Hvor langt skal man adlyde statsmagten? (2)

Von weltlicher Oberkeit, wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei. 1523



fra Erl. 22,81-94, svarende til WA,18,261-271.

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til lyd01!
1   Das ander Theil.
Wie weit sich weltlich Uberkeit strecke.
       Hie kommen wir zum Häuptstück dieses Sermons. (E82) Denn nachdem wir gelernet (gelehret) haben, dass die weltlich Uberkeit sein muss auf Erden, und wie man derselben christlich und seliglich brauchen solle; müssen wir nun lernen (lehren), wie lang ihr Arm, und wie fern ihr Hand reiche, dass sie sich nicht zu weit strecke, und Gott in sein Reich und Regiment greife. 
Anden del.
Hvor langt den verdslige øvrighed strækker sig.
        Nu kommer vi til det vigtigste afsnit i denne sermon. For efter at vi har lært, at den verdslige øvrighed er nødvendig på jorden, og hvorledes man skal bruge den kristeligt og godt, må vi nu lære, hvor langt dens magt og myndighed rækker, for at den ikke skal gå for vidt og gribe ind i Guds rige og styre.
Und das ist fast noth zu wissen. Denn unträglich und greulich Schaden draus folget, wo man ihr zu weit Raum gibt, und auch nicht ohn Schaden ist, wo sie zu enge gespannen ist. Hie straft sie zu wenig, dort straft sie zu viel. Wiewohl es träglicher ist, dass sie auf dieser Seiten sundige, und zu wenig strafe; sintemal es allzeit besser ist, ein Buben leben lassen, denn ein frummen Mann (W262) tödten, nachdem die Welt doch Buben hat und haben muss, der Frummen aber wenig hat.  Det er særdeles nødvendigt at vide, for det bliver til ubodelig og forfærdelig fortræd, hvis man giver den for vidt spillerum, og det er heller ikke ufarligt, hvis den får for snævre rammer. I det første tilfælde straffer den for meget, i det andet for lidt, selv om det bedre kan forsvares, at den synder på den sidste måde og straffer for lidt. For det er altid bedre at lade en slyngel leve end at dræbe et retfærdigt menneske, eftersom verden har og ikke kan undgå at have slyngler, men kun ejer få retfærdige mennesker.
3        Aufs Erst, ist zu merken, dass die zwei Theil Adams Kinder, der eins in Gottis Reich unter Christo, das ander in der Welt Reich unter der Uberkeit ist (wie droben gesagt), zweierlei Gesetz haben; denn ein iglich Reich muss seine Gesetz und Rechte haben, und ohn Gesetz kein Reich noch Regiment bestehen kann, wie das gnugsam täglich Erfahrung gibt.          For det første må vi slå fast, at de to grupper af Adams børn - den ene i Guds rige under Kristus, den anden i verden under øvrigheden, som det ovenfor er sagt - har to slags love, for ethvert rige er nødt til at have sin lov og ret, og uden lov kan intet rige eller styre bestå, hvad vi dagligt ser eksempler nok på.
4  Das weltlich Regiment hat Gesetz, die sich nicht weiter strecken, denn uber Leib und Gut, und was äusserlich ist auf Erden. Denn uber die Seele kann und will Gott Niemand lassen regiern, denn sich selbs alleine. Darumb wo weltlich Gewalt sich vermisset, der Seelen Gesetz zu geben, do greift sie Gott in sein Regiment, und verfuhret und verderbet nur die Seelen.  Det verdslige styre har love, der ikke strækker sig videre end til legeme og ejendom og de ydre ting på jorden. For Gud kan og vil virkelig ikke give andre end sig selv alene lov til at herske over sjælen. Hvis derfor den verdslige magt fordrister sig til at give love for sjælen, så griber den ind i Guds styre og vildleder og ødelægger kun sjælen.
5  Das wollen wir so klar machen, dass mans greifen solle, auf dass unser Junkern, die Fursten und Bischoffe sehen, was sie fur Narren sind, wenn sie die Leut mit ihren Gesetzen und Geboten zwingen wollen, sonst oder so zu gläuben.  Det vil vi gøre så klart, at man kan fatte det, for at vore fine herrer, fyrsterne og biskopperne, kan indse, hvad de er for nogle tåber, når de med deres love og anordninger vil tvinge folk til at tro sådan og sådan.
6          Wenn man ein Menschengesetz auf die Seelen legt, dass sie soll gläuben sonst oder so, wie derselb Mensch furgibt; so ist gewisslich da nicht Gottis Wort. Ist Gottis Wort nicht da, so ists ungewiss, obs Gott haben will: denn was er nicht gebeut, dess kann man (E83) nicht gewiss sein, dass ihm gefalle; ja, man ist gewiss, dass es Gotte nicht gefalle.           Hvis man med et menneskes lov pålægger sjælen, at den skal tro sådan og sådan, som netop det menneske foreskriver, så er det bestemt ikke Guds ord. Hvis der ikke er noget ord fra Gud for det, er det tvivlsomt, om Gud vil have det sådan, for man kan ikke være vis på, at det, som han ikke giver nogen befaling om, er ham velbehageligt. Ja, man kan være vis på, at det ikke er velbehageligt for ham,
7  Denn er will unsern Glauben bloss und lauter allein auf sein gottlich Wort gegrundt haben, wie er spricht Matth. 16,18: Auf diesen Fels will ich meine Kirche bauen. Und Joh. 10,27. 5: Meine Schaf hören meine Stimm und kenne mich; aber der Frembden Stimm hören sie nicht, sondern fliehen von ihn.  for han ønsker, at vor tro ene og alene skal bygge på hans guddommelige ord, sådan som han siger i Matt.16,18: På denne klippe vil jeg bygge min kirke; og Joh.10,27. 14. 5: Mine får hører min røst og kender mig, men fremmedes røst hører de ikke; de flygter tværtimod fra dem.
8  Daraus folget denn, dass weltlich Gewalt die Seelen zum ewigen Tod dringet mit solchen Frevelgebot: denn sie zwinget solchs zu gläuben, als das recht und gewiss Gott gefällig sei, und ist doch ungewiss, ja gewiss, dass missfället; weil kein klar Gottis Wort da ist. Denn wer das fur recht gläubt, das unrecht oder ungewiss ist, der verleuget die Wahrheit, die Gott selber ist, und gläubt an die Lügen und Irrthum, hält das fur recht, das unrecht ist.  Resultatet er, at statsmagten driver sjælen ud i den evige død med sådan et formasteligt bud. For den tvinger den til at tro sådanne ting, som om det er rigtigt og med sikkerhed er efter Guds vilje, mens det jo er usikkert - det er tværtimod sikkert, at det mishager Gud, fordi der ikke foreligger noget klart ord fra Gud. For den, der tror, at det, som er uretmæssigt og usikkert, er retmæssigt, fornægter sandheden, som er Gud selv, og tror på løgn og bedrag og betragter det, der er uretmæssigt, som retmæssigt.
9        Darumb ists gar uberaus ein närricht Ding, wenn sie gebieten, man solle der Kirchen, den Vätern, Concilien gläuben, ob gleich kein Gottis Wort da sei. Teufelsapostel gebieten solchs, und nicht die Kirche: denn die Kirche gebeut nichts, sie wisse denn gewiss, dass Gottis Wort sei, wie St. Petrus sagt (1 Pet 4,11): Wer da redet, der rede als Gottis Wort.          Derfor er det fuldkommen tåbeligt, når de forlanger, at man skal tro Kirken, kirkefædrene (n9) og koncilierne, (n9a) selv om der ikke er noget ord fra Gud for det. Det er kun djævelens apostle, der kan forlange sådan noget, ikke kirken, for kirken befaler intet, uden at den med sikkerhed ved, at det er Guds ord, sådan som Skt. Peter siger 1 Pet 4,11: Taler nogen, skal han tale som Guds ord.
10 Sie werden aber gar lange nicht beweisen, dass der Concilien Sätze Gottis Wort sind. Viel närrichter ists aber, wenn man sagt, die Könige und Fursten und die Menge gläubt also. (W263) Lieber, wir sind nicht getauft auf Könige, Fursten, noch auf die Menge, sondern auf Christum und Gott selber: wir heissen auch nicht Könige, Fursten oder Menge; wir heissen Christen.  Men de vil få meget svært ved at bevise, at konciliebeslutninger er Guds ord. Langt mere tåbeligt er det dog, når man siger, at kongerne, fyrsterne og mængden tror det. Kære venner, vi er ikke døbt til konger, fyrster eller mængden, men til Kristus og Gud selv. Vi hedder heller ikke konger, fyrster eller mængde, vi hedder kristne. 
11 Der Seelen soll und kann Niemand gebieten, er wisse denn ihr den Weg zu weisen gen Himmel. Das kann aber kein Mensch thun, sondern Gott allein. Darumb, in den Sachen, die der Seelen Selikeit betreffen, soll nichts denn Gottis Wort gelehret und angenommen werden.  Sjælen kan og skal ingen befale over, med mindre man formår at vise den vejen til himmelen; det kan kun Gud alene gøre, ikke noget menneske. I spørgsmål, som angår sjælens frelse, er det derfor kun Guds ord, der må forkyndes og antages.
12 Item, wenn sie gleich grob Narren sind, so müssen sie ja das bekennen, dass sie kein Gewallt uber die Seelen haben. Denn es kann je kein Mensch ein Seele tödten oder lebendig machen, gen Himmel oder Hölle fuhren. Und ob sie uns das nicht gläuben wollten (E84) wird je Christus das stark gnug zeugen, da er spricht Matth. 10,28: Fürcht euch nicht fur denen, die den Leib tödten, und darnach nichts haben, das sie thun; fürcht aber denen, der, nachdem er den Leib tödtet, Macht hat in die Hölle zu verdammnen. Ich meine je, dass hie klar gnug die Seele aus aller Menschen Hand genommen, und alleine unter Gottis Gewalt gestellet sei.  Selv om de er nogle værre tåber, så må de da indrømme, at de ikke har nogen myndighed over sjælen. For der er jo ikke noget menneske, der kan dræbe en sjæl eller gøre den levende igen, få den i himmelen eller i helvede. Og hvis de ikke vil tro os, skal Kristus nok selv vidne tilstrækkelig stærkt om det i Matt. 10,28: Frygt ikke for dem, der dræber legemet og så ikke kan gøre mere - men frygt dem, der efter at have dræbt legemet, har magt til at fordømme til helvede. Jeg synes bestemt, at det her tydeligt fremgår, at sjælen helt er unddraget menneskers magt og kun er underlagt Guds myndighed.
13       Nu sage mir, wie viel Witze muss der Kopf wohl haben, der an dem Ort Gebot legt, da er gar kein Gewalt hat? Wer wollt den nicht fur unsinnig halten, der dem Mond geböte, er sollt scheinen, wenn er wollte? Wie fein würd sichs reimen, wenn die zu Leipzig uns zu Wittenberg, oder wiederumb, wir zu Wittenberg denen zu Leipzig wollten Gebot auflegen? Man würde gewisslich Nieseworz den Gebietern zu Dank schenken, dass sie das Hirn fegten, und den Schnuppen büsseten.            Hvor megen forstand tror du der er i hovedet på den, der udsteder ordrer der, hvor han slet ikke har nogen myndighed? Hvem vil ikke kalde den, der befaler månen at skinne, når han ønsker det, vanvittig? Hvor ville det gøre sig godt, hvis folk i Leipzig gav ordrer til os i Wittenberg, eller omvendt: vi i Wittenberg til dem i Leipzig! Som tak ville man bestemt forære dem, der gav befaling på den måde, noget nyserod, (n13) for at de kunne få renset ud i hjernen og komme af med den snue. 
14 Noch fahren itzt unser Kaiser und kluge Fursten also, und lassen sich Papst, Bischof und Sophisten dahin führen, ein Blind den andern, dass sie ihren Unterthanen gebieten zu gläuben, ohn Gottis Wort, wie sie es gut dunkt; und wollen dennoch christliche Fursten heissen; da Gott fur sei.  Alligevel bærer vores kejser og kloge fyrster sig sådan ad nu og lader sig lede af pave, biskopper og sofister (den ene blinde fører den anden!, Matt 15,14) til at befale deres undersåtter at tro, som de finder for godt - uden Guds ord. Og alligevel vil de kaldes kristne fyrster. Gud forbyde det! 
15       Uber das, mag mans auch dabei greifen, dass ein iglich Gewalt soll und mag nur da handeln, da sie sehen, erkennen, richten, urtheilen, wandeln und ändern kann. Denn was wäre mir das fur ein Richter, der blindhin richten wollt die Sachen, die er wider höret, noch siehet?          Desuden er det også indlysende af den grund, at en hvilken som helst myndighed kun kan og skal virke der, hvor den kan se, iagttage, dømme,  domfælde, forandre og ændre. For ville det ikke være en mærkelig dommer, der ønskede at dømme i sager, som han hverken kan høre eller se?
16 Nu sage mir, wie kann die Herzen sehen, erkennen, richten, urtheilen und ändern ein Mensch? Denn solchs ist allein Gott furbehalten, wie Ps. 7,10 sagt: Gott forscht Herzen und Nieren. Item (v. 9) Der Herr ist Richter uber die Leut. Und Apg. 15,8: Gott ist ein Herzkundiger. Und Jer. 17,9f: Bös und unerforschlich ist menschlichs Herz, wer mags erforschen? Ich der Herr, der die Herzen und (W264) Nieren forschet.  Sig mig nu, hvorledes kan et menneske se,  iagttage,  dømme,  domfælde og ændre hjerterne? For det er forbeholdt Gud alene, som det hedder i Sl.7,10: Gud udforsker hjerter og nyrer; ligeledes: Herren er dommer over folkene; (Sl 7,9).    Apg 15,8: Gud kender hjertet;   Jer. 17,9: Ondt og uudgrundeligt er det menneskelige hjerte.  Hvem kan udforske det? Jeg, Herren, der udforsker hjerterne og nyrerne.
17 Ein Gericht soll und muss gar gewiss sein, wenn es urtheilen soll, und Alles am hellen Licht haben. Aber der Seelen Gedanken, und (E85) Sinnen, kunnen Niemand, denn Gott, offinbar sein; darumb es umbsonst und unmüglich ist, Jemand zu gebieten oder zu zwingen mit Gewalt, sonst oder so zu gläuben.  En domstol må og skal være helt sikker, når den skal dømme, og have alting fremme i lyset. Men sjælens tanker og begæringer kan ikke være  åbenbare for andre end Gud. Derfor er det nytteløst og umuligt at befale eller tvinge nogen med magt til at tro sådan eller sådan.
18 Es gehört ein ander Griff dazu, die Gewalt thuts nicht. Und mich wundert der grossen Narren; sintemal sie selb allesampt sagen: De occultis non iudicat Ecclesia, die Kirche richtet nicht heimlich Sachen. So denn die Kirche (durch) ihr geistlich Regiment nur offentlich Ding regiert; wess untersteht sich denn die unsinnige weltliche Gewalt, solch heimlich, geistlich, verborgen Ding, als der Glaub ist, zu richten und meistern.  Det skal der andre metoder til, tvang gør det ikke. Jeg undrer mig over de store tåber, som allesammen selv siger: De occultis non judicat Ecclesia (kirken dømmer ikke om det skjulte). (n18)  Når da kirkens åndelige styre kun angår de åbenbare ting, hvorfor understår den vanvittige verdslige magt sig så i at holde dom og spille herre over noget så hemmeligt, åndeligt og skjult som troen?
19        Auch so liegt eim Iglichen seine eigen Fahr dran, wie er gläubt, und muss fur sich selb sehen, dass er recht gläube. Denn so wenig als ein Andrer fur mich in die Hölle oder Himmel fahren kann; so wenig kann er auch fur mich gläuben oder nicht gläuben: und so wenig er mir kann Himmel oder Höll auf- oder zuschliessen; so wenig kann er mich zum Glauben oder Unglauben treiben.         Desuden har enhver selv ansvar for, hvad han tror, og det ma være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. For lige så lidt som en anden kan komme i himmelen eller i helvede på mine vegne, lige så lidt kan han tro eller lade være at tro på mine vegne. Lige så lidt som han kan lukke himmelen eller helvede op eller i for mig, kan han tvinge mig til tro eller vantro. 
20 Weil es denn eim Iglichen auf seim Gewissen liegt, wie er gläubt, oder nicht gläubt, und damit der weltlichen Gewalt kein Abbruch geschicht, soll sie auch zufrieden sein, und ihrs Dings warten, und lassen gläuben sonst oder so, wie man kann und will, und Niemand mit Gewalt dringen.  Da det er en sag, der angår den enkeltes samvittighed, hvordan han tror eller ikke tror, og da der ikke går noget fra den verdslige magt ved det, skal den også være tilfreds, passe sit og lade folk tro sådan, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med magt. 
21 Denn es ist ein frei Werk umb den Glauben, dazu man Niemand kann zwingen. Ja, es ist ein gottlich Werk im Geist, schweig denn, dass es äusserliche Gewalt sollt erzwingen und schaffen. Daher ist der gemeine Spruch genommen, den Augustinus auch hat: Zum Glauben kann und soll man Niemands zwingen.  For troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, det er en Guds gerning i Ånden, og der kan slet ikke være tale om, at ydre magt skulle kunne fremtvinge eller skabe den. Det er oprindelsen til den talemåde, som ogsa findes hos Augustin: Til tro kan og skal man ikke tvinge nogen. (n21
22          Dazu sehen die blinden, elenden Leute nicht, wie gar vergeblich und unmüglich Ding sie furnehmen. Denn wie hart sie gebieten, und wie fast sie toben, so kunnten sie die Leut je nicht weiter dringen, denn dass sie mit dem Mund und mit der Hand ihn folgen; das Herz mügen sie ja nicht zwingen, sollten sie sich zureissen.         Desuden ser de forblindede stakler ikke, hvad det er for håbløse og umulige ting, de har givet sig i lag med. Hvor strengt de end befaler, og hvor meget de end tager på veje, så kan de virkelig ikke tvinge folk til mere end at adlyde dem med munden og hånden. Hjertet kan de sandelig ikke tvinge, selv om de så sled sig til døde.
23 Denn wahr ist das Sprüchwort: Gedanken sind zollfrei. Was ists denn nu, dass sie die Leut wollen zwingen zu gläuben im Herzen, und sehen, dass unmüglich ist? Treiben damit die schwachen Gewissen mit (E86) Gewalt, zu lügen, zu verleugen und anders ssagen, denn sie es im Herzen halten, und beladen sich selb also mit greulichen frembden Sunden.  For ordsproget taler sandt, når det siger: Tanker er toldfri. Hvad skal det da til at tvinge folks hjerter til at tro, når man ser, at det er håbløst? De nøder derved med magt de svage samvittigheder til at lyve og nægte og sige noget andet end det, de mener i deres hjerte, og læsser således forfærdelige, fremmede synder (n23) på sig.
24 Denn alle die Lügen und falsch Bekenntniss, die solch schwach Gewissen thun, gehen uber den, der sie erzwinget. Es wäre je viel leichter, ob gleich (W265) ihr Unterthan irreten, dass sie sie schlecht irren liessen, denn dass sie sie zur Lügen, und anders zu sagen dringen, wenn (denn) sie im Herzen haben; auch nicht recht ist, dass man Böses mit Aegerm wehren will.  For alle de løgne og falske bekendelser, som disse folk med svag samvittighed laver, falder tilbage på den, der fremtvinger dem. Selv om deres undersåtter var på vildspor, ville det jo være meget lettere ganske enkelt at lade dem være det end at tvinge dem til at lyve og sige noget andet end det, der fylder deres hjerte. Det er heller ikke rigtigt at ville forhindre et onde med et værre onde
25          Aber willt du wissen, warumb Gott verhänget, dass die weltliche Fursten also greulich müssen anlaufen? ich will dirs sagen. Gott hat sie in verkehreten Sinn geben, und will ein Ende mit ihn machen, gleich wie mit den geistlichen Junkern. Denn mein ungnädige Herrn, Papst und Bischoffe, sollten Bischoffe sein, und Gottis Wort predigen; das lassen sie, und sind weltliche Fursten worden, und regiern mit Gesetzen, die nur Leib und Gut betreffen.         Men vil du vide, hvorfor Gud bestemmer, at de verdslige fyrster skal komme så forfærdelig galt af sted? Det skal jeg sige dig: Gud har givet dem hen til et vrangt sind og vil gøre det af med dem som med de gejstlige junkere. Thi mine unådige herrer, pave og biskopper, skulle være biskopper (n25) og forkynde Guds ord. Det lader de være med og er blevet verdslige fyrster, der styrer med love, som kun angår liv og ejendom.
26 Fein haben sie es umkehret: innerlich sollten sie regiern die Seelen durch Gottis Wort; so regiern sie auswendig Schlösser, Städt, Land und Leut, und martern die Seelen mit unsäglicher Mörderei.  De har vendt godt op og ned på det hele! De skulle regere i det indre over sjælene ved hjælp af Guds ord, men de regerer i det ydre over slotte, byer, land og folk og martrer sjælene med ubeskriveligt myrderi.
27        Also auch die weltlichen Herrn sollten Land und Leut regieren äusserlich; das lassen sie. Sie kunnten nicht mehr denn schinden und schaben, ein Zoll auf den andern, ein Zinse uber die andern setzen; da ein Bärn, hie ein Wolf auslassen, dazu kein Recht, Treu, noch Wahrheit bei ihn lassen funden werden, und handeln, daass Räuber und Buben zu viel wäre, und ihr weltlich Regiment ja so tief darnieder liegt, als der geistlichen Tyrannen Regiment.         Tilsvarende skulle de verdslige herrer regere i det ydre (n27) over land og folk, men det lader de være med. Det eneste, de forstår sig på, er at puge penge sammen, lægge den ene skat oven på den anden, den ene afgift oven på den anden; det ene sted slipper de en bjørn løs, det andet sted en ulv. (n27a) Ydermere kan man ikke finde virkelig troskab og redelighed hos dem, og de ter sig værre end røvere og banditter. Deres verdslige styre er sandelig sunket lige så dybt som de gejstlige tyranners styre. 
28 Darumb verkehret Gott ihren Sinn auch, dass sie zufahren widersinnisch, und wollen geistlich uber Seelen regiern, gleichwie jene wollen weltlich regiern, auf dass sie ja getrost auf sich laden frembd Sund, Gottis und aller Menschen Hass, bis sie zu scheitern gehen, mit Bischoffen, Pfaffen und München, ein Bube mit dem andern; und darnach das Alles dem Evangelio schuld geben, und an statt ihrer Beicht gott lästern, und sagen: Unser Predigt hab solchs zugericht. (E87)  Derfor forvrænger Gud også deres sind, så at de handler helt bagvendt og vil regere åndeligt over sjælene, ligesom de andre vil regere verdsligt. Således pådrager de sig bare trøstigt fremmed synd, Guds og menneskers had, indtil de går nedenom og hjem sammen med biskopper, præster og munke - den ene slyngel gør den anden følgeskab. Derefter giver de evangeliet skylden for det alt sammen, og i stedet for at bekende deres synder spotter de Gud og påstår, at det er vores forkyndelse, der har forvoldt det.
29 Wilchs ihr verkehrete Bosheit verdienet hat, und noch verdienet ohn Unterlass; wie die Römer auch thäten, da sie verstöret wurden. Siehe, da hast du den Rath Gottis uber die grossen Hannsen. Aber sie sollens nicht gläuben, auf dass solcher ernster Rath Gottis nicht verhindert werde durch ihre Busse.  Deres perverse ondskab har været skyld i det og fortsætter med det uophørligt, ligesom romerne også gjorde, da de blev tilintetgjort. (n29) Se, der har du Guds kendelse mod de høje herrer! Men de skal ikke komme til at tro på det, for at deres bod ikke skal hindre Guds strenge kendelse. (n29a
30        So sprichst du: Hat doch Paulus gesagt Röm. 13,1: Ein igliche Seele solle der Gewalt und Uberkeit unterthan sein. Und Petrus spricht (1 Petr. 2,13) wir sollen aller menschlicher Ordnung unterthan sein.          Så siger du: Paulus har dog sagt i Rom.13,1: Enhver sjæl skal underordne sig statsmagten og øvrigheden - og Peter siger (1 Pet 2,13): Vi skal underordne os enhver menneskelig ordning.
31 Antwort: Da kommest du recht; denn die Sprüch dienen fur mich. St. Paulus redet von der Uberkeit und Gewalt. Nu hat du itzt gehöret, dass uber Seele Niemand kann Gewalt haben, denn Gott. So muss je St. Paulus von keinem Gehorsam sagen kunnten, denn da die Gewalt sein kann. Daraus folget, dass er redet, nicht vom Glauben, dass weltliche Gewalt nicht solle haben den Glauben zu gebieten; (W266) sondern von äusserlichen Gutern, dieselben zu ordenen und zu regiern auf Erden.  Svar: Det var godt, at du kom med det, for de skriftsteder taler for min opfattelse. Sankt Paulus taler om øvrigheden og statsmagten. Nu har du lige hørt, at ingen kan have magt over sjælen undtagen Gud. Derfor kan Sankt Paulus kun tale om lydighed i forbindelse med statsmagten. Deraf følger, at han ikke taler om tro (eftersom den verdslige magt ikke skal byde over troen), men om at ordne og styre de ydre ting her på jorden.
32 Das geben auch seine Wort deutlich und klar, da er beide, der Gewalt und Gehorsam das Ziel steckt, und spricht (Röm. 13,7): Gebt Idermann das Seine, Schoss, dess der Schoss, Zoll, dess der Zoll; Ehre, dess die Ehre; Furcht, dess die Furcht ist. Siehe da, weltlich Gehorsam und Gewalt gehet nur uber Schoss, Zoll, Ehre, Furcht, äusserlich.  Det viser hans ord også tydeligt og klart, når han sætter en grænse for statsmagten og for lydigheden imod den ved at sige: Giv enhver sit, den som tilkommer skat, skat, den som tilkommer told, told, den som tilkommer ære, ære, den som tilkommer frygt, frygt. Der kan du se, statsmagt og lydighed imod den gælder kun skat, told, ære, frygt i ydre sager.
33 Item, da er spricht (v. 4): Die Gewalt ist nicht zu furchten den guten, sondern den bösen Werken, beschränkt er aber die Gewalt, dass sie nicht Glauben oder Gottis Wort, sondern böse Werk meistern soll.  Når han siger, at statsmagten ikke skal frygtes af de gode, men af de onde gerninger, begrænser han endnu engang statsmagten, så at den ikke skal være herre over troen eller Guds ord, men kun over de onde gerninger.
34        Das will auch St. Peter, da er spricht (v. 13): Menschlicher Ordnung. Nun kann je menschlich Ordnung sich nicht strecken in den Himmel und uber die Seele, sondern nur auf Erden auf den äusserlichen Wandel der Menschen unternander, da Menschen sehen, erkennen, richten, urtheilen, strafen und erretten kunnten.         Det er også det, Sankt Peter mener med udtrykket »menneskelig ordning«. (1 Pet 2,13) En menneskelig ordning kan nu engang ikke omfatte himmelen og sjælen, men kun jorden og folks ydre liv med hinanden; kun der kan mennesker se, iagttage, dømme, domfælde, straffe og redde.
35 Das Alles hat auch Christus selbs fein unterschieden und kurz gefasset, da er spricht Matth. 22,21: Gebt dem Kaiser, was des Kaisers ist, und Gott, was Gottis ist. Wenn nu kaiserlich Gewalt sich (E88) streckete in Gottis Reich und Gewalt, und nicht ein sonders wäre, sollt ers nicht also unterschieden haben.  Alt det har Kristus også selv stillet klart op og sammenfattet med ordene fra Matt.22,21: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Hvis nu den kejserlige magt rakte ind i Guds rige og herredømme og ikke havde nogen begrænsning, ville han ikke have sondret sådan.
36 Denn, wie gesagt ist, die Seele ist nicht unter Kaisers Gewalt: er kann sie wider lehren noch fuhren, wider tödten noch lebendig machen, wider binden noch lösen, wider richten noch urtheilen, wider halten noch lassen: wilchs doch sein müsste, wo er Gewalt hätt, uber sie zu gebieten, und Gesetz zu legen: sondern uber Leib, Gut, und Ehre, hat er wohl solchs zu thun, denn solchs ist unter seiner Gewalt.  For som sagt er sjælen ikke under kejserens myndighedsområde. Den kan han hverken lede eller føre, hverken dræbe eller gøre levende, hverken binde eller løse, (n36) hverken dømme eller domfælde, hverken holde fast eller slippe. Det måtte jo være tilfældet, hvis han havde magt til at befale over den eller give love for den. Men med hensyn til legeme, gods og ære skal han rigtignok gøre det, for det hører ind under hans myndighedsområde.
37        Das Alles hat auch David lange zuvor mit eim kurzem feinen Spruch verfasset, da er spricht Ps. 115,16: Den Himmel hat er des Himmels Herrn geben, aber die Erden hat er den Menschenkindern geben, das ist, was auf Erden ist, und zum zeitlichen, irdenischen Reich gehört, da hat ein Mensch wohl Gewalt von Gott; aber was zum Himmel und zum ewigen Reich gehört, das ist allein unter dem himmlischen Herrn.          Alt det har David også for længe siden sammenfattet i et kort, glimrende udtryk, når han siger i S1.115,16: Himmelen har han givet til himmelens herre, men jorden til menneskenes børn, d.v.s over det, der er på jorden og hører til det timelige, jordiske rige, har et menneske myndighed fra Gud, men det, der hører til himmelen og det evige rige, er udelukkende under den himmelske herre.
38 Auch hat das Mose nicht vergessen, da er spricht 1 Mos 1,26: Gott sprach: Lasst uns Menschen machen, die uber die Thier auf Erden, uber die Fisch im Wasser, uber die Vögel in der Luft regiern; da ist nur äusserlich Regiment den Menschen zugeeigent.  Heller ikke Moses glemte det i 1. Mos. 1,26: Gud sagde: Lad os gøre mennesker, som hersker over dyrene på jorden, over fiskene i vandet og over fuglene i luften. Der får menneskene kun overdraget magten over det ydre.
39 Und Summa ist das die Meinung, wie St. Petrus spricht, Apostelgesch. 5,29: Man muss Gott mehr gehorchen, denn den Menschen; damit er je auch klärlich der weltlichen Gewalt ein Ziel steckt. Denn wo man Alles müsst halten, was weltlich Gewalt wollte, so wäre es umbsonst gesagt: Man muss Gott mehr gehorchen, denn den Menschen. (W267)  Kort sagt er meningen følgende, som Skt. Peter siger det i Apg. 5,29: Man skal adlyde Gud mere end mennesker. Dermed begrænser han jo også klart den verdslige magts område. For hvis man skulle overholde alt, hvad den verdslige magt ville, så ville det være meningsløst at sige, at man skal adlyde Gud mere end mennesker.
40       Wenn nu dein Furst oder weltlich Herr dir gebeut, mit dem Papst zu halten, sonst oder so zu gläuben, oder gebeut dir, Bücher von dir zu thun; sollt du also sagen: Es gebühret Lucifer nicht neben Gott zu sitzen: Lieber Herr, ich bin euch schuldig zu gehorchen mit Leib und Gut, gebietet mir nach eur Gewalt Mass, auf Erden, so will ich folgen.         Hvis nu din fyrste eller verdslige herre giver dig befaling til at slutte op omkring paven, at tro bestemte ting eller befaler dig at skaffe bøger af vejen, (se lyd01#n14) skal du svare: Det tilkommer ikke Lucifer (n40) at have plads ved siden af Gud. Kære herre, det er min pligt at adlyde Dem med liv og gods; giv mig befaling så vidt Deres myndighed rækker på jorden, så vil jeg adlyde.
41 Heisst ihr aber mich gläuben und Bücher von mir thun, so will ich nicht gehorchen; denn da seid ihr ein Tyrann, und greift zu hoch, gebietet, da ihr wider Recht noch Macht habt etc. (E89) Nimpt er dir drüber dein Gut, und straft solchen Ungehorsam; selig bist du, und dank Gott, dass du würdig bist, umb gottlichs Worts willen zu leiden.  Men befaler De mig at tro og at skaffe bøger af vejen, så vil jeg ikke adlyde. For så er De en tyran og går for vidt, giver befaling på områder, hvor De hverken besidder nogen ret eller myndighed. Hvis han af den grund fratager dig alt, hvad du ejer, og straffer din ulydighed, salig er du! Og tak Gud for, at du er værdig til at lide for Guds ords skyld.
42 Lass ihn nur toben den Narren, er wird seinen Richter wohl finden. Denn ich sage dir, wo du ihm nicht widerspricht, und gibst ihm Raum, dass er dir den Glauben, oder die Bücher nimpt, so hast du, wahrlich, Gott verleuget.  Lad ham bare te sig, den tåbe, han skal nok finde sin dommer. For jeg siger dig: hvis du bøjer dig og giver ham lov til at tage din tro og dine bøger fra dig, så har du sandelig fornægtet Gud.
43 Als, dass ich dess ein Exempel gebe: In Meissen, Bayern, und in der Mark, und an andern Orten haben die Tyrannen ein Gebot lassen ausgehen, man solle die neuen Testament in die Aempter hin und her uberantworten.  Lad mig give et eksempel på det: tyrannerne i Meissen, Bayern og i Marken (n43) og andre steder har udstedt ordrer om, at Det nye Testamente overalt skal afleveres til myndighederne.
44 Hie sollen ihr Unterthan also thun, nicht ein Blättlin, nicht ein Buchstaben sollen sie uberantworten, bei Verlust der Seligkeit. Denn wer es thut, der ubergibt Christum dem Herodes in die Hände; denn sie handeln als Christmörder, wie Herodes.  Her skal deres undersåtter handle på følgende måde: ikke en lap, ikke en stavelse skal de udlevere, hvis de ikke vil miste deres sjæls salighed. For de, der gør det, overgiver Kristus i Herodes' hænder; de handler jo som Kristusmordere ligesom Herodes. (n44
45 Sondern das sollen sie leiden, ob man ihn durch die Häuser laufen, und nehmen heisst mit Gewalt, es sei Bücher oder Güter. Frevel soll man nicht widerstehen, sondern leiden; man soll ihn aber nicht billigen, noch dazu dienen, oder folgen, oder gehorchen, mit eim Fusstritt oder mit einem Finger.  Men de skal finde sig i, at man foretager husundersøgelser og giver ordre til at beslaglægge med magt, ligegyldigt om det er bøger eller ejendele. Voldshandlinger skal man ikke gøre modstand imod, men finde sig i. Men man skal ikke billige dem og heller ikke støtte dem eller efterkomme dem eller underkaste sig dem med så meget som en antydning. 
46 Denn solch Tyrannen handeln wie weltlich Fursten sollen, es sind weltliche Fursten; die Welt aber ist Gottis Feind: darumb müssen sie auch thun, was Gott wider, der Welt eben ist; dass sie ja nicht ehrlos werden, sondern weltliche Fursten bleiben. Darumb lass dichs nicht wundern, ob sie wider das Evangelium toben und narren; sie müssen ihrem Titel und Namen gnug thun.  For disse tyranner handler, som verdslige (n46) fyrster skal - de er verdslige fyrster, men verden er Guds fjende. Derfor må de også handle Gud imod, men verden tilpas, for at de ikke skal gå hen og blive æreløse, men kan fortsætte som verdslige fyrster. Derfor skal du ikke undre dig over, at de raser og regerer imod evangeliet. De bliver nødt til at leve op til deres titel og stilling!
47        Und sollt wissen, dass von Anbeginn der Welt gar ein seltsam Vogel ist umb ein klugen Fursten; noch viel seltsamer umb ein frummen Fursten. Sie (W268) sind gemeiniglich die grössten Narren, oder die ärgisten Buben auf Erden: darumb man sich allzeit bei ihn des Aergisten versehen, und wenig Guts von ihn gewarten muss; sonderlich in gottlichen Sachen, die der Seelen Heil belangen.         Og du skal vide, at lige siden verdens skabelse har en klog fyrste været en meget sjælden fugl, og endnu mere en from og retfærdig fyrste. De er i almindelighed jordens største tåber eller værste slyngler. Derfor må man altid være belavet på det værste fra dem og skal ikke vente sig noget synderligt godt, særlig ikke i åndelige forhold, som drejer sig om sjælens frelse. 
48 Denn es sind Gottis Stockmeister und Henker, und sein gottlicher Zorn gebraucht ihr, zu strafen die Bösen und äusserlichen Friede zu halten. Es ist ein grosser Herr, unser Gott, darumb muss er auch solch (E90) edele, hochgeborne, reiche Henker und Böttel haben, und will, dass sie Reichthum, Ehre und Furcht von Jedermann die Geusse und die Menge haben sollen.  For de er Guds tugtemestre (n48) og bødler, og hans hellige vrede benytter dem til at afstraffe de onde og sørge for ydre fred. Vores Gud, han er en mægtig herre, derfor må han også have disse adelige, højvelbårne, rige bødler og tugtemestre, og han vil, at de skal have rigdom og modtage ærbødighed og ærefrygt fra alle i overflod og mængde.
49        Es gefällt seinem gottlichen Willen, dass wir seine Henker gnädige Herrn heissen, ihn zu Fussen fallen, und mit aller Demut unterthan seien, so fern sie ihr Handwerk nicht zu weit strecken, dass sie Hirten aus Henker werden wollen. Geräth nu ein Furst, dass er klug, frumm oder ein Christen isst, das ist der grossen Wunder eins, und das allertheurist Zeichen gottliche Gnaden uber dasselb Land.           Det er efter hans guddommelige vilje, at vi kalder hans bødler ,,nådigherrer", kaster os for deres fødder og er dem underdanige med den største ydmyghed, såfremt de ikke overskrider deres beføjelser og fra at være bødler vil være hyrder. Hvis det nu viser sig, at en fyrste er både klog, retskaffen og en kristen, så er det et af de store undere og det allerkosteligste tegn på Guds nåde over det land. 
50 Denn nach gemeinen Lauft gehet es nach dem Spruch Esa. 3,4: Ich will ihn Kinder zu Fursten geben, und Maulassen sollen ihr Herrn sein. Und Hoseä 13,11: Ich will dir ein König aus Zorn geben, und mit Ungnaden wieder nehmen. Die Welt ist zu böse, und nicht werth, dass sie viel kluger und frummer Fursten haben sollt: Frösch mussen Storch haben.  For i almindelighed går det efter ordet fra Esajas kap.3,4: Jeg vil give dem børn til fyrster, og fjog skal være deres herrer; og Hoseas 13,11: Jeg vil give dig en konge i vrede og fjerne ham igen i unåde. Verden er for ond og ikke værdig til at få mange kloge og retskafne fyrster. Frøer skal have storke!
51        So sprichst du abermal: Ja, weltlich Gewalt zwingt nit zu gläuben, sondern wehret nur äusserlich, dass man die Leut mit falscher Lehre nicht verfuhre; wie kunnt man sonst den Ketzern wehren?          Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne?
52 Antwort: Das sollen die Bischoffe thun, den ist solch Ampt befohlen, und nicht den Fursten. Denn Ketzerei kann man nimmermehr mit Gewalt wehren, es gehört ein ander Griff darzu, und ist hie ein ander Streit und Handel, denn mit dem Schwert.  Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets.
53 Gottis Wort soll hie streiten; wenns das nicht ausricht, so wirds wohl unausgericht bleiben von weltlicher Gewalt, ob sie gleich die Welt mit Blut füllet. Ketzerei ist ein geistlich Ding, das kann man mit keinem Eisen hauen, mit keinem Feur verbrennen, mit keinem Wasser ertränken.  Guds ord skal kæmpe her; hvis det ikke kan klare det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand. 
54 Es ist aber allein Gottis Wort da, das thuts, wie Paulus sagt 2 Cor. 10,4f: Unser Waffen sind nihct fleischlich, sondern mächtig in Gott, zu verstören allen Rath und Höhe, so sich wider Gottis Erkenntniss auflehenet, und nehmen gefangen allen Sinn unter den Dienst Christi.  Men Guds ord er alene om det; det gør det, som Paulus siger i 2.Kor. 10,4f: Vores våben er ikke kødelige, men mægtige i Gud til at ødelægge ethvert anslag og hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og de tager enhver tanke til fange under tjeneste for Kristus.
55       Dazu ist kein grösser Stärke des Glaubens und (E91) der Ketzerei, denn wo man ohn Gottis Wort mit blosser Gewalt dawider handelt. Denn man (W269) hälts dafur gewisslich, dass solche Gewalt nicht rechte Sach hat, und wider Recht handele, weil sie ohn Gottis Wort fähret, und sich sonst nicht, denn mit blosser Gewalt zu behelfen weiss; wie die unvernunftige Thiere thun.         Desuden er der ikke noget, der styrker troen og kætteriet mere, end hvis man tager fat på det med den rå magt uden Guds ord. For så er folk vis på, at denne magtudøvelse mangler et retmæssigt grundlag, er retsstridig, når man griber ind uden Guds ord og kun er i stand til at klare sig med den blotte magt; ligesom dyrene gør det, de mangler jo fornuft.
56 Denn man auch in weltlichen Sachen nicht kann mit Gewalt fahren, es sei denn das Unrecht zuvor mit Recht ubirwunden. Wie viel unmüglicher ists, in diesen hohen geistlichen Sachen mit Gewalt ohn Recht und Gottis Wort handeln?  For man kan heller ikke i verdslige anliggender bruge magt, hvis ikke lovovertrædelsen først er fastslået ad retslig vej. Hvor meget mere umuligt er det da ikke i disse store, åndelige spørgsmål at bruge magt uden ret og Guds ord ? 
57          Darumb siehe, wie feine, kluger Junkern mir das sind; sie wollen Ketzerei vertreiben, und greifen nicht an, denn damit sie den Widerpart nur stärken. sich selb verdächtig, und jene rechtfertig machen. Lieber, willt du Ketzerei vertreiben, so musst du den Griff treffen, dass du sie fur allen Dingen aus dem Herzen reissest, und grundlich mit Willen abwendest; das wirst du mit Gewalt nicht enden, sondern nur stärken.          Der kan I bare se, hvor det er nogle kloge junkere! De vil fordrive kætteriet og griber det sådan an, at de blot styrker modstanderen, stiller sig selv i et dårligt lys og lader de andre få retten på deres side. Min gode mand, hvis du vil udrydde kætteri, så må du finde på en fremgangsmåde, hvorved du fremfor alt river det ud af hjertet og får vedkommende til selv at fjerne det med rode. Med magt kan du ikke fjerne det, men kun styrke det. 
58 Was hilft dichs denn, so du Ketzerei in dem Herzen stärkest, und nur auswendig auf den Zungen schwächist, und zu Lügen dringest? Gottis Wort aber, das erleucht die Herzen; und damit fallen denn von ihn selb alle Ketzerei und Irrthum aus dem Herzen.  Hvad nytter det så, hvis du styrker kætteriet i hjertet og kun hindrer, at folk bekender det udadtil og tvinger dem til at lyve? Men Guds ord oplyser hjerterne, og dermed forsvinder alle former for kætteri og vildfarelse af sig selv fra hjertet.
59            Von solchem Verstören der Ketzerei hat der Prophet Esaias verkundigt am 11,4 und gesagt: Er wird die Erden schlahen mit der Ruthen seins Munds und den Gottlosen tödten mit dem Geist seiner Lippen. Da siehest du, dass durch den Mund ausgerichtet wird, so der Gottlose soll getödtet und bekehret werden.            Om den slags udryddelse af kætteri har profeten Esajas forkyndt i kap. 11,4 med ordene: Han vil slå jorden med sin munds ris og dræbe den gudløse med sine læbers ånde. Der ser du, at det sker ved mundens hjælp, når den gudløse skal dræbes og omvendes.
60 Summa Summarum: solche Fursten und Tyrannen wissen nicht, dass wider Ketzerei streiten, sei wider den Teufel streiten, der die Herzen mit Irrthum besitzt, wie Paulus spricht Ephes. 6,12: Wir haben nicht mit Fleisch und Blut zu streiten, sondern mit der geistliche Bosheit, mit den Fursten, die diese Finsterniss regiern etc.  Kort sagt: disse fyrster og tyranner ved ikke, at det at kæmpe mod kætteri er det samme som at kæmpe mod djævelen, der gør sig til herre over hjerterne ved falsk lære, som Paulus siger i Ef. 6,12: Vi skal ikke kæmpe mod kød og blod, men mod den åndelige ondskab, mod de fyrster, der hersker over dette mørke. 
61 Darumb, so lange man nicht den Teufel abstosse, und von dem Herzen jagt, so ists ihm eben, wenn ich mit Schwert oder Feur seine Gefäss umbringe, als wenn ich mit eim Strohhalm wider den Blitz stritte. (E92) Das hat Alles reichlich Hiob am 41,18 bezeugt, da er sagt, wie der Teufel Eisen wie Stroh achte, und keine Gewalt auf Erden fürchte.  Derfor, sålænge man ikke støder djævelen bort og jager ham ud af hjerterne, er det at ødelægge hans kar (n61) med sværd eller ild for ham det samme som at kæmpe mod lynet med et halmstrå. Alt det har Job i kap. 41,18 til fulde bevidnet, da han talte om, hvorledes djævelen kun regner jern for halm og ikke er bange for nogen magt pa jorden.
62 Man siehet es auch wohl in der Erfahrung. Denn ob man gleich alle Juden und Ketzer mit Gewalt verbrennet, so ist und wird doch keiner dadurch uberunden noch bekehret.  Det kender man jo også godt af egen erfaring, for selv om man brændte alle jøder og kættere med magt, er og bliver dog ingen af den grund overbevist eller omvendt.
63       Doch solche Welt soll solche Fursten haben, dass je kein Theil seins Ampts warte. Die Bischoff sollen das Wort Gottis lassen liegen, und die Seele nicht damit regiern; sondern sollen den weltlichen Fursten befehlen, dass dieselben mit dem Schwert daselbs regiern.         Men en sådan verden skal have sådanne fyrster, at ingen passer sin tjeneste! Biskopperne vil lade Guds ord være og ikke bruge det til at styre sjælene, men vil overlade det til de verdslige fyrster at regere der med sværdet!
64 Wiederumb, die weltliche Fursten sollen Wucher, Raub, Ehbruch, Mord, und ander böse Werk lassen gehen und selbs treiben, darnach die Bischoffe lassen mit Bannbriefen strafen; und also (W270) den Schuch fein umbkehren; mit Eisen die Seelen, und mit Briefen den Leib regiern, das weltliche Fürsten geistlich, und geistliche Fürsten weltlich geriern.  Omvendt vil de verdslige fyrster se igennem fingre med åger, røveri, utroskab, mord og andre onde gerninger og selv øve dem! Derefter vil de overlade biskopperne at straffe ved hjælp af bandbuller og således stille alting på hovedet: regere sjælen med våbenmagt og kroppen med buller, så at verdslige fyrster regerer åndeligt og åndelige fyrster verdsligt. 
65 Was hat der Teufel sonst zu schaffen auf Erden, denn dass er mit seinem Volk also gaukele, und Fastnachtspiel treibe? Das sind unsere christliche Fursten, die den Glauben vertheidigen und den Türken fressen. Ja freilich feine Gesellen, auf die wohl zu vertrauen ist: sie werden mit solcher feiner Klugheit etwas ausrichten, nämlich, dass sie den Hals stürzen, und Land und Leut in Jammer und Noth bringen.  Hvad andet har djævelen at gøre på jorden end sådan at drive gæk eller fastelavnskunster med sit folk? Det er vores kristelige fyrster, som forsvarer troen og er tyrkerædere! (n65)  Det er vel nok nogle kønne fyre at sætte sin lid til! Med deres kloge hoveder skal de nok få udrettet noget her i verden, d.v.s. knække halsen og styrte land og folk i nød og elendighed. (Se n29a og #29
66        Ich wollt aber den verblendten Leuten gar treulich rathen, dass sie sich fursehen fur einen kleinen Sprüchlin, der im 107. Psalm (v. 40) steht: Effundit contemptum super Principes. Ich schwöre euch bei Gott, werdet ihrs versehen, dass diess kleine Sprüchlein uber euch in den Schwang kompt, so seid ihr verloren, wenn auch eur Iglicher so mächtig alt der Türk wäre, und wird euch eur Schnauben und Toben nicht helfen.          Men jeg ville gerne give de forblindede mennesker det gode råd at tage sig i agt for et lille bitte ord, der står i den 107. Salme: Effundit contemptum super principes, (Han udgyder foragt over fyrsterne). Jeg sværger jer ved Gud: overser I, at dette lille ord kommer i anvendelse på jer, så er I fortabte. Selv om så hver eneste af jer er så stærk som tyrkerne, så kan I ikke stille noget op, ligegyldigt hvor afsindigt I raser og regerer. 
67 Es ist schon ein gross Theil angangen. Denn gar wenig Fursten sind, die man nicht fur Narren oder Buben hält. Das macht, sie beweisen sich auch also, und der gemein Mann wird verständig, und der Fursten Plage (die Gott contemptum heisst,) gewältiglich daher gehet, unter dem Pofel und gemeinen Mann; und sorge, ihm (E93) werde nicht zu wehren sein, die Fursten stelllen sich denn furstlich, und fahen wider an mit Vernunft und säuberlich zu regiern.  Det er allerede godt i gang, for det er meget få fyrster, man ikke betragter som tåber og slyngler. Det kommer af, at de jo opfører sig som sådanne. Den jævne mand får øjnene op for det, og fyrsternes svøbe, som Gud kalder contemptum, breder sig voldsomt hos folket og den jævne mand. Jeg er bekymret for, at det ikke kan standses, hvis ikke fyrsterne igen optræder som fyrster og begynder at regere med fornuft og omtanke. 
68        Man wird nicht, man kann nicht, man will nicht euer Tyrannei und Muthwillen die Länge bleiben. Lieben Fursten und Herren, da wisset euch nach zu richten, Gott wills nicht länger haben. Es ist itzt nicht mehr ein Welt, wie vorzeiten, da ihr die Leut wie das Wild jaget und tribetet.         Man vil ikke, man kan ikke, man ønsker i længden ikke at tåle jeres tyranni og tøjlesløshed. Kære fyrster og herrer, det skal I vide at rette jer efter. Gud vil ikke længere have det. De tider er forbi, da I jagede og forfulgte folk som vildt. 
69 Darumb lasst eur Frevel und Gewalt, und denkt, dass ihr mit Recht handelt, und lasst Gottis Wort seinen Gang haben, den es doch haben will, muss und soll, und ihrs nicht wehren werdet. Ist Ketzerei da, die uberwinde man, wie sichs gebührt, mit Gottis Wort. Werdet ihr aber viel Schwertzuckens treiben, so sehet zu, dass nicht einer komme, der es euch heisse einstecken, nicht in Gotts Namen.  Derfor hold op med jeres vold og tyranni og tænk på, at I skal handle i overensstemmelse med lov og ret, og lad Guds ord få lov til at virke frit, sådan som det må og skal og vil, uden at I forhindrer det. Hvis der opstår kætteri, så bekæmp det, som ret er, med Guds ord. Drager I sværdet ret ofte, så pas på, at der ikke kommer en, der beordrer jer til at stikke det i skeden, og det ikke i Guds navn.
70        Möchtest du aber sprechen: Weil denn nu unter den Christen kein weltlich Schwert sein soll, wie will man sie den äusserlich regiern? Es muss je Uberkeit auch unter den Christen bleiben.         Men måske ville du sige: Når der nu ikke må være noget verdsligt sværd blandt kristne, hvordan skal man da styre over dem i deres ydre forhold? Der er jo nødt til at være en øvrighed også iblandt kristne.
71 Antwort: Unter den Christen soll und kann kein Uberkeit sein, sonder ein Iglicher ist zugleich dem Andern unterthan; wie Paulus sagt Röm 12,10. 16: Ein Iglicher soll den Andern seinen (W271) Ubersten halten. Und Petrus 1 Pet 5,5: Seid allesampt unternander unterthan. Das will auch Christus Luc. 14,8: Wenn du zur Hochzeit geladen wirst, so setze dich allerunterst an.  Svar: Blandt de kristne hverken kan eller skal der være nogen øvrighed, men alle underordner sig på lige fod hinanden, som Paulus siger (Rom.12,10): Enhver skal regne den anden for sin herre; og Peter i 1. Pet.5,5: I skal allesammen underordne jer hinanden. Det er også det, som Kristus vil i Luk. 14,8: Når du bliver inviteret til bryllup, så sæt dig allernederst.
72 Es ist unter den Christen kein Uberster, denn nur Christus selber und allen. Und was kann da fur Uberkeit sein, da sie alle gleich sind, und einerlei Recht, Macht Gut und Ehre haben; dazu Keiner begehrt des andern Uberster zu sein, sondern Iglicher will des andern Unterster sein?  Der er ingen overordnet blandt de kristne, bortset ene og alene fra Kristus selv. Hvad skulle det være for en øvrighed, når de alle er lige og har samme ret, magt, besiddelse og ære? Tilmed ønsker ingen at være den andens herre, men alle vil underordne sig hinanden.
73 Kunnt man doch, wo solch Leut sind, kein Uberkeit aufrichten, ob mans gerne thun wollt, weil es die Art und Natur nicht leidet, Ubersten haben; da Keiner Uberster sein will noch kann. Wo aber nicht solch Leut sind, da sind auch nicht rechte Christen.  Selv om man gerne ville, kunne man jo ikke oprette nogen øvrighed blandt den slags mennesker, fordi det ikke stemmer overens med sagens natur at have en, der hersker, hvor der hverken kan eller skal være nogen hersker. Hvis det ikke er den slags mennesker, så er det heller ikke ægte kristne.
74        Was sind denn die Priester und Bischoffe? Antwort: Ihr Regiment ist nicht ein Uberkeit oder Gewalt, sondern ein Dienst und Ampt; denn sie nicht (E94) höher noch besser fur andern Christen sind. Darumb sollen sie auch kein Gesetz und Gebot uber Andere legen, ohn derselben Will und Urlaub: sondern ihr Regiern ist nicht anders, denn Gottis Wort treiben, damit die Christen füren, und Ketzerei uberwinden.          Hvad er præsterne og biskopperne da?  Svar: Deres styre er ikke nogen form for herredømme eller magtudøvelse, men en tjeneste og et embede, for de er hverken mere eller bedre end andre kristne. Derfor skal de heller ikke pålægge andre mennesker love eller bud uden deres samtykke og billigelse, nej, deres styre består kun i at indskærpe Guds ord og derigennem lede de kristne og overvinde kætteri. 
75 Denn, wie gesagt, die Christen kann man mit nichten ohn allein mit Gottis Wort regiern. Denn Christen müssen im Glauben regiert werden, nicht mit äusserlichen Werken. Glaube kann aber durch kein Menschenwort, sondern nur durch Gottis Wort kommen, wie Paulus sagt Röm 10,17: Der Glaub kompt durchs Hören, das Hören aber kompt durch Wort Gottis.  For, som sagt, de kristne kan man kun styre ved hjælp af Guds ord, for kristne skal regeres i tro, ikke med ydre midler. Tro kan imidlertid ikke komme gennem noget menneskeord, men kun gennem Guds ord, således som Paulus siger, Rom.10,17: Troen kommer ved at høre, men at høre kommer gennem Guds ord. 
76 Wilche nun nicht gläuben, die sind nicht Christen, die gehören auch nicht unter Christi Reich, sondern unter das weltliche Reich, dass man sie mit dem Schwert und äusserlichen Regiment zwinge und regiere. Die Christen thun von ihn selbs ungezwungen alles Gutis, und haben gnug fur sich allein an Gottis Wort. Doch davon hab ich sonst viel und oft geschrieben.  De, som altså ikke tror, er ikke kristne; de hører heller ikke til i Kristi rige, men i det verdslige rige, hvor man tvinger og regerer dem med sværdet og styrer dem med ydre midler. De kristne gør godt af sig selv og uden tvang og har for deres eget vedkommende nok i Guds ord. Men det har jeg så tit skrevet meget om andetsteds.
77 cVidere til lyd03!
78 c
79 c
80 c
81 c
82 c
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter:

n9:  TC-note: Kirkefædrene er en betegnelse for de oldkirkelige teologer. Romerkirken opfatter dem som autoriteter, der skal følges, da de i deres tænkning har givet den sande udlægning og forståelse af skriften og dens indhold.

n9a:  TC-note: Efter romersk-katolsk opfattelse har koncilierne som kirkens representative organ magt til at træffe bindende beslutninger om kirkens tro og lære. Allerede i 1519 havde Luther ikke blot afvist forestillingen om pavens ufejlbarlighed, men havde også hævdet, at koncilierne kunne tage fejl. De havde således undertiden truffet afgørelser, der stred mod skriften som Guds ord. RR-note: Det var nu allerede i 1518, at Luther udtalte, at både paver og konciler kan tage fejl, i skriftet mod Sylvester Prierias, se lutpri01#81.

n13:  TC-note: De knuste rødder af nyserod (helleborus) anvendtes i datiden som lægemiddel. Man mente, at den nysen, som nyserodspulveret frembragte, var i stand til at helbrede for sindsforstyrrelser og epilepsi.

n18.  TC-note: Glosse (kommentar) til ,,Erubescant impii", Decretum Gratiani pars I, dist. 32, canon 11. Den kommenterede sætning lyder: De manifestis quidem loquimur, secretorum autem cogitor et judex est Deus (,,Vi taler nu om synlige ting, men Gud er den, der kender og dømmer de skjulte ting"). Hensigten med at citere denne glosse er at vise, at Luthers modstandere med deres opfattelse er i modstrid med selve den kanoniske ret, som de anerkender som kirkens lov.

n21.  TC-note:  I skriftet: Contra litteras Petiliani, II, 184, skriver Augustin: ,,Ad fidem quidem nullus est cogendus invitus, sed - -" (MPL 43, 315).

n23.  TC-note: Den skolastiske teologi delte synden op i forskellige kategorier. I tilslutning til Vulgatas gengivelse af 1. Tim. 5, 22 opregnede man således ni ,,peccata aliena" (fremmede synder). Herunder forstod man en handlen, der gjorde et menneske meddelagtig i andres synd. Dette kunne ske ved, at man befalede, tilskyndede eller billigede, at andre syndede, eller blot tav og undlod at afsløre, hindre eller straffe andres synd.

n25.  TC-note: Ordet biskopper bruger Luther her i sin oprindelige betydning om dem, der som hyrder har fået tilsynet med Kristi hjord betroet.

n27.  TC-note: Ordene ,,i det indre" og ,,i det ydre" gengiver henholdsvis ,,innerlich" og ,,ausswendig" eller ,,eusserlich". Disse ord rummer for Luther en fylde af betydningsnuancer, som det ikke er muligt at få med i en dansk oversættelse. Med ,,innerlich" forstår Luther det, der angår menneskets forhold til Gud, og da der ikke her må øves tvang, får ordet betydning af det område, hvor man alene skal betjene sig af åndelige midler. ,,Ausswendig" eller ,,eusserlich" refererer derimod til de timelige ting, hvor lov og forskrifter skal gælde, og hvor man under trusel om straf må tvinge mennesker til lydighed.

n27a.  TC-note: Luther hentyder her til, at de store jordbesiddere slap vilddyr som bjørne og ulve løs for jagtens skyld uden tanke på den skade, det kunne forvolde bønderne. Ikke blot betød det en fare for bøndernes liv, men stormændenes jagter medførte store tab for dem i form af ødelagte marker og afgrøder.

n29.  TC-note: Da goterne under Alarik i året 410 erobrede og plyndrede Rom, opfattedes det som romerrigets undergang. De hedenske romere betragtede denne erobring som gudernes straf, fordi man havde svigtet og forladt fædrenes guder og i stedet havde antaget de kristnes gud. Det var for at gendrive disse anklager, der utvivlsomt fandt genlyd i vide kredse, at Augustin skrev ,,De civitate dei" (,,Om Guds stad").

n29a.  Man kan sammenligne med Luthers skrift "Om krig mod tyrkerne". Der anklager han også gejstligt og verdsligt regimente for at bytte om på rollerne, se tyrk1#30.

n36.  TC-note: ,,Binde og løse" refererer til nøglemagten, som Kristus efter Matt. 16,19 og 18,18 havde betroet Peter og de øvrige apostle, så de var i stand til at løse mennesker fra synd. For Luther er nøglemagten fuldmagten til at tilsige syndernes forladelse.

n40.  TC-note: Lucifer var navnet på planeten Venus eller morgenstjernen. I oldkirken blev det siden det 3. årh. en betegnelse for Satan, idet man tolkede Es 14,12 ud fra Luk 10,18.

n43.  TC-note: Det drejer sig om hertug Georg af Sachsen, der tillige var markgreve af Meissen, hertug Wilhelm IV (1493-1550), der herskede over Bayern, og endelig hertug Joachim I (1484-1535) af Kurmark Brandenburg.

n44.  TC-note: Det er vanskeligt at afgøre, om Luther her har Matt 2, 16 eller Luk 23,7 i tankerne.

n46.  TC-note: Luther spiller her på ordet "weltlich", der dels kan betyde det, der hører det verdslige regimente til, dels det, der hører synden til, idet verden her stør som modsætning til gudsriget.

n48.  TC-note: Originalteksten har ,,stockmeyster", der betegner fangevogter eller den, der uddeler de pisk og slag, som en forbryder er blevet idømt. I sin oversættelse af Gal. 3, 24-25, hvor loven skildres som en tugtemester til Kristus, gengiver Luther ,,tugtemester" ved ,,stockmeyster". Denne betydning klinger med i Luthers anvendelse af ordet i vor tekst: de verdslige fyrster er redskaber for Guds straffende vrede.

n61:  TC-note: Luther har her Rom 9,22 i tankerne, hvor der tales "om vredes-kar, som var beredt til fortabelse".

n65.  TC-note: Faren for et angreb fra tyrkernes side mod det kristne Europa var i disse år overhængende. Luther ironiserer over, at fyrsterne, der vil forsvare troen over for de muslimske tyrker, selv handler ukristeligt og gudsbespotteligt ved at ville herske over menneskers sjæle ved hjælp af sværdet.