Kaj Munk og Martin Luther 8

"Niels Ebbesen" og bondekrigen

af Ricardt Riis

En undersøgelse af en parallel mellem Kaj Munk og Martin Luther med hensyn til 1) forståelsen af martyrsindets betydning 2) villigheden til at dø for sandheden.

Tilbage til indholdsfortegnelsen (00)
Tilbage til oversigten!

¹   1. Den indviklede Luther.
          Luther er ikke, hvad han ser ud til at være.
          Det hænger sammen med den enorme indflydelsen, han har haft på vor verdensdels tankegang. Vi har derfor vænnet os til at føre så det ene, så det andet tilbage til Luther. Og uden videre går vi ud fra, at som vi opfatter ham, det vil sige: som Luther-forskningen har udviklet sig indtil idag, med de forklaringer, den er nået frem til, sådan er Luther. Blot glemmer vi altfor ofte at tage de mange mellemregninger med. Bevares, mange af dem kan måske uden skade undværes, hvis man skal have et hurtigt overblik over Luthers tankeverden. Men et sådant hurtigt overblik, som jo enhver teologisk professor med respekt for sig selv ser sig i stand til at give sine studenter, begår ofte den fejl, at den ser på Luther med vore øjne; den nærmer sig Luther fra nutiden, og forstår ham også ud fra nutiden. Og det er en basal fejl ved den form for historieforskning.

²         Her skal jeg omtale tre områder, på hvilke man er nødt til, hvis man vil have et historisk korrekt billede af, hvem Luther var, og hvad der foregik, da han "brød igennem", at gøre sig indvikletheden klar. I alle tre tilfælde kan man såmænd godt "nøjes" med de sædvanlige forklaringer. Men det rigtige vil nok være at holde sig selv lidt på afstand, at undlade at undersøge ham som den store guru, der kan fortælle os, hvad vi skal tro og gøre. Eller, det rigtige vil være at lade den faktiske mangfoldighed hos Luther slå igennem de sædvanlige forklaringer.

³        En sådan tilgang til Luther kan så forresten også måske medføre en anden holdning til katolikkerne. Normalt lader vi lutheranere vort forhold til katolikkerne bestemme ud fra de brydninger, der fandt sted på Luthers tid. De forskelle, vi mener, vi kan finde mellem den tids katolikker og Luther, mener vi er grundlæggende, og vi ser derfor ofte ingen grund til at gå nærmere ind på nutidens katolikkers tankegang. Men dels kunne der jo være sket ét og andet i katolsk teologi i de mellemliggende århundreder, dels er det måske ikke helt så sikkert, som vi gerne vil tro, at vi i vore studier har fundet ind til den ægte Luther; eller: dels har måske også vor egen kirkeretning ændret sig, så det ikke mere er den oprindelige Luther, vi holder os til, men mere en Luther, vi har dannet os i vort eget billede.

⁴         De tre områder, jeg vil gøre lidt ud af her til indledning, er Luthers menneskesyn, hans skriftsyn og hans statssyn. Det er godt nok det sidste, der er hovedsagen i denne lille afhandling, de andre tages kun med for illustrationens skyld, men alligevel.

⁵ a. Menneskesynet.
      Menneskesynet er båret af tesen "simul justus ac peccator": Mennesket er på én gang synder og retfærdig. Når vi nutidens Lutherfans skal prøve at forstå, hvad der kan menes med det, og derfor læser i Luthers tekster, hvor gennemgribende han forestiller sig, at synden er, så gør vi som regel det, at vi anstrenger os for at få stablet en syndsforståelse på benene, ifølge hvilken synden bliver lige så gennemgribende forstået som hos Luther. Ofte griber vi fat i Luthers udsagn om, at mennesket er indkroget i sig selv, for derudfra at prøve at give en psykologisk beskrivelse af, hvad synd nærmere forstået er hos Luther.

⁶ Men jeg må tilstå, jeg har stadig den oplevelse siddende i mig, som jeg fik engang midt i 80erne, da jeg fik købt Luthers samlede tyske værker (Erlangerudgaven fra 1820erne). Da opdagede jeg ved lidt af et tilfælde, at Luther tænkte helt anderledes om synden, end jeg havde lært på universitetet. Han forestillede sig i lighed med Augustin, at synden var en næsten legemlig størrelse, der nedarvedes fra den ene slægt til den næste gennem den undfangelse, der kun kunne foregå under udfoldelsen af begær, concupiscentia. Dette begær, hævder Luther, er syndens kerne. Kønsbegæret er ikke det eneste, de to andre drifter, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse, er andre sider af syndens begær. Og jeg må indrømme, jeg følte mig noget snydt af min universitetsundervisning.

⁷ Katolikkerne tror, at de af sig selv kan arbejde sig ud af denne grundsynd, at de ved egen kraft kan slukke for begæret. Det går naturligvis ikke. Det kan vi nutidsmennesker godt se. Men Luther mener, at troen, når Gud gør den stærk nok, vil medføre, at der slukkes for begæret. Vi skal kæmpe mod begæret eller synden resten af livet, det udslukkes først helt i døden, vort liv skal på den måde være en daglig bod, men det begær, som troen i os skal bekæmpe, er altså en størrelse, som vi nutidsmennesker ud fra vor baggrundsforståelse vil antage hører sammen med det udstyr, vi har fået i skabelsesgave, ikke, som hos Luther, et begær, der via undfangelsen i begær er overleveret os fra syndefaldet. Vi er, for mig at se, nødt til at kritisere Luther på dette punkt. Vi må indrømme, at der ligger et svælg imellem os og ham i forståelsen af, hvad synd er. Vi har ikke mere menneskesyn tilfælles med ham.

⁸          Jeg gætter på, at mange af os, der har snuset lidt til Luther, helst vil benægte dette. Eller, om det ikke lader sig gøre, når vi kommer nærmere ind i teksterne, så i hvert fald bagatellisere det. Og for at forhindre læseren i at gøre noget sådant, vil jeg tage et Luther-citat frem, som er ganske mærkeligt, fordi det viser, hvordan Luther forestiller sig troen gribe direkte ind i de legemlige funktioner, i dette tilfælde den afholdende mands natlige sædejakulationer.

⁹         Det vil vi i dag betragte som en naturlig del af vores udrustning som mænd. Tidligere har seksualvejledere måske omtalt det overfor de unge mænd med den tilføjelse, at dette at have sådanne udladninger ikke er noget at skamme sig over. I vore dage er dette måske ikke mere nødvendigt, men at legemet på den måde blive modent til at sætte afkom i verden, tja, hvordan kan det være anderledes? Og forøvrigt, når så at sige alle mænd i vor del af verden ret snart opnår et naturligt seksualliv og hvad dertil hører, først og fremmest jævnligt samleje med en kvinde, så glemmer vi som regel alt om disse ungdommens oplevelser.

¹⁰ Men Augustin glemte dem ikke. Eller de blev hos ham ikke forbeholdt hans ungdomsdage. De fulgte ham ind i voksentilværelsen. For han besluttede jo nemlig efter at have levet i ægteskab og efter at have fået en søn at give sig til at leve i cølibat. Og så oplever han, at hans kønsdrift tager fat i ham. Når han er vågen, kan han holde de billeder tilbage, som den frister ham med, men når han sover, kommer han faktisk til at føle nydelse, han gør i søvne, hvad han i vågen tilstand med sin selvbeherskelse formår at holde nede. Augustin, Confessiones, 10 bog. kap 30: "Men endnu lever der i min erindring, som jeg har talt så meget om, billeder af sådan noget, som vanen har indpræget der, og de bryder ind i mine tanker. Når jeg er vågen, har de ingen magt; men i søvne får de mig ikke blot til at føle nydelse, men også til at give efter og til noget, der ligner virkelighed. Så stor magt har de forføreriske billeder over min sjæl og mit kød, at de falske syner får mig til at gøre i søvne, hvad de ikke formår i vågen tilstand. Er jeg da ikke mig selv, herre, min Gud?"

¹¹        Jeg tør ikke sige, om Augustins Bekendelser har været pligtlæsning for munke op igennem århundrederne. Men jeg tør godt sige, at mange, altfor mange munke har læst dem. Og jeg kan ikke tilbageholde et suk af bedrøvelse over al den forgæves bøn til Gud om tilgivelse og om ophør af disse foreteelser; jeg må nødvendigvis gribes af medlidenhed med de mange, ak, altfor mange munke, der har gået rundt med skyldfølelse på grund af sådanne oplevelser. Forøvrigt kan man godt forestille sig, at dette, at sådanne "synder" tænktes at skulle skriftes overfor en skriftefader, har fremmet homoseksuelle forhold i klostrene. Men det er nu i denne forbindelse en biting.

¹²        Det spegede ved det hele er, at Luther overtager alle disse tankegange fra Augustin. Jo, jo, jeg véd udmærket godt, at det var med Luther, at klostrene blev nedlagt og munkene forlod deres celler. Men det, der er kerneargumentet for Luther i skriftet mod munkevæsenet "De votis monasticis", er ikke et argument hentet fra skabelsesteologien, men ét hentet fra retfærdiggørelseslæren: Når Gud via Paulus har sagt, at det er bedre at gifte sig end at brænde (1 Kor 7,9), så er det tegn på, at man vil retfærdiggøre sig selv, hvis man forbliver i munkekutten, når man opdager, at man brænder. Så snart en mand opdager, at kønsdriften tager ved ham, har han kun det at gøre: at gifte sig. Hvis han går i kloster, eller hvis han forbliver i klostret, lader han hånt om Guds formaning.

