Hyperaspistes 10

^{1 [118]}            Illud propius ad rem pertinet quod adjicit, objici posse, sicuti jam objectum est à nobis, eum ad hanc voluntatem adorandam non inquirendam confugere, ut eludat nodum quæstionis, quem dissolvere non possit. Hîc respondet, Non est meum inventum, sed divinis Scripturis præceptum. Sic enim Paulus Rom. XI. Quid igitur queritur Deus? Quis voluntati ejus resisti? etc. Et an non habet potestatem figulus? Etc. Hic locus post suo tempore tractabitur, et in Diatriba tractatus est. Nunc illud tantum dicam, Si Paulus priusquam ad hæc verba veniret, docuit nihil omnino momenti in nostra voluntate situm esse, nec ad bonum nec ad malum, recte citat hunc locum Lutherus: sed si et in his quæ præcedunt et quæ sequuntur, Apostolus declarat aliquid et in nobis situm esse, ut servemur aut pereamus, quærat aliud testimonium Scripturæ. Præcedunt autem hæc, Ignoras quoniam bonitas Dei ad pænitentiam te adducit: Secundum autem duritiem tuam, etc. et mox audis patientiam boni operis. Sequuntur hæc, In te autem bonitatem Dei, si permanseris in bonitate, alioqui et tu excideris. Et illi si non permanserint in incredulitate, inseruntur. Sequitur et illud, Obsecro igitur vos fratres, ut exhibeatis corporas vestra, etc. An hæc sunt verba nihil omnino tribuentis humanæ voluntati, sed omnia referentis ad meram necessitatem? Cur igitur Paulus imponit homini silentium? Non quia respondebat, sed quia contumaciter et impie. Simpliciter percunctantibus non dedignatur respondere Deus.

           Men det, han tilføjer, har mere med sagen at gøre: at man kan indvende, sådan som vi allerede har indvendt, at han, Luther, tager sin tilflugt til denne vilje, der skal æres og ikke ransages, for at undvige spørgsmålets knuder, som han ikke kan løse. Her svarer han: ”Det er ikke min opfindelse, men den guddommelige skrifts bud. For sådan siger Paulus i rom#9.19: Hvad har Gud så at bebrejde os? Hvem kan modstå hans vilje? Osv. Og mon ikke pottemageren har magt ...?” osv. (L5#81). Dette sted skal senere behandles på sit sted, og det er behandlet i Diatriben. (e2#95). For nærværende vil jeg kun sige, at hvis Paulus, før han kom frem til disse ord, havde lært, at der ikke findes nogen indflydelse overhovedet i vores vilje, hverken til det gode eller til det onde, så ville Luther gøre ret i at citere dette sted: men hvis apostelen både i det foregående og det følgende erklærer, at der også i os findes noget, så vi kan frelses eller gå fortabt, så skulle Luther søge efter et andet skriftsted. Det foregående er dette: ”Véd du ikke, at Guds godhed leder dig til bod; men som følge af din hårdhed osv.” (rom#2.4-7). Og snart efter hører man om at forblive i gode gerninger, for der står: ”hans godhed imod dig, hvis du bliver ved hans godhed; ellers bliver du også hugget af. Men også de andre vil blive podet ind, hvis de ikke bliver ved i deres vantro”. (rom#11.22f). Og bagefter kommer dette, ”Jeg formaner jer, brødre, at I fremstiller jeres legemer, osv”. (rom#12.1). Mon dette er ord, der overhovedet ikke tillægger den frie vilje noget, men henfører alt til den rene og skære nødvendighed? Hvorfor pålægger da Paulus mennesket at tie? Ikke, fordi han svarede, men fordi han svarede stædigt og ugudeligt. Dem, der spørger i enfoldighed, værdiges Gud at give svar.

²   Sed divinæ providentiæ consilium cur Judæos, quibus erat promissus, exspectatus, exhibitus, rejecerit, hoc est, passus sit deficere, cum prohibere posset, et Gentes à Deo alienissimas subito receperit ad Euangelii gratiam, cum eas posset in sua impietate relinquere, non vult à nobis ultra quam sat est inquiri, nec tamen quoslibet submovet ab hoc scrutinio, sed impie disputantes, nec hujus mysterii capaces. An hunc locum nemo vidit ex tot hominum millibus, qui nec recipiunt necessitatem istam, et aliquid tribuunt libero arbitrio? Verùm de his fusius in sequentibus. Nunc mihi vide, lector, quam apte citet locum Esaiæ LVIII qui nihil non docte, nihil non in tempore promit è sacris Litteris, nihil nescit, nusquam hallucinatur, nusquam oscitat.

Men hvorfor blev jøderne forkastet efter det guddommelige forsyns råd? Det var jo til dem, han var forjættet, forventet, åbenbaret. At de blev forkastet, vil sige: fik lov til at gå til grunde, skønt han kunne have forhindret det, men hvorfor? Og at hedningerne, der var fremmede for Gud, pludselig blev modtaget til evangeliets nåde, skønt han kunne have overladt dem til deres ugudelighed, intet af det vil han, at vi skal udgranske ud over, hvad der er nødvendigt for os, og dog forbyder han ikke en sådan ransagning for alle og enhver, men kun for dem, der disputerer ugudeligt, og som ikke kan fatte dette mysterium. Mon ingen af de mange tusinde mennesker, som ikke godtager denne nødvendighed og tillægger den frie vilje noget, har set dette skriftsted? Men herom mere indgående senere!

Nu kan du, kære læser, se, hvor passende Luther citerer stedet fra Es 58,2, han, som øser af den hellige skrift, altid lærd, altid til tiden, så der ikke er noget, han ikke véd, så han aldrig går fejl, aldrig døser hen. (L5#82).

³ Sic apud Esaiam loquitur Deus: Me enim de die in diem quærunt, et vias meas scire volunt, quasi gens quæ justitiam fecerit, et quæ judicium Dei sui non dereliquerit. Rogant me judicia justitiæ, et appropinquare Deo volunt. Quid hîc agit Deus, Luthere, muscarum propulsator, pro muscis nobis tales objiciens fumos? An hoc agit, ne populus scrutetur arcanam illam Dei voluntatem? An potius arguit eos, qui sabbatismis, jejuniis, sacrificiis, similibusque corporalium rerum observationibus, vindicabant sibi justitiam, cum essent hypocritæ, verique Legis violatores. Si proferam Hieronymum sic enarrantem, dicet esse sacrarum Scripturarum contaminatorem. Quid dicet, ubi viderit in eundem sensum enarrantem Oecolampadium?

Således taler Gud hos Esajas: ”De søger mig dagligt og vil vide mine veje, som et folk, der havde øvet retfærdighed, og som ikke har afvist Guds dom. De kræver retfærdighed af mig og ønsker at komme nær til Gud" (Es 58,2). Hvad gør Gud her, kære Luther, du fluefordriver, som udsender en sådan røg imod os i stedet for fluer? Mon han gør dette, for at folket skal ransage denne hemmelige vilje hos Gud? Går han ikke snarere i rette med dem, fordi de anmassede sig retfærdighed gennem sabbatoverholdelse, faste, ofringer og lignende overholdelser af legemlige ting, skønt de var hyklere og i virkeligheden lovovertrædere. Hvis jeg nævner, at Hieronymus har gengivet det sådan, så vil han sige, at han ødelægger den hellige skrift. Hvad mon han vil sige, når han ser, at Økolampadius har gengivet det i samme betydning?

⁴  Fortassis et huic adimet spiritum, posteaquam desiit in omnibus assentiri. Quid igitur superest, nisi ut Scriptura seipsam interpretetur? Hæc præcedunt, Clama ne cesses, quasi tuba exalta vocem tuam, et annuntia populo meo scelera eorum, et domui Jacob iniquitates eorum. Hoc exordium nihil ad inquisitores arcanæ voluntatis. Habent Legem in ore, scrutantur quid præcipiam, quid velim, cum nolint ea servare, quæ Legis præcipua sunt, videlicet amorem erga Deum et proximum. Hoc est quod dicit: Me enim de die in diem quærunt, etc.

Men han vil måske tage ånden bort fra ham, efter at han ophører med at være enig med ham i alle ting. Hvad resterer nu, andet end at lade skriften fortolke sig selv? Sådan står det lige før: ”Råb, ophør ikke, løft din røst som en basun, og forkynd mit folk dets overtrædelser og Jakobs hus dets uretfærdigheder”. (Es 58,1). Denne begyndelse siger intet om nogen, der søger den hemmelige vilje. De har loven i munden, de undersøger, hvad jeg har foreskrevet, hvad jeg vil, skønt de ikke vil overholde det, som er lovens forskrifter, nemlig kærlighed til Gud og næsten. Det er, hvad Gud siger med dette 'de søger mig dag efter dag, osv'.

⁵ Et perinde quasi Legem servaverint, petunt à me veluti debitum factis præmium, ac tantum non expostulant cum Deo tanquam parum memori. Sequitur enim, Rogant me judicia justitiæ, et appropinquare Deo volunt. Juxta Septuagintas, Petunt a me judicium justum, (1380) Quare jejunavimus et non adspexisti, humiliavimus animas nostras et nescisti? Audis Judæos hypocritas sua jactantes opera: quibus respondet Deus: Ecce in die jejunii vestri, invenitur voluntas vestra, aliaque multa, quæ testantur illorum opera speciem habuisse pietatis, cum revera essent impia. Talibus testimoniis Lutherus dogma paradoxotaton evincit, Hercules cum muscis depugnans. Fatetur in causis, quarum ratio reddi potest, non admiscendam voluntatem illam majestatis, sic enìm nunc vocat Deum non prædicatum, verbis novis lasciviens.

Og så, som om de havde overholdt loven, beder de mig, som skyldte jeg dem belønning for deres gerninger, og de rette bebrejdelser mod Gud som mod én med en dårlig hukommelse. Der følger nemlig: ”de kræver retfærdige domme af mig og ønsker at nærme sig Gud”. Ifølge Septuaginta står der: ”De beder om retfærdig dom af mig”. ”Hvorfor fastede vi, og du så ikke til os, hvorfor ydmygede vi vore sjæle og du vidste det ikke?” (Es 58,3) Man hører de hykleriske jøder prale af deres gerninger. Gud svarer dem: ”Se, på den dag, I faster, bliver jeres vilje afsløret”, (v. 4), og mange andre ord, som bevidner deres gerninger har fromheds skin, mens de i virkeligheden er ugudelige. Med den slags skriftsteder besejrer Luther paradoksalt sine egne læresætninger, som en Herkules, der kæmper mod fluer.

Han indrømmer, at i sager, hvor der kan gives grunde, skal man ikke indføre denne majestætens vilje (således kalder han nu den ikke-prædikede Gud, for han er tøjlesløs med nye ord). (L5#82).

⁶  Quid ego audio, non potest reddi causa quare pereant impii, pii serventur? Imo toties causam reddunt sacræ Litteræ, exprobrantes illis incredulitatem et inobedientiam. Apud Esaiam sic loquitur: Quiescite agere perverse, discite benefacere, Quærite judicium, subvenite oppresso, judicate pupillo, defendite viduam, et venite, et arguite me, dicit Dominus. Nonne vult etiam nostro judicio videri justus, sic damnans rebelles? Item in Euangelio cum ait, Venite benedicti, et cætera, qui esurientem pavistis, nudum vestitis,etc. nonne causam exprimit, quare dignetur illos æterna vita? Similiter et iis, qui ad sinistram, reddit rationem quare jubeantur ire in ignem æternum. Item cum Dominus deplorat interitum populi Judaici, an tacet causam cum ait, Quia noluistis.

Hvad er det jeg hører: kan der ikke gives grunde til, at de ugudelige går fortabt og de fromme frelses? Vrøvl, den hellige skrift giver overalt grunde, den anklager dem for vantro og ulydighed. Hos Esajas taler den sådan: ”Hold op med at handle ondt, lær at gøre godt, søg retfærdighed, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, forsvar enken og kom så og gå i rette med mig, siger Herren”. (Es 1,16-18). Ønsker han ikke at være retfærdig, også efter vores bedømmelse, når han sådan fordømmer de oprørske? Det samme i evangeliet: når han siger: ”Kom hid, I velsignede, osv. som mættede de sultne, gav de nøgne klæder, osv”, mon han ikke dermed udtrykker grunden til, at de var værdige til evigt liv? På samme måde med dem til venstre, han angiver grunden til, at de får befaling til at gå til den evige ild. (Matt 25,34-43). Sådan også, når Herren begræder jødefolkets undergang, mon han tier med grunden, når han siger: ”for I ville ikke”? (Matt 23,37).

⁷  Esaiæ LXV commemorans diversa præmia piorum et impiorum, num tacet causam? Et vos, inquit, qui dereliquistis Dominum, qui obliti estis montem sanctum meum, qui ponitis fortunæ mensam et libatis super eam, numerabo vos in gladio, et omnes in cæde corruetis, pro eo quod vocavi et non respondistis, loquutus sum et non audistis et faciebatis malum in oculis meis, et quæ nolui elegistis. Audis hîc, Luthere, verbum electionis, quod ex diametro pugnat cum necessitate, audis spretam ad meliora vocantis Dei gratiam. Hujusmodi testimoniis scatent undique sacri Libri. Quod si Lutherus velit serio describere, ubi sit adhibenda voluntas arcana, ubi adoranda, sic expedite fecerit, si dicat adhibendam quoties ipse hæret in argumentis.

I Es 65,11-12 nævner han forskellige belønninger for de fromme og for de ugudelige, og mon han tier om grunden: ”Og I, som har forladt Herren, som har glemt mit hellige bjerg, som opstillede skæbnens bord og udgyder drikofre over det, jeg vil overgive jer til sværdeet, og I vil alle falde i blodbadet, for jeg kaldte, og I svarede ikke, jeg talte og I hørte ikke og handlede ondt i mine øjne, og valgte det, jeg ikke ville”. Her kan du, Luther, høre ordet 'valg', som er det modsatte af 'nødvendighed', her kan du høre, at Guds nåde, som kaldte til det bedre, er blevet foragtet. Det vrimler overalt i skriften med den slags vidnesbyrd. Men hvis Luther for alvor ønsker at beskrive, hvor denne hemmelige vilje skal indføres, hvor den skal æres, så kunne han meget let have gjort det, hvis han sagde, at den skal indføres overalt, hvor han selv er i forlegenhed for argumenter.

^{8 [119]}          In proximo Capite nihil adfert novi, tantum recinit ea quæ toties refutavimus, nisi quod docet nos, nihil obstare, quo minus mera necessitas cohæreat cum conjunctione si, et cum verbis subjunctivis. Audi lector grave documentum: Nonne, inquit, qui dicit: Alia carmina scribas oportet, mi Mævi, si velis æquare Virgilium, et cætera. Quis nesciebat in quavis oratione locum esse ironiæ? Nunc expertus sum fidem tuam, dicitur ei, cujus perfidia nobis comperta est, nec tamen sunt hîc verba subjunctiva aut imperativa. Quid tum postea? Si sic huic aut illi liceat vel irrisionis, vel joci, vel fallendi gratia loqui, num ideo per universam Legem omnia verba subjunctiva, imperativa et optativa sunt interpretanda? Quanquam nec hoc exemplum quadrat ad id quod probare conatur.

          I det næste afsnit fremfører han intet nyt, han synger blot igen den sang, som vi mange gange har gendrevet, bortset fra, at han lærer os, at der ikke er noget i vejen for, at den rene nødvendighed stemmer overens med betingelsen 'hvis' og med 'konjunktiviske ord'. (L5#85). Hør, kære læser, denne vægtige lektion: ”Mon ikke den, der siger: Hvis du vil stå lige med Vergil i at digte, kære Mevius, så må du digte anderledes” ... osv. (L5#86). Hvem véd ikke, at der i en hvilken som helst tale er plads til ironi? Vi siger: 'Nu har jeg erfaret, hvor troværdig du er', til én, hvis falskhed er åbenbar for os, og dog er disse ord ikke konjunktiviske eller imperativiske. Hvad følger nu heraf? Hvis det er tilladt for den ene og den anden at tale for at gøre grin med eller for sjovs skyld eller for at narre, mon af den grund alle konjunktiviske, imperativiske og optativiske ord skal fortolkes efter en universel lov? Og så stemmer det eksempel ikke engang overens med det, han forsøger at bevise.

⁹  Neque enim simpliciter erat impossibile Mavio scribere carmina qualia scribebat Virgilius, Lutherus docet, quicquid præcipit Deus esse nobis simpliciter impossibile. Nec illud pro Luthero facit, quod adfert de David: Si cum Davide compari voles, similes Psalmos edas necesse est. An prorsus fieri nequit, ut aliquis scribat tales Psalmos, quales scripsit David? Potest fieri, sed non humanis viribus. Nec id nos affirmamus. Sed David cum illa scriberet, utrum sic erat afflatus, ut ipse nihil ageret, sed ita Deus per illum Psalmos edebat quemadmodum potuisset per arborem aut asinam, an illius mens et voluntas aliquid agebat cum afflante Spiritu? Si Lutherus negat aliquid egisse, nos contra dicemus illum et egisse quiddam naturæ viribus, et hac actione Dei favorem promeruisse. Si nobiscum sentit, dissentit à Carolstadio atque à seipso potius, nisi forte lutum agit aliquid in manu figuli.

For det er ikke slet og ret umuligt for Mavius at skrive sange, som Vergil skrev dem. Luther lærer, at hvad Gud befaler er det slet og ret umuligt for os at gøre. Og det han fremfører om David, taler heller ikke til gunst for hans sag: ”Hvis du vil sammenlignes med David, er det nødvendigt, at du skriver lignende salmer”. (L5#86). Er det helt umuligt, at nogen skriver salmer, som David skrev? Det kan ske, men ikke ved menneskelige kræfter. Det har vi heller aldrig sagt, at det kunne. Men da David skrev sine salmer, mon han da var sådan inspireret, at han selv intet gjorde, men Gud producerede salmer gennem ham, ligesom han kunne have gjort det gennem et træ eller et æsel, eller mon hans sind og vilje udførte noget, når han var inspireret af ånden? Hvis Luther nægter, at han udførte noget, så vil vi omvendt sige, både at han udførte noget med sine naturlige kræfter, og at han fortjente Guds gunst ved denne handling. Hvis han mener det samme som vi, afviger han fra Karlstadt og endog fra sig selv, medmindre måske leret gør noget i pottemagerens hånd.

^{10 [120]}         Sed in quas non rerum formas se transformat hic Proteus, quo possit elabi? Vide quam rimam commertus est: Quanquam, inquit, his verbis indicatur liberum arbitrium nihil omnino posse, tamen simul (1382) indicantur omnia futura quæ præcipiuntur. Quomodo? Deus dabit homini voluntatem servandi præcepta, ita fiet ut præcepta vicissim servent hominem. Sed quid sentit cum ait, dabit voluntatem? Dabit voluntatem suam, et illa Dei voluntas aget in homine ipsius voluntate nihil agente? Absurdum. Sed gratia movebit hominis volutatem ad servandum præcepta, eademque semper aderit, ut perficiat*. Ergo voluntas hominis acta aget. At Lutherus negat esse ullum hominis voluntatem in benefactis aut malefactis, semel inducta necessitate rerum omnium absoluta.

* Toronto lader sætningen fra Absurdum til perficiat være Erasmus' referat af Luthers opfattelse. Det gør Leiden ikke.

          Men er der nogen form, denne Proteus ikke vil iklæde sig for at kunne undvige? Se, hvilken sprække, han har udtænkt sig: ”Skønt der med disse ord [Matt 19,17] antydes, at den frie vilje slet ikke kan gøre noget, så antydes dog samtidig, at alt det, der er befalet, vil kunne ske.” Hvordan det? ”Gud vil give mennesket en vilje til at overholde budene, således vil det ske, at budene omvendt tjener mennesket”. (L5#87 ref). Men hvad betyder det, når han siger: 'vil give en vilje'? Vil Gud give sin egen vilje, og vil denne Guds vilje virke i mennesket, idet menneskets vilje intet udfører? ”Nonsens. Men nåden vil bevæge menneskets vilje til at overholde budene, og den vil altid være nærværende, så den kan fuldføre det”. (L5#88 ref). Altså gør menneskets vilje gerninger. Men Luther nægter, at der er nogen menneskelig vilje i de gode eller de onde gerninger og samtidig indfører han den absolutte nødvendighed i alle ting.

¹¹  Voluntas enim non est, quæ libera non est. Sed fatetur tamen hæc verba, si volueris, si servaveris, servaberis,absurda, frigidaque esse, si nullo pacto fieret quod dicitur. Nunc indicant Dei prædestinationem nobis incognitam. Quî sic? Videntur hoc velle dicere, Si talis apud Deum fueris, ut hac voluntate te dignetur, servandi præcepta, servaberis. Quo tropo intelligi datur utrumque, scilicet et nos nihil posse, et si quid facimus, Deum in nobis operari. Ita simul verum fieret ut nihil possimus eorum qua præcipiuntur, et simul omnia possimus: illud nostris viribus, hoc gratiæ Dei tribuendum. Hæc Lutherus. (L5#89) Si sentit nos nihil posse sine gratia quod per se efficax sit ad salutem, non reclamo, patiarque hoc tribui viribus humanis, sed quomodo nos omnia possumus Deo in nobis operante, si nostra voluntas nihil agit? Ducem regiis copiis adjutum dicimus aliquid posse.

For der er ikke nogen vilje, hvis ikke den er fri. Men han indrømmer dog, at disse ord 'hvis du vil', 'hvis du overholder, vil du blive frelst' er absurde og meningsløse, hvis det, der siges, slet ikke kan ske. Men som de står, indikerer de en forudbestemmelse hos Gud, som er ukendt for os. Hvordan det? ”De synes at ville sige: Hvis du var sådan overfor Gud, at du var værdig til en vilje til at overholde budene, vil du blive frelst. Med denne talefigur bliver begge dele tilkendegivet, både, at vi intet kan, og at, hvis vi kan noget, er det Gud, der virker i os. (L5#88) ... Således bliver det på én gang sandt, at vi intet kan af det, der påbydes os, og at vi samtidig kan alt, det første skal tillægges vore egne kræfter, det andet Guds nåde”. (L5#89). Såvidt Luther. Hvis han mener, at vi ikke uden nåden kan gøre noget, som er virksomt til frelse, så skal jeg ikke gøre indvendinger, og går med til, at dette tillægges menneskets kræfter, men hvordan kan vi gøre alting, når Gud virker i os, hvis vores vilje intet udøver? Vi siger, at en fyrste, der bliver hjulpet af kongelige tropper, kan gøre noget.

¹² Cæterum nemo dicit securim posse exstruere domum, aut cubiculum posse scribere carmina, in quo Poeta scribit. Hoc adversus Carolstadii sententiam. Proinde hac ratione non vitatur frigus illud verborum, Si volueris, si feceris. An non poterat hoc dicere, Deum alios prædestinasse, alios non, nisi Legis omnia verba huc torqueantur? Deinde nonne frigidus esset, qui totos dies securi diceret, seca trabem hanc hoc modo, illam illo, similiaque præscriberet dolabris, terebris, et circinis, nihil aliud significans quam se statuisse per ea instrumenta facere, quæ præciperet? Verùm hæc Lutherus tam frigide refert, ut nec ipsi commentum videatur admodum arrisisse. Sic illis, inquit, dicerem, qui non contenti vellent esse, et cætera. [121]

Men ingen siger, at en økse kan bygge et hus, eller at det værelse, en digter sidder i, kan skrive en sang. Dette siges imod Karlstadts opfattelse. Men for øvrigt undgår denne begrundelse ikke det meningsløse ved ordene 'hvis du vil', 'hvis du gør'. Kunne han ikke have sagt, at Gud har forudbestemt nogle, andre ikke, uden at alle lovens ord på den måde skal fordrejes? Mon de desuden ikke er meningsløst, hvis nogen hver dag ville sige til en økse: 'Hug denne bjælke på den måde, denne på den måde', og foreskrive hakkerne, borene, passerne noget lignende, uden at mene andet med det, end at han har besluttet gennem disse redskaber at gøre, hvad han har befalet? Men Luther fremfører dette så meningsløst, at han end ikke selv synes at være helt tilfreds med fortolkningen. ”Sådan ville jeg sige til dem, som ikke ville være tilfredse med ... osv.”, siger han. (L5#89)

^{13 [121]}          Adductis aliquot locis ex Novo Testamento, in quibus sit mentio mercedis, sic colligit Diatriba: Ubi toties est mentio bonorum et malorum operum, ubi mentio mercedis, ibi non intelligo quo pacto locus sit necessitati. Neque natura neque necessitas habet meritum. Hic Lutherus objicit mihi opinionem probabilem, videlicet Augustini, cum ego plures proposuerim. Deinde cum nondum definio, sed tantum pugno cum hoste, satis est exclusisse meram necessitatem. Et si tantum tuerer hîc probabilem opinionem, falsum est, quod toties ingerit Lutherus. Sic enim, inquit, Diatriba locum hunc intelligit, ut Christus et Spiritus Dei nihil sint. Imo voluntas nihil efficit, quod ad salutem pertinet, absque Spiritu, sed agit cum Spiritu, et agendo simul meretur.

          Efter at Diatriben har fremført nogle steder fra det ny testamente, hvori der nævnes løn, drager den følgende slutning: ”Når det er sådan, at hver gang der tales om gode og onde gerninger, tales der om løn, så forstår jeg ikke, hvordan der kan gives rum for den rene og skære nødvendighed. Hverken naturen eller nødvendigheden har nogen tale om løn.” (e2#21). Her bebrejder Luther mig den antagelige opfattelse, nemlig Augustins opfattelse, skønt jeg fremsatte flere opfattelser. (L5#90). Desuden, eftersom jeg endnu ikke definerer noget, men blot kæmper mod fjenden, er det nok at have udelukket den rene nødvendighed. Og hvis jeg her kun forsvarede den antagelige mening, så er det forkert, hvad Luther hele tiden fremkommer med: ”For sådan forstår Diatriben dette sted, at Kristus og Guds ånd intet betyder.” (L5#91). Tværtimod, viljen udøver intet, der har med frelse at gøre, uden ånden, den handler sammen med ånden og den fortjener noget ved at handle samtidig med ånden.

¹⁴  Hoc sane signius est Spiritu Sancto, si dicimus illum sic temperare vim et actionem suam, ut hominis voluntas simul operetur cum agente gratia, quam si dicamus Spiritum sic agere in nobis, quemadmodum in Bove aut in Asino. Verùm Lutherus ut unam Diatribes sequelam irrideat, tot ipse sequelas absurdissimas nectit: Liberum arbitrium est, ergo Spiritus non est. Liberum arbitrium potest, ergo sine gratia potest omnia. Voluntas hominis agit, ergo sine Spiritus præsidio agit totum. Non est mera necessitas, ergo est plena libertas. Nil medium est apud hyberbolum nostrum. Et admiratur si cum nostra voluntas agat cum principaliter agente gratia, dicimus hominem aliquid mereri.

Det er sandelig mere værdigt for Helligånden, hvis vi siger, at han modererer sin kraft og handlen sådan, at den menneskelige vilje virker samtidig med den handlende nåde, end hvis vi siger, at Ånden handler i os som i kvæg eller æsel. Men for at gøre grin med den ene følgeslutning, Diatriben foretager, sammenstrikker Luther selv en hel masse absurde følgeslutninger: 'Den frie vilje findes, altså findes Ånden ikke'. 'Den frie vilje kan, altså kan den alt uden nåden'. 'Menneskets vilje handler, altså handler den fuldstændig uden Åndens hjælp'. 'Der findes ikke nogen ren og skær nødvendighed, altså findes der en hel og fuld frihed'. Der findes ingen mellemvej for denne vor overdriver. Og han bliver overrasket, hvis vi siger, at mennesket fortjener noget, når vores vilje handler, skønt det hovedsagelig er nåden, der handler.

^{15 [122]}           At tandem desinit nugari Lutherus, doctorem agit. Definit arbitratu suo quid sit Lex, quid Euangelium, quid meritum, quid merces, quid promissio, quid exhortatio, sed ita commode, ut omnia pulchre quadrent ad victoriam. Quidni vincat Lutherus, si juris hoc illi concedamus? Atqui hoc est nomotheten agere, non disputatorem. Sed audiamus definitorem: Euangelium (1383) constat promissis et exhortationibus, Lex præceptis ac minis. Hanc disputationem docendi gratia ita recipiemus, si fateatur in utroque Testamento inesse utrumque, et alteram rem alteri connexam esse. Gratiam gratis nihilque promeritis per Euangelium offeri fatemur, si sentiat de meritis præcedentibus, juxta opinionem Augustini; Sin sentiat nihil operum exigi à nobis ad consequendam æternam salutem, reclamamus.

           Men til sidst ophører Luther med at drive narrestreger og opfører sig som en lærd teolog. Han definerer ganske lunefuldt, hvad lov er, hvad evangelium, hvad fortjeneste, hvad løn, hvad forjættelse, hvad formaning er, men han gør det så passende for ham selv, at alting smukt stilles op til sejr. (L5#92). Hvordan kunne Luther undgå at sejre, hvis vi tilstod ham denne ret? Men det er at agere som lovgiver, ikke som disputator. Men lad os høre, hvad han siger, når han definerer: Evangeliet består af forjættelser og formaninger, loven af bud og trusler. For argumentets skyld vil vi gå med til det, hvis han indrømmer, at begge dele findes i begge testamenter og det ene er forbundet med det andet. Vi indrømmer, at nåden tilbydes for intet og uden nogen fortjenester gennem evangeliet, hvis han mener de forudgående fortjenester efter Augustins opfattelse. Men hvis han mener, at der ikke kræves nogen gerning af os, hvis vi skal opnå evig frelse, vender vi os imod det.

¹⁶ Cæterum quod exhortationes definit nihil aliud esse, quam ut his Deus jam justificatos ac misericordiam consequutos excitet, ut strenui sint in fructibus donatæ justitiæ et Spiritus, caritatemque exerceant bonis operibus, etc non satis intelligo. Primùm videmus in sacris Litteris multas exhortationes atque etiam obsecrationes ad rebelles. Deinde quomodo jubentur esse strenui, qui nihil agunt, sed tantum patiuntur agentem gratiam? Postremo quomodo fit mentio bonorum operum, cum voluntas hominis nihil operetur juxta Lutherum neque boni neque mali? Aut quo sensu tropove sese exercere dicuntur, qui tantum patiuntur agentem Spiritum? Atqui hîc rursus objurgatur misera Diatriba, quæ nullum norit discrimen inter Legem et Euangelium inter Vetus et Novum Testamentum.

Dernæst: Når han definerer formaninger, at de ikke er andet end at Gud ”opfordrer dem, der nu er retfærdiggjorte og er nået frem til barmhjertigheden, til være ivrige i den givne retfærdigheds og åndens frugter, og udøve kærlighed i gode gerninger osv.” (L5#93), så forstår jeg det ikke rigtig. For det første ser vi i den hellige skrift mange formaninger og endda bønfaldelser henvendt til de oprørske. Dernæst, hvordan kan de mennesker få befaling til at være ivrige, som intet udfører, men blot er genstand for den handlende nåde? Endelig, hvordan kan man nævne gode gerninger, når menneskets vilje intet virker ifølge Luther, hverken godt eller ondt? Eller i hvilken forstand eller med hvilket billedsprog kan de mennesker siges at gøre noget, som blot er genstand for den handlende ånd? Og her bebrejder han igen den stakkels Diatribe, at den ikke kender forskel på loven og evangeliet eller på det gamle og det ny testamente. (L5#93).

¹⁷ Quid signi? Quia nihil fere nisi præcepta videt, quibus formentur homines ad bonos mores. Quæ vero sit renascentia, innovatio, et regeneratio, et totum negotium Spiritus, prorsus nihil videt, adeo ut vehementer stupeat, hominem tam diu in sacris Litteris versatum, nihil omnino in illis sapere. Hos verborum fumos offundit oculis simplicium, mortificatio, renascentia, negotium Spiritus. Quid ad hæc respondebimus? Nisi Lutherum gloriosissime mentiri, cum tot locis in Lucubrationibus meis doceam ea, de quibus jactat me nihil omnino scire, nisi quod aliter Lutherus mortificat ac regenerat, quam solent Orthodoxi. Manifestam habet vanitatem et illud, Diatribam nihil videre nisi præcepte, cum toties mentionem faciat promissionum, invitationum et blanditiarum. Sed ex his colligo requiri officium voluntatis humanæ. Quidni id faciam? Cum efficacius id colligatur ex his quam ex nudis præceptis. Minus enim inepte faciat Princeps, si populum irrisurus, tantum ferat leges minaces, quarum nulla servari possit, quam si addat exhortationes, obsecrationes, blanditias et pollicitationes.

Hvilke tegn ser han på det? Jo, den ser næsten intet andet end bud, hvorved menneskene dannes til gode skikke. Men hvad genfødsel, fornyelse og regeneration er, og hvad al åndens gerning er, ser den overhovedet ikke, og det i den grad, at Luther bliver højst forbavset over, at et menneske, der så længe har beskæftiget sig med den hellige skrift, overhovedet intet kender til disse ting. (L5#93). Han opsender disse ordtågeskyer for øjnene af de enfoldige: 'dødelse', genfødsel', 'åndens gerning'. Hvad skal vi svare på det? Ikke andet end at Luther lyver til den store guldmedaille, eftersom jeg så mange steder i mine skrifter har lært det, om hvilket han påstår, at jeg overhovedet intet véd – bortset fra, at Luther døder og genføder anderledes, end de ortodokse plejer at gøre. Og åbenbart grundløs er også den anklage, at 'Diatriben ikke ser andet end bud', (L5#93), eftersom den overalt nævner forjættelser, opfordringer og fremlokkelser. Men herudfra drager jeg den slutning, at menneskets vilje har noget at sige. Hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Det er jo dog mere virksomt at slutte herfra end simpelthen fra budene. For en fyrste ville handle mindre upassende, hvis han gjorde nar af folket og kun fremførte truende love, end hvis han tilføjede formaninger, bønfaldelser, fremlokkelser og løfter.

¹⁸ Ubi tandem igitur est ista confusio Legis et Euangelii? Nusquam nisi in somnio Lutheri. At ex voce mercedis colligo meritum aliquod hominis. O rem prodigiosam? Verùm ipse Lutherus nos docuit Scripturam esse claram, et accipiendam sine tropis, juxta sensum communem, quemadmodum interpretatus est illud, Præceptum non est supra te, nec infra, nec procul. At quis est qui si quem audiat dicentem, Dabitur tibi merces amplissima, non statim intelligat ab eo, cui fit promissio, requiri nonnihil officii? omnes fatebuntur. Sed Lutherus fortiter negabit. Hic locus, inquit, merces vestra copiosa est in coelis, promissionis et consolationis verba habet, non præcepti. Quid, an ego negavi esse consolationis?

Hvor befinder sig da til syvende og sidst denne sammenblanding af lov og evangelium? Ikke andre steder end i Luthers drømme.

Men af ordet 'løn' drager jeg den slutning, at der må være en eller anden fortjeneste fra menneskets side. O, hvor forfærdeligt! Men Luther selv lærte os, at skriften er klar og skulle forstås uden billedtale, efter almindelig sprogbrug, sådan som han fortolkede dette: ”Budet er ikke over dig, eller under dig, eller langt borte”. (H9#96). Men hvem er der, som, når han hører nogen sige 'Der skal gives dig en stor løn', ikke straks derudfra forstår, at der af ham, der fik løftet, kræves noget til gengæld? Det må alle indrømme. Men Luther vil stærkt benægte det. Han siger: ”Dette skriftsted: 'Jeres løn skal være stor i himlen' er forjættelses- og trøsteord, ikke budord”. Hvad så? Mon jeg har nægtet, at det var trøsteord?

¹⁹  Minime, sed ex voce mercedis arguo nonnullam operam nostræ voluntatis, quam Lutherus vult prorsus otiosam esse. Gaudete et exsultate verba sunt consolationis, sed annexum est præceptum tollendi crucem, quod alias proponit. Si merces non est sine opera, sicut nec pater sine filio, nec conductor absque locatore, nec emtor absque venditore; si consolatio et exhortatio confirmat eos qui laborant in observando præcepto, quid sibi vult quod ait Lutherus, nihilo magis hæc verba congruere libero arbitrio, quam lucem tenebris, nisi quod nusquam non loquitur hyperbolas? At multo minus intelligo quid sibi velit hujus Capitis clausula, Nos disputamus de libero arbitrio sine gratia potissimum. At ego pugno adversus Lutheri dogma, quod negat quicquam esse liberum arbitrium in rerum natura, sed nomen inane: nam probabilis opinio semper conjungit liberum arbitrium cum gratia. [123]

Overhovedet ikke, men ud fra ordet 'løn' argumenterer jeg for, at vor vilje skal gøre noget, den vilje, som Luther vil skal ligge fuldstændig stille. ”Glæd jer og fryd jer!” (Matt 5,10) er trøsteord, men der er tilknyttet et bud om at udholde korset, som han fremsætter et andet sted. (Matt 16,24). Men hvis løn ikke er uden gerninger, ligesom faderen ikke uden sønnen, eller lejeren uden husvært, eller køberen uden sælger; hvis trøst og opfordring bekræfter dem, som arbejder med at overholde budet, hvad mener så Luther, når han siger, at disse ord stemmer lige så dårligt overens med den frie vilje (L5#94), som lys med mørke, andet end at han altid skal tale i overdrivelser? Men meget mindre forstår jeg, hvad han mener med slutningen af dette afsnit: ”Vi disputerer hovedsagelig om den frie vilje uden nåden”. (L5#94). Jeg for min del bekæmper Luther tese, hvor han nægter, at den frie vilje eksisterer i den virkelige verden, og hævder, at den kun er et tomt navn. For den antagelige opfattelse knytter den frie vilje sammen med nåden.

^{20 [123]}          Didicimus quid sit merces, verbum exhortationis, (1384) quæ non magis conveniat merito, quam tenebræ luci. Nunc definit meritum. Sensus communis definiret meritum, officium præstitum, cui debitur gratia mutua. Sed auctore Luthero quid est? Meritum est merces proposita, nec aliud quicquam quam promissio quædam. Euge negat esse liberum arbitrium, qui quicquid libet ut libet tanta libertate definit? Ita depositum erit, promissio rei restituendæ, quam nemo servandam tradidit. Et mutuum erit pollicitatio reddendæ pecuniæ, quam nemo credidit, subitoque mutabuntur etiam personæ, ut quod erat hujus fiat illius, velut hîc meritum hominis, facit esse promissionem Dei. Qui promittit hoc aut illud facienti mercedem, non declarat quid ille possit aut non possit, tantum ostendit quid accepturus sit si fecerit: Ricidula, inquit, consequentia, omnibus in stadio proponitur brabium, ergo omnes possunt currere et obtinere?

          Nu er vi blevet undervist i, hvad 'løn' er: det er et formaningsord, som ikke stemmer mere overens med fortjeneste, end mørke med lys. Så definerer han fortjeneste. Almindelig sprogbrug definerer fortjeneste som 'en pligt, der er ydet, og som til gengæld fortjener sig nåde'. Men hvad er det ifølge Luther? ”En fortjeneste eller en lovet løn, hvad er det andet end en forjættelse?” (L5#95). Bravo! Han, der definerer lige, hvad han vil og lige som han vil med så stor en frihed, ham er det, som nægter, at der er en fri vilje! Efter disse regler vil 'betroet gods' være et løfte om at give noget tilbage, som ingen overgav som at det skulle opbevares. Og et lån ville være et løfte om at give nogle penge tilbage, som ingen har betroet én; og personerne bliver også pludselig forandret, så det, der tilhørte den ene, bliver den andens, ligesom han her gør menneskets fortjeneste til et løfte fra Guds side. ”Den, der forjætter, at den, der går dette eller hint, vil få løn, erklærer ikke, hvad han kan eller ikke kan, han påviser blot, hvad han vil modtage, hvis han gør det. Det er en latterlig konklusion, at når der på stadion loves alle en sejrskrans, så kan alle løbe (1kor#9.24), så de opnår den.” (L5#95).

²¹  Imo ridiculus fuerit agonothetes, si claudum hortetur ut in stadio currat, accepturus brabium si primus metam attigerit. Hîc idem est exigens, hortans et consolans. Idem qui jubet tolli crucem, quique Petro dicit, sequere me: Idem qui exhortatur, idem qui consolatur promisso præmio. Quoniam autem hæc inter se connexa sunt, et aliud ex alio pendet, ex omnibus recte colligitur aliquid in nobis situm ut præstemus, ut totum nostris viribus peragamus nihil opus, quandoquidem is qui præcipit, hortatur et promittit, idem addit certanti vires. Proinde nullum hîc habent locum sophisticæ tricæ, Conditionale proloquium nihil affirmare.

Tværtimod, det ville være latterligt, hvis løbslederen opfordrede en halt mand til at løbe på stadium, for han kunne få en sejrskrans, hvis han nåede målet først. Her er det én og samme person, som kræver, opfordrer og trøster. Det er også den samme, som befaler at bære korset, og som siger til Peter: ”Følg mig!” (Joh 21,22). Det er den samme, som opfordrer, den samme, som trøster med den lovede belønning. Men eftersom det ene er forbundet med det andet, og det andet afhænger af det ene, så kan man af alt dette med rette drage den slutning, at der er noget i os, der gør, at vi han yde. Skønt vi ikke med vore kræfter kan gennemføre hele gerninger, så vil dog han, som befaler, opfordrer og forjætter, give kræfter til den, der kæmper. Derfor er der her ikke noget sted for dette sofistiske trick, at en betingelsessætning intet påstår.

²² Sed his tam crassis valere jussis explicat nodum quomodo cum absoluta necessitate, cumque natura cohæreat mercedis vocabulum. Cum necessitate coactionis non cohæret præmium. Quis enim invito dat mercedem, sed cum necessitate immutabilitatis pulchre convenit. Non excutiam hîc quantum intersit inter eum qui facit invitus, et illum qui coactus est ut velit, cum ex se nollet. Nam gratia nolentem et aversum reperit, Lutherus assumit duo quæ negant Orthodoxi. Primum, quod affirmat hominem gratia præditum non posse se suis viribus à gratia avertere, cum tot Scripturæ locis declaretur diversum, Manete in dilectione mea. Et, qui stat videat ne cadat, Vigilate et orate ne intretis in tentationem.

Men efter at have sagt farvel til disse plumpe overvejelser, forklarer han den knude, hvordan ordet 'løn' stemmer overens med den absolutte nødvendighed og med naturen. 'Løn' stemmer ikke overens med tvangens nødvendighed. For hvem giver løn til en modvillig, men den stemmer udmærket overens med uforanderlighedens nødvendighed. (L5#96). Jeg vil ikke her undersøge, hvor stor forskel der er på ham, som gør noget modvilligt, og ham, som bliver tvunget til at ville, skønt han i sig selv ikke vil. For nåden finder dem, der ikke vil, og er imod. Luther antager to ting, som de ortodokse nægter. For det første hævder han, at et menneske, der har fået nåden, ikke med sine egne kræfter kan vende sig bort fra nåden, skønt så mange skriftsteder erklærer det modsatte: ”Forbliv i min kærlighed” (Joh 15,9). Og: ”Den, der står, se til, at han ikke falder” (1kor#10.12). ”Våg og bed, at I ikke skal falde i fristelse”. (Mark 14,38).

²³ Stanti dicitur, vide ne cadas: potius dicendum erat, confide non potes cadere, ni se subducat gratia, quam retinere aut amittere non est in tua potestate. Alterum est, quod nos ex divinis Litteris, et ex Ecclesiæ prisca traditione credimus, hominis voluntatem agere suis viribus cum agente gratia, quæ si nihil agat, cur ille dicitur volens operari, cum nihil operetur, sed tantum patiatur Spiritum in ipso operantem? nam et velle bonum, actio quædam est. Quod si Spiritus et vult in nobis, et operatur in nobis sine nobis, cur dicimur agere bonum opus?

Til den, der står, siges der, pas på, du ikke falder. Man kunne snarere sige: stol ikke på, at du ikke kan falde, medmindre den nåde trækkes tilbage, som det ikke står i din magt at bevare eller miste. For det andet: Vi tror ud fra den hellige skrift og ud fra kirkens ældste tradition, at menneskets vilje handler ud fra sine egne kræfter sammen med den virkende nåde. Hvis den ikke handler, hvorfor siges den så at virke villende, eftersom den intet virker, men blot finder sig i, at ånden virker i den? For også det at ville det gode er en slags handling. Men hvis ånden både vil i os og virker i os uden os (sml L9#92), hvorfor siges vi da at gøre gode gerninger?

²⁴ Naturaliter, inquit, sequitur si in aquam mergaris, suffocaberis: si enataveris, salvus eris. Dissimile exemplum est, in quo conditio tantùm eventum exprimit, in nostris conditio præceptum habet adjunctum. Nemo dicit, præcipita te in aquam, si feceris peribis. At Dominus dicit, Crede et baptizare, id si feceris, salvus eris. Tolle crucem tuam, id si feceris, exspecta magnam in coelis mercedem. Hinc autem meritum est hominis, quod pulsanti gratiæ se præbuerit, rursus quod operanti gratiæ suas viriculas accomodet, nec ab ea semet avertat, cum hoc generaliter sit in ipsius potestate. Quanquam non inficior Deum posse ob peculiares causas hanc potestatem eripere.

Luther siger: ”Det er en naturlig konsekvens, at hvis du går under i vandet, drukner du, men hvis du svømmer ud af det, vil du blive frelst.” (L5#96). Eksemplet passer ikke, for her er kun udtrykt resultatet, i vort tilfælde er der tilknyttet et bud. Ingen siger: 'spring i vandet, hvis du gør det, vil du gå til grunde'. Men Herren siger: 'Tro og bliv døbt, hvis du gør det, vil du blive frelst'. (Matk 16,16) 'Bær dit kors, hvis du gør det, vil du forvente en stor løn i himlen'. (Matt 5,12). Men et menneskes fortjeneste afhænger af, at han tilbyder sig for den tilskyndende nåde og også tilpasser sine små kræfter til den virkende nåde, uden at vende sig bort fra den, skønt dette i almindelighed ligger i hans magt, selv om jeg ikke nægter, at Gud af særlige grunde kan borttage denne magt.

^{25 [124]}           En alia distinctio: Si dignitatem, inquit, spectas, nullum est meritum: si sequelam, meritum ingens est et præmium. Cui debitum? Divinæ gratiæ, quæ sola dedit bonam voluntatem et perficit bonum opus. Hîc rursum Lutherus secum pugnat, dum tribuit homini velle bonum, cum eundem fateatur nihil prorsus agere. Sed testatur se loqui de libero arbitrio seclusa gratia, et utriusque propriam vim inquirere. Dicetur paucis, juxta dogma Lutheri, nihil omnino potest, (1385) nec in bonum nec in malum, cum nihil sit nisi nomen inane.

          Se nu en anden skelnen: ”Hvis man ser hen til værdigheden, er der ingen fortjeneste; hvis man ser hen til konsekvensen, er der en enorm fortjeneste og løn”. (L5#97) Hvad skyldes det? Den guddommelige nåde, som alene giver en god vilje og fuldkommer en god gerning. Her kæmper Luther igen med sig selv, for han tillægger mennesket at ville det gode, skønt han indrømmer, at mennesket ikke udfører noget som helst. Men han bevidner, at han taler om 'den frie vilje uden nåden, og efterspørger dens kraft til begge sider'. (L5#97). Lad det siges med få ord: ifølge Luthers tese, kan viljen overhovedet intet, hverken til det gode eller til det onde, eftersom den kun er et tomt navn.

²⁶ Secundum opinionem quorundam, nondum ab Ecclesia rejectam, potest per opera moraliter bona eo proficere, ut Deus non sit negaturus auxiliatricem gratiam: juxta opinionem eorum qui plus tribuunt gratiæ, potest semet avertere à pulsante gratia, potest suas vires quantulascunque adjungere cooperanti gratiæ. Proinde non sibi dissidet Diatribe, quod toties falso impingit, sed Lutherus sibi non constat, oblitus sui dogmatis, quod ex Diatriba recitavi, ne vel alius posset inficiari, vel ipse posset oblivisci. Ad hunc scopum oportebat omnia sua jacula dirigere. Mihi liberum est, dum argumentor, unam quampiam ex his opinionibus, quas non rejeceram, arripere.

Ifølge nogens opfattelse – og den opfattelse er endnu ikke blevet forkastet af kirken – kan den frie vilje gennem moralsk gode gerninger gøre fremskridt i den grad, at Gud ikke vil nægte den den hjælpende nåde. Ifølge deres opfattelse, som tillægger nåden mere, kan den vende sig bort fra den tilskyndende nåde, den kan knytte sine kræfter, hvor små de end er, sammen med den samvirkende nåde. Derfor er det ikke Diatriben, der er uenig med sig selv, som Luther hele tiden urigtigt påstår, men det er Luther, der inkonsistent, idet han glemmer sine teser, som jeg har refereret fra Diatriben, så ingen skulle kunne nægte det og han selv ikke glemme dem. Mod dette punkt skulle han dirigere alle sine angreb. Det står mig frit for, som debattør, at gribe fat i en hvilken som helst af disse opfattelser, blot det er én, jeg ikke forkaster.

²⁷ Id Luthero non est integrum, nisi malit eam, quam sic asseveravit, palinwdein. Quam vero totus hic sermo sibi dissidet: Si sequelam, inquit, spectas, nihil est sive bonum sive malum, quod non suam mercedem habeat. Hanc mercedem quis fert? Homo. Pro bono opere? Pro bono opere. At opus bonum non est hominis, sed solius Dei. Proinde merces Dei dici potest, hominis nequaquam. Tantundem dicendum de malo opere juxta Lutheri doctrinam, Si peccaveris, ibis in gehennam. Sed homo non operatur malum opus, sed Deus in illo. Hominis tamen merces est gehenna. Nonne merito stupidi vocamur, qui hos paradoxis non applaudimus?

Men dette er ikke uden problemer for Luther, medmindre han heller vil tilbagekalde det, han i den grad har påstået. Han siger: ”Hvis du ser hen til konsekvensen, så er der intet, hverken godt eller ondt, der ikke får sin løn”. (L5#98). Hvem får denne løn? Et menneske. For en god gerning? Ja, for en god gerning. Men den gode gerning er ikke menneskets, men kun Guds. Derfor kan lønnen siges at være Guds, men under ingen omstændigheder menneskets. Det samme må siges om den onde gerning, ifølge Luthers doktrin: 'Hvis du synder, vil du komme i helvede'. Men mennesket gør ikke nogen ond gerning, det er Gud, der gør den i ham. Alligevel er menneskets løn helvede. Mon ikke vi med rette ville kunne kaldes dumme, hvis vi ikke tilslutter os disse paradokser?

²⁸  Cur autem Lutherus horret tantopere nomen dignitatis, quod toties occurrit in sacris Litteris. De invitatis excusatoribus dicitur, non erant digni. Quare non erant digni? Quia pulsanti gratiæ subducebant sese. Quod si dignitatis nomen videtur adversari gloriæ gratiæ, cum tot scateat distinctionibus, debebat et hîc distinguere dignitatem congruentiæ, à dignitate æqualitatis. Mihi, quod cum aliorum pace, ac sine mea fraude dictum velim, videtur et ante gratiam esse dignitas et indignitas quædam ad gratiam accipiendam. Jubentur Apostoli vicum aut oppidum ingressi, quærere qui essent ibi digni, et apud illos diversari. At dignitatem hanc aliquis referet ad prædestinationem Dei. Hanc Apostoli non poterant ex hominibus discere, quam si cognivissent ex revelatione, non erat opus quærere.

Men hvorfor afskrækkes Luther i så høj grad af ordet ”værdighed”, som ofte optræder i den hellige skrift. Om dem, der fik invitationen, men undskyldte sig, siges det, at de ikke var værdige. (Matt 22,8). Hvorfor var de ikke værdige? Fordi de trak sig tilbage fra den tilskyndende nåde. Men hvis ordet ”værdighed” synes at være det modsatte af nådens herlighed, så burde han, når han nu strør omkring sig med distinktioner, også her have skelnet mellem en kongruensens værdighed og en ligelighedens værdighed. Hvad mig angår – men jeg ønsker det sagt uden at støde andre og uden at skade mig selv – mig forekommer det, at der før nåden findes både en værdighed og en mangel på værdighed ved at modtage nåden. Apostlene får befaling til, når de går ind i en by eller landsby, at spørge, hvem der er værdige dèr, og at bo hos dem. (Matt 10,11). Men denne værdighed henføre nogle til Guds prædestination. Den kunne apostlene ikke lære af mennesker, men hvis de havde kendt den gennem en åbenbaring, var der ingen grund til at spørge.

²⁹ Quid igitur quærebant? Quinam essent illic boni rumoris, quod innocenter viverent, neminem læderent pauperes reficerent. Hos intelligebant esse dignos, quibus offerretur communis Euangelii gratia, hanc judicabant materiam gratiæ capacem, hanc bonam terram, in quam jactum semen adferret fructum copiosum. Nec impii simpliciter nolunt damnari se, cum sciant se damnandos si perseverent, et perseverant volentes, interpretativa, ut ita loquar, voluntate volunt damnari.

Hvad spurgte de da efter? Om der mon var nogen dèr af godt rygte, som levede uskyldigt, ikke skadede andre og hjalp de fattige. Om dem forstod de, at de var værdige til at få tilbudt den almindelige evangeliske nåde, dette materiale bedømte de til at være modtagelig for nåden, denne gode jord, i hvilken sæden, når den blev kastet, bar rig frugt. (Luk 8,8). Det er heller ikke umiddelbart sandt, at de ugudelige ikke ønsker at blive fordømt, eftersom de véd, at de skal fordømmes, hvis de fremturer, og når de med vilje fremturer, ønsker de at fordømmes, når man på den måde fortolker deres vilje.

³⁰ At servi sunt peccati, nec possunt non peccare. Fateor absque gratia, sed juxta quosdam possunt ambire gratiam et ambitam accipere, juxta alios possunt sese præbere pulsanti gratiæ, quæ nullis deest. Cæterum quod ait pios manere vitam, sive quærant sive non quærant, etiamsi verum esset, tamen erat aut reticendum, ob animos ad malitiam proclives, aut erat aliter dicendum: nunc cum sit sermo falsus, tanto magis est exsecrandus: pugnat enim cum Euangelio dicente, petite, quærite, pulsate, vigilate.

Men de er syndens slaver og de kan ikke lade være med at synde. Det må jeg indrømme, at de er, når nåden mangler. Men ifølge nogle kan de anråbe om nåden, og når de har anråbt om den, få den, ifølge andre kan de forberede sig til den tilskyndende nåde, som ingen mangler. Men hvad Luther i øvrigt siger, at livet forbliver over de fromme, hvad enten de søger eller ikke søger – om det så var sandt, så skulle det dog holdes tilbage for de sjæles skyld, der var tilbøjelige til ondskab, eller også skulle de siges anderledes. (L5#99). Som det står, er det forkert udtrykt, så meget mere skal det afskys. For det modsiger det, der står i evangeliet: ”bed, søg, bank på, våg!” (Matt 7,7; Matt 24,42).

^{31 [125]}           Cæterum an verum sit eos damnatum iri, qui ob regni coelestis præmium colunt Deum, quoniam ad hanc quæstionem nihil attinet, non excutiam. Illud indicabo, hæc Lutheri verba, filii autem Dei gratuita voluntate faciunt bonum, parum quadrant cum illorum paradoxis qui docent, hominis voluntatem nihil agere, nec esse ullum opus hominis bonum. Cujus est opus, nisi facientis? Si Deus solus operatur, non est hominis, si homo facit opera bona, cur non hujus dicuntur opera, quemadmodum revera dicuntur, et sunt aliqua ex parte.

        Men det problem, om de, der dyrker Gud på grund af himmerigets løn, bliver fordømt, så vil jeg ikke undersøge her, for det har intet med dette spørgsmål at gøre. Jeg vil påpege, at disse ord af Luther: ”Men Guds børn gør det gode ud af en uegennyttig vilje” (L5#100), stemmer meget dårligt overens med de menneskers paradokser, som lærer, at menneskets vilje ikke udvirker, og at der ikke er nogen god gerning i mennesket. Hvem tilhører gerningen andre end den, der øver den? Hvis det er Gud alene, der virker, er gerningen ikke menneskets, hvis menneske gør en god gerning, hvorfor siges gerningerne da ikke at være hans, som de jo også virkelig siges at være, og i nogen måde også er.

³² Quid autem colligit ex hoc loco, Venite benedicti Patris mei. Venite verbum est consolationis. Fateor, sed ea quæ subnectuntur, quia fecistis hæc et hæc, sunt verba meriti. Regnum fuit (1386) illis paratum ab æterno, sed iisdem præfinitum erat, ut talia facerent. Jam vero docuimus, imo docuit Ecclesia, nec præscientiam, nec decretum æternum Dei, necessitatem inducere humanæ voluntati, qua de re dicetur et inferius suo loco nonnihil. Quærit, quomodo quis meretur id, quod jam ipsi paratum est antequam nascatur. Dicam, quia qui nondum natus est, jam fecit digna regno coelorum ei, cui pariter præsentia sunt omnia. Poterat mutare voluntatem? Poterat saltem in malum. Id si accidisset, falsa fuisset Dei præscientia, voluntas impedita.

Men hvad slutter han ud fra skriftstedet ”Kom, I min Faders velsignede”? ”Kom” er et trøsteord. Det indrømmer jeg, men det, der er tilføjet ”fordi I har gjort sådan og sådan” er fortjenst-ord. Riget er beredt dem fra evighed, men det var forudbestemt for dem, at de skulle gøre disse ting. Men vi har lært, ja, kirken har lært, at hverken Guds forudviden eller hans evige bestemmelse, påfører menneskets vilje nogen nødvendighed, hvorom der også senere skal siges ikke så lidt på sit sted. (H11#81) (H12#35). Han spørger, ”hvordan nogen kan gøre sig fortjent til noget, som allerede er beredt ham før han blev født”. (L5#101). Jeg svarer, fordi én, som endnu ikke er født, allerede har gjort gerninger, der er værdige til Guds rige, for Ham, for hvem alle ting i lige grad er nærværende. 'Kunne han have ændret sin vilje?' Det kunne han, men kun til det onde. 'Hvis det var sket, ville Guds forudviden have været forkert, hans vilje have været hindret.'

³³ Sciebat, non mutaturum, et si mutasset, jam hoc præscitum erat ac destinatum à Deo. Tandem sicut ante ex persona merentis fecit personam promittentis, ita et hîc invertit Scripturæ verba, quo magis quadrent paradoxo dogmati: Ut rectius, inquit, dicere possimus, regnum Dei potius meretur nos suos possessores, et meritum illic collocemus ubi isti præmium. Regnum enim non paratur, sed parat: filii vero regni parantur, non parant regnum: hoc est, regnum meretur filios, non filii regnum. Sic et infernus suos potius filios meretur et parat, cum Christus dicat, Ite maledicti in ignem æternum, qui paratus est Diabolo et Angelis ejus. (L5#101) Hæc Lutherus.

Han vidste, at han ikke ville ændre den, og hvis han havde ændret den, ville det allerede været forudvidst og forudbestemt af Gud.

Til sidst, ligesom han før gjorde en person med fortjenester til en person, der fik forjættelser, således forvender han også her skriftens ord, så det bedre passer med hans paradoksale tese: ”Så vi snarere skulle sige, at Guds rige fortjener os, som besidder det, så vi indsætter ordet ”fortjeneste” dèr, hvor de indsætter ordet ”løn”- For riget bliver ikke beredt, det er beredt, men rigets børn bliver beredt, de bereder ikke riget, det vil sige, riget fortjener børnene, ikke børnene riget. Således er det også snarere sådan, at helvede fortjener og bereder dets børn, eftersom Kristus siger: ”Gå, I forbandede, til den evige ild, som er beredt djævelen og hans engle”. (Matt 25,41). (L5#101) Såvidt Luther.

³⁴ Quis unquam audivit talia verborum portenta? Corrigit divinæ Scripturæ linguam, et involvit sensum ambiguitate verbo. Si parare est decerne, quemadmodum Legislator vult esse paratum præmium defensori patriæ, poenam proditori: an hîc absurde dicetur sibi vir fortis parasse præmium, quia paratum fueret à Lege cunctis fortiter agentibus? Verùm illic paratum est, quod decretum ac destinatum est, hîc paratur quod virtute acquiritur.

Men har nogensinde hørt så formastelige ord? Han korrigerer her den hellige skrifts sprog, og tilhyller meningen med tvetydige ord. Hvis 'forberede' betyder 'bestemme', sådan som en lovgiver ønsker, at der skal beredes en løn for den, der forsvarer fædrelandet, men en straf til den, der forråder det: mon det så her vil være absurd at sige, at en tapper mand har beredt sig en løn, fordi der af loven var beredt løn til alle dem, der handlede tappert? Faktisk har det på den ene side været beredt, fordi det var bestemt og afgjort, på den anden har det været beredt, fordi et krævede dyd.

³⁵ Deus paravit ab æterno justis præmia, et eadem hominis sibi parant servandis Dei præceptis ejusdem opitulante gratia. Rursus Deus homines ad servanda præcepta parat sua gratia, et homines seipsos parant exercitiis ad pietatem conducentibus. Jam et infernus meretur impios, at ante dixerat Deum etiam mala in nobis operari, ut periculum sit, ne vel Deus mereatur gehennam, vel gehenna Deum. Sic tractat sacram Scripturam, qui nobis objicit quod Scripturam irridemus.

Gud beredte fra evighed en løn for de retfærdige, og en løn beredte menneskene også for sig ved at overholde Guds bud og ved at hans nåde hjalp dem. Omvendt bereder Gud menneskene sin nåde til at overholde budene, og menneskene bereder sig selv ved at gennemføre opøvelse til fromhed. Men nu, [siger han jo også, at] helvede gør sig fortjent til de ugudelige, dog tidligere har han sagt at Gud også virker det onde i os, så der er fare for, at enten Gud gør sig fortjent til helvede eller helvede til Gud (L5#101). Sådan behandler den mand skriften, som bebrejder os, at vi gør grin med skriften.

³⁶           Eadem opera dicit, regnum Dei non quæri, sed quærere. Atque illud ex Euangelio, Primum quærite regnum Dei, sic nobis interpretabitur, Nolite quærere vos, frustra quæsituri, sed regnum Dei vos quæret, vos inveniet, velitis nolitis. Res enim meræ necessitatis est, non nostri studii. Item illud Pauli, Patientia boni operis, quærentibus vitam æternam, ad hunc explicabit modum, non iis qui ipsi perseverarunt in bono opere, cum nihil operentur, sed quos ipsa vita æterna quæret, etiamsi ne cogitaverint quidem de quærendo. Non solum enim Lutherus docet eos nihil agere, qui quærunt vitam æternam piis operibus, verum etiam indignos ea reddi si quærant.

         På samme måde siger han, at Guds rige ikke søges, men søger. Og det ord fra evangeliet: ”Søg først Guds rige” (Matt 6,33) må fortolkes sådan for os: ”Søg ikke det, I forgæves vil søge, men Guds rige søger jer, finder jer, hvad enten I vil eller ej”. Sagen hører hjemme blandt nødvendighedens sager, ikke blandt vor anstrengelses sager. Ligeledes dette fra Paulus: ”med tålmodighed gode gerninger ... til dem, der søger det evige liv” (rom#2.7), vil han forklare på den måde, at det ikke er for dem, som bevarer sig selv i en god gerning, eftersom de intet gør, men dem, som det evige liv selv søger, skønt de end ikke havde tænkt på at søge. For Luther lærer ikke blot, at de, som søger evigt liv gennem fromme gerninger, intet udfører, men også, at de regnes for uværdige til det, hvis de søger det.

³⁷ Verba Lutheri sunt hæc: Quærunt autem æternam vitam, id ist, sunt in ea via, qua pervenient et invenient vitam æternam, ut quærere sit studio nito, et instanti opera eo conari, quod sequi solet ad bonam vitam. Omitto ferream interpretationem hominis, quam non solum perpetui respuit Ecclesia, sed etiam sensus hominis communis. Verùm hîc interim appello Lutherum, si meminit sui dogmatis, quomodo dicitur studio et instanti opera conari, qui nihil prorsus agit, sed tantum patitur ab agente gratia? An securis et lutum dicitur conari, nitive? Et qui studio instanti nititur ad aliquid, an is absurde dicitur quærere? Addit verba consolationis et exhortationis in hoc adhibita ne defatigentur in laboribus. Quomodo defatigabuntur qui nihil agunt? An periculum est ne Spiritus in illis agens delassetur?

Luthers ord lyder: ”... nej, de søger det evige liv, det vil sige, de er på den vej, ad hvilken de når frem til og finder det evige liv, så det at søge er at stræbe ivrigt efter og ivrigt at tage de gode gerninger på sig, som plejer at følge til det gode liv”. (L5#102). Jeg springer over mandens hårde fortolkning, som ikke blot kirken, men også almindelig fornuft altid har afvist. Men her må jeg alligevel bede Luther fortælle mig, om han har glemt sin tese, hvordan den, der slet intet udfører, men blot er genstand for åndens handling, kan siges at stræbe efter gerninger med iver og alvorligt. Mon en økse og noget ler kan siges at stræbe og være ivrig? Og mon det er absurd at sige, at den, som med alvorlig iver stræber efter noget, søger noget? Han tilføjer, at trøsteord og formaningsord af den grund fremføres, at de ikke skal blive trætte i deres anstrengelser. Hvordan kan de mennesker blive trætte, der intet udfører? Mon der er fare for, at ånden, der virker i dem, bliver træt?

^{38 [127]}          Reliquam battologiam prætermitto, ut pergam. Non movetur inter nos quæstio, cur Deus velit docere impios præceptis, terrere minis, pios consolarii promissis et exhortationibus, cum hæc omnia possit absque verbo: sed cur Deus præcipere voluerit, quæ scit à nobis præstari non posse, etiamsi accesserit auxilium (1387) gratiæ. Cur ad impossibilia tot minas, promissa, blanditias, exhortationes adhibeat. Posset, inquit, nos alere absque pane, at non voluit. Audio, sed homini dedit potestatem edenti panem. Verùm si porrecto lapide diceret, comede ut satieris, tantum ut homini commonstraret quod non possit edere, conveniret exemplum. Hîc rursum illi in quæstione hærenti succurrit adoranda tantum Dei voluntas.

         For at komme videre springer jeg over det øvrige vrøvl. Det spørgsmål, vi er uenige om, er ikke, hvorfor Gud vil lære de ugudelige budene, forskrække dem med trusler, trøste de fromme med forjættelser og formaninger, eftersom alt dette kan ske uden ordet: nej, det er, hvorfor Gud ville give befalinger, som han véd ikke kan præsteres af os, selv om vi bistås af hjælp fra nåden. Hvorfor fremfører han så mange trusler, løfter, lokketoner, formaninger, som er helt umulige? Luther siger, at han kunne føde os uden brød, det har han blot ikke villet. (L5#107). Ja, det hører jeg, men han har givet mennesket evne til at spise brød. Men hvis han ville sige til det menneske, som han rakte en sten: ”Spis, så du kan blive mæt”, blot for at demonstrere overfor mennesket, hvad det ikke kan spise, så ville hans eksempel passe. Her igen kommer den guddommelige vilje, der blot skal æres, ham til hjælp, når han sidder fast i et problem.

^{39 [128]} Quæ proximo Capite kokkuzei, Diatriben pugnare secum, quæ probet liberum arbitrium omnia posse sine Spiritus auxilio, jam toties declaravimus esse manifestæ vanitatis.

Hvad han galer op om i næste afsnit: at Diatriben kæmper mod sig selv, fordi den beviser, at den frie vilje kan alt uden åndens hjælp, har vi allerede mange steder forklaret er totalt grundløst. (L5#108).

^{40 [129]} Certe hoc loco mea verba sic habent: Hæc aut frigida videntur aut supervacanea, si cuncta referantur ad necessitatem. Ea sic depravavit noster hyperbolus: quid enim illum pudet? Frustranea, supervacanea, frigida, ridicula, nihil esse quæ dicuntur, nisi libera sit voluntas. Argumentum de fructibus, quos interpretatur opera hominum, nova securi dissecat Lutherus: Nostra, inquit, rectissime dicuntur, quæ non quidem facimus nos, sed ab aliis accepimus. Cur igitur opera non dicerentur nostra, quæ nobis per Spiritum donavit Deus? Christum nostrum dicimus, quem tamen non fecimus, oculos nostris dicimus, pedes nostros dicimus, quos tamen ipsi non fecimus. Hæc ille.

Det er sikkert og vist, at mine ord på dette sted lyder som følger: ”Disse ord ville synes uforståelige eller overflødige, hvis alt kunne henføres til nødvendigheden.” (e2#24). Det har min overdrivende modstander forvansket på følgende måde (intet skammer han sig over): ”Det, der siges, er forgæves, trivielt, latterligt, ja, ingenting, hvis viljen ikke er fri”. (L5#110). Argumentet om frugterne, som fortolkes som menneskenes gerninger, (e2#25), sønderhugger Luther med en ny økse: ”mon ikke det, som vi ikke selv har gjort, men har modtaget fra andre, med største ret kaldes vore? Hvorfor skulle vi da ikke kalde de gerninger, som Gud har givet os gennem ånden, for vore? Mon vi ikke siger, at Kristus er vores, skønt vi ikke har skabt ham, men kun modtaget ham; øjnene kalder vi vores, fødderne kalder vi vores, selv om vi dog ikke har skabt dem”. (L5#111f). Såvidt Luther.

⁴¹ Non negamus opera bona, magis esse Dei quam nostra, pieque adscribi gratiæ, quod sine illa non essent nostra. Verùm Lutherus ineptit, cum opera sic vult dici nostra, quemadmodum pedes nostri sunt, quos sine nobis donavit nobis Deus, aut pecunia nostra est, quam aliquis nihil promeritis dono dedit. Domus mea est, quam mihi dedit amicus. At nemo dicit domum opus meum: aut nummum opus meum: aut picturam dono datam opus meum. Neque quisquam vestem dono datam appellat mercedem: præmium, brabium, quibus vocibus utuntur sacræ Litteræ. Cur igitur eadem facta dicuntur dona Dei, et opera nostra? Quia præcipuas partes hîc obit gratia Spiritus, nonnihil adlaboravit nostra voluntas. Id perpussilum est, sed Deus boni consulit, quamvis exiguum, ultra quod præstare nihil queas, et tamen hoc tantum habet momenti, ut nisi accedat, inanis sit in te futura Dei gratia. Ita Paulus, qui gratiæ non defuit, et gratia, inquit, Dei in me vacua non fuit.

Vi nægter ikke, at de gode gerningere mere er Guds end vores, og at det er fromt at tilskrive nåden, hvad der ikke ville være vort uden den. Men Luther spiller dum, når han vil, at vi skal sige, at vore gerninger er vores, på samme måde som fødderne er vores, som uden os blev givet os af Gud, eller som de penge er vores, som en eller anden har givet os som gave uden vor fortjeneste. Mit hus er mit, selv om det er en ven, der har givet mig det. Men ingen siger, at mit hus er min gerning. Eller at mønten er min gerning. Eller at det billede, jeg fik som en gave, er min gerning. Ejheller ville nogen kalde en dragt, givet som gave, en belønning, en præmie, en sejrskrans, som er de ord, den hellige skrift bruger. Hvorfor skal så de samme fænomener siges at være Guds gave og vore gerninger? Fordi åndens nåde her spiller den vigtigste rolle, vor vilje udvirker noget. Det er meget lidt, men Gud tager det for gode varer, hvor lidt det end er, du kan ikke mere end gøre dig umage, og dog har det så stor betydning, at hvis ikke det er der også, vil Guds nåde være uvirksom i dig. Således siger Paulus, som ikke manglede nåden: ”Og Guds nåde imod mig har ikke været forgæves”. (1kor#15.10).

^{42 [130]}          Ex eo quod Christus in cruce dixit, Pater ignosce illis, nesciunt quid faciunt, violentus argumentator colligit imo extorquet diversum ei quod probare nitor. Si nesciunt, inquit, ergo nulla est liberi arbitrii vis, ut non solum non queant præstare quod pium est, sed ne nosse quidem. At Lutherus nos docuit, per Legem esse cognitionem peccati. Certe Legem noverant plurimi ex his qui Dominum adegerant in crucem. Si Pilatus sciebat esse innoxium, quomodo latebar hoc Pharisæos, Scribas, et Annam, Caipham? Sciebant igitur et nesciebant: Justum esse sciebant, Deum et hominem esse nesciebant: arcanum illud Dei consilium, quo decreverat redimere genus humanum, ignorabant, teste Paulo I. Cor. II. Si enim cognivissent, nunquam Dominum gloriæ crucifixissent. Et hic est sermo caritatis, quæ venatur etiam ignoscendi causas.

          Ud fra det, Kristus siger på korset: ”Fader, tilgiv dem, de véd ikke, hvad de gør!” konkluderer eller snarere fordrejer denne voldsomme argumentator noget helt andet, end hvad jeg stræber efter at bevise: ”Hvis de ikke véd det, så er der altså ikke nogen fri viljeskraft, eftersom de ikke blot ikke kan yde, hvad der er fromt, men ikke engang véd det”. (L5#114). Men Luther lærer os, at gennem loven kommer erkendelse af synden. Givetvis kendte de fleste af dem, som Herren henvendte sig til på korset, loven. Hvis Pilatus vidste, at han var uskyldig, hvordan kunne det så være skjult for farisæerne og de skriftkloge, for Annas og Kajfas? Derfor vidste de det, og vidste det dog ikke. De vidste, at han var retfærdig, men de vidste ikke, at han var Gud og menneske. Dette skjulte Guds råd, hvorved han havde besluttet at løskøbe menneskeheden, var de uvidende om, som Paulus siger 1kor#2.8: ”Hvis de havde kendt ham, havde de ikke korsfæstet herlighedens Herre”. Og dette er kærlighedens tale, som endog stræber efter begrundelser for at tilgive.

⁴³ Qualis est Petri Act. III. Et nunc scio fratres quod per ignorantiam fecistis sicut et principes vestri. Lutherus, qui pro mercede interpretatur eventum non exspectatum, pro merito promissionem, non sinit nos interpretari de ignorantia non malitiosa sed mixta cum infirmitate, cui summa caritas vult ignosci. Sed demus ex hujusmodi locis maxime probari somnium esse liberum arbitrium, mera necessitate geri omnia, quî cohæret quod sequitur, Pænitemini igitur et convertimini, ut deleantur pecceta vestra. Hæc Lutherus ita interpretabitur, pænitemimi, id est, Deus aget poenitentiam, et convertimini, id est, Deus convertetur ad vos, ut deleantur peccata, id est, hoc velitis nolitis sequetur, ut deleantur peccata, quæ vos non fecistis, sed Deus operatus est in vobis.

Sådan er også Peters tale i Apg 3,17: ”Og nu, brødre, véd jeg, at I handlede ud af uvidenhed, sådan som også jeres ledere”. Luther, som fortolker 'løn' som 'en uventet begivenhed' og 'fortjeneste' som 'forjættelse', tillader os ikke at fortolke deres uvidenhed som ikke-ondsindet og blandet med svaghed, noget, som den største kærlighed vil tilgive. Men lad os indrømme, at man ud fra den slags skriftsteder i det højeste kan bevise, at den frie vilje er en drøm, og at alt styres af lutter nødvendighed, hvordan stemmer det så overens med det følgende: ”Gør bod og omvend jer, så jeres synder kan udslettes”. (Apg 3,19). Dette vil Luther fortolke således: 'gør bod' det vil sige, 'Gud vil gøre bod'; 'og omvend jer' det vil sige, 'Gud vender sig mod jer'; 'så jeres synder udslettes', det vil sige 'heraf følger, hvad enten I vil eller ej, at de synder udslettes, som det ikke er jer, der har gjort, men Gud, der har virket i jer'.

⁴⁴ Sed redeo ad verba, Ignosce illis. Quis orat ignosci illis, qui nihil prorsus agunt nec in bonum nec in malum? Nemo petit veniam securi, si pro trabe vulneravit (1388) tibiam secantis: nemo petit veniam infanti, si foria contaminavit puerperam. Qui dicit ignosce, fatetur esse peccatum: qui peccatum elevat ignorantiæ prætextu, aut in exemplum immensæ misericordiæ excusat quæ non sunt excusanda, aut sentit ignorantiam culpandam quidem, sed tamen ob errorem admixtum, ignoscendum si resipiscant. Sic Petrus prius commemorat et exaggerat facinoris immanitatem, Vos autem sanctum et justum negastis, et petistis virum homicidam donari vobis, auctorem vero vitæ interfecistis. Hoc est vinum unfusum vulneri sanando, mox infundit oleum, Scio quod per ignorantiam fecistis, Pænitemini et convertimini.

Men jeg vender tilbage til ordet: ”Tilgiv dem”. Hvem vil bede om, at de, der overhovedet intet har gjort, hverken af godt eller ondt, skal få tilgivelse? Ingen beder om tilgivelse for en økse, hvis den rammer et skinneben i stedet for en bjælke. Ingen beder om tilgivelse for et spædbarn, hvis dets udflydende væske sviner den fødende kvinde til. Den, der siger: 'tilgiv', indrømmer, at der foreligger en synd. Den, der formilder en synd under foregivende af uvidenhed, gør enten det, at han som et eksempel på en overvældende stor barmhjertighed undskylder, hvad der ikke skal undskyldes, eller det, at han ganske vist erkender skylden hos dem, der ikke véd, men dog mener, det bør tilgives på grund af den fejl, der blev blandt op i det, og hvis de pågældende går i sig selv. Således nævner Peter først forbrydelsens overvældende størrelse: 'men I fornægtede den hellige og retfærdige, bad om at få en morder frigivet, men dræbte livets ophavsmand' (Apg 3,14f). Dette er vinen, udgydt i det sår, der skal helbredes, lige efter udgyder han olien: 'Jeg véd, at I handlede af uvidenhed; gør bod og omvend jer!' (Apg 3,17. 19).

⁴⁵ Demiror hominem tot distinctionibus extemporariis abundantem non distinxisse hîc vocem caritatis à voce severitatis. Altera dicit, nesciunt quid faciunt, Altera, noluerunt intelligere ut bene agerent. Et qui prædicas non mæchandum mæcharis? Et, servus sciens voluntatem Domini nec faciens, plagis vapulabit multis. Ac vehemens orator asseverat nullum adferri posse locum, qui magis totum demoliatur liberum arbitrium, quam hunc quem adduxi pro libero arbitrio. Nesciunt, interpretatur, scire non possunt, multo minus facere, urgens interim propositiones hyperbolicas, liberum arbitrium, aut ex se posse totum, aut omnino nihil posse. Si voluntas hominis est aliquo modo libera, Spiritus nihil est, si Spiritus est, nihil est hominis voluntas: et sequela pugnat cum probabili opinione.

Jeg undrer mig over, at et mennesker, der i den grad slynger distinktioner ud af ærmete, ikke her har skelnet mellem kærlighedens røst og strenghedens røst. Den ene siger: 'de véd ikke, hvad de gør', den anden: 'de vil ikke forstå, så de kan handle godt', (Sl 36,4) og: 'du, som prædiker, at man ikke må bedrive hor, du bedriver hor!' (rom#2.22) og: 'den tjener, der kendes sin herres vilje, men ikke gør den, skal have mange hug'. (Luk 12,47). Og denne voldsomme taler forsikrer, at der ikke kan fremføres noget skriftsted, som tilintetgør den frie vilje mere end dette, som jeg har fremført til fordel for den frie vilje. 'De véd ikke', det fortolker han som 'de kan ikke vide, langt mindre gøre', og samtidig påfører han os sine overdrevne påstande: 'enten kan den frie vilje alt i sig selv, eller også kan den overhovedet intet'. 'Hvis menneskets vilje på nogen måde er fri, er ånden intet, hvis ånden er noget, er menneskets vilje intet'. Og: 'følgeslutningen strider imod den antagelige mening'. (L5#114f).

⁴⁶ Et post hujusmodi nænias triumphat: Verùm sic, inquit, audire et tractare divina verba arguit animum, qui sit insignis contemtor Dei et hominum, qui prorsus nullam mereatur patientiam. Nec interim illius refert, quod hæc convitia recidunt non in me tantum, sed in universos Ecclesiæ Doctores, qui omnes sunt insignes contemtores Dei et hominum, Lutherus insignis cultor Dei et doctor hominum. Lutherus dicit hominem nihil agere nec in bonis nec in malis, nisi quemadmodum agit securis in manu fabri: at qui petit ignosci fatetur peccatum, et qui peccat, aliquid agit, aliquid commeruit mali, quod deprecatur intercessor. Et tamen Lutherus asseverat hunc locum nihilo magis facere adversus ipsius dogma, quam si citassem, Deus requievit die septimo ab operibus suis. Ex quo sane loco probabilius statueretur liberum arbitrium, quam Lutherus ex verbis imperandi colligit hominem nihil posse.

Og efter den slags trylleformularer triumferer han: ”Men når man vover at behandle den guddommelige skrift sådan, så afsløres en sjæl, som er kendetegnet ved at foragte Gud og mennesker, og som slet ikke fortjener tålmodighed.” (L5#115). Og samtidig rører det ham ikke, at denne bagvaskelse ikke blot rammer mig, men alle kirkens lærde, som alle er store foragtere af Gud og mennesker, mens Luther er en stor gudsdyrker og lærer for mennesker. Luther siger, at mennesket intet gør i det gode eller i det onde, udover at det opfører sig som en økse i tømrerens hånd. Men den, der beder om tilgivelse, indrømmer, at er foreligger en synd, og den, der synder, udfører noget, begår noget ondt, som den, der går i forbøn for ham, beder om ikke skal få følger. Og dog forsikrer Luther her, at dette sted ikke betyder mere imod hans tese, end hvis jeg havde citeret: ”Gud hvilede på den syvende dag fra sine gerninger”. (L5#115). Ud fra dette skriftsted ville man sandelig kunne fastslå den frie vilje mere antageligt, end Luther ud fra imperativerne kan slutte, at mennesket intet kan.

^{47 [131]}          Proximo Capite mirus iterum kokkusmoV est, quem referre tædet. De re paucula dicentur. Demiratur hebetudinem Diatribes, quæ locum citet ex Joanne: Dedit eis potestatem filios Dei fieri, etc cum nullum sit fulmen efficacius ad elidendum liberum arbitrium. Dic argumentum. Quid opus est, nonne audis, fieri? De opere nulla mentio. Homo fit filius Dei, non se facit. Ita-ne cum dicitur puero, cui provisum est de libris, præceptore et viatico, ecce data tibi potestas ut fias vir doctus, intelligimus eum subito transformandum in hominem doctum, nullo studio? O mirum verbum fieri, ô nos cæcos, qui hæc tam perspicua non viderimus! Sequitur autem, iis qui credunt in nomen ipsius. Quæro an credere sit aliquod opus, si est, utique sit operis mentio.

          Det næste afsnit er igen et mærkeligt hanegal, som jeg er led ved at referere. (L6#1). Om sagen siges der meget lidt. Luther er overrasket over Diatribens sløvhed; den citerer stedet fra Johannes: 'Han gav dem magt til at blive Guds børn', osv. selv om der ikke er noget tordenskrald, der er mere virksomt til at udslette den frie vilje. 'Frem med argumentet!' 'Hvad skal det nytte! Hører du ikke, at der siges ”blive”? Der nævnes ingen gerning. Et menneske bliver Guds barn, det gør ikke sig selv til et Guds barn. (L6#2). Når vi derfor hører at der siges til en skoledreng, som har fået bøger, en lærer og en rejse: ”Se, der er givet dig mulighed for at blive en lærd mand!”, skal vi så forstår det sådan, at han straks forvandles til et lærd menneske uden nogen anstrengelse? O, hvilket mærkeligt ord, dette 'blive', o, hvor har vi dog været blinde, som ikke har set noget så soleklart! Men der står bagefter: ”for dem, der tror på hans navn”. Jeg spørger, om det at tro er en slags gerning, hvis det er det, så nævnes der jo gerning overalt.

⁴⁸ Porro cum fides fit fons bonorum operum, qui fontem nominat satis indicat cætera. Sed fides, inquit, est gratuitum Dei donum. Ubi igitur locus libero arbitrio? Adeo locus est ut per liberum arbitrium homo pulsantem fidei gratiam possit excludere, possit amplecti, nisi quid obstet aliud, et acceptam possit amittere. Hoc inficiatus Lutherus confugiet ad arcanam illam voluntatem Dei. Audi, lector, Diatribes sequelam, hoc loco sic colligit: Quomodo datur potestas ut filii Dei fiant, si nostræ voluntatis nulla est libertas? (e2#25) Audi nunc Lutheri depravationes: Diatribe instat, liberum arbitrium omnia posse, parata pronuntiare frigidum et ridiculum esse verbum Joannis. Et post, Tanta est Diatribes hebetudo, ut nihil prorsus inter promissionis et legis verba discernat. Hoc ita probat, quia tam ex præceptis, quam ex promissis colligo argumenta constituendi liberi arbitrii. Hæc ille.

Og derfor, eftersom troen er kilden til de gode gerninger, så indikerer den, der nævner kilden, alt det andet tilligemed. Men tro, siger han, er Guds ufortjente gave. Hvor er der da plads til den frie vilje? (L6#3). I den grad er der plads til den, at gennem den frie vilje kan mennesket udelukke nåden, han kan omfavne den, hvis der ikke står andet i vejen, og når han har modtaget den, kan han tabe den. Eftersom Luther nægter dette, vil han nok tage sin tilflugt til denne hemmelige vilje hos Gud. Hør, kære læser, den slutning, som Diatriben drog ud fra dette sted: ”Hvordan kan de, der endnu ikke er Guds børn, få magt til at blive det, hvis vores vilje ikke har nogen frihed?” (e2#25). Hør nu Luthers fordrejninger: ”Diatriben står fast på, at den frie vilje kan alt, og er parat til at erklære Johannes' ord for trivielt og latterligt”. (L6#2). Og lidt senere: ”Så stor er Diatribens afstumpethed, at den slet ikke skelner mellem forjættelsens og lovens ord”. Og det beviser han, fordi jeg henter argumenter til at bevise den frie vilje med fra både budene og forjættelserne. (L6#5).

⁴⁹ An hoc est nihil discernere, ex utroque (1389) colligere argumentum? Ubi voco præceptum promissum, et contra? Et si promissa cohærent præceptis, cur ex promissis absurde colligitur idem quod ex præceptis? Nec meminit hîc argumentari me, nondum definire. Nec reputat hæc convitia, quæ deblaterat in Diatribam, recidere in probatissimos Ecclesiæ Doctores, qui ex iisdem locis eodem modo ratiocinantur. Ut affatim hic helluo semet explevìt ingurgitavitque convitiis.

Er dette ikke at skelne det samme som at hente argumenter fra begge steder? Hvor kalder jeg et bud for en forjættelse og omvendt? Og hvis forjættelserne vil det samme som budene, hvorfo er det da absurd at drage samme slutning fra dem som fra budene? Og så husker han her ikke på, at jeg debatterer, jeg definerer ikke. Og han tænker ikke over, at den bagvaskelse, som han plaprer ud med mod Diatriben, falder tilbage på kirkens højt ansete lærde, som tænker på samme måde ud fra disse skriftsteder. Hvor overvældende denne ædedolk fylder sig med og svælger i fornærmelser!

⁵⁰ Post hæc subito fit Deus et judicat de animo meo: Sed facile, inquit, toleratur hæc absurditas, si consideretur, quam alieno animo et contemtore Diatribe disputet, ad quam nihil attinet, gratia stet vel cadat, jaceat vel sedeat, tantum ut inanibus verbis in odiuum causa serviatur tyrannis. Hæc ideo retuli, quo lector oculis perspiciat, qui spiritus agat Lutherum, tam impudens in mentiendo, tam impius in judicanda aliena conscientia, tam credulus quorumlibet delationibus, tam contumeliosus in Ecclesiæ Doctores et Orbis Monarchas. Fateor, impulsu Principum scripsi de libero arbitrio, sed in nullius gratiam prodidi causam fidei. Possem pro falsis convitiis vera regerere, sed malo considerare quid lectori gratius, quid me dignius sit, quam quid mereatur effrenis Lutheri maledicentia.

Efter dette bliver han pludselig til Gud og kommer med en bedømmelse af min sjæl: ”denne absurditet løses led ved at betænke, hvordan Diatriben disputerer med ligegyldig ånd og med foragt; der er intet, der kommer den ved, nåden kan stå fast eller rokkes, den frie vilje kan falde eller stå, kun det er den optaget af, at den med tomme ord kan tjene tyrannen og lægge sagen for had” (L6#5). Dette citerer jeg af den grund, at læseren med egne øjne kan se, hvilken ånd der driver Luther, som er så fræk i at lyve, så ugudelig i at bedømme andres samvittighed, så hurtig til at komme med anklager uden at undersøge kilden, så forhånende mod kirkens lærde og verdens konger. Jeg indrømmer, at jeg har skrevet om den frie vilje, tilskyndet af fyrster, men jeg har aldrig forrådt troens sag for at opnå nogens gunst. Jeg ville nok kunne gengælde hans falske fornærmelser med sande ditto mod ham, men jeg foretrækker at se på, hvad der er mere passende for læseren og mere værdigt for mig, end på, hvad der kan gøre sig fortjent til den tøjlesløse Luthers forbandelse.

⁵¹ Neque vero me clam est, quis sine Christo frater* hæc ad illum perscripsit, ansa mentiendi sumta ex nostris colloquiis; hoc est familiaritatis indultæ præmium. Neque me fugit, cujus litteris instigatus ipse susceperit hanc triumphalem disputationem. Qui perpulit, sibi videtur admodum urbanus, regiumque** facinus credidit Lutherum in Erasmum provocasse. Alter, qui ex familiaritate sibi visus est nosse Erasmum, homo vanus et perfidus, non hîc tantum Thrasybulus dici potest.

*Hermed tænker Erasmus vist på Melanchthon.

** Ordspil på Urbanus Rhegius, én af Luthers venner.

Men jeg er heller ikke uvidende om, hvilken 'broder udenfor Kristus' er har skrevet dette til ham, idet han har taget anledning til at lyve fra vore samtaler; det er belønningen for den fortrolighed, jeg gav ham. Jeg er også godt klar over, hvis brev fik Luther til at gå ind i denne triumferende disputation. Den, der gennemførte det, synes nok om sig selv, at han er høflig og tror, det er en kongelig dåd at provokere Luther imod Erasmus. Den anden, som ud fra sin fortrolighed mente at kende Erasmus, er en bedragerisk og utroværdig person, som her kun kan kaldes Thrasybulus.

^{52 [132]}         Sed tandem delassatus transit ad loca, quæ videntur statuere liberum arbitrium, sed in medio relictis compluribus locis ex Paulinis Epistolis, quæ multo vehementius premebant dogma Lutheri, quam quæ ex aliis Scripturæ locis recensueramus. Hæc si studio præteriit, diffidit suæ causæ: Sin quia vel pertæsum sit, vel non vacavit ad singula respondere, poterat hoc incommodum effugere, si parcius usus fuisset convitiis et kokkusmoiV suis. Quanquam quid retulisset ad omnia respondisse, si respondisset, quemadmodum hactenus respondit, paradoxa paradoxis, veluti linum lino, connectens?*

*Erasmus giver i #53-55 en karikatur af, hvad Luther tænkes at ville have svaret på de skriftsteder, han har udeladt.

          Men til sidst bliver Luther træt og går over til de skriftsteder, som synes at stadfæste den frie vilje, men han springer over adskillige skriftsteder fra de paulinske breve, som bekæmper hans tese, end dem, vi har fremført fra andre skriftsteder. Hvis det er med vilje, at han springer over dem, har han ingen tiltro til sin sag. Hvis han gjorde det, fordi han var led og ked af dem, eller ikke gad svare på hver enkelt, så kunne han have undgået denne upassenhed, hvis han havde sparet noget mere på sine fornærmelser og på hanegalene. Skønt – hvad skulle det have nyttet, om han havde svaret på dem alle, hvis han havde svaret, ligesom han har svaret hidtil, hvor han har bundet det ene paradoks til det andet som den ene snor til den anden?

⁵³ Lex non agit cum hominis voluntate, tantum indicat peccatum, quod nullo modo vitare potest, itaque præparat hominem gratiæ. Verba indicativa*, subjunctiva, optativa, nullam indicant in homine facultatem, sed potius declarant eum nihil omnino posse nec in bonum, nec in malum: Aliud velle Deum crucifixum, aliud Deum qui inhabitat lucem inaccessam: mercedem, præmium, brabium similesque voces non referri ad operam aut officium præstitum, sed tantum significare sequelam, id est, eventum, et seu velis seu nolis, necessario sequuturum. Meritum non significat officium cui debetur præmium, sed promissionem Dei gratuitam; Ut cum dicimus merita sanctorum, intelligamus promissiones Dei, quibus illos nihil promeritos, neque promereri volentes, consolatur, ne delassentur, hoc est, ne Spiritus in eis omnia tum faciens, tum patiens deficiat. Legem non convenire pios ac mites, sed tantum impios ac feroces: Contra, promissiones et exhortationes tantum convenire pios, quibus, sive quærunt sive non quærunt, paratum est regnum coelorum. Et quærere in Litteris sacris non declarat precibus et piis fuctis ambire vitam æternam: Absit, sed esse in ea via, quæ volentem nolentem ducit ad regnum coelorum.

* Muligvis trykfejl for imperativ.

Loven virker ikke sammen med menneskets vilje, men påpeger kun synden, som på ingen måde kan undgås, og derfor forbereder mennesket til nåden. Imperativiske, konjunktiviske eller optativiske ord indikerer ikke nogen evne hos mennesket, men forklarer ham snarere, at han overhovedet ikke kan noget, hverken til det gode eller til det onde. Den korsfæstede Gud vil én ting, den Gud, der bor i et utilnærmeligt lys, noget andet. 'løn', 'præmie', 'sejrskrans' og andre ord henviser ikke til en gerning eller en pligt, der er øvet, men betegner kun en følgeslutning, det vil sige, et resultat, og det kommer med nødvendighed, hvad enten du vil eller ej. 'Fortjeneste' betyder ikke en pligt, der kræver en belønning, men Guds frie forjættelse, så at når vi siger 'de helliges fortjeneste' forstår vi Guds forjættelse, hvormed han trøster dem, der ikke har gjort sig fortjent til noget og heller ikke vil gøre sig fortjent til noget, at de ikke skal blive trætte, det vil sige, at ikke ånden i dem skal mangle, den ånd, der både gør og lider alt i dem. Loven har ikke noget at sige til de fromme og blide, men kun til de ugudelige og vilde. Omvendt, forjættelserne og formaningerne er kun for de fromme, for hvilke der, hvad enten de søger det eller ej, er beredt et himmerige. Og 'at søge' i den hellige skrift betyder ikke 'med bønner og fromme gerninger at stræbe efter evigt liv', langtfra, nej, det er at være på den vej, som, hvad enten man vil eller ej, fører til himmeriget.

⁵⁴ In contrariis nihil esse medium, ut si voluntas dicatur libere, necesse est eam ex suis viribus absque gratia posse omnia; Sin minus, nihil omnino potest, nec in bonum nec in malum. Si quid omnino potest hominis voluntas, Spiritus nihil est. Si Spiritur est, nihil omnino est libertas humanæ voluntatis. Operari significat operantem Spiritum pati: Agere significat agi rapique. Reddet unicuique secundum opera ejus, hoc est, secundum opera non sua, quæ Deus gratis donat homini. Impii merentur gehennam, id est, gehenna meretur eos. Et, regnum paratum est piis, id est, regnum (1390) parat pios. Curris in stadio, id est, Deus in ipso currat in stadio. Certat in agens, in quæ Deus certamen peragit: et apprendit bravium [brabrium?], cui gratis datur nihil agenti, ne optanti quidem. Deus neminem tentat, id est, Deus prædicatus neminem tentat, sed Deus non prædicatus etiam impellit ad peccandum, imo ipse peccatum operatur in homine: Item quod est apud Joannem, sanctificat se, exponet, patietur Spiritum, ipsum sanctificantem, quem patitur velit nolit.

Mellem modsætningerne er der ingen mellemvej, så hvis viljen kaldes fri, følger nødvendigvis, at den ud fra sine egne kræfter og uden nåden kan alting. Hvis den ikke er fri, kan den intet overhovedet, hverken til det gode eller til det onde. Hvis viljen i det hele taget kan noget, er ånden intet. Hvis ånden er noget, er menneskets frie vilje intet overhovedet. 'At gøre noget' vil sige at finde sig i, at ånden handler. At handle betyder at blive handlet med og blive revet med. 'Han vil gengælde enhver efter hans gerninger, (rom2#6) det vil sige, for gerninger, der ikke er hans, men nogle, som Gud for intet giver mennesket. De ugudelige fortjener helvede, det vil sige, helvede fortjener dem. Og riget er beredt de fromme, det vil sige, riget gør de fromme beredt. 'Du løber på løbebanen', (1kor#9.24) det vil sige, Gud løber i sig selv på løbebanen. Han kæmper kampen, men det er Gud, der gennemfører kampen i ham. Og han opnår sejrskransen, som gives ham for intet, også om han intet gør og intet ønsker. 'Gud frister ingen', (Jak 1,13) det vil sige, den prædikede Gud frister ingen, men den ikke-prædikede Gud tilskynder også til synd, ja, han virker selv synden i mennesket. Ligeledes vil Luther nok forklare stedet hos Johannes: 'han helliggør sig' (1 Joh 3,3), med, at han finder sig i, at ånden helliggør ham, og det må han finde sig i, hvad enten han vil eller ej.

⁵⁵ Et apud Paulum, qui se emundaverit, emundaverit verbum mere passivum est. Quod ait Petrus, omnem curam subinferentes, interpretabitur Petrum loqui more Dei crucifixi. Rursum quod ait Petrus, Quapropter fratres magis satagite, ut per bona opera certam vocationem vestram et electionem faciate, exponet, Spiritus Sanctus sine vobis aget in vobis, ut per ipsius bona opera capiatis vitam æternam, ad quam vos non debetis respicere, sed tamen non quærentibus parata est. Evolve totam Scripturam, nulla est pagina, quæ non habet aliquot loca, quibus opus est tali interpretatione, si recipimus Lutheri dogma de mera necessitate.

Og hos Paulus med sætningen 'den, der renser sig' (2 Tim 2,21), har ordet 'at rense sig' en kun passiv betydning. Når Peter siger 'kast al jeres bekymring' (2 Pet 1,5), så må man fortolke det sådan, at Peter taler efter den korsfæstede Guds skik. Igen, når Peter siger: 'derfor, brødre, anstreng jer des mere, så I gennem gode gerninger kan gøre jeres kaldelse og jeres udvælgelse sikker' (2 Pet 1,10), så forklarer han, at helligånden handler i jer uden jer, så I gennem hans gode gerninger kan opnå evigt liv, som I ikke behøver at bekymre jer om, men som dog er beredt også dem, der ikke søger det.

Blad hele skriften igennem, der er ikke en side, som ikke har et eller andet skriftsted, som har brug for den slags fortolkning, hvis vi godtager Luthers tese om den rene og skære nødvendighed.

^{56 [133]}          Jam ad sui dogmatis confirmationem. Feliciter expugnatis muscis, causam suam aggreditur, denuo præfatus, verba subjunctiva, optativa, imperativa, nihil facere pro libero arbitrio, multo minus exhortandi, cum demonstrarim ex verbis exhortandi, pollicendi, obsecrandi certius colligi nostram voluntatem aliquid agere, quam ex nudis præceptis. Recinit et illud mendacium, Diatriben inter argumentandum tantum tribuere libero arbitrio, ut sine gratia possit omnia. Objicit alicubi mihi falso, quod ex indefinita fecerim universalem.

          Nu tager han sig for at bekræfte sin tese. Efter heldigt at have besejret fluerne, tager han igen sin egen sag op, og forudskikker igen den bemærkning, at konjunktiviske, optativiske, imperativiske ord ikke gør noget for den frie vilje, langt mindre formaningsordene (L6#9), skønt jeg har demonstreret, at det ud fra formaningsord, løfteord og bønner meget sikrere kan sluttes, at vores vilje kan gøre noget, end ud fra de rene bud. Han gentager så den løgn, at Diatriben i sin argumentation tillægger den frie vilje magt til at gøre alt uden nåden. Et sted anklager han mig falskeligt for af det ubestemte at have skabt noget universelt.

⁵⁷ Ad hunc lapidem ipse perpetuo impingit, Voluntas hominis potest aliquid, ergo sola potest omnia. Præmittit autem unam machinam, qua demoliatur omnia, etiamsi tria millia testimoniorum adduxeris ex sacris Litteris pro libero arbitrio. Paulus Roman. VIII scribit pios Spiritu Dei agi, non libero arbitrio. Ubi Lutherus didicit istam Dialecticam? Navis agitur velis, ideo non impellitur et astu? Quoties jam diximus voluntatem hominis actam agere? Itaque fatemur et nos pios agi Spiritu Dei, sed negamus quod addit Lutherus, eos sic agi rapique, quemadmodum à fabro agitur serra et securis. Mira vero felicitas filiorum Dei, si hoc sunt Spiritu Sancto, quod securis est fabro! Ne id quidem dixit Paulus, quod asseverat Lutherus, etiam impius agi Spiritu Dei.

Selv falder han til stadighed over denne sten: ”Menneskets vilje kan noget, altså kan den i sig selv alt”. Men han sender en belejringsmaskine i forvejen, som kan ødelægge alt, om man så kunne fremføre tre tusind vidnesbyrd fra den hellige skrift til fordel for den frie vilje. Paulus skriver i rom#8.14, at de fromme føres af Guds ånd, ikke af den frie vilje. (L6#10). Hvor har Luther lært denne dialektik: skibet drives af sejlene, altså drives det ikke tillige af bølgerne? Hvor ofte har vi ikke sagt, at menneskets vilje handler, ligesom den handles med? Derfor indrømmer vi, at også vi fromme føres af Guds ånd, men vi nægter, hvad Luther tilføjer, at de føres og rives med, ligesom øksen eller saven føres af tømreren. Men hvor herligt heldige er ikke Guds børn, hvis de drives af Helligånden, ligesom øksen af tømreren! Men Paulus siger nu ikke det, som Luther forsikrer, at også de ugudelige drives af Guds ånd.

⁵⁸ Etenim si pii ideo dicuntur agi Spiritu, quod Spiritus solus in illis operetur omnia bona, quid obstat, quo minus idem dicatur de impiis, in quibus, ut Lutherus docet, idem Spiritus solus in illis operetur omnia mala? Nam voluntas hominis et in bonis et in malis tantum patitur agiturque, non operatur agitve. Hic tamen vult ingenuus videri, dum agnoscit sua verba, quæ Diatriba recitat ex ipsius assertionibus. Quanquam quid laudis est, ea non inficiari, quæ quis scripto publicavit? Et tamen illa me non sine causa recitasse declarat eventus. Quidam enim soliti Lutherum in omnibus defendere, cum legissent hunc Diatribæ locum, fassi sunt se nunquam credituros fuisse Lutherum hoc sentire, ni verba ipsius ut habent recitassem.

For hvis de fromme af den grund kan siges at drives af ånden, at ånden alene virker alt det gode i dem, hvad er der så i vejen for at sige det samme om de ugudelige, i hvilke, som Luther lærer, den samme ånd alene i dem virker alt ondt? For menneskets vilje lider eller drives kun i både gode og onde gerninger, den virker og handler ikke.

Men her vil han gerne se ud, som om han er oprigtig, for han anerkender de ord, som Diatriben citerede fra hans assertioner. (L6#10; ass04#63; e2#37). Skønt, hvad rosværdigt ligger der i ikke at benægte noget, som man har skrevet offentligt? Og dog viste resultatet, at der var god grund for mig til at citere stedet. For der var nogle menneske, der plejede at forsvare Luther i alting, som, da de læste dette sted i Diatriben, indrømmede, at de aldrig ville have troet, at Luther kunne mene dette, hvis jeg ikke havde citeret hans egne ord, som de stod.

⁵⁹ Proinde eadem hîc referam. Sic autem habent: Unde et hunc articulum necesse est revocare. Male enim dixi, quod liberum arbitrium ante gratiam sit res de solo titulo, sed simpliciter debui dicere, liberum arbitrium est figmentum in rebus, seu titulus sine re, quia nulli est in manu cogitare quippiam boni aut male, sed omnia, ut Wiclephi articulus, Constantiæ condemnatus, recte dicet, de necessitate absoluta eveniunt. Ad hoc dogma debebat Lutherus detorquere quæ citat Diatriba, potius quam ad probabilem opinionem, quanquam illic nihil est, quod cum opinione probabili pugnat, nisi accedat Lutherus interpres.

Derfor citerer jeg dem her. De lyder således: ”Derfor er det også nødvendigt at tilbagekalde denne artikel. For det var dårligt, hvad jeg sagde, at den frie vilje før nåden er et tomt navn, jeg burde simpelthen have sagt: 'den frie vilje er en drøm, hvad sagen angår, eller en betegnelse uden virkelighed bag'. For der er ingen, der har det i sin magt på nogen måde at tænke ondt eller godt, men alt sker (som Wiklefs artikel med rette lærer, den, der blev fordømt i Konstanz) ud fra en absolut nødvendighed”. (ass04#63). Luther skulle have fordrejet det, Diatriben citerer, så det stemmer overens med denne tese, snarere end med den antagelige opfattelse, skønt der dèr intet er, som modsiger den antagelige opfattelse, medmindre Luther kommer til som fortolker.

⁶⁰ In pugna satis erat utcunque dejecisse adversarium. Cætera per otium componi poterant. Hæc autem est illius argumentationis clausula, quam totam Lutherus expendit ad somniatam ab ipso quandam opinionem. Hæc, inquit Diatribe, tam multa non sint (1391) causa moverunt eruditos ac sanctos viros, ne in totum tollerent liberum arbitrium, tantum abest ut Spiritu Satana fuerint instigati, sibique damnationem accerfierint, fidentes operibus suis. Vel hinc Lutherus homo tam perspicax intelligere poterat quid egerim illis testimoniis: nimirum non omnino nihil agere voluntatem hominis, nec eos qui statuerunt liberum arbitrium sic fisos suis operibus, ut exclusa gratia, sibi damnationem accersierint, id quod nusquam non inculcat Lutherus.

I en strid er det nok med ethvert middel at slå modstanderen ned. Resten kan løses i ro og mag. Men dette er, hvad der lukker hans argumentation sammen, den argumentation, som han helt og holdent anvender til en eller anden af ham fremdrømt mening. ”Disse mange skriftsteder har ikke uden grund fået mange lærde og hellige mænd til ikke helt at ophæve den frie vilje. Det er langt fra, at de var drevet af Satans ånd (ass04#62) og selv har kaldt fordømmelsen ned over sig, idet de fæstede lid til deres gerninger”. (e2#37). Selv her ud fra skulle en så klartseende person som Luther kunne have forstået, hvad jeg sigtede mod med disse skriftsteder, nemlig, at menneskets vilje ikke er helt uvirksom, og at de, der hævder viljens frihed, ikke stoler på deres gerninger, så de udelukker nåden, og nedkalder fordømmelse over sig, hvilket Luther evig og altid slår fast.

^{61 [134]}          Præstat autem omittere præludium hominis plusquam Thrasonicum, Hactenus, inquit, præcessit fumus hominis, quasi nos è Scripturis nihil attulerimus, nunc audiemus fulgara et tunitrua Dei, id ist, interpretationes Lutheri, multo præstantiores iis, quas ex eodem hactenus audivimus. Incessit quod tam multos Scripturæ locos citarim pro libero arbitrio, cum prætermiserim innumerabiles, interim irridens homo festivus, sanctos et sanctas omnes, qui tribuerunt aliquid libero arbitrio. Quin his tam lepide dictis applauditis Lutherani? Si plausum dederitis, audietis lepidiora: Nisi vero, inquit, Spiritus Sanctus Rhetorica aliquantulum gnarus esset, periculum erat, ne tanta simulati contemtus arte fractus prorsus de causa desperaret, et palam [palmam] libero arbitrio concederet ante tubam.

          Men det er bedst at udelade mandens mere end trasoniske forspil: ”Indtil nu”, siger han, ”har et menneske opsendt et tågeslør” -- som om vi ikke har fremdraget noget fra skriften -- ”lad os nu høre Guds lyn og tordenskrald”, (L6#10) hvilket betyder: Luthers fortolkninger, meget stærkere end dem, vi hidtil har hørt. Han angriber mig, fordi jeg har citeret så mange skriftsteder til fordel for den frie vilje, skønt jeg har udeladt utallige, og samtidig gør dette vittige menneske grin med alle helgener og helgeninder, som har tilskrevet den frie vilje noget. (L6#11). Hvorfor klapper I lutheranere ikke af disse allerkæreste udsagn? Hvis I klapper, hør så et endnu nydeligere udsagn: ”Men hvis ikke den hellige ånd var en smule bevandret i den retoriske kunst, ville der bestå den fare, at han, slået af en så stor kunst, der foregiver foragt, helt fortvivlede over sagen og indrømmede den frie vilje sejrspalmerne, førend det var kommet til kamp”. (L6#13).

⁶² Nonne hæc mire festiva sunt? Nunc Thrasonismum accipe: Sed ego, inquit inferius, succenturiatis illis duobus locis, ostendam et nostras copias, quanquam ubi talis est fortuna pugnæ, ut unus fuget decem millia, nullis opus est copiis. Si enim unus locus vicerit liberum arbitrium, nihil ei profuerint innumerabiles suæ copiæ. Non respondendum est ad singula, ne scurrilitatis inter nos certamen susceptum videatur, non causæ. Quas copias adducit Lutherus? Et unde? Nonne ex sacris Litteris? Unde ego produxi meum exercitum? Nonne ex iisdem? Quomodo igitur unus miles Lutheranus fugabit decem millia? An Scriptura prosternet Scripturam? Non, sed una falsa Lutheri interpretatio, si fuerit commodum, subvertet universam Scripturam, quanquam ad id quot strophis utatur, jam satis demonstratum arbitror.

Er det ikke supernydeligt? Hør nu en 'trasonisme': ”Men jeg, der kun er en ringe erstatning for ham, vil med disse to skriftsteder fremvise også vore hærstyrker, selv der ikke er brug for nogle tropper dèr, hvor dette er kamplykken, at én kan jage titusinder på flugt. Hvis nemlig blot ét skriftsted får besejret den frie vilje, vil hans talløse styrker ikke gavne ham”. (L6#14). Jeg vil ikke svare på hvert punkt for sig, at det ikke skal se ud som om vi har påtaget os en kamp om naragtigheder, ikke om sagen. Hvilke tropper fører Luther i marken? Og hvorfra? Mon ikke fra den hellige skrift? Hvor henter jeg min hær fra? Mon ikke samme steds fra? Hvordan skulle så én luthersk soldat kunne slå ti tusind på flugt? Mon skriften nedlægger skriften? Nej, men én falsk fortolkning af Luthers, hvis han finder den passende, vil underminere hele skriften, skønt jeg mener nu i tilstrækkelig grad at have godtgjort, hvor meget fifleri han må bruge til det.

⁶³ Si Diatribe produxisset Aristotelis testimonia, erat aliquid quod jactat Lutherus; nunc ista in Scripturam sacram stolidissime, ne dicam impie, dicuntur, cum certamen non sit inter Scripturam et Scripturam, sed inter interpretationem omnium Ecclesiæ Doctorum et Lutheri cum paucis aliquot ab Ecclesia damnatis. Ille dicet omnes insanisse actos Spiritu Satanæ, se Sancti Spiritus afflatu verum Scripturæ sensum afferre. Hoc si persuadet, vicit. Sed interim friget Thrasonimus, ut omittam frigidum jocum de Spiritu, non omnino rudi Rhetorices. In nullos enim libentius jocatur Lutherus, quam in Divos et Spiritum Sanctum, si quando libet exporrigere frontem.

Hvis Diatriben havde fremført bevismateriale fra Aristoteles, ville de, Luther praler af, dog være noget. Men nu er det, han siger imod den hellige skrift, yderst tåbeligt, for ikke at sige ugudeligt, eftersom striden ikke står mellem skrift og skrift, men mellem alle kirkens lærdes fortolkning og Luthers og enkelte andres, af kirken fordømtes, fortolkning. Han vil sige, at alle disse var vanvittige og drevet af Satans ånd, mens han, indblæst af Helligånden, fremfører skriftens sande mening. Hvis han kan overbevise om det, har han sejret. Men samtidig falder Thrasonimus sammen, for nu ikke at tale om de tomme vittigheder om ånden, som ikke er uddannet retoriker. For der er intet, Luther hellere laver vittigheder om, end det guddommelige og Helligånden, når han finder det for godt at udbrede sin frækhed.

^{64 [135]}          Audiamus igitur Dei fulmina, quæ proferet Lutherus. Ex his, quæ videntur funditus tollere vim liberi arbitrii, duo præcipua loca sunt, quorum alter est de eo, quod Dominus induravit cor Pharaonis. Habetur autem Exodi IX tractatur ab Apostolo in Epistola ad Romanos Cap. IX qui adducit et illud ex Exodi XXXII Miserebo cujuscunque misereor, et commiserabor quemcunque commiseror. Hujus quæstionis difficultatem quoniam Origenes explicat tropo, quo dicitur perdere filium qui peccantem non statim corripuit, Lutherus tractat locum communem contra tropos.

          Lad os da høre de Guds lyn, som Luther vil bringe frem. Af de skriftsteder, som synes helt at ophæve den frie viljes kraft, er der især to steder, hvoraf det ene handler om, at Herren har forhærdet Faraos hjerte. Det står i 2 Mos 9,12 og behandles af apostelen i rom#9.14. Han tilføjer også skriftstedet fra 2 Mos 33,19: ”Jeg forbarmer mig over hvem jeg vil, og viser nåde mod hvem jeg vil”. Fordi Origenes forklarer dette vanskelige spørgsmål med billedtale, hvorved der siges, at en søn fortabes, hvis han, når han synder, ikke straks retledes, opstiller Luther en almen sætning imod billedtale. (L6#15).

⁶⁵ Habent enim Rhetores hujusmodi sententias, quas in utramque partem pro causæ commoditare tractare solent, ut testibus credendum, et testibus non credendum; tormentis credendum, tormentis non credendum. At Lutherus ipsos etiam Rhetores superat. Nullus enim Rhetor in eadem causa tractat utramque loci partem, sed in diversis: Lutherus in eadem causa vult plurimum valere tropos, quoties patrocinari videntur ipsius dogmati: et rursus exsibilat tropos, quoties pro adversario faciunt. Sed hoc facit veluti suo jure.

For retorikere har nogle sætninger af den slags, at de plejer at bruge dem til begge sider, afhængigt af, hvad der passer dem, fx 'vidner kan man stole på' og 'vidner kan man ikke stole på'; 'de, der har fået tortur, må man stole på', 'de, der har fået tortur, må man ikke stole på'. Men Luther overgår selv retorer. For inten retor behandler begge dele af stedet i den samme sag, det gør det kun i forskellige sager. Luther vel i den samme sag have, at billedtale skal være gyldig overalt, hvor det synes at hjælpe hans tese på gled. Og omvendt piber han dem ud, når de hjælper modstanderen. Men han gør det, som om det var hans ret.

⁶⁶ Illud iniquum, quod Diatribam accusat, quasi illa troporum sit repertrix, cum nihil sit in Scripturis usitatius, (1392) quam tropis effugere sermonis absurditatem. Præter causam igitur incusaret Diatribam, etiamsi suos adferret tropos, nunc cum adducat à probatis Ecclesiæ Doctoribus proditos, multo facit iniquius. Non igitur iniquum postulat Diatriba, si jus utendi tropis postulat, adversus eum qui se tropis tuetur. Nunc conferamus troporum genus. Lutherus adfert suos abhorrente à consuetudine sensuque commune, Diatriba profert è probatis Auctoribus consentientes cum more sensuque communi, cui se Scriptura libenter attemperat: et Diatribe tropos inducit, ubi Scripturæ voces abhorrent à sensu communi, Lutherus adducit, ubi Scriptura maxime consentit cum natura sensuque communi, quo sensum inducat suum, et à Veterum opinione, et à communi mortalium consensu simpliciter abhorrentem.

Det er ikke ret af ham at anklage Diatriben for at den har opfundet billedtale, eftersom intet er mere brugt i skriften end at undgå absurditet i talen ved billedtale. Og derfor er det usagligt at anklage Diatriben, også om den havde fremført sin egen billedtale, men her, hvor den fremfører billedtale fra anerkendte kirkelige lærde, handler han langt mere unfair. (L6#15). Det er ikke unfair, hvis Diatriben hævder sin ret til at bruge billedtale, at den så bruger billedtale mod den, som forsvarer sig med billedtale.

Nuvel, lad os sammenligne arten af billedtale. Luther fremfører sin billedtale i afsky for sædvanen og den almindelige opfattelse, Diatriben fremfører sin ud fra anerkendte skribenters enighed med almindelig skik og opfattelse, som skriften plejer at tilpasse sig. Og Diatriben infører billedtale, hvor skriftens ord afviger fra almindelig mening, Luther indfører den, hvor skriften stemmer mest overens med almindelig natur og mening; dér kan han så indføre sin mening og sin opfattelse, som afviger fra de gamles opfattelse, og fra det, almindelig dødelige kan blive enige om.

⁶⁷ Audi tropos Lutherianos, quos ipse nescio an dignetur agnoscere: extende manum tuam ad id quod volueris, id est, gratia extendet manum ad quod ipsa voluerit. Facite vobis cor novum, id est, tu non potes servare mandata, sed hoc scito, te non posse: reliquaque quæ supra commemoravimus, de mercede, merito, præmio, brabio, certamine, cursu, quæ omnia Lutherus per tropos durissimos, et à communi loquendi usu alienissimos præter Orthodoxorum auctoritatem interpretatur, utcunque postulat dogmatis quod defendit ratio. Quis unquam Poetarum, apud quos est magna troporum licentia, dixit, fecit adulterium, id est, alius in eo fecit, aut egit remum, id est, à remo actus est. Aut retulit illi mercedem pro meritis, id est, donavit illi munus, non ob aliud nisi quia decreverat promiseratque se daturum, cum ille nec egerit quicquam, nec promeritus sit.

 Hør nogle eksempler på luthersk billedtale, som jeg selv ikke véd, om han vil godkende: ”Udræk din hånd til det, du vil”, det vil sige: nåden udrækker din hånd til det, den selv vil. ”Skab jer et nyt hjerte”, det vil sige, du kan ikke holde budene, men du skal vide, at du ikke kan det. (L6#25). Som endnu nogle eksempler: alt det andet, vi nævnte ovenfor om løn, fortjeneste, præmie, sejrskrans, strid, løb, alt sammen noget, som Luther fortolker ved hjælp af knaldhård billedtale, som er fremmed for almindelig sprogbrug og fjern fra de ortodokses autoritet, men som han bruger overalt, hvor den tese, han forsvarer, kræver det. Blandt digterne, som har den største frihed til at bruge billedtale, hvem har dér nogensinde sagt: ”Han bedrev utugt”, det vil sige, en anden gjorde det i ham, eller ”han førte en åre”, det vil sige, han blev ført af en åre. Eller ”han gav ham løn for hans fortjenester”, det vil sige, han gav han en gave, men kun fordi han havde bestemt det og lovet, at han ville give den, skønt den anden hverken havde gjort noget eller fortjent noget.

⁶⁸ Hujusmodi tropis cum causam suam tueatur Lutherus, tamen me Proteum vocat, qui tropis et longe modestioribus, et ab Orthodoxis scripto proditis utar, si quando huc impellit absurda sermonis species. Quod genus est, cum Deus summe bonus dicitur indurasse cor Regis, ut per illius malitiam illustraret suam gloriam, et illud Hieremiæ, Seduxisti me Domine, et seductus sum. Non est igitur eadem ratio troporum, quos ex se durissimos ac violentos comminiscitur Lutherus, et meorum quos ab antiquis traditos et agnoscit usus loquendo communis, et similium in Scripturis locorum collatio comprobat. Proinde verissimum est quod dicit, invalidam fore Scripturarum auctoritatem, si cuivis liberum erit tropis et sequelis commentitiis earum verba quocunque libitum fuerit trahere.

Med den slags billedtale forsvarer Luther sin sag og alligevel kalder han mig en Proteus, fordi jeg bruger billedtale og det en billedtale, der er langt mere moderat og som også blev fremført af de ortodokse i deres skrifter. Men jeg bruger det kun, når en åbenlyst absurd tale tvinger mig til det. For eksempel, når Gud, det højeste gode, siges at have forhærdet kongens hjerte (2 Mos 9,12ff), for at han gennem hans ondskab kan belyse sin egen herlighed, og dette ord fra Jer 20,7: ”Du har vildført mig, Herre, og jeg blev vildført”. Derfor har vi ikke den samme begrundelse for at bruge billedtale. Luther udtænker på fri hånd nogle særdeles hårde og voldsomme billeder, jeg bruger billeder, som er overleveret og anerkendt af de gamle og i overensstemmelse med almindelig sprogbrug, og de bliver bekræftet ved en lignende brug i skriften. For øvrigt er det sandt, hvad han siger, at skriftens autoritet ville blive ugyldig, hvis det stod enhver frit for at drage dens ord hvorhen han ville med billedtale om selvopfundne følgeslutninger. (L6#21).

^{69 [136]}         Sed posteaquam elusit tropos, aggreditur alterum locum communem, adversus Origenem, cujus errori si quid delinquit, duplici nomine debetur ac datur venia. Primum, quod inquirens scripsit ista, non definiens: deinde quod priscis temporibus, quibus adhuc fas erat de multis dubitare, de quibus nunc ambigere fas non sit. Fatemur Origenem aliquoties allegoriis ludere, sed quid hoc ad hunc tropum, qui non habet allegoriam? Hoc Origenis commentum approbavit Ecclesia, sequitur cum Orthodoxis Hieronymus. Jam tropus in crimen vocatur, qui fuerit in causa, ut Ariani fecerint Christum Deum putativum.

        Men efter at han er færdig med at tale om billedtale, angriber han et andet almindeligt sted, han angriber nemlig Origenes (L6#20), hvis fejl, hvis han virkelig blev vildfaren, bør tilgives af to grunde: for det første, fordi han skriver sådan, mens han undersøger, ikke mens han definerer. For det andet, fordi det i gamle dage var tilladt at tvivle om meget, om hvilket det nuomstunder ikke er rigtigt at være i tvivl. Vi indrømmer, at Origines af og til legede med allegorier, men hvad har det med denne billedtale at gøre, den indeholder jo ikke nogen allegori? Kirken har godkendt denne fortolkning af Origenes, Hieronymus følger den sammen med de ortodokse. Nu gøres så billedtale til begrundelsen for, at Arianerne gjorde Kristus til en formodet Gud. (L6#23).

⁷⁰ Quin potius Apostolus Paulus in commune crimen vocatur, qui Satanam vocat Deum hujus seculi, et fatetur esse multos, qui nominantur Dii, et sunt. Et Psaltes mysticus appellat Deos Gentium, quod pro Diis haberentur. Et Christus ipse probat hunc versiculum, Ego dixi, Dii estis, et filii excelsi omnes. Postremo, quod quidam ab ipso dissentiunt de Eucharistia, tropis imputat. Nec hoc contentus, pronuntiat ab ipso observatum, omnes hæreses et errores in Scripturis non venisse ex simplicitate verborum, sed ex neglecta simplicitate verborum, et ex affectatis proprio cerebro tropis aut sequelis. Si dixisset multos errores, tolerari poterat: impudenter dixit omnes, cum maxima pars hæreseôn nata sit, nec ex tropis, nec ex verbis simplicibus, sed ex Philosophia Græcorum, qua quidem infecti verius quam imbuti, (1393) veniebant ad tractandas sacras Litteras.

Hvorfor ikke anklage apostelen Paulus for den samme forbrydelse, for han kaldte Satan denne verdens Gud (2kor#4.4), og han indrømmer, at der er mange, som kaldes guder, og er det. (1kor#8.5). Den mystiske salmist nævner også hedningernes guder, som regnes for guder. (Sl 82.6). Og den tekst godkender Kristus selv: ”Jeg har sagt jer: I er guder, og alle børn af den højeste”. (Joh 10,34). Til sidst, Luther tilskriver det billedtale, at nogle er uenige med ham om nadveren. Ikke tilfreds med det, at han selv har lagt mærke til ”at alle kætterier og vildfarelser overfor skriften ikke er kommet af, at man har taget ordene for pålydende, ... men er kommet af, at man har nægtet ordenes enkle betydning, og af, at man af sin egen hjerne har uddraget billedtale og følgeslutninger.” (L6#24). Hvis han nu havde sagt 'mange vildfarelser', så kunne det gå an. Men frækt siger han 'alle', selv om størstedelen af kætterierne er opstået, ikke af billedtale, ejheller af enfoldige ord, men af grækernes filosofi, når nogle, som var inficerede af den, snarere end at de var gennemtrængt af den, kom til at behandle den hellige skrift.

⁷¹ Certe negari non potest Antropomorphitas ex simplicitate verborum ac troporum inscita hausisse errorem suum, qui quia legerant Dei manus, pedes, brachia, cor, oculos, credebant illum corporeum, humanis constare membris, ac proinde irasci, furere, misericordia commoveri, poenitere, gaudere, dolere, cum harum affectionum nihil cadat in Deum. Similiter declamat in sequelas. Quid igitur sibi vult Lutherus, excludi tropos omnes, una cum sequelis? Non opinor, sed idoneos vult recipi, ineptos rejici, dubios examinari. Itaque præscribit nobis regulam, quam securi id possimus efficere.

I hvert fald kan det ikke nægtes, at antropomorfisterne øste deres vildfarelse ved at læse ordene enfoldigt og nægte billedtale, for eftersom de læste om Guds hænder, fødder, arme, hjerte, øjne, troede de om ham, at han var legemlig, og havde menneskelige lemmer, og derfor kunne vredes, rase, bevæges af medlidenhed, fortryde, glæde sig, føle smerte, skønt den slags følelser ikke kan bruges om Gud. På samme måde ivrer Luther imod, at man drager følgeslutninger. Men hvad vil da Luther, vil han udelukke al billedtale sammen med følgeslutningerne? Det tror jeg ikke, men han vil have os til at godtage de egnede, forkaste de uegnede, og undersøge de tvivlsomme.

Hvis vi følger den regel, han foreskriver os, kan vi gøre det.

⁷² Negat in Scripturis vel sequelam vel tropum ullum admittendum, nisi id cogat circumstantia verborum evidens, et absurditas rei manifesta, in aliquem fidei articulum peccans, sed ubique vult inhærere simplici puræque et naturali significationi verborum, quam Grammatici et usus loquendi habet, quam Deus creavit in hominibus. Accipio præscriptum, modo nobis definiat, quid sit articulus fidei: ad hæc distinguat inter allegoriam, qua subvertimus sensum historicum sive grammaticum, et eam, qua moralem sensum tractamus manente ceu fundamento sensus grammatici.

Han nægter, at ”nogen følgeslutning eller billedtale i skriften må tillades, medmindre omstændighederne, ordenes evidens og sagens åbenlyse absurditet tvinger til det”, men han ønsker, at ”man overalt bør holde sig til den enkle og rene og naturlige betydning af ordene, som de har efter grammatikken og den sprogbrug, som Gud har skabt i mennesker.” (L6#20). Denne forskrift går jeg med til, blot han vil definere for os, hvad en trosartikel er, og desuden skelner mellem en allegori, hvorved vi underminerer den historiske eller grammatiske mening, og én, hvorved vi behandler den moralske mening, så den grammatiske mening bibeholdes som et fundament.

⁷³ Hoc facto, conferemus tropos Lutheri cum nostri, expensuri utri magis quadrant ad sensum communem, et utros suaserit sensus absurditas. Quis unquam sensu communi sic accepit omnes leges publicas civitatis, ut imperando nihil aliud declararent, nisi cives non posse quicquam præstare eorum quæ præscribuntur, nec in aliud valere minas legum? Aut quæ coegit absurditas Lutherum in tot millibus locorum, quæ vel præcipiunt vel territant, vel minitantur, vel expostulant, vel objurgant, vel pollicentur, vel blandiuntur, vel exhortantur, à simplicibus verbis recedentem, ad tropos inauditos confugere?

Når det er gjort, lad os så sammenligne Luthers billedtale med vor, og undersøge, hvilken der stemmer bedst overens med almindelig sprogbrug, og hvilken der tilråder en absurd mening. Hvem har nogensinde forstået alle lovene i en by i den almindelige mening, at de, når de blev befalet, ikke erklærede andet, end at borgerne ikke kunne overholde noget af det, de foreskrev, og at lovens trusler ikke betød andet? Eller hvilken absurditet tvinger Luther til i de mange tusinde skriftsteder, der enten befaler, eller afskrækker, eller truer eller bebrejder, eller bønfalder eller lover eller smigrer eller opfordrer, at tage afstand fra de enfoldige ord og tage sin tilflugt til uhørt billedtale?

⁷⁴ Sequela, inquit, docet hominem omnia servare posse suis viribus. (L5#23; 51; 73; 76) Hæc est Lutheri sequela. Imo sequitur, hominem posse cum auxilio paratæ gratiæ, et hominem Legis violatorem jure plecti, per cujus voluntatem steterit, quo minus potuerit servare. Verùm aliter non poterat suum dogma tueri, quod absurdum, absurdioribus tropis ac sequelis defendit. Quis sensus communis sic interpretatus est, eum nihil agere ut fiat pater, cum ducta uxore data est potestas, ut fiat pater? Tales igitur tropos, tales sequelas recipiemus, cætera rejiciemus. Si sensum communem, quo Lutherus exponit Scripturas, Deus creavit in omnibus hominibus sanæ mentis, quid dicemus de tot millibus eruditorum hominum, qui secus interpretantur Scripturam, quam Lutherus.

Han siger: ”Følgeslutningen lærer, at menneske kan overholde alt ved sine egne kræfter”. (L5#23; #51; #73; #76). Dette er Luthers følgeslutning. Tværtimod, der følger, at mennesket kan det med den tilbudte nådes hjælp, og at mennesket, der overtræder loven, med rette bliver straffet, for det er op til hans vilje, at han ikke kunne overholde den. Men anderledes kan han ikke beskytte sin absurde tese end ved at forsvare den med mere absurd billedtale og følgeslutninger. Hvilken almindelig antagelse har fortolket sagen sådan, at én, der har taget sig en hustru og derved fået magt til at bliver far, ikke skal gøre noget for at blive far? Den ene slags billedtale, den ene slags følgeslutninger skal vi godtage, de øvrige skal vi forkaste. Hvis Gud har skabt den almindelige antagelse, hvormed Luther forklare skriften, i alle mennesker med sundt sind, hvad skal vi sige om de tusinder af lærde mennesker, som fortolker skriften anderledes end Luther.

^{75 [137]}          Verùm audiamus quod adfert exemplum regulæ, quam modo nobis præscripsit. Sed interim amoliar calumniæ crimen, quod impingit meæ Diatribæ. Negat se meminisse, ubi sit tam violenta Scripturarum usus tractatione, extende manum, id est, gratia extendet, et, facite vobis cor novum, id est, gratia faciet vobis cor novum. Licet, inquit, Diatriba publico libello me sic traducat tropis scilicet et sequelis distenta, et illusa, ut non videat quid de quo loquatur. An Lutherus hîc videt quid de quo loquatur? Cum in principio disputationis nominarim auctores sententiarum quas rejicio, deinde quas in medio relinquo, postremo cum quibus certamen ineo, quo sensu communi Lutherus rapit ad se quicquid ibi dicitur? Certe Carolstadium, cujus illa sunt, in ingressu nominaram, hîc nullius nomen edo, quo quisque quod suum esset agnosceret. Si erat hoc alienum, cur alieno tacto ulcere, vociferatur ipse?*

* Erasmus siger i H13#63, at han gik ud fra at Karlstadt og Luther var enige.

         Men lad os høre, hvilket eksempel på reglen han fremfører, den, han lige har foreskrevet os. Men lad mig forinden gendrive en bagvaskende beskyldning, som han hænger op på min Diatribe. Han nægter at kunne huske, hvor han anvendte en så voldsom brug af skriften: 'udræk din hånd', det vil sige, nåden udrækker den, og: 'skab jer et nyt hjerte', det vil sige, nåden vil skabe jer et nyt hjerte. Han siger: ”Lad så være, at Diatriben i sin offentlige bog har forhånet mig, den, som selv er fyldt med billedtale og følgeslutninger og er bedragen, så den ikke ser, hvad den siger om hvad”. (L6#25). Mon Luther her ser, hvad han siger om hvad? I begyndelsen af disputationen har jeg nævnt navnene på de forfattere, hvis meninger jeg forkaster, dernæst lod jeg nogle meninger stå i midten, til sidst dem, jeg går imod; med hvilken fornuftig mening river Luther det, der siges dèr, til sig? Det er rigtig nok, at jeg i begyndelsen nævner Karlstadts navn, for det er hans opfattelse, men på dette sted ikke nævner navne, og så kan enhver taget det til sig, som er hans. Hvis denne mening tilhører en anden, hvorfor råber han så op, når en andens sår berøres?

⁷⁶ Et homo tenerè cavens famæ suæ queritur se traduci, si dicatur ad hunc modum interpretatus Scripturam, cum habeat multo his duriora de fabro et securi. Et interim ignoscit sibi, quod me toties appellat atheon, Epicurum, blasphemum, irrisorem sacrarum Scripturarum. His enim salibus sibi festivus non contumeliosus videtur. Quem obsecro locum hîc habebat, Non videt quid de quo loquatur? Et addit lepidem jocum, tropis scilicet et sequelis (1394) distenta et illusa. Quis non videt hæc sine mente scribi, nec agere Lutherum cum hæc scribit, sed agi spiritu quodam maledicentiæ? Si non meminit, an hæc scripserit, cur impingit Diatribæ falsi crimen? Perinde quasi quis intendenti furti crimen respondeat, non memini me furtum istud admisisse, proinde tu me falso insimulas.

Og den sarte mand, der er øm over sit rygte, klager over at bliver forhånet, hvis man siger, at han fortolker skriften på den måde, skønt han selv bruger billedet med tømreren og øksen, som er meget hårdere end disse. Og samtidig tilgiver han sig selv, fordi han overalt kalder mig ateist, epikuræer, blasfemist, forhåner af den hellige skrift. For med disse vittigheder tror han, han er sjov, ikke fornærmende. Jamen, hør nu, hvorfor skulle han absolut sige: ”Diatriben ser ikke, hvad den siger om hvad”? (L6#25). Og han tilføjer en 'nydelig' vittighed: ”fyldt med billedtale og følgeslutninger og er bedragen ... ”. Hvem kan ikke se, at dette er et hovedløst skriveri, og at det heller ikke er Luther, der handler, når han skriver sådan, han styres af en eller anden forbander-ånd? Hvis han ikke kan huske, at han har skrevet det, hvorfor hænger han så Diatriben op på den fejl at være falsk? Det svarer til, at én, der var anklaget for tyveri, skulle svare: 'Jeg kan ikke huske, at jeg har begået dette tyveri, derfor anklager du mig for at være falsk!'

⁷⁷ Qui negat se meminisse, propemodum agnoscit, quod objicitur. Itaque ridicule Lutherus criminatur Diatribam, cum fateatur se dubitare scripserit talia, nec-ne. Nunc etiam si certum sciret se nihil istiusmodi scripsisse, tamen impudenter ad se rapit, cum in Diatriba cum pluribus agam, quam cum uno, nec Lutherum usquam appellem, quemadmodum hanc totam convitiorum farraginem ad me nominatim scripsit in gratiam sodalium et sophistarum*. Sed audiamus molliorem interpretationem: Hæc verba, extende manum, verbis simpliciter, ut sonant acceptis, seclusisque tropis et sequelis, nihil aliud significant, quam quod exigitur à nobis extensio manus, significaturque quid facere debeamus, ut est natura verbis imperativi apud Grammaticos et usum loquendo. (L6#26) Imo si Lutherus excludit omnes tropos, non præcipitur actio, sed tantum porrectio manus, cum in agendo toto corpore sit opus.

*Hele afsnittet fra negat se i #75 og hertil er affødt af, at Luther i L6#25 siger quod memini, 'så vidt jeg husker'. I L8#104 siger han mere bestemt, at han aldrig har sagt sådan.

Den, der nægter at kunne huske noget, erkender næsten det, han bebrejdes for. Derfor er det latterligt, at Luther anklager Diatriben, eftersom han indrømmer, at han er i tvivl om, hvorvidt han har skrevet den slags ting eller ej. Men nu, også hvis han sikkert vidste, at han ikke havde skrevet den slags, henfører han det dog frækt til sig selv, skønt jeg i Diatriben havde behandlet flere end kun én, og heller ikke nogensinde havde nævnt Luther ved navn, sådan som han har skrevet hele denne bagvaskelses-smøre mod mig med navns nævnelse for at tækkes sine medløbere og sofisterne. Men lad os høre hans mere blide fortolkning: ” 'Udræk din hånd': Ordene skal forstås simpelthen, som de lyder, uden billedtale og følgeslutninger, og de betyder ikke andet end at der kræves af os, at vi skal udrække vores hånd, og der betegnes for os, hvad vi skal gøre, eftersom det er et naturligt imperativisk ord efter grammatikken og sprogbrugen.” (L6#26). Nej, tværtimod, hvis Luther udelukker al billedtale, foreskrives der ikke nogen handling, men kun, at hånden rækkes ud, eftersom der ved en handling er brug for hele legemet.

⁷⁸ Jam cum ad Dei proximique caritatem non sit opus extensione manuum, sed affectu cordis, seclusis omnibus tropis locus hic non pertinebit nisi ad ea præcepta, quæ solent una manu peragi. Verùm hactenus tropum recipit, ut excludat sensus absurditatem, sed nihilo minus absurdum est, quod Lutherus à simplicitate verborum recedens suis tropis interpretatur. An usquam apud Grammaticos (nam hos appellat judices) merces significat eventum, nulli merito debitum? An apud ullos litteratores meritum significat promissionem doni? An quærere vitam, significat esse in via quæ tendit ad vitam, cum ipse vitam non quæras, ut jam homo pie vivens nihilo magis dicatur quærere vitam æternam, quam securis quærere Romam, quæ gestatus abs quopiam in via quæ perducit Romam.

Men eftersom der til kærlighed mod Gud og næsten ikke er brug for at udrække nogen hånd, men for hjertets følelse, har dette sted, hvis man udelukker al billedtale, ikke med andet at gøre end med de bud, som plejer at kunne gennemføres med én hånd.

Nuvel, hidtil har Luther godtaget billedtale, som forhindrer en absurd mening. Men ikke desto mindre er det absurd, når Luther viger bort fra ordenes enkelhed og tager sin tilflugt til at fortolke med sin billedtale. Mon nogensinde blandt grammatikerne (for dem hidkalder han som dommere) 'løn' betyder 'et resultat, der ikke skyldes nogen fortjeneste'. Mon ordet 'løn' hos nogen skolemestre betyder 'en forjættelse om en gave'? (L5#95). Mon det at 'søge livet' betyder 'at være på den vej, der fører til livet, selv om du ikke søger livet selv', så at derfor et fromt menneske, ikke i højere grad kan siges at søge det evige liv, end en økse, der bæres af én, der er på vej til Rom, kan siges at søge Rom?

⁷⁹ Et hi sunt tropi Lutherani, hæ sunt sequelæ, quas nobis obtrudit invitis Grammaticis, reclamante sensu communi. Et ad hos tropos, has sequelas, torquet non tria quatuorve Scripturæ loca, sed universam prope Scripturam sacram. Lex humana dicit, Liberi parentes alant, ni fecerint vinciantur. Urge sensum Grammaticum. Quid præcipit lex? Tantum ut detur cibus ac potus. De tecto, de vestitu, cæterisque vitæ necessariis nulla mentio. Verùm sensus communis intelligit præcipi liberis, ut parentibus destitutis suppeditent, quicquid ad vitam tuendam pertinet. Et si forte defuerit unde id faciat filius, sensus communis interpretatur, hoc quoque legem præscribere, ut vel industria vel amicorum ope paret sibi, quo parenti subveniat.

Dette er den lutherske billedtale, dette er hans følgeslutninger, som han prakker os på til grammatikernes protest og imod al fornuft. Og til overensstemmelse med denne billedtale, med disse følgeslutninger, fordrejer han ikke en tre-fire skriftsteder, men næsten hele den hellige skrift. Menneskenes love siger: 'Børn skal give deres forældre mad, ellers skal de lægges i lænker'. Lyt så til den grammatiske betydning! Hvad påbyder loven så? Kun, at der skal gives dem mad og drikke. Der nævnes ikke noget om husly, klæder eller andre livsfornødenheder. Men den almindelige fornuft forstår, at der foreskrives børnene, at de forsyner deres hjælpeløse forældre hvad der hører livsopretholdelse til. Og hvis sønnen måske mangler noget at gøre godt med, fortolker almindelig fornuft det sådan, at loven også foreskriver, at han enten ved egen flid eller ved venners hjælp forskaffer sig noget, hvormed han kan underholde sine forældre.

⁸⁰ Objiciunt declamationum Scholæ de infante in vincula conjiciendo, quod parentem non aluerit, verùm sensus hominum communis interpretatur legem non minari vincula liberis, qui nullo modo possunt præstare quod imperat. Item sensus communis colligit legislatorem hoc velle fieri, quod præscribit. Nihil horum Lutherus recipit in præceptis Dei, sed tantum occinit nobis, verba imperativa, optativa, et subjunctiva non declarare quid possit homo, sed quid debeat, vehementer ipse discrepans à sua lege, qua nobis præscribit, ne discedamus à verbis simplicibus, et sensu communi, nisi evidens absurditas cogat ad tropos confugere, ipse quo excludat sensum verborum simplicem, cum sensu communi congruentem, comminiscitur tropos et sequelas prodigiosas: nec hoc contentus, affingit Diatribæ meæ sequelas, quas nunquam somniavit, Extende manum tuam, id est, potes vi propria extendere manum. Facite vobis cor novum, id est, potestis facere cor novum. Credite in Christum, id est, potestis credere, et cætera.

Skolernes erklæringer gør indsigelse imod at lægge et barn i lænker, fordi det ikke ernærer sin forælder, men mennesker almindelige fornuft fortolker loven sådan, at den ikke truer børnene med lænker, hvis de slet ikke på nogen måde kan yde, hvad loven befaler. Ligeledes drager almindelig fornuft den slutning, at lovgiveren ønsker, at det, han foreskriver, skal ske.

Intet af dette forstår Luther som noget, der hører med til Guds love, han synger kun for os, at imperativiske, optativiske og konjunktiviske ord ikke erklærer, hvad mennesket kan, men hvad det bør. Og alt imens han lægger meget stor afstand til den lov, han foreskrev for os, at vi ikke må afvige fra de enkle ord og fra den almindelige sprogbrug, med mindre en indlysende absurditet tvinger til at tage sin tilflugt til billedtale, udelukker han selv ordenes enkle betydning, som stemmer overens med almindelig sprogbrug, og opfinder billedtale og eventyrlige følgeslutninger. Og ikke tilfreds med det påfører han min Diatribe følgeslutninger, som den aldrig drømte om: ”'Udræk din hånd', det vil sige: du kan med din egen kraft udrække din hånd. 'Skab jer et nyt hjerte', det vil sige, I kan skabe jer et nyt hjerte. 'Tro på Kristus', det vil sige, I kan tro, osv.” (L6#27).

⁸¹ Et ob has sequelas, quas ipse de suo capite pro sui fingit arbitratu, miris convitiis flagellat Diatribam, cæcem, ebriam, stertentem, oscitantem, stupidam, sui oblitam, (1395) cum Diatriba non aliud colligat ex imperandi verbis, quam nonnihil esse situm in nostra voluntate, ut gratia Dei in nobis non sit inanis, excludaturque mera rerum necessitas. Sic ratiocinatur Augustinus, cui solet deferre Lutherus, et cujus opinionem se jactat sequi, et male audit Diatriba, quasi prima tales commenta sit illationes. At dissimulat interim, quibus modis tractat ipsum Joannes Roffensis Episcopus, quibus alii complures. Sed visum est illi catum consilium, bilem omnem, omnes sales in Diatribam effundere, haud cogitanti qualem artificem provocasset, si mihi libuisset par pari referre.

Og på grund af disse følgeslutninger, som han selv frit har opfundet ud af sit eget hoved, pisker han Diatriben med forbavsende fornærmelser: Den er blind, fuld, snorkende, søvnig, dum, glemmer sig selv, skønt Diatriben ikke drager anden slutning af imperativer, end at der findes noget i vores vilje, så at Guds nåde i os ikke er forgæves og så tingenes nøgne nødvendighed udelukkes. Sådan ræsonnerer Augustin, som Luther plejer at bøje sig for, og hvis mening han roser sig af at følge, og Diatriben tænker han ilde om, som om den var den første, der udtænkte den slags konklusioner. Men samtidig overser han, hvordan han blev behandlet af John Fisker, biskop af Rochester, og mange andre. Han besluttede sig til det snilde råd at udgyde al sin galde, alle sine vittigheder over Diatriben, uden at tænke på, hvilken mester han har udfordret, hvis jeg skulle få lyst til at svare igen med samme mønt.

^{82 [138]}          Verùm repetit nobis alium nodum, quod stringat Proteum. Nam hac facetia mire delectatur, Empusa verius quam Proteus: Proteus enim vehementer constrictus edit vera, Empusa nihil aliud est quam Empusa, vanum et inane spectrum. Non satis est, inquit, dicere, potest esse tropus, demonstrandum est necessariis argumentis inesse tropum. Age, cum extra controversiam sit in sacris Litteris innumerabiles esse tropologias, quemadmodum Lutherus à nobis exigit, ut demonstremus argumentis necessariis inesse tropum, vicissim exigemus ab ipso, ut talibus argumentis doceat non subesse tropum. Objiciet nobis simplicem litteram, à qua nefas sit recedere, nisi cogat evidens absurditas.

        Men han har fundet en anden knude for os, hvormed han kan binde 'Proteus'. For han kan vældig godt lide denne vits. Men han er nu snarere en Empusa end en Proteus. For Proteus kommer frem med noget sandt, når han bindes rigtig hårdt, men Empuse er ikke andet end Empusa, et tomt og forfængeligt syn. Han siger: ”Det ikke nok at sige: her kan der være tale om billedtale, nej, man må vise med nødvendige argumentation, at der er tale om billedtale” (L6#31). Hold nu op, eftersom det er uomtvisteligt, at der i den hellige skrift er talløse steder med billedtale, så vil vi, ligesom Luther kræver af os, at vi med nødvendig argumentation påviser, at der er tale om billedtale, omvendt kræve af ham, at han med samme argumentation lærer os, at der ikke er nogen billedtale. Han vil forelægge os den enkle bogstavelige mening, som man ikke må vige bort fra, medmindre en åbenlys absurditet tvinger til det.

⁸³ Primum, hoc quod assumit manifeste falsum est; alioqui quod dicitur in Precatione Dominica, Panem nostrum quotidianum da nobis hodie, juxta litteram simplicem nihil à Deo petimus nisi panem, cum ipse etiam Lutherus fateatur nomine panis contineri quicquid ad vitæ necessitatem pertinet. Hîc habes protinus tropum, ad quem fortassis aliqua cogit necessitas. Sed quæ necessitas cogit, ut sub nomine panis intelligamus gratiam spiritualem, et corpus Dominicum? Atqui hunc sensum Lutherus putat esse præcipuum, nec in hoc dissentit ab Orthodoxis. Habes alterum tropum, ad quem nulla compulit absurditas.

For det første er det, han her antager, lodret forkert. Hvis vi skal tage det, der siges i Fadervor 'Giv os i dag vort daglige brød' ifølge den bogstavelige enkle mening, beder vi ikke Gud om andet end brød, selv om også Luther indrømmer, at ordet 'brød' indeholder alt, hvad der er nødvendigt til livets opretholdelse. Her har du med det samme en billedtale, som måske en eller anden nødvendighed tvinger os ind i. Men hvilken nødvendighed tvinger os til ved ordet 'brød' at forstå den åndelige nåde og Herrens legeme? Og denne forståelse mener Luther er den vigtigste, og heri er han enig med de ortodokse. Så her har man en anden billedtale, som ingen absurditet fremtvinger.

⁸⁴ Verùm hîc suæ causæ serviens alias præscribit leges. Jam ostendi sensum evidenter absurdum, et abhorrentem à sensu communi, nec ferendum piis auribus, redegisse nos ad tropi refugium. Quis enim ferat Deum summe bonum, indurare cor Regis, ut per illius exitium illustraret suam gloriam? Verùm Lutherus negabit hîc esse sensum absurdum, quanquam ita visum est non solum communi sensui, verum etiam Ecclesiæ proceribus ac populo, idque ut doceat, confugiet non solum ad absurdissimos tropos, verum etiam ad Deum non prædicatum, cujus voluntatem jubebit adorari, vetabit inquiri: nec tamen hoc docere dignatur argumentis necessariis, an hic sit locum voluntati adorandæ, cum à nobis exigat, ut necessario demonstremus in Scripturæ verbis esse tropum, interim exclusa veterum omnium Orthodoxorum auctoritate, quam nobis ne tantulum quidem vult in causa suffragari, cum ipse Hussos et Wiclefos citet auctores.

Men for at han nu kan tjene sin sag foreskriver han andre love. Jeg har allerede påvist, at en mening, der er åbenlyst absurd, og afvigende fra almindelig sprogbrug eller ikke kan tåles af fromme ører, tvinger os til at tage vor tilflugt til billedtale. For hvem kunne udholde [den tanke], at Gud, der er det højeste gode, forhærder kongens hjerte, for at han ved hans tilintetgørelse kan belyse sin herlighed? Men Luther vil nægte, at der her er tale om en absurd mening, skønt det er åbenbart ikke blot for almindelig fornuft, men også for kirkens ledere og kirkens folk. Og for at kunne lære det, vil han tage sin tilflugt ikke blot til den mest absurde billedtale, men også til den ikke-prædikede Gud, hvis vilje han vil befale os at ære, men forbyde os at udforske. Og dog værdiges han ikke at belære med nødvendige argumenter, om det her er stedet at ære denne vilje, skønt han af os kræver, at vi påviser med nødvendighed, at der i skriftens ord er billedtale. Og samtidig med, at han udelukker alle de gamle ortodokses autoritet, som han ikke vil have, at vi henter hjælp fra i selv den mindste sag, så citerer han selv Hus og Wiklef som autoriteter.

⁸⁵ Proinde si largimur uni Luthero parem cum omnibus Ecclesiæ Doctoribus interpretandi facultatem, nihilo secius duplici nomine reddetur anceps auctoritas Scripturæ, neque quicquam nobis profueret Lutheri regula, etiamsi vera foret. Primum enim erit controversum, an locus requirat tropum, nec-ne, et an evidentem habeat absurditatem, ut ad tropologiæ præsidium oporteat confugere: deinde si tropus conceditur, ambigetur hic an ille tropus sit admittendus: nam et hinc non infrequens est inter interpretes dissensio. Postremo, si Lutherus hærens in vado quæstionis, confugiet ad arcanam voluntatem, an audiendus erit? Quis igitur erit controversiæ finis? Quis? Ut aut miraculis comprobemus tropum nostrum, aut certissimis argumentis.

Videre: selv om vi så tilstod den ene person, Luther, en lige så stor evne til at fortolke som alle kirkens lærde, ville skriftens autoritet ikke desto mindre på to måder blive gjort tvetydig, og Luthers regel ville ikke gavne os noget, heller ikke selv om den var sand. For for det første ville der opstå uenighed om, hvorvidt et sted krævede billedtale eller ej, om det indeholdt en så klar absurditet, at man burde tage sin tilflugt til hjælp fra billedtale. For det andet: selv om vi indrømmer, at der er tale om billedtale, vil det være tvivlsomt, om denne eller hin billedtale skal tillades, for også det giver ikke sjældent anledning til uenighed blandt fortolkerne. Til sidst, hvis Luther sidder fast i spørgsmålets hængedynd og tager sin tilflugt til den skjulte vilje, mon vi så skal lytte til ham? Hvad ville så være enden på uoverensstemmelsen? Hvad? Det, at vi må bevise vor billedtale enten med mirakler eller med de sikreste argumenter. (L6#37).

⁸⁶ At miracula potius exigenda sunt ab his, qui paradoxa proferunt adversus omnium seculorum consensum. Quanquam et miracula patent calumniæ. Sed quæ tandem argumenta sunt certissima? Quid enim est tam certum, quod Lutherus non rejiciet, si causæ ipsius refragetur? Si nos destituimur, meminerit ipse præstare quæ (1396) nobis præscribit. Commonefacit hîc denuo me pacti, quod tale est interim, ut omnes intelligant, me legibus iniquissimis contendere cum homine, videlicet, ut mihi ne tantulum quidem prosit, quicquid Ecclesiæ probatissimi Doctores, quicquid Scholæ Theologorum, quicquid Synodi quamvis generales interpretatæ sunt ac definierunt. Qui has leges recipit, commodus est concertator: qui exigit ac præscribit, etiamsi vincat, non videbitur vicisse, nihilo magis quam si quis pugnet cum exarmato, ipse suis armis undique munitus.

Men mirakler må snarere kræves af dem, som fremfører paradokser imod den enighed, der har hersket alle århundreder igennem. Og faktisk er også mirakler åbne for bagvaskelse. Men i sidste ende, hvilke argumenter er mest sikre? For hvad er så sikkert, at Luther ikke forkaster det, hvis det går imod hans sag? Hvis vi skuffer, så skulle han huske selv at yde, hvad han har foreskrevet os. Her minder han os igen om vores pagt, som foreløbig er sådan, at alle kan forstå, at jeg kæmper mod den mand under de mest uretfærdige regler, nemlig, at jeg ikke må modtage selv den mindste hjælp fra det, som kirkens ansete lærde, universiteternes teologer, synoderne, heller ikke de almindelige, har fortolket og bestemt. (L6#38). Den, som godkender disse regler, er en passende opponent. Den, der kræver dem og foreskriver dem, synes ikke, om han så vinder, at have vundet, ikke mere end hvis én, der selv er forsynet med våben overalt, kæmper mod én, der er ubevæbnet.

⁸⁷ Verùm magis ingenuum est, quod hîc sine fuco pronuntiat, inter Ecclesiasticos Scriptores nullos ineptius aut absurdius tractasse sacras Litteras, quam Origenem et Hieronymum. Nam toto hoc libello sub titulo Diatribes impie debacchatus est in sacros Ecclesiæ Doctores. Hic tropus visus est illi perquam festivus. Sed interim oblitus est præscriptæ legis, quæ concedit ad tropos confugere, quoties submovet nos à littera sensus absurditas: Hîc non patitur, sed confugit ad Deum non prædicatum. At nondum audimus Dei fulmina, fumos ac tergiversationes mere sophisticas audio. Facit ex proloquio singulari, generale.

Men han er mere oprigtig, fordi han her uden svig erklærer, at ”blandt de kirkelige forfattere er der ingen, der har behandlet den hellige skrift mere forkert eller absurd end Origenes og Hieronymus”. (L6#46). For hele denne bog igennem har han under dække af Diatriben raset imod kirkens hellige lærde. Denne vits forekommer ham meget sjov. Men samtidig glemte den foreskrevne regel, som gav lov til at tage sin tilflugt til billedtale, hver gang en absurd mening driver os bort fra den bogstavelige mening. Her går han ikke med til det, men tager sin tilflugt til den ikke-prædikede Gud. Men vi har endnu ikke hørt Guds tordenskrald, jeg har kun hørt lutter sofistiske tåger og udflugter: ”Erasmus gør et enkelt udsagn til et generelt”.

⁸⁸ Deus hîc dicitur ingravasse sive indurasse cor Pharaonis, eo quod non statim punierit illius malitiam: ergo quoties Deus dicitur parcere peccantibus, indurat eos: quoties affligit, miseretur. Quod aliquot locis peculiare est, non oportet ad universam Scripturam detorquere. Quid igitur agit Lutherus? Deum nusquam misericorditer affligere? Quid vero est quid ait sapiens Hebræus? Quem diliget Dominus, castigat: Flagellat autem omnem filium quem recipit. Quid est quod minatur apud Osee Deus, Non visitabo super filias vestras, cum fuerint fornicatæ?

Gud siges her at bebyrde eller forhærde Faraos hjerte, fordi han ikke straks straffer hans ondskab: altså, hver gang Gud siges at skåne syndere, forhærder han dem; hver gang han påfører dem trængsler, forbarmer han sig over dem. (L6#34). Det, der er særligt for nogle steder, bør ikke fordrejes til hele skriften. Hvad er det da, Luther her er ude på? At Gud aldrig påfører trængsler af barmhjertighed? Men det er jo netop, hvad den vise hebræer siger: ”Den Gud elsker, tugter han; men han straffer enhver søn, han holder af”. (Hebr 12,6). Hvad er det, Gud truer med hos Hoseas: ”Jeg vil ikke hjemsøge jeres døtre, selv om de begår utugt”? (Hos 4,14).

⁸⁹ Deus non uno modo profert in nos suam misericordiam, aliquando rebus lætioribus consolans, interdum afflictione castigans. Idem non uno modo profert iram suam, interdum terribiliter puniens, quod meruit Sodoma et Gomorrha, interim peccatorem suis relinquens affectibus. Nihil igitur ad rem faciunt illationum portenta, quæ hîc somniat Lutherus, quasi si hæc recipiatur interpretatio, liberum sit cuivis, quidvis, quovis modo interpretari.

Gud har ikke kun én måde at udøve barmhjertighed på imod os, af og til trøster han med glædelige begivenheder, af og til tugter han os med trængsler. Ligeledes han ikke kun én måde at udøse sin vrede, af og til straffer han forfærdeligt, sådan som Sodoma og Gomorra havde gjort sig fortjent til, af og til overlader han synderen til hans egne følelser. De monstrøse konklusioner, som Luther her fantaserer sig frem til, har derfor intet med sagen at gøre, som det, hvis denne fortolkning skulle godtages, stod enhver frit for at fortolke hvad som helst hvordan som helst han ville.

⁹⁰ Et tamen exempla, quæ proponit, paulo minus absurda sunt quam ea quæ nobis interpretatur Lutherus, meritum est promissio, merces est sequela, quærere est esse in via, sic tamen ut non quæras, Pharao indurat sese mea lenitate, Deus indurat cor nostrum, id est, nos ipse induramus nos, Deo poenas differente, etc. Ubi est hîc illa prodigiosa absurditas? Quasi non legamus Exod. VIII. Videns autem Pharao, quod data est requies, ingravavit cor suum*. Unde Augustinus ad Valentinum de libero arbitrio non veretur dicere, Deus induravit per justum judicium, et ipse Pharao per liberum arbitrium.

*Stemmer overens med Vulgata.

Og dog er de eksempler, Luther fremfører, noget mindre absurde, end dem, han fortolker for os: ”fortjeneste er løn, løn er konsekvens, at søge er at være på vejen, dog sådan, at du ikke søger”, ”Farao forhærder sig ved min mildhed”, ”Gud forhærder vort hjerte”, det vil sige, ”Vi forhærder os selv, når Gud udskyder straffen”, osv. (L6#48). Hvor er her denne monstrøse absurditet? Som om vi ikke læser i 2 Mos 8,15: ”Men da Farao så, at der blev givet respit, gjorde han sit hjerte hårdt”. Derfor viger Augustin ikke tilbage fra i bogen til Valentius om den fri vilje at sige: ”Gud forhærdede gennem en retfærdig do, og Farao selv gennem sin frie vilje”.

⁹¹ Jam mea Diatriba non sic ineptit, sed ita loquitur: Nunc utroque vertibili voluntate conditus, suapte sponte deflexit ad malum, dum suo animo maluit obasqui quam Dei jussis obtemperare. Hac autem Pharaonis malitia Deus abusus est in suam gloriam et ad salutem populi sui, quo magis perspicuum esset, homines frustra conari, qui Dei voluntati resistunt, quemadmodum prudens Rex aut paterfamilias sævitia quorundam quos odit, tamen ad puniendos improbos abutitur. (e2#53f) Ad hunc modum mea Diatribe.

Nu siger min Diatribe ikke noget så uegnet [som Luther siger], nej, den siger således: ”Nu var han imidlertid skabt med en vilje, der kunne vende sig begge veje, og han vendte sig frivilligt mod det onde, idet han hellere ville følge sit eget sind end adlyde Guds befalinger. Men denne ondskab hos Farao brugte Gud til sin ære og til folkets frelse, for at det skulle være så meget mere klart, at de mennesker, der stod Guds vilje imod, anstrengte sig forgæves, ligesom en klog konge eller familiefader kan bruge nogle menneskers grusomhed, som han hader, til dog at straffe de onde.” (e2#53). Sådan siger min Diatribe.

^{92 [141]} Quid autem absurdi est, sicubi Deus misereri dicitur, cum flagellat, ut convertat poenitentem, cum etiam piis hominibus dictus sit tum misereri, cum peccatorem deploratum mittit in gehennam, ne diutius vivens graviorem sibi damnationem accumulet? Quid autem necesse est, ut si Deus uno alterove loco in Scripturis dicatur indurare differens poenam, aut misereri poenam statim infligens, protinus ubique afflictionem vocemus misericordiam, bonitatem indurationem?

Men hvorfor er det absurd at sige, at Gud forbarmer sig, når han pisker én, for at få ham til at gøre bod, når han også siges at forbarme sig over fromme mennesker, når han sender en håbløs synder i helvede, at han ikke ved at leve længere skal opsamle sig en alvorligere fordømmelse? Men hvorfor er det nødvendigt, hvis Gud ét eller andet sted i skriften siges at forhærde ved at holde straffen tilbage, eller forbarme sig ved straks at påføre straffen, at vi så straks overalt kalder trængsel barmhjertighed og godhed forhærdelse?

⁹³ Siquidem Lutheri sequela sic habet: Igitur quantum ad Deum attinet, ipse perpetua bonitate nihil aliud facit, quam quod indurat: perpetua correptione nihil aliud facit, quam quod miseretur. Si ex particulari recte colligitur universalis, cum demonstratum sit in sacris Litteris (1397) esse misericordem afflictionem, et iratam parsimoniam, fruatur Lutherus suo syllogismo. A nobis tale nihil dictum est, hujus loci sensum ex circumstantiis vestigamus.

For Luther drager denne slutning: ”Og når man anvender det på Gud, så gør han i sin stedsevarende godhed ikke andet end at han forhærder, i sin stedsevarende hjemsøgelse ikke andet end at han forbarmer sig.” (L6#57). Hvis man kan slutte ret fra enkelttilfældet til det generelle, så kan Luther nyde sin syllogisme for sig selv, jeg har demonstreret, at i den hellige skrift findes der barmhjertig trængsel og vredladen skånsel. Men den slags rammer ikke os, vi har udforsket meningen med dette skriftsted ud fra konteksten.

^{94 [142]}           Jam perinde quasi hoc sit probatum, in sacris Litteris, affligere nihil aliud significare quam misereri, et indurare nihil aliud quam parcere, miris ineptiis lascivit, ac sibi magnopere placet. Ne respondeam ad omnes hominis otiosi nænias, Deus illa prædicatus nunquam affligit hominem in hac vita, nisi ut aut illum revocet ad poenitentiam, aut gehennæ poenam imminuat. Nunquam immittit læta, nisi ut homines ad agnitionem divinæ bonitatis invitet. Sed boni tum bonitate, tum severitate Dei utuntur in suum bonum, mali utroque in suum malum abutuntur. Ut ita fiat, Deus in culpa non est, sed penes illos est culpa, qui gratiam pulsantem aversantur. Pulsat afflictionibus, pulsat prosperitate rerum, pulsat indulgendo spatium poenitentiæ: miseretur igitur affligens bonos ac sanabiles, indurat affligens insanabiles et aversos.

         Men ganske som om det var bevist, at i den hellige skrift betyder 'at påføre trængsel' ikke andet end at forbarme sig, og 'at forhærde' ikke andet end at skåne, bliver han helt kåd over de forunderlige tåbeligheder og glad ved sig selv. For ikke at svare på alle denne letbenede mands trivialiteter, så påfører den prædikede Gud aldrig mennesket trængsler i dette liv, undtagen for at kalde ham tilbage til bod eller at formindske hans straf i helvede. Han sender aldrig glædelige begivenheder, undtagen for at opfordre menneskene til anerkendelse af den guddommelige godhed. Men de gode bruger både Guds godhed og hans strenghed til deres eget bedste, de onde misbruger begge dele til deres skade. At det sker sådan, er ikke Guds skyld, det er snarere deres skyld, fordi de vender sig bort fra den tilskyndende nåde. Den banker på gennem anfægtelser, den banker på gennem tingenes trivsel, den banker på ved at give tid til bod. Derfor viser han nåde, når han påfører de gode og helbredelige trængsel, og han forhærder, når han påfører de uhelbredelige og forvendte trængsel.

⁹⁵ Consolatur bonos, admiscens læta tristibus, indurat malos, indulta rerum prosperitate. Nec hîc opus est ad arcanam Dei voluntatem confugere, cum ratio constet, cur illi reddantur meliores, hi deteriores. Potest quidem Deus vim facere voluntati humanæ, ac perpellere quo velit. Verùm hoc generaliter non facit, sed adhibet pulsantem gratiam, quam si nostra voluntas amplectitur, sequitur misericordia, quanquam hoc ipsum pulsasse misericordiæ est. Sin aversatur, per occasionem indurat Dei bonitas. Pulsavit Deus Pharaonem utroque modo, severitate plagarum, et facili remissione malorum immissorum.

Han trøster de gode, idet han bringer glæde ind i sorgen; han forhærder de onde, ved at påføre dem trivsel. Og der er ikke heller brug for her at henfly til den skjulte Guds vilje, eftersom der findes en begrundelse for, at han disse gøres bedre, de andre værre. Gud kan jo i hvert fald kraftigt påvirke den menneskelige vilje og drive den hvorhen han vil. Men dette gør han ikke i almindelighed, han fører den i stedet hen til den tilskyndende nåde, som, hvis vores vilje modtager den, følges af barmhjertighed, selv om selve det, at han banker på, er udtryk for barmhjertighed. Men hvis han vender sig bort, forhærder Guds godhed ham øjeblikkelig. Gud bankede på hos Farao på begge måder, ved plagernes strenghed og ved, at de onder, han havde påført, let blev ham tilgivet.

⁹⁶ Fateor. Et indurat utroque modo, dans occasionem, qua sciebat illum fore deteriorem. Non tamen illi immisit malam mentem, sed malitiam impii Regis exercuit, atque abusus est ad suam gloriam. Sive igitur Deus immittat tristia, sive læta, malos indurat, nisi addat gratiam. Pulsantem seu præparantem gratiam, Deus nec bonis negat, nec malis, dum in hac vita sunt. Eam qui aversatur, quoniam abutitur arbitrii libertate, suo merito non accipit gratiam justificantem, qui pulsantem repulit.

Det indrømmer jeg. Og han blev forhærdet på begge måder, han gav ham anledning, hvorved han vidste, at han ville blive værre. Og dog påførte han ham ikke et ondt sind, men han udnyttede og brugte den ugudelige konges ondskab til sin herlighed. Hvad enten altså Gud påfører sorg eller glæde, han forhærder de onde, hvis han ikke tilføjer nåden. Men Gud nægter aldrig de gode den tilskyndende eller forberedende nåde, ejheller de onde, så længe de er her i livet. Den, som vender nåden bort, når han med sin viljes frihed misbruger den, modtager ikke, og det er velfortjent, den retfærdiggørende nåde, for han har forsmået den tilskyndende nåde.

⁹⁷ Nam quod interim objicit probabilem opinionem, liberum arbitrium nec velle bonum absque gratia: jam toties distinxi velle efficax ab inefficaci, toties admonui, me inter disputandum non respicerere unam opinionem, sed hoc agere ut excutiam improbatas sententias. Pharao coeperat resipiscere, unde hoc velle? Non à gratia justificante, sed à pulsante. Quod si ibi vim liberi arbitrii applicuisset ad actum gratiæ, successisset altera gratia. Jam si roget aliquis, Cur Deus non omnipotenti voluntate sua invertit cor Pharaonis cum posset? Respondeo, quoniam sciebat illum magis indurandum, et illius mala merita præcesserant, cur suæ malitiæ relinqueretur, quemadmodum tradidit Philosophos in reprobum sensum, qui dono cognitionis, qua invitabantur ad cultum et amorem veri Dei, abusi sunt ad suas cupiditates.

Men hvad nu angår det, at han samtidig bebrejder mig den antagelige mening, at den frie vilje ikke kan ville det gode uden nåde, så har jeg igen og igen skelnet mellem at ville effektivt og at ville ineffektivt, jeg har igen og igen opfordret til i disputationen ikke kun at se på én opfattelse, men forstå, at jeg undersøger antagelige meninger. Farao begyndte at gå i sig selv, hvor kom den vilje fra? Ikke fra den retfærdiggørende nåde, men fra den tilskyndende nåde. Men hvis han på det tidspunkt havde anvendt den frie viljes kraft mod nådens handling, ville han være nået frem til den anden nåde. For hvis nogen spørger, hvorfor Gud ikke med sin almægtige vilje vendte Faraos hjerte, når han nu kunne gøre det, svarer jeg: fordi han vidste, at han skulle forhærdes mere, og hans onde fortjenester var gået forud, derfor overlod han ham til hans ondskab, ligesom han overgav filosoferne til deres forkerte mening, for de misbrugte erkendelsens gave, hvorved de var opfordret til dyrkelse af og kærlighed til den sande Gud, til deres begæringer. (rom#1.28)

⁹⁸ Assumit igitur Lutherus liberum arbitrium nihil posse sine gratia nisi in malum, et hinc colligit quod vult, non distinguens liberum arbitrium peccatis obrutum, à liberato, nec distinguens gratiam pulsantem à justificante, nec distinguens non posse, à simpliciter non posse. Sed Deus, inquit, dat gratiam quibus vult, illius igitur voluntas in causa et, ut iisdem rebus alii convertantur, alii indurescant. Sine Dei voluntate nihil fit, fateor, sed generaliter illius voluntas pendet à nostra voluntate. Ideo voluit indurari Judam et Pharaonem, quoniam illi gratiam pulsantem neglexerunt. Hanc dicimus nulli deesse, et si cui deest, tradito in reprobum sensum, merita præcesserunt, quæ non habent originem nisi ex libero arbitrio. Cæterum ubi nihil est nisi natura, nullum est meritum; ubi nihil nisi mera necessitas, nullum est meritum, multo minus ubi nulla est hominis actio, quod docet Lutherus, nisi forte meritum tribuimus securi, qua faber est usus. (1398)

Derfor drager Luther den slutning, at den frie vilje intet kan gøre uden nåden uden til det onde, og herfra konkluderer han, hvad han vil, uden at skelne mellem en fri vilje, der er undermineret af synden, og en fri vilje, der er befriet, og uden at skelne mellem den tilskyndende nåde og den retfærdiggørende nåde, og uden at skelne mellem 'ikke at kunne' og 'overhovedet ikke at kunne'. Han siger: ”Men Gud giver nåden til hvem han vil, derfor er det hans vilje, der er årsagen til, at nogle omvendes, andre forhærdes”. (L6#70; ref). Der sker intet uden Guds vilje, det indrømmer, men i almindelighed afhænger hans vilje af vores vilje. Derfor var det, han ville forhærde Judas og Farao, fordi de fornægtede hans tilskyndende nåde. Om den siger vi, at den ikke skal forholdes nogen, og hvis den forholdes én, som er overladt til en forkert mening, så går der [onde] fortjenester forud, og de kan kun stamme fra den frie vilje. For øvrigt er det jo sådan, at hvir der ikke er andet end natur, dèr er der ingen fortjeneste; hvor der ikke er andet end simpel nødvendighed, dèr er der ingen fortjeneste, langt mindre er der det, hvor der ikke er nogen menneskelig handling, sådan som Luther lærer, hvis vi da ikke skal tillægge den økse, som tømreren bruger, fortjeneste.

^{99 [144]}         Ut autem rejiciat similitudinem de cera et limo, quorum hic indurescit Sole, illa liquescit, vult in omnibus hominibus eundem esse liberi arbitrii modum. Quis hoc illi largietur? Ut intellectus purior est in his qui non sunt cupiditatibus et luxu obruti, ita volutas propensior est ad bonum, et sanabilior in his qui simpliciter errant, ac morales virtutes exercent pro sua virili, quam in his qui diutina consuetudine vitiis induruerunt. Proinde cera est animus simplex et facile capax gratiæ, limus est animus ferox, et exsultans jam in rebus pessimis: neque nos facimus duo ingenia ex uno libero arbitrio, sed diversas circumstantias adhibita similitudine declaravimus, nisi forte Lutherus tam rudis est collationum, ut quoniam res, unde similitudinem petimus, substantia diversæ sunt, oporteat et liberum arbitrium esse tota natura diversum.

        Men for at kunne forkaste sammenligningen med vokset og leret, af hvilke den sidste hærder i solen, den første smelter, vil han, at der i alle mennesker skal være den samme slags fri vilje. (L6#73). Hvem vil dog give ham ret i det? Ligesom forstanden er renere i dem, som ikke er revet med at begær og luksus, således er viljen mere tilbøjelig til det gode og mere helbredelig i dem, som enfoldigt tager fejl og øver moralske dyder det bedste de kan, end i dem, som har forhærdet sig i en langvarig vanes last. Derfor er vokset den enfoldige sjæl, der let modtager nåden, leret er den vilde sjæl, der jubler ved de værste ting. Vi skaber heller ikke to temperamenter af den ene frie vilje, men vi forklarer de forskellige omstændigheder, der er knyttet til sammenligningen, medmindre måske Luther er så uvidende om sammenligninger, at han mener, at når den sag, vi tager sammenligningen fra, er opdelt, så må også den frie vilje efter hele sin natur være opdelt.

¹⁰⁰ Eadem est natura corporis humani, tamen hujus corpus, si morbus inciderit, facile remedio levatur, illius adhibitis pharmacis perit. Quid in causa? Alter sobrio moderatoque victu reddidit sibi corpus remedii capacius, alter luxu cæterisque vitiis reddidit immedicabile. Pharmacum admotum utrique est, huic profuit, illum occidit. Sed aliud incommodum adfert: Si indurationem, inquit, et conversionem adscribimus libero arbitrio amplectenti gratiam, aut refutanti, nulla est Dei electio. Deus autem spoliatus eligendi virtute ac sapientia, quid erit, nisi idolum fortunæ, cujus numine omnia temere fiunt. Et tandem eo venietur, ut homines salvi fiunt, et damnentur ignorante Deo, ut qui non discreverit certa electione salvandos et damnandos, sed oblata omnibus generali lenitate tolerante et indurante, tum misericordia corripiente et puniente, hominibus reliquerit, utrum velint salvi fieri, an damnari, ipse interim ad convivium Æthiopum profectus, ut Homerus dicit. (L6#76) Hos insulsos ac blasphemos hominis jocos invitus in hoc recenseo, quo declarem quibusdam nimium addictis homini qualem habeant Euangelistam.

Det menneskelige legemes natur er én og den samme, og dog kan det ene legeme, hvis det bliver sygt, let helbredes med et lægemiddel, mens et andet går til grunde på trods af den medicin, det går. Hvad er grunden til det? Den ene har ved et ædru og mådeholden kost gjort sit legeme modtageligt for lægemidlet, den anden har ved luksus og andre laster gjort sit uimodtageligt for medicin. Medicinen er jo den samme, men den ene har gavn af den, den anden slår den ihjel. Men han fremfører en anden vanskelighed: ”Hvis vi tilskriver forhærdelsen og omvendelsen den frie vilje, der godtager eller forkaster nåden, så er der ikke nogen Guds udvælgelse. Men en Gud, der er berøvet kraften og visdommen til at vælge, hvad er det andet end en lykkeforestilling, under hvis valten alting sker blindt? Ja, man vil endda komme dertil, at mennesker frelses og fordømmes uden at Gud véd det, eftersom han ikke ved en sikker udvælgen har bestemt, hvem der skal frelses og hvem der skal fordømmes, men efter at hans almindelige langmodighed, hvorved han tåler og forhærder, og også hans barmhjertighed, hvorved han bevæger og straffer, er tilbudt alle, så overlades det til menneskene, om de vil frelses eller fordømmes, mens han selv måske er bortrejst til Ætiopernes gæstemåltid, som Homer siger.” (L6#76f). Det er kun nødigt, at jeg gengiver dette menneskes fornærmende og blasfemiske vitser, men jeg gør det af den grund, at jeg derved kan gøre det klart for dette menneskes altfor trofaste tilhængere, hvad det er for en evangelist de har.

¹⁰¹ Cum nos ubique conjungamus in bonis actionem liberi arbitrii cum auxilio principali gratiæ, quî fieri possit ut homo servetur damneturve ignorante Deo. Aut quî Deus nihil aliud futurus sit quam idolum fortunæ, cujus æterna sapientia moderatur universa? Quemadmodum illius præscientia, destinatio, voluntas, non officit generaliter libero hominis arbitrio, ita nec electio. Paulum elegerat ad prædicandum inter Gentes Euangelium, et elegerat ab æterno, electum suo tempore vocavit, vocatum instruxit gratia, instructum auxit, et tamen ille loquitur, Non egi, sed gratia Dei mecum. Et, gratia in me vacua non fuit, et, plus omnibus laboravi, et, bonum certamen certavi, cursum consummavi.

Når vi overalt i den gode gerning har sammensmeltet den frie vilje med den højeste nådes hjælp, hvordan går det så til, at mennesket frelses og går fortabt uden at Gud véd det? Eller hvordan kan Gud være intet andet end lykkens afgud, når universet dog modereres af hans visdom? Ligesom hans forudviden, hans bestemmelse, hans vilje i almindelighed ikke vil lægge hindringer i vejen for menneskets frie vilje, sådan vil hans udvælgelse heller ikke. Han udvalgte Paulus til at prædike evangeliet for hedningerne, og han udvalgte ham fra evighed, og da han havde udvalgt ham, kaldte han ham til den bestemte tid, da han havde kaldt ham, tildelte han ham nåden, da han havde tildelt ham den, øgede han den, og sagde han: ”Ikke jeg, men Guds nåde, der var med mig”. Og: ”hans nåde mod mig har ikke været forgæves”, og: ”jeg arbejdet mere end alle”, (1kor#15.10) og: ”jeg har stridt den gode strid, jeg har fuldendt løbet”. (2 Tim 4,7).

^{102 [145]}           Proximum Caput nihil habet nisi similes blasphemias, et recinitur illud toties rejectum mendacium, me tribuere libero arbitrio totum absque gratiæ præsidio, cum proposuerim liberum arbitrium ne velle quidem efficaciter bonum absque gratia. Et perinde jam feliciter exploserit Origenis interpretationem, redit ad suum dogma, liberum arbitrium esse regnum Satanæ (L6#83), ac mera necessitate geri omnia, alioqui Deus non esset Deus. Nec interim meminit hæc omnia recidere in sacros Ecclesiæ Doctores, magis quam in meam Diatribam. Quorum omnium consensum pili non facit, cum ipse non solum ingerat nobis interpretationes suas, verum etiam arbitratu suo præscribat Orbi leges, ad quas oporteat exponere Scripturas.

          Den næste afsnit indeholder kun lignende blasfemier, og gentager den ofte tilbageviste løgn, at jeg tillægger den frie vilje alt uden nådens hjælp, skønt jeg har hævdet, at den frie vilje overhovedet intet kan ville det gode effektivt uden nåden. Og han lader, som om han har udforsket Origenes' fortolkning, og vender tilbage til sin egen tese, at den frie vilje er Satans herredømme, (L6#83), og at alting styres af lutter nødvendighed, ellers kunne Gud ikke være Gud. Og samtidig glemmer han, at alt dette i højere grad falder tilbage på kirkens hellige lærde mænd end på min Diatribe. Han er fuldstændig ligeglad med, at de alle er enige, skønt han selv ikke blot pådutter os sine fortolkninger, men også efter forgodtbefindende foreskriver verden de love, ifølge hvilke skriften skal udforskes.

¹⁰³ Quærit à me, quis dedit Origeni, Hieronymoque auctoritatem sic interpretandi? Imo quis dedit auctoritatem Luthero præscribendi tales exponendi leges? Primum mendaces, deinde manifesto falsas: postremo quas nec ipse servat qui præscribit. Negat à littera recendendum, nisi talis sit in verbis absurditas, ut pugnet adversus articulum fidei, et arbitror si quis urgeat, eum sic definiturum articulum fidei, utcunque videbitur esse causæ, quam agit, commodum. Quæ necessitas adegit Paulum, ut historiam de filio Agar (1399) et filio Sara trahat ad tropologiam? In sensu historico nihil erat absurdi, nec adversans articuli fidei.

Han spørger mig, hvem der gav Origenes og Hieronymus autoritet til at fortolke sådan. (L6#44). Vi spørger omvendt, hvem der gav Luther autoritet til at foreskrive os sådanne love. For det første er de bedrageriske, for det andet lodret forkerte, og endelig overholder han ikke selv det, han har foreskrevet. Han nægter at afstå fra den bogstavelige forståelse, medmindre denne er så absurd i udtrykket, at den kæmper mod en trosartikel, og jeg tror, at hvis nogen lagde pres på ham, ville han definere en trosartikel på en sådan måde, at hvad som helst kunne synes passende for den sag, han kæmper for. Hvilken nødvendighed tvang Paulus til at gøre fortællingen om Hagar og Saras sønner til billedtale? (gal#4.22) Der var ikke noget absurd ved den historiske mening, og den var ikke imod nogen trosartikel.

¹⁰⁴ Toties legimus Deum iratum, furentem, poenitentem, quis articulus fidei læditur, si credamus hos affectus vere in Deo esse? Si quis respondeat impium esse Deo tribuere affectus humanos, respondebo juxta Lutheri regulam, me quod expressum est in sacris Litteris tenere, nihil absurdum esse, sed ita videre carni, non esse scrutandum quomodo Deus irascatur aut poeniteat. Quis hîc me coget tropum recipere? Ad hæc quas tropologias nobis Lutherus invexit in explicandis decem præceptis, item in Psalmos, ubi simplex oratio non habebat evidentem absurditatem? Fidei articulum fortasse vocabit, quicquid expressum est in sacris Litteris.

Ofte læser vi, at Gud blev vred, rasede, angrede, hvilken trosartikel skades, hvis vi tror, at sådanne følelser virkelig findes i Gud? Hvis nogen vil sige, at det er ugudeligt at tillægge Gud menneskelige følelser, vil jeg svare ifølge Luthers regel, at jeg holder mig til det, der er udtrykt i den hellige skrift, at det ikke er absurd, men kun forekommer kødet sådan, at man ikke skal efterforske, hvordan Gud vredes eller angrer. Hvem vil her tvinge mig til at gå med til billedtale? Desforuden, hvor megen billedtale indførte Luther ikke for at forklare de ti bud, ligeledes for at forklare salmerne, hvor det enkle sprog ikke indeholdt nogen åbenlys absurditet? Men han vil måske kalde alt, hvad der er udtrykt i skriften for en trosartikel.

¹⁰⁵ At in his verba verbis crebro pugnare videntur, quemadmodum jam demonstratum est. An igitur in his, quæ lædunt causam ipsius, invehet tropologias ex animi sui sententia, in aliis, quæ in speciem conducunt ad causam, rejiciet omnes tropos, et si hæret in absurditate explicanda, confugiet ad arcanam Dei voluntatem? Et hæc qui facit, videtur sibi disputare, si Superis placet, et triumphum adornat, quasi difficile sit cuiquam ad istum modum vincere. His legibus vel Pygmæus dejiciet Gigantem. Queritur non servari pacta, qui recensuerim Origenis interpretationem. Si nullam recipit interpretationem, cur ipse tot inauditas interpretationes comminiscitur ubicunque commodum est?

Men i skriften synes et ord ofte at kæmpe mod andre ord, sådan som det allerede er påvist. Mon det er grunden til, at han i de skriftsteder, der skader hans sag, indfører billedtale ganske som han vil, og i de skriftsteder, som synes at støtte hans sag, forkaster al billedtale, og til, at han, hvis han løber ind i noget absurd, når han forklarer, tager sin tilflugt til Guds skjulte vilje? Og det, han foretager sig, synes han minsandten selv er at disputere, og han smykker sig med triumf, som om det ville være vanskeligt for nogen overhovedet at vinde på den måde. Med disse regler kan en pygmæ nedlægge en kæmpe.

Han klager over, at jeg ikke har overholdt aftalen, eftersom jeg gengav Origenes' fortolkning. (L6#45). (e1#42). Hvis han ikke godtager nogen fortolkning, hvorfor laver han så selv så mange uhørte fortolkninger overalt, hvor det passer ham?

¹⁰⁶ Si recipit, cum pari mecum jure contendat, cur meam recepturus, rejicit Originis ac Hieronymi? Quanquam et Augustinus, et Theophylactus et Chrysostomus hactenus consentiunt cum Origene, ut ab homine submoveant necessitatem absolutam Lutheri, neque confugiant ad arcanam illam ac tantum adorandam voluntatem. Et si Chrysostomo credimus, non ideo Paulus dicet, ô tu homo quis es qui respondet Deo, quo submoveat à quæstionis solutione, sed ut retusa hominis curiositate, paret illum magis docilem ad quæstionis solutionem, eo quod in hoc genere quæstionum multa incidunt, quæ non percipiuntur nisi à piis: multa item quorum ratio nulla reddi potest, quorum exemplum tale profert Angustinus: multi infantes Christianorum citra culpam parentum decedunt absque sacramento baptismi, et eunt in gehennam, veluti qui pereunt in utero materno, aut in ipso partu, nonnulli Judæorum aut Paganorum infantes, sublato furto à Christianis, et clam baptizati, si decesserunt, eunt in vitam æternam.

Hvis han godtager en fortolkning, eftersom han har den samme ret til at strides som jeg har, hvorfor godtager han så min fortolkning, men forkaster Origenes' og Hieronymus'? Men både Augustin og Theofylaktus og Chrysostomus har hidtil været enige med Origenes, så de fra mennesket har fjernet Luthers absolutte nødvendighed, og heller ikke tager deres tilflugt til den hemmelige vilje, der kun må æres. Og hvis vi skal tro Chrysostomus, så er grunden til, at Paulus siger: 'o du menneske, hvem er deu, at du går i rette med Gud' ikke den, at han vil fjerne spørgsmålets svar, men den, at han vil tilbagevise menneskets nysgerrighed, og gøre det mere modtagelig for svaret på spørgsmålet, af den grund, at i den slags spørgmål indgår der mange ting, som kun kan forstås af de fromme, og ligeledes mange, som der ikke kan aflægges regnskab for; for eksempel fremfører Augustin: mange kristne spædbørn dør uden dåbens sakramente, uden at forældrene er skyld i det, og kommer i helvede, ligesom dem, der dør i moders liv eller under selve fødslen, mens ikke så få jøders og hedningers børn, som bliver stjålet af de kristne, og døbt i hemmelighed, kommer til det evige liv, hvis de dør.

¹⁰⁷ Cur hoc Deus fiere permittat, negat esse nostrum inquirere. Jam si tantum Origenis citassem sententiam, queri poterat se gravari hominis auctoritate. Nunc recenseo collationem locorum, quæ Augustino auctore optima est exponendi Scripturas ratio, adfero causas absurditatis, quæ mittit ad tropum, ostendo congruentiam interpretationis cum his quæ præcedunt et sequuntur. Itaque fingat si volet esse meam interpretationem, et desinat queri de sacris Ecclesiæ Doctoribus. Accedit igitur ad excutiendas causas à Diatriba citatas, ob quas hîc ad tropum confugerint Orthodoxi. Abhorrent aures Christianæ, abhorrent sensus communis, ut dicatur Deus natura bonus immittere malitiam in cor hominis, aut certe addere malitiam, quod ne justi quidem hominis videri queat.

Augustin siger, at det ikke er op til os at udforske, hvorfor Gud tillader, at dette sker. Nuvel, hvis jeg kun havde citeret Origenes' mening, kunne han klage over, at jeg bebyrder ham med menneskers autoritet (e2#43). Men nu foretog jeg en sammenligning af skriftsteder, hvilket Augustin mener er den bedste måde at udforske skriften på, og jeg fremfører grunde til den absurditet, som kan føre til billedtale, jeg påviser fortolkningens overensstemmelse med det foregående og det efterfølgende. (e2#38). Og lad derfor Luther, hvis han vil, forestille sig, at det er min fortolkning, og ophøre med at klage over kirkens hellige lærde.

Så går Luther over til at undersøger de begrundelser, der citeres af Diatriben, begrundelser for, at de ortodokse her tager deres tilflugt til billedtale. Kristne ører bliver forskrækkede, almindelig fornuft forskrækkes, når Gud, der af natur er god, siges at påføre ondskab ind i menneskets hjerte eller blot at tilføje ondskab, noget som ikke engang ligger til et retfærdigt menneske. (L6#84; e2#43).

¹⁰⁸ Ad hæc ita Lutherus: Hæc absurditas in quem peccat articulum fidei? Respondeo. Si fidei articulus est, quicquid expressum est in sacris Litteris, hæc absurditas pugnat cum illo, Justus es Domine et rectum judicium tuum, pugnat adversus illud, Et misericordiæ ejus non est numerus. Quod absurdum esset in homine Rege, multo absurdius est tribuere Deo. Habes articulum fidei, cujus exempla sexcenta proferre cuivis proclive sit è sacris Voluminibus. Si hæc absurditas non videtur idonea causa, cur ad tropum confugiamus, impudenter facit Lutherus ad tropos confugiens, non ut absurditatem vitet, sed invehat, nimirum cum interpretatur meritum promissionem, mercedem sequelam, quærere esse in via, agere, id est, agi more (1400) securis.

Dertil siger Luther: ”Hvilken trosartikel forsynder denne absurditet sig imod?” (L6#87). Jeg svarer: Hvis alt, hvad der er udtrykt i den hellige skrift, er en trosartikel, så modsiger denne absurditet dette skriftsted: ”Du er retfærdig, Herre, og dine domme rette” (Sl 119,137); og det modsiger ”hans barmhjertighed er uden grænser” (Sl 5,8; 69,14; 147,5). Det, der ville være absurd for en menneskelig konge, er det meget mere absurd at tillægge Gud. Her har du den trosartikel, som hvem som helst kan fremføre hundreder af eksempler på fra den hellige skrift. Hvis denne absurditet ikke synes at være en passende grund til at vi skulle tage vor tilflugt til billedtale, så er det uforskammet af Luther at tage sin tilflugt til billedtale, ikke for at undgå absurditet, men for at indføre den, hvilket kan bestemt gør, når han fortolker 'fortjeneste' som 'forjættelse', 'løn' som 'følge', 'at stræbe' som 'at være på vej', 'at handle' som 'at blive handlet med som en økse'.

¹⁰⁹ Cur ibi non dicebat, hæc sunt verba Dei clara, dilucida, non recipio tropum, quod dictum est mordicus teneo. Si dicerem hanc absurditatem pugnare cum omnium Orthodoxorum totiusque Ecclesiæ Catholicæ decreto, forte moverem homini cachinnos. Habes ad articulum. Aut quis, inquit, hac offenditur absurditate? Ratio humana offenditur, quæ cum in omnibus verbis et operibus, cæca, surda, stulta, impia et sacrilega est, hoc loco adducitur judex operum et verborum Dei. Ita Lutherus. Euge ut sui similis est noster hyperbolus? Ita-ne in omnibus factis ac dictis Dei, cæca surdaque est humana ratio etiam sanctorum? Quis igitur Spiritus hoc arcanum patefecit ipsi? Si usque adeo nihil videt humana ratio, cur Paulus Philosophis Ethnicis tantum tribuit, ut dicat illis invisibilia Dei ex rebus conditis intellecta fuisse, usque ad cognitionem sempiternæ Deitatis.

Hvorfor sagde han ikke i den fortolkning: 'Dette er Guds soleklare ord, jeg går ikke med til billedtale, jeg holder mig strengt til det, der er sagt?' Hvis jeg ville sige, at denne absurditet modsagde alle de ortodokses og hele den katolske kirkes afgørelse, så ville jeg måske bevæge manden til at le. Såvidt trosartiklen.

Han siger så: ”Eller hvem bliver forarget over denne absurditet? Det er den menneskelige fornuft, der bliver forarget, den, som på dette sted, skønt den i alle Guds ord og gerninger er blind, døv, dum, gudløs og blasfemisk, fremføres som dommer over Guds ord og gerninger.” (L6#87f). Såvidt Luther. Bravo! Hvor han dog ligner sig selv, denne overdriver! Mon ikke den menneskelige fornuft, også den hos de hellige, er blind og døv for alle Guds handlinger og ord? Hvilken ånd har da åbenbaret denne hemmelighed for ham? Hvis den menneskelige fornuft hidtil intet har set, hvorfor tillægger Paulus da de hedenske filosoffer så meget, at han siger, at de har forstået Guds usynligheder ud fra de skabte ting, lige frem til, at de erkender guddommens evighed.

¹¹⁰ Et hanc rationem Paulus appellat Dei revelationem, Orthodoxi interpretantur lumen vultus divini, quod ipse in nobis signavit, quod omnes fatentur peccato primorum parantum obscuratum, exstinctum nemo non negat. Ad quid valuit illis ratio? Ut sint inexcusabiles. Gratia pulsans erat ea divinæ potentiæ, sapientiæ, bonitatis cognitio: sed liberi arbitrii erat, quod oblatam gratiam negligebant. Si nulla gratia fuisset oblata, videri poterant excusabiles; nunc oblata est gratia, cui si accessisset voluntatis humanæ studium, gratia gratiam, juxta proverbium, peperisset. Evolvat qui volet, quæ Socrates, quæ Stoici, quæ Peripatetici, quæ Epictetus, de fine boni, de recte vivendo tradiderunt, et dicat humanam rationem in omnibus esse cæcam, stultam et impiam.

Og denne forståelse kalder Paulus åbenbarelsen af Gud, de ortodokse fortolker den som det guddommelige åsyns lys, som han selv har prentet på os (e1#78) (rom#1.19), og som alle indrømmer blev formørket ved vore urfædres synd, men ingen hævder blev udslettet. Og hvad gavn skulle de have af den fornuft? De skulle være uden undskyldning. Den tilskyndende nåde var denne erkendelse af den guddommelige magt, visdom og godhed. Men det skyldtes den frie vilje, at de fornægtede den tilbudte nåde. Hvis der ikke var blevet tilbudt nogen nåde, kunne det se ud, som havde de undskyldning; men nu blev nåden tilbudt, og hvis den menneskelige viljes bestræbelser havde modtaget den, ville nåde havde frembragt nåde, som ordsproget lyder. Lad ham gennemgå, hvad han vil, af, hvad Sokrates, stoikerne, peripatetikerne, Epiktet har overleveret om det godes mål, om at leve ret, og lad ham så komme og sige, at den menneskelige fornuft er blind, dum og ugudelig i alle ting!

¹¹¹ Pergit hyperbolizein. Hoc, inquit, absurditatis prætextu, negabimus omnes articulos fidei, Christum esse Deum et hominem, esse Virginis filium, resurrexisse à mortuis. Fortasse verum diceret Lutherus, si illa paradoxa nobis talis auctor talibus argumentis proponeret. Nunc miracula prophetiæ, exhibitio repromissorum, Euangelica Scriptura, sanguis martyrum, auctoritas Apostolorum, integritas Doctorum, totiusque Ecclesiæ consensus nobis persuaserunt hæc esse certissima. Nec tamen in his est quicquam absurdi, etiamsi sunt multa paradoxa.

Han fortsætter med at overdrive: ”Under dække af en sådan absurditet kan man nægte alle troens artikler, at Kristus er Gud og menneske, at han er en jomfrus søn, at han er opstået fra de døde”. (L6#89; ref). Måske Luther ville tale sandt, hvis det var en sådan ophavsmand, der havde forelagt os disse paradokser med sådanne argumenter. Men som det er, har de profetiske mirakler, opfyldelsen af løfterne, den evangeliske skrift, martyrernes blod, apostlenes autoritet, de lærdes sundhed og hele kirkens konsensus overbevist os om, at dette er så sikkert som noget. Og der er heller ikke noget absurd deri, selv om der er mange paradokser.

¹¹² Omnia declarant admirandam Dei sapientiam, bonitatem erga nos ineffabilem. Hæc autem absurditas impingit Deo crudelitatis et injustitiæ notam. Quod si tantum à tropis sit periculi, quantum fingit Lutherus, multo justius metuendum est ab ipsius tropis, quos nec apud Poetas, nec apud probos viros invenias. Desinat igitur res multum dissimiles veluti pares inter se conferre. Promiserat nobis tonitrua Dei. Nihil adhuc audimus nisi convitia. Verùm adhuc præludit, mox initiandis proferet mysteria.

Alle ting forklarer Guds beundringsværdige visdom og hans usigelige godhed imod os. Men denne absurditet afmaler Gud som grusom og uretfærdig. Ja, hvis faren ved billedtale var så stor, som Luther forestiller sig, ville det være bedre for os at frygte hans billedtale, som man ikke finder hverken hos digterne eller hos nogen retsindige mænd. Han skulle derfor holde op med at sammenligne helt forskellige ting, som om de var ensdannede. Han lovede os Guds tordenskrald. Men vi har kun hørt fornærmelser. Men dette var kun præludiet, snart vil han præsentere mysterierne for dem, der skal indvies.

^{113 [147] ()}       Kokkuzw rursus, ut admittamus tropum, non tamen evitatur absurditas: Si liberum arbitrium sine gratia nihil potest, Deo imputandum, qui gratiam aliis dat, aliis negat, prout ipsi visum est, nullo respectu meritorum: Si liberum arbitrium sine gratia potest omnia, multo est absurdius. Hoc quod Lutherus toties occinit, ne Pelagius quidem docuit, opinor. In principio propono tantum opiniones Orthodoxorum: nullam rejiciens, ut mihi liberum esset in argumentando in auxilium vocare quam vellem. In fine demonstro quæ maxine placeata, sic tamen ut eas non damnem, quas non damnavit Ecclesia. Nusquam illam reperies, quæ libero arbitrio totum tribuat absque gratia.

          Han galer igen op om, at vi, hvis vi godtager billedtale, dog ikke undgår absurditeten: ”Hvis den frie vilje uden nåden intet kan, må man tilskrive Gud det, han, som giver nogle nåden, nægten den til andre, ganske som det behager ham, uden hensyn til fortjenesterne. Hvis den frie vilje uden nåden kan alt, er det meget mere absurd”. (L6#91; ref). Dette er, hvad Luther hele tiden råber op om, og jeg tror ikke engang, at Pelagius har lært sådan. I min indledning fremsætter jeg kun de ortodokses opfattelser; jeg forkaster ingen, så at det i argumentationens forløb kan stå mig frit for at indkalde, hvem jeg vil, til hjælp. I afslutningen viser jeg, hvilken jeg finder mest acceptabel, dog uden at fordømme dem, som kirken ikke har fordømt. Man vil aldrig finde nogen opfattelse, som tilskriver den frie vilje uden nåden alt.

¹¹⁴ Nec usquam dico liberum arbitrium nihil omnino posse, Sic enim habent verba Diatribes: Mihi placet illorum sententia, qui nonnihil tribuunt libero arbitrio, sed gratiæ plurimum. Ac mox, Cur, inquiet, datur aliquid libero arbitrio? Ut sit quod merito imputetur impiis, qui gratia Dei volentes defuerint, ut excludatur à Deo crudelitatis et injustitiæ calumnia, ut excludatur a nobis desperatio, ut excludatur securitas, ut exstimulemur ad conandum. Ob has causas fere ab omnibus statuitur liberum arbitrium, sed inefficax absque Dei perpetua gratia, ne quid (1401) arrogemus nobis. Dicet aliquis, quid valet liberum arbitrium si nihil efficiat? Respondeo. Ad quid valet totus homo, si sic in illo agat Deum, quemadmodum figulus agit in luto? His Diatribæ verbis declaro liberum arbitrium aliquid agere, sed quod non pertingat ad æternam salutem, nisi præsidio jugi gratiæ.

Og jeg siger heller ikke nogen steder, at den frie vilje ikke formår noget overhovedet. Nej, sådan skriver jeg i Diatriben: ”Jeg synes om deres sætning, som tilskriver den frie vilje noget, men nåden det meste”. (e3#101). Og lidt senere: ”Hvorfor, vil du sige, tilskrives der da den fri vilje noget? For at der kan være noget, som med rette kan tillægges de ugudelige, som med vilje foragter Guds nåde, så bebrejdelsen mod Gud for grusomhed og uretfærdighed er udelukket, så fortvivlelse er udelukket fra os, så sikkerhed er udelukket, for at vi kan anspores til at forsøge. Af disse grunde fastholdes af næsten alle den frie vilje, men som noget, der ikke er virksomt uden Guds stadige nåde, for at vi ikke skal prale. Så vil én sige: Hvad nytte er den frie vilje til, hvis den intet udvirker? Jeg svarer: Hvad nytte er hele mennesket til, hvis Gud handler således med det, som pottemageren handler med leret?” (e3#103). Med disse ord fra Diatriben forklarer jeg, at den frie vilje udfører noget, men ikke noget, der har med den evige frelse at gøre uden nådens stadige hjælp.

¹¹⁵ Augustinus jam senex in libris, quos senex scripsit ad Valentinum, plurimum tribuit gratiæ, nonnihil tamen libero arbitrio. Idem cum in iisdem libris commemoret præparantem sive pulsantem gratiam, quæ nondum largiatur justitiam, sed eo provehat, et huic tribuit bona quædam opera, sed imperfecta, minimum abest ab opinione tertia, quæ putat hominem naturæ viribus huc usque per opera moraliter bona posse proficere, ut promereatur gratiam justificantem, saltem juxta congruum, hoc est, ut jam Dei bonitas immensa non neget quod ab ipso petitur.*

* Fra de gratia et libero arbitrio

Da Augustin allerede var gammel, tilskrev han i de bøger han som olding skrev til Valentinus, det meste til nåden, men dog noget til den frie vilje. På samme måde, når han i de samme bøger erindrede om den forberedende eller den tilskyndende nåde, som endnu ikke tildeler retfærdighed, men leder frem mod den, og tilskriver den nogle gode, omend ufuldkomne gerninger, så er han kun meget lidt borte fra den tredje opfattelse, som mener, at mennesket ved sine naturlige kræfter gennem moralsk gode gerninger kan gøre et sådant fremskridt, at det kan fortjene den retfærdiggørende nåde, i hvert fald efter rimelighed, det vil sige, at nu vil Guds umådelige godhed ikke nægte, hvad man beder ham om.

¹¹⁶     Videre til hyp11!

c

¹¹⁷

c

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c