Prepared by Dr. Steve Sohmer 1996. (Rettet til (for den latinske og
den engelske teksts vedkommende) og oversat til dansk i 2005 af Ricardt
Riis. I sin bog om Luthers liv har Melanchthon næsten ordret skrevet
af fra en beretning, der udkom i 1521, vistnok skrevet af Luther selv.
Den findes på internettet i facsimile. (DOCTORIS MARTINI LVTHERI
ACTAE VVORMACIAE IN COMITIIS IMPERIALIBVS Principium. Anno salutis nostrae
M. D. XXI.) Den latinske tekst er sammenholdt hermed.
| 1 S e q u u n t u r A c t a Reverendi Patris
D. Martini Lutheri, coram Caesare Carolo V. Principibus, Electoribus. &
Imperii oridinibus, in Comitiis Principum Vuormatiae. |
Nu følger den ærværdige fader doktor Martin Luthers
gerninger overfor kejser Karl den Femte, fyrsterne, kurfyrsterne og kejserrigets
adelsmænd i fyrsteforsamlingen i Worms. |
T h e D e e d s of Reverend Father Doctor Martin Luther in the
Assemblies of Princes at Worms before Emperor Charles V, the Princes,
Electors, and the nobility of the Empire follow. |
| 2 Anno Salutis Nostrae MDXXI post Dominicam Misericordia
Domini, feria tertia, Doctor Martinus Lutherus, [professione Augustianus]
Vuormatiam ingressus [inuectus] est, vocatus a Carolo Imperatore, eius
nomine [appellationis] V. Rege Hispaniarum, Archiduce Austriae &c.
qui primo Imperii sui anno, primum conventum Principum in ea urbe regia
celebravit. |
I året 1521 efter vor frelse tirsdagen efter "Herrens barmhjertigheds
søndag", kom doktor Martin Luther ind i Worms, kaldet dertil af
kejser Karl, med tilnavnet den Femte, spaniernes konge, ærkefyrste
over Østrig osv., som i sit kejserdømmes første år
fejrede sit første fyrsteforsamling i denne kongelige by. |
In the Year of Our Salvation 1521 after Misericordia Domini Sunday
(Second Sunday after Easter), Tuesday, Doctor Martin Luther entered Worms,
called by Emperor Charles, he the fifth King of the Spaniards of <that>
name, Archduke of Austria etc. who in the first year of his Reign celebrated
the first gathering of Princes in that royal city. |
| 3 Cum autem ante triennium Paradoxa quaedam disputanda
proposuisset Vuittebergae in Saxonibus D. Martinus, adversus Tyrannidem
Romani Episcopi, (quae tamen interea a Pontificiis varie lacerata, damnata
& exusta fuerunt, a nullo tamen aut scripturis aut rationibus convicta)
coepit res ad tumultum spectare, vulgo causam Evangelii adversus Clericos
tuente. |
Men siden for tre år siden doktor Martin i Wittenberg i Saksen
havde fremsat nogle paradokser til diskussion, imod den romerske biskops
tyranni (paradokser, som dog i mellemtiden på forskellig måde
var blevet censureret, fordømt og brændt af papisterne, men
på ingen måde gendrevet hverken ud fra skrifterne eller med
grunde), var sagen begyndt at drive imod uroligheder, idet folket så
på evangeliets sag imod kirkefolket. |
However since three years before Doctor Martin had proposed at Worms
in Saxony certain Paradoxes against the Tyranny of the Roman Bishop to
be debated (which nevertheless meanwhile were censured, damned and burned
in different ways by the Papists, yet refuted by no one either by Scriptures
or by logical arguments), the matter began to incline toward a disturbance,
with the people watching the cause of the Gospel against the Clerics. |
| 4 Et ob id bonum videbatur, instigantibus Romanis
Legatis, ut ipse Lutherus, accerseretur Faeciali Caesareo, & literis
salui conductus in hoc a Caesare & principibus datis. |
Og af den grund besluttede man, eftersom de romerske legater opæggede
urolighederne, at Luther selv skulle stævnes ved den kejserlige herold
og føres til kejseren med frit-lejdebrev fra ham og fyrsterne. |
And for this reason it seemed good, with the Roman Legates stirring
things up, that Luther himself be summoned by the Imperial Herald, and
he was led in this by the Emperor and the princes giving letters of safe
passage. |
| 5 Accersitur, venit, ac divertit in Curiam Rhodiensium
militum, seu quos vocant, Tutonici ordinis, ubi hospitio collectus est,
& a multis Comitibus, Baronibus, Equitibus auratis, Nobilibus, Sacrificis
& Prophanis in multam usque noctem salutatus ac requisitus. |
Han blev stævnet, han kom og han gjorde holdt ved de rhodensiske
soldaters lejr, eller som de kaldes, den tyske orden, hvor der blev vist
ham gæstfrihed, og hvor han blev budt velkommen og opsøgt
af mange ledsagere, baroner, ædle riddere, adelmænd, gejstlige
og lægfolk, endog til langt ud på natten. |
He was summoned, he came, and he stopped at the Senate (?) of the soldiers
of Rhodes, or <as> they are called, of the German order, where he stayed
in hospitality and was greeted and sought after even late into the night
by many Companions, Barons, honored Cavalry Officers, and Nobles, Priests
and Laymen. |
| 6 (M: Caeterum multis & adversariae partis
& aliis, adventus eius prorsus praeter opinionem acciderat, nam etsi
per nuncium Imperialem, & datis literis publicae fidei, accersitus
erat, Tamen quia parcis diebus, antequam veniret, publice & palam affixis
literis eius libri damnati erant, nemo existimabat eum, hoc praeiudicio
condemnatum, adventurum esse. |
Men for mange af de øvrige, og det både fra modstandernes
parti og andetsteds fra, skete hans ankomst imod forventning, for skønt
han var stævnet ved den kejserlige herold og havde fået frit-lejdebreve,
så var dog få dage, før han kom, hans bøger blevet
fordømt, med plakater ophængt offentligt og overalt, og så
ventede ingen, at han ville komme, når han sådan i forvejen
var blevet dømt. |
But to many men both of the opposing party and to others his arrival
happened directly contrary to opinion, for even though he had been summoned
by Imperial messenger and by letters given of public safety, Nevertheless
because, for a few days before he came, his books were condemned by letters
posted publicly and privately, no one thought that he would arrive condemned
by this prejudgment. |
| 7 Et cum in vicino oppido Oppenheim, ubi primum
haec rescivit Lutherus, ab amicis eius deliberatio haberetur, ac plaerique
consulerent, ne se ipse exponeret periculo, cum videret haec principia
contra datam fidem fieri, Auditis omnibus, ipse magno animo respondit,
Mihi vero, quia vocatus sum, decretum & certum est ingredi in urbem,
in nomine Domini Ihesu Christi, etiamsi scirem tot Diabolos mihi oppositos,
quot sunt tegulae in omnibus totius orbis tectis, &c. M) |
Og da der i den nærliggende by Oppenheim, hvor Luther først
erfarede dette, blev holdt rådslagning med hans venner og mange andre,
rådede de ham til ikke at udsætte sig selv for fare, eftersom
man kunne se, at denne begyndelse blev gjort imod det givne løfte.
Luther hørte på dem alle, men svarede modigt: "Eftersom jeg
er stævnet, står det fast og er sikkert, at jeg går ind
i byen i vor Herres Jesu Kristi navn, og det vil jeg gøre, om jeg
så vidste, at der var lige så mange djævle imod mig,
som der er tagsten på alle tage i hele verden, osv". |
And when in the neighboring town of Oppenheim, where Luther first learned
these things, a deliberation was held by his friends and many of them concluded
that he himself should not expose himself to danger, since he saw that
these beginnings were done against a given promise, With all listening,
he himself responded with a courageous spirit, "Because I was
called, it was decreed and is certain that I truly enter the city in the
name of the Lord Jesus Christ, even if I know that as many Devils are opposed
against me as there tiles in all the houses of the entire world, etc." |
| 8 Altero die post adventum eius, feria quarta,
Vir nobilis, Magister equitum Imperii, Ulricus de Pappenheim, a Caesare
missus, ante prandii tempus venit, indicans Doctori Martino Caroli Imperatoris
mandatum, ut hora pomeridiana quarta, apud Caesaream Maiestatem, Principes,
Electores, Duces, & reliquos Imperii Ordines sese sistat, auditurus
ad quid accersitus sit [venerit], Quod Doctor Martinus, ut debuit, accepit. |
Dagen efter, at han var kommet, om onsdagen, kom en adelsmand fra det
kejselige kavalleri, Ulrik von Pappenheim, fra kejseren kort før
middag, og han viste doktor Martin kejser Karls befaling, at han klokken
fire om eftermiddagen, skulle fremtræde for den kejserlige majestæt,
fyrsterne, kurfyrsterne, hertugerne og de øvrige adelsfolk fra kejserdømmet,
og så ville han få at høre, hvad han var stævnet
for, hvilket doktor Martin, accepterede, som sig hør og bør. |
On the next day after his arrival, Wednesday, a noble Man, Master of
the Imperial cavalry, Ulrich of Pappenheim, having been sent by the Emperor,
came before luncheon, showing to Doctor Martin the command of Emperor Charles
that at the fourth afternoon hour he present himself before the Imperial
Majesty, Princes, Electors, Dukes and the remaining Orders of the Empire,
he would hear to what he was summoned, Which Doctor Martin, as he ought,
accepted. |
| 9 Ac statim post horam quartam auditam eius diei,
venit D. Ulricus de Pappenheim, & Casparus Sturm Faecialis per Germanias
Caesareus, (quo Caduceatore e Vuiteberga erat excitus, ac Vuormatiam usque
deductus D. Martinus) qui ipsum evocatum [inuitauerunt eum] comitabantur
per hortum Curiae Rhodiensium, in diversorium Palatim Comitis. |
Og straks efter, at klokken havde slået fire, kom hr. Ulrik von
Pappenheim og Kaspar Sturm, den tyske kejsers herold, (med ham som fører
var dr. Martin blevet ført fra Wittenberg til Worms), og de ledsagede
den således indkaldte gennem Rhodianersenatets have ind i palatinerledsagernes
opholdsrum. |
And immediately after the fourth hour of that day was heard, D. Ulrich
of Pappenheim came and Caspar Sturm Imperial Herald through Germany, (by
which Truce-Officer Doctor Martin had been called forth from Witteberg
and brought down to Worms) who accompanied the very one called forth through
the garden of the Rhodians' Senate, into the lodging of the Companions'
of Palatine. |
| 10 Et ne quid a turba pateretur, quae in iusto
ad Caesaream domum itinere magna fuit, per gradus quosdam [quasi furtim]
abditos in Auditorium deductus est, Non tamen latuit multos, qui ab ingressu
vix vi prohibebantur, plaerique pergulas conscenderunt, studio videndi
Lutherum. |
Og for at han ikke skulle lide overlast fra den store mængde,
der befandt sig på den lige vej til kejserens hus, blev han ført
gennem nogle hemmelige trapper ind i forhandlingssalen. Men der var mange,
han ikke var skjult for, og det var dårlig nok, at de med magt kunne
forhindres i at trænge ind, og mange faldt i svime af ivrighed efter
at se Luther. |
And so that he would not be exposed to the crowd which was great in
the just road to the Imperial house, he was led down through some hidden
steps in the Auditorium, nevertheless he was not hidden to many, who were
barely prevented by force from entering, and many fell to blows in eagerness
to see Luther. |
| 11 Cum igitur staret in conspectu Caesareae
Maiestatis, Principum Electorum & Ducum, breviter, omnium Imperii ordinum,
qui tum Caesari adfuere, D. Martinus, primum admonitus est ab Ulrico de
Pappenheim, ne quid loqueretur nisi quaesitus. |
Da han derfor stod overfor den kejselige majestæt, kurfyrsterne
og fyrsterne, kort sagt, overfor hele kejserdømmets adel, som dengang
var samlet omkring kejseren, blev doktor Martin først formanet af
Ulrik von Pappenheim om ikke at tale, medmindre han blev spurgt. |
When therefore he stood in the sight of the Imperial Majesty, the Princes,
Electors and Dukes, in short, everyone of the Empire's orders who attended
on the Emperor, Doctor Martin was at first admonished by Ulrich of Pappenheim
not to say anything unless asked. |
| 12 Ibi Caesareae Maiestatis Orator Ioannes Eck,
Officialis generalis Episcopi Treverensis, alta & intelligibili voce,
primum latine, deinde germanicae, iussu Imperatoris dixit & proposuit
eandem sententiam, in hunc, aut ei in effectu similem, qui sequitur modum. |
Dèr talte den kejserlige majestæts talerør, Johannes
Eck, ærkebiskoppen af Triers official, med høj og forståelig
stemme, først på latin, dernæst på tysk, på
kejserens befaling, og forelagde ham følgende anklage eller en anklage
med lignende virkning: |
Then the Orator of the Imperial Majesty, Johannes Eck, of the general
Official of the Bishop of Treves, in a loud and intelligible voice, first
in Latin, then in German, by the order of the Emperor spoke and moved the
following resolution against that man, or one similar in effect to it,
which follows its manner. |
| 13 Martine Luthere, Sacra & invicta Caesarea
maiestas, de consilio omnium sacri Romani Imperii Ordinum, ad solium Maiestatis
suae huc vocari te iussit, ut his duabus de causis te interrogarem: Primum,
fatearis ne libros hos praesentes (fasce librorum suorum latine & germanice
scriptorum ostenso) qui tuo nomine praetitulati circumferuntur, tuos esse,
illosque pro tuis agnoscas nec ne? & Deinde, an illos & eorundem
contenta retractare & revocare, vel inhaerere eisdem potius & inseverare
velis? |
"Martin Luther, den hellige og ubesejrede kejserlige majestæt
har efter råd fra alle det hellige romerske kejserdømmes adelsmænd
befalet at lade dig kalde herhen til den kejserlige majestæts trone,
for at jeg kan spørge dig om disse to ting: For det første:
Indrømmer du, at nærværende bøger (der ligger
her en samling af dine latinske og tyske bøger) er dine, og anerkender
du dem som dine, ja eller nej? Og for det andet, om du vil tage afstand
fra og tilbagekalde dem og deres indhold, eller du snarere vil holde fast
ved dem og tage dem alvorligt?" |
"Martin Luther, the Sacred and unconquered Imperial majesty, on the
advice of all Ranks of the holy Roman Empire, orders you to be called hither
to the seat of his Majesty, so that I may interrogate you about these two
points: First, do you confess that these books before me (a bundle of your
books in Latin and your writings in German having been displayed) which
circulate under your name are yours, and will you acknowledge those as
yours or not? And Second, whether you want to retract and renounce those
and the contents of the same or rather to cling and acknowledge the same?" |
| 14 Hic, priusquam Lutherus responderet, D. Hieronymus
Schurff, qui Doctori Martino aditus adstabat, exclamavit, Intitulentur
libri. Hic Officialis Treverensis, ex libris D. Martini Lutheri, eos qui
Basiliae simul sunt excusi, nominatim recitavit, inter quos etiam numerabantur
Commentarii in Psalterium, Libellus de bonis operibus, Commentarius in
Dominicam orationem, & praeter hos alii libelli Christiani, non contentiosi. |
Her råbte doktor Hieronymus Schurff, som stod ved siden af Luther
for at hjælpe ham, førend Luther kunne svare: "Lad os høre
bøgernes titler". Så læste officialen fra Trier med
navns nævnelse doktor Martin Luthers bøger, kun undtaget dem,
der samtidig blev udgivet i Basel, blandt dem nævntes kommentaren
til salmerne, bogen om de gode gerninger, kommentaren til fadervor, og
derudover andre kristelige bøger, som ikke var tvivlsomme. |
Here, before Luther responded, Doctor Jerome Schurff, who was standing
quite near Doctor Martin, shouted out, "Let the books be given a name."
This Official of Treves read out by name from the books of Doctor Martin
Luther those which were written at the same time at Basel, among which
also were counted the Commentaries on the Psalter, the Treatise on good
works, the Commentary on the Lord's prayer, and in addition to these other
non-disputatious Christian treatises. |
| 15 Post haec & ad haec D. Martinus ista
reddidit latine & germanice: A Caesarea Maiestate duo mihi proponuntur:
Primum, An libros omnes nomen meum habentes pro meis agnoscere velim? Secundum,
An defendere, an vero quidquam reclamare velim ex ii, quae hactenus per
me scripta & aedita sunt? Ad quae respondebo breviter ut potero, &
recte. |
Herefter svarede doktor Martin på dette på latin og tysk:
"Af den kejserlige majestæt er der stillet mig to spørgsmål:
For det første, om jeg vil anerkende alle de bøger, der bærer
mit navn? For det andet, om jeg vil forsvare dem eller om jeg vil tilbagekalde
noget af det, der hidtil er skrevet og udgivet af mig? På det skal
jeg svare så kort og korrekt jeg kan. |
After these and to these Doctor Martin gave these answers back in Latin
and German: "By the Imperial Majesty two things are proposed to me: First,
Whether I wish to acknowlege as mine all the books having my name; Second,
Whether I wish to defend or in fact to denounce something from those writings
which were written and published up to this point by me. To which I shall
respond as briefly as I can and correctly. |
| 16 Primum, Libros iam nominatos non possum non
amplecti pro meis, & eorum quidem nihil unquam negabo. |
For det første kan jeg ikke andet end anerkende som mine de
bøger, der her er råbt op, og jeg skal ikke nægte noget
i dem. |
"To begin with, I cannot help but embrace as my own the books already
named and I shall never indeed deny anything of them. |
| 17 Caeterum, quod sequitur, ut exponam, an defendere
pariter omnia, vel revocare velim, Quia de fide est quaestio & animarum
salute, & quia divinum verbum concernit, quo nihil maius est, tam in
caelo quam in terra, quod nos merito revereri convenit omnes, temerarium
ac iuxta periculosum fuerit, me quidquam incogitatum proferre, cum &
minus quam pro re, & maius quam pro vero, non praemeditatus, asserere
possim, quorum utrumque me in sententiam adducet, quam Christus tulit,
cum ait, Qui me negaverit coram hominibus, negabo & ego eum coram Patre
meo qui in caelis est. |
Så det andet spørgsmål, at jeg skal forklare, om
jeg vil forsvare alt i lige høj grad, eller jeg vil tilbagekalde:
Eftersom der er tale om troen og sjælenes frelse og eftersom det
drejer sig om det guddommelige ord, der er større end alt, både
i himlen og på jorden, og som vi alle skylder at agte efter fortjeneste,
ville det være dristigt og følgelig farligt, hvis jeg fremførte
noget uovervejet, eftersom jeg både, hvis ikke jeg tænkte mig
om, ville kunne holde fast ved noget, der var mindre end sagen og holde
fast ved noget, der var større end sandheden, og begge dele ville
føre mig frem til den tanke, som Kristus fremførte, da han
sagde: 'Den, der fornægter mig overfor mennesker, ham skal også
jeg fornægte overfor min far, som e i himlene'. |
Next, so that I may set forth what follows, whether I want to defend
everything in an equal degree or to renounce, Because the investigation
is about the faith and salvation of souls, and because it concerns the
divine word than which nothing is greater in heaven as on earth, which
is seemly for all of us to be afraid deservedly, it was accidental and
equally dangerous that I publish something unconsidered, since I
could be able to defend both less than matter and greater than the truth,
not previously thought-out, either of which brought me into the thought
which Christ related when He said, 'Who denies me before me, I shall also
deny him before my Father who is in the heavens.' |
| 18 Peto igitur hac de causa, & quidem suppliciter,
a Caesarea Maiestate spacium deliberandi, ut citra divini verbi iniuriam,
& animae meae periculum interrogationi satisfaciam. |
Af den grund beder jeg derfor allernådigst, at den kejserlige
majestæt vil tilstå mig betænkningstid, så at jeg
kan svare tilfredsstillende på spørgsmålet uden at øve
uret mod det guddmmelige ord og uden fare for min sjæl". |
Therefore I ask, and especially humbly, of the Imperial Majesty for
time for deliberating about this case, so that I may satisfy the one interrogating
without injury to the divine word and danger to my soul." |
| 19 Ex eo Principum coepit deliberatio, quam
ita reddidit Officialis Treverensis: Etsi iam tu, Martine Luthere, ex mandato
Caesareo satis intelligere potueris, ad quid accersitus sis, & ea de
causa iam indignus, cum longior cogitandi mora detur, Tamen ex ingenita
clementia, Caesarea Maiestas diem unum indulget meditationi tuae, ut cras
in horam eandem coram compareas, ea conditione, ne scriptam sententiam
tuam proponas, sed verbis exequaris. |
Nu begyndte fyrsterne af forhandle, og Trier-officialen gengav resultatet
som følger: "Skønt du allerede, Martin Luther, ud fra kejserens
befaling i tilstrækkelig grad har kunnet forstå, hvad du er
indstævnet for og olg skønt du allerede er for uværdig
i denne sag til at kunne tilstås længere tid til overvejelse,
vil dog den kejserlige majestæt af sin medfødte barmhjertig
tilstå dig én dag til din overvejelse, så at du i morgen
ved samme tid skal møde personligt frem og fremlægge din opfattelse
mundtligt, ikke skriftligt. |
From that a deliberation of the Princes began, which the Official of
Treves reported thus: "Even if you, Martin Luther, have already been able
to perceive sufficiently from the Imperial order to what you have been
summoned, and already unworthy about that case, since a longer delay is
given for thinking, Nevertheless out of the inborn clemency, the Imperial
Majesty grants one day for your contemplation, in order that tomorrow at
the same hour you appear in person and not set forth your written thought
but relate it orally." |
| 20 Post haec D. Martinus per Faecialem redditus
est hospicio suo. In qua re non fuit praetereundum, quod inter eundum ad
audiendum Caesaris mandatum, & cum iam esset in ipso principum consessu
Lutherus, ab aliis, alia voce, commonebatur, ut esset forti animo, ut viriliter
ageret, ne timeret eos, qui corpus tantum possent occidere, animam non
possent, sed potius metueret sibi ab eo, qui posset & corpus &
animam mittere in gehennam. Item: Cum steteritis ante Reges, nolite cogitare
quid loquamini, dabitur enim vobis in illa hora, &c. |
Herefter blev doktor Martin af herolden bragt tilbage til sit herberge.
For at der i denne sag ikke skulle udelades noget mellem dette at Luther
drog af sted ifølge kejserens befaling og så det, at han nu
stod i fyrsternes forsamling, blev han af andre med stærk røst
opfordret til at være ved godt mod, så han handlede som en
mand, og ikke frygtede dem, som kun kunne slå legemet ihjel, men
ikke sjælen, men sjarere frygte ham, som kunne sende både legeme
og sjæl til helvede. (Matt 10,28) Ligeledes: Når I stiller
foran konger, må I ikke tænke på, hvad I skal sige, for
det skal blive givet jer i den samme time. (Luk 12,11) |
After these Doctor Martin was brought back to his inn by the Herald.
In which matter in order that something not be omitted, between going to
hear the Emperor's order and when Luther was already in the very assembly
of nobles, he was strongly reminded by others in another voice to act manfully
and not to fear those who were able merely to kill his body, but were not
able to kill his soul, but rather to fear that one who could send both
his soul and body into hell. The same: When you (pl.) stand before the
Kings, do not ponder what you say, for it will be given to you at that
hour, etc. |
| 21 Sequenti feria quinta, post quartam pomeridianam,
venit Faecialis, & assumptum D. Martinum in Curiam Caesaris perduxit,
ubi propter Principum occupationes ad sextam usque mansit, expectans in
magna hominum frequentia, seipsam conterente prae turba, Cumque consessus
factus esset, & Doctor Martinus astaret, prorupit Officialis in haec
verba. |
Den følgende dag, torsdag, efter fire om eftermiddagen, kom
herolden og førte doktor Martin ind i kejserens palads, hvor han
på grund af, at fyrsterne havde travlt, forblev indtil klokken seks;
han ventede mellem en stor mængde mennesker, idet han dog holdt sig
tilbage fra mængden. Og da forsamlingen igen var klar, og doktor
Martin stod foran dem, tog officialen ordet således: |
On the following Thursday, after four in the afternoon, the Herald
came and led Doctor Martin, having been received, into the Palace of the
Emperor, where he remained until six on account of the Princes' affairs,
anticipating a large crowd of men, with he himself spending time before
the throng, And when the assembly was made and Doctor Martin stood before
it, the Official sent forth these words. |
| 22 Hesterno vesperi Caesarea Maiestas hanc horam
tibi dixit Martine Luthere, Quandoquidem Libros, quos heri recensuimus,
tuos esse palam recepisti. Coeterum ad quaestionem, An quidquam eorum irritum
haberi velles, aut omnia probares quae confiteris? deliberationem petiisti,
quae nunc finem habet, Etiamsi iure impetrare non debueras longius cogitandi
spacium, qui tanto tempore scivisti, ad quid vocareris. |
"Martin Luther, igår fastsatte hans kejserlige majestæt
denne tid for dig, efter at du offentligt havde vedkendt dig de bøger,
som igår blev fremlagt. Men på spørgsmålet om,
hvorvidt du ønskede at få noget i dem bedømt til at
være usagt, eller du ville bevise alt, hvad du har bekendt, bad du
om betænkningstid. Den er nu udløbet, selv om du ifølge
loven ikke burde have fået mere tid til omtanke, eftersom du i så
lang tid har vidst, hvad det var, du blev stævnet for. |
"Martin Luther, yesterday evening the Imperial Majesty told you this
hour, Since you indeed openly accepted the Books which we enumerated yesterday
as yours. But to the question, Do you want something of yours to be considered
null and void, or do you approve everything which you acknowledge, you
sought deliberation, which now has its end, Even if by law you ought not
have demanded more time for thinking, you knew by so much time to what
you were called. |
| 23 Et fidei negotium tam certum omnibus esse
conveniebat, ut quisque quocunque tempore postulatus, rationem eius certam
& constantem reddere possit, nedum tu tantus & tam exercitatus
Theologiae professor. Age, tandem responde Caesareae postulationi, cuius
benignitatem in impetrando cogitandi spacio sensisti. Vis ne libros tuos
agnitos omnes tueri? an vero quidquam retractare? Haec latine & germanice
dixit Officialis. |
Og det var den almindelige opfattelse, at troens materier var så
sikre, at enhver, der blev indkaldt til hvilkensomhelt tid, skulle kunne
aflægge sikkert og fast regnskab derom, ikke mindst da du, der er
en så stor og så veløvet teologisk professor. Kom nu,
svar i det mindste på kejserens opfordring, han, hvis velvilje du
har følt, da han, da du bad om det, gav dig tid til at tænke
dig om. Vil du betragte alle dine bøger som noget, du fastholder?
Eller vil du tilbagekalde noget?" Dette sagde officialen på latin
og tysk. |
"And it was agreed by all that the business of faith is so certain
that each one having been summoned at whatever time was able to give back
his sure and unchanging explanation, much more should you so great and
so well trained a professor of Theology. Come, at least answer the Emperor's
demand, whose liberality you perceived in bringing about time for thinking.
Do you want to regard all the books as admittedly yours? or do you in truth
want to retract something?" The Official said these things in Latin and
German. |
| 24 Respondit Doctor Martinus, & ipse latine
& germanice, quanquam suppliciter, non clamose, ac modeste, non tamen
sine Christiana animositate et constantia, & ita, ut cupierint Adversarii
orationem & animum abiectiorem. Sed multo cupidissime expectarunt Revocationem,
cuius spem, expetito deliberandi spatio, nonnulli conceperant. Sic autem
respondit. |
Så svarede doktor Martin, også han på latin og tysk,
skønt ydmygt, ikke selvudslettende, skønt beskeden, dog ikke
uden kristen ild og udholdenhed, men således, at hans modstandere
ville have ønsket sig, at han havde talt mere modløst. Men
meget ivrigere havde de forventet en tilbagekaldelse, og det håb
var der ikke så få, der havde fået, da han havde bedt
om betænkningstid. Men således svarede han: |
Doctor Martin himself responded in both Latin and German, albeit humbly,
not clamorously, and modestly, not nevertheless without Christian ardor
and steadfastness, and thus, so that his Opponents desired a speech and
a spirit more disheartened. But much more eagerly they await a Retraction,
the hope of which, after the time for deliberating was desired, some men
had conceived. Then he replied in this way. |
| 25 Serenissime D. Imperator, Illustrissimi Principes
Clementissimi Domini, ad praefixum mihi hesterno vesperi terminum obediens
compareo, per misericordiam Dei obsecrans, serenissima Maiestas vestra,
Dominationesque vestrae illustrissimae, dignentur causam hanc (ut spero)
iustitiae & veritatis clementer audire. |
"Højvelbårne hr kejser, højtoplyste fyrster, højnådige
herrer, jeg kommer her i dag i lydighed mod den frist, der blev givet mig
igår, og jeg beder ved Guds nåde inderligt om, at Deres højvelbårne
majestæt og I højtoplyste fyrster nådigt vil værdiges
at høre på denne, som jeg håber, retfærdighedens
og sandhedens sag. |
"Most Serene Lord Emperor, Most Distinguished Princes, Most Merciful
Lords, obeying the limit determined for me yesterday evening I appear,
beseeching through the mercy of God, that your most serene Majesty, and
your most distinguished Lordships deign to hear mercifully this case of
(as I hope) justice and truth. |
| 26 Atque si per imperitiam meam vel dignos titulos
cuiquam non dedero, vel quocunque modo in mores gestusque aulicos peccavero,
benigniter ignoscere, ut homini non in Aulis, sed in angulis Monachorum
versato, qui nihil aliud de me testari possum, quam ea simplicitate animi
hactenus me docuisse & scripsisse, ut tantum gloriam Dei, & sinceram
fidelium Christi institutionem spectarem. |
Og hvis jeg på grund af min uerfarenhed ikke skulle have givet
nogen de titler, de skulle have, eller hvis jeg på nogen måde
skulle have fejlet med hensyn til hoffets skikke og manere, vil De så
ikke godt nådigt se bort fra det, eftersom jeg er et menneske, der
har færdedes, ikke ved hoffet, men i munkekrogen.Og jeg kan ikke
bevidne andet om mig, end at jeg hidtil har lært og skrevet ud fra
den sjæls enfoldighed, at jeg kun skulle se hen til Guds ære
og den alvorlige uddannelse af de kristtroende. |
And if through my inexperience I have not given worthy titles to someone
or I have erred in some way or other in courtly manners and actions, kindly
forgive since I am a man experienced not in Palaces but in the corners
of Monks, who is able to testify nothing else about myself than that by
that ingenuousness of soul I have learned and written only this, that I
should look only to the glory of God and the genuine education of the faithful
of Christ. |
27 Serenissime Imperator, Illustrissimi Principes,
Clementissimi Domini, Ad duos
illos Articulos heri per Serenissimam Maiestatem vestram mihi
propositos, scilicet: An libellos recensitos, & nomine meo evulgatos
agnoscerem meos? & in his defendendis perseverare aut revocare velim?
Dedi paratum & planum meum responsum, super Articulo priore, in quo
adhuc persisto, persistamque in aeternum, Esse videlicet eos libros meos,
meoque nomine a me evulgatos, nisi forte interim acciderit, ut aemulorum
vel astutia, vel sapientia importuna quidquam in illis mutatum, aut depravate
excerptum sit. |
Højvelbårne kejser, højtoplyste fyrster, nådige
herrer, på de to spørgsmål, som igår blev stillet
mig af Deres højvelbårne majestæt, nemlig, om jeg anerkender
de bøger, der blev nævnt, og som er udgivet i mit navn, som
mine, og om jeg til stå fast eller tilbagekalde det, der står
i dem, gav jeg igår mit forberedte og simple svar på det første
spørgsmål, og det står jeg fast på i dag, og det
vil jeg stå fast på i evighed, at dette virkelig er mine bøger
og udgivet af mig i mit navn, hvis da ikke der i mellemtiden er sket det,
at noget i dem er blevet ændret eller udeladt, enten ved mine rivalers
list eller ved en uheldig visdom. |
Most serene Emperor, Most distinguished Princes, Most Merciful Lords,
To those two Articles proposed to me yesterday through your Most serene
Majesty, namely: Whether I acknowledge the books examined and published
under my name as mine and whether I want to persist in these defences or
to retract I gave my prepared and clear answer, concerning the previous
Article, in which I continue steadfastly, and I shall continue into eternity,
That those books are manifestly mine and published under my name by me,
unless perhaps in the meantime it happened that either by the cunning of
rivals or by churlish wisdom something in them was changed or was perversely
excerpted. |
| 28 Nam aliud plane non agnosco, nisi quod mei
solius est, & a me solo scriptum, citra omnis cuiusvis industriae interpraetationem. |
For andet kan jeg simpelthen ikke anerkende, end hvad der kun er mine
bøger og kun er skrevet af mig, og så må man se bort
fra enhver anstrengelse med fortolkningen. |
For clearly I do not acknowledge something else, only that which is
of me only and written by me alone, except the interpretation of all diligence
of any kind. |
| 29 Ad alterum vero responsurus, rogo, Serenissima
Maeistas vestra, & Dominationes vestrae dignentur animum advertere.
Libros meos non esse omnes eiusdem generis: Sunt enim aliqui, in quibus
pietatem fidei & morum adeo simpliciter & Evangelice tractavi,
ut ipsimet Adversarii cogantur eos confiteri utiles, innoxios, & plane
dignos lectione Christiana. |
Men når jeg skal svare på det andet spørgsmål,
beder jeg om, at Deres højærværdige majestæt og
Deres herskaber vil værdiges at gøre sig klart, at mine bøger
ikke alle er af samme art. Der er nemlig nogle, i hvilke jeg har behandlet
troens og sædernes fromhed så enfoldigt og evangelisk, at endog
mine modstandere tvinges til at anerkende deres nytte, deres uskadelighed
og i det hele taget deres værdighed som kristent læsestof. |
To the second I would respond, I ask, that your Most serene Majesty
and your Lordships deign to turn your attention. "My books are not all
of the same type: For there are some in which I handled the piety of faith
and morals so directly and Evangelically that my Opponents themselves are
forced to admit that those books are useful, blameless, and clearly worthy
of the Christian text. |
| 30 Sed & Bulla, quanquam saeva & crudelis,
aliquot meos libros innoxios facit, licet & hos damnet, iudicio prorsus
monstrifico. Si itaque hos revocare inciperem, obsecro, quid facerem, nisi
quod unus ex omnibus mortalibis eam veritatem damnarem, quam Amici &
Inimici pariter confitentur, solus omnium confessioni concordi reluctatus? |
Men endog bullen indrømmer, skønt den er hård og
grusom, at nogle af mine bøger er uskyldige, selv om den også
fordømmer dem med en fuldstændig monstrøs dom. Hvis
jeg derfor begyndte at tilbagekalde dem, jamen, hvad ville jeg så
gøre, andet end ene mand af alle dødelige at fordømme
den sandhed, som venner og fjender i lige grad bekender! Skulle jeg alene
bekæmpe alles enige bekendelse? |
But the Bull, although harsh and cruel, declares some of my books harmless,
also permits to those to be condemned with a absolutely monstrous judgment.
And so if I were to begin to retract those, I beseech you, what would I
do, unless I were the one man of all mortals to condemn that truth, which
Friends and Enemies equally acknowledge, the only man of all fighting against
a united acknowledgment. |