Hyperaspistes 8

¹    Desiderius Erasmus pio lectori s. d.

Equidem decreveram post priorem illam Hyperaspistæ quamvis tumultuariam velitationem conquiescere, non perinde tædio molesti laboris, quanquam ingenue fateor ingenium meum ab istis rixosis contentionibus non minus abhorrere, quam ab ipsis inferorum portis, atque ob id quod non perspiciam, quid hinc boni fructus possit oriri.

Desiderius Erasmus til den fromme læser: hilsen!

Selv om jeg havde besluttet efter denne første noget tumultariske fægtning med Hyperaspistes at tie stille, ikke så meget, fordi jeg var ked at det besværlige arbejde, skønt jeg gerne indrømmer, at mit temperament ikke viger mindre tilbage fra disse kivagtige stridigheder end fra selve helvedes porte, mere fordi jeg ikke kunne se, hvordan der kunne komme noget godt ud af det.

²   Quid enim refert cum illo confligere qui Doctores Ecclesiæ, ab ipsis usque Apostolorum temporibus, quamvis eruditione sanctimoniave probatos, qui Conciliorum quamlibet veterum placita, qui populi Christiani consensum pro nihilo ducit, qui præter irrefutabilis Scripturæ testimonia nihil admittit, sed hujus interpretationem pro suo arbitratu temperandam, uni sibi vindicat, cæterorum sententiis umbrarum instar volitantibus, qui quoties commodum est, gignit nobis nova rerum vocabula, novas definitiones, novas distinctiones, nova paradoxa, sic totam disputationem undique convitiis fermentans, sic insatiabili loquacitate confundens omnia, ut tædio respondere parantem enecet.

For hvad betydning har det af strides med ham, som ikke regner kirkens lærde, fra hans egen tid lige tilbage til apostlenes tid, hvor anbefalede de end er gennem dannelse og hellighed, som ikke bryder sig om koncilerne, ligegyldigt hvor gamle de er, som er ligeglad med kristenfolkets enighed, som ikke går med til noget udover skriftens uigendrivelige vidnesbyrd (n2) (e1#42), men kræver fortolkningen af skriften alene for sig selv, idet han afpasser den efter sit forgodtbefindende, med andres meninger flagrende rundt som tomme skygger, som overalt, hvor det er passende, føder os nye ord for tingene, nye definitioner, nye distinktioner, nye paradokser, idet han i den grad overalt krydrer hele disputationen med skældsord, i den grad sammenblander alting i en umættelig snakkesalighed, at den, der prøver at svare ham, dør af væmmelse.

³ Et tamen sibi mire videtur pugnare, subinde triumphos instaurans, gloriosasque cantiones, Io pæan, et Io triumphe, nobis ad singulas pene sententias occinens. Accedunt ad hæc quorumdam nimium morosa ne dicam maligna judicia, nimiumque tenaces suspiciones. In Diatriba quoniam studio temperatum est a convitiis, quo rei veritas liquidius elucesceret, submotis affectuum nebulis, interpretati sunt quidam me cum Luthero colludere.

Og synes han selv, at han kæmper fantastisk godt, så udstøder han triumfråb, og synger sejrssange, glædeshymner, jubelråb imod os ved næsten hver eneste påstand.

Dertil kommer hans altfor gnavne for ikke at sige ondsindede bedømmelser af nogle personer, og hans altfor vedholdende mistanker. Fordi jeg i Diatriben med vilje var tilbageholdende med skældsord, hvorved sandhedens sag lyste mere klart op, og følelsernes tåge blev undertrykt, så var der nogle, der fortolkede det sådan, at jeg spillede under dække med Luther.

⁴  Rursus alii prædicant, me non expedisse vires omnes ingenii, idque colligunt ex eo, quod cum, ut ajunt, in quibusdam locis illum vehementer urgeam premamque, tamen alicubi videar suffrigidus ac subtimidus, et studio contrahens ungues, parcensque adversario. Qua suspicio cum sit iniquissima, tamen multo est absurdior istorum suspicio, qui dictitant, etiam nunc post tam hostilem Lutheri in me debacchationem, post Hyperaspistæ velationem, satis opinor liberam, etiamsi minus contumeliosam, qua parte lubens superari me patior, nos inter nos colludere.

Atter andre udbredte den tanke, at jeg ikke havde brugt alle mine medfødte evner; det slutter de deraf, at jeg, skønt jeg efter deres mening en del steder stærkt pressede og trykkede ham, dog ofte syntes at være svag og frygtsom, og med vilje trak kløerne til mig og skånede min modstander. Selv om denne mistanke er forkert, er dog deres mistanke langt mere absurd, de, som bliver ved med at sige, at selv nu efter Luthers stærkt fjendtlige rasen mod mig og efter fodfolket i Hyperaspistes, som, tror jeg, var ganske fri, skønt den var mindre forhånende – på det punkt finder jeg mig gerne i at bliver overgået – så skulle vi alligevel være hemmeligt forbundne.

⁵ Deum immortalem! quid isti vocant pugnam, si tam cruentus congressus nihil aliud est quam collusio? Erant et aliæ causæ non leves, quæ mihi persuaserant, satius esse tractare materias cum magis frugiferas, tum huic ætati congruentiores. Verùm quoniam amici suo jure promissi fidem efflagitant, rursus qui vel Luthero favent, vel mihi invident, jactitant me deserta causa, victoriam adversario cedere, præsertim cum ipse Lutherus, perinde quasi nihil omnino responsum sit, libello Germanice scripto satis gloriose celebret suos triumphos, minimo nos provocans, imo potius omnibus oppedens gloriosissima illa sua voce Trotz, ad conflictum redeo:

Ved den udødelige Gud! Hvad vil de kalde kamp, hvis et så blodigt sammenstød ikke er andet end en hemmelig indforståelse? Der var også andre ikke ubetydelige årsager, som overtalte mig til, at det ville være mere tilfredsstillende at beskæftige sig med ting, der var mere frugtbringende, og mere i overensstemmelse med tidens krav. Men eftersom mine venner har udøvet deres ret til at kræve, at jeg holdt mit ord, og videre, fordi nogle, som nok var gunstigt stemt overfor Luther, pralede af, at jeg forlod sagen og indrømmede, at modstanderen havde sejret, men især, fordi Luther selv, fuldstændig som om der ikke var kommet noget svar, i en tysk bog temmelig pralende fejrer sin triumf (n5), og provokerer os ikke så lidt, ja, snarere forhåner alle med sit glorværdige ord: trods, så vender jeg tilbage til striden:

⁶  apud Lutherum quidem, sat scio, nihil aliud profecturus, quam ut insolentius etiam plaudat suo dogmati, nonnihil etiam addens absurditatis, sed partim ut liberem fidem meam, quam lectori veluti chirographo publicitus obstinxi, partim ut animos vacillantes fulciam, sanabiliter ægrotantibus medear. Quod utinam vel per nos, vel alium quemlibet facere dignetur is, cujus causam nos agere credimus! Nec pluribus te præfando morabor, optime lector, quo rem cognoscas integrior. Vale. (1339)

Ganske vist véd jeg, at jeg med Luther ikke kan opnå andet end at han endnu mere overdrevent vil udplapre sin læresætning, idet han tilføjer nogle absurditeter, men dels for at opfylde mit løfte, som jeg har givet læseren offentligt så at sige med egen underskift, dels for at styrke de mennesker, der er i tvivl, vil jeg helbrede de syge til større sundhed. Gid derfor dette må ske enten gennem os, eller gennem en anden, som er værdig til at gøre det, han, hvis sag vi tror at føre. For ikke at trække fortalen længere ud, kære læser, så farvel nu, så kan du være frisk til at erkende sagen. (1337)

⁷  Desiderii Erasmi Hyperaspistes, Diatriba adversus Servum Arbitrium Martini Lutheri.

Liber secundus.

Desiderius Erasmus' Hyperaspistes, afhandling imod Martin Luthers ”Om den trælbundne vilje”.

Bog 2.

⁸  Utcunque tandem e rixarum spinetis et convitiorum lappis tribolisque sumus eluctati. Sic enim ubique visum est Luthero maximam voluminis partem, jurgiis, scommatibus et calumniis perdere, in hoc quod superest cursus erit aliquando expeditior. Non quod ille possit usquam sui dissimilis esse, sed argumentationis densitas, et sacrarum Scriptuarum crebra testimonia non præbebant hîc perinde liberum campum maledicentiæ.

På én eller anden måde har vi langt om længe kæmpet os fri af stridighedernes tjørnekrat og fornærmelsernes burrer og tidsler. For Luther har overalt besluttet at spilde størstedelen af hans bog på ordstrid, skældsord og bagvaskelser. I det, der står tilbage, kan forløbet blive noget mere bekvemt. Ikke fordi han nogensinde kan være sig selv ulig, men tyngden af argumenterne og den hellige skrifts talrige vidnesbyrd lod ikke megen plads tilbage til forbandelser.

⁹  Quanquam et in his tantum est gloriarum, insultationum, dicteriorum, ut minima portio data sit causæ. Præstat igitur ut his neglectis sermonem vertamus ad lectorem, satis jam cum illo rixati homine, hac quidem parte prorsus invicto. Quanquam et illic obiter inter rixandum argumentationis futuræ semina jecimus, indicatis rationibus, per quas et nostra confirmari, et illius lemmata dilui possint.

-- selv om der her er så mange pralerier, fornærmelser og vittigheder, at der levnes meget lidt plads til sagen selv. Derfor er det bedre at ignorere dette og henvende sig til læseren, for jeg har jo allerede skændtes tilstrækkeligt med dette overdrivende menneske, som i hvert fald i den disciplin er ubesejret. Skønt også dèr har jeg i forbifarten mellem hans overdrivelser indsparket kim til en kommende argumentation, idet jeg har påvist begrundelser, gennem hvilke også vor sag bliver bekræftet og hans argumenter opløst.

¹⁰ Cæterum quoniam Lutherus intolerabili loquicitate, mirisque depravationibus, veluti fumis involvit omnia, non ab re fuerit denuo lectori per epilogum summam eorum, quæ dicta sunt, quatenus ad rem pertinent ob oculos ponere. [¹] Primum ostendi falsissimum esse, imo res ipsa loquitur esse manifestariæ vanitatis, quod Luthereus toties impingit meam Diatribam nihil aliud docere, quam esse aliquod liberum arbitrium, cum illic tot verbis explicetur quid sit liberum arbitrium, quale fuerit conditum, quale sit vitiatum, quomodo sanetur, quid possit nondum restitutum vel in bonum vel in malum, quid valeat auxiliante gratia, et quid agat assentiens operanti gratiæ, quid cooperans cooperanti: et tamen cum ille simpliciter neget ullum esse liberum arbitrium, si nil aliud docuissem quam aliquod esse, viceram. In cæteris enim quæstionibus quid agat, et quantum valeat, variant Orthodoxorum sententiæ, concordes interim in hoc, esse aliquod.

Men fordi Luther med sin utålelige snakkesalighed og sine mærkelige fordrejninger har indhyllet alt som i et tågeslør, vil det ikke være irrelevant på ny gennem en epilog i korthed at stille læseren for øje, hvad der blev sagt, for så vidt det har med sagen at gøre.

For der første påviste jeg, at det, som Luther så ofte anklager min Diatribe for: at den ikke gør andet end lære, at der er en slags fri vilje, er forkert, ja sagen selv siger, at det er helt forkert, eftersom jeg dèr med så mange ord forklare, hvad den frie vilje er, hvordan den var, da den blev til, hvordan den blev fordærvet, hvordan den helbredes, hvad den kan, mens den endnu ikke er helbredt både til det gode og til det onde, hvad den er værd, når nåden hjælper, hvad den gør, når den tilslutter sig den virkende nåde, hvordan den samvirker med den samvirkende nåde. (e1#92). Og dog, da Luther simpelthen nægter, at der er en fri vilje, har jeg sejret, hvis jeg blot har lært, at der er en fri vilje. For i de andre spørgsmål: hvad den gør, og hvor meget den er værd, er de ortodokses mening forskellig, men de er hele tiden enige om, at der er en fri vilje.

^{11 [2]}  Deinde de contentione vocis excepi, neque enim meum inventum est ut dicatur liberum arbitrium, sed nomen a priscis Ecclesiæ Doctoribus perpetua serie successionis ad nos usque derivatum est. Si quis malit appellare voluntatem utroque volubilem et ad malum et ad bonum, mea nihil refert. Augustinus tamen et Bernardus interdum appellare videntur liberum arbitrium ipsum voluntatis assensum naturalem, quæ cogi non potest, nisi cogat seipsam.

Dernæst optog jeg striden med ham om terminologien. For det er ikke mig, der har fundet på, at man skal sige 'fri vilje', men det er et ord, der er afledt af de ældste kirkes lærde og hele rækken af efterfølgere lige frem til os. Hvis man hellere vil kalde den en vilje, der kan falde ud til både det onde og det gode, har jeg intet imod det. Dog synes både Augustin og Bernhard af og til at kalde selve den frie vilje for viljens naturlige tilslutning, som ikke kan tvinges, hvis ikke den tvinger sig selv.

¹² Siquidem hanc libertatem tribuunt etiam Pharaoni et Spiritibus impiis, in quibus utique voluntas non est libera ad bonum et malum, sed tantum ad assentiendum, quod est naturæ humanæ, quo differt homo à brutis et inanimis, in quibus appetitus est non voluntas. Voluntas enim ibi nulla est, ubi nulla est ratio. Porro ubicunque voluntas est, ibi libertatem esse ajunt. Nam divus Bernardus ex his duabus vocibus, arbitrium refert ad rationem, liberum ad voluntatem.

Men denne frihed tillægger de endog Farao og de ugudelige ånder, i hvilke viljen blot ikke er fri til det gode og det onde, men kun til at give tilslutning, noget, der hører den menneskelige natur til, og hvorved mennesket adskiller sig fra dyrene og de ubesjælede, i hvilke der er en drift, ikke en vilje. For der er ingen vilje dèr, hvor der ikke er nogen fornuft. Og videre siger de, at overalt, hvor der er vilje, dèr er der også frihed. For den guddommelige Bernhard henviser ud fra de to ord, valget til fornuften, friheden til viljen.

¹³ Ratio judicat ac monet, voluntas eligit aut verte assentitur. Augustinus Hypogrosticon Libro III. si tamen hoc opus, licet eruditum, illi tribuendum est, scribit peccato Adæ liberum arbitrium perdidisse bonum possibilitatis, nomen (1338) et rationem manere. Ac plane fateor nomen esse superbum, si ad naturam hominis vitiatam expendatur, tametsi Græcis etiam superbius est to autexousion, quasi ex se possit quicquid velit. Verùm ineptum sit de voce digladiari, quoties de re convenit.

