Kaj Munk og Martin Luther 7

"Niels Ebbesen" og bondekrigen

af Ricardt Riis

En undersøgelse af en parallel mellem Kaj Munk og Martin Luther med hensyn til 1) forståelsen af martyrsindets betydning 2) villigheden til at dø for sandheden.

Tilbage til indholdsoversigten!

Tilbage til oversigten!

Tilbage til 06!

¹   Modstand. a. Luthers ændring af martyrbegrebet
           Jeg har hidtil holdt på, at der er den forskel på den kristne og den islamiske martyrtanke, at mens en muslimsk martyr, som det begreb har udviklet sig i moderne tid, bliver martyr ved at slå andre ihjel, bliver en kristen martyr salig ved at lade sig slå ihjel. Han kæmper med ordet som våben. Han er fremsætter sit sandhedsvidnesbyrd, uafhængigt af, om han bliver truet med døden. Luther i skriftet "Imod bøndernes røver- og morderbander": "Sådan kan det da gå til, at den, der bliver dræbt på øvrighedens side, er en ægte martyr i Guds øjne, hvis han kæmper med den overbevisning, som jeg lige har omtalt. Han handler jo i lydighed mod Gud og hans ord. Og omvendt: den, der mister livet på bøndernes side, skal brænde til evig tid i helvedes flammer, for han bruger sværdet i ulydighed mod Gud og hans ord og er et djævelens barn". (bond1#65)

²        Jeg må derfor indrømme, at det citat, jeg har opstillet her ved siden af, gør den kristne martyrtanke noget mere indviklet. Den soldat, siger Luther, der drager med i felten mod de oprørske bønder i 1525, og som dør under kampen, er en martyr i Guds øjne. Det vil sige, i dette stridsskrift imod de oprørske bønder, som ellers er mest kendt for, at det er dèr, Luther kommer med opfordringen til fyrsterne om at slå bønderne ned som gale hunde, dèr har han også foretaget en ændring i synet på, hvad en martyr er, der er ret så bemærkelsesværdig.

³        Jeg troede således, at den bibelske beretning om Samson, der begår selvmord i sit fangenskab hos filistrene, men med sit selvmord, der så åbenlyst modtager Guds godkendelse, derved, at han på overnaturlig vis får sin gamle styrke tilbage, drager mange flere filistre med sig i døden, end han havde slået ihjel med alle sine andre eventyr (Dom 16,23-31) ... jeg havde troet, at denne beretning skulle få lov at stå som et vidnesbyrd om en bibelsk afvej, en beretning, som man blev nødt til at modsige, fordi Samson tog sig ud ganske som en muslimsk selvmorder i vore dage. Og så bliver jeg af Luther tvunget til at spørge: Er jeg nu nødt til at "sluge" hele Samsonhistorien?

⁴        Nuvel, lad mig med det samme sige, at det mener jeg ikke, at jeg er. Men det er ret bemærkelsesværdigt, så skarpt Luther er i stand til at skelne her. Det er hans overbevisning om, at den lov, Gud har skrevet i vort indre, den naturlige lov, virkelig er hans lov, der her gør sig gældende.
        Det samme gør han i den førnævnte Wurzen-fejde i 1542 (se 05#63). Også her er han ganske sikker i sin sag. Der er ikke skygge af tvivl hos ham om, at den, der følger sin fyrste i en angrebskrig, farer lige lukt i Helvede sammen med ham. Al tale om retfærdiggørelse ved tro, al tale om, at ingen synd er så stor, at jo ikke Guds nåde er større, er bortvejret med vinden. Luther i brev til fyrsterne (Wurzen-fejden): "Og jeg tilråder også troligt, at den, der fører krig under en sådan ufredelig fyrste, han skal løbe alt, hvad han kan, bort fra krigen, han skal redde sin sjæl, og lade sin hævngerrige, vanvittige fyrste alene, så han kan føre krig med dem, der vil fare til djævelen med ham.For ingen er tvunget til, ja det er snarere forbudt ham, at være lydig mod en fyrste eller en herre, eller at holde en ed, når det er til fordømmelse for hans sjæl, det vil sige, når det er imod Gud og imod retten". (br070442#41).

⁵          Og den lov er altså også udtrykt med bestemmelsen om, at man ikke må gøre oprør mod sin fyrste. Og fordi de to ting: at gøre oprør og at bekæmpe oprøret, er henholdsvis djævelens og Guds gerning, derfor drager Luther den slutning, at vil den ene gerning føre i helvede, så vil den anden jo logisk nok føre til himlen. Og den eneste gerning, der sikkert fører til himlen, er martyriet. Altså er den soldat, der dør i krigen mod oprørerne, en martyr.

⁶          Logisk set skulle jo så Luther drage den samme konklusion, når det drejer sig om fædrelandets forsvar, så han altså dels hævdede, som i Wurzen-skrivelsen, at den, der følger sin fyrste i en angrebskrig, følger ham lige lukt ind i helvede, og dels, at den, der dør i forsvaret af sit land, dør en martyrdød. Det har jeg dog ikke opdaget, at han gør. Nok kan han i skriftet "Om soldater kan have Guds nåde" fra 1526 forsvare soldatens gerning som en god og gudvelbehagelig gerning, men ligefrem hævde, at en soldat, der dør under udøvelsen af sin gening, er en martyr, det vover han dog ikke. Selv om det sådan set ville være logisk nok.
       Jeg har kun fundet martyrbetegnelsen i den betydning i skriftet om bondeoprøret.

⁷ b. Øvrighedens begrænsede beføjelser
         Med ordene her ved siden af blev nytidens frihedsrettigheder født. Nå ja, jeg véd godt, at dette tilsyneladende "kun" har med religionsfriheden at gøre, men hvis nu den i virkeligheden er grundlaget for alle de andre friheder, så er det vel ikke helt forkert. Og jeg véd også godt, at Luther ikke hele vejen igennem selv efterlevede disse tanker; for det kan af og til holde hårdt at omsætte noget i praksis, som man kun har forstået i teorien. Men alligevel. Luther i skriftet "Hvor langt skal man adlyde øvrigheden": "Men sjælens tanker og begæringer kan ikke være åbenbare for andre end Gud. Derfor er det nytteløst og umuligt at befale eller tvinge nogen med magt til at tro sådan og sådan. Det skal der andre metoder til, tvang gør det ikke. Jeg undrer mig over de store tåber, som allesammen selv siger: De occultis non judicat Ecclesia (Kirken dømmer ikke om det skjulte). Når da kirkens åndelige styre kun angår de åbenbare ting, hvorfor understår den vanvittige verdslige magt sig så i at holde dom og spille herre over noget så hemmeligt, åndeligt og skjult som troen?" (lyd02#17)

⁸          Ikke desto mindre har Luther fået det ry, at han forlangte lydighed mod øvrigheden under alle forhold. Og det er selvfølgelig sandt, at Luther ikke havde gjort vor tids demokratiske erfaringer, og derfor ikke kunne handle ud fra dem. Men som jeg allerede har nævnt, forlangte Luther ikke lydighed af den soldat, hvis herre ville gennemføre en angrebskrig, tværtimod, han forlangte, at han skulle desertere, også om det kostede ham livet. (01#73) Og det er dog ikke at adlyde øvrigheden under alle forhold.

⁹ Dertil kommer, at han i "Hvor langt skal man adlyde ..." fastslår, at øvrighedens myndighed er begrænset, det vil sige, det område af menneskelivet, hvor man skal adlyde den, er begrænset. Hvis øvrigheden vil blande sig i åndelige spørgsmål, hvis den vil kræve, at mennesker skal tro sådan og sådan, så går den ud over sine beføjelser. Det betyder ikke, at Luther sådan lige på en studs kommer med menneskerettighederne og forlanger, at øvrigheden af sig selv skal begrænse sin magtudøvelse ud fra dem. Den slags var ikke opfundet på Luthers tid. Men det betyder, at han gør den enkelte opmærksom på, at hans pligt til at adlyde øvrigheden forvandles til en pligt til at være ulydig, hvis øvrigheden overskrider sine beføjelser, hvis den f. eks. vil gribe ind og herske over menneskers tro.

¹⁰        Som sædvanlig er det noget ret konkret, Luther har i tankerne. Hertug Georg af Sachsen havde bestemt, at ingen i hans fyrstendømme måtte eje Luthers nye testamente. Og dels gør Luther en del ud af at harcellere over, hvordan tingene i disse sære tider er vendt helt på hovedet: De gejstlige myndigheder svigter fuldstændig deres gejstlige opgave og optræder som yderst verdslige fyrster; og de verdslige myndigheder, altså her hertug Georg, griber ind på det gejstlige område og vil herske dèr.

¹¹        Og det, Luther anbefaler, man skal gøre, når fyrsten således overskrider sin kompetence, er, at man under ingen omstændigheder skal aflevere sine bøger frivilligt. Og det i sig selv er dog ret bemærkelsesværdigt. Hvad er det med denne Luther, som almindeligvis betragtes som "fyrstelakaj", som man sædvanligvis regner med kræver lydighed mod øvrigheden under alle omstændigheder, kan han nu pludselig gå ind for, at man skal nægte at adlyde en ordre, som øvrigheden har udstedt? Ja, det kan han jo altså faktisk. Og det ligger oven i købet i smuk forlængelse af hans krav til soldaten om at desertere, hvis fyrsten vil have ham med i en angrebskrig. Også i det tilfælde går fyrsten ud over den kompetence, der er givet ham. Luther i "Hvor langt skal man adlyde ...": "Lad mig give et eksempel på det: tyrannerne i Meissen, Bayern og i Marken og andre steder har udstedt ordrer om, at De nye Testamente overalt skal afleveres til myndighederne. Her skal deres undersåtter handle på følgende måde: ikke en lap, ikke en stavelse skal de udlevere, hvis de ikke vil miste deres sjæls salighed. For de, der gør det, overgiver Kristus i Herodes' hænder; de handler jo som Kristusmordere ligesom Herodes. Men de skal finde sig i, at man foretager husundersøgelser og giver ordre til at beslaglægge med magt, ligegyldigt om det er bøger eller ejendele. Voldshandlinger skal man ikke gøre modstand imod, men finde sig i. Men man skal ikke billige dem og heller ikke støtte dem eller efterkomme dem eller underkaste sig dem med så meget som en antydning". (lyd02#43)

¹²       Denne afvisning af lydighed mod øvrigheden eller denne anbefaling af civil ulydighed har en noget længere konsekvensrække, end man sædvanligvis forestiller sig. Dels hævdede jeg før -- ikke helt ud i det blå -- at religionsfriheden her fik sit første udtryk på europæiske grund. Og dels er der ganske mange ting, som man, hvis man vil, kan holde skjult for øvrigheden. Luther har her givet en anvisning på, hvordan man på én gang kan anerkende øvrighedens voldsmonopol og samtidig selv tage forbehold.

¹³ Man må også være klar over, at ikke blot kæmper soldater bedst, når de kæmper med en god samvittighed, sådan som Luther gør opmærksom på det i sit skrift "Om soldater også kan have Guds nåde", det forholder sig også sådan, at politibetjente udfører deres hverv des mere ivrigt, jo bedre samvittighed de har. Det vil sige, en forudsætning for et godt samarbejde mellem staten og dens embedsmænd er på den ene side, at embedsmændene er trofaste og ukorrupte, men på den anden side, at staten ikke forlanger noget af dem, der går imod deres samvittighed. Hvis den gør det, nå ja, det kan godt være, embedsmændene ikke ligefrem nægter at adlyde ordre, men den ihærdighed, som staten forventer af dem, forsvinder, de adlyder trevent og går ikke til opgaven med den iver, en god samvittighed kunne have givet dem. Luther i "Om soldater kan have Guds nåde": "For den, der kæmper med en god, veloplyst samvittighed, formår også at kæmpe godt, fordi det ikke kan slå fejl, at der med en god samvittighed ogsa følger stort mod og tappert hjerte. Men hvis hjertet er tappert og modet frejdigt, slår man også så meget des bedre fra sig, og både hest og rytter er mere ivrige; alle ting lykkes bedre, og alle forhold og omstændigheder samvirker også des bedre til sejren, som Gud da også giver". (soldater#9).

¹⁴       Der har sikkert været en del embedsmænd i hertug Georgs Sachsen, der har måttet give Luther ret i hans betragtninger. Og skal de nu sendes ud til deres bysfæller og foretage husundersøgelser efter hertugens ordre, så kan man nok ikke forvente den helt store ihærdighed med gennemsøgning af alle mulige og umulige skjulesteder.

¹⁵ Det må vel nogenlunde svare til den holdning, Laurits Betjent indtog i "Matador", da han skulle arrestere den lokale kommunist "Røde". Han måtte melde tilbage, at "Røde" desværre ikke opholdt sig i hjemmet, da han kom for at arrestere ham, men han undlod klogelig at melde, at det var ham selv, der havde advaret ham. En sådan "civilcourage" var der en del af under besættelsen, men man måtte naturligvis tage sig i vare for "stikkere" og andet "godtfolk" (læs: skidtfolk).

¹⁶         Man kan lægge mærke til, at Luthers bemærkning om, at soldater kæmper des bedre, jo bedre samvittighed de har, er en bemærkning om effektivitet, ikke om moral. Hvordan bærer en fyrste sig klogt ad? Han sørger for at lade sine undersåtter have nogenlunde fri adgang til oplysninger, så de kan være klar over med rimelig sikkerhed, at den krig, han fører, er en forsvarskrig og derfor fuldt berettiget. At han så samtidig adlyder Guds bud, både i forhold til sine medfyrster, inklusive ham, han vil forsvare sig imod, og i forhold til sine undersåtter, det må vel nævnes også. Men denne dobbelthed hænger ved i alle betragtninger om statens forhold til sine undersåtter, og undersåtternes til staten.

¹⁷         Blandt andet derfor er Luthers betragtninger så epokegørende. Man kan sige, som han selv gjorde det mange gange, at han udelukkende anvendte ordets kraft. Og det er sandt. Men det viste sig så sandelig, at ordet, i hvert fald ordet i hans mund (eller pen, om man vil) havde en mægtig kraft til samfundsomvæltning. Ikke til samfundsnedbrydning, som mange på hans tid beskyldte ham for, men netop samfundsomvæltning. Det var således en samfundsomvæltning af rang, når alle klostre nord for Wittenberg i løbet af 1500-tallet blev tømt for munke og nonner. Men det blev gennemført i kraft af den bog, Luther udsendte om emnet: De votis monasticis "Om munkeløfterne" i 1522.

¹⁸        Blot var jo det hele så nyt, så man kan måske ikke fortænke nogle fyrster i, at de "gav en hånd med", hvad klostertømningerne angik, selv om det var uheldigt, og måske også unødvendigt. Og på lignende måde var det måske heller ikke mærkeligt, at man fra fyrsteside ikke helt kunne undlade at gribe ind i undersåtternes trossager, selv om Luther sådan set havde "forbudt" det i skriftet "Hvor langt skal man adlyde ...". Men uheldigt var det, ingen tvivl om det. For undersåtterne arbejder bedst i frihed. Og måske også unødvendigt. For på hvilken måde var fyrsterne truet?

¹⁹        Så kan man sige: Jamen, Luther holdt jo dog på, at oprør mod øvrigheden under alle omstændigheder var imod den naturlige lov. Og skulle man under besættelsen rette sig efter denne regel, var det så ikke bare om at holde kæft og rette ind?

²⁰        Det er en meget énsidig betragtning. Men, indrømmet, den ligger i smuk forlængelse af den Luther-tolkning, der i begyndelsen af 1900-tallet talte om statens "Eigengesetzlichkeit". Blot ligger den, for mig at se, ikke i nogen smuk forlængelse af Luthers egne tanker. (se evt min gennemgang af de to Luther-citater i sabotage)

²¹        Se blot på, hvordan Luther i skriftet "Om soldater kan have Guds nåde" skelner mellem oprørerne! De oprørere, han året før havde krævet skulle slås ned som gale hunde (hvad alle véd om ham), dem vil han det næste år have skal dømmes med rimelighed (hvad ingen véd om ham). Skulle vi så ikke kunne udvise en tilsvarende fleksibilitet, når vi vil anvende hans tanker om lydighed mod øvrigheden i vore dage? Den naturlige lov kræver oprør straffet, ja. Men ret og rimelighed kræver, at man skelner. Det er, hvad Luther forsøger her. Luther i "Om soldater kan have Guds nåde": "Ja, så står loven parat og siger: Der er dødsstraf for alle oprørere. Og disse tre grupper [1. dem, der gik modvilligt med, 2. dem, der gik med for at forhindre værre ting, 3. dem, der gik med efter deres øvrigheds godkendelse, rr] er taget på fersk gerning blandt oprørs-banderne! Hvad skal man gøre med dem? Skal der ikke være nogen undtagelse her, og skal den strenge, stive lovs ordlyd om den blotte handling følges, så må de også dø ligesom de øvrige, der har begået handlingen med et syndigt hjerte og en syndig vilje, mens de første har haft et rent hjerte og en god vilje over for øvrigheden". (soldater#57)

²²        Jeg stillede tidligere det spørgsmål, om Luther mon var "grev Gertsk" i sin agtelse for statsmagten. Og jeg besvarede det med et tøvende ja, dog med det forbehold, at det måske snarere var den senere tolkning af ham, der var "grev Gertsk", herunder tolkningen i begyndelsen af 1900-tallet. (01#74) Men det er nok i virkeligheden ikke et spørgsmål om at være "grev Gertsk" eller "ikke-grev Gertsk" i sit krav om lydighed mod øvrigheden, det er mere et spørgsmål om, hvorvidt man har forstået og tror på ordets magt eller ej. Dels ordets magt over fyrsten, selv den mest tyranniske, så han dog lader sig påvirke af argumenter, og dels ordets magt over undersåtterne, så de forstår lydighedens nødvendighed, når kravene holder sig til det, øvrigheden har myndighed til at stille krav om.

²³          Det er det, der er demokratiets styrke, at det har fattet begge disse sider af ordets virksomhed. Det vil sige: fattet og fattet, det er måske så meget sagt. I mellemkrigstiden var det vel så som så med forståelse af disse materier. Så meget mere bemærkelsesværdigt er det, at dette just var, hvad Kaj Munk både havde forstået og forstod at benytte sig af.

²⁴ c. Kaj Munk og ordets magt
          Som før nævnt mente Luther ikke, at det forhold at en fyrste gik hen og opførte sig tyrannisk, kunne være undskyldning for at fjerne ham eller gøre oprør mod ham. (01#80) En tyrannisk fyrste er nemlig, i modsætning til en fyrste, der er blevet sindssyg, stadig tilgængelig for fornuftig tale, han véd, når han øver uret, han har stadig en samvittighed, der kan røres. Den samme tanke dukker op hos Munk i hosstående citat fra 1938. Det er en reaktion fra Munks side på alle de reaktioner, han modtog efter at han den 17-11 38 havde offentliggjort et åbent brev til Mussolini, hvori han opfordrer Mussolini til at undlade at gennemføre nogle jødeforfølgelser i Italien. Kaj Munk i Jyllands-Posten den 27-11 38: "Om rundt omkring i Landene de Mænd og Kvinder, hvis Ord har Vægt, og som føler menneskeligt i denne Sag, tiltalte il Duce paa samme Vis, var vi trods Kanonernes Fraværelse dog en ogsaa synlig Magt. ,,Ringe er Magten i det Bly, der blev til Kugler, over for Magten i det Bly, der blev til Skrift", fyndsprogede Georg Brandes engang, og selv ikke disse Aar har formaaet at gøre den Tanke til bar Løgn". (Dagen er inde, side 71)

²⁵       Og som man ser, tilslutter Munk sig Brandes' fyndsprog: ,,Ringe er Magten i det Bly, der blev til Kugler, over for Magten i det Bly, der blev til Skrift". Et udmærket fyndsprog, der netop understreger ordets utrolige magt. Men jo også et fyndsprog, der samler i sig som i en nøddeskal, alt det, Jesus ville lære verden. Det var netop det, hans sendelse gik ud på. Han skulle ikke give mennesker en ny lov, han skulle "kun" gøre os opmærksom på, at vi i sproget, i ordet, i den måde, tankerne angriber og forsvarer hinanden på, har en rettesnor for vor handlen. Dette er sagt med et lidt drilsk smil til den afdøde Georg Brandes, for jeg formoder det er sandt, at hans livsværk var at ødelægge alt det, som Jesus stod for.

²⁶        Og dog er det ikke altid let at bevare troen på ordets kraft. Alt for ofte går verden tilsyneladende sin egen skæve gang, ganske uafhængigt af, om der bliver protesteret eller ej. Så der er i og for sig ikke noget mærkeligt i, at Munk i sit julebrev, citeret af Nøjgaard, kalder teatret og den ide, han tjener, for afmægtig, betydningsløs. Det er jo den samme fristelse, vi i den vestlige verden gang på gang stilles overfor. Og dog er det vel om nogen os, der har fået med os fra historien troen på, at ordets kraft dog slår igennem alligevel før eller siden, troen på, at ordet dog har styrke til at ændre på verdensbegivenhederne. Niels Nøjgaard i "Ordets Dyst og Daad", side 328: "Allerede den tyske Jødeterror virkede lammende paa hans Teaterglæde. Forfølgelserne gik jo deres Gang uanfægtet af Protesterne fra de skandinaviske Scener. Jul 1938 skrev han i et Brev, klejnmodig og forsagt: ,,Imens vi spiller Smeltediglen 1000 Gange i Norden, tager Forfølgelserne til . Saa afmægtigt er altsaa Teatret, saa betydningsløs den Ide, vi tjener."

²⁷         Og så kan man jo spørge, om det, der sker i løbet af besættelsen, er, at han mister denne tro på ordets kraft. Hvad lader han ikke fader Lorents sige: Der er kun én tunge, grev Gert forstår, sværdets. Med hensyn til grev Gert ser det ud, som om han har mistet troen på, at det nytter noget med ord, selv om man må indrømme, at Niels Ebbesen først rigtig bliver overbevist i Randers, da Gert pure nægter at fritage hans folk fra tjeneste. Fra "Niels Ebbesen" (bogversionen): "Niels Ebbesen: I talte til ham! I talte til ham. Men talte I rigtigt til ham?
Lorents: Nej. For jeg talte med Tungen her. Og der er kun een Tunge, hvis Sprog han forstaar. Og det er Sværdets". (ebb03#69)

²⁸       Men jeg er trods det ret sikker på, at man ikke kan drage denne konsekvens. Munk bibeholder troen på ordet, ja, han styrkes i den. Når han lader Lorents siger, som han gør her, og når han lader Ebbesen få sørgelig ret i Randers med hensyn til grev Gerts ordpåvirkelighed, skyldes det, at han skal have etableret et forsvar for det tyranmord, som Ebbesen foretager. Vi skal alle forstå, at alt håb er ude med hensyn til at få grev Gert til at forstå. Når vi accepterer det, accepterer vi også det mord, Niels Ebbesen foretager på ham. Så denne mistillid til, at tyrannen er påvirkelig af ordets kræfter, er i høj grad ad hoc; Munk skal bruge den her i dette skuespil, han deler ikke selv denne mistillid.

²⁹       I hvert fald er det kampen for sandheden, Munk slår på i sine foredrag. Jeg har før nævnt Gerlev-talen fra august 1940. Lad mig tage et citat frem fra en lidt senere artikel, hosstående fra september 1941. Well, det er talt til præstekolleger, og der er derfor vel naturligt, at han lægger vægt på det, der er præstens redskab: ordet, men hvad gør han andet end sige, at så skal vi minsandten også bruge dette ord! Når Munk slutter denne artikel med at sige, at præstens gerning i dag er uforsigtighed, er det ud fra samme overbevisning: Præsten skal, om så alle andre kvier sig ved det, sige sandheden, sandheden om, hvad der sker i verden, sandheden om Danmarks situation i tyskernes vold, sandheden om hvad der sker i Norge, osv. Det er jo det, der baggrunden for al hans tale om martyriet: Livets mening består i at tjene, tjene ved at sige den sandhed, der i hvert fald dengang var ilde hørt og som det kunne koste dyrt at sige ligeud. Men om det så kostede livet, så var livets mening fuldbyrdet netop derved. Munk i Præsteforeningens Blad: Præstens Gerning i Dag 19-9 41: "Vi staar i den evige Guds Tempel. Hans Aande svider vort Ansigt. Alle andre er forpligtet af tusinde Hensyn til Dit og til Dat, vi, vi alene er forpligtet alene af Sandheden.   Naar Løgnen glammer over Jorden, hvem skulde saa raabe Nej, om ikke vi? Naar der skriges paa Sejr og paa Herredom, svarer vi: Livets Mening bestaar i at tjene. Naar Mord og Brand slippes løs over Folkene, er det vor Sag i Guds Kærligheds Navn at forbande, saa sandt vi ved, hvad der er Djævelens Værk". (Dagen er inde, side 251)

³⁰        Man kan også sammenligne med den "udlægning", han i september 1942 i sin tale for præster i Tommerup giver af kongens opfordring til, at vi danskere skal opføre os korrekt og værdigt, se 04#56!
        Men på en måde er hans skrivelse til kirkeministeriet måske mere talende. Han begynder ligeud med ikke blot at nægte at efterkomme ministeriets henstilling om at undlade at omtale den norske kirkes forhold, men endda at handle stik imod henstillingen. Denne holdning begrunder han med sit præsteløfte. Og her er spørgsmålet naturligvis ikke, hvor psykologisk bundet Munk har følt sig af sit præsteløfte; det, Munk vil bruge løftet til, er at ramme ministeriet med dets egne våben; for det er jo ministeriet, der forlanger af os præster, at vi skal aflægge præsteløfte. Kaj Munk i skrivelse til Kirkeministeriet den 27-3 43, da ministeriet havde henstillet, at præster undlod at omtale den norske kirkes kamp: "Netop paa mit Præsteløfte støtter jeg mig her [Munk nægtede at efterkomme henstillingen, rr]. Jeg føler mig paa det nøjeste forbunden med mine norske Trosbrødre, baade fordi de er norske, og fordi de er Trosbrødre. De kæmper en Kamp for de samme Idealer, som ogsaa jeg har svoret at kærnpe for. Hvis jeg af Menneskefrygt vilde sætte mig hen som passiv Tilskuer, maatte jeg føle mig som Forbryder mod min kristne Tro, mit danske (d. e. nordiske) Sind og min Ed som Præst. Det er bedre at skade Danmark i Forholdet til Tyskland end i Forholdet til den Herre Jesus. (Dagen er inde, side 313)

³¹         Interessant i denne forbindelse er, at Munk leger med den tanke, at man vel egentlig burde lægge sag an mod ministeriet, fordi det vil forlede sine underordnede til embedsmisbrug. Altså: ifølge Munks logik -- og det er en logisk følge af, at han vil bryde sit præsteløfte ved at følge ministeriets henstilling -- er det, også juridisk, ministeriet, der er ude på tynd is med sin henstilling, ikke ham, der er det ved at nægte at følge den. fortsat: "Maaske man egentlig burde lægge Sag an mod Ministeriet. Rettelig beset foreligger her jo det, at overordnet Embedsmand vil forlede sine underordnede til Embedsmisbrug.
Thi vi Præster er sat til at tale Ordet og ikke til at fortie det.
At gaa paa Akkord med Uretten - det alene vil faa de alvorligste Følger for Land og Folk. Det har Kristus lært os". (Dagen er inde, side 313)

³²       Typisk for Munk er også den sidste bemærkning i brevet. En temmelig utilsløret trussel om demonstration, foranstaltet af Kaj Munk. Dog vidste ministeriet formentlig, at det kunne tage denne trussel temmelig afslappet. Dels fordi Munk ikke var nogen særlig god organisator, så han ville formentlig aldrig få sig taget sammen til at få en demonstration stablet på benene, dels fordi hans embedsbrødre nok ikke var halvt så ivrige som han, når det kom til stykket. Man vidste jo nemlig ikke på dette tidspunkt, hvilke sanktioner ministeriet kunne finde på at sætte i værk. Munk selv synes, som før bemærket (se 05#82), at regne med muligheden af uddrivelse fra præstegården eller af et fængselsophold. fortsat: "Hvis Kirkeministeriet ikke omgaaende tager Skridt til Tilbagekaldelse af dette ubetænksomme Cirkulære, er jeg henvist til at foretage en Henvendelse til alle mine Kaldsbrødre om Fastsættelse af en Søndag til kristelig Fællesdemonstration i vore Kirker for vor kære og tapre Broderkirke i Norge". (Dagen er inde, side 313)

³³        Så skal det også lige nævnes, at Munk, formentlig drevet af sin handlingstrang, ikke kan lade være med at drømme om eller fantasere sig frem til andre reaktioner fra den danske befolkning end protestens. Man kan ikke lade være med at spørge: Hvilke reaktioner er det, han tænker på? Rent faktisk -- og det må vel Munk have vidst -- var der jo ganske mange danskere, der reagerede med andet end protester; det er ikke nogen lille operation at skaffe størstedelen af de danske jøder til Sverige. Men hvad Munk end fantaserer sig frem til her, det er øjensynligt noget, der ligger ud over den blotte protest med ord. For i mange situationer er ord ham ikke nok. Munk i andet prædikenudkast til prædiken i Helligåndskirken, november 43: "Vort lille danske Samfund blev for nogen Tid siden rystet ved den Skæbne, som pludselig overgik en Del af vor Befolkning — en Del, vi sætter lige saa højt som enhver anden Del. Saa kristent et Folk er vi dog, at det overalt vakte Smerte og Harme. Men saa daarligt et kristent Folk er vi, at vi dog lod det ske uden at prøve med andre Midler end Protester. Jeg ved, at mange af mine Præstebrødre har været saa kristeligt forbitrede, at de har fablet om at udelukke fra Kirken ethvert Element, der støtter den Ubarmhjertighedens Aand, som her gav sig til Kende". (Bismer, side 31)

³⁴         Nu kunne man imidlertid sige: Jamen, bare det, Munk skriver til ministeriet, hvad er det dog for noget at skrive af en luthersk præst, der vel om nogen skulle have lært af Luther, at man skal adlyde øvrigheden?
            Hertil er nu for det første at svare, at Munk ikke havde skyggen af dårlig samvittighed over at gå imod ministeriets henstilling. Hans samvittighed drev ham i modsat retning. Og man må jo for det andet sige, at netop på et punkt som dette vil jo den Luther-interpretation, jeg har lagt op til tidligere, sige, at i det stykke griber den verdslige øvrighed ind på den åndelige øvrigheds område. Og det er jo egentlig det, Munk meget præcist gør opmærksom på med sine "vilde" forestillinger om at lægge sag an mod ministeriet, omend han sikkert ikke gør sig tanker om, at han i virkeligheden taler i forlængelse af Luther himself. Men endelig kunne man for det tredie tage anledning af dette til at spørge, om der da er andre situationer, hvor Munk har udvist en tilsvarende civil ulydighed.

³⁵ d. Civil ulydighed under besættelsen
     Og det er der jo. Men det må betones, at forholdene juridisk og moralsk blev så forkludrede med besættelsen, at der ikke lader sig opstille nogen sikker basis, ud fra hvilken man kan bedømme, hvad der er lydighed mod øvrigheden. Blot må man jo i samme åndedrag betone, at dette også betyder, at det heller ikke lader sig gøre at sige, om den og den handling i luthersk forstand er ulydighed mod øvrigheden; for var øvrigheden identisk med den af Gud på den naturlige lovs grund indsatte øvrighed? Det var netop det, der ingenlunde var en given ting.

³⁶        Det er givet, at Munk med sine mange oplæsningsaftener rundt om i Danmark i de første krigsår har været en torn i øjet på regeringen. Man har ønsket at vise samarbejdsvilje overfor tyskerne og var derfor ikke interesseret i, at en person som Munk søgte at udbrede manglende samarbejdsvilje. Men det var vel ikke direkte ulovligt. Anderledes stiller det sig med f. eks. udgivelsen af "Niels Ebbesen". Med slet skjult triumf i stemmen véd vi at fortælle om, hvordan det lykkedes at narre de danske myndigheder, så langt de fleste af de 15.000 eksemplarer var forsvundet, da myndighederne på udgivelsesdatoen stillede på forlaget for at foretage beslaglæggelse. Vi godter os. Men der er da ingen tvivl om, at dette var et eksempel på manglende lydighed mod statsmagten. Og dog foretog Munk og hans forlag denne manøvre med den bedste samvittighed af verden. Hvad de var optaget af, var ikke, om de overtrådte én eller anden fortænkt luthersk regel om lydighedspligt overfor enhver tænkelig øvrighed, det var blot at følge deres samvittighed. At de så dermed optrådte langt mere "luthersk" end f. eks. de mange officerer i den tyske hær, der i en misforstået Luther-interpretation bøjede sig for enhver ordre fra øvrigheden, det er ét af historiens mange ironiske påhit.

³⁷       Eller hvad med Kaj Munks digtsamling "Den Skæbne ej til os", som Munk sendte til en række venner som såkaldt korrekturtryk den 7. september 43! Det var jo så tydeligt for at undgå censuren. Men også det uden at gøre sig samvittighedskvaler overhovedet. Alle vidste jo, at regeringen ikke var fri, alle vidste, at den indførte sin censur imod grundloven, fordi den anså det for klogt i den øjeblikkelige situation, og alle delte for så vidt den opfattelse, at man måtte være forsigtig med, hvad man sagde og skrev. Men de fleste var efterhånden ved at være godt trætte af denne evige forsigtighed, der bevirkede, at vi i vort eget land ikke kunne opføre os, som vi ville.

³⁸         Så har vi det med sabotagen. Hvordan kan det godkendes? Ja, igen: Munk påtager sig virkelig ikke at gå hele problemkomplekset juridisk og moralsk igennem, han gør, som han plejer: han skærer igennem og lader sin samvittighed afgøre sagen. Og for ham er der ikke tvivl om, at når man forhindrer ungdommen i at forsvare landet, skønt man omhyggeligt har uddannet den til det, så vil det give bagslag, så vil ungdommen af sig selv tage sig for at "vise Danmarks ansigt", så vil den gennem sabotage gøre livet så surt for fjenden, som den nu kan gøre. Men sjovt nok er jo hans udtalelser her aldeles ikke holdt på det moralske plan, de er nærmest sociologiske. Moralsk set anser han sagen for afgjort. Kaj Munk i prædiken i Vedersø kirke, nytårsdag 1944: "Ofte hører vi sagt om Sabotørerne, at det er Ugerningsmænd, og det kommer bare til at gaa ud over os selv. Kommunister kalder man dem. De er ikke Kommunister. Der er nogle iblandt dem, der er. Men de er alle Slags Folk. For de er danske. De er Søn af en Biskop, Søn af en Professor, af en skikkelig Husmand, af en Haandværker. Det er den Landets Ungdom, som man snød for at kæmpe, gav Uddannelsen og lod den saa i Stikken og, da den var beredt til det yderste, staa og være til Grin. Det er dem, der tager sig paa at vise Danmarks Ansigt.

³⁹        Men det betyder ikke, at der ikke i hans overvejelser kan dukke et moralsk eller juridisk argument op. Som han siger i citatet sydøst for denne celle, så ændrede situationen sig afgørende den 29. august 1943. Og det var tyskerne selv, der ændrede den ved at bruge ord, der afslører, at Danmark og Tyskland er i krig. Kan gerne være, at den pågældende general ikke sådan lige har tænkt over det, at han bare har grebet ned i posen og hevet det første det bedste argument op til forsvar for, hvad han mere instinktivt gjorde, ordene har virkning alligevel.
          Men sjovt nok, i denne prædiken kommer Munk med "forbudte" overvejelser. Man skal aldrig spørge, om det kan betale sig. Nej, bestemt ikke. Og lige efter at have sagt det, hævder så Munk, at det faktisk kan betale sig, hvad sabotørerne gør. Hvis ikke de handlede, ville englænderne handle med deres bombemaskiner. Og det ville blive meget værre. For de kan jo ikke udvise den hensynsfuldhed, som sabotørerne kan. fortsat: "Med enestaaende Dygtighed, med en Hensynsfuldhed, der naar Himlen. Næsten ingen danske Menneskeliv har det kostet, mens de selv ustandselig sætter Liv og Lemmer paa Spil -- ja, sætter sig i Fare for større Ting end at miste Livet. I Sagen Ret og Uret skal man aldrig spørge, om det betaler sig, for det er i Djævelens Interesse. Men her betaler det sig oven i Købet. „Det gaar ud over os selv." Nej -- og atter nej. Det gik ud over os selv, om vi ingenting gjorde. Om vi ikke selv skaffede de værste Virksomheder af Vejen, var Landet forlængst belagt med et Tæppe af Bomber. Og holdt vi Komedien gaaende med gode Miner til Fjendens slette Spil, koblede vi jo blot os selv som en lille Paahængsvogn til Tysklands store Vogn paa dens raslende Færd ned ad Bjerget". (Bismer, side 64)

⁴⁰        Og så holder Munk sig jo heller ikke tilbage fra -- i citatet nordøst for denne celle -- at komme med en lille taktisk overvejelse: Nu, da alle kan se, hvad vej det går med Tyskland, så ville det da være klogt af os at undlade at koble vor skæbne sammen med Tyskland. Munk i samme prædiken: "Danmark er i Krig med Tyskland. Indtil den 29. August kunde vi sige, at vor Stilling var uklar. Den Dag begrundede den tyske General her i Landet selv sin Optræden med Principper, der kun gælder mellem krigsførende Stater". (Bismer, side 60)

⁴¹        Det forhold har forresten en senere slægt mødt med en vis foragt: Sålænge det gik fremad for Tyskland, var vi ikke parate til at yde modstand, men da det gik tilbage på slagsmarkerne, begyndte modstanden herhjemme at tage fart. Er det ikke for dårligt? vil man sige. Er vi ikke nogle moralske slapsvanse, der handler, som vinden blæser til?

⁴²       Det må nu siges at være en misforstået idealisering af den menneskelige handlen. Der var utvivlsomt i 1940 mange mennesker, der gerne ville sætte livet til for Danmark. Hvis vi skal tale med Munk: Martyrsindet var til stede hos ganske mange mennesker. Men der er for mig at se ikke noget at sige til, at man administrerer denne "sætten livet til" med omtanke, så man altså virkelig kommer til at tjene sit land med sin død, eller så ens død ikke bliver en tom demonstrationsdød.

⁴³       Hvad det var Munk om at vise sine danske folkefæller fra krigens begyndelse, og indtil han døde, var, at kærlighed og offer hører sammen. Du må være villig til at dø for det, du elsker. "Dø, om så det gælder" fra Chr. Richardts salme er vel blevet ord, vi puster os op med ved højtidelige lejligheder, men de rummer dog en sandhed i sig i det virkelige liv, som vi ikke bør overse, skønt vi bestandig vil lukke dem inde i kirkeligt føleri.

⁴⁴       Det var én af grundene til, at Munk næsten altid sluttede sine foredragsaftener med at foreslå, at man skulle synge sidste vers af Kong Christian. (se f. eks. avis-41#55) Også det vers har noget i sig, som vi måske i dag vil kalde overdrevent føleri: "Og rask igennem larm og spil/ og kamp og sejr før mig til/ min grav!"

⁴⁵ Han har brugt det i en prædiken ved kongens fødselsdag den 26-9 41. Her har Kaj Munk spurgt en bonde, hvad vel egentlig mennesker er til for, og fået det svar, at var der ingen mennesker til, blev jorden ikke dyrket. Og han tager svaret op som et godt svar, og giver sig så til at lyse Guds velsignelse over hele Danmarks arbejdende befolkning, bonden, sømanden, arbejderen, osv. Kaj Munk i prædiken den 26-9 41: Og vi har pløjet de store Have. Fred lyser vi fra dette Sted over hver dansk Fisker og Sømand, der paa det jævne har efterlevet Nationalsangens stolte fjerde Vers:
Du Danskes Vej til Ros og Magt,
sortladne Hav,
modtag din Ven, der uforsagt
tør møde Faren med Foragt,
saa stolt som du mod Stormens Magt,
sortladne Hav!
Og rask igennem Larm og Spil
og Kamp og Sejr før mig til
min Grav!

⁴⁶ Og endelig henviser han til dette vers i sin prædiken Frue Kirke den 5. dec 43, den gudstjeneste, der blev holdt imod tyskernes befaling. Her lader han verset gælde den danske marine, der sænkede sine skibe den 29. august 43, og, som Munk siger, derved viste sig værdig til nationalsangens ord. Fra Prædiken i Frue Kirke den 5. dec. 43: "Og naar det store Publikum i Det kgl. Teater hylder Ewalds Fiskervise, er det ikke blot et Bravoraab til den saltfriske Maade, den unge Skuespiller synger den paa, er det ikke blot en Hilsen til den døde Digter for hans vældige Gave til Folket, er det ikke blot en Tanke af Ærbødighed og Tak til den Kong Christian, der er vor Kong Christian -- det er alt det, men det er ogsaa mere, det er en Tak til den danske Marine, der altid har vist sig værdig til Nationalsangens Ord. Og det er en Bøn om, at vi alle maa vinde den Aand, der fyldte den gigtkrummede Digter i hans Livs to højeste Øjeblikke, da han med „Kong Christian stod ved højen Mast" hastede mod en ærefuld Grav, og da han med Frelserens Hjælp hastede frem til noget derudover: „Udrust dig Helt fra Golgatha." (Bismer, side 52)

⁴⁷        Derimod har jeg ikke fundet noget tegn på, at Munk skulle have taget stilling, positivt eller negativt, til stikkerlikvideringerne. Men der fandt dog én sted omtrent samtidig med, at han blev myrdet, hvilket var baggrunden for, at Best med sit forlangende om, at denne mands død skulle omtales med samme antal ord som Munks død, ufrivilligt kom til at indrømme, at det var tyskerne, der stod bag mordet på Kaj Munk. Ikke fordi det var nødvendigt med denne afsløring, alle vidste det godt i forvejen. Men det viser endnu engang, at mennesket er et sprogligt væsen, og at den, der mener at kunne skalte og valte med sprogets begreber, ofte bliver til grin.

⁴⁸ Afslutning.
           Hermed er første del færdig. Jeg mener at have løst den opgave det er at undersøge Kaj Munks holdning under krigen ud fra skuespillet "Niels Ebbesen". Denne holdning eller den teologi, der ligger bag denne holdning, skal nu sammenlignes med Luthers holdning og teologi, som den fremstår i årene op til 1525, hvor bondekrigen fandt sted. Det vil jeg gøre i anden del. Som en slags "mellemspil" har jeg anbragt en ekskurs om KAIROS-dokumentet. Dels fordi det har vist sig, at en del af de teologer, der tog et opgør med apartheid-teologien, var inspireret af Kaj Munk, dels fordi dette opgør på udmærket måde både viser det betænkelige i megen af nutidens teologi, og viser, at Gud fomår at handle durk igennem alle disse betænkelige teologiske "systemer".

⁴⁹ Til ekskurs om KAIROS-dokumentet. Til Anden Del.

⁵⁰ c

⁵¹ c

⁵² c

⁵³ c

⁵⁴ c

⁵⁵ c

⁵⁶ c

⁵⁷ c

⁵⁸ c

⁵⁹ c

⁶⁰ c

Noter:

³¹ Interessant i denne forbindelse er, at Munk leger med den tanke, at man vel egentlig burde lægge sag an mod ministeriet, fordi det vil forlede sine underordnede til embedsmisbrug. Altså: ifølge Munks logik -- og det er en logisk følge af, at han vil bryde sit præsteløfte ved at følge ministeriets henstilling -- er det, også juridisk, ministeriet, der er ude på tynd is med sin henstilling, ikke ham, der er det ved at nægte at følge den.	fortsat: "Maaske man egentlig burde lægge Sag an mod Ministeriet. Rettelig beset foreligger her jo det, at overordnet Embedsmand vil forlede sine underordnede til Embedsmisbrug. Thi vi Præster er sat til at tale Ordet og ikke til at fortie det. At gaa paa Akkord med Uretten - det alene vil faa de alvorligste Følger for Land og Folk. Det har Kristus lært os". (Dagen er inde, side 313)
³² Typisk for Munk er også den sidste bemærkning i brevet. En temmelig utilsløret trussel om demonstration, foranstaltet af Kaj Munk. Dog vidste ministeriet formentlig, at det kunne tage denne trussel temmelig afslappet. Dels fordi Munk ikke var nogen særlig god organisator, så han ville formentlig aldrig få sig taget sammen til at få en demonstration stablet på benene, dels fordi hans embedsbrødre nok ikke var halvt så ivrige som han, når det kom til stykket. Man vidste jo nemlig ikke på dette tidspunkt, hvilke sanktioner ministeriet kunne finde på at sætte i værk. Munk selv synes, som før bemærket (se 05#82), at regne med muligheden af uddrivelse fra præstegården eller af et fængselsophold.	fortsat: "Hvis Kirkeministeriet ikke omgaaende tager Skridt til Tilbagekaldelse af dette ubetænksomme Cirkulære, er jeg henvist til at foretage en Henvendelse til alle mine Kaldsbrødre om Fastsættelse af en Søndag til kristelig Fællesdemonstration i vore Kirker for vor kære og tapre Broderkirke i Norge". (Dagen er inde, side 313)
³³ Så skal det også lige nævnes, at Munk, formentlig drevet af sin handlingstrang, ikke kan lade være med at drømme om eller fantasere sig frem til andre reaktioner fra den danske befolkning end protestens. Man kan ikke lade være med at spørge: Hvilke reaktioner er det, han tænker på? Rent faktisk -- og det må vel Munk have vidst -- var der jo ganske mange danskere, der reagerede med andet end protester; det er ikke nogen lille operation at skaffe størstedelen af de danske jøder til Sverige. Men hvad Munk end fantaserer sig frem til her, det er øjensynligt noget, der ligger ud over den blotte protest med ord. For i mange situationer er ord ham ikke nok.	Munk i andet prædikenudkast til prædiken i Helligåndskirken, november 43: "Vort lille danske Samfund blev for nogen Tid siden rystet ved den Skæbne, som pludselig overgik en Del af vor Befolkning — en Del, vi sætter lige saa højt som enhver anden Del. Saa kristent et Folk er vi dog, at det overalt vakte Smerte og Harme. Men saa daarligt et kristent Folk er vi, at vi dog lod det ske uden at prøve med andre Midler end Protester. Jeg ved, at mange af mine Præstebrødre har været saa kristeligt forbitrede, at de har fablet om at udelukke fra Kirken ethvert Element, der støtter den Ubarmhjertighedens Aand, som her gav sig til Kende". (Bismer, side 31)
³⁴ Nu kunne man imidlertid sige: Jamen, bare det, Munk skriver til ministeriet, hvad er det dog for noget at skrive af en luthersk præst, der vel om nogen skulle have lært af Luther, at man skal adlyde øvrigheden? Hertil er nu for det første at svare, at Munk ikke havde skyggen af dårlig samvittighed over at gå imod ministeriets henstilling. Hans samvittighed drev ham i modsat retning. Og man må jo for det andet sige, at netop på et punkt som dette vil jo den Luther-interpretation, jeg har lagt op til tidligere, sige, at i det stykke griber den verdslige øvrighed ind på den åndelige øvrigheds område. Og det er jo egentlig det, Munk meget præcist gør opmærksom på med sine "vilde" forestillinger om at lægge sag an mod ministeriet, omend han sikkert ikke gør sig tanker om, at han i virkeligheden taler i forlængelse af Luther himself. Men endelig kunne man for det tredie tage anledning af dette til at spørge, om der da er andre situationer, hvor Munk har udvist en tilsvarende civil ulydighed.
³⁵ d. Civil ulydighed under besættelsen Og det er der jo. Men det må betones, at forholdene juridisk og moralsk blev så forkludrede med besættelsen, at der ikke lader sig opstille nogen sikker basis, ud fra hvilken man kan bedømme, hvad der er lydighed mod øvrigheden. Blot må man jo i samme åndedrag betone, at dette også betyder, at det heller ikke lader sig gøre at sige, om den og den handling i luthersk forstand er ulydighed mod øvrigheden; for var øvrigheden identisk med den af Gud på den naturlige lovs grund indsatte øvrighed? Det var netop det, der ingenlunde var en given ting.
³⁶ Det er givet, at Munk med sine mange oplæsningsaftener rundt om i Danmark i de første krigsår har været en torn i øjet på regeringen. Man har ønsket at vise samarbejdsvilje overfor tyskerne og var derfor ikke interesseret i, at en person som Munk søgte at udbrede manglende samarbejdsvilje. Men det var vel ikke direkte ulovligt. Anderledes stiller det sig med f. eks. udgivelsen af "Niels Ebbesen". Med slet skjult triumf i stemmen véd vi at fortælle om, hvordan det lykkedes at narre de danske myndigheder, så langt de fleste af de 15.000 eksemplarer var forsvundet, da myndighederne på udgivelsesdatoen stillede på forlaget for at foretage beslaglæggelse. Vi godter os. Men der er da ingen tvivl om, at dette var et eksempel på manglende lydighed mod statsmagten. Og dog foretog Munk og hans forlag denne manøvre med den bedste samvittighed af verden. Hvad de var optaget af, var ikke, om de overtrådte én eller anden fortænkt luthersk regel om lydighedspligt overfor enhver tænkelig øvrighed, det var blot at følge deres samvittighed. At de så dermed optrådte langt mere "luthersk" end f. eks. de mange officerer i den tyske hær, der i en misforstået Luther-interpretation bøjede sig for enhver ordre fra øvrigheden, det er ét af historiens mange ironiske påhit.
³⁷ Eller hvad med Kaj Munks digtsamling "Den Skæbne ej til os", som Munk sendte til en række venner som såkaldt korrekturtryk den 7. september 43! Det var jo så tydeligt for at undgå censuren. Men også det uden at gøre sig samvittighedskvaler overhovedet. Alle vidste jo, at regeringen ikke var fri, alle vidste, at den indførte sin censur imod grundloven, fordi den anså det for klogt i den øjeblikkelige situation, og alle delte for så vidt den opfattelse, at man måtte være forsigtig med, hvad man sagde og skrev. Men de fleste var efterhånden ved at være godt trætte af denne evige forsigtighed, der bevirkede, at vi i vort eget land ikke kunne opføre os, som vi ville.
³⁸ Så har vi det med sabotagen. Hvordan kan det godkendes? Ja, igen: Munk påtager sig virkelig ikke at gå hele problemkomplekset juridisk og moralsk igennem, han gør, som han plejer: han skærer igennem og lader sin samvittighed afgøre sagen. Og for ham er der ikke tvivl om, at når man forhindrer ungdommen i at forsvare landet, skønt man omhyggeligt har uddannet den til det, så vil det give bagslag, så vil ungdommen af sig selv tage sig for at "vise Danmarks ansigt", så vil den gennem sabotage gøre livet så surt for fjenden, som den nu kan gøre. Men sjovt nok er jo hans udtalelser her aldeles ikke holdt på det moralske plan, de er nærmest sociologiske. Moralsk set anser han sagen for afgjort.	Kaj Munk i prædiken i Vedersø kirke, nytårsdag 1944: "Ofte hører vi sagt om Sabotørerne, at det er Ugerningsmænd, og det kommer bare til at gaa ud over os selv. Kommunister kalder man dem. De er ikke Kommunister. Der er nogle iblandt dem, der er. Men de er alle Slags Folk. For de er danske. De er Søn af en Biskop, Søn af en Professor, af en skikkelig Husmand, af en Haandværker. Det er den Landets Ungdom, som man snød for at kæmpe, gav Uddannelsen og lod den saa i Stikken og, da den var beredt til det yderste, staa og være til Grin. Det er dem, der tager sig paa at vise Danmarks Ansigt.
³⁹ Men det betyder ikke, at der ikke i hans overvejelser kan dukke et moralsk eller juridisk argument op. Som han siger i citatet sydøst for denne celle, så ændrede situationen sig afgørende den 29. august 1943. Og det var tyskerne selv, der ændrede den ved at bruge ord, der afslører, at Danmark og Tyskland er i krig. Kan gerne være, at den pågældende general ikke sådan lige har tænkt over det, at han bare har grebet ned i posen og hevet det første det bedste argument op til forsvar for, hvad han mere instinktivt gjorde, ordene har virkning alligevel. Men sjovt nok, i denne prædiken kommer Munk med "forbudte" overvejelser. Man skal aldrig spørge, om det kan betale sig. Nej, bestemt ikke. Og lige efter at have sagt det, hævder så Munk, at det faktisk kan betale sig, hvad sabotørerne gør. Hvis ikke de handlede, ville englænderne handle med deres bombemaskiner. Og det ville blive meget værre. For de kan jo ikke udvise den hensynsfuldhed, som sabotørerne kan.	fortsat: "Med enestaaende Dygtighed, med en Hensynsfuldhed, der naar Himlen. Næsten ingen danske Menneskeliv har det kostet, mens de selv ustandselig sætter Liv og Lemmer paa Spil -- ja, sætter sig i Fare for større Ting end at miste Livet. I Sagen Ret og Uret skal man aldrig spørge, om det betaler sig, for det er i Djævelens Interesse. Men her betaler det sig oven i Købet. „Det gaar ud over os selv." Nej -- og atter nej. Det gik ud over os selv, om vi ingenting gjorde. Om vi ikke selv skaffede de værste Virksomheder af Vejen, var Landet forlængst belagt med et Tæppe af Bomber. Og holdt vi Komedien gaaende med gode Miner til Fjendens slette Spil, koblede vi jo blot os selv som en lille Paahængsvogn til Tysklands store Vogn paa dens raslende Færd ned ad Bjerget". (Bismer, side 64)
⁴⁰ Og så holder Munk sig jo heller ikke tilbage fra -- i citatet nordøst for denne celle -- at komme med en lille taktisk overvejelse: Nu, da alle kan se, hvad vej det går med Tyskland, så ville det da være klogt af os at undlade at koble vor skæbne sammen med Tyskland.	Munk i samme prædiken: "Danmark er i Krig med Tyskland. Indtil den 29. August kunde vi sige, at vor Stilling var uklar. Den Dag begrundede den tyske General her i Landet selv sin Optræden med Principper, der kun gælder mellem krigsførende Stater". (Bismer, side 60)
⁴¹ Det forhold har forresten en senere slægt mødt med en vis foragt: Sålænge det gik fremad for Tyskland, var vi ikke parate til at yde modstand, men da det gik tilbage på slagsmarkerne, begyndte modstanden herhjemme at tage fart. Er det ikke for dårligt? vil man sige. Er vi ikke nogle moralske slapsvanse, der handler, som vinden blæser til?
⁴² Det må nu siges at være en misforstået idealisering af den menneskelige handlen. Der var utvivlsomt i 1940 mange mennesker, der gerne ville sætte livet til for Danmark. Hvis vi skal tale med Munk: Martyrsindet var til stede hos ganske mange mennesker. Men der er for mig at se ikke noget at sige til, at man administrerer denne "sætten livet til" med omtanke, så man altså virkelig kommer til at tjene sit land med sin død, eller så ens død ikke bliver en tom demonstrationsdød.
⁴³ Hvad det var Munk om at vise sine danske folkefæller fra krigens begyndelse, og indtil han døde, var, at kærlighed og offer hører sammen. Du må være villig til at dø for det, du elsker. "Dø, om så det gælder" fra Chr. Richardts salme er vel blevet ord, vi puster os op med ved højtidelige lejligheder, men de rummer dog en sandhed i sig i det virkelige liv, som vi ikke bør overse, skønt vi bestandig vil lukke dem inde i kirkeligt føleri.
⁴⁴ Det var én af grundene til, at Munk næsten altid sluttede sine foredragsaftener med at foreslå, at man skulle synge sidste vers af Kong Christian. (se f. eks. avis-41#55) Også det vers har noget i sig, som vi måske i dag vil kalde overdrevent føleri: "Og rask igennem larm og spil/ og kamp og sejr før mig til/ min grav!"
⁴⁵ Han har brugt det i en prædiken ved kongens fødselsdag den 26-9 41. Her har Kaj Munk spurgt en bonde, hvad vel egentlig mennesker er til for, og fået det svar, at var der ingen mennesker til, blev jorden ikke dyrket. Og han tager svaret op som et godt svar, og giver sig så til at lyse Guds velsignelse over hele Danmarks arbejdende befolkning, bonden, sømanden, arbejderen, osv.	Kaj Munk i prædiken den 26-9 41: Og vi har pløjet de store Have. Fred lyser vi fra dette Sted over hver dansk Fisker og Sømand, der paa det jævne har efterlevet Nationalsangens stolte fjerde Vers: Du Danskes Vej til Ros og Magt, sortladne Hav, modtag din Ven, der uforsagt tør møde Faren med Foragt, saa stolt som du mod Stormens Magt, sortladne Hav! Og rask igennem Larm og Spil og Kamp og Sejr før mig til min Grav!
⁴⁶ Og endelig henviser han til dette vers i sin prædiken Frue Kirke den 5. dec 43, den gudstjeneste, der blev holdt imod tyskernes befaling. Her lader han verset gælde den danske marine, der sænkede sine skibe den 29. august 43, og, som Munk siger, derved viste sig værdig til nationalsangens ord.	Fra Prædiken i Frue Kirke den 5. dec. 43: "Og naar det store Publikum i Det kgl. Teater hylder Ewalds Fiskervise, er det ikke blot et Bravoraab til den saltfriske Maade, den unge Skuespiller synger den paa, er det ikke blot en Hilsen til den døde Digter for hans vældige Gave til Folket, er det ikke blot en Tanke af Ærbødighed og Tak til den Kong Christian, der er vor Kong Christian -- det er alt det, men det er ogsaa mere, det er en Tak til den danske Marine, der altid har vist sig værdig til Nationalsangens Ord. Og det er en Bøn om, at vi alle maa vinde den Aand, der fyldte den gigtkrummede Digter i hans Livs to højeste Øjeblikke, da han med „Kong Christian stod ved højen Mast" hastede mod en ærefuld Grav, og da han med Frelserens Hjælp hastede frem til noget derudover: „Udrust dig Helt fra Golgatha." (Bismer, side 52)
⁴⁷ Derimod har jeg ikke fundet noget tegn på, at Munk skulle have taget stilling, positivt eller negativt, til stikkerlikvideringerne. Men der fandt dog én sted omtrent samtidig med, at han blev myrdet, hvilket var baggrunden for, at Best med sit forlangende om, at denne mands død skulle omtales med samme antal ord som Munks død, ufrivilligt kom til at indrømme, at det var tyskerne, der stod bag mordet på Kaj Munk. Ikke fordi det var nødvendigt med denne afsløring, alle vidste det godt i forvejen. Men det viser endnu engang, at mennesket er et sprogligt væsen, og at den, der mener at kunne skalte og valte med sprogets begreber, ofte bliver til grin.
⁴⁸ Afslutning. Hermed er første del færdig. Jeg mener at have løst den opgave det er at undersøge Kaj Munks holdning under krigen ud fra skuespillet "Niels Ebbesen". Denne holdning eller den teologi, der ligger bag denne holdning, skal nu sammenlignes med Luthers holdning og teologi, som den fremstår i årene op til 1525, hvor bondekrigen fandt sted. Det vil jeg gøre i anden del. Som en slags "mellemspil" har jeg anbragt en ekskurs om KAIROS-dokumentet. Dels fordi det har vist sig, at en del af de teologer, der tog et opgør med apartheid-teologien, var inspireret af Kaj Munk, dels fordi dette opgør på udmærket måde både viser det betænkelige i megen af nutidens teologi, og viser, at Gud fomår at handle durk igennem alle disse betænkelige teologiske "systemer".
⁴⁹ Til ekskurs om KAIROS-dokumentet. Til Anden Del.
⁵⁰ c
⁵¹ c
⁵² c
⁵³ c
⁵⁴ c
⁵⁵ c
⁵⁶ c
⁵⁷ c
⁵⁸ c
⁵⁹ c
⁶⁰ c