Erasmus og Luther


Fra Erasmus De libero arbitrio, I b 10. (Darmstadt, side 10).
 

Fra Luthers De servo arbitrio, W 661.
 

Fra Erasmus' Hyperaspistes, Darmstadt, side 588
1 I b 10. .... Porro liberum arbitrium hoc loco sentimus vim humanae voluntatis, qua se possit homo applicare ad ea, quae perducunt ad aeternam salutem, aut ab iisdem avertere. ... Videre mener vi på dette sted ved den frie vilje en kraft i den menneskelige vilje, hvorved mennesket kan vende sig imod det, der fører til den evige frelse eller vende sig bort fra det.
Videre til Diatriben II a 1.

 

Fra Luthers De servo arbitrio, W661:
L6 Ac primum ab ipsa definitione recte faciemus initium, Qua sic definis libe. arb.: Porro lib. arbi. hoc loco sentimus uim humanae uoluntatis, qua se possit homo applicare ad ea, quae perducunt ad aeternam salutem, aut ab iisdem auertere. (h1).  Og den første begyndelse gør vi med rette ved selve den definition, hvormed du definerer den frie vilje: 'Videre forstår vi på dette sted ved den frie vilje en kraft i den menneskelige vilje, hvorved mennesket kan vende sig hen mod det, der fører til den evige frelse, eller vende sig bort fra det'.
L7 Prudenter sane definitio a te nuda ponitur, (W662) nec ulla eius particula (ut mos est aliorum) declaratur, quod naufragium non unum forte ueritus sis. (h3 Klogt nok fremsættes denne definition helt isoleret og ingen af dens dele bliver forklaret, som andre ellers har for skik, måske fordi du frygter mere end ét skibbrud. 
L8 Cogor itaque ego singulas discutere. Ipsum certe definitum, si rigide examinetur, latius patet quam definitio, qualem definitionem Sophistae uitiosam dicerent, quoties uidelicet definitio non explet definitum. (h11).  Derfor er jeg tvunget til at undersøge hver enkelt led. Sikkert er det, at det definerede selv, når man nøjere undersøger det, strækker sig længere end definitionen; den slags definition kalder sofisterne fejlagtig, så ofte nemlig definitionen ikke udfylder det definerede.
L9 Nam superius ostendimus, lib. arb. nemini nisi soli Deo conuenire. Arbitrium fortassis homini aliquod recte tribueris, sed liberum tribuere in rebus diuinis, nimium est, Quod liberi arbitrii uox, omnium aurium iudicio, proprie id dicitur, quod potest et facit erga Deum, quaecunque libuerit, nulla lege, nullo imperio cohibitum. For vi har ovenfor påvist, at en fri vilje ikke tilkommer andre end Gud. Du kan måske med nogen ret tillægge mennesket en vilje, men at tillægge det en fri vilje i de guddommelige sager, det er for meget. Fordi ordet 'fri vilje' efter alles bedømmelse, især betegner, at man kan og gør overfor Gud, hvad der falder én ind, uden at være forhindret af nogen lov eller noget herredømme.
L10 Neque enim seruum dixeris liberum, qui sub imperio domini agit; quanto minus hominem uel angelum recte liberum dicimus, qui sub imperio plenissimo Dei (h14) (ut peccatum et mortem taceam) sic degunt, ut ne momento consistere suis uiribus possint. Du ville jo heller ikke kalde en slave, som lever under sin herres herredømme, for fri; hvor meget mindre kan vi da med rette kalde et menneske eller en engel fri, som henlever sit liv under Guds fulde og gennemtrængende herredømme (at jeg skal tie om synden og døden), så de ikke et øjeblik kan bestå ved egne kræfter.
L11 Igitur hic statim in foribus pugnant definitio quid nominis, et definitio quid rei, quod uox aliud significat et aliud re ipsa sentitur. Altså her, straks i begyndelsen, modsiger definitionen efter ordene definitionen efter sagen, fordi ordet betegner én ting og sagen selv betyder noget andet.
L12 Rectius uero 'Vertibile arbitrium' uel 'mutabile arbitrium' diceretur, Nam sic Augustinus et post eum Sophistae gloriam et uirtutem istius uocis 'Liberum' extenuant, adiecto illo detrimento, quod uertibilitatem lib. arbitrii dicunt.  Med større ret kunne man tale om en 'omvendelig vilje' eller en 'foranderlig vilje', for således svækker Augustin og efter ham sofisterne dette ord 'fri's ære og dyd, idet de tilføjer den formindskelse, at de taler om den frie viljes foranderlighed. 
L13 Atque ita deceret nos loqui, ne inflatis et inaniter fastuisos uocabulis corda hominum luderemus, ut et Augustinus sentit, Nos ad certam regulam, sobriis et propriis uerbis debere loqui. (h18) Derfor skulle også vi tale således, så vi ikke med opblæste og indholdsløst pralende ord leger med menneskenes hjerter, sådan som også Augustin mener, at vi skal tale efter en vis regel med nøgterne og væsentlige ord.
L14 In docendo enim simplicitas et proprietas dialectica requiritur, non autem ampullae et figurae rhetoricae persuasionis.  For når man underviser, kræves nemlig enkelhed og en særegen dialektik, men ikke svulstighed og retoriske overtalelsesfigurer.
L15 Sed ne uerbi pugna delectari uideamur, donemus interim id abusui, licet magno et periculoso, ut idem sit liberum arbitrium, quod uertibile arbitrium.  Men for ikke at se ud som nogen, der elsker ordstrid, vil vi gå over til den vel største og farligste misbrug, nemlig at en fri vilje er det samme som en foranderlig vilje.
L16 Donemus et illud Erasmo, quod lib. arb. uim facit humanae uoluntatis, ac si angelorum non sit lib. arb., quod hoc libello solum de hominum lib. arbi. agere instituit; alioqui et in hac parte definitio fuerat arctior quam definitum. Vi vil også indrømme Erasmus, at han gør den frie vilje til en kraft ved den menneskelige vilje, også hvis den frie vilje ikke hører engle til, fordi han i sin bog alene påtager sig at behandle menneskenes frie vilje; ellers ville definitionen også i den henseende være snævrere end det, der bliver defineret.
L17 Ad eas partes ueniamus, in quibus rerum cardo uertitur, quarum aliquae satis apertae sunt, aliae lucem fugiunt, uelut sibi consciae nihil non metuant, cum nihil definitione apertius et certius edi debeat; obscurum enim definiere, perinde est ac nihil definire. Vi kommer nu til de dele, som er hovedsagen; deraf er nogle tilstrækkelig klart belyst, andre skyr lyset, som frygtede de skyldbevidst alt, skønt en definition bør være det klareste og sikreste man fremsætter; for at definere uklart er det samme som ikke at definere.
L18 Apertae sunt illae: Vis humanae uoluntatis, item: Qua se potest homo, item: Ad aeternam salutem, Sed Andabatae sunt istae: Applicare, Item: Ad ea quae perducunt, item: Auertere. (h31).  Dette er klart nok: 'en kraft i den menneskelige vilje', ligeledes: 'hvorved mennesket kan', ligeledes: 'til den evige frelse. Men blindt er dette: 'at vende sig hen imod'; ligeledes: 'mod det, som fører til'; ligeledes: 'vende sig bort fra'.
L19 Quid igitur esse diuinabimus illud applicare, item illud auertere? item, quid sunt illa, quae ad aeternam salutem perducunt? Quo se proripiunt illa? Mihi, ut uideo, cum uero Scoto aut Heraclito res est, ut duplici labore fatiger, primum, ut aduersarium in foueis et tenebris (quod facinus et audax et periculosum est) palpitans et tentans quaeritem, ac nisi inuenero, frustra et cum laruis pugnem, aeraque in tenebris uerberem, Deinde, tum produxero in lucem, tum demum, iam quaerendo fessus, aequo marte manus conseram. Hvad skal vi derfor råde til, at dette 'vende sig hen til' og dette 'vende sig bort fra' betyder? Ligeledes: hvad er det, som fører til den evige frelse? Hvorhen fører dette ord os? Jeg har, såvidt jeg kan se, med en sand Scotus eller Heraklit at gøre, så jeg udmattes ved et dobbelt arbejde, først det, at søge modstanderen i faldgruber og i mørke (hvilken både vovelig og forbryderisk udåd), famlende og berørende, og hvis jeg ikke finder ham, at kæmpe forgæves mod masker, at slå ud i luften i mørket, dernæst, først da, når jeg har trukket ham frem i lyset og allerede er udmattet af al min søgen, at gå i håndgemæng med ham på lige fod. 
L20 Vim igitur uoluntatis humanae dici, credo, potentiam uel facultatem uel (W663) habitatem uel aptitudinem uolendi, nolendi, eligendi, contemnendi, approbandi, refutandi et si quae sunt aliae uoluntatis actiones. (h32).  Altså, jeg mener, at en kraft i den menneskelige vilje vil sige en evne eller mulighed eller færdighed eller egnethed til at ville, til ikke at ville, til at udvælge, til at foragte, til at tilslutte sig, til at vise tilbage og hvad ellers viljens handlinger kan være.
L21 Iam quid, sit eandem uim sese applicare, et auertere, non uideo, nisi ipsum uelle et nolle, eligere, contemnere, probare, refutare, ipsam scilicet actionem uoluntatis, ut fingamus, Vim illam esse medium quiddam inter uoluntatem ipsam et actionem suam, (h25) ut qua uoluntas ipse actionem uolendi et nolendi elicit, et qua ipsa actio uolendi et nolendi elicitur. (h33).  Men hvad nu det betyder, at den samme kraft vender sig hen til og vender sig bort fra, kan jeg ikke indse, medmindre selve det at ville, ikke at ville, at udvælge, at foragte, at tilslutte sig, at afvise, er selve viljens handling, så at vi skal forestille os, at denne kraft på en måde står midt imellem viljen og dens gerning, som noget, hvorved viljen selv vælger at ville eller ikke ville handlingen, og som noget, hvorved handlingen at ville og ikke at ville udvælges.
L22 Aliud hic nec fingere nec cogitare datur. Si fallor, culpa sit authoris, qui definiuit, non mea, quo inuestigo, Recte enim dicitur apud Iuristas, Verba obscure loquentis, cum potuerit clarius dicere, interpretanda esse contra ipsum. (h34).  Der gives her ikke nogen anden måde at forestille sig det eller tænke sig det på. Hvis jeg tager fejl, er det den forfatters fejl, der definerer, ikke min, som undersøger. Det er nemlig rigtigt, hvad juristerne siger, at den, der taler uklare ord, når han kunne tale klarere ord, skal udlægges imod sig selv. 
L23 Et hic interim Modernos meos ignorare uolo cum suis subtilitatibus, Crasse enim dicendum est, gratia docendi et intelligendi. Her vil jeg imidlertid ignorere mine moderne teologer sammen med deres spidsfindigheder; det må nemlig siges groft for lærens og erkendelsens skyld.
L24 Ea uero, quae ad aeternam salutem perducunt, arbitror esse Verba et opera Dei, quae offeruntur uoluntati humanae, ut eisdem sese applicet uel auertat, Verba autem Dei dico tam legem quam Euangelion; Lege exiguntur opera, Euangelio fides.  Men det, som fører til den evige frelse, tror jeg er Guds ord og gerninger, som tilbydes den menneskelige vilje, så at den kan vende sig hen imod dem eller vende sig bort fra dem. Men Guds ord mener jeg er loven og evangeliet; gennem loven tilvejebringes gerninger, gennem evangeliet tro.
L25 Nulla enim sunt alia, quae uel ad gratiam Dei uel ad salutem aeternam perducunt, nisi uerbum et opus Dei, Siquidem gratia uel spiritus est ipsa uita, ad quam uerbo et opere diuino perducimur. (h37; h38).  Der er nemlig ikke andet, som fører til Guds nåde eller til den evige frelse, end Guds ord og gerning, eftersom nåden eller ånden er livet selv, til hvilket vi føres frem i kraft af det guddommelige ord og gerning.
L26 Haec autem uita uel salus aeterna res est incomprehensibilis captui humano, sicut Paulus ex Esaia refert 1. Cor. 2: Quae oculus non uidit, nec auris audiuit, nec in cor hominis ascendit, quae praeparauit Deus diligentibus se. (h39).  Men dette evige liv eller denne evige frelse er noget, der er uforståeligt for den menneskelige fatteevne, sådan som Paulus udfra Esajas gengiver det 1 Kor 2,9: 'Hvad intet øje har set og intet øre har hørt, hvad der ikke er opkommet i menneskehjertet, det har Gud beredt for dem, der elsker ham'.
L27 Nam et is inter summos articulos fidei nostrae numeratur, ubi dicimus: Et uitam aeternam. Quid uero in isto articulo ualeat lib. arbi., Paulus testatur 1. Corin. 2: Deus (inquit) nobis ea reuelauit per spiritum suum. q. d. nisi spiritus reuelarit, nullius hominis cor quicquam de ea re nosset aut cogitaret, tantum abest, ut sese applicare ad id uel appetere possit. For også denne artikel regnes med til vor tros højeste artikler, når vi siger: 'og på det evige liv'. Men hvad i denne artikel den frie vilje er værd, det bevidner Paulus 1 Kor 2,10: 'Gud har åbenbaret det for os gennem sin ånd', det vil sige, havde ånden ikke åbenbaret det, ville intet menneskehjerte have vidst eller tænkt noget om den sag, så meget mangler der i, at den kan vende sig imod det eller stræbe derefter.
L28 Vide experientiam, quid excellentissima ingenia inter gentes de uita futura et resurrectione senserint, Nonne quo excellentiores ingenio fuerunt, eo magis ridiculum illis fuit resurrectio et uita aeterna? Se erfaringen, hvad har de mest udmærkede ånder mellem folkene ment om det kommende liv og opstandelsen? Mon ikke det er sådan, at jo mere udmærkede disse ånder har været, des mere latterligt har opstandelse og evigt liv forekommet dem?
L29 Nisi non fuerunt ingeniosi Philosophi illi et Graeci, qui Athenia Paulum haec docentem spermologon et nouorum Daemoniorum assertorem dicebant. (Apg 17,18) Portius Festus Act. 24. Paulum insanum clamanat, ob praedicationem aeternae uitae. Åndsbegavede filosoffer var også de grækere, som i Athen kaldte Paulus et sludrehovede og en forkynde af nye dæmoner. Portius Festus kalder Apg 26,24 Paulus for vanvittig på grund af hans prædiken af det evige liv.
L30 Quid Plinius de iis rebus latrat lib. 7? Quid Lucianus, tantum ingenium? Stupidine illi fuerunt? Denique adhuc hodie plerique, quo sunt maiore ingenio et eruditione, hoc magis rident eum articulum et fabulam esse putant, idque palam. Hvordan gøer Plinius om disse ting i sin syvende bog? Hvad siger Lukian, det store geni? Mon disse mænd var dumme? Endelig er der indtil den dag i dag mange, som ler des mere af denne artikel, jo bedre begavede og jo bedre uddannede de er, og mener, det er en fabel, og det offentligt.
L31 Nam occulte nullus plane hominum, nisi spiritu sancto perfusus, nouit, credit aut optat salutem aeternam, etiamsi uoce et stilo iactitent. Atque utinam eodem fermento et tu et ego liberi essemus, Mi Erasme, tam ratus est in hoc articulo fidelis animus. Habeone definitionis huius sensum? (h42) (W664) For i det skjulte er der næsten intet menneske, undtagen det menneske, som helligånden ganske har gennemstrømmet, der kender, tror eller ønsker sig den evige frelse, selv om de i ord og skrift praler af det. Og gid både du og jeg må være fri for denne surdejg, kære Erasmus, så sjældent er et troende sind i denne artikel. Mon jeg har fanget meningen med denne definition?
L32 Igitur Erasmo authore, Liberum arb. est uis uoluntatis, quae potest a seipsa uelle et nolle uerbum et opus Dei, quibus dicitur ad ea quae excedunt et captum et sensum eius.  Altså, ifølge Erasmus er den frie vilje en kraft ved viljen, hvorved den ud fra sig selv kan og ikke kan ville Guds ord og gerning, ved hvilke den kan siges at nå ud over det, der overgår dens fatteevne og forstand.
L33 Si uero potest uelle et nolle, potest et amare et odisse, Si amare et odisse, potest et aliquantulum facere legem et credere Euangelio, Quia impossibile est, si aliquid uelis aut nolis, ut non aliquid operis ea uoluntate possis, etiam si prohibente alio, perficere non possis. (h45 Men hvis den kan ville og ikke ville, så kan den også elske og hade; hvis den kan elske og hade, kan den også i nogen måde opfylde loven og tro evangeliet, derfor er det umuligt, hvis man vil eller ikke vil noget, at man ikke kan det i kraft af denne vilje gennem gerninger, også hvis en anden forhindrer én i at fuldføre det.
L34 Iam cum inter opera Dei, quae ad salutem perducunt, crux et omnia mala mundi numerentur, poterit humana uoluntas et mortem et sui perditionem uelle, Quin omnia uelle potest, dum uerbum et opus Dei uelle potest, Quid enim infra, supra, intra, extra uerbum et opus Dei, nisi Deus ipse uspiam esse potest? (h46) Nuvel, eftersom korset og alt ondt i verden også må regnes blandt de Guds gerninger, som fører til frelse, så kan den menneskelige vilje ville også sin død og undergang, ja, den kan ville alt, hvis den kan ville Guds ord og gerning; hvad kan nemlig være nedenfor, ovenfor, indeni, udenfor Guds ord og gerning, undtagen Gud selv?
L35 Quid autem hic relinquitur gratiae et spiritui sancto? Hoc plane est diuinitatem lib. arbi. tribuere, siquidem legem et Euangelion uelle, peccatum nolle et mortem uelle, diuinae uirtutis est solius, ut Paulus non uno loco dicit. Men hvad bliver her overladt til nåden og helligånden? Dette er sandelig at tillægge den frie vilje guddommelighed, eftersom det alene er den guddommelige krafts væsen at ville loven og evangeliet, ikke at ville synden og at ville døden, sådan som Paulus siger ikke så få steder.
L36 Proinde nemo post Pelagianos rectius de libero arbitrio scripsit, quam Erasmus. Diximus enim superius, liberum arbitrium esse diuinum nomen ac diuinam uirtutem significare, (W637/L59) Hanc uero nemo illi tribuit hactenus praeter Pelagianos; Sophistae enim, quicquid sentiant, longe aliter certe loquuntur.  Forøvrigt har ingen efter pelagianerne skrevet mere rigtigt om den frie vilje, end Eramus. Vi sagde nemlig ovenfor, at den frie vilje er et guddommeligt navn og betegner en guddommelig kraft. Det har ingen anden hidtil tildelt den end pelagianerne; for hvad end sofisterne mener, så taler de helt anderledes.
L37 Quin Pelagianos quoque longe superat Erasmus. Illi enim toti libero arbitrio eam diuinitatem tribuunt, Erasmus dimidio, Siquidem illi faciunt liberi arbi. duas partes, uim discernendi et uim eligendi, alteram rationi, alteram uoluntati affingentes, quod et Sophistae faciunt, Sed Erasmus, posthabita discernendi ui, solam extollit uim elegendi. ita claudum ac semiliberum arbitrium Deum facit. Quid putas erat facturus, si totum lib. arbitrium fuisset descripturus? (h48 Ja, Erasmus går endog langt udover pelagianerne. De tillægger nemlig hele den frie vilje guddommelighed, Erasmus den halve vilje. De deler nemlig den frie vilje i to dele, en kraft til at skelne og en kraft til at vælge, og knytter den første til fornuften, den anden til viljen, hvilket også sofisterne gør. Men Erasmus fremhæver, efter at have sat skelnekraften bagved, alene udvælgekraften. Sådan gør han en haltende og halvfri vilje til Gud. Hvad mener du, han ville have gjort, hvis han skulle have beskrevet hele den frie vilje?
L38 Sed non hoc contentus, Philosophos etiam excaedit, Apud illos enim nondum definitum est, an aliquid seipsum possit mouere, Ibique toto corpore Philosophiae dissentiunt Platonici et Peripatetici, Sed apud Erasmum libe. arbitrium suapte ui sese non modo mouet, sed applicat etiam ad ea quae sunt aeterna, id est, incomprehensibilia sibi, plane nouus et inauditus definitor lib. arb., qui Philosophos, Peligianos, Sophistas, et omnes longe post se relinquit. (h49).  Men ikke tilfreds hermed, går Diatriben også ud over filosofferne. Hos dem er det nemlig endnu ikke blevet defineret, om noget kan bevæge sig selv, og herom er platonikerne og peripatetikerne i det hele filosofiske samfund uenige. Men hos Erasmus kan den frie vilje ikke blot bevæge sig ved sin egen kraft, den kan også vende sig imod det, som er evigt, det vil sige, ufatteligt for den selv, og det er en helt ny og uhørt definition på den frie vilje, som lader filosofferne, pelagianerne, sofisterne og alle andre langt bagefter.
L39 Nec hoc satis, nec sibi parcit, sibique ipsi plus quam omnibus aliis dissidet et pugnat. Antea enim dixerat, Voluntatem humanam prorsus esse inefficacem sine gratia (nisi hoc ioco dixerit), hic uero, ubi serio definit, dicit, humanam uoluntatem habere eam uim, qua efficax sit applicare sese ad ea quae sunt salutis aeternae, id est quae sunt incomparabiliter supra uim illam. (h50).  Ja, ikke tilfreds med det heller, skåner den ikke sig selv, og er uenig med og bekæmper sig selv mere end alle andre. Tidligere havde den nemlig sagt, at den menneskelige vilje slet intet kan uden nåden (hvis den da ikke sagde det for sjov), men her, hvor den skal definere for alvor, siger den, at den menneskelige vilje har denne kraft, hvormed den er i stand til at vende sig imod det, der hører den evige frelse til, det vil sige, det, som uden sammenlligning ligger ud over denne kraft.
L40 Ita et seipso quoque superior est hac (W665) parte Erasmus. Videsne, Mi Erasme, hac definitione te ipsum prodi (imprudenter credo), quod harum rerum nihil omnino intelligis, uel prorsus incogitans et contemnens de illis scribas, ignarus quid loquaris uel quid affirmes? (h52) Et ut supra dixi, minus dicis et plus tribuis lib. arbi. quam omnes alii, dum neque totum lib. arb. describis, omnia tamen illi tribuis. Sådan overfår Erasmus også sig selv i dette stykke. Ser du, kære Erasmus, at du med denne definition forråder dig selv (hvilket jeg tror er uklogt), at du overhovedet intet forstår af disse ting, eller skriver fuldstændig ubetænksomt og foragtende om dem, uvidende om, hvad du siger og hvad du bekræfter? Og som jeg sagde før, du siger mindre om den frie vilje, men tillægger den mere end alle andre, idet du slet ikke beskriver den frie vilje helt, men dog tillægger den alt.
L41 Tolerabilius longe tradunt Sophistae, uel saltem pater eorum Petrus Longobardus, qui liberum arbi. dicunt esse facultatem discernendi, deinde et eligendi, boni quidem, si assit gratia, mali uero, si desit gratia, planeque cum Augustino sentit liberum arbitrium, suapte ui, non posse nisi cadere, nec ualere nisi ad peccandum, Vnde et seruum potius quam liberum arbitrium uocat Augustinus libro .2. contra Iulianum. (n2). Sofisterne lærer langt mere tåleligt derom, i det mindste deres fader, Peter Lombarderen, idet de siger, at den frie vilje er en evne til at skelne, og dernæst til at vælge, hvis nåden bistår, så det gode, men hvis nåden mangler, det onde; og helt i overensstemmelse med Augustin mener de, at den frie vilje ved egen kraft ikke kan andet end falde, ikke duer til andet end til at synde, hvorfor da også Augustin kalder den en trælbunden vilje, mere end en fri vilje, i sin anden bog mod Julian.
L42 Tu uero utrinque parem uim facis liberi arbitrii, quod suapte sine gratia ui, et sese applicare possit ad bonum, et sese auertere a bono. Men du gør den frie viljes kraft lige på begge sider, så den ud af sin egen kraft uden nåden både kan vende sig mod det gode og vende sig bort fra det gode.
L43 Non enim cogitas, quam magnum tribuas illi hoc pronomine SE uel SEIPSAM, dum dicis: potest SE applicare, prorsus scilicet excludis spiritum sanctum cum omni uirtute sua, tanquam superfluum et non necessarium. (h59) (h64) For du tænker ikke over, hvor meget du tillægger dette pronomen 'sig' eller 'sig selv'; når du siger: 'den kan vende sig', så udelukker du nemlig fuldstændig Helligånden med al hans kraft, som overflødig og ikke nødvendig.
L44 Damnabilis igitur est tua definitio etiam apud Sophistas, qui nisi inuidia excaecati in me sic insanirent, in tuum libellum furerent potius; Nunc, quia Lutherum petis, etiamsi contra te ipsum et illos dicas, nihil nisi sanctum et catholicum dicis, tanta est patientia sanctorum uirorum. Derfor er din definition fordømmelig også hos sofisterne, som, hvis de ikke forblindede af misundelse rasede sådan imod mig, snarere ville vende sig med kraft imod din bog. Men nu, fordi du angriber Luther, taler du helligt og katolsk, endskønt du taler både imod dig selv og imod dem, så stor er de hellige mænds tålmodighed.
L45 Non haec dico, quod Sophistarum sententiam de libero arbitrio probem, sed quod tolerabiliorem esse ducam quam Erasmi, propius enim accedunt ad ueritatem, Non enim illi liberum arbitrium, sicut ego, nihil esse dicunt, tamen, cum sine gratia ipsum nihil posse dicunt, presertim Magister Sententiarum, pugnant Erasmo, imo uidentur sibiipsis quoque pugnare, et sola uerbi controuersia torqueri, contentionis cupidiores quam ueritatis, sicut decet Sophistas. Dette siger jeg ikke, fordi jeg billiger sofisternes mening om den frie vilje, men fordi jeg anser den for mere tålelig end Erasmus', de kommer nemlig sandheden nærmere. For de siger ikke, som jeg, at den frie vilje ikke er noget, dog modsiger de Erasmus, især mester Petrus Lombarderen, når de siger, at den uden nåden intet kan, ja, de synes at modsige sig selv, og alene at dreje sig rundt i en ordstrid, idet de mere stræber efter strid end efter sandhed, sådan som det hører sofisterne til.
L46 Nam finge mihi Sophistam minime malum dari, cum quo semotus familiari colloquio ista conferrem et candidum ac liberum iudicium postularem in hunc modum: Si quispiam tibi id liberum esse diceret, quod sua uirtute non nisi in alteram partem possit, scilicet in malam, In alteram uero, nempe in bonam partem, possit quidem, sed non sua uirtute, imo alterius duntaxat auxilio, possis etiam tenere risum, amice? For forestil dig, at jeg kunne sidde i fortrolig samtale med en slet ikke dårlig sofist og tale om disse ting og fremsætte en åben og fri bedømmelse på følgende måde: Hvis nogen ville sige til dig, at dette er at være fri, at han ved sin egen kraft kun kan formår noget til den ene side, nemlig til det onde, men til den anden sige, nemlig til det gode, formår han nok noget, men ikke ved sin egen kraft, men kun ved en andens hjælp, vil du så kunne bare dig for latter, min ven?
L47 Nam sic lapidem (W666) aut truncum facile obtinebo habere liberum arbi., ut qui et sursum et deorsum uergere potest, sed ui sua non nisi deorsum, alterius uero solum auxilio sursum. (W666/h95 For på den måde vil jeg let kunne påstå, at en sten eller en træstamme har en fri vilje, eftersom den jo kan vende sig både opefter og nedefter, men ved sin egen kraft kun nedefter, men opefter kun med hjælp fra en anden.
L48 Et ut supra dixi, tandem dicemus, inuerso omnium linguarum et uerborum usu: Nullus est omnes, nihil est omnia, referendo alterum ad rem ipsam, alterum ad alienam quae adesse sibi et accidere possit. Og som jeg ovenfor har sagt, måske vi engang kommer så vidt, at vi kan sige, idet vi vender op og ned på al brug af sproget og af ordene: Ingen er alle, intet er alt, idet vi henviser den ene del til sagen selv, den anden til en fremmed sag, som hører den til og kan assistere.
L49 Sic et liberum arb. nimium disputando tandem per accidens liberum faciunt, ut quod possit liberari aliquando per alium. Quaestio autem est per se et de substantia libertatis arbi. Sådan kan de også langt om længe tilfældigvis ved deres altfor megen diskuteren gøre den frie vilje fri, fordi den i nogen grad kan befries ved en anden. Men spørgsmålet er 'ved sig selv' og om substansen i viljens frihed.
L50 Haec si soluenda est, nihil nisi inanis vox lib. arbi. reliqua fit, uelint, nolint. Deficiunt et in hoc Sophistae, quod lib. arb. uim discernendi boni a malo tribuunt. (h54) Item, regenerationem et innouationem spiritus premunt, ac uelut externe auxilium illud alienum illi affingunt, de quo postea. Sed haec de diffinitione satis. Nunc argumenta uideamus, inflatura inanem illam uoculam. Hvis dette spørgsmål skal løses, bliver der intet andet tilbage af den frie vilje end et tomt ord, hvad enten de vil eller ej. Sofisterne tager også fejl i det stykke, at de tillægger den frie vilje en kraft til at skelne det gode fra det onde. Ligeledes fjerner de også genfødslen og åndsfornyelsen, og pådigter den en ydre hjælp andetstedsfra, om hvilket mere senere. Men lad dette være nok om definitionen. Nu vil vi se på de argumenter, der skal blæse dette tomme ord op.
Videre til De servo W666

 

Fra Erasmus' Hyperaspistes (Darmstadt, side 288):
h1 Exagitatur etiam cumprimis nostra definitio, quam ita propono disputaturus: 'Liberum arbitrium est vis humanae voluntatis, qua se possit homo applicare ad ea quae perducunt ad aeternam salutem, aut ab iis avertere'. (e1; L6).  Ganske forkastet bliver også først og fremmest vores definition, som jeg har fremsat, før jeg begynder disputationen: 'Den frie vilje er en kraft ved den menneskelige vilje, hvorved mennesket kan vende sig hen til det, som fører til den evige frelse, eller vende sig bort derfra'.
h2 Hanc descriptiunculam, cum non in aliud proposuissem, quam ut ostenso scopo, non latius vagaretur disputatio, quam oporteret, congeritur hic quicquid in Sophistarum Scholis garriri solet a pueris. Selv om jeg kun har fremsat denne lille beskrivelse for at vise målet, at ikke diskussionen skal bevæge sig længere bort end passende er, så samler Luther her sammen alt det, som børnene plejer at gøre grin med i sofisternes skoler.
h3 Objicitur quod non explicuerim partes definitionis, nimirum naufragium non unum veritus, (L7) cum tamen id soleat ad aliis fieri. Han bebrejder mig, at jeg ikke har forklaret definitionens enkeltdele, selv om det plejer at gøres af andre, nok at frygt for mere end ét skibbrud.
h4 Solet, sed qui de re, parum nota, aut controversa, disputationem instituunt, mihi de re jam a tam multis tractata brevis conflictatiuncula erat suscepta, nec mihi sumsi personam e cathedra docentis classem discipulorum, aut scribentis commentarios in opus perplexi Scriptoris, ut singulae definitionis partes mihi fuerint vel defendendae vel explicandae. Det plejer at ske, ja, men af dem, der begynder en diskussion om noget mindre kendt eller om noget kontroversielt, men jeg påtog mig kun at behandle en kort lille konflikt, der allerede var behandlet af så mange, og jeg påtog mig ikke rollen som én, der fra katedret ville undervise en flok elever, eller rollen som én, der ville skrive kommentarer imod en forvirret skribents værk, så at jeg skulle have forsvaret eller forklaret definitionens enkelte dele.
h5 Sciebam liberum arbitrium a diversis varie definitum, tu compendio definis, 'nomen sine re' (Diat II b 8).  Jeg vidste, at den frie vilje defineres forskelligt af de forskellige, du definerer den meget kort som 'en betegnelse uden sagligt grundlag'. 
h6 Perlongum erat aliorum definitionibus vel rejiciendis aut asserendis vel explicandis immorari. Decreveram in hac arena non diu morari, et alioqui supervacaneum erat vocem notam et a multis definitam describere. Det ville være altfor langt at dvæle ved at forkaste eller tilslutte mig eller forklare andres definitioner. Jeg havde besluttet ikke at blive længere på denne arena, og det ville også være overflødigt at beskrive et ord, der er kendt og defineret af mange.
h7 Cur igitur definis? Non tam definio vocis rationem, quam contraho ad id quod in praesentia susceperam agendum. Mentior, nisi hoc indicant mea verba: 'Porro liberum arbitrium hoc (590) loco sentimus' etc. (L6 Hvorfor definerer du da? Jeg definerer ikke så meget for at fastholde ordets betydning som for at sammendrage det, som jeg for øjeblikket har påtaget mig at behandle. Og jeg ville da tage meget fejl, om ikke det netop er, hvad mine ord indikerer: 'Videre mener vi med 'fri vilje' på dette sted osv'. 
h8 Quid significat 'hoc loco'? Nihil aliud, quam hactenus hic de libero arbitrio disputabimus, ne quis exspectet quidquid de libero arbitrio potest aut solet disputari. Hvad betyder 'på dette sted'? Hvad andet, end at vi her diskuterer de frie vilje med den indskrænkning, at ingen her kan vente alt det gennemgået, som kan siges eller plejer at siges om den frie vilje.
h9 Jam quorsum attinebat hic explicare singulas definitionis partes, quod solent hi qui pueris Aristotelem praelegunt in Scholis, cum ipsa disputatio progrediens id faciat? Hvad skulle det så til for her at forklare definitionens enkelte dele, selv om de, der plejer at forelæse Aristoteles for drengene i skolen, plejer at gøre det, når den fremadskridende disputation selv gør det?
h10 Solent Scriptores summam rei, de qua loqui destinarunt, veluti scopum ostendere. Idem facio in Diatriba. Skribenterne plejer at påpege kernen af den sag, som de har besluttet at tale om, som dens hensigt. Det samme gør Diatriben.
h11 Et ingeritur altera calumnia sophistica. 'Quod definitur, latius patet quam ipsa definitio. Est enim liberum arbitrium Dei, quod unum vere potest dici liberum. Est aliquod liberum arbitrium in Angelis, et tu adstringis ad hominis voluntatem'. (referat; L8). Og så kommer der en anden sofistisk beskyldning. 'Hvad der defineres, går videre end definitionen selv. Gud har nemlig en fri vilje, den, som alene kan siges at være fri. Og der er også en slags fri vilje i englene, men de indskrænker det til at være menneskets fri vilje'.
h12 Jam respondi me ideo haec praefatum, ut ab hac conflictatiuncula excluderem disputationem de arbitrio Dei, Daemonum aut Angelorum, praesertim cum assertio tua non impugnet nisi hominis arbitrium. Jeg har allerede svaret, at jeg satte dette ind foran, for at udelukke fra diskussionen disse små konflikter om Guds eller dæmoners elle engles vilje, især fordi din 'Begrundelse' kun kæmper imod menneskets vilje.
h13 Sed gravius flagitium est, quod vox, quam definio, pugnat cum ipsa definitione, hoc est, 'quid nominis', cum eo quod est 'quid rei'.  Men det er en alvorlig skændsel, at ordet, som jeg definerer, modsiger selve definitionen, det vil sige, det som betegnes modsiger det der er sagen.
h14 Agnosco Scholae puerilis vocabula. 'Quisquis enim', inquis, 'audit liberum arbitrium, accipit proprie dici quod potest et facit erga Deum, quaecunque libuerit, nulla lege, nullo imperio cohibitum. Etenim si servus, qui degit sub imperio domini, liber dici non potest, multo minus hominis voluntas, quae subjecta est imperio Dei'. (referat, L10). Jeg kender godt skoledrengenes udtryk. 'Den nemlig', siger du, 'der hører udtrykket fri vilje, antager, at der hermed menes en vilje, der kan og gør imod Gud, hvadsomhelst den har lyst til, uden at være forhindret af nogen lov eller noget herredømme. Hvis nemlig en slave, der henlever under sin herres herredømme, ikke kan siges at være fri, hvor meget mindre kan så den menneskelige vilje siges at være fri, den, som er underkastet Guds herredømme.
h15 Proinde magis tibi placet ut 'vertibile' dicatur, quam 'liberum'. Primum (592) quod hujus vocis honorem contendis soli Deo proprie congruere, quale sit jam ante discussimus: neque nos homini tribuimus arbitrium simpliciter liberum, quod ex disputatione satis liquet. Derfor synes du bedre om at sige 'omskiftelig' end 'fri'. Først: Hvad du hævder, at dette ord alene bør bruges om Gud, har vi allerede diskuteret. Heller ikke vi tildeler mennesket en kun fri vilje, hvilket tilstrækkelig tydeligt fremgår af disputationen.
h16 Cur igitur abuteris voce? Ego hujus vocis repertor non sum, quare magis decet ut super hac re expostules cum omnibus veteribus, ac recentioribus, atque adeo cum ipso etiam Augustino, qui cum minimum tribuat libero arbitrio, tamen in titulis voluminum, totaque disputatione abutitur recepto vocabolo. Hvorfor bruger du da dette ord? Det er ikke mig, der har opfundet dette ord, og derfor burde du snarere gå i rette med alle de gamle og med de nyere [kirkefædre] og da først og fremmest med Augustin selv, som, skønt han tillægger den frie vilje mindst muligt, dog bruger ordet som et anerkendt udtryk i titlen på sine bøger og i hele sin diskussion.
h17 Caeterum quod ais hanc vocem omnium auribus nihil aliud significare, quam liberam potestatem faciendi erga Deum quicquid libuerit, etc. res longe secus habet inter Christianos. Og når du videre siger, at dette ord efter alles opfattelse ikke betyder andet, end en fri mulighed til at gøre mod Gud, hvad man har lyst til, osv, så forholder det sig helt anderledes blandt de kristne.
h18 Recte monet Augustinus, nos ad certam regulam sobriis et propriis verbis debere loqui, (L13) sed ipse tamen qui hoc monet, quoties inculcat in libris suis nomen liberi arbitrii, nec ipse temperas a recepto vocabulo, quam sobrius in novandis Ecclesiae vel dogmatibus vel verbis, norunt qui tua legunt, et mihi nunc occinis Augustini monita, quod ab omnibus recepta voce sum abusus. Med rette formaner Augustin os til at tale efter en vis regel og med nøgterne og væsentlige ord, men hvor ofte indprenter dog ikke netop han, der formaner os således, os i sine bøger ordet 'fri vilje', og heller ikke du undgå det anerkendte udtryk. Hvor nøgtern du er i at forny kirkens dogmer og ord, det véd de, som læser dine bøger, og mig foreholder du nu Augustins formaning, fordi jeg har brugt et af alle anerkendt udtryk.
h19 Deinde exigis hic dialecticam et philosophicam Ethnicam, quam soles pestem rei Christianae vocare. Dernæst beråber du dig her på den hedenske dialektik og filosofi, som du ellers plejer at kalder kristendommens pest. 
h20 Sed utrumque donas et abusum vocis, et definitionem ad hominem restrictam. Quid autem donas, si concedis jus publicum? Aut quid mihi largiris, si demonstro lectori, quatenus sim hic loquuturus de libero arbitrio? Men begge dele indrømmer du mig, både brugen af ordet, og dette at definitionen indskrænkes til at omhandle kun mennesker. Men hvad medgiver du, hvis du indrømmer med en almindelig ret? Eller hvad kan du tilstå mig, hvis jeg beviser overfor læseren, hvor langt jeg her vil tale om den frie vilje?
h21 Nihil enim aliud agit illa mea descriptio, nisi quod lectorem praemonet, non audies hic de libero arbitrio Dei, Angelorum aut Daemonum, aut si quod est brutorum animantium, (594) sed de eo quod tribuitur humanae voluntati, nec discutiemus quid possit in rebus levioribus, quae non conducunt ad aeternam felicitatem, sed duntaxat quid agat in his quae pertinent ad aeternam salutem. Min beskrivelse handler kun om, hvordan jeg kan advare læseren om, at han her ikke vil høre om Guds frie vilje, om englenes eller dæmonernes frie vilje, eller om et eller andet ufornuftigt levevæsens frie vilje, men om, hvad man kan tillægge den menneskelige vilje, ejheller diskuterer vi, hvad viljen kan på de mindre væsentlige områder, som ikke fører til den evige lyksalighed, men kun om, hvad den kan i de ting, der fører til den evige frelse.
h22 Si non est fas de re quapiam disputare, nisi partes illius omnes, et his adhaerentia persequaris, peccatum est a pluribus Scriptoribus. Hvis det ikke er rigtigt at diskutere den slags sager, medmindre man forfølger alle dens dele og alt, hvad der knytter sig dertil, så er der mange skribenter, der forsynder sig her.
h23 Si commode facit, qui ostendit quid lector exspectare debeat, quid non, quid est tandem quod mihi condonas? Men hvis den gør læseren en tjeneste, der viser ham, hvad han kan vente sig og hvad ikke, hvad er det så egentlig, du tilstår mig?
h24 Sed rursus alia calumnia definitionis. Petrus Lombardus et Sophistae faciunt geminam liberi arbitrii vim, discernendi, quae propria est intellectus, et eligendi seu rejiciendi, quae propria est voluntatis. Men så kommer der igen en beskyldning angående definitionen. Peter Lombarderen og sofisterne antager en dobbelt kraft hos den frie vilje, én til at adskille, som rettelig tilhører forstanden, og én til at udvælge, som rettelig tilhører viljen.
h25 At mea definitio tantum attingit vim eligendi aut rejiciendi. Itaque dimidiatum modo arbitrium propono. (L21) (Note 1).  Med min definition har kun at gøre med kraften til at udvælge eller forkaste. Derfor foreslår jeg kun en halveret vilje.
h26 Respondeo paucis. In hac questione libertatis, primas tenet voluntas, qua, ut inquit Augustinus, peccatur et recte vivitur.  Jeg svarer kort. I spørgsmålet om friheden, drejer det sig først og fremmest om viljen, den, hvorved man, som Augustin siger, synder og lever ret. 
h27 Ab hac quanquam non est sejuncta ratio, neque enim voluntas proprie dicitur, quae sensum aut affectum sequitur potius quam rationis judicium, tamen id ponere maluimus, quod in hac disquisitione praecipuum, et solum libertatis est capax, praesertim cum eo proposito, simul et illud intelligatur, quod natura praecedit, veluti si quis loquatur de expetendo honesto, simul complectitur et illa quae secernunt honestum ab inhonesto. Et in progressu disputationis attingo quod satis est de judicio rationis. Skønt fornuften ikke er adskilt fra viljen, og det ikke i streng forstand kan kaldes vilje, hvad der følger en følelse eller en lidenskab mere end fornuftens dom, så har vi dog foretrukket at fastslå, hvad der i denne undersøgelse er det vigtigste, og hvad der alene kan indeholde frihed, især fordi man, når dette anbringes først, straks også forstår, hvad der ifølge sagens natur går forud, såsom hvis én taler om at stræbe efter det rigtige, han så også samtidig medinddrager det, som adskiller det rigtige fra det forkerte. Og som disputationen skrider frem, berører jeg tilstrækkeligt spørgsmålet om fornuftens dom.
h28 Nunc perinde quasi sedeamus in Scholis Chrysippi, ad vivum exigitur nostra discriptiuncula. Objicitur obscuritas, et singulae particulae rigido examine discutiuntur. Definitio non una de causa solet adhiberi, interdum quo natura rei, qua de agitur, possit cognosci, nonnunquam res notissima tantum attingitur, tanquam titulo, veluti si quis disputet hodie de Anatomia, nihil habet opus apud eruditos Medicos definiere quid sit Anatomia. Satis et titulus. Nu bliver der ramt plet på vor lille beskrivelse, som om vi sad i Krysips skole. Den får bebrejdelse for sin dunkelhed og hver enkelt del bliver nøje prøvet og undersøgt. Nu plejer en definition ikke at blive anvendt kun af én grund; af og til anvendes den for at den tings natur, hvorom det drejer sig, kan komme for dagen; ofte knyttes den blot til en yderst kendt ting, som en slags overskrift, såsom hvis nogen en dag vil disputere over anatomien, så behøver han ikke overfor uddannede læger at definere, hvad anatomi er. Det er nok med titlen. 
h29 Nonnunquam additur definitio vel notatio potius, ut admoneatur auditor, quid debeat exspectare, quid non: veluti si disserturus de animalibus, ne lector exspectet quicquid de naturis, de partibus, de generationibus, de morbis, de medicinis dici solet, sic admoneat: Haec disputio tractabit de animantibus terrestribus ac maritimis, sed his duntaxat quae veneno noxia sunt. Ofte tilføjes en definition eller snarere en beskrivelse, for at give et vink til tilhøreren om, hvad han kan forvente og hvad ikke; såsom hvis der skal afhandles om dyr, hvis man så ikke vil, at læseren skal forvente noget om, hvad der plejer at blive sagt om dyrs natur, dele, forplantning, sygdomme og medicin, kan man indskærpe det således: Denne disputation handler om land- og havdyr, men kun om dem, der er skadelige ved deres gift.
h30 Nec alio consilio adhibita est nobis illa notatiuncula, in re jactata jam, et omnibus eruditis notissima. Sed age, qualis qualis est, non deprecor severam excussionem, nec tam reformido tuam censuram, quamvis iniquam, quam arbitraris. Og i ingen anden hensigt blev denne lille beskrivelse anvendt af os i en sag, der ofte er behandlet og velkendt blandt de dannede. Men velan, hvordan det nu end forholder sig, jeg skal ikke frabede mig en streng undersøgelse, ejheller frygter jeg din dom, så meget som du tror, skønt den er uretfærdig.
h31 De abusu nominis jam responsum est, nec feram hoc mihi saepius objici. Aperta sunt haec, ut ais, 'vis humanae voluntatis'. Item, 'qua se potest homo'. Item, 'ad aeternam salutem'. Rursus obscura sunt ista, 'Applicare' et 'avertere'. Item, 'ad aeternam salutem', item 'perducunt'. (L18). Med henblik på brugen af ordene, har jeg allerede svaret og jeg kan næsten ikke bære at få flere bebrejdelser derfor. Som du siger, er disse ord klare: 'en kraft ved den menneskelige vilje', og: 'hvorved mennesket kan', og: 'til den evige frelse'. Men dunkle er disse: 'vende sig hen imod' og 'vende sig bort fra', og: 'til den evige frelse', og: 'fører frem til'.
h32 Vim voluntatis humanae interpretaris potentiam vel facultatem, vel habilitatem, vel aptitudinem, volendi, nolendi, (598) eligendi, contemnendi, approbandi, refutandi, et si quae sunt aliae voluntatis actiones. (L20).  En kraft ved den menneskelige vilje forstår du som en magt eller evne eller vane eller egnethed til at ville eller ikke ville, til at udvælge, til at tilbagevise, til at tilslutte sig, til at vende sig imod, og hvad der ellers er viljens handlinger.
h33 'Applicare' et 'avertere', non vides quid sit, nisi ipsum velle aut nolle, probare aut reprobare, quae sunt actiones a potestate voluntatis elicitae. Et fingis vim illam esse medium quiddam inter voluntatem et voluntatis actionem definitam. (L21). 'At vende sig bort fra' og 'at vende sig hen imod' ser du ikke hvad er, udover selve dette at ville eller ikke at ville, selve dette at billige eller forkaste, hvilket dog er handlinger, der er kaldt frem af viljens magt. Og du mener, at kraften er defineret som én eller anden middelting mellem viljen og viljens handling.
h34 Et hic citatur, si Deo placet, regula Juris, ne nesciremus tibi Jureconsultum fuisse a consiliis cum haec scriberes. Scio in Pandoram istam Deos omnes contulisse quod habuit quisque praecipuum. At quid tandem praescribit regula Juris? 'Sermonem obscurum adversus eum interpretandum esse, qui sic loquutus sit'. (L22). Og her bliver, Gud bedre det, en juridisk regel citeret, så vi ikke skal være i tvivl om, at du har haft en jurist til at rådgive dig, da du skrev dette. Jeg véd, at til denne pandora har alle guder bidraget med, hvad de havde fra hver sit fagområde. Men hvad foreskriver så da denne juridiske regel? 'En dunkel tale skal fortolkes imod den, som fremkommer med den'.
h35 Sed quid praescribit regula caritatis, quam tibi vindicas? Omnia in meliorem partem esse interpretanda, et qui firmior ac doctior est, eum servire infirmitati alienae.  Men hvad foreskriver kærlighedens regel, som du påberåber dig? At opfatte alt i bedste mening, og at den, som er stærkere og klogere, skal tjene sin den fremmedes svaghed. 
h36 Nunc vide quam absis a caritatis regula, qui superes etiam Juris regulam: illa non vult prodesse sermonis obscuritatem ei, qui fortasse prudens dataque opera sic loquutus est, ut falleret: tu dilucide dicta obscuras, quo locum facias calumniae, sicuti mox aperimus.  Se nu, hvor langt borte du er fra kærlighedens regel, du, der endog overtræder den juridiske regel: denne vil ikke, at talens dunkelhed skal gavne den, der måske underfundigt og med fuld hensigt har talt således for at narre: du fordunkler klar tale for at få lejlighed til at komme med beskyldninger, som vi straks skal påvise.
h37 Sed ad rem, hactenus tolerabilis est tua interpretatio. 'Quae ad salutem perducunt', interpretaris verba et opera Dei, quae offeruntur voluntati humanae ut eisdem sese applicet vel avertat. (L25; n3). Men til sagen, hidtil har din udlægning dog været tålelig. 'Hvad der fører til frelse' forstår du som Guds ord og gerning, som tilbydes den menneskelige vilje, så den kan vende sig hen imod dem eller bort derfra.
h38 Verba Dei dividis in Legem et Euangelium, Lege exiguntur opera, Euangelio fides. Negas enim te videre alia, quae vel ad gratiam Dei vel ad salutem aeternam perducunt, nisi verbum et opus Dei, quod gratia vel spiritus sit ipsa vita, ad quam verbo et opere divino perducimur. (L25) (600) Guds ord deler du i loven og evangeliet, ved loven udkræves gerninger, ved evangeliet tro. Du nægter nemlig, at du kan se andet, der kan føre til Guds nåde eller til den evige frelse, end Guds ord og gerning, fordi nåden eller ånden er livet selv, hvortil vi føres ved det guddommelige ord og den guddommelige gerning.
h39 'Sed haec', inquis, 'vita vel salus aeterna, res est incomprehensibilis humano intellectui', (L26) perperam igitur tribuo voluntati humanae vim applicandi sese, cum nullum hominis cor possit nosse quid haec sunt, nisi Spiritus ea revelarit. 'Men', siger du, 'dette liv eller denne evige frelse er en for den menneskelige forstand ufattelig ting', derfor er det forkert, når jeg tillægger den menneskelige vilje en kraft til at vende sig derhen, eftersom intet menneskes hjerte kan vide, hvad det er, hvis ikke Ånden åbenbarer det.
h40 Et Pauli testimonii, addis argumentum ab experimentis, de Philosophis, Portio Festo, et Plinio, qui deriserunt resurrectionem Euangelio promissam. Og til Paulus' vidnesbyrd føjer du erfaringens argument, om filosofferne, om Portius Festus, og om Plinius, som alle gjorde grin med den opstandelse, som evangeliet lover.
h41 Adjicis nec hodie deesse, qui hunc articulum fidei, ceu fabulam rideant, licet voce styloque jactitent se credere. Hactenus impia non sunt quae dicis, sed quae non laedunt meam definitionem. Og du tilføjer, at der heller ikke i dag mangler nogen, der gør grin med denne trosartikel eller fabel, selv om de med mund eller pen praler af at tro. Indtil nu har det ikke været gudløst, det, du sagde, blot noget, der ikke rammer min definition.
h42 Porro quod optas ne ego sim eodem fermento adspersus, libenter accipio tuam precationem, idemque tibi vicissim precor, nisi quod istud tuum votum suggilatio est meae fidei. (L31) An mea fides sit sufficiens ad salutem viderit Dominus. Men videre: Når du ønsker, at heller ikke jeg må være overgydt med denne surdejg, så modtager jeg gerne dit ønske, og beder fra min side det samme for dig, medmindre da dette ønske er en insuniation mod min tro. Men om min tro er tilstrækkelig til frelse, det vil Herren se.
h43 Certe ficta non est, nec aliud in corde sentio quam scribo, et quotidianis precibus interpello Christi misericordiam ut mihi fidem adaugeat. Miror autem, cur te huic voto admisceas, cum profitearis te certum esse quod habeas Spiritum omnia largientem, quod utinam sit verissimum, et mea suspicio sit vanissima! I hvert fald er den ikke falsk, og jeg har heller ikke noget andet i mit hjerte end hvad jeg skriver, og jeg påkalder med daglige bønner Kristi barmhjertighed, om han vil øge troen hos mig. Men jeg undrer mig over, hvorfor du indlader dig på dette ønske, eftersom du bekender, at du er sikker på at besidde ånden, der skænker alt; gid det var sandt, og min mistanke forkert!
h44 Videris autem hic arte palaestrica temetipsum submittere, quo me dejicias, idque pro tua solita simplicitate. Audivimus callidam interpretationem meae definitionis, ex regula Juris nimirum in me detortam, audiamus nunc terribiles epiforaV eadem arte colligentis. Men du synes her at lade dig selv falde efter brydekampens regler for at kunne kaste mig omkuld og det ved den enfoldighed, man plejer at tilregne dig. Vi har hørt den kloge fortolkning af min definition, uden tvivl drejet rundt imod mig efter den juridiske regel, lad os nu høre de skrækkelige påstande fra et menneske, der samler sammen med samme kunst.
h45 'Docet Erasmus liberum arbitrium esse vim voluntatis, quae potest a seipsa velle et nolle verbum et opus Dei, (602) quibus ducitur ad ea, quae excedunt et sensum et captum ejus: si vero potest velle et nolle, potest et amare et odisse, potest et aliquantulum facere Legem et credere Euangelio: quia impossibile est, si aliquid velis aut nolis, ut non aliquid operis ea voluntate possis. (L33) 'Erasmus lærer, at den frie vilje er en kraft ved viljen, hvorved den kan ved egen kraft ville og ikke ville Guds ord og grning, hvorved den føres til det, som overgår både dens forstand og fatteevne: men hvis den kan ville og ikke ville, så kan den også elske og hade; så kan den også i nogen måde opfylde loven og tro evangeliet, derfor er det umuligt, hvis man vil eller ikke vil noget, at man ikke kan det i kraft af denne vilje gennem gerninger.
h46 Iam cum inter opera Dei, quae ad salutem perducunt, crux et omnia mala mundi numerentur, poterit humana voluntas et mortem et sui perditionem velle, Quin omnia velle potest, dum verbum et opus Dei velle potest, Quid enim infra, superest, nisi Deus ipse?' (L34).  Nuvel, eftersom korset og alt ondt i verden også må regnes blandt de Guds gerninger, som fører til frelse, så kan den menneskelige vilje ville også sin død og undergang, ja, den kan ville alt, hvis den kan ville Guds ord og gerning; hvad er nemlig tilbage, undtagen Gud selv?
h47 Quid tandem? Nihil hic tribuo gratiae, sed libero arbitrio plane divinitatem quandam attribuo. Accurrute omnes augures, aruspices, Novum portentum audite. Erasmus ex nihilo Deum facit. Pandite nunc Helicona Deae, hic patet Luthero campus expromendi tragicam facundiam. Jamen, hvad så? Intet tillægger jeg her nåden, mens jeg næsten tildeler den frie vilje en slags guddommelighed. Kom hid, alle augurer, indvielsestilskuere, hør det nye jærtegn! Erasmus skaber en Gud af intet. Luk nu Helikon op, I muser, her står kamppladsen åben for Luther, at han kan udfolde sin tragiske veltalenhed.
h48 Erasmus longe superat impios Sophistas, qui utcunque sentiunt, parcius certe loquuntur de libero arbitrio. Pelagianus est, imo longe superat Pelagium, quod is divinitatem quidem tribuit libero arbitrio, sed toti. Erasmus idem tribuit dimidiato. (L37).  Erasmus overgår langt de gudløse sofister, som, hvad de end mener, sikkert taler mere sparsomt om den frie vilje. Han er pelagianer, ja, han overgår Pelagius, fordi denne tillagde den frie vilje guddommelighed, men det var den hele frie vilje. Erasmus tildeler den halve vilje guddommelighed.
h49 O coelum, o terra, o maria Neptuni! Est ne amplius? Est, excedit ipsos etiam Philosophos Ethnicos. Quid ita? Quia cum nondum inter Philosophos conveniant, an aliquid moveat seipsum, mihi liberum arbitrium non solum movet seipsum idque suapte vi, sed applicat etiam ad ea quae sunt aeterna, id est incomprehensibilia sibi. (L38). O himmel, o jord, o Neptuns have! Er det så det hele? Ja, han overgår endog de hedenske filosoffer. Hvad betyder det? Jo, skønt filosofferne ikke er indbyrdes enige om, hvorvidt noget bevæger sig selv, så er det hos mig sådan, at ikke blot bevæger den frie vilje sig selv og det ved sin egen kraft, men den vender sig også mod det, der er evigt, det vil sige, mod det, der er ufatteligt for den selv.
h50 Horrenda narras. Sed etiam ne amplius? Est, Erasmus, qui hactenus impietate superavit omnes, tandem et seipsum superat. Qui sic? Quia (604) cum antea fassus sit liberum arbitrium inefficax esse, sine gratia, hic definit, humanam voluntatem eam habere vim, qua possit ex sese applicare se ad ea quae sunt aeternae salutis. (L39).  Det er dog afskyelige ting, du fortæller. Men er der mon endnu mere? Ja, Erasmus, som hidtil i sin gudløshed har overgået alle, overgår til sidst også sig selv. Hvordan det? Jo, skønt han tidligere har indrømmet, at den frie vilje er uvirksom uden nåden, definerer han her, at den menneskelige vilje har en kraft, hvormed den kan vende sig mod det, der har med den evige frelse at gøre.
h51 Hic interim dissimulo, quod pro 'potest' mutaris, 'efficax est', et pro 'inefficax' posuisti 'prorsus inefficax', ut verba magis servirent calumniae, et scomma negligo de joco nominata gratia, quam hic serio loquens praetermisi. Venimus ad summum. Quid superest, nisi cantio triumphalis? Her ignorerer jeg, at du har erstattet 'kan' med 'er virksom', og 'uvirksom' med 'helt uvirksom', for at ordene bedre kan tjene din beskyldning, og jeg springer over dit stikleri med, at jeg nævner nåden kun for sjov, hvad jeg her, hvor jeg taler alvorligt, har glemt. Vi kommer til højdepunktet. Hvad mangler vi, andet end en triumfsang?
h52 Jam addit Epiphonema: 'Videsne, mi Erasme, hac definitione teipsum prodi, imprudenter credo, quod harum rerum nihil omnino intelligis, vel prorsus incogitans et contemnens de illis scribis, ignarus quid loquaris, vel quid affirmes'. (L40).  Og nu tilføjer du et udråb: 'Ser du, kære Erasmus, at du med denne definition forråder dig selv (hvilket jeg tror er uklogt), at du overhovedet intet forstår af disse ting, eller skriver fuldstændig ubetænksomt og foragtende om dem, uvidende om, hvad du siger og hvad du bekræfter?' 
h53 Nunc audi contra, Luthere, donec ostendam, quantum te hic prodas praestigiorum artificem, et quos fumos, quam horrendas sed inanes ac vanas rerum imagines nobis ob oculos offuderis. De abusu vocabuli jam saepe dictum est, et istam cantilenam toties frustra recinis, de dimidiato libero arbitrio modo propulimus calumniam. Hør nu det modsatte, Luther, så jeg måske får påvist for dig, hvordan du afslører dig som en stor forfærdiger af blændværk, hvor store røgskyer, hvor forfærdelige, men tomme og forfængelige billeder du udkaster for vore øjne. Der er sagt nok om brug af betegnelser, og denne klagesang gentager du ofte forgæves; beskyldningen om den halve frie vilje har vi netop tilbagevist. 
h54 Quid enim aliud et quam calumnia, in mea definitione desiderare quod mox in definitione Theologorum damnas? Sic habet tuus sermo: 'Deficiunt et in hoc Sophistae, quod libero arbitrio vim discernendi bonum a malo tribuunt'. (L50).  For hvad er det andet end en tom beskyldning, at ønske medtaget i min definition hvad du straks efter fordømmer er med i teologernes definition? Sådan lyder dine ord: 'Sofisterne tager også fejl deri, at de tillægger den frie vilje en kraft til at skelne det gode fra det onde'.
h55 Minus igitur pecco quam illi. Atqui hinc colligis me peccare gravius. Tantum vales Dialectica. Tu professus te crassius velle loqui, prudens etiam dilucidis invexisti caliginem.  Derfor fejler jeg her mindre end de gør. Og dog slutter du deraf, at jeg fejler mere alvorligt. Så god er du til logik. Du, der har bekendt, at du vil tale tydeligere end andre, har med forsæt indlagt en dunkelhed i ganske klare ord.
h56 Accipe igitur crassiora. Ego vocibus e media loquentium (606) consuetudine sumtis, appello salutem aeternam, qua fruemur jam immortales apud Deum. Num quid hic est caliginis? nam hic interim in spe sumus et arrham tenemus, promissum exspectamus. Hør nu da de tydeligere ord. Jeg har brugt ordene fra en middel-sprogbrug, og kalder det den evige frelse, hvad vi snart som udødelige vil nyde hos Gud. Mon der her er noget dunkelt? For her lever vi i håbet og har kun fået et pant, mens vi venter på forjættelsen.
h57 Porro quae ad hanc felicitatem ducunt, appello omnia per quae suscitatur animus noster, ad qualemcumque appetentiam illius felicitatis, sive ea sit efficax, sive inefficax.  Videre betegner jeg som det, der fører til denne lyksalighed, alt, hvad der opliver vort sind til at stræbe efter denne lyksalighed på en hvilkensomhelst måde, hvadenten den er virksom eller ej. 
h58 'Avertere' quid sit intelligis, cum quis oblatam gratiam negligit, magis diligens tenebras quam lucem. Quod igitur huic opponitur, vocavi 'applicare', hoc est, praebere se gratiae.  Hvad 'at vende sig bort fra' betyder, forstår du nok; det er, som hvis én er ligeglad med den tilbudte nåde og foretrækker mørket fremfor lyset. Hvad der er det modsatte af det, kalder jeg 'at vende sig hen imod', det vil sige, at åbne sig for nåden.
h59 'Sed excludis', inquis, 'gratiam Dei'. (L43) Imo haec ipsa verba 'applicandi', et 'avertendi', significant eam non excludi. Nemo se applicat, nisi admonitus aliquo sensu rei expetendae. Nemo se avertit, nisi ab eo quod offertur. Du siger: 'Sådan udelukke du Guds nåde'. Men nej, selve disse ord 'vende sig hen imod' og 'vende sig bort fra' betegner, at nåden ikke er udelukket. Ingen vender sig hen imod, hvis ikke han på en eller anden måde bliver formanet til at stræbe efter en sag. Og ingen vender sig bort fra noget, undtagen fra noget, der bliver tilbudt vedkommende.
h60 Cum syllabas meae definitionis excuteres, debebas et horum verborum emphasim excutere: simul et annotare, quod non dixi 'potest', sed 'possit', veluti desiderans aliquid praeter naturae vires.  Da du undersøgte stavelserne i min definition, burde du også have undersøgt betoningen af disse ord: og samtidig have lagt mærke til, at jeg ikke sagde 'kan', men 'kunne', som ud af et ønske efter nogle kræfter, der ligger ud over naturens.
h61 Dices, cur non expressisti 'gratiae' vocabulum in tua definitione, cum ante professus sis liberum arbitrium inefficax esse sine gratia? Quin tu potius homo plenus Christianae caritatis, quae nihil agit perperam, interpretaris in definitione subaudiendum, quod in Diatribe toties inculco; cur tibi non sufficit gratiam duobus illis verbis significatam esse? Du vil spørge, hvorfor jeg ikke har brugt ordet 'nåde' i min definition, eftersom jeg tidligere har bekendt, at den frie vilje er uvirksom uden nåden? Ja du, et menneske fuld af kristen kærlighed, som ikke gør noget forkert, erklærer sågar, at man i definitionen må underforstå det, jeg så ofte betoner i Diatriben; hvorfor er det dig ikke nok, at nåden bliver betegnet i disse to ord?
h62 Quod si urges, cur hic non expresse nominarim gratiam, dicam, nondum distinxeram gratiae vocabulum in gratiam naturalem, in gratiam praeparantem vel imperfectam, et in gratiam efficacem, et abolentem peccatum. Og hvis du videre vil spørge, hvorfor jeg ikke her udtrykkelig har brugt ordet nåde, vil jeg sige, at jeg endnu ikke har inddelt ordet 'nåde' i den naturlige nåde, den forberedende eller ufuldkomne nåde og den virksomme og syndsopløsende nåde.
h63 Nec satis etiamnum (608) convenit inter Theologos, an sine speciali gratia possit homo per facta moraliter bona exambire Dei gratiam efficacem, necne. Utrique sententiae locum reliquit mea definitio, quod neutram omnino refellam, licet in eam propensior, quae plus tribuit gratiae. Og endnu hersker der ikke tilstrækkelig enighed blandt teologer om, hvorvidt menneske uden særlig nåde gennem moralsk gode gerninger kan udvirke Guds virksomme nåde eller ej. I min definition levnes der plads til begge opfattelser, fordi jeg ikke ganske kan tilbagevise nogen af dem, omend jeg er mest tilbøjelig til at holde på den, der tildeler nåden mest.
h64 Sed excludo Spiritum Sanctum, ut ais, cum omni virtute sua, tanquam superfluum et non necessarium. (L43) Unde id conjectas, w beltiste? Ex una videlicet syllaba, 'se'. O potentem syllabam! Imo illa syllaba nihil aliud efficit, nisi ut intelligas, naturae vires non esse prorsus otiosas, cum monemur a gratia. Men som du siger, udelukker jeg Helligånden med alle dens kræfter, som om den var overflødig og ikke nødvendig. Hvoraf slutter du det, du, den bedste? Af ét lille ord, 'sig'. O hvilket mægtigt ord! Ja, dette ord bevirker intet andet, end at du forstår, at naturens kræfter ikke er helt ørkesløse, når vi formanes af nåden.
h65 Et si recipimus illorum opinionem, qui docent absque speciali gratia, per naturae vires, quae tamen ipsae sunt dona gratuita Dei, quosvis posse eousque niti, ut Dei misericordia non sit illis defutura, qui quod in ipsis est praestiterunt, hic verum esset quod voluntas absque gratia sese applicat ad ea, quae perducunt ad salutem aeternam. Og hvis vi antager deres mening, som lærer, at hvemsomhelst uden den specielle nåde, gennem naturens kræfter, som dog selv er Guds ufortjente gaver, kan anstrenge sig så vidt, at de ikke vil savne Guds barmhjertighed, som har frembragt, hvad der er i dem, så ville det være sandt, at viljen uden nåden vender sig hen mod det, som fører til den evige frelse.
h66 Ut enim nemo repente sit turpissimus, ita paulatim et gradibus quibusdam adducimur ad perfectum Dei donum: veluti quibus in densissimis tenebris versantibus, primum rarescit caligo, deinde dubia quaedam lux procul ostenditur, donec perspicue videant: nam haec comparatio placuit Augustino. (n4) Ligesom nemlig ingen på én gang bliver fuld af laster, således føres vi lidt efter lidt gennem forskellige grader til Guds fuldkomne gave: Ligesom for dem, der vandrer rundt i det tætteste mørke, mørket først aftager, dernæst viser der sig et eller andet tvivlsomt lys langt borte, indtil de ser ganske tydeligt. Denne sammenligning fik nemlig Augustins tilslutning.
h67 Proinde inter ea quae perducunt ad aeternam salutem etiam illa numero, quae procul admonent, quasique pulsant animum ad desiderium aeternae salutus.  Derfor, blandt det, som fører til den evige frelse, regner jeg også de ting, som formaner langt borte fra, som om de opildner sjælen til et ønske efter evig frelse.
h68 'At non desiderat', inquis, 'nisi qui novit, et qui novit jam habet'. (n5) Imo qui desiderat, nec habet, quod optat, nec omnino caret. Admonet autem nos variis modis Deus, interdum per lucem naturae, per quam intelligimus virtutem propter sese expetendam, et turpitudinem propter seipsam fugiendam, (610) nonnunquam rebus adversis. 'Men', siger du, 'den kan ikke ønske, som ikke kender, og den, som kender, har allerede'. Tværtimod, den, der ønsker, har slet ikke det, han ønsker, ejheller kerer han sig om det. Men Gud formaner os på forskellige måder, ofte gennem det naturlige lys, hvorigennem vi forstår, at dyden er værd at stræbe efter for sin egen skyld, og at lasten må undgås for sin egen skyld, ofte ved modgang. 
h69 Interdum lectione, aut admonitione amicorum, interim et leni sibilo Spiritus. Augustinus antequam haussisset Spiritum Christi, studiose legebat Epistola Pauli, et aliquousque profecit, propior factus luci gratiae. Ofte [formaner Gud os] ved læsning, eller ved venners formaning, af og til også ved Åndens sagte susen. Før Augustin havde drukket Kristi ånd, læste han ivrigt Paulus' breve, og nåede så langt hen, at han var nærmere nådens lys.
h70 Magis autem accensus est oratione Potitiani: ut demus hic non defuisse Dei gratiam, certe erat imperfecta, nondum liberans a peccato, sed properans ab uberius donum. Verum ab ea gratia si se avertisset, ipse sibi fuisset causa exitii. Men mere blev han optændt ved Potitianus' tale, skønt vi må medgive, at her har Guds nåde ikke manglet; den var givetvis en ufuldkommen nåde, den havde endnu ikke befriet ham fra synden, men den havde tilskyndet ham til den rigere gave. Men havde han vendt sig bort fra denne nåde, havde han selv været årsag til sin fortabelse.
h71 Nunc praebuit se vocanti gratiae, et assequutus est salutem. Igitur inter ea, quae ducunt ad salutem, non solum pono verbum et opera Dei, et gratiam, verum etiam naturalem appetitum honesti, qui ut in nobis obrutus sit, non tamen exstinctus est; pono studium legendi, et audiendi, quae provocant ad mundi contemtum; pono precationes, eleemosynas, jejunia; sed haec omnia dices esse opera damnanda, et iram Dei provocantia, tantum abest ut gratiam invitent. Men nu gav han sig hen til den tilbudte nåde og nåede frem til frelsen. Derfor, blandt de ting, som fører til frelsen, sætter jeg ikke blot Guds ord og gerning, og nåden, men også den naturlige tilbøjelighed til det sædeligt gode, som skønt den i os er undertrykt, dog ikke er udslukket; jeg sætter lysten til at læse og til at høre, hvad der opfordrer til verdensforagt; jeg sætter bønner, barmhjertighedsgerninger, dette faste; men alt dette vil du sige er fordømmelsesværdige gerninger, der fremkalder Guds vrede, og det er så langt fra, at de opfordrer til nåde.
h72 Verum hoc, quod assumis ut axiwma, controversum est inter nos. De Cornelio, suo dicetur loco. Nec enim mirum est te sic judicare de operibus factis absque gratia, cum negas esse ullum hominis opus bonum, quod Deus operatur in nobis per gratiam justificatis.  Men det, som du antager som aksiom, er der uenighed om mellem os. Om Kornelius senere på sit sted. Ejheller er det nemlig mærkeligt, at du dømmer sådan om gerninger gjort uden nåden, eftersom du nægter, at der findes nogen god gerning i et menneske, fordi Gud virker i os gennem, når vi er blevet retfærdiggjort gennem nåden.
h73 Tantum valet apud te corrupta massa, ut nec Deus in ea possit opus bonum operari, ne dicam perfectum. Vides igitur totam illam tragoediam, quam ex definitione concitasti, nihil aliud esse, quam magnum gravemque (612) verborum inanium fumum, ac praestigiatorum inania ludibria, si quis fixius intueatur. Så meget betyder for dig den fordærvede masse, at heller ikke Gud i den kan udvirke nogen god gerning, og da slet ikke en fuldkommen gerning. Du ser altså, at hele denne tragedie, som du har fremkaldt ud fra definitionen, ikke er andet end en stor og tung gang røg af tomme ord og tomt spilfægteri af gøglere, hvis man tager det nøjere i øjesyn.
h74
Videre til Hyperasp side 612.

 
 
 

Noter:
 

Note 1: Dette er vist en villet misforståelse fra Erasmus' side. Luther har talt om det forkerte i, at viljen står midt imellem. Erasmus mener, Luther taler om en halveret vilje. 
 

Note 2: Stedet findes hos Augustin, den 2 bog imod Julian, cap 8,23. Dèr hedder det i dansk oversættelse:
 

Note 3: (h37): Man ser, at tilføjelsen er ret uluthersk. Luther kunne ikke drømme om at sige, at Guds ord og gerning blev forelagt den frie vilje til afgørelse. Men Erasmus er måske i god tro. Han mener givetvis, at Luther da må kunne acceptere en sådan mening.
 

Note 4: (h66). Augustin: de pecc. mer. et re. II, 5,5: PL 44,153f
 

Note 5: (h68) Darmstadt angiver ikke, hvorfra dette citat er taget. Det stammer ikke fra denne del af De servo. Men det lyder da luthersk.
 

Note 6: