Fra Ptolemæus til Copernikus 2

Kritik af Luther



Indhold: Se pc01.

Tilbage til oversigten!
 
 
1   Paulus' indre kamp
       Ikke blot har vi vidnesbyrd, mange endda, om, at Luther har haft en indre kamp for at nå frem til sandheden. Vi har også vidnesbyrd om en indre kamp, som Paulus har haft. Vi kan endda følge den i detailler, så nogenlunde, da. Kampen går godt nok ikke på noget så skelsættende som hans forståelse af evangeliet. Den går "kun" på hans forhold til korintherne. Men vi har vidnesbyrd om, hvordan evangeliet i hans overvejelser i forbindelse med sit forhold til korintherne flere gange prøver at komme til orde, men hver gang bliver omdannet eller tilbagevist eller direkte udnyttet i den kamp, han har for. 
c
         Ud fra dette vidnesbyrd kan vi få demonstreret Luthers tanke om den "trælbundne vilje". Og vi kan få fastslået, at evangelium og dagligdag hører uløseligt sammen, og få påvist, hvordan de hører sammen. Men, hvad der her er afgørende, vi kan bruge dette vidnesbyrd som et "argument" imod Luther på linie med faderens ord til den ældste søn. Ligesom der i dette ord ikke er skygge af "lov", således må også det ord, der tænkes at retlede Paulus ("tænkes", for ordet findes ikke i teksten), være et ord, der ikke har nogen afsmag af "lov" overhovedet.  c
3 Ja, mere præcist: Vi kan af denne tekst se, hvordan selve det at formulere evangeliet så let som ingenting kan føre til, at der dannes en "lov" ud af denne formulering, og videre føre til, at man forsøger at retfærdiggøre sig i kraft af denne selvopfundne lov.  c
4         Den tekst, jeg tænker på, er 2 Kor 10-13. Denne del af Andet Korintherbrev anses almindeligt for et brev i sig selv, skrevet og afsendt uafhængigt af det øvrige Andet Korintherbrev. Da jeg i sin tid var blevet klar over, at jeg var nødt til at formulere min egen fænomenologi, blandt andet for at kunne få forestillingen om overgangen fra de kredsende livsytringer til de suveræne bedre belyst, end jeg kunne ud fra Løgstrups tanker, støvsugede jeg det ny testamente for at finde steder, hvor min fænomenologi udfoldede sig.  c
5          Og det var i den forbindelse, jeg faldt over 2 Kor 10-13. Her så jeg, med de "nye" øjne, min fænomenologi havde givet mig, en Paulus, der var bundet af skinsygens kredsende livsholdning, en Paulus, der vel blev ramt af evangeliet indtil flere gange, men desværre hver gang formåede at skubbe evangeliet fra sig: det var de andre, der var noget i vejen med, ikke ham.  c
6         Min nyopdagelse førte til, at jeg et par steder prøvede at gøre andre opmærksom på, hvordan 2 Kor 10-13 kunne tolkes meningsfuldt ud fra netop denne fænomenologi. Desværre uden held. Så til dato er jeg selv vist den eneste, der har fået den tanke, at Paulus i 2 kor 10-13 var skinsyg på de "umådelig store apostle", der var kommet til Korinth i hans fravær. Jeg har i hvert fald ikke fundet tanken andre steder. Men jeg ser ikke deri noget bevis for, at den er forkert.  Se min artikel om sagen fra 1983
7       Problemet med denne tolkning er, at man skal vende alting på hovedet for i det hele taget at begynde at forstå sagen. Vi er vant til at betragte Paulus som den store autoritet. Vi tager hans ord hen som den store apostels ord. Hele vor tradition lægger op til det: Vi læser hans ord fra alteret i vore kirker, vi studerer det i vore bibelkredse, der undervises i det på skoler, seminarier og universiteter, alt sådant lægger op til, at man skal tage ham alvorligt, hans ord har autoritet, det er ud fra bl. a. det, han skrev, at vi ser os i stand til at bestemme, hvad der er kristendom og hvad ikke. Og så skal vi altså pludselig vende det hele om. Så skal det pludselig hedde sig, at denne autoritet på netop ét punkt slet ikke skal tages som en autoritet, men som én, der misbruger Guds ord.  c
8  To eksempler fra 2 Kor 10-13. 
        Tag f. eks. ordene, citeret her ved siden af! Vi har hidtil læst dem som mennesker, der "holder med" Paulus. De andre apostle, som vi jo plejer rask væk at kalde "falske apostle", fordi Paulus gør det (2kor#11.13), og de af dem vildledte korinthere, dem er det, der har oprejst tankebygninger som fæstningsværker imod kundskaben om Gud, dem er det, der skal straffes for ulydighed, dem er det, der forventes i sidste ende, når deres tanker er taget til fange under Kristus, at være lydige imod Paulus. 
v3 Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. v4 Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger v5 og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus, v6 og vi er rede til at straffe enhver ulydighed, når lydigheden hos jer først har sejret. (2kor#10.3ff
9       Og så skal pludselig det hele opfattes modsat. Så er det Paulus, der er galt afmarcheret! Så er det ham, der er "for højt oppe", ham, der trænger til at få sine tanker taget til fange under Kristus! Selvsikkert vil han nedbryde de andres fæstningsværker. Men, siger denne fortolkning, det er i stedet hans fæstningsværker, der skal nedbrydes.  c
10 Det må indrømmes, at det er ret vanskeligt, når man har været vant til at betragte Paulus som den, der har ret i striden mellem ham og korintherne, da pludselig at skulle se på korintherne, som dem, man skal "holde med", og Paulus som den, der har uret. Det er ikke desto mindre det, der her skal forsøges.  c
11     Eller tag de opbyggelige ord her ved siden af! Skal de nu tages fra os? Skal de nu ikke længer kunne læses til opbyggelse? Skal vi nu til at se med mistænksomme øjne også på den Paulus, der har skrevet dette?  v8 Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, v9 men han svarede: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed." Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. (2kor#12.8f)
12 Jeg skal da ikke nægte, at jeg i en vis forstand beklager at måtte fjerne den almindelige opbyggelse. For også jeg har jo betragtet dette stykke tekst som et stykke fremragende prosa, hvorved vi så at sige kommer ind i Paulus' indre verden og kan følge hans kampe.  c
13        Alligevel vil jeg fastholde den tese, at teksten her skal tolkes ud fra den baggrundsforestilling, at Paulus var skinsyg på de apostle, der var kommet til Korinth, og at dette ligge bag også Paulus' ordvalg her. Guds svar til ham: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed" rokkes der ikke ved. Det er stadig sådan, at han er stærk, netop når han er magtesløs. Det er stadig sådan, at denne overbevisning om, at Guds nåde er nok for ham, kan være ham en trøst under mishandlinger og trængsler. Men man skal måske korrigere det sidste en lille smule. Der er ingen automatik mellem hans magtesløshed og hans styrke. Guds handlen ligger i mellempunktet mellem de to. Han er stærk, fordi Gud bruger hans magtesløshed i sine formål, ikke fordi han slet og ret er magtesløs.  v10 Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk. (2kor#12.10)
14      Og derfor skal også det, han sagde tidligere, have en lille korrektion med på vejen. Han har gjort den erfaring, at Gud udnytter hans magtesløshed. For netop i magtesløsheden er Kristi kraft i ham. Så langt, så godt. Men dette er ikke noget at prale af eller være stolt af. Dette kan ikke bruges som bevis på nogetsomhelst, da slet ikke som bevis på, at han er en større apostel end de overmåde store apostle i Korinth. Det vil sige, hvis han vil "bruge" sin magtesløshed i sin kamp mod de andre apostle i Korinth, hvis han vil prale af sin magtesløshed, så kan netop Kristi kraft ikke overskygge ham.  v9b Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. (2kor#12.9)
15       Det prekære i 9b er det lille ina, "for at". Når han praler, kan Kristi kraft ikke overskygge ham. Og han kan derfor slet ikke prale af sin magtesløshed, for at Kristi magt kan være over ham. Når han praler af sin magtesløshed, er det galt. Og det bliver endnu mere galt, hvis han tror, at han aktivt kan være magtesløs, for at Kristi magt kan være over ham. Det er sandt nok, at Kristus bruger ham som sit redskab, netop når han er magtesløs. Men det er Kristus, der bruger redskabet, ikke ham selv. Det er Kristus, der med sin magt overskygger ham, ikke ham selv, der med sin bevidsthed om, at han kan være Kristi redskab netop i sin magtesløshed, gør noget fra eller til.  c
16            Nuvel, dette skulle blot være en lille (advarende?) introduktion til det følgende. Og i hvert fald kan det danne baggrund for min opfordring til læseren om at have tålmodighed. Det er ikke så ligetil at dechiffrere Paulus, når han er jaloux. Men jeg vil altså bede om, at man følger mig i min tankegang, om ikke for andet så for forsøgets skyld.  c
17 1. Paulus går ikke i saglig dialog med de fremmede apostle.
        Den første antydning af, at Paulus kunne være røget ind i skinsygens kredsende holdning, kommer fra det faktum, at Paulus ikke har noget teologisk at udsætte på de fremmede apostle. (Bemærk i forbifarten, at dette, at vi for forsøgets skyld skal vende det hele på hovedet, også betyder, at vi ikke uden videre som Paulus kan kalde disse apostle for "falske apostle" (2kor#11.13); derfor bruger jeg hellere betegnelsen "fremmede apostle"). 
c
18 I Galaterbrevet har vi med en teologisk uoverensstemmelse at gøre: de fremmede apostle, der er kommet til galaterne (og det må man tænke sig er problemet i galaterbrevet), opfordrer galaterne til at lade sig omskære. Og den opfordring vender Paulus sig imod med stor kraft. Men her i 2 Kor 10-13 mangler en sådan sag ganske. Paulus taler med store bogstaver imod korintherne. Men ikke for at retlede dem angående én eller anden teologisk fejl, de har begået. Men hvad er der så galt? c
19        Det, der er galt, har med forholdet mellem Paulus og korintherne at gøre. Noget sådant kan også spores i galaterbrevet. Men det er dog, som om det personlige forhold til Paulus og de ridser, der måtte være kommet i dette forhold, dèr underlagt den teologiske uoverensstemmelse. Lad mig dog trods forskellen i brevenes hovedsigte nævne to ligheder. c
20 A. Førstegangsargumentet. 
        Både i galaterbrevet og i 2 Kor 10-13 bruger Paulus "førstegangsargumentet". Mest skarpt i galaterbrevet. Her tænkes den anden forkyndelse at være identisk med sågar en engel fra himlen, og her siges det ligeud, at en sådan anden forkynder er forbandet. 
v8 Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. v9 Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han. (gal#1.8)
21        I 2 Kor 10-13 er vægten lagt på det hånlige tonefald overfor korintherne, ikke så meget på storheden af den fremmede forkynder. Og her synes Paulus også at gå ud fra, at korintherne kender hele argumentationen på forhånd, så han kun behøver at antyde den, for at de kan være klar over det forkerte i de ting, der nævnes.  v4 I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod. (2kor#11.4
22       Det kan man måske også sige, at Paulus kan gøre med god grund. For han har jo i 1 Kor 3,11 sagt, at ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt.  v11 For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. (1 Kor 3,11). 
23      Men angående alle tre skriftsteder må man vel spørge: Hvorfor? Hvorfor kan ingen lægge anden grundvold? Hvorfor er dette at prædike en anden Jesus end ham, Paulus prædikede, så forfærdeligt? Hvorfor er selv en engel fra himlen forbandet, hvis han prædiker et andet evangelium end det, galaterne modtog af Paulus?  c
24 Jeg tror, at svaret på det spørgsmål hænger sammen med noget, som vi i vore dage har glemt: at den korinther, der hørte evangeliet, så han troede på det, ikke blot blev sat ind i et andet forhold til Gud, men også blev sat ind i en menighed, hvor den umiddelbare kærlighed herskede; han blev udnævnt til broder mellem andre brødre; han blev deltager i det kristne kærlighedsfællesskab. Hvis derfor nogen prøver at lægge en anden grundvold, så erklærer han derved ikke blot Paulus' kristendomsforkyndelse for falsk, han erklærer også den kærlighed, der fra begyndelsen herskede i menigheden for uægte.  c
25      Og det er det, der er ganske uantageligt for Paulus. Det er det, han vil sige til både galaterne og korintherne, at det da må være uantageligt også for dem. Fra første færd af deres kristne tilværelse har de levet i menighedens kærlighedsfællesskab. Vil de nu lægge en anden grundvold, eller finde sig i en anden Jesus end den første, de mødte, så er det det samme som at erklære den første kærlighed ikke var, som den skulle være, forholdet til "den anden" i menigheden var alligevel ikke et ægte tillidsforhold, den fortrolighed, de havde udvist overfor hinanden, var kun en skinfortrolighed.  c
26      Så tæt skal man tænke sig liv og lære sammenknyttet i de første menigheder. 
        Og af samme art er en anden iagttagelse, man kan gøre angående lighederne mellem de to menigheder. 
c
27 B. "Faderargumentet". 
         Overfor begge menigheder hævder Paulus, at han er far til dem. Ved ham var det nemlig, de modtog evangeliet og derved kom ind i det broderforhold, de har til andre i menigheden og til Paulus. 
       Man kan godt få den tanke, at Paulus ved at betegne sig selv som menighedens "far", let kommer til at indtage en plads som en slags "overbroder", en broder, man skal lytte særlig meget til, et overhoved, hvis ord har næsten lovgyldighed i sig selv. 
v19 Mine børn, som jeg igen må føde med smerte, indtil Kristus har fået skikkelse i jer! (gal#4.19). 

v15 For om I så har i tusindvis af opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre. For i Kristus Jesus var det mig, der ved evangeliet blev far til jer (1 Kor 4,15) 

28         Det er dog nok ikke tilfældet. Jeg forestiller mig, at tanken blot skal angive den selvfølgelighed, at det var ved Paulus, at disse menigheder blev kristne. Men man kan måske ikke helt se bort fra, at der fra Paulus' side kan ligge en vis hentydning til det slid og slæb, han har haft med menighederne, nemlig slid og slæb med at få dem gjort klar over, hvad et kærlighedsliv vil sige, hvad det betyder at leve sammen som brødre, eller altså: slid og slæb med at få Kristus til at tage skikkelse hos dem.  c
29       Men altså: Både med førstegangsargumentet og med faderargumentet argumenterer Paulus ud fra forholdet mellem menighederne og sig selv. Det er ikke blot teologiske overvejelser, galaterne skal gøre sig, det er også overvejelser over, om de vil eller kan ændre forholdet mellem Paulus og sig selv. Liv og lære er tæt forbundne. For læren er en lære om, hvordan livet tænkes at forløbe, når det er et liv i Kristus, eller den er en lære om, hvordan Kristus opstod fra de døde, for at vi skal leve et nyt liv, altså ikke det gamle lovtrælleliv, men et liv i et genskabt fortrolighedsforhold til næsten.  c
30 2. Paulus hæfter sig ved, hvad der er sagt om ham.
         En anden ting, som kan være et vidnesbyrd om, at det er forholdet mellem Paulus og korintherne, der er på spil og ikke andet, er, at Paulus -- jeg havde nær sagt: i stedet for at nævne en saglig teologisk problemstilling -- nævner, hvad han har hørt, de fremmede apostle, vistnok med korinthernes billigelse, siger om ham. 
c
31       Og det er strengt personligt ting, som jo sådan set ikke kommer os ved, der lever så mange år efter, men da de nu står der, så lad os da bare nævne dem. Paulus er skarp i sine breve, men veg i sin personlige optræden. Man kan selvfølgelig have sine tvivl om, hvorvidt han virkelig formår det, han truer med her: at vise selvsikkerhed overfor "visse folk". Den sidstnævnte anklage: at han lever kata sarka, "efter kødet", er vist en anklage, som korintherne selv ikke deler; det er muligvis kun "visse folk", der har den opfattelse.  v1 Jeg, Paulus, formaner jer vedKristi mildhed og sagtmodighed - jeg, som går for at være spagfærdig, når jeg er hos jer, men modig, når jeg er fraværende. v2 Jeg beder til, at jeg, når jeg kommer, ikke skal driste mig til at vise samme selvsikkerhed, som jeg agter at optræde med over for visse folk, der mener, at vi lever som verdslige mennesker. (2kor#10.1
32        Det andet sted, hvor Paulus' personlige optræden omtales, er han igen ude med advarslen: han vil virkelig denne gang, når han kommer, optræde anderledes end ellers. At hans tale er foragtelig eller for intet at regne, er en ny oplysning, og den er jo lidt overraskende i betragtning af, at Paulus jo dog trods alt var prædikant. Som sådan optræder han mange steder i Apostlenes Gerninger. Men måske overdriver Paulus en anelse.  v10 Man siger jo, at mine breve er vægtige og strenge, men min personlige optræden svag og min tale for intet at regne. v11 Den, der siger sådan, skal regne med, at som vi siger i brevene, når vi er fraværende, sådan er vi også i handling, når vi kommer. (2kor#10.10)
33        Så tager Paulus også det forhold frem, at han ikke tog mod penge af dem, mens han var iblandt dem. (Jeg kommer mere ind på dette, når Paulus' brug af ironi skal omtales). Og også den sag må siges at høre hjemme blandt de ting, der har med forholdet mellem Paulus og korintherne at gøre, ikke med læren eller troen eller evangeliet.  c
34 At være stolt eller at rose sig.
           Jeg véd ikke, hvorfor man i 1992 ændrede oversættelsen af det i 2 Kor 10-13 ofte gentagne kaucasqai fra det mere direkte "at rose sig" til det mere omskrivende "at være stolt af", eller jeg skal måske med henblik på "min" fænomenologi sige: fra det relationistiske "at rose sig" til det individuelle "at være stolt af". Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg finder ændringen uheldig for mit formål (og vistnok også rent sprogligt set, men det er ikke min hensigt her at gå i sproglige detaljer). 
c
35 Jeg gætter på, at det har en lille smule at gøre med, at man vil "beskytte" Paulus, f. eks. mod at kunne rammes af det danske ordsprog "selvros stinker". Og da det er min agt så langt fra at "beskytte" Paulus i stedet at angribe ham, kan man nok forstå, at jeg er utilfreds med ændringen. 
        Det vil jeg her begrunde.
c
36       Forskellen mellem "at rose sig" og "at være stolt af" er identisk med forskellen mellem at se relationistisk på tilværelsen og at se individuelt på den. Er man stolt af noget, er det noget, der kun har med én selv at gøre. Har jeg lov at være stolt af det? kan man spørge, men den, man spørger, er egentlig kun ens egen samvittighed. Andre kan jo ikke kontrollere én, om det nu også passer, at man ikke er stolt af det eller det, som man har sagt, man ikke var stolt af.  c
37       At rose sig er derimod noget, man gør overfor andre. Man er nødt til at åbne munden for at rose sig. Det behøver man ikke, hvis man kun vil være stolt af noget. Når Paulus roser sig, er det derfor ikke blot noget, han gør overfor sig selv, det er noget, han gør overfor korintherne. Det lægger jo også hele situationen op til. Det er jo trods alt dem, han skriver sit brev til.  c
38      Men bevares, jeg kan da godt se, at man kan læse en "uskyldig" selvros ind i alle Paulus' udsagn her, bl. a. ud fra hans påstand i 12,19, hvor han jo bedyrer, at han taler til korinthernes opbyggelse, ikke for at forsvare sig selv. Og hvis man, f. eks. ud fra dette udsagn, regner alle "rose-bemærkningerne" for uskyldige, så kan det måske være på sin plads at bruge det noget svagere udtryk "være stolt af". Men omvendt må man jo så næsten naturnødvendigt, når man som jeg vil vende hele den normale betragtningsmåde på hovedet, anse udtalelsen i 12,19 for usand. Han narrer sig selv, den gode Paulus. Han roser sig, ja praler, og han gør det, fordi han vil forsvare sig overfor korintherne.  v19 I har vel nu længe ment, at vi forsvarer os over for jer. For Guds ansigt taler vi i Kristus, men alt sammen til opbyggelse for jer, mine kære. (2kor#12.19
39        Man skal også være klar over, at formlen "at rose sig" kun er en del af det vokabular, Paulus bruger til sit formål, og derfor også kun en del af de formuleringer, man kan henlede opmærksomheden på, hvis man som jeg vil prøve at analysere Paulus' udtalelser fænomenologisk, dvs som udtryk for, at Paulus er kommet ind i det, Løgstrup kalder en kredsende livsholdning. Ord, der også bruges til dette formål, er ordet "at sammenligne sig med andre eller med sig selv", "at anbefale sig selv", "at forsvare sig", osv.  v12 Vi drister os nemlig ikke til at henregne os til eller sammenligne os med visse af dem, der anbefaler sig selv, for de måler og sammenligner sig tværtimod med sig selv, uforstandige som de er. (2kor#10.12)
40        Og holder man alle disse udtryk sammen, så ser man, forekommer det mig, at de alle er udtryk for noget, man foretager sig overfor andre, der er ikke tale om det, der er tale om med udtrykket "at være stolt af": at man kun foretager en "indre" handling. Så blandt andet derfor mener jeg, at udtrykket "at rose sig" eller måske endda udtrykket "at prale med" er bedre.  c
41        Men denne lidt tendentiøse oversættelse viser jo så også på udmærket vis, hvad det er, jeg er "oppe imod". Som sagt er jeg, så vidt jeg hidtil har undersøgt sagen, den eneste, der indtil nu har fået den idé, at Paulus skulle være grebet af skinsyge. Godt nok offentliggjorde jeg min iagttagelse i en bog, jeg udgav i midten af firserne: "Troen og kærligheden". Men den blev hurtigt skrevet i glemmebogen. Så det er ganske utænkeligt, at ændringen fra "at rose sig" til "at være stolt af" skulle være fremkommet som protest mod min tolkning af 2 Kor 10-13. c
42 Nej, det er langt værre. Det, jeg er "oppe imod", er alle fortolkeres mere eller mindre ubevidste overbevisning om, at Paulus er "god nok", ham må vi altid "holde med", ham kan der ikke rettes anklage imod. Ikke, at ingen har angrebet Paulus. Tværtimod, man har villet sætte et skel op mellem ham og Jesus, så man har gjort Paulus til kirkekristendommens opfinder, i modsætning til Jesus. Dertil kommer angrebene mod ham for at være kvindefjendsk og andre slemme ting. Så uvilkårligt er mange Paulus-forskere i defensiven. Og er man i defensiven, finder man ikke på selv at angribe den, man vil forsvare.  c
43        Selv det, man har kaldt "den nye Paulus-forskning" kan ikke hjælpe mig meget. Det er ikke, fordi jeg ikke kan se det værdifulde i denne forskning. Jeg kan fuldt ud anerkende det rigtige og fornuftige i at om jeg så må sige vende bøtten og begynde forfra, altså i dette tilfælde: lade Luther og hans tolkning af Paulus være, hvad den være vil, og med så vidt muligt friske øjne se på de tekster, der foreligger. Sådan må vel egentlig enhver ny generation bære sig ad.  c
44 Men når man så vil begynde forfra, og når man vil begynde uden hensyntagen til Luther og hvad han har sagt og ikke sagt, så må man vel i det mindste gøre sig sine forudsætninger klar. Ja, det skulle man tro var nødvendigt. Men når det er Det ny Testamente, det drejer sig om, så er netop dette noget af det vanskeligste. For Jesus ville jo vende op og ned på mange tilvante forestillinger. Og mange af de forestillinger, der skulle vendes op og ned på, har levet videre til den dag i dag, ja, lever måske i fortolkerens sind. Og er han eller hun uden videre parat til at vende op og ned på dem? Eller går hun eller han forbi dem uden at tage stilling?  c
45 Til at være nytestamentler kræves ikke blot sproglig og historisk og tekstkritisk kunnen, men også villighed til at ændre på indgroede forestillinger. Og bevares, der fandtes måske hos mange forskere den indgroede forestilling, at Luther var en autoritet, man ikke kunne komme bagved. Og udmærket, at den forestilling nedbrydes! Men hvis den erstattes af andre ubevidste, indgroede forestillinger, måske hentet fra det omgivende humanistiske samfund, hvad er der så vundet? Så er måske én ond ånd drevet ud, men syv værre kommet i stedet! c
46 To eksempler fra den ny Paulusforskning.
        Nå, de to eksempler, jeg i det følgende vil fremdrage fra den ny Paulusforskning, skal nu ikke ligefrem være eksempler på syv eller to værre ånder. Det er mig nok, hvis jeg får sat et vist spørgsmålstegn ved denne forsknings evne til at tackle den omvæltning, Jesus forventede med sine ord. 
c
47        Det første eksempel på den ny Paulusforskning, jeg vil give, er Norman R. Petersens ved siden af nævnte bog. Den er særdeles interessant læsning. Petersen udnytter den nyere sociologiske forkning på næsten de eneste begivenheder i Paulus' liv, hvor de lader sig anvende, begivenhederne omkring den bortløbne slave, Onesimus. Disse begivenheder opstiller han i et skema, der angiver tidsfølgen. Men den opgave, han derefter stiller sig, går på at sammenholde de forskellige roller, de implicerede påtager sig, eller får påført. Der er verdslige roller og der er kirkelige roller. Og det store spørgsmål er naturligvis, hvordan det ene sæt stiller sig overfor det andet, noget, som han finder udmærkede svar på netop i Filemonbrevet.  Norman R. Petersen: Rediscovering Paul, Philemon and the Sociology of Paul's Narrative World, 1985
48       Så ingen tvivl om det: Han er nået meget langt i retning af at frigøre sig fra Luthers omklamring, også fordi det brev, han undersøger, er noget, mange gode Luther-forskere betragter som et ligegyldigt restprodukt. Men er han nået langt nok? Har han i tilstrækkelig grad ladet de nytestamentlige "roller" ændre og gennemtrænge sit eget syn på tingene?  c
49       Det er interessant at høre om, hvordan den særlig kristne rolle: "broder" i dagligdagen, og jo specielt her i Filemonbrevet, spændes op mod den verdslige rolle som slave. Hvor langt rækker det kristne broderskab, som man står i til hinanden i menigheden? Rækker det langt nok til at tilintetgøre rollerne som slaver og herrer, som man står i udenfor menigheden, i den dagligdag, som menigheden jo også lever i?  c
50      Når jeg kan spørge, om Norman R. Petersen er kommet langt nok i retning af at ændre sine egne indgroede forestillinger (eller dem, han har med fra sine sociologiske studier), skyldes det blandt andet, at han nok kan gøre opmærksom på Paulus' forsøg på at tiltage sig en "overbroderrolle" i kraft af, at han er den, der har forkyndt evangeliet for både Filemon og Onesimus, såvelsom for alle de andre i den kolossensiske menighed, men tilsyneladende ikke er opmærksom på den selvmodsigelse, Paulus løber ind i, hvis han gør for meget ud af sådanne tanker. Ligesom svinene i Orwells "Kammerat Napoleon" havde opfundet den dybt selvmodsigende tese: "Alle er lige; men nogle er mere lige end andre", sådan vil Paulus, hvis han overspiller sin faderrolle, komme til at sige: "Vi er alle brødre, men nogle få, deriblandt jeg, er overbrødre".  c
51 Det synes Norman R. Petersen ikke helt at være opmærksom på. Han synes at acceptere, at Paulus er i færd med at opbygge det, der senere blev det kirkelige administrationsapparat, hvis hykleriske modsigelse man kan se, hver gang vi når frem til palmesøndag (eller hvornår det nu er), og paven derfor tager sig på at vaske fødderne på nogle dertil indkaldte fattige i Rom.  c
52         Ligeledes forekommer det mig, at han tager lidt for håndfast på rollerne som debitor og kreditor. Det er udmærket at gøre opmærksom på, at Paulus bruger et andet vokabular end faderrollen til at udtrykke de kristnes afhængighed af sig, nemlig udtrykket, at de "skylder ham sig selv". Og det kan også være sjovt nok at se på, hvordan de rent verdslige gældsposter kommer ind i billedet i den sammenhæng. Men det forekommer mig, at han går galt i byen, når betragter vers 19a næsten som en veksel, som man må tænke sig, at Filemon en dag kan få indløst, om ikke ved at gå hen i banken (sådanne fandtes nok ikke), men så ved at henvende sig til Paulus og få udbetalt rigtige menneskepenge.  v18 Har han gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så skriv det på min regning! v19 Jeg, Paulus, skriver med min egen hånd: Jeg vil betale! For slet ikke at tale om, at du skylder mig dig selv. (filem#18
53 Sandt nok skriver Paulus med sin egen hånd: Jeg vil betale, og det ligner det, man skriver på en veksel. Men at han slet ikke har blik for, at Paulus her tager gas på Filemon, og at han slet ikke kan se, at Paulus aldeles ikke vil betale, men blot til have Filemon til et kort øjeblik at overveje, om mon den fattige kirkerotte til Paulus virkelig skulle være ved muffen, før han fyrer den bemærkning af, der sætter det hele på plads: "For slet ikke at tale om, at du skylder mig dig selv!" c
54          Jeg føler mig helt besynderlig tilmode, for nu er det mig, der kommer til at tage Paulus i forsvar. Vi har her et eksempel på, hvordan Paulus udnytter sin faderrolle, og måske endda på, hvordan han opfatter den. Når han er sat som "fader" for de menigheder, han har prædiket evangeliet for, skyldes det, at han ikke blot skal prædike evangeliet, men også få evangeliet til at slå rod i menigheden. Det vil sige: han skal med den autoritet, som faderrollen giver ham, vise kolossenserne, at der blandt de kristne ikke findes nogen autoritet, nogen overbrødre; han skal vise dem, at alle står lige; han skal få dem til at forstå, at de som kristne skal tilgive hinanden og føle solidaritet med hinanden, som brødre gør det.  c
55 Hvordan gør han det? Ja, det gør han åbenbart ved at tage gas på Filemon. Ved at lokke ham i en fælde! Ved at få ham til at tro, at vi her i vers 18 og 19a taler om rigtige menneskepenge, og ved så med det overraskende vers 19b at få ham til at le. For Paulus havde jo ret. Han fik virkelig lokket Filemon til at tro på, at når han havde ret til at forlange erstatning af Filemon for al den ulejlighed, han havde forvoldt ham ved at løbe bort, så gav Paulus ham medhold i, at sådan skulle han gøre; han, Paulus, gav ham oven i købet så meget medhold, at han ville træde ind i Onesimus' sted og betale det, han måtte skylde Filemon. Det lød godt nok usandsynligt, men når nu Paulus direkte skriver, at han vil betale, så må man jo tro ham! v18 Har han gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så skriv det på min regning! v19 Jeg, Paulus, skriver med min egen hånd: Jeg vil betale! For slet ikke at tale om, at du skylder mig dig selv. (filem#18
56 Ja, man må tro ham, indtil man læser det næste: "Du er jo i gæld til mig, kære Filemon, du skylder mig dig selv, jeg har forkyndt evangeliet for dig, derved blev du kaldt ind til livet, så vil du komme med nogen veksel til mig, så husk lige på den kendsgerning". Summa summarum: Det var gas, alt det med, at Paulus ville betale. Det skulle ikke tages bogstaveligt. Og hvis Norman R. Petersen gør det (hvad han faktisk gør), så har Paulus taget gas på ham også.  c
57        Nå, dette skal ikke forstås sådan, at jeg bebrejder Norman R. Petersen, at han ikke fanger lige dette drilleri fra Paulus' side. Men jeg vil nok bebrejde ham eller undre mig over, at han ikke har forstået de kristnes broderforhold bedre; jeg vil nok undre mig over, at han lader alle de udmærkede sociologiske begreber bestemme, hvad der skal forstås ved de kristne roller, og ikke omvendt: lader det kristne indhold belyse, hvordan de sociologiske roller i dette tilfælde skal forstår. Jeg vil nok mene, at han, når han uden videre accepterer, at Paulus er ved at opbygge sig en særlig autoritet, fuldstændig overser forskellen mellem loven og evangeliet (for nu lidt drilsk at bruge Luthers termer), så han tror, at denne lovens autoritetsopbygning kan fremme evangeliet.  c
58        Det andet eksempel fra den nye Paulus-forskning henter jeg fra hosstående artikel, tager fra bemeldte internetsite. Fra den platoniske tradition og fra Filon har Paulus overtaget en fortolkningstradition, der modstiller det himmelske med det jordiske på den måde, at der bliver vendt op og ned på høj- og lavstatusopfattelser.  Henrik Tronier: Rum og krop som tankeform i antik hermeneutik se her
59 Sjovt nok anvender han ikke Jesu ord fra f. eks. Lukasevangeliet, hvor der jo også bliver vendt op og ned på det normale hierarki. Det er for så vidt typisk for den ny Paulus-forskning; den synes mere interesseret i at opbygge en opfattelse af, at Paulus var inspireret af græsk tænkning, eventuelt med tilsætning fra Filon, end i at gøre opmærksom på overensstemmelsen med evangelierne.  v26 (Jesus:) "Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. v27  For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener". (Luk 22,26)
60 Godt nok har vi besynderlig nok kun meget få vidnesbyrd fra Paulus' breve om, at han har kendt nogle Jesus-ord, endsige lignelser. Og godt nok er også evangelierne skrevet ned senere end Paulus' breve. Men det må vel være uomtvisteligt, at de evangeliske beretninger, Jesu ord og lignelser har levet i de ældste menigheder som fortælletradition. Eller skal man forestille sig, at de netop ikke fandtes som mundtlig tradition i de paulinske menigheder, eftersom de ikke har efterladt sig noget spor i hans breve?  c
61       Hvorom alting er, Tronier finder denne værdiomvending i Paulus' breve, først og fremmest i korintherbrevene. Men når han siger, at "Paulus vil have sig selv iscenesat", og at han vil "sikre sin apostolske autoritet i forhold til menigheden", så er han tilsyneladende, lige så lidt som Norman R. Petersen, opmærksom på den særlige dialektik, der -- om jeg så må sige -- gælder "i Kristus".  Tronier: "Ikke mindst i korintherbrevene er det nu også en vigtig strategi for Paulus at få iscenesat sig selv som manifestation af det fortolkningsprincip, der gælder i Kristus. Han vil gøre sin egen kropslige fremtræden til stedet for Kristusåbenbaring for dermed at sikre sin apostolske autoritet i forhold til menigheden."
62       Det kan godt være, det kunne gå an i hedenske forsamlinger at iscenesætte sig selv. Det er muligt, det ville være i orden i andre sammenhænge at kæmpe for at fastholde autoritet. Men kan man uden videre gå ud fra, at det er i orden i de kristne menigheder? Var det ikke al autoritet, der skulle udraderes med Jesu ord om den største, der skulle være som den mindste? Eller tror vi -- som pietisterne -- at vi kan nøjes med som den største, der har autoritet og indflydelse, at spille rollen som den mindste og ydmyge og selvudslettende?  c
63        Tronier vil nu vise, hvordan Paulus vil iscenesætte sig selv i vertikale, rumlige bevægelsesmønstre. Det er netop, hvad Paulus gør i 2 Kor 11 og 12.  Tronier: "Efter mennesket er kravlet ned fra træerne, er det ganske vist begrænset, hvilke muligheder man har for at iscenesætte sig selv i vertikale, rumlige bevægelsesmønstre. Men Paulus gør, hvad han kan". 
64       Det er sandt, at Paulus begiver sig ud på dette togt med "store kvababbelser". Men det havde jo unægtelig været interessant, om Tronier havde undersøgt eller bare spekuleret lidt over, hvorfor han gør det med "store kvababbelser". Det er dog ikke, hvad der optager Tronier. For han godkender på forhånd Paulus' projekt: at iscenesætte sig selv som den, der just i kraft af sin lave status "i verden" har høj status "i Kristus", dvs i menigheden. Det vil igen sige: Tronier er ikke opmærksom på ydmyghedens særlige dialektik.  Tronier: Foranlediget af kritik for sin statusløse fremtræden uden traditionelle credentials begiver Paulus sig her med store kvababbelser ud på at sammenligne sig selv med de konkurrerende apostle. Sammenligningen gælder status. I 11,22ff. (2kor#11.22) gælder det de etniske markører inden for det traditionelle (jødiske) statushierarki: "Er de hebræere? Det er jeg også! Er de israelitter? Det er jeg også! Er de af Abrahams slægt? Det er jeg også!"
65        Tronier er kun opmærksom på det traditionelle statushierarki overfor det kristne modsat rettede statushierarki. Derfor godtager han Paulus' handlemåde. Der er intet fordækt i det. Hvad han er ude efter, er det næste trin.  (fortsat): Så langt går Paulus tilsyneladende ind i det traditionelle statushierarki for at kvalificere sig som jævnbyrdig i rang. Næste trin lyder: "Er de Kristi tjenere?" Her overtrumfer Paulus nu: "Jeg overgår dem". Traditionelt ville man nu som begrundelse forvente en henvisning, der bevæger Paulus videre op i statustrekanten. Men begrundelsen for dette "mere end" lyder i stedet: Paulus har slidt og slæbt, fået tæsk den ene gang efter den anden, sultet, frosset osv.
66 Her havde, påstår Tronier, læserne, altså de kristne korinthere, forventet noget andet end det, de får. De havde forventet, at Paulus ud fra normal hedensk tænkning skulle have vist, at han var mere end de andre apostle. I stedet får de "en bevægelse nedad, mod bunden", og det bliver gjort klart for dem, at det er som en sådan "bundskraber", at Paulus' "mere end" består.  (fortsat): Læsernes forventning om en bevægelse opad i det traditionelle statushierarki bliver vendt om til en bevægelse nedad, mod bunden, og deri ligger Paulus’ "mere end" kvalifikation. Paulus udfolder på denne måde det statusomtolkningsparadigme, den forståelsesbevægelse i statushierarkiet, som han vil have korintherne til at overtage som erkendelsesprincip. 
67       Her lyder mit spørgsmål: Havde korintherne virkelig forventet det? Eller rettere: Mener Paulus, at det var, hvad de havde forventet, og er han her ude på at overraske dem, eller give dem noget andet, end de havde forventet?  c
68       Det tror jeg ikke. Jeg tror, der er almindelig enighed mellem Paulus og korintherne om, hvad der forventes af én, der er Kristi tjener: at han kommer til at lide for Kristi skyld. Dels har Paulus tit nok sagt det til dem i sine breve, måske ikke så tydeligt, at vi kan gå ud fra, at de har forstået det, men vel så tydeligt, at han selv har regnet med, at de har forstået det. Og det er, hvad der her er det afgørende. Og dels sætter Paulus selv også denne omtale af hans lidelser for Kristi skyld ind under dåretalens fortegn. "Er de Kristi tjenere?" efterfølges ikke blot af et "jeg overgår dem", men forinden af udsagnet "jeg taler rent afsindigt".  v23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler rent afsindigt: Jeg overgår dem! Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. (2kor#11.23
69 Overser man dette udsagn -- og det forekommer mig, at det er, hvad Tronier gør -- så kan man tage det følgende hen som almindelig tale, som "den forståelsesbevægelse i statushierarkiet, som han vil have korintherne til at overtage som erkendelsesprincip". Men har man vanvids-udsagnet med, så går det ikke an med en sådan ligeud ad landevejen fortolkning.  c
70        Tronier ser det samme mønster i kap 12, og bliver derved bekræftet i sin tro på sin fortolknings rigtighed. Men ligesom ved 11,22-33 glemmer han også her at tage hensyn til, at dette står under dåretalens fortegn. Bultmann kommer ind i de samme vanskeligheder (jvfr paulusskinsyg#29), og løser dem ved at hævde, at Paulus både i 11,23-33 og i 12,1-10 sagligt er ude af dårerollen, selv om han formelt først kommer ud af den i 12,11. Tronier, lidt senere: "At min fortolkning ikke er helt gal, viser sig ved, at Paulus iscenesætter sig selv i det samme mønster og med en tilsvarende pointe i den efterfølgende beretning om himmelrejsen, 12,1-10. (2kor#12.1) Nu er det blot en vertikal bevægelse i det kosmiske rum". 
71       Men mon det dog bare er en fuldstændig tilfældighed, at Paulus ophæver dåretalen i 12,11? Mon ikke han selv har følt, at først her er han ude af det lidt mislige, der har fået ham til at sætte en "dåreparantes" omkring det? Det vil sige, at hvad der står fra 11,1 til 12,11, er dåretale, er noget, han roser sig af, skønt han egentlig ikke kan rose sig af det. Lige så lidt som Bultmann kan Tronier udskille noget deraf som ikke hørende med til denne parantes.  v11 Så har jeg da været vanvittig. I tvang mig til det. Det var jo jer, der skulle have anbefalet mig, for jeg står ikke tilbage for disse overapostle, selv om jeg ikke er noget. (2kor#12.11)
72         Hvis Paulus vil "sikre sin apostolske autoritet i forhold til menigheden", så er i det mindste han klar over, at han må bruge denne autoritet til netop at fratage sig selv autoritet. Han må bruge den til i sin egen praksis at vise sandheden af det ord, han i 10,17 henter fra Jeremias, at den, der roser sig, skal rose sig i Herren. Men når han netop i hele 2 Kor 10-13 har en enorm lyst og trang til at rose sig, fordi han, som han selv med en selvmodsigelse siger, ikke mener at stå tilbage for disse overapostle, selv om han ikke er noget, så har dette ord fortalt ham, at det så må ske under dække, det må ske, som om han ikke roser sig. Derfor dårefortegnet.  Tronier: "Han [Paulus] vil gøre sin egen kropslige fremtræden til stedet for Kristusåbenbaring for dermed at sikre sin apostolske autoritet i forhold til menigheden." (#61
73        Altså: Paulus tager ikke sin autoritet hen som en almindelig verdslig autoritet. Også den må gennemgå den værdiforvandling, der sker med alting i den kristne menighed (den største skal være som den mindste). Egentlig skal han derfor som god kristen og oven i købet som forbillede for sine menigheder slet ikke rose sig, slet ikke anbefale sig selv, slet ikke sige alt det gode, der er at sige om ham. Når han alligevel gør det, fordi han absolut vil sammenligne sig med de fremmede apostle, så véd han et sted i sin bevidsthed, at det er rivende galt, dette her. Derfor sætter han al sin (selv)ros ind som dåretale.  c
74       Det, der så er spørgsmålet, det, vi bør overveje, er, hvorfor han absolut skal rose sig. Vi kan naturligvis lægge den fromme mine på og regne med, at han har ret, når han i 12,19 påstår, at han på ingen måde forsvarer sig overfor korintherne. Og på den måde kan vi i det mindste fastholde det sædvanlige billede af apostelen som en alvorlig herre, der nok véd, hvad han gør. v19 I har vel nu længe ment, at vi forsvarer os over for jer. For Guds ansigt taler vi i Kristus, men alt sammen til opbyggelse for jer, mine kære. (2kor#12.19)
 
 
75 Men vi kunne vel også tage vor almindelig kritiske sans frem, og gøre det samme, som vi gør, når vi hører andre efter et gevaldigt forsvar for sig selv påstå, at de så sandelig ikke vil forsvare sig selv: nemlig regne med, at det lige præcis er det, de vil. Så meget mere naturlig er den reaktion, som Paulus lige kort forinden har sammenlignet sig med de fremmede apostle.  v11 Så har jeg da været vanvittig. I tvang mig til det. Det var jo jer, der skulle have anbefalet mig, for jeg står ikke tilbage for disse overapostle, selv om jeg ikke er noget. (2kor#12.11)
76        Vi skal jo ikke blot lytte til, hvad Paulus siger, at han gør, vi skal også undersøge, hvad han rent faktisk gør. Og begge dele har vi anledning til at gøre her i 2 Kor 10-13. Og det vil jeg derfor gå i gang med. Eller rettere: Jeg vil efterprøve en teori, jeg har opstillet, den tanke nemlig, at Paulus siger og handler som han gør i 2 Kor 10-13, fordi han er skinsyg på de fremmede apostle, der er kommet til Korinth, mens han er borte.  c
77      Undersøgelsen vil i alt væsentlig være fænomenologisk, det vil sige, den vil ud fra det fænomen, vi kender fra vor dagligdag, som vi kalder jalousi eller skinsyge, prøve at finde ud af, om det kan være det, der driver Paulus i dette brev. c
78 At måle sig med sig selv. 
        Hvad jeg hidtil har fremført, har kun været antydninger, gala, ikke beviser eller argumenter, brwma. Nu er det imidlertid nødvendigt at gå over til de mere hårdtslående argumenter. Det vil sige, jeg går over fra at sige: "Kan I ikke godt se, hvis det og det, så kan man faktisk godt tænke sig, at Paulus var skinsyg?" til at sige: "Kan I ikke godt se det, dette er den eneste mulige forklaring på Paulus' ordvalg?"
v2 Jeg gav jer mælk (gala), ikke fast føde (brwma), for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; (1 Kor 3,2). 
79      Her vil jeg først tage 10,12-16 frem. Jeg har her ved siden af anbragt versene i oversættelsen fra 1948. Den forekommer mig bedre, ikke blot bedre til mit formål, men bedre i det hele taget. Dels har den det mere korrekte "at rose sig" i stedet for det temmelig afsvækkede "at være stolt af", og dels bruger den som gengivelse af det græske kanwn ordet "virkekreds", hvor den nye oversættelse bruger ordet "mål". Dels er det ord misforståeligt. Det kan betyde "et afmålt grænsefelt", men det kan også betyde et mål, man skal stræbe efter. Og dels kan oversættelsen af 1992 ikke få ordet kanwn oversat ved "mål" alle de steder, hvor det forekommer, hvilket plejer at være tegn på, at man har valgt et lidt dårligt ord. Ordet forekommer faktisk i v16, men her kan man ikke få anbragt ordet "mål", men må lade kanwn skjule sig i ordet "andre".  v12 Thi vi drister os ikke til at regne os med til eller sammenligne os med visse folk, der anbefaler sig selv, men viser deres uforstandighed ved at måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. v13 Vi derimod vil ikke rose os ud over alle grænser, men kun inden for den grænse, som er givet i den virkekreds, Gud tilmålte os, nemlig at nå også til jer. v14 Thi vi strækker os ikke ud over vor grænse, som om I lå uden for vor virkekreds; vi var jo de første, der kom så langt som til jer med Kristi evangelium. v15 Vi roser os ikke ud over alle grænser af andres slid, men vi har det håb, at når jeres tro vokser, vil vi få vor virkekreds udvidet, så vi kan komme langt videre v16 og forkynde evangeliet i landene hinsides jer. Vi vil ikke inden for en andens virkekreds rose os af det, der allerede er udrettet. (2kor#10.12). 
80        Først en lille tekstkritisk bemærkning! Bultmann mener, han bedst får mening i teksten, hvis han med Vulgata stryger et par ord, så der ikke fremkommer nogen modsætning mellem 12b og 13a, idet 12b så omhandler Paulus; han kommer så til at måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. Jeg vil foretrække at følge de to danske oversættelser og medtage de af Vulgata strøgne ord, så de mennesker, der i 12b måler sig med sig selv og sammenligner sig med sig selv, er de fremmede apostle, mens Paulus i vers 13 beskriver sig selv som et menneske, der i modsætning til dem ikke roser sig ud over alle grænser (eiV ta ametra: hen til det umålelige).  v12 ... visse folk, der anbefaler sig selv, men viser deres uforstandighed ved at måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. v13 Vi derimod vil ikke rose os ud over alle grænser, 
81       Dernæst den fænomenologiske analyse!
         Her forekommer det mig ret bemærkelsesværdigt, at Paulus skriver, at han ikke drister sig til at sammenligne sig med de fremmede apostle, når han dog hele resten af brevet ikke bestiller andet end netop at sammenligne sig med dem, ja, oven i købet som en slags afslutning på "dåretalen" kan sige, at han ikke står tilbage for de umådelig store apostle. Og hvis den bemærkning ikke er en sammenligning, så gad jeg nok vide, hvad den så er!
v12 Thi vi drister os ikke til at regne os med til eller sammenligne os med visse folk, der anbefaler sig selv, men viser deres uforstandighed ved at måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. (2kor#10.12). 

v11 ... for jeg står ikke tilbage for disse overapostle, selv om jeg ikke er noget. (2kor#12.11)

82        Ja, man må føje til, at selv her i 10,12-16, altså udenfor "dåretalen", hvor han indleder med at sige, at han ikke vil sammenligne sig med de andre, selv her sammenligner han sig med dem. Han gør det oven i købet i selvsamme vers. 
         Han antyder (for han kalder dem jo ikke ved navn, heller ikke ved øgenavn (overapostle), at disse folk anbefaler sig selv, og man forstår, at sådan vil han ikke bære sig ad. Ikke desto mindre er det just, hvad han bruger resten af brevet til: at anbefale sig selv. 
c
83    Og han antyder, at de fremmede apostle er uforstandige (ou suniasin: de er ikke rigtig kloge), når de sammenligner sig med sig selv. Derved siger han, omend kun indirekte, at han ikke er så uforstandig. Forresten er det et punkt, hvor han har ret. Han sammenligner sig ikke med sig selv og måler sig ikke med sig selv. Han måler sig hele vejen igennem med de fremmede apostle.  c
84        Vi kan selvfølgelig nøjes med at konstatere, at sådan bærer den store, fromme og eksemplariske Paulus sig ad. Men det ville være en lidt fattig analyse, hvis analysen skal være fænomenologisk. En fænomenologisk analyse vil spørge videre: Hvad er det, der her er på færde? Hvorfor vil Paulus sammenligne sig med de fremmede apostle? Og hvorfor skjuler han for sig selv og for sine læsere, at det er det, han gør?  c
85       Svaret på det spørgsmål er -- som man vel har gættet -- at det skyldes, at Paulus er skinsyg på de fremmede apostle. Han har med rette eller urette fået en fornemmelse af, at disse fremmede apostle ser ned på ham, ikke anerkender hans gerning i Korinth, og -- hvad der er langt værre -- at de har fået en del af korintherne til på lignende måde at se ned på Paulus, kritisere ham og komme med hånlige bemærkninger om ham.  c
86 Hvad de siger om ham, har vi kun få antydninger af. Men det har noget med hans optræden at gøre, noget med hans breve at gøre. Og så har det noget med det at gøre, at Paulus ikke tager penge af menigheden, mens han er der, skønt han egentlig har ret til det. Det punkt kommer Paulus ind på senere, og det synes at være et ret væsentligt punkt.  v1 Jeg, Paulus, formaner jer vedKristi mildhed og sagtmodighed - jeg, som går for at være spagfærdig, når jeg er hos jer, men modig, når jeg er fraværende. (2kor#10.1)

v10 Man siger jo, at mine breve er vægtige og strenge, men min personlige optræden svag og min tale for intet at regne. (2kor#10.10)

87 Første fænomenologiske iagttagelse: beskyldning avler modbeskyldning. 
       Og her måder vi så den første fænomenologiske iagttagelse. Et fænomen, som vi jo altså (fordi det er en fænomenologisk iagttagelse) så udmærket kender fra vor dagligdag: Når du mødes af én eller anden beskyldning, er du tilbøjelig til at svare igen med samme mønt. Du er tilbøjelig til at gå ind på den tankegang, du mødes med. (se 01#51). Det er den fristelse, faderen i Jesu lignelse om den fortabte søn undgår at falde for i sin samtale med den ældste søn. Men Paulus undgår ikke at falde for fristelsen. Han svarer igen med samme mønt. Han forsvarer sig indenfor de begrebsrammer, der er lagt frem. 
c
88       Det ville vi jo selvfølgelig også have gjort. Det er derfor, vi så udmærket forstår Paulus, og måske også derfor, vi har lidt svært ved at se, at det skulle være jalousi, der drev ham. For det er da så naturligt, at han forsvarer sig! Påstår man noget andet, vil man jo meget let kunne mødes af den modbeskyldning: Jamen, hvordan ville du have reageret? Ville du ikke også have forsvaret dig? Tror du, du er bedre end Paulus? c
89 For at tage det sidste først: Nej, jeg tror ikke, jeg er bedre end Paulus. Men jeg véd af, at jeg befinder mig i en anden situation end Paulus. Og det er netop situationen, der bestemmer de følelser, der behersker én. Og fordi jeg ikke befinder mig i Paulus' situation, kan jeg se, hvad han ikke kunne se: at der findes en anden reaktionsmåde; at man ikke nødvendigvis behøver bliver jaloux, som han blev det; at det ikke er en naturlov, der bestemmer, at man skal reagere med forsvar og modbeskyldning, som Paulus gjorde.  c
90        Det morsomme er, at det kan Paulus også godt selv se. Nej, ikke lige i disse vers, det må indrømmes. Men når han kort efter sætter sin rosen-sig ind i en slags parantes, ind i "dåretalens" parantes, så skyldes det jo, at han et sted i sin bevidsthed godt kan se, at det, han foretager sig, er galt. 
      Men det venter vi lidt med. Først skal vi lige se på
c
91 Anden fænomenologiske iagttagelse: der fabrikeres regler, der kan ramme den anden, men frikende én selv. 
        Hvad der egentlig foregår i versene her ved siden af, er måske lidt svært at blive klar over. Så vidt jeg kan se, er Paulus i fuld gang med at fabrikere en slags lov om virkekredse, som skal give ham mulighed for at rose sig af det, der er sket i Korinth, men fratage de fremmede apostle den samme mulighed. Paulus kan nemlig rose sig af, at det var ham, der grundlagde korinthermenigheden. Det kan de fremmede apostle ikke rose sig af. Hvis de roser sig af noget -- og det formoder vist Paulus, at de gør, og vi kan da godt formode det med ham -- så må de nødvendigvis rose sig af noget, en anden, nemlig Paulus, har opbygget. Det vil Paulus aldrig drømme om at gøre. 
v13 Vi derimod vil ikke rose os ud over alle grænser, men kun inden for den grænse, som er givet i den virkekreds, Gud tilmålte os, nemlig at nå også til jer. v14 Thi vi strækker os ikke ud over vor grænse, som om I lå uden for vor virkekreds; vi var jo de første, der kom så langt som til jer med Kristi evangelium. v15 Vi roser os ikke ud over alle grænser af andres slid, men vi har det håb, at når jeres tro vokser, vil vi få vor virkekreds udvidet, så vi kan komme langt videre v16 og forkynde evangeliet i landene hinsides jer. Vi vil ikke inden for en andens virkekreds rose os af det, der allerede er udrettet. (2kor#10.13). 
92 "Vi roser os ikke ud over alle grænser af andres slid ..." (vers 15). "Vi vil ikke inden for en andens virkekreds rose os af det, der allerede er udrettet" (vers 16). Vi fornemmer, at disse slemme ting gør de fremmede apostle. Eller gør de det? Er det en ros, der virkelig har fundet sted, eller er det en ros, som Paulus forestiller sig, de kommer med? Vi aner det ikke, men har en tydelig fornemmelse af, at Paulus mener, de er fremkommet med en ros for noget, de ikke har ret til at rose sig af. Korintherne hører nemlig med til Paulus' kanwn, og alt det slid og slæb, der er foregået i den menighed, er slid og slæb, som Paulus har udført. Skal nogen rose sig af denne menighed, må det altså være Paulus.  c
93        At opstille en sådan grænse mellem virkekredse er noget, der hidtil ikke er set i nytestamentlige menigheder. Hidtil har man budt enhver omvandrende prædikant velkommen. Det har også Paulus gjort. Vi erfarer fra 1 Kor 3,5, at en person ved navn Apollos har arbejdet som prædikant i Korinth. Men om hans arbejde kan Paulus udtrykke sig positivt, som det ses her ved siden af. Der er ikke skygge af skinsyge overfor Apollos. Hans tjeneste i Korinth anerkendes fuldt ud af Paulus. Paulus plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst. Og derfor er der ingen, der kan rose sig, hverken den, der planter eller den, der vander, de er nemlig begge intet, den, der er noget, er Gud, der giver vækst.  v5 "Hvad er da Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav. v6  Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, v7  så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst." (1 Kor 3,5) 
94        Men nu, nu kan fremmede apostle på ingen måde anerkendes. Nu skal de ikke komme her og rose sig, for så skal Paulus nok vide at rose sig imod dem! Hvad han jo så gør i det følgende med fynd og klem!
        Nej, forresten, netop ikke med fynd og klem. Med forsagthed, med tvivl i stemmen, med rosen anbragt under fortegnet "dåretale". 
c
95       Næsten endnu mere slående er forskellen til Fil 1,15-18. Her nævner Paulus direkte, at nogle forkynder Kristus for at hævde sig selv. En så grov anklage vover han ikke at rette mod de fremmede apostle i Korinth. Men besynderlig nok er Paulus i filipperbrevet i stand til at glæde sig over også en forkyndelse af den art. Hvorimod han jo så sandelig ikke i korintherbrevet glæder sig over de fremmede apostles forkyndelse. De er falske apostle, troløse arbejdere, der har taget skikkelse af Kristi apostle (2kor#11.13).  v15 "Nogle prædiker ganske vist Kristus af misundelse og lyst til kiv, men andre gør det af god vilje, v16  og de gør det af kærlighed, da de ved, at jeg er sat til at forsvare evangeliet; v17  men de andre forkynder Kristus for at hævde sig selv og ikke med rene motiver, for de tror, at de kan føje ny trængsel til mine lænker. v18  Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over". (Fil 1,15-18) 
96        Hvorfor denne forskel? Hvis de falske apostle i 2 Kor 10-13 udover at forkynde Kristus på skrømt også forkyndte en falsk Kristus, så måtte det være det, der skulle rettes, og så måtte der kunne anvendes teologiske argumenter imod dem. Men det gør Paulus ikke. Hvis han endelig har noget at bebrejde dem, skulle det ikke engang være det, at de forkynder Kristus på skrømt, men kun, at de roser sig af noget, de ikke kan rose sig af (2kor#10.16), hvilket dog vel må betragtes som en langt mindre forsømmelse end at forkynde Kristus på skrømt. Alligevel er det de fremmede apostle i Korinth, der får Paulus' forhammer at mærke, ikke dem, der omtales i filipperbrevet.  c
97         Hvorfor denne forskel! Tja, man kan vel efterhånden gætte mit svar: Paulus er her i 2 Kor blevet låst fast i jalousiens kredsende tankegang; den bestemmer over ham; den lader ham ikke slippe fri; der kommer ikke noget ord udefra til ham. Deraf hans mistro mod de fremmede apostle, deraf hans vrede mod korintherne, deraf hans forsøg på at oppuste hele sin apostolske autoritet uden at have noget reelt at indvende imod dem.  c
98 Tredie fænomenologiske iagttagelse: Selv om evangeliets ord lever "i" én, neutraliseres det øjeblikkeligt. 
         Det, som hele denne øvelse i Paulus-forskningen skal være et eksempel på, er jo, som måske forstået, at det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at komme ud af de kredsende forestillinger. Man kan ikke komme ud ved egen kraft. Man må mødes af et ord udefra. 
        En videre og ret afgørende pointe er, at når man i fænomenologien taler om et ord "udefra", så siger man nok det samme, som når den mere normale teologi siger, at man kun forstår det og det ved Helligåndens hjælp. Men indenfor fænomenologien kan man angive det sted "udefra", hvorfra hjælpen kommer, ret nøje; det er nemlig det andet menneske, det er det menneske, man samtaler med ansigt til ansigt; eller, lidt mere præcist, måske: det er samspillet mellem én selv og den anden, der udgør stedet udefra, hvorfra nye udsagn og nye indsigter springer frem. 
v17 Men »den, der roser sig, skal rose sig i Herren!« v18 Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står prøve, men den, som Herren anbefaler. (2kor#10.17). 
99        Fænomenologien vil ikke guddommeliggøre den anden, den vil derimod guddommeliggøre samspillet mellem mennesker, eller samtalen mellem mennesker. Ikke mellem særlig fromme mennesker, men mellem mennesker i al almindelighed. Er du blevet ramt af skinsygens bacille, da er det et ord fra den anden, der kan helbrede dig, ikke nødvendigvis et ord om skinsyge, blot et ord, som du uden at tænke over det opfatter i en anden tankerække end skinsygens tankerække. c
100        Nu kunne man imidlertid spørge: Er evangeliets ord da ikke et sådant ord udefra? Kan evangeliets ord da ikke helbrede den skinsyge, blot derved, at man minder sig selv om det? 
         Det skulle man vel umiddelbart tro. Og jeg tør da heller ikke udelukke, at det vil kunne ske. Men inden man bliver alt for optimistisk i den retning, skal man nok lige gøre sig klart, at denne tekst (2 Kor 10-13) er ret pessimistisk, hvad det angår. Den beretter om hele tre forsøg fra evangeliets side på at slå igennem hos Paulus, alle tre dog forgæves. 
c
101        Det er jo nemlig sandt, at det egentlig er ret besynderligt, at den store Paulus, der har forkyndt evangelium for andre, ikke kan forkynde det for sig selv. Det er i hvert fald besynderligt for alle dem, der er vant til at tænke individuelt, eller altså vant til, at alt, hvad der influerer på et menneske, kommer indefra. Og kommer det udefra, fra Gud, så tænker man sig noget med en guddommelig åbenbaring eller lignende, ikke noget med et ord fra samspillet med andre mennesker, der slår ned og udøver sin befriende gerning.  c
102        At det befriende ord kan komme fra et andet menneske, viser Jesus os med al tydelighed i faderens ord til sønnen i lignelsen (Luk 15,31). Vel er faderen tænkt som et billede på Gud, men han taler og handler dog ikke på en måde, så vi almindelige mennesker ikke skulle kunne forstå det eller følge med i hans tankegang. Men her har vi stadig mulighed for at sige, at de frigørende kræfter springer ud af talesituationen. Det har vi ikke, når det er Paulus' egen evangelieforkyndelse, der skal virke ind, ikke på tilhørerne, men på Paulus selv. Så viser teksten her, at det hele bliver så forgæves, ak, så forgæves.  c
103         "Den, der roser sig, skal rose sig i Herren". Dette udmærkede skriftsted fra Jer 9,22f tager Paulus her frem fra sit indre forråd. Og det er jo et udmærket ord at anvende i situationen, også i den lidt forkortede form, Paulus anvender her. Blot forstår Paulus sig hele tiden som den store Paulus, der har ansvar for menighederne og er i stand til at belære dem. Han glemmer, at også han er inde under ordets tugt. Andre steder, ved andre lejligheder har man indtryk af, at han så udmærket har også denne kendsgerning for øje. F. eks. kan det godt tænkes, at det netop er dette forhold, der bevirker, at menigheden opfatter "hans breve som vægtige og strenge, men hans personlige fremtræden som svag" (2kor#10.10) v17 Men »den, der roser sig, skal rose sig i Herren!« v18 Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står prøve, men den, som Herren anbefaler. (2kor#10.17)

v22 Dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. v23  Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. (Jer 9,22-23) 

104       Men her glemmer han det. Ja, når han i vers 18 på udmærket vis parafraserer ordet, at man ikke står prøve, hvis man anbefaler sig selv, så synes han fuldstændig at overse, at det, han lige har foretaget sig, just er at anbefale sig selv, og at det, han agter at gøre i næste kapitel, i næsten endnu højere grad er at anbefale sig selv. Skriftstedet skulle få ham til at se sig selv som én, der anbefaler sig selv, skriftstedet skulle få ham til at se dette at rose sig som noget misligt. I stedet vender han det mod de fremmede apostle og glemmer at vende det mod sig selv. I stedet ender han med at se på sig selv som én, Herren anbefaler, og måske derigennem anse den ros, han kommer med i det følgende, som en ros, han har "i Herren".  c
105         Og vil man hertil sige: Jamen, har Paulus ikke ret i det? Er det ikke dig, der ser syner, når du, ene mand af alle, holder på, at Paulus var grebet af jalousi?, så vil jeg hertil for det første svare, at siger man sådan, så giver man utrolig mange kirkefyrster i kristenheden sin anerkendelse (noget, jeg dog ikke her vil komme nærmere ind på); og for det andet vil jeg svare, at man jo så må prøve at forklare, hvorfor Paulus selv anbringer sin ros under "dåretalens" fortegn, ja, hvorfor han midt i "dåretalen" kan sige, at det ikke er gavnligt at rose sig, men at han må gøre det alligevel.  v1 Rose mig må jeg. Det er ganske vist ikke gavnligt; alligevel går jeg nu over til at tale om syner og åbenbaringer fra Herren. (2kor#12.1
106        Eller, kan jeg spørge: Hvis det, Paulus er ude på, er at fastholde sin apostolske autoritet, glemmer han så ikke, at han skal bruge sin apostolske autoritet netop til at fastholde, at han ingen autoritet har? Hvis han forkynder for andre, at det ikke er gavnligt at rose sig, hvorfor roser han så sig selv?  c
107        Vi kan i den forbindelse erindre om en række Jesus-ord. F. eks. det for os kendte ord om splinten og bjælken. Igen må jeg indrømme, at der ikke er noget, der tyder på, at Paulus skulle have kendt disse Jesus-ord. Blot må jeg fastholde, at dette ikke forhindrer, at Paulus kan have hørt ordet, for det cirkulerede jo i mundtlig form i de ældste menigheder. Og videre fastholde, at selv om han ikke har hørt det, så har han dog lært den ånd at kende, som gennemsyrer dem.  v3 "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? v4  Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? v5  Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje." (Matt 7,3-5)
108       Jeg har andetsteds (se sp02.#1) været inde på det dybsindige i Jesu ord om ikke at sværge. Det handler ikke blot om at undlade at sværge, men om i det hele taget at undlade at understøtte sine ord med besværgelser og unødige oplysninger.  v37 Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde. (Matt 5,37). 
109 I anden sammenhæng har jeg også nævnt beretningen om at udvælge sig de øverste pladser (sp05#82). I begge tilfælde formaner Jesus os til at lade det være op til næsten at bestemme, hvem vi er, om vi er til at stole på, om vi er ærlige i vor fremtræden. At udsmykke vore ord, at gøre mere ud af vore handlinger, end de kan bære, går ikke an, ja er i virkeligheden direkte dumt. For det vil jo medføre, at næsten netop ikke kommer til at stole på os. Ikke desto mindre gør vi det jo gang på gang. Og netop det er også, hvad Paulus gør her i 2 Kor 10-13, og altså gør imod Jesu formaninger, hvad enten han nu har kendt dem eller ej. v7 Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: v8  »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, v9  og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. v10  Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn" (Luk 14,7-10)
110 Fjerde fænomenologiske iagttagelse: Man både véd og véd ikke, at man er skinsyg. 
          Det er en mærkelig ting med skinsyge. Normalt véd man ikke, at man er skinsyg, mens man er det. Først efter at man er kommet ud af den, bliver man klar over, at man da vist var godt skinsyg i den situation. Men det kan også ske, at man gribes af skinsyge på en sådan måde, at man et sted i sin bevidsthed godt er klar over, at den er gal, blot hersker skinsygen over én alligevel 
c
111       En sådan form for skinsyge er det, Paulus er grebet af. I begyndelsen af sit forsvar (og lad os endelig bruge det rette navn, selv om Paulus senere forsikrer, at han ikke har forsvaret sig (2kor#12.19)) forsvarer Paulus sig lige ud ad landevejen. Men efter at han har haft Jer 9,22 fremme for sin bevidsthed, kan han godt se, at det ikke går an sådan direkte at sammenligne sig med de fremmede apostle. Derfor pakker han sit forsvar ind i dåretalens tågeslør.  v12 Thi vi drister os ikke til at regne os med til eller sammenligne os med visse folk, der anbefaler sig selv, men viser deres uforstandighed ved at måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. (2kor#10.12).  
112       "Hykleriet er lastens tribut til dyden", siger vist La Rochefoucault. Sådan set er det, hvad vi ser i dåretalen (fra 11,1-12,11). Paulus skal for enhver pris rose sig overfor korintherne. Han har i sig en ubændig trang til at gøre dem opmærksom på, at han er en lige så god apostel som de fremmede apostle, om ikke bedre. Men han har opdaget, at det ikke må hedde sig, at han roser sig. Derfor pakker han sin ros ind som dårskab.  c
113       Det begynder med en antydning i vers 1. Og først fra vers 16 tager dårskaben og dette at rose sig rigtig fart. Men fordi han et sted i sin bevidsthed véd, at det er forkert at rose sig, ligegyldigt om det så er aldrig så sandt, det, man siger, derfor skal han først bede korintherne om at bære over med rosen, dernæst forsikre, at det ikke er noget, han siger, fordi Herren vil det, og endelig igen gøre sig selv til en dåre. Men ud skal den, rosen, han vil anbefale sig selv, han er i den grad ramt på sit forhold til korintherne, at han må gøre som alle andre skinsyge gør: "bevise" overfor de korinthere, som han mener har forsmået ham, at han er god nok. Og så får han jo også lige sagt, at så mange andre (læs: de fremmede apostle) roser sig af kødet eller af det udvortes, og at det er derfor, han ikke synes, han behøver holde sig tilbage. Oven i købet får han jo antydet, at han i modsætning til dem ikke vil rose sig af de udvortes.  v1 Gid I ville finde jer i lidt dårskab fra min side! Dog, det gør I jo nok. (2kor#11.1).

v16 Jeg gentager: ingen må anse mig for en dåre; men om så skal være, da bær over med mig som en dåre, for at også jeg kan rose mig en smule. v17 Hvad jeg nu siger, når jeg med så megen selvtillid roser mig, det siger jeg, ikke fordi Herren vil det, men som i dårskab. v18 Da så mange roser sig af det udvortes, vil også jeg rose mig. (2kor#11.16)

114        Det er dog ikke desto mindre netop noget udvortes, han begynder med at rose sig af. Han er hebræer, israelit, Abrahams efterkommer, nøjagtig lige så meget som de fremmede apostle. Man kunne så måske drage den slutning, at når jeg påstod, at han forsøgte at opstille en modsætning mellem de andre, der roser sig af noget kødeligt, og ham selv, der ikke vil rose sig af noget kødeligt, så var jeg ude på overdrevet. Men ærlig talt, har vi ikke efterhånden nogen gange set, hvordan Paulus kan lukke øjnene for det, han selv gør? Skulle han så ikke være i stand til i løbet af hele tre vers at glemme, hvad han sagde i vers 18, når han når frem til vers 21? Det vil jeg ikke anse for usandsynligt.  v21 ... Men hvad man end kan prale med, jeg taler i dårskab: det kan også jeg prale med. v22 Er de hebræere? Jeg er det også. Er de israelitter? Jeg også. Er de Abrahams efterkommere? Jeg også. (2kor#11.21
115        Så kommer det afsnit, hvor Paulus gennemgår de lidelser, han har haft for Kristi skyld. I min kritik af Henrik Tronier har jeg fremført, at dette måske nok er en venden op og ned på det normale, hedenske statushierarki, men at korintherne tænkes at være indforstået med denne anderledes status, som Paulus her tillægger sig selv. (#65) Eller med andre ord: Det, Paulus vil overbevise korintherne om, er ikke, at der indenfor kristendommen findes dette helt omvendte statushierarki, nej, det er, at han, Paulus, er Kristi tjener med alt, hvad dette indebærer af lidelse og afsavn. Paulus vil med denne fortælling sige til korintherne: Se, det er, hvad jeg har at fremlægge som bevis på, at jeg er en Kristi tjener. Hvad har de andre at fremlægge? Spørg dem om det, og se så, om ikke jeg har ret, når jeg siger, at jeg i højere grad er Kristi tjener end de er.  v23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler i vanvid: jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. v24 Af jøderne har jeg fem gange fået »fyrretyve slag på ét nær«. v25 Tre gange er jeg blevet pisket, en gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; v26 ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; v27 under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder. (2kor#11.23)
116        Dog, det er altsammen noget, der er talt i vanvid, noget, Paulus godt véd, at han ikke kan rose sig af, men som han altså bare, han véd ikke selv hvorfor, alligevel roser sig af.  c
117        Det næste havde jeg egentlig tænkt skulle være et eksempel på, hvordan det evangelium, der dog trods alt lå gemt i Paulus, slap fri og gjorde sig gældende, om ikke andet, så i en formulering, der kunne være til hjælp, måske ikke for Paulus, men i hvert fald for os andre. Og sandt nok, det kan være til hjælp for os andre. I hvert fald er det nok det dybe og stærke i formuleringen i vers 30, der har fået mig til dèr at høre det uafkortede evangelium: Det eneste, man som kristen kan rose sig af, er sin magtesløshed, dvs., man kan ikke rose sig.  v28 Og foruden meget andet, som kunne nævnes, har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne. v29 Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem er fristet til fald, uden at det brænder i mig? v30 Hvis jeg skal rose mig, så vil jeg rose mig af min magtesløshed. (2kor#11.28)
118        Men nu ved nærmere eftertanke må jeg nok indrømme, at Paulus er mere kringlet, end jeg troede. Det er ikke et uafkortet evangelium, der lyder i vers 30. Det ville det være, hvis meningen hos Paulus var, at man slet ikke skulle rose sig. Men at det ikke er hans mening, viser det følgende med sørgelig tydelighed. Hele den første halvdel af kap 12 bruger jo Paulus til at rose sig af det, man ikke kan rose sig af: sin magtesløshed. Så vers 30 siger i Paulus' mund ikke noget om, at man slet ikke kan rose sig.  c
119        Hvor kringlet Paulus' tankegang er, viser 12,5f. Paulus deler sig her op i to personer, én, der har haft høje åbenbaringer, omtalt i 2kor#12.2f, og én, der er den Paulus "i kødet", som korintherne kender, den person, Paulus her kalder "sig selv". "Paulus i kødet" vil han ikke rose sig af; dog, det vil han alligevel; når det er ham, det gælder, vil han nemlig rose sig af sin magtesløshed, og at det kan lade sig gøre, viser vist både 2kor#11,23-27 og 2kor#12,9. Så selv om han siger, at han ikke vil rose sig af "sig selv", af "Paulus i kødet", så kan han alligevel få smuglet ikke så lidt ros ind til den herre.  v5 Af ham [det menneske, der har haft de høje åbenbaringer, rr] vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, undtagen af min magtesløshed. v6 Thi selv om jeg også ville rose mig, ville jeg dog ingen dåre være; det, jeg sagde, ville jo være sandhed; alligevel holder jeg mig tilbage, for at ingen skal få højere tanker om mig end dem, han får ved selv at se og høre mig. (2kor#12.5)
120      Men den anden person da, mennesket med de høje åbenbaringer, ham kan han vel så rose sig af. Ja, det er jo, hvad han siger i vers 5. Og det er også, hvad der ligger i 2kor#12.1. Så det skulle jo være klart, ham kan han rose sig af.  c
121       Men nej, intet er klart hos Paulus, når han er jaloux. (Ganske som hos os andre). For hvad er nu det, han siger i vers 6? Her siger han jo udtrykkeligt, at han alligevel ikke vil rose sig af det menneske, der har haft de høje åbenbaringer, det samme menneske, som han i vers 5 netop ville rose sig af i modsætning til den kendte Paulus. Han gør det altså temmelig indviklet, den gode Paulus.  v6 Thi selv om jeg også ville rose mig, ville jeg dog ingen dåre være; det, jeg sagde, ville jo være sandhed; alligevel holder jeg mig tilbage, for at ingen skal få højere tanker om mig end dem, han får ved selv at se og høre mig. (2kor#12.6)
122      Ja, eller han udkæmper en gevaldig kamp med evangeliet. Sådan har jeg flere gange søgt at tolke hans ord. Og jeg ser den samme kamp her. Man skal ikke rose sig, hverken af det ene eller af det andet, hverken af den ene person eller af den anden. Det véd Paulus godt. Men hans trang vil at rose sig, fordi han absolut skal stå mål med de overmåde store apostle i Korinth, får overtaget den ene gang efter den anden over disse evangeliske tanker.  c
123      Han er galt afmarcheret allerede i vers 1. Og han véd det sådan set godt. Det er ikke gavnligt at rose sig. Dog må han rose sig (det er nødvendigt at rose sig). Og så fortæller han om de høje åbenbaringer, han har haft. Noget, han måske ikke har gjort tidligere. For i almindelighed har evangeliet haft godt tag i ham, så han udmærket er klar over, at disse åbenbaringer ikke blev givet ham for at styrke hans autoritet overfor andre. Og dog er det netop det, han vil bruge dem til i denne sammenhæng. Han kan ikke rose sig af sin egen person. Når det er ham, det gælder, kan han kun rose sig af sin magtesløshed, og det vil jo i virkeligheden sige: han kan ikke rose sig. Men den person, der har haft åbenbaringerne, ham kan han rose sig af, mener han. For åbenbaringer har man jo ikke af egen fri vilje. De kommer til én. Derfor er den ros, der kan fremkommer gennem dem, egentlig ikke en ros. For han kan jo ikke gøre for, at han har haft disse åbenbaringer.  v1 Rose mig må jeg. Det er ganske vist ikke gavnligt; alligevel går jeg nu over til at tale om syner og åbenbaringer fra Herren. (2kor#12.1)
124 Så man kunne jo tænke sig, at det er denne indbyggede selvmodsigelse, der får ham til alligevel at afstå fra at rose sig af sine åbenbaringer. Men nej, det er det ikke. Hvad får ham da til at afholde sig fra det?
        Ja, det er det mærkelige ved Paulus. For svaret er: Det reneste, klareste evangelium; Jesu ord om, at vores tale skal være ja ja, nej nej, hvad der derudover, er af det onde (Matt 5,37). Du skal ikke besmykke dine ord for at få din næste til at stole på dig. Du skal bare tale jævnt og lige ud af posen, og så lade det være op til ånden, om næsten stoler på dig elller ej. Se, hvor smukt dette stemmer overens med Paulus' ord her om, at han ikke vil rose sig af sine høje åbenbaringer (skønt han ellers havde tænkt sig at gøre det), for så vil der bare være nogle, der får højere tanker om ham end dem, han får ved selv at se og høre ham!
v6 Thi selv om jeg også ville rose mig, ville jeg dog ingen dåre være; det, jeg sagde, ville jo være sandhed; alligevel holder jeg mig tilbage, for at ingen skal få højere tanker om mig end dem, han får ved selv at se og høre mig. (2kor#12.6)
125      Joh. Joh. Sandt nok. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at det er ånden fra Jesu ord, der her slår igennem. Og jeg opfatter det så sandelig også som højst bemærkelsesværdigt. Men jeg er alligevel lumpen nok til at gøre opmærksom på, at Paulus jo altså har fået nævnt de høje åbenbaringer. Og han streger jo altså ikke det ud, der én gang er skrevet. Det skulle han vel have gjort, hvis han virkelig ville have rettet sig efter den formaning, han giver her.  c
126      Nå ja, jeg véd da godt, at Paulus vist har det princip aldrig at strege noget ud, han (eller hans skriver) har skrevet; han betragter det vist som spild af god papyrus. Så hellere spilde mere god papyrus på at bortforklare. Og jeg må også indrømme, at jeg er utrolig glad for denne vane/uvane hos Paulus. Det er jo blandt andet den, der giver os et billede af en ilter og livlig person. Men alligevel! Her passer mønstret med at sige noget og så pro forma tage kraften ud af det bagefter lidt for godt til Paulus' skumle hensigter med at rose sig og alligevel ikke rose sig, til at de skal gå helt upåtalt hen.  c
127      Jeg har tidligere omtalt både det opbyggelige og det svagt mislige i udsagnene i 12,10, se #13, så det vil jeg i her lade ligge.  v10 Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk. (2kor#12.10)
128 Femte fænomenologiske iagttagelse: Den skinsyge bedyrer sin kærlighed. 
          Det er en fortrinlig leveregel at have: ikke at belægge sine ord, ikke at beråbe sig på åbenbaringer eller andet overnaturligt for at de, der møder én, ikke skal få højere tanker om én, end de får ved at se og høre én ansigt til ansigt. (2kor#12.6). Det er just det, der ligger i den kristne tro, der jo stoler på, at Jesu råd er gode råd, eller på, at ånden vil virke den samhørighed med næsten, vi stræber efter med vore ord. 
c
129      Alligevel, selv om Paulus har nævnt denne gode leveregel, er der et par steder i 2 kor 10-13, hvor Paulus i den grad er grebet af ønsket om presse sig ind på korintherne, så de fremmede apostle bliver presset ud, at han ganske glemme den regel, han dog ellers selv synes at kende og rette sig efter i 2kor#12.6 c
130      Ét af stederne, måske det mest uskyldige, er hosstående citat fra 11,31. Når jeg kalder det uskyldigt, skyldes det, at det ikke er ganske klart, hvad det er, han vil understrege med denne ed. Er det de trængsler, han har omtalt i det foregående, som han hermed vil hævde er sande nok, hvis nogen skulle påstå noget andet. Eller er det begivenheden ved Damaskus' byport, som skal have en gudsbekræftelse med sig, så ingen skal bilde sig ind, at Paulus overdriver? Det er ikke ganske klart. Og det gør vist heller ikke så meget fra eller til.  v31 Herren Jesu Gud og Fader, som er højlovet i evighed, ved, at jeg ikke lyver. (2kor#11.31)
131       Værre er det, at han kalder Gud til vidne på den kærlighed, han nærer til korintherne, den kærlighed, der gav sig udslag i, at han ikke krævede penge af dem. Det skulle han ikke have gjort. I stedet skulle han have holdt sig tilbage, så at ingen skulle få højere tanker om ham end dem, han får ved selv at se og høre ham (2kor#12.6).  v10 Så vist som Kristi sandhed bor i mig, skal denne ros ikke fratages mig i Akajas egne. v11 Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, at jeg gør det. (2kor#11.10)
132      Så må det indrømmes, at Paulus i hosstående citat ikke direkte påkalder ydre vidnesbyrd for at bevise, at han er apostel. Men han går dog ud fra som en selvfølge, at sådanne ydre vidnesbyrd findes. Og forresten: Hvad er det for undere og mægtige gerninger, Paulus har udvirket? Vi hører om enkelte i Apostlenes Gerninger, men da vist ikke om nogen i Paulus' breve. Men måske vi skulle tage anledning af en sådan udtalelse til at gå vor egen opfattelse af, hvad et under i nytestamentlig forstand er, lidt efter i sømmene.  v12 Kendetegnene på, at jeg er apostel, blev jo med al udholdenhed virket iblandt jer både ved tegn og undere og mægtige gerninger. (2kor#12.12)
133       Også bemærkningen i 12,15 ser jeg som en utilladelig pukken på den kærlighed, man selv nærer. Det er, som om Paulus i denne situation slet ikke kan se, at hans kærlighed måske kan tolkes som andet end kærlighed. Det er jo en almindelig iagttagelse, at det ene menneske ikke kan bevise sin kærlighed overfor det andet. Kærlighed er altid noget, der må tros. Ligegyldigt hvilken gerning man vil bruge til at bevise kærligheden med, der vil altid være mulighed at tolke gerningen som udslag af egeninteresse. Og mærkelig nok ser man af vers 16, at Paulus godt er klar over dette forhold. Og når man så spørger, hvorfor han da alligevel flere gange påstår, at han handler af kærlighed, så er svaret, at det skyldes hans store ønske om at genskabe det rette forhold til korintherne. Dette ønske får ham til at handle imod alle sine egne overbevisninger og alle de overbevisninger, som evangeliet har indgivet ham. Og ønsket skyldes -- naturligvis -- at han er jaloux.  v15 Og jeg vil med glæde bringe ofre, ja, ofres for jeres sjæle. Når jeg elsker jer så højt, skal jeg så derfor elskes mindre? (2kor#12.15)

v16 Måske vil I indrømme, at jeg ikke har været jer til byrde. Men så var jeg »underfundig og førte jer bag lyset«. (2kor#12.16)

134 Sjette fænomenologiske iagttagelse: Den skinsyge håner sine nærmeste med ironi. 
          De fleste fortolkere har lagt mærke til, at der er et par steder i 2 Kor 10-13, hvor Paulus bruger ironi. Jeg vil tilføje, at han bruger den på en ret hånlig facon. 
v19 I finder jer jo gerne i dårerne, fordi I er så kloge. I finder jer jo deri, om man trælbinder jer, om man udsuger jer, om man indfanger jer, om man ophøjer sig over jer, om man slår jer i ansigtet. Jeg må med skam tilstå, at dertil var vi »for svage«. (2kor#11.19)
135 Og dette, at Paulus håner korintherne her og i 12,13 skulle man nu synes var ganske imod den hensigt, han dog har hele brevet igennem: at vinde korintherne for sig. Det er det også. Men Paulus er her lige så irrationel som ethvert andet skinsygt menneske. Sagen er, at der