Munks eftermæle

Ekskurs om "Ollerup-talen"



 

Tilbage til oversigten!
 
 
1        Per Stig Møller begynder sin store Munk-biografi med over mange sider at gennemgå attentatet på Munks eftermæle. Og i den forbindelse spiller Svendborg Avis' referat af Ollerup-talen en stor rolle. Dette referat citeres igen og igen, hedder det, det forekommer de mærkeligste steder, denne misinformation fortsætter endda, efter at Information havde bragt et korrigeret referat af talen 16. april 1946. 
         Jeg skal ikke gå særlig meget ind på den kamp om eftermælet, der fandt sted efter krigen. Jeg finder det ganske sandsynligt, at ret mange ønskede at "pille helteglorien" af Kaj Munk. Og som stemningen var i 45-46, var det bedste angrebspunkt utvivlsomt hans store begejstring for Hitler og Mussolini i mellemkrigstiden. Jeg mener forøvrigt også, man må finde en sådan fremgangsmåde noget uretfærdig overfor Munk. Han var jo langtfra den eneste, der havde haft sådanne sympatier. De andre havde haft mulighed for i besættelsens sidste år psykologisk at fjerne sig fra dem, så den afstandtagen, de kunne komme med efter krigen, givetvis kom fra hjertet og var i stand til at overbevise deres modstandere.
3   Men Munk fik aldrig en tilsvarende chance, fordi han blev myrdet, før han nåede at gennemleve det samme. Og han står derfor langt mere forsvarsløs, da man efter krigen gjorde op med alt, hvad der smagte af nazisme. De, der har gennemlevet de afsløringer af koncentrationslejrenes helvede, som aviser og ugeblade bragte i forsommeren 45, må nødvendigvis vende sig imod nazismen og alt dens væsen; nu, om ikke før, kunne man jo se, hvor ond denne -isme var. Og mange af dem, der havde dukket sig under krigen, kunne nu træde frem og nedgøre dem, der havde vovet at tage ordet, i hvert fald kunne de nedgøres, hvis de, som Kaj Munk, havde næret forhåbninger til Hitler.   
4        Men altså, det kom til et opgør med Kaj Munk og hans digterværker efter krigen, og i dette opgør benyttede man sig af det referat af Ollerup-talen, som Svendborg avis havde bragt. At man gør det, formår Per Stig Møller at blive ikke så lidt forarget over.
        Men er der så megen grund til forargelse? Er Svendborg Avis' referat nu så slemt, som man vil gøre det til? Var Ollerup-talen blot en kopi af Gerlev-talen, som Svendborg Avis havde misforstået eller direkte censureret, så kun det positive syn på Hitler blev tilbage? Det forekommer mig at være lidt af en overdrivelse.
 
5          Ollerup-talen blev holdt den 28. juli 1940, og Gerlev-talen knap en måned efter, den 18. august 1940. For mig at se er forholdet mellem de to taler det, at Munk udtrykker sig mere forsigtigt i den første end i den sidste. Jeg forestiller mig, at han, som vel alle andre offentlige personer, har været lidt i tvivl om, hvor langt man kunne gå for censuren. Derfor har han udtrykt sig mere uldent i Ollerup end i Gerlev. Men da Ollerup-talen blev refereret i Svendborg Avis på en for ham at se fordrejende måde, udtrykte han sig mere utvetydigt i Gerlev. Det kan godt være, at Ollerup-talen blev misbrugt af Munks modstandere efter krigen, og man kan sikkert finde en del misinformationer dèr, som man kan forarges over.  
6  Det, imidlertid, som er det mest lærerige ved Ollerup-talen, er det, der skete i samtiden, den mistanke for ikke at være dansk nok, der ramte Kaj Munk. Det viser noget om censurens ødelæggende virkning på det folkelige sammenhold. Når man ikke taler lige ud af posen, når oven i købet de lidt uldne bemærkninger, man kommer med, ikke forstås, når man glemmer at inkludere det, der står mellem linierne, så er risikoen for fejlbedømmelse overmåde stor.   
7         Bjarne Nielsen Brovst har i sin bog "Kaj Munk, krigen og mordet" gengivet Ollerup talen efter et manuskript, som provst Faurskov Laursen skrev ned, og som allerede to dage efter talen cirkulerede rundt som flyveblad. (Krigen og mordet, side 49). Det er det referat, jeg i #1 har kaldt "det korrigerede referat". Det blev optrykt i Information den 16. april 1946. Bjarne Nielsen Brovst kalder referatet et "stenografisk referat af talen", men det er nu vist lidt for meget.  Ollerup-talen, Faurskov-referatet: "Det er uundgaaeligt her at nævne Hitlers Navn.   Han er en af Verdenshistoriens største Skikkelser. Det tyske Folk -- hvordan er det -- og hvordan var det? Det er Hitler, der har gjort det til, hvad det nu er. Og han har vundet frem ikke som en plump General, men fra først af ved Ordet -- det levende Ord -- Tyskland har ikke nogen ukendt Soldats Grav. Nej, for Tyskland har ham hos sig, over sig". (Krigen og mordet, side 50) 
8  Som man kan se af den sidestilling af de to referater, jeg har foretaget her ved siden af, har Svendborg-referatet faktisk et mere fyldigt uddrag af talen på sine steder end Faurskov-referatet. Så med al respekt for Faurskov, stenografisk er hans referat af talen nu ikke.  Ollerup-talen, Svendborg-referatet: "Det uundgaaeligt i Dag at nævne Hitlers Navn. Der er ingen Tvivl om, at han er en af Verdenshistoriens største Skikkelser. Lad os dømme ham efter Resultaterne. Hans Folk laa hen, knust efter en frygtelig Krig, ved hvis Afslutning Tyskland hverken havde Haab eller Fremtid. Det Tyskland, vi ser i Dag, er hans Værk, og han har gjort det ved Aand, ved det levende Ord. De andre Stormagter har deres ukendte Soldat i en Grav i Jorden, men den Skik har Tyskland ikke fulgt -- nej, for Tyskland har sin ukendte Soldat hos sig og over sig." (Krigen og mordet, side 54-55). 
9          Det er også interessant, at Nielsen Brovst gengiver Siegumfeldts referat af en samtale, han havde med Munk, da han besøgte ham den 2. august 1940. Netop da var Svendborg Avis kommet ind ad døren, og dens ankomst fremkaldte den største harme hos Kaj Munk; det, der gjorde ham harmdirrende, var, siger Siegumfeldt, at Svendborg Avis i en leder vovede at betvivle hans danske sindelag og at de bragte et halvt referat af hans tale.  Krigen og mordet, side 58: "Det er klart -- ud fra Siegumfeldts fortælling -- at Kaj Munk med talen blev taget på sengen med hensyn til kritik af tyskerne. Derfor er det også vigtigt at fastslå, at Kaj Munk ikke en eneste gang siden omtalte problematikken diktatur/demokrati på den lemfældige måde som han gjorde det i Ollerup. Det var hans første store offentlige tale til flere tusinde mennesker efter den 9. april. Det er tydeligt for enhver, at Kaj Munk var herodyrker, begejstret for handlingsmennesket, den stærke mand. Det sagde han lige ud i Ollerup-talen, men samtidig sagde han også at Hitler havde svigtet sine høje mål om at frelse Tyskland". 
10         Og der er måske også klippet lidt vel meget i referatet fra Svendborg Avis. Men det, der er tilbage, er nu ikke særlig tydeligt sagt. Der er lidt for meget "uld i mund". Som Bjarne Nielsen Brovst skriver det: det var en lemfældig måde, på hvilken han omtalte problemstillingen diktatur/demokrati. Det har han ret i. Men når han siden refererer Munk for i Ollerup-talen at have sagt, at Hitler havde svigtet sine høje mål om at frelse Tyskland, så må man lede forgæves efter et sådant udsagn i det referat af Faurskov Laursen, han lige har bragt. Det nærmeste, man kommer til det, er formuleringen om, at der har fundet en svigten sted af diktaturets egen idé. Men ud fra Faurskovs referat, og derfor formentlig ud fra Munks tale, kan man ikke se, hvad han mener med det.  Ollerup-talen, Faurskov-referatet: "Jeg sørger ikke over Demokratiets Dødsfald, men over Danmark. For er det gaaet nogen værre end os -- vi fik Hitler og beholdt Stauning. Dette bedrøver mig for Fædrelandets Skyld -- og for Tysklands --. Der har fundet en Svigten Sted af Diktaturets egen Idé." (Krigen og mordet, side 52). 
11        Og sandt nok, den formulering: at vi fik Hitler og beholdt Stauning, findes ikke i Svendborg-referatet. Heller ikke ordene om, at der har fundet en svigten sted af diktaturets egen idé. Men til gengæld har Svendborg-referatet en fin formulering, hvor Faurskov har en mere jævn én. Jeg tænker på hosstående om den lidelse, der er større end afrevne lemmer. Faurskov lader det være det, at fædrelandet forgår. Svendborg-referatet lader det være det, at man ikke kan sige, hvad man mener, og at man skal lære sine børn det samme. Munk har nok sagt begge dele, og den ene har taget det ene med, den anden det andet. Men Svendborgs formulering tyder ikke just på, at Munk er særlig tilfreds med tyskernes ankomst til riget.  Ollerup-talen, Faurskov-referatet: "De Radikale har takket Regeringen, fordi den den 9. April skaanede os for Lidelsen. Men hvad er Lidelse? Afrevne Lemmer og saa fremdeles? Ja, men jeg ved af en større Lidelse at sige. Nemlig, at Fædrelandet skulde forgaa". (Krigen og mordet, side 52) 

Ollerup-talen, Svendborg-referatet: "Regeringen modtager Takketelegrammer, fordi vi slap for Lidelser. Hvad er Lidelser? Det er Byer i Ruiner og dræbte og lemlæstede Venner og Børn. Ja. Men der er en større Lidelse: At leve i et Land, hvor man skal lære sine Børn at sige Ja, hvor der inderst inde brænder et Nej." (Krigen og mordet, side 56). 

12         Men hvad kan vel så Munk mene med, at der har fundet en svigten sted af diktaturets idé? Det er blandt andet en sådan udtalelse, jeg vil kalde en tale "med uld i mund". Det er ikke tydeligt. Man må gætte sig til, hvad der menes. Og det er sikkert udmærket, hvis man vil holde sig fri af censuren, men det kan altså misforstås. Og mit gæt er altså, at blandt andet, fordi Munk i sin første tale, Ollerup-talen, blev misforstået, blandt andet derfor udtrykker Munk sig i sin anden tale, Gerlev-talen, noget mere tydeligt.  Fra Gerlev-talen: "Vi har sagt, at de andre Lande har deres ukendte Soldat i en Grav hos sig, mens Tyskland har ham levende iblandt sig og over sig. Men vi havde aldrig troet, at vi skulde se den ukendte Soldat i Generalsuniform; vi synes, at saa klæder Ligkisten ham bedre. Da Hitler ombyttede Idealet Nationalitetsgrænsen med Rovdyrskriget Livsrum, havde Magten taget Magten fra Hitler. Et nyt Europa, bygget paa Erobring og Vold, ak, det er kun et alt for gammel-kendt Europa." (Dagen er inde, side 183) 
13         I Ollerup havde Munk sagt, at det tyske folk ikke har den ukendte soldat i en grav, men har ham over sig, med henvisning til det, Hitler selv tit refererer til: at han tjente som korporal under Første Verdenskrig. I Gerlev føjer han til, at vi ikke havde troet, vi nogensinde skulle se den ukendte soldat i generalsuniform, så klæder ligkisten ham bedre. Det er ikke pænt sagt om Hitler, hvordan det iøvrigt skal forstås. 
14 Hvad der er mere væsentligt, er imidlertid, at Munk i Gerlevtalen tydeliggør udtrykket: at Hitler har svigtet diktaturets idé. Diktaturet har vel sådan set ikke nogen idé, men Hitler havde en idé: Tyskland for tyskere; alle tyskere samlet under én fører; de tyskere, der levede under fremmede regimer, skulle "heim ins Reich". Det var diktaturets idé, det var idealet nationalitetsgrænsen. Men, som andetsteds nævnt, (02#30) da Hitler indlemmede Rest-Tjekkoslovakiet i Tyskland, svigtede han sit ideal, det blev afløst af rovdyrskriget "livsrum". Allerede ganske kort efter denne indlemmelse, den 26. marts 1939, er Munk på pletten med en artikel i Jyllands-Posten, se hosstående, som meget præcist beskriver, hvad der er sket, som et frafald fra Hitlers idé: Tyskland for tyskerne.  Fra artiklen "Brændende Europa" (Jyllands-Posten den 26. marts 1939): "Men fraset dette mørke Punkt [jødeforfølgelserne, rr] har Hitler øvet saa lysende en Gerning for sit Folk, at knap Napoleon kan bære Ry imod ham. Indtil nu dette sidste skete, som tyder paa, at han har naaet den Linie i sin Udvikling, der fører ham bort fra sig selv. Magten har taget Magten fra ham. Hans store Ide Tyskland for Tyskerne er blevet forraadt ved dette Erobringstogt. Sejren over Czekiet er en Smertensakt, en frygtelig Ulykke for Føreren, for hans Ide, for hans Land. Den, der lever, vil faa det at se. Men det er der maaske ingen, der gør." (Dagen er inde, side 95) 
15 Så den tanke, at Hitler havde svigtet sit ideal, var altså på plads lang tid før Ollerup-talen. Man tager fejl, hvis man tror, det er noget, Munk først finder ud af under besættelsen, måske endda fra Ollerup til Gerlev. Og forøvrigt er også Bjarne Nielsen Brovsts formulering for upræcis: Der er ikke tale om, at dette at svigte diktaturets ide er identisk med at svigte sine høj mål om at frelse Tyskland. 
16         Noget af det, jeg ser som det væsentligste ved talen, er hosstående citat, det er oven i købet understreget, formentlig fordi taleren ved sin stemmeføring har fremhævet det. Det ser jeg som én af Munks væsentligste indsigter under besættelsen, at vi ikke skal ændre på vores sprogbrug, stadig skal kalde en spade en spade, aldrig forledes til af den stærkere at kalde ret for uret. Den overbevisning har præget Munk fra dag 1 af besættelsen. Han véd, at diktatorer vil prøve at få magt over menneskers sind ved at få magt over det, de siger. Men på det område skal vi kæmpe imod. Besættelse er ikke lig beskyttelse. Vold er ikke lig hensyntagen.  Ollerup-talen, Faurskov-referatet: "Sandhed bliver ved at være Sandhed, uanset Sejr eller Nederlag. Uret bliver ved at være Uret, og Vold bliver ved at være Vold. Vi maa da ej beruses af det, der sker. "Den gode Gud har Gud ske Lov ogsaa opfundet Historien". Tænk paa Prædikerens "der er intet Nyt under Solen".    Men altsaa: Hvo der vil være Sandheden tro, den ved, at vi nu engang er danske. Hvad skal vi gøre?     Vi skal bare holde fast ved alt dette: Vi skal finde alle Lyspunkterne." (Krigen og mordet, side 53) 
17         Men det må indrømmes, forekommer det mig, at både i Faurskov-referatet og i det svendborgske ditto lyder dette citat som at række tungen ud ad vinduet. Hvad mener manden? Hvor vil han hen med disse floskler? Jeg er godt klar over, at det kun er mig, der har læst en del i Munks artikler fra krigens tid, der finder, at det er her, vi har centret i hans opfordringer til os danskere under krigen. Han har simpelthen pakket det så meget ind, at ingen kan forstå det.  Ollerup-talen, Svendborg-referatet: "Bliv ikke modløs. De, der fastholder, at Sandhed bliver ved med at være Sandhed, uagtet den har Sukces eller Nederlag, og som ved med sig selv, at de er Danske, fordi det er derfra, de har Rod, og derfra deres Verden gaar, de skal blive ved med at holde fast ved dette. Vi maa lade være at blive modløse". (Krigen og mordet, side 56). 
18         I 1945 var det demokratiet, der havde sejret. Og det lader sig ikke nægte, at Kaj Munk ikke i sine taler i 1940 havde været fortaler for demokrati. Ikke blot havde han talt meget medrivende om Hitlerskikkelsen, og kun brugt en kort sætning i Faurskov-referatet til at distancere sig fra ham, han havde også talt meget nedsættende om demokratiet. I begge referater citerer han Henrik Ibsens ord om, at en sandheds levetid gennemsnitlig er 20 år, noget, han overfører på parlamentarismen. 
19         Jeg har taget hosstående citat om Hitler med. For i "Niels Ebbesen" afbildes grev Gert netop som den, der har troen, ikke den kristne tro, nej, men troen på sig selv, på sin sendelse, på, at det, han har for, vil lykkes. Sådan afbildes Hitler også her: Han har troen, troen på det gennemførlige i de planer, han har med Tyskland, troen på det tyske folk. (se 02#45 Ollerup-talen i Faurskov-referatet: "Hitlers første hemmelighed er Troen. Hitler er en religiøs Skikkelse. I Fiaskoens Situation skrev han "Mein Kampf". Det vil sige: Da troede han heftigere end nogen sinde før. Han er Arkitekt af Fag. Han ser ej Ruinerne, men kun den nye Bygning, han skal faa til at hvælve sig over disse." (Krigen og mordet, side 50f) 
20        Der er sandt, at Svendborg-referatet udelader mange ting, som kunne vise, at Munk, al sin tidligere Hitlerbeundring til trods, hele tiden har set på Hitler fra et dansk synspunkt. F. eks. vover referenten ikke at lade Munk gøre opmærksom på, at tyskerne ved deres angreb den 9. april brød den ikke-angrebspagt, de havde indgået med os tidligere.  Ollerup-talen i Faurskov-referatet: "Jeg har i et af mine Skuespil replikken:" Sejren retfærdiggør alt". Jeg havde ikke troet at skulle føle denne Sandhed saa bittert som nu. Hvad var det, der skete den 9. April? Vilde Tyskland vinde vort Venskab, var det meget uheldigt i Formen. Nogle Maaneder i Forvejen undertegnede vi med Tyskland en Ikke-Angrebspagt. Det kostede os vort Ansigt i Forholdet til det øvrige Norden. Men vi troede, det var dette Offer værd. Og saa kom den 9. April. Da Tyskland under Verdenskrigen faldt ind i Belgien, vakte det en Verdens Forargelse. Men nu -- ingen -- ikke engang vi selv forarges". (Krigen og mordet, side 52)
21  Som man kan se, bryder referatet af lige efter citatet "Sejren retfærdiggør alt", og fortsætter så med den mellemoverskrift (Bliv ikke modløs), som har været citeret tidligere. (se #17) Og det vil jo ganske rigtig sige, at Svendborg ikke vover at sige det ligeud, at tyskerne brød den ikke-angrebspagt, som vi med megen hændervriden var gået med til kun få måneder tidligere. Men læg mærke til, at Munk i Ollerup-talen jo heller ikke siger det så frækt og ligeud som i Gerlev-talen. I Faurskov-referatet hedder det kun: "Vilde Tyskland vinde vort Venskab, var det meget uheldig i Formen".  Ollerup-talen i Svendborg-referatet: "Jeg har i et af mine Skuespil skrevet denne Replik "Sejren retfærdiggør alt". Jeg er kommet til at opleve det Ord lidt haardere, end jeg havde drømt om". (Krigen og mordet, side 56). 
22        I Gerlev-talen er han helt anderledes hård i sin dom over Hitler og over det tyske angreb. Ikke blot giver han udtryk for, at ligkisten klæder den ukendte soldat bedre end generalsuniformen, han lader også forstå, at han ikke regner Hitler for en fribåren mand, der forstår det, enhver fribåren mand kan forstå.  Kaj Munk i Gerlev-talen: "Hr. Hitler maa forstaa, men det kan han ikke ... men hver fribaaren Mand maa forstaa, at aldrig blev der i vor tusindaarige Historie tilføjet vort Land saa bitter en Krænkelse som den 9. April i Aar. ,,Korrekt og værdigt", har vor Konge krævet af os, at vi skal optræde over for de indtrængte. Det er vi rede til. Korrekt over for dem og korrekt over for vort danske Navn. D. v. s. høfligt, men med en Kulde, over for hvilken sidste Vinter var det bare Vand". (Dagen er inde, side 178). 
23 Og han taler helt anderledes om venskab mellem Danmark og Tyskland. Nu er det ikke blot sådan, at Tyskland var uheldig i formen, hvis det ville vinde vort venskab -- et udtryk, der er en meget fin, næsten umærkelig satire over det Tyskland, der efter at have underlagt sig Danmark, tilbyder os dets venskab -- nej, nu hedder det direkte, uden underforståelse og uden at forlange nogen fælles, uudtalt forståelsesramme mellem tilhører og taler, at man ikke kan slutte venskab med dem, der holder én en revolver for brystet, og at diverse danskere, der efter det tyske løftebrud prøver at stable et påtaget venskab på benene, er dårlige danskere, er folk, der mangler ære i livet.  fortsat: "Det er sket, at af disse Mennesker, der brød deres Underskrift, trængte ved Nattetid ind i vort Land, uhindret, fordi vi havde begaaet den Forbrydelse at tro paa deres Underskrift, skød vore Soldater til Krøblinge uden for, hvor vor gamle Konge og vor højtfrugtsommelige Kronprinsesse sov, truede med at lægge vor Hovedstad i Ruiner, besatte vort hele Rige og brugte det til Angrebsbasis mod vore Brødre i Norge, at af disse Mennesker har danske Mænd prompte modtaget Udmærkelser. Hr. Bobe, Hr. Svend Borberg er ikke længere værdige til at bære det danske Navn. I Aviserne læser vi, at Udenrigsministeren holder Selskab for dem, der holder hans Land besat, og Statsministeren er til Stede. Og hvad er det for en dansk-tysk Venskabsforening, vi nu hører Tale om, og som Generaldirektør Knutzens alt for gode Navn er brugt som Garanti for. Den havde været paa sin Plads før 9. April; nu er den en national Utilbørlighed. Med dem, der holder En en Revolver for Brystet, kan Folk af Ære ikke slutte Venskab." (Dagen er inde, side 179)
24        Alt i alt: Jeg nægter ikke, at Ollerup-talen i Svendborgavisens gengivelse blev misbrugt efter krigen. Jeg tror gerne, at mange ville Kaj Munks eftermæle tillivs. Men jeg synes nok, at man midt ind igennem sådanne tågeskyer godt kan fornemme forskellen på de to taler, det forekommer mig ikke svært at se, at Munk er mere tilbageholdende i Ollerup-talen, end han er i Gerlev-talen. 
25       Hvordan man så vil forklare denne forskel, ja, det er en anden sag, der sådan set ikke kommer kampen om Munks eftermæle ved. Det er under alle omstændigheder forkert at ville basere sin bedømmelse af Munk på kun én tale af ham, endda en tale, holdt så tidligt som juli 1940. Det er, om jeg så må sige, ikke blot Svendborg Avis' referents skyld, det er også de menneskers skyld, der bygger deres modstand mod Munk på dette referat og kun på det. 
26       Om man så skal sige, som jeg har prøvet at gøre det, at dette viser, hvordan al censur virker uheldigt ind på folkelivet, at det viser, hvordan Munk, fejlagtigt, på forhånd tog hensyn til censuren, at det viser, hvordan han hurtigt lærte, at skal man vælge mellem at være forsigtig af hensyn til censuren, så man bliver misforstået af sine egne, og at tale lige ud af posen, med risiko for, at den danske censur får vanskeligheder med tyskerne, så skal man altid vælge det sidste -- eller man skal forklare forholdet mellem de to taler på anden måde, lad det blot stå hen til overvejelse. Men forskel er der på Ollerup-talen og Gerlev-talen. 
27 c
28 c
29 c
30 c

 

Noter: