Kaj Munk og KAIROS

To artikler fra Præsteforeningens Blad 1986.

af Ricardt Riis.

Indhold:
1. Kaj Munk og KAIROS, artikel fra Præsteforeningens Blad, 1986, 13/14, (28. marts 1986).
2. Luther og KAIROS-dokumentet, #55. (her forsynet med links til min lutherside m. m.).
 
 

Kaj Munk om KAIROS-dokumentet
En overraskende overensstemmelse
Af sognepræst Ricardt Riis, Horsens
Nedenstaende artikel er blevet til ved en tilfældighed. Tilfældigt fik jeg tilsendt KAIROS-dokumentet lidt før Kaj Munk-udsendelserne vistes i fjernsynet. Tilfældigt blev jeg så irriteret over, at Kaj Munks sag var udeladt, at jeg gav mig til at efterforske den. Og tilfældigt var det derfor, at jeg fik øje pa lighedspunkterne mellem Kaj Munk og KAIROS, ikke blot lighedspunkter i situationen, også lighedspunkter i teologien.
Kaj Munk teolog? Er den ikke lidt langt ude? Digter, dramatiker, lad gå med det! Skønt vi ved såmænd ikke rigtig. Der er jo sket så meget siden da. Hvem taler om digtere idag? Kan noget være kunst, når det rimer? Og måske oven i købet kan forstås? Og dramatik? Det er blevet teamwork. Professionelt. Teknik. Hans mange og store ord, kan vi godtage det som kunst idag? Der er snart kun det tilbage, at han var en spøjs figur. Og det kan man så lave TV-udsendelser over. Men teolog?
Nej, sandt nok; han er aldrig blevet taget alvorlig som teolog. Fra teologiens elfenbenstårn har man set igennem fingre med hans krumspring; han var jo en sjov, fyrig person med et sprudlende kunstnersind, og så kunne man bære over med en (225,2) del. Og hans nationalisme? Hans kald til modstand i Guds navn? Nå, ja, i kampens hede kan der jo godt ryge en finke med eller to. Men det kan naturligvis ikke holde, når den nøgterne overvejelse kommer til bagefter.
Sådan har man forvandlet hans teologi til psykologi. Og man begyndte såmænd kort efter krigen, endnu mens martyrglorien strålede. Man gik hans liv igennem og fandt en masse udtalelser om døden: han skulle dø tidligt, vidste han; hvert år over de tredive var direkte foræring; han var klar over den risiko, han 1øb under krigen; han direkte afslog at flygte til udlandet osv. Med andre ord: Han var bestemt aparte; vær kun rolig, kære præstesjæl, martyrkravet stikker i hans psykologi, ikke i hans teologi. Vi har ikke nødig at lave vores teologi om. Teologi behøver ikke være farligt.
Og dog blev det det for ham. Livssamfundet med Jesus, som var det centrale i hans teologi, havde den besynderlige konsekvens, at man kun kunne vinde sit liv, hvis man var villig til at miste det. December 1943 blev følgende lille digt trykt:
Mester med den tunge Tornekrone,/jeg kan ikke følge efter dig,/naar en Præste- (226,1) gaard, en venlig Kone/og to raske Drenge lokker mig.//Mester med den tunge Tornekrone,/havde du blot været Jordens Gæst/ for at læge, frelse og forsone,/var det ingen Sag at være Præst.//Men nu naar den tunge Tornekrone/og de mørke Blodspor til din Grav,/og din Tales smertedybe Tone/ vidner, at du ogsaa stiller Krav.//Mester med den tunge Tornekrone,/følg mig! følg mig! var dit Bud, din Bøn./Jo, men se dog fra din Ærestrone,/hvor din Faders skønne Jord er skøn.//Mester med den tunge Tornekrone,/»Hvo sit Liv vil bjerge, naar det ej.«/Hjælp mig da, trods Præstegaard og Kone,/ja, selv Drengene, at følge dig.
H. H. Siegumfeldt har i sin bog: »Kaj Munk, en Mand og hans Daad«, fra 1946, gjort opmærksom på, at digtet, skønt trykt i 43, er langt ældre, er fra 1921, da Kaj Munk var 23 år gammel og hverken havde kone eller drenge eller præstegard. Det vidner således om kontinuiteten i Munks tanker. Men vidner jo også om, at denne kontinuitet bæres af noget så mærkeligt, egenartet, personligt, som disse martyrtanker.
»Personligt«, ja pas på det ord! Her er det netop, at den centrale teologiske tanke så let kan smutte væk i psykologi og biografiske besynderligheder. Men vi slipper ikke. Selvfølgelig gælder kravet eller bønnen om efterfølgelse enhver kristen, ja ethvert menneske, om hans liv skal lykkes. I et digt om de sønderjyder, der faldt i tysk krigstjeneste under første verdenskrig, hedder det: »Loven for hver, der elsker, er denne: Dig selv fornægt./Landet maa dø, om ikke det fødes af hver ny Slægt./Mødre maa føde med Smerte og somme af dem maa dø./Men Livet gror kun af Dødens og Lidelsens hellige Frø« (Himmel og Jord, side 185). Igen det kristne grundlag: Liv kun gennem død. Men her sat op som en almenmenneskelig lov, en lov for folkeliv og for enkeltmandsliv. Kristus vil bringe os forløsning og befrielse! Ja, fra de bånd, der hindrer vort menneskeliv i at trives; så det liv, der dukker op, ikke er et særligt helligt, eller særlig kristeligt liv, men det fuldeste og reneste og herligste menneskeliv.
226,2
Hvad er det for bånd, vi skal løsnes fra? Nå, ja, måske vi ikke engang spørger. Måske vi med det samme har anlagt de sædvanlige hundeøjne og grebet til den hurtige og fromme forklaring: det er synden, der »så hårdt os binder«. Og det er jo smart. Så har vi imødegået den anklage, der kan rettes imod os, ved at erklære os mere skyldige, end nogen forkyndelse kan gøre det. Men pas på ham, ham Munk! Han er pokkers konkret.
Nu i det lille digt fra før! Det forkerte er jo ikke at være bundet af præstegård og kone og børn. Man var da et skarn, om man ikke jublede sin tak ud hver evig eneste dag. For Faderens skønne jord er jo skøn. Nej, det forkerte er, at man lige så stille slår en kreds rundt om den skønne præstegård, at man er sig selv nok med al denne skønhed, at man lader verden skøtte sig selv, overser det fællesskab, man står i med folket, ja med verden. Og tror man på syndernes forladelse, som andet og mere end en floskel, som noget »personligt«, så kan man dog ikke modtage syndernes forladelse og fortsætte med denne trafik.
Eller båndene, der hindrer livets vækst, kan være af folkelig art. »Jeg anklager jer alle«, hedder det i Gerlevtalen 18.8.40 (Så fast en Borg, side 201), »jeg anklager os alle, hele det gamle Andemadsdanmark. Jeg anklager Arbejderne, der fandt sig i uduelige Førere, skønt de selv følte, det var galt, for han er ikke dum, den danske Arbejder, og han er redelig og, Gud i Himlen, hvor jeg venter paa hans Indsats i Landet, jeg anklager Bønderne for Mangel paa Storsind og Udsyn, deres Tro paa, at Gaarden, som er deres Rige, er et Rige, der er nok i sig selv, jeg anklager Handelens og Industriens Mænd, at de har givet efter over for deres Lede for Politik og har opbrugt deres ofte store Dygtighed i deres egen private Stat, jeg anklager Præsteskabet for i alle Spørgsmaal at være gaaet udenom og kattepote sig rundt med Elskværdighed og Forbindtlighed til alle Sider, jeg anklager Højskolen for at have mistet sit Ansigt og være flydt ud i Internationalisme og Fred-hviler-over-Land-og-By-Religiøsitet, jeg anklager Hæren for at have (227,1) fundet sig i Tilsidesættelse og Haan i Stedet for med alle Midler at have krævet at være Nationens Stolthed og Styrke og jeg anklager Kunsten og mig selv, især mig selv, for at have givet Skønheden for meget og Sandheden for lidt, for at have ladet Æstetikken sidde over Profeten.« 10 
Javel, siger man, men det har dog ikke noget med den egentlige, den virkelige, den dybe synd at gøre.
Næh, ikke med det, vi sædvanligvis forstår ved synd, dette udflydende gummi-begreb, som vi skyder foran os, for at undga enhver anklage. På den måde kan vi kattepote os udenom alle afgørende spørgsmål. Men er det ikke omvendt sådan, at den synd, vi der afbilder, ikke har så meget med den virkelige synd at gøre?
11 
For det er vor synd, Munk her afbilder for os. Så konkret skal synd forstås. Og tilgives vi, og har vi forstået, hvad det er, vi får tilgivelse for, så må vi kæmpe imod denne konkret forståede synd; så må vi ud af vore private cirkler; så må vi erkende folkets fællesskab, handle efter, hvad der gavner det; så må vi ud af gruppeegoismen, hen mod helhedsforståelsen og helhedshensynet. Der er bånd i folkelivet, der hindrer menneskelivets udfoldelse i sandhed og lykke. 12 
Det er baggrunden for, at Munk kan pege på korset i flaget, kan tale om danskerne som et kristent folk, trods ateisme og pladderhumanisme, kan sammenblande kristeligt og folkeligt så »kættersk«, som han gør. »Vi har listet i Kirke, de faa af os, der kom der, og hørt om Korset, om Kristi Lidelses Eksempel og Kristi Krav om Selvfornægtelse og Kamp... og vi har ment, det skulde tages aandeligt, og det hørte ikke vor Tid til, vi var Kristne, naar vi sad i Kirken og sang Amen, men nej, nej, vi er først Kristne, naar vi gaar ud i Verden og siger Nej til Djævelen og alt hans Væsen og alle hans Gerninger og Ja til den hellige Aand«. (Tre prædikener (fra 1943), side 22). 13 
Sådan taler en kirke, der ikke fejlagtigt peger hen på sig selv, på dåbsprocenter og kirkegængere, på gudstjenestenusserier og præstekjolelængder, men har øje for det (227,2) folks ve og vel, den er sat til at tjene. Men naturligvis må kirken i denne tjeneste tale om Gud, tale om Jesus og hans gerning, tale om »loven for hver, der elsker«; naturligvis må kirken tale om kærlighed; men om kærlighed forstået på en ny måde, så kærlighed ikke blot bliver en vag følelse af sympati, men en vilje til selvfornægtelse. 14 
Og endnu en ting: Lad gå med, at Munk siger: »Når en Dansker godvillig hjælper Tyskerne nu, er det altsaa landsforræderisk Færd« (I Guds Bismer (fra 1943), side 60), måske dette er sandhed, og måske kirken på den måde skal kalde en spade en spade. Men når han lidt efter siger: »Det bliver ikke kristen Gerning for dyre Penge at sælge til Tyskerne de Æg og det Flæsk, som vore egne stakkels Arbejdsfolk i Byerne har saa haardt Brug for« (side 61), må man så ikke spørge, hvordan han kan tillade sig at blande Kristus ind i dette folkelige anliggende. Hvordan tør han påstå, at denne folkelige kamp er Guds kamp? 15 
Det tør han, fordi tyskerne har uret. »De skiftede en Ikke-Angrebstraktat med os. Derefter kastede de sig over os med deres Kanoner, Tanks og Flyvemaskiner og gjorde os hjernløse hos os selv og retsløse under vor egen Regering« (side 61-62). Der er også i storpolitiske forhold tale om ret og uret, og at glemme retten, hvad enten man er undertrykt eller selv undertrykker, er ukristeligt. Ja, ukristeligt. Loven om selvfornægtelse gælder os i vor folkelige sammenhæng. Vi må ud af vor familieegoisme, ud af gruppeegoismen, ud af vor magelighed, som giver os de tusinde undskyldninger, ud af vor lyst til at gemme os, ind i kampen for frihed og ret, for folkets frihed og ret, og kun derigennem for menneskehedens frihed og ret. Kristendommen sætter os fri til at være mennesker, men mennesker er vi i folkelig sammenhæng, og kampen for folkets frihed bliver derved en kristen kamp. 16 
Men så er der det med hans diktatorforgudelse! Kan vi se bort fra det?
Naturligvis ikke. Og det skal vi heller ikke. Lige efter krigen søgte man ganske vist at bortforklare dette »lille fejltrin«. Vrøvl! Stærke, gedigne anskuelser skal ikke (228,1) bortforklares. Så meget mindre som det netop er dette, der gør ham »stor«, gør ham værd at beskæftige sig med. Men naturligvis! Hvis alt, hvad der har med demokrati at gøre er sakrosant; hvis man ikke kan kritisere ordningen uden at blive set skævt til; så må der bortforklares, om Munk skal bevare sin anseelse.
17 
»Ingen Dansk kan ære Hitlers Daad mere end jeg. Grænseløst beundrer jeg, at det har været en Mand muligt midt i Parlamentarismens Dirt-track i Fortvivlelsens Dal efter Nederlaget at faa Vognen kørt op ad Bjerget igen. Et knust Folk, et Folk paa Vej til Selvfortæren og Raadnen, har han enet og helet, har han frigjort og skænket Troen paa sig selv.« Sådan hedder det i 1936 (Himmel og Jord, side 159). Og hvad er det? Det er indlevelsesevne overfor et andet folk. Det er forståelse for, at et folk lever af mere end materielle goder. Og fordi Hitler sigter højere, regner med realiteter som »ånd« og »ære«, derfor er det, at Kaj Munk ser hen til ham, fremfor til de dekadente og åndløse parlamentarikere. Det kan sommetider betale sig at høre, hvad folk begrunder deres anskuelser med. Munks er ikke bare bestemt af en psykologisk grille, den er faktisk, som man ser, underbygget. 18 
Sandt nok, han blev længe ved med at forsvare Hitler. I 36 mente han, at det matte være svært at være der Führer. I 38 erkendte han, i skuespillet »Han sidder ved smeltediglen«, at føreren sætter Tyskland over sandheden. I 40, i Gerlevtalen, hedder det: »Da Hitler ombyttede Idealet Nationalitetsgrænsen med Rovdyrskriget Livsrum, havde Magten taget Magten fra Hitler« (»Saa fast en Borg«, side 204). Men naturligvis, de folk, der tier stille af frygt for at tage fejl, eller de folk, der som vi sidder med bagklogskabens overblik, de kan sagtens tale om »fejltrin« og højmodigt vælge at se bort fra det. Men det skal ikke overses. Det er en del af Munks engagement og som sådant særdeles værdifuldt. 19 
Engagement, ja. Det var, hvad der prægede ham. Også i gudsforståelsen. Det var måske derfor, han aldrig blev anerkendt som teolog. Igen kan man forklare det (228,2) psykologisk. Men det var ikke blot, fordi det ikke lå til ham at pinde tingene ud i konsekvenser og konsekvensers konsekvenser. Han kunne sandelig nok tænke, gennemføre en tankerække med yderste stringens. Men han kunne aldrig overse den virkelighed, at midt i dette hele net af konsekvenser og logisk sammenhængende trossætninger der sad en menneskelig kødklump ved navn Kaj Munk. Og det gør ham i mine øjne til mere teolog end mange, der kan kirke- og dogmehistorien på fingrene. 20 
Var han dualist? Jah, sikkert. I hvert fald taler han stærkt om djævelen og alle de forklædninger, han kan komme i. På den anden side har han nogle mærkelige (og farlige?) tanker om, at Gud kan bruge det onde. Han kan tale om, at Gud er så almægtig, at han »i sin Haand kan knuge Forbandelsen, til Velsignelsens læskende Dug drypper af den« (Ved Babylons Floder, side 37). Men se det kan vi ikke. Det er en trossag. Vi kan nok foranlediges af livets herlighed til at prise skaberen, tro på ham, regne ham for en virkelighed. Men vi kan også lade livets grumhed i den grad føre vor tanke, at vi kun ser djævelens værk i tilværelsen. Kun i Jesus-skikkelsen er der fred, ikke for tanken, men for troen. For tro må du på livsloven: at kun via død og lidelse kommer liv og herlighed. Den er ikke selvindlysende, men må stadig holdes fast. Heller ikke giver den nogen forklaring på Guds førelse. 21 
Hvad giver den da?
Den giver et rum, hvor mennesket Kaj Munk kan leve. Som han skriver kort efter ovennævnte citat: »Aner vi det fjerne Skær af en Verden, hvor det gamle er forbigangent og se, alt er blevet nyt, hvor Anger og Ydmyghed vover Grundlæggelsen af et Rige med Æren til Gud i det højeste, Fred paa Jorden, og Mennesker en Velbehagelighed? 
22 
Eller naas det aldrig hernede? Er det hele Klodens Liv fra den første Celles Vaagnen paa dens kølige Skal, og indtil den sprænges i Gnister mod en anden Klode eller knuges til Døde af Verdensrummets Frost, er det dens hele Liv, der anskues af Kristus som en liden Stund, saa (229,1) det først bliver i Riget over Stjernerne, den naar sit sande Liv? Jeg ved det ikke. Og jeg spørger ikke. Det er mig nok, at jeg er sat til at kæmpe for, at det kan ske allerede hernede, og at jeg har faaet Lov til at tro, at det vil ske om en liden Stund, om saa her eller hist, hvad gør det?« 23 
Men tager Gud da sådan det onde i sin tjeneste? Lader han noget ske, som egentlig er ondt, for at fremme sine formal derigennem? Og må man bekende det, åbner så ikke denne tanke for det skændigste misbrug: »Lad os gøre det onde, for at det gode kan komme deraf«? 24 
I skuespillet »De udvalgte« er det netop den tanke, Batseba udnytter for at forføre kong David: »Se, jeg er synden, synden fra Jahve, den, der giver dig også Faldets bitre Storhed, for at du kan være virkelig stor.« Men skønt Natan forkynder til sidst, at de skyldige er David og Jahve, skønt altså Guds hånd ses igennem det onde, David gjorde, Davids synd bliver ikke mindre synd af det; og skal forholdet til Jahve retvendes, er anger og bod lige fornødent. 25 
Aha, siger man, han mente måske, Gud ligefrem kunne bruge diktaturstaterne?
Ja, såmænd. Og forarges kun over en sådan kynisme! Men vær så også lidt historisk! Er ikke vore fine, åh, så menneskelige demokratier kommet til verden ved blodsudgydelse og oprør?
Og igen: Tanken lader sig kun anvende bagud. Anvender man den fremad, vil man begå det onde med den gode samvittighed, at Gud dog nok er mand for at få noget godt ud af det, så er og bliver det den mest forføreriske djævelskab.
26 
Men altså: Længe beundrede man Kaj Munk som den store dramatiker. Dernæst blev han agtet som folkevækkeren. Siden tilbedt som martyren. Og så glemt, næsten totalt og aldeles. Mon ikke glemselsperioden nu har varet længe nok? Mon ikke tiden nu er inde til at studere ham som den klartseende teolog?
I hvert fald, det er, hvad jeg har oplevet i den sidste måneds tid: en teolog med et forunderligt skarpt syn, en teolog af en besynderlig helstøbt karakter; bag de dårlige vittigheder, de store ord, de (som mange (229,2) synes) platte udtalelser: et ubrydeligt helhedssyn.
27 
Og hvad kan han så sige os idag?
Ikke meget. Vor situation er for forskellig fra hans, for søvnig, for selvoptaget; og vor teologi tilsvarende for luftig.
Men skulle vi lade os anfægte af KAIROS-dokumentet, skulle det få sat spørgsmålstegn i vort sind, om nu også vor teologi har virkelighedsgrund, så kan Kaj Munks teologi hjælpe os. For der er en forbløffende overensstemmelse mellem hans teologi og den, der ligger bag KAIROS-dokumentet.
28 
Først er der nu overensstemmelse derved, at det tog tid for Kaj Munk at komme til afklaring, og det har taget tid, kan man se, for den sydafrikanske kirke at nå frem til at kunne se, hvad der foregår. 29 
Jeg har nævnt, at Munks syn på Hitler ændrede sig. Men også hans syn på, hvad der kunne og skulle gøres efter 9. april, ændrede sig. Tyskerne skulle have den kolde skulder, hed det først; det skulle gøres dem klart, at de havde brudt deres løfte. Han forstod ikke, at Stauning kunne pleje omgang med tyskere. Han vendte sig imod Scavenius' skrab-ud-politik. 29. august 1943 glædede ham; for nu var stillingen klar; nu var Danmark i krig med Tyskland. Nu kan det siges umisforståeligt, at når en dansker godvillig hjælper tyskerne, er det landsforræderisk færd, som før nævnt. 30 
På lignende måde har det taget tid at komme til klarhed i Sydafrika. Dokumentet bærer vidnesbyrd derom. Angrebene pa »stats-teologien« og »kirke-teologien« er ikke blevet til fra den ene dag til den anden. De har kostet diskussioner, overvejelser, bøn. Men nu må det siges, og siges, så det ikke er til at tage fejl af: Der er ikke forsoning mulig mellem dem, der øver uret, og dem, overfor hvem der øves uret, uden uretten ophører; uretten må fortrydes, uretten må standses. En spade er nu en spade, også i Sydafrika. 31 
Vi er tilbøjelige til et afslappet »på den ene side og på den anden side«. Vi har lært (230,1) at tage os selv i alle absolutte domme, man kan virkelig ikke tage 100 % rigtig stilling. Vi henholder os til, at tingene nok er mere indviklede, end det umiddelbart ser ud til, og så vil vi ikke drives ud i stillingtagen; og da slet ikke kalde noget konkret »synd«, for »synd« og »syndernes forladelse« det er dog noget dybere (dvs. noget mere luftigt). 32 
Men så indviklede er tingene nu heller ikke i Sydafrika. Når mennesker ikke er lige for loven; når man vilkårligt fastsætter, at de sorte skal have 20 % af jorden (efter areal, ikke efter værdi), de hvide 80 %; når man gør de sorte i de hvides områder hjemløse og retsløse, skønt de er både født og opvokset der; når man udnytter de sortes billige arbejdskraft, men gør dem »usynlige«, tvinger dem ind i »townships«, der aldrig får anden status end midlertidig; er der så nogen tvivl om ret og uret? Må så ikke kirken tale og tale klart? så klart, som KAIROS-dokumentet gør det? 33 
Jamen, midlerne? Oprør, væbnet modstand, det kan kirken dog aldrig prædike?
Munk siger i en prædiken fra 1941 (Ved Babylons floder, side 130): »Skulle Folket da som Folk gennemføre, hvad han (Jesus) havde foreskrevet den enkelte, naar det gjaldt personlige Krænkelser: vende den højre Kind til, naar man modtog et Slag paa venstre? Maaske mente han just det. Maaske var han viss paa, at om et helt Folk fulgte hans enestaaende Eksempel: i Ydmyghed og Gudstro og sikker i sin Sag at modtage Ondskaben, da vilde denne Ondskab lammet synke sammen i sig selv. Betingelsen er altsaa, at en saadan Aand er til Stede. Og den ved intet Forbund med Fejghedens og Selvopgivelsens. Deres Veje er aldrig dens. Eller maaske mente han, at hans Hjertes flammende Tro vilde brænde Folket sammen til en Vilje, der ville gøre det uovervindeligt. Hvordan og hvordan -maaske stod det ham ikke klart; maaske skulde det afgøres i hvert enkelt Tilfælde for sig. Kun det vidste han, at det Folk, der enigt gav sig ind under hans Vilje, skulde opleve Sandheden af Gud som den faste Borg.«
34 
At give sig i det ondes vold, blindt så at (230,2) sige, i tillid alene til Guds ord, at det onde overvindes med det gode; går det an? Ah, ja, i det personlige liv, overfor personlige krænkelser, der er netop det vejen til forsoning. Men i folkelivet? Ja, Kaj Munk har overvejet det. Men dog ladet den følgende overvejelse overskygge disse tanker.
Og spørgsmålet er vel også, om det kan lade sig gøre uden erfaring af, at det går an, og uden forståelse for, hvordan det går an.
35 
Oldkirken med sine mange martyrer gjorde jo dog den erfaring, at »martyrernes blod er kirkens udsæd«. Den var med til at underbygge kirkens holdning i det hele taget. Om de har haft forståelse for sagen er svært for os at afgøre. Men nogen i datidens samfund har i hvert fald forstået nødvendigheden af, at der blev udstedt dekreter om ofringer til kejseren. For samfundets skyld. For statens skyld, eller hvad de nu sagde. Har kirken tilsvarende forstået, at nægtelse måtte opfattes som statsnedbrydende?
I hvert fald: Kan vi handle andet end ud fra vor forståelse? Giver Gud os ikke netop frihed til at have vor forståelse med os i vore handlinger? Og forpligter vor forståelse os ikke, så vi handle?
36 
Men handlinger, konkrete handlinger drejer det sig om; og spørgsmilet er så: Hvilke?
Der er den kolde skulders politik, man nægter at have omgang med løftebryderne, urettens mænd. Den kunne måske herhjemme udvides til en nægtelse af økonomisk omgang med de fremmede. Vi havde jo trods alt vor egen jord at dyrke. Men det kan ikke gøres i Sydafrika. Og den kolde skulder er det der jo netop undertrykkerne, der viser.
37 
Så er der sabotagen. Nå, ja, det kaldte man det herhjemme under besættelsen. Det hedder det, set fra de undertryktes side. Fra den anden side hedder det »terror«, »vold«. Og megen diskussion om »ikke-vold« har forplumret sagen. Man ser for sig demonstranter, der overtræder loven, lader sig fjerne, og kun øver passiv modstand. Det skulle være udtryk for en højere etik, måske endda for en kristen holdning. (231,1) Åh, nej! Men det er naturligvis et middel, som en undertrykt gruppe kan overveje at tage i anvendelse på linie med andre midler. Men er sabotage »vold«, når den øves ansvarligt, dvs. så risikoen for, at mennesker bliver såret, gøres minimal? 38 
Det er oprør, ja, men det er jo netop også meningen. Styret er djævelsk, styret er undertrykkende, styret er lovløst. Skal dets ondskab fjernes, skal det selv fjernes.
Videre: Når sabotørerne er bevæbnede, hvad så? Man er jo ikke bevæbnet for ingenting. Man er bevæbnet for i givet fald at skyde vagtposter ned. Er det en uskyldig, det der går ud over? Det kunne måske siges herhjemme under besættelsen. Men kan det siges i Sydafrika idag? Kan gerne være, at det er vanskeligt for den, der står i det, i et politikorps eller en militærafdeling, at nægte at efterkomme ordre; men det er så det offer, der kræves af ham.
39 
Der findes en sabotage, der er terror, det skal ikke nægtes. Vi ser den hos en del marxistisk inspirerede undergrundsbevægelser. Man tager ikke hensyn til menneskeliv, det ville gå ud over effektiviteten, hvis man gjorde, mener man tilsyneladende. Skyldige og uskyldige ser man stort på. Og ryger der nogle af ens egne med, det er hvad det kan koste. 40 
En sådan sabotage er rå, umenneskelig, terroristisk. Men det skal ikke få os til at fordømme al sabotage. Vor egen under krigen var ikke af den art.
Men altsa: Når vi stilles overfor uretten i Sydafrika, den kan så være så blodig, den være vil, vi kan i vor borgerlige pænhed ikke bekvemme os til at opfordre til modstand. Og det synes, at vi let kan få kristne argumenter for denne magelighed. Bør man aktivt bekæmpe det onde? spørger vi med henvisning til ordet om at vende den anden kind til; kan et menneske det?
Modspørgsmalet lyder: Hvem kan ellers? Hvordan bliver det onde bekæmpet, hvis ikke et menneske gør det? Skal kirken altid overlade det »beskidte« arbejde til andre? Er det ikke netop et kristenmenneskes pligt at sætte livet til for det, han tror på?
41 
Det mente i hvert fald Kaj Munk. Der skete i Danmark under besættelsen noget af (231,2) det samme, som sker i Sydafrika idag: En del af landets borgere, jøderne, var blevet gjort til andenrangs borgere, uden rettigheder, med tvangsforflyttelse som deres skæbne (det var vel alt, hvad Munk vidste). Én gang før var noget tilsvarende sket med kommunistinterneringerne. Måske det var det, der sad som en brod i sindet og bevirkede, at vi denne gang ikke blot passivt så til, men hjalp til flugt, så skammen fra før dog i nogen måde afvaskedes. Om disse begivenheder siger Kaj Munk i en adventsprædiken i Københavns Domkirke 1943: »Sker det engang til, da vil vi med Guds Hjælp prøve at rejse Folket til Oprør. Thi et kristent Folk, der sidder daadløst hen, naar dets Idealer trampes under Fode, slipper Forraadnelsens Kræft ind i sit Sind, og Guds Vrede sænker sig over det« (I Guds Bismer, side 51). 42 
Er det ikke for meget: at tale om at rejse folket til oprør; med Guds hjælp endda! Er det ikke krigsånden, krigsbegejstringen, krigstankegangen, der er løbet af med ham?
Nej, på ingen måde. Djævelen går normalt i jakkesæt og laksko. Men af og til ser man dog djævlehoven så tydeligt, at der ikke er noget at tage fejl af. Sådan her.
Og er parallellen ikke klar nok? Sydafrika er ikke et besat land. Sandt nok. Men så meget desto værre. At et land nægter størsteparten af sine borgere borgerret, ligeret med mindsteparten, at det iværksætter tvangsforflyttelser i stor målestok, gør det ikke djævlehoven tydelig? Gør det ikke modstand nødvendig?
43 
Det er synden, der gøres konkret af Sydafrikas kirker idag. »De onde magter, som vi taler om i dåben, må nævnes ved navn. Vi ved, at disse magter er i Sydafrika idag. Den enhed og det fællesskab, vi bekender ved vore nadvergudstjenester eller messer, må nævnes ved navn. Det er folkets solidaritet, der indbyder alle til at være med i kampen for Guds fred i Sydafrika. Den anger, vi prædiker, må nævnes ved navn. Det er bod for vor medskyld i lidelsen og undertrykkelsen i vort land« (KAIROS-dokumentet 5,3).
Her er en kirke, der ligesom Kaj Munk er »kommet ned på jorden«, har forladt (232,1) den åndelighed, der har lidt eller intet med denne verdens forhold at gøre. (3,4).
44 
Det betyder ikke, at dens medlemmer bliver syndfri. Synden konkretiseres ikke blot i samfundslivet, men ogsi i familielivet. Og der er der dog vist stadig nok at gøre i retning af at afsløre synden. Og stadig ma vist ogsa formaning behøves, at den vold, der er nødvendig, må styres af retstanker, ikke f. eks. af personlig hævnlyst. Endelig må kristelig barmhjertighed udvises, når engang en ny dag gryr for Sydafrika. Som Kaj Munk sagde det ved omtalte adventsgudstjeneste: »Kristus har lært os det store: med alle Evner og Kræfter at gaa imod det onde uden at hade, uden at lade sig svække af Had. Kristus har lært os den dybe Forskel paa retfærdig Straf og saa Hævn. Naar denne Krig har naaet sit blodige Slut, vil Mørkets Fyrste skrige paa Hævn fra Gravene. Ogsaa vi kender Folk, der skal gøres op med, men det skal ske i Guds Aand og ikke i Djævelens« (I Guds Bismer, side 54). 45 
Alt dette ved de godt i Sydafrika, ifølge KAIROS-dokumentet. Kirken skal bringe håb. Også til undertrykkerne. De lever nu i falske forhåbninger. »De håber på at opretholde den nuværende tilstand og deres særlige privilegier, omend måske med visse tilpasninger, og de frygter ethvert virkeligt alternativ. Men der er meget mere end det at håbe på og intet at frygte« (4,4). Dog føjer de til: »Men vejen til dette håb vil blive meget streng og pinefuld. Konflikten og kampen vil nødvendigvis forstærkes i de kommende måneder og år, fordi uretfærdigheden og undertrykkelsen ikke kan fjernes på anden måde. Men Gud er med os. Vi må blot lære at blive redskaber for hans fred, også om det skulle gælde vort liv. Vi må tage hans kors på os, hvis vi skal have håb om at have del i hans opstandelse« (4,4). At Gud er med dem, betyder ikke, at lidelse og død holdes borte. I det hele taget: denne teologi er lagt an, så der er plads i midten til et levende og aktivt og handlende menneske. Som Kaj Munks var det. 46 
Lidt mærkeligt er det at gå i dialog med de sydafrikanske kirkefolk bag KAIROS- (232,2) dokumentet. Kan vi sige dem noget væsentligt fra vores lænestol? Er vi i det hele taget på samme plan, når deres tanker betyder liv eller død for dem, mens vore ofte kun er tidsfordriv? Nuvel, vi er jo i hvert fald i samme kirke, og dertil har vi i den danske kirke en teolog som Kaj Munk, hvis ord også betød liv eller død for ham. Lad mig derfor fremføre to ting om den sydafrikanske situation: 47 
1) Vel er demokrati i næsten enhver form bedre end de tilstande, der hersker nu. Men man må ikke tro, at vore demokratier er den rene lyksalighed, at de løser alle problemer. Vi må med skam give Kaj Munk ret i de anklager, han kom med mod det gamle Andemadsdanmark. Med skam, ja, for anklagerne er jo gyldige den dag idag. Hvad han kæmpede for, hvad han troede skulle komme efter krigen, kom ikke. 48 
2) I Sydafrika er der flere folk. Jeg ved godt, at et menneske er et menneske. Men ethvert menneske er tillige medlem af et folk. Oven i købet vil i løbet af den forestående kamp skellene mellem folkene uddybes; en uskyldig hvid vil blive draget til ansvar for andre hvides handlinger; en uskyldig sort vil blive anset for forræder, hvis han har samkvem med hvide. Og demokrati forudsætter nu engang et mindstemål af tillid. Den tillid kan vi ikke opbygge, den opbygges af Guds ånd gennem menneskers magtafkald. Og efter sort magtovertagelse vil hvid tillid formodentlig være overordentlig ringe. Og det bør bekymre, for det ny Sydafrika må alle bygge med på. De sorte skulle nødig se sig nødsaget til at gengive de hvide nogle privilegier, fordi de sidder på den magt, der hedder viden. 49 
Hvad jeg mener er: Kunne man i et fremtidigt Sydafrika finde en bedre form for demokrati, en bedre form for økonomisk samvirke, var så ikke meget nået?
Til slut: Hvad er det, jeg her har gjort? Er det ikke det skændigste misbrug af Kaj Munks navn? Er det ikke utilladeligt sådan at spænde Kaj Munk for de sortes vogn i Sydafrika? Ved jeg nogetsomhelst om, hvordan han ville have taget stilling til (233,1) problemerne i Sydafrika? Hvordan kan jeg så gøre, hvad jeg her har gjort?
50 
Sådan vil man muligvis tænke, hvis man tænker autoritativt. Man ved ikke så meget orn Kaj Munk, men at han var god nok, det ved man da. Men ved ikke så meget om situationen i Sydafrika, men mon det er så slemt som de sorte siger? Skulle man ikke kunne løse problemerne med lidt imødekommenhed fra begge sider? Så minsandten, om ikke jeg bryder overtværs og forbinder Kaj Munks autoritet med en bestemt løsning i Sydafrika. Er det dog ikke utilladeligt? 51 
Indvendingen er falsk.
Jeg forbinder ikke Kaj Munks autoritet med nogetsomhelst. Jeg tænker ikke autoritativt. Meningen er ikke at sige, at sådan ville Kaj Munk have taget stilling idag, og når den store Kaj Munk (og her udmales så hans storhed) mener sådan, så må vi småfolk sandelig også gøre det. På ingen måde.
52 
Nej, sagen er blot den enkle, at jeg på dette tilfældige tidspunkt tilfældigt har læst de to former for teologi; derved fik jeg øje på en for mig ganske overraskende overensstemmelse; denne overensstemmelse er det, jeg herved viderebringer. Ikke som en grundløs påstand, men som en efter pladsforholdene nogenlunde gennemargumenteret opfattelse. 53 
Og jeg ved såmænd ikke, hvad der er det rnest overraskende: Kaj Munks teologis friskhed, dens anderledeshed, dens evne til opgør med det på bjerget gældende. Eller dens overensstemmelse i sin kerne med KAIROS-dokumentets teologi.
Men nu har jeg lagt det frem. Og så kan man jo selv studere det. Det er nok værd at ofre nogen tid på. Hvis tingene aldrig overraskede os, ville livet miste noget i spænding.
Værsgod at lade jer overraske, kære kolleger!
54 

Luther og Kairos-dokumentet

En vandring ad tilgroede stier.
Af Ricardt Riis, Horsens
1. Indledning
Omsider føler jeg mig på vej ud af min -ja ikke ørkenvandring, men junglevandring. Siden jeg skrev min artikel om Kaj Munk og KAIROS (Prf. Bl. 86/13-14), har jeg følt, at den kun var halv. Der manglede en undersøgelse af Luthers forhold til dokumentet. Godt nok havde jeg en fornemmelse af, at den sædvanlige luthertolkning (den dialektiske teologis) var noget imod, og et par penneførere (Søren Krarup og Steffen Kjeldgaard-Pedersen) har bekræftet mig deri. Men Luther selv? Var han så meget imod? Det måtte undersøges. Og så gik jeg ind i junglen.
55 
Ja, »junglen«, for mage til uvejsom person skal man lede længe efter! Når man altså ikke vil lade sig vejlede af den sædvanlige dialektiske teologi. Men nu synes altså brikkerne at være ved at falde på plads. Der er kommet stier i junglen, stier, der i mange år har ligget tæt tilgroede hen, uden at et eneste menneske tilsyneladende har betrådt dem. Og jeg ville være meget forlegen ved at vise dem frem, hvis det ikke var fordi de alle fremviser tydelige lutherfodspor: det er faktisk der, han selv har gået, mesteren. Om vi så vil følge ham, nå ja, lad det spørgsmål ligge, til vi ser, hvordan stierne snor sig. (685,2) 56 
2. Luther (gala)
Lov og evangelium, det har vi lært var en afgørende ting i Luthers teologi. Og der er i tidens løb kogt mange afhandlinger på den pølsepind. Her vil jeg tage en tekst frem, der vist sjældent bruges i den sammenhasng, nemlig skriftet »Om forretnings-virksomhed« fra 1524 (Luthers skrifter i udvalg, bd. IV, 367-400). Hvordan skal kristne begå sig i forretningsverdenen? spørger Luther og henviser til Luk. 6, 34: en kristen låner ud uden at forvente det lånte tilbage; bliver det tilbageleveret, er det godt; bliver det det ikke, var det at betragte som en gave (side 377) (wucher#48). Ganske vist må vi på grund af de mange syndere, der er iblandt os, sørge for en verdslig øvrighed med domstole og politi, så man eventuelt kan tvinge låntageren til at levere det lånte tilbage. Men en kristen, der gerne lider uret, kan naturligvis ikke drømme om at benytte sig af disse indretninger. Det er på den måde, den kristnes retfærdighed overgår farisæernes og de skriftkloges (Matt. 5, 20). Den kristne kommer ikke og tilbyder et bedre system, en bedre lov. 
57 
Nej, hans handlinger kan så udmærket passes ind i det forhåndenværende system. Selv om det måske udhuler det indefra; Luther kan i hvert fald godt forestille sig, at var (686,1) dette evangeliske udlån praksis, så ville vi være dejlig fri for de allerstørste og skadeligste farer, fejl og mangler ved forretningslivet (side 380) (wucher#60). Den kristne underkaster sig lydigt og villigt loven, selv om han egentlig ikke har brug for den.
Jamen, det kender vi godt, vil man sige, det er da ikke nyt!
58 
Nå. Ja, ja, men læg nu alligevel mærke til et par ting! Der er her optræk til et skel mellem verdsligt og gejstligt regimente. Det verdslige regimente skal bruge loven, det gejstlige (den kristne) barmhjertigheden. Vi har været vant til at nøjes med den første iagttagelse: at det ikke nytter noget at komme med barmhjertighed fra øvrighedens side. Den anden betragtning er vi gået let hen over: at den kristnes retfærdighed overgår farisæernes og de skriftkloges, de kristnes vandel kan passes ind under den verdslige øvrigheds område, men jo på ingen måde er identisk med den. 59 
Og mere end det! Luther forventer faktisk, at kristne lever efter det han siger. Skulle vi prædike over Luk. 6, 34, så ville vi måske kunne mande os op til at svinge lovens pisk over tilhørernes hoveder: sådan skulle det egentlig være! for at fa fremmanet hos os den sørgelige erkendelse: Ak vi er arme og elendige syndere! så at vi med kraft og fynd kan sætte ind med forkyndelsen af syndernes forladelse. Og det er klart: brugt på den måde, bliver forkyndelsen af syndernes forladelse identisk med forkyndelsen af dispensation fra loven. De rnange armsving under lovforkyndelsen havde kun til hensigt at vække syndserkendelse, ikke at få os ændret i vore sind, så vi levede efter loven.
Sådan ikke hos Luther. Når han f. eks. prædiker over Matt. 6, 19 om skatten i himlen, så er det prædikenens hensigt at få tilhørernes sind ændret, så de afholder sig fra deres mammonsdyrkelse (se f. eks. Erl, bd. 43, 206-219).(bjerg14
60 
Dette var det økonomiske område. Det forholder sig på ganske tilsvarende måde på det politiske omrade. Og vi har på tilsvarende måde overset en væsentlig ting hos Luther. Vi er nødt til at have øvrighed på grund af de mange syndere, der er (686,2) iblandt os. Og øvrigheden må bruge loven, ikke evangeliet som rettesnor. Så langt følger vi Luther. Men så standser vi brat op. Det er os nok som kristne at krybe i et musehul og lade andre slås for at forbedre verden. Oven i købet har vi udsmykket vor musehulstendens med falske luthertanker. Sådan, at vi aldrig når frem til at spørge, hvad da den kristnes pligt er på det politiske område. 61 
Falske luthertanker? Det lyder væmmeligt. Har man virkelig trampet falske stier i lutherjunglen?
Ja, det er min påstand. Naturligvis har man da gjort det i den bedste mening. Men gjort det har man. Man har gjort Luther til »retfærdighedsrelativist«. En overgang gik man så vidt som til at sige, at skellet mellem verdsligt og åndeligt regimente betød, at samfundet havde love af en helt speciel art, som gjorde det umuligt for kirken som sådan at blande sig; kirken skulle passe sit: sjælenes frelse, og staten skulle passe sit: legemernes indordnelse; og når staten undlod at blande sig i kirkens anliggende, så kunne kirken passende undlade at blande sig i statens. Senere har man dog nøjedes med at hævde, at det politiske spil er alt for speget for kirken; den kan aldrig komme til i den aktuelle politiske situation at finde den fulde retfærdighed; ville den blande sig, ville den sætte Gud for en bestemt politiks vogn, og det ville være galt. En bestemt politik kan aldrig, hævder man, være udtryk for den fulde retfærdighed. Man har gjort Luther til »retfærdighedsrelativist«.
62 
Men det var Luther ikke.
Dels er der Augustana, der taler om en retfærdig krig (artikel 16). Dette begreb forudsætter, at det er muligt at skelne mellem en retfærdig og en uretfærdig krig.
Og dels er der en række eksempler på, at netop det skel vover Luther at drage. Meget primitivt, vil vi måske sige; vi er jo så kloge. Angrebskrig er altid uretfærdig. Og der er ikke det mindste tale om at relativere. Det holdes fast, at følger man en fyrste i en angrebskrig, så er det ikke blot uheldigt, det er ikke blot noget, man helst skulle have ladt være med, nej, man må (687,1) for sin evige saligheds skyld desertere, løbe bort fra fyrstens hær. (Se f. eks. WA Br. 10 3733, 157 ff. om den såkaldte Würzen-fejde! (br070442) Eller se bd. IV, side 196, hvor Luther på lignende måde fremhæver, at det ikke er pligt at adlyde en fyrste, der begiver sig ind i en uretfærdig krig; det er i skriftet om lydighed mod statsmagten). (lyd03#52
Det vil sige: Luther gør det, som vore lærde dialektiske teologer hævder er højst uluthersk.
63 
Hvordan kan det dog gå til?
Jeg mener, det har at gøre med, at den dialektiske teologi har overset Luthers bundethed til den naturlige lov.Vel har man vidst, at Luther havde den besynderlige mening, at loven var skrevet i hvert menneskes hjerte, men man bar højmodigt over med ham, men mente nok, man kunne bruge ham alligevel. En teologi med baggrund i Barth og Kierkegaard blev lagt ned over Luther. Og ud kom som konsekvens det, vi nu i lang tid har regnet for god lutherdom: vi lever i trods; i trods mod livets meningsløshed; og i trods mod syndens realitet; ved loven når vi frem til at erkende vor synd; men vi kan kun leve vort menneskeliv i bestandig trods mod loven; at leve på syndernes forladelse betyder at leve i tro på dispensation fra lovens bestemmelser.
64 
Det er ikke Luthers teologi. Luther mener ikke, der kan dispenseres fra loven. Loven er den lov, Gud har nedlagt i hvert menneskes hjerte, og loven udtrykker, hvad vi skal gøre; og vil man ikke opfylde loven, eller tror man, man kan klare sig med mindre end loven, så bliver det ikke livet, man når frem til. Det er, som om vi i vor dialektiske teologis håbløshed har tænkt mange træk frem, og automatisk inkluderer Guds tilgivelse i vore handlinger, før vi foretager dem. Vi synder på nåden, med et teologisk udtryk. Men det er ikke Luther, der giver os god samvittighed til det. 65 
Som sagt, Luther hævder, at Gud har givet menneskene en naturlig lov, der står skrevet i hvert menneskes hjerte (Rom. 2,15). »Kristus selv sammenfatter også, Matt. 7,12, alle profeterne og loven i denne naturlige lov: »Det, I vil, folk skal (687,2) gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem, for sådan er loven og profeterne«. Det samme gør også Paulus i Rom. 13, 9, når han samler alle budene i kærligheden, som naturens lov også lærer på naturlig vis: »Du skal elske din næste som dig selv«. Ellers - hvis det ikke af naturen havde stået skrevet i hjertet - ville man have måttet lære og forkynde budene både længe og godt, før samvittighederne havde taget imod det. Den må jo finde og mærke det hos sig selv, ellers ville den ikke give nogen reaktion hos nogen. Rigtignok blænder og besætter djævelen hjerterne således, at de ikke kender denne lov til enhver tid, og derfor må man skrive det ned og forkynde den, lige til Gud giver det virkning og oplyser folk, så de føler det, ordene siger i hjertet.« (Mod de himmelske sværmere, Verker i utvalg (Norsk Gyldendal), bd. Ill, side 236 f., lettere fordansket). 66 
I samme skrift får vi en udmærket illustration af, hvad det betyder, at denne naturlige lov kan erkendes. Skriftet er en gendrivelse af Karlstadts tanker, og det, Luther bebrejder ham, er bl. a., at han mener i kraft af evangeliet at have fået ret til at sætte sig ud over loven, dvs. til at lade hånt om, hvad mennesker i almindelighed anser for rimeligt. Bibelen siger, at billeder skal fjernes, hævder Karlstadt, og en-to-tre går han i gang, uanset den naturlige lovs krav om lydighed mod øvrigheden. Men den naturlige lov er Guds lov, og Gud dispenserer ikke fra denne lov igennem åbenbaringen, hverken på den ene eller på den anden måde. 67 
3. KAIROS (gala)
Dette var den lutherske mælk. Ikke anstødelig, men dog anderledes end den dialektiske teologi fremstiller den. Tykmælk!
Eller (i det andet billede) dette var en sti i junglen, ikke stærkt befærdet, men dog kendelig.
Og lad os allerede med dette i baghovedet gå til KAIROS-dokumentet. Dokumentet har jo ret, det er virkelig det grundlæggende problem, at »kirke-teologien« igen- (688,1) nem århundreder har været præget af en art tro og åndelighed, der har haft tilbøjelighed til at blive et verdensfjernt anliggende, der har lidt om overhovedet noget med denne verdens forhold at gøre (3.4). (kairos-eng#61) Og det er ganske bemærkelsesværdigt, at disse teologer er i stand til at trænge igennem det århundredgamle teologiske tågeslør, så de taler konkret om ondskaben, om fællesskabet i nadveren, om angeren (5.3). (kairos-eng#103)  Men det må siges, og det bliver sagt, at det er imod Guds naturlige lov, når de sorte »behandles som ren og skær arbejdskraft, betales sultelønninger, adskilles fra deres familier som vandrearbejdere, flyttes rundt som kvæg og læsses af i »hjemlandene« for at sulte« (4.1). (kairos-eng#68) Det er ikke umuligt at tale om retfærdighed og uretfærdighed her. Det er tværtimod godt luthersk at gøre det. Velgørende at læse!
68 
En anden ting, der også er godt luthersk, skønt det ikke forekommer os sådan, når vi læser det, er holdningen til »kirke-teologiens« tale om forsoning. Der bliver ingen forsoning, siger KAIROS, uden retfærdighed, dvs. uden anger fra undertrykkerne. »Den bibelske lære om forsoning og tilgivelse siger ganske klart, at ingen kan blive tilgivet og forsonet med Gud uden at han eller hun angrer sine synder« (3.1). (kairos-eng#42) Luther er enig heri, hvilket nok overrasker, både når sætningen anvendes i det nære (familien) og når den anvendes i det fjerne (samfundet). Luther taler i en prædiken over Matt, 6, 14-15 om, at man ikke kan tilgive de synder, som næsten ikke erkender og derfor ikke vil have tilgivet (Erl. 43, 190). (bjerg12#102) Og han hævder i »Til den kristelige adel«, at det ikke kommer til nogen forsoning med bøhmerne, medmindre vi (den øvrige kristenhed) erkender vor skyld, at vi lod Johan Hus henrette mod frit lejde. »Ja, de (bøhmerne) skulle den dag idag hellere lade liv og lemmer end indrømme, at det er rigtigt at bryde et kejserligt, paveligt, kristeligt lejde« (Bd. IV, 100). (adel04#61) Sådan skulle jo også de sorte i Sydafrika hellere lade liv og lemmer end indrømme, det er rigtigt at betale sultelønninger, at adskille familier, osv. Selv om vi overraskes, det er dog godt luthersk. (688,2) 69 
4. Luther (brwma)
Nu kommer imidlertid den faste føde, det anstødelige, det, som kød og blod ikke bryder sig om. Vi har læst hen over det, vi har ikke villet se det, vi har ladet disse luther-spor i junglen gro ganske til. Dels vel fordi vi har læst Luther med den dialektiske teologis briller, men vel også fordi vi er af kød og blod og ikke gerne vil have gjort skade pa disse kære bestanddele.
70 
Luthers BRÅMA har med martyrsindet at gøre. Det forudsætter Luther hos kristne, det appellerer han til, dets fravær begræder han.
Det er via martyrsindet, det kommer frem, at de kristnes retfærdighed overgår farisæernes og de skriftkloges. Jeg prøvede at vise det på det økonomiske område (de kristne bruger ikke øvrighedens magtmidler for at få et lån tilbage, men lader det i stedet være gave). Noget tilsvarende, men dog anderledes gælder på det politiske område. Den kristnes handlinger passer sig under alle forhold ind under loven. Dvs. der kan aldrig blive tale om oprør. Oprør er efter Luthers mening imod den naturlige lov. Derimod er der for den kristne tale om pligt til at tale fyrsten midt imod, også om det koster ham livet. Og der er tale om pligt til at nægte at adlyde, hvis fyrsten går for vidt. Igen: uden hensyn til de personlige omkostninger. Om det fører til noget, ja, det må man lade Gud afgøre, ligesom man må lade Gud afgøre, om de kristnes lånepraksis vil ændre de økonomiske former.
71 
Lydighedsnægtelsen kan være pligt på ganske mange områder. Først fyrstens uretfærdige krig! Luther hævder (i »Om lydighed mod statsmagten« fra 1523), at undersåtterne har pligt til at sætte liv og ejendom ind, hvis fyrsten fører krig for at forsvare landet. Men så spørger han: »Hvad så, hvis fyrsten har uret, har hans folk så pligt til at adlyde ham? Svar: Nej. For ingen bør handle mod retfærdigheden, men man skal adlyde Gud, der ønsker retfærdighed, mere end mennesker. Hvad hvis undersåtterne ikke ved, om han har ret eller ej? Svar: Sålænge som de ikke ved det eller ikke kan få det at vide trods alle mu- (689,1) lige anstrengelser, så kan de adlyde uden fare for sjælen« (Bd. IV, 196). (lyd03#52 72 
Dernæst fyrsten, der vil tvinge til at aflevere bøger! Et sådant krav ligger ud over hans myndighedsområde; og en kristen skal ikke adlyde ham i kravet; for troen afhænger deraf. Når tyranner forlanger det ny testamente udleveret, skal man nægte dem lydighed, om man vil beholde sin sjæls salighed. Men man skal finde sig i husundersøgelser og anden vold. (lyd02#43) »Hvis fyrsten af den grund fratager dig alt, hvad du ejer, og straffer din ulydighed, salig er du! Og tak Gud for, at du er værdig til at lide for Guds ords skyld!« (IV 184). Her går han dog ganske langt. (lyd02#41) 73 
Men næsten endnu længere går han i en prædiken fra 1539 over Matt. 18,15-17, hvor det hedder: »Thi det er Guds vilje, at sværdet skal tjene de fromme til beskyttelse og de onde til straf. Sådan går det ret til. Men når de vil tyrannisere og tvinge folk til at gøre noget imod Gud og hans bud, så hedder det ikke sværd mere, og jeg synder ikke, når jeg ikke er dem lydig« (Erl. 44, 80). Det er en ganske bred bestemmelse: »at noget er imod Gud og hans bud«, især når man tager i betragtning, at Guds lov er den naturlige lov, der omfatter alt i tilværelsen. 74 
Som sagt, vi er standset op ved Luthers oprørsforbud, har begrundet det ud fra en falsk lutherforstaelse, og er derfor aldrig nået frem til hans opfordring til punktvis lydighedsnægtelse. Er det underligt, at jeg føler det, som er jeg nået frem til en hidtil ukendt lysning i lutherjunglen? 75 
5. KAIROS (brwma)
Det er altså, hvad der forekommer mig at være det uopdagede, men måske nok svært fordøjelige, hos Luther: Luther skelner mellem en anerkendelse af øvrigheden og en anerkendelse af øvrighedens gerninger.
Den skelnen gennemfører KAIROS-dokumentet ikke. Her prøver man (4.3) at gøre det sandsynligt, at styret i Sydafrika ingen moralsk berettigelse har, at det principielt er imod det fælles gode. Og man (689,2) konkluderer da, at oprør mod styret må foretages, at styret må fjernes. (kairos-eng#91) Det synes vel at være den eneste løsning, og i min tidligere artikel var det også min overbevisning. Men inden vi går så langt, bør vi dog overveje, om der kunne være noget om det, Luther siger: at oprør er forbudt; specielt fordi han ikke blot er drevet af autoritetstro overfor bibelen (Rom. 13, 1-7), men også mener, der kan underbygges fornuftigt, dvs. det er en del af den naturlige lov.
76 
Kan det da det? Dvs., kan det påvises at være klogt at prøve at undgå oprør?
I nogen grad: ja. Enhver regering kæmper for at bevare magten. Og bekendtgør nogen, at de ønsker at fjerne andre fra magten, er de sikre på at blive mødt med modstand.
Videre: Det, der bør sigtes imod, er ikke sort magtovertagelse, men retfærdighed. Vi er ganske vist vant til at tænke »demokratisk« og ser gennemførelsen af demokrati (en mand-en stemme) som toppunktet af retfærdighed. Men vi må ikke overse, at netop, hvor en befolkning består af to folk, er demokratiet magtesløst, kan ikke garantere retfærdighed; demokratiet garanterer imod undertrykkelse af flertal, men ikke imod undertrykkelse af mindretal. Det forekommer mig derfor lidt for letkøbt, når dokumentet med henvisning til det kristne håb siger til de hvide, at der er meget mere at håbe på end opretholdelsen af den nuværende tingenes tilstand og intet at frygte (4.4). (kairos-eng#96) Vi må i det mindste forstå de hvides frygt, selv om vi ikke accepterer de handlinger, den idag giver sig udslag i.
77 
Fremdeles: Ethvert styre må have en eller anden form for moralsk baggrund. Mennesker ikke blot handler, de begrunder deres handlinger. Og apartheid-ideologien har hidtil fungeret som moralsk baggrund for styret. Hvordan det? Jo, man har ment i bibelen at finde en »ordre« til hvert folk om at holde sig »rent«, om at videreføre sine specielle kulturejendommeligheder. Denne "ordre« har man ment at måtte gennemføre, uanset om man derved bryder den naturlige lov. Dvs. man har gennemført den ved tvang. Man har gennemført den på (690,1) den højst ulige måde, at de hvide fik tildelt 80 % af jorden (efter areal) de sorte 20%. Man har gjort de sorte hjemløse i deres eget land. Man har oprettet »home-lands«, som kun kan brødføde en brøkdel af den sorte befolkning, som derfor kan fungere som billig arbejdskraft i den hvide industri. Vi kan se, at ideologien passer som fod i hose til fortsat hvid undertrykkelse. Men for mange hvide retfærdiggør den deres handlinger. Og vi skylder derfor at argumentere imod ideologien. Hvad vi hidtil har gjort altfor dårligt. 78 
På dette punkt er der noget uigennemtænkt i dokumentet. Hvad der måske ikke er så mærkeligt; vi har i hvert fald fra luthersk side ikke gjort meget for at klare begreberne. Således taler man mange steder om det sydafrikanske folk, når man mener det sorte flertal. Det ser ud, som om man slet ikke er klar over de vanskeligheder, som tilstedeværelsen af to folk i det samme landområde kan afstedkomme. 79 
Direkte modsigelse giver det også anledning til. Man argumenterer (4.3) for, at apartheid-mindretalsstyret er uforbederligt; det har ingen fuldmagt fra vælgerne til at ændre samfundet; »alle reformer eller tilpasninger, det kan foretage, må ske til fordel for dem, der har valgt det«. (kairos-eng#86) Det er et noget kynisk syn pa demokratiet, der der bringes til torvs. Et mindre kynisk fremføres i slutningen af samme afsnit, hvor man forestiller sig, at et sort flertalsstyre vil regere retfærdigt til fælles gode for hele folket. (kairos-eng#88) En skøn tanke, naturligvis. Men må ikke også en sort flertalsregering regere til fordel for den, der har valgt den? Eller: hvis den kan regere ud fra retfærdigheden, hvorfor kan den nuværende hvide mindre-talsregering det så ikke? 80 
Endelig: Vil man ikke det, vil man ikke anerkende den nuværende regering, mener man, det trods alt er uklogt, eller mener man, tiden er forpasset, så kan man i det mindste prøve at fjerne noget af de hvides frygt ved at tilbyde dem mulighed for at oprette deres egen stat på en del af Sydafrikas landområde, svarende til det antal, der vil være med, naturligvis. Man vil måske indvende, at dette er ny apartheid. (690,2) 81 
Men fejlen i Sydafrika er ikke apartheid, men at apartheidtanken er blevet brugt som skalkeskjul for hvid undertrykkelse, eller at den er blevet gennemført ulige og tvunget.
Nuvel, alt dette er sådan set ikke forsøg på at tage konkret stilling til forholdene i Sydafrika; det er forsøg på at vise, hvordan Luthers (nyopdagede?) tanker ville virke i praksis. Kan gerne være, det rammer håbløst ved siden af virkeligheden i Sydafrika, specielt den virkelighed, der består af stemninger og meninger, men at det kunne fungere, hvis det havde tilstrækkelig opbakning, det begynder jeg efterhånden at tro på.
82 
Fungere, ja. Det er jo problemet. Vi vil forstå. Vi vil se resultater. Kommer de ikke, bliver vi utålmodige. Sådan tænker Luther ikke. Han tænker ud fra et bestemt menneskesyn. Mennesket er i Guds hånd; ham er det, der styrer mennesket og dets samfund; og han styrer mennesker igennem Ordet, dvs. mennesket er påvirkeligt af ord, af argumenter, af tanker om ligeret, af påvisninger af undertrykkelse. Gud påvirker mennesket, ikke ved tvang, men gennem ord; derfor bør også vi afstå fra tvang, lade næsten frit om at forstå vor tale, også når næsten har magten over os; dvs. vi bør være villige til at lide for sandhedens skyld. Martyrsindet er en del af vor kristne arv. 83 
Det var f. eks., som vi hørte, undersåtternes pligt selv at finde ud af, om fyrsten førte en retfærdig eller en uretfærdig krig. Og det var med deres evige salighed som indsats, de måtte finde ud af det. Ligeledes var det undersåtternes pligt at nægte bog-aflevering, hvis fyrsten skulle formaste sig til at kræve noget sådant. Er det ikke, som om disse to luthertanker råber på en sort uafhængig journalistik i Sydafrika, legal eller illegal, som det nu kan falde. For man jo som kristen tage stilling, man jo for sin saligheds skyld nægte lydighed, hvis øvrigheden går ud over sin kompetence. Og hvordan kan man tage stilling, hvis ikke man kender sandheden? At så en sådan illegal journalistik ville få virkning på den politiske situation i Sydafrika, ja, det er et biprodukt, som vi, men ikke Luther, er in- (691,1) teresseret i. Men hvem er nærmere til denne opgave end den kristne kirke, der er til for sandhedens skyld! 84 
Andre punktvise lydighedsnægtelser, hvor skal de sættes ind?
Det er svært at sige for udenforstående. Men det må være indlysende, at politifolk må nægte lydighed i mange situationer. Tvangsadskillelse af familier er klart imod Guds bud, og man må nægte at medvirke til dem, og familierne må prøve at finde sammen igen, om de bliver skilt, med eller mod loven, eventuelt med kirkens hjælp. Hele »homelands«-systemet er i den grad imod den naturlige lov (man fratager de sorte enhver ret i det land, de er født i; man vil ikke være den øvrighed, man skulle være for de sorte) at det kræver en reaktion; blot er det svært at se hvilken. Og retsløsheden, politiets udvidede beføjelser, også det må der både tales og handles imod; på en eller anden måde.
85 
Igen: Dette er et forsøg på at vise, at Luthers tanker kan bruges; de er ikke verdensfjerne teorier, de er forestillinger baseret på et kristent menneskesyn, et menneskesyn, der blandt andet pastår, at mennesket er påvirkeligt, Gud bliver i hvert fald ikke træt af at tale sit ord til os. Og er ikke mennesket sådant? Er dette ikke, hvad vi tror på? Er det ikke det mest realistiske menneskesyn? 86 
Der har vi endnu en modsigelse i KAIROS-dokumentet: På den ene side hedder det: »Vi kan ikke forvente, at apartheid-styret skal opleve en omvendelse eller hjertets forbedring, så det helt afskaffer apartheidpolitikken« (4.3). (kairos-eng#86) På den anden side, at dette, at Gud gør sig til et med de fattiges interesser ikke betyder, at han ikke er interesseret i de rige. »Disse kalder han til omvendelse« (4.2). (kairos-eng#77) Spørgsmalet er: Tror vi på det, tror vi virkelig på, som andet end en floskel, at Gud kalder de rige til omvendelse, altså kalder, ikke tvinger til omvendelse, hvordan kan så vi tillade os at opgive dem som uforbederlige? Men det kan jeg jo sagtens sidde her og sige. Netop »sidde«. (691,2) 87 
6. Alternativ
Jeg har prøvet at kortlægge nogle stier i lutherjunglen. Men det er jo ikke sikkert, vi vil gå ad dem.
Og ærlig talt, er der ikke sket så meget siden Luthers dage, så han bliver helt ubrugelig? Mange vil vel mene det. Blandt andet er martyrsindet forsvundet, men det er vel ikke den forandring, vi helst tænker på. I hvert fald: når jeg her til sidst skal antyde et alternativ, sker det i den forhåbning, at det ikke er denne forandring, tabet af martyrsindet, der er drivkraften.
88 
Alternativet bygger på den tanke, at vi på to områder siden Luthers dage har gjort erfaringer, der betyder en udvidelse af den naturlige lov. Vi har erfaret, at demokrati er muligt. Og vi har erfaret, at det kun er muligt, hvor der findes et homogent folk. Den sidste erfaring har vi ikke erkendt endnu. Men lad os gå ud fra den som en mulig fremtidig erfaring! Hvad så? 89 
Ja, så får konflikten i Sydafrika en anden karakter. Så bliver det en konflikt mellem to folkeslag; det ene har uretmæsssigt undertrykt det andet, og det er derfor det undertrykte folkeslags pligt at gøre modstand, for de hvide bliver i så fald ikke at opfatte som øvrighed, men som fjende.
Man kan sige, at de hvide selv har lagt op til en sådan forståelse. For med deres ideologi har de erklæret de sorte for fremmedelementer i landet, ja, de har direkte oprettet stater, der skulle fungere som hjemlande for de sorte. Og med deres meget lemfældige politivirksomhed i sorte områder har de også antydet, at de ikke betragter sig som øvrighed for de sorte.
90 
Går det an med et sådant alternativ? Først og fremmest: går det an retsligt set? Man har jo nok lagt mærke til, at Luthers tanker (og mine af dem afledede) bevæger sig i retsbaner, drejer sig om legitimitets-spørgsmål. Og derfor: Er en sådan betragtning lovmedholdelig, når loven er den naturlige lov?
Jeg må tilstå, jeg kan ikke gennemskue det. Ville det give ethvert etnisk mindretal, også dem, der måtte forekomme i en fremtidig sort del af Sydafrika, ret til oprør? Og gjorde det så meget, hvis oprørskravet (692,1) ikke var krav om herredømme over andre folk, men kun krav om ret til selvbestemmelse indenfor en del af nationens landområde? Spørgsmålene er ikke så ligetil at besvare.
91  
Men så meget kan jeg se, at skal kampen føres efter denne betragtningsmåde, så slipper man vel for Luthers oprørsforbud, men en deling af landet bliver til gengæld en uomgængelig konsekvens. Efter folketal og efter jordens værdi, ikke dens areal, javist, men en deling må der til.
Og så er alternativet måske mindre tiltrækkende, jeg ved det ikke.
92  
7. Afslutning
Skal loven forkyndes? kan man spørge. Og Luther vil svare ja. »Djævelen blunder og besætter hjerterne således, at de ikke kender denne lov til enhver tid« som det hed mod de himmelske sværmere. Og det er såmænd alt hvad jeg har at sige, hvis nogen skulle påstå, at det, jeg har skrevet, er ganske jordisk tale. Det er det også. Og det skal det også være. Men læg mærke til, hvad det ikke er! Det er ikke magtpolitiske overvejelser, det er ikke klogskabsbetragtninger, det er ikke neutrale beskrivelser.
Det er det spændende ved at læse en person fra så lang tid tilbage som Luther, at man tvinges til at tænke anderledes. Og Luther brugte loven, Luther tænkte etisk i samfundsanliggender. Det var måske ikke nogen dårlig ide, om vi forsøgte på det
93