Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 

1          Kaj Munk kom kun i begrænset omfang til at beskæftige sig med sabotagen. Jeg har tidligere omtalt, hvordan Munk i sin prædiken til nytårsdag 1944 omtaler sabotagen (se 06#38), og skal ikke gentage det her. Hvad jeg har vil koncentrere mig om, er at vise, hvordan også Luther så sådan på det, at der kunne komme situationer, hvor den almindelige tysker måtte gribe til våben uden på forhånd at have øvrighedens velsignelse til det. Jeg vil bringe to citater, der viser det, det ene mere relevant end det andet.	.
2            Det første er det mindre relevante. Og mindre relevant er det, fordi det, jeg vil vise med det, ikke er det, Luther vil sige med sine overvejelser. Luther vil sige med denne greul-beskrivelse af tyrkernes fremfærd, at man lige så godt kan gøre så indædt modstand mod tyrkerne, at alle i den pågældende landsby bliver dræbt, fremfor at håbe på, at man kan opnå et bare nogenlunde tåleligt liv ved at blive taget til fange og solgt som slave.            Man kan spekulere lidt over, hvad disse overvejelsers "Sitz im Leben" er. Jeg mener: er krig mod tyrkerne ikke hærenes krig mod hinanden? Og skulle man som tysk landsby komme på den forkerte side af fronten, var det så ikke mere fornuftigt at flygte? Et lidt uunderbygget svar på mine spørgsmål er følgende overvejelse: De muslimske lande udførte fra tid til anden commando-raids ind i det fjendtlige område for at skaffe sig slaver. Dette er veldokumenteret, når det drejer sig om den opbringelse af skibe, der gjorde livet som sømand usikkert i Middelhavet, det er også fornylig blevet dokumenteret, når det drejer sig om raids fra havet ind mod land; i visse perioder var der hele landsbyer ved Spaniens kyster, der kom til at ligge øde på grund af sådanne raids.	Luther i Heerpredigt wider die Türken (1529): "Jeg ville ønske (hvis vor synd overfor Gud lod os have så megen forstand og så meget mod), at alle tyskere var sådan indstillet, at hverken den mindste by eller flække ville lade sig plyndre eller bortføre af tyrken; men at de, hvis det kom til en sådan nød, alle ville forsvare sig, som kunne forsvare sig, ung og gammel, mand og kvinde, karl og pige, indtil de alle var blevet slået ihjel, og at de desuden selv satte ild til hus og gård og ødelagde alt, så at tyrken ikke ville finde andet end spædbørn, og dem spidder og ihjelhakker de jo alligevel, hvis de bortfører os i levende live, og så kan vi jo alligevel ikke hjælpe dem; og jeg ville ønske, at alt dette skete efter at de havde bedt til Gud og i bønnen befalet sig til hans nåde, og handlet som i lydighed mod øvrigheden, som ovenfor sagt. (tyrk4#13) (04#58)
3  Og jeg mener også, det ligger nogenlunde fast, når det drejer sig om grænseområderne i Spanien mellem muslimske og kristne områder. Her var der ikke tale om "normale" grænser, fastlagt ved aftaler og traktater, men om store områder med "ingenmandsland", som kun kunne befærdes af hyrder og andre letflyttelige personer, fordi muslimerne fra tid til anden angreb de beboede områder. Men med dette "ingenmandsland" som bufferzone kunne man i det egentlige kristne område nå at træffe forsvarsforberedelser. Det, der gør det svar, jeg vil uddrage herudfra, uunderbygget, er, at jeg ikke har fundet oplysninger, der kan dokumentere, at det forholdt sig på tilsvarende vis med grænsen mellem Tyskland (det senere østrig-ungarske kejserrige) og Tyrkiet. Hvad der gør, at jeg griber til denne uunderbyggede forklaringsmodel, er alene, at det forekommer mig, at den kan svare godt til den beskrivelse, Luther her giver af forholdene.
4          Imidlertid er dette uunderbyggede forhold ikke af betydning for det, der er mit hovedsigte. Det, jeg her vil lægge vægt på, er, at undersåtten skal forsvare sig uden at have modtaget nogen direkte ordre derom fra fyrsten. Det ligger i selve situationen, at fyrsten -- og dermed land og rige -- er i fare og kræver umiddelbar indsats af alle dem, der kan og vil se denne fare. Luther skriver lidt senere, at han ikke har forstand på sådanne militære forhold (dette ved krigsfolkene bedre end jeg, tyrk4#18) og det kan han jo have ret i. Det, jeg her vil understrege, er ikke den militære værdi af en sådan dødsforagt, men kun dette, at den tænkes iværksat på egen foranledning, uden ordre ovenfra, fordi den enkelte selv kan se eller burde kunne se, at han må handle sådan i lydighed mod Gud og øvrigheden.
5         Man kan også sige, at forholdet mellem fyrste og folk er et folkeligt forhold, det vil sige, et forhold, der er vokset frem på naturlig måde, så det ligger i sagens natur, hvad der skal gøres og hvad ikke. Enhver kan se det. Der kræves ikke nogen særskilt ordre for at iværksætte det. Vel at mærke: Sådan er det, hvis både fyrste og folk har opfattet forholdet mellem dem på denne folkelige måde. Hvis fyrsten har misbrugt sit embede, hvis han har skaltet og valtet med folket værre end den værste tyran, så er forholdet mellem dem ikke naturligt, og så er det vel tvivlsomt, om folket vil gøre modstand, som Luther her anbefaler dem at gøre det, uanset hans stærke ord om tyrkernes blodtørst, for de har haft det så slemt under deres tyran af en fyrste, så de mener, de kun han få det bedre under en anden fyrste, tyrk eller tysker, det gør ingen forskel.
6          På den måde var forholdet mellem Niels Ebbesen og hans folk et folkeligt forhold eller et naturligt forhold, som Kaj Munk skildrer det. Folkene var villige til at gå meget igennem for Niels Ebbesens skyld, ja, men Niels Ebbesen følte også, at han havde svigtet dem ved at bede dem aflevere deres våben, da Lorents fortalte ham om deres reaktion; derfor måtte han til Randers. (se 03#37).
7        Men altså, dette er det citat fra Luther, der i denne henseende er det mindre relevante sted. Trods det vil jeg mene, at sagen ligger tilstrækkelig klart fremme. Hvad der skal gøres, ligger i forholdet mellem fyrste og folk, eller ligger i sagens natur. Sådan så Luther på forholdet mellem fyrste og folk på hans tid. Og sådan kan vi også i vore dage se på forholdet mellem fyrste og folk. Den modstand, der skal ydes, skal ydes, uden at der bliver givet ordre om det. Det ligger klart fremme i dagen, hvad der skal gøres. Du behøver ikke afvente ordre om at gøre det for at have god samvittighed. Den gode samvittighed har du, fordi du forstår, hvordan din indsats kan være til gavn for dit folk. Denne folkelige overbevisning var det, der havde overbevist diverse sabotører.
8        Sandt nok, det var i folket uenighed om, hvilken slags modstand der skulle ydes. Skulle man øve sabotage, skulle man bruge den kolde skulders politik? Eller skulle man forsøge at få tingene til at glide? Skulle man, meget lidt heltemodigt, forsøge at få det bedste ud af de givne omstændigheder og forsøge at undgå det værste? Balancen mellem disse to synspunkter forskød sig i løbet af besættelsen fra det sidste til det første. Hvad Luther-citatet kan bruges til, er ikke at afklare, hvilken af de to strategier der er den rigtige, kun til at lyse den første i kuld og køn.
9         Og så til det mere relevante citat. Dette er sådan set et dobbelt-citat, idet Luther først bragte den tanke, det indeholder, på  bane i det "hårde" skrift mod bønderne, men siden forklarede sig lidt nøjere i det efterfølgende sendebrev.
10        Luther siger under "for det første", at de oprørske bønder har lovet deres øvrighed troskab og lydighed og at de ved at gøre oprør bryder dette løfte, et løfte, som Gud stiller sin autoritet bagved. Og for det andet hævder han så, at oprørerne bryder ejendomsretten, når de røver og plyndrer klostre og slotte, "som ikke tilhører dem".	For det andet: når de anretter oprør, frækt røver og plyndrer klostre og slotte, som ikke tilhører dem, som de åbenlyse stratenrøvere og mordere gør, så har de alene derved fortjent at dø to gange på legeme og sjæl. (bond1#46)
11        Men så er det, han tilføjer, at enhver, der handler sådan og som kan fældes på vidners udsagn, er fredløs. Igen forudsætter Luther den naturlige lov. Denne lov tænkes alle at kende. Og ligesom enhver allerede ved at være et sprogligt individ véd, hvad hor er for noget, sådan véd enhver også, hvad oprør er. Og den konklusion, Luther drager af disse folkelige overbevisninger, er, at en kan dræbes af enhver borger, og at enhver borger ligefrem har pligt til at gøre modstand mod oprøreren.	Det er jo også sådan, at en oprører, som man kan fælde på vidners udsagn, allerede er fredløs efter Guds og kejserens lov, sådan at den, der som den første kan dræbe ham, må gøre det, og gør ret og vel derved. For et hvilketsomhelst menneske er både overdommer og skarpretter over en åbenlys oprører. (bond1#47)
12 På samme måde, hævder han, har enhver jo pligt til at gribe til brandslukningsredskaber, hvis der opstår en ildebrand. Man behøver ikke afvente brandmajorens ankomst, men kan og skal gå i gang på egen hånd.	Det er her ganske som ved en ildløs, at den, der som den første kan slukke ilden, han er den bedste. For oprør er ikke slet og ret mord, nej, det er som en stor ild, som antænder et land og lægger det øde; sådan fremkalder oprør et land fuld af mord og blodsudgivelse, og gør kvinder til enker og børn faderløse, og ødelægger alt, som den allerstørste ulykke. (bond1#48)
13 Luther mener øjensynligt, at dette er klart for enhver. Og derfor, netop fordi han betragter sagen som ganske klar: ud fra den naturlige lov kan enhver se, hvad oprør er, ud fra den naturlige lov kan enhver bliver klar over, hvem der er oprører og hvem ikke, netop derfor kan han også uden mindste blinken sammenligne situationen, som den tro undersåt befinder sig i, ikke blot med den situation, at der er opstået en ildebrand, men også med den situation, at man møder en hund med rabies. En sådan, det véd enhver, kan man ikke tale til fornuft, en sådan har det i sig i kraft af sin sygdom, at den bider alle og enhver og derved smitter dem, en sådan skal derfor uden skånsel slås ned. Sådan skal enhver gribe til våben imod enhver oprører, der er "fældet på vidners udsagn".	Derfor skal her enhver, som kan, slå løs, slå ihjel og stikke ned, privat eller offentligt, i den overbevisning, at der ikke kan være noget mere giftigt, mere skadeligt, mere djævelsk end et oprørsk menneske. Ganske som man må slå en gal hund ned; slår du ikke den, så slår den dig, og et helt land sammen med dig. (bond1#49)
14        Man har -- fejlagtigt, vil jeg mene -- ladet udsagnet om de oprørske bønder, der skal slås ned som gale hunde, stå for sig, man har tolket det uden sammenhæng med det øvrige, og man har derfor ikke set, hvad det er, Luther er i gang med her. Det bemærkelsesværdige i udsagnet om den gale hund er ikke hårdheden i det, men dette, at Luther anser det for enhver borgers pligt at yde oprøret modstand, som det er enhvers pligt at slå en gal hund ned.
15        Jeg har andetsteds nævnt, hvordan Luther hævder, at de oprørske bønder kunne have fremkaldt mange martyrer. (10a#14) Tankegangen dèr er egentlig den samme som tankegangen her. I begge tilfælde går Luther ud fra som en selvfølge, at et menneske er i stand til at erkende, hvad der er oprør og hvad ikke. I det ene tilfælde formaner han så borgeren til, når han skal handle ud fra denne erkendelse, at vende sig imod de oprørske bønder med våben i hånd, slå dem ned, som man uden ordre ovenfra slukker en ildebrand eller dræber en hund med rabies. I det andet tilfælde formaner han de undersåtter, der er kommet ind under de oprørske bønders herredømme, til ikke under nogen omstændigheder at blive medløbere; de må for enhver pris, også martyriets pris, fastholde, at bønderne er oprørske bønder, de må ikke på nogen måde medvirke til at legitimere oprøret. Vil bønderne ikke finde sig i denne manglende tilslutning, kræver de, under trussel om henrettelse, at man indrømmer, at deres oprør er retmæssigt, så må man hellere lide døden end give bønderne så meget som et hårsbred ret i deres oprør.	Luther i det "hårde" skrift mod bønderne, 1525: "For en kristen skulle jo lide døden hundrede gange, førend han giver bønderne ret i så meget som et hårsbred af deres sag. O hvor mange martyrer kunne der ikke nu blive gennem de blodtørstige bønder og mordprofeter!" (bond1#67).
16        Alt dette skal naturligvis læses under inddragelse af den situation, Luther befandt sig i. Det er skrevet til de mange, der lå underdrejede uden at ville tage stilling. Det er skrevet til dem, der først lige ville se, hvordan tingene udviklede sig. Hvis nu bønderne gik hen og vandt, så ville det jo være pinligt, om man havde taget principiel stilling til fordel for fyrsterne. Et sådant vankelmod er det, Luther ønsker aflløst af en klar og principiel stillingtagen til fordel for øvrigheden.