Fornuften bedømmer og formaner, viljen udvælger eller giver i det mindste sin tilslutning. Augustin skriver i ”Hypognosticon” bog 3, hvis ellers dette værk skal tilskrives ham, skønt det er et lærd værk, at ved Adams synd har den frie vilje mistet sin evne til det gode, men beholdt sit navn og sin karaktér. Og jeg indrømmer fuldstændigt, at betegnelsen er udmærket, hvis det bruges om menneskets fordærvede natur, selv om den græske betegnelse er endnu bedre, 'det selvmægtige' (H18#14), som den ud fra sig selv kan, hvad som helst den vil. Men det fører ikke til noget at strides om ord, når blot der er enighed om sagen.

¹⁴  Hoc nomine sunt uti, qui quam minimum tribuunt humanæ voluntati, gratiæ vero totum. Velut Ambrosius in Libris De vocatione Gentium, nihil moror, si quis hoc opus alii malit tribuere, quisquis fuit, non cedit Ambrosio. Item Hieronymus, Augustinus et Bernardus. Mihi videtur liberum arbitrium dici voluntas ad eligendum libera, non plene quemadmodum erat condita, sed juxta reliquias conditionis, et nativam habilitatem per gratiam Dei reparabilem: quemadmodum homo dicitur robusto corpore, qui natura tale corpus habeat, et ad pristinas vires restitui possit, licet interim morbus nativum robur attenuet.

Denne betegnelse er blevet brugt af nogle som tillægger den menneskelige vilje så lidt som muligt, men nåden det hele. Som fx Ambrosius i bogen ”Om hedningernes kaldelse” -- jeg har intet imod det, hvis nogen hellere vil tilskrive dette værk til nogen anden, hvem det så kan have været, så står han ikke tilbage for Ambrosius. Ligeledes Hieronymus, Augustin og Bernhard. Jeg synes, at fri vilje kan siges at være en vilje til at vælge frit, ikke fuldstændig frit, som dengang den blev skabt, men frit ifølge de betingelser, der var tilbage, og ifølge den medfødte evne, der kan oprettes gennem Guds nåde. Ligesom det menneske siges at have et godt helbred, hvis han fra naturens hånd har et robust legeme, og kan føres tilbage til de samme kræfter, selv om sygdom har reduceret hans naturlige styrke for en tid.

^{15 [3]} Constat inter Orthodoxos in homine primum condito, quemadmodum et in Angelis liberam fuisse voluntatem, vel perseverandi in bono, vel deflectendi ad malum, nec imputari posse peccatum ubi non est ullo pacto liberum arbitrium. Excipio infantes et fatuos, quorum peculiaris est ratio.

Blandt de ortodokse står det fast, at der i mennesket, som han fra først af blev skabt, var en fri vilje, ligesom i englene, som kunne fastholdes i det gode eller drejes til side til det onde, og at synd ikke kan tilregnes, hvor der ikke på nogen måde er en fri vilje. Jeg undtager spædbørn og åndssvage, for deres fornuft er noget særligt.

^{16 [4]}          Porro liberum arbitrium hominis, per peccatum Adæ, magis autem si accedant peccata, quæ quibusdam dicuntur personalia, obscuratum fuit non exstinctum, vulneratum non occisum, claudicatione læsum non amputatum, semivivum vel relictum non mortuum.

         Og således blev menneskets frie vilje gennem Adams synd, men endnu mere, hvis der tilstødte de synder, som nogle kalder personlige, formørket, men ikke udslukt, såret, men ikke dræbt, gjort til krøbling ved et sår, men ikke amputeret, efterladt halvvejs levende, men ikke død.

^{17 [5]}        Docuimus non absurde liberum dici, quod suapte natura liberum est, licet aliquo casu libertas sit amissa: veluti qui nati ingenui venerunt in potestatem hostium, unde si detur aufugere, redeunt in pristinam conditionem, ex communi sermonis consuetudine liberos appellamus magis ad nativitatem respicientes quam ad præsentem sortem.

      Vi har lært, at det ikke er absurd at kalde noget frit, hvis det er frit ifølge sin egen natur, selv om det ved en eller anden begivenhed har mistet sin frihed, ligesom vi efter almindelig sprogbrug kalder de mennesker frie, som er født frie, falder i fjendens magt, og som, hvis det lykkes dem at flygte derfra, vender tilbage til deres tidligere betingelse, idet vi mere ser på deres fødsel end på deres nuværende skæbne.

^{18 [6]}          Et alioqui quod imperfectum est, non protinus amittit totius vocabuli rationem, veluti non statim dicitur ægrotus, qui solito factus est imbecillior.

        Og ellers mister det, der er ufuldkomment, ikke med det samme begrundelsen for sin betegnelse, fx kaldes man ikke straks syg, hvis man blot er svagere end man plejer at være.

^{19 [7]}          Postremo naturalis habilitas servat cognominis honorem, quod genus, si quis dicat corpus hominis utroque vertibile, nimirum ad sanitatem et ægrotationem, cum tamen absque medico non possit tueri aut recuperare bonam valetudinem. Fingamus enim hoc esse docendi gratia.

          Endelig bevarer en naturlig evne æren ved betegnelsen, som fx hvis én siger, at menneskelegemet kan gå i begge retninger, i retning af sundhed og i retnign af sygdom, skønt det dog uden læge ikke kan bevare eller genvinde sit gode helbred. Lad os derfor forestille os, at det er sådan, for argumentets skyld.

^{20 [8]}         Demonstravimus et impiis manere lucem aliquam rationis, per quam Philosophi sine gratia consecuti sunt cognitionem divinæ naturæ, juxta Paulum. Eadem opera demonstratum in eisdem manere aliquam honesti appententiam. Hæc sunt semina seu reliquiæ nativæ libertatis.

        Vi demonstrerede, at selv for de ugudelige bevares der et vist fornuftens lys, gennem hvilket filosofferne uden nåden ifølge Paulus kan opnå erkendelse af den guddommelige natur (rom#1.18ff). I det samme værk bliver det demonstreret, at der i dem forbliver en drift efter det gode. Dette er kim fra eller rester af den medfødte frihed.

^{21 [9]}        Ostendimus triplicem esse gratiam, unam naturæ, nam juxta Paulum in Deo vivimus, movemur, et sumus: Alteram invitantem ad meliora, quam Augustinus vocat operantem, nonnunquam pulsantem, interim præparantem, alias prævenientem. Hæc nondum confert perfectam innocentiam, sed huc tamen præparat: Tertiam justificantem, quam Augustinus appellat cooperantem, Bernardus addit perficientem, (1339) existimans nec in initio nec in fine quicquam agere voluntatem hominis, tantum in progressu cooperari gratiæ.

        Vi påviste, at der er tre slags nåde (e1#94). Den første er den naturlige nåde, for ifølge Paulus, lever, røres og er vi i Gud (Apg 17,28). Den anden er den, der tilskynder til det bedre, som Augustin kalder den virkende, af og til den tilskyndende, af og til den forberedende, mens andre kalder den den forekommende. Denne nåde fører endnu ikke frem til den fuldkomne uskyld, men den forbereder til det. Den tredje slags nåde er den retfærdiggørende nåde, som Augustin kalder den samvirkende nåde, Bernhard tilføjer 'den fuldkommengørende nåde', idet han mener, at hverken i begyndelsen eller ved slutningen virker den menneskelige vilje, den samvirker kun med nåden i sin fremdrift.

^{22 [10]}         Declaravimus nihil esse absurdi, si ejusdem operis pluris sint causæ simul operantes, aut si voluntas acta dicitur agere, quemadmodum dicet Augustinus, cum aliis locis, tum Libro de correptione et gratia, Capite secundo.

         Vi har forklaret, at der ikke er noget absurd i det, hvis flere årsager virker samtidig på den samme gerning, eller hvis den vilje, der er genstand for handling, siges selv at handle, sådan som Augustin siger, blandt andet i bogen ”Om irettesættelse og nåde”, kap 2.

^{23 [11]}          Voluntas autem libera dici potest tribus modi, vel quia perficit quicquid vult, quod soli Deo proprium est: vel quia vult quidem, sed inefficaci propensione, ni succurrat gratia: vel quia quod vult, etiamsi malum sit, facit nullo prohibente. Hoc prostremo modo et in malis libera est, nisi revocetur ad omnipotente gratia. Secundo modo est quadamtenus et in impiis ex influxu naturæ, et in malis ex gratia pulsante, nisi mavis et illam priorem appellare pulsantem gratiam.

        Men viljen kan siges at være fri på tre måder. Enten på den måde, at den gennemfører det, den vil, hvilket alene er noget Gud kan. Eller på den måde, at den vel gennemfører, hvad den vil, men med en uvirksom hensigt, hvis ikke nåden kommer til hjælp. Eller på den måde, at den gennemfører, hvad den vil, også selv om det er ondt, uden at nogen hindrer det. På denne sidste måde er viljen også fri i de onde, medmindre den kaldes tilbage til den almægtige nåde. På den anden måde er den til stede til en vis grad, i de ugudelige ud fra nådens indgydelse, og i de onde ud fra den tilskyndende nåde, hvis ikke man hellere vil kalde også den første nåde for den tilskyndende nåde.

^{24 [12]}      Hanc gratiam quidam probabiliter existimant nulli deesse, nec unquam ullo seculo defuisse, nec defuturam sane quod ad salutem satis sit, de adultis loquor, nisi si quis defuerit oblatæ gratiæ.

        Der er nogle, der mener, det er sandsynligt, at denne nåde ikke mangler for nogen, og ikke har manglet i nogen tidsalder, og at der bestemt heller ikke vil komme til at mangle for nogen, hvad der er nødvendigt til frelse, medmindre han mangler den tilbudte nåde. (Jeg taler om voksne).

^{25 [13]}         Deest autem homo gratiæ duobus modis: vel si pulsantem spernat, vel si quod gratiæ Dei debetur, suis meritis arroget, vel sit post gustatum Dei donum redeat ad vomitum. Contra non deest, cum naturæ vires animique studium ad gratiam operantem accommodat.

         Men mennesket kan mangle nåden på to måder. Enten hvis han forsmår den tilskyndende nåde, eller hvis han tillægger sine egne fortjenester, hvad der skyldes Guds nåde; eller hvis han, efter at have smagt Guds gave, går tilbage til sit bræk (Ordspr 26,11). Modsat mangler han ikke denne nåde, når han tilpasser naturens kræfter og sjælens iver til den virkende nåde.

^{26 [14]}         Ostendimus nostram definitionem, seu descriptionem verius, neque diminutam esse claudamve, neque redundantem, nec impiam, qualem eam Lutherus suis depravationibus reddere conatur est.

        Vi har påvist, at vores definition, eller snarere vores beskrivelse, hverken er mangelfuld eller lam, hverken overflødig eller ugudelig, skønt Luther prøvede at fremstille den sådan gennem sine fordrejninger. (n26)

^{27 [15]}          Docuimus illum in distinctione sententiarum, quas proposueram, hallucinatum esse. Unde factum est, ut multa illius argumenta volitent inania, cum ignoret scopum. Nam Pelagianum dogma, quod asserit hominum meritis deberi gratiam, ut olim damnatum relinquimus. Huic proximam opinionem, quam incertum quo auctore natam, nunc amplectuntur Scholæ, quæ docet per opera moraliter bona, ex naturæ viribus hominem eo posse proficere, ut Dei bonitas non neget suam gratiam, præstanti quod in ipso est, quemadmodum non tuemur admodum, ita nec impugnamus:

          Vi har lært, at han så drømmesyner i den skelnen mellem meningerne, som jeg havde fremsat. Derved sker der det, at hans mange argumenter bliver meningsløse, da han ikke ser min hensigt. For pelagianernes læresætninger, hvor han hævder, at menneskenes fortjenester fortjener sig nåden, har vi efterladt som noget, der for længst er fordømt. En opfattelse, som ligger denne nær, hvis ophavsmand er ukendt, men som nu får tilslutning af skolastikerne, nemlig den opfattelse, at gennem moralsk gode gerninger kan mennesket ud fra sine naturlige kræfter gøre fremskridte, så at Guds godhed ikke nægter ham nåden, når han yder, hvad han kan, denne opfattelse hverken forsvarer eller bekæmper vi.

²⁸  huic tamen præferimus opinionem Augustini, qui cum initium, progressum et finem tribuat gratiæ, nihilo secius tamen ponit in homine liberum arbitrium, licet inefficax absque gratia, ex quo tamen judicetur impius: nec patitur ut ex bonis homo quicquam arroget sibi, non quod voluntas hominis nihil agat in bonis, sed quod summa bonorum illi sit imputanda, ex quo profiscitur omne bonum, etiam ipsæ naturæ vires.

Dog foretrækker vi fremfor den Augustins opfattelse, når han tillægger både begyndelsen, fremskridtet og afslutningen nåden, men dog ikke desto mindre anbringer en fri vilje i mennesket, som, selv om den er uvirksom uden nåden, dog kan blive dømt som ugudelig. Heller ikke tålte han, at mennesket anmassede sig noget godt for sig selv, ikke fordi menneskets vilje ikke handler i gode gerninger, men fordi alt summen af det gode skal tilregnes ham, fra hvem alt godt fremvælder, selv naturens egne kræfter.

²⁹ Et hanc opinionem voco probabilem, argumentatione tentaturus, si qua melior possit inveniri. Nam in libris Augustini de prædestinatione sanctorum, de gratia et libero arbitrio, item de gratia et correptione, quædam admiscentur huic quæstioni nondum satis explicata.

Og denne antagelse kalder jeg antagelig, idet jeg gennem en argumentation vil prøve, om der kan findes nogen bedre. For i Augustins bog om de helliges prædestination, om nåden og den frie vilje, og ligeledes om nåden og irettesættelsen, fremfører han nogle ting, som endnu ikke er blevet tilstrækkelig forklaret.

^{30 [16]}          His ita digestis, indico cum quibus opinionibus mihi potissimum futura sit dimicatio, nimirum cum duabus, quarum altera est Carolstadii disputationis cum Eccio. Ea docet voluntatem hominis in opere bono nihil agere, sed tantum agi ab operante gratia sic, ut nec hunc sermonem recipiat, gratia bonum opus agit per hominis voluntatem, sed ita dici vult, agit in hominis voluntate: nec tamen is simpliciter negat esse liberum arbitrium.

           Efter denne opregning påpeger jeg, hvilke opfattelser jeg er mest uenig med, nemlig med to opfattelser. Den ene er Karlstadts disputation med Eck. Den lærer, at menneskets vilje intet gør i den gode gerning, men kun handles med af den handlende nåde, sådan at han ikke godkender den sætning, at nåden virker den gode gerning gennem menneskets vilje, men ønsker, at man skal sige: handler i menneskets vilje. Og dog nægter heller ikke han ligeud, at der er en fri vilje. (n30)

³¹ Altera est Lutheri, non quam ponit in initio assertionis, sed quam in calore disputationis asserit, nullum prorsus esse liberum arbitrium, sed omnia tum bona tum mala, maxima pariter ac minima, fieri absoluta necessitate. Quoniam ex his tribus postremis opinionibus, Lutherus fecit unam, et argumenta nostræ disputationis, quæ nondum definiunt, sed inquirunt, nunc ad hanc opinionem spectant, nunc ad illam, multa verba fundit incassum, sicuti mox ostendemus. Hæc repetitio non debet esse molesta (1340) lectori, quod non parum lucis præbitura sit in labyrinthis argumentationum. Nunc ad rem.

Den anden er Luthers opfattelse. Ikke den, han fremsætter i begyndelsen af assertionerne, men den, han hævder i disputationens hede: at der slet ikke er nogen fri vilje, men at alt, både godt og ondt, det største og det mindste, sker med absolut nødvendighed. Fordi Luther slår disse tre sidste opfattelser sammen til én og fordi argumenterne i vores disputation ikke definerer, men udforsker og nu ser hen til den ene opfattelse, nu til den anden, udgyder han en masse intetsigende ord, sådan som vi senere skal påvise.

Denne repitition burde ikke være kedelig for læseren, eftersom den kaster ikke så lidt lys ind over argumenternes labyrint. Nu til sagen!

^{32 [87]}          Primus locus, quem citaram pro libero arbitrio, est Ecclesiastici xv. Deus ab initio constituit hominem et cætera, in quo si perspicuum fecero qualem Lutherus præstiterit artificem, velim ut lector ex hoc conjecturam faciat de cæteris. Cum in argumentando nonnunquam abutamur jure pugnantis, quemadmodum est dictum, iniquum petentes ut æquum feramus, Lutherus sic urget ad singula, quasi statim pronuntiemus. Deinde non desinit omnia referre ad illam probabilem opinionem, quasi solam illam habeam pro scopo. Id si fuisset, non dixissem probabilem, sed certam et indubitatam.

         Det første skriftsted, som jeg har citeret til fordel for den frie vilje, er Sir 15,14-18: ”Gud skabte mennesket fra begyndelsen osv.” (e1#64) (L4#71). Hvis jeg har gjort det klart, hvad slags håndværker Luther er, når han behandler dette punkt, kunne jeg ønske, at læseren herudfra gjorde sig forestillinger om det øvrige. Selv om vi, når vi argumenterer, af og til bruger den deltagers ret til at søge det ulige for at finde det lige, som man siger, holder Luther fast på det enkelte, som om vi allerede havde udtrykt for afgørelse. Desuden undlader han ikke hele tiden at henvise til denne antagelige opfattelse, som om det alene var den, jeg havde for øje. Hvis det forholdt sig sådan, ville jeg ikke have kaldt den antagelig, men sikker og utvivlsom.

³³ Ad hæc nullum discrimen facit inter hominem initio conditum et hominem prolapsum, quod tamen facit illa mea stultissima Diatribe. Porro cum antea distinxerim, velle utcunque et velle efficaciter, hic ita colligit, quasi semper senserim voluntatem efficacem, quod ille vocat libere velle. Quoties ajo posse, ille interpretatur posse totum, et posse suis viribus absque gratiæ præsidio. At qui legerit meam Diatribam, longe aliud comperiet. Postremo non meminit quicquid hîc dicit convitiorum in meam Diatribam, recidere in sanctos Ecclesiæ Doctores, præsertim in Augustinum, cui Lutherus quoque plurimum solet tribuere. Is enim Libro de gratia et libero arbitrio, in quo totis viribus pugnat pro gratia adversus Pelagianos, tamen hunc locum ceu præcipuum adducit adversus eos, qui negant liberum arbitrium, ac citato testimonio talem anectit clausulam: Ecce, inquit, apertissime videmus expressum liberum humanæ voluntatis arbitrium. Augustinus pronunciat, ego disputo. Augustinus agit illic de homine lapso, ego distinxeram hominem conditum à lapso.

Dertil kommer, at han ikke gør forskel på mennesket som det var skabt i begyndelsen og det faldne menneske, hvilket dog min torskedumme Diatribe gør. Videre: selv om jeg tidligere har skelnet mellem at ville i det hele taget og at ville på virksom måde, konkluderer han her, som om jeg altid har ment den virksomme vilje, som han kalder at ville frit. (L4#85). Hver gang jeg siger 'at kunne' fortolker han det som 'at kunne det hele', og 'at kunne med sine egne kræfter uden nådens hjælp'. Men den, der læser min Diatribe, vil forstå, at det er helt anderledes. Endelig husker han ikke på, at hvad han her siger af forhånelser imod min Diatribe, falder tilbage på de hellige kirkefædre, især på Augustin, hvem Luther ellers plejer at tillægge meget. For i sin bog 'Om nåden og den frie vilje', hvori han af alle kræfter kæmper for nåden imod pelagianerne, citerer han dog dette sted eller dette bud imod dem, som nægter den frie vilje, og efter at have citeret teksten, tilføjer han denne korte kommentar: ”Se, her ser vi et soleklart udtryk for den menneskelige viljes frie valg”. Augustin erklærer, jeg disputerer. Augustin behandler her menneskets fald, jeg skelnede mellem det skabte og det faldne menneske.

³⁴ Cæterum quod Lutherus dicit sibi jus esse excipiendi adversus hujus voluminis, quod Ecclesiastici titulo fertur, auctoritatem, eo quod apud Hebræos non fuerit olim in canone, aut non constat ipse sibi, aut parum defert auctoritati Ecclesiæ Catholicæ. Nam ante dixerat librum Esther, cum sit apud Hebræos in canone, cum primis esse dignum qui submoveretur à canone: et hìc tantum tribuit illorum canoni, ut sibi liberum esse prædicet rejicere, quod in publicos et sacratissimos usus recepit Ecclesia Catholica, frequenter ex hoc libro sacrum auspicans pro Psalmo, hinc sumens quod Epistolæ loco recitetur.

Men når Luther siger, at han har ret til at fratage denne bog, som kaldes Jesu Siraks bog, autoritet, fordi den oprindelig ikke fandtes i hebræernes kanon, så er han enten i uoverensstemmelse med sig selv, eller også er han ligeglad med den katolske kirkes autoritet. For tidligere sagde han, at Esters bog, skønt den befinder sig i hebræernes kanon, er blandt de første, der er værdige til at blive fjernes fra kanon. Og her tillægger han deres kanon så stor autoritet, at han føler sig fri til at foreslå en bog fjernes, som den katolske kirke har optaget i sit offentlige og mest hellige ritual, idet ofte begynder sin messe med en tekst fra denne bog i stedet for en salme, eller tager noget fra den til at læse på epistelens sted. (n34)

³⁵ Quin ipse divus Augustinus ex hoc libro mutuatur tela, quibus confodiat hæreticos, cumque vicissim ab illis urgetur testimoniis hinc depromtis, non confugit ad rejectionem, sed ad sanam interpretationem. Proinde convitium, quod hîc jactatur in me, jaculetur in Augustinum: sic enim ludit homo falsus. Aliud statuit opinio per Ecclesiasticum confirmanda, et ad aliud allegatur Ecclesiasticus confirmandum, tanquam si quis probaturus, Christum esse Messiam, adducat locum, qui probet Pilatum fuisse Præsidem Judææ.*

* Leiden burde have kursiveret citatet.

Selv den guddommelige Augustin låner spyd fra denne bog, hvormed han kan gennembore kætterne, og når han omvendt presses med skriftsteder herfra, tager han ikke sin tilflugt til at forkaste bogen, men til at udlægge den sundt. Derfor kunne han passende kaste de forhånelser, han afsender mod mig, mod Augustin. Men sådan driver dette falske menneske gæk med os: ”Den mening, der skal bekræftes af Sirak fastslår én ting, og Sirak anføres for at bekræfte noget andet, som hvis nogen ville bevise, at Kristus er Messias, og fremdrager et sted, som beviser, at Pilatus var statholder i Syrien”. (L4#71).

³⁶ Nam Augustinus in eo, quem citavi, Libro statuit idem quod ego, nisi quod ille vult hæreticum videri qui diversum sentiat: ego inter cæteras opiniones hanc voco probabilem: et tamen Augustinus hunc locum velut omnium evidentissimum in prima statuit acie, propugnaturum adversus eos, qui negant esse liberum arbitrium hominis: ne taxem interim, quod sic loquitur Lutherus, Christum esse Messiam, quasi dicas Diabolum esse calumniatorem: nihil enim inter has voces interest, nisi quod altera Græca est, altera Hebraica.

For Augustin bekræfter i den bog, jeg citerede, det samme som jeg, bortset fra, at han erklærer enhver, der mener anderledes, for en kætter, mens jeg kun blandt andre opfattelser kalder denne antagelig. Og dog opfattede Augustin dette skriftord som det mest indlysende af alle og anbragte det i forreste række, når han skulle kæmpe mod dem, som nægtede, at mennesket havde en fri vilje. Og så skal jeg her lade være med at drille Luther med, at han her siger, at Kristus er Messias, ligesom man siger 'djævelen er en bagvasker'. For der er ingen anden forskel på disse ord, end at det ene er græsk, det andet hebraisk. (n36).

³⁷ Deinde quod adjuntis, dis dia pason conveniat, similiter est ineptiæ. Quanquam hæc prætercurrere præstat. Neque enim proprie faciunt ad institutum, sed tamen arguunt hominis supinitatem, qui sibimet arrogat quiddam supra modum homanum. Nunc operæ pretium est audire quomodo locum totum excutiat: prorsus excutit non quo modo solent scrutatores, sed ut solent equi ferocientes excutere sessorem, è fella in cænum.

Dernæst er det, han tilføjer: 'som slet ikke har med sagen at gøre' (L4#71), ligeså forkert. Men det er bedst at lade, som om man ikke hører den slags. For sådanne ting gør egentlig intet til sagen, men viser blot dette menneskes tankeløshed, det menneske, som anmasser sig til at ville være noget over menneskets normalmål.

Men nu er det nok værd at høre, hvordan han undersøger dette skriftsted. For han undersøger det ikke som videnskabsfolk plejer at undersøge det, men som vilde heste plejer at ryste sig for at få rytteren fra sadlen ned i mudderet.

³⁸ Hæc, (inquit) verba, Deus constituit hominem ab initio, et reliquit eum in manu consilii sui, (1341) pertinent ad hominem primum conditum, nec faciunt pro libero arbitrio, cum nulla fiat mentio de præceptis, propter quæ exigitur liberum arbitrum*. Ita Lutherus. Quid hac collectione impudentius? Prior erat creatio, mox successit præceptum. Quid igitur mirum, si hoc priore loco commemoratur, quod re ipsa prius erat? Condidit hominem cum voluntate simul et ad bonum et ad malum libera, mox lege proposita docuit quid esset expetendum, quid fugiendum, et ad electionem boni provocavit promisso præmio, à malo deterruit minis supplicii.

*Den sidste sætning er Erasmus forklarende tilføjelse, se også #38, #40 (hvor han citerer korrekt) og #42.

Han siger: ”Dette ord: 'Gud skabte mennesket fra begyndelsen og overlod ham i sine råds hånd' har med mennesket at gøre, som det fra først af blev skabt, og det siger intet til fordel for den frie vilje, eftersom der ikke nævnes noget om de bud, der forudsætter en fri vilje”. (L4#72). Såvidt Luther. Hvad kunne være mere skamløst end sådan en slutning? Først kom skabelsen, straks efter fulgte budet. Hvorfor er det mærkeligt, at Sirak her nævner det først, som i virkeligheden var det første? Han skabte mennesket med en vilje, der var fri til både det gode og det onde, snart efter, at loven var givet, lærte han, hvad man skulle søge og hvad man skulle undgå, og han blev opfordret til det gode ved den lovede belønning og afskrækket fra det onde ved trusler om straf.

³⁹ Quid si Deus homine condito, nullam præscripsisset legem, an ideo cariturus erat libero arbitrio? Angelis nullam legem legimus esse præscriptam, et tamen per liberum arbitrium quidam desciverunt, quidam perstiterunt. Hîc cum nihil omnino sit, vel obscuri vel absurdi, tamen Lutherus perinde quasi compulsus inexplicabili necessitate, gignit nobis novam interpretationen, hactenus à nemine somniatam, sed adeo duram ac detortam, ut ipse sensus communis statim rejiciat. Quin hic totus Lutherus sermo sic jacet ac friget, ut hæc scribens nec sibi videatur placuisse. Notata est olim M. Callidii in sermone atroci frigida actio, et audivit à Cicerone: Nisi fingeres, non sic ageres. Et, Ista si vera essent, sic abs te dicerentur?

Hvad hvis Gud ikke havde foreskrevet nogen lov, da mennesket var skabt, ville det så af den grund ikke have nogen fri vilje? Vi læser ikke, at der blev foreskrevet englene nogen lov, og dog var der nogle, der i kraft af den fri vilje faldt fra, andre, der stod fast. Og skønt der overhovedet ikke er noget dunkelt eller absurd i dette skriftsted, så udspinder Luther dog, måske drevet af uforklarlig nødvendighed, for os en ny fortolkning, som hidtil ikke er fremfantaseret af nogen, men i den grad er hård og fordrejet, at selv den almindelige fornuft straks forkaster den. Ja, hele dette afsnit hos Luther er så slapt og svagt, at han ikke engang selv synes at være tilfreds med det, da han skrev det. Marcus Callidius blev engang kritiseret, fordi han fortalte om en grusom begivenhed på en meget kold måde. Og han måtte høre fra Ciceros side: ”Hvis ikke det var noget, du havde fundet på, ville du ikke fortælle om det på den måde”. Og: ”Kan dette være sandt, når du fortæller om det på den måde”?

⁴⁰ Idem statim succurit hîc lectori: nisi fingeres, Luthere, non sic disputares. Proinde non alienum fuerit ipsa Lutherii verba subscribere, quod Liber ejus fortassis à multis legi non poterit, ob Principum interdicta. Sic habet locus: Primo dicit, (Deus constituit hominem ab initio) hîc de creatione hominis loquitur, nec adhuc quicquam vel de libero arbitrio, vel de præceptis dicit. Sequitur (et reliquit eum in manu consilii sui) Quid hîc? An liberum arbitrium adstruitur? At ne hîc quidem fit mentio de præceptis, pro quibus liberum arbitrium exigitur, nec quicquam de hac re legitur in creatione hominis. Si igitur aliquid per manu consilii intelligitur, id potius intelligitur, quod Genesis primo et secundo, homo constitutus est dominus rerum, ut in illis libere dominaretur, ut dicit Moses, Faciamus hominem, qui præsit piscibus maris.

Det samme må læseren tænke her: Hvis ikke det var noget, du fandt på, Luther, ville du ikke disputerer således. Fremdeles vil det ikke være irrelevant at afskrive Luthers egne ord, eftersom der måske er mange, der på grund af fyrsternes band ikke kan læse hans bog. Således lyder stedet: ”Først siger han: "Gud skabte mennesket fra begyndelsen". Her tales der om menneskets skabelse, og han siger hidtil ikke noget hverken om den frie vilje eller om budene. Så følger: "Og han overlod ham til hans hånds råd". Hvad siges der her? Mon den frie vilje bliver understøttet her? Nej, ikke engang budene nævnes, dem, som den frie vilje kræves til, ejheller læser vi noget om denne sag under menneskets skabelse. Hvis man altså skal forestille sig noget ved "sin hånds råd", må der snarere forstås det, som står i 1 Mos 1 og 2: at mennesket er skabt til at være herre over tingene, så han frit kan herske over dem, som Moses siger: "Lad os gøre mennesker, som skal herske over havets fisk".

⁴¹ Nec aliud ex istiis verbis evinci potest. Ibi enim homo potuit in rebus suo arbitrio agere, ut sibi subjectis. Denique hoc vocat hominis consilium velut aliud à Dei consilio. Post hæc vero ubi sic constitutum et relictum hominem in manu consilii sui dixerat, prosequitur. Adjecit mandata et præcepta. Ad quid adjecit? Nempe ad arbitrium et consilium hominis, et ultra illam constitutionem dominii humani super res alias. Quibus præceptis ademit dominium una parte creaturarum, puta arboris scientiæ boni et mali, ac potius non liberum volut. Adjectis autem præceptis, tum venit ad arbitrium hominis, erga Deum et ea quæ sunt Dei, Si volueris mandata conservare, conservabunt te.

Og andet kan ikke bevises ud fra disse ord. For dèr kan mennesket handle efter sit forgodtbefindende: i de ting, som er ham underlagt. I det hele taget kalder han det menneskets råd, fordi det er noget andet end Guds råd. Men derefter, efter at han har sagt, at mennesket således er skabt og overladt i sin hånds råd, følger: "Han tilføjede sine bestemmelser og bud". Hvad var det, han føjede dem til? Åbenbart til menneskets menneskets råd og forgodtbefindende og ud over denne bestemmelse om menneskets herredømme over de andre ting. Gennem disse bud borttog han menneskets herredømme over en del af skabningen (nemlig over træet til kundskab om godt og ondt) og ville snarere, at han ikke skulle være fri. Men efter at han havde tilføjet budene, da kom han til menneskets skalten og valten overfor Gud og det, der hører Gud til. "Hvis du vil holde budene, vil de holde dig", osv.” (L4#72f)

⁴² Hactenus Lutheri verba retulimus, quorum frigus nonne statim arguit illum hæc non ex animo loqui, nisi quod illi propositum erat suo more rejicere quicquid habet Diatriba. Hîc de creatione hominis loquitur, nec adhuc fit mentio præceptorum, pro quibus liberum arbitrium exigitur. Tradit dominium rerum in terra degentium. Si aliquid intelligitur per manum consilii, Etiam dubitat, an his verbis significeret aliquid. Et adjecit, inquit, nimirum ad consilium et liberum arbitrium. Quidni? Sed ut materiam liberi arbitrii. Mox adfert similitudinem de constitutionibus Papæ, qua re ille nobis ademerit liberum arbitrium. Tandem hæc, inquit, si clara satis sunt, cum prius affirmarit ex illis verbis nullum alium sensum elici posse: si non sunt, manet tamen in suo sensu negativo, donec nos diversum probaverimus, quem appellat difficilem et coactum. Hoc Lutheri commento, quod ferrum est durius, quæ glacies frigidior?

Så langt har vi citeret Luthers ord. Mon ikke deres kulde straks anklger ham for ikka at sige sådan af hjertet, med mindre hans hensigt var som han plejer at forkaste alt, hvad Diatriben siger. 'Her tales der om menneskets skabelse, og han siger hidtil ikke noget hverken om den frie vilje eller om de bud for hvilke den frie vilje kræves'. (L4#72). Han giver ham herredømme over de ting, der lever på jorden. 'Hvis man kan forstå noget ved 'i sin hånds råd''. Han tvivler endog på, om der menes noget med disse ord. 'Og Gud tilføjede [befalinger og bud], nemlig til råd og til den frie vilje'. Til hvad andet end som materiale, den fri vilje kan arbejde på. Senere fremfører han en sammenligning med pavens bestemmelser, hvilket har borttaget den frie vilje. Til sidst siger han: 'Hvis dette er tilstrækkelig klart' (L4#76), skønt han tidligere havde forsikret, at man ikke kunne få anden mening ud af disse ord. Men hvis det ikke er klart, så står han dog fast på sin negative opfattelse, indtil vi har bevist en anden opfattelse, som han kalder vanskelig og tvungen. Hvilket jern kunne være hårdere end Luthers tolkning, hvilken is koldere?

⁴³ Et tamen perfricta fronte audet dicere, ex his verbis, reliquit eum in manu consilii sui, nihil aliud evinci posse, quam rerum terrenarum dominium homini traditum. Nihil hîc egero, si proferam Veterum quamlibet probatorum interpretationem, utetur enim suo jure rejiciendi. At quid si ipso loco docuero non (1342) consistere Lutheri commentum? Agit enim illic Sirach adversus eos, qui peccata sua rejiciebant in conditorem Deum, qui tales finxisset homines.

Og dog vover han frækt at sige, at ud fra disse ord 'han overlod ham til sit råds hånd' kan intet andet sluttes, end at menneskets herredømme over de jordiske ting blev givet ham.

Her ville jeg ikke opnå noget, hvis jeg fremførte de gamles fortolkning, ligegyldig hvor velanskrevne de er, for han vil bruge sin ret til at forkaste den. Men hvad så, hvis jeg kan vise ud fra skriftstedet selv, at Luthers fortolkning ikke holder stik? Sirak taler nemlig her imod dem, som skyder skylden for deres synder over på deres skaber, Gud, fordi han skabte menneske, som han gjorde.

⁴⁴ Præcedunt enim hæc, Non dixeris, per Deum abest, sive absum, sive recessi: nam Græce est apesthn, qua enim odit, ne feceris: non dicas, ille me implanavit, id ist, seduxit: nam Græce est eplanhsen. Non enim necessarii sunt ei homines impii. Omne exsecramentum erroris odit Dominus, et non erit amabile timentibus eum. Et sequitur continenter: Deus ab initio constituit hominem, et reliquit eum in manu consilii sui. Pulchre vero cohærent cum his quæ contorquet Lutherus, Nolite Deum facere auctorem malorum: nam ille odit omne malum, sed condito primum homini dedit dominium in res inferiores hujus mundi, ut de his statueret quæ vellet.

For lige forud står der: ”Du skal ikke sige: 'på grund af Gud er det mangelfuldt', (eller rettere: 'er jeg mangelfuld' eller: 'er jeg faret vild'; for det græske ord er apesthn), for det, han hader, skal du ikke gøre. Sig ikke: 'han har bedraget mig' (det vil sige: forført mig, for det græske ord er eplanhsen), for han har ikke brug for ugudelige mennesker. Herren hader al afskyelig vildfarelse, og det er ikke kært for dem, der frygter ham”. (Sir 15,11-13) Og så følger lige efter: ”Gud skabte mennesket fra begyndelsen, og overgav ham til sit eget råds hånd”. (Sir 15,14). Passer ikke Luthers fordrejning fint med disse ord? Gør ikke Gud til ophavsmand for de onde gerninger, for han hader alt ondt, men fra først af gav han det skabte menneske herredømme over denne verdens lavere ting, så han kunne gøre med dem, hvad han ville.

⁴⁵ An potius hoc ratiocinatur Ecclesiasticus, hominem siquid peccat, sibi debere imputare, non Deo, qui hominem condiderit cum libera voluntate: ne vero prætexeret ignorantiam divinæ voluntatis, lumini naturæ adjecit mandata, nec hoc contentus, ad benefaciendum invitavit summo præmio, nimirum vitæ, deterruit extremo supplicio, videlicet mortis.

Mon ikke snarere Sirak her argumenterer for, at hvis et menneske synder, skal han tilregne sig selv det, ikke Gud, som har skabt mennesket med en fri vilje. Og for at mennesket ikke skulle foregive, at det ikke kender den guddommelige vilje, tilføjede Gud sine bud til naturens lys, og ikke tilfreds med det opfordrede han til at gøre godt med den største belønning, nemlig livet, og afskrækkede med den højeste straf, nemlig døden.

⁴⁶ Nam quod Augustinus, hunc locum citans, aliquoties addit, creavit hominem rectum, unde sumserit nescio, quanquam non aberravit à sensu. Non hîc excutiam quod Lutherus homini tribuit liberum arbitrium in administrandis rebus inferioribus, cum alibi docuerit nos, omnia simpliciter absoluta necessitate geri, et causam adfert infallibilem Dei præscientiam, et omnipotentem Dei voluntatem: atque hæc etiam Angelis adimunt liberum arbitrium, et adigunt ad rerum omnium necessitatem.

Augustin gør så det, at han, når han citerer dette skriftsted, af og til tilføjer: 'han skabte mennesket retfærdigt'; hvor han har det fra, véd jeg ikke, men det passer jo godt med meningen.

Her vil jeg ikke undersøge den påstand, Luther kommer med, når han tillægger mennesket en fri vilje i sin administration af de lavere ting, skønt han andetsteds belærer os om, at alting sker med absolut nødvendighed, og som grund anfører Guds ufejlbarlige forudviden og Guds viljes almagt. (L4#72). Men herved borttager han også englenes frie vilje og fører dem ind under altings nødvendighed.

⁴⁷ Si Dei infallibilis præscientia, et immutabilis voluntas in causa est, ut non sit homini liberum arbitrium, cum hæc scientia ac voluntas complectatur universa quæ sunt in rerum natura, tum maxima, tum minima, ne in infimis quidem rebus erit homini liberum arbitrium, fortasse ne ipsi quidem Deo, si Luthero ratiocinanti credimus. Deinde perinde loquitur, quasi non possit homo peccare usu rerum inferiorum. Ad hoc imaginatur nullum futurum fuisse locum libero arbitrio, nisi lex intervenisset adstringens dominii jus, quasi non fuerit Adam conditum cum lege naturali. Nam hoc Dei præceptum, de ligno, quod est in medio paradisi non comedes, ad ceremonialium naturam pertinet.

Hvis Guds ufejlbare forudviden og hans viljes uforanderlighed er grunden til, at mennesket ikke har nogen fri vilje, eftersom denne viden og denne vilje udfylder alle ting i naturen, både det største og det mindste, så ville end ikke den mindste ting være genstand for menneskets fri vilje, måske ikke engang for Guds, hvis vi skal tro Luthers argumenter. (L7#90). Og desuden taler han, som om mennesket slet ikke kunne synde, når det bruger de ting, der står under det. Ydermere forestiller han sig, at der ikke ville have været plads for nogen fri vilje, hvis ikke loven, der indskrænker retten til herredømmet, var blevet indført, som om Adam ikke var skabt med en naturlig lov. For dette bud fra Gud: ”Af træet i midten af paradis må du ikke spise” (1 Mos 2,17) har karaktér af en ceremoniallov. (n47)

⁴⁸ Neque enim peccatum erat vesci de quocunque ligno, nisi Deus vetuisset. Præteria sic temperat Lutherus suam disputationem, quasi præcepta Dei tollant ab homine liberum arbitrium etiam ante lapsum Adæ, quod longe secus habet. Ut donemus nos per liberum arbitrium nondum liberatos, sic enim loquitur Augustinus, non posse vitare malum, et sequi bonum, tamen nullus unquam negavit Adam potuisset per liberum arbitrium in rectitudine sua persistere, si voluisset. Verum fallitur, aut fallit potius ambiguitate vocum: nam ut interdum licere dicitur quod possumus, interdum quod jure possumus, ita nonnunquam liberum aut integrum dicitur, quod est in potestate nostra facere aut non facere, nonnunquam liberum esse negatur, quod citra injuriam fieri non potest: ut tyranno liberum est occidere civem innocentem, quod tamen per jura non est illi liberum.

For det var ikke synd at spise af et hvilket som helst træ, hvis ikke Gud havde forbudt det. For øvrigt modererer Luther således sin disputation, som om Guds bud tager menneskets fri vilje bort selv før Adams fald, hvilket langt fra er tilfældet. Selv om vi så måtte indrømme, at vi gennem en fri vilje, der endnu ikke er befriet (sådan taler jo Augustin) ikke kan undgå det onde og følge det gode, så har dog ingen hidtil nægtet, at Adam gennem sin fri vilje ville have kunnet forblive i sin retskaffenhed, hvis han havde villet. Men Luther bedrages, eller rettere: han bedrager på grund af et tvetydigt ord: for ligesom vi af og til kan sige 'det kan vi' og af og til 'det kan vi ifølge loven', således siger vi ofte 'fri' eller 'uhindret' om noget, det står i vor magt at gøre eller ikke gøre, men af og til nægter vi, at den er fri, som ikke kan gøre noget, uden det er imod loven. Fx står det en tyran frit for at dræbe en uskyldig borger, selv om han dog ifølge loven ikke er fri til at gøre det.

⁴⁹ Et qui fidem suam obstrinxit amico, potest illum fallere, quod tamen illi non integrum esse dicitur. Hoc igitur liberum arbitrium, de quo nos hîc agimus, quod in hominis voluntate situm est, non excluditur præcepto. Neque enim præceptum efficit, ut non queamus velle facere, quod vetitum est, sed ut non possimus absque crimine velle. Siquidem Adam accepto præcepto non solum voluit diversum, sed fecit etiam. Itaque quod hîc invehit Lutherus de libertate dominii, prorsus alienum est ab hoc argumento. Nam dominii libertas jus est: id adstrictum, nihil detrahit libero arbitrio, quod per solam transgressionem est imminutum, seu vitiatum potius. Accedit ad hæc, cum Lutherus toties submoveat liberum arbitrium, propter gratiam auxiliantem homini, sic enim docet nos colligere, adest gratia (1343) auxilians, igitur nullum est liberum arbitrium: Est liberum arbitrium, igitur nihil est gratia. Hîc tamen in res inferiores non solum liberum arbitrium tribuit homini, verum etiam regnum et liberum dominium, ac nihilo secius fatetur in his quoque Deum cooperari homini: et ante plus confessus est, hîc quoque omnia geri nutu Dei.

Og den, der har svoret troskab overfor en ven, kan bedrage ham, og dog kan man bebrejde ham det. Og således er den frie vilje, som vi her omhandler og som er anbragt i menneskets vilje, ikke udelukket i kraft af et bud. For et bud udvirker ikke, at vi ikke kan ville gøre det, som er forbudt, men kun, at vi ikke kan ville gøre det uden overtrædelse. Faktisk var det, da budet var modtaget, sådan, at Adam ikke blot ville det, som det forbød, men også gjorde det. Derfor er det, Luther her inddrager om frihed til herredømmet, fuldstændig fremmed for argumentationen. For friheden til herredømmet er en ret. Selv om den indskrænkes, tages der ikke noget fra den frie vilje, som kun kan formindskes eller rettere skades gennem overtrædelse.

Hertil kommer, at selv om Luther overalt udsletter den frie vilje på grund af nåden, der hjælper mennesket – for han lærer os at drage denne slutning: 'her er der hjælpende nåde, altså er der ingen fri vilje; her er der fri vilje, altså er der ingen nåde' – så tillægger han dog ikke blot mennesket fri vilje i de ting, der ligger under mennesket, men også herredømme og fri beherskelse, og ikke desto mindre indrømmer han, at i disse ting samvirker Gud med menneske. Og tidligere har han yderligere indrømmet, at også her styres alt af Guds omsorg.

⁵⁰ Ea res si non obstat libero arbitrio in rebus inferioribus, cur obstat in superioribus? Ad hæc quî convenit regni liberique dominii vocabulum cum eo quod alias docuit, hominem ne festucam quidem posse de terra tollere per liberum arbitrium. Divino tamen unde hæc palinodia. Non poterat Pontificum constitutiones tollere, nisi nobis induxisset hæc duo regna: alterum erga res inferiores, in quibus Euangelium nobis reliquit liberum usum, quam libertatem adimere conantur Ecclesiæ constitutiones: alterum Dei, quo fertur et ducitur homo, non suo, sed Dei arbitrio. Sic et ante distinxit consilium Dei et consilium hominis. Et hîc est, qui toties irridet Sophistarum distinctiones. Sed utrum Lutherus interpretatur hunc locum proprie de homine recens condito, an in genere de omnibus: si de primo, qua fronte adimit illi liberum arbitrium? Si de lapsis omnibus, quod regnum illis relinquit, qui per peccatum exciderunt ab omni libero arbitrio juxta ipsius sententiam? Equidem arbitror Ecclesiasticum potissimum de lapsis agere, qui culpam suam rejiciunt in Deum: Ille contra culpam rejicit in liberum arbitrium, quod si nullum est in rerum natura, auctore Luthero, actum agit Sirach.

Hvis dette ikke er nogen hindring for den frie vilje i de underliggende ting, hvorfor så i de ting, der er over mennesket? Videre: Hvordan kan ordene 'frit herredømme' og 'beherskelse' stemme overens med det, han andetsteds lærer, at mennesket end ikke kan løfte et strø fra jorden gennem den frie vilje? (Hvor??) Jeg aner, hvorfor han kommer med en sådan tilbagekaldelse. Han kunne ikke ophæve pavemagtens bestemmelser, medmindre han indførte for os disse to herredømmer, det ene over de lavere ting, over hvilke evangeliet lader os have fri anvendelse, en frihed, som de kirkelige bestemmelser søger at ophæve, og det andet herredømme Guds herredømme, hvorigennem mennesket bæres og føres, ikke ved sit eget, men ved Guds forgodtbefindende. Sådan har han også tidligere skelnet mellem Gud og menneskets råd. (L4#72). Og det er ham, der så ofte gør nar af sofisternes distinktioner. Men mon Luther fortolker dette skriftsted som noget, der egentlig henviser til det menneske, der lige var blevet skabt, eller i almindelighed til alle? Hvis til det første, hvilken frækhed så at fratage det fri vilje? Hvis til alle dem efter syndefaldet, hvilket herredømme lader han dem så beholde, siden de efter hans egen opfattelse, gennem den fri vilje er berøvet al fri vilje? Men jeg tror, at Sirak først og fremmest talte om de faldne mennesker, som kastede deres skyld tilbage på Gud: han kastede omvendt skylden tilbage på den frie vilje, men hvis der ikke fandtes en sådan i tingenes natur, som Luther hævder, så er det noget vrøvl, Sirak siger.

⁵¹ Est igitur et in lapsis aliquo pacto liberum arbitrium, per quod secundum Augustinum judicantur. Ostendimus igitur non ex auctoritate veterum Orthodoxorum, quam Lutherus non recipit, nisi cum ipsi commodum est, sed ex ipsa loci consequentia, frivolum esse commentum quod adfert: quanquam ille sensum, quem adducit, vocat sanissimum, ac persistit in suo negativo, donec nos confirmaverimus nostrum difficilem et coactum. Ubique provocat ad Scripturas. At quî superes eum Scripturis, qui nullius interpretationem recipit, præterquam suam unius? Quis autem dedit illi jus hoc mirabile, rejiciendi quicquid vel Orthodoxi, vel Ecclesiæ proceres, vel Concilia statuerint, et asserverandi quicquid ipsi commodum est pro tempore? Aut deponat istud jus tyrannicum, aut nobis permittat vicissim illius interpretationes rejicere.

Der findes altså også i de faldne mennesker en slags fri vilje, og gennem den bliver de ifølge Augustin dømt.

Altså: vi har påvist, hvor værdiløs den fortolkning, Luther kommer med, er, ikke ud fra de gamles autoritet, som Luther ikke anerkender, undtagen, hvor det passer ham, men ud fra skriftstedets egen sammenhæng. Selvfølgelig kalder han den mening, han fremfører, for den mest sande, og står fast på sit negative, indtil vi har bevist vores 'vanskelige og tvungne'. Overalt hemviser han til skriften. Men hvordan kan man overbevise nogen med skriften, når han ikke godkender nogen fortolkning undtagen sin alene? Men hvem har givet ham denne forunderlige ret til at forkaste hvad som helst der er blevet fastslået af de ordodokse eller af kirkens ledere eller af koncilerne, og til at hævde lige hvad der passer ham selv nu for øjeblikket? Enten må han lægge denne tyranniske ret fra sig eller også give os lov til til gengæld at forkaste hans fortolkninger.

⁵² Quam autem confirmationen exigit validiorem, quam ex ipsa loci consequentia, quod à nobis modo factum est? Jam vide quam impudens sit et illud, hunc sensum, qui hactenus nulli Christiano displicuit, præcipuis Ecclesiæ Doctoribus, et in his Augustino placuit, ait pugnare cum universa Scriptura, et hunc unum locum detorqueri ad asserendum liberum arbitrium, cum sint innumera testimonia, quæ non ego, sed divus Augustinus, Ambrosius, Bernardus, Irenæus, Origenes, Hieronymus et Hilarius proferunt ad stabiliendum liberum arbitrium. Hic igitur est primus Lutheri triumphus adversus Diatribam.

For hvilket bevis kan han kræve, som er stærkere end det, der er taget fra selve konteksten, det, som vi lige har leveret? Og se så, hvor frækt også det er, at han siger, at denne fortolkning, som hidtil ingen kristen har været imod, og især kirkens lærde mænd, blandt dem Augustin, er gået ind for, modsiges af hele skriften, og at dette ene skriftsted fordrejes, så det kan bekræfte den frie vilje, (L4#77) hvor sandheden er den, at der er utallige skriftsteder, som ikke jeg, men den guddommelige Augustin, Ambrosius, Bernhard, Irenæus, Origenes, Hieronymus og Hilarius fremfører for at understreg den frie vilje. Her har vi altså Luthers første triumf mod Diatriben.

⁵³ Verùm si cui videntur hæc parum dilucida, habet aliam rimam qua elabatur. Hîc succurit illi frigida distinctio Sophistarum de verbis indicativis et subjunctivis, deque categoricis enuntiationibus et hypotheticis. Conditionale proloquium, inquit, nihil asserit. Addit exemplum axiomate dignum, Si Diabolus est Deus, merito adoratur: si Asinus volat, Asinus habet alas: si liberum arbitrium est, gratia nihil est. Hujusmodi blasphemis ineptiis ludit in re seria, Si Diabolus est Deus, quæ sacrilega verbas ne joco quidem pronuntianda fuerant homini pio. Ineptum fuerit hîc proferre tropos, in quibus asserit aliquid oratio conditionalis: asserit enim vel cum tropus est jurantis, vel cum est per adunaton sive atopon, aut etiam per rem confessam aliquid indicantis. Dispeream si quicquam habeo rerum suarum. Hîc, si, non solum affirmat, sed et dejerat. Et, Si Principes non tenentur legibus (1344) divinis, impune faciunt quod libet. Sed absurdum est dicere, Principes non teneri legibus Dei, non igitur peccant impune. Hujus generis sunt illa Lutheri de Deo et Asino, quibus pulchre congruit quod annectit: Si liberum arbitrium est, gratia non est. Magis quadrabat, Si Lutherus est Spiritus Sanctus, impium est, illi non credere. Num bella collectio fuerit, Si mihi liberum est claudere aut aperire oculos, Sol non est?

Men hvis nogen synes, at dette ikke er indlysende nok, så har Luther en anden kattelem, han kan smutte ud af. Her tager han sin tilflugt til den tåbelige distinktion, som sofisterne foretager mellem ord i indikativ og ord i imperativ, og mellem kategoriske og hypotetiske påstande. ”En betingelsessætning hævder intet”. Og han tilføjer et eksempel, som passer godt nok til hans grundopfattelse: ”Hvis djævelen er Gud, så har han fortjent, at vi tilbeder ham. Hvis æslet flyver, har æslet vinger. Hvis der er en fri vilje, er nåden intet”. (L4#78). Den slags tåbelige blasfemier leger han med i en alvorlig sag. ”Hvis djævelen er Gud”, hvilke blasfemiske ord, som et fromt menneske end ikke skulle udtale for sjov. Det ville være urimeligt her at anvende en billedtale, i hvilken betingelsestale hævder noget. For der påstås noget, når billedtalen bruges af én der sværger, eller når der udtrykkes noget gennem det umulige eller det selvmodsigende, eller når nogen påpeger noget gennem en almindelige anerkendt sag. ”Lad mig gå fortabt, hvis jeg har nogen af dine sager!” Her ikke blot hævder dette 'hvis' noget, det ligefrem sværger. Og: ”Hvis fyrsterne ikke overholder de guddommelige love, gør de ustraffet, hvad de vil”. Men det er absurd at sige, at fyrsterne ikke overholder Guds love, og de synder ikke af den grund ustraffet. Men det er den slags tale, Luther bruger om Gud og æslet, og det, han tilføjer, passer godt med det: ”Hvis der er en fri vilje, er nåden ikke”. Det ville have passet bedre at sige: ”Hvis Luther er Helligånden, er det ugudeligt ikke at tro ham”. Mon det er en ordentlig konklusion at sige: ”Hvis det står mig frit for at lukke eller åbne øjnene, er der ingen sol”?

⁵⁴ Nihilo magis congruunt illa quæ profert, si quis dicat cæco, Si volueris videre, invenies thesaurum: Aut ad surdum: Si volueris audire, narrabo tibi bonam historiam. Sic potius loquendum erat aurito, Si vis auscultare, docebo te rem utilem: si non vis, ne posthac conferas culpam in me. Item, Si vis intendere oculos, videbis quod optas: sin minus, tibi imputa quod non videris. Hæc congruunt libero arbitrio primum condito, et eidem per gratiam liberato. Nec enim Dei gratia excludit liberum arbitrium, sed adjuvat: veluti cum clarum lumen feriens oculos excutit somnolentiam, ut discussis humoribus clare dispiciat.

Og det, han så siger, passer ikke spor bedre, fx at nogen siger til en blind: 'Hvis du vil se, vil du finde en skat' eller til en døv: 'Hvis du vil høre, vil jeg fortælle dig en god historie'. (L4#79). Nej, således skulle man snarere sige til én, der kan høre: ”Hvis du vil høre efter, skal jeg lære dig noget nyttigt. Hvis du ikke vil, så skal du ikke bagefter skyde skylden på mig”. Og på samme måde: ”Hvis du vil se med dine øjne, så se, hvad du vil. Men hvis du ikke vil, så tag selv skylden for, at du ikke ser”. Disse sætninger stemmer overens med, at vi først blev skabt med en fri vilje, og at den senere blev befriet ved nåden. For Guds nåde udelukker ikke den frie vilje, den hjælper den. Ganske som det klare lys, når det rammer øjnene, fjerner søvnigheden, så at fugtigheden drives bort, og man ser klart.

⁵⁵ Quid autem de nondum liberatis? Si Scholasticos audimus, possunt et illi per reliquias liberi arbitrii profiscere ad donum gratiæ. Si non audimus, possent excitari per Dei præcepta, minas et promissa, perque similes modos, ut intelligentes et voluntatem suam aversam, et vires impares, implorent Dei gratiam. De his loquor, qui nondum pervenerunt in profundum malorum, consuetudine peccandi quodam modo versa in naturam. Hæc est Augustini sententia. Verùm ut ad rem, his duobus modis extra controversiam est conditionalem aliquid ponere, contra Sophistarum leges. Item cum ex re manifestiore quam ut negari possit, ratiocinamur, ut, Si Deus est animus, animi puritate potissimum colendus est.

Men hvad med dem, der endnu ikke er befriede? Hvis vi lytter til skolastikerne, så kan også de have gavn af det, der er tilbage af den frie vilje, når de skal opnå nådens gave. Hvis vi ikke lytter til dem, så kan disse menneske opægges gennem Guds bud, trusler og forjættelser og gennem lignende metoder, så de forstår, både, at deres vilje er bortvendt, og at deres egne kræfter ikke slår til, og bønfalder om Guds nåde. Jeg taler om dem, som endnu ikke er nået ned til det dybeste onde, hvor vanen med at synde på en måde er blevet til natur. Dette er Augustins mening. Men for at komme til sagen: det er uimodsigeligt, at man på disse to måder kan påstå noget i en betingelsessætninger, imod sofisternes love. Ligeledes, når vi drager slutninger ud fra noget, der er så sikkert, at det ikke kan nægtes, som fx ”hvis Gud er sjæl, skulle han dyrkes mest gennem sjælens renhed”. (Joh 4,24).

⁵⁶ Postremo juxta communem sensum ex parte conditionali, colligimus aliquid, Ut si fidejussor dixerit venditori, idoneo emtori fundum addixeris, si volueris. Hîc intelligimus illi rem suppetere, emtoremque solvendo esse, si voluerit. Atque hîc Lutherus in re sophistica bis Sophistam agit. Quod enim à Dialectitis dicitur, Conditionalis nihil ponere, non ad cujusvis rei significationem pertinet, sed ad illius quæ explicatur. Aliud autem explicatur, et aliud colligitur, juxta communem intellectum: Veluti cum dicitur: si volueris potes evadere in virum eruditissimum, non affirmatur illum velle, sed ingenium adesse felix colligitur.

Endelig, efter almindelig opfattelse slutter vi noget ud fra en betingelsessætning, fx som hvis en kautionist ville sige til sælgeren: ”Hvis du vil, kan du sælge gården til en passende køber”. Her forstår vi, at han vil hjælpe ham i den sag, så at køberen har nok penge, hvis han vil. Man her handler Luther dobbelt sofistisk i en sofistisk sag. For når dialektikerne siger, at en betingelsessætning ikke påstår, at noget er, så har det ikke med betegnelsen på én eller anden ting at gøre, men med det, der udtrykkes. For én ting er det, der forklares, noget andet det, der sluttes, ifølge almindelig forståelse. Som når der siges: ”Hvis du vil, kan du udvikle dig til en højlærd mand”, så hævdes der ikke, at han vil, men vi drager den slutning, at han har forstand og intelligens til det.

⁵⁷ Itaque qui pollicendo dicit, Si hoc negotium bona fide peregeris, habebo te inter amicos intimos, non affirmat eum bona fide gesturum, quod mandatur, sed indicat se credere, hoc ab illo si velit præstari posse. Si quotidianus hominum sermo talibus tropis plenus est, quorsum attinebat, ut Lutherus nobis ex puerorum Scholis adferret sophisma, quo totam Scripturam in alium sensum detorqueat? Mire vero ridete, quod hîc confugerim ad communem usum humani sermonis, ac sibi videtur campum magnificum nactus, in quem exspatietur declamaturus in humanam sapientiam: Ergo, inquit, divinas res et verba metitur ex usu et rebus hominum, quo quid perversius? Verùm interim ubi ille sensus communis, quem antea judicem fecerat interpretationum humanarum?

Hvis derfor nogen aflægger dette løfte: ”Hvis du udfører denne gerning i god tro, vil jeg regne dig blandt mine gode venner”, så bekræfter han ikke, at det, han har givet besked om, vil blive gennemført i god tro, men han giver udtryk for, at han tror, at dette kan ydes af den anden, hvis han vil. Hvis daglig taler er fuld af den slags billedsprog, hvad er så pointen i, at Luther fremfører skoledrenges sofismer for os, hvorved han fordrejer hele skriftens mening til noget andet?

Her griner Luther i skægget, fordi jeg her tager min tilflugt til almindelig menneskelig sprogbrug, og han synes, at han her har fundet en storartet kampplads, på hvilken han kan udbrede sig og erklære imod den menneskelige visdom: ”Altså, hvad er mere perverst, end at de guddommelige sager og de guddommelige ord skal måles efter menneskers brug og forhold?” (L4#81). Men på den anden side, hvad bliver der af denne almindelige mening, som han tidligere gjorde til dommer over menneskelige fortolkninger? (L3#68).

⁵⁸ Si Deus nobis dignatus est loqui verbis humanis, juxta consuetudinem vulgati sermonis, quæ perversitas est ex usu sermonis humani vestigare sententiam? Hoc certe tolerabilius, quam quod facit Lutherus, qui frigidis næniis Sophistarum excutit sensum divinæ sapientiæ, Si Diabolus est Deus, si Asinus volat, Conditionalis nihil ponit, Et, ad impossibile sequitur quidlibet, Et, imperativus ac subjunctivus modus nec verum dicit, nec falsum. Assentior, non affirmat hoc esse aut fore quod imperat, sed sensus communis colligit esse in illius potestate facere quod imperatur, si modo sanus est qui imperat.

Hvis Gud værdiges overfor os at tale med menneskeord, efter den sædvanlige, daglige tale, hvad perverst er der da i at bruge den menneskelige sprogbrug til at udforske meningen? Det er i hvert fald mere antageligt end det, Luther foretager sig, når han undersøger meningen med de guddommelige visdomsord ud fra tåbelige, sofistiske ting, der intet siger: ”Hvis djævelen er Gud, hvis æslet flyver, betingelsessætninger påstår intet”, og: ”hvadsomhelst kan føre til det umulige”, og: ”Imperativ og konjunktiv siger ikke, at noget er sandt eller falsk”. Indrømmet, man hævder ikke, at det, man befaler, er eller vil forekomme, men den almindelige sprogbrug drager den slutning, at der i ham er en evne til at gøre, hvad der befales, hvis ellers han, der giver befalingen, er ved sine fulde fem. (L4#78ff).

⁵⁹ Ne hîc occlamet, ergo potest ex se liberum arbitrium implere præceptum? Respondebit Aristoteles, hoc nos posse quod per amicos possumus. Dicent Jureconsulti, hoc nos facere, quod aliorum auxilio facimus. Si (1345) facimus, igitur possumus. Adeo Scriptura divina non abhorret à more loquendi, sensuque communi, ut Deum etiam in quem nihil cadit humanorum affectuum, tamen velut hominum more cum hominibus loquentem inducat. Quanto igitur congruentius est eam ad hos tropos examinare, quam ad pueriles Sophistarum leges.

Og her skal han ikke komme og sige: Altså kan den frie vilje af sig selv opfylde budet? Lad Aristoteles svare: 'Det kan vi, som vi kan gennem venner'. Lad juristerne sige: 'Det gør vi, som vi gør ved andres hjælp'. Hvis vi gør det, så kan vi det også. Det er så langt fra, at den guddommelige skrift er bange for at bruge talemåder eller almindelig sprogbrug, at Gud selv, i hvem der ikke findes nogen menneskelige affekter, dog viser sig som én, der taler med mennesker efter menneskers skik. Derfor, hvor meget mere passende er det da ikke at undersøge skriften efter denne billedtale, end efter barnagtige sofistlove.

⁶⁰Quod si nos urges Dialecticorum præscriptis, quid tibi proderit Dialectica, quoties in Litteris sacris duæ negationes nihilo plus efficiunt quam una? Ubi negatio, postposita signo universali, facit particularem orationem, ut, omnes non dormiemus. Rursus cum negatio, præposita signo universali, non facit particularem, ut, non videbit me omnis caro. Item cum à propositione universali affirmativa, excipitur propositio particularis negativa, ut, omnes peccaverunt, cum nec Christus, nec illius mater peccaverit. Et cum Deus dicitur omnia condidisse, cum ipse à nullo sit conditus. Item cum per hyperbolen dicitur, quod exactum ad Dialectices rigorem falsum sit, veluti cum ea dicuntur non esse quæ sunt contemta.

Men selv om du så kan pådutte os dialektikernes forskrifter, hvad vil dialektikken så gavne dig, hver gang i den hellige skrift to negationer ikke udvirker mere end én, fx hvor en nægtelse, indsat efter et universelt udtryk, udgør en særlig talemåde, fx: 'Vi skal ikke alle sove' (1kor#15.51)? Eller når en nægtelse, indsat foran en universel betegnelse, ikke udgør et særskilt udtryk, fx: 'Jeg skal ikke ses af alt kød' (Es 40,6; Luk 3,6). Ligeledes når man fra et generelt, positivt udtryk undtager en særlig negavit sætning, fx: 'alle har syndet (rom#3.23), skønt hverken Kristus eller hans mor har syndet', og når Gud siges at have skabt alt, selv om han selv ikke er skabt af nogen. Ligeledes, når det siges med en overdrivelse, hvad der med dialektisk nøjagtighed er falsk, fx, når noget foragteligt siges ikke at eksistere.

⁶¹Rursum cum modestiæ causa dejicitur aliquid ultra citrave verum: Ut, cum Paulus dicitur Apostolorum minimus: cum per synecdochen notatur totum à parte, effectus à causa, aut contra, cum per metaphoram aliud dicitur, aliud intelligitur. An non his tropis plenæ sunt sacræ Litteræ? Et unde petuntur hi tropi, nisi ab humana loquendi consuetudine? quorum adminiculo multo frequentius eruitur sensus Scripturarum, quam legibus Dialecticorum, ne dicam Sophistarum. Nam vera Dialectica agnoscit ejus linguæ, qua disputat, idiomata: quæ se nesciat, non est Dialectica, sed matæolectica. Quid? An non Servator ipse quemadmodum assumsit hominis naturam, ita lingua communi nobis loquutus est? Num meum hoc inventum est? Nonne idem docuit Lutherus, Scripturam accipiendam, ut juxta vulgarem loquendii morem, et communem sensum sonat? Unde nunc repente alius irridet, quod et docuit et fecit hoc ipso opere, cujus æstimatione non recusat, suum dogma vel stare, vel cadere. Et hinc elicit hyperbolicam collectionem, quod nihil de Deo nisi humanum cogitet Erasmus.

Eller igen, når noget på grund af beskedenhed nedgøres ud over og ved siden af, hvad der er sandt, fx når Paulus siges at være den ringeste af apostlene (1kor#15.9). Eller når man ved 'synekdoke betegner helheden ved en del, virkningen ved årsagen, eller modsat, når man gennem en metafor siger ét, men mener noget andet. Er ikke den hellige skrift fuld af den slags billedtale? Og hvor er disse billeder tage fra, om ikke fra den menneskelige sprogbrug? Og ved støtten fra dem udgraves skriftens mening meget bedre end gennem dialektikernes love, endsige sofisternes love. For den sande dialektik erkender særegenhederne ved det sprog, hvori den disputerer. Den, der ikke erkender det, er ikke en dialektiker, men en narrelektiker. Hvordan det? Mon ikke frelseren selv, ligesom han påtog sig et menneskes natur, således talte han også vort almindelige sprog? Mon det er noget, jeg har fundet på? Mon ikke Luther har lært det samme, at vi skal forstå skriften, som den lyder efter den udbredte talemåde og den almindelige mening? (#57; L3#68). Det har han fortrudt, så han nu gør grin med en anden ide, som han både lærte og havde i dette selvsamme værk, og med hvis antagelse han ikke nægter, at hans læresætning står og falder. Herudfra drager han den overdrevne konklusion, at Erasmus kun tænker menneskelige tanker om Gud. (L4#81).

⁶² Habemus doctores subtiles, habemus sanctos, habemus irrefragabiles, habemus seraphicos, quid superest, nisi ut hunc vocemus doctorem hyperbolicum? qui certe non minus habet maledicentiæ, quam Hyperbolus ille Atheniensis: Qui dicit, inquit, si hoc feceris, dabo præmium, non semper intelligit illum posse facere ad quod invitatur. Sic parentes jubent infantem venire ad se, ut cum id non possit, cogatur implorare manum invitantis. Ast ubi dormit interim ipsius dogma, quo docet omnia Dei præcepta simpliciter esse impossibilia, non tantum malis, verum etiam iis qui per fidem justificati sunt, et per gratiam adjuvantur? Jam donemus aliquando parentes sic ludendo puerum ad se vocare, cum sciant eum ingredi non posse, sed cui non videatur delirus et ineptus, qui totos dies infanti occlamitet, surge, propera illo, recurre huc, tolle hoc, adfer illud, blandiens ut faciat, minitans ni faciat, objurgans ac cædens, quod non fecerit?

Vi har dygtige doktorer, vi har hellige doktorer, vi har uigendrivelige doktorer, vi har serafiske doktorer, hvad er der tilbage, andet end at vi må kalde Luther overdrivelsernes doktor? For han har ikke færre forbandelser i sig en denne athenienser, Hyperbolus:

Luther siger: ”Den, der siger: hvis du gør dette, vil jeg give dig en belønning, underforstår ikke altid, at han kan gøre det, han opfordres til. Således befaler forældre deres søn at komme til sig, for at han, når han ikke kan det, skal tvinges til at bede dem, der har opfordret til det, om en hjælpende hånd”. (L4#82). Men se dog, hvordan hans læresætning her ser slumret ind, den, hvormed han lærer, at alle Guds bud simpelthen er umulige, ikke blot for de onde, men også for dem, som gennem troen er blevet retfærdiggjort, og hjælpes af nåden! Jamen, lad os så indrømme, at nogle forældre for sjov kalder på deres barn på den måde, skønt de véd, at det ikke kan gå, men hvem vil ikke synes, at det er en absurd og tåbelig person, som hele dagen råber til sit barn: 'rejs dig op, skynd dig herover, kom tilbage hertil, tag det dèr op, kom med det dèr', overtaler barnet til at gøre det, truer det, hvis det ikke gør det, skælder ud og slår, fordi det ikke gør det?

⁶³ At divina Scriptura nihil aliud fere crepat in tot voluminibus. Nec ulla mater est tam inepta, ut infantem invitet ad volandum. Ad fandum et ingrediendum inest naturalis habilitas, quemadmodum ingenio hominis corrupto insunt semina quædam pietatis. Neque nihil proficit hæc parentum invitatio, puer fari jussus, aperit os, edit voces incertas, aut balbas. Accurrere jussus movet tibias, jactat brachia, totoque vultu significat se conari, quod jubetur. Nec hæc fiunt à parentibus, ut puer intelligat se non posse, sed ut insitam ad hæc habilitatem paulatim exerceat, frustra conanti succurit mater. Ad eundem modum nobiscum agit hinc Scriptura, hinc gratia. Itidem de Medico responderi potest, qualis ut sit aliquis, qui nonnunquam ea præscribat, non quæ morbum levent, sed quæ morbum ostendant, quis ferat illum Medicum, qui totos dies assideat ægroto, præscribens nunc hoc, (1346) nunc illud, obsecrans, territans, invitans, exhortans, idque prædicet se non ob aliud facere, nisi ut ægrotus intelligat se gravissimo teneri morbo, unde citra Medici beneficium liberari non queat?

Men den guddommelige skrift gør næsten ikke andet hele bøger igennem. Og ingen mor er så tåbelig, at hun opfordrer sit barn til at flyve. Der er i os en naturlig evne til at tale og til at gå, ligesom der selv i menneskets fordærvede forstand er nogen sæd til fromhed. Og forældrenes opfordring er ikke uden virkning, barnet får befaling til at tale, og det åbner munden, fremsiger nogle usikre ord eller stammer. Og hvis én befaler det at komme hen til sig, bevæger det benene, strækker armene frem og hele dets udtryk vidner om, at det anstrenger sig for at gøre, hvad der får befaling til. Og det er ikke noget, forældre gør for at barnet kan forstå, at det ikke kan gøre det, men for lidt efter lidt at opøve den medfødte evne til dette, og moderen hjælper den, der forsøge forgæves. På samme måde handler her skriften med os, her nåden. Det samme kan svares til lægen. Selv om deer kan være én og anden læge, som ikke foreskriver noget, der kan lindre sygdommen, men påvise den, hvem ville finde sig i en læge, som hver dag besøgte den syge, foreskrev han så det, så hint, opfordrede ham, afskrækkede ham, inviterede ham, lokkede ham, og sagde, at han ikke gjorde det af anden grund, end at den syge skulle forstå, at han led af en alvorlig sygdom, som han ikke kunne befries for uden lægens hjælp? (L4#82)

⁶⁴ Jam ut sit aliquis Princeps, qui legem unam alteramve præscribat civibus, non quod putet ab illis servandas, sed ut eos habeat sibi magis obnoxios, quid illo prodigiosius, qui leges innumeras quotidie ferat, magnis præmiis invitans ad earum observationem, atrocibus suppliciis deterrens à violando, nec aliud agat, quam ut populus intelligat se non posse servare vel minimam omnium legum quæ feruntur? Et hoc stultissimo commento adeo sibi plaudit Lutherus, ut perneget Deum alia via commodius potuisse dejicere hominum insolentiam. Qui hæc cum tanta scribit asseveratione, nonne dicas eum Deo ab intimis fuisse consiliis? Deus polumhcanw est, nec uno modo oppugnat nostram arrogantiam. Non raro vexatio dat intellectum auditui, nec ulla graviore machina prostravit insolentiam hominis, quam quod ipse Dei Filius homo factus extrema perpessus est pro nobis.

Ligesom hvis der var en fyrste, som foreskrev borgerne én eller anden lov, ikke fordi han mente, at de ville overholde den, men for at han kunne gøre dem skyldige overfor sig, hvad ville være mere monstrøst, end hvis han hver dag frembragte utallige love, opfordrede med store belønninger til, at man overholdt dem, afskrækkede med hårde straffe, hvis man brød dem, og ikke gjorde andet, end at folket kunne forstå, at det ikke kunne overholde selv den mindste af alle de love, som de skulle finde sig i?

Og denne tåbelige fortolkning holder Luther så meget af, at han helt og holdent nægter, at Gud kunne nedstyrte menneskenes hovmod med mere passende midler. Den, der kan skrive sådan med største sikkerhed, mon ikke man vil sige, at han havde adgang til Guds inderste råd? Gud har mange udveje og er modstander af vores overmod på mere end én måde. Det sker ikke så sjældent, at trængler får os til at høre, og Gud har ikke nogen mere tungtvejende måde at nedslå menneskets hovmod på, end gennem dette, at Guds søn blev menneske og har lidt den yderste straf for vores skyld.

⁶⁵ Hæc est arx Lutheri munitissima, qua se tuetur. Sed quis unquam hoc somniavit, quod hic asseveret? Paulus dicit, per Legem cognitio peccati. At mox ostendemus in Scripturis sacris multas alias Legis utilitates explicari, ac ne legis quidem nomen mereri, quæ præscribat, quod fieri nullo modo possit, aut quæ non spectet ad aliquam vitæ actionem. Ostendimus otiosam esse cognitionem absque gratia, et hoc ipsum esse gratiæ, quod peccator implorat opem gratiæ. Alioqui peccati cognitionem magis sequitur vel desparatio, vel contumacia, quam imploratio cælestis auxilii. Postremo quis est Medicus tam inhumanus, ut ea præscribens, quæ tantum admoneant ægrotum morbi sui, talis sit et amicis et inimicis, omnibus insultare gaudens.

Dette er det stærkt befæstede fort, hvori Luther vil forsvare sig selv. Men hvem har nogensinde fantaseret sig frem til det, som han her påstår? Paulus siger, at gennem loven kommer erkendelse af synd. (rom#3.20). Men vi vil snart påvise, at der den hellige skrift fastslår mange andre anvendelser af loven, og at den lov ikke engang fortjener navn af lov, som foreskriver noget, som på ingen måde kan gøres, og som ikke henviser til nogen handling her i livet. Jeg har vist, at erkendelse uden nåde er virkningsløs, og at selve det, at synderen bønfalder om nådens gave, skyldes nåden. Ellers følges erkendelsen af synden snarere af enten fortvivlelse eller trods end af bønfaldelse om himmelsk hjælp. Endelig, hvilken læge er så umenneskelig, at han foreskriver noget, som kun gør den syge opmærksom på hans synd, han må da være et menneske, der elsker at fornærme alle, både venner og fjender.

⁶⁶ Nam hujusmodi Lutherus facit Deum erga cunctos mortales, qui fuerunt, qui sunt, quique futuri sunt, dum profitetur nullum esse præceptum tam facile, quin sanctis etiam impossibile sit servatu, imo quod durius est, asseveret peccatum esse, quicquid in justificatis per gratiam, operatur ipsa gratia. Et hæc somnia, quæ velut araneus è suo gignit cerebro, nobis occinit pro oraculis, postulans ut præ his veterum omnium Orthodoxorum et totius Ecclesiæ Catholicæ sententiam pro nugamento ducamus. Verùm hæc alias.

Men Luther gør Gud til en sådan person overfor alle dødelige, som var, som er og som vil komme, når han bekender, at der ikke er noget bud så let, som ikke selv for hellige er umulig at overholde, ja, han hævder, hvilket er hårdere endnu, at hvad som helst nåden selv virker i dem, der er blevet retfærdiggjort ved nåden, er synd. Og disse fantasiforestillinger, som han som en edderkop har udspundet af sit eget hoved, dem udskriger han over os, som var det orakler, og hævder, at vi til fordel for dem skal regne alle de ortodokses og hele den katolske kirkes mening for vrøvl. Men herom senere.

⁶⁷ Objicit quod ex particulari fecerim universalem, quasi negem usquam usurpari proloquium conditionale, nisi sentiatur conditionem posse præstari. Imo communi usu loquendi sic accipi dico conditionis voces, præsertim in legibus: Si bona fide gesseris præturam, eveham te ad Consulatum, Sin minus, deportaberis in Insulas. Quin potius Lutherus facit ex indefinita universalissimam, qui vult omnia Dei præcepta non hoc animo proponi omnibus ut serventur, sed ut intelligamus servari non posse, cum utrumque Testamentum scateat præceptis, exhortationibus, dehortationibus, minis terribilibus, ac promissis optabilibus. Sed Legem interpretatur universam cum omnibus suis appendicibus, nec ullum facit discrimen inter Legis partes varias, inter præcepta Legis facillima ac difficillima, inter Legem adjuncta gratia, et vacantem gratia, inter hominem perversum ac satanicum, et hominem piæ voluntatis.

Luther bebrejder mig, at jeg af det særlige har gjort noget universelt, (L4#83) som om jeg nægter, at en betingelsessætningen nogensinde kan bruges, medmindre der menes, at betingelsen kan opfyldes. Nej, jeg siger blot, at i almindelig daglig sprogbrug forstås betingede udsagn sådan, især i love: ”Hvis du administrerer dit præturat i god tro, vil jeg ophøje dig til konsulatet, hvis ikke, vil du blive deporteret til øerne. Men det er da snarere Luther, der af de udefinerlige gør noget højst universelt, for han vil have, at alle Guds bud ikke er fremsat for alle i den hensigt, at de skal overholdes, men i den hensigt, at vi skal forstå, at vi ikke kan overholde dem, skønt begge testamenter er fulde af bud, opfordringer, afskrækkelser, skrækkelige trusler og lovende forjættelser. Men han fortolker hele loven med alle dens tillæg, og skelner ikke mellem lovens forskellige dele, mellem lovens lette og vanskelige bud, mellem loven med nåden tilføjet og uden nåden, mellem det perverse og sataniske menneske og mennesket med den fromme vilje.

⁶⁸ Neque clamet hæc me calumnari, nisi non agnoscit dogma suum, hominem justum in opere quantumvis bono peccare. Si qua exceptio est adversus usum communem, tamen probabilior est causa tuentis sese generali consuetudine, quam exceptione. Generalis usus per se noti exceptio eget multa probatione. Donemus Deum aliqua præcipere quæ superent humanas vires, quod genus est tollere crucem, et quale fortasse fuit quod præcepit Abrahæ, ut occideret filium suum primogenitum, an protinus convenit omnia præcepta, minas ac promissa sic interpretari, ut vel insultantis sint, vel ostendentis nobis imbecillitatem nostram?

Og han skal ikke komme her og råbe op om, at jeg bagvasker ham, medmindre han ikke anerkender sin læresætning, at det retfærdige menneske synder i alle sine gerninger, ligegyldigt hvor gode de er. Hvis der er nogen undtagelse fra almindelig sprogbrug, er hans sag mere antagelig, som forsvare den almindelige sædvane, end hans, som forsvarer undtagelsen. En undtagelse fra en almindelig accepteret regel kræver et stærkt bevis. Lad os indrømme, at Gud foreskriver noget, som overgår menneskelige kræfter, fx at tage sit kors op, og måske også det, han foreskrev Abraham, at han skulle dræbe sin førstefødte søn, mon det så straks passer på alle bud, trusler og forjættelser, at de skal fortolkes, som kom de fra én, der skælder os ud eller vil vise os vor svaghed?

⁶⁹ Sunt quædam præcepta facillima, et sunt (1347) quæ mali quoque servant metu poenæ, nec furantes, nec occidentes, nec blasphemiam in Deum jacientes, nec maledicentes patri aut matri. Nam quod Paulus docet, per Legem dari cognitionem peccati, alias excutietur. Quin arbitror consultius, ut hîc obiter eum ab hac arce deturbemus. Quandoquidem hoc est unum præcipuum telum, quo pugnat adversus eos qui tribuunt aliquid vel libero arbitrio, vel meritis hominum. Hoc igitur semel illi excutiamus è manibus, ne toties eadem audiamus impune. Primùm igitur assumemus id quod constat, Paulum Apostolum illic agere cum Gentibus ac Judæis, sed cum Judæis præcipue, ut declaret omnibus opus esse gratia, quæ per Euangelium citra discrimen offerebatur omnibus: cum nec Gentes per naturæ legem, ac philosophiam cognivissent Deum, et si cognoverunt, res conditas prætulerunt conditori: nec Judæos constaret fuisse justificatos per opera Legis, quin potius Legem ipsis occasionem dedisse gravius peccandi.

Der er bud, der er meget lette, og der er nogle, som også overholdes af onde mennesker af frygt for straf, de stjæler ikke, slår ikke ihjel, udslynger ikke blasfemier mod Gud, forbander ikke deres far eller mor.

For hvad Paulus siger om loven, at den giver kendskab til synd, vil blive behandlet andetsteds. Og dog tror jeg, det vil være tilrådeligt, at vi her i forbifarten uddriver Luther af denne fæstning, eftersom det er dette særlige spyd, hvormed han kæmper mod dem, som tillægger enten den frie vilje eller menneskers fortjenester noget. Lad os derfor ryste det ud af hans hånd én gang for alle, så vi ikke skal høre det samme igen og igen uden at give tilbage. Først antager vi da det, der står fast: At apostelen Paulus her taler om hedninger og jøder, men især om jøder, så han erklærer, at alle har brug for nåden, som gennem evangeliet blev åbenbaret for alle uden forskel, eftersom hedningerne ikke gennem den naturlige lov og filosofien havde lært Gud at kende, og hvis de havde lært hanm at kende, så foretrak de de skabte ting fremfor skaberen, og eftersom det var åbenbart, at jøderne ikke var blevet retfærdiggjort gennem lovens gerninger, men at loven snarere havde givet dem anledning til at synde mere alvorligt.

⁷⁰ Quædam enim peccata sunt, quæ lex naturæ non indicat omnibus, qualis fortassis est concupiscentia rei alienæ, quæ neminem lædit. Verùm dum hæc quoque Mosi Lex prodit esse peccata, magis oneratur conscientia Judæi. Hujus generis sunt et omnes fere ceremoniæ. Neque enim naturæ lex sentire poterat esse peccatum vesci carne suilla, ne erat quidem ex sese peccatum, nisi Lex vetuisset. Judæi vero præpostere servantes Legem, circumcisionem, delectum ciborum, sabbatismos, contactum morticiniorum, neomenias, cæteraque hujus generis superstitiose servabant, negligentes ea quæ Legis erant caput, amorem Dei ac proximi. Potissimum vero Paulus ferit ex Gentibus Philosophos, ex Judæis Pharisæos Scribasque. In his enim plurimum erat fastus, et hi potissimum resistebant Euangelio. Nam sapientes illi contemnebant crucis stultitiam, et crux, quæ vocabat ad poenitentiam, offendebat Pharisæos falsa justitiæ persuasione turgidos.

For der er nogle synder, som den naturlige lov ikke påpeger for alle. Blandt dem er måske dette at begære en andens ejendom, noget, der ikke skader nogen. Siden moseloven afslører, at også dette er synd, bebyrdes jødernes samvittighed mere. Af den art er også næsten alle ceremonilovene. For den naturlige lov kan ikke mene, at det er synd at spise svinekød, og det ville heller ikke have været synd, hvis ikke loven havde forbudt det. Men mens jøderne ganske absurd overholdt loven om omskærelse, om udvalgte spiser, om sabbat, om berøring med selvdøde dyr, om nymåne og andre af den slags fuldstændig pedantisk, så glemte de det, som er lovens hovedsag, kærlighed til Gud og næsten. Men først og fremmest slår Paulus et slag mod filosofferne blandt hedningerne, mod farisæerne og de skriftkloge blandt jøderne. Af dem var de første hovmodige, og de sidste modstod evangeliet. For de første foragtede korsets dårskab, vise, som de var, og korset, som kaldte til bod, forargede farisæerne, som var fuldt og fast overbevist om deres falske retfærdighed.

