Indhold:
Tilbage til oversigten!
| 1 1. Luthers
situation i 1523.
Luthers såkaldte toregimentelære har fået en vældig indflydelse her i Vesten. Igen og igen har man i teologiske kredse grebet tilbage til det skrift, hvori man ser denne lære tydeligst fremstillet, nemlig skrifter "Von weltlicher Obrigkeit, wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei". Sædvanligvis oversætter man det ved den første del af titlen, idet man nøjes med at kalde skriftet "Om den verdslige øvrighed", hvis ikke man som "Luthers skrifter i Udvalg" bind IV, 1964, ligeud skriver "Om lydighed mod statsmagten". |
Luther i "Von weltlicher Obrigkeit...": "Anden del. Hvor langt den verdslige øvrighed strækker sig. Nu kommer vi til det vigtigste afsnit i denne sermon. For efter at vi har lært, at den verdslige øvrighed er nødvendig på jorden, og hvorledes man skal bruge den kristeligt og godt, må vi nu lære, hvor langt dens magt og myndighed rækker, for at den ikke skal gå for vidt og gribe ind i Guds rige og styre". (lyd02#1). |
| 2 Jeg vil sådan set ikke vende mig særlig kraftigt imod en sådan "halv" oversættelse, for det er vel den første del af skriftet, den, der ifølge hosstående citat handler om, "at den verdslige øvrighed er nødvendig på jorden", og om, "hvorledes man skal bruge den kristeligt og godt", der op igennem tiderne har haft størst indflydelse på, hvordan vi tænker og føler angående statsmagten. | |
| 3 Men det er nu, dels af historiske grunde, dels af hensyn til den anderledes anvendelse af Luther, jeg her vil foretage, nødvendigt at gøre opmærksom på Luthers situation i 1523. Derved får man nemlig blik for, at anden del af overskriften hører med. Jeg har da også på min hjemmeside om Martin Luther kaldt skriftet: "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?", fordi jeg mener, at denne overskrift bedre fortæller, hvad det er Luther om at gøre med dette skrift. | |
| 4 Luther har nemlig, så vidt jeg har kunnet se, selv anbragt den mellemoverskrift, der står over den anden del af skriftet: "Wie weytt sich welltlich uberkeyt strecke". (SeWA 18,261, Clemen bd 2, side 376). Og når han så oven i købet skriver, at vi nu kommer til det vigtigste afsnit i denne sermon, så må man vel spidse ører, for så lyder det, som om det, han har skrevet i første del, kun var optakten til det væsentligste, det, der nu kommer i anden del. | |
| 5 Og det er da faktisk også meningen, både når man ser på skriftet i sig selv og når man ser på Luthers situation i 1523 eller 22, da skriftet blev til. Torben Christensen, medudgiveren af Luthers Skrifter i Udvalg, har i et forord fortalt lidt mere om situationen i 1523 (se lyd01#n14), Julius Köstlin fortæller lidt om det i koestlin3,18#120, og Peter Severinsen har også en kort beretning derom (sev13a). | |
| 6 Det, der synes at være humlen i problemerne, var netop lydighed mod øvrigheden, noget, som Luther altid havde lagt den største vægt på. Hvor langt strakte den sig. Skulle Luther f. eks. frivilligt overgive sig til kejseren for at blive brændt på bålet? Og hvis han skulle være lydig mod kejseren, som han påstod, man skulle være, skulle han så ikke rette sig efter kejserens edikt efter Worms-rigsdagen om, at alle hans skrifter skulle brændes? Det vil sige, skulle han så ikke finde sig i at holde sin mund og sin pen i ro? | |
| 7 Ja, vi kan gå et stykke tid tilbage. For hvad var det, Luther anbefalede i sit store skrift til den tyske adel, andet end ulydighed mod de kirkelige og de verdslige myndigheder? Hvad skal f. eks. man gøre ved den tradition, paven har indført, at den, der vil være biskop, skal betale for "palliet", eller for den udnævnelse, som paven forventedes at give? Ja, Luther foreslår i "Til den kristelige adel", at man fremover nægter at betale for udnævnelsen, paven skal ikke fremover have penge for noget, han ifølge Luther skulle give ganske gratis. | Luther i "Til den kristelige adel": "For det tredie vil jeg foreslå, at der udsendes en kejserlig lov om, at ingen bispekåbe og ingen bekræftelse på nogen dignitet fremover må hentes i Rom; men at man igen indfører ordningen fra det allerhelligste og berømteste koncil, Nikæa-koncilet. Dèr blev der fastsat, at en biskop skal bekræftes af de to nærmeste biskopper eller af ærkebiskoppen. ", (adel02#75) |
| 8 Dette var jo en form for oprør. Når man nægter at give skat, så begår man oprør, hvad stridssamtalen om skat til kejseren så udmærket illustrerer. Men det var jo rigtignok et oprør imod de gejstlige myndigheder, ikke mod de verdslige. Luthers forslag blev blandt andet taget op af det danske rigsråd. De høje adelige i rigsrådet, både de verdslige og de gejstlige, kviede sig ved selv at skulle punge ud til Frederik den Førstes forsvarsforanstaltninger. På den anden side havde de jo selv bedt ham om at blive konge i stedet for den Kristian den Anden, de fordrev. | |
| 9 Og så var det, at de greb Luthers idé: man kunne jo lade de penge, der skulle betales for palliet, gå i kongens kasse. På den måde blev ærkebispestolen i Lund langt om længe besat. Men samtidig afskar man forbindelsen mellem den danske kirke og Rom. | |
| 10 Eller hvad skal den munk gøre, som har aflagt løfte om evig fattigdom, cølibat og lydighed? Løftet var aflagt til Gud, og samfundet tog virkelig løftet så alvorlig, at man, hvis munken ikke selv formåede at overholde det, hjalp ham med det. Hvis han forlod sit kloster, fordi løfterne blev ham for vanskelige, så var det kongens pligt at genindsætte ham i det kloster, han kom fra. Af og til kunne en flugt til en mindre krævende orden lykkes. Men ordensgeneralerne i Rom fandt, at et sådant smuthul var en uting, og søgte gennem gensidige udleveringsaftaler at få dette uvæsen standset. | |
| 11 Luther foreslog i sit skrift "Om munkeløfterne", at munken simpelthen skulle forlade sit kloster. Han havde aflagt et løfte til Gud, som var rent menneskepåfund, ikke noget, Gud havde krævet af ham. Munkeløfterne var både imod evangeliet, imod Guds bud, og imod meget andet. Så at holde dem var gudsbespotteligt. Derfor, ud af klostrene, munke! | |
| 12 Og ud gik de. I massevis. Da Frederik den Første antog en "forløben" munk, Hans Tavsen, som sin personlige kapellan, var dette samtidig et signal til samtlige munke i landet, at de ikke mere behøvede at frygte, at kongen sendte dem tilbage til deres kloster. Og dette førte også til stort frafald fra landets klostre. | |
| 13 Men var dette ikke oprør mod de kirkelige myndigheder, både munkens flugt og kongens manglende tilbagesendelse? Jo, naturligvis var det det. Men Luther tilintetgjorde gennem sine mange reformatoriske skrifter pavestolens legitimitet, hævdede, at paven ikke havde nogen legitimitet overhovedet mere. Og derigennem mistede paven sin autoritet. Hans ord og hans buller gjaldt ikke noget mere. | |
| 14 Det vil sige: Sådan var det mange steder. Sådan gik det f. eks. her i landet. Og sådan det i mange enkeltfyrsters regi. Dèr var det Luthers ord, der talte. Dèr regnede man med ham som den store autoritet, skønt han jo ikke havde nogen legitimitet overhovedet; han skød al tale om legitimitet ind under skriften. | |
| 15 Men ved kejserens hof var det anderledes. Dèr var det stadig pavens ord, der talte. Der betød pavens afgørelser stadig noget. Og det var så baggrunden for, at kejseren, efter at Luther var blevet fordømt i Worms, fordi han ikke ville tilbagekalde, udstedte et edikt, der lyste Luther i rigens akt og påbød, at alle Luthers skrifter skulle konfiskeres og opbrændes, og at der skulle skrides skarpt ind mod alle, der medvirkede til deres udbredelse. (Se lyd01#n14 og #5). | |
| 16 Og da kejseren var den øverste verdslige myndighed, betød det så ikke, at man nu var ulydig mod den verdslige myndighed, hvis man købte eller læste eller ejede Luthers skrifter i stedet for at opbrænde dem? Jo, naturligvis. Men er det så ikke den verdslige øvrighed, man er ulydig imod? Jo, det er det, klart! Men er man så ikke ulydig imod Paulus' anvisninger i Rom 13? Ja, det er spørgsmålet. Og det spørgsmål er det, Luther tager op i sit skrift "Om lydighed mod statsmagten" alias "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?" | |
| 17 For at man kan få et indtryk af, hvilke kræfter Luther dengang var oppe imod, vil jeg fremføre to tekster. Den ene stammer fra den Johannes Eck, der var Luthers modstander ved disputationen i Leipzig, juni-juli 1519. Luther har nævnt ordet fra 1 Kor 3,13: Er Kristus da delt! og Eck har hertil indvendt, at Hieronymus dog har hævdet, at der udvælges én, for at der kan træffes en afgørelse, når der opstår uenigheder. Dertil svarer Luther, at man dog bør foretrække Paulus fremfor Hieronymus, og at Paulus vender sig imod, at nogen siger: Jeg tilhører Peter. | Johannes Eck i disputationen med Luther: "For selve ordene indikerer klart adskillelse og uenighed. Og skønt det er rigtig nok, at han foretrækker Paulus fremfor Hieronymus, så er det dog fromt at tro, at Hieronymus på dette sted meget godt har forstået Paulus' mening." (eck02#33) |
| 18 Og her er så Eck løbet tør for argumenter og har kun det at sige, at det dog er fromt at tro, at Hieronymus meget godt har forstået Paulus' mening. Altså, han undlader selv at komme med sin betragtning af, hvad vel Paulus kan have ment, han lader Paulus være Paulus og nøjes med at holde sig til den lidt løse tese, at da Hieronymus er en from mand, der oven i købet har læst Paulus, så har han nok forstået ham betydelig bedre end lille jeg, Johannes Eck, er i stand til. | |
| 19 Men det er just den tankegang, Luther ikke kan gå med til. Han vil, med renaissancen, tilbage til kilderne, altså tilbage til Paulus selv. Han vil ikke gøre det, som det var sædvane blandt datidens teologer at gøre, og som også Eck gjorde: hele tiden holde skriftens ord ud fra sig i armslængde ved hjælp af en eller anden kirkefaders fortolkning, nej, han ville læse skriften direkte. | |
| 20 Men derved kom han i klammeri med hele det datidige establishment: kirken, teologerne, prælaterne. Så når Luther i "Til den kristne adel" påstår, at papisterne har opstillet tre mure, bag hvilke de kan drive deres spilfægteri, og at den anden af disse mure består i, at papisterne har givet sig selv eneret på at tyde skriften, så er det erfaringer fra blandt andet disputationen med Eck, der bevæger ham til det. | Luther i "Til den kristne adel": "Den anden mur er løsere og mere uduelig; det er den, at de alene vil være lærere i skriften; selv om de livet igennem ikke har lært noget i den, tilriver de sig alene myndigheden [til at udlægge], de foregøgler os med uforskammede ord, at paven ikke kan fejle i troen, hvad enten han er ond eller from; men de kan ikke påvise det med så meget som et bogstav." (adel01#53). |
| 21 Og altså: Det var ikke blot spytslikkeri eller pengegriskhed, der var Luthers modstandere, det var også fromhed. Man ville så nødig af med den fromme illusion, at den pave, som man nu, efter senmiddelalderens stridigheder med indtil tre paver, endelig havde fået kun én af, var i stand til at skære igennem enhver teologisk uenighed og afgøre sagen endeligt. Derfor bøjede man sig på forhånd for hans autoritet. Og derfor varede det også længe, inden Luther nåede frem til den overbevisning, at paven var antikrist, og at man altså som god kristen måtte nægte ham lydighed. | |
| 22 Dernæst et citat fra den anden Johannes Eck, ham, der var udpeget til at forhøre Luther på rigsdagen i Worms: Efter at Luther har aflagt både sin lange og sin korte bekendelse, bebrejder han ham det ved at fremhæve, at den rigtig fromme kristne virkelig må bøje sig også uden skriftbeviser. Det kan ikke passe, at ting, der én gang er blevet tilbagevist af et koncil, skal tages op igen og tilbagevises ud fra skriften. | Officialen Johannes Eck i Worms: "For hvis han bare én gang kom igennem med det synspunkt, at enhver, der modsiger koncilerne og kirken, skal overbevises af skrifterne, så ville vi ikke have noget sikkert og fast i kristenheden." (melworms2a#53) |
| 23 Igen: Man ser en overmåde stor fromhed, en fromhed så stor, at den er villig til at bøje sig for kirkens "nøgne" tale, det vil sige, villig til at bøje sig uden skriftbeviser. Og Luther har ikke andet at stille op imod denne store fromhed end sin samvittighed. Han går til kilderne, han læser i skriften med sine egne øjne og forstår den med sin egen forstand, og det, han ser dèr, det holder han fast ved, indtil han ud fra netop det, han har læst: altså skriften, bliver overbevist om, at han har forstået den forkert. Men indtil det sker, er han bundet af sin samvittighed. | |
| 24 Det var altså Luthers situation. Da man ikke fik taget livet fra ham, måtte man, meget mod sin vilje, nøjes med at tage ordet fra ham. Og Luther påstår i skriftet "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?", at øvrigheden går ud over sin af Gud satte grænse, når den vil gøre det til en forbrydelse at besidde eller købe nogle af Luthers bøger. Det gør han i anden del. Og derfor vil jeg begynde med at tage den frem. | |
| 25 2. Man kan og skal ikke
tvinge til tro
Dette skulle være et citat fra Augustin. Dog må man sige, at Luther ikke har oversat helt ordret. Hos Augustin findes der ikke denne dobbelthed: "kan" og "skal". Det gør der imidlertid hos Luther. Og det er karakteristisk for denne del af afhandlingen: der er både tale om, at fyrsten tåbeligt forsøger at gennemføre en umulighed, og der er tale om, at han bryder en guddommelig ordning, hvis han alligevel tvinger nogen til tro. |
Luther i "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?": "For troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, det er en Guds gerning i Ånden, og der kan slet ikke være tale om, at ydre magt skulle kunne fremtvinge eller skabe den. Det er oprindelsen til den talemåde, som ogsa findes hos Augustin: Til tro kan og skal man ikke tvinge nogen". (lyd02#21). En note bringer Augustins verba ipsissima: "Ad fidem quidem nullus est cogendus invitus, sed - -". |
| 26 (Jeg nævner som en mulighed, at denne dobbelthed af et godt råd og en lovbefaling måske genfindes i Jesu formaninger i bjergprædikenen og måske kan findes overalt, hvor man fremkommer med en påstand om, hvordan mennesket er indrettet: en sådan oplysning vil på én gang være et godt råd om, hvordan det så vil være klogt at handle, når altså både én selv og ens næste er indrettet på den og den måde, og den vil være en befaling fra sprogets herre, nemlig Gud selv, om hvordan man skal gøre. I hvert fald synes denne dobbelthed at forekomme i rigt mål her hos Luther.) | |
| 27 Luther tænker sig, i citatet her ved siden af, at et menneske, en fyrste, gennem en eller anden lovbestemmelse vil tvinge sjælen til at tro sådan og sådan. Og han argumenterer for, at en sådan bestemmelse ikke kan være i overensstemmelse med Guds vilje, det er ikke velbehageligt i Guds øjne. Et par skriftsteder skal underbygge tankegangen. Men altsammen har det med Guds vilje at gøre, dvs med det at gøre, at man skal overholde en befaling fra Gud. | Luther i "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?": Hvis man med et menneskes lov pålægger sjælen, at den skal tro sådan og sådan, som netop det menneske foreskriver, så er det bestemt ikke Guds ord. Hvis der ikke er noget ord fra Gud for det, er det tvivlsomt, om Gud vil have det sådan, for man kan ikke være vis på, at det, som han ikke giver nogen befaling om, er ham velbehageligt. Ja, man kan være vis på, at det ikke er velbehageligt for ham, for han ønsker, at vor tro ene og alene skal bygge på hans guddommelige ord, sådan som han siger i Matt.16,18: På denne klippe vil jeg bygge min kirke; og Joh.10,27. 14. 5: Mine får hører min røst og kender mig, men fremmedes røst hører de ikke; de flygter tværtimod fra dem." (lyd02#6) |
| 28 Men allerede ganske kort efter begynder Luther på sin håntale imod papisterne eller de papistiske fyrster. Nu er det ikke det, at det er imod Guds vilje, han argumenterer ud fra, nej, nu er det det forhold, at det er tåbeligt at handle sådan, der er kernen i hans argumentation. | Luther sammesteds: "Derfor er det fuldkommen tåbeligt, når de forlanger, at man skal tro Kirken, kirkefædrene og koncilierne, selv om der ikke er noget ord fra Gud for det." (lyd02#9) |
| 29 Og at det virkelig er tåbeligt at ville bestemme over folks tro, viser han med en række argumentationer. Én af dem går ud på, at ingen uden Gud har myndighed over sjælen, for det er kun Gud, der kan dræbe den eller gøre den levende igen. | Luther sammesteds: "Selv om de er nogle værre tåber, så må de da indrømme, at de ikke har nogen myndighed over sjælen. For der er jo ikke noget menneske, der kan dræbe en sjæl eller gøre den levende igen, få den i himmelen eller i helvede." (lyd02#12) |
| 30 Ligesom menneskene i Leipzig ikke har myndighed over menneskene i Wittenberg eller omvendt, sådan har fyrsterne, der skal herske over legemet, ikke nogen myndighed over sjælen, og de bærer sig helt forkert ad, når de alligevel vil påberåbe sig at have myndighed over sjælen, så de giver sig til at befale deres undersåtter at tro på det, de selv tror på. | Luther sammesteds: "Alligevel bærer vores kejser og kloge fyrster sig sådan ad nu og lader sig lede af pave, biskopper og sofister (den ene blinde fører den anden!, Matt 15,14) til at befale deres undersåtter at tro, som de finder for godt - uden Guds ord." (lyd02#14) |
| 31 Dernæst anvender Luther det argument, at den, der skal dømme, skal kunne se det, han vil dømme om. Men hvem kan se ind i menneskets inderste? Det kan ingen uden Gud. Derfor er det galimatias at ville trænge ind på sjælens område med ydre domme og bestemmelser. Det samme kommer frem i kirkens talemåde, at man ikke kan dømme om det skjulte (lyd02#18). | Luther sammesteds: "Sig mig nu, hvorledes kan et menneske se, iagttage, dømme, domfælde og ændre hjerterne? For det er forbeholdt Gud alene, som det hedder i Sl.7,10: Gud udforsker hjerter og nyrer; ligeledes: Herren er dommer over folkene; (Sl 7,9). Apg 15,8: Gud kender hjertet; Jer. 17,9: Ondt og uudgrundeligt er det menneskelige hjerte. Hvem kan udforske det? Jeg, Herren, der udforsker hjerterne og nyrerne." (lyd02#16) |
| 32 Og den tanke, at det er den enkelte selv, der har ansvar for sin tro, ikke andre, heller ikke kirken, anvender Luther også til at fastholde det naragtige i at ville tvinge mennesker til at tro noget bestemt. | Luther sammesteds: "Desuden har enhver selv ansvar for, hvad han tror, og det ma være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. For lige så lidt som en anden kan komme i himmelen eller i helvede på mine vegne, lige så lidt kan han tro eller lade være at tro på mine vegne." (lyd02#19) |
| 33 Og her dukker så for første gang op det gode råd eller den fornuftsmæssige henstilling til fyrsterne, som det desværre tog et par århundreder at få fyrsterne til at tro på: Lad dog folk selv passe deres tro! Der går jo ikke noget fra jer ved det! Det lyder indlysende, når det siges i denne sammenhæng. Men det slog ikke igennem. Fyrsterne kunne ikke tro, at der ikke gik noget fra dem ved at give undersåtterne trosfrihed. Og forresten, Luther selv kunne senerehen heller ikke rigtig fæste lid til det. For en sikkerheds skyld måtte man hellere hjælpe lidt til med magt. | Luther sammesteds: "Da det er en sag, der angår den enkeltes samvittighed, hvordan han tror eller ikke tror, og da der ikke går noget fra den verdslige magt ved det, skal den også være tilfreds, passe sit og lade folk tro sådan, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med magt." (lyd02#20) |
| 34 Der følger så et afsnit, hvor Luther arbejder med den tanke, at Gud har tilladt, at der bliver vendt op og ned på gejstligt og verdsligt regimente, #25 til #29. Det er en tanke, som Luther også andetsteds er inde på. De verdslige og gejstlige fyrster er så forblændede af Satan, at de gejstlige spiller verdslige fyrster, de verdslige lader som om de har noget at skulle have sagt på det gejstlige område. | |
| 35
Men derefter tager Luther fat på den indvending, der eventuelt kunne
rejses ud fra Rom 13. Kræver Paulus ikke, at de kristne skal adlyde
øvrigheden? Jo, det gør han. Skal så ikke også
Luther adlyde kejserens befaling og tie stille, ja tilbagekalde sine bøger?
Nej, naturligvis ikke. Det vil sige, det skal han ikke gøre, hvis det foregående er sandt. For, hævder Luther, Paulus' ord må forstås på baggrund af den tanke, at sjælen er Guds område. Det område, hvor den kristne skal adlyde øvrigheden, er det ydre område, det område, hvor det drejer sig om at ordne og styre de ydre ting her på jorden. |
Luther sammesteds: "Så siger du: Paulus har dog sagt
i Rom.13,1: Enhver sjæl skal underordne sig statsmagten og øvrigheden
- og Peter siger (1 Pet 2,13): Vi skal underordne os enhver menneskelig
ordning.
Svar: Det var godt, at du kom med det, for de skriftsteder taler for min opfattelse. Sankt Paulus taler om øvrigheden og statsmagten. Nu har du lige hørt, at ingen kan have magt over sjælen undtagen Gud. Derfor kan Sankt Paulus kun tale om lydighed i forbindelse med statsmagten. Deraf følger, at han ikke taler om tro (eftersom den verdslige magt ikke skal byde over troen), men om at ordne og styre de ydre ting her på jorden." (lyd02#30) |
| 36 Det kan man se af det følgende, hedder det. Paulus kræver, at man skal give øvrigheden det, der hører den til, told, skat, ære. Men han kræver ikke, at man skal lade den verdslige magt byde over ens tro. Dette er vel i nogen grad et argumentum e silentio, men OK, lad gå! For det synes jo også at stemme ganske godt overens med Jesu diktum om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. (lyd02#35) | |
| 37 Luther opsummerer, hvad han hidtil har sagt, ud fra skriftstedet fra Apg om at adlyde Gud mere end mennesker. Dette ord ville være meningsløst, hævder han, hvis der ikke var undtagelser fra ens lydighedspligt overfor øvrigheden. Forøvrigt kan man lægge mærke til, at dette ord rettes mod undersåtterne, ikke mod fyrsten. Og der er måske i det hele taget ikke fremkommer noget bud, der retter sig mod fyrsten, kun en række råd, som det vil være klogt af fyrsten at rette sig efter, både når henses til de rent verdslige forhold, og når fyrsten ser på, hvilke reaktioner fra Guds side, der eventuelt kunne blive tale om. | Luther sammesteds: "Kort sagt er meningen følgende, som Skt. Peter siger det i Apg. 5,29: Man skal adlyde Gud mere end mennesker. Dermed begrænser han jo også klart den verdslige magts område. For hvis man skulle overholde alt, hvad den verdslige magt ville, så ville det være meningsløst at sige, at man skal adlyde Gud mere end mennesker." (lyd02#39) |
| 38 Og så kommer det, den formaning eller det råd, som hele bogen er skrevet for. Og denne formaning er, som man kan se, en formaning til undersåtterne. Man kan sige, at synspunktet med Apg 5,29 om at adlyde Gud mere end menneskene blev flyttet fra fyrstens til undersåttens. For formaningen gælder undersåtten. Han skal ikke aflevere det ny testamente, som nogle af de tyske fyrster krævede. Han skal, fremgår det af det følgende, finde sig i husundersøgelser, finde sig i, at fyrsten fratager ham gods og ejendele, men ikke billige det og heller ikke hjælpe til med at gennemføre det. | Luther sammesteds: "Hvis nu din fyrste eller verdslige herre giver dig befaling til at slutte op omkring paven, at tro bestemte ting eller befaler dig at skaffe bøger af vejen, skal du svare: Det tilkommer ikke Lucifer at have plads ved siden af Gud. Kære herre, det er min pligt at adlyde Dem med liv og gods; giv mig befaling så vidt Deres myndighed rækker på jorden, så vil jeg adlyde. Men befaler De mig at tro og at skaffe bøger af vejen, så vil jeg ikke adlyde. For så er De en tyran og går for vidt, giver befaling på områder, hvor De hverken besidder nogen ret eller myndighed. Hvis han af den grund fratager dig alt, hvad du ejer, og straffer din ulydighed, salig er du! Og tak Gud for, at du er værdig til at lide for Guds ords skyld." (lyd02#40) |
| 39 Man kan lægge mærke til, at der her forekommer en ret så kras fordømmelse af fyrsternes forbud mod at eje Luthers bøger: "Det tilkommer ikke Lucifer at have plads ved siden af Gud." Det vil sige: Det, der før kun var en beskrivelse af, hvor naragtige fyrsterne dog optrådte, når de ville bestemme over undersåtternes tro, det er her forvandlet til en anklage for at ville indtage pladsen ved siden af Gud. | |
| 40 Luther tager også tænkte indvendinger op. Og den her citerede er vel udtryk for, hvordan folk i middelalderen tænkte. Desværre også udtryk for, hvordan Luther selv senere tænkte, og for, hvordan altfor mange efter ham tænkte. Ikke desto mindre, altså selv om Luther ikke kan siges at have rettet sig 100% efter sine egne anvisninger, er anvisningerne dog gode nok. | Luther sammesteds: "Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets". (lyd02#51) |
| 41 Og igen kan man lægge mærke til, at anvisningerne ikke kommer i form af et forbud, begrundet i Guds ord, eller i form af en rettesnor for fyrsten: sådan og sådan skal en god fyrste gøre. Nej, anvisningen kommer i form af et godt råd, den har form af en påstand om, hvordan mennesker er indrettet: "kætteri kan ikke slås ned med våben". Derfor er det dumt, naragtigt, imod menneskets eget væsen, hvis man vil bekæmpe kætteri med våben. | fortsat: "Guds ord skal kæmpe her; hvis det ikke kan klare det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand." |
| 42 Luther forklarer sig lidt nøjere: Man skal bruge en metode til fjernelse af kætteriet, som får kætteren til selv at rive kætteriet ud af sit hjerte. Vil man fjerne det med magt, får man kætteren til at forhærde sig, så man i stedet for at udrydde kætteriet styrker det. Dette viser Luther med en række skriftsteder, men føjer dog til, at erfaringen også viser det (lyd02#62) | Luther sammesteds: "Min gode mand, hvis du vil udrydde kætteri, så må du finde på en fremgangsmåde, hvorved du fremfor alt river det ud af hjertet og får vedkommende til selv at fjerne det med rode. Med magt kan du ikke fjerne det, men kun styrke det". (lyd02#57) |
| 43 Så følger en lille gentagelse af den iagttagelse, at der vendes op og ned på verdslig og gejstlig øvrighed, og derefter har Luther noget, der ikke godt kan betegnes som andet end en forblommet trussel: Hvis ikke fyrsterne holder sig i skindet og undlader at bekæmpe kætteri med sværdet, så vil folket ikke finde sig i deres tyranni mere, men gøre oprør. Luther vil muligvis nok hævde, at han ikke med disse ord opfordrer til oprør, og det gør han vel heller ikke formelt, men han formaner heller ikke de ikke-kristne til at undlade at gøre oprør. | Luther sammesteds: "Derfor hold op med jeres vold og tyranni og tænk på, at I skal handle i overensstemmelse med lov og ret, og lad Guds ord få lov til at virke frit, sådan som det må og skal og vil, uden at I forhindrer det. Hvis der opstår kætteri, så bekæmp det, som ret er, med Guds ord. Drager I sværdet ret ofte, så pas på, at der ikke kommer en, der beordrer jer til at stikke det i skeden, — og det ikke i Guds navn." (lyd02#69) |
| 44
De to sidste spørgsmål i anden del er interessante. Man kunne
ud fra det, Luther siger i første del af afhandlingen, forvente,
at han helt ville afvise spørgsmålet og sige, at de kristne
lever altfor spredt til, at det spørgsmål, hvordan de kristne
skal styres, nogensinde bliver aktuelt; der vil altid være en overvægt
af ikke-kristne i samfund, der kalder sig kristne, og derfor behøver
man ikke bekymre sig om, hvordan man skal styre de kristne i deres ydre
forhold.
Sådan siger han imidlertid ikke. Han giver i stedet for et svar på spørgsmålet. Hvis der var et samfund at lutter kristne, ville der ikke være nogen øvrighed, og der ville ikke opstå noget behov for en øvrighed. Enhver ville underordne sig under de andre. |
Luther sammesteds: "Men måske ville du sige: Når der nu ikke må være noget verdsligt sværd blandt kristne, hvordan skal man da styre over dem i deres ydre forhold? Der er jo nødt til at være en øvrighed også iblandt kristne. Svar: Blandt de kristne hverken kan eller skal der være nogen øvrighed, men alle underordner sig på lige fod hinanden, som Paulus siger (Rom.12,10): Enhver skal regne den anden for sin herre; og Peter i 1. Pet.5,5: I skal allesammen underordne jer hinanden. Det er også det, som Kristus vil i Luk. 14,8: Når du bliver inviteret til bryllup, så sæt dig allernederst." (lyd02#71) |
| 45
Og, føjer Luther til, præster og biskopper er tjenere, der
ligger ikke nogen form for magtudøvelse i deres embede, de skal
heller ikke pålægge andre mennesker love eller bud uden
deres samtykke og billigelse, deres styre består kun i at indskærpe
Guds ord.
Skal jeg sige det på anden måde end i den forrige celle, kan jeg sige, at Luther i første del af sermonen afstår fra at gennemføre det bedste: vi kan virkelig ikke bygge samfund på den antagelse, at alle samfundets medlemmer er kristne, så vi kan bygge samfund på kærlighed og gensidig hensyntagen; vi må nøjes med det næstbedste, som er at bygge på retfærdighed og lovmæssig tvang. Men her synes han at regne med, at der i det mindste i kirkelige kredse kan forekommet et helle, hvor ordet og kun ordet hersker. |
Luther sammesteds: "Hvad er præsterne og biskopperne da? Svar: Deres styre er ikke nogen form for herredømme eller magtudøvelse, men en tjeneste og et embede, for de er hverken mere eller bedre end andre kristne. Derfor skal de heller ikke pålægge andre mennesker love eller bud uden deres samtykke og billigelse, nej, deres styre består kun i at indskærpe Guds ord og derigennem lede de kristne og overvinde kætteri." (lyd02#74) |
| 46 Det store problem er, hvordan forholdet mellem de to slags Adams børn er. Vi kan måske nok gå med til, at der findes sådanne to slags mennesker, selv om vi vel nok helst vil forestille os det som to mennesketyper, der findes i en uskøn blanding i hvert et menneskehjerte. "Uden lov kan intet rige bestå", siger Luther, heller ikke Kristi rige. Men hvilken lov gælder da i Kristi rige? Så vidt jeg kan se, glemmer Luther at gøre opmærksom på det. Hvis man da ikke skal regne de to sidste spørgsmål eller rettere svarene på dem for oplysninger om netop det: Den lov, der gælder blandt kristne, går ud på, at de ingen lov har brug for, fordi de af sig selv underordner sig hinanden. | Luther i begyndelsen af anden del: "For det første må vi slå fast, at de to grupper af Adams børn - den ene i Guds rige under Kristus, den anden i verden under øvrigheden, som det ovenfor er sagt - har to slags love, for ethvert rige er nødt til at have sin lov og ret, og uden lov kan intet rige eller styre bestå, hvad vi dagligt ser eksempler nok på." (lyd02#3) |
| 47
Dette problem dukker op igen med større kraft, når vi nu skal
til at beskæftige os med første del.
Dog, inden vi kommer så vidt, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at alt det, der har været behandlet af Luther i anden del, egentlig er noget, der for os er ganske uaktuelt. Vi plejer at bruge toregimentelæren til at afstikke grænser for kirken eller for de udtalelser, man som kirke kan tillade sig at komme med. Luther bruger læren, hvis der altså er tale om en lære, til at sætte grænser for den lydighed, man som kristen skylder øvrigheden. Og det er dog noget andet. |
|
| 48 Og man skal også gøre sig klart, at den lydighedsnægtelse, Luther mener, et menneske må levere for sin saligheds skyld (jvfr (lyd02#44), er noget, man selv må tage skraldet for. Luther har ikke midler til at komme et offer for voldshandlinger fra øvrighedens side til hjælp. | |
| 49 Endvidere skal man være opmærksom på, at Gud, hvis han af Luther har fået tildelt herredømme over sjælene, faktisk har fået et ganske vidtrækkende område at råde over. Det er muligt, at Luther ikke helt har gjort sig det klart. Og som sagt tog det også nogle århundreder, før alle konsekvenserne stod klart. | |
| 50 Hvor meget hører i grunden ind under sjælens område? Hvis den verdslige øvrighed har med det at gøre, der handler om de ydre ting, (lyd02#4) hvad så med alt det, der har med talens brug at gøre? Hvad med sammenkomster af forskellig art? hvad med bøger og blade? hvad med agitation af forskellig art? Det har jo da i hvert fald ikke noget med de ydre ting, legeme og ejendom at gøre, bortset fra, at også talere og prædikanter skal have mad i munden. Men netop når Luther lægger verdslig og gejstlig øvrighed så tæt op af skillelinien mellem ydre og indre, legemligt og åndeligt, bliver det nærliggende at medregne alle sjælens åndelige gerninger, og det vil jo sige, alle sjælens ord, til det, staten skal blande sig udenom. | |
| 51 Med andre ord: Her i denne skelnen hos Luther har vi kimen til det, der senere blev til religions- og ytringsfrihed. Det ligger logisk i kim her, og det gør det, uanset at Luther, da han skrev det, ikke havde overblik over alle konsekvenserne, og uanset, at han, da han senere selv kom i bekneb, ikke undlod at bruge statsmagten, når evangeliet skulle forsvares. | |
| 52 3. Toregimentelæren
i sin kerne.
Men så tager vi fat på første del af skriftet "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?" Her findes toregimentelæren beskrevet. Men igen: Den er ikke beskrevet som en decideret lære, som tænkes at gælde til alle tider. Den er beskrevet som led i en polemik, Luther befandt sig midt i. Den er beskrevet for at få has på to tilsyneladende modstridende bibelsteder. At så Luthers skelnen mellem verdsligt og åndeligt regimente har haft enorm betydning i europæisk historie, er for så vidt en biting. Men dog en biting, der har bevirket, at næsten hver generation er fremkommet med sin egen udlægning af læren. Man har selv tænkt over tingene, og man er fremkommet med udlægninger, som ofte er mere indlægninger end udlægninger. |
|
| 53 Først vil jeg gøre opmærksom på, at Luther i sin lille indledning giver udtryk for, hvad der er hovedsagen for ham, nemlig, at fyrsterne på den ene side tror, de kan befale over deres undersåtter, som det passer dem, og at undersåtterne på den anden side har fået den fejlagtige opfattelse, at de kristeligt har pligt til at adlyde dem i ét og alt. Det er denne hovedsag, han kommer ind på i anden del af skriftet, og det betyder altså, for nu at sige det igen, at der er grænser for den kristnes lydighedsforpligtelse overfor staten eller fyrsten. | Luther i "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?": "For Gud den almægtige har gjort vore fyrster forrykte, så at de ikke mener andet, end at de kan handle med deres undersåtter og befale over dem, som det passer dem. Undersåtterne har også fået den fejlagtige opfattelse, at de har pligt til at adlyde i alt. Så vidt er det kommet, at fyrsterne nu er begyndt at beordre folk til at aflevere bøger og til at tro og gøre, hvad de foreskriver". (lyd01#14). |
| 54 Og det er måske også bemærkelsesværdigt, at Luther i slutningen af sit forord, førend han begynder med at forklare, hvordan øvrigheden er en Guds ordning, som kræver lydighed af undersåtterne, afleverer hosstående svada imod fyrsterne. De er tåber, som det er fremgået af min gennemgang af anden del, men deres ukloge bestemmelser fører til fornægtelse af Guds ord og bespottelse af Guds majestæt, fordi nemlig de ved at befale over undersåtternes tro trænger sig ind på Guds område. | Luther sammesteds: "Når da disse tåbers [fyrsternes] vildskab fører til udslettelse af den kristne tro, fornægtelse af Guds ord og til bespottelse af Guds majestæt, så hverken vil eller kan jeg længere se roligt på, hvad mine u-nådige herrer og vrede junkere gør; i det mindste må jeg imødegå dem med ord. Når jeg ikke har været bange for deres afgud, paven, der truede med at fratage mig min sjæls salighed, må jeg også vise, at jeg ikke er bange for hans skæl og vandbobler, der truer med at fratage mig livet her på jorden." (lyd01#20) |
| 55 a. Opdelingen af menneskeheden
Når man læser første del igennem, finder man ud af, at Luther opdeler menneskene i to dele: kristne og ikke-kristne. De kristne har ikke brug for loven, gør af sig selv, hvad loven kræver, ja mere til, mens de ikke-kristne må anbringes under loven, for at deres ondskab kan holdes i tømme. Og kun den kendsgerning, at de kristne lever så spredt, er det, der forhindrer, at man kan opbygge et decideret kristent samfund, altså et samfund, byggende på barmhjertighed og kærlighed i stedet for på loven. |
Luther sammesteds: "For det tredje: vi må opdele Adams børn og alle mennesker i to grupper: de, der hører til Guds rige, og de, der hører til verdens rige." (lyd01#41) |
| 56 Hvis man derfor spørger, om ikke man kan samle de kristne og på den måde bygge et samfund af lutter kristne, så er Luthers svar et klart og tydeligt nej. Og selv om Luther fatter sig lidt vel rigeligt i korthed her, kan man nok forstå, at den mellemregning, som de, der vil bygge samfund på evangeliet, ikke har medtaget, er den, der forklarer, at de sande kristne ikke kan ses. Kun Gud kan se ind i hjerterne, kun han kan skelne de sande kristne fra dem, der blot påstår at være sande kristne. Derfor vil ethvert menneskeligt forsøg på at bygge et menneskesamfund på evangeliet få de forfærdelige følger, som Luther skildrer i hosstående citat, for mennesker kan ikke foretage den skelnen mellem de sande og de påtagne kristne, som et sådant menneskesamfund uden loven kræver. . | Luther sammesteds: "Hvis nu en eller anden ønsker at styre verden i overensstemmelse med evangeliet og afskaffer al verdslig lov og sværd med den begrundelse, at alle er døbte og kristne - hos dem vil evangeliet ikke opretholde nogen lov eller noget sværd, hvad der også er unødvendigt - prøv at gætte, hvad han ville sætte i gang? Han ville løse de farlige rovdyrs lænker og kæder, så at de sønderflængede og sønderrev alle og enhver, og så ville han samtidig påstå, at det er små, søde, tamme og fredelige dyr. Det skulle jeg nok få at føle på alle mine sår!" (lyd01#56) |
| 57 Jeg vil imidlertid mene, at den skelnen, som Luther her bringer ind i billedet, i høj grad er ad hoc. Vi må for at forstå den prøve at sammenkæde den med Luthers øvrige teologi. Og her melder påstanden om mennesket som på én gang synder og retfærdig (simul justus et peccator) sig næsten med nødvendighed. Denne tanke er en slags "tonaturlære", blot er det ikke, som i oldkirken, Kristus, der påstås at have to naturer, men det genfødte menneske. Og det interessante ved Luthers undersøgelser her er, at Luther i dette skrift opererer med en "samfundets tonaturlære", hvor han andre steder, f. eks. i skriftet "Et kristenmenneskes frihed" opererer med "enkeltindividets tonaturlære". | |
| 58 Men dette, at Luther her beskæftiger sig med "samfundets tonaturlære", skal ikke forlede os til at tro, at Luther har glemt "enkeltindividets tonaturlære". Og skal vi forstå hans "samfundets tonaturlære", er det nok praktisk at kæde den sammen med den "enkeltindividets tonaturlære", som han andetsteds fremfører. | |
| 59 Det vil dog sige: Man må i så fald være opmærksom på, at selv om man med en vis ret, hvad angår "enkeltindividets tonaturlære" (simul justus ac peccator) kan skelne mellem et totalaspekt og et delaspekt, så er det i bedst overensstemmelse med Luthers formuleringer i denne sermon at "nøjes med" delaspektet. Altså: totalaspektet siger, at mennesket helt og aldeles er en synder, men at det ved Guds indgriben med sit ord helt og aldeles bliver en retfærdig; delaspektet hævder, at mennesket ved Guds indgriben begynder at blive retfærdigt; det er stadig i høj grad en synder, men den stadige forkyndelse af Guds ord vil dog gøre det i stadig højere grad til en retfærdig. | |
| 60 Det vil sige: Selv om Luther, i overensstemmelse med tankerne i "enkeltindividets tonaturlære", her nebenbei hævder, at "hele verden er jo ond", så drager han dog i samme åndedrag udtrykket "hele" i tvivl, idet han føjer til, at næppe én ud af tusind er ægte kristen. Og det vil sige, at det synes at være delaspektet i "simul justus ac peccator", han har i tankerne, og ikke totalaspektet. | Luther sammesteds: "For hvis det ikke var tilfældet — hele verden er jo ond, og næppe en af tusind er en ægte kristen - ville den ene fortære den anden: så var der ingen, der kunne ernære kone og børn, forsørge sig selv og tjene Gud - dermed ville hele jorden blive en ruin." (lyd01#53) |
| 61 Så vil nogen måske mene, at det dog er lidt frækt af mig at tale om "natur" i denne forbindelse. Den ændring, Luther tænker sig sker med den kristne ved Guds ords forkyndelse, er dog ikke en ændring i menneskets substans eller i menneskets natur. Det er en ændring i menneskets situation, i menneskets forhold til Gud, men da ikke i dets substans. | |
| 62 Mit svar er, at jeg hjertensgerne ville give indvendingen ret. Også jeg synes, det er lidt for dristigt at tale om en ændring i menneskets natur. Ikke desto mindre har den finske lutherinterpretation med god ret hævdet, at det faktisk er det, Luther siger. Og man kan da også se i denne afhandling eller sermon, at det er en sådan ændring, Luther har for øje. I hosstående sammenligning mellem den kristne og det gode træ er det netop naturen, der er omdrejningspunktet. Som han siger i det tyske: Alle kristne er ved troen og ved ånden "genaturt" på en måde, så de af sig selv gør godt og handler ret. Så jeg tror nu ikke, at ordet "tonaturlære" bør forkastes af den grund, at det er uluthersk. Luther taler endda af og til om, at den kristne får del i "guddommelig natur", som finnerne har fundet ud af. Det er noget af det samme, han siger her. | Luther sammesteds: "Et godt træ behøver ikke nogen anvisning eller forskrift for at kunne bære gode frugter, men det bærer frugt af sig selv, sådan som det er dets natur - uden nogen forskrift og anvisning. Der skulle sandelig en tåbelig person til at finde på at skrive en bog fuld af love og vedtægter for et æbletræ om, at det skal bære æbler og ikke torne, når det kan gøre det bedre af sig selv, end nogen bog kan beskrive og befale det. Ganske på samme måde gør Ånden og troen det helt naturligt for alle kristne at gøre godt og handle ret, meget mere end alverdens lovbud kan lære dem, og for deres egen del behøver de hverken lov eller ret." (lyd01#46) |
| 63 Derimod skal jeg ikke nægte, at det, jeg vil sige i det følgende, er ret dristigt i forhold til normal Luther-fortolkning. Jeg vil nemlig hævde, at Luthers tale i denne sermon i den forstand er profetisk, at man ved at tale om en "samfundets tonaturlære" kan se, hvordan de europæiske samfund er blevet mere og mere kristne, som århundrederne er gået. Evangeliet er slået mere og mere igennem i samfundsforståelsen og samfundsopbygningen. | |
| 64 Ligesom Luther på ingen måde havde forestillet sig rækkevidden af sine udtalelser om, at alt, hvad der hører sjælen til, er inde under Guds og ikke inde under kejserens herredømme, sådan har han heller ikke gjort sig tanker om, hvad der ville ske i samfundsforholdene, hvis de kristne blev flere og flere. Det billede, han opstiller her, er statisk. Men billedet, han tegner af enkeltindividets møde med den kristne forkyndelse, er dog dynamisk: den kristne vokser i troen. Så det er i en vis forstand blot at tage Luther på ordet, når jeg hævder, at en dynamisk forståelse af "samfundets tonaturlære" vil opdage, hvordan mange af Luthers "vilde" forestillinger faktisk er blevet virkeliggjort. | |
| 65 Dog, at uddybe disse tankegange vil være mest naturligt, når det er tredie del af sermonen, vi skal gennemgå. Så vi venter lidt med disse overvejelser. | |
| 66 Jeg har taget hosstående citat frem, for ud fra det at vise lidt om, hvordan Luther forestiller sig forholdet mellem gejstligt og verdsligt regimente. Hovedsagen både i dette svar og i andre svar, Luther kommer med, er, at den kristne frivilligt går ind under lovens krav, selv om han egentlig ikke behøver at gøre det. For den kristne kan udmærket leve uden lov. Men da hans næste ikke kan gøre det, bøjer han sig for de krav, samfundet stiller i retning af love og lovoverholdelse. Han gør det ikke for sin egen skyld, men for næstens skyld, ligesom han ikke besøger de syge, fordi han selv bliver rask ved det. Skal vi tage en lidt mere moderne parallel, kan vi sige, at den kristne gerne afgiver en kvittering de steder, hvor det kræves af ham, ikke fordi han drømmer om senere at påstå, at han ikke har modtaget pengene, han kvitterer for, men fordi er nødvendigt i samfundet som sådant med kvitteringer. | Luther sammesteds: "For det femte: man indvender: Når da de kristne ikke har brug for det verdslige sværd eller den verdslige lov, hvordan kan det så være, at Paulus i Rom.13,1 siger til alle kristne, at alle sjæle skal underordne sig statsmagten og øvrigheden? Ligeledes Skt. Peter: I skal underordne jer enhver menneskelig ordning, som ovenfor nævnt? Jeg svarer: Jeg har netop sagt, at de kristne indbyrdes og hos sig selv og for sig selv behøver hverken lov eller sværd. For det har de ikke brug for eller nytte af. Men fordi en ægte kristen på jorden ikke lever for sin egen skyld, men lever for sin næste og tjener ham, så gør han, som noget helt naturligt, også det, som han ikke behøver, men som er til gavn og gode for hans næste." (lyd01#73) |
| 67 Alt sådant siger han efter at have gennemgået ud fra en række skriftsteder, hvorfor det er nødvendigt med en øvrighed, eller hvorfor øvrigheden er Guds ordning, og efter at have taget en række formaninger frem, som synes at vise, at den kristne er helt anderledes end den ikke-kristne og gerne finder sig i at lide uret. | |
| 68 Og, føjer Luther til, når Kristus opfordrer til at vende den anden kind til, forbyder han jo ikke den kristne at indordne sig under øvrigheden for næstens skyld, selv om han selv ikke har brug for det. Eller, som Luther siger her ved siden af: Den kristne skal være hævet over at bruge øvrighedens magt, men han skal ikke være hævet over at underordne sig under denne magt. | Luther i "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?": [Kristus siger] Forhold dig sådan, at du finder dig i alt, for at du ikke skal være nødt til at bruge statsmagten til at hjælpe og tjene og støtte dig, men omvendt: for at du skal hjælpe, tjene og være til nytte og gavn for den. Jeg vil have, at du skal være hævet over den, jeg vil have, at du skal være alt for god til at have brug for den, men den skal have brug for dig." (lyd01#81) |
| 69 Luther lindrer lidt på den hårde tankegang her i én af de prædikener, han holder over bjergprædikenen i 1531. Her ved siden af kan man se, at han dèr giver den kristne lov til at lade dommeren løse striden mellem den anden og den kristne. Det var der tilsyneladende ikke tale om her i 1523. Her tænkes han at finde sig i al uret. | Luther i prædiken om at vende den anden kind til (1531): "når én stjæler og røver fra dig, så tilkommer det ikke dig, omvendt at stjæle og røve noget fra ham og tage det med magt. Men vi er i almindelighed sådan skikkede, at vi straks, før man får set sig om, selv har taget hævn. Men det skal ikke være sådan. Vil du eller kan du ikke finde dig i det, så kan du tage mod til dig og gå til dommeren med ham og dèr selv fremføre din ret. For han skal nok lade det ske, at du på ordentlig vis kan kræve og få din ret, blot du ser til, at du ikke har et hævngerrigt hjerte." (bjerg08#45). |
| 70 Hvis vi imidlertid tager 31-tankegangen for os, ser det ud til, at det, Luther har i tankerne, er en udvikling, som vel var ret langt fremme på hans tid, en udvikling, hvorved den enkelte fremfor selv at optræde som hævneren, lod øvrigheden med politi, dommere og retsbetjente, tage sig den straffende rolle på. Hvilket, som Luther ser på sagen i 31, er noget, den kristne måske ikke ligefrem opfordres til af Jesu ord, men som han dog heller ikke får forbud imod af samme ord. | |
| 71 Eller skal vi sige: Luther kan i 31 se den kristne som en slags samfundets foregangsmand; den kristnes etos får ham, i 31-teksten, blot til at undlade selv at tage hævn, men den udvikling, hvorved den enkelte i samfundet forandres fra selv at være hævneren til, at det er samfundet som sådant, der straffer, den ser Luther fremmet, hvis den kristne direkte aktivt søger dommerens hjælp til at få sin ret i stedet for, som i 23-teksten, at finde sig i at lide uret. | |
| 72
Må så en kristen indtage en fyrstes eller en dommers embede?
Ja, svarer Luther. Ordningen med øvrighedens sværd er, skønt
verdslig, en god ordning, der er indstiftet af Gud. Derfor må en
kristen også beklæde de embeder, der hører øvrigheden
til. Og de to ting: befalingen til at bruge sværdet som øvrighedsperson
på Guds vegne, og Kristi befaling til at vende den anden kind til,
passer storartet sammen.
På den måde løser Luther det tilsyneladende dilemma, han satte sig i ved at tage både Rom 13,1-7 og Matt 5,38 frem. |
Luther i "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?": "for dit eget vedkommende holder du fast ved evangeliet og lever efter Kristi ord, så at du finder dig villigt i en lussing på den anden kind, lader kappen følge med kjortelen, hvis det er dig og dit, det drejer sig om. Således passer det da storartet sammen, at du samtidig i det indre giver Guds rige sit og i det ydre giver verdens rige sit, at du finder dig i ondskab og uret og alligevel straffer det, at du ikke gør modstand imod det onde og alligevel gør modstand. For ved det ene ser du på dig selv og din tarv, ved det andet på din næste og hans tarv." (lyd01#86) |
| 73 4. Den kristne fyrste
Luther bruger den tredie og sidste del af sit skrift "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?" til at komme med visse gode råd eller formaninger til den fyrste, der udover at være en verdslig fyrste også gerne vil være et kristent menneske. Og disse formaninger er ganske mærkelige, når man tager de foregående overvejelser i betragtning. |
|
| 74 Luther har f. eks. holdt på, at fyrsten skal bruge sin magt til at tvinge undersåtterne til at overholde loven. Og alligevel kan han i begyndelsen hævde, at vil et menneske være en god kristen fyrste, må han kunne se ud over det, lovbestemmelserne siger; han må kunne udøve skøn. Og hvad dette end er, det er dog vel en nedvurdering af det, man kalder den positive lov. I stedet for den sætter Luther skønnet, den subjektive vurdering af situationen. | Luther i "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?": "For så gode og rimelige lovene end er, så har de dog alle den begrænsning, at de ikke kan klare usædvanlige tilfælde. Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed og hvornår han skal lempe den." (lyd03#6). |
| 75 Og sandt nok, dette svarer meget godt til tankerne bag "den naturlige lov". Den naturlige lov betragtes almindeligvis som identisk med vor indre retfærdighedsfølelse; denne kan så nedfældes i en positiv lov; men op imod den formulering, den positive lov har fået, må den enkelte stille sin fornemmelse af, hvad der er retfærdigt og hvad ikke. Denne forestilling om "den naturlige lov" får altså her Luthers fulde godkendelse. Og så er det måske ikke så mærkeligt endda med Luthers bemærkninger. | |
| 76
Mere mærkelige er sådan set de følgende bemærkninger,
han kommer med, specielt hosstående citat. Her opfordrer Luther til,
at Kristus-hymnen i Fil 2,7ff skal være rettesnor for fyrsten. Som
Kristus tjener mig, sådan skal jeg tjene i mit embede.
Hvad er nu det? Her har Luther brugt hele første del og det meste af anden del til at forklare, at i samfundsforhold drejer det sig ikke om barmhjertighed og kærlighed, men om lov og retfærdighed. Skal så det hele brydes ned af disse bemærkninger i tredie del? |
Luther sammesteds: "Og han må ikke tabe Kristus af syne, men skal sige: Se, Kristus, den øverste fyrste, kom og tjente mig. Han stræbte ikke efter, hvordan han kunne udnytte mig til at få magt, rigdom og ære, men han ænsede kun min nød og satte alt ind på, at jeg kunne få magt, rigdom og ære ved ham og gennem ham. Sådan vil jeg også gøre, ikke stræbe efter min egen fordel hos mine undersåtter, men efter deres. Og jeg vil også tjene dem med mit embede, værne dem, høre på dem og forsvare dem og udelukkende regere sådan, at det er til gavn og gode for dem - og ikke for mig." (lyd03#13) |
| 77 Man skal nu for det første lægge mærke til, at disse ord gælder for den fyrste, der vil være kristen. Luther regner med, at de fleste fyrster ikke er kristne, i hvert fald ikke kristne af gavn, om de end måske er det af navn. Men langt mere må man bemærke sig, at Luther ikke blot her, men overalt, hvor han vil give formaninger på et rent jordisk plan, tænker "folkeligt", for nu at bruge et grundtvigsk udtryk. Det vil sige: Han tænker ikke i institutioner, regner ikke med, at den, der har et embede, retter sig hjerteløst efter det, uafhængigt af de personforhold, han står i, men gør sig klart, at forholdet, som embedet skal behandle, er et menneskeligt forhold. | |
| 78 Og det gælder altså også fyrstens embede. Han har med mennesker at gøre, og mennesker kan man have et forhold til, institutioner ikke. Det vil sige, at forholdet mellem fyrsten og hans undersåtter kan gå i stykker, kan heles igen, og er påvirkeligt af de ord, der siges, og de holdninger, der indtages. | |
| 79 Derfor kan Luther sige, som han gør her ved siden af. Forholdet til undersåtterne skal være præget af kærlighed og kristelig tjeneste. For det er netop et menneskeligt forhold, og som menneskeligt forhold må det nødvendigvis være præget af kærlighed, mindre kan ikke gøre det, ellers er det et forhold, der er gået i stykker og skal repareres. | Luther sammesteds: "Derfor vil vi lade det være nok og slutte med at sammenfatte det på følgende måde: en fyrste skal udøve sit arbejde på fire områder: (1) mod Gud med oprigtig tillid og inderlig bøn, (2) mod sine undersåtter med kærlighed og kristelig tjeneste, (3) mod sine rådgivere og stormænd med selvstændig bedømmelse og uafhængig vurdering, (4) mod lovovertræderne med besindig fasthed og strenghed." (lyd03#58) |
| 80 Dette betyder imidlertid ikke nogen øllebrødsbarmhjertighed. For det er forholdets art, der bestemmer, hvilken form kærlighedens skal iføre sig. Og det kan meget vel gå sådan, at den, overfor hvem kærlighedsgerningen skal udføres, har et helt andet ønske om, hvordan kærligheden skal give sig udslag, end den, der skal øve gerningen. | |
| 81 Her i denne sermon viser de forskellige ønsker sig nok mest tydeligt, når Luther taler om fyrstens forhold til sine rådgivere. Rådgiveren har et ønske om, at fyrsten stoler på ham uden at undersøge sagen altfor meget. For han opfatter fyrstens borende spørgsmål som udtryk for manglende tillid og giver også udtryk for det. Og spørger man, om da ikke en god og kristelig fyrste skal stole på andre, så består Luthers svar i at vende spørgsmålet om: Vil en god kristen rådgiver ikke være godt tilfreds med at blive kikket efter i krogene? Det er blandt andet på den måde, en fyrstes kærlighed til sit folk skal vise sig, at han holder godt øje med sine rådgivere og hjælpere. | Luther sammesteds: "Og pas endelig mest på dem, der siger: Men dog, nådige herre, har den nådige herre ikke større tillid til mig? Hvem er da villig til at tjene den nådige herre, osv. ? For han er bestemt ikke tilforladelig og vil være herre i landet og gøre dig til en nikkedukke. For hvis han var en god og retskaffen kristen, ville han meget gerne have, at du ikke satte din lid til ham. Han ville love og prise dig, fordi du holdt så nøje opsyn med ham". (lyd03#26) |
| 82
Så er der det med krigen. Her skal fyrstens kærlighed til sine
undersåtter for alvor vise sig. Han må sætte sit eget
liv i vove for at redde sit folk, ikke se på sit eget, men kun på
undersåtternes liv og velfærd. Og selv om han jo ikke kan føre
krigen alene, han er nødt til også at sætte sine soldaters
liv i vove, så må han tænke på, at om der så
end derved bliver nogle enker og faderløse, så ville der dog
blive flere, hvis han ikke forsvarede sit område.
Den form for krig, der her kan blive tale om, er en krig, hvor fyrsten forsvarer sit landområde imod en ærgerrig angriber, der ikke har villet lade sig forsone med fredstilbud. Luther føjer til, at undersåtterne har pligt til at bistå fyrsten med forsvaret af landet. Også de tænkes at sætte liv og gods, ære og ejendom på spil. |
Luther sammesteds: "Men har modparten samme stilling som du, eller en lavere, eller er det en fremmed øvrighed, så skal du først tilbyde ham fred og forsoning, sådan som Moses lærte Israels børn. Vil han ikke det, så tænk på dit eget bedste og forsvar dig med magt imod magt, sådan som Moses gør udmærket rede for det i 5. Mos. 20,10. Så må du ikke se på dit eget og se på, hvordan du kan beholde stillingen som overhoved, men du må kun tænke på dine undersåtters interesse, som du har pligt til at værne og hjælpe, for at en sådan handling kan ske i kærlighed. For eftersom hele dit land er i fare, må du vove det, hvis Gud vil hjælpe dig, så at det ikke bliver helt ødelagt. Og selv om du ikke kan forhindre, at nogle derved bliver enker og faderløse, så må du dog forhindre, at alt går til grunde og at der ikke bliver andet end enker og faderløse tilbage." (lyd03#46) |
| 83 Og der er så i den forbindelse, at Luther kommer med sin indskrænkning af undersåtternes lydighedsforpligtelse. Så udover de undtagelser, han nævnte i anden del, er der også den undtagelse i forpligtelsen til lydighed, at fyrsten påbegynder en angrebskrig, eller på anden måde har uret. | Luther sammesteds: "Hvad så hvis fyrsten har uret, har hans folk så også pligt til at adlyde ham? Svar: Nej! For ingen bør handle mod retfærdigheden, men man skal adlyde Gud, der ønsker retfærdighed, mere end mennesker. (Apg 5,29) Hvad hvis undersåtterne ikke ved, om han har ret eller ej? Svar: Så længe som de ikke ved det eller ikke kan få det at vide trods alle mulige anstrengelser, så kan de adlyde uden fare for sjælen." (lyd03#52) |
| 84 a. Luther som profet
Dette, at Luther bedømmer disse forhold ud fra sin opfattelse af, hvordan mennesker fungérer, eller -- hvilket er det samme -- ud fra, hvordan sproget hersker over menneskene, gør, at man på en måde kan opfatte disse beskrivelser som en slags profeti, eller se dem som forudgribelser af, hvad der senere kom til at ske i europæisk historie. |
|
| 85 Min mening er ikke, at Luther selv på nogen måde ventede, at det, han her skrev, ville finde sin virkeliggørelse nogensinde. Den tanke har formentlig ikke strejfet ham. Nej, min mening er, at Luther beskæftiger sig med de eviggyldige forhold mellem mennesker, og har han ud fra den sande opfattelse af disse forhold, som han er nået frem til, beskrevet forholdet mellem fyrste og folk, når det er, som det skal være, det vil sige, når det er, som sproget lægger det hen til os, at det skal være, så vil, under frie forhold, denne beskrivelse i tidens løb udfolde sig. | |
| 86 Men bevares, udfolde sig på en måde, som ingen på Luthers tid kunne forudse, heller ikke Luther selv. Det kan lyde af såre lidt, når Luther i anden del af sit skrift lader sjælenes indre verden være underlagt Gud. Og det kan forekomme at være uendelig lidt, der på den måde er givet den enkelte at råde over. Og dog forekommer det mig ret indlysende, at man godt kan se den såkaldt oplyste enevælde afbildet i disse forestillinger hos Luther. | |
| 87 Man må gerne tænke sig en række mellemstationer. Men har man fattet, at religionen og den indre frihed, den vil give anledning til, ikke er underlagt fyrstens magt, så er der vel ikke langt til at finde ud af, at også andre udsagn end lige de religiøse må have samme frihed. For også på det punkt kan man forvente, at der opstår hykleri, hvis et menneske er tvunget til at sige noget andet, end hvad han mener. Og det er jo den målestok, Luther har brugt i de religiøse spørgsmål. | |
| 88 Og har man erkendt, at "det er imod Helligånden at brænde kættere", så vil man vel også finde ud af, at det altså er ved argumenter og kraften i den tale, man fremfører, man skal overbevise om sandheden af ens ord, selv om det jo unægtelig har taget altfor lang tid, jvfr trediveårskrigen. | Artikel 33 af de artikler, paven fordømmer i sin bulle mod Luther: "33. At brænde kættere er imod Helligåndens vilje." (exurge#49). |
| 89 Vi kan jo endda føre hans beskrivelser langt ind i vor demokratiske samfundsform. For det er stadig mennesker, der befinder sig i de institutioner, vi har oprettet, også i institutionen "demokrati". Det er derfor stadig sådan, at der er tale om forhold mellem personer, også når vi taler om forholdet mellem en regering og et folk. | |
| 90 Fornylig (september 2006) skete der det i Ungarn, at en samtale mellem regeringschefen og hans partikammerater blev lækket til offentligheden. Han havde sagt, at "vi (partiet) har løjet for befolkningen, vi løj morgen, middag og aften". Og det var for meget for folk. Der opstod demonstrationer i Budapest og andre byer. Forholdet mellem leder og undersåt kan ikke på den måde bygges på løgn. |
| 91 At det så vistnok i virkeligheden forholdt sig sådan, at han var en nogenlunde ærlig mand, og at citatet var revet ud af sammenhængen (han ville overbevise sine partikammerater om, at de fra nu af måtte fortælle sandheden om Ungarns dårlige økonomiske situation, det var den, man havde løjet om, mente han), det er i den forbindelse ligegyldigt. Hovedsagen her er, at enhver kan forstå, at der må være et vist minimum af tillid mellem styrende og styrede, også i et demokratisk samfund, hvis ikke det hele skal falde fra hinanden. | |
| 92 Eller vi kan tage den førnævnte formaning, Luther kommer med i sin prædiken over Matt 5,38. Luther tænker ikke i som vi i samfundsudviklingsbaner. Han giver blot en formaning efter bedste overbevisning. Og vi tænker vist heller ikke i dag over, at Jesu formaning om at finde sig i at lide uret, eller -- mere ordret -- om at vende den anden kind til, skulle have den virkning, at det bliver naturligt, som det er for os i dag, at lade samfundets retsvæsen tage sig af vore indbyrdes tvister, at vi altså i stedet for at tage os selv til rette, lader samfundets lange arm tage over. | Luther i prædiken om at vende den anden kind til (1531): "når én stjæler og røver fra dig, så tilkommer det ikke dig, omvendt at stjæle og røve noget fra ham og tage det med magt. Men vi er i almindelighed sådan skikkede, at vi straks, før man får set sig om, selv har taget hævn. Men det skal ikke være sådan. Vil du eller kan du ikke finde dig i det, så kan du tage mod til dig og gå til dommeren med ham og dèr selv fremføre din ret. For han skal nok lade det ske, at du på ordentlig vis kan kræve og få din ret, blot du ser til, at du ikke har et hævngerrigt hjerte." (bjerg08#45). (#69) |
| 93 Men ikke desto mindre kan vi udmærket se Luthers formaning opfyldt i ret høj grad i vore dage. Ikke at forstå på den måde, at jeg mener, der har fundet nogen direkte påvirkning sted fra Luthers skrifter via en eller anden teolog eller filosof. Men sådan at forstå, at Luther her har ramt ned i et grundforhold mellem mennesker, som han så afbilder, som han ser det. Dette grundforhold udvikler sig så i tidens løb, ikke via direkte påvirkning, men via indirekte påvirkning, på den måde at forstå, at evangelieforkyndelsen, der på Luthers tid og i Luthers tanker fik denne virkning, også senere hen gik hen og fik en tilsvarende virkning. | |
| 94 5. Konklusion på "Hvor langt
skal man adlyde statsmagten?"
Dette leder så frem til min konklusion. For spørgsmålet er, hvordan vi i dag skal drage nytte af Luthers tanker, hvordan vi skal læse ham, hvordan vi skal anvende de forestillinger, han bevæger sig i. |
|
| 95 Og her må jeg, blandt andet ud fra det foregående, hævde to ting: dels, at man må tage hele den historiske sammenhæng med; og dels, at man fra Luthers tid må bevæge sig ned til roden af det, Luther siger, for derfra at dukke op i ens egen tid med de forhold in mente, som man blev klogere på ved at læse Luther. | |
| 96 Lad mig vise det med et eksempel! Luther er i færd med at forklare, hvordan de kristne skal stille sig til kravet fra bl. a. hertug Georg i Sachsen om at aflevere Luthers bøger, herunder det ny testamente i Luthers oversættelse. Og her når han frem til, at man ikke skal modsætte sig øvrighedens voldshandlinger, men finde sig i dem. Men "finde sig i dem", det vil ikke sige "gå med til, at det er rigtigt sådan". Man skal altså ikke give dette overgreb sin tilslutning, men rent ud erklære det for værende imod den myndighed, øvrigheden har fået fra Gud. | Luther i "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?": "Voldshandlinger skal man ikke gøre modstand imod, men finde sig i. Men man skal ikke billige dem og heller ikke støtte dem eller efterkomme dem eller underkaste sig dem med så meget som en antydning." (lyd02#45) |
| 97 Jeg er ret overbevist om, at Kaj Munk ikke havde læst denne lille anbefaling af Luther. Men han har forstået forholdet til øvrigheden på samme måde som Luther. Han har, blandt andet, fordi det er personforhold, han idelig beskæftiger sig med i sine skuespil, opfattet forholdet mellem personer på samme måde som Luther. Og derudfra, ud fra sin opfattelse af forholdet mellem øvrighed og undersåtter som et personforhold, når Munk frem til den samme slutning som Luther, her ved siden af vist med et eksempel fra Munks tale i Tommerup | Kaj Munk i Tommerup den 2-9 42: "Vore Domstole, hvis Uafhængighed og ubetvivlbare Retsind var vor Stolthed, hopper de ikke op med Højesteret i Spidsen, saa snart Tyskerne trækker i en Snor? Hvor ukorrekt, hvor uværdigt! hvilken Haan mod Kongens Bud. Skriver Aviserne ikke Løgne efter Diktat og afskediger deres bedste Mænd efter Ordre fra udenforstaaende, er ikke Pressemændene gaaet skamløst som vore Piger paa Gaden i de fremmedes Sold. Hvor ukorrekt, hvor uværdigt! hvilken Haan mod vor Konges Bud!" (art8#288.2) |
| 98 Altså, det er ikke blot noget, en undersåt må have lov til, hvis han nu tilfældigvis skulle få lyst, dette at gøre vrøvl, når der sker uret mod nogen, herunder ham selv, det er noget, han har pligt til, noget, der udspringer af det forhold, han har til sin øvrighed. For forholdet til øvrigheden kan aldrig retvendes på en løgn. Og vil øvrigheden lyve overfor sine undersåtter, må undersåtterne bringe den på rette vej igen. Uden oprør, kun ved at tale sandhed, gøre vrøvl, komme med indvendinger. | |
| 99 Og man skal også være opmærksom på, at selv om Luther hele vejen igennem, ikke blot i denne sermon, men også i sine andre skrifter, vender sig imod oprør, det er imod Guds ord, forstået som skriften (Rom 13,1-7) og det er imod Guds ord, forstået som det, den naturlige lov siger, så tillader han sig alligevel at advare fyrsterne om, at Gud jo godt kunne tillade, at de ikke-kristne undersåtter vipper ham af pinden. (#43). En slet skjult trussel, som Luther mener at kunne bibeholde, selv om han fastholder den kristne forpligtelse til at undlade oprør. | |
| 100 I den forbindelse kan man gøre opmærksom på en tilsvarende tankegang hos Luther, blot på et andet område. Luther har i en prædiken over ordet om at vende den anden kind til, et ord jo, som han her i sermonen om grænsen for lydighed mod statsmagten tager ret grundigt op, udlagt det sådan, at den kristne må finde sig i ikke at få det tilbage, som han låner bort. Og Luther hævder så, som man kan se, at man ikke skal finde sig i at blive udnyttet på den måde. | Luther i prædiken over Matt 5,38: "Men her må man også passe på, at man ikke giver skalke og slyngler rum; de vil hjælpe sig med denne lære og komme med dette argument: De kristne må finde sig i alle ting, derfor man kan rolig gribe fat i deres ejendom, tage den og stjæle den; og en kristen er skyldig at blive siddende med alt hvad han har overfor enhver dumdristig slyngel, så at alting skal stå åbent for ham og han må give ham og låne ham alt, hvad han har, og ikke kræve det igen, osv." (bjerg08#81) |
| 101 "Nej, kære ven, den slags gælder ikke", siger Luther i den anledning. Og han fortsætter med at formane de kristne til overfor slyngler og landstrygere at være på vagt, så man ikke giver den ejendom bort, som ens nærmeste skal have glæde af. | fortsat: "sådan som den skændige, frafaldne kejser Julian spottede denne tekst og fra de kristne tog, hvad han ville, under dække af, at han ville lege med dem efter deres egen ret. Nej, kære ven, den slags gælder ikke". |
| 102 Man kan så lægge den samme tankegang ned over forholdet til fyrsten. Man kan sige: De kristne har et absolut forbud mod oprør, ligesom de har pligt til at give deres ejendom bort til enhver som beder dem. Men skal man være på vagt overfor dem, der beder om ens ejendom, skal man være opmærksom på, at de måske misbruger den lov, som de véd gælder for de kristne, skal man så ikke udvise en tilsvarende agtpågivenhed overfor den fyrste, der ud fra sit kendskab til de kristnes pligt til lydighed kræver alt for meget af dem, og eventuelt trække noget af oprørsforbudet tilbage? | |
| 103 Svaret fra Luthers side vil formentlig være et nej. Men han stiller ikke det spørgsmål, så vi må svare for egen regning og risiko. Dog vil jeg bruge tanken til at vise, at Luther ikke tænker i snævre moralske rammer. Han har blik for helheden. Han ser på samfundet som sådant. Og når han svarer nej -- og det tror jeg som sagt han gør -- så gør han det efter en samfundsmæssig velovervejet vurdering. | |
| 104 Men vi kan da godt for min skyld sætte parantes om disse sidste to tankegange og nøjes med at fastslå, at Luther gik imod enhver tanke om, at en kristen undersåt kunne gå med til oprør mod fyrsten. Sandt nok, det synes unægtelig at være Luthers tanke. Og vil man tale om en "lære", en "toregimentelære", så må dette oprørsforbud indgå som en central del af det. | |
| 105 Blot er dette jo altså ikke det samme som en pligt til at holde mund, tværtimod ligger der i Luthers tanker, hvad enten man så kalder dem en lære eller ej, en pligt for undersåtten til at gøre vrøvl, til at påpege uret, til at kritisere fyrsten. Det er det, der får mig til at sige, at der går en lige linie fra Luthers "Hvor langt skal man adlyde statsmagten?" til den oplyste enevælde. I den oplyste enevælde var fyrsten stadig en fyrste i luthersk forstand. Men han havde givet sine undersåtter frihed til at ytre sig. Den frihed, som man på Luthers tid måtte tage selv, var i den oplyste enevælde blevet en frihed, som fyrsten tildelte undersåtterne. | |
| 106 Så kan man spørge, om ikke man kan følge Luthers tanker frem til demokratiet også. Og bestemt, det kan man. Men på en anden måde, end man sædvanligvis forestiller sig. "Man skal ikke blande religion og politik", plejer vi at sige. Dermed mener vi at være i overensstemmelse med Luthers toregimentelære. Og vi overvejer op ad stolper og ned ad vægge, om man som præst må deltage i den politiske debat, om kirken som sådan -- hvad det så end er i vores sammenhæng -- må udtale sig om politik, om man ud fra toregimentelæren kan tillade sig at have et kristeligt parti, osv. | |
| 107 Alt dette kan være sandt nok. Men udgangspunktet er forkert. Der er ikke tale om, at man ikke må blande religion og politik. Det er ikke den skelnen, der er den egentlige i Luthers tankegang. Den skelnen, Luther opererer med, er derimod en skelnen mellem naturlig lov og påstået åbenbaret lov. Når Luther hævder, at det verdslige regimente er indstiftet direkte af Gud, skyldes det, at han anser den naturlige lov for givet direkte af Gud; og denne naturlige lov eller de nedslag, den giver sig i de positive love, har den verdslige fyrste lige så stor adgang til som den kristne kirke. | |
| 108 Det, der derfor rammes af en opdateret luthersk toregimentelære, er ethvert forsøg på at påberåbe sig guddommelige autoriteter. Når Luther vil lade fornuften råde i statsanliggender, skyldes det, at han vil holde åbenbaringsautoriteter ude. Vi véd ud fra os selv og vor retfærdighedsfølelse, hvad der skal gøres, hvilke love der er retfærdige og hvilke uretfærdige, og vi skal deltage med liv og sjæl i debatten om lovenes retfærdighed, men vi skal samtidig vende os imod ethvert forsøg på at grunde en lov på en åbenbaret tekst. | |
| 109 Så får vi et sekulært samfund, selvfølgelig. Men det sekulære samfund, der har udviklet sig, blandt andet på baggrund af Luthers toregimentelære, står hele tiden i fare for at blive undermineret af fromme kristne og nu også fromme muslimer. Begge vil "melde sig ud af den demokratiske diskussion" ved at henvise til en guddommelig åbenbaring, de kristne enten en åbenbaring i form af bibelen eller en åbenbaring i form af en autoritativ pave, muslimerne en åbenbaring i form af sharia. Men så snart man henviser til en sådan åbenbaring, afbryder man diskussionen: her er noget, man er mere bundet af end den diskussion, man befinder sig midt i. | |
| 110 I samme retning peger de mange forsøg på at tale om "kristne værdier". Det er, hvad vort samfund bygger på, siger man. Og jeg er da ikke i tvivl om, at man kan uddestillere en række værdier i vort samfund, som man kan give navn af kristne, i modsætning måske til muslimske værdier, men jeg ville nu være mere tryg, om man kaldte disse værdier "folkelige værdier". For i min optik er det netop folkelige værdier, vi bygger på, det vil sige: værdier, der er vokset frem på naturlig måde gennem den frie diskussion, vi igennem snart mange år har haft i folket. | |
| 111 Dog, lad dette være, som det være vil. Hvad der her har større interesse, er at være opmærksom på de begrænsninger, der ligger i Luthers tanker. Han har ikke gjort de erfaringer, vi har gjort, og har derfor heller ikke overvejet alt det, som vi tvinges til at overveje. Så derfor kan vi ikke regne med, at den store guru har svar på alt det, vi gerne ville spørge ham om. | |
| 112 F. eks. har der ikke i Luthers Tyskland været oprør fra én fyrstes side mod en anden. Det vil sige, Luther er ikke blevet stillet overfor det spørgsmål: Hvilken øvrighed er det, vi i denne situation skylder lydighed? Er den øvrighed, vi har nu, legitim? Hvornår bliver den fyrste, der vælter en anden fra magten, til en legitim øvrighed? Alt dette er Luther dejlig fri for at tage stilling til. Men vi kan jo af og til af forholdene tvinges til at tage stilling her. Og kan altså ikke uden videre hente hjælp hos Luther, heller ikke selv om vi påberåber os hans oprørsforbud. | |
| 113 Og vi må vel også indrømme, at spørgsmålet om øvrighedens legitimitet ser helt anderledes ud for en Luther med en eftermiddelalderlig tankegang end for os idag. Vi kan forstå, at vort styre har legitimitet, fordi det er valgt på demokratisk måde: efter en fri debat og efter frie valg med lige adgang til stemmeurnerne. Men vi har ret svært ved at indse, at en diktator har den form for legitimitet, der iværksætter det kristne oprørsforbud. Her giver Luther os ikke noget svar. Og i hvert fald kan det ikke nytte, at vi bevidstløst gentager forbudet mod oprør, specielt ikke, hvis vi tier stille med pligten til at gøre vrøvl og uretten. | |
| 114 Dog, alt dette skal nærmere undersøges på to historiske situationer (foruden den historiske situation, Luther befandt sig i, og som jeg nogenlunde har gjort rede for med disse undersøgelser): Situationen i Sydafrika i 1985, da det såkaldte KAIROS-dokument blev til, og situationen i Danmark under besættelsen. Hvordan kan vi i sådanne konkrete situationer være lydige mod statsmagten? Kan vi i det hele taget anvende Luthers tale her? | |
| Videre til appendix 2. | |
Noter: