Var Paulus skinsyg?

Forsøg på nyvurdering af 2 Kor 10-13.

af Ricardt Riis, skrevet i 1983.

Indhold: Indlledning #1. Førstegangsargumentet #5. Tre antydninger. #11. En anden teologi end den bultmannske. #17. Dåretalen. #21. Ironi. #48. Længslen efter forsoning. #61.
Anm: Jeg har i bibelcitaterne i højre spalte brugt oversættelsen af 1948, den, jeg havde for øje, da jeg skrev artiklen. Det skyldes også, at den oversætter kaucasqai med "at rose sig", i stedet for 92-oversættelsens "være stolt af". "At rose sig" er noget man gør overfor andre, "stolt" er noget, man er eller ikke er i sit eget indre jeg. Og da det hele i dette afsnit drejer sig om betimeligheden af at anbefale sig eller rose sig, altså overfor andre, mener jeg 48-oversættelsen på det punkt er bedre.

Tilbage til oversigten!

¹             Måske jeg indledningsvis skal sige, at jeg ikke er ude på at "slagte" Paulus eller gøre ham mindre stor. Tværtimod, kan jeg næsten sige; selv om jeg vil prøve at vise, at 2 kor 10-13 kan udlægges og give god mening ud fra den antagelse, at Paulus var skinsyg på disse uperlian apostle, som han kalder dem, så gør dette ikke Paulus mindre, det gør ham mere menneskelig, og viser, at evangeliet er dybt rodfæstet i ham.

²         Jeg skal ikke forlyste læseren med, hvordan jeg dog kom på den tanke, at Paulus kunne være skinsyg i 2 kor 10-13 og skrive som han gør ud af skinsyge. Nok er det, når tanken een gang er fremsat, må man i det mindste undersøge den nærmere, før man forkaster den. Det har jeg gjort nogle gange, uden at det er lykkedes mig at forkaste den. Så derfor fremsætter jeg den her for et bredere publikum.

³         Indrømmes må det i hvert fald, at der er to betingelser til stede, som begge betinger skinsygens opståen: Der er for det første tale om et almindelig menneskeligt kærlighedsforhold, forholdet nemlig mellem korintherne og Paulus; almindelig menneskeligt, kalder jeg det, dette forhold, ja, for det er min teologiske opfattelse, at den kærlighed, evangeliet skaber i os, er af ganske samme art som al anden menneskelig kærlighed. Så almindeligt er det kærlighedsforhold, der bliver til, at det er underlagt skinsygens risiko. Og der er for det andet tale om,at der er en trediepart, der kommer ind i billedet.

⁴ Der kommer apostle til Korinth efter Paulus' afrejse; de forkynder evangeliet, men — det er Paulus' påstand (og vi har det jo kun fra ham) -- forkynder en anden Jesus, et andet evangelium, en anden ånd end Paulus gør (2 kor 11,4). Og ved selve dette, at de så at sige indtager Paulus' plads: apostelpladsen, giver de teoretisk plads for skinsygen: de kan af Paulus opfattes som medarbejdere, men jo også som konkurrenter om korinthernes gunst og kærlighed. v4 Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri. (2 Kor 11,4)

⁵ "Førstegangs-argumentet"
Jacob Jervell påviser i det første kapitel i "Luke and the people of God", at en menigheds tro kan være evangelieforkyndelsens indhold; i Rom 1,8 er det romermenighedens tro, der forkyndes. I 1 Thes 1,8 sidestilles "Guds ord" og thessalonikernes tro (side 23f). Egentlig undrer det mig ikke, at dette kan være tilfældet. For evangeliet er, i mine øjne, at fællesskab er muligt, fællesskab mellem mennesket og Gud og fællesskab mennesker indbyrdes. Vi plejer at holde os til en formulering af det første forhold: Evangeliet er et budskab om Guds tilgivelse. Men vi kunne også sige: Evangeliet er et budskab om, at menneskeligt fællesskab er opstået dèr eller dèr. For i og med at muligheden påpeges bare eet sted, åbner muligheden sig for tilhøreren.

⁶ Er der denne sammenhæng mellem forkyndelsen af, at fællesskab med Gud er muligt, og forkyndelsen af, at menneskeligt fællesskab er muligt, er det sådan, at det ene afstedkommer det andet, så må der nødvendigvis opstå et stærkt bånd mellem menigheden og den, der har forkyndt dem evangeliet første gang. I og med at evangeliet lyder, opstår der et menneskeligt fællesskab, en menighed. Og evangelieforkynderen er naturligvis med i denne menighed.

⁷        Dette er baggrunden for "førstegangs-argumentet", som Paulus anvender Gal 1,6 og 2 kor 11,4. Der er ikke tale om, at Paulus vil overliste galaterne eller korintherne, at han vil undgå argumenter, eller, at de "hænger på ham" til den bitre ende. Intet sådant. Der er tale om, at de, da evangeliet blev forkyndt for dem, blev bundet til hinanden og bundet til Paulus; der opstod et menneskeligt fællesskab imellem dem, og Paulus var med i dette fællesskab. Vil nu galaterne eller korintherne antage et evangelium i strid med det Paulus forkyndte, så fornægter de Paulus som deres "far ved evangeliet" (l kor 4,15); de fornægter det fællesskab, der opstod, da de mødte evangeliet; den kærlighed, den fortrolighed, der dengang opstod, den var ikke noget værd. Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri. (2 Kor 11,4)

⁸       Anden grundvold kan ikke lægges end den der er lagt, siger Paulus (l kor 3,11). Man kan bygge videre på grundvolden, men ikke lægge en ny. Men bygger man videre, da betyder det, at man anerkender den grundvold, der er, dvs man anerkender Paulus som grundlæggeren, anerkender det særlige forhold, der består mellem Paulus og hans menighed.

⁹        Den samme tanke ligger bag 10,12—16; jeg refererer Bultmanns eksegese; han følger håndskrift D* og G og udelader ou suniasin hmeiV de i vers 12-13; meningen er så, at det er Paulus, der samrnenligner sig med sig selv og måler sig med sig selv; han gør det ikke grænseløst, men efter den grænse, Gud har tilmålt ham, efikesqai acri kai hmwn. Thi vi drister os ikke til at regne os med til eller sammenligne os med visse folk, der anbefaler sig selv, men viser deres uforstandighed ved at måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. v13 Vi derimod vil ikke rose os ud over alle grænser, som er givet i den virkekreds, Gud tilmålte os, nemlig at nå også til jer. v14 Thi vi strækker os ikke ud over vor grænse, som om I lå uden for vor virkekreds; vi var jo de første, der kom så langt som til jer med Kristi evangelium.

¹⁰ Korintherne ligger indenfor den grænse, Gud har tilmålt ham, dvs de ligger under hans kompetence (Bultmann: Der zweite Brief an die Korinther, side 196). Det er Paulus' apostelembede, slaget står om; kan han "gøre krav" på korintherne? Svaret er ja; Paulus nåede rent faktisk så langt som til korintherne med evangeliet; de ligger ikke udenfor hans virkekreds. At rose sig "i" Herren kan derved få en lidt speciel klang: klangen af at holde sig til den opgave man har fået af Gud, "i" Herren, dvs indenfor den virkekreds man har. v15 Vi roser os ikke ud over alle grænser af andres slid, men vi har det håb, at når jeres tro vokser, vil vii få vor virkekreds udvidet, så vi kan komme langt videre. v16 og forkynde evangeliet i landene hinsides jer. Vi vil ikke inden for en andens virkekreds rose os af det, der allerede er udrettet. (2 Kor 10,12-16)

¹¹ Tre antydninger.
     Så langt, så godt.
     Så opstår blot problemet med de uperlian apostle. Hvem var de og hvad havde Paulus imod dem? Det må vist indrømmes, at vi ved meget lidt. At de er judaister afvises, Bultmann gætter på jødiske gnostikere (f.eks. side 205 i ovenanførte skrift); Wendland er i tvivl (Wendland: Die Briefe an die Korinther, NTD, side 11). Og det er nok sandt, at vi kun kan gætte; ud fra 2 kor og måske ud fra 1 kor. Men det er yderst lidt konkret der siges om dem i 2 kor 10-13.

¹²       Vi regner sædvanligvis med, at rækkefølgen er den, at Paulus først har forvisset sig om apostlenes forkyndelse; den er anderledes end hans egen, har han konstateret; derudfra slutter han, at de ikke bygger videre på den grundvold, der er lagt, men søger at lægge en ny grundvold (prædiker en anden Jesus, 11,4); og deri finder han måske så også en forklaring på, at de driver lidt gæk med ham, at de har deres at kritisere ham for. Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri. (2 Kor 11,4)

¹³        Men jeg vil godt spørge, om ikke rækkefølgen kunne være den modsatte: Paulus har fornemmet, berettiget eller uberettiget, at de uperlian apostle har bagtalt ham, at de sammen med korintherne har set ned på hans svaghed, på hans personlige optræden, på hans tale, og derudfra har han sluttet, at de ikke anerkender ham som grundlæggeren af menigheden, at de søger at lægge en ny grundvold, at de prædiker en anden Jesus. Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at mens vi ikke ved ret meget om den forkyndelse, som Paulus vil vende sig imod, så ved vi ganske meget om, hvad Paulus mener, der er blevet sagt om ham i Korinth. Det taler for den sidste rækkefølge. Og så er diagnosen "skinsyge" nærliggende.

¹⁴         Dette er ikke et argument, højst en antydning. En anden antydning kan hentes fra den måde, på hvilken han bruger det forhold, at han har forkyndt evangeliet for intet i Korinth. Mens det i 1 kor bruges som et eksempel til efterfølgelse: som Paulus ikke holder fast ved, hvad der er hans ret, sådan skal den enkelte i menigheden heller ikke for enhver pris fastholde sin ret, så bruges forholdet her i 2 kor til at "bevise" Paulus' kærlighed med (11,11). Og er det ikke lidt misligt? Vil vi ikke møde en sådan anvendelse med en lille smule mistænksomhed? v10 Så vist som Kristi sandhed bor i mig, skal denne ros ikke fratages mig i Akajas egne. v11 Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, at jeg gør det. (2 Kor 11,10f)

¹⁵ Jeg mener, vi plejer dog at regne med, at vi ikke ud fra gjort gerning kan bevise vores kærlighed; og vil nogen gøre det alligevel, er der som regel ugler i mosen. Jeg vil mene, at stedet antyder, at der er det i vejen, at Paulus har følt sig svigtet af korintherne, han har følt, at de og de uperlian apostle rottede sig sammen mod ham; derfor bedyrer han sin kærlighed, derfor gør han, hvad man ellers ikke gør: bruger sin gerning som bevis for sin kærlighed. (Mere om den gratis tjeneste senere).

¹⁶       Også en tredie antydning kan man finde: 12,19 afviser Paulus, at han forsvarer sig overfor korintherne. Men kan vi uden videre godtage en sadan afvisning? Var det en anden, der sagde noget sådant, ville vi straks være på pletten: der er nok tale om, at han netop er ude pa at forsvare sig. Men når det er Paulus? Så lukker vi øjnene og ser fromme ud. I det mindste: Antyder dette ikke, at det kunne være skinsyge, der drev Paulus? Og bør vi så ikke undersøge, om en sadan antydning har noget på sig? v19 I har vel længe ment, det var for jer, vi forsvarede os. Nej, for Gud, i Kristus taler vi. Men alt, I elskede, til jeres opbyggelse! (2 Kor 12,19)

¹⁷ En anden teologi end den bultmannske.
         Nu kunne man mene, at den nye tolkning, jeg her forsøger at bringe til torvs, adskiller sig fra den traditionelle ved at gå til teksten med en mistænksom holdning; at forskellen altså ligger i forskerens holdning. Og jeg skal ikke nægte, at der er en forskel dèr: jeg søger at bruge det kritiske redskab, som jeg bruger andre steder, også på de nytestamentlige tekster. Men det er vist en ret overfladisk forskel.

¹⁸         En mere dybtgående forskel er forskellen i personopfattelse, i opfattelsen af, hvem Paulus egentlig var. Jeg finder Bultmanns eksegese meget dybtborende, men jeg kan ikke nægte, at det er som om han har dannet sig en Paulus i sit eget billede. Paulus er i hans fremstilling den altid nøgterne; han er sig 100% bevidst, hvilke virkemidler han bruger; han giver bebrejdelser, han lader sin glæde komme til udtryk, men han gør det som en far skælder ud på sine børn; han er aldrig helt med i det; han holder lidt afstand til sin egen skælden-ud, han bruger den som et pædagogisk virkemiddel. Sådan er Paulus ikke i mine øjne; dèr er han den engagerede, den, der lever sig helt ud i forholdet til korintherne, den, der elsker dem barnligt, og forventer samme kærlighed igen (6,13), og som skuffes i dybden af sin sjæl, hvis det ikke sker. v13 Men lige for lige (jeg taler som til mine børn): også I må lade jeres hjerter være vidt åbne! (2 Kor 6,13)

¹⁹         Denne forskel er til syvende og sidst en teologisk forskel. Bultmann korrigerer i sine forbemærkninger Jülichers udtryk, at 2 kor er det personligste af Paulus' breve. Det kan være sandt nok, siger Bultmann, men man må ikke deraf lade sig forlede til at tro, det lader sig gøre at finde et billede af personligheden Paulus, for al hans skriven er apostolisk skriven. "Es handelt sich für Paulus um seine Person nur, sofern er der Träger des apostolichen Amtes ist" (side 21). Ikke sandt, dèr har vi Paulus' afstand fra de stærkt personlige udtryk, der er i brevet. Paulus' forhold til korintherne er ikke det afgørende, men korinthernes gudsforhold; det vil Paulus bringe i orden, det har Paulus for øje i hvad han skriver. Og fordi de har fået en forkert forståelse af gudsforholdet, derfor drejer det sig om for Paulus at retlede dem, med alle midler at fastslå for dem, at hans forkyndelse er den sande. Mener altså Bultmann.

²⁰          I mine øjne er det netop forholdet til korintherne der er det afgørende. Fordi det er gået i stykker, derfor kan Paulus slutte, at det også er galt med korinthernes anerkendelse af, at han er deres apostel, og dermed galt med deres gudsforhold i det hele taget; hidtil har de levet ud af tro på, at den forkyndelse Paulus bragte dem, var den sande, dvs ud af tro på, at den kærlighed og fortrolighed der var mellem Paulus og dem var ægte. Nu, hvor de svigter Paulus, nægter de også at deres første kærlighed var ægte, nægter at hans forkyndelse var sand. Det er forkyndelsen, det drejer sig om, det er Paulus' apostoliske embede han kæmper for, sandt nok. Men dermed er det i samme åndedrag hans og korinthernes indbyrdes forhold, der er sagen.

²¹ "Dåretalen".
      Men til argumenterne!
      Det første jeg vil nævne har med "dåretalen" at gøre. Spørgsmalet er: Hvorfor tager Paulus dårens rolle på sig? Bultmann siger i en oversigt over 10,12-12,18 (side 193), at Paulus må forhindre, at menigheden får det billede af ham, sorn modstanderne tegner: svag, modløs, uden exousia. Modstanderne optræder som pneumatikere og praler af deres overlegenhed. "Paulus muss einerseits sagen: so wie die Gegner ist er nicht und will er nicht sein; andererseits: er ist den Gegnern überlegen, und zwar gerade in seiner apostolichen exousia und dunamiV.

²² So ist er gedrängt, sich mit den Gegnern zu vergleichen, d. h. zum kaucasqai...." "Aber nur widerwillig und nach umständlichen Vorbereitungan greift er das Thema an..." Spørgsmålet er, for mig at se: Hvis det er det han vil, Paulus, er det så en forståelig fremgangsmade han griber til? Josef Zmijewski: "Der Stil der Paulinischen "Narrenrede"" har et standardspørgsmål angående den stil Paulus benytter sig af: er den hensigtsmæssig, svarer den til det Paulus vil opnå?

²³ Og som den fromme mand han er, finder han hver gang ud af at Paulus bruger lige netop den i situationen rette stil. Men er svaret så let, når man stiller spørgsmålet for "dåretalens" vedkommende? Er der nogen grund til at tage dårerollen på sig, selv hvis vi indrømmer, at en sammenligning med modstanderne er nødvendig? (En ting, der overfor galaterne ikke er nødvendig, dèr har han argumenter imod modstanderne, dèr kan han fastholde sin apostelværdighed uden at skulle sammenligne sig med andre).

²⁴ Ville det ikke være muligt at gå ligefremt til værks og sige f.eks., at det de regner for noget stort: at kunne optræde med myndighed, det er i virkeligheden ikke noget stort; at det de praler med: at de er Kristi tjenere, det skal ikke ses på hvilke store og åndelige oplevelser man har haft eller kan give del i, men på hvad man har lidt i Kristi tjeneste? Kunne han ikke i ligefremt sprog have diskuteret, hvad kendetegnene på en Kristi tjener er? Det forekommer mig i høj grad muligt.

²⁵        I en kommentar til 11,16 hedder det hos Bultmann, at apostelen formaner korintherne til ikke at forstå hans rolle (som dåre) forkert. "Aber selbst auf die Gefahr hin, dass man ihn misversteht, will er seine Rolle spielen (ei de mh ge ktl) -- natürlich nicht, um misverstanden zu bleiben, sondern um den Korinthern allmählich zum Bewusstsein zu bringen, wie die Entscheidungsfrage für sie zwischen ihm und seine Konkurrenten steht" (side 212). v16 Jeg gentager: ingen må anse mig for en dåre; men om så skal være, da bær over med mig som en dåre, for at også jeg kan rose mig en smule (2 Kor 11,16).

²⁶ Dette er en meget indlevet gengivelse, bl. a. kaldes modstanderne "konkurrenter", men netop det rejser jo spørgsmålet med dobbelt kraft, hvorfor det dog er nødvendigt at bruge rollen "dåre", når misforståelsen er så nærliggende. Kan denne tale virkelig, når den er så misforståelig, efterhånden bringe korintherne til bevidsthed om, hvordan der skal afgøres mellem ham og konkurrenterne? Eller, kan jeg spørge, hvis det hele er gjort til et spørgsmål om at afgøre sig for Paulus og imod konkurrenterne, er skinsygen så ikke bragt frem i lyset? er det så ikke klart, at det er skinsyge,der behersker den store apostel?

²⁷         Lidt senere, til 11,21, hedder det: "Aus seiner "Schwäche" rafft Paulus sich gleichsam auf: ei w dan tiV tolma, en afrosunh legw, tolma kagw. Aber er bleibt dabei in der Haltung des afrwn. Sein tolman ist also nicht das qarrein 10,2 (u. 11), sondern ein tolman, das nur in den Augen der Korinther als Stärke erscheinen kann; es besteht ja im kaucasqai; also: en afrosunh legw. Dass er so gerade als fronimoV redet, weil er nämlich mit solchen Vorzügen, deren sich die Gegner rühmen, nur beginnt, wird schon v 23ff deutlich, indem der Ruhm zu einem Ruhm der asqeneia (v.30) wird, deren sich die Gegner gerade nicht rühmen würden" (side 214). v21 Jeg må med skam tilstå, at dertil var vi "for svage". Men hvad man end kan prale med, jeg taler i dårskab: det kan også jeg prale med. (2 Kor 11,21)
v2 Og det er min bøn, at jeg, når jeg nu kommer til jer, må kunne undgå "at træde modigt op" med den tillid, hvormed jeg har i sinde dristigt at gå frem mod visse folk, der mener, at vi "lever på verdslig vis". (2 Kor 10,2)

²⁸       Nu bliver det indviklet. Men Bultmann fortsætter den samme tankegang i kommentaren til vers 23: "Mit diesem uper egw geht der Vergleich des Paulus mit den Gegnern eigentlich schon in einen Vergleich anderer Art über, sofern das uper egw durch die folgende Aufzählung von Peristasen erläutert wird. Denn diese, die die Überlegenheit des Paulus erweisen, sind ja keine solche Vorzüge, deren sich die Gegner rühmen, sondern sind im Grunde schon die asqeneia von V. 30, also der paradoxe Erweis der dunamiV von 4,7ff. Die Paradoxie ist also im Grunde eine doppelte, sofern diese dunamiV zum Gegenstand eines kaucasqai kata sarka gemacht wird". (side 217). v23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler i vanvid: jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. (2 Kor 11,23)
v30 Hvis jeg skal rose mig, så vil jeg rose mig af min magtesløshed. (2 Kor 11,30)

²⁹ Dette svarer til, hvad han skriver om 12,1-10: "Paulus lässt das Motiv des Vergleichs jetzt fallen; das Motiv des kaucasqai en taiV asqeneiaiV wird zum Thema. Damit wird die afrosunh eigentlich preisgegeben, da solches kaucasqai kein kaucasqai kata sarka (V. 18) mehr ist; gleichwohl behält Paulus die Rolle des afrwn bei (12,11ff), und er behält sie auch 12,1ff zunächst bei, insofern er sich der optasiai und apokaluyeiV rühmt". (side 220). v1 Rose mig må jeg. Det er ganske vist ikke gavnligt; alligevel går jeg nu ovber til at tale om syner og åbenbaringer fra Herren.
v11 Så er jeg da blevet en dåre! I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig, thi jeg har ikke stået tilbage for de umådelig store "apostle", om end jeg intet er.
v18 Jeg bad Titus rejse til jer og sendte den anden broder med ham; har da Titus udbyttet jer? Vandrede han og jeg ikke begge i samme Ånd og i samme fodspor? (2 Kor 12,1. 11. og 18)

³⁰         Bultmann er altså nødt til for betydningens skyld at lade Paulus falde ud af dårerollen allerede fra 11,23. Og det er ganske logisk. Paulus taler jo her ligefremt for at få korintherne til at forstå, at de har en forkert opfattelse af, hvad det drejer sig om. Dertil benytter han, stadig ifølge Bultmann, det trick, at han under dårenavn lader som om han roser sig. Han går ind pa deres forestillinger om, hvad man kan rose sig af og hvad ikke; det er begrundelsen for dåretalen. Men når han så nævner den lange række af lidelser han har haft for Kristi skyld, så er han ikke længer i dåretalen, så er han ude af rollen, så taler han ligefremt, for at rose sig af lidelser for Kristi skyld er ikke at rose sig kata sarka. Han holder ikke stilen, Paulus. Og tilsvarende: at rose sig af de syner og åbenbaringer, man har fået, er ifølge Bultmann en tilladelig ros, og følgelig må også dette egentlig ligge udenfor dåretalen.. v23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler i vanvid: jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. (2 Kor 11,23)

³¹           Dette er for mig et tydeligt tegn på, at Bultmanns tese ikke holder, Paulus har ikke, som Bultmann mener, påtaget sig dårerollen i pædagogisk øjemed. Paulus regner sig først ude af dårerollen 12,11 (gegona afrwn). Og indledningen til kap 12 tyder bestemt ikke på, at der tages let på dette kaucasqai. Hvorfor skulle det siges, at det ikke er gavnligt at rose sig, hvis det, ifølge Bultmann er tilladt, for så vidt der ikke er tale om en kaucasqai kata sarka? v11 Så er jeg da blevet en dåre! I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig, thi jeg har ikke stået tilbage for de umådelig store "apostle", om end jeg intet er. (2 Kor 12,11)

³²            Altså: Enten skal Paulus retledes med hensyn til en korrekt anvendelse af "dårerollen"; eller også skal den opfattelse prisgives, at anvendelsen af "dårerollen" sker i pædagogisk øjemed. Mig forekommer det klarest, mest ligefremt, at forklare "dårerollen" og den måde Paulus anvender den på ud fra den antagelse, at Paulus var skinsyg. Som sagt: baggrunden for det forefindes: der er et kærlighedsforhold, hvorindi en tredie part blander sig.

³³           "Skinsyg", det lyder så voldsomt. Der er tale om,at Paulus blev knyttet nært sammen med korintherne, da han forkyndte evangeliet for dem; han blev deres far ved evangeliet (l kor 4,15). Og jeg tænker mig nu, at Paulus har refereret de uperlian apostles og korinthernes snak korrekt nok (10,1; 10,10), sådan har de virkelig omtalt ham. Er der så noget at sige til, at han bliver lidt såret! at han føler sig skuffet! ramt på et ømt sted! Ikke på sin forfængelighed, måske, men på sit kærlighedsforhold til korintherne: at de kan omtale ham sådan overfor trediepart! Skuffelsen bliver til sårethed, der igen bliver til skinsyge; hvis da ikke skinsygen er der med det samme. v1 Jeg selv, Paulus, der jo er "så spagfærdig, når jeg står ansigt til ansigt med her, men så kry over for jer, når jeg er langt borte", formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed. (2 Kor 10,1)
v2 Og det er min bøn, at jeg, når jeg nu kommer til jer, må kunne undgå "at træde modigt op" med den tillid, hvormed jeg har i sinde dristigt at gå frem mod visse folk, der mener, at vi "lever på verdslig vis". (2 Kor 10,2)
v10 "Hans breve", siger man jo, "er myndige og strenge, men hans personlige optræden er svag, og hans tale er ikke værd at regne med". (2 Kor 10,10)

³⁴          Og skinsygen har nu det specielle ved sig, at den ikke er sig bevidst at være skinsyge. Man kan bagefter blive klar over, at man var drevet af skinsyge, ikke mens man er i den. Der er en mangel på bevidsthed, en mangel på gennemsigtighed ved skinsygen.

³⁵          Og netop denne mangel på bevidsthed — en mangel, der dog i Paulus' tilfælde ikke er total, et sted i underbevidstheden ved han godt, at den er gal — netop den er karakteristisk for "dåretalen". Og vel at mærke, i denne forståelse af "dåretalen" kommer 11,23-12,10 til at høre med. For det, der får Paulus til at sætte dette afsnit ind i "dåretalen", er ikke objektive overvejelser over mulighed for misforståelser, over udsagnenes sandhedskarakter el.lign; nej,det er en højst subjektiv indre stemme (fra en evangelisk forståelse af, hvad menneskelig forsoning er??), der siger ham, at det vist er galt, det han er i gang med her, en stemme,som dog ikke forhindrer ham i at gøre det.

³⁶ Hans bevidsthed er så at sige tvedelt på sagen: Med den ene del af sin bevidsthed har han kun det ønske: at få fremhævet sin apostelværdighed; med den anden del ved han, at det er helt forkert at fremhæve sig selv i den situation, man må vente til Gud selv griber ind og skaber den forsoning man længes efter. Det, der får ham til at sætte dette afsnit ind under betegnelsen "dåretale" er altså en flimrende bevidsthed om, at hvor sandt det end er, at han er Kristi tjener, fordi han har lidt som han har, hvor sandt det end er, at han har fået nåde til at opleve sådanne åbenbaringer, det er dog forkert af ham i denne situation at ville bruge det overfor korintherne som anbefaling, det er dog forkert af ham at ville fremhæve sig selv og sin apostelværdighed dermed.

³⁷          Af og til hører man en sjov bemærkning som f.eks. følgende: "Min beskedenhed forbyder mig at nævne, at jeg blev nummer eet". Og den er jo kun til at grine af, ikke andet. Enhver kan se modsigelsen deri. Når man nævner, hvad det er, man ikke vil nævne, nævner man det dog ligefuldt. Paulus' "dåretale" er af samme art, blot mere sofistikeret. Han giver sig selv lov til at tale som en dåre; og som en dåre siger han så, hvad han ikke vil give sit eget vågne jeg lov til at sige. Og så har han jo ikke sagt det, det er ikke ham, men en dåre, der taler. Men hvad enten det er nævnt i dåresprog eller ej, nævnt er det blevet; og nævnes skulle det netop også, det skulle siges med eksempler til korintherne: jeres apostel står ikke i noget tilbage for disse uperlian apostle.

³⁸         Samme trick, blot i modsat retning: klart sprog i dåretalen, bruger han 12,5f. Bultmann har her, forekommer det mig, svært ved at fastholde Paulus' integritet. "...ist ein kata sarka kaucasqai dadurch ausgeschlossen, dass man die Wahrheit sagt?! Auch Paulus würde sich kata sarka, also als afrwn rühmen, wenn er sich mit seinen pneumatischen Erlebnissen brüsteste. Gewiss! Aber Paulus reflektiert im Augenblick nicht darauf! Dass er sich ihrer rühmen könnte, ohne damit ein afrwn zu sein, kann hier jedoch nur den Sinn haben, dass er die Wahrheit sagen würde;..."(side 225). v5 Af ham vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, undtagen af min magtesløshed. (2 Kor 12,5)

³⁹ Så er vi tilbage, hvor vi begyndte. Tanken kører i ring. Og ikke mærkeligt, spørgsmålet er jo her ikke, om man taler sandhed eller ej, spørgsmålet går på betimeligheden af at lade disse åbenbaringer virke som noget man kan rose sig af. Og det er Paulus klar over er forkert i 12,1: det er ikke gavnligt; men han er klar over det med en del af sin bevidsthed, en del, som falder i søvn i 5f. Og specielt måske i 6b. Hvor han giver en forklaring på, at han ikke roser sig af sine åbenbaringer, dem, han lige har nævnt i rosende hensigt. Det er vittigheden fra før om igen. v1 Rose mig må jeg. Det er ganske vist ikke gavnligt; alligevel går jeg nu ovber til at tale om syner og åbenbaringer fra Herren. (2 Kor 12,1)
v5 Af ham vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, undtagen af min magtesløshed. v6 Thi selv om jeg ville rose mig, ville jeg dog ingen dåre være; det, jeg sagde, ville jo være sandhed; alligevel holder jeg mig tilbage, for at ingen skal få højere tanker om mig end dem, han får ved selv at se og høre mig. (2 Kor 12,5f)

⁴⁰ Ironi.
      Og så til ironien!
      Bultmann nævner (under 11,11, side 209), at Paulus kunne have følt, at der kunne rettes en bebrejdelse imod ham for manglende kærlighed på baggrund af, at makedonerne forsynede ham i hans mangel (v.9); altsa, det kunne se ud som om makedonerne stod i et mere fortroligt forhold til ham end korintherne; med dem havde han regnskab med givet og modtaget (Fil 4,15), men ikke med korintherne. Har korintherne måske følt, at han ikke åbnede sig for dem som for makedonerne? v8 Andre menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog imod løn af dem for at tjene jer, v9 men hos jer faldt jeg ingen til byrde, selv når jeg led savn; thi brødrene, der kom fra Makedonien, skød til, hvad jeg manglede. I enhver henseende har jeg undgået og vil jeg undgå at være jer til besvær. (2 Kor 11,8-9)
v10 Så vist som Kristi sandhed bor i mig, skal denne ros ikke fratages mig i Akajas egne. v11 Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, at jeg gør det. (2 Kor 11,10f)

⁴¹ Måske, men jeg tror nu ikke, at Paulus har denne tanke med i sin bevidsthed her i 11,11; min fornemmelse er, at han betragter sin given-afkald på underhold som en temmelig utvetydig kærlighedsgerning: korintherne skulle, hvis de tænkte som Paulus ønskede det, af sig selv kunne se, at det var kærlighed, der drev ham, de skulle kunne fornemme, at det var dem, han ville ophøje ved sin ydmygen-sig (11,7). At han så, ved lige efter at nævne et andet motiv (han vil forhindre, at nogen kan blive hans ligemand), derved tilintetgør motivet "kærlighed", det skænker han ikke en tanke. v7 Eller var det synd af mig, at jeg forkyndte jer Guds evangelium for intet og således ydmygede mig, for at I kunne ophøjes? (2 Kor 11,7)
v12 Nej, hvad jeg gør, det vil jeg også blive ved at gøre for at berøve dem lejligheden, der søger en lejlighed til i deres selvros at stille sig frem som vore lige. (2 Kor 11,12)

⁴²         Men der kan godt være tale om, at han ved at nævne sin arbejden-for-intet vil imødegå et skjult argument: fordi han ikke kræver sin ret, er han ikke en rigtig apostel; således Bultmann, side 207. At han tror, man har sagt sådan i Korinth, spiller muligvis med i måden han omtaler det hele på; men, vil jeg mene, under, ikke på overfladen.

⁴³         Hvad der derimod er det centrale, er igen her forholdet til korintherne; hans skuffelse over ikke at møde forståelse hos dem, hans følelse af at få sin kærlighed forsmået; hans opfattelse af, at hans motiver bliver mistænkeliggjort; eller, om man vil, hans skinsyge. Den er det,der får ham til at fremsætte en kærlighedserklæring som den i 11,11; den er det, der får ham til at sværte modstanderne til, som han gør det 11,13-15; og den er det,der får ham til at bruge ironien som han gør 11,19 og 12,13. v13 Thi den slags mennesker er falske apostle, svigagtige arbejder, der giver sig skin af at være Kristi apostle. v14 Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. v15 Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdighedens tjenere; men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger. (2 Kor 11,13-15).
v19 I finder jer jo gerne i dårerne, fordi I er så kloge. (2 Kor 11,19)
v13 Hvori har jeg ladet jer stå tilbage for de andre menigheder, når undtaget, at jeg ikke selv faldt jer til byrde? Tilgiv mig den uret! (2 Kor 12,13).

⁴⁴         Man kan spørge, om Paulus virkelig ville omtale sine modstandere, de uperlian apostle, så hårdt som han gør i 11,13-15, hvis der ikke var noget om det, hvis han ikke havde undersøgt sagen nøje først. Men læg mærke til, at man kun kan svare ud fra det paulusbillede, man ud fra sin fantasi har dannet sig. Er Paulus den rolige, altid rimelige, altid nøgterne, er han den, der hele tiden har situationen under kontrol, er han den, der aldrig giver sig i sine følelsers vold, ja, så må man naturligvis svare nej. Men er han den engagerede, har han sat sin rolighed og nøgternhed i pant hos menigheden, er han grebet, ligefremt, af forholdet til menigheden, er han letbevægelig, lader han sig gribe af stemninger, har han tilbøjelighed til ekstase, nå ja, så er det vel muligt at besvare spørgsmålet med et ja.

⁴⁵         Men bruger han ironien, fordi han er skinsyg?
          Igen er mit argument negativt: Hvis Paulus her blot var pædagogisk, hvis han her blot var som en far, der har opdragerens afstand til sin vrede og bebrejdelse, hvis hans hensigt var at retlede korintherne, hvad skulle så ironien? var der så nogen grund til at bruge den? var det så ikke et stilmiddel, som var inderlig ved siden af?

⁴⁶          Han giver i 1 kor 9,1-15 en belæring, uden ironi, jævnt og ligetil. Havde den ikke virket i første omgang, så kunne den jo gentages. Havde korintherne eksempelvis troet, at når han ikke krævede sin ret, så var det fordi han ikke selv regnede sig for rigtig apostel, så kunne de belæres (igen) om, at en kristen ikke altid kræver sin ret, ja at han af kærlighed af og til opgiver, hvad der er hans ret.

⁴⁷ Sådan gør imidlertid Paulus ikke; vi har det store følelsesregister på. Hvorfor? Fordi der ikke er tale om en sag, fordi han ikke er ude på at belære nogen, fordi han ikke er den store Paulus, der ved alt og har styr på alt og taler i en rolig og besindig tone hele tiden, men er et menneske, der er blevet misforstået, et menneske, hvis godhed er blevet fortolket som snedighed.

⁴⁸        12,13 har vi den samme sag nævnt. Og dér træder ironien næsten stærkere frem. Han har ladet menigheden stå tilbage for andre menigheder derved at han ikke faldt dem til byrde og beder dem tilgive ham denne uret. Ironi? Ja, mere end det, sarkasme. Det er forholdet til korintherne, der er gået i stykker. Og fordi han føler sig forsmået, fordi han føler sin kærlighedsgerning mistænkeliggjort, derfor er han hånlig sarkastisk som her. v13 Hvori har jeg ladet jer stå tilbage for de andre menigheder, når undtaget, at jeg ikke selv faldt jer til byrde? Tilgiv mig den uret! (2 Kor 12,13).

⁴⁹ Det ligger der i sarkasmen: "I er så langt ude, korinthere, så I regner med, at jeg, for at ligestille jer med de andre menigheder, ligefrem skulle udplyndre jer; og det beklager jeg da meget, at jeg ikke har gjort; det må I virkelig undskylde!" Med sit carisasqe moi thn adikian tauthn skyder Paulus korintherne sådanne meninger i skoene.

⁵⁰ Naturligvis ved han godt, at sådan, så overdrevent tåbeligt, har korintherne ikke set på sagen. Men med sin ironi får han det nu lagt hen til korintherne at forsvare sig mod hans beskyldning, som jo oven i købet, i kraft af ironien, er en beskyldning, som ikke er direkte nævnt. Det sidste er ikke uvæsentligt. For det viser ironiens fordele i en situation som Paulus'. Han håber jo dog på en forsoning med korintherne. Og kommer denne forsoning, da står der ikke sådanne bastante beskyldninger tilbage, som tilfældet ville være, hvis Paulus direkte havde skældt korintherne ud, hvis han havde kaldt dem spytslikkere, overunderdanige, el.lign.

⁵¹ Nej, der står "kun" tilbage noget, der netop i kraft af ironien også kan opfattes som venligt drilleri; når vel at mærke humøret er til det: "I kan da nok forstå, at det var for sjov jeg talte om uret i den forbindelse; så tåbelige er I da ikke, at I regner det for en uret!"

⁵²         Men altså, som det står, tolket ud fra, at Paulus er behersket af sin skinsyge, er det en ond stikpille, givet korintherne med en skjult beskyldning indlagt om at have en ganske tåbelig overbevisning.

⁵³        Så er der ironien omkring anecesqai, 11,1; 11,19. Også den er dobbeltbundet, kan forstås som venligt drilleri og som hånlig sarkasme. Lad os tage tankegangen 11,19! Dette fronimoi onteV er en drilsk bemærkning; der ligger skjult den beskyldning deri, at de er kloge uden at være det; hvis de er kloge, vil de finde sig i dårerne; og de har igennem lang tid fundet sig i Paulus; Paulus kalder her sig selv en dåre; men det kan han jo da ikke mene! og så mener han vel heller ikke det første, at de er kloge! v1 Gid I ville finde jer i lidt dårskal fra min side! Dog, det gør I jo nok. (2 Kor 11,1)
v19 I finder jer jo gerne i dårerne, fordi I er så kloge. (2 Kor 11,19)

⁵⁴         Men er det venligt drilleri eller blodig hån? Det er blodig hån. For Paulus er skinsyg, og er man det, stikker man (ganske irrationelt) til den elskede, håner ham skånselsløst.

⁵⁵        Der er omhyggeligt bygget op til dette fronimoi onteV. Det klinger med allerede i vers 4. Når de finder sig i, at der forkyndes en anden Jesus, skyldes det netop, at de er så kloge i egne tanker, de regner andre — og specielt Paulus — for dårer. v4 Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri. (2 Kor 11,4)

⁵⁶        Og det udnyttes mesterligt i vers 20. Med den skinsyges overdrivelser. Det er de andre apostles udbytning af korintherne, Paulus her langer ud efter; med indtil fem forskellige, hinanden overbydende, ord (se Bultmann, side 213). De korinthere, der lige er kaldt kloge, de er ikke rigtig kloge, at de finder sig i sådan noget. Og når det skildres så overdrevent, så skulle de vel nok selv kunne forstå det. v5 I finder jer jo deri, om man trælbinder jer, om man udsuger jer, om man indfanger jer, om man ophøjer jer, om man slår jer i ansigtet. (2 Kor 11,20)

⁵⁷          Igen: Der ligger en beskyldning gemt i ironien. Den beskyldning, at de er dumme nok til at finde sig i at blive udbyttet.

⁵⁸         Og vers 21a giver så ironien den sidste drejning. "Jeg må med skam at melde tilstå, at dertil var vi for svage". Han mener selvfølgelig ikke, at han var for svag, eller at det er med skam han må tilstå det. Han mener, at hans svaghed er hans styrke, og han mener, at dette er noget han kan rose sig af, hvis man i det hele taget kan rose sig. Men ved at bruge ironien får han indirekte sagt til korintherne, at deres klogskab er dårskab, siden de ikke forstår, at kraften viser sig igennem svagheden, forstår, at det ikke drejer sig om at være myndig overfor sine menigheder, men om at elske dem. (Kan forøvrigt dette sidste siges til nogen, uden at man engagerer sig i forholdet til dem?) v21 Jeg må med skam tilstå, at dertil var vi "for svage". Men hvad man end kan prale med, jeg taller i dårskab: det kan også jeg prale med. (2 Kor 11,21)

⁵⁹         Ironi, blodig spot, hån! Ah, ja, men bag det altsammen klinger med som en grundtone: Paulus' kærlighed til menigheden. Det er jo det mærkelige ved den skinsyge, han er stadig grebet af kærligheden, han er stadig bundet af kærlighedsforholdet. Det er højst irrationelle ting han siger; man skulle ikke synes, at en sådan blodig hån kan bringe den elskede tilbage i forholdet igen; ondt er det, ondt er det også ment; det sårer og skal såre.

⁶⁰        Og dog er kærligheden der stadig. Og læser man sådanne udgydelser fra en skinsyg igennem, må man ikke blot være opmærksom på de onde bemærkninger, på det der skal såre, på stikpillerne, på de skjulte beskyldninger, man ikke kan forsvare sig imod, fordi de er tvetydige, ikke blot må man være opmærksom på alt sådant, man må også have øje for kærligheden, man må have øre for det stille suk af længsel efter fornyet fællesskab, man må kunne høre, hvor ønsket om forsoning trænger sig igennem.

⁶¹ Længslen efter forsoning.
       Og det er der, dette suk.
       Det kommer,da han er færdig med sin dåretale. Hvad var det, der førte ham ind i dette at rose sig, at tale som en dåre? umeiV me hnagkasate egw gar wfeilon up umwn sunistasqai. (12,11). I   tvang mig dertil. Det skulle jo have været mig, der blev anbefalet af jer. Det er hans ønske, det er hans suk, hans længsel. Hvad var det, der glædede ham, da Titus kom (7,6f)? Det var korinthernes længsel, deres jamren, deres nidkærhed for Paulus. Denne zhloV, den er det han nu savner. v11 Så er jeg da blevet en dåre! I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig, thi jeg har ikke stået tilbage for de umådelig store "apostle", om end jeg intet er. (2 Kor 12,11)

⁶² Den ville have fået dem til at anbefale ham overfor de uperlian apostle, den ville have fået dem til at rose sig af ham, den ville have fået dem til at omtale ham med respekt. Havde den været der, så ville der ikke være fremkommet sådanne indvendinger imod Paulus og hans væremåde (10,1; 10,10), så ville han ikke have haft nødig at anbefale sig selv. v1 Jeg selv, Paulus, der jo er "så spagfærdig, når jeg står ansigt til ansigt med her, men så kry over for jer, når jeg er langt borte", formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed. (2 Kor 10,1)
v10 "Hans breve", siger man jo, "er myndige og strenge, men hans personlige optræden er svag, og hans tale er ikke værd at regne med". (2 Kor 10,10)

⁶³          Der er måske ikke noget at sige til, at Bultmann ikke tolker dette på sarnme måde; han har jo en helt anden teologi. Men det virker nu alligevel lidt blegt, at Bultmann giver sig til at tale om korinthemes pligt at anbefale Paulus. "Als ihre Pflicht wird ausgedrückt, was für die Gemeinde um ihrer selbst willen notwendig wäre, dass sie nämlich die Überlegenheit des Paulus und seines Evangeliums über die Konkurrenten erkennen" (side 233). Intet er følelsesudbrud, alt er talt af den nøgterne, rolige Paulus, der har alt under kontrol. Jo mere jeg læser det, des sværere bliver det mig at tolke det sådan.

⁶⁴           I 2 kor 5,20 kaldes forkyndelsen, dette at apostlene beder på Kristi vegne: lad jer forlige med Gud! en formaning, ordet parakalew anvendes. Det bruges også, når en eller anden handling skal fremdrives; apostlene formaner til indbyrdes kærlighed. Og det bruges som betegnelse for det, vi oversætter ved "at trøstes"; alt dette er "formaning" paraklhsiV. Dette svarer til den teologi, der ligger bag denne undersøgelse. Evangelist vil ramme os i vort gudsforhold, javist. Men det rammer os derved netop også i vort næsteforhold. Det er fra forholdet til vor næste vi ved, hvad "at forliges" vil sige.

⁶⁵ Hører vi nu Guds ord, så vi forliges med Gud, så vil uvægerlig forståelsen af hvad forligelse er gøre sin virkning i vort næsteforhold, sådan at Guds ord uundgåeligt bliver en formaning til at søge forlig med sin næste. Og fordi forligelsen med Gud ikke er en viljessag, er forligelsen med næsten det heller ikke. Fordi forligelsen med Gud kun kommer i stand, når du lytter til Guds ord og ånden virker, så du stoler på dette ord, derfor er det også sådan, at du kun bliver eet med din næste, når du møder hans forsoningsord med tro. Og endelig, fordi du ikke bliver eet med Gud, medmindre du slipper alt hvad du kan rose dig af, derfor bliver du heller ikke eet med din næste, det kommer ikke til en forsoning mellem jer, medmindre du ophører med din ros. Forholdet mellem dig og din næste, ikke dit moralske sindelag eller din forsonlige holdning, er evangeliets "sted", dèr er det,det vil ramme dig og gøre sin virkning: være en formaning.

⁶⁶          Og det har også Paulus tilfulde forstået, naturligvis. Men som for os andre, sådan for Paulus: skal denne forståelse leves ud, omsættes til praksis, så kniber det. Hvad vi er vidne til i 2 kor 10-13, er netop denne forstaelses (=evangeliets) kamp for at sætte sig igennem. Først 10,17: ros dig slet ikke! Denne anvisning kryber han udenom, Paulus, ved hjælp af dåretalen, som så sandelig fører ham til at rose sig (11,22f). Men skal han prale af at være Kristi tjener, så er det magtesløsheden, han skal prale af. Og den er netop ikke noget at prale af. Sådan bliver han vist tilbage. Men åbenbaringerne da, dem har han da som fortrin fremfor de uperlian apostle! Mon, når de munder ud i et: "Min nåde er dig nok, thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt!"? v17 Men "den, der roser sig, skal rose sig i Herren!" (2 Kor 10,17)
v22 Er de hebræere? Jeg er det også: Er de israelitter? Jeg også. Er de Abrahams efterkommere? Jeg også. v23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler i vanvid: jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. (2 Kor 11,22f)
v30 Hvis jeg skal rose mig, så vil jeg rose mig af min magtesløshed. (2 Kor 11,30)

⁶⁷         Er han da sat på plads af evangeliet?
         Både ja og nej.
        Ja, for så vidt som han er ført frem til at give udtryk for sin længsel efter korinthernes kærlighed (12,11). Sukket skyldes evangeliets arbejde med ham.
         Nej, for så vidt som han, så snart sukket er undsluppet ham, glider tilbage i den gamle skure: selvrosen, stikpillerne dukker op igen. v11 Så er jeg da blevet en dåre! I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig, thi jeg har ikke stået tilbage for de umådelig store "apostle", om end jeg intet er. (2 Kor 12,11)

⁶⁸        De fleste vil vel nok vige lidt tilbage for at tolke Paulus-tekster som udtryk for Paulus' skinsyge. Sådan ville de fleste nok også vige tilbage for at tro på fortællingen om Peters fornægtelse, hvis de hørte den første gang nu. Man ville ikke tro, at en apostel kunne falde. Ikke desto mindre finder vi nu, at der ligger et evangelium i, at Peter, der var som en af os, fristet og fristet over evne, som vi er det, alligevel blev apostel. Så vi kan vel ikke af hensyn til Paulus' gode navn og rygte vige tilbage fra at tolke disse tekster som udslag af skinsyge. Snarere kunne jeg såmænd sige, at vi af hensyn til netop hans gode navn og rygte burde tolke dem som jeg har gjort; for kun da kan vi høre det dybt inderlige suk efter fællesskab i 12,11. Det er nok en messe værd, dette suk, og er måske også den anstrengelse værd, det er at læse sig igennem en artikel som denne.
Ricardt Riis.

⁶⁹ c

Noter:

³¹ Dette er for mig et tydeligt tegn på, at Bultmanns tese ikke holder, Paulus har ikke, som Bultmann mener, påtaget sig dårerollen i pædagogisk øjemed. Paulus regner sig først ude af dårerollen 12,11 (gegona afrwn). Og indledningen til kap 12 tyder bestemt ikke på, at der tages let på dette kaucasqai. Hvorfor skulle det siges, at det ikke er gavnligt at rose sig, hvis det, ifølge Bultmann er tilladt, for så vidt der ikke er tale om en kaucasqai kata sarka?	v11 Så er jeg da blevet en dåre! I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig, thi jeg har ikke stået tilbage for de umådelig store "apostle", om end jeg intet er. (2 Kor 12,11)
³² Altså: Enten skal Paulus retledes med hensyn til en korrekt anvendelse af "dårerollen"; eller også skal den opfattelse prisgives, at anvendelsen af "dårerollen" sker i pædagogisk øjemed. Mig forekommer det klarest, mest ligefremt, at forklare "dårerollen" og den måde Paulus anvender den på ud fra den antagelse, at Paulus var skinsyg. Som sagt: baggrunden for det forefindes: der er et kærlighedsforhold, hvorindi en tredie part blander sig.
³³ "Skinsyg", det lyder så voldsomt. Der er tale om,at Paulus blev knyttet nært sammen med korintherne, da han forkyndte evangeliet for dem; han blev deres far ved evangeliet (l kor 4,15). Og jeg tænker mig nu, at Paulus har refereret de uperlian apostles og korinthernes snak korrekt nok (10,1; 10,10), sådan har de virkelig omtalt ham. Er der så noget at sige til, at han bliver lidt såret! at han føler sig skuffet! ramt på et ømt sted! Ikke på sin forfængelighed, måske, men på sit kærlighedsforhold til korintherne: at de kan omtale ham sådan overfor trediepart! Skuffelsen bliver til sårethed, der igen bliver til skinsyge; hvis da ikke skinsygen er der med det samme.	v1 Jeg selv, Paulus, der jo er "så spagfærdig, når jeg står ansigt til ansigt med her, men så kry over for jer, når jeg er langt borte", formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed. (2 Kor 10,1) v2 Og det er min bøn, at jeg, når jeg nu kommer til jer, må kunne undgå "at træde modigt op" med den tillid, hvormed jeg har i sinde dristigt at gå frem mod visse folk, der mener, at vi "lever på verdslig vis". (2 Kor 10,2) v10 "Hans breve", siger man jo, "er myndige og strenge, men hans personlige optræden er svag, og hans tale er ikke værd at regne med". (2 Kor 10,10)
³⁴ Og skinsygen har nu det specielle ved sig, at den ikke er sig bevidst at være skinsyge. Man kan bagefter blive klar over, at man var drevet af skinsyge, ikke mens man er i den. Der er en mangel på bevidsthed, en mangel på gennemsigtighed ved skinsygen.
³⁵ Og netop denne mangel på bevidsthed — en mangel, der dog i Paulus' tilfælde ikke er total, et sted i underbevidstheden ved han godt, at den er gal — netop den er karakteristisk for "dåretalen". Og vel at mærke, i denne forståelse af "dåretalen" kommer 11,23-12,10 til at høre med. For det, der får Paulus til at sætte dette afsnit ind i "dåretalen", er ikke objektive overvejelser over mulighed for misforståelser, over udsagnenes sandhedskarakter el.lign; nej,det er en højst subjektiv indre stemme (fra en evangelisk forståelse af, hvad menneskelig forsoning er??), der siger ham, at det vist er galt, det han er i gang med her, en stemme,som dog ikke forhindrer ham i at gøre det.
³⁶ Hans bevidsthed er så at sige tvedelt på sagen: Med den ene del af sin bevidsthed har han kun det ønske: at få fremhævet sin apostelværdighed; med den anden del ved han, at det er helt forkert at fremhæve sig selv i den situation, man må vente til Gud selv griber ind og skaber den forsoning man længes efter. Det, der får ham til at sætte dette afsnit ind under betegnelsen "dåretale" er altså en flimrende bevidsthed om, at hvor sandt det end er, at han er Kristi tjener, fordi han har lidt som han har, hvor sandt det end er, at han har fået nåde til at opleve sådanne åbenbaringer, det er dog forkert af ham i denne situation at ville bruge det overfor korintherne som anbefaling, det er dog forkert af ham at ville fremhæve sig selv og sin apostelværdighed dermed.
³⁷ Af og til hører man en sjov bemærkning som f.eks. følgende: "Min beskedenhed forbyder mig at nævne, at jeg blev nummer eet". Og den er jo kun til at grine af, ikke andet. Enhver kan se modsigelsen deri. Når man nævner, hvad det er, man ikke vil nævne, nævner man det dog ligefuldt. Paulus' "dåretale" er af samme art, blot mere sofistikeret. Han giver sig selv lov til at tale som en dåre; og som en dåre siger han så, hvad han ikke vil give sit eget vågne jeg lov til at sige. Og så har han jo ikke sagt det, det er ikke ham, men en dåre, der taler. Men hvad enten det er nævnt i dåresprog eller ej, nævnt er det blevet; og nævnes skulle det netop også, det skulle siges med eksempler til korintherne: jeres apostel står ikke i noget tilbage for disse uperlian apostle.
³⁸ Samme trick, blot i modsat retning: klart sprog i dåretalen, bruger han 12,5f. Bultmann har her, forekommer det mig, svært ved at fastholde Paulus' integritet. "...ist ein kata sarka kaucasqai dadurch ausgeschlossen, dass man die Wahrheit sagt?! Auch Paulus würde sich kata sarka, also als afrwn rühmen, wenn er sich mit seinen pneumatischen Erlebnissen brüsteste. Gewiss! Aber Paulus reflektiert im Augenblick nicht darauf! Dass er sich ihrer rühmen könnte, ohne damit ein afrwn zu sein, kann hier jedoch nur den Sinn haben, dass er die Wahrheit sagen würde;..."(side 225).	v5 Af ham vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, undtagen af min magtesløshed. (2 Kor 12,5)
³⁹ Så er vi tilbage, hvor vi begyndte. Tanken kører i ring. Og ikke mærkeligt, spørgsmålet er jo her ikke, om man taler sandhed eller ej, spørgsmålet går på betimeligheden af at lade disse åbenbaringer virke som noget man kan rose sig af. Og det er Paulus klar over er forkert i 12,1: det er ikke gavnligt; men han er klar over det med en del af sin bevidsthed, en del, som falder i søvn i 5f. Og specielt måske i 6b. Hvor han giver en forklaring på, at han ikke roser sig af sine åbenbaringer, dem, han lige har nævnt i rosende hensigt. Det er vittigheden fra før om igen.	v1 Rose mig må jeg. Det er ganske vist ikke gavnligt; alligevel går jeg nu ovber til at tale om syner og åbenbaringer fra Herren. (2 Kor 12,1) v5 Af ham vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, undtagen af min magtesløshed. v6 Thi selv om jeg ville rose mig, ville jeg dog ingen dåre være; det, jeg sagde, ville jo være sandhed; alligevel holder jeg mig tilbage, for at ingen skal få højere tanker om mig end dem, han får ved selv at se og høre mig. (2 Kor 12,5f)
⁴⁰ Ironi. Og så til ironien! Bultmann nævner (under 11,11, side 209), at Paulus kunne have følt, at der kunne rettes en bebrejdelse imod ham for manglende kærlighed på baggrund af, at makedonerne forsynede ham i hans mangel (v.9); altsa, det kunne se ud som om makedonerne stod i et mere fortroligt forhold til ham end korintherne; med dem havde han regnskab med givet og modtaget (Fil 4,15), men ikke med korintherne. Har korintherne måske følt, at han ikke åbnede sig for dem som for makedonerne?	v8 Andre menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog imod løn af dem for at tjene jer, v9 men hos jer faldt jeg ingen til byrde, selv når jeg led savn; thi brødrene, der kom fra Makedonien, skød til, hvad jeg manglede. I enhver henseende har jeg undgået og vil jeg undgå at være jer til besvær. (2 Kor 11,8-9) v10 Så vist som Kristi sandhed bor i mig, skal denne ros ikke fratages mig i Akajas egne. v11 Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, at jeg gør det. (2 Kor 11,10f)
⁴¹ Måske, men jeg tror nu ikke, at Paulus har denne tanke med i sin bevidsthed her i 11,11; min fornemmelse er, at han betragter sin given-afkald på underhold som en temmelig utvetydig kærlighedsgerning: korintherne skulle, hvis de tænkte som Paulus ønskede det, af sig selv kunne se, at det var kærlighed, der drev ham, de skulle kunne fornemme, at det var dem, han ville ophøje ved sin ydmygen-sig (11,7). At han så, ved lige efter at nævne et andet motiv (han vil forhindre, at nogen kan blive hans ligemand), derved tilintetgør motivet "kærlighed", det skænker han ikke en tanke.	v7 Eller var det synd af mig, at jeg forkyndte jer Guds evangelium for intet og således ydmygede mig, for at I kunne ophøjes? (2 Kor 11,7) v12 Nej, hvad jeg gør, det vil jeg også blive ved at gøre for at berøve dem lejligheden, der søger en lejlighed til i deres selvros at stille sig frem som vore lige. (2 Kor 11,12)
⁴² Men der kan godt være tale om, at han ved at nævne sin arbejden-for-intet vil imødegå et skjult argument: fordi han ikke kræver sin ret, er han ikke en rigtig apostel; således Bultmann, side 207. At han tror, man har sagt sådan i Korinth, spiller muligvis med i måden han omtaler det hele på; men, vil jeg mene, under, ikke på overfladen.
⁴³ Hvad der derimod er det centrale, er igen her forholdet til korintherne; hans skuffelse over ikke at møde forståelse hos dem, hans følelse af at få sin kærlighed forsmået; hans opfattelse af, at hans motiver bliver mistænkeliggjort; eller, om man vil, hans skinsyge. Den er det,der får ham til at fremsætte en kærlighedserklæring som den i 11,11; den er det, der får ham til at sværte modstanderne til, som han gør det 11,13-15; og den er det,der får ham til at bruge ironien som han gør 11,19 og 12,13.	v13 Thi den slags mennesker er falske apostle, svigagtige arbejder, der giver sig skin af at være Kristi apostle. v14 Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. v15 Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdighedens tjenere; men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger. (2 Kor 11,13-15). v19 I finder jer jo gerne i dårerne, fordi I er så kloge. (2 Kor 11,19) v13 Hvori har jeg ladet jer stå tilbage for de andre menigheder, når undtaget, at jeg ikke selv faldt jer til byrde? Tilgiv mig den uret! (2 Kor 12,13).
⁴⁴ Man kan spørge, om Paulus virkelig ville omtale sine modstandere, de uperlian apostle, så hårdt som han gør i 11,13-15, hvis der ikke var noget om det, hvis han ikke havde undersøgt sagen nøje først. Men læg mærke til, at man kun kan svare ud fra det paulusbillede, man ud fra sin fantasi har dannet sig. Er Paulus den rolige, altid rimelige, altid nøgterne, er han den, der hele tiden har situationen under kontrol, er han den, der aldrig giver sig i sine følelsers vold, ja, så må man naturligvis svare nej. Men er han den engagerede, har han sat sin rolighed og nøgternhed i pant hos menigheden, er han grebet, ligefremt, af forholdet til menigheden, er han letbevægelig, lader han sig gribe af stemninger, har han tilbøjelighed til ekstase, nå ja, så er det vel muligt at besvare spørgsmålet med et ja.
⁴⁵ Men bruger han ironien, fordi han er skinsyg? Igen er mit argument negativt: Hvis Paulus her blot var pædagogisk, hvis han her blot var som en far, der har opdragerens afstand til sin vrede og bebrejdelse, hvis hans hensigt var at retlede korintherne, hvad skulle så ironien? var der så nogen grund til at bruge den? var det så ikke et stilmiddel, som var inderlig ved siden af?
⁴⁶ Han giver i 1 kor 9,1-15 en belæring, uden ironi, jævnt og ligetil. Havde den ikke virket i første omgang, så kunne den jo gentages. Havde korintherne eksempelvis troet, at når han ikke krævede sin ret, så var det fordi han ikke selv regnede sig for rigtig apostel, så kunne de belæres (igen) om, at en kristen ikke altid kræver sin ret, ja at han af kærlighed af og til opgiver, hvad der er hans ret.
⁴⁷ Sådan gør imidlertid Paulus ikke; vi har det store følelsesregister på. Hvorfor? Fordi der ikke er tale om en sag, fordi han ikke er ude på at belære nogen, fordi han ikke er den store Paulus, der ved alt og har styr på alt og taler i en rolig og besindig tone hele tiden, men er et menneske, der er blevet misforstået, et menneske, hvis godhed er blevet fortolket som snedighed.
⁴⁸ 12,13 har vi den samme sag nævnt. Og dér træder ironien næsten stærkere frem. Han har ladet menigheden stå tilbage for andre menigheder derved at han ikke faldt dem til byrde og beder dem tilgive ham denne uret. Ironi? Ja, mere end det, sarkasme. Det er forholdet til korintherne, der er gået i stykker. Og fordi han føler sig forsmået, fordi han føler sin kærlighedsgerning mistænkeliggjort, derfor er han hånlig sarkastisk som her.	v13 Hvori har jeg ladet jer stå tilbage for de andre menigheder, når undtaget, at jeg ikke selv faldt jer til byrde? Tilgiv mig den uret! (2 Kor 12,13).
⁴⁹ Det ligger der i sarkasmen: "I er så langt ude, korinthere, så I regner med, at jeg, for at ligestille jer med de andre menigheder, ligefrem skulle udplyndre jer; og det beklager jeg da meget, at jeg ikke har gjort; det må I virkelig undskylde!" Med sit carisasqe moi thn adikian tauthn skyder Paulus korintherne sådanne meninger i skoene.
⁵⁰ Naturligvis ved han godt, at sådan, så overdrevent tåbeligt, har korintherne ikke set på sagen. Men med sin ironi får han det nu lagt hen til korintherne at forsvare sig mod hans beskyldning, som jo oven i købet, i kraft af ironien, er en beskyldning, som ikke er direkte nævnt. Det sidste er ikke uvæsentligt. For det viser ironiens fordele i en situation som Paulus'. Han håber jo dog på en forsoning med korintherne. Og kommer denne forsoning, da står der ikke sådanne bastante beskyldninger tilbage, som tilfældet ville være, hvis Paulus direkte havde skældt korintherne ud, hvis han havde kaldt dem spytslikkere, overunderdanige, el.lign.
⁵¹ Nej, der står "kun" tilbage noget, der netop i kraft af ironien også kan opfattes som venligt drilleri; når vel at mærke humøret er til det: "I kan da nok forstå, at det var for sjov jeg talte om uret i den forbindelse; så tåbelige er I da ikke, at I regner det for en uret!"
⁵² Men altså, som det står, tolket ud fra, at Paulus er behersket af sin skinsyge, er det en ond stikpille, givet korintherne med en skjult beskyldning indlagt om at have en ganske tåbelig overbevisning.
⁵³ Så er der ironien omkring anecesqai, 11,1; 11,19. Også den er dobbeltbundet, kan forstås som venligt drilleri og som hånlig sarkasme. Lad os tage tankegangen 11,19! Dette fronimoi onteV er en drilsk bemærkning; der ligger skjult den beskyldning deri, at de er kloge uden at være det; hvis de er kloge, vil de finde sig i dårerne; og de har igennem lang tid fundet sig i Paulus; Paulus kalder her sig selv en dåre; men det kan han jo da ikke mene! og så mener han vel heller ikke det første, at de er kloge!	v1 Gid I ville finde jer i lidt dårskal fra min side! Dog, det gør I jo nok. (2 Kor 11,1) v19 I finder jer jo gerne i dårerne, fordi I er så kloge. (2 Kor 11,19)
⁵⁴ Men er det venligt drilleri eller blodig hån? Det er blodig hån. For Paulus er skinsyg, og er man det, stikker man (ganske irrationelt) til den elskede, håner ham skånselsløst.
⁵⁵ Der er omhyggeligt bygget op til dette fronimoi onteV. Det klinger med allerede i vers 4. Når de finder sig i, at der forkyndes en anden Jesus, skyldes det netop, at de er så kloge i egne tanker, de regner andre — og specielt Paulus — for dårer.	v4 Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri. (2 Kor 11,4)
⁵⁶ Og det udnyttes mesterligt i vers 20. Med den skinsyges overdrivelser. Det er de andre apostles udbytning af korintherne, Paulus her langer ud efter; med indtil fem forskellige, hinanden overbydende, ord (se Bultmann, side 213). De korinthere, der lige er kaldt kloge, de er ikke rigtig kloge, at de finder sig i sådan noget. Og når det skildres så overdrevent, så skulle de vel nok selv kunne forstå det.	v5 I finder jer jo deri, om man trælbinder jer, om man udsuger jer, om man indfanger jer, om man ophøjer jer, om man slår jer i ansigtet. (2 Kor 11,20)
⁵⁷ Igen: Der ligger en beskyldning gemt i ironien. Den beskyldning, at de er dumme nok til at finde sig i at blive udbyttet.
⁵⁸ Og vers 21a giver så ironien den sidste drejning. "Jeg må med skam at melde tilstå, at dertil var vi for svage". Han mener selvfølgelig ikke, at han var for svag, eller at det er med skam han må tilstå det. Han mener, at hans svaghed er hans styrke, og han mener, at dette er noget han kan rose sig af, hvis man i det hele taget kan rose sig. Men ved at bruge ironien får han indirekte sagt til korintherne, at deres klogskab er dårskab, siden de ikke forstår, at kraften viser sig igennem svagheden, forstår, at det ikke drejer sig om at være myndig overfor sine menigheder, men om at elske dem. (Kan forøvrigt dette sidste siges til nogen, uden at man engagerer sig i forholdet til dem?)	v21 Jeg må med skam tilstå, at dertil var vi "for svage". Men hvad man end kan prale med, jeg taller i dårskab: det kan også jeg prale med. (2 Kor 11,21)
⁵⁹ Ironi, blodig spot, hån! Ah, ja, men bag det altsammen klinger med som en grundtone: Paulus' kærlighed til menigheden. Det er jo det mærkelige ved den skinsyge, han er stadig grebet af kærligheden, han er stadig bundet af kærlighedsforholdet. Det er højst irrationelle ting han siger; man skulle ikke synes, at en sådan blodig hån kan bringe den elskede tilbage i forholdet igen; ondt er det, ondt er det også ment; det sårer og skal såre.
⁶⁰ Og dog er kærligheden der stadig. Og læser man sådanne udgydelser fra en skinsyg igennem, må man ikke blot være opmærksom på de onde bemærkninger, på det der skal såre, på stikpillerne, på de skjulte beskyldninger, man ikke kan forsvare sig imod, fordi de er tvetydige, ikke blot må man være opmærksom på alt sådant, man må også have øje for kærligheden, man må have øre for det stille suk af længsel efter fornyet fællesskab, man må kunne høre, hvor ønsket om forsoning trænger sig igennem.

⁶¹ Længslen efter forsoning. Og det er der, dette suk. Det kommer,da han er færdig med sin dåretale. Hvad var det, der førte ham ind i dette at rose sig, at tale som en dåre? umeiV me hnagkasate egw gar wfeilon up umwn sunistasqai. (12,11). I tvang mig dertil. Det skulle jo have været mig, der blev anbefalet af jer. Det er hans ønske, det er hans suk, hans længsel. Hvad var det, der glædede ham, da Titus kom (7,6f)? Det var korinthernes længsel, deres jamren, deres nidkærhed for Paulus. Denne zhloV, den er det han nu savner.	v11 Så er jeg da blevet en dåre! I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig, thi jeg har ikke stået tilbage for de umådelig store "apostle", om end jeg intet er. (2 Kor 12,11)
⁶² Den ville have fået dem til at anbefale ham overfor de uperlian apostle, den ville have fået dem til at rose sig af ham, den ville have fået dem til at omtale ham med respekt. Havde den været der, så ville der ikke være fremkommet sådanne indvendinger imod Paulus og hans væremåde (10,1; 10,10), så ville han ikke have haft nødig at anbefale sig selv.	v1 Jeg selv, Paulus, der jo er "så spagfærdig, når jeg står ansigt til ansigt med her, men så kry over for jer, når jeg er langt borte", formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed. (2 Kor 10,1) v10 "Hans breve", siger man jo, "er myndige og strenge, men hans personlige optræden er svag, og hans tale er ikke værd at regne med". (2 Kor 10,10)
⁶³ Der er måske ikke noget at sige til, at Bultmann ikke tolker dette på sarnme måde; han har jo en helt anden teologi. Men det virker nu alligevel lidt blegt, at Bultmann giver sig til at tale om korinthemes pligt at anbefale Paulus. "Als ihre Pflicht wird ausgedrückt, was für die Gemeinde um ihrer selbst willen notwendig wäre, dass sie nämlich die Überlegenheit des Paulus und seines Evangeliums über die Konkurrenten erkennen" (side 233). Intet er følelsesudbrud, alt er talt af den nøgterne, rolige Paulus, der har alt under kontrol. Jo mere jeg læser det, des sværere bliver det mig at tolke det sådan.
⁶⁴ I 2 kor 5,20 kaldes forkyndelsen, dette at apostlene beder på Kristi vegne: lad jer forlige med Gud! en formaning, ordet parakalew anvendes. Det bruges også, når en eller anden handling skal fremdrives; apostlene formaner til indbyrdes kærlighed. Og det bruges som betegnelse for det, vi oversætter ved "at trøstes"; alt dette er "formaning" paraklhsiV. Dette svarer til den teologi, der ligger bag denne undersøgelse. Evangelist vil ramme os i vort gudsforhold, javist. Men det rammer os derved netop også i vort næsteforhold. Det er fra forholdet til vor næste vi ved, hvad "at forliges" vil sige.
⁶⁵ Hører vi nu Guds ord, så vi forliges med Gud, så vil uvægerlig forståelsen af hvad forligelse er gøre sin virkning i vort næsteforhold, sådan at Guds ord uundgåeligt bliver en formaning til at søge forlig med sin næste. Og fordi forligelsen med Gud ikke er en viljessag, er forligelsen med næsten det heller ikke. Fordi forligelsen med Gud kun kommer i stand, når du lytter til Guds ord og ånden virker, så du stoler på dette ord, derfor er det også sådan, at du kun bliver eet med din næste, når du møder hans forsoningsord med tro. Og endelig, fordi du ikke bliver eet med Gud, medmindre du slipper alt hvad du kan rose dig af, derfor bliver du heller ikke eet med din næste, det kommer ikke til en forsoning mellem jer, medmindre du ophører med din ros. Forholdet mellem dig og din næste, ikke dit moralske sindelag eller din forsonlige holdning, er evangeliets "sted", dèr er det,det vil ramme dig og gøre sin virkning: være en formaning.
⁶⁶ Og det har også Paulus tilfulde forstået, naturligvis. Men som for os andre, sådan for Paulus: skal denne forståelse leves ud, omsættes til praksis, så kniber det. Hvad vi er vidne til i 2 kor 10-13, er netop denne forstaelses (=evangeliets) kamp for at sætte sig igennem. Først 10,17: ros dig slet ikke! Denne anvisning kryber han udenom, Paulus, ved hjælp af dåretalen, som så sandelig fører ham til at rose sig (11,22f). Men skal han prale af at være Kristi tjener, så er det magtesløsheden, han skal prale af. Og den er netop ikke noget at prale af. Sådan bliver han vist tilbage. Men åbenbaringerne da, dem har han da som fortrin fremfor de uperlian apostle! Mon, når de munder ud i et: "Min nåde er dig nok, thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt!"?	v17 Men "den, der roser sig, skal rose sig i Herren!" (2 Kor 10,17) v22 Er de hebræere? Jeg er det også: Er de israelitter? Jeg også. Er de Abrahams efterkommere? Jeg også. v23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler i vanvid: jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. (2 Kor 11,22f) v30 Hvis jeg skal rose mig, så vil jeg rose mig af min magtesløshed. (2 Kor 11,30)
⁶⁷ Er han da sat på plads af evangeliet? Både ja og nej. Ja, for så vidt som han er ført frem til at give udtryk for sin længsel efter korinthernes kærlighed (12,11). Sukket skyldes evangeliets arbejde med ham. Nej, for så vidt som han, så snart sukket er undsluppet ham, glider tilbage i den gamle skure: selvrosen, stikpillerne dukker op igen.	v11 Så er jeg da blevet en dåre! I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig, thi jeg har ikke stået tilbage for de umådelig store "apostle", om end jeg intet er. (2 Kor 12,11)
⁶⁸ De fleste vil vel nok vige lidt tilbage for at tolke Paulus-tekster som udtryk for Paulus' skinsyge. Sådan ville de fleste nok også vige tilbage for at tro på fortællingen om Peters fornægtelse, hvis de hørte den første gang nu. Man ville ikke tro, at en apostel kunne falde. Ikke desto mindre finder vi nu, at der ligger et evangelium i, at Peter, der var som en af os, fristet og fristet over evne, som vi er det, alligevel blev apostel. Så vi kan vel ikke af hensyn til Paulus' gode navn og rygte vige tilbage fra at tolke disse tekster som udslag af skinsyge. Snarere kunne jeg såmænd sige, at vi af hensyn til netop hans gode navn og rygte burde tolke dem som jeg har gjort; for kun da kan vi høre det dybt inderlige suk efter fællesskab i 12,11. Det er nok en messe værd, dette suk, og er måske også den anstrengelse værd, det er at læse sig igennem en artikel som denne. Ricardt Riis.
⁶⁹ c