Fra Ptolemæus til Copernikus 4

Kritik af Luther



Indhold: Se pc01.

Tilbage til oversigten!
 
 
1   4. Om formaninger i Det ny Testamente.
       Nogle fænomenologiske overvejelser over formaninger. 
        Som man kan forstå, betragter jeg det som noget ret nyt, at den fænomenologiske analyse går bort fra at undersøge mennesket individuelt og over til at undersøge mennesket i dets samspil med samfundet eller med andre mennesker. Og det er nyt i den forstand også, at det kræver en række nyovervejelser af mange ord og begreber, som vi anvender i teologien. Herunder også nyovervejelser af ordet "formaning". 
c
  Jeg vil således allerede nu bekendtgøre (hvad jeg vist har sagt før), at man med en vis ret kan hævde, at Guds ord til os er en formaning; det vil sige, det sædvanlige skel mellem dogmatik og etik bliver udflydende. Eller etikken skal forstås anderledes, end man plejer at forstå den. Og denne anderledes forståelse er, vil jeg mene, noget af det epokegørende ved denne fænomenologiske analyse, noget af det, der berettiger til at tale om en copernikansk vending i teologien.  c
3       Jeg har andetsteds foretaget en undersøgelse af ordet om ikke at dømme (sp03#1). Her skal de udmærkede bemærkninger, jeg i den anledning kom med, ikke gentages, men det skal dog bemærkes, at noget af det fine ved Jesus-ordene er, at de kan ses fra så mange forskellige vinkler, at man med rette kan sige, at man aldrig bliver færdige med dem. Det gælder også ordet her. Det kan f. eks. bruges som et skoleeksempel på, hvad en formaning er.  Jesus i Matt. 7.1f: "Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. v2  For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (ntmatt7#1
4        Forudsætningen for det følgende er, at man forstår ordet i Matt 7,1-2 ud fra de retningslinier, jeg i sp03#1 og fremefter har tilkendegivet, dvs, man må forstå den dom, som man eventuelt bliver dømt med, som de andres dom, og det mål, man bliver målt med, som de andres mål. Og "de andre" vil sige: de andre i de fællesskaber, man står i, ikke samfundet som sådant. Er du forstående, vil du selv før eller siden blive mødt med forståelse, er du manipulerende, vil dit nære fællesskab blive inficeret med manipulationstrang, osv. 
         Ordet her kan for overskuelighedens skyld deles op i tre. 1) Formaningen selv. 2) Det, man får ud af formaningen. 3) Det syn på samfundet, menneskelivet, som formaningen bygger på. 
c
5          "Døm ikke", tja, der er vel ikke meget at sige om formaningen selv! Nej, måske ikke. Alligevel kan dette lille ord forstås på ganske mange måder. Man kan forstå det som en befaling, givet af en militær befalingsmand. Dog får man nok ikke den sande mening frem, om man forstår det sådan. Man kan også forstå ordet som en etisk regel, som man skal rette sig efter, hvis man vil overholde god skik og brug. Det er langt flere parate til. For det har man jo lært, at når det er Jesu ord, man lytter til, så gælder det om at lægge ansigtet i de rette folder, være alvorlig og prøve at forstå, at hvis alle rettede sig efter dette ord, så så verden ikke så lidt bedre ud end den faktisk gør.  c
6        Og dog er det slet ikke dèr, Jesus vil hen. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af det følgende. Jeg har tilladt mig at give det følgende overskriften: Hvad man får ud af formaningen. Og er det en korrekt overskrift, så tages derved luften ud af enhver etisk betragtning af det første ord: Døm ikke! For den sande etik opererer ikke med hensigter, den handler uden at forvente gengæld, den handler ud fra det etiske bud selv.  c
7       Alligevel er overskriften korrekt. Det, sætningen "for at I ikke skal dømmes" vil sige, er jo just at aftegne den mulige hensigt med ikke at dømme. Retter man sig efter formaningen, får man noget ud af det: man bliver ikke selv dømt. Og alene derved forvandles det første, formaningen: Døm ikke! til en staldfidus, til noget, man kunne tage og gøre, hvis man gerne ville have sit liv til at lykkes.  c
8       Og læg mærke til det: Forstår man formaningen sådan, er man ude over det individuelle synspunkt. Det drejer sig ikke længer om, hvorvidt du kan opfylde én eller anden etisk norm, om den end er nok så højtflyvende, det drejer sig i stedet om, hvorvidt du kan tage vare på fællesskabets vé og vel.  c
9           Det var formaningen "Døm ikke!" Som altså skal forstås i forbindelse med det følgende "for at I ikke skal dømmes". Og derfor er det følgende ikke blot et halehæng til den selvberoende formaning, nej, de to hører sammen. I dette "for at" gås der ud fra, at du har en hensigt med det, du gør. Det har mennesker jo som regel, også når de mener, de handler etisk. Og har de ikke nogen hensigt med deres handling, udover den at handle etisk korrekt, så er også det i sig selv en hensigt, oven i købet en hensigt af tvivlsom valør. Vil du handle etisk korrekt for at kunne hævde dig som mere moralsk overfor dine nærmeste? Er det tilfældet, er det jo en noget blakket hensigt, du har. c
10 Hvis derimod du vil undlade at dømme for at styrke det fællesskab, du står i, så er du allerede derved afskåret fra at prale af nogen særlig fin moral, for den har du jo ikke, du har blot et ønske om, at fællesskabet kan fungére bedst muligt, og kommer det til det, er du selv den første, der får glæde af det. Og derfor er din handling derved, at du retter dig efter Jesu ord her, nedskrevet fra eventuelt at være en altruistisk handling, der slet ikke tager hensyn til sig selv, til at være en handling, der hverken er altruistisk eller egoistisk, men blot dagligdags og ligetil.  c
11          Det ligetil ved den kommer også frem derved, at den jo bare er en gennemførelse af den gyldne regel. Du ønsker, at den anden i fællesskabet ikke møder dig med fordømmelse, nuvel, så må du selv undlade at møde den anden på den måde. Og igen: Når du sådan har hensigter med det, du gør, bliver der intet af de høje, etiske idealer. Men når fællesskabet fungérer ved det, så kan jo også mindre gøre det.  c
12       Det var den anden del af Jesu formaning: vi får noget at vide om, hvad vi får ud af ikke at dømme, og vi opfordres direkte til at have den hensigt at undgå selv at mødes med fordømmelse.
       Så til den tredie del af Jesus-ordet: Det siger os også noget om, hvordan menneskelivet er indrettet. Det redegør omhyggeligt for den baggrund, det har for at sige, som det gør: Døm ikke!
c
13       Og her hedder det så: Menneskesamfundet er indrettet sådan, at "som man råber i skoven, får man svar". Det er ikke tilfældigt, at der over mange Jesus-ord er noget ordsprogsagtigt. For noget af det, Jesus vil med sin forkyndelse, er at gøre opmærksom på, hvordan samfundet fungérer, så vi mennesker, og jo ikke specielt vi kristne, kan handle relevant derudfra.  c
14  I tilfældet her: Når du tiltaler et andet menneske i en bestemt sprogbrug, i et bestemt "sprogspil", så går det som regel sådan, at den anden vil svare igen indenfor det samme sprogstil. Det gælder de mest banale ting: spørger du, hvad klokken er, får du formentlig et svar, der har noget med tiden at gøre. Men det gælder også i de mere alvorlige sager. Hvis du afsender en beskyldning mod en anden, vil den anden formentlig allerede ved den kendsgerning, at din tiltale opererer indenfor det område af sproget, der har med ansvar og korrekt opførsel at gøre, give sig til at forsvare sig selv. Hvad du måske bedst kender, når det omvendte er tilfælde, altså når du mødes med en beskyldning fra en anden: Så er du straks parat med et forsvar, og da det bedste forsvar er angreb, lægger du måske endda ud med en modbeskyldning.  c
15      Og så kan det nemt gå sådan, at fanden er løs, inden I får tænkt jer om: beskyldning, modbeskyldning, forsvar, modforsvar, osv., kort sagt, et skænderi er under optræk.  c
16       Men, hævder Jesus-ordet altså, det modsatte gælder også: møder du den anden med forståelse, vil du også selv blive mødt med forståelse. Bevares, det kan godt være, det ikke sker lige med det samme. Men du vil altså få tilmålt med den alen, du selv måler med, du vil blive dømt med den dom, du selv dømmer med. Ikke på dommedagen, men i hverdagen.  c
17       Det er den fænomenologiske kendsgerning, som formaningen om ikke at dømme har som sin forudsætning. Og det bemærkelsesværdige ved dette Jesus-ord er, at det udtrykkeligt nævner denne forudsætning, og nævner den netop som en kendsgerning: Det forholder sig sådan, at du bliver dømt med den dom, du dømmer andre med.  c
18 En fænomenologisk kendsgerning.
        Nu kalder jeg dette forhold en fænomenologisk kendsgerning. Men det må da indrømmes, at det er en kendsgerning af ganske særlig art. Man skulle måske snarere kalde det en fænomenologisk trossætning. For naturligvis kan man nægte, at det forholder sig, som Jesus her påstår. Man kan hævde, at det menneskelige samliv er præget af kamp og kun det, kamp for at være den stærkeste, kamp for at blive betragtet som den mest moralske, kamp for at opnå de andres anerkendelse. Og man kan også hævde, at det samspil mellem mennesker, som jeg har kaldt "det menneskelige fællesskab", blot er enkeltindividernes kamp mod hinanden, intet mere. 
c
19         Dette gælder jo hele "min" fænomenologi, altså den, jeg har skitseret forskellige steder, blandt andet her i 01#19. Det vil sige: Der er tale om fænomener, som mange formodentlig vil kunne genkende fra deres dagligdag, men der er ikke tale om mur- og nagelfaste opfattelser, som ingen kan nægte eksistensen af. Det er ikke videnskab, vi har med at gøre. Mit eneste forsvar for at bruge disse betegnelser, "tro", "tillid", "fortrolighed", osv., er, at ganske meget af dagligdagens tryghed og liv ville forsvinde, hvis vi ikke vovede at tillægge disse fænomener eksistens.  c
20      Men i sammenhængen her er meningen blot at gøre opmærksom på ikke blot min fænomenologi, men også det ny testamentes ditto. For det har man jo formentlig lagt mærke til, at min gennemgang af ordet om ikke at dømme (#3f) minder meget om min gennemgang af min fænomenologis grundstruktur (01#19). For skal man beskæftige sig med det ny testamentes formaninger, er det tilrådeligt at gøre sig ovenstående tredeling klar. Formaningen består ikke blot af formaningsordet selv, den har med sig, udtalt eller uudtalt, både en henvisning til det mål, man kan opnå ved at rette sig efter formaningen, og en omtale af den menneskeforståelse, samfundsforståelse, samspilsforståelse, som formaningen bygger på. 
       Og alt det kan ses af Matt 7,1f, formaningen om ikke at dømme. 
c
21       Men det væsentligste er måske alligevel at holde sig for øje, at vi her, just i formaningen, har det ord "udefra", som kan være med til at aktivere de latente egenskaber, som ethvert menneske har i sig. Det gælder ikke blot formaningen i den kristne menighed, som den lyder (eller i hvert fald gerne skulle lyde) i prædikenen, det gælder også formaningen, som den lyder i vores dagligdag, kristen eller afkristnet, hvad man nu vil kalde den.  c
22       Det væsentligste, når man vil forstå, hvem mennesket er, er ikke enkeltmenneskets indretning, dets psykologiske egenskaber, dets begær og drifter, dets synd eller godhed, nej, det væsentligste at forstå er det samspil, der uafladelig foregår mellem mennesker. For det er i dette samspil, at tingene udvikler sig, dels enkeltmenneskets egen psykologiske udvikling, dels det nære og det fjerne samfunds sociale retningslinier.  c
23        Det hele er sådan set langt mere banalt, end man sædvanligvis tror. Vi har fået for vane at betragte Jesu ord som højtidelige etiske belæringer. Om end de er uopfyldelige, så er de dog skønne at lytte til. Den nye betragtningsmåde (som nok ikke er så ny endda), som jeg lægger op til, vil drage alle de højstemte ord og formaninger ned i dagligdagen, det er sandt nok. Og det vil sige: Jeg vil gøre opmærksom, at meget af det, der omtales, faktisk finder sted i vor dagligdag. Ikke på den måde at forstå, at ordene eller formaningerne nu bliver at betragte som opfyldelige. For modsætningen opfyldelig/uopfyldelig er en falsk modsætning, der vil lokke os ind i en falsk betragtningsmåde. Men på den måde at forstå, at formaninger faktisk findes i dagligdagen, og faktisk gør deres virkning dèr.  c
24       Det gælder faderens formaning til den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn. Hvad er det, han gør, andet end at opfordre sin søn til at gå ind og deltage i festen. Enkelt og ligetil. Som når et fem-års barn har følt sig fornærmet over ét eller andet, forældrene har gjort, men af moderen opfordres til at komme ind til måltiden igen og spise med, "se, vi skal have is til dessert!" og derfor bider sin fornærmelse i sig og igen oplever fællesskabets glæder. Barnet har ikke fået ret, forældrene har ikke sagt undskyld, for de mener ikke, de har gjort noget forkert, det er virkelig barnet, der ikke har kunnet tage den irettesættelse, det blev udsat for. Men det oplever, i kraft af moderens formaning, glæden ved at slippe alle retstanker og "nøjes" med fællesskabets umiddelbare tillid og pludren og uforpligtende snak.  Faderen i lignelsen om den fortabte søn til den ældste søn: "Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet". (Luk 15,31f). 
25         På den måde bliver vi aldrig voksne; vi kan aldrig sige os fri af at blive fornærmede i ny og næ. Er det naboen, der er en idiot og ikke har klippet hækken, som man forventede det af ham? Så er det jo ikke sikkert, at en invitation til en fælles grill-aften kan råde bod på det. Men det kan også gå sådan, at vi tøer op, får vores fornærmelse til at forsvinde, for, ikke sandt, der er jo også andre "egenskaber" i os end den egenskab at have tendens til at blive fornærmet. Blot skal der altså kaldes på disse andre egenskaber. De er kun i os som latente, altfor tit ubrugte egenskaber.  c
26       Og jeg vil altså mene, at vi, når vi beskæftiger os med fænomenologiens landvindinger for os, ikke kan nøjes med Løgstrup tale om "kredsende livsytringer", fornærmethed, misundelse, jalousi, m. m. på den ene side, og "suveræne livsytringer", barmhjertighed, tillid, m. m. på den anden side, vi må også gøre os klart og formulere for os, hvordan der kan finde en overgang sted fra den ene form for livsytring til den anden, hvordan "syndefaldet" finder sted i form af, at vi griber af fornærmethed, og hvordan "frelsen" eller befrielsen finder sted i form af, at vi af et ord udefra føres over i den suveræne livsytrings sprogbrug.  c
27 Og læg mærke til det: netop fordi der er tale om et sprog eller et sprogspil, der bagfra styrer os, netop derfor er det ikke psykologi, der her er tale om, men fænomenologi. De egenskaber, jeg har omtalt som latente egenskaber, er ikke egenskaber i normal forstand, men dele af dagligsproget, som vi under vor opvækst har fået indkodet i vor hjerne, dele, imidlertid, som af fornærmetheden er sat ud af drift, fordi de ikke har logik fælles med de retsbaner, man tænker i, når man er fornærmet. Disse dele kan der kaldes på, ikke af os selv, for vi er "indkroget i os selv", men af andre. Og det kan ske ved en tilfældighed, det kan ske mere bevidst fra den andens side, men når det i det hele taget sker, kan vi kun beskrive det ret ved at sige, at det sker ved åndens virken.  c
28            Som et sådant ord udefra, der bevidst sigter på at frigøre mennesker fra at tænke i retsbaner, kan man opfatte hele Jesu forkyndelse. Det, Jesus ville, var at bringe sine landsmænd og alle andre mennesker ud af den lovtankegang, de var fanget i.  c
29       Det kan blandt andet ses i den lignelse, jeg evindeligt vender tilbage til, lignelsen om den fortabte søn. Hvis den forstås ud fra Jesu egen samtid, er det ikke svært at se farisæerne afbildet som den ældste søn og toldere og syndere som den yngste. Det fortæller allerede Lukas' indledning. Og så må man indrømme, at formaningsordet til farisæerne i denne lignelse har fået en usædvanlig blid form: "Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit", lader Jesus faderen sige til sønnen, det vil sige, sådan lader han Gud tale til farisæerne.  Luk 15,1-3: "Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, v2  og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« v3  Men han fortalte dem denne lignelse:" [og så følger de tre lignelser, om det fortabte får, om den tabte drakme, og om den fortabte søn, rr]. 
30        Men det kan jo også ses mange andre steder i Jesu forkyndelse. F. eks. i lignelsen om arbejderne i vingården, hvor de arbejdere, der havde arbejdet hele dagen, får samme løn som den, der blev hidkaldt en time før fyraften. Der er måske ikke noget at sige til, at disse som de selv mente forfordelte arbejdere gav ondt af sig. Er det misundelse, er det følelse af uretmæssig behandling, eller hvad er det? I hvert fald gribes de af denne følelse. (Vi bruger med rette passiven til at fortælle, at de ikke selv vælger denne følelse, den griber dem bagfra).  Jesus i lignelsen om arbejderne i vingården (Matt 20,1-16): "Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. v11  Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren v12  og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede". 
31 Men når de således gribes af denne følelse og tænker og taler ud fra den følelse, følelsen af at være blevet behandlet uretmæssigt, og når de gribes på en så gennemgribende måde, at de ikke selv kan komme fri, så er der kun den mulighed tilbage, at de møder et ord udefra, dvs fra et andet menneske, og har de mødt dette ord på en måde, så de slipper fri af deres misundelse, så kan man alene derudfra slutte, at Gud har haft en finger med i spillet. For "Gud" er jo netop den kraft, der gemmer sig i sprogets strukturer, og det er netop sprogets strukturer, der gør sig gældende, når et menneske løsrives af den ene sprogstruktur, lovens sprogstruktur, og føres over i den anden, over i evangeliets struktur.  fortsat: "Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? v14  Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. v15  Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?"
32 Formaningens forudsætning.
       Forudsætningen for formaningen, sagde jeg før, er, at der i menneskesamfundet gælder den regel, at den alen, du måler andre med, med den får du selv tilmålt. Dette kom jeg her til sidst til at sige på en anden måde. Du må, både når du formaner en anden, og når du modtager en formaning, stole på den Gud, der gemmer sig i sprogets strukturer. 
c
33      Vi har i vort samfund uhyre let ved at komme til at tvivle på Gud, ikke mindst formuleret som en tvivl på Guds eksistens. Og man vil måske umiddelbart mene, at en påstand om, at Gud gemmer sig i sprogets strukturer, ikke er egnet til at få mennesker til at tro på Gud. Måske ikke! Men hvorfor skal gudstanken være let at gå til? I hvert fald, den absoluthed, der knytter sig til gudstanken, ser jeg bedst anbragt i sprogets skjulte strukturer.  c
34      Det betyder f. eks., at du stoler på Gud, når du retter dig efter Jesu ord om, at din tale skal være ja ja, nej nej, hvad der er derudover, er af det onde. Sproget selv vil sørge for, at du bliver anerkendt på det, du er, hverken mere eller mindre, du behøver ikke udsmykke det eller forsyne det med diverse kraftudtryk. (se også 02#124 og sp2a Matt 5,37: "Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde." (ntmatt5#37
35       Men problemet er nu, at det næsten er ligegyldigt, hvilken formulering man vil give formaningen, i samme øjeblik denne formulering har lydt, kan den misbruges, som om der er tale om en etisk regel, man skal holde sig efterrettelig; misbruget består i, at den, der fremsætter reglen, som regel underforstår den påstand, at den regel retter han sig selv efter, men den, han taler til, ikke.  c
36       Paulus afgiver et udmærket eksempel på dette misbrug, hvis man da tør regne hans udgydelser i 2 Kor 10-13 for at være udtryk for, at han er jaloux. Det er jo en udmærket regel at have for sin opførsel, at man vil være tilbageholdende for at lade de mennesker, der møder én, selv foretage deres bedømmelse af én. (se igen 02#124). Men hvad nytter denne udmærkede regel, hvis man selv bryder den? Og det er jo just, hvad Paulus har gjort. Han har ikke holdt sig tilbage med hensyn til at prale af sine høje syner. Tværtimod.  v6 Thi selv om jeg også ville rose mig, ville jeg dog ingen dåre være; det, jeg sagde, ville jo være sandhed; alligevel holder jeg mig tilbage, for at ingen skal få højere tanker om mig end dem, han får ved selv at se og høre mig. (2kor#12.6)
37 Og det er også sandt nok, at den, der roser sig, skal rose sig i Herren. Og det er muligt, at Paulus kan overbevise sig selv om, at han i det følgende roser sig "i Herren". Det er jo i hvert fald lykkedes ham at overbevise så at sige hele den efterfølgende kristenhed om det. Men har jeg ret i min analyse af 2 Kor 10-13, skal dette ses som et forsøg på at retfærdiggøre sig; dette er, påstår denne analyse, det skændigste misbrug af en iøvrigt god leveregel. Paulus misbruger reglen til at få den ros, han efterfølgende fremkommer med, til at se ud som noget godkendt. "At rose sig i Herren" betyder jo ikke at overbevise sig selv eller andre om, at mig, lige præcis mig, anbefaler Herren, men de fremmede apostle, dem anbefaler han ikke. Nej "at rose sig i Herren" betyder det samme som forbudet mod at sværge: Du skal lade den herre, der gemmer sig inderst i sproget, om at rose dig; du skal være tilbageholdende og lade de andre selv danne sig et indtryk af dig; du skal ikke prale eller presse på for, at de skal få det indtryk af dig, som du gerne vil afsætte på dem. Og netop det er det jo, Paulus ikke gør i det følgende.  v17 Men »den, der roser sig, skal rose sig i Herren!« v18 Thi ikke den, der anbefaler sig selv,   står prøve, men den, som Herren anbefaler. (2kor#10.17).
38        Ja, man kan såmænd også tage det næste nedslag af evangeliet i 2 Kor 10-13 frem, ordet fra 11.30, om at rose sig af sin magtesløshed. Det er jo i sig selv en udmærket regel at have. Men man skal ikke overse, hvordan Paulus lige har brugt den regel. Spørgsmålet var, om han i lige så høj grad som de fremmede apostle var Kristi tjener. Og her har han ikke undset sig for at prale af, at det er han sandelig. Hvorfor? Fordi han har lidt utallige trængsler i Kristi tjeneste. Men det er klart, sådanne trængsler kan man aldrig rose sig af. De kan ikke bruges til at fremhæve sig selv på andres bekostning med. Det er ikke desto mindre, hvad Paulus bruger dem til her. Og så er den udmærkede evangeliske regel forvandlet til en regel, hvorved man kan retfærdiggøre sig. Og det var jo netop ikke meningen.  Hvis jeg skal være stolt, vil jeg være stolt af min  magtesløshed. (2kor#11.30). 
39       Det lumske ved formaningerne er altså, at formuleringerne kan være aldrig så gode, de kan ikke forhindre, at nogen misbruger formaningerne, og vel at mærke: misbruger dem på den umærkelige måde, at man fremhæver sig selv og nedgør andre.  c
40        Det gælder alle de formaninger, Paulus kommer med i romerbrevet. Han har gennem alle de første 11 kapitler af romerbrevet givet udtryk for en række teologiske problemer, og kommer så hen imod slutningen af brevet med en række formaninger, formaninger, som mange nytestamentlere ikke rigtig véd, hvad de skal stille op med. Måske fordi de ikke rigtig gør sig klart, at Paulus gør op med den jødiske tanke om, at vi i moseloven har Guds egen åbenbaring på Sinai. Måske fordi de uden at tænke over det deler Paulus' samtids individuelle tankegang. Og hvis man forstår formaningerne som en opfordring til den enkelte som enkeltperson, så ligger den forestilling snublende nær, at det, der skal opbygges, ikke er menighedens fællesskab, men den enkeltes eget indre. Og så er man igen galt afmarcheret.  I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. (rom#12.3
41 Den formaning, Paulus fremsætter i Rom 12,3, er en formaning til fællesskabet (der tales f. eks. i anden person flertal) om, hvordan den enkelte kan indpasse sig i fællesskabet. Den går i retning af det samme som ordet om at sige ja ja, nej nej. Det, det drejer sig om, er ikke den enkeltes indre rørelser, men samspillet i menigheden: hvordan får man det til at fungere bedst? Og formaningen er derfor et godt råd til den enkelte i menigheden: sådan kunne han tage og gøre, hvis han vil have menighedslivet til at trives, hvis fortroligheden mellem medlemmerne skal vokse, hvis den ene ikke skal sætte sig på den anden, men alle arbejde sammen til fælles bedste.  c
42 At det er sådan, det skal forstås, kan ses både af det forudgående og af det følgende. I det følgende giver Paulus sig til at anvende billedet af legemet og dets lemmer. Et udmærket billede, når det netop er samhørigheden mellem menighedens medlemmer, der er hovedsigtet. For alle forstår jo uden videre, at hvad legemet angår, er det ikke nok, at armen eller benet har det godt, det er hele legemet, der skal have det godt, og det får det ikke uden at de enkelte lemmer spiller sammen. Og på tilsvarende måde tænkes altså menighedens enkeltmedlemmer at spille sammen, så helheden bliver bedst tjent med det. Og skal det formål fremmes, er det ikke så godt, hvis den ene eller den anden fremhæver sig selv, tror noget mere om sig selv, end godt er.  For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, v5  således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. (rom#12.4)
43 Også det forudgående kan siges at pege hen på menighedens trivsel som formaningens endemål. Men det kan lettere overses. Når der alligevel er grund til at gøre opmærksom på det, skyldes det ikke mindst ordet om, at den sindsfornyelse, der sætter menigheden i stand til at se, hvad Guds vilje er, kommer i stand ved en forvandling, en forvandling, hvorved menigheden kommer til at adskille sig fra denne verden.  Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. (rom#12.2)
44        Men når man så ser på den lange række af ord, der følger efter, så siger man til sig selv: Ja, ja, det er altsammen udmærket, men siger ikke stoikerne det samme? Er det ikke almindelig menneskelig morallære? Det er da udmærket, at de kristne vil være gode mennesker, men vil ikke alle andre i det daværende romerrige det? Netop hvis man hævder, at Jesus lagde vægt på den naturlige lov, ikke på den åbenbarede Sinai-lov, som jeg gør det, så bliver jo spørgsmålet: Hvad særligt er der så ved disse fromme regler? Disse regler kan jo også andre end de kristne indse rigtigheden af. Dem har de kristne ikke patent på. Hvordan kan Paulus så sige, at dette, at de kristne følger disse regler, er udtryk for, at de ikke tilpasser sig denne verden? Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. v10  Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. v11  Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. v12  Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. v13  Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. (rom#12.9)
45      Det kan han, i min optik, fordi han har sigte på menighedens trivsel, ikke på den enkeltes gøren sig selv god. Menighedens fællesskab er det, hvorved de paulinske formaninger adskiller sig fra f. eks. de stoiske. Ikke just forstået sociologisk, som om den kristne menighed i det ydre adskilte sig fra andre af datidens menigheder. Snarere forstået fænomenologisk, så de formaninger, der lyder, tager sigte på menighedens liv og vækst, ikke på den enkeltes indre.  c
46       Det gælder sådan set hele vejen igennem: Alt kan forstås individualistisk eller relationistisk, eftersom man er sindet til. Så snart noget har formulering à la en regel, er regelmisforståelsen straks ved hånden: Denne regel har jeg overholdt, har du det? eller: Denne regel må jeg indrømme, at jeg ikke kan holde, kommer du med en tilsvarende indrømmelse?  Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. v15  Glæd jer med de glade, græd med de grædende. v16  Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab. v17  Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. (rom#12.14)
47 Men det gælder også hele vejen igennem, at man skal holde sig til det lave. At glæde sig med de glade og græde med de grædende kan udmærket forstås som en høj moralregel. Men det kan også forstås som en opfordring til simpel empati: sæt dig i den andens sted, lyt til den anden, prøv at forstå den anden indefra, osv. Noget, man kan gøre fordi man mener om sig selv, at man er et højmoralsk menneske. Men også noget, man kan gøre, fordi man selv er en del af det fællesskab, der kommer til at nyde godt af en sådan gensidig hensyntagen og forståelse. Det er det sidste, der er det specielt kristelige, ikke det første. Og dette siger jeg, selv om jeg godt véd, at man meget ofte har fremstillet kristendommen som den religion, der har den højeste moral. Og den højeste moral betyder her: den mest uegennyttige moral. Dette høje skal vi -- efter Paulus' ord her -- ikke stræbe efter. I stedet skal vi holde os til det lave, der hedder den langsigtede egennytte: i længden tjener det også dig selv bedst, hvis det fællesskab, du er en del af, fungérer godt.  c
48       Ikke at gengælde nogen ondt med ondt (Rom 12,17) er jo også en smuk moralregel. Det samme må siges om den lignende regel, der står sidst i kapitlet, om at overvinde de onde med det gode (Rom 12,21). Men vi tænker som regel ikke så meget over, hvordan Paulus mener, det onde skal overvindes med det gode. Måske vi skal medinddrage talen om sindets forvandling (Rom 12,2) i vore overvejelser. Og måske vi så atter skal tænke på Jesu ord om at vende den anden kind til. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. v19  Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. v20  Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« v21  Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode. (rom#12.18)
49        Og ikke sandt, her er vi så straks igen parat til at tænke og tale i de højeste luftlag. For denne fine moral, denne dyrebare etik, disse høje idealer, som godt nok ingen kan overholde, dem elsker vi at lytte til, enten så vi siger, at hvis blot alle handlede sådan, så så verden ikke så lidt bedre ud end den gør i dag; eller så vi siger, at den slags ord er egnede til at få os til at indse, at vi er syndere, for noget sådant kan vi jo aldrig leve op til. I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. v39  Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. v40  Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. v41  Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. (ntmatt5#38
50 Men som andetsteds bemærket, det er slet ikke det, der er meningen. Meningen er så simpelt og enkelt som muligt at sige: Var det ikke en idé at handle sådan? Hvis du vil have forholdet til din næste til at blive godt igen, tror du så ikke, det ville være klogt at afstå fra i den grad at holde på din ret, som du hidtil har gjort? Men at forholdet til din næste retvendes, er jo bestemt noget, du selv får stor fordel af. Hvis du altså virkelig afstår fra at holde på din ret, så er det, at du gør det, ikke udtryk for at du retter dig efter den fine og høje moral, men blot udtryk for, at du vil have tingene til at glide, at du synes, det er bundærgerligt med det uvenskab, der vedligeholdes af din og den andens rethaveriskhed, kunne I blot komme ud af det, måske det kan ske, hvis jeg opgiver at holde på min ret!  c
51 Men naturligvis, der må et under til. Selv kan I ikke ved egne kræfter komme løs af fornærmethedens kredsende tankegang. At måske din eftergivenhed fører til den andens given efter, så forholdet mellem jer retvendes, det er det kun åndens virken, der kan afstedkomme, du kan det ikke, han kan det ikke. Sindets forvandling sker ved ordet og ånden, billigere kan det ikke bringes til at ske.  c
52        Dette med underet er imidlertid noget, vi sædvanligvis glemmer. Når talen er om de nytestamentlige formaninger, opfatter vi dem næsten altid som henvendt til vor vilje. Det er derfor, nogen afskyr al tale om formaninger: man siger, at vi mennesker intet godt kan gøre. Og det er derfor, andre holder på, at formaningerne skal med: vi mennesker har en fri vilje, hedder det, og vi kan selv beslutte, om vi vil gøre det gode eller ej. Det sidste er forkert, hvilket imidlertid ikke medfører, at det første bliver rigtigt.  c
53      For begge standpunkter forudsætter, at formaningen retter sig mod vor vilje. Nogen mener endda, ligesom Erasmus af Rotterdam, at dette, at Gud giver os en formaning, forudsætter, vi at har en fri vilje. Når vi bliver opfordret til at overvinde det onde med det gode, skyldes det, at det er noget, vi kan gøre; vi skal bare tage os sammen, så kan vi gøre det.  c
54         Men hvad nu, hvis det, Paulus vil opnå med sin formaning, er, at vi bliver forvandlet! ... "alla metamorfousqe th anakainwsei tou nooV", dvs. giv plads til, at I kan få en anden skikkelse, at I kan gennemleve en metamorfose, gennem sindets fornyelse. Vi skal ikke selv aktivt gøre noget, for at vi kan få en anden skikkelse, vi skal blot give plads til forandringen. Det vil sige: det, der skal aktiveres, er ikke vores vilje, det er vores forståelse. Vi skal forstå tingene anderledes, end vi gjorde før. Vi skal forstå det gode, det gudvelbehagelige, det fuldkomne anderledes end sædvanligt. Vi skal forstå, at det gode er forholdets genoprettelse, det gudvelbehagelige er det fællesskab, som alle hviler i og glædes ved, som lemmerne glædes ved at være en del af legemet, det fuldkomne er den fuldkomne fortrolighed og tillid, der hersker mellem menighedens medlemmer.  Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. (rom#12.2)
55          Eller det, vi skal forstå, er, at vi retfærdiggøres ved tro, ikke ved gerninger. Det har vi ganske vist -- også hjulpet godt på vej af den lutherske tradition -- opfattet som enkeltindividets frelse. Og derved er hele problemstillingen blevet fordrejet. Det bliver enkeltindividet, der i sit indre skal erstatte lysten til at være på den rigtige side af moralloven med tilliden til, at Gud tilgiver synder for intet, eller ved kræfter udefra have disse størrelser byttet om. Og hvordan det dog kan lade sig gøre, når nu vi mennesker er, som vi er, det forbliver en stor gåde.  c
56       Her vil den copernikanske vending, jeg anbefaler, være til stor hjælp. Det er ikke en indre forvandling, der er tale om, eller, hvis det er det, denne forvandling er noget sekundært. Det primære er sigtet. Sigtet med forkyndelsen, med formaningen, med Guds ord, er ikke denne indre forvandling, men en retvending af forholdet til den anden. Forholdet er det afgørende, ikke enkeltindividets indre.  c
57        Igen lønner det sig at se på ordet om at vende den anden kind til. Hvis vi nu tænker os, at denne formaning "blot" har til hensigt at få mig og min uven til igen at blive gode venner, så siger formaningen altså: prøv at give efter! prøv at give slip på dine retskrav! prøv at affinde dig med mindre end den fulde retfærdighed! Det giver naturligvis ikke nogen garanti for, at den anden så vil stole på dig igen, men hvis ikke du lader dit ønske om forsoning komme frem, hvordan skal han så komme til at stole på, at du er oprigtig, at du altså har et sådant ønske?  I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. v39  Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. v40  Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. v41  Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. (ntmatt5#38
58 Og du kan altså ikke på én gang fastholde dit ønske om fuld retfærdighed, altså retfærdigheden, som den ser ud i din optik, hvor din næste får uret og du ret, og så give udtryk for dit ønske om at være ét med den anden i uindskrænket tillid, som forholdet mellem jer var før. Du må enten ønske retfærdighed eller tillidsforholdets genoprettelse.  c
59       Og det er altså den nye forståelse, der kan beskrives som identisk med, at du lader en transformation (en metamorfose) ske med dig: du ændrer fuldstændig sigtepunkt! din hensigt med dine gerninger og dine ord er noget helt andet end før. Nu har du ikke nogen forestilling om, at én eller anden abstrakt retfærdighed skal sænke sig ned over dig og din næste, så jeres handlinger skal indordnes under den og bedømmes af den. Nej, nu blæser du på al retfærdighed og har kun det ønske, at den anden igen vil stole på dig.  c
60        Man kan beskrive dette nye sigtepunkt på mange måder. Paulus beskriver det, lidt for kortfattet, som retfærdiggørelse af tro. Andre som en påstand om, at tilgivelse er en realitet i denne verden. Begge dele er naturligvis en korrekt beskrivelse, men ikke af den grund en for vore øjne fyldestgørende beskrivelse. Hvad det sidste angår, må man føje til -- netop med henblik på ordet om at vende den anden kind til -- at det jo netop, hvis man opgiver at holde på sin ret, bliver uklart, hvem der har ret og hvem uret, og derfor også uklart, hvem der skal tilgive og hvem der skal tilgives. Og det er i det tilfælde netop fidusen ved det. For det drejer sig ikke om, at den ene får ret overfor den anden, men om, at forholdet genoprettes. Og at erkende det, at nå frem til en forståelse af det, det er identisk med den metamorfose, som Paulus anbefaler.  cSøren Kierkegaard i "Kjerlighedens Gjerninger": "" (SV I, bind IX, side )
61       Blot må man altså hele tide holde fast ved, at de ord, Paulus bruger i sin formaning, også kan forstås af den, der ikke har været igennem den metamorfose, som en ændring af sigtet med det hele er. Så vil ordene blot blive misforstået, blive forstået som ophøjet moral, blive opfattet som leveregler, der opstilles for den kristne, som han skal stræbe efter at virkeliggøre. Måske man for tydelighedens skyld skal føje til: "fromme leveregler". For det er der jo ikke tvivl om, og det føler den ikke-metamorfoserede også selv: dette at stræbe efter at virkeliggøre idealet er virkelig en from anstrengelse, det er noget, der tager sig ud for at være ikke bare noget godt, men det gode, man føler virkelig, at man gør en forskel med denne anstrengelse, for nu at bruge et moderne udtryk. Man kan ikke komme ud af sin djævelsk fromme holdning, det er derfor, der skal en metamorfose til.  c
62 Tre konkrete formaninger.
       Nuvel, én ting, er de almene formaninger, som Paulus kommer med f. eks. om gensidig hensyntagen og indbyrdes kærlighed. Noget andet er de konkrete formaninger, som også findes i hans breve. Hvordan forholder de sig til de forudsætning, jeg her har skitseret: 1) at der er en uoverstigelig kløft mellem forståelsen af Sinai-åbenbaringen som Guds lov og forståelsen af den gyldne regel som udtryk for Guds vilje; og 2) at det sande og det gode er noget, hvert enkelt medlem af menigheden kan skønne om i kraft af den metamorfose, der er gennemlevet ved dåben, dvs ved indlemmelsen i menigheden? 
63   Første eksempel.
         Jeg skal gennemgå tre eksempler på konkrete formaninger fra Paulus' side, og svaret på ovenstående spørgsmål er på ingen måde krystalklart. Det fordeler sig med et "dumpet" over et "anerkendt" til et "fortræffeligt". 
         Det første eksempel, som altså får karaktéren "dumpet" af den forudsætning, jeg har opstillet, er den formaning, Paulus fremsætter i 1 Kor 5. Jeg skal begynde med at indrømme, at jeg ikke har fundet nogen fortolkere, der stiller de spørgsmål, jeg stiller. Men det er vel ved at være dagligdag for læseren, at jeg "udmærker" mig ved at være anderledes. 
Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru. v2  Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte? (1kor#5.1)
64        Hvis man nemlig nægter at anerkende Sinai-åbenbaringen som Guds ord, dvs. nægter at anerkende den som en åbenbaring, så melder sig naturligt det spørgsmål: Hvorfor er det forkert, at en mand lever sammen med sin fars hustru? Hvorfor skal det kaldes utugt? c
65       Og desværre må man nok indrømme, at Paulus griber denne sag an på typisk rabbinsk vis. Der er givet en lov, moseloven, den har man at rette sig efter uden diskussion, og gør man ikke det, risikerer man at blive udelukket fra samfundet. Sådan har det fungeret i de jødiske menigheder, og denne (u)skik overtager Paulus uden nogen betænkelighed.  c
66       I 3 Mos findes der en række "forbudte forbindelser", omtalt som menneske, hvis "køn man ikke må blotte". Blandt dem findes ens fars hustru. Og vi vil nok i dag spørge efter den rationelle begrundelse for disse forbud og her vel især lægge vægt på de uheldige arveegenskaber, som alt for stærk indavl kan medføre. Det kan, vil vi måske sige, være begrundelsen for en række af disse forbud. Men vi må jo i så fald indrømme, at det ikke kan være begrundelsen for dem alle. Og da ikke for det her aktuelle forbud: forbudet mod at leve sammen med sin fars hustru. (For tydelighedens skyld: som det ses af hosstående, gøres der i 3 Mos forskel på "din mor" og "din fars hustru". Man må derfor tænke sig, at forbudet gælder faderens anden hustru).  v6 Ingen som helst må komme sine kødelige slægtninge nær og blotte deres køn. Jeg er Herren!
v7  Din fars og din mors køn må du ikke blotte. Hun er din mor, du må ikke blotte hendes køn.
v8  Din fars hustrus køn må du ikke blotte; det er en blottelse af din fars køn.
v9  Din søsters køn må du ikke blotte, hvad enten hun er din fars eller din mors datter, hvad enten hun er født inden for eller uden for slægten. (3 Mos 18,6) 
67 Formentlig er det, der har fremkaldt disse forholdsregler, dog ikke forestillinger om uheldige arveegenskaber, men ønsket om et så vidt muligt gnidningsfrit samliv i familien, når familien var en "storfamilie" med flere generationer levende sammen. Men hvad end rationalet har været, i det øjeblik sådanne regler udgives for at være Guds egne befalinger, bliver det unødvendigt at begrunde dem, de skal bare adlydes.  c
68        Sådan også hos Paulus. Det, som Spinoza fremhæver: at Paulus opfordrer korintherne til selv at dømme om det, han siger, det ses ikke her i 1 Kor 5. (03#11) Her går Paulus uden videre ud fra, at et samliv af den art er utugt, og han regner tydeligvis også med, at det er korintherne enige med ham i. Og denne enighed, som han forudsætter, skyldes ikke, at der hos dem er en folkelig overbevisning om det skamløse i en sådan adfærd -- netop ønsket om et gnidningsfrit familieliv kan jo godt have udmøntet sig i tilsvarende regler hos f. eks. grækerne -- nej, det skyldes, at skriften siger, som den gør.  Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger. (1kor#10.15)
69        Det, der ellers er kristendommens særkende: at den giver kraft og mod til at stille traditionen til ansvar, at den får mennesker til at spørge, hvorfor det egentlig skal være sådan, det glemmer Paulus totalt her. Han har kun blik for, at loven, forstået som moseloven, er overtrådt.  c
70       Måske man vil indvende, at Paulus jo dog siger, at den form for utugt ikke engang forekommer hos hedninger. Derfor kan hans forargelse ikke udelukkende rette sig mod dette, at moseloven er overtrådt. Men her må man være opmærksom på, at ordet "hedninger" bruges på samme nedsættende måde som i gal#2.15. At leve som "hedninger" er for Paulus den værst tænkelige levemåde. Og når den påklagede adfærd ikke engang forekommer hos hedninger, så kan alle forstå, at så er det en yderst dadelværdig adfærd.  Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru.  (1kor#5.1)
71       Det vil sige: Paulus har lagt en meget dårlig grund, som den senere kirke desværre har bygget på: Han har anerkendt disse såkaldt "forbudte grader", blot fordi de står i skriften, uden at kræve yderligere begrundelse.  c
72       Jeg skal nok føje til, at det, Luther gør i 1523 i sit skrift "Vom ehelichen Leben", blot er at fjerne de papistiske misbrug, ikke at ændre på den kirkelige grundanskuelse, at skriften angiver den guddommelige norm for disse forhold. Der var i tidens løb opstået mange flere "forbudte grader" end de grader, der var beskrevet i 3 Mos, dem understøttede paven, for så kunne hans kurie tjene tykt på at dispensere fra disse krav. Dette misbrug ville Luther tillivs, ikke det misbrug, Paulus havde grundlagt har i 1 Kor 5.  c
73      Det betyder, at man alvorligt må tage Paulus i skole. Har han ikke sagt, at nu, hvor troen er kommet, er vi ikke mere under pædagog? Loven, der var vor pædagog indtil Kristus kom, er nu, hvor Kristus er kommet, ikke mere vor opdrager eller pædagog. Men hvorfor retter han sig så stadig efter den? Hvorfor tænkes så korintherne at sørge for, at lovens krav overholdes i deres menighed uden anden begrundelse, end at sådan siger loven? Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, v24  så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. v25  Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager. (gal#3.23)
74      Eller tag hans udtalelser i romerbrevet! Vores stolthed, dvs. jødernes stolthed, er nu udelukket; jøderne, der ellers havde pralet af, at det var dem, der havde fået åbenbaringen på Sinai, og at de derfor var udvalgt fremfor andre folk, har nu ikke mere noget at prale af. For åbenbaringen på Sinai er overskygget af åbenbaringen i Kristus. Blot det at overholde loven, fordi der står skrevet sådan og sådan, giver ikke retfærdighed mere; nu gøres vi retfærdige ved troen. Udmærket altsammen! Men hvorfor falder Paulus så i dette spørgsmål tilbage på loven og lovens ord og befalinger?  Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! v28  For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger. (rom#3.27)
75        Det ord, Jesus såede i Palæstina dengang for lang tid siden, var kun et sennepsfrø; det tog lang tid for det at vokse op til et træ, hvori himlens fugle kunne bygge rede. Det sårede lovfromheden i roden, javist. Men når den lever videre indenfor kirken selv, den kirke, der ellers skulle værne om Jesu ord og traditioner, så levede den jo godt og sikkert og uanfægtet. Først i vore dage har vi som samfund vovet at stille spørgsmål til disse "forbudte grader". Først nu har man vovet at kræve rationel begrundelse for forbudene. Og så falder mange af dem til jorden, mens måske nye opstår. Er fætter-kusine-ægteskaber f. eks. ikke i det lange løb nedbrydende for gen-poolen?  c
76        Men også den måde, Paulus mener, man skal komme denne "utugtige" adfærd til livs på, er højst ukristelig. Der er ikke tale om, at man indleder en samtale med den pågældende. Han selv har tilsyneladende ikke noget at skulle have sagt. Der er afsagt dom, dvs. Paulus har gjort det. Nu beder han blot korintherne om at forkynde dommen for den pågældende. Af det følgende fremgår det, at det er Paulus' mening, at korintherne skal afholde sig fra samkvem med overtræderen, indtil han besinder sig og opgiver sin "synd".  Hvad mig angår, så har jeg, personligt fraværende, men åndeligt nærværende, allerede fældet min dom over den skyldige, som om jeg virkelig var til stede: v4  Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesu kraft v5  overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag. (1kor#5.3). 
77       Det vil sige, Paulus anbefaler, at man "mobber" vedkommende. Dog kan man lægge mærke til, at skriftordet om at udrydde det onde af folkets midte er ændret, så det ikke mere betyder: at henrette, men kun at udelukke af menigheden. 
       Men mærkeligt er det, at Paulus således anbefaler mobning. For mig at se er det den rabbinske tradition op ad dage. Sådan har sikkert diaspora-jøderne organiseret sig. Hvad de jo forresten er fortsat med, omend i meget afsvækket form. Der findes rabbinske domstole den dag i dag, som afsiger domme, ikke mindst i ægteskabssager, domme, som dog ikke har nogen verdslige konsekvenser, men "kun" den konsekvens, at det pågældende ægteskab ikke betragtes som "jødisk korrekt". 
Finder man hos dig, i en af de byer, som Herren din Gud giver dig, en mand eller kvinde, som gør noget, der er ondt i Herren din Guds øjne, og bryder pagten med ham v3  og mod min befaling går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem eller solen eller månen eller hele himlens hær, v4  og du hører om det, så skal du undersøge det grundigt. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at denne afskyelige handling har fundet sted i Israel, v5  skal du føre den mand eller kvinde, der har begået denne onde handling, ud til byporten, hvad enten det er en mand eller kvinde, og stene dem til døde. v6  På to eller tre vidners udsagn skal dødsstraffen fuldbyrdes; ingen må henrettes på et enkelt vidnes udsagn. v7  Vidnerne skal være de første, der løfter hånden mod ham, når han skal dræbes; derefter skal resten af folket løfte hånden. Du skal udrydde det onde af din midte. (5 Mos 17,2). 
78       Det er ikke nogen helt uskyldig ting, Paulus her foretager sig. Kirken ønskede og fik ret til at afsige domme i ægteskabssager mange århundreder fremover. Og i sådanne sager er moseloven blevet lige så flittigt brugt, som Paulus gør det her. Man gjorde det uden nogen særlig betænkelighed til en del af kirkens verdslige magt, en magt, som det har været svært at fravriste kirken.  c
79        Men altså, at loven kun skulle være vores tugtemester eller pædagog, indtil Kristus kom, det gjaldt for Paulus ad Vandsbæk til, når det kom til det mere konkrete. Her optrådte han pludselig aldeles ikke som en kristen forkynder, men som en jødisk rabbi.  c
80        For fuldstændighedens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at ganske mange fortolkere regner med, at hosstående citat fra 2 Korintherbrev omhandler netop den mand, der levede sammen med sin fars hustru. Hvis det er sandt, har han altså ophørt med sin "syndige" levevis og er blevet meget bedrøvet, så bedrøvet, at Paulus nu opfordrer til at lade kærligheden råde. 
        Men jeg er nok også nødt til at føje til, at denne bedrøvelse ikke forandrer mit synspunkt. Sådan set er det for min anklage mod Paulus ligegyldigt, om manden selv gik med på Paulus' idé om, at hans levevis var syndig, eller ej, det afgørende er, om Paulus formaner ud fra loven eller ud fra evangeliet. Og fordi han formaner ud fra loven, derfor er hans formaning forkert. Det er en rest af hans farisæerfortid, der her stikker hovedet frem. Og forøvrigt aner vi jo ikke, hvordan det endte: Hvad med hans samleverske? Gik hun i stykker på det? Eller tog hun det i stiv arm? 
Hvis en har bedrøvet nogen, er det ikke mig, han har bedrøvet, men for ikke at sige for meget omtrent jer alle. v6  Men det er nok med den straf, han har fået af flertallet, v7  så at I tværtimod snarere skal tilgive ham og trøste ham, for at han ikke skal blive opslugt af en endnu større bedrøvelse. v8  Derfor beder jeg jer om over for ham at lade kærligheden råde. v9  Det var jo også derfor, jeg skrev: for at se, om I kunne stå jeres prøve, om I var lydige i alt. v10  Og den, I tilgiver, tilgiver jeg også. For hvad jeg har tilgivet hvis jeg har haft noget at tilgive har jeg for jeres skyld tilgivet for Kristi ansigt, v11  for at vi ikke skal bedrages af Satan; vi ved jo, hvad han har i sinde. (2kor#2.5)
81 Denne forkerte formaning kan også ses her i 2 Kor, nemlig i udtrykket "om I var lydige i alt". Skulle da korintherne være lydige mod Paulus? Skulle de rette sig efter hans ord, som var det Guds eget ord? Skulle de virkelig betragte ham som deres far i evangeliet på den måde, at de uden selvstændige overvejelser rettede sig efter hans påbud? I en sådan holdning er der ikke meget tilbage af det lærerembede, som Spinoza taler om; det er ganske opslugt af profetembedet.  c
82 Andet eksempel.
        Det andet eksempel, som jeg har givet karaktéren "anerkendt" (se #63), skulle faktisk have en langt større karaktér. Men da det tredie eksempel er helt ovenud godt, må dette nøjes med den næstøverste grad.
        Paulus tager denne sag op umiddelbart efter at han har rådgivet korintherne med hensyn til den "utugtige" i kapitel 5. Og han giver i grunden det samme forkerte råd. Det er lovtankegangen, der behersker ham. Dog, fordi det denne gang ikke drejer sig om decideret lovbrud, men kun om, at to af brødrene er blevet uenige, former hans rådgivning sig anderledes og når -- overraskende nok -- frem til en lykkelig udgang. 
v1  Hvordan kan nogen af jer, der har en sag imod en broder, vove at bringe den for retten hos de uretfærdige og ikke hos de hellige? v2  Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes af jer, er I så ikke gode nok til at dømme i ubetydelige sager? v3  Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold? v4  Men når I nu har sådanne sager, hvordan kan I så sætte folk, som menigheden foragter, til at være dommere? v5  Det siger jeg til skam for jer. Er der da ingen blandt jer, som har visdom nok til at afgøre sager mellem brødre? v6  I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende!
v7  Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? v8  I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre! (1kor#6.1
83       Men i begyndelsen er tankegangen som i kapitel 5. Der er ikke tale om, at de to uenige selv skal forstå noget, eller selv skal indse noget. Der er tale om, at de skal underkaste sig andres dom. Paulus taler ikke om, at der skal ske en metamorfose med dem, så de kan indse, hvad der er det gode og det rigtige. Nej, hver af dem skal blot fremføre deres "sag" for de andre, der så tænkes at afsige en dom, som de skal rette sig efter.  c
84       Det ord "udefra", der ifølge min fæmenologi tænkes at gribe forvandlende ind i deres sind, er her forvandlet til en dom "udefra", som ikke forvandler nogetsomhelst, men som man blot skal rette sig efter, om blindt eller forstående, det er ligegyldigt.  c
85       Det, Paulus skammer menigheden ud for, er, at de vover at lade en hedensk dommer afsige dom i deres indbyrdes sager. Han har ellers i de første kapitler i romerbrevet hævdet, at jøderne ikke har noget fortrin; deres lov er ikke bedre end den lov, hedningerne har skrevet i deres hjerter. Men trods det ligger der stadig den nedladende jødiske tone i begrebet "hedning" som før (#70). Det er den gamle farisæer, der taler.  c
86      Men midt i det hele, nærmere bestemt i vers 6, dukker så pludselig evangeliet op. Det er sikkert formuleringen: "broder fører sag mod broder", der har ført det med sig. Eller altså: det er dette, at menighedens medlemmer kalder hinanden brødre, der her gør sig gældende. Dette ord synes endnu ikke at være blevet en ren og skær "terminus technicus", men at have bevaret noget af sin oprindelige betydning. For kødelige brødre fører da ikke sag mod hinanden. De er jo knyttet sammen med blodets bånd. Er ikke de kristne brødre med mindst samme intensitet i betydningen? Jo, naturligvis.  c
87       Og så kommer vers 7, dette grundkristelige vers. Så dukker Jesu ord om at vende den anden kind til op i Paulus' bevidsthed. Ikke så han citerer det, men så han retter sig efter den formaning, der ligger i det. De skulle jo hellere lide tab, de uenige korinthere. Dette, at forholdet til den anden genetableres som et ægte fortrolighedsforhold, er jo langt vigtigere end at jeg vinder en eventuel retssag. Lad mig blot lide tab, blot den anden stoler på mig! Det er nu tonen i Paulus' formaning.  v7  Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? v8  I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre! (1kor#6.7
88       Nu er loven og lovtankegangen glemt. Nu ses der ikke hen til, at retfærdigheden lægger sig dirigerende ned over uoverensstemmelsen, nu har Paulus det sigte, at troen, tilliden, fortroligheden, igen skal komme til at herske. Og det er jo, hvad der ellers ligger i hans evangelium: vi retfærdiggøres ikke ved lovgerninger, heller ikke når lovgerningerne består i at lade en dommer afgøre vor uenighed, men ved tro. Loven, der kun er tugtemester, indtil Kristus kom, har nu, hvor Kristus er kommet, ikke mere at sige. Troen, tilliden, fortroligheden, viljen til forsoning er trådt i stedet. Også i menighedens ganske dagligdags uoverensstemmelser.
       Når Paulus altså lige husker på det. 
c
89       Det er noget af det givende ved Paulus' breve: Vi har ikke blot hans teologiske udredninger, vi har også eksempler på, hvordan han omsætter sit evangelium i praksis. Af og til synes det slet ikke at komme i spil, som i 1 Kor 5. Af og til kommer det lidt sent op af starthullerne. Men når det så kommer i spil, hvilken herlighed stråler der så ikke fra det! c
90         Også denne formaning fra Paulus' side får et ord med på vejen i 2 korintherbrev, hævder nogle. Og det er da muligt. Ja, man kan måske endda sige, at det ville være mærkeligt, om den ikke blev fulgt op med en bemærkning i et senere brev. Men som ved kapitel 5: det er ikke afgørende, om det forholder sig sådan.  For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død. v11  Og se, netop bedrøvelsen efter Guds vilje hvor stor beslutsomhed, ja undskyldning, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja afstraffelse har den ikke virket hos jer! På alle måder har I vist jer rene i den sag. v12  Så når jeg skrev til jer, var det ikke på grund af ham, der gjorde uret, eller på grund af ham, som led uret, men for at det skulle blive klart, hvor beslutsomme I var på vore vegne over for Gud. v13  Derfor blev vi trøstet. (2kor#7.10
91       Men altså: Den, der er grebet af lovens kredsende tankegang, kan ikke selv slippe fri. Han kan være så from, han være vil, han vil stadig have den stræben i sig efter at opfylde loven. Og så længe han har den, kan han netop ikke opfylde loven, den lov, der hedder troens lov. Først når han befries af et ord udefra, eller først når han gennemlever en metamorfose, først da kan han slippe ud af lovtankegangens fangarme.  c
92 Paulus sidder til at begynde med fast i lovtankegangen. Men fordi han har en række Jesus-ord svirrende rundt i sit hoved, og fordi ét af disse ord, eventuelt det befriende ord om at vende den anden kind til, dukker frem for hans bevidsthed, derfor ændrer han i et nu sin formaning fra at være en befaling om at dømme og rette sig efter dommen, til at være en formaning om at give efter, lade uret passere hen over sig, om blot forholdet kan genoprettes. Og tør vi tro 2 korintherbrev, det virkede; de blev forsonede; tillidsforholdet mellem dem blev genoprettet.  c
93 Tredie eksempel.
         Det tredie eksempel har jeg tidligere været inde på. Det drejer sig om Paulus formaning til Filemon i Filemonbrevet. (se 02#47). Det, der i denne forbindelse gør Filemonbrevet til noget helt specielt, er det forhold, som jeg tidligere var inde på (se 03#27), at Paulus skriver mellem linierne, hvad han mener Filemon skal gøre. Det vil sige, han går ud fra, at Filemon selv er i stand til at finde ud af, hvad der skal gøres. Han har blot nødig at komme med et par antydninger eller tre, så vil den rette handling dukke op hos Filemon, han vil selv forstå situationen og handle derefter. 
c
94      Det vil sige: Ikke blot er der ikke nogen moralbestemmelse, jødisk eller græsk, som Paulus henviser til, der er heller noget Jesus-ord, den formaning, Paulus kommer med, er ordløs, kun er måske den skjulte formaning bygget på ordet "broder", som det, der rummer den ønskede handling i sig. Eller: Paulus ønsker, at Filemon selv skal komme i tanker om, hvad han skal gøre.  c
95       Det er blot ren og skær praksis. Paulus gør sig tilsyneladende ikke nogen teoretiske overvejelser i den forbindelse. Og dog ligger der her en himmelvid forskel til den jødiske åbenbaringsforståelse. Hvis alt, hvad et menneske skal gøre, står skrevet i loven, hvis loven indeholde alle anvisninger til et menneske, så er der ikke noget at komme i tanker om, så er det umuligt at finde ud af, hvad man skal gøre uden at granske skriftordet nøje og omhyggeligt. For det er igennem skriften, loven og profeterne, at Gud har åbenbaret sig.  c
96 Nej, siger Paulus med sit Filemonbrev, det er i sproget, det er i menigheden, det er i Kristus, hvis legeme netop menigheden er, at mennesket finder frem til, hvad der skal gøres. I fælleslivet dèr åbenbarer sig, hvad den enkelte har at gøre: tage hensyn til fællesskabet, være sig selv midt i fællesskabet. Men i Filemonbrevet siger han det indirekte, der er ikke knyttet teoretiske overvejelser over retfærdiggørelse ved tro, over Kristus som lovens ende, eller lignende dertil. Men ikke desto mindre viser den skjulte formaning til Filemon netop meget tydeligt, hvad det vil sige, at Kristus er lovens ende.  c
97       Jamen, skal da ikke Filemon have gennemlevet en metamorfose for at kunne skelne, hvad der er det sande og det gode? Jo, men det har han jo også: han er blevet døbt ind i den kristne menighed. Og i denne dåb gennemlever han en overgang fra død til liv. Jamen, det gør han "kun" rent rituelt, ikke psykologisk virkeligt? Det er ikke til at vide. Men sandt nok, de, der rituelt har gennemlevet metamorfosen, bliver uafladeligt udsat for også at skulle gennemleve den psykologisk virkeligt, gennem de udfordringer, menighedslivet giver dem. En sådan udfordring giver Paulus Filemon. Og han gør det i det håb og med den bøn, at det må lykkes. Han gør det i en foruddiskonteret påregning af, at Gud vil lade underet: at Filemon forstår den halvkvædede vise, lykkes.  c
98 Det kristne grundunder.
        Det er nemlig det kristne grundunder: at mennesket forstår. Det er det mirakel, der kaldes på gennem formaningen: at den formanede kommer til at forstå. Og den, der formaner, opfordres derfor til at formane i tro, dvs. i tro på, at den forståelse, han har som baggrund for sin formaning, den vil den anden komme ind i, eller i tro på, at tiøren vil falde også for den, formaningen rettes imod. 
c
99       Den tro har faderen i lignelsen om den fortabte søn. Han vover at tiltale sønnen uden bebrejdelse. Han går ud fra, at når han selv forstår det glædelige i, at den yngste søn er vendt frelst tilbage, så vil også hans ældste søn forstå det.  Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« (Luk 15,31). 
100      Den tro er det også, Jesus kalder på og opfordrer disciplene til at have i det sære ord her ved siden af. Godt nok tager Jesus tilsyneladende munden temmelig fuld, når han siger: "Alt, hvad I beder og bønfalder om". Gælder det virkelig "alt"? Gælder det de fysiske undere: at syge bliver helbredt, at lamme går, at døde står op? Eller gælder det "kun" dette kristne grundunder: at den, der formanes, forvandles, så han forstår?  Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det. (Mark#11.24)
101       Svaret på det spørgsmål er ikke så ligetil at give. For det lader sig ikke nægte, at ordet står lige efter fortællingen om forbandelsen af figentræet, vistnok det eneste negative under, Jesus har foretaget. Men dette, at det forbandede figentræ den næste dag er visnet helt til roden, er da om noget et under i den fysiske verden. Og hosstående Jesus-ord er af Markus anbragt som en del af Jesu svar til Peter, da han gør ham opmærksom på, at det figentræ, han tidligere forbandede, nu er visnet; det vil sige: ordet om den tro, der flytter bjerge, og altså også det følgende ord om at skulle tro, at man har fået det, man beder om, anvendes her så udpræget om et fysisk under.  Jesus sagde til dem: »Tro på Gud! v23  Sandelig siger jeg jer: Den, der siger til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, for ham sker det. (Mark#11.22f)
102       Så når jeg i det følgende vil prøve at overbevise om, at ordet ikke drejer sig om noget i den fysiske verden, men om noget i den sociale verden, så synes jeg at være ude på tynd teologisk is. Ikke desto mindre vil jeg gøre forsøget.  c
103        Der er adskillige ting, der skal gøres opmærksom på angående dette ord. Først dette, at det jo er Markus, der har anbragt ordet, hvor det står i dag. Hvis vi går ud fra, at ordet er et ægte Jesus-ord -- og det vil jeg indtil det modsatte er bevist gå ud fra -- så må vi føje til, at ordet, før Markus kom til, var ganske fritsvævende. Det gælder alle Jesus-ord, altså også ordet om, at troen flytter bjerge. Det er Markus, der har anbragt dette ord, så det kommer til at sige, at hvis disciplene blot havde tro nok, så ville også de kunne få et figentræ til at visne helt til roden blot ved at forbande det. Og tilsvarende er det også Markus, der har anbragt vort sære ord om at tro på opfyldelse, før man beder, så det omhandler et hvilketsomhelst fysisk under, selv det at flytte bjerge.  Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det. (Mark#11.24)
104        Men er det at flytte bjerge identisk med sådan rent fysisk at flytte bjerge? Matthæus bruger det samme Jesus-ord til at lade Jesus bebrejde disciplene deres ringe tro. I dette tilfælde er det, der er mislykkedes for dem, fordi de havde så lille en tro, dog ikke at flytte et bjerg, men at helbrede den månesyge dreng, en begivenhed Markus beretter om uden at lade Jesu bebrejdelse underbygge med flytte-bjerge-ordet (Mark 9,29). Men at helbrede en månesyg er dog vel i de flestes øjne et mindre under end at flytte et bjerg, om end uden diskussion som regel et mere gavnligt under.  Da de var blevet alene, kom disciplene hen og spurgte Jesus: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« v20  Han sagde til dem: »Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer. v21   Den slags fordrives kun ved bøn og faste.« (Matt#17.19). 
105       Senere har Matthæus også gengivet flytte-bjerge-ordet i samme forbindelse som Markus, nemlig i forbindelse med forbandelsen af figentræet. Oven i købet har han anbragt et ord derefter, der kunne minde om en forkortelse af ordet om kunne opnå alt, hvis blot man beder i tro. Men altså: Både Matthæus og Markus anbringer flytte-bjerge-ordet og det følgende om at bede i tro i forbindelse med et fysisk under, Matthæus to steder, Markus ét sted.  Da disciplene så det, undrede de sig og spurgte: »Hvordan kunne figentræet visne med det samme?« v21  Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I har tro og ikke tvivler, kan I ikke alene gøre det med figentræet, men også sige til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og det vil ske. v22  Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.« (Matt#21.20). 
106        Lukas, derimod, anbringer flytte-bjerge-ordet (som han i parantes bemærket har ændret til et flytte-morbærtræ-ord) uden forbindelse til noget fysisk under. Det er blot anbragt som svar på apostlenes bøn om at få en større tro. Og spørger man efter, hvad der da kan have fremkaldt denne bøn, er svaret måske, at det, de ønsker tro på, er tilgivelsens evne til at genetablere et brudt forhold. For lige forud gengiver Lukas formaningen om at tilgive endog hele syv gange, hvis din broder forsynder sig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! Kan man virkelig regne med, at også denne tilgivelse vil genoprette tillidsforholdet? Ja, her gælder det om at have tro, tro som et sennepsfrø.  Jesus sagde til sine disciple: »Det kan ikke undgås, at der kommer fald, men ve den, der bliver årsag til det. v2  Det var bedre for ham at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet, end at han bringer én af disse små til fald. v3  Tag jer i agt! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham. v4  Selv om han forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham.«
v5  Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« v6  Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. (Luk#17.1). 
107       Sådan gælder det i de sociale forhold om at have tro, når Jesu formaning om at tilgive skal føres ud i livet. Ligesom det gjaldt om at have tro, når formaningen om ikke at dømme skulle føres ud i livet, nemlig tro på, at menneskesamfundet var sådan indrettet, at man får tilmålt med den alen, man selv måler med (Matt#7.1) c
108       Ja, mere end det: det gælder om på forhånd at regne med bønhørelse, når man beder om, at tilgivelsesordet vil virke. Netop, når det drejer sig om de sociale forhold, netop når det har med disciplenes (og vort) indbyrdes forhold at gøre, netop da viser ordet fra Mark 11,24 sig at have gyldighed, ja at stemme på det fortrinligste. Skal forholdet mellem dig og din næste retvendes, da må du tro, at det ord, du taler for at retvende det, har kraft i sig til at skabe tillid hos den anden. Det er ikke dig, der skaber denne tillid, det er ikke din stemmeførings inderlige tone, der bevirker det, det er Gud, der gennem sin ånd fremkalder den tillid, uden hvilken tillidsforholdet ikke blive helet.  Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det. (Mark#11.24)
109 Og dog må du tale i tro på, at den bøn, der ligger i dine ord til Gud samtidig med, at du taler til din næste, den vil blive hørt. Du må tale i tro på, at du får det, du beder om: den andens tillid, så får du det. Troen er her altafgørende. Ikke en tro, du skal frempresse, som var det noget umuligt og ikke noget selvfølgeligt, du bad om. Og dog en tro, der tror på det umulige: det umulige nemlig, at du og din næste igen føres sammen i indbyrdes tillid.  c
110       Fordi dette ord har gyldighed i de sociale forhold, derfor vil jeg tillade mig at mene, at Markus og de andre af Jesu samtidige taler om netop sociale forhold, når de taler om at gøre undere. Eller: fordi jeg forstår dette ord, når det skal handle om sociale forhold, men ikke forstår det, når det skal handle om fysiske forhold, vil jeg tillade mig at mene, at det ny testamentes forfattere udtrykte sig mytisk, når de fortalte om undere: det væsentlige var ikke det fysiske i sig selv, men det, det fysiske var tegn på.  c
111       Jeg ser dette bekræftet i den tilsyneladende forskellige vinkling, ordet om at bede har fået hos Matthæus og Lukas. Lukas taler ikke blot i bred almindelighed, som Matthæus, om gode gaver, men direkte om Helligånden. Vi kan naturligvis godt gå frem på traditionel vis: bruge metoden med lectio difficilior, overveje, hvilken læsning der er den vanskeligste, for så at slutte, at det nok er den læsning, der er den oprindelige. Og så falder vel loddet ud til fordel for Matthæus, for at give gode gaver må da være mere end at give Helligånden.  Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. v8  For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. v9  Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, v10  eller give ham en slange, når han beder om en fisk? v11  Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! (matt#7.7)
112      I stedet vil jeg mene, at vi skal forstå de to udsagn som ligestillede. Det er ikke Matthæus' mening, at de kristne vil få hvadsomhelst de beder om. Det har kristne aldrig fået, heller ikke de første kristne. Men de første kristne var i den grad optaget af at få fællesskabet til at fungere, dvs. til at få Helligånden til at virke ind på sig, så kærligheden og tilliden blev hel, så det overskyggede alt andet. Derfor kunne Matthæus ikke forestille sig andre gode gaver end netop Helligånden.  Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. v10  For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.
v11  Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk, v12  eller give ham en skorpion, når han beder om et æg? v13  Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!« (Luk#11.9). 
113      Man skal også være opmærksom på en bestemt rabbinsk tankegang. "Colwahomer" kaldes den. "Hvor meget mere så ikke", kan vi kalde den på dansk. I er mere værd end mange spurge, siger Jesus til disciplene. Og han siger det lige efter at have sagt, at Gud tager sig af selv den mindste spurv. Trøsten ligger i "colwahomer"-tankegangen. Når Gud sådan tager sig af de ubetydelige spurve, der sælges for en slik, hvor meget mere vil han så ikke tage sig af jer, som jo da er meget mere værd end spurvene?  Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud. v7  Ja, selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve. (Luk#12.6)
114 Samme rabbinske tænkemåde ligger bag ordet om at flytte bjerge. Det tjener jo ikke noget formål at flytte et bjerg ud i havet. Men når dette mægtige under er muligt for den, der tror, hvor meget mere er så ikke det uanselige, næsten usynlige, men for disciplene langt mere afgørende under med den indbyrdes tro og tillid muligt for den, der tror?  c
115 Og denne tankegang ligger nok også bag Matthæus' ændring af "Helligånden" til "gode gaver" eller Lukas' ændring den modsatte vej: Når vi har den "magt" hos Gud, at vi kan bede om hvadsomhelst, skulle så ikke bønnen om det mest afgørende, men måske nok mindst spektakulære, nemlig om Helligånden, blive opfyldt?  c
116 ccVidere til pc05
 
c
117 cc c
118 cc c
119 cc c
120cc c

Noter: