Kaj Munk og Martin Luther 9

"Niels Ebbesen" og bondekrigen

af Ricardt Riis



En undersøgelse af en parallel mellem Kaj Munk og Martin Luther med hensyn til 1) forståelsen af martyrsindets betydning 2) villigheden til at dø for sandheden.
 

Tilbage til indholdsfortegnelsen (00)

Tilbage til oversigten!

Tilbage til 08!

1  Luthers martyrsind
         Der ligger ganske meget i den "opdagelse", Luther gjorde i 1520: at paven er antikrist. Men vi skal være varsomme med at indlægge noget nutidigt i tanken. F. eks. har vi en forestilling om ordets og tankens frihed, om et samfund, hvor argumenter frit kan krydse klinger, om et ordstridenes samfund, som lader det bedste argument vinde. Men et sådant samfund er ikke Luthers samfund. Ja, Luther er måske slet ikke i stand til at forestille sig noget sådant. 

2   Det er f. eks. et åbent spørgsmål, om Luther i de overvejelser, han gør sig om pavemagten og bekæmpelsen af samme, argumenterer ud fra skriften eller ud fra sit menneskesyn. Nu har han jo sit menneskesyn fra skriften, så det kommer i praksis nogenlunde ud på ét og det samme. Men for en nærmere undersøgelse er det nu ikke helt ligegyldigt. 

3       Vi har vor opfattelse af ytringsfrihed fra forestillinger om, hvordan mennesket er. Nå ja, vi har måske også vor forestilling fra en slags "skriftargument". Skriften er i dette tilfælde blot ikke Det gamle eller Det ny Testamente, men menneskerettighedskonventionerne. Ytringsfrihed er noget, vi skal holde fast på, fordi det står i konventionerne, og dem skal vi rette os efter. Dette svarer til Luthers argument om, at paven skal bekæmpes med Kristi munds ånde, fordi det står i skriften. Men ligesom det dog vel ville være mere naturligt for os at sige, at ytringsfrihed er noget, vi har, fordi vi er overbevist om, at mennesket er indrettet, så det blomstrer op og er produktivt under ytringsfrihed, men visner og bliver slaveagtigt under talediktatur, sådan ville vi vel også finde det mest naturligt, om Luther begrundede sin tale om, at paven skal bekæmpes med ordet alene, ud fra sit menneskesyn. 

 

4        Det gør han sådan set også. Men her som på andre områder er tingene rodet noget sammen. Det er ikke altid let at afgøre, om det er menneskesynet eller skriftstedet, der er det væsentligste for Luther. Jeg er f. eks. overbevist om, at når Luther "tillader", at øvrigheden øver vold mod papisterne -- det gjorde den ikke i virkeligheden, men Luther forestiller sig, som før nævnt, (09#83) at den kunne gøre det -- så skyldes det hans forståelse af en række skriftsteder, som han udlægger om paven, ikke, at han ud fra sit menneskesyn mener, man kan udrette noget med denne vold mod modstanderne. 

 

5          Martyrsindet er ikke noget, Luther har sagt ret meget om. Men det er jo ubetvivleligt noget, han har været grebet af, han har -- det kan enhver se -- været villig til at holde fast ved sin overbevisning, om det skulle koste ham livet. Og som ved andre martyrer, er det noget af en tilfældighed, at dette at holde fast ved sin overbevisning, i hans tilfælde ikke kostede ham livet. 

 

6          I det stykke ligner han Kaj Munk. Og skal vi bruge Kaj Munks teologi til at kaste et nyt lys ind over Luthers teologi, så er det ikke mindst martyrsindet, vi skal være opmærksom på. Det var karakteristisk for dem begge. Uden at være klar over dets betydning, kan vi kun vanskeligt fatte dybden i Luthers teologi. 
         Jeg skal prøve at vise nogle af de steder, hvor Luthers villighed til at dø for sin sag kommer frem. Og jeg skal prøve at vise, hvordan det spiller en rolle i hans kamp mod pavedømmet. 

 

7        Det er vel i vore øjne en lidt svulstig bemærkning: at Luther går hen at ofres. Men dels viser den, at han så udmærket kender risikoen ved sin rejse til Augsburg, dels viser den, at han er villig til at løbe denne risiko. Forøvrigt kan man såmænd, hvis man vil, på dette sted i Luthers historie indlægge en psykologisk længsel efter martyrdøden hos ham. Der er godt nok ingen, der har gjort det. Men når man gør det for Kaj Munks vedkommende, hvorfor så ikke for Luthers? Jeg mener, tilsyneladende var Luther så ivrig efter at træde frem for Cajetan, at han var ligeglad med alle forsigtighedsforholdsregler. De rådmænd, Frederik den Vise havde sendt med ham, måtte lægge bånd på ham for at få ham til at vente med at gå til Cajetan, indtil de havde skaffet ham et kejserligt frit lejde. 

Luther i brev til Melanchthon af 11. oktober 1518: "Jeg går hen at ofres for dem og for jer. Hvis det behager Gud. Jeg vil nemlig hellere gå til grunde, og, hvad der er mig det tungeste, undvære det søde samvær med jer for bestandig, end jeg vil tilbagekalde, hvad der er rigtigt sagt, og blive anledning til de bedste studiers undergang hos dem, som er de mest uvidende og skarpe fjender af videnskab og  lærdom". (br111018#4). 

8          Også det svar, Luther gav sin fyrste, da denne havde modtaget et brev fra kardinal Cajetan af 25. oktober med beskrivelse af forløbet under forhøret af Luther, viser Luthers villighed til at vove livet for sin sag (eller for Kristi sag, for sagen var jo ikke hans, men Kristi sag, mente Luther). Luther advarer Frederik den Vise: Papisterne vil gøre en Pilatus ud af ham. Da Pilatus spurgte, hvad ondt Kristus havde gjort, svarede jøderne: Hvis han ikke var en forbryder, ville vi ikke have ført ham frem for dig, dvs Pilatus henvises til i sin dom at stole på de jødiske anklagere; han fik ikke mulighed for at tage selvstændig stilling. Det samme med Frederik. Luther citerer Cajetans ord fra det brev til Frederik, han skrev, når han lader ham sige: "tro mig, højtoplyste fyrste, Deres herskabelighed, jeg taler sandt og taler ud af sikker viden, ikke ud fra løse meninger". Blot har jo Cajetan ikke i sit brev ulejliget sig med at oplyse den højtoplyste fyrste om, hvad den lille broder har gjort, måske fordi han mener, at han som lægmand ikke har forstand på det. 

Luther i brev til Frederik den Vise, ult. oktober 1518: "Således [dvs ligesom jøderne svarede Pilatus (Joh 18,30)] vil også her den ærværdige hr legaten, når broder Martin føres frem for fyrsten med mange hadefulde ord og fyrsten spørger: Hvad har denne lille broder gjort?, svare: 'tro mig, højtoplyste fyrste, Deres herskabelighed, jeg taler sandt og taler ud af sikker viden, ikke ud fra løse meninger'. Lad mig svare på fyrstens vegne: 'Gør, at jeg kan vide, at dette er sikker viden, lad det sættes på skrift, lad det få form i breve, lad det ikke frygte offentligheden og lyset, hvad der her er gjort, da vil jeg sende broder Martin til Rom, ja jeg vil selv slå ham ihjel, for da kan jeg rådspørge min ære og min samvittighed, og jeg sætter ikke nogen plet på min hæder". (caj-lut#68

9         Men det vil altså sige, at Luther så udmærket var klar over den livsfare, han hele tiden svævede i. Hans argumentationer, hans skriftlige forsvar, hans disputationer, intet af det var som argumentationer og forsvar og disputationer i vore dage. Vi gennemfører den slags uden risiko, for Luther var det hele tiden en kamp på liv og død. 

10         Med til de udsagn, der viser Luthers beredthed til at lide martyrdøden, må også regnes det, han kom med, da hans venner og velgørere i Oppenheim, kort før rejsen mod Worms var slut, advarede ham mod at drage derind. Jeg har dog kun hørt det i den udformning, at det drejer sig om tagene i Worms, ikke i hele verden. Det er muligt, at der i den oprindelige tekst står "urbis" og ikke, som i den, jeg har oversat fra: "orbis". Men lad det blot være. Hovedsagen er, at han ved selve dette at drage ind i Worms, gambler med sit liv. Han véd, at han kan blive erklæret for kætter, og at han måske derfor vil miste den beskyttelse, kejserens frie lejde giver ham, ligesom Johan Huss godt hundrede år tidligere mistede sit frie lejde. Han har vistnok forventet en mere udførlig redegørelse fra sine modstanderes side end et blot og bart krav om at sige ja eller nej til, om han tilbagekalder. Men det stod ham lysende klart, hvad risikoen var, hvis han fastholdt sine meninger. 

Luther før han drog ind i Worms: "Eftersom jeg er stævnet, står det fast og er sikkert, at jeg går ind i byen i vor Herres Jesu Kristi navn, og det vil jeg gøre, om jeg så vidste, at der var lige så mange djævle imod mig, som der er tagsten på alle tage i hele verden, osv". (mel-worms2#7

11         Nu blev Luther jo som bekendt ikke brændt på noget bål i Worms. Kejseren holdt sit løfte og lod ham drage tilbage. Og hans kurfyrste tog sig af ham og lod ham "indfange" og anbringe på Wartburg. Den bemærkning, han kom med i sit brev til kurfyrsten, da han besluttede sig for at vende tilbage til Wittenberg, er vel i vore øren lidt vel overlegen, (da kurfyrsten har en ringe tro, er det ikke ham, der skal beskytte Luther, men snarere omvendt) men den viser os i hvert fald en Luther, der er parat til at lægge også sin legemlige sikkerhed ud i det hurlumhej af afgørelser, kaldet historieforløbet, gennem hvilket Gud får gennemført sin vilje. Det vil sige, den viser os en Luther, der stadigvæk "gambler med sit liv", eller, for nu at tale på den sædvanlige, lidt mere fromme måde: En Luther, der i sig har martyrsindet. 

Luther i brev til kurfyrsten den 5. marts 1522: "Jeg har heller ikke i sinde at bede Deres kurfyrstelige Nåde om beskyttelse. Ja, jeg regner med, at jeg kan beskytte Deres kurfyrstelige Nåde mere, end De kan beskytte mig. Desuden, hvis jeg vidste, at Deres kurfyrstelige Nåde kunne og ville beskytte mig, så ville jeg ikke komme. Denne sag kan eller skal ikke styres med sværd; Gud selv må her skabe alting, uden nogen menneskelige bekymringer og tilsætninger. Derfor: den, der tror mest, han vil her beskytte mest. Fordi jeg nu mærker, at Deres kurfyrstelige Nåde stadig er ret svag i troen, kan jeg på ingen måde anse Deres kurfyrstelige Nåde for den mand, der kan beskytte eller redde mig." (br050322#16

12        I 1524 afholdt rigsregeringen møde i Nürnberg. Man kunne ikke ret blive enige om, hvad der var at gøre overfor Luther, og den erklæring, man udsendte, var ret selvmodsigende. Man skulle så vidt muligt få Wormserediktet ført ud i livet, og deri stod der jo, at Luther skulle slås ihjel, men man ville på den anden side prøve at få hans skrifter bedømt på en ny rigsdag i Speyer. Luther udgav Wormserediktet og Nürnbergediktet, og tillod sig at anbringe et forord i udgaven, hvor han, naturligvis, må man sige, ikke afholdt sig fra at gøre ikke så lidt grin med selvmodsigelsen.

Luther i forord til optryk af rigsdagsbeslutningen fra Nürnberg (april 1524): "Men gå kun frisk videre, slå ihjel, opbrænd! Jeg viger ikke, om Gud vil. Her er jeg! Og jeg beder jer venligst, at I, når I har slået mig ihjel, ikke opvækker mig igen, for at kunne slå mig ihjel én gang til. Gud har, så vidt jeg kan se, ikke givet mig at have med fornuftige folk at gøre,  nej, det skal være tyske asener, der kommer til at slå mig ihjel, om jeg er værdig til det, lige som om jeg var blevet revet i stykker af ulve eller svin.

13 Han vil nødig slås ihjel, opvækkes og slås ihjel igen, hvilket han vel skulle, hvis skrivelsen fra rigsrådet skulle føres ud i livet. Men han får jo i samme skrivelse også sagt, at Gud har givet ham nåde til ikke mere at frygte døden så meget som tidligere. Og blandt andet heraf kan vi slutte, at han altså stadig har martyrsindet i sig, ja, måske endda har det i højere grad end i begyndelsen af sin offentlige løbebane. 

fortsat: "Dog raader jeg enhver, som tror at der er en Gud, at han holder sig fri af dette Bud. Thi hvorvel Gud har givet mig den Naade, at jeg ikke saaledes frygter Døden, som jeg fordum gjorde, og han ogsaa vil hjælpe mig, at jeg villig og gerne dør, saa kommer de dog ikke til at gøre det, før  min Time er der, og min Gud kalder mig -- om de end nok saa meget raser og tager paa Vej." (paabud1#10

14        Jeg har tidligere været inde på, hvordan Luther i sit skrift mod bønderne fra maj 1525 ændrer martyrbegrebet. (se 06#1) Imidlertid er der et andet citat fra samme skrift, som på sin vis er endnu mere interessant. Det er hosstående citat. 

Luther i det "hårde" skrift mod bønderne, 1525: "For en kristen skulle jo lide døden hundrede gange, førend han giver bønderne ret i så meget som et hårsbred af deres sag. O hvor mange martyrer kunne der ikke nu blive gennem de blodtørstige bønder og mordprofeter!" (bond1#67)

15 Her omtaler Luther situationen for de mennesker, der mere eller mindre er tvunget til at gå med bønderne. Hvordan skal man behandle dem? Nogle af dem er fromme mennesker, siger Luther, og det er kun ugerne, at de er gået med bønderne. Dem skulle øvrigheden behandle med lempe. De skulle ikke komme til at lide den samme straf som de præster og bønder, der var anstiftere af oprøret. Udmærket. Og måske lidt overraskende, at dette står i det, man har kaldt det "hårde" skrift mod bønderne. Men det er blot ikke det hele. Luther hævder for det første, at Gud ikke tilsvarende behandler overløberne med skånsomhed. Det vil sige: Det gør han ikke, hvis de overfor de oprørske bønder giver udtryk for, at de er enige med dem. For ingen kan tvinge en sand kristen. Men har han kun en svag tro, så lader han sig tvinge til at give bønderne ret. 

16 Det afgørende for Guds bedømmelse synes altså ikke at være, om medløberne løber med eller ej, men om de gør det under protest eller ej. Og det er så det, der får Luther til at udbryde: "O hvor mange martyrer kunne der ikke nu blive gennem de blodtørstige bønder og mordprofeter!" Denne bemærkning er det så til gengæld, der får Johannes Cochlæus til i det svarskrift, han udgav i juli 1525, da bondekrigen var godt overstået (det vil sige: overstået med fyrstehærenes sejr) at komme med hosstående bedømmelse af Luthers martyrsind. Jeg har mest taget det med, fordi Cochlæus har fundet nogle ganske interessante citatet til belysning af samme martyrsind. Men først dog lidt om forholdet mellem Cochlæus og Luther. 

Cochläus i sit svarskrift: "Det er ikke dit alvor, Luther, hvis det var, ville du selv være draget ind blandt bønderne og havde sagt dem denne opfattelse op i deres åbne ansigt, eftersom du har så stærk en tro og gerne ville være martyr. For således har du ganske rigtigt for fire eller fem år siden skrevet mod Dr. Eck, om Johan Huss: "Ak, Gud give, at jeg kunne være værdig i forhold til ham, til også for sådanne artiklers skyld at blive brændt, revet og drevet i stykker på det allerskændigste, om det så skulle koste mig livet tusind gange, det skulle frem altsammen. (eckbull#47)" (coc2#17)

17         Luther traf sammen med den noget yngre Cochlæus under rigsdagen i Worms. Dèr fremkom Cochlæus med det lidt besynderlige forslag, at han og Luther skulle disputere foran dommere, og at de begge skulle gøre det med livet som indsats, så altså Luther skulle opgive sit frie lejde. (Se Luthers beretning EA 64,373). Det er lidt svært at se, hvordan der skulle kunne blive gjort alvor af den forudsætning for disputationen, at begge skulle sætte livet i vove. At Luther ville gøre det i høj grad ved at opgive sit frie lejde, er klart nok, men hvordan kunne Cochlæus sætte livet på spil? Han befandt sig jo i Worms blandt mennesker, der holdt med ham; hvordan skulle man kunne forestille sig, at de ville blive så betaget af Luthers argumenter, at de gik hen og brændte Cochlæus på bålet! Hvis Luther besad en sådan overbevisningskraft,  ville så mon ikke Cochlæus selv være én af de første til at blive overbevist? (Se koestlin3,18#92

fortsat: "Ligeledes skriver du imod den pavelige bulle: "Vi beder jer, at I aldrig mere absolverer os eller tæller os med blandt jeres folk, ja, for at I kan opfylde jeres blodtørstige tyranni, tilbyder vi os villigt af os selv til døden". (execra#65) Det er jo ganske kække ord, men det er ikke mere end ord, hvilket jeg også fandt ud af om dig i Worms. Hvis det nogensinde havde været dit alvor, at du for dit evangeliums skyld ville give dig i døden, så ville du ikke altid have været så omhyggelig med at forlange frit lejde. Og eftersom du selv er så svag i din egen tro, hvorfor skulle så den arme bonde være så stærk deri, at han af den grund gik i døden?" (coc2#18)

18 Nej, der er i Cochlæus' forslag nok snarere tale om, at Cochlæus godt kan se, at Luthers standhaftighed, stillet overfor døden, giver ham en moralsk styrke i diskussionen, og at han med sit tilbud ønsker at få en tilsvarende goodwill lagt over på sig selv. Blot er dette jo umuligt. Ja, det er muligt, hvis han går over på Luthers parti og med ord og argumenter forsvarer Luthers holdninger. Men ikke ellers. Man kan ikke gøre sig selv til martyr. Man kan, hemmeligt eller åbenlyst, beundre martyrsindet, men man kan ikke overføre denne moralske styrke på sig selv, for det er situationen og Luthers indre styrke, hans tro, om man vil, der smelter sammen og danner martyren. 

19        Cochlæus' forkerte opfattelse af martyrsindet viser sig også deri, at han påstår, at Luther, hvis han havde en så stærk tro, som han giver det udseende af, ville være draget ind midt blandt bønderne og havde sagt dem sandheden op i deres åbne ansigt. (#17) Den forståelse af martyrsindet og de handlinger, der konsekvent følger af det, har Luther dog afvist i sin tyske gennemgang af de 43 artikler, den pavelige bulle anklager ham for. Her gør han det klart, at dette at have martyrsindet ikke er identisk med aktivt at søge døden, eller identisk med at have en eller anden psykologisk dødsdrift. 

Luther i "Grund und Ursach": "De spørger mig hånligt, hvorfor jeg er så fej, at jeg ikke kommer til Rom; som om Kristus frivilligt skulle være løbet hen til Annas, Kajfas, Pilatus og Herodes' huse og lade sig slå ihjel. Jeg mente, det ville være nok, når jeg stod stille og ikke flygtede, blot ventede på dem dèr, hvor jeg var, indtil de hentede mig, som de hentede Kristus, og førte mig derhen, hvor de ville. Nej, jeg skulle være løbet efter dem og have nødet dem til at slå mig ihjel." (assty05#68

20 Nej, den, der har martyrsindet, balancerer på en knivsæg: Han er villig til at dø, om så skal være, men han søger ikke døden. Han vil finde sig i, at hans modstandere slår ham ihjel, men de skal sandelig have ulejlighed med selv at komme hen til hans adresse og tage ham med. Hvorfor det? Fordi hans død ikke blot skal afsløre hans egen trosstandhaftighed, men også afsløre hans modstanderes djævelske, dvs løgnagtige holdning. Eller, kan jeg sige, fordi han ikke på nogen måde vil give modstanderne mulighed for at sige: Jamen, han ville det jo selv! Eller, for at sige det på endnu en måde: Den død, han kommer til at lide, skal fremstå som et justitsmord, ikke som et selvmord.

21        Cochlæus undrer sig ud fra sin martyrforståelse over, at Luther er så ivrig efter at opnå frit lejde. Og bevares, det kan forstås som et udtryk for, at Luther er bange for at dø. Men det kan også forstås anderledes. Nuvel, for det første er det måske ikke så meget Luther, men mere hans fyrste, der har stræbt efter at give ham frit lejde. Sådan så det i hvert fald ud i Augsburg. Og hvad Worms angår, ser det ud til, at det af alle betragtedes som en selvfølge, nærmest som en ekspeditionssag, at skulle man indklages for rigsdagen, så skulle man have frit lejde. Så dette med, at Luther var ivrig for at opnå frit lejde, er måske en sandhed med modifikationer.

Cochlæus: "Hvis det nogensinde havde været dit alvor, at du for dit evangeliums skyld ville give dig i døden, så ville du ikke altid have været så omhyggelig med at forlange frit lejde." (coc2#18) (#18

22 Men selv om vi så antager, at Luther virkelig var så "omhyggelig med at forlange frit lejde", så giver det faktisk god mening. Det, alle Luthers skrifter, og nu altså også hans handlinger, gik ud på, efter at han var blevet klar over, at paven var antikrist (februar 1520), var at afsløre paven og papisterne, afsløre deres løgne, deres ligegladhed med almindelige menneskelige ordninger, herunder den "ordning", at man holder sine løfter. I 1415 havde paven, i hvert fald sådan som Luther og mange i hans samtid tolkede det, følt sig hævet over denne "ordning" og ladet Johan Huss og Hieronymus af Prag brænde på bålet i Konstanz på trods af det frie lejde, man havde givet dem. Det var for Luther ét af mange beviser på, at paven var antikrist, den store løgner, den vældige ordfordrejer, der satte sig i Guds sted, så han troede, han kunne skalte og valte med sproget, som det passede ham.

23  Og skulle Luther dø, som Johan Huss døde -- og vi skal ikke glemme, at det var den store uvished, da han drog til Worms, både for ham selv og for hans venner -- så ville han også, som Huss, dø på trods af et frit lejde og derved med sin død gøre sit til at afsløre pavedømmet som antikrists herredømme. 

24          Så kan man spørge: Jamen, når man ser de citater, Cochlæus har fundet frem, må man så ikke indrømme, at Luther afslører en mærkelig dødsdrift, han ønsker at være værdig, i forhold til Huss, til at blive brændt, revet og drevet i stykker? Viser i hvert fald ikke det næste citat, at Luther frivilligt tilbyder sig til bålet? Og er det så ikke Luther selv, der fører os fra martyrernes teologi hen mod martyrernes psykologi? Er det ikke hans egne skrifter, der afslører for os, at han psykologisk har indstillet sig på at dø og altså næsten vil opægge sine modstandere til at slå sig ihjel? Kan gerne være, at Cochlæus har måttet støvsuge Luthers skrifter for at finde sådanne "kække" udtalelser, men fundet dem har han jo, og så må vi vel tage stilling til dem!

Luther i "Von den neuen eckischen Bullen": "Ak, Gud give, at jeg kunne være værdig i forhold til ham, til også for sådanne artiklers skyld at blive brændt, revet og drevet i stykker på det allerskændigste, om det så skulle koste mig livet tusind gange, det skulle frem altsammen." (eckbull#47) (#16

Luther i "Adversus execrabilem Bullam Antichristi": "Vi beder jer, at I aldrig mere absolverer os eller tæller os med blandt jeres folk, ja, for at I kan opfylde jeres blodtørstige tyranni, tilbyder vi os villigt af os selv til døden". (execra#65) (#17

25        Og jeg skal da på ingen måde nægte, at man kan underkaste Luther en psykologisk undersøgelse, også en "martyrpsykologisk" undersøgelse. Selv vil jeg mene, at det i betragtning af alt det, Luther skrev, fra han blev klar over truslen imod ham og fremefter, er bemærkelsesværdigt så lidt Cochlæus har kunnet finde af den slags udtalelser. Luther har virkelig, hvilket vel må betragtes som psykologisk næsten uforståeligt, formået at bevare overblikket, han har formået i sine skrifter gang på gang at fremkomme med nye og epokegørende synspunkter, man kan såmænd næsten sige, at som kong Midas fik alt, hvad han rørte ved, til at blive til guld, sådan får Luther alt, hvad han skriver om, til at blive epokegørende, åbne nye horisonter, fremkalde nye synsvinkler. At vi så også blandt det meget, han skriver før rigsdagen i Worms, finder eksempler på en længsel efter at få sin situation afklaret, om det så skulle være med døden, det er vel ikke så mærkeligt. 

26          Og det er da sandt nok, at han i citatet fra "Von dem neuen eckischen Bullen" vender sagen på den måde, at han ønsker at kunne være værdig til at lide martyrdøden. Men nærmere betragtet er der tale om en nytestamentlig synsmåde. At blive kristen er at blive udvalgt til at lide for Kristi navns skyld. En lidt usædvanlig tanke for os, måske, men bestemt ikke for Luther eller hans samtidige. 
       Og forresten er det en tanke, som Munk har givet det fineste udtryk for i form af fader Lorents' replik efter at han var blevet tortureret. 

Fra Apostlenes Gerninger: "Men Herren sagde til ham [Ananias]: »Gå! For han [Paulus] er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, v16  og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« (Apg 9,15). 

Fader Lorents i "Niels Ebbesen" (bogversionen): "Det var anden Gang i mit Liv, i mit usle, mislykkede Liv. Aah, sikke en Lykke og Ære!" (ebb03#101

27        Men hvad så med det andet citat? Er det ikke mere inkriminerende? Viser det ikke en dødslængsel hos Luther, en lyst til at opnå martyriet, som en sand martyr vel ikke skulle være i besiddelse af? 

Luther i "Adversus execrabilem Bullam Antichristi": "Vi beder jer, at I aldrig mere absolverer os eller tæller os med blandt jeres folk, ja, for at I kan opfylde jeres blodtørstige tyranni, tilbyder vi os villigt af os selv til døden". (execra#65) (#17)

28        Tja, udgiveren af "Flugschriften der Bauernkriegszeit", hvorfra jeg har taget Cochlæus' tekst, skriver i en note (coc2#n18), at Luther mener noget nær det modsatte, hvilket han beviser ved to henvisninger, som jeg dog ikke rigtig kan få noget ud af. Derimod lykkedes det mig at finde frem til det oprindelige citat, hvad der ikke var lykkedes for bemeldte udgiver (det skyldes nok blot, at jeg har mine tekster anbragt elektronisk og derfor er i stand til at søge efter enkeltord elektronisk. Men forresten også, at citatet findes hos Köstlin (koestlin3,16#38)). Og jeg kan så konstatere, at Cochlæus har oversat det fra latin til tysk ganske korrekt. 

29        Men citatet viser ikke, som Cochlæus vistnok tror, at Luther sådan ganske frivilligt ville gå i døden, det viser blot, at han er villig til det. Og den villlighed viste sig jo et halvt år senere, da han mødte frem i Worms. Da tilbød han sig villigt, af sig selv, til døden for sine modstanderes hånd. Han flygtede ikke, da han blev stævnet, men drog af sted. Når han formulerer sig, som han gør, kan det hænge sammen med, at han på det tidspunkt, hvor han skriver ovenstående, er blevet spurgt af sin fyrste, hvordan han vil stille sig til en indkaldelse til Worms. (se #36) (koestlin3,17#26) Og da regnede han, som før sagt, givetvis med, at det endte med døden for hans vedkommende. Blandt andet fordi han mente at have tolket skriften sådan, at den magt, der stod overfor, pavemagten, var en djævelsk magt, en magt, der brugte løgn til at fremkalde død. Så det frie lejde ville i sidste ende ikke beskytte ham. Det "blodtørstige tyranni", som pavemagten skal "opfylde", er altså at slå ham ihjel mod al ret og rimelighed. Så vil denne magt nemlig vise sig at gøre det, skriften forudsagde, den ville gøre. 

30        Til sidst skal det nævnes, at Cochlæus også på anden måde har uret i sin bedømmelse af Luther med hensyn til martyrsindet. Cochlæus skriver på tryg afstand af begivenhederne. Hans skrift udkom som sagt 31. juli 1525, da bønderne forlængst var slået ned. Luthers skrift, som han opponerer imod, det "hårde" skrift mod bønderne, udkom den 12. maj samme år, da det endnu var uvist, hvem der ville vinde. Dels sætter det spørgsmålstegn ved Cochlæus' påstand om, at Luther skiftede side, da han opdagede, at bønderne ville tabe, det gør også offentliggørelsen af skriftet til en betydelig mere farlig sag for Luther end Cochlæus' offentliggørelse af sit modskrift den 31. juli. Var Luther faldet i bøndernes vold eller havde bønderne faktisk vundet, ville han nok ikke være sluppet levende fra det. 

31       Dertil kommer, at han på tidspunktet for bøndernes oprør rent faktisk udsatte sig for fare. (Koestlin5,11a#7) Så det, Cochlæus klagede over, at han ikke gjorde, det gjorde han faktisk. Hvor meget og hvor lidt han udsatte sig for fare, kan der nok være en del uenighed om. Og jeg skal ikke gøre ham til helt i den anledning. Men det er nok ikke helt forkert, når han i 1524 hævder, at han nu ikke mere er så bange for døden, som han har været. (#13

32 Luther og den verdslige øvrighed
       Jeg nævnte tidligere, at Luther endnu i 1519 betragtede paven og kurien som en øvrighed, han ifølge Rom 13,1-7 skyldte lydighed (09#41). Og jeg nævnte også, at han ændrede denne opfattelse, da han blev klar over, at paven var antikrist. (09#48) Men det betyder jo så, at alt, hvad der hidtil har været nævnt om at være ulydig og absolut nøjes med ordet som våben i denne ulydighed, kun har med det, man fejlagtigt dengang kaldte den gejstlige øvrighed at gøre. Det er pavedømmet, der skal afsløres; det er pavens manglende respekt for almindelig ordholdenhed, der skal sættes til skue; det er papisternes skurkestreger, der skal bekæmpes med ordet som våben, og udelukkende med ordet som våben. Og når Luther endda med sin død vil være med til at afsløre hulheden i pavens styre, så er der foreløbig ikke sat det mindste spørgsmålstegn ved lydigheden mod kejseren. 

33 Den død, Luther er villig til at lide for sandhedens skyld, er en død, som iværksættes af papisterne, det er dem, der dømmer ham som kætter, det er dem, der beder "den verdslige arm" om at foranstalte det nødvendige, det er derfor pavens styre, Luther bekæmper, også med sin villighed til at dø, sit martyrsind (selv om Luther vist aldrig bruger udtrykket "martyr" om sig selv). 

34         Men selve dette, at man næsten gik ud fra som en selvfølge, at kejseren og den verdslige øvrighed i øvrigt rettede sig efter de udmeldinger, man fik fra den kirkelige myndighed, kurien, gjorde, at Luther ret snart blev nødt til at tage stilling til, om og hvor langt man skulle adlyde den verdslige øvrighed. Det gjaldt såmænd allerede, da han skulle afgøre sig for, om han ville tage til Worms eller ej. 

35        Det var nemlig overhovedet ikke sikkert, at han ville blive indkaldt til rigsdagen i Worms. Den pavelige legat ved rigsdagen blev ved og blev ved med at modarbejde hans indkaldelse. Jo, for sagen var jo afgjort med pavens bulle. Paven havde, sagde han, omhyggelig gennemgået Luthers lære, udvalgt 43 punkter, som han inden 60 dage forlangte Luthers tilbagekaldelse af, hvis han ikke ville erklæres for kætter. Og da denne tilbagekaldelse ikke kom, snarere tværtimod, udsendte paven den endelige bulle i januar 1521, og da skulle efter den almindelige dengang anerkendte arbejdsdeling mellem verdslig og gejstlig øvrighed kejseren ikke foretage sig andet end indfange Luther og afbrænde ham på et bål. (kostlin3,17#1

36         Luther blev af sin kurfyrste, via hans sekretær, Georg Spalatin, i december 1520 spurgt om, hvordan han ville stille sig til en indkaldelse for rigsdagen i Worms. Hans svar udtrykker på udmærket måde det dilemma, jeg tidligere talte om. (#20) Man kan på ingen måde sige, at Luther tilrettelægger sin død med hosstående bemærkninger, men man kan godt sige, at han gør sig klart, at viser han sig bange, så vil det komme til at skade det evangelium, han har at bringe. Omvendt véd han også, at han selv ikke er den, der har det bedste overblik over, om det er hans liv eller hans død, der vil gavne evangeliet mest. Det må andre afgøre, i dette tilfælde altså Gud. 

Luther i brev til Spalatin den 21. december 1520: "Thi her er spørgsmålet ikke fare eller redning af et menneskeliv; meget mere må det være vor bekymring, at vi ikke prisgiver evangeliet, for hvilket vi er trådt i skranken, til de ugudeliges spot, ikke giver vore modstandere årsag til at rose sig imod os, som om vi ikke vovede frit at bekende, hvad vi har lært, som om vi frygtede for at udgyde vort blod derfor." (br211220#7

kort efter: "Vi formår jo vistnok ikke at afgøre, hvoraf der kan opstå mest fare for evangeliet og for menneskeheden, af mit liv eller af min død". (br211220#10)

37       Og så er det da også et udtryk for Luthers storhed, at han midt i disse overvejelser om sit eget liv eller død, dog også har blik for, at den, der skal udføre henrettelsen, og det er jo kejseren, ikke skal have sin regering besmittet derved, at han udgyder blod for at forsvare ugudeligheden. 

kort efter igen: "Men vi har nu den ene pligt tilbage, at vi må bede Herren, at ikke kejser Karl skal besmitte begyndelsen af sin regering ved mit eller nogen andens blod til ugudelighedens forsvar." (br211220#12)

38        Nu lå det ingenlunde klart, hvad hans stævning ville gå ud på. Det blev der forhandlet længe og inderligt om. Nogle var indstillet på kun at kræve tilbagekaldelse af nogle af hans skrifter, andre uddestillerede særlige punkter, som skulle tilbagekaldes for enhver pris, men det hele endte med, at man indstævnede ham uden at han skulle forhøres. Man ville for alt i verden ikke have ham til at disputere. Og da det netop var det, Luther ville have lejlighed til -- han ville vide, hvad det var han skulle tilbagekalde og hvorfor -- er der ikke noget at sige til, at Luther på et tidspunkt udtalte, at hvis han blot skulle til Worms for at tilbagekalde, ville han ikke komme; tilbagekalde kunne han også gøre i Wittenberg. (Koestlin3,17#117

39         Men hvorfor kom Luther så i det hele taget? Jeg har ikke studeret sagen så nøje, at jeg føler mig i stand til at kunne give et endegyldigt svar på det spørgsmål. Men jeg vil også tro, at det må være nok her at fastslå, at Luthers respekt for den verdslige øvrighed tvang ham til det. Selvfølgelig lå det spørgsmål og lurede lige under overfladen: Hvad nu, hvis den verdslige øvrighed stillede sig bag pavens krav? At man ikke skulle adlyde den papistiske øvrighed (som vel slet ikke burde kaldes øvrighed) stod Luther ganske klart. Men hvad man skulle gøre i tilfælde af, at kejseren slog følge med paven, det havde han ikke på forhånd udtænkt. 

40        Spørgsmålet blev aktuelt, mens Luther var på vej mod Worms. Her kunne han på adskillige kirkedøre undervejs læse et edikt fra kejseren, at Luthers bøger skulle afleveres. Oven i købet med den begrundelse, at de ifølge den pavelige bulle alle var blevet fordømt og forbudt. (koestlin3,18#12) Det svarede dårligt til hans stævning. Den indkaldte ham til en undersøgelse. Og hvis resultatet af en sådan undersøgelse på forhånd lå fast, i og med at bullens forkastelse blev anerkendt, så var der jo ikke tale om nogen ægte undersøgelse. Eller, for at sige det på endnu en måde: Det ser ud til, at kejseren allerede her og ikke først med udsendelsen af ediktet fra Nürnberg i 1524 har lært af paven at være totalt ligeglad med de selvmodsigelser, han vikler sig ind i. (se #12). 

41        Luther har allerede i marts 1521 taget stilling til den kirkelige modstand mod hans skrifter. Det gjorde han ved i et lille skrift at give formaninger til skriftebørnene om, hvordan de skulle forholde sig, hvis deres skriftefader under skriftemålet forlangte at få at vide, om de ejede nogle af Luthers bøger eller om de læste i nogle af dem. Det er klart, at da Luthers "våben" i striden var ordet, herunder jo ikke mindst ordet, som det virkede igennem bøgerne, kunne et sådant anslag mod ordets frihed godt gå hen og blive mærkbart for ham og hans sag. Derfor vender han sig imod det. Men vender sig imod det med det samme våben, som søges uskadeliggjort: med ordets våben, med en lille bog om emnet, med en formaning, som i kraft af bogtrykkerkunsten kunne udbredes til de mange. 

Luther i "En undervisning af skriftebørnene" 1521: "Hvis nu skriftefaderen vil udfritte nogen, om han ejer eller læser mine bøger, og dermed rette angreb mod hans svaghed, så skal han med ydmyge ord svare ham således: Kære herre, jeg beder om, at I ikke jager mig ind i nogen fælde og fare; jeg er ikke kommet til skrifte for at I skal fange mig, men for at I skal løse mig." (beicht#7). 

42         På dette punkt må jeg komme med en lille bekendelse. Jeg troede, da jeg kom frem til "for det tolvte" i dette skrift, at vi her ville komme til at stå overfor det, jeg ser som Luthers uerkendte dilemma: at han forlanger ytringsfrihed for sig selv, fordi hans ord er sandhed, men har vanskeligt ved at tilkende andre den, fordi deres ord jo ikke er sandhed. Nuvel, tænkte jeg, med ordene citeret her ved siden af indleder han et tilbagetog fra den fulde frihed, han tidligere tillod.

Luther i "En undervisning af skriftebørnene" 1521: "Men hvor man ville presse på med en løbeseddel, der er udgivet af nogle prælater, hvori forbydes alle slags lastebøger og smædebreve, i det stykke skal man allerydmygst være lydig. For den, der erkender Guds ord og tror det, han vil aldrig synes om lastebøger og smædebreve". (beicht#31).

43  Men det er der slet ikke tale om. Det, han ønsker, er, hvad vi i moderne tid har indset må være ytringsfrihedens grænse: Man har ytringsfrihed under ansvar, som vi siger; det vil sige: Hvis man angriber nogen med navns nævnelse, skal man stå til ansvar for den æreskrænkelse, man måtte have udsat den anden for. Og man bør, siger Luther -- også med fuld ret -- udgive sine skrifter under ens fulde navn, så læseren véd, hvem han skal drage til ansvar. Med andre ord: Pludselig er Luther supermoderne i sin tankegang. Lidt overraskende, vil jeg mene. Men altså: I dette skrift forklarer Luther, hvad man skal gøre, hvis den gejstlige øvrighed, dvs papisterne, vil antaste borgernes frihed til at læse de bøger, de vil. 

Luther i "En undervisning af skriftebørnene" 1521: "Nu har jeg skrevet mit navn i alle mine bøger offentligt, og handlet frit ved dagslys, tilbudt mig til rettergang, hvad jeg stadig gør; og skønt jeg har antastet pavens regimente, har jeg dog ikke angrebet hans person, heller ikke nogen prælats person, eller nogen underordnets person, heller ikke nogens hemmelige laster, men beskrevet offentlige, almindelige svagheder, som det bør sig en prædikant, og som alle profeter har gjort." (beicht#34).

44        Derimod er det med kejserens edikt fra maj 1521 om aflevering af Luthers bøger vist første gang Luther træffer på det problem: Hvad skal man gøre, hvis den verdslige øvrighed stiller sig bag pavens uretmæssige gejstlige såkaldte øvrighed? (paabud1#25

45        I første omgang foretog Luther sig ikke noget. Og hvis man betænker, hvor længe han var om at få et negativt syn på paven, på trods af alt det negative, han var udsat for fra samme pave, så kan det sådan set ikke undre, at der ikke kom nogen reaktion foreløbig. 

46        Man kan jo også sige, at Luther havde hænderne fulde. Der var utrolig mange ting, der pressede sig på, det, der før Worms nærmest havde været en teoretisk sag, hvad skulle man fremkomme med af spørgsmål på et kommende koncil, det blev nu, blandt andet i kraft af, at mange af Luthers tilhængere i Wittenberg ikke havde mere tålmodighed, men tog sagen i egen hånd, til helt anderledes praktiske og nærgående problemer. Spørgsmål om munkes udgang af klostrene, om præsters giftermål, om privatmessernes ophør, osv, alt dette gjorde spørgsmålet om kejserens forbud mod Luthers bøger til et problem, der godt kunne vente.

47        Dertil kommer, at kejseren, hvor højt anset han end var i Tyskland, også af Luther, ikke havde den nære magts myndighed. Hvad han bestemte, havde han ikke midler til at sørge for blev overholdt. Det er da også karakteristisk, at de fyrster, der reagerer i 1522-23 imod Luthers bøger, udstedte selvstændige edikter, underforstået: det var ikke nok med kejserens edikt, selv om de naturligvis henviste til det. Der måtte handling til fra den nære fyrste, før det kunne blive til noget. Og også sådanne mulige autoritetsforhold kan forklare, at det først er i 1523, vi får skriftet om øvrigheden:: "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?" (lyd01). 

48        I sit forord fortæller Luther, hvad anledningen til skriftet var. Det har tilsyneladende været to ting. Dels fyrst Johanns foruroligelse ved som fyrste at skulle bruge sværdet, når dog den kristnes handlemåde afbildes med Matt 5,39: du må ikke gøre modstand mod det onde. Og dels det mere principielle spørgsmål: Hvad er en øvrigheds opgaver, hvad har Gud villet med øvrigheden, hvornår går den ud over sin kompetence? Det første spørgsmål behandles i første afsnit, det andet i afsnit to, sådan groft sagt. Torben Christensen har i Luthers Skrifter i Udvalg gjort rede for det. En del af denne redegørelse har jeg anbragt i lyd01#n14. Heraf fremgår det, at en væsentlig begrundelse for, at Luther skrev sit skrift, var, at hertug Georg af Sachsen havde udsendt et edikt, hvori det blev forbudt for hans undersåtter at eje Luthers oversættelse af Det ny Testamente, og hvori de blev forpligtede på at aflevere disse bøger. Og så rejste sig jo et principielt spørgsmål: Når man som kristen skal adlyde øvrigheden, skal man så ikke også adlyde den i denne befaling? 

Luther i "Hvor langt...": "Atter en gang, Deres Durchlauchtighed og Højvelbårenhed, fyrste, nådige herre, tvinger nøden og mange menneskers opfordringer, og først og fremmest Deres fyrstelige Nådes ønske, mig til at skrive om den verdslige øvrighed og dens sværd, hvorledes den skal bruge det på kristen måde, og hvor langt man har pligt til at adlyde den. For Deres fyrstelige Nåde føler sig foruroliget ved Kristi ord i Mattæus 5,39 Du må ikke gøre modstand imod det onde, men føj din modstander, og: Hvis nogen tager kjortelen fra dig, så lad ham også få kappen; og videre i Rom. 12,19: Straffen er min, siger Herren, jeg vil gengælde." (lyd01#3

49           Luther har både i dette skrift og i andre lignende gjort den iagttagelse, at myndighederne i hans samtid har byttet roller. Den gejstlige myndighed skulle forkynde Guds ord og ved hjælp af dette ord, som forkyndes i frihed uden magtanvendelse bag, holde alle kættere stangen. Den har i stedet forvandlet sig til nogle yderst verdslige herrer, som råder over store ejendomme og bruger al sin tid på at forvalte disse ejendomme, mens den lader sit egentlige embede, bispeembedet, hyrdeembedet, dette at sørge for kirkens vé og vel, sejle af sted på må og få. Tilsvarende lader de verdslige fyrster hånt om deres egentlige embede: at sørge for lovenes overholdelse, og påtager sig i stedet at tage vare på kirkens forhold, at forbyde bøger, at bekæmpe kættere, m. m.

Luther i "Hvor langt ... ": "mine unådige herrer, pave og biskopper, skulle være biskopper  og forkynde Guds ord. Det lader de være med og er blevet verdslige fyrster, der styrer med love, som kun angår liv og ejendom. De har vendt godt op og ned på det hele! De skulle regere i det indre over sjælene ved hjælp af Guds ord, men de regerer i det ydre over slotte, byer, land og folk og martrer sjælene med ubeskriveligt myrderi. Tilsvarende skulle de verdslige herrer regere i det ydre  over land og folk, men det lader de være med. Det eneste, de forstår sig på, er at puge penge sammen, lægge den ene skat oven på den anden, den ene afgift oven på den anden; det ene sted slipper de en bjørn løs, det andet sted en ulv." (lyd02#25). 

50         Jeg skal ikke gøre denne ombytningsteori til min, for jeg tror ikke, den holder i alle ender og kanter. Men den rejser det spørgsmål, om Luther mon mener, at den bekæmpelsesmetode, som en kristen skal bruge overfor pavens antikristelige kirkestyre, nemlig martyrsindets trodsige ordmodsigelse, også skal bruges overfor de fyrster, der misligholder den verdslige øvrigheds embede. Og svaret på det spørgsmål er ja. Svaret er endda et endnu mere fuldttonende ja, end når det gælder kampen mod pavens antikristelige styre. 

51       For når det drejer sig om pavedømmet, kunne Luther ikke helt holde sig fri af den tanke, at det måske ville komme dertil, at vi, de sande kristne, skulle "vaske vore hænder i deres blod". (se 09#70). Vold, anvendelsen af drab, den verdslige øvrigheds indgriben med magtanvendelse, dette kunne Luther ikke helt holde ud af sin tankegang med hensyn til paven og en ødelæggelse af hans antikristelige styre. Men han holder sin opfattelse af den verdslige øvrighed fuldstændig renset for den slags magtanvendelse. Overfor den verdslige øvrighed har en kristen intet andet at gøre end bruge ordet og kun ordet som våben. 

52        Derimod synes jeg ikke, jeg kan se, at Luther overfører et andet træk fra sin pavemodstand til den verdslige øvrighed. Luther er i sin modstand mod paven blevet klar over, at pavedømmet er en kolos på lerfødder. Det bygger på løgn helt igennem. Og løgnen har det ved sig, at den falder sammen, mister sin magt, bliver til ingenting, når den afsløres. Blandt andet derfor er det, at Luther kan "nøjes" med ordet som våben: når pavens bedrag afsløres, er der intet tilbage. Det var luftsyner, det var sæbebobler, prikker man hul på boblen, forsvinder den ud i det rene intet.

53        Det gør det verdslige styre imidlertid ikke. Det verdslige styre har et højst håndgribeligt embede at passe. Og selv om det griber forkert, dette håndgribelige skal der stadig tages vare på. Det verdslige styre forsvinder ikke som en sæbeboble, selv om man afslører, at det går ud over sin kompetence. Mig forekommer det, at vore dages totalitære styrer på mange måder minder om pavemagten, som Luther så den: man opbygger en ideologi, man kræver alles tilslutning til denne ideologi, man sætter verdslig magt bag for at opnå denne tanketilslutning. Men sandt nok: Mens pavemagten på Luthers tid uden skade kunne forsvinde ud i den blå luft -- og det havde han måske regnet med, blot skete det jo som bekendt ikke -- så vil vore dages ideologiske styreformer efterlade et tomrum, hvis man tænkte sig, at de sådan uden videre forsvandt, nemlig en verdslig øvrighed, som ikke mere var der, men jo skulle være der, om samfundet skulle fungere. 

54          Så Luthers holdning overfor det verdslige styre kan snarere sammenlignes med de oldkristnes holdning til kejseren: Kejseren skulle være der, og man lod også hele tiden forstå, at man jo da så sandelig ville yde ham al mulig lydighed, blot ville man altså ikke tilbede ham som Gud. Sådan anerkendte Luther så sandelig kejserens magt, der skulle være en øvrighed, og Luther ønskede også at adlyde ham på alle områder. Blot måtte han altså ikke spille kirke, han måtte ikke gøre sig til pavemagtens forlængede arm. Hvis han gjorde det, skulle de kristne godt nok på ingen måde gøre oprør, men de skulle, for deres saligheds skyld, sagde Luther, nægte at adlyde, og så naturligvis tage de straffe, der måtte følge af en sådan lydighedsnægtelse.

55  Luther som profet
       Luthers skrift: "Hvor langt skal man adlyde øvrigheden" er et profetisk skrift i den forstand, at det peger langt ud over sin egen samtid. Det er profetisk på den måde, at det drager nogle slutninger og fremkommer med nogle påstande, som Luther ikke selv så konsekvensen af, og som han måske også i sit senere virke, dvs i sin praksis, vendte sig imod. Og det er profetisk også på den måde, at det, som det behandler som et spørgsmål om forholdet mellem kirke og stat, har gyldighed på alle de områder, der i dag betragtes som "ordets områder", kulturlivet i bred forstand, kunsten, pressen, skolen, og altså også kirken. 

56            Ikke mindst det sidste kan være af interesse for os i dag. Og jeg vil derfor forsøge at forvandle det fra en (vild?) påstand til en underbygget sag, i hvert fald en nogenlunde underbygget sag.
           Luther kunne ikke overskue, hvad det, han her sagde, havde for konsekvenser: At den enkelte selv havde ansvar for sin tro. Men han har jo, netop på det kirkelige område, været inde på det mange gange tidligere. F. eks. i invocavitprædikerne: Forkyndelsen kan kun nå frem til øret, derfra og til hjertet er det ånden, der må gøre gerningen. (invocav2#8

Luther i "Hvor langt ... ": "Desuden har enhver selv ansvar for, hvad han tror, og det ma være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. For lige så lidt som en anden kan komme i himmelen eller i helvede på mine vegne, lige så lidt kan han tro eller lade være at tro på mine vegne. Lige så lidt som han kan lukke himmelen eller helvede op eller i for mig, kan han tvinge mig til tro eller vantro.

57 Hvad jeg her vil lægge vægt på, er, at det lykkes ham at få flettet den bemærkning ind i sin argumentation, at der ikke går noget fra den verdslige magt ved det, dvs ved at lade folk selv bestemme over deres tro. Det er så sandt, som det er sagt. Men det har unægtelig vist sig at være netop det, statsmagten og alle dens ivrige varetagere i deres store fromhed og yderst velmente foretagsomhed har så utrolig svært ved at tro.

fortsat: "Da det er en sag, der angår den enkeltes samvittighed, hvordan han tror eller ikke tror, og da der ikke går noget fra den verdslige magt ved det, skal den også være tilfreds, passe sit og lade folk tro sådan, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med magt. For troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, det er en Guds gerning i Ånden, og der kan slet ikke være tale om, at ydre magt skulle kunne fremtvinge eller skabe den." (lyd02#25

58 Derfor må Grundtvig kæmpe mod den samme ulyst fra de statslige myndigheders side til at lade nogen magt og indflydelse gå fra sig. Og han gør opmærksom på det samme, som Luther gør opmærksom på, nemlig, at Friheden slet intet koster, der går ikke noget fra staten derved, at den giver individerne frihed. Men altså i Grundtvigs tidsalder ikke blot frihed til selv at tage ansvar for sin tro, også frihed for samvittigheder, for munde og for lovlige næringsveje. 

Grundtvig i "Mands Minde": "Det er nemlig ganske vist, at al den Tvang, Regeringer kan lægge enten paa Samvittigheder eller Munde eller lovlige Næringsveje, den koster dem Anstrængelse og Folket endnu langt mer end Penge; medens Friheden slet intet koster, men indbringer usigelig meget, ved den indvortes Tilfredshed og Munterhed og den udvortes levende Rørelse i alle Retninger, den nødvendig frembringer”. (side 389)

59          Jeg skal ikke på nogen måde påstå, at de friheder, som Grundtvig her nævner, overhovedet var i Luthers tanker, da han skrev "Hvor langt ... " Men når jeg kalder skriftet et profetisk skrift, skyldes det, at det indeholder mere, end Luther havde tænkt på. Og det skyldes, at dets virkningshistorie derfor blev langt mere omfattende, end Luther kunne forestille sig. Luther har en bestemt sag for øje, nemlig det forhold, at fyrster i Tyskland har forbudt trykning og køb og salg af hans skrifter. Det opponerer han imod. Men han gør det med argumenter, der rækker langt ud over den aktuelle sag.

60         Luther er således i gang med at forklare, hvor formasteligt det er, at statsmagten vil tvinge mennesker til at tro, som paven vil have os til at tro. Men han kommer jo så til at sige, ikke, at det er forkert at tro på loven som frelsesvej eller at den, der ikke fatter evangeliets herligheder, går fortabt, nej, hans formulering går ud på, at det er forskellen mellem det retmæssige og det uretmæssige, staten tvinger os til at overse. Og det retmæssige, det er jo blandt andet det retmæssige i statens anliggender, og det er noget, enhver kan erkende ud fra sin samvittighed. For den naturlige lov gør sig gældende i alle menneskers indre, og ud fra den kan ethvert menneske faktisk erkende, hvad der er retmæssigt og hvad ikke i statens anliggender. Den tanke er grundlaget for demokratiet.

Luther i "Hvor langt ... ": "Resultatet er, at statsmagten driver sjælen ud i den evige død med sådan et formasteligt bud. For den tvinger den til at tro sådanne ting, som om det er rigtigt og med sikkerhed er efter Guds vilje, mens det jo er usikkert - det er tværtimod sikkert, at det mishager Gud, fordi der ikke foreligger noget klart ord fra Gud. For den, der tror, at det, som er uretmæssigt og usikkert, er retmæssigt, fornægter sandheden, som er Gud selv, og tror på løgn og bedrag og betragter det, der er uretmæssigt, som retmæssigt." (lyd02#8)

61         Men tro endelig ikke af den grund, at Luther var demokrat eller havde nogle demokratiske overbevisninger. Ak nej, profeten har ikke øre for de konsekvenser, der ligger i hans budskab. Og det kan man vel heller ikke forlange. Men mærkeligt er det nu alligevel. Se f. eks., hvad han skriver i sin formaning til fred til de oprørske bønder! Der er ikke tale om, at man som menneske eller som borger i samfundet kan deltage i nogen diskussion om, hvad det offentliges penge skal bruges til. De arme bønder forlanger jo ellers ikke selv at få del i tienden. De taler ikke om, at tienden skal afskaffes, eller at den er for høj, nej, de foreslår blot, at den skal fordeles anderledes end hidtil. Men selv det er rov og offentligt stratenrøveri, siger Luther. Ak ja. 

Luther i Formaning til fred (1525): "Angående den anden artikel.
      "Tienden skal deles mellem sognepræsten og de fattige, det øvrige beholdes til landets behov osv".
      Denne artikel er idel rov og offentligt stratenrøveri. For her vil de rive tienden til sig, skønt den ikke er deres, men øvrighedens, og så vil de gøre med den, som de vil. Ikke således, kære venner, det betyder at afsætte øvrigheden helt og holdent, skønt I dog i jeres fortale udtrykkelig siger, at ingen skal fratages sin ejendom." (formaning2#62

62         Så det er ikke min tanke at påvise en én til én overensstemmelse mellem det, Luther skrev i 1520erne og vore dages demokratiske grundtanker, en sådan overensstemmelse findes nemlig ikke, men det er nok min tanke at fremlægge en række citater fra Luther, der kan vise, hvordan den frihed, han kræver for den enkelte person i gudsforholdet, i årenes løb har bredt sig til et krav om frihed på mange andre områder, "samvittighedens, mundens og de lovlige næringsvejes frihed", for nu at tale med Grundtvig (#58). 

63          Og læst på den måde, betragtet som profetiske skrifter, der peger langt ud over deres egen tid, står der altså mange meget interessante ting i Luther-skrifterne fra denne tid. 

64         Han tillader sig således at mene, at Paulus sætter en grænse for øvrigheden i Rom 13,1-7. Lydigheden gælder ikke alle de narrestreger, kejseren kan finde på. Lydigheden gælder f. eks. ikke, hvis kejseren finder på at ville kræve tilbedelse som en gud. Og lydigheden gælder heller ikke, hvis kejseren finder på at forbyde trykning og udbredelse af bøger. Ikke, at det berettiger undersåtterne til oprør, hvis kejseren gør det, men det fremkalder den civile ulydighed, hvor undersåtterne ikke ud af indre pligtfølelse adlyder øvrigheden, men hvor den indre pligtfølelse netop opfordrer til at nægte lydighed.

Luther i "Hvor langt ...": "Det viser hans ord [Paulus' ord i Rom 13] også tydeligt og klart, når han sætter en grænse for statsmagten og for lydigheden imod den ved at sige: Giv enhver sit, den som tilkommer skat, skat, den som tilkommer told, told, den som tilkommer ære, ære, den som tilkommer frygt, frygt. Der kan du se, statsmagt og lydighed imod den gælder kun skat, told, ære, frygt i ydre sager." (lyd02#32

65 Denne civile ulydighed træder tydeligt frem i skriftet. Godt nok har man tit overset den i den lutherske udlægning af Luther. Men den står der og er oven i købet ret klart formuleret. Så ikke blot mener Luther altså, at der af Paulus i Rom 13 er sat en grænse for øvrighedens skalten og valten med undersåtterne, der tilkommer kun øvrigheden skat, told, ære og frygt i ydre sager, han har den tilsvarende holdning fra undersåtternes side med: de er ikke forpligtede til lydighed, hvis øvrigheden overskrider sin kompetence, men i stedet forpligtede til ulydighed, til at svare, som Luther lader en undersåt svare i hosstående citat. 

Luther i "Hvor langt ... ": Hvis nu din fyrste eller verdslige herre giver dig befaling til at slutte op omkring paven, at tro bestemte ting eller befaler dig at skaffe bøger af vejen, skal du svare: Det tilkommer ikke Lucifer at have plads ved siden af Gud. Kære herre, det er min pligt at adlyde Dem med liv og gods; giv mig befaling så vidt Deres myndighed rækker på jorden, så vil jeg adlyde. Men befaler De mig at tro og at skaffe bøger af vejen, så vil jeg ikke adlyde. For så er De en tyran og går for vidt, giver befaling på områder, hvor De hverken besidder nogen ret eller myndighed. Hvis han af den grund fratager dig alt, hvad du ejer, og straffer din ulydighed, salig er du! Og tak Gud for, at du er værdig til at lide for Guds ords skyld." (lyd02#40

66         Og det vil altså sige, at den kamp med ordet som våben, som Luther fandt var den kristnes rette kamp mod pavemagten, den dukker op igen, hvor det drejer sig om at bekæmpe en øvrighed, der går ud over sine grænser. Det betyder ikke, at Luther ser med samme optimisme på en eventuel kamp mod den verdslige øvrighed, når den overskrider sine grænser, som han så på sin kamp mod de kirkelige myndigheder. For han levede under fyrster, der flinkt rettede sig efter hans opfattelse af, hvad en fyrste skulle og kunne gøre. 

Luther i en invocavit-prædiken: "Tag et eksempel fra mig! Jeg var imod afladen og alle papister, men ikke med nogen magt. Jeg har alene drevet på med Guds ord, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort. Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det.

67 Men fordi Luthers skrifter er profetiske, kan vi godt udlægge dem om f. eks. diktaturet i Chile eller apartheid-styret i Sydafrika. At prædike sandheden, at fortælle, hvad der er ret og hvad der er uret, at fastholde den naturlige lov og dens tale om retfærd og rimelighed, det er måske nok noget, der ikke fremkalder de store overskrifter, men en sådan tale gør sig dog gældende i det skjulte, "mens vi drikker wittenbergsk øl", og at lade disse kræfter trænge igennem, at lade dem om at vælte diktaturet er meget bedre end at sætte hårdt mod hårdt, bedre, fordi der er tale om mindre blodsudgydelse, bedre, fordi fremtiden for et sådant land kan bygge på forsoning og ikke på de skel, som en borgerkrig på glatte våben ville have frembragt. 

fortsat: "Det er ikke mig, der har gjort noget, ordet har bevirket og udrettet det altsammen. Hvis jeg havde villet fare frem med magt, så ville jeg have bragt Tyskland ud i en stor blodsudgydelse, ja, jeg ville have anrettet et spil i Worms, så at kejseren ikke havde været sikker dèr. Men hvad ville det have været? Det ville have været et narrespil. Det er ikke mig, der har bevirket det, jeg har ladet ordet handle." (invocav2#24)

68         Luthers stilling fremgår af hosstående citat. Og det er nok værd igen at gøre opmærksom på, at Luther ikke nøjes med at sige, at man ikke må gøre modstand mod øvrigheden med magt, men føjer til: men kun ved sandhedserkendelse. Det vil sige: Du skal ikke af hensyn til din egen sikkerhed eller noget andet lade dig forlede til at sige, at sort er hvidt, at undertrykkelse er retfærdighed, eller at knægtelse af frie ytringer ligger indenfor øvrighedens magtområde. 

Luther i "Hvor langt ...": "For øvrigheden må man ikke gøre modstand imod med magt, men kun ved sandhedserkendelse; retter den sig efter det, så er det godt; hvis ikke, så er du undskyldt og lider uret for Guds skyld." (lyd03#45

69 Luther under bondekrigen
         Nu fik Luther lejlighed til at gøre rede for sit syn på forholdet til den verdslige øvrighed, nemlig under bondekrigen i 1525 (se evt koestlin5,11 og sev15). Og det kan godt være lidt indviklet at finde ud af, hvad han egentlig mener. For det falder ikke uden videre i hak med vore forestillinger. F. eks. har han, som før nævnt (#61), bebrejdet bønderne, at de vil give forslag til tiendens anvendelse. Men her, hvor han i samme skrift angriber fyrsterne, er bøndernes fejl anderledes blidt beskrevet: de handler af egeninteresse, når de vil lade den præst, de har valgt, aflønne af tienden. 

Luther i "Formaning til fred": "Den første artikel, hvor de [bønderne, rr] ønsker at høre evangeliet og få ret til at vælge en præst, kan I ikke afvise med noget skær af ret, selv om der ligger den egeninteresse bag, at de foreslår, at en sådan præst skal lønnes med tienden, skønt tienden ikke er deres; alligevel må man nå frem til, at man skal lade evangeliet prædike for dem. For det kan og skal ingen øvrighed sætte sig imod. Ja, øvrigheden skal ikke sætte sig imod, hvad hvemsomhelst vil lære og tro, om det er evangelium eller løgn; det er nok, at den forhindrer, at man lærer oprør og ufred." (formaning#35

70        Parantes: Hvis man vil hævde, at når bønderne i det hele taget får den tanke, at de vil vælge deres egen præst, så skyldes det indflydelse fra Luther, som i sit skrift om en kristen menigheds ret til at vælge præst har hævdet, at en sådan ret har netop en kristen menighed, så er der noget om det. (se mghret). Og det kan også siges at være beklageligt, at Luther i dette skrift ikke klart tilkendegiver, at den præst, menigheden vælger, naturligvis skal aflønnes af dem selv, ikke af den officielle tiende, der, som det kommer frem nu, efter Luthers opfattelse er øvrighedens eller fyrstens ejendom, man kan måske næsten sige private ejendom. Parantes slut. 

71         Hvad der imidlertid er af stor interesse her, er den lille tilføjelse, som profeten Luther finder for godt at komme med: at øvrigheden ikke skal modsætte sig, hvad hvemsomhelst vil lære og tro, om det er evangelium eller løgn. Vi i dag kan forholdsvis let se, at det er en naturlig følge af, at Luther har hævdet, at øvrigheden skal undlade at forfølge de kættere, som pavekirken vil have den til at forfølge. Men alligevel! Allerede på dette tidspunkt, og så i sådanne turbulente år at kunne se, at når øvrigheden ikke er i stand til at skelne mellem sandt og falsk evangelium, så må det være sådan, så må det eneste, den skal gribe ind overfor af falsk forkyndelse være den forkyndelse, der vil prædike oprør! 

72           Det samme skrev han i et lille sendebrev til de to fyrstebrødre i Sachsen, kurfyrst Frederik den Vise og hans broder Johann. Så det er måske ikke helt så uigennemtænkt, som man ud fra ovenstående lille let oversete bemærkning skulle tro. 

Luther i "Sendebrev til to fyrster" (1524): "Men lad nu dette være det korte af det lange, nådigste herrer, at Deres kurfyrstelige nådige herrer ikke skal beskytte ordets embede. Man skal kun trøstigt og frimodigt lade dem prædike, hvad de kan, og mod hvem de vil; for som sagt der være sekter (1 Kor 11,19), og Guds ord må ligge i krig og kæmpe; derfor kaldes evangelisterne også hærskarer (Sl 68,12) og Kristus kaldes en konge over hæren hos profeterne. 

73 Specielt er det bemærkelsesværdigt, at den person, han her skriver imod, er Thomas Münzer, den teolog, der især blev den åndelige kraft bag bondeoprøret. Det, fyrsterne skal gøre, er kun at gribe ind, hvis han direkte og åbent prædiker oprør. Indtil han gør det, skal man lade hans ånd og Luthers ånd tørne sammen, og lade dem blive forført, som bliver forført. 

fortsat: "Hvis deres ånd er den rette, så vil den ikke være bange for os og skal nok bestå. Hvis vores er den rette, så vil den heller ikke frygte dem eller nogen anden. Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen.

74 Oven i købet ser det ud til af hosstående, at fyrsterne først skal gribe ind, når disse falske forkyndere rent faktisk griber til vold, vold mod billeder eller vold mod mennesker. I "Formaning til fred" skal de gribe ind, allerede når der igennem denne falske forkyndelse lyder en opfordring til vold. Dog har Luther også en bemærkning i hosstående sendebrev, der taler om at foregribe Münzers gerninger. (br210824#20). Han har mistanke om, at Münzers og hans tilhængere ikke vil lade det blive ved en forkyndelse med ord, men snart gå over til en "forkyndelse" med næven. 

fortsat: "Men hvis de gør mere end at kæmpe med ordet, hvis de også vil bryde i stykker og slå i stykker med næven, så skal Deres fyrstelige nådige herrer gribe ind, hvad enten det er os eller dem, der er tale om, og øjeblikkelig vise dem ud af landet med den besked: Vi vil gerne finde os i og rolig se på, at I kæmper med ordet, så at den rette lære kan blive styrket; men hold næven i ro, for det er vores embede (at bruge næven); ellers må I forføje jer ud af landet." (br210824#58

75  Gud er historiens herre
            Især kan man i Luthers handlemåde under bondekrigen se forbindelsen mellem martyrsindet og forståelsen af, hvad martyriet gavner. Og det er noget meget væsentligt. Det vil sige, man kan se, hvordan Luther holder fast ved sin overbevisning om, at det er ordets kræfter i samfundssammenhæng, i samarbejde med martyrsindet hos den enkelte, der bevirker, at det er Guds vilje, der sker. Og dog er teologen med martyrsindet på samme tid begrænset i sit udsyn. Gud tillader ham ikke at se sig i kortene, han må nøjes med opstandelsestroens forvisning, som jo er en forvisning ud i det blå, ligesom Jesus, da han hang på korset, ikke havde nogen garanti for, at han ville blive opvakt på trediedagen. Og dog er det en forvisning, der kan gives tegn på, nogle vil måske endda kalde det "beviser". 

76         På netop dette punkt: martyrsindet som den egentlige kristelige grundholdning, er det, at der viser sig en -- for mange sikkert overraskende -- overensstemmelse mellem Kaj Munks teologi og Luthers ditto. Overensstemmelsen fremkommer ikke umiddelbart. Jeg har været nødt til at "vinkle" Luthers teologi hen i retning af martyrsindet for at få den frem. Og jeg har også været nødt til at lade dele af Kaj Munks teologi træde i baggrunden, for at få martyrholdningen til at blive tydelig. Så man vil muligvis beskylde mig for manipulation af de to herrers teologi. Jeg vil dog bede læseren vente med en sådan beskyldning, til han har set resultatet af denne "samkøring" af Luther og Kaj Munk. Som minimum skulle den kunne resultere i, at man ser andre perspektiver i Luthers teologi, end man tidligere så. Som maximum i, at man selv bliver grebet af den teologi, der viser sig i skæringspunktet mellem de to teologer. 

77       Først dette med Gud som historiens herre! 
           Vi moderne teologer har så at sige aldrig beskæftiget os alvorligt med denne påstand, trospåstand eller overtrospåstand, vi véd det egentlig ikke. Men som antydet i ekskursen om KAIROS-dokumentet med spørgsmålet: Tror vi på den treenige Gud? 08#64, er denne påstand nok værd at beskæftige sig med. Vi får ikke noget bevis på Guds eksistens, hvis det er det, vi er ude efter, men vi får en påstand om, at vil vi søge Gud, så er det måske dèr, vi skal finde ham, vil vi hævde, at han er til og griber ind i verdens gang (sådan som enhver ordentlig gud må gøre det), så er stedet, hvor han griber ind, nok netop det sted, hvor mennesker lader sig overbevise, altså ikke mindst i det politiske liv. 

78        Godt nok må man omgås Luthers advarsler her ved siden af med en vis varsomhed. Man véd ikke rigtig, om de er fremkommet ud fra et gudsbillede, som Luther har fra bibelen, eller ud fra ét, han har fra sine erfaringer. Som regel vil disse to gudsbilleder jo falde sammen, ligesom det, Luther får ud af skriften som regel falder sammen med det, den naturlige lov siger ham. Her synes det at være den treenige Gud, der er på spil. Når fyrsterne skal være bange for Guds vrede, skyldes det, at det er Gud, der har bevirket, at bønderne har gjort oprør imod dem; det er ham, der har gjort, at "man" ikke kan eller vil tåle deres rasen i længden. Og "man", det er jo her bønderne. 

Luther i "Formaning til fred": "For det skal I vide, kære Herrer, Gud bevirker, at man ikke kan eller vil eller skal tåle jeres rasen i længden. I må blive anderledes og give plads for Guds ord. Gør I det ikke imødekommende og frivilligt, så tvinges I til at gøre det med magt og på en fordærvelig måde. Hvis ikke disse bønder gør det, så er der andre, der gør det. Og selv om I slår dem alle ned, så er de ikke slået endnu, Gud opvækker andre." (formaning#19). 

79 Hermed vil Luther ikke have bøndernes oprør gjort legitimt, nej, men Gud benytter den ene slyngel til at slå den anden med, som Luther siger. (formaning2#18) Den sprogkultur, som mennesker befinder sig i, (og hvori altså den treenige Gud skjuler sig) er sådan indrettet, at du ikke i længden kan snyde og bedrage, eller, for fyrsternes vedkommende, undlade at øve ret og rimelighed, leve i overflod og vellevned på undersåtternes bekostning, osv. Før eller siden vil de sproglige bånd, der knytter undersåtterne til deres fyrste, briste, de kan ikke holde til en evindelig strækken sig. 

80        Hitler mente også, som grev Gert i Munks skuespil, at han kunne skalte og valte med sproget efter forgodtbefindende. Han anså demokratierne for at være udlevede, forblæste rester, som hans moderne styre ville feje til side så let som ingenting. Og han mente, at en del af deres degeneration bestod i, at de holdt sig til den forældede forestilling, at aftaler og pagter betød noget. Derfor brød han pagter og indgåede aftaler, når det passede ham. Og overfor en sådan brutal magt syntes den treenige Guds virken gennem sproget og menneskers bundethed til sproget at være uden betydning.

81        Erfaringen viser dog noget andet. Sandt nok, Hitler brød den aftale, han under megen pressebevågenhed havde indgået i München om Tjekkoslovakiet, allerede i marts 1939, da han indtog Resttjekkoslovakiet. Men netop det blev endepunktet for hans mange aftalebrud. Ikke sådan at forstå, at han selv blev klogere, men sådan at forstå, at andre blev det, dvs de blev klogere på, hvad han var for et menneske; de blev så kloge, at de forstod, at med den mand kan man ikke lave aftaler. Det gjaldt blandt andre den Chamberlain, der så nedværdigende så sin fredsmission lagt i støvet, hans reaktion i det engelske krigskabinet i juni 1940, lige før evakueringen fra Dunkerque, på forslaget om at udsende en fredsføler til Hitler, blev afgørende for regeringens beslutning om at fortsætte krigen. (se 02#56

82  Og det gjaldt, uden sammenligning iøvrigt, Kaj Munk. Netop dette, at Hitler brød sit ord i marts 39, blev den dråbe, der for ham fik bægeret til at flyde over: Nu havde magten taget magten fra Hitler, hævdede han. Det kan måske synes en ubetydelighed i det store spil, at Munk således blev "omvendt". Men han var jo ikke den eneste dansker eller den eneste europæer. Alle opdagede de, at det bestemt ikke var rart ikke at turde indgå nogen aftale med det mægtige Tyskland, eller at vide, at dette Tyskland kun overholdt aftalerne, så længe det passede dem. Og dog er netop det forhold, at selv tyskere er sproglige væsener, noget, der gør det muligt at få noget igennem trods ydre afmagt. Det viser bl. a. Scavenius' ståen-fast på de danske krav forud for underskrivelsen af Antikomintern-pagten. (se 03#54). 

Kaj Munk i Gerlev-talen: "Vi har sagt, at de andre Lande har deres ukendte Soldat i en Grav hos sig, mens Tyskland har ham levende iblandt sig og over sig. Men vi havde aldrig troet, at vi skulde se den ukendte Soldat i Generalsuniform; vi synes, at saa klæder Ligkisten ham bedre. Da Hitler ombyttede Idealet Nationalitetsgrænsen med Rovdyrskriget Livsrum, havde Magten taget Magten fra Hitler. Et nyt Europa, bygget paa Erobring og Vold, ak, det er kun et alt for gammel-kendt Europa." (Dagen er inde, side 183) 

83         Luther udtrykker sig naturligvis anderledes. Han er helt anderledes frimodig med hensyn til at bruge ordet "Gud", end vi er. For os er Gud forvist til intimsfæren, til den enkeltes indre rørelser, i historieforløbet drømmer vi ikke om at finde ham. Og dog vil altså både Luther og Kaj Munk på det punkt retlede os. For Munk taler jo også om Gud, ja, han nærmest prædiker i Gerlevtalen. Her er det dog ikke i så høj grad Gud som historiens herre, han taler om, snarere Gud som kraften bag moralen, om martyrerne, der døde, fordi de ikke ville have andre guder end Gud, altså ikke have kejseren til gud, ligesom tyskerne i højere grad skulle undlade at gøre Hitler til Gud, og om kravet om at tale sandt, så ordene ikke fordrejes, og en besættelse lige så umærkeligt forvandles til en beskyttelse. 

Kaj Munk i Gerlevtalen: "Du skal ikke have andre Guder - nej, det er rigtigt; det er nok med en - at frygte - at elske - at forlade sig paa. Det var derfor, Martyrerne var saa stærke, Nero og de vilde Dyr og deres Køds Angst og deres Glæde for Livet det var ingenting i Sammenligning med, at man havde ham og var hans. Ikke misbruge hans Navn - nej; kalde Ret for Ret og Sandhed for Sandhed, hvor mange der end er til at ville pine og lokke os til Forfalskning af Navnene." (Dagen er inde, side 185) 

84        Dog har jo Munk også blik for den Gud, som vi ikke rigtig tør tro på. Han, der står bag alt, selv bag bombemaskinernes last af død, selv om vi har svært ved at tro det, når det dog ser ud, som om Gud gik bet i det. Men han står bag alt, ikke på den måde, at han vil skåne os for lidelser, men på den måde, at han igennem dette onde arbejder på at skabe en sundere verden. 
          Det er en tro, der her er tale om, og selv om det vel kan se ud, som er der tale om overtro, det vil sige, om en fanatisk holden den bibelske beretning for sand, så kunne der også være tale om en tro på den treenige Gud, på den Gud, altså, som lader sin vilje ske igennem ordet og ånden, som skjult virker i menneskers hjerter, så det, de oplever, også det, de oplever i krigens gru, gennem deres reaktion forvandles til selverkendelse og fornyet kraft. 

Kaj Munk i en prædiken (14. s. e. trin.): "Men samtidig med, at Hjertet vaander sig, vaager der i os en Taknemmelighed over, at vi tør tro, at selv dette har Gud i sin Haand -- at selv om ogsaa han stønner af Smerte ved, hvad hans Børn tilføjer hinanden, vil han dog vide at lade dette fremme hans Vilje med os. Vi slutter ikke: saa er altsaa Gud ikke til. Nej, vi bøjer vore Hoveder i et angstfyldt Haab. Angstfyldt, ja, for det kunde jo tænkes, at det onde voxede sig saa vældigt, at selv Gud gik bet i det (og derfor: lad os ruste os til at være hans Medkæmpere), men dog Haab, ja mere end Haab, en Tro paa, at gennem denne hæslige Sot med Krise og Operation arbejder Gud paa at skabe en sundere Verden." (Babflo, side 153) 

85 Den rette handling
        Hvad der skal gøres, mens verden plages af uret og undertrykkelse, er et andet punkt, hvor vore to teologer står side om side. Når man er vant til at gå til historien med marxistiske briller på, er det godt nok en noget flov affære med Luther og hans holdning under bondekrigen. Han påstår, at han kan se den uret, der bliver øvet overfor bønderne fra fyrsternes side, men ikke, om han er til at formå at gøre noget ved det, ak nej, det mindste pip fra bønderne bliver opfattet som et utilladeligt oprør. En sådan marxistisk tilgang vil jeg ikke anvende her. I stedet vil jeg gøre opmærksom på, at Luther ikke blot blindt opfordrer til at finde sig i alt og til sidst lide martyrdøden, nej, han vil netop i situationen bruge ordet som våben. Og martyrdøden kommer ikke ind som noget ideal, men som en arbejdsrisiko, når man nu engang er henvist til ordets våben. 

86         Det, man skal gøre, er at holde fast ved den naturlige lov (nu kan det vist efterhånden ikke undre mere, at jeg udtrykker mig sådan), dvs ved normal folkelig anstændighed, ved normal stolthed og ære, ved ordenes normale betydninger, osv. Der er intet hokuspokus i det, bortset fra, at det netop er på disse punkter, vi har tilbøjelighed til at svigte, når vi udsættes for pres. 

87        Jamen, betyder det så ikke, at bønderne skulle holde fast ved, at fyrsterne begik uret imod dem, at de undertrykte dem, at de ikke lod dem få den retfærdighed, de som øvrighed skyldte dem? Jo, netop. Det skulle de vove at sige, men det gav dem på ingen måde ret til oprør, sådan som bønderne selv mente. Luther taler ikke om nogen ytringsfrihed fra bøndernes side, snarere taler han om en ytringspligt: bønderne bør ikke stiltiende finde sig i uret fra fyrsternes side. Og vil fyrsterne hindre dem i at ytre sig, så må de gøre det alligevel. For på det punkt skal man ikke adlyde øvrigheden.

88        Nuvel, ovenstående er mine rekonstruktioner, mere end det er Luthers udtalelser. Han nøjes i sin "Formaning til fred" med at sige, at fyrsterne har uret, at de opfører sig som tyranner, eller, som citeret her, at øvrigheden ikke er indsat til at søge sin egen nytte, men til at fremskaffe den bedste nytte for undersåtterne. Det har fyrsterne ikke gjort, og det skal siges. 

Luther i "Formaning til fred" (til fyrsterne om bøndernes krav): "De andre artikler, som gør opmærksom på timelige plager, f. eks. hjemfald, afgifter og den slags, har jo også ret og rimelighed for sig. For øvrigheden er ikke indsat til at søge sin egen nytte og handle efter eget forgodtbefindende overfor undersåtterne, men til at fremskaffe den bedste nytte for undersåtterne". (formaning#37

89 Nu er dette en del af et forsøg på at overtale fyrsterne til forhandling. Alt skal prøves, før man griber til blodsudgydelse, mener Luther. Og kan man forhandle sig til en løsning, vil det under alle omstændigheder være bedre, end om land og rige blev sat overstyr i en blodig borgerkrig. Man kan ikke opdyrke landet med bønder, der er døde. 

90        Tydeligere kommer dog det, der skal gøres overfor øvrigheden, til udtryk, hvis man for en stund betragter bønderne og deres ledere som øvrighed. De var naturligvis ikke den lovlige øvrighed, men de var dog en øvrighed i den forstand, at de ledede disse mange bønder, og at de indenfor deres sfære havde magt over liv og død. Og ligesom der er et ord, der skal siges til fyrsterne (de skal handle til bedste for deres undersåtter, men har ikke gjort det), således er der også et ord, der skal siges til denne "bondeøvrighed": de er i færd med uretmæssigt at gøre oprør. Det ord påtager Luther sig at sige til dem, og det ord mener han, enhver kristen må påtage sig at sige til dem. 

91        Guds ret er ikke blot det, der er skrevet i bibelen, det er den naturlige lov. Men den siger også, som bibelen gør det, at det ikke går an at gøre oprør mod sin øvrighed, for den er indsat af Gud. Og dog har bønderne påberåbt sig Guds ret. Den modsigelse er det, Luther her påviser overfor dem. 

Luther i "Formaning til fred" (til bønderne): "I, som jo praler af at fare frem efter den guddommelige ret, I tager selv sværdet frem og gør oprør mod den øvrighed, der er forordnet af den guddommelige ret! Tror I, at den dom, Skt. Paulus omtaler i Rom 13,2 ikke rammer jer? Den, der modstår Guds ordning, over ham kommer fordømmelse. Det er jo det, der ligger i at tage Guds navn forfængeligt, at man påberåber sig Guds ret, og dog under denne påberåbelse kæmper imod Guds ret. O se jer for, kære herrer, det ender ikke på den måde." (formaning#54)

92        Og så træder pædagogen Luther i funktion. Og det kan han gøre, netop fordi det er den naturlige lov, der er tale om. Den virker jo netop gennem overtalelse, gennem den logik, der ligger i sproget, gennem dette, at den lov, du sætter op for andre, den må du også selv rette dig efter. 

Luther i "Formaning til fred" (til bønderne): "Her sætter jeg jer selv op som dommere og stiller det hen til jeres afgørelse, hvilken røver der er den største, han, der tager en del af en andens ejendom og efterlader ham noget, eller ham, der tager alt, hvad han har, og dertil hans liv? Øvrigheden tager med urette noget af jeres ejendom, det vil sige, en del af jeres ejendom. Omvendt tager I fra den magten, hvori al dens ejendom, liv og levned består. Derfor er I en meget større røver end den, og har lagt værre ting for end den har haft. 

93      Luther siger her ligeud, at han ikke stoler på bønderne, når de siger, at de vil skåne de høje herrers liv og gods. Man kan selvfølgelig diskutere, om det er særlig klogt sagt. Luther står jo her på en måde i fyrsternes sted, de fyrster, som bønderne måske/måske ikke vil træde i forhandling med. Var det ikke bedre med lidt varsomhed? Måske. Men læg mærke til, at Luther anvender sin "varsomhed" i titulationen af bønderne: "Mine herrer", kalder han dem. Og derved er jo underforstået, at han betragter dem som ægte forhandlingspartnere. Så hvad angår formaliteterne, vil Luther gerne indrømmer bønderne næsten, hvad det skal være. Men hvad angår realiteterne, hvad i deres forudgående handlinger der kan få mennesker til nu at stole på deres løfter, vil Luther ikke nægte, at han intet kan få øje på. 

fortsat: "Ja, siger I, men vi skal nok lade den beholde liv og gods. Det må den stole på, der vil, jeg vil ikke. Den, der har vovet at gøre så megen uret, at han frækt tager myndigheden fra ham, den største part og hoveddelen, han vil ikke undlade også at tage den anden og ringeste del fra ham, som afhænger deraf. Hvis ulven æder et helt får, så æder den nok også fårets øre. Og selv om I så var så fromme, at I lod øvrigheden beholde liv og gods, så har I alligevel røvet altfor meget og det med urette, for I har taget det bedste, nemlig myndigheden, og gjort jer selv til herrer. Gud vil dømme jer til at være de største røvere." (formaning#64)

94        Endnu et forsøg på formaning ud fra den naturlige lov foretager Luther. Hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem, lyder den naturlige lov i Jesu formulering. Man kunne give det den omvendte formulering: Hvis I (bønderne) ikke vil finde jer i, at nogle iblandt jer tager sig selv til rette, hvordan kan I så forvente, at øvrigheden skal finde sig i, at I tager jer selv til rette? 

lidt senere: "Og hvad ville I gøre, hvis der i jeres bande opstod en sådan frækhed, at enhver satte sig op mod den anden, hævnede sig selv overfor den, der havde gjort ham uret? Ville I også finde jer i det? Ville I ikke sige, at han skulle lade andre dømme og hævne, andre, der var indsat af jer? Hvordan vil I da bestå overfor Gud og verden, når I selv dømmer og hævner jer på den, der har gjort jer uret, ja, på jeres øvrighed, som er påbudt af Gud?" (formaning#70)

95      Alt dette viser, at Luther regner med, at ordet har overtalelseskraft i sig selv. Ordet har i sig en indre logik, som får mennesker til at rette sig efter det. Og retter de sig ikke efter det, så er et djævelen, der er på færde, for han er overalt Ordets modkæmper. Og djævelen kan vel øvrigheden, altså den ægte, der står over bønderne, bekæmpe med magtanvendelse, men den, der står på samme plan som bønderne, hvad Luther her regner med, at han selv gør, må nøjes med at bekæmpe dem med ordet. 

96        Nu gik det jo imidlertid sådan, at de forhandlingsforsøg, der blev gjort, brød sammen, ikke mindst i kraft af, at bønderne var vildledt af deres "mordprofeter", heriblandt Thomas Münzer. Og så er det, at Luther slår om, og vi får det "hårde" skrift mod bønderne med det berygtede/berømte ord om, at bønderne skal slås ned som gale hunde. Der står dog andet i dette skrift, og noget af det er faktisk værd at lægge mærke til i sammenhængen her. 

97        Jeg har været inde på det før i en anden sammenhæng. I forlængelse af hosstående citat er det, at Luther udbrød: O hvor mange martyrer kunne der ikke nu blive gennem de blodtørstige bønder og mordprofeter! Dette tager Cochlæus op og bebrejder Luther, at han ikke direkte lod sig slå ihjel af bønderne, men nøjes med at opfordre andre til det. Den beskyldning har jeg tidligere tilbagevist, så det skal ikke gentages her. (se 10a#16). Hvad der her skal ses på, er opfordringen til dem, der har ladet sig gøre til medløbere hos bønderne. De har ikke turdet eller kunnet stå imod den overbevisning, bøndernes ledere stod for: at deres oprør var retfærdigt, at de kæmpede på evangeliets side. Og dette er sket, fordi de havde en for svag tro. Hvad enten dette nu skal betyde, at de ikke kunne gennemskue sagen og lod sig besnære af de mange ord, eller det skal betyde, at de inderst inde godt vidste, at bøndernes ledere var galt afmarcheret, men af hensyn til deres egen sikkerhed ikke turde sige det. 

Luther i "Mod bøndernes morderbander": "Til slut er der endnu en sag, som det er rimeligt, at øvrigheden tager sig af. For bønderne lader det ikke være nok, at de hører djævelen til; de tvinger og presser også mange fromme mennesker, som nødigt gør det, til at gå med i deres djævelske forbund, og gør dem på den måde delagtig i al deres ondskab og fordømmelse. For den, der er enig med dem, han farer også sammen med dem til djævelen og er skyldig i alle de ugerninger, som de begår; og dog må de gøre det, fordi de har så svag en tro, så de ikke kan modstå dem. For en kristen skulle jo lide døden hundrede gange, førend han giver bønderne ret i så meget som et hårsbred af deres sag."  (bond1#67)

98 Det er nok mest den sidste betydning, Luther lægger vægt på. For han hævder jo, at en kristen ikke på nogen måde skal give bønderne ret. Det vil sige: den, der befinder sig i en "øvrigheds" magt (og vi kalder for tankens skyld bønderne en øvrighed) og ser denne øvrighed øve uret, han skal protestere, om det så koster ham livet. For stadigvæk er det sådan, at mennesker styres af ordet, hvis den diskussion, hvorigennem mennesker i en bestemt situation finder frem til sandheden, er fri og alene styres af sprogets egen logik og ikke af angst for at komme i klemme. Og netop, hvis der er tale om en øvrighed, er den sidste fare ganske stor. En øvrighed vil altid være øm over sit omdømme, vil prøve at få folk til at se det rimelige i dens magtudfoldelse, og vil, i hvert fald, hvis den er usikker på sin ret til at være øvrighed, og det var bønderne jo om nogen, være tilbøjelig til at knuse enhver opposition. 

99  Tegn på ordets magt
        Nu skal alt dette gøres, også om man ikke kan se resultaterne af det. At være et anstændigt menneske er ikke noget, man kun skal, hvis man kan se, det har virkning på andre og kan forbedre andre eller eventuelt endda samfundet som helhed. Og at man skal holde fast på sandheden er ikke begrænset til de tilfælde, hvor man kan indse, at det nytter: andre bøjer sig for den, dette, at sandheden kommer for en dag, har dog trods alt betydning. Og sidst, men ikke mindst: villig til at lide døden for sandhedens skyld skal man være, uanset om man kan indse, at ens død kan fremme sandheden, eller man ikke kan se det. Som før sagt: den, der vil følge Jesus efter og lide døden for sandhedens skyld, kommer også til at efterfølge ham ind i uvidenheden og usikkerheden: vil Gud bruge min død til nogetsomhelst? (#75

100        Luther bruger flere eksempler i "Formaning til fred" for at vise bønderne, at Gud står bag deres eftergivenhed, han er virkelig til stede i deres ydmyghed og vil medvirke til, at den bærer frugt, ligesom han stod bag Kristus, og gennem opstandelsen slog alle fjenderne tilbage. Indrømmet, dette eksempel er kun et eksempel for de fromme, nemlig for dem, der er så fromme, at de tror på Jesu opstandelse. Men da dette jo er en trossag, så kan eksemplet i vore dage ikke rigtig fungere som et eksempel på, at ordet dog gør sin gerning i blandt os, at det altså nytter noget f. eks. at tale til en tyran om den uret, han bedriver, eller nytter noget at sige fra overfor de oprørske bønder, selv om man er i deres vold. 

Luther i "Formaning til fred": Men hvis I gjorde det [bad for jeres fjender, rr], så skulle I snart se Guds undergerning, at han ville hjælpe jer, som han gjorde det mod Kristus, han, som han efter fuldendelsen af hans lidelser i den grad hævnede, at hans evangelium og rige gennemtrængte og tog magt over alle med kraft, til trods for alle hans fjender". (formaning2#8

101         Men så blander Luther sin egen sag ind i billedet, så lader han det, der er sket med ham selv blive til eksempel for bønderne. "I kan da se på mig og den måde, jeg har ageret på, at Guds ord har virkning. Jeg har overladt sagen til Gud, og se, hvordan han har hjulpet mig! Han har ladet ordet udbrede i ganske overordentlig grad. Uden at jeg har gjort andet end prædike ordet, skrive det, lade det finde udbredelse, så godt jeg kunne. 

Luther i "Formaning til fred": "Jeg må også tælle mig selv med som et nærværende eksempel fra denne tid. Pave og kejser har sat sig imod mig og raset imod mig. Men hvordan har jeg bragt det derhen, at jo mere pave og kejser rasede, des mere gik mit evangelium frem? Jeg har ikke trukket noget sværd frem, jeg har ikke begæret hævn, jeg har ikke påbegyndt noget sammenrend eller oprør, men jeg har hjulpet til med at forsvare den verdslige øvrigheds magt og ære, også den, som forfulgte evangeliet og mig, så meget jeg formåede.

102  Sådan skulle I bønder også gøre. Men nu kommer I med jeres magtanvendelse og vil gøre ordet en tjeneste. I gør det stik modsatte". 
           Det, Luther frygtede skulle ske, det skete faktisk med bondekrigen: "Hans" bevægelse blev forvandlet fra en fredelig samfundsopbyggende bevægelse, til en revolutionær bevægelse. 

fortsat: Men jeg blev ved med at overlade sagen til Gud og har altid fortrøstningsfuldt forladt mig på hans hånd. Derfor har han til trods for både pave og alle tyranner, ikke alene holdt mig i live (hvilket mange med rette anser for et stort under, hvad jeg også må bekende, at det er), men også ladet mit evangelium tiltage mere og mere. Nu blander I jer i det, vil hjælpe evangeliet og ser ikke, at I derved i allerhøjeste grad hindrer og undertrykker det". (formaning2#10)

103        Og vil nogen nu sige -- og der skal såmænd nok være mange, der vil sige sådan: "Jamen denne tolkning af begivenhederne er ikke nogen absolut tolkning, det er Luthers tolkning. At det er et under, at han er i live, og at det er Gud, der står bag det under, det er hans gudstro, der tolker det sådan ... vil nogen sige sådan, så kan det vel være sandt nok, at det er hans tro, der hos ham fremkalder denne  tolkning af begivenhederne. 

Luther i "Formaning imod oprør". "Kristus selv er begyndt på et oprør med sin mund, og det oprør vil være altfor vanskelig for paven; lad os følge ham og fortsætte. Det er ikke vores gerning, som nu går for sig i verden. Det er ikke muligt, at et menneske alene skulle begynde og gennemføre et sådant væsen. Det er også kommet så vidt uden min omtanke og gode råd. Og det vil også komme til at gå videre uden mine råd, og helvedes porte skal ikke kunne hindre det. 

104  Men her er det frugtbart at se på, hvad han skrev lidt tidligere i "Formaning mod oprør" (1521/22). Her er det nu for det første ikke "hans" evangelium, der udbredes og kæmper mod paven, det er Kristus selv. Men her gør han for det andet opmærksom på, at den "mand, der driver hjulet rundt", Kristus, "ham ser papisterne ikke". Det vil sige, den tolkning af begivenhederne, som Luther kommer med, er en tolkning, hvor Kristus og djævelen står kæmpende overfor hinanden, men, føjer han til, de, der ikke har denne forståelse af, hvad det drejer sig om i samtidens samfundsfejde, de ser overhovedet ikke Kristus. Måske man skal føje til, at de heller ikke ser djævelen. 

fortsat: "Det er en anden mand, der driver hjulet rundt; ham ser papisterne ikke; de giver os skylden; men de vil ganske snart blive klar over det. Djævelen har igennem lang tid frygtet for disse år og på lang afstand lugtet stegen; han har også ladet udgå mange profetier derimod, og nogle af dem hentyder til mig, så jeg ofte undrer mig over, at han er så durkdreven. Han har ofte simpelthen villet have mig slået ihjel. Nu vil han gerne have, at der udbryder et legemligt oprør, for at dette åndelige oprør kan blive til skamme og forhindret. Men det vil og skal ikke hjælpe ham, om Gud vil. Han må ødelægges uden hånds hjælp, alene med munden, det er der ikke noget at gøre ved." (oproer#43)

105        Dette er, som jeg ser det, et hib til os: Ser vi den Kristus, der på den måde i vore samfundsforhold forholder sig kæmpende til djævelen? Og når svaret, ret indlysende, er, at ham har vi ikke blik for, vi forklarer samfundsændringer på alle mulige andre måder end ved hjælp af forestillinger om samfundet som en kampplads for en duel mellem Kristus og djævelen, så er det videre spørgsmål jo det: Jamen, burde vi ikke i hvert fald lære så meget af Luther, at vi vover i det mindste forsøgsvist at arbejde med den mulighed, at sproget i vore diskussioner kæmper for at få sine strukturer fremhævet? 

106        Jeg véd godt, at vi, hvad angår bondekrigen, har alle mulige andre forklaringer parat. Og jeg vil ikke kimse ad sociale, socioøkonomiske, politiske forklaringer. Men hvis ellers Thomas Münzer havde noget at sige i bondekrigen -- og det er vist alle enige om -- hvis ellers hans "evangelium" var inspireret af Luthers, og hvis hans forkyndelse var Luthers forkyndelse, påsat en drejning i retning af voldsmæssig gennemførelse, så ser vi dog ret tydeligt den djævel på færde, der altid, hvor Gud bygger en kirke, straks kommer og bygger sit kapel ved siden af. Men indrømmet, skal vi se sådan på sagerne, så må vi have Luthers briller på, så vi gør os klart, at historiens hjul drives frem af lige dele martyrsind og ordmæssig frækhed. 

107 Forsvinder martyrsindet, viljen til med sin eksistens at stå inde for de ord, man taler, så bliver diskussionen til hyggesnak, forsvinder frækheden, viljen til at afsløre magthavernes ordmisbrug, så bliver den samfundsmæssige samtale til ligegyldigheder, hvis det da ikke udarter til direkte at hjælpe med til magthavernes bedrag. 

108        Den Kristus, som Luther har blik for midt i de samfundsomvæltende begivenheder, han stod i, ham lader vi altfor ofte forsvinde bag det, vi mener er "videnskabelige" forklaringer. Og dem er der jo et væld af. Så lader man Kristus overdøve af marxistiske forklaringer om produktionsforhold og tankemæssige "overbygninger". Så finder man forklaringen på det skete i rent militære forhold. Så er det social utilfredshed og undertrykkelse, der må holde for. Og altsammen er det da sandt nok som delforklaringer. Men ligesom enkeltmennesket ikke lader sig putte ind i en videnskabelig bås, således kan ingen videnskab heller skildre enkeltmenneskenes samvirken i samfundet til bunds. 

109  Jeg mener ikke, at dette blik for Kristus som en virkelighed i samfundsudviklingen skal afløse de videnskabelige metoder i historieforskningen. Men jeg mener, det skal sætte dem på plads som det, de er: Metoder, der kan bringe os delsandheder, men ikke hele sandheden. Og jeg mener forresten også, vi skal have et åbent øje for den mulighed, at vi skyr "Kristus-forklaringen", fordi den vil tilskynde os til at være villige til at sige sandheden, også om det koster os livet. 

110          Men altså: Netop på det punkt krydser Kaj Munks teologi og Luthers teologi hinanden. De stod begge i vanskelige tider, der var svære at gennemskue. Men de "fik begge øje på" den Kristus, der hersker igennem det usynlige Ord, de ville begge kæmpe mod bedraget, mod ordfordrejningerne, mod løgnen. Og de kæmpede begge med livet som indsats. 

111 Mod ukendt mål
            Så kun én ting mere: For både Kaj Munk og for Luther gjaldt det, at de ikke havde noget formuleret endemål at kæmpe frem imod. De så ikke noget utopia for deres indre øje. Den sandhed, de kæmpede for, var ikke en konkurrent til de ideologier, deres modstandere opstillede. Sådanne utopier har der i tidens løb været mange af. Münzers løfter var måske ikke så gennemtænkte, Hitlers forestillinger om "Tusindårsriget" vel heller ikke, Stalins tanker om det kommunistiske samfund vel i betydelig højere grad. Fælles for dem er, at de af hensyn til dette fremtidige mål bryder loven om anstændig opførsel her og nu. 

112 Ikke, at det er forbudt at kæmpe for et fremtidigt mål, eller at slå til lyd for et ændret samfund. Men at slå folk ihjel her og nu for at opnå dette fremtidige mål, det er det forbudte, det er det, den kristne tro sætter ind imod: Du må lade dig slå ihjel for sandheden, det lader sig høre. Men når du gribes af sandheden, så du tror dig berettiget til at slå ihjel for den, så er det et uomtvisteligt tegn på, at der er noget afgørende galt, så er det ikke sandheden, der har grebet dig, men den sandhedens fordrejede skikkelse, som løgnen har. 

113 Afslutning
          Nu er undersøgelsen bragt til afslutning. Jeg har forklaret mit fænomenologiske udgangspunkt, jeg har undersøgt "Niels Ebbesen" ud fra denne metode, jeg har bragt Luther til orde, og jeg har sluttelig vist, hvordan Kaj Munk og Luther, trods vidt forskellige formuleringer, og vist også trods manglende påvirkning fra Luther til Munk, var enige om det: at som kristen drejede det sig om at fastholde sandheden uanset omkostningerne. 

Kaj Munk i prædiken til 3. søndag i advent: "Og skulde jeg selv engang overvældes af saa tunge Prøvelser, at heller ikke mine Kræfter slog til -- skulde jeg (forbyd det, o Gud) ende som frafalden, jeg beder om i dette Øjeblik, at alt, hvad jeg har virket i Troens Stunder for Kristi Sag, maa leve og netop da leve som det sande Udtryk for mit egentlige Liv -- og Herren vil bære over med Vankundighedens Tider i det enkelte Menneskeliv, som Apostlen siger, han har gjort det i Folkeslagenes.

114 Dermed har jeg ikke sagt noget om, hvorvidt jeg selv i påkommende tilfælde vil være i stand til at fastholde sandheden imod trusler om vold. Hvad det angår, vil jeg tilslutte mig Kaj Munks diktum fra én af prædikenerne, se hosstående. Jeg burde vel tilslutte mig min "kirkefader" Luthers ord fra "To kejserlige påbud" (se #13), men det er nok mere realistisk at "nøjes" med Kaj Munks ord. 

fortsat: "For hvem af os kan vide sig sikker? Naar selve den gamle Pagts sidste Profetskikkelse kunde ende som et Siv, der svajer for Vinden, som en Diplomat i Kongernes Huse, med andre Ord som sin egen forfærdende Modsætning, hvem tør saa stole paa sin Fasthed og Trofasthed?
Ingen. Ingen". (Ordsværd, side 86) 

Noter: