| Tiden er inde, proklamerer det sydafrikanske manifest af kirkelig og teologisk art, som biskopperne Henrik Christiansen og Thorkild Græsholt med støtte af Det økumeniske Fællesråd og Folkekirkens Nødhjælp har udsendt til den danske folkekirke. (kairos-eng). | 1 |
| Men hvilken tid? Manifestet kalder sig "Kairos" i bevidst tilknytning til det ny-testamentlige ord for tid eller øjeblik, og i manifestets første kapitel henvises der til Jesu ord, da han græder over Jerusalem, fordi "du ikke agtede på din besøgelsestid" (Luk 19,44). Kairos tæs episkopæs. Men hvilken tid er vor besøgelsestid? Er det et politisk og socialt fænomen? Er tiden inde, når et samfunds politiske og sociale problemer tilspidses? | 2 |
| Manifestet svarer: "Tiden er inde. Sandhedens time er kommet. Sydafrika er kastet ud i en krise, der ryster dens grundvold, og der er alle mulige tegn på, at krisen kun lige er begyndt, og at den vil forværres og blive endnu mere truende i de kommende måneder. Det er kairos eller sandhedens time, ikke alene for apartheid, (39,2) men også for kirken". (kairos-eng#7) | 3 |
| Men hvornår er kairos tæs episkopæs for et samfund, en kirke og et menneske? Svar: tiden er inde, når ordet om Kristus forkyndes til dom og nåde. Dette er sandhedens øjeblik. Dette er vor besøgelsestid -- den tid, hvor et samfund, en kirke og et menneske afgør sig i forhold til Sandheden. | 4 |
| Således taler Bibelen om kairos, således og ikke anderledes. Men som det fremgår, taler Kairos-manifestet på en ganske anden måde om sandhedens time. Denne er inde i Sydafrika, fordi den politiske konflikt omkring apartheid-styret er skærpet i en sådan grad, at vold og hærværk og drab hører til dagens uorden i Sydafrika. Og det er forståeligt, at denne tilstand vækker bekymring. Det er forståeligt, at de implicerede parter i Sydafrika må overveje situationen og taler om krise. | 5 |
| Men det ændrer intet ved det grundlæggende for en kirke og en evangelieforkyndelse: at i det afgørende og fundamentale er sandhedens time eller det sande øjeblik altid en følge af, at (40,1) ordet om Kristus lyder til afgørelse og tro. På denne måde taler Kristus også selv om kairos tæs episkopæs i Lukas-evangeliet. | 6 |
| Jerusalem har ikke agtet på sin besøgelsestid, fordi Jerusalem ikke har troet på Guds søn, Jesus Kristus. Med ham og i hans ord er øjeblikket. Over for Kristus træffes afgørelsen: tro eller vantro, ja eller nej. Og fordi Jerusalem siger nej og vælger vantroen, skal "dage komme over dig". | 7 |
| I selve sit udgangspunkt og sin problemstilling er Kairos-manifestet således en forvanskning af evangeliet, og dette præger det fra begyndelsen til enden. Der er tale om politisk teologi. Der er da i grunden slet ikke tale om teologi, men om en politisk aktion, som på uretmæssig vis bruger og dermed misbruger evangeliet til politiske formål. | 8 |
| Og kan man have en slags forståelse for de sorte sydafrikanere,
der fristes til et sådant misbrug -- omend det aldrig kan undskylde
det -- så er det ganske utilgiveligt, at lutherske teologer i et
luthersk land rundsender denne evangelietforfalskning som et dokument,
der siger sandheden. Der er -- må vi sige om de pågældende
biskopper -- tale om et så eklatant forræderi af den evangelisk-lutherske
bekendelse, alle præster i den danske folkekirke er forpligtet på,
at det bør få konsekvenser.
En gennemgang af Kairos-manifestet vil dokumentere det. |
9 |
| Manifestet opstiller tre former for teologi. For det første en "stats-teologi". For det andet en "kirke-teologi". For det tredie en "profetisk teologi". De to første former for teologi tager manifestet drastisk og dramatisk afstand fra, mens den tredie, den profetiske teologi, er manifestets budskab. | 10 |
| I kritikken af "stats-teologien" bliver Paulus forkastet, først og fremmest hans tale om øvrigheden i Romerbrevets 13. kapitel. (kairos-eng#16) I kritikken af "kirke-teologien" bliver Luther og hans to-regimente lære forkastet. Den profetiske teologi gør aktiv modstand mod apartheid-styret til sandheden, som alt i kirken -- gudstjenester, dåb, nadver og prædiken -- skal lægges til rette efter, "så de i højere grad stemmer overens med en profetisk tro i forhold til den belejlige tid". (kairos-eng#103) (#50) | 11 |
| Anledningen til denne teologiske ransagelse er situationen i Sydafrika, fortæller manifestet, som "har tvunget os til mere omhyggeligt at studere de forskellige teologier i vore kirker og til mere tydeligt og dristigt at tale rent ud om disse teologiers virkelige betydning". (kairos-eng#13) Man bemærke: deres "virkelige" betydning. Det er med andre ord den politiske situation, der sætter virkeligheden. Det er ikke evangeliet. De forskellige teologiers virkelige betydning viser sig i deres forhold til apartheid- (40,2) problemet, for kun den teologi, der aktivt går til modstand mod apartheid, har virkelig kristelig mening. | 12 |
| At evangeliet omvendt
er meningen, der således relativerer situationen og muliggør
en løsning i mindelighed og ved forhandling og som først
og fremmest sætter enhver, også den undertrykte befolkning,
i stand til at holde ud i al undertrykkelse på ordet om syndernes
forladelse -- det har ikke "virkelig betydning".
Evangeliet er kun til forargelse. |
13 |
| For evangeliet opstiller ikke den "retfærdige" samfundsmodel, som Kairos-manifestet skal bruge og hvortil dets profetiske teologi tjener. Derfor må Paulus høre ilde. Ganske vist vil manifestet gerne redde ham ved en behændig omfortolkning af hans tale fra Romerbrevets 13. kapitel, som udlægges således: "Paulus diskuterer ganske enkelt ikke spørgsmålet om en retfærdig eller uretfærdig stat eller behovet for at skifte en regering ud med en anden ... Han siger overhovedet ingenting om, hvad de bør gøre, når staten bliver uretfærdig og undertrykkende". (kairos-eng#23) | 14 |
| Men det er jo ikke rigtigt. Paulus siger: "Enhver skal underordne sig de øvriigheder, han har over sig; thi der er ingen øvriighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud" (Rom 13,1). Og dette siger Paulus i en situation, hvor øvrigheden er den romerske stat, om hvis retfærdighed han ikke havde grund til at nære illusioner. Paulus kender nemlig slet ikke det begreb, Kairos-manifestet gør til sit grundbegreb: "retfærdigt samfund". For alt menneskeværk er hjemmehørende i uretfærdighedens og syndens verden. "Der er ingen retfærdig, ikke én" (Rom 3,10). | 15 |
| Derfor er menneskets retfærdiggørelse altid Guds gerning, og derfor er ethvert samfund et uretfærdigt samfund, hvor Gud gør øvrigheden til den magt, der som Guds tjener skal dæmme op for synderes ondskab. Øvrigheden er ikke guddommelig. Den er jo tværtimod Guds tjener og står til regnskab for Gud. Øvrigheden kan også blive dæmonisk, hvor den ikke vil gøre øvrighedens gerning, men gør sig selv til Gud, i hvilket fald den kristne prædiken skal tale den midt imod og borgerne udsætte sig for den civile ulydigheds lidelse og forfølgelse. Men eet er ingen øvrighed og kan intet samfund være: en størrelse, der opfylder manifestets krav om "at vi bør have en retfærdig lov og den rette orden i vort land". (kairos-eng#27) | 16 |
| For den slags findes ikke i syndens verden. Det er afgudsdyrkelse at tale således om samfundet -- en dyrkelse af den afgud, der kaldes "retfærdighed" og som Paulus meget bevidst fejer af bordet med de menneskelige muligheder. Hvis vi blot kan begrænse uretfærdighedernes antal, skal vi være glade. Hvis borgerne bare kan finde tålelig orden og (41,1) anstændig lov i landet, kan de ikke forlange mere. Øvrigheden er til for at opretholde dette tålelige, og derfor er intet så anti-paulinsk og mod-evangelisk som det krav, Kairos-manifestet stiller til samfundet: at det skal realisere "retfærdigheden". | 17 |
| Nej, det overstiger samfundets muligheder. "Vil du være fri for at frygte øvrigheden, da gør det gode", siger Paulus, men dette gode, som øvrigheden tager vare på, er noget ganske andet end den retfærdighed, manifestet forlanger. Hos Paulus er enhver tale om samfundet negativt bestemt: det drejer sig om at begrænse uretfærdigeheden. I Kairos-manifestet er retfærdighed i samfundet et positivt begreb: det drejer sig om at skabe "en retfærdig lov og den rette orden". (kairos-eng#27) | 18 |
| Derfor er manifestet i klar modsætning til paulinsk teologi, og derfor er selve manifestets grundholdning et udtryk for den gerningsretfærdighed, Paulus bekæmper med al sin lidenskab og styrke. | 19 |
| Der går en lige linie fra afvisningen af den paulinske øvrighedsforståelse til manifestets afvisning af en luthersk teologi. Dette sker i det tredie kapitel om "kirke-teologi", hvor "kirken" må høre drøje ord, fordi den søger forsoning mellem de to stridende parter i Sydafrika. "Der er konflikter, hvor den ene part har ret og den anden uret", siger manifestet. "Der er konflikter, der kun kan beskrives som kampen mellem retfærdighed og uretfærdighed, godt og ondt, Gud og djævelen ... Intetsteds i Bibelen eller i kristen tradition er det nogensinde blevet foreslået, at vi bør forsøge at forsone godt med ondt, Gud med djævelen. Vi skal prøve at afskaffe ondskab, uretfærdiighed, undertrykkelse og synd -- ikke komme overens med det." (kairos-eng#40) | 20 |
| Det er ganske rigtigt, at der er en absolut modsætning mellem Gud og djævelen, godt og ondt -- men det turde være et kætteri af dimensioner, når den ene part i en politisk strid vil tage patent på det gode og møder frem med kravet om at repræsentere Gud i striden. Her er det virkelig på sin plads at tale om djævelskab, hvilket manifestet flittigt gør i sin omtale af modstanderne. | 21 |
| "I Sydafrika er forsoning ikke mulig uden retfærdighed," (kairos-eng#41) fortsættes der, hvorved det bliver klart, at manifestet i sin problemstilling driver den sydafrikanske konflikt op i en absolut sfære, i hvilken ingen gradvis forhandlingsløsning er mulig, fordi Kairos-manifestet dæmoniserer situationen ved sin dæmoniske brug af begrebet retfærdighed. "Ingen kan blive tilgivet og forsonet med Gud, uden at han eller hun angrer sine synder" (kairos-eng#42), hedder det, men at angre sine synd er her at slutte sig til modstanden mod apartheid-styret, og på denne måde bliver Guds tilgivelse til noget, anti- (41-2) apartheiden annekterer og administrerer. En djævelsk selvretfærdighed! Et satanisk hovmod af samme art som det, Thomas Münzer repræsenterer på reformationstiden og imod hvilket enhver evangelisk-luthersk teologi er i øjeblikkelig og absolut strid! | 22 |
| Gang på gang må man under læsningen mindes Luthers holdning til bondekrigen, bl. a. i skriftet "En fredsappel i anledning af de schwabiske bønders tolv artikler", for dels slår Luther her fast, at en kristen har i denne verden ikke anden ret end "lidelse, lidelse, kors, kors", (formaning#83) dels vil han i hele sin mæglende og forsonende holdning, hvor han søger at tale begge parter til rette og få dem til at give indrømmelser, blive afvist af Kairos-manifestet. | 23 |
| "Men det spørgsmål, vi må stille her", siger manifestet til en forsonende kirke, "det meget alvorlige teologiske spørgsmål, er: hvad slags retfærdighed? En undersøgelse af kirkelige udtalelser og erklæringer giver tydelig en fornemmelse af, at den retfærdighed, man ser hen til, er en reform-retfærdighed, det vil sige en retfærdighed på undertrykkernes betingelser, bestemt af det hvide mindretal og tilbudt folket som en slags indrømmelse. Det synes ikke at være den mere radikale retfærdighed, der kommer nedefra og er bestemt af folket i Sydafrika". (kairos-eng#45) | 24 |
| Hvis man i stedet for sorte og hvide siger bønder og fyrster, har man den problemstilling, som Thomas Münzer prækede under bondekrigen: vi vil ha' det nu! Dran! Dran! Dran! (muenzer#10) "Hvis den rette kristenhed skal oprettes, så må man udrydde de griske skurke og gøre dem til Hundsknechte", gjaldede det fra Münzer. Martin Luther, das geistlose, sanftlebende Fleisch zu Wittenberg, er alt for moderat og alt for forsonlig, for han vil jo ikke nogen ny verden, men reformere den gamlee, og det er for lidt, når det gælder retfærdighed! | 25 |
| Sådan lyder det også fra manifestet, som kræver den
"radikale retfærdighed, der kommer nedefra". Sammen med det dæmoniserende
retfærdighedsbegreb huserer en rousseausk dyrkelse af folkeviljen:
nedefra, fra folket, kommer den rigtige retfærdighed. Og alt
andet end det rigtige er utilstrækkeligt. Reform og forsoning er
forrædderi. Verden skal ikke reformeres, men forvandles, så
der bliver en ny himmel og en ny jord ...
Dran! Dran! Dran! (muenzer#10) |
26 |
| Og modsætningen mellem Gud og djævelen er en strid om samfundsstrukturer, hvorfor det gamle samfund skal rives fuldkommen omkuld og et helt nyt og totalt retfærdigt samfund bygges op på basis af folkeviljen. "Det problem, vi står overfor her i Sydafrika, er ikke blot et problem om personlig skyld", siger manifestet, "det er et problem om indbygget uretfærdighed (kairos-eng#47) ... Sand retfærdighed kræver en tilbundsgående forandring af samfundsstuktu- (42,1) rerne". (kairos-eng#48) | 27 |
| Således knyttes godt og ondt til bestemte strukturer, og således bliver spørgsmålet om godhedens tilstedeværelse her på jorden til et spørgsmål om indførelse af særlige samfundsforhold. Det revolutionære og det retfærdige glider over i hinanden. Ligesom synden er skarpt tegnet, er også retfærdigheden yderst kendelig. | 28 |
| De münzerske teologer i Sydafrika afviser alle reformer fra fyrsterne -- "reformer, der kommer ovenfra, er aldrig tilfredsstillende" (kairos-eng#48) -- og de påtager sig tillige at forklare, hvorfor das geistlose Fleisch zu Wittenberg er ganske utilstrækkelig og taler ganske ved siden af en situation som bondekrigens og den sydafrikanske: "Svaret må søges i den art af tro og åndelighed, der har behersket kirkelivet gennem århundreder. Som vi alle ved, har åndelighed haft en tilbøjelighed til at være et verdensfjernt anliggende, der har meget lidt om overhovedet noget med denne verdens forhold at gøre. Samfundsproblemer og politiske bestræbelser blev betragtet som verdslige anliggender, der ikke har noget med kirkens åndelige forpligtelser at gøre. Yderligere er åndelighed også blevet forstået som noget rent privat, der kun angår den enkelte. Offentlige anliggender og samfundsproblemer blev anset for at være uden for det åndeliges område. Og endelig er den åndelighed, vi arver, tilbøjelig til at stole på, at Gud griber ind på det tidspunkt, han finder rigtigt, for at bringe orden i det, der er forkert i verden. Det overlader meget lidt til menneskers medvirken udover at bede om Guds indgriben". (kairos-eng#61) | 29 |
| Det skal siges om Kairos-manifestet, at det overlader ikke så lidt mere til menneskers medvirken. Derimod overlader det meget lidt til Gud. Han er strengt taget sat ud af spillet. Han er inderlig overflødig -- for ikke at sige, at han er helt afskaffet som en levende og handlende Gud. Dette er unægtelig en teologi, som ikke bliver hængende i det åndelige, men årsagen kunne være, at det slet ikke er teologi: en forkyndelse af Gud som menneskets herre og skaber. | 30 |
| I stedet er det en politisk-ideologisk propaganda, der tager Guds navn forfængeligt og som ved sin sammensmeltning af åndeligt og verdsligt regimente driver sin politik ind i et helligt afsind, som gør den yderst uhyggelig. Denne kategoriske afvisning af "tro og åndelighed" og af evangeliet som et ord til den enkelte er slet og ret en afvisning af evangeliet som Guds evige ord, der drager mennesket til ansvar i samvittighed og skyld, for det er jo en ophævelse af ånd -- d. v. s. af menneskets evige ansvarlighed. | 31 |
| I stedet udleverer det mennesket til endeligheden eller timeligheden -- d. v. s. der er ingen Gud, ingen evighed. Mennesket bliver eet med dets sociale stilling. Menneskets virkelighed er udelukkende det politiske. En tankegang som Kairos-manifestets vandrer ikke i tro, men i skuen, eftersom der ikke er en evig og absolut Gud, som på trods (42.2) af alle ydre omstændigheder og som på tværs af alle sociale forhold tilgiver mennesket dets synd og skænker det sin fulde og hele kærlighed og retfærdighed. | 32 |
| Kairos-manifestet har effektivt elimineret den Gud, hvis indgriben det jo heller ikke venter sig meget af ... | 33 |
| I en luthersk sammenhæng kan man sige, at det har afskaffet den to-regimente lære, der ikke er en fjern fortidslevning, men uadskillelig fra enhver evangelisk-luthersk forkyndelse. Der er forskel ppå åndeligt og verdsligt regimente, for i tro vandrer vi her, ikke i skuen (2 Kor 5,7). Der er forskel på åndeligt og verdsligt regimente, fordi troen er Guds gave, en fri og betingelsesløs sag, mens skuen og verdslighed er en bunden og betinget affære, hvor intet kommer af intet. | 34 |
| Der er forskel på åndeligt og verdsligt regimente, fordi
Gud retfærdiggør et menneske ved troen alene, mens retfærdighed
her i verden er et spørgsmål om indsats og gerninger. Uden
forskel på åndeligt og verdsligt regimente da ingen gratis
og betingelsesløs frelse. Uden forskel på åndeligt og
verdsligt regimente kun trældom under gerningernes og samfundets
åg.
I Kairos-manifestet er den for evangelisk-luthersk kristendom uopgivelige forskel på åndeligt og verdsligt regimente slettet ud. |
35 |
| På den baggrund er det klart, at den "profetiske teologi", der er manifestets, må blive en genoplivelse af sværmernes på reformationstiden. Man vil mobilisere kristendommen mod det hvide styre i Sydafrika ligesom Thomas Münzer brugte den imod fyrsterne, og i begge tilfælde sker det ved at gøre det evige eller eskatologiske i evangeliet til et spørgsmål om politik og samfundsforhold. | 36 |
| Typisk er manifestets udlægning af Jesu ord i synagogen i Nazareth, hvor han siger til sine bysbørn: "Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren" (Luk 4,18-19). | 37 |
| Manifestet fortolker denne prædiken således: "Der er ingen tvivl om, at Jesus her tager de fattiges og undertryktes sag op. Han har gjort sig til ét med deres interesser (kairos-eng#77) ... De undertrykte kristne i Sydafrika har længe vidst, at de er ét med Kristus i deres lidelser. Ved sin egen lidelse og død på korset blev han offer for undertrykkelse og vold. Han er midt iblandt os i vores undertrykkelse". (kairos-eng#77) | 38 |
| Ja, det er han. Men han er også midt iblandt undertrykkerne. Kristus regner nemlig slet ikke menneskets skillelinier, men forkynder syndernes forla- (43.1) delse for enhver, undertrykt som undertrykker. Deri består hans glædesbudskab til fattige. For den fattigdom, Ny Testamente taler om, har intet med økonomi at gøre, men er et andet ord for menneskers synd og selviskhed og indkrogethed i sig selv. | 39 |
| Herfra befrier Guds glædesbud os. Evangelium. Dette glædelige budskab sætter os i frihed af os selv, idet det udråber et nådeår fra Herren, at Gud kommer i sin søn for at sætte fangne og blinde og fortrykte i frihed af deres egen synd og onde vilje. Vi kalder det for syndernes forladelse. Det er glædesbuddet. Hvor Guds glædelige budskab i Jesus Kristus bliver gjort identisk med politiske og sociale programmer, er evangeliet fornægtet og Kristus korsfæstet. | 40 |
| Således fornægtede sværmerne som bekendt evangeliet i bondekrigen, og således korsfæster Kairos-manifestet Kristus i sin profetiske teologi. Det er følgerigtigt, at det i stedet for at udråbe et nådeår fra Herren til sorte og hvide, undertrykte og undertrykkere, er travlt optaget af at definere den samfundstilstand, der kan gøre krav på Guds nåde ved at gøre sig identisk med Guds retfærdighed. | 41 |
| Til den ende søger manifestet en definition på begrebet tyranni. "Den traditionelle latinske forklaring på en tyran er hostis boni communes -- en fjende af det fælles gode. Enhver regerings formål er at fremme det, der kaldes det fælles gode for det folk, den styrer. At fremme det fælles gode er at handle efter hele folkets interesse og til bedste for det". (kairos-eng#80) | 42 |
| Men er dette fælles gode en størrelse, der forholder sig til det, som Ny Testamente og Paulus kalder for øvrighedens opgave? Nej, det er det ikke, for ifølge Paulus skal øvrigheden fremme det gode og bremse det onde, og dette henholdsvis gode og onde forholder sig til næstens tarv. Det forholder sig ikke til "folket". Det forholder sig heller ikke til flertallet. Men det forholder sig til den lov, der er givet for at bremse ondskaben i synderes verden. | 43 |
| Der er ikke tvivl om, at apartheid-styret under påvirkning af calvinistisk teologii forvansker lovens opgave og øvrighedens pligt af rent ideologiske årsager, men der er heller ikke tvivl om, at Kairos-manifestet i sin protest mod apartheid er bestemt af samme ideologiske kristendom og derved forguder begrebet "folk" hvor apartheid-styret har forgudet begrebet "race". De er for så vidt to alen ud af eet stykke. | 44 |
| Det er calvinismens tale om en "retfærdig hersker" og Rousseaus tale om "almenviljen", der bestemmer manifestets opfattelse af, hvad politik er, men det er ikke kristendommen, for kristendommen kender ikke til en sådan metafysisk retfærdighed. Den kender kun syndere. Den kender en øvrighed, der i denne syndens verden skal bremse ondskaben via loven. Men den kender ingen samfundstilstand, der i kraft af politiske formål og særlige strukturer opretter et gudsrige på jorden. (43,2) | 45 |
| Det gør Kairos-manifestet imidlertid, og det er denne politiske metafysik, der er indholdet af dets profetiske teologi. "Kernen i Jesu Kristi evangelium og selve centrum i al profeti er et budskab om håb" (kairos-eng#92), siger det, og hvorledes håbet er at forstå, forklarer det således: "Men håb må nødvendigvis bekræftes. Håb må nødvendigvis opretholdes og styrkes. Håbet må nødvendigvis spredes. Folket trænger til at høre det igen og igen, at Gud er med dem". (kairos-eng#95) | 46 |
| Ja, kristendommen er en forkyndelse af håb, men håbet knytter sig til Guds nåde. Ikke til samfundets forandring. Og den forkyndelse, der knytter håbet til en ændring af samfundet og som vil styrke de politisk aktionerende ved at bedyre, at Gud er med dem i deres aktion, dæmoniserer det politiske liv og fratager samtidig mennesket det håb til Gud, der i enhver situation og til enhver tid er synderens eneste trøst og frimodighed. | 47 |
| Kairos-manifestet giver mennesker stene for brød eller -- hvad der er det samme -- berøver den fattige hans eneste lam. | 48 |
| "Thi i håbet blev
vi frelst. Men et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi
hvordan kan man håbe på det, man ser? Håber vi derimod
på det, vi ikke ser, da bier vi på det med udholdenhed" (Rom
8,24-25). Fordi evangeliet er glædesbuddet om den evige Guds ufortjente
nåde mod synderen, kan mennesket altid finde mod og styrke i evangeliet.
Derfor er evangeliet om Jesus Kristus vort eneste fornødne og i
særlig grad i en situation som den sydafrikanske, hvor striden forbitrer
tilværelsen. Via den profetiske teologi vil Kairos-manifestet fratage
sydafrikanerne -- både sorte og hvide -- dette evangelium.
Ondere gerning kan ikke øves. |
49 |
| Og manifestets onde gerning er gennemført: "Kirken har sine særlige aktiviteter: søndagsgudstjenester, altergangsgudstjenester, dåb, søndagsskole, begravelser o.s.v. Den har også en særlig måde, hvorpå den udtrykker sin tro og sin forpligtelse, f. eks. i form af trosbekendelse. Alle disse aktiviteter må lægges om, så de i højere grade stemmer overens med en profetisk tro i forhold til den belejlige tid -- Kairos, som Gud giver os idag". (kairos-eng#103) (#11) | 50 |
| Nej, intet bliver levnet folk i Sydafrika, ingen gudstjeneste, ingen dåb, ingen nadver, ingen prædiken -- intet glædesbud fra Gud at hente fortrøstning i. Alt inddrager Kairos-manifestet i den politiske og ideologiske kamp, som det udnævner til at være en kamp for Guds retfærdighed. | 51 |
| Det er dette kristelige kætteri og denne dæmoniske farisæisme, biskopperne Henrik Christiansen og Thorkild Græsholt med støtte af Folkekirkens Nødhjælp og Det økumeniske Fællesråd rundsender til (44,1) den danske folkekirke for at påtvinge den dets indhold. Således søger de at undergrave folkekirkens evangelisk-lutherske lære og grundlag. Således vil de ophæve den forkyndelse og bekendelse, de selv er forpligtet på. | 52 |
| Og de efterlader ingen tvivl om, at de sigter på Danmark. "Men også indadtil i vor egen hjemlige sammenhæng mener jeg, at der må drages følger af denne klare tale om, at det ikke lader sig gøre at skille det åndelige fra det "verdslige", politiske", skriver Henrik Christiansen i Weekendavisen 24. januar 1986 ... "Alle hans (Kristi) befriende handlinger er et tegn på, hvad kirken er kaldet til at gøre nu, og tillige et tegn på den fuldkomne befrielse af hele menneskelivet og hele skaberværket, som skal komme, når Kristus gør alle ting nye". | 53 |
| I forlængelse af Kairos-manifestets teologi er dette (44.2) en umisforståelig undsigelse af en evangelisk-luthersk lære. Henrik Christiansen ved ikke, hvad skabelse er, men søger at gøre Guds skaberværk til et socialt og politisk fænomen. Han ved heller ikke, hvad et kristent menneskes frihed er, men søger at gøre denne frihed til et spørgsmål om politiske friheder. | 54 |
| Han ved endelig ikke, hvad åndeligt og verdsligt regimente vil
sige, men søger at gøre denne hjørnesten i luthersk
teologi til udslag af en falsk "åndelighed", som folkekirken idag
må befri sig fra for således at kunne deltage i bygningen af
et politisk Babelstårn.
Konklusion: han og hans kirkelige medsammensvorne er i færd med at gøre evangeliet hjemløst i den danske folkekirke. Søren Krarup |
55 |
| 56 | |
| 57 | |
| 58 | |
| 59 | |
| 60 |