Indhold: Forord #1. At læse "Niels Ebbesen" fra 1940 og ikke fra 1945. #6. At læse Kaj Munk fra 1940 og ikke fra 1945. #16. Hvad vil Munk sige med Niels Ebbesen-skikkelsen? #21. 2: #24. 3: #30. Hans Brix om folkevisen om Niels Ebbesen. #41. Det etisk-teologiske spørgsmål om lydighed mod øvrigheden #57. Luther om Kristian den Anden. #67. Tænkte Luther "grev Gertsk"? #74
Tilbage til oversigten!
| 1 Det var for mig lidt af en overraskelse at finde ud af, at der findes et manuskript til Kaj Munks skuespil "Niels Ebbesen", der fortæller, at Niels Ebbesens datter, Ruth, blev forlovet med den holstenske adelsmand, Vitinghofen, og endda holdt fast ved sin kærlighed til ham til det sidste. Men det er, hvad Niels Nøjgaard giver udtryk for i sin biografi, Ordets Dyst og Daad. | Ordets Dyst og Daad, Note 317: ".... den flygtende Vitinghofen kommer ind paa Scenen og af sine Kammerater efterlades haardt saaret paa Grøftekanten og først hjælpes af Fader Lorents, derefter af Ruth. Præsten giver ham Absolutionen, og den unge Pige udsones med ham og lover ham evig Kærlighed og Troskab, medens Niels Ebbesen tilsiger ham en Hvileplads paa Nørreris". |
| 2 Jeg maa sige, at disse oplysninger vakte min interesse. Og jeg maa også sige, at det, Nøjgaard skriver i sin omtale af "Niels Ebbesen", derved forekommer lidt for afsvækket. De forandringer, Munk indførte i manuskriptet til bogen, der udkom 9. april 1942, skulle være "ikke indholdsmæssigt særlig betydningsfulde". Det lyder mystisk, hvis det, der er tale om, er, at Munk udelader scenen, hvor Ruth og Vitinghofen forenes i fælles kærlighed (skønt Vitinghofen dør) og indfører en scene, hvor Niels Bugge gør tilnærmelser til Ruth i første akt, så hele problemstillingen med kærligheden mellem danskere og tyskere mere eller mindre fjernes. | Nøjgaard i Ordets Dyst og Daad, side 350: "De væsentlige Forandringer, han (Munk, rr) indførte, var — bortset fra rent formelle Ting — nogle indholdsmæssigt set ikke særlig betydningsfulde Udeladelser og Tilføjelser samt en Omarbejdelse af sidste Akt". |
| 3 Den problemstilling er jo ellers en yderst interessant problemstilling. Ikke mindst, når den forekommer fra Munks hånd. Men den bliver altså her bagatelliseret. Det er en "ikke særlig betydningsfuld udeladelse". | |
| 4 Jeg skal senere kommer ind på, hvad der vel kan have bevæget den ellers omhyggelige Niels Nøjgaard til at foretage en sådan bagatellisering. Foreløbig vil jeg nøjes med at korrigere Nøjgaard, hvad angår antallet af versioner af "Niels Ebbesen". Såvidt det kan ses af det overleverede materiale på Kaj-Munk-forskningscentret, foreligger der seks manuskripter og udkast til "Niels Ebbesen" (se 00#3), heriblandt et maskinskrevet manuskript, formentlig brugt ved Kaj Munks mange oplæsningsaftener og et manuskript, som i hvert fald forelå januar 1942, men sandsynligvis er ældre, det, jeg andetsteds har kaldt jan41, fordi der kan argumenteres for, at dette så nogenlunde er tilblivelsestidspunktet. Hvordan disse efterladte manuskripter skal passes sammen med Nøjgaards angivelser, undlader jeg at komme nærmere ind på. | Ordets Dyst og Daad, note 317: "Fra Kaj Munks Haand foreligger der et Manuskript i to Kollegiehefter, dateret 6. Juni 1940, og indeholdende de tre første Akter; de to sidste -- korte -- Akter mangler. Maaske de først blev skrevet noget senere, maaske de har staaet i det Oplæsningsmanuskript, Kaj Munk brugte; det synes at være gaaet tabt, saaledes at det ikke kan fastslaas, om der var nogen væsentlig Forskel mellem de sidste Akter i dette Manuskript og i det maskinskrevne Hefte". |
| 5 Men altså, gennem de få bemærkninger hos Nøjgaard blev min interesse for at undersøge Niels Ebbesen nøjere vakt. Kunne det virkelig passe, at Kaj Munk netop i det skuespil, hvorigennem han, efter hvad jeg hidtil havde regnet med, opfordrede til modstand, godtog et kærlighedsforhold mellem en dansk pige og én af de tyske håndlangere? | |
| 6 At læse
"Niels Ebbesen" fra 1940 og ikke fra 1945
Dog rørte denne godtagelse af et dansk-tysk kærlighedsforhold ved noget, jeg tidligere havde tænkt på, men ikke ofret særlig opmærksomhed. Kan det virkelig passe, at den Munk, der i Gerlev-talen hævder, at det er sørgelig for sent at klippe telefonledninger over eller lave anden sabotage, nogenlunde samtidig kan hævde, at det er i orden at gå til modstand, som Niels Ebbesen gjorde det? |
Kaj Munk i Gerlev-talen 18. august 1940: "Eller skal vi fare løs paa Tyskerne med Brødknive eller lave Sabotage, klippe Telefonledninger over og sprænge Broer i Luften, er det det, du vil have os til? Jeg svarer: paa ingen mulig Maade. Den Chance er forpasset. Det er vor smertefulde Smerte og Tort". (Dagen er inde, side 177) |
| 7 Nøjgaard ser ikke problemet. Han skriver uden betænkeligheder, at skuespillet maner til kamp. Oven i købet, at dette er klart. Efter hosstående citat har han nogle overvejelser, der skal forklare, hvordan denne manen til kamp kan forenes med at "oppebie". Det forekommer ikke overbevisende, i hvert fald ikke for mig. | Ordets Dyst og Daad: "Det er jo ganske klart, Skuespillet maner til Kamp, til Modstand, til aktiv Indgriben i Skæbnens Gang. Den danske Modstandsbevægelse er ligefrem forudgrebet; i Fru Gertruds Skikkelse kalder Danmark, vor Moder den frem". (side 353) |
| 8 Problemet er: Er det muligt for noget fornuftigt menneske at mane til modstand i 1940? Modstand forstået som modstand á la Niels Ebbesen, væbnet kamp, hvor man slår tyskere ihjel. Det forekommer mig umuligt. Ikke at der ikke var mange danskere, der knyttede hænderne. Men de knyttede dem i bukselommerne. Andet var ikke muligt. | |
| 9 Det betyder, at når man gør sig klart, at "Niels Ebbesen" er skrevet allerede i juni 1940, hvor formentlig heller ikke Munk har næret noget ønske om, at nogen skulle klippe telefonledninger over, så rejser sig det spørgsmål: Hvad er da meningen med at drage "Niels Ebbesen" frem? Hvad vil Munk på det tidspunkt med Niels-Ebbesen-skikkelsen? | |
| 10 Jeg kan også sige, at jeg vil prøve at læse "Niels Ebbesen" fra 1940-perspektivet og ikke fra 1945-perspektivet. I denne bemærkning ligger der en kritik af de hidtidige kritikere. Den er ikke moralsk. Jeg ville formentlig selv have gjort det samme, havde jeg været kritiker dengang. Men det, de har gjort, er alligevel uheldigt. For at læse "Niels Ebbesen" ud fra, hvad der senere kom til at ske, fortæller måske om dramaets virkningshistorie, men ikke om dets tilblivelseshistorie, eller om, hvad forfatteren kan have ment med det og det træk i skuespillet. | |
| 11 Men naturligvis er der ikke noget at sige til, at man læste Kaj Munks værker på den måde i 1945. På det tidspunkt var det jo i det hele taget meget svært at huske, hvordan landet lå i 1940. Uvilkårlig gjorde vel de fleste det, at de tilbagedaterede den modstandsvilje, der vitterlig gav sig korporlige udslag i 44-45 til begyndelsen af besættelsen. Vel gav modstandsviljen sig ikke så synlige udslag som sidenhen, men den var der; vi hadede tyskerne fra dag 1. | |
| 12 Det kan være sandt nok, at Scavenius' tiltrædelseserklæring af mange i Danmark blev modtaget med modvilje. Og det var vel især ordet "beundring", man forargedes over. Havde Scavenius nu også behøvet at skrive det? Og det er klart, erklæringen ville være gledet lettere ned hos danskerne, hvis der i stedet havde stået "ærgrelse", men situationen var dengang ikke til, at man kunne udtrykke sig sådan i en offentlig erklæring. Derimod er der ingen grund til at undre sig over ordet "forbavselse". Det er så sandt, som det er sagt. Efter en nedkæmpelse af Polen i september og et halvt års "phony war" på vestfronten fulgte i maj lynkrigen i Frankrig; det store land i øst, Sovjetunionen var pacificeret med Ribbentrop-aftalen i august 1939, hele vestfronten ødelagt, kun England stod tilbage. Der var virkelig grund til forbavselse. | Scavenius' tiltrædelseserklæring af 8. juli 1940: "Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab". (Fra Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945, side 214) |
| 13 Ja, og der var grund til at imødese en "nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab". Vi véd, at Hitler et lille år senere begik sin store dumhed: han angreb Sovjetunionen. Men det vidste danskerne dengang jo ikke. Hvad man kunne se ud af de foreliggende kendsgerninger, var netop et Europa, der stod under tysk førerskab. Om et land var blevet besat eller det endnu ikke havde tyske soldater på sin jord, betød ikke stort. Det måtte under alle omstændigheder indordne sig under det Tyskland, der stod som Europas førende magt, økonomisk og militært. | |
| 14 Det er altså det første, der ligger i at læse "Niels Ebbesen" fra 1940: Man må gøre sig klart, at på det tidspunkt, da "Niels Ebbesen" blev skrevet, var der grund til forbavselse over de tyske sejre. Der var et Tyskland til stede i landet, hvis herredømme man ikke foreløbig kunne se ende på. Kan gerne være, man ønskede at gøre væbnet modstand mod denne magt. Men man ønskede vel heller ikke at spilde sit liv til ingen nytte! Skulle man ofre livet for sit land, ville man vel som minimum sørge for, at landet virkelig fik gavn af ens offer. Og intet tydede på, at landet på nogen måde ville have gavn af sabotage eller overklipning af telefonledninger, for slet ikke at tale om drab på ledende tyske personligheder. | |
| 15
Så igen: Hvad vil Kaj Munk opnå ved at vælge en skikkelse
som Niels Ebbesen?
Det er måske forståeligt, at man i 1942, da skuespillet udkom i bogform, kunne opfatte skuespillet som en opfordring til at øve væbnet modstand, skønt det stadig i april 1942 var småt med den væbnede modstand. Men i juni 1940? På et tidspunkt, hvor intet synes at kunne modstå Tysklands knusende overmagt, at fremstille en tyranmorder som Niels Ebbesen som ideal, hvad er meningen med det? |
|
| 16 At læse Kaj Munk
fra 1940 i stedet for fra 1945
Forinden jeg griber fat om dette problem, skal jeg dog kort nævne eller antyde, at den samme problemstilling måske rejser sig, hvad hele forfatterskabet angår. Ved sin død fik Kaj Munk en helteglorie om sig. Denne helteglorie var velfortjent, og noget af det væsentligste, han har ydet i teologisk henseende, er efter min mening, at han igen har fremhævet martyrbegrebet som et centralt element i kristendommen. Men martyrsind eller ej, selve denne helteglorie kan meget vel have bevirket, at det "efterliv", hans værker fik efter krigen -- der blev udgivet bøger 'en masse' om og af Kaj Munk, ingen vovede at stille spørgsmålstegn ved, at han virkelig var én af de helt store danske forfattere -- meget vel kan have medvirket til at dæmpe en eventuel kritik. |
|
| 17 F. eks. opførte man "Ordet" gang på gang, man filmatiserede det, men man kritiserede det ikke. Den kritik af dette værk, som havde været fremme i trediverne, var nu forstummet. Hvorfor? Fordi Kaj Munk havde opnået heltestatus? Fordi man ikke vovede at sige noget ondt om en afdød? Fordi Munk ikke kunne tage til genmæle? | |
| 18
Alle disse svar er nok rigtige. Men altså: Helteglorien, dette, at
han døde under besættelsesmagtens støvlehæl,
gjorde, at den naturlige kritik af ham forstummede.
Og det bevirkede så nok også, at han i midten af halvtredserne faldt med et brag. Den lidt kunstige dyrkelse af ham, vi havde gennemført efter krigen, holdt sig ikke. Og ligesom heltedyrkelsen lige efter krigen var unaturlig, var også forkastelsen af ham, som påfulgte, unaturlig. Ingen af delene ydede ham retfærdighed. Og man kan forresten spørge, om vi siden har været i stand til at yde ham retfærdighed, om altså ikke helteglorien hele tiden har forhindret os i at foretage en nøgtern vurdering af hans litterære værk. |
|
| 19 Jeg skal ikke påstå, at jeg vil være i stand til at trænge igennem til en naturlig og retfærdig bedømmelse af hans litterære værk. Blandt andet, fordi det, jeg her vil præstere, først og fremmest er en teologisk bedømmelse, ikke en litterær. Men i det mindste teoretisk set skulle det vel være en første forudsætning for at komme ned under helteglorien, at man er klar over dens skadelige indvirken på bedømmelsen. | |
| 20 Dog, dette er som sagt ikke, hvad jeg her skal forsøge mig med. Blot vil jeg nævne, at det netop af den grund er noget af en lise at læse kritikere fra før hans død. I deres overvejelser og bedømmelser har vi eksempler på kritikpunkter, der er fremkommet uafhængigt af den senere helteglorie. (Dette gælder i nogen grad også udenlandske kritikere. De to svenske, jeg senere skal divertere læserne med, Gunnar Ollén og Geo. Hammar, kan i nogen grad siges at være fri for påvirkning af helteglorien). | |
| 21 Hvad vil Munk sige med
Niels Ebbesen-skikkelsen?
1. Men altså, et hovedspørgsmål, når man vil betragte skuespillet "Niels Ebbesen" fra 1940 og ikke fra 1945, bliver dette: Hvad vil Kaj Munk opnå ved at drage Niels Ebbesen-skikkelsen frem fra historiens glemsel? Et bud på et svar på dette spørgsmål findes i Alf Henriques: Kaj Munk, fra 1945. Henriques ser, modsat andre kritikere, ikke primært dramaet som henvendelse til danskerne om at gøre modstand, men bl. a. som en advarsel til tyskerne om, at tvangsudskrivning af dansk mandskab til tysk krigstjeneste ville medføre reaktioner fra danskernes side, der kunne blive farlige for tyskerne. |
Alf Henriques i Kaj Munk, 1945: "I virkeligheden maa dette drama betragtes som et regulært aktuelt politisk indlæg, tænkt som belæring til den tyske ledelse. Paa det tidspunkt, da stykket blev skrevet, var der endnu nogenlunde ro i landet, men man frygtede for to ting, som man under ingen omstændigheder vilde medvirke til: det ene var jødelovgivning — og derom havde Munk allerede tidligere sagt sin oprigtige mening —, det andet var tvangsudskrivning af dansk mandskab til tysk krigstjeneste. Angaaende dette sidste forudsiger nu Kaj Munk, hvorledes den fredelige gennemsnitsdansker vil reagere, hvis noget saadant skulde indtræffe. Niels Ebbesen bliver saaledes en advarsel — og en trusel". (side 160) |
| 22 Henriques' svar er interessant, ikke mindst, fordi det overholder den regel, jeg her har opstillet: at man skal se på dramaet ud fra de forudgående begivenheder og ikke ud fra de efterfølgende. Og bevares, der kan vel være noget om det. Men man må dog ikke tro, det er det hele. Vi kan vel endda, blandt andet ud fra den viden, vi, men ikke Henriques, har: at stykket blev skrevet allerede juni 1940, fuldstændig afvise, at den advarsel, Henriques vil lægge ind i skuespillet, har været i Munks tanke. | |
| 23 Man kan forresten også afvise tanken om stykket som en advarsel til tyskerne ud fra indre kriterier. Efter hvad vi i dag kender til Hitler, vil vi nok mene, at dette at udsende en advarsel af ovenstående art til ham, ville være som at slå vand på en gås. Munk synes at være af samme opfattelse, jvfr hosstående citat fra stykkets bog-udgave. Gert (Hitler) forstår ikke anden tale end sværdets tale. Det vil sige, selv en advarsel om, at danskerne vil blive betydelig vanskeligere at have med at gøre, hvis man tvangsudskriver dansk mandskab til tysk krigstjeneste, vil ikke blive forstået af Gert (Hitler). Han skal se direkte oprør, direkte blodsudgydelse vendt imod sig selv, før han lader sig overbevise. | Niels Ebbesen: I talte til ham! I talte til ham. Men talte I
rigtigt til ham?
Lorents: Nej. For jeg talte med Tungen her. Og der er kun een Tunge, hvis Sprog han forstaar. Og det er Sværdets. Og det er for sent nu. (ebb03#69) |
| 24 2.
Jeg vil nu forsøgsvis fremsætte et andet svar på spørgsmålet
om, hvad Munk vil med Ebbesen-skikkelsen. Det er ikke så rigtigt,
som det sidste svar, jeg skal give, men det har alligevel noget på
sig.
Munk har brugt i hvert fald to af sine skuespil til at operere med kontrafaktiske påstande, "Ordet" og "Kærlighed". Mest tydeligt er det i "Ordet". Her lader han som bekendt den sindsyge Johannes foretage en dødeopvækkelse. Og det er jo om noget kontrafaktisk. Man kan sige, at Munk med sit stykke vil fortælle Vorherre, hvad han skulle have gjort. Man kan mene, at Munk vil sige noget om forholdet mellem under og tro. Men mærkeligt er det under alle omstændigheder, kontrafaktisk kan man rolig kalde det. |
|
| 25 Det samme kan siges om "Kærlighed". Her ligger det kontrafaktiske dog ikke klart fremme i dagen. Faktisk er det først efter 2002, at det kan påvises. Det år udkom nemlig en brevroman, som Munk havde skrevet til Niels Nøjgaard til senere udgivelse. Af den fremgår det, at den kvinde, Munk på det tidspunkt (juni 1926) var forelsket i, var en gift kone. Jeg har i et tidligere værk hævdet, at Munk i skuespillet "Kærlighed" ville efterprøve, om det kunne lade sig gøre at leve i et platonisk forhold til en gift kone, uden at denne røbede sig for sin mand. Skuespillets "svar" var, at det ikke kunne gå i længden. Dels ville det røbes, omend måske sidst for ægtemanden, dels ville der opstå menneskelige problemer med dette arrangement, uanset hvor meget så præsten taler om kærlighed, der udholder alt. Munk ender derfor også med at lade præsten dø. (se her) | |
| 26 Men man kan også kalde "Kærlighed" et kontrafaktisk drama. Det, der ikke skete i virkeligheden: at Munk og den gifte kvinde (Hilde Skytte) erklærede hinanden deres kærlighed ude i klitterne, det skulle ske i dramaet. Den frustration, Munk følte efter ikke at have kysset den kønne kone -- og denne frustration kommer tydeligt frem i brevromanen -- skulle der kompenseres for gennem det drama, der fortæller om, at netop det var sket: Derude i klitterne, der erklærede de hinanden deres kærlighed, eller: der mødte de Gud, som den ikke-troende præst siger det. | |
| 27 Med disse betragtninger er der lagt op til på samme måde at betragte "Niels Ebbesen" som et kontrafaktisk drama, altså et drama, der skal rette op på den virkelighed, der virkelig er for pauver. Hvad var der galt for Munk? Der var det galt, at Danmark ikke havde gjort modstand, Danmark havde kapituleret efter ganske få timers kamp, som dårlig nok kan kaldes kamp. Den sviende smerte, der af den grund gik gennem den danske befolkning, følte Munk nok stærkere end de fleste. | |
| 28 Og Munk griber derfor til det, der er hans udvej: Dramaet. Han skriver et drama, hvor helten virkelig vækkes til modstand, hvor indtrængeren dræbes og de indtrængende jages ned syd for grænsen. Og dette kan udmærket betragtes som Munks ønsketænkning. Var det dog bare sket på den måde! Kunne vi dog bare lave om på det skete i den retning! Altså, det, der ikke fandt sted i virkeligheden: at nogen forsøgte at opvække den unge kone, der var død i barselseng, at han havde kysset Hilde Skytte i klitterne, at tyskerne mødte hård modstand, da de erobrede Danmark, det føler han en uimodståelig trang til at lave om i den dramaverden, hvor han og ikke Gud bestemmer. Kontrafaktisk, ja, men sådan skal det netop også være. | Niels Ebbesen: -- -- før vi har jaget alle dem, der vil vor Undergang, ned over Grænsen eller ned under Jorden, hvor de nu helst selv vil. For frie maa vi være for at leve. (ebb05#79) |
| 29 Og dog tror jeg ikke helt på denne mulighed nummer 2. Men det må indrømmes, den har den fordel, at Niels Ebbesens dåd ikke bliver nogen opfordring til modstand. For denne dåd er rettet bagud, mod forsvaret af landet den 9. april. Og noget af det, jeg mener, man bør rette på i sin fortolkning af "Niels Ebbesen", er netop automat-reaktionen: drab på grev Gert lig med opfordring til modstand. | |
| 30 3.
Og dog tror jeg mere på en tredie forklaring. Som kommer nu.
Denne forklaring går ud fra den frustration, Munk og mange andre danskere følte den 9. april 1940. Jeg forestiller mig, at mange intellektuelle op gennem trediverne havde betragtet forsvarsspørgsmålet som noget, der ikke kom dem ved, havde tænkt som Hørup i sin tid: "Hvad skal det nytte?", havde opgivet at sige pro et contra, "for vi kan jo alligevel ikke gøre noget". Man havde altså med sin forstand sådan set på forhånd opgivet at gøre modstand. Men man havde ikke tænkt på, hvordan det så, da besættelsen var en realitet, ville føles at have vist sig som den svage, den fejge, den selvopgivende. Man havde ikke tænkt sig, at følelsen af skam og af svigt ville være så umulig at leve med. |
| 31 Den følelse er det, dramaet sætter ind mod. Op imod denne fornemmelse af, at vi danskere er nogle gratister, der nok vil nyde, men aldeles ikke yde, sætter Munk den middelalderlige skikkelse Niels Ebbesen. Det, dramaet skal undersøge, er, om vi danskere virkelig er sådanne tøsedrenge, der kun er interesseret i vor materielle levestandard, kun har interesse for vor egen parcelhushave, aldrig ser ud over vor egen næsetip, eller der trods alt er mere at sige om os. Finder vi os i alt, eller er der trods al vor fredsælhed grænser? Det er, hvad "Niels Ebbesen" skal give svar på. | |
| 32 At så Kaj Munk griber fat i den middelalderskikkelse, der viste sin fædrelandskærlighed ved at slå ihjel, ja, det er for så vidt en tilfældighed. Der ligger ikke i den begivenhedsfølge, som folkevisen giver ham i hænde, nogen opfordring til at gå ud og gøre ligeså. Der ligger "blot" en påstand om, at danskerne ikke er en vante, der slattent lader sig skalte og valte med af tyskerne, men godt kan forvandles til en stridshandske. Denne forvandling sker i visen derved, at Niels Ebbesen slår grev Gert ihjel. Men deri ligger ikke, at danskerne i 1940 skal stræbe Hitler eller andre ledende tyskere efter livet. Deri ligger blot, at vi, trods al vor kærlighed til freden, dog godt kan udfordres så meget, at vi griber til våben, yder modstand, modstand af åndelig og legemlig art, som det nu kan falde sig. | Lorenz. Fordi jeg foragter dig, Niels Ebbesen. Du kunde have været en Stridshandske, men du er en Vante. (ebbe03#57) |
| 33 Det er danskernes sjæl, Kaj Munk leder efter i "Niels Ebbesen". Hvem er vi? Er det, der skete den 9. april, kendetegnende for os, eller ligger der mere i vor fælles folkelige bevidsthed? | |
| 34 I 1849 stod Grundtvig overfor det samme problem: Danskernes uvillighed til krig. Der var efter krigshandlingerne i 1848 sluttet en våbenstilstand, og man diskuterede i Danmark vidt og bredt, hvad man skulle. Skulle man finde sig i, at Slesvig-Holstenerne udnyttede våbenstilstanden til at undertrykke de danske sydslesvigere, eller skulle man bryde våbenstilstanden for at få en bedre ordning i stand? Og her indrømmer han, at selv om Rigsdagen ikke uden videre kan siges at repræsentere folket, så gør den det dog, hvad spørgsmålet om krig og fred angår. Begge er lige uvillige til at føre krig. | Grundtvig i "Danskeren" 1849 nr 3: "Det er nemlig med Folket, ligesom med Rigsforsamlingen, at de vil helst, uden al Sammenligning helst, have Fred, saa at, selv naar de føler, Krigen er uundgaaelig, ønsker de dog saa lidt som muelig at tænke paa den og tale om den, som noget nærværende, og overlade derfor gierne hele Bekymringen i saa Henseende til Krigsministeren, (dsk49-03#12) |
| 35 Og Grundtvig går videre. Ikke blot er denne uvilje til krig noget, som nogle få ledende i landet lider under, den er noget, der er alle danskere naturligt; han må, omend nødtvungent, indrømme det skæve fredsbegreb dets danske naturlighed. Men han vil, siger han, bekæmpe det, både når han finder det hos sig selv, og når han finder det hos andre. Og det vil han gøre, fordi Nordens Ånd får ham til det. Den -- og det er vel til syvende og sidst, hvad man kan beskrive som Grundtvigs bedre jeg -- opfatter nemlig en sådan fredsælhed som kællingeagtig. | sammesteds: "Her staaer vi da ved det folkelige Freds-Begreb i Danmark, der fra Arildstid har lidt af en Skævhed, det seent eller aldrig vil helbredes for, thi skiøndt jeg er regnet blandt de stridbareste Dannemænd, saa griber jeg dog baade i og udenfor Huset mig selv saa tit i det samme skæve Freds-Begreb, at jeg maa indrømme dets Danske Naturlighed, skiøndt Nordens Aand straffer og beleer det som baade først og sidst kiællingeagtigt". (dsk49-03#24) |
| 36 Faren ved en sådan fred-syge -- som Grundtvig altså uden at blinke gør til noget sygeligt -- er, at den meget let går over til en hårdnakket sove-syge, hævder Grundtvig lidt senere. Og vi kan naturligvis spørge, om denne skæbnesvangre overgang var sket i 1849, da Grundtvig prøvede at opvække folket og dets Rigsdagsmedlemmer til at bryde våbenstilstanden og gennem krig prøve at opnå en bedre fred. Men mere naturligt er det vel for os at spørge, om det var en sådan fra fred-syge til sove-syge forvandlet tilstand, der prægede os danskere i mellemkrigsårene, så vi forsømte den oprustning, der ville have sat os i stand til at gøre bedre modstand den 9. april, end tilfældet var. | sammesteds: "for det [at le af sig selv, rr] har jeg fundet er det bedste Huusraad for den farlige Fred-Syge, der, naar den ikke tages i Tide, gaaer over til en haardnakket Sove-Syge, (dsk49-03#28) |
| 37 I hvert fald: Det er det spørgsmål, Munk vil have besvaret med sit skuespil. Hvem er vi egentlig? Er vor fred-syge for stedse forvandlet til sove-syge? Er denne sove-syge udtryk for det inderste i vor sjæl? | |
| 38 Det vil sige, besvaret og besvaret. Ligesom den, der søger eksistentielle råd, allerede har givet sig selv det svar, han ønsker, når han har valgt at gå til psykolog, til præst eller til læge med sine spørgsmål og problemer, sådan har Munk allerede givet sig selv det svar, han ønsker og inderligt håber er sandt, når han vælger at tage udgangspunkt i Niels Ebbesen-skikkelsen. Men naturligvis mangler han at udarbejde det nøjere, og naturligvis er meningen med dramaet den, at det i forståelige detailler skal klarlægge, hvordan da danskerne er, når de ikke er grebet af en fred-syge, der er forvandlet til sove-syge. | |
| 39
Og hvad får Munk så ud af sit drama? Hvad bliver det resultat,
hans Pegasus overbringer ham?
Naturligvis, det er det, vi skal se lidt nærmere på i det følgende. Men han er jo nødt til at følge historien, både den i den virkelige historie og den, som folkevisen fremstiller, og lade Niels Ebbesen dræbe grev Gert. Så den opgave, han giver sin digteriske Pegasus, er en bunden opgave. Spørgsmålet er altså, om hans dramatiske talent, hans Pegasus, løser det på en tilfredsstillende måde. |
|
| 40
Og lad mig bare forudskikke den bemærkning, at det mener jeg, den
gør. Men lad mig også forudskikke den bemærkning, at
den, idet den gør det, afslører en særdeles tynd teologi
hos Munk. Og lad mig endelig på forhånd antyde, at den løsning,
der bringes, vistnok også går ikke så lidt i rette med
Luthers teologiske holdning.
Dette ses tydeligst, hvis vi går til det, der er Munks inspiration til dramaet: Hans Brix' gennemgang af folkevisen om Niels Ebbesen i "Analyser og Problemer III" fra 1936. |
|
| 41 Hans Brix om folkevisen
om Niels Ebbesen
Folkevisen om Niels Ebbesen indeholder en lang stridssamtale mellem grev Gert og Niels Ebbesen. Og her kommer det frem, der er det stridspunkt, der udløser den dødelige konflikt: et helt forskelligt syn på den underordnedes stilling i forhold til den overordnede. Greven har anklaget Niels Bugge og Anders Frost for forræderi. Niels Ebbesen svarer, at han intet kender til Niels Bugges forhold. Men Anders Frost skal greven ikke sige noget ondt på. Kanhænde han har opsagt sit troskabsforhold til greven! Nuvel, det er hans ret, hvorfor skulle han ikke have lov at gøre det. Det er dog, siger Niels Ebbesen, gammel skik i Danmark, at den svend, der ikke mere vil tjene sin herre, kan få orlov eller opsige troskabsforholdet. |
20. Anders Frost har været Eders Tjener tro,
aldrig skal I andet spørge. Vilde han Orlov af Eder tage, hvi maatte han det ikke gøre? 21. Det er saa Sæd i Danmark,
|
| 42 Men det er bestemt ikke grev Gerts kop te. Han holder på en anden retsorden mellem svend og herre. Ifølge hans tankegang kan en underordnet ikke uden videre sige fra. Han har givet sig ind under sin herre, og dette underordningsforhold bliver ved at gælde, det kan man ikke sådan efter forgodtbefindende sige sig fri af. | 22. Da svarede Greve Hr. Gert,
ham lyster det ikke at høre: ,,Ingen maa fra sin Herre ride, den Stund han vil ham føre." (ebbesen-vise#22) |
| 43 Dog, Niels Ebbesen bliver ved sit: En hovmand er ikke bundet til sin lensherre, han kan sige sig fri, han kan tjene, hvor han vil, han er ikke bundet af noget evigt løfte, som munken er det. | 23. Der er ingen sammen viet
uden Munken og hans Kappe: Hovmand rider og Hovmand kommer, hvor han kan tjene til Takke. (ebbesen-vise#23) |
| 44 Og det er nu Brix' fortjeneste, at han påviser, hvordan folkevisens forfatter ikke blot lader dette frie forhold mellem herre og svend træde frem i dialogen mellem Gert og Ebbesen, nej, han viser også i den følgende handlingsgang, hvordan Ebbesen selv overfor sine svende er til sinds at give dem frihed, og -- hævder Brix -- han viser, hvordan denne frihed er langt mere effektiv end grevens lydighedskrav og tvang. | |
| 45 Allerede næste vers viser forskellen sig, naturligvis skildret til Ebbesens fordel. Her viser grev Gert sig som den lovløse diktator, der uden rettergang, og uden at høre forsvar og anklage ser sig i stand til at afsige en dom. Såvidt man kan se, er Gerts eneste grund til at afsige denne dom den, at Niels Ebbesen har haft en anden opfattelse af tjenesteforholdet, end han selv har. Niels Ebbesen har jo ikke gjort noget, blot talt med grev Gert. | 24. ,,Hør Du det, Niels Ebbesen,
Du taler alt for længe: Du skal enten Danmark rømme, eller jeg skal lade dig hænge." (ebbesen-vise#24) |
| 46 Dette vers gør dog Brix ikke opmærksom på. Det er undgået hans opmærksomhed, at forskellen på de to retsopfattelser viser sig også her. Dog bryder greven ikke det frie lejde, han har givet Ebbesen, skønt han efter egen opfattelse var i sin fulde ret til at gøre det. Brix hævder, at det skyldes, at et frit lejde mentes ikke at have gyldighed, når der var tale om oprør og forræderi. Om dette har været en almen opfattelse i middelalderen, er vel uvist. Men det kan vist ikke være tilfældet. For hvordan kan man i så fald få sin modstander i tale? Men at det af og til har været den undskyldning, man brugte, for at bryde lejdet, det kan vel være sandt nok. | 26. ,,Rid Du bort, Niels Ebbesen!
jeg vil dig ikke høre. Eller jeg bryder mit Lejde over dig, som jeg tør fuldvel gøre." (ebbesen-vise#26) |
| 47 Omvendt er det vel ikke umuligt at tænke sig, at forfatteren med de to sidste linier i dette vers har villet afbilde Gert som en despot, der imod landets sæd og skik, selv fastsætter de regler, der skal gælde; i dette tilfælde altså reglen om, at han overfor forrædere har ret til at bryde sit ord. | |
| 48
Overfor det står den "danske" model: at hovmand har ret til at opsige
sin herre huldskab og troskab.
Modellen er nok ikke speciel dansk. Selv om vi i vore dage ikke har meget til overs for herremænd og andet adelskab, kan man ikke nægte, at vort demokrati har en udviklingslinie tilbage til de middelalderlige adelsmænd, der ikke ville lade sig hovmesterere af deres konge, men fastholde deres rettigheder overfor samme. |
Brix i Analyse og Problemer III: "Saaledes slutter Visens første store Optrin, der afsætter det rigtige Indtryk af Forskellen paa jysk og holstensk Opfattelse af Vilkaarene mellem Herren og hans Undergivne. De hentes for det danske Standpunkts Vedkommende fra Forholdet mellem Herremand og Hovsvende, hvilket udenvidere overføres paa Forholdet mellem Landsherre og Herremand. Dette er Visens sociale Dogme, der i det følgende med ypperlig Kunst udvikles som poetisk Motiv". (side 67) |
| 49 Brix forklarer sig i det følgende: der havde i de store lande fundet en udvikling sted i retning af en koncentration af magten hos kongen. Mod dette rejser sig i flere små lande -- Brix nævner Schweiz og Norden -- en uvilje. Muligvis er dette en lidt for forenklet skildring af forholdene i en lang periode i middelalderen. Afgørende er imidlertid, at forfatteren fremstiller frihedskravet episk. | fortsat: "Maalet er at fremstille Danmark som Friheds og Ligheds Hjem. Det er mærkeligt, at en saadan liberal Humanisme finder poetisk Forkyndelse i vor Middelalder. Forklaringen findes i den stigende Organisation af Magtfaktorer i Storlandene. Herimod rejste sig en primitiv og individuel Uvilje i Udlande som Schweiz og Norden. Men usædvanligt er det, at en Digter har haft den Tanke at fremstille Frihedskravet poetisk og argumentere derfor ved en episk Beretning. Dette er altsaa gjort i Niels Ebbesen-Visen, som nu nærmere skal ses". (side 67) |
| 50
Da Niels Ebbesen er kommet hjem, fortæller han sin hustru om, at
han skal rømme landet, og spørger hende, hvad han skal gøre.
Hun giver ham det råd enten at slå greven ihjel eller brænde
ham inde. Dernæst går Ebbesen til sine svende og fortæller
dem, at der i morgen skal finde en stordåd sted, men ikke, hvad denne
dåd går ud på. Brix forklarer, at de tilsyneladende almindeligheder
("når natten er gået, kommer dagen pludselig (i-stad)" og "dagen
kommer ikke, før solen skinner") ordsprogsagtigt skal sige, at det
er store ting, der skal ske.
Men det væsentligste er naturligvis det sidste: Niels Ebbesen stiller sine svende frit, om de vil følge ham eller ej. |
38. ,,I æder og drikker, I Dannesvende!
I gører Eder fuld glad. Først denne Nat forgangen er, da fanger vi Dagen i Stad. 39. Dagen kommer ikke, før Solen skin,
|
| 51 Og, som Brix gør opmærksom på, der skal givetvis trækkes en linie herfra og tilbage til grev Gerts opfattelse af forholdet mellem herre og svende. (#42) Og det skal givetvis også fremhæves, at det ja, der er givet frit, er meget mere værd end den troskabsed, der er påtvunget; med andre ord: det kan faktisk bedre betale sig at lade troskabseden forny, hver gang der skal foregå noget, der kræver indsats, end med tvang at få de modvillige til at vove livet. | 40. Op da stod de Dannersvende,
de svared deres Herre saa fri: ,,Vi vil med Eder ride og vove vort unge Liv." (ebbesen-vise#40) |
| 52 Én gang til stiller Ebbesen sine folk frit. Brix kommenterer: "Man har villet mene, at Niels Ebbesens to Henvendelser til Svendene var den ene for meget, hvilket dog ikke er Tilfældet, idet Svendene først her faar Kundskab om, hvorhen Togtet gaar og hvad det gælder. Dette kunde ikke meddeles tidligere, absolut Tavshed om Planen var en Fornødenhed. Og det er Digteren kært med Eftertryk at kunne indprente den enestaaende Individets Frihed der raader i Nielses Flok. Forresten var det meget praktisk med to Appeller. | 42. Det mælede Niels Ebbesen,
han kom til Randers Bro: ,,Hvilken mig ikke tjene vil, og han tage Orlov nu." (ebbesen-vise#41) |
| 53 Og endelig havde Digteren opfundet et glimrende Træk til at vise Frivillighedens herlige Grøde. Et Led i Planen var Tilbagetogets Sikring og til dette Formaal havde man besluttet at afbryde Randers Bro under Retræten. For at dette kunde ske, maatte paalidelig Arbejdsstyrke efterlades paa Stedet. Der er altsaa virkelig udskilt een eller to Mand. Digteren overfører Initiativet til en, som tager Niels paa Ordet, og konstruerer derved en fædrelandsk Romance-Pointe som Runebergs i Sven Dufva". (Analyser og Problemer III, side 70) | |
| 54 I de to hosstående vers ligger et overraskelsesmoment af næsten munkske dimensioner gemt. Svend Trøst beder om orlov; han vil ikke med længer. Og han får den tilsyneladende bevilget uden videre vrøvl; men efter digterens mening vist også, uden at Niels Ebbesen er klar over, hvad det er, han vil. Brix' ovenstående skildring er lidt ulden. Nå, det er måske i virkelighedens verden utænkeligt, at nogen vil gennemføre et så voveligt foretagende som at gå ind i Randers, uden på behørig vis at sikre sig en tilbagetogsmulighed. Det er måske digteren, der er løbet af med digteren, når han vil fremstille det, som om Ebbesen intet aner om Svend Trøsts sande hensigter. På den anden side er man vel næsten nødt til at tænke i disse digterens meget digteriske baner for at kunne tilslutte sig Brix' kommentar: "Dette er efter Visens Ide Frivilligheds Triumf". (side 70) | 43. Frem da gik han liden Svend Trøst,
ham troede han allerbedst: ,,Min Herre, I giver mig Orlov, dertil Sadel og Hest." 44. Han begærede Orlov
|
| 55
Hvordan det nu end har sig med dette, enden på det hele bliver, som
alle véd, at grev Gert halshugges over sin sengestok og at Ebbesen
og hans mænd undslipper i den panik, der opstår efterfølgende.
De hjælpes jo på fremragende vis af Svend Trøst, der
kaster broens brædder af, da mændene er kommet over.
Svend-Trøst-episoden har Munk ikke medtaget i sit drama. |
|
| 56 Men han har medtaget (omend i den endelige version i en noget medtaget udgave) episoden med de to leve. I den første version får han det tydeligt frem, hvor fattig konen er: hun har bagt de to brød af sit sidste korn, derefter må hun og hendes børn sulte. (ebb05#76) Og så får jo gaven til Niels Ebbesen et større værd. Men i den sidste version er det blot medtaget, nærmest sådan for en ordens skyld. (ebb05#72) | 68. Saa gæsted han en Kærling,
hun havde ikke uden to Leve. Den ene gav hun Niels Ebbesen, for han slog den kullede Greve. (ebbesen-vise#68) |
| 57 Det etisk-teologiske
spørgsmål om lydighed mod øvrigheden
Hans Brix lægger spørgsmålet om den historiske virkelighed til side. Det er for ham uinteressant at gøre sig overvejelser over, hvor historisk korrekt forfatteren er i sin behandling af stoffet. Han nøjes med at analysere den foreliggende tekst. Det er også i orden. Men helt undgå at forholde sig til den historiske virkelighed kan man nu ikke. Man er nødt til at spørge, når man gennem sin analyse er nået frem til et resultat, om den opfattelse, man har påvist, at forfatteren havde, nu også historisk set er tænkelig. Det spørgsmål tager da Brix rent faktisk også op i indledningen til artiklen om Niels Ebbesen visen. |
|
| 58 Dog er det mig lidt uklart, hvor han vil hen med sine hosstående bemærkninger. Han vil vist mene, at man kan påvise en folkelig historisk synsmåde i de to viser, visen om Marsk Stig og den om Niels Ebbesen. Og denne synsmåde skulle være en forskellig de to steder. | Hans Brix i Analyser og Problemer, side 60: "Mellem de store historiske Viser om Marsk Stig og Niels Ebbesen lader en Sammenhæng i den folkelige historiske Synsmaade sig eftervise. Fra Marskens blodige Gerning og paafølgende Angreb paa sit Fædreland tiltager Folkets Nød og Elendighed, indtil Følgen bliver Rigets Opløsning under Kong Christoffer og den kongeløse Tid til 1340: en Periode paa halvhundrede Aar eller Mands Minde. Nyt Skel sættes ved Niels Ebbesens Drab paa Folkefjenden Grev Gerhard, hvorved Vejen banes for Valdemar Atterdag, den kompetente Rigsleder". |
| 59
Dette vises i de to unægtelig prægnante vers, hvormed de to
viser afsluttes. At "Hjælm har fået horn", er i visen om Marsk
Stig udtryk for den folkelige synsmåde, bondens reaktion på
det skete. Dette udtryk bedømmer Marsk Stigs handlinger som negative:
at han vendte sig mod den retmæssige konge, at han som fredløs
angreb byer og borge rundt om i landet fra sin fæstning på
Hjælm, medførte en uro og ufred, der var ulykkelig for landet.
Omvendt viser forfatteren med kællingens reaktion på Niels Ebbesens handling, at den folkelige historiske synsmåde ser positivt på drabet på grev Gert. Nu blev der åbnet mulighed for, at der igen kunne komme ordnede forhold i landet. Jeg ved ikke rigtig, om jeg køber Brix' analyse her. Den forudsætter vist et lidt for stort historisk overblik hos den folkelige historiske synsmåde til, at det kan være realistisk. Så hellere nøjes med at prøve at læse sig frem til, hvordan forfatteren ser på sagerne. Måske han blot vil fremstille sagen og ikke fremkomme med nogen løsning -- hvad jo mange dramatikere vil, jvfr. Kaj Munk. |
fortsat: "For det almindelige Folkesyn paa Tiden og de to
Poler, hvorom den svinger — de to Herremænds Handlinger og deres
Sindelag — danner de to nøjagtigt ens konstruerede Parallelvers
i Slutningen af de to Viser en fattelig og prægnant Formel:
Bonden gaar paa Marken ud og skulde han saa sit Korn. ,,Hjælp os, Gud Fader i Himmerig, og haver nu Hjælm faaet Horn!" (1290) Niels Ebbesen gæsted en Kælling,
|
| 60 Jeg mener: er vi nødt til at læse visen om Niels Ebbesen som et opgør med en tysk tænkemåde? Visen véd naturligvis, at grev Gert er tysk, og at Niels Ebbesen er dansk, men synes faktisk ikke at gøre meget ud af denne forskellige nationalitet. | Brix i Analyser og Problemer, side 60: "Dens Formaal er at begrunde den danske instinktive Uvilje mod Tyskerne, som var fremme allerede i det 12. Aarhundrede hos Sven Aggesen og Sakse". |
| 61 Imidlertid rejser Brix et problem for os moderne læsere. Det er måske uvist, om en folkelig historisk synsmåde vil mene, som Brix refererer, men det er vel givet, at vi i dag, ligesom bonden, der ser Hjælm med horn, ikke uden videre finder Marsk Stigs handling gavnlig for landet. Lad være, at visen afbilder kong Erik som en skurk, når han sender Marsk Stig i leding og benytter hans fravær til at voldtage hans hustru. Men derfor kan vi (og visen måske også) dog godt opfatte dette at myrde en retmæssig konge som noget, der får landet til at stande i våde. | |
| 62 Og man må vel også
sige, at visen ikke er éntydig i sin bedømmelse af tingene.
Den stiller sig tilsyneladende på Marsk Stigs side, javist, men den
afbilder alligevel Rane Jonssøn, som en ynkelig forræder.
Det er min opfattelse, at den har en tragikers syn på det stof, den
fortæller om: Det, der sker, er skæbne; mennesket har så
mange sære ting for; og hvad der kommer ud af det, om det i sidste
ende er godt eller ondt, véd ingen; kun kan digteren lade sig gribe
af sit stof, genfortælle det i digtets form, og få sine tilhørere
til, også de, at gribes af storheden, uigennemskueligheden og den
dybt menneskelige, tragiske sandhed i de tildragelser, der berettes om,
uden at tage historisk stilling. Skildringen af det skete må være
nok. Digteren har ingen planer om, at der skal være en løftet
pegefinger, der fremhæver den ene eller den anden.
I hvert fald ikke i Marsk Stig-visen. |
Fra visen om Marsk Stig:
81. Han kasted over ham hø, han kasted over ham strå; det vil jeg for sandingen sige: han viste dem, hvor han lå. 82. Han hug over bjælker,
|
| 63 Frem til Niels Ebbesen-visen! Det er sandt nok, som Brix analyserer sig frem til, at modsætningen mellem grev Gert og Niels Ebbesen er en modsætning mellem to forskellige syn på forholdet mellem herren og svenden. Men her tager digteren stilling. Han går tydeligvis ind for Ebbesens opfattelse. Og han gør det med to former for argumentation. Dels en moralsk: Det er gammel skik i Danmark, at svenden kan tage orlov, når han vil. Og dels en praktisk: Det giver en helt anderledes god "soldatermoral", når soldaten selv forstår og accepterer det, der skal kæmpes for. |
21: Det er så sæd i Danmark,
har været af gamle dage:
når en svend ikke længer tjene
vil,
da må han orlov have." (ebbesen-visen#21)
44: Han begærede orlov og dertil sadel og hest; den samme dag, førend aften kom, han tjente ham allerbedst. (ebbesen-visen#44) |
| 64 Sjovt nok er denne opfattelse af forholdet mellem mennesker en kristen opfattelse. Forholdet mellem Jesus og hans disciple er, som det fremgår af citatet her ved siden af, et forhold mellem venner. De forstår hinanden, og herunder altså også hinandens bevæggrunde. Der er ikke tale om blind lydighed, der er tale om forstående lydighed. | Jesus i Johannesevangeliet: "I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. v15 Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer". (Joh 15,14f) |
| 65 Modsat kan man sige, at Muhammed kræver blind lydighed af sine tilhængere. "Allah véd, men I véd ikke", hedder det mange gange i koranen. Det ligger i selve situationen: Muhammed bringer de uforstandige mennesker åbenbaringer fra Gud selv; og dette ord fra Gud er en direkte anvisning på, hvad der skal gøres, ikke som i kristendommen en kærlighedserklæring, der sætter mennesket i stand til selv at forstå og tage stilling. Og når mennesker på den måde har Guds egne ord, så behøver de ikke selv tage stilling. Om man skal spise svinekød eller ej, behøver man ikke selv tænke over, det er givet som en ordre fra Gud selv. Dertil svarer forøvrigt den i den muslimske kulturkreds kendte regel om, at en frafalden muslim skal lide døden. | |
| 66 Nu kan jo imidlertid denne demokratiske skik: at svenden selv kan bestemme, om han vil følge sin herre eller ej, give anledning til megen kaos. Skal et samfund fungére, synes fornuften at sige os, så må én bestemme, de andre adlyde. Ellers tager kaos over, og de svage bukker under for de stærke. Så det spørgsmål synes at rejse sig: Kan der i det hele taget bygges samfund på den opfattelse af forholdet mellem mennesker, som visen giver udtryk for, og som også fremgår af johannesevangeliet? Må man ikke nødvendigvis anvende magt i samfundet? Må der ikke være en øvrighed, der kan straffe de onde og belønne de gode, som Paulus siger (Rom 13,3)? | Grev Gert i Munks skuespil: "Jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker og alle adlyder stumt og blindt". (ebb04#11) |
| 67 Luther om Kristian
den Anden
Modsætningen mellem disse to synspunkter: "svenden har fuldstændig frihed til at sige fra, hvornår han vil/ svenden skal adlyde under alle omstændigheder, hvad enten han forstår eller ej" fremstod med al ønskelig tydelighed, da de jyske råder fordrev Kristian den Anden i 1523. Nu kom Kristian den Anden til Wittenberg, gik over til lutherdommen og søgte råd hos Luther. Det fik han også. Og de fleste, der kender lidt til Luthers holdning til spørgsmålet: lydighed mod øvrigheden, vil måske mene, at Luther da måtte give Kristian ubetinget ret; danskerne havde virkelig sat sig op imod deres retmæssige øvrighed. Og det ved vi jo alle, er der noget, Luther vender sig kraftigt imod, er det oprør mod øvrigheden. |
|
| 68 Sagen er imidlertid mere kompliceret end som så. Luther vil således ikke nægte, at Kristian den Anden har handlet uretfærdigt, at altså danskerne (og lybækkerne) ganske har retten på deres side. Hvad han opponerer imod, er "kun", at danskerne tager sig selv tilrette; at de vil være dommere i deres egen sag. | Luther i "Kan soldater også have Guds nåde?", side 326f: "Nuvel, det ser i alle tilfælde ud til at forholde sig på følgende måde: kongen [Kristian den Anden, rr] har handlet uretfærdigt i Guds og menneskers øjne, og danskerne og lybækkerne har retten ganske og aldeles på deres side. Det er en side af sagen. Dertil kommer nu den anden side: danskerne og lybækkerne har grebet ind som kongens dommere og overhoveder og har straffet og gengældt hans uretfærdighed og dermed fordristet sig til at dømme og straffe. Det er her, samvittighedsspørgsmålet begynder". (soldater2#35) |
| 69 Og spørger man så, om ikke dette åbner en ladeport for en løssluppen diktators værste udskejelser, så er svaret for det første, at Luther tænker sig, at herskeren, øvrigheden, er ansvarlig overfor Gud; det vil sige, så længe der hersker en vis gudsfrygt i samfundet, vil herskeren være begrænset i sin udfoldelse af sin gudstro. Og for det andet kan et svar udfindes af hosstående citat, det nemlig, at Luther virkelig tænker sig, at undersåtternes adlyden er en forstående adlyden. I hvert fald gør Luther meget ud af at få sine læsere til selv at forstå. Den gyldne regel er en regel, alle kan forstå, blot i kraft af at være menneske. Og hvis man kræver lydighed af sine underordnede, må man selv vise tilsvarende lydighed overfor sine overordnede. | Lidt senere: "Lad danskerne og lybækkerne selv overveje, om de finder det ret og rimeligt, at deres tjenestefolk, borgere, undersåtter gjorde opstand imod dem, så ofte som der blev øvet uret imod dem. Hvorfor gør de da ikke mod andre det, som de vil have, at man skal gøre mod dem selv, og hvorfor fritager de ikke andre for det, som de selv vil være fri for, således som Kristus og den naturlige lov lærer?" (soldater2#40) |
| 70 Vi kan udvide tanken lidt: Hvis man altid giver sine underordnede en forklaring på, hvorfor det og det skal gøres, så kan man også med en vis ret forvente, at ens egne overordnede forklarer sig overfor én, så man ikke er nødt til at indtage den blinde lydigheds holdning. | |
| 71 Dette er ikke uden videre Luthers holdning. Jeg mener ikke, han nogetsteds har formuleret sig sådan. Men han er tæt på. Han opstiller nemlig det caveat i den almindelige forpligtelse til lydigheden, at man ikke må gå med til noget, der er uret. Og for at kunne afgøre, om en handling er uretmæssig eller ej, må man dog vide noget om den. | Sammesteds fra: "Et andet spørgsmål: Hvad hvis
min herre fører denne krig med
urette? Svar: Hvis du ved med sikkerhed, at han har uret, så skal du frygte og adlyde Gud mere end mennesker (Apg 5,29) og ikke gøre krigstjeneste; for da kan du ikke have nogen god samvittighed over for Gud". (soldater2#45) |
| 72 Dog skal jeg føje til, at Luther lidt senere giver soldaten den mulighed for undskyldning, at han siger, at hvis han ikke kan få at vide, om den krig, hans fyrste indlader sig på, er retfærdig eller ej, må han dække sig ind under dette, at man hele tiden skal tro det bedste om sin fyrste. | Sammesteds fra: "Men hvis du ikke ved eller kan få at vide, om din herre handler uretfærdigt, skal du ikke slå af på det sikre lydighedskrav på grund af det usikre retsspørgsmål, men efter kærlighedens målestok tro det bedste om din herre. For kærligheden tror alt og tænker ikke ondt (l.Kor.13, 7 og 5)". (soldater2#49) |
| 73 Man kan måske sige, at Luther her optræder lidt mere "fyrstevenlig" end i 1523 i skriftet "Hvor langt skal man adlyde øvrigheden". For i hosstående citat gælder uvidenhedsundskyldningen under den forudsætning, at man har gjort sig alle mulige anstrengelser for at få at vide, om fyrsten handler retmæssigt eller ej. I 1526, i skriftet "Kan soldater også have Guds nåde?", er de mange anstrengelser forvandlet til et krav om at tro det bedste om sin fyrste. | Fra "Hvor langt skal man adlyde øvrigheden": "Hvad så, hvis fyrsten har uret, har hans folk så også pligt til at adlyde ham? Svar: Nej! For ingen bør handle mod retfærdigheden, men man skal adlyde Gud, der ønsker retfærdighed, mere end mennesker. (Apg 5,29) Hvad hvis undersåtterne ikke ved, om han har ret eller ej? Svar: Så længe som de ikke ved det eller ikke kan få det at vide trods alle mulige anstrengelser, så kan de adlyde uden fare for sjælen". (lyd03#52) |
| 74 Tænkte Luther "grev
Gertsk"?
Vi har i vore dage fået den geniale ide at afgøre striden mellem de to synsmåder via frie valg. Derved lader vi på én gang undersåtternes lydighed mod staten være en forstående lydighed, for statsmagten, dvs parlamentarikerne, der skal vælges, er nødt til at forklare åbent, hvad baggrunden for lovene er, og vi lader statsmagten have den fornødne myndighed og legitimitet til at gribe ind overfor dem, der nægter at rette sig efter lovene. |
|
| 75 Man kan her lægge mærke til, at denne gode ordning på én gang giver legitimitet og effektivitet; den har både et moralsk og et praktisk aspekt. Det svarer ganske til folkevisens påvisning af, at Niels Ebbesens væremåde overfor sine svende: at han stiller dem frit, både er lovmedholdelig ifølge gammel dansk sæd og skik, og effektiv på den måde, at den får svendene til at yde deres ypperste, f. eks. Svend Trøst. | |
| 76 Men det skal ikke nægtes, at demokratiets aktier i mellemkrigstiden stod ret lavt. Der var store ikke-demokratiske bevægelser i sving, ikke blot i de deciderede diktaturstater, men også i de mere demokratiske stater, f. eks Danmark. Man fandt, som f. eks. Kaj Munk gjorde det, diktaturet langt mere effektivt. Man så demokratiets valghandlinger og frie diskussioner som syltekrukker, der bremsede alle handlingsmuligheder. | |
| 77 Det skyldtes i nogen grad, at man havde overset eller læst hen over alle de steder hos Luther, hvor det bliver klart, at det er den naturlige lov, han bygger på. I stedet lagde man vægt på, at han skelnede mellem verdsligt og gejstlige regimente. Og selv om Luther i sine skrifter udtrykkeligt havde gjort opmærksom på, at det verdslige regimente var under Guds lov i lige så høj grad som det gejstlige, det var nemlig inde under den naturlige lov, så gav man sig alligevel til fra 1900-tallets begyndelse at tale om statsmagten som en magt, der stod udenfor al etik; den havde sin "Eigengesetzlichkeit", det vil sige, den var før-etisk, eller a-etisk; man kunne ikke opstille regler for den, den gik efter sine egne maximer, der kun gik ud på, at den, der havde magten, skulle beholde magten. | |
| 78 Naturligvis var man også hørt op med, i teologiske og filosofiske kredse, at tale om "retfærdig krig", det begreb, som Luther måske lidt for letsindigt anvendte i sine overvejelser. I stedet var det diskussionen: militarisme contra pacifisme, man gik op i, en diskussion, hvor spørgsmålet om folkeret og om naturlig lov ikke spillede nogen rolle. | |
| 79 Man beråbte sig, både hvad angår statsmagtens "Eigengesetzlichkeit" og hvad angår umuligheden af at operere med tanken om en retfærdig krig, på Luther himself. Jeg vil mene: med ret stor uret. Men jeg skal ikke nægte, at Luther har meget ringe blik for, at forholdet mellem øvrighed og undersåtter kræver et vist mål af frihed for at kunne fungere, sådan som folkevisen om Niels Ebbesen viser os det. Og når Luther således synes at holde sig til grev Gerts opfattelse: at undersåtterne blot har at lyde, så synes hans opfattelse mere at ligne den muslimske end den kristne. Er det virkelig sådan fat? | |
| 80 Jeg vil mene, at det måske er ret forståeligt, at det forekommer os i vore dage sådan. Men dels må man være klar over, at selv om man godt kan sige, at de demokratiske tanker blandt andet tog deres begyndelse med Luther, så kan man ikke uden videre regne med, at de opstod i fuldt flor i hans skrifter. Og dels må man gøre sig klart, at Luther rent faktisk i forbavsende høj grad satte grænser for fyrstens eller statens magtudøvelse, og altså grænser for undersåttens lydighedsforpligtelse. Godt nok skulle undersåtten selv "tage skraldet" for sin ulydighed, men det havde nu virkning alligevel. | Luther i "Kan soldater også have Guds nåde?": "Det er virkelig ret og rimeligt at afsætte fyrsten, kongen eller herren og spærre ham inde, hvis han bliver sindssyg. For fra da af kan man ikke betragte ham som et menneske, fordi han har mistet sin fornuft. Ja men, siger du, en vild tyran må man rigtignok også betragte som sindssyg eller endnu værre end en sindssyg for han gør langt mere skade. (soldater#80) |
| 81 Og endelig skal man jo også lægge mærke til, at han under en sammenligning mellem en sindssyg fyrste, som man med rimelighed kan fjerne, og en tyran, som ikke bør fjernes, siger, at tyrannen midt i sin væren tyran dog også er menneske og derfor er modtagelig for argumenter. Men det skal ikke nægtes, at det lutherske syn på forholdet til statsmagten har virket konserverende på udviklingen; det har været for let for lutherske fyrster at opfatte sig som Guds repræsentanter, og for let for lutherske teologer at glemme deres pligt til kritik. | Lidt senere: "Den sindssyge kan nemlig ikke gøre eller affinde sig med noget fornuftigt. Det er der heller ikke udsigt til, fordi fornuftens lys er borte. Men en tyran kan meget mere. Han ved således, når han øver uret, og han har endnu samvittighed og erkendelse i behold. Der er også håb om, at han kan forbedre sig lade sig tale til rette og blive belært og handle derefter. Der er ikke noget af det hos den sindssyge, han er som en træklods eller en sten." (soldater#81) |
| 82 Men under alle omstændigheder: Luther har med sin fremtræden på rigsdagen i Worms -- en begivenhed, der gav genlyd over hele i Europa, og blev husket mange årtier fremover -- i høj grad har lagt grund til demokratiets fremvækst. Så indviklet er den historiske proces. | |
| 83 Videre til 03! | |
| 84 c | |
| 85 c | |
| 86 c | |
| 87 c | |
| 88 c | |
| 89 c | |
| 90 c |
Noter: