Kaj Munk og Martin Luther 4

"Niels Ebbesen" og bondekrigen

af Ricardt Riis

En undersøgelse af en parallel mellem Kaj Munk og Martin Luther med hensyn til 1) forståelsen af martyrsindets betydning 2) villigheden til at dø for sandheden.

Tilbage til indholdsoversigten!

Tilbage til oversigten!

¹ Militarisme contra pacifisme a: Munks aktivisme (martyrsind) Munk var ikke pacifist. Hans syn på krigen er udmærket refereret af Niels Nøjgaard over nogle sider i biografien "Ordets Dyst og Daad", side 329f. Denne beskrivelse indeholder blandt andet hosstående noget besynderlige svada. Vel er det skrevet i Munks ungdom (1928), men det viser alligevel tydeligt en begejstring for krigen og de positive træk ved krigen, som Munk kan få øje på, en begejstring, som passer fint med Munks begejstring for heroerne i bred almindelighed. Det er også denne begejstring, der får Munk til i så mange af sine skuespil at interessere sig for det heroiske menneske.	Munk i et brev fra 1928: ",,Lad os være enige om, at det er godt, at der endnu et Par Gange i hvert Aarhundrede tilbyder sig en Lejlighed for voxne hæderlige Mandfolk til at slaa hinanden ihjel. Lad os glæde os over, at naar alle de kæftsmurte, parlamenterende Pøbelleflere har forkvaklet og vrævltilsølet en Sag, saa rejser sig Samson den Blinde og sparker de Søjler af Nonsens om Kuld . . . Og sige, at nu tror vi igen paa Fandenivoldskhed og Lidenskab, paa Blod og Brand, paa Vinhavernes Blomstring paa Lavaen efter Udbruddet, paa Blods Kraft til at gøde, tror mindre igen paa Ord, men paa Daad." (fra Ordets Dyst og Daad, side 329)
² Knud Hansen har i sin tilbageholdte bog fra 1942 sådan set taget Munk på kornet, når han lader det egentlige i Munks holdning være heroisme. Blot vil han vist mene, at denne heroisme er "tom". Det kan være en del af forklaringen på, at Knud Hansen ikke fik sin bog om forkyndelsen i Kaj Munks forfatterskab genudgivet efter krigen. Igennem sin død havde jo Munk "bevist", at han var mere end en spradebasse.
³ Alligevel vil jeg mene, at Knud Hansens bog indeholde nogle væsentlige analyser af Munks teologi. Og hvis man synes, at nogle af hans analyser er for nærgående overfor Munks gode navn og rygte, kan man jo læse ham, som jeg i forrige fil anbefalede, at man skulle læse grev Gert: Vi véd noget, som grev Gert ikke véd; og vi véd noget om Munk, som Knud Hansen ikke vidste og ikke kunne vide i 1942.
⁴ Knud Hansen tager i denne del af analysen sit udgangspunkt i bemærkningen om, at det er en lykke for det enkelte menneske ikke at skulle krumme sig under lovens åg. Den mener han er et udtryk for angst for loven, angst for det bestemte, angst for at skulle tage endelig og afgørende stilling. Han vil vistnok mene, at dette ikke er en fornyende holdning, men kun er den gammelkendte heltedyrkelse fra Carlyle og Brandes.	Knud Hansen i "Forkyndelsen i Kaj Munks forfatterskab", side 94: "Pietisme og nihilisme er paa denne vis kommen til at ligge tæt op til hinanden hos Kaj Munk. Saa tæt at de undertiden flyder sammen i en grad, saa man ikke kan se, hvad der er hvad. Det viser sig f. eks. i artiklen om miraklet, hvor det et sted hedder saadan: »Enkesønnen rejste sig, Lazarus steg op af graven. Naar troen griber fast om guds haand, er der ingen grænser for, hvad der kan ske. Lykke for videnskabsmanden i hans pusterum at vide, at der er en verden uden for Verona! Lykke for kunstneren, der altfor længe forsigtigt har ført sin pegasus i aarsagssætningens tøjler, igen at faa lov at sprænge vildt afsted over himmel og jord! Lykke for det enkelte menneske ikke at skulle krumme sig under lovens aag, men frit at kunne gaa under guds banner« (Himmel og Jord s. 31).
⁵ Hvad Knud Hansen skriver om Munk som behersket af sine indfald, kan være sandt nok. Munk lader sig virkelig gribe af inspirationen, også på en måde, så den kolde eftertanke, der kommer bagefter, får vanskeligt ved at finde hoved og hale i det, han har ladet sig gribe af, mens han var inspireret.	-- lidt senere: "Denne angst for loven er i det hele taget et kendemærke for den Kaj Munk'ske mentalitet. Baade i sit sprog og sine indfald er han fuldstændig prisgivet det hæmningsløse. Intet frygter han saa meget som at være bundet til noget bestemt, en bestemt opfattelse, en bestemt tro. Han er altfor meget behersket af vellystningens trang til penduludsving i alle retninger. Han elsker at beruse sig i et orgie af indfald og lade dem alle komme til orde paa samme tid, men har derved mange gange opnaaet, at intet kommer til orde, eller som Henning Kehler siger: af lutter iver efter at skære grinagtige ansigter staar han bestandig i fare for at miste sit eget".
⁶ Der er også det rigtige i Knud Hansens bemærkninger her, at dette, at Gud kan bruge nogle af de fejl, man laver, ikke gør fejlene mindre syndige eller mindre uheldige. Og det er sandt, som han fortsætter med at sige, at dette er en løshed i tanken, som ikke er holdbar. Om det så også er sandt, at dette har bevirket, at hans indsats aldrig vil blive en indsats af betydning, ja, det står tilbage at vise. Så meget vil jeg i hvert fald give Knud Hansen ret, at Kaj Munks betydning ikke ligger i den løshed i tanken, der kommer til udtryk i hans lovforståelse, eller måske snarere mangel på samme. Viser Kaj Munk sig at have blivende betydning, er det ikke derfra, den hentes.	-- senere igen: "Oxfordbevægelsen forsvarede han for eksempel med, at ganskevist var den vild paa kareten, men dog blev den brugt til at føre mennesker til gud. Med samme begrundelse kunde han forsvare Herodes. Han var ogsaa vild paa kareten, men blev af herren brugt til at tugte sit folk og føre mange til omvendelse og tro. Tanken er i og for sig rigtig i begge tilfælde, men den er nihilistisk udtrykt. Den giver los for hæmningsløsheden. Den faar mennesker til at tænke: lad os saa bare være oxfordfolk eller herodianere, for vi bliver jo brugt af gud ved at være det. Det er denne løshed i tanker og opfattelser, der gør, at den Munk'ske forkyndelse nok kan være morsom og underholdende, men aldrig kan blive en indsats af betydning," (side 95)
⁷ Og også det har Knud Hansen ret i, at Munk har gjort lovløsheden til evangelium. Og det kommer der ikke noget godt ud af. Det fører til vrøvl i heldigste fald, falskhed, hvis det bliver værre, og forvirring i alle tilfælde. Og det kan Munk ikke sige sig fri for.	-- så igen lidt senere: "Han mangler lidenskab for sandheden. Han har nok en anelse om, hvad der er sandheden i enkelte tilfælde, for eksempel angaaende oxfordbevægelsen -- at den er paa vildspor -- men han holder ikke fast ved denne sandhed, han nævner den blot, men slipper den straks og giver sig saa i samme aandedræt til at forsvare oxfordbevægelsen. For der kan jo komme noget godt ud af den. Og det er jo rigtigt. Men dermed er lovløsheden gjort til et evangelium". (side 95)
⁸ Alt dette viser sig i Munks forhold til krigen. Han bærer kappen på begge skuldre. Selv regner han ganske vist med, at det rigtige for Danmark i trediverne er at opruste. Men han vil -- siger han i hvert fald -- ikke frakende dem kristennavn, der af kristne grunde nægter at bære våben. Hvad der tæller, er ikke overvejelser pro et contra, men samvittighedens stemme i det indre, det vil sige: Kristi stemme i det indre. Som Munk i sin kunst lod sig lede af inspirationens stemme i sit indre, sådan mener han, at han selv og enhver anden i sit dagligliv skal lade sig lede af Kristi stemme i det indre. Og alt dette skal være evangelium i modsætning til lov. At vi i evangeliet er blevet frie, betyder, at vi er blevet bundet til Kristus. Og den Kristus, Munk forkynder, Kristus i samvittighedens stemme, véd man aldrig, hvor man har.	Munk i artiklen "Krigen -- og den kristne" (22.5.38): "Sandheden om den Kristnes Stilling til Krigen er den, at der ingen Regel kan gives. Som den sprudlende Livets Mester Jesus er, kan det meget vel forefalde, at hans Stemme pludselig vil sige til den eventyrlystne: ,,Nu kræver jeg af dig, at du siger nej - dette kan du ikke være med til!" og til Militærnægteren: ,,Nu er Tiden inde til, at du trækker i Uniformen." (Dagen er inde, side 35)
⁹ Han kan derfor også lege med den tanke, at kristne mennesker sådan rent bogstaveligt skal rette sig efter Jesu ord om at vende den anden kind til. Men mere end et tankeeksperiment bliver det ikke til. Han gør ikke selv noget forsøg på at samle tilslutning til sin tanke, og andre gør det heller ikke. Og det hænger nok også sammen med, at det er lidt svært at sandsynliggøre, hvorfor ondskaben lammet skulle synke sammen. Ondskaben er jo ikke direkte ondskab. Den er, som al ondskab, ondskab klædt ud som retfærdighed, som nødvendighed, som kamp for det gode.	Munk i prædiken til 10. søndag efter trinitatis: "Skulde Folket da som Folk gennemføre, hvad han havde foreskrevet den enkelte, naar det gjaldt personlige Krænkelser: vende den højre Kind til, naar man modtog et Slag paa den venstre? Maaske mente han just det. Maaske var han viss paa, at om et helt Folk fulgte hans enestaaende Eksempel: i Ydmyghed og Gudstro og sikker i sin Sag at modtage Ondskaben, da vilde denne Ondskab lammet synke sammen i sig selv" (Babflo, side 130) .
¹⁰ Sammenhængen i artiklen fra krigens begyndelse er lidt anderledes. Men opfordringen ikke mindre urealistisk. Dog kan man lægge mærke til, dels, at Munk også mener, at de, er tvinges til at massakrere, må være genstand for vor medlidenhed, og dels, at han udstøder et suk "Aah, om vi ogsaa blev Helte!" Et suk, der for så vidt svarer udmærket til den begejstring for heroismen, som Knud Hansen bebrejder ham.	Munk i artiklen "Sæt korset mod krigen" (10.9.39): "Og dog tør det siges, eller skal det siges, hvor vort Hjerte er. Dem, vi holder med, det er alle de uskyldigt lidende, dem, der massakreres og dem, der tvinges til at massakrere. Aah, om vi ogsaa blev Helte! Om alle vi neutrale Folk, Mænd og Kvinder og Børn, gav os paa Vej til Fronten uden andet Vaaben end et korsmærket Flag i vor Haand!" (Dagen er inde, side 120)
¹¹ Hvad det første angår, vil jeg henvise til Luther. Det ligger i Luthers tanker om den verdslige øvrighed, at vel skal vi adlyde den, også om den er uretfærdig og påfører os uretfærdighed; men vi skal ikke adlyde den, om den vil tvinge os til at øve uretfærdighed; vil den det, skal vi nægte den lydighed, om den så aldrig så meget er den af Gud indsatte øvrighed. Eller med andre ord: Ingen kan tvinges til at massakrere. Det kan godt være, du bliver skudt, hvis du nægter at være med til en massakre, men du skal, ifølge Luther, hellere lade det ske end deltage i nogen uret. (se også 10a#97; ebbe03#103).	Luther i: "Kan soldater have Guds nåde?": Et andet spørgsmål: Hvad hvis min herre fører denne krig med urette? Svar: Hvis du ved med sikkerhed, at han har uret, så skal du frygte og adlyde Gud mere end mennesker (Ap.G.4) og ikke gøre krigstjeneste; for da kan du ikke have nogen god samvittighed over for Gud. Ja, siger du, men min herre tvinger mig, fratager mig mit len, giver mig ikke mine penge, min løn og betaling. Desuden ville folk håne mig og skælde mig ud som kujon, ja, en forræder, der svigter sin herre i nøden. Svar: Den risiko må du tage og for Guds skyld lade det gå tabt, som går tabt. Han kan sagtens give dig det hundrede gange igen, sådan som han lover i evangeliet: (soldater2#45) (01#71)
¹² Dog skal man ikke undre sig over, at Munk ikke lige har dette Luther-sted præsent. Det var der så at sige ingen i hans samtid, der havde. Som før nævnt (01#77), spekulerede man slet ikke i de baner, og adspurgte derfor heller ikke Luther på den måde. Eller hvis man i det hele taget prøvede på luthersk vis at skelne mellem verdsligt og gejstligt regimente, henførte man det verdslige til en sfære, der kun havde magten som lov. Så hvis man skal henvise til et relevant sted i anledning af denne tanke om medlidenhed med de massakrerende, kunne det f. eks. være hosstående citat fra én af Munks prædikener, en prædiken, hvor han tilsyneladende går ind for alles frelse, men hvor måden, han gør det på, er bemærkelsesværdig. Han vover nemlig at forestille sig, at de stridende er blevet enige og har tilgivet hinanden. Og det er ikke nogen ringe tanke.	Munk i prædiken til 2. søndag efter påske. Munk beskriver tilstanden i himlen og skriver så: "Og de er samlet derinde, alle, den store hvide Flok, de første Dages forfulgte sammen med de sidste, Katoliker og Protestanter, Missionsfolk og Grundtvigianere, Mennesker, der har fundet Fred i hinandens Tanker, og Mennesker, der i misforstaaet Iver har mishandlet hinanden for Troens Skyld, Inkvisitionstidens Ofre sammen med deres Bødler, lyksalige ved nu at have fundet frem til hinandens Tilgivelse og Samhu". (Babflo, side 32)
¹³ Hvad det andet angår: Sukket "Aah, om vi ogsaa blev Helte!", så er heltegerningen altså i dette tilfælde en speciel kristen heltegerning, og den består i med ikke-voldelige midler at gøre en indsats for freden, eller som i prædikenen i at vende den anden kind til. Spørgsmålet er unægtelig, om Munk har forstået dette Jesus-ord ret. Men lad dette problem ligge i denne omgang! I stedet vil jeg kombinere de to ting: Munks herodyrkelse og deraf følgende ønske om at blive en kristen helt, og hans død.
¹⁴ Det er der nemlig mange andre, der har gjort. Ikke mindst efter hans død, hvor talen om martyrsindet igen er noget, der helst skal dysses ned. Man har gjort det ved at kombinere på samme måde som jeg foreslår: Man har fremhævet Munks diktatorbeundring eller herodyrkelse som en psykologisk særegenhed hos ham. Og kombinerer man så denne specialitet med den anden "særhed" hos ham, hans megen tale om martyrerne og martyrsindet under krigen, så får man umærkelig gjort martyrsindet til noget, der var særligt for Munk og kun gjaldt ham. Og intet ville være mere forkert.
¹⁵ Derfor er det, jeg siger: Lad Knud Hansen have aldrig så meget ret i, at Munk var tiltrukket af handlingens mænd, af diktatorerne, af den heroiske handling! Og lad os uden blusel overføre dette på Munk selv! Lad os indrømme, at Munk hele tiden med sin noget specielle personlighed higede efter handling! Lad os, som Nøjgaard gør det, blot antyde, at det ord "oppebie", som han fandt som et kendetegnende ord i sommeren 1940, karakteristisk nok for ham ikke betød at sætte sig med hænderne i skødet! Og lad os også tage den indrømmelse med, at hans kristelige tale om martyriet, som dukkede op med større hyppighed efter besættelsen, i høj grad var inspireret af og fremkaldt af og forstået på baggrund af hans egen tale om heroerne, af hans beundring for den heroiske handlen, af hans diktator-dyrkelse!	Niels Nøjgaard om Munks holdning i sommeren 1940: "Bag de tilsyneladende eller virkelige Modsigelser, han indviklede sig i, laa hans brændende Vilje til at finde Udvej for, at den saa afgørende Oppebielse ikke forvandledes fra Livets til Dødens Ro, at den kunde finde Opgaver rettet mod Fremtiden at øve sig paa og indøve sig ved". (Ordets Dyst og Daad, side 353)
¹⁶ Hvad det er mig magtpåliggende at fremhæve på den baggrund, er, at han, der villigt lod sig inspirere af næsten hvadsomhelst, han, der lod inspirationen gribe sig og rettede sig efter den, næsten uanset, hvad inspirationskilden var, han lod sig også inspirere, da inspirationskilden tydeligere og tydeligere blev vor Herre selv, han kom ikke med bortforklaringer og undskyldninger, da hans inspiration fortalte ham, at det jo naturligt nok ikke kan gå en discipel anderledes end det gik hans mester, han var villig til at acceptere sit Golgata, det lille private, om så skulle være.
¹⁷ Denne holdning hos ham, den er det, jeg godt vil fremhæve. Og så skal jeg igen villigt indrømme, at de ord, han sætter på martyrsindet, den baggrund, han giver det, de forklaringer, han kommer med, måske ikke er helt korrekte, teologisk set, eller mere præcist: måske ikke er så ligetil at overtage for os i dag. Men at vi, ved at sætte os ind i hans holdning, og lytte til hans ord, ikke skulle kunne finde en korrektion til vor teologi i dag, ikke skulle kunne finde en teologi, der kan være os til hjælp i dag, det vil på forhånd forekommer mig mærkeligt. For er der noget, vi har overset og stadig overser, er det vel netop dette, at martyrsindet og martyrholdningen nu engang, hvordan vi end vender og drejer det, hører med til kristenlivet.
¹⁸ b. Niels Ebbesens pacifisme Som sagt mener Gunnar Ollén, at det ikke har sig helt rigtigt med Niels Ebbesens fædrelandskærlighed. Han mistænker den stærkt for i virkeligheden at være pacifisme. Og den mistanke kan en nærmere undersøgelse da godt bekræfte. Hvis det viser sig at være tilfældet, vil det da heller ikke være mærkeligt. Diskussionen krig/fred tog i mellemkrigsårene form af en diskussion om militarisme contra pacifisme. Og Munk havde fra sine diskussioner en række af pacifismens argumenter i erindring.	Gunnar Ollén: Kaj Munk, side 254: "Det är dock ingen riktig fosterlandskärlek, som driver Niels Ebbesen, snarare — fast det läter egendomligt — en till sin spets driven pacifism. Så länge greve Gerhard bara håller landet ockuperat, finner sig Niels ganska väl till rätta. Frågan om vems landet skall vara berör honom vida mindre än spörsmålet om han skall behöva kriga eller ej". (02#4)
¹⁹ I første akt lader han Niels Ebbesen svare afvisende både til Niels Bugge, der vil have ham til at yde aktiv modstand, og til sin svoger, Ove Haase, der vil have ham over på grev Gerts parti. Og karakteristisk nok for de pacifistiske argumenter er Niels Ebbesen ikke fri for at pudse sin glorie en lille smule her. Han er "nøjsom", siger han, det vil i sammenhængen sige, at han, i modsætning til visse andre, giver afkald på at kæmpe for ære og berømmelse. Han siger ikke, hvad han vel egentlig logisk skulle sige, at han bare har et hjem at kæmpe for, det ord føjer Munk ikke til, og det kan skyldes, at han lader Niels Ebbesen udfolde de pacifistiske argumenter, så han helt vil undlade at bruge våben, i modsætning til militaristerne, der vil søge ære og berømmelse. Mellemvejen, middelpositionen, der har et hjem og vil forsvare dette hjem, indtager han ikke.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): N. E. Og tænk, jeg er saa nøjsom, at det er det hele, jeg forlanger af Livet selv at være glad og se glade Folk omkring mig. I andre, I har Magt og Berømmelse og ligedan at kæmpe for, men jeg har bare et Hjem. Ja, det kan jeg sige: Hjemmet, det er det eneste rigtige hellige Ord, jeg ved". (ebb01#101).
²⁰ Hans antimilitaristiske holdning kommer endnu tydeligere frem i det afsnit af bogversionen, der svarer til ovenstående citat. Han skildrer krigens gru, og siger, at det er det sikre ved krigen; hvad den ellers betyder af ære og storhed og nytids skabelse, det er det usikre. Og så føjer han til, at alt, hvad der har med krig at gøre, skyr han, sålænge han kan. Han holder sig udenfor! Men altså: Han holder sig udenfor militaristernes spil om ære og storhed og nytids skabelse. Og det kan vel være sandt nok: Skal Niels Ebbesen afbilde en typisk dansker, så er han afbildet meget godt. Man kan ikke godt komme til en dansker og prædike nytids skabelse, ære og storhed. Han vil ikke lade sig gribe af det. Han har sit hjem og går op i, hvad der har med det at gøre. Man kan kalde det jordbundethed, men Munk afbilder det her som noget positivt.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): [Niels Ebbesen]: "Se, Niels, Krig kan betyde saa mange Ting, noget med Ære og Storhed og Nytids Skabelse, det ved jeg nok; men den betyder i hvert Fald, Niels Bugge, sagde jeg, at jeg og mine Fæstere skal have Arme og Ben hugget af og aldrig kommer til at gaa bag Plov eller Le mer, at vore Hjem gaar op i Luer, og vore Kvinder og Børn maa løbe over i Skoven og gemme sig blandt Ulvene i Haab om, at de er menneskeligere end Menneskene. Du er ung og synes, jeg er fejg og Forræder. Kald mig det kun. Men alt, hvad der har med Krig at skaffe, skyr jeg og flyr jeg, saalænge jeg bare kan. Præk for mig til Dommedag, giv mig alle gode Grunde! jeg har kun eet Svar: jeg holder mig udenfor". (ebb01#109).
²¹ Dog skal det jo altsammen læses som en opfattelse, alle véd, at Niels Ebbesen ender med at gå bort fra. Ikke blot kan man derfor ikke gå ud fra, at det er Munks opfattelse, skønt den er skildret med megen sympati, man kan heller ikke gå ud fra, at det er den opfattelse, der bunder dybest i det danske sind.
²² Og det må man også indrømme Kaj Munk, i "Niels Ebbesen" forefindes ikke blot den militaristiske og den pacifistiske argumentation, men også Niels Bugges forsvarsvilje. Den kommer ikke så meget til udtryk hos Niels Bugge selv, mere hos Fru Gertrud, Niels Ebbesens kone. Hvad hun har imod grev Gert, er kun dette, at han er en aggressor, der vil have Danmark ind under sig, så kan han ellers være så udmærket en hersker, han være vil.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): Haase: Husk, der var ingen værre til at laste kong Kristoffer end du. Gertrud. Kristoffer var ussel, men han var dansk. Haase. Ja dansk mig her og dansk mig der. Vil du hellere regeres af en Forbryder og uduelig blot han er dansk end af den fødte Hersker, om saa han ogsaa er født i et Naboland. (24) Gertrud. Ja Ove Haase, jeg vil hellere have det usselt paa dansk, end leve højt som Slave for fremmede". (ebb01#113)
²³ Og at han virkelig er en aggressor, at han virkelig vil magten og kun den, viser sig i de næste ordskifter. Det var dog en rimelig betingelse at stille til en hersker, at han lader sine undersåtter have sig selv og deres huse i fred. Men nej, ikke overfor en diktator af grev Gerts format: Her gælder der et enten-eller. Her kan det ikke lade sig gøre at stille sig udenfor, som Niels Ebbesen hele tiden har villet. Her kan man ikke både være ven med grev Gert og hans modstander. Og da Niels Ebbesen ikke vil tage stilling, det vil sige, vil love at modarbejde Niels Bugge, ser Ove Haase sig nødsaget til at tvinge ham til samarbejde.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): "Haase. Er din Hustrus Ord stadig dine? Niels. Lader Gerhard mig og mit Hus med Fred -- -- Haase. Ingen Betingelser. Er du Grev Gerhards Mand eller er du hans Fjende? Niels. Jeg vil jo kun Fred for mig og mine. Haase. Saa er du jo hans Ven, Svoger Niels. Niels. Jeg er hans Ven lige saa meget som jeg er Niels Bugges. (25) Haase. Nej, saa hjælper det ikke. Saa tør jeg ikke anderledes -- Du faar tilgive mig, Niels. Niels. Hvad tør du ikke anderledes? Haase. Jeg har medbragt en ung holstensk Adelsmand, Ridder Vittinghofen. Han vil gerne opholde sig en Tid i din Gaard for at sætte sig ind i jydsk Landbrug. ". (ebb01#116).
²⁴ Da Ove Haase lidt senere befaler Niels Ebbesens folk at aflevere deres våben, og de spørger, om denne befaling er kommet i stand med husbonds minde, svarer Niels, at hans tro er den, at vi, hvis vi vil, kan klare os uden våben, måske endda bedre end med våben. Det er et pacifistisk synspunkt, der kan vaske sig. Men hvordan det har det med logikken, bliver ikke klart. Det er vist en lige så luftig påstand som den, Munk kom med som et tankeeksperiment ud fra Jesu ord om at vende den anden kind til, se her #9.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): "Niels Ebbesen: Vi maa regne med, at det gaar imod svære Tider. Jeg har den Tro, at hvis vi vil, kan vi hævde os uden Vaaben, maaske bedre end med. Lad det da ske! Lad os lyde. Og ellers passe vort Arbejde og gennem alt, hvad der kommer, blive ved med at være, hvad vi nu engang er". (ebb01#119)
²⁵ Dette med at passe sit arbejde og blive ved at være den, man er, fremstilles senere som en mere "aktiv" pacifistisk metode. Men stadigvæk bliver det ikke klart, hvordan det nærmere bestemt skal fungére. Og det er så det, han giver sig i lag med. Uden at kunne forestille sig, at greven måske ikke er menneske på helt samme måde, som han tænker sig det.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): "Niels Ebbesen: Ja, jeg tror, Lærkerne skal synge og Bønderne skal pløje Holsterne ud af Landet. Jeg tror det, og Gud hjælpe mig til at blive ved med at tro det". (ebb03#36)
²⁶ Er dette pacifisme? Eller er det blot Munks snedigt udtænkte afbildning af den danske regering? At det også kunne være det sidste, antydes ved Niels Ebbesens reaktion, da den syge grev Gert ankommer til Nørreris: Han og hele hans familie flytter ud af hovedbygningen og ind på udflyttergården. En gestus, der ligger langt ud over det forventede og måske også langt ud over det nødvendige. Er dette frit opfundet af Kaj Munk? Ja, naturligvis i den forstand, at han ikke har det fra folkevisen. Men ikke i den forstand, at det ikke meget præcist afbilder den danske regerings "metode", mere præcist Erik Scavenius' metode: Man satte sig på forhånd ind i de ønsker, man mente tyskerne kunne have, og tilbød så langt mere, end de med rimelighed kunne forvente, i det håb, naturligvis, at de så kunne indse, ikke blot, at vi danskere var neutralt medgørlige, men også, at vi var positivt interesserede i at hjælpe tyskerne.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): (Niels Ebbesen): "Grev Gerhard skal faa al den Pleje, han ønsker. Jeg selv kan ikke tage mig af ham. Jeg min Hustru og min Søn forlader strax Stedet her og tager (ud for) Ophold paa Udflyttergaarden. Jeg beder dig, Svoger, at betragte Nørreris som din egen Gaard saa længe Greven er syg og skaffe ham al betimelig (Pleje) Pasning! Enhver gaar rolig til sit.." (ebbe02#58).
²⁷ Og derfor er det nok heller ikke helt forkert at regne med, at bemærkningen om at pløje Holstenerne ud af landet afbilder den danske regerings holdning til krigen og til tyskerne, mere end den afbilder en pacifistisk overbevisning. Vi havde op igennem trediverne indtaget en tilpasningsholdning overfor Tyskland, hvor vi forsøgte at gå i ét med tapetet, så tyskerne ikke skulle få øje på os og pludselig sige haps! og snuppe denne dejlige lækkerbidsken. Og efter at de havde sagt deres haps! forsøgte vi igen at logre pænt og selvtilintetgørende for tyskerne, for at de ikke skulle give os "norske tilstande", dvs indsætte en nazistisk regering.
²⁸ Men er end den pacifisme, Munk afbilder gennem Niels Ebbesen-skikkelsen, blandet op med forsøg på at aftegne den danske regerings valne holdning til tyskerne, den er dog i Munks sammenhæng mere blevet en psykologisk mærkværdighed, end den er en politisk overbevisning. Det ses bl. a. på det sted, hvor det afsløres, at de forestillinger, Gertrud havde om sin elskede Niels, var helt forkerte. Han var ikke den, som hun troede, han var, altså psykologisk set.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jan41): "[Gertrud] Jeg var jo saa forelsket i dit krøllede Haar, dit friske rødmossede Ansigt, din brede Krop, jeg mente du var en Rolf Krake, en Helt fra vor Fortid. Jeg vidste ikke du saadan var Bonde med hele din Sjæl". (ebb03#31)
²⁹ Jeg tør ikke sige, om dette er kendetegnende for hele debatten i trediverne: at den, når den debatterede militarisme contra paficisme, let kom til at focusere på psykologiske faktorer og ikke på politiske eller sociale eller social-etiske overvejelser. Men ligesom man må sige, at Munk giver pacifismen, hvad pacifismens er, i sin skildring af Niels Ebbesen, sådan må man også sige, at han gør militarismen til et psykologisk fænomen i sin skildring af Vitinghofen.
³⁰ Det sker første gang ved høstgildet, da Ruth og Vitinghofen mødes. Hun forsøger, forgæves, som det viser sig, at værge for sig mod de kærlighedens kræfter, som hun mærker vælde op i sig. Og da nationalitetsargumentet blegner overfor hans tale om stjernerne, der siger til dem, at de ikke er en dansker og en holster, men to menneskebørn, griber hun til deres forskellige opfattelse af krigen og dens væsen. Den kan kærligheden da ikke slå bro over! Men jo, siger Munk (og Vitinghofen) naturligvis kan den det. For Vitinghofen kan ikke lave om på sig selv. Han kan ikke fragå, at han er kriger ind til det inderste af sin sjæl. I krigen, hvor mand står overfor mand, hvor adrenalinen pumper, da er det livet selv, der vælder frem i årerne og gør sig gældende.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): "Ruth. Jamen, nej, nej for I er ogsaa -- I er ikke bare tysk, I er ogsaa Krigen -- Krigen som jeg hader og afskyer. Kan I ogsaa snakke jer fra det? Vittinghofen. Krigen -- ja det er jeg. Den aabne ærlige vilde Krig med Mand mod Mand, Livet i sin højeste Lue, hvor et Fejlgreb eller et Fejl(??) er Døden, hvor Øjets Sekraft er tidoblet og Tanken er krummet til Spring, hvor Blodet sprøjter og Legemet styrter og Sjælen stiger og staar som en Stjerne og holder sig kry (?) og skinner over Jorden Aarhundreder efter, at den stakkels Krop er blevet til Støv, jo, Ruth, jo, og hele min unge (vaagne) spillede Sjæl er jeg Krigen, er jeg Liv, Bedrift. (33) (ebb02#28)

³¹ Det i sig selv er vel lidt besynderligt. Måske Ruth har arvet lidt af sin mors tendens til at falde for heltene, hun falder i hvert fald for ham, måske i virkeligheden ikke på trods af, at han er kriger, men fordi han er kriger. Det er ikke helt let at sige, hvor vi har Munk henne i dette spil. Det kan meget godt være, at Munk, selv om han nødtvungent har følt sig tilskyndet til at droppe de forhåndenværende diktatorer, ikke er til sinds at droppe al heltetale. Man kan måske endda tænke sig, at han, ligesom Scavenius, har mødt de tyske sejre på vestfronten i maj-juni 1940 med en vis hemmelig, omend ikke udtalt beundring, og at følgelig Vitinghofen her udtrykker et soldaterideal, som han måske beundrer, men også erkender er et træk ved det tyske, ikke ved det danske folk.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): "Ruth. Og saa vil du aldrig i Krig mere, vel. Vittighofen. Jo, det vil jeg. For Kriger er jeg. Ud til Bedrift. Mand imod Mand. Husk, ham som jeg kæmper med, vi er jo ikke Fjender. Vi er Kammerater, der hjælper hinanden -- ligesom Mand og Kvinde i Elskoven -- saadan Mand og Mand i Kampen -- til at opnaa den højeste Lyst. Naar Blodet bruser, naar Hjernen brænder, naar Musklerne spændes, naar alt piluts (?) op til at yde sit Yderste -- (til at vær) det, det er Livets Højeste -- saa glemmes alt for det ene, ene: at være til". (ebb05#49)
³² Det må i hvert fald siges at være højst besynderligt, at Munk både i jun40 og i jan41 lader Ruth og Vitinghofen mødes i femte akt. Vitinghofen er efterladt med et dødbringende sår i en grøftekant og findes der af Ruth. Dèr lover de hinanden evig kærlighed, drømmer sig frem til en fremtid med gård og voldgrave og ænder, men da Ruth, meget naturligt, siger, at dèr skal krigen ikke mere gøre sin grumme gerning, så viser det sig, at selv stillet foran døden vil Vitinghofen (og Munk?) ikke opgive krigeridealet.
³³ Dog skal det ikke nægtes, at Munk ikke er interesseret i disse psykologiske overvejelser. Når han tager dem frem, skyldes det, at det jo er levende personer, han lader handle på scenen, og levende personer har nu engang psykologiske særegenheder. Og naturligvis er noget af det, der tydeligst viser, at vi her ikke har med psykologiske, men med folkelige eller politiske overvejelser at gøre, det forhold, at Niels Ebbesen faktisk ændrede opfattelse; han lod det ikke blive ved pacifismen, hvis man altså vil hævde, at det var den, han var bundet af i begyndelsen af stykket. Han ændrede sig; han ændrede ikke personlighed, men han ændrede opfattelse.
³⁴ c. Hvad fik Niels Ebbesen bort fra pacifismen? Spørger man nu, hvad der fik Niels Ebbesen overbevist om, at han var på vildspor med sin overbevisning om for enhver pris at holde sig udenfor, så foreligger der to muligheder, og det er lidt uvist, hvilken af de to muligheder Munk selv holder sig til. Man vil måske endda kunne hævde, at Munks bevidste "jeg" holder sig til den ene mulighed, mens hans ubevidste "pegasus" regner med den anden.
³⁵ Det kan tænkes, at det, der gør udslaget i Niels Ebbesens sind er fader Lorents spottende ord til ham. Han er et fredsommeligt menneske, denne Niels Ebbesen, og finder sig tilsyneladende i, at fader Lorents foragter ham eller, som han siger, spytter på ham, selv om han dog får indskudt det spørgsmål: Har I råd til at spytte? Men altså: Er det udslaggivende det, at Niels Ebbesen indser, at fader Lorents har ret? At han nu bliver klar over, at han har svigtet med sin skikkelighed? At han med sit eksempel burde have rejst sig til modstand for længe siden?	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): "Lorents: Kan I ikke lide, jeg savler lidt Slim paa Jer, Hr. Niels? Synes I, I er bedre værd? Saadan et Mandfolk som Jer har Vorherre skabt til en Stridshandske, og saa har I selv lavet Jer om til en Vante. Al jer Palaver om Fred. I har været saa fredsæl, at jeg tit har tænkt: den Mand har Englefjer paa Hjernen. Nu ser I selv, at med Jer Skikkelighed har I forraadt alt det, I just vilde frede om, og bragt os derhen, hvor I nødigst vilde. ... Ikke I, men Jert Exempel kunde have besejret den Onde. Men det har Fanden, har det, og derfor er det, jeg spytter paa Jer". (ebb03#57).
³⁶ Det er tænkeligt. Og det er måske også, hvad Kaj Munk selv vil opstille som den umiddelbare begrundelse for Ebbesens handling. Men Munks dramatiske underbevidsthed har dog lagt en mere plausibel begrundelse hen til overvejelse. Og jeg kan ikke nægte, at denne løsning tiltaler mig mere. Den tror jeg mere på. Den første forekommer mig kun at kunne have virkning, hvis man forestiller sig, at Niels Ebbesen er en mand, der er øm over den anseelse, han måtte have i andres øjne. Men han er jo netop afbildet som et menneske, der i høj grad hviler i sig selv. Og Munk har også ladet os se, at han ikke er bange for den svada af nedværdigende betegnelser, andre kunne finde på at anbringe på ham.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): [Niels Ebbesen] "Du [Ove Haase] er ung og synes, jeg er fejg og Forræder. Kald mig det kun. Men alt, hvad der har med Krig at skaffe, skyr jeg og flyr jeg, saalænge jeg bare kan. Præk for mig til Dommedag, giv mig alle gode Grunde! jeg har kun eet Svar: jeg holder mig udenfor". (ebb01#109).
³⁷ Den løsning, som vi får fra Munks dramatiske "underjeg", består i, at følelsen af svigt, beslutningen om at gøre noget ved det, dukker op hos Niels Ebbesen allerede, da fader Lorents fraråder ham at tage til Nørreris, fordi hans folk er vrede på ham. Det er ham for meget. Her ser han, at han må gøre noget. Det sammenhold, han har følt og også virkelig haft med sine folk, det kan han ikke tåle at se opløses. Den tillid, de har næret til hinanden, må ikke gå i stykker. Derfor beslutter han allerede da, at han vil gøre noget. Og mens fader Lorents udgyder sig om stridshandsken, der blev til en vante, og om de englefjer, han måtte have på hjernen, står han og gennemtænker, hvad han da skal gøre.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): [Niels Ebbesen] "Men mine Folk derhjemme -- kan han tænke paa at indrullere dem i sin Hær? Kan han tænke paa at tvinge dem til at bære Vaaben paa deres egne? -- Nej. Nej! Lorents: Hvad vil I? Niels Ebbesen: Jeg maa hjem og tale med dem. Jeg maa ride strax. Lorents: Det vil jeg meget fraraade Jer. Niels Ebbesen: Hvad skal det sige? Lorents: De er vrede paa Jer, Niels Ebbesen. Niels Ebbesen: Vrede? Paa mig? Lorents: Fordi I har frataget dem deres Vaaben. (ebb03#50).
³⁸ Tingene faldt ud helt anderledes, end Niels Ebbesen havde tænkt sig. Han troede, at når han ved at aflevere sine og sine folks våben viste, at han ikke havde aggressive hensigter, når han beredvilligt stillede sin gård til rådighed for den syge greve, så ville greven acceptere hans fredsvilje, så ville han føle sig i taknemlighedsgæld til ham, og så ville gården og dens folk blive reddet. Men det modsatte skete. Grev Gert viste sig at tænke helt anderledes end Niels Ebbesen. Der er ingen fredstanker hos Gert, der kan bringes til at forstå Ebbesens fredsvilje. Og der er ingen følelse af taknemlighed over Niels' gæstfrihed. Ikke blot tager han det som noget af en selvfølge, så han regner med, at Niels selv skulle være kommet op på gården inden hans afrejse og have modtaget hans tak. Han tager også sin egen tilstedeværelse på Niels' gård som en nådesbevisning fra hans side, som en gunst, den med den overlegne kultur tildeler den kulturelt underlegne. Derfor er det jo, han tilbyder Niels' søn Ebbe, at han kan blive opdraget i kunst og våbenbrug. Og han regner givetvis med, at Niels Ebbesen vil modtage denne gunst med tak.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jan41): "Gert. Aha. Saa du er Niels Ebbesen. Da maa jeg takke dig for din Gæstfrihed. Den har glædet mig lige saa meget, som det har undret mig, at Lejligheden til at takke dig for den trak ud". (ebb04#33) Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jan41): [Lorents] "Jeres ældste Søn Ebbe har han fundet Behag i de Par Gange, han har set den raske Dreng. Ham tænker han paa som Erkendtlighed for jer Gæstfrihed at tage til sig i Holsten og opdrage ham i moderne Aand og Kunst". (ebb03#48).
³⁹ Altså, det gik langt over Niels Ebbesens fantasi, at greven kunne bære sig sådan ad, kunne være så utaknemlig. Han havde ikke fantasi til at tænke sig ind i et menneskes hjerne, der mente sig udvalgt af Gud til at lede verden bedre end den hidtil har ledet sig selv, og som derfor mente sig berettiget til at lade hånt om alle normalmenneskelige gestus og al normalmenneskelig væremåde.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): "N. E. Mine Folk? hvad har vi gjort ham? er det Takken for, at vi har vist ham Gæstfrihed og Pleje?" (ebb03#48)
⁴⁰ Men det er ham ret ligegyldigt, om man ved en nærmere betragtning vil kunne tillægge ham skyld for dette; om man altså vil kunne sige: Du burde have regnet ud, hvordan grev Gert er. Det er ikke skyldsspørgsmålet, der interesserer ham, det er spørgsmålet om, hvad man kan gøre ved det. Kanhænde Gert føler sig kaldet til at redde verden, Niels Ebbesen føler sig kun kaldet til at redde sine folk. Men det gør han til gengæld også. Derfor vil han til Randers.
⁴¹ Men endda på dette sene tidspunkt har han ikke indset, hvordan greven er og hvordan han tænker. Det er ham endnu for uforståeligt, at han virkelig kan handle sådan overfor ham. Han vil derfor ikke til Randers for at slå greven ihjel, han vil blot til Randers for at bede sine folk fri. Og viser det sig så, at greven ikke er til at hugge eller stikke i, nå ja, så må han jo hugge i ham i en anden forstand..
⁴² Det sidste er det måske kun Kaj Munks dramatisk "underjeg", der forestiller sig. Det er lidt uklart, om formålet med at tage til Randers er at forhandle eller det er at slå greven ihjel. Selv da beslutningen åbent er udtalt af Niels Ebbesen, og selv da de to, fader Lorents og Niels Ebbesen, tilsyneladende er blevet enige om, at der kun er én tunge, hvis sprog grev Gert forstår, nemlig sværdets, vil Niels til Randers og tale til greven med sin tunge. De to sidste ord "med min tunge" er udeladt i bogversionen. Men meningen er i begge tilfælde den, at Niels Ebbesen selv da ser muligheden af en forhandlingsløsning.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jan41): "N. E. Jeg tror ikke -- Lorents. Hvad tror I ikke? N. E. Jeg tror ikke, jeg lader mine Folk rejse til Randers. Lorents. Haha, naa ikke! hvor lader I dem saa rejse hen? N. E. Jeg -- jeg tager selv derind. Lorents. I? N. E. Jeg vil prøve at tale med ham med min Tunge. Lorents. Jasaa! Hahaha N. E. Og hvis I har Ret -- hvis det viser sig, at han slet ikke forstaar -- (ebb03#70)
⁴³ Dog, som man måske véd, slipper Niels Ebbesen for selv at stille det spørgsmål, han kom til Randers for at stille. Grev Gert tager selv fat om problemet, inden Ebbesen har nået at få spurgt, og nægter at tilbagekalde sin ordre om, at folkene skal indrulleres i hans hær. Ja, hans grusomhed giver sig netop da sit værste udslag: folkene skal stilles på de værste poster, og Niels Ebbesen skal kun leve, for at han kan se det.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): "Gert: Aha! saa du er Niels Ebbesen. Jeg ved, hvad du kommer for. For Almisse, for at tigge dig dine Folk fri. Jeg svarer dig: de skal stilles paa de farligste Poster; ikke en skal slippe levende hjem; du skal leve og se; ene af den Grund hænger jeg dig ikke i Galgen. For ellers --" (ebb04#33)
⁴⁴ (Man kan lægge mærke til, at det for Kaj Munks "indre Pegasus" i den grad er en selvfølge, at Niels og hans folk hører sammen, at han lader grev Gert straffe Niels derved, at han skal se al den elendighed, han nedkalder over folkene. Hvis forholdet mellem Niels og hans folk var et "grev Gertsk" forhold, hvor herskeren tager folkenes lydighed som en selvfølge, så ville Niels jo være ligeglad med sine folks skæbne, og det ville derfor ikke være nogen straf at se dem lide. Men greven véd, at forholdet mellem herre og svend på Nørreris er ægte, eller skal vi ligefrem sige: ægte dansk, og dette gode gudgivne forhold udnytter han til at være endnu mere ond).
⁴⁵ Da Gert afviser den bøn, Niels Ebbesen endnu ikke har fremsat, tror han, at det er ham, der har magten. Det er interessant at se, hvordan han i sine sidste øjeblikke skifter standpunkt, afhængigt af, om han eller Niels Ebbesen har magten. Da Ove Haase er hugget ned og hans mænd flygtet, tilbyder han mægling. Men ikke så snart kommer Vitinghofen ind i kammeret, før han råber: Stik ham ned bagfra. Da så også Vitinghofen må bukke under, kommer han igen med et "tilbud": han rejser fra Danmark i morgen. Et tilbud, som Niels Ebbesen dog nu har erfaret, at han ikke tør stole på.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): "Gert: Se ikke paa mig med de Ulveøjne. Der kan mægles. Lad Niels Bugge mægle imellem os. Betænk, jeg er fremmed og syg og værgeløs". (ebb04#46) -- -- -- Gert: Vitinghofen! Gud være lovet. Stik ham! bagfra! stik! (Niels Ebbesens Mænd hugger Vitinghofen ned.) Niels Ebbesen, jeg rejser fra Danmark i Morgen. Niels Ebbesen: Nej, I faar undskylde mig, men -- I rejser fra Danmark nu. (ebb04#47)
⁴⁶ Der er noget dæmonisk i skildringen af grev Gert her. Den, der kun forstår sværdets tale, er blevet et umenneske, har mistet den menneskelighed, som man ellers forudsætter hos ethvert individ, man møder. Og den Niels Ebbesen, der hviler i at være den, han er, den Ebbesen, der lader sig skælde ud for de værste ting uden at lade det gå sig på, den Ebbesen kan altså ikke fatte, at ikke alle mennesker er til at stole på, at ikke alle mennesker tænker menneskeligt. Den barriere hos ham, der skal nedbrydes, før han kan få sig selv til at gribe sit sværd og gøre sin gerning, er ikke pacifismens barriere, skønt han virkelig hader al krig af et godt hjerte (men han har dog et sværd, og er ikke uden træning i brug af det), nej, barrieren er hans tillid til mennesker, det er ham ufatteligt, at Gert kan være, som han faktisk er, overfor denne umenneskelige ondskab står han målløs. Sådan afbildes han af Munk, om ikke af den ydre digterpræst, så af hans indre "Pegasus".
⁴⁷ Derudfra er det, vi skal bedømme spørgsmålet om, hvad der fik Niels Ebbesen bort fra pacifismen. Det var jo slet ikke pacifisme, han var drevet af. Det var blot sådan, at ligesom han hvilede i at være sig selv, sådan troede han, alle hvilede i at være sig selv; ligesom han ville være tro på den plads, hvor han var sat, sådan mente han, at andres handlinger afspejlede en lignende troskab. Han har aldrig forstået grev Gert og hans store ambitioner, måske heller ikke Niels Bugge og hans idealer. Men han forstod, at han var sat som herremand overfor sine fæstere, han forstod, at deres vé og vel afhang af ham og hans beslutninger. Og da han med sin skikkelighed og eftergivenhed ikke kunne hjælpe dem mere, måtte der andre boller på suppen. Hvad der jo så kom.
⁴⁸ Nogle vil måske synes, at forholdet mellem Niels Ebbesen og hans fæstere er skildret lidt for idyllisk. Der er et replikskifte mellem Niels Ebbesen og hans kone, der fortæller lidt om dette forhold og besynderlig nok nærmest gør Niels Ebbesen socialdemokratisk. (Jeg forestiller mig ikke, at Munks ydre jeg vil godkende den bemærkning, men vent og se!) I samtalen mellem Gertrud og Niels ser man, at de ser lidt forskelligt på, hvem der skal have udflyttergården i fæste. Gertrud er hård (liberalistisk). Men Niels er blød og social(demokratisk). Svend har det hårdt; har både en mor, der skal passes, og en kæreste, der er med barn. Han må virkelig siges at have brug for at få udflyttergården i fæste. Men som man kan forstå, er det ikke med Gertruds gode vilje. Hun forstår ikke denne øllebrødsbarmhjertighed.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jan41): "Gertrud. Hvem har du tænkt at fæste Udflyttergaarden til? N. E. De vil gerne have den alle 5 Karle. Jeg havde tænkt i Dag at spørge dig til Raads. Gertrud. Det er let at svare dig. Vi kan se herfra hvor de gaar og mejer. Fæst den til ham, hvis Skaar er bredest. N. E. Saa bliver det Erik. Han er dygtig, javisst. Han vil drive den op. Og vil vi faa vore Afgifter. Gertrud. Og dem trænger vi til. N. E. Men saa er der Svend. Hans Mor er syg. Og jeg er ikke viss paa, om ikke hans Kærest. Gertrud. Du mener, at det, at han viser, han ikke kan styre sig selv, at det er Grund nok at betro ham noget at styre. (ebb01#84)
⁴⁹ Og det må man indrømme, synes jeg: hvis der dermed skal afbildes to forskellige politiske holdninger i Danmark anno 1940, så vil det passe meget godt med Venstres og Socialdemokratiets. Og mere overraskende: den holdning, Munk synes at have sympati for, er Niels'. I hvert fald ender det (i andre af udkastene) med, at det bliver Svend, der får udflyttergården. Og lidt forbavset spørger man sig selv: Er Munk blevet socialdemokrat? Eller er hans indre "Pegasus" blevet det?
⁵⁰ Læg forøvrigt mærke til Gertruds bemærkning: Og dem [afgifterne] trænger vi til. Det er al socialdemokratisk politiks akilleshæl, Munk afbilder med denne lille bemærkning: skal man foretrække den godgørende fremfor den effektive afgørelse, skal der penge til; og hvad nu, hvis de ikke forefindes? Eller er det også på det punkt sådan, at man opnår mest, altså også flest afgifter, med det gode? I hvert fald synes det at overraske Ove Haase, at Niels' fæstere synger. Og det er nok ikke utænkeligt, at Munk dermed vil fortælle noget om os danskere, vil fortælle om en arbejdsglæde, der bunder i, at vor regering behandler os godt. (Skal vi vove at sige: vor socialdemokratiske regering?)	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): Haase: Han [Vitinghofen] er vel anbefalet af selveste Grev Gerhard. Og hør, nu kommer dine Folk fra Arbejde -- Gudhjælpemig syngende, (228) efter en lang, travl Dag." (ebb01#118)
⁵¹ d. Niels Ebbesen og Scavenius Lad mig slutte denne afdeling med en lidt overraskende iagttagelse! Først vil jeg igen henlede opmærksomheden på Grundtvig, som meget mod sin vilje måtte indrømme, at det, han kalder et skævt fredsbegreb, var naturligt for de danske, så naturligt, at det endog greb ham selv, han, der ellers af alle regnedes for den mest stridbare på rigsdagen. Som man kan forstå, er det mit resultat af disse undersøgelser, at det har sig på samme måde med Kaj Munk. Også han er, langt inde i sin sorte sjæl, dvs, derinde, hvor hans inspiration hersker, behersket af dette danske fredsbegreb, skønt det jo mildt sagt strider kraftigt imod hans ydre overbevisning. Og det må man tage hatten af for, at han, selv når inspirationen driver ham i modsat retning af den, han hidtil havde troet var den rigtige, følger den.	Grundtvig i "Danskeren" 1849, nr 3: "Her staaer vi da ved det folkelige Freds-Begreb i Danmark, der fra Arildstid har lidt af en Skævhed, det seent eller aldrig vil helbredes for, thi skiøndt jeg er regnet blandt de stridbareste Dannemænd, saa griber jeg dog baade i og udenfor Huset mig selv saa tit i det samme skæve Freds-Begreb, at jeg maa indrømme dets Danske Naturlighed, skiøndt Nordens Aand straffer og beleer det som baade først og sidst kiællingeagtigt". (dsk49-03#24) (01#35).
⁵² Det vil udlagt sige: Når Munk efter besættelsen føler sig inspireret til at sætte de to modsætninger sammen: den danske af fred-syge beherskede Niels Ebbesen og den tyske af store herskeridealer gennemsyrede grev Gert, så lader han uden bagtanker sin inspiration råde, lader den føre ham ind i en dyb forståelse og accept af den danske fredsælheds væsen, lader den føre ham til en fornægtelse af de store visioner fra diktatorens side, skønt han tidligere havde været indstillet på at stille sig positivt overfor dem.
⁵³ Det er sandt nok, at Munk i sit drama kan skildre eftergivenheden og skikkeligheden med langt større indlevelse, end han kan følge og acceptere de samme danske egenskaber, når de udføres i den virkelighed, han befandt sig midt i. Det kan naturligvis hænge sammen med, at han, når han skriver sit drama, lader sig lede af sin inspiration, der denne gang giver ham til opgave at gennemtænke en fred-syg mands indre, hvilket så kommer til at skurre slemt i den Kaj Munks ører, der ser alt dette udspillet på den store danske scene, men det kan også hænge sammen med, at han i dramaets verden kender udfaldet ganske nøje, så det falder noget lettere at tro på, at det dog må ende godt, hvorimod han på den store nationalscene ikke kender resultatet: Hvordan vil dette drama ende? Kommer der nogen femte akt, der lader tingene falde på plads? Lykkes det i virkeligheden, som lykkes på teatret: at vore børn igen kan vokse op og være danske?	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): "Niels Ebbesen (tager sin Hustru ind til sig): Jeg har faaet Løn nok, Troels, den bedste af alle, at mine Børn kan voxe op og være Danske". (ebb05#80)
⁵⁴ Den danske regering underskrev den 25. november 1941 Antikominternpagten. Det fik Kaj Munk til at reagere meget kraftigt. I en artikel "Hvorlænge--" fra 27. november vendte han sig kraftigt imod Scavenius i samme anledning. Og det var da også Scavenius, der i offentligheden måtte bære ansvaret for, at Danmark havde skrevet under og i det hele taget medvirket til dette tyske propagandanummer. Han havde ud fra sin sædvanlige tese presset på for, at danskerne villigt og føjeligt skulle gøre det, vi alligevel ikke kunne undgå at gøre, i stedet for at vente, til tyskerne tvang os til det.	Kaj Munk i artikel af 27-11 41: "Danmarks Udenrigsminister har i Berlin undertegnet noget, der kaldes Anti-et eller andet, som jeg ikke ved, hvad betyder. Jeg ved bare, at jeg er ved at brække mig. Atter en 9ende April. Vort Slægtled faar ikke Lov at nøjes med at opleve een 9ende April 1940 - men en hel Serie.... Ned med Scavenius! ingen Samling om denne Samlingsregering længere, saalænge Scavenius er dens Diktator! Hvorlænge?" (Dagen er inde, side 252)
⁵⁵ Dog var det hele ikke forløbet så glat, som tyskerne havde ventet. Der var i løbet af dagene op til den 25. november opstået en misforståelse mellem danskerne og tyskerne. Da Scavenius ankom til den højtidelige underskrivelsesceremoni i Berlin, erfarede han, at tyskerne ikke havde medtaget de danske forbehold. Derfor spillede han natten igennem højt spil for at få forbeholdene med. Han vidste, at de tyske myndigheder nødig ville se én af underskriverne forsvinde i sidste øjeblik fra ceremonien, men han vidste også, at tyskerne besad alle mulige tvangsmidler, som de ikke ville vige tilbage fra at bruge.
⁵⁶ Men Scavenius' balancegang lykkedes. Han fik sine forbehold igennem, men måtte -- hvad han godt vidste i forvejen -- affinde sig med, at de ikke måtte offentliggøres. Det, der nu i denne forbindelse er det interessante, er, at Danmark i sine forbehold ønskede at fortolke en bestemt passus på en "blød" måde, så den ikke kom til at betyde, at Danmark forpligtede sig til i påkommende tilfælde at give militær støtte i kampen mod bolsjevismen. Det var også fremgået tydeligt i regeringsforhandlingerne op til den 25., at dèr satte de danske politikere grænsen: ingen danske soldater til østfronten, udover eventuelle frivillige. Altså, politikerne, hvor eftergivende de end var, satte grænsen på nøjagtig samme sted som Niels Ebbesen i Munks skuespil.
⁵⁷ Var Munk synsk? Eller havde han "inside-information"? Ingen af delene, naturligvis. Men Munk havde instinktivt fornemmet, at dèr ville grænsen gå for "den danske sjæl". Og politikerne, der jo graver i den samme sjæl, havde fornemmet det samme. Blandt andet i den forbindelse er det værd at gøre opmærksom på, at Munk skrev sin første version af "Niels Ebbesen" allerede i juni 1940, og at det også i denne version er grev Gerts krav om tvangsudskrivning af Niels Ebbesens folk, der gør udslaget. Dette træk er altså ikke noget, Munk først har skrevet ind i dramaet efter begivenhederne i november 41.
⁵⁸ Forøvrigt skulle jo som sagt det danske forbehold holdes hemmeligt. Så Munk havde ikke nogen jordisk chance for at få noget at vide om, hvad der virkelig var foregået. Per Stig Møller (og Niels Nøjgaard før ham) fortæller om et natligt møde i Skjern mellem Hal Koch og Kaj Munk engang i marts 42, hvor de åbenbart fik talt mange ting igennem. (Stig Møller: Munk, side 304). Jeg kan ikke lade være med at gætte på, at én af de ting, Hal Koch kunne oplyse Munk om, var, at regeringen og politikerne bag den ved underskrivelsen af Antikomintern-pagten kun havde skrevet under på den betingelse, at dansk militær ikke skulle indsættes i kampen mod bolsjevismen. Denne oplysning ville jo i så fald møde dyb forståelse hos Kaj Munk, formentlig hos journalisten Kaj Munk, men i hvert fald hos dramatikeren Kaj Munk, når han lyttede til sin indre stemme, sin inspiration, sin "Pegasus".
⁵⁹ Man kan i hvert fald godt undre sig ikke så lidt ved at læse en artikel i Jyllands-Posten fra 15. marts 42, der hedder "Sammenholdet". For den tone, der hersker i denne artikel, ligger milevidt fra den tone, der herskede i artiklen "Hvorlænge-- " fra 27-11 41. Per Stig Møller mener, at Kaj Munk i denne artikel er påvirket af den samtale, han havde med Hal Koch, og jeg skal da ikke i almindelighed betvivle Hal Kochs store overtalelsesevner, men jeg vil måske nok gøre en undtagelse med hans evner til at overtale Kaj Munk til noget. Blandt andet derfor forekommer det mig at være en god forklaring, hvis man vover at sige, at Hal Koch har kunnet give Munk en information, han ikke kunne have så langt borte fra København og de cirkler dèr, der havde forbindelse med de ansvarlige politikere.	Kaj Munk i "Sammenholdet" (15-3 42): "Jeg har den Tro til den saakaldte Samlingsregering, at den Dag aldrig kommer, da jeg skal være med til at undsige den. ... Jeg kan blive skuffet i den Tro. Men jeg har den nu. Den skyldes en voksende Følelse af, at hvis den Dag kommer, da er Regeringen ikke længer til. Det er en Samlingsregering, vi har. Men det betyder ikke, at den holder sammen for enhver Pris, og ihvad der end sker. Der er Opviglere, som ser deres Fordel i at betragte hele Ministeriet som et Skvatsammen af Landets uheldigste Elementer. Nuvel, skal hele Folket have Del i sin Regering, maa jo ogsaa disse Elementer være repræsenteret der. Men der maa sandelig ogsaa være Mænd, for hvem gammel Dyd og dansk Oprigtighed er Hovedsagen. Det har jeg for den Sags Skyld aldrig tvivlet om, der er". (Dagen er inde, side 267).
⁶⁰ Man vil naturligvis kunne indvende imod dette gætværk, at der ikke er noget i Munks produktion, der direkte henviser til, at han på det tidspunkt har fået en sådan oplysning. Mit svar er, at det skulle der sandelig også nødig være. Hvis tyskerne havde krævet oplysningen hemmeligholdt, ville det "få de alvorligste følger for land og folk", hvis der sivede noget ud. Men jeg må da blankt indrømme, at dette jo ikke gør mit gætværk til mindre gætværk. Men prøv alligevel at se på Munks sætning i hosstående citat: han har en tro på, at han aldrig vil komme til at undsige samlingsregeringen. Hvorfor? Fordi han har en voksende følelse af, at regeringen selv vil sige fra. Voksende? Hvad har givet denne tro næring til at vokse siden november 41? Nå, stadigvæk gætværk? Ja, ja, det er det da. Men ikke helt umuligt.

⁶¹ Familiebånd udfordres af politiske spørgsmål a: Niels og Gertrud Munk begynder sit skuespil med at skildre den danske idyl. Men ind i denne idyl får han flettet nogle bemærkninger, der skal vise, at noget er i gære i landet, noget, der bekymrer og virker ind på idyllen, også idyllen imellem familien Ebbesens medlemmer.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): "[Ruth] O, hvis jeg var Konge i Danmark -- -- Tror du aldrig, Far, at der bliver en Konge her i Danmark mér? N. E. Du er dog et mærkeligt Pigebarn, Ruttebarn (?) Lige som du pludrer og ler standser du op og staar med store Taarer i Øjnene. Jeg kan ikke forstaa, hvem du er blevet saadan efter. For du er da vel ægte, Tøs, haha". (ebb01#82)
⁶² Først er der nu Ruth, der midt i sin pludrende tale om fuglene og deres sang og deres æg bryder af og bekymret spørger til Danmarks fremtid. Og selv om Munk gennem Niels Ebbesens svar får forholdet mellem ham og hans voksne datter skildret som et varmt forhold, præget af dyb fortrolighed, hænger bekymringen stadig i luften.
⁶³ Han skildrer så fru Gertruds forhold til Ruth. Det er noget hårdere, end det har været før, hun skælder ud og har ikke ros til overs for den arme pige. Hvad er der galt? Er det hendes graviditet, der påvirker hende? Eller er der noget andet? Efterhånden bliver vi klar over, at det nok er noget andet. Og vi, der erindrer os, hvordan folkevisen ender, får den forestilling, at det nok er tyskernes tilstedeværelse i landet, der påvirker hende, og påvirker hende langt mere, end den påvirker Niels.
⁶⁴ Men midt i det hele får så Munk givet et eksempel på Niels Ebbesens "taktik" på hjemmefronten. Han, der ser ud, som om han bare lader tingene passere, så de kan gå i lave af sig selv, han er i virkeligheden yderst påpasselig, vil ikke presse på overfor Gertrud, men er indstillet på at vente, tålmodigt, på, at hun åbner sig og af sig selv fortæller, hvad der er galt.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): N. E. Din Mor og jeg har delt alting sammen. Indtil nu. Men se, lille Ruth, er der kommen noget, Mor synes, hun skal bære alene, saa har du og jeg ikke andet at gøre end at tie stille og lade hende i Fred og vente paa det Øjeblik, da hun faar Brug for os. Er Fars stor Pige enig med mig i det? Ruth. Jo, Far. (ebb01#67)
⁶⁵ Nå, det hindrer nu ikke den gode hr Niels i lidt senere at prøve at få en snak med sin kone om, hvorvidt der er noget dem imellem; han forstår ikke, hvad der er galt med hende. Og skønt det ikke i denne omgang bliver klart, hvad det vel kan være, der er galt, så bliver vi klar over, at der i hvert fald ikke er tale om nogen form for utroskab. Gertrud selv afviser tanken som latterlig. Hvad kan det så være?	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): "[N. E.] Gertrud, hvad er der med dig? Sig mig det, hører du? Er det vore Pengesager -- ja, de er ikke gode, men det er jo ens for os alle i disse Tider. Eller er det noget helt andet. Har nogen fortalt dig noget om mig. Jeg ved ikke af, jeg har gjort noget urigtigt, men Sladderen har jo altid -- -- Gertrud. Du noget urigtigt. Nej, Niels, det kan hverken Sladderen eller nogen anden finde paa. Der er i Verden ikke nogen mere haabløs rigtig end du. (ebb01#86)
⁶⁶ I hosstående citat kommer det noget tydeligere frem, hvad der er galt. Det er også hårdt at opdage, at ens datter er blevet forført eller har ladet sig forføre af én af de fremmede, oven i købet af den officer, der skal holde én under opsyn. Naturligvis kommer også Niels' undvigende holdning frem. Han og Ruth har et særligt forhold til hinanden, en særlig fortrolighed, så de endda kan tale nogenlunde frit om fru Gertrud, og det er måske forståeligt, at Niels ikke på nogen måde vil gribe til våben imod Vitinghofen, som Gertrud opfordrer ham til. Men så meget bliver dog klart, at Gertrud havde ventet sig noget andet af den mand, hun for snart mange år giftede sig med.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): N. E. (træder frem fra Skyggen og ser efter dem [efter Ruth og Vitinghofen, der netop har erklæret hinanden deres kærlighed]) Fru Gertrud. Hvem var det, der gik, Niels? N. E. Gik -- gik der nogen? Fru Gertrud. Jeg synes, det var vor tyske Gæsteven og et Kvindfolk. N. E. Ja maaske. Jeg tror næsten ogsaa, at det var ham. Lad os gaa ind. Duggen falder. N. E. (ser paa hende) Gertrud (staar et Øjeblik lammet) Hvad er her at høre efter? Hvor er dit Sværd. Aah det er sandt. Men en Le maa du vel kunne opdrive. Eller vil du at jeg skal? N. E. Hvilket? Gertrud. Niels! Niels! Hvornaar faar du nok? eller faar du aldrig nok? Hvornaar skal jeg faa at vide, hvem den Mand er, jeg har giftet mig med? om det er ham, som jeg engang troede, eller det er en Pjalt og Usling.
⁶⁷ Forøvrigt er det et bemærkelsesværdigt replikskifte, der forekommer her. Hvad er det, man kan lave med våben, værd? spørger Niels. Gertrud henviser til det, grev Gert har lavet. Det er dog ikke så lidt. Og det er dog lavet med våben. Men Niels foretager her et skel, som vi måske i vore dage ikke vil finde helt retfærdigt overfor tyskerne, men som Munk måske på den tid fandt meget naturlig. Det er tyskerne, der vil ordne alting med våbenmagt. Begynder vi danskere på det, er det imod vort nationale særpræg. Sådan synes Niels' (eller Munks) tankegang at være.	fortsat: "N. E. Hvis ikke Ruth selv kommer til Eftertanke, hvis ikke Ruth selv besinder sig paa hvad hun skylder sine Forældre og sit ærlige danske Navn, hvad nytter det saa med Le eller Sværd. Gertrud, hvad er det værd, det, man kan lave her paa Jorden med Vaaben. Gertrud. Spørg Grev Gerhard den Store. N. E. Saa faar jeg et tysk Svar, ja. Men i det Øjeblik jeg giver samme Svar som han, er jeg ikke længere Dansker, men Tysker." (ebb02#33)
⁶⁸ Men det må dog vel retfærdigvis siges, at denne tankegang ikke er tysk, men "kun" nazistisk. Godt nok erobrede nazisterne magten ved stemmesedlens hjælp (plus temmelig megen manipulation), og godt nok var nazisterne magtdyrkere, antidemokrater om en hals, men det gjorde dog ikke alle tyskere til magtmennesker på en studs; det førte dog ikke til, at "magtsvaret" er et speciel tysk svar, hvorimod "ordsvaret" er dansk. Forøvrigt skulle jo drabet på grev Gert ifølge den logik være et "tysk" svar, og Munk lader da også, som før nævnt, Niels Ebbesen tale om, at han med drabet har brugt grev Gerts våben, altså er det Gert, der har vundet, jvfr 02#15. Men dele det op på den måde, er ikke korrekt.
⁶⁹ Men sandt er det jo, at nazisterne i trediverne gennemførte racelove, hvormed de ville styre også kærligheden mellem mand og kvinde, altså netop gøre det, som Gertrud opfordrer Niels til: Bruge vold overfor kærligheden. Og bemærkelsesværdigt er det også, at Munk med Niels' replik (Hvad er det værd, det, man kan lave her på jorden med våben) griber tilbage bag alle diktatorskuespillene til sit første drama "En Idealist", hvor jo den samme mistro til sværdets magt skinnede igennem, f. eks. i det dobbeltbundede i Herodes' replik: "Han tror, man kan holde om scepteret med så blød en hånd".	Fra "En Idealist": HERODES. Nej, det vil jeg ikke. Men hans lille Haand, hans lille, varme højre Haand! Han tror, han kan holde om Scepteret med saa blød en Haand. -- Og gaa saa, Kvinde, gaa, beder jeg dig, gaa med Barnet og Kongskappen. (Pilatus, side 351) (00#51)
⁷⁰ Dog, det stærkeste udtryk for kærligheden mellem de to ægtefæller finder vi i femte akt, hvor fru Gertrud og fader Lorents forgæves går og leder efter Niels Ebbesen, og hvor Gertrud helt og fuldt er blevet klar over, hvilken hasarderet handling, hun har skubbet sin mand ud i. Her kommer Munk uforvarende til at lægge mange danske kvinder ord i munden, som de kunne bruge, når de ikke vidste, hvor deres mænd var henne eller hvad de var kommet med i. Og det er klart, spørger man, hvordan politiske spørgsmål, spørgsmålet om Danmarks overlevelse, kan udfordre familielivet, så er det her, svaret skal søges. Den krigens umenneskelighed, som viser sig i hvert træk ved den, kommer intetsteds tydeligere frem end dèr, hvor den skiller en kone fra hendes mand, og ingen handling er tungere og skærer hjertet mere over, end den at skulle sende sin elskede ud til det, der måske betyder død og lemlæstelse.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): Lorents: Og selv om han er [død], saa burde I kvæle jer Sorg i Stolthed. Han faldt jo paa Ærens Mark. Fru Gertrud: Begynder nu ogsaa I med Fraser? Lorents: Vel gør jeg ej. Men hvad vil I, jeg skal trøste Jer med? Er det ikke Jer, der altid selv har sagt.... Fru Gertrud: Jeg ved ikke mere, hvad jeg altid har sagt. Jeg ved bare, at... at der ikke er den Ting i Verden, jeg ikke vilde give for at have ham hos mig igen. Lorents: Vilde I ogsaa give -- Danmark? Fru Gertrud: Spørg mig ikke! spørg mig ikke. Lorents: Jeg mener: fik han nu øvet sin Daad, om den bagefter kosted han Livet, vilde I saa have den ugjort? Fru Gertrud: I maa ikke spørge mig. Jeg skammer mig over mig selv. Har jeg svigtet dig i Livet, Niels, svigter jeg dig saa ogsaa i Døden -- for det er jo rigtigt, som du har gjort -- -- og kunde man dø engang til, og du spurgte mig: ,,Gertrud, skal jeg ride?" jeg vilde svare dig: ,,Ja, Niels, du skal ride," og slaa mine Arme om dig og holde dig fast, saa du ikke fik Lov. (ebb05#22).
⁷¹ b. Ruth og Vitinghofen Er der noget, der kan undre, når man læser de første versioner af Niels Ebbesen, er det det forhold, Munk lader blive til mellem den holstenske unge ridder, Heinrich Vitinghofen og Niels Ebbesens datter, Ruth. Den udfordring af familielivet, som der her gøres opmærksom på, er af modsat art af den foregående. Hvor den første truer med at ødelægge et bånd mellem mennesker, truer den anden med at binde et bånd mellem mennesker, et bånd, blot, som af familien og også ofte af de implicerede selv betragtes som uønsket.
⁷² Et sådant bånd blev bundet mellem Ruth Ebbesen og holsteneren Vitinghofen. Og det underlige i den forbindelse er ikke, at Munk får det indfald, at lade et sådant kærlighedsforhold vokse frem. Det hører til Munks dramatiske tænkemåde på scenen at afbilde alle de vanskeligheder, en bestemt situation kan afføde, og det hører også til hans virkemidler, at han ikke giver noget let svar på de problemer, han udsætter sine personer for, om noget svar overhovedet.
⁷³ Nej, hvad der undrer er en masse andre ting end selve kærlighedsforholdets fremvækst. Det er f. eks. det forhold, at Munk tilsyneladende godkender det. Ja, jeg er nødt til at skrive "tilsyneladende", for Munk har faktisk fjernet sin godkendelse i den sidste version, bogversionen. Dels er det ikke helt sikkert, at Vitinghofen i scenen i anden akt, hvor han bejler til hende, har fået hendes ja (ebb02#32), hvor det nok er mere sikkert i de andre versioner, dels -- og mere afgørende -- mangler i den sidste version Vitinghofen helt i sidste akt, således at Ruth afbryder forholdet i tredie akt, hvor hun har set Vitinghofen optræde som torturbøddel. (ebb03#101)
⁷⁴ Derved ændres skuespillets holdning til forbindelser mellem kønnene på tværs af folkegrænserne totalt. Nok er det forståeligt, at nogle piger fristes, nok kan man sætte sig ind i, at de fremmede flotte krigskarle kan virke tiltrækkende, men dette er kun overflade, når det går op for dem, hvem det er, de har indladt sig med, forsvinder fortryllelsen, og de ønsker igen at holde sig til en god dansk mand. Stadigvæk afbilder Munk vanskeligheden for de forældre, hvis døtre ser de fremmede for dybt i øjnene, men han bringer dem dog den trøst, at de vil svigte den fremmede, når de opdager, af hvad karat han er.
⁷⁵ Noget sådant gør han jo imidlertid på ingen måde i de første versioner, herunder i den version fra manuskriptet, han læste op af rundt om i landet (omend vi jo ikke véd, om han har læst op af lige denne passus). Her er det eneste, der kan få én til at sige, at Munk kun tilsyneladende godkender forholdet, det faktum, at han lader Vitinghofen dø. Ruth og han kan få hinanden, javist, og det synes at være den helt store kærlighed, den kærlighed, der kan bygge bro over enhver folkelig forskellighed, men Munk trækker alligevel lidt i land, derved at han lader Vitinghofen dø.
⁷⁶ Munk bruger også i "Smeltediglen" et kærlighedsforhold til at vise, hvor umuligt det er at styre kærligheden mellem mand og kvinde, som de tyske racelove krævede det. Og vi kan alle le af frøken Fürsts naivitet, når hun siger, som citeret her ved siden af, vi véd jo alle, at den folkelige forskelligheds betænkeligheder sædvanligvis fuldstændig overdøves af kønsforskellens herligheder. Og vi føler, det er godt sådan.	Frøken Fürst i "Smeltediglen": "Jeg maatte kunne have følt det, synes jeg. Havde jeg været en sund tysk Pige, maatte der have været et Instinkt i mig, der gøs tilbage, naar han nærmede sig - noget, der vendte sig inden i mig under hans Kærtegn. Men jeg syntes bare, det var saa usigeligt dejligt". (Egelykke, side 42).
⁷⁷ Så når Munk i dette drama lader et kærlighedsforhold opstå på tværs af det folkelige skel, og når han fastholder det til det sidste, som han gør i de første versioner, så forstår vi godt budskabet: Så er det sandt, hvad Vitinghofen lader stjernene sige. Kærligheden må og skal besejre alle de betænkeligheder, der kan opstå i kraft af den folkelige forskellighed.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): "Vittinghofen. Vi er ikke Fjender, Ruth, det er ikke sandt, det er vi ikke. Spørg Stjernerne deroppe, se, hvor mildt de ser ned til os. De siger nej, I er to Menneskebørn, en Mand, en Kvinde, og derfor skabt ikke til at hade, men til at elske." (ebb02#23)
⁷⁸ Og Munk lægger jo ikke fingrene imellem, når han lader Niels Ebbesen skildre de vanskeligheder, den folkelige forskellighed kan berede de to. Han tænker ikke vore tanker og føler ikke livet som vi. Oven i købet understreges dette jo på det kraftigste hele to gange, hvor Vitinghofen udtrykker sin begejstring for soldatens lod (se #30 og #31). Som nævnt dersteds kan dette være et udtryk for en personlig egenskab ved Vitinghofen, men det kan også tænkes at skulle opfattes som et karakteristikum ved det tyske folk. Er det tilfældet, bliver dette, at Ruth falder for Vitinghofen måske et udtryk for Munks hemmelige beundring for det tyske folk, som jo helt anderledes end det danske er et handlingens folk.	Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40)". N. E. Han er god nok, ridderlig og dertil rank og smuk, men han taler ikke vor Tunge og tænker ikke vore Tanker og føler ikke Livet som vi. Han kunde gifte sig med en anden Pige her fra Landet, og det kunde gaa, men ikke med dig, Ruth, for det er du alt for dansk til. (ebb03#15).
⁷⁹ Eller med andre ord: Selv om Munk efter marts 39 har ændret syn på Hitler, er det ikke sikkert han har fået ryddet alle de opfattelser af vejen, der udsprang af den beundring, han tidligere havde for ham.
⁸⁰ Det, der gør det vanskeligt at acceptere en positiv holdning til forholdet mellem Ruth og Vitinghofen (som jo ud fra de første versioner ikke er til at komme udenom), er, at Munk i samme periode opfordrer danskerne til at vise de tyske besættelsestropper den kolde skulder. Det gjorde han i Gerlevtalen fra august 1940, og selv om han ikke direkte nævner, at pigerne skal holde sig fra de tyske soldater, så må det vel tænkes med.	Fra Gerlev-talen: "Hr. Hitler maa forstaa, men det kan han ikke ... men hver fribaaren Mand maa forstaa, at aldrig blev der i vor tusindaarige Historie tilføjet vort Land saa bitter en Krænkelse som den 9. April i Aar. ,,Korrekt og værdigt", har vor Konge krævet af os, at vi skal optræde over for de indtrængte. Det er vi rede til. Korrekt over for dem og korrekt over for vort danske Navn. D. v. s. høfligt, men med en Kulde, over for hvilken sidste Vinter var det bare Vand". (Dagen er inde, side 178).
⁸¹ Et andet sted nævner han den mulighed, at den enkelte tyske soldat vel kan være god nok, men øjeblikkelig trækker han den tanke tilbage, at man måske af den grund godt kunne være lidt god ved ham. Han må bære den fælles tyske byrde, at tyskerne har angrebet et uskyldigt folk og at hans uniform derved er blevet uønsket i landet.	Munk i sin prædiken nytårsdag 1944: "Der er mange, mange gode Tyskere. Gud være lovet for det; ellers var Verden uden Haab. Mange brave Drenge er stukket i Trøjen, saa flinke som vore egne. Men saa længe som de finder sig i, at dette Regimente, de selv har heilet sig til, beholder Magten over dem, maa de staa Last og Brast. Drikker Manden i en Familie, gaar det ud over hele Hjemmet. Saadan er det nu engang." (Bismer, side 62)
⁸² Og på et møde i Arnborg har han vendt sig ikke blot mod dem, der for penge samarbejder med tyskerne, men også mod de danske piger der "smider sig selv bort som legetøj", som han siger. Alt dette synes mig at rime meget dårligt med den positive holdning til en dansk-tysk forbindelse, han har i de første versioner af "Niels Ebbesen".	Kaj Munk på et møde i Arnborg den 24. august 1941, refereret af Herning Avis: "Vi har med Skam set en Del af vore unge Piger smide sig selv bort som Legetøj, som Tøjter for de fremmede". (avis-41#99)
⁸³ Skal jeg nævne en parallel, kan det blive fra hans skuespil "Kærlighed". Her er der tale om hor. Her griber den helt store kærlighed helten, og han bryder alle love og lever i et platonisk forhold til en anden mands kone igennem flere år. Han undskylder ikke dette forhold, han forsvarer sig ikke, men Munk har dog et sted, hvor han gør opmærksom på, at hvad der er tilladt kong Salomon, ikke uden videre er tilladt Jørgen Hattemager. Eller med andre ord: Hvad skuespillere og højtstående personer kan gøre, fordi de gribes af den store kærlighed, giver ikke almindelige husmænd ret til at lade den store kærlighed gribe sig indtil flere gange.
⁸⁴ Vil han, hvis det kom på tale, kunne bruge den samme argumentation her? Det vides ikke. For det kom ikke på tale. Hans første tanke med forholdet mellem Ruth og Vitinghofen blev ikke medtaget i den seneste version, og de første versioner har aldrig været offentliggjort.
⁸⁵ Og så til sidst til det helt umulige. Lad være, at ovenstående modsætning er ret umulig at forlige, det er dog ikke den eneste modsætning hos Kaj Munk. Værre er, forekommer det mig, at den bemærkning af Ruth, der afslutter forholdet mellem hende og Vitinghofen i bogversionen ("En Helt troede jeg du var -- og saa ser jeg, du er en Rakkerhund") også forekommer i de første versioner. Han har forsøgt at forsvare sig (Vitinghofen: Ruth, du forstaar ikke. Maaske staar min Herres Liv paa Spil. -- I Krigen gælder andre Maal end ellers.) men hun kalder ham en rakkerhund. Og i alle versioner gør han ikke mere for at få forholdet til hende bragt i orden, han vil blot til Randers for at redde sin herres liv, forøvrigt også uanset om han derved kommer til at dræbe sin kommende svigerfar, Niels Ebbesen. For ham gælder troskab mod den overordnede mere end troskab i familieforhold.	"Niels Ebbesen", (bogversionen) "Vitinghofen: Ruth, du forstaar ikke. Maaske staar min Herres Liv paa Spil. -- I Krigen gælder andre Maal end ellers. Ruth: En Helt troede jeg du var -- og saa ser jeg, du er en Rakkerhund. Vitinghofen: Af Sted! Vi prøver til Randers! Og kommer jeg først, og træffer jeg ham paa Stimandsfærd der, saa -- (Ud.) (ebb03#101)
⁸⁶ På trods af, at der således så sandelig er sket noget, der må siges at have ødelagt forholdet mellem Ruth og Vitinghofen, klikker de sammen igen som to tryklåse næste gang, de ses. Det forekommer ganske umuligt. Intet ord om tilgivelse, forsoning, forståelse. Bare øjeblikkelig det gamle kærlighedsforhold, som jo ikke var mere end lige begyndt, i fuldt flor igen! Det er ganske umuligt. Det lader sig ikke tænke. Den Ruth, der dog er skildret som et ganske normalt menneske, kan ikke i den grad tænkes grebet af kærlighed, at det, der skilte dem, ikke skal nævnes med et ord.	"Niels Ebbesen" (jan41) "Ruth. Hvem er det? Nej -- jamen -- nej Lorentz. Han er saaret (ud) Ruth. Er du saaret? Gør det ondt? Nej, du bløder jo. Den Bandage, nej. Men Tørklædet her -- nu skal du se -- nu hjælper det -- gør det meget ondt? (ebb05#44)
⁸⁷ Men ak, det kan det desværre hos Munk.
⁸⁸ Videre til 04!
⁸⁹ c
⁹⁰ c

Noter: