Kaj Munk og Martin Luther 3

"Niels Ebbesen" og bondekrigen



En undersøgelse af en parallel mellem Kaj Munk og Martin Luther med hensyn til 1) forståelsen af martyrsindets betydning 2) villigheden til at dø for sandheden.

Tilbage til indholdsoversigten!

Tilbage til oversigten!
 
 
1   Hvordan bruger Kaj Munk drabet på grev Gert?
          Jeg har tidligere været inde på, at drabet på grev Gert så at sige var noget, Kaj Munk tog med i købet, når det nu var Niels Ebbesen, han tog sig for at aftegne. (01#32) Problemet, som Munk vil behandle, er ikke tyranmordets berettigelse eller oprørets legalitet, men modstandsåndens fremvækst hos Niels Ebbesen. Det er Niels Ebbesens forvandling fra pacifist til modstandsmand, Munk vil beskrive. At denne indre udvikling af danskeren par excellence, Niels Ebbesen, så ender med, at han slår grev Gert ihjel, er i den forbindelse en biting. Hans forvandling kunne lige så godt have givet sig et tilfældigt andet udslag.
  Men det er nu engang denne folkevise, Munk har brugt. Og han har jo også måttet bruge noget kendt stof. For han skal bruge en historie, hvis slutning alle kender, sådan at hele den beskrivelse, der fremkommer i begyndelsen, lægges frem på den måde, at alle véd, hvordan det går til sidst, at Niels Ebbesen ender med at blive forvandlet fra en vante til en stridshandske (Munks udtryk ebb03#57), at han ender med at slå grev Gert ihjel.
3        Det betyder så imidlertid, at Munk af det valg, han her har truffet, bliver tvunget til at se positivt på tyranmordet. Og det gør han uden egentlig sådan teologisk eller etisk bevidst at ville det. Det kommer bare sådan. Pegasussen tager sig et soloridt. Og teologen Munk må så halte bagefter så godt han kan.   
4         Gunnar Ollén har, i nogen grad i modsætning til Kaj Munk, haft tid til eftertanke. Og han når frem til det resultat, at det, der driver Niels Ebbesen mere er hans pacifisme end hans fædrelandskærlighed. Jeg tror, det er en fortænkt indvending. Den kan være rigtig eller forkert, det er sådan set ligegyldigt. Det afgørende er, at nu viser sig omsider efter mange provokationer Niels Ebbesens vilje til at gøre noget. Nu er omsider hans sove-syge blevet til en ægte fred-syge, der vil forsvare fædrelandets interesser. Hvad det lige var for en provokation, der fremkaldte Ebbesens reaktion, er sådan set ligegyldigt, hovedsagen er, at nu reagerer han; nu fik han den dråbe ned i sit bæger, der fik det til at flyde over.  Gunnar Ollén: Kaj Munk, side 254: "Det är dock ingen riktig fosterlandskärlek, som driver Niels Ebbesen, snarare fast det läter egendomligt en till sin spets driven pacifism. Så länge greve Gerhard bara håller landet ockuperat, finner sig Niels ganska väl till rätta. Frågan om vems landet skall vara berör honom vida mindre än spörsmålet om han skall behöva kriga eller ej. Med andra ord, hade inte greve Gerhard begått den även ur militär synpunkt rätt oförklarliga dumheten att söka tvinga Niels och hans män att kämpa mot de egna landsmännen, så hade där varken blivit resning eller greve-mord. Niels hade slaviskt böjt sig, trots fru Gertruds förakt och gårdsfolkets knorrande. Och en hjälte som faller undan är ingen hjälte. Det är sålunda yttre händelser, som gör Niels Ebbesen till en folkhjälte snarare än nagon fosterländsk forvandling i hans eget hjärta". 
5          Sandt er det, at Niels Ebbesen skildres som pacifist. Men det er nu nok at gå fejl af hele anlægget i skuespillet, eller af hele den situation, der har fremkaldt skuespillet og som må tænkes med, hvis man vil forstå det, at give sig til at dissekere Niels Ebbesens indre: Er det fædrelandskærlighed eller pacifisme, der bestemmer ham?   Geo. Hammar i "Livsproblemet hos Kaj Munk" (side 225), efter at have citeret ovenstående fra Gunnar Ollén: "Det är väl ändå att vara alltför sträng mot Kaj Munk? ... Att Niels Ebbesen skulle mörda greve Gert för att själv slippa gå ut i krig alltså av egoistisk pacifism kommer ju i absolut strid mod allt Kaj Munk kan ha velat säga med sitt drama". 
6          Geo. Hammar er derimod inde på noget mere relevant, når han går de argumenter igennem, som Munk fremfører for at retfærdiggøre Niels Ebbesens udåd. Han citerer en del af samtalen mellem fader Lorents og Niels Ebbesen, efter at Niels har besluttet sig for at drage til Randers og selv tale med greven.  Munk i "Niels Ebbesen": Niels Ebbesen: Men Kristus var jo ingen Voldsgerningens Mand? Lorents: Nej, først lider han og tier. Siden kommer han som Dommer med Retfærdighedens Sværd i sin Haand. Niels Ebbesen: Og hvornaar kommer han? Lorents: Hvergang Maalet er fuldt.Niels Ebbesen: Fører han [Kristus] selv Sværdet?   Lorents: Nej.  Niels Ebbesen: Hvem gør det da?  Lorents: Den, han rækker det til Niels Ebbesen: Hvem rækker han det til?  Lorents: Syndfri er ingen. Men han rækker det til den enfoldige og rene af Hjertet. (ebb03#86
7  Og jeg vil da give Hammar ret i den ret indlysende indvending, han kommer med (se citatet her ved siden af). Bortset måske fra, at dette så sandelig ikke er det eneste svage punkt, etisk og religiøst set.
       Jeg skal gennemgå nogle flere svage punkter i Munks teologiske argumentation om lidt. Men først vil jeg godt pege på, at Munk desværre har bibeholdt sin meget tynde teologiske argumentation i én af sine prædikener. 
Geo. Hammar efter at have citeret ovenstående (side 226): "I detta replikskifte ligger dramats svaga punkt etiskt-religiöst och även rent tankemässigt sett. Man blir av det på intet sätt övertygad om det kristliga i tyrannmordet. Med att ingen är syndfri blir ett mord inte rättfärdigat, och mördaren kan aldrig rättfärdiga sig med att han verkställt Guds straff for det onda. Har Kaj Munk egentligen tänkt sig in i konsekvenserna?" 
8          Jeg er på ingen måde uenig med Munk i det, han har for i prædikenen til 13. søndag efter trinitatis, lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Han er i færd med at hævde, at kristendommen er en ellipse med to centre: "Mennesket er ganske magtesløst" og "Mennesket formår at trodse Gud". Men det kan aldrig være op til nogen menneske at granske en andens hjerte og nyrer og derudfra bestemme, om man kan hjælpe dette menneske ved at ekspedere det over i evigheden. Geo. Hammar hævder her, at Munk på stedet i "Niels Ebbesen" prædiker den jesuitiske sætning, at målet helliger midlet. Måske! Han prædiker i hvert fald en etik, der ikke har noget med kristendommen at gøre, al dens kristelige iklædning til trods.  Munk i prædiken til 13. søndag efter trinitatis: "Der er nogen Medmennesker, man kan række en hjælpende Haand ved at fri dem fra Røveres Truen dem paa Livet, der er andre, man bedst kan gøre en Tjeneste ved at slaa dem ihjel. Bogstaveligt ment. Niels Ebbesen kontra Grev Gert f. Ex. Den kullede Greve havde erhvervet sig en Aarrække længere i Helvede, var der ikke sat Stop for hans Forbrydelser den 1. April 1340". (Babflo, side 149) 
9        Lad os se på et andet replikskifte! Niels Ebbesen er bange. Ikke blot bange for at dø, også bange for, at det, han gør, er forkert. Jeg springer over den indvending, at Niels Ebbesen måske ikke havde taget endelig beslutning om at slå grev Gert ihjel på dette tidstpunkt; strengt taget havde han måske kun besluttet at slå ham ihjel, hvis han ikke var til at tale med med anden tunge end sværdets. (ebb03#69) Nej, hvad jeg vil gøre opmærksom på, er blot dette, at Niels Ebbesen (Kaj Munk) her viser sig at være usikker på om det er etisk ret, at han slår grev Gert ihjel. Nu har jo Munk én gang valgt Niels Ebbesen som billede på den sovesygesovende dansker. Men dette viser dog, at han endnu ikke ganske har fået overbevist sig selv om, at drabet etisk set holder vand. Blot gør jo altså Ebbesen det alligevel. Dels, fordi det jo er, hvad han skal efter den folkevise og den Danmarkshistorie, vi alle kender. Dels, fordi det netop er den handling, hvorigennem han får rettet op på den skam, der overgik det danske folk den 9. april.  Munk i "Niels Ebbesen": Lorents: Er du bange, Niels? Niels Ebbesen: Ja, jeg er bange. Lorents: For at dø?  Niels Ebbesen: Det ogsaa. Og bange for, det er forkert, det, jeg gør, og bange for, jeg ikke faar gjort det. Ja, jeg er bange. (ebb03#84
10       I et lidt senere replikskifte opdager vi, at man kan få tilgivelse for synder, som man agter at begå. Igen har Munk vistnok glemt, at det dog ikke var ganske sikkert, at Ebbesen ville slå grev Gert ihjel. Men skulle han få den idé, at det var det eneste, der var at gøre, så har han altså her fået Guds velsignelse til det på forhånd. Og det lader sig altså ikke gøre. Det er imod selve kernen i kristendommen. Man kan ikke slå ihjel i kristendommens navn eller med dens velsignelse. Indenfor kristendommen kan man kun lade sig slå ihjel i kristendommens navn. Og det er dog en ikke uvæsentlig forskel.  Munk i "Niels Ebbesen": Niels Ebbesen: ... Saa tilgiv mig da, Bror Lorents, tilgiv mig alle mine Synder, dem, jeg har begaaet, dem, jeg skal begaa. Og ræk mig saa det Hellige uden Ord. (Knæler. Lorents rækker ham Hostien.) (ebb03#88
11         Dette kan kaldes de specifikt kristelige begrundelser. 
            Lad os så se på nogle begrundelser, der holder sig på det menneskelige plan. Ikke fordi det gør nogen forskel for Kaj Munk. Han gør ikke nogen ud af forskellen på det kristelige og det rent menneskelige, på kristelig og menneskelig etik. Men alligevel!
12         I (ebb03#69) var spørgsmålet det, om grev Gert forstod den tale, der tales med en almindelig menneskelig tunge, eller om han kun forstod sværdets tale. Svaret på det spørgsmål får vi her. Ikke så snart har greven fået øje på Ebbesen, før han nægter at frigive hans folk. Ebbesen har ikke engang nødig at spørge, før svaret foreligger. Og så er vel sagen klar efter almindelig menneskelig målestok, ikke sandt? 
       Jo, måske, måske! Det vil vel de fleste af os regne med. Med denne afvisning retfærdiggøres tyranmordet. 
Kaj Munk i "Niels Ebbesen": "Gert: Aha! saa du er  Ebbesen. Jeg ved, hvad du kommer for. For Almisse, for at tigge dig dine Folk fri. Jeg svarer dig: de skal stilles paa de farligste Poster; ikke en skal slippe levende hjem; du skal leve og se; ene af den Grund hænger jeg dig ikke i Galgen". (ebb04#33
13      Men ikke efter Luthers opfattelse. Og Luther mener her selv at bevæge sig indenfor den almindelige menneskelige etik. Hvad han forresten altid gør. Hvis der endelig skal opstilles nogen forskel på disse to former for etik, skulle det være den, at den kristelige er den rent menneskelige i ægte og ikke hyklerisk udgave. Lad mig igen fremhæve, hvad Luther siger i sin bog om soldaters forhold! Den eneste forskel, han vil acceptere, er forskellen mellem en sindssyg tyran, og en tyran, der trods sine ugerninger har sin fornufts fulde brug. For er han en tyran af sidstnævnte art, er han et sprogligt væsen, og et sprogligt væsen har altid sin samvittighed i behold; der er altid håb om, at han kan forbedre sig. 
           Hvis man ubevidst korser sig over sådanne udtalelser, så vent lidt! Vi vender tilbage til en mere omfattende undersøgelse af Luthers udtalelser senere.
Lidt senere: "Den sindssyge kan nemlig ikke gøre eller affinde sig med noget fornuftigt. Det er der heller ikke udsigt til, fordi fornuftens lys er borte. Men en tyran kan meget mere. Han ved således, når han øver uret, og han har endnu samvittighed og erkendelse i behold. Der er også håb om, at han kan forbedre sig lade sig tale til rette og blive belært og handle derefter. Der er ikke noget af det hos den sindssyge, han er som en træklods eller en sten." (soldater#81), citeret 01#81
14      Først til endnu en af Munks retfærdiggørelser af Ebbesens udåd.
         Munk har i den scene, hvor Niels Ebbesen slår Gert ihjel, lagt ordskiftet sådan til rette, at Gert selv fremfører den tese, hvorefter han bliver slået ihjel. Den, der sejrer, har altid ret. Dette ord vender Munk i Ebbesens mund imod Gert, fejer dermed hans undskyldninger til side og lader ham stege i hans eget fedt. Og så vil måske de fleste sige, at hermed er da den hellige grav vel forvaret; hermed er det gjort klart, at Gert selv er ude om det. Han får kun løn som forskyldt. Den tese, han retter sig efter, slår tilbage og rammer ham selv. Det er kun retfærdigt, at han, der har slået ihjel uden ret, selv bliver slået ihjel uden ret. 
Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40). "N. E. Og med hvad Ret farer  Eders Naade saadan frem. Gert. Ret. Den, der sejrer, har altid Ret." (ebb04#36

"Gert. Betænk, jeg er en gammel syg værgeløs Mand. Med hvad Ret -- --   N. E. (løfter Sværdet) Retten har den, der sejrer." (ebb04#46)

15       Men Munk selv er måske godt klar over, at den går ikke. Han har i udgave jun40 og i udgave jan41 anbragt et ord, der afslører tomheden i det førnævnte argument. Kan gerne være tyrannen bruger vold og magt. Men han må dog besejres ved ord, ikke ved vold og magt. Kan gerne være, tyven og morderen bruger løgn og list overfor ordensmagten. Men ordensmagten er dog begrænset i sine midler til åbenhed og ærlighed. Sådan må det være. Og sådan må det være, uanset at vi måske alle synes, at der dog er en vis retfærdighed i, at den onde bliver straffet med sine egne onde midler. Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): "N. E. Jeg skulde ikke have gjort det. Jeg har sejret over Gert, men med Gerts Vaaben altsaa Gert har sejret over mig. (ebb05#68
16 Man kan i den forbindelse nævne Jesu ord om at vende den anden kind til. Men det må rigtignok forstås, ikke som et særlig kristeligt bud, ikke som en stramning af det almindeligt menneskelige bud, men som et bud, der må gælde, hvor ethvert menneskeligt samfund skal fungere, som et bud, det vil være klogt at rette sig efter, hvis man vil forsones med den anden.  Jesus i matthæusevangeliet: "I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. v39  Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til". (Matt 5,38f) 
17       Jeg kan også sige, at det ikke er modstanderens etik, jeg skal rette mig efter. Jeg skal ikke indtage Guds plads, når jeg giver den anden igen med hans egen mønt. Jeg skal rette mig efter den etik, som jeg selv har forstået er den rette. Og hvis det ikke er den regel, at den, der sejrer, har ret, men den regel, at retfærdigheden skal ske fyldest, der gælder, så er det sådan set ligegyldigt, hvilken etik den anden hylder; han kan i sin handlen overfor mig for den sags skyld rette sig efter en etik, der er langt værre end den regel, at den sejrende har ret, det, jeg skal bruge i min handlen overfor ham, er ikke hans etik, men min egen. Som Munk lader Niels Ebbesen udtrykke det: Han har sejret over Gert, men med Gerts våben. 
18         Dog er jeg nødt at sige, at Munk måske er klar over, at der er noget uldent ved begrundelsen. Han lader jo fader Lorents undskylde Niels Ebbesens handlemåde umiddelbart efter. Og det sker -- ja, igen må man sige det -- med lige så tynde argumenter som før. Hvad kender Munk til glæden i himlen? Gert har begået mord, han har slagtet vor ungdom, han slæber folk i fængsel, javist. Men giver det os ret til at gøre det samme ved ham? Og hvis vi gør det, bruger vi så ikke Gerts våben mod Gert, så det altså i virkeligheden er Gert, der sejrer? Man kan så forøvrigt lægge mærke til, at Munk ikke har medtaget ordet om, at Ebbesen har besejret Gert ved Gerts våben, i den endelige udgave. Så måske er disse ord "kun" Munks sædvanlige forsøg på altid at se sagen fra begge sider. Eller måske skal de vise os, at pacifisten Niels Ebbesen kun nødtvungent er gået med til at myrde.  Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40) (i fortsættelse af #15): "Lorentz. Gud straffe dig, Niels Ebbesen, for al din syndige Retskaffenhed. Denne udenvældske forbryder vælter sig ud i vort (87) sagesløse Land, han slagter vor Ungdom, han slæber Folk ud af deres Senge og lader dem dø i Fængslerne -- han -- han -- han -- er det ikke Mord? Naar saa saadan en Misdæder endelig faar sin fortjente Straf d. v. s.  fortjent han skulde have dinglet i en Galge, nu fik han den ære at falde for et ærligt Sværd -- nej, ved du hvad, Niels Ebbesen, er du ked af det, saa trøst dig, der er Glæde i Himlen over, at der igen er en Djævel mindre paa Jorden". (ebb05#73
19          Folkevisen om Niels Ebbesen må også have en vis undskyldning for Ebbesens udåd. Den finder den i to ting. Ebbesen blev uden rettergang dømt fredløs. Og Ebbesen kan ikke hverken gå i forhandling med Gert eller tage ham til fange, som landet lå den nat i Randers. 
           Men forfatteren undlader nok ikke at godte sig lidt over, at greven her, hvor han i kraft af den andens list er blevet den lille, forsøger at forhandle. Nu kan der forhandles, i modsætning til, hvad der kunne i går. 
Fra Niels Ebbesen-visen: 
53. ,,Sid Du neder paa min Seng, 
vi ville os bedre forlige: 
sende vi Bud efter Hertug Henrik 
og Hr. Claus Krummedige!" 

54. ,,Ikke sagde I saa i Gaar 
ude ved Randers Strand. 
I sagde, I vilde lade mig hænge 
eller jeg skulde rømme af Land!" (ebbesen-vise#53

20 Dog, det bliver der ikke noget af. For situationen, hvor grevens tropper i byen er i flertal og snart vil opdage grevens situation, indbyder just ikke Niels Ebbesen til forhandling. Da derfor én af hans medhjælpere, sorten Svend, opfordrer til at gå i aktion, giver Ebbesen ordre til at hugge greven ned. Hvilket derefter sker, sjovt nok derved, at de griber grev Gert i hans hårlok og derved tvinger hovedet hen over sengegærdet, så de kan halshugge ham. Hvordan den kullede eller altså skaldede greve alligevel kan have en hårlok, man kan gribe fat i, giver visen ikke noget svar på. Men det er vel også et af den slags problemer, man trods alt kan leve med. 55. Det da svared den sorte Svend, 
for han var ikke hvid: 
,,Lægger vi neder den lange Tale 
og lader Sværdene bide!" 

56. ,,Ikke haver jeg Slot eller Len 
at gemme saa rig en Fange. 
I spare nu ikke de skarpe Sværd, 
I lader dem fast gange!" (ebbesen-vise#55)

21        Kaj Munk har, som vi har set,  brugt andre undskyldninger. Men han når dog at få det med fra folkevisen, at Gerts altfor sene tilbud om at forlade Danmark afvises. Ikke underligt, naturligvis, situationen taget i betragtning. Men han får tillige igen afbildet Gert som en mand, der går frem på uærlig vis. Vittinghofen skal hugge den truende Niels Ebbesen ned bagfra
          Hvad der imidlertid er højst mærkeligt ved hele denne scene, er, at Vittinghofen i jun40-udgaven faktisk på det tidspunkt må betragtes som Niels Ebbesens svigersøn. Og det er dog temmelig besynderligt, at han af trofasthed overfor sin herre er villig til at hugge sin kommende svigerfar ned. Betyder kærlighedsforholdet til Niels Ebbesens datter, Ruth, noget for ham? Vi får ikke noget svar, men kun en ny række af ubesvarede spørgsmål, når vi senere vender os til Ruths og Vitinghofens forsoning i 5. akt. 
Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jun40): "Vittinghofen. Jeg kommer. Eders Naade, hold ud. Nu er jeg her. Gert. Vittinghofen! Gud være lovet! Stik ham! bagfra!  (Niels Ebbesens Mænd hugger Vittinghofen ned) Gert. Niels Ebbesen jeg -- jeg rejser fra Danmark i Morgen.  N. E. Nej, hr Gert, I rejser fra Danmark nu (hugger ham)" (ebb04#47). 
22  Grev Gert som modbillede på Niels Ebbesen
      Gunnar Ollén kan ikke se det helteagtige i Niels Ebbesen. Han er så umunksk, at Ollén i stedet udnævner grev Gert til helten i stykket. Men her har nu Ollén forregnet sig. Det kan være sandt nok, at grev Gert minder om de diktatorer og store magtmennesker, Munk tidligere har skrevet skuespil om. Og det kan være sandt nok, at man også i "Niels Ebbesen" med lidt ulejlighed kan få øje på træk, der kan opfattes som parallel-træk til dem, der præger kansleren i Sejren: grev Gert gribes af hybris til sidst, synes det. Men dels er der nu den afgørende forskel, at Gert hele stykket igennem har været grebet af denne hybris, det er ikke noget, der kommer over ham som en fejl til sidst, og dels er det, som Munk skal have klarhed over med sit stykke, ikke spørgsmålet om, hvordan en diktator, f. eks. Hitler, tænker og føler. Nej, han skal, som her ofte fremhævet, have klarhed over danskerens inderste sjæl. 
Gunnar Ollén i Kaj Munk (side 254): "Dramats verklige hjälte är inte Niels Ebbesen utan, som i så manga tidigare dramer, maktdemonen hjälten är Gert. Och liksom kanslern i Sejren faller han för Nemesis i triumfens ögonblick, då han gripen av hybris känner sig gudalik. Gerts öde skiljer sig egentligen blott därigenom från de antika tragedihjältarnas, att inte gudarna men Gud åstadkommer den ödesdigra peripetin. Kaj Munk har skrivit ett storartat drama om greve Gert och Gud; och Nils Ebbesen heter Guds redskap". 
23         Geo. Hammar tilbageviser Olléns tese om, at grev Gert er den egentlige helt i stykket. Men han fastholder, at Munk stadig er betaget af magtmenneskene. Man kan i dette stykke, hævder han, stadig mærke hans beundring for den stærke mand, der kan skære igennem. Og derfor må han, som i andre diktatorspil, finde på noget, der kan berettige mordet på ham. Det bliver, ifølge Hammar, hans grusomhed og hans hybris.  Geo. Hammar i "Livsproblemet hos Kaj Munk", side 231: "Genom att göra greve Gert till språkrör för sina egna tankar får dock Kaj Munk svårt för att låta mörda honom. Det blir Gerts grymhet och hybris, som får fälla domen: skyldig. Det är oerhört karakteristiskt för Kaj Munk, att inte ens Danmarks ockupation och vad han sett av Mussolini och Hitler under det nya världskriget kunnat komma hans beundran för maktdemonen att upphöra". 
24        Men det forekommer mig, at begge de herrer overser den høje grad af korrespondens, der er mellem grev Gert og Niels Ebbesen. Det kan være sandt nok, at Munk skal have Gert afbildet som noget af en skurk. Men det skyldes ikke, at han ikke godt kunne lade ham myrde, om han ikke var en skurk. Det skulle vel være en smal sag for en forfatter, der træder i den Guds sted, hvis veje er uransagelige. Nej, det skyldes, at Munk skal have afbildet morderen, Niels Ebbesen, som en renfærdig mand. Det er ham, der er Munks helt. Det er ham, hvis indre rørelser og følelser, han skal have frem for sit indre øje. Det er ham, der er indbegrebet af den "dansker", som det her i juni 1940 gælder om at finde ind til. 
25        Og jeg vil umiddelbart tro, at Munk, for at nå frem til at skildre Ebbesen med sympati, er nødt til at skildre den modsvarende diktator, grev Gert, som usympatisk. Og så kan man jo overveje, om ikke der trods alt dukker noget nyt op hos Munk. Måske ikke så meget i den umiddelbare skildring af grev Gert, som i dette, at sætte anti-helten Niels Ebbesen op som modstykke til ham. Kan gerne være, at Munk, som Hammar skriver her, hele tiden har haft en vis beundring for både Mussolini og Hitler. Det forhindrer ikke, at han her i sit sidste drama skyder denne beundring til side, eventuelt fordi den ikke har været så dybt funderet endda. Jeg kan i hvert fald ikke få øje på den beundring fra Munks side overfor grev Gert, som Hammar mener at kunne se. (Se derom 00#69 Fra "En Idealist": HERODES. Nej, det vil jeg ikke. Men hans lille Haand, hans lille, varme højre Haand! Han tror, han kan holde om Scepteret med saa blød en Haand. -- Og gaa saa, Kvinde, gaa, beder jeg dig, gaa med Barnet og Kongskappen. (Pilatus, side 351) (00#63
26 1. Troen tilkæmpes -- troen gives
        Geo. Hammar har i sin bog overvejet, om Munk ønsker at skildre grev Gert som en karikatur. Noget kunne jo tyde på det. Grevens entre i slutningen af anden akt leder tanken hen på en karikatur-skildring. En tordenstemme adviserer: Grev Gerhard den Store af Holsten. Og ind kommer grev Gerhard den Store --- liggende på en båre. (ebb02#56) Er det en karikerende skildring af ham? Hammar mener nej, jeg ligeledes. Det er overraskende og det skal være overraskende. For hele besætningen på Nørreris, anført af fru Gertrud, har taget stilling for at forsvare gården mod greven uden at vide, at han ankommer som dødssyg, og jo altså også uden at tilhørerne får at vide, at greven er dødssyg. Så nej, der er ikke tale om, at Munk gør nar af diktatoren. 
Geo. Hammar i "Livsproblemet hos Kaj Munk", side 229: "När man sedan möter denne diktator i fjärde akten, har Kaj Munk valt att överraska honom på morddagens morgon i hans sovgemak, medan han ännu sover. Åter i en situation, i vilken även en aldrig så stor diktator blir liten! Men det är ändå inte säkert, att det är Kaj Munks mening att skapa en karikatyr. Varför då följande scenanvisning: »En sovandes andedrag, i hårda stötar som om en oböjlig vilja erövrar livet med varje nypa luft»?" 
27        Og scenen i fjerde akt, hvor greven myrdes? Skal den opfattes som karikerende? Nej, mener igen Hammar, og nej, siger atter jeg. Men i modsætning til Hammar mener jeg ikke, man i den nævnte sceneangivelse (En sovendes Vejrdrag, haarde Stød, som om en ubøjelig Vilje erobrer Livet ved hvert nyt Aandefang; ebb04#1) kan se nogen beundring overfor Gert fra Munks side. Derimod ser man afbildet på meget prægnant vis den livsmåde, den livsholdning, det livsindhold, som en diktator må have for at være diktator, den livsindstilling, som han er grebet af, og som han regerer ud fra. Han er erobreren, der hele tiden har den erobrende holdning til livet. Skal man beundre det? Ja, det har måske Munk gjort. Ikke mindst har han beundret den holdning hos en diktator, der kunne gengive et helt folk dets tro på sig selv, som det kommer frem i "Smeltediglen", i professor Mensch's karakteristisk replik.  Kaj Munk i "Han sidder ved smeltediglen", side 15: "Mensch: Alligevel er det ikke mig, Rosen tilkommer. Se, efter Krigen -- et Menneske kan leve uden Føde, en Tid i hvert fald, men uden Ære kan det ikke leve. Saa begynder det straks at forraadne. Som med den enkelte, saadan med Nationen. Æreløse laa vi hen efter Krigen. Da kom HAN. Jeg var en af de første, der mærkede det: nu var Manden kommen, nu vilde det ske. Og det skete. Det blev atter stort at være Søn af dette Rige, der var Mening i Livet igen". 
28         Og lidt tidligere var beundringen måske endnu større, jvfr hosstående citat. Jødeproblemet var vel heller ikke på det tidspunkt blevet så aktuelt som i 1938, da "Smeltediglen" udkom. Men efter Hitlers indmarch i Rest-Tjekkoslovakiet ændrede Munks opfattelse af Hitler sig.  Kaj Munk i "Det kristenfjendske Tyskland", Jyllands-Posten 29-11 36: "Ingen dansk kan ære Hitlers Daad mere end jeg. Grænseløst beundrer jeg, at det har været en Mand muligt midt i Parlamentarismens Dirt-track i Fortvivlelsens Dal efter Nederlaget at faa Vognen kørt op ad Bjerget igen. Et knust Folk, et Folk paa Vej til Selvfortæren og Raadnen, har han enet og helet, har han frigjort og skænket Troen paa sig selv". (En Digters Vej, side 271) 
29  I Gerlev-talen, holdt den 18. august 1940, indrømmer Munk, at det vist ikke er for meget at sige, at "vi har elsket Hitler engang". Men han føjer til, at den Hitler, om hvem man kunne sige alt det positive, han er ikke mere til. Jeg véd ikke, hvor bitter en pille det har været for Munk at skulle sluge, men det var en pille, der blev lagt på hans natbord allerede i marts 1939, da Hitler indtog den del af Tjekkoslovakiet, han ikke havde fået i oktober 1938 ved München-forliget.  Kaj Munk i Gerlev-talen, august 1940: "Er det for meget at sige, at vi har elsket Hr. Hitler engang, de faa af os, der havde gennemskuet Folkestyret, at dels var det ikke Folket, men Politikerne, der styrede, og dels blev der ikke styret, men fiduset, og de af os, der holdt af det brede tyske Folk, havde tusinde Ting at sige det Tak for og ønskede det Frihed og lige Kaar med alle os andre i vor fælles Verden. Vi glædede os over hvert Skridt, dette Folk blev ført opad fra sin Fornedrelse, og vi elsker stadig den Hitler, der førte det. Men han er ikke længere til". (Dagen er inde, side 183)
30 Da afsløredes det, at man ikke kunne stole på Hitler. Da blev det klart, at det rimelige krav, han havde stillet, at han ville have alle udlandstyskere "heim ins Reich", ikke var ham nok. Idealet "nationalitetsgrænsen", som vi troede Hitler lod sig lede af, var ikke mere hans ideal. I stedet dukkede op hos ham tanken om livsrum, "Lebensraum". Denne tanke bygger ikke på nogen rimelighedsbetragtning. Den er et "rovdyrskrig", det vil sige, den er et magtkrav og kun det.  sammesteds, lige senere: "Vi har sagt, at de andre Lande har deres ukendte Soldat i en Grav hos sig, mens Tyskland har ham levende iblandt sig og over sig. Men vi havde aldrig troet, at vi skulde se den ukendte Soldat i Generalsuniform; vi synes, at saa klæder Ligkisten ham bedre. Da Hitler ombyttede Idealet Nationalitetsgrænsen med Rovdyrskriget Livsrum, havde Magten taget Magten fra Hitler. Et nyt Europa, bygget paa Erobring og Vold, ak, det er kun et alt for gammel-kendt Europa". (Dagen er inde, side 183) (se også Dagen er inde, side 95) 
31        Og som sagt, alt dette blev Munk klar over i marts 1939 ved indmarchen i Rest-Tjekkoslovakiet. Han har derfor haft nogen tid til at bearbejde denne ændrede holdning til Hitler i, før han i juni 1940 skrev "Niels Ebbesen". Og det vil være forkert, som Hammar og Ollén gør det, at hævde, at denne diktatorbeundring bare fortsætter ganske uanfægtet. Naturligvis lærer Munk af de begivenheder, han ser udspille sig omkring ham. Og naturligvis har ikke blot Hitlers jødeforfølgelser, men også angrebet på Tjekkoslovakiet fået ham til at se med andre øjne på Hitler. 
32       Den sætning fra Sejren: "Sejren retfærdiggør alt", der i det skuespil fik lov at stå i al sin uvished -- var det en arbejdstitel, der senere kunne bortkastes, eller var det det motto, kansleren havde arbejdet under hele livet? -- den optræder her i grev Gerts mund, som noget for ham karakteristisk, men også som noget, han går til grunde ved. Det er en anden side af det fænomen, at Ebbesen bruger netop dette ord imod Gert selv. (se #14) Det vil sige, Gert afbildes som et magtmenneske, der ikke interesserer sig for nogen form for retfærdighed.  Kaj Munk i "Niels Ebbesen": "N. E. Og med hvad Ret farer Eders Naade saadan frem. Gert. Ret. Den, der sejrer har altid Ret." (ebb04#36). 

"Gert. Betænk, jeg er en gammel syg værgeløs Mand. Med hvad Ret -- --   N. E. (løfter Sværdet) Retten har den, der sejrer." (ebb04#46)

33         "At digte er at holde dommedag over sig selv". Det er, hvad Munk gør i "Niels Ebbesen". Han gør op med sin tidligere position. Han stiller de to modsætninger, Ebbesen og Gert, op overfor hinanden. Han prøver at se positivt på alt det, han tidligere har foragtet, for det er nu engang dette folk, han tilhører, og om han bryder sig om det eller ej, sådan som det er, sådan er det: grebet af en fred-syge, der lidt for ofte går over i en hårdnakket sove-syge. Men lader det sig vække? Det er det store spørgsmål. Er der værdier i en sådan fredsælhed? 
34        Og det, at der er værdier i danskerens fred-syge, viser sig for Munk derved, at der ikke længer er værdier i grev Gerts holdninger. Tag ikke fejl! Der ligger i alt, hvad Munk lader grev Gert sige, et opgør med holdninger, Munk tidligere var tilhænger af. "Niels Ebbesen" er på en måde en slags privat "Umwertung aller Werte" for Munk. Ikke, at han sådan på en studs bliver tilhænger af den måde, det danske demokrati fungerede på. Men når han lader grev Gert hudflette det demokrati, der herskede i 30erne, skal man hele tiden have det for øje, at den, der taler, i skuespillet er en taber; han bliver slået ihjel kort efter; og det véd vi alle. Alle vi danske tilhørere, der har fået Niels Ebbesen ind med, om ikke modermælken, så dog skoleundervisningen, lytter med det lidt spotske smil om læben: Ja, snak du bare løs; du går til grunde om lidt!
35         Lad os se på det!
            Her har vi nu først scenen, hvor grev Gert afslører sig som en grusom mand. Han har nydt godt af Niels Ebbesens gæstfrihed, han har opholdt sig på Ebbesens gods "Nørreris" under sin sygdom, og han er uden at sige farvel eller tak taget til Randers, efter at have befalet, at alle Niels Ebbesens mænd skal indrulleres i hans hær. Så ser han den skæbnesvangre nat Niels Ebbesen komme ind til sig. Han aner ikke uråd. Han mener sig stadig i stand til at spille rollen som magtmennesket, der kan befale. 
Kaj Munk i "Niels Ebbesen" (jan41): Gert: ... Men jeg ved nok, hvad du kommer (68) for. For Almisse, for at tigge dig dine Folk fri. Jeg svarer dig: de skal stilles paa de farligste Poster; ikke en skal slippe levende hjem; du skal leve og se; ene af den Grund hænger jeg dig ikke i Galgen. For ellers --

N. E. Hr. Greve, Tyve og Skælme kan I -- -- (ebb04#33

36      Niels Ebbesens afbrydelse har Munk fra folkevisen. Brix gør opmærksom på en afvigelse, der findes i et af manuskripterne, og det er utvivlsomt den, Munk har for øje, når han lader Ebbesen prøve at komme med indvendinger.
         Men naturligvis, han behøver ikke lade ham komme med indvendinger. Vi véd alle, hvordan det går om lidt. 
Hans Brix i "Analyser og Problemer III", side 66: "Niels er forblevet i sit eleverede Plan. En Opskrift (E) har det stolte Variantvers:

,,Tyve maa I i Galgen ophænge 
baade for Ulv og Ørn. 
Men jeg vil ud i Danmark bo 
alt hos min Hustru og Børn." (ebbesen-vise#1.16

37        Stadig spiller grev Gert den overlegne. Han har endnu ikke opdaget, at han denne nat er den underlegne. Men når Munk her lægger en kraftig kritik af danskerne og deres hele dovne adfærd i munden på Gert, så er det ikke, som Ollén og Hammar vist mener, en simpel fortsættelse af Munks demokrati-kritik fra trediverne, nej, så er der tale om en holdning, som Munk vel havde dengang, men som han ved at lade taberen grev Gert udfolde nu stiller spørgsmålstegn ved. Er der i mageligheden og i den fejge angst for at træffe beslutning dog gemt noget godt? Kan jeg elske mit folk sådan som det nu engang er?  fortsat (jan41): Gert. Jeg er ikke vant til at afbrydes. Ser du, Niels Ebbesen, du er i mine Øjne Mønsteret paa dit Folk. I beherskes af denne svinske Tankegang, at alting kan gaa af sig selv. Det er det, I kalder jer Kærlighed til Freden, det er i Virkeligheden Magelighed og fejg Angst for at træffe Beslutning. I vil klare jer ved at gaa udenom, ved at holde jer udenfor -- I holder aldrig med nogen, her i Danmark holder en Mand ikke engang med sig selv. (ebb04#34)
38       Den kritik af det danske folk, Munk lader grev Gert komme med, svarer til den kritik, folkevisens grev Gert lader ramme Niels Ebbesen. "I vil klare jer ved at gå udenom". Det er den konfliktsky, der her afmales. 
        Men mærkelig nok hedder det i visen om Ebbesen, at han er en "kunstig" mand. Et lidt kunstigt udtryk! Hvad kan det vel betyde? Hvordan passer det ind i sammenhængen?
         Brix lader det betyde "listig", og det lyder tilforladeligt. Men læg mærke til, at han i næste omgang har forladt det negativt ladede "listig" til fordel for det mere positive "snild". I hvert fald: folkevisen har sikkert valgt ordet "kunstig" for både at kunne få grev Gert til at sige det i en negativ betydning, og lade læserne opfatte det i en positiv betydning. 
Hans Brix i "Analyser og Problemer III", side 63: "Greven erkender Svarets Art og bryder igennem dets Værn:

9. ,,Niels Ebbesen, Du est en kunstig Mand,
og dertil est Du from:
hvor du kan ikke over komme,
der rider Du lang Vej om." (ebbesen-vise#9)

,,from" betyder ikke her tapper, som A. Olrik vil. Det har sin nuværende Betydning. Linjeparret er bygget over Skriftens Ord om Apostlene: ,,snilde som Slanger og fromme som Duer." "kunstig" betyder listig (cfr. Marsk Stig: "Kunst ganger Stien for Magt") Niels er baade snild og mild, han rider udenom. " 

39       Det ord "kunstig" har Munk benyttet i sit drama, dog kun i jan41-versionen. Det er Niels Ebbesens datter, Ruth, han lægger det i munden på. Og hun forklarer på udmærket vis, hvad det ord "kunstig" da betyder: man lader tingene gå af sig selv, og besynderlig nok, det går godt alligevel. Hvad var det, grev Gert sagde som en anklage mod Ebbesen og hans folk: "I beherskes af denne svinske Tankegang, at alting kan gaa af sig selv" (se #37). 
          Og blandt andet en sådan iagttagelse er det, der får én til at spørge: Er Kaj Munk i færd med at holde dommedag over sig selv? Er han ved at blive klar over, at det hos danskerne, der for en ydre betragtning ser ud som fredskærlighed, magelighed, angst for at træffe beslutning, dækker over nogle mere værdifulde fænomener? 
Fra "Niels Ebbesen" (jan41): fra en samtale mellem Ruth og hendes far, hvor de taler om, hvorfor Gertrud er blevet så sær anderledes. "N. E. ... er der kommet noget nu, Mor synes, hun skal bære alene, saa har du og jeg ikke andet at gøre end at tie stille og lade hende i Fred, være overfor hende, som vi plejer, og saa ellers vente paa den Dag, da hun faar Brug for os. Er vi enige i det!

Ruth. Du er en kunstig en, Far.

N. E. Er jeg? Det troede jeg netop ikke, jeg var.

Ruth. Du lader alting gaa af sig selv, og saa faar du det alligevel til at gaa godt. Saadan har jeg følt, lige siden jeg var en bitte en; (ebb01#67

40        Videre!
          Dette, at tingene kan gå af sig selv, er stik imod grev Gerts livsanskuelse. Ifølge ham kan tingene kun ske, når der er en vilje bag planen, der sætter al sin kraft ind på at gennemføre den. En stærk vilje, der har en lige så stærk tro, og som formår at give undersåtterne del i denne tro. At mene, at tingene glider af sig selv, er nærmest blasfemi, når man har fået foræret et så skønt land. 
         Det er noget af en forandring, der er sket med Munk her, hvis virkelig -- hvad jeg altså mener er klart nok, Munk er og bliver dramatiker -- dette skal forstås ud fra situationen: at den mand taler, som det om lidt er ude med. 
Fra "Niels Ebbesen" (jan41): [Gert] "I afskyr Kamp for det store, men er lystne til Kiv i det smaa, I er uden Sammenhold, uden Alvor, madkære, selvglade -- intet Folk i Verden er (69) mere modsat mig og mit. I har duet engang, men det var bespotteligt, om I af den Grund fik Lov at beholde det skønne Land, I forlængst har vist jer uværdige til. Vis mig en virkelig Vilje, peg paa en dristig Daad. Nej; I er forbi. Gud har lagt det i mine Hænder rydde op og det vil ske. Jeg har budt, at hver Tunge, der taler mig imod, skal rives ud; det er ikke nok; hver Hjerne, der tænker en Tanke imod mig, skal kvases. Hvem vil kny eller klage? Et Lig faar kastet sin Grav. (ebb04#34)
41       Og, som sagt, forandringen har at gøre med Munks ændrede syn på Hitler. Derfor er det naturligt at spørge: I hvor høj grad er det Hitler, der afbildes gennem disse ord af grev Gert? Munk véd jo ikke, modsat vi andre, at Hitler-regimet ikke blev et tusindårsrige, men kun et tolvårsrige. Så det er måske lidt vovet at tro, at ordene her er et opgør med Hitler selv. Det tror jeg ikke desto mindre, det er. I første omgang måske "kun" et opgør med Munks idealbillede af Hitler. Men derved jo så sandelig også et opgør med Hitler selv. 
42       Kan gerne være, at Hitler kun meget få steder sådan direkte taler om, at det er Gud, der har udvalgt ham til at stå i spidsen for Tyskland. Men han taler dog ofte om sin skæbnebestemte lod, om det held for Tyskland, at det fik ham til fører, om, hvordan de to, Tyskland og han, er bestemt for hinanden.
43 Og tanken om, at Hitler ikke blot gennemfører ord-censur, men sågar også tanke-censur, er jo på en måde noget, Munk selv har oplevet på sin egen krop. Allerede i 1938, da "Smeltediglen" var skrevet og skulle spilles, var censuren i kraft. Turde man udfordre det store, stærke Tyskland? Stykket fik lov at blive opført i København (på Folketeatret) i august 38, men da det skulle opføres i Sønderborg af Gerda-Christoffersen-turnéen, blev det forbudt af justitsminister K. K. Steincke. 
44       Munk svarede med et blændende forsvar for ytringsfriheden (som måske af og til skulle optrykkes til erindring) og slutter med hosstående bemærkning. 
        Men altså: At det er Hitler, der er blevet klædt ud som grev Gert, er slet ikke usandsynligt. 
Kaj Munk i Jyllands-Posten den 29.1.39: "Marxisten Steincke som Væbner for Hr. Gøbbels - eja, hvad kan man ikke komme ud for at opleve! At leve i et frit og selvstændigt og demokratisk Land og have Frihed til at tie stille og Selvstændighed til at dukke sig og Demokrati til at tage mod Diktat af - ja, af hvem egentlig? Maa vi ikke bede om at bo enten i Norden eller i Tyskland. Der er ikke noget, der hedder midt imellem. Nej". (Dagen er inde, side 94) 
45        Så er der det, jeg begyndte dette afsnit med: Troen er noget, der må tilkæmpes, ikke noget, man får foræret, mener grev Gert (og Hitler). Og så længe Munk så noget stort i Hitler, var han tilbøjelig til at give ham ret. At kunne gengive et helt folk troen på sig selv, som professor Mensch taler om (se #27), er noget stort. Og hvor har man troen fra, om ikke man selv har tilkæmpet sig den? -- gennem tvivl ved hjælp af viljesstyrke frem til en stærk og inspirende tro. Den kan da umulig komme af sig selv.
46      Nej, det skulle man ikke tro. Men det er vel, hvad Munk efterhånden begynder at blive overbevist om. Måske han først bliver overbevist, efterhånden som han skriver sig ind i stykket. Men jeg tror altså, han ender med at blive overbevist. 
      Han har jo sat sig for at sammenstille disse to figurer. Danskeren Niels Ebbesen og diktatoren grev Gert. Og han kender danskeren -- tror han da. Det er måske kommet som noget af en overraskelse for ham, at danskerens laden-tingene-gå-deres-gang kan være den rigtige måde at handle på. Men så troen da? Det er jo dog grev Gert, der har den stærke tro; det er ham, der tror på sin sendelse, tror på styrke, tror på enighed. Det er ham, der har formået at samle en hær og et hof omkring sig af medtroende. 
47       Og dog mærkes måske allerede Munks tvivl på grev Gerts form for tro gennem de gentagne regibemærkninger i fjerde akt: Hver gang grev Gert har fremført en ny svada af selvforherligende ord står der, at herrerne bukker. (se ebb04#8) Ingen modsiger ham i denne atmosfære af tvang. De skal ikke have noget klinket. 
48       Også bemærkningen om, at af alle omkring hans sygeleje var det kun ham selv, der troede på, at han skulle komme sig, vidner om en stærk tro. Og måske Munk tidligere har delt denne trosforståelse! Måske han på lignende måde tidligere har ment, at troen var noget, man selv tilkæmpede sig. Johannes i "Ordet" lå i sneen i fem dage og tilkæmpede sig troen. Og bevares, det er forståeligt, det har gyldighed, når den tro, der er tale om, er menneskers tro til hinanden, er samfundets tro på fremtiden, er folkets tro på, at det kan. Da må vel troen tilkæmpes, da kan man tale om, at kun den tro er noget værd, som op imod fortvivlelsen holder forvisningen om, at det nytter, at vi kan, at vi ikke er intet.  Niels Ebbesen, jun40: "Gert: ... Ved I, hvad Guds Hensigt var med at gøre mig syg? Ogsaa I troede jeg døde. Der var i alle de Lande, jeg behersker, ikke eneste, som ikke troede, jeg døde. Jo, der var een. Og det var mig. Jeg vidste, at jeg ikke var færdig, med det Arbejde, Gud har skabt mig til at udføre; derfor var det umuligt jeg kunde dø". (ebb04#8). 
49 Men når man overfører denne trosforståelse til troen på Gud! Når troen på Gud også skal være den tilkæmpede tro, troen på, at man kan, troen på, at det vil lykkes! Altså ikke troen på, at det vil lykkes at få overbevist mine folkefæller, men troen på, at det vil lykkes at gøre det umulige, så Gud i kraft af min stærke tro bliver nødt til at lade mig blive helbredt, bliver nødt til at lade også de legemlige ting rette sig til efter min gerning. 
50         Den trosforståelse var tidligere Munks. Han udspiller den for fuld udblæsning i "Ordet", og omend han senere fortryder det noget, er det måske stadig den forståelse af troen, han finder mest nærliggende her i "Niels Ebbesen". 
       Men se, her lider den skibbrud. Her viser det sig, at grev Gert med netop den forståelse af, hvad tro er, hvordan tro skal tilkæmpes, hvordan tro skal fastholdes med enorm viljesstyrke, bryder sammen. 
51        I det første manuskript, det fra juni 1940, er Gert klar over, at han har fået ulivssår. Og så siger han, at han ikke forstår noget. Hvorfor? Jo, han var jo netop kommet sig af sin sygdom, fordi han ikke var færdig med det arbejde, Gud havde givet ham. Derfor kunne han ikke dø af sygdommen, vidste han; eller altså: troede han fast og sikkert. Og han er jo stadig ikke færdig med sit arbejde. Hvordan kan så Gud tillade, at han dør nu? Han forstår ingenting? "Niels Ebbesen", jun40: Grev Gert. Dette dør jeg af, dette Saar -- det dør jeg af. Jeg forstaar ingenting.
Det var ikke ham. Det var jo umuligt, at han skulde kunne - -- 
O -- h, jeg tvivlede; da han stod der med Sværdet, blev jeg angst og tvivlede. (Jeg) Da evighedens -- jeg -- Og nu synker jeg -- i Mørke -- det evige Mørke. (ebb04#50
52 Men så opdager han, at han trods sin store viljesstyrke har tvivlet. Da Niels Ebbesen stod der med sværdet, blev han angst og tvivlede. Og fordi han ikke kunne fastholde troen, derfor faldt han, derfor må han nu synke med i mørket. 
53       Og det, der nu er ganske besynderligt, er, at den trosoplevelse, som Munk her lader Gert have, hvis ikke man skal kalde det en oplevelse af mangel på tro, den havde Hitler ganske tilsvarende. Det er Traudel Junge, én af Hitlers privatsekretærer, som han engang har betroet sig til. Det, der anstrengte ham, sagde Hitler ved én af de mere uformelle sammenkomster i Wolfschanze, var, at han så at sige skulle tro for dem allesammen. Tilbagetrækning på tilbagetrækning. Hvem kan blive ved at opretholde troen på sejren? Hvem kan holde fast ved, at det dog vil ende godt i sidste ende? Ja, hvem andre end Hitler selv, han, der står som øverste figur for Tyskland. Og hvis han bare ét øjeblik svigter troen, viser, at han ikke tror på sejren, så breder tvivlen og fortvivlelsen sig som ringe i vandet, til generalerne og til den menige soldat. 
54        Det er ikke mærkeligt, at vi, der lever efter begivenhederne, kan indse, at i et diktatur er hele landet afhængigt af, at ét menneske tror på landets frelse. Men det er ganske mærkeligt, at Munk, eller skal vi sige: Munks "pegasus", hans indre digteriske inspiration, har set det længe før det blev virkelighed, set det bryde sammen, set, at en sådan stat ikke kan vare ved, et sådant herredømme må forgå. 
55       Men det er altså, hvad jeg vil mene viser sig, dels i den endelige bogudgave, og dels i de manuskripter, der udgør forarbejderne til det. (Se også Ollerup-talen om Hitler som en troens mand 12#19). 
56 2. Grev Gert (Adolf Hitler) holder ikke sine løfter
       Talløse er de mennesker, der har moret sig over Chamberlain, der troede, at det papir, han stod med i hånden efter München-aftalen med hr Hitlers underskrift på, kunne give fred i vor tid. Hvor var han dog naiv! har vi utallige gange sagt til hinanden. Og desværre er det billede af Chamberlain blevet stående. Eller jeg skal nok snarere sige: Desværre er det billede af, hvad der foregik, blevet stående. Det forgæves forsøg på at tilfredsstille Hitler. Den evindelige appeasement. Tilbagetog efter tilbagetog, blot efterfulgt af stadig nye krav. Hvor dum har man lov at være?
57         I stedet burde vi se det hele som et spørgsmål om, hvad internationale aftaler er værd og hvad der gør dem noget værd. Bagefter er det jo let nok at se, hvor naivt det var. Men ikke desto mindre søger vi stadig at binde den ene stat sammen med de andre ved fælles aftaler. Ikke desto mindre er dette at holde sine aftaler stadig et grundlag for al international politik. 
58       Eller med andre ord: Det exceptionelle ved München-forliget er ikke Chamberlains naivitet, men Hitlers manglende ordholdenhed. Og at den mand ikke har i sinde at holde sit ord, er virkelig noget, der først kan ses bagefter. Og bagefter er vi alle klogere.
        Det var forøvrigt også Chamberlain. Det gør mig noget ondt for hans eftermæle, at vi bagkloge på den måde gør nar af ham. Noget af det, der viser, at han har lært noget, er hans tale ved krigserklæringen mod Tyskland. Den er bemærkelsesværdig derved, at den opstiller det mål at få væltet den nazistiske regering, et højst usædvanligt mål. Normalt vil krigens formål være at genskabe freden på nye betingelseer, at tvinge modstanderen til at acceptere nye grænser, f. eks. eller acceptere andre handelsforbindelser. Efter Første Verdenskrig var målet ikke kejserdømmets fald, det kom som følge af indre tyske begivenheder, men at tvinge Tyskland til fred på de betingelser, man kunne opnå ved en forhandling. 
Chamberlain i en tale til det britiske folk efter krigsudbruddet i september 1939: "Vi har ikke nogen strid med det tyske folk, når undtages, at det tillader at lade sig styre af en nazistisk regering. Så længe denne regering eksisterer og anvender de metoder, den i løbet af de to sidste år konsekvent har anvendt, vil der ikke være fred i Europa. Vi ville blot komme til at opleve den ene krise efter den anden og se det ene land efter det andet angrebet med metoder, som nu er os tilstrækkelig bekendt i deres modbydelige teknik. Vi er besluttet på, at disse metoder skal holde op. Hvis vi efter denne kamp på ny kan skabe tillid og muliggøre afkald på magtanvendelse i verden, vil selv de ofre, der pålægges os, være helt og fuldt begrundede". (Citeret fra Michael Freund: Tyskland og den Anden Verdenskrig, side 12) 
59 Anderledes med Anden Verdenskrig. Den engelske regering, med Chamlerlain i spidsen tilsigtede fra første færd et regimeskift i Tyskland.
      Hvorfor?
      Fordi det havde vist sig, at man ikke kunne stole på Hitler. Han havde brudt de andre stormagters tillid. Og det er en afgørende forudsætning for at kunne slutte fred, at man stoler på den anden parts vilje til at overholde sin del af aftalen. 
60         Også senere blev Chamberlains stemme afgørende. Han overlod premierministerposten til Churchill, men blev siddende i kabinettet, endda i det snævre krigskabinet. Og da der i slutningen af maj 1940, hvor Frankrig var så godt som besejret i den mest effektive lynkrig, verden endnu havde set, og hvor evakueringen af de engelske tropper fra Dunkerque endnu ikke havde udsigt til at skulle lykkes, foreslog udenrigsminister Halifax, at man gennem italienerne udsendte en fredsføler til Hitler. Det kom dog aldrig så langt, selv om man hele tre dage igennem afholdt lange møder om sagen. Chamberlain satte sig imod det. Hvorfor? Fordi han ikke mente, man kunne stole på Hitler
61         Forresten var jo også Nürnbergprocesserne efter krigen præget af de frustrerende oplevelser før krigen. Én af de væsentligste anklager, man rettede mod de tyske ledere, var, at de havde forbrudt sig mod freden. De havde brudt internationale aftaler. I vores bevidsthed har ganske vist alle de andre mere spektakulære forbrydelser ganske overskygget denne forbrydelse. Men i samtiden og blandt regeringsledere vejede den uhyre tungt. 
62       Og også, da det blev Danmarks og Norges tur, skete det med et løftebrud. En ikke-angrebspagt, som var blevet afsluttet mellem Danmark og Tyskland, skulle man jo tro ville gøre et angreb umuligt. Men, som Munk sagde i Gerlev-talen: Tyskerne brød deres løfte og gav os et nyt. Og så føjer han til: Hvorfor skal vi tro det nye bedre end det gamle? Logisk. Men også et spørgsmål, der er umuligt at svare på. Vi tror dem jo netop ikke. Vi véd ikke, hvor vi har dem. For ordets magt tror de ikke på. Aftaler bryder de, når det passer dem. Det nye Tysklands regenter, tusindårsrigets repræsentanter bygger ikke på noget så fortidigt som aftaler og papir, nej, det bygger på blod og jern (eller hvilke andre "stolte" og "hårde" begreber, man nu kan finde på).  Kaj Munk i Gerlev-talen, august 1940: "Jeg svarer, at nu er der just Mening med Livet; jeg ved ikke, om Danmark bliver frit mer. De kom ind i vort Land, brød deres Løfte og gav os et nyt. Hvorfor skal vi tro det nye bedre end det gamle?" (Dagen er inde, side 176) 

Kaj Munk i Ollerup-talen, juli 1940: "Vilde Tyskland vinde vort Venskab, var det meget uheldigt i Formen. Nogle Maaneder i Forvejen undertegnede vi med Tyskland en Ikke-Angrebspagt. Det kostede os vort Ansigt i Forholdet til det øvrige Norden. Men vi troede, det var dette Offer værd. Og saa kom den 9. April. Da Tyskland under Verdenskrigen faldt ind i Belgien, vakte det en Verdens Forargelse. Men nu -- ingen -- ikke engang vi selv forarges". (Krigen og mordet, side 52) (12#20)

63        Nu er det ikke direkte Hitler, Munk afbilder i grev Gert. Blandt andet skal jo billedet passe ind i den middelalderhistorie, han er ved at fortælle, og passe nogenlunde til den folkevise, han bygger på. Og der er heller ikke tvivl om, at grev Gert skal skildres passende usympatisk for at gøre Niels Ebbesens mord på ham mere spiseligt for tilskuerne. Alligevel kan man godt sige, at hosstående scene er skrevet efter forbillede. Munk levede og skrev før og under krigen, og fik ikke lov at opleve den overgang, der foregik, da koncentrationslejrenes rædsler kom for en dag i maj 1945, overgangen fra at have set løftebruddet som det forfærdeligste til at se den umenneskelige menneskebehandling som det værste.  Fra "Niels Ebbesen" (bogversionen): Fangevogter (ind): Passer det Eders Naade nu? 

Gert: Ja, før ham ind.
I Herrer, det er Niels Bugge. Vi gav ham frit Lejde, og han kom. Saa stor en Dumhed gør man ikke gratis. Jeg har i Aften truffet Beslutning om hans Skæbne. General v. Dobelin, vil I meddele ham den!" (ebb04#17)

64      Og her skildres så altså et løftebrud fra grev Gerts side, et løftebrud, som han gennemfører med samme frækhed og selvfølgelighed som Hitler. 
           Og vil man spørge, hvilken menneskeopfattelse og hvilket samfundssyn der dog vel kan ligge bag et sådant eklatant løftebrud, så giver Munk svaret lidt senere i grev Gerts lange enetale. 
Fra "Niels Ebbesen" (bogversionen): [Grev Gert] Jeg er den barmhjertige, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer. Jeg er den retfærdige, for jeg tilkender den Stærke Sejren. Jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker og alle adlyder stumt og blindt". (Herrerne bukker.) (ebb04#11
65        Ikke så meget i bogversionen. For her er det prekære kun dette, at undersåtterne skal adlyde blindt. Mere tydeligt kommer det frem i jan41-versionen, se hosstående citat. Her påtager grev Gert sig at herske ikke blot over jorden, men også over himlen: Han vil fastsætte, hvad der er sandhed og hvad løgn, han vil bestemme, hvad der er godt og hvad ondt. Det er noget, der er Guds opgave. Og det er derfor følgerigtigt, at han erklærer, at Gud bor i ham.  Fra "Niels Ebbesen" (jan41): [Grev Gert] Der kræves kun Eders Lydighed, og min Vilje: tværs gennem alle Hensyn og med alle Midler i Brug fremad mod det Maal, der er foreskrevet i Bibelens første Blad: Jordens Underdanighed. Hvem taler om Løgn og Sandhed, om godt og ondt. Bor Gud ikke i mig? er det ikke mig, der bestemmer, hvad der er Sandhed og hvad Løgn, hvad der er godt og hvad ondt. (Herrerne bukker) Sværdet i min Haand bestemmer det. Jeg foragter Ordets Vaaben, det slibrige, det tvetydige. I mit Rige skal ikke Sagføreren herske, men Krigeren. (ebb04#12)
66        Noget af det, der viser, at Munk er i opbrud, hvad hans nagelfaste meninger om både dette og hint angår, er citatet her, sammenholdt med det foregående. Alle de overdrivelse, Gert kommer med, tilligemed hele den situation, han befinder sig i: han afbildes som taberen, og tilskueren skal under hele denne svada af storhedsvanvittige ord vide, hvad det ender med for hans vedkommende om ganske kort tid, alt det viser, at det, Gert her siger, er noget, Munk tager afstand fra. Gert foragter Ordets våben -- Munk bruger det og regner det for det eneste. Gert vil ikke have sagføreren, men krigeren til at herske -- Munk ser også sagføreren som parlamentarismens udartning. Eller gør han det? Er det stadigvæk alt, hvad han har at sige om parlamentarismen?  Fra Gerlev-talen, august 1940: "Parlamentarismen er egentlig Sagføreren, i sin Udartning Vinkelskriveren. Man kan snakke sig til Rette, man kan fiduse sig til Sejren, den maa ikke koste noget, altsaa mig; den tror at have klaret alle Besværligheder i Verden til evig Tid med det Trylleløsen: Flertallet". (Dagen er inde, side 182) 
67 Jeg er ikke klar over det. Måske det "kun" er Munks Pegasus, hans indre digteriske jeg, der her taler. For man må jo spørge: Hvis det ikke er krigeren, der skal herske, så skal vi altså ikke have diktatur. Men hvad så? Hvem skal så herske i den fremtid, Munk tænker sig ind i? Sagføreren (i fornyet skikkelse)? Flertallet (med andre mennesker til at udgøre det)? Eller hvem? Som Munk siger det i Gerlev-talen: Det gamle er forbi og se, der er intet nyt. (Dagen er inde, side 183) 
68       En parantes til slut i dette afsnit: Jeg nævnte tidligere, at Muhammed i modsætning til Kristus, der krævede forstående lydighed, krævede blind lydighed. (01#65) Og man kan da også se, at Muhammed bringer menneskene loven fra Gud, den, de har at rette sig efter under alle omstændigheder. Man tvinges vel så til, hvis man ikke tror på, at det er Gud, der har stået bag Muhammeds åbenbaringer, at hævde, at Muhammed, ligesom Gert her, mener at være den, der bestemmer, hvad der er løgn og hvad sandhed, hvad der er godt og hvad ondt. Men man må føje til, at de muslimske herskere efter ham dog altid har bøjet sig for loven, i form af koranen. Og det har vel også været det, der har bevirket, at de har kunnet holde deres kultur i live igennem så mange hundrede år. Parantes slut. 
69 Diktatoren bruger "nysprog"
          En side af diktaturets væsen, som Munk på udmærket vis får afbildet i "Niels Ebbesen", er, at diktaturet bruger "nysprog", for at bruge en vending fra "1984". Ikke blot vil diktatoren, som grev Gert i Munks udgave, bestemme over, hvad der skal være godt og hvad ondt, hvad der skal være sandhed og hvad løgn, og på den måde gå Gud i bedene, han vil også herske over sproget, han vil også bestemme ordenes betydning. 
         Man kan selvfølgelig udtrykke sig pænere. Man kan sige, at han vil tale hensynsfuldt, han vil fremføre de ting, han vil have gennemført, på en spiselig måde, osv. Men det korte af det lange er dog, at han misbruger sproget. I tilfældet her: Der skal anbringes en person på Niels Ebbesens gård, der kan holde øje med tingene og sørge for, at der ikke foretages noget, der strider imod grev Gerts interesser. Men i stedet for ligeud at sige, hvad meningen er, siger Ove Haase, at han skal studere dansk landbrug. 
Fra "Niels Ebbesen": "Vitinghofen (frem med Ebbe ved Haanden, han bukker chevaleresk).

Haase: Vitinghofen, holstensk Adelsmand, meget ung, men ogsaa meget taktfuld og vel oplært i Fred som i Krig. Vil gerne opholde sig et Stykke Tid paa jer Gaard for at sætte sig ind i dansk Landbrug.

Niels Ebbesen (maaber).

Fru Gertrud: Vover du -- skal vi under Bevogtning? skal vi gøres til Fanger i vor egen Gaard?" (ebb01#117

70         Selvfølgelig kan man sige, at det da er hip som hap: både Niels Ebbesen og hans kone forstår så udmærket, hvad meningen. "Skal vi være fanger på vor egen gård?" spørger Gertrud. Men dette, at det ser uskyldigt ud, er netop det djævelske ved det. Hvis blot djævelen, den store løgner, altid løj, så løgnen var til at tage og føle på, så var det ingen sag. Men han gør jo altid det, at han klæder løgnen ud som sandhed. Og det må man naturligvis også indrømme, at skal løgnen virke, så må den give sig ud for sandhed. 
71        Men det bliver værre endnu. De våben, folkene måtte have, skal afleveres til denne "landvæsenselev", hr Vitinghofen. Så det var jo ret hurtigt, at det blev afsløret, at landvæsenseleven var noget helt andet end landvæsenselev. Men naturligvis siges det ikke, at denne våbenaflevering skyldes, at grev Gert vil sikre sig mod deres oprør, nej, også denne forholdsregel pakkes ind i løgn: det sker for at spare danskerne for ubehageligheder.  Fra "Niels Ebbesen". [Ove Haase] ... "Hør her, Karle og Fæstere! Der er Tale om, at nogle forræderiske Herremænd vil gøre Opstand mod deres retmæssige Herre. For at spare jer for Ubehageligheder, hvis disse Rebeller skulde falde over jer for at bemægtige sig jere Vaaben, er det bestemt, at alle Armbrøster, Pile, Spyd, Sværd, Stridsøxer, alt Krigsværk, hvad Art nævnes kan, skal afleveres paa Gaarden til Hr. Vitinghofen her". (ebb01#118)
72        Munks ændringer kan her måske være lidt oplysende. I førsteudgaven hedder det, som det ses her ved siden af, ligeud, at den, der beholder sine våben, risikerer at få det opdaget og derefter blive henrettet.  Fra "Niels Ebbesen" (jun40): "Findes ved senere Husundersøgelse Vaaben hos nogen, er Døden ham viss". (26) (ebb01#118)
73       I næste omgang har Munk forsøgt at efterligne de danske myndigheder, når de advarede mod opsætsighed mod besættelsesmagten: en sådan kan "få de alvorligste følger for land og folk". Men dette har han rettet, så der blot tales om, at der for ulydighed kun er én straf, uden at det direkte siges, at denne straf er døden.  Fra "Niels Ebbesen" (jan41): "Senere vil der være at foretage Husundersøgelser. For Ulydighed (vil indebære de alvorligste Følger) er der kun een Straf. " (ebb01#118)
74       Og endelig har vi så bogudgavens version. Her siges der ikke noget om nogen straf. Og man kan naturligvis mene, at det skyldes, at Munk i de forgangne år har lært det djævelske "nysprog" bedre at kende. Men man kan måske også blot betragte det som en del af den stramning, som Munk i al almindelighed foretog med sit drama før bogudgivelsen. 
75 Det er farligt at karikere grev Gert (Hitler)
          Et lille sjov træk, som Munk har fået med, og N. B. fået med i førsteudgaven, er den karikatur af grev Gert, som Ebbesens datter, Ruth, laver på ét af ulveskræmslerne. I førsteudgaven gør Munk en del ud af forskellen mellem ulvene (tyskerne) og lammene (danskerne). Og han lader Niels Ebbesen bære over med den uduelige hund, der ikke tør angribe ulven, men nøjes med at logre for dem og bagefter æde af de ådsler, ulven efterlader, meget til fru Gertruds irritation, forøvrigt. Og hun håner ham grundigt, fordi han bilder sig ind, at ulvene vil holde sig borte fra lammene, blot fordi han opstiller nogle "ulveskræmsler". Disse skræmsler er til ingen nytte, mener hun; ulve skal slås ihjel, ikke underholdes. 
Fra "Niels Ebbesen" (jun40): "Gertrud. Ha, ha, saa vil du lave et Par Skræmsler og sætte op. Tror du Ulvene er bange for lidt Tøj paa en Stolpe? De vil more sig over det. Hvis jeg havde lært at bruge Bue, saa skød jeg de Ulve i stedet for at, ja at underholde dem". (ebb01#60)
76       Lidt efter kommer Ruth og ser "ulveskræmslerne". De mangler jo hoved, indvender hun. Og så tegner hun et hoved til dem, et hoved, som enhver kan se ligner grev Gert. (ebb01#77) Og Niels Ebbesen er synlig imponeret. Så imponeret, at han praler af det overfor sin svoger, Ove Haase, skønt han ellers er en af grev Gerts mænd. Fader Lorents har netop omtalt den kullede greve i mindre pæne vendinger, og da han er sendt i seng for at sove sin rus ud, udspiller sig hosstående replikskifte:  Fra "Niels Ebbesen" (jun40): "Manden. Ved du, Niels, hvad det kan koste dig at sidde og høre paa saadan Snak?

N.E. Goddag, Ove Haase, og velkommen ud til os. ... Hvad stirrer du paa? Ak jo, hvad, hahaha, det smurte Ruth op. Det tog hende ½ Minut. Hvad? hun er dog kun et Barn paa 17 Aar og har aldrig faaet Uddannelse. Jeg regner ellers ikke med, at nogen af os har nogen særlige Færdigheder, men detteher tror jeg ligegodt ikke enhver kunne lave.

Ove Haase. Engang imellem undrer jeg over, Niels, om du er saa dum som du lader til -- eller over al Maade forslagen. (ebb01#95)

77         Naturligvis har Munk hørt mange af Hitlers taler, også hørt, hvor højtideligt han tager sig selv. Og naturligvis er han godt klar over, at al kritik af Hitler, for ikke at tale om karikatur af den store fører i det sydlige naboland, ikke blot ikke anstår sig, men direkte vil blive straffet. Selv har jo Munk mærket også denne side af censuren, idet det blev forbudt at opføre hans skuespil "Han sidder ved Smeltediglen" i Sønderjylland. Endvidere sørgede man for, at slutscenen, hvor føreren optræder på scenen, blev ændret, så man ikke ser føreren selv, men kun hører hans stemme. Føreren, Adolf Hitler, var, mente man, for ophøjet en person til at kunne afbildes på et teater. Om det var Munk selv eller hans instruktør, der fandt på denne "selvcensur", véd jeg ikke.  fortsat: N. E. Hvad falder?

Ove Haase. Nu mangler det bare, at du vil forsikre mig om, at du ogsaa vil stille dette Kunstværk op paa aaben Mark. (18)

N. E. Jo, naturligvis, ja, hvad ellers?

Ove Haase. Maa jeg spørge dig, Menneske, ved du da ikke, hvem der er Herre i dette Land? (ebb01#96)

78        Men læser man hans førnævnte artikel igennem, den, han skrev som svar på, at hans stykke ikke måtte opføres i Sønderjylland, bliver man klar over, at han selv ikke betragter det som en fornærmelse mod hverken Tyskland eller Hitler. (#44) Men man bliver også klar over, at den veneration for Hitler, som han stadig har på dette tidspunkt (jan 39), skyldes, at han naivt regner med, at jødeforfølgelserne var en skønhedsplet på Hitlers navn, der ville forsvinde, når Tyskland bliver sig selv igen. (Dagen er inde, side 93). Derfor kan man godt gå ud fra, at denne veneration er forsvundet i 1940, efter både indmarchen i Rest-Tjekkoslovakiet, angrebet på Polen og overfaldet på Danmark og Norge. Men så står tilbage det, som Munk i artiklen fremhævede som kirkens opgave: at sige føreren, når han fejler.  Munk i artiklen "Ved Fejghed opnaas intet" (29-1 39): "For mig som Kirkemand er Skuespillets centrale Ord Biskop von Beugels Replik til Dorn om Føreren: ,,Saa nær ved at være en Gud, som det er muligt, naar han dog blot er et Menneske, har han som Menneske Brug for en Kirke til at sige sig, naar han fejler." (Dagen er inde, side 93) 
79       Den opgave kan gennemføres på mange måder, blandt andet ved karikatur. Ikke just for karikaturens skyld, men fordi det, derved, at et menneske karikeres, siges langt tydeligere, end det kan siges med ord, at dette menneske kun er et menneske, at det er fejlbarligt som alle vi andre, at det ikke har fortrin fremfor os.
80         Men Munk får jo også her sagt ganske tydeligt, at magthavere ikke bryder sig om karikaturer. Diktatorer kan ikke le af sig selv. De, der mener, de har guddommelig sendelse, må fremfor alt forsvare sig med alvorens harnisk. Når den brydes i stykker, som det sker i karikaturen, kommer diktatoren på gyngende grund. Så skal han kun adlydes i kraft af sin naturlige autoritet, ikke fordi han har magt bag sine ord. Så kan han ikke holde sig til hele statsapparatet, men må nøjes med ordets magt. Eller, mere præcist, det, han foregiver: at han regerer ud fra ordets magt, afsløres som løgn. For han tåler ikke det, som den, der regerer ud fra ordets magt, må tåle: kritik, modsigelse, latterliggørelse. 
81       Herigennem får Munk så opstillet endnu en modsætning mellem Niels Ebbesen og grev Gert: Niels Ebbesen har humor; han hviler i sig selv; han tør lade tingene ske, uden at have styr på hver detaille. Han finder sig i at blive kaldt forræder. For han véd, hvem han er. Altsammen i modsætning til grev Gert.
82 Konklusion på afbildningen af grev Gert
          Og så er vi fremme ved konklusionen. Det, Munk er ude efter i sit drama, er at få svar på spørgsmålet om danskerens indre væsen. Og den skikkelse, som han har fundet hos Hans Brix og som han selv brygger videre på, Niels Ebbesen, får hos ham et sådant liv og en sådan gennemsigtighed, at al hans tidligere diktatorbegejstring må vige. Den kan ikke opretholdes overfor denne "helteskikkelse", som er så menneskelig og folkelig, som nogen kan være. Borte er al sympati for diktatorerne. Borte er talen om, at de gør det nødvendige. Tilbage er kun forestillingen om diktatoren som den, der bygger på rå magt. 
83       Men spørgsmålet, som han stillede sig, er ikke dermed besvaret. Hvordan folder en sandt menneskelig skikkelse sig ud, sat ind i Niels Ebbesens situation? Må det nødvendigvis ende med mord på grev Gert? Folkevisen, som Munk har valgt, gør det nærliggende at svare ja. Og dog er dette jo et så at sige påtvunget svar, et svar, der er givet med det geniale greb fra Munks side at tage udgangspunkt i en historie, som alle kender og altså også kender slutningen på. Men lige så lidt som man kan sige, at Munk i 1940 opfordrede til vold mod besættelsesmagten gennem sit skuespil, lige så lidt kan man sige, at han gjorde det i 1942. Vi må så at sige skrælle stykkets virkningshistorie bort for at kunne finde ud af, hvad Munk ville i 1940 og hvad han ville i 1942, hvilket sidste måske var noget andet end det, han ville i 1940. 
84       Bedst udtrykker man nok hans egen position i 1940 med ordene fra Gerlev-talen: Det gamle er forbi, og se, der er intet nyt. Han véd ikke sine levende råd. Han griber fat i den nordiske tanke, men hjælper det noget? Han drømmer om en junta af kendte og "stærke" danskere til at danne regering, men det bliver ikke til noget. 
85  Videre til 03!
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter: