Reformation på en misforståelse, 4

af Ricardt Riis, påbegyndt oktober 2004.:

Tilbage til misforst03!

¹        Nuvel, som sagt er dette i nogen grad en digression. Men jeg har dog bare fulgt Luthers tekst. Jeg vil tillade mig nu omsider at fremdrage, hvad jeg i første omgang ville have gjort opmærksom på, nemlig hosstående tekst: Luther gør her det, han blev ved og ved med at gøre, indtil han kom frem til den anskuelse, at paven var antikrist: Han prøver at overbevise sin modstander ved hjælp af kirkeretten. Og kirkeretten forbyder, især i dekretet "Abusionibus", at afladen på nogen måde gøres billig. Luther imod Sylvester: "Jeg følger imidlertid teksten fra dette dekret (n1) (det vil sige, et paveord), altså en kirkens gerning, som du siger, og den stemmer overens med evangeliet. Hvadsomhelst du løser på jorden, ikke under jorden, hvis da ikke én eller anden magtbrynde står imod, eller en spytslikkers fortolkning siger det modsatte". (lutpri01#74)

²Og så kommer han med en lille eksegesisk bemærkning: Der står jo faktisk: "Hvadsomhelst du løser på jorden", der står ikke: "Hvadsomhelst du løser under jorden". Det vil sige, han går her ud fra den vel nok almindelige antagelse, at skærsilden var placeret et eller andet sted under jorden, i hvert fald ikke i himlen, og jo heller ikke på jorden. Og eftersom det skriftsted, man henviser til, udtrykkeligt siger på jorden, så kan skærsilden ikke være indbefattet i det, som Peter får myndighed over.

³           I hvor høj grad dette argument slår igennem i samtiden, er vel ikke til at vide. Den slags indvendinger plejer ikke at gøre indtryk på papisterne. Hvad de vil have gennemført, gennemfører de, så må det gå med skriftargumenterne som det kan bedst.

⁴          Dog Luther prøver én gang til. Han vender sig imod den tanke, at Matt 16,19 kan give Peter myndighed til at løse det, som Gud har bundet (og det er jo typisk i Luthers forståelse skærsildsstraffene). Og så er det, han føjer til, at hvis det er sandt, så skulle jo Peter også kunne binde, det vil sige, så skulle han kunne påføre straffe, som det ellers er Guds privilegium at påføre. Ordet går begge veje. Hvis Sylvester overfor dette argument fastholder sin position, gør han så ikke i virkeligheden det, at han vil gå imod Guds dom, så han påstår her på jorden at kunne løse det, Gud har bundet i skærsilden? Ligesom tidligere (3#82) er der med sådanne tanker lagt op til den forestilling, som senere greb Luther, at paven er antikrist. Luther imod Sylvester: "Eller hvorfor tilføjer du ikke, at Peter også kan binde og påføre straffe, der er påført af Gud, eftersom det er en magt, der er ét og det samme begge veje? Lav derfor om på Kristi ord, og lær således: Hvadsomhelst jeg vil binde i himlen, skal du løse på jorden. Det er nemlig soleklart, at dette er din forståelse af Kristi ord. Men hvor absurd og gudløst det er, tror jeg du kan tage og føle på". (lutpri01#85)

⁵          Imidlertid kan man med en vis ret spørge, om Luther nu også har forstået sagen korrekt. I samme åndedrag kan man naturligvis godt sige, at det ville være noget af et under, om han havde, for hans modstandere synes ikke at have forstået sagen korrekt i alle dens juridiske krinkelkroge. Men det gør det naturligvis ikke bedre, hvis heller ikke Luther har forstået det hele, som det skal forstås efter sin egen iboende logik. Og noget kunne tyde på, at det har han faktisk ikke.

⁶          Det, jeg efterlyser, er klarhed. Klarhed over ordet "remissio"'s dobbelte karakter, at det både kan betyde syndernes forladelse af første grad og straffenes eftergivelse af anden grad. Eller klarhed over, om den myndighed, der tildeles Peter og de andre apostle i Matt 16,19, er myndigheden til at forlade synder (myndigheden af første grad) eller det er myndigheden til at eftergive de i bodssakramentet pålagte bodsstraffe (myndigheden af anden grad). Men den klarhed får vi ikke fra nogen af siderne. Fra begge sider holdes man hen i uvished om, hvorvidt der er tale om det ene eller det andet. Papisterne lægger mest vægt på det sidste og udtaler sig, så man fristes til at tro, at det kun er eftergivelsen af de pålagte bodsstraffe igennem afladen, de taler om. Luther lægger mest vægt på det første, og af hans formuleringer synes det at fremgå, at han hele tiden taler om syndernes forladelse, og at han udelukkende diskuterer denne sag, som om der slet ikke var tale om, at afladen havde noget at sige.

⁷          Det betyder, at man muligvis på visse punkter kan sige, at Luthers angreb på papisterne er foretaget ud fra falske forudsætninger. Papisterne er muligvis ikke så slemme, som han vil gøre dem til. Eller, mere korrekt, måske, de ville ikke være så slemme, hvis det lod sig bevise, at de selv formåede at skelne klart mellem de to slags remissio. Men da det på ingen måde lade sig bevise, er den gal alligevel.

⁸          Det kommer frem i Luthers forsvar af de 41 sætninger, som paven i sin bulle "exurge" anklager for at være kætterske. Her kan man se, hvordan Luther har bevæget sig bort fra de papistiske tankegange, som han muligvis var påvirket af i sine resolutioner i 1518, hen til at være "helt sin egen", men altså også hen fra i nogen grad at kunne bevæge sig i papistiske afladstankegange til så at sige ikke mere at tage hensyn til dem. Paven citerer i sin bulle kætterske Luther-sætninger, bl. a.: "Den seks og tyvende artikel.
         Kristi ord til Peter: Hvad du løser på jorden, skal være løst i himlen, udstrækker sig ikke til mere end til det, som Peter har bundet". (exurge#42)

⁹        I begyndelsen af sit svar har Luther udelukkende blik for pavens misbrug af den magt, han påstår at have over skærsilden. Hvis han sådan har magt over skærsilden (og husk på, at Luther på det tidspunkt ikke har opgivet tanken om, at der findes en skærsild (se lutskær)), så er han en gudsbespotter, så prøver han at træde i Guds sted, så vil han anmasse sig til at have Gud til at danse efter sin pibe. Luther i sit forsvar af artikel 26: "Hvor gerne ville ikke paven være en gud, så han kunne binde, hvad Gud løser, og løse, hvad Gud binder, så han kunne vende op og ned på Kristi ord: 'Hvad jeg binder og løser i himlen, skal du løse og binde på jorden'; så ville vor Gud blive afsat og fremtidig ikke kunne gøre andet, end hvad Paven ville". (assty05#2)

¹⁰      Luther fik efter disputationen i Leipzig, hvor han kraftigt blev beskyldt for at være bøhmernes patron, tilsendt en bog af Johan Huss: de ecclesia. Han var meget oprørt over Ecks beskyldning, og det er formentlig ikke blot af angst for at blive dømt og brændt i lighed med Johan Huss, at han vender sig så stærkt imod sammenligningen med Huss, men nok også fordi han ser en række forskelle. Så det kan godt være, at denne bog har fået lov at ligge til frem til februar 1520. På det tidspunkt skriver han til Spalatin, at han hidtil sig selv uafvidende har lært og overholdt alle Johan Huss' sætninger. Og at Staupitz har gjort det samme. Kort sagt: Vi er alle hussitter. (br140220#9) Så på det tidspunkt har han i hvert fald læst den. Luther i fortsættelse af ovenstående: "Sådan skete det i Johan Huss' dage, at paven bød englene i himlen føre de romerske valfartsbrødres sjæle til himlen, de, der var døde på vej til Rom. Og det var imod denne skrækkelige og mere end djævelske gudsbespottelse, at Johan Huss gjorde indsigelse, og selv om han måtte lade sit liv derover, opnåede han dog så meget, at paven stak piben ind på dette punkt, og af skam over sin formastelse indtil nu har holdt sig i skindet". (assty05#3)

¹¹ Senere gør han også opmærksom på, at han har læst og lært af Huss. Det er i det skrift, han udsendte i efteråret 1520, efter at den pavelige bulle imod ham var nået til Wittenberg: "Om den nye Eckiske bulle". I skriftet går han ud fra, at bullen er en forfalskning foretaget af Eck, og det er derfor Eck, der får alle beskyldningerne til at regne ned over sig. Det lader sig naturligvis diskutere, om han virkelig sådan for alvor tror, at der er tale om en forfalskning, eller han blot lader som om han tror det, for at kunne angribe bullens indhold des skarpere. (se Köstlin, 3,16#34) Luther i Von den neuen Eckischen Bullen: "Zum ersten, dass ich leider zu Leipzk in der Disputation nit hatte gelesen Johann Huss, ich wollt sonst nit etlich, sondern alle Artikel zu Costnitz vordampt gehalten haben; wie ich sie denn noch itzt halte, nachdem ich desselben Johann Huss hochvorständigen edles christlich Buchlin, dessgleichen in vier hundert Jahren nit ist geschrieben, hab gelesen, wilchs auch nu durch gottlichen Rath in Druck ausgangen, die Wahrheit zu bezeugen, und alle die in offentliche Schanden zu setzen, die es vordampt haben". (Eckbull#46)

¹² Men under alle omstændigheder: Da han i slutningen af året 1520 udarbejder sit forsvarsskrift "Grund und Ursach aller Artikel", vedkender han sig arven fra Huss, også selv om han samtidig dermed jo gør det nærliggende, at hans straf derfor måtte være lig Huss' straf: at blive brændt på bålet. Det er faren ved at tage Huss i forsvar, og den fare har Luther klart erkendt. Det gør han jo allerede i det øjeblik, han hævder, at paven er antikrist. Det er ikke noget, han bare siger for at affyre et så stærkt skældsord som muligt. Dels er anklagen teologisk gennemtænkt, hvad jeg har givet nogle få eksempler på i det foregående, dels er han udmærket klar over risikoen ved at fremsætte denne anklage.

¹³        Det, Huss sagde, kan ses af hosstående citat fra en engelsk oversættelse af Huss' "de ecclesia". Den anklage, Huss kommer med, kan godt minde lidt om den anklage, Luther fremsætter mod den pavelige bulle "in coena Domini". Den anklage har Köhler beskrevet nærmere i "Luther und die Kirchengeschichte" (se koehler#59). Denne bulle har Luther senere udgivet på tysk (N.B.: med sine egne kommentarer i marginen). Anklagen hos Luther imod denne bulle går ud på, at der slet ikke er nogen proportion mellem de overtrædelser, der her forsynes med en evig utilgivenheds stempel, og alle mulige andre overtrædelser af Guds bud. De overtrædelser, bullen nævner, er overtrædelser, der kan forhindre pilgrimmes frie vandring til Rom (og jo dermed forhindre en kærkommen indtægt til de romerske kirker). Disse gerninger udgør nogle af de pavelige reservations-tilfælde, hvor tilgivelse i alle tilfælde er nægtet, selv hvis man havde opnået plenaraflad. Men ligheden er måske kun tilfældig. Ifølge mine oplysninger er bullen "in coena domini" udstedt af pave Urban den Femte i 1363, mens Huss anfører, at den handling, han vender sig imod, er udført af en pave Clemens. Johan Huss i de ecclesia: "Therefore, Pope Clement extended his authority all too far when in his bull The Angels of Paradise, he commanded the angels to lead into the everlasting joys the soul of one who had died on a journey to Rome to secure indulgence, and who had been absolved from purgatory. For this pope wished that at his command the heavenly angels should bow their knees". (Fra David S. Schaff's oversættelse til engelsk, side 121).

¹⁴        Luther er, i 1520/21, hvor han skriver Grund und Ursach, fuldstændig overbevist om, at paven er antikrist. Og han ser i pavens nuværende bestræbelser en naturlig fortsættelse af pave Clemens' tendenser: han vil sætte sig i Guds sted, han vil have magt over himmel og helvede, og kan han ikke få mennesker til at tro, at han har det, så vil han dog have dem til at tro, at han har magt over skærsilden. Og så går argumentationen videre: Hvis paven vil argumentere for, at denne magt grunder sig på Matt 16,19, så må den være en magt til både at binde og løse. Og for Luther er sagen dermed klar: Da paven ikke har magt til at binde, altså til at kaste nogen i skærsilden, er hele denne begrundelse forkert. Men paven bliver ved sit: Han vil i hvert fald have magt til at løse. Luther fra Grund und Ursach (fortsat): "Dog stikker skælmen stadig hovedet frem, og selv om han ikke kan beholde himmel og helvede i sin magt og var faret for højt op, så vil han dog gøre skærsilden til sin. Og selv om han må bekende, at han ikke kan binde nogen til at være der eller støde nogen ned deri, så vil han dog løse folk derinde og drage dem ud". (assty05#4)

¹⁵        Det første, Luther derefter anklager paven eller papisterne for, er, at han ikke giver nogen begrundelse, men nøjes med at sige: "Jeg er pave". Og som før bemærket: Dette er ikke noget, Luther har fundet på ud af egen modvilje mod paven, det er et meget væsentligt stridspunkt mellem Sylvester Prierias og ham, og ét af de punkter, der får Luther til at sige, at paven må være antikrist: han vil ikke ind under ordets herredømme, dèr, hvor man giver begrundelser og bøjer sig for argumenter, han vil blot tale magtsprog. (Se misforst02#48) Luther fra Grund und Ursach (fortsat): "Når man spørger, med hvilken begrundelse han gør det, siger han: Jeg er pave. Dermed skal det være nok. Men Kristi udtalelse udtrykker klart, at hans magt kun findes på jorden, ikke under jorden eller over jorden, og at binde- og løsemagten er lige stor. For sådan lyder ordet: Hvad du binder på jorden, hvad du løser på jorden; så at dette at binde er lige så vidt og bredt, som dette at løse, og hvor den ene ikke slår til, slår den anden heller ikke til. Derfor holder vi os til Kristi ord, og foragter den pavelige bespottelse". (assty05#5)

¹⁶ Den næste anklage, Luther kommer med, er en gentagelse af de to argumenter, han kom med i sine resolutioner: 1) Kristus siger, at magten til at løse og binde findes "på jorden", ikke "under jorden" (se her 4#1); og 2) Kristus giver ikke blot magt til at løse, han giver også magt til at binde (se her 4#4).

¹⁷       Men så kommer det: Luthers forveksling eller Luthers insisteren på, at Matt 16,19 er at forstå, ikke om pavens magt til at uddele aflad, men om myndigheden til at tilgive synder! Jeg er ikke på det rene med, hvordan absolutionsformlen lød på Luthers tid. Men at den absolution, Luther taler om, er den, der foregår i bodssakramentet, kan der ikke herske tvivl om. Og på én eller anden måde må vel formlen have henvist til ordene fra Matt 16,19. Og så drager Luther den afgørende fejlslutning: Hvis paven kan gribe ind i skærsilden, så kan enhver præst også gribe ind i skærsilden. Luther i Grund und Ursach (fortsat): "Desforuden bruger alle præster disse ord af Kristus, når de absolverer. Og de absolverer kun i kraft af Kristi ord og tilsagn. Men når det er den samme slags ord, hvordan kan paven så tro, at han udretter mere dermed end den ringeste præst? Hvis det er samme slags ord, så er det også den samme slags kraft. Hvis paven derfor kan gribe ind i skærsilden, så kan også enhver præst gribe ind dèr". (assty05#6)

¹⁸ Jeg kalder det en fejlslutning, for der er angående pavens eventuelle indgriben i skærsilden ikke tale om, at han griber ind i kraft af sin myndighed til at forlade synder; han griber ind i kraft af sin myndighed til at udstede aflad. Det vil sige, papisterne og Luther taler ikke mere om det samme. Den ene taler om syndsforladelse, de andre om afladsudstedelse. Den ene taler om, at det er synden, der holder sjælene fanget i skærsilden; den anden mener, det er den manglende fyldestgørelse af de i bodssakramentet idømte gerninger. Den ene bruger ordet fra Matt 16,19 som begrundelse for at enhver præst har myndighed til at forlade synder; de andre bruger det som begrundelse for, at paven har myndighed til at udstede aflad, en aflad, der tænkes at have virkning i skærsilden.

¹⁹ Der er altså tale om en misforståelse her. Og det er den misforståelse, der har givet anledning til denne lille afhandlings titel. Men jeg må med det samme bemærke, at jeg ikke har sagt noget om, på hvis side af skellet mellem Luther og papisterne skylden befinder sig. Og jeg mener sådan set heller ikke, det tjener noget formål at give sig til at overveje, hvem der har misforstået sagen mest. Hvad jeg her er interesseret i, er at påpege, at Luther altså har misforstået papisterne. At disse ikke har udtrykt sig særlig klart, eller at de måske direkte har udtrykt sig forkert eller direkte selvmodsigende eller måske endda ukristeligt, det er en mulighed, jeg på ingen måde vil afskrive. Blot er det altså Luthers misforståelse, jeg især hæfter mig ved. Det bedes man betænke i det følgende. For det er klart, når det er det, der er mit hovedærinde, så vil det nemt komme til at se ud, som om jeg forsvarer papisterne. Men, jeg siger det på forhånd: det er altså synsbedrag.

²⁰        Lad os tage det hele fra en ende af!
            Bullen "exurge" citerer en Luther-sætning lidt forkert. Den 26. artikel, som bullen altså mener er falsk, lyder: "Kristi ord til Peter: Hvad du løser på jorden, skal være løst i himlen, udstrækker sig ikke til mere end til det, som Peter har bundet". (#8) Man kan bemærke sig, at Luther udtrykkelig taler om straffe, mens bullens citat lader det være uvist, hvad der bindes og løses. Luther i tese 5 (de 95 teser): "Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogle straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse". (95tes#5).

²¹       Faktisk har jeg svært ved at se, hvad galt der skulle være i denne tese. Luther har indtryk af, at paven med sin modstand mod tesen vil fastholde, at han har magt over skærsilden, modsat hvad Luther andetsteds hævder. Men at paven har magt over skærsilden, kan da udmærket fastholdes, selv om Luthers tanke er korrekt. I skærsilden tænkes jo netop kirkens straffe at blive udført, de af dem, der ikke er blevet gennemført her på jorden. Det vil sige, selve idéen med skærsilden er, at de fyldestgørende gerninger, man ikke nåede at udføre her på jorden, bliver forvandlet til pinsler i skærsilden. Og der er ikke noget ulogisk i, at den kirke, der har magt til at eftergive et menneske de fyldestgørende gerninger, den selv har pålagt den pågældende, også har magt til at eftergive ham dem, han måtte skylde, når han dør. Det, der betales for i skærsilden, er jo netop det, der mangler i den fulde gennemførelse af de fyldestgørende gerninger. Og det, afladen gør, er, at den lader andres fyldestgørende gerninger træde i stedet for de gerninger, den pågældende mangler.

²² Og det forekommer mig ganske logisk: Kirken har pålagt den pågældende de fyldestgørende gerninger; kirken kan, mod betaling, förstås, eftergive et menneske pligten til at udføre de fyldestgørende gerninger, og kirken kan derfor også løsne skærsildens bånd for et menneske. Den sætning, Luther fremsætter i tese 5, og som bliver fordømt af den pavelige bulle, gør intet fra eller til i det forhold. Det kan stadig lade sig gøre for paven at løsne båndene i skærsilden, også selv om han aldrig eftergiver andre straffe end dem, han selv har pålagt; for alle de straffe, der skal lides for i skærsilden, er nogle, kirken (eller altså paven) har pålagt.

²³         Men her er vi næsten tvunget til at spørge: Hvad i alverden laver han så vrøvl for, den gode pave? Hvad er der egentlig galt med den sætning, han fordømmer: at paven ikke kan eftergive andet, end hvad han har pålagt?
          Og naturligvis må vi i første omgang, omend med beklagelse, svare, at det véd vi faktisk ikke noget om. For paven var dengang så højt hævet over det almindelige folk, at han, ene af alle, ikke havde nødig at begrunde de forholdsregler, han tog. Ja, han havde endda ikke nødig at gøre rede for, om de sætninger, der blev fordømt i bullen mod Luther, blev fordømt, fordi det var kætterske, fordi de var skismatiske, eller blot fordi de var stødende for fromme øren. Så vi er med andre ord henvist til at gætte på, hvad der vel kan være pavens mening med at fordømme en sætning, som ikke synes at være skadelig for ham.

²⁴         Dog har paven udstedt en bulle om afladen den 9. november 1518, og deri må man vel formode at han ikke helt kan slippe for at gøre rede for, hvad han mener om afladen. Jeg véd godt nok ikke, om det afklarer spørgsmålet, men det viser i hvert fald lidt om, hvordan paven og papisterne, herunder Eck, tænker.
          Eck citerer i sin disputation med Luther næsten hele dette stykke ordret (se eck11#18). Og vi har således her et udmærket eksempel på den papistiske tankegang på Luthers tid. Fremsættelsen af de påstande, der står i bullen, var forøvrigt jo foranlediget af Luther selv. Under forhøret hos Cajetan i oktober 1518 mente Luther, at det var et uafklaret spørgsmål, om Kristi fortjenester indgik i den kirkens skat, hvorudfra kirken uddelte aflad. Straks da paven hørte om denne uoverensstemmelse, udsendte han bullen og, mente han selv, afgjorde dermed sagen. Og sandt nok, så stor autoritet havde paven tilkæmpet sig på Luthers tid, at Luthers modstander mente det tilstrækkeligt til tilbagevisning af Luthers påstande at henvise til denne pavebulle. Pave Leo den Tiende i sin bulle af 9. november 1518: "At den romerske pave, Peter nøglebærerens efterfølger og Jesu Kristi stedfortræder på jorden, har fået overleveret nøglernes magt, og deres opgave er det at åbne og derved fjerne forhindringerne for Kristi troende, nemlig brøden og straffen, der skyldes for de tilgivelige synder, brøden, ved hjælp af bodssakramentet, men den timelige straf for de tilgivelige synder, som skyldes ifølge den guddommelige retfærdighed, ved hjælp af den kirkelige aflad, så han mod antagelige grunde kan tildele til Kristi troende, som sammenknyttet i kærlighed er Kristi lemmer, hvad enten det er i dette liv eller i skærsilden, aflad efter Kristi og helgenernes ovenud store fortjenester, og det for både levende og døde, idet han med apostolsk autoritet har fået lov til at tildele aflad og råde over Kristi og helgenernes skat, så han overfører den ved bodens aflad eller tilfører den gennem forbøn". (bul-9-11#4)

²⁵         Det, som jeg først vil gøre opmærksom på, er, at bullen opererer med en tvedelt nøglemagt. Nøglemagten blev tildelt Peter med to formål. Det er både brøden og straffen, der skal skaffes af vejen. Det var almindeligt antaget, at afladen ikke fjernede brøden, den blev kun fjernet gennem bodssakramentet, som paven argumenterer her. Hvad afladen kunne fjerne, var kun straffen. Denne straf kaldes her "den timelige straf for de tilgivelige synder, som skyldes ifølge den guddommelige retfærdighed", og det svarer til, hvad der andetsteds kaldes "de pålagte straffe". Blot har paven med sin formulering taget højde for, at præsten i boden måske kom til at tildele for ringe en straf; han skulle jo tildele en straf, der svarede til den guddommelige retfærdighed, men man kunne måske nok opmåle for ringe en straf under trykkende omstændigheder. Denne manglende bodsstraf har der så skullet bødes for i skærsilden.

²⁶ Hvad er dernæst er særdeles bemærkelsesværdigt, er, at paven her udtrykkelig siger, at den eftergivelse af bodsstraffene, som han gennem afladen kan skaffe de troende, gælder både i dette liv og i skærsilden, og at hans aflad derfor gælder både for levende og døde. Det, som var de store stridsspørgsmål helt op til middelalderens slutning: om paven kunne udstede aflad til de døde og om han havde nogen myndighed i skærsilden, afgøres her med et pennestrøg: paven kan udstede aflad for afdøde, paven kan frigøre fra skærsildens straf.

²⁷ Endog hedder det om paven: "idet han med apostolsk autoritet har fået lov til at tildele aflad og råde over Kristi og helgenernes skat"; det vil sige, her bruges tanken om nøglemagten til netop at give paven ikke blot mulighed for at gå i forbøn for sjælene i skærsilden, men også autoritet til at tildele sjælene aflad ud af Kristi og helgenernes skat. Det svarer til det, Sylvester Prierias sagde med Thomas som ophavsmand, at der gennem Matt 16,19 blev givet Peter et "privilegium". (misforst03#80).

²⁸        Dog, alt dette hjælper, så vidt jeg kan se, ikke noget, hvis vi vil have en forklaring på, hvorfor det netop er udtalelsen af Luther fra tese 5, paven vender sig imod.
            Lad os derfor søge lidt videre!
            Sylvester Prierias deltog i den kommission, der fandt frem til de 41 sætninger af Luther, der blev fordømt i pavens bulle imod ham. Da han skrev sin Dialogus imod Luthers 95 teser, havde han ikke Luthers forklaringer til teserne for sig; de to værker, Sylvester Dialogus og Luthers Resolutiones, har krydset hinanden. Luther i tese 5 (de 95 teser): "Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogle straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse". (95tes#5).

²⁹ Nu siger Sylvester en del, som jeg ikke forstår, her i sin opposition mod tese 5. Jeg har således ikke nogen anelse om, hvad den "tredie del af straffene" er, som Sylvester her nævner, eller om, hvordan det kan bevirke, at der ikke tilstås befrielse til nogen sjæl i skærsilden. Derimod lægger jeg mærke til, at Sylvester her tilsyneladende hæfter sig ved Luthers formulering i tesen, at paven "hverken vil eller kan". Om det første, at paven ikke vil, siger han, at den mening kan have noget for sig. Om det andet, derimod, at paven ikke kan, siger han, at det er den opfattelse, der gør Luthers tese 5 kættersk, fordi han ved at påstå, at paven ikke kan ophæve andre straffe end dem, han selv har pålagt, ophæver og omhugger Kristi privilegium til kirken. Sylvester Prierias i Dialogus imod tese 5: "Dog, skønt der ikke er tale om fuld aflad og der ikke er tale om skyld efter nogen delkvote, mener jeg, at ved at eftergive den tredie del af straffene, tilstås der heller ikke befrielse til nogen sjæl i skærsilden. Den mening kan have noget for sig, med hensyn til det, den siger, at paven ikke vil det, fordi der almindeligvis siges: 'Vi eftergiver de tilføjede bodsstraffe'. Men fordi han tilføjer: 'ejheller kan han' - og det er det, der gør denne opfattelse kættersk - ophæver og omhugger han Kristi privilegium til kirken". (prilut1#39f)

³⁰         Hvor vidtgående er nu denne påstand?
         Jeg vil tro ret vidtrækkende. Det er sådanne påstande om pavens næsten uendelige magt, der har fået nogle teologer, og altså også Luther, til at spørge, hvorfor paven i grunden ikke tømmer skærsilden, hvis han virkelig af Gud har fået magt over sjælene i skærsilden. De middelalderlige teologer hævder, at når paven ikke tømmer skærsilden, skyldes det, at det ville være imod den guddommelige retfærdighed, underforstået: noget sådant vil paven derfor naturligvis ikke gøre. Herved lykkes det dem at fastholde, at paven sådan set godt kan tømme skærsilden; blot vil han altså ikke.

³¹ Sylvesters opfattelse er en noget lignende. Han siger i sin kommentar til Luthers tese 82, den om paven, der burde tømme skærsilden, at der må ydes noget til gengæld fra den sjæls side, der skal frelses. Sylvester i sin Dialogus: "Gud, der er den øverste handlende, vender og styrer alt til endemålet; derfor vil han også, at alle mennesker skal blive frelst, men han vil ikke udvide nåden, hvormed han styrer og frelser til endemålet, hvis ikke der fra hans side, som skal modtage nåden, er en vis forberedelse og ensdannelse med fortjenesten", (prilut3#36).

³² Og han fortsætter med at forklare, at paven jo ikke sådan uden videre kan omgøre en bestemmelse, der er truffet af Gud. Dog kan man lægge mærke til, at de straffe, der her tænkes tildelt den enkelte sjæl, tænkes udmålt af Gud selv. Ved andre lejligheder forestiller papisterne sig, at disse fyldestgørelser udmåles af kirken, og Gud træder kun ind i billedet, for så vidt kirken har udmålt for lidt (eller eventuelt for meget).
      Det vil sige: Paven synes alligevel ikke at have fuldmagt i skærsilden. Paven synes alligevel ikke at kunne forbarme sig over sjælene dèr, se igennem fingre med deres overtrædelser, han kan ikke, i ordets egentlige forstand, vise "indulgentia", overbærenhed, med de sjæle, der er i skærsilden. Han skal nemlig have en grund til at gøre det. Derfor spørger Sylvester, hvilken grund paven kunne have til at træffe en anden afgørelse end den guddommelige retfærdighed. Sylvester sammesteds: "Når altså Gud, efter at sjælens straf barmhjertigt er fjernet ved anger og ved nøglemagten, af både sin barmhjertighed og sin retfærdighed tillægger en sådan sjæl straffe, der skal udstås, fx hundrede år, hvilken grund kunne så paven have til at eftergive hele denne straf eller en del af den med en sådan afgørelse af den guddommelige retfærdighed, hvis ikke der fra en sådan sjæls side opvises nogen fortjeneste, fx godgørenhed, faste, eller bøn for én selv, eller bøn givet til én af en anden?" (prilut3#38)

³³          Og så alligevel. Selv om der således er god grund til, at paven undlader at tømme skærsilden, så betyder det ikke, at han ikke "kan" tømme den. Myndigheden til at gøre det har nemlig paven fået givet af Gud. Og at fastholde den myndighed er det Sylvester meget om at gøre. Fordi denne myndighed skal fastholdes, kan han sige, at Luthers tese om, at paven ikke kan eftergive andet, end hvad han selv har pålagt, er kættersk. Sylvester i sin Dialogus: "Det er altså begrundelsen for, at paven ikke tømmer skærsilden, nemlig, at der ikke foreligger nogen fornuftig grund til at eftergive den guddommelige retfærdigheds strenghed overfor alle sjælene i skærsilden. Og hvis der var en sådan grund, så ville han da kunne tømme skærsilden", (prilut3#40)

³⁴        Det er da alt, hvad der bliver tilbage efter denne undersøgelse. Det er alt, hvad Sylvester kan hænge en kætteranklage mod Luther op på: han siger, at paven ikke kan eftergive straffe.
        Herved fremkommer to mærkværdigheder. 1) Bullen citerer ikke tese 5 ordret; og i den form, den citerer den, nævner den ikke denne forskel på "vil" og "kan". (se #20) 2) Sylvester har faktisk ret: Luther siger netop i sine forklaringer til tese 5, som Sylvester ikke havde adgang til på det tidspunkt, at paven ikke har magt i skærsilden.

Luther i resolutionerne til tese 5: "Den anden straf er skærsildens straf, om hvilken vi får mere at høre i en senere tese. Men lad os her og nu forstå, at den ikke er i pavens eller noget menneskes magt". (res02#4).

³⁵        Så vidt jeg kan se, lønner det sig ikke at gå disse mærkværdigheder efter i sømmene. Der er på papisternes side tale om en yderst ulden teologi, der er bygget op autoritativt, det vil sige, i forsøg på at gennemskue et menneskes, pavens, gøren og laden i afladsspørgsmålet. Hver teolog for sig mener måske, at han har forstået det, men nogen samlet klar forståelse af sagen fremkommer ikke, og der fremkommer da slet ikke nogen teologi, der tager det ny testamente med ind i sine overvejelser.

³⁶        Og derfor kan man nok på dette punkt sige: Intet under, at der opstår misforståelser mellem Luther og papisterne! Intet under, at Luther ikke tilbageviser alle papisternes påstande! Intet under, at han "nøjes med" at hævde pavens antikristelighed! Det er jo, hvad han gør i "Grund und Ursach". På det tidspunkt er han ophørt med at stå i dialog med papisterne. Han nøjes fremover med at påpege, hvordan paven er antikrist, hvordan han under dække af et fromt skin tiltager sig en myndighed, der kun tilkommer Gud. Eller man kan sige: han nøjes med at fremsætte sin egen skriftbaserede teologi, og lader paven og papisterne sejle deres egen sø, uden at kere sig om at tilbagevise deres påstande.

³⁷        Det er måske forståeligt, at Luther handler sådan. Men det er også i nogen grad en skam, at han gør det. For så standser dialogen mellem papister og lutheranere. Eller mere præcist udtrykt: dialogen kom til at beskæftige sig med en papistisk teologi: afladsteologien, der hverken var gennemtænkt eller sammenhængende.

³⁸        Jeg har kaldt Luthers opfattelse af papisternes teologi en misforståelse. Det er i en vis fostand forkert, ligeså forkert, som at ville have Luther til at tilbagekalde uden at klargøre, hvad det var han skulle tilbagekalde. Her: Hvad er det, Luther har misforstået? Hvad er det, han skulle have forstået noget bedre? Svar: Det er ikke noget, for der er ingen sammenhængende afladsteologi at forstå; det er ikke en misforståelse, der er tale om, men en manglende afsløring af den papistiske teologis fejl. Og det er vel derfor ikke rimeligt at bebrejde Luther noget, han, som havde det største besvær med at finde sine egne ben i det forhåndenværende virvar af modstridende påstande om afladen. Er der noget at sige til, at han i stedet for at afsløre alt hykleriet, i stedet for at gå alle denne "teologis" krinkelkroge igennem i detailler greb den forestilling fra Huss, eller hvor han fik den fra, at paven var antikrist, han satte sig selv i Guds sted, så at altså alle hans teologiske overvejelser er udslag af djævelens løgnagtighed?

³⁹         Men selv om man således ikke ud fra en rimelighedsbetragtning kan bebrejde Luther noget, kan man godt synes, at det er lidt ærgerligt, at diskussionen mellem Luther og papisterne standsede på den måde. To ting afbrød den teologiske samtale imellem dem: pavens bulle og Luthers påstand om, at paven var antikrist. Ligesom pavens bulle, og for så vidt allerede Cajetans forhør af Luther i oktober 1518, var en afbrydelse af samtalen (hvis man da ikke skal sige, at samtalen mellem paven og Luther aldrig var kommet i stand -- dog var der jo en form for samtale mellem pavens censor, Sylvester Prierias, og Luther) sådan var Luthers påstand om, at paven var antikrist, en erkendelse af, at samtale ikke længere nyttede noget, det var en hårdnakket løgner og hykler, man stod overfor, og man kunne vel af hensyn til tilhørerne, godt forsøge at afsløre løgnen og hykleriet, men der var ikke mere nogen grund til at gøre det af hensyn til papisterne selv.

⁴⁰ Jeg synes således, at Luthers bemærkning til Catharinus "Du er kommet for sent" (se hosstående) er lidt beskæmmende. Luther hævder jo her, at der er en række spørgsmål, som Catharinus tager frem, som Luther ikke vil svare på, fordi han finder dem irrelevante; han har jo selv haft en forkert mening om afladen, paven, den romerske kirke, osv. Jo, Luther, det er sandt nok; men du er jo dog ikke nået tilbage til den middelalderlige opfattelse, som dine modstandere havde! Kan det virkelig være tilstrækkeligt at sige, som det siges i "Om kirkens babyloniske fangenskab", at man skal fjerne alle Luthers bøger om afladen fra boghandlerne og blot fastholde den sætning: "Afladen er en skadelig opfindelse af de romerske smigrere"? (capt#4f) Var der ikke netop af den grund noget at forklare: Hvorfor er afladen en skadelig opfindelse af de romerske smigrere? Hvorfor er paven antikrist? Men altså: Luther afbryder dialogen, ligesom paven gør det. Og det er lidt ærgerligt. Luther imod Ambrosius Catharinus: "Derfor springer jeg over det om afladen, om Løven-folkene, om koncilerne og alt det andet, jeg har skrevet, som Catharinus tager op for at påvise modsigelser: Jeg indrømmer selv, at jeg har haft en forkert mening om afladen, paven, den romerske kirke, koncilerne, universiteterne og de kanoniske retsregler. Derfor er det også, at jeg i de seneste bøger har tilbagekaldt det hele, sådan som den, der vil, kan læse i 'om det babyloniske fangenskab' og i assertionerne imod bullen. Du er kommet for sent, som man siger, kære Catharinus. Nu spørges der ikke mere om der er en pave. Dette spørgsmål 'Om det findes' har vi lagt bag os og vi er nået frem til forstandens andet skridt, og konklusionen er her, at paven er antikrist". (lutcat01#18f)

⁴¹ Så véd jeg godt, at Luther trække lidt i land i det følgende. Han tilbyder at gå to tusind skridt med den, der vil tvinge ham til at gå tusind, det vil sige, han erklærer sig villig til fortsat at gå ind en dialog med sin modstander. Men han gør det ikke med samme ildhu som før. Han har hele tiden den overbevisning siddende i sig: Ham Catharinus er bare en fordømt papist. Det er han sådan set også; men det skulle jo dog gerne stadigvæk påvises i alle enkeltheder. Dog, i betragtning af den snærende tidsramme, der var til rådighed og i betragtning af det pres, Luther var under (Worms ventede forude med sin trussel om bål og død), så skal vi vel være glade for, at vi har fået så meget af en dialog, som tilfældet er. Luther imod Catharinus: "Jeg siger: Kære Catharinus, du er kommet for sent, for sent, for sent, du er altfor optaget af det gamle. Men for at du ikke skal se ud til at have forbandet forgæves (skrevet forgæves, ville jeg sige), så vil jeg gå to tusind skridt med den, der tvinger mig til at gå tusind, og gennemgå sagen igen med dig påny ved at vække den op fra den første gnist". (lutcat01#20)

⁴² Lidt af det samme kan siges om skriftet mod Latomus. Der var mange ting i dette skrift, som man godt kunne ønske sig bedre belyst fra Luthers side. Men selv om det her måske ikke så meget er tidspresset og presset fra dødstruslen, der forhindrer ham i det, men vel mere manglen på de hjemlige bøger (han skrev skriftet mod Latomus, mens han befandt sig på Wartburg), så mener jeg stadig, man må sige, at det ikke blot var sådanne ting, men også overbevisningen om pavens antikristelighed, der fik ham til at anse det for overflødigt at komme ind på mange af Latomus' indvendinger.

⁴³         Afslutningsvist skal konkluderes om spørgsmålet om nøglemagten, at mens Luther ud fra sin hovedanskuelse: at nøglemagten gives til enhver præst, fordi den består i evangeliets forkyndelse, drager den slutning, at hvis paven har magt i skærsilden, så har enhver præst det også, så drager papisterne måske den modsatte konklusion: fordi kun paven kan tænkes at have magt i skærsilden, er det også kun gennem paven, at enhver almindelig præst har myndighed til at forlade synder. Luther i Grund und Ursach (fortsat): "Desforuden bruger alle præster disse ord af Kristus, når de absolverer. Og de absolverer kun i kraft af Kristi ord og tilsagn. Men når det er den samme slags ord, hvordan kan paven så tro, at han udretter mere dermed end den ringeste præst? Hvis det er samme slags ord, så er det også den samme slags kraft. Hvis paven derfor kan gribe ind i skærsilden, så kan også enhver præst gribe ind dèr". (assty05#6)

⁴⁴ Eller, kan jeg sige: Luther vender til sidst (det vil sige, da han er nået frem til sin endelige opfattelse, at paven er antikrist) tilbage til sin første opfattelse af nøglemagten: den er givet for vor tro, og den hører sammen med troen. Luther i Grund und Ursach: "Det er også en farlig opfattelse, at man behøver sådanne nøgler for at befri for pine. Kristus har ikke givet dem, for at Skt. Peter med dem skulle have magt til at gøre noget; men de er givet for vores tro: Den skal holde sig dertil, at synden er den forladt. Og Skt. Peter er en tjener i den henseende, han kan holde nøglerne op for vore øjne; men han kan ikke gøre mere med dem, end så langt vi tror". (assty05#8)

⁴⁵ Lad mig også som et nødvendigt appendiks tilføje Luthers svar til Prierias, der havde hævdet, at Kristus kun hjalp mennesket til frelse under den betingelse, at mennesket selv hjalp til. Sylvester Prierias i sin Dialogus: "Gud, der er den øverste handlende, vender og styrer alt til endemålet; derfor vil han også, at alle mennesker skal blive frelst, men han vil ikke udvide nåden, hvormed han styrer og frelser til endemålet, hvis ikke der fra hans side, som skal modtage nåden, er en vis forberedelse og ensdannelse med fortjenesten", (prilut3#36).

⁴⁶ Her advarer Luther Prierias: det er jo den rene pelagianisme, du dèr er grebet af. Pas du selv på, at du ikke bliver anklaget for kætteri.
        Denne detaille viser, forekommer det mig, den væsentligste forskel mellem papisterne og Luther, en forskel, der består trods alle misforståelser fra den ene og den anden side. Det er selv grundopfattelsen af, hvad tro er, det drejer sig om. Det er selve forholdet mellem Gud og menneske, som papisterne har anlagt en juridisk tilgangsvinkel på, og det er det, der er det forkerte. Forholdet er personligt, forholdet genoprettes kun, når troen griber Guds ord, ikke på anden måde. Luther i sit svar til Prierias: "Men det mægtige kætteri, der findes her, oven i købet gennem kirken, det har den salige Augustin ivrigt gendrevet imod Pelagianerne, og det er vi begyndt på vort universitet at udforske". (lutpri04#61)

⁴⁷ 9. Aflad som tilladelse til ikke at gøre gode gerninger.

⁴⁸        Nuvel, lad det være uvist, om der findes en misforståelse i opfattelsen af nøglemagten, når talen er om de gode gerninger gør der det i hvert fald.
         Luther havde i sine teser op til disputationen med Eck fremsat den påstand, at det var vanvittigt at sige, at aflad er godt for den kristne. Den tese godtager Eck naturligvis ikke, men det er ikke blot de påstande, der fremsættes i tesen, og de modsatte påstande, Eck har fremsat i sin modtese, det viser sig i diskussionens løb, at det, der bliver diskuteret, er, hvorvidt aflad er tilladelse til ikke at gøre gode gerninger. Luther i tese 11 før disputationen: "11. At sige, at aflad er godt for en kristen, er at være vanvittig. Den er i virkeligheden skadelig for den gode gerning, og en kristen bør misbillige afladen på grund af misbrugen, fordi Herren siger 'For min skyld tilgiver jeg dine overtrædelser', han siger ikke 'for penges skyld'. (t-ecklut#26)
Eck i tese 11 før disputationen: "11. At sige, at aflad ikke virker, er en vildfarelse, og ligeledes er det at sige, at aflad er til skade for en gerning, så den bliver mindre værd, en større vildfarelse. Derfor mener vi også, at den tager fejl, som siger, at man bør holde sig til at misbillige afladen, fordi Herren siger: For min skyld tilgiver jeg overtrædelser, ikke for penges skyld". (t-ecklut#12)

⁴⁹        Man skulle tro, at det, Luther har skrevet i sine teser før disputationen, i tilstrækkelig høj grad kunne virke som en rød klud foran en tyr på Eck. Men både Eck og Luther er bemærkelsesværdig afdæmpede i disputationen, når de når frem til at tale om afladen. Ikke, at de er enige. Men de får dog sagt ting, der gensidig virker beroligende på den anden. Eck siger det selv, som det ses af hosstående citat. Eck i disputationen: "Jeg har forstået, at den ærværdige faders mening på mange punkter er blidere og mere midtsøgende end ordene i hans teser lægger op til eller andre af hans skrifter synes mig at implicere," (eck10#39).

⁵⁰ Og dog er det ikke tesens formulering, der støder Eck, nej, det er en formulering, som Luther kom med under disputationen, nemlig den, at "den [afladen] ikke er noget, men er en fjernelse af nogle gode gerninger!" (eck10#19) Om den formulering er det, han siger, at den er hovedvanskeligheden i diskussionen. For hvis det er sandt, så er aflad i sandhed skadelig, farlig og fordømmelig. Andre ting har fået lov at passere uden sådan at blive gjort til hovedvanskeligheden. Men overfor denne sag standser Eck op: Her har vi stedet, hvor vandene skilles! Eck i disputationen: "Men i alt dette synes det efter min svage bedømmelse at være hovedvanskeligheden i vores diskussion, at den ærværdige fader siger, at afladen ikke er andet end borttagelse af gode gerninger. Den fortolkning mindes jeg ikke at have fundet hos nogen, som enten giver aflad eller tillader den, eftersom en aflad, der blev forstået således, i sandhed ville være skadelig, farlig og fordømmelig;" (eck10#40).

⁵¹        Har vi da det, mon?
           Ja, måske nok. Men det, der er spørgsmålet for mig, er, om dette stridspunkt ikke beror på en misforståelse, som ingen af parterne bliver klar over, beror på en forveksling af "gode gerninger" med "fyldestgørende gerninger", en forveksling, som måske ville være faldet den ene part, Eck, vanskelig at indrømme, og måske ville være faldet den anden part, Luther, ubekvem at gennemtænke, men som alligevel ved nærmere overvejelse viser sig faktisk at have fundet sted. Jeg skal senere undersøge, om Latomus mon har afsløret denne forveksling, men jeg overrasker nok ikke nogen ved allerede nu at sige, at det har han efter min mening ikke. Dog findes forvekslingen stadigvæk hos begge parter, og det må nødvendigvis give anledning til at spørge, om den reformation, der faktisk fandt sted, fandt sted på et forkert grundlag. Jeg vil, som man måske kan forstå, være tilbøjelig til at svare ja, men jeg vil godt tilføje, at dette ikke rokker ved reformationens nødvendighed, ja, at denne misforståelse kan siges at være en lykkelig historisk tilfældighed, idet vi, hvis den ikke havde fundet sted, formentlig ville have fået en helt anden reformation, om nogen overhovedet.

⁵²         Eck gør faktisk en del ud af dette puinkt. Inden han giver sig til at svare Luthers indvendinger mod de tolv punkter, han selv i første omgang havde fremsat, tager han sig tid til at tilbagevise den tanke, at aflad kun er eftergivelse af gode gerninger. Alle er enige om, at sådan er det ikke, siger han med et autoritativt argument, der ikke er noget argument. Heller ikke, selv om han anfører den nuværende pave, Leo den Tiende, til sidst. Nej, i afladen eftergives de timelige straffe, der skyldes. Eck i disputationen: "Derfor er alle, der enten giver eller tillader afladen enige om den ene ting, at afladen ikke er eftergivelse af gode gerninger, men er eftergivelse af timelige straffe for den synd, der er angret, de timelige straffe, der endnu skyldes og ikke er afløst, sådan som Leo, vor nuværende pave, udtrykkeligt har fastslået det i forordet til sit dekret". (eck10#41)

⁵³ Eck vil sammen med den tids papister for næsten enhver pris fastholde, at aflad er noget positivt. Derfor vender han sig imod Luthers udtryk, at afladen er eftergivelse af gode gerninger, og derfor vender han sig imod den tanke, at aflad kun gives til de dovne. Disse udtryk er altfor negative. Aflad er efter hans mening noget positivt, en overbærenhed, en eftergivelse, en tildeling, der udløser fra skærsilden. Eck i disputationen: "Derfor kan jeg ikke være enig i det, den ærværdige fader siger i sine resolutioner, at afladen kun gives til de dovne. Det bekræfter han også i en folkelig prædiken, at den gives til dem, der ikke vil opfylde bodskanonnerne, og dog siger han i de samme resolutioner, at bodskanonnerne pålægges de dovne, skønt ellers ihærdige mænd gør bod hele livet". (eck10#42)

⁵⁴ Det er sandt nok, at Luther i resolutionerne hævder, at aflad kun gives til de dovne, men han angiver sine gode grunde derfor. En, der i sandhed gør bod, vil ikke søge at få straffen skaffet bort, siger han, han vil i stedet bede om at blive straffet og det med en sådan kraft, at man ikke skal efterkomme hans ønske; han vil ellers ødelægge sig selv. Luther i resolutionerne over de 95 teser: "Tag en sandt bodgørende, og du vil se, at han så brændende i sig selv kræver straf for at have voldt guddommen anstød, at han tvinger dig til at have barmhjertighed med sig, ja, så det er nødvendigt at modstå ham, at han ikke skal ødelægge sig selv, som vi ofte læser om og ser ske". (res08#27)

⁵⁵ Det er også sandt, at Luther i resolutionerne har sagt, at bodskanonnerne pålægges de dovne, som det fremgår af hosstående. Og meningen er vel i sammenhængen, at de kanoniske straffe ikke er nødvendige overfor de sandt bodgørende, og pålægges de, modtages de med kyshånd, mens de er nødvendige overfor de dovne, for at de kan komme til at handle bedre eller for at de selv kan opdage, hvor ringe deres anger er. Det er, hvad Luther mener med, at de kanoniske straffe (bodskanonnerne) pålægges de dovne. Og det er vistnok lidt spidsfindigt at ville se en modsætning til påstanden om, at afladen gives til de dovne. At det er de dovne, man skal sørge for i boden får pålagt en straf, er forståeligt; de flittige behøver man ikke på den måde bekymre sig om. Og at afladen er for de dovne, er en beklagelig ting, eller rettere, det forekommer Luther beklageligt, at de dovne kan slippe udenom bodskanonnernes krav gennem afladen. Luther i resolutionerne: "Jeg mener altså, at jeg har talt ret, da jeg sagde, at de kanoniske straffe kun enten pålægges dem, som ikke vil handle bedre, såsom de dovne, eller pålægges, for at de skal opdage sandheden om deres anger". (res08#29)

⁵⁶        Eck gentager så sin anklage: Aflad ville være noget ulykkeligt noget, hvis den var eftergivelse af gode gerninger, tilsyneladende uden at gøre sig helt klart, at Luther jo netop regner afladen for noget ulykkeligt noget. Eck i disputationen: "Derfor ville afladen være noget ulykkeligt noget, hvis den var eftergivelse af gode gerninger". (eck10#42)

⁵⁷       Hvad svarer nu Luther til Ecks anklager?
        Ja, lad mig tage det sidste først: Han indrømmer, at han ikke kan huske, at han har sagt, at at kanonnerne pålægger de dovne de fyldestgørende handlinger. Og det er jo noget lidt farligt noget at sige i påhør af den Eck, der er meget berømt for sin gode hukommelse (vi har lige set, hvordan han formår at citere Leos bulle ordret). Men Luther har nu ikke nogen grund til at skamme sig over sin hukommelse. Hvad han her siger, svarer faktisk ganske udmærket til det, han lidt mere udførligt har sagt i resolutionerne, se ovenfor #54 og #55. Luther i disputationen: "Jeg siger: Jeg husker ikke, at jeg har sagt, at kanonnerne pålægger de dovne de fyldestgørende handlinger. Men hvis jeg har sagt det, var min mening den, at de ivrige og brændende, også hvis de ikke gør bod, gør mere, end kanonnerne påbyder". (Eck11#31)

⁵⁸        Mere interessant er det, at Luther forklarer Eck, hvad han mener, når han siger, at aflad er eftergivelse af gode gerninger. Han mener nogenlunde ligeud, hvad han siger. Eck og papisterne hævder, at aflad er eftergivelse af straf. Javist, men hvad består disse straffe af? De består jo netop af gode gerninger, almisse, bøn, faste, vågen osv. Altså, når disse straffe bliver eftergivet, er det gode gerninger, man får lov til at undlade at gøre. Man var idømt så og så mange ave-Maria' er, så og så mange fadervor, så og så mange penge til de fattige igennem så og så lang tid, men alt dette får man ved afladen lov til at undlade at gøre; for paven trækker på kirkens skat af overskydende gode gerninger, og derved kan han give den afladskøbende lov til at være efterladende med disse gode gerninger, så han altså ikke mere har pligt til at øve dem. Altså: Aflad er eftergivelse af gode gerninger. Luther i disputationen: "Jeg svarer: Jeg undrer mig noget over, hvad hr doktoren vil med disse ord, eftersom de uden tvivl ved de straffe, der skyldes for synderne, forstår alle anstrengelser med fyldestgørelse, som er den tredie del af boden, og blandt disse er jo givetvis gode gerninger: almisse, bøn, faste, vågen og den slags". (eck11#27)

⁵⁹        Nu er der i disputationen heldigvis et svar fra Ecks side på denne klare tale. Og det er ret klart at se, at han taler udenom. Dog må man medgive ham, at han giver Luther den cado, at Luthers gendrivelse af præcis og lærd. At eftergive straffen er at eftergive fyldestgørelsens anstrengelse; blandt fyldestgørelsens anstrengelse er gode gerninger. Ergo aflad, eller at eftergive straffen, er at eftergive gode gerninger. Det er den konklusion, Eck vil søge at undgå. Og det første, han her gør, er at indskyde et nyt begreb, fyldestgørelsens anstrengelse, i slutningskæden. Eck i disputationen: "Fordi som sagt størstedelen af vores uenighed ligger deri, om aflad er eftergivelse af gode gerninger eller af straffe, hvor jeg har sagt, at de kirkelige lærde og de romerske paver, der hidtil har skrevet om afladen, har været på min side, så har den ærværdige fader gendrevet det præcist og lærd, fordi det at eftergive straffen ville være at eftergive fyldestgørelsens anstrengelse, blandt hvilke er gode gerninger, og det ville være imod Innocens' dekret i kapitlet 'cum ex eo', om Boden, at ikke bodsfyldestgørelsen skal svækkes". (eck11#59)

⁶⁰ Så får han skabt afstand mellem de gode gerninger, faste, vågen, bøn og almisse, og eftergivelsen. Det næste er at sige, at eftergivelsen vel sker på grund af disse ting, altså faste, vågen, bøn og almisse, men ikke i kraft af, at de er gode gerninger, nej, i kraft af at de er fyldestgørelsens anstrengelse. Og så langt, så godt. Nu har vi fået delt fyldestgørelsens anstrengelser op i to aspekter: én aspekt, hvorefter de er gode gerninger, og én, hvorefter de er fyldestgørelsens anstrengelser. Hvordan forholder imidlertid disse to aspekter sig til hinanden? Kan almisse ikke være en god gerninger, hvis den tillige er fyldestgørende? Det ville jo Eck skulle svare nej til, hvis hans konklusion skulle være holdbar. Men det vover han alligevel ikke. Han nøjes med at sætte de to aspekter sammen på anden måde: almisse kan godt være en god gerning, selv om der ikke gøres fyldest med denne almissehandling. Og så er Luthers konklusion stadig gældende: aflad er eftergivelse af gode gerninger. Eck i disputationen: "Jeg siger: Det er ganske rigtigt fyldestgørelsens anstrengelser, der eftergives, men det sker ikke, fordi de er gode gerninger. Skønt nemlig bøn, faste, osv, er fyldestgørelser, er de dog gode gerninger, også hvis vi ikke gør fyldest med dem. Dertil kommer, at der ikke blot sker fyldestgørelse ved anstrengelsen med de gode gerninger, men også gennem den fyldestgørende lidelse". (eck11#60)

⁶¹       Nå, Luther får ikke lejlighed til at svare på dette. Og det er måske også tvivlsomt, om han ville have gjort mere ved det, om han havde fået mulighed for det. Det er, som om Luther her bare fremsætter en selvfølgelighed, som da enhver med lidt omløb i hovedet kan se. Og hvis Eck vil stritte imod, så ham om det.

⁶²        Problemet i denne uoverensstemmelse ligger dels i, at man kalder en god gerning for en straf, dels i, at man ikke skelner klart mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger. Den første ting har Luther opdaget, den sidste ikke.

⁶³         Misèren kan jo i høj grad føres tilbage til det højst uheldige forhold, at man i det hele taget i bodssakramentet er begyndt på at kræve fyldestgørende handlinger gennemført. Ordet "kræver" fører ordet "straf" med sig som sin naturlige konsekvens, ligesom ordet "idømmer" eller "pålægger" har den samme konsekvens. Og så går altså dette at bede et fadervor hen og bliver noget man gør, ikke fordi man vil takke Gud, ikke fordi man er i problemer og vil anmode Gud om hjælp, men fordi man skal lide en straf. Fadervor som en straf, det er jo absurd? Ja, men det er i det hele taget talen om fyldestgørelsen.

⁶⁴        Men man kan også lægge mærke til, at det kun er Eck, der søger at skelne mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger, og det er endda kun, fordi han er under pres, at han gør det. Han skal formentlig ikke bruge dette skel ved andre lejligheder, det synes opfundet ad hoc, fordi han lige står og mangler et argument imod Luther. Men netop dette skel kunne godt have reddet ham, hvis han havde brugt det lidt mere gennemtænkt. Eller, mere præcist, for det kan godt være, at denne sag er tabt på forhånd for papisterne, skellet mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger kan i andre sammenhænge være klarende.

⁶⁵        Der er et sjovt lille ordskifte i disputationen, som jeg lige vil tage med. Det tager udgangspunkt i hosstående citat, om hvilket man er tilbøjelig til at sige: forstå det, hvem der kan. Dog kan man nok fornemme, at Eck også her synes at gøre brug af den skelnen, jeg fandt hos ham før: den gode gerning ud fra det synspunkt, at den er fyldestgørende og ud fra det synspunkt, at den er fortjenstfuld. Og spørgsmålet, der rejser sig for ham er så (med alle mulige forbehold for, at jeg har misforstået det hele): Hvis nu et menneske gør en god gerning, f. eks. yder almisse, fordi han i bodssakramentet er blevet idømt at skulle yde almisse, er denne gode gerning så mindre fortjenstfuld, fordi den samtidig er fyldestgørende? Nej, det kan den ikke være, mener Eck. Ergo er afladen ikke et fordærv af den gode gerning, som Luther har påstået i sin tese 11. (t-ecklut#26) Eck i disputationen: "Videre vil jeg hertil føje: Hvis afladen var et fordærv af den gode gerning, så ville jeg i højeste grad efter forgodtbefindende derudfra kunne nære mistanke om, hvorvidt den er fyldestgørende. Men gennem den fyldestgørende gerning gør vi os ikke mindre fortjent end hvis den ikke er fyldestgørende. Ellers ville det gå sådan, at vi ikke gjorde nogen fyldestgørende gerninger, uden at vore fortjenester ud fra dette stade blev mindre". (eck10#13)

⁶⁶       Hvad der imidlertid imponerer mig en del, er Luthers svar. Det forekommer mig at være udtalt i samme irriterede tone som den, en utålmodig lærer kan have overfor en dum elev: har manden da ikke forstået det endnu? Nå, ja, men så siger jeg det da én gang til, om ikke det kunne trænge ind! Aflad er ikke fyldestgørelse, aflad er eftergivelse af fyldestgørelse. Så hele det spørgsmål, Eck rejser, om, hvorvidt en god gerning på én gang kan være fyldestgørende og fortjenstfuld, kan måske være interessant nok, det har bare ikke noget med afladen at gøre. For at købe aflad er ikke at gøre en god gerning, at købe aflad er ikke at gøre en fortjenstfuld gerning eller en fyldestgørende gerning, at købe aflad er at gøre noget, hvorved man får lov til at lade være med alle disse ting. Luther i disputationen: "For det syvende får han mistanke om, at afladen af den grund skulle være den gode gernings fordærv, at den er en fyldestgørelse. Jeg svarer, at afladen ikke er en fyldestgørelse, men en eftergivelse af en fyldestgørelse. Derfor duer det ikke med dette argument, hvor afladen sammenlignes med fyldestgørende gerninger, som om vore fortjenester formindskedes, hvis vi lod være med at købe aflad. Hvor det tværtimod er mere sandt, at fortjenesterne øges, når vi lader være med at købe aflad". (eck10#31)

⁶⁷ Og Luther skærer det ud i pap: Eck sammenligner dette at købe aflad med dette at foretage en fyldestgørende gerning. Ja, han går ud fra som en forudsætning, at det er det samme. Derfor giver han sig til at overveje, om den fyldestgørende gerning kan være fortjenstfuld, når den dog er fyldestgørende. "Som om vore fortjenester formindskedes, hvis vi lod være med at købe aflad". Nej, det er helt forkert, siger Luther. Det er da langt snarere sådan, at vore fortjenester øges, når vi lader være med at købe aflad.

⁶⁸         De, der vil, kan forfølge disputationens videre argumentationsforløb gennem de links, jeg har anbragt i disputationen. Eck er stadig fastlåst i sine forestillinger om afladen og kan naturligvis ikke godtage Luthers tanke om, at vore fortjenester øges, når vi undlader at købe aflad. Man ville nok i stedet for at bruge pengene på at købe aflad, hvorved man måske ville være med til at støtte bygningen af en for samfundet højst nødvendig bro, give dem ud på gæstebud og dens slags fjas. Men han indrømmer dog, at man med sine penge godt kunne gøre noget, der var mere fortjenstfuldt end at købe aflad. (eck11#15) Luther konstaterer, at hans argument ikke er gendrevet, og gør ikke mere ud af det. (eck11#50)

⁶⁹         Men også denne del af ordskiftet mellem Eck og Luther afslører, synes jeg, hvordan afladsspørgsmålet er gjort utrolig indviklet. Djævelsk indviklet, vil jeg endda sige. For det er jo det, Luther bliver klar over efterhånden: hele denne indviklede teologi er opfundet af djævelen; det viser sig ved, at man skal bruge sproget imod sproget; det viser sig ved, at man skal tale om at købe aflad som om det er noget fortjenstfuldt og fyldestgørende, hvor det jo i virkeligheden er et forsøg på at slippe for at yde de fyldestgørende gerninger; det viser sig ved selve ordet aflad, der jo blot er en byttehandel, hvor man bytter penge ud mod andres fyldestgørende gerninger, ikke noget, der har noget med "indulgentia", overbærenhed, at gøre. Og det viser sig, og det er måske det mest alvorlige, deri, at hele forholdet til Gud bliver opfattet som et handelsforhold, som noget, man kan lave en aftale om, som noget, der ikke kræver hele ens person, man kan nøjes med den del, der kan yde noget, det være sig penge, gode gerninger, fyldestgørende anstrengelser og den slags.

⁷⁰ Anden afdeling
10. Findes der overskydende gode gerninger?

⁷¹       Nu er vi omsider nået så langt, at vi kan gå i gang med det egentlige spørgsmål: Hvis det forholder sig sådan, at intet menneske kan gøre en god gerning, der kan bestå for Guds domstol, kan der så i det hele taget være nogle gerninger til overs fra helgenernes fromme liv? Og hvis yderligere den skat, hvorfra paven uddeler aflad, ikke modtager indskud fra Kristi overskydende gode gerninger, er skatten så ikke i virkeligheden ikke-eksisterende?

⁷²        Foreløbig tager vi dog kun den del af argumentationen frem, der har med helgenernes gerninger at gøre. Den anden del blev, som bekendt, hovedtemaet i samtalen Luther og Cajetan i oktober 1518 eller rettere forhøret af Luther ved Cajetan.
        Men altså: Kan et menneske gøre mere end det forlanges af det? Er der nogensinde noget overskud til stede for det enkelte menneske, så der af dette overskud kan indsamles en skat, hvorfra paven som kirkens overhoved kan uddele til dem, der har underskud? Luther i resolutionerne over de 95 teser (tese 58): "De siger nemlig, at helgenerne i dette liv har udført mange gerninger udover det, der krævedes af dem, nemlig overskydende gerninger, som endnu ikke er gengældt, men efterladt i kirkens skatkammer, og med dem kan der gives en vis værdig kompensation gennem afladen, osv. Og således vil de, at helgenerne skal have gjort fyldest for os. Imod det argumenterer jeg:" (res09#26)

⁷³       Hosstående argument har jeg været inde på tidligere, se 02#9. Og igen skal jeg gøre opmærksom på oversættelsens mangelfuldhed. Det hedder "indulgentiae non sunt indulgentiae", aflad er ikke aflad. Men dette giver i vores sammenhæng ingen mening, fordi ordet "aflad" har mistet den betydning, det måske engang havde af "nåde" og "overbærenhed" og gået hen og blevet en blot teknisk betegnelse for en bestemt kirkelig foreteelse. Så jeg må sige "aflad er ikke overbærenhed", men jo altså underforstå, at det skulle det egentlig være. Nå, som oversætter er jeg nu ikke så bekymret, for den oversættelse, jeg leverer, har den latinske tekst stående ved siden af sig. Det er mig en stor trøst. Luther (fortsat): "For det første. Ergo er afladen ikke overbærenhed, hvilket jeg beviser, fordi den ikke er eftergivelse for intet, men tildeling af en andens fyldestgørelse, og fremfor alt, som der ovenfor blev argumenteret om den kæmpende kirkes skat, på den måde udvirkes der ikke noget ved nøglernes kraft, udover en overførsel af gerninger, der løses intet -- hvilket er imod Kristi ord: Hvadsomhelst I løser". (res09#27)

⁷⁴ Men som man kan se af hosstående citat, er det ifølge Luther ikke blot ordet "indulgentiae", der bruges imod sin betydning, det er også ordet "afløse" eller "løse" fra Matt 16,19, der kommer til at betyde "ombytte" i stedet for "løse". Men det ligger jo i hele den forvirring, (eller skal jeg måske ligefrem sige: "villede forvirring", hvilket næsten er lig med "bedrageri"?) der herskede i middelalderens slutning om afladen. Paven ville på én gang stå som den, der forbarmede sig af kærlighed til sin hjord, og som den, der havde den guddommelige magt, idet han havde nøglen, ikke til himmeriget, men til kirkens skatkammer, hvorfra han kunne uddele efter forgodtbefindende til hvem han ville. At han så uddelte til den, der betalte for det, er det store misbrug, der først blev rådet bod på ved tridentinerkoncilet efter Luthers fremtræden.

⁷⁵       Det, der imidlertid har påkaldt sig min opmærksomhed i denne forbindelse, er det, Luther siger som det tredie. Det har også påkaldt sig Luthers opmærksomhed, for han gennemarbejder det hele 19 celler igennem. Først i celle #49 går han over til at behandle det næste punkt, om Kristi fortjenester er afladens skat. Og han udarbejder nogenlunde de samme citater og henvisninger i sine resolutioner efter Leipzig-disputationen, artikel 2. Og endelig er det disse tanker, der ligger i forgrunden, når han svarer Latomus i foråret 1521. Luther (lidt senere): "For det tredie. Ingen af de hellige opfylder i dette liv Guds bud tilstrækkeligt, derfor gør de slet ikke nogen overskydende gerninger. Derfor bliver der ikke noget at uddele til aflad. Jeg tror, at konsekvensen er tilstrækkelig klar, men oversætningen beviser jeg således, at man ikke bør tvivle på den, men tro på den, eftersom det modsatte er kættersk". (res09#30)

⁷⁶       Denne tanke har ganske gennemgribende konsekvenser. Og konsekvenserne af den kommer allerede frem i disse resolutioner: Der bliver ikke noget at uddele til aflad. Luther nævner ikke konsekvensen tydeligere end her. Det skulle vel også være nok. Men da han senere påviser, at skatten heller ikke modtager noget tilskud fra Kristi overskydende gerninger, selv om disse godt nok forefindes, så skulle man synes, det ville være naturligt at nævne den konsekvens, som kan drages af disse to teser: at hele afladsvæsenet er et fromt bedrag, at handelen er en handel med en ikke-eksisterende vare, at det forholder sig med hele afladshandelen, som med det dyre stof, bedragerne solgte til kejseren i H. C. Andersens eventyr: "Kejserens nye klæder": alle lod, som om de kunne se det, alle gik ind på den forestilling, at det fine stof eksisterede, alle beundrede dets fornemme fald i folderne osv, men ingen kunne rent faktisk se det. For det eksisterede ikke.

⁷⁷         Og lad ingen være i tvivl om det: Jeg giver det lille barn ret, der sagde: Han har jo ingenting på. Der er virkelig, efter min bedste overbevisning, ikke noget, der hedder skærsild, aflad, eller løskøbelse fra samme ved hjælp af samme. Det er bluff, det er et fromt bedrag, det er en beklagelig udvikling af tankegangen i slutningen af middelalderen, opstået af mange grunde, men ikke mindst i kraft af pavens magtkrav.

⁷⁸        Og ingen skal heller være i tvivl om, at jeg betragter afsløringen af dette bedrag som et stort fremskridt for menneskeheden. Jeg vil nok mene, at dette bedrag kun var en del af det papistiske bedrag, som bragte Luther frem til den anskuelse, at paven var antikrist, og som var med til at gøre ham stålsat i Worms, men det var der dog og var med til at opbygge i ham den modstand i samvittigheden, der fik ham til at stå fast på sin overbevisning og nægte at tilbagekalde noget, en begivenhed, der var af uoverskuelig betydning for udviklingen af det europæiske demokrati.

⁷⁹        Heller ikke skal man overse det faktum, at de modstandere, Luther havde, faktisk var enige med ham i det synspunkt, at en væsentlig uenighed mellem dem og ham netop lå i synet på helgenernes gerninger: var de overskydende eller var de, som alle andre menneskers gerninger, lidt snuskede? Såvidt jeg har kunnet undersøge det, og jeg redegør for det i det følgende, er alle hans modstandere grebet af den samme forestilling: kirkens skat fyldes virkelig af helgenernes gode gerninger, derfor er et syndigt menneske, en helgen, i stand til at gøre gode gerninger i større omfang, end han er skyldig at gøre. Der er et input i skatkammeret.

⁸⁰         Alt dette betyder, at hvad jeg redegør for og hvad jeg påstår i det følgende, sådan set er ganske overflødigt: Reformationen har fundet sted, og jeg ønsker da mindst af alle at ændre noget ved det faktum. Om den så har fundet sted delvist i kraft af en misforståelse af afladsteologien, det ændrer -- heldigvis -- ikke på det faktum, at den altså har fundet sted.

⁸¹ Så i den forstand minder det forehavende, jeg har i det følgende, om Kierkegaards vittighed, hvor han siger, at hvis nogen bliver verdensberømt i kraft af en uopdaget trykfejl, så må det vel betragtes som en legitim måde at blive verdensberømt på. Der er kommet en reformation i stand i kraft af en misforståelse af afladssagen; begge parter står på hver sin side af den misforståede opfattelse og slår hinanden i hovedet med skriftsteder og kirkefædre-citater; men begge parter er enige om misforståelsen: spørgsmålet dem imellem drejer sig om, hvorvidt helgener er i stand til at gøre overskydende gode gerninger, den ene siger nej (Luther), den anden ja (papisterne).

⁸² Og skønt det altså på en måde altid er ærgerligt, når nogen kommer og afbryder en god slåskamp, som lige er så godt i gang, og skønt jeg sådan set også elsker at se nogen slås (her: se nogen være teologisk uenige), så vil jeg alligevel gøre det klart i det følgende, at det ålehoved, de slås om, forlængst er snuppet af trediepart (for nu at blive i H. C. Andersens eventyr): Der er ingen grund til at ofre de store teologiske ressourcer på hverken det ene eller det andet standpunkt, for forudsætningen: at helgener må kunne gøre gode gerninger, hvis kirkens skat, som afladen uddeles fra, skal fyldes, er forkert.

⁸³        Der foreligger en forveksling af fyldestgørende gerninger og gode gerninger. Og denne forveksling finder sted både hos Luther og hos hans modstandere. Man kunne måske forestille sig, at Luthers modstandere er blevet draget med ind i forvekslingen af Luthers fejltagelse. Sådan noget sker jo af og til: Man går uvilkårligt ind på de forudsætninger, modstanderen har, og argumenterer kraftigt imod dem, uden at undersøge, om det måske har sin fulde rigtighed med disse uudtalte forudsætninger. Noget sådant kunne tænkes at være tilfældet her. Og der findes da også antydninger hos Luthers modstandere af, at de skelner mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger. Men de skelner ikke på en måde, som kunne være frugtbar i debatten; eller: de vil ikke opgive den forestilling, at helgener er i stand til at gøre gode gerninger, endda så der bliver et overskud for andre at tære på.

⁸⁴          Luther kommer i det følgende med hele syv beviser for, at det virkelig forholder sig, som han siger: Intet menneske, altså heller ingen helgen, opfylder i dette liv Guds bud tilstrækkeligt. De er altid i underskud. Disse punkter vil jeg ikke gå ind på. For det er ikke dèr, Luthers forveksling finder sted. Den finder sted allerede i det første, han skriver.
         Altså: Sandt er, at intet menneske opfylder Guds bud tilstrækkeligt, heller ikke helgenerne. Sandt er, at helgenerne slet ikke gør nogen overskydende gerninger. Men konklusionen, at der af den grund ikke bliver noget at uddele til aflad, er ikke sand. Det holder ikke stik, at fordi ingen god gerning er god i egentlig forstand, derfor sker der ikke noget input i kirkens skat, og derfor kan der ikke uddeles aflad fra samme skat. For taler vi om aflad, taler vi ikke om gode gerninger, men om fyldestgørende gerninger. Og disse to begreber er noget helt forskelligt.

Luther (lidt senere): "For det tredie. Ingen af de hellige opfylder i dette liv Guds bud tilstrækkeligt, derfor gør de slet ikke nogen overskydende gerninger. Derfor bliver der ikke noget at uddele til aflad". (res09#30)

⁸⁵        Jeg indrømmer, at ingen dengang gjorde noget synderligt ud af denne forskel, formentlig fordi alle middelalderteologer regnede det for givet, at helgenerne formåede at gøre gode gerninger. Dog udgør Cajetan muligvis en undtagelse i denne henseende, og i så fald bliver den sidste påstand lidt mere indviklet. Men lad det kun ligge her i første omgang.

⁸⁶          Jeg indrømmer også, at hele spørgsmålet har et skær af anakronisme over sig. Hvorfor dog spekulere på et spørgsmål, som historien forlængst har afgjort? Men dels er altså spørgsmålet slet ikke afgjort af historien, men tværtimod hugget over, misforstået eller overhovedet ikke taget op, dels viser vel den diskussion, der sidenhen har været mellem katolikker og lutheranere, at tingene stadigvæk nok kan trænge til en afklaring.

⁸⁷ c Videre til misforst05!

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

n1: Det vil sige abusionibus, se abusio.

⁶¹ Nå, Luther får ikke lejlighed til at svare på dette. Og det er måske også tvivlsomt, om han ville have gjort mere ved det, om han havde fået mulighed for det. Det er, som om Luther her bare fremsætter en selvfølgelighed, som da enhver med lidt omløb i hovedet kan se. Og hvis Eck vil stritte imod, så ham om det.
⁶² Problemet i denne uoverensstemmelse ligger dels i, at man kalder en god gerning for en straf, dels i, at man ikke skelner klart mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger. Den første ting har Luther opdaget, den sidste ikke.
⁶³ Misèren kan jo i høj grad føres tilbage til det højst uheldige forhold, at man i det hele taget i bodssakramentet er begyndt på at kræve fyldestgørende handlinger gennemført. Ordet "kræver" fører ordet "straf" med sig som sin naturlige konsekvens, ligesom ordet "idømmer" eller "pålægger" har den samme konsekvens. Og så går altså dette at bede et fadervor hen og bliver noget man gør, ikke fordi man vil takke Gud, ikke fordi man er i problemer og vil anmode Gud om hjælp, men fordi man skal lide en straf. Fadervor som en straf, det er jo absurd? Ja, men det er i det hele taget talen om fyldestgørelsen.
⁶⁴ Men man kan også lægge mærke til, at det kun er Eck, der søger at skelne mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger, og det er endda kun, fordi han er under pres, at han gør det. Han skal formentlig ikke bruge dette skel ved andre lejligheder, det synes opfundet ad hoc, fordi han lige står og mangler et argument imod Luther. Men netop dette skel kunne godt have reddet ham, hvis han havde brugt det lidt mere gennemtænkt. Eller, mere præcist, for det kan godt være, at denne sag er tabt på forhånd for papisterne, skellet mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger kan i andre sammenhænge være klarende.
⁶⁵ Der er et sjovt lille ordskifte i disputationen, som jeg lige vil tage med. Det tager udgangspunkt i hosstående citat, om hvilket man er tilbøjelig til at sige: forstå det, hvem der kan. Dog kan man nok fornemme, at Eck også her synes at gøre brug af den skelnen, jeg fandt hos ham før: den gode gerning ud fra det synspunkt, at den er fyldestgørende og ud fra det synspunkt, at den er fortjenstfuld. Og spørgsmålet, der rejser sig for ham er så (med alle mulige forbehold for, at jeg har misforstået det hele): Hvis nu et menneske gør en god gerning, f. eks. yder almisse, fordi han i bodssakramentet er blevet idømt at skulle yde almisse, er denne gode gerning så mindre fortjenstfuld, fordi den samtidig er fyldestgørende? Nej, det kan den ikke være, mener Eck. Ergo er afladen ikke et fordærv af den gode gerning, som Luther har påstået i sin tese 11. (t-ecklut#26)	Eck i disputationen: "Videre vil jeg hertil føje: Hvis afladen var et fordærv af den gode gerning, så ville jeg i højeste grad efter forgodtbefindende derudfra kunne nære mistanke om, hvorvidt den er fyldestgørende. Men gennem den fyldestgørende gerning gør vi os ikke mindre fortjent end hvis den ikke er fyldestgørende. Ellers ville det gå sådan, at vi ikke gjorde nogen fyldestgørende gerninger, uden at vore fortjenester ud fra dette stade blev mindre". (eck10#13)
⁶⁶ Hvad der imidlertid imponerer mig en del, er Luthers svar. Det forekommer mig at være udtalt i samme irriterede tone som den, en utålmodig lærer kan have overfor en dum elev: har manden da ikke forstået det endnu? Nå, ja, men så siger jeg det da én gang til, om ikke det kunne trænge ind! Aflad er ikke fyldestgørelse, aflad er eftergivelse af fyldestgørelse. Så hele det spørgsmål, Eck rejser, om, hvorvidt en god gerning på én gang kan være fyldestgørende og fortjenstfuld, kan måske være interessant nok, det har bare ikke noget med afladen at gøre. For at købe aflad er ikke at gøre en god gerning, at købe aflad er ikke at gøre en fortjenstfuld gerning eller en fyldestgørende gerning, at købe aflad er at gøre noget, hvorved man får lov til at lade være med alle disse ting.	Luther i disputationen: "For det syvende får han mistanke om, at afladen af den grund skulle være den gode gernings fordærv, at den er en fyldestgørelse. Jeg svarer, at afladen ikke er en fyldestgørelse, men en eftergivelse af en fyldestgørelse. Derfor duer det ikke med dette argument, hvor afladen sammenlignes med fyldestgørende gerninger, som om vore fortjenester formindskedes, hvis vi lod være med at købe aflad. Hvor det tværtimod er mere sandt, at fortjenesterne øges, når vi lader være med at købe aflad". (eck10#31)
⁶⁷ Og Luther skærer det ud i pap: Eck sammenligner dette at købe aflad med dette at foretage en fyldestgørende gerning. Ja, han går ud fra som en forudsætning, at det er det samme. Derfor giver han sig til at overveje, om den fyldestgørende gerning kan være fortjenstfuld, når den dog er fyldestgørende. "Som om vore fortjenester formindskedes, hvis vi lod være med at købe aflad". Nej, det er helt forkert, siger Luther. Det er da langt snarere sådan, at vore fortjenester øges, når vi lader være med at købe aflad.
⁶⁸ De, der vil, kan forfølge disputationens videre argumentationsforløb gennem de links, jeg har anbragt i disputationen. Eck er stadig fastlåst i sine forestillinger om afladen og kan naturligvis ikke godtage Luthers tanke om, at vore fortjenester øges, når vi undlader at købe aflad. Man ville nok i stedet for at bruge pengene på at købe aflad, hvorved man måske ville være med til at støtte bygningen af en for samfundet højst nødvendig bro, give dem ud på gæstebud og dens slags fjas. Men han indrømmer dog, at man med sine penge godt kunne gøre noget, der var mere fortjenstfuldt end at købe aflad. (eck11#15) Luther konstaterer, at hans argument ikke er gendrevet, og gør ikke mere ud af det. (eck11#50)
⁶⁹ Men også denne del af ordskiftet mellem Eck og Luther afslører, synes jeg, hvordan afladsspørgsmålet er gjort utrolig indviklet. Djævelsk indviklet, vil jeg endda sige. For det er jo det, Luther bliver klar over efterhånden: hele denne indviklede teologi er opfundet af djævelen; det viser sig ved, at man skal bruge sproget imod sproget; det viser sig ved, at man skal tale om at købe aflad som om det er noget fortjenstfuldt og fyldestgørende, hvor det jo i virkeligheden er et forsøg på at slippe for at yde de fyldestgørende gerninger; det viser sig ved selve ordet aflad, der jo blot er en byttehandel, hvor man bytter penge ud mod andres fyldestgørende gerninger, ikke noget, der har noget med "indulgentia", overbærenhed, at gøre. Og det viser sig, og det er måske det mest alvorlige, deri, at hele forholdet til Gud bliver opfattet som et handelsforhold, som noget, man kan lave en aftale om, som noget, der ikke kræver hele ens person, man kan nøjes med den del, der kan yde noget, det være sig penge, gode gerninger, fyldestgørende anstrengelser og den slags.
⁷⁰ Anden afdeling 10. Findes der overskydende gode gerninger?
⁷¹ Nu er vi omsider nået så langt, at vi kan gå i gang med det egentlige spørgsmål: Hvis det forholder sig sådan, at intet menneske kan gøre en god gerning, der kan bestå for Guds domstol, kan der så i det hele taget være nogle gerninger til overs fra helgenernes fromme liv? Og hvis yderligere den skat, hvorfra paven uddeler aflad, ikke modtager indskud fra Kristi overskydende gode gerninger, er skatten så ikke i virkeligheden ikke-eksisterende?
⁷² Foreløbig tager vi dog kun den del af argumentationen frem, der har med helgenernes gerninger at gøre. Den anden del blev, som bekendt, hovedtemaet i samtalen Luther og Cajetan i oktober 1518 eller rettere forhøret af Luther ved Cajetan. Men altså: Kan et menneske gøre mere end det forlanges af det? Er der nogensinde noget overskud til stede for det enkelte menneske, så der af dette overskud kan indsamles en skat, hvorfra paven som kirkens overhoved kan uddele til dem, der har underskud?	Luther i resolutionerne over de 95 teser (tese 58): "De siger nemlig, at helgenerne i dette liv har udført mange gerninger udover det, der krævedes af dem, nemlig overskydende gerninger, som endnu ikke er gengældt, men efterladt i kirkens skatkammer, og med dem kan der gives en vis værdig kompensation gennem afladen, osv. Og således vil de, at helgenerne skal have gjort fyldest for os. Imod det argumenterer jeg:" (res09#26)
⁷³ Hosstående argument har jeg været inde på tidligere, se 02#9. Og igen skal jeg gøre opmærksom på oversættelsens mangelfuldhed. Det hedder "indulgentiae non sunt indulgentiae", aflad er ikke aflad. Men dette giver i vores sammenhæng ingen mening, fordi ordet "aflad" har mistet den betydning, det måske engang havde af "nåde" og "overbærenhed" og gået hen og blevet en blot teknisk betegnelse for en bestemt kirkelig foreteelse. Så jeg må sige "aflad er ikke overbærenhed", men jo altså underforstå, at det skulle det egentlig være. Nå, som oversætter er jeg nu ikke så bekymret, for den oversættelse, jeg leverer, har den latinske tekst stående ved siden af sig. Det er mig en stor trøst.	Luther (fortsat): "For det første. Ergo er afladen ikke overbærenhed, hvilket jeg beviser, fordi den ikke er eftergivelse for intet, men tildeling af en andens fyldestgørelse, og fremfor alt, som der ovenfor blev argumenteret om den kæmpende kirkes skat, på den måde udvirkes der ikke noget ved nøglernes kraft, udover en overførsel af gerninger, der løses intet -- hvilket er imod Kristi ord: Hvadsomhelst I løser". (res09#27)
⁷⁴ Men som man kan se af hosstående citat, er det ifølge Luther ikke blot ordet "indulgentiae", der bruges imod sin betydning, det er også ordet "afløse" eller "løse" fra Matt 16,19, der kommer til at betyde "ombytte" i stedet for "løse". Men det ligger jo i hele den forvirring, (eller skal jeg måske ligefrem sige: "villede forvirring", hvilket næsten er lig med "bedrageri"?) der herskede i middelalderens slutning om afladen. Paven ville på én gang stå som den, der forbarmede sig af kærlighed til sin hjord, og som den, der havde den guddommelige magt, idet han havde nøglen, ikke til himmeriget, men til kirkens skatkammer, hvorfra han kunne uddele efter forgodtbefindende til hvem han ville. At han så uddelte til den, der betalte for det, er det store misbrug, der først blev rådet bod på ved tridentinerkoncilet efter Luthers fremtræden.
⁷⁵ Det, der imidlertid har påkaldt sig min opmærksomhed i denne forbindelse, er det, Luther siger som det tredie. Det har også påkaldt sig Luthers opmærksomhed, for han gennemarbejder det hele 19 celler igennem. Først i celle #49 går han over til at behandle det næste punkt, om Kristi fortjenester er afladens skat. Og han udarbejder nogenlunde de samme citater og henvisninger i sine resolutioner efter Leipzig-disputationen, artikel 2. Og endelig er det disse tanker, der ligger i forgrunden, når han svarer Latomus i foråret 1521.	Luther (lidt senere): "For det tredie. Ingen af de hellige opfylder i dette liv Guds bud tilstrækkeligt, derfor gør de slet ikke nogen overskydende gerninger. Derfor bliver der ikke noget at uddele til aflad. Jeg tror, at konsekvensen er tilstrækkelig klar, men oversætningen beviser jeg således, at man ikke bør tvivle på den, men tro på den, eftersom det modsatte er kættersk". (res09#30)
⁷⁶ Denne tanke har ganske gennemgribende konsekvenser. Og konsekvenserne af den kommer allerede frem i disse resolutioner: Der bliver ikke noget at uddele til aflad. Luther nævner ikke konsekvensen tydeligere end her. Det skulle vel også være nok. Men da han senere påviser, at skatten heller ikke modtager noget tilskud fra Kristi overskydende gerninger, selv om disse godt nok forefindes, så skulle man synes, det ville være naturligt at nævne den konsekvens, som kan drages af disse to teser: at hele afladsvæsenet er et fromt bedrag, at handelen er en handel med en ikke-eksisterende vare, at det forholder sig med hele afladshandelen, som med det dyre stof, bedragerne solgte til kejseren i H. C. Andersens eventyr: "Kejserens nye klæder": alle lod, som om de kunne se det, alle gik ind på den forestilling, at det fine stof eksisterede, alle beundrede dets fornemme fald i folderne osv, men ingen kunne rent faktisk se det. For det eksisterede ikke.
⁷⁷ Og lad ingen være i tvivl om det: Jeg giver det lille barn ret, der sagde: Han har jo ingenting på. Der er virkelig, efter min bedste overbevisning, ikke noget, der hedder skærsild, aflad, eller løskøbelse fra samme ved hjælp af samme. Det er bluff, det er et fromt bedrag, det er en beklagelig udvikling af tankegangen i slutningen af middelalderen, opstået af mange grunde, men ikke mindst i kraft af pavens magtkrav.
⁷⁸ Og ingen skal heller være i tvivl om, at jeg betragter afsløringen af dette bedrag som et stort fremskridt for menneskeheden. Jeg vil nok mene, at dette bedrag kun var en del af det papistiske bedrag, som bragte Luther frem til den anskuelse, at paven var antikrist, og som var med til at gøre ham stålsat i Worms, men det var der dog og var med til at opbygge i ham den modstand i samvittigheden, der fik ham til at stå fast på sin overbevisning og nægte at tilbagekalde noget, en begivenhed, der var af uoverskuelig betydning for udviklingen af det europæiske demokrati.
⁷⁹ Heller ikke skal man overse det faktum, at de modstandere, Luther havde, faktisk var enige med ham i det synspunkt, at en væsentlig uenighed mellem dem og ham netop lå i synet på helgenernes gerninger: var de overskydende eller var de, som alle andre menneskers gerninger, lidt snuskede? Såvidt jeg har kunnet undersøge det, og jeg redegør for det i det følgende, er alle hans modstandere grebet af den samme forestilling: kirkens skat fyldes virkelig af helgenernes gode gerninger, derfor er et syndigt menneske, en helgen, i stand til at gøre gode gerninger i større omfang, end han er skyldig at gøre. Der er et input i skatkammeret.
⁸⁰ Alt dette betyder, at hvad jeg redegør for og hvad jeg påstår i det følgende, sådan set er ganske overflødigt: Reformationen har fundet sted, og jeg ønsker da mindst af alle at ændre noget ved det faktum. Om den så har fundet sted delvist i kraft af en misforståelse af afladsteologien, det ændrer -- heldigvis -- ikke på det faktum, at den altså har fundet sted.
⁸¹ Så i den forstand minder det forehavende, jeg har i det følgende, om Kierkegaards vittighed, hvor han siger, at hvis nogen bliver verdensberømt i kraft af en uopdaget trykfejl, så må det vel betragtes som en legitim måde at blive verdensberømt på. Der er kommet en reformation i stand i kraft af en misforståelse af afladssagen; begge parter står på hver sin side af den misforståede opfattelse og slår hinanden i hovedet med skriftsteder og kirkefædre-citater; men begge parter er enige om misforståelsen: spørgsmålet dem imellem drejer sig om, hvorvidt helgener er i stand til at gøre overskydende gode gerninger, den ene siger nej (Luther), den anden ja (papisterne).
⁸² Og skønt det altså på en måde altid er ærgerligt, når nogen kommer og afbryder en god slåskamp, som lige er så godt i gang, og skønt jeg sådan set også elsker at se nogen slås (her: se nogen være teologisk uenige), så vil jeg alligevel gøre det klart i det følgende, at det ålehoved, de slås om, forlængst er snuppet af trediepart (for nu at blive i H. C. Andersens eventyr): Der er ingen grund til at ofre de store teologiske ressourcer på hverken det ene eller det andet standpunkt, for forudsætningen: at helgener må kunne gøre gode gerninger, hvis kirkens skat, som afladen uddeles fra, skal fyldes, er forkert.
⁸³ Der foreligger en forveksling af fyldestgørende gerninger og gode gerninger. Og denne forveksling finder sted både hos Luther og hos hans modstandere. Man kunne måske forestille sig, at Luthers modstandere er blevet draget med ind i forvekslingen af Luthers fejltagelse. Sådan noget sker jo af og til: Man går uvilkårligt ind på de forudsætninger, modstanderen har, og argumenterer kraftigt imod dem, uden at undersøge, om det måske har sin fulde rigtighed med disse uudtalte forudsætninger. Noget sådant kunne tænkes at være tilfældet her. Og der findes da også antydninger hos Luthers modstandere af, at de skelner mellem fyldestgørende gerninger og gode gerninger. Men de skelner ikke på en måde, som kunne være frugtbar i debatten; eller: de vil ikke opgive den forestilling, at helgener er i stand til at gøre gode gerninger, endda så der bliver et overskud for andre at tære på.
⁸⁴ Luther kommer i det følgende med hele syv beviser for, at det virkelig forholder sig, som han siger: Intet menneske, altså heller ingen helgen, opfylder i dette liv Guds bud tilstrækkeligt. De er altid i underskud. Disse punkter vil jeg ikke gå ind på. For det er ikke dèr, Luthers forveksling finder sted. Den finder sted allerede i det første, han skriver. Altså: Sandt er, at intet menneske opfylder Guds bud tilstrækkeligt, heller ikke helgenerne. Sandt er, at helgenerne slet ikke gør nogen overskydende gerninger. Men konklusionen, at der af den grund ikke bliver noget at uddele til aflad, er ikke sand. Det holder ikke stik, at fordi ingen god gerning er god i egentlig forstand, derfor sker der ikke noget input i kirkens skat, og derfor kan der ikke uddeles aflad fra samme skat. For taler vi om aflad, taler vi ikke om gode gerninger, men om fyldestgørende gerninger. Og disse to begreber er noget helt forskelligt.	Luther (lidt senere): "For det tredie. Ingen af de hellige opfylder i dette liv Guds bud tilstrækkeligt, derfor gør de slet ikke nogen overskydende gerninger. Derfor bliver der ikke noget at uddele til aflad". (res09#30)
⁸⁵ Jeg indrømmer, at ingen dengang gjorde noget synderligt ud af denne forskel, formentlig fordi alle middelalderteologer regnede det for givet, at helgenerne formåede at gøre gode gerninger. Dog udgør Cajetan muligvis en undtagelse i denne henseende, og i så fald bliver den sidste påstand lidt mere indviklet. Men lad det kun ligge her i første omgang.
⁸⁶ Jeg indrømmer også, at hele spørgsmålet har et skær af anakronisme over sig. Hvorfor dog spekulere på et spørgsmål, som historien forlængst har afgjort? Men dels er altså spørgsmålet slet ikke afgjort af historien, men tværtimod hugget over, misforstået eller overhovedet ikke taget op, dels viser vel den diskussion, der sidenhen har været mellem katolikker og lutheranere, at tingene stadigvæk nok kan trænge til en afklaring.
⁸⁷ c Videre til misforst05!
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c