Kaj Munk og Martin Luther 6

"Niels Ebbesen" og bondekrigen

af Ricardt Riis


En undersøgelse af en parallel mellem Kaj Munk og Martin Luther med hensyn til 1) forståelsen af martyrsindets betydning 2) villigheden til at dø for sandheden.

Tilbage til indholdsoversigten!

Tilbage til oversigten!

Tilbage til 05!
1   Kaj Munk og martyriet. a. Definition på martyrbegrebet.
          Ganske mange går med til at kalde Kaj Munk en martyr. Og det er egentlig ikke fordi jeg vil rokke særlig meget ved den betegnelse, i hvert fald ikke i den hensigt at fratage Munk noget af den "gloire", der tilkommer ham. Men det kan ikke være nogen skade til at undersøge lidt nøjere, hvad man mener med ordet "martyr", og at gøre sig klart, hvilke andre personer der må have martyrbetegnelsen knyttet til sig, hvis Munk skal have den. 
          Skal man f. eks. kalde Tage Schack en martyr? Tage Schack var tidehvervspræst og ville formentlig meget have sig frabedt at blive kaldt martyr. Og dog var omstændighederne ved hans drab i april 1945 af en sådan art, at man næsten tvinges til at kalde ham martyr, hvis Munk skal "nyde godt af" betegnelsen. Tage Schack havde nægtet at tale efter ønske ved en stikkerbegravelse, og blev derfor skudt. Og hvis Munks død "blot" var et såkaldt clearingmord, skal så ikke andres tilsvarende død også betegnes som martyrdød? P. G. Lindhardt nævner navnene: P. H. Bentzen og Egon Johannesen.  P. G. Lindhardt i Den Danske Kirkes Historie, bind VIII, side 249: "Tage Schack blev dræbt umiddelbart før befrielsen, fordi han ikke vilde tale efter ønske ved en "stikkerbegravelse"."
3        Forresten må man også spørge, hvorfor man kun taler om præster som martyrer. I den ældste kirke var der mange lægfolk blandt martyrerne. Og tager man lægfolk med, skal så ikke alle de henrettede sabotører regnes for martyrer? Eller har de gjort noget, hvorved de kan frakendes martyrnavnet?   
4         Og så skal man måske også overveje, om dette at kæmpe for Danmarks sag uden videre er det samme som at kæmpe for Kristi sag. Det går man så vidt jeg kan se ud fra, når man betegner Kaj Munk som martyr. Men kan man gå ud fra det? Svarer vort martyrbegreb i så fald til oldkirkens? Eller er folk og kirke blandet så uhjælpelig sammen i vore dage, at vi ikke kan blive klar over, hvor den ene slags martyrer begynder og hvor den anden slutter?   
5          I første omgang vil jeg omgå alle disse problemer på samme måde, som Kaj Munk gør det, ved i stedet for at tale op ad vægge og ned ad stolper om martyrerne, hvem der er martyr og hvem ikke, at tale om martyrsindet. Dette sind gælder det om at have: villigheden til at sætte livet i vove for sandheden. Og så er Munk ikke så karrig med tildeling af martyrkronen. Den Frederik Ramm, han omtaler som martyr, har jeg ikke kunnet finde ud af hvem var. Vistnok var han en norsk redaktør, og vi hører her, at han døde efter at have været i koncentrationslejr, men mere har jeg ikke kunnet finde frem. Hans kirkelige eller kristne overbevisning véd jeg intet om. Men det synes heller ikke at interessere Munk.  Kaj Munk i sit andet udkast til prædiken i Helligåndskirken december 43, en prædiken, der ikke blev holdt: "Fiskeren Simon Peter vilde det [give sit liv for Kristus, rr]. Morten Luther var rede til det. Ogsaa i vor Tid er der Tilvæxt i de ofredes Tal. Frederik Ramm, der nu døde af Tuberkulose her i Danmark efter Koncentrationslejr, bar en Martyrkrone". (Bismer, side 34) 
6          Men i al almindelighed: Det er ikke navne og undersøgelser af petitesser omkring den enkeltes dødsfald, der interesserer Munk. Det, han vil med sin martyrbetegnelse, er i stedet at rette et angreb mod den magt, der har afstedkommet drabet: i dette tilfælde mod tyskerne eller deres norske håndlangere. Ved at betegne en norsk redaktør (hvis det nu var det, han var) som martyr, siger Munk jo indirekte, at denne mand har intet ondt gjort, han blev offer for et justitsmord, og de mennesker eller den magt, der førte ham i koncentrationslejr, så han senere døde af det, bærer et stort ansvar overfor Gud for hans død. Martyrbegrebet har en brod indad mod os kristne: Har vi det rette martyrsind, har vi villigheden til at sætte livet i vove for sandheden? Men det har også en brod udad mod myndighederne eller mod pøbelen: Denne mands eller kvindes død, som vi kalder en martyr, døde for sandhedens skyld, det vil sige, han døde uretmæssigt, han døde, fordi I, myndighederne eller pøbelen, ikke ville høre sandheden. 
         Og ikke mindst det sidste er det, Munk er interesseret i, i den prædiken, han ikke kom til at holde alligevel i Helligåndes kirken, december 43. 
Munk i ikke-holdt prædiken i Helligåndskirken: "Hvis Kejseren er en god Mand, hvis Staten er en sand kristelig Stat, der arbejder for Guds Riges Virkeliggørelse, da velsigner Kirken dem. Men støder Gud og Kejseren sammen, da ve den Kirke, som er utro og tier og ved sin Tavshed giver Kejseren Ret". (Bismer, side 29) 
7         Denne side af martyrbegrebets "Sitz im Leben" forklarer også, at kirken væsentligst har talt om og dyrket martyrer i tider, hvor kirken udgjorde et mindretal, specielt vel, når kirken udgjorde et forfulgt mindretal. Man har ved at dyrke martyrerne på en særlig måde, en indirekte måde, vel, men lige tydelig for det, gjort det klart for sig selv, at man blev forfulgt uretmæssigt. Det var ikke en forbryder, der døde den og den dag, det var et menneske, der kun havde gjort det, han dog måtte have ret til: han havde tilbedt Kristus, han havde holdt sig til ham som det, der var sandheden. 
8          Endelig har martyrbegrebet også en side, det vender udefter mod samfundet. Når det i oldkirken hed, at "martyrernes blod er kirkens udsæd", så er det denne side, man har opmærksomheden rettet mod. Der må være en vis dybere overensstemmelse mellem kirken og folket, folket må kunne gribes af medlidenhed med martyrerne, folket må kunne forstå det uretfærdige i, at martyrerne lider døden, for at kunne gribes af betagethed over det mod og den dødstrods, de udviser. Hvis det blot er nøgen dødstrods, eller hvis det er trods mod døden i en sags tjeneste, man ikke forstår eller ikke kan se det retfærdige i, så falder martyrens død på stengrund, så kan den ikke blive anledning til, at flere søger til kirken.   
9 b. Eksempler på martyrier i kirkens historie
         Tillad mig lidt skitseagtigt at fremføre tre eksempler på martyrer fra kirkens historie!
       Først oldtidens martyrer. De blev forfulgt af de romerske myndigheder, fordi de nægtede at ofre til kejserens billede. Vi i dag, der ikke uden videre kan sætte os ind i oldtidens tankegang, må dels spørge, hvorfor egentlig de kristne ikke ville ofre til kejserens billede, og dels undre os over, hvorfor egentlig kejseren krævede, at hans undersåtter udover almindelig lydighed mod hans love og bestemmelser også skulle udvise den religiøse lydighed, at de ofrede til hans billede.
10       Eller med andre ord: Hvorfor skulle kejseren, øvrigheden, anses for guddommelig? Vi har tvedelingen mellem stat og kirke siddende så dybt i os, at det er svært at forstå, at nogen kan anse en sådan guddommeliggørelse for klog eller endda nødvendig. Men det gjorde altså de romerske kejsere. Undersåtterne kunne for så vidt dyrke hvilken gud de ville, de kunne opfører sig så mærkværdigt de ville i religiøs henseende. Men kejserdyrkelsen kunne de ikke komme udenom. Den måtte de alle deltage i. På den måde kunne de vise deres ubetingede lydighed mod kejseren. 
11       Hvis vi et øjeblik går tilbage til "Niels Ebbesen", så kan vi måske hente forståelse derfra. Grev Gert mente om sig selv, at han ikke blot herskede over sine undersåtters legemer, han herskede også over deres sind, ja, han herskede over sandhed og løgn, han bestemte, hvad der er godt og ondt. Vi kan i dag se, at han derved går ind på Guds område, fratager Gud noget, der ligger inde under hans domæne. Og således oplyst bliver det nærliggende for os at spørge: Var det det samme, de ældste kristne indvendte imod kejseren? Var det derfor, de ikke ville tilbede kejseren? Mente de, at kejseren havde tiltaget sig myndighed over sandhed og løgn, over godt og ondt?  Fra "Niels Ebbesen" (manuskriptet): [Gert]: Hvem taler om Løgn og Sandhed, om godt og ondt. Bor Gud ikke i mig? er det ikke mig, der bestemmer, hvad der er Sandhed og hvad Løgn, hvad der er godt og hvad ondt. (Herrerne bukker) (ebb04#14
12 Disse spørgsmål kan ikke uden videre besvares. For vi mangler en undersøgelse af, hvilken sprogbrug man anvendte dengang, eller en undersøgelse af, hvordan deres sprogbrug kan "oversættes" til vores. Måske deres anklage mod kejseren kan "oversættes" til noget, der ligner Kaj Munks anklage mod Gert (Hitler). Måske det var noget andet, der lå bag. Jeg véd det ikke. Men jeg vover at antage, at Munks anklage mod Gert på den måde er almengyldig, at det var det samme, de første kristne anklagede kejseren for, skønt de jo tydeligvis brugte andre ord og begreber.
13       Hvorom alting er, det er ganske besynderligt, at den kristne menighed igennem flere hundrede år har formået at fastholde deres nægtelse af kejserdyrkelse, skønt det kostede dem så utrolig dyrt i menneskeliv. Der må, synes man, have været én eller anden forbindelse til en naturlig forståelse af forholdet mellem øvrighed og undersåt. Det kan have været den gammelromerske forståelse af enhver styrende som styrende på Roms vegne (memento mori skulle der hviskes i triumfatorens ører, når han dog ind i Rom i sit triumftog). Eller altså: der kan have siddet så megen protest i gammelromerne over, at kejseren gjorde sig guddommelig, at de har vist forståelse for dette, at de kristne protesterede med deres martyrdød og martyrdyrkelse.
14        Imidlertid skal man ikke altfor hurtigt bryde ud i jubelråb over, at kristendommen tilsyneladende sejrede over kejseren, da forfølgelserne hørte op i 311 (eller var det 312). For spørgsmålet er sandelig, hvem der i virkeligheden sejrede. Var det gensidighedsforhold mellem styrende og styrede opnået, som ligger i Jesu tale om, at disciplene er hans venner, der i modsætning til slaverne tænkes at forstå, hvad de skal gøre? (se 01#64
15 Jeg vil således mene, at bispeembedet allerede da havde udviklet en autoritær holdning til "undersåtterne", der glemte at spørge dem eller søge deres forståelse. Og jeg vil tilsvarende mene, at de kristne kejsere, omend de ikke mere gjorde sig til guder, heller ikke var interesserede i, hvad undersåtterne mente om deres regeringsførelse. Og i hvert fald gik det galt, da visse kirkefædre, Augustin inklusive, fandt på at bede kejseren om hjælp til bekæmpelse af kætterne. Så fik vi en række martyrer "med modsat fortegn", kristne, der blev martyrer, fordi en galt afmarcheret storkirke ville tvinge dem tilbage i folden. Så at nå frem til det, som folkevisen så som et ideal: at undersåtten frivilligt gør, hvad øvrigheden kræver, eller at øvrigheden føler sig forpligtet på at forklare, hvad der skal gøres, det var noget, der lå mange århundreder ude i fremtiden. 
16         Det andet eksempel på martyrbegrebets symbiose eller manglende symbiose med menighed og samfund tager jeg fra de såkaldte "martyrer fra Cordoba", et fænomen, der optrådte i årene fra 851-59. I 712 havde araberne erobret det meste af den iberiske halvø og oprettet deres rige dèr med hovedstad i Cordoba. Samfundet bestod af en ganske lille overklasse af arabere, en noget talrigere "krigerkaste", bestående af muslimske berbere, en stor underklasse af kristne spaniere, og dertil nogle minoriteter, hvoraf især jøderne og de til islam omvendte spaniere skal bemærkes. Men de kristne udgjorde ved den tid stadig flertallet af befolkningen, og de kunne stadig huske, at de engang havde levet uden at skulle underkaste sig islam.
17        Ikke for det, den underkastelse, de var lagt ind under, var af en forholdsvis mild art. De regler, som muslimerne ellers regerede deres kristne undersåtter efter, var kun delvist taget i brug i Cordoba. Alligevel fremstod der i 850erne en række mennesker, 47 ialt, der søgte martyrdøden, og også af dele af den kristne menighed blev regnet for martyrer. Blot søgte biskoppen, delvis i forståelse med emiren, den muslimske hersker, at bremse martyrerne. Og det lykkedes. Strømmen af martyrer ebbede ud. Den understøttelse, som martyrerne skal have i menigheden, var ikke til stede. Den forståelse, de ét eller andet sted skal møde hos befolkningen, fandt de ikke. 
18       Nu er der lidt uvished om, hvor mange kristne der egentlig blev henrettet af de muslimske myndigheder i det tidsrum, den muslimske besættelse varede. De martyrer, vi kalder "martyrerne fra Cordoba", kender vi kun, fordi deres martyrium er beskrevet af en præst, Eulogius, der selv led martyrdøden i 859. Han syntes, at de kristne, hvis skæbne han beskrev, var martyrer, menigheden ikke. Så hans bøger gik mere eller mindre i glemme og blev først genopdaget engang i 1500-tallet. Men Eulogius begynder med at beskrive Isaks skæbne. Han havde været højt anset medarbejder i fyrstens administration, tog sin afsked og gik så i kloster. Men af én eller anden grund brød han en dag op fra klostret, drog ind til Cordoba, henvendte sig til den muslimske dommer, qadien, og spurgte ham om visse ting angående den muslimske tro. Qadien troede, han ville omvende sig til islam, og fortalte beredvilligt om både dette og hint, men midt i det hele brød Isak af og fremkom med hosstående angreb på Muhammed.  Isak, overfor dommeren: "Han [Muhammed, rr] har løjet for jer ... han, nemlig, som ved en så stor forbrydelse har ført en skare af så mange fortabte frem og sammen med sig selv overgivet dem til helvedes dyb. Han var nemlig besat af en dæmon, fuld af djævelsk blændværk, og i dødelig sygdom drak han dem til med et bæger af evig fortabelse, og det bøder han for med sin undergang. Hvorfor vil I ikke frasige jer farerne ved påstande om den slags? Hvorfor vil I ikke give afkald på de pestbærende trossætningers sår og i stedet ønske jer det vedvarende frelsebringende evangelium fra den kristne tro?" (mem-sanct-praef#18
19 Og det er faktisk lidt mystisk, hvorfor han gjorde det. Som tidligere medlem af den muslimske administration måtte han dog vide, at der for sådanne udtalelser kun fandtes én straf: halshugning. Det blev da også hans skæbne. Dommeren var dog så forbavset, at han forelagde sagen for emiren, men ingen af dem så nogen anden udvej end døden. Var det en sådan død, Isak var ude efter? Det er svært at se anderledes på det.  Om martyrerne fra Cordoba, se Kenneth Baxter Wolf, på denne adresse: 
http://libro.uca.edu/martyrs/martyrs.htm
20      Min hjemmelsmand, Kenneth Baxter Wolf, mener således, at kirkens meget strenge bodsbestemmelser kunne have været medvirkende til, at så forholdsvis mange traf en så om jeg så må sige hovedløs beslutning. Og Isak, der havde haft dyb berøring med muslimerne, kunne nok opnå bod, men faldt han derefter igennem blot én gang, var yderligere bod umulig at få. Det vil sige, hvis man kom til at leve i en bodssituation, hvor man én gang havde opnået bod, så levede man et liv i stadig frygt for at falde. Derfor kunne det for sådanne mennesker, især hvis de hørte til de meget nøjeregnende, der ikke kunne få sig selv til at tage det let med det forehavende: at gøre bod, være en genvej til frelse, hvis de kunne opnå martyrstatus. For derigennem var de jo sikret en plads i himlen uden videre dikkedarer. 
21       Kenneth Baxter Wolf nævner som eksempel den hellige Columba, hvis anstrengelser beskrives af Eulogius i citatet her ved siden af. Og læser man det igennem med en vis indlevelse, kan man som lutheraner næsten ikke opfatte det som andet end en luthersk klosterkamp godt et halvt årtusinde før Luther. Og man må nødvendigvis føle medlidenhed med en kirke, der i den grad havde malet sig op i en krog, at dens medlemmer så et selviscenesat martyrium som den eneste udvej. Troen kommer i Guds time, siger vi. Javist, men hvor er han dog sen til at reagere! hvor maler hans mølle dog langsomt! 
        Men altså, ægte martyrer? Nej, martyrer, der af deres forkrampede kirkes bodspraksis følte sig tvunget ud i døden, som det eneste, der kunne sikre dem en plads i Guds rige. Det var, hvad mange af martyrerne fra Cordoba var.
Fra Eulogius Memoriale Sanctorum: "10.  Men skønt Columba uafladelig var beskæftiget med disse hengivelser, og skønt hun påførte sig selv, tror jeg, større pinsler end nogen anden kunne bære, idet hun påtog sig at arbejde imod kødet, med vågenætter, faste og bønner, i en fortsat strøm af anstrengelse, så var det dog som om det altsammen var småting i sig selv og langt under det, hun havde aflagt løfte om af pålagte pinsler, det var, som om hun ikke engang stolede på sine fortjenester, skønt hun udførte dem i høj grad, og frygtede, at selv hundrede gange så megen jomfruelighed ville være en tom frugt overfor faderen til, at hun kunne finde trøst, og derfor stræbte hun efter martyriets utvivlsomme løn, hvorved syndere bliver sendt den direkte vej til himmeriget, idet evangeliet jo siger: "Himmeriget bliver stormet med magt og de fremstormende river det til sig". (Matt 11,12)" (mem-sanct3#52). 
22        Mange, ja, men ikke alle. De var ikke alle presset ud i det selviscenesatte martyrium af den kirkelige bodspraksis. Andre var faktisk presset ud i det af den muslimske elites religiøse lovbestemmelser. Dengang som nu havde muslimerne den regel, at en muslim ikke måtte skifte tro. Der var dødsstraf for frafald, omend den pågældende forud for dødsstraffen skulle have lov til at "angre", det vil sige, til at fremsige den muslimske trosbekendelse og således slippe fra det med livet, omend ikke med æren, i behold. 
23 Man havde også den regel, at en kristen ikke måtte drive mission, det vil sige, han måtte ikke prøve at omvende en muslim. Og ligeledes havde man allerede dengang påbegyndt den praksis, at en muslimsk mand måtte gifte sig med en kristen kvinde, men ikke omvendt. Endelig var også den regel i funktion, at børnene i et sådant blandet ægteskab altid skulle betragtes som muslimer. På den måde mente muslimerne, at de havde sikret sig, at samfundet med tiden ville komme til at bestå af lutter muslimer, en kalkule, der både i Spanien og andetsteds slog til. 
24       Men alt dette skete jo ikke uden omkostninger for de kristne. En del af de martyrer, der blev henrettet i Cordoba i det nævnte tidsrum og hvis historier er fortalt af Eulogius, er netop børn fra blandede ægteskaber. Hvis faderen var død, mens de var små, havde moderen ofte opdraget dem som kristne, og så fik de problemer som voksne. Så blev de hemmelige kristne, måtte praktisere deres kristendom i det skjulte, ja, kunne endda opleve, at deres kødelige søskende angav dem til de muslimske myndigheder som kristne. Hvilket medførte døden, hvis de ikke ville afsværge deres tro. 
         Og se, så nærmer vi os vel, hvad vi må kalde det ægte martyrium.
25       Dertil kommer, hvad vi må kalde den almindelige muslimske chikane overfor de kristne. Eulogius fortæller således om en købmand, Johannes, der blev angivet for myndighederne, velsagtens af sine muslimske konkurrenter, fordi han i sine salgsmetoder skulle have brugt at sværge med en muslimsk ed. (mem-sanct1#44) Han blev slået halvt fordærvet, bundet til et æsel og ført rundt i byens kirker med et skilt sat på sig til skræk og advarsel for andre: "Se, således går det den, der håner Muhammeds navn!" Og præsten Perfectus blev af nogle muslimer lokket til at fortælle om forskellen mellem kristendom og islam. Han var dog så forudseende først at indhente deres løfte om ikke at indberette ham for hans beretning. Det lovede de. Men da de hørte, hvad han sagde, svigtede de løftet, og han måtte i fængsel, hvor han ventede, til ramadanen var overstået. Så blev han henrettet. (memsanct2#4
26       Eulogius selv blev henrettet efter en lignende anklage. Hans biograf, Alvarus, fortæller, at han underviste en ung kvinde i kristendom, da hun blev pågrebet og anklaget for frafald. Hun led først martyrdøden, han lidt senere, fordi han erklærede, at det var hans pligt som kristen præst at undervise dem, der ønskede det, i, hvad kristendom er, og at han derfor ville gøre det igen, hvis han fik lejlighed til det. 
          Altså, sagen er på ingen måde så klar, som den ved første øjekast ser ud til at være. 
27        Nævnes skal også, at de kirkelige myndigheder tog afstand fra martyrerne. Emiren ville have henrettelserne standset og satte en del af præsterne i fængsel. Senere lod han afholde et koncil, hvor stemningen var den, at man skulle  ophøre med de selviscenesatte martyrier, og direkte fortælle alle menighedens medlemmer, at man derved skadede den kristne kirke. Det var vel ikke alle de kristne, der var enige i disse overvejelser, præsten Eulogius, der har skrevet om martyrerne, var således ikke. Men den forsigtige holdning vandt over den konfrontatoriske holdning. Så martyrerne manglede det, der vel var mest væsentligt, hvis martyrierne skulle have nogen virkning: menighedens opbakning.
28       Man kan føje til, ud fra, hvad jeg sagde før, at de også manglede tilslutning fra folket. Hvis man tænkte sig, at de havde fået tilslutning fra menigheden, er det så tænkeligt, at folket, muslimen på gaden, ville have forstået, at der dog er noget om det, de kristne siger? Næppe. Der var ingen klangbund for det, de gjorde, i de brede masser. Kan gerne være, at man ikke helt forstod sammenhængen i den muslimske holdning; kan gerne være, at man ikke helt fattede, hvorfor det skulle være ulovligt at sige nedværdigende ting om profeten Muhammed; regeringen og dens gøren og laden havde man nu gennem mange århundreder vænnet sig til var noget, der ikke vedkom den almindelige borger. Den havde ikke nødig at retfærdiggøre sine bestemmelser og handlinger overfor folket. Og folket fandt det derfor på en måde i sin egen sære orden, at autoriteterne, der byggede på Muhammeds lære, også krævede respekt for samme Muhammed.
29       Folket, inklusive de kristne, jo. For de kristne udgjorde på det tidspunkt stadig flertallet af befolkningen. 
       Men det vil sige, at man, hvis man gør sig det tankeeksperiment, at martyrbevægelsen var fortsat, egentlig ikke kan se noget formål med martyrierne. Den tanke, der svarer til martyrierne i oldkirken: at man ikke vil give øvrigheden guddommelig status, manglede. Vi i dag kan se, at der egentlig ikke er synderlig forskel på en kejser, der mener om sig selv, at han er guddommelig, og en muslimsk regent, der mener om den lovbog, han påstår at regere efter, at den er guddommelig åbenbaret. Kun kan man måske sige, at en romersk kejser får lettere ved at begå den "munkske" hybris, at han tror, han hersker over sproget, over sandhed og løgn, over ret og uret.
30 Noget sådant kan man beskylde Muhammed for, men i det øjeblik, en eller anden lov er nedskrevet, som hans efterfølgere er forpligtet på, så er det ikke helt på samme måde fyrstens forgodtbefindende, undersåtterne er henvist til, som tilfældet var med Muhammed selv. (02#68) Det viste sig da også, at der indenfor islam, ligesom indenfor kristendommen, opstod en "præsteklasse" af fortolkere. Vel havde disse fortolkere mere at sige i den kristne del af verden, men de var altså ikke fraværende i den muslimske del. 
31        Det betyder naturligvis ikke, at de kristne fandt deres status under muslimsk styre fortrinlig, men det betyder, at de ikke kan se, hvordan de skal ændre på den gennem martyrier. Og det gælder vel martyrer til alle tider: de vil nok ofre livet, men de vil også godt vide og forstå, hvordan deres død kan gavne kristentroen eller menneskeheden. 
32      Alt i alt: Den kristne menighed i Cordoba affandt sig med tingenes tilstand og vendte sig imod martyrerne som hedsporer, der overdrev deres trosiver. Af frygt for at miste nogle af de rettigheder, man dog trods alt havde, f. eks. en vis ret til reparation af kirker, i enkelte tilfælde endda nybyggeri af kirker, gik man med til ikke at måtte missionere, ikke at måtte gifte sine kvinder bort til en muslimsk mand uden hendes børn blev muslimer, osv. 
33        Endelig skal jeg i denne sammenhæng nævne dels Luther selv og dels en luthersk martyr. Senere følger mere om Luthers martyrforståelse. (Se mar-teo)
         Luther selv først! Luther regner vi normalt ikke med til martyrerne. Men Munk regner ham med til dem, der var rede til at lide for ordets skyld. Og det er da også noget, man skal holde sig for øje, når man læser Luthers historie: Han havde al mulig grund til at mene, at han ikke slap fra besøget i Worms med livet i behold. Dels fordi Johan Huss godt hundrede år tidligere havde måttet lade livet på bålet i Konstanz, skønt han havde fået frit lejde til at rejse frem og tilbage til Konstanz. Og dels fordi hans fyrste, Frederik den Vise, ikke var særlig meddelsom med hensyn til, hvad han agtede at gøre. Luther fik således ikke meddelelse om "overfaldet" ved Wartburg, førend han stod foran afrejsen fra Worms. Så hans villighed til at dø for evangeliets skyld blev virkelig sat på prøve.
Kaj Munk i sit andet udkast til prædiken i Helligåndskirken december 43, en prædiken, der ikke blev holdt: "Fiskeren Simon Peter vilde det [give sit liv for Kristus, rr]. Morten Luther var rede til det. Ogsaa i vor Tid er der Tilvæxt i de ofredes Tal. Frederik Ramm, der nu døde af Tuberkulose her i Danmark efter Koncentrationslejr, bar en Martyrkrone". (Bismer, side 34) (#5
34       Var det da for evangeliets skyld, han ville gå i døden, om så skulle være? 
         Nej, det er nok rigtigere at sige, at det var for sandhedens skyld. I disputationen med Eck kommer Ecks syn på kirken og lydighedsforpligtelsen overfor kirken frem. Eck mener, at man i spørgsmålet om skriftudlægning skal bøje sig for kirkens autoritet. Hvordan kan lille jeg tænkes at forstå skriften bedre end de mange kloge og hellige kirkens mænd, der er gået forud? Det drejer sig derfor om at citere kirkefædrenes udsagn angående det og det skriftsted, idet man hele tiden henholder sig til, at hvad de siger, er sandere, end hvad man selv kan udtænke sig i sin fortolkning. 
Eck i disputationen med Luther i Leipzig: "Men hvor mådeholdent og ydmygt den ærværdige augustinerfader [Luther,rr] svarede, lad andre dømme om det, eftersom han alene lover at ville bekæmpe så mange hellige fædre. Dette er den bøhmiske syge, at ville forstå den hellige skrift bedre end de højeste paver, konciler, doktorer og universiteter, som har arbejdet med megen kraft, når dog Helligånden ikke svigter sin kirke, og det ville være mærkeligt, om Gud havde skjult denne sandhed for så mange helgener og martyrer indtil den ærværdige faders ankomst". (Eck-04#28
35 Luther viser i en lille overvejelse i sit latinske modskrift mod pavens bulle, "assertio omnium articulorum", hvor en sådan tankegang fører os hen. Den fører os nemlig ud i en uendelig regres, hævder han. Hvis vi ikke forstår skriften ret uden at have en hellig fortolker ved vor side, f. eks. Augustin, hvordan kan vi så forstå Augustin ret? For at gøre det, må vi jo også have en hellig fortolker til hjælp, f. eks Gregor. Men nu melder spørgsmålet sig, hvordan vi da kan være sikre på, at vi forstår Gregor ret, og ikke fortolker ham ud fra vor egen ånd. Og finder vi en hellig person, der kan fortælle os, hvad Gregor egentlig mener, så skal jo have en fjerde person til at fortolke ham, osv.  Luther i sin assertio: "den, der forstår de hellige skrifter ud fra Augustin, og ikke snarere Augustin ud fra de hellige skrifter, han forstår dem uden tvivl ud fra et menneske og ud fra sin egen ånd. Men hvis man ikke må forstå noget skrift ud fra sin egen ånd, hvem vil så gøre dig sikker på, at du forstår Augustin ret? Man vil altså være nødt til at indsætte en anden fortolker af Augustin, at ikke vor egen ånd skal få os til at læse forkert i hans bøger. Men hvis det er nødvendigt, så må man også indsætte en fjerde fortolker til at fortolke den tredie, og en femte til at fortolke den fjerde og således videre i det uendelige". (ass01#13). 
36       Vil man nu svare, at en sådan uendelig regres naturligvis ikke ender i det absurde, som Luther åbenbart mener, men hos paven, så har vi de to opfattelser sat op overfor hinanden. Og så ser man også tydeligt, at paven er kommet langt bort fra det venskabsforhold til undersåtterne, som Jesus afbilder i johannesevangeliet, det forhold, der bygger på forstående lydighed og ikke på blind lydighed. I spørgsmålet: Hvordan skal skriften udlægges, dèr skal vi, mener Eck og mange papister med ham, deponere vore fornuftige overvejelser hos paven, lade ham afgøre sagen og bøje os for hans afgørelse, hvad enten vi forstår den eller ej. På den  måde gav man paven del i den guddommelige magt: at skelne mellem sandhed og løgn. Jesus i Johannesevangeliet: "I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. v15  Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer". (Joh 15,14f) (Se 01#64
37       Den autoritet, som kejseren i oldtiden havde tilranet sig, autoriteten til at bestemme over sandhed og løgn, autoriteten til at fastsætte ret og uret, den havde altså på Luthers tid paven erobret. Og det var det, Luther angreb ham for. Det var derfor, han anså paven for at være antikrist. 
38      Så når Luther i hele forspillet op til Worms og på selve rigsdagen i Worms kan forekomme besynderlig forstokket, skyldes det, at han ikke vil bøje sig for pavens "nøgne ord", som han siger. Det var det, der var galt ved hans møde med Cajetan i Augsburg i oktober 1518. Cajetan ville ikke høre på argumenter, kun modtage hans tilbagekaldelse. Men den kunne han ikke komme med, medmindre han fik nogle argumenter for, hvad forkert han havde lavet. Og det fik han ikke af Cajetan. For han havde på forhånd bestemt, at han ikke ville gå i diskussion med Luther. 
39      Men altså, forstokketheden, hvis man vil kalde den det, skyldes ikke, at Luther mener, at han og ikke andre har ret. Den skyldes, at han mener, at spørgsmålet om, hvem der har ret, ikke kan afgøres af en enevældig pave, men må afgøres i en fri diskussion. 
40      Dog må man indrømme, at Luther nok ikke er helt klar, når det drejer sig om at finde ud af, hvem der da skal afgøre sagen, når ikke paven kan. Skal det være et koncil? Tja, det mente Luther og hans ligesindede i lang tid. Men det skulle være et koncil, der ikke var styret af paven. Men man må nok sige, at det spørgsmål endte med at blive et spørgsmål, der kun kunne afgøres af den enkelte. Luther holdt sig i det stykke til Panormitanus, en senmiddelalderlig kirkeretslærd, der mente, at en mening, som en lægmand fremførte, godt kunne være at foretrække fremfor den, en pave kom med.  Luther i disputationen med Eck: "Ja, endog de jurister, som han synes at agte mindre højt, fastslår i kapitlet: significasti, om valget, at et enkeltmenneskes mening har forrang fremfor både den romerske pave og koncilet og kirken, hvis han støtter sig til bedre autoriteter eller fornuftsgrunde". (Eck-04#7
41      Det er ikke mindst denne tanke, som Luther altså har fra en middelalderlig kirkeretslærd, som papisterne ikke kan sluge. Derved mister kirken ethvert grundlag, synes de. Derved kommer det hele til at flyde på det kirkelige område. Og altså, for at det ikke skal være sådan, at alting flyder, forekommer det dem pinende nødvendigt at holde sig til pavens autoritet. Man mindes grev Gert i "Niels Ebbesen".  Grev Gert i "Niels Ebbesen": "... Jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker og alle adlyder stumt og blindt. (Herrerne bukker.)" (ebb04#11
42       Jeg skal ikke afvise, at det har været lignende tanker, der har fået Kaj Munk til at beundre diktatorerne. Det var jo ganske almindelige tanker i mellemkrigstiden. Dette, at "togene kørte til tiden", var et vældigt bevis for diktaturets fortrin fremfor demokratiet, selv om jeg nu ikke har set nogen undersøgelse, der viste, at togene var mere upræcise i f. eks. Danmark end i Tyskland. Men omend Munk således var "diktatorfan", så lærte han af de erfaringer, han gjorde fra 1939 og fremefter, at man ikke kan stole på diktatorerne, at prisen, der betales for de præcise tog, er uhyggelig høj. 
43        Tilbage til Luther! I det indlæg, Johannes Eck kommer med i Worms, efter at Luther har fremsat sin erklæring om, at han kun kan tilbagekalde, hvis han overbevises af skriften eller af klare grunde, (citeret her ved siden af) afsløres det, at det er frygten for kaos, der bevæger papisterne til at opretholde anklagen mod Luther. Alting vil komme til at flyde, hvis de skal gå Luthers argumentation efter og tilbagevise den med skriften. Derfor holder de fast ved troen på koncilerne eller endnu bedre: ved troen på paven.  Officialen ved forhøret af Luther i Worms, Johannes Eck (en anden end ham fra disputationen i 1519), efter Luthers bekendelse: "For hvis han bare én gang kom igennem med det synspunkt, at enhver, der modsiger koncilerne og kirken, skal overbevises af skrifterne, så ville vi ikke have noget sikkert og fast i kristenheden." (mel-worms2a#53
44       Det er også den tro, de lærde i Louvain (Løven) forlanger opretholdt af én af Kristian den Andens hoffolk, Willom van Zwolle (Kristian boede på det tidspunkt i Lier, lidt syd for Antwerpen). Han er blevet anklaget for kætteri, og teologerne ved universitetet i Louvain eller Løven har fremlagt for ham nogle teser, som han skal anerkende, herunder den her ved siden af citerede. Paven og den almindelige kirke har myndighed til at udstede love og det kristne folk har pligt til at adlyde disse.  Martin Schwarz Lausten i "Christian 2. mellem paven og Luther", side 199: [Den anden sætning, Willom skal anerkende]: (2) Det er ikke imod Den hellige Skrift at hævde, at paven og den almindelige kirke har magt til at udstede love og statutter til at styre det kristne folk, og at dette har pligt til at adlyde disse" 
45       Det var man næsten nødt til at sige ja til før Luther. Men efter at Luther med mange eksempler har påvist, at paven er antikrist, og efter at han selv har taget sig den frihed at udlægge skriften for egen regning og risiko, så er det ikke mere nogen selvfølge. Pligten til at adlyde må gøres betinget. Den "ordination", paven fremsætter, skal være i overensstemmelse med Kristi lære. Det var før en selvfølge, at pavens "ordination" havde denne overensstemmelse, men nu er det noget, der kræver eftervisning.  Willoms svar, side 201: (2) Sålænge paven ikke nedlægger det verdslige sværd og erkender, at han er undersåt under kejseren og konger og i stedet griber det åndelige sværd, som er Guds ord (Ef. 6,17), så kan han ikke binde eller løse samvittigheden. Intet kristent menneske kan i sit indre være Antikrist underdanig. Willom erkender, at "paven, bisper og præster" har magt til at "ordinere" efter Guds ord, men i så fald skal det være en kristen ordination, og kirkens medlemmer er forpligtet til at rette sig efter dem, såfremt de er i overensstemmelse med Kristi, apostelenes og evangelisternes lære. 
46      Hvor har man den Gud, der gennem mennesker kan fremsætte bindende love? Har man ham i pavens afgørelser? Ja, det ville løvenerne tvinge Willom til at gå med til. Men det ville han ikke. Bliver der så ikke kaos? spørger man vel i papisternes lejr. Det er jo ikke af ondskab, de vil fastholde pavens magt, men for ordenens skyld. Og det var dengang ganske vanskeligt at svare, at der ikke blev kaos, for ville det ikke blive resultatet, når det faste holdepunkt, paven, forsvandt?  lidt senere: "Uden for denne kristenhed er der ikke frelse eller syndsforladelse, og inde i denne "åndelige tjeneste eller ordning" har enhver biskop, præst, ja "andre åndelige medlemmer" som ejer den Helligånd, ligeså stor myndighed som paven til at vogte, til at uddele sakramenterne. Pavens Gud er ikke større end "vores" Gud, som virker lige så godt gennem os som gennem ham". 
47       Jo, svarede man fra luthersk side, sådan ville det gå, hvis det var det verdslige regimente, der var tale om. Og indenfor det verdslige regimente skal man da også adlyde fyrsten, hvad enten man forstår eller ej. Men indenfor det gejstlige regimente, kan og må man ikke adlyde imod sin samvittighed, det vil sige, man må ikke godtage pavens "nøgne" ord, man er nødt til at forlange begrundelser. 
48       Men hvad så med det verdslige regimente? Skal man også dèr kræve fri og ikke tvungen lydighed? Skal man også der stille krav om ikke at nøjes med "nøgne" ord? Idag vil vi uden betænkning svare ja. Men det holdt som bekendt hårdt at nå så langt. Vi skulle igennem enevældens periode, en periode, der nok kan siges at bygge på Luther, men kun fordi Luther mente, at en undersåt skulle vise lydighed også mod en uretfærdig fyrste. Vi skulle igennem den oplyste enevælde, der dog mente, den i det mindste kunne give undersåtterne del i begrundelserne, før vi nåede frem til Den Franske Revolutions forsøg på fri debat og frie valg, en udvikling der i Storbritanien havde forløbet ad andre veje, men dog var nået frem til et lignende resultat. 
49 Men naturligvis holdt det hårdt at vove springet, springet ud i det uvisse, sådan som det altid er vanskeligt at give magten fra sig. Vil andre virkelig kunne bruge den bedre end jeg? 
       Willom blev brændt på bålet den 20. oktober 1529, og blev derved én af de martyrer, der fulgte lutherdommens udbredelse. Og man kan i dette tilfælde godt sige, at hans martyrdød ikke blot var et personligt anliggende, der var en menighed, eller en række lutherske menigheder rundt omkring, der anerkendte ham som martyr, og derved gjorde det klart for papisterne, at de anså hans død og dom for uberettiget. Og ikke mindst, der var iblandt lærde humanister, iblandt fyrster og teologer, en stigende forståelse af, at man i åndelige sager ikke kunne anvende ydre tvang. Men selv på det gejstlige område havde sådanne tanker svært ved at bryde igennem. Der var stadigvæk mange, altfor mange, der delte grev Gerts syn på sagen, hvad enten man nu tager det fra Kaj Munks eller fra folkevisens digtning. Og alt for få, der så forholdet mellem herre og undersåt som forholdet mellem Jesus og hans disciple, jvfr Joh 15.14f. (Se evt. ekskurs om Luthers martyrteologi)
Fra "Niels Ebbesen": "[Gert] I beherskes af denne svinske Tankegang, at alting kan gaa af sig selv." (Ebb04#34). 

Fra Niels Ebbesen-visen:
Da svared greve hr. Gert,
han lyster det ikke at høre:
"Der må ingen svend fra sin herre ride,
den stund han lyster ham at føre". (ebbesen-vise#22

Jesus i Johannesevangeliet: "I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. v15  Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer". (Joh 15,14f) (Se 01#64 og #35

50 c. Kristeligt og folkeligt igen
           Anden Verdenskrig var en krig mellem ideologier. Den var også en krig mellem nationer. Men de forskellige nationer repræsenterede forskellige ideologier. Eller mere præcist: I øst stod to ideologier overfor hinanden, repræsenteret ved hver sit folk. I vest stod den nazistiske ideologi overfor en anti-ideologisk tænkning, repræsenteret ved de demokratiske stater, Storbritanien og USA. Og man kan selvfølgelig spekulere på, om de vestlige lande gik ind på nazisternes forudsætning i deres krigsførelse. I en vis forstand gjorde de det, og var vel også nødt til at gøre det; uden at de dog af den grund blev ideologer. 
51       Jeg har før gjort opmærksom på, at Anden Verdenskrig var usædvanlig derved, at den ene parts mål fra begyndelse af var et regimeskifte i den anden part. Og det hænger nok mindre sammen med, at nazisterne førte en ideologisk krig end med, at Hitler havde brudt sine løfter, og at man derfor ikke turde stole på ham ved en eventuel fredsslutning. (02#56) Alligevel blev nazisternes ideologi brugt som begrundelse for at bekæmpe den. Og så ond og umenneskelig som den var, var det da også en god grund til at vende sig imod den. 
52         Det betød også, at den modstand, der herhjemme voksede frem, både som åndelig modstand og som mere verdslig modstand, både var af folkelig og af ideologisk art. Der var mange modstandsfolk, der blev ved med at fastholde, at det ikke var tyskerne, de ville bekæmpe, men nazisterne. Det var ofte vanskeligt, ikke mindst lige efter besættelsen, da hadet og modviljen mod alt tysk igen kunne få frit løb. Mod den hetz mod tyskerne, især mod de over 200.000 tyske flygtninge, der fremkom i mange blade i sommeren 45, vendte nogle præster sig i en erklæring, der den 24. juni 45 blev udsendt over Ritzau. Man kan dog ikke sige, at de havde noget utvetydigt held med sig i bestræbelserne på at få folk til at skelne mellem ideologien: nazismen, og etniciteten: at flygtningene var tyskere. Først efterhånden faldt sindene lidt til ro.  Erklæring fra ca. 60 præster den 24. juni 1945: "... Flygtningene tilhører et Folk, som vi har været i Krig med, de bærer, skønt de ikke har vidst stort om, hvad der er sket, deres Del af den fælles tyske Folkeskyld. Vi kan ikke tillade dem at færdes frit i vort Folk, men maa holde dem under Bevogtning. Vi ønsker dem snarest bort fra vore Skoler og helst sendt hjem eller ogsaa ud i Lejre. Men deres menneskelige Ære skal vi ikke røre, og vi støtter vore Autoriteter i enhver Bestræbelse for at give dem menneskelige Kaar. Vi har kæmpet mod Nazismen, fordi den ikke i Jøden vil se et Medmenneske, og vi vil paa samme Maade kæmpe mod en ny Nazisme, som ikke i Tyskeren vil se et Medmenneske". (Fra Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945-49, side 189f) 
53         Man må nok sige, at det hos Munk forblev et opgør med ideologien, med den uret, som Hitler påførte os. Men det forblev for ham også et åbent spørgsmål, hvad det egentlig var, man skulle sætte livet i vove for. Skulle man gøre det for at forsvare Danmarks ære? Skulle man gøre det for at bekæmpe den nazistiske ideologi? Skulle man gøre det for at få Hitler fjernet? Eller skulle man gøre det for at følge Kristus efter, den Kristus, der var sandhedens udsending? Under alle omstændigheder må man sige, at Munk langt hen i besættelsestiden, om ikke til sin død, bevarede respekten for det tyske folk, for den kultur, som det tyske folk havde været bærer af. 
54 Når han endnu i januar 1942 (eller i hvert fald endnu i efteråret 41, det var tidligst da, at han begynde på den endelige revision af "Niels Ebbesen") kunne acceptere en "Niels Ebbesen", der lader tyskeren Vitinghofen og danskeren Ruth Ebbesen blive grebet af uopløselig kærlighed til hinanden, så er det vel den tyske kultur, han respekterer, omend man må indrømme, at netop denne respekt synes på mærkelig måde at blive sammenblandet med Munks stadig levende respekt for handling, for dåd, for krigen og dens heroisme. (se 03#71). Men omvendt kan man vist ikke sige, at han havde mistet denne respekt, når han i sidste version af "Niels Ebbesen" lader  kærlighedsforholdet mellem Ruth og Vitinghofen udgå. 
55        En lille detaille er vistnok værd at gøre opmærksom på, omend jeg såmænd ikke er helt klar over, om Munk selv tillægger den nogen værdi. På tyske gravmonumenter i Tyskland (ikke i udlandet, dèr er den slags tanker blevet bortcensureret) kan man læse, at de soldater, der hviler herunder, har lidt "den Heldentod", eller at de er faldt på "ærens mark" (noget, som Lorents gentager overfor fru Gertrud (ebb05#22)), eller at de døde "für das Vaterland". 
56 Det er måske karakteristisk, at Munk ikke gentager nogle af disse fraser, når han skal beskrive, hvorfor Gerts folk kæmper for ham. I stedet hedder det, at de kæmper og dør for "deres herre". Det er vel forståeligt for Ove Haases vedkommende. For han er jo dansker, og hos ham er det derfor åbenbart, at det er Gerts "ideologi", hvad den så end går ud på, udover at Gert skal herske, der har grebet ham. Men for Vitinghofens vedkommende skulle man måske forvente, at han ville kæmpe og dø for fædrelandet.  Fra "Niels Ebbesen" (bogversionen): Niels Ebbesen: Bland dig ikke i vor Sag, Ove. Vi er i Slægt, du og jeg. 

Haase (griber Gerts Sværd): Men han er min Herre. (Anfalder ham.)

Niels Ebbesen (værger for sig): Saa gaa da din Herres Vej. (Hugger ham ned.) (ebb04#42

57 Men det gør han ikke. Da han via fader Lorents vil give sin mor en sidste hilsen, er det ikke noget med, at han er død for fædrelandet, nej, han ønsker selv, at budskabet skal være, at han faldt for sin herre. Og man kan da ikke andet end have lidt ondt af den stakkels mor. Hvordan kan en tilknytning til et andet menneske, som han kalder herre, få ham til at give sig i døden? At falde for fædrelandet, det lade sig vel høre, hvis det bliver angrebet. Men at falde for en, synes vi, tilfældig krigsherre, som mener sig kaldet til at erobre fremmede lande, og så oven i købet mene, at det kan bringe ens mor trøst at vide, at man holdt det løfte om trofasthed ind i døden, som man havde aflagt til samme herre, det er da næsten blasfemi, det kan da kun gøre ondt værre: Selv ind i døden bevarede han i sit hoved det galimatias, han desværre blev grebet af, mens han levede.  Fra "Niels Ebbesen" (manuskriptet): Vitinghofen. Fader Lorentz. Jeg har en Mor i Holsten ---

Lorentz. Jeg ved det nok. Hvad Bud skal jeg sende hende?

Vitinghofen. Bare det, at jeg faldt for min Herre  -- og at jeg kyssede hendes Navn da jeg døde. (ebb05#39

58         Det er selvfølgelig lidt voveligt at argumentere ud fra noget, der ikke står hos Munk. Men hvis det er noget, Munk har skrevet med velberåd hu -- og det tror jeg det er, det kan i hvert fald ikke udelukkes -- så kommer der til at fremtræde et tankevækkende notabene i denne iagttagelse. Når tyske soldater aflagde ed, aflagde de den ikke til fædrelandet, men til Adolf Hitler. Det er utvivlsomt viden om dette, der får Kaj Munk til at skrive som han gør om Vitinghofens sidste hilsen til sin mor. Men det er også denne viden, der får Munk til ikke at bringe tyske soldater i Vitinghofens skikkelse den trøst det dog på én eller anden måde må være at være faldet for fædrelandet. At falde i forsvarskamp for fædrelandet, det har den naturlige lov med sig. Men at falde for sin herre er udtryk for en højst tvivlsom ideologi. 
59        Tyskere på Munks tid vil nok identificere det ene med det andet. Men det tjener Munk til ære, at han holder de to ting adskilt: altså både fremhæver, at der er en tysk folkelighed, der ikke er anderledes end andre folks folkelighed, og at man derfor kan tænke sig kærlighedsforbindelser mellem medlemmer af de to folk, og fastholder, at den, der dør i tysk tjeneste, ikke dør for det tyske folk, men for Adolf Hitlers afsindige ideer. 
60        Alt dette skulle føre frem til spørgsmålet om, hvorvidt den, der med ord (eller med våben, men vi venter lidt med det med våbnene) bekæmper det tyske herredømme i Danmark kæmper på Kristi eller på fædrelandets vegne. 
61        Og igen vil jeg svare, at jeg et langt stykke hen ad vejen er enig med Kaj Munk, dog ud fra en helt anden teologisk grundholdning. Munk gør det, at han vender og drejer udsagn om Jesus, for at få Jesus til at "give tilladelse" til mange af de ting, som Munk går ind for, herunder militærtjeneste, forsvar af fædrelandet, modstand mod den, der fratager os vor ære, m. m. Jeg vil mene, at disse ting bør fastholdes som kristeligt forsvarlige ud fra den naturlige lov. Det er en del af den naturlige lov, at vi har en øvrighed. Denne øvrighed skal sikre ro og orden indenfor landets grænser, og fred i forholdet til andre nationer. Eftersom ingen af delene kan gennemføres uden våbenanvendelse, er det altså øvrighedens pligt at bruge våbenmagt. 
62        Men netop, fordi det er en pligt, der består i kraft af den naturlige lov, er denne våbenanvendelse begrænset af den naturlige lov. En angrebskrig er imod den naturlige lov og kan derfor ikke tolereres. Altså: det må øvrigheden ikke bruge sin magt til. Et løftebrud i aftaler mellem vor nation og en anden nation er også imod den naturlige lov og er på lignende måde uacceptabelt. 
63        Hvad har det med kristendom at gøre? vil man måske spørge. Det har det med kristendom at gøre, at Jesus ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at fuldkomme den. Den naturlige lov, der findes, nedbryder han ikke, heller ikke med kravet om at vende den anden kind til. For dette krav eller denne formaning sigter på forholdet mellem mennesker, giver en formaning om, hvordan det muligvis kan retvendes, derved, at man afstår fra den strenge ret. Og det kan en fyrste gøre i sit forhold til andre fyrster på samme måde, som en enkeltperson kan gøre det overfor den, med hvem han står i et brudt forhold.  Luther i brev til kurfyrst Johann Friedrich den 9. april 1542: "Derfor beder vi Deres kurfyrstelige nåde om at gøre, hvad der overhovedet er muligt for at ære Gud og komme en sådan elendighed i forkøbet, og vise Dem blid og storsindet, Gud skal nok vide til gengæld at ære Deres kurfyrstelige nåde for det". (br070442#59
64 I tilfældet her: Luthers fyrste har været truet af en hertug Moritz med hensyn til herredømmet over og den frie gennemmarch af en lille by ved navn Wurzen. Det har ført til oprustning, opmarch og næsten krig mellem de to fyrstendømmer. Luther skrev en kraftig formaning til de to hære, men inden den blev udsendt, blev der sluttet fred. Og det, Luther nu gør bagefter i hosstående citat, er, at han beder sin fyrste om at være storsindet ved fredsbetingelserne. Selv om den anden part har handlet imod al ret, så skal Johann Friedrich alligevel ikke holde fast ved den strenge ret, men bøje af for fredens skyld. Det vil sige: Han skal vende den anden kind til (Det er ikke Luther, men "kun" mig, der udlægger det i den retning. Men sagen er der). 
65        Men altså: Jesus kommer ikke med en særlig kristelig udgave af Guds lov, vanskeligere og strengere end den naturlige lov, som man enten kan gemme sig bag med den følelse, at dette her (meget sværere) har jeg overholdt, eller fortvivle over og bede om forladelse for. Hans formaning har til hensigt at få forholdet retvendt igen, derved at én af parterne giver afkald på at holde på sin ret. Mere er der ikke i den sag. Det er menneskelivet, Jesus kæmper for at genetablere, menneskelivet i al dets fylde, ikke et særligt kristeligt liv, ædlere og højere (og kunstigere) end det naturlige menneskeliv. 
66        Jeg vil igen henvise til Luthers anvisning til bøhmerne i skriftet til den kristelige adel, men denne gang lægge særlig vægt på, at han skriver, at bøhmerne "hellere [skulle] lade legeme og liv end bekende, at det er ret at bryde et kejserligt, paveligt, kristeligt lejde og handle troløst imod det." Altså, bøhmerne skulle sætte livet i vove i deres omgang med storkirken, for at fastholde, at der blev gjort uret imod dem, storkirken har handlet uretmæssigt og derved ødelagt forholdet til bøhmerne. Når bøhmerne skal sætte så meget ind på at fastholde storkirken på dens skyld, skyldes det ikke, at deres ære blev gået for nær, heller ikke, at de skal hævde sig på storkirkens bekostning, det skyldes udelukkende, at slutter de fred uden at det denne skyld hos storkirken bliver gjort klar, så bliver det en løgnefred, så bliver freden bygget på sand, bygget på magt og ikke på ret.  Luther i "An den christlichen Adel": For det første må vi i sandhed bekende sandheden og ophøre med at retfærdiggøre os og indrømme bøhmerne noget, nemlig, da Johannes Huss og Hieronymus fra Prag, blev brændt i Konstanz imod et paveligt, kristeligt, kejserligt lejde og ed, og dermed skete det imod Guds bud, og det har i høj grad fremkaldt bitterhed hos bøhmerne. Og selv om de skulle have været fuldkomne og have fundet sig  en sådan svær uret og ulydighed imod Gud fra vores side, så har de dog ikke været skyldige at billige den slags og bekende, at det var ret gjort; ja, de skulle endnu den dag i dag hellere lade legeme og liv end bekende, at det er ret at bryde et kejserligt, paveligt, kristeligt lejde og handle troløst imod det." (adel04#59) (se 04#45
67        Vi skal som kristne kæmpe med ordet som våben. Det vil sige, vi skal ikke gøre os til venner med tyskerne, før det kommer til at ligge klart, at de også véd af, at de har handlet imod al ret ved at angribe os den 9. april. Og det kunne så sandelig i 1940 have lange udsigter. Og vi skal ikke lade os tvinge til at bøje ordene og fifle med meningerne, så det kommer til at se ud, som om vi på én eller anden måde frivilligt er gået med til besættelsen, eller så besættelsen kommer til at tage sig ud som en beskyttelse. 
68       Godt nok taler Kaj Munk i Gerlev-talen om, at vi skal undlade at slutte venskab med tyskerne, for ikke at tilsmudse vor ære. Og det er sandt, man kan gøre meget ud af det med æren, man kan gøre så meget ud af det, at det næsten bliver umuligt at få et venskab op at stå igen. Men i denne forbindelse er begrebet anvendt på en kristelig forsvarlig måde. Det er anvendt, for at få det venskab, der eventuelt kan blive tale om, til at blive et ægte venskab og ikke blot et proforma venskab. Det er anvendt, for at få sandheden frem, den sandhed, som tyskerne gerne ville skøjte let hen over i begyndelsen af besættelsen.  Kaj Munk i Gerlevtalen (18-8 40): "Med dem, der holder En en Revolver for Brystet, kan Folk af Ære ikke slutte Venskab". (Dagen er inde, side 179) 
69       Og så forøvrigt: Når de gerne ville skøjte let hen over det, skyldtes det ikke mindst deres ideologi, nazismen. Det var den, der havde fortalt dem, at magt går forud for ret, at den, der er dum nok til at tro på et frit lejde (som Niels Bugge i "Niels Ebbesen", se ebb04#17) eller stole på en ikke-angrebspagt, som danskerne i 1940, han må virkelig selv tage skade for hjemgæld. De var, ifølge denne ideologi, overmenneskene, de havde retten til undertvingelse af hvem de fandt for godt at undertvinge. Deres ideologi brød sig fejl om naturlig lov og anden kvindesnak. Nej, magt, dåd, handling, livsrum, kraft, det er, hvad der tæller. 
70        Man kan vel sige, at det sådan set er ligegyldigt, om bruddet på ikke-angrebspagten blev foretaget af ideologiske eller af militære hensyn, det er lige uacceptabelt i begge tilfælde. Sandt nok. Men man kunne måske forvente, at det, fordi det blev foretaget af ideologiske grunde, ville være vanskeligere at få bugt med. Dog, dette er en kun akademisk diskussion. Danskerne gjorde i alt væsentligt intet for at få bugt med hverken den ene eller den anden falske begrundelse. Man accepterede realia. Som var, at tyskerne nu engang var her, at det nu engang ikke var lykkedes at gennemføre den balancegang, som lykkedes under første verdenskrig. 
71 d. Samarbejdspolitikkens aftalemæssige grundlag
           Der forekommer en vis ironi i enhver uretmæssig magtanvendelse. Selv om man aldrig så meget har fastslået i sin ideologi, som nazisterne havde det, at man i kraft af en eller anden socialdarwinisme betragter sig som berettiget til at skaffe sig livsrum i øst, eller altså har fastslået, at det i folkenes verden går som i den biologiske verden, at de bedst egnede overlever, de andre går til grunde, hvilket jo begge dele lader hånt om alle retsbegreber, så kan man alligevel ikke afholde sig fra at tale om ret og uret. Hvor meget magtmenneske man end puster sig op til at være, i virkeligheden er man stadig et sprogligt væsen, underlagt sprogets begrænsninger, henvist til sprogets logik.
72       Da således den overlegne tyske militærmaskine i løbet af kort tid havde sat sig i besiddelse af den militære magt i Danmark, skulle man måske efter almindelige magtovervejelser tro, at det var det. Nu var der ikke mere at sige. Men ok jo, det var der. Tyskerne nøjedes ikke med at besætte vort land, de afleverede tillige en note, et ultimatum eller et memorandum (kært barn har mange navne), som skulle komme til at være af stor betydning i de første besættelsesår. 
73       Sandsynligvis har de magtmennesker, der affattede noten, ikke spekuleret synderligt over langtidsvirkningerne. De har nok tænkt, at den dag, de ting, der stod i noten, ikke passede ind i tyskernes kram, kunne de jo blot lave dem om. Men ord har alligevel deres ofte uberegnelige virkning. Når man således for at berolige danskerne hævdede, at man ikke havde betrådt dansk jord i fjendtligt øjemed, og at den tyske regering ikke havde til hensigt ved sine foranstaltninger at antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet og politiske uafhængighed, hverken nu eller i fremtiden, så kan det da godt være, det var med til at fremskynde overgivelsen den 9. april, og måske også med til at spare nogle tyskeres liv, hvem véd, men det var også en beroligelse, der kunne udnyttes af danskerne. Bo Lidegaard i "Kampen om Danmark 1933-1945", side 188f: "P. Munch indså naturligvis kun alt for vel, at Tyskland netop havde antastet Danmarks territoriale integritet, men ved at gøre de tyske forsikringer om det modsatte til sine egne, søgte han at opbygge en fælles forståelse om, at der fortsat eksisterede en dansk suverænitet. Det indebar, hvis man tænkte tanken til ende, at der fortsat måtte findes en dansk vilje, udtrykt af en dansk regering og udgået af den danske rigsdag. Tyskland havde således nok bemægtiget sig magten over statens territorium, men besættelsesmagten syntes ikke interesseret i også at tage magten i samfundet som sådan, endsige at ville antaste den herskende samfundsorden eller rejse territoriale krav". 
74       Erklæringen om, at tyskerne ikke ville krænke Danmarks territoriale integritet, blev således mødt med en vis lettelse. Det havde i tiden op til besættelsen været én af politikernes bekymringer, om tyskerne ønskede at foretage en grænserevision og indlemme det Sønderjylland, som jo trods alt fra 1864 til 1920 havde været en del af det tyske rige. Nu gjorde de danske politikere det overfor tyskerne -- med et vist held -- at de vendte ultimatummet om, så det blev et løfte, så altså disse beroligende ord blev taget for gode varer, og derved i en vis forstand også blev gode varer.  Sammesteds, side 191: "Disse to grundsten under den danske regerings samarbejdspolitik under besættelsen er siden blevet kaldt suverænitetsfiktionen og neutralitetsfiktionen. Fiktioner, fordi de i høj grad afspejlede en diplomatisk konstruktion skabt i spændingsfeltet mellem danske og tyske interesser. Men realiteter for så vidt, at de trods alle anslag bar samarbejdspolitikken oppe. Så længe de varede". 
75 Dog ikke mere, end at man i november 1941, halvandet år efter besættelsen, så stort på den politiske uafhængighed, man havde erklæret, at man ikke ville antaste. Hvilket som før nævnt fik Scavenius til at protestere med det resultat, at vi bibeholdt vor formelle neutralitet og ikke af vor tilslutning til Antikominternpagten var forpligtet på at bekæmpe kommunisterne med militære magtmidler. (se 03#54ff) Og det kan godt være, at tyskerne kun gik med til det, fordi de nødig ville fremstå som mennesker, der sagde ét i dag og det modsatte i morgen, men det er netop også på denne uanselige måde, sproget virker. 
76        Det var ind i en sådan grumset situation, at Kaj Munk skulle handle. Det var her, hvor man arbejdede med fiktioner og halve sandheder, og hvor den danske regering søgte at få det bedst mulige ud af det ved hjælp af tilsløringer og fiflerier, at han skulle have tanken om martyrsindet, der med Luthers ord "hellere lader legeme og liv end bekender at det er ret at bryde et kejserligt, paveligt, kristeligt lejde", til at passe ind. 
77        Der er ikke noget at sige til, at det voldte ham kvaler. Det gjorde det jo for alle, der levede under besættelsen. Og hosstående citat viser, at han foruden det, vi vel regner for det værste ved martyrsindet: at man er nødt til at sætte sin egen sikkerhed, sit eget liv, på spil, også havde den værre frygt: Frygten for den ravage, sandheden kan afstedkomme for ens folk. Men, som han også siger i citatet her ved siden af: Frygten for den større ravage, hykleri og fortielse kan medføre, er til sidst større for ham. Derfor taler han. Så ligeud af posen, som han kan. Men ikke så ligefremt og åbenmundet, som vi måske i dag ville syntes, det ville være rigtigt at tale (omend vi nok ikke selv ville have gjort det, om vi havde levet dengang).  Kaj Munk i en prædiken: "De [gode mænd med tro på sandheden, rr] er af Kød og Blod som Johannes og kender vel til Frygt for deres egen Skæbne og til den værre Frygt, Frygten for den Ravage, Sandheden kan afstedkomme for deres Folk. Men en skønne Dag indser de, at Fejghed bør ikke binde deres Tunge, og at den Ravage, Hykleri, Fortielse og Løgn medfører for et Folk, vil i det lange Løb vise sig tusindfold skæbnesvangrere". (Tre prædikener, side 7) 
78 e. Munks egen martyrforståelse
           Efter Munks død var der mange, der kom i tanker om alle de tilfælde, hvor han have nævnt noget om at være martyr. Og det har de så gengivet. Og det må jo indrømmes, der ligger en vis dramatisk nerve i dette at kunne antyde en forudanelse hos Munk selv, at kunne fortælle om dette og hint udsagn af Munk, der ligesom lagde op til den død, der blev hans. 
79       Jeg véd ikke rigtig, hvad man skal regne den slags udtalelser for. På en måde har de samme værdi, som de forudsigelser, diverse spåmænd kommer med. En tid var der en mand i Tønder, som medierne ret ofte henvendte sig til, når det var agurketid. Han kom med forudsigelser om de mest forskellige ting. Og han kunne pege på ikke så få ting, som han havde forudsagt forbavsende korrekt. Hvad der aldrig kom frem, var, hvor mange ting han havde forudsagt forkert, og hvor stor en procentdel af forudsigelserne der faktisk var gået i opfyldelse. 
80        På lignende måde forestiller jeg mig, at Munk har sagt utrolig mange ting under besættelsen, både i den ene og i den anden retning, har udtrykt håb om at komme frelst igennem, har udtrykt bekymring for, om han skulle ende i koncentrationslejr, og meget andet. Men det, man bagefter har hæftet sig ved, har været alle udsagnene om martyrdøden. Dem så man jo var gået i opfyldelse. Alt det andet, han havde sagt, glemte man eller så man bort fra. Ikke bevidst, sådan set. Men sådan er jo vi mennesker. Og sådan forholder det sig altså: Vi har nok i brevene en samling af Munk-udtalelser, som man kunne undersøge. Men hvad der findes af mundtlige udsagn, er på forhånd sorteret, så man har fremhævet og husket dem, der handler om martyrdøden.
81        Jeg skal ikke nægte, at Munks dramatiske sind har draget en eventuel straf fra tysk side ind i billedet. Men jeg kunne godt lide at se de breve, der omtaler en martyriets bakke, som han føler sig på vej opad. Når han allerede julen 1940 kan spørge, hvor langt der er til det lille private Golgatha, så vidner det vel om, at han selv ikke agter at være forsigtig og stikke piben ind, men både han selv og andre må vel indrømme, at det, der var udsigt til i 1940, just ikke var noget martyrium, måske en bøde, måske en fængselsdom, eller i værste fald et skriveforbud. Men henrettelse eller død? Det kunne vist ingen tænke sig.  Niels Nøjgaard i "Ordets Dyst og Daad", side 378f: "Flere Gange nævnede han i Privatbreve den Martyriets Bakke, som han vidste sig paa Vej opad. Jul 1940 udtrykte han sin Længsel efter at sige Farvel til Scenen og hellige sig til Prædikestolen alene og fortsatte saa: "Men jeg magter det vel ikke endnu? Og hvor langt er der til Golgatha, det lille private?" Næste Aar hed det, at Folket og Regeringen tror alt det, han ikke tror paa: at det gælder om at lystre og ellers kæmpe til sidste engelske Soldat. "Og jeg tror, at Livsbevarelsen ligger i Golgatha, i at udsætte Skindet, i Heroisme". 
82       Golgatha var i hvert fald ikke en mulighed, han nævnte i et brev til provsten i anledning af, at han havde nægtet at parere ordre. Der var kommet et cirkulære, som henstillede, at man ikke omtalte den norske kirkekamp. Munk svarede, at han agtede at undlade at følge henstillingen. Og et par dage efter skrev han så hosstående til sin provst. Dels kan man jo altså se, at de forestillinger, han gør sig, ikke omfatter henrettelse, dels må man være klar over, at de "de", som han omtaler som sine modstandere, er de danske, ikke de tyske myndigheder.  Fra et brev til Kaj Munks provst den 29. marts 1943: "Jeg har nu indsendt min Protest .. Maaske vil de smide mig ud af min Præstegaard, som jeg elsker. Lidt Penge har jeg jo, saa hvis de ikke ogsaa tager dem, klarer Lise og Børnene sig vel en Stund. Maaske vil de smide mig i Kachot, det er værre, det har jeg ikke Helbred til. Men skidt med det. Bare jeg kan stole paa, at I andre ikke giver op, de faa af jer, der er noget ved". Nøjgaard, side 385. 
83       Det blev naturligvis værre, som besættelsestiden skred frem. Og efter den 29. august 1943 stod landet uden regering. Han fik to eller tre gange et tilbud om at blive hjulpet til Sverige. Men han afviste tilbudene, én af gangene med den tilføjelse, at han ville dø i Danmark. Og det er da muligt, at han har sagt det, men man skal nu ikke tillægge ham profetiske evner. Eller, sagt på anden måde: Det er muligt, jeg vil endda sige sandsynligt, at en sådan udtalelse afspejler den overbevisning, han ofte gav udtryk for, og som genlyder i Niels Bugges bemærkning i "Niels Ebbesen": at han måske kan tjene sit land bedst ved sin død. Men det er også muligt, at han på det tidspunkt ikke har anset faren for så overhængende, at der var grund til at foretage sig noget så drastisk.  Fra "Niels Ebbesen": [Niels Bugge] "Jeg fik ikke tjent mit Land, som jeg vilde, med mit Liv. Maaske kan jeg det nu med min Død". (ebb04#27). 
84          Per Stig Møller har taget hosstående beretning fra K. L. Aastrups erindringer. Det betyder, at Munks reaktioner er dæmpet af Aastrups anderledes gemyt. Men det gør dem måske ikke mindre realistiske. Igen kan man se, at Munk regnede med den mulighed, at han skulle i fængsel, hvilket ville gøre det vanskeligt for ham, da han ikke kunne tåle at sidde ned ret længe ad gangen. Og de fik jo, som man kan se, beroliget hinanden til at blive på deres post julen over. 
        Nu bagefter kan alle se, at det nok havde været klogt at lytte til den advarsel, Aastrups far havde modtaget. Men hvem kan bedømme faren i den situation, man befinder sig i? Og Aastrup fortæller ikke om nogen principiel modvilje mod at gå under jorden hos Munk. Kanhænde han havde en sådan, men blot ikke ville give udtryk for den, når han var sammen med Aastrup. Men mon dog! Eller altså: Mon dog ikke han ville være flygtet, hvis han var overbevist om, at faren var overhængende? 
Per Stig Møller i "Munk", side 324: "Et par dage før jul opsøgte en tysk officer derfor K. L. Aastrups far i Ulfborg for at få ham til at sige til sønnen og Kaj Munk, at de var i fare og skulle passe på. Derefter tog K. L. Aastrup over til Kaj Munk for at drøfte, hvad de skulle gøre. At forlade sit hjem om natten for at sove et andet sted, sådan som de truede gjorde i byerne, var ikke muligt på landet. I samtalens løb sagde Munk, ,,at han ville dø af det, hvis han skulle sidde fængslet. Hans dårlige ryg gjorde, at han ikke kunne tåle at sidde ned ret længe ad gangen", beretter Aastrup, som trøstede Munk med, at han var beskyttet af sin berømmelse. Blev han arresteret, ville der blive så megen ballade, at man snart ville slippe ham ud. ,,Vi blev enige om at se tiden an. Vi kunne ikke ,,tage ferie" dagen før juleaften".
85       Til sidst blot dette: Alt, hvad disse citater viser, er blot, at Munk havde martyrsindet, viljen til at sætte livet i vove for det, han troede på. Hvad angår selve mordet, planlægningen og udførelsen, var der noget tilfældigt over det. Når således Rolf Dorset i sin artikel kan hævde, at hans prædiken i Københavns Domkirke den 5. december 43 var den direkte anledning til, at man besluttede at myrde ham, er det formentlig forkert. Bjarne Nielsen Brovst har gennemarbejdet protokollerne over forhørerne over Kaj Munks mordere, og af dem fremgår det, at man netop den 5. december afholdt et møde, hvor Hitlers og Himmlers ordre om repressaliemord eller sonoffermord blev drøftet. Navne blev nævnt: Kaj Munk og Chr. Damm. Men da gudstjenesten i Domkirken ikke var offentliggjort, er det tvivlsomt, om de tyske myndigheder havde fået nys om den. Så når Kaj Munk kom med på listen, skyldtes det blot, at hans "synderegister" i forvejen var stort nok. Hvis man da ikke vil sige, at det egentlig ikke skyldtes noget "synderegister", men blot det forhold, at han var en kendt dansker, og at han ikke havde udtrykt tyskersympatier. Det var sådanne personer, man gik efter. Rolf Dorset i Raun Iversen: Kaj Munk som rebel, side 43: De tanker om martyriet, som han udviklede fra omkring 1938 (Smeltediglen), da storhedernes dominerende natside ikke var til at tage fejl af, og frem til den prædiken i Københavns Domkirke den 5. december 1943, som blev den direkte anledning til mordet på ham, var en logisk følge af en omfortolkning af omgivelserne, der ikke var mindre omfattende eller principielt anderledes end Dr. Mensch's. (min kursivering, rr). 
86        Bagefter, på mange års afstand, synes vi måske, det giver mest mening, hvis dog de personer, der søgtes dræbt, havde gjort noget særlig tyskfjendtligt. Men den tids tyskere, med Hitler i spidsen, tænkte ikke i sådanne retfærdighedsbaner. Danskerne skulle kues, og det kunne man opnå, mente man, gennem sådanne tilfældige terrormord. Så Kaj Munk blev sådan set ikke dræbt, fordi han var tyskfjendtlig, han blev dræbt, fordi han var en kendt dansker, der ikke var tyskvenlig. 
87  Videre til 07
88 c
89 c
90 c

Noter: