Reformation på en misforståelse, 5

af Ricardt Riis, påbegyndt oktober 2004.

Tilbage til misforst04!

¹ A: Om forskellen på den gode og den fyldestgørende gerning

²     Jeg nævnte tidligere, at Luthers modstandere dog nogle steder tog tilløb til at skelne mellem gode gerninger og fyldestgørende gerninger. (04#83). Som eksempel kan jeg nævne hosstående citat, som jeg tog under "kærlig" behandling i 04#60, men som jeg nu anerkender i det mindste så meget, at stedet viser et sådant tilløb. Eck i disputationen: "Jeg siger: Det er ganske rigtigt fyldestgørelsens anstrengelser, der eftergives, men det sker ikke, fordi de er gode gerninger. Skønt nemlig bøn, faste, osv, er fyldestgørelser, er de dog gode gerninger, også hvis vi ikke gør fyldest med dem. Dertil kommer, at der ikke blot sker fyldestgørelse ved anstrengelsen med de gode gerninger, men også gennem den fyldestgørende lidelse". (eck11#60)

³          Men mere end et tilløb er der ikke tale om. Der sker ikke det, at Eck forklarer det, jeg nu skal tillade mig at forklare. Der sker ikke det, at Eck fremkommer med den oplysning, der kan løse striden mellem de to om afladen, eller i hvert fald føre den hen til et mere sagligt stade. Det sker i det hele taget ikke i Luthers samtid.

⁴         Og skulle der nu være nogen, der spørger, hvordan da jeg, der lever så lang tid senere, kan bilde mig ind at sige noget fornuftigt om en sag, jeg hverken har lod eller del i, så er svaret, at det såmænd ikke er så særlig specielt. De, der levede i Sydafrika under apartheid-regimet, var i den grad indlevet i dette regimes tanker og forestillinger, at de ikke kunne tage uvildig stilling til apartheid. Man kunne ganske vist sige fra de hvide sydafrikaneres side, at vi, der ikke selv oplever apartheid, slet ikke vidste, hvad vi talte om; det var jo nemlig for så vidt rigtig nok. Men vi måtte vel dengang svare, at det vidste de hvide sydafrikanere heller ikke; de anede ikke, hvilke frustrationer de udsatte deres sorte medborgere for, de anede ikke, hvilke livsvilkår de bød dem. Så det er ikke så mærkeligt, at folk, der står udenfor, bedre kan se en problemstilling end de mennesker, der står begravet i disse tankegange til op over begge ører.

⁵         Og det samme gør sig gældende for historiens vedkommende. Det er ikke så sjældent, at den efterlevende bedre er i stand til at se, hvad de, der levede dengang, virkelig kæmpede for, bedre er i stand til at gennemskue de dårlige undskyldninger, bedre formår at se alle de faktorer, der gjorde sig gældende. I tilfældet her: Vi efterlevende skulle, alt andet lige, være i stand til bedre end Luther selv at se, hvad der lå i afladen, hvordan pavens magt var grundet på den, hvordan pengestrømmene bestemte tankestrømmene. Men jeg skal i samme åndedrag gøre opmærksom på også min store gæld til netop Luther. Han har frigjort en række forestillinger, han har gjort det muligt for også mig at forestille mig Gud som en person, han har ligget bag den teologiske opfattelse, jeg har. Så indviklet er den historiske proces, at jeg af Luther og begivenhederne omkring ham sammen med hele hans eftertid er blevet løftet op på et højere stade, men at jeg netop fra dette stade er i stand til at kritisere Luther.

⁶        Så altså: Selv om ingen samtidige har set et problem her, selv om heller ikke Luther har opdaget, at her var der noget galt, så er der altså noget galt. Og jeg skal ud fra en slags logisk deduktion prøve at gøre opmærksom på det.

⁷         Først spørgsmålet om, hvordan det er logisk umuligt at slutte fra en god gerning til en manglende fyldestgørende gerning, som Luther gør. (res09#30)
          Vi går ud fra, at Luther har ret i, at selv alle vore ypperste gerninger er syndige. Luther selv vil hævde, at det hænger sammen med arvesynden. Og arvesynden hos ham er nærmest lig med det, vi i vore dage ville kalde "drifterne". Det er noget, han har lært af Augustin. Augustin går i "Bekendelserne" bog 10 de forskellige drifter igennem og forklarer, hvordan han søger at undertrykke dem. Hans tese er, at den kristne af tilgivelsesordet får kraft til at holde drifterne nede. Luther opretholder den samme tanke, at synden er identisk med drifterne, men hans forslag til, hvad man skal gøre, er anderledes: Han vil mene, at vi skal lade drifterne gå deres gang i tillid til Guds tilgivelse. Kønsdriften er syndig, ja, men vi skal ikke prøve at holde den nede; i stedet skal vi benytte det middel, som Gud har oprettet til bestyrelse af den: ægteskabet.

⁸ Hvis dette er Luthers grundopfattelse, og det er det, så er det ikke mærkeligt, at han når frem til den totalsyndighedsopfattelse, han har. Derimod er det måske lidt mærkeligt, at vi nutidsmennesker prøver at efterligne ham, hvad totaliteten af synden angår. Vi bruger ikke tanken om drifterne som identisk med synden, vi foretrækker at tale f. eks. om mennesket, der er indkroget i sig selv, eller lignende, men efter min mening er det uheldigt at ville tage én del af Luthers tanke med op til nutiden, syndens totalitet, men ikke den del, der for Luther forklarer denne totalitet, nemlig synden som identisk med drifterne.
      Dette problem vil jeg dog ikke diskutere her; jeg har andetsteds prøvet at gøre op med Luther på dette punkt (se Luther criticized). Men det er naturligvis altid nyttigt at holde sig for øje, hvad Luthers opfattelse egentlig var, især, når den afviger så markant fra vor moderne opfattelse.

⁹        Den eneste grund til, at jeg nævner denne Luthers opfattelse her, er, at det er godt at være klar over, at det altså er derudfra, Luther har tanken om, at selv helgenernes allerbedste gerninger er syndige. Det giver en smule konkret indhold til det følgende.

¹⁰       Vi tænker os nu et menneske med en Luthers forfinede syndsfornemmelse skrifte for sin skriftefader. Et sådant menneske vil være klar over, at hvadsomhelst han foretager sig, er synd. Og han véd derfor godt, at det er ham umuligt at skrifte alle sine synder. Men han skrifter dog nogle synder, f. eks., at han ved den og den lejlighed har set med et lystent blik på sin næstes hustru, at han, da han bad i kirken, ikke havde sine tanker ved bønnen, eller at han, da han gav en gylden i almisse til de fattige, ikke kunne undgå at føle, hvor god han var. Skriftefaderen idømmer ham for disse synder syv fadervor og en pæn skilling at give til de fattige. Og det vil sige, at han så skal igang med at gøre disse fyldestgørende gerninger, at bede fadervor og at give almisse.

¹¹          Nu rejser sig imidlertid det spørgsmål: Skal disse som fyldestgørelse krævede gerninger være af samme karat som de i Guds bud krævede gerninger? Min påstand er, at det kan de umulig skulle være. Hvis der kræves en lignende fuldkommenhed, kommer vi ind i en uendelig regres.

¹²      Guds bud kræver, ifølge Luther, at man elsker næsten i stedet for sig selv, det vil sige, man skal fuldstændig slippe al egenkærlighed, man skal ikke tænke på andet end på at gavne næsten, man skal overføre den kærlighed, man naturligt har til sig selv, til næsten. En sådan kærlighed kan intet menneske yde. Overfor et bud om en sådan kærlighed kommer vi alle til kort.

¹³       Men hvis kravet til de fyldestgørende gerninger ligger på samme høje niveau som Guds bud, så kommer vi aldrig til ende med boden. Og det er altså ikke det, der menes, når Luther hævder, at livet er én lang bod. Tanken er ikke, at vi skal gå og holde øje med, om vi nu for øjeblikket overtræder den fyldestgørende gerning af tredie grad eller den af syvogtyvende grad. Jeg påstår altså ikke blot, at der ikke på Luthers tid var teologer, der på den måde anså kravet om fyldestgørende gerninger for uopfyldeligt, jeg påstår, at et sådant krav om ægthed i gerningen ikke kan gælde de fyldestgørende gerninger, men kun de gerninger, Guds bud kræver. Andet giver ikke mening. Hvis der skal være mening i bodssakramentet, så må den gerning, der kræves som fyldestgørelse, ikke være af den art, som kræves af Guds bud. For Guds bud kræver det umulige af os, fyldestgørelsen kræver blot de ydre gerninger gennemført.

¹⁴        Hvis det forholder sig sådan -- og sådan er det indenfor Luthers teologi -- at Guds lov kræver det umulige af os, kræver ægthed, hvor vi ikke kan levere ægthed, kræver fuldkommenhed og ligefremhed, hvor vi ikke kan levere noget sådant, og at Guds bud derfor er givet os, for at vi skal se vor synd og henfly til Kristus, så vil enten al bodspraksis, som den middelalderlige, falde bort, eller også vil de gerninger, der i denne bodspraksis kræves som fyldestgørelse, ikke skulle leve op til standarden i Guds bud. Hvis det, du har fået tilgivelse for i bodssakramentet, er, at du har haft den syndige tanke, da du gav almisse: "Hvor er jeg egentlig god!", så er det jo ret meningsløst at idømme dig en almissegivning, for under en sådan vil uvægerlig den samme syndige tanke dukke op. Og den skal der jo så igen gøres bod for, og så videre i det uendelige.

¹⁵ B. Den gode gernings motiv.
     Man kan også se på den fyldestgørende gerning ud fra et motivsynspunkt. En ægte god gerning skal gøres af kærlighed til Gud. Ikke fordi man vil lefle for Gud, ikke fordi man vil søge at få ham gjort god igen, men ene og alene af kærlighed til Gud. Det, der gør vore fleste gerninger syndige, er, at vi har vrange motiver til dem: vi vil søge vort eget gennem vore gerninger, vi vil søge retfærdiggørelse gennem dem, retfærdiggørelse overfor Gud, retfærdiggørelse overfor vor næste, retfærdiggørelse overfor os selv. Men alt sådant er galt. Vi retfærdiggøres ved tro, og alle vore gerninger skulle derfor have det motiv, der hedder glæde over Gud, taknemlighed over hans uforskyldte nåde.

¹⁶ Når de ikke har det, og når vi således kommer til bodssakramentet og modtager syndernes forladelse, så idømmes vi en række fyldestgørende gerninger. Men det bliver meningsløst, hvis der stille de samme krav til motivets renhed til dem som til de gerninger, der i første omgang førte til, at vi havde behov for at komme til boden. De fyldestgørende gerninger tænktes ganske vist i gamle dage, da bodssakramentet fik den form, det havde på Luthers tid, at have det motiv, at de skulle vise, at vi mente vor anger alvorligt. Men som tiden er gået, og boden mere og mere er blevet juridiseret, er også de fyldestgørende gerningers motiv blevet et andet. Nu har de det motiv, at de skal fuldende angeren og bekendelsen, for det var man i almindelighed overbevist om: syndstilgivelsen i boden havde ikke gyldighed, før de fyldestgørende gerninger var leveret.

¹⁷ Men som sagt: at levere dem, kan det betyde andet og mere end at levere de ydre skaller af gerningerne? Hvis man stiller motivkrav til dem, ryger man så ikke uvægerlig ind i en uendelig regres? Og bevirker det så ikke, at boden bliver det rene vås, pjat, uvirkelighed, skuespil?

¹⁸         Luther har faktisk overvejet dette med de fyldestgørende gerninger. Det får ham ikke til at droppe bodssakramentet i det ydre, men man kan vel spørge sig, om ikke baggrunden for bodssakramentet i det hele taget er taget bort med den retfærdiggørelseslære, han er nået frem til.

¹⁹ Han hævder således i sin sermon om boden, at dette aldrig mere at gøre det er den bedste bod. Og "bod" betyder her "fyldestgørelse", vil jeg mene. Altså, den måde, du kan gøre Gud glad på, er ved atter at overholde hans bud. Luther i sin Sermon om boden: "For det ordsprog er sandt og bør foretrækkes fremfor alle de læresætninger, der hidtil er givet om angeren, som siger på tysk: Nimmer tun ist die höchste Buss, 'Den bedste bod er et nyt liv'. Sådan siger også apostelen Gal 6,15: 'I Kristus betyder hverken omskærelse eller forhud noget, men en ny skabning'." (serm-poenit#17)

²⁰ Luther har en lille ekskurs i resolutionerne til de 95 teser, der forklarer og beviser det nøjere. Her skelner han mellem fyldestgørelse ifølge kirkens statutter og fyldestgørelse for Gud. Den første betragter han som lidt af en historisk tilfældighed, den sidste derimod er den egentlige fyldestgørelse.
     Allerede her bevæger Luther sig ud på tynd is. At hævde, at den kirkelige bod eller fyldestgørelse, som er foreskrevet i bodskanonnerne, ikke skulle være identisk med boden og fyldestgørelsen for Gud, det er at komme med et ret kraftigt angreb på samme bod og fyldestgørelse. I det følgende søger han at bevise dette ud fra skriften. Luther i resolutionen til tese 5: "Den [denne ekskurs] går ud på, at man ikke kalder fyldestgørelsen sakramental, fordi den slet og ret gør fyldest for brøden (fordi det er den tredie og fjerde straf, der gør fyldest for brøden), men fordi den gør fyldest for brøden ifølge kirkens statutter. Man gør nemlig især fyldest for Gud gennem et nyt liv, osv." (res02#34)

²¹         Han gør det ved at henvise til Johannes Døber. Han kommer for at forkynde bod. Og hvordan gør han det? Ja, hvad svarer han dem, der spørger ham, hvad de skal gøre? Han svarer, at de skal holde Guds bud, både, når han siger til skarerne, at de skal dele med hinanden, som citeret her, og når han svarer tolderne og soldaterne. I ingen af tilfældene, siger Luther, kræver han noget særligt gjort af dem, udover dette, at de i fremtiden skal overholde den Guds lov, som de ikke overholdt i fortiden. Luther (fortsat): "Her kommer Johannes Døber ind i billedet. Han blev ifølge Guds hensigt og befaling sendt med det formål, at han skulle prædike bod, hvilket han også gjorde: 'Gør bod'. Og igen: 'Bær derfor frugter, der er omvendelsen værdig'. Og disse ord udlægger han selv, da han svarer mængden, der spørger han, hvad de skal gøre: 'Den, der har to kapper, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså'. Mon ikke du ser, at som bod pålægger han ikke andet end at holde Guds bud, og at derfor boden vil han ikke, man skal forstå anderledes end som omvendelse og forandring til et nyt liv?" (res02#35)

²²       På det punkt angriber imidlertid Latomus Luther. Det sker på et tidspunkt, hvor Luther er nået til den opfattelse, at paven er antikrist, og Luther svarer derfor ikke Latomus på den indvending, han her kommer med. Men indvendingen er interessant alligevel.
         Latomus vil hævde, at der kræves mere af de bodgørende end af dem, der ikke er i bodens tilstand. Allerede dette viser, at han ikke går ind på Luthers tanke, at den kristnes hele liv er en stadig bod. Eller det viser, kan vi siger, hvor epokegørende denne lutherske tanke i virkeligheden var, når den blev talt ind i den tids juridiserende bodsopfattelse.

²³ Som bevis går Latomus nøjere ind på den tekst fra lukasevangeliet om Johannes Døber, som Luther har brugt. Det går ikke an, siger han, at slutte ud fra det, Johannes ikke siger. Blot man læser det følgende vers 18, at Johannes også formanede på mange andre måder, bliver man klar over, at der godt kan forekommer noget om særlige bodsgerninger, som her blot ikke blev nævnt. Og han mener lidt senere, at de frugter, der er boden værdig, er noget mere end de almindelige bud, hvilket han beviser ud fra Gregors homilier. Latomus i sit skrift mod Luther: "Hvad med det, at Johannes udtrykkeligt kræver mere af de bodgørende end overholdelse af de almindelige bud, når han fremhævende siger: Bær altså frugter, der er boden værdig?" (latlu10#36)

²⁴        Jeg vil mene, at vi her har ét eksempel blandt mange på, at Luthers tanker slog den middelalderlige bodslære i stumper og stykker. Luther ville sådan set ikke gøre oprør mod nogetsomhelst. Men han kom uvægerlig til det, når han prøvede at få sin forståelse af forholdet mellem Gud og menneske anbragt i det "bodsskema", der var ham overleveret fra de middelalderlige afladsteologer.

²⁵         I sin Sermon om boden går Luther nøjere ind på den bodsforståelse, han er nået frem til. Og man må nok sige, når man læser hosstående, at han går meget langt ind i motivforskningen af den bodssøgende. Det er jo ikke de almindelige gode gerninger, Luther her omtaler, det er ikke den synd, der i første omgang har ført et menneske frem til at prøve at opnå tilgivelse gennem bodens sakramente, nej, det er spørgsmål, man skal stille sig selv i selve bodshandlingen: Søger jeg boden af kærlighed til retfærdigheden, eller gør jeg det af vane og af frygt for budet? Luther i Sermon om Boden: "Derfor, når du gør bod, skal du først og fremmest overveje med dig selv, hvad du ville gøre, hvis det ikke var påbudt at gøre bod, hvis der ikke var nogen faste, hvis der ikke var nogen (andre), der gjorde bod, hvis der ikke var nogen skam ved ikke at gøre bod, men der herskede den totale og fulde frihed i alt. Mon du også i det tilfælde ville gøre bekende, ville anstrenge dig, ville gøre bod? For hvis du finder, at du ikke ville gøre det, så skal du vide, at du ikke gør bod af kærlighed til retfærdigheden, men af vane og af frygt for budet, for du ville hellere følge mængden, hvis det var tilladt ikke at gøre bod." (serm-poenit#18)

²⁶ Jamen, hvad så, når man finder frem til, at man ikke søger bodens tilgivelse af disse motiver? Ja, det er, hvad Luther giver svar på i det følgende, efter at han har leveret hosstående analyse af, hvordan det ville forholde sig, hvis du var ægte i din søgen-bod. Hvad så, når man bliver klar over, at hvis det forholdt sig sådan, at der var den fuldeste frihed, hvis der ikke var nogen Gud, noget helvede, nogen straf for synden, så ville man ikke gøre bod? Det skulle jo være sådan, at man gjorde bod af kærlighed til retfærdigheden, men sådan er vi mennesker ikke. Hvad så? Luther (fortsat): "Men hvis du ville bekende og anstrenge dig, også selv om ingen gjorde bod, og derfor selv om hele verden gjorde anderledes, så ville du være en sand bodgørende, der gjorde bod, ikke på grund af de pålagte bud, men af kærlighed til det nye og bedre liv. Se, det er, hvad man plejer at sige, at en anger, der sker i kærlighed, bevirker, at synderne forlades." (serm-poenit#19)

²⁷ Ja, så er det, den bodsøgende ikke blot skal bede til Gud om tilgivelse, han skal også bede om hjælp til at bede ret om tilgivelse! Så er det, at man fortvivlet må erkende, at hverken ens ønske om tilgivelse eller ens ønske om hjælp til ret anger er ægte ment! Så er det, at man må bede om den hjertets ægthed, der alene kan afstedkomme tilgivelse. Med Augustins ord: "Giv har du befaler, og befal hvad du vil". Altså: Giv den anger og fortrydelse og sorg over synden, som du befaler! Råd selv bod på den mangel på anger og sorg over synden, som jeg synder af anden grad bærer med mig hele tiden. Luther (lidt senere): "Skønt du har erkendt, at du er sådan, så bør du ikke være sådan. Du er trængt op i en krog, og du må, som Kristus råder os til, bede til din far i himlen og sige uden skrømt: 'Se, gode Gud, du har foreskrevet mig at gøre bod, men jeg elendige er sådan indrettet, at jeg føler, at jeg hverken vil eller kan. Derfor kaster jeg mig for dine fødder og bønfalder om din barmhjertighed og nåde, giv du det menneske bod, som du befaler at gøre bod'. Og derfor skal du bede med den salige Augustin: 'Herre, giv hvad du befaler og befal hvad du vil'. Og du skal bede med kirken:; 'Og giv mig et bodfærdigt hjerte'." (serm-poenit#23)

²⁸        Indviklet? Ja, unægtelig. Men det er altså Luthers alternativ til den middelalderlige juristiske forståelse af gudsforholdet. Det er det, Luther sætter frem i stedet for den traditionelle bodslære om anger, bekendelse og fyldestgørelse. Han er nok fra begyndelsen selv usikker på, om hans egen bodslære kan bringes til at stemme overens med den fra middelalderen overleverede, for han siger jo i sin tyske prædiken Om Aflad og Nåde, at han foreløbig vil sige, som traditionen, at boden består af tre dele, anger, bekendelse og fyldestgørelse. Så det er lidt modstræbende, han går med til denne opdeling, som om han fornemmer, at den ikke er holdbar i det lange løb. Og det tør jo nok antydes, at det var den ikke, eller altså, det kunne ikke fastholdes, at der var overensstemmelse mellem en sådan teologi og Luthers teologi. . Luther i "Om Aflad og Nåde": "For det første skal I vide, at nogle nye lærere, såsom Magister Sententiarum, Skt. Thomas og deres tilhængere, inddeler boden i tre dele, nemlig, angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen. Og selv om denne opdeling, så lidt som deres opfattelse, vanskeligt eller slet ikke findes begrundet i den hellige skrift eller hos de gamle hellige kristne lærere, vil vi alligevel for nærværende lade den stå og tale på deres måde." (aflad#1).

²⁹        Mere afgørende er det måske, at Luther i sin forklaring af, hvad bod er, går tilbage til det nytestamentligt græske ord METANOIETE, det vil sige, fat et andet sind. Ud fra det ord beskriver han sin egen bodsforståelse, eller sin egen forståelse af, hvad det vil sige at blive kristen, at komme til tro, at omvendes. Og den forståelse er noget forskellig fra den traditionelle forståelse af, at man igen kommer ind i gudsforholdet ved at angre, bekende sine synder, modtage syndernes forladelse og derefter gøre de fyldestgørende gerninger. Luther i resolutionerne (til tese 1): "Først ud fra det græske ord METANOIETE, det vil sige: gør bod, hvilket mere nøjagtigt kan oversættes 'fat et andet sind', det vil sige, 'ifør jer et andet sindelag eller mening', 'gå i jer selv', 'gennemfør en overgang i sindet, hav en forandring i ånden', nemlig så I, der hidtil har tænkt jordiske tanker, nu tænker himmelske tanker, som apostelen siger Rom12,2: 'Bliv fornyet til jeres sinds fornyelse'." (res01#45)

³⁰         I alt dette kan man høre reminiscenser fra Luthers klosterkamp. Specielt mener jeg, at Luther i sin klosterkamp fandt frem til at få standset denne uendelige regres, hvor man opdager, at man er så stor en synder, at man ikke blot ikke kan angre sine synder med ægthed, men heller ikke kan angre, at man ikke angrer tilstrækkeligt, så man tilsidst, hvis man skal nå frem til den Guds gunst, som man dog ønsker sig, må sige med Augustin: Giv hvad du befaler! Og det er jo unægtelig den store motivforskning, der lægges op til her, også motivforskning, hvad angår det menneskelige hjerte i bodssakramentets øjeblik.

³¹        Men også på anden måde kommer motiverne ind i billedet, når Luther afhandler afladen. Luther behandler, under gennemgangen af tese 42 i resolutionerne, en indvending imod denne tese: ved at købe aflad gør man en god gerning; der bliver nemlig for de penge, der kommer ind, bygget en bro, bygget en kirke, løskøbt fangne kristne fra muslimernes herredømme, osv. Luther i tese 42: "De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger". (95tes#42)

³² Hertil svarer Luther, at det ikke er den gode gerning i sig selv, han er ved at gennemgå, det er afladen. Og afladen kommer her forstyrrende ind. Hvis man gjorde den gode gerning uden afladen, ville den være mere fortjenstfuld. Han siger ikke på dette tidspunkt (juni 1518), at aflad er skadeligt, men det er dog svært at se, hvordan den kan undgå at gribe forstyrrende ind i motivet til den gode gerning. Gode gerninger bør gøres for Guds skyld og for intet; men fordi man gør den gode gerning igennem køb af aflad, gør man den ikke af dette gode motiv, eller i det mindste bliver det gode motiv stærkt besmittet ved afladen. Luther i resolutionerne til tese 42: "Fremdeles, gerningen uden aflad er renere end gerningen med aflad, og aflad er som gerning i nogen grad en last, fordi den modtager løn, ja mere end sin egen løn. De ville derfor handle mere helligt, hvis de gav deres bidrag alene og ikke på grund af aflad. Ikke fordi aflad er ondt eller skadeligt, men fordi den perverse misbrug skader, fordi de ikke ville gøre en sådan gerning, hvis der ikke var aflad til, -- og således er gerningens endemål på den måde afladen, ja, mennesket selv, som søger sit eget, -- skønt de burde gøre gerninger for Guds skyld og for intet, og ikke modtage aflad på anden måde end for intet for sit eget vedkommende, ikke på grund af det bidrag, der gives, så at hine ikke købte aflad af den grund, og disse ikke solgte den således;" (res08#50f)

³³       Dog siger han allerede et år efter, i teserne før Leipzig-disputationen, at den, der siger, at aflad er godt for den kristne, er vanvittig. Den er nemlig i virkeligheden skadelig for den gode gerning. Det angriber (naturligvis) Eck ham for, og Luther henviser i sit svar til stedet fra resolutionerne om tese 42. Luther i teserne mod Eck før disputationen i Leipzig: "11. At sige, at aflad er godt for en kristen, er at være vanvittig. Den er i virkeligheden skadelig for den gode gerning, og en kristen bør misbillige afladen på grund af misbrugen, fordi Herren siger 'For min skyld tilgiver jeg dine overtrædelser', han siger ikke 'for penges skyld'." (t-ecklut#26)

³⁴ I hosstående citat har jeg medtaget slutningen af den del af resolutionerne til tese 42, som Luther medtager i sit citat. Men selv her siger han dog ikke mere, end at der er fare for en fordærvet gerning. Luther i disputationen: "Således bliver afladen selv den slags gernings endemål'. Og det er soleklart, at det er sjældent, at menneskene gør det, hvis ikke de får løfte om aflad. Derfor er der her altid i det mindste fare for en fordærvet gerning". (Eck10#25)

³⁵        Alt i alt: Ifølge Luthers forståelse af gudsforholdet kan man ikke af og til forholde sig til Gud som til en fader, af og til som til en dommer, og af og til som til en handlende. Gud er én, og forholdet til ham er som forholdet til en fader. Basta. At tro, han er en dommer, eller at mene, at man kan slå en handel af med ham, er altså forkert, det er at have et vrangt gudsbillede, ja det er i virkeligheden et forsøg fra djævelens side på at så mistillid til Gud i det menneskes sind, der fristes af sådanne falske gudsbilleder.

³⁶        Det er den egentlige grund til, at Luther til syvende og sidst ikke, hvor meget han end prøver, kan få sit gudsbillede og det gudsbillede, der var ham overleveret, blandt andet i bodsinstitutionen, til at stemme overens. Det er den egentlige grund til, at Luther ikke på nogen måde kan forstå de fyldestgørende gerninger som gerninger, der bare i det ydre skal være bønner, almisser, fasten, og er fyldestgørende, hvordan end det indre motiv er. Men det hjælper unægtelig ikke på sagen, at hele traditionen uden videre satte lighedstegn mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger og ikke havde den fjerneste anfægtelse ved at foretage byttehandler indbyrdes med den slags gerninger.

³⁷ C. Ambrosius Catharinus imod Luther
         Som tidligere anført (04#75) nægter Luther, at der i det hele taget kan være nogen skat at uddele aflad af. Helgenerne gør nemlig ingen overskydende gode gerninger, ja, det er en uting at tale om overskydende gode gerninger.
        Jeg skal i det følgende gennemgå to af Luthers samtidige modstandere, Catharinus og Cajetan, og tage den mest overfladiske, Catharinus, først. Luther i resolutionerne til tese 58: "For det tredie. Ingen af de hellige opfylder i dette liv Guds bud tilstrækkeligt, derfor gør de slet ikke nogen overskydende gerninger. Derfor bliver der ikke noget at uddele til aflad". (res09#30)

³⁸        Dog, overfladisk er måske et for hårdt ord. Det kan nemlig ikke bortforklares, at Catharinus faktisk kommer med et ret kraftigt argument imod Luthers forestilling.
          Catharinus har i det foregående argumenteret for, at kirkens skat er blevet fyldt af Kristi overskydende fortjenester. Det næste skridt er imidlertid ikke et argument, der drejer sig om helgenerne slet og ret, det er et argument, der har med en meget speciel helgen at gøre, nemlig jomfru Maria. Catharinus (efter at have citeret ovenstående): "Men jeg tror, at han i rækken af hellige ikke vil inkludere den salige jomfru. For så måtte han også konkluderer imod hende, sådan som argumentet konkluderer fra enhver synsvinkel. Og således ville vi få denne første højstkætterske konklusion, og følgende forfærdelige og bespottelige sætning ville følge fra hans mund, der er fuld at blasfemi: den salige jomfru Maria, Guds moder, har ikke i tilstrækkelig grad opfyldt Guds bud". (catlut23#36)

³⁹        Det var i slutningen af middelalderen en almindelig tanke, som før nævnt, at jomfru Marias undfangelse var ubesmittet. Hvor ellers ethvert menneske er født i kraft af en mands begær, det vil sige i kraft af noget syndigt, dèr er Maria på underfuld vis undfanget uden noget begær fra mandens side. Det samme er jo Kristus. Men for Kristi vedkommende har man den nytestamentlige tanke om en undfangelse ved Helligånden at holde sig til. For Marias vedkommende har man ikke noget sådant, og man må derfor "nøjes" med at tænke sig begæret fjernet helt fra Joakim i undfangelsesøjeblikket. Og det gør man så.

⁴⁰ Det vil sige, det var ikke alle, der gjorde det. Dominikanerne gjorde det f. eks. ikke. De holdt på Thomas' opfattelse, at gav man sig i kast med den slags overvejelser, så røg man ind i en uendelig regres, for skulle så ikke på samme måde både Annas og Joakims undfangelse være sket "ubesmittet"? Og så videre bagud. Men dette forhindrer ikke, som man kan se, thomisten Catharinus at fremkomme med argumentet imod Luther. For hvis Maria er undfanget ubesmittet, så har hun levet et liv uden arvesynd, eller altså et syndfrit liv. Og så må der da i hvert fald fra hendes gerninger kunne hentes overskydende gode gerninger til at indsætte i kirkens skat.

⁴¹      Nu er jeg ikke klar over, om Catharinus har været klar over, hvordan Luther stillede sig til spørgsmålet om Marias ubesmittede undfangelse. Han bruger et par steder i svaret til Sylvester Prierias at henvise til netop dette spørgsmål. Men han gør det uden at tage stilling, blot som et eksempel på et spørgsmål, der er uafklaret og venter på et koncils afgørelse.

⁴²         Men Luther har faktisk taget spørgsmålet op i en prædiken i sin kirkepostille. Her anfører han for det første, at Marias forældre har undfanget hende uden lyst og begær. Han anerkender begrebet "den ubesmittede undfangelse". Luther i en prædiken om arvesynden (1522): "For det syvende. Men eftersom jomfru Maria også er født på naturlig måde af sin far og mor, har mange af doktorerne villet sige, at hun også var undfanget i arvesynd; men alle er de enige om, at hun var blevet helliget i moders liv, og at hendes forældre har undfanget hende uden lyst og begær". (arvsynd#45)

⁴³ Og han synes villig til at "løbe linen ud", han synes villig til at anerkende, at dette betyder, at Maria levede uden synd.
          Men han har vistnok ikke tænkt på, hvad en sådan opfattelse kunne betyde for Marias mulighed eller ikke-mulighed for at bidrage til kirkens skat med overskydende gode gerninger. Og så er han lidt på den. For så udgør jo Maria en undtagelse. Om hende kan man ikke hævde, at hun ikke opfylder Guds bud tilstrækkeligt, eller at hun derfor ikke øver nogen overskydende gode gerninger.
     Så jo, dette træk er ganske genialt af Catharinus: han indfører en person, som alle er enige om lever uden synd. Luther sammesteds, lidt senere: "Men den anden undfangelse, indgydelsen af sjælen, tror man mildt og saligt er sket uden arvesynd; så da sjælen blev indgydt, blev hun samtidig renset for arvesynden og prydet med Guds gaver, så hun kunne undfange en hellig sjæl, indgydt hende af Gud, og hun altså fra det første øjeblik, da hun begyndte at leve, var uden al synd". (arvsynd#51)

⁴⁴         Jeg har før nævnt, at dette, at afladsteologien blev indført, tjente til at gøre hele teologien juridisk. Ved at tilføje en ekstra dimension foruden Guds nåde, en dimension, der kræver gerninger gjort i forskelligt omfang, afhængig af gerningens syndighed, får man ændret det uforståelige ligelighedsprincip: ens nåde til alle, store og små syndere, til det mere menneskeligt begribelige: forskellig straf i skærsilden, afhængig af syndens størrelse. Hvordan dette "fungérer", kan ses på Catharinus' skrift imod Luther.

⁴⁵        I det første afsnit i hosstående citat beskriver Catharinus den almindelige teologis opfattelse. Gud tilgiver brøden gennem sin nåde, hvis synderen vender sig bort fra synden og hen imod Gud. At dette juridiske synspunkt fører til, at angeren bliver betragtet som en gerning, lader vi ligge i denne omgang. Det andet afsnit indeholder afladsteologiens tilføjelse: Der skal gøres fyldest, enten her i livet eller efter døden. Og sker det først efter døden, er der ikke tale om helvede, men om skærsilden. Det vil sige: retfærdighedssynspunktet vinder over nådessynspunktet. At et menneske tilgives slet og ret, kan afladsteologien ikke lade være nok. Den skal med vold og magt have retfærdighedssynspunktet til at sejre. Catharinus imod Luther: "Kun i den tid, vi har for os, gør Gud det, at han ud af sin barmhjertighed, hvis synderen vender sig bort fra synden og vender sig hen imod Gud selv, beslutter, at nåden skal genrejse ham. Hvilket sker med angeren og boden som middel. Dette er klart. Også når nåden gennem angeren er tilbageerhvervet, tilgiver den guddommelige retfærdighed ikke straffen, førend der er ydet fyldestgørelse, enten her i livet eller efter døden, ifølge den måde, der forud er fastsat for overtrædelsen i Guds kundskab". (catlut23#5f)

⁴⁶ Disse straffe, siger så Catharinus, kan enten pålægges et menneske af ham selv, eller de kan pålægges af kirken. I begge tilfælde skal de stå mål med det, Gud kræver. Er der ydet for lidt, skal det manglende betales i skærsilden, er der ydet for meget, ryger overskuddet ind på kirkens konto, den kirkens skat, hvorudfra der uddeles aflad. Og, siger Catharinus til sidst: "Denne opfattelse beviser sig selv ved sin iøjnefaldende ligelighed." Det vil sige: Dette er selvindlysende, det forstås af sig selv, fordi det er retfærdigt.
       Vil man sige, som jeg er tilbøjelig til at sige, at tilgivelse ikke kan rummes i en sådan selvindlysende ligelighedstanke, så er vel alle vanskelighederne ved at få afladsteologien til at gå i hak med den almindelige teologi, et bevis på, at der nok består en grundlæggende uoverensstemmelse mellem de to. Catharinus imod Luther: "Kirken pålægger disse straffe og fyldestgørelser, eftersom den står i Guds sted på jorden, som om den aftaler det med overtræderen, efter sit forgodtbefindende, enten ved bøn eller faste eller almisse. Dette bevises ved selve det, at det sker. I samme grad som en sådan fyldestgørelse, som enten er pålagt af præsten eller som man selv spontant har taget på sig, har samme størrelse som den straf, som den guddommelige retfærdighed kræver, i samme grad kan kirken ophæve eller udslette den. Men i samme grad, som den er mindre, i samme grad forbliver der noget, der kræver fyldestgørelse. Og i samme grad den er større, i samme grad kan der lægges noget til side i den almindelige skatkiste, ... Denne opfattelse beviser sig selv ved sin iøjnefaldende ligelighed." (catlut23#14f)

⁴⁷ Der er altså to ting, der sker i boden: overtræderen får syndernes forladelse, og der pålægges ham en fyldestgørelse. Og før begge dele har fundet sted, er bodshandlingen ikke afsluttet.
        Og det er jo da en smuk tanke, at dette, at den ene kan gøre fyldest for den anden, er udtryk for Kristi legemes samhørighed, er udtryk for de mange lemmers gensidige hjælp. Blot "glemmer" Catharinus at fortælle, at der er penge involveret i denne gensidige hjælp. Den sker måske gratis for det afleverende lems vedkommende, men det lem, der modtager overskydende fyldestgørende gerninger, må sandelig betale for dem. For nu, i afladsteologien, foregår alt efter retfærdighedens målestok. Og her hedder det "noget for noget". Catharinus mod Luther: "Skønt ingen kan fortjene den retfærdiggørende nåde eller afløsningen fra brøden for en anden, eftersom der kræves, at enhver overtræder fremkommer med sin egen anger, så kan dog ingen nægte, at den ene kan give straffe eller gøre fyldest for den anden, hvad enten det er en levende eller en død. Dette er utvivlsomt sandt. Ellers ville vi ophæve al forbøn, som sker både for de afdøde og for de levende, og vi ville fornægte Kristi ene legeme og de mange lemmers gensidige hjælp." (catlut23#17f)

⁴⁸        Et lille sidespring!
         Jeg kan ikke dy mig for at nævne hosstående udtalelse af Catharinus. Den fyrste, der her er tale om, er jo paven. Og han kaldes altså her af Catharinus den levende lov på jorden. Der er ikke langt fra denne udtalelse til den tanke om pavens hjertes skrin, som Luther anklager ham for i "Til den kristelige adel", hvorefter paven kan ændre en beslutning, han har truffet, f. eks. om en udnævnelse, under henvisning til, at han havde en anden beslutning i sit hjertes skrin. (adel02#52) Intet under, at Luther får den tanke, at paven er antikrist, når han sådan er hævet over loven. Catharinus imod Luther: "For når du svarer, at det er tåbeligt af en fyrste at tale uden lov, gælder det så også, når den, vi her taler om, er en fyrste, der selv er den levende lov på jorden, som vel selv børn véd". (catlut23#24).

⁴⁹        Catharinus fremhæver selv et citat fra Luther som det, der indeholder den afgørende forskel mellem ham og Luther. Citatet er taget fra Luthers Acta Augustana, et skrift, Luther udgav efter forhøret hos Cajetan; i dette skrift er indeholdt den redegørelse, Luther afleverede dagen efter sit første møde med kardinalen. Det er derfra, Catharinus har taget sit citat.
        Luther forsøger her at komme overens med den ekstravagans (se unigen), Cajetan havde nævnt under det første møde som noget, Luther som god katolik skulle rette sig efter. Men det er ikke let for ham, skønt han har indtryk af, at han vender og drejer ordene, for at få hans opfattelse til at kunne være i dem. Men han er nødt til at sige, at ekstravagansen fører det, der i skriften er sagt om den retfærdiggørende nåde over på afladen. Det er blandt andet skriftstedet 1 Pet 1,18f, om Kristus, der har løskøbt os med sit dyrebare blod, der er tale om. Og det er, efter alt hvad man kan læse i pavebullen, altså ekstravagansen, en korrekt gengivelse af den. (se unigen#3) Catharinus mod Luther: "Men det er i de ord, der følger efter hos dig, at hele kernen i disputationen ligger gemt: "Og endelig, at den fordrejer skriftens ord og misbruger dem til en anden mening, for hvad der er sagt om den retfærdiggørende nåde, fører den over på afladen". (act-a01#31) Af disse ord fremgår det klart, at vor herre Jesus Kristus gennem sin lidelse og sine fortjenester ikke har erhvervet os andet end den retfærdiggørende nåde, således at, hvis der er nogen straf, som er afløst med hensyn til synden, og for hvilken der også er givet retfærdiggørende nåde, som vi har vist ovenfor, så forbliver straffen ikke desto mindre, og dette Kristi blod vil ikke gavne nogen, og denne lidelse er i Guds øjne ikke kronet med nogen belønning. Og skønt et hvilketsomhelst lem på den måde kan gavne og har gavnet et andet lem, kan alene Kristus ikke gavne nogen, udover, at han bliver retfærdiggjort ved nåden, men der gives ingen afløsning af straffen. (catlut23#26)

⁵⁰       Så meget havde altså afladsteologien taget magten i pavelige kredse i 1349, da bullen blev skrevet, at det dèr kan hedde, at skønt én af Kristi blodsdråber var nok til at forløse hele menneskeheden, men der jo vitterlig blev udgydt talløse blodsdråber, så besluttede Gud, for at ikke alle disse blodsdråber skulle gå til spilde, at give dem som en skat, hvoraf Peter kunne uddele aflad. Ikke blot viser dette forhold, gengivet ved forholdet én blodsdråbe til talløse blodsdråber, hvilken enorm vægt man dengang lagde på afladen som forløsning i forhold til syndstilgivelsen som forløsning, det viser også, hvordan afladsteologien helt havde taget over, når man bruger skriftsteder, der tidligere blev udlagt om syndstilgivelsen, om afladen.

⁵¹        Og fremgår det ikke med tilstrækkelig tydelighed af ekstravagansen, så ses det soleklart af Catharinus tekst her. Ikke blot bruger han udtrykket "ikke andet end" om den retfærdiggørende nåde, han forklarer også omhyggeligt, hvordan denne nåde intet er værd, hvis ikke straffen bliver afløst, hvordan Kristi lidelse ikke bliver kronet med nogen belønning, hvis vi ikke får afladen med, eller hvis ikke der kan tilføres kirkens skat en formue gennem Kristi lidelser. Han har i den grad bidt sig fast i forestillingen om, at der skal ske to ting i boden: syndstilgivelsen ved den retfærdiggørende nåde og strafeftergivelsen ved de fyldestgørende gerninger, at han er i stand til helt at lade strafeftergivelsen overskygge den retfærdiggørende nåde. Det gør ekstravagansen, men Catharinus følger troligt i dens spor, ja, han udlægger og forklarer og tydeliggør ekstravagansens måske noget klerikale udtryk.

⁵² Om bud og råd.
      Og så til skriftudlægningen. Luther anfører Luk 17,10 som bevis for sin tese: Vi skal sige, som tjenerne, når de har gjort alt, hvad de var skyldige at gøre: vi er kun unyttige tjenere. Og jeg er da ikke i tvivl om, at det er Luthers udlægning, der er den korrekte. For det er Luthers udlægning, der er tænkt indenfor personforholdet, Catharinus', derimod, er tænkt i juridiske termer. Men trods det forekommer det mig, at Catharinus er i stand til at give en ret plausibel udlægning her.
Catharinus imod Luther: "Sådan fremfører han nemlig selv sine ord: 'For det første ved Kristi ord: 'Når I har gjort alt ... skal I sige: Vi er unyttige tjenere'. Men en unyttig tjener har gjort mindre, ikke mere end hvad han skulle, medmindre vi måske skal følge nogle tåbelige menneskers drømme, som våser om, at Kristus har villet, at dette skulle siges af hans disciple på grund af ydmyghed, ikke fordi det var sandt'. (res09#31) (catlut23#38)

⁵³ Hvor Luther vil hævde, at tjenerne har gjort mindre end hvad de skulle gøre, på trods af, at de dog selv hævder, at de kun har gjort, hvad de var skyldige at gøre, dèr udlægger Catharinus teksten mere ordnært: Disciplene kaldes unyttige, sålænge de kun har gjort, hvad de var skyldige at gøre; først når de når frem til at gøre mere end hvad de er skyldige at gøre, kan de kaldes nyttige tjenere. Men hvis du, Martin, havde læst Kristi ord lidt senere, så ville du have forstået, at den unyttige tjener i Kristi ord er ham, som ikke gør mindre end han er skyldig at gøre, men netop gør det, han er skyldig at gøre. Derfor, lær du os i stedet for, Kristus, du den bedste lærer, bedre end Martin, fordi Martin udlægger din mening imod dig og dine ord. Hvorfor vil du, at disse tjenere skal kalde sig unyttige, fordi de gør mindre og ikke opfylder budene og således ikke gør, hvad de er skyldige at gøre? (catlut23#39)

⁵⁴ Bag Catharinus' udlægning ligger der en forestilling, der dengang var almindelig, forestillingen om, at det, et menneske skulle gøre, kunne opdeles i bud og råd. Der var i bibelen givet os en række bud. Og de almindelige mennesker, for dem var budene nok, de kunne nøjes med at overholde budene, de havde lov til at lade rådene ligge. For der var, udover budene, som alle skulle følge, givet nogle såkaldte evangeliske råd. Disse råd var givet for dem, der ville være fuldkomne, jvfr hvad Jesus sagde til den rige unge mand: Vil du være fuldkommen... ! Dem kunne man lade være at opfylde, eller man kunne, hvis man altså ville være mere fuldkommen end mængden, gøre sig anstrengelse for at opfylde dem. Mon det snarere skyldes, at de har gjort hvad de var skyldige at gøre? Løs du, Herre og lærer, dette problem. Se, han har løst det: han tilføjer forklarende, hvorfor tjenerne bør sige, at de er unyttige: Vi har gjort, hvad vi var skyldige at gøre. Mon altså den, der gør, hvad han er skyldig at gøre, ikke opfylder budene? Jo, han opfylder dem, men han gør ikke mere, end hvad han er skyldig at gøre, og derfor kaldes han en unyttig tjener, fordi den, der gør, hvad han er skyldig at gøre, tilføjer ikke nogen gavn, men opfylder sin forpligtelse. (catlut23#40)

⁵⁵ Den opdeling af Guds krav på et menneske har Luther i begyndelsen antaget som korrekt. Men på et tidspunkt bliver han klar over, at den er forkert. Hvornår, er jeg ikke helt på det rene med. Men kimen til denne ændring ligger jo allerede i resolutionerne til de 95 teser. Når han dèr udlægger Luk 17,10 anderledes end Catharinus her gør det, skyldes det, at han er brudt igennem middelalderens juridiske opfattelse af gudsforholdet og er nået frem til den opfattelse, at gudsforholdet skal forstås som en fars forhold til sit barn. Og en far lader sig ikke købe med selv nok så gode gerninger.

⁵⁶        Dog går der altså nogen tid, før Luther selv drager konsekvensen af denne anderledes opfattelse af f. eks. Luk 17,10. I disputationen med Eck kan han uden tøven bruge udtrykket "budene og rådene", når han skal redegøre for, hvordan det, Gud kræver af os, kan sammenfattes (se Eck10#19). Men da Pariser-universitetet i april 1521 angriber ham på blandt andet netop det punkt, reagerer han skarpt i "Om munkeløfterne". (se paris2#88). Det må dog tilføjes, at rådene ifølge pariser-universitetets erklæring måske nok opfattes lidt anderledes end Catharinus opfatter dem her. Pariser-universitetets erklæring: "Om de evangeliske råd. Dette Kristi ord i Matt 5,38: Hvis nogen slår dig på den højre kind osv, og ordet i Rom 12,19: I skal ikke forsvare jer, I kære, osv, er ikke råd, sådan som mange teologer fejlagtigt synes at mene, men bud. (tese 1.)
      Denne tese er falsk, den gør den kristne lov altfor byrdefuld og er imod skriftens sunde forståelse". (paris2#88).

⁵⁷        Men i begge tilfælde er der tale om, at man mener, at budene, dem kan man da hurtigt blive færdig med. Man gør så at sige på forhånd ud fra den opdeling af mennesker i læge og munke, som forelå i samfundet. Naturligt nok, måske, men også ødelæggende for en nogenlunde uvildig udlægning af skriften. De læge har budene at rette sig efter, det har de såmænd også besvær nok med. Men munkene, de religiøse, som de også kaldes, de er nået videre end til den blotte og bare overholdelse af budene, de holder sig på forskellig måde de evangeliske råd for øje.

⁵⁸ Og som råd ser man altså blandt andet de ord af Jesus fra bjergprædikenen, som er ret vanskelige at efterleve (f. eks.: vend den anden kind til), eller tilsvarende formaninger fra Paulus og Peter om ikke at tage sig selv til rette, osv. Det er, hvad munkene, i modsætning til lægfolket, bør bestræbe sig på at efterleve. Det er, hvad Jesus i svaret til den rige unge mand mener er noget, man bør stræbe efter, hvis man vil være fuldkommen, i modsætning til lægfolket, der kun vil holde budene.

⁵⁹         Det er muligt, at Catharinus også ser sådan på det. Det synes i hvert fald ikke umuligt uden vanskelighed at lade sådanne tanker føje til det syn på sagen, som Catharinus har. For Catharinus har jo her blot en alternativ udlægning af Luk 17,10; han reagerer på Luthers udlægning, hvorefter der igennem Luk 17,10 vises, hvordan intet menneske opfylder Guds bud. Nej, siger han, det er da forkert: de siger jo netop, at de har gjort, hvad de var skyldige at gøre. Men de har ikke gjort mere; derfor er de, trods deres fuldkomne lovoverholdelse, unyttige; det vil sige, ingen andre får gavn af deres gerninger, de bidrager ikke til skatten af overskydende gode gerninger med noget.

⁶⁰          Og just her har vi problemet: Hvad ville mon egentlig Catharinus sige? Ville han sige: "skatten af overskydende fyldestgørende gerninger", eller ville han sige "skatten af overskydende gode gerninger"? Problemet er, at det aldrig bliver klart, og at det i den middelalderlige teologi aldrig kan blive klart. For de to ting er blandet uhjælpelig sammen.

⁶¹        Altså, problemet er: hvad lægger Cathatinus sådan mere konkret ind i dette "mere", som han her omtaler, og som, hvis det ikke er til stede, bevirker, at en tjener kan kaldes unyttig? Eller, problemet er: af hvad art er de gerninger, som tænkes at tilføre kirkens skat det input, der er nødvendigt, når afladen hele tiden dræner den for output? Er der tale om de helgenagtige gerninger, som Jesus anbefaler i de evangeliske råd (ifølge Paris) eller er der tale om f. eks. den ekstra faste, som de franciskanske observanter påtog sig? Der er en verden til forskel. For at vende den anden kind til, det kræver (i hvert fald efter den dengang gængse udlægning, både hos Luther og modstandere) et helgenagtigt sind, som det kun er de færreste muligt at frempresse hos sig selv. Men at faste mere end de andre, det kræver blot en god konstitution og en stærk viljesstyrke og måske et passende mål af tvang fra guardianens side. Cathatinus imod Luther (som før citeret): "Mon altså den, der gør, hvad han er skyldig at gøre, ikke opfylder budene? Jo, han opfylder dem, men han gør ikke mere, end hvad han er skyldig at gøre, og derfor kaldes han en unyttig tjener, fordi den, der gør, hvad han er skyldig at gøre, tilføjer ikke nogen gavn, men opfylder sin forpligtelse". (catlut23#40)

⁶² At vende den anden kind til er det ikke givet hvemsomhelst at gøre. Det kræver årelang træning i selvbeherskelse, og det oven i købet i selvbeherskelse af den vanskeligste art: selvbeherskelse overfor uretfærdige anklager, hadske beskyldninger og lumske anslag. Over for alt sådant gælder det om ikke at gengælde ondt med ondt, men ondt med godt. Og det er vanskeligt, ingen tvivl om det; vi har alle en tendens til at svare igen med samme mønt; men den tendens må vi altså holde tilbage, og i stedet lade kærligheden råde. (Jeg gengiver her den formodede middelalderlige udlægning af teksten).

⁶³ Men problemet er: Havde de franciskanske observanter, der gav sig til at begynde adventsfasten allerede 1. november, ikke også den overbevisning, at de derved gjorde mere end det påbudte? Ja, mente de ikke i grunden, at de med alle deres særheder: at de gik barfodede, at de ikke måtte røre penge, osv, netop gjorde mere end hvad der var befalet dem og derfor dog i nogen måde var nyttige tjenere? Og var det ikke en almindelig udbredt tankegang, at munke og nonner ved selve det, at de gik i kloster og undlod at følge naturens bud om at gifte sig og få afkom, gjorde mere end befalet, og derved gavnede ikke blot sig selv, men det samfund, der var med til at give dem fysisk underhold?

⁶⁴ Og min pointe er altså, at er det den slags gerninger, Catharinus forestiller sig som de gerninger, der gøres udover de i budene foreskrevne gerninger, så er der ingen grund til motivforskning; gerningerne er gode eller fyldestgørende alene i kraft af, at de er med til at undertrykke menneskets syndige natur, eller alene derved, at de er imod vore naturlige tilbøjeligheder.

⁶⁵         Dog, netop det spørgsmål besvarer Catharinus ikke. Formentlig fordi han vil have både i pose og sæk, eller rettere, fordi han ikke ser nogen forskel i sagen. Vender man den anden kind til, så beherske man sig selv og gør vold på sin egen syndige natur. Og det samme gør man, når man faster ekstra meget eller går barfodet, hvor andre har sko og støvler på.

⁶⁶        Det næste har med det forhold at gøre, at det er muligt at dele ud af sit overskud til andre. Luther vender sig imod det i res09#32. Og Catharinus giver ham ret: Det er ikke muligt at yde kærlighed på andres vegne, det er ikke muligt at angre på andres vegne, så det er fuldstændig korrekt, hvad Kristus siger med lignelsen om de ti brudejomfruer, og hvad Paulus siger, at enhver skal aflægge regnskab for sig selv, altså ikke for andre. Enig! Men, fortsætter Catharinus, dette gælder dette at erhverve sig løn ud fra de fortjenester, man yder; hvad afladen taler om, er noget helt andet; den taler om, at man kan løse straffene for en anden; i afladsteologien er der tale om, at man gør overskydende fyldestgørende gerninger; og disse gerninger kan via kirkens skat komme andre til gode. Catharinus imod Luther: "For det andet anfører du, at de kloge jomfruer ikke ville dele ud af deres olie, for der ville måske ikke være nok til dem selv'. (Matt 25,9) Og du forstår ikke, du elendige (hvad alle ellers forklarer), at her taler evangeliet ved olien om den kærlighed, der ikke kan deles med andre. For det tredie og for det fjerde (jeg tager det som ét, du praler tomt af det og gentager det) fremdrager du Paulus, 1 Kor 3,8 og Gal 6,8: 'Enhver skal få løn efter sit arbejde', og 'enhver skal aflægge regnskab for sig selv, hvordan han har levet i dette liv'. Men heller ikke her, elendige, erkender du, at ingen siger, at nogen enten erhverver eller øger lønnen for en anden, den løn, som kun skyldes egne fortjenester, men blot siger, at den ene løser straffene for den anden". (catlut23#42f)

⁶⁷          Forstår han mon selv, hvad han siger? Er han mon helt klar over konsekvenserne af de ting, han her lægger frem? Der foretages jo her noget, der kan minde om den skelnen mellem gode gerninger og fyldestgørende gerninger, som jeg har efterlyst. Og dette skel, som Catharinus her sætter op, er jo af samme art, som det, Prierias sætter op. Blot er det også af samme art i den henseende, at der ikke drages den konsekvens, som dog skulle synes oplagt, at den fyldestgørende gerning ikke på den måde behøver at være en god gerning, at den skal være gjort af en helgen. Den behøver ikke at være identisk med den store og indre selvbeherskelse, der består i at kunne tilgive en uret, der er begået imod én, eller altså i at vende den anden kind til; det er nok, hvis den består i den mindre og ydre selvbeherskelse, der går ud på at spæge sit kød på forskellig måde.

⁶⁸ Det sidste kræver jo ikke noget rent motiv. Det sidste er en ydre gerning og kan uden videre gennemføres. Du faster fra 1. november til jul. Derved faster du mere end de kirkelige bestemmelser fastsætter. Du gør altså mere fyldest, end du er pligtig at gøre. Du øver dermed en overskydende fyldestgørende gerning. Og derved er du i stand til at borttage fra dig selv eller andre nogle af de straffe, som skal lides i skærsilden, fordi man her på jorden kom i underskud med fyldestgørende gerninger. Udvekslingen af over- og underskud sker gennem den kirkens skat af overskydende fyldestgørende gerninger, som paven administrerer. Så skulle du være i underskud, eller skulle du have mistanke om, at du nok er i underskud, så kan du for gode menneskepenge, noget højst jordisk jo, tilkøbe dig del i andres overskud.

⁶⁹          Derfor, hvis man virkelig for alvor skelnede mellem overskydende fyldestgørende gerninger og overskydende gode gerninger, så ville Luthers konklusion falde bort: Så ville der alligevel, på trods af, at ingen helgen kunne øve en fuldkommen god gerning, være gerninger i kirkens skat, der kunne løse fra de straffe, der skyldtes, her på jorden og i skærsilden. Kirkens skat ville ikke være et tomt hylster, som den er, når den hverken får input fra Kristus eller fra helgenerne.

⁷⁰        Men man skelner ikke mellem overskydende fyldestgørende gerninger og overskydende gode gerninger. Hverken Catharinus eller Luther gør det. For Catharinus og den tids teologer i almindelighed betyder det, at de udbreder den overkommelighed, der knytter sig til dette at faste noget ekstra, til alle de gode gerninger, et menneske kan gøre, så altså også dette at vende den anden kind til, bliver noget overkommeligt, bliver noget, i hvert fald nogle menneske, de særligt hellige, kan gøre. Og for Luthers vedkommende betyder den manglende skelnen, at han slet ikke kommer ind på at overveje, om mon gerninger, der blot går ud på at spæge sit kød, kan regnes for gerninger, der er gyldige i bodens sammenhæng. Det er, som om han på forhånd har sat al fyldestgørelse i miskredit, det er, som om han først kom til at overveje, hvad vel fyldestgørelse kunne være, i forbindelse med sin beskæftigen sig med afladen.

⁷¹        Sådan set tror jeg, at det allerede er i klosterkampen, at denne negative hodlning til fyldestgørelsen dukker op. Jeg forestiller mig, at Luther har opdaget, at også de gerninger, hvormed han dengang mente at gøre fyldest, var selviske, var gjort ud af onde motiver, havde den bagtanke, at han ville retfærdiggøre sig selv i stedet for at ville retfærdiggøres ved troen, og at han derfor fuldstændig droppede skellet mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger. Hvilket så naturligvis førte med sig, at ingen selv nok så hellig helgen kunne bidrage til kirkens skat med fyldestgørende gerninger. For alle stod jo i en mangelsituation overfor Gud.

⁷² Jeg kan også sige, at Luther i klosterkampen er kommet til at forstå boden ud fra et personforhold. Og hvis boden forstås derudfra, bliver det en uting med de fyldestgørende gerninger, i hvert fald hvis de skal udføres i kraft af, at man er blevet idømt at udføre dem. Så man skal måske snarere sige, at Luther efter klosterkampen ikke mere kan forstå den middelalderlige bodstanke; der er ikke plads i Luthers forståelse af gudsforholdet til, at der kan forekommer noget så upersonligt og juridisk tænkt som dette at gøre fyldest, og da slet ikke dette at gøre fyldest på andres vegne. Luther strækker sig meget langt for at kunne indpasse sin forståelse af boden i den gængse forståelse, men afladshandelen gør det umuligt for ham: Her er det hele blevet overfladiggjort i en grad, så han må protestere. Med vidunderlige ting til følge for den europæiske kultur, ja, men jo også med for ham selv ganske uoverskuelige eftervirkninger.

⁷³        Men der foreligger altså en misforståelse fra Luthers side. Han kan eller han vil -- nej, jeg tror nu oprigtig talt, at man skal sige "kan" -- ikke forstå, at det ene menneske skulle kunne gøre fyldestgørende gerninger for det andet. Et vidnesbyrd om denne manglende forståelse findes i "Om munkeløfterne" fra 1521. Jeg skal tillade mig i det følgende at tage papisterne i forsvar, selv om det kommer til at betyde, at jeg som trofast Luther-fan kommer til at vende mig imod guruen selv:

⁷⁴       Luther slutter denne udredning med at gengive noget, han sikkert selv har hørt: At en munk, der skal dø, på sit dødsleje så at sige testamenterer en anden sine gode gerninger. (se #78). Og det lyder jo frygteligt, når man er vant til at bevæge sig i cirkler, hvor det eneste saliggørende er troen. Viser dette ikke, at disse munke vil retfærdiggøres ved gerninger? Er dette ikke et tydeligt tegn på, at de er vildført af Satan? Luther i "Om munkeløfterne": "Kristus har forud talt om dem [om munkene, rr], Matt 24: Mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus. Læg mærke til Kristi ord: "De skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus". Disse fromme papister kalder sig aldrig med det ord "Kristus", ingen siger: "Jeg kalder mig eller vil kaldes Kristus". Og dog siger de alle: "Jeg er Kristus", de afholder sig fra at bruge navnet, men tiltusker sig embedet, gerningen, personen. (vot02#84)

⁷⁵ Ja, sådan udlægger jo Luther sagen. Når de kan finde på at sige noget sådant, skyldes det, at de sætter sig selv i Kristi sted. Og noget mere djævelsk kan ikke tænkes. Det er antikrists gerning. For det er kun Kristus, der har fået til opgave at hjælpe og frelse andre ved sine fortjenester og gerninger. Og selv om munkene ikke kunne drømme om at sige, som de falske profeter i Matt 24: Jeg er Kristus, så tiltusker de sig alligevel Kristi embede, derved, at de vil frelse andre ved de overskydende gerninger, de gør. Du spørger, hvordan de gør det? Jamen, hør, det er alene noget, der hører Kristus til, ved sine fortjenester og gerninger at hjælpe og frelse andre. Andres gerninger hjælper ingen, ikke engang dem selv, fordi den sætning står fast: Den retfærdige skal leve af tro. Troen tager os nemlig på grund af Kristi gerninger uden vore gerninger og overfører os fra vore synders landflygtighed til hans retfærdigheds rige. (vot02#85)

⁷⁶        Er dette en korrekt gengivelse af modstanderens synspunkter?
       Både ja og nej.
       Nej, fordi der ikke er tale om, at munkene med deres overskydende fyldestgørende gerninger vil frelse andre, der er "kun" tale om, at de vil hjælpe dem til et kortere ophold i skærsilden. Luther skelner ikke mellem overskydende fyldestgørende gerninger og overskydende gode gerninger. Dette er troen, det er evangeliet, dette er Kristus. Men er det det, papisterne sætter deres lid til? Mon ikke det er til sig selv? De lærer nemlig mennesker at stole på deres fortjenester, og de overfører deres gerninger og deres broderkærlighed til de øvrige syndere, så at de kan bærer og eftergive deres synder, og gøre dem retfærdige og frelse dem. (vot02#86)

⁷⁷         Men ja, fordi munkene heller ikke skelner mellem overskydende fyldestgørende gerninger og overskydende gode gerninger. Ja, fordi munkene givetvis mener om sig selv, at de gør bedre gerninger end lægfolket. Ja, fordi man, når man ikke skelner mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger, uvægerlig kommer til at betragte de gerninger, man gør, som bedre end de gerninger, andre gør. Mon ikke det er at sige: "Jeg er Kristus"? Mon ikke det er at gøre, hvad Kristus gør? De er ikke kristne, de er Kristus. For definitionen på en kristen er den: Det er et menneske, der tror, at han bliver retfærdiggjort, befriet fra sine synder og frelst alene ved Kristi gerninger uden nogen gerninger af sine egne. Definitionen på Kristus er: Den, der frelser sit folk fra deres synder, idet han giver dem sin egen fortjeneste og den almindelige retfærdighed. (vot02#87)

⁷⁸         Dog vil jeg tage munkene lidt i forsvar, selv om det falder mig vanskeligt. Luther fremhæver blandt munkene Bernhard, som på sit dødsleje skulle have sagt: 'Jeg har spildt min tid, fordi jeg har levet et spildt liv. Men det ene trøster jeg mig ved, at du ikke foragter en angrende og ydmyg ånd'. (vot02#106). Han kunne leve ubesmittet i munkevæsnet, på trods af, at munkevæsnet som sådant er djævelens værk. Og som modsætning til denne ydmyge erklæring opstiller så Luther denne munk her, der testamenterer de andre af sit overskud. Men dette gør vore munke. Kristus siger: 'De vil komme i mit navn', og det gør disse, ikke som hedninger, men som kristne, ja som de mest kristne af alle. De ophører nemlig ikke med at ære noget andet fremfor kristennavnet. Jeg mindes her, hvad jeg ofte har hørt, at én og anden af den slags mennesker har givet alle sine gode gerninger til de syndere, der skal dø, idet de sagde: 'Se jeg giver dig hvad jeg har gjort af godt i mit liv'. (vot02#88)

⁷⁹ Men det er altså ikke gode gerninger, han mener at have overskud af. Det er ikke ydmyghed eller venden-den-anden-kind-til, han mener at have for meget af på sin konto. Det er fyldestgørende gerninger. Det er overholdte fastedage, det er overholdte regler om bare fødder, det er sult, når tiggerposen ikke blev fuld, det er glæde og tilbedelse på trods af det strenge klosterliv. Altsammen noget, der ikke bringer frelse, men "kun" eftergivelse af timelige straffe, her eller i skærsilden. De mener med dette vanvid at have fuldført en uforlignelig kærlighedsgerning, mens de i virkeligheden får dette stakkels menneske trukket bort fra at stole på Kristus hen til at stole på menneskegerninger. Åh, hvilket forfærdeligt mørke, hvilken elendig blindhed, hvilket grusomt vanvid! Hvor du dog, Satan, leger med sjæle, der skal forgå og er fortabte! (vot02#89)

⁸⁰ Hvis man, som Catharinus, skelner mellem den løn, som skyldes egne fortjenester, og den straf, man bliver idømt i boden, og hvis man, som han, hævder, at det første på ingen måde kan overføres til andre, her står enhver lige overfor Gud og skal aflægge regnskab og håbe på Guds nåde, mens kun det andet: de straffe, der er idømt for synden, kan udveksles, så får man dog en slags forståelse for det, denne munk siger. At det så alligevel er forkert, fordi selve dette at skulle udføre en fyldestgørende gerning oven på den syndsforladelse, man har modtaget, er en uting, det er noget andet. Det gør det, om jeg så må sige, forkert på en mere indviklet måde. Catharinus (som før citeret (#66)): "Men heller ikke her, elendige, erkender du, at ingen siger, at nogen enten erhverver eller øger lønnen for en anden, den løn, som kun skyldes egne fortjenester, men blot siger, at den ene løser straffene for den anden". (catlut23#43)

⁸¹         Altså, den munk, der siger det, som Luther citerer ham for: 'Se jeg giver dig hvad jeg har gjort af godt i mit liv', han mener ikke dermed, at han overfører til andre de gode gerninger, han har gjort, eller den fortjenstfuldhed, der måtte ligge i at gøre gode gerninger, han mener ikke, som Luther anklager ham for, at han dermed har udført en uforlignelig kærlighedsgerning, eller har trukket andre bort fra at stole på Kristus, nej, han mener kun, at han overfører de fyldestgørende gerninger, han har gjort for meget, til andre; har han fastet mere end han skulle, har han bedt flere bønner end han skulle, ja, så går denne overflod over til andre. Og på dødslejet bestemmer han altså, at det skal overføres til én af klosterbrødrene.

⁸²         Men som man kan forstå, er der mange misforståelser knyttet til disse ting. Dels misforståelser, som Luther har gjort sig skyldig i overfor den papistiske afladsteologi, dels, og nok så væsentligt, misforståelser, som denne afladsteologi selv gør sig skyldig i.

⁸³       Hvad det første angår, kan man spekulere på, om Luthers totalsyndighedslære er velegnet til det opgør med papismen, som han hvirvles ind i. Hvis Luther i sin klosterkamp har kæmpet ikke mindst mod de overskydende fyldestgørende gerninger, fordi han deri ikke fandt, at han var ægte eller havde de rette motiver, så kan ingen gerninger være gode nok som fyldestgørelse. At en eventuel overholdelse eller forsøg på overholdelse af de evangeliske råd ikke kan være det, er klart nok; for ifølge totalsyndighedslæren kan jo intet menneske efterfølge disse råd. Men at også faste og bøn og almisse udelukkes fra at være gyldige fyldestgørelser, det er nyt, og det lader ane, hvis Luther har tænkt sandt nok, at en totalsyndighedslære som Luthers altid ganske vil tilintetgøre en bodslære, der opererer med fyldestgørelser.

⁸⁴        Hvad det andet angår, kan man vende ovenstående tankegang om: Hvis de fyldestgørende gerninger, faste, bøn og almisse, er overkommelige, vil så ikke også de af Gud krævede bud skulle opfattes som overkommelige? Jeg er ikke sikker på, at det ene på dette område følger af det andet. Og Cajetan er det vist heller ikke. Derfor er det nok værd at undersøge Cajetans teologi lidt nøjere. Desværre har jeg kun to værker af ham. Og ligeså desværre forstår jeg kun dårligt, hvad han skriver. Det er lidt for indviklet, eller, hvis jeg må tillade mig at bruge Luthers ord: det er for thomistisk. Men det vil vise sig.

⁸⁵         Først vil jeg dog lige gøre Catharinus færdig ved at nævne hans holdning til martyriet. Spørgsmålet er nemlig for mig at se, om ikke Luther kommer lidt i klemme, når han skal have martyriet til at forekomme indenfor sin totalsyndighedslære. Det kan være sandt nok, at menneske ikke kan gøre for meget i forholdet til Gud. Og det kan også være et rigtigt og godt forehavende: at nedbryde al juridisk forståelse af gudsforholdet. Men gøres det ved at påstå, at intet menneske nogensinde blot tilnærmelsesvist opfylder Guds bud? Catharinus imod Luther: ""For det sjette", føjer du til, "helgenerne gør gennem alle deres fuldkomne gerninger, døden, martyriet, lidelsen, ikke mere end de er skyldige, men kun hvad de er skyldige, ja næppe nok det, altså gør de i andre gerninger meget mindre mere end de er skyldige at gøre". (res09#34) (catlut23#45)

⁸⁶ Et menneske får kraft til at holde ud i martyriet, det er ikke noget, mennesket kan gøre, som det er i sig selv. Ganske vist er det netop et menneskes sande menneskelighed, der viser sig i martyriet, ligesom det var menneskesønnens sande menneskelighed, der viste sig i Jesu korsfæstelse, men denne menneskelighed ligger det ikke i menneskets hånd at tage selv, den foræres et menneske, ligesom jo i det hele taget det at være et helt menneske er noget, der må gives et menneske, det er ikke noget, det kan tage af sig selv. Af disse ord vil jeg først drage den slutning, at martyriet ligger indenfor det ubestemte bud (for du bestemmer intet fast), og ikke er en gerning udover det krævede eller en fuldkommenhedens gerning. For det andet drager jeg den slutning, at de ved at dø gør, hvad de er skyldige at gøre, og dog har de syndet ifølge dig, fordi ingen gerninger er så gode, at de ikke er fordømmelige synder. (catlut23#46)

⁸⁷ Men at indeslutte dette under juridiske kategorier går ikke an. Det går ikke an at spørge, om menneske i martyriet gør, hvad det er skyldig at gøre. For i gudsforholdet er der ikke noget, der hedder skyldighed. Det går heller ikke an at konkludere, som Catharinus gør det, at martyriet efter Luthers opfattelse ikke hører til de evangeliske råd, men til budene. I dette, at et menneske helt giver sig over til Gud, om det så sker i martyriet eller det sker i det mest hverdagsagtige dagligliv, lykkes livet. Men den lykke tager et menneske ikke selv, den må gives det. Og her er man ude over både bud og råd. Her er man inde i det forhold mellem personer, som, hvordan véd man ikke, genoprettes, så tilliden igen er intakt. For det tredie tilstår jeg, at det er sandt, at enhver bør være rede til at dø for Kristi skyld og til at give sit liv for ham, men deraf følger bestemt ikke, at Gud ikke vil gengælde deres anstrengelser og lidelser ved at modtage dem til fyldestgørelse for straffe, både for deres eget og for andres vedkommende. (catlut23#47)

⁸⁸         Endelig vil jeg sige til det forhold, at Catharinus driller Luther ved at sige, at efter hans opfattelse har martyrerne altså ved at dø gjort, hvad de var skyldige at gøre, men alligevel syndet fordømmeligt, at det har Luther rigtig godt af: Det er ham selv, der har draget juridiske synspunkter ind i billedet; det er ud fra hans totalsyndighedsforståelse, at han har set sig nødsaget til at erklære også martyrdøden for synd. Og jeg vil altså mene, at vi lutheranere, i stedet for at følge vores guru helt herud og eventuelt forsvare ham, burde spørge, om han mon alligevel ikke her er for langt ude.

⁸⁹ Videre til misforst06!

⁹⁰ c

Noter: