RESPONSIO LVTHERIANA AD EANDEM CONDEMNATIONEM. Denne del af skriftet, der videregives her, omtales af Köstlin (3,10#44ff) som udgivet i marts 1520.
Indhold:
Fire artikler om helgeners gode gerninger #74. Om
afladen #80. Om angeren #100.
| 1 Ornatissimo uiro. D. Christophoro Blanco, I. V. Licentiato, Suo in Christo, Salutem. | Hilsen til den højtærede mand, doktor Kristoffer Blanco, I. V. Licentiat, fra hans broder i Kristus. |
| 2 Mitto ad te, uir ornatissime, damnatores doctrinales Lutherianæ doctrinæ, nempe, Louanien. Coloniensesque Theologos. Quorum infælici studio, si dixero me non moueri, magno meam conscientiam confecero mendacio. | Jeg sender til dig, højtærede mand, de doktrinale fordømmere imod den lutherske lære, nemlig de løvenske og kølnske teologer. Hvis jeg sagde, at deres uheldige iver ikke rørte mig, ville jeg påføre min samvittighed en stor løgn. |
| 3 Nam ea, quæ in Reuchlinum cogitauerunt duæ eædem præ cæteris Vniuersitates, casui aut temporali hominum cuidam fato dedi, aut ad summum, humanæ conditioni, qua necesse est, ut prouerbio dicitur, semel insanire omnes, quibus magnam ignominiam sibi pepererunt, uniuersum nomen Theologicum, summo ludibrio exposuerunt, omnibusque uniuersitatibus, irrecuperabilem fidei, et authoritatis, et opinionis iacturam, thesaurizarunt. | For det, som disse to universiteter fremfor de andre universiteter havde udtænkt i Reuchlin-sagen, har jeg givet til sagen eller til menneskenes timelige skæbne, eller i det hele taget til menneskelivets betingelser, (?) og derfor er det nødvendigt at sige det med et ordsprog, at alle kan komme til at være vanvittig én gang, hvorved de føder stor beskæmmelse imod sig, og udsætter det almene teolog-navn for de største narrestreger, og for alle universiteter samler til huse af uoprettelig bortkastelse af tillid, autoritet, og anseelse. (?) |
| 4 At, postquam uideo eos hoc malo suo non solum nihil eruditos, sed etiam in peiora lapsos, hoc, (siue pro resartienda gloria, siue pro excitanda maiore tragoedia,) conari, ut etiam expressas diuinæ scripturæ sententias, immo suas proprias damnent, aliud suspicari non possum, nisi iram dei peruenisse super eos in finem, ut Apostolus de Iudæis ait, quo timore motus, tanquam desperatos et deploratos cogor miserari, ob totius Christiani populi periculum, quem necesse est, (124) hos infelices magistros ubique habere duces uitæ. | Men når jeg bagefter ser, at de ikke blot ikke gjorde noget ved dette onde hos dem, men endog faldt fra til det værre, og prøvede på, hvad enten det nu var for at udbedre skaden på deres ære eller for at fremkalde en endnu større tragedie, at fordømme endog sætninger, der udtrykkelig stod i den hellige skrift, ja, endog at fordømme deres egne sætninger, så kan jeg ikke tro andet, end at Guds endelige vrede er kommet over dem, som apostelen siger om jøderne, hvorved jeg, bevæget af frygt, søger at have medynk med de fortvivlede og begrædelige, på grund af den fare, der er for hele det kristne folk, der er nødt til at have sådanne uheldige magistre som ledere i livet. |
| 5 Dicitur euangelium Christi, apud Turcas non licere prædicari, At si istis doctrinalibus damnatoribus, sua fiducia, et tanta arrogantiæ bulla constiterit, quæ tyrannis Turcarum poterit ei conferri? Nam, quid causæ quæso afferunt in hac condemnatione mei, qui tam densis scripturis mea muniui? | Det siges, at det ikke er tilladt at prædike Kristi evangelium blandt tyrkere. Men hvis for disse doktrinale fordømmere den højst arrogante bulle har værdi, bare fordi de tror på den, hvilket tyrkisk tyranni vil så kunne sammenlignes med det? For jeg spørger, hvilken begrundelse de giver i deres fordømmelse af mig; jeg har dog forskanset mine sætninger ganske tæt med skriftsteder. |
| 6 Aut quid spirat hæc damnatio, nisi bullam fiduciæ superbissimæ, istam, Nos sumus Magistri nostri eximii, et almæ uniuersitatis Theologi, quicquid dixerimus, Euangelium est, Quicquid damnauerimus, hæresis est. | Eller hvorfor ånder denne fordømmelse, udover af en overordentlig tillid til bullen, ikke andet end dette: Vi er "vore højtuddannede magistre" og teologer ved det nærende universitet, hvad vi har sagt, det er evangelium, hvad vi har fordømt, det er kætteri. |
| 7 Si iste est modus damnandi, statuendi, docendi, quin extinctis Euangelio et scriptura tota, Louanium aut Coloniam imus audituri, quid Magistri nostri, uel per febrem diuinent, aut exemplo Turcæ, pro utroque testamento, nouum quendam Alkoranum nobis condant? | Hvis det er måden at fordømme på, at påstå noget, at lære noget på, er så ikke evangeliet og skriften helt ødelagt, så vi må gå til Løven og til Køln for at høre, hvad "vore magistre", enten forudser i deres febervildelse, eller som tyrkerne, stifter en ny koran for os i stedet for de to testamenter? |
| 8 Quis enim potest uel fingere, quid prosit scriptura diuina, si Magistris nostris sine ea loquentibus, necesse est credere? Qua re magis moueor, Antichristum, aut regnare, aut prope diem regnaturum, dum homines isti incipiunt se extollere super uerbum dei, quando eam insaniam, nullus unquam hæreticus præsumpsit, nec eo tempore ausus fuit diabolus, ut sine uerbo dei, in ecclesia quid moliretur, quod hodie, tum pontifices, tum Magistri nostri tanta sibi tyrannide usurpant (sed sub nomine (125) ecclesiæ sanctæ, nunc Romanæ, nunc catholicæ, nunc repræsentatiuæ, nunc doctrinalis) ut si quis neget, recte ab eis, immo diuinitus factum, mox sexcentis hæreseon nominibus damnatum, utrique igni, isti, et futoru deuoueant. | Hvem kan nogensinde regne ud, hvad den guddommelige skrift gavner os, hvis vi skal tro "vore magistre", også når de taler uden støtte i den? Jeg er meget optaget af, at antikrist enten allerede hersker, eller én af dagene vil komme til at herske, fordi den slags mennesker begynder at sætte sig ud over Guds ord, for et sådant vanvid har ingen kætter nogensinde været grebet af, ejheller var der på den tid nogen djævel, der vovede at grundlægge noget i kirken uden Guds ord, men idag opretter både paver og "vore magistre" et sådant tyranni for sig (men under den hellige kirkes navn, den kan så hedde romersk, repræsentativ, eller doktrinal), så at hvis nogen nægter, at det, de gør, er ret, ja er guddommeligt, så bliver han straks fordømt med 117 kætternavne, og de lover ham den dobbelte ild, den her i livet og den efter døden. |
| 9 Nec sic tamen usquam apparent, qui surgant et teneant dominum (ut Esaias ait. (Es 64,7)) et uel sanguineis lachrymis, hæc horrenda portenta iræ diuinæ mitigent. | Og der er heller ikke fremstået nogen, som vågner op og holder fast ved Herren, som Esajas siger, og næsten med blodige tårer blødgør det forfærdelige at skulle bære Guds vrede. |
| 10 Ego, qui in Eccium Eccianosque paraueram impetum spiritus mei, hac misera damnataque damnatione mei, sic fractus mutatusque sum, ut flere magis libeat, quam quicquam scribere. | Jeg, som imod Eck og de eckiske har gjort min ånds kraft rede, er i den grad slået i stykker og bevæget af denne elendige og fordømte fordømmelse af mig, at jeg hellere vil græde end skrive noget. |
| 11 Iam non glorior de lucro persecutionis. Humanas temeritates arbitrabar esse, quæ diuina ira est, et tanta ira, ut non modo eius magnitudo, et multitudo non cognoscatur, sed et pro gratia et misericordia (heu miseros hæ seculi filios Adâ) pertinacissime uiolentissimeque, per multorum mortem et perditionem iactetur celebreturque. | For jeg hædres ikke ved forfølgelsens vinding. Jeg tror, at det er den menneskelige dristighed, som Gud er vred over, og det med en vrede, så ikke blot dens størrelse og mængde ikke kan kendes, men også, så den gennem manges død og fortabelse fremføres og fejres indædt og hårdt i stedet for nåden og barmhjertigheden (ve denne tidsalders elendige Adams børn!) |
| 12 O merces digna ingratidutine nostra. Hæc tamen sic dixerim, tanquam reuera Louanien. et Colonien. theologorum ista sit condemnatio, tum et epistola Cardinalis Derthusensis, quicquid id hominis est. | Åh, hvilken velfortjent løn for vor utaknemmelighed! Dog dette ville jeg have sagt sådan, som om det i virkeligheden var sådan, at denne fordømmelse stammede fra de løvenske og kølnske teologer, sammen med kardinal Derthus'es brev, forsåvidt dette brev stammer fra ham (?). |
| 13 Nam subolet meo naso nonnulla sycophantia, et, ut loquuntur, uehemens suspitio, Cardinalem hunc esse personatum, non quod uelim Cardineo pileo tribuere aliquid alienum homini id est ueritatem dei, sed quod phrasis ista, quoduis aliud resipiat (126) quam cardinalem. Necdum satis scio, an credendum sit, usquam theologos esse, qui adeo desipiant, nec decori, nec rerum, nec uerborum ullam rationem habeant. | For min næse har fært af ikke så lidt lusk, og, som man siger, jeg har en stærk mistanke om, at denne kardinal er formummet, ikke fordi jeg vil mene, at ved kardinalhatten kommer der noget fra mennesket forskelligt frem, det vil sige en guddommelig sandhed, men fordi den sætning smager af et eller andet andet end det kardinalske. Jeg véd heller ikke rigtig, om man skal tro på, at der nogetsteds findes teologer, som i den grad mangler smag, at de ikke har nogen begrundelse, hverken for deres måde at handle på, eller for deres opfattelser eller for deres ord. |
| 14 Deinde, nudis uerbis damnent, quæcunque libitum fuerit, præsertim, cum certior factus sim literis, inde ad me datis, non omnium de facultate Louanien. consensu, istam damnationem esse natam. (n14) Vt ut se habet res, respondendum est, ac primo fiducia pronuntiandi magistris nostris siue ueris, siue personatis adimenda, ostendendumque, quantis opus sit firmamentis, ut credatur iis, qui raro pronuntiauerunt bene, frequenter autem, ac fere semper, pronuntiauerunt male, ut desinant putare, suas damnationes fuisse in materia naturali, quæ potius in contingenti, ac frequentius in remota fuerunt, ut et ego aliquid eorum usurpem. | Dernæst ved jeg heller ikke, om man skal tro på det, når de med nøgne ord fordømmer, hvadsomhelst de finder for godt, især eftersom jeg gennem breve, som jeg har fået, er blevet gjort opmærksom på, at denne fordømmelse er fremkommet uden at hele det løvenske fakultet var enig om den. Hvordan det nu end forholder sig med det, jeg må svare, og jeg må i første omgang udtrykke tillid til vore magistre, hvad enten de nu er rigtige nok eller iført masker, og jeg må påvise, hvor store grundsætninger der er brug for, hvis jeg skal tro dem, for de har sjældent udtrykt sig godt, for det meste, ja næsten altid udtrykt sig elendigt, om de mon ikke kunne ophøre med at mene, at deres fordømmelser, som nærmest var en tilfældighed og ofte en fjerntliggende mulighed, ikke lå i sagens natur, hvis nu også jeg skal tiltage mig nogen af deres manerer. |
| 15 Quin, cum semel malus, semper præsumatur malus, iuxta iuris regulam, nusquam, nunquam, in nulla re credendum erit magistris nostris quibuslibet, quorum iudicium constat iam a multis annis fuisse non modo inconstans et præceps, sed et erroneum, hæreticum, temerarium et cæcum, cui nemo debeat fidere tuto, nisi quem deus iratus operationibus erroris mandet illudi. In cuius rei fidem exempla sunt inuocanda. | Derfor, eftersom den, der én gang har været ond, altid vil blive opfattet som ond, ifølge rettens almindelige opfattelse, vil vore magistre, hvem de end er, intetsteds og aldrig og på intet område være til at stole på, for deres bedømmelse har hele tiden allerede nu i mange år ikke blot været svingende og tilfældig, men også fejlagtig, kættersk, fræk og blind, og den kan ingen trygt stole på, hvis da ikke Gud i sin vrede påfører ham at bedrages med vildfarelsens gerninger. Så hvad angår at have tillid til denne sag må man fremføre nogle eksempler. |
| 16 Nonne Vuilhelmus occam, scholasticorum doctorum sine dubio princeps et ingeniosissimus, reprobatus, damnatus, excommunicatus, extra omnes synagogas, præsertim Parrhisien. factus, indignis- (127) simus erat, tum pontificum, tum theologorum plurimorum iudicio, qui legeretur? | Mon ikke Vilhelm Occam, uden tvivl den ledende og mest begavede af de skolastiske doktorer, fik bebrejdelser, blev fordømt, blev ekskommunikeret, blev sat udenfor ethvert fællesskab, især af det parisiske fakultet, mon ikke han var højst uværdig efter både pavers og de fleste teologers bedømmelse, som man kan læse om det? |
| 17 At quæ inconstantia, ut damnatum hodie sinant Parrhisiis et in melioribus scholis regnare? Aut quare hunc non adiudicant igni damnatores doctrinales? cur placet falsitas, quæ olim displicuit? An magistri nostri sese non fieri a ueritate æterna. sed facere ueritatem pro tempore forte præsumunt? Sicut olim Romani deorum colendorum arbitrium sibi arrogauerunt. | Men er det da ikke en mangel på sammenhæng, at man idag tillader den fordømte at herske i Paris og på de bedste universiteter? Eller hvorfor dømmer de doktrinale fordømmere ham ikke til ilden? Hvorfor kan de nu godkende den fejltagelse, som dengang ikke kunne godkendes? Mon vore magistre ikke helt holder sig til den evige sandhed, men måske snarere tager sig for at tildanne sandheden efter tiden? Sådan begyndte romerne jo også i gamle dage at dyrke guder efter forgodtbefindende. |
| 18 Deinde, quot articulos schola Parrhisien. damnauit, quos denuo reuocauit, et pro uerissimis defendit? Aut quis nescit, in quam fabulam abierint articuli Parrhisien? dicentibus anglis, non transeunt mare, Italis, nec montes, Germanis, nec Renum, sicut beati Tho, authoritatem, non exire septa monastica prædicatorum, nec in illis ipsis satis tutam. | Dernæst, hvor mange artikler er der ikke, som det parisiske universitet har fordømt, men som det påny har kaldt ind i varmen igen og forsvaret som de største sandheder? Eller hvem véd ikke, hvordan de parisiske artikler blev til en fabel? Englænderne sagde, at de ikke kunne gå over havet, italienerne, at de ikke kunne komme over bjergene, tyskerne, at de ikke kunne passere Rhinen, eller som det hed med den salige Thomas' autoritet: de ikke kunne passere syv sortebrødreklostre, og de var ikke selv tilstrækkelig uddannede i dem. |
| 19 Quis ergo articulos hos damnationis Louanien. et Colonien. toties antehac errantium, non rideat, nudos inermesque audere etiam Albim transire. | Hvem vil derfor ikke grine ad disse løvenske og kølnske fordømmelsesartikler, som tidligere tog fejl, og le af, at de nu, nøgne og ubevæbnede, vover bare at gå over Elben. |
| 20 Ioannis Pici Mirandulani comitis conclusiones, quanto (dei fidem) tumultu damnatæ sunt, tantum ut magistri nostri eximii rectos esse suos errores statuerent. Quas tamen quis est hodie fere, qui non miretur, nisi forte senes aliquot sophistæ, in angulo rabiosa silentia rodentes, quos tamen cognita ueritate, quantumlibet pertinaces, nullus doctrinalis damnator censet hæreticos, temerarios, falsos, nec ipsi simili exemplo metuunt, ne denuo impingant in eandem ueritatem. (128) | Grev Johannes Pico Mirandula's konklusioner, blev (Gud bedre det) fordømt i en sådan tumult, at vore udmærkede magistre kunne fastslå, at deres fejltagelser var rigtige nok. Dog, det skulle såmænd ikke undre én, om ikke der måske var nogle gamle sofister, som i en ravnekrog gnavede på en rasende tavshed, men som dog fik øjnene op for sandheden og var en smule vedholdende, som af en eller anden doktrinal fordømmer blev bedømt til at være kættere, frække, falske, og de frygter heller ikke selv den slags eksempler, at de ikke påny skal drive ind i den samme sandhed. |
| 21 Laurentius uallensis, primitiuæ ecclesiæ (meo iudicio) uel reliqua scintilla, uel nouus fomes, cui theologorum et pontificum non est extinguendus uisus? qui uir, ab is etiam criminatur indoctissimus, qui non uno modo indigni fuissent, ei matulam porrigere, cum interim Chrysopassi seu uitra aut potius glacialia nugamenta illorum, libris huius comparata, mera nausea sit. | Laurentius Valla, efter min bedømmelse den ældste kirkes efterladte gnist eller tønderet for den ny kirke, var teologerne og paverne ikke enige om, at han skulle udstødes? Denne mand blev endog beskyldt for at være ganske ulærd af dem, som ikke i nogen måde var uværdige til at række ham natpotten, da i mellemtiden Chrysopassus havde fundet deres glas- eller snarere is-narrestreger nærmest væmmelige ved at sammenligne med hans bog. |
| 22 At nunc Laurentius is est, et quotidie magis sit, cui, nec Italia nec uniuersa ecclesia multis sæculis similem habuit, non modo in omni disciplinarum genere, (quod nullus adhuc præstitit Magister noster eximius) sed et constantia et zelo fidei Christianæ non ficto, Quid hic promouit, non modo doctrinalium damnatorum, sed et autenticorum autentica damnatio, nisi quod sese irrisit et hunc magis glorificauit? | Men nu er Laurentius en mand, som (og gid det må blive mere klart i vore dage) hverken Italien eller hele kirken i mange århundreder har haft magen til; han var ikke blot en mester i alle fag (og det har hidtil ingen af vore udmærkede magistre præsteret) men havde også en vedholdende og fast og uskrømtet kristentro. Hvad han her har fremført, det kan de ikke klare med en doktrinal fordømmelse, nej, der skal en autentisk fordømmelse til fra autentiske mennesker, hvis ikke han skal le dem ud og sagen tjene til at hædre ham. (?) |
| 23 Post hos Ioannes Reuchlin, in quo depræhensi sunt theologi quinque uniuersitatum (deo disponente) quid sapiant, quid cernant, quid quærant doctrinales damnatores. Nec obscurum est Louanien. et Colonien. conscientia huius ignominiæ agitatos, quam ex Reuchlino acceperunt, noua hac fabula in Luthero quærere redemptionem gloriæ, ut qui in illo fuerunt damnatores autentici, non doctrinales tantum, exurentes eius libellos, nunc re pessime gesta nonnihil fracti, cum nec doctrinales nec autentici manserint, ficta hu- (129) militare tantummodo doctrinales se simulant, sperantes se euasuros quoque autenticos, faciunt autem hac crassa uafritia, et infeliciter instaurata gloria, ut deinceps facilius sim accessurus, pio simplicique laico, damnante aut probante, quam uniuersis talibus magistris nostris Louanien. et Colonien. etiam signo uniuersali in unum collectis, personaliter, simpliciter, et materialiter supponentibus, ampliatis, restrictis, appellatis, expositis et resolutis. | Herefter var der Johannes Reuchlin, imod hvilken teologer fra fem universiteter, med Guds førelse, blev grebet af at overveje, hvad de skulle tænke, hvad de skulle bestemme, hvad de doktrinale fordømmere skulle lede efter. Og det er ikke mærkeligt, at Løven- og Køln-folkene blev opildnet af den beskæmmelse af samvittigheden, som de havde fået af Reuchlin, til at søge æresoprejsning i denne nye Luther-sag, for de ville jo være ægte fordømmere, ikke blot doktrinale fordømmere, så de brændte hans bøger, men blev nu ikke så lidt nedslåede over den dårlige sag, eftersom de hverken kunne fremstå som doktrinale eller autentiske, idet de blot lod som om de var ydmyge doktrinale lærde, og håbede at de også kunne undgå at skulle være autentiske. Så begik de den grove snedighed i et uheldigt forsøg på at genoprette deres ære, for at jeg bagefter skulle være lettere tilgængelig, når de fordømte og beviste overfor den fromme enfoldige lægmand, den ære, som alle den slags magistre fra Løven og Køln samlede i ét enkelt tegn, personligt, enkelt og materielt, idet de antog, udvidede, indskrænkede, hidkaldte, forklarede og erklærede. (???) |
| 24 Absit a me, ut eorum damnationem uel flocci faciam, ut qui non semel tam pertinaces inuenti sunt, publicique hostes ueritatis, et innoxii libelli exustores, denique præualuit, ut per misericordiam dei orta luce ueritatis, Iudeisque dimissis acceptisque gentibus, uulgus ciuium artificum, et quo qui sunt a magistrorumque istorum studiis remotiores, rectius et certius de Christiana re iudicent, quam theologi doctrinales damnatores, diuiseritque dominus iterum, ut non populus, populus sit, Israhel, Israhel non sit, non theologi theologi sint, pontifices, pontifices non sint, sinatque illos nomine inflari uanissimo, hos re gaudere plenissima, atque ita uidemus fieri ad oculum, immo et ad tactum, nec tamen adhuc deum timent ferreæ ceruicis, et æreæ frontis magistri nostri eximii, populus miserabilis et lachrymis dignus. | Det være langt fra mig, at jeg skulle bryde mig en døjt om deres fordømmelse, især fra nogen, som mere end én gang er fundet stædige, fjender af den offentlige sandhed og afbrændere af uskadelige bøger, men det afgjorde sagen, at byens mængde af håndværkere ved Guds barmhjertighed var ført ind i sandhedens lys, havde forladt jøderne og var gået over til hedningerne, og der derved opstod nogle, som i deres studier var længere borte fra disse magistre, og dømte mere ret og sikkert om den kristne sag end de doktrinale teologiske fordømmere, og Herren har igen opdelt det sådan, at det folk, der ikke var noget folk, kan blive et folk, at Israel kan blive ikke-Israel, at ikke-teologer kan blive teologer, at paver kan blive ikke-paver, og han tillader, at de opflammes forfængeligt ved hans navn, men de andre glæder sig over den fuldførte sag, og således ser vi det ske for vore øjne, ja så vi kan tage på det med hænder, og dog frygter de hårdnakkede halse, de kobberforhudede pander, vore udmærkede magistre, endnu ikke Gud, de er et elendigt folk værdigt til vore tårer. |
| 25 Omitto hic Vuesaliam, Fabrum, Stapulen. et (130) arietem illum hærentem cornibus in uepribus Erasmum, et multos præter hos alios. Quid enim usquam natum est præstantis ingenii et eruditionis, quod non statim sit petitum ignauis istis fucis? sicut scriptum est, Esca eius electa, item de eodem Behemoth Iob. xli. oculi eius sicut palpebræ diluculi, omne sublime uidet, et illud prouerbii, summa petit liuor. | Så medtager jeg ikke Vusalia, Fabrius Stapulensis, og denne kætterske vædder med hornene i tornebusken, Erasmus, og mange andre desforuden. Hvad bliver nemlig nogensinde født, af bare nogen forstand og uddannelse, som ikke straks bliver indfanget af disse uvidende droner? Sådan som der står skrevet, "dens mad er udvalgt" og ligeledes om samme Behemot i Job 41,9: dens øjne er som morgenrødens øjenvipper, alt ser overordentligt ud, så det ordsprog passer på den: Misundelsen søger det højeste. |
| 26 Iam lustret historias qui uolet, et referat si potest esse unum aliquando istis magistris superatum per arma dei, et doctrinam sanam, quibus Paulus præcepit destrui munitiones altitudines, extollentes se, aduersus scientiam dei. (2 Kor 10,4) | Men lad den, der vil, belyse historierne, og fremføre, om der nogensinde kan være bare én, der overgår disse magistre ved Guds våben, og den sunde lære, hvormed Paulus foreskriver at vi skal ødelægge de fæstningsværker, der rejser sig imod gudserkendelsen. |
| 27 Si inquam unum possunt ostendere, permittam eis ut in uersa dialectica, ex una singulari inducant uniuersalem, ex uno die calido, faciant æstatem, concludantque, semel uicimus per scripturam, ergo nunquam erramus, etiam si incipiant a concilio Constantiensi, quo sæculo, maxime tyrannisauit authoritas inquisitorum et magistrorum, | Hvis de kan påvise bare én, så vil jeg give dem lov til, at de ind i de dialektiske vers af ét enkeltbegreb må indføre et universelt begreb, af én kold dag må de skabe en tidsalder, og de må konkludere: vi sejrer altid ved skrifterne, altså tager vi aldrig fejl, også selv om de begynder med Konstanzer-koncilet, på hvilken tid inkvisitorernes og magistrenes autoritet især herskede tyrannisk. |
| 28 Nunquam ratione uel authoritate, sed sensu capitis et opinionum suarum egerunt, aut ad summum, decretis humanitus statitus, ut omnibus palam fit, infoelices hos homines, non iudicio, sed mera temeritate præcipites ferri, nec offendi falsitate, sed uri nouitate, quam tamen postea residente paulatim furore, agnoscunt et ipsi ueram fuisse. | De farer frem, aldrig med fornuftbegrundelser eller skriftbeviser, men med deres hoveds mening og deres egne opfattelser, eller, hvis det kommer højt, med menneskelige dekreter og statutter, så det for alle kan være åbenlyst, at disse ulykkelige mennesker ikke bæres i deres hastværk af skønsomhed, men kun af frækhed, at de brænder af forargelse, ikke over det falske, men over det nye, hvilket nye de dog bagefter, efter at have raset over det et stykke tid, anerkender og selv mener, altid har været sandt. |
| 29 Ioannem Husz et Hierony. de Praga, qua ratione (131) superauerint Constantien. concilio, ut taceam epistolam Poggii Florentini, deinde robustissimam famam, quam nec omnes pontifices nec omnes uniuersitates sedare queant, etiam inter ipsos magistros nostros priuatim confabulantes, satis constat et conuenit. | De overvandt Johannes Huss og Hieronymus af Prag på den måde på Konstanzer-koncilet, at jeg ikke skal nævne Poggius Florentineren, dernæst [frembragte] de et særdeles hårdnakket rygte, som hverken alle paver eller alle universiteter kan dæmpe, og som også findes blandt vore magistre selv, når de taler privat om det, det står tilstrækkeligt fast og det er alle enige om. |
| 30 His exemplis abunde monstrari puto, quanto fit opus timore magistris damnatoribus, et quam anxie conandum sit eis, ut iudicia dei terribilia et mirabilia, non sint longe a facie eorum, quod de impiis scribitur, præsertim, cum toties uideant sese fædissime impegisse, et ueritatem oppressisse, ne tandem pro sua temeritate et impietate, Antichristi apostoli censeantur. | Med disse eksempler mener jeg til overflod at have demonstreret, i hvor høj grad det er et frygtens værk for vore fordømmer-magistre, hvor angstfyldt det er for dem at prøve at fastholde, at Guds domme, frygtelige og forunderlige som de er, ikke er langt borte fra deres ansigt, som der står skrevet om de ugudelige, især, når de overalt ser, at de har stødt grumt imod og undertrykt sandheden, at de ikke, på grund af deres frækhed og ugudelighed, i sidste ende skal regnes for Antikrists apostle. |
| 31 Vehementer autem admiror Louanien. et Colonien. theologos, qui præ omnium uniuersitatum theologis, primi semper in aciem temeritatis descendunt, his exemplis non pudefieri, et omnes alios homines adeo insensatos stipites iudicare, ut non cogitent, suam inscitiam et temeritatem, toties deprehensam, palamque traductam, adeo grauiter ubique fætere, ut nullis uniuersitatibus quantumlibet paruis, minus authoritatis, et opinionis reliquum sit, sed (ut dixi) ira dei hæc est, qui cæcitate et amentia eos percussit, sicut cor Pharaonis indurauit et aggrauauit. | Men jeg beundrer stærkt de løvenske og kølnske teologer, som fremfor alle andre universiteters teologer altid som de første går frem i frækhedens krigerskare, at de ikke bliver skamfulde ved disse eksempler, og i den grad bedømmer alle andre mennesker til at være ufølsomme træstammer, at de slet ikke kan forestille sig, at deres egen uvidenhed og frækhed i det hele taget er opdaget, og udbredt overalt, og i den grad overalt dyrkes hæftigt, at ingen universiteter, hvor små de end er, vil have mindre autoritet og anseelse end de andre, men (at jeg skal sige det ligeud) Guds vrede består i, at han har slået dem med blindhed og vanvid, ligesom han forhærdede Faraos hjerte og gjorde det værre. |
| 32 Sed fingamus optime Christophore, magistrorum eximiorum iudicia omnia hucusque fuisse sana, integra et diuinis literis firmata, seponamusque interim a conspectu nostro insignem fiduciam et audatiam, seu temeritatem, (132) qua hucusque magis latrocinati sunt, quam eruditione et grauitate probati inuenti. Ad meam causam ueniamus, Vbi si me erasse deprehendissent, poterant duplici uia, aut charitatis, aut iuris Christiani mecum agere, Charitatis erat, si deita schedula, populis in hunc modum persuasissent, Nolite offendi fratres scriptis Lutherinis, multa disputauit, quædam forte acutius dixit, quam omnium sensus capiant, habet etiam diuina scriptura suos periculosos locos, quanto magis hominis scriptura, | Men lad os forestille os, kære Kristoffer, at vore udmærkede magistres bedømmelser allesammen indtil nu har været sunde, sammenhængende og grundede på den guddommelige skrift, og lad os for en stund lægge til side fra vort blik den oplagte tillid og forvovenhed, ja frækhed, hvormed de hidtil mere har været stratenrøvere end veluddannede og alvorligt bevisende mennesker. Lad os komme frem til min sag! Hvis de nu havde grebet mig i at fare vild, så kunne de behandle mig på to måder, enten på kærlighedens måde eller på den kristne juras måde. På kærlighedens måde ville de have behandlet mig, hvis de med deres udgivne skrift havde overtalt folk på følgende måde: Lad være med at tage anstød, brødre, af Luthers skrifter, han disputerer meget, som han måske siger for spidst til, at det indfanger alles mening, selv den guddommelige skrift har sine farlige steder, hvor meget mere så ikke et menneskes skrift. |
| 33 Hanc inquam charitatis, immo naturalis iuris regulam sine dubio uellent a me sibi seruari in simili euenti, quod et facerem ego, si istorum ritu pararem non tam doctrinam quam nomen alicuius publice insectari. Neque enim ego ullum unquam nominaui, quoties dogmata sum insectatus. Qua re et mihi non nocuissent nec ueritati, omnibus autem optime profuissent, sibique ipsis gloriam et amorem tam dei quam hominum obtinuissent. | På det, jeg her kalder kærlighedens måde, ja på denne den naturlige retsregels måde ville de utvivlsomt ønske, at de ville være blevet behandlet af mig ved en tilsvarende lejlighed, hvilket jeg også ville gøre, hvis jeg ved deres skrift var blevet forberedt på, at ikke blot ens lære, men også ens navn ville blive offentligt forfulgt. For heller ikke jeg har aldrig nogetsteds nævnt med navn, hvor ofte jeg er blevet forfulgt for læresætningerne. Men ved denne sag ville de hverken have skadet mig eller sandheden, men de ville gavne alle på det bedste, og de ville have opnået ære for sig selv og kærlighed fra både Gud og mennesker. |
| 34 At nunc quis non odiat hos magistros populorum, qui alios docent, seipsos non docent, et prouerbium euangelicum in se ostendunt. Medice, cura te ipsum, dum magis animi morbo quam iudicio per præceps ruunt, in præuaricationem charitatis et iuris naturalis. Et iuxta euangelium, festucam in oculo meo obseruant, trabe sua neglecta, (Matt 7,3f) et glutientes camelum, colant culicem. (Matt 23,24) | Men som det er nu, hvem må så ikke hade disse folkets magistre, som lærer andre, men ikke lærer sig selv, og på sig selv viser sandheden af dette evangeliske ordsprog: Læge, læg dig selv, idet de mere i kraft af sjælssygdom end i kraft af skønsomhed styrter ned i dybet, eftersom de overtræder kærligheden og den naturlige ret. Og, ifølge evangeliet, ser de splinten i mit øje, men ikke bjælken i deres eget, eller de sluger kamelen, men sier myggen fra. |
| 35 Quis autem scri- (133) psit dixi tuem unquam tam syncere, quod insidiis inuidorum non patuerit ad deprauationem? Si talem scripturis sanctis legendis afferant furorem, quæ syllaba in eis non erit hæretica? An hoc discunt Magistri nostri, tot annis, tot sumptibus, tot curis Louaniæ et Coloniæ, ut in alienis libellis ingeniosi fiant calumniatores? et ubi locus non est calumniæ uiolenti deprauatores? | Men hvem har skrevet, at jeg nogensinde har sagt ganske usminket, at de misundeliges fornærmelser ikke vil føre til ødelæggelse? Hvis de kommer i et sådant raseri ved at læse de hellige skrifter, hvilken stavelse i dem vil så ikke være kættersk? Mon her vore magistre vil lære, gennem så mange år, gennem så mange antagelser, gennem så store anstrengelser fra både Løven og Køln, at forstandige mennesker bliver til rænkesmede ved fremmede bøger? Og hvor er der ikke plads til rænker mod dem, der er fordærvede at vold? |
| 36 Putas quid et ego possem in eorum dialectia, philosophia, theologia, id est laruis humanorum phantasmatum, si eodem ingenio utar uel decima parte? Aut quæ irata meretrix, non etiam superet hac arte Magistros eximios nostros? | Mener du, at det vil også jeg kunne i deres dialektik, filosofi og teologi, det vil sige i deres menneskelige fantasiers masker, hvis jeg brugte bare en tiendedel af den samme forståelse? Eller hvilken vredladen skøge vil ikke også kunne overgå vore udmærkede magistre i denne kunst? |
| 37 Vide ergo, cum eorum dialectica, philosophia et theologia scateant erroribus, immo quædam errorum lernæ sint, quam æqui quam amantes sunt inuicem interpretes, adeo, ut impiissimi Aristotelis publici ueritatis uel ex professo hostis sententias quantumlibet Christo aduersarias, nunquam non officiosissimo interpretamento honestent, etiam Christum ante nudaturi ad ignominiam, et omnia eius altaria quam hunc gentilem animarum carnificem, turpitudinemque eius non penitus impurpurent et inaurent. | Du ser altså, at der af deres dialektik, filosofi og teologi fremvælder fejltagelser, ja at de udgør en slags fejltagelsernes Lerna, så de lige og de elskende gensidigt fortolker hinanden, i den grad, at de ærer den mest ugudelige Aristoteliske sandheds sætninger eller sætninger fra en decideret fjende, hvor meget de end er imod Kristus, med den allerstørste pligtmæssige fortolkning, også blotstiller Kristus til beskæmmelse, og næsten iklæder alle hans altre denne hedenske sjælebøddel og hans dumhed purpurklæder og ørenringe. (?) |
| 38 Et me Christanum fratrem, per imprudentiam meam, et alienam uim, in publicum tractum sic tractant ut non modo non uestiant sicubi nudus sum, sed id potius agant, ubi optime sum etiam armatus et munitus, denudent, et turpitudinem (134) meam reuelet doctrinalitatibus suis subtilissimis. | Men mig, en kristen broder, som ved min uklogskab og af en fremmed kraft er trukket frem i offentligheden, mig behandler de på den måde, at de ikke blot ikke ifører mig klæder, hvis jeg nogetsteds var nøgen, men de gør snarere det, at de afklæder mig dèr, hvor jeg er bedst bevæbnet og forsvaret, og afslører min dumhed med deres subtile doktrinaliteter. |
| 39 Hæc de charitate. iam iuris uia fuisset, ut iuxta, Christi pærceptum [præceptum] prius fratrem peccantem, etiam si pertinaciam indicassem, cum sint duodecim horæ diei, (Joh 11,9) monuissent priuatis literis, sicut Reuchlino fecerunt, ut meipsum, uel explicarem, uel emendarem, uel pertinaciam ponerem. | Så vidt om kærlighedens metode. Men der er også en rettens metode, den nemlig, at de først formaner den broder, der har forsyndet sig, gennem private breve, også selv om jeg havde vist mig stædig, eftersom dagen har tolv timer, sådan som de gjorde overfor Reuchlin, så at jeg enten kunne forklare mig, eller forbedre mig eller fremvise stædighed. |
| 40 Hoc sine dubio et a me sibi fieri uoluissent, ubi si non audissem tum Euangelicis mandatis obtemperantes, fecissent que sequuntur. | Sådan kunne de uden tvivl ønske, at jeg havde gjort imod dem, så at de, hvis jeg ikke havde hørt det, når de rettede sig efter evangeliets påbud, kunne have gjort det, der følger. |
| 41 At nunc, neque deum neque hominem ueriti, audent sese iactare zelo fidei, in me ferri, quasi possibile fit credi, spiritum sanctum suis contemptoribus adesse, quem potius formidare debuerunt, ne zelum istum in obedientiæ et peccati, sibi a blasphemantibus tribui tandem non pateretur. | Men nu, nu vover de med troens iver at prale af at påføre mig hverken sandhedens Gud eller sandhedens menneske, (?) som om det var muligt at fæste lid til, at helligånden er til stede i deres samtidige, den ånd, som de snarere burde gyse for, at ikke den ikke skal kunne tåle, at denne iver efter lydighed og synd i sidste ende skal tilregnes dem som blasfemi. (?) |
| 42 Mirum uero ac nouum Theologorum genus nos sumus, qui ea quæ dei sunt curare non ante presumimus, quam irritato deo in omnibus suis præceptis, pro quibus tamen meritis, nescio quot nobis aureolas in cælo ipsi promittimus, et magna bucca zelum fidei apud homines iactamus. Missam sacrificaturi, aut aliquid lecturi acturiue, peccata confitemur, et deum placamus, ueritatem dei defensuri, ubi maxime opus est deo placato et propitio, deum irritamus, immo irridemus. | Men det er besynderligt, og vi hører altså til de teologer, som ikke formodes at bekymre sig om det, der hører Gud til, førend vi har spottet Gud i alle hans bud, og for de fortjenester giver vi os selv løfte om jeg véd ikke hvor mange gyldne ting i himlen, og vi praler overfor mennesker med en stor mundfuld trosiver. Vi bekender det som en synd, at messen helliges eller at der læses eller gøres noget, og vi formilder Gud, ved at forsvare Guds sandhed, men hvor der især er brug for at have en nådig og gunstig Gud, dèr vi bespotter Gud, ja gør grin med ham. |
| 43 Quare nihil, mirum, si Magristri [Magistri] isti miserrimi, sic me uideantur uelle curare, ut ille qui cum fratrem ex limo traheret, altius inmersit et suffocauit. Hoc (135) more nostra secula digna sunt, ut iuxta Micheam, frater fratrem ad mortem uenetur, (n43) et obsequium se præstare deo arbitretur, qui contemptis primum dei præceptis, pauperem rheti suo immolarit. | Derfor er der ikke noget besynderligt ved det, hvis disse elendige magistre således ser mig ville bekymre mig for, om den, der når han drager sin broder op af sumpen, selv kommer ud på dybt vand og drukner. På den måde er vor tidsalder værdig til, at det går som hos Mika, at broder jager broder i døden, og at den tror at yde Gud lydighed, når han først foragter Guds bud, og så dræber den fattige i sit net. |
| 44 In hæc tam portentosa crimina, nullus est zelus Louani. Coloniensiusque. Hic nullus Cardinalis Derthusen. nulla Roma, nullus usquam doctrinalis damnator, sed laudatur, hic peccator in desyderiis suis, et impius benedicitur. Sed fine, iudicium iræ dei sic urget. | Men i disse monstrøse forbrydelser er der ingen løvensk og kølnsk iver. Her er der ingen kardinal fra Derthus, intet Rom, ikke nogensteder en doktrinal fordømmer, nej, her roser man, her lader man synderen være i sine lyster, her velsignes den ugudelige. Men til sidst vil Guds vredesdom gøre sig gældende. |
| 45 Sed donemus et hanc iniuriam et iniquitatem Magistris nostris, Sanctissimus Dominus Leo Papa, quid peccauit in Louanien. et Colonien. damnatores, ut libellum suo nomini dicatum, suis pedibus oblatum, suum iudicium expectantem, anhelantes isti Magistri e manibus eius raperent, suo stulto zelo subiicerent? | Men lad os også lade denne uret og uretfærdighed være hos vore magistre! Hvordan har den højhellige herre, pave Leo, forsyndet sig imod de løvenske og kølnske fordømmere, skønt deres lille bog er udgivet i hans navn, tilbyder sig for hans fødder, afventer hans bedømmelse, og disse magistre stønnende river den ud af hans hænder, og underkaster den deres egen dumme iver? |
| 46 An uolunt occulto morsu S. suam arguere ignauiæ, inscitiæ, negligentiæ immo impietatis in deum et Ecclesiam? An soli et primi mortalium in toto mundo sunt Louanien. et Colonien.? Verum, ego longe stultissimus, qui id uenialis peccati licere Magistris nostris eximiis doctrinalibus miror. | Mon de med et hemmeligt bid vil anklage S. (n46) for træghed, uvidenhed, forsømmelighed, ja ugudelighed imod Gud og kirken? Mon de eneste og de første af de dødelige i hele verden er løven- og køln-folk? Men ak, jeg er vel tudedum, siden jeg kan undre mig over, at det er tilladt vore udmærkede, doktrinale magistre at begå en sådan tilgivelig synd. |
| 47 Quid hominem pontificem uereantur, qui uniuersis dei mandatis conculcatis, in proximum insaniunt? Sat est, si uerbotenus et specietenus, deum et pontificem hominem honorent, et sub titulo zeli diuina et humana omnia prophanent, ad laudem dei, et honorem sanctæ sedis (136) Apostolicæ, et defensionem sacræ Theologiæ et philosophiæ. Verum satis hæc de culpa temeritatis, nunc inscitiam (sapientiam uolui dicere) uideamus. | Hvorfor beundrer de det menneskelige pavedømme, som efter at have omkalfatret Guds almindelige bud raser imod næsten? Det må da være nok, hvis de med mange ord og i særdeleshed ærer Gud og det menneskelige pavedømme, og under dække af iver profanerer alt guddommeligt og menneskeligt, til Guds pris, til den hellige apostolske stols ære og til forsvar for den hellige teologi og filosofi. Men nu nok om denne frækhedens brøde, lad os nu se på deres uvidenhed (eller skulle jeg sige visdom). |
| 48 Capitulum primum est, Insignem philosophiæ detractionem contineri in libris meis, (koeln-loeven#23) Vides hic zeli fonte? Nempe, ne lucrum facultatis aresceret, sine dubio, uel toti libro, uel multis parsum esset, si hoc ulcus non tetigissem, Respondeo tamen Magistris nostris eximiis, non Lutherum, sed Louanien. et Colonien. esse detractores philosophiæ. | Det første kapitel hævder, at der er en påfaldende nedgørelse af filosofien i mine bøger. Ser man mon her kilden til deres iver? Nemlig, at ikke fakultets fordel skal tørre ind, så ville det uden tvivl have været sådan enten i hele bogen eller i store dele af den, hvis jeg ikke havde dækket dette sår. Jeg vil dog svare vore udmærkede magistre, at det ikke er Luther, men de løvenske og kølnske, der nedgør filosofien. |
| 49 Expectas ut probem dicta? Non oportet, nam sicut hi Theologi omnia solum dicunt, et omnia damnant, et nihil probant, ita verisimile est, non passuros esse probationem contradictoris, qui omnia eadem mensura metiri uolent, Sufficit enim, hic muliercularum more contradictionis tantum uerbis contendere. Est. Non. Est. Non ita. Non ita. Sic. non sic. uos erratis. non erro. ne statuta et morem Magistrirum præuaricemur, tamen de fauore et licentia dominorum spectabilium Decanorum et Magistrorum nostrorum speciali prius petita et obtenta, breuiter probo quod dixi, Eos ego arbitror philosophiæ detractores esse, nocentes, tum pueris, tum senibus, et uniuersæ ecclesiæ, | Du venter vel ikke, at jeg skal bevise dette udsagn? Det behøves virkelig ikke, for ligesom disse teologer i alle forhold blot behøver at sige det og fordømme det og intetsomhelst bevise, straks er det sandsynligt, og de vil ikke tåle, at nogen kommer med et bevis, der modsiger dem, de vil jo måle alt med den samme alen, sådan er det også her nok på kvindfolks vis blot med ord at påstå modsigelsen. Sådan er det. Nej, Sådan er det. Nej, ikke sådan. Ikke sådan. Sådan. Ikke sådan. I tager fejl. Jeg tager ikke fejl. Alt dette er tilstrækkeligt, uden at jeg forbryder mig imod magistrenes regler og skik. Men jeg vil dog udbede mig de respektable herrer dekaners og magistres gunst og tilladelse og i håb om, at de bevilger mig den, vil jeg i korthed bevise, hvad jeg siger: at jeg tror, at det er dem, der nedgør filosofien, og skader både unge og gamle og hele kirken, |
| 50 qui hoc philosophiam appellant. quod philosophia non est, et sub nomine philosophiæ, optimas adolescentium animas, suis somniis et erroribus occupant et perdunt cum (137) autem præter Aristotelem nihil tradant, (in quo fere nihil est philosophiæ) tum ipsum nunquam intelligant, assutis ei suis diuinationibus, pro ueris interpretationibus, et tamen philosophos sese iactent, quid possunt in philosophiam atrocius committere? | fordi de kalder det filosofi, der ikke er filosofi, og under navn af filosofi optager og spilder den bedste ungdoms sjæle med deres drømmerier og fejltagelser, eftersom de ikke behandler andet end Aristoteles (hos hvem der næsten ikke er nogen filosofi). Ham selv har de ikke forstået, men de tillægger ham deres indskydelser i stedet for de sande fortolkninger, og dog praler de af at være gode filosoffer, der i filosofien kan udarbejde tingene meget skarpere. |
| 51 Quot si negent, obiicerem eis, ut in testimonium suæ philosophiæ, prooemium physicorum (quod adhus nullus eorum intellexit) aut posteriorum, aut methaphysicæ nobis interpretarentur, ad germanum Aristotelis sensum. | Hvis de nægter alt dette, vil jeg bebrejde dem, at de i deres filosofis bevidnelse fortolker fysikernes indledning (som indtil nu ingen af dem har forstået) enten som afslutning eller på metafysisk vis for os for at nå frem til den ægte mening hos Aristoteles. |
| 52 Sed metuo, ne denuo coacta facultate damnent Lutherum, iterum nudis doctrinalibus, autenticis uerbis, dicentes, Lutherus detraxit Magistris nostris, negans eos esse philosophos, et prooemia librorum Aristotelis scire. | Men nu er jeg jo selvfølgelig bange for, at når sådan fakultetet bliver tvunget, så vil de påny fordømme Luther, og igen gøre det med nøgne, doktrinalske og autentiske ord, så de siger, at Luther nedgør vore magistre, idet han nægter, at de er filosoffer og kender Aristoteles's bøgers indledning. |
| 53 Nam, postquam hanc artem apprehenderunt, ut non nisi Damnamus dicant, nec sint obstricti ad reddendam rationem, quo pluribus ego probauero, eo plura illis damnanda obtulero. | For efter at de er begyndt på denne kunst, at de kun siger "Vi fordømmer", og de ikke er tvunget til at aflægge regnskab, så vil det jo være sådan, at jo mere jeg beviser, des flere fordømmelser vil jeg få i hovedet fra dem. |
| 54 Credatis autem fortiter Magistri nostri eximii, Luthero esse notam philosophiam et Theologiam uestram, in qua non pessimo ingenio, nec ultima socordia uersatus sit plus duodecim annis, interque synpalestritas uestros detritus, non mihi persuadebitis, philosophiam esse, garrulitatem illam de materia, motu, infinito, loco, uacuo, tempore, quæ fere in Aristotele sola discimus, talia quæ nec intellectum nec affectum, nec communes hominum mores (138) quicquam iuuent, tantum contentionibus ferendis seruandisque idonea. quod si maxime quid ualerent tot tamen opinionibus confusa sunt, ut quo quis certius aliquod sequi proposuerit, hoc, incertior feratur, et faces Euboicas sectetur, et sero tandem cum Protheo sibi fuisse negotium poeniteat, has procellas uos philosobhiam [philosophiam] dicitis Magistri nostri. | Men, kære udmærkede magistre, I kan altså godt tro på, at Luther er godt kendt med jeres filosofi og teologi; den har jeg beskæftiget mig med ikke med den værste forståelse eller med den største åndsvaghed i mere end tolv år, og jeg har færdedes blandt jeres ??, men I har ikke overbevist mig om, at det er filosofi, denne snakkesalighed om materien, bevægelsen, det uendelige, stedet, det tomme, tiden, som vi næsten udelukkende lærer fra Aristoteles, den slags, som hverken hjælper forståelsen eller følelsen eller de almindelige menneskelige skikke noget, men blot er egnede til at føre til strid og at tjene til strid. Det er i det højeste noget, der har betydning til at gøre så mange opfattelser forvirrede, så at den, der foreslår at følge noget, der er mere sikkert, på det område regnes mindre sikker, og de euboiske fakler skæres i stykker (?) og først sent angrer han med Proteus, at han påtog sig det hverv; I vore magistre siger, at disse storme er filosofi. |
| 55 Sat erat Iuuentutem Christianam, tanquam in barbara Aegypto seruientem, hæc ideo discere, ut cum tyrannis suis loqui possit, non probare, donec, liberetur, sic ego adolescentes instituere soleo. | Det var nok for den kristne ungdom, som om den gjorde slavetjeneste i det barbariske Ægypten, blot at lære dette, at den kan tale med sine tyranner, ikke bevise noget, indtil den bliver befriet, sådan plejer i det mindste jeg at undervise de unge mennesker. |
| 56 Scio iam dudum, mi Christophore, te ridere hos egregios damnatores doctrinales, et illud festiuum tuum tecum murmurare, Cum talibus doctoribus ausin et ego congredi. Sic enim soles titulares istas Bullas nihil non sibi arrogantes fallire. Verum positis salibus, quibus digni sunt, pro eis potius mecum dole, qui sub his tyrannis ingenia optima prostituere coguntur; | Jeg har allerede længe vidst, kære Kristoffer, at du ler ad disse udmærkede doktrinale fordømmere, og for dig selv mumler denne din munterhed: Mod sådanne doktorer kunne endog jeg vove at gå i krig. Sådan plejer du af skuffes over den slags titulære buller som kun opblæser sig selv. Men når du så har strøet salt på, hvad de er værdige til, så hav medlidenhed med dem, som jeg har det, for de tvinges til at bruge deres bedste forstand under dette tyranni. |
| 57 Nam, quod sine causis adiectis mea damnarunt, nemo est omnium, qui non damnet et rideat. qua friuola et temeraria damnatione non parum probationis meis libellis adiecerunt, presertim apud eos, qui non penitus sunt cautes et stipites, [.] | For at de fordømmer mig uden at give nogen grunde til det, det er der ingen overhovedet, der ikke vil fordømme og le af. Ved en sådan smagløs og fræk fordømmelse har de ikke leveret ligelig bevis for mine bøger, især ikke hos dem, som ikke helt er sten og træ. |
| 58 Suspicor tamen eos prudentissimo consilio noluisse aliquid probare, aut rationem ullius reddere, quot memores quid promouissent Colonien. in Reuchlin Iuristam, et quo impetu eorum insulsis- (139) simam farraginem disiecesset, timuerunt, ne et ipsi incornutum et ungulatum bouem impingerent, multo atrotius sæuiturum, cum scirent me Theologum, et suarum lamiarum non imperitum, mea sic muniisse, ut conuelli fæliciter posse despararant, et tamen salua permanere non ferrent. | Men jeg har mistanke om, at det skyldes et klogt råd, når de ikke vil bevise noget eller aflægge regnskab for noget; alle disse erindringer, hvad har de hjulpet kølnerne i Reuchlin-sagen, og med den hast, hvormed deres usaltede foderkorn spredtes, frygtede de, at også deres uhornede og hovede kvæg skulle slå dem, og blive meget mere rasende, eftersom de véd, at jeg er teolog, og da deres ??? ikke er uerfarne, men mine er så godt befæstede, at de ikke tør håbe på at kunne overvinde dem med held, og dog kunne de ikke bære sig frelst igennem. |
| 59 Atque id nimirum est, ubi magno hiatu ordientes epistolam suam, fastu plusquam Peripatetico iactant, sese esse uiros sexaginta ex fortissimis Israhel, qui ambiunt lectulum Salomonis, (Højs 3,7) quorum cuiusque gladius super femur suum propter timores nocturnos, ad quos præcipue pertineat per sacram scripturam fidem tueri, et errores extirpare, postea, ubi operi accinguntur, et iam spectatores auidi circunspiciunt, ubinam rutilet gladius femoris uersatilis, aut scriptura sancta fulminet, audiunt, aliud nihil, quam uerbum hoc primæ coniugationis, | Men det er dog for meget, når de laver et stort ophold i deres brev, og med et hovmod der er mere end peripatetisk praler af, at de er de tres mænd fra de stærkeste i Israel, som gik rundt om Salomons bærestol, hver med sit sværd ved lænden mod nattens rædsler, til hvilke især det angår ved den hellige skrift at betragte troen, og oprykke vildfarelserne, og bagefter, hvor de binder op om sig med gerningerne, og de allerede ser begærlige tilskuere se sig omkring, mon så ikke det bøjelige lårs sværd glimter rødt, eller den hellige skrift lyner, og de intet andet hører end ordet fra den første forbindelse, |
| 60 Damnamus doctrinaliter, Crepitum scilicet ficulni idoli, Et impletum est illud Salominis prouerbium, uentus et nubes et pluuia non sequens, uir promissa non complens. (Prov 25,14) quis tam morio, qui pueriles has Magistrorum ineptias non rideat? Velim doceri ab his Magistris nostris eximiis, an gladius femoris, et scriptura sancta Louanii et Coloniæ uerso rerum ordine idem sint, quod uerbum, damnamus et aduerbium doctrinaliter. | Vi fordømmer doktrinalt, det er raslen fra figentræsafguder. Og så bliver dette Salomons ordsprog opfyldt, "Vind og skyer, men ingen regn, manden lover det, men holder det ikke". Hvem er en sådan dåre, at han ikke vil le ad disse magistrenes utilstrækkeligheder? Jeg ville da gerne belæres af disse vore udmærkede magistre om, hvorvidt sværdet ved låret, altså den hellige skrift, i den løvenske og kølnske udgave har den samme orden på tingene, så der findes et verbum, der hedder "vi fordømmer" og et adverbium, der hedder "doktrinalt". |
| 61 Vos itaque compello Magistri nostri eximii Louanienses. (140) Colonienses, agite quod promittitis, per sacram scripturam tuemini fidem, per femiros gladium pellite nocturnos timores? Cur promittitis quod non impletis? cur iactatis quod non præstatis? An distinguitis, ut promittere, ad publicam schedulam condemnationis, implere, ad angulum secretum coactæ facultatis pertineat? utque nocturnos timores triumphabundi publice prouocetis, prouocatis autem et aduentantibus, tenebrosum angulum effæminati petatis. An illud Horatii uobis occini placet. | Derfor opfordrer jeg jer, kære udmærkede løvenske og kølnske magistre, udfør, hvad I har lovet, betragt troen gennem den hellige skrift, uddriv den natlige frygt med lårets sværd! Hvorfor lovede I noget, I ikke kunne opfylde? Hvorfor pralede I af noget, I ikke kunne yde? Mon I skelner på den måde, at det at love, der hører til det offentlige fordømmelsesbrev, men det at opfylde til et tvungne fakultets hemmelige hjørne? Sådan at I i en offentlig triumf har udfordret den natlige frygt, men når I bliver udfordret og imødegået, så søger I på kvinders vis hen i det mørkeste hjørne. Mon I er glade for, at dette Horats-citat skriger imod jer: |
| 62 Nec sic incipias,ut scriptor
Cyclicus olim. Fortunam Priami cantabo et nobile bellum,
Quid feret hic tanto dignum promissor hiatu? |
|
| 63 Scilicet fumum ex fulgore, non ex fumo dare lucem cogitastis, et imagine Moab maior est præsumptio uestra quam fortitudo. concipientes ardorem et parientes stipulam, ut Esaias dicit. (Es 33,11) | I tror åbenbart, at røgen kommer efter lynet, ikke at lyset gives efter røgen, og efter Moabs forbillede er jeres fantasi større end jeres mod. I undfanger hø og føder strå, som Esajas siger. |
| 64 Iam si quæras, quid sit lectus Salomonis, qui fortes Israel, quid timor nocturnus, quid femur, quid ambire lectum, ea fælicitate different, uerbumque dei tractabunt, ut malles eos nonminus esse mutos ad differentum, quam sunt ad sua probandum. | Og hvis du nu spørger: hvad er da Salomons bærestol, hvad er Israels stærke, hvad er den natlige frygt, hvad er låret, hvad er det at gå rundt om bærestolen, så gør de ved denne lykke forskel, og behandler Guds ord, så du ville foretrække, at de blev noget mere bevæget til den forskel, end til at bevise deres sætninger. (?) |
| 65 Qua enim eruditione, fide, dexteritate hunc locum scripturæ, huic aptauerunt proposito, eadem sine dubio mea confutassent, et sua probassent, id quod non ignorabant, ideoque non audebant, quantacunque temeritate agerentur. tanti momenti est quod Ec- (141) clesiasticus ait, semper præsumit sæua et perturbata conscientia. (Evt Sir 22,23) | For ved hvilken uddannelse, ved hvilken tro, ved hvilken behændighed i behandling af dette skriftsted har de kunnet gendrive mine ubetvivlelige sætninger, og bevise deres egne, hvad de ikke var uvidende om, og i den grad ikke vovede, at de har handlet ud fra så stor frækhed. Denne sag er det Prædikeren omtaler, idet han formoder, at samvittigheden altid raser og er urolig. |
| 66 Hi sunt Magistri nostri, hos Eccius Lipsiæ iudices rerum sacrarum urgebat eligi, alioqui non disputaturus, quorum inscitiam et temeritatem haud ignorans, non frustra cunctabar. Et quid non uincat, quid non impetret, ab huius farinæ, tam doctis, tam prudentibus hominibus, qui damnamus, pro probamus, in ore habent, et aliud nihil? | Sådanne mennesker er vore magistre, som Eck i Leipzig pressede på for at vælge til dommere i de hellige sager, ellers ville han ikke disputere, og han var næppe uvidende om deres ukyndighed og frækhed, og han tøvede heller ikke forgæves. Og hvor sejrede han ikke, hvor trængte han ikke igennem, fra denne surdej af både lærde og kloge mennesker, som har deres "vi fordømmer" i munden i stedet for "vi beviser", og intet andet. |
| 67 Sed iam ad reliqua per ordinem ueniamus, eaque breuiter notemus dumtaxat, ne denuo resolutiones scribere sit necesse, donec mea coufutauerint [confutauerint]. | Men lad os nu gå frem i rækkefølge, og kun i korthed gøre opmærksom på det, at det ikke skal blive nødvendigt igen at skrive nogle forklaringer, før de har gendrevet de forrige af mine. |
| 68 Interim eorum condemnationem non aliud habituri, quam si nobis ebria mulier male dixisset Quod si etiam ui et multitudine præualuerint me uiuente quam uiam solam in me affectant, post mortem tamen utrorumque, prohiberi non poterit, quin uim mihi factam fama ferat, nec fuisse unquam conuictum. | Men det har sig med deres fordømmelse på samme måde, som hvis en fuld kvinde havde brugt skældsord imod os. For selv om de også kunne sejre ved deres kraft og mængde, så ville de dog så længe jeg lever kun kunne påvirke mig på den måde, og efter min død ville dog ingen af delene kunne forhindres, ja endog, hvis der blev øvet vold imod mig, ville rygtet vide, at jeg aldrig var blevet overbevist. |
| 69 Interim doctrinæ meæ fundamentum stat firmissimum, habens signaculum hoc, nouit dominus, qui et quæsunt eius, si ex deo est, dissolui non potest, si ex homine, seruari non potest, (n69) quin id unice gaudeo, damnari uiuente me tam opera quam uerba mea ab his, qui ui non ratione agitantur. | For fundamentet for mine læresætninger står stadig urokket, og det har de tegn, det véd Herren, som også de kræver, at hvis det er af Gud, kan det ikke opløses, hvis det er af mennesker, kan det ikke bevares, derfor glæder jeg mig da også helt enestående over, at både mine gerninger og mine ord endnu mens jeg lever bliver fordømt af den, som ikke handler ud fra fornuftsgrunde. |
| 70 donec enim rationibus non uincunt, et ui pugnant conscientiæ fiduciam augent potius quam terrent, et mihi mea probant robustius hac ui sua quam ego ratione probaui unquam. Odiat ergo uel amet qui uolet. Christus (142) meus uiuat, et ego uiuam, donec uis indocta et inscia mecum pugnat. | For sålænge de ikke sejrer ved begrundelser, og kæmper med samvittighedens styrke, så øger de snarere tilliden end de afskrækker folk, og beviser mine læresætninger for mig med større styrke med denne deres kraft, end jeg selv nogensinde kunne bevise dem med fornuftgrunde. Derfor må man selv om, om man vil hade eller elske dem. Min Kristus lever, og jeg lever, og oven i købet kæmper denne ulærde og uvidende kraft sammen med mig. |
| 71 Scitum est illud Chrysostomi, Armare se pharisæos multitudine, quando se nudos esse ueritate profitentur. Et rursum. Malitia confunditur aliquando ratione ueritatis, corrigitur uero nunquam. | Jeg vil gøre opmærksom på det Chrysostomus-ord, der siger: "Farisæerne bevæbner sig ved deres mængde, når de vil drage fordel af, at de ikke har nogen sandhed. Og et andet ord: Ved ondskab kan somme tider sandhedens begrundelse gendrives, men den kan aldrig rettes. |
| 72 Ad idem capitulum pertinet, detractionem omnium doctorum ab annis quadringentis, contineri in meis libellis. (koeln-loeven#23) Hic Magistri nostri, postquam philosophi fuerunt, paulatim proficientes, facti sunt iuristæ, et per præscriptionem dogmatum suorum robur et temporis longitudine captant, non ex auctoritate et ratione. | Det henføres til det samme kapitel, at der i mine bøger skulle forefindes en nedgørelse af de sidste fire hundrede års lærde. Her gør vore magistre, efter at de har været filosoffer, overalt fremskridt, så de nu bliver jurister, og vinder fasthed ved fremskrivning af deres læresætninger og ved tidens gang, ikke ud fra skriftsteder eller begrundelser. |
| 73 Dico et ego, si contradicere alicuius dogmati, est illi detrahere, Louanien. et Colonien. Magistri nostri, sunt detractores, non doctorum, qui ab annis quadringentis fuerunt, sed Christi et spiritus sancti, qui ab æterno fuit, cuius doctrinam damnant et criminantur, non secus ac Faustus Manichæus, deum ueteris testamenti. | Også jeg siger, at hvis det at modsige en eller andens læresætning er at nedgøre ham, så er vore løvenske og kølnske magistre nedgørere, men de er nedgørere ikke af de lærde, der har været de sidste fire hundrede år, men af Kristus og helligånden, som har været fra evighed af, hvis læresætning de fordømmer og anklager, ikke anderledes end Faustus, manikæreren, fordømmer og anklager det gamle testamentes Gud. |
| 74
Primo, pro hæresi damnant has quatuor propositiones,
Opus bonum optime factum est peccatum ueniale. (koeln-loeven#24) Sancti, in omni bono opere minus faciunt quam debent Nullus sanctorum uixit in hac uita sine peccato. Sancti indigent misericordia dei ignoscente in operibus bonis. (koeln-loeven#26) |
For det første
fordømmer de disse fire artikler for kætteri:
En god gerning gjort på bedst mulig måde er en tilgivelig synd. Helgenerne gør i enhver god gerning mindre end de bør. Ingen helgen har livet i dette liv uden synd. Helgenerne har i deres gode gerninger brug for den Guds barmhjertighed, der ser igennem fingre. |
| 75 Et sic damnatus est hæreticus Esaias, lxiii. dicens, Ecce tu iratus es, et peccauimus, in ipsis fuimus. SEMPER et saluabimur, Et facti (143) sumus immundi. OMNES nos, et quasi pannus menstruatæ VNIVERSAE iustitiæ nostræ. (Es 64,6) | Og således fordømmer de også den kætterske Esajas, som i 64,6 siger: Se, du blev vred, og vi syndede, vi var altid imod os selv og vi vil blive frelst, og vi blev alle gjort urene og som en menstruationsklud er al vor retfærdighed. |
| 76 Sententia autem Magistrorum nostrorum probatur sic, Nos sumus Magistri nostri, sic uolumus, sic iubemus, sit pro ratione uoluntas. Sed hic Colonien. ut subtiliores, Louaniensibus suis succenturiati, præoccupant, soluendo omnes rationes meas, præteritas præsentes, et futuras, simul et breuiter sic, Sacras scripturas, sanctorumque patrum sententias, a me peruerti, et in sensum pernitiosum contorqueri. (koeln-loeven#9) | Men vore magistres sætning bevises således: Vi er "vore magistre", således vil vi have det, således befaler vi det, lad vor vilje gå i stedet for begrundelse. Men her er kølnerne, som de mere snedige, der ville hjælpe deres løvener, gået i forvejen med at opløse alle mine begrundelser, de tidligere, de nuværende og de fremtidige, med ét hug og kort, på følgende måde: De hellige skrifter, og de hellige fædres meninger er af mig blevet forvendt og ændret til en skadelig mening. |
| 77 Sic oportet Magistros nostros, magistraliter confutare hæreses, et ad scripturas patresque inductos, porrecto rostro rugatoque naso autentice et doctrinaliter dicere, Tu peruertis scripturas, nos soli recte intelligimus. Et si quæras quomodo probent, mota manu silentium autoritatiue indicere, dicendo, satis est Diximus sentimentum nostrum. | Sådan bør vore magistre bære sig ad, når de på magistral vis gendriver kættere, og vil føre dem tilbage til skriften og til fædrene, at de med snabelen i vejret og rynket næse siger, autentisk og doktrinalt: Du fordrejer skrifterne, vi alene forstår dem ret. Og hvis man på nogen måde kræver bevis af dem, løfter de hånden for autoritativt at påbyde stilhed, og siger, at det er tilstrækkeligt, at vi har sagt vores mening. |
| 78 Vnde, siue exurant, siue submergant meos libellos, id quod dixi, iterum repetens dico, In hac sententia me sic esse audacem, ut ignem, mortem, et omnia, etiam iras bestiarum istarum deo propitio sim passurus, et omnem contraria docentem pertinaciter, pro hæretico habiturus, etiam si Louanien. et Colonien. Sinagugarum Magistri nostri, ad unum omnes aliter saperent, quos et his scriptis confiteor, me pro hæreticis, et misericordiæ dei inimicis habere. | Derfor, hvad enten de opbrænder eller de drukner mine bøger, hvad jeg har sagt og igen siger, at jeg i denne opfattelse er så forvoven, at jeg med Guds hjælp vil tåle ild, død og alt muligt, og også sådanne bæsters vrede, og stædigt vil regne enhver, der lærer det modsatte, for kætter, også selv om de løvenske og kølnske synagogers "vore magistre" én og hver skønner anderledes; om dem bekender jeg ved selve det at skrive dette, at jeg regner dem for kættere og fjender af Guds barmhjertighed. |
| 79 Non autem negaui unquam, nos meritis (144) et precibus sanctorum quantumlibet imperfectis iuuari, quod subdole mihi inurere conantur miseri homines, Sed quod humano arbitrio nobis possint applicari et communicari, aliter, quam per uirtutem fidei, spei, et charitatis, quæ est communio sanctorum, a quouis sacerdote et fratre dabilis ministerio uerbi, non probabunt Magistri nostri, nisi iis, qui dicturi sunt, Magistri nostri sic dixerunt, et tempore cccc. annorum præscripserunt. | Men jeg har aldrig nogensinde nægtet, at vi kan hjælpes ved helgenernes fortjenester og bønner, hvor ufuldkomne de end er, hvilket de elendige mennesker ved list søger at pådutte mig. Men at det, at de ved deres menneskelige vilje kan tildele og meddele os det, er noget andet, end at de kan gøre det ved troens, håbets og kærlighedens kraft, som er de helliges fællesskab, givet ved en præst og broder ved ordets tjeneste, og det beviser vore magistre ikke, undtagen for dem, som vil sige, at vore magistre har sagt sådan, og foreskrevet det for fire hundrede år siden. |
| 80 Secundo capitulo, miseras et iam cadauerosas indulgentias ad iuuentutem et robur pristinæ deceptonis reuocaturi, Hæreticum me statuunt, quod indulgentiis relaxari dixerim poenas arbitrio dumtaxat hominis et canonum statutas. (koeln-loeven#28) | I det andet kapitel, skal den elendige og nu dødningeagtige aflad kaldes tilbage til sin ungdom og tidligere bedragskraft, og de fastslår, at jeg er kætter, fordi jeg har sagt, at ved afladen eftergives straffene kun ved menneskers vilkårlighed og de kanoniske statutter. |
| 81 Hic salua reuerentia uenerabilium dominorum Magistrorum nostrorum, non est seruata cautela Card. Derthusen, qui præmonuit diligenter, ut mea ad uerbum religiose signarent, forte metuens quod futurum erat, ut seipsos irriderent, si alia damnasse conuincerentur, quam ego scripsisse. (koeln-loeven#60) | Her er de ærværdige herrer magistres ærbødighed i orden, men kardinal Derthusenensis' forsigtighedsregel er ikke overholdt, når han omhyggeligt formaner til, at de betegner mine sætninger på religiøs vis ganske ordret, måske fordi han frygter, at de selv vil blive til grin, hvis de bliver overbevist om, at de havde fordømt noget andet end det, jeg havde skrevet. |
| 82 Extat liber, nec possunt negare, me hanc rem disputasse, et inquisissi, nec in sermone uulgari ausum fuisse, quicquam definire et asserere, sicut nec hodie assero licet nec ulli Magistri nostri, in unum siue distributiue, siue collectiue sumpti, poterunt utram partem uel probare, uel confutare, nisi ex præscriptione, et usu, immo abusu quæstorum uel mittentium eos. | Bogen forefindes, og de kan ikke nægte, at jeg har diskuteret denne sag og udforsket den, og jeg har ikke i min folkelige prædiken vovet at definere og påstå noget, sådan som jeg heller ikke i dag påstår noget, og det kan heller ikke nogen af vore magistre, hvad enten man tager dem hver for sig eller man tager dem samlet, bevise eller gendrive, det kan man kun ud fra afladsudskrivelsen eller ud fra brugen eller rettere misbrugen, som kvæstorerne eller de, der har sendt dem, har gjort deraf. |
| 83 Proinde necesse est, Hæresim hoc loco Magistris no- (145) stris significare id, quod est disputare, de re primum incertissima, deinde inutili, et non necessaria. econtra Catholicum, etiam si dubites, an fides in rem sacramenti sit necessaria, et poenitentia incipiat ab amore dei. | Dernæst må det nødvendigvis gå sådan, at dette at disputere på dette sted for vore magistre betegner et kætteri, men disputere gør man om noget, der er usikkert, unyttigt og ikke nødvendigt. Modsat er det med de vedtagne trossætninger, også selv om man tvivler på, at troen i sakramentet er nødvendig og at boden begynder med kærlighed til Gud. |
| 84 Nec mirum, quia si philosophiæ detraxissent sicut ego, ac non potius Christo æquassent, et quantum est in usu, pretulissent, quomodo tam subtilem et nouam hæræsis significationem potuissent inuenire? Quis non merito hanc philosophiam suspiciat, quam, ubi per grammaticam didiceris, et grammatice loqui uolueris, noua tibi et omnibus ignota fingenda est grammatica. | Og det er ikke mærkeligt, for hvis de nedgør filosofien, som jeg gør det, og ikke i stedet for tilpasser den til Kristus, og foretrækker den del, der er i brug, hvordan vil de så kunne finde på en subtil og ny betegnelse for et kætteri? Hvem vil ikke med rette mistænke den filosofi, som, når man vil gengive den grammatikalsk og vil tale grammatikalsk om den, opfinder en helt ny og af både én selv og alle andre ukendt grammatik? |
| 85 Aiunt autem, Conciliis indulgentias esse firmatas, egregii domini Colonien. ideo me contra conscilia [concilia] locutum, hæreticum esse, scilicet ex. i. (koeln-loeven#13) Posteriorum sic loquuntur, ubi, ut pro Rethoricis discunt sua dialectica, ita quæstionem si est, et quæstionem quid est, pro eadem habent. | Men de siger, at afladen er fastslået af koncilerne, de udmærkede herrer fra Køln, og at jeg i den grad har talt imod koncilerne, at jeg er en kætter, jævnfør kap. 1. I det følgende taler de på den måde, at de lærer deres egen dialektik i stedet for retorikken, for de regner spørgsmålet om, hvorvidt noget er, for identisk med spørgsmålet om, hvad det er. |
| 86 Ego enim, an indulgentiæ essent, quomodo potui dubitare aut negare, ut in hoc contra conscilia saperem, qui tot scripsi de indulgentiis? Aut quis est orbis angulus, qui non queratur se deceptum indulgentiis? tantum abest, ut esse indulgentias ullus hominum, aut nesciat, aut neget, multo minus, ut hunc hæreticus fieri possit. | For jeg for min del, om afladen er til, hvordan kunne jeg tvivle på det eller nægte, at jeg gik imod koncilerne, jeg, som skrev så meget om afladen? Eller hvem er der i den fjerneste ravnekrog, som ikke spørger, om han er blevet snydt af afladen? Det er meget langt fra, at noget menneske enten er uvidende om, at afladen er til, eller nægter det, og det er langt fra klart, at man kan blive kætter derudfra. |
| 87 Hoc autem quæsitum est, nec dum inuentum, quid essent aut ualeant indulgentiæ. hic debebant Magistri nostri eximii, philosophiæ oculos ape- (146) rire, et non tam ridicule et pueriliter ineptire in quæstione, Si est, pro quæstione quid est. | Men det spørges der om, ikke om den er opfundet, men om, hvad afladen er eller hvad den er værd. Her burde vore udmærkede magistre åbne deres øjne for filosofien, og ikke ganske latterligt og barnligt og uforstandigt i stedet for at spørge, hvad afladen er, at spørge, om den er. |
| 88 Nihi [nihil] autem usquam reperitur, quid sint indulgentiæ, nec in Consciliis, nec Synagogis, Nec Conciliabulis, nisi quod in isto centenario annorum, coeptæ sunt in purgatorium, et in cælum, et infernum extendi, per impudentes nebolones, et animarum seductores. | Men det er ikke nogen steder blevet klart, hvad afladen er, hverken på koncilerne, i kirkerne eller på rådsforsamlingerne, andet end, hvad der blev klart i de sidste hundrede år, at de begynder i skærsilden og udstrækkes til himlen og helvede af frække døgenigte og sjæleforførere. |
| 89 inter quos tamen zelus Magistrorum nostrorum, nullum inuenit hæreticum, scandalosum, errorem, etiam si totum mundum falleret et exhauriret, errore pernitiosissimo. | Men blandt dem finder vore magistres ildhu ikke noget kættersk, forargeligt, vildledende, og det ville den ikke gøre, om den så skulle vildlede og udtømme hele verden med sin mest skadelige vildfarelse. |
| 90 Me uero esse oportet hæreticum, etiam si error in indulgentiis sit innoxius, immo nullum periculum sit salutis, si nullæ usquam essent indulgentiæ, adeo discretus et integer est zelus Magistrorum nostrorum, ut deciment cyminum et anetum, (Matt 23,23) iudicium autem fidem et misericordiam negligant. | Men jeg skal absolut være kætter, også selvom fejlen med hensyn til afladen er uskadelig, ja selv om det ikke ville indebære nogen fare for frelsen, hvis der ikke fandtes nogen aflad overhovedet, i den grad er vore magistres ildhu speciel og intakt, at de giver tiende af kommen og dild, men forsømmer ret, tro og barmhjertigheden. |
| 91 Verumtamen, ueniam dandam arbitror Colonien. quod eis defuit Card. Derthusen. qui præmoneret, ne id damnarent, quod nemo dixisset alioquin, mihi et omnibus ludibrium futuri. | Og dog tror jeg, at med hensyn til det at give aflad, så har kardinal Derthusen givet kølnerne, hvad de manglede, for han har jo på forhånd formanet dem til ikke at fordømme det, som ingen nogensinde har sagt, så de bliver til spot for mig og for alle. |
| 92 Et quid faciam miser? Christus ipsa mititas et suauitas, Marci. iii. circumspexit pharisæos in ira, contristatus super cæcitate cordis eorum. Et paulus [Paulus] Act. xvi. eodem exemplo doluit super spiritum phythonicum puellæ. Et xvi. Athenis incitabatur spiritus eius, uidens idolatriæ deditam ciuitatem. | Og hvad skal jeg elendige gøre? Kristus selv er mildhed og sødhed, og dog gennemskuer han farisæerne med vrede, (Mark 3,5) bedrøvet over deres hjerters hårdhed. Og Paulus blev i Apg 16,18 vred over pigens spådomsånd. Og i Apg 17,16 blev han oprørt i sin ånd over at se, hvordan byen var givet over til afguderne. |
| 93 Quid ego fex peccati faciam? uidens in Magistris populo- (147) rum Christi, tam crassam cæcitatem, ut nec Christum, nec Aristotelem, nec suas saltem opiniones intelligant, et tractare possint, nisi in captionem, et laqueum, et confusionem sui ipsorum. | Hvad skal da jeg gøre mod syndens brod? Når jeg i Kristi folks magistre ser en så grov blindhed, så de hverken forstår eller kan håndtere Kristus, Aristoteles eller deres egne meninger, uden at det fører til fangenskab, snare og gendrivelse af dem selv. |
| 94 Rogo uos crassos (pene effluxisset) desistite Lutheriana, aut iudicare, aut tractare, impares estis huic rei, tam in Aristotele quam sacris literis. sumite copulata uestra, et uestris uiribus materiam æquam. Satis in Reuchlino et Petro Rauen. et aliis ostendistis, quam nihil sciatis, et temere omnia audeatis. | Jeg beder jer grove folk (han er næsten strømmet ud??) om at lade være med at bedømme eller behandle Luthers sager, I er ikke dygtige nok til denne sag, hverken i Aristoteles eller i den hellige skrift. Saml jer og jeres kræfter om noget, I kan klare. I har i tilstrækkelig grad i Reuchlin-sagen, i Peter Ravenna-sagen og i andre sager vist, hvor lidt I véd, og hvor frækt I vover alt. |
| 95 Qui infirmus est, olus manducet. Nolite uos ipsos fallere, Iuditium et condemnatio uestra, nullius iam olim fuit autoritatis et fidei. | Den, der er syg, skal spise grønsager. I skal ikke længere tage fejl af jer selv, jeres skøn og jeres fordømmelse har aldrig haft autoritet og troværdighed. |
| 96 Eiusdem cæcitatis et amentiæ testimonia sunt quæ sequuntur. | Vidnesbyrdet om den samme blindhed og det samme vanvid følger jer. |
| 97 Item circa sacramentum poenitentiæ errores seminat, ut, quod sine gratia dei, primo remittente culpam, nec uotum remissionis quærendæ homo habere potest. | Endvidere udsår I vildfarelser om bodens sakramente, at et menneske kan have det uden Guds nåde, derved at først brøden tilgives, uden at man spørger efter løftet om tilgivelse. |
| 98 Item, hæretica est sententia, qua sacramenta nouæ legis gratiam iustificantem dare dicuntur illis, qui non ponunt obicem. | Videre er den opfattelse kættersk, at den ny lovs sakramenter siges at give den retfærdiggørende nåde til dem, som ikke skyder en slå for. |
| 99 Hos errores duos, ad huc asserit, non esse errores Lutherus, nihil moratus Louanien. Scotistas, et Colonien. Thomistas, id est, Pelagianos, de capite proprio diuinantes, aduersus gratiam Christi insanientes, et expectat cum fidutia, tam confutationem (148) quam probationem utriusque, Sed et ipsos cum seipsis committit. Neque enim inter eos ipsos in hac re conuenit, nisi quantum Pilato et Herodi et pharisæis, aduersus dominum et Christum eius. | Herved erklærer Luther, at disse to vildfarelser ikke er vildfarelser, og han tøver ikke med, at sige om løvenerne, skotisterne, kølnerne, thomisterne, det vil sige pelagianerne, at de kommer med spådomme ud fra deres eget hoved, og raser imod Kristi nåde, og han ser tillidsfuldt frem til såvel gendrivelsen som beviset for begge dele. Men han prøver også at få dem til at blive enige indbyrdet. For de er jo ikke enige med hinanden i denne sag, ikke mere end Pilatus og Herodes og farisæerne, der kun var enige om at være imod vor Herre Kristus. |
| 100
Sequitur.
Circa contritionem istud dat consilium, Confessurus ante omnia tecum cogita, quid faceres, si non esset præceptum confitendi, et an sic etiam uelles confiteri, et ea quæ sequuntur. (koeln-loeven#31) |
Herefter følger:
"Angående angeren giver han [Luther] det råd, at du, der vil bekende, først og fremmest skal overveje med dig selv, hvad du ville gøre, hvis det ikke var et bud, at man skulle bekende, om du så også ville bekende, osv". |
| 101 Hic Lutherus confitetur se uera dixisse, etiam Magistrorum nostrorum, eximiorum autoritate, qui constanter asserunt, quicquid extra charitatem fit, peccatum esse. Nisi, quod Magistris nostris, solo hoc nomine (quia Magistri nostri sunt) licet idem alio et alio tempore et loco damnare et probare, quod mihi hæretico nondum licuit. Nam de gratia mouente et charitate distinctionem Magistralem, quam de cerebro suo finxerunt, ludicro similem arbitror. cum certum sit, iustitiam (id est legem dei) non diligi, nec peti, nisi præueniente Charitate. | Her må Luther bekende, at han har talt sandt, også efter vore udmærkede magistres autoritet, for de har altid påstået, at hvad der sker udenfor kærligheden, er synd. Medmindre det da er tilladt for vore magistre alene i kraft af navnet (fordi de er vore magistre) på ét og samme tidspunkt og sted at fordømme og bevise det samme, og det kan jo aldrig være tilladt mig, som den kætter jeg jo er. For bevæget af nåde og kærlighed tror jeg, at den magistrale distinktion, som de har opfundet ud af deres egen hjerne, er som en narrestreg, eftersom det er sikkert og vist, at man ikke kan elske eller søge retfærdigheden (som er Guds lov) hvis kærligheden ikke kommer i forkøbet. |
| 102
Sequitur
Improbat etiam modum examinando conscientiam contra C. Quem poenitet, et Canonem Concilii generalis, Omnis utriusque sexus, de pæ. et re. (koeln-loeven#36) Recte hic Magistri nostri suo promisso satis faciunt. Gladius femoris et scriptura sancta, quibus sexaginta fortes Israel accincti sunt, his uer- (149) bis intelliguntur esse. c. Que pænitet, et c. Omnis utriusque sexus, iterum scilicet noua grammatica doctrinaliter loquendi, Nonne lapilli ærei fragorem audit hæc talpa? |
Derefter følger:
"Han [Luther] vil også afbevise måden at undersøger samvittigheden på, imod kapitlet Quem poenitet, og det almindelige koncils kanon Omnis utriusque sexus, om bod og tilgivelse". Her har vore magistre fyldestgjort deres løfte ret. Lårets sværd og den hellige skrift, hvormed de tres helte i Israel omgjorde sig, forstår de ud fra disse ord fra kapitlet Que pænitet, og kapitlet Omnis utriusque sexus, for det er jo igen den nye grammatik, hvorefter man taler doktrinalt. Mon denne muldvarp hører bulderet fra de kraftige småsten? (stemmesten??) |
| 103 Canon, Omnis utriusque sexus, habet, ut omnium peccatorum suorum feciat quisque confessionem, hic per omnium peccatorum. Magistri nostri eximii, intelligunt examinationem conscientiæ, id est, carnificinam conscientiarum, qua hucusque multas animas onerauerunt peccatis, ut Apostolus prædixit, ii. Thimo. iiii. | Kanonen, Omnis utriusque sexus, siger, at enhver skal bekende alle sine synder, her forstår vore udmærkede magistre ved "alle synder" en undersøgelse af samvittigheden, det vil sige, de forstår samvittighedernes kødeliggørelse, hvormed de indtil nu har bebyrdet mange sjæle med synder, som apostelen forudsagde 2 Tim 4,?. |
| 104 Quæ intelligentia similis est ei, qua idem capitulum nonnulli sic irrident. Omnis utriusque sexus, id est, ii solum, qui utrumque sexum habent, scilicet Hermaphroditæ debent omnium peccatorum suorum facere confessionem. Dignissima plane irrisio Canonis istius, si sic eum intelligi uoluissent, sicut Louanien. intelligunt. | Den forståelser er lig med den, som den, hvorved mange gør grin med dette kapitel. "Enhver af begge køn", siger man, "det vil sige, enhver, som har begge køn, og det vil sige hermafroditterne, de bør bekende alle deres synder". Men denne latterliggørelse svarer fuldt ud til kanonen, hvis de vil have den forstået, sådan som løvenerne forstår den. |
| 105 Quis enim omnia peccata sua nosse potest, nedum confiteri, cum scriptum sit. Delicta quis intelligit? Et Hiere. xvii. Prauum est, et inscrutabile cor hominis. Et iterum idem, Non est uia hominis eius. Vix me hic contineo, ne in frontes istas indictissimas sophistarum inuehar, parcam tamen ob timorem dei, id libere professus, si iste Canon omnium peccatorum simpliciter exigeret confessionem, damnandas esset ut impius et pernitiosissimus. | Hvem kan nemlig kende alle sine synder, for slet ikke at sige bekender alle sine synder, eftersom der står skrevet: "De skjulte synder, hvem kender dem". Og i Jer 17,9 står der: Menneskets hjerte er fordrejet og ganske uigennemskueligt. Og igen hos Jeremias (10,23): "Mennesket bestemmer ikke sin vej". Du skal ikke ønske, at jeg fortsætter ad denne vej, for så vil jeg komme til at slå disse sofister lige på panden. Jeg vil dog skåne dem på grund af gudsfrygt, men det bekender jeg gerne, hvis denne kanon simpelthen kræver, at man bekender alle sine synder, så må den fordømmes som ugudelig og højst fordærvende. |
| 106 Nam inde nati sunt libelli isti de modo confitendi, ubi peccata in matres, filias, (150) sorores, neptes, et nepotes, infinitasque alias species distincta sunt, nulla alia cura, nisi, ut nullum peccatum omitteretur in confessione, quod plane est impossibile, Nam si rigor Canonis stet, nec oblita, nec ignorata peccata excepta sunt, quia dicit, Omnium peccatorum suorum faciat confessionem. Sed de his latius in ratione confitendi. | For derfra stammer den lille bog om måden at bekende på, hvor synderne mod mødre, døtre, søster, niecer og nevøer, og uendelig mange andre slags synder er opregnet, og hvorefter man ikke skal bekymre sig om andet end endelig ikke at udelade nogen synd i bekendelsen, hvilket helt og holdent er umuligt. For hvis denne kanons fasthed skal gælde, så kan der ikke gøre undtagelse for nogen glemt eller overset synd, for den siger, "han skal bekende alle sine synder". Men herom senere under begrundelsen for at bekende. |
| 107 Ego tamen, ut Magistros nostros eximios mendacii arguam, non improbaui examinationem conscientiæ, nec hoc poterunt probare unquam a me factum, sed anxiam carnificinam, qua iuxta huius Canonis mortiferam, siue constitutionem, siue interpretationem, ad impossibile ducuntur miseri Christiani, nihil daturi promittenti dei misericordiæ, nisi omnium peccatorum fecerint confessionem, id est, ut nunquam pacem habeant, plusquam confidant in suam infælicem confessionem, quam dei misericordiam. | Men ligesom jeg anklager vore udmærkede magistre for at lyve, modbeviser jeg ikke, at samvittigheden skal undersøges, og det kan de heller ikke bevise, at jeg nogetsteds har gjort, men de stakkels kristne bliver ført ud i det umulige med denne ængstede kødeliggjorte samvittighed, som ifølge denne kanon skal dødes, hvad enten det nu står i den eller blot fortolkes sådan, og der gives ikke plads for den forjættende Guds barmhjertighed, hvis ikke de bekender alle deres synder, der vil sige, at de aldrig nogensinde kan få fred, for de tror mere på deres ulykkelige bekendelse end på Guds barmhjertighed. |
| 108 Atque hic optassem Louaniensibus meis, ut et alterum Cardinalem Derthusem. habuissent monitorem. Nam hunc unum solita temeritate præterierunt, frustra monentem, ut mea omnia ad uerbum signarent. | Og her kunne jeg ønske mig for mine løvener, at de havde haft en anden vejleder end kardinal Derthus. For de går foran ham med deres sædvanlige frækhed, så det er forgæves, at han formaner dem til at tage alle mine sætninger for pålydende. |
| 109 Iam si et cætera prosequar, hominum infælicissimorum, tum somnia mihi imposita, tum mea false intellecta, prolixior fiam, quam illi mereantur et quam pius lector ferre possit. | For hvis jeg skulle imødegå alt det andet, som disse uheldige mennesker i deres drømme pådutter mig eller alle de andre steder, hvor de forstår mig forkert, så ville det blive mere langtrukkent end de fortjener det og end den fromme læser vil kunne holde til. |
| 110 Vnum dico, mihi non potuisse persuaderi, uel (151) multis Nestoribus, esse Louanii et Coloniæ tam crassos Theologos, qui et si in Reuchliana causa, insigniter delyrauerunt, mitius tamen quam in hac mea delyrauerunt. Quare cæteris contemptis, et ad horum exemplum æstimatis, ne libidine insectandi uidear commoueri, si singula persequar, uolo receptui canere, et tam Louanien. quam et Colonien. Theologis, tibi optime Christophore, nullo alio nomine commendare, quam isto, quod multa audent et dicunt, quæ nec probare, nec confutare unquam poterunt. | Men det ene vil jeg sige, at jeg ikke er blevet overbevist af de mange gamle om, at løvenerne og kølnerne er så grove teologer, at de, selv om de så også rasede særdeles meget i Reuchlin-sagen, dog dèr rasede blidere end i min sag. Når jeg derfor foragter det øvrige og vurderer det til deres eksempler, så vil jeg, at ikke jeg skal synes at bevæges af lyst til at anklage, hvis jeg blot tager en enkelt ting frem, synes som jeg har pligt til, og overfor dig, kære Kristoffer, give både løvenerne og kølnerne det navn, at de vover og siger meget, som de hverken har kunnet bevise eller gendrive. |
| 111 Quod genus hominum quale sit, tu facile nosti, cum nullus fornix aut taberna quantumuis ebria sit, in qua non queas tales inuenire censores et iudices, nisi, quod hoc opere, deus notam nobis facit iram suam, qua pueros istos et effæminatos nobis constituit principes, sicut Esaiæ. iii. dicit, sic merentibus peccatis nostris, et ingratitudine tandem etiam deo intolerabili. | Hvad slags mennesker der her er tale om, vil du let kunne erkende, eftersom der ikke er noget bordel eller en hvilkensomhelst knejpe, hvor berusede folkene end er, hvor du ikke kan findes censorer og dommere, så det er ved dette, at Gud gør os klar over sin faste vrede, derved at han har indsat disse børn og kvindagtige mennesker til fyrster over os, sådan som Esajas i kap 3,4 siger, sådan har vi fortjent det for vore synder og for vor utaknemlighed overfor Gud, der i sidste ende ikke kunne tåle det. |
| 112 Non erat necesse, ut dicerent nudis uerbis, mea sibi displicere et erronea uideri, sciebam id fore, et in hoc ipsum passussum edi, nec hoc quæsiui, ut mea ad suos autores remitterent, quasi mihi incognitos sed ut scripturæ autoritate, aut ratione probabili, sua uera, et mea falsa esse conuincerent. | Der var ingen grund til, at de slet og ret skulle sige, at de har noget imod mine sætninger og at de synes dem vildledende, det vidste jeg godt var tilfældet, og i den hensigt har jeg ladet det udgive overalt, og jeg har heller ikke krævet, at de skulle sende mine sætninger tilbage til deres forfatter, som om jeg ikke kendte dem, men jeg har krævet, at de skulle overbevise mig om, at deres sætninger er sande og mine falske ud fra skriftens autoritet eller rimelige grunde. |
| 113 Quæ est enim ista (etiam suo Aristotele prohibita) petitio principii, mihi responderi per hæc ipsa. quæ impugno? Non est quæstio, quod didicerint, audierint, ege- (152) rint, senserit unquam. Sed quibus firmamentis ea muniant. Alioqui, cur et meæ sectæ resisterem scilicet Occanicæ, seu Modernorum, quam penitus imbibitam teneo, si uerbis uoluissem, aut ui compesci? Sed satis hæc. Tu interim uale uir optime in Christo. | Men når de på den måde går ud fra det, de skulle bevise (hvad også deres egen Aristoteles forbyder) skal jeg så svare ved hjælp af det, som jeg bekæmper? Spørgsmålet er ikke, hvad de lærer, hører, fremfører, mener. Men hvordan de befæster det fast og sikkert. Hvordan skulle jeg ellers kunne modstå mine sekterere, enten de vestlige eller de moderne, som jeg regner for helt inddrukken, hvis jeg havde villet bekæmpe dem med ord eller med styrke? Men nok herom. I mellemtiden: Farvel, gode mand i Kristus. |
Noter:
n14: Luther mener at vide, at teologen Dorp ikke var med til at fordømme ham. Se koestlin3,10#45.
n43: I Vulgata står der: vir fratrem suum venatur ad mortem, Mika 7,2. I den danske oversættelse: Alle .. jager hinanden i fordærv.
n46. Mon dette "S. suam" står for "hans højhellighed", altså paven? Det kunne for så vidt godt passe i sammenhængen.
n69: Denne tanke har et skriftsted bag sig, nemlig Apg 5,38f. Men Luther har taget den op igen et par steder i skriftet mod munkeløfterne, nemlig vot03#3, og vot05#2.