Tilbage til indholdsoversigten!
Tilbage til oversigten!
Tilbage til 04!
| 1 Munks
kursændring belyst ud fra "Niels Ebbesen" a. Munks skizofreni: Ham
selv og hans Pegasus.
Jeg vil på mange måder give Rolf Dorset ret i den iagttagelse, han har gjort, at der består en diskrepans mellem Munks bevidste overbevisning og den overbevisning, hans inspiration tvinger ham til at fremlægge. Det svarer til, hvad jeg i det foregående har talt om som skellet mellem Munks teologiske eller politiske mening og det, hans "Pegasus" lagde frem for ham. Dette skel mener jeg er nødvendigt at fremhæve for at få en vis orden i det kaos, som præger Munk, hans værker og hans holdninger. Men det kan godt være, at Dorset og jeg ikke er helt så enige, når det drejer sig om, hvordan man mere nøjagtigt skal veje det ene op mod det andet. Hvor Dorset tilsyneladende er tilbøjelig til næsten på forhånd at give inspirationen ret overfor det senere gustne overlæg, dèr er jeg mindre tilbøjelig til at gøre noget sådant. |
Rolf Dorset i "Raun Iversen: Rebel m. m.", side 41: "Munks evne til i få streger at tegne en skikkelse med egne træk og føre personen ind i en situation, der ud fra de forskelliges karakter hurtigt oplades med spænding, er kernen i hans dramatiske talent, og når han - i disse stykker som i Ordet, En Idealist og Kærlighed -- undlader at presse et facit ud af handlingen men lader den vokse ud af sig selv (og personerne), så holder hans dramatik. Det er når han prædiker sit livsevangelium, og det uanset hvor lidenskabeligt og sikker på dets sandhed, han gør det, at stykkerne ved læsning i dag opleves som bundne til deres tilblivelsestid og den opmærksomhed, de fik som indlæg i debatten. Det er da også karakteristisk, at man kan være sikker på, at jo hurtigere han skrev et stykke, desto varigere kvaliteter ejer det". |
| 2 F. eks. er den tommelfingerregel, som Dorset vil anvende: at jo hurtigere et stykke er skrevet, des større værdi vil det have for eftertiden, ikke uden videre anvendelig. For mig at se -- men jeg indrømmer blankt, at jeg i det stykke spiller manden med det gustne overlæg, der lidt tørvetrillerisk vil søge at indfange Munks sprudlende liv i rationelle overvejelser (men gør ikke enhver kritiker det?) -- lader Munk således i både "Ordet" og "Kærlighed" sin fantasi løbe af med sig, og det i en grad, så han har svært ved at fange den ind igen. Han kan ikke levere noget holdbart teologisk forsvar for dødeopvækkelsen i "Ordet" og han er nødt til at indrømme, at "Kærlighed" sådan set prædiker, at hor er tilladt, hvilket han ellers vender sig kraftigt imod. | |
| 3 Men nu drejer det sig jo altså om "Niels Ebbesen", og her er det ikke så ligetil at anvende dette skel. Og det forholder sig måske også her, som ved "Ordet" og "Kærlighed", sådan, at man ikke på forhånd kan tilkende "Pegasus" sejren. Jeg ville da sådan set gerne også kunne se en vis udvikling hos Kaj Munk frem mod martyrtanken, en udvikling, hvor herotilbedelsen, som han var besat af, ikke mere rettede sig mod de store og iøjnefaldende heroer, Mussolini og Hitler, men mod heroismen blandt jævne mennesker. Og specielt ville jeg da gerne kunne påpege, uomtvisteligt, at Munk ved således at skulle afbilde hverdagsmennesket blev mere bevidst om de folkelige kvaliteter og de folkelige værdier. Og der er tilløb til det, både hos Munk selv og den vildt galopperende Pegasus, og hans fastholden ved det, han så som sin opgave: at vække det danske folk i Danmark, uanset hvad det måtte koste ham af personligt afsavn og lidelse, ikke mindst det er det, der får mig til stædigt at vedblive med at søge efter en sådan bevidsthed. Men utvetydigt og uomtvisteligt lader den sig vist ikke påvise. | Rolf Dorset, sammesteds: "De tanker om martyriet, som han udviklede fra omkring 1938 (Smeltediglen), da storhedernes dominerende natside ikke var til at tage fejl af, og frem til den prædiken i Københavns Domkirke den 5. december 1943, som blev den direkte anledning til mordet på ham, var en logisk følge af en omfortolkning af omgivelserne, der ikke var mindre omfattende eller principielt anderledes end Dr. Mensch's. Eller Niels Ebbesens. Deraf den varme og smerte, der gør skuespillet til mere end et beredskabsstykke". (Raun Iversen: Rebel m. m. side 43) |
| 4 Se f. eks. hosstående citat fra slutningen af "Niels Ebbesen". Her hyldes Niels Ebbesen af Niels Bugge, som den, der, ligesom Hitler gav det tyske folk troen tilbage, har givet det danske folk dets selvtillid igen. Og minsandten, ikke blot beder Niels Bugge Ebbesen om at føre danskerne, folket vil det også. Og ærlig talt, så har man fornemmelsen af, at Munks diktatorbegejstring på ingen måde er forsvundet; så aner man, at det eneste, der har været galt med Mussolini og Hitler, var, at de ikke har kunnet undgå at lade magten løbe af med sig. Hvis en diktator formår at undgå den vildvej, hvis f. eks. Niels Ebbesen kan være sig selv samtidig med at han er "fører", så er det den vej frem, som Munk kan se. | Fra "Niels Ebbesen" (bogversionen): "[Niels Bugge] "Du har fældet
vor Fjende. Langt mere end det: du har givet os Troen tilbage.
Saa før os da! før os, nu og igennem Aarhundreder. Hvergang Danmark synker, saa kom og løft os op igen. Raab: Ja ja. Niels Ebbesen, vis os Vejen! Hvor trang den end er, vi vil gaa den sammen med dig!" (ebb05#78). |
| 5
Her gik man og troede, at Munk lod sig påvirke af Ebbesen-visen til
at nærme sig en demokratisk tankegang, hvor svenden tænkes
at følge mesteren frivilligt, og så er det eneste, disse vers
i folkevisen bruges til, at lave en speciel dansk førermetode, hvor
mesteren tænkes at være Niels Ebbesensk lydhør og svenden
tænkes at være Svend Trøstisk betænksom. Her troede
man, at Munk med sine negative erfaringer med Hitler havde kastet al tanke
om førere og diktatorer over bord, og se så, om ikke alle
flokkes om Niels Ebbesen og kun ønsker at lade sig lede af ham,
som tyskerne ønskede at lade sig lede af Hitler.
Tja! |
|
| 6 Dog, det bliver værre endnu! Lige efter at Vitinghofen er kommet med sin lovprisning af krigen, siger Ruth, hvordan han dog kan være så langt fra hende selv nu. Og da svarer Vitinghofen med hosstående replik: han får på den måde et helt liv, ikke kun et halvliv. Han har, som en mand bør have det, både krigen og freden. Dette svarer han sikkert med Munks accept. Han har det jo med at sætte modsætningerne skarpt op imod hinanden og så lade dem bestå side om side i livet. Her endda sådan, at Vitinghofen påstår, uden at have erfaret det på nogen måde, at kærligheden kan slå bro over disse modsætninger, eller altså, at Ruth, skønt hun afskyr alt krigens væsen, dog kan og må elske krigeren. | Fra "Niels Ebbesen" (manuskript-versionen): "Vitinghofen. Og hvergang efter Kampen kommer jeg til dig, kommer til din Fred, kommer hjem. Og oplever hvergang Underet: saa stor er Kærligheden, at du, som afskyr alt mit, du elsker mig. Hvor er jeg rig! Jeg nøjes ikke med et Halvliv. Jeg har -- som en Mand maa have det -- hele Livet, baade Krigen og Freden. Hvor er vi rige paa Lykke, vi to". (ebb05#50) |
| 7 Mig forekommer det, at dette ikke er talt af nogen "Pegasus". Her er det ikke inspirationen, der er løbet af med Munk, men Munk selv, der er løbet ud efter en tangent. Han har skullet have sin teoretiske forestilling om kærligheden som den vældige magt, der slår bro over alle modsætninger, fremstillet, og så må Vitinghofen og Ruth altså bare værsgo at mødes i femte akt. Det er ham ikke nok, at kærligheden slår bro over modsætningen dansk/tysk. Den skal også slå bro over modsætningen militarisme/pacifisme, krigerliv/bondeliv. | |
| 8 Og så føler man sig selvfølgelig som noget af en Pernittengryn, når man ikke kan lade være med at spille den lille logiker, der spørger: Hvordan kan Vitinghofen finde en krig, han kan deltage i, når alle fjender er jaget ud af Danmark? Skal han drage til fjerne lande og deltage i erobringen af dem? Og gør han det, med hvilken ret gør han det så? Hvis Gerts indtagelse af Danmark var forkert, og hvis Holsten ikke angribes og derfor ikke skal forsvares, hvordan kan så Vitinghofen få afløb for sin krigsliderlighed? Eller, lidt mere nærgående mod Munk, måske: Hvordan kan Munk give både Vitinghofen og Ebbesen ret? Tror han selv på en stor fredens dag, så må han vel også tro på, at Vitinghofen, hvor nødig han end vil, må affinde sig med at leve sammen med sin Ruth i fredens ro, må affinde sig med at være halvt menneske, dvs må undvære krigen? | Fra "Niels Ebbesen" (bogversionen): "Niels Ebbesen (rejser sig fra
Grøftekanten): Landsmænd!
Der skal komme en stor Fredens Dag engang -- den tror jeg paa og vil jeg tro paa -- da vi og vor Nabo lever Side om Side hinanden til Gavn". (ebb05#79) |
| 9 Men for at det ikke skal være løgn, forekommer der også i femte akt af "Niels Ebbesen", hvad jeg vil kalde for "en ægte Pegasus", det vil sige, et træk, hvis rækkevidde Munk ikke gør noget ud af, hvis dybde han måske endda ikke selv er klar over, et træk, som slet ikke er påfaldende ved første læsning, og som man måske slet ikke lægger mærke til, før man gøres opmærksom på det. | |
| 10 Da Vitinghofens kammerater har lagt ham til rette i grøften, for at han kan dø nogenlunde uden smerter, finder fader Lorents ham. Og det ser ud, som om Vitinghofen ikke genkender ham i første omgang. Men dels opdager han vel, da Lorents vil hjælpe ham, at hans hænder ikke er helt normale, dels er der noget i det, han siger (drej, drej og drej igen), der minder ham om noget, han selv har sagt for ikke så lang tid siden. (ebbe03#94) | Fra "Niels Ebbesen" (manuskript-versionen): "Lorents. Hoho, saadan
mødes vi to igen.
Vitinghofen. Hvem er I? Lorents. I ligger umageligt, ædle unge Ven. Drej jer lidt, og drej, drej igen og drej. (ebb05#31) |
| 11
Og så opdager han altså, hvem han har for sig.
Lorents svarer, sin vane tro, med lidt af en vittighed. Men vittigheden lader dog ane, at han ikke bærer nag, i hvert fald ikke mere end højst nødvendigt. Alligevel svarer Vitinghofen med holstensk og soldatermæssig stolthed. En noget nedladende bemærkning er det, han kommer med. Men da han derefter gribes af smerter igen, og ikke kan holde sine klager tilbage, kommer Lorents til at se lidt nøjere på ham. |
fortsat: Vitinghofen. Jer? Er det jer?
Lorents. Noget af mig. Det meste af Fingrene mangler. De er ved at gaa i Forraadnelse. Vitinghofen. Er I saa danskerfejg, at I ikke forstaar, det var min Pligt at værne min Herres Liv .... aah, aah. |
| 12 Derved opdager han, at bandagen ikke mere sidder, som den skal, og at den er gennemblødt. Han vil hjælpe, men hindres i det af sine manglende fingre. | fortsat: Lorents. Men Herregud, Dreng, hvad er det med Jer? har de
ikke forbundet Jer ordentligt? I bløder jo Menneske ... Denne her
Bandage ...
Vitinghofen. Den forskubbede sig under Ridtet. |
| 13 Og så kommer Vitinghofen med den bemærkning, som Munk har bibeholdt i alle de tre versioner (bogversionen har jo overhovedet ikke medtaget Vitinghofen i femte akt). Blodet standser alligevel om lidt af sig selv. | Lorentz. Og her staar jeg og kan ikke hjælpe. -- -- Kan I ikke
selv -- hvis vi prøver at hjælpes ...
Vitinghofen. Jeg behøver ingen Hjælp til at standse Blodet. Det standser om lidt (69) af sig selv. |
| 14 Men Lorents har ikke opgivet håbet. Han kalder på Ruth. Hun må da kunne hjælpe. Det, han er optaget af, er et dobbelt. Dels en legemlig hjælp til Vitinghofen, som Ruth kan yde. Og dels en åndelig hjælp: syndernes forladelse. | Lorentz. Siger I saadan! Aah, Herregud, en Tyveaars Dreng! Hvad gør
jeg for jer? Jo, saa min Salighed, nu ved jeg Raad. Lille Jomfru, halløj,
kom tilbage, lille Jomfru, kom og hjælp os med en Forbinding.
Vitinghofen. Hvem kalder I paa? Lorentz. Nej I skal ligge stille. Ellers gaar det aldrig i Evighed. |
| 15 Og så bløder Vitinghofen op. Kan Lorents ikke give hans mor et sidste budskab? | Vitinghofen. Fader Lorentz. Jeg har en Mor i Holsten ---
Lorentz. Jeg ved det nok. Hvad Bud skal jeg sende hende? Vitinghofen. Bare det, at jeg faldt for min Herre -- og at jeg kyssede hendes Navn da jeg døde. |
| 16 Og skønt Lorents ikke ganske vil tage håbet fra Vitinghofen, tager han alligevel den situation, at han dør, op til drøftelse. Sker det, så skal han da forinden på behørig vis have sine synders forladelse. Hvad har man ellers en præst til? Nå ja, måske til at holde messe, så man har større chancer for at få del i Guds rige. | Lorentz. Jaja, jaja, hvem siger, I dør. Og dog -- gaar det saadan, ja saa -- i Frelserens Navn af Guds Naade er dine Synder forladt. Hvert Aar paa denne Dag vil en gammel tyk Præst, saalænge han lever, mindes dig med Messen, at du efter Skærsildens Pine kan slaa dine unge Øjne op i Guds klare og glade Himmel. |
| 17 Og se, nu er Vitinghofen helt smeltet. Det, han skulle have gjort med det samme, men i sin stædige soldatermentalitet ikke fik gjort: at bede om tilgivelse for den fortræd, han har gjort fader Lorents, det gør han nu. Og Lorents tilgiver ham på sin sædvanlige facon: skidt med det par fingre! | Vitinghofen. Fader Lorentz, gode Fader Lorentz, den Fortræd jeg
kom til at gøre jer -- --
Lorentz. Aah, Skidt med det Par Fingre! kan jeg ikke svinge Pokalen, saa laber jeg af Fadet som en Kat, sllb! Øllet smager lige godt for (70) det. (ebb05#31-42). |
| 18 Som før sagt, der var opstået et tillidsbrud mellem Ruth og Vitinghofen, da Ruth opdagede, at han var en rakkerknægt, en torturbøddel. Men af én eller anden grund gør Munk ikke noget ud af det: Han glemmer, at de to var kommet fra hinanden. Eller er forholdet det, at Munk (altså Munks bevidste "jeg") skal bruge Ruth til at vise, hvordan kærligheden kan holde til selv de største vanskeligheder, og derfor "glemmer" tillidsbruddet? Eller mener han måske ligefrem, at kærligheden må kunne holde til sådanne tillidsbrud, uden at man behøver gøre noget forsøg på at hele dem? hvilket er så forkert, som noget kan være, og derfor formentlig ikke har fået "Pegasussens" godkendelse. | |
| 19 Men på ganske samme måde må man jo sige, at torturen har ødelagt forholdet mellem Lorents og Vitinghofen. Og besynderligt nok, dette forhold husker Munk på er ødelagt; dette forhold tager han op, beskriver nøje i alle enkeltheder, hvordan det retvendes. Mesterligt gjort! Måske endda så mesterligt gjort, at Munk selv ikke får øje på, hvad der er på færde. Men på færde er det nu alligevel. | |
| 20 Det, der specielt gør det mesterligt, er den naturlighed, der er over hele samtalen. Det hele skal ikke være noget særligt. Begge afslører blot noget af det, der ligger i deres personlighed, intet mere. Og så er det hele jo alligevel højst specielt, højst særegent, højst usædvanligt. | |
| 21
Jeg mener, hvad er det, vi er vidne til? Vi er vidne til intet mindre end
til, hvordan et menneske efterkommer Jesu formaning om at elske sin fjende,
om at vende den anden kind til!
Nå ja, vil man vel sige. Det er da også sandt. Vitinghofen og fader Lorents er jo egentlig fjender. Men det havde vi nær glemt ovenpå fader Lorents' lidt vittige væremåde. |
|
| 22 Og at fader Lorents vender den anden kind til, kan vel også forholdsvis let indses. Han mødes med en beskyldning om at være "danskerfejg", men svarer ikke igen med samme mønt, forsvarer sig ikke, angriber ikke Vitinghofen, men gribes i stedet af medlidenhed, da han ser, hvor hårdt såret Vitinghofen er. Og hvad andet ligger der i formaningen om at vende den anden kind til! | |
| 23 Og altså, uden egentlig at have det til hensigt, blot derved, at Lorents på god løgstrupsk vis lader sig gribe af den suveræne livsytring, der hedder barmhjertighed, sker der det mellem Vitinghofen og fader Lorents, at Vitinghofen sluger al sin soldaterstolthed og beder om tilgivelse. | |
| 24 Jeg skal ikke komme med nogen lang og vidtløftig bevisførelse for, at tilgivelse virkelig kan finde sted mellem mennesker, eller for, at Jesu ord virkelig skal forstås ud fra en sådan situation. Jeg vil nøjes med at gøre opmærksom på, at har man læst replikskiftet igennem uden at tænke synderligt over det og først senere bliver opmærksom på, at de to forsones her, så er det vel bevis på, at man vil give mig (og Munks "Pegasus") ret i, at tilgivelse er en virkelighed imellem os, og at Jesu formaning kan efterleves af os, selv om det måske kun sker, når vi mindst aner det. | |
| 25 Det forholder sig altså ikke, som visse teologer mener: at vi i den grad er syndere, at al tale om forsoning er udelukket. Det forholder sig heller ikke, som visse ateister forestiller sig: at vi er højtudviklede dyr, underlagt de kampe om rangordenen, som andre dyrearter er underlagt. Nej, det forholder sig sådan, at vi er sproglige væsener, og at vi overalt bærer sproget og dets iboende kræfter med os. Sproget er altså meget mere end et blot og bart kommunikationsmiddel, det er et styringsinstrument, hvorigennem den almægtige hersker over os, hvis da ikke djævelen har fået de ikke-kristne overbevisninger til at sejre over os, hvilket kan ske både i og udenfor den kristne teologi. | |
| 26 Og at vi sådan er underlagt sprogets herredømme, gælder ikke blot for livet mellem os og det medmenneske, vi tilfældigvis møder og som derved bliver vor næste. Det gælder overalt, hvor mennesker færdes. For overalt bærer vi sproget med os. Overalt er vi derfor underlagt sprogets kræfter. Det gælder også, når det ene land har besat det andet. Også da er vi underlagt sprogets kræfter, også da er det den kristnes opgave at prøve at gøre opmærksom på, hvordan disse kræfter virker. | |
| 27 Det gælder også i forholdene mellem staterne. Også dèr styres vi af sproget. Også dèr har sproget været der på forhånd og lagt sine styringsmekanismer ned over os. Vi taler om retfærdighed. Vi taler om løftebrud. Altsammen noget fra sprogets fond af kræfter, som vi vil lade bestemme over os og mellem os. | |
| 28 Og det er ikke mindst på det punkt, jeg ser noget nyt bryde frem hos Munk efter besættelsen. Når begivenhederne finder sted langt borte, f. eks. mellem Japan og Kina, så godtager Munk uden videre aggressionen, finder ikke på at tale om ret og uret i den forbindelse. | Munk i artikel i Jyllands-Posten 15-12 31: "Rent ud sagt, det skal ikke udelukkende skyldes Troldetrang til at lugte Kineserblod, at Japanerne er ved at sætte over Strædet; nej, det skal ligefrem knibe med Plads paa Øerne". |
| 29 Men når det hele kommer tæt på, når vor egen store nabo mod syd begynder at tale om det samme, begynder at tale om "Lebensraum", så kan Munk udmærket se, at Hitler har ombyttet idealet nationalitetsgrænsen med rovdyrskriget livsrum, med andre ord, så giver han sig til at trække på de ord, sproget har lagt hen til os at bedømme den slags med: retfærdighed modsat magtbegær, osv. | Munk i Gerlevtalen, august 1940: "Da Hitler ombyttede Idealet Nationalitetsgrænsen
med Rovdyrskriget Livsrum, havde Magten
taget Magten fra Hitler." (Dagen er inde, side 183) |
| 30 Munk skelner andetsteds i Gerlevtalen mellem den ånd, der er rede til at ofre, og prangernes ånd. Og allerede det, at Munk hævder, at han tror på bly i skrift i stedet for bly i kugler, er opmuntrende at høre. Men er han mon helt klar over, hvor mange af hans tidligere positioner der må opgives, hvis denne tro skal fastholdes? Og tænker han over, hvor vanskeligt det er at opretholde denne tro overfor en Hitler, der så åbenlyst synes at have mere held med at tro på bly i kugler, og kun bruger bly i skrift til at skaffe sig dygtigt og dueligt kanonføde? | Gerlevtalen: "Demokratiet kendte ikke Livet, det hyggede sig i Illusioner. Det mente at kunne hugge sig gennem Tilværelsens Urskov med en Stemmeseddel som Øxe. Det sagde, det troede paa Aand, Bly i Skrift i Stedet for Bly i Kugler. Men det viste sig at være ikke den Aand, der er stærk, fordi den er rede til at ofre, men den Aand, der overgiver sig, Prangernes og Rævens Aand." (Dagen er inde, side 182) |
| 31 b. "Niels
Ebbesen" er tilbageskuende og indadvendt.
"Niels Ebbesen" er et skuespil, der skal give Munk oprejsning for skammen fra den 9. april. At Munk greb fat i en del af vor historie, der ender med et tyranmord, og at dette kunne blive en udmærket baggrund for den modstand, der senere voksede frem i Danmark, er, som før nævnt (01#30), en tilfældighed, ikke en villet og bevidst handling fra Munks side. Nej, Kaj Munk skrev "Niels Ebbesen", fordi han ville komme over den 9. april. Og det er bemærkelsesværdigt, at han fra januar 41 til februar 42 og måske senere endda rejser land og rige rundt og læser op af "Niels Ebbesen", altid indledet med den bemærkning, som refereret her ved siden af: at der aldrig er overgået det danske folk en større skam og vanære end det, der overgik det den 9. april. |
Referat i Skive Folkeblad af Kaj Munks tale i Stoholm den 26. februar 1941: "Vi synes ikke, vi har oplevet saa ond en Dag som den 9. April, det er, som Solen har mistet sin Glans, som Luften ikke er ren og frisk som før, som vi ikke kan blive rigtig glade." (avis-41#61). |
| 32 Gertruds bemærkning, da hun hører, at Skanderborg er faldet uden kamp, er som talt ud af Munks hjerte. For ham var det netop det, der var problemet, at vi danske nu var så usle, at denne døende mands skygge var nok til at få os til at falde til føje. Så ødelægger hun sine blomster, for at holstenerne ikke skal kunne glæde sig over dem, og har lyst til at gøre det samme ved det barn, hun bærer på. | Fra "Niels Ebbesen" (bogversionen): "[Gertrud] (Sparker til Blomsten.) Nej, mine Roser skal ikke bære Blomster for Holsterne. Og Barnet -- Barnet herinde, engang imellem har jeg Lyst til at gøre det samme ved det. Hvad skal jeg føde Børn til de Fremmede for? (ebb03#28) |
| 33 Den frustration, som 9. april har fremkaldt hos Munk, bevarer han langt ind i 1942. Det problem, det skaber for ham, er det, "Niels Ebbesen" søger at løse: Er vi sådan? Er det alt, hvad der er at sige om os danskere? Blandt andet derfor kan han lade Niels Bugge prise Niels Ebbesen for (se #4), at han har givet os troen tilbage. Den selvtillid, som vi var ved at miste i kraft af nederlaget, dukker op hos Munk igen, når han gennemsøger det danske sind, som han gør det, mens han digter "Niels Ebbesen", og det, han vil opnå med sit skuespil, er, at denne selvtillid skal dukke op hos andre også. | |
| 34 Men altså, altsammen som forklaring, som trøst, som negation af 9. april. Tilbageskuende er han i årene efter besættelsen. Og hvad han siger, er til indvortes brug, til brug for folket og folkets opvækkelse. Ikke just opvækkelse til aktiv modstand, i første omgang "kun" opvækkelse til tro på sig selv. | |
| 35 I den forbindelse er det sådan set mærkeligt, at Munk bibeholder denne indstilling så langt frem i tiden. Jeg har ikke i "Niels Ebbesen" kunnet finde nogen reaktion på hverken Hitlers angreb på Sovjetunionen eller på den danske regerings grundlovsstridige internering af kommunisterne. Og jeg har forresten heller ikke i nogen af de artikler, der er medtaget i samlingerne, kunnet finde ud af, hvordan Munk reagerede på disse begivenheder, eller om han reagerede overhovedet. | Referat af møde på Skamlingsbanken den 23-6 41: Kaj Munk: "Her staar jeg nu, og der er sket Ting i Verden, som gør, at det, jeg vilde sige i Gaar, er forkert at sige i Dag. Vi ser, at et af vore Nabofolk, Finland, igen er draget ud i det blodige Opgør. Vort Sind er splittet. Vi ved ikke mere, hvad vi skal tænke, hvad vi skal ønske og hvad vi skal bede om." (avis-41#108) |
| 36 Kun det synes at interessere ham, hvordan vi skal forholde os til Finlands stillen sig ved Tysklands side. Vi skal forholde os neutralt i Tysklands krige, hedder det i en artikel fra juli 1941. Om Tysklands angreb på Sovjetunionen vil ændre udsigterne for Danmarks befrielse, om dette, at Tyskland erklærer USA krig december 41, giver større håb om Tysklands endelige nederlag, alt sådant synes ikke at ændre på Munks hovedindstilling: at vi danske skulle have gjort modstand, at vi, nu hvor vi ikke har gjort det, i det mindste kan lade være at fordreje sandheden, denne holdning synes han stadig er lige aktuel. Og andet har han ikke blik for, andet kommenterer han ikke. | Fra "Nyt fra Dansk Samling", juli 41: "I Krigen mellem Tyskland og England er Danmark neutralt. Saalænge den Krig ikke er bragt til Afslutning, kan Danske ikke blande sig i Tysklands Krige. (Dagen er inde, side 247) |
| 37 c. Kristeligt og folkeligt
Så kan man sige, at Munk i sine artikler sammenblander det kristelige og det folkelige. Og det er så sandt, som det er sagt. Munk deltager ikke i Luthers skelnen mellem de to regimenter. Om han i det hele taget forstår den, kan man ikke se. |
|
| 38 Det kunne der nu nok siges ikke så lidt om. Og der kunne vel i og for sig siges mindst lige så meget imod. Det vil jeg dog ikke gøre her. Jeg giver nemlig i ret høj grad Munk ret. Ikke just sådan, at jeg er enig med ham i det teologiske synspunkt, der sammenblander kristeligt og folkeligt, eller fordi jeg mener, at Luthers skelnen mellem verdslig og gejstlig øvrighed ikke har noget at sige, bestemt ikke. Men fordi jeg er enig med ham i den front, han har, fronten mod den teologi, der mener, at de i kraft af Luthers skelnen kan lade fem og syv være lige i forholdet til den verdslige øvrighed, eller glemmer, at Luther stillede det krav til øvrigheden, at den ikke befalede noget imod Guds vilje, dvs imod den naturlige lov. | |
| 39 Den teologi, der var Munks modstander, er også i høj grad min modstander: den dialektiske teologi, Barths teologi, m. m. Men mens Munk faktisk er enig med denne teologi i dens manglende erkendelse af den naturlige lov, og sætter en delvis selvlavet Kristus op som erstatning for denne lov, så vil jeg med Luther fastholde gyldigheden af den naturlige lov, ja, fastholde, at det, kristendommen egentlig vil, er at frisætte den naturlige lov, samvittighedens stemme, så også kristendommens formaning til martyriet egentlig blot er en del af den naturlige lov, er noget, man må efterleve, ikke for at kunne bryste sig indenfor kirken af sin martyrkrone, eller for at kunne sige: Jeg er kristen helt og fuldt, men blot er noget, man må gøre for at kunne holde ud af se sig selv i øjnene, altså for at kunne være helt og fuldt menneske. | |
| 40 Derfor vil jeg (vistnok) mene, at man vel ud fra ét teologisk synspunkt må forkaste Munks megen Kristus-efterfølgelse som falsk og forloren, men at man dog ud fra et andet teologisk synspunkt samtidig må bøje sig for hans tale om martyrsindet, ikke just for at kunne tildele ham en martyrkrone, men mere for at kunne sige om både ham og de mange andre, der satte deres liv til for Danmark under besættelsen, at de måtte gøre det, de kunne ikke andet, de ville ikke kunne acceptere sig selv, om de havde handlet anderledes. | |
| 41 Jeg vil stadig betragte Munk som et teologisk rodehoved af rang, men jeg vil mene, han er et frugtbart sådant. I hans rodede hoved bliver de teologiske kort blandet på en ny og inspirerende måde. Problemet bliver så blot, om jeg kan få "oversat" tilstrækkelig overbevisende fra hans teologiske udsagn til mine. | |
| 42 Når Munk f. eks. i Gerlev-talen bebrejder navngivne danske mænd, at de opretter en venskabsforening med tyskerne, at de i alt for høj grad spiller med på den tyske melodi: at tyskerne er her for at beskytte os, og at vi derfor bør være glade for deres tilstedeværelse og vel egentlig også burde takke dem, fordi de gennemførte besættelsen, så kalder han dette en æreløs handling, det vil sige, han kalder det en handling, der efter almindelige folkelige begreber afslører den, der udøver den, som én, der lader "cant", hykleri, besætte sig. | Fra Gerlev-talen (18. august 1940): "Og hvad er det for en dansk-tysk Venskabsforening, vi nu hører Tale om, og som Generaldirektør Knutzens alt for gode Navn er brugt som Garanti for. Den havde været paa sin Plads før 9. April; nu er den en national Utilbørlighed. Med dem, der holder En en Revolver for Brystet, kan Folk af Ære ikke slutte Venskab". (Dagen er inde, side 179) |
| 43 Og vil man sige, at her taler vi altså udelukkende på det folkelige plan, så vil jeg svare: Ja, det gør vi, ligesom Jesus talte på det folkelige plan, da han beskyldte farisæerne for hykleri. Det var ikke en særlig fin, forkromet, kristelig etik, Jesus ville indføre, han ville "bare" have os til at være mennesker slet og ret, han ville give os mulighed for at ånde frit som mennesker. | |
| 44 Vi skulle altså efter 9. april have påtaget os den rolle midt i al vor naturlige venlighed og vilje til samarbejde bestandig at have holdt tyskerne fast på, hvad de havde gjort: at de havde brudt deres løfte, at de havde erobret et forsvarsløst land, at de nu for øjeblikket gennemførte en besættelse, imod det lands vilje, de holdt besat. Men den melodi ville tyskerne ikke høre. Og da de havde magten i landet, bøjede vi os også på det punkt og rettede ind efter deres ønsker: vi lavede venskabsforeninger, vi holdt middage, vi udbragte venskabsskåler, osv. Æreløst? Ja, og ukristeligt. | |
| 45
Hvorfor ukristeligt?
Fordi en sådan udvendig venskabsholdning bygger på løgn. Og er der noget, djævelen, løgneren, trænger til, er det at få afsløret sine løgne. Det er nøjagtig det samme, Luther siger til de tyske fyrster i sit skrift til den tyske adel. Blandt meget andet tager han uenigheden mellem storkirken og bøhmerne op til behandling. Hvis vi fra storkirkens side vil genskabe det gode forhold til bøhmerne, må vi begynde med at indrømme, at vi handlede forkert, da vi brændte de to bøhmere, Johan Huss og Hieronymus af Prag, i 1415. Bøhmerne havde i mellemtiden grebet til våben, og det kan man bebrejde dem ud fra almindelig kristelig etik, mener Luther, men man kan ikke bebrejde dem, at de vedbliver at påpege det forkerte i at bryde et frit lejde. Tværtimod ville man kunne bebrejde dem det, hvis de under trussel eller ud fra andre bevæggrunde gik med til, at det var i orden at bryde dette lejde. |
Luther i "An den christlichen Adel": For det første må vi i sandhed bekende sandheden og ophøre med at retfærdiggøre os og indrømme bøhmerne noget, nemlig, da Johannes Huss og Hieronymus fra Prag, blev brændt i Konstanz imod et paveligt, kristeligt, kejserligt lejde og ed, og dermed skete det imod Guds bud, og det har i høj grad fremkaldt bitterhed hos bøhmerne. Og selv om de skulle have været fuldkomne og have fundet sig en sådan svær uret og ulydighed imod Gud fra vores side, så har de dog ikke været skyldige at billige den slags og bekende, at det var ret gjort; ja, de skulle endnu den dag i dag hellere lade legeme og liv end bekende, at det er ret at bryde et kejserligt, paveligt, kristeligt lejde og handle troløst imod det." (adel04#59) |
| 46
Altså, den naturlige lov, der siger, at et lejde ikke må brydes,
man skal holde sit ord, også om det er givet til vantro eller kættere,
den må man holde fast ved som Guds lov, den har Gud lagt ind i vor
fornuft som noget, vi kan sige os selv, og den skal vi, om nødvendigt,
lade liv og lemmer for at fastholde.
Alt dette har i Luthers øjne noget med forholdet mellem bøhmerne og storkirken at gøre. Og skal forholdet retvendes, da må man holde fast på sandheden. Bliver forholdet ikke retvendt, da kan vel storkirken ved forskellige foranstaltninger tvinge bøhmerne, men bøhmerne bør ikke lade sig tvinge til at sige noget forkert, f. eks. at det er i orden, at man bryder et lejde overfor kættere. |
|
| 47 Nu spørger jo Munk her i Gerlevtalen ikke om efterfølgelse af Kristus eller om overholdelse af den kristne lov, han spørger efter ære. Er det danske folk ikke længere et folk af ære? spørger han og er vist mest tilbøjelig til at svare nej. Men han laver desværre på dette sted en digression, idet han begynder at rakke ned på det danske demokrati. Det kan der måske være gode grunde til, men det er alligevel mærkeligt, at Munk på dette sted tilsyneladende ikke har blik for den afgørende forskel mellem demokrati og diktatur, nemlig den, at ordet i et demokrati er frit, hvad det kun foregiver at være, men ikke er, i et diktatur. | Munk i Gerlevtalen: "Er det danske Folk da ikke længere et Folk af Ære? Ak, det danske Folk er et dybt demokratisk Folk." (Dagen er inde, side 179) |
| 48 Den forskel har ellers Munk andre steder blik for. I "Smeltediglen" har han stadig en vis ærefrygt for Hitler. Og biskop Beugels replik lyder jo smukt. Det gjorde den i hvert fald i de danske enevoldskongers øren. De og kirken dengang så sådan på det, at kirken havde det som sin opgave at sige til kongen, når han fejlede. Og det kunne måske fungere på det tidspunkt, ikke mindst fordi kongen var lige så grebet af den kristne tro som folket. Men senere, på et tidspunkt, da troen hos de fleste og da ikke mindst hos de ledende var smuldret bort, da skulle diktatorerne, ikke mindst Hitler, nok have sig frabedt at have kirken rendende omkring sig til at fortælle, når de fejler. | Biskop Beugels ord til Dorn i "Smeltediglen": "Saa nær ved at være en Gud, som det er muligt, naar han dog blot er et Menneske, har han som Menneske Brug for en Kirke til at sige sig, naar han fejler." (se Dagen er inde, side 93) |
| 49 De moderne diktaturer er ideologiske, det vil sige, de medbringer selv den livsanskuelse, hvorefter de handler, og de bøjer sig derfor ikke for en kirke, blot fordi den mener at kunne udfinde sandheden bedre end de. Sådan var det i hvert fald i Tyskland. De præster og biskopper i kirken, der gjorde vrøvl, kunne Hitler nok håndtere, så de ikke forstyrrede for meget. | |
| 50 Mærkeligt nok véd Munk jo også godt det. Han lader netop i "Smeltediglen" Dorn sørge for, at mikrofonerne afbrydes, da i sidste akt Mensch vil til at fremsætte sin erklæring om sit påtænkte giftermål med jødinden Sara Levi. Det skal ikke ud i æteren og forstyrre folks tankegang. Men Munk regner måske endnu på det tidspunkt med, at dette sættes i værk af Hitlers håndlangere, ikke af Hitler selv, og at Hitler, hvis han bare kunne få plads for sine håndlangere, gerne ville høre på kritik fra sine undersåtter. Som tyskerne plejede at sige: "Hvis bare føreren vidste...!" | |
| 51 Men Munk er på det tidspunkt (januar 39) stadig så grebet af ærefrygt for Hitler, at han dels mener, at nazisterne eller i hvert fald Hitler vil blive glad for hans protest, og dels mener, at jødeforfølgelserne vil forsvinde, når diktaturets herligheder når op på fuld højde. Vi bagkloge kan nok undre os noget over Munks manglende dømmekraft her -- det gik jo som bekendt stik modsat: jødeforfølgelserne blev værre, som regimet blev siddende længere og længere -- men her vil jeg hæfte mig ved Munks naivitet med hensyn til regimets modtagelighed for kritik. | Munk i "Ved Fejghed opnaas intet" (29-1 39): [Munks protest er] et Kastelys ind over en af vor Tids Natsider ved det tyske Væsen, en Natside, der Gudskelov vil forsvinde, naar Solen staar op, men som det er nødvendigt for hvert sandhedsgrebet og frit stillet Menneske (og især for den, der har Tyskland kært) imens vi venter paa Solopgangen at sætte al sin Evne ind for at kue og holde inden Grænser. (Dagen er inde, side 93) |
| 52 Det har Munk tilsyneladende ikke forstået eller ikke accepteret, at diktaturet ikke blot ikke ønsker kritik, men ligeud dræber kritik. Nazismen kom med en rivende kritik af de parlamentariske tilstande ud fra en form for ideologi, men mente ikke, at den selv skulle udsættes for en tilsvarende kritik. Eller rettere: man foregav, at man glad og gerne tog imod kritik, men når kritikken så kom, hvis der skulle være nogle uheldige, der troede på denne foregivelse, så slog man den ned. | |
| 53 Som tidligere nævnt vendte Munk sig i slutningen af 30erne bort fra de store og magtfulde heroer hen til de små heroer. Han blev skuffet af de store. Af Mussolini, som han forgæves appellerede til med sit åbne brev af 17-11 38, og vel ikke mindst af Hitler, som skuffede ham ved sin indmarch i Rest-Tjekkoslovakiet marts 39. Alligevel holder det hårdt for ham at få gjort op med d'herrer. Han ser ikke, heller ikke i talerne fra 1940 og fremefter, Ollerup-talen, Gerlev-talen, m. m. nogen grund til at benægte, at han så noget stort i disse mennesker. Og i sit opgør med dem falder det ham tilsyneladende ikke ind, at det var ham, der tog fejl ved at tro på diktaturet, i stedet holder han på, at det er dem, der har svigtet deres kald. | |
| 54 Deri følger han i høj grad mange intellektuelle i trediverne. Men de, der overlevede krigen, har, i modsætning til ham, fået lejlighed til at gøre fuldt og helt op med diktaturets tankegang. Det fik han ikke lejlighed til. Han var måske nået frem til en vis revision af sine tidligere anskuelser i 1943, men på det tidspunkt havde han jo fået mundkurv på og kunne ikke give udtryk for denne anderledes anskuelse. | |
| 55 Dertil kommer, at Munk sædvanligvis ikke skiftede anskuelse på den måde, at han åbent erkendte, at det var det, der var tale om. Som regel udbasunerede han blot sin nye anskuelse uden at tage hensyn til, om den nu også stemte overens med alt, hvad han tidligere havde sagt eller skrevet. (Denne metode er forøvrigt ikke så usædvanlig, som man måske skulle tro). Men altså: at indrømme, at han selv burde have skuet Hitler på hårene allerede fra begyndelsen, at han f. eks. burde have fattet mistanke, da udrensningerne i 35 fandt sted, uden at Hitler på nogen måde drømte om at lade uafhængige domstole undersøge mordene, det faldt ham ikke ind. Nej, indtil Munk -- sammen med mange andre -- i marts 39 forkastede Hitler, var der ikke noget at sige ham på. | |
| 56 I sin tale til danskerne umiddelbart efter besættelsen opfordrede kongen danskerne til at optræde "korrekt og værdigt" overfor den tyske værnemagt. De ord griber Munk fat i i to omgange. Og det forekommer mig, at man kan spore en vis udvikling i hans tankegang mellem de to omgange, selv om Munk jo ellers vil hævde, at alle hans værker viser, hvordan han ikke har udviklet sig. I Gerlevtalen har han kun den udlægning af ordet, at vi skal vise den indtrængende fjende den kolde skulder. Høfligt skal vi optræde, javist, men også værdigt overfor vort danske navn. Og det tillader os ikke at pleje venskab med en aggressor. Sådan udlagde han kongeordene i 1940. | Munk i Gerlevtalen (18-8 40): ",,Korrekt og værdigt", har vor Konge krævet af os, at vi skal optræde over for de indtrængte. Det er vi rede til. Korrekt over for dem og korrekt over for vort danske Navn. D. v. s. høfligt, men med en Kulde, over for hvilken sidste Vinter var det bare Vand. (Dagen er inde, side 178) |
| 57 Lidt andet og mere havde han at sige i september 42. Munk har tidligere forsvaret pacifisterne, hvis de vel at mærke var pacifister med engagement. Det gør han sådan set stadig, men han får dog nu indflettet en bemærkning om, at Hitlers hær består af to ting: Værnemagten og pacifisterne. Men lige derefter stiller han krav til os danskere om lidenskab, lidenskab i at benytte os af kampen af lutter ånd. Den lidenskab har vi ikke haft, og dermed har vi bevist vor ynkværdighed som kristen nation. | Munk i Tommeruptalen (2-9 42): "Det er een Ting, men en anden Ting er denne: Forsager man Kampen med Vaaben, maa man med desto større Afgjorthed og Lidenskab benytte sig af Kampen af lutter Aand (jeg siger lutter, for ogsaa Kampen med Vaaben kan være en Kamp af Aand). Her er det, det danske Folk har vist sin Ynkværdighed som kristen Nation." (Dagen er inde, side 188) |
| 58
Som kristen nation? Ja, det siger Munk, og jeg vil give ham ret. Ikke fordi
jeg på nogen måde miskender Luthers skelnen mellem gejstligt
og verdsligt regimente, men fordi jeg (i modsætning til den dialektiske
teologis Luther-fortolkning) fastholder talen om den naturlige lov. Et
hvilketsomhelst folk skulle i vor situation havde benyttet sig af kampen
med lutter ånd, men et folk, som har lange kristne aner, skulle da
først og fremmest gøre det.
Luther opfordrer i sin hærprædiken imod tyrkerne selv den mindste flække til at forsvare sig til døden. Dette skal de gøre som mennesker, der i Guds navn er lydige mod øvrigheden. Men han véd jo godt, at han taler til kristne mennesker. Og det er fordi Gud i den kristne religion har befalet øvrigheden at gribe til våben mod landets fjender, at Luther kan lade denne kristne prædiken udgå til de kristne, der bliver angrebet af tyrkerne. |
Luther i Heerpredigt wider die Türken (1529): "Jeg ville ønske (hvis vor synd overfor Gud lod os have så megen forstand og så meget mod), at alle tyskere var sådan indstillet, at hverken den mindste by eller flække ville lade sig plyndre eller bortføre af tyrken; men at de, hvis det kom til en sådan nød, alle ville forsvare sig, som kunne forsvare sig, ung og gammel, mand og kvinde, karl og pige, indtil de alle var blevet slået ihjel, og at de desuden selv satte ild til hus og gård og ødelagde alt, så at tyrken ikke ville finde andet end spædbørn, og dem spidder og ihjelhakker de jo alligevel, hvis de bortfører os i levende live, og så kan vi jo alligevel ikke hjælpe dem; og jeg ville ønske, at alt dette skete efter at de havde bedt til Gud og i bønnen befalet sig til hans nåde, og handlet som i lydighed mod øvrigheden, som ovenfor sagt. (tyrk4#13) |
| 59 Luther gør i sin hærprædiken imod tyrkerne det, at han i det andet afsnit, det afsnit, hvor han formaner, stiller et udsagn fra prædikeren foran det hele (tyrk4#6), et skriftsted, som vi sædvanligvis ikke gør så meget ud af, men som i Luthers anvendelse af det stiller ham i modsætning til megen moderne etik, og som gør, at han kan stille sig bag Munk, når denne opfordrer til, at man undlader at klippe telefontråde over eller øve anden sabotage. | Munk i Gerlevtalen: "Eller skal vi fare løs paa Tyskerne med Brødknive eller lave Sabotage, klippe Telefonledninger over og sprænge Broer i Luften, er det det, du vil have os til? Jeg svarer: paa ingen mulig Maade. Den Chance er forpasset. Det er vor smertefulde Smerte og Tort. Men den er væk. At gribe til den Slags nu, er Forræderi mod gamle Mor Danmark. Naar Holger Danske kan finde sig i tysk Indkvartering i Kronborg uden at komme op af Beskyttelsesrummet, kan vi andre ogsaa, og skal vi, holde Ventetiden ud". (Dagen er inde, side 177) |
| 60 Men Munk kan gøre noget, som faldt Luther sværere. Munk havde i det moderne samfund gjort en erfaring, som Luther ikke havde gjort. Munk havde erfaret den frie presses enorme betydning. Eller skal vi sige: Han havde erfaret ordets magt, helt anderledes vældigt, end Luther havde erfaret det, skønt hans erfaring ingenlunde er at kimse ad. Munk havde erfaret, hvordan frihed i samfundsforholdene får alting til at forløbe langt bedre, end hvor frihed ikke hersker. Hans hero-dyrkelse havde vel hindret ham i at se værdierne i det, men nu, hvor disse forhold er truede, kan han alligevel godt se, at de er, hvad vi som folk må bygge på. |
| 61 Derfor kan Munk appellere til det danske folk om nu at lade ordet virke på en helt anderledes gennemgribende måde, end Luther kunne. Og han retter i Tommeruptalen sit første angreb mod pacifisterne. De er jo ikke raget uklar med Hitler. De er jo ikke kommet i fængsel for deres ideer. Nej, for de fremfører dem ikke, de kæmper ikke for dem, deres ideer var ikke ideer, de stod inde for, kun meninger, der var ikke tale om noget, de troede på, kun om noget, der da vistnok var sandt. | Fra Tommeruptalen, fortsat fra #58: "Da det forsagede Vaabnene, ventede man, at det [det danske folk] nu vilde gribe til Ordet. Men hvor er de henne alle Pacifisterne og Kvækerne og Ideernes Mænd? Er de raget uklar med Hr. Hitler? sidder de i Fængsel for deres Ideer? Hygger de sig ikke i deres Højskoler og Præstegaarde og lader Uretten brøle paa Gaden". (Dagen er inde, side 188) |
| 62 Og regeringen, bruger den nu ordets våben? Sætter den nu alle sejl til for med ordets kræfter at vende sig mod uret og vold? Ak nej, den taler om venskab med tyskerne, venskab med den nation, der er os og vort så stik modsat. Og, føjer så Munk til, dette er jo imod kongens bud om, at vi skulle optræde korrekt og værdigt, uværdigt og æreløst som det er. | fortsat: "Dukker ikke selve den danske Regering af og til op af Glemslen med sine Erklæringer om Venskab med den Nation, som hylder alle de Ideer, vi forkaster og foragter, og som med Løftebrud og Voldshaand har slaaet os i Støvet? Venskab, siger den danske Regering. Hvor ukorrekt, hvor uværdigt! hvilken Haan mod Kongens Bud". (side 188) |
| 63 Retsvæsenet, også det får et skud for boven. Som jeg før nævnte (#35): Jeg har ikke fundet nogen reaktion fra Munks side på angrebet på Sovjetunionen eller på kommunistinterneringen. Hvad han siger her i september 42, altså mere end et år efter de fatale grundlovsbrud, kan dog være en sådan reaktion, omend det måske er senere begivenheder, han har i tankerne, og i så fald er denne reaktion sen, men velkommen. Ligeså sen og velkommen er forøvrigt bemærkningen om, at vore domstoles uafhængighed og retsind er vor stolthed. Men altså: Nu, omsider, kan Munk se, hvilke værdier vi har, hvad det vil sige, at vi kæmper med ordet som våben. | fortsat: "Vore Domstole, hvis Uafhængighed og ubetvivlbare Retsind var vor Stolthed, hopper de ikke op med Højesteret i Spidsen, saa snart Tyskerne trækker i en Snor? Hvor ukorrekt, hvor uværdigt! hvilken Haan mod Kongens Bud." (side, 188) |
| 64 Og så pressen, den institution i vort samfund, der om nogen er afhængig af frihed, og som vel må kæmpe for den med alle midler! Ak, også den har svigtet, hævder Munk. | fortsat: "Skriver Aviserne ikke Løgne efter Diktat og afskediger deres bedste Mænd efter Ordre fra udenforstaaende, er ikke Pressemændene gaaet skamløst som vore Piger paa Gaden i de fremmedes Sold. Hvor ukorrekt, hvor uværdigt! hvilken Haan mod vor Konges Bud! Og ak, hvor længe kunde jeg ikke blive ved." (side 188) |
| 65 Per
Stig Møller fortæller om nogle begivenheder fra begyndelsen
af besættelsen, og det kan meget vel være dem, Munk har i tankerne.
Jeg skal på ingen måde reducere pressens betydning, snarere tværtimod. Efter min mening er de pressefolk, der ofrer livet for at få fat på sandheden, om nogen at betragte som vor tids martyrer. Men man skal være klar over, at den sandhed har jo også diktatorer opdaget. Og de har alle de steder, hvor de hersker, vist sig særdeles effektive til at udnytte pressen til deres egne formål, så det kom til at se ud, som om deres version af begivenhederne var den eneste sande. Men om man end ærer og agter dem, der ofrede livet for sandhedens skyld, så meget man kan, man må ikke overse det faktum, at dette blot tankeløst at buse ud med sandheden, måske ikke altid er den rette holdning, hverken den kristeligste eller den klogeste. |
Per Stig Møller i Munk, side 268: "Den første, der blev forfulgt og dræbt af tyskerne var Flensborg Avis' redaktør i Tønder, Viggo Lausten. Han blev arresteret af Gestapo den 3. maj og døde i tysk varetægt under ukendte omstændigheder den 5. maj. Dagen efter skrev chefredaktør Ernst Christiansen en nekrolog over ham i Flensborg Avis, hvorefter han blev fjernet af tyskerne. Til enken skrev Munk straks et kondolencebrev, hvori han tilsluttede sig den dræbtes sag og kamp og fortsatte: ,,Vi er nogen, der begynder at længes efter at opnå den død, der blev Deres mands. Døden for ære, ret, frihed, for Danmark og kristendom". Den 26. februar '41 døde Ernst Christiansen, og Munk skrev et mindedigt om ham i Nationaltidende for 5. marts '41. Heri erindrer han bl.a. om Christiansens mod ved Laustens død med linjerne: ,,Så dengang vort rige på tidens malstrøm ilde for,/ da havde af alle landsmænd kun du de rigtige ord". Alle andre tav af frygt". |
| 66
Det vil sige: Så indviklede var tingene, at man ikke uden videre
kan give Munk ret, når han mener, at pressefolkene skamløst
er gået i de fremmedes sold. I en tid med censur kan det godt være
af frygt, at man udøver selvcensur, men det kan også være
i en erkendelse af, at siger man uden omsvøb sandheden i stedet
for at bruge forblommet tale, vil der blot ske det, at man bliver erstattet
af en anden, der siger løgnen uden omsvøb eller forblommethed.
Og man kan heller ikke uden videre give Per Stig Møller ret, når han hævder, at "alle andre tav af frygt", i hvert fald ikke, hvis man kun tænker på frygten for repressalier. Frygten for at få sit talerør af forblommetheder med iblandet sandhed erstattet af et med ligefremheder uden iblandet sandhed må også tænkes med. |
Jørgen Glenthøj i "Raun-Iversen m. fl.: Kaj Munk som rebel", side 147: "En senere slægt bør gøres opmærksom på den indirekte tales gennemslagskraft i en tid med censur og forbud. Som journalisten Helweg-Larsen gjorde sine ledere i Kristeligt Dagblad berømte ved kunsten at kunne skrive mellem linierne, så den tyske censur ikke begreb det, sådan også Kaj Munk. Netop den indirekte tale og det, som stod mellem linierne, fyldte ofte kampen med ordets sværd med en befriende dansk humor, hvori både underdrivelsen og overdrivelsen, men især ironi og lune indgik som virkemidler". |
| 67 Og som de sidste udsættes præsterne for angreb i Tommerup-talen (der jo blev holdt for en række præster). Det er jo ikke forkert, at Jesu blod renser fra al synd. Men det er måske ikke det, der skal siges på søndag. Lod Munk da selv i sine prædikener Polen og Grækenland få omtale? Måske i de talte prædikener, men ikke i de trykte. Her brugte han samme metode som alle andre journalister og redaktører. Han udøvede en vis selvcensur for i det mindste at få lejlighed til også fremover at tale. | Fra Tommerup-talen, fortsat: "Og vi Præster? hvor mange af os gasser sig ikke i Samariens Beskyttelse og lader Polen og Grækenland og vort elskede Norge ligge paa Vejen mellem Jerusalem og Jeriko, mens de forbereder sig til deres Prædiken paa Søndag for gamle Stine om Blodet, der renser fra al Synd." (Dagen er inde, side 288) |
| 68 Og så er der et sidste citat fra Tommerup-talen. Der ligger noget af en indrømmelse i det første: "visst er det, at Historien havde store Planer for med den Mand"! Det er det samme som at sige: "Jeg troede på den mand i begyndelsen, men han svigtede mig". Men der ligger i det næste en erkendelse af, at nu -- omsider -- har altså Munk erkendt, at Hitler ikke var den, han troede, han var. Han var en løgner. Han havde gedulgte ting for. Han ville erobre andre lande for at sikre Tysklands fremtid. Og nu -- i 1942-- er han klar over, at det ikke er nok at se på de nøgne ord: offervilje, kaldsbevidsthed, den almægtige; for en løgnemester, som Hitler har vist sig at være, kan også bruge disse ord. Omend ordene lyder stærke i mange kristnes ører, det beviser ikke i sig selv deres sandhed. Så sandt, som det er sagt. Men lidt sent er det jo unægtelig, at Munk når frem til den erkendelse. | Fra Tommerup-talen (2-9 42): "Men visst er det, at Historien havde store Planer for med den Mand [Hitler,rr]. De Ord, han talte, lød stærke ogsaa i kristne Øren: Offervilje, Kaldsbevidsthed, den Almægtige. Men Kristus siger: Paa deres Frugter skal I kende dem. Løgnen følger Sandheds Spor - brugende de samme Ord." (Dagen er inde, side 288) |
| 69 Nå, nu har vist også jeg ladet mig gribe af den sædvanlige overlegne bagklogskab. Hvad jeg vil undersøge med dette, er egentlig blot, om Munk i sit opgør med diktaturet også er nået til et opgør med dets indbyggede løgne, om han har indset, at diktaturet i lande med en fri presse kun har kunnet holde sig ved magten ved at knægte denne presse. Eller, mere i overensstemmelse med virkeligheden: ved at lade en topstyret presse fremstå som fri. For det er jo sandt, hvad Munk her siger: "Løgnen følger sandheds spor -- brugende de samme ord". Eller mere prosaisk: Løgnen skal altid klæde sig ud som sandhed, hvis den skal virke. Og jeg synes, at svaret på alle disse spørgsmål er ja. Munk er nået frem til erkendelse af ordets magt, det frie ords farlighed for diktaturet. | |
| 70 Men jo samtidig nået frem til erkendelse af, at dette farlige våben skal bruges med varsomhed. Vel kan han tordne mod dommere og journalister og præster, men forskellen mellem ham og dem er nok ikke så stor i virkeligheden. Også han taler ikke ligeud af posen, men pålægger sig en vis censur. Også han taler om andre ting og taler forblommet og taler i ikke letgennemskuelige vendinger, så censuren ikke får tag i ham og lukker munden helt på ham, en straf, der for ham ville være noget af det værste. | |
| 71 Utvivlsomt har han hele tiden været klar over risikoen ved bare at sige det, han dog trods alt sagde, jvfr bemærkningen til enken efter Viggo Lausten: ,,Vi er nogen, der begynder at længes efter at opnå den død, der blev Deres mands. Døden for ære, ret, frihed, for Danmark og kristendom", se #65. Og hvis man i ovenstående citat vil understrege ordet "længes efter", skal man være klar over, at brevet er skrevet til trøst for én, der har mistet, skrevet altså, for at vise enken, at hendes mands død har haft betydning, han døde ikke forgæves. Mange, der ikke har skrevet noget om, at de længes efter en sådan død, har alligevel påtaget sig tilsvarende risiko; nogle af dem døde, andre kom frelst igennem besættelsestiden. | |
| 72 Videre til 06! | |
| 73 c | |
| 74 c | |
| 75 c | |
| 76 c | |
| 77 c | |
| 78 c | |
| 79 c | |
| 80 c | |
| 81 c | |
| 82 c | |
| 83 c | |
| 84 c | |
| 85 c | |
| 86 c | |
| 87 c | |
| 88 c | |
| 89 c | |
| 90 c |
Noter: