Hyperaspistes 15

^{1 [202] (614-60)}        Exagitat exemplum quod adduxeram ex Paulo, Si caritatem non habeam, nihil sum, admirans in quem usum hoc adduxerim. Dicam paucis: Ut ostenderem hominem inutilem dici nihil, sicut nihil agere dicitur, qui nihil efficit. Atque hîc ingenue fatetur liberum arbitrium valere agereque in rebus vulgaribus, sive naturalibus, edendo, bibendo, et similibus.

           Han er også utilfreds med det eksempel, jeg fremfører fra Paulus: 'Hvis jeg ikke havde kærlighed' (1kor#13.2), idet han undrer sig over, hvorfor jeg fremførte det. Lad mig sige det i korthed: Det gjorde jeg for at vise, at et udueligt menneske kaldes 'intet', ligesom den siges 'intet at gøre', der intet får udført. Og her indrømmer han forstandig nok, at den frie vilje betyder noget og handler i almindelige forhold, såsom at spise og drikke og den slags. (L9#85)

²   Item valere ad peccandum, cum toties affirmaverit omnium rerum absolutam esse necessitatem, liberum arbitrium titulum esse sine re, tum ad bona, tum ad mala. Sic constat sibi Lutherus, qui negat me usquam mihi constare, ne hoc quidem loco. Quî sic? Quia non somniaram eum hîc commentaturum duplex esse, naturæ et gratiæ. Nec interim intelligit, quid dixerim de fructu Euangelico.

Ligeledes duer den til at synde, skønt han hele tiden forsikrer, at alle ting sker med absolut nødvendighed, og den frie vilje blot er et navn uden noget bag, hverken til det gode eller til det onde. Sådan stemmer den Luther overens med sig selv, som nægter, at jeg nogensinde stemmer overens med mig selv, ikke engang på dette sted. Hvordan det? Fordi jeg ikke kunne forestille mig, at han her ville fremfantasere en dobbelt væren, naturens og nådens væren (L9#84). Og samtidig forstår han ikke, hvad jeg har sagt om den evangeliske frugt:

³ Ast aliquem fructum faciunt etiam ii, qui insincere docent Euangelium, cum interim non sint in vite. Quid autem novi docet nos Lutherus, si monstret gratiam Dei à Deo proficisci? Illis erat respondendum, qui asseverant hominem absque peculiari gratia posse per opera moraliter bona, pervenire ad gratiam justificantem. Hanc opinionem inter cæteras proposui, nec unquam improbavi. Aut quid adfert novi, si docet opus, quod non est profectum ex gratia, vacare gratia? Nihil enim (1474) aliud docet istis verborum turbis. Quod naturæ est, inquit, nihil est in genere essendi, de quo nos agimus.

Men selv de, som lærer evangeliet på skrømt, bærer dog nogen frugt, selv om de jo ikke er i vintræet. Men hvad nyt lærer Luther os, når han påviser, at Guds nåde har sin kilde i Gud? Han skulle give svar til de mennesker, som hævder, at mennesket uden den særlige nåde gennem moralsk set gode gerninger kan nå frem til den retfærdiggørende nåde. Den opfattelse fremsatte jeg tillige med andre, men jeg har aldrig fordømt den*. Eller hvad nyt bringer han frem, hvis han lærer, at en gerning, som ikke er fremgået af nåden, mangler nåden? For han lærer ikke andet med dette ordgyderi: ”Hvad der hører naturen til, har intet med den slags væren at gøre, som vi diskuterer”. (L9#84; ref)

* Toronto: dette er Pelagius' opfattelse, ikke Scotus'.

⁴  Sed ubi dormit interim absoluta necessitas? Ac rursum exigit exemplum, quo doceam nihil accipi pro modico. Hoc ipse doceat qui fingit, Ego quod posui docui, nihil dici, quæ per se nihil efficiunt. Itaque nihil agere dicitur, qui frustra fidit suis viribus, contemnens Dei gratiam. Et quia non docui, nihil accipi pro modico, quod hactenus ne somniavi quidem, pronuntiat me nihil intelligere aut curare, quid sit Christus aut gratia, aut quomodo aliud sit gratia quam natura.

Men hvor har så den absolutte nødvendighed i mellemtiden lagt sig til at sove? Og igen kræver han et eksempel på, at jeg lærer, at 'intet' betyder 'ganske lidt'. (L9#87). Det eksempel kan han selv finde, det var ham der opfandt det, jeg har bevist, hvad jeg satte mig for at bevise: at man siger intet om dem, som i sig selv intet udretter. Derfor siger man 'har intet udrettet' om den som stoler på sine egne kræfter og foragter Guds nåde. Og fordi jeg ikke har lært, at 'intet' skal forstås som 'ganske lidt', hvilket jeg hidtil ikke engang har fantaseret om, erklærer han, at jeg ikke forstår eller bryder mig om, hvad Kristus eller nåden er, eller om, hvordan nåden er noget andet end naturen. (L9#87).

⁵ Quod tamen etiam rudissimi Sophistæ noverunt, et usu vulgatissimo hoc discrimen in suis Scholis definiverunt*. Quid faciemus huic rabulæ, quem nihil pudet in quemvis dicere? An non satis aperte Diatriba distinxit naturalem influxum omnibus communem, à gratia, et an non gratiarum effectus discrevit? Et hic nesciut quid significat Christus. Nec hoc videt cæca Diatriba, quod omnia hæc exempla faciunt pro ipso.

* Luther skriver 'detriverunt'.

Noget, som dog selv de mest ulærde sofister vidste, og definitionen af dette spørgsmål var meget almindelig på deres universiteter. Men hvad skal vi stille op med denne skrighals, der ikke skammer for at sige hvad som helst mod hvem som helst? Mon Diatriben ikke skelnede tilstrækkelig tydeligt mellem den naturlige påvirkning, der er fælles for alle, og nåden, og mon ikke den har skelnet mellem de forskellige nådeformers virkning? (e1#94). Og Diatriben véd ikke, hvad Kristus betyder. Heller ikke ser den blinde Diatribe, at alle disse eksempler taler til Luthers fordel.

⁶  Quo pacto? Hoc enim facit evincere verbum Joannis Baptistæ, quod homo nihil potest accipere, nisi donatum fuerit ei è coelo, ut liberum arbitrium nihil sit. Audis mirabile enthymema. Quod accipitur fatetur esse gratiam justificantem. Neque enim videtur agnoscere gratiam præparantem. Demus igitur gratiam immitti cuipiam è coelo, quid prohibet, quo minus voluntas amplectens gratiam simul agat cum illa?

Hvordan det? Jo, Johannes Døberens udtalelse, at et menneske intet kan modtage, hvis det ikke gives ham fra himlen (Joh 3,27; e3#31; L9#86), gør det ganske sikkert, at den frie vilje intet er. Hør den forunderlige logik! Han indrømmer, at hvad der modtages, er den retfærdiggørende nåde. Han synes slet ikke at anerkende den forberedende nåde. Lad os så da indrømme, at nåden sendes til et menneske fra himlen, hvad kan da forhindre, at viljen, når den modtager nåden, virker sammen med den?

⁷  Et si potest homo sua culpa Dei gratiam amittere, nonne sequitur esse liberum arbitrium, et quod gratiæ cooperatur, et à gratia semet avertit? Ac rebus adeo misere gestis, tamen ipse sibi canit encomium. Sic, inquit, vincitur meus Achilles, cum ei per Diatriben arma porriguntur, quo ipsa nuda et imbellis convincatur. Sic uno verbo Scripturæ solvuntur, quibus urget Lutherus pervicax ille assertor.*

* Der mangler kursivering i Leiden.

Og hvis mennesket kan miste nåden ved sin egen fejl, følger det så ikke, at der er en fri vilje, som både kan samarbejde med nåden og vende sig bort fra nåden?

Og efter at have fremstillet sagerne så elendigt synger han stadig sin egen pris: ”Således er min Akilleus besejret, idet de våben rækkes ham af Diatriben, hvormed den selv hjælpeløs og værgeløs nedgøres. Således løses skrifterne med et enkelt lille ord, de skrifter, som Luther, dette stædige, påstående menneske, tillægger vægt”. (L9#88).

⁸  En stomachum generosi ducis, non potest concoquere quod alicubi tribuerim ipsi pervicaciam! Aliis aliis* elogiis ornaris, ô bone, ab iis qui melius norunt rebus sua dare vocabula. Magnifica sane victoria, cum interpreteris voces tuo arbitrio, cum etiam affingas quodlibet tuo commodo, cum rejicias omnium Orthodoxorum, Scholarum et Conciliorum judicata, cum tecum ipse pugnans nunc arripis hanc sententiam, nunc illam, cum ex animi tui sententia doceas Scripturam loqui, quod tibi conducit, crebro torquens eam insigni impudentia, triumphum agis Achilles.

* Muligvis et 'aliis' for meget.

Se denne rundhåndede leders vrede! Han kan ikke tåle at blive kaldt stædig, hvad jeg mange steder har kaldt ham. Kære ven, du hædres af andres lovprisninger, af dem, som godt véd, hvordan man kalder tingene ved deres rette navn. Det er bestemt en storslået sejr, når du fortolker ordene efter dit eget forgodtbefindende, når du endda opfinder, hvad du finder passende, når du forkaster alle de ortodokses afgørelser, universiteternes og koncilernes afgørelser, når du modsiger dig selv og snart når frem til én opfattelse, snart en anden, når du, som det passer dig, lærer, at skriften siger det, der hjælper din sag, idet du ofte fordrejer den med mærkværdig frækhed og stadig holder triumftog som Akilleus.

⁹  Nihilo deteriore fronte docere poteras nullum esse liberum arbitrium ex Precatione Dominica, ex salutatione Angelica, et si libet, ex Eclogis Virgilii, aut transformationibus Ovidii. Pater noster: audis? Filii sunt in potestate patris, non contra. Nullum est igitur liberum arbitrium. Qui es in coelis: Ausculta, Coelestia agunt in inferiora, non contra. Nostra igitur voluntas nihil agit, sed tantum patitur. Sanctificetur nomen tuum: Quid apertius? Si liberum arbitrium esset aliquid, tum gloria esset hominum, non Dei. Adveniat regnum tuum: Sol meridianus non est lucidior. Nos non venimus ad regnum gratiæ per opera moraliter bona, sed regnum venit ad nos. Fiat voluntas tua sicut in coelo et in terra: Partem hanc jam ipse serio citavit. Panem nostrum quotidianum da nobis hodie: Audin'? Semper egemus nihil habentes in nobis boni, sed quotidie gratiæ imploramus opem. Ubi igitur liberum arbitrium?

Du ville ikke behøve en større frækhed for ud fra Fadervor at lære, at der ikke er nogen fri vilje, eller ud fra 'Hil dig, Marie!' (Luk 1,28), eller, om du vil, ud fra Vergils 'Ecloges' eller ud fra Ovids transformationer. 'Fadervor'. Hører du? Sønnen er i faderens magt, ikke omvendt. Altså er der ingen fri vilje. 'Du som er i himlene'. Læg mærke til det: de himmelske ting påvirker de nedre, ikke omvendt. Ergo udfører vores vilje intet, den ledes kun. 'Hellige vorde dit navn'. Hvad kan være mere klart? Hvis den frie vilje var noget, ville æren være menneskenes, ikke Guds. 'Komme dit rige'. Middagssolen er ikke klarere. Vi kommer ikke til nådens rige gennem moralsk gode gerninger, men riget kommer til os. 'Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden'. Luther har selv citeret denne del i ramme alvor. 'Giv os i dag vort daglige brød'. Hører du? Vi er altid i underskud, har intet godt i os, men beder hver dag om nådens hjælp. Hvor er da den frie vilje?

¹⁰ Et dimitte nobis debita nostra: Habes ad quid valeat liberum arbitrium, nimirum ad peccandum. Et ne nos inducas in tentationem: Quid quæris? Deus et bona et mala operatur in nobis. Nullus igitur arbitrio locus. Sed libera nos à malo: Hinc liquet liberum arbitrium nihil quam peccare. Nam hæc dicuntur à justificatis, qui tamen erant damnandi propter omnia bona mala opera, nisi Dei misericordia liberarentur.

'Og forlad os vor skyld'. Her har du noget, som giver den frie vilje værdi, i hvert fald til at synde. 'Og led os ikke i fristelse'. Hvorfor, spørger du. Gud virker både det gode og det onde i os. Ergo er der ingen plads til noget frit valg. 'Men fri os fra det onde'. Her får den frie vilje ikke lov til at andet end at synde. For dette siges af den, der er retfærdiggjorte, men som dog var fordømmelige på grund af alle deres gode onde gerninger, hvis ikke Gud havde befriet dem af barmhjertighed.

¹¹  Hæc sunt nuda rerum capita, quibus si accederent asseverationes, confictæ voces, locupletationes, prosopopoeiæ, sannæ, convitia, nonne res esset plane palmaria? Ave gratia plena: Ubi estis Pelagiani? Non audistis? Angelus deferens gratiam dicit, ave, non dicit (1475) para te gratiæ, sed de dono gratuito jubet gaudere. Et plenam dicit, ne locus esse possit vacuus libero arbitrio.

Dette er kun kapiteloverskrifterne, hvis vi tilføjer påstandene, de opdigtede ord, superlativerne, de personer, han indfører, hurra-råbene, fornærmelserne, mon så ikke vi har en fantastisk sejr? 'Hil dig, du benådede!' (Luk 1,28) Hvor er I, pelagianere? Hører I ikke? Englen, der bringer nåden ned, siger: Hil!, han siger ikke: 'forbered dig til nåden', nej, han befaler Maria at glæde sig over den gave, der gives for intet. Og han siger, at hun er fuld af nåde, så der ikke kan efterlades nogen tom plads til den frie vilje.

¹² Dominus tecum, sine quo nihil potes facere. Et ab Elisabeth salutatur, Benedicta inter mulieres: Ubi benedictio, ibi non est liberum arbitrium. Trojæ qui primus ab oris Italiam fato profugus: Audis rerum inevitabilem necessitatem, Non profugit consilio, sed mera necessitate. O Melibæe Deus nobis hæc otia fecit: Animavertis, alterum ejectum agris, altero fruente suis rebus. Unde? Ex merito? Non, Sed Deus fecit, quia sic illi libuit.

'Den herre er med dig', uden hvem du intet kan gøre. Og af Elisabeth hilses hun med: 'du velsignede blandt kvinder'. (Luk 1,42). Hvor der er velsignelse, er der ikke nogen fri vilje. 'Han, som først blev drevet ud fra Trojas strande og af skæbnen ført til Italien' (Vergil: Æneiden, 1.1-2). Her er der tale om begivenheder af uundgåelig nødvendighed. Han blev ført derhen, ikke efter egen beslutning, men af lutter nødvendighed. 'O Melibæus, Gud har givet os denne fred'. (Vergil: Eclogues, 1.6; H14#97) Læg mærke til, at den ene blev berøvet sine marker, den anden nød sine besiddelser. Hvorfor? Fordi de havde fortjent det? Nej, men Gud gjorde, hvad der lystede ham.

¹³

In nova fert animus mutatas dicere formas

Corpora:

Mit sind fører mig bort for at tale om former, der forandres til nye skikkelser. (Ovid, Metamorfoser, 1.1-2)

¹⁴  Audis non liberam voluntatem, sed animi raptum. Hæc videntur, ut sunt, ridicula: At multa citantur à Luthero, longe durius detorta ad subvertendum liberum arbitrium, quam hæc detorsimus. Sed quod illi bonum atque commodum est, ipse saltat fabulam et applaudit sibi, ipse decertat, et addicit brabium: ipse narrat suas res gestas, et decernit triumphum.

Man hører ikke nogen fri vilje, men en sjæl, der føres. Dette synes latterligt, hvad det da også er. Men der citeres meget af Luther, som er langt stærkere fordrejet, end det jeg her har fordrejet, for at nedgøre den frie vilje. Men når han finder det godt og passende, er det ham selv, der danser og klapper af sig selv, ham selv, der afgør kampen og tildeler hædersprisen, ham selv, der fortæller om sine gerninger og bestemmer triumfen.

¹⁵ Sed hoc commento sibi cum primis plaudit, quod Diatribam sibi veluti stultam mulierculam finxerit, in quam declararet quid posset facetiis homo gratiis ac leporibus natus, adeo festivus, ut etiam blandiens sit amarulentus, adeo non putidus, ut illic etiam sit gloriosus, ubi sese maxime dejicit, cum in Diatriba nihil fere sit quod non hauserim ex probatis ac vetustis Ecclesiæ Doctoribus, in quos omnes recidunt istæ plusquam scurriles facetiæ verius quam in me.

Men især benytter han sig af det trick, at han forestiller sig Diatriben som en dum lille kone, overfor hvem han kan forklare, hvad en mand med naturlig ynde og charme kan gøre med vittigheder, i den grad munter, at han endog er bitter, når han smigrer, så langt fra at være uelskværdig, at han endog er pralende, når han mest nedgør sig selv, skønt der næsten intet er i Diatriben, som jeg ikke har taget fra de anerkendte gamle kirkefædre; derfor falder alle disse mere end naragtige vittigheder mere tilbage på dem end på mig.

¹⁶  Quod si tantopere contemnebat Diatriben, cur non congressus est cum Joanne Episcopo Roffensi, cujus eruditionem, ni fallor, haud contemnit, cujusque auctoritate longe magis premitur, quam Diatribes, præsertim cum ille non contulerit, quemadmodum ego, nec Lutherum tantum appellet pervicacem, quod à me non potest concoquere, sed legitimis præconiis illum exornet. Ad hæc connivens homo facetus, tot otiosis nugis lusit in Diatribam, sub hujus nominis fuco blasphemiis petulantissimis debacchans in sacros Ecclesiæ Doctores.

Men hvis han i den grad foragter Diatriben, hvorfor angreb han så ikke biskop Johannes af Rochester, (H10#81) hvis lærdom han nok ikke foragter, hvis jeg ikke tager fejl, og hvis autoritet har større vægt imod ham end Diatriben, især fordi han ikke sammenligner, sådan som jeg gør. Han kalder ikke blot Luther stædig – og det kan han altså ikke påstå kommer fra mig – men tildeler ham den rette berømmelse. Det lukker vor vittige ven øjnene for, mens han med sine tomme narrestreger gør grin med Diatriben, idet han bruger den som dække for at larme og rase mod kirkens hellige lærde mænd med de mest overgivne blasfemier.

^{17 [203*] (617-61)}           Tandem veluti delassatus transilit plurima loca, quibus Diatriba declaravit, hominis voluntatem aliquid agere cum auxiliante gratia. Quid hoc, inquit, ad me? Imo hoc ad eas opiniones quas proposueram. Harum una fuit, quæ dicebat liberum arbitrium hominis in bono, nihil aliud quam pati ab agente gratia: nec gratiam agere per liberum arbitrium, sed in libero arbitrio. Nam hanc ideo proposuit Diatriba, ut refelleret. Quod si Lutherus fatetur voluntatem hominis cooperari gratiæ, sinat Carolstadium suum dogma defendere. Quid autem insolentius, quam toties objicere Diatribæ, quod aberret à statu causæ, cum ipse non intelligat, quos scopos proposuerim?

* Leiden har fejlagtigt: 208.

          Til sidst, som var han træt af det hele, springer han over adskillige steder, hvormed Diatriben forklarer, at menneskets vilje kan handle sammen med den hjælpende nåde (e3#31). 'Hvad har det med mig at gøre?' siger han (L9#89f; ref). Nuvel, det har faktisk noget at gøre med de opfattelser, jeg fremsatte. Én af dem var den, at menneskets fri vilje i det gode ikke gør andet end finde sig i den handlende nåde, og at nåden ikke handler gennem den frie vilje, men i den. Men den opfattelse fremsatte Diatriben for at gøre op med den. Så hvis Luther indrømmer, at menneskets vilje samarbejder med nåden, så kan han jo bare lade Karlstadt om at forsvare sine læresætninger. Men hvad kunne være mere arrogant end hele tiden at bebrejde Diatriben, at den afgiver fra den sag, der er tale om, når han selv ikke forstår, hvad det er for et problem, jeg har fremdraget?

¹⁸ Sed mire salsus sibi videtur in deridenda similitudine de navita et agricola, de medico, de ædificatore et custode civitatis, cum eas hauserim ex probatissimis Auctoribus, quos hîc meretricia procacitate deridet. Primum, inquit, similitudo diversum opus tribuit nautæ, diversum Deo, quasi similitudo debeat per omnia quadrare.

Men han tror, han er meget vittig, når han gør grin med sammenligningen med skibet og landmanden, lægen, bygmesteren og byvægteren, skønt jeg har taget den fra anerkendte forfattere, som han her gør grin med med en skøges frækhed. 'For det første', siger han, 'tildeler sammenligningen sømanden én opgave, Gud en anden' (L9#89), som om en sammenligning kan stemme på alle punkter.

¹⁹  Quanquam hoc quod ait falsum est. Nam in servanda nave, fingo duos simul operantes, Deum et nauclerum. Verùm quoniam principale opus est Dei, totum illi tribuitur, diciturque servasse navem, sine quo non fuisset salva. Simili modo fingo unicum opus parandi fruges, quod totum tamen adscribitur Deo, sine cujus ope frustra laborasset agricola. Ita restitutus ægrotus, dicit, Deus me restituit sanitati, eo quod illius auxilium medico adfuerit.

Alligevel er det, han siger, forkert. For i at redde skibet forestiller jeg mig, at de to arbejder sammen, Gud og kaptajnen. Men fordi hovedopgaven er Guds, tillægges det hele ham, og han siges at redde skibet, for uden ham ville det ikke være blevet reddet. På lignende måde forestiller jeg mig, at det er ét arbejde at give en god høst; det arbejde tilskrives helt og holdent Gud, for uden hans arbejde arbejdede landmanden forgæves. Således siger også den syge, der er blevet rask: ”Gud har gjort mig rask”, just fordi det var Guds arbejde, der hjalp lægen.

²⁰ Atqui ut sannis aliquot locum faceret, homo natus ad maledicentiam, depravat verba Diatribes: Ut Deus quidem servat, inquit, navita tamen deducit ad portum, quare nonnihil agit navita. Diatribes verba sunt hæc: Quemadmodum navitas, qui navim in portum deduxit è gravi tempestate incolumen, non dicit, ego servavi navim, sed Deus servavit, sed tamen illius ars et industria non fuit otiosa.

Og for at der dog skal være plads til hans naragtigheder, så ødelægger dette menneske, der er født til forbandelser, Diatribens ord, idet han siger: ”Gud frelser ganske vist skibet, men det er dog sømanden der fører det i havn, derfor gør han dog noget” (L9#89). Men Diatriben sagde: ”ligesom sømanden, som har ført skibet i havn gennem en stærk storm, ikke siger: 'Jeg har frelst skibet', men: 'Gud har frelst det', og dog var hans snilde og anstrengelser ikke uden virkning”. (e3#32).

²¹  Quicquid factum est in servanda nave, pro uno opere ponens, in quo (1476) juncta fuit Dei auxiliantis gratia cum hominis adnitentis industria. Qui perduxit incolumen, servavit, uterque servavit, uterque perduxit. Et si essent diversæ operationes in summa operis, similitudo tamen valet ad explicandum quod agitur. Commemoret igitur si lubet, quam multa faciat opera nauclerus, priusquam statuat navim in portu, quam multas operas sumat agricola, priusquam agri proventum convehat in horrea.

Det, der blev gjort, når skibet blev reddet, kan man sammenfatte til én gerning, hvori Guds hjælpende nåde blev forenet med menneskets flittige bestræbelser. Den, der bragte det uskadt igennem, frelste det, begge to frelste det, begge to bragte det igennem. Og selv om der så havde været tale om forskellige gerninger i den samme handling, så har sammenligningen dog gyldighed til at forklare, hvad der sker. Så må Luther værsgo være så venlig at huske på, hvor mange handlinger kaptajnen udfører, førend han lægger til kaj i havnen, hvor mange handlinger landmanden tager sig på, før han bringer høsten fra marken ind i laderne.

²² Atque hæc tam stolida, tam ebria, tam insana similitudo est Origenis et Hieronymi, imo Scripturæ divinæ. Quidquid enim sannarum in hanc evomit Lutherus, evomere potest et in illam, Nisi Dominus ædificavit domum, in vanum laborant, qui ædificant eam. Nisi Dominus custodieret civitatem, frustra vigilat qui custodit eam. Cur hîc non clamat, aliud opus tribui Deo, aliud homini, et excubandi opus totum tribui homini, custodiendi totum Deo? Hæc est Sancti Spiritus comparatio, simillima illis quas adduxi, Frustra laborat nauclerus, ut servet navim, nisi Dominus servaverit, Frustra laborat agricola, nisi Dominus laborantem adjuvet, Frustra faber ædificat domum, nisi Dominus adjuvans ædificaverit, Frustra vigiles custodiunt civitatem, nisi simul et Dominus custodierit.

Og denne sammenligning, der er så dum, så drukken, så vanvittig kommer fra Origenes og Hieronymus, ja fra den guddommelige skrift. For hvilke vittigheder Luther end kan opgylpe imod den, dem kan han også opgylpe imod dette skriftord: ”Hvis ikke Herren bygger huset er bygmestrenes møje forgæves. Hvis ikke Herren vogter byen, vogter vægterne forgæves”. (Sl 126,1; e3#33). Hvorfor råber han ikke her op om, at den ene gerning bør tillægges Gud, den anden mennesket, og at hele arbejdet med at holde øje med tillægges mennesket, hele arbejdet med at vogte Gud? Dette er Helligåndens sammenligning, og den ligner dem, jeg har fremført: forgæves arbejder kaptajnen med at redde skibet, hvis ikke Herren vil redde; forgæves arbejder landmanden, hvis ikke Herren hjælper ham i hans arbejde; forgæves bygger tømreren huset, hvis ikke Herren hjælper med at bygge; forgæves vogter vægterne byen, hvis ikke samtidig også Herren holder vagt.

²³ Ibi servandæ navis opera communicata est Deo et nauclero, Agricolatio communis est colono et Deo. Hîc structura civitatis communis est Deo cum fabris, custodia est excubitoribus et Deo, Utrique dicuntur ædificare, utrique custodire. Qui deridet priores similitudines, et has deridet. Quid enim aliud superest illi, qui jam sibi permisit in omnes Ecclesiæ Doctores digna atque indigna dicere? Scilicet Origenes homo disciplinarum rudis nescivit conferre similitudines, Ipse solus novit conferre Deum cum bono fabro malum opus fabricante mala securi, bono equiti agenti equum tripedem. Euge! Tales parabolæ docent pietatem, videlicet Deum esse malorum omnium quæ fiunt auctorem.

Her er den gerning at redde skibet fælles for Gud og kaptajnen, det at drive landbrug er fælles for landmanden og Gud. I de to andre tilfælde er dette at bygge byen fælles for Gud og bygmændene, det at vogte påhviler både vægterne og Gud, begge siges at bygge, begge at vogte. Den, der gør nar af de to første sammenligninger, gør også nar af de to sidste. Hvor meget længere kan Luther gå? Han har jo allerede tilladt sig at tale imod alle kirkens lærde, hvad enten det var passende eller ej. Origenes, en mand, der er uvidende i disciplinerne, kan ikke sammenligne lignelser, men selv véd Luther at sammenligne Gud med en god tømrer, som laver et dårligt arbejde med en dårlig okse, og en god rytter, der rider en trebenet hest (L6#111, 114). Bravo! Den slags sammenligninger lærer fromhed, nemlig, at Gud er ophavsmand til alt det onde, der sker.

²⁴ Ipse nobis adfert sua exempla, de Paulo docente, et Paulo loquente in spiritu. An Paulus cum doceret non loquebatur in spiritu? Et dum hujus vox afficit animos auditorum, nonne cooperatur gratia principalis? Et hic ponit diversum opus. Cum loquitur in spiritu, facit unum opus. Paulus appellat loqui in spiritu, sonare voce tantum, Lutherus fortasse accipit loqui in spiritu, rapi mente. Atqui ponere idem cum eo quod docere cupis, non est conferre similitudines. Hujusmodi sophisticis cavillis remoratur lectorem.

Han præsenterer os for sine egne ekssempler: om Paulus, der lærer, og Paulus, der taler i ånden. (L9#90). Mon Paulus ikke taler i ånden, når han lærer? Og når hans stemme rører tilhørernes hjerte, mon så ikke den nåde, der har den største rolle, samarbejder med ham? Også her opstiller han forskellige gerninger. Når han taler i ånden, sket det med én gerning. Paulus kalder det at tale i ånden, når han blot lader sin stemme lyde. (1kor#12.3). Luther forstår måske ved dette at tale i ånden at være henrykket i sindet. Men at indsætte det samme som det, man stræber efter at lære, er ikke at sammenligne lignelser. Med den slags sofistiske spidsfindigheder opholder han læseren.

²⁵  Sed remittit homo facilis, ut sit idem amborum opus. Quid hoc, inquit, ad rem? Non agimus, inquit, de cooperatione, sed de propria vi et operatione liberi arbitrii. Si propriam vim accipit, quæ vacat gratia demiror quid sibi velit. An hic erat Diatribes scopus unicus, ostendere quid liberum arbitrium possit absque gratia? Erat quidem et illa proposita opinio, quæ prædicat liberum arbitrium per opera moraliter bona, posse de congruo promereri gratiam justificantem. Verùm hanc Diatriba nec admodum tuetur, nec improbat, verùm in hoc magis confert omnem disputationem, ut ostendat voluntatem hominis posse præbere se gratiæ pulsanti, posse avertere, Item cooperari gratiæ operanti, et ab hac se posse subducere.

Men det pæne menneske medgiver, at det er den samme gerning de begge har. ”Hvad har det med sagen at gøre?” spørger han, ”vi taler ikke om samarbejdet, men om den frie viljes særlige kraft og gerning” (L9#91; ref). Hvis han ved dens særlige kraft forstår den frie vilje uden nåden, undrer jeg mig over, hvad han sigter til. Mon det var Diatribens eneste hensigt at vise, hvad den frie vilje kan uden nåden? Den nævnede også den opfattelse, som går ud på, at den frie vilje gennem moralsk set gode gerninger på forhånd med rimelighed kan fortjene den retfærdiggørende nåde. Men den opfattelse forsvarer Diatriben ikke, den vender sig heller ikke imod den, men den drejer hele disputationen hen imod det, at den påviser at menneskets vilje kan forberede sig til den sig tilbydende nåde og vende sig bort fra den, ligesom den kan samarbejde med den virkende nåde og trække sig tilbage fra den.

²⁶ Si vim propriam quæris, in bonum et in malum, et propriam habes et communem. Id cum constanter agat Diatriba, quonam fugit ille rhetor, qui dicturus de palma, nihil dicit nisi de cucurbita, et orsus amphoram, absolvit urceum?* Hujusmodi facetiis deliciatur, qui nondum intelligit, quas opiniones proposuerim, quasque potissimum oppugnet Diatribe. Sed bene habet, indicat scopum, Fatetur Deum omnipotenti motu, quo gignit et agit omnia, cooperari et pia et impia patrantibus, et hoc confitens Deum facit auctorem malorum operum, quatenus mala sunt, quemadmodum ante demonstratum est, et fatetur hominem immerentem damnari, æque atque immerentem servari.

* Horats: ars poetica 21-2. Først citeret af Luther.

Hvis du spørger efter dens egen kraft til det gode og til det onde, så har du både en egen og en fælles kraft. Men når Diatriben hele tiden forfægter dette, ”Hvorhen flygter denne rhetor, der ville sige noget om en palme, men kun siger noget om et græskar? Han ville fremskaffe et vinkrus, hvorfor bliver der bare et vandkrus ud af det?” (L9#90). Det kan godt være, han elsker den slags vittigheder, men han har endnu ikke forstået, hvilke opfattelser jeg fremsætter, og hvilke Diatriben er mest imod. Men det er fint nok, han udpeger målet, han indrømmer, at Gud med sin almagts bevægelse, som skaber og styrer alle ting, samarbejder med dem, der gør gode og onde gerninger, og når han bekender det, gør han Gud til ophav til de onde gerninger, for så vidt de er onde, sådan som vi tidligere har demonstreret (e3#86), og han indrømmer, at mennesket bliver fordømt uden at have fortjent det og ligeledes bliver frelst uden at have fortjent det.

²⁷ Sed nunc, inquit, non erat his locus. Verissime: neque enim Diatriba illic agit de naturali influxu primæ causæ, sed adhibitis exemplis (1477) docet agente in nobis gratia peculiari, voluntatem hominis non esse otiosam, id quod negat Carolstatius, cujus opinionem recenset Diatriba. Quid igitur quærebatur? An, inquit, jam creati ex nihilo, aliquid nos faciamus vel conemur illo generali motu omnipotenti, ut paremur ad novam creaturam Spiritus? Hîc, inquit, respondendum erat, non alio divertendum.

”Men”, siger Luther, ”det var ikke det, vi skulle tale om”. (L9#91). Sandt nok, sandt nok! For Diatriben omhandler dèr ikke indflydelsen fra den naturlige første årsag, men med de tilknyttede eksempler lærer den, at menneskets vilje ikke er passiv, når den særlige nåde virker i ham, hvilket Karlstadt nægtede, han, hvis opfattelse Diatriben gengiver. ”Hvad skulle vi da tale om?” spørger han og svarer: ”Om vi, der er skabt af intet, kan gøre noget eller stræbe efter noget ved hjælp af denne almindelige almagtens bevægelse, hvorved vi kan forberede os til åndens nye skabning. Det skulle der svares på, man skal ikke begynde at tale om noget andet.” (L9#91).

²⁸  Primum quid appellat creari ex nihilo? Prodire opinor in hunc mundum: Nisi forte, juxta Platonis sententiam, corpus malit esse domicilium animi, quam partem hominis: nam divinandum est, quid velit hominis sermo propheticus. Novam creaturam, nisi fallor, appellat gratiam justificantem. Hîc igitur jubet responderi, quid ad eam gratiam possit homo. At quoties ad hoc respondit Diatribe? Juxta varias opiniones, quarum nulla tamen damnata est ab Ecclesia, et omnium oblitus exigit ut respondeam.

For det første: Hvad er det, han kalder at skabes af intet? Jeg tror, det betyder: at komme ind i denne verden, hvis han da ikke, ifølge Platons opfattelse, foretrækker at opfatte legemet som sjælens bolig og ikke som en del af menneske. For man må gætte sig til, hvad dette profetiske menneske mener med sine ord. Hvis jeg ikke tager fejl, kalder han den retfærdiggørende nåde en ny skabning. På dette punkt kræver han et svar på, hvad mennesket kan gøre for at nå til denne nåde. Men hvor mange gange har Diatriben ikke svaret på det? Den har svaret ifølge forskellige opfattelser, af hvilke ingen er blevet fordømt af kirken, men han glemmer dem alle og kræver, at jeg svarer.

²⁹ Opinio Scholastica quid tribuat viribus liberi arbitrii, toties dictum est; Quid Augustinus, modo recensuimus. Et hoc idem hîc agimus per similitudines. Quod igitur diverticulum narrat nobis Lutherus? Non est sobrius, ut paucis dicam, non vino fortassis aut cervisia, sed philautia, et dulcidine quadam maledicendi, qua nunquam satiatur, quantumvis sese ingurgitaverit.

Jeg har ofte fortalt, hvad skolastikernes opfattelse tillægger den frie viljes kræfter. Jeg har lige nævnt, hvad Augustin tillægger den. (e3#74). Og samme spørgsmål behandler vi her igennem sammenligninger. Altså, hvilken anden retning fortæller Luther os? For at sige det kort: han er drukken, nok ikke i vin eller øl, men i selvkærlighed, og i en vis forkærlighed for forbandelser, som han aldrig får nok af, hvor meget han end bæller i sig.

³⁰ Audi nunc ipsius responsum, quandoquidem quod respondeat Diatriba non habet. Sicut homo, inquit, antequam creatur, ut sit homo nihil facit aut conatur, quo fiat creatura, deinde factus aut creatus nihil facit aut conatur, quo perseveret creatura, sed utrumque fit sola voluntate omnipotentis virtutis et bonitatis Dei, nos sine nobis creantis et conservantis: sed non operatur in nobis sine nobis, ut quos ad hoc creavit et servavit, ut in nobis operaretur, et nos ei cooperaremur, sive hoc fiat extra regnum suum generali omnipotentia, sive intra regnum suum singulari virtute Spiritus sui. Hæc ille.

Hør nu det svar, han giver, eftersom Diatriben ikke har noget svar: ”Ligesom mennesket, før han blev skabt til at være menneske, ikke gjorde noget eller stræbte efter noget, hvorved han blev en skabning, og ligesom han, da han var blevet til og skabt, ikke gjorde noget eller stræbte efter noget, hvorved han kunne blive bevaret som skabning, men begge dele alene sker ved Guds styrkes og godheds almægtige vilje, som skaber og opholder os uden vor medvirken, men jo ikke virker i os uden os, eftersom han har skabt og bevaret os af den grund, at han kan virke i os, og vi samvirke med ham, enten udenfor hans rige ved den almindelige almagt eller i hans rige ved hans ånds særlige kraft.” (L9#92). Såvidt Luther.

³¹ Mire sibi placet hoc sophismate generalis omnipotentiæ, quod tamen inter eruditos non convenit. Deus, juxta quosdam, semel data vi gignendi et agendi causæ secundariæ, videlicet naturæ, non agit, nisi cum ex causis singularibus impedit communem naturæ actionem. Verùm ut hac de re non contendamus, illud falsum est quod assumit, hominem creatum nihil agere ad sui conservationem, cum nihil prius insitum à natura sit animanti, quam conservario sui.

Han synes forunderlig godt om denne sofisme med den almindelige almagt, noget, ingen lærde mænd dog er enig med ham i. Ifølge nogle handler Gud ikke, efter at han én gang har afgivet magten til at reproducere og handler til den sekundære årsag, nemlig til naturen, undtagen når han ved hjælp af enkeltstående årsager forhindrer naturens almindelige gang. Men for ikke at skændes om den sag, så er det forkert, hvad han går ud fra, at mennesket, når det er skabt, ikke handler for at opretholde sig selv, eftersom selvopholdelse er det allerførste, der af naturen er indført i de levende væsener.

³² Quod si verum iste prædicat, multa sollicitudine levevit matres et nutrices, medicos et pædagogos, atque ipsum adeo hominem, cui tam multa facienda sunt, ut quod natum est vitet casus et morbos, utque à morbo liberetur. Jam ante diem perire dicuntur, qui sibi mortem consciscunt vitæ tædio. Illud ænigmatis instar est, non operatur in nobis sine nobis, sed ideo nos creavit et servavit, ut in nobis operaretur, et nos ei cooperaremur. An qui curat valetudinem, nihil operatur? Quomodo igitur servat nos sine nobis, et operatur non sine nobis?

Men hvis det, han prædiker, er sandt, befrier han mødre og barnepiger, læger og lærere og også i den grad personen selv for mange bekymringer, for der skal gøres mange ting, for at den, der er født, kan undgå ulykker og sygdom, og kan befries fra sygdom. De, som begår selvmord, fordi de er kede af livet, siges at gå til grund før tiden. Og så kommer der en gåde: ”Gud virker ikke i os uden os, men af den grund har han skabt os og opretholdt os, at han kan virke i os, og vi samvirke med ham”. (L9#92). Gør den, der bekymrer sig om sit helbred, intet? Hvordan går det da til, at han bevarer os uden os, men ikke virker i os uden os?

³³ Verùm si Deus generali omnipotentia movens universa, sic operatur in homine, ut non impediat illius liberum arbitrium, id quod profitetur Lutherus, ad malum duntaxat, et in rebus humilioribus, cur hoc axioma profert ad destruendum liberum arbitrium? Pergit oraculum absolvere. Sic deinceps, inquit, dicimus, Homo antequam renovetur in novam creaturam, regni Spiritus, nihil facit, nihil conatur, quo paretur ad eam renovationem et regnum. Deinde recreatus, nihil facit, nihil conatur, quo perseveret in eo regno, sed utrumque facit solus Spiritus in nobis, nos sine nobis recreans, et conservans recreatos,ut et Jacobus dicit, voluntarie genuit nos verbo virtutis suæ, ut essemus initium aliquod creaturæ ejus: loquitur de renovata creatura. Sed non operatur in nobis sine nobis, ut quos in hoc recreavit et conservet, ut operaretur in nobis, et nos ei cooperaremur. Sic per nos prædicat, miseretur pauperibus, consolatur afflictos. Verum quid hinc libero arbitrio tribuitur? Imo quid ei relinquitur, nisi nihil et vere nihil?

Men hvis Gud, der bevæger alting med sin almindelige almagt, virker på den måde i mennesket, at han ikke forhindrer hans frie vilje, hvilket Luther bekender, i hvert fald i det onde og i de ting, der ligger under os, hvorfor fremfører han så denne tese, som om den kan ødelægge den frie vilje? Han fortsætter og afslutter sit orakelsvar således: ”Ligesom vi siger alt det, siger vi også: Før mennesket blev fornyet til en ny skabning i åndens rige, gør det intet, stræber ikke efter noget, hvorved det kan forberede sig til denne fornyelse og dette rige, og når det er nyskabt, gør det intet, stræber ikke efter noget, hvorved det kan blive bevaret i dette rige, men begge dele virker alene ånden i os, idet den uden os genskaber os og bevarer os genskabte, som også Jakob siger: Af egen fri vilje skabte han os ved sit ords kraft, for at vi skulle være en førstegrøde af hans skabninger; (Jak 1,18) han taler om den fornyede skabning. Men han virker ikke uden os, eftersom han af den grund har genskabt os og fornyet os, at han kan virke i os og vi samvirke med ham. Sådan prædiker han, forbarmer sig over de fattige, trøster de anfægtede gennem os. Men hvad tillægges der her den frie vilje? ja, hvad er der tilbage til den, andet end ingenting. Og virkelig ingenting.” (L9#93f).

³⁴ Habes oraculum dogmatis magnificis sane planeque tragicis verbis phaleratum, verùm hinc nihilo verius. Hominem nihil (1478) agere quo nascatur ut verum est, ita mirum non est, si nihil agit qui nondum est, aut si infans, in quo sepulta est vis animi, plantulæ in modum, citra suam operam servatur, præter naturæ sensum nihil habens, sed falsum est, hominem simpliciter agere nihil ad sui conservationem, cum eam curam, à natura insitam, primum omnium absolvat ratio, priusquam contingat honesti et inhonesti discrimen.

Her har du et orakel, udsmykket med storslåede læresætninger og ligefrem tragiske ord, men ikke mere sandt af den grund. Ligesom det er sandt, at mennesket ikke gør noget, hvorved det bliver født, således er det ikke mærkeligt, hvis den, der endnu ikke er til, intet gør, eller hvis et lille barn, i hvem sjælens kraft er skjult som en slags plante, bevares uden nogen anstrengelse fra hans side, for han har intet udover naturens sanser, men det er forkert, at mennesket simpelthen ikke gør noget for sin livsopretholdelse, for fornuften befrier først af alt den omsorg, der er indsat af naturen, og den gør det førend der foreligger noget skel mellem godt og ondt.

³⁵ Nec est necesse ut, si qui ex impio fit pius, dicitur renasci, et juxta Paulum fieri nova creatura, quoniam per metaphoram dicuntur, per omnia quadret similitudo. Tropus enim indicat vehementem et insignem mutationem, quemadmodum vulgo quoque qui moribus sit in diversum commutatis, eum alium hominem factum dicimus.

Det er heller ikke nødvendigt, at sammenligningen skal passe på ethvert punkt, hvis nogen, der går fra at have været ugudelig bliver from, siges at blive genfødt, og at han ifølge Paulus bliver en ny skabning, for det siges ved en metafor. For denne billedtale indikerer en stærk og bemærkelsesværdig forandring, ligesom vi også i daglig tale om én, som er blevet forandret til det modsatte derved at hans skikke er ændrede, at han er blevet et andet menneske.

³⁶ Itaque nec renascimur sine opera nostra, nec recreamur, nec conservamur: etiamsi fatemur, quod hic nostrum est, adeo pusillum esse, ut in supputatione summæ, totum Dei gratiæ sit adscribendum: præsertim cum hoc ipsum sit divinæ beneficentiæ, quod natura nostrum est, aut etiam humana partum industria. Homo velit nolit nascitur, Quis autem dicitur renasci velit nolit? Qui nascitur, quatenus licet vult nasci, dum se naturæ vi movet et inflectit ad exitum. At in renascentia adest voluntas, quæ potest velle aut nolle renasci.

Derfor er det ikke sådan, at vi genfødes eller genskabes eller bevares uden vore gerninger, selv om vi indrømmer, at det, der her er vort, er ganske småt, så vi, når vi opregner det hele, bør tillægge Guds nåde alting, især fordi det, der er vor natur, eller det, der er født ud af vor menneskelige flid, stammer fra den guddommelige velgerning. Mennesket fødes, hvad enten det vil eller ej. Men hvem kan siges at genfødes, hvad enten han vil eller ej? Den, der fødes, ønsker at fødes, for så vidt han kan, for instinktivt bevæger han sig og bøjer sig, så han kommer ud. Men i genfødslen er der en vilje til stede, som kan ville genfødes eller ikke ville genfødes.

³⁷ Sic Adam nihil egit cum crearetur: non enim erat qui posset agere. At homo qui recreatur habet voluntatem, quæ se poterat præbere gratiæ refingenti, aut reluctari gratiæ. Et jam recreatus habet liberam voluntatem, qua possit agnoscens datam gratiam efficere, ut magis proficiat in gratia, possit rursus efficere, ut amittat donum quod acceperat? Quod multis accidisse legimus, eo quod abuterentur Dei gratia.

Sådan gjorde Adam ikke noget, da han blev skabt; der var jo ikke noget, han kunne gøre. Men det menneske, der genskabes, har en vilje, som kan række frem mod den nåde, der omformer det, eller afvise nåden. Og den allerede genfødte har en fri vilje, hvormed han, når han har erkendt den nåde, der blev givet ham, kan bevirke, at han gør fremskridt i nåden, men på den anden side kan udvirke, at han mister den gave, han havde modtaget. Hvilket er sket med mange, fordi de misbrugte Guds nåde.

³⁸ Porro si quis urgeat similitudine, nemo bis nascitur. Hîc iterum atque iterum renascitur homo. Nam Paulus iterum parturit Galatas, donec in eis formaretur Christus. Quanquam autem Deus subito potest hominem alium reddere, tamen imitans naturam paulatim fingit formatque novam Spiritus creaturam: quemadmodum hominis rudimentum primum nihil aliud est, quam coagulum, mox ritu plantarum vegetatur et augescit, accedit dein sentiendi vis, tandem inditur anima rationalis.

Videre: Hvis nogen vil presse sammenligningen, så er der jo ingen, der bliver født to gange. Men mennesket kan genfødes igen og igen. For Paulus føder galaterne igen, indtil Kristus tager skikkelse i dem. (gal#4.19). Men skønt Gud kan gøre mennesket anderledes på et øjeblik, efterligner han dog naturen og fremelsker og former en ny åndens skabning: ligesom menneskets første del ikke er andet end noget størknet blod, så vokser det og bliver større, som planter gør, så får det sansekraft, og endelig indgives det en fornuftig sjæl.

³⁹ His peractis quantum adhuc temporis intercedit, priusquam ingrediatur, loquatur, sapiat? Ac de Spiritu renatis loquens Paulus dicit interiorem hominem in eis renovari de die in diem. Et Scripturæ quod interdum appellant renascentiam et novam creaturam, alias vocant reformationem, renovationem, instaurationem, reparationem: interdum et reviviscentiam. Ineptum vero sit has metaphoras ex omnibus urgere partibus. Non reformatur quod non est, sed quod vitiatum erat.

Og selv når det er kommet så langt, hvor meget længere tid går der så ikke, før det kan gå, tale, tænke? Og når Paulus taler om de, der er genfødt i ånden, siger han, at deres indre menneske fornyes i dem dag for dag. (2kor#4.16). Og hvad skriften sommetider kalder genfødsel (Joh 3,3-5) og nyskabelse (2kor#5.17; gal#6.15), kalder den andre steder reformation (rom#12.2), fornyelse, (Tit 3,5) genopbygning (Ef 1,10), reparation: af og til også genoplivelse (Luk 15,24. 32). Men det ville være forkert at tro, at disse metaforer passer på ethvert punkt. Det, der bliver reformeret, er ikke noget, der ikke er, men noget, der er fordærvet.

⁴⁰ Erat igitur liberum arbitrium quod per gratiam instauratur. Quoties autem reparatur id quod natura vim habet agendi, non mirum si in renascentia et conservatione sui nonnihil agat cum agente gratia. Quod autem Jacobus dicit, voluntarie nos genuit verbo virtutis* suæ, non excludit in totum vim liberi arbitrii, sed excludit obligationem Dei. Judæi judicabant salutem hanc suis deberi meritis, Jacobus imputat benignitati divinæ, qui peccatores et aversos per Euangelii gratiam vocavit ad justitiam.

* Vulgata har 'veritatis'.

Der var altså en fri vilje, som blev genopbygget ved nåden. Men når det, der har en naturlig kraft til at handle, bliver udbedret, er det ikke mærkeligt, hvis det i sin genfødsel eller bevarelse udøver noget sammen med den handlende nåde. Men det, som Jakob siger, at han fødte os af fri vilje ved sit ords kraft (Jak 1,18), udelukker ikke fuldstændig den frie viljes kraft, men udelukker, at Gud var tvunget til det. Jøderne mente, at denne frelse skyldtes deres fortjenester, Jakob tilskrev den den guddommelige godhed, som gennem evangeliets nåde kalder syndere og forvendte mennesker til retfærdighed.

⁴¹ Sed quæ tandem illa sunt in quibus nos cooperamur Dei gratiæ? Opera caritatis. Hoc opinor sentit, quando dicit, Sic per nos prædicat, miseretur pauperibus. Jam primum fatetur falsam esse Carolstadii opinionem, qui docuit hominis voluntatem in bonis operibus nihil aliud quam pati: Quod si gratia per arrogantiam ac negligentiam hominis amittitur, utique per contraria servatur.

Men hvad er i sidste ende det for gerninger, hvormed vi samarbejder med Guds nåde? Det er kærlighedens gerninger. Det tror jeg, Luther mener, når han siger: ”Således prædiker han gennem os, forbarmer sig over de fattige gennem os”. (L9#94). For første gang indrømmer han, at Karlstadts opfattelser er forkert, når han lærer, at menneskets vilje kun er passiv i de gode gerninger. For hvis nåden mistes på grund af arrogance eller undladelse, så bevares den givetvis ved de modsatte handlinger.

⁴² At in his, ut ostendimus, nonnihil agit liberum arbitrium, eoque Paulus hortatur Corinthios, ne in vacuum gratiam Dei reciperent, ac de se gloriatur, quod in ipso gratia Dei non fuerit vacua. In vacuum autem recipiunt, qui desunt ipsi, gratiæ, vel dum aversantur oblatam, vel dum male utendo repellunt. Nihil hic moror stultam Lutheri cantionem, verba hortandi nihil ponunt. (1479) Falsum est igitur hominem nihilo plus agere in conservatione sui, quam in creatione sui. Præteria ridicule imaginatur Lutherus, Deum sic recreasse per Spiritum hominem, quemadmodum faber exstruit sibi domum aut officiam, in qua exerceat artem, cum Deus in hoc præparet hominem, ut agat non solum in eo, sed per eum potius: quemadmodum Princeps adolescentum magnæ spei curat diligenter erudiendum politicis disciplinis, ut per eum administret Rempublicam.

Men heri gør som påvist den frie vilje noget, og derfor opfordrer Paulus korintherne til ikke at have modtaget Guds nåde forgæves, og roser sig af, at Guds nåde i ham ikke har været forgæves. (1kor#15.2. 10). De, som mangler den, nåden, modtager den forgæves, enten fordi de vender sig bort fra den, når den tilbydes, eller fordi de forkaster den ved at bruge den forkert. Her vil jeg ikke opholde mig ved Luthers tåbelige refræn: formaningsord fremsætter ingen teser. Og derfor er det forkert, at mennesket ikke gør mere i sin selvopholdelse end i sin skabelse. (L9#92). For øvrigt er det latterligt, når Luther forestiller sig, at Gud gennem ånden har genskabt mennesket på samme måde, som en tømrer bygger sig et hus eller et værksted, hvori han kan udøve sit håndværk, eftersom Gud forud har udrustet menneske sådan, at han kan handle ikke blot i ham, men gennem ham; ligesom en fyrste omhyggeligt sørger for at uddanne et ungt håbefuldt menneske i de politiske fag, så han gennem ham kan styre staten.

⁴³ Postremo quid est hoc quod in homine cooperatur operanti gratiæ? Nonne voluntas hominis? Atqui hæc est quam nos dicimus liberum arbitrium. Voluntas enim voluntas non est, si libera non est: Et si quando impeditur, natura tamen est libera. At Lutherus docuit liberum arbitrium esse nomen sine re. Præbet se gratiæ, cooperatur gratiæ, subducit se gratiæ. Sed hæc negat adversarius. Hoc igitur docere debuit, non asseverare. Hactenus præter fortissimas asseverationes nihil audimus.

Til sidst: Hvad er det, som i mennesket samarbejder med den virkende nåde? Mon ikke det er menneskets vilje? Og det er den, vi kalder den frie vilje. For en vilje er ikke nogen vilje, hvis ikke den er fri. Og selv om den af og til forhindres, er den dog af natur fri. Men Luther lærer, at den frie vilje er et ord uden indhold. Den forbereder sig til nåden, den samarbejder med nåden, den underordner sig nåden. Men dette nægter vor modstander. Det burde han da have lært, og ikke blot påstået. Men indtil nu har vi intet hørt udover de stærkeste påstande.

^{44 [204] (625-65)}            Hanc autem collectionem terque quaterque putat insanam, Gratia cooperans auxiliatur homini conanti, ergo nonnihil agit hominis voluntas, quod negat Carolstadius. Nullus enim dicitur auxiliari securi aut serræ quam agit. Et ut hanc consequentiam existimat absurdissimam, ita putat omnes similitudines, quas in hoc docendum profert Diatribe, æque absurdas esse. Ac violentus disputator argumentorum tela retorquet in miseram Diatriben, sic colligens, Gratia auxiliatur homini ad opus bonum, ergo nullum est hominis bonum opus.

           Men følgende konklusion mener han simpelthen er tåbelig: ”Den samvirkende nåde hjælper det menneske, der stræber, altså udvirker mennesket vilje noget”; det nægter Karlstadt. For man kan ikke sige, at nogen hjælper den økse eller sav, han bruger. Og ligesom han betragter denne konklusion som absurd, således mener han, at alle de sammenligninger, som Diatriben fremfører for at belære om dette, er ligeså absurde. Og denne voldsomme debattør slynger dette argumentspyd tilbage mod den arme Diatribe, og drager denne slutning: Nåden hjælper mennesket til en god gerning, altså har mennesket ingen god gerning.

⁴⁵ Non patitur idem opus dici Dei et hominis, sed aut totum vult esse gratiæ, aut totum hominis, cum tamen ipse fateatur hominem gratiæ cooperari in bono opere. Si Latinis adjuvat qui fert opem nitenti quidem, sed viribus haud sufficientibus, quoties in Litteris sacris mentio fit adjutorii divini, toties colligitur hominem suis quoque viribus aliquid agere, nisi forte Lutherus proferet nobis novam auxilii definitionem. Antea dixit, hoc hominem esse gratiæ, quod lutum figulo. Quæro an unquam fando auditum sit, figulum auxiliari luto? Et hîc fatetur, hominem cooperari gratiæ.

Han vil ikke gå med til, at den samme gerning kan siges at være Guds og menneskets, men vil, at den enten helt skal være nådens, eller helt menneskets, skønt han dog selv tilstår, at mennesket samvirker med nåden i den gode gerning. (L9#94). Hvis 'at hjælpe' på latin betyder 'at give bistand til én, der stræber, men hvis kræfter ikke helt rækker til', så kan vi slutte, at lige så der i skriften nævnes en guddommelig hjælp, lige så ofte kan man slutte, at menneske gør noget med sine egne kræfter, medmindre måske Luther kan fremføre en ny definition på 'at hjælpe'. Tidligere sagde han, at mennesket overfor nåden er som ler overfor pottemageren. Men så spørger jeg, om nogen nogensinde har hørt sige, at pottemageren hjælper leret? Og her indrømmer han, at mennesket samarbejder med nåden.

⁴⁶ An lutum cooperatur figulo? Si idem ac totum opus commune est operantis et cooperantis, quæ tandem ista collectio; Ubicunque est auxilium gratiæ, ibi nihil est liberum arbitrium? Fatetur et illud, Omnia opera hominis posse esse bona, si fiant auxiliante Dei gratia. Ad hæc, hominem nihil non posse auxiliante Dei gratia. Sed ubi interim illud dogma, justum in omni opere quamvis bono peccare, Et omnia hominis opera esse mala, etiam justificati per fidem?

Mon leret samarbejder med pottemageren? Hvis det helt og holdent er den samme gerning, der udføres af den, der virker, og den, der samvirker, hvad er så det for en slags konklusion: overalt, hvor nådens hjælp er, dèr er der ingen fri vilje? (L9#98). Han indrømmer også, at alle menneskets gerninger kan være gode, hvis de sker med Guds nådes hjælp. (L9#97). Dertil føjer han så, at der er intet, mennesket ikke kan, hvis Guds nåde hjælper. Men hvad bliver der så af den læresætning, at den retfærdige synder i al sin gerning, hvor god den end er, og den, at alle menneskets gerninger er onde, også deres gerning, der er retfærdiggjort ved tro? (ass04#8; ass04#44).

⁴⁷ Si homo per liberum arbitrium cooperatur auxilianti gratiæ, nimirum est aliquid, et operatur aliquid: cadit igitur illud dogma Lutheri, qui negat liberum arbitrium esse in rerum natura. Nec meminit interim, quod hanc insanam argumentationem nos docuit D. Augustinus, cujus verba sunt Libro de gratia et libero arbitrio ad Valentinum Cap. IV. Ergo et victoria, qua peccatum vincitur, nihil aliud est, quam donum Dei, in isto certamine adjuvantis liberum arbitrium.

Hvis mennesket gennem den frie vilje samvirker med den hjælpende nåde, så er givetvis den frie vilje noget, og så gør den noget; så falder altså denne lutherske læresætning, som nægter, at den frie vilje er en virkelig ting. Og han glemmer samtidig, at denne tåbelige argumentation er noget, den guddommelige Augustin lærer os. Hans ord er, i bogen 'om nåden og den frie vilje' til Valentius, kap 4: ”Altså er selv den sejr, hvorved synden besejres, intet andet end en gave fra Gud, som hjælper den frie vilje i denne kamp”.

⁴⁸ Mox ita claudit, Hoc ergo, scil. liberum arbitrium, gratia juvatur, ne sine causa voluntati ejus jubeatur. Idem de correptione et gratia Cap. II. Aguntur enim ut agant, non ut ipsi nihil agant: et ad hoc eis ostenditur quid agere debeant, etc. hujusmodi multa Augustinus in his libris; in quibus minimum tribuit libero arbitrio, atque adeo pene nihil: Tribuit tamen actionem boni operis, et liberum arbitrium appellat.

Og lidt senere konkluderer han: ”Altså denne [dvs. den frie vilje] hjælpes af nåden, så han ikke giver befaling til sin vilje uden grund”. Ligeledes siger han i 'om irettesættelsen og nåden', kap 2: ”De behandles, for at de skal handle, ikke for at de intet skal gøre: og derfor får de vist, hvad de skal gøre”, osv. Af den slags udtalelser har Augustin mange i sine bøger; deri tillægger han den frie vilje meget lidt, ja næsten ingenting: dog tilskriver han den nogen handling ved den gode gerning, og han kalder den en fri vilje.

⁴⁹ Ubi igitur non constat sibi Diatriba? Cæpit, inquit, de liberi arbitrii vi scribere, et scribit de vi gratiæ Dei. An hoc professus sum, me de libero arbitrio scripturum absque mentione gratiæ? Quonam pacto id facias, cum id ipse Lutherus non possit, qui fatetur liberum arbitrium cooperari gratiæ. Ante gratiam quid ex se possit liberum arbitrium declaravi, cui plus tribuunt Scholastici, quorum opinionem præter alios satis, ni fallor, propugnavit Episcopus Roffensis*. Ille (1480) demonstravit liberum arbitrium aliquid posse meris naturæ viribus.

* En note i Toronto viser, at denne person er John Fisher.

Hvor er det da, at Diatriben ikke er i overensstemmelse med sig selv? Luther siger: ”Den begyndte at skrive om den frie viljes kraft, men skriver om Guds nådes kraft” (L9#97). Mon jeg har hævdet, at jeg vil skrive om den frie vilje uden at nævne nåden? Hvordan skulle man gøre det, når ikke engang Luther selv kan gøre det, han som indrømmer, at den frie vilje samvirker med nåden. Jeg har forklaret, hvad den frie vilje kan gøre i sig selv før nåden. Skolastikerne tillægger den mere, men blandt andet biskoppen af Rochester bekæmper deres opfattelse ret kraftigt, om ikke jeg tager fejl. Han viste, at den frie vilje kan gøre noget i kraft af sine egne kræfter.

⁵⁰ Id quoniam Diatriba non suscepit defendendum, impudenter à me exigit Lutherus: illos lacessat, et inveniet qui respondeant: Ego nihil tribui libero arbitrio nisi quod se præbet gratiæ pulsanti, quod cooperatur gratiæ operanti, et quod ab utraque se potest avertere: semper excipio singularem Dei voluntatem, qui potest ex causis incognitis vi rapere voluntatem hominis quocunque velit. Hæc eadem fatetur Augustinus, et tamen ponit liberum arbitrium et illi tribuit actionem.

Skønt Diatriben ikke påtog sig at forsvare dette, kræver Luther frækt, at jeg skal forsvare det. Lad ham angribe dem [skolastikerne] så skal han nok finde nogen, der kan svare ham. Jeg for min part har ikke tilskrevet den frie vilje andet end at den forberede sig til den sig tilbydende nåde, at den samvirker med den handlende nåde, og at den kan vende sig bort fra begge. Altid har jeg undtaget Guds særlige vilje, som af ukendte grunde med magt kan føre menneskets vilje hvorhen han vil. Det samme indrømmer Augustin, og dog påstår han, at der er en fri vilje og tillægger den handlingsmulighed.

⁵¹ Idem fatetur Lutherus. At ego pugno adversus illud dogma, cujus toties obliviscitur, quod in Wiclevo damnatum probat, liberum arbitrium esse titulum sine re: quodque toties repetit, hominem vel in bonis vel in malis nihilo plus agere, quam agat securis in manu fabri. Diatriba sibi nusquam constat, Lutherus sibi constat, qui de eadem re toties mutat dogma suum. Initio liberum arbitrium nihil valebat nisi ad peccandum, in progressu nihil est omnino liberum arbitrium, sed Deus mera necessitate operatur et bona et mala in omnibus: et in eadem assertione, liberum arbitrium dominatur in rebus duntaxat inferioribus.

Det samme indrømmer Luther. Men jeg bekæmper den læresætning, som han ofte glemmer, den, som er fordømt hos Wicklef, at den frie vilje er et navn uden virkelighed bag, og den, som han ofte gentager, at mennesket hverken i gode eller i onde gerninger gør mere, end øksen i tømrerens hånd. Diatriben er aldrig i overensstemmelse med sig selv, Luther er i overensstemmelse med sig selv, han som ofte ændre sine læresætninger om den samme sag. I begyndelsen duede den frie vilje kun til at synde, senere er der overhovedet ingen fri vilje, men Gud virker med simpel nødvendighed både godt og ondt i alle. Og i den samme artikel i assertionerne hersker den frie vilje i de ting, der er under os. (ikke i ass, men her: L3#14)

⁵² Hîc rursus veluti renatum liberum arbitrium cooperatur gratiæ in bonis operibus, et illa auxiliante potest omnia. Hæc est illius constantia, cui semper alio divertit Diatriba. Si non est absurdum dicere figulum opitulari luto, ut fiat olla, et si puer adjutus ab alio movens navim nihil agit, clamet Lutherus hæc truncis ac lapidibus esse dicenda, non hominibus, et eruditis persuadeat hanc esse collectionem inevitabilem; Est gratia auxilians hominis imbecillitati, igitur liberum arbitrium est nomen sine re.

Her samvirker den frie vilje, som var den genfødt, med nåden til gode gerninger, og den kan alt med nådens hjælp. Her har man den mands selvoverensstemmelse, som hævder, at Diatriben altid vender sig bort til noget andet. Hvis det ikke er absurd at sige, at pottemageren hjælper leret, så det bliver en kande, og hvis en dreng, der styrer et skib med hjælp fra en anden, intet gør, så lad Luther hævde, at den slags skulle siges til træstammer og sten, ikke til mennesker, og lad ham overtale de lærde om, at følgende konklusion er uundgåelig: 'Der findes sådan noget som en nåde, der hjælper menneskets svaghed, derfor er den frie vilje en betegnelse uden virkelighed bag'.

⁵³ Bella vero est ratio quam adducit! Ad quid, inquit, confertur gratia? An ad hoc ut superbia liberi arbitrii, per se satis robusti, gratia velut superfluo ornamento diebus bacchanalibus gestiat ac ludat? Mira vero facetia. Si homo nihil habet boni, quod non accepit à Deo, si liberi arbitrii vires sunt inefficaces, sine auxilio gratiæ, si hoc ipsum quod potest, est Dei donum, unde tollet cervicem adversus Deum? Quod si sublato libero arbitrio premitur hominis arrogantia, unde tanta insolentia in quibusdam, qui fingunt se nihil tribuere libero arbitrio?

Men sikke dog en fin begrundelse, han kommer med: ”For hvorfor gives nåden til os? Mon dertil, at den frie viljes hovmod, der i sig selv er stærk, ved nåden som ved et overvældende smykke skal lege fastelavn og spille nar?” (L9#98). Sikke en forunderlig vittighed! Hvis mennesket ikke har noget godt, som det ikke har fået fra Gud, hvis den frie viljes kræfter er uden effekt uden nådens hjælp, hvis selv det, den kan, er Guds gave, hvorfor knejse med nakken overfor Gud? Men hvis dette, at den frie vilje tilintetgøres, nedtrykker menneskets overmod, hvorfor er der da et sådant hovmod hos dem, som forestiller sig, at der ikke skal tillægges den frie vilje noget?

⁵⁴ Et si nullum est liberum arbitrium, quomodo hîc dicitur satis robustum? An gratia accedens libero arbitrio superfluum erit ornamentum? Sed hujusmodi facetiis Lutherus reficit stomachum suum. Si quærat, cur Deus voluerit liberum arbitrium gratiæ cooperari, satis copiose causas exposuit Diatriba. Quoties prædicatur auxilium gratiæ, simul prædicatur impotentia liberi arbitrii, fateor, sed non continuo nihil est, quo sibi non sufficit: nec otiosum est, quod licet actum agit. Lutherus perpetuo sic ratiocinatur, non potest totum, ergo nihil potest: non agit nisi cum auxilio, ergo nihil agit. Et hæc est, ut ait, consequentia, quam nec inferorum portæ subvertent. O virum fortem!

Og hvis der ikke er nogen fri vilje, hvorfor siges den da her at være stærk nok? (L9#98). Når nåden lægges oven i den frie vilje, er den så et overflødigt smykke? Men med den slags vittigheder opelsker Luther sin vrede. Hvis han spørger, hvorfor Gud vil have, at den frie vilje skal samvirke med nåden, så har Diatriben givet tilstrækkelig omhyggelige begrundelser. Så ofte som man prædiker nådens hjælp, prædiker man samtidig den frie viljes afmægtighed, det indrømmer jeg, men hvad der ikke er tilstrækkeligt i sig selv, er ikke i det hele taget intet. Og det, der handler, fordi det bliver handlet med, er ikke ingenting. Luther drager hele tiden denne slutning: 'den kan ikke det hele, altså kan den ingenting; den gør intet uden hjælp, ergo gør den ingenting'. Og dette er, siger han, en konklusion, 'som end ikke helvedes porte skal kaste omkuld'. (L9#99). O hvilken stærk mand!

^{55 [205] (628-67)}            His ita dissertis, quemadmodum ante sannis et convitiis delassatus transiliit multa testimonia, quæ ex Paulo potissimum protulerat Diatriba, sic et nunc hujusmodi multa transilit, pauca scommata jaculans in Diatribæ similitudines, quasi eas omnes ex se commenta sit Diatriba, ac non potius ex probatissimis Scriptoribus, sacrisque Voluminibus hauserit.

           Disse punkter har Luther nu diskuteret på denne måde. Men ligesom han tidligere, udmattet af sin hånd og fornærmelse, sprang over mange skriftsteder, som Diatriben fremdrog, især fra Paulus, sådan springer han også nu over meget af den slags, idet han udstøder nogle få skældsord imod Diatribens sammenligninger, som om Diatriben havde opfundet dem selv og ikke snarere taget dem fra anerkendte forfattere og fra den hellige skrift.

⁵⁶ Quanto supercilio risit id quod citaram ex Propheta Zacharia, Convertimini ad me, et convertar ad vos, cum ex hujusmodi locis Augustinus fateatur statui liberum arbitrium, in tantum ut periclitetur, ne is locus faciat pro Pelagio. Quibus ludibriis incessit verba imperandi? Et ex his congestis Augustinus serio colligit liberum arbitrium. Quam deliciatus est in verbis subjunctivis, Si quæsieris, si volueris? At ille vir tantus ex his serio fatetur declarari voluntatis arbitrium. Et Diatriba eadem proferens aliquanto nervosius, ni fallor, ineptit, insanit, temulenta est: Nec tamen ignorabat Lutherus, unde hæc hausisset Diatriba.

Hvor hovmodigt gjorde han ikke nar af den tekst, jeg citerede fra profeten Zakarias: ”Omvend jer til mig, så vil jeg vende om til jer”, (Zak 1,3; L5#3; e1#114), skønt Augustin indrømmer, at det stadfæster den frie vilje i den grad, at der er fare for, at dette sted tages til indtægt for Pelagius. Med hvilke skældsord angriber han ikke imperativer! (L4#95). Og Augustin samler dem sammen og slutter sig derfra til den frie vilje. Hvor meget sjov har han ikke ud af konjunktiver, 'hvis du stræber', 'hvis du vil'! (L4#75). Men den store Augustin indrømmer for alvor, at heraf kan den frie vilje forklares. Men når Diatriben fremfører den samme sag, noget mere indstændigt, om ikke jeg tager fejl, så er den uduelig, vanvittig, fuld. Og dog vidste Luther godt, hvor Diatriben havde dem fra.

^{57[206] ()} Tandem præter (1481) naturam conatur tria bona verba dicere. Credit me bono animo consulere, ut vel pauxillum relinquatur libero arbitrio, quo Scripturæ pugnantes, ut apparet, in concordiam redigantur. Si hoc bono animo consulo, ubi ille animus atheos, Lucianicus, irrisor sacrarum Scripturarum, quem toto hoc opere toties exprobravit? Hîc à me requirit, ubi diversa docuerit de libero arbitrio, Non circumagam illum per diversas lucubrationes, hoc SERVVM ARBITRIVM ET ASSERTIO declarant quod dico.

Til sidst forsøger han imod sin natur at sige tre pæne ting. Han mener, at det er i god tro, at jeg har rådet til, at der efterlades ganske lidt til den frie vilje, hvorved de skriftsteder, der, som det syntes, strider mod hinanden, kan bringes til overensstemmelse. Hvis jeg var i god tro, hvad er der så blevet af den ateistiske, lucianske sjæl, der gør nar af den hellige skrift, som han så ofte har rettet bebrejdelser imod i hele dette arbejde? Her kræver han af mig, at jeg viser, hvor han har ment noget forskelligt om den frie vilje. Jeg skal ikke drive ham rundt igennem hans forskellige værker, dette om ”Den trælbundne vilje” og hans ”assertioner” viser, hvad jeg siger.

⁵⁸ ASSERTIONEM sic ingreditur, Liberum arbitrium post peccatum res est de solo titulo, et dum facit quod in se est peccat mortaliter. Hîc tribuit libero arabitrio vim ad peccandum. In progressu scribit: Quomodo potest sese ad bonum præparare, cum nec in potestate sua sit vias suas malas facere? Sed apertius etiam aliquanto post: Unde et hunc articulum necesse est revocare, Male enim dixi, quod liberum arbitrium ante gratiam sit res de solo titulo, sed simpliciter debui dicere, liberum arbitrium est figmentum in rebus, seu titulus sine re, quia nulli est in manu sua quippiam cogitare mali aut boni, sed omnia de necessitate absoluta eveniunt.

Han begynder sin assertio således: ”Den frie vilje er efter synden et slet og ret navn, og når den gør, hvad den kan, synder den til døden.” (ass04#44). Her tillægger han den frie vilje en kraft til at synde. Lidt senere skriver han: ”Hvordan kan nogen forberede sig til det gode, når hans onde veje ikke står i hans magt?” (ass04#58). Lidt senere kommer det endnu klarere frem: ”Derfor er det også nødvendigt at tilbagekalde denne artikel. For det var dårligt, hvad jeg sagde, at den frie vilje før nåden er et tomt navn, jeg burde simpelthen have sagt: 'den frie vilje er en drøm, hvad sagen angår, eller en betegnelse uden virkelighed bag'. For der er ingen, der har det i sin magt på nogen måde at tænke ondt eller godt, men alt sker ud fra en absolut nødvendighed.” (ass04#63).

⁵⁹ Rursus in eadem assertione, revocat liberum arbitrium ita loquens: Ex supradictis abunde cognovimus, etiam justos magno certamine contra suam carnem laborare ut faciant bonum, resistitque eis liberum eorum arbitrium. En tibi restitutum liberum arbitrium ad male agendum potens, quod ante negarat. Hæc in unica ASSERTIONE.

Videre tilbagekalder han den frie vilje i den samme artikel i assertionerne, idet han siger således: ”Ud fra det ovenfor sagte har vi til overflod erkendt, at også de retfærdige anstrenger sig i en stor kamp imod deres kød, så at de kan gøre det gode, og at deres frie vilje står dem imod”. (ass04#69). Se, her har han genindsat den frie vilje for dig, så den kan udføre onde gerninger, hvilket han tidligere havde nægtet. Dette bare i én artikel af assertionerne.

⁶⁰ Jam in SERVO ARBITRIO, quoties asseverat nullum esse liberum arbitrium, sed absoluta necessitate fieri omnia tum bona tum mala, hoc potissimum argumento, quod præscientia Dei falli non possit? Et tamen concedit liberum arbitrium in rebus inferioribus, quasi quicquam omnino sit quod Dei fugiat præscientiam. Alicubi docet liberum arbitrium nihilo plus agere, quam agat securis in manu fabri, aut lutum in manu figuli: rursus hîc confitetur liberum arbitrium omnia posse auxiliante gratia.

Og nu i 'Om den trælbundne vilje' forsikrer han ofte, at der ikke er nogen fri vilje, men at alt, både gode og onde gerninger, sker med absolut nødvendighed, idet han især bruger det argument, at Guds forudviden ikke kan fejle. Og dog indrømmer han, at vi har en fri vilje i de ting, der står under os, som om der overhovedet var noget, der kunne undfly Guds forudviden. Andetsteds lærer han, at den frie vilje ikke gør mere, end en økse gør i tømrerens hånd eller ler i pottemagerens hånd (L7#99; L6#114). Og så igen på dette sted, her indrømmer han, at den frie vilje kan alt, når nåden hjælper til. (L9#97).

⁶¹ Alibi docuit nullum esse opus hominis bonum quantumvis justi: Hîc fatetur omnia opera hominis posse esse bona auxiliante gratia. Alias docuit omnes res creatas esse contingentes si referantur ad Deum, rursus idem docet omnia necessario fieri, eo quod Deus ea operatur. Itaque ex eodem fonte colligit omnium rerum contingentiam et necessitatem. Sic enim habet assertio: Nobis enim ad inferna spectantibus res apparent arbitrariæ et fortuitæ, sed ad superna spectantibus omnia sunt necessaria.

Et andet sted lærer han, at ingen gerning af ligegyldig hvor retfærdigt et menneske kan være god (ass04#8): her indrømmer han, at alle menneskets gerninger kan være gode, når nåden hjælper til. (L9#97). Et andet sted lærer han, at alle skabte ting er kontingente, hvis de henføres til Gud (L2#10), men atter et andet sted lærer det samme menneske, at alting sker med nødvendighed, fordi det er Gud, der udvirker det. (L8#5). Derfor konkluderer han ud fra samme kilde alle tings kontingens og alle tings nødvendighed. For sådan står der i hans assertioner: ”For for os, der ser på de nedre ting ser virkeligheden vilkårlig og tilfældig ud, men for dem, der ser opefter er alting nødvendigt.” (ass04#66).

⁶² Quod si omnia pendent à voluntate Dei maxima pariter ac minima, ubi liberum arbitrium quod homini tribuit in rebus inferioribus? Et hîc audio, mi Erasme, quæ verba blandientis sint an deridentis manum non verterim. Nec enim tam delicati sum animi, ut hujus ronchos pati non queam, cum id mihi sit cum probatissimis Ecclesiæ Doctoribus et Orbis Monarchis commune.

For hvis alting, fra det største til det mindste, afhænger af Guds vilje, hvor bliver der så plads til den frie vilje, han tillægger mennesket, overfor de ting, der står under ham? Og her må jeg så høre, at han kalder mig ”kære Erasmus”. Men jeg vil ikke løfte en finger for at finde ud af, om han smigrer eller gør nar. For jeg er ikke så ømskindet, at jeg ikke kan tåle hans foragtelige snerren, eftersom jeg deler den med kirkens mest ansete lærde og hele verdens herskere.

⁶³ Nec tam puerilis sum ingenii, ut toto libro tot agitatus convitiis, quot nullus unquam scurra jaculatus est in scurram, tribus verbis deliniar. Non agitur hîc privatum negotium. Alioqui nihil esset facilius, quam sannas ac dicteria regerere. In publica fidei causa seponendi sunt affectus privati, à quibus hîc eo magis mihi temperandum est, ne videar ulcisci dolorem meum potius quam Ecclesiæ causam agere. Tum Lutherus me suum vocet, si effeceret ut ipsum Ecclesia Catholica possit suum dicere.

Ejheller er jeg så barnlig af sind, at jeg efter hele bogen igennem at være blevet overdænget med så mange fornærmelser, at ingen bajads nogensinde har overdænget en anden med lige så mange, skulle blive blødgjort med bare én sætning. Det drejer sig ikke om private sager. Hvis det gjorde, ville intet være lettere end at give igen på hans udskæld og drillerier. Men i offentlige sager må for troens skyld private følelser sættes til side; dem må jeg her så meget mere sætte til side, som jeg ikke skal synes at handle, fordi jeg er såret, men langt snarere for kirkens skyld. Men hvis han kan udvirke, at den katolske kirke kan kalde ham ”kære”, så kan han kalde mig ”kære”.

⁶⁴         Verum operæ pretium est videre, quantus sibi sit assentator. Decrevit agnoscere culpam, sed sic agnoscit ut culpa vertatur in summam gloriam, adeo nusquam potest sibi displicere. Quod autem vehementius egerim, inquit, agnosco culpam. Qui tantis convitiis debacchatur in caput homimis à quo nunquam fuit læsus, vix agnoscit, quod paulo vehementius egerit. Verùm hoc quoque modestiæ putat esse nimium, eoque mox corrigit: Si culpa est, inquit, imo testimonium hoc mihi in mundo reddi in causa Dei mirifice gaudeo. Atque utinam et ipse Deus id testimonii in novissime die confirmaret! Quis enim tum beatior Luthero, qui tanto sui (1482) seculi testimonio commendatur, quod veritatis causam non segniter nec fraudulenter, sed vehementer satis vel potius nimio egerit. Tum illud Hieremiæ feliciter evaserim, Maledictus qui facit opus Domini negligenter. Hactenus ille.

          Men det er nok værd at se på, hvor meget han roser sig selv. Han besluttede at erkende sin brøde, men han erkender den på den måde, at brøden vendes til den største ros – i så høj grad er han ude af stand til at være utilfreds med sig selv. ”Men at jeg har diskuteret for lidenskabeligt, deri erkender jeg mig skyldig”, siger han. (L9#103). Et menneske, som har slynget så mange fornærmelser ud i hovedet på en anden, som aldrig har såret ham, kan knap nok anerkende, at han har været lidt for hæftig. Men selv denne beskedenhed finder han er for meget, og han retter den lige efter: ”hvis det er en brøde, for snarere glæder jeg mig overordentligt over, at jeg får det vidnesbyrd i verden i Guds sag. Og gid også Gud selv på den yderste dag vil bekræfte dette vidnesbyrd. For hvem vil da være saligere end Luther, som anbefales med sin tids meget stærke vidnesbyrd, at han førte sandhedens sag ikke forsømmeligt, ikke lusket, men med tilstrækkelig lidenskab eller snarere med for megen lidenskab? Da vil jeg lykkeligt have undgået at rammes af dette ord fra Jer 48,10: 'Forbandet den, som udøver Herrens gerning forsømmeligt'.” (L9#103). Såvidt Luther.

⁶⁵ Hæc est culpæ confessio, qua quid esse potest gloriosius? Quod testimonium habeat in mundo, norunt omnes. Si mihi persuasum esset illum Dei causam agere, nullus est in Orbe tam potens Monarcha, qui me perpelleret, ut vel tria verba scriberem adversus eum, citius abirem in ignem. Et fieri potest, ut ego vel ob eruditionis inopiam, vel ob ingenii tarditatem parum subtiliter judicem de dogmatibus, verùm hoc me docet certe sensus communis, fieri non posse, ut sincero pectore causam Dei tractet, qui concitatis tantis in Orbe tumultibus, ludit ac deliciatur sannis ac dicteriis, nec unquam expletur: Nec stultitia carere potest tante insolentia, quantam adhuc in alio vidimus nemine, nec cum Apostolico spiritu congruit tam scurrilis petulantia.

Det er hans bekendelse af brøde. Kan noget være mere pralende? Hvilket vidnesbyrd han har i verden, véd alle. Hvis nogen kunne overbevise mig om, at han fører Guds sag, er der ingen nok så mægtig fyrste i verden, der vil kunne tvinge mig til at skrive bare en linie imod ham, så vil jeg hellere lade mig brænde. Og det kan godt være, at jeg enten mangler uddannelse eller er lidt langsom i opfattelsen til at kunne bedømme hans lære med den tilstrækkelige indsigt, men almindelig fornuft gør det sikkert for mig, at det ikke kan ske, at et menneske kan behandle Guds sag med oprigtighed, hvis han opægger en sådan tumult i verden, hvis han leger med og elsker fornærmelser og drillerier, som han ikke kan få nok af. Og så stor en arrogance – jeg har aldrig set den større hos nogen – kan ikke undgå at have dumhed i sig, og sådan en grov frækhed kan ikke stemme overens med den apostoliske ånd.

⁶⁶ Imo hoc ipsum est Dei causam negligenter agere, ineptis dicteriis irritare Principes, ac doctos indecora voce trotz. Ista diligentia summa fuit negligentia. Si vere diligens esse cupiebat in opere Dei, Paulum oportuit imitari, qui cum esset in omnibus liber, omnium se servum fecit, qui omnia fiebat omnibus, qui per omnia placebat omnibus, qui non quærebat quæ sua sunt, sed quæ Jesu Christi, qui non sequebatur quod licebat, sed quod expediebat, qui abstinere jubet ab omni specie mala, hortans ut Christianorum modestia nota sit omnibus hominibus, qui cum sciret idolum nihil esse, nec idolothytum quicquam esse, tamen satius judicavit nullas unquam gustare carnes, quam ut offendiculum daret Euangelio.

Tværtimod, netop det er at behandle Guds sag skødesløst, med upassende sarkasme og lærde mænd med det usømmelige ord 'trods'. En sådan kærlighed er den største forsømmelighed. Hvis han virkelig oprigtigt stræbte efter Guds sag, så burde han efterligne Paulus, som, skønt han var fri overfor alle, gjorde sig til alles træl, som gjorde alt for alle, som i alt behagede alle, som ikke søgte sig eget, men hvad der var Jesu Kristi, som ikke søgte det, der var tilladt, men det, der var dueligt, som befalede, at man skulle afholde sig fra al slags ondt, idet han formanede til, at de kristnes beskedenhed skulle blive kendt af alle mennesker, som, skønt han vidste, at en afgud intet var, og at afgudskød ikke betød noget, dog var vis nok til at befale, at ingen nogensinde skulle spise kød, hvis det kunne være en forargelse for evangeliet.

⁶⁷ Idem totondit caput in Cenchreis suscepto voto, peregit ritus solennes, circumdicit Timotheum, remisit Onesimum hero suo, vetuit ne uxor à marito, ne servus ab hero Ethnico discederet Christianus: Jubet Ethnicis Magistratibus solvi tributum, vectigal, honorem, et si quid aliud debere videbatur. Præcipit beneficentiam in omnes homines, præcipit Episcopum didaktikon esse, non plhkthn, eumque vult adeo esse anegklhton, ut bonum habeat testimonium, etiam apud alienos: Uxorem vertit in sororem, cum liceret et habere et circumducere.

Han lod også sit hår klippe i Kenkræa, fordi han havde aflagt et løfte, han gennemførte højtidelige ceremonier, han lod Timotheus omskære, han sendte Onesimus tilbage til hans herre, han forbød en kristen hustru at forlade sin mand, og en kristen slave at forlade sin herre. Han befaler, at man skal yde de hedenske øvrigheder tribut, skat og ære, og hvad man ellers måtte synes at skylde dem. Han foreskriver venlighed mod alle mennesker, han foreskriver, at biskoppen skal være en god lærer, ikke voldsom (1 Tim 3,2f), og han vil, at han skal være ulastelig i den grad (Tit 1,6), at han endog blandt de fremmede har godt vidnesbyrd (1 Tim 3,7). I stedet for en hustru har han en søster, selv om han havde lov til både at have en hustru og at føre hende med sig rundt. (1kor#9.7).

⁶⁸ Laborabat manibus, cum liceret de Euangelio vivere, nefas esse judicavit hominibus eloqui quæ didecerat raptus in tertium coelum, sapientiam arcanam loquebatur inter perfectos, inter cæteros nihil sciebat nisi Jesum Christum et hunc crucifixum: breviter apud omnes Euangelium suum temperabat pro captu auditorum. Denique nihil non facit, ut currat Euangelium.

Han arbejdede med sine hænder, skønt han havde lov til at leve af evangeliet, han mente, det var forkert at fortælle folk, hvad han havde lært, da han blev optaget til den tredje himmel (2kor#12.4). Han talte hemmelig visdom med de fuldkomne, blandt resten vidste han intet andet end Jesus Kristus og det korsfæstet. (1kor#2.6). Kort sagt: overfor alle tilpassede han sit evangelium for at holde fange tilhørerne. Og der var intet, han ikke ville gøre for at fremme evangeliet.

⁶⁹ Hæc est Apostolica diligentia in opere Domini: quam si Lutherus voluisset æmulari, posteaquam negotium tam arduum susceperat, in primis circumspicere debebat, ne quid affectus humani resideret in animo, ne usquam dimoveret oculos à Christo. Tum cautum oportuit, ne vel species ulla mali præberet offendiculum infirmis, aut quenquam alienaret à causa pietatis: interim erat et à licitis abstinendum, et veritas erat pro ratione temporum et animorum capacitate dispensanda, ut quod paulatim irrepserat in mores hominum, sensim eximeret, quemadmodum antiquata est Lex Mosaica, atque interim quod prima specie durum erat, verbis erat molliendum.

Dette er den apostolske omhu i Herrens arbejde. Og hvis Luther havde villet efterligne det, efter at han havde påtaget sig en så byrdefuld opgave, så skulle han først have set efter, at der ikke var nogen menneskelig affekt tilbage i sjælen, så han aldrig fjernede blikket fra Kristus. Så burde han have været opmærksom på, at ikke den mindste slags ondt kunne blive en anstødssten for de svage, eller kunne afholde nogen fra fromhedens sag. Og samtidig skulle han også afholde sig fra det, der var tilladt, og sandheden skulle udbredes efter tidernes forståelse og sjælenes evne, og lempeligt have fjernet det, der efterhånden havde sneget sig ind i menneskenes skikke, ligesom moseloven blev forældet, og samtidig skulle det, der ved første øjekast syntes hårdt, blødgøres med ord.

⁷⁰ Ante omnia vero curandum erat, ne quem in hujus negotii consortium reciperet, cujus mores invitarent quenquam ad Euangelii blasphemiam. Si ex ipsius doctrina maritus comperisset uxorem magis sobriam, magis pudicam, magis morigeram: Si herus famulum emendatiorem, fideliorem, dicto magis audientem, si locator fabrum, vestiarium aut aurificem minus furacem, si conductor mercenarium in præstanda opera sinceriorem, si emtor negotiatorem veraciorem, minusque subdolum, si creditor debitorem, si depositor depositarium melioris fidei, si amicus amicum in omnibus integriorem, si Magistratus civem legibus obsequentiorem, si præceptor discipulum magis (1483) tractabilem, magnum argumentum erat futurum mei similibus imperitis doctrinam istam à Spiritu Dei proficisci.

Men først og fremmest skulle man sørge for ikke at optage nogen i dette arbejdes fællesskab, hvis skikke opfordrede nogen til bespottelse af evangeliet. Hvis en mand i kraft af Luthers lære havde fundet sin hustru mere besindig, kysk og føjelig; hvis en herre havde fundet sin tjener mere fejlfri, mere trofast, mere lydhør overfor hans ord; hvis en handelsmand havde fundet tømreren, manufakturhandleren eller guldsmeden mindre tyvagtig; hvis arbejdsgiveren havde fundet sine arbejdere mere omhyggelige med at yde deres arbejde; hvis køberen havde fundet handelsmanden mere troværdig, mindre svigagtig; hvis kreditoren havde fundet skyldneren mere troværdig; hvis indskyderen havde fundet sin bank mere troværdig; hvis vennen i alle ting havde fundet sin ven mere ægte; hvis øvrigheden havde fundet borgeren mere lovlydig; hvis læreren havde fundet sin elev mere lærvillig, så ville det have været et stort argument for uoplyste folk som mig om, at denne lære var fremgået af Guds ånd.

⁷¹ Simoni dixit Petrus, non est tibi pars in sermone hoc. Quale est Euangelium quod recipit tales, quales nimium multos novimus, quod agnoscit decoctorem, scortis, alea, comessationibus, otio luxuque perditum, nihilque sibi non permittentem, modo sibi nomen equitis possit affingere: et hujus tituli jus esse putat, deludere creditorem, et si repetat mutuum pro hoste ducere, et quoties urget inopia, huic aut illi unde spes est prædæ bellum indicere, publicumque latrocinium belli nomine fucare. Principi jus non est indicere bellum, nisi consilio adhibito.

Peter sagde til Simon Mager: ”du har ingen del i denne tale”. (Apg 8,21). Luthers evangelium er af den art, at det modtager sådanne mennesker, som vi véd der er altfor mange af, det anerkender den, der har ødslet sine penge ud på skøger, spil, madfråds, den, der er fortabt i lediggang og luksus og ikke afholder sig fra noget, blot han kan kalde sig selv ridder. Han mener, at denne titel giver ham ret til at snyde sin kreditor, og hvis han kreditor vil have sine penge tilbage, regner han ham for en fjende, og hvisd han er under pres, fordi han mangler penge, påfører han den ene eller den anden krig i håb om bytte, og han forskønner det offentlige røveri med krigens navn. En fyrste har ingen ret til at erklære krig uden rådslagning.

⁷² Et is qui pedem ubi ponat non habet, bellum indicit cuilibet. Ac talibus est locus in novo Euangelio, quibus apud Ethnicos in civitate moderata locus non esset. Hoc satis est, approbat mea dogmata: Quid refert de factis, modo adsit fides? Fateor olim et tales recipiebat Euangelium, sed resipiscentes, sed transformatos. Nunc quidam adeo non corriguntur per Euangelium, ut potius videantur deteriores: nec fit ut peccare desinant, sed ut peccent impunitius.

Og én, der ikke har et sted at sætte sin fod, erklærer krig overfor hvem som helst. Og dem er der plads til i det nye evangelium, dem, som der ikke ville være plads til i et velordnet samfund blandt hedningerne. 'Det er nok, han godkender mine læresætninger: hvad forskel gør det, blot troen er til stede?' Jeg indrømmer, at i gamle dage var der også nogle af den slags, der modtog evangeliet, men kun hvis de gik i sig selv, kun, hvis de forandredes. Men nu er der nogle, der er så langt fra at forbedres af evangeliet, at de snarere synes at blive værre. Der sker heller ikke det, at de ophører med at synde, men at de kan synde mere ustraffet.

⁷³ Jam si quid erat corrigendum in moribus, aut immutandum in ritibus, id agendum erat ex auctoritate magnatum aut certe ex consensu plurimorum, denique paulatim, neque quicquam submovendum, ni prius paratum esset melius aliquid, quod in illius locum succederet. Nunc quidam sic rem aggrediuntur, quasi possint repente novum Orbem derepente condere. Nihil non displicet, constitutiones, ordines Ecclesiæ, oleum, rasura, missa, cantus, templa, imagines, vestes, scholæ, ceremoniæ, studia, litteræ.

Hvis der var noget, der skulle forandres i etikken eller ændres i ritualerne, så skulle det gennemføres af de højere autoriteter eller i hvert fald efter godkendelse af flertallet, og det skulle gennemføres efterhånden, og intet skulle være fjernet, førend noget bedre var parat til at sættes i dets sted. Men nu går nogen til sagen, som om de pludseligt og med ét slag kunne skabe en ny verden. Der er intet, de synes om, forfatninger, kirkens rangorden, olien, tonsuren, messen, sangen, kirkebygningerne, billederne, klæderne, universiteterne, ceremonierne, studierne, skrifterne.

⁷⁴ Quid autem pulchri vidimus succedere? Nunquam tam bene fuit actum cum rebus humanis, nec unquam agetur in hoc seculo, quin multa sint digna correctione: Verùm ad quædam præstat connivere, quædam condonanda sunt simplicium affectibus: quæ ferri non possunt, aut tolerari debent, si plus habitura videtur discriminis tentata curatio, quam habet ipse morbus, aut arte sensimque corrigenda, sic ut non abjici, sed meliorum successione protrudi videantur.

Men kan vi se noget godt, der erstatter det? Aldrig er der blevet handlet så vel i de menneskelige forhold, og ejheller vil noget blive gjort så godt i denne tidsalder, at der ikke er brug for mange korrektioner: men for nogle er det bedst at lukke øjnene, andre skulle tillades af hensyn til almindelige folks følelser: hvis det ikke kan udholdes, skal man enten tåle det, hvis det ser ud til, at den anbefalede kur er værre end sygdommen, eller det skal rettes gradvist og med fornuft, sådan at det ikke ser ud til at blive forkastet, men snarere at blive klemt ud, fordi der kommer noget bedre.

⁷⁵ Hanc moderationem si Lutherus adhibuisset, habuisset et Principes, et Episcopos, et ex Monachis ac Theologis, quos nunc habet insensissimos, optimum quemque sibi faventem: Hæc loquor fingens causam esse per omnia talem, qualem videri vult Lutherus. Profitebatur enim sese Ecclesiæ collapsos mores, ac nonnulla dogmata magis ad commoditates hominum quam ad Christi gloriam facientia revocaturum ad sinceritatem.

Hvis Luther på den måde havde været moderat, ville han have nydt både fyrsters og biskoppers gunst, og de bedste munke og teologer, som han nu har som sine værste fjender, ville have begunstiget ham. Dette siger jeg, idet jeg forestiller mig, at sagen helt igennem er af den art, som Luther vil have den betragtet. For han bekendte, at han ville føre kirkens forfaldne skikke og en del læresætninger, der mere tjente menneskers behagelighed end Kristi ære, tilbage til deres egentlige renhed.

⁷⁶ Hoc negotium jam olim suspirabant optimi quique, sed quoniam perspiciebant nisi Deus afflasset animos Principum, sine gravi publicæ tranquillitatis concussione tentari non posse, optabant potius quam sperabant: quod summo quidem Orbis applausu Lutherus aggressus est, sed ita se gessit, quasi seditionem, quam in primis vitatam oportuit, affectasse videatur. Nunc non libet commemorare quales habeat plerosque discipulos, illi satis est, quales quales sunt, quod approbant ipsius dogmata.

Dette forehavende var allerede i gamle dage noget, de bedste sukkede efter, men fordi de indså, at medmindre Gud inspirerede fyrsternes sind kunne det ikke gennemføres uden alvorligt brud på den offentlige ro, var det noget, de ønskede, mere end noget, de håbede. Javist, Luther gik i gang med forehavendet til hele verdens applaus, men han handlede som om han syntes at sigte mod det skisma, som han fra først af burde have undgået. For nærværende ønsker jeg ikke at erindre om, hvordan de fleste af hans disciple var, for ham er det nok, at de, hvordan de end er, går ind på hans læresætninger.

⁷⁷ At Paulus ne cibum quidem capi vult cum fratre, qui nominatur avarus, aut scortator, aut maledicus. Certa istorum multi ad publicam tranquillitatem adeo sunt inutiles, ut Turca quoque feratur Lutheranorum nomen exsecrari, seditionis odio, cum Christianos toleret, ab ipsius dogmatibus alienos. Quid hîc commemorem, quanta inter Euangelistas, sic enim ipsi se vocant, dissensio, quam atrox odium, quam amarulenta contentio, imo quanta inconstantia, cum ipse Lutherus toties mutarit sua placita, et subinde nova paradoxa suppullulent.

Men Paulus ønskede ikke, at vi skulle så meget som spise sammen med en broder, som havde navn af at være grisk, utugtig eller forbandende. Givetvis er mange af den slags mennesker så uduelige til at opretholde den offentlige ro, at også tyrken kunne finde sig i, at lutheranernes navn blev udslettet, for de hader splittelse, selv om Luther tolererer kristne, der afgiver fra hans læresætninger. Hvorfor skulle jeg her minde om, hvor stor splittelse der er blandt de evangeliske – for det er, hvad de kalder sig selv – hvor indædt et had, hvor bitter en strid, ja hvor stor foranderlighed der er, når Luther selv ofte har ændret sine dekreter, og nye paradokser sprudler frem fra tid til anden.

⁷⁸ Post prophetas Anabaptistas, exorti dicuntur apud Bohemos, ad quorum comparationem horum opinio pia videri queat. Nec ullus est finis, semper posterioribus, contra quam habet Græcorum proverbium, deterioribus. Adde nunc in docendo, molestiam, incivilitatem, arrogantiam, amarulentiam. Si vera sunt quæ scribit Augustinus de libero arbitrio, minimum est quod (1484) potest. Ast hoc quod ab Augustino dictum Ecclesia cum fructu legit, Lutherus verbis atrocibus et hyperbolis reddidit odiosum. Nomen sine re, Necessitas absoluta rerum omnium. Cæcutierunt omnes Ecclesiæ Doctores, et quasi hîc parum sit odii, addit et inculcat damnata nomina, Wiclevi et Hussi: cum Ambrosius, Chrysostomus et Hilarius ab Origenis, Didymi et Apollinaris nominibus temperent, quod non carerent invidia. Mitto interim, sannas, ronchos et dicteria plusquam scurrilia, etiam in Orbis Monarchas.

Efter de anabaptistiske profeter siges der at være oprundet en ny sekt i Bøhmen, og i sammenligning med dem kan anabaptisterne anses for fromme. Og der er ingen ende på det, det går altid fra slemt til værre, for at vende op og ned på det græske ordsprog. Hertil skal man nu lægge, at Luther, når han lærer, er voldsom, uhøflig, arrogant, bitter. Hvis det, som Augustin skriver om den frie vilje er sandt, er der kun lidt, Luther kan stille op. Men det, som er sagt af Augustin, læser kirken på frugtbar måde, Luther gør det hadefuldt med sine onde og overdrevne ord: 'det er et ord uden indhold', 'altings absolutte nødvendighed', 'alle kirkens lærde mænd er blinde', og som om det ikke var hadefuldt nok, tilføjer han navnene på de allerede fordømte, Viklef (L3#19) og Huss (L3#85), selv om Ambrosius, Chrysostomus og Hilarius undlod at nævne Origenes, Didymys og Apollinaris, fordi deres navne var lidt mistænkelige. Og så nævner jeg ikke hans hån, knurren og mere end grove sarkasme, som han bruger selv mod denne verdens herskere.

⁷⁹ Fingamus esse pium eorum imbecillitati succurrere, qui vel in sacerdotio vel in monachismo continere non possunt, præsertim si quos adolescentes ac rerum imperitos, vel parentum aut tutorum improbitas, vel vis aliqua, vel alius quispiam casus in hoc vitæ genus detrusit verius, quam induxit animi voluntas. Primum is qui hoc docere parabat, debuit ab eo temperare, quod aliis indulgendum putabat: deinde summa circumspectione res erat tractanda, ne dum paucis auxilio dignis subvenire conatur, multos multasque stantes pertraheret in ruinam.

Lad os forestille os, at det er fromt at komme de menneskers svaghed til hjælp, som ikke kan fortsætte i præstetjenesten eller i munkevæsnet, især hvis nogen af dem kun var unge mennesker eller uerfarne med sagen, eller blev drevet ind i den form for liv enten ved forældres eller rådgiveres uredelighed eller ved en slags magt eller ulykke, mere end ved ført af deres egen vilje! Så må den, der bereder sig på at lære dette, først have afstået fra at nyde det privilegium, som man mente man burde tilstå andre. Dernæst burde sagen behandles med den største omhu, så han ikke, når han forsøger at komme de få til hjælp, der virkelig har brug for det, fører de mange mænd og kvinder, der står fast, til ruin.

⁸⁰ Tam prona est hominum ad ea quæ carnis sunt proclivitas. Si Lutherus nihil nisi pium docuisset, idque fecisset constanter et graviter, cum Apostolica mansuetudine, nusquam in scriptis dans animi carnis affectibus corrupti significationem, suosque discipulos sic instituisset, ut illorum moribus doctrina commendaretur omnibus, tum poterat nobis prædicare suam in opere Domini diligentiam. Verùm est natura vehementior.

Så stærk er menneskenes tilbøjelighed til det, der hører kødet til. Hvis Luther kun havde lært, hvad der var fromt, og havde gjort det vedholdende og alvorligt med apostolisk høviskhed, og aldrig i sine skrifter havde givet indtryk af en sjæl fordærvet af kødets tilbøjeligheder, og havde instrueret sine elever sådan, at han ud fra deres livsførelse kunne anbefale dem for alle, da kunne han prædike for os om sin kærlighed til Herrens gerning. Men han er ret voldsom af natur. (L9#103).

⁸¹ Si vehemens esse volebat, habebat Paulum tonantem ac fulminantem: Iste deliciatur ac ludit, crebro scurriliter, semper gloriose. Ad quid valet ista petulantia? Ut etiam si qua recta sunt, fidem non inveniant, et bona sententia secus quam oportet prolata displiceat. Ne quid interim loquar de versuta quadam vafritie, quam aliquoties scripta hominis resipiunt.

Hvis han ville være voldsom, havde han Paulus' torden og lynild. Men Luther er kåd og leger, ofte grov, altid pralende. Men hvad fører denne kådhed til? Den fører til, at selv om noget er rigtigt, vinder det dog ikke tiltro, og den fører til, at en god opfattelse mishager, fordi den præsenteres anderledes end den burde. Og så siger jeg ikke noget om en vis fordækt snuhed, som hans skrifter af og til smager af.

⁸²           Postremo qualis est hominis animus, talem videmus successum: Omnia spectant ad cruentos tumultus, et interim ille velut otiosus ludit facetiis. Jam petulantia, qua debacchatus est in Diatribam, displicet etiam illis quos habet juratissimos. Et sane modestus homo culpam agnoscit, sed mire extenuans. Si vero, inquit, et in tuam Diatribam acerbior videbor, ignosces. Primum dubitat an videatur acerbus, imo acerbior, hoc quoque upokorizwn, cum hactenus in neminem debacchatus sic effrenatius.

           Til sidst: Hvordan den mands sind er, ser vi i følgerne af hans optræden: Alting sigter på voldelig uro, og i mellemtiden slapper han af og brænder vittigheder af. Nu mishager den kådhed, hvormed han larmede imod Diatriben, også dem, som han regnede for sine medsammensvorne. Og sandelig, manden erkender sin brøde, men udstrækker den på forunderlig vis. Han siger: ”Men hvis jeg også forekommer for skarp overfor din Diatribe, så tilgiv mig det.” (L9#104). Først er han ikke sikker på, at han har syntes skarp, eller 'for skarp', som han bløder op på det, skønt ingen hidtil har larmet så tøjlesløst op mod nogen.

⁸³ Sed commovit hominem gravis causa. Quæ? Quod Diatriba vehementer premebat causam Christi, non eruditione, quæ nulla est, sed auctoritate. Rideo prætextum auctoritatis, quam ego nullam agnosco. Ergo ut mihi detraheret auctoritatem, ipse scurræ personam sibi sumendam existimavit. Atqui rectius consuluisset et causæ et auctoritati suæ, si rem seriis argumentis tractasset: Nunc si ronchos, convitia, glorias operi demas, vix quarta voluminis pars remanserit.

Men det var en alvorlig sag, der fik manden til det. Hvilken? Det, at Diatriben angreb Kristi sag så voldsomt, ikke med sin viden, som ikke var noget, men med sin autoritet. (L9#104). Jeg finder det latterligt, at han tillægger mig autoritet, det har jeg aldrig vidst, at jeg havde. Altså, for at fratage mig autoritet, mente han det nødvendigt at gøre sig lystig over min person. Men han ville have behandlet både sin sag og sin autoritet bedre, hvis han havde taget sagen op med alvorlige argumenter. Nu er det sådan, at hvis man fjerner spotten, fornærmelserne, pralerierne, så er der knap nok en fjerdel bog tilbage.

⁸⁴ Apud quos autem volebat mihi detrahere convitiis auctoritatem? Apud suos? Eam jam olim æquo posui animo. Apud graves et eruditos viros? Apud hos auctoritatem mei nominis, si qua unquam fuit, auxit. Si gravatur auctoritate, cur obmutuit Academiæ Parisiensi, quæ publica auctoritate damnavit ipsius dogmata?* Cur mutus est in Roffensem Episcopum, cui plus auctoritatis conciliat vitæ sanctimonia, quam vel eruditio vel muneris dignitas? Unius Diatribes auctoritatem ferre non poterat. Quam hæc nullam habent veri faciem!

* Luther udgav pariserdommen og Melanchthon besvarede den i 1521. (se paris2 og melparis1)

Men for hvem var det, han ville nedbryde min autoritet med sine fornærmelser? For sine tilhængere? Jeg har for længst opgivet min autoritet overfor dem uden at fortryde det. Var det for de alvorlige og lærde mænd? For dem er mit navns autoritet, hvis den nogensinde har været noget, vokset. Hvis det piner ham med autoritet, hvorfor tav han så overfor Pariseruniversitetet, som med offentlig autoritet fordømte hans læresætninger? Hvorfor svarede han ikke bispen af Rochester, hvis autoritet fremhæves mere af hans hellige levned end af hans lærdom eller hans anselige stilling? Er det kun Diatribens autoritet, han ikke kan udstå? Hvor sandsynligt er det i virkeligheden?

⁸⁵ Sed obsequendum erat Thrasybulo perfidissimo amicitiæ proditori, et ipsius simillimo Astæo*. Nec erat difficile tale plaustrum percellere, quo natura propensissimum est. Cæterum cum insectans alios, ex musca soleat Elephantem reddere, miris delitiis omnia sua upokorizei mala, si quid tamen est mali, ac non potius summa virtus. Quis, inquit, sic temperet stylum ubique, ut non alicubi ferveat? Tu qui præ modestiæ studio pene friges in tuo libro, tamen non raro ignita et amarulenta tela jacularis, ut nisi lector multum æquus ac facens sit, virulentus videaris.(1485) Sed hæc nihil ad causam, qui invicem libenter condonare debemus, ut sumus homines, et humani alienum in nobis nihil est. Hæc ille.

* Toronto: Billede på Justus Jonas og Urbanus Rhegius, to af Luthers følgesvende.

Men han var tvunget til at adlyde Thrasybulos, den mest modbydelige forræder af et venskab, og hans lige Asteios. Ejheller var det vanskeligt at vælte en vogn, som i forvejen hældede. Men selv om han, når han angriber andre, plejer at gøre en myg til en elefant, mildner han på forunderlig vis alle sine egne fejl, hvis der i det hele taget er tale om fejl og ikke snarere om høje dyder. Han siger: ”Men hvem har her en sådan magt over sin pen, at den ikke nogle steder gløder? Du, som af iver efter at være moderat næsten er iskold i denne bog, afsender dog ikke så sjældent et ildsprudende og bidende spyd, så det, hvis ikke læseren er meget på din side og dig gunstig stemt, nok kunne se ud, som var du fuld af gift. Men det har intet med sagen at gøre; vi skylder gensidigt at tilgive hinanden den slags, eftersom vi er mennesker, og der ikke er noget i os, som er fremmed for det menneskelige.” (L9#104) Såvidt Luther.

⁸⁶ Cum nemo rabiosius scripserit Luthero, vult tamen hoc sibi cum omnibus Scriptoribus esse commune, quod alicubi parum temperarit stylo, sed tamen hoc ipsum proficiscitur à simplicitate ingenio et zelo causæ divinæ, cui mire affectus est. Deinde cum in Diatriba tanta sim usus moderatione, ut plerique judicarent esse collusionem non conflictationem, tamen ait inesse tela quædam, ut virulentus etiam videri possim, ni Lutherus esset vehementer æquus ac favens, qui boni consuluerit omnia, videlicet hoc agens, ut agam etiam gratias, quod tam placide tamque amice tractarit Diatribam.

Skønt ingen har skrevet mere voldsomt end Luther, vil han dog bilde os ind, at det er noget han har tilfælles med alle forfattere, at de nogle steder næppe kan styre deres pen, men dog stammer dette fra hans sinds enkelhed og hans iver for den guddommelige sag, som han er afsindig optaget af. Dernæst: skønt jeg i Diatriben i den grad lagde bånd på mig selv, at flere troede, at jeg var i samkvem med og ikke i konflikt med Luther, siger han dog, at der deri er visse spyd, så jeg endda kunne forekomme ret giftig, hvis ikke Luther havde været voldsomt udglattende og gunstig, for han optager alting til det gode, det vil sige: alt dette siger han, for at jeg skal være taknemlig for, at han behandler Diatriben på en så rolig og venlig måde.

⁸⁷ Quod ni fuisset homo candidus ac favens, immane quantam convitiorum lernam effudisset, cum nunc favens et candidus et ex animo amicus toto hoc libro tribuat mihi summam omnium rerum inscitiam, stuporem ingenii summum, oblivionem, incogitantiam, oscitantiam, ebrietatem, lethargum, insaniam, levia sunt ista, Epicureum animum, Lucianicum, hoc est, aqeon, qui credit nullum esse Deum, irrisorem divinarum Scripturarum, blasphemum in Deum, et hæc subinde recinuntur, usque ad tædium etiam ipsius, nisi quod mox revigescit maledicendi libido.

Men hvis manden ikke havde været så redelig og gunstig stemt, ville han havde udgydt en umådelig ildsø af fornærmelser, men da han nu er gunstig stemt og redelig og min ven af hjertet tildeler han mig hele bogen igennem uvidenhed om alle ting, et sind af den største sløvhed, glemsomhed, uopmærksomhed, vægelsind, fuldskab, apati, vanvid, men disse ting er tilgivelige, et epikuræisk sind, et luciansk, det vil sige gudløst sind, som tror, at der ikke er nogen Gud, han mener, jeg gør nar af den hellige skrift, at jeg spotter Gud, og dette gentager han, indtil han endog selv er træt af det, hvis det ikke var fordi hans lyst til forbandelser meget hurtigt kom sig igen.

⁸⁸ In Diatriba non video quid possit offendere, nisi quod de miraculis agens, negat quenquam istorum adhuc exstitisse, qui sanarit equum claudum, nec hoc tamen dictum est in Lutherum proprie, sed in quosvis ejus conspirationis. O delicatum ingenium, quod tantillum joci ferre non potest, ac vix bene pensatum existimat, tot maledictis, tot irrisionibus, quibus totus illius scatet liber!

Jeg kan ikke se, hvad der kunne støde ham i Diatriben, bortset fra det sted, hvor den omtaler mirakler og nægter, at der hidtil har været nogen af deres, som kunne helbrede en halt hest (e1#55), og selv det er ikke sagt imod Luther selv, men mod nogle af hans medsammensvorne. O hvor følsomt et sind, som ikke kan tåle en sådan lille vits, og bilder sig ind, at den næsten ikke kan hamle op med alle de forbandelser og latterliggørelser, som hele bogen flyder over med!

⁸⁹ Condonemus, inquit, nobis vicissim. Quid hac philautia suavius? Perinde quasi si qui eum, a quo conspersus fuerit aqua, in coenum provolverit, fustibus confuderit, vulneribus enecarit, satiatus vindicta dicat, Condonemus nobis invicem, hunami nihil alienum est a nobis. Et hîc demum incipit agnoscere hominem, cum alias agatur Spiritu Dei, quem nusquam orat ut accipiat, sed ut uberius accipiat, nobis precans ut illuminemur, fiamusque vasculum honorificum.

”Lad os tilgive hinanden”, siger han. (L9#104). Hvad er det for en sød selvkærlighed? Ganske som hvis én, der var blevet oversprøjtet med vand af en anden, skulle kaste ham ned i mudder, slå ham med køller, slå ham halvt ihjel, og når han havde tilfredsstillet sin hævntørst, så siger: ”Lad os tilgive hinanden den slags, eftersom vi er mennesker, og der ikke er noget i os, som er fremmed for det menneskelige.” (L9#104). Og først her begynder han at erkende, at han er et menneske, skønt han ellers drives af Guds ånd, en ånd, dog, som han aldrig beder om at kunne modtage, men om at modtage i overflod, idet han beder for os, at vi må oplyses, og blive et kar til ære. (L11#59).

⁹⁰ At si tanta est animi teneritudo, ut equi claudi dictum ferre non possit, unde tanta lenitas in alios, à quibus aliis tractatur modis, aliis ornatur titulis? Et si Diatribam modestiæ studio frigentem ferre non potest, quomodo tulisset suos proferentem aculeos? Sed fratres illi persuaserant Erasmum esse homunculum tenui spiritu, formidolosum, mox emoriturum ad ista convitiorum tonitrua.

Og hvis han har en så ømskindet sjæl, at han ikke kan tåle ordet om den halte hest, hvordan kan han da i den grad bære over med andre, som giver ham helt anderledes tørt på og smykker ham med andre titler? Og hvis han ikke kan tåle Diatriben, når den af iver efter at være beskeden bliver banal, hvordan skulle han så kunne tåle, hvis nogen slyngede spidsfindigheder som hans egen imod ham? Men hans brødre overtalte ham: Erasmus er en lille mand af ubetydelig ånd, frygtsom, næsten døende ved sådanne fornærmende tordenskrald.

⁹¹ Nisi me publicæ tranquillitatis respectus cohiberet, sentiret quam timidum homunculum provocasset. Promittit sibi mirificam apud posteros memoriam. At ego potius auguror futurum, ut nullum nomen sub Sole fuerit exsecrabilius Lutheri nomine, et apud Papistas et apud Antipapistas. Mundi Principes huic mundo deditos irritavit, causam emendandæ disciplinæ Ecclesiasticæ, cui favebant optimi quique, sic exulceravit, ut et adversariorum vires auxerit, et malum reddiderit immedicabile, quod ni Deus velut è machina succurrerit nunquam sopietur, nisi maxima Christiani sanguinis effusione. Primitias jam vidimus in rusticis. Et hoc statu rerum ille ludit dicteriis in quos lubitum est.

Hvis ikke respekten for den offentlige ro forhindrede mig, ville han mærke, hvor frygtsomt et menneske han havde udfordret. Han lover sig selv et vidunderligt eftermæle. Men jeg vil snarere spå om fremtiden, at intet navn under solen vil være mere forbandet end Luthers, og det både blandt papister og antipapister. Han har opægget de verdslige fyrster i verden til at forbedre den kirkelige disciplins tilstand, en sag, som de bedste tilsluttede sig, men som han har forværret i den grad, at på den ene side modstandernes kræfter voksede, og på den anden side det onde blev ulægeligt, hvilket aldrig kan dæmpes undtagen ved stor udgydelse af kristent blod, medmindre Gud som ved et kunstgreb kommer til hjælp. Vi ser allerede førstegrøden i bondeoprøret. Og under en sådan tingenes tilstand gør han grin med hvem ham vil.

⁹²          Erat aliud quod illi movit stomachum in Diatriba. Quid? Quod Philippi sententiam ipsius suppresso nomine taxarim. O non ferendam virulentiam! Nunc Libellis Germanice scriptis objicit ingratitudinem quod taxarim Wilheylum. Est-ne quisquam hoc nomine? Si nullus est nec fuit, nullius est à me nomen proditum, et tamen illi quisquis fuit nihil debeo, multum ille mihi.

          Der var noget andet, der gjorde ham vred på Diatriben. Hvilket? At jeg bedømte Filips sentenser uden at nævne hans navn. O hvilken ubærlig giftighed! Så beskylder han mig i en tysk pamflet for utaknemlighed, fordi jeg bedømte Vilheyl. Mon der findes nogen af det navn? Hvis der ikke er det og aldrig har været det, har jeg ikke nævnt nogen. Og dog, hvem han end er, skylder jeg ham intet, men han skylder mig meget.

⁹³ Fuit amicus, sed illius unius amicitia plus attulit mihi malorum quam multorum inimicitia. Hoc satis est de mortuo. Puto Jonam non esse tam improbum, ut jactet sua in me officia. Visus est olim mihi vir sano placidoque ingenio, priusquam Lutheri spiritu esset afflatus, qualis nunc sit nescio. Nec aliud queri de me potest, nisi quod eum disserentem adversus Fabrum (1486) Lutheri exemplo nimium admiscuisse convitiorum scripsi. Hoc etiamsi tacuissem, liber editus arguebat. Hæc admonitio erat, non insectatio. Quod autem habet argumentum querimoniæ?

Han var en ven, men venskabet med denne ene person bragte mig mere besvær end manges fjendskab. Det må være nok om den døde. Jeg tror ikke, Jonas vil være så uhæderlig, at han vil prale af sine tjenester mod mig. Tidligere syntes jeg, han var en mand af sund og rolig karaktér; det var før han blev opblæst af Luthers ånd; hvordan han er nu, véd jeg ikke. Han har ingen anden grund til at klage over mig end den, at jeg skrev til ham, at han efter Luthers eksempel havde blandet alt for mange fornærmelser ind i det, når han argumenterede imod Faber. Selv om jeg ikke havde sagt det, ville bogen selv vise det, når den blev udgivet. Dette var en formaning, ikke en beskyldning. Men hvad grund har Luther til klage?

⁹⁴ Nimirum grave seriumque sit oportet, quod ingenium tam mansuetum exacerbarit. Cum Diatribe prodisset, adeo non aculeata, ut ipse Lutherus fateatur eam præ modestiæ studio frigere: Et tamen ille dira spirans apparabat cruentum calamum, suo more tractaturus Erasmum, ni duo, quibus plurimum tribuebat, restinxissent hoc incendium, Wilheylus, et doctor Jonas, quorum uterque magnis precibus agebat, ut moderate placideque responderet, allegantes caniciem ac senectutem meam honorificam ac veneratione dignam, meque laudibus prorsum Angelicis in coelum vehentes.

Uden tvivl må det være tungtvejende og alvorligt at have forbitret et så blidt temperament. Da Diatriben kom frem, var den i den grad uden bid, at Luther selv indrømmede, at den af lyst til beskedenhed var banal. Og dog udåndede han hårde trusler og viste sin brændende pen, og ville have behandlet Erasmus på sin egen måde, hvis ikke to, hvis mening han lagde megen vægt på, havde slukket denne ildebrand, Wilheyl og doktor Jonas, for de ivrede med store bønner for, at han skulle svare behersket og roligt, idet de anførte mine grå hår og min alderdom, der var værdig til ærbødighed og veneration, som begrundelse, og idet de priste mig næsten til englenes skyer.

⁹⁵ Hæc, ut ait, cogebatur non audire modo, verum etiam credere, cum longe aliud illi loqueretur Apologia, qua respondi Fabro Stapulensi: nam hoc ulcus jam olim obductum refricare conatur, cum incolumi amicitia inter Fabrum ac me constiterit illa concertatio. Sed aliquis illi lætum sed vanum nuntium attulit, et Fabrum ab ipso stare. Hinc illæ lacrymæ! Hominis humanitatem specta, tantum tribuit duobus amicissimis Wilheylo et Jonæ, ut Diatribæ, quæ nihil aliud quam conferebat, tanta modestia tantaque mansuetudine responderit, quantam videmus in hoc libro cui nunc respondeo.

Dette tvang ham til, siger han, ikke blot at høre dem, men også at tro dem, selv om den apologi, hvori jeg svarede Stapulensis, sagde noget helt andet. For han søger at åbne det sår, som for længst er blevet helet, selv om kontroversen mellem Stapulensis og mig fandt sted uden at det berørte vort venskab. Men nogen bragte ham det glædelige, men forkerte budskab, at Stapulensis var på hans side. Deraf hans tårer! Se denne mands menneskelighed! Han havde så stor tiltro til de to nære venner Wilheyl og Jonas, at han svarede Diatriben, som ikke gjorde andet end diskuterede emnet, med den store beskedenhed og høflighed, som vi ser i den bog, jeg nu svarer på.

⁹⁶ Non est meæ civilitatis hîc recitare litteras, quas mox edito libro privatim ad me scripsit, in quibus hoc agit, ut ipsi gratias agam, quod tam amice candideque me tractasset, longe aliter scripturus, si cum hoste fuisset res*. Quod unquam ingenium sic sibi placuit? Et hæc rursus admiscet, redditurus rationem quare scripserit Regi Anglorum, offensam deprecans.

* Toronto: brevet er gået tabt.

Det vil ikke være rigtigt af mig her at citere fra de breve, som han skrev til mig privat kort efter at bogen var udgivet; i dem var pointen, at jeg skulle takke ham, fordi han havde behandlet mig så venligt og blidt, han ville skrive helt anderledes, hvis sagen drejede sig om en fjende. Var der nogensinde nogen, der i den grad behagede sig selv? Og dette blander han ind i det igen, når han giver sin begrundelse for, at han skrev til den engelske konge, hvor han undskylder sin fornærmelse.

⁹⁷ Hoc imputat Christierno Regi Daniæ, alterum Wilheylo et Jonæ. Bella comparatio! Esto, fuerit Danorum Rex auctor, ut litteris placaret Regis animum, in cujus nomen tam scurriliter fuerat debacchatus: Num etiam hoc suaserat, ut sic tractaret eum quem sciebat Regi carissimum esse? Hîc non solum Christianam modestiam, verum etiam prudentiam vulgarem in Luthero desiderare cogimur: Et hæc Lutherus Germanico sermone spargit per Orbem, tametsi levius commoveor his insectationibus, quam invidiosis laudibus.

Dette tilskriver han Christiern, kongen af Danmark, det andet Wilheyl og Jonas. En smuk parallel! Lad være, at danskernes konge var ophavsmand til, at han med et brev søgte at behage den konges sind, imod hvis navn havde satiriseret så groft: mon han også overtalte ham til, at han skulle give samme behandling til et menneske, som han vidste var kongen meget kær? Her tvinges vi til at se, at Luther ikke blot mangler kristen beskedenhed, men også almindelig klogskab. Og disse ting udbredte Luther over hele verden i en tysk prædiken, selv om jeg berøres mindre af disse angreb end af den misundelige ros.

⁹⁸ Quæ res hortabatur, ut ejusdem libelli initio, meam eruditionem partibus infinitis præferat eruditioni Regis Angliæ, cum omnibus ipsius sciolis? Sic enim ille loquitur.* Quid hîc, inquam, erat causæ, ut me conferret Regi ac doctis Angliæ, potius quam Bilibaldum, aut Budæum, aut Leonicenum, aut alium quemvis è turba Scriptorum? Rex Latine scripserat, nec illic ulla syllaba fiebat mei mentio, nec quicquam inerat quod ad me pertineret, illi respondendum erat Latine: et hîc omisso Rege concionatur Saxonice, ex abrupto miscens Erasmi nomen, in lente, ut ajunt, unguentum, ex ouden proV ton Dionuson. Non enim puto hominem esse tam stultum, ut existimet me talibus laudibus delectari.

* Erl 30,2: Luther om Erasmus i Antwort 1527: Wiewohl er mehr Kunst und Vernunft in einem Finger hat, denn der König zu Engeland mit allen seinen Klüglingen.

Hvorfor opfordrede han til, i begyndelsen af denne bog, at foretrække min dannelse på uendelig mange områder fremfor den engelske konges dannelse, sammen med alle hans fuskere? Ja, sådan siger han jo. Og så siger jeg: Hvad var grunden til, at han skulle sammenligne mig med kongens og Englands lærde, snarere end med Willibald eller Budé eller Leonicenus eller andre af flokken af forfattere? Kongen skrev på latin, og i det, han skrev, nævnede han ikke mig med så meget som en stavelse, ejheller var der noget i det, som hentydede til mig, et svar til ham skulle have været på latin. Og her ignorerer han kongen og her indblander han pludselig Erasmus' navn, som en ært blandt parfume, som man siger, uden nogen sammenhæng overhovedet. Jeg tror nemlig ikke, manden er så tosset, at han tror, jeg kan lide den slags ros.

⁹⁹ Verùm illud affectavit ut mihi apud Britannos, apud quos habeo constantissimos ac sincerissimos amicos, conflet invidiam. Quid Rex possit eruditione, libris editis declaravit. Quod attinet ad sciolos, non arbitror ullam esse provinciam, ex animo loquor, quæ pluribus insigniter eruditis viris abundet in omni litterarum genere, quanquam pauci suas evulgant lucubrationes. In hoc numero neminem novi tam mediocrem, cui merito possim eruditione conferri. Verùm his de rebus nimium. Ob hæc id potissimum attigi, ut intelligant qui pro oraculo ducunt quicquid scripserit Lutherus, cui spiritui credant salutem animarum suarum.

Nej, det var noget, han foregav, for at skabe misundelse for mig hos briterne, blandt hvem jeg har trofaste og rigtige venner. De bøger, kongen har udgivet, viser hvor lærd han er. Hvad disse fuskere angår, tror jeg ikke, der er noget land – og jeg mener det alvorligt – som har større overflod af virkelig lærde mænd på alle felter, skønt der kun er få, der udgiver deres arbejder. Iblandt dem er der ingen så mådelig, at jeg ikke ville føle det som en ekstra fortjeneste at blive sammenlignet med dem. Men nu ikke mere om dette. Jeg har først og fremmest berørt det, for at de, som holder Luther for et orakel, hvad han end skriver, kan vide, til hvilken slags ånd de betror deres sjæles frelse.

^{100 [207] (644-75)}           Post hæc instaurat triumphum, jacet prostrata Diatriba, tot confossa vulneribus, nec solum saucia telis hostilibus, verum etiam omnia tela, quæ miserat in hostem, in ipsius vitalia retorta sunt. Et tamen victor producit alteram aciem, sed ad triumphum verius quam ad pugnam. Quis enim pugnare dignetur adversus cadaver exanime? Non producit tamen totam aciem. Infiniunt* (1487) id quidem, cum singuli apices et litteræ stent pro ipsius dogmate.

* Leiden: Forsan, Infinitum.

          Herefter forbereder han en ny triumf: Diatriben ligger udstrakt, overdænget med sår, ikke blot såret af de fjendtlige spyd, men også af alle de spyd, som den selv har sendt imod fjenden, og som er blevet sendt tilbage mod dens vitale dele. Og dog frembringer sejrherren endnu en slagorden, men det er mere for triumfens end for kampens skyld. Hvem vil nemlig værdiges at bekæmpe et dødt lig? Men han fremfører ikke hele slagordenen. Det ville ingen ende tage, eftersom hvert iota og hvert bogstav støtter hans lære. (L9#105).

¹⁰¹ Agnoscit lector hyperbolen. Paulum duntaxat et Joannem Euangelistam producit, in quibus declarabit, quantum valeat in torquendis Scripturis, si in cæteris quoque vires suas ostentare voluisset. Verùm an his respondere meum sit nescio. Nam Diatriba potissimum susceperat certamen cum duabus opinionibus, quarum altera dicebat liberum arbitrium per se nihil posse nisi in malum, in bono opere nihil agere, sed tantum pati, altera, quæ erat Lutheri, dicebat, inane nomen esse liberum arbitrium, nec in bonum quicquam posse nec in malum.

Den gode læser kan nok genkende overdrivelsen. Han fremfører kun Paulus og johannesevangelisten. Med den vil han vise, hvor god han er til at fordreje skriften, hvis han havde villet vise sine kræfter i de øvrige skrifter. Men jeg véd ikke, om det er min opgave at svare på dette. For Diatriben havde påtaget sig at bekæmpe to opfattelser, hvoraf den ene sagde, at den frie vilje i sig selv ikke kunne gøre andet end ondt, intet kunne udføre til det gode, men kun lade sig føre, den anden, som var Luthers opfattelse, sagde, at fri vilje er et tomt navn, der hverken kan gøre noget i det gode eller i det onde.

¹⁰² Jam sæpius testatus sum Scholasticorum opinionem, quod liberum arbitrium suis viribus possit promereri, saltem de congruo, gratiam justificantem, me nec probare nec improbare: proclivior tamen ad probandum quam ad improbandum. Augustini sententiam defendi, quæ docet liberum arbitrium esse quidem in homine, sed ob peccatum inefficax ad gratiam justificantem, nisi gratiæ præsidio juvetur. Verùm idem ponit in homine voluntatem et conatum, sed inefficacem, ponit gratiam pulsantem, quæ nondum justificat, et ex consequenti ponit statum homini medium, quasique transitum, quo jam nec inter impios, nec inter justos numerari potest, sed versatur adhuc, ut ita loquar, inter gratiæ materiam macerantis manus.

Jeg har ofte erklæret, at jeg hverken anerkender eller forkaster skolastikernes opfattelse, at den frie vilje med sine egne kræfter kan fortjene sig til, i det mindste de congruo, den retfærdiggørende nåde. Jeg hælder dog mere til at anerkende den end forkaste den. Jeg forsvarede Augustins opfattelse, når han lærer, at der ganske vist er en frie vilje i mennesket, men at den på grund af synden er uvirksom til at nå frem til den retfærdiggørende nåde, hvis den ikke får hjælp fra nåden. (e1#91). Men Augustin anbringer også i mennesket en vilje og en stræben, skønt uvirksom, han sætter den aktiv nåde, som endnu ikke retfærdiggør, og følgelig sætter han også et menneskeligt midterstadium, som en overgang, hvori et menneske kan opregnes som ikke længer blandt de ugudelige og endnu ikke blandt de retfærdige, men som levende indtil videre, om jeg så må sige, i den nådes hånd, der mildner det materiale, den arbejder på.

¹⁰³ Ait enim, desiderare gratiam, initium est gratiæ, At multi desiderant gratiam, qui vivunt in peccatis. Hoc autem tribuit libero arbitrio, quod se potest ab oblata gratia avertere, potest sese illi præbere, potest se jam adeptæ subducere vel negligentia, si non agnoscat donum, quod in usuram accepit, vel arrogantia, si sibi tribuat quod Dei est. Non enim patitur Augustinus, ut ex bonis ullam sibi portiunculam arroget homo, cum hoc ipsum, quod potest liberum arbitrium, sit Dei donum. Bonum appellat, opinor, quod reddit hominem beatum.

Han siger nemlig, at det at ønske nåden, er det første skridt hen imod nåden. Men mange, som levede i synd, ønskede nåden. Men det tilskrev han den frie vilje, at den kan vende sig bort fra den tilbudte nåde, at den kan forberede sig til nåden, at den kan trække sig tilbage fra den nåde, den har modtaget, enten gennem forsømmelse, hvis den ikke anerkender gaven, som den har modtaget som noget, der skulle give rente, eller gennem hovmod, hvis den tilskriver sig noget, som er Guds. For Augustin tåler ikke, at mennesket i de gode gerninger anmasser sig den mindste lille del for sig selv, eftersom selve det, den frie vilje kan, er Guds gave. Ved 'god' tror jeg han forstå det, der gør mennesket saligt.

¹⁰⁴ Sunt enim varia bonorum genera. Existimat autem hominis voluntatem actam agere in bono opere, hoc est, gratiæ cooperari. Jam si Lutherus dirigit aciem in eos, qui docent liberum arbitrium meris naturæ viribus pertingere ad gratiam justificantem, cum aliis illi res est, non mecum. Sed spectemus hanc aciem: Paulus,inquit, ad Romanos scribens sic ingreditur adversus liberum arbitrium pro gratia Dei. Statim quod sumit falsum esse docuimus. Aliud enim illic agit Paulus, nimirum ut retundat Philosophorum arrogantiam, qui veluti perfecti contemnebant Dei gratiam.

For der er forskellige slags goder. Men han mener, at menneskets aktive vilje handler i den gode gerning, det vil sige, den samarbejder med nåden. Så hvis Luther retter sin slagsorden mod dem, som lærer, at den frie vilje bare ved sine naturlige kræver kan nå frem til den retfærdiggørende nåde, så må han kæmpe mod andre om det, ikke mod mig. Men lad os se på denne slagorden: ”Paulus begynder i romerbrevet sin disputation imod den frie vilje for Guds nåde således”. (L9#107). Vi lærte med det samme, at det, han antager, er forkert (e2#81). For Paulus gør noget andet her. Uden tvivl vil han neddæmpe filosoffernes hovmod. De troede, de var fuldkomne, og foragtede Guds nåde.

¹⁰⁵ Quod si Lutherus, qui toties dixit nullum esse liberum arbitrium, sed absoluta necessitate fieri omnia, hîc persuadere nititur, liberum arbitrium absque gratia non sufficere ad salutem, me quidem habet assentientem. Neque enim gratia pugnat cum libero arbitrio, sed adjuvat imbecille, et ex utcunque libero facit liberius. Sed age, quid tandem ait Paulus? Revelatur ira Dei de coelo, super omnem impietatem et injustitiam hominum, qui veritatem Dei in injustitia detinent. *

* Toronto: Erasmus vil oversætte: hos de mennesker, der undertrykker ...

For hvis Luther, som ofte har sagt, at den fri vilje intet er, men alt sker med absolut nødvendighed, her forsøger at overbevise om, at den frie vilje uden nåden ikke er nok til frelse, så er i hvert fald jeg enig med ham. For nåden står ikke i modsætning til fri vilje, den hjælpe dens svaghed og gør af en mere eller mindre fri vilje en endnu friere. Men hør, hvad siger mon egentlig Paulus? ”Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos menneskene, som undertrykker sandheden med uretfærdighed”. (rom#1.18).

¹⁰⁶ Hunc sermonem vult hîc esse generalem vel universalem potius, Primum ut ad omnes homines pertineat: deinde ut accipiamus, quicquid egerunt vel Gentes vel Judæi absque fide in Christum, fuisse impium ac damnabile, cum ea quæ sequuntur apud Paulum declarent hæc ad Gentes pertinere: Quia quod notum est Dei, manifestum est in illis. Invisibilia enim illius à creatura mundi, etc.

Disse ord påstår Luther er almengyldige eller snarere universelle. Først på den måde, at de har med alle mennesker at gøre. Dernæst på den måde, at vi skal forstå, at hvad end hedninger eller jøder gør uden tro på Kristus, var ugudeligt og fordømt, selv om det, der følger hos Paulus, gør det klart, at dette har med hedningerne at gøre: ”Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen osv.” (rom#1.19).

¹⁰⁷ Verùm hoc non ita magni refert. Quanquam ante docuimus, hæc crimina, quæ Paulus refert, non competere in omnes Gentes, sed genus hominum accusari, non singulos homines, et plerosque tales fuisse, ut paucorum exceptio non impediat generale proloquium, quod frequenter accidere in Scripturis, multis exemplis docent Origenes, Ambrosius et Augustinus. De altero mox videbimus. Interim nullum non movet lapidem, ut ex propositione indefinita faciat universalem. Hîc, inquit, ego dico apud Paulum idem valere, si dixeris, super omnem impietatem omnium hominum. Hebraicatur enim Paulus fere ubique. Hoc dicit Lutherus, sed solus. Vide (1488) vero unde petat suppetias, ab idiomate Hebræorum! Et Latini nonnunquam ponunt hominem pro omni homine, ut cum dicunt, homo est animal rationale mortale.

Men dette betyder ikke så meget. Faktisk lærte vi tidligere, at disse overtrædelser, som Paulus hentyder til, ikke har med alle hedninger at gøre, men anklager menneskeslægten, ikke de enkelte mennesker, og at de fleste var sådan, så det, at nogle få er undtaget, ikke forhindrer det almindelige udsagn, det lærer Origenes, Ambrosius og Augustin med mange eksempler. (H11#59). Det andet punkt tager vi frem om lidt.

Imidlertid undlader han ikke at vende hver sten, for at gøre et ubestemt udsagn til et universelt. ”Her siger jeg, at hos Paulus betyder det det samme, hvis du siger ‘over ugudeligheden hos alle mennesker’. Paulus taler nemlig næsten overalt på den hebraiske måde,” (L9#111). Sådan siger Luther, men det er han alene om. Men se, hvorfra han søger hjælp! Fra en hebraisk talemåde. Også latinerne taler af og til om 'mennesket' og mener 'alle mennesker', fx når de siger: ”Mennesket er et fornuftigt, dødeligt dyr”.

¹⁰⁸ Verùm quoniam id nec apud Hebræos nec apud nos perpetuum est, infirmum est argumentum Lutheri. Sed finge Paulum dixisse, omnium hominum, quid hoc ad universalem propositionem, cum adstringat illam id quod sequitur, eorum qui detinent veritatem Dei in injustitia. Hoc tametsi quadrat in Philosophos turpiter viventes, non tamen quadrat in omnes Ethnicos, quorum multi simpliciter errabant, ignari veritatis, quam noverant Philosophi. Alteras suppetias petit ab articulo Græco. Non est, inquit, Græce, eorum qui detinent, sed hominum detinentium, ut hoc sit velut epitheton omnium hominum, sicut cum dicitur, Pater noster qui es in coelis. Hæc ille.

Men fordi hverken hebræerne eller vi altid gør det, derfor er Luthers argument svagt. Men lad os forestille os, at Paulus havde sagt: 'ugudeligheden hos alle mennesker', hvordan gør så det udsagnet universelt, for han indskrænker det jo med det følgende: ”hos alle de mennesker, som undertrykker Guds sandhed med uretfærdighed”. (rom#1.18). Selv om dette passer på de filosoffer, som lever skamfuldt, passer det ikke på alle hedninger, for mange af dem fór simpelthen vild, fordi de ikke kendte den sandhed, som filosofferne kendte. Han henter også støtte fra den græske artikel: ”På græsk hedder det ikke, 'de mennesker, som undertrykker', men 'undertrykkende mennesker', så det er som et prædikat til 'alle mennesker', ligesom når vi siger: 'Fader vor, du, som er i himlene'.” (L9#112; ref.). Såvidt Luther.

¹⁰⁹ Si articulus Græcus separat patrem coelestem à patre terrestri, et hîc twn katecontwn discernit eos Philosophos, qui veritatem cognitam detinent in injustitia, ab his qui non detinent, quod annotavit Origenes, ubi est igitur proloquium universale? Probabile est à morte Christi multos Judæos fuisse servatos, qui non expresse credebant Christum Deum et hominem natum ex Virgine, sedere ad dextram Patris, cum hæc nondum essent satis prædicata. Sufficiebat illis illa qualiscunque pro tempore fides.

Hvis den græske artikel adskiller den himmelske fader fra den jordiske, og hvis her 'de undertrykkende' adskiller de filosoffer, som undertrykker den sandhed, der kender, til uretfærdighed, fra dem, som ikke undertrykker den, sådan som Origenes bemærker, hvad bliver der så af hans universelle udsagn? Det er sandsynligt, at mange jøder blev frelst efter Kristi død, selv om de ikke udtrykkeligt troede på, at Kristus var Gud og menneske, født af en jomfru, siddende ved Guds højre hånd, eftersom dette endnu ikke var prædiket i tilstrækkelig grad. Hvilken form for tro, de end havde, det var nok for dem for nærværende.

¹¹⁰ Quid si inter Gentes quoque fuerunt, quorum fidem approbarit Deus? Credebant enim quidam Deum esse mentem summam, æternam, omnipotentem, incomprehensibilem, qua nihil melius majusve possit cogitari, creatricem, et gubernatricem rerum omnium, remuneratricem pietatis, ultricem impietatis. Nec enim refert, quo nomine illam appellarint, mundum, naturam, Jovem, aut alio quocunque nomine, ut Dei bonitas supplerit quod naturæ viribus erat diminutum.

Hvad så, hvis der blandt hedningerne var nogle, hvis tro Gud anerkendte? For der var nogle, der troede, at Gud var den højeste fornuft, evig, almægtig, ufattelig, så intet bedre eller større kunne tænkes, skaber og opretholder af alle ting, han belønner fromhed og straffer ugudelighed. For det betyder jo ikke noget, hvilket navn man giver denne fornuft: 'verden', 'naturen', 'Juppiter' eller hvilket som helst andet navn, så at Guds godhed udfylder det, der formindskes ved naturens kræfter.

¹¹¹ Hoc interim disputandi gratia duntaxat dictum esse volo: tametsi Divus Ambrosius in libris de vocatione Gentium non semel arbitratur, Dei providentiam nulli ætati, nulli genti, nulli hominum defuisse ad salutem. Quod autem ira Dei dicitur revelari, non huc pertinet, quod nullus ante Euangelium noverit Deum ultorem malefactorum, cum Apostolus de Philosophis scribat, Qui cum justitiam Dei cognovissent, etc. sed quod oblata cunctis gratia jam apparerent inexcusabiles, qui tantum donum oblatum contemnerent.

Jeg mener, dette skal siges for sagens skyld. Skønt den guddommelige Ambrosius i bogen 'Om hedningernes kaldelse' mere end én gang giver udtryk for den opfattelse, at Guds forsyn til frelse ikke har manglet for noget tidsrum, noget folk eller noget menneske. Men når der siges, at Guds vrede åbenbares, var det ikke for at vise, at ingen før evangeliet kendte Gud som den, der straffer de onde, eftersom apostelen om filosofferne skriver: ”skønt de kendte Guds retfærdighed” (rom#1.32), men for at vise, at den nåde, der nu blev tilbudt alle, fratog de mennesker, som foragtede denne tilbudte gave, enhver undskyldning.

¹¹² Ridiculum est autem quod colligit Lutherus, revelatur ira, ergo nemo noverat se dignum ultione. Revelatur prædicatione clarissima per universum Orbem, revelatur ademta omni excusatione, vel ignorantiæ vel desperationis, cum antea complures ignorarent se peccare, nonnulli crederent non esse Deum, nec animas superesse corporibus.

Men den slutning, Luther drager, er latterlig: vreden åbenbares, ergo vidste ingen, at de var strafskyldige. (L10#3) Den blev åbenbaret derved, at den blev prædiket klart over hele verden; den blev åbenbaret, så enhver undskyldning blev taget bort, både uvidenhed og fortvivlelse, hvorimod mange tidligere var uvidende om, at de syndede, nogle troede, der ikke var nogen Gud, eller at sjælene ikke overlever legemerne.

^{113 [210] (648-77)}        Jam ut hæc ad omnes pertineant qui non credebant Euangelio, non statim sequitur, quod in homine præstantissimum est, esse impietatem. Ut enim demus morales virtutes non sufficere ad Euangelicam justitiam absque fide, non tamen impie faciebant honorando parentes, diligentes liberos et uxores, sublevando pauperes, ægrotos et afflictos, quod multi non ob aliud faciebant, nisi quia per se erat bono viro dignum, et sibi vellent eadem fieri, si similis incidisset casus.

          Nuvel, selv om alt dette drejer sig om dem, der ikke tror evangeliet, så følger ikke straks deraf, at det, der i mennesket er det mest fortræffelige, er ugudelighed. For selv om vi indrømmer, at moralske dyder ikke er tilstrækkelige til at opnå evangelisk retfærdighed uden troen, så gør det det dog ikke ugudeligt, at ære sine forældre, at elske børn og hustru, at hjælpe fattige, syge og fortvivlede, hvilket mange gør uden anden grund dertil, end at det i sig selv var værdigt for et godt menneske, og fordi de ønskede, at det samme skulle ske mod dem, hvis de kom i en lignende situation.

¹¹⁴ Hos citius invenisses apud idiotas, quam apud Philosophos, si Satyris illorum credimus. Jam non ideo summa vis animi, qua Deum noverunt, quaque quid honestum esset perspexerunt et appetierunt, erat impia, si plerique corrupti carnis affectibus, prolapsi sunt ad turpitudinem. Nec ideo caruerunt libero arbitrio, quia abusi sunt libero arbitrio. Largiamur autem quod affectat Lutherus, omnes et Judæos et Gentes fuisse impios priusquam crederent Euangelio, quod est falsissimum, quid hoc adversus nostram opinionem? An ubicunque peccatum est, ibi nullum est liberum arbitrium? Cum Augustinus etiam Pharaoni non adimat liberum arbitrium.

Dem vil du snarere kunne finde blandt lægfolk end blandt filosoffer, hvis vi skal tro satirikerne. Men ikke af den grund var den sjælens kraft, hvormed de kendte Gud og så og stræbte efter, hvad der var ærefuldt, ugudelig, at flere var fordærvet af kødets lyster og var faldet til skamfuld handling. Og heller ikke af den grund manglede de fri vilje, at de misbrugte den fri vilje. Men lad os indrømme det, som Luther er så optaget af: at alle, både jøder og hedninger, var ugudelige før de kom til tro på evangeliet – hvilket er så forkert som noget – hvad siger det så imod vores opfattelse? Men der overalt er synd, hvor der ikke er nogen fri vilje? Jamen, Augustin nægtede selv ikke Farao en fri vilje.

¹¹⁵ Sin hoc agit ut doceat liberi arbitrii vires non sufficere ad salutem absque præsidio gratiæ, me quidem, ut dixi, habet assentientem. Verùm ante sufficienter (1489) prædicatam Euangelii gratiam sufficiebat Judæis illa confusa fides in Christum, quæ non sufficiebat Euangelii luce jam coruscante. Fortasse tales reperiebantur et inter Gentes. Et hinc illud Judæorum scandalum, ad Gentium contemtus.

Men hvis Luther prøver at argumentere for, at den frie viljes kræfter ikke er nok til frelse uden nådens hjælp, så er jeg som sagt fuldt ud enig med ham. Men førend evangeliets nåde var prædiket tilstrækkeligt, var det nok for jøderne med denne vage tro på Kristus, hvilken ikke var tilstrækkelig, nu, hvor evangeliets lys er flammet op. Der var måske også sådanne mennesker blandt hedningerne. Og herfra stammer det med en forargelse for jøder, en foragt for hedninger. (1kor#1.23) (L10#10).

¹¹⁶ Ita exoriens Euangelii lux, fecit ut qui prius erant justi, jam non essent justi, nisi crederent Euangelio. Atque hoc Paulus vocat revelari iram de coelo super omnem impietatem. Sic autem ira revelata fuisset etiam super multos Judæos, quos nunc habet coelum, si non credidissent Euangelio prædicato, cum ut est probabile multa ignorarint vera, quæ patefecit Euangelium, veluti de natura divina et humana juncta in eadem hypostasi, de Filio Patri homusio, de Spiritu Sancto Deo ex utroque procedente, de partu Virginis, de resurrectione, de adscensione, de consessu ad dextram Patris, de corpore et sanguine sumendo in Eucharistia, deque reliquis Ecclesiæ Sacramentis.

Da således evangeliets lys oprandt, skete der det, at de, der tidligere var retfærdighed, nu ikke mere kunne være retfærdige, hvis de ikke troede evangeliet. Og det er det, Paulus omtaler, som at vreden fra himlen åbenbaredes over al ugudelighed. Men derfor ville vreden være blevet åbenbaret over mange jøder, som nu er i himlen, hvis de ikke havde troet det prædikede evangelium, selv om det er sandsynligt, at de ikke kendte mange af de sandheder, som evangeliets afslørede, fx sandheden om den guddommelige og menneskelige natur forbundet i én person, om sønnen, der var af samme natur som faderen, om Helligånden, der udgår fra dem begge, om jomfrufødslen, om opstandelsen, himmelfarten, sædet ved Faderens højre hånd, om kødet og blodet, som vi nyder i nadveren, og om de øvrige kirkelige sakramenter.

¹¹⁷ Ad hæc sicuti qui justus dicitur non statim vacat omni vitio, ita qui dicuntur injusti, non ita dicuntur injusti, ut nihil habeant boni, sed quod magnis multisque criminibus obnoxii sunt. At Lutherus sic colligit, egent justificatore, ideo quod habent optimum, impium est. Hujusmodi hyperbolis delectatur. Jam torquet et illud, in cogitationibus, quod Græce est dialogismoiV, quæ vox videtur esse ratiocinantium.

Derfor, ligesom den, der er retfærdig, siges ikke straks at være al last foruden, således siges den, der er uretfærdig, ikke at være uretfærdig på den måde, at han ikke har noget godt i sig, nej, han er uretfærdig, fordi han er skyldig i store og mange overtrædelser. Men Luther drager denne slutning: de mangler en retfærdiggører, altså er det bedste, de har, ugudeligt. Den slags overdrivelser elsker han. Og så fordrejer han også dette 'i deres tanker' (rom#1.21) (L10#14). Dette ord synes at omtale nogle, der tænker over noget.

¹¹⁸ At Paulus non damnat in illis, quod male ratiocinati sint de Deo, cujus sempiternam divinitatem erant assequuti, sed quod affectibus corrupti, cognitum Deum non ut oportuit coluerunt. Quemadmodum Seneca deridet cultum Deorum, quem tamen observandum putat, non quod esset pius, sed quia leges publicæ fieri juberent.

Men Paulus fordømmer ikke dem, der tænker forkert om Gud, fordi de tænkte forkert om Gud, hvis evige guddom de anerkendt, men fordi de var fordærvede af deres lyster, så de ikke dyrkede den Gud, de kendte, som de skulle. Således gjorde Seneca nar af den dyrkelse af guderne, som han dog mente skulle opretholdes, ikke fordi det var fromt, men fordi de offentlige love befalede det.

¹¹⁹ Nec ideo nulla est ad bonum propensio, si ratio cupiditatibus obruitur absque gratia. Atque interim sibi non constat Lutherus. Quoties negavit esse ullum conatum ad honesta? Quod et hîc iterat, tamen velut oblitus sui, dicit hîc, cum fieri non potuerit, quin aliquot inter Judæos et Gentes summa vi liberi arbitrii egerint et conati sint. Nec sequitur, ille conatus absque gratia fuit imperfectus, ergo fuit impius.

Blot af dette, at fornuften uden nåde rives hen af lysterne, kan man ikke drage den slutning, at der ikke er nogen tilbøjelighed til det gode. Og for øvrigt er Luther ikke i overensstemmelse med sig selv. Hvor ofte har han ikke nægtet, at der er nogen stræben mod det gode? Det gentager han her, og dog glemmer han sig selv, for han siger her: ”da utvivlsomt nogle blandt jøderne og hedningerne har handlet og stræbt med den frie viljes kraft,” (L10#10). Man kan heller ikke drage den slutning, at fordi den, der stræbte uden nåden, var ufuldkommen, var han også ugudelig.

¹²⁰ Videre til hyp16!

c