17         Disse overvejelser fik et efterspil. Jeg er ikke klar over, hvem der er kommet med hosstående indvending imod Luthers "hårde" skrift mod bønderne. Men fremkommet er den åbenbart.  Og indvendingen får Luther til i nogen grad at klargøre sin opfattelse. Han skriver imod oprørere, ikke imod almindelige forbrydere.	Til sidst kunne man sige: Du lærer selv oprør, fordi du siger, at man med det samme skal hugge til og stikke oprørerne ned, den der bare kan, og at enhver i dette tilfælde både er den øverste dommer og skarpretter. (bond1#47) Her svarer jeg: Min bog er ikke skrevet mod forbrydere slet og ret, men imod oprørere. Men du må forstå, at en oprører er meget, meget forskellig fra en morder eller en røver eller en anden forbryder. (bond2#96)
18 Hvis det ikke er øvrigheden selv, der angribes, så skal man ikke selv påtage sig den opgave at angribe f. eks. en morder, men lade øvrigheden om at gøre det. Men hvis det er øvrigheden selv, der angribes, så er der jo ingen øvrighed til at tage affære, og derfor går det ikke an at vente, til øvrigheden griber ind. For øvrigheden kan være afskåret fra at gribe ind. Det er jo den, der er angrebet og må forsvare sig.	For en morder eller en anden forbryder lader overhovedet og øvrigheden i fred og angriber kun øvrighedens lemmer eller ejendom, ja frygter selv for øvrigheden. Fordi nu overhovedet forbliver, skal ingen angribe en sådan morder, for overhovedet kan straffe ham. Nej, man skal afvente overhovedets dom og befaling, for det er overhovedet, der fra Gud har fået det sværdets embede, der skal straffe. (bond2#97)
19   Derfor er det, han har formanet enhver, der kan, til at løbe til og gøre, hvad han kan med våben i hånd, ukaldet og ubefalet.	Men en oprører angriber overhovedet selv, og antaster hans sværd og embede, så hans frækhed langt overgår en morders. Her skal man ikke vente, indtil overhovedet giver befaling og dømmer. For det kan det ikke gøre, det er fanget og slået. Nej, man må løbe til, hvem der kan, ukaldet og ubefalet, og som et trofast medlem hjælpe med til at redde overhovedet med stik, slag, drab og sætte sig liv og sit gods ind for overhovedets skyld. (bond2#98)
20          Såvidt Luther!               Og nu er det så, jeg mener, at enhver nok vil kunne overføre Luthers tankerække på vores situation under besættelsen.
21        Som før sagt (#8) ikke på den måde, at Luther kan afklare det spørgsmål, om situationen krævede sabotage eller eftergivenhed, men på den måde, at Luther kan give legitimitet til sabotagen og til dem, der anså den for den rette handling under besættelsen.
22        Enhver borger tænkes virkelig at kunne se, ud fra den naturlige lov, at der er sket angreb på øvrigheden. Og enhver borger er derfor forpligtet til at gøre, hvad han kan for at genoprette øvrighedens retmæssige status. Men hvordan det skal ske, derom herskede der uenighed. Blot kan man ikke "gemme sig bag" de befalinger, øvrigheden selv kommer med. For det er ikke svært at se, at den er underlagt en fremmed magt og ikke udtaler sig frit.
23 Efterfølgende har man da også givet "syndsforladelse" til Henrik Kaufmann, Danmarks ambassadør i USA, for den yderst selvstændige handling, han foretog på Danmarks vegne, noget, han jo gjorde, fordi han godt kunne se, at regeringen, skønt den påstod det modsatte, så sandelig ikke var fri. Men man har efterfølgende haft noget vanskeligere ved at give en tilsvarende syndsforladelse til f. eks. de Ruslandsfrivillige, selv om de jo ikke gjorde andet end rette sig efter regeringens opfordring. Men ikke sandt, bagefter var man i store træk enige om, at enhver skulle have kunnet se, at regeringen ikke er fri.
24 Ud fra samme tankegang har man hædret og æret sabotørerne, selv om man så sandelig var arrige på dem, mens de udførte deres sabotager. Og det er også ud fra en lignende tankegang, at Munk i én af sine sidste prædikener forsvarer dem. (06#38; Bismer side 64). En tankegang, der for os i dag forekommer selvfølgelig, men som altså kan finde sin nærmere udredning i disse to citater fra Luther.
25        Z
26 U
27 L
28       Z
29 D
30 S

31 c
32 c
33 c
34 c
35 c
36 c
37 c
38 c
39 c
40 c
41 c
42 c
43 c
44 c
45 c
46 c
47 c
48 c
49 c
50 c
51 c
52 c
53 c
54 c
55 c
56 c
57 c
58 c
59 c
60 c

61 c
62 c
63 c
64 c
65 c
66 c
67 c
68 c
69 c
70 c
71 c
72 c
73 c
74 c
75 c
76 c
77 c
78 c
79 c
80 c
81 c
82 c
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter:

n24:  Begge de to skriftsteder er forkerte. I Mark 11,24 står der: "Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det". I Matt 21,22: "Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.«