MARSK STIG
(DgF 145 A)

1. De hovmænd de sidder i Roskild' by,
de drikke til dagen gøres lys;
så gør og ungen Ebbe Galt,
til sin hest er han så fus.
For den, der mig turde bide alt om en aften.

2.  Mig drømte at min store skib
var vorden til liden båd;
og alle de årer for borde lå,
der var ikke styre på.

3.  Mig tykte, det jeg og mine mænd
var ridendes over en bro;
min ganger han slog mig under sig,
han løb til vilden stod.

4.  “Hør I det, min ædelig herre,
I giver det intet i gem;
det bliver, bønder og bomænd
vil føre eder skatten hjem.”

4.  Ind kom hr. Marstis liden smådreng,
og stedtes for hans bord:
“Her kommer kong Eriks liden smådreng
ridende udi vor gård.”

5.  Op stod ung hr. Marsti,
han klædte sig for sin seng;
så går han i gården ud
og talte med kongens dreng.

6.  “Hør I det, unge hr. Marsti,
og hvad jeg siger eder:
I skal ride til kongens gård,
og følge skal I mig.”

7.  “Hør du det, du liden smådreng,
og hvad jeg siger dig:
ved du noget af kongens råd,
da dølg det ikke for mig!”

8.  “Jeg ved ikke af kongens råd,
før end I får det at høre,
foruden I skal i leding i år,
og kongens banner at føre.”

9.  Det var unge hr. Marsti,
han svøber sig hovedet i skind;
så går han i højeloft
for skønne fru Ingeborg ind.

10.  Hr. Marsti han ind ad døren tren,
han var i huen så gram:
“Så mænd ved, skønne fru Ingeborg,
nu vil min drøm gå fram.

11.  Det jeg drømt, min gode hest
han løb til vilden stod,
det volder, jeg bliver vejet i strid,
mig hest bliver slagen mig fra.”

12.  “Tier I kvær, min ædelig herre,
og siger I ikke så!
den rige Krist i Himmerig
eder vel bevare må.”

13.  Det var unge hr. Marsti,
han rider i kongens gård;
ud stod danerkongen,
han var vel svøbt i mår.

14.  “Hør du, unge hr. Marsti,
hvad jeg siger dig:
du skal udi leding i år
og føre mit banner for mig.”

15.  “Skal jeg fare af landet i år
og vove mit unge liv,
da vogter mig min væne hustru!
hun er så væn en viv.”

16.  Det svared unge kong Erik,
han smiler under skind:
“Hende skal ikke mere ad skade blive,
end hun var søster min.

17.  Så vel skal jeg hende vogte,
så vel skal jeg hende gemme:
hende skal ikke mere ad skade blive,
end I var selv hjemme.”

18.  Det var unge hr. Marsti,
han red af landet ud;
igen sad skønne fru Ingeborg,
hun monne både sorrig og kvide.

19.  Det var unge kong Erik,
han beder læg saddel på hest:
“Vi vil ride os op ad land,
så høvisk en frue at gæste.”

20.  Det var unge kong Erik,
han svøber sig hovedet i skind;
så går han i højeloft
for skønne fru Ingeborg ind.

21.  “Her sidder I, skønne fru Ingeborg!
og vil I være mig huld,
da syr I mig en skjorte
og singler den med røde guld.

22.  “Skulle jeg sy eder en skjorte
og single den med røden guld,
så mænd ved, danerkongen,
da var jeg hr. Marsti uhuld.

23.  “Hør I det, skønne fru Ingeborg,
og vil I have mig kær,
alle de dage, jeg leve må,
jeg vil eder elske og ære.”

24.  “Hr. Marsti han giver mig guldringe
og kæden om min hals;
så mænd ved, danerkongen,
jeg bliver ham aldrig falsk.

25.  Det loved I unge hr. Marsti,
der han af landet for:
I skulle mig vogte og gemme,
som jeg eders søster var.”

26.  De tændte op de vokselys,
de stod på bordene og brændte;
så såre græd skønne fru Ingebog,
de fulgte hende med kongen til seng.

27.  Det var skønne fru Ingeborg
hendes allerstørste kvide;
han red til hende både årlig og silde,
han lagde hende hos hans side.

28.  Det var unge hr. Marsti,
han kom fra leding hjem;
så stærke var de tiding,
der ham gik igen.

29.  Hjem kom unge hr. Marsti,
red i sin egen gård;
ikke ville skønne fru Ingeborg
gå ham ud imod.

30.  Det var unge hr. Marsti,
han ind ad døren tren;
ikke ville skønne fru Ingeborg
stå ham op igen.

31.  Længe stod herre Marsti,
og tænkte han ved sig:
“Hvi monne skønne fru Ingeborg
ikke ville stå op mod mig!”

32.  “Den tid I ud af landen for,
da var jeg en ridders frue;
nu er jeg bleven dronning i Danmark,
det monne så lidet due.

33.  “Den tid I ud af landen for,
da var jeg en ridders frue;
nu er jeg bleven dronning i Danmark,
det angrer mig al min tid.

34.  Nu skal jeg aldrig søvnen sove
hos eders hvide side;
førend I får vejet kong Erik,
som mig haver gjort den kvide.

35.  Nu vil jeg aldrig søvnen sove
udi eders hvide arm;
førend I får vejet kong Erik,
som mig haver gjort den harm.”

36.  Hr. Marsti klæder sig og sine mænd
både i brynje og jern;
så rider han til landsting
og undsiger kongen der.

37.  Det var unge hr. Marsti,
han går for kongen frem;
der hilser han al rigens råd,
så mangen ærlig mand.

38.  Hr. Marsti står på breden ting,
og han begyndte at kære:
“Min hustru er med volde tagen,
derfor er jeg kommen here.

39.  Jeg var mig af landet ude
og voved for riget mit liv;
hjemme sad I, kong Erik,
voldtog min væne viv.”

40.  Det svared unge kong Erik,
han smiler under skind:
“Hendes ja og hendes vilje
den var så god som min.”

41.  Det svared unge hr. Marsti,
han var ikke meget glad:
“Det er et gammel ordsprog:
spotten og skaden vil følges ad.

42.  I haver voldtaget min væne hustru
og gjort mig det til møde;
I skal det vide, kong Erik,
I skal for hendes skyld dø.”

43.  Hr. Marsti gik af tinget,
og han tog til sin hat;
“I lader eder mindes, alle rigens råd,
det jeg har kongen undsagt!”

44.  “Hør du, unge hr. Marsti,
du lader bortfare slig ord!
jeg giver dig både borg og fæste
og dertil grønnen jord.”

45.  “Jeg skøtter ikke om eders borg,
de kommer ikke i min hu;
jeg ville, den gerning var aldrig gjort
alt med min skønne frue.”

46.  “Marsti, du rider ikke så stærk,
jeg kan mig jo for dig værge;
vil du ikke være min ven,
da må du vel lade være.”

47.  “Ikke rider jeg så stærk,
I kan jo være min magt;
har I det ikke føre hørt,
at styrke ganger stien for magt?

48.  Ikke rider jeg så stærk,
ikke er jeg heller så streng;
man finder dog tit en mynde,
der løber ad både hjort og hind.

49.  Drages det vel til minde,
at jeg har eder undsagt!
Det kommer så tit: en liden tue
hun vælter fuld stor et læs.”

50.  Fru Ingeborg har en søstersøn,
Rane er hans navn;
han tjente unge kong Erik,
det var ikke for hans gavn.

51.  Fru Ingeborg og unge Rane
de går dem i råd,
alt hvor de skulle kong Erik
hans unge liv forråde.

52.  Det var liden Rane,
han står for kongens bord,
han sagde kongen af hjorte og hinde,
som spilled udi den skov.

53.  “Jeg ved mig både hjort og hinde,
de spiller udi den lund;
tykkes eder så, min ædelig herre,
did vil vi ride en stund.”

54.  Det var unge kong Erik,
beder sadle ganger grå:
“Vi vil ride til landsting
og se, hvor landet monne stå.

55.  I rider nu frem, mine gode mænd,
bestiller mig herberg der!
jeg vil ride med Rane,
om hans ord til sanding er.”

56.  Han bad alle sine gode mænd
til Viborg om herberg ride;
det kom ham så lidet udi hans hu,
at Rane vil ham svige.

57.  Så red Rane den lønlig sti,
og kongen det ikke vidste;
det vil jeg for sandingen sige:
han gjorde det med stor liste.

58.  De hidsed efter hjort og hind,
og lige så efter rå;
de holdt det så længe,
at dagen den monne forgå.

59.  Det mælte unge kong Erik,
han var i huen så ve:
“Hjælp nu, Gudfader i Himmerig!
jeg er udaf min led.”

60.  Så så han sig så lidet omkring
udi de tykke ris;
der blev han var et lidet hus,
der brændte både ild og lys.

61.  Han gik sig i huset ind,
han var i huen så ve;
der stod inde så skøn en jomfru,
som nogen mand ville se.

62.  Han tog hende listelig i sin arm,
han talte til hende så brat:
“Hør I det, min skønne jomfru,
I sover hos mig i nat!”

63.  Det da svared den skønne jomfru,
så hjertelig hun lo:
“Svar du først, kong Erik,
den gerning, du har sidst gjort!”

64.  “Min skønne jomfru, ved I det så vel,
så ved I også mere;
I siger mig det, min skønne jomfru,
hvor længe mit liv skal være.”

65.  Det da svared den skønne jomfru,
så hjertelig hun lo:
“Spørg du ad den liden krog,
der dit sværd hænger på.”

66.  Det var unge kong Erik,
han efter den jomfru tog;
hun blev borte imellem hans hænder,
han hende aldrig mere så.

67.  Den stund den jomfru hos ham var,
da havde han ild og lys;
så snart som hun var kommen ham fra,
han stod i tykken ris.

68.  Det var unge Rane,
så tog han oppå:
“Herre, I rider af denne skov,
mens månen skinner så klar.

69.  Her ligger en by lidet herfra,
for uden den grønne lund;
tykkes eder så, min ædelig herre,
did vil vi ride en stund.

70.  Did vil vi ride så længe,
at månen monne skinne;
så mænd ved, unge kong Erik,
os sker der ingen mén.”

71.  Så red de til Finderup,
der bad de om hus;
det var iså sildig,
slut var både ild og lys.

72.  Så stalded de ind i Finderup lade,
og ingen mand dem kendte;
det var end ej udi hans agt,
ham skulle så gå i hænde.

73.  Det mælte unge kong Erik,
og så tog han oppå:
“Rane, du lukker den ladedør,
som jeg monne dig tiltro!

74.  Luk du vel den ladedør,
som jeg monne dig tiltro;
du tænke på unge hr. Marsti,
og tænk på hans ord!”

75.  “Marsti, min frænde, er snar til sinde
og underlig i sin ord;
så mænd, min ædelig herre,
I tør det ikke tro!

76.  Viben vil værge den mindste sted,
som udi marken monne stå,
kunne hun end værge den mindste sted,
som hun skulle bygge på!”

77.  Det var ikke andre sværd eller spyd,
som monne for døren stå,
det vil jeg for sandingen sige.
han satte derfor to strå.

78.  De var ikke brader i laden
og brader i laden lagt;
så kom hin skønne fru Ingeborgs bud
udi den bondegård.

79.  Så stødte de på døren
med glavind og med spyd:
“Du stat op, unge kong Erik!
du gak hid til os ud!”

80.  Det svared ungen Rane,
så tog han på:
“Ikke er unge kong Erik herinde,
I tør det ikke tro.”

81.  Han kasted over ham hø,
han kasted over ham strå;
det vil jeg for sandingen sige:
han viste dem, hvor han lå.

82.  Han hug over bjælker,
han hug over balk;
så fast hug han kong Erik,
han værged ham som en skalk.

83.  “Hvem vil ride til Viborg
og følge kongens lig?
Hvem vil ride til Skanderborg
og sige dronning tiding slig?”

84.  Ingen vil ride til Viborg
og følge kongens lig;
en dreng sendte de til Skanderborg,
sige dronning tiding slig.

85.  Ind så kom den liden smådreng,
og stedtes han for bord;
han var snild i tale sin,
han kunne vel føje sine ord.

86.  “Hil sidder I, daner-dronning,
er klædt i skarlagen rød!
vejet er unge kong Erik,
i Finderup ligger han død!”

87.  “Det skal du have for tiding,
endog de ikke er gode,
øl og mad udi min gård,
det stund vi lever både.”

88.  “De stak ham ind ved højre arm
og ud ved venstre side;
I vogter så vel det lille barn,
alle Danmark bær for kvide.

89.  De stak ham ind ved venstre aksel
og ud af højre arm;
I vogter vel det lille barn
al Danmark bær for harm!”

90.  Marsti vog kongen i Finderup,
han agted iså ringe;
så red han til Skanderborg,
han lader sin ganger springe.

91.  Det var danske dronning,
ud af vinduet så:
“Hisset ser jeg den selv-gjort kong,
ridendes i vor gård.”

92.  “Jeg er ikke selv-gjort kong,
fordi du siger så;
men det var drost hr. Lovmand,
sidst i din arm lå.

93.  Så lidt agter du kong Eriks død,
så lidt agter du den kvide,
mens du har drost hr. Lovmand,
og du har ham i live.”

94.  Det mælte hertug Christoffer,
han stod i skarlagen rød:
“Alt er det fuld ond en bod
for min kær faders død!”

95.  Det mælte hertug Christoffer,
han talte et ord med ære:
“Alt skal du ud af landet rømme,
om jeg skal kronen bære.”

96.  “Skal jeg ud af landet rømme
og ligge på vandet hint kolde;
så mangen enke da skal jeg gøre,
og mest af fruer hin bolde.

97.  Skal jeg ud af landet rømme
fra hustru og børn så små;
alt skal jeg min føde i Danmark hente
både vinter og sommer og vår.”

98.  Så red han fra Skanderborg,
han lod sin ganger springe;
han red sig til Møllerup,
hin skønne fru Ingeborg at finde.

99.  Det var unge hr. Marsti,
red op i sin egen gård;
op stod skønne fru Ingeborg,
hun gik ham ud imod.

100.  Det mælte unge hr. Marsti,
han tog hende i sin arm:
“Nu har jeg vejet kong Erik,
som dig har gjort den harm.

101.  Hvad heller vil du nu være en fattig kvinde
og følge en fredløs mand,
heller du vil være en slegfred
og bære det hadingsnavn?”

102.  “Langt heller vil jeg være en dannekvinde
og følge en fredløs mand,
end jeg vil være en slegfred
og bære det hadingsnavn.”

103.  Marsti drog sig til Hjelm,
og så tog han det ind;
det vil jeg for sandingen sige,
derfor blegned mangen kind.

104.  Så snart da blev det hus opsat,
og det var iså brat;
det vil jeg for sindingen sige,
det var i to dage og nat.

105.  Så lod de gøre det hus på Hjelm,
så lod de det gøre så fast;
de skøtter hverken om lod eller krudt,
ikke heller om stærke kast.

106.  Bonden går på marken,
og der sår han sit korn:
“Hjælp os Gud Fader i Himmerig,
har Hjelm nu fået horn.”

107.  Marsti han lader opbygge Hjelm,
han sætter der mur og tinde;
kongen drog der for med al sin magt,
han kunne slet ingen udvinde.
Min ædelig herre, hin unge hr. Marsti!
 

Ordforklaringer :
Marsti: sammentrækning af Marsk Stig (med tryk på første stavelse); marsk var en betegnelse for rigets højststående militærmand
sæde : betyde
vilden stod: en flok heste der levede frit i skoven
giver det intet i gem: tillægger det ingen betydning
bomænd: de folk som bor hos en bonde
smådreng: tjener
foruden: undtagen at
i leding: med hæren i krig
gå fram: gå i opfyldelse
volder: betyder
vejet: slået ihjel
svøbt i mår: klædt i skind
vogter = bydemåde
væne: smukke
monne: måtte lide
huld: tro
singler: broderer en kant
tiding: oplysning(er), nyhed(er)
der ham gik igen: som han modtog
stå ... op igen: mødes med
due: nytte
angrer mig: sørger jeg over
kære: anklage
møde: stor sorg
skøtter: interesserer sig, bekymrer sig
så stærk: med så stor en styrke
være min magt: få magt over mig
styrke ganger stien for: viljestyrke får forud for
løber ad: løber op
spilled: legede, løb omkring
i huen så ve: tungsindig
er udaf min led: er noget galt med mig
blev var: fik øje på
slut: slukket
snar til sinde: opfarende
ikke brader i laden / og brader ... lagt: ikke mere end lige kommet ind ind i laden og ikke mere end lige ... gået til ro
hug over: huggede sit sværd i
balk: bjælke
glavind: spyd
i Finderup ligger han død. Kong Erik 5. Klipping blev myrdet i Finderup lade ved Viborg i november 1286 – formentlig den 22., ”Sankt Cæcilie nat”; blandt dem der dømtes fredløse for mordet, var herremanden Rane Jonsen og marsk Stig Andersen Hvide, som siden slog sig ned på en borg på den lille ø Hjelm ud for Djurslands østkyst
bær for kvide: er bekymret for
drost: rigets højeste embedsmand
hertug Christoffer: kong Eriks søn, senere kong Christoffer 2.
bolde: fornemme
Møllerup: herregård på Mols
slegfred: elskerinde
hadingsnavn: nedladende betegnelse; øgenavn
lod: (kanon- eller gevær)kugler; denne form for skydevåben kendtes ikke i Danmark før langt ind i 1300-tallet
stærke kast: sten der slynges afsted
for: forbi, udenom