Erasmus og Luther.






Fra Erasmus De libero arbitrio, III a 2 til III a 3.

Fra Luther De seruo arbitrio, WA 702. Faraos forhærdelse.

e1 III a 2. Quoniam autem absurdum videtur, ut deus, qui non solum iustus est, verum etiam bonus, indurasse dicatur cor hominis, ut per illius malitiam suam illustraret potentiam, Origenes libro peri arcwn tertio (note 1) sic explicat nodum, ut fateatur occasionem indurationis datam a deo, culpam tamen in Pharaonem reiciat, qui sua malitia factus sit obstinatior per haec, per quae debebat ad paenitentiam adduci; Men eftersom det synes absurd, at Gud, som ikke blot er retfærdig, men også god, kan siges at forhærde et menneskes hjerte, for igennem hans ondskab at vise sin magt, løser Origenes i sin bog 'Om begyndelserne' knuden på den måde, at han indrømmer, at der blev givet lejlighed til forhærdelse af Gud, men skylden falder dog på Farao, som af sin ondskab blev gjort mere stædig gennem det, som burde have ført ham til bod;
e2 quemadmodum ex eodem imbre terra culta producit fructum optimum, inculta spinas ac tribolos, et quemadmodum ex eodem sole cera liquescit, limus durescit, ita lenitas dei, quae tolerat peccantem, alios adducit ad paenitentiam, alios reddit obstinatiores in malitia. (L42). ligesom ud fra den samme regn den dyrkede jord frembringer den bedste frugt, men den udyrkede torne og tidsler. og ligesom i kraft af den samme sol vokset bliver blødt, men leret hårdt, således fører Guds langmodighed, som lader synderen være tålt, nogle til bod, andre gør den mere stædige i deres ondskab.
e3 Miseretur ergo eorum, qui dei bonitatem agnoscentes resipiscunt. Indurabant autem, qui dilati ad paenitentiam neglecta dei bonitate proficiunt ad deteriora. Derfor forbarmer han sig over dem, der erkender Guds godhed og forbedrer sig. Men han forhærder dem, som får en frist til at gøre bod, men fornægter Guds godhed og bliver værre.
e4 Tropum autem, quo dicitur fecisse, qui dedit occasionem, probat primum ex consuetudine sermonis popularis, quo vulgo pater dicit filio: Ego te perdidi, quod errantem non statim punierit. Men den billedtale, hvorved man siger, at han har gjort det, skønt han blot giver mulighed for det, beviser Origenes hovedsagelig ud fra almindelige sprogbrug, når almindeligvis en far siger til sin søn: Jeg har fordærvet dig, fordi han ikke straks har straffet ham, når han gjorde noget forkert.
e5 III a 3. Usus est simili tropo Esaias cap. 63 (17): 'Quare (94) errare nos fecisti, domine, de viis tuis, indurasti cor nostrum, ne timeremus te?' Hunc locum iuxta sententiam Origenis interpretatur Hieronymus. Esaias bruger en tilsvarende billedtale kap 63,17: 'Hvorfor har du ladet os gå vild, Herre, bort fra dine veje, hvorfor har du forhærdet vore hjerter, så vi ikke frygter dig?' Dette sted udlægger Hieronymus i Origenes' mening.
e6 Indurat deus, cum non statim castigat peccantem, et miseretur, cum mox per afflictiones ad paenitentiam invitat. Gud forhærder, når han ikke straks tugter synderen, og han forbarmer sig, når han straks igennem anfægtelsr leder til bod.
e7 Sic apud Osee loquitur iratus: 'Non visitabo super filias vestras, cum fuerint fornicatae'. (Hos 4,14). Rursus misericorditer castigat in Psal. 88 (33): 'Visitabo in virga iniquitates eorum et in verberibus peccata eorum'. Sådan taler han vredt hos Hoseas: 'Jeg hjemsøger ikke jeres døtre, skønt de er horkvinder'. Og omvendt tugter han barmhjertigt i Sl 88,33: 'Jeg vil hjemsøge deres overtrædelser med stok og deres synder med slag'.
e8 Eodem tropo dixit Hiere. ca. 20 (7): 'Seduxisti me, domine, et seductus sum, fortior me fuisti et invaluisti'. I den samme billedtale taler Jeremias: 'Du har forført mig, Herre, og jeg blev forført, du var stærkere end mig, og du har tvunget mig'.
e9 Seducere dicitur, qui non statim revocat ab errore, quod ipsum existimat Origenes interim conducere ad perfectiorem sanitatem, quemadmodum periti chirurgi malunt tardius obducere cicatricem vulneri, quo magis educta per hiatum vulnerus sanie succedat perpetua sanitas. Gud siges at forføre, når han ikke straks kalder tilbage fra synd, og det mener Origenes ofte fører til en endnu stærkere sundhed, ligesom en erfaren kirurg hellere vil have at såret hærder langsommere, fordi når der kommer mere materie ud af såret, fører det hurtigere til varig sundhed.
e10 Annotat et illud Origenes, quod ait dominus: 'In hoc ipsum excitavi te', non: In hoc ipsum feci te. Alioqui Pharao non fuisset impius, si talem condidisset deus, qui contemplatus est omnia opera sua et erant valde bona. Origenes lægger også mærke til ordet fra Herren: 'netop derfor har jeg oprejst dig', ikke: netop derfor har jeg skabt dig. Ellers ville Farao ikke have været gudløs, hvis Gud havde skabt ham sådan, han så jo på alt, hvad han havde skabt og se, det var såre godt.
e11 Nunc utroque vertibili voluntate conditus suapte sponte deflexit ad malum, dum suo animo maluit obsequi quam dei iussis obtemperare. Nu var han imidlertid skabt med en vilje, der kunne vende sig begge veje, og han vendte sig frivilligt mod det onde, idet han hellere ville følge sit eget sind end adlyde Guds befalinger.
Videre til Diatriben III a 4.


Fra Luthers De servo arbitrio, W702:
L6 Non iuuat itaque Diatriben hoc miserum effugium troporum, Sed tenendus est hic fortiter Proteus noster, ut nos facit certissimos de tropo huius loci, idque uel clarissimis scripturis uel euidentibus miraculis. Disse elendige udflugter med billedtale hjælper derfor ikke Diatriben, men man må her meget kraftigt holde vores Proteus fast på, at han skal give os fuldstændig sikkerhed om billedtalen på dette sted, enten ud fra en soleklar skrift eller ud fra uomtvistelige undere.
L7 Ipsi sic opinanti, etiam consentiente omnium soeculorum industria, nihil credimus, sed pergimus et urgemus, tropum hic nullum esse posse, simpliciter uero, (W703) ut sonant uerba, sermonem Dei esse accipiendum. Diatriben selv, der er af den mening, tror vi ikke på, heller ikke selv om den flid, alle århundreder har udvist, er enig med den, men vi skærer igennem og fastholder, at der ikke her kan være tale om nogen billedtale, men at Guds ord må forstås enkelt, som ordene lyder.
L8 Neque enim nostri arbitrij est (ut Diatribe sibi persuadet) uerba Dei fingere et refingere, pro libidine nostra, alioqui qui reliquum est in tota scriptura, quod non redeat ad Anaxagorae philosophiam, ut quodlibet ex quolibet fiat? Det ligger nemlig ikke til vort forgodtbefindende (hvad Diatriben bilder sig ind) at danne og omdanne Guds ord, som det lyster os, hvad ville ellers være tilbage af hele skriften, som ikke måtte overlades til Anaxagoras' filosofi, så at hvadsomhelst kan fremkomme af hvadsomhelst?
L9 Dicam enim: Deus creauit coelum et terram, id est, disposuit, non autem fecit ex nihilo, Vel: Creauit coelum et terram, id est, angelos et daemones uel iustos et impios. Quis, rogo, tum non statim aperto libro, theologus fuerit? Jeg ville nemlig kunne sige: Gud har skabt himlen og jorden, dvs, han har indrettet dem, han har ikke skabt dem ud af intet. Eller: Gud har skabt himlen og jorden, dvs han har skabt os som engle og dæmoner eller som retfærdige og gudløse. Jeg spørger: Hvem ville ikke kunne være teolog på den måde, bare ved at åbne bibelen?
L10 Sit igitur hoc ratum ac fixum: quando Diatribe non potest probare tropum inesse his locis nostris, quos diluit, concedere cogitur nobis, uerba, ut sonant, esse accipienda, etiam si probaret, alias tropum eundem in omnibus locis scripturae et in omnium usu esse uulgatissimum. Atque per hoc semel defensa sunt omnia nostra, quae confutare uoluit Diatribe, Inuentaque est confutatio eius prorsus nihil efficere, nihil posse, nihil esse. Nej, det må altså være sikkert og stå fast: Når Diatriben ikke kan bevise, at der er en billedtale i disse bibelsteder, som den gendriver, så må den tvinges til at indrømme, at ordene må forstås, som de lyder, også selv om den kunne bevise, at denne billedtale fandtes på andre steder i skriften og var i almindelig brug af alle. Og herigennem er på én gang alle vore sætninger forsvaret, som Diatriben ville gendrive, og det har vist sig, at dens gendrivelse overhovedet intet udfører, intet kan og intet er.
L11 Quando igitur illud Mosi: Indurabo cor Pharaonis, sic interpretatur: Mea lenitas, qua tolero peccantem, alios quidem ad poenitentiam adducit, Pharaonem autem obstinatiorem reddet in malicia, pulchre dicitur, sed non probatur, sic oportet dici, Nos uero non contenti dicti, probatum quaerimus. Når derfor dette sted hos Moses: 'Jeg vil forhærde Faraos hjerte', udlægges således: 'Min langmodighed, hvorved jeg lader synderen være tålt, leder nogle til bod, men gør Farao mere stædig i hans ondskab', så er det smukt sagt, men det bevises ikke, at man må sige sådan. Men vi er ikke tilfredse med ord, vi vil have beviser.
L12 Item illud Pauli: Miseretur cuius uult, indurat quem uult, Plausibiliter interpretatur: id est, Deus indurat, cum non statim castigat peccantem, miseretur, cum mox ad poenitentiam per afflictiones inuitat. Ligeledes stedet hos Paulus: 'Han forbarmer sig over hvem han vil, og forhærder hvem han vil', det lyder meget sandsynligt, når det udlægges således: det vil sige: 'Gud forhærder, når han ikke straks straffer synden, han forbarmer sig, når han straks gennem trængsler opfordrer til bod'.
L13 Sed quo probatur haec interpraetatio? Item illud Esaiae: Errare nos fecisti de uiij tuis, indurasti cor nostrum, ne timeremus te. Esto Hieronymus ex Origine sic interpretatur: Seducere dicitur, qui non statim reuocat ab errore, Quis nos certos facit, Hieronymum et Originem recte interpretari? Men hvordan bevises denne udlægning? Det samme med stedet hos Esajas: 'Du har fået os til at vige af fra dine veje, du har forhærdet vort hjerte, så vi ikke frygter dig'. Lad være, at Hieronymus ud fra Origenes udlægger det således: 'Han siges at forføre, når han ikke straks kalder os tilbage fra vildfarelsen'. Men hvem gør os sikre på, at Hieronymus og Origenes udlægger ret her?
L14 Denique pactum nostrum est, non authoritate alicuius doctoris, sed solius scripturae nos uelle confligere. (hvor?) Var vi ikke enige om, at vi ikke ville kæmpe med nogen lærds autoritet, men alene med skriften?
L15 Quos igitur Origenes, Quos Hieronymum Diatribe nobis oblita pacti, obijcit? cum inter Ecclesiasticos scriptores nulli fere sint, qui ineptius et absurdius diuinas literas tractarint, quam Origenes et Hieronymus. Derfor, hvilke Origenesser, hvilke Hieronymusser vil Diatriben bruge imod os, når nu det, vi var enige om, er glemt? Oven i købet er der mellem de kirkelige forfattere næsten ingen, der behandler skriften dårligere eller mere absurd, end Origenes og Hieronymus.
L16 Et ut uno uerbo dicam, Illuc redit licentia ista interpretandi, ut noua et inaudita grammatica, omnia confundantur, ut, cum deus dicit: Ego indurabo cor Pharaonis, mutatis personis sic accipias: Pharao indurat sese mea lenitate. Og for at sige det med ét ord: Dèr kommer vi hen med denne nye form for udlægning, at alting sammenblandes i en ny og uhørt grammatik, så at man, når Gud siger: Jeg vil forhærde Faraos hjerte, man kan vende om på personerne og forstå det således: Farao forhærder sig selv ved min langmodighed.
L17 Deus indurat cor nostrum, id est: nos ipsi induramus nos Deo poenas differente. Tu Domine errare nos fecisti, id est: nos errare fecimus nos ipsos, te non castigante. Gud forhærder vort hjerte, det betyder: vi selv forhærder os, når Gud udskyder straffen. Du, Herre, får os til at fejle, det betyder: Vi begår selv fejl, når du ikke straffer.
L18 Ita Deum misereri iam non significat, donare gratiam, aut exhibere misericordiam, remittere peccatum, iustificare, aut a malis liberare, sed contra significat inferre malum et castigare. (W704) Således betyder det, at Gud forbarmer sig, ikke, at han giver nåde eller viser barmhjertighed, forlader synder, retfærdiggør, eller befrier fra det onde, men modsat betyde det, at han påfører os ondt og straffer os.
L19 Istis tropis tandem id efficietur, ut dicas, Deum fuisse misertum filijs Israel, dum illos in Assyriam et Babylonem transtulit, ibi enim castigauit peccatores, ibi per afflictiones ad poenitentiam inuitauit. Med denne billedtale kommer man endelig derhen, hvor man siger, at Gud har været barmhjertig mod Israels børn, da han førte dem til Assyrien og Babylon; da straffede han nemlig synderne, da opfordrede han dem til bod gennem trængsler.
L20 Rursus cum reduxit eos et liberauit, tum non fuit misertus, sed indurauit, hoc est, lenitate sua et misericordia occasionem dedit, ut indurarentur. Og videre: Da han førte dem tilbage og befriede dem, da var han ikke barmhjertig, men forhærdede dem, det vil sige, ved sin langmodighed og barmhjertighed gav ham lejlighed til, at de blev forhærdet.
L21 Sic, quod Christum saluatorem misit in mundum, non dicetur esse misericordia Dei, sed induratio, quod hac misericordia occasionem dedit hominibus sese indurandi. Quod uero Ierusalem uastauit, et Iudaeos perdidit in hunc usque diem, ibi miseretur eorum, quia castigat peccantes et ad poenitentiam inuitat. Da således frelseren Kristus blev sendt ind i verden, kan det ikke kaldes Guds barmhjertighed, det var hans forhærdelse, fordi han gennem denne barmhjertighed gav menneskene lejlighed til at forhærde sig. Men da han ødelagde Jerusalem og fordømte jøderne til undergang indtil denne dag, da forbarmede han sig over dem, fordi han straffede synderne og opfordrede dem til bod.
L22 Quod sanctos in coelum uehet in die judicij, non faciet miserendo, sed indurando, quia bonitate sua occasionem dabit abutendi. Quod impios uero trudet ad inferos, ibi miserebitur, quia castigat peccatores. Når han på dommedag vil føre de hellige ind i himlen, gør han det ikke, fordi han forbarmer sig, men fordi han forhærder, fordi han ved sin godhed giver anledning til misbrug. Når han vil støde de gudløse ned i helvede, så forbarmer han sig, fordi han straffer syndere.
L23 Obsecro quis unquam istas misericordias et iras Dei audiuit? Esto sane, quod boni tum lenitate tum seueritate Dei meliores fiant, tamen, cum simul de bonis et malis loquimur, facient isti tropi ex misericordia Dei iram, et ex ira misericordiam, penitus peruerso loquendi usu, dum hoc uocant iram, cum Deus benefacit, et misericordiam, dum affligit. Jamen, for pokker, hvem har nogensinde hørt om den slags barmhjertighed og den slags vrede hos Gud? Lad det så være sådan, at de gode bliver bedre både ved Guds langmodighed og ved hans strenghed, alligevel, når vi på én gang taler om de gode og de onde, så laver denne billedtale Guds barmhjertighed om til Guds vrede, og vreden om til barmhjertighed, idet den vender helt op og ned på den dagligdags tale, når den kalder det vrede, når Gud velsigner, og barmhjertighed, når han hjemsøger.
L24 Quod si tum dicendus est Deus indurare, cum benefacit et tolerat, misereri uero, cum affligit et castigat, cur magis Pharaonem dicitur indurasse, quam filios Israel, aut etiam totum mundum? an non benefecit filijs Israel? non benefacit toti mundo? non tolerat malos? non pluit super bonos et malos? Fordi hvis man må sige om Gud, at han forhærder, når han velsigner og udholder, men er barmhjertig, når han hjemsøger og straffer, hvorfor siges han så at forhærde Farao mere end Israels børn, ja end hele verden? har han ikke været barmhjertig mod Israels børn? er han ikke barmhjertig imod hele verden? tåler han ikke de onde? Lader han det ikke regne over gode og onde?
L25 Cur magis dicitur misertus filijs Israel quam Pharaoni? an non afflixit filios Israel in Aegypto et deserto? Esto, quod alij abutantur, alij recte utantur Dei bonitate et ira, Tu tamen hoc definis, Indurare esse id, quod indulgere malis lenitate et bonitate, Misereri uero esse non indulgere, sed uisitare et corripere. Hvorfor siges han at øve større barmhjertighed mod Israels børn end mod Farao? mon han ikke hjemsøger Israels børn i Ægypten og i ørkenen? Lad være, at nogen misbruger Guds godhed og Guds vrede, andre bruger den ret, men du definerer, at at forhærde er at udskyde straffen over de onde i langmodighed og godhed, men at være barmhjertig det er ikke at udskyde, men at hjemsøge og nedkalde straffen.
L26 Igitur quantum ad Deum attinet, ipse perpetua bonitate nihil aliud facit, quam quod indurat, perpetua correptione nihil aliud facit, quam quod miseretur. Og når man anvender det på Gud, så gør han i sin stedsevarende godhed ikke andet end at han forhærder, i sin stedsevarende hjemsøgelse ikke andet end at han forbarmer sig.
L27 Verum hoc longe pulcherrimum: Indurare dicitur Deus, cum peccatoribus indulget lenitate, Misereri uero, cum uisitat et affligit ad poenitentiam inuitans seueritate. Men det er dog pokker til tankegang: Man siger om Gud, at han forhærder, når han udskyder straffen over synderne, men at han forbarmer sig, når han hjemsøger og påfører trængsler og med sin strenghed opfordrer til bod.
L28 Quid, rogo, omisit Deus in affligendo, castigando, uocando Pharaone ad poenitentiam? Non numerantur illic decem plagae? Si tua definitio stat, quod misereri sit peccatorem statim castigare et uocare, Pharaoni certe misertus fuit Deus. Jamen, jeg spørger, hvad har Gud udeladt, da han hjemsøgte, straffede, og kaldte Farao til bod? Opregnes der ikke her ti plager? Hvis din definition står fast, at det at forbarme sig er straks at straffe synderen og kalde til bod, så har Gud sandelig været barmhjertig imod Farao.
L29 Cur ergo Deus non dicit: Ego miserebor Pharaonis, sed dicit: Ego indurabo cor Pharaonis? In eo ipso enim, quod miseretur eius, id est, ut tu dicis, affligit et castigat, dicit: Indurabo eum, id est, ut tu dicis, benefaciam et tolerabo eum. Og hvorfor siger Gud så ikke: Jeg forbarmer mig over Farao, men: Jeg vil forhærde Faraos hjerte? For netop derved, at han forbarmer sig (i din sprogbrug: at han påfører trængsler og straffer), siger han: jeg vil forhærde ham, (i din sprogbrug: jeg vil være barmhjertig og tåle ham).
L30 Quid monstrorius audiri possit? Vbi nunc sunt tropi tui? Vbi Origenes? Vbi Hieronymus? Vbi probatissimi doctores, quibus unus homo Lutherus temere contradicit? Sed sic loqui cogit imprudentia carnis, dum in uerbis Dei ludit, nec credit esse seria. Hvad kan man høre, som er mere unaturligt? Hvor er nu din billedtale? Hvor er Origenes? Hvor er Hieronymus? Hvor er de fortrinlige doktorer, som én eneste Luther kan modsige? Men således tvinges kødets uklogskab til at tale, når den leger med Guds ord, eller ikke tror, de skal tages alvorligt.
L31 Euincit igitur textus ipse Mosi irrefragabiliter, tropos illos esse (W705) fictos et nihili hoc loco, longeque aliud et maius quiddam ultra beneficentiam et afflicitonem et castigationem significari illis uerbis: Ego indurabo cor Pharaonis, cum negare nequeamus, utrunque fuisse in Pharaone summo studio et cura tentatum. Derfor, Moses' egen tekst gør det uomtvistelig klart, at denne billedtale er opspind og ikke hører hjemme på dette sted, og at der betegnes noget ganske andet og større ud over nogen godhed og anfægtelse og straf med disse ord: Jeg vil forhærde Faraos hjerte, eftersom vi ikke kan nægte, at begge dele bevidnes om Farao med den største flid og omhu.
L32 Quae enim ira et castigatio instantior, quam dum tot signis, tot plagis percutitur, ut talia non fuisse unquam etiam ipse Moses testetur? Denique ipse Pharao non semel uelut resipiscens illis mouetur, sed non permouetur nec perseuerat. For hvilken vrede og straf er mere truende, end når han bliver slået med så mange tegn, så mange plager, så at Moses selv bevidner, at der aldrig nogensinde har været noget lignende? Og endelig kommer Farao også selv flere gange til fornuft og bevæges af det, men han gennemrystes ikke, han holder ikke ud i sin omvendelse.
L33 Quae etiam lenitas et beneficentia largior, dum tam facile tollit plagas, ac toties remittit peccatum, toties reducit bona, toties auffert mala? Hvilken langmodighed og godhed kan også være større? Han fjerner jo let plagerne, og tilgiver så ofte synderne, så mange gange genindsætter han det gode, fjerneer det onde!
L34 Vtraque tamen nihil faciunt, adhuc dicit: indurabo cor Pharaonis. Vides igitur. Etiamsi tua induratio et misericordia (id est glosae et tropi tui) concedantur in summo gradu et usu et exemplo, quales in Pharaone est cernere, adhuc stat induratio, et aliam esse necesse est, de qua Moses dicit, et aliam, quam tu somnias. Alligevel fører ingen af delene til målet, han må til sidst sige: jeg vil forhærde Faraos hjerte. Du ser altså: Selv om vi også indrømmer også din forhærdelse og din barmhjertighed (dvs dine vildfarelser og din billedtale) den højeste grad af virkelighed og tager den som det bedste eksempel, så står stadigvæk ordet forhærdelse der, og det må nødvendigvis være sådan, at det er én ting, hvad Moses siger, noget andet, hvad du drømmer om.
L35 Sed quando cum fictioribus et laruis pugnamus, laruemur et nos, fingamusque per impossibile, tropum, quem Diatribe somniat, ualere hoc loco, uisuri, quomodo elabatur, ne affirmare cogatur, solius Dei uoluntate, nostra uero necessitate omnia fieri, et quo modo excuset Deum, ne ipse sit author et culpa nostrae indurationis. Men da vi kæmper mod digtere og maskebærere, så lad også os tage en maske på og forestille os, skønt det er umuligt, at den billedtale, som Diatriben drømmer sig frem til, gælder på dette sted, for at se, hvordan Diatriben viger udenom, så den ikke tvinges til at hævde, at alting sker alene ved Guds vilje, men fra vor side med nødvendighed, for at se, hvordan den vil undskylde Gud, så han ikke bliver ophavsmand til og skyld i vor forhærdelse.
L36 Si uerum est, quod tunc indurare dicitur Deus, cum lenitate sua tolerat, nec statim punit, utrunque adhuc perstat. Hvis det er sandt, at Gud kan siges at forhærde, når han udskyder straffen i sin langmodighed, og ikke straks straffer, står begge dele stadig fast.
L37 Primum, quod nihilominus homo necessario seruit peccato, nam, ubi concessum fuerit, lib. arbi. non posse uelle quicquam boni (quale suscepit Diatribe), lenitate tolerantis Dei nihilo melius fit, sed necessario peius, nisi addatur ei spiritus Deo miserente, Quare adhuc necessitate nostra fiunt omnia. For det første, at mennesket ikke desto mindre med nødvendighed tjener synden, for når det er indrømmet, at den frie vilje ikke kan ville noget godt (og det antager Diatriben), så bliver den på ingen måde bedre ved Guds langmodighed, men med nødvendighed værre, hvis ikke ånden gives den ved Guds barmhjertighed. Derfor sker alt fra vores side med nødvendighed.
L38 Alterum, quod aeque Deus crudelis esse uidetur tolerando per lenitatem, atque a nobis praedicari putatur, quod indurat uolendo uoluntate illa imperscrutabili. For det andet står det fast, at Gud synes at være lige så grusom, når han udskyder straffen af langmodighed, som når han -- og det er, hvad vi prædiker -- med vilje forhærder med sin uransagelige vilje.
L39 Nam cum uideat lib. arb. non posse uelle bonum, fierique peius lenitate tolerantis, hac ipsa lenitate crudelissimus ac delectari uidetur nostris malis, cum possit ijs mederi, si uellet, possetque non tolerare, si uellet; imo, nisi uellet, tolerare non posset. For når den frie vilje ser, at den ikke kan ville det gode og kun bliver værre ved den tålsomme Guds langmodighed, så synes selve denne langmodighed højst grusom, og Gud synes at glædes over vore lidelser, eftersom han kunne helbrede dem, hvis han ville, og kunne undlade at være tålmodig, hvis han ville, ja, hvis ikke han ville, kunne han ikke være tålmodig.
L40 Quis eum coget inuitum? Stante ergo illa uoluntate, sine qua nihil fit, et dato, quod liberum arb. nihil boni potest uelle, frustra dicitur, quicquid dicitur, pro excusando Deo et accusando lib. arb. Hvem kan nemlig tvinge ham imod hans vilje? Når det altså står fast, at der er en sådan vilje, uden hvilken intet sker, og når det er givet, at den frie vilje ikke kan ville noget godt, så bliver det, der siges for at undskylde Gud og anklage den frie vilje, sagt forgæves.
L41 Semper enim dicit lib. arb.: Ego non possum, et Deus non uult, quid faciam? Misereatur sane me afflingo, nihil inde promoueo, sed deterior fiam necesse est, nisi spiritum donet. Sed hunc non donat, donaret autem, si uellet, Velle igitur eum non dare, certum est. Den frie vilje siger nemlig altid: Jeg kan ikke, og Gud vil ikke, hvad skal jeg gøre? Lad ham forbarme sig over mig ramte menneske, det vinder jeg ikke noget ved, det bliver jeg kun værre ved, hvis ikke han giver mig sin ånd. Men hidtil har han ikke givet den, dog ville han give mig den, hvis han ville. Det står altså fast, at han ikke vil give mig den.
L42 Nec similitudines allatae quicquam faciunt ad rem, ubi dicitur: sicut eodem sole limus durescit et cera liquescit, Et ex eodem hybre terra culta (W706) fructum, terra inculta spinas profert, ita eadem lenitate Dei alij indurantur, alij conuertuntur. (e2). De sammenligninger, som du tager frem, gør intet til sagen, dèr, hvor du siger: Ligesom ved den samme sol leret bliver hårdt og vokset blødt, og ved den samme regn den dyrkede jord bærer frugt, men den udyrkede torne, således forhærdes nogle ved den samme langmodighed fra Guds side, mens andre omvendes.
L43 Non enim lib. arb. in duo diuersa ingenia diuidimus, ut aliud sit uelut limus, aliud cera, aut aliud terra culta, aliud inculta terra, Sed de uno in omnibus hominibus aequaliter impotente loquimur, quo non nisi limus, non nisi terra inculta est, ut quod non possit uelle bonum, Ideo, sicut limus semper fit durior, et terra inculta spiniosior, ita lib. ar. semper fit peius, tam lenitate solis indurante, quam tempestate pluuiae liquefaciente. Vi opdeler nemlig ikke den frie vilje i to forskellige slags naturel, så den ene del er som ler, den anden som voks, eller den ene som dyrket land, den anden som udyrket, men vi taler om den ene lige store afmægtige frie vilje hos alle mennesker, som kun er hård, kun er udyrket land, og ikke kan ville noget godt. Derfor, ligesom ler bliver hårdere og udyrket land mere ukrudtsfyldt, sådan bliver den frie vilje altid værre, både ved solens forhærdende langmodighed og ved regnskyllets opblødende virkning.
L44 Si est igitur unius definitionis, eiusdemque impotentiae lib. arb. in omnibus hominibus, nulla potest ratio reddi, cur unum perueniat ad gratiam, et alterum non perueniat, si nihil aliud praedicetur, quam lenitas tolerantis et castigatio miserentis Dei. Hvis altså den frie vilje i alle mennesker fastsættes ved én og den samme definition, så den har én og den samme afmagt, så kan der ikke gives nogen forklaring på, hvorfor den ene når frem til nåden og den anden ikke gør, hvis der ikke prædikes andet end Guds overbærende langmodighed og hans forbarmende tugt.
L45 Positum est enim lib. arb. in omnibus hominibus aequali definitione: nihil posse uelle boni. Tum nec Deus quemquam eliget, nec electionis ullus locus relinquitur, sed sola libertas arbitrij, lenitatem et iram acceptans uel refutans. Den frie vilje er nemlig i alle mennesker underlagt den samme definition: Den kan ikke ville noget godt. Ellers kan Gud ikke udvælge noget, og der gives ham ikke mulighed for at vælge, der er kun plads til viljens frihed, når den modtager langmodigheden og afviser vreden.
L46 Spoliatus uero Deus uirtute et sapientia eligendi, quid erit nisi idolum fortunae, cuius numine omnia temere fiunt? Et tandem eo uenietur, ut homines salui fiant et damnentur ignorante Deo, ut qui non discreuerit certa electione saluandos et damnandos, sed oblata omnibus generali lenitate tolerante et indurante, tum misericordia corripiente et puniente, hominibus reliquerit, utri uelint salui fiere aut damnari, ipse interim forte ad conuiuium Aethiopum profectus, ut Homerus dicit. Men en Gud, der er berøvet kraften og visdommen til at vælge, hvad er det andet end en lykkeforestilling, under hvis valten alting sker blindt? Ja, man vil endda komme dertil, at menneske frelses og fordømmes uden at Gud véd det, eftersom han ikke ved en sikker udvælgen har bestemt, hvem der skal frelses og hvem der skal fordømmes, men efter at hans almindelige langmodighed, hvorved han tåler og forhærder, og også hans barmhjertighed, hvorved han bevæger og straffer, er tilbudt alle, så overlades det til menneskene, om de vil frelses eller fordømmes, mens han selv måske er bortrejst til Ætioperens gæstemåltid, som Homer siger.
L47 Talem Deum nobis et Aristoteles pingit, qui dormiat scilicet, et sinat sua bonitate et correptione uti et abuti quoslibet. Nec Ratio aliter de ipso potest iudicare, quam hic Diatribe facit. En sådan Gud afbilder også Aristoteles for os, en gud, nemlig, der sover og lader enhver bruge eller misbruge hans godhed og straf. Men fornuften kan heller ikke dømme anderledes, end Diatriben her gør.
L48 Sicut enim ipsa stertit et contemnit res diuinas, sic iudicat de Deo, quasi stertat, et omissa eligendi, discernendi, inspirandi sapientia, uoluntate et praesentia, hominibus mandarit negociosum istud et molestum opus, lenitatem et iram suam acceptandi et refutandi. For ligesom den snorker og foragter de guddommelige sager, sådan dømmer den om Gud, som om han snorker, og ikke bruger sin visdom, vilje og nærværelse til at udvælge, bestemme og inspirere, men har overladt menneskene dette byrdefulde og besværlige arbejde med at acceptere og afvise hans langmodighed og vrede.
L49 Huc uenitur, dum ratione humana Deum metiri et excusare uolumus, dum secreta maiestatis non reueremur, sed penetramus scrutantes, (W679/55) ut oppressi gloria pro una excusatione mille blasphemias euomamus, nec nostri interim memores, sed simul et contra Deum et nos garrientes uelut insani, dum magna sapientia pro Deo, et pro nobis dicere uolumus. Der kommer vi hen, når vi med den menneskelige fornuft vil udmåle og undskylde Gud, når vi ikke ærer hans hemmelige majestæt, men udforskende trænger ind på den, så at vi efter at have berøvet ham æren udstøder tusinde blasfemier for hver en undskyldning, og vi tænker i den sag ikke på os mennesker, men gør i samme åndedrag som vanvittige grin med både Gud og os selv, når vi med vores store visdom vil tale til gunst for både Gud og os selv.
L50 Nam hic uides, quid ex Deo faciat iste tropus et glosa Diatribes, Deinde, quam bene sibi constet, quae antea lib. ar. in omnibus hominibus una definitione fecit aequale et simile, nunc inter disputandum, propriae definitionis oblita, aliud facit cultum, aliud incultum, ex diuersitate operum et (W705) morum et hominum diuersa faciens arbitria libe., Aliud, quod bonum faciat, aliud, quod non faciat, atque id suis uiribus ante gratiam, quibus uiribus ipsum nihil posse uelle boni ante definierat. For her ser du, hvad Diatribens billedtale og ordvalg gør ud af Gud, og du ser, hvor smukt den er i overensstemmelse med sig selv, den Diatribe, som tidligere med én ligelig og ensartet definition fastslog, hvad den frie vilje var i alle mennesker, men nu, mens der diskuteres, har glemt sin egen definition, og gør den ene til dyrket land, den anden til udyrket, og ud fra forskellen på gerninger og skikke og mennesker fremstiller forskellige frie viljer, én, der gør det gode, én, der ikke gør det, og det ved sine egne kræfter før nåden: tidligere havde den fastslået, at den selv ved sine egne kræfter ikke kunne ville det gode.
L51 Ita fit, dum soli uoluntati Dei non permittimus indurandi et miserendi et omnia faciendi uoluntatem et potentiam, ipsi libero arbitrio quicquam boni posse tribuamus sine gratia, quod tamen negauimus quicquam boni posse sine gratia. Sådan går det til, at når vi ikke tillader, at viljen og magten til at forhærde og forbarme sig alene ligger i Guds vilje, så tillægger vi selv den frie vilje at kunne noget godt uden nåden, skønt vi dog havde nægtet, at den kunne noget godt uden nåden.
L52 Nihil igitur huc ualet similitudo solis et hymbris, Rectius Christianus ea similitudine utetur, ut solem et hymbrem uocet Euangelion, sicut facit Psalm. 18. et Epistola ad Ebreos 10, cultam uero terram electos, incultam reprobos, illi enim uerbo aedificantur et meliores fiunt, illi offenduntur et peiores fiunt. Alioqui lib. arb. per sese in omnibus hominibus est regnum Satanae. Her betyder altså sammenligningen med sol og regn ikke noget. En kristen burde bruge denne sammenligning mere rigtigt, ved at kalde solen og regnen for evangeliet, sådan som Sl 18 (Sl 19,5) og Hebr 10 (Hebr 6,7) gør det, men det dyrkede land de udvalgte, det udyrkede de forkastede. De udvalgte bliver nemlig opbyggede og bliver bedre ved ordet, de forkastede tager anstød og bliver værre. Iøvrigt er den frie vilje i sig selv i alle mennesker Satans rige.
Videre til W707.


Noter:

Note 1: Stedet hos Origenes er kilden for Erasmus frem til III a 17.

Note 2: