Kristne prædikener imod islam

 

inspireret af begivenhederne den 11.september 2001.

 

Af sognepræst Ricardt Riis, Horsens.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  1. Han, som troner i himlen, ler, side 2.
  2. Den totale hengivelse, side 14.
  3. Alkohol, side 18.
  4. Treenigheden, side 23.
  5. Kvindesynet, side 29.
  6. At tro ud i den blå luft, side 35.
  7. Grundloven eller koranen, side 42.
  8. De andre og os, side 47.
  9. Forsigtigpeteriet, side 52.

 

 

 

 

Forord

 

Disse prædikener er ikke holdte. Jeg ville aldrig vove at holde så lange prædikener. Men de baserer sig på holdte prædikener. Som vel mange andre prædikanter i Danmark har jeg følt, at begivenhederne den 11. september har tvunget os til at gennemtænke vort forhold til islam på ny. Og altså gennemtænke det, ikke blot ud fra en sociologisk grundholdning og interesse, men også ud fra en teologisk grundholdning. Derfor er det blevet til en række prædikener, som altså er kristne prædikener, uanset de er skrevet og ikke holdt.


1. Han, som troner i himlen, ler

 

      I Sl 2, vers 4 fra det gamle testamente står der skrevet: ’Han, som troner i himlen, ler’.

 

      I stedet for at kalde dette en prædiken kunne man også kalde det et åbent brev til en far. Den far, jeg har i tankerne, er faderen til én af flykaprerne fra den 11. september. Selv om kaprernes gerning er umenneskelig, er de mennesker, der har udført den, dog ikke så umenneskelige, at de ikke har både en far og en mor. Og da det var forholdsvis unge mennesker, der udførte udåden, vil jeg altså forestille mig, at faderen til én af dem lever endnu og principielt må være til at nå med ord.

      Så altså: Kære ukendte far, der har miste en søn! Jeg tænker mig, at du er ikke så lidt stolt af din søn. Jeg forestiller mig, at du som så mange andre muslimer har følt, hvor afmægtig islam er overfor vesten. Og jeg prøver at sætte mig ind i, hvordan du på grund af denne afmagtsfølelse er kommet med i et muslimsk broderskab, hvor I har kunnet forsøge at opildne hinanden til at styrke islam i forhold til vesten.

      Det er naturligvis hårdt at have mistet en søn. Du har måske sat dit håb til ham til forsørgelse i din alderdom. Du har velsagtens regnet med, at han skulle give dig børnebørn, som du kunne glæde dig over, når du bliver gammel. Og alt dette er det slut med nu.

      Men, fornemmer jeg på dig, det er afløst af noget langt større. Du har, synes du, fået noget, der langt overskygger det, livet i familiens skød med børnebørnene kravlende omkring dig kunne give. Det er os vestlige mennesker, der stræber efter den slags overfladiske og uigennemtænkte tilfredsstillelser. I muslimer, eller i hvert fald de af jer, der som du virkelig er bekymret for islams sag, tænker anderledes dybt over sagen. Alt dette har du givet afkald på. I stedet har du ofret din søn for islams sag. Og det er det, du er stolt over. Det er det, der midt i sorgen over at have mistet en søn, dog volder dig overmåde stor glæde.

      Vi kan sige, at du midt i din sorg over den mistede søn og de manglende børnebørn glæder dig over, at din søn er blevet udset til at være martyr for islams sag.

      Nå, ja, du véd vel nok, at den slags udsagn ikke er særlig forståelige for os i den vestlige verden. Men på en vis måde forstår vi hinanden, når vi taler om det evige liv og Guds rige i himlen og den slags. Vi véd begge, at ved at sige, at et menneske får plads i himlen, får vi sagt, at hans liv er lykkedes, hvor kort det end blev.

      Måske du endnu husker og tænker tilbage på dengang, da din søn blev udpeget til at skulle være med i aktionen. I havde drøftet sagen i jeres muslimske broderskab. Én af de andre brødre havde fra det hemmelige netværk havde fået besked om, at noget var i gære, noget, hvortil behøvedes unge, stærke, dygtige mennesker, der var villige til at sætte livet til for islams sag. Du meldte dig selv som én, der havde en søn, der kunne bruges. Selv syntes du, han svarede udmærket til beskrivelsen, men du vidste jo godt, at han omhyggeligt skulle undersøges, bedømmes og udvælges, ikke af dig, som jo på grund af din nære tilknytning måske så fejl af ham, men af andre, oven i købet andre, du ikke kendte. Og du husker endnu den blanding af ukendt angst og stolthed, der bemægtigede sig dit sind, da du hørte, at han var anerkendt på højeste sted; han var udtaget; han var udvalgt.

      Selv var du blevet for gammel til på den måde virkelig at kunne gøre noget for islams sag. Og mens du endnu var ung og havde de kræfter, der skulle til, var der ikke noget sådant i gære, ingen spekulerede på at kæmpe for islams sag på den måde. Men nu var chancen der, ikke for dig selv, men for din søn.

      Og jeg kan også levende forestille mig, at da så endelig dagen kom, da han selv skulle indvies i, hvilke planer du sammen med de andre i broderskabet havde lagt for hans fremtid, jeg kan levende forestille mig, med hvilken spænding du imødeså hans reaktion, ligesom det jo også ligger åbent for dagen, at du blev utrolig stolt, da han indvilgede i at gøre, som I havde bestemt ham til at gøre. Kan nogen søn vise større lydighed mod sin far end den, han udviste? Er han ikke derved en ægte muslim, én, der ganske hengiver sig i Guds vilje? Dit hjerte svulmede af stolthed. Og ikke sandt, når han kunne ofre det største af alt, livet selv, så skulle du jo nok kunne give afkald på at blive bedstefar.

      Og at han skulle ofre sit liv for islams sag, eller ligeud for Guds sag, det var du ikke i tvivl om. Det var jo også derfor, han var villig til at ofre livet. Og havde han ikke ret? Havde broderskabet ikke ret? Der kunne da ikke være tvivl om, at det var islams genrejsning, det gjaldt. Du vidste ganske vist ikke bestemt, hvad det var for planer, det hemmelige netværk havde for islams genrejsning, men du var sikkert forvisset om, at det ville blive en gerning, der styrkede islam. For ikke sandt, disse vestlige, dekadente mennesker, der kun spekulerede på at få mest muligt ud af livet, at leve længst muligt og med størst muligt vellevned, disse vestlige mennesker, de skulle nu stilles overfor den islamiske hengivenhed, den hengivenhed, der var villig til at ofre livet for islams sag.

      I det hele taget, sådan tror jeg, du har set på det, så gik aktionen ud på at give disse vesterlændinge med deres overforbrug og seksuelle udskejelser en lærestreg. Det var jo ikke mindst det, der var årsag til din frustration, at verden så ud til at være indrettet ganske uretfærdigt, så de vestlige mennesker, der ikke udviste nogen form for ægte fromhed, fik al magten og alle bekvemmelighederne, mens den muslimske verden, der dog i nogen grad rettede sig efter Guds forskrifter, sakkede agterud. Med ét slag skulle der vendes op og ned på alt dette. Det, din søn var kommet med i, det vidste du i hvert fald, skulle vende nedgangsperioden, opildne alle muslimers tro, få vesten til at fremtræde som det dekadente, afmægtige makværk, det var.

      Og du så, hvordan din søn voksede i troen for hver dag, der gik. Nå, ja, efterhånden så du jo ikke så meget, for en del af planen, erfarede du nu, gik ud på, at han skulle opholde sig i vesten, men han kom da hjem af og til, og da kunne du se, hvordan han overholdt bedetiderne, hvordan han var blevet en hengiven trofast muslim. Og det glædede dig.

      Men du spurgte ham ikke ud om noget. For du var godt klar over, at så få som muligt skulle indvies i planerne. Dog, én ting fortalte han: En dag sagde han, at du ikke skulle undre dig, hvis han lod skægget falde og gav sig til at leve på vestlig vis. Det var en del af planen. De skulle leve i den vestlige verden ganske som et af de vestlige mennesker. Og for ikke at vække opsigt måtte de opføre sig ganske som vesterlændinge. De havde endog besluttet, at de ikke ville afholde sig fra alkohol, hvis de fik noget tilbudt. Det var en risiko, de derved tog, det var de godt klar over, men de havde anset det for nødvendigt, og din søn bad dig nu om at forstå, at selv om han handlede sådan, betød det altså ikke, at han var på vej mod en vestlig levestil. Det var kun noget rent ydre.

      Meget mere fik du ikke at vide. Men du havde en dunkel anelse om, at tiden nærmede sig. I talte sammen om det i broderskabet, men ophørte med det, fordi én af brødrene havde fået lidt mere at vide end I andre, og han bad om, at I ville lade emnet falde; han måtte ikke røbe noget og ville nødig, at han ved sit minespil skulle røbe noget. Det forstod I godt, og fra da af måtte du selv bære på den dyrebare hemmelighed.

      Så kom dagen. Du anede ikke noget på forhånd. Men så snart du hørte om attentatet i radioen, vidste du, at dette var den store dag, dette var, hvad han havde trænet til igennem to år, dette var, hvad han havde set frem til, men jo også frygtet. Vel ikke så meget frygtet, fordi denne dag bragte ham døden, mere frygtet, fordi han måske ikke ville slå til.

      Men nu var dagen der, og dit hjerte svulmede af stolthed, allerede inden du fik erfaret noget om, hvilket fly din søn var med på, hvordan det var gået specielt ham.

      Senere fik du så besked fra det hemmelige netværk. Din søn havde været ombord på det fjerde fly, det fly, der ikke nåede frem til sit mål, Capitol i Washington, men styrtede ned i Pennsylvanien. Ledelsen beklagede, at det ikke var gået som planlagt, men havde besluttet alligevel at udnævne din søn og de andre kaprere til martyrer for islams sag.

      Og det måtte du så prøve at berolige dig med.

      I dagene derefter kom der flere oplysninger frem. Jeg skal prøve at vise dig nogle af dem i det følgende, men jeg siger dig med det samme, at det for dig må være ret barske oplysninger. Det må alt sammen være noget, der giver dig en flov smag i munden. Det må være noget, der rammer helt ind i din sjæls inderste, og, hvis det er muligt, får dig til at tvivle på rigtigheden i selve den sag, din søn døde for. Dog, undskyld, at jeg kom til at sige ’hvis det er muligt’. Selvfølgelig er det muligt. Selvfølgelig er også du et menneske, der kan tænke, tale og forstå som et menneske, selv om din religion har ødelagt det naturlige og ligefremme i dig. Nå, ja, her kom jeg til at udtale mig som kristen forkynder. Men det er vel også at forvente af en præst i den kristne kirke.

      Som sagt, det fjerde fly, som din søn var ombord i, styrtede ned i et øde område i Pennsylvanien. Og jeg kan tænke mig, at du vil prøve at sætte dig ind i operationslederens tankegang og i en slags efterevaluering spørge, hvad der dog gik galt.

      Og svaret på det spørgsmål er for det første, at de mennesker, der sad i operationsledelsen og havde lagt alle planerne for den 11. september, havde glemt noget. De havde sat sig ind i alle sider af den vestlige teknologi, de havde undersøgt, hvor de skulle ramme tårnene på World Trade Centret, så der voldtes mest mulig skade, de havde lært sig at kunne flyve et fly af et passagerflys størrelse, de havde sørget for, at kapringen fandt sted i begyndelsen af flyvningen, så flyene stadig var fulde af brændstof, de havde sørget for, at deres våben var intakte, de havde gennemtænkt, hvordan de skulle foretage angrebet og overmande besætningen. Alt var nøje planlagt, alting, bortset fra en lille detalje, som i det fjerde fly blev skæbnesvanger.

      Har du læst den manual, som flykaprerne har efterladt sig? Man har fundet den i den bagage, som den ledende kaprer, Mohammad Atta, ved en fejl ikke fik med i sit fly. Men jeg tror også, man har fundet den som en papirstump, der blev tilbage fra det crash, der fandt sted i Pennsylvanien. Og det kan såmænd godt være din søns manual, måske skrevet med hans egen håndskrift, man dèr har opsnappet.

      Man får virkelig indtryk af, i hvor høj grad disse unge mennesker skal gøre vold på sig selv og deres naturlige instinkter. Ikke blot skal de overvinde deres egen angst for at dø, de skal også overvinde deres naturlige modvilje, som ethvert civiliseret  menneske har mod at dræbe andre mennesker. De gør det ved at kalde det mord, de skal udføre, for ’slagtning’: ’Hvis Gud befaler, at én af jer skal slagte, så tilegn slagtningen til jeres fædre (…), for I har forpligtelse overfor dem. Vær ikke uenig, men adlyd. Hvis du slagter, så vold ikke dem, du dræber, ubehag, for dette er en af Profetens – fred være med ham – skikke. På én betingelse: at du ikke bliver distraheret’. Nå, ja, det er jo ikke så rart for os vesterlændinge at blive betegnet som slagtedyr, men vi forstår godt og anerkender det også, at I muslimer er civiliserede mennesker, siden der skal en så stærk ordfordrejning til for at få jeres unge til at slå os ihjel.

      Dig kan vel dokumentet hjælpe, så du får et bedre indblik i, hvordan din søns sidste timer forløb. Og dette: at skulle slå ihjel, det er jo nu engang soldatens forbandede pligt. Værre og mere afgørende er, om også soldaten, altså din søn, kan fastholde sin vilje til at dø for sin sag. En almindelig soldat skal have en god moral. Det er et ord, som også vi vesterlændinge bruger. Han skal være villig til at sætte sit liv i vove for sagens skyld. Og også vi taler om, at der i en deling soldater kan ske et moralsk forfald, så de mere er opsat på at overgive sig til fjenden for at redde deres skind end på at få fjenden drevet på flugt. Og det er altså det, det hemmelige netværk fortæller dig, at noget sådant skete ikke på dette fjerde fly. Din søn begik ikke faneflugt. Han fortrød ikke i sidste øjeblik. Den gode soldatermoral, han havde oparbejdet igennem to år, gik ikke tabt i de sidste minutter. Han kunne med god grund erklæres for martyr af netværket. Og så mener du vel nok, at du kan leve med, at det mere officielle islam ikke erklærer nogen af flykaprerne for martyrer. Sådan har du jo længe levet med, at de ikke opfyldte islams krav.

      ’Når virkelighedens time nærmer sig, nultimen, så byd (…) helhjertet døden velkommen for Guds skyld’, lyder én af instrukserne. Og det har jo altså din søn rettet sig efter. Han har gennemtænkt situationen. Han har endda, som én af passagererne har fortalt, iført sig sit røde hovedbånd som tegn på, at han var en selvmordspilot. Kan du da ikke med god grund være stolt af ham, også selv om det ikke lykkedes for denne kaprerbesætning at få flyet sendt ind i en menneskefyldt bygning?

      Så det står altså fast, det var ikke kaprernes manglende offervilje, der var skyld i, at det gik galt for kaprerne.

      Hvad var det så?

      Ja, det var det forhold, at kaprerne nok havde gennemtænkt alting, nok havde taget alle de vestlige tekniske hjælpemidler i brug, nok havde undersøgt og efterprøvet alt, men ikke taget den mistelten i ed, der hedder mobiltelefonen.

      Passagererne ringede til deres pårørende for at fortælle, at de var blevet kapret, og fik af dem at vide, hvad der var sket i New York. Derudfra kunne de slutte sig til, hvad der ventede dem. Det ville de ikke passivt finde sig i. Derfor gik de til modstand, og det medførte så, at flyet styrtede til jorden i stedet for at blive styret ind i Capitol.

      Hvis det hele var blevet planlagt, så de fire aktioner skete mere samtidigt, ville det have været umuligt for passagererne i det fjerde fly at blive klar over, hvilken skæbne der ventede dem. Men al deres kyniske planlægning til trods, var det noget, operationsledelsen ikke havde taget højde for. Måske man havde været for optaget af aktørernes villighed til at dø. Måske man i lidt for høj grad havde forberedt sig psykisk til at kunne stå ansigt til ansigt med døden. Måske man havde troet, at succes eller fiasko afhang af denne villighed mere end af noget andet. Men det var ikke tilfældet.

      Og nu siger jeg noget, som måske vil gøre dig bedrøvet. Men der kommer mere af samme slags senere. Dette, at det lykkedes for det hemmelige netværk at flyve tre fly ind i bygninger med mennesker i, skyldtes kun for halvdelens vedkommende den gode soldatermoral, som jeres unge opviste. En lige så stor rolle, eller måske endda en større rolle, spillede overraskelsesmomentet.

      Jeg véd godt, at det er noget af det, en far efter sin søns død kan trøste sig med: at han dog havde sin gode soldatermoral i behold: villigheden til at ofre livet for sin sag. Men det mærkelige er, at så snart overraskelsesmomentet var borte, var også muligheden for en fra jeres side set heldig gennemførelse af aktionen borte. Passagererne gjorde oprør, de ville ikke bare være slagtekvæg. Hvad der havde gjort, at passagererne i de andre fly forholdt sig roligt, var, at troede, der var tale om en almindelig flykapring. De anede ikke, at de var ombord i et missil, der skulle ramme en bygning. Så snart det blev klart for dem – og det blev det jo for passagererne i det fjerde fly – kunne kaprerne ikke gennemføre deres forehavende.

      Dette er en rent teknisk overvejelse. Den har i og for sig intet at gøre med det, jeg nu skal gøre opmærksom på. Nå ja, man kan måske sige, at I kunne have gennemtænkt det hele noget bedre, så også denne detalje var kommet ind i jeres planlægning. Men det har i og for sig ikke noget med jeres religion at gøre. Den slags kan jo ske for enhver planlægger, at der er en vigtig detalje, man overser.

      Nej, det næste, jeg vil sige, rammer jer uden tvivl dybere. Jeg vil nemlig gøre opmærksom på, at den Almægtige ler, og at det er jer, han ler af. Sandt nok, han ler ikke af alle de mennesker, det lykkedes jer at få dræbt. Han har medlidenhed med enhver skabning, der lider uden at det er nødvendigt. Nej, han ler af jer. Han ler af alle jeres forberedelser, han ler af også den detalje, I glemte, men han ler først og fremmest af al jeres alvor, af jeres hårdt tilkæmpede villighed til at dø, af jeres kyniskhed og følelseskulde, altså af alt det, som I mener er jeres styrke, og som også vi kristne i et øjebliks forblændelse har ladet os betage af. Alt dette ler den Almægtige af.

      Og det kan jeg godt forstå, det er hårdt at skulle holde ud. Når man har mistet en søn, da at skulle høre, ikke blot, at han er død for et elendigt formåls skyld, men også, at den foragt for døden, han udviste, er for intet at regne imod den martyrvillighed, som tilfældige amerikanere udviste. Det første var du vel forberedt på, at vi kristne ville sige; det er ikke så svært at se, at vi ikke finder det særlig gavnligt for nogen sag at dræbe næsten syv tusind mennesker. Men det andet var jo netop det, I skulle hævde jer ved: villigheden til at dø for islams sag. Her skulle det vise sig, hvilke styrke islam har. Her har du regnet med, at det ville blive klart for alverden og ikke mindst for os i den vestlige verden, hvordan den muslimske moral var bedre og stærkere end den vestlige. Og så rammer Gud jer netop på det punkt, ler af jer netop af den grund.

      Det må være næsten umuligt at bære. Og min opfordring til dig er da også at undlade at prøve at bære det og i stedet overgive dig til Gud, den almægtige Gud, der ler, den Gud, hvis hemmeligheder vi kristne gennem vor tilbedelse prøver at trænge ind til.

      Det, jeg egentlig vil vise dig, er altså sådan set ikke det fuldstændig moralsk uforsvarlige i at dræbe syv tusind mennesker for islams sag. Ganske vist er også det et slagsmål, vi kristne må tage med jer muslimer: om der kan gives et formål, der kan retfærdiggøre drabet på andre mennesker, syv eller syv tusind, det er jo for så vidt underordnet; om altså nogen fremtidig lykke for et større eller mindre antal mennesker kan begrunde, at man ofrer nogle mennesker på dette højere formåls alter i nutiden. Vi har selv haft vore venstreorienterede, og vi er da godt klar over, at de var villige til at begå drab for at gennemføre, hvad de anså for det retfærdige samfund. Men det er altså ikke det, jeg i første omgang vil anholde hos dig og dine medmuslimer. Ja, det er måske heller ikke det, Gud den almægtige i første omgang ler af.

      Nej, når Gud ler, når han, som salme 2 siger det, håner og spotter dem, der gør oprør mod ham (og det vil i denne sammenhæng sige jer), så skyldes det, at han finder det utrolig latterligt, at nogle mennesker vil gøre sig selv til martyrer. Det er da det rene galimatias. Og for yderligere at understrege det latterlige i dette forehavende, gør han det, at han i den selvsamme handling, hvorigennem disse galninge (deriblandt altså din søn) udfører deres galmandsværk, lader nogle af de af jer forhadte og foragtede amerikanere vokse op til martyrstadiet. Hvad I har kæmpet igennem år for at opnå: sjælsstyrke overfor døden, det lader han dem opnå med legende lethed i løbet af en tyve minutters tid. På den selvsamme dag, hvor I lader jeres selvmordsangreb rulle af stabelen, udvælger han af en håndfuld tilfældige amerikanere nogle få, og dem lader han gribe martyrkronen, ja, man kan næsten sige, at han lader dem snappe martyrkronen fra din søn og hans medsammensvorne.

      I, der troede, at I skulle vinde, og vinde stort i moralsk henseende over os vesterlændinge i kraft af jeres villighed til at dø for islams sag, I bliver sejlet langt agterud på netop den bane, I dèr har valgt jer, så I nu står med skammen, ikke blot over at have ladet jeres unge lide døden for en forkert sag, men også over at have ladet dem konkurrere med os vesterlændinge om det største martyrsind, hvor I blev håbløst udkonkurreret, eller, at jeg skal sige det sådan: I forsøgte at lade jeres unge afpresse Gud martyrbelønningen, men han gav den til dem, I mindst syntes havde fortjent den og lo jer dertil op i jeres åbne ansigt.

      Det er det forsmædelige resultat af begivenhederne den 11. september Noget anderledes blev det jo, end I havde ventet. Men sådan går det, når man vil presse Gud til at give én belønning. Og det er, hvad I vil gennem hele jeres lovholdning til Gud og altså også gennem den handling: at sætte livet til for det, I tror er hans sag.

      Nå ja, jeg kan da godt se, at indtil videre står det som den rene og skære påstand fra min side, at det forholder sig sådan. At det er Gud, der har handlet igennem de passagerer, der gjorde modstand mod din søn, det er, vil du måske sige, lige så ubevist og ubevisligt, som at det er Gud, der har åbenbaret sig for profeten, og Gud, der har givet jeres unge befaling til at ofre sig for hans sag. Du regner din påstand for absolut sikker, jeg regner min påstand for lige så sikker, er det ikke bare påstand mod påstand, så der ikke er mere at gøre?

      Sådan kunne det se ud, ja. Men det forholder sig ikke sådan i virkeligheden. Sandt er det, at I er nødt til at lade det være en totalt ubevist og ubevislig påstand, at profeten var Guds udsending. I har ikke noget medium, hvori I kan efterprøve profetens ord. I har ikke noget fast punkt, hvorfra I kan bevæge verden. Men det har vi. Vi har vor hele menneskelighed som kontrolmulighed. Det, vor åbenbaring sigter på, er at bringe den sande menneskelighed til syne, er at gøre det klart, hvori den sande menneskelighed består. Vi får ikke derigennem en sandhed, vi kan slå andre i hovedet med, men skal man nødvendigvis have det? Vi får derimod efterprøvelsesmulighed, som hver enkelt må foretage for sit eget vedkommende. Ender kristendommens budskab i det sandt menneskelige eller i det totalt umenneskelige?

      Og jeg vil prøve at vise, ud fra de telefonsamtaler, man har referater af, at de mennesker, der gjorde modstand, netop udviste den sande menneskelighed, netop opførte sig, som vi alle ønsker, vi kunne opføre os i en tilsvarende situation, netop med søvngængeragtig sikkerhed vandrede i de gerninger, som Gud forud havde lagt til rette for dem at vandre i. (Nå ja, det sidste er naturligvis en kristen tydning, men Paulus-citatet (fra Ef 2,10) er nu så godt, så jeg syntes, du skulle have det med).

      Først er der dog en overvejelse, vi må gøre os. Man vil nemlig kunne sige til os, at det, de gjorde, ikke var noget særligt. De havde fundet ud af, at de mennesker, der havde kapret dem, med stor sandsynlighed ville flyve dem ind i en menneskefyldt bygning, så ikke blot de selv, men også hundreder af andre amerikanere blev slået ihjel. Og det gør hele situationen ulden, i den forstand, at hvis man stiller det spørgsmål, om de gør modstand for selv at redde livet eller for at redde deres landsmænds liv, så er det et spørgsmål, det er ganske umuligt at få svar på. Begge dele sker jo i én og samme handling. Man kan ikke skille det ene ud fra det andet, og det er derfor ganske umuligt at sige, hvad der har været udslaggivende for dem.

      Og det må da indrømmes, det er sandt nok. Men dermed er ikke alt sagt, heller ikke med hensyn til, hvad der har været udslaggivende for dem.

      Man må som altid være opmærksom på, at disse handlinger bedømmes i bagklogskabens lys, men foretages uden det lys, som vi andre er så glade for. Passagererne fortalte, at de havde fået at vide, at den ene af kaprerne havde en bombe om livet, som han ville bringe til udløsning, hvis nogle af passagererne gik til modstand. Efterhånden som man fik sig talt til rette om, hvad der skulle gøres, blev man enig om, at det vist var bluff med den bombemand. Og begivenhederne syntes at give dem ret: Flyet eksploderede ikke i luften, men foretog en række flaksende bevægelser, før det styrtede til jorden.

      Men hvis man kun var ude på at redde sit eget liv, ville man så vove at angribe bombemanden? Sæt det nu var sandt, at han havde en bombe, sæt han bragte den til udløsning, så havde man ikke blot sat en stopper for sit eget liv, men også for sine medpassagerers liv. Derfor tror jeg, det har været udslaggivende for beslutningen om at ’gøre noget’, som de sagde, at man derved kunne redde et ukendt antal medmenneskers liv på jorden, og at disse menneskeliv ville blive reddet uanset, om de selv måtte blive dræbt.

      Tilsyneladende kendte passagererne ikke piloternes skæbne og vidste derfor ikke, om de var dræbt eller i live, det vil sige, de vidste ikke, om de i givet fald selv ville skulle føre flyet til landing. Men de har, så vidt man kan se, ikke spekuleret synderlig derpå. Hvilket også tyder på, at de ikke regnede med at slippe fra det med livet i behold. Når de ville ’gøre noget ved det’, skyldtes det det faktum, at de derved ville forhindre, at flyet blev styret ind i en menneskefyldt bygning.

      Men uanset, hvilket resultat man kommer til ud fra disse overvejelser, om man mener, de gjorde, hvad de gjorde udelukkende for at redde deres eget liv, eller man mener, en udslaggivende grund til opstanden var, at de derved kunne redde menneskeliv på jorden, i begge tilfælde viser de sig i stand til at handle og handle sagligt rigtigt med døden for øje.

      Så, kære ven, du har villet vise verden, at dette at se døden i øjnene, er noget, en muslim kan gøre; han kan endda tale om ’nultimen’, som manualen gør det, på forhånd gennemtænke, hvad der skal gøres, når ’nultimen’ nærmer sig. Er det ikke stort? Er det ikke menneskeligt forbløffende?

      Og vi må svare, som sandt er, at det især er det, der forbløffer og forskrækker os ved disse handlinger. Når man ikke mere kan stole på, at mennesker gerne vil redde livet, hvor er vi så henne?

      Men vi må altså også svare, at alt dette blegner, stillet overfor det, de tilfældigt udvalgte amerikanere gjorde. De formåede på samme måde at bevare roen, stillet ansigt til ansigt med døden. Disse af jer stærkt troende muslimer foragtede vesterlændinge, som kun er ude på at leve så længe og så behageligt som muligt, formåede at skaffe sig så megen ro i sindet, at de indbyrdes kunne drøfte, hvad de skulle gøre, planlægge, hvordan de skulle gribe sagen an, og så gøre det.

      I havde lejlighed til at vælge og vrage blandt mange. Du er stolt over, at din søn blev udvalgt, men han blev altså netop udvalgt af mennesker, der var klar over, hvad det hele gik ud på, han blev testet af mennesker, der vidste, at det ikke er nogen spøg at stå ansigt til ansigt med døden. Amerikanerne blev ikke testet. De var blot en tilfældig flok, og ud af dem var der altså tre, fem eller syv, vi véd ikke, hvor mange, der formåede at handle, stillet lige overfor døden.

      I havde trænet og opøvet dem, ikke blot i at møde døden, også i at arbejde sammen, adlyde lederen, udøve også drab, hvis det blev nødvendigt. På amerikanernes side var intet gennemtænkt, intet planlagt, alting bar tilfældighedernes præg. Ingen havde udvalgt netop disse menneske, bortset fra den Almægtige, som jo nok har haft sine planer med dem, og alligevel fandt de hinanden, alligevel gik de i aktion sammen, alligevel formåede de alt dette med døden som det næsten sikre resultat.

      Det kan da godt være, at vi har snydt jer. I har måske troet, at vi ikke vidste, at vi alle skal dø. I har måske ment, at den megen psykologhjælp, når der sker en ulykke, var et svaghedstegn, og derudfra sluttet, at jeres standhaftighed er langt større end vores, at jeres religion giver helt anderledes ro i sindet, når døden er nær, end vores. I må da så kunne se, nå ja, måske ikke, at den Almægtige ler af jer, men så i hvert fald, at han giver nogle tilfældigt udvalgte iblandt os den samme ro i sindet.

      Men hvilken forskel er der ikke på sindsroen hos den ene part og sindsroen hos den anden part?

      Jeg vil egentlig nok tro, at I selv synes, at den ro, jeres unge har udvist med døden for øje, denne standhaftige, udholdende viden om sin egen død, er den sandt menneskelige holdning til døden. Også om jer i de muslimske broderskaber vil jeg egentlig godt tro, at I har et sådant livsideal og dermed et sådan ideal for, hvordan man skal forholde sig til sin egen død.

      Og når jeg her kalder hele den holdning krampagtig, er det ikke for såre dig, du er jo, muslim eller ej, et menneske, der har mistet. Jeg ville for øvrigt heller aldrig have fundet på ordet ’krampagtig’, hvis ikke det var, fordi de unge amerikanere, som begivenhederne jo har stillet op til sammenligning, netop får jeres holdning til at se krampagtig ud.

      I sammenligning med jeres holdning er jo deres holdning præget af selvfølgelighed, legende lethed, sikkerhed i bedømmelsen, pligtopfyldelse, vilje til at risikere noget.

      Hvad er det, jeres unge skal opildnes ved, før de skal se døden? Ja, den føromtalte manual giver svaret. For det første gås der hele tiden ud fra, at det, de er i gang med at udføre, er Guds vilje. Ikke et øjeblik slækkes der på denne trossætning. Men det siges så ofte, at man tydeligt fornemmer en minoritet, også minoritet i de muslimske lande, nemlig jer og jeres broderskab, der krampagtigt forsøger at fastholde deres verdensbillede imod majoriteten.

      For det andet skal de tænke på profeten og hans jordiske kamp for at indtage Mekka. Ligesom de dengang vandt sejren, fordi de var i stand til at yde den fuldkomne hengivelse, sådan skal jeres unge nu yde en fuldkommen hengivelse til det job, de er udset til at gøre. 

      Og så skal de for det tredje se ned på det vesten, hvis bygninger de er i færd med at ødelægge. ’Al deres udstyr og porte og teknologi vil intet forhindre eller gøre skade, medmindre Gud ønsker det’. Den frygt, de kan have for sådanne ting, ’stammer fra Satan, den store frister, som skræmmer sine fæller, nemlig dem, som er betaget af vestlig civilisation og har drukket vestens kærlighed, som man drikker vand’.

      Som sagt, alt dette ville vi vestlige mennesker kalde skræmmende, men formentlig ikke krampagtigt. Når jeg bruger dette ord, skyldes det sammenligningen med de amerikanere, der gjorde modstand.

      Det var kun langsomt, det gik op for dem, hvad der var på færde. Lyz Glick, hustru til Jeremy Glick, én af passagererne, fortæller om den tyve minutter lange samtale, hun havde med sin mand. Han havde hørt de andre passagerer tale om, hvad der var sket i New York, og han sagde til sin kone, at der var noget, han var nødt til at få at vide: om det var sandt, hvad der blev sagt. Og det måtte hun jo sige, at det var. Og først efter endnu nogen talen frem og tilbage blev de begge fuldstændig klar over, hvad denne oplysning indebar for hans videre skæbne. Vi andre kunne ikke tro vore egne sanser, da vi fik det at vide, og har gået og tygget på det i dagevis, inden det helt gik op for os. Men her stod det klart for begge parter efter nogle få minutter. Hvilket jo egentlig er ganske bemærkelsesværdigt.

      Så fortalte han, at nogle af de andre passagerer havde talt om at gøre modstand mod kaprerne. De troede, at bombemanden bluffede og ville lade det komme an på en prøve. Og han spurgte sin kone, hvad hun syntes, de skulle gøre.

      Ja, jeg siger det ligeud til dig. For her adskiller vore bedømmelser sig nok ikke så lidt fra hinanden. Jeg gætter på, at du aldrig har fortalt din kone om de planer, der var aftalt om din søn. Lidt bebrejdende kan jeg måske spørge dig, om han ikke også er hendes søn. Men jeg véd godt, at I har for skik at kønnene lever hver for sig, og at ægtefolk ikke nødvendigvis betror sig til hinanden. Måske I også har den, i vore øjne gammeldags, opfattelse, at kvinder ikke kan holde på en hemmelighed.

      Men denne mangel ved jeres samfund – ja, sådan betragter jeg det faktisk – er jo blandt andet skyld i, at du ikke har haft nogen at betro dig til. Da dine muslimske brødre i jeres hemmelige broderskab lukkede af for samtalen, da stod du ganske alene med din frygt og dine tvivl. Men du har måske forbudt dig selv at have frygt og tvivl? Er det ikke også lidt krampagtigt?

      Alt dette betyder, at der er ting ved livet, I muslimer slet ikke har opdaget. I er slet ikke blevet klar over, hvordan ægtefæller bindes sammen. I har kun blik for alle de tilfælde i vor vestlige verden, hvor denne sammenbinding ikke lykkes, og det er alt for mange, det er sandt nok, men hvorfor ikke også se på de tilfælde, hvor ægtefællerne virkelig bindes til hinanden i oprigtig kærlighed, hvorfor ikke også se på de mange ægteskaber, der varer ’til døden skiller ægtefællerne ad’?

      Så det, du måske ud fra din livsbetragtning vil se som et svaghedstegn: at Jeremy Glick ikke synes, at han på egen hånd kan træffe en så vigtig afgørelse, det ser jeg og alle andre vestlige mennesker som en utrolig styrke. Så tæt var de blevet bundet til hinanden. I den grad fungerede de som en énhed.

      Efter nogen tid svarede så Lyz Glick: ’Ja, skat, du må gøre det’. Hun stillede sig bag ham i hans forsøg på at forhindre den store katastrofe. Den lille katastrofe: at de selv blev dræbt, havde de begge regnet for nærmest uundgåelig.

      Og se, her kan du jo så igen sige: ’Aha, det er altså derfra, han har sin ro, stillet ansigt til ansigt med døden. Hans kone har beroliget ham, ikke Gud’. Men hertil vil jeg sige, at de to ting ikke kan skilles. Gud handler med os igennem vor næste. Og vi forholder os til Gud igennem vor næste. Vi elsker Gud ved at elske vor næste. Og vi møder Guds vilje igennem det, vor næste har behov for. Gud er netop det menneskelige fællesskabs Gud. Igennem fællesskabet virker han, igennem fællesskabet giver han sin vilje til kende, og dette at hvile i gudstillid og at hvile i tillid til fællesskabets kræfter, er ét og det samme.

      Todd Beamer, en anden amerikaner ombord på det fjerde fly, havde en lang samtale med en telefonoperatør. Han ville have haft fat på sin kone, men hun svarede ikke, og så måtte han bede operatøren hilse hende. Til hende fortalte han, hvad der var sket, og han røbede også for hende, hvad nogle af dem havde i sinde. Og da alt dette var afsluttet, bad han hende om sammen med ham at bede salme 23: Herren er min hyrde. Jeg véd da godt, at når jeg synes, at denne tekst er langt mindre krampagtig end de krigsskildringer fra koranen, som jeres unge får som det sidste ord at overveje inden døden, så skyldes det, at jeg er vokset op med kristendommen og ikke med islam. Men kan man ikke også godt objektivt se en forskel? Er det ikke muligt at forstå, at hvad Todd Beamer gør, gør han på forventet efterbevilling, ikke fordi der står skrevet det og det i bibelen, ikke fordi kirken har fastsat nøjagtige regler for, hvordan man skal opføre sig i netop den situation, men fordi han véd sig som barn af huset, Herren er jo virkelig hans hyrde, der vil give ham, hvad han trænger til i hvert øjeblik af livet? Er det ikke muligt at se det frie menneske, symboliseret i Beamer, der ud fra sin tillid til sin Gud gør det, han synes, han må gøre?

      Og så er der også et såre menneskeligt træk hos både Beamer og Glick, som må med, for at den rette menneskelige storhed kan vise sig. Eller rettere: For at vi kan se, hvordan menneskelig storhed viser sig midt i de mest dagligdags ting, selvfølgeligt og ligefremt, uden de store falbelader, med, som jeg siger, søvngængeragtig sikkerhed.

      Beamer afbryder ikke forbindelsen, men beder telefondamen om at opretholde den. Og hun hører derfor Beamer sige til de andre: ’Let’s roll’, ’så kører vi’. En yderst dagligdags bemærkning i en så anspændt situation. Sådan, fortæller hans kone, plejede han at sige, når omsider bilen var pakket til søndagstur, børnene anbragt og på plads og alt klart til afgang: ’Let’s roll’.

      Og Glick kunne ikke dy sig for en lidt galgenhumoristisk bemærkning til sidst. Da han havde fortalt sin kone, at kaprerne var bevæbnet med knive, advarede hun ham om, at det jo kunne være farligt at gå i lag med sådanne mænd. Så var det, han svarede: ’Nå ja, jeg har da plastickniven fra morgenmåltidet’.

      Så er det højstemte borte, og vi er atter tilbage i dagligdagen.

      Men det er altså alt dette, der viser, synes jeg, at Herren, den Almægtige ler. Han håner dem, der vil tiltuske sig martyrkronen, og giver den til dem, der ikke er noget særligt, bare almindelige amerikanere, det kunne have været mange andre. Det er det, der viser, at det ikke er en krampagtig, kunstig fastholden ved én eller anden fiks idé, der vinder adgangskort til himlen, uanset, hvor engageret og stædigt man så holder fast ved den, men dette at være et naturligt menneske, der gør, hvad der naturligt falder for, også når dette indebærer en risiko for død, også når man skal handle med døden for øje.

      Til sidst dette: Jeg kan godt forstå, at du finder en prædiken som denne uudholdelig. Jeg er godt på det rene med, at du af al magt vil gøre modstand mod at få din søns handling fortolket sådan. Men hvis du godt er klar over, at terrorhandlingen i USA vil blive fordømt af mange muslimske landes regeringer, sådan som den jo er blevet det, så kan det vel ikke undre dig, at den meget mere vil blive fordømt af de kristne. Og til dem hører altså jeg.

      Men dette betyder ikke, at din søn i evig forstand er blevet fordømt. Det véd vi for lidt om til at vi kan sige noget bestemt. Men jeg vil godt for din skyld her til sidst spinde en ende. Vi véd ikke, hvad der skete i cockpittet. Den sorte boks er godt nok bjærget, og der er også enkelte råb, der lader sig identificere, men man fortæller os, at båndet med samtalerne ellers er ganske uforståeligt. Og det er jo kedeligt. Men det giver os jo så en vis frihed til at digte selv.

      Det er jo givetvis kommet til kamp. Og jeg vil her tænke mig, at den ene kaprer i cockpittet er blevet slået ud af knytnæveslag, dog først efter at have skåret Todd Beamer slemt i halsen. Todd når at råbe til Jeremy: Slå piloten ihjel, tag den kniv der. Og så er det altså din søn ved rorpinden imod Jeremy Glick. Og så tager Jeremy kniven og skal til at skære din søn i halsen, han kan jo ikke forsvare sig, som han sidder der og styrer flyet. Men da siger Jeremy: Nej, nej, det kan jeg ikke. Som jeres unge er han et civiliseret menneske, der ikke sådan uden videre kan slå ihjel. Og her kommer hans manglende forberedelse ham til besvær. Han har ikke som jeres unge et ord: ’slagtning’, han kan undskylde sig med. Han ser, det er mord, og ser sig ikke i stand til at gennemføre et mord, hvor påkrævet det end er. Så i stedet for griber han fat i din søn, prøver at få ham bort fra styregrejerne. Det fører så til flyets flaksen frem og tilbage, som nogle vidner fra jorden har bevidnet, og kort efter til styrtet mod jorden.

      Og så blev jo flyet ikke reddet. Men måske din søn blev reddet. Jeg mener, i evig forstand. Måske dette var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Måske han igennem alle sine ophold i Europa og USA har været fristet af den vestlige livsstil. Måske han har været trodsig i sin muslimske tro, holdt så meget mere fast på den trods en indre usikkerhed. Måske denne usikkerhed her til sidst, stillet overfor én, der modsat han ikke kunne dræbe, blev klar over, at den Gud, begge parter tilbeder, har han selv og hele hans kultur tilbedt forkert. Og så har han fortrudt alt det onde, som denne forkertvendte kultur har fået ham til at gøre.

      Jeg véd godt, at vi i den kristne verden betragter muslimer som næsten uomvendelige. Og det letteste ville vel derfor være at slutte denne prædiken med at formode, at dette jo nok ikke gør indtryk på dig. Men hvorfor skulle det egentlig ikke det? Du er jo menneske som vi andre. Du har vel et hjerte i livet, også du. Det kan godt være, at du ikke kan føle medlidenhed med de mange døde. Det kan godt være, at du stadig synes, at amerikanerne har rigtig godt af den lærestreg, de dèr fik. Men kan du nægte, at disse almindelige amerikanere i deres sidste stund blev ophøjet til det sublime? Kan du nægte, at deres død var langt menneskeligere end din søns? Kan du ikke se, at ’han, der troner i himlen, ler’?

      Så vær ikke bange. Han ler ikke af dig af anden grund end den, at han vil have dig til at le af dig selv. Og hvorfor skulle det være umuligt? Det er jo dog menneskeligt at le, og du er et menneske. Ikke?

      Amen.

     

2. Den totale hengivelse.

”Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.' Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv.' På de to bud hviler hele loven og profeterne.” (Matt 22,34-40).

Amen.

Når vi står overfor det første og største bud i loven: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind', så må vi spørge, om det betyder, at vi skal opgive vor personlighed, eller det betyder, at denne personlighed på én eller anden måde i gudsforholdet er intakt. Muslimerne svarer det første, vi kristne svarer det andet. Men ser vi kirkehistorien igennem, må vi indrømme, at vort svar ikke på nogen måde er klart. Der har været mange perioder i kirkehistorien, hvor vor opfattelse har været den, at man for at være en ret kristen ganske skulle give afkald på alt sit eget, sin egen vilje, sin egen personlighed, sit eget særpræg.

Dér, hvor vi har svaret klarest, er faktisk i gudstjenesten, eller i de gudstjenestelige traditioner. Her er der to ting at pege på, som altid har adskilt os fra muslimerne: Den ene ting er, at vi sidder og står og knæler i gudstjenesten, men aldrig bøjer os med ansigtet mod jorden. Den anden ting er, at vi fejrer vores gudstjeneste, så vi sidder mænd og kvinder i samme rum.

Men ellers er vore svar indenfor den kristne kirke faktisk ganske uklare. I slutningen af oldkirkens historie, omkring år 500 til 600, var der i kirken en strid om, hvorvidt der var én eller to viljer i Kristus. Og i lang tid havde den opfattelse vind i sejlene, som sagde, at der kun var én vilje i Kristus, nemlig den guddommelige vilje. Og det betød jo, at ikke blot skulle den menneskelige vilje i Kristus ganske udryddes, det skulle den også i alle dem, der ville være kristne. Når man fik et bud, der hed, at man skulle elske Gud af hele sit hjerte og hele sin sjæl og hele sit sind, så betød det altså, at man skulle uddrive af sit indre alt det menneskelige, alt, hvad der var blot menneskelige rørelser, alt, hvad der måtte karakteriseres som vor egenvilje. Og det var da et hårdt forlangende, det var det, men mange følte altså dengang, at det var den måde, fromheden skulle vise sig på.

Og noget tyder på, at Muhammed i sine tanker og i sine krav til sig selv og sine tilhængere har været ret kraftigt inspireret af denne monoteletisme eller monofysitisme. I hvert fald er det lignende forestillinger, de har bragt med over i deres nye religion, som man jo i den henseende kan betragte som en afart af kristendommen. Ikke blot bliver Gud indenfor islam almægtig på en måde, som vi næsten ikke kan forestille os indenfor den kristne verden, den fromme bliver også from på en ganske selvudslettende måde, som ikke svarer til vor opfattelse af gudsforholdet.

Vor opfattelse kommer snarere til udtryk i den gamle græske kirkefader Maximus’ opfattelse. Kristus bad i Getsemane have, inden han blev overgivet til tempelvagten skærtorsdag aften: »Ske ikke min, men din vilje«, altså havde Kristus  sin egen vilje, og altså skulle han have sin egen vilje. Og ergo skal også den fromme kristne bibeholde sin egen vilje, bibeholde sine tanker og overvejelser, ja, han skal, selv når han stilles overfor Gud den almægtige, være sig selv, leve det ud, der er i ham, lade de specialiteter, han har, komme til udtryk. Det kan godt være, at den fuldkomne underkastelse ser mere from ud, det kan godt være, at det fornemmes mere ægte hengivent at udslette al egenvilje, men det er ikke meningen, Gud vil noget andet med dig.

Eller, hvis vi skal sige det med et slagord: Gud vil ikke se dine nakkehår, han vil se dit ansigt. Et sådant udtryk er naturligvis vendt mod muslimerne og deres gudstjenestefejring, men det er også vendt imod os selv. For selv om vi ikke beder så selvudslettende som muslimerne, så tenderer vores fromhed meget ofte mod den samme selvudslettelse. Og noget sådant er forkert, hvad enten det er os eller muslimerne, der gennemfører det.

I begyndelsen af 1700-tallet opstod der således en afdeling indenfor lutherdommen, der hed brødremenigheden eller hernhutterne. De havde den opfattelse, at det, det drejede sig om for den fromme kristne, var at hengive sig helt til frelseren og til det, han ville med én. Ens egne overvejelser, ens egne forestillinger, for slet ikke at tale om ens egne ønsker og drømme, alt det måtte man kaste bort, alene det, som frelseren bestemte for én, skulle man rette sig efter. Og hvordan fandt man ud af, hvad frelseren havde bestemt med netop mig? Ja, det fandt man ud af ved lodtrækning. Man spurgte frelseren gennem lodtrækningen, ikke blot, når det drejede sig om hvad hele menigheden skulle gøre eller ikke gøre, også når det drejede sig om enkeltmenneskets fremtid. Og mærkeligt nok, så udviklede denne fuldstændige og selvudslettende hengivelse en praksis, der meget ligner den, som muslimerne får i vore dage, hvor de får magt, som de har agt: Man lavede en adskillelse mellem kønnene, så kønnene ikke havde mulighed for at se hinanden til daglig. Ved gudstjenesterne havde man ikke indført den muslimske praksis, at kvinderne har deres særlige afdeling, adskilt fra mændenes afdeling ved en tremmevæg, kun det havde man anordnet i Kristiansfeldt, at mænd og kvinder sad i hver sin side. Men det gjorde de jo også dengang i de øvrige af folkekirkens kirker. Og også brødremenighedens praksis, når det drejede sig om at indgå ægteskaber, mindede om nutidens muslimers praksis. Man overlod alle beslutninger til frelseren, også beslutningen om, hvorvidt man skulle giftes og hvem man skulle giftes med. Den slags blev afgjort ved lodtrækning. Der var vel en del mudrede tilfælde, hvor man kun overlod det til frelseren at konfirmere, at den udvalgte var den rette, men der er også en del tilfælde, hvor det ikke er personerne selv, der finder sammen, men frelseren, eller altså lodtrækningen, der afgør, hvem der skal have hvem. Og det kan da godt minde noget om muslimernes praksis i Tyrkiet og i Pakistan, en praksis, som de har ført med sig til Danmark. De bygger ikke deres ægteskaber på parternes egen frie afgørelse, men på forældrenes valg og overvejelser. Og det har jo så de unge at rette sig efter. Hvad de mærkværdigvis gør i langt de fleste tilfælde. Hvorfor? Jamen, altså blandt andet fordi deres fromhedsideal tilsiger dem helt at slippe sine egne ønsker og drømme, helt at overgive sig til Guds vilje, som altså i dette tilfælde træder dem imøde i forældrenes afgørelser.

Som jeg har fremstillet det her, kan man nok se, at evangeliets formaning retter sig både mod muslimerne og mod os kristne. »Gud vil se dit ansigt, og ikke dine nakkehår«. Når man retter denne formaning mod muslimerne, indbyder man til en teologisk diskussion, en diskussion om, hvem Gud er, hvor stor hans almagt er, hvem mennesket er, hvordan menneskets vilje samspiller med Guds vilje, osv. Men retter man formaningen til os kristne, bliver det en formaning om ikke at glide ind i den form for selvretfærdiggørelse, der vil holde sin fromhed og sine lovgerninger op imod Gud: se, hvad jeg har gjort, se, hvor selvudslettende jeg er.

Specielt når man ser på ægteskabet, kan man se, hvordan denne formaning med dobbelt adresse virker. Vi synes jo dog, at vi har indrettet samfundet på en måde, der for os at se er naturlig, når vi har givet de unge mulighed for at lære hinanden at kende, når vi lader kønnene frit omgås hinanden, når vi giver mulighed for, at de kan tale sammen og således føle hinanden på tænderne. Så er det vor erfaring, at så opstår der på et eller andet tidspunkt sød musik mellem de to parter, så vil på et eller andet tidspunkt en form for forelskelse, betagethed, berusethed, måske endda, bemægtige sig de to, og så er grundlaget skabt for et livslangt samliv. Vi synes, som vi ser på tingene, at der må et sådant kendskab til, før et ægteskab kan komme på tale. Det er jo netop den andens særpræg, den andens særegenheder, man bliver forelsket i. Det er den andens personlighed og ægthed, man falder for. Ja, det er alt det legemlige også. Som brudgommen siger i Højsangen: »Hvor skønne er dine trin i skoene, du ædelbårne!« Det er gangen, det er talen, det er alt ved den elskede, der betager og ikke lader én i ro. »Dit hoveds lokker er som purpur, en konge er fanget i garnet«.

Her så jo altså brødremenigheden helt anderledes på det. Og her ser muslimerne i dag helt anderledes på det. Her er kønsdriften med alt det, den fører med sig, en fristelse, der skal modstås, her skal alt det farlige, som denne ustyrlige drift giver anledning til, pakkes ind i love og bestemmelser, først og fremmest bestemmelser, der skal hindre nogen sød musik i at opstå. Jamen, har man da ikke blik for personernes sammensmeltning? Må ikke også muslimerne ønske sig en tilstand, hvor den ene part frit bøjer sig for den anden, frit og ikke tvunget, fordi det sker i kærlighed? Nej, tilsyneladende ikke. Det, der er afgørende for muslimen, og det, der var afgørende for brødremenighedens medlemmer, var hengivelsen, selvudslet­telsen, udryddelsen af alt menneskeligt. Sådan måtte man gøre, for at det guddom­melige kunne komme til. Men her må vi altså sige igen og igen, til begge parter: Gud vil ikke se dine nakkehår, han vil se dit ansigt. Gud ønsker ikke den totale underkastelse under hans vilje, han ønsker, at din viljes frie afgørelse slår igennem. Gud har, da han skabte mennesket, givet afkald på sin almagt, så at sige, så han nu ikke mere virker umiddelbart på skabningen, men virker igennem sit ord og igennem sin ånd. Gud har skabt mennesket, for at menneskets personlighed og netop dette væsens særpræg skulle træde frem, ikke for at vi skulle skjule det eller undertrykke det eller gemme det bag en koranlov eller en morallov. Gud vil se vort ansigt, ikke vore nakkehår.

Vi kan også sige, at muslimerne mener, at vi mennesker har et udtryk for Guds vilje på en direkte måde, hvor vi kristne altid vil mene, at vi kun ser Guds vilje på en indirekte måde.

Det er derfor, vi har et forskelligt forhold til politik. For muslimen kan Guds vilje komme direkte til udtryk i politiske forhold. Man behøver kun at efterkomme koranens bud om, hvad der skal gøres, hvordan man skal indrette det fuldkomne samfund, det islamiske samfund, sharia, så er sagen klar. Man er vel ikke fritaget for selv at spekulere noget over, hvordan det hele skal ordnes, men da hengivelsen til Guds vilje skal være total, vil enhver selvstændig spekulation egentlig være af det onde; det er jo noget af det menneskelige, der helt skal udryddes, for at Guds vilje kan finde sin plads i os.

Mens for os kristne Guds vilje ikke ses umiddelbart i nogen lovbog, hverken i det gamle testamente eller i det ny. Vi er som kristne altid forpligtet på at have vores forstand med os. Vi må altid rådspørge vores sunde fornuft. Vi må ikke deponere den i en koran eller i en morallov eller i en overbevisning om, hvad man plejer at gøre.

Her kan man nok se, at hvis det er en uomgængelig erfaring, at en hvilken som helst tekst altid kræver et menneske i den anden ende for at blive udlagt korrekt, så vil der nemt af et krav om en fuldstændig underkastelse under Gud og en deraf følgende fuldstændig tilsidesættelse af alt menneskeligt opstå et slags fromhedens tyranni, dvs et tyranni, hvor en hvilken som helst indvending vil kunne fejes til side ud fra en mistanke om, at den, der kommer med indvendingen, ikke har hengivet sig nok til Guds vilje; han kommer jo uvægerlig med indvendingen ud fra sine egne overvejelser. Og så sidder de rigtig fromme og har taget patent på både magten og magten til at udlægge koranen, mens de kun halvfromme er tvunget til at bøje sig for begge dele, skønt de måske har deres indvendinger mod den udlægning, de præsenteres for. Blot kan der ikke opstå nogen fri diskussion om udlægningen, for i virkeligheden skal teksten jo ikke udlægges, man skal bare rette sig efter den, dvs rette sig efter den udlægning, som de rigtig fromme holder for den rigtige.

Luther mødte dette fromhedens tyranni i sine mange diskussioner med papisterne, før han blev dømt fredløs på rigsdagen i Worms. Han opdagede snart, at blot hans modstandere kunne finde et ord fra én af kirkefædrene, så kunne de få det til at se ud, som om de havde vundet. Jo, for det blev regnet for en stor fromhed at sige, som Johan Eck sagde i diskussionen med Luther, at han sandelig ikke regnede sig for værdig til at udlægge skriften bedre end kirkefædrene og at han derfor altid bøjede sig for deres udsagn. Hvad han ikke fortalte, var, at han, ligesom en dygtig journalist i vore dag, altid kunne finde én, han kunne citere for netop det, han selv ville have sagt. Så kunne man snildt overse, at denne kirkefader havde sagt det i en anden sammenhæng, eller at han også havde sagt noget andet, der stred imod det.

Derfor hævdede Luther i ’Til den kristelige adel’, at man ikke for nogen pris måtte bøje sig for pavens påståede eneret til at udlægge skriften.

Gud vil se vort ansigt. Han vil have os til at være ligefremme, naturlige mennesker. Han vil, at forholdet til ham skal være den ene persons forhold til den anden. Han vil, at det åbne, ligefremme forhold, vi har til ham som børn i faderhuset, føres over på forholdet til vor næste.

Amen.

 

 

3. Alkohol

      I første Korintherbrev, kap 6, vers 9f står der skrevet: ”Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, v10 eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige”.

      Og i Romerbrevets 13. kapitel vers 8 står der skrevet: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven”.

      Det er en forholdsvis kendt sag, at muslimer ikke må drikke alkohol. Og vi ikke-muslimer har derfor tillagt os den dårlige vane at drille muslimer med deres afholdenhed. Og vi har, synes vi, menneskeligt overskud til at drille både dem, der lever efter de muslimske forskrifter og helt undlader at drikke alkohol, både ved festlige og mindre festlige lejligheder, og dem, der engang imellem tager sig et glas.

      Når man ser på alkoholforbrugets sørgelige kendsgerninger, er det dog et spørgsmål, om vi har ret meget overskud tilbage. Faktisk er netop muslimens afholdenhed, hvad alkohol angår, ét af de steder, hvor man kunne fristes til at give muslimerne ret. Skulle der ske det, at muslimer i hobetal omvender sig til kristendommen (og det er jo også ét af de fremtidsscenarier, vi må tage højde for, hvad angår muslimerne herhjemme), så kunne man godt ønske sig, at de ville tage den gode vane med ikke at drikke alkohol med over i kristendommen.

      Men ellers vil jeg tage emnet ’alkohol’ frem her, fordi jeg tror, at det måske er egnet til at sætte os kristne lidt ind i den muslimske tankegang. Det drejer sig jo i al religionsmøde om at forstå den anden ’indefra’, og det har vi kristne altid haft uhyre svært ved. Enten har vi betragtet muslimer som middelalderlige, der nok engang ad åre skulle udvikle sig op til det høje stade, vi selv indtager, eller også har vi set på dem som lovtrælle, der var selvretfærdige i al deres optræden. Ingen af delene er udtryk for, at man ’indefra’ forstår, hvorfor muslimerne gør, som de gør.

      Det er måske denne prædiken heller ikke. Men da jeg på netop det punkt, som sagt, har en vis sympati for muslimernes standpunkt, er der i det mindste en vis chance for, at der bliver tale om en forståelse ’indefra’.

      Jeg har sat én af de mere barske bibelske udtalelser op som indledning til denne prædiken. Ingen drukkenblot skal arve Guds rige, siger Paulus. Og det lyder jo ret hårdt. Men hvis vi betænker, at begreberne ’Guds rige’, ’evigt liv’, ’frelse’, bruges for at fortælle, hvilket liv der er et ret liv, så siger Paulus jo egentlig ikke andet end hvad vi godt véd i forvejen: At den, der ødelægger sin tilværelse ved at ’lægge sig selv i sprit’, ikke lever livet, som det bør leves, men mister det, går glip af det.

      Man kan sige, at det dog er overflødigt at fortælle os det. Men læg mærke til, at mange af dem, der er angrebet af alkoholismen, ofte forfalder til at sige om sig selv og deres alkoholvaner, at det nu er deres måde at leve livet på, det er, hvad de har lyst til, andre kan jo så have lyst til noget andet. De drikker, siger de, fordi de synes, det er sjovt at have en brandert på, eller fordi de gerne vil se lidt mere lyst på tilværelsen.

      Når jeg tillader mig at citere Paulus og oven i købet gøre det med tilslutning, så skyldes det, at det synspunkt ikke er holdbart. Man vil måske sige, at det er lidt frækt af mig sådan at sætte Guds navn bag en privat udtalelse, men jeg gør det alligevel. Jeg gør det, ikke blot fordi Paulus gør det, men fordi sådan er det: Alkoholisme er en sygdom, er en forkert måde at leve livet på, er grundlæggende forkert, er noget, man må helbredes fra. Og man kan ikke undvige behandling ved bare at nægte, at der er tale om en sygdom. Se på det liv, du har bag dig, kan man sige til alkoholikeren, se på dine løgne, se på dine nederlag, se, hvordan du gang på gang har prøvet at beherske dit forbrug, men ikke har kunnet det, og kom så ikke her og sig, at det er noget, du gør af lyst! fortæl os ikke, at det er din fornøjelse, ligesom andre dyrker sejlsport eller golf!

      På samme måde har det sig for øvrigt med utroskab. Ikke fordi vi skal gå hele Paulus’ remse igennem, men der er her en vis overensstemmelse. Nu er vi jo blevet så frisindede, hvad sex angår, så det er rent forfærdeligt. Og det har bevirket, at nogle af de kvinder, der sælger deres krop til hungrende mænd, siger om sig selv og deres ’erhverv’, at de kan lide det; det er nu deres måde at tjene til livets ophold på, og de mener faktisk ofte, at de udfylder en nyttig rolle i samfundet ved at tage det værste pres af mændenes frustrationer.

      Også her må vi sige, med Paulus, at ingen utugtig skal arve Guds rige. Ikke for at gøre os nogen tanker om deres tilstedeværelse eller mangel på samme i de himmelske boliger til sin tid, men for at sige til os selv og hinanden, at sex binder sammen, og at kunsten netop er at lade sig binde til et andet menneske. Derfor må det være forkert, hvis man vil gøre dette kvindeerhverv til noget mere end en foreløbig foreteelse, der egentlig helst ikke skulle være der. Selv om vi jo så i samme åndedrag må indrømme, at det har lange udsigter med at få afskaffet denne foreløbighed. Vistnok skulle pornoens frigivelse bevirke, troede man dengang, at behovet for den mere håndgribelige omgang med sex blev dæmpet. Men erfaringerne synes ikke at have svaret til forventningerne.

      Men ok, sex er én ting, alkohol noget andet.

      Og dog. På begge disse områder tænker muslimerne anderledes end vi gør. På begge disse områder er de samfundsorienterede i deres moralske overvejelser, hvor vi i højere grad er individorienterede. Det er en væsentlig forskel, og denne forskel kan nok give anledning til mange misforståelser.

      Vi tænker også på en måde samfundsorienteret. Men vi er ikke vant til at sætte moralske tanker bag denne orientering mod samfundet. Men det er, hvad muslimerne gør, og det er nok ikke mindst det, der får dem til at føle sig moralsk overlegne i forhold til os. De synes virkelig, de har fat i en lang ende her. De synes virkelig, at de tanker og overvejelser, de gør sig, er relevante og er bedre end de mere videnskabelige overvejelser, vi ligger under for.

      Alkohol er opfundet, og alkohol kan ikke ’afopfindes’, vil vi sige, det vil for al fremtid være en del af menneskers tilværelse.

      Ja, hvorfor egentlig det? spørger muslimerne ud fra deres anderledes samfundsmoral. Og tanken bag deres anvisninger er jo ikke helt tosset. Vi har mange problemer med alkohol. Hvorfor så ikke dog i det mindste prøve at lave et samfund uden alkohol? Vi har mange problemer med sex. Hvorfor så ikke i det mindste prøve at lave et samfund, hvor sex er sat i bås, har fået den tilbagetrukne plads, der tilkommer det?

      Og så går de i gang. Så tager de hinanden i ed, at de ikke vil nyde alkohol. Så bliver alkohol banlyst ved deres forskellige samvær. Så bliver det gjort ulovligt at fabrikere og sælge alkohol. Det vil sige, det bliver gjort ulovligt for muslimer. Det er jo også et af de anderledes træk ved muslimske samfund, at der findes ét regelsæt for muslimer, et andet for ikke-muslimer. Og så langt kan man måske følge muslimerne, at er man gået med til at være muslim, så er man også gået med til at undlade at nyde alkohol, og gør man det alligevel, så har man i en vis forstand selv nedkaldt straffen over sit syndige hoved. Blot er der jo den hage ved denne tilsyneladende logiske tankegang, at børn af muslimer automatisk bliver betragtet som muslimer, men de er jo ikke gået med til nogetsomhelst, de har ikke sagt hverken ja eller nej til at nyde alkohol, og de får derved reglerne trukket ned over hovedet, uden mulighed for at ændre dem.

      Det er vel også hovedindvendingen mod et nej til alkohol fra vestlig side, at friheden går fløjten under en muslimsk alkoholpolitik. Man tænkes ikke for hver ny generation at skulle vedtage et nyt nej til alkohol for muslimer. Det er noget, der én gang for alle ligger fast. Det hører med til sharia, det muslimske regelsæt, der blev vedtaget en gang i 1000-tallet og ikke siden har skullet ændres.

      Vi véd også fra det ny testamente, at selv om Paulus her i 1 Kor 6,10 langer hårdt ud efter drukkenbolte, så har det ikke fået ham til at være total afholdsmand. Han kan et sted opfordre Timotheus til at drikke en smule vin for hans maves skyld. (1 Tim 5,23).

      Men ellers vil jeg tage fat på det andet skriftsted, jeg begyndte med at citere, det med, at vi er skyldige at elske hinanden.

      Det betyder i denne forbindelse, at vi bør tage os af de mennesker iblandt os, der er ramt af alkoholismens svøbe. Og vi bør tage os af hinanden med al den opfindsomhed, vi kan opvise. For det er en utrolig svær situation at håndtére, hvis ét af familiens medlemmer er blevet alkoholiker. Der er børn, der har lidt under en opvækst i alkoholens skygge og må trækkes med problemerne til deres dages ende. Der er ægtefæller, der har stolet på deres alkoholikerægtefælle gang på gang, har ladet sig overtale til at prøve så det middel, så det, og et tilsvarende antal gange har måttet erfare, til stor sorg også for dem, at det gik altså ikke. Den anden kunne ikke holde det løfte, han eller hun så højtideligt havde aflagt, om ikke at drikke mere. I mange tilfælde skyldes det nok, at de to forstår noget forskelligt ved et sådant løfte om ikke at drikke mere. Den, der ikke er ramt af sygdommen, vil være tilbøjelig til at tro, at der menes, at den anden ikke vil røre alkohol fremover. Mens alkoholikeren vil være tilbøjelig til at mene, at det kun er det overdrevne forbrug, løftet gælder. For det er jo alkoholikerens stadige drøm: At blive som én af de andre; at kunne drikke, som han kunne før; at kunne standse sit drikkeri, før det tager overhånd. Og det er hans stadige smertefulde erfaring: At det kan han ikke; at han drikker sig fra sans og samling, når først han får begyndt; at selv den mindste smule alkohol så at sige starter en kædereaktion, der først slutter, når han som så mange aftener før, ligger udflippet og drikketræt på sengen. Og det er hans skræk: At skulle have stemplet ’alkoholiker’på sig; at skulle sidde over i de mange festlige lag, hvor der nydes alkohol; at skulle skille sig ud fra de andre.

      Det er mig en kilde til stadig undren, hvordan alkohol på den måde kan tage magten fra et menneske; hvordan et normalt og velfungérende menneske kan komme i en situation, hvor det ikke er herre over, hvad det selv gør; hvordan det går til, at et menneskes vilje sættes ud af spillet, så selv det højtideligste løfte omgøres; ja, hvordan et ægte og oprigtigt menneske, som altid var til at stole på, af alkohol kan drives ud i løgn på løgn, i fortielser og fordrejelser. Jeg forstår det ikke.

      Men en kendsgerning er det. Og det er også en kendsgerning, at mange kan hjælpes, men at mange flere har brug for hjælp.

      Jeg vil forsøgsvis komme med to forklaringer på dette uforklarlige problem, en biologisk og en sociologisk.

      Den biologiske går på, at ingen af os bryder os om at være slave af noget legemligt. Og alkoholikeren har en fornemmelse af, at hans alkohol-trang er legemligt baseret. Det vil han ikke for nogen pris være afhængig af. Godt nok har vi i vore dage fået en række ateister, der omhyggeligt forklarer os, at et menneske er fysik og kemi, intet mere. Men samtidig har vi i vort samfund et ideal, der siger, at mennesket selv, bevidstheden, skal være fri og uafhængig. De to ting kan ikke harmonere. En gammel kirkefader, Maximus Bekenderen (580-661) kunne i den henseende måske hjælpe os. Han hævder, at mennesket er sammensat af sjæl og legeme på en sådan måde, at sjælen livet igennem til stadighed mere og mere legemliggøres, og legemet livet igennem til stadighed mere og mere sjæleliggøres. En smuk formulering, synes jeg, som anerkender, at vi er legeme, ikke blot sjæl, og at legemet virker ind på sjælen. For alkoholikerens  vedkommende er det vel netop det, han ikke vil, han vil være fri som alle andre, ikke afhængig af sit alkoholforgiftede legeme. Men mange har fundet ud af, at når blot de bøjer sig for det, deres legeme siger til dem, og ophører fuldstændigt med deres alkoholforbrug, så kan de få et godt liv. Andre er døde af deres alkoholforbrug.

      Den sociologiske forklaring går på, at vores forhold til alkohol er lidt forskruet, i modsætning til, hvad vi selv mener. Vi har ikke et naturligt forhold til alkohol. Tag bare os præster! Mange af os har det forskruede forhold til alkohol, at vi absolut skal gøre opmærksom på, at vi da bestemt ikke er afholdsfolk. Nej, vi kan godt tage os et glas af og til. Hvorfor skal dog det siges? Er det naturligt? Ville det sådan set ikke være mere naturligt, om et par procent af os ikke drak?

      Eller dette, at vi ser skævt til en kollega, der ikke kan eller vil drikke. Eller dette, at der af og til kan opstå konkurrence om, hvem der kan drikke mest uden at gå under bordet. Som om det afhang af andet end en ren tilfældig legemlig konstitution.

      Dette lidt forskruede forhold til alkohol kunne måske være en ligegyldig petitesse, hvis ikke det var fordi det gør det vanskeligere for alkoholikeren at tage beslutning om helt at standse al alkoholindtagelse. Nå, jeg véd naturligvis ikke, om vi ved en mere renfærdig alkoholkultur kunne hjælpe dem bedre end vi gør for øjeblikket. Men for øjeblikket gør vi overhovedet ikke noget forsøg. Det er, som om vi har indoptaget alkoholikerens ideal i os (skønt det jo faktisk er et ideal, han har fra os): at man på én gang skal kunne drikke sig fra sans og samling og alligevel have styr på sit forbrug, at man skal kunne være med til de små glas fra morgen til aften uden at påvirkes, at man skal kunne drikke alle andre under bordet, men selv være upåvirket. Ak, ja, hvem der havde et sådant legeme! Men det er der vist ingen, der har.

      Men som sagt, det forekommer mig, at vi egentlig godt kan forstå muslimernes samfundsmæssige holdning til alkohol. Der er problemer ved at indtage alkohol. Derfor må vi forhindre, at samfundets borgere overhovedet kan få fat på alkohol. Og vi kan forstå den, fordi vi også har været fristet til at foreslå en sådan øksehugsmetode overfor alkoholproblemet. Bliver alkohol utilgængelig, må vel alkoholproblemer forsvinde.

      Men vi må vel også i samme åndedrag tilstå, at selv om vi kan anse den muslimske løsning som værd at overveje, så kan vi ikke tildele den forrang fremfor andre løsninger. Og hvilken løsning der er bedst, afhænger af, hvilke erfaringer vi gør os med de forskellige løsninger.

      Men er det ikke sådan, at begge dele vil muslimer have svært ved at gå med til, hvis ellers de tror på koranen som en livets brugsanvisning fra Gud selv? Hvis shariaens anvisninger er udledt på legitim måde af koranens ord, så er de jo anvisninger fra Gud selv, og så står de ikke til diskussion. Og når det er Guds egne anvisninger, så er det dem, vi skal rette os efter, uanset hvilke erfaringer vi gør.

      Den kamel kan vi som kristne ikke sluge. For os er alle anvisninger anvisninger vi kan overveje, anvisninger, der kan tages med i betragtning, ikke anvisninger, som vi på forhånd uden nogen diskussion skal rette os efter.

      Og på den måde bliver alligevel også på dette område vor diskussion til en goddag-mand-økseskaft-diskussion. Muslimerne vil sidde med deres forbudsideal og se ned på vore vestlige samfund, der svælger i vin og spiritus. Og al vor anstrengelse for at helbrede alkoholikere vil de betegne som anstrengelser, der kunne være undgået, hvis man havde fulgt de islamiske regler. Hvilket jo for så vidt er sandt.

      Og det vil nok også være meget svært for os at overbevise dem om, at også de har et ansvar for det menneske, der er kommet i uføre i kraft af alkohol, fordi også de skal elske deres næste og tage sig af ham. Og ligeledes vil vi nok ikke kunne få os selv til at fremtræde som lige så ansvarsbevidste personer som de, når vi ikke går ind for et totalt forbud.

      Men vi kan i det mindste tørre det svedne grin af ansigtet, som vi ofte har på, når vi taler om folk, der lever uden alkohol. Jeg siger ikke, at vi skal følge denne muslimske tradition, jeg siger blot, at når vi nu har nogen iblandt os, som følger den, så skal de i hvert fald ikke skoses for det. Måske man oven i købet kunne få lejlighed til at foretage visse undersøgelser, sammenligne en befolkningsdel, der drikker, og én, der ikke gør det, hvis det i nogen sammenhænge kan have relevans.

      Men ellers har vi kun det at gøre, at bede; bede om, at vor samfund må blive bedre til at tackle alkoholens problemer, bede om, at de, der er ramt, må få så megen selverkendelse, så de søger behandling, bede om, at vi må finde behandlingsmetoder, der virkelig trænger ind til ondets rod. Og måske også bede om, at vi selv må komme ud af det lidt forskruede forhold, det påtaget naturlige forhold til alkohol, vi ofte har.

      Amen.

 

4. Treenigheden

      I Matthæusevangeliets niende kapitel vers 1 til 8 står der skrevet: ”Og Jesus gik om bord i en båd og satte over til sin egen by. Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: "Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig." Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: "Han spotter Gud." Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: "Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder" - da siger han til den lamme: "Rejs dig, tag din seng og gå hjem!" Og han rejste sig og gik hjem. Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed”.

      Amen.

      Man kan se af denne fortælling, at syndstilgivelse er vigtigere end helbredelse. Dels lader Jesus det i første omgang være nok med at have sagt til den lamme: ’Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig’; og dels siger han ligeud senere, at helbredelsen sker, ’for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder’. Og det kan jo være lidt beroligende for os, for det må nok indrømmes, at vi har lidt lettere ved det med syndstilgivelse, end vi har det med helbredelser. Helbredelser, det kan vi ikke sådan foretage bare med et ord. Men syndstilgivelse, det kan vi dele ud af til højre og til venstre.

      Ja, kan vi nu også det?

      Eller, anderledes spurgt: Betyder det noget med syndstilgivelsen? Gør det nogen forskel?

      Her er det væsentligt at gøre sig klart, at syndstilgivelsen i fortællingen her sidestilles med underet. Det samme sker faktisk andre steder i det ny testamente. Vi har det fx med meget bombastisk at fastholde Jesu opstandelse. Det er et under, der virkelig er sket. Graven var virkelig tom. Og det er jo alt sammen sandt nok. Men det er alligevel mærkeligt at læse i Efeserbrevet en lovprisning af, ’hvor overvældende stor hans magt er i os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt, fortsætter Paulus i brevet, virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen’. Altså, den kraft, hvormed Gud opvakte Jesus, den kraft bruger han på urkirkens tid til at virke i dem, der tror, og, må vi føje til, den kraft bruger han i dag til at virke i os med. Den syndstilgivelse, som virker i menigheden, den syndstilgivelse, som det ene medlem af menigheden giver det andet, er af samme art som det under, at Jesus opstod fra de døde, eller som det under, at Jesus her helbreder en lam.

      Jamen, det er da en mærkelig sammenligning, vil man sige. Ved et under, det ser vi da, dèr sker der noget. Ved syndstilgivelsen sker der ingenting. Hvordan kan de to ting så holdes sammen?

      Det kan de, fordi den konstatering er forkert. Det er ikke rigtigt, at der ved syndstilgivelse ikke sker noget. Tværtimod, tilgivelsesordet er et ord med forvandlende kraft, og når tilgivelsesordet lyder, trænger det ind i hjerte og sind og forvandler det menneske, det lyder til. Eller, skal vi sige, det er ordets sigte, men det er ånden, der afgør, om der kommer en forvandling ud af det eller ej.

      Men det er ikke altid, at tilgivelsesordet har form af et tilgivelsesord.

      Tag den ikke-fortabte søn som eksempel! Den fortabte søns ældre bror havde gået hjemme hos faderen hele tiden, var ikke rejst ud i det fremmede og havde ikke sviret sin del af formuen op i et udsvævende liv. Og da derfor hans bror kommer hjem, og faderen foranstalter en fest i anledning af hans hjemkomst, vil han ikke gå ind og deltage i festen. Og da faderen spørger ham, svarer han: ’Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham’. Vi kender godt tankegangen, for vi har selv været grebet af den mange gange. Det er den tankegang, der sætter retfærdigheden over alt andet og ikke på nogen måde vil affinde sig med, at der begås uret. Alt skal gå op. Der skal virkelig være ligelighed. Og bemærk, at det virkelig er en tankegang. Det er et helt logisk system for sig, og kommer man først ind i det, er det umuligt at komme ud af det. Man kredser om den uret, der er begået, man finder i sine associationer alle de ord frem, der hører hjemme i samme logik og tankegang, ikke dem, der hører hjemme andetsteds, ja, man kan slet ikke se, at der kan tænkes anderledes over forholdet. Sådan også med den ældste søn her: Faderen har bare at give ham kompensation, for man kan da ikke tænke over det, der er sket, på anden måde end gennem disse retfærdighedstankegange.

      Nu er den ældste søn så heldig, at han har en far, der taler til ham. Og taler til ham, vel at mærke, i en anden tankegang end den, der behersker ham. Derved får han en chance for at komme ud af sin indkredsende tankegang. Faderen siger til ham: ’Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet’. Her kommer en helt anden tankegang på banen. Den taler om solidaritet. Den taler om fællesskab. Den taler om at være med, hvad enten man har gjort sig fortjent til det eller ej. Og det ord har altså kraft til at trænge ind selv igennem alle de forsvarsværker, den ældste søn har sat op. Det har kraft til at nedbryde hans lovtankegang og sætte fællesskabstankegangen i stedet.

      Alligevel er det nok på sin plads at kalde ordet et tilgivelsesord. For ordet har ofte form af en tilsigelse af tilgivelse.

      Det, Jesus gjorde, var at gøre opmærksom på, at der altså i vort sprog findes den slags ord, og at altså den slags begivenheder finder sted. Begivenheden er jo nemlig ikke blot en forvandling af sindet, det er en oprettelse af et fællesskab mellem mennesker eller en genoprettelse af et brudt fællesskab. Det er gennem sådanne ord, venner bliver venner, efter at de var blevet uvenner. Det er gennem sådanne ord, ægtefæller kommer overens med hinanden, hvis de er kommet fra hinanden.

      Derfor var det, Jesus efterlod sig, ikke en samling skriftlige anvisninger på, hvordan man skal forholde sig i denne eller hin situation. Det var heller ikke en filosofisk redegørelse á la det, jeg her har disket op med, om hvordan der findes sådanne kræfter i vort sprog, og om, hvordan de virker hist og pist i samfundet. Nej, det, Jesus efterlod sig, var en troende menighed, en menighed, hvori disse sindsforvandlende kræfter kom til udtryk, en menighed, hvori venner blev venner igen, hvis de var blevet uvenner, en menighed, hvor Gud virkede med det, vi med ny testamente kan kalde opstandelseskraften.

      Og dette, at den kraft virker i menigheden, får apostelen Johannes til at sige, at ’Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene’. At leve sammen i en sådan fluktuerende kærlighed, hvor tilliden, når den brydes i stykker, dog opbygges igen i kraft af det ord, der virker blandt dem, det er at elske brødrene. Derfor kan samme Johannes sige næsten som en forklaring på de stærke ord om at være gået over fra døden til livet, at ’enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud’. Og det er jo klart. Er forholdet til næsten i orden, da er der ikke synd skabt i dig og din næste. Men i samme brev skriver Johannes det modsatte: ’Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os’. Og det er jo lige så klart. For vi har jo ikke forholdet til næsten på en måde, så det ikke kan brydes i stykker. Vi lever ikke i et ubrydeligt tillidsforhold til vor næste, men desværre i et forhold, der hvert øjeblik kan gå i stykker.

      Det vil sige, Gud har skabt mennesket til at leve i fællesskab med næsten. Der er skabt de legemlige forudsætninger for fællesskabet: seksualiteten, yngelplejen, familiesammenholdet i det hele taget. Og der er skabt de åndelige eller sproglige forudsætninger for fællesskabet: Det er skabt mulighed for, at et tilgivelsesord kan gendanne det afbrudte fællesskab.

      Og det, Jesus gav os, var altså, at han gav os blik for disse kendsgerninger, blik for, at vi har disse ting med os i skabelsesgave. Men det er ikke alle religioner, der ser sådan på mennesket og dets muligheder. Islam, fx, anerkender ikke eksistensen af disse fællesskabskræfter. For islam kommer det ene menneske tættest muligt på det andet menneske, når de begge to bøjer sig for loven, retter sig efter de guddommelige anvisninger, som indeholdes i islam. For kristendommen kommer det ene menneske tættest på det andet menneske i fællesskabet, når begge bøjer sig for fællesskabets kræfter, det vil sige, når den ene taler et tilgivelsesord (i den brede betydning) og den anden stoler på det.

      Vi kan også sige, at indenfor kristendommen spiller ånden en stor rolle. Det er via ånden, at vi får fællesskab med et andet menneske. Det er ånden, der får det tilgivelsesord, vi taler, til at virke ind på den anden, så den anden stoler på os. Men ånden er ikke på samme måde nødvendig, hvis det ’blot’ drejer sig om at adlyde en lov. Du har i koranen en brugsanvisning på livet, en brugsanvisning, der ligger fast, er til at forstå, ikke kræver udlægning, men ’kun’ efterlevelse.

      Vi kan også sige, at indenfor kristendommen har friheden det store ord at skulle have sagt. Hvis du på nogen måde vil lokke eller tvinge den anden til at stole på dig, bliver tilliden ikke ægte, og det var jo netop et ægte tillidsforhold, der skulle genskabes. Frihed er ikke et påklistret begreb, selv om det må indrømmes, at vi kristne har været meget længe om at erkende frihedens nødvendighed indenfor politikkens verden. Nej, frihed ligger ved kristendommens rod. Uden frihed ingen åndens virken. Og uden åndens virken intet fællesskab mellem dig og din næste.

      Men islam har ikke på samme måde brug for frihed. Her drejer det sig om at bøje sig for en lov, i nogle tilfælde en letforståelig lov, i andre vel en mere indviklet lov, men i alle tilfælde en lov, der kan efterleves og efterleves i det ydre. Om du gør det modstræbende eller frivilligt, det spiller ingen rolle, bare du gør det. Hvilket også hænger sammen med, at islam mere er en religion, der bekymrer sig om, hvordan ’det offentlige rum’ ser ud, end om, hvordan individerne ser ud indvendig.

      Det kom til udtryk på en for os kristne lidt mærkelig måde, da Rushdie-sagen var på sit højeste. Den iranske ajatollah Khroumeiny havde udsendt en såkaldt ’fatwa’ imod den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie på grund af hans bog ’De sataniske Vers’. Khroumeiny hævdede, at det var enhver muslims pligt at prøve på at slå Salman Rushdie ihjel, og som man måske husker, måtte Rushdie trække sig bort fra det offentlige liv og gå i skjul i England igennem flere år.

      I den anledning blev flere islamiske institutioner udspurgt om deres mening om denne fatwa. Det ægyptiske al-asra-universitet (det er vist sådan, det islamiske universitet hedder) svarede, at det var forkert at udsende en sådan mordopfordring, det var imod islams regler. Nå da, tænkte man, det var da glædeligt, at et så anset islamisk universitet gik ind for ytringsfrihed. Men universitetet forklarede sig (desværre) nøjere: Jo, for Salman Rushdie skulle have mulighed for at angre, og det ville han ikke få, hvis man blot simpelthen blev myrdet. I stedet skulle han, kunne man forstå på universitetet, føres til et muslimsk land, stilles for en domstol og dømmes for bogen ’De sataniske Vers’, som også al-asra-universitetet fandt blasfemisk. Og blev han dømt, hvad han altså formentlig ville blive, skulle han have mulighed for at angre. Hvis ikke han ville det, skulle han naturligvis henrettes.

      Man tager sig til hovedet. Men det var rigtig nok. Det, som vi lægger vægt på, at man skal være ærlig i sin ydre fremtræden, at ens ydre skal svare til ens indre, at man skal være oprigtig og ikke mene noget andet, end hvad man siger, det er muslimerne slet ikke interesseret i. For dem er det nok, at der i ’det offentlige rum’ er foregået en tilbagekaldelse af bogen fra forfatterens side. Om han mener denne tilbagekaldelse for alvor, eller han blot fremhykler den, stillet overfor dødstruslen, det er uinteressant fra en muslimsk synsvinkel.

      Og muslimernes manglende interesse for ånden og den frihed, som ånden kræver for at kunne virke, giver sig også det udslag, at de ikke skelner mellem politik og religion. Den fromme muslim kæmper for, at hele samfundet kommer til at blive muslimsk, og det gør det, i det øjeblik de muslimske retningslinier er indført.

      Men dér, hvor man måske tydeligst ser den manglende interesse for ånden og åndens virke, er i udlægningsspørgsmålet: Hvordan skal egentlig koranens tekster forstås? Her må man vist nok sige, at heller ikke muslimerne kan undvære ånden og dens virkelighed, om end de naturligvis ikke taler om ånden.

      Jeg husker endnu, at jeg for lang tid siden hørte fra en missionær i Nigeria, at ét af de spørgsmål, som muslimer med forkærlighed rejste overfor kristne, var spørgsmålet om treenigheden. Hvordan kan kristne tro på tre guder? spurgte de, vistnok uden at vente svar, i hvert fald uden at vente noget forståeligt svar.

      Men spørgsmålet er altså, om de ikke selv regner med treenigheden.

      Det var først for nylig, jeg blev klar over, at sharia, muslimernes regelsæt for, hvordan samfund skal indrettes, først var blevet til i 1000-tallet, altså henved 400 år efter Muhammeds død. Koranen blev, i modsætning til vort nye testamente, skrevet ned ret hurtigt efter Muhammeds død, hvis ikke allerede i de sidste år af hans levetid. Og den fik også kort tid efter 630 et fast og afklaret omfang. Så sådan set har de historiske kendsgerning gjort det nemt for dem at hævde, at koranen er Muhammeds autentiske ord. Og jeg troede egentlig i min naivitet, at shariaens regler var skrevet direkte i koranen. Men de er altså først blevet til gennem en række forsøg på at fastlægge, hvordan egentlig det rette fromhedsliv efter koranens forskrifter skal se ud, når det er et fredeligt muslimsk samfund, det drejer sig om.

      Og kan i grunden noget sådant ske uden åndens virken?

      Nej, de vil naturligvis ikke selv tale om nogen åndsvirken. Og vi kristne vil jo heller ikke sige, at det er ’vores’ helligånden, der har virket blandt muslimerne. Men derfor er det alligevel mærkeligt, at ord ikke kan gøre det. Ord skal udlægges. Og skrevne ord kræver derfor et levende fortolkningssamfund for at komme ud af deres døde liv i bøgerne op til virkeligt liv i samfundet.

      Men endnu mere mærkeligt: Man hævder fra den største af de to store islam-fraktioner, sunni-muslimerne, at alt udlægningsarbejde holdt op i 1000-tallet. Siden da har man ikke kunnet eller skullet rokke ved de dengang fastlagte udlægninger af, hvad sharia gik ud på. Forskrifterne for dagens samfund, anvisningerne på, hvad man i dagens samfund skal gøre og ikke gøre, findes altså i regler, der blev til for 1000 år siden, og ikke for 1400 år siden.

      I sig selv er det mærkeligt, at man griber til netop profeten Muhammed og kalder netop hans livsanvisninger for Guds åbenbaring til menneskeheden. Men det havde jeg dog i nogen grad vænnet mig til. Endnu mærkeligere er det imidlertid, at man tildeler perioden fra 630 til ca 1000 en næsten lignende åbenbaringshistorisk værdi. Mens åbenbart perioden derefter ikke har en sådan værdi, men kun har til opgave at efterleve de éngang fundne regler.

      Det vil sige (for mig at se): Man regner alligevel med, at én eller anden ånd har vejledt det muslimske samfund, så de sande sharia-regler er fundet. Eller: Den udlægningsproces, som besværliggør arbejdet for mange religioner, og som man et øjeblik troede, at muslimerne var sprunget over, den levede i bedste velgående fra 630 til 1000. Mærkeligt! Eller altså: Hvis muslimerne driller os med, at vi er nogen, der tror på helligånden, så kan vi svare tilbage: Det kan I selv være!

      Men lad os vende tilbage til kristendommen! Her er altså det egentligt værdifulde, som Jesus efterlod os, det livsfællesskab, som kaldes menigheden eller kirken. Dette fællesskab er altså et livsfællesskab, det vil sige, her sker det under, som vi prædiker om, underet, at tilgivelsesordet forvandler sjæle, underet, at fællesskaber bliver genetablerede. Men det er tillige et fortolkningsfællesskab. For her fortolkes ikke blot de historiske skrifter, som fortæller om Jesus og hans forudsætninger og hans virke, men også den levende virkelighed, som samfundet udviser nu. Vi fortolker også os selv, som vi er kommet til at se ud nu. Vi, den kristne menighed, er nemlig ikke nogen statisk størrelse, vi er i høj grad genstand for udvikling. Ikke nødvendigvis en udvikling til det bedre, men dog et udviklingssamfund, som har en chance for at udvikle sig til noget bedre.

      Johannes-evangelisten bringer et mærkeligt Jesus-ord, som er værd at drage frem i den anledning: Han lader Jesus sige: ’Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen’. Ordet er mærkeligt, for her hedder det jo, at den troende ikke blot skal kunne tale et forvandlende tilgivelsesord, som Jesus selv gjorde det, nej, han skal tale ord med endnu større kraft; eller hvis vi skal tale samfundsmæssigt: De samfund, der bliver til i fremtiden, dannet på Jesu ord og i hans ånd, vil i endnu højere grad blive præget af sprogets iboende kræfter, vil kunne opvise endnu større resultater end den ældste kirke.

      Jeg mener bestemt ikke, vi skal gøre os nogen overvejelser over, hvorvidt den tid er identisk med vor tid; vi kender jo ikke fremtiden, og kan vel også dårligt kalde vor tid en udpræget kristen tid. Men selve det, at vore samfund er genstand for en udvikling, det kommer dog frem i dette mærkelige Jesus-ord.

      Og det er mere end hvad man kan kalde de muslimske samfund.

      Jo, de er genstand for udvikling, for det er jo alting, selv de samfund, der mener, de ikke skal udvikle sig. Men netop fordi de mangler troen på Helligånden, netop fordi de ser åbenbaringen som noget, der i vore dage er fuldstændig fastlagt, netop derfor er det ikke blot sådan, at de overser den indre udvikling, der måtte foregå i deres egne samfund, det er også sådan, at de vil finde enhver udvikling af trosgrundlaget forkert, nå ja, samfundet kan vel nok blive bedre i retning af efterlevelse af sharia, men det kan ikke blive bedre i retning af forståelse af sharia.

      Og det strider kraftigt imod demokratiets idé.

      Jeg véd godt, at der efterhånden er temmelig mange muslimer, der forsøger at danne en ’europæisk islam’, eller prøver at slå fast, at islam også, som kristendommen, skelner mellem religion og politik, ja, nogen hævder endda, at det er den egentlige islam, der foretager den skelnen.

      Jeg kan ikke se, at de har ret. For mig at se hænger tingene nogenlunde godt sammen indenfor islam, som jeg her har skildret den. En ny tolkning af islam vil af den grund være som en hund i et spil kegler. Man kan derfor ikke i dag komme og hævde, at religion og politik er adskilte størrelser indenfor islam, når der dog igennem 1400 år har været en tæt sammensmeltning af disse to størrelser, og man dertil netop ikke forestiller sig, at islam kan udvikle sig til noget andet, end det altid har været.

      Men vi har jo troen på helligånden. Fordi vi taler om undere. Ikke de store spektakulære undere, hvor vand bliver til vin og lamme går. Men de undere, hvor fællesskaber bliver genoprettet, hvor mennesker kommer til at stole på hinanden, hvor ordet lyder og troen griber dette ord. Som det sker mellem ægtefæller dag ud og dag ind. Som det sker under børns opvækst. Som det sker på arbejdspladser, hvor mennesker skal arbejde sammen i tillid til hinanden. Og som det sker i vort videnskabelige arbejde, både det naturvidenskabelige, hvor det naturlige grundlag for vor tilværelse blotlægges, og det humanistiske, hvor det åndelige eller sproglige grundlag for vort liv undersøges.

      Den ånd og dens virken er det nok værd at takke for. For det er denne ånd, helligånden, i forbindelse med Jesu ord, vi kan takke for, at vi har formået at forbinde frihed og orden, så vor store velstand er vokset frem.

      Amen.

     

5. Kvindesynet.

I Paulus’ brev til filipperne, det andet kapitel, vers 5-11 står der skrevet: »I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.

Amen.

I dag er det elleve dage siden verden blev anderledes. For elleve dage siden, dansk tid hen på eftermiddagen, fløj først ét fly så et andet ind i tvillingtårnene på World Trade Center i New York med forfærdelige ødelæggelser til følge. Vi står stadigvæk med en næsten tom hjerne, kan ikke forstå, at den slags virkelig kunne ske, og kan ikke få det sat ind i en vor normale dagligdags sammenhæng, så vi kan få noget, der bare ligner en forklaring.

Samme aften havde vi møde i Klostergården. Og eftersom det nu tyder på, at der er spor, der peger i retning af en muslimsk terrorgruppe, er det på sin vis mærkeligt, at emnet for denne aftens møde var: »Kristendom og islam — en kulturkamp«. Mødet var overraskende nok ganske godt besøgt. Vi trængte måske alle til at få de frygtelige begivenheder på afstand. Én af de mærkelige ting ved mødet var, at taleren mente, at vi i den kulturkamp, som han så forude mellem kristendom og islam, ville få brug for det gamle kristne begreb: Mission. Han anbefalede vel ikke, at vi skulle genoptage alle de dårligdomme, der knytter sig til dette begreb, men han mente, at vi ved at være opmærksomme på, at vor kultur er en kristen kultur, mere direkte skulle sige til muslimerne: Vi mener, at vores religion er bedre end jeres. Naturligvis med den tilføjelse, at de stadigvæk skulle have fuld frihed til at dyrke deres religion, som de fandt det for godt.

Bagefter har jeg gået og tænkt på, hvad jeg kunne have sagt i den anledning. Det er noget, jeg gør så tit efter et spændende møde. Og så er jeg kommet i tanker om en historie, jeg læste i ét af ugebladene. Den kunne godt være en historie om, hvordan vi som kristne driver mission blandt muslimerne. Jeg læste om en ung pige, som var blevet forelsket i en ung mand, der var muslim. Hun var virkelig forelsket og mente også, at han var det. Men så havde han en dag sagt til hende, at der ikke kunne blive tale om ægteskab mellem de to, for hans forældre havde bestemt ham for en anden. De havde ikke fået det talt nærmere igennem, så lamslået var hun blevet, men nu bad hun om råd i ugebladets brevkasse. Og råd fik hun, om at det var noget, der kunne ske i kultursammenstødet med muslimerne, om, at hun måtte forberede sig på et brud, for det var ikke sikkert, det kunne lykkes hende at få sin kæreste til at følge hende og ikke forældrene.

Vi har i den kristne verden en overbevisning om, at kærligheden besejrer alt, ikke blot kærligheden mellem mennesker i almindelighed, også kærligheden mellem mand og kvinde. Og vi ynder at fortælle historier og eventyr om, hvordan virkelig kærligheden imod alle odds i den og den situation sejrede. Og vi er da også straks parat til at lade denne antydede historie ende med, at de to får hinanden trods forældres modstand og andre genvordigheder.

Men lad os lige standse lidt op og være realistiske!

Vi hører gang på gang kloge hoveder i vort samfund sige, at vi lever i et multikulturelt samfund. De siger det med en stemmeføring, der lader ane, at det er vi selv skyld i, for sådan har vi jo villet det. Andre har den bitone med, at det måske gør ondt lige nu, men at vi vil have godt af det i fremtiden. Man har et tydeligt indtryk af, at ingen af sådanne kloge hoveder har noget i klemme. Ingen af dem har på deres krop oplevet, hvad det vil sige at leve i et multikulturelt samfund. Det kan måske være sandt nok, at det er den sandhed, der skal males for øjnene af en sådan ung pige, der har fået sit kærlighedsliv smadret, fordi hendes elskede skal giftes med en anden, men hvor gør det dog ondt at blive klar over det! Det er for hende på ingen måde en neutral kendsgerning, som hun må se at tage til efterretning, jo før jo bedre.

Og vi har da ærlig talt også svært ved at forstå de unge fra denne for os fremmede kultur. Hvorfor finder de sig dog i det? Hvorfor retter de sig dog efter deres forældre? Har virkelig deres kulturelle baggrund en sådan magt over dem?

Nå ja, vi véd da nok, at de i deres hjemland, og det er vist især Pakistan og Tyrkiet, der er tale om på dette område, vi véd nok, at de har traditioner, der siger, at det er familien, der arrangerer de unges ægteskab. Men alligevel! Der må vel kunne gives undtagelser.

For øvrigt fik brevkasseredaktøren også lige den krølle med i sit råd til den unge pige, at selv om hun så i første omgang fik sin elskede, så var det ikke sikkert, at hun i det lange løb kunne udholde den måde at leve på, som livet i et muslimsk samfund for en kvinde kom til at indebære. Hun ville blive stillet overfor mange vanskeligheder i fremtiden, og det ville måske være bedre, om hun allerede nu fik standset et forløb i den retning.

Men for os udenforstående bliver en sådan sag en anfægtelse for vores kærlighedsforståelse. Kan kærligheden da alligevel ikke besejre alt? Er der med netop disse mennesker, muslimerne, tale om mennesker, der ikke lader sig besejre af kærligheden? Vi kan vel ikke andet end blive lidt bange for denne anderledes kultur. Der er, synes vi, noget zombieagtigt over mennesker, der kan være i den grad uberørte af en kvindes kærlighed.

Nå ja, vi véd godt, at danske piger i indvandreres øjne ikke er meget værd. Ludere, kalder de vore piger. De har i deres egen kultur et, synes vi, ’middelalderligt’ ideal om, at pigen skal være uberørt, hvad manden er, kan ingen kontrollere, og det betyder derfor mindre. Det ideal har vi sluppet forlængst. Og vi har sluppet det, netop fordi vi har fundet ud af, at kærligheden besejrer alt. Eller skal vi nøjes med at sige, at vi har fundet ud af det ud fra vort ideal om, at kærligheden besejrer alt. For med denne anderledes kultur in mente, så må vi jo nok spørge, om virkelig kærligheden besejrer alt.

Her kender vi ikke slutningen og véd ikke, om det mon kommer til at gå, som vi som kristne ønsker. Men lad os blot tænke os den værst tænkelige situation, skønt det måske for nogle kloge hoveder, der ser mere sociologisk end romantisk på tingene, er det bedst tænkelige udgang på det: At forholdet ophører, fordi han ikke vil gifte sig med hende, at han følger forældrenes befaling og ikke sin elskedes kald. Må vi så ikke nødvendigvis føje til, at én ting kan vi være sikker på: Han går ikke uberørt fra det møde med den vestlige kærlighedsforståelse, han dèr har været udsat for. Han får måske en trofast og underdanig muslimsk kone, men han får ikke af den grund en kone, der er forelsket i ham. Og han får i hvert fald ikke mødt kærligheden i den althengivende skikkelse, hvor den er villig til at sælge alt, for at vinde det ene: Kærligheden, og det kærligheden til ham.

Vi synes da, at vi rolig kan gå ud fra, at han livet igennem vil have siddende et sår i sjælen. Og vi skal ikke være vrede på ham, fordi han forfører én af vore piger. Vi skal i stedet have ondt af ham, fordi han kun får smagt en dråbe af kærligheden, ikke oplever dens fylde. Og i virkeligheden er også mange almindelige mennesker i den muslimske verden dybt misundelige på os i den vestlige verden, ikke mindst for vores kærlighedsforståelse. En kvindelig sociolog beretter om, hvordan kvinder i Tunesien har fortalt hende, at de ikke har meget ud af det seksuelle. Deres mænd vil bare have en hurtig tilfredsstillelse. Kun en meget sjælden gang hører hun om det, de kalder ‘kærlighed på europæisk vis’, hvor legen kommer ind i billedet, hvor betagetheden af den anden gør sig gældende. Det har de set på de europæiske film, og det ville de gerne have ind i deres eget liv. Men hele den muslimske tradition står det imod.

På den stilfærdige måde virker kristendommen. Med villighed til at give sig hen. Med frimodighed til at være sig selv. Og disse kræfter skal vi ikke undervurdére. De er der og de gør sig gældende, også i kulturkampen mellem kristendom og islam. Men det er overtalelseskræfter, ikke magtkræfter.

En enkelt ting skal jeg gøre opmærksom på. Der er en tidsfaktor i hele dette spil, som måske kan gå hen og arbejde imod vor kultur og dens kærlighedsforståelse. Jeg tænker på det forhold, at vore familiesammenføringsregler forudsætter en vestlig kærlighedsforståelse og ikke er gearet til at kunne klare en kultur, der betjener sig af arrangerede ægteskaber. Vi er jo hidtil gået ud fra, at vor kultur ville smitte af på deres kultur. Vi har regnet med, at indvandrerne selv gerne ville assimileres, og dette at assimileres har vi forstået, så det betød at slippe disse middelalderlige traditioner, at lade sig gribe af vores kærlighedsforståelse, den var jo, syntes vi, den mest fornuftige og mest selvfølgelige. Men vi må til at indse, at den strategi er slået fejl. Indvandrere med muslimsk baggrund, og specielt indvandrere fra Pakistan og Tyrkiet, vil ikke uden videre assimileres på den måde. De vil beholde deres kultur, hvilket vi måske også ville i deres situation. De kan ikke uden videre se, at vores kultur på det punkt er bedre end deres. Ja, faktisk véd vi nu, at jo mere de griber tilbage til deres egen muslimske tradition, des mere kommer de til at se ned på os vesterlændinge på netop det punkt.

Og her kommer så tidsfaktoren ind i billedet. For der skal tid til, når to kulturer skal påvirke hinanden. Det tager tid at få muslimer til at forstå værdien af den vestlige kærlighedsforståelse. Og den tid får vi muligvis ikke, i kraft af muslimernes familiesammenføringer. Jo, for de gør jo altså det, at de arrangerer de unges ægteskaber. Og de tager i dette spil aldeles ikke hensyn til deres værtslands, Danmarks, vanskeligheder med at få indsluset nye medborgere. Meget ofte arrangerer de deres ægteskaber sådan, at en herboende bliver gift med én fra hjemlandet. Så i kraft af disse familiesammenføringsregler bliver altså disse muslimske samfund ved med at vokse og vokse. Og så får de deres egne interne regler, og påvirkningen fra det danske samfund går næsten i stå, alene på grund af, at de nu er nok til at holde deres egne kulturelle traditioner på fuldt blus. Men besynderlig nok ikke nok til at lade alle deres ægteskaber foregå indenfor egne rækker, stadig skal de hente ægtefæller i hjemlandet.

Én af traditionerne fra hjemlandet er, at der betales medgift; altså at den ene eller den anden part betaler for at få ægteskabet i stand. Om det er brudens elle brudgommens forældre, der betaler, er så vidt jeg har forstået lidt forskelligt. I nogle tilfælde kan det i hvert fald bøde noget på den kendsgerning, at de muslimske regler, sharia, giver ægtemanden, men ikke hustruen, ret til skilsmisse. Hvis en ægtemand har betalt for sin hustru, måske fordi hun er af bedre familie end han, så vil han betænke sig noget på at bede om skilsmisse, for får han mon sine penge igen? Og omvendt, hvis han har fået penge som medgift for sin hustru, så kan også dette afholde ham fra en hurtig og uoverlagt skilsmisse, for medgiften skal jo i så fald tilbagebetales. Så det kan måske i dette samfund have sin berettigelse med sådanne betalinger.

Hvis først man giver sig til at gennemtænke denne ægteskabstradition, skønt den jo ligger meget fjernt fra vores, så finder man hurtigt ud af, at den danske part på ægteskabsmarkedet jo er meget mere værd end den udenlandske. Det vil sige, forældre, der skal arrangere et ægteskab for deres søn eller datter, finder sig stående i den situation, at de kan få flere penge ved at arrangere et ægteskab med én i hjemlandet end med én i Danmark. Så det i sig selv vil animere til, at disse muslimske samfund i Danmark vil vokse og vokse.

Ganske vist véd vi ikke, i hvor mange tilfælde der er penge involveret i de arrangerede ægteskaber. Der er ikke lavet undersøgelser desangående. Men vi véd fra de muslimske kvinder, der søger tilflugt på landets kvindecentre, at det forekommer, og det blev da også indrømmet, efter meget hårdt pres, af en pakistansk debattør i sommer i dagbladet Information.

Jeg nævner ikke dette for at fremkalde had til muslimerne. Hvis det er sandt, vil det jo alligevel før eller siden komme frem. Og så hellere få kendsgerningerne frem så hurtigt som muligt, hvor overraskende de end kan være. Nej, jeg nævner det for at fortælle, hvor meget anderledes den muslimske kultur er fra vores kristne kultur, hvilken enorm forskel der er i menneskesyn, hvilken mur af mangel på forståelse der synes at vokse op mellem dem og os. Kan vi i det hele taget sætte os ind i det, der bevæger disse mennesker?

Det er det, vi har så svært ved. Og ikke mindst har vi svært ved det efter det, der skete den 11. september. Hader de os virkelig så meget?

Det er måske forkert at bruge ordet ’had’. Det er mere rigtigt at sige ’foragt’. Det er mere rigtigt at gøre opmærksom på, at muslimer føler deres religion som en størrelse, der er den vestlige religion eller mangel på samme overlegen. Og så kan man måske føje til, at når denne dumpe foragt og denne dybe følelse af, at det egentlig er dem, der er de overlegne, konfronteres med virkeligheden, hvor det jo militært og økonomisk så afgjort er vesten, der er den overlegne part, så skabes der had, blindt had, irrationelt had.

Dette had er blot ikke det normale. Jeg tror ikke, det kendetegner muslimer herhjemme. Tværtimod kan jo én af deres imamer sige, at Danmark næsten er det bedste eksempel på et land, hvor den muslimske samfundsfred hersker. Men foragten for os findes. Og følelsen af overlegenhed også, om ikke andet så skjult i den tanke, at det er dem, og ikke os, der har den sande åbenbaring. Men selvfølgelig kan hadet dukke frem, specielt når de konfronteres med vores overlegenhedsfølelse. Så kan de blive frustrerede, så bliver deres had til et blindt had, som kan være svært at håndtére både for dem og os.

Nu er vores opførsel, også vores opførsel overfor muslimerne, nok i virkeligheden ikke kendetegnet af overlegenhedsfølelse, men mere af, at vores måde at være på, også i kærlighedslivet mellem mand og kvinde, forekommer os så ligefremt naturligt, at vi på forhånd går ud fra, at den må da alle mennesker dele. Og denne selvfølgelige hvilen i os selv, er det nok, der hos muslimer fremkalder den fornemmelse, at vi er arrogante og overlegne.

Men det er vi jo ikke. Tværtimod er det os, der, stillet overfor både muslimernes anderledes kærlighedsforståelse og deres anderledes livsforståelse i det hele taget, føler os forlegne, føler os besynderligt tilmode, her er der nogle mennesker, hvis livsforståelse synes os fuldstændig fremmed og utilgængelig, men på den anden side forekommer os skræmmende effektiv.

Ja, det kan vel ikke være andet, end at begivenhederne den 11. september får os til at stille spørgsmålstegn ved vores egen livsforståelse. Kan den virkelig også fremover bære i forhold til denne effektive dræbermaskine? Eller, hvis vi skal stille det samme spørgsmål til kærlighedsforståelsen: Har vores kærlighedsforståelse nogen fremtid for sig? Var det kun en skøn parentes i verdenshistorien? Er den dømt til at gå under, fordi den ikke kan klare sig overfor den, det må vi indrømme, dog langt mere rationelle håndtéring af kærlighedslivet, som muslimerne har?

Jeg fornemmer, at mit indre hjerte af al sin magt vil svare nej til disse spørgsmål. Men spørgsmålet er: Har jeg noget at have denne fornemmelse i?

Vi kan nok føle os meget magtesløse, stillet overfor de vældige terrorist-kræfter, vi har været vidne til. Hvilken magt ligger der ikke i dette at kunne råde over mennesker, der er villige til at begå selvmord for en sag? Kan vi almindelige kristne vestlige mennesker stille noget op overfor den ånd, der behersker disse mennesker?

Og vi kan på tilsvarende måde føle afmagt overfor en kærlighedsforståelse, der nok vil lege med vore piger, men bestemt ikke indgå nogen forpligtende forbindelse med dem. Har vi noget at stille op mod en sådan forståelse? Er det ikke spild af unge pigers følelser at prøve det? Er det ikke som at så vand på en gås, hvis man vil prøve at antyde, at også vores kærlighedsforståelse er noget værd, ja, måske endda sige til dem, at den er den eneste, der er værd at leve efter?

Når vi på disse punkter føler os afmægtige, er det værd at pege på det fjerde fly, det fly, der tilsyneladende ikke nåede sit mål, men faldt ned i Pennsylvanien. De tre andre fly foretog sig det ganske uhørte, at de brugte sig selv som missiler og fløj direkte ind i henholdsvis World Trade Center og Pentagon. Derved slog jo piloterne sig selv ihjel, men de tog med sig i døden ikke blot passagererne, men også de mennesker, der befandt sig i de huse, de fløj ind i. Det er det, der gør det til en så utrolig kynisk handling. Og vi focuserer sædvanligvis på denne vilje til at ofre sit eget liv, og mener, at det er dèr, terroristernes magt ligger. Og denne magt afskrækkes vi for. Men sådan forholder det sig i virkeligheden ikke. Magten ligger langt mere i overraskelsesmomentet. Der var ingen, der havde ventet, at nogen ville foretage så sindsyge handlinger. Derfor lykkedes de.

Og det er her, det fjerde fly kommer ind i billedet. De andre passagerer troede, at der var tale om en almindelig kapring, og at de gjorde bedst i at forholde sig passive. Men nogle passagerer på det fjerde fly talte i mobiltelefon med deres pårørende og fik ikke blot sagt til dem, at deres fly var kapret, men fik også af dem at vide, hvad der var sket i New York. Og én af dem sagde: ‘Vi må gøre noget’. De havde altså fundet ud af, at deres skæbne sandsynligvis ville blive at brænde op i et missil, der tog mange andre amerikanere med sig i døden. Og det ville de ikke finde sig i. Den skæbne gjorde de oprør imod. Og det var efter al sandsynlighed det, der bevirkede, at dette fly styrtede ned i et øde område og ikke i en menneskefyldt bygning.

Jeg véd godt, at der har været rygter fremme om, at dette fly blev skudt ned af det amerikanske luftvåben. Men jeg tror ikke på dem. For hvis det skulle være tilfældet, ville det først være blevet skudt ned i sidste øjeblik, efter at alle andre forsøg på at få det til at standse var mislykket.

Nej, for mig at se har vi her et eksempel på den ånd, den menneskeforståelse, den livsvilje, der behersker os i den kristne verden. For mig at se viser det eksempel på handling, som disse mennesker har vist, at vores ånd og vores livsvilje udmærket kan tage kampen op mod den muslimske terrorisme. Ja, kan vinde over den.

Den ånd er noget overset. Den er overset som en kristen ånd i viljen til modstand, i forsøget på at redde mange folkefællers liv. Og den er overset i forholdet mellem kønnene som viljen til hengivelse, som troen på, at kærligheden er en magt mellem mennesker, og at den kan komme til at herske, om man giver sig hen til dens kræfter.

Den ånd beder vi om, at I må få del i. Den ånd kan give jer lykke og trivsel, kan få jer til at føle, at livet går op for jer, lykkes for jer. Den ånd kan få jeres ægteskab til at vare, til døden skiller jer ad.

Amen.

 

6. At tro ud i den blå luft.

      I Lukasevangeliets 7. kapitel, vers 11-17 står der skrevet: ’Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "Græd ikke!" Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk." Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen’.

      Amen.

      Når man hører en fortælling som denne, siger man som almindelig halvskeptisk og halvtroende vesterlænding: Det kan knageme ikke lade sig gøre. Det er ganske vist fromt at mene, at det kan lade sig gøre, men vi har det jo i vore lande med ikke at ville være så fromme, at det gør noget. Så derfor vil de fleste af os stille os meget tvivlende an, hvis nogen, præst eller ikke præst, vil give sig til at hævde, at netop sådan, som det her er berettet, netop sådan skete det den dag foran byporten i Nain.

      Den slags fortællinger er det nok også, der har bevirket, at vi i de kristne lande ikke rigtig tør regne os for kristne. De, der er positive overfor kristendommen, kan nok se meget godt ved denne religion, men disse underberetninger kræver dog en større fromhed for at blive troet, end selv positive mennesker kan præstere. Og de, der stille sig negativt an overfor kristendommen, og de er jo om ikke de fleste, så ofte de mest højtråbende, de ryster lidt på hovedet af os og ligestiller os i deres stille sind med andre religiøse mennesker. Hver har sin tro, tænker de, nogen har det på én måde, nogen på en anden, nogen tror på stjernebilleder, nogen på pyramidekraft, det ser ud til, at mennesker skal have noget overnaturligt at tro på; men så lad dem da det! Det kan vel ikke skade. Men bortset fra det, jeg kan da også så levende forestille mig, at de ét eller andet sted i deres bevidsthed undrer sig lidt over, at mennesker, der ellers udadtil virker ret fornuftige, kan gå med til sådan noget sludder og overnaturligt pjat. Hvordan kan mennesker dog tro sådan bare ud i den blå luft?

      Men ok, der bliver endnu mere for sådanne fornuftige moderne mennesker at undre sig over i det følgende.

      Jeg vil nemlig tillade mig at udslynge den anklage mod islam, at det præcis er, hvad muslimer gør: altså tror ud i den blå luft.

      Hvordan kan jeg dog vove det? vil man vel spørge. Man skal jo ikke kaste med sten, når man bor i et glashus. Og bor jeg ikke i et glashus af helt andre dimensioner end islam? Er det ny testamente ikke helt anderledes fyldt med undere end koranen? Ja, strengt taget fortælles der vel slet ikke om undere i koranen, det eneste overnaturlige, man som muslim skal tro på, er profetens guddommelige sendelse. Men når den kamel er slugt, går alt det andet helt af sig selv.

      Hvorimod der næsten ingen grænser er for det overnaturlige indenfor kristendommen. Der er jomfrufødslen, der er Jesu undere, der er hans opstandelse. Det er under på under. Og det vil I have, vi skal tro på, siger de mere negative. Og I vover endda at beskylde muslimer for at tro ud i den blå luft! I skulle skamme jer!

      Ud fra den slags overvejelser kan man så levende forestille sig, at de fleste er lidt tilbageholdende med at gøre opmærksom på islams tro ud i den blå luft. Det må jo næsten nødvendigvis give bagslag, altså ramme kristendommen, og det med meget større kraft.

      Ja, det skulle man måske tro. Men lad os se på det.

      Det er jo nemlig ikke så lidt, der ligger i at tro på Muhammed som Guds profet og koranen som Guds egne ord. Koranen er i mange af sine passager formet som Guds egen tale til profeten og til dem, der lytter til ham. Når Muhammed havde haft sine anfald, hvorunder koranens ord blev åbenbaret ham, kunne han, når han kom tilbage til normaltilstanden, gengive Guds ord til ham. Og disse ord er det så, der er nedskrevet.

      Vi vesterlændinge har jo altid været skeptiske med hensyn til, om det nu også var Guds egne ord, Muhammed gengav. Selve den genre, hvori ordene er gengivet, altså det forhold, at det er Guds egen tale, der gengives, hans formaninger og opfordringer til det troende folk, den genre kender vi fra det gamle testamente. Dèr er der jo også profeter, der taler Herrens ord til folket. Og også dèr hedder det, at Herren sagde til mig, og så kommer det profetiske ord, som altså, ligesom i koranen, er en ordret gengivelse af Guds egen tale.

      Men når vi stilles overfor det gamle testamentes ord, plejer vi at blødgøre dem med det ny testamentes ord. Når vi skal have det ny testamente med, er vi ikke helt sikre på, om nu også profetordene skal forstås så bogstaveligt som Guds ord. Jesus siger jo nogle steder i bjergprædikenen: ’I har hørt at der er sagt til de gamle… Men jeg siger jer: …’ Altså han anerkender i og for sig, at Gud selv har talt igennem profetens og lovgiverens mund, men op imod det sætter han sine egne ord: ’Men jeg siger jer: …’ Det betyder, at profettalen køres ud på et sidespor, det betyder, at vi ikke kan tillægge den autoritet mere.

      Så selv om vi altså også hos os kender til denne profettale, så har vi igennem det ny testamentes tale lært, at denne tale ikke skal tages for fuldt pålydende.

      Det samme trick bruger jo Muhammed. Han betegner sig selv som den sidste profet, og derved anerkender han sådan set, at der før ham var andre profeter, blot var de kun sendt med et foreløbigt budskab, mens han har fået til opgave at komme med det sidste og endegyldige budskab.

      Det mærkelige er nu imidlertid, at den tale fra det ny testamente, som altså sætter det gamle testamentes profettale ud af kraft, ikke selv er en profettale; den er ikke holdt som en direkte gengivelse af Guds tale til Jesus. Jesus siger ikke, at sådan sagde Gud i gamle dage (sådan er der talt til de gamle) men til mig har Gud sagt. Nej, han siger ligeud: Men jeg siger jer… Han taler altså ikke ud fra Guds autoritet. Han sætter ikke andres autoritet bag sine ord, heller ikke Guds autoritet, hans ord lyder som udelukkende hans egne ord.

      Eller vi kan sige, at profetord har det ved sig, at de skal adlydes, uanset om man forstår dem eller ej. De prætenderer jo at være talt af Gud selv, og med denne sky af autoritet om sig, må man lytte til indholdet i dem med stor agtpågivenhed: Det er jo Guds egen tale, man lytter til. Og det går ikke an at gå glip af noget af det. For sådanne ord skal naturligvis adlydes til punkt og prikke. Det ligger i sagen selv, når først ordene er sat i værk som Guds egne ord.

      Anderledes med Jesu ord. De tales til vores forståelse. Lytter vi til dem, så er det ordenes egen indre overbevisningskraft, der river os med, ikke den påståede autoritet. For de påstås ikke at have nogen autoritet.

      Lad os for eksemplets skyld tage Jesu ord om bjælken i øjet, Matt 7,3-5: ’Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje’.

      Når vi overbevises om rigtigheden af dette ord, sker det på samme måde, som når vi overbevises om rigtigheden af et ordsprog. Sådan er det, siger vi. Sådan er vi mennesker. Sådan er jeg. Vi har selv oplevet, hvordan vi gik vældig op i at bebrejde næsten noget, uden at tænke på, at vi havde gjort os skyldig i noget ganske tilsvarende. Og den situation gengiver Jesus klart. Endda gør han lidt grin med os.

      Så det er ikke ud fra en autoritet, ordene får tillagt udefra, at vi tror på disse ord, det er ud fra den autoritet, de har i sig selv, eller ud fra det forhold, at de svarer ganske nøje til vore dagligdags erfaringer.

      Eller vi kan sige, at et ord som det om bjælken ikke blot svarer til vore dagligdags erfaringer, det har vore dagligdags erfaringer som kontrolmulighed. Ja, det er vel direkte meningen, at vi skal sammenligne med, hvad vi har erfaret, og derudfra bedømme ordene: Er det ikke sandt?

      Og det er jo noget ganske andet end på forhånd at begive sig ind under én eller anden tilfældig autoritet. Som muslimerne gør det.

      For det er stadig min anklage mod dem. Ja, jeg vil oven i købet mene, at det er det, der gør deres religion farlig og vanskelig at have med at gøre. De har, helt uden begrundelse, tilsluttet sig profeten Muhammeds tale. Og kun fordi der i sidste instans var mange, der sluttede sig til ham, fik hans ord gennemslagskraft. Kun fordi hans ord og samfundsordninger blev grundlag for en verdenserobring, fik vi islam som en verdensreligion. Men stadigvæk tilslutter man sig altså denne religion med et spring ud i det blå, stadigvæk er deres tro grundet på den rene tilfældighed. Dette, at der nu er ikke kun tusinder, men millioner, der tilslutter sig denne religion, gør den ikke anderledes i dens grundlag. Det er stadigvæk helt tilfældigt, at det er, som det er.

      Det er således tilfældigt, at det er svinekød, muslimerne har forbud mod at spise. Der kan ganske vist være mange muslimer, der prøver at finde én eller anden rationel begrundelse for det, men den findes ikke. Ja, hvis man er ikke-muslim, kan man finde en historisk begrundelse: Muhammed har lært af det jødiske forbud mod svinekød. Men enhver kan jo ud fra det foregående forstå, at dette netop kun er en begrundelse, som en ikke-muslim kan anvende. For for en muslim er jo Muhammeds egen person trængt til side, det er Guds selv, der taler igennem ham. Og man kan virkelig ikke tænke sig, at Gud selv skulle være påvirket af det forbud, jøderne fik om ikke at spise svinekød.

      Man opfordres altså ikke til selv at tænke af den muslimske åbenbaring. Man drives ikke ind i overvejelser af eget fabrikat. Tværtimod, sådanne overvejelser vil altid være menneskelige overvejelser, og menneskelige overvejelser kan aldrig hamle op med guddommelige befalinger.

      Eller lad mig sige det på en anden måde: Til manglen på rationalitet i nogle af de muslimske bestemmelser svarer den totale hengivelse under Guds vilje. Hvis du på én eller anden måde skulle forstå det, der befales, så ville hengivelsen ikke være total. Men når der gives dig befaling om noget, som du ikke på nogen måde kan forstå og heller ikke tænkes at skulle forstå, så opfordres du til total hengivelse, så det ikke blot er din krop, der skal hengive sig, men hele din tanke, sjæl og sind.

      Det er også denne specielle åbenbaringskaraktér af det muslimske budskab, der gør, at der ikke er noget at diskutere. Alting ligger fast. Hvordan dette eller hint skal forstås, hvordan dette forbud skal håndhæves, alting ligger fast, du behøver ikke spekulere over det, ja, det forbydes dig vel egentlig at spekulere på det. De diskussioner, der eventuelt kunne udspille sig i muslimsk sammenhæng, er diskussioner om fortolkning af koranord, ordene selv er givet på forhånd, og det er på forhånd slået fast, at det, vi her har med at gøre, er Guds egenhændige skrift eller Guds eget ord til mennesker.

      Det betyder selvfølgelig ikke, at muslimer afholder sig fra at begrunde deres praksis. Når de ikke drikker alkohol, fx, kan de udmærket give gode grunde for det. Men det væsentlige ligger ikke i disse begrundelser, det væsentlige ligger i lydigheden mod koranens befalinger. Og når muslimer indretter samfundet, så det ved hjælp af særlige regler deles i en mandsafdeling og en kvindeafdeling, så kan man sikkert også operere med forskellige retfærdiggørelser af denne inddeling. Men det betyder egentlig ikke noget. For det væsentlige er det forhold, at man ved at indrette samfundet sådan, adlyder sharia, adlyder islams love. Og de skal adlydes, hvad enten man forstår dem eller ej. Ja, hvis du ikke forstår dem, er vel egentlig din lydighed større, end hvis du forstår dem. Og den totale lydighed, den er det, det drejer sig om.

      Paulus kan fx i 1 Kor 10,15 sige: ’Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger’, og derved direkte give afkald på at være nogen autoritet overfor korintherne. Og jeg vil mene, at man bag ved Jesu ord må opfatte dem, som om han sagde: ’Jamen, er det da ikke rigtigt? I må da også opfatte det sådan!’ Det betyder ikke, at ordene er uden autoritet, det betyder, at de har autoriteten indbygget i sig, de vil overbevise ved deres egen indre kraft, ikke ved en ydre autoritet.

      Men under alle omstændigheder: De ord, Jesus har talt, hører hjemme i en helt anden genre end de ord, Muhammed har talt. Jesu ord har en indre autoritet, overbeviser ved deres egen indre kraft. Muhammeds ord påberåber sig en ydre autoritet, i den forstand, nemlig, at de påstås at være talt af Gud selv.

      Og det er altså ikke ligegyldigt, hvordan man behandler ordet ’Gud’. Vi har vænnet os til at spørge, om Gud er til eller ej. Det er så at sige blevet det spørgsmål, vi helst vil drille præsten med. Men vi skal måske i stedet for vænne os til at spørge, hvordan vi bruger ordet ’Gud’, hvad det er for fænomener, vi sætter i forbindelse med Guds navn.

      Noget af det, de europæiske muslimer fastslår, er, at drab af en frafalden muslim ikke er i overensstemmelse med koranen. Det er muligt, at ordene om denne sag i koranen er uklare, at de behøver fortolkning og kan fortolkes på flere måder. Men i de forskellige muslimske lande synes man ikke at have tilsluttet sig denne nye fortolkning. Måske fordi selve begrebet ’en ny fortolkning’ af dem regnes for uislamisk. Fortolkningen er én gang givet. Tingene kan ikke tages op til diskussion igen.

      Men hvis nu vi tager den almindelige fortolkning, at en frafalden muslim skal dræbes, så må man sige, at der altså er muslimer, der sætter Guds navn i den grad bag koranens og sharias bestemmelser, at de ligefrem mener, at det er gudsbespottelse, hvis man falder fra. Så vender man sig bort fra Gud, den almægtige, og så er man hjemfalden til hans straf. Sådan kommer det til at se ud, når man sætter Guds navn bag ved loven eller lovbestemmelser.

      Omvendt vil vi jo sige, at ethvert menneskeliv for os er så helligt, så man ikke må dræbe. Og da slet ikke dræbe, fordi nogen ikke vil anerkende den aktuelle lov som udsprunget fra Gud selv. Hvor det hellige for muslimen er loven, er det hellige for os menneskelivet, det enkelte menneske som skabning betragtet.

      Så selv om vi ikke anvender ordet ’Gud’, betyder det ikke, at der ikke er noget, der er helligt for os.

      Ligeledes med demokratiets idé. Det betragter vi som noget urørligt, som noget, der bør kunne gælde for alle kulturer. Hvis vi brugte ordet ’guddommeligt’, ville vi sige, at det havde guddommelig status.

      Så vort udestående med muslimerne kan på den måde siges at være en uenighed om, hvordan man skal bruge ordet ’Gud’.

      Og hvis jeg nu skulle prøve at tage tråden op fra tidligere i denne prædiken, nemlig drøfte spørgsmålet om underets plads i kristentroen, så kunne jeg gå lidt bagvendt tilværks.

      At gå bagvendt til værks vil i denne sammenhæng sige at begynde med resultatet og slutte med forudsætningerne.

      Og resultatet vil i denne sammenhæng sige vor vestlige diskussionskultur som forudsætning for demokratiet. I demokratiet taler vi os til rette om tingene. Vi diskuterer de erfaringer, vi har gjort. Vi deler os efter anskuelse, og lader anskuelse bekæmpe anskuelse, om der dog ikke derigennem skulle fremkomme noget brugbart. Det kan måske synes at være spild af ord og papir, men det er nu vores erfaring, at mange forslag, der dukker op fra tid til anden, har godt af at komme igennem den demokratiske diskussions mølle. Så vil, mener vi, kun de forslag holde stand, som der er hold i.

      Sådan har vi indrettet os, og i alt dette er den frie diskussion krumtappen, hvorom det hele drejer sig. Men hvordan virker egentlig en diskussion?

      Ja, her er det, vi har brug for underet. Nogen vil måske nok synes, at det er et under i en noget afbleget skikkelse, men det får være, et under er det alligevel.

      De fleste af os har nok erfaret én situation, hvor vi havde godt at få stukket ordet om bjælken og splinten i hovedet. Men vi kan måske også huske en situation, hvor vi hørte ordet, men tænkte ved os selv: Det skulle den eller den lige godt tage og tænke lidt over. Og det er jo det spørgsmål, der rejser sig: Hvordan går det egentlig til, at vi opdager, at dette ord har adresse til os? Hvordan når vi frem til at kunne se os selv udefra? Hvordan kan vi gå med til, at det billede af os selv, der viser sig for os ud fra Jesu ord, måske ikke er så særlig flatterende? At det kan ske, er et under. Og at det faktisk sker iblandt os, er det stadig gentagne under.

      Det vil sige: Hele vor demokratiske diskussion er ledet af ånden. Igennem alle de institutioner, vi har udtænkt, for at give diskussionen iblandt os bedre muligheder, er det den kristne tros ånd eller sprogets ånd, der har gjort sin gerning. Det er frihedens ånd, og ordet virker kun i frihed, og det, disse institutioner (om pressefrihed, om det talte contra det skrevne ord, om ansvar for, hvad man har sagt, osv) skal værne om, er netop sprogets funktionsmåde, at det kan blive ved med at gøre sin gode gerning iblandt os.

      Er denne tale om underet så afbleget i forhold til den tale, der bombastisk slår fast, hvad ingen véd: nemlig hvad der skete for 2000 år siden?

      Ja, det vil vel nemt blive opfattet sådan, men for det første vil jeg nu sige, at denne tale om underet er noget mere nutidigt end den anden. Og jeg vil for det andet sige, at den faktisk også er nytestamentlig. I 2 Tim 2,18 vender Paulus, eller hvem der nu har skrevet dette brev, sig imod dem, der påstår, at opstandelsen allerede har fundet sted. Det lyder i vore øren besynderligt, at nogen kan påstå, at opstandelsen allerede har fundet sted. Men det betyder i nytestamentlig sammenhæng, at man påstår, at man har kærlighedslivet i menigheden i en form, så man ikke længer kan falde ud af dette kærlighedsliv. Og det er, siger Paulus, ikke sandt. Som han selv siger det i 1 Kor 10,12: ’Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder’. Det er det samme som at vende sig imod de mennesker, der hævder, at opstandelsen allerede har fundet sted, men jo unægtelig sagt med ord, vi bedre forstår.

      Men altså, disse kristne trossætninger vender sig lige ind mod det, der er kernen i vor frie demokratiske diskussion. Og det, der gør det vanskeligt at integrere muslimer i vor demokratiske tradition, er ikke uvidenhed eller dumhed, men religion.

      Derfor kan det ikke nytte noget, som nogen har foreslået, at vi underviser muslimer i demokrati. Nå ja, det skader vel heller ikke. Men det eneste, der kan overbevise, er den demokratiske diskussion selv. Det, det drejer sig om, er at vise i praksis, hvordan denne diskussion giver resultater. At jeg her fremkommer med nogle teologiske overvejelser, som går ud på, at netop denne diskussion har muslimer svært ved, fordi de i deres tro tror ud i det blå, betyder ikke, at man ikke skal prøve at give dem gode erfaringer med denne diskussion. Tværtimod.

      Det er som med kommunisterne under den kolde krig. De blev jo beskyldt for at ville demokratiets undergang, og det var såvist sandt nok. Men ved at blive taget med i den demokratisk proces, opgav de efterhånden kravet om proletariatets diktatur, i hvert fald i den sovjetiske version, og blev demokratisk ’stuerene’. Det samme kan og vil ske med muslimerne.

      Så svag er vestens ånd ikke, at den ikke skulle kunne rumme også de mennesker, der ikke anerkender den, eller direkte kæmper imod den. Den skal nok sejre i det lange løb.

      Amen.

 

7. Grundloven eller koranen.

      I Matthæusevangeliets 22. kapitel, vers 15-22 står der skrevet: ’Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord.  De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: "Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk.  Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?" Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: "Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!" De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: "Hvis billede og indskrift er det?" "Kejserens," svarede de. Da sagde han til dem: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej’.

      Amen.

      I vore dages debat om muslimernes forhold i vort land er det blevet et hovedspørgsmål, som både muslimer og vi andre skal tage stilling til, om koranen står over grundloven.

      Umiddelbart kunne man tro, der var tale om en sammenligning af to inkommensurable ting, som når man spørger: Hvad er højest, rådshustårnet eller et tordenskrald? Og vi har da heller aldrig spurgt de kristne politikere, som oven i købet kalder sig kristelige og vil mene, at deres politik har kristne værdier som grundlag, om bibelen står over grundloven. Det betragtes som en uting at stille det spørgsmål, og hvis man gør det alligevel, må det skyldes, at man ikke helt har forstået de to størrelsers forhold til hinanden.

      Men det falder ikke på samme måde vanskeligt for os at spørge en muslim, om koranen står over grundloven. Hvorfor egentlig ikke?

      Ja, ret væsentligt i denne sammenhæng er, at muslimerne selv argumenterer på en måde, der gør det nærliggende at stille det spørgsmål. Muslimerne synes bundet til koranen på anden måde, end kristne er bundet til bibelen.

      Der har fx været en del etniske danskere, der har hævdet, at koranen går ind for dødsstraf. Og her kunne jo muslimerne have svaret, som vi kristne ville svare, hvis nogen hævdede, at bibelen går ind for dødsstraf: At vor helligskrift ikke tænkes at give os anvisninger på, hvad vi i vore dage skal gøre eller ikke gøre; at dødsstraf omtales i bibelen som noget acceptabelt, men at vi ikke føler os forpligtet på at rette os efter en regel, der kunne udledes af bibelens tale. I stedet svarer muslimerne med at prøve at påvise, at koranen ikke nødvendigvis skal forstås, så den kræver dødsstraf. De muslimer, der vil søge opstilling i et politisk parti, går tilsyneladende ind i en lang debat om den sande udlægning af koranen, og for en udenforstående ser det ud, som om de går imod en århundredlang tradition, når de hævder, at koranen ikke kræver dødsstraf. Vi finder det naturligt nok lidt vanskeligt at blande os i denne interne muslimske debat, men da den jo på en måde også berører os, kan vi godt fristes til at give vort besyv med.

      Det skal jeg dog ikke gøre her. Jeg kunne måske nok gennem omfattende studier have dannet mig en mening om, hvorvidt koranen kræver dødsstraf i samfundet, men disse studier har jeg ikke gennemført. Jeg vil ikke desto mindre mene, at jeg er kompetent til at komme med mine bemærkninger alligevel.

      For den bemærkning, jeg vil komme med, er af en mere grundlæggende karaktér. Det har med selve det faktum at gøre, at muslimer diskuterer den rette udlægning af koranen, når de skal finde ud af, om de går ind for dødsstraf eller ej. Vi er ikke vant til, at man til den demokratiske diskussion, som vi indbyder til, kommer med en facitliste i lommen. Tværtimod vil vi mene, at man, hvis diskussionen skal være fri, må komme uden forudindtagne meninger. Og så kommer muslimerne og har alle svarene i deres koran. Det kan vi godt føle os lidt pikerede over.

      Man kan selvfølgelig sige, at i spørgsmålet ’dødsstraf eller ikke dødsstraf’ er det os selv, der har lokket dem på glatis ved at indvende imod deres fornægtelse af dødsstraf, at koranen da vist går ind for dødsstraf. Men de kunne jo have svaret, at de ville blæse på koranen i denne sammenhæng. De kunne have svaret, ligesom Jesus, nå nej, ham har de jo netop ikke lært af, men de kunne dog godt alligevel sige: ’Der er sagt til de gamle … Men jeg siger’, altså de kunne have stillet sig frit overfor deres egen tradition.

      Netop det har de ikke gjort. Og det fortæller os, at spørgsmålet om, hvorvidt grundloven står over koranen, er et relevant spørgsmål at stille til muslimerne.

      Et andet spørgsmål af lignende art gjaldt gennemførelsen af sharia. Nogle unge muslimer søgte at blive opstillet til folketinget for Det radikale Venstre. Og de blev spurgt, om de gik ind for, at sharia skulle gennemføres i Danmark. Det svarede de nej til. Men desværre for dem tilføjede de, at også danskere jo da måtte bøje sig for shariaen, hvis den blev indført ved en demokratisk beslutning. Og se, så fremtræder de ikke som normaldanske politikere, der har deres politiske overbevisning som en indre holdning, som er uafhængig af, hvor mange der mener det modsatte. At de af og til er nogle vindbøjtler, der skifter standpunkt efter flertallet, det er en anden og lidt pinlig sag, som vi så godt vi formår håner dem for. Men når vi spørger mennesker ud om deres overbevisning, før vi opstiller dem til folketinget, og før vi stemmer på dem, er det jo ikke deres syn på udviklingen, vi er ude efter, vi er ude efter at høre, hvad de vil kæmpe for, hvad de vil sætte sig imod, hvad de vil stræbe efter at få indført. Og bevares, vi kan høre, at de har lært det rigtige svar, hvis det er Det radikale Venstre, de vil opstilles for. Men deres tilføjelse afslører, at de måske har en hemmelig agenda, bestemt mere af koranen end af grundloven.

      Det er jo ikke nogen ufarlig ting med shariaen. Det er ikke noget, der er en uskyldig ting, som at holde fri om fredagen i stedet for om søndagen. Det er noget, der vil gribe ind i samfundets allerinderste mekanismer.

      Når vi kristne går imod indførelse af sharia, skyldes det fx, at vi er imod arrangerede ægteskaber. Vi mener virkelig, at kønnene skal omgås hinanden frit og derigennem lærer hinanden at kende, så kærlighed kan opstå mellem dem, kærlighed, baseret på gensidig respekt, kærlighed, baseret på kendskab til den anden, kærlighed til netop denne andens særegenheder og små mærkværdigheder.

      Derfor kan vi ikke gå ind for en sharialovgivning, der vil tvinge de to køn til at leve hver for sig, der vil gøre det umuligt for kønnene at omgås hinanden. Resultatet vil jo med nødvendighed blive, at så må ægteskaberne arrangeres. Foruden at resultatet bestemt ikke er mindre sexfiksering, snarere mere. Sex er kommet for at blive. Og selv muslimer, der mener sig højt hævet over vores porno- og skilsmissesamfund, er påvirket af det.

      Men det betyder da ikke, at vi ikke gerne vil høre de muslimske argumenter til fordel for deres måde at tackle den ustyrlige kønsdrift på. Det kunne oven i købet blive en spændende diskussion, hvor deres erfaringer kunne sidestilles og sammenlignes med vores. Vi kan jo ikke påstå, at vi i vores lovgivning om tingene og i vores moralske opfattelse og i vores umiddelbare opfattelse af tingene har fundet de vises sten. Bestemt ikke. Så jo, lad os bare høre, hvilke anderledes erfaringer de har at berige vort samfund med! Lad os bare prøve at drage nytte af deres anderledes opfattelser. Måske vi kunne lære noget.

      Blot vil vi ikke diskutere med koranen som blind makker. Vi vil opfordre til en fri diskussion, ikke en diskussion, hvor resultatet er givet på forhånd. Det vil sige – og det er det, der er ufromt eller drilsk overfor muslimerne – vi opfordrer muslimerne til at gå bort fra den forudfattede mening, at deres erfaringer på forhånd er de bedste, de rigtige, de sande. Og det er ufromt, det må indrømmes, for det er at opfordre muslimen til i hvert fald i samtalen med os at forlade det, der ellers er hans sikre holdepunkt: At koranen er Guds ord; at de anvisninger, der findes der, eller de anvisninger, som sharia har uddestilleret af koranen, er af guddommelig oprindelse og altså skal adlydes blindt.

      Men det vil sige, og jeg kan lige så godt side det med det samme, at jeg lider af den tvangsforestilling, at dette at anerkende koranen som Guds ord og dette at gå ind i en demokratisk samtale er to uforenelige ting. Dette er et teologisk udsagn, ikke et sociologisk. Og jeg mener, det holder vand som teologisk udsagn, men jeg lader det være et åbent spørgsmål, om de sociologiske forhold i de muslimske menigheder vil udvikle sig anderledes. Ja, jeg vil oven i købet gerne gå med til at håbe, at det kan udvikle sig anderledes; eventuelt ud fra det ordsprog, at det ikke altid går så galt, som præsten prædiker.

      Mange har i forbindelse med spørgsmålet: religion/politik hævdet, at det slet ikke er alle muslimer, der er fundamentalister. Og sandt er det, at der indenfor islam findes forskellige forsøg på at danne det, man kalder en europæisk islam. I en sådan europæisk islam skulle religion og politik være adskilt. Dèr indenfor skulle man kunne diskutere alle spørgsmål åbent, uden at henfly til koranen for at finde de rigtige svar.

      Heroverfor har andre muslimer hævdet, at der indenfor islam ikke findes troende, der er ikke-fundamentalister. Alle går ind for koranen. Alle regner med, at koranens forskrifter skal omsættes i daglig praksis.

      Og jeg må tilstå, jeg er tilbøjelig til at give de sidste ret.

      Det betyder ikke, at man ikke må give sociologien, hvad sociologiens er, det vil sige, man må indrømme, at der i de muslimske samfund, som i alle andre samfund, findes slappere og strammere, findes mennesker, der overholder alle forskrifter, og nogen, der tager lidt mere let på det.

      Men man kan ikke tage et begreb: ’fundamentalister’, som er relevant indenfor kristne sammenhænge, og ganske ukritisk føre det over på islam.

      Indenfor kristendommen findes der ganske vist en lille højrefløj, som man med en vis ret kan kalde ’fundamentalister’. Kendetegnet for dem er, at de retter sig efter bibelen, mener, der gives én udlægning af bibelen, og mener, at de har fundet den rette udlægning; eller lidt mere præcist, måske, de mener, at de alene tager bibelen alvorligt.

      Og det skal da indrømmes, at der i vort samfund er mange humanister og ateister, der vil give fundamentalisterne ret, sådan uden at tænke altfor meget over det. Vi andre vatnisser, der altfor meget ligner almindelige fornuftige mennesker, vi kan simpelthen ikke være særlig troende, mener de.

      Og når så dertil kommer, at mange teologer selv næsten hopper med på den vogn, ved at gøre sig lidt for krampagtige anstrengelser for at se ud som ganske almindelige fornuftige mennesker, så er der måske ikke noget at sige til, at i humanisters og ateisters øjne er vi almindelige kristne, der synes at opføre os nogenlunde fornuftigt og ikke skejer ud på nogen måde, men næsten i ét og alt deler middelmådighedens idealer, mindre troende mennesker, vi må i deres øjne gå for at være nogen, der ikke tager det så nøje med troen, vi ser for dem ud til mangle troens gnist. Den har til gengæld fundamentalisterne. Vil man se tro, mener de, så skal man gå til højrefløjen, der måske har nogen sære standpunkter, som man jo på ingen måde sympatiserer med, men som i hvert fald tager deres kristentro alvorlig.

      I parentes bemærket: Jeg for mit vedkommende kan ikke gå med til, at jeg ikke skulle tage min tro alvorlig, eller at jeg ikke skulle have min tro funderet på bibelen. Tværtimod vil jeg hævde, at det er højrefløjen, der ikke taget bibelen alvorligt, det er dem, der ikke vil eller kan læse, hvad der faktisk står. Parentes slut.

      Men hvis denne opfattelsesmåde er mindre heldig, når det er de kristne, det drejer sig om, så er den helt galt afmarcheret, når det drejer sig om muslimer. Man må fra humanistisk side på én eller anden måde acceptere, at der gives en ikke-fundamentalistisk kristen teologi, som ser friheden som det væsentligste, som ser retfærdiggørelse af tro som bibelens centrum, som ser det som sin opgave at bekæmpe lovfromhed, hvor den end findes, om hos en missionsk højrefløj eller hos et muslimsk flertal. Det vil sige, man må acceptere, at en sådan lidet spektakulær kristendomsopfattelse kunne være sandheden om kristendommen.

      Men hvad enten man nu vil det eller ej, når man tager en betragtningsmåde, der er forkert, når den anvendes på det kristne, så bliver den endnu mere forkert, når man anvender den på muslimerne.

      Det er ganske vist sandt, sociologisk set, at der er også blandt muslimer findes strammere og slappere. Men mens der indenfor kristendommen kan gives gode teologiske grunde imod fundamentalisterne på højrefløjen, så mangler sådanne grunde ganske indenfor islam. Islam er i bund og grund en fundamentalistisk religion, den bygger i sidste ende på, at koranens ord er fra Gud og skal adlydes som guddommelige anvisninger. Og så er der altså ikke meget at snakke om.

      Det hænger selvfølgelig også sammen med, at anvisningerne indenfor islam er anvisninger på ydre gerninger mere end på indre holdninger.

      Men det hænger i sidste instans sammen med, at man ikke både kan mene, at det, der skal gøres i politisk henseende, nås der frem til gennem en fri og åben diskussion, og mene, at koranen, med dens mange ganske distinkte og umisforståelige anvisninger, er Guds ord.

      En slapper indenfor islam vil med nødvendighed være en dårlig muslim; han vil jo ikke ganske overgive sig til Guds vilje.

      Der er dem, der har gjort opmærksom på et begreb indenfor islam, taquija, der giver muslimen lov til at lyve, når det bare er overfor de vantro, der lyves. Det er mærkelige tanker, man kommer ind på ad den vej. For hvad kan man så stole på? Bliver ikke alle muslimer og alle muslimernes ytringer mistænkeliggjort? Og er det en særlig heldig måde at omgås dem på?

      Man kunne forestille sig en slags muslimsk sammensværgelse, hvor de giver sig ud for at være demokrater, hvor de lader som om de går ind for alt det gode i demokratisk henseende, men kun gør det på skrømt, kun gør det, for, når de har fået magten, da at handle helt anderledes, da at tage deres koran frem og handle efter den og ikke efter de vestlige demokratiske idealer.

      Jeg tror ikke, en sådan sammensværgelsesteori er i overensstemmelse med virkeligheden. Jeg tror ikke, nogen vil være i stand til at lyve så gennemgribende. Den, der lyver, skal jo have en god hukommelse. Og før eller siden vil det blive afsløret, hvis man på den måde lyver.

      Så jeg mener ikke, man skal klandre fx de unge mennesker, der søgte indflydelse gennem Det radikale Venstre, for personlig uhæderlighed. Men man skal nok være opmærksom på, at deres kultur og teologi, ja deres hele tænkemåde er forskellig fra vores.

      Vi i vores kultur og de i deres anderledes kultur mener fx to forskellige ting med begrebet ’religionsfrihed’. Ofte bliver Spanien fremhævet som det store eksempel på muslimsk religionsfrihed. Her herskede muslimerne fra omkring 1000 og et par århundrede fremefter på en måde, så kulturen blomstrede. Og det bemærkelsesværdige ved det var, at denne blomstring tilsyneladende hang sammen med en stor tolerance fra de muslimske herskeres side. Man accepterede jøder, man accepterede kristne, de fik lov at udfolde sig indenfor de overordnede rammer, islam afstak for dem. Ja, der er endda tegn på, at også homoseksuelle i netop den periode havde visse friheder, som senere vendte sig til kras forfølgelse.

      Men selv om man da ikke skal kimse ad denne frihed – i historisk sammenhæng er sådanne perioder nok værd at lægge mærke til – så er der jo ikke tale om den form for religionsfrihed, som vi i Europa efter oplysningstiden lægger vægt på. Der var ikke dengang nogen Voltaire, der råbte: ’Jeg er 100% uenig med dig, men jeg vil dø for din ret til at sige det vås, du siger’, eller hvad det nu var, han sagde.

      Det muslimske samfund giver ganske rigtigt de kristne og jøderne visse rettigheder i samfundet. De forfølges ikke på grund af deres anderledes religion. Men islam er overordnet de andre religioner. Den rækkefølge står ikke til diskussion. Den kan der ikke laves om på. Det vil sige, at når det drejer sig om ’det officielle rum’, om kønnenes omgang med hinanden, om hvad man må og ikke må på gader og stræder og på andre offentlige steder, så er det islams regler, der gælder. Men i de mere private sammenhænge må de kristne gerne udøve deres særlige kristne regler. Blot må de ikke drive mission. Det er ikke tilladt for en muslim at gå over til kristendommen. Og følgelig må en kristen ikke prøve at omvende en muslim.

      Forholdene i det muslimske samfund for de kristne minder måske lidt om forholdene for kirkerne under det socialistiske styre i Østeuropa. Her var kristendommen jo også tålt. Man regnede med, at den ville dø ud af sig selv. Noget af det samme har man måske regnet med indenfor islam. Dog er de kristne kirker jo ikke uddøde. Ikke endnu, i hvert fald. Rundt omkring i næsten alle muslimske lande findes der kristne mindretal, størst vel egentlig i Ægypten, hvor den koptiske kirke omfatter omkring 20% af befolkningen.

      Men hvis man ikke tror mig, når jeg siger, at den sande kristendom vender sig imod højrefløjen, hvis man ikke mener, jeg har ret, når jeg hævder, at man går fejl af bibelens egne ord, hvis man mener, de kan danne grundlag for politiske beslutninger, så kan man se på Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Er det da ikke tydeligt nok, at han med disse ord sætter et skel op mellem den politiske sfære og den religiøse sfære?       Det kan så være sandt nok, at det tog tid for disse revolutionerende tanker at slå igennem. Der måtte i oldtiden mange martyrer til, som nægtede at ofre til kejseren og måtte lade livet for det, før man fandt ud af, at det romerske rige godt kunne regeres, uden at man erklærede kejseren for Gud. Og det har også senere vist sig nødvendigt at tegne kridtstregen mellem politisk og religiøst op, fordi den næsten var udvisket.

      Men jeg kunne da godt tænke mig at slutte denne prædiken med at spørge de af vore muslimske folkefæller, der kæmper for at oprette et muslimsk skel mellem religion og politik, om det ikke er en sisyfos-kamp de udfører, og om det i grunden ikke ville være mere renfærdigt at føre denne kamp fra et kristent ståsted, om de altså ikke med den anskuelse de har, burde gå over til kristendommen.

      Men indrømmet, de får så lejlighed til at kræve af deres tidligere muslimske fæller, at de på det punkt sætter grundloven over koranen, at de undlader at slå dem ihjel, fordi de er frafaldne muslimer. Og det er ikke nogen rar situation at være i. Det ville nok i hvert fald kræve, at der var temmelig mange frafaldne. Men er det helt umuligt at forestille sig, at der rundt om i landet findes forskellige valgmenigheder under folkekirken, der betjener hver sin del af fra islam konverterede folkekirkemedlemmer? Helligånden er vel ikke helt død endnu!

      Amen.

 

8. De andre og os.

      I Matthæusevangeliets 15. kapitel vers 1 til 20 står der skrevet: ’Da kom der nogle farisæere skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte: "Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser." Men han svarede dem: "Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? For Gud har sagt: 'Ær din far og din mor!' og: 'Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.' Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering. Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud." Og han kaldte skaren til sig og sagde: "Hør og forstå: Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent." Da kom hans disciple hen til ham og sagde: "Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?" Men han svarede dem: "Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode. Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften." Peter bad ham: "Forklar denne lignelse for os!" Han sagde: "Er også I stadig uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i maven og forsvinder ud igen? Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent. Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent. Men at spise uden at vaske hænder gør ikke et menneske urent."

      Amen.

      ’Farisæer’ betyder én, der udskiller sig. Og det har altid været religionens største fare, at de, der optrådte som religiøse, de, der gjorde sig anstrengelser for at være religiøse, derved udskilte sig, derved mente, de var bedre end andre, eller mente, de var nærmere Gud end andre.

      Der kan være forskellige grunde til, at man som troende vil udskille sig fra de andre. Én af grunden kan, som her i tilfældet farisæerne, være den, at man vil opretholde visse renhedsforskrifter. Altså, kultiske renhedsforskrifter, ikke hygiejniske renhedsforskrifter. En anden grund kan være den, at man vil leve et særligt liv, i en særlig fromhed, med særlige krav og særlige regler. På Luthers tid betød ’de religiøse’ således munkene. De havde skilt sig ud, de havde indrettet sig på særlig vis, de mente om sig selv, at de i deres klostre gjorde gerninger, der utvetydigt var bedre end de gerninger, som almindelige mennesker gjorde.

      Noget af det, der gjorde Luther harm på paven og alt hans papistiske tøjeri, og fik ham til at hævde, at paven var identisk med Antikrist, var, at paven mente sig beføjet til at bestemme over den naturlige lov. Den naturlige lov, mente Luther, var givet af Gud, og det er gudsbespottelse at ville tilsidesætte denne naturlige lov. Gør man det, sætter man menneskebestemmelser i stedet for Guds bestemmelser.

      Luther nævner i ’Til den kristelige adel’ et eksempel på et sådant pave-tyranni. Paven havde givet den ungarske konge lov til at bryde det løfte, han havde aflagt til den tyrkiske sultan. Denne sultan var jo muslim, derfor en vantro, og løfter, der er aflagt til vantro, behøver man ikke at holde, argumenterede paven. I hvert fald mente paven sig berettiget til at fritage kongen fra at holde dette løfte. Så kongen angreb glad og frejdigt sultanen på trods af sit løfte om ikke at angribe. Han led et forsmædeligt nederlag. Og Luther ser i dette nederlag Guds retfærdige straf over hans løftebrud. Og han ser i pavens anbefaling endnu et tegn på, at paven er Antikrist.

      En andet eksempel, som Luther giver til bedste, stammer fra hans bog om munkeløfterne. Munken har aflagt løfte om at leve i sit kloster i lydighed mod sin overordnede. Og det fører med sig, forklarer Luther, at munken må overlade det til sine søskende at tage sig af sine forældre, hvis de bliver syge eller nødlidende. Og her sætter Luther hele sit skyts op: Hvad med det fjerde bud? Går det ikke forud for alle munkeløfter? Hvordan kan munken dog tro, at han kan fritages for sin forpligtelse overfor sine forældre, bare fordi han er gået i kloster?

      Også dette forhold ser Luther som en eksempel på Satans værk midt i kristenheden.

      I begge tilfælde foregår der altså det, at man mener at kunne undslå sig for Guds ganske almindelige bud, formuleret i vor kulturkreds i de ti bud, men i andre kulturkredse jo på anden måde, på grund af sin religiøse særstilling. Og både Luther og andre reformatorer fremhæver stedet her som bevis for, at de følger Kristi anvisninger i deres kamp mod deres tids farisæere.

      ’Den naturlige lov’ er et teologisk begreb, som det er svært at komme udenom. Karl Barth har forsøgt på det, men jeg synes ikke, det kan anbefales at følge ham i disse tankegange. Og det er måske hans forsøg, der har bevirket, at dette begreb ikke har nydt særlig fremme i vore dages teologi. Men det er faktisk et udmærket begreb til forklaring af, hvad demokrati er. I den demokratiske diskussion, kan man sige, har vi hele tiden begrebet ’den naturlige lov’ som et grænsebegreb, som noget, vi uafladeligt stræber frem imod i vor lovgivning og i vor diskussion om vor lovgivning uden dog nogensinde at nå det. ’Den naturlige lov’ er den forestilling om, hvad retfærdighed er, som vi alle har siddende i os, en forestilling, som vel kan være svag og glansløs, men også ved en ihærdig diskussion kan få styrke og vokse sig stærk.

      Menneskerettighederne er således udtryk for ’den naturlige lov’, er forsøg på at sammenskrive, hvad man må lovgive efter, om samfundet skal kunne kaldes retfærdigt. Men er stadigvæk kun forsøg. De er, om jeg så må sige, kun gyldige, indtil nogen er fremkommet med en bedre formulering.

      At diskutere menneskerettigheder, at diskutere retfærdighed indenfor vort demokrati, er således noget, alle og enhver kan være med i; man er med, bare fordi man er menneske; der kræves ingen religiøs sanktionering af én. Det eneste, der kan forhindre en fri diskussion i vort demokrati, er, at nogen i den diskussion vil være mere end andre, vil være udskilte, vil være farisæere.

      Men det er der da ingen, der vil?

      Nej, det er sandelig ikke at håbe. Men muslimerne har altså alligevel adskillige farisæiske træk i deres religion. Og disse træk gør, at man kan overveje, om ikke vi i vor kristne forkyndelse skal ramme dem med den samme bandstråle, som vi lader andre farisæere blive til del, inklusive de mange, der trives indenfor kirkens rammer.

      ’Hyklere’, kalder Jesus her farisæerne, fordi de sætter Guds ord (kravet om at ære sin far og sin mor) ud af kraft på grund af deres tradition. Jamen, det gør da muslimerne ikke! Nej, sandt nok, mange af deres særkrav, rejsen til Mekka, de daglige bønner, afholdenhed fra svinekød, kan jo udmærket forenes med at være et ordentligt og anstændigt mennesker, der tager sig ordentligt og anstændigt af sine forældre og sine børn. Men kan kravet om drab af frafaldne? Ja, selv om vi nedsætter det muslimske krav til ’kun’ at være et krav om ikke mere at omgås dem, der har ladet sig døbe og således er faldet fra den sande tro, er det så noget, et anstændigt menneske gør? Er det at være et ordentligt menneske at afvise sin søn eller datter, fordi vedkommende er blevet kristen? Det er da gudskelov ikke altid, at en sådan afvisning finder sted, selv om den er påbudt, men kravet om det er et umenneskeligt krav, er et krav om at bryde Guds lov af hensyn til menneskelige traditioner.

      Og her kom jeg så til, ud fra Jesu ord, at formulere mig stik modsat det, en muslim ville sige: Han vil jo selvfølgelig sige, at da kravet om nedgørelse, legemligt eller åndeligt, af den frafaldne står i koranen, er det et guddommeligt krav; men det er, vil jeg altså hævde, et kun menneskeligt krav.

      Eller han vil måske sige, at alt, hvad der skal gøres af et menneske, står i koranen. Det, jeg kalder ’den naturlige lov’, er noget, han ikke kender noget til. Han kender koranen, og han kender den som en guddommelig lov. At Gud skulle have givet en lov i vore samvittigheder, at Gud skulle være aktiv i vor menneskelige diskussion om ret og rimeligt i vore samfund, det har han ikke øje for.

      Men ellers var det min tanke at sige noget om muslimernes forsøg på at udskille sig, og derudfra gøre mig visse forestillinger om, hvordan man, set ud fra en kristen synsvinkel, skal tackle muslimske mindretal i vort samfund.

      Man kan med en vis ret hævde, at Luthers angreb på den papistiske skik med, at kun præster skal nyde både brød og vin ved nadveren, er et angreb på vores lyst til at gøre forskel. I hvert fald må man sige, at middelalderkirken vitterlig havde sat et kristeligt skel ind mellem præst og læg, og at det var fuldt berettiget, at Luther gjorde op med dette skel. Ligeledes må man hævde, at når det i moderne tid blev klart, at mænd og kvinder var ligestillet i kristelig henseende på ethvert felt, så gik det ikke an, at man bibeholdt den regel, at kun mænd kunne blive præster. Indførelsen af kvindelige præster, også dette var en nedbrydelse af et utilbørligt skel i kristenheden.

      Nu har vi så i vore kristne, vesterlandske samfund fået endnu et skel nedbrudt, skellet mellem kristne og ikke-kristne. Det er noget, der ligger i direkte forlængelse af Jesu livsholdning: Paulus formulerer denne holdning med ordene om, at her, i Kristus eller i menigheden, er ikke forskel på græker og jøde, på træl eller fri, på mand eller kvinde. Og det ligger også i forlængelse af den del af den kristne forkyndelse, der sætter politikken fri af religionens favntag. For når det er sådan, gælder jo politikkens bestemmelser, rettigheder og pligter, for alle borgere, uanset religiøs overbevisning.

      Men hvad skal man stille op med det forhold, at en del af disse borgere, nemlig muslimerne, i kraft af deres traditioner, skiller sig ud fra andre? Det er måske forkert sådan direkte at sige, at de føler sig bedre end andre, men de regner sig dog alligevel for de eneste, der følger Guds vilje. Og så er der jo ikke langt til at regne sig for bedre end os andre. Muslimerne har deres renhedsforskrifter, og de ser ned på os andre, der ikke følger disse forskrifter. Vi er urene, fordi vi spiser det urene svinekød. I deres omgang med os må de tage hensyn til det forhold.

      Tja, vi kunne jo nøjes med at sige: Dem om det. Og så længe muslimerne er i mindretal, er det jo en ret uskyldig affære. Men skulle de en dag komme i flertal, vil formentlig vi kristne blive underlagt de begrænsninger, som kristne i muslimske lande er underlagt.

      Men allerede nu kan vi jo konstatere, at den integration, der forløber glat og uden problemer for andre befolkningsgruppers vedkommende, for muslimernes vedkommende har sine grænser. Og det har den, fordi muslimer så at sige har den tanke med sig hjemmefra, at deres religion er den sande religion, det står ikke til diskussion. Og derved er der automatisk sat skel mellem os og dem. Skal de integreres, vil det betyde, at noget af dette skel skal ophæves. Og det er de altså ret uvillige til at gøre.

      Jeg vil mene, at vi skal reagere med venligt drilleri på mange af deres særheder. I stedet for at lade, som om vi forstår, hvorfor muslimske piger vil gå med tørklæde, og i stedet for at bøje os for deres krav om anerkendelse af retten til at gå med tørklæde (noget, der i en del tilfælde er ret pjattet), kunne vi drille dem på en venlig måde. ’Fryser du ørerne, søster!’, spurgte en københavner sin muslimske bysfælle, da hun en varm sommerdag kom gående med tørklæde. Jamen, det er da tåbeligt at iføre sig tørklæde en brandvarm sommerdag. Hvorfor må vi ikke sige, at det mener vi?

      Det, der skulle være meningen med dette venlige drilleri, skulle være, dels at sige, at vi da har opdaget, at I er anderledes, og dels at sige, at I skal nok få lov at være her, men vi deler altså ikke jeres opfattelse af, hvad sand religion er.

      Men ellers må vi jo sige, at fordi vi reagerer ud fra, hvad vi synes er korrekt politisk, ikke ud fra, hvad muslimerne anser for ret politik, så vil den politiske reaktion på muslimernes tilstedeværelse netop være så stor integration som muligt. Naturligvis uden på nogen måde at tvinge. Og hvad det angår, skal vi åbenbart væbne os med større tålmodighed, end vi hidtil har regnet med.

      Dog må vi jo føje til, at en forudsætning for, at vi i det hele taget kan tale om integration, er, at den stadige tilstrømning standser. Det kan aldrig så meget være pakistansk og tyrkisk skik at arrangere deres børns ægteskaber, meningen med vore familiesammenføringsregler har aldrig været, at man skulle hente sin ægtefælle fra hjemlandet i det omfang, det sker for øjeblikket.

      Lad mig slutte med at gøre opmærksom på, at Jesus egentlig ikke sætter vore gerninger op som modsætning til dette at overholde renhedsforskrifter. Nå ja, han siger da, at farisæerne skal overholde det fjerde bud og ikke omgå det ved hjælp af regler om tempelpenge. Men det, han siger til sidst, er, at det afgørende er, hvad der går ud af munden. Det vil sige, han lægger afgørende vægt på et menneskes ord. Andre steder kan han også sige, at det er ved dine ord, du frikendes, og ved dine ord, du dømmes.

      Det er tesen om retfærdiggørelse ved tro, der her viser sig i Jesu mund. Det altafgørende i ethvert forhold til et andet menneske er troen, tilliden, dette, at man kan stole på den andens fortrolighed, den andens oprigtighed, den andens ægthed.

      Det sætter en ramme for min tidligere udtalelse om, at vi kan møde muslimerne med et venligt drilleri. Man skal altid passe nøje på med, hvem man driller, om man gør det for alvor eller i sjov, om man driller vildfremmede eller dem, man kender. Det er jo som hovedregel kun dem, man kender, der får den ære at blive drillet. Det gælder også muslimerne. Og når drilleriet skal være venligt, så vil det især være drilleri overfor de voksne. I skolen kalder man jo ofte drilleriet for mobning, og den slags drilleri er alt andet end venligt.

      Et teologisk drilleri?

      Åh, ja, det kan jeg da godt give et eksempel på: Det er for mig ganske åbenbart, at et svagt punkt hos muslimerne er det forhold, at deres trosbekendelse er en trosbekendelse ud i den blå luft. Det kan da godt være, at de har fundet en slags svar på dette drilleri, men indtil jeg har hørt det og godkendt det, må de altså finde sig i, at jeg (drillende) siger, at det er besynderligt, at de ud i den blå luft vil gribe fat i Muhammeds teser og tro, at hans ord er identisk med Guds ord.

      Og skulle vi komme til at diskutere moral, og skulle den sædvanlige mandjævning eller religionsjævning på det område slå igennem, så vi giver os til at prale hver for sig, hvilken religion der har været den mest fredsskabende, hvilken der giver den største religionsfrihed, hvilken der sørger bedst for alle medlemmer af samfundet, osv, så tillad mig, igen lidt drillende, at sige, at selve det grundlag, religionssammenligningen foregår på, er den naturlige lovs grundlad. Når religioner kan sammenlignes på den måde, skyldes det, at vi er fælles om de værdier, der udspringer af sproget og vor omgang med hinanden.

      Man er jo nødt til at nøjes med at være venligt drillende, hvis man skal regne med en dag at kunne overbevise dem om vor religions fortræffeligheder, fx om sandheden i, at det er forkert, hvis man lader menneskeskabte traditioner vinde overhånd over de bud, som Gud har givet.

      Amen.

 

9. Forsigtigpeteriet.

      I Apostlenes Gerninger, kapitel 26, vers 2 til 15 står der skrevet: Kong Agrippa! Jeg er lykkelig over, at det er for dig, jeg i dag skal forsvare mig mod alt det, jøderne anklager mig for. Du har jo et enestående kendskab til alle jødernes skikke og stridigheder. Derfor beder jeg dig om at høre tålmodigt på mig. Mit liv, som det har været siden min ungdom, ja, fra første færd, i mit folk og i Jerusalem, er kendt af alle jøder. De ved om mig fra tidligere tid - hvis de ellers vil vidne om det - at jeg som farisæer har levet efter den strengeste retning i vor religion. Og nu står jeg og skal dømmes for håbet om det løfte, som Gud gav vore fædre. Det løfte håber vort tolvstammefolk at få opfyldt, og derfor tjener vi Gud utrætteligt, nat og dag. Det er det håb, jeg anklages for af jøderne, konge! Hvorfor finder I det utroværdigt, at Gud oprejser døde? Vel har jeg selv været af den mening, at man burde gøre meget for at bekæmpe Jesu, nazaræerens, navn, og det gjorde jeg i Jerusalem. Jeg fik fuldmagt fra ypperstepræsterne og lod mange af de hellige sætte i fængsel, og når de skulle henrettes, stemte jeg for det. I alle synagoger har jeg ofte med straf forsøgt at tvinge dem til bespottelse. Så voldsomt rasede jeg imod dem, at jeg forfulgte dem helt til byer i udlandet. Men under de forfølgelser rejste jeg engang til Damaskus med fuldmagt og bemyndigelse fra ypperstepræsterne. Undervejs, konge, så jeg midt om dagen et lys fra himlen stråle om mig og mine ledsagere, et lys med stærkere glans end solens. Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en røst tale til mig på hebraisk: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden. Jeg spurgte: Hvem er du, Herre? Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger’.

      Amen.

      Jeg må sige, at det er mig en kilde til stadig undren, at vi behandler muslimer, som vi gør. Jeg er bange for, at det hænger sammen med vort eget uafklarede forhold til religion. Muslimerne skal jeg såmænd i den henseende ikke bebrejde noget. Men vi danskere, og vi vesteuropæere i almindelighed,  har ikke forstået ret meget af, hvad en teologisk diskussion går ud på, og tager derfor fejl af situationen, på samme måde som det i min studentertid kunne ske, at nogle udefrakommende, som regel kvinder, når de kom til at overvære de diskussioner, der fandt sted på kollegiet, hvor jeg boede, troede, at vi, der diskuterede så hæftigt, var blevet uvenner for livet, og at vi derfor nødvendigvis da måtte flytte fra hinanden. Men nej, vi diskuterede bare og kunne bagefter være de samme venner, som vi havde været hele tiden.

      Noget af den samme misforståelse husker jeg fra en konfirmandgudstjeneste, jeg holdt engang. Jeg ville jo gerne gøre den kristne religions teologi så lettilgængelig som muligt, og tillod mig derfor at foretage en sammenligning mellem kristendom og islam i min prædiken. Jeg mener bestemt ikke, at jeg sagde noget ufordelagtigt om muslimerne, men deres religion, islam, kunne jeg jo dårlig erklære mig enig i, jeg var jo sådan set af min stilling og af min egen overbevisning også tvunget til at gå imod islams teologi. Og det gjorde jeg da også.

      Bagefter fik jeg at vide, at det var da forfærdeligt, som jeg havde angrebet muslimerne. Det var deres teologi, jeg havde angrebet. Det var deres forkerte trossætning, jeg som kristen præst havde advaret imod, om man så vil. Men det kunne man altså ikke gøre, dengang for en ti-femten år siden, uden at blive beskyldt for at angribe muslimerne.

      Hænger det sammen med, at vi gerne vil være gode værter i dette land og derfor vil gøre alt for ikke at give nogen af vore medborgere anledning til at udøve diskrimination mod muslimerne? Det er ikke godt at vide. Men denne holdning har i hvert fald ført til, at vi har gået på listefødder omkring islam som katten om den varme grød. Og det er dog ganske tåbeligt. For teologien i islam kan man dog angribe uden at angribe menneskene som sådan. Det skulle man i hvert fald tro.

      Denne yderst forsigtige holdning har så på det sidste fået en helt modsat drejning. Man har beskyldt pressen for i forholdet til islam kun at interessere sig for de negative sider, kun at skildre problemerne med ungdomskriminalitet, massevoldtægt, m.m. og ikke lægge vægt på at forklare, at langt, langt de fleste muslimer lever et fredeligt liv uden at genere nogen.

      Som jeg husker specielt dette med ungdomskriminaliteten, blev der i sin tid, da de første meldinger kom frem om, at der var større kriminalitet blandt etniske unge end blandt danske unge, hysset og tysset på den slags information. Det var bestemt en formodning, der ikke havde noget på sig, og hvis der var noget om det, så måtte det under ingen omstændigheder komme frem; hvorfor skulle man skelne mellem de forskellige befolkningsgrupper? Det var da noget mærkeligt noget osv.

      Denne tys-tys-holdning (for det er det, der har været tale om) var højst uklog. Den almindelige dansker kan udmærket gennemskue det. Og han bliver frustreret over, at han ikke kan få klar besked. Og tror han ikke på myndigheder og offentlige medier, hvad skal han så hælde sit hoved til, så er vejen jo åben for de værste rygtedannelser.

      Siden er situationen ikke blevet meget bedre. Jeg undrer mig stadig over, at nyhedsmedierne stadig ikke ser det som deres opgave at bringe nyheder, men mere er ude på at bringe os beroligelse.

      Især her efter terrorangrebet den 11. september forsømmer medierne ingen lejlighed til at berolige os. Vi får gang på gang at vide, hvad vi jo sådan set kan sige os selv, at det slet ikke er hele islam, der er krigerisk, men kun nogle få grupper. Og man lader den ene muslim efter den anden komme til orde, af den slags, der holder på, at religion og politik kan adskilles; om så disse muslimer er repræsentative for det store flertal af muslimer, er det svært at danne sig et indtryk af. Ligeledes hører man nu fra mediernes side opmærksomt efter, hvad der bliver sagt ved fredagsbønnen, og naturligvis glæder man sig, når der bliver sagt noget stuerent. Om der altid har været sagt noget i vore øjne stuerent ved disse lejligheder, eller om det mon har sin rigtighed med antydninger af, at imamer ofte har givet udtryk for had til alt vestligt, det interesserer os ikke for øjeblikket.          

      Så skam få den dansker, der efter sådanne bombardementer med fredelige muslimer stadig skulle have den tanke, at islam vist alligevel ikke er så fredelig og så demokratisk, som de selv og vore medier vil give det udseende af! Desværre er vi stadig nogle stykker tilbage, som er så skammelige. For det kan jeg ikke komme bort fra, at sålænge islam fastholder éngangsåbenbaringen til Muhammed som den eneste åbenbaringskilde, eventuelt suppleret med shariaen, som den blev fastlagt indtil omkring år 1000, sålænge er demokrati ikke muligt, sålænge er der intet at forhandle om i deres holdninger, mens alle vore står til diskussion.

      Paulus beretter om sig selv, at han i sit første møde med de kristne var forfølger af dem. Han var en lovtro farisæer, og han mente som en sådan lovtro farisæer at kunne tillade sig at slå sine kristne landsmænd ihjel i Guds navn. Så mødte han den opstandne Jesus selv udenfor Damaskus, og så blev alt anderledes. Så blev han forvandlet til forkynder af den Jesus, som han tidligere havde forfulgt.

      Hvis man nu siger, at man ikke rigtig kan få sig selv til at regne med alt dette med undere og døde folk, der viser sig, og så videre, så kan historien godt reddes alligevel. Man kan forestille sig, at han imod sin egen vilje er blevet grebet af de første kristnes bekendermod. Selv om han har truet med alskens ondt overfor dem, holdt de fast ved deres tro på den korsfæstede Jesus fra Nazareth. Og lidt er der vel også sluppet ud om, hvad denne Jesus har sagt, hvad der har overbevist dem om, at han måtte være den ventede Messias. Og selv sådanne brokker af Jesus-ord, som blev tilovers fra forhørene, har altså kunnet virke ind på Paulus’ sind, har kunnet ligge og simre i underbevidstheden, indtil de en dag bryder igennem med voldsom kraft: Jamen, det er jo denne Jesus, der har ret; det er jo igennem tro på ham, vi retfærdiggøres, ikke gennem de gerninger, vi altid vil prale af, når de lykkes for os, og fortrænge, når det går galt.

      Og her kan man så for resten se det samme, som man ser mange andre steder i det ny testamente: At dette at tro på opstandelsen er identisk med at tro på det nye liv,  og at ordet om Jesus Kristus er et sindsforvandlende ord.

      Det, Paulus blev befriet fra udenfor Damaskus, var lovfromheden, plejer vi at sige. Men vi kunne også sige: fromhedens tyranni, den altfor store hengivenhed, islam. Skal vi finde nytestamentlige belæg for vore teologiske angreb på islam, kan vi intet bedre gøre end at undersøge Paulus’ angreb på de jødekristne. Og hans eget liv afgiver det bedste bevis på, at det er utrolig svært at slippe ud af lovfromhedens fangegarn. Som Jesus siger til ham i visionen udenfor Damaskus: ’Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden’.

      Den samme vanskelighed må vi forvente med enhver lovfrom, også med muslimerne. De har jo det hele indenfor deres lovfromhed; Guds godkendelse, Guds accept, Guds barmhjertighed. Og i det helhedssyn, de har bygget op, får vesten og vestens kristne pladsen som dem, man ser ned på og foragter. Vor religion er ikke værd at kaldes religion, fordi den ikke gør noget ved de dårligdomme i de vestlige samfund, som muslimerne ser dem. Og ud fra den position er det svært at se nogen fejl ved sin egen religion, og da næsten umuligt at se den grundlæggende fejl ved den, at den er hyklerisk og selvretfærdiggørende.

      Det er ikke desto mindre det, der må siges ligeud til dem: Efter vor bedste overbevisning er deres religion forfejlet, deres gudsdyrkelse forfalsket, deres fromhed forhærdende selvretfærdiggørelse. Det er, hvad jeg har forsøgt at sige i denne bog, lidt mere afdæmpet i de andre prædikener, lidt mere hårdt og brutalt i denne sidste. Og jeg mener faktisk, at jeg på denne måde tager muslimerne alvorligt som mennesker. Jeg tager dem som diskussionspartnere, jeg vover at sætte min egen religion i spil, jeg taler til dem og med dem. Som bekendt viser dette, at slangen i syndefaldsberetningen ikke er menneskelig, sig derved, at den ikke bliver forhørt af Gud Herren, den bliver ikke talt til. Sådan må vi for alt i verden ikke behandle andre mennesker, muslimer eller ej.

      Til sidst blot dette: Mange vil finde dette en skrupforkert strategi overfor muslimerne. Når du sætter det så hårdt op, som du gør det i denne bog, vil du gøre det, siger man, at du skubber alle muslimer over i fundamentalisternes lejr. Og det var vel ikke det, du ville.

      Dertil kan jeg da for det første sige, at denne bog mere er beregnet for kristne, der er utilfreds med de stadige beroligelser og ønsker klar besked om islam og kristendom. Men dernæst kan jeg da godt føje til, at skulle nogle muslimer læse med, hvad de da er velkomne til, så udtrykker jeg her i bogen ikke foragt for dem, selv om jeg har mine tvivl angående sandhedsindholdet i deres religion. Og jeg vil helt og holdent lade det være deres eget ansvar, i hvilken retning de vil lade sig føre, om de af min lille bog, hvis man nu tænkte sig det lidt usandsynlige, at den faktisk havde indflydelse på dem, ville lade sig skubbe over i en fundamentalisme, de ellers ikke ville have følt sig hjemme i, eller de ville fortsætte med at dyrke deres religion temmelig uanfægtet af mig og min bog. Det er virkelig ikke mit ansvar, om de gør det ene eller det andet.

      Og jeg kan ikke lade være med at sige, at man med den holdning faktisk udviser langt større foragt for muslimerne, end denne bog, selv med den mest fordrejede fortolkning, nogensinde kan komme til at udvise. Det er en særlig djævelsk udgave af vor vestlige overlegenhedsfølelse, der her slipper ud af æsken. Når vi hele tiden giver os selv skylden, når vi der ikke er den ulykke i udviklingslandene, som ikke til syvende og sidst er vestens skyld, når vi, eller i hvert fald nogle af os, næsten også, stillet overfor det uhyrlige terrorangreb, faldt tilbage til den forklaringsmodel, at det egentlig var USA’s egen skyld, at det blev angrebet så uhørt, så er det alt sammen i virkeligheden udtryk for foragt for udviklingslandene og for den muslimske verden. De kommer overhovedet ikke ind i billedet som en mulig samtalepartner for os. De optræder ikke i vort univers som ansvarlige lande, der kan tænkes selv at have ansvar for deres egen skæbne.

      Sådan også herhjemme, hvis vi mener om muslimerne, at de er mimoser, mere end de er muslimer, eller altså, at de ikke har en gennemtænkt teologi, så de kan svare på fx mine teologiske angreb. Selvfølgelig har de det. Og har de det ikke, er det sandelig på tide, de får det.

      Det, der forestår i vort samfund, er jo nemlig en teologisk debat af rang. Og her kan det sandelig ikke nytte at være sart. Men det kan heller ikke nytte at være naiv.

      Jeg kan ikke sådan lige på stående fod gennemskue, hvor nødvendigt det vil være for den kristne diskussionspartner at gå ind i koranforskning og islams historie. Gavnligt ville det vel nok være, og når jeg har afstået fra det her, skyldes det dels tidnød, dels, at jeg godt vil fastholde, at den diskussionsform, jeg her har lagt op til, hvor jeg prøver at se på islam ud fra vort kristne grundsynspunkt og prøver at stille dem nogle kritiske spørgsmål derudfra, også er en gyldig samtaleform.

      Med disse bemærkninger vil jeg godt for denne gang sige

      Amen.