Hyperaspistes 9

¹            Verùm hæc toties cum recinam, tamen Luthero surdo canitur fabula, ut ipse videatur somno profundiore stertere, quam fingit Diatribam. Jam ut magnopere videatur Dialecticus, profert inausitum sophisma: Ex his verbis, si volueris, quoniam conditionalis est sermo, colligo hominem aliquo pacto posse velle et nolle. Nam Jureconsulti docent conditionem adjectam, quæ præstari non possit, irritare contractum, veluti si quis dicat*, Dabo tibi hunc equum, si ipse dixerit se velle tuum esse: Ergo, inquit, ex eodem fonte manat dulce et amarum?An sobrius erat Lutherus cum hæc chartis suis illiniret? Ubicunque apponitur conditio, ibi aut res est anceps, aut dubia loquentis sententia, aut utrumque.

*Leiden anser det kursiverede for Erasmus' referat af Luthers referat af hans opfattelse, Toronto for hans direkte beskrivelse af egen opfattelse.

          Men hvor ofte jeg end gentager det, er det, når man taler til Luther, som at tale til en dør, så han synes at snorke i en dybere søvn end den, han forestiller sig Diatriben er i. Men for at give det skin af, at han er en fortrinlig dialektiker, fremfører han en uhørt sofisme. Af de ord: 'Hvis du vil', som står i en betingelsesbisætning, drager jeg den slutning, at menneske i nogen grad kan ville og ikke ville. For juristerne lærer, at hvis der føjes en betingelse til, som ikke kan opfyldes, så ugyldiggøres kontrakten, som hvis én ville sige: 'jeg vil give dig denne hest, hvis den selv siger, at den vil tilhøre dig'. Altså, siger Luther, mon der af den samme kilde kan komme både fersk og bittert vand? (Jak 3,10). (L4#86). Mon Luther var ædru, da han oversmurte sit papir med dette? Overalt, hvor der opstilles en betingelse, dèr er enten sagen uvis, eller den talendes mening er uvis, eller begge dele er uvisse.

²   Ducam te si virgo es. Res certa est, sed dubius est qui loquitur. Addico tibi fundum, si pecuniam ante proximas calendas numeraris, hîc et res et loquentis animus anceps est. Sed ineptus esset si qui sciret illum aut nolle, aut non posse præstare conditionem, contractum perageret, testes ac stipulationem adhiberet, tabulas obsignaret, arrham acciperet, daretve. Sed Dei loquentis animus anceps esse non potest. Non igitur præcipit, quæ simpliciter fieri non possunt. At præscit futurum, ut quidam nolint: sed Lex in commune fertur omnibus, ut qui Legi paruerint, laudem ferant, qui parere noluerint, videantur digni supplicio. Quid autem si ex eodem verbo sequatur velle et nolle? Qui dicit, si vis, discede, nonne facit illi liberum si velit manere? Cum eadem animi pars expetat honesta, et refugiat contra, an prodigium est ex eodem fonte proficisci velle et nolle?

'Jeg vil gifte mig med dig, hvis du er jomfru'. Sagen er sikker nok, men den, der taler, er i tvivl. 'Jeg vil sælge gården til dig, hvis du betaler pengene før den første i næste måned'. Her er både sagen og den, der taler, i tvivl.

Men det ville være absurd for én, som vidste, at den anden enten ikke ville eller ikke kunne leve op til betingelsen, at indgå en kontrakt, at fremskaffe vidner og udarbejde aftale, at underskrive papirer og modtage eller give pant. Men når Gud taler, kan han ikke være i tvivl. Han foreskriver derfor ikke, hvad der simpelthen ikke kan ske. Men han véd i forvejen, at nogen ikke vil. Men loven er givet fælles for alle, så de, som adlyder loven, får ros, de der ikke vil adlyde den, synes værdige til straf. Men hvad så, hvis det at ville og det ikke at ville følger af det samme ord? Den, der siger: 'gå, hvis du vil' mon ikke han stiller ham frit, om han vil forblive? Eftersom den samme del af sjælen stræber efter det gode og flyr det modsatte, mon det så er unaturligt, at der fra den samme kilde opgår både at ville og ikke at ville?

³ Nonne eadem ratio probat, et improbat? Nonne eadem animi vis odit et amat? Jam quod huic annectit nugamento tale est, ut prorsus non intelligam. Nec enim congruit huic loco, et videtur omnino sine mente dictum. Aut, inquit, Diatribam appellans, et tu magis rides hîc hominem, quæ dicis eum posse servare, quæ non potest velle nec optare. Omitto quod hîc ne non sit hyperbolus, sicut antea addidit libere, nunc addit optare. Si me urges eadem opinione, sicut homo potest velle, ita potest servare præcepta. Non potest efficaciter absque gratia, quemadmodum nec præstare jussa: sed ita gratia temperat actionem suam, ut locum relinquat et naturæ viribus.

Er det ikke den samme fornuft, der beviser og modbeviser? Mon ikke den samme sjælekraft hader og elsker? Men det, han tilføjer til denne banalitet, er af en sådan art, at jeg simpelthen ikke forstår det. For det passer ikke med stedet her og det synes sagt helt uden mening: ”Eller”, siger han og anklager Diatriben, ”mon ikke du her spotter mennesket mere, når du siger, at han kan overholde det, som han ikke kan ville eller ønske sig”. (L4#87). Jeg skal overse det faktum, at han her, ligesom han tidligere tilføjede 'frit', tilføjer 'ønske sig' – han undlader ikke at overdrive. Men hvis man pådutter mig den mening, at ligesom mennesket kan ville, sådan kan han også overholde budene, så kan han ikke virksomt gøre det uden nåden, ligesom han ikke kan gennemføre, hvad der er befalet. Men nåden modererer hans handling, så der også bliver plads til de naturlige kræfter.

⁴  Hac chorda sine fine oberrat Lutherus, non potest absque gratia, ergo simpliciter non potest. Similiter et quod in fine dico, pronuntians opinionem quæ mihi vero proxima videtur, ad id torquet, quicquid tota argumentatione, quæ nunc ad hanc, nunc ad illam spectat, sparsum est. Et hic locus homini gloriosissimo visus est etiam ovatione dignus: Sic, inquit, sequelis et verbis sapientiæ suæ capitur ratio, ut nesciat quid aut de quo loquatur. Nisi quod dignissimum est liberum arbitrium talibus argumentis sese mutuo devorantibus et conficientibus defendi, quomodo Madianitæ mutuis cædibus sese perdiderunt, etc. Miror si hic homo poterit unquam senescere, qui sibi nusquam non suavissime plaudit, etiam ubi stultissime rem gessit. Non talibus aranearum telis capitur ratio, sed irretiuntur muscæ stultarum cogitationum; nec hîc ulla sunt rationes, quæ se mutuæ cæde conficiunt, sed in ipsius argumentis est ingens armatorum exercitus, è serpente natur, qui se mutua cæde perimunt.

Den streng griber Luther uden ophør fejl af: 'Mennesket kan ikke uden nåden, altså kan det simpelthen ikke'.

På lignende måde med, hvad jeg siger til slut, hvor jeg giver udtryk for den mening, som synes mig at være nærmest ved sandheden: det fordrejer han, og spreder det ud over hele argumentationen, som nu drejer sig om ét, nu om noget andet. Og dette sted forekommer det hæderværdige mennesket at være værd endnu en applaus: ”Sådan fanges fornuften i sin egen visdoms følgeslutninger og ord, så den ikke véd, hvad eller om hvad den taler; eller også er det sådan, at det er meget passende, at den frie vilje forsvares med den slags argumenter, der indbyrdes opæder og tilintetgør hinanden, ligesom Midianiterne gik til grunde ved at slå hinanden ihjel, osv.” (L4#87). Jeg undrer på, om den mand nogensinde bliver voksen. Han klapper altid så sødt af sig selv, også når han gør noget helt tosset. Fornuften fanges ikke ind af den slags spindelvævsvåben, det er snarere de dumme overvejelsers fluer, der går i nettet. Der er her heller ikke nogen begrundelser, der dræber sig selv i gensidig slagtning, men i hans argumenter er der en mægtig hær af soldater, af slangenatur, som går til grunde i gensidig slagtning.

⁵ Quid enim habet hîc Lutherus nisi voces duas, sed nudas, cum ego nonnihil addiderum: In fine, inquit, dicis hominem nec velle bonum absque gratia, et hîc dicis posse servare (1358) præcepta sine gratia, sic enim interpretatur omniscius Lutherus. His nec illa frigidiora sunt quibus in Scholis ludunt pueri: Mus arrodit caseum, mus est syllaba, ergo syllaba arrodit caseum. Nec interim perpendit, quod in tractandis Scripturis, quibus illum oppugno, si coner etiam illud extorquere, quod in fine remitto, jus hoc est pugnantium. Sed in promtu est aliud terribile telum: Ecclesiasticus non dicit si habueris studium, vel conatum servandi, qui non adscribitur viribus tuis, sed sic dicit, si volueris servare mandata, servabunt te. Esto. Ergo nos, inquit, inferemus, igitur potest servare mandata. Fateor. Totam igitur plenitudinem potestatis servandorum mandatorum ei tribuimus. Cur ita?

For hvad har Luther her, bortset fra to sætninger, men det er nøgne sætninger, hvorimod jeg tilføjer ikke så lidt. Luther siger: ”I sidste ende siger du, at mennesket ikke kan ville det gode uden nåden, og her siger du, at han kan overholde budene uden nåden” (L4#87 ref), for sådan fortolker den alvidende Luther. Dette er mere absurd end det, drengene leger i skolen: ”En mus gnaver i osten, mus er en stavelse, en stavelse gnaver i osten”. Samtidig tænker han ikke på, at når jeg behandler skriftsted, som jeg sætter op imod ham, selv om jeg også vrister noget fra ham, som jeg giver tilbage til slut, så er det noget, en disputator har ret til.

Men han har et andet forfærdeligt våben parat: ”Sirak siger ikke: "Hvis du vil have lyst til at tjene eller vil forsøge på at overholde budene, som ikke tilskrives dine kræfter", sådan som du konkluderer (e1#101), men den han siger: "Hvis du vil holde budene, vil de holde dig". Indrømmet! ”Altså”, siger han, ”kan vi drage den slutning, at så kan han overholde budene”. Også det indrømmer jeg. ”Så tilskriver vi ham hele den fulde magt til at holde budene”. (L4#88). Hvorfor det?

⁶  Alioqui rideret Ecclesiasticus hominis miseriam, si servare juberet quæ sciret illum non posse servare: nec satis esset adesse conatum et studium, ut effugiat suspicionem irrisionis, nisi servandi vim illi inesse significaret. Respondeo, Vim aliquam inesse significat omnibus, plenam vim Lutherus hyperbolus hyperbolicws addidit de suo, more suo. Est aliquid in nobis, sine quo non assequimur salutem. Hoc exigit conditio præcepti, reliquum Deus de suo promisit. Si Cæsar edicat, qui transfugerint ad me, tuebor ab hostibus, non poterant transire, nisi Cæsar fecisset potestatem, nec transfugæ forent tuti ab hostibus, nisi Cæsaris præsidio, interim et ipsi militantes. Quid imputabunt sibi qui transfugerint, aut cui imputabunt exitium suum, qui non transfugerint præbita facultate? An hîc Cæsar dicetur illos irridere? Ubi voluntas humana pro suis viribus agit, cum operante gratia, ibi nec conatus est inanis, imo necessarius, nec inest illis plena facultas retinendæ salutis.

Ellers gør Sirak grin med menneskets elendighed, hvis han befaler at overholde noget, som han véd, han ikke kan overholde. ”Og det ville heller ikke være nok, at dette forsøg og denne stræben var i mennesket, og han ville ikke på den måde kunne undgå mistanken om at gøre nar, det ville han kun, hvis han sagde, at der i mennesket er en kraft til at overholde budene.” (L4#88). Jeg svarer: Sirak mener, at alle har nogen kraft (Luther tilføjer, som han plejer, en overdrivelse 'fuld kraft' på overdreven manér til sit referat). Der er noget i os, uden hvilket vi ikke opnår frelse. Budets betingelse kræver det, resten lover Gud at give ud af det, han står for. Hvis kejseren ville erklære: 'Den, der flygter over til mig, vil jeg beskytte mod fjenderne', så ville de ikke kunne komme over til ham, hvis ikke kejseren havde haft magt, ejheller ville de kunne flygte bort i sikkerhed for fjenderne, uden at både kejseren hjalp og de selv kæmpede. Hvad vil de, der flygter over, tilskrive sig selv, eller hvem vil de tilskrive deres død, hvis de ikke havde fået lejlighed til at flygte over? Mon kejseren her kan siges at gøre nar af dem? Hvor den menneskelige vilje handler af alle kræfter sammen med den virkende nåde, dèr er dens stræben ikke forgæves, den er tværtimod nødvendig, selv om den ikke har fuld styrke til at opnå frelse.

⁷  Hoc genus argumentis velut præstigiis undique scatet Lutherus, quæ terrent conspecta eminus, propius inspecta, mera sunt deliramenta. Sed hujusmodi multa præterire conor, ne liber nullum habeat finem, si ad loquacissimas illius nænias, quibus ille scatet usque ad nauseam vomitumque, studeam respondere. Nihil autem agit Lutherus, distinguens conatum et studium servandi à servando, cum utrumque sit alteri conjunctum: qui alterum negat, utrumque negat: qui alterum, recipit, recipit utrumque. Quisque servat, non sic servare intelligitur, quemadmodum securis secat, volente et agente fabro, sed suam actionem actioni Numinis accommodat. Et tamen hoc, quod ex Ecclesiastici verbis colligunt Pelagiani, probabilius consequitur, quam quod colligit Lutherus, liberum arbitrium esse nomen inane sine re, neque quicquam agere vel in bonum, vel in malum, sed omnia simpliciter in nobis agere Deum, absoluta necessitate, sive spectes generalem actum primæ causæ, sive gratiæ peculiaris energiam. Hanc impiam, stultam et insanam opinionem si telum, quod præbet Ecclesiasticus, excussisset è Lutheri manibus, non sine causa citassem hunc locum, idque pugnanti satis esset: reliqua debebant alias transigi.

Overalt smider Luther omkring sig med den slags argumenter, der er som blændværk. De ser frygtelige ud set på afstand, men ved nærmere eftersyn er de lutter nonsens. Men jeg prøver at springe over meget af den slags, for bogen ville aldrig få ende, hvis jeg forsøgte at besvare hans snakkevorne trivialiteter, som han slår om sig med, indtil man er ved at brække sig. Men Luther opnår intet, når han skelner mellem forsøget på og bestræbelsen for at overholde og selve det at overholde, eftersom de to er knyttet sammen med hinanden: den, der nægter den ene, nægter dem begge; den, der godtager den ene, godtager dem begge. (L4#89). Man tænker sig ikke, at den, der adlyder, adlyder, som man hugger med en økse, hvor det er tømreren, der vil og handler, nej, han tilpasser sin handling efter det guddommeliges handling. Og dog er den slutning, som pelagianerne drager ud fra Sirak, mere antagelig, end den, Luther drager, nemlig, at den frie vilje er et tomt navn uden virkelighed bag, og at den hverken kan udføre noget i retning af det gode eller det onde, men at Gud simpelthen virker alt i os, med absolut nødvendighed, hvad enten man ser på den almindelige første årsags handling, eller på den særlige nådes kraft. Hvis det våben, som Sirak udgør, har slået denne ugudelige, dumme og vanvittige opfattelse ud af Luthers hænder, så var det ikke uden grund, at jeg citerede dette skriftsted, og det skulle være nok for den, der kæmper. De øvrige burde vi blive færdige med andetsteds.

⁸          Quod si locum Eccleastici Pelagiani detorquent huc, ut exclusa gratia totum tribuant libero arbitrio, mea nihilo magis refert, quam quod Lutherus per hunc locum depravatum, in totum submovet hominis liberum arbitrium in his quæ faciunt ad salutem. Ego cum Augustino gratiam jungo cum libero arbitrio, sic tamen ut gratiæ totum adscribatur, si successerit. Sin minus, per non accommodatum ad gratiam liberum arbitrium homo juste damnetur. Hoc enim est quod hîc agit Ecclesiasticus, ut excludat impium murmur hominum, qui suum malum rejiciunt in Deum, quasi sic finxerit hominem, ut non possit non peccare. Quod si per hunc locum prorsus tollitur liberum hominis arbitrium, aerem verberat Ecclesiasticus, et in stultitiæ crimen, quod apud Rhetores turpissimum est, incurrit, ea loquens, quæ non solum nihil faciunt ad id quod agit, verum etiam officiunt causæ: Nihil refert, inquit, utrum in totum tollas liberum arbitrium, an viriculas tribuas inefficaces. Manet enim irrisio præcipientis, minitantis, et pollicentis. Imo plurimum refert. (1359)

          Men hvis pelagianerne fordrejer dette skriftsted hos Sirak derhen, at de udelukker nåden og tillægger den frie vilje alt, så spiller det ikke nogen større rolle for mig, end at Luther ved at fordærve dette skriftsted, helt fjerner menneskets frie vilje i det, der fører til frelse. Jeg for min del knytter som Augustin nåden sammen med den frie vilje, dog således, at jeg tilskriver nåden det hele, hvis det lykkes. Men hvis ikke det lykkes, så bliver mennesket med rette fordømt, derigennem at det ikke har tilpasset sin frie vilje til nåden. Det er nemlig det, Sirak her behandler: han udelukker menneskenes ugudelige knurren, når de kaster deres onde gerninger tilbage på Gud, fordi han har skabt mennesket sådan, at det ikke kan andet end synde. Så hvis menneskets frie vilje gennem dette sted fuldstændig ophæves, så har Sirak talt ud i luften, og har gjort sig skyldig i dumhedens forbrydelse – en meget skamfuld handling ifølge retorikerne – idet han har sagt noget, som ikke blot ikke gør fra eller til i den sag, der er under behandling, men ligefrem skader den: ”Det gør ingen forskel”, siger Luther, ”om man helt og holdent ophæver den frie vilje, eller kun tildeler den uvirksomme småkræfter. Den, der giver bud, truer og forjætter, gør ligefuldt nar”. (L4#88; ref). Helt forkert; det gør en stor forskel.

⁹  Qui per liberum arbitrium pro viribus naturæ non præbent se gratiæ, aut gratiam acceptam negligunt, sibi debent imputare, non Deo, quod pereunt. Ex illis igitur quantumlibet imbecillibus arbitrii viribus declaratur justum Dei judicium. Quemadmodum scribit Augustinus in Epistola ad Valentinianum: Si non est, inquit, Dei gratia, quomodo salvat mundum? Et si non est liberum arbitrium, quomodo judicat Deus mundum? Nimirum hoc illic agit Ecclesiasticus, ut demonstret homini non esse causam, cur in Deum conferat sua mala. Quemadmodum autem negandum non arbitror, quod Deus quædam præcipit interdum, non addita gratia, aut etiam subtracta gratia, quo commonstret homini, quam nihil possit absque gratiæ præsidio: ita juxta Ambrosianam opinionem generaliter nemini negat gratiam præstanti quod in ipso est, nec subtrahit eam cuipiam, nisi qui gratiæ defuerit.

Den, som gennem den frie vilje ikke af hele sin naturs magt bereder sig på nåden eller forsmår den modtagne nåde, han bør give sig selv, ikke Gud, skylden for, at han går fortabt. Derfor må Guds dom erklæres for retfærdig ud fra disse viljens kræfter, hvor svage de end er, sådan som Augustin skriver i brevet til Valentinus: ”Hvis der ikke er nogen Guds nåde, hvordan skulle verden så blive frelst? Og hvis der ikke er nogen fri vilje, hvordan skulle Gud så kunne dømme verden?” Just det er det, Sirak omhandler, når han viser mennesket, at det ikke har grund til at henføre det onde, det gør, til Gud. Men ligesom jeg ikke tror, man kan nægte, at Gud af og til giver et påbud uden at tilføje nåden, eller også borttager nåden, hvorved han viser mennesket, at det intet kan uden nådens hjælp, således nægter han ifølge Ambrosius' mening i almindelighed ingen nåden, hvis han yder hvad han kan, og han tager den ikke tilbage fra nogen, undtagen fra den, der svigter nåden.

¹⁰ Præcipere autem malis, nec addere gratiam, indurare est. Neminem autem indurat, nisi merita præcesserint, ut peccatum, quod accrescit ex rebellione, íta sit peccatum, ut et poena sit peccatis prioribus debita. Itidem probabile est, Dei gratiam iis maxime paratam esse, qui juxta naturæ legem pro suo modulo bene vixerunt: etsi Deus nihil non potest, tamen neminem adhuc legimus ab eo conversum, qui destinata malitia peccarit: nam in Paulo judicii fuit error, non affectus, eoque dicit, Ignorans feci, et ideo misericordiam consecutus sum. At Alexandrum, Hermogenem et Phygellum* non legimus resipuisse.

*Kættere, som Paulus vender sig imod, 1 Tim 1,20 og 2 Tim 1,15.

Men at give bud til onde uden at tilføje nåden, det er at forhærde. Men han forhærder ingen, uden at han forud har gjort sig fortjent til det, så at den synd, som vokser ved deres oprør, er den samme synd, som også er straf for de forudgående overtrædelser.

Ud fra samme tankegang er det sandsynligt, at Guds nåde beredes mest for dem, som ifølge den naturlige lov lever deres liv så godt de kan. Selv om der ikke er noget, Gud ikke kan, så har vi dog hidtil ikke læst, at nogen er blevet omvendt, som syndede med fuldt ondt overlæg. For hvad Paulus angår, var der tale om en fejl i bedømmelsen, ikke i følelsen, og derfor siger han: ”Jeg handlede i uvidenhed, og derfor fik jeg barmhjertighed”. (1 Tim 1,13). Men vi læser ikke noget om, at Alexander, Hermogenes og Fygelos gik i sig selv.

¹¹  Et Matthæi x jubet Apostolos ingressos Euangelii prædicandi gratia civitatem, exquirere quis sit in ea dignus: non me fallit hoc Augustinum referre ad electionem Dei, sed quo modo Apostoli discent hoc ex aliis civibus, an electi sint, nec-ne? Equidem arbitror hoc ad vitam sine malitiam actam referendum, tametsi non sine peccato. Ad hæc credibile est, illum apud Corinthos, qui patris uxorem sibi adjunxeret, vel errore peccasse, quod crediderit licere, vel carnis infirmitate superatum. Arbitror enim illam mulierem fuisse novercam ei qui duxerat eam patre defuncto. Hanc autem regulam ostendit Augustinus, ut quoties legimus, Indurabo illius cor, aut seduxi Prophetam illum, tradidit illos Deus in reprobum sensum, intelligamus mala merita præcessisse. Jam ut rejiciamus opinionem recentiorum, tamen prima deflexio ab innocentia per baptismum gratis collata, fluxit à libero arbitrio, per quod homo se potest à gratia avertere.

Og i Matt 10,11 får apostlene befaling til, når de går ind i en by for at prædike evangeliet, at undersøge, hvem i den der er værdig. Jeg har lagt mærke til, at Augustin henfører dette til Guds udvælgelse, men hvordan skulle apostlene dog lære fra de andre borgere, hvem der hører til de udvalgte og hvem ikke? Jeg tror i hvert fald, at dette henviser til et liv, som leves uden ondskab, skønt ikke uden synd. Herudover er det troligt, at den mand hos korintherne, som levede sammen med sin fars hustru, enten syndede på grund af vildfarelse, fordi han troede, at det var tilladt, eller blev overvundet af kødets svaghed (1kor#5,1-5). For jeg tror, at den kvinde var hans stedmoder, som han giftede sig med efter sin fars død. Og Augustin har vist os en regel, hvorefter vi, hver gang vi læser 'Jeg vil forhærde hans hjerte' eller 'jeg har forført denne profet' eller 'Gud overgav dem til et fordærvet sind', skal vi forstå, at de havde gjort sig fortjent til det ved onde gerninger, de tidligere havde gjort. Nuvel, selv om vi forkaster de nyere teologers opfattelse, så kommer dog den første afbøjning fra den uskyld, som er opnået gennem dåben, fra den frie vilje, gennem hvilken mennesket kan vende sig bort fra nåden.

¹² Imo dicet Lutherus, à subtracta gratia. Verum, sed ut subtraheret sese gratia, liberum arbitrium alio se flectens causam dedit. Nec enim Adam, opinor, ideo lapsus est, quia subtraxit se gratia, sed quia per liberum arbitrium alio se vertit quam debuit. Porro an Adam potuerit absque nova gratia, perpetuo carere malo, an potuerit proficere, an vitam adipisci æternam, excutere super his Scholasticorum opiniones, non est hujus loci, præsertim cum hæ non confirmentur evidentibus Scripturarum testimoniis.

Nej, vil Luther sige, den afbøjning kommer derfra, at nåden trækkes tilbage. Sandt nok, men grunden til, at nåden trak sig tilbage, var, at den frie vilje vendte sig andetsteds hen. For jeg tror, at heller ikke faldt Adam af den grund, at nåden trak sig tilbage, men fordi han vendte sig andetsteds hen, end han burde, gennem den frie vilje. Men om Adam uden ny nåde fortsat havde kunnet undgå det onde, om han havde kunnet gøre fremskridt, om han havde kunnet opnå evigt liv, det er det her ikke stedet at undersøge, hvordan skolastikerne stillede sig til, især fordi disse ting ikke kan bekræftes af skriftens vidnesbyrd.

¹³          Jam quod scripsit Paulus, per Legem cognitio peccati, dubium non est, quin accipiatur de Lege præcipiente, cui non adest gratia. Agit enim illic adversus impios Judæos, qui contemta gratia, fidebant operibus Legis, quam tamen non observabant. Probabilis autem opinio nusquam separat præceptum à gratia, sed ita, ut nihilo minus suas partes agat liberum arbitrium. Bonis igitur prælucet Lex, quasi viæ monstratrix: errantes simpliciter, addita gratia, revocat in viam: malitiosos et obstinatos magis indurat, ut intelligant aut si ipsi excæcati nolint, saltem alii perspiciant illos suapte culpa, justoque Dei judicio perire. Hæc multum absunt ab opinione Lutheri, qui diceret nec Joannem Baptistam, nec Virginem sacratissimam Jesu matrem*, quantumvis gratia locupleratos, ullum Dei præceptum servare posse.

* Efter Luthers opfattelse var Maria uden synd, se arvsynd#51.

          Nuvel, da Paulus skrev: ”Gennem loven kommer syndserkendelse” (rom#3.20), er der ingen tvivl om, at det forstås om loven, som giver befaling til én, som ikke har nåden. Han taler nemlig dèr imod de ugudelige jøder, som foragtede nåden, og stolede på lovens gerninger, som de dog ikke overholdt. Men den antagelige opfattelse har aldrig adskilt budene fra nåden, men den knytter dem sammen på en sådan måde, at den frie vilje ikke desto mindre gør sin del. For de gode oplyser loven i forvejen som en vejviser. For dem, der blot tager fejl, kommer nåden til, og loven kalder dem tilbage på vejen. Men de onde og stædige forhærder den snarere, så de kan forstå – eller hvis de er forblændede og ikke vil forstå, at i det mindste andre til indse det – at de fortabes ved Guds retfærdige dom. Dette ligger langt borte fra Luthers opfattelse, som hævder, at hverken Johannes Døberen eller den højhellige jomfru, Jesu moder, hvor fulde af nåde de end var, kunne overholde noget af Guds bud.

¹⁴  Si Pelagius ex hoc loco stabilit errorem suum, nihil facit novum, faciunt idem pestilentiores hoc hæretici, nec ea res officit Orthodoxorum sententiæ. Et licet diversæ multorum opiniones certatim singulæ pro se (1360) rapiant hunc locum, omnes tamen in hoc consentiunt, quod statuunt liberum arbitrium aliquo modo: simulque subvertunt Lutheri sententiam, qui nusquam recipit ullo pacto liberum arbitrium, nisi quod nunc commentus est factitium quoddam in rebus inferioribus, in quibus regnat homo: quod tamen rursus destuit, cum ait hîc etiam omnia nutu Dei geri. Ad hæc si variantes Interpretum sententiæ tradunt hæreticis Scripturæ locum, ut veluti vacuum occupent, accidit hoc in plerisque locis, ut aliqua in parte dissentiant. Quod si quæcunque varietas interpretationis abrogat auctoritatem Scripturæ, semper erit hæreticis in manu varieratem inducere, secus interpretando, quam quisquam aliorum fuerit interpretatus, quemadmodum hîc facit Lutherus.

Hvis Pelagius støtter sin opfattelse til dette skriftsted, gør han intet nyt, det samme gør mere pestbringende kættere, men det underminerer ikke de ortodokses mening. Og selv om manges forskellige, indbyrdes uenige, opfattelser hver for sig bygger på dette skriftsted, så er alle dog enige om det, at det på én eller anden måde stadfæster den frie vilje. Og samtidig underminerer de Luthers opfattelse, for han går ikke på nogen måde med til en fri vilje, undtagen det, at han nu har lavet en slags herredømme over de lavere ting, som mennesket hersker over. Hvilket han dog igen ødelægger, når han siger, at også her sker alting på Guds vink. Dertil kommer, at hvis fortolkernes forskellige meninger overlader skriftsteder til kætterne, så de kunne overtage en tom plads, så er det noget, der finder sted med de fleste skriftsteder, at fortolkerne tildels er uenige. Men hvis én eller anden forskellighed i fortolkningerne skulle ophæve skriftens autoritet, så vil der altid være kættere for hånden til at indføre en forskel, så de fortolker forskelligt fra enhver anden fortolker, sådan som Luther gør her.

¹⁵ Sed multo etiam iniquius est, ex Interpretum variantibus sententiis sic rejicere Scripturæ testimonium, ut qui rejicit, sibi velit Scripturam habere pondus, cum et ipse variet à cæteris, nisi certa, perspicua, ac vehementer communita rationibus afferat. Postremo qui variant, variant in aliqua parte, Lutherus in totum dissidet: et ibi multi consentiunt Orthodoxi, hîc nulli præter paucos, ab Ecclesia communique sensu rejectos. Quo vero videatur argutior, annotat et illud, ex his Ecclesiastici verbis consequi, etiam fidem esse in hominis potestate, cum ea sit rarum et singulare donum Dei. Si singulare vocat eximium, nobiscum facit. Quod autem Paulus scribit non omnium esse fidem, arguit hominum malitiam, avertentem sese ab Euangelio, velut à luce oblata gratis omnibus.

Men det er endnu mere uretmæssigt, ud fra fortolkernes forskellige meninger at forkaste skriftens vidnesbyrd på den måde, at han, der forkaster den, vil have, at skriften skal betyde noget til fordel for ham, skønt også han afviger fra de andre, medmindre han kan fremføre sikre, klare og overbevisende begrundelser. Og endelig, de, der varierer, varierer til en vis grad, Luther afviger på alle punkter. På denne side er mange ortodokse enige, på hans side befinder sig ingen, udover nogle få, som er forkastet af kirken og den almindelige mening.

Og for at han skal se mere klog ud, bemærker han også, at det følger af disse ord af Sirak, at også troen er i menneskets magt, selv om den er en sjælden og enestående gave fra Gud. (L4#91). Hvis han med 'enestående' mener 'udmærket', er jeg enig med ham. Men når Paulus skriver, at ikke alle har troen (2 Thess 3,2), taler han imod menneskenes ondskab, idet de vender sig bort fra evangeliet, som fra et lys, der tilbydes alle af nåde.

¹⁶  Itaque quemadmodum hoc donum nulli negat divina benignitas, nisi qui repulerit: ita nulli subtrahit, nisi culpa possidentis offensus aut ob peculiarem causam ad tempus, ut lapsus hominis vertatur illi non ad exitium, sed ad virtutis incrementum. Quanquam quorsum hæc adfert Lutherus? Non enim loquitur illic Sirach de dono fidei justificantis, sed de obedientia, quam vel natura conditus conditori, vel ex pacto redemtus debet redemtori. Est autem mutua fides promittentis ac profitentis. Sic itaque loquitur Deus: Si tu præstiteris fidem in servandis mandatis, ego præstabo fidem in promissis, ut autem præstes, partim tui est arbitrii. Et ad hunc modum nugatur iste, qui solus in loco apte concinneque citat Scripturas divinas, jugulatque Diatribam suo gladio.

Derfor, ligesom den guddommelige velvilje ikke nægter nogen denne gave, undtagen den, som forkaster den; således tager den ikke gaven bort fra nogen, undtagen hvis han bliver stødt ved dens brøde, der har troen, eller for en tid af en særlig grund, for at menneskets fald skal vendes, ikke til død, men til vækst i dyd. Men hvad gavner alt dette Luther? For Sirak taler her ikke om den retfærdiggørende tros gave, men om lydigheden, som enten den skabte natur skylder sin skaber, eller som den forløste skylder sin forløser ud fra pagten. For der er gensidig tillid både hos den, der forjætter, og hos den, der bekender. For sådan taler Gud: ”Hvis du på din side yder tro ved at overholde budene, vil jeg på min side være tro i mine forjættelser, men at du yder det, er delvis op til din vilje”. (Sir 15,16; ref). Og på den måde laver han narrestreger, den mand, som alene kan citere den guddommelige skrift passende og ordentligt, og myrder Diatriben med dens eget sværd. (L4#91). (n16)

¹⁷ Porro quod addit in hominibus plena potestate regnare Satanam, si de impiis loquitur, et si non recipimus opinionem Scholasticam, nemo dicit talem posse converti sine præsidio gratiæ: si de justificatis per fidem, aut mentitur Lutherus, aut mentitur Paulus Rom v. Ubi autem superabundavit delictum, superabundavit et gratia, ut sicut regnavit peccatum in mortem, ita et gratia regnet per justitiam in vitam æternam. Nisi forte perfricabit faciem, dicens in eodem homine regnare Satanam et Spiritum Christi, quanquam hoc ipsum plena potestate, Lutherica est hyperbole. Aliud est esse peccatum in sanctis, aliud regnare. Jam enim Christi morte justificatis scribit Rom vi. Non ergo regnet peccatum in vestro mortali corpore, ad obediendum concupiscentiis ejus. Per obedientiam enim admittitur regnum peccati, quo recepto, desinit regnare gratia. Tantum autem abest, ut in justis regnet Satanas, ut in impiis etiam divina bonitas temperet illius tyrannidem. Proinde satis impudenter hîc colligit Lutherus, locum Ecclesiastici ne tantulum quidem facere pro libero arbitrio, quin potius non alio loco magis destrui liberum arbitrium.

Videre: Hvad han tilføjer, at i menneskene hersker Satan med hele sin magt (L4#93) ... hvis han taler om de ugudelige, og hvis vi godtager skolastikernes opfattelse, så vil ingen påstå, at et sådant menneske kan omvendes uden nådens hjælp. Men hvis han taler om dem, der er retfærdiggjorte ved troen, så lyver enten Luther her eller Paulus i rom#5.20: ”Men hvis overtrædelsen blev større, blev nåden endnu mere overvældende stor, for at ligesom synden herskede ved døden, således skal nåden herske gennem retfærdigheden til evigt liv”. Medmindre han da klør sig bag øret og siger, at både Satan og Kristi ånd hersker i det samme menneske, men så er dette 'med fuld magt' en luthersk overdrivelse. For det er én ting at sige, at synden er i de hellige, noget andet at sige, at den hersker. For Paulus skriver til dem, der er retfærdiggjort ved Kristi død: ”Altså skal synden ikke herske i jeres dødelige legeme, til lydighed mod dets begæringer”. (rom#6.12). For ved en sådan lydighed får syndens herredømme adgang, og når den modtages, holder nåden op med at herske. Det er så langt fra sandheden, at Satan hersker i de retfærdige, at selv i de ugudelige modererer den guddommelige godhed hans tyranni.

Derfor er det meget frimodigt, at Luther her drager den slutning, at stedet hos Sirak ikke blot ikke understøtter den frie vilje det mindste, men snarere mere end andre skriftsteder ødelægger den frie vilje.

¹⁸ Agnoscis hominis hyperbolen, quam tamen admiror non ultra provectam. Quicquid autem convitiorum hîc congessit in rationem sive humanam sapientiam, in miseram ac ridiculam Diatribam, eadem opera congessit in Ecclesiæ Doctores, Ambrosium, Bernardum, speciatim in Augustinum, qui cum alias frequenter, tum libro ad Valentinum de gratia et libero arbitrio Cap ii ac deinceps aliquot, ex hujusmodi locis asserit esse liberum arbitrium. De mandatis enim sic loquitur, Quomodo jubet, si non est liberum arbitrium? Citat ex Psalmo, In lege Domini voluntas ejus, colligens (1361) per voluntatem hominem in Lege Dei consistere. [94] Citat ex Paulo, Noli vinci à malo. Rursus ex Psalmo, Nolite fieri sicut equus et mulus. Ex Proverbiis, Noli repellere consilia matris tuæ. Et, Noli esse sapiens apud temetipsum. Et, Noli deficere à disciplina Domini. Et, Noli abstinere benefacere egenti. Et, Noli fabricare in amicum tuum mala. Rursus ex Psalmis, Noluit intelligere ut benefaceret.

Her kan man se overdrivelsesmanden, og dog undrer jeg mig over, at han ikke går længere endnu. Og hvad han end har overhældt af fornærmelser mod fornuften eller den menneskelige visdom, mod den elendige og latterlige Diatribe, har han på samme måde overhældt over kirkens lærde, Ambrosius, Bernhard, og specielt Augustin, som ofte i andre bøger, men ikke mindst i bogen til Valentinus ”Om nåden og den frie vilje”, kapitel 2 og senere i bogen fastslår, at der er en fri vilje. For om budene siger Augustin således: ”Hvordan skulle han befale, hvis der ikke er nogen fri vilje?” Han citerer fra en salme: ”I Herrens lov ligger hans vilje” (Sl 1,2), og drager den slutning, at det er gennem viljen, at mennesket står fast i Guds lov. Han citerer fra Paulus: ”Lad dig ikke besejre af det onde” (rom#12.21). Igen fra en salme: ”Bliv ikke som hest og muldyr” (Sl 32,9). Fra Ordsprogenes bog: ”Forkast ikke din moders råd” (1,8), og: ”Vær ikke vis i egne øjne” (3,7), og: ”Foragt ikke Herrens tugt” (3,11) og: ”Undlad ikke at gøre godt mod de trængende” (3,27), og: ”Tænk ikke på ondt mod din ven” (3,29). Og atter fra en salme: ”Han ville ikke forstå, så han kunne gøre godt”. (Sl 36,4).

¹⁹  His commemoratis, sic colligit, Talia innumerabilia in veteribus libris divinorum eloquiorum, quid ostendunt nisi liberum arbitrium voluntatis humanæ. Similibus locis compluribus ex Novo Testamento recitatis, ita concludit, Nempe cum dicitur, noli hoc, et noli illud, et ubi ad aliquid faciendum, vel non faciendum, divinis monitis opus voluntatis exigitur, satis liberum demonstratur arbitrium: mox colligit quod proposueret Ecclesiasticus, Nemo ergo Deum causetur in corde suo, sed sibi imputet quisque cum peccat, neque cum aliquid secundum Deum operatur, alienet hoc a propria voluntate. Et hæc qui scribit, non excludit gratiam à bona voluntate, cum interim asserat liberum arbitrium. Quanquam in his testimoniis, quæ hactenus adducit, ut ostendat Dei præceptis nominatim appellari voluntatem hominis, non est perpetuo verbum noli, sed hoc Interpres addidit de suo. Verùm alia permulta refert Augustinus ex arcanis Voluminibus, eodem modo ratiocinans quomodo ratiocinatur ebri Diatribe.

Ud fra disse citater drager han den konklusion: ”Hvad viser den slags tekster fra det gamle testamente (som der er utallige af) andet, end at der er en fri vilje i mennesket?” Efter at have citeret mange lignende skriftsteder fra det ny testamente, konkluderer han således: ”For når der siges: 'gør ikke det' eller 'gør ikke hint', og når viljens arbejde kræves til at gøre noget eller ikke gøre det, så demonstreres den frie vilje tilstrækkeligt”. Lidt efter laver han et sammendrag af, hvad Sirak har sagt: ”For ingen skulle bebrejde Gud i sit hjerte, men enhver skulle tilregne sig selv det, når han synder, og han skulle ikke, når han øver noget i overensstemmelse med Gud, gøre det fremmed for sin egen vilje”. Og den mand, der skriver dette, udelukker ikke nåde fra den gode vilje, skønt han samtidig bekræfter den frie vilje. Sandt nok, i de skriftsteder, som han har fremført for at vise, at der udtrykkelig kaldes på den menneskelige vilje gennem Guds befalinger, dèr findes ikke i alle tilfælde ordet ”du må ikke”, men det har oversætteren tilføjet for egen regning. Men Augustin citerer mange andre tekster fra det gamle testamente og argumenterer på samme måde, som den drukne Diatribe argumenterer.

²⁰ Quod si Lutherus negabit hîc se recipere Augustini auctoritatem, deponat igitur ejusdem auctoritatis præsidium, in eo quod pro ipso facit. Jactat enim sententiam Augustini suam esse sententiam. Impudenter autem dimidium sententiæ pro se rapit, dimidium rejicit, quanquam falsissimum est Augustinum hoc asserere, quod asserit Lutherus, quemadmodum in priore Libro declaravimus. Tametsi non in hoc mihi dicuntur hæc, ut Lutherum opprimam auctoritate Doctorum Ecclesiasticorum, quod etiamsi jure possim, tamen frustra cum illo coner: sed ut ostendam illius petulantiam, qua lascivit in Diatribam, non magis ad meam pertinere contumeliam, quam ad aliorum quidem omnium, sed præcipue Augustini, cujus unius auctoritate solet deferre: nec hæc argumenta non esse tam absurda*, quin valeant in pugna, qualia sunt, quæ Scholastici vocant ante oppositum. Neque tamen nos movet, quod Lutherus in triumphis suis, subinde nobis recinit sua dogmata. Non enim curamus quid asseveret, sed quid probet.

* Både Leiden og Basel har to nægtelser her; én synes at være nok.

Men hvis Luther her nægter at godtage Augustins autoritet, så må han også undlade at hente hjælp fra denne autoritet, hvor den taler til fordel for ham. Han praler jo af, at Augustin mener det samme som han. Men frækt tager han den ene halvdel af hans mening til sig, og forkaster den anden halvdel, selv om det er helt forkert, at Augustin går ind for det samme som Luther, sådan som vi har forklaret i den første bog. (H5#31; H6#33). Alligevel skal man ikke sige mig på, at jeg undertrykker Luther med de kirkelige lærdes autoritet (selv om jeg kunne gøre det med rette, ville jeg dog forsøge mig forgæves med ham). Nej, jeg gør det for at påvise, at den overgivenhed, han forlyster sig med overfor Diatriben, ikke tjener til at skælde mig ud, men snarere til at skælde alle andre ud, men især Augustin, den eneste, hvis autoritet han sædvanligvis anerkender. Og disse argumenter er heller ikke så absurde, at de ikke har nogen værdi i diskussionen; de er af den art, som skolastikerne kalder 'første replik'. Ejheller rører det os, at Luther i sine triumfer udsynger sine læresætninger for os igen og igen. Vi er nemlig ligeglade med, hvad han påstår, vi ser på, hvad han beviser.

^{21 [95]}           Quoties autem ille subsannans repetit nostra Diatriba, nonne eodem jure, quoties illum cito, dicere possum, noster scurra, aut noster Thraso, sed absit, ut imiter quod damno. Hoc Caput ita claudit noster nomothetes, atque eum locum et similes, Si volueris, si audieris, si feceris, non ostendere, nisi quid facere debeant homines. Quis unquam dictus est hoc debere facere, quod non potest, nisi ipsius culpa factum est, ut non possit? Tametsi ne lapsis quidem negatur reditus ad vitam. Potest igitur peccator resipiscere? Quid ni? Præsidio gratiæ, si adjungat quod in ipso est. Excutit locum, quem adduxeram ex Gen iv. Nonne si bene egeris, recipies, sin autem male, statim in foribus peccatum tuum aderit? Etc. An hic locus tam evidens non erat idoneus qui proponetur in argumentando, præsertim cum Chrysostomus, Hieronymus, aliique Scriptores hinc colligant humanæ voluntatis libertatem. Inepte vero vociferatur Lutherus, hîc rursus omnia tribui libero arbitrio, nihil relinqui spiritui aut gratiæ.

         Men lige så ofte som han gør nar og gentager sit 'vor Diatribe', ligeså ofte kunne jeg med samme ret, når jeg citerer ham, sige 'vor spasmager' eller 'vor pralhals'. Men jeg vil på ingen måde efterligne det, jeg fordømmer. 'Vor lovgiver' afslutter dette afsnit således: ”dette sted og de lignende steder, hvor det hedder: Hvis du hører, hvis du gør ... ikke viser, hvad mennesker kan, men hvad de bør gøre”. (L4#94). Hvem siges nogensinde at skulle gøre noget, som han ikke kan, hvis ikke det er hans egen skyld, at han ikke kan gøre det? Alligevel nægtes ikke engang de faldne at kunne komme tilbage til livet. Kan da en synder gå i sig selv? Hvorfor skulle han ikke kunne det med nådens hjælp og ved at gøre, hvad han kan?

Så undersøger han det sted fra 1 Mos 4,7, som jeg fremdrog: ”Mon ikke det er sådan, at hvis du har gjort det gode, kan du hæve blikket, men hvis du har gjort ondt, lurer synden straks for din dør? osv” (e1#106; L4#95). Mon ikke dette ganske soleklare skriftsted var særdeles relevant at fremføre i argumentationen, især når Chrysostomus, Hieronymus og andre forfattere herudfra slutter sig til den menneskelige viljes frihed? Men det er absurd, når Luther råber op om, at alt her tilskrives den frie vilje og intet efterlades til ånden eller nåden. (L4#96).

²² Coeperat Cain excidere à gratia in qua erat, et idcirco Deus admonitione pulsat animum illius. Hæc erat gratia, quam Augustinus vocat operantem. Eam si Cain non sprevisset, non defuisset uberior gratia, qua potuisset impiis animi motibus resistere. Quod excidere coeperat, utique per liberum arbitrium factum est, quod si accommodasset ad oblatam gratiam, non pervenisset ad parricidium. Unde autem sprevit oblatam gratiam, nisi per liberum arbitrium? Nec pudet Lutherum toties in (1362) hoc libro nobis occinere, quod absque gratia tribuam libero arbitrio potestatem efficaciter volendi agendive bona, cum toties inculcem, in benefactis me non separare gratiam à libero arbitrio.

Kain var begyndt at falde ud af den nåde, han havde, og derfor påvirkede Gud hans sjæl med sin formaning. Det var den nåde, som Augustin kalder den virkende. Hvis Kain ikke havde forsmået den, ville den overvældende nåde ikke have manglet, hvormed han havde kunnet modstå sin sjæls ugudelige rørelser. Da han begyndte at falde fra, skete uden tvivl i kraft af den frie vilje, for hvis han havde tilpasset sig den nåde, der blev tilbudt ham, ville han ikke være någet frem til brodermordet. Men hvordan forsmåede han den tilbudte nåde, hvis ikke gennem den frie vilje? Og Luther skammer sig ikke ved hele denne bog igennem at skrige imod os, at jeg tillægger den frie vilje uden nåden magt til virksomt at ville og gøre det gode, skønt jeg overalt understreger, at i at gøre det gode kan jeg ikke skelne mellem nåden og den frie vilje.

²³ Rursus quoties appello liberum arbitrium, ille interpretatur simpliciter liberum, cum non semel aperiam quid sentiam, veluti paulo inferius, Si non est homini ullo pacto libera voluntas ad bonum, aut si, ut quidam ajunt, nec ad bonum nec ad malum, quid sibi volunt hæc verba, Si volueritis, si nolueritis? Si nullum omnino est liberum arbitrium hominis nec ad bonum, nec ad malum, quod docet Lutherus, quorsum pertinet illa terribilis exaggeratio Adæ, subducta gratia suo relicti arbitrio? An aliquis relinqui potest rei quæ non est? Quid autem erat necesse hîc verba fundere, dum serio docet nos in hoc sermone, Sub te erit appetitus tuus, et tu dominaberis illius, verbum futuri temporis usurpatum pro imperativo, ne promissionem esse putaremus, non præceptum, et ne Deus videretur mentitus, quia non evenerit quod futurum prædixerat. Quis hoc vocabat in dubium? Quanquam interim videtur oblitus, quod ante rejecerit, in Litteris sacris usum communem loquendi, et ad Dialecticæ proprietatem nos revocarit.

Og fremdeles: Hver gang jeg taler om den 'frie' vilje, fortolker han det som 'ligefrem fri', skønt jeg indtil flere gange har fortalt, hvad jeg mener, som jeg gør lidt længere henne: ”Hvis mennesket på ingen måde har nogen vilje til det gode, eller hvis det, som nogen siger, hverken har vilje til det gode eller det onde, hvad betyder så ordene: 'hvis I vil... hvis I ikke vil'?” (e1#110). Hvis der overhovedet ikke er nogen fri vilje, hverken til det gode eller til det onde, sådan som Luther lærer, hvad drejer Adams frygtelige overdrivelse sig så om, at nåden er taget bort fra ham og han er overladt til sit valg? (L4#93). Mon nogen kan overlades til noget, der ikke eksisterer? Hvorfor var det nødvendigt at udspy så mange ord, når han for alvor lærer os, at i de ord 'til dig står dens attrå, og du skal herske over den' skal fremtidsformen forstås som imperativ, så vi ikke skal mene, det er en forjættelse og ikke en befaling, og for at Gud ikke skal forekomme os at være en løgner, fordi det, han havde forudsagt ville ske, ikke skete. (L4#97). Hvem har ytret tvivl om det? Men samtidig synes han at have glemt, at han tidligere nægtede, at der i den hellige skrift bruges daglig tale, og kaldte os tilbage til dialektikkens termer. (#80).

²⁴ Atque hoc frigidum commentum tanti facit, ut in jus vocet Interpretem, qui verbum futuri temporis non verterit in modum imperativum, quasi hic tropus non passim sit obvius in sacris Litteris, non occides, non mæchaberis, diliges proximum, etc. O doctorem severum? Occinit nobis subinde suum dogma, ex verbis imperativis non colligi facultatem volendi aut nolendi. Atqui nos contra Lutheri dogmata pugnamus, et argumenta flagitamus, non asseverationes. Regum est præscribere leges, non disputatorum. Quid attinet hîc objicere Scripturæ testimonia, aut Ecclesiæ proceres? Hos fortiter negligit. E Scripturis si decem millia testimoniorum produxeris, habet bipennem, qua dissecat nodos universos. Hæc ostendunt quid homo facere debeat, non quid possit.

Og han gør så meget ud af denne banale kommentar, at han kalder fortolkeren til orden, fordi han ikke har ændret futurum til indikativ, som om denne talemåde ikke er soleklar overalt i den hellige skrift: 'du må ikke slå ihjel', 'du må ikke bedrive hor', 'du skal elske din næste' osv. O hvilken nøjeregnende lærd mand! Han udskriger hele tiden sin læresætning: man kan ikke af imperative ord slutte, at man kan ville eller undlade at ville. Men vi bekæmper Luthers dogmer og kræver argumenter, ikke kun påstande. Det er kongers opgave at foreskrive love, ikke disputatorers. Hvad skal det til her at præsenterer ham for skriftsteder eller for kirkens ledende mænd? Dem fornægter han kraftigt. Selv om man fremførte ti tusind vidnesbyrd fra skriften, så har han en økse, hvormed han kan overhugge alle knuder. Dette viser, hvad mennesket bør gøre, ikke hvad det kan gøre. (L4#94).

^{25 [96]}           Similibus machinis aggreditur tertium locum, Posui ante faciem tuam viam vitæ et mortis, elige quod bonum est, etc. Si Luthero concedimus, omnia præcepta Veteris et Novi Testamenti, omnes exhortationes, omnes minas, omnia promissa præceptis addita, nihil aliud efficere, quam ut homo agnoscat se nihil posse nec in bonum, nec in malum, habet ut dicebam quo discutiat hujus generis omnia testimonia. Atqui hoc quod ille veluti confessum assumit, vertitur in controversia, quin potius reprobatur et exploditur ab omnibus, præsertim si hoc illi permittamus, ut quoties aliquid tribuo libero arbitrio, patiamur excludi gratiam. Quid agas cum tali disputatore? Quoties id facit Lutherus, facit autem perpetuo, toties intellige lector hominis insignem impudentiam, qui dissimulet, quod potissimumn ago in hac disputatione, ut actum gratiæ conjungam cum actu liberi arbitrii.

           Med lignende våben angriber han det tredje skriftsted: ”Jeg har sat foran dit ansigt livets og dødens vej, vælg, hvad der er godt, osv” (5 Mos 30,15. 19). (e1#108) (L4#98). Hvis vi indrømmer Luther, at alle det gamle og det ny testamentes bud, formaninger, trusler og alle forjættelser, der er føjet til budene, ikke udvirker andet, end at mennesket erkender, at det intet formår, hverken til det gode eller til det onde, så har han som sagt et middel til at omhugge alle den slags vidnesbyrd. Men dette, som han tager hen som selvfølgeligt, er kontroversielt; ja, det er snarere gendrevet og opgivet af alle, især hvis vi skulle gå med til, at hvergang jeg tillægger den frie vilje noget, må vi finde os i, at nåden udelukkes. Hvad kan man gøre med en sådan disputator? Så ofte Luther gør det – og han gør det evig og altid – så ofte skal læseren forstå den mands særlige frækhed, når han lader, som om han ikke ser det punkt jeg holder stærkest på i denne disputation, at jeg knytter den handlende nåde sammen med den frie viljes handling.

²⁶ Fatetur hominem stare in bivio. Sed negat ullam viam patere, vel ad dextram, vel ad sinistram. Vox autem permittentis, ut utram malit viam ingrediatur, nihil aliud efficit, nisi ut homo intelligat neutram viam patere, nec ad bonum, nisi adsit auxilium Spiritus, nec ad malum, nisi permittat Deus. In priore, nonne Lutherus imprudens mecum sentit? Ego dico, possumus ingredi dextram viam auxiliante gratia, Lutherus idem fatetur, aliis verbis dicens, si adsit Spiritus. In altero quemadmodum non inficias eo, fieri posse ut Deus huic aut illi ob nobis incognitas causas non permittat ingredi sinistram viam, generale tamen est, homines suapte voluntate ruere in peccatum. Et tamen viam ad bonum appellat impossibilem, cum fateatur per accessionem gratiæ patere.

Han indrømmer, at mennesket står ved en korsvej. Men han nægter, at nogen vej står åben for ham, hverken den til højre eller den til venstre. Men ordet, der tillader ham at gå ud ad den vej, han foretrækker, udvirker intet andet, end at mennesket forstår at ingen vej står åben for ham, hverken til det gode, hvis åndens hjælp kommer til, eller til det onde, hvis Gud tillader det. (L4#100). I det første tilfælde, mon ikke Luther er kommet til at være enig med mig? Jeg siger jo: 'Vi kan gå ud ad den højre vej med nådens hjælp', det samme indrømmer Luther, idet han dog bruger andre ord, 'hvis ånden hjælper'. I det andet tilfælde, selv om jeg ikke nægter, at det kan ske, at Gud af denne eller hin for os ukendte grund ikke tillader én at gå ud ad den venstre vej, så er det almindelige dog, at menneskene styrter i synd ved deres egen vilje. Og dog kalder han vejen til det gode umulig, selv om han indrømmer, at skal man gå ad den, må der nåde til.

²⁷ Rursus inique facit, qui singula loca excutiat ad unicam opinionem, cum hæc loca sic proferantur in media disputatione, ut ad alias quoque non rejectas opiniones possint accommodari, et quocunque modo ad harum quamlibet applicentur, certe hoc efficiant, ut illud absurdissimum (1363) Lutheri dogma explodatur, hominis voluntatem nec ad bonum nec ad malum vel tantillum posse. Alioqui quibus placet opinio Scholastica, responderent in hominis esse potestate utram vellet eligere viam. Ergo prorsus excluditur gratia? Nequaquam, sed præstantibus quod in ipsis situm est, nunquam deest, neque defuit, neque defutura est divina gratia. Nec desinit nobis veterem occinere cantilenam, coccycem imitans, Verba Legis non ostendunt quid possit voluntas, sed hoc agunt, ut humanam cæcitatem illuminent. An statim agnoscit peccatum, qui novit Legem? Multi criminati sunt Legem ut iniquam, Deoque indignam.

Så handler Luther også forkert på den måde, at han undersøger de enkelte skriftsteder ud fra kun én opfattelse, selvom disse skriftsteder er blevet fremlagt på den måde i diskussionen, at de også kan tilpasses andre ikke forkastede opfattelser, og til en vis grad appliceres på dem; og de udvirker i hvert fald det, at dette højst absurde lutherske dogme bliver undermineret: at menneskets vilje ikke kan gøre selv det allermindste i retning af hverken det gode eller det onde. Det forholder sig lige modsat; de, der støtter sig til skolastikernes mening, vil svare, at der i mennesket findes en magt til at vælge hvilken vej han vil. Er nåde da fuldstændig udelukket? På ingen måde, men for dem, der yder, hvad de kan, mangler den guddommelige nåde aldrig, har ikke manglet, vil ikke mangle.

Men han ophører ikke med, som en anden hane, at udgale sin gamle sang om, at lovens ord ikke viser, hvad viljen kan, men fremkalder oplysning af den menneskelige blindhed. (L4#101). Mon den, der kender loven, straks erkender sin synd? Mange har anklaget loven for at være uretfærdig, og uværdig for Gud.

²⁸  Nec defuerunt qui Mosen dicerent fucis ac præstigiis imposuisse crassæ multitudini, quemadmodum Minos imposuit Cretensibus. An statim illuminatus est, qui cogniscit peccatum suum? Multos ea res conjecit in desperationem, multos efferavit ad immanitatem. Aut igitur non nascitur ex Lege, aut inutilis est cognitio peccati, nisi adsit gratia; quæ si desit, quid ad rem facit cognitio? Sed esto, sit homo sanabilior agnito peccato, an peccatum non possit cognosci, nisi tot præceptis ageretur, ut homo intelligat nihil præcipi, quod ab ipso præstari queat? Si dicit, posse auxilio gratiæ, nobiscum facit, sed ubi est interim illud paradoxon, nec hominis illustrati per fidem et caritatem ullum esse opus bonum? An servare præceptum, opus malum est? An qui servat, nihil agit? Nam id docuit Carolstatius.

Og det skorter heller ikke på folk, som har sagt, at Moses med forstillelse og blændværk snød den uvidende hob, ligesom Minos snød kretenserne. Mon den, der erkender sin synd, straks bliver oplyst? En sådan erkendelse kaster mange i fortvivlelse, mange bringer den til umenneskelighed. Derfor er det sådan, at enten opstår dette ikke af loven, eller også er syndserkendelse nyttesløs, hvis ikke nåden kommer til; for hvis den mangler, hvad gør så erkendelsen til sagen? Men lad os gå med til, at mennesket er mere helbredeligt, når synden er erkendt, mon synden så ikke kan erkendes, medmindre det ved så mange bud udvirkes, at mennesket forstår, at der ikke er noget bud, han kan overholde ved sin egen kraft? Hvis han siger, at den kan erkendes med nådens hjælp, så er han enig med os. Men hvad bliver der så af det paradoks, at end ikke et menneske, der er oplyst af troen og kærligheden kan gøre nogen god gerning? Er det en ond gerning at overholde loven? (n29) Mon den, der overholder den, intet gør? Det er jo, hvad Karlstadt lærer.

²⁹ Et ubi est illud apud istos poluqrullhton, hominem nec in bonis nec in malis quicquam agere, sed Deum omnia agere in nobis? Ab hoc scopo non oportebat Lutherum discedere. Itaque illa tria verba, quæ sine fine nobis recinit, per Legem cognitio peccati, satis opinor demonstratum est in superioribus, quam impudenter torqueat ad sui dogmatis defensionem. Nec ad id solum valent præcepta Legis, et alia ratione potest homo cognoscere peccatum suum, quam si præcipiantur impossibilia. Quomodo Paulus cognovit peccatum suum? Admonitas est erroris. Citius homo cognoscat suum peccatum, si Lex præscribat æqua, rationi consentanea et possibilia; Citius homo credat se vacare peccato, si Deus omnia præcipiat impossibilia; Citius hac ratione fiat, ut homo pejus de Deo, melius de seipso sentiat.

Og hvad med den opfattelse, som bliver meget udbasuneret hos dem, at mennesket ikke udfører noget, hverken i de gode eller i de onde gerninger, men at Gud udfører alt i os? Det synspunkt burde Luther ikke afvige fra. Og derfor tror jeg, det er tilstrækkelig påvist ovenfor, hvordan Luther fordrejer de tre ord, han uden ende synger for os: 'Gennem loven syndserkendelse', så de forsvarer hans dogme. Men lovens bud er ikke kun gyldige til det, og mennesket kan på anden måde erkende sin synd, end derved, at der påbydes noget umuligt. Hvordan erkendte Paulus sin synd? Han blev advaret om, at han havde taget fejl. Mennesket ville hurtigere erkende sin synd, hvis Loven foreskrev, hvad der er rimeligt, fornuftigt og muligt. Mennesket vil hurtigere tro, at det er uden synd, hvis Gud foreskrev noget, der er helt umuligt. På den måde ville det hurtigere ske, at mennesket fik en dårligere opfattelse af Gud, og en bedre af sig selv.

^{30 [97]}             Et tamen hoc nugacissimo nugamento sic fidit Lutherus, ut minitetur sese nobis ad universa Scripturarum testimonia, cantionem eandem cantaturum. At quoties id faciet, toties vicissim à nobis audiet impudens Scripturarum contortor. Rursus ingeritur illud egregium dogma de differentia præceptorum et promissionum, et à Grammaticis petitur discrimen imperativi modi, et indicativi. Imperandi verba non docent hominem posse, sed indicativa, id cum pueris sit notissimum, miratur nos Theologis bis pueros sic ineptire. In quem dicit hoc convitium? In me? Nunquam hoc docui. Quis autem Theologorum tam vecors est, ut ignoret, quod iste tanto docet supercilio? Imperandi modum præscribere non pronuntiare, ut mox, inquit, servata, facta, electa et impleta velitis, idque nostris viribus, simul atque audieritis vocem imperantis, fac, serva, elige. Quis credat hunc hominem esse sobrium? Quis unquam dixit illico factum, quod imperatum est? Verùm ni sic loquutus esset, oratio non habuisset hyperbolen Lutheranam.

          Og dog stoler Luther i den grad på dette den mest trivielle af alle trivialiteter, at han bliver ved med at true med, at han vil synge den samme sang mod alle skriftens vidnesbyrd. (L4#102). Men så ofte han gør det, lige så ofte vil han til gengæld høre af os, at han er en fræk skriftfordærver.

Igen fremfører han dette udmærkede dogme om forskellen mellem bud og forjættelser, og grammatikerne adspørger han om forskellen mellem imperativ og indikativ. Imperativiske ord lærer ikke, at mennesket kan, det gør indikativiske ord; eftersom det er erkendt af skolebørn, er han ret forundret over, at vi teologer vrøvler sådan i vor anden barndom. (L4#103). Hvem er det, han her fornærmer? Mig? Jamen, dette har jeg aldrig lært. Men hvem af teologerne er så vanvittig, at han er uvidende om det, som Luther lærer så overfladisk? Imperativen foreskriver, den beskriver ikke, siger han og fortsætter: ”så det skal være overholdt, gjort, valgt og fuldført, eller at disse ting skulle ske ved vore kræfter, så snart I har hørt den befalende røst: gør, overhold, vælg!” (L4#104). Hvem kan tro, at den mand er ædru? Hvem har nogensinde sagt, at det, som bliver befalet, øjeblikkelig sker? Men hvis han ikke havde sagt det sådan, ville hans tale ikke have indeholdt en luthersk overdrivelse.

³¹ Norunt idiotæ quod qui optat, non statim habet quod optat, et conditionem esse suspensam, et tamen si quis dicat avaro, Si tanto studio servasses uxorem quanto servasti pecuniam, haberes castam, aut, utinam tam diligenter servasses uxorem quam pecuniam, idiota scribet dicam injuriarum. Reus clamabit verba optandi et subjunctiva nihil ponere, at Judex ex sensu communi dicet illi mulctam. Quid autem sciunt pueri in triviis? Imperandi verba præscribere quid debeat fieri, non quid possit cui loquimur. Verùm iidem pueri sciunt, si quis imperet quod nullo modo fieri possit, aut esse stultum, aut (1364) ridiculum, aut tyrannum. Faciat hujus rei periculum Lutherus, si mihi parum fidit, ingressus ludum litterarium, præcipiat huic elementario ut Homericam Iliadem recitet memoriter, illi præscribat, ut Terentium vertat Hebraice, alii ut subvolet in tectum, aliis item atque aliis similia, quid dicturi sunt? Quid? Nisi hic homo aut insanit aut est ebrius, aut deridet nos.

Almindelige mennesker véd, at den, der ønsker noget, ikke straks får, hvad han ønsker, og at en betingelse er ubestemt, og dog, hvis nogen ville sige til en gnier: ”Hvis du havde taget vare på din kone med samme iver, som du tager vare på dine penge, ville du have haft en kysk kone” eller: ”Gid du ville tage lige så omhyggeligt vare på din kone som på dine penge”, så ville en almindelig lægmand sige: 'jeg vil stævne ham for injurier'. Den skyldige ville påstå, at optativiske og konjunktiviske ord intet påstår, men dommeren ville ud fra den almindelige mening idømme ham en bøde. Men hvad véd de unge mennesker til forprøven? Imperativiske ord foreskriver, hvad der bør gøres, ikke, hvad den, der tales til, kan gøre. Men de samme unge mennesker véd, at hvis nogen befaler noget, som på ingen måde kan ske, så er han enten dum eller latterlig eller en tyran. Det kan Luther lære af egen erfaring, hvis han ikke tror mig. Han kan gå ind i et klasserum, give den forprøveelev besked om at recitere Homers Iliade fra hukommelsen, foreskrive en anden, at han oversætter Terent til hebraisk, en tredje, at han flyver op på taget, andre det samme og andre noget lignende, hvad vil eleverne sige? Ikke andet, end at den mand er vanvittig eller fuld eller gør nar af os.

³² Norunt pueri discrimen inter imperandi modum et indicandi. Sed quis docuit illos hanc illationem, quam Lutherus tantopere ridet in Theologis? Nimirum natura sensusque communis, à quo mirum quam excidit Lutherus, dum undiquaque captat suo dogmati nimium adamato patrocinium. Et tamen qui sic loquitur pueris, minus ridicule faciat, quam Lutherus qui hoc tribuit omnibus Dei præceptis. Nam ille quædam præscribit quæ progressu temporis fieri possent. Deus, si Luthero credimus, ea præcipit quæ nullo studio, nullo temporis spatio queant perfici, ne Spiritus quidem in nobis operante: cujusmodi leges nullus adhuc tyrannus tulisse legitur, neque quisquam legum nomine dignaretur: ac sententiam tam absurdam, et tantopere pugnantem cum sensu communi, quem Lutherus facit judicem Scripturarum, tribus verbis approbat è Paulo decerptis, Per Legem cognitio peccati: quasi Lex ea præscribens, quæ fieri possunt, non ostendat peccatum improbis, ut vel metu poenæ abstineant à scelere, quo vel minus sint nocentes, vel certe minus noxii, vel si non abstinent, careant excusatione: bonis, ut vitatis malis expetant honesta.

Eleverne kan godt kende forskel på imperativ og indikativ. Men hvem har lært dem den slutning, som Luther hele tiden latterliggør teologerne med? I hvert fald ikke den almindelige, naturlige betydning, fra hvilken Luther afviger så forunderligt, når han overalt snapper efter støttet til sin elskede læresætning. Og dog, den, der taler sådan til eleverne, handler mindre latterligt, end Luther, som mener, at alle Guds bud gør sådan. For han foreskriver noget, som i tidens løb dog kan gøres. Men Gud foreskriver, hvis vi skal tro Luther, noget, som ikke kan fuldføres ved nogen stræben eller indenfor nogen tidsfrist, ikke engang, hvis ånden virker i os: hidtil har vi ikke læst om, at nogen tyran har fastsat den slags love, love, som ikke er værdige til betegnelsen love. Og en så absurd mening, der i den grad er imod den almindelige fornuft, en mening, som Luther gør til dommer over skriften, den beviser han ud fra tre ord, taget fra Paulus: ”Gennem loven syndserkendelse”. Som om en lov, der foreskrev noget, som kunne gøres, ikke påviste synden for de onde, så de enten af frygt for straf afholdt sig fra overtrædelse, så de blev mindre skyldige, eller bestemt mindre skadelige, eller, hvis de ikke lod være, ikke havde nogen undskyldning. Og som om en sådan lov ikke også ville påvise synden for de gode, så de kunne undgå det onde og søge det gode.

^{33 [98]}         Posteaquam aperuit sibi viam expeditam discutiendi quicquid adfertur è sacris Litteris, eadem bipenni solvit quæ profert Diatriba ex Deut. Tertio et trigesimo: Verba, inquit, imperativi modi, et testimonia citata, aliud probant quam ipse proposuerat. Proposueram liberum arbitrium nihil posse sine gratia, et hæc docent illud omnia posse, ac se solo, ut Lutheranice dicam. Hujusmodi næniæ nobis tota hac disputatione perferendæ sunt. Quare velim te semel meminisse lector, meam Diatribam proposuisse varias opiniones non rejectas ab Ecclesia: et in disputando non respicio tantum ab unam: nec hoc hîc proprie agitur, ut illam probem, cui in fine testor me potissimum hærere, sed ut Luthero telum è manibus excutiam, per Scripturas quæ tribuunt aliquid libero arbitrio, sive plus juxta quosdam, sive minus juxta alius: nam in hoc variant etiam Orthodoxi. Utcunque horum quisque rapuit Scripturam, certe hoc efficimus quod volebamus, nimirum declarare falsum esse quod Lutherus asseverat, ex Litteris sacris nihil aliud docere quam nullum esse liberum arbitrium.

            Efter at han således har fundet sig en passende måde at ødelægge hvad som helst der måtte fremføres fra den hellige skrift, så bruger han den samme økse til at opløse det, som Diatriben fremfører fra 5 Mos 30,15: ”Ordene er imperativ, og det citerede skriftsteder beviser noget andet, end hvad han selv havde foresat sig” (L4#105; ref). Jeg havde foresat mig at vise, at den frie vilje intet kan uden nåden, og disse skriftsteder lærer, at den kan alt, og det 'ved sig selv alene', for nu at tale 'luthersk'. (L4#107). Den slags vrøvl må vi høre på hele disputationen igennem. Derfor vil jeg godt have, at du, kære læser, én gang for alle gør dig klart, at min Diatribe har fremsat forskellige opfattelser, som ikke er forkastet af kirken. Og i disputationens forløb ser jeg ikke kun på én opfattelse, og jeg behandler den her ikke på særlig måde, så jeg skulle bevise den, som jeg i slutningen skulle bekende, at jeg hældede mest til, nej, jeg behandler den for at slå Luthers våben ud af hånden på ham, gennem de skriftsteder, som tillægger den frie vilje noget, nogle mere, nogle mindre, for her er der også forskel på de ortodokse. Hvordan end de hver for sig behandler skriften, det, vi ville, har vi i hvert fald opnået: at erklære det for forkert, når Luther forsikrer, at der i skriften ikke læres andet, end at der ikke er nogen fri vilje.

³⁴ Jam cum ipse suas Scripturas impudentissime torqueat, si ego vicissim meas torsissem ad victoriam, duntaxat inter pugnandum, ut ostenderem Scripturarum loca cum locis in speciem pugnare, quo collatione facta possint in concordiam redigi, quid absurdi fecissem, præsertim cum id et professa sit, et præstiterit Diatriba? Adeo-ne rudis est disputationæ palæstræ, ut nesciat discrimen inter pugnantem et docentem, inter argumentanten et pronuntiantem? Quoties divus Thomas colligit hunc in modum. Joannis vi. dicit Dominus: Nisi manducaveritis carnem filii hominis, et biberitis ejus sanguinem, ergo hoc sacramentum est de necessitate salutis*. Ex Scriptura producta falsam colligit sententiam, nonnunquam blasphemam, et agnoscimus jus hujus palæstræ.

* Summa theologiæ III q 73 a 3. Dette er den første af tre indvendinger mod den sande opfattelse. Alle tre afvises senere i artiklen som falske.

Nuvel, eftersom han fordrejer de skriftsteder, han tager frem, på den mest frimodige måde – hvis jeg så omvendt ville fordreje 'mine' skriftsteder, så jeg kunne sejre, måske endda gjorde det, mens vi kæmpede, så jeg påviste, at skriftstederne synes at modsige hinanden, men at denne modsigelse kan bringes til samspil, hvad mærkeligt ville jeg så have gjort, især eftersom Diatriben både sagde, at det ville den gør, og faktisk gjorde det? Er han så ukendt med disputationens sportsplads, at han ikke véd, at der er forskel på at kæmpe og at lære, på at argumentere og at erklære? Skt. Thomas ræsonnerer ofte på den måde: ”I Joh 6,53: 'Hvis I ikke spiser menneskesønnens kød og drikker hans blod', altså er dette sakramente nødvendigt til salighed'. Ud fra det skriftsted, han har fremdraget drager han en falsk slutning, af og til en blasfemisk slutning, og vi véd, at sådan foregår det på denne sportsplads.

³⁵ Mihi sine fine Lutherus exprobat meas epiforaV, imo ne meas quidem, sed quas depravatione jam fecit suas. Quod si maxime inter pugnandum hoc agens, ut quocunque modo tela excuterem adversario, eumque vinciam, absurdis epilogorum fuissem usus, nihil alienum à consuetudine Theologorum fecissem. Nunc in meis verbis nusquam est illatio, cui toties tam scurriliter insultat, liberum arbitrium omnia posse sine gratia, et se solo. Ubi Lutherus didicit eam Dialecticam: potest ergo per se (1365) potest omnia. Et, non potest perficere sine præsidio, nihil igitur omnino potest ex sese. Qui dicit Cæsarem posse capere civitatem, an is affirmat illum id posse sine militum auxilio? Sed inter argumentandum, inquit, non meministi gratiæ. Nesciebam mihi rem esse cum homine tam oblivioso, ut idem ad singulos versus fuerit opus repetere: nam crebro et gratiæ memini. Nec id faciebat ad argumentationem. Tantum illic cito loca, quæ utcunque accepta destruunt Lutheri dogma, videlicet omnia Dei præcepta esse impossibilia. Si ea testimonia videntur docere, liberum arbitrium per se totum posse, quod tamen à me nusquam est dictum, tanto impudentior est Lutherus, qui negat per Scripturam doceri posse omnino quicquam esse liberum arbitrium.

Luther bebrejder mig uden ende mine konklusioner, eller rettere, ikke mine, men dem, han har fordrejet og gjort til sine. Men selv om jeg så i kampens hede havde gjort det, for på én eller anden måde at fratage modstanderen hans våben og besejre ham, at jeg havde brugt nogle absurde slutninger, ville jeg ikke have gjort andet, end hvad der er almindeligt blandt teologer. Men nu findes der i mine ord ikke nogetsteds den slutning, som han hele tiden så stædigt beskylder mig for: at den frie vilje kan alt uden nåden og det af sig selv. Hvor har Luther lært denne dialektik: 'han kan, altså kan han alt ved sig selv' og: 'han kan intet gennemføre uden hjælp, ergo kan han intetsomhelst af sig selv'? Den, der siger, at kejseren kan indtage byen, mon han påstår, at han kan gøre det uden sine soldaters hjælp? ”Men i argumentationen, har du ikke husket nåden?” (L4#110; ref). Jeg vidste ikke, at jeg havde med et så glemsomt menneske at gøre, at jeg var nødt til at gentage det samme i hver enkelt linie. For det sker ofte, at jeg også nævner nåden. Heller ikke har dette noget at gøre med argumentationen. For på det sted citerer jeg kun skriftsteder, som, hvordan man end forstår dem, ødelægger Luthers dogme, nemlig at Guds bud er umulige. Hvis disse skriftsteder synes at lære, at den frie vilje i sig selv kan alt, noget, som jeg dog aldrig har sagt, så er Luther så meget mere frimodig, når han nægter, at der i skriften i det hele taget læres noget om, at der er en fri vilje.

³⁶ Cum igitur hoc convitium partim sit iniquum, partim falsum, tamen veluti præclarum sophisma nobis toties occinit, gestiens, ludens, lasciviens, ac tantum non triumphans. Nec videt interim homo solus oculatissimus quam se cordatis ridiculum præbeat, dum ipse ridet Diatribam. In duobus iisque haud longis Capitibus, quot insulsa profert dicteria. Appellat suam Diatribam, excutit veternum Diatribæ, defiderat memoriam in Diatriba, colligit eam vel nihil intelligere, vel non affici causæ, objicit vitium Rhetori turpissimum, stultitiam, quod ea proferat quæ causæ, cui adest, officiunt. Ridetur Diatribe, quæ sibi suavissime blanditur, perpetuo disputat contra suum ipsius statum, et omnia ridicule et dicit et facit.

Men selv om denne fornærmelse dels er uretfærdig, dels forkert, så fremsynger han den dog overalt som en fuldstændig klar sofisme imod os, idet han hopper af glæde, gør nar af mig, bliver overgiven og er lige ved at triumfere. Men samtidig ser denne den eneste skarpsynede debattør ikke, hvordan han udsætter sig for at blive til grin overfor forstandige mænd, når han gør grin med Diatriben. I disse to ikke særlig lange afsnit, hvor mange smagløse vittigheder får han ikke fyret af! Han kalder Diatriben 'sin Diatribe' (L4#105), han ryster Diatriben i dens træghed, (L4#109), han finder, at Diatriben ikke kan huske, han drager den slutning, at den enten ikke har forstået noget, eller ikke er optaget af sagen, (L4#108), han bebrejder Diatriben den værste last, en advokat kan have: dumhed, fordi den han fremdrager noget, som står i vejen for sagen, som det drejer sig om. (L4#108). Han gør nar af Diatriben, som smigrer sig selv så sødt, og hele tiden disputerer imod sin egen tese, og alt, hvad den siger og gør, er latterligt.

³⁷ Sed illud unum dictum est de dictis melioribus: Domina, inquit, Diatriba vos male infertis, nec probatis sequelam, sed cæcitati et oscitantiæ vestræ videtur id sequi et probari: et tamen hoc genus illationibus D. Augustinus toties asserit liberum arbitrium. Ubi estis Lutheri sodales, quin hîc glorioso duci vestro datis plausum, quin acclamatis, Euge, pulchre, laute, lepide, nihil supra. Melius apud Horatium scurrantur Nomentanus et Balatro. Quid his jocis insulsius, quid convitiis dementius? Talibus flosculis lusit in Regem Angliæ, nec caruit applausoribus, ut nusquam non inveniunt similes labra lactucas. Quid infert Diatriba, spermologe? Nihil aliud quam per Scripturas statui liberum arbitrium. Ergo, inquit, liberum arbitrium sine gratia potest totum. Ista tua sequela est, non Diatribes.

Men følgende udsagn er alligevel det bedste: ”Kære frk. Diatribe, De foretager en gal slutning, og De beviser heller ikke følgeslutningen, men for Deres blindhed og træghed ser det ud, som om det følger af det og er bevist.” (L4#106). Og dog bruger Augustin den slags konklusioner igen og igen for at bekræfte den frie vilje. Hvor er I, I Luthers forbundsfæller, hvorfor giver I ikke denne glorværdige leder jeres applaus, hvorfor råber I ikke: bravo! Godt! Elegant! Vittigt! Alle tiders! Nomentanus og Balatro hos Horats er bedre spasmagere. Hvad kunne være dummere end den slags vittigheder, hvad mere vanvittige end disse fornærmelser? Med den slags sprogblomster gjorde han nar af kongen af England, og han manglede ikke rygklappere, sådan som læber altid finder salat, der smager dem. Hvilken slutning drager min Diatribe, dit vrøvlehoved? Ikke anden slutning, end at gennem skriften bekræftes den frie vilje. ”Altså”, siger han, ”den frie vilje uden nåden kan alt”. (L4#107). Det er din slutning, ikke Diatribens.

³⁸ Nam pollicitus fueram me prolaturum è Scripturis loca, quorum alia viderentur in totum tollere liberum arbitrium, alia statuere. Post citationem quid supererat? Nimirum ut exponerentur ea quæ videbantur in totum tollere. Rursus eorum, quæ statuebant, sic temperaretur interpretatio, ut summa principalis adscriberetur gratiæ, sic tamen ut hominis voluntas suis quoque partibus fungeretur. Nonne quod pollicita est Diatribe præstitit? Sed suo loco. Non igitur sui oblita est Diatriba, sed tu impudens, qui quod alio loco promissum est, exigis alio.

For jeg lovede, at jeg ville fremføre skriftsteder, af hvilke nogle syntes helt at ophæve den frie vilje, andre at stadfæste den. Og efter at have citeret skriftstederne, hvad resterede så? Mon ikke at de, som syntes helt at ophæve den, blev forklaret! Og at deres fortolkning, som stadfæstede den, blev modereret på den måde, at hovedsagen blev tilskrevet nåden, dog således at menneskets vilje delvist havde noget at sige. Mon ikke Diatriben har ydet, hvad den lovede? Men på sit sted. Derfor er det ikke Diatriben, der har forglemt sig, men dig, du frække, som kræver noget på ét sted, som blev lovet på et andet sted.

³⁹ Imo illud deprehendi in hoc disputatione peculiare, ad singulas argumentationis partes ita depugnat, quasi ibi sit victoria, ad singulas præfatur, perorat, triumphat. Nec tamen perinde molestus est stolidis convitiis, ut eadem plus millies occinendo. Hîc igitur lectorem admonitum volo, ne si toties refellam, quoties ille hoc ingerit, volumen crescat in immensum, ut quoties dicam Lutherus kokkuzf, intelligat me nænias hujusmodi studio præterire.

Ja, man kan iagttage i denne mærkelige disputation, at han ved enkeltdele af argumentationen kæmper, som om sejren lå dèr, idet han i hvert enkelt tilfælde påstår uden argumentation, slutter brat af og triumferer. Og er han ikke lige så ubehagelig på grund af sine dumme fornærmelser, som på grund af, at han synger den samme sang 117 gange. Her vil jeg derfor erindre læseren om, at hvis jeg skulle svare hver gang, han bringer det på bane, ville bogen vokse til det uendelige, så at hver gang jeg siger, at Luther galer sit hanegal, må læseren forstå, at jeg springer over den slags vrøvl.

^{40 [100]}          Idem mendacium recinit nobis Capite proximo, Diatriben ubique fingere talem hominem, qui vel possit efficere quod præcipitur, vel saltem intelligat se non posse. Diatribe juxta quorundam opinionem assumit, omnem hominem naturæ viribus eo posse proficere, ut Deus illi non sit suam negaturus gratiam. Assumit juxta aliorum opinionem, liberum arbitrium omnia et posse et facere, auxiliante gratia. Quid Lutherus? Assumit, omnes homines esse vinctos, miseros, captos, ægros, mortuos: nec his contentus, facit omnes sic excæcatos, ut se liberos existiment ac sanos. Cum naturæ lex nemini non adsit, quæ plurima dictat homini, vel expetenda vel fugienda, quî fieri potest, (1366) ut omnes homines etiam ante gratiam, tales sint quales fingit Lutherus? Quæ lex docuit Philosophos, ut tam præclara multa traderent de virtutis habitu, et hinc manantibus officiis? Sed apud Lutherum semper hyperbolen hyperbole, velut ansam ansa trahit. Tali homini opus erat lege, quæ tam multa præscriberet impossibilia.

            Den samme løgn synger han igen for os i det næste afsnit: at Diatriben hele tiden forestiller sig et menneske, som enten kan udføre, hvad der bliver befalet, eller i det mindste forstår, at det ikke kan (L4#111). Diatriben antager, at ifølge nogles opfattelse kan ethvert menneske ved naturens kræfter nå derhen, hvor Gud ikke kan nægte det sin nåde. Og den antager, at ifølge andres opfattelse kan den frie vilje gøre alt og den gør det også med nådens hjælp. Hvad mener Luther? Han antager, at alle mennesker er bundne, elendige, fangne, syge, døde. Ikke tilfreds med det, gør han alle i den grad blinde, at de mener, at de er frie og sunde. (L4#112). Eftersom den naturlige lov ikke mangler hos nogen, den lov, der fortæller mennesket, at mange ting skal enten stræbes henimod eller bort fra, hvordan går det da til, at alle mennesker også før nåden er som Luther forestiller sig? Hvilken lov var det, der lærte filosofferne, siden de kunne overlevere så mange fortrinlige ting om dydens vane og de pligter, der udgik fra den? Men hos Luther er det hele tiden overdrivelse på overdrivelse, ligesom den ene anledning fører den anden med sig. 'Et sådant menneske havde brug for en lov, som foreskriver så mange umulige ting'.

⁴¹ In quem usum? Gravem, inquit, et serium, ut homo cognoscat peccatum, et imploret medicum. Jam ostendi id commodius potuisse fieri, si Lex præcepisset possibilia. Sed melius, inquit, homo cognoscit suam miseriam, si viderit Legem servari non posse. Atqui Pharisæi credebant se servare Legem. Non igitur Lex semper parit cognitionem peccati, aut si parit, frequenter parit inutilem. Sed demus parere. Quomodo Lex docet hominem nullo pacto servare posse, quod præcipitur? Quomodo vero persuasum habebit homo se debere servare, quod non est in ipsius potentate? Aut quomodo sibi persuadebit Deum esse tam misericordem quam hîc eum facit Lutherus, si tam duras præscribit leges homini nihil commerito, nisi quod originem duxit ab Adam? Verùm hoc quoque donemus, hominem agnoscere suam extremam calamitatem, quid tum postea? Implorabit misericordiam Domini, implorantis vocem statim audit Deus. Nam hîc Deum, quem alias facit quovis tyranno crudeliorem, quippe qui nihil commeritum pro mera voluntatis suæ libidine tradit æternis ignibus, hîc subito tam facit misericordem, ut ad primam statim clamantis vocem ex carne faciat spiritum, hoc est, ex organo Satanæ, templum Dei.

Til hvilket formål? 'Til et tungtvejende og alvorligt formål: så han kan erkende sin synd og bønfalde lægen'. Men jeg har allerede påvist, at dette kunne ske mere passende, hvis loven foreskrev noget, der var muligt. 'Men mennesket kan bedre erkende sin elendighed', siger Luther, 'hvis det ser, at det ikke kan overholde loven'. (L4#112?) Men farisæerne troede, de kunne overholde loven. Det er altså ikke altid, at loven føder erkendelse af synden, eller hvis den føder den, føder den den ofte til ingen nytte. Men lad os indrømme, at den føder syndserkendelse. Hvordan lærer så loven, at mennesket på ingen måde kan overholde, hvad der bliver befalet? Og hvordan vil et menneske bliver overbevist om, at det bør overholde, hvad der ikke står i dets magt? Eller hvordan vil han [Luther] overbevise os om, at Gud er så barmhjertig, som Luther her gør ham til, hvis han er så hård, at han foreskriver mennesket love, som han ikke har fortjent, undtagen for så vidt han fører sin oprindelse tilbage til Adam?

Men lad os også gå med til det, at mennesket erkender sin store elendighed, hvad følger så bagefter? Han vil bønfalde om Herrens barmhjertighed, og Gud hører straks den bønfaldendes røst. For her gør han straks den Gud barmhjertig, som han ellers gør mere grusom end en hvilken som helst tyran, eftersom han, blot fordi han ved en indskydelse af sin vilje, fører den, der ikke har fortjent det ind i den evige ild, så barmhjertig gør han ham, at han straks ved det første råb gør en ånd ud af kødet, det vil sige, et Guds tempel ud af et Satans redskab.

⁴² Cur igitur non audivit vocem Balaam, dicentis Num xxiii. Moriatur anima mea morte justorum. Verùm hæc imploratio unde proficiscitur? A gratia. Quid igitur implorat, quod habet, an quod non habet? Si implorat sine gratia, peccat implorando juxta Lutherum. Imo etiam in gratia. Quomodo igitur provocando Deum, prolicit illius misericordiam? Si qui implorat habet quod petit, quomodo statim audit Deus, qui jam dedit priusquam rogaretur? Quod si Lutherus ponit quoddam confinium inter eum qui jam habet gratiam justificantem, et eum qui non assequutus est, sed huic præparatur, ubi est illa hyperbole, quæ faciebat omnem hominem ægrum, captum, ferocem, ac sibi placentem? Sentit, opinor, extra gratiam: Sin aliter, multo est impudentius. Homo igitur peccando provocat misericordiam, si extra gratiam, aut si in confinio carnis et spiritus.

Hvorfor hørte han da ikke Bileams røst, da han sagde: ”Lad min sjæl dø de retfærdiges død!” (4 Mos 23,10). Men hvor stammer denne bønfaldelse fra? Fra nåden. Men hvad beder et menneske om, hvad han har eller hvad han ikke har? Hvis han bønfalder uden nåden, så synder han ved det at bede, ifølge Luther. Ja, det gør han også i nådens stand. Hvordan kan han da, ved at provokere Gud, fremlokke hans barmhjertighed? Hvis den, der bønfalder, har, hvad han beder om, hvordan kan så Gud straks høre ham, hvis han allerede har givet ham, før han bad om det? Men hvis Luther opstiller en eller anden mellemting mellem ham, som allerede har den retfærdiggørende nåde, og ham, som ikke har opnået den, men forberedes til den, hvad bliver der så af den overdrivelse, som gjorde ethvert menneske sygt, fanget, vildt og selvvelbehageligt? Jeg tror, han mener, at det menneske er udenfor nåden. Hvis ikke, bliver det endnu mere frimodigt. Så bliver det til, at mennesket ved at synde fremkalder barmhjertighed, hvis det er udenfor nåden eller hvis det befinder sig på mellemstadiet mellem kød og ånd.

⁴³ Cur igitur sic vociferatur in eos qui putant hominem, eleemosynis, jejuniis, precationibus, sacra lectione, aliisque studiis moraliter ut dicunt bonis, ambire et impetrare gratiam, cum ipse dicat ad primum statim clamorem paratam esse gratiam? Utrum facilius est, Clamare, an benefactis diu multumque ambire. Jam quod subinde Lutherus sic mecum agit, Liberum arbitrium hoc aut illud potest, ergo potest suis viribus, absque gratiæ præsidio: si mihi fas est eodem in ipsum uti jure, sic colligam, Lex parit cognitionem peccati, cognitio peccati parit agnitionem nostræ calamitatis, agnitio parit implorationem opis divinæ, imploratio Dei misericordiam, ergo Lex ex se perficit, ut homo cognoscat peccatum, et cognitio peccati sine gratia facit, ut agnoscat, hoc est, fateatur peccatum, agnitio per se facit, ut imploret Dei misericordiam, imploratio tantum valet, ut Deus non possit imploranti negare misericordiam. Ubi hîc Lutherus ponit initium gratiæ? Posteaquam Deus audiit? Quicquid igitur præcessit, gestum est extra gratiam, sub plenaria Satanæ potestate.

Men hvorfor råber Luther da sådan op imod dem, der mener, at mennesket gennem almisser, faste, bønner, hellig læsning og andre moralske anstrengelser, som man kalder gode, kan bede om og opnå nåde, når han selv siger, at nåden er parat straks fra første råb? Hvad er lettest: At råbe eller bønfalde om det gennem langvarige og mange velgerninger?

Men fordi Luther så ofte behandler mig sådan: 'Den frie vilje kan gøre dette eller hint, altså kan den gøre det ved sine egne kræfter, uden nådens hjælp', så må det være mig tilladt at bruge den samme ret overfor ham og drage denne slutning: 'Loven føder erkendelse af synd, erkendelse af synd føder anerkendelse af vores elendighed, anerkendelse føder påkaldelse af den guddommelige hjælp, påkaldelse af Gud føder barmhjertighed, altså kan loven i sig selv gennemføre, at mennesket erkender synden, og syndserkendelse uden nåden medfører, at mennesket erkender, dvs. indrømmer synden, erkendelsen i sig selv medfører, at det bønfalder om Guds barmhjertighed, bønfaldelsen er så meget værd, at Gud ikke kan nægte den bønfaldende barmhjertighed. Hvor anbringer Luther her nådens begyndelse? Efter at Gud har hørt bønnen? Men alt, hvad der da går forud, er sket uden nåden, under Satans fulde herredømme.

⁴⁴ Et tamen illa sic gesta tantum valent, ut cogant Deum ad protinus imparatiendam suam gratiam. Et hæc qui docet, quibus sannis irridet in assertionibus, imo quoties vocat eos impios, qui putant hominem per opera moraliter bona naturæ viribus eo posse proficere, ut Deus ex sua bonitate non subtrahat auxilium gratiæ, præstanti quod in ipso est. Quoties clamavit illos pejores ipso Pelagio? Quanto autem impudentius est quod hîc Lutherus tribuit cognitioni, et implorationi? Plus enim facit qui sibi (1367) displicens ex agnitione scelerum, dat eleemosynas, jejunat, versatur in sacris Libris, adest sacris, audit conciones, orat, manens tamen interim in peccatis et in affectu peccandi, quam qui tantum intelligit præcepta servari non posse, et implorat misericordiam, ut Deus conferat salutem æternam. Nam gratia juxta Lutherum non tantum valet, ut homo possit vel minimum servare præceptum.

Og har det, der var gjort på den måde, den styrke, at det kan tvinge Gud til straks at berede sin nåde. Og den, der lærer det, gør i sine assertioner grin med dem og kalder dem ligefrem ugudelige, som mener, at mennesket gennem moralsk gode gerninger ud af sine naturlige kræfter kan opnå det, at Gud i sin godhed ikke trækker sin nådes hjælp tilbage, når han yder, hvad kan kan. Hvor ofte råber han ikke, at de mennesker er værre end selv Pelagius? Men hvor meget mere uforskammet er ikke det, som Luther her tillægger erkendelsen og bønfaldelsen? For den, der er utilfreds med sig selv og erkender sin overtrædelse, giver almisse, faster, læser de hellige bøger, går til gudstjeneste, hører prædikener, beder, men stadigvæk forbliver i sine synder og i syndsfølelsen, han gør dog mere end den, som blot forstår, at han ikke kan overholde budene, og bønfalder om barmhjertighed, så Gud giver han evig frelse. For nåde betyder ifølge Luther ikke engang så meget, at menneske overholde selv det mindste bud.

⁴⁵ Quid igitur? Ut quæ erant futura capitalia, per Dei misericordiam vertantur in venialia. Itaque nec cognitio peccati, nec imploratio proficit huc, ut homo servet præcepta, sed tantum ut agnoscat se esse deploratæ calamitatis. Deinde Deus, qui fuit tam durus in præceptis, tam erit subito benignus, ut absque præceptorum observatione, imo perseverantibus in prævaricatione, tantum si clament, et credant fide Lutherana, daturus sit vitam æternam. Citat ex Esaiæ LXI. Ad euangelizandum pauperibus misit me, ut mederer contritis corde. Quod quidem legunt pauperibus, Hieronymus vertit et Hebræis sonat mites minimeque feroces: at Lutherus fecit omnes homines cæcos ac sibi placentes. Dicet, ante Legem. Ergo post Legem sibi omnes displicebant? Non, sed Lex quosdam dejecit, quosdam induravit. Lex non confert gratiam. Unde igitur hæc quosdam emollit? Quia reperit materiam molliorem et gratiæ capaciorem. Audierunt ex Gentibus et ex Judæis Euangelium, aliquot illico paruerunt, plerique summis viribus restiterunt.

Hvad gør nåden da? Den ændrer ved Guds barmhjertighed det, der ville have været dødssynder, til tilgivelige synder. Derfor fører hverken syndserkendelsen eller bønfaldelsen til, at mennesket overholder budene, men kun til, at det erkender sin begrædelige elendighed. Derefter bliver den Gud, som var så hård i sine bud, pludselig så velvillig, at han uden overholdelse af budene, ja, under forbliven i overtrædelsen, kun fordi menneskene råber og tror med den lutherske tro, vil give evigt liv. (L4#112).

Han citerer fra Es 61,1: ”Han sendte mig for at forkynde evangelium for fattige, for at helbrede bedrøvede hjerter”. (Hvor nogle læser 'fattige', ændrer Hieronymus det til 'milde', som også det hebraiske lyder, i hvert fald ikke til 'vilde'). Men Luther gør alle mennesker blinde og selvvelbehagelige. Han vil nok sige, at det er før loven. Er det så sådan, at alle efter loven er utilfredse med sig selv? Nej, men loven forkaster nogle, forhærder andre. Loven fører ikke frem mod nåden. Hvordan kan den da blødgøre nogle? Fordi den finder en blødere substans, en substans, der er modtagelig for nåde. Der er nogle af hedningerne og nogle af jøderne, der har hørt evangeliet; nogle adlød det med det samme; mange modstod det af al magt.

⁴⁶ Unde discrimen? Quia aliud semen cecidit in terram bonam, aliud in diversam. Unde differentia terræ? Ex pravis cupiditatibus, vitiatisque moribus. Sed hæc corruptela unde, nisi ex libero arbitrio. Simplex animus, aut per imprudentiam errans, ager est, rudis quidem ille, sed facile capax boni seminis. Hyperbolicum est et illud quod ait, aut Deus præcipit impossibilia, aut frustra est Spiritus. Nec Deus simpliciter præcipit impossibilia, nec frustra est Spiritus, sine cujus auxilio non pervenitur ad salutem æternam. Jam qui sunt isti contriti corde, quibus medetur Christus?

Hvoraf kommer denne forskel? Fordi nogen sæd faldt i den gode jord, anden sæd i de forskellige andre slags jord. (Luk 8,5-8). Hvoraf kommer denne forskel på jorden? På grund af onde begæringer og lastefulde skikke. Men hvor kommer disse fordærvelige ting fra, hvis ikke fra den frie vilje? En enfoldig sjæl, eller én, der tager fejl af mangel på klogskab, er en udyrket jord, som ganske vist kan være rå, men som let er i stand til at give god sæd.

Han overdriver også, når han siger, at enten foreskriver Gud det umulige, eller også er ånden forgæves. (L4#112). Gud foreskriver ikke ligeud noget, der er umuligt, og ånden er ikke forgæves, for uden dens hjælp når man ikke frem til den evige frelse. Men hvem er de mennesker med et bedrøvet hjerte, som Kristus læger?

⁴⁷ Qui agnoscunt suam infirmitatem, et implorant Dei misericordiam. Hi si jam hoc ipso sani sunt, quid agit Medicus? Si non sunt, aut cæci sint oportet, aut medium quiddam est inter illos et hos, quod Lutherus negat. Dominus ait, non venit vocare justos, sed peccatores: justos appellans qui sibi justi videbantur, peccatores qui malum suum agnoscebant. Atqui Pharisæi maxime tenebant Legem, nec tamen illis omnibus Lex peperit agnitionem peccati. Lex igitur, ut dixi, nec solum hoc efficit, nec in omnibus, et hæc habilitas aut inhabilitas proficiscitur à libero arbitrio.

Det er dem, som erkender deres svaghed og bønfalder om Guds barmhjertighed. Men hvis disse bliver helbredt blot ved at gøre dette, hvad gør så lægen? Hvis de ikke bliver det, så må de enten være blinde, eller der må være en mellemting mellem dem og de andre, hvilket Luther nægter. Herren siger, at han ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere. (Mark 2,17). 'Retfærdige' kalder han dem, der anser sig selv for retfærdige, 'syndere' dem, som erkender deres ondskab. Og farisæerne holdt i høj grad loven, og dog fødte loven ikke for dem alle syndserkendelse. Loven udvirker da som sagt ikke blot dette, den gør det heller ikke i alle, og denne evne eller manglende evne stammer fra den frie vilje.

^{48 [101]}         In proximo Capite Lutherus kokkuzei, satis apte mentionem faciens robustæ offæ: totus enim hic sermo sapit culinam, in qua non sobrius videtur hæc scripsisse. Quid autem leporis habet miscere robustam offam? Et sunt quibus hic locutulejus videatur etiam festivus. Quales offas Diatriba misceat alii viderunt, illud in confesso est, Lutherum talia miscere pharmaca, ut plurimos simplicium animos infecerit. Et quemadmodum jocus insulsus de offa resipit crassum spiritum quo ducitur, ita quod paulo post nostram illationem appellat leviathan, id est, additamentum, ut videatur et Hebraice scire, sapit eum spiritum, cujus afflatu multas hyberbolas addidit Scripturis sacris, quæ sanum illarum sensum subvertunt. Quid dicit Leviathan? Ergo liberum arbitrium habet plenam omnium potestatem, ergo se solo potest, ergo potest suis viribus, ergo non eget auxilio Spiritus.

           I det næste afsnit galer Luther op igen, og nævner ganske passende en ordentlig bid dej. (L4#114). For hele hans tale her smager af det køkken, hvori han synes at have skrevet det, ikke helt ædru. Men sikken spas, han laver med sætningen 'at opblande en kraftig mundfuld'! Og dog er der nogle, der synes, at dette vrøvlehoved er vittigt. Hvilke mundfulde Diatriben blander sammen, lad andre bedømme det, hvad man må indrømme, er, at Luther blander en sådan medicin sammen, at han gør mange enfoldige sjæle syge. Og ligesom denne smagløse vittighed om mundfulden afslører den rå ånd, som fører ham, således smager også det, at han lidt senere kalder vores konklusion for 'Leviathan, det vil sige, et tillæg' (L5#6) – at han kan give det udseende af, at han forstår hebraisk – af den ånd, ved hvis påblæsen han tilføjer mange overdrivelser til den hellige skrift, som underminerer dens sunde betydning. Hvad siger denne Leviathan? ”Altså har den frie vilje fuldt herredømme over alle ting, altså kan den i sig selv, altså kan den med sine egne kræfter, altså har den ikke brug for Helligånden”. (L4#107).

⁴⁹ Hæc de suo addit Lutherus ille Leviathan, cum mea Diatriba longe aliud loquatur. Hoc mendacium cum plus centies recinat, credit ita fore ut videatur esse verum, sed longe falllitur. Qui quod manifestæ vanitatis est subinde repetit, non hoc efficit ut quod dicit videatur minus falsum, sed ut ipse impudentior. Quorsum enim attinebat illud sophisticum nugamentum, si voluero bona terræ comedetis, quasi quisquam possit frui bonis terræ Deo nolente. Quid hoc est aliud quam tempus et chartas perdere? Ex hoc Capite (1368) coargitur Lutheri vanitas, toties alias dictum et hîc repetit, me totam potestatem tribuere libero arbitrio. Et tamen ipse citat hæc mea verba, Quid attinebat dicere, si volueritis bona terræ comedetis, si nulla est libertas voluntatis? An qui dicit, si nulla est, tribuit totam potestatem hominis voluntati? Ac mox, quorsum attinet eos hortari, qui nulla ex parte suæ potestatis sunt.

Dette tilføjer Luther, den Leviathan, til sit eget, skønt min Diatribe taler helt anderledes. Han tror, at hvis han synger denne løgn mere end hundrede gange, så vil man synes, at den er sand, men det er helt forkert. Ligegyldigt hvem der gentager i ét væk, hvad der er positivit forkert, han opnår ikke, at det han siger, synes mindre forkert, men kun, at han selv forekommer mere fræk. For hvad mente han med den sofistiske selvfølgelighed: 'hvis jeg havde villet, kunne I spise jordens goder' (Es 1,19), som om nogen kunne nyde jordens goder, hvis Gud ikke ville. (L4#115). Hvad er det andet end at spilde tid og papir?

Dette afsnit bekræfter Luthers utroværdighed. Han gentager her, hvad han har sagt så ofte andetsteds, at jeg tillægger den frie vilje al magt. Og dog citerer han selv mine ord: ”Hvad skulle det nytte at sige: Hvis I vil, skal I spise landets goder, hvis der ikke er nogen viljens frihed?” Mon den, der siger 'hvis der ikke er nogen viljesfrihed', tillægger menneskets vilje al magt? Og lidt efter: 'Hvortil tjener det at opfordre dem, som på ingen måde er sig selv mægtig?' (e1#112; L4#116). Mon den der sige: ”Hvis der ikke er nogen viljesfrihed”, tillægger menneskets vilje al magt? Og lidt senere: ”Hvad skulle det til at opfordre nogle, der på ingen måde var sig selv mægtige?”

⁵⁰ An hæc sunt verba totum nostro tribuentis arbitrio? Et tamen his citatis Lutherus subjicit: Quorsum attinet citare locos, qui se solis nihil probant, et adjecta sequela omnia tribuunt libero arbitrio? Duo falsa ceu linum lino connexuit. Nam et hæc loca hactenus Ecclesiæ probaverunt liberum arbitrium aliquid posse, nec mea sequela totam potestatem attribuit illi. Quoties autem blateravit me tota disputatione separare gratiam à libero arbitrio. Et tamen hîc refert hæc mea verba: Evidentius vero Zacharias liberi arbitrii conatum indicat, et gratiam conanti paratam. An excludit gratiam, qui dicit eam paratam? Verùm quo magis eluceat hominis insignis impudentia, referam et alia aliquot sequelas ex Diatriba. Citato Esaiæ testimonio sic infero: Si non est homini ullo pacto libera voluntas, aut si, ut quidam ajunt, nec ad bonum nec ad malum, quid sibi volunt hæc verba, si volieritis, si nolueritis? Ac mox: Non video, quomodo vitari possit, quin hîc quoque peccatoribus tribuamus voluntatem, aliquo modo liberam ad electionem boni. (e1#111)

Men det er ord fra én, der tillægger vor vilje alt? Og dog tilføjer Luther, efter at have citeret disse ord: ”Ja, hvad tjener det til at citere steder, som i sig selv intet beviser, og som, når der gøres en tilføjelse, tillægger den frie vilje alt?” (L4#117). Han forbinder to forkerte ting med hinanden eller sammenknytter den ene tråd med den anden. For disse skriftsteder har hidtil overbevist kirken om, at den frie vilje kan noget, og min følgeslutning tillægger den heller ikke hele magten. Men hvor ofte snakker han ikke om, at jeg hele disputationen igennem adskiller nåden og den frie vilje. Og dog refererer han mine ord: ”Mere klart antyder også Zakarias en stræben hos den frie vilje og en nåde, der er beredt for den stræbende”. (e1#115; L4#119). Mon den, der siger, at nåden er beredt, udelukker nåden? Men for at belyse dette menneskes frækhed bedre, vil jeg også citere nogle steder fra Diatriben. Efter at jeg har citeret Esajas vidnesbyrd konkluderer jeg således: ”Hvis mennesket på ingen måde har nogen vilje til det gode, eller hvis det, som nogen siger, hverken har vilje til det gode eller det onde, hvad betyder så ordene: 'hvis I vil... hvis I ikke vil'?” (e1#110) Og lidt senere: ”jeg kan ikke se, hvordan det kan undgås, at vi tillægger også syndere en vilje, der i nogen måde er fri til at vælge det gode”. (e1#111)

⁵¹ Idem efficit similitudo de homine vinculis adstricto, qui nulla ex parte liber est. Paulo post sic infero: Et ubi sunt qui negant hominem quicquam agere, sed pati tantum ab operante gratia? Ac mox: Cæterum quid imputes illi, qui nihil potest agere neque boni neque mali. His qui nullo modo sua voluntatis compotes sunt, etc. Et aliquanto post: Hac omnia frigeant oportet semel inducta necessitate, vel bene faciendi vel male. (e2#2). Et rursum: Si cuncta fiunt necessitate. (e2#19) Ac mox: Nonne frigent omnia præclara præcepta Christi, si nihil tribuitur humanæ voluntatis? (e2#20) Item: Ubi toties est operum bonorum ac malorum mentio, ubi mentio mercedis, ibi non intelligo, quo pacto locus sit meræ necessitati. (e2#21) Non pergam referre plura, ne molestus sim lectori. Hujusmodi sequelis cum plena sit ea pars Diatribes, quæ citat Scripturas pro libero arbitrio, tamen Lutherus perfricta fronte toties nobis exprobrat illationem, quæ totum tribuat humanæ voluntati exclusa gratia.

Det samme udvirker sammenligningen om mennesket, der er bundet at lænker og ikke på nogen måde fri. Lige efter konkluderer jeg: ”Hvor er der nogen, der kan sige, at mennesket intet kan gøre, men blot lader sig føre af den handlende nåde?” (e1#117) Og lidt senere: ”Men hvad kan man forøvrigt tillægge dem, der ikke kan gøre noget, hverken godt eller ondt? For dem, der på ingen måde er herrer over deres vilje, osv” (e1#119). Og igen: ”Alt dette bliver uden mening, hvis man samtidig indfører den tanke, at man gør det gode eller det onde med nødvendighed”. (e2#2). Og igen: ”Hvis alt sker med nødvendighed, ...” (e2#19). Og senere: ”Mon ikke alle Kristi klare bud er meningsløse, hvis der ikke tillægges den menneskelige vilje noget?” (e2#20). Ligeledes: ”Når det er sådan, at hver gang der tales om gode og onde gerninger, tales der om løn, så forstår jeg ikke, hvordan der kan gives rum for den rene og skære nødvendighed”. (e2#21). Jeg skal ikke citere flere steder for ikke at trætte læseren. Men selv om den del af Diatriben, som citerer skriftsteder til fordel for den frie vilje, er fuld af den slags konklusioner, bebrejder Luther os hele tiden med utrolig frækhed, at jeg drager en slutning, som tillægger den frie vilje alt, og udelukker nåden.

⁵² Illationes meæ ponunt paratam gratiam agenti, quod in ipso est, excludunt meram necessitatem, quam inducit Lutherus, tribuunt aliquid libero arbitrio, sed modica ex parte. Quem igitur habent locum illa stolida convitia, Diatribam aliud proponere, aliud probare, nescire quid loquatur, pugnare secum. Non libet regerere convitia, res indicat, qualis Rhetor sit Lutherus, et quam sibi constet homo vere nusquam immemor aut dissimilis sui, duntaxat in convitiando.

Mine konklusioner hævder, at nåden er rede til enhver, der gør, hvad han kan, og de udelukker den strenge nødvendighed, som Luther indfører, og tillægger den frie vilje noget, men kun lidt. Så er da disse tåbelige fornærmelse ikke på sin plads: ”Diatriben foresætter sig én ting, beviser noget andet, véd ikke, hvad den taler om, modsiger sig selv”. Jeg ønsker ikke at gengælde hans fornærmelser, sagen viser, hvad slags taler Luther er, hvordan han hele tiden er sig selv, husker sig selv og er sig selv lig, men jo altså i at fornærme.

^{53 [102]}          Objicitur aliud crimen miseræ Diatribæ: In his quæ recentuis, nihil facit discriminis inter voces Legis et Euangelii, tam scilicet cæca est et ignara, ut quid Lex, quid Euangelium sit, non videat. Imo Lutherum nihil pudet configere. Ubi facio verba Legis ex verbis Euangelii? An quia refero quædam loca, quæ magis ad gratiam invitare videntur, quam præscribere quid sit faciendum? Sit ita, nonne hoc quoque sibi sumsit Diatribe, ut ex invitationibus, promissis ac blanditiis Dei probaret non omnino nihil agere voluntatem humanam? Exempli causa sumatur illa vox maxime Euangelica, Venire ad me omnes qui laboratis et onerati estis, et ego reficiam vos. Si nihil agit voluntas hominis, cur illi dicitur venite. Nemo dicit vincto, veni ad me, dabo tibi cibum, sed ultro cibum illi defert, aut prius solvit. Hîc non præscribuntur opera Legis, fateor, sed exigitur auscultatio verbi, quæ præparat dono fidei.

            Den stakkels Diatribe bliver anklaget for endnu en fejl: ”På disse steder skelner vores Diatribe overhovedet ikke mellem lovens og evangeliets ord, den er nemlig så blind, at den ikke ser, hvad der er lov og hvad der er evangelium”. (L5#1). Ja, Luther skammer sig ikke over sin fantastiske forestilling. Hvor har jeg gjort et lovens ord ud af evangeliets ord? Mon det skyldes, at jeg citerer nogle skriftsteder, som mere synes at invitere til nåden end at foreskrive, hvad der bør gøres? Lad det så være sådan, da, mon ikke Diatriben også havde påtaget sig ud fra Guds opfordringer, løfter og lokkende tale at bevise, at den menneskelige vilje ikke slet og ret intet kunne gøre? Lad os fx tage dette evangeliske ord: ”Kom til mig, alle I som arbejder og er besværede, og jeg vil give jer hvile”. (Matt 11,28). Hvis den menneskelige vilje intet udfører, hvorfor siges der da ”kom”. Ingen siger til én, der er lænket: ”Kom til mig, så skal jeg give dig noget at spise!” Nej, enten bringer han maden hen til ham eller også løser han ham først. Jeg indrømmer, at der her ikke foreskrives nogen lovgerninger, her opfordres kun til at vi lytter til ordet, og derfor forberedes til troens gave.

⁵⁴ Rursum, Poenitentiam agite, instat regnum coelorum. Promittitur hîc regnum coelorum, sed agenti poenitentiam. Si nihil agit humana voluntas ad resipiscendum, cur huc hortatur Euangelium? Danda potius erat poenitentia quam (1369) præcipienda. Itidem apud Esa. XLV. Congregamini et venite. Et iisdem dicitur: convertimini ad me et salvi eritis. Quid est congregamini, quid est convertimini? relinquite idola, congregamini cum Judæis in eandem Ecclesiam, et per fidem salvi eritis. Et qui dicit consurge, videtur appellare voluntatem jacentis. Qui dicit excutere de pulvere, quid dicit aliud, quam relinque vitiorum sordes. Qui dicit solve vincula colli tui, vocat ad poenitentiam.

Videre: ”Gør bod, for himmeriget er nær!” (Matt 3,2). Her loves himmeriget, men til den, der gør bod. Hvis den menneskelige vilje ikke gør noget, så man går i sig selv, hvor opfordrer evangeliet da til, at man gør det? Så skulle boden snarere gives end foreskrives. Dernæst til Es 45,20. 22: ”Forsaml jer og kom”. Og sammesteds siges der: ”omvend jer til mig, så skal I frelses”. Hvad vil det sige at forsamle sig? Hvad vil det sige at omvende sig? Lad jeres afguder være, saml jer sammen med jøderne til den samme menighed, så skal I frelses gennem tro. Hvis nogen siger: ”Rejs dig op!”, synes han at appellere til viljen hos én, der ligger ned. Den, der siger: ”Børst støvet af jer!”, hvad siger han andet end: forlad lasternes urenhed! Den, der siger: ”løs dit halsjern!”, kalder til bod. (Es 52,2)

⁵⁵ Deinde sequitur vox Euangelica, Gratis venundati estis, et sine argento redimemini. Rursus in his, si quæritis quærite, vox est objurgantis, quod non toto pectore quærerent. Convertimini et venite, hortentis est ad plenam seriamque vitæ mutationem. Et hujus generis fere sunt Euangelica promissa, ut habeant jussionem seu conditionem annexam. Quod genus est illud, Quærite, petite, pulsate, voces sunt præcipientis: invenietis, accipietis, aperietur vobis, voces sunt promissionis. Qui crediderit et baptizatus fuerit, salvus erit. Salvus erit vox est Euangelii, sed addita est conditio, si credideris, quæ si desit, inanis est pollicitatio. Itaque promissa, quibus ad observationem præceptorum invitamur, nonne supervacua sunt pariter ac præcepta, si nulla est humanæ voluntatis actio? Quis igitur confundit Euangelii voces cum Legis vocibus. Sed Lutherus miscet vera falsis.

Dernæst følger det evangeliske ord: ”For intet blev I solgt, og uden penge skal I forløses!” (Es 52,3). Igen, i ordene: ”Hvis I spørger, så spørg!” (Es 21,12) er der en bebrejdelse mod dem, som ikke spørger af hele deres hjerte. Og i ordene ”Vend om!” og ”kom!” ligger der en opfordring til hel og alvorlig livsomvendelse. Og de fleste af evangeliets løfter har en befaling eller en betingelse knyttet til sig. For eksempel er dette: ”Søg, bed, bank på!” (Matt 7,7) ord, der befaler: ”I skal finde, I skal modtage, der skal åbnes for jer” (Matt 7,8) er ord, der giver løfter. ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses” (Mark 16,16). ”Skal blive frelst” er evangeliets ord, men der er tilføjet en betingelse, ”hvis du tror”, og hvis troen mangler, er løftet tomt. Mon ikke derfor de løfter, hvormed vi opfordres til at overholde budene, er tomme tilligemed budene selv, hvis der ikke er nogen handling af den menneskelige vilje? Hvem er det derfor, der sammenblander evangeliets ord med lovens ord? Men Luther sammenblander det sande med det falske.

⁵⁶ Si Diatriba tantum proposuisset se dicturam de præceptis ac suppliciis, habebat utcunque Lutherus quod arroderet: nunc cum proposuerit præcepta, promissa, blanditias, exhortationes, obtestationes, expostulationes, objurgationes, minas, terrores, exprobrationes, exsecrationes, quorsum hîc attinebat distinguere verba Legis et Euangelii, nisi ut suam ostentaret admirabilem Theologicæ rei cognitionem? Hîc rursus accipe, lector, quam sibi præsens sit ubique Lutherus. Hæc verba quæ citavi ex Esaia, convertimini ad me et salvi eritis, dicit esse voces Euangelii. Et mox docet in his verbis Zachariæ, Convertimini ad me, contineri Legem universam cum omnibus suis præceptis: in alteris, convertar ad vos, totum Euangelium. Eadem vox apud Esaiam est Euangelii, apud Zachariam, non solum est Legis, sed universam Legem complectitur.

Hvis Diatriben kun havde taget sig for at tale om bud og straf, så ville Luther have noget at gnave på. Men nu, hvor den tager sig for at tale om bud, løfter, opfordringer, formaninger, besværgelser, bebrejdelser, irettesættelser, trusler, frygt, foreholdelser, forbandelser, hvad ville han så med sin skelnen mellem lovens og evangeliets ord, andet end fremvise sin beundringsværdige kundskab til teologi? Her må du igen forstå, kære læser, hvordan Luther overalt ligner sig selv. De ord, jeg citerede fra Esajas: ”Vend om til mig, og I skal frelses!” (Es 45,22) siger han er evangeliets ord. (e1#113) (L5#1). Og lige efter belærer han os om, at Zakarias' ord ”Vend om til mig”, indeholder den hele lov med alle dens bud. I det andet ord ”så vil jeg vende om til jer”, findes hele evangeliet. Det samme ord er hos Esajas evangeliets ord, men hos Zakarias ikke blot lovens ord, men hele lovens fylde. (L5#18).

⁵⁷ Ostensum est nullum hîc ex Esaia locum productum, qui non habeat aliquid præcepti, eoque vanum esse quod Lutherus ait, omnia esse verba consolationis sive promissionis, excepto primo loco: docui etiamsi citra controversiam essent Euangelii, tamen facere ad liberi arbitrii probationem. Omitto kokkusmon de verbis imperandi, et quod ex his colligo liberum arbitrium non egere gratia, quæ mendacia toties occinit, ut pigeat toties refellere.

Jeg har vist, at der ikke er noget af de skriftsteder, der her tages fra Esajas, som ikke har noget af et bud i sig, og at det derfor er forkert, hvad Luther siger, at de alle er trøste- eller forjættelsesord, bortset fra det første skriftsted. Jeg har lært, at de, selv om de så uomtvisteligt var evangeliske ord, så medvirker de dog til at bevise den frie vilje. Så springer jeg over hans hanegal om befalingsordene, og om, at jeg herudfra slutter, at den frie vilje ikke har brug for nåden, for han synger denne løgn så ofte, at jeg er led og ked af hele tiden at skulle gendrive den.

^{58 [103]}            Homo ad maledicendum copiosus, quod antea dixit summam cæcitatem, offam robustam Leviathan, hîc appellat lethargum, tandem attingens aliquid argumentorum. Diliges Dominum Deum tuum, etc. Præceptum est omnium maximum, et verba sunt imperandi. Ex hoc autem quoniam non colligitur aliqua vis liberi arbitrii, nec ex aliis præceptis colligi poterit. Quid si negem quod sibi sumit Lutherus? Citabit mihi Doctores Scholasticos. Impudenter mihi citat Scholasticos, qui nullius Doctoris neque Scholastici neque non Scholastici recipit auctoritatem. Nunc cum fateatur Scotistas ac recentiores diversum sentire, cur potiorem habet auctoritatem alterius classis quam alterius? Si ipsi jus est eam usurpare quæ pro ipso facit, mihi jus erit amplecti quæ pro me facit.

         Manden har en sådan fond af forbandelsesord, at det, som han tidligere har kaldt ”største blindhed”, ”stor mundfuld”, ”Leviathan”, det kalder han her sovesyge, før han endelig når frem til argumentet. ”Du skal elske Herren din Gud, osv” (L5#7). Det er det største bud af alle, og ordene står i imperativ. Men herudfra kan man ikke slutte, at den frie vilje har nogen kraft, og det kan man heller ikke ud fra de andre bud [hævder Luther]. Men hvad, hvis jeg nægter det, som Luther antager? Han vil citere de skolastiske doktorer for mig. (L5#11). Det er frækt af ham at citere skolastikerne imod mig, eftersom han ikke godtager nogen lærds autoritet, han være skolastiker eller ej. Men nu, hvor han indrømmer, at skotisterne og de moderne har en afvigende opfattelse, hvorfor skulle så den ene gruppe have større autoritet end den anden? Hvis han har ret til at tage den ene til sig for sin sag, så vil jeg også have ret til at tage den anden til mig for min sag.

⁵⁹ In hoc rerum statu quomodo probabit Lutherus quod asseverat? An quia pauci diligunt Deum ex toto corde? Ita-ne consequitur, non diligunt ex toto corde, igitur non possunt? Sed demus hominem non posse quod verba præcepti sonant, quæ tandem est illa collectio, non potest hoc, ergo nullum præcepti potest. Multi abstinent ab homicidio, qui nec Deum perfecte diligunt, nec proximum quantum debent. Et hujus præcepti diliges, peculiaris quædam est ratio: præcipitur enim id quod non solum hîc semper augescit, verum (1370) etiam perfectionem accipit post hanc vitam in piis. Quid igitur sibi volunt illæ hyperbolæ, ex toto corde, ex tota mente, ex totis viribus? Ut Deus præ omnibus diligatur, sic ut illi nec uxor, nec liberi, nec mors, nec vita præponatur. Ad hæc perfectio caritatis non hinc est matura, quod nihil possit accedere, sed quod pro nostra imbecillitate suum quendam modum attigit. Neque protinus dicitur præcepti transgressor, qui non ad plenum præstitit, præsertim in his quæ paulatim increscunt, quorum de numero est fides et caritas in Deum.

Når det forholder sig sådan, hvordan vil Luther så kunne bevise, hvad han påstår? Mon [man kan drage den slutning], at fordi kun nogle få elsker Gud af hele deres hjerte [så kan man ikke elske Gud]? Mon ikke følgeslutningen skulle være: de elsker ikke Gud af hele deres hjerte, derfor kan de det ikke? Men lad os forudsætte, at mennesket ikke kan gøre det, som budets ord siger, hvad er det så for en slags slutning at sige: dette kan de ikke, ergo kan de ikke overholde noget bud? Mange, som ikke elsker Gud fuldkomment og ikke elsker deres næste så meget, som de bør, begår ikke manddrab. Og dette bud: ”Du skal elske” har en særlig karaktér. For der foreskrives noget, som ikke blot i dette liv hele tiden øges, men som også efter dette liv modtager fuldkommenheden i de fromme. Hvad er da meningen med disse overdrivelser: ”Af hele dit hjerte, af hele dit sind, af al din styrke”? Det er, at man skal elske Gud fremfor alle ting, sådan at hverken hustru, børn, død eller liv sættes foran ham. Desuden er kærlighedens fuldkommenhed ikke af den grund modnet, at den ikke kan øges mere, men af den grund, at den opnår et vist mål, der svarer til vores svaghed. Og den kaldes ikke straks en overtræder af budet, som ikke yder det fuldkomne, især i de ting, som øges lidt efter lidt, og blandt de ting er troen og kærligheden til Gud.

⁶⁰ Tolerat Deus infirmos donec proficiant, et adjuvat proficientes. Juxta hanc rationem et exigit Deus perfectam caritatem, et nos præstantes quod in nobis est, illius adjuti gratia, perficere possumus quod exigitur. Habet igitur et hîc suam functionem liberum arbitrium quam exigit præceptum. Neque consequitur, si nulla Legis observatio grata est Deo extra fidem et caritatem, igitur præceptum observando, violat, cujus fides et caritas est imperfecta.

Gud finder sig i de svage, så længe de gør fremskridt, og han hjælper dem til at gøre fremskridt. Efter den forståelse sker der både det, at Gud kræver den fuldkomne kærlighed, og det, at vi, når vi yder, hvad vi kan, og hans hjælpende nåde bistår os, kan fuldkomme, hvad der kræves. Også her er der altså en fri vilje, som kan gøre, hvad budet kræver. Og man kan ikke drage den slutning, at når ingen lovoverholdelse behager Gud uden tro og kærlighed, så overtræder den, hvis tro og kærlighed er ufuldkommen, derfor budet ved at overholde det. (se #28).

^{61 [104]}          Pergit lascivire Lutherus, quando res mire succedit, ut ipsi videtur, irridet oscitantem Diatribam, quæ ex Zachariæ verbis, convertimini ad me, conatum humanæ voluntatis collegerit. Quasi qui tenens lumen, clamet erranti in tenebris, huc verte oculos. Invitus hujusmodi næniis perdo tum meum tum lectoris otium, tamen operæ pretium est ostendere, quam gravem ac serium mundus habeat Euangelii revocandi ducem. Et nova, inquit, Grammatica, converti significat idem quod conari, ut sit sensus: Convertimini ad me, id est, conamini converti, et convertar ad vos, id est, conabor converti ad vos, ut etiam Deo aliquando conatum tribuat, forte et ipsi gratiam paraturum conanti. Si enim converti uno aliquo loco significat conari, cur non ubique? Ubi est nunc chorus novus Euangelicus, qui talibus facetiis applaudat? Tam blasphemis nugis scurratur iste, qui jactat Spiritum Euangelicum. Hæc enim non in Diatriben cadunt, sed in Augustinum, Hieronymum, Ambrosium, Chrysostomum ac cæteros Ecclesiæ Doctores.

          Luther fortsætter med sin kådhed, for han synes selv, han har vundet. Han gør grin med den sovende Diatribe, som ud fra Zakarias' ord ”Omvend jer til mig” slutter sig til den menneskelige viljes stræben. (L5#12). Ligesom den, der har et lys, råber til den, der farer vild i mørket: vend øjnene herhen. Det er med ulyst, jeg spilder både min og læserens tid med den slags tåbeligheder, og dog kan det være umagen værd at vise, hvilken alvorlig leder verden har til at bringe den tilbage til evangeliets lys: ”Og ved en ny grammatik betyder 'vend om' hos Diatriben, at man gør et forsøg, så meningen bliver: Vend om til mig, det vil sige, forsøg at vende om, så vil jeg vende om til jer, det vil sige, så vil jeg forsøge at vende om til jer, så at Diatriben også i nogen måde tillægger Gud en stræben, måske også vil berede selv ham nåden, fordi han anstrenger sig. Hvis nemlig 'vend om' på et eller andet sted betyder 'stræb', hvorfor så ikke overalt?” (L5#13). Hvor er nu det evangeliske kor, der klapper ad den slags vittigheder? Med sådanne blasfemiske narrestreger driver den mand gæk med os, som praler af, at han har den evangeliske ånd. Og dette falder jo ikke tilbage på Diatriben, men på Augustin, Hieronymus, Ambrosius, Chrysostomus og de andre kirkelige lærde.

⁶² Quis dixit converti idem significare quod conari? Diatribæ verba sic habent: Zacharias et liberi arbitrii conatum indicat, et gratiam conanti paratam, nimirum significans utrumque ex illius verbis colligi. Qui dicit puero, evades in virum doctum, quid indicat? Nonne, ut gnaviter incumbat studiis? Ergo evadere est studere. Qui dicit villico, fac ut ruri commodius habitem, nonne significat se velle ut ædificet? Ergo commode habitare est ædificare. Sic enim ratiocinatur Lutherus: Qui averso dicit, huc te converte, aliquid indicat, quod in ipsius potestate est facere. Sed hactenus tantum scurratur, nunc blasphemias evomit. Convertar ad vos, id est, conabor converti, etc. Sed unde probat hoc scurrile sophisma, Si usquam converti significat conari, cur non ubique? Par pari referam. Si furere dicitur homo qui non est sanæ mentis, cur non idem significat, cum Scripturæ Deo tribuunt furorem? Si qui irascitur, huic effervescit sanguis circa cor, cur non idem accipimus de Deo, cum in Scripturis irasci dicitur? Si dolet qui miseretur, cur non tribuimus Deo dolorem? Jam si maxime fuissem interpretatus, convertimini ad me, conamini converti ad me, multo tolerabilius esset commentum, quam quod adfert Lutherus, facite omnia præcepta, quorum nullum facere potestis.

Hvem siger, at 'vend om' betyder det samme som 'stræbe efter'? Diatribens ord lyder sådan: ”Zakarias antyder også en stræben af den frie vilje og en nåde, der er beredt den stræbende” (e1#115), og det betyder, at begge dele kan sluttes af hans ord. Hvis én siger til en dreng: 'du vil blive en lærd mand', hvad antyder han så? Mon ikke, at han skal tage hårdt fat på studierne? Altså betyder at 'ville blive' at 'stræbe'. Den, der siger til sin butler: 'Du skal foranstalte det, så jeg kan leve mere komfortabelt på landet!' mon ikke han betegner, at han skal bygge noget? For sådan tænker Luther: Den, der siger til én, der vender sig bort: vend dit herhen!, han betegner noget, som det står i hans magt at udføre. Men hidtil har Luther kun været naragtig, nu opgylper han blasfemier: ”jeg vil vende mig til jer, det vil sige, jeg vil stræbe efter at vende mig til jer”, osv. (L5#13). Men hvordan beviser han denne naragtige sofisme? ”Hvis 'at vende om' nogen steder betyder 'at stræbe', hvorfor så ikke overalt?” (L5#14). Jeg giver igen med samme mønt: Hvis 'at rase' betegner et menneske, som ikke er ved sine fulde fem, hvorfor betegner det så ikke det samme, når skriften tillægger Gud raseri? Hvis den, der bliver vred, har blod, der koger, i hjertet, hvorfor forstår vi så ikke det samme om Gud, når der i skriften siges, at han bliver vred? Hvis den, der har medlidenhed, føler smerte, hvorfor tilskriver vi så ikke Gud smerte? Men selv om jeg så havde fortolket sådan: ”vend om til mig, forsøg at vende om til mig', så ville det være en fortolkning, der var meget mere antagelig, end det, Luther fremfører: 'Hold alle budene, hvoraf I ikke kan overholde nogen!'

⁶³ Verùm hæc numerentur inter Lutheri delicias. Objicit quod in testimonio Hieremiæ, Si separaveris pretiosum a vili, simpliciter dixerim indicari libertatem eligendi, quasi plenam libertatem arbitrio tribuam, exclusa gratia. Atqui Lutherus quod centies dictum erat in Diatriba, debebat etiam hîc meminisse. Quid enim erat necesse, ad singulos versus eadem verba repetere, quasi pueris loquerer, non Theologis, non enim dicam Luthero, quem nihil fugit, nihil latet, nihil præterit. Sed tandem hæc vana jubet valere, ad quæ tamen nunquam non redit, docetque nos auctoritate quadam heroica, convertendi usum bifariam in sacris Litteris usurpari; Usu (1371) legali, ut sit vox exactoris et imperantis, quo non conatum, sed totius vitæ requirit mutationem, Convertimini quisque a via sua mala, Convertere ad Dominum, Ibi enim involvit actionem omnium præceptorum.

Men dette må henregnes til glæderne ved at læse Luther. Han vender sig imod, at jeg i skriftstedet fra Jeremias ”Hvis du adskiller det værdifulde fra det billige” (Jer 15,19) simpelthen har sagt, at det indikerer friheden til at vælge, som om jeg tilskriver viljen fuld frihed uden nåden. (e1#114; L5#14). Men Luther skulle her have husket på det, der er sagt 117 gange i Diatriben. For hvorfor skulle det være nødvendigt at gentage de samme ord for hvert enkelt vers, som om jeg talte til skolebørn og ikke til teologer, for ikke at sige til den Luther, som aldrig glemmer noget, for hvem intet er skjult, og som aldrig overser noget? Men langt om længe siger han farvel til dette tomme stof, som han dog ikke så sjældent vender tilbage til, og lærer os med en heroisk autoritet, at ordet 'vend om' i den hellige skrift har en dobbelt betydning: ”I den lovmæssige brug er ordet en fordrende og befalende stemme, der ikke kræver en stræben efter, men kræver en forandring af hele livet, ... 'Vend om enhver fra sin onde vej', 'vend om til Herren'; her indbefatter han nemlig en krav om overholdelse af alle bud,” (L5#16).

⁶⁴ Quid signi? Ut satis, inquit, patet. Usu, inquit, Euangelico est vox consolationis et promissionis divinæ, qua nihil à nobis exigitur, sed nobis offertur gratia Dei. Docuit nos Lutherus duplicem usum hujus verbi. Priorem hyperbolicum sic probat, satis patet, debebat addere totum exigi, cum nihil possit servari. Quis autem mortalium unquam dixit, conversionem esse præceptorum omnium observationem, ac non potius initium piæ vitæ? Sed satis sit hoc dixisse Lutherus.

Hvad viser, at der forholder sig sådan? ”som det fremgår tilstrækkelig tydeligt”, siger han. ”I den evangeliske brug er ordet en stemme, der giver guddommelig trøst og forjættelse, og her fordres der ikke noget af os, men Guds nåde tilbydes os”, fortsætter han. (L5#17). Så har Luther lært os den dobbelte brug af dette ord. Den første overdrivelse beviser han med ”det fremgår tilstrækkelig tydeligt” -- han burde have tilføjet, at alt kræves, men intet kan overholdes. For hvilken dødelig har nogensinde sagt, at det at vende om betød overholdelse af alle bud og ikke snarere begyndelsen på et fromt liv? Men lad det være nok, at Luther har sagt det.

⁶⁵ Posteriorem quomodo probat? Psalmus CXXV. Cum converterit Dominus captivitatem Sion, aut, ut ipse docet nos loqui, Zion. Item illud, Convertere anima mea in requiem tuam. Quid hîc serium docet Lutherus? Cum ipse Dominus ait se convertere, declarat gratiam suam. Quis hoc negat? Probare debebat, quoties Dominus dicit convertimini, esse verbum Euangelicum. Pronuntiavit enim omnia quæ citantur ex Esaia, esse voces Euangelii, primo excepto loco. At in his, quæ non excipit, est verbum convertendi, et huic similia. Sed hujus distinctionis quem habet auctorem? Quem nisi seipsum? Probabilior est igitur veterum Orthodoxorum distinctio, quoties Deus dicit convertimini, requiri nonnihil ab homine, ut se præbeat oblatæ gratiæ: cum dicit, et ego convertar ad vos, promitti gratiam paratam.

Hvordan beviser han så det sidste? Med Sl 14,7: ”Når Herren vender Sions fangenskab” eller, som han lærer os at sige: ”Zion”. Ligeledes fra Sl 115,7 (23,3): ”Vend min sjæl om til din hvile”. Hvad lærer Luther egentlig her? Når Herren selv siger, at han omvender, erklærer han sin nåde. Hvem nægter det? Han burde bevise, at det, hver gang Herren siger ”vend om!” er et evangelisk ord. For han erklærede, at alt, hvad der blev citeret fra Esajas, var evangeliske ord, undtagen det første. Men blandt dem, som han ikke undtog, er ordet ”vend om” og lignende ord. Men hvem er ophavsmand til denne distinktion? Hvem andre end han selv? Derfor er de gamle ortodokses distinktion mere antagelig, at hver gang Gud siger ”vend om”, så kræves der noget af mennesket, nemlig at det forbereder sig til den tilbudte nåde. Når han siger ”så vil jeg vende mig til jer”, forjætter han, at nåden er tilrede.

⁶⁶ Quale est illud Hieremiæ, si converteris, convertam te. Audis utrinque fieri conversionem, in altera significatur actus humanæ voluntatis, in altera gratiæ præsidium. His tam feliciter dissertis, in ovatione monentur immundi Sophistæ cum oscitante Diatriba, ut distinguant verba Legis et Euangelii, sed distinguant juxta Lutheri gnomonem, qui non potest errare. Vide vero quam nusquam non agat hyperbolum. Verbum, convertimini, requirit à nobis omnia præcepta Legis: ego convertar, nihil prorsus exigit, ne fidem quidem opinor.

Af den art er også ordet fra Jer 15,19: ”Hvis du vender om, vil jeg vende om til dig”. Men hører, at der sker en dobbelt omvendelse; i den ene betegnes den menneskelige viljes akt, i den anden nådens hjælp. Efter at han så lykkeligt har behandlet dette formaner han i sin jubel de urene sofister og den sovende Diatribe til at skelne mellem lovens og evangeliets ord, men de skal skelne efter Luthers anvisning, som ikke kan fejle. (L5#19). Men se, hvordan han ikke kan lade være med at overdrive! Ordet ”vend om” kræver af os, at vi overholder alle lovens bud; ”Jeg vil vende mig til jer” kræver slet intet, ikke engang tro, tror jeg.

^{67 [105]}          Aggreditur ab his felicibus exordiis locum ex Ezechielis XVIII. Vivo ego dicit Dominus, nolo mortem peccatoris, etc. Attende, lector, hominis impudentiam. Mea verba, quæ refert, sic habent: Toties repetitur in hoc Capite: auerterit se, fecit, operatus est, in bonam et in malam partem, et ubi sunt, qui negent hominem quicquam agere, sed pati tantum ab agente gratia? Hæc Diatriba. Nunc audi Lutherum. Vide quæso egregiam consequentiam. Conatum ac studium probatura erat liberi arbitrii, et probat totum factum, impleta omnia per liberum arbitrium. Ubi nunc sunt, quæso, qui gratiam et spiritum sanctum requirant? Sic enim argutatur dicens: Ezechiel dicit: Si averterit se impius et fecerit justitiam et judicium, vivet, Ergo impius mox ita facit et potest facere. Ezechiel significat, quid fieri debeat, Diatriba intelligit et fieri, et factum esse, iterum nova Grammatica nos doctura, quod idem sit, debere et habere, idem exigi et præstari, idem postulare et reddere.

            Efter denne heldige begyndelse tager han fat på ordet fra Ez 18,21f: ”Jeg lever, siger Herren, og jeg vil ikke synderens død, osv”. Kære læser, læg mærke til, hvor fræk denne mand er. Han henviser til mine ord, som lyder sådan: ”I dette kapitel gentages talrige gange ordene 'vender sig bort', 'gør', 'er begået' både om det gode og om det onde. Hvor er der nogen, der kan sige, at mennesket intet kan gøre, men blot lader sig føre af den handlende nåde?” Såvidt Diatriben. (e1#116). Hør nu Luther: ”Ja, se hvilken udmærket konsekvens! Diatriben ville bevise den frie viljes stræben og iver, og beviser, at det altsammen er gjort og opfyldt af den frie vilje. Hvor er nu, spørger jeg, de, der har brug for nåden og helligånden? Sådan sladrer den omkring og siger: Ezekiel siger: 'Hvis den ufromme vender om og øver retfærdighed og ret, skal han leve', ergo gør den ufromme allerede således og kan gøre det. Ezekiel betegner, hvad der skal ske, og Diatriben forstår, at det sker og er sket, det er igen en ny grammatik, den vil lære os, at det er ét og det samme: at burde og at have, at det er det samme, at kræve og at yde, det samme at forlange og at leve op til”. (L5#21)

⁶⁸ Hæc ad verbum Lutherus, et postea sunt qui mirentur me non illi respondisse ad singula? Ad ista tam temulenta, tam manifestæ vanitatis ac malitiæ quid respondeas? Mox factum esse, mox haberi, non solum sine fronte, verum etiam sine mente de suo addidit verus ille Leviathan, posse fieri colligo, licet opitulante gratia. Sed simili impudentia addit ille, sine gratia totum posse voluntatem hominis, cum hic ipse locus, quem incogitans refert, tantum excludat eorum opinionem, qui docent hominem in bonum nihil prorsus agere, sed tantum pati ab agente gratia. Hanc non agnoscit, cum Diatriba nominatim designet Carolstadium*. Si qui hæc scribit sobrius est, ego nunquam vidi temulentum.

* Erasmus har kun nævnt Karlstadts navn i E1#3:

Dette er Luthers ord. Kan nogen herefter være overrasket over, at jeg ikke har svaret ham punkt for punkt? Hvad kan man svare til disse både fordrukne og åbenlyst forfængelige og onde ord? Denne sande Leviathan tilføjer snart ”er gjort”, snart ”at have”, ikke blot uden blusel, men også at huske, hvad han selv har sagt. Jeg slutter, at det kan ske med nådens hjælp. Men med samme frækhed tilføjer han: ”uden nåden kan menneskets vilje gøre alt”, skønt det selvsamme sted, som han tankeløst henviser til, kun udelukker deres mening, som lærer, at mennesket slet intet kan gøre af godt, men kun finde sig i, at nåden leder dem. Den opfattelse anerkender han ikke, selv om Diatriben har nævnt Karlstadt ved navn (L6#25). Hvis én, der skriver dette, er ædru, så har jeg aldrig set en drukkenbolt.

⁶⁹ Ejusdem sobrietatis est, quod hæc duo velut inter se pugnantissima opponit: Ubi sunt qui negant hominis voluntatem quicquam agere, sed tantum pati? Et, ubi sunt quæso qui gratiam et Spiritum Sanctum requirunt? Quasi nullo modo fieri possit, ut simul (1372) agant naturæ vires cum agente gratia. Atqui fatetur ipse, ni fallor, in cunctis actionibus naturæ, primam causam principaliter agere cum secundariis. Nec adhuc improbata est illorum opinio, qui miracula non distinguunt à communibus actionibus naturæ, nisi raritate.

Han er lige så ædru, når han modstiller disse to som modsigelser: ”Hvor er de, som nægter, at menneskets vilje kan yde noget?” og: ”Hvor er de, spørger jeg, som har brug for nåden og Helligånden?” Som om det på ingen måde kunne forekomme, at naturens kræfter og den medvirkende nåde virkede samtidigt. Og han indrømmer selv, om jeg ikke tager fejl, at i alle naturens handlinger virker den primære årsag hovedsageligt sammen med de sekundære. Og hidtil har ingen modbevist deres opfattelse, som ikke skelner miraklerne fra de almindelige naturlige begivenheder, undtaget for så vidt de er mere sjældne.

⁷⁰ Sed ut omittamus quædam miracula, quæ ad tempus olim fiebant, et nunc pro tempore rarissime fiunt, in actionibus gratiæ videmus Christi Spiritum semper suum actum conjungere cum affectibus viribusque naturæ, ne quod gerebatur, ostentum videretur abominandum. Nullus enim appetit portenta, sed refugit, horretque potius, pronus ad ea quæ cum natura cognationem habent. Talem fere comperies fuisse Spiritus actionem in Apostolis aliisque piis hominibus. Nec hoc inficiatur Lutherus. Cur igitur se miscet alienæ sententiæ? Rursus hîc kokkuzei, Pelagium clamare nobiscum, Quid imputes illi, qui nihil potest agere neque mali neque boni? Si nihil aliud clamasset Pelagius, orthodoxus fuisset. Nunc inter hæreticos numeratur, quia separavit actionem humanæ voluntatis ab actione gratiæ. At Lutherus sic fugit hæresim Pelagianam, ut dum improvide resilit à calcaria, præceps feratur in carbonariam, cum inter utrumque tutissimum pateret iter.

Men for nu at udelade nogle mirakler, som skete i gamle dage og nu i vore dage sker meget sjældent, i nådens handlinger ser vi, at Kristi ånd altid sammenknytter sin handling med naturens følelser og kræfter, at ikke det, der sker, skal synes forbavsende og frastødende. For ingen søger det monstrøse, det flygter man snarere fra og afskrækkes af, fordi vi drages mod det, som har en relation til naturen. Man vil finde, at således var næsten altid åndens gerning i apostlene og de andre fromme mennesker. Men det smittes Luther ikke af. Hvorfor opblandes han da her med en anden opfattelse? Igen ”kykkelikyer” han, at Pelagius råber sammen med os 'hvad kan du tillægge ham, der ikke kan gøre hverken ondt eller godt?' (L5#23). Hvis Pelagius ikke råbte andet, ville han have været ortodoks. Nu regnes han blandt kætterne, for han adskilte den menneskelige viljes handling fra nådens handling. Men Luther flygter på den måde fra det pelagianske kætteri, at idet han tankeløst springer ud af kalkovnen, bæres han hovedkulds ind i trækulsilden, skønt der åbnes en sikker vej mellem de to.

^{71 [106]}        Rursus ad eundem impingit lapidem infelix Diatribe, in testimonio, quod citat ex Ezechielis cap. XVIII. Nolo mortem peccatoris, sed magis ut convertatur et vivat, ex verbis consolationis facit verba legis. Nam hoc commentum suo more, quoniam semel arripuit, sine fine urgebit. Si nullum est hîc verbum legis, cur ante docuit, convertendi verbo totam Legem cum omnibus præceptis contineri? Respondebit hîc accipiendum juxta usum Euangelicum. Hoc Lutheri impudens somnium est. Non enim potuit id ex sacris Litteris ullo docere testimonio. Aliud est, si Deus promittat se conversurum Sion, aliud si peccatorem hortetur, ut convertatur, aut ut se convertat: nam et hoc invenitur et magis exprimit vocem Græcam epitreyhte. Nam quod adferebat è Psalmis, Convertere anima mea in requiem tuam, magis facit adversus ipsum.

           Endnu engang snubler den ulykkelige Diatribe over den samme sten, når den citerer skriftstedet fra Ez 18,23: ”Jeg vil ikke synderens død, men at han skal omvende sig og leve” og ud af et trøsteord gør et lovord. For når han én gang har grebet fat i denne fortolkning, anvender han den uden ende. (L5#24). Hvis der ikke her er noget ord af loven, hvorfor lærte han så før, at ordet ”vend om” indeholdt hele loven med samt alle dens bud? (L5#18). Lad ham her svare, at det skal forstås efter den evangeliske brug. Det er Luthers frække drømmeri. For han kan ikke lære det ud fra noget skriftvidnesbyrd. Én ting er, at Gud lover, at han vil vende sig imod Sion, noget andet er, at han opfordrer til, at synderen omvendes, eller til, at han omvender sig (for også dette udtryk findes, og det gengiver bedre det græske epitreyhte). For hvad han fremfører fra salmerne: ”Vend min sjæl til din hvile”, arbejder snarere imod ham selv. (L5#17).

⁷² Quoties enim homo seipsum hortatur ad contemplationem rerum coelestium, intelligitur voluntatis actio, sese ad gratiam accommodantis. Quid autem sibi vult, nolo mortem? Si Lutheranam recipimus interpretationem, idem est, ac si dicat, Ego sum misericors, non irascor, nolo punire, nolo vos mori, volo ignoscere, volo parcere. Si non irascitur peccatori Deus, tot Scripturæ loca nobis mentiuntur, una cum Paulus, qui scribit Romanis I. Revelatur enim ira Dei de coelo super omnem impietatem et injustitiam hominum, et proximo Capite, Thesaurizas tibi iram in die iræ, etc. Ac mox, Ira, indignatio, tribulatio, angustia in omnem animam hominis operantis malum.

For hver gang et menneske opfordrer sig selv til at overveje de himmelske forhold, impliceres viljens handling, hvorved den tilpasser sig nåden. Men hvad betyder da dette 'jeg vil ikke synderens død'? Hvis vi skal antage den lutherske fortolkning, er det det samme, som sagde han: Jeg er barmhjertig, jeg vredes ikke, jeg vil ikke straffe, jeg vil ikke, at I skal dø, jeg vil se igennem fingre med, jeg vil skåne. (L5#25). Hvis Gud ikke vredes over synderen, så er der ganske mange skriftsteder, som lyver, sammen med Paulus, som i rom#1.18 skriver: ”For Guds vrede blev åbenbaret fra himlen over al menneskelig ugudelighed og uretfærdighed”, og i det næste kapitel skriver: ”Du samler dig vrede til vredens dag, osv”. (rom#2.5) Og lidt efter: ”Vrede og harme, nød og angst kommer over enhver menneskesjæl, som gør det onde”. (rom#2.8f).

⁷³ Audisti Lutheri glossam, audi nunc veram interpretationem: Nolo mortem peccatoris, id est, nolo peccatorem manere in suis vitiis, ne moriatur. Quid igitur vis? Volo ut convertatur à turpibus ad pietatem; et vitam adipiscatur æternam. Declaratur, inquit, his verbis Dei bonitas propensa ad misericordiam. Fateor maxime. Sed ira et mors intentatur tacite, perseveranti in peccatis, vita promittitur, cui? Peccanti? Nequaquam; sed convertenti se. Pulsat animum peccatoris, gratia, cui si desit, si claudat oculos et aures, quid facias illi, qui servari recusat? Offert Deus peccatori vitam, offert oblivionem pristinorum delictorum, sed offert resipiscenti. Desine tu peccator, mea ira protinus vertetur in misericordiam, et mors vita commutabitur.

Du har hørt Luthers fortolkning, hør nu den sande udlægning: ”Jeg vil ikke synderens død”, det vil sige, jeg vil ikke, at synderen forbliver i sine laster, så han dør. Hvad vil du da? Jeg vil, at han omvender sig fra sine skamfulde gerninger til fromhed og opnår evigt liv. Luther siger: ”Med disse ord erklæres Guds mildhed som tilskynder til barmhjertighed”. (L5#24, ref). Heri er jeg fuldstændig enig. Men vreden og døden er stiltiende forudsat for den, der forbliver i sine synder, mens livet forjættes – til hvem? Til den, der synder? På ingen måde. Nej, til den, der omvender sig. (L5#27). Nåden banker på synderens hjerte, hvis han mangler den, hvis han lukker øjne og øren, hvad kan man så stille op med den, som nægter at blive frelse? Gud tilbyder synderen liv, tilbyder at glemme de forudgående overtrædelser, men tilbyder det til den, der går i sig selv. ”Hold op med at være synder og min vrede vil øjeblikkelig forvandle sig til barmhjertighed, og død ændres til liv”.

⁷⁴ Alioqui si Deus omnino non vult mortem peccatoris, cur tot millia peccatorum conjicit in gehennam? Quis autem nescit in Scripturis magnam esse vim locorum, quæ testantur insignem Dei misericordiam? Expositam, obviam, paratam, expromtam, fatemur, sed resipiscentibus. Quicquid igitur et talium solatiorum in Scripturis, sic invitat ad gratiam, ut tamen à peccatore exigat prioris vitæ mutationem. Unde constat et ex illis verbis (1373) quantumvis Euangelicis non absurde colligi liberum arbitrium esse nonnihil in rerum natura, quod negat Lutherus. Tale est quod refert ex Exod. XX. Ego facio misericordiam in multa millia. Hæc verba sunt Euangelii, fateor: at sequitur, iis qui diligunt me. Est hoc satis? Non. Sed adjecit, et custodiunt præcepta mea. Hoc additamentum callide reticuit Lutherus, quemadmodum et illud quod præcesserat, Ego sum Deus fortis zelotes, visitans iniquitatem patrum in filios, in tertiam et quartam generationem.

Ellers: hvis Gud i det hele taget ikke vil synderens død, hvorfor kaster han så så mange tusinde syndere i helvede? 'Men hvem véd ikke, at der i skriften er en stor mængde steder, som bevidner Guds særlige barmhjertighed?' Det indrømmer jeg, den er fri, tilgængelig, beredt, forhånden, men den er det for dem, der gør bod. Derfor, ligegyldigt hvilke slags trøst der er i skriften, opfordrer den os til nåden på en sådan måde, at den dog kræver af synderen, at han ændrer sit tidligere liv. Derfor står det også ud fra disse ord fast, hvor evangeliske de end er, at det ikke er absurd at drage den slutning, at den frie vilje ikke er intet i tingenes natur, hvilket Luther benægter. Sådan er det også med det ord, han henviser til: 2 Mos 20,6: ”Jeg vil vise barmhjertighed mod mange tusinder”. (L5#24) Disse ord er evangeliets ord, det indrømmer jeg, men der fortsættes: ”mod dem, som elsker mig”. Er det nok? Nej, for han fortsætter: ”og holder mine bud”. Denne tilføjelse tier Luther klogelig stille med, ligesom også med det, der går forud: ”Jeg er en mægtig og nidkær Gud, som hjemsøger fædrenes uretfærdigheder på børnene, i tredje og fjerde led”.

⁷⁵ Vides promissa jungi terroribus, nec misericordiam promitti quibuslibet, sed amantibus et præcepta observantibus. De eo quod adfert ex Matth. XI. Venite ad me omnes, jam ante diximus. Hujus generis est et illud apud Paulum, Surge qui dormis, et exsurge a mortuis, et illucescet tibi Christus. Surge et exsurge verba sunt gratiæ pulsantis: illucescet tibi Christus, verba sunt consolationis et promissionis. Quoniam autem omnium Orthodoxorum consensu, mortui, quos ad vitam revocavit Dominus, repræsentant nobis formam peccatoris ad pietatem resipiscentis, non arbitror esse sine mysterii significatione, quod Dominus neminem unquam excitarit, nisi prius appellatum, quod tamen ab Apostolis non est item observatum, Luc. VII dicit adolescenti, Adolescens tibi dico surge. Marc. V Archisynagogi filiam appellat, Thabitha cumi, id est, puella tibi dico surge.

Man ser, at forjættelser er blandet sammen med trusler, og at barmhjertighed ikke forjættes til hvem som helst, men til dem, der elsker og holder budene. Om det, han anfører fra Matt 11,28: ”Kom til mig, alle I ...” har vi allerede tidligere talt. (#53). Af den art er også dette ord fra Paulus: ”Stå op, du der sover, rejs dig op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig” (Ef 5,14). ”Stå op” og ”rejs op” er ord fra den tilskyndende nåde; ”Kristus skal lyse for dig” er trøsteord og forjættelsesord. Men når ifølge alle de ortodokses fælles opfattelse de døde, som Herren kaldte tilbage til livet, for os repræsenterer skikkelsen af en synder, der går i sig selv til fromhed, tror jeg ikke, at det er uden mystisk betydning, at Herren ikke nogensinde opvakte nogen, uden han først kaldte på dem, hvilket dog ikke på samme måde blev observeret af apostlene; i Luk 7,14 siger han til den unge mand: ”Unge mand, jeg siger dig, stå op!” I Mark 5,41 kalder han på synagogeforstanderens datter: ”Thabitha cumi, det betyder, pige jeg siger dig, stå op!”

⁷⁶ Quo loco monent Hebraice periti, cumi esse verbum geminæ transitionis, quasi dicas, attolle teipsam. Similiter et Martha fratrem inclamat, Lazarus veni foras. Unde falsum est quod hîc colligit Lutherus, nec ex verbis Legis, nec ex verbis Euangelii confirmari vim liberi arbitrii, cum declararim ex utrisque probari. [107]

Angående dette sted siger de, der har forstand på hebraisk, at 'cumi' er et ord, der er bøjet dobbelt, som skulle man sige: rejs dig selv op! På lignende måde råber han også til Marthas bror: ”Lazarus, kom herud!” Derfor er det forkert, hvad Luther her konkluderer, at den frie vilje hverken bekræftes af lovord eller af evangelieord, jeg har jo nu forklaret, at den bevises af dem begge.

^{77 [107]}         Quid autem mea Diatriba colligit ex his verbis, Nolo mortem peccatoris? An aliquid præcipi, quod exigatur? Imo sic ratiocinatur Diatriba, An deplorata pius Dominus mortem populi, sui, quam ipse operatur in illis. Si ille vult mortem, utique nostra voluntati imputandum, si perimus. Hæc Lutherus dissimulat, multisque verborum involucris obscurat rem, proferens nobis novas leges, quas arbitratu suo figit ac refigit: Vox, inquit, Legis non fertur nisi ad eos qui peccatum non sentiunt nec agnoscunt, Ita verbum gratia non venit nisi ad eos qui peccatum sentientes affliguntur, et tentantur desperatione.

         Men hvilken konklusion drog Diatriben af disse ord: ”Jeg vil ikke synderens død”? Mon det, at der blev foreskrevet noget, der krævedes? Nej, tværtimod, Diatriben ræsonnerer som følger: ”Mon den fromme herre ville græde over sit folks død, hvis han selv havde virket den i dem? Hvis han ikke vil vores død, så må det i hvert fald tilregnes vores vilje, hvis vi går fortabt.” (e1#118). Dette overser Luther og fordunkler sagen med mange vanskeligt forståelige ord, idet han præsenterer os for nye love, som han opfinder og genopfinder som han vil: ”Ligesom lovens røst ikke fremføres over andre end dem, som ikke føler synden eller kender den, ... således kommer ordet om nåden kun til dem, som føler synden, anfægtes af den og angribes af fortvivlelse.” (L5#30).

⁷⁸ Leges istas hyperbolicas fortiter rejicimus. Imo Lex et bonæ mentis hominibus prælucet, ne peccent: et promissionis verba toties apud populum fiunt rebellem, ac Dei bonitatem sibi vertentem in licentiam peccandi. Nec hoc præcepto, Diliges Dominum Deum, etc indicatur hoc nos debere, quod præstare non possumus, sed admonemur Deum omnibus rebus conditis esse præferendum, et in hoc amando semper esse proficiendum, id quod est in potestate hominis, opitulante gratia.

Disse overdrevne love forkaster vi bestemt. Tværtimod, loven oplyser i forvejen mennesker af god vilje, så de ikke synder. Og forjættelsens ord tales ofte til et oprørsk folk, som vender Guds godhed imod sig til en tilladelse til at synde. Og budet ”Du skal elske Herren, din Gud” indikerer ikke, at vi skal gøre noget, vi ikke kan yde, men vi formanes til at foretrække Gud fremfor alle skabte ting, og til, når vi elsker således altid at gøre fremskridt, hvilket står i menneskets magt, når nåden hjælper til. (L5#31).

^{79 [108]}          Superest igitur, ut triumphum agat Lutherus, si modo illi concedimus, nolo mortem peccatoris, significare, non irascor peccanti, sed volo ut convertatur, id est, nihil servet præceptorum, quæ servare non potest, tantum accipiat gratiam, et faciat quæ velit. Quomodo triumphat igitur? Rationacitur nullum locum adduci potuisse, qui magis doceret liberum arbitrium se solo non posse, nisi ad pejus, nisi Deus tanta lenitate offeret paratam misericordiam. Quid sentit Lutherus, cum ait se solo? An quisquam hoc docet, liberum arbitrium aliquid ad justitiam efficaciter posse, seclusa gratia? Cum se gratia pulsanti accomodat, aut si mavis præbet, solum non est. Rursum quid sentit, cum ait, nisi in pejus? Atqui dogma ipsius erat, liberum arbitrium prorsus esse nomen inane, nec in bonum quicquam posse, nec in malum, nec cum gratia, aut sine gratia* quicquam agere, sed agi à Deo.

* Basel har alter sine gratia; Toronto foreslår læsningen: nec sine gratia.

          Derfor resterer der kun det, at Luther triumferer, hvis blot vi indrømmer ham, at ”Jeg vil ikke synderens død” betyder: ”Jeg vil ikke vredes på synderen, men jeg vil, at han omvender sig, det vil sige, ikke overholder noget bud, som han ikke kan overholde, men blot modtager nåden og gør, hvad han vil”. Hvordan triumferer han da? Han hævder, at der ikke kan fremføres noget skriftsted, som bedre lærer, at den frie vilje i sig selv intet formår andet end til det værre, hvis ikke Gud i sin store mildhed tilbød den barmhjertighed, han havde beredt. (L5#32f). Hvad mener Luther, når han siger 'i sig selv'? Mon der er nogen, der lærer, at den frie vilje kan gøre noget, der er virksomt til retfærdighed, når nåden er udelukket? Når den tilpasser sig (eller, om du vil, forbereder sig til) den tilskyndende nåde, så er den ikke alene. Videre: Hvad mener han, når han siger: 'andet end til det værre'? Hans egen lære gik ud på, at den frie vilje kun er et tomt navn, og at den hverken kunne gøre noget til det gode eller til det onde, og ikke kunne udføre noget med nåden eller uden nåden, men blev handlet med af Gud.

⁸⁰ Alias tribuit homini liberum arbitrium in rebus inferioribus, alias negat eum festucam de terra posse tollere vi liberi arbitrii. Sic sibi constat, qui mihi toties objicit, quod causæ statum non observem. Ut reliquam (1374) hominis battologiam omittam, quid sibi vult Lutherus hos verbis, nisi Deum ejus levitatis esse credas, quod nulla necessitate salutis nostræ, sed mera voluptate loquacitatis, verba promissionis effundat tam copiose. Quod hoc novum eloquentiæ genus? An non videtur hoc velle dicere, quod hæc tam multa verba, quibus in Scripturis Deus invitat peccatores ad resipiscentiam, nihil faciunt ad nostram salutem, sed ita libuisse Deo pro sua levitate, proque loquacitate voluisse garrire. At si dixisset, nisi credis, fortassis effugisset sermonis absurditatem.

Nogle steder tillægger han mennesket en fri vilje i de ting, der ligger under det, andre steder nægter han, at mennesket ved den frie viljes kraft kan samle et strå op fra jorden. (H4#109) (ass04#63). På den måde er han i overensstemmelse med sig selv, han, der hele tiden bebrejder mig, at jeg ikke holder mig til sagen. Men for nu at springe over det øvrige vrøvl, den mand siger, hvad mener så Luther med disse ord: ”medmindre du da tror, at Gud er letfærdig, fordi han udøser en sådan mængde af forjættelsesord, ikke for vor frelses skyld, men bare af snakkesalighed”. (L5#33). Hvad er det for en ny slags veltalenhed? Ser det ikke ud til, at han her vil sige, at de mange ord, hvormed Gud opfordrer syndere til bod, intet bevirker til vores frelse, men at Gud i den grad havde lyst til overfladiskhed og veltalenhed, at han bare ville gøre grin med os? Men hvis han havde sagt: 'medmindre du tror', ville hans tale måske havde været mindre absurd.

⁸¹ Non credimus hoc, ô bone, imo persuasum habemus Deum et minis, et terroribus, et blandimentis ac promissis idem agere, ut nostram vincat duritiem, et ad vitæ correctionem inducat, nisi quod secundum eventum feroces et elatos magis terret minis et afflictionibus, ad desperationem tendentes revocat blanditiis. Illis remittit minas si convertantur, his pollicitur paratam gratiam, si se recipiant. Ad hoc autem ut admoniti minis, aut invitati promissis convertamur, nonnihil agit liberum hominis arbitrium. Alioqui cur alii convertuntur, alii magis indurescunt? Hîc Lutherus ut excludat omnem humanæ voluntatis actionem, reperit aliud sophisma, Dei voluntatem arcanam in his rebus non esse requirendam, sed adorandam. Habet iterum bipennem, qua possit omnes quæstionum nodos dissecare. Nos non negamus Dei voluntatem in quibusdam sic agere, ut consilium illius sit nobis adorandum magis quam scrutandum, verùm hîc ex Scripturis argumentamur aliquid esse situm in voluntate hominis, quod tantum habeat momenti, ut hic pulsatus gratia, convertatur et servetur, ille magis adversus pereat.

Min gode mand, det tror vi da ikke, tværtimod, vi er fuldt overbevist om, at Gud udfører det samme med trusler og afskrækkelser, som med lokkeord og løfter, nemlig at besejre vor hårdhed og lede os til at rette på vort liv, bortset fra, at han med henblik på udfaldet hellere afskrækker de vilde og overmodige med trusler og trængsler, mens han kalder de, der er tilbøjelige til fortvivlelse, tilbage med lokketoner. Hvis de overmodige omvender sig, trækker han sine trusler tilbage, hvis de fortvivlede ophører med deres fortvivlelse, lover han dem, at nåden er beredt. Men med det forbehold, at når vi bliver formanet med trusler eller lokket med løfter og omvender os, den frie vilje da gør noget. Hvordan skulle det ellers gå til, at nogle omvendes, andre forhærdes yderligere?

På dette punkt har Luther fundet endnu en sofisme, så han kan udelukke al handling af den menneskelige vilje, nemlig den, at man ikke bør udforske Guds hemmelige vilje i disse ting, men tilbede den. Endnu engang har han en økse, hvormed han kan overhugge alle spørgsmålenes knuder. Vi på vor side nægter ikke, at Guds vilje i nogle sager agerer på den måde, at vi snarere skal tilbede hans råd end udgranske det, men her argumenterer vi ud fra skriften, at der er noget i menneskets vilje, som har så stor kraft, at den ene omvendes og frelses ved den tilskyndende nåde, den anden vender sig imod og går fortabt.

⁸² Quod si nihil est imputandum hominis arbitrio, sed soli divinæ voluntati, cur Deus toties expostulat in Scripturis, quod nec præcipiens, nec pellicens, nec territans, nec blandiens sit auditus? Aut qua fronte clamat, cur moriemini domus Israel, cujus arcana et adoranda voluntate fit ut moriantur? [109]

Men hvis der ikke skal tillægges den menneskelige vilje, men kun den guddommelige vilje noget, hvorfor klager Gud så overalt i skriften over, at han ikke er blevet hørt, hverken da han befalede, eller da han lokkede, eller da han truede eller da han smigrede? Hvordan kan han være så skamløs at udråbe: ”Hvorfor vil I dø, Israels hus?” (Ez 18,31; 33,11), når det er hans hemmelige og tilbedelsesværdige vilje, der gør, at de dør?

^{83 [109]}          Hîc prodit nobis distinctio Dei prædicati, et Dei ut est in sua natura, quo novitate verborum videatur rem hactenus inauditam adferre, cum tritissima distinctione potuerit solvi quæstio, quomodo Deus nolit mortem peccatoris, et idem velit: non vult enim voluntate signi, et idem vult voluntate efficaci. Aut vult, et non vult, juxta conditionem. Non vult, si ipse velit converti: vult, si nolit resipiscere. Quanquam hanc distinctionem, Dei prædicati et non prædicati, jam exclusimus: nos enim hîc colligimus Dei voluntatem in sacris Litteris nobis expressam.

         Her afslører han for os sin distinktion mellem den prædikede Gud og Gud, som han er i sin natur, og med disse nye ord synes han at fremføre en hidtil uhørt sag, (L5#37), skønt en meget barsk distinktion ville kunne løse spørgsmålet om, hvorledes Gud ikke vil synderens død, og dog vil den: han vil den ikke efter sin erklærede vilje, og han vil den efter sin virksomme vilje. Enten vil han den eller også vil han den ikke, ifølge betingelsen. Han vil den ikke, hvis synderen vil omvende sig; han vil den, hvis han ikke vil gå i sig selv. Men vi har allerede udelukket denne distinktion mellem den prædikede og den ikke prædikede Gud. For vi har draget den slutning, at Guds vilje er udtrykt for os i den hellige skrift.

⁸⁴ Arcanam illam in sua caligine reconditam adoramus, non excutimus. Quoniam autem frequenter nobis occinitur Deus prædicatus et non prædicatus, ne Lutherus videatur hoc commentum de suo proferre capite, citat nobis Paulum 2 Thess II de Antichristo loquentem, Extollitur supra omne quod dicitur Deus, aut quod colitur. Hic novus interpres exponit, quod dicitur aut quod colitur, Deum prædicatum. Verba Pauli non adfert de suo capite, fateor, sed interpretationem et coactam nec consistentem commentus est ex suo cerebro.

Vi tilbeder denne hemmelige vilje, der er skjult i sit mørke, vi ransager den ikke. Men Luther galer så ofte op om den prædikede og den ikke-prædikede Gud, og – for at det ikke skal se ud som om han har udspundet denne fortolkning af sit eget hoved – han citerer for os Paulus, der i 2 Thess 2,4 om antikrist siger: ”Han hæver sig op over alt, hvad der kaldes Gud eller dyrkes som Gud”. (L5#39). Denne nye ekseget forklarer 'det, der kaldes Gud eller dyrkes som Gud' som den prædikede Gud. Jeg indrømmer, at han ikke udspinder Paulus' ord ud af sit eget hoved, men den både tvungne og usammenhængende fortolkning er udsprunget af hans hjerne.

⁸⁵ Primum quis Veterum somniavit hoc quod hîc adfert Lutherus? Num Hieronymus, num Ambrosius, num Chrysostomus, num Theophylactus, num Augustinus, num Beda, num Thomas? Theophylactus interpretatur Antichristum eversurum cultum idolorum, quo solus ipse pro Deo habeatur, annotans et illud quod Antichristus non dicet se esse Deum, sed factis ambiet, ut pro Deo habeatur. Verùm interpretationes Veterum contemnit Lutherus. Ex ipso igitur Pauli sermone novum illius commentum examinemus, cujus verba data opera non recensuit, ne hæc statim proderent plus quam ferream interpretationem. Primùm dictum et cultum Deum, interpretatur Deum non ut est, sed ut nobis innotuit.

For det første: Hvem af de gamle lærde fremfantaserede det, som Luther her fremfører? Mon Hieronymus har gjort det, Ambrosius, Chrysostomus, Theofylactus, Augustin, Beda? Theofylactus siger i sin fortolkning, at antikrist vil fjerne al dyrkelse af afguder, hvorved han selv alene regnes for Gud, og han bemærker også, at antikrist ikke siger, at han er Gud, men gennem sine gerninger stræber efter at blive regnet for Gud. Men Luther foragter de gamles fortolkning. Lad os derfor undersøge hans nye fortolkning ud fra Paulus selv, hvis ord han med overlæg undlader at gengive, at de ikke straks skal afsløre hans mere end skamløse fortolkning. For det første fortolker han ”Gud, som han kaldes og dyrkes” som ”Gud, ikke som han er, men som han er blevet kendt for os”.

⁸⁶ Quæro à Luthero, an qui adorat Deum, recte dicatur illum colere. Fatebitur, opinor. At ipse paulo ante dixi, arcanam illam voluntatem, hoc est, Dei naturam ut est, summa veneratione adorandum, et hic aliud (1375) interpretatur. Imo maxime colimus illam ineffabilem, incognitabilem, et imperscrutabilem Dei naturam. Et ne quid hîc tergiversetur Lutherus, quod Interpres vertit, quod colitur, Græcis est sebasma a sebomai, quod est religiose veneror rem majestate præditam. Ad hæc quoniam Lutherus hîc Corycii specus meminit, ubi majestas Numimis submovet humanam cogitationem, ibi maxime locum habet adoratio.

Jeg må spørge Luther, om én, der tilbeder Gud, med rette kan siges at dyrke ham. Det vil han nok indrømme, tror jeg. Men han sagde selv lidt tidligere, at denne hemmelige vilje, det vil sige, Guds natur, som den er, skulle tilbedes med den største ærefrygt, og her fortolker han det anderledes. Men jo, vi dyrker mest denne uudsigelige, uerkendelige og uransagelige natur hos Gud. Og for at ikke Luther her skal vende ryggen til, det man oversætter ved 'det, som dyrkes', hedder på græsk sebasma, og det stammer fra sebomai, hvilket betyder 'at ære religiøst det, der prædikes som majestætisk'. Og her nævner Luther den korykiske hule, (L5#48); hvor ærefrygt for majestæten overgår den menneskelige erkendelse, dèr er især stedet for tilbedelse.

⁸⁷ Præterea quod separatim dictum est à Paulo, Lutherus conjungit, quod dicitur, aut colitur Deus, cum Pauli verba sic habeant, supra omne quod dicitur Deus, aut quod colitur. Græci sic vel legunt, epi panta legomenon qeon h sebasma id est, super omnem qui vel Deus dicitur, vel aliud quiddam veneratione religiosa dignum, ut per sebasma, intelligamus fana, aut simulacra Gentium. Nam hæc particula, quod dicitur, ad utrumque disjunctim refertur, ad Deum et ad nomen sebasma, quod Interpres expressit periphrasi. Ideo Paulus addidit, quod dicitur, ut ostendat nec eos esse Deos, qui dicuntur Dii, nec esse sebasmata, quæ dicuntur sebasmata. Nusquam enim Paulus nomen Dei tribuit, nisi vero Deo.

Desforuden, hvad der siges adskilt af Paulus, knytter Luther sammen: 'det, der kaldes eller dyrkes som Gud', selv om Paulus' ord lyder sådan: 'over alt, hvad der kaldes Gud, eller som dyrkes'. (2 Thess 2,4). Den græske tekst lyder som følger: epi panta legomenon qeon h sebasma, det betyder: ”over alt, som enten kaldes Gud, eller som er værdig til én eller anden religiøs ærefrygt', så at vi ved sebasma må forstå hedningernes helligdomme eller afguder. For udtrykket 'hvad der kaldes' refererer til begge de to dele hver for sig, til Gud og til udtrykket sebasma, som oversætteren udtrykker med en perifrase. Paulus tilføjer 'hvad der kaldes' for at vise, at de ikke er guder, som kaldes guder, og at det ikke er værdig til dyrkelse, som siges at være værdig til dyrkelse. For Paulus bruger aldrig ordet 'Gud' om andre end om den sande Gud.

⁸⁸ Aut si tribuat aliis, addit aliquid, unde intelligas eum de Diis falso habitis dicere, veluti cum dicit, Deum hujus seculi. Et 1. Corinth. VIII. Nam et si sunt qui dicuntur Dii. Eodem verbo significavit et hîc se de Diis falsis loqui. Porro sebasmata vocabulo idem apud Lucam in Actis XVII utitur: Præteriens enim, inquit, et videns simulacra vestra, inveni et aram, in qua scriptum erat ignoto Deo. Quod Interpres vertit simulacra, Græce est sebasmata, quæ vox et templa, et aras, et sacelle, et delubra, et simulacra complectitur. Et eandem vocem hîc Lutherus exponit cultum Deum. Mane lector, nondum habes omnem fucum, quo Luthero est in hac interpretatione usus. Arte invertit ordinem sermonis. Quis enim nescit plurimum interesse, utrum dicas, hic artifex prædicatur, et hic prædicatur artifex. Nam in posteriore subauditur verbum substantivum esse, in priore nequequam.

Eller hvis han bruger det om andre, tilføjer han noget, hvoraf man kan forstå, at han taler om de guder, der forkert regnes for guder, som fx, når han siger 'denne verdens gud'. Og 1kor#8.5: 'for der er vel såkaldte guder'. Med dette udtryk betegner han også her, at han taler om falske guder. Fremdeles bruges det samme ord sebasmata hos Lukas i Apg 17,: ”For da jeg gik omkring og så jeres gudebilleder, fandt jeg også et alter, hvorpå der stod skrevet 'til en ukendt Gud'.” Hvad oversætteren har som gudebilleder, er det græske ord sebasmata, og det ord indbefatter templer, altre, helligdomme, helligsteder og statuer. Og dette ord forklarer Luther her som 'Gud, som han tilbedes'. Men pas på, kære læser, du har endnu ikke hørt alt det snyd, Luther her bruger i sin fortolkning. Han vender kunstfærdigt rundt på ordenes rækkefølge. For hvem véd ikke, at der er stor forskel på, om man siger: 'denne håndværker omtales' eller 'her omtales han som håndværker'. For i den sidste sætning underforstås verbet 'at være', i den første ikke.

⁸⁹ In priore is qui est artifex, dicitur esse celebri fama; in posteriore dicitur quispiam esse artifex, qui forte non est artifex. Jam si Paulus Deum et sebasma præposuisset verbo dicitur, erat utcunque sensus ambiguus, nunc cum utrumque posteriore loco fit, non potest alius accipi sensus, quam esse qui dicantur Dii, cum non sint: aut esse sebasmata, cum non sint. Ostendi paucis, qua religione, qua scientia, qua fide Lutherus, contemtis omnibus et veteribus et recentioribus, tractet nobis sacras Litteras, quo cunctis sit perspicuum, quid illi tribuendum sit in cæteris.

I den første siges han, som er håndværker, at være af godt rygte; i den sidste siges, at én eller anden er håndværker, som måske ikke er håndværker. Nuvel, hvis Paulus havde sat 'Gud' og 'sebasma' foran ordet 'kaldes', så ville meningen under alle omstændigheder have været tvivlsom, men nu, når begge dele står til sidst, kan man ikke forstå meningen anderledes, end at der er nogen, der kaldes guder, som ikke findes; eller der er noget, der hedder sebasmata, som ikke findes. Jeg har i korthed vist, hvor samvittighedsfuldt, hvor lærd, hvor troværdigt Luther, der foragter alle fortolkere, både gamle og moderne, behandler den hellige skrift for os, hvorved det skulle være helt klart, hvor troværdig man skal regne ham for at være i de øvrige ting.

^{90 [110]}         Quanquam hîc nihil opus erat illa distinctione voluntatis, quandoquidem Deus et voluntate signi, et voluntate efficaci vult peccatorem, si perseveret, ire in gehennam. Huic distinctioni locus erat, si quis hunc in modum fuisset argumentatus, Si quicquid vult Deus fit, cur non omnes peccatores convertuntur? Vult omnes converti voluntate signi, voluntate efficaci non item. Posset id efficere si vellet simpliciter. Ubicunque igitur Lutherus premitur argumentis, confugiet ad illam voluntatem Dei imperscrutabilem, et ibi faciet Deum non prædicatum, ubi nos asserimus prædicatum. Cum hoc viro, qui nullas aliorum leges agnoscit, et tot leges subinde novas nobis præscribit, pugnare difficilimum est. Exigit à nobis, ut fateamur esse quandam Dei voluntatem imperscrutabilem, Fatemur. Eam vult adorari, Adoramus.

          Faktisk var der på dette sted ikke brug for denne distinktion i viljen, eftersom Gud både ifølge sin betegnede vilje og ifølge sin virksomme vilje vil, at synderen, hvis han er forhærdet, skal ende i helvede. Stedet for denne distinktion ville være dèr, hvor nogen havde argumenteret på denne måde: ”Hvis alt, hvad Gud vil, sker, hvorfor omvender han så ikke alle syndere?” Han vil, at alle skal omvende sig, med sin betegnede vilje, men han vil ikke det samme med sin virksomme vilje. Han ville kunne udføre det, hvis han simpelthen ville. Og derfor: overalt, hvor Luther bliver presset med argumenter, tager han sin tilflugt til denne Guds uransagelige vilje, og dèr, hvor vi forsikrer, at der er en prædiket Gud, skaber han en ikke prædiket Gud. (L5#43). At kæmpe med den mand, som ikke anerkender nogen andres love og straks foreskriver os så mange nye love, er meget vanskeligt. Han kræver af os, at vi skal indrømme, at der er en vis uransagelig Guds vilje. Det indrømmer vi. Den vil han skal tilbedes. Vi tilbeder den.

⁹¹ Quid tum postea? Ergo vera sunt Lutheri paradoxa. Quæ? Totam Scripturam sacram plenam esse præceptis, minis, promissis, et blandimentis; nec his omnibus moveri animos hominum, nisi si quibus Deus velit impartiri peculiarem gratiam justificantem: Per leges et minas tantum indicari peccatum, per promissa et blanditias tantum indicari paratam gratiam. Nec his tamen prodesse delatam gratiam, nec illis intentatam legem, eo quod neutrorum voluntas ullo pacto sit libera, nisi Deus sua voluntate, de qua loqui fas non est, utrosque trahat ad (1376) salutem. Et tamen illis, qui nihil ex se potuerunt, perinde quasi potuerint, imputatur culpa: et damnantur immeriti (quod postea ingenue fatetur) ne Deus videatur injustus: et his nihil promeritis, imo ne conatis quidem aliquid promereri, datur immortalitas.

Hvad følger deraf? At alle Luthers paradokser er sande. Hvilke paradokser? At hele den hellige skrift er fuld af bud, trusler, forjættelser og lokketoner; og at menneskenes sind ikke bevæges af alt dette, hvis ikke Gud vil tildele sin særlige retfærdiggørende nåde: gennem love og trusler påpeges kun synden, gennem forjættelser og tillokkelser påpeges kun den beredte nåde. At den tildelte nåde dog ikke gavner den ene del, og den tilsigtede lov ikke den anden del, fordi ingen af de to parters vilje på nogen måde er fri, hvis ikke Gud med sin vilje, som det ikke sømmer sig at tale om, drager dem begge til frelse. Og dog tilregnes der en brøde til hine, der intet kan i sig selv, som om de alligevel havde kunnet. Og de, der ikke har fortjent det (hvilket han senere ligeud indrømmer) fordømmes, at ikke Gud skal synes uretfærdig. Og til disse, der intet har gjort sig fortjent til, ja ikke engang har søgt at gøre sig fortjent til noget, gives udødelighed.

⁹² Nihilo secius tamen interim Deus dicitur justissimus, cum justitiæ sit tribuere cuique præmia pro meritis. Verùm hîc habet aliud paradoxon, fidem prorsus interisse, nisi Deus videatur injustissimus, et credatur justissimus. Hic est qui mihi objicit, quod ex indefinita faciam universalem: Præcipit quod nec præstare nec velle possumus, et tamen præstare debemus: et imputat voluntati nostræ vitiatæ, non per nos, sed per primos parentes, et imputat etiam justificatis. Cur autem imputat, quod neque nos præstare possumus, nec ipse vult mutare? Vocat Deum non prædicatum, et sic elabitur.

Men ikke desto mindre siges Gud at være absolut retfærdig, skønt man tilskriver retfærdighed til én, som giver belønning efter fortjeneste. Men her har han et andet paradoks: troen går fuldstændig under, medmindre Gud synes i højeste grad uretfærdig, men tros at være i højeste grad retfærdig. (L2#112f). Og det er ham, der bebrejder mig, at jeg gør noget ubestemt til noget universelt: (L4#83): Gud befaler, hvad vi hverken kan yde eller ville, og dog bør yde. Og han tilskriver viljen vor lastefuldhed, ikke gennem os, men gennem vore urfædre, og det tilskriver han også de retfærdiggjorte. Men hvorfor tilregner han os noget, som vi ikke kan yde og som han selv heller ikke vil ændre? Luther kalder Gud en ikke prædiket Gud og undslipper derved.

⁹³ AuqiV au kokkuzwn objicit mihi, quod oblitus status, aliud probem quam proposuerim. Citaturus Scripturarum testimonia sic exordior: Optans ut superet ubique veritas, quæ fortassis ex collatione Scripturarum velut ignis ex collisione silicum emicabit. Principio negari non potest, in sacris Litteris plurima esse loca, qua plane statuere videntur liberum hominis arbitrium. Rursus in issdem esse nonnulla, quæ videntur in totum tollere. Constat autem Scripturam secum pugnare non posse, cum ab eodem Spiritu tota proficiscatur. Prius igitur recensebimus ea quæ nostra confirmant, mox ea, quæ ex adverso stare videntur, diluere conabimur. Audis exordium hujus argumentationis ex locis in Diatriba. Jam si loca nec plane statuerent liberum arbitrium, nec plane tollerent, tamen in argumentando fueram meo functus officio.

Igen galer han op, han bebrejder mig, at jeg har glemt, hvad det drejer sig om, at jeg beviser noget andet, end jeg havde foresat mig. (L5#50). Når jeg vil citere nogle skriftsteder begynder jeg som følger: ”idet jeg ønsker, at sandheden overalt vil sejre, den sandhed, der måske vil springe frem som gnister springer frem, når man slår kiselstene mod hinanden. For det første: Man kan ikke nægte, at der i den hellige skrift er mange steder, som ligeud fastslår menneskets frie vilje, og blandt dem er der igen ikke så få, som synes helt at ophæve den. Men det står fast, at skriften ikke kan modsige sig selv, eftersom den helt og holdent fremgår af den samme ånd. Derfor vil vi først gennemgå de steder, som bekræfter vores tese, dernæst vil vi søge at opløse dem, der synes at modsige den”. (e1#61). Det er det, jeg skriver, hvor jeg begynder at argumentere ud fra skriftsteder i Diatriben. Men hvis skriftstederne ikke fuldt ud stadfæster den frie vilje og ikke fuldt ud ophæver den, ville jeg dog have opfyldt min pligt i argumentationen.

⁹⁴ Sic in argumentis ante oppositum, ut loquuntur Scholastici, citant et colligunt Theologi, nonnunquam in utramque partem, in fine res componitur ad æquilibrium veritatis. Mox uno loco citato, refero varias de libero arbitrio opiniones, quarum aliquot sic reprobo, ut declarem mihi cum illis pugnam non esse: quasdam indico non rejiciendas, tales tamen ut si vel ulla vincat, jaceat Lutheri dogma. Ad has communiter refero quæ ex sacris voluminibus profero testimonia. Cum quibus autem opinionibus mihi præcipue res sit, non dissimulo.

Således i den 'foreløbige modargumentation' (#20), som skolastikerne kalder det, gør teologer ofte det, at de citerer og drager slutninger fra begge sider, og først til sidst sammensætter sagen så sandheden afbalanceres. Efter at have citeret ét skriftsted, refererer jeg forskellige opfattelser af den frie vilje, af hvilke jeg tilbageviser nogle, på den måde, at jeg erklærer, at jeg ikke har noget imod dem. Andre holder jeg på ikke bør forkastes, men de er af den art, at hvis én af dem sejrer, forkaster den Luthers tese. Til alle disse opfattelser henviser jeg til de vidnesbyrd fra den hellige skrift, som jeg foretrækker. Jeg spiller ikke under dække med, hvilke opfattelse jeg især har at gøre op med.

⁹⁵ Et in has communiter torqueo jacula disputationis. Hoc autem loco quid dico? Hæc, inquam, omnia frigeant oportet semel inducta necessitate, vel bene faciendi, vel male. An hæc sunt verba totum tribuentis libero arbitrio? An potius excludentis Wiclevi opinionem, quam Lutherus calore raptus in assertione probat, in qua tamen sibi non constat. Non igitur Diatriba frequenter oberrat eadem corda, sic enim habet codex pro chorda, sed Lutherus nimium frequenter errat corde. [112]

Og mod dem, samlet set, kaster jeg disputationens våben. Men hvad siger jeg egentlig på dette sted? Jeg siger: ”Alt dette bliver uden mening, hvis man samtidig indfører den tanke, at man gør det gode eller det onde med nødvendighed.” (e2#2). Mon det er ord, der tillægger den frie vilje alt? Eller mon jeg snarere udelukker Wiklefs opfattelse, som Luther i argumentationens hede holde fast på i sin assertation (ass04#63), men som han dog ikke står fast på? Det er altså ikke sådan, at Diatriben 'ofte griber forkert på den samme streng' (L5#52), (sådan står der i hans manuskript i stedet for 'chorda'), men Luther griber i hvert fald ofte forkert af hjertet.

^{96 [112]}           Multis tandem prætermissis, aggreditur illud Deut. XXX. Mandatum hoc, quod ego præcipio tibi hodie, non supra te est, neque procul positum, etc. Hîc mire triumphat gloriosus miles, ex Grammatica nos docens, quid sit supra, infra, ante, retro, ad dextram, ad lævam. Ex his verbis dixi significari proclivitatem servandi præceptum, argumentans non pronuntians, et si pronuntiassem, quid erat periculi, cum ipse Dominus in Euangelio dicat, Jugum meum suave est, et onus meum leve. At hic exclamat, quid jam Christ, quid jam Spiritu opus? Quam stultus Christus, qui etiam fuso sanguine Spiritum illum non necessarium nobis emit, ut faciles efficeremur in servandis præceptis, quales jam ex natura sumus, aliaque multa hujus farinæ blaterat, semper excludens gratiam â libero arbitrio.

           Til sidst springer han over en hel masse og angriber så stedet fra 5 Mos 30,11ff: ”Det bud, som jeg i dag foreskriver dig, er ikke over dig, og ikke langt borte, osv”. (L5#53) Her triumferer denne pralende soldat forunderligt, idet han giver os en grammatisk lektion i, hvad 'ovenfor', 'nedenunder', 'foran', 'bagved', 'til højre' og 'til venstre' betyder. (L5#62). Ud fra disse ord sagde jeg, at de betegner tilbøjeligheden til at overholde budet, idet jeg argumenterede, ikke fremsatte påstande, og hvis jeg havde fremsat påstande, hvad forkert ville der så have været ved det, eftersom Herren selv i evangeliet siger: ”Mit åg er sødt og min byrde let”. (matt#11.30). Men Luther udbryder: ”Hvad brug har vi for Kristus? Eller for Ånden? ... Hvor dumt af Kristus, at han udgød sit blod og sendte sin ånd til os ganske unødvendigt, så han kunne gøre det let for os at overholde budene, hvilket det allerede var af naturen”. (L5#55. 57). Og han vrøvler op om meget andet af samme surdejg, idet han hele tiden adskiller nåden og den frie vilje. (L5#58)

⁹⁷ Nam hujus vocis publicum usum semel impetravimus, gratiam tot locis adjungimus, ut efficax sit hominis voluntas. Dissimulat autem quod hoc loco subjicit Diatriba: Si nihil horum ullo pacto situm est in nostra potestate. (e2#8) Qui dicit ullo pacto, non totum tribuit libero arbitrio. Unde præcepti difficultas? A segni voluntate. Unde facilitas? A Gratia et à promta voluntate. Negat hic supra referendum ad vires, sed ad locum, juxta Grammaticam, (1377) quam sciunt et elementarii pueri. Accipio: ergo quæ supra nos sunt, intelliguntur esse in tectis, quæ infra, in cella vinaria. Imo apud pueros Grammaticos, supra, infra, procul, prope, frequentius referuntur ad dignitatem aut facultatem, quam ad loci situm. Cum scribit Ovidius,

--- quamvis abjectus et infra

Te quoque sum, inferius quo nihil esse potest,

non intelligit se jacuisse sub pedibus hominis, qui et ipse substratus fuerit pedibus omnium.

For vi har én gang opnået almindelige brug af dette udtryk. Vi har så mange steder knyttet nåden til, så menneskets vilje kan blive virksom. Han lader, som om han ikke ser, hvad Diatriben tilføjer på dette sted: ”hvis intet af dette på nogen måde ligger i vor magt”. (e2#8). Den, der siger 'ikke på nogen måde' tillægger ikke den frie vilje det hele. Hvor kommer vanskeligheden ved budet fra? Fra en doven vilje. Hvor kommer det lette fra? Fra nåden og fra den godt indstillede vilje. Han nægter her, at 'over' henviser til vore kræfter, nej, det henviser til et sted, ifølge grammatikken, som selv skoleelever i første klasse kender til. (L5#63). Javel, det vil altså sige, at hvad der er over os, er på taget, hvad der er under os, er i vinkælderen. Ja, selv hos børn i grammatikken henviser 'over', 'under', 'langt bort', 'nær ved' oftere til værdigheden eller lejligheden end til et sted. Når Ovid skriver

” ... hvor dybt jeg end er faldet, selv lavere end du, som ellers intet kan være lavere end”

så forstår han ikke, at han er faldet ned under det menneskes fødder, som i sig selv lå under alles fødder.

⁹⁸ Rursum cum dicimus, procul abes ab eo quem exprimere studes, longo locorum intervallo distat ab illo? Item qui dicit, Proprius accedis ad rem, significat brevius esse spatium? Cum legis in Euangelio, supra omnes est, utrum intelligis Christum omnes excellere dignitate, an esse in editissimo loco? Hæc ad Grammaticam, quam nos docet Lutherus. Sed donemus id quod est, Mosen non absque tropo quidem, tamen significare præceptum illis sic exhibitum, ut sit in promtu, ut non sit è longinquo petendum: quo tendit hæc oratio, nisi ut Moses adimat populo omnem excusationem, si quod præceptum est negligant servare. In quem sensum citat hoc testimonium et Paulus ad Rom. X si credimus Chrysostomo ad Theophylacto.

Og igen: når vi siger: ”Du er langt fra ham, som du stræber at efterligne!”, står han så på et sted langt borte fra den anden? Ligeledes: Den, der siger: ”Du nærmer dig sandheden” betegner han en kort afstand? Når man læser i evangeliet, at han er ”over alle”, mon man så forstår, at Kristus overgår alle i værdighed, eller, at han befinder sig på et meget højt sted? Såvidt grammatikken, som Luther vil belære os om. Men lad os indrømme det, som det er, at Moses ikke er uden billedtale, men dog betegner, at budet er sådan fremstillet for dem, at det er lige for hånden og ikke skal søges langt borte. Hvad er sigtet med denne tale andet end at Moses fratager folket al undskyldning, hvis de nægter at overholde, hvad budet siger. I den betydning citerer også Paulus dette skriftsted i rom#10.6-9, hvis vi tør tro Chrysostomus og Theofylaktus.

⁹⁹ Jam ut hic non sit sensus Mosi, tamen ego jure argumentantium verba pro me torqueo. Deinde quod in promtu est, utique proclivius est, quam id quod aliunde petendum est. Nunc videamus interpretationem Lutheri: Moses, inquit, testatur se suo functum officio, proposuisse Legem, in qua nihil erat, quod quisquam servare poterat, ne quid haberent quod expostularent cum Mose, qui quod jussus erat præstiteret, sed cum Deo, qui Legem tam duram imposuisset suo populo, quam debebant servare, ni mallent perire. [113] Et tamen qui jussit fieri Legem, sciebat illos nihil omnium efficere posse*. [114] Nec idem latebat Mosen, opinor, qui tot prolixis concionibus agit cum populo, tot sacramentis ac ceremoniis obstringit, haud in aliud, nisi ut fallat, et in foveam illiciat, quo lapsi cognoscant se non posse præstare quod exigitur.

* Toronto slutter Erasmus' referat her, men det skal måske bedst sluttes efter proposuisse Legem.

Og selv, hvis dette ikke var Moses' mening, ville jeg dog have debattørens ret til at dreje ordene, så de hjælper mig. Desuden, hvad der ligger lige for hånden, er overalt lettere at have med at gøre end hvad der skal søges andetsteds fra.

Lad os nu se på Luthers fortolkning: ”Moses bevidner, at han ud fra sit embede har fremsat loven, i hvilken der intet var, som nogen kunne overholde, så de ikke skulle have noget at bebrejde Moses, som ydede, hvad han havde fået befaling til, men nok noget at bebrejde Gud, som har pålagt sit folk en så hård lov, som de bør holde, hvis de ikke vil gå fortabt; og dog vidste den, der befalede, at loven skulle overholdes, at ingen af dem kunne udføre det”. (L5#68, ret fordrejet). Det tror jeg nok, Moses var opmærksom på; han holdt jo så mange lange prædikener for folket, han pålagde det så mange sakramenter og ceremonier, og jo ikke af anden grund, end at han kunne bedrage dem og lede dem i en faldgrube, og når de var faldet i den, kunne de erkende, at de ikke kunne yde, hvad der krævedes.

¹⁰⁰ Lutherus pulchre declaravit, excusatum esse Mosen, sed impudenter adjicit, nullam excusationem habere populum, impudentius etiam fingit Deum talem, qui tam multa præcipiat, exigat, inculcet, territans, minitans, interficiens, quorum nihil omnino possit servari. Interim suum dogma nobis recinit. At hoc ipsum est cur illi reclamamus. Probationem ex Paulo, Per legem cognitio peccati, demonstravimus esse duram, absurdam et inconsistentem. Ubi, inquit, in his Mosi verbis liberi arbitrii mentio? Non dixi mentionem esse, sed hinc manifesto colligi aliquid in homine posse voluntatem, quod ni adhibuerit, sua culpa damnari: si adhibuerit, per gratiam opitulantem servari.

Luther forklarer smukt, at Moses var undskyldt, men det er frækt, når han tilføjer, at folket ingen undskyldning hvad, det er endnu frækkere, når han forestiller sig Gud som én, der foreskriver, kræver, indprenter så mange ting ved at afskrække, true og dræbe, så mange ting, af hvilke intet på nogen måde kan overholdes. (L5#69). Samtidig afsynger han også sit dogme for os. Men netop det er det, der får os til at gøre vrøvl overfor ham. Vi har påvist, at beviset ud fra Paulus' ord: ”Gennem loven kommer syndserkendelse” (rom#3.20) er hårdt, absurd og inkonsistent (H8#62). ”Hvor nævnes i disse ord af Moses den frie vilje?” spørger Luther. (L5#71). Jeg har ikke sagt, at den nævnes, men jeg drager herudfra den stærke slutning, at der er en vilje i mennesket, der kan gøre noget, og at den, hvis den ikke udøver det, fordømmes ved sin egen skyld; men hvis den udøver det, frelses den i kraft af den hjælpende nåde.

¹⁰¹ Jam frequenter audivimus kokkusmon illum, verba imperandi, exigendi, minitandi, hortandi, non statuere factum, aut facultatem faciendi, sed ex his juxta sensum communem, cui Lutherus supra detulit arbitrium interpretandi Scripturam sacram, colligitur. Idem respondimus ad cavillum de verbis subjunctivis, optativis, imperativis, et indicativis imperandi sensu usurpatis. Non statuunt factum aut facultatem faciendi, sed indicant esse facultatem aliquam, nisi qui præcipit, aut stultus est, aut insanus, aut tyrannus. Jam de voluntate inscrutabili, ut fatemur alicubi locum habere, ita clare negamus in tot præceptis habere locum. Asseverationes nihil moramur, Scripturam et argumenta requirimus. Hoc loco sibi canit encomium: Eat, inquit, nunc Diatriba, et dicat, quî fieri possit, ut homo unus privatus videat, quod tot seculorum proceres non viderunt.

Vi har allerede ofte nok hørt dette hanegal, at imperativiske, opfordrende, truende, formanende ord ikke fastslår noget faktum eller nogen evne til at handle, men der kan ud fra dem, ifølge den almindelige antagelse, som Luther ovenfor bragte til torvs (L3#69), drages den slutning, at vi kan fortolke den hellige skrift. Det samme svarer vi til hans drilleri om konjunktiviske, optativiske, imperativiske ord, og om indikativiske ord, brugt i en imperativisk mening. (L5#72). De fastslår ikke en kendsgerning eller en evne til at handle, men antyder, at der er en vis evne, medmindre da den, der befaler, er enten dum eller vanvittig eller tyrannisk. Hvad angår Guds uransagelige vilje, indrømmer vi, at den har sit sted, men vi nægter rent ud, at dette sted findes i så mange bud. Og vi røres ikke af påstande, vi kræver skrift og argumenter.

På dette sted synger han sin egen pris: ”Så kan Diatriben komme og sige, hvordan det kan ske, at én eneste privatperson kan se, hvad så mange overhoveder gennem så mange århundreder ikke kunne se!” (L5#67).

¹⁰² Quid autem docuit hoc dignum triumpho? Supra et infra, procul et prope, esse adverbia loci. Sed tacuit frequentissimo omnium usu ad dignitatem, similitudinem aut facultatem usurpari, quemadmodum usurpat Apostolus. Quod si Lutherus nullo pacto vult à simplici verborum usu discedere, quomodo populus habebat præceptum in ore Mose narrante? In ipsius magis erat ore, (1378) in populi auribus. At quomodo in corde, cum multi Legem aversarentur? Paulus interpretatur in corde per fidem, in ore per confessionem. Et hæc ipsa verba, habere in ore, habere in corde, utcunque interpreteris, per tropum indicant illis in proclivi esse servare si velint. Nimirum parata gratia, quod tenebant, intelligebant, meminerant, ore recitabant, ut nihil superesset, nisi ut factis exhiberent.

Men hvad har han lært, siden han er værdig til en sådan triumf? At 'over' og 'under', 'langt borte' og 'nær ved' er stedsadverbier. Men han tier hele tiden om, at de alle bliver brugt til at betegne værdighed, sammenligning og evne, ligesom apostelen bruger dem. Men hvis Luther på ingen måde vil afvige fra almindelige sprogbrug, hvordan havde så folket budet i munden, når Moses fortalte det? Hos ham var det mere i munden, hos folket i ørerne. Men hvordan kunne det være i hjertet, når de fleste vendte sig imod loven? Paulus fortolker det sådan, at det er i hjertet gennem troen, i munden gennem bekendelsen. (rom#10.10). Og selve disse ord: 'at have i munden', 'at have i hjertet', hvordan man end fortolker dem, antyder gennem billedtale, at de har en tilbøjelighed til at adlyde dem, hvis de vil. Ja, eftersom nåden er tilrede, forstod de, hvad de fik fortalt, de memorerede det, de fremsagde det, så der ikke manglede andet, end at de udførte det i gerning.

¹⁰³ Nec hîc desinit nobis statum et opinionem probabilem, et plenam humanæ voluntatis exclusa gratia, potestatem occinere, non existimans exoriturum quenquam, qui lecta nostra Diatriba deprehendat ipsius improbitatem in mentiendo. Quid agas cum tali disputatore, qui singulis capitibus hæc iterum atque iterum repetit, infigit, inculcat, quo vel tædio submoveamur à refellendo. Neque Deus voluit et videre crudelis ac injustus, et credi misericors ac justus. Imo plurimis argumentis declaravit nobis summam justitiam et clementiam suam, ut his perspectis, crederemus eandem in aliis ubi noster intellectus non assequitur consilium divinæ providentiæ. [116]

Og her ophører han ikke med at udgale for os den antagelige status og opfattelse, og den fulde magt, som den menneskelige vilje har, når nåden udelukkes, (L5#73f), uden at tænke på, at der vil fremstå én, som efter at have læst min Diatribe opdager hans frækhed i at lyve. Hvad skal man stille op med en sådan disputator, som gentager disse ting i hvert enkelt afsnit, indprenter det, understreger det, hvorved vi af lutter lede undlader at gendrive det? Men Gud ønskede ikke at synes grusom og uretfærdig på den ene side, men tros barmhjertig og retfærdig på den anden. Tværtimod, han har åbenbaret for os mange tegn på hans høje retfærdighed og mildhed, for at vi, når vi ser dem, skal tro på det samme i andre forhold, hvor vor forstand ikke kan fatte det guddommelige forsyns råd.

^{104 [116]}         Hactenus sibi videtur strenue depulisse quæ prolata sunt ex Vetere Testamento, ac promittit se iisdem armis depulsurum quæcunque vel prolata sunt, vel proferri queant ex aliis Scripturæ locis. Quibus armis? Aliquot paradoxis, quibuscum nobis bellum est, et aliquot mendaciis. Quorum unum est, me aliud proposuisse, aliud defendere. Et si quis argumentis pugnans plus extorqueat ab adversario quam propositum esset, tanto magis jacet is qui oppugnatur, veluti si quis bellans cum Principe ob unius arcis ditionem, toto eum regno expellat: quod tamen falsissimum est, nusquam enim separo liberum arbitrium à gratia. Alterum est, quod fingit toties, me unam probabilem opinionem proposuisse, cum ut minimum tres proposuerim, quarum nullam rejicio.

          Indtil nu mener han, at han stærkt har tilbagevist, hvad der er fremført fra det gamle testamente, og han lover, at han med de samme våben vil tilbagevise, hvad der enten er fremlagt eller kan fremlægges fra andre skriftsteder. Med hvilke våben? Med nogle paradokser, som jeg er i krig med, og med nogle løgne, af hvilke én går ud på, at jeg har foresat mig én ting, men forsvarer noget andet. Og hvis én, der kæmper med argumenter, fravrister modstanderen mere end han har foresat sig, så slår han modstandere des mere eftertrykkeligt, ligesom hvis én, der kæmper med en fyrste om herredømmet over én enkelt fæstning, driver ham ud af hele kongeriget. Og dog er det helt forkert: Jeg har aldrig sat skel mellem den frie vilje og nåden. Noget andet er, at han hele tiden forestiller sig, at jeg kun har fremsat én antagelig opfattelse, skønt jeg har fremsat mindst tre, hvoraf jeg ikke forkaster nogen. (e1#87)

¹⁰⁵ Tertium, quod quoties dicitur voluntas hominis aliquid posse, ait consequi, quod suis viribus totum possit: perinde quasi qui puero bono ingenio nato, cui adsit idoneus præceptor, dicat, Potes in doctum virum evadere, si velis, sentiat illum id posse citra præceptoris operam, citraque studium. Et hæc toties recinit, ut si toties refellam, nullus sit futurus modus voluminis. Omitto hîc scurilles hominis jocos de acie muscarum, deque Achille talis exercitus. Senserunt Ægyptii, quid possint muscæ. Et nobis domi sunt similes facetiæ, sed nec libet, nec vacat scurrari, etiamsi sales isti tam insulsi non tam in me cadunt, quam in probatissimos Ecclesiæ Doctores, et in primis Augustinum, cujus auctoritate jactat se niti in hoc dogmate.

Den tredje løgn er denne: overalt, hvad menneskets vilje siges at kunne noget, hævder han, at det deraf følger, at den med sine egne kræfter kan alt. Ganske som hvis én sagde til en dreng med medfødte god forstand, som fik hjælp af en velegnet lærer: ”Du kan blive en lærd mand, hvis du vil”, og han så skulle mene, at det var noget, han kunne uden lærerens gerning og uden anstrengelse. Og den sang gentager han hele tiden, så hvis jeg hver gang skulle gendrive den, ville bogen blive umådelig tyk. Jeg springer her over spasmagarens vittighed om fluernes kamporden og om en sådan hærs Akilleus. (L5#75f). Ægypterne mærkede nok, hvad fluer kunne udrette (2 Mos 8,24). Vi har da nok lignende vittigheder på lager, men vi har hverken lyst eller tid til at drive spas, selv om disse vanvittige vittigheder ikke så meget rammer mig som kirkens anerkendte lærde, først og fremmest Augustin, på hvis autoritet han praler af at støtte sin lære.

¹⁰⁶ Quibus autem armis submovet Achillem muscarum? Matth. XXIII. Quoties volui congregare filios tuos, et noluisti? Unde sic ratiocinabar, Si cuncta fiunt necessitate, cur accusatur nostra voluntas, quæ nulla est, juxta Lutherum? Respondet ille, probabilem opinionem statuere liberum arbitrium nihil posse sine gratia: et hic locus docet ejus omnipotentiam. Respondeo, utrumque falsum. Nam nec argumenta diriguntur ad unam opinionem, nec hîc tam agitur de confirmanda opinione mea, quam de refellanda Lutheri necessitate.

Men med hvilke våben udsletter han da fluernes Akilleus? Med Matt 23,37: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, og I ville ikke!” (L5#76) Derudfra argumenterede jeg således: ”Hvis alt sker med nødvendighed, hvorfor anklages så vores vilje, som intet er, ifølge Luther”? (e2#19). Han svarer her, at den antagelige opfattelse slår fast, at den frie vilje intet kan uden nåden: men at dette sted lærer den frie viljes almagt. Jeg svarer, at begge dele er forkerte. For hverken fører argumenterne frem til én opfattelse, ejheller drejer det sig her så meget om at bekræfte min opfattelse, mere om at gendrive Luthers nødvendighed.

¹⁰⁷ Id verba mea indicant, Si cuncta, inquam, fiunt necessitate. Si hæc musca excludit necessitatem meram, quam Lutherus asseveravit, quamque semper exsecrati sunt omnes Orthodoxi, et in bonis et in malis, nonne satis pugnavit? Nec probatur voluntas libera ac potens in omnia, quæ Prophetæ dixerunt, sed auxilio paratæ gratiæ suis viribus aliquid posse in his quæ exiguntur.

Det viser mine ord. Jeg siger jo: ”Hvis alt sker med nødvendighed”. Hvis denne flue udelukker den rene nødvendighed både i de gode og i de onde, som Luther fastholder, og som alle de ortodokse hele tiden har afskyet, har den så ikke kæmpet godt nok? Ejheller bevises det, at viljen er fri og mægtig i alt det, som profeterne har sagt, men at den kan gøre noget af det, som de har krævet, med den tilbudte nådes hjælp og ved sine egne kræfter.

^{108 [117]}          Verùm hîc recurrit ad duos illos Deos, quo commento sibi unice placet, quorum alterum nunc mutatis vocabulis appellat incarnatum et crucifixum, alterum appellat Deum reverendum, antea dixerat adorandum, non colendum, quasi qui adoret in spiritu non colat. Siquidem Deum nominatum, quem interpretatur prædicatum, docuit eundem esse cum culto, (1379) significans alterum Deum adorari quidem, at neque prædicari, neque coli. Hæc sunt non muscæ, sed novorum verborum portenta, quæ Lutherus pro suo arbitratu nobis gignit è suo cerebro, monetque, ut alterum illum Deum sinamus in sua luce, nos tantum disputemus de Deo crucifixo. Quis erat igitur ille Deus, cujus sapientiam Apostolus loquebatur occulte inter perfectos, cum apud infirmiores nihil sciret, nisi Jesum Christum, et hunc crucifixum? Et quid est quod alibi dicit, Spiritus omnia scrutatur, etiam profunda Dei? Philosophi naturæ viribus perspexerunt invisibilia Dei, cognoverunt sempiternam ejus virtutem ac divinitatem, et eos, qui Spiritum hauserunt coelestem, vult Deum illum sinere in suo latibulo.

          Men her falder han tilbage på disse to guder – noget, han holder meget af. Af dem kalder han nu den ene (han har forandret sin betegnelse) den inkarnerede og korsfæstede (L5#78), den anden den Gud, der skal ære, tidligere sagde han tilbedes, ikke dyrkes, som om den, der tilbeder Gud i ånden, ikke dyrker ham. (L5#37). For han lærte, at den Gud, der her nævnes, som han fortolker som den prædikede Gud, er den samme som den dyrkede Gud, og det betyder, at den anden Gud ganske vist skal æres, men hverken prædikes eller dyrkes. Dette er ikke fluer, men nye ord-monstre, som Luther fuldstændig vilkårligt har født for os ud af sin egen hjerne, og han formaner os til, at vi skal lade denne anden Gud være i sit eget lys, og kun disputere om den korsfæstede Gud. Hvem var da den Gud, hvis visdom apostelen talte om hemmeligt blandt de fuldkomne, mens han blandt de svage ikke vidste andet end Jesus Kristus, og det korsfæstet? (1kor#2.6f). Og hvad betyder det, han siger andetsteds: ”Ånden ransager alt, endog Guds dybder”? (1kor#2.10). Filosofferne så ind i Guds usynligheder ved deres naturlige kræfter, de erkendte hans evige kraft og guddommelighed, og Luther vil have, at de, der har drukket den himmelske ånd, skal lade Gud være i hans skjulthed.

¹⁰⁹ Undequaque fas est scrutari Deum, ex rebus conditis, è Scripturis, ex sensu spiritus, et experimentis. Tametsi fateor esse scrutandi modum, dum in hoc corpusculo peregrinamur. Nec est idem omnium modus. Habet suas quisque dotes. Sed age tractemus de Deo crucifixo. Nonne illius verba produximus? Homo loquebatur hominibus, nimirum humano more, et nos illius verba juxta sensum communem interpretamur. Sic loqueretur Medicus ægroto pereunti, quod ipsius fidelibus monitis obtemperare nollet, sic pater filio male morigero. Quis Angelus docuit Lutherum, aliud loqui Deum crucifixum, aliud velle Deum illum qui habitat lucem inaccessam? Sinat ipse Lutherus illum Deum, quem à nobis non vult attingi.

Det er tilladt at ransage Gud overalt, ud fra de skabte ting, ud fra skriften, ud fra åndens kendetegn, og ud fra erfaringen. Dog indrømmer jeg, at der er måde med vor ransagen, eftersom vi er pilgrimme her i vore svage kroppe. (2kor#5.6-7). Men der er ikke den samme måde for alle. Enhver har sine gaver. Men kom, lad os tale om den korsfæstede Gud. Mon ikke det er os, der har frembragt hans ord? Han talte som det ene menneske til det andet, det vil sige, på menneskelig vis, og vi fortolker hans ord ifølge almindelig sprogbrug. Sådan vil en læge tale til en syg, der er ved at dø, fordi han ikke vil adlyde hans trofaste formaninger, således vil en far tale til en lydig søn. Hvilken engel har lært Luther, at den korsfæstede Gud taler på én måde, den Gud, der bor i et utilgængeligt lys vil noget andet? Luther skulle selv tage og lade den Gud være, som han ikke vil, vi skal berøre.

¹¹⁰ Cur illius consilium effert et asseverat, quasi vixerit cum illo? Fatemur Deum in hoc missum, ut omnia faceret, diceretque, quæ pertinete ad hominum salutem: fatemur hæc omnia multis nihil profuisse, plurimus cessisse in majus malum, hactenus convenit inter nos. Sed ubi controversiæ nodus? Quod nos tribuimus vel meritis hominum præcedentibus, vel humanæ voluntati avertenti sese ab oblata gratia, hoc Lutherus vult adscribi arcanæ voluntati, qua Deus ex proposito aliquos relinquat et reprobet, ut pereant. Nec nobis quærendum cur ita faciat, sed reverendus Deus, qui talia et possit et velit. Saltem addidisset Lutherus, et juste velit, quanquam nobis causæ sunt incognitæ; sed delectatur paradoxis.

Hvorfor fremdrager han og bekræfter hans råd, som om han levede sammen med ham?

Vi indrømmer, at Gud var sendt af den grund, at han skulle gøre og sige alt, hvad der har med menneskets frelse at gøre. Vi indrømmer, at der var mange, alt dette ikke var til gavn for, at de fleste faldt ind i et større onde, så langt kan vi være enige. Men hvor er uoverensstemmelsens knude? Deri, at det, vi tilskriver enten menneskenes forudgående fortjenester eller den menneskelige vilje, der vender sig bort fra den tilbudte nåde, det vil Luther tilskrive den skjulte vilje, hvormed Gud bevidst forlader nogle og fordømme dem til at gå fortabt. (L5#79). Og det er ikke op til os at spørge, hvorfor han handler sådan, vi skal blot ære Gud, som både kan og vil dette. Blot Luther dog havde tilføjet: 'og vil det retfærdigt, skønt grundene er ukendte for os; men han elsker paradokser.

¹¹¹ Expendamus rursum, quid inter nos conveniat, quid non. Esse quandam arcanam Dei voluntatem nobis inscrutabilem, convenit: esse quædam, quorum causas perscrutari nec debemus nec possumus, convenit. Verùm illud non convenit, in omnibus præceptis, in omnibus promissis, minis, terroribus, expostulationibus, blanditiis, hanc voluntatem velut apo mhcanhV qeon adorandam tantum esse. Si Lutherus dixisset, aliquot homines speciali Dei voluntate, vel reprobari, vel attrahi, tolerabilius esset. Nunc illius dogma est quod oppugno, Omnes qui servantur, omnes qui pereunt, nulla sua culpa, nullo merito, sed mera necessitate, quod ad ipsos attinet, servari aut perire, cum longe aliud sonent verba Dei crucifixi, qui ut celarit alicubi voluntatem Patris inscrutabilem, certe non fefellit nos: nec ea loquutus est, quæ pugnant cum illa voluntate tantum adoranda.

Lad os igen se på, hvad vi er enige om og hvad ikke. Vi er enige om, at der er en vis hemmelig Guds vilje, som er uransagelig for os; vi er enige om, at den er af en sådan art, at vi hverken bør eller kan gennemskue den; men det er vi ikke enige om, at der i alle bud, forjættelser, trusler, afskrækkelser, bebrejdelser, fremlokkelser kun findes denne vilje, der skal æres som en 'automatgud'. Hvis Luther havde sagt, at nogle mennesker i kraft af Guds særlige vilje enten fordømmes eller drages hen til ham, så ville det have været mere antageligt. Men som det står, bekæmper jeg hans læresætning, at alle, som frelses, og alle, som går fortabt, går fortabt eller frelses ikke ved deres egen brøde eller fortjeneste, men frelses eller går fortabt af ren og skær nødvendighed for så vidt angår dem selv, selv om den korsfæstede Guds ord lyder helt anderledes, han, som skønt han sommetider skjulte Faderens uransagelige vilje, bestemt ikke bedrog os. Og han sagde ikke noget, som var i modstrid med denne vilje, der kun kan æres.

¹¹² Christus promittit salutem, si ad ipsum venire voluerimus, nimirum indicans per nos stare, quo minus servemur. At arcana voluntas nihil tribuit humanæ voluntati, sed hominem mera necessitate adactum, vel servat vel perdit in æternum; et tamen Petrus negat apud Deum esse proswpolhyin. Ubi destituitur humana ratio, liceat tunc ad adorandam voluntatem, velut ad sacram ancoram, confugere.

Kristus forjætter frelses, hvis vi vil komme til ham, og derfor antyder han, at det er vor egen skyld, hvis vi ikke frelses. Men den hemmelige vilje tilskriver ikke den menneskelige vilje noget, men enten frelser eller giver evig fordømmelse til mennesket, drevet af ren og skær nødvendighed; og dog nægter Peter, at der hos Gud er personsanseelse. (1 Pet 1,17). Når fornuften lader os i stikken, så må det være på sin plads at ty til at ære denne vilje, som til en redningsplanke.

¹¹³Hîc quid opus est, cum in promtu sit probabilis et naturæ consentiens ratio, cur alii pereant, alii serventur. Si quis ponat esse sylvestres homines, quibus non esset auditum Euangelium, moveri quæstio poterat de arcana voluntate. De his non agit Lutherus, sed de his qui audierunt Euangelium et noluerunt obtemperare. Sed omnia mavult Lutherus quam suum deferere dogma. Hic nodus illi solvendus erat. Nam quod excusat etiam Judæis exhibitum fuisse Deum incarnatum, (1380) haud gravate illi concedimus: nihil enim refert ad hanc quæstionem. [118]

Hvad brug er der for det her, når der findes en antagelig forklaring, som er i overensstemmelse med naturen, på, hvorfor nogle fortabes, andre frelses? Hvis nogen påstår, at der findes skov-mennesker, som ikke har hørt evangeliet, så kunne man rejse spørgsmålet om den hemmelige vilje. Men det er ikke dem, Luther taler om, men om dem, som hører evangeliet og ikke vil adlyde. Men Luther vil hellere alt andet end ødelægge sin læresætning. Det var denne knude, han skulle løse. For det, han kommer med som undskyldning: at den inkarnerede Gud også blev åbenbaret for jøderne, det indrømmer vi ham gerne (L5#80), men det har intet med sagen at gøre.

¹¹⁴ Videre til hyp10!

¹¹⁵ c

c

¹¹⁶ c

c

¹¹⁷ c

c

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c