¹³         Citatet her ved siden af er ganske mærkeligt. Sædvanligvis vender Luther sig imod munkeriet med udelukkende negative ord. De foregiver at kunne overholde kyskhedsløftet, men bryder det gang på gang. De pudser deres fine facade, men bag facaden foregår de værste synder. Men her sætter han en betingelsesbisætning op. Der er mulighed for, at stiftelser og klostre ikke er rene helvedesporte. Den mulighed ligger i troen. Hvis troen bliver opøvet kækt og frisk i klostrene, så måske de alligevel ikke er de rene helvedesporte. Luther i "Om den falske gejstlige stand": "Derfor har jeg ofte sagt, og siger det endnu: Man skal ikke lade sig forvirre af alt det præsteri, munkeri og nonneri, hvis der ikke blandt dem dag og nat bliver drevet på med og opøvet i den hellige skrift og den rene tro. Stiftelser og klostre ville være rene helvedesporte, og hvis ikke kækt og frisk troen blev opøvet derinde, så var der hverken råd eller hjælp mod det. Jeg advarer dig, vogt dig for det gejstlige liv, hvis det føres uden skrift."

¹⁴         For det er sådan, fortsætter han med at sige, at den stærke og fine tro kan overholde kyskheden, kan hæve ånden, så den får magt over kødet, ja, kan udtørre kødets udsondringer som en ild. Ikke sandt! Det var alligevel meget! Men det lader ane, at troen har direkte legemlige konsekvenser for Luther.
         Det samme gør den mishandling, han udsætter skriftstedet Es 11,5 for. Luther betragter ordene "lænder" og "nyrer" som en eufemisme for kønsorganerne. Og bevares, for at sige, at Jakob skal få konger blandt sit afkom, hedder det, at de skal udgå af hans lænder. Så lidt er der om det. fortsat: "Skal man endelig overholde kyskheden, så må man have en stærk, fin tro, som med magt kan hæve ånden op over kødet, og som en ild udtørre kødets udsondringer, så at mennesket endog hader dette liv og næsten bliver en engel, som Esaias siger om Kristus (Es 11,5): Retfærdighed vil være et bælte om hans lænd, og troen et bånd om hans nyrer. Troen må være et bælte om nyrerne og holde dem fast, ellers holdes de ikke fast."

¹⁵ Men når Luther får det drejet sådan, at hvis troen spændes om lænden eller om nyrerne, så vil de kønslige udsondringer holdes i ave, så er det en vild overinterpretation. Sandt nok, det nytter heller ikke noget, som han mener munkene selv gør, at spise fisk, gå med uldklæder osv. Men at tro, at man kan udtørre Rhinen med troens kraft, det er dog besynderligt, kære Luther! fortsat: "Men de kører blot frem, kender intet til troen, vil ordne sagerne med gerninger, spise fisk, gå med uldklæder, og er lige så vise som den, der vil holde Rhinen tilbage med et stråværn og dog lader dens kilde og udspring utilstoppet." (falsk-stand#112)

¹⁶        Jeg har ikke for øjeblikket det fulde overblik over, hvad det vil medføre af ændringer for vores opfattelse af Luthers teologi. Man kan nemlig sige, at vi forlængst har gjort det, som jeg vil anbefale os at gøre. Vi har forlængst dannet os en opfattelse af Luthers teologi, der ikke har brug for denne legemliggørelse af troen og dens virkninger. Hvad jeg mener, vi bør gøre, er sådan set "blot" at gøre os bevidst, at vi i menneskesynet ikke mere holder os til Luthers tanker. Vi må vove at stå på egne ben. Vi må gøre os klart, at den efterligning af Luthers teologi, som vi holder os til i den tro, at den er udtryk for god, gammeldags lutherdom, er en teologi, der måske kan være god nok på sine egne fortjenester, og derfor måske i virkeligheden slet ikke behøver smykke sig med betegnelsen "den ægte, uforfalskede lutherdom", og måske kommer til at se helt anderledes ud, når den ikke er nødt til at have denne betegnelse knyttet til sig.

¹⁷ Så jeg vil altså mene, at den bevidstgørelse, jeg her lægger op til, får større virkninger end et blot og bart navneskifte for vor teologi. Det kan ikke være anderledes, end at det hele kommer til at se anderledes ud, når opgaven ikke er at efterligne Luther i hans teologi og i hans udlægning af det ny testamente, men er at gå direkte til det ny testamente. Specielt vil jeg mene, at vi med fordel kan skippe hans overmåde store vægtlæggen på, hvor total menneskets synd er, når det bliver klart, at han har sin overbevisning fra sin munkefortid.

¹⁸          Dog, lad alt dette være, som det være vil, hvad jeg her vil gøre opmærksom på, er blot, at Luther i det stykke, altså i spørgsmålet om menneskesynet, er mere indviklet end det ser ud til ved første øjekast.

¹⁹ b. Skriftsynet.
      Det andet spørgsmål, spørgsmålet om skriftsynet, er jeg noget mere usikker på. Det skyldes nok, at jeg ikke har arbejdet med det så længe, og derfor ikke har fået alle aspekter frem i mine tanker.
            Så jeg vil måske nok i lidt for høj grad fremstille problemerne som uforenelige modsætninger i Luthers tanker. Men lad os se på det!

²⁰      Der er, mener jeg, logisk set en uforenelig modsætning mellem den tanke, at Gud åbenbarer sig gennem den naturlige lov, og den tanke, at Gud åbenbarer sig på Sinai eller i koranen. Hvis mennesket i sit sprog, i sin samvittighed, i sin uafladelige indbyrdes diskussion kan nå frem til, hvad det rette, det gode og det retfærdige er, så har det ikke brug for nogen åbenbaring til at fortælle sig det. Og omvendt: Hvis Gud åbenbarer for mennesket, hvad det har at gøre, og hvad det har at lade være med, så er det noget, han gør, fordi mennesket netop ikke af sig selv kan finde ud af det.

²¹        Som bekendt tænker Luther sig virkelig, at vi i skriften har Guds ord. Utallige er de steder, hvor han skelner mellem menneskebud og Guds bud. Hans angreb på paven kan siges i høj grad at være lagt tilrette ud fra denne skelnen; det, han bebrejder papisterne, er netop, at de har gjort deres egne traditioner til bindende forordninger, som mennesket skal rette sig efter, hvis ikke det vil rammes af tilintetgørelse i helvede, subsidiært mange år i skærsilden. Op imod papisterne sætter han Guds ord, men, vel at mærke, Guds ord forstået som dette dobbelte; dels Guds ord i den naturlige lov, og dels Guds ord som åbenbaret lov.

²²           Som regel falder disse to størrelser sammen for Luther. Når således Jesus siger, at hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille, så er det for Luther identisk med den naturlige lov; Jesus gør ikke andet end fremhæve det, der hele tiden har ligget klart i Guds skabelsesorden; hvad han jo sådan set også selv forklarer, når han på spørgsmålet om, hvorfor Moses har tilladt skilsmisse, svarer, at fra begyndelsen har det ikke været sådan. (Matt 19,8). Luther i "Til den kristelige adel": "Selv om pavens lov er imod det, når dog et ægteskab er begyndt imod pavens lov, så er hans lov allerede forbi, og gælder ikke mere. For Guds bud, som i det stykke byder, at ingen må skille mand og kvinde, går langt over pavens lov, og Guds bud må ikke for det pavelige buds skyld sønderrives eller unddrages overholdelse." (adel03#73).

²³ Men netop, når der indholdsmæssigt er sammenfald mellem de to ting, den naturlige lovs krav og bibelens tale, så føjes der et usynligt eller uhørligt: "tænk selv efter", til alle bibelens krav. For det er jo, hvad mennesket formår: Når det tænker sig om, formår det at indse, at det, bibelen siger, er sandt. Bibelen bliver forstået, ikke som en oplysning om noget, vi ikke havde nogen mulighed for at finde ud af på egen hånd, men som en formaning til at tænke os om; gør vi det, kan vi godt selv se, at vor ulyst til at acceptere det bibelske bud, bunder i vor ulyst til at indrømme vore fejl.

²⁴ I eksemplet med skilsmisse: Hvis vi er blevet varm på en anden end vor kone, så vil vi være tilbøjelige til at overhøre Guds bud om ikke at skilles. Men får du det forklaret, hvordan sproget ligger under al din gerning som et styrende element, hvordan det i sin tid bandt dig til din kone, hvordan det ud fra den totale åbenhed, som ægteskabet kræver, netop udøver sin bindende funktion, hvordan det er med til at få omverdenen, hendes og din familie, til at betragte jer som hørende sammen, så kan du godt se, at dette, at I to i sin tid fandt sammen, var meget mere end en blot indskydelse, og at dette, at du nu vil bryde denne sammenknytning, er et brud på meget mere end en dagligdag rutine.

²⁵ Måske du alligevel vælger at ville skilles; måske den mistillid, der er kommet ind i forholdet mellem jer, synes umulig at få bugt med, måske I har været igennem en række forsoningsoplevelser, blot for at erfare, at mistilliden er brudt frem igen i lys lue; tingene kan i et ægteskab udvikle sig på en umulig måde. Så står vi med det problem, at for Luther skriften som autoritet overdøver skriften som formaner. Og det kunne nok ikke være anderledes. Det vil sige: Luther vil nok mene, at man må bøje sig for skriftens ord og forblive i sit ægteskab under alle omstændigheder. Hvis man altså vil være kristen. De undtagelser, han mener, den verdslige øvrighed må gøre, gælder for dem, der ikke er kristne.

²⁶ Her vil jeg mene, at den uforenelige modsætningen mellem den naturlige lov og skriftåbenbaringen dukker op. Hvis skriftåbenbaringen skal forstås som identisk med, at Gud stiller krav til os, som vi ikke af os selv kan indse, at tilværelsen stiller, så kan man ikke føje til: "Det kan du nok selv se". For man tænkes ikke at skulle se noget, man tænkes blot at skulle adlyde. Men hvis skriftåbenbaringen skal forstås som en gøren-os-opmærksom på noget, vi burde kunne se i forvejen, så altså skriftåbenbaringen mere er en formaning end et påbud, så ligger formaningen i forlængelse af den naturlige lov, og så er det op til os selv at applicere den naturlige lov på netop den situation, vi nu befinder os i.

²⁷        Vi gør måske sædvanligvis det, at vi overser eller læser hen over denne modsætning. Men den dukker dog op en del steder hos Luther. Eller mere præcist, Luther udtrykker sig, så den, der holder på skriften som udtryk for Guds uforanderlige vilje med os, sagtens vil kunne finde støtte for sine teorier hos Luther. Skriften må udlægge sig selv, siger man. Og finder steder hos Luther, der synes at sige, at sådan tænker han også. Skriften er lov og evangelium, siger man. Og Luther giver dem ret, der siger sådan. Osv.

²⁸         Og der er da ingen tvivl om, at Luther i de omvæltninger, han foreslog i 1521-25, brugte skriften som rettesnor for, hvad der skulle gøres. Det var f. eks. skriftens oplysning om, at der i den ældste kirke gjaldt den regel, at en præst skulle være én kvindes mand, der fik Luther til at foreslå præstecølibatet afskaffet. Men i dette tilfælde bruges jo skriften ikke som lov, blot som oplysning om historiske forhold. Ligeledes rettede Luther sig efter skriften, når han ville ændre nadverritualet, så alle tanker om nadveren som et offer, vi bringer Gud, blev fjernet. Men igen: Der er ikke tale om nogen bogstavtro retten sig efter skriften, der er "kun" tale om, at nadverteologien ændres ud fra skriften, så vidt Luther selv forstår skriften og får andre til at forstå den; og når teologien bag nadveren ændres, må praksis følge med, uden at der dog foreligger noget krav om, at man i alle detailler skal gøre, som man gjorde ved den første nadver.

²⁹           Men i andre tilfælde anser Luther skriften som udtryk for Guds vilje på en højst direkte måde. Som i citatet her ved siden af. Når Luther kan hævde, at en fyrstes krig kun kan være retfærdig, hvis den rettes mod undersåtter, der har begået oprør eller rettes mod ligemand, der angriber ham, så er det den naturlige lov, han har for øje, og så er det Rom 13, han bruger som skriftsted, men altså: et skriftsted, der skal bekræfte og ikke modsige den naturlige lov. Så meget mere besynderligt er det, at han lige efter at have givet disse udmærkede råd kan sige, at Gud selv kan forlange undtagelser fra disse regler. Han gør det ud fra en undersøgelse af det gamle testamente. I det gamle Israel har Gud af og til givet Israel befaling om angreb på sagesløse fjender. Og hans skrifttroskab er altså så stor, at han hverken prøver at bortforklare det eller nægter påbuddets gyldighed. Men han vover sig så til gengæld længere ud, end han kan bunde, vil jeg mene. Luther i "Om soldater kan have Guds nåde": "Lad os da fastslå om dette punkt: krig mod ligemand skal være noget påtvunget og ske i gudsfrygt. Men den påtvinges, når det er fjenden eller naboen, der angriber og begynder, og det ikke hjælper, at man tilbyder voldgift, forhandling og forlig, bærer over med alle mulige onde ord og anslag og tilgiver ham dem, mens han vil gå lige på og hårdt. --- Guds hånd er nu ikke bundet af alt dette, så at han ikke kan give os befaling til at føre krig mod dem, som ikke har givet os nogen grund til det, således som han befalede Israels børn at føre krig mod kana'anæerne. Da er der tvingende grund nok til at føre krig, nemlig Guds bud." (soldater3#12)

³⁰         For man kan ikke tænke sig, at Gud har givet os den naturlige lov og så ikke selv vil være bundet af den. Den tanke, Luther fremfører som undskyldning for Gud: at han, fordi han er lovgiver, også lovgiveren bag den naturlige lov, ikke selv er bundet af loven, var måske gældende som en dårlig undskyldning i det gamle testamente, men Jesus blæser den da omkuld med fuld musik, blandt andet ved at skyde sætningen om "øje for øje og tand for tand" i sænk (Matt 5,39), og ved at undergrave kravet om stening af mennesker, der havde begået ægteskabsbrud, (Joh 8,1-12) begge dele gjort ud fra den naturlige lov.

³¹        Under alle omstændigheder, dette er et eksempel på, at Luther i sin bibelbrug ikke holder fast ved tanken om den naturlige lov. Det er vel også for meget forlangt af ham, at han skulle lade sin tanke om bibelen som Guds ord overdøve af tanken om den naturlige lov som bindende for alle, også de kristne. Men fordi vi ikke kan forlange det af ham, kan vi jo godt forlange det af os selv.

³²        Et andet eksempel på, at Luther ikke tager talen om den naturlige lov helt alvorlig, er hosstående citat fra det sendebrev, han udsendte efter bondeoprøret for at forsvare sin hårde pamflet mod bønderne. Han giver her udtryk for, at henvisningen til Rom 13,3ff skulle være tilstrækkelig til at få folk til at adlyde og forstå nødvendigheden af, at oprøret slås ned. Det er i virkeligheden en henvisning til den naturlige lov, og mange af de andre steder, hvor Luther henviser til Rom 13, fortsætter han da også med at forklare og begrunde, hvorfor oprør er imod Guds ordning, og hvorfor ingen må gøre oprør mod øvrigheden. Af og til føjer han endda til: Dette bekræftes af erfaringen. Eller han kan sige, at selv hedninger anerkender, at sådan forholder det sig. Luther i "Sendebrev": "Vil du have barmhjertighed, så mæng dig ikke med oprørerne, men frygt øvrigheden og gør godt. Handler du ondt, så frygt, for den bærer ikke sværdet forgæves, siger Paulus i Rom 13,3f. Dette svar skulle være nok for alle dem, der forarges over min bog og mener, den ikke skulle være skrevet. Er det ikke rimeligt nok, at man holder mund, når man hører, at Gud siger sådan og vil have det sådan? Eller skylder Gud os, at han giver den slags tomme munde begrundelse og aflægger regnskab for dem for, hvorfor han vil have det sådan? Jeg mener, det ville være nok, at alle skabninger holder mund, når han bare så meget som blinkede med et øje, endsige da, når han taler. Her står hans ord i Ordspr 24,21: Mit barn, frygt Gud og kongen; hvis ikke, så kommer din ulykke pludseligt, osv. Ligeledes Rom 13,2: Den, der står Guds ordning imod, vil få sin dom." (bond2#22)

³³        Men her? Her lader han det stå alene. Oven i købet med den begrundelse, at Gud ikke skylder os regnskab for, hvorfor han vil have det sådan. Sandt er det, at begrundelsen lyder from. Men sandt er det også, at det er en meget farlig begrundelse. Her glemmer Luther tilsyneladende, at Gud i det ny testamente ikke længer er den skjulte, hemmelige Gud, hvis ord skal adlydes uden forståelse, men har forvandlet sig til en Gud, der ikke mere er tilfreds med blind lydighed, men kræver forstående lydighed, og derfor faktisk enten giver en forklaring eller lader budene forvandle til formaninger, dvs lader dem efterfølge af et: "Kan I ikke godt selv se det?"

³⁴        Jeg kan føje til, at for mig at se har vi her forskellen mellem den muslimske lydighed mod Gud og den kristne ditto. Og det mærkelige er altså, at vi her ser Luther med brask og bram anbringe sig på den forkerte side af dette skel.

³⁵        Andre steder er Luther mere klar. I 1523 udgav han en oversættelse til tysk af pave Hadrian den Fjerdes brev til borgmestre og råd i Bamberg. Paven har citeret 2 Pet 2,1 og giver udtryk for, at de mennesker, Peter taler om, netop er Luther og hans ligesindede. Og så er det, han tilføjer, at han vil lade indbyggerne i Bamberg selv om at bedømme, om det ikke forholder sig sådan. Luther i efterskriften til Hadrians brev: "Hadrian: "Alt dette, om det ikke netop er ham, det drejer sig om, lader vi jer om at bedømme." (hadrian#19)
Luthers bemærkning: "Hvad denne pave gør, han endnu ingen pave gjort: Han giver bedømmelsen fra sig, overlader den til dem fra Bamberg, så det er dem, der skal bedømme, om Skt. Peters ord er rigtigt indført og udlagt af ham." (hadrian#31)

³⁶ Den bemærkning griber Luther fat i. Den udgør omdrejningspunktet i hans indvending mod paven. For sådan plejer paver ikke at gøre. De plejer at give instrukser ud fra den forudsætning, at de er Guds sendebud på jord, og at folk uden at stille spørgsmålstegn ved det, de siger, bare skal adlyde dem. Men her kom paven af vanvare til at optræde som en almindelig diskussionsdeltager. Tag ham på ordet! siger Luther, overvej det selv!

³⁷       Den opfordring svarer nemlig meget godt til den forudsætning, Luther selv har for alle sine formaninger ud fra bibelen. Bagefter det altsammen skal man forestille sig, at han netop siger: Jamen, er det ikke sandt sådan? Må det ikke forstås på den måde? Kan I ikke selv se det? Altså, han taler ikke ud fra nogen autoritet, ikke ud fra anden autoritet end den naturlige autoritet, han har vundet sig ved andre gange at have vist sig at være en habil bibeludlægger. Han ønsker ikke, at man skal tage ham på ordet og blindt rette sig efter det, han siger. Han ønsker tværtimod, at man selv skal overveje pro et contra, gerne tage hans overvejelser med i betragtning, men ikke som andet og mere end argumenter, man lytter til.

³⁸        Endelig kan man overveje, om det forhold, at Luther i sit skrift "Vom ehelichen Leben" uden synderlig argumentation accepterer bibelens "forbudte grader". Hans overvejelser er en del af den argumentation, som han på det tidspunkt fremfører mod pavekirken: den har lavet sine egne regler, herunder altså sine egne regler for, hvem der kan giftes med hvem, regler, som den dog allernådigst (mod passende betaling, förstås) bevilger dispensation fra. Disse regler er "menneskelære", som Luther kalder det i disse år. I modsætning dertil, hævder han, har vi i skriften den guddommelige lære. Og hvad skriften siger, det er så det, han går i gang med at fortælle.

³⁹ Dog kan man ikke sige, at han gør det ganske uden argumentation. Bare det, at han forsøger at inddele de forskellige forbudte grader, kan nærme sig noget, man med lidt god vilje kan kalde en argumentation. Men det må vel indrømmes, at har man ikke andet end sine egne løse fornemmelser at holde sig til, så virker skriftens forbud langt mere sikre. Eller, sagt på en anden måde, på det punkt kræver det ikke så lidt viden om genetiske forhold, før man kan argumentere for en speciel naturlig lov; og en sådan viden havde Luther ikke. Derfor, blandt andet, kan det siges at være forståeligt nok, at Luther her griber til autoriteten, og vel at mærke gør det uden at kræve forståelse og nærmere argumentation.

⁴⁰          Men altså: Alt dette blot for at vise, at Luthers skriftforståelse ikke er helt så ligetil at indfange. Også den er indviklet, mere indviklet, end det ser ud til ved første øjekast. Men hvad så med hans statsforståelse?

⁴¹ c. Statssynet.
        Ja, det er jo først og fremmest statsforståelsen eller øvrighedsforståelsen hos Luther, denne afhandling skal dreje sig om. Og som jeg allerede har antydet, vil jeg mene, at også denne del af Luthers teologi er anderledes end sædvanlig antaget. Vi plejer at se på Luther fra vor tid, og ikke fra middelalderen. Og det er også fristende at gå Luthers skrifter efter for at se, hvornår han blev klar over de ting, som vi betragter som selvfølgelige i vore demokratiske samfund. Og det er da sandt, at han har mange formuleringer, der rent umiddelbart leder tanken hen på vor moderne opfattelse af forholdet mellem øvrighed og undersåt. Og jeg vil heller ikke på nogen måde så tvivl om, at vor moderne verden i høj grad er udviklet ud fra tanker, som allerede Luther fremsatte. Blot vil jeg hævde, at sammenhængen måske var en anden, end vi vil mene ud fra vor demokratiske forestillingsverden. Cochlæus mod Luther (1525): "Derfor kan det ikke undre mig, at der er kommet lutter djævelsværk ind i folket fra din [Luthers] lære, for i næsten alle dine bøger har du opægget folket mod biskopperne, paverne, stiftelser og klostre, hvilket ville blive for langt, om jeg skulle opremse det. Jeg vil her nøjes med at citere nogle ord fra en lille bog, som du har skrevet til en kristen menighed, at den har ret til at dømme lære og lærer, så du kan se, hvordan bøndernes gerninger er i overensstemmelse med din lære; for således siger du: "Derfor drager vi nu den slutning, at hvor der findes en kristen menighed, som har evangeliet, dèr har den ikke alene ret og myndighed til, men er også skyldig ved sjælenes salighed, ifølge den pligt, som de har tilsvoret Kristus i dåben, at undgå, flygte fra, afsætte og drage sig bort fra den øvrighed, som de nuværende biskopper, abbeder, klostre og stiftelser og deres lige udøver; for man ser jo åbenlyst, at de lærer og regerer imod Gud og hans ord." (mghret#26) (coc#21)

⁴²         Lad os først se lidt på den indvending, Cochlæus kommer med overfor Luther. Cochlæus skriver, da bondekrigen i 1525 er afsluttet, og han angriber Luther for at have skiftet side midt under oprøret, da han opdagede, at det alligevel ikke blev bønderne, der vandt. Denne skiften side skulle hans skrift mod bøndernes morderbander være udtryk for. Det er dette skrift, Cochlæus gennemgår sætning for sætning i sit modskrift. Hidtil, hævder Cochlæus, har Luther opægget folket mod øvrigheden, men nu, hvor de så omsider retter sig efter Luthers opfordringer, svigter han dem og slutter sig til fyrsterne.

⁴³       Og som et eksempel på en sådan opæggelse af bønderne fremdrager han så Luthers skrift om menighedens ret til at vælge præst. Man kan formodentlig være ret sikker på, at Cochlæus har fundet det mest diskriminerende citat frem fra dette skrift, og en nærmere undersøgelse af citatet afslører da også, at det bestemt ikke er forstået med nogen indføling i Luthers sag eller teologi. Tværtimod, Cochlæus har fuldstændig overset den skelnen, Luther foretager mellem verdslig øvrighed og gejstlig øvrighed. Og han griber derfor fat i den formulering, Luther her, måske lidt skødesløst, anvender: at den kristne menighed har pligt til at vende sig bort fra den "øvrighed", som de gejstlige udøver. Der står "Ubirkeit" og det bliver altså for Cochlæus bevis for, at Luther prædiker oprør mod øvrigheden, selv om den øvrighed, der her omtales, så tydeligt er den gejstlige og ikke den verdslige øvrighed, altså er pavekirken og ikke kejseren.

⁴⁴        Endvidere må man også sige, at hvis virkelig Cochlæus har fundet det værste citat frem, så er det egentlig forbavsende mildt. Hvad er det, Luther siger, at en kristen er forpligtet til overfor denne "øvrighed", som pavekirken udgør? Såmænd kun at undgå, flygte fra, afsætte og drage sig bort fra. Det eneste, der kan være lidt generende for denne øvrighed, er, at den bliver afsat. Der er ikke tale om, at dens embedsindehavere skal slås ihjel, at de skal drives bort, at deres bygninger skal afbrændes eller lignende.

⁴⁵         Ikke desto mindre har Cochlæus ret i, at det, Luther her siger, er nyt i forhold til det, man almindeligvis regnede for god tone. Det nye ligger i, at Luther nægter at adlyde, og opfordrer andre til også at nægte at adlyde det, der tidligere hed den gejstlige øvrighed, men som nu hedder den øvrighed, som biskopperne udøver. Det er også nyt i forhold til, hvad Luther tidligere har ment. Og det kan nok være værd at undersøge lidt nøjere.

⁴⁶        Under disputationen med Eck i Leipzig, juni-juli 1519, er det et lidt svævende begreb, der bliver taget frem: er paven den første efter guddommelig ret eller efter menneskelig ret, dvs, kan dette, at paven er den øverste blandt biskopperne, bevises ud fra skriften, eller er det blot en historisk tilfældighed, at det er blevet sådan? Luther holder på det sidste, Eck på det første. Men Luther gør det, til en slags beroligelse, kan man vel sige, at han før disputationen udgiver en "resolution" om pavens primat. Og dette skrift indleder han med en række begrundelser for, hvorfor han vil underlægge sig pavens myndighed. Den begrundelse, jeg har anbragt her ved siden af, er nummer fire. Og det er, som Luther selv siger det, den mest faste af dem alle (der er seks ialt). Luther i sin resolution over artikel 13 (1519): "Dette [skriftstedet Rom 13,1-9] er givetvis den allermest faste begrundelse af alle, såvidt jeg forstår det, for, at vi er underlagt den romerske pave. Og her påpeges det klart, at der ikke er eller kan være nogen øvrighed uden den er af Gud. Men da nu den romerske paves myndighed er kraftigt underbygget, som vi ser, så må vi bestemt ikke bekæmpe Guds ordning, men så meget som muligt ydmygt udholde den, også hvis den er uretfærdig, og lade Gud om at dømme". (r13-01#40).

⁴⁷        Lidt tidligere i 1519 har Luther udsendt sit lille skrift "Unterricht", for at det kunne blive klart, hvad han selv mente, og hvad hans modstandere skød ham i skoene. Og det er nok værd at lægge mærke til, at han i dette skrift ikke blot siger, at man ikke skal skille sig ud fra Rom, men også giver en række argumenter for det. I marts 1519, hvor "Unterricht" udkom, er han tilsyneladende tilhænger af den strategi, der går ud på at omforme Rom indefra.
        Og spørgsmålet er jo så unægtelig: Hvad får han til at skifte mening? Hvorfor ændrer han opfattelse? Hvorfor skal man ikke mere blive indenfor den romerske kirke, men i stedet "undgå, flygte fra, afsætte og drage sig bort fra den"? Luther i "Unterricht": "At den romerske kirke af Gud er æret fremfor alle andre, er der ingen tvivl om, for sankt Peter og Paulus, 46 flere og dertil mange hundred tusind martyrer har udgydt deres blod for den, overvundet helvede og verden, så man vel kan begribe, hvordan Gud har et særlig godt øje til denne kirke. Og selv om det nu desværre står sådan til med Rom, at det kunne blive bedre, så er det dog ikke og det kan ikke blive en årsag, der er stor nok til, at man skal rive sig løs eller skilles fra den. Ja, jo værre det går til dèr, des mere skal man løbe derhen og hage sig fast, for ved at rive sig løs fra den eller foragte den blive det ikke bedre." (unterric#38)

⁴⁸ c.1. Luther: vi er alle hussitter.
       Lad mig pege på to ting, der kan have befordret denne ændring! (Dog skal jeg indrømme, at en nærmere undersøgelse er fornøden; blot vil en sådan ikke forekomme i denne anledning; hvad jeg her er mest interesseret i, er ikke, hvorfor eller hvornår Luther greb til den forklaringsmodel, at paven er antikrist, men mere, hvad der ligger i en sådan forklaringsmodel).

⁴⁹        Det ene er, at Luther i midten af februar 1520 skriver til Spalatin, at han nu har opdaget, at det, han og andre hidtil har lært, har været ganske i overensstemmelse med Huss' lære. "Vi er alle hussitter". Det, der får ham til at skrive sådan, er utvivlsomt, at han på det tidspunkt (omsider) har fået læst den bog, han fik som gave af nogle af de bøhmere, der havde overværet hans disputation med Eck i Leipzig, nemlig Huss' "De ecclesia". Denne bog omtaler han senere som en bog, hvis lige ikke er skrevet i fire hundrede år. (eckbull#46). Læser man bogen igennem, finder man ud af, at det gang på gang her hedder, at paven er antikrist. Og så kan man vel godt forestille sig, at Luther her har fundet overensstemmelse mellem det, han hidtil har regnet for en forfærdelig, men tilsyneladende mere og mere sandsynlig mulighed, og det, Huss her åbent og ligefremt giver udtryk for, og derudfra har fået mod til, også han, at fastholde den forfærdelige tanke og i hvert fald gå den efter i sømmene, om den mon ikke giver ham det, han savner: en forklaring på det besynderlige, han har oplevet i sit forhold til pavestolen i Rom. Luther i brev af 14-2 1520 til Spalatin: "Jeg idiot har hidtil både lært og overholdt alt Johan Huss'. Ud fra samme idioti har også Johannes Staupitz gjort det. Kort sagt: Vi er alle hussitter." (br140220#9)

⁵⁰       Hans undren går i hvert fald tilbage til oktober 1518, til hans møde med kardinal Cajetan. Her bliver han mødt med et krav om uden videre vrøvl at tilbagekalde sine skrifter, hvad og hvorfor der skal tilbagekaldes får han ikke at vide. Han har måske troet, at den klogere og mere højtstående Cajetan ville kunne give ham en grund til at trække det og det ord tilbage, men det var på ingen måde, hvad han fik. Dog fik han trukket ud af Cajetan, at noget af det forkerte, han havde skrevet, var, at Kristi fortjenester ikke indgik i den kirkens skat af overskydende gode gerninger, som paven via afladen administrerede. Han hævdede, som sandt var, at han ikke kunne dømmes for kætteri i den anledning, for dette var én af de sager, hvor kirken endnu ikke havde truffet bindende beslutning. Stor var derfor hans overraskelse, da han erfarede, at hvad der før havde været uvist, nu var ganske sikkert og vist, for paven havde afgjort sagen til Cajetans fordel den 9. november 1518 ved en bulle. Det fik ham til i begyndelsen af december at skrive til én af sine venner, at antikrist vist huserede i pavens nærhed. (br111218)

⁵¹         Imidlertid bliver tanken indtil videre gemt af vejen. Og det, han diskuterer med Eck i Leipzig, er ikke, om paven er antikrist, men kun, om pavens primat er et primat efter guddommelig ret eller efter menneskelig ret. Og som vi har set, kan forestillingen om, at paven er den første efter menneskelig ret udmærket kombineres med en forestilling om, at pavemagten er "øvrighed", endda øvrighed i paulinsk forstand, så han skal adlydes, også om hans afgørelser er uretfærdige.

⁵²        Men der ligger sprængstof gemt i modsætningen mellem guddommelig og menneskelig ret, når det har med pavens primat at gøre. Dette sprængstof var nær ved at blive bragt til eksplosion, da Luther læste og besvarede Sylvester Prierias' "Dialogus". Men Luther valgte at springe over det fundament, som Sylvester her anbringer for sin diskussion, det nemlig, at skriften henter sin kraft og autoritet fra paven. Denne opfattelse, at paven har magt over skriften, som han mødte igen hos Cajetan, lader han altså stå ved sit værd i sit sammenstød med Sylvester. Sylvester Prierias i "Dialogus": "Det tredie fundament.   Enhver, der ikke støtter sig til den romerske kirkes og den romerske paves lære som en ufejlbar trosregel, fra hvilken også den hellige skrift henter sin kraft og autoritet, er en kætter." (prilut01#19).

⁵³ Men i mødet med Cajetan protesterer han: paven har ikke magt over skriften. Det er det væsentligste for Luther, skønt han jo her også nægter, at paven står over et koncil. Luther om mødet med Cajetan: "Da begyndte han at nævne imod mig pavens magt; den stod over et koncil, den stod over skriften, den stod over alt, hvad der var kirkens, og for at overbevise om det, citerede han pavens anbefaling og afvisning af Baselerkoncilet, og han nævnte også nogle Gersonister, der var blevet fordømt sammen med Gerson. Skønt dette var nyt i mine øren, nægtede jeg, at paven stod over et koncil og over skriften." (act-a01#18)

⁵⁴ Af Spalatins referat til kurfyrsten om Luthers møde med Cajetan (oplysninger, han har fra Luther) synes påstanden om, at paven står over skriften, at være så tilpas neddæmpet, at Luther ikke opdager, at dette faktisk for alvor er papisternes mening. Spalatin til kurfyrsten om Luthers møde med Cajetan: "Da sagde legaten, at paven har magt og myndighed over alle ting. Derpå svarede dr Martin: Salva Scriptura, det betyder, ja, det er sandt, dog kun forsåvidt den hellige skrift ikke rives i stykker af paven. Da spottede legaten dermed og sagde: Salva Scriptura, paven, véd du ikke det, at han også står over koncilet, for han har fornylig irettesat koncilet i Basel og fordømt det." (spa-rel#10).

⁵⁵ Og det synes også i disputationen med Eck at være et umuligt standpunkt. For det, der er det fælles grundlag, hvorpå Eck og Luther disputerer, om paven har sit primat efter guddommelig eller efter menneskelig ret, er skriften: Hvad står der i Matt 16,19? Når der på dette sted står "dabo", når altså verbet står i futurum, betyder det så ikke, at det ikke var ved denne lejlighed, at Peter fik overdraget nøglemagten, hvis han altså fik den overdraget, men først ved en senere lejlighed, måske, som Eck synes at mene, efter opstandelsen ("Vogt mine lam" Joh 21,15). Denne opfattelse har for papisterne den fordel, at Peters fornægtelse derved optræder før overdragelsen af nøglemagten. Derimod forekommer Peters fald, nævnt i Gal 2,13, jo ubestrideligt efter denne overdragelse. Og holder man på, at denne overdragelse sker efter guddommelig ret, tvinges man jo til at nedtone begivenheden, omtalt i Gal 2. Hvad Eck da også gør.

⁵⁶        Denne idelige pukken på, hvad skriften siger og ikke siger, også fra papisternes side, denne tilsyneladende fælles forudsætning: at pavens eventuelle guddommelige ret må findes i skriften og bevises ud fra skriften, kan forklare, at Luther ikke rigtig fatter papisternes påstand om, at det er paven, der giver skriften autoritet, ikke omvendt. I hvert fald er han længe om at finde ud af, at de altså mener det alvorligt, det er ramme alvor, når de hævder pavens overhøjhed, ikke blot over et koncil, men også over skriften.

⁵⁷       Så der skulle altså mindst en bog af Huss om kirken med en masse sætninger i, der alle indeholder den påstand, at paven er antikrist, til, før Luther fandt ud af, at sådan måtte det forholde sig: Det var djævelen selv, den store løgner, der havde taget sæde på stolen i Rom, derfor kunne han tillade sig at bygge på den eklatante selvmodsigelse, at han på én gang ville begrunde sin særstilling ud fra skriften og samtidig ville mene, at han var hævet over alt, også over skriften.
       Og dog var der også en anden begivenhed, som kunne være den, der gjorde udslaget.

⁵⁸ c.2. Konstantins gavebrev.
        Den anden begivenhed, som kunne opægge hos Luther den tanke, at paven er antikrist, er den, at han har læst Laurentius Vallas gendrivelse af den pavelige teori om Konstantins gavebrev. (Se Köstlin3,11#11). Luther i brev til Spalatin (24-2 1520): "Jeg har fra embedsmanden Dominikus Schleupner fået i hænde Konstantins Gave, gendrevet af Laurentius Valla, udgivet af Hutten. Gode Gud, hvilket stort mørke, hvilken stor uduelighed hos romerne! og man må undre sig over, at dette imod Guds dom ikke blot har varet gennem så mange århundreder, men også har vundet og er gengivet mellem dekreterne. En sådan uren, fejlagtig, fræk løgn, i hvilken trosartiklerne næppe kan vinde sejr (at der ikke skal mangle noget monstrøs af det allermonstrøseste). Jeg er i den grad foruroliget, at jeg næsten ikke tvivler på, at paven er selve antikrist, han, som verden efter den almindelige opfattelse forventer; i den grad passer det altsammen, måden, han har levet på, det, han har gjort, det, han har sagt, det, han har bestemt." (br240220).

⁵⁹ Teorien går ud på (som det ses her ved siden af), at kejser Konstantin den Store havde overdraget paven hele det vestromerske rige som len, og at altså alle konger og fyrster dersteds, når alt kom til alt, havde paven som øverste lensherre, noget, paverne ved forskellige lejligheder nok forstod at drage fordel af. Specielt betød teorien, at paven altså stod over den tysk-romerske kejser, han, der ellers regnedes for den øverste hersker i Tyskland.
          I vore dage vil man måske ikke så hårdt som Luther beskylde paven for direkte løgn, vi ville vel sige, at paven og hans papister var ofre for et bedrag, så meget mere uskyldigt, som det havde varet ved igennem mange hundrede år. Og jeg kan da godt føje til, sådan lidt for egen regning, at det formentlig har været et "fromt bedrag": ligesom Eck regnede det for fromt at mene, at det ikke forholdt sig, som ellers Hieronymus hævdede, at præst og biskop på det ny testamentes tid var ét og det samme (eck01#69), sådan har formentlig mange gode fromme folk i pavens tjeneste regnet det for fromt at holde på, at på trods af alle Vallas beviser så var det nu mere fromt at regne med, at Konstantins gavebrev var ægte. Peter Severinsen i "Martin Luthers liv": "I Kirkerettens Lovbog læstes nemlig et Brev fra Kejser Konstantin den Store til Paven. Denne udtaler heri, at han flytter sin Hovedstad til Konstantinopel og skænker Paven Rom og Herredømmet over "alle Italiens Provinser og de vesterlandske Egne". Paven var altsaa egentlig alle disse Landes retmæssige Herre, og det lærtes, at han saa havde forlenet disse Rettigheder til den tyske Kejser, hvis hele Ret altsaa afhang af Pavens Naade, hvad ogsaa gjaldt de italienske Fyrster. Valla er en af den historiske Kritiks Grundlæggere, og han havde i et Skrift 1440 vist, at det nævnte Brev var et rent og skært Falskneri og hele Historien om Konstantins Gave en Fabel. Allerede nogle Aar før havde en anden rokket ved Troværdigheden, men Valla leverede klare Beviser." (sev09a#4).

⁶⁰        Det var i det hele taget ikke mindst en fromhed af denne art, der var Luthers stærkeste modstander, en fromhed, altså, der for den fromme følelses skyld eller for den fromme opfattelses skyld var villig til at se stort på kendsgerningerne, hvad enten disse kendsgerninger så bestod i Vallas beviser eller i det ny testamentes tekst.

⁶¹        Dog ser det ud til, at tanken om paven som antikrist stadigvæk udvikler sig ret langsomt hos Luther. I brevet af 24-2 1520 hedder det således stadigvæk, at Luther "næsten ikke tvivler på", at paven er selve antikrist; underforstået: Han synes ikke at være helt sikker.

⁶²        En lignende forsigtig udtalelse kommer Luther med i sit svar til den fordømmelse, der var blevet ham til del fra henholdsvis Køln og Løven (Louvain) universiteter. Her udtrykker han, som man kan se her nebenbei, kun den tanke, at antikrist enten allerede hersker eller vil komme til at herske én af dagene. Men sammenhængen viser dog ret tydeligt, hvad det er, der får ham til at sige sådan: Det er det forhold, at løvenerne fordømmer Luther uden argumenter, rent "doktrinalt", som de siger, det vil sige, de påtager sig en dommerrolle, som de dels ikke har noget belæg for i de kirkepolitiske forhold, og dels mener, de kan beklæde uden at skulle argumentere for den dom, de når frem til.
        Så det er altså stadig dette, at modstanderne vil fordømme Luther uden argumenter, der oprører Luther. De taler magtsprog og mener, at det har de bemyndigelse til. Men, spørger Luther, hvis vi i kirken skal rette os efter sådanne magtsprog, til hvad nytte er så skriften, så skal vi jo ikke forholde os til skriften, men til "vore magistre" for at finde ud af, hvad vi skal tro på, hvordan vi skal forholde os. Eller vi skal, som han siger, finde os i, at "vore magistre" i Løven vil stifte en ny koran for os, som Muhammed gjorde det for tyrkerne. Luther i sit skrift imod Løven og Køln-erklæringen: "Eller hvorfor ånder denne fordømmelse, udover af en overordentlig tillid til bullen, ikke andet end dette: Vi er "vore højtuddannede magistre" og teologer ved det nærende universitet, hvad vi har sagt, det er evangelium, hvad vi har fordømt, det er kætteri. Hvis det er måden at fordømme på, at påstå noget, at lære noget på, er så ikke evangeliet og skriften helt ødelagt, så vi må gå til Løven og til Køln for at høre, hvad "vore magistre", enten forudser i deres febervildelse, eller som tyrkerne, stifter en ny koran for os i stedet for de to testamenter? Hvem kan nogensinde regne ud, hvad den guddommelige skrift gavner os, hvis vi skal tro "vore magistre", også når de taler uden støtte i den? Jeg er meget optaget af, at antikrist enten allerede hersker, eller én af dagene vil komme til at herske, fordi den slags mennesker begynder at sætte sig ud over Guds ord". (lutloev2#6).

⁶³        Alt dette viser, at spørgsmålet om, hvorvidt paven er antikrist eller ej, ikke er en ligegyldig krølle på Luthers tanker, men et spørgsmål om lydighed eller ikke lydighed mod pavemagten, et spørgsmål, der afgøres af pavens og papisternes opførsel her og nu. Papisterne vil fastholde deres magt; derfor mener de det nødvendigt at forbeholde sig eneret på at udlægge skriften; og derfor anser de det kirkelige hierarki for det, der virkelig gælder, altså for en ordning, der er guddommeligt indstiftet. Det er Luther gået med til af gammel vane. Men efterhånden som han opdager, at det for ham personlig vil sige, at han skal bøje sig for paven uden argumentation, bliver han klar over, at denne gamle vane må han bryde med. Det kan ikke være Gud, der står bag paven, når han ikke kan og ikke vil forklare, hvorfor han gør som han gør, in casu: hvorfor Luther skal tilbagekalde sine skrifter.

⁶⁴   Skal pavemagten bekæmpes med våben?
        Og så til det skrift, hvoraf det fremgår, at nu er det i hvert fald omsider gået op for Luther i al sin gru, at paven må være antikrist, hans forord og efterskrift til den udgivelse af Sylvester Prierias' "Epitoma", som han foranstaltede i juni 1520! Jeg véd ikke rigtig, hvordan man skal forestille sig det. Som jeg har lagt frem her, ser det ud, som om Luther får flere og flere beviser for, at paven er antikrist, så der til sidst er så mange, at han ikke længere kan undslå sig denne konklusion. Men jeg vil ikke nægte, at det hele måske kan forstås på andre måder. F. eks. kan man forestille sig, at Luther ved læsning af Huss' bog som ved et trylleslag bliver grebet af tanken, ser, hvor mange ting denne tanke kan forklare, og derefter for sig selv søger at efterprøve den, gennem skriftlæsning og læsning af kirkehistorien; blot lader han udadtil stadig dette være en ubevist mulighed helt frem til han udgiver Sylvesters Epitoma. Luther i sit forord til Sylvester Prierias' Epitoma (26. juni 1520): "Hvad skal jeg sige? Sylvester gør en hvilkensomhelst pave, også en ugudelig pave, til gud for os, og styrken i de guddommelige skrifter, det vil sige, kraften i Guds ord, som er Gud selv, hævder han afhænger af dette menneskes autoritet, også selv om han er ugudelig, skønt dog alle er enige om at fastslå, at pavens autoritet har sin styrke fra dette 'Du er klippen' og 'Vogt mine får', det vil sige, enige om, at skriftens autoritet ikke afhænger af pavens autoritet, men pavens autoritet af skriftens. For det gælder ikke, hvad de hævder, at de kan flygte andetsteds hen end til disse skriftsteder som til et asyl, hvor de kan befæste og styrke sig.

⁶⁵ Om man regner med den ene mulighed eller den anden, gør ikke den store forskel. Hovedsagen er, at han faktisk når frem til denne opfattelse. Når det er så væsentligt, skyldes det, at det er denne opfattelse af paven som antikrist, der ligger bag hans såkaldte reformatoriske hovedskrifter, som jo netop udkommer efter 26. juni 1520. fortsat: Men nu styrker denne Satan skriften gennem et menneske. Hvad er antikrist, hvis en sådan pave ikke er antikrist? O Satan, Satan, hvor længe vil du misbruge din skabers tålmodighed til dit store onde?" (epitom1#21)

⁶⁶         I sammenhængen her er det væsentligste det, at Luther med påstanden om, at paven er antikrist, ikke mere føler sig forpligtet på den lydighed mod den pavelige øvrighed, som han i 1519 grundede på Rom 13. (se #46). Man kan ikke være forpligtet på at adlyde Satan selv. Og herved forandres situationen radikalt. Hvor Luther tidligere kun havde diskuteret skriftens rette udlægning, og det oven i købet begrænset til kun at omfatte de ting, som kirken (koncilerne) endnu ikke havde erklæret for afgjort, eller hvor Luther hidtil kun havde diskuteret uden tanke for, at det, han diskuterede, kunne få nogen praktiske konsekvenser, dèr blev diskussionen med ét slag helt anderledes. Nu kunne og skulle der ryddes op. Nu var han ikke længer bundet af de ordninger og ritualer og hierarkier, der gjaldt i pavekirken, men alt skulle overvejes påny. Vi er nok tilbøjelige til at tage reformationen som en kendsgerning, hvis baggrund og begrundelse vi ikke behøver spekulere så meget over, den kom jo, den gjorde sig jo gældende, den slog jo igennem.

⁶⁷ Men det kan alligevel være praktisk at gøre sig klart, at når Luther nåede så vidt i sin tankegang, skyldes det, at det blev klart for ham, at paven var antikrist, og at han derfor ikke skyldte ham lydighed, sådan som han hidtil havde troet han gjorde.

⁶⁸        Det betyder jo så også, at på sin egen sære facon har Cochlæus således ret (se #41): Luther prædikede virkelig oprør, nemlig oprør mod de kirkelige øvrigheder. Hvad Cochlæus imidlertid tilsyneladende ikke har bemærket, er så, at Luther skelner skarpt mellem verdslig og gejstlig øvrighed; den ene skylder man lydighed ud fra Rom 13. For dèr omtales den verdslige øvrighed, og kun den. Den anden øvrighed, den gejstlige, har man som kristen pligt til at nægte lydighed, hvis man ved gejstlig øvrighed forstår pavekirken, ja, man har pligt til at modarbejde den på enhver måde, for man kan som kristen jo ikke på nogen måde arbejde sammen med eller godkende Satan selv.

⁶⁹        Men spørgsmålet rejser sig jo så for Luther: Hvilke praktiske konsekvenser får denne opfattelse? Hvordan bekæmpe paven? Hvilke midler må en kristen bruge i denne kamp?

⁷⁰        Og her får Cochlæus ret igen, denne gang dog ikke på nogen sær facon, men desværre på en ret ligefrem facon. Ét af de første citater, han bringer fra Luther for at vise, at Luther virkelig prædiker oprør, stammer fra efterskriften af Luthers udgivelse af Prierias' Epitoma. Det er ikke først Cochlæus, der har angrebet Luther for disse bemærkninger. Allerede Hieronymus Emser gjorde det i sit skrift imod Luthers "Til den kristelige adel". (se emser04#86) Luther forsvarede sig i sit modskrift (se lutems05#44), men jeg må blankt indrømme, at jeg ikke anser hans forsvar for holdbart. Cochlæus i sit skrift mod Luthers "hårde" bondeskrift: "Luther: Men før jeg fik set mig om, fortsætter de og griber sagen an med næven, og glemmer alt om deres tilbud, røver og raser og gør, som de rasende hunde. Cochlæus: Kære Luther, du har vel i fire eller fem år været på udkik efter sådanne næver, ikke alene hemmeligt og i mange skrivelser, aftaler og forbund, osv, med adelsfolk og borgerlige, men også offentligt i trykte skrifter og udgivne bøger, for det er nu over fem år siden, at det var dit råd og din begæring, som du skrev imod Sylvester Prierias, at ikke alene bønder og almindelige mennesker, men også kejser, konger og fyrster med alle slags våben skulle angribe paven, kardinalerne og hele gejstligheden og vaske sine hænder i deres blod." (coc#10)

⁷¹        Det stykke, Cochlæus har citeret, ses her ved siden af. Og efter min bedømmelse er det ret åbenbart, at Luther her siger, at det eneste middel, der er tilbage, er våbenmagt. Han har opstillet en enkelt betingelse: "Hvis romanisternes rasen fortsætter således". Men om den betingelse vil han vist selv mene, at den efter al sandsynlighed opfyldes. Og så skal altså den verdslige magt stå klar med sine våben. Luther i efterskriften til Sylvesters Epitoma: "Mig forekommer det, hvis romanisternes rasen fortsætter således, at der ikke er andet middel tilbage end at kejseren, kongerne og fyrsterne, som er forsynet med magt og våben, angriber disse verdens pestbærende mennesker, og afgør sagen ikke mere med ord, men med våben. For hvad vrøvler disse fortabte mennesker, som oven i købet er berøvet enhver sund sans, om, andet end hvad det er forudsagt, at antikrist skal gøre, og så regner de os for mere ufølsomme end træ?

⁷² Det næste afsnit er næsten værre. Godt nok sætter han også her en betingelsesbisætning foran, men den indeholder foruden selvfølgelighederne: at man straffer tyve med pisk og røvere med sværd, også det for Luther fremmede, at man straffer kættere med ild. Og det står derfor læseren frit for, om han vil regne betingelserne for opfyldt, eller han vil mene, at dette at vaske sine hænder i papisternes blod er et tankeeksperiment, der kun bliver opfyldt, hvis man straffer kættere med ild. Og ikke sandt: det gør de rette kristne jo netop ikke. Nej, måske ikke, men de straffer dog røvere med sværd og tyve med pisk. fortsat: Hvis vi straffer tyve med pisk, røvere med sværd, kættere med ild, hvorfor skulle vi så ikke meget snarere med alle våben bekæmpe disse fordærvelsens lærere, disse kardinaler, disse paver og hele denne romerske hob romersk sodomi, som uden ende korrumperer Guds kirke, og vaske vore hænder i deres blod, som mennesker, der vil befri os selv og vore fra en omfattende og for alle farlig ildebrand? O I er lykkelige, I kristne, hvor I end er, blot I ikke ligesom vi ulykkelige, er under en sådan romersk antikrist!" (epitom2#19).

⁷³       Luther siger i sit forsvar to ting: 1) Han har talt "per contentionem", som en lidenskabelig tale, eller han har talt i hidsighed. Den køber jeg. Men han fortsætter med at forklare, hvordan han tillige har talt 2) "per conditionem" (skønt han ikke bruger dette ord), dvs han har sagt, at man skulle vaske sine hænder i pavens og hans tilhængeres blod, hvis det forholdt sig sådan, at man skulle brænde kættere. Men da han ikke går ind for at man skal brænde kættere, går han heller ikke ind for at paven og hans tilhængere skal slås ihjel. Den køber jeg ikke. Og jeg køber heller ikke den sammenblanding af de to argumenter, han kommer med. Luther imod Emser: "Sådan har jeg skrevet imod Sylvester som en lidenskabelig tale, hvilket den ædle poet og retor nok véd, hvad er. Når man brænder kættere, hvorfor skulle vi så ikke meget snarere angribe paven og hans sekt med sværdet og vaske vore hånder i deres blod, når han lærer det, som Sylvester skriver, nemlig, at den hellige skrift har sin kraft fra paven. Da det nu ikke behager mig at brænde kættere, så går jeg heller ikke med til at slå en kristen ihjel, jeg véd nok, at det ikke er evangelisk. Jeg har påpeget, hvad de fortjente, hvis kættere fortjente ild." (lutems05#44).

⁷⁴        Jeg er villig til at tro, at der ligger en høj grad af lidenskab eller hidsighed bag udtalelsen om den blodige håndvask. Han er givetvis blevet særdeles overrasket over Sylvesters udtalelser. De synes ham at være helt anderledes "antikristelige", end Sylvesters tidligere udtalelser. Det var de dog ikke. I virkeligheden har Sylvester såmænd ikke sagt noget, der var principielt forskelligt fra det han sagde to år tidligere. Også dengang blev det slået fast, at skriften henter sin autoritet fra den romerske pave. Men nu, to år senere, i 1520, er Luther helt anderledes modtagelig for sådanne papistiske udtalelser. Nu kan han ikke længer overhøre dem. Nu bliver de det endelige bevis for de mistanker, han har gået med igennem et halvt års tid. Sylvester Prierias i "Dialogus": "Det tredie fundament.   Enhver, der ikke støtter sig til den romerske kirkes og den romerske paves lære som en ufejlbar trosregel, fra hvilken også den hellige skrift henter sin kraft og autoritet, er en kætter." (prilut01#19). (fra #52)

⁷⁵      Og så er der altså undsluppet ham disse blodtørstige udtalelser: At den eneste måde at få ram på papisterne på er magtens måde. Han forlader straks efter dette standpunkt og når frem til det, der bliver hans holdning resten af livet: at pavedømmet ikke skal bekæmpes med magt, men med ord. Men inden det sker -- og det sker allerede i "Til den kristelige adel", som han enten arbejdede på eller skulle til at arbejde på den 26. juni -- undslipper der ham altså dette hidsighedsudbrud. Og han burde egentlig have stået ved, at det var undsluppet ham. Så kunne han nemlig des kraftigere have taget afstand fra det.

⁷⁶ Det gør han dog ikke. I stedet søger han at komme med en bortforklaring. Og den forklaring, han kommer med, holder ikke. Kan gerne være, at han ikke går ind for at brænde kættere, men faktisk nævnte han parallelt med dette at brænde kættere dette at straffe tyve med pisk og røvere med sværd. Så man kan også drage den slutning, at hvis han går ind for det -- og det gør han jo -- så går han også ind for at fjerne papisterne med våbenmagt.

⁷⁷          Når man med en vis sandsynlighed kan hævde, at udtalelsen om den blodige håndvask er et udråb, der lidt uforvarende er sluppet ham af munde, skyldes det også slutningen af Luthers efterskrift. Her har Luther fremdraget Matt 18,15f om, hvordan den ene kristne skal irettesætte den anden, og, hvis alt mislykkes, skal regne ham for en hedning og en tolder. Denne regel, siger Luther så til sidst, skal også gælde for paven. Han er ikke hævet op over at skulle irettesættes. Og hvis derfor paven tager fejl, så er det enhver troendes pligt at formane, retlede og anklage ham, også selv om han er pave. Man bemærker, at der her ikke står noget om at bruge våben mod paven. I modsætning til, hvad han skrev fem-seks celler tidligere. Luther i efterskrift til Sylvesters Epitoma: "Nu er jeg for min del undskyldt, og jeg erklærer ud fra disse ord af Peter og Kristus: Hvis fyrsterne, biskopperne og hvilkesomhelst af de troende ikke formaner, retleder, anklager en pave, der tager fejl, hvilken overtrædelse der end er tale om, så de regner ham for en hedning, så er de alle bespottere af sandhedens vej og de fornægter Kristus, og de skal fordømmes sammen med paven i evighed. Nu har jeg sagt det." (epitom2#26).

⁷⁸         Dog, for at det ikke skal være for let, er der også Luthers næsten samtidig udgivne skrift "Von dem Papsttum zu Rom" at tage hensyn til. Det kan godt være, det er mest bekvemt (for mig) at tage udtalelsen om at vaske hænder i papisternes blod som et uigennemtænkt hidsighedsudbrud, men jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at der findes et udsagn i "Om pavedømmet", der minder om det, blot uden at tale om nogen blodig håndvask. Det er hosstående citat. Men her har Luther talt med så megen uld i mund, at det ikke bliver klart, hvad der menes med, at de tyske fyrster skal gøre kort proces. Det står der blot i al sin uklarhed, og ingen lægger særlig mærke til det. Men, indrømmet, når vi tager hensyn til de udtalelser, der kom fra Luther en månedstid senere, så kan man ikke helt slippe for den tanke, at Luther bag denne lidt tågede udtalelse har en virkelighed i tankerne, der er anderledes blodig. Luther i "Om pavedømmet i Rom": "Jeg undrer mig over, at Tyskland, der for halvdelens vedkommende (om ikke mere) er gejstligt, endnu har en pfennig tilbage fra de usigelige, utallige, ubærlige romerske tyve, bedragere og røvere. Man siger, at antikrist skal finde jordens skat. Jeg mener, at romanisterne har fundet den, i en grad, så det gør os ondt på liv og levned. Hvis ikke de tyske fyrster og adelen med tapper alvor gør kort proces, så vil Tyskland blive lagt øde, eller det må spise sig selv." (pave#29).

⁷⁹        Endda forholder det sig sådan, at Luther tilsyneladende også i dette skrift er klar over, at papisterne vil sætte paven over skriften. Tilsyneladende er det, som før sagt, netop denne frækhed, der oprører Luther så meget, at han vil gå til håndgribeligheder overfor papisterne. Og tilsyneladende kommer det som en overraskelse for ham, at papisterne tænker sådan. Og tilsyneladende ser han i efterskriften til Epitoma deri netop beviset for, at paven er antikrist: en sådan løgnagtig selvmodsigelse kan kun antikrist komme med. Men se så skriftet her! Det kan ikke være nogen overraskelse for ham i juni, for han har vidst det i hvert fald siden maj, at papisterne sætter paven over skriften. Og at de gør det, får ham her kun til at hævde, at hvis det er tilfældet, så vil han frit hævde, at paven er den rette antikrist. Ikke noget med vold eller manglende lydighed, kun en ret til at tale imod paven. Man er lige ved at tro, at de to skrifter er forfattet i omvendt rækkefølge af udgivelsen, så det hårde skrift: "Epitoma" kommer direkte ovenpå opdagelsen af de forfærdelige ting om paven, mens det mere afdæmpede "Om pavedømmet" først kommer, når sindet er faldet lidt til ro. Men mine kilder (Köstlin, Severinsen, og forordene i Erlangerudgaven m. m.) fastholder den modsatte rækkefølge. Luther i "Om pavedømmet i Rom": "Nu kommer de romerske slyngler farende, og sætter ham [paven] over Kristus og gør ham til en dommer over skriften, idet de siger, han ikke kan begå fejl; og alt, hvad de bare kan drømme frem om Rom, ja alt, hvad de bare tør tage sig for, vil de gøre til en trosartikel for os. Ikke tilfreds dermed vil de opstille en ny måde at tro på, nemlig, at vi skal tro på, hvad vi legemligt ser, skønt dog troen efter sin natur er om de ting, som man ikke ser eller fornemmer, som Paulus siger Hebr 11,1. Den romerske øvrighed og menighed er jo legemlig, og den ser enhver, og hvis paven gik så vidt, hvad Gud forbyde, så ville jeg frit sige, at han er den rette antikrist, hvorom hele skriften taler." (pave#204).

⁸⁰      Mærkelig nok dukker tanken om at bruge våbenmagt mod papisterne op igen senere. Luther har tidligere i "Formaning mod oprør" (1521/22) nævnt, at han glæder sig over den frygt, der har grebet papisterne (oproer#7). Han gør også lidt nar af dem: de frygter, skønt der ikke er noget at frygte. Men i hosstående citat bruger han skriftens forudsigelse (det er den guddommelige vrede selv, der rammer dem) som baggrund for at sige, at han endnu ikke vil forsvare dem, der truer papisterne med våbenmagt. Han når senere i samme skrift frem til, at han er imod ethvert oprør, hvor retfærdig en sag der end kæmpes for. (oproer#27) Så han advarer altså senere ubetinget imod oprør. Mens han her synes at ville nøjes med ikke at forsvare dem, der bruger våbenmagt. Hvordan skal det forstås? Luther i "Formaning mod oprør": "Som jeg nu har sagt, eftersom jeg er sikker på ud fra disse skriftsteder, at pavedømmet og den gejstlige stand ikke vil blive ødelagt af menneskehånd eller af oprør, men hans ondskab er så gruelig, at ingen straf er stor nok, undtagen den guddommelige vrede selv, uden noget middel til at fremføre den; derfor har jeg endnu ikke kunnet få mig til at forsvare dem, som truer med hånd og plejl. Jeg véd godt, at de ikke vil få noget ud af det. Selv om de så ramte nogle stykker, så ville det dog ikke blive et alment angreb." (oproer#17)

⁸¹              Det ser ud fra sammenhængen ud til, at Luther skelner mellem det angreb på papisterne, som øvrigheden foretager, og det angreb, som foretages gennem et oprør. Og da det ikke altid er lige klart, hvem Luther henvender sig til, kan der godt komme nogen uklarhed ind i Luthers tale. Som f. eks. her. Hvad er det, øvrigheden skulle befale? Og hvad er det, den enkelte skulle få øvrigheden til at gøre? Men det kan minde lidt om det tidligere nævnte udsagn om den blodige håndvask (se #64). Dengang var det jo heller ikke menigmand, der skulle gribe til våben, men netop fyrsterne. Har Luther stadigvæk den tanke siddende i sindet, at øvrigheden, såfremt den ville, i og for sig godt kunne gribe ind mod papisterne? Det er svært at sige ja til. For på hvilke områder skulle den gribe ind, når det er Guds vrede selv, der vil straffe? Og hvad skulle den gøre af voldelige ting, når dog Luther i "Til den tyske adel" netop ikke anbefaler nogen voldsanvendelse? Men på den anden side: Hvad kan så meningen være med disse ord, hvis ikke den er den, at øvrigheden skal bekæmpe papisterne med våben? Luther i "Formaning mod oprør": "Derfor, hold øje med øvrigheden. Så længe den ikke griber ind og befaler, så forhold du dig i ro med hånd, mund og hjerte, og foretag dig ikke noget. Men kan du få øvrigheden til at gøre noget, så den angriber og befaler, så må du gøre det. Vil den ikke, så skal heller ikke du ville. Men hvis du gør det alligevel, så har du allerede uret, og er meget værre end den anden part." (oproer#26)

⁸²       Lidt klogere bliver vi måske gennem en skrækkelig parallel, som Luther drager. I teksten i denne celle nævner han vistnok den manglende reaktion på "Til den kristelige adel", som han har iagttaget. Vi, der kender slutningen på historien, er vel vant til at mene, at Luther ikke havde ventet nogen reaktion. Men hvorfor egentlig ikke? Han skriver dog vel for at få ændret tingenes tilstand. Men af den første bemærkning her ser det ud, som om han havde ventet en langt større reaktion, og som om denne reaktion er udeblevet. Øvrigheden, fyrsterne, den adel, han henvendte sig til, ville ikke foretage sig synderligt imod papisterne. Luther i "Formaning mod oprør": "Og vi ser også, hvordan fyrsterne og herrerne er så uenige, og slet ikke ser ud til at ville forbedre sagerne. Og det er altsammen holdt skjult af Gud og sendt fra ham, for at han alene kan straffe og udgyde sin vrede over dem. Selv om fyrster og herrer, som sagt, dermed ikke er undskyldt. De skulle gøre, hvad de kunne, og med det sværd, de fører, undgå det, så godt de formåede, om de dog ikke kunne komme Guds vrede i nogen grad i forkøbet og mildne den.

⁸³ Men, fortsætter han så, dermed er de ikke undskyldt. De skulle dog gøre, hvad de kunne (gennemføre nogle af "Til den kristelige adel"s 27 forslag?), for de fører sværdet. Ja -- og her kommer det skrækkelige -- de skulle som de gammeltestamentlige skikkelser, Moses, Elias og Pinehas, komme Guds vrede i forkøbet ved at slå ihjel. Dog tager Luther øjeblikkelig brodden ud af parallellen: det er ikke nødvendigt at slå ihjel. Men man skal dog forbyde med ord og forhindre det med magt, hvis papisterne driver på med noget udover og imod evangeliet. fortsat: "Ganske som Moses gjorde i 2 Mos 32,28, hvor han lod tre tusind mand slå ihjel, for at vende Guds vrede bort fra folket. Og som også skriften siger om Elias (1 Kong 18,40) og Pinehas (4 Mos 25,11). Ikke, at man nu skal slå præster ihjel, det er ikke nødvendigt, man skal kun forbyde det med ord og derudover holde fast med magt, hvis de driver på med noget udover og imod evangeliet. Med ord og breve kan man gøre mere end nok imod dem, så man behøver slet ikke at hugge eller stikke." (oproer#22)

⁸⁴ Her er der ikke meget af vore dages religionsfrihed. Det kan være sandt nok, at Luther mener, at den enkelte skal overbevises om evangeliets sandhed med ord og forkyndelse, men det er også sandt, at Luther ikke mener, at andre end evangeliets sande forkyndere af fyrsten skal have lov til at forkynde for folket. Eller, jeg må nok nøjes med at sige: Det synes at være Luthers opfattelse her.

⁸⁵          Men skal vi således have afbildet for os den negative side af Luthers anderledes opfattelse, må vi vel retfærdigvis også stille os den positive for øje. Den ligger i hans utrolig stærke engagement. Han er i den grad overbevist om sin sags rigtighed og sandhed, at han kan sige, at hans mund er Kristi mund. Det vil vi nok aldrig vove at sige. Men det specielle ved Luther er, at det netop er fra Kristi ord, han hører, at vold og magtanvendelse ikke går an. Det er selve kernen i Kristi budskab, at mennesket er sådan indrettet, at det er dets hjerte, der skal overbevises, ikke dets interesse i de ydre forhold. I og med, at du påstår at være forkynder af dette budskab, må du afstå fra at udbrede det med magt. Luther i "Formaning imod oprør": "Jeg er jo sikker på, at mit ord ikke er mit, men Kristi ord; så må min mund også tilhøre ham, hvis ord den taler." (oproer#42)

⁸⁶       Kristus er verdens herre, ja, men han vil herske med sin munds ord. Han vil overbevise sine modstandere i frihed. Og vil de tvinge ham til at tie, vil han tåle det, vil de slå ham ihjel, vil han finde sig i det, vis på, at den herre, hvis ord han fører frem, Gud selv, der har skabt sproget og de bindende kræfter, der findes i det, vil føre sin sag, sprogets sag, til sejr til sidst. Det er denne Kristi gåde, Luther kæmper med i tiden efter Worms-rigsdagen, og ikke mindst i "Formaning mod oprør".

⁸⁷

⁸⁸

⁸⁹ Videre til Kaj Munk og Luther 10a. Videre til ekskurs om Luthers martyrteologi.

⁹⁰ c

Noter: