilbede denne vilje og holde fornuftens frækhed i tømme. Sådan ville han nok kunne ernære os uden brød, og har virkelig givet kraft til at ernære uden brød, sådan som han siger i Matt 4,4: ”Mennesket lever ikke af brød alene, men af Guds ord”, men dog har han besluttet i det ydre at ernære os gennem brød og ved brød, i det indre at ernære os ved ordet.

^{108 [128]}        Stat igitur, ex mercede non probari meritum, saltem in scripturis. Deinde ex merito non probari liberum arbitrium, multo minus tale arbitrium liberum, quale Diatribe suscepit probandum, nempe, quod se solo nihil potest boni uelle. Nam etiamsi meritum dones, et addas istas solitas rationis (W696) similitudines et sequelas, puta, frustra praecipi, frustra mercedem promitti, frustra minas intentari, nisi liberum sit arbitrium, ijs (inquam) si quid probatur, hoc probatur, quod liberum arbitrium se solo possit omnia.

         Det står da fast, at man ikke ud fra lønnen kan bevise fortjenesten, i hvert fald ikke i skriften. Videre kan man ikke ud fra lønnen bevise den frie vilje, langt mindre en sådan fri vilje, som Diatriben har påtaget sig at bevise, nemlig én, som i sig selv ikke kan ville noget godt. For selv om man så gik med til det med løn og tilføjede disse sædvanlige sammenligninger og konsekvenser, som fornuften gør sig, nemlig, at der befales forgæves, at der forjættes løn forgæves, at der fremsættes trusler forgæves, hvis ikke viljen er fri, så siger jeg, at der dermed bevises – hvis der bevises noget – at den frie vilje i sig selv kan alt.

¹⁰⁹ Si enim se solo non potest omnia, manet illa sequela rationis: ergo frustra praecipitur, frustra promittitur, frustra minae intentantur. Sic perpetuo contra seipsam disputat Diatribe, dum contra nos disputat. Deus uero solus per spiritum suum operatur in nobis tam meritum quam praemium, utrumque autem per uerbum suum externum toti mundo significat et declarat, ut annuncietur etiam apud impios et incredulos et ignaros potentia et gloria sua et nostra impotentia atque ignominia, licet soli pij id corde percipiant teneantque fideles, caeteri uero contemnunt.

Hvis den i sig selv ikke kan alt, så forbliver denne fornuftsslutning: altså befales der forgæves, forjættes der forgæves, fremsættes der trusler forgæves. Således disputerer Diatriben hele tiden imod sig selv, når den disputerer imod os. Men det er Gud alene, der i os virker både fortjeneste og løn i os, men begge dele giver han til kende og forkynder for hele verden, så han også kundgør det for de ugudelige og de vantro og for dem, der er uvidende om hans magt og ære, og om vores afmagt og mangel på ære, og det gør han, selv om det alene er de fromme, der tager det til hjerte, og de troende, der overholder det, og de andre foragter det.

^{110 [129]} Iam uero nimis tediosum fuerit, singula uerba imperatiua repetere, quae Diatribe ex nouo testamento enumerat, semper suas sequelas annectens, et caussans, frustranea, frigida, ridicula, nihil esse, quae dicuntur, nisi libera sit uoluntas. Vsque ad multam nauseam enim iam dudum diximus, quam nihil talibus uerbis efficiatur, atque, si quid probetur, totum liberum arbitrium probetur. Quod aliud nihil est, quam totam Diatriben subuerti, ut quae liberum arbitri. tale susceperit probandum, quod nihil boni possit et seruiat peccato, et probat tale, quod omnia possit, ignara et oblita sui perpetuo. 

Men nu ville det være altfor kedeligt at gentage de enkelte imperativiske ord, som Diatriben opregner fra det ny testamente, idet den hele tiden knytter sine følgeslutninger dertil og drager den slutning, at det, der siges, er forgæves, trivielt, latterligt, ja, ingenting, hvis viljen ikke er fri. For vi har allerede indtil bevidstløshed sagt, hvordan den slags ord intet udvirker, og hvordan de, hvis de beviser noget, beviser, at viljen er helt fri. Hvilket ikke er andet, end at Diatriben helt og holdent bliver tilbagevist, eftersom den har påtaget sig at bevise en fri vilje af den art, at den ikke kan noget godt og tjener synden, og beviser en fri vilje af den art, at den kan alt, idet Diatriben hele tiden ikke ser det og er utro mod sig selv.

¹¹¹ Mera igitur cauilla sunt, ubi sic dicit: Ex fructibus (inquit Dominus) eorum cognoscetis eos, fructus opera dicit, Ea nostra uocat, At ea nostra non sunt, si cuncta geruntur necessitate. Obsecro te, an non nostra dicuntur quam rectissime, quae non fecimus quidem nos, recepimus uero ab alijs? Cur igitur opera non dicerentur nostra, quae donauit nobis Deus per spiritum? An Christum non dicemus nostrum, quia non fecimus eum, sed tantum accepimus ? 

Det er derfor en slags drilleri, når den siger følgende: ”Herren siger: 'I skal kendes på jeres frugter', han kalder gerningerne frugter og han kalder dem vore, men de er jo ikke vore gerninger, hvis de sker tvunget af nødvendighed”. (eras2#24) Jamen, kæreste ven, mon ikke det, som vi ikke selv har gjort, men har modtaget fra andre, med største ret kaldes vore? Hvorfor skulle vi da ikke kalde de gerninger, som Gud har givet os gennem ånden, for vore? Mon vi ikke siger, at Kristus er vores, skønt vi ikke har skabt ham, men kun modtaget ham?

¹¹² Rursus, si facimus ea, quae nostra dicuntur, ergo oculos nobis ipsi fecimus, manus nobis ipsi fecimus, et pedes nobis ipsi fecimus, nisi nostri non dicuntur oculi, manus, pedes, imo quid habemus, quod non accepimus, ait Paulus Dicemusne igitur, ea uel non esse nostra uel a nobis ipsis esse facta? Iam finge, fructus nostros dici, quia nos fecimus, ubi manet gratia et spiritus? neque enim dicit: Ex fructibus, qui ex parte modicula eorum sunt, cognoscetis eos. Haec potius sunt ridicula, superuacanea, frustranea, frigida, imo stulta et odiosa cauilla, quibus sacra uerba Dei polluuntur et prophanantur. (W697)

Videre, hvis vi skal have skabt noget, før det kan kaldes vores, så må vi også selv have skabt vore øjne, vore hænder og vore fødder, ellers kan vi ikke kalde dem vore øjne, hænder og fødder, ja, hvad har vi, som vi ikke har modtaget, siger Paulus (1kor#4.7). Mon vi derfor skal sige, enten at dette ikke er vort, eller at det er skabt af os? Antag bare, at frugterne kaldes vores, fordi vi har skabt dem, hvad blev der så af nåden og ånden? Han siger jo heller ikke: af frugterne, som til en vis grad er deres, skal I kende dem. Dette ville snarere være latterligt, overflødigt, forgæves, trivielt, ja et dumt og hadefuldt drilleri, hvormed man besudler og profanerer Guds hellige ord.

^{113 [130]}         Sic luditur et illud Christi uerbum in cruce: Pater, ignosce illis, quia nesciunt, quid faciunt. Vbi cum expectaretur sententia, quae lib. arb. astrueret, iterum ad sequelas itur: Quanto iustius (inquit) excusasset eos, quia non est illis libera uoluntas, nec possunt, si uelint, aliter facere? Nec tamen ista sequela probatur libe. arbitrium illud, quod nihil boni potest uelle, de quo agitur, sed illud, quod omnia potest, de quo nemo agit et omnes negant, exceptis Pelagianis. Iam cum Christus palam dicat eos nescire, quid faciant, an non simul testatur, eos non posse uelle bonum?

           Sådan bliver også Kristi ord på korset bespottet: ”Fader, tilgiv dem, for de véd ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Hvor som helst man forventer en sætning, som støtter den frie vilje, gås der igen over til denne følgeslutning: Hvor meget mere retfærdigt, siger Diatriben, ville han ikke kunne undskylde dem, fordi de ikke havde en fri vilje og ikke kunne gøre andet, hvis de ville? (eras2#25) Og dog beviser denne følgeslutning ikke den frie vilje, der ikke kan ville noget godt, den drejer det sig jo om, men den, som kan alting, som det ikke drejer sig om, og som alle, undtagen pelagianerne, nægter. Men når Kristus åbenlyst siger, at de ikke véd, hvad de gør, mon han så ikke samtidig bevidner, at de ikke kan ville det gode?

¹¹⁴ Quomodo enim uelis, quod ignoras? Ignoti certe nulla cupido. Quid potest robustius contra liberum arbitrium dici, quam ipsum adeo esse nihili, ut non modo non uelit bonum, sed nec sciat quidem, quantum faciat mali et quid sit bonum? An est hic obscuritas in ullo uerbo: Nesciunt quid faciunt? Quid reliquum est in scripturis, quod non queat authore Diatribe liberum arbitrium affirmare, quando hoc clarissimum et aduersantissimum uerbum Christi illi affirmat?

For hvordan kan du ville det, du ikke kender? Hvad jeg ikke véd, gør mig ikke hed. Hvad kan siges stærkere imod den frie vilje, end at den i den grad intet er, at den ikke blot ikke kan ville det gode, men ikke engang véd, hvor meget ondt den gør, og hvad der er godt? Mon der er nogen dunkelhed i dette ord: ”De véd ikke, hvad de gør”? Hvad er der tilbage i skriften, som ikke med Diatriben som ophavsmand kan bekræfte den frie vilje, når dette soleklare og stik modsatte ord af Kristus skal bekræfte den?

¹¹⁵ Eadem facilitate dicat aliquis, etiam illo affirmari liberum arbitrium: Terra autem erat inanis et uacua, aut illo: requieuit Deus die septimo, aut simili. Tum uere scripturae ambiguae et obscurae erunt, Imo simul omnia et nihil erunt. Verum sic audere et tractare diuina uerba, arguit animum, qui sit insignis contemptor Dei et hominum, qui prorsus nullam mereatur patientiam.

Med samme lethed ville man kunne sige, at også dette ord bekræfter den frie vilje: Jorden var øde og tom, (1 Mos 1,2) eller dette: Gud hvilede på den syvende dag (1 Mos 2,2) eller lignende ord. Da ville skriften i sandhed blive tvetydig og dunkel, ja, den ville på én gang være alt og intet. Men når man vover at behandle den guddommelige skrift sådan, så afsløres en sjæl, som er kendetegnet ved at foragte Gud og mennesker, og som slet ikke fortjener tålmodighed.

¹¹⁶ Videre til serv-arbit06!

¹¹⁷ c

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c