De servo arbitrio 2

Luther 1525

Taget fra WA 18, 615-

Indhold:

Tilbage til serv-arbi01!

¹           Est itaque et hoc imprimis necessarium et salutare Christiano, nosse, quod Deus nihil praescit contingenter, sed quod omnia incommutabili et aeterna, infallibilique uoluntate et praeuidet et proponit et facit.          Derfor er det, og det i første række, nødvendigt og frelsebringende for en kristen at vide, at Gud ikke har nogen tilfældig forudviden, men at han i forvejen véd, sætter sig for og gør alt med en uforanderlig, evig og ufejlbarlig vilje.

² Hoc fulmine sternitur et conteritur penitus lib. arb.; ideo qui lib. arb. uolunt assertum, debent hoc fulmen uel negare uel dissimulare, aut alia ratione a se abigere. Antequam uero id mea disputatione et scripturae auctoritate firmem, prius tuis uerbis ipsum tractabo. Med dette lynnedslag bliver den frie vilje ganske slået til jorden og helt og holdent tilintetgjort; derfor må de, der vil regne den frie vilje for en fastslået kendsgerning enten fornægte eller overse dette lynnedslag eller på anden måde drive det bort. Men før jeg underbygger dette med min argumentation og med skriftens autoritet, vil jeg først gennemgå dine egne ord.

³ Nonne tu es, mi Erasme, (h31) qui asseruisti paulo ante, Deum natura iustum, natura clementissimum? (E4) Si hoc uerum est, nonne sequitur, quod incommutabiliter sit iustus et clemens? ut quemadmodum natura eius non mutatur inaeternum, ita nec eius iustitia et clementia. Mon ikke det var dig, kære Erasmus, der kort før forsikrede os om, at Gud af natur var retfærdig, af natur var overstrømmende nådig? (eras1#27) Men hvis det er sandt, mon så ikke deraf følger, at han er uforanderlig retfærdig og nådig? Ligesom på den måde hans natur ikke forandrer sig i evighed, sådan forandrer heller ikke hans retfærdighed og nåde sig.

⁴ Quod autem de iustitia et clementia dicitur, etiam de scientia, sapientia, bonitate, uoluntate et aliis diuinis rebus dici oportet. Men hvad der kan siges om hans retfærdighed og hans nåde, det må også kunne siges om hans viden, hans visdom, hans godhed, hans vilje og alle andre guddommelige egenskaber.

⁵ Si igitur hac religiose, pie et salubriter de Deo asseruntur, ut tu scribis, Quid accidit tibi, ut tibi ipsi dissidens, irreligiosum, curiosum, ac uanum nunc asseras, dicere, Deum necessario praescire? (E5) (h37) (h69) Hvis det altså er religiøst, fromt og frelsebringende at fastholde dette om Gud, som du skriver, hvad går der så af dig, siden du, i uoverensstemmelse med dig selv, nu påstår, at det er ufromt, nysgerrigt og tomt at sige, at Gud må forudvide med nødvendighed?

⁶ Scilicet uoluntatem immutabilem Dei praedicas esse discendam, immutabilem eius uero praescientiam nosse uetas. An tu credis, quod nolens praesciat, aut ignarus uelit? Si uolens praescit, aeterna est et immobilis (quia natura) uoluntas, si praesciens uult, aeterna est et immobilis (quia natura) scientia. På den ene side hævder du, at man må lære, at Guds vilje er uforanderlig, på den anden side forbyder du os at gøre os klart, at hans forudviden er uforanderlig. Mon du tror, at han kender tingene forud uden at ville eller at han vil uden at vide? Hvis det er som villende, at han kender tingene i forvejen, så er hans vilje (fordi det er hans væsen) evig og uforanderlig; hvis det er vidende, at han vil, så er hans viden (fordi det er hans væsen) evig og uforanderlig.

⁷            Ex quo sequitur irrefragabiliter: omnia quae facimus, omnia quae fiunt, etsi nobis uidentur mutabiliter et contingenter fieri, reuera tamen fiunt necessario et immutabiliter, si Dei uoluntatem spectes.         Heraf følger uafviseligt: Alt, hvad vi gør, alt, hvad der sker, skønt det for os ser ud, som sker det foranderligt og ikke-nødvendigt, det sker dog i virkeligheden med nødvendighed og uforanderligt, hvis du ser hen til Guds vilje.

⁸ Voluntas enim Dei efficax est, quae impediri non potest, cum sit naturalis ipsa potentia Dei, Deinde sapiens, ut falli non possit. For Guds vilje er virksom, den kan ikke forhindres, eftersom den er selve Guds naturlige magt; endvidere er den klog, så den ikke kan tage fejl.

⁹ Non autem impedita uoluntate, opus (W616) ipsum impediri non potest, quin fiat, loco, tempore, modo, mensura, quibus ipsa et praeuidet et uult. Men når Guds vilje ikke kan forhindres, kan det heller ikke forhindres, at selve hans gerninger sker, på det sted, den tid, den måde og efter det mål, som han selv har forudset og villet.

¹⁰ Si talis esset uoluntas Dei, quae peracto opere eodemque manente, cessaret, qualis est hominum uoluntas, ubi aedificata domo, quam uolunt, cessat uelle, ut in morte desinit, tum uere posset dici, aliquid contingenter et mutabiliter fieri. (h133). Hvis det med Guds vilje forholdt sig som med menneskers vilje, at den ophører, når gerningen er gennemført og forbliver den samme, sådan som mennesker ophører med at ville, når det hus, de ville bygge, er bygget, ligesom menneskets vilje ophører i døden, da kunne man virkelig sige, at der sker noget ikke-nødvendigt og foranderligt.

¹¹ At hic contra fit, opus desinit et uoluntas permanet, tantum abest, ut ipsum opus, dum fit et permanet, contingenter esse aut permanere possit. Men her sker det modsatte: Gerningen ophører, men viljen forbliver, så det er langtfra, at gerningen, mens den sker og forbliver, er eller kan forblive ikke-nødvendig.

¹² Contingenter autem fieri dicitur (ne uocabulis abutamur) latina lingua non, ipsum opus contingens fieri, sed, contingente et mutabili uoluntate fieri, qualis in Deo non est. Men at noget sker ikke-nødvendigt (for nu ikke at misbruge ordene) betyder på latin ikke, at selve gerningen sker ikke-nødvendigt, men at den sker ved en ikke-nødvendig og foranderlig vilje; og en sådan vilje er ikke i Gud.

¹³ Deinde contingens opus dici non potest, nisi quod nobis contingenter et uelut casu imprudentibusque nobis fit, Quia nostra uoluntas uel manus illud arripit uelut casu oblatum, ut qui nihil de eo aut cogitauimus aut uoluimus antea. (h136) Og man kan ikke kalde en gerning ikke-nødvendig, medmindre den sker for os på en ikke-nødvendig måde og så at sige tilfældigt og uforsætligt, fordi vores vilje eller vores hånd griber fat i det, som noget der tilfældigvis lå for, eller som noget, vi ikke i forvejen har tænkt på eller villet.

¹⁴         Sudauerunt hic sophistae iam multis annis et tandem uicti, coacti sunt concedere, Omnia quidem necessario fieri necessitate consequentiae (ut dicunt), sed non necessitate consequentis.         Her har nu sofisterne svedt igennem mange år og er dog blevet overvundet og tvunget til at indrømme: At alt ganske vist sker med nødvendighed, men det sker, som de siger, med en konsekvensskabende, ikke med en konsekvensbærende nødvendighed.

¹⁵ Sic eluserunt uiolentiam istius (W617) quaestionis. uerum et seipsos potius illuserunt. Quam sit enim hoc nihil, non grauabor ostendere. Sådan har de spottet dette spørgsmåls alvor. Men de har snarere spottet sig selv. Og hvordan dette er et tomt ordspil, skal jeg gerne påtage mig herefter at vise.

¹⁶   Necessitatem consequentiae uocant, ut crasse dicam: Si Deus aliquid uult, necesse est, ut ipsum fiat, sed non est necesse, ut id sit, quod fit, Solus Deus enim necessario est, omnia alia possunt non esse, si Deus uelit. Den konsekvensskabende nødvendighed betyder, at jeg skal sige det groft: Hvis Gud vil noget, er det nødvendigt, at det sker, men det er ikke nødvendigt, at det, der sker, er; alene Gud er nemlig med nødvendighed, alt er måske ikke til, hvis Gud vil det sådan.

¹⁷ Ita actionem Dei necessarium dicunt, si uolet, sed factum ipsum non esse necessarium. Quid autem istis ludibriis uerborum efficiunt? Id scilicet, facta res non est necessaria, id est, non habet essentiam necessariam, hoc est aliud nihil dicere quam: res facta non est Deus ipse. På den måde kalder de Guds gerning nødvendig, hvis han vil, men det gjorte selv er ikke nødvendigt. Men hvad opnår de med denne leg med ord? De opnår det, at den gjorte gerning ikke er nødvendig, det vil sige, den har ikke et nødvendigt væsen; men det er det samme som at sige: den gjorte gerning er ikke Gud selv.

¹⁸ Nihilominus manet illud, ut omnis res necessario fiat, si actio Dei necessaria uel consequentiae necessitas est, quantumlibet iam facta non sit necessario, id est, non sit Deus, uel non habeat essentiam necessariam. Ikke desto mindre står det stadig fast, at enhver ting sker med nødvendighed, hvis Guds handlen er nødvendig eller har den konsekvensskabende nødvendighed, omendskønt det, der er gjort, ikke er nødvendigt, det vil sige, det er ikke Gud, eller det har ikke et nødvendigt væsen.

¹⁹ Si enim ego fio necessario, parum me mouet, quod esse meum uel fieri sit mutabile; nihilominus ego ille contingens et mutabilis, qui non sum Deus necessarius, fio. For hvis jeg bliver til med nødvendighed, bevæger det mig kun lidt, at min væren eller min tilblivelse er foranderlig; ikke desto mindre bliver jeg til som et ikke-nødvendigt og foranderligt væsen, efter som jeg ikke som Gud er til med nødvendighed.

²⁰ Quare illorum ludibrium, Necessitate consequentiae, sed non necessitate consequentis omnia fieri, nihil aliud habet quam hoc: Omnia quidem necessario fiunt, sed sic facta, non sunt ipsemet Deus. Derfor betyder deres leg med ord: at alt bliver til med konsekvensskabende nødvendighed, ikke med konsekvensbærende nødvendighed, ikke andet end dette: alt sker ganske vist med nødvendighed, men det sker sådan, at det ikke selv er Gud.

²¹ Quod uero opus erat hoc nobis dicere? quasi metuendum fuerit, ut factas res assereremus Deum esse, uel diuinum et necessariam naturam habere. Adeo stat et permanet inuicta sententia, Omnia necessitate fieri. (h144). Hvorfor var det nødvendigt at sige den slags til os? som om det var at frygte, at vi ville hævde, at de ting, der er skabt, er Gud, eller har guddommelige og nødvendig natur. Altså står den sætning fast og forblive ubesejret: Alt sker med nødvendighed.

²² Nec est hic ulla obscuritas aut ambiguitas. In Esaia dicit: Consilium meum stabit et uoluntas mea fiet. Quis enim puer non intelligit, quid uelint haec uocabula: Consilium, uoluntas, fiet, stabit? Og her er der ikke nogen uklarhed eller tvetydighed. I Esajas siger han: 'Mit råd står fast og min vilje sker' (Es 46,10). Hvilket barn kan ikke forstå, hvad ordene her vil sige: 'råd', 'vilje', 'sker', 'står fast'?

²³          Sed cur nobis Christianis illa sunt abstrusa, ut irreligiosum et curiosum et uanum sit, (h69) illa tractare et nosse, cum talia gentiles Poetae et ipsum uulgus usu communissimo terat in ore? Quoties unus Virgilius fatum (W618) memorat? Certa stant omnia lege. stat sua cuique dies. Item: Si te fata uocant.           Men hvorfor skulle dette være lukket land for os kristne, så det er irreligiøst og nysgerrigt og tomt (eras1#28) at behandle det og vide det, eftersom hedningernes digtere og folket selv ordsprogsagtigt tager det i munden? Hvor ofte nævner ikke bare Vergil skæbnen? Alt står fast gennem love. Ligeledes: Dagen er fastsat for enhver. Ligeledes: Hvis skæbnen kalder dig.

²⁴ Item: Siqua fata aspera rumpas. Nihil ille Poeta aliud facit, quam ut in Troia uastata, et Romano imperio suscitando, fatum plus ualere quam omnium hominum studia, significet, atque adeo necessitatem et rebus et hominibus imponere. (h141) Ligeledes: Hvis bare du kunne bryde den hårde skæbne. Denne digter gør ikke andet, end at han i Troja, der blev ødelagt, og i det romerske imperium, der groede frem, viser, hvordan skæbnen betyder mere end alle menneskers anstrengelser, og hvordan derfor nødvendighed påhviler både tingene og menneskene.

²⁵ Denique Deos suos immortales fato subiicit, cui necessario caedant et ipse Iuppiter et Iuno. Inde finxerunt parcas illas tres, immutabiles, implacabiles, irreuocabiles. Endelig underkaster han også deres udødelige guder under skæbnen, for hvilken de nødvendigvis må falde, endog Juppiter og Juno. Derfor har de opdigtet de tre skæbnegudinder som uforanderlige, uforsonlige og uigenkaldelige.

²⁶ Senserunt illi sapientes uiri, id quod res ipsa cum experientia probat, nulli hominum unquam sua consilia processisse, sed omnibus alio quam cogitarunt, rem cecidisse. Disse vise mænd forstod godt, hvad sagen selv og erfaringen beviser, at intet menneske nogensinde får gennemført sine planer, men at sagen altid faldt ud anderledes, end de havde tænkt.

²⁷ Si pergama potuissent dextra defendi, etiam hac defensa fuissent, ait Hector Virgilii. Inde uulgatissimum uerbum in omnium ore: Quod Deus uult, fiat, Item: Si uolet Deus, faciemus, Item: Sic uoluit Deus, Sic placitum superis, Sic uoluistis, ait Virgilius, ut uideamus, in uulgo non minus relictam esse scientiam praedestinationis et praescientiae Dei, quam ipsam notitiam diuinitatis, Et ii, qui sapientes uoluerunt uideri, suis disputationibus eo abierunt, donec obscurato corde, stulti fierent, Roma. I. et negarent uel dissimularent ea, quae Poetae et uulgus, atque ipsorummet conscientia pro usitatissimis, certissimus et uerissimis habent. 'Hvis Pergamos havde kunnet forsvares med menneskehånd, så ville den også være blevet forsvaret', siger Hector hos Vergil. Derfra stammer det ordsprog, der er almindeligt hos alle: 'Hvad Gud vil, det sker'. Ligeledes: 'Hvis Gud vil, skal vi gøre det'. Ligeledes: 'Således ville Gud det, således har det behaget guderne, således ville I det', siger Vergil, for at vi kan se, at der i folket ikke er mindre viden om Guds prædestination og forudviden, end der er viden om guddommen selv, og at de, der vil synes vise, i deres disputationer er kommet bort derfra, idet deres hjerte er blevet forhærdede, og de er blevet dårer (Rom#1.21), så de nægter og overser det, som digterne og folket og også deres egen samvittighed holder for det almindeligste, det sikreste og det sandeste.

²⁸           Vltra dico, non modo, quam ista sint uera, de quo infra latius ex scripturis dicetur, uerum etiam, quam religiosum, pium et necessarium sit ea nosse.          Derudover siger jeg ikke blot, at dette er sandt, om hvilket der sidenhen skal tales udførligere, men også, at det er religiøst, fromt og nødvendigt at vide det.

²⁹ His enim ignoratis, neque fides, neque ullus Dei cultus consistere potest. Nam hoc esset uere Deum ignorare, cum qua ignorantia salus stare (W619) nequit, ut notum est. For hvis man ikke ved dette, kan hverken troen eller nogen dyrkelse af Gud bestå. For dette er da virkelig at være uvidende om Gud, eftersom det er bekendt, at frelsen ikke kan stå fast sammen med denne ikke-viden.

³⁰ Si enim dubitas, aut contemnis nosse, quod Deus omnia, non contingenter, sed necessario et immutabiliter praesciat et uelit, quomodo poteris eius promissionibus credere, certo fidere ac niti? Hvis du nemlig tvivler på eller foragter viden om, at Gud forud véd alt og vil alt, ikke på en ikke-nødvendig måde, men på en nødvendig og uforanderlig måde, hvordan vil du så kunne tro på hans forjættelser, stole på dem og sikkert bygge derpå.

³¹ Cum enim promittit, certum oportet te esse, quod sciat, possit et uelit praestare, quod promittit, Alioqui eum non ueracem, nec fidelem aestimabis, quae est incredulitas et summa impietas et negatio Dei altissimi. Når han nemlig giver en forjættelse, må du være sikker på, at han véd, kan og vil opfylde, hvad han forjætter, ellers kan du ikke anse ham for sanddru eller trofast, og det er vantro og den største ufromhed og fornægtelse af den højeste Gud.

³² At quo modo certus et securus eris, nisi scieris illum certo et infallibiliter et immutabiliter, ac necessario scire et uelle et facturum esse, quod promittit? Neque solum certos oportet nos esse, Deum necessario et immutabiliter uelle et facturum, sed etiam gloriari in hoc ipso, ut Paulus Rom. 3: Esto autem Deus uerax, omnis homo mendax, Et iterum: Non quod exciderit uerbum Dei, Et alibi: Fundamentum Dei firmum stat, habens signaculum hoc: Nouit dominus, qui sunt eius. Et Tit. 1: Quam promisit Deus non mendax, ante tempora saecularia. Et Ebre. 11. Oportet accendentem credere, quod Deus sit, et in se sperantibus remunerator sit. Men hvordan vil du kunne være sikker og vis, hvis ikke du ved, at han sikkert og ufejlbarligt og uforanderligt og med nødvendighed véd og vil og gør det, han forjætter? Og vi skal ikke blot være sikre på, at Gud med nødvendighed og uforanderligt vil og gør det, vi skal også rose os deraf, som Paulus gør Rom 3: 'Det står altså fast, at Gud er sanddru og hvert menneske en løgner'. Og atter: 'Ikke at Guds ord kan fejle' (Rom 4,21). Og et andet sted: Guds fundament står fast og har dette tegn: Herren kender sine. (2 Tim 2,19). Og Titus 1,2: 'Som Gud, der ikke kan lyve, har forjættet før alle tider'. Og Hebr 11,6: Den, der kommer til Gud, må tro, at han er til, og vil gengælde dem, der håber på ham'.

³³          Itaque fides Christiana prorsus extinguitur, promissiones Dei et universum Euangelion penitus corruit, si doceamur et credimus, non esse nobis sciendam praescientiam Dei necessariam, necessitatemque faciendorum.            Således bliver den kristne tro helt og holdent udslettet, Guds forjættelser og hele evangeliet helt opløst, hvis vi lærer og tror, at vi ikke bør kende Guds nødvendige forudviden og nødvendigheden af det, der skal ske.

³⁴ Christianorum enim haec una et summa consolatio est in omnibus aduersitatibus, nosse, quod Deus non mentitur, sed immutabiliter omnia facit, et uoluntati eius neque resisti, neque eam mutari aut imperidi posse. Det er nemlig de kristnes eneste og største trøst i al modgang at vide, at Gud ikke lyver, men uforanderligt virker alt, og at man ikke kan modstå, forandre eller forhindre hans vilje.

³⁵ Tu nunc uide, Mi Erasme, (h31) quorsum nos tua illa abstinentissima, pacis amicissima Theologia ducat! Du ser nu, kære Erasmus, hvorhen din tilbageholdende og fredselskende teologi fører os!

³⁶ Tu auocas et uetas nos eo niti, ut praescientiam Dei et necessitatem in rebus et hominibus discamus, sed consulis, talia relinquere, uitare et contemnere. Du afskrække og forbyde os at stræbe efter at lære Guds forudviden og nødvendigheden i tingene og menneskene, men råder til at lade den slags være, at undgå det og foragte det.

³⁷ Qua opera tua inconsulta simul nos doces, ut (W620) ignorantiam Dei, quae sua sponte uenit et agnata quoque est, quaeramus, fidem contemnamus, promissiones Dei deseramus, omnia solatia spiritus et certitudines conscientiae nihili faciamus, Qualia uix Epicurus ipse praescriberet. Med denne ubetænksomme gerning lærer du os samtidig at stræbe efter uvidenhed om Gud, hvilket kommer af sig selv og er os medfødt, at foragte troen, at prisgive Guds forjættelser, at tilintetgøre al åndens trøst og samvittighedens vished. Det ville selv Epikur nok ikke have foreskrevet.

³⁸ Deinde hoc non contentus, irreligiosum, curiosum, uanumque uocas, qui talibus studuerit cogniscendis, religiosum uero, pium ac sobrium, qui comtempserit. (h69) Men det er ikke nok for dig, du kalder også den irreligiøs, nysgerrig og tom, som stræber efter at erkende dette, men den religiøs, from og nøgtern, som foragter det.

³⁹ Quid his uerbis igitur aliud struis, quam Christianos esse curiosos, uanos et irreligiosos, Christianismum esse rem prorsus nullius momenti, uanam et stultam ac plane impiam? Hvad får du ud af det med disse ord andet end at de kristne kommer til at gælde for nysgerrige, tomme og irreligiøse, og at kristendommen kommer til at gælde for en sag uden betydning, tom og dum og helt ufrom?

⁴⁰ Ita fit iterum, ut, dum nos maxime deterrere uis a temeritate, more stultorum in contrarium raptus, nihil doces, nisi summas temeritates, impietates, perditiones. Sentisne in hac parte libellum tuum esse adeo impium, blasphemum ac sacrilegum, ut nullum habeat uspiam similem? Sådan sker det atter, at du, mens du mest vil afskrække os fra dumdristigheden, som de dumme plejer at gøre, bliver drevet over i den modsatte grøft, og intet andet lærer, end den største dumdristighed, ufromhed og fordærv. Mærker du ikke, at i dette stykke er din bog så ufrom, blasfemisk og gudsbespottende, at den ikke nogensinde har haft sin lige?

⁴¹          Non de animo tuo dico, ut supra dixi, Neque enim sic perditum te existimo, quod haec uelis docere aut fieri ex animo, Sed ut ostenderem tibi, quanta portenta cogatur imprudenter effutire, qui malam caussam susceperit agendam, Deinde quid sit in diuinas res et literas impingere, dum aliorum obsequio personam sumimus, et inuita conscientia alienae scenae seruimus. (h154).              Jeg taler ikke om dit hjerte, som ovenfor sagt; jeg mener nemlig ikke, at du er så fortabt, at du vil lære dette eller lade det ske med vilje, men jeg taler for at påvise for dig, hvilke eventyrligheder den er tvunget til at udbasunere, som har påtaget sig at føre en dårlig sag. Og jeg vil også vise dig, hvad det betyder at gå imod de guddommelige sager og skrifter, når vi føjeligt påtager os andres opfattelse og med tvungen samvittighed gør tjeneste på en fremmed scene.

⁴² Non est ludus neque iocus, sacras literas et pietatem docere, facillime enim hic contingit lapsus ille, de quo Iacobus dicit: Qui offendit in uno, fit omnium reus. Det er ikke nogen leg eller spøg at undervise i den hellige skrift og i fromheden, her kan nemlig let ske det fald, som Jacob taler om: 'Den, der støder an i én ting, er skyldig i alle'. (Jak 2,10).

⁴³ Ita enim fit, ut, cum modicum uideamur uelle nugari, nec satis reuerenter sacras literas habemus, mox impietatibus inuoluamur, blasphemiisque immergamur, sicut hic tibi contigit, Erasme, Dominus ignoscat tibi et misereatur tui. (h155). Således går det til, at vi, idet det ser ud, som vil vi kun drive lidt spøg og ikke ærer den hellige skrift tilstrækkeligt, snart indvikles i ufromheder og drukner i blasfemier, sådan som det er sket for dig, Erasmus, Herren tilgive dig og være dig barmhjertig.

⁴⁴ Quod uero Sophistae in his rebus tot quaestionum examina pepererunt, et multa alia inutilia miscuerunt, qualia multa recenses, scimus et confitemur tecum, acriusque insectati sumus et magis quam tu, Sed tu imprudenter et temere facis, qui puritatem sacrarum rerum misces, confundis, et assimilas cum prophanis et stultis quaestionibus impiorum. Men det, at sofisterne i disse ting har frembragt så mange sværme af spørgsmål og har indblandet meget andet unyttigt, hvoraf du opregner meget, det véd vi og det bekender vi med dig, og det har vi vendt os imod hæftigere end du; men du handler uklogt og dumdristigt, når du sammenblander og sammenligner de hellige tings renhed med de profane og dumme spørgsmål fra de ufromme.

⁴⁵ Conspurcarunt illi aurum et mutauerunt colorem bonum, ut Ieremias ait, sed non simul aurum cum stercore comparandum et abiiciendum est, ut tu facis, (h156) Vindicandum aurum ab illis, et secernanda pura scriptura ab illorum fecibus et sordibus, id quod mei semper fuit studii, ut alio loco haberentur diuinae literae, alio illorum nugae. 'De har besudlet guldet og forandret den gode farve', som Jeremias siger (Klages 4,1), men man skal ikke i én ombæring sammenligne og bortkaste guld og møg, sådan som du gør. Man bør befri guldet fra møget, og skelne den rene skrift fra disses lort og smuds. Det har jeg altid gjort mig anstrengelse for, så man stiller den guddommelige skrift på ét sted, deres eventyr på et andet sted.

⁴⁶ Nec nos mouere debet, quod nihil istis quaestionibus profectum sit, nisi quod magno concordiae dispendio minus amamus dum plus satis uolumus sapere. Og vi skal heller ikke lade os gå på af, at der ved disse spørgsmål ikke er vundet noget, andet end at vi i kraft af enighedens bortfald elsker mindre, når vi sådan vil vide mere end nok. (eras1#32).

⁴⁷ Nobis non est quaestio, quid Sophistae quaestionarii profecerint, sed quomodo nos boni et Christiani fiamus, nec debes doctrinae Christianae imputare, quod impii male agunt, Ea enim nihil sunt ad propositum, et poteras alio loco dicere et papyro parcere. For os er det ikke spørgsmålet, hvad sofisterne fremfører, men hvordan vi kan blive gode mennesker og kristne mennesker. Og det er ikke den kristne læres skyld, at de ufromme behandler den dårligt. Det hører nemlig ikke til temaet, og det kan du behandle andetsteds og således spare papir.

⁴⁸          Tertio capite, pergis nos modestos et quietos illos Epicuros reddere, alio genere consilii, nec sanioris, quam sunt praedicta duo.          I det tredie kapitel fortsætter du med at gøre os til mådeholdne og rolige Epikuræere, med en anden slags råd, der ikke er sundere end de to foregående. (eras1#29).

⁴⁹ Videlicet, quod (W621) quaedam eius generis sunt, ut, etiamsi uera essent et sciri possent, non tamen expediret ea prostituere promiscuis auribus. Et hic iterum confundis et misces omnia, more tuo, ut prophanis aeques sacra, nullo prorsus discrimine, Iterum lapsus in scripturae et Dei contemptum et iniuriam. Du siger nemlig, at der findes ting af den art, at skønt de er sande og kan vides, er det dog ikke tilrådeligt at prisgive dem for enhvers ører (eras1#33). Og her forvirrer og sammenblander du igen alting, som du plejer, så du regner det hellige lige med det profane, og det helt uden skelnen, ligesom du her forfalder til foragt for og fornærmelser imod skriften og Gud.

⁵⁰ Dixi superius, Ea quae sacris literis aut traduntur aut probantur, esse non modo aperta, sed et salutaria, ideo tuto inuulgari, disci et sciri posse, imo debere, ut falsum sit, quod dicis, non esse prostituenda promiscuis auribus, si de iis, quae in scriptura sunt, dicis, Nam de aliis si dixeris, nihil ad nos, nec in loco dixeris, sed uerbis chartas et tempora perdis. Jeg sagde før, at det, som den hellige skrift enten overleverer eller beviser, ikke blot er frit tilgængeligt, det er også frelsebringende, og derfor uden fare kan læres og vides blandt folket, ja, bør læres og vides, så det er forkert, hvad du siger, at de ikke bør prisgives enhvers ører, hvis du taler om det, der står i skriften. For hvis du taler om andre ting, angår det os ikke, og du har ikke talt på det rette sted, men spildt papir og tid.

⁵¹ Deinde nosti, mihi cum Sophistis nulla in re conuenire, ut merito mihi parceres, nec eorum abusus mihi obiiceres. Contra me enim in libro isto tibi dicendum erat. Scio, quid peccent Sophistae, nec te magistro opus habeo, et satis sunt a me repraehensi, Hoc semel dictum uelim ac repetitum, quoties me Sophistis misces, et causam meam illorum insania grauas, Inique enim facis, quod optime nosti. Dernæst skal du vide, at jeg i denne sag overhovedet ikke er i overensstemmelse med sofisterne, så du, som jeg har fortjent det, må skåne mig for at få bebrejdelser for misbrug, som de har lavet. Det var nemlig din opgave at skrive mod mig i din bog. Jeg véd, hvor sofisterne tager fejl og har ikke brug for dig til at lære mig det, jeg kan godt selv tilrettevise dem tilstrækkeligt. Dette vil jeg gerne have sagt og gentaget én gang for alle, så ofte du sammenblander mig med sofisterne, og belaster min sag med deres vanvid. Du handler nemlig uretfærdigt her, hvad du meget godt véd.

⁵²          Iam uideamus rationes consilii tui! Deum esse secundum naturam in antro scarabei uel etiam cloaca (quod tu uereris dicere, et arguis Sophistas ita garrire) non minus quam in coelo, etiamsi uerum esset, putas tamen irrationabiliter disputari apud multitidinem.          Men lad os nu se de begrundelser, du giver for dit råd! Gud er efter sin natur i skarnbassens hule eller i kloaken (hvilket du vægrer dig ved at sige, så du her anklager sofisterne for at våse) ikke mindre end i himlen (eras1#33); skønt det er sandt, mener du dog, det er ufornuftigt at disputere det hos hoben.

⁵³ Primum, garriant qui garriant, (W622) nos non de facto hominum hic disputamus, sed de iure et lege, non ut uiuamus, sed ut uiuere debeamus. Quis nostrum ubique recte uiuit et agit? For det første: Lad dem våse, som våser, vi disputerer her ikke om menneskenes gerninger, men om ret og lov, ikke om, hvordan vi lever, men om, hvordan vi bør leve. Hvem af os lever og handler overalt ret?

⁵⁴ At ideo ius et doctrina non damnatur, sed nos potius damnat. Sed tu ista peregrina longe petis, et undique corradis multa, quod te male habet unus ille locus, de praescientia Dei, quem cum nulla ratione potes uincere, multiloquio inani lectorem interim fatigare conaris. Sed eant illa, Ad rem redeamus. Men derfor bliver ret og lære ikke fordømt, det er snarere dem, der fordømmer os. Men du begiver dig ud på en lang omvej og sammensætter mange ting vidt omkring fra, og mens dette ene punkt, nemlig det om Guds forudviden, som du ikke med nogen begrundelse kan besejre, holder dig fast, prøver du imens at udmatte læseren med tåbelig snak. Men lad dette være, vi går til sagen.

⁵⁵ Quorsum igitur hoc tendit, ut quaedam non uulganda censeas? An caussam libe. arbi. inter ea numeras? Tum redibit contra te totum, quod supra dixi de necessitate discendi libe. arbitrii. Deinde, cur tu ipse non sequeris et omittis diatriben tuam? Si bene facis lib. arbi. tractando, cur uituperas? si malum est, cur facis? Si uero non inter ea numeras, iterum causae statum interim fugis, et non in loco uerbosus Orator aliena tractas. Hvad går det ud på, at du mener, at noget ikke må udbredes blandt folk? Mon du regner den frie viljes sag til disse sager? Da vil alt det vende sig imod dig, som jeg ovenfor har sagt om nødvendigheden af at lære om den frie vilje. Men dernæst, hvorfor følger du ikke dit eget råd og opgiver din Diatribe? Hvis du gør godt ved at behandle den frie vilje, hvorfor dadler du det da? Hvis det er ondt, hvorfor gør du det? Men hvis du ikke regner den blandt disse sager, så viger du igen udenom sagens kerne og behandler på et forkert sted som en ordrig taler noget, der er dig fremmed.

⁵⁶         Nec tamen recte hoc exemplum tractas, et inutiliter disputari coram multitudine damnas illud, Deum esse in antro uel cloaca, Nimis enim humana cogitas de Deo.          Og dog behandler du heller ikke dette eksempel ret, og fordømmer, at man diskuterer den sætning, at Gud er i hulen eller kloaken, du tænker nemlig altfor menneskeligt om Gud.

⁵⁷ Fateor quidem, esse quosdam leues concionatores, qui nulla religione aut pietate, sed uel cupiditate gloriae, aut studio nouitatis alicuius, (W623) aut impatientia silentii leuissime garriunt ac nugantur, At ii non placent, neque Deo, neque hominibus, etiam si Deum asserant esse in coelo coelorum. Jeg indrømmer ganske vist, at der er nogle letbenede prædikanter, som taler letfærdigt eller siger noget dumt snak, på ingen måde af fromhed eller inderlighed, men måske af trang til ære, af lyst til et eller andet nyt eller fordi de ikke kan holde deres mund. Men sådanne vinder ikke bifald hverken hos Gud eller hos mennesker, også selv om de forsikrer, at Gud er i himlenes himle.

⁵⁸ Verum ubi graues et pii concionatores sint, qui modestis, puris et sanis uerbis docent, illi sine periculo, imo magno fructu tale coram multitudine dicunt. Nonne oportet nos omnes docere, filium Dei fuisse in utero uirginis et natum ex uentre? At quantum distat uenter humanus ab alio quouis immundo loco? Men hvor der er alvorlige og fromme prædikanter, som lærer mådeholdne, rene og sunde ord, dèr kan de uden fare tale sådan, ja, de kan gøre det med stor frugt hos mængden. Mon ikke vi alle bør lære, at Gud var i jomfruens moderliv og blev født af hendes mave? Men hvad er forskellen på den menneskelige mave og et eller andet urent sted?

⁵⁹ Et quis non faede ac turpiter posset illum definire? At illos metiro damnamus, cum abundent uerba pura, quibus eam necessitatem etiam cum decore et gratia dicimus. Og hvem ville ikke kunne sige den slags ækelt og uanstændigt? Men disse mennesker fordømmer vi med rette, for der er massevis af rene ord, hvormed vi kan udsige denne nødvendighed med ære og ynde.

⁶⁰ Item Christi ipsius corpus fuit humanum sicut nostrum, Quo quid faedius? Num ideo non dicemus Deum habitasse corporaliter in eo, quod Paulus dixit? (Kol 2,9) At Propheta Deum esse secum in morte et in inferno sibi adesse, gloriatur. (Sl 139,8) Ligeledes var Kristi legeme ligesom vores. Hvad er mere ækelt? Mon vi af den grund skal undlade at sige, at Gud på legemlig vis tog bolig i ham, som Paulus siger det? Men profeten roser sig af, at Gud er hos ham i døden og i helvede.

⁶¹         Igitur Pius animus non exhorret audire, Deum esse in morte, uel in inferno, quorum utrunque horribilius ac faedius est antro uel cloaca, imo, cum scriptura testetur Deum esse ubique, et replere omnia, non solum dicit eum esse in locis illis, uerum necessario discet et noscet eum ibi esse, Nisi forte si qua per tyrannum captus in carcerem aut in cloacam proiicere, quod multis sanctis contigit, non mihi licebit, Deum ibi inuocare, uel credere mihi adesse, donec uenero in templum aliquod ornatum.       Derfor afskrækkes den fromme sjæl ikke ved at høre, at Gud er i døden eller i helvede, selv om disse to steder er langt værre og langt æklere end hulen eller kloaken, tværtimod, når skriften bevidner, at Gud er overalt, og opfylder alt, så siger den ikke blot, at han er på disse steder, men lærer os og vil have os til at vide med nødvendighed, at han er dèr, at jeg ikke måske, hvis jeg blev fanget af en tyran og kastet i fængsel eller smidt i en kloak, hvilket er hændt mange hellige, skulle mene, det ikke var mig tilladt at påkalde Gud dèr, førend jeg kunne ære ham i en udsmykket kirke.

⁶² Si ita nugandum de Deo nos docueris, et locis essentiae eius offenderis, nec in coelo eum nobis residere tandem permittes, neque enim coeli coelorum eum capiunt, neque digni sunt. Hvis du på den måde har lært os at gøre nar af Gud eller forarges over hans væsens steder, så ville du heller ikke i sidste ende kunne gå med til, at han er i himlen, hvor heller ikke himlenes himle kan rumme ham eller er ham værdige.

⁶³ Verum ut dixi, more tuo sic odiose pungis, ut causam nostram graues et exosam reddas, quod uideres eam tibi insuperabilem et inuictam. Alterum exemplum, tres esse Deos, fateor esse offendiculo, si doceatur; nec est uerum nec scriptura docet, Sed Sophistae sic loquuntur, et nouam Dialecticam finxerunt, Verum haec quid ad nos? Men som jeg har sagt, som du plejer, du ødelægger vores sag så hadefuldt, så du belaster den og gør den forhadt, fordi du ser, at den er uovervindelig og ikke kan besejres af dig. Det andet eksempel, at der er tre guder, indrømmer jeg kan vække lidt forargelse, hvis det læres (eras1#34); men det er heller ikke sandt, og skriften lærer det ikke, det er sofisterne, der taler således og derved har udtænkt en ny dialektik. Men hvad har vi med dem at gøre?

⁶⁴          Reliquum de confessione et satisfactione, mirum est, quam foelici (W624) prudentia causeris, et ubique, sicut soles, super aristas gauderis, ne uideare nec nostra simpliciter damnare, nec Pontificum tyrannidem offendere, id quod tibi minime tutum est.         Så er der det med skriftemålet og satisfaktionen tilbage. Her er det mærkeligt, hvordan du går frem med tåbelig forsigtighed, og overalt, som du plejer, går på listesko, at det ikke skal se ud, som om du ligeud fordømmer vores sag, men heller ikke, som om du støder det pavelige tyranni, hvilket for dig ville betyde den mindste sikkerhed.

⁶⁵ Itaque sepositis interim Deo et conscientia (Quid enim ad Erasmum, quid ille in his rebus uelit, et quid huic expediat) in laruam externam ruis, et uulgus accusas, quod praedicatione liberae confessionis et satisfactionis pro sua malicia abutitur in libertatem carnis, Necessitate uero confitendi (ut dicis) utcunque cohibetur. Derfor stiller du foreløbig Gud og samvittigheden til side -- for hvad kommer det Erasmus ved, hvad den første vil og hvad der er passende for den sidste -- styrter dig mod et ydre spøgelse og anklager mængden, som misbruger det frie skriftemål og den frie satisfaktion til det onde i en kødets frihed, hvor begge dele, hvis de var tvunget til at skrifte, ville være forhindret. (eras1#34)

⁶⁶ O praeclara et egregia ratio! Hoccine est Theologiam docere? Animas ligare legibus et (ut Ezechiel dicit (Ez 13,18)) mortificare, quae ligatae non sunt a Deo? Scilicet hac ratione nobis suscitas uniuersam tyrannidem Pontificiarum legum, tanquam utilem et salutarem, quia et illis quoque cohibetur uulgi malicia. O hvilken soleklar og udmærket bevisførelse! Skal det være at lære teologi? At binde sjælene med love og, som Ezekiel siger, at døde dem, sjæle, som ikke er bundet af Gud? Med den begrundelse opretter du over os alle det pavelige tyrannis love, for de er jo gavnlige og frelsebringende, for gennem dem hindres mængden i onde gerninger.

⁶⁷ Sed nolo inuehi, quemadmodum meretur hic locus, Rem breuiter dicam. Bonus Theologus sic docet: Vulgus coercendum est externa ui gladii, ubi male egerit, ut Paulus docet Roma. 13, non autem conscientiae eorum falsibus legibus irretiendae sunt, ut peccatis diuexentur, ubi peccata non esse Deus uoluit. Men jeg vil ikke angribe dig, sådan som dette sted ellers fortjener, kun vil jeg kort omtale sagen. En god teolog vil lære sådan: At tvinge mængden er det ydre sværds sag, hvis den opfører sig dårligt, som Paulus lærer Rom 13,4, men deres samvittigheder skal ikke fanges med falske love, så de kvæles med synder, hvor Gud ikke har villet, der skulle være synd.

⁶⁸ Solius enim Dei praecepto conscientiae ligantur, ut media illa tyrannis Pontificum, quae falso terret et occidit animas intus, et foris frustra fatigat corpus, e medio prorsus tollatur. Alene Guds bud kan binde samvittighederne, så at dette indskudte pavelige tyranni, som indvendig truer og dræber sjælene med sin falskhed, og udvendig uden grund udmatter legemet, helt kan fjernes.

⁶⁹ Quia etsi foris cogit ad confessionem aliaque onera, tamen per haec animus non cohibetur, sed magis exasperatur ad odium Dei et hominum, et frustra in externis excarnificat corpus, facitque meros hypocritas, ita ut legum eiusmodi tyranni aliud non sint, quam lupi rapaces, fures et latrones animarum. For selv om det udvendig tvinger til skriftemål og til andre byrder, så bliver dog sjælen ikke herigennem holdt i ave, den blive snarere opildnet til had mod Gud og mennesker, og det er forgæves, at den i det ydre martrer legemet og skaber lutter hyklere, sådan at den slags lovtyranni ikke er andet end glubende ulve, tyve og sjælerøvere.

⁷⁰ Et hos tu, bonus animarum consul, nobis commendas rursus, hoc est, auctores crudelissimorum animicidarum, ut mundum hypocritis, Deum blasphemantibus et contemnentibus in corde repleant, ut foris in modico coerceantur, quasi alius modus coercendi non sit, qui nullos hypocritas facit, et sine conscientiarum perditione fit, ut dixi. (W625) Og disse mennesker vil du, som en god sjælerådgiver, anbefale for os igen, det vil sige, du vil anbefale os til ophavsmændene til det mest grusomme sjælemord, så de kan fylde verden med hyklere, med mennesker, der spotter Gud og foragter ham i hjertet, blot for at de i nogen måde kan tvinges i det ydre, som om der ikke fandtes en anden måde at tvinge på, en måde, som ikke skabte hyklere og kunne finde sted uden samvittighedernes fortabelse, som jeg har sagt. (#67)

⁷¹          Hic allegas similitudines, quibus uis abundare et aptissime uti uideri,   Esse scilicet morbos, qui minore malo tolerentur, quam tollantur, ut lepra etc, Item addis exemplum Pauli,' qui discreuerit inter ea quae licent et quae expediunt. Licet (inquis) uerum dicere, uerum non expedit apud quosuis, nec quolibet tempore, nec quouis modo.           Her anfører du så nogle sammenligninger, for at det kan se ud, som har du nok af dem og som forstår du at bruge dem ret. Der er nemlig sygdomme, som kan bæres med mindre skade end de kan fjernes, f. eks. spedalskhed, osv. Ligeledes tilføjer du eksemplet med Paulus, som skelner mellem det, der er tilladt, og det, der er gavnligt. Det kan godt være at noget er sandt, siger du, men det betyder ikke, at det er det for hvemsomhelst, til hvilkensomhelst tid eller på hvilkensomhelst måde. (eras1#35)

⁷² Quam copiosus Orator! nihil tamen intelligens, quid loquaris. In summa, sic agis causam hanc, quasi res tibi mecum esset de periculo pecuniae reparabilis, aut alterius cuiuspiam rei leuissimae, cuius dispendio, tanquam longe uilioris, quam sit externa illa pax, non debeat ullus adeo moueri, quin caedat, faciat, patiatur, pro loco, ne sic tumultuari necesse sit mundum. Plane igitur significas, pacem istam et tranquillitatem carnis tibi longe praestantiorem uideri quam fidem, quam conscientiam, quam salutem, quam uerbum Dei, quam gloriam Christi, quam Deum ipsum. Hvilken tankefuld taler! Dog forstår du intet af, hvad du siger. Kort sagt, du fører denne sag, som om uenigheden mellem dig og mig en sag om pengevanskeligheder, der kunne rådes bod på, eller om en anden højst ubetydelig sag, og skulle den gå tabt, ville det være af meget mindre betydning, end denne ydre freds opretholdelse er, for ingen burde ophidses i den grad, at han ikke kunne trække sig tilbage, handle, finde sig i det efter situationen, at ikke verden nødvendigvis skal komme i oprør. Ja, du lader ligeud ane, at denne fred og denne kødets ro forekommer dig mere værdifuld end troen, samvittigheden, frelsen, Guds ord, Kristi ære, ja, end Gud selv.

⁷³ Ideo dico tibi, atque hoc sensibus imis reponas oro, Mihi rem seriam et necessariam, aeternamque in hac causa peti, talem ac tantam, ut eam assertam et defensam oporteat per mortem quoque, etiamsi mundus totus non solum conflictari et tumultuari debeat, uerum etiam in unum cahos mere et in nihilum redigi. Haec si tu non capis uel non afficeris, tuam rem age, et sine illos capere et affici, quibus Deus dedit. Derfor siger jeg dig og beder dig, at du vil gemme det i dit dybeste indre, at jeg kæmper for en alvorlig og nødvendig, ja evig sag, en så stor og betydningsfuld sag, at jeg endog bør fastholde og forsvare den til døden, også selv om hele verden ikke blot skulle komme i oprør og ufred, men også om den skulle føres ud i ét stort kaos og helt gå til grunde. Hvis du ikke forstår det, og det ikke gør noget indtryk på dig, så vil jeg dog beskæftige mig med din sag og lade dem forstå og fatte det, som Gud vil give at forstå og fatte.

⁷⁴          Neque enim ego, Dei gratia, tam stultus et insanus sum, qui ob pecuniam, quam nec habeo nec cupio, aut ob gloriam, quam si uellem, non possem in mundo sic mihi infenso obtinere, aut ob uitam corporis, quae nullo momento mihi certa esse potest, tanto animo, tanta constantia, quam tu peruicatiam uocas, per tot pericula uitae, per tot odia, per tot insidias, breuiter, per furias hominum et daemonum, hanc causam tam diu agere et sustinere uellem. An tibi soli putas esse cor, quod istis tumultibus commouetur?             Jeg er nemlig ikke, gudskelov, så dum og vanvittig, at jeg ville påtage mig denne sag og udholde den så længe for penges skyld -- dem hverken har jeg eller stræber jeg efter -- eller for ærens skyld -- selv om jeg vil have den, kunne jeg ikke få den i en verden, der er mig så fjendtlig indstillet -- eller for det legemlige livs skyld -- at beholde det kan jeg jo i intet øjeblik være sikker på -- jeg ville ikke påtage mig denne sag med en sådan iver, en sådan vedholdenhed, som du kalder hårdnakkethed, gennem så meget had, gennem så mange bagholdsangreb, kort sagt gennem menneskers og dæmoners had af disse grunde. Eller mener du, at det alene er dig, der berøres af disse uroligheder?

⁷⁵ Nec nos saxei sumus, aut ex Marpesiis cautibus nati, Sed, quando aliter fieri non potest, praeeligimus temporali tumultu collidi, hilares in gratia Dei, ob uerbum Dei, inuicto et incorruptibili animo asserendum, quam aeterno tumultu, sub ira Dei, cruciatu intolerabili conteri. Christus (W626) faxit, ut animus tuus talis non sit, sicut opto et spero; certe uerba tua sic sonant, quasi cum Epicuro fabulas esse putes uerbum Dei et futuram uitam, dum magisterio tuo nobis auctor esse uis, ut gratia Pontificum et Principum uel pacis huius certissimum uerbum Dei pro loco intermittamus et caedamus, quo intermisso, Deum, fidem, salutem et omnia Christiana intermittimus. quanto rectius Christus nos monet, ut potius totum mundum contemnamus! Heller ikke vi er af sten eller født af marpesiske klipper. Men når det ikke kan være anderledes, foretrækker vi at støde sammen i timelige stridigheder, glade i Guds nåde, for Guds ords skyld, som vi bekender med ubesejret og uforgængeligt sind, fremfor at sønderrives i den evige undergang under Guds vrede i en utålelig pinsel. Kristus give, at dit hjerte ikke er sådant, hvilket jeg beder om og håber; godt nok lyder dine ord sådan, som om du som Epikur mener, at Guds ord og det evige liv er fabler, idet du med dit råd vil opfordre os til efter omstændighederne at ophøre med og vige bort fra Guds bombesikre ord af hensyn til pavens og fyrsternes nåde eller fred, for at vi, når det er opgivet, også kan opgive Gud, troen, frelsen og al kristendom. Hvor meget rigtigere er ikke det Kristus gør: han opfordrer os til hellere at foragte hele verden!

⁷⁶ Tu dicis uero talia, quod non legis uel non obseruas, hanc esse fortunam constantissimam uerbi Dei, ut ob ipsum mundus tumultuetur. Idque palam assent Christus: Non ueni (inquit) pacem mittere, sed gladium. Et in Luca: Ignem ueni mittere in terram. Et Paulus .1. Corinth. 6: In seditionibus etc. Men du siger dette, fordi du ikke læser eller ikke lægger mærke til, at dette hele tiden er Guds ords skæbne, at verden på grund af det kommer i oprør. Det bekender Kristus ligeud: "Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd" (Matt 10,34). Og hos Lukas siger han: "Ild er jeg kommet for at bringe verden" (Luk#12.49). Og Paulus siger i 1 Kor 6,5: " ... under oprør, osv." (1kor#6.5)

⁷⁷ Et Propheta Psalmo secundo idem copiose testatur, asserens tumultuari gentes, fremere populos, insurgere reges, conspirare Principes aduersus dominum et aduersus Christum eius, quasi dicat: multitudo, altitudo, opes, potentia, sapientia, iustitia et quicquid est sublime in mundo, sese opponit uerbo Dei. Vide in Actis Apostolorum, quid accidat in mundo, ob unius Pauli (ut alios Apostolos taceam) uerbum, quam unus ille et gentes et Iudaeos commouet, seu, ut ibidem ipsimet hostes dicunt, totum orbem conturbat. Og profeten bevidner i den anden salme og fastslår, at folkene kommer i oprør, af slægterne raser, konger rejser sig, fyrster lægger råd op mod Herren og mod hans salvede (Sl 2,1f), som ville han sige: den brede masse, de høje herre, de rige, magten, visdommen, retfærdigheden og hvad der er stort i verden sætter sig imod Guds ord. Se i Apostlenes Gerninger, hvad der sker i verden blot på grund af Paulus' ord (for ikke at tale om de andre apostle), hvordan bare denne ene mand bevæger hedninger og jøder, eller, som fjenderne selv siger dèr: hvordan han bringer hele verden i oprør. (Apg 17,6. 24,5)

⁷⁸ Sub Elia turbatur regnum Israel, ut rex Ahab queritur. Quantus tumultus fuit
sub aliis Prophetis? dum omnes occiduntur uel lapidantur, dum Israel ducitur captiuus in Assyrios, item dum Iuda in Babylonem, Haeccine pax fuit? Mundus et Deus eius uerbum Dei ueri ferre non potest nec uult, Deus uerus tacere nec uult nec potest, quid iam illis duobus Diis bellantibus, nisi tumultus fieret in toto mundo? Mens Elias var profet, kom landet Israel i oprør, som kong Akab klager over det. (1 Kong 18,17) Hvor stor ballade var der ikke under de andre profeter, dengang alle blev dræbt eller stenet, dengang Israel førtes i fangenskab til Assyrien, ligeledes dengang Juda førtes til Babylon, mon der da var fred? Verden og dens Gud kan og vil ikke tåle Guds ord, men den sande Gud vil og kan ikke tie, hvad kan der opstå andet, når disse to guder strides, end oprør i hele verden?

⁷⁹         Hos igitur tumultus uelle sedare, aliud nihil est, quam uelle uerbum Dei tollere et prohibere. Sermo enim Dei uenit mutaturus et innouaturus orbem, quoties uenit. At etiam gentiles scriptores testantur, mutationes rerum sine motu et tumultu, imo sine sanguine fieri non posse. Christianorum iam est, haec praesenti animo expectare et ferre, sicut Christus dicit: Cum audieritis praelia et rumores praeliorum, nolite terreri, oportet primum haec fieri, sed nondum statim finis.         At ville bringe denne uro til ophør er ikke andet end at ville ophæve Guds ord og forhindre det. For Guds ord kommer for at forandre og forny verden, hver gang det kommer. Men også hedningernes forfattere bevidner, at forandringer i tingene ikke kan ske uden bevægelse og uro, ja ikke uden blodsudgydelse. Det er da de kristnes opgave at forvente og udholde dette med årvågenhed, sådan som Kristus siger: "Når I hører krig og rygter om krig, så frygt ikke, dette bør først ske, men det er endnu ikke enden". (matt#24.6)

⁸⁰ Et ego, nisi istos tumultus uiderem, uerbum Dei in mundo non esse dicerem, Nunc cum uideam, gaudeo ex animo et contemno, certissimus, quod Papae regnum cum suis adhaerentibus ruiturum sit, nam hoc inuasit potissimum sermo Dei, qui nunc currit. Og jeg for mit vedkommende ville sige, at Guds ord ikke var i verden, hvis jeg ikke så disse uroligheder. Men nu, hvor jeg ser dem, glæder jeg mig af hjertet og foragter dem, sikker på, at pavens herredømme vil gå til grunde sammen med hans tilhængere, for Guds ord, der nu udbredes, har angrebet det meget stærkt.

⁸¹ Video sane te, Mi Erasme, in multis libris queri de istis tumultibus, de amissa pace et concordia, Deinde multa conaris, ut medearis, bono (ut equidem credo) animo, sed ridet medicas tuas ista podagra manus, hic enim uere, quod dicis, contra fluuium nauigas, imo stipula incendium restinguis. Desine queri, desine mederi, tumultus ille diuinitus et ortus est et geritur, non desiturus, donec ut lutum platearum reddat omnes aduersarios uerbi. Quamquam dolendum (W627) est, ut opus sit te, tantum Theologum, ista moneri quasi discipulum, qui aliorum magister esse debueras. Men jeg kan da godt se, at du, kære Erasmus, i mange bøger klager over disse uroligheder, over freden og enigheden, der blev brudt. Og desuden gør du mange forsøg på at helbrede i god tro, vil jeg formode, men denne podagra spotter dine lægehænder, her er det nemlig sandt, hvad du siger, at du sejler mod strømmen, ja at du slukker branden med strå. (eras1#5). Lad være med at klage, lad være med at helbrede, denne uro er opstået og fortsætter i kraft af Gud, den skal ikke ophøre, førend den gør alle dem, der er modstanderne af ordet, til gadesnavs. Alligevel må man beklage, at det skal være nødvendigt at tage dig, den store teolog, i skole som en simpel elev, du, som skulle være lærer for andre.

⁸²         Huc igitur tua pertinet gnome satis pulchra, morbos quosdam minore malo tolerari quam tolli, qua tu non uteris apposite. Morbos tolerabiles minore malo dicito tumultus istos, motus, turbationes, seditiones, sectas, discordias, bella et siqua talia sunt, quibus propter uerbum Dei totus concutitur et colliditur orbis. haec inquam minore malo, cum sint temporalia, tolerantur, quam ueteres et mali mores, quibus necesse est omnes animas perire, nisi uerbo Dei mutarentur, quo sublato, aeterna bona, Deus, Christus, spiritus tollerentur.         Her passer derfor din smukke sætning udmærket: "Der er visse sygdomme, som kan bæres med mindre skader end de kan ophæves". (eras1#35) Blot anvender du den ikke hensigtsmæssigt. Du skulle sige, at de sygdomme, der kan bæres med mindre skade, er disse bevægelser, uroligheder, forvirringer, sekter, uorden, krige og den slags, hvorved verden rystes og sønderskæres. At finde sig i disse ting, som jo er timelige, vil jeg sige er forbundet med færre lidelser end de gamle og onde skikke, hvorved nødvendigvis alle sjæle vil gå fortabt, hvis ikke de forvandles ved Guds ord, og hæmmes det, så vil det evige gode, Gud, Kristus, Ånden, ophæves.

⁸³ Quanto uero praestat, mundum amittere quam Deum creatorem mundi, qui innumerabiles mundos creare denuo potest et infinitis mundis melior est? Quae enim comparatio temporalium ad aeterna? Haec igitur lepra potius est ferenda temporalium malorum, quam ut trucidatis omnibus animabus aeternaliterque damnatis, mundus ab his tumultibus, illarum sanguine et perditione, pacaretur et curaretur, cum una anima totius mundi precio redimi nequeat. Og hvor meget bedre er det ikke at miste verden end at miste Gud, verdens skaber, som kan skabe utallige verdener påny og er bedre end uendelig mange verdener? Hvordan kan man nemlig sammenligne det timelige med det evige? Denne spedalskhed: dvs. de timelige onder, skal man derfor hellere udholde end at alle sjæle skal slagtes og evigt fordømmes, men verden skånes og helbredes for disse uroligheder, denne blodsudgydelse og fortabelse, for én eneste sjæl kan ikke købes for hele verdens rigdom.

⁸⁴ Bellas habes et egregias similitudines et gnomas, sed, cum in rebus sacris agis, pueriliter imo peruerse applicas, humi enim reptas, et nihil super humanum captum cogitas. Non enim puerilia neque ciuilia uel humana sunt, quae Deus operatur, sed diuina, quae captum humanum excaedunt. Velut hos tumultus et sectas non uides diuino consilio et opere per mundum grassari, et metuis, ne coelum ruat. Ego uero, Deo gratia, bene uideo, quia alios maiores in futuro saeculo uideo, quorum comparatione isti uelut tenuis aurae sibilus esse uidentur, aut lenis aquae susurrus. Du har nogle smukke og udmærkede sammenligninger og sætninger, men når du anvender dem på det hellige, gør du dem barnlige, ja helt forkerte, for du slynger dem ned på jorden og tænker ikke på noget udover den menneskelige fatteevne. Men det, Gud udvirker, er hverken barnligt eller borgerligt eller menneskeligt, men guddommelige, og det overgår den menneskelige fatteevne. Og ligeledes ser du ikke disse uroligheder og disse sekter som noget, der drager hærgende igennem verden efter Guds råd og ifølge hans gerning, og er bange for, at himlen styrter ned. Jeg, derimod, ser ved Guds hjælp udmærket, for jeg ser andre større ting i de kommende århundreder, i sammenligning med hvilke disse ting er som lette vindpust eller som en bæks pludren.

⁸⁵         At dogma de confessionis et satisfactionis libertate, uel negas uel nescis esse uerbum Dei. Haec alia quaestio est. Nos tamen scimus et certi sumus, esse uerbum Dei, quo libertas Christiana asseritur, ne traditionibus humanis et legibus sinamus nos illaqueari in seruitutem, Quod alias abunde docuimus, et, si uoles experiri, parati sumus et tibi dicere uel conserere manus, Extant nostri libelli super his rebus non pauci.         Men du enten nægter eller er uvidende om, at påstanden om skriftemålets og satisfaktionens frihed er Guds ord. (eras1#34). Det er et andet spørgsmål. Dog véd vi og er ganske overbevist om, at det er Guds ord, hvorigennem den kristne frihed bekræftes, at det ikke skal tillades, at vi indfanges i trældom under menneskelige traditioner og love. Det har vi andetsteds lært meget om, og hvis du vil lære det, er vi parate til også at sige det til dig eller gå i strid med dig om det. Der er masser af bøger af os om disse sager.

⁸⁶ 'At simul in charitate iuxta tolerandae et seruandae leges Pontificum, si sic forte sine tumultu constare possit et aeterna salus per uerbum Dei et pax mundi.' Dixi supra, fieri id non posse, Princeps mundi Papam et Pontifices suos non sinit eorum leges libere seruari, sed conscientias captare et ligare in animo habet, Hoc Deus uerus ferre non potest, Ita implacabili discordia uerbum Dei et traditiones hominum pugnant, non aliter atque Deus ipse et Satan sibi inuicem aduersantur, et alter alterius opera dissoluit et dogmata submit, tanquam si duo reges alter alterius regnum populetur. 'Men samtidig skal vi ifølge kærligheden finde os i og tjene de pavelige love, om ikke således uden uroligheder både den evige frelse ved Guds ord og freden i verden kan fastholdes'. Jeg sagde før, at det ikke kan ske, verdens fyrste tillader ikke paven og hans biskopper at overholde deres love frit, nej, han har i sinde at fange samvittighederne og binde dem. Dette kan den sande Gud ikke finde sig i. Derfor kæmper Guds ord og de menneskelige traditioner en uforligelig strid, ikke anderledes end hvor Gud selv og Satan indbyrdes står hinanden imod, og den ene opløser den andens arbejde og nedbryder hans læresætninger, som hvis to konger gensidigt hærger hinandens riger.

⁸⁷ Qui non est mecum, ait Christus, contra me est. Quod uero metus sit, multos, qui ad flagicia proni sunt, abusuros (W628) ea libertate, Hoc referetur ad tumultus illos, tanquam pars leprae istius temporalis tolerandae et mali ferendi, Nec tanti habendi sunt, ut propter ipsorum abusum cohibendum uerbum Dei tollatur. Si non omnes seruari possunt, aliqui tamen seruantur, propter quos uerbum Dei uenit; hi amant eo feruentius et consentiunt sanctius. Quid enim malorum et antea non fecerunt impii homines, cum nullum uerbum esset? imo quid boni fecerunt? An non semper mundus bello, fraude, uiolentia, discordia et omnibus sceleribus inundauit? ita ut Micheas optimum inter eos spinae comparet; quid putas reliquos uocaret? "Den, der ikke er med mig, er imod mig", siger Kristus (Matt#12.30). Men hvad angår den frygt, at mange, som er tilbøjelige til overtrædelser, vil misbruge denne frihed, så er det at henregne under urolighederne, det er som et stykke timeligt spedalskhed, man skal finde sig i, som et onde, der skal bæres. Og man skal ikke regne den for så betydningsfuld, at man for at forhindre misbrug af det, ophæver Guds ord. Selv om ikke alle kan frelses, så kan dog nogle frelses, og for deres skyld er Guds ord kommet; disse elsker så meget mere brændende og er enige på en så meget mere hellig måde. For hvor meget ondt gjorde ikke også de gudløse mennesker, da der ikke var noget ord? Mon ikke verden altid har været oversvømmet af krig, svig, vold, uorden og alle slags forbrydelser? Sådan som Mika sammenligner de bedste blandt dem med tidsler; hvad tror du, han ville kalde de andre? (Mika 7,4)

⁸⁸ Nunc uero uenienti Euangelio imputari incipit, quod mundus malus sit, cum uerius Euangelio bono elucescat, quam malus fuerit, dum sine Euangelio in tenebris suis ageret. Sic illiterati literis tribuant, quod illis florentibus eorum inscitia innotescit. Haec est gratia, quam rependimus uerbo uitae et salutis. Quantum uero putamus fuisse timorem apud Iudaeos, cum Euangelion absolueret omnes a lege Mosi? Men nu, hvor evangeliet er kommet, begynder man at give det skylden for, at verden er ond, skønt det dog kun ved det gode evangelium kommer for dagen, hvor ond den var dengang den handlede i mørket uden evangeliet. Således kan de ulærde give de lærde skyld for, at deres uvidenhed bliver klarlagt, fordi de lærde blomstrer. Det er den tak, vi får, fordi vi bringer livets og frelsens ord. Men hvor stor frygt skal vi mene var hos jøderne, da evangeliet løste alle fra Moseloven?

⁸⁹ Quid hic libertas tanta non uidebatur permissura malis hominibus? At propterea non est omissum Euangelion, sed impii relicti, piis uero dictum, ne in occasionem carnis concederent libertatem. (gal#5.13) Hvad så det ikke ud til, at denne frihed ville give de onde mennesker lov til? Men derfor blev evangeliet ikke opgivet, men de ugudelige blev overladt til sig selv, og til de fromme blev der sagt, at friheden ikke skulle give kødet anledning.

⁹⁰         Nec ista pars consilii uel remedii tui ualet, ubi dicis: Licet uerum dicere, sed non expedit apud quoslibet, nec quouis tempore, nec quouis modo, Et satis inepte Paulum adducis, ubi dicit: Omnia mihi licent, sed non omnia expediunt. (1kor#6.12) (eras1#35) Non enim Paulus de doctrina aut docenda ueritate ibi loquitur, sicut tu eius uerba confundis et trahis quo libet, quin ueritatem ille uult ubique, quouis tempore, quouis modo dici, ita ut etiam gaudeat Christum praedicari per occasionem et inuidiam, palamque testetur ipso uerbo, Quouis modo Christus praedicetur, sese gaudere. (Fil 1,15)           Heller ikke den del af dit råd eller dit hjælpemiddel er noget værd, hvor du siger: "Det er ganske vist tilladt at sige sandheden, men sandheden er ikke gavnlig for alle, ikke til hver en tid, og ikke på hver en måde". Og det er en helt forkert måde, du anvender Paulus på dèr, hvor han siger: "Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt". For Paulus taler her ikke om læren eller om at lære sandheden, sådan som du forvirrer og udlægger hans ord, som du har lyst til, i stedet vil han, at det skal siges overalt, til enhver tid og på enhver måde, sådan at han også glæder sig over, at Kristus prædikes endog under dække eller af misundelse, og overalt bevidner han med dette ord, at han glæder sig, hvordan end Kristus prædikes.

⁹¹Paulus loquitur de facto et usu doctrinae, nempe de libertatis Christianae iactatoribus, qui sua quaerentes, scandali rationem et offensionis infirmorum nullam habebant. Veritas et doctrina semper, palam, constanter praedicanda, nunquam obliquanda, caelandaue est, nullum est enim in ea scandalum, Est enim uirga rectitudinis. Et quis tibi fecit potestatem aut ius dedit, doctrinae Christianae locis, personis, temporibus, causis, alligandae, cum Christus eam uelit liberrimam in orbe uulgari et regnare? Paulus taler om gerningen og om brugen af læren, nemlig om dem, der praler af den kristne frihed, som søger sit eget, og ikke tager noget hensyn til de forargelsen og ødelæggelsen af de svage. Sandheden og læren skal altid prædikes, offentligt og vedholdende, aldrig skal den bøjes, aldrig skal man tie stille med den, for der er ikke nogen forargelse i den, den er nemlig en retfærdighedens stok. Eller hvem giver dig myndighed eller ret til at binde den kristne lære til steder, personer, tider, begrundelser, når Kristus vil, at den skal udbredes og herske som det frieste i verden?

⁹² Non est enim uerbum Dei alligatum, ait Paulus, Et Erasmus uerbum alligabit? Nec dedit nobis Deus uerbum, quod locorum, personarum, temporum delectum habeat, cum dicat Christus: Ite in uniuersum mundum, non ait: ite aliquo et aliquo non, sicut Erasmus. Item: Praedicate Euangelion omni creaturae, non ait: apud aliquos, apud aliquos non. Summa, tu nobis prosopolepsias, topolepsias et tropolepsias, Chaerolepsias in uerbo (W629) Dei ministrando praescribis, cum una haec sit magna pars gloriae uerbi, quod nulla est (ut Paulus ait) Prosopolepsia, et Deus personas non respicit. Vides iterum, quam temere irruas in uerbum Dei, quasi tuas cogitationes et consilia longissime illi praeferas. For Guds ord er ikke bundet, som Paulus siger (2 Tim 2,9), og så vil Erasmus binde det? Ejheller har Gud givet os et ord, som gør forskel på steder, personer, og tider. Når Kristus siger: "Gå ud i alverden" (Matt#28,19), så siger han ikke: "Gå derhen, og ikke derhen", sådan som Erasmus gør. Ligeledes: "Prædik evangeliet for al skabningen" (Mark 16,15), siger han, ikke: "for nogen, men ikke for andre". Kort sagt, du foreskriver os hensyn til personer, steder og måder og anledninger, når vi skal tjene Guds ord, skønt det dog er en stor del af ordets ære, at der, som Paulus siger, ikke er prosopolepsia, personsanseelse hos Gud (rom#2.11). Du ser igen, hvor dristigt du styrter løs på Guds ord, som om du langt foretrak dine egne overvejelser og rådslagninger fremfor Guds ord.

⁹³          Iam si a te petamus, ut discernas nobis tempera, personas et modes dicendi ueri, quando definies? ante suum clause componet tempore finem mundus, quam tu unam regulam certam statueris. Vbi interim manet docendi officium? ubi animae docendae? Et quomodo posses, qui nec personarum, nec temporum, nec modorum rationem ullam noris? Ac si maxime noris, hominum corda tamen non nosti.       Og hvis vi nu bad dig om, at du ville opstille den sande forskel for os på tiderne, personer og måder, hvordan ville du så fastsætte den? Før ville lukketiden og verdens ende komme, end du kunne stadfæste en sikker regel. Hvad skal der så ske med læreembedet i mellemtiden? hvad med de sjæle, der skal belæres? og hvordan kan du gøre det, du, som hverken kender personernes, tidernes eller mådernes væsen? Og selv om du kendte dem bedst muligt, så kender du dog ikke menneskenes hjerte.

⁹⁴ Nisi is sit tibi modus, hoc tempus, haec persona, ut sic doceamus uerum, ne Papa indignetur, ne Caesar irascatur, ne moueantur Pontifices et Principes, tum ne tumultus et motus fiant in orbe, ne multi offendantur et peiores fiant. Hoc quale sit consilium, supra uidisti. Sed libuit ita uerbis inutilibus rhetoricari, ne nihil diceres. Quanta igitur nos, miseri homines, Deo hanc tribueremus gloriam, qui omnium corda nouit, ut ipse dicendi ueri modum, personas et tempera praescriberet! Medmindre det da er dette, der er måden, tiden, personerne for dig, at vi skal lære det sande på en sådan måde, at paven ikke bliver forarget, kejseren ikke vredes, og hverken biskopper eller fyrster oprøres, endvidere sådan, at der ikke opstår tumult og oprør i verden, så der ikke skal være mange, der forarges og bliver værre. Hvordan det har sig med et sådant råd, har du set ovenfor. Men du holder af på den måde at tale ubrugelige fint retoriske ord, for i det hele taget at sige noget. Hvor meget mere skal da ikke vi elendige mennesker tildele Gud den ære, han, som kender alle hjerter, at han selv kan foreskrive måden, personerne og tiden til at sige det sande!

⁹⁵ Ipse enim nouit, quid, quando, quomodo, cuique dicendum sit. Nunc uero sic praescripsit, ut Euangelion suum omnibus necessarium, nullo loco, nullo tempore praescriberetur, sed apud omnes, omni tempore, omni loco praedicaretur. Et supra probaui ea, quae in scripturis prodita sunt, talia esse, quae omnibus exposita et inuulganda necessario et salubria sunt, sicut et in tua Paraclesi, meliore tunc quam nunc consilio, ipse statuisti. Hi, qui animas redemptas nolunt, sicut Papa cum suis, illorum esto, uerbum Dei alligare, et homines uita et regno coelorum prohibere, ne ipsi intrent, nec alios intrare sinant, quorum furori tu, Erasme, hoc consilio tuo perniciose inseruis. (W630) Han selv véd nemlig, hvad, hvornår, på hvilken måde og til hvem der skal tales. Og han har nu foreskrevet det sådan, at foreskriver, at hans evangelium, der er nødvendigt for alle, ikke foreskrives for noget sted, eller til nogen tid, men skal prædikes for alle, til enhver tid, på ethvert sted. Og ovenfor beviste jeg, at det, der er overleveret i skriften, er af den art, at det er tilgængeligt for alle og er nødvendigt og frelsebringende at udbrede, sådan som du også selv har fastslået det i din Paraklesis (fra 1516); dengang gav du et bedre råd end nu. De, der ikke vil befri sjælene, som f. eks. paven og hans slæng, dem tilkommer det at binde Guds ord, og forhindre menneskene i at nå frem til livet og himmeriget, de går ikke selv ind i det, og tillader ikke andre at gå ind, og deres dårskab tjener du, kære Erasmus på farlig vis med dette råd.

⁹⁶         Eadem prudentia est, qua deinde consulis, non debere profiteri, si quid perperam in conciliis esset definitum, ne ansa contemnendi praeberetur authoritatem patrum. Hoc scilicet Papa uoluit a te dici, et audit libentius quam Euangelion, ingratissimus, si te cardinali pileo cum censibus non rursus honorarit. Sed interim, Erasme, quid facient animae, iniquo illo statuta ligatae et occisae? Nihil hoc ad te? Verum tu perpetuo sentis uel fingis te sentire, humana statuta posse citra periculum iuxta purum uerbum Dei seruari.        Det er ud fra den samme klogskab, at du derefter råder til, at man ikke offentligt bør indrømme det, hvis der er fastslået noget forkert på et koncil, for at der ikke skal gives anledning til, at man foragter fædrenes autoritet. (eras1#36) Det er naturligvis paven, der har fået dig til at sige dette, og han hører hellere dette end evangeliet, og han vil være utaknemlig, hvis han ikke til gengælde beærer dig med kardinalshatten og dens indkomster. Men kære Erasmus, hvad skal de sjæle gøre, der er bundet og dræbt af denne uretmæssige bestemmelse? Er det ikke noget, der kommer dig ved? Men du er hele tiden af den mening, eller foregiver at være af den mening, at menneskelige bestemmelser uden fare kan overholdes ved siden af Guds rene ord.

⁹⁷ Quod si possent, facile pedibus in tuam hanc sententiam irem. Si itaque ignoras, iterum dice: humana statuta non possunt seruari cum uerbo Dei, Quia illa ligant conscientias, hoc soluit eas, pugnantque sibi mutuo, sicut aqua et ignis, nisi libere, id est, ut non ligantia, seruentur, id quod Papa non uult, nec potest uelle, nisi perditum et finitum regnum suum uolet, quod constat non nisi laqueis et uinculis conscientiarum, quas Euangelion liberas asserit. Igitur patrum authoritas susque deque facienda est, et statuta perperam lata, qualia sunt omnia praeter uerbum Dei definita, dirumpenda et proiicienda sunt, Christus enim patrum authoritate potior est. Summa, Si de uerbo Dei sic sentis, impie sentis, si de aliis, nihil ad nos uerbosa disputatio consilii tui, Nos de uerbo Dei disputamus. Hvis de kunne, ville jeg med let fod gå hen over denne opfattelse hos dig. Hvis du derfor er uvidende om det, siger jeg det igen: menneskelige bestemmelser kan ikke overholdes side om side med Guds ord, for disse binder samvittighederne, dette løser dem, de bekæmper altså hinanden som ild og vand, hvis de ikke overholdes frit, dvs. så de ikke binder, men det vil paven ikke og det kan han ikke ville, hvis han ikke vil have sit herredømme til at forgå og få en ende, for det består ikke i andet end i snarer og lænker for samvittighederne, dem, evangeliet erklærer for frie. Derfor må man anse fædrenes autoritet for ligegyldig, og alle de falske bestemmelser, for så vidt de er uden Guds ord, skal sønderrives og ødelægges. For Kristus er en større autoritet end fædrene. Kort sagt, hvis du mener sådan om Guds ord, har du en ufrom mening, hvis du mener anderledes, har vi ikke noget at gøre med dine råds ordrige disputation, vi diskuterer nemlig om Guds ord.

⁹⁸           Vltima parte praefationis, serio nos deterrens ab isto genere doctrinae, arbitraris pene uictoriam tibi partam. Quid (inquis) inutilius, quam hoc paradoxon euulgari mundo, Quicquid fit a nobis, non libero arbitrio, sed mera necessitate fieri? Et illud Augustini: Deum operari bona et mala in nobis, sua bona opera remunerate, in nobis, et sua mala opera punire in nobis.        I sidste del af dit forord vil du sådan helt for alvor afskrække os fra den slags lære og mener, at nu er sejren næsten hjemme for dig. Hvad nytte er det dog til at udbrede dette paradoks for verden, spørger du, at hvad der sker fra vores side, ikke sker ved den fri vilje, men af ren og skær nødvendighed? Og at Augustin skriver, at Gud virker godt og ondt i os, belønner sine gode gerninger i os og straffer sine onde gerninger i os? (eras1#37).

⁹⁹ Diues hic es in reddenda uel potius expostulanda ratione. Quantam (inquis) fenestram uulgo haec uox prodita mortalibus aperiret ad impietatem? Quis malus corriget uitam suam? Quis credet se amari a Deo? Quis pugnabit cum carne sua? Miror, quod in tanta uehementia et contentione non etiam causae memineris et dixeris: Vbi tum manebit liberum arbitrium? Mi Erasme, Iterum et ego dico: si haec paradoxa ducis hominum esse inuenta, quid contendis? quid aestuas? contra quem dicis? an est ullus in orbe hodie, qui uehementius hominum dogmata sit insectatus quam Lutherus? Igitur nihil ad nos ista monitio. Du har her råd til ikke blot at aflægge regnskab, men også at kræve til regnskab. Hvilken ladeport ville denne tale ikke åbne for mængden af dødelige til ufromhed? Hvilket ondt menneske ville ændre sit liv? Hvem ville tro, at han var elsket af Gud? Hvem ville kæmpe mod sit kød? Jeg undrer mig over, at du i din store heftighed og lidenskab ikke også husker på sagen selv, så du sagde: Hvad bliver der så af den frie vilje? Kære Erasmus, endnu engang siger jeg: Hvis du regner disse paradokser for menneskelige opfindelser, hvem kæmper du så imod? Hvem bliver du gal på? Hvem taler du imod? Mon der i dag er nogen på hele jorden, som har kæmpet hårdere imod menneskelige læresætninger end Luther? Derfor er det ikke os, denne formaning rammer.

¹⁰⁰ Si autem Dei uerba esse credis ea paradoxa (W631), ubi est frons tua? ubi pudor? ubi, non dico iam modestia illa Erasmi, sed timor et reuerentia Deo uero debita? qui dicis, nihil inutilius dici posse hoc uerbo Dei? Scilicet, Creator tuus a te, creatura sua, discet, quid utile et inutile sit praedicatu, ac stultus ille uel imprudens Deus hactenus nescierit, quid doceri oporteat, donec tu, magister eius, modum illi praescriberes sapiendi et mandandi, quasi ipse ignorasset, nisi tu docuisses, sequi ad hoc paradoxon, quae tu infers. Men hvis du mener disse paradokser er Guds ord, hvilken frækhed er det så ikke, du udviser! Hvorfor skammer du dig ikke? Hvad bliver der af, ja, jeg vil ikke tale om dette erasmiske mådehold, men om den frygt og ærefrygt for Gud, som du skylder ham! Du, som siger, at der ikke kan være noget mere unyttigt end Guds ord? Det vil sige, du skaber skulle lære af dig, hans skabning, hvad der er nyttigt og hvad unyttigt at prædike, og den dumme og uvidende Gud, har hidtil ikke vidst, hvad man bør lære, førend du, hans læremester, foreskriver ham måden at forstå og befale på, som om han selv ville have været uvidende, hvis ikke du havde undervist ham i, hvad der følger af det paradoks, som du forebringer.

¹⁰¹ Si igitur Deus talia uoluit palam dici et inuulgari, nec spectari, quid sequeretur, tu quis es, qui uetes? Paulus Apostolus in Epistola ad Romanes non in angulum, sed in publicum ac coram toto mundo, liberrimo ore, eadem, etiam durioribus uerbis palam disserit, dicens: Quos uult, indurat, Et iterum: Deus uolens notam facere iram suam etc. Quid durius (sed carni) illo Christi uerbo: Multi uocati, pauci electi ? Et iterum: Ego scio, quos elegerim. Scilicet haec omnia talia sunt, te authore, ut nihil possit inutilius dici, quod uidelicet hinc ad desperationem et odium et blasphemiam prolabantur homines impii. Hvis altså Gud har villet, at dette skal siges og forkyndes offentligt uden hensyn til, hvad der følger, hvem er da du, at du vil forbyde det? Apostelen Paulus behandler i romerbrevet disse ting, ikke i det skjulte, men offentligt og overfor hele verden, med frimodig mund, endda med hårdere ord, når han siger: "Han forhærder, hvem han vil" (rom#9.18) og igen: "Hvis Gud vil vise sin vrede, osv" (rom#9.22) Hvad er mere hårdt (men hårdt for kødet) end dette ord af Kristus: "Mange er kaldede, men få er udvalgte"? (Matt#20.16) Og igen: "Jeg véd, hvem jeg har udvalgt" (Joh 13,18). Alt dette er nemlig af den art, ifølge dig, at der ikke kan siges noget mere unyttigt, fordi jo gudløse mennesker ifølge den opfattelse forledes til fortvivlelse og had og blasfemi.

¹⁰²         Hic, ut uideo, scripturae ueritatem et utilitatem pensandam et iudicandam esse censes secundum sensum hominum, eorumque non nisi impiissimorum, ut, quod illis placuerit uel tolerabile fuerit uisum, id demum uerum, id diuinum, id salutare sit, Quod contra, id mox inutile, falsum et perniciosum. Quid hoc consilio quaeris, nisi ut uerba Dei pendeant, stent, cadantque: arbitrio et authoritate hominum? Cum contra scriptura dicat, arbitrio Dei et authoritate stare, cadere omnia, denique a facie domini silere omnem terram.       Her har du, såvidt jeg kan se, den anskuelse, at skriftens sandhed og nytte afhænger af og skal bedømmes af menneskers opfattelse, også af deres, som er helt gudløse, så det, der forekommer dem rigtigt og udholdeligt, først da skal være sandt, guddommeligt, frelsebringende, men de er imod, af den grund skal være unyttigt, falsk og farligt. Hvor vil du hen med dette råd, om ikke derhen, hvor Guds ord afhænger af, ja står og falder med menneskers forgodtbefindende og autoritet? Skønt jo modsat skriften siger, at alt står og falder med Guds forgodtbefindende og hans autoritet, med ét ord: at hele verden må tie for Herrens åsyn. (Hab 2,20)

¹⁰³ Sic loqui deberet, qui Deum uiuum imaginaretur nihil esse nisi leuem et imprudentem aliquem rabulam in aliquo suggesto declamantem, cuius uerba liceat, si uelis, quorsum libuerit, interpretari, acceptare, refutare, secundum quod uideret impios homines illis moueri uel affici. Plane hic prodis, Mi Erasme, quam ex animo superius uenerandam diuinorum iudiciorum maiestatem suaseris. Sådan må den tale, som forestiller sig, at den levende Gud ikke er andet end en letfærdig og uklog udråber, der råber op på én eller anden talerstol, én, hvis ord man da godt, hvis man vil og til hvilket formål man vil, kan udlægge, godtage, forkaste, eftersom man opdager, hvordan ugudelige mennesker bliver bevæget eller påvirket af dem. Her afslører du tydeligt, kære Erasmus, hvor oprigtigt det var ment, da du før gav det råd, at man skulle tilbede majestætens guddommelige domme.

¹⁰⁴ Vbi cum de scripturae dogmatibus ageretur, et nihil opus esset, abstrusa et occulta reuereri, eo quod nulla sint talia, satis religiosis uerbis nobis Coricios specus interminabas, ne irrumperemus curiose, ut metu pene ab uniuersa scriptura legenda absterreres, ad quam legendam sic urgent et suadent Christus et Apostoli, atque tu ipse alibi. Hvor det dèr drejede sig om skriftens læresætninger, og det ikke var nødvendigt at have ærefrygt for det skjulte og forborgne, fordi der ikke var noget af den slags, dèr truede du os temmelig kraftigt med fromme ord om den korysiske hule, (eras1#21) at vi ikke nysgerrigt skulle trænge os ind, så du næsten afskrækkede os helt og holdent fra at læse skriften, selv om Kristus og apostlene -- og også du andetsteds -- anbefaler os til og overtaler os til at læse den.

¹⁰⁵ Hic uero, ubi non ad scripturae dogmata nec ad Coricium specum solum, sed reuera ad reuerenda maiestatis diuinae secreta peruentum est, nempe, cur sic operetur, ut dictum est, ibi ruptis repagulis, irruis, tantum non blasphemans. quid non indignationis ostendis erga Deum, quod talis iudicii sui consilium et rationem non licet uidere? Cur hic non etiam obscuritates et ambiguitates praetexis? Cur non ab inquirendis illis contines ipse et absterres alios, quae Deus occulta nobis esse uoluit, et scripturis non prodidit? Hic oportuit os digito compescere, reuereri quod lateret, adorare secreta maiestatis (W632) consilia, et cum Paulo clamare: O homo, tu quis es, qui contendas cum Deo? Men her, hvor vi er nået frem, ikke til skriftens læresætninger eller til den korysiske hule, men til den guddommelige majestæts sande og tilbedelsesværdige hemmeligheder, nemlig til, hvorfor han handler, som det er sagt, her sprænger du riglen, trænger ind og er lige ved at spotte Gud. Hvilken indignation udviser du ikke overfor Gud, fordi han ikke tillader nogen at se hans bedømmelses råd og mening? Hvorfor bruger du ikke også her dunkelheden og tvetydigheden som dække? Hvorfor afholder du dig ikke selv fra at trænge ind i disse ting og hvorfor afskrækker du ikke andre fra at undersøge ting, som Gud har villet skulle være skjulte for os, og som skriften ikke har afsløret? Her burde man lægge fingeren for munden, ærefrygte det, der er skjult, tilbede den hemmelige majestæts råd og med Paulus udbryde: O menneske, hvem er du, at du vil gå i rette med Gud? (rom#9.20)

¹⁰⁶         Quis, inquis, studebit corrigere uitam suam? Respondeo: nullus hominum, neque etiam ullus poterit, nam correctores tuos sine spiritu Deus nihil moratur, cum sint hypocritae. Corrigentur autem electi et pii per spiritum sanctum, Caeteri incorrecti peribunt, Neque enim Augustinus dicit nullorum aut omnium opera bona coronari, sed aliquorum, ideo non erunt nulli, qui corrigant uitam suam.         Du spørger, hvem der ville stræbe efter at rette sin livsførelse (eras1#38). Jeg svarer: Det ville ingen, heller ikke ville nogen kunne det, for Gud vil ikke vide af dine åndløse forbedrere, eftersom de er hyklere. Men de udvalgte og de fromme vil i kraft af Helligånden rette på deres livsførelse, de andre vil gå fortabt uden at have rette op på noget. Augustin siger nemlig heller ikke, at ingens eller alles gode gerninger bliver kronet, men at nogles gerninger bliver det, derfor er der nogle, som forbedrer deres livsførelse. (#98)

¹⁰⁷ Quis credet (inquis) a Deo se amari? Respondeo: Nullus hominum credet, neque poterit, electi uero credent, caeteri non credentes peribunt, indignantes et blasphemantes, sicut tu hic facis, Non igitur nulli erunt, qui credent. Quod uero his dogmatibus fenestra aperitur ad impietatem, esto, illi pertineant ad lepram superius
dictam tolerandi mali, Nihilominus simul eisdem aperitur porta ad iustitiam et introitus ad coelum et uia ad Deum, pro piis et electis. Du spørger også, hvem der ville tro, at han var elsket af Gud? (eras1#38) Jeg svarer: Det ville ingen, og ingen ville heller kunne det. Men de udvalgte ville tro det, de øvrige ville gå fortabt i deres vantro, forargede og spottende, sådan som du her forarges og spotter. Der vil altså være nogle, som tror. Men at der med disse læresætninger åbnes en ladeport for gudløsheden, det må så være, det hører med til den spedalskheds onde, der blev nævnt ovenfor (#87), som må tåles. Ikke desto mindre åbnes der samtidig ved disse læresætninger en port til retfærdighed og indgang i himlen og en vej til Gud for de fromme og udvalgte.

¹⁰⁸ Quod si tuo consilio istis dogmatibus abstinuerimus, et hominibus uerbum hoc Dei absconderimus, ut unusquisque falsa persuasione salutis illusus, Deum non
disceret timere et humiliari, ut per timorem tandem ad gratiam et amorem ueniret, tum pulchre clauserimus fenestram tuam, uerum loco eius aperiremus nobis et omnibus ualuas, imo hiatus et uoragines, non modo ad impietatem, sed ad inferni profunda. Sic ipsi nec intraremus in coelum, tum alios intrantes prohiberemus. For hvis vi efter dit råd ville afholde os fra disse læresætninger og gøre Guds ord skjult for menneskene, så enhver, bedraget af sin falske opfattelse, ikke lærte at frygte Gud og ydmyge sig, så han gennem frygte til sidst kunne nå frem til nåden og kærligheden, så ville vi grundigt have lukket din ladeport, men i stedet for den have åbnet for os og for alle fløjdøre, ja kløfter og afgrunde, ikke blot til gudløshed, men til helvedes dyb. Således ville vi ikke selv gå ind i himlen, og vi ville forhindre dem, der ville, i det. (Matt 23,13).

¹⁰⁹          Quae igitur utilitas aut necessitas talia inuulgandi, cum tot mala uideantur inde prouenire?' Respondeo: satis erat quidem dicere : Deus uoluit ea uulgari, uoluntatis uero diuinae rationem quaerendam non esse, sed simpliciter adorandam, data gloria Deo, quod, cum sit iustus et sapiens solus, nulli faciat iniuriam, nec stulte aut temere quippiam agere possit, licet nobis longe secus appareat; hac responsione pii sunt contenti. Tamen, ut ex abundantia supererogemus, Duae res exigunt talia praedicari, Prima est humiliatio nostrae superbiae et cognitio gratiae Dei, altera ipsa fides Christiana.         Hvad er da nytten eller nødvendigheden ved at udbrede den slags, eftersom der synes at komme så meget ondt ud af det? Svar: Det skulle vær enok at sige: Gud vil have det udbredt, man kan ikke kræve den guddommelige vilje til regnskab, men den må bare tilbedes, man må give Gud æren, for da han alene er retfærdig og vis, kan han ikke gøre noget uretfærdigt, heller ikke udføre noget dumt eller dristigt, selv om det i høj grad kan synes sådan for os; dette svar er de fromme tilfreds med. Dog, for at give svar i overflod, så lad mig sige, at to ting kræver, at dette bliver prædiket, den første er, at vores stolthed skal ydmyges og vi skal erkende Guds nåde, den anden er den kristne tro.

¹¹⁰ Primum, Deus certo promisit humiliatis, id est, deploratis et desperatis,
gratiam suam. Humiliari uero penitus non potest homo, donec sciat, prorsus extra suas uires, consilia, studia, uoluntatem, opera, omnino ex alterius arbitrio, consilio, uoluntate, opere suam pendere salutem, nempe Dei solius, Siquidem, quamdiu persuasus fuerit, sese uel tantulum pro salute sua, manet in fiducia sui, nec de se penitus desperat, ideo non humiliatur coram Deo, sed locum, tempus, opus aliquod sibi praesumit uel sperat uel optat saltem, quo tandem perueniat ad salutem. For det første, er det sandt nok, at Gud har lovet de ydmyge, dvs. de bedrøvede og fortvivlede, som nåde. Men mennesket kan slet ikke ydmyge sig, førend det véd, at dets frelse slet ikke afhænger af dets kræfter, råd, stræben, vilje, gerninger, men helt og holdent afhænger af en andens forgodtbefindende, råd, vilje og gerning, nemlig Guds alene. Hvis mennesket nemlig, sålænge det var overbevist om, at det selv i hvert fald kunne gøre lidt til dets frelse, bliver stikkende i tiltroen til sig selv og ikke helt fortvivler, så ydmyges det ikke overfor Gud, men mener eller håber eller i det mindste ønsker, at det selv kan finde noget sted, nogen tid, nogen gerning, hvorved det kan nå frem til frelsen.

¹¹¹ Qui uero nihil dubitat, totum in uoluntate Dei pendere, is prorsus de se desperat, nihil eligit, sed (W633) expectat operantem Deum, is proximus est gratiae, ut saluus fiat. Itaque propter electos ista uulgantur, ut isto modo humiliati et in nihilum redacti, salui fiant. Caeteri resistunt humiliationi huic, imo damnant doceri hanc desperationem sui, aliquid uel modiculum sibi relinqui uolunt, quod possint, Hi occulte manent superbi et gratiae Dei aduersarii. Haec est inquam una ratio, ut pii promissionem gratiae humiliati cognoscant, inuocent et accipiant. Men den, der ikke tvivler på, at det hele og holdent ligger hen til Guds vilje, han fortvivler ganske om sig selv, foretager ingen valg, men forventer, at Gud handler, han er nær ved nåden, så han kan blive frelst. Derfor skal disse sætninger udbredes for de udvalgtes skyld, at de, når de på den måde er ydmygede og ført ind i intet, kan blive frelst. De øvrige modstår denne ydmygelse, ja, forkaster endog, at denne fortvivlelse skal læres, og ønsker, at noget, er det end nok så lidt, skal overlades til dem som noget, de kan gøre. De forbliver i det skjulte hovmodige og modstandere af Guds nåde. Det, siger jeg, er den ene grund til, at de ydmygede fromme skal kende, påkalde og modtage forjættelsen om nåde.

¹¹²         Altera est, Quod fides est rerum non apparentium. Vt ergo fidei locus sit, opus est, ut omnia, quae creduntur, abscondantur, Non autem remotius absconduntur, quam sub contrario obiectu, sensu, experientia. Sic Deus dum uiuificat, facit illud occidendo, dum iustificat, facit illud reos faciendo, dum in coelum uehit, facit id ad infernum ducendo, ut dicit scriptura: Dominus mortificat et uiuificat, deducit ad inferos et reducit, I. Re. 2. de quibus nunc non est locus prolixius dicendi, Qui nostra legerunt, habent haec sibi uulgatissima.        Den anden grund [til, at Gud vil have ordet udbredt] er, at troen er en tro på de usynlige ting. For at der altså kan blive plads til troen, er det nødvendigt, at alt, hvad der tros på, holdes skjult. Det er dog ikke mere skjult, end at det er lagt ind under modsætningen for iagttagelsen og for erfaringen. Når således Gud vil levendegøre, gør han det ved at dræbe, når han vil retfærdiggøre, gør han det ved at gøre skyldig, når han vil føre til himmels, gør han det var at føre til helvede, som skriften siger: Herren døder og gør levende, fører til helvede og fører op igen (1 Sam 2,6). Men det er det ikke her stedet at tale nærmere om. Den, der læser vore skrifter, har masser af sådanne eksempler.

¹¹³ Sic aetemam suam clementiam et misericordiam abscondit sub aeterna ira, Iustitiam sub iniquitate. Hic est fidei summus gradus, credere ilium esse clementem, qui tam paucos saluat, tam multos damnat, credere iustum, qui sua uoluntate nos necessario damnabiles facit, ut uideatur, referente Erasmo, delectari cruciatibus miserorum et odio potius quam amore dignus. Si igitur possem ulla ratione comprehendere, quomodo is Deus sit misericors et Justus, qui tantam iram et iniquitatem ostendit, non esset opus fide; Nunc, cum id comprehendi non potest, fit locus exercendae fidei, dum talia praedicantur et inuulgantur, non aliter, quam, dum Deus occidit, fides uitae in morte exercetur. Haec nunc in praefatione satis. (W634) Således skjuler han sin mildhed og barmhjertighed under den evige vrede, sin retfærdighed under uretfærdighed. Her er troens højeste trin: at tro, at han er mild, når han dog kun frelser få, men fordømmer så mange, at tro, han er retfærdig, når han dog ifølge sin vilje med nødvendighed gør os fordømmelige, så det ifølge Erasmus ser ud, som om han elsker at pine de elendige og snarere er værdig til had end kærlighed. (eras1#38). Hvis jeg altså ud fra min fornuft kunne forstå, hvordan den samme Gud kan være barmhjertig og retfærdig, når han dog fremviser en sådan vrede og uretfærdighed, så ville det ikke være brug for troen. Men nu, hvor man ikke kan forstå det, bliver der her et sted at opøve troen, når disse ting prædikes og udbredes, ikke anderledes, end at troen på livet, når Gud slår ihjel, opøves i døden. Lad nu dette være nok om forordet.

¹¹⁴          Hoc modo rectius disputantibus in istis paradoxis consulitur, quam tuo consilio, quo per silentium et abstinentiam uis illorum impietati consulere, Quo tamen nihil proficis. Nam si uel credas uel suspiceris esse uera (cum sint non parui momenti paradoxa), quae est mortalium insaturabilis cupido scrutandarum secretarum rerum, tum maxima, cum maxime occultatas uolumus, facies hac monitione tua euulgata, ut multo magis nunc uelint omnes scire, an uera sint ea paradoxa, scilicet, tua contentione accensi, ut nullus nostrum hactenus tantam ansam praestiterit ea uulgandi, quantam tu, hac religiosa et uehementi monitione.        På denne måde bliver der givet et bedre råd til dem, der vil disputere over dette paradoks, end det, du giver, når du vil skåne disses ufromhed ved tavshed og holden-sig-borte. Men derved opnår du intet. For selv om du så troede eller gik ud fra, at disse ting var sande (eftersom det er paradokser af ikke ringe betydning), så har du, fordi de dødelige har en umættelig trang til at udforske hemmelige ting, jo mere, des mere vi vil holde dem skjult, ved denne formaning, som du offentligt har fremført, bevirket, at man nu i meget højere grad vil vide helt og holdent, om disse paradokser er sande, det vil sige, optændt af din lidenskabelige iver har du med denne fromme og indtrængende opfordring bevirket, at ingen i højere grad end du hidtil har givet anledning til, at de udbredes.

¹¹⁵ Prudentius multo fecisses, si prorsus tacuisses de his paradoxis cauendis si uotum tuum ratum uoluisses. Actum est, postquam non prorsus negas esse uera, occultari non poterunt, sed suspitione ueritatis omnes ad sese inuestiganda allicient. Vel ergo nega illa esse uera, uel tu prior tace, si alios tacere uoles.       Du ville derfor have handlet meget klogere, hvis helt havde holdt din mund om disse paradokser, som man bør undgå. Hvis du altså ville have fulgt dit eget råd. Men nu er det sket, efter at du ikke helt har kunne nægte, at de er sande, de kan ikke skjules, men fordi man mener, det drejer sig om sandheden, vil alle drage dem til sig. Enten skulle du nægte, at disse ting er sande, eller du skulle selv være den første til at tie, hvis du ville have andre til at holde mund.

¹¹⁶         Alterum paradoxon, Quicquid fit a nobis, non arbitrio libero, sed mera necessitate fieri, breuiter uideamus, ne perniciosissimum dici patiamur. Hic sic dico: Vbi id probatum fuerit, extra uires et consilia nostra, in solius opere Dei pendere salutem nostram, quod infra in corpore disputationis spero me euicturum, nonne clare sequitur, dum Deus opere suo in nobis non adest, omnia esse mala, quae facimus, et nos necessario operari, quae nihil ad salutem ualent?        Det andet paradoks, at det, der gøres af os, ikke sker ved en fri vilje, men af lutter nødvendighed, vil vi kort se på, at vi ikke skal finde os i, at det kaldes et farligt paradoks. Her siger jeg således: Hvis det er blevet bevist, at vor frelse står udenfor vores kræfter og vort råd, men alene afhænger af Guds gerning, hvilket jeg håber at kunne overbevise om i disputationens hoveddel, mon så ikke det er en klar konsekvens, at når Guds gerning ikke er til stede i os, så er alt, hvad vi gør, ondt, og med nødvendighed gør vi gerninger, som ikke tjener til frelse?

¹¹⁷ Si enim non nos, sed solus Deus operatur salutem in nobis, nihil ante opus eius operamur salutare, uelimus, nolimus. 'Necessario' uero dico, non 'coacte', sed, ut illi dicunt, necessitate immutabilitatis, non coactionis, hoc est, homo cum uacat spiritu Dei, non quidem uiolentia, uelut raptus obtorto collo, nolens facit malum, quemadmodum fur aut latro nolens ad poenam ducitur, sed sponte et libenti uoluntate facit. Hvis det nemlig ikke er os, men Gud, der virker frelsen i os, så gør vi intet, der kan tjene til frelse, før hans gerning, hvad enten vi vil eller ej. Jeg siger udtrykkeligt "med nødvendighed", ikke "tvunget", for det sker, som man siger, med uforanderlighedens nødvendighed, ikke med tvangens nødvendighed. Det vil sige, når mennesket mangler Guds ånd, så gør han det onde, ikke, som var han tvunget til det, som en røver, der slæbes bort ved halsen, eller som en tyv eller røver, der ikke vil føres til straffen, nej, han gør det ud af egen drift og frivilligt.

¹¹⁸ Verum hanc libentiam seu uoluntatem faciendi non potest suis uiribus omittere, cohercere aut inutare, sed pergit uolendo et lubendo; etiam si ad extra cogatur aliud facere per uim, tamen uoluntas intus manet auersa, et indignatur cogenti aut resistenti; Non autem indignaretur, si mutaretur, ac uolens uim sequeretur. Hoc uocamus modo necessitatem immutabilitatis, id est, quod uoluntas sese mutare et uertere alio non possit, sed potius irritetur magis ad uolendum, dum ei resistitur, Quod probat eius indignatio; Hoc non fieret, si esset libera uel haberet liberum arbitrium. Interroga experientiam, quam sint impersuasibiles, qui affecti aliqua re haerent! Aut si caedunt, ui uel maiore alterius rei comodo caedunt, nunquam libere caedunt, Si autem affecti non sunt, sinunt ire et fieri, quecunque eunt ac fiunt. Men mennesket kan ikke med sine egne kræfter udelade, indskrænke eller ændre denne beredvillighed eller vilje til at gøre noget, nej, fortsætter med at ville og være beredt; også hvis han udefra med magt tvinges til at gøre noget andet, forbliver dog viljen indvendig fordrejet og er forarget på den, der tvinger ham og sætter sig imod ham. Men han er ikke forarget, hvis han forandres og frivilligt følger denne magt. Det er just, hvad vi kalder uforanderlighedens nødvendighed, det vil sige, at viljen ikke kan ændre sig eller vende sig til anden side, men snarere i højere grad opirres til at ville, når der ydes modstand mod den. Og det beviser netop hans forargelse. Dette ville ikke ske, hvis han var fri eller hvis han havde en fri vilje. Spørg erfaringen om, hvor umuligt det er at overtale dem, som knytter sig til noget med stærke følelser! Eller hvis de bøjer sig, bøjer de sig for magten eller fordi de havde større interesse i en anden sag, aldrig bøjer de sig frivilligt. Men hvis de ikke har stærke følelser, lader de tingene ske, som de nu kan passere.

¹¹⁹ cVidere til serv-arbit03! ca

¹²⁰c c

Noter:

¹ Est itaque et hoc imprimis necessarium et salutare Christiano, nosse, quod Deus nihil praescit contingenter, sed quod omnia incommutabili et aeterna, infallibilique uoluntate et praeuidet et proponit et facit.	Derfor er det, og det i første række, nødvendigt og frelsebringende for en kristen at vide, at Gud ikke har nogen tilfældig forudviden, men at han i forvejen véd, sætter sig for og gør alt med en uforanderlig, evig og ufejlbarlig vilje.
² Hoc fulmine sternitur et conteritur penitus lib. arb.; ideo qui lib. arb. uolunt assertum, debent hoc fulmen uel negare uel dissimulare, aut alia ratione a se abigere. Antequam uero id mea disputatione et scripturae auctoritate firmem, prius tuis uerbis ipsum tractabo.	Med dette lynnedslag bliver den frie vilje ganske slået til jorden og helt og holdent tilintetgjort; derfor må de, der vil regne den frie vilje for en fastslået kendsgerning enten fornægte eller overse dette lynnedslag eller på anden måde drive det bort. Men før jeg underbygger dette med min argumentation og med skriftens autoritet, vil jeg først gennemgå dine egne ord.
³ Nonne tu es, mi Erasme, (h31) qui asseruisti paulo ante, Deum natura iustum, natura clementissimum? (E4) Si hoc uerum est, nonne sequitur, quod incommutabiliter sit iustus et clemens? ut quemadmodum natura eius non mutatur inaeternum, ita nec eius iustitia et clementia.	Mon ikke det var dig, kære Erasmus, der kort før forsikrede os om, at Gud af natur var retfærdig, af natur var overstrømmende nådig? (eras1#27) Men hvis det er sandt, mon så ikke deraf følger, at han er uforanderlig retfærdig og nådig? Ligesom på den måde hans natur ikke forandrer sig i evighed, sådan forandrer heller ikke hans retfærdighed og nåde sig.
⁴ Quod autem de iustitia et clementia dicitur, etiam de scientia, sapientia, bonitate, uoluntate et aliis diuinis rebus dici oportet.	Men hvad der kan siges om hans retfærdighed og hans nåde, det må også kunne siges om hans viden, hans visdom, hans godhed, hans vilje og alle andre guddommelige egenskaber.
⁵ Si igitur hac religiose, pie et salubriter de Deo asseruntur, ut tu scribis, Quid accidit tibi, ut tibi ipsi dissidens, irreligiosum, curiosum, ac uanum nunc asseras, dicere, Deum necessario praescire? (E5) (h37) (h69)	Hvis det altså er religiøst, fromt og frelsebringende at fastholde dette om Gud, som du skriver, hvad går der så af dig, siden du, i uoverensstemmelse med dig selv, nu påstår, at det er ufromt, nysgerrigt og tomt at sige, at Gud må forudvide med nødvendighed?
⁶ Scilicet uoluntatem immutabilem Dei praedicas esse discendam, immutabilem eius uero praescientiam nosse uetas. An tu credis, quod nolens praesciat, aut ignarus uelit? Si uolens praescit, aeterna est et immobilis (quia natura) uoluntas, si praesciens uult, aeterna est et immobilis (quia natura) scientia.	På den ene side hævder du, at man må lære, at Guds vilje er uforanderlig, på den anden side forbyder du os at gøre os klart, at hans forudviden er uforanderlig. Mon du tror, at han kender tingene forud uden at ville eller at han vil uden at vide? Hvis det er som villende, at han kender tingene i forvejen, så er hans vilje (fordi det er hans væsen) evig og uforanderlig; hvis det er vidende, at han vil, så er hans viden (fordi det er hans væsen) evig og uforanderlig.
⁷ Ex quo sequitur irrefragabiliter: omnia quae facimus, omnia quae fiunt, etsi nobis uidentur mutabiliter et contingenter fieri, reuera tamen fiunt necessario et immutabiliter, si Dei uoluntatem spectes.	Heraf følger uafviseligt: Alt, hvad vi gør, alt, hvad der sker, skønt det for os ser ud, som sker det foranderligt og ikke-nødvendigt, det sker dog i virkeligheden med nødvendighed og uforanderligt, hvis du ser hen til Guds vilje.
⁸ Voluntas enim Dei efficax est, quae impediri non potest, cum sit naturalis ipsa potentia Dei, Deinde sapiens, ut falli non possit.	For Guds vilje er virksom, den kan ikke forhindres, eftersom den er selve Guds naturlige magt; endvidere er den klog, så den ikke kan tage fejl.
⁹ Non autem impedita uoluntate, opus (W616) ipsum impediri non potest, quin fiat, loco, tempore, modo, mensura, quibus ipsa et praeuidet et uult.	Men når Guds vilje ikke kan forhindres, kan det heller ikke forhindres, at selve hans gerninger sker, på det sted, den tid, den måde og efter det mål, som han selv har forudset og villet.
¹⁰ Si talis esset uoluntas Dei, quae peracto opere eodemque manente, cessaret, qualis est hominum uoluntas, ubi aedificata domo, quam uolunt, cessat uelle, ut in morte desinit, tum uere posset dici, aliquid contingenter et mutabiliter fieri. (h133).	Hvis det med Guds vilje forholdt sig som med menneskers vilje, at den ophører, når gerningen er gennemført og forbliver den samme, sådan som mennesker ophører med at ville, når det hus, de ville bygge, er bygget, ligesom menneskets vilje ophører i døden, da kunne man virkelig sige, at der sker noget ikke-nødvendigt og foranderligt.
¹¹ At hic contra fit, opus desinit et uoluntas permanet, tantum abest, ut ipsum opus, dum fit et permanet, contingenter esse aut permanere possit.	Men her sker det modsatte: Gerningen ophører, men viljen forbliver, så det er langtfra, at gerningen, mens den sker og forbliver, er eller kan forblive ikke-nødvendig.
¹² Contingenter autem fieri dicitur (ne uocabulis abutamur) latina lingua non, ipsum opus contingens fieri, sed, contingente et mutabili uoluntate fieri, qualis in Deo non est.	Men at noget sker ikke-nødvendigt (for nu ikke at misbruge ordene) betyder på latin ikke, at selve gerningen sker ikke-nødvendigt, men at den sker ved en ikke-nødvendig og foranderlig vilje; og en sådan vilje er ikke i Gud.
¹³ Deinde contingens opus dici non potest, nisi quod nobis contingenter et uelut casu imprudentibusque nobis fit, Quia nostra uoluntas uel manus illud arripit uelut casu oblatum, ut qui nihil de eo aut cogitauimus aut uoluimus antea. (h136)	Og man kan ikke kalde en gerning ikke-nødvendig, medmindre den sker for os på en ikke-nødvendig måde og så at sige tilfældigt og uforsætligt, fordi vores vilje eller vores hånd griber fat i det, som noget der tilfældigvis lå for, eller som noget, vi ikke i forvejen har tænkt på eller villet.
¹⁴ Sudauerunt hic sophistae iam multis annis et tandem uicti, coacti sunt concedere, Omnia quidem necessario fieri necessitate consequentiae (ut dicunt), sed non necessitate consequentis.	Her har nu sofisterne svedt igennem mange år og er dog blevet overvundet og tvunget til at indrømme: At alt ganske vist sker med nødvendighed, men det sker, som de siger, med en konsekvensskabende, ikke med en konsekvensbærende nødvendighed.
¹⁵ Sic eluserunt uiolentiam istius (W617) quaestionis. uerum et seipsos potius illuserunt. Quam sit enim hoc nihil, non grauabor ostendere.	Sådan har de spottet dette spørgsmåls alvor. Men de har snarere spottet sig selv. Og hvordan dette er et tomt ordspil, skal jeg gerne påtage mig herefter at vise.
¹⁶ Necessitatem consequentiae uocant, ut crasse dicam: Si Deus aliquid uult, necesse est, ut ipsum fiat, sed non est necesse, ut id sit, quod fit, Solus Deus enim necessario est, omnia alia possunt non esse, si Deus uelit.	Den konsekvensskabende nødvendighed betyder, at jeg skal sige det groft: Hvis Gud vil noget, er det nødvendigt, at det sker, men det er ikke nødvendigt, at det, der sker, er; alene Gud er nemlig med nødvendighed, alt er måske ikke til, hvis Gud vil det sådan.
¹⁷ Ita actionem Dei necessarium dicunt, si uolet, sed factum ipsum non esse necessarium. Quid autem istis ludibriis uerborum efficiunt? Id scilicet, facta res non est necessaria, id est, non habet essentiam necessariam, hoc est aliud nihil dicere quam: res facta non est Deus ipse.	På den måde kalder de Guds gerning nødvendig, hvis han vil, men det gjorte selv er ikke nødvendigt. Men hvad opnår de med denne leg med ord? De opnår det, at den gjorte gerning ikke er nødvendig, det vil sige, den har ikke et nødvendigt væsen; men det er det samme som at sige: den gjorte gerning er ikke Gud selv.
¹⁸ Nihilominus manet illud, ut omnis res necessario fiat, si actio Dei necessaria uel consequentiae necessitas est, quantumlibet iam facta non sit necessario, id est, non sit Deus, uel non habeat essentiam necessariam.	Ikke desto mindre står det stadig fast, at enhver ting sker med nødvendighed, hvis Guds handlen er nødvendig eller har den konsekvensskabende nødvendighed, omendskønt det, der er gjort, ikke er nødvendigt, det vil sige, det er ikke Gud, eller det har ikke et nødvendigt væsen.
¹⁹ Si enim ego fio necessario, parum me mouet, quod esse meum uel fieri sit mutabile; nihilominus ego ille contingens et mutabilis, qui non sum Deus necessarius, fio.	For hvis jeg bliver til med nødvendighed, bevæger det mig kun lidt, at min væren eller min tilblivelse er foranderlig; ikke desto mindre bliver jeg til som et ikke-nødvendigt og foranderligt væsen, efter som jeg ikke som Gud er til med nødvendighed.
²⁰ Quare illorum ludibrium, Necessitate consequentiae, sed non necessitate consequentis omnia fieri, nihil aliud habet quam hoc: Omnia quidem necessario fiunt, sed sic facta, non sunt ipsemet Deus.	Derfor betyder deres leg med ord: at alt bliver til med konsekvensskabende nødvendighed, ikke med konsekvensbærende nødvendighed, ikke andet end dette: alt sker ganske vist med nødvendighed, men det sker sådan, at det ikke selv er Gud.
²¹ Quod uero opus erat hoc nobis dicere? quasi metuendum fuerit, ut factas res assereremus Deum esse, uel diuinum et necessariam naturam habere. Adeo stat et permanet inuicta sententia, Omnia necessitate fieri. (h144).	Hvorfor var det nødvendigt at sige den slags til os? som om det var at frygte, at vi ville hævde, at de ting, der er skabt, er Gud, eller har guddommelige og nødvendig natur. Altså står den sætning fast og forblive ubesejret: Alt sker med nødvendighed.
²² Nec est hic ulla obscuritas aut ambiguitas. In Esaia dicit: Consilium meum stabit et uoluntas mea fiet. Quis enim puer non intelligit, quid uelint haec uocabula: Consilium, uoluntas, fiet, stabit?	Og her er der ikke nogen uklarhed eller tvetydighed. I Esajas siger han: 'Mit råd står fast og min vilje sker' (Es 46,10). Hvilket barn kan ikke forstå, hvad ordene her vil sige: 'råd', 'vilje', 'sker', 'står fast'?
²³ Sed cur nobis Christianis illa sunt abstrusa, ut irreligiosum et curiosum et uanum sit, (h69) illa tractare et nosse, cum talia gentiles Poetae et ipsum uulgus usu communissimo terat in ore? Quoties unus Virgilius fatum (W618) memorat? Certa stant omnia lege. stat sua cuique dies. Item: Si te fata uocant.	Men hvorfor skulle dette være lukket land for os kristne, så det er irreligiøst og nysgerrigt og tomt (eras1#28) at behandle det og vide det, eftersom hedningernes digtere og folket selv ordsprogsagtigt tager det i munden? Hvor ofte nævner ikke bare Vergil skæbnen? Alt står fast gennem love. Ligeledes: Dagen er fastsat for enhver. Ligeledes: Hvis skæbnen kalder dig.
²⁴ Item: Siqua fata aspera rumpas. Nihil ille Poeta aliud facit, quam ut in Troia uastata, et Romano imperio suscitando, fatum plus ualere quam omnium hominum studia, significet, atque adeo necessitatem et rebus et hominibus imponere. (h141)	Ligeledes: Hvis bare du kunne bryde den hårde skæbne. Denne digter gør ikke andet, end at han i Troja, der blev ødelagt, og i det romerske imperium, der groede frem, viser, hvordan skæbnen betyder mere end alle menneskers anstrengelser, og hvordan derfor nødvendighed påhviler både tingene og menneskene.
²⁵ Denique Deos suos immortales fato subiicit, cui necessario caedant et ipse Iuppiter et Iuno. Inde finxerunt parcas illas tres, immutabiles, implacabiles, irreuocabiles.	Endelig underkaster han også deres udødelige guder under skæbnen, for hvilken de nødvendigvis må falde, endog Juppiter og Juno. Derfor har de opdigtet de tre skæbnegudinder som uforanderlige, uforsonlige og uigenkaldelige.
²⁶ Senserunt illi sapientes uiri, id quod res ipsa cum experientia probat, nulli hominum unquam sua consilia processisse, sed omnibus alio quam cogitarunt, rem cecidisse.	Disse vise mænd forstod godt, hvad sagen selv og erfaringen beviser, at intet menneske nogensinde får gennemført sine planer, men at sagen altid faldt ud anderledes, end de havde tænkt.
²⁷ Si pergama potuissent dextra defendi, etiam hac defensa fuissent, ait Hector Virgilii. Inde uulgatissimum uerbum in omnium ore: Quod Deus uult, fiat, Item: Si uolet Deus, faciemus, Item: Sic uoluit Deus, Sic placitum superis, Sic uoluistis, ait Virgilius, ut uideamus, in uulgo non minus relictam esse scientiam praedestinationis et praescientiae Dei, quam ipsam notitiam diuinitatis, Et ii, qui sapientes uoluerunt uideri, suis disputationibus eo abierunt, donec obscurato corde, stulti fierent, Roma. I. et negarent uel dissimularent ea, quae Poetae et uulgus, atque ipsorummet conscientia pro usitatissimis, certissimus et uerissimis habent.	'Hvis Pergamos havde kunnet forsvares med menneskehånd, så ville den også være blevet forsvaret', siger Hector hos Vergil. Derfra stammer det ordsprog, der er almindeligt hos alle: 'Hvad Gud vil, det sker'. Ligeledes: 'Hvis Gud vil, skal vi gøre det'. Ligeledes: 'Således ville Gud det, således har det behaget guderne, således ville I det', siger Vergil, for at vi kan se, at der i folket ikke er mindre viden om Guds prædestination og forudviden, end der er viden om guddommen selv, og at de, der vil synes vise, i deres disputationer er kommet bort derfra, idet deres hjerte er blevet forhærdede, og de er blevet dårer (Rom#1.21), så de nægter og overser det, som digterne og folket og også deres egen samvittighed holder for det almindeligste, det sikreste og det sandeste.
²⁸ Vltra dico, non modo, quam ista sint uera, de quo infra latius ex scripturis dicetur, uerum etiam, quam religiosum, pium et necessarium sit ea nosse.	Derudover siger jeg ikke blot, at dette er sandt, om hvilket der sidenhen skal tales udførligere, men også, at det er religiøst, fromt og nødvendigt at vide det.
²⁹ His enim ignoratis, neque fides, neque ullus Dei cultus consistere potest. Nam hoc esset uere Deum ignorare, cum qua ignorantia salus stare (W619) nequit, ut notum est.	For hvis man ikke ved dette, kan hverken troen eller nogen dyrkelse af Gud bestå. For dette er da virkelig at være uvidende om Gud, eftersom det er bekendt, at frelsen ikke kan stå fast sammen med denne ikke-viden.
³⁰ Si enim dubitas, aut contemnis nosse, quod Deus omnia, non contingenter, sed necessario et immutabiliter praesciat et uelit, quomodo poteris eius promissionibus credere, certo fidere ac niti?	Hvis du nemlig tvivler på eller foragter viden om, at Gud forud véd alt og vil alt, ikke på en ikke-nødvendig måde, men på en nødvendig og uforanderlig måde, hvordan vil du så kunne tro på hans forjættelser, stole på dem og sikkert bygge derpå.

³¹ Cum enim promittit, certum oportet te esse, quod sciat, possit et uelit praestare, quod promittit, Alioqui eum non ueracem, nec fidelem aestimabis, quae est incredulitas et summa impietas et negatio Dei altissimi.	Når han nemlig giver en forjættelse, må du være sikker på, at han véd, kan og vil opfylde, hvad han forjætter, ellers kan du ikke anse ham for sanddru eller trofast, og det er vantro og den største ufromhed og fornægtelse af den højeste Gud.
³² At quo modo certus et securus eris, nisi scieris illum certo et infallibiliter et immutabiliter, ac necessario scire et uelle et facturum esse, quod promittit? Neque solum certos oportet nos esse, Deum necessario et immutabiliter uelle et facturum, sed etiam gloriari in hoc ipso, ut Paulus Rom. 3: Esto autem Deus uerax, omnis homo mendax, Et iterum: Non quod exciderit uerbum Dei, Et alibi: Fundamentum Dei firmum stat, habens signaculum hoc: Nouit dominus, qui sunt eius. Et Tit. 1: Quam promisit Deus non mendax, ante tempora saecularia. Et Ebre. 11. Oportet accendentem credere, quod Deus sit, et in se sperantibus remunerator sit.	Men hvordan vil du kunne være sikker og vis, hvis ikke du ved, at han sikkert og ufejlbarligt og uforanderligt og med nødvendighed véd og vil og gør det, han forjætter? Og vi skal ikke blot være sikre på, at Gud med nødvendighed og uforanderligt vil og gør det, vi skal også rose os deraf, som Paulus gør Rom 3: 'Det står altså fast, at Gud er sanddru og hvert menneske en løgner'. Og atter: 'Ikke at Guds ord kan fejle' (Rom 4,21). Og et andet sted: Guds fundament står fast og har dette tegn: Herren kender sine. (2 Tim 2,19). Og Titus 1,2: 'Som Gud, der ikke kan lyve, har forjættet før alle tider'. Og Hebr 11,6: Den, der kommer til Gud, må tro, at han er til, og vil gengælde dem, der håber på ham'.
³³ Itaque fides Christiana prorsus extinguitur, promissiones Dei et universum Euangelion penitus corruit, si doceamur et credimus, non esse nobis sciendam praescientiam Dei necessariam, necessitatemque faciendorum.	Således bliver den kristne tro helt og holdent udslettet, Guds forjættelser og hele evangeliet helt opløst, hvis vi lærer og tror, at vi ikke bør kende Guds nødvendige forudviden og nødvendigheden af det, der skal ske.
³⁴ Christianorum enim haec una et summa consolatio est in omnibus aduersitatibus, nosse, quod Deus non mentitur, sed immutabiliter omnia facit, et uoluntati eius neque resisti, neque eam mutari aut imperidi posse.	Det er nemlig de kristnes eneste og største trøst i al modgang at vide, at Gud ikke lyver, men uforanderligt virker alt, og at man ikke kan modstå, forandre eller forhindre hans vilje.
³⁵ Tu nunc uide, Mi Erasme, (h31) quorsum nos tua illa abstinentissima, pacis amicissima Theologia ducat!	Du ser nu, kære Erasmus, hvorhen din tilbageholdende og fredselskende teologi fører os!
³⁶ Tu auocas et uetas nos eo niti, ut praescientiam Dei et necessitatem in rebus et hominibus discamus, sed consulis, talia relinquere, uitare et contemnere.	Du afskrække og forbyde os at stræbe efter at lære Guds forudviden og nødvendigheden i tingene og menneskene, men råder til at lade den slags være, at undgå det og foragte det.
³⁷ Qua opera tua inconsulta simul nos doces, ut (W620) ignorantiam Dei, quae sua sponte uenit et agnata quoque est, quaeramus, fidem contemnamus, promissiones Dei deseramus, omnia solatia spiritus et certitudines conscientiae nihili faciamus, Qualia uix Epicurus ipse praescriberet.	Med denne ubetænksomme gerning lærer du os samtidig at stræbe efter uvidenhed om Gud, hvilket kommer af sig selv og er os medfødt, at foragte troen, at prisgive Guds forjættelser, at tilintetgøre al åndens trøst og samvittighedens vished. Det ville selv Epikur nok ikke have foreskrevet.
³⁸ Deinde hoc non contentus, irreligiosum, curiosum, uanumque uocas, qui talibus studuerit cogniscendis, religiosum uero, pium ac sobrium, qui comtempserit. (h69)	Men det er ikke nok for dig, du kalder også den irreligiøs, nysgerrig og tom, som stræber efter at erkende dette, men den religiøs, from og nøgtern, som foragter det.
³⁹ Quid his uerbis igitur aliud struis, quam Christianos esse curiosos, uanos et irreligiosos, Christianismum esse rem prorsus nullius momenti, uanam et stultam ac plane impiam?	Hvad får du ud af det med disse ord andet end at de kristne kommer til at gælde for nysgerrige, tomme og irreligiøse, og at kristendommen kommer til at gælde for en sag uden betydning, tom og dum og helt ufrom?
⁴⁰ Ita fit iterum, ut, dum nos maxime deterrere uis a temeritate, more stultorum in contrarium raptus, nihil doces, nisi summas temeritates, impietates, perditiones. Sentisne in hac parte libellum tuum esse adeo impium, blasphemum ac sacrilegum, ut nullum habeat uspiam similem?	Sådan sker det atter, at du, mens du mest vil afskrække os fra dumdristigheden, som de dumme plejer at gøre, bliver drevet over i den modsatte grøft, og intet andet lærer, end den største dumdristighed, ufromhed og fordærv. Mærker du ikke, at i dette stykke er din bog så ufrom, blasfemisk og gudsbespottende, at den ikke nogensinde har haft sin lige?
⁴¹ Non de animo tuo dico, ut supra dixi, Neque enim sic perditum te existimo, quod haec uelis docere aut fieri ex animo, Sed ut ostenderem tibi, quanta portenta cogatur imprudenter effutire, qui malam caussam susceperit agendam, Deinde quid sit in diuinas res et literas impingere, dum aliorum obsequio personam sumimus, et inuita conscientia alienae scenae seruimus. (h154).	Jeg taler ikke om dit hjerte, som ovenfor sagt; jeg mener nemlig ikke, at du er så fortabt, at du vil lære dette eller lade det ske med vilje, men jeg taler for at påvise for dig, hvilke eventyrligheder den er tvunget til at udbasunere, som har påtaget sig at føre en dårlig sag. Og jeg vil også vise dig, hvad det betyder at gå imod de guddommelige sager og skrifter, når vi føjeligt påtager os andres opfattelse og med tvungen samvittighed gør tjeneste på en fremmed scene.
⁴² Non est ludus neque iocus, sacras literas et pietatem docere, facillime enim hic contingit lapsus ille, de quo Iacobus dicit: Qui offendit in uno, fit omnium reus.	Det er ikke nogen leg eller spøg at undervise i den hellige skrift og i fromheden, her kan nemlig let ske det fald, som Jacob taler om: 'Den, der støder an i én ting, er skyldig i alle'. (Jak 2,10).
⁴³ Ita enim fit, ut, cum modicum uideamur uelle nugari, nec satis reuerenter sacras literas habemus, mox impietatibus inuoluamur, blasphemiisque immergamur, sicut hic tibi contigit, Erasme, Dominus ignoscat tibi et misereatur tui. (h155).	Således går det til, at vi, idet det ser ud, som vil vi kun drive lidt spøg og ikke ærer den hellige skrift tilstrækkeligt, snart indvikles i ufromheder og drukner i blasfemier, sådan som det er sket for dig, Erasmus, Herren tilgive dig og være dig barmhjertig.
⁴⁴ Quod uero Sophistae in his rebus tot quaestionum examina pepererunt, et multa alia inutilia miscuerunt, qualia multa recenses, scimus et confitemur tecum, acriusque insectati sumus et magis quam tu, Sed tu imprudenter et temere facis, qui puritatem sacrarum rerum misces, confundis, et assimilas cum prophanis et stultis quaestionibus impiorum.	Men det, at sofisterne i disse ting har frembragt så mange sværme af spørgsmål og har indblandet meget andet unyttigt, hvoraf du opregner meget, det véd vi og det bekender vi med dig, og det har vi vendt os imod hæftigere end du; men du handler uklogt og dumdristigt, når du sammenblander og sammenligner de hellige tings renhed med de profane og dumme spørgsmål fra de ufromme.
⁴⁵ Conspurcarunt illi aurum et mutauerunt colorem bonum, ut Ieremias ait, sed non simul aurum cum stercore comparandum et abiiciendum est, ut tu facis, (h156) Vindicandum aurum ab illis, et secernanda pura scriptura ab illorum fecibus et sordibus, id quod mei semper fuit studii, ut alio loco haberentur diuinae literae, alio illorum nugae.	'De har besudlet guldet og forandret den gode farve', som Jeremias siger (Klages 4,1), men man skal ikke i én ombæring sammenligne og bortkaste guld og møg, sådan som du gør. Man bør befri guldet fra møget, og skelne den rene skrift fra disses lort og smuds. Det har jeg altid gjort mig anstrengelse for, så man stiller den guddommelige skrift på ét sted, deres eventyr på et andet sted.
⁴⁶ Nec nos mouere debet, quod nihil istis quaestionibus profectum sit, nisi quod magno concordiae dispendio minus amamus dum plus satis uolumus sapere.	Og vi skal heller ikke lade os gå på af, at der ved disse spørgsmål ikke er vundet noget, andet end at vi i kraft af enighedens bortfald elsker mindre, når vi sådan vil vide mere end nok. (eras1#32).
⁴⁷ Nobis non est quaestio, quid Sophistae quaestionarii profecerint, sed quomodo nos boni et Christiani fiamus, nec debes doctrinae Christianae imputare, quod impii male agunt, Ea enim nihil sunt ad propositum, et poteras alio loco dicere et papyro parcere.	For os er det ikke spørgsmålet, hvad sofisterne fremfører, men hvordan vi kan blive gode mennesker og kristne mennesker. Og det er ikke den kristne læres skyld, at de ufromme behandler den dårligt. Det hører nemlig ikke til temaet, og det kan du behandle andetsteds og således spare papir.
⁴⁸ Tertio capite, pergis nos modestos et quietos illos Epicuros reddere, alio genere consilii, nec sanioris, quam sunt praedicta duo.	I det tredie kapitel fortsætter du med at gøre os til mådeholdne og rolige Epikuræere, med en anden slags råd, der ikke er sundere end de to foregående. (eras1#29).
⁴⁹ Videlicet, quod (W621) quaedam eius generis sunt, ut, etiamsi uera essent et sciri possent, non tamen expediret ea prostituere promiscuis auribus. Et hic iterum confundis et misces omnia, more tuo, ut prophanis aeques sacra, nullo prorsus discrimine, Iterum lapsus in scripturae et Dei contemptum et iniuriam.	Du siger nemlig, at der findes ting af den art, at skønt de er sande og kan vides, er det dog ikke tilrådeligt at prisgive dem for enhvers ører (eras1#33). Og her forvirrer og sammenblander du igen alting, som du plejer, så du regner det hellige lige med det profane, og det helt uden skelnen, ligesom du her forfalder til foragt for og fornærmelser imod skriften og Gud.
⁵⁰ Dixi superius, Ea quae sacris literis aut traduntur aut probantur, esse non modo aperta, sed et salutaria, ideo tuto inuulgari, disci et sciri posse, imo debere, ut falsum sit, quod dicis, non esse prostituenda promiscuis auribus, si de iis, quae in scriptura sunt, dicis, Nam de aliis si dixeris, nihil ad nos, nec in loco dixeris, sed uerbis chartas et tempora perdis.	Jeg sagde før, at det, som den hellige skrift enten overleverer eller beviser, ikke blot er frit tilgængeligt, det er også frelsebringende, og derfor uden fare kan læres og vides blandt folket, ja, bør læres og vides, så det er forkert, hvad du siger, at de ikke bør prisgives enhvers ører, hvis du taler om det, der står i skriften. For hvis du taler om andre ting, angår det os ikke, og du har ikke talt på det rette sted, men spildt papir og tid.
⁵¹ Deinde nosti, mihi cum Sophistis nulla in re conuenire, ut merito mihi parceres, nec eorum abusus mihi obiiceres. Contra me enim in libro isto tibi dicendum erat. Scio, quid peccent Sophistae, nec te magistro opus habeo, et satis sunt a me repraehensi, Hoc semel dictum uelim ac repetitum, quoties me Sophistis misces, et causam meam illorum insania grauas, Inique enim facis, quod optime nosti.	Dernæst skal du vide, at jeg i denne sag overhovedet ikke er i overensstemmelse med sofisterne, så du, som jeg har fortjent det, må skåne mig for at få bebrejdelser for misbrug, som de har lavet. Det var nemlig din opgave at skrive mod mig i din bog. Jeg véd, hvor sofisterne tager fejl og har ikke brug for dig til at lære mig det, jeg kan godt selv tilrettevise dem tilstrækkeligt. Dette vil jeg gerne have sagt og gentaget én gang for alle, så ofte du sammenblander mig med sofisterne, og belaster min sag med deres vanvid. Du handler nemlig uretfærdigt her, hvad du meget godt véd.
⁵² Iam uideamus rationes consilii tui! Deum esse secundum naturam in antro scarabei uel etiam cloaca (quod tu uereris dicere, et arguis Sophistas ita garrire) non minus quam in coelo, etiamsi uerum esset, putas tamen irrationabiliter disputari apud multitidinem.	Men lad os nu se de begrundelser, du giver for dit råd! Gud er efter sin natur i skarnbassens hule eller i kloaken (hvilket du vægrer dig ved at sige, så du her anklager sofisterne for at våse) ikke mindre end i himlen (eras1#33); skønt det er sandt, mener du dog, det er ufornuftigt at disputere det hos hoben.
⁵³ Primum, garriant qui garriant, (W622) nos non de facto hominum hic disputamus, sed de iure et lege, non ut uiuamus, sed ut uiuere debeamus. Quis nostrum ubique recte uiuit et agit?	For det første: Lad dem våse, som våser, vi disputerer her ikke om menneskenes gerninger, men om ret og lov, ikke om, hvordan vi lever, men om, hvordan vi bør leve. Hvem af os lever og handler overalt ret?
⁵⁴ At ideo ius et doctrina non damnatur, sed nos potius damnat. Sed tu ista peregrina longe petis, et undique corradis multa, quod te male habet unus ille locus, de praescientia Dei, quem cum nulla ratione potes uincere, multiloquio inani lectorem interim fatigare conaris. Sed eant illa, Ad rem redeamus.	Men derfor bliver ret og lære ikke fordømt, det er snarere dem, der fordømmer os. Men du begiver dig ud på en lang omvej og sammensætter mange ting vidt omkring fra, og mens dette ene punkt, nemlig det om Guds forudviden, som du ikke med nogen begrundelse kan besejre, holder dig fast, prøver du imens at udmatte læseren med tåbelig snak. Men lad dette være, vi går til sagen.
⁵⁵ Quorsum igitur hoc tendit, ut quaedam non uulganda censeas? An caussam libe. arbi. inter ea numeras? Tum redibit contra te totum, quod supra dixi de necessitate discendi libe. arbitrii. Deinde, cur tu ipse non sequeris et omittis diatriben tuam? Si bene facis lib. arbi. tractando, cur uituperas? si malum est, cur facis? Si uero non inter ea numeras, iterum causae statum interim fugis, et non in loco uerbosus Orator aliena tractas.	Hvad går det ud på, at du mener, at noget ikke må udbredes blandt folk? Mon du regner den frie viljes sag til disse sager? Da vil alt det vende sig imod dig, som jeg ovenfor har sagt om nødvendigheden af at lære om den frie vilje. Men dernæst, hvorfor følger du ikke dit eget råd og opgiver din Diatribe? Hvis du gør godt ved at behandle den frie vilje, hvorfor dadler du det da? Hvis det er ondt, hvorfor gør du det? Men hvis du ikke regner den blandt disse sager, så viger du igen udenom sagens kerne og behandler på et forkert sted som en ordrig taler noget, der er dig fremmed.
⁵⁶ Nec tamen recte hoc exemplum tractas, et inutiliter disputari coram multitudine damnas illud, Deum esse in antro uel cloaca, Nimis enim humana cogitas de Deo.	Og dog behandler du heller ikke dette eksempel ret, og fordømmer, at man diskuterer den sætning, at Gud er i hulen eller kloaken, du tænker nemlig altfor menneskeligt om Gud.
⁵⁷ Fateor quidem, esse quosdam leues concionatores, qui nulla religione aut pietate, sed uel cupiditate gloriae, aut studio nouitatis alicuius, (W623) aut impatientia silentii leuissime garriunt ac nugantur, At ii non placent, neque Deo, neque hominibus, etiam si Deum asserant esse in coelo coelorum.	Jeg indrømmer ganske vist, at der er nogle letbenede prædikanter, som taler letfærdigt eller siger noget dumt snak, på ingen måde af fromhed eller inderlighed, men måske af trang til ære, af lyst til et eller andet nyt eller fordi de ikke kan holde deres mund. Men sådanne vinder ikke bifald hverken hos Gud eller hos mennesker, også selv om de forsikrer, at Gud er i himlenes himle.
⁵⁸ Verum ubi graues et pii concionatores sint, qui modestis, puris et sanis uerbis docent, illi sine periculo, imo magno fructu tale coram multitudine dicunt. Nonne oportet nos omnes docere, filium Dei fuisse in utero uirginis et natum ex uentre? At quantum distat uenter humanus ab alio quouis immundo loco?	Men hvor der er alvorlige og fromme prædikanter, som lærer mådeholdne, rene og sunde ord, dèr kan de uden fare tale sådan, ja, de kan gøre det med stor frugt hos mængden. Mon ikke vi alle bør lære, at Gud var i jomfruens moderliv og blev født af hendes mave? Men hvad er forskellen på den menneskelige mave og et eller andet urent sted?
⁵⁹ Et quis non faede ac turpiter posset illum definire? At illos metiro damnamus, cum abundent uerba pura, quibus eam necessitatem etiam cum decore et gratia dicimus.	Og hvem ville ikke kunne sige den slags ækelt og uanstændigt? Men disse mennesker fordømmer vi med rette, for der er massevis af rene ord, hvormed vi kan udsige denne nødvendighed med ære og ynde.
⁶⁰ Item Christi ipsius corpus fuit humanum sicut nostrum, Quo quid faedius? Num ideo non dicemus Deum habitasse corporaliter in eo, quod Paulus dixit? (Kol 2,9) At Propheta Deum esse secum in morte et in inferno sibi adesse, gloriatur. (Sl 139,8)	Ligeledes var Kristi legeme ligesom vores. Hvad er mere ækelt? Mon vi af den grund skal undlade at sige, at Gud på legemlig vis tog bolig i ham, som Paulus siger det? Men profeten roser sig af, at Gud er hos ham i døden og i helvede.