⁷¹ Sic tamen percellit utrosque, ut utrisque delinitis spem bonam faciat. Gentibus detrahit cristam primo Capite, ita inquiens, Ut sint inexcusabiles, Judæos dejicit proximo Capite, Si autem tu Judæus cognominaris, etc. Rursus hîc Gentes sublevat: Cum enim Gentes quæ legem non habent, naturaliter ea quæ legis sunt, faciunt etc. Judæos sublevat III. Cap. Quid ergo amplius Judæi est, etc. Ad coarguendas Gentes non utitur testimonio Scripturarum, quod illarum impietas esset in propatulo, videlicet idololatria, et libidinum nefarium turpitudo, quæ traducta est et ipsorum libris. Ad Judæos, qui sibi justi videbantur, coarguendos utitur Legis testimonio: Quia non est justus quisquam. Non est intelligens aut requirens Deum. Quæ ne Judæi torquerent velut in Gentes dicta, subjicit Paulus: Scimus autem quoniam quæcunque Lex loquitur, his qui in Lege sunt loquitur.

Dog slår han begge parter til jorden, samtidig med at han formilder dem og giver dem håb. Hedningerne bøjer han nakken på i det første kapitel, hvor han siger: 'For at de skal være uden undskyldning' (rom#1.20). Jøderne nedgør han i det følgende kapitel: 'men hvis du, der er jøde og kender loven osv' (rom#2.17). På den anden side fremhæver han hedningerne her: 'For når hedningerne, som ikke har loven, af naturen gør, hvad loven kræver, så gør de, osv' (rom#2.14f). Jøderne fremhæver han i kap 3: 'Hvad særligt har jøden så? Osv' (rom#3.1). For at overbevise hedningerne bruger han ikke skriftsteder, for deres ugudelighed trådte åbent frem, nemlig deres afgudsdyrkelse og skændslen ved deres fordærvede lyster, som også fremføres i deres egne bøger. For at overbevise jøderne, som anså sig selv for retfærdige, brugte han lovens vidnesbyrd: 'Der er ingen retfærdig, ikke en eneste, der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud' (rom#3.10f). Og for at jøderne ikke skal fordreje det, som var det sagt til hedningerne, tilføjer Paulus: 'Vi véd, at hvad loven siger, siger den til dem, der er under loven' (rom#3.19).

⁷² Mox velut indignantibus Judæis, Nihil igitur nobis profuit Lex, Profuit, inquit, non ad justitiam, sed ad hoc ut peccatum vestrum esset evidentius, ut dissimulare non possitis. Nam Græcis est non gnwsiV, quod cognitionem sonat, sed epignwsiV, quod magis sonat agnitionem. Nam qui cognoscit, dissimulat ac negligit; qui agnoscit, fatetur. Lex enim velut appellans conscientiam peccatoris, non sinit illam dissimulare vitium suum. Non est igitur quod Judæus de Lege glorietur, cum per eam magis traducatur ipsius iniquitas. Jam constat ea, quæ 1. Cap. Gentibus exprobravit, non quadrare in singulos Ethnicos. Nec enim apud illos nullus erat à nefandis libidinibus immunis, aliisque factis atrocibus, quæ multa commemorans, 1 Corinth. vi. Subjicit: et hæc fuistis quidam, sive aliqui. Non dicit omnes.

Lige efter siger han, som om jøderne var kommet med den indvending imod ham: 'Så gavner loven os altså ikke?': ”Jo, den gavner, ikke til retfærdighed, men til, at jeres synd kan stå mere klart, så I ikke kunne lade som om I ikke ser den”. For det græske ord er ikke gnwsiV, som betyder erkendelse, men i stedet epignwsiV, som betyder accept. (rom#3.20). For den, der erkender, kan lade som om han ikke ser det erkendte eller overse det. Men den, der anerkender, indrømmer, at det forholder sig sådan. For når loven appellerer til synderens samvittighed, tillader den ham ikke at lade som om han ikke ser sin last. Der er altså ikke noget, som jøden kan rose sig af, hvad angår loven, eftersom han af den føres længere ind i sin egen uretfærdighed. Nu står det fast, at det, han i kapitel 1 bebrejdede hedningerne, ikke passer på hver enkelt hedning. For der var nogle iblandt dem, som ikke var grebet af disse fordærvede lyster eller andre horrible gerninger, for når han opregner mange af dem i 1kor#6.11, føjer han til: ”Sådan var nogle iblandt jer”. Han siger altså 'nogle', ikke 'alle'.

⁷³ Nec in omnes Judæos quadrant illa: Non est requirens in Deum, venenum aspidum sub labiis eorum, veloces pedes eorum ad effundendum sanguinem, cum in Scripturis sacris legantur complures honorati cognomine justorum ac Deum timentium. Quin et inter hos, qui cognominis hujus honorem, nec apud Deum nec apud homines promerebantur, erant quamplurimi, qui non omnino vacabant timore Dei, nec (1348) festinabant ad effundendum sanguinem, nec venenum aspidum portabant sub labiis. Hæc igitur in genere dicta sunt, præsertim in Judæos, quod plerique tales essent, id quod declararunt in condemnatione Christi, ad impium facinus concordes, Pontifices, Seniores, Scribæ, Pharisæi et populus.

Og heller ikke passer det på alle jøder, når det hedder: ”Der er ingen, der søger Gud, slangegift er under deres læber, deres fødder er hurtige til at udgyde blod” (rom#3.11ff), eftersom vi i skriften læser, at der var mange, der blev æret med betegnelserne 'retfærdige' og 'gudfrygtige'. Ja, også blandt dem, som ikke havde gjort sig fortjent til en sådan æresbetegnelse, hverken hos Gud eller hos mennesker, var der mange, som ikke helt manglede gudsfrygt, som ikke skyndte sig med at udgyde blod og som ikke havde slangegift under deres læber. Dette er sagt i almindelighed, især mod jøderne, for mange af dem var sådan, hvilket de gjorde klart ved at dømme Kristus, for ypperstepræsterne, de ældste, de skriftkloge, farisæerne og folket var enige om denne ugudelige handling.

⁷⁴ Deinde disquirunt Interpretes de qua Lege loquatur hîc Paulus, quando vocem hanc varie usurpat in hac ipsa Epistola. Satis tamen constat hoc in loco fieri mentionem Legis Mosaïca. Sed quærendum est de qua parte Legis loquatur. Mihi videtur loqui de crassiore parte, quæ præscribit ceremonialia, quæque vetat manifesta facinora, quæ puniunt etiam leges humanæ. Meminit enim circumcisionis, quo nomine complectitur omnia ceremonialia. Et in peccatis hæc refert: Qui prædicas non furandum, furaris: qui dicis non mæchandum, mæcharis: qui abominaris idola, sacrilegium facis. Num hæc faciebant omnes Judæi? Nec hodie faciunt omnes. Ex his igitur juxta litteram observatis vindicabant sibi justitiam adeo, ut aut recusarent Euangelii gratiam veluti non necessariam, aut negarent eam absque Legis præsidio sufficere.

Dernæst er fortolkerne uenige om, hvilken lov Paulus taler om her, for han bruger dette ord på forskellig måde i dette brev. Dog står det fast, at det på dette sted er moseloven, han nævner. Men man må undersøge, hvilken del af loven han taler om. Mig forekommer det, at han taler om lovene om de mere ydre ting, dem, der foreskriver ceremonier, som forbyder de åbenlyse overtrædelser, som også menneskelige love straffer. For han nævner omskærelsen, og han indbefatter alle ceremonier under den betegnelse. Og blandt synderne nævner han disse: ”Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler: du, som siger, at man ikke må bedrive hor, du horer; du, som forarger afguder, du øver helligbrøde” (rom#2.21f). Mon alle jøder gjorde disse ting? Selv i dag er det ikke alle, der gør det. Derfor, ved at overhoolde disse ting bogstaveligt, påstod de om sig selv, at de var retfærdige, så at de forkastede evangeliets nåde som unødvendig, eller nægtede, at den var tilstrækkelig uden lovens hjælp.

⁷⁵ Rursus in sequentibus videtur intelligere opera Legis, circumcisionem, reliquasque ceremonias: Arbitramur enim, inquit, justificari hominem per fidem sine operibus Legis. Alioqui si ponas opus Legis esse vitare homicidium, sacrilegium, adulterium, et perjurium, item diligere Deum super omnia, et proximum sicut teipsum: sine his neminem justificat fides, imo sine his mortua est fides, ne dicam mortifera, si qua tamen omnino est. Huic consonant quæ tractat Capita iv de Abraham, qui nondum circumcisus per fidem meruit justitiæ laudem. Neque enim Euangelium fert illum, qui non abstinet à furtis et adulteriis. Ponendum et illud, hîc non agi de tota vita Christianorum, sed de his qui ex Paganismo aut Judaismo veniebant ad baptismum.

I det følgende synes han også at forstå lovens gerninger som omskærelse og de andre ceremonier. ”Vi mener nemlig, at mennesket retfærdiggøres ved tro uden lovgerninger”. (rom#3.28). Ellers, hvis man mener, at lovgerninger er at undgå at slå ihjel, undgå blasfemi, undgå hor og mened, og ligeledes at elske Gud over alle ting, og sin næste som sig selv, [så må man indvende], at uden disse ting retfærdiggør troen ikke, ja, uden disse ting er troen død, for ikke at sige dødbringende, hvis den da i det hele taget er. Dette svarer til det, han siger i kapitel 4 om Abraham, som uden at være omskåret gennem troen fortjente retfærdighedens ros. For heller ikke evangeliet tåler nogen, som ikke afholder sig fra tyveri og utugt. Man skal også fastholde, at han ikke her taler om de kristnes hele liv, men om dem, som kommer til dåb fra hedenskabet eller fra jødedommen.

⁷⁶ De quibus in commune dicitur, omnes peccaverunt, et egent gloria Dei: non quod omnes ea facinora commiserant quæ supra commemoravit, sed quod nullus haberet plenam illam et Euangelicam justitiam, quæ nos justos reddit apud Deum. Distinguit enim Euangelium justitiam Pharisæorum ab Euangelica, quemadmodum hîc Apostolus distinguit justitiam hominum à justitia Dei. Nunc autem sine Lege justitia manifestata est, sed addit, justitia Dei. Ac mox, Justitia autem Dei, per fidem Jesu Christi. Extra controversiam est, ne Judæos quidem justitiam hanc consecutos nisi per donum fidei in Christum. Et ideo Paulus ait, justitiam Dei nunc manifestatam, significans olim fuisse tum in Gentibus, tum in Judæis, sed velut occultam, nunc per Euangelium copiosius ac palam effundi in omnes Orbis nationes.

Om dem siges det i almindelighed: ”Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud” (rom#3.23). Ikke fordi de alle har begået de skændigheder, som han nævnede ovenfor, men fordi ingen har denne fuldstændige og evangeliske retfærdighed, som gør os retfærdige overfor Gud. For evangeliet skelner mellem farisæerne retfærdighed og den evangeliske retfærdighed, ligesom apostelen her skelner mellem den menneskelige retfærdighed og Guds retfærdighed. ”Nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed”, siger han, men tilføjer: ”en retfærdighed fra Gud”. (rom#3.21). Og lige efter: ”Men en retfærdighed fra Gud, gennem tro på Jesus Kristus”. (rom#3.22). Det er uden for al diskussion, at end ikke jøder kan opnå denne retfærdighed, uden ved den gave, der består i tro på Kristus. Og derfor siger Paulus: ”Den retfærdighed fra Gud, der nu er åbenbaret”, hvorved han lader ane, at den tidligere var der både hos hedninger og jøder, men var der som skjult, men nu gennem evangeliet udgydt mere fuldstændigt og udbredt i alle verdens nationer.

⁷⁷ Considerandum et illud, adversus quos hæc adferat Paulus. Nimirum adversus feroces sibi littera Legis placentes Judæos. His adimens gloriam inanem, dicit Legem nihil aliud attulisse quam agnitionem peccati, hoc est, testimonium damnationis. Hæc enim una præcipua clavis est observare quid agat, cum quibus agat, qua occasione loquatur, quid spectet Scriptura. Qua quidem in re Paulus habet etiam peculiare quiddam, in omnia se vertere solitus, ut efficiat quod instituit, non malitiosa callidaque vafritie, sed humanæ salutis avidissima caritate. Elevat, exaggerat, vulnerat, mitigat, alia subticet, alia differt: caritatis hoc articifium est, non versutiæ. Proinde si quis in hujus Epistolis superstitiose velit urgere voces ac syllabas, in multas incurret absurditates.

Men man skal også lægge mærke til, hvem det er, Paulus fremfører dette imod, nemlig imod de jøder, der var stolte og glade for sig selv, fordi de bogstaveligt overholdt loven. Dem fratager han den tomme ære og siger, at loven ikke medfører andet end erkendelse af synd, det vil sige, den bevidner deres fordømmelse. For den ene vigtige [fortolknings]nøgle består i at gøre sig klart, hvad skriften handler om, hvem den behandler, hvilken situation den taler ind i, hvad den sigter på. Ganske vist har Paulus på dette punkt en speciel særegenhed, nemlig den, at han plejer at anvende alle sine kræfter til det, han har foresat sig, ikke ud af nogen ond og kyndig forslagenhed, men ud af en heftig kærlighed til menneskets frelse. Han opmuntrer, han overdriver, han sårer, han lindrer, han tier stille om noget, han fremfører andet, kærlighed er det, der driver værket, ikke snedighed. Og hvis derfor nogen i dette brev vil lægge altfor stor vægt på ord og stavelser, vil han løbe ind i mange absurditeter.

⁷⁸ Ita quod hic in elatos ac superciliosos intendit Judæos, dicens, Legem talibus non conferre justitiam apud Deum: id Lutherus sic torquet quasi Lex universa omnibus præceptis, etiam his quæ fidem, pietatem et caritatem præcipiunt, cum exhortationibus, minis, exsecrationibus, objurgationibus, blanditiis, promissis, expostulationibus additis, quibus undique plena est universa Scriptura, nihil aliud efficiat quam ut homo intelligat, se nihil eorum implere posse quæ præcipiuntur, etiamsi adsit gratia. Judæis Legis observationem absque gratia non sufficisse ad veram justitiam, fatemur et (1349) nos. Verùm hinc non consequitur, Legem nihil aliud in omnibus potuisse, quam ut ostenderet peccatum inevitabile: nam ideo Lex ostendit peccatum ut vitetur, et volenti vitare, præsto est gratia, nunc quidem copiosior, sed et Judæis et Gentibus aderat.

Når således Paulus sigter imod de hovmodige og nøjeregnende jøder og siger, at loven ikke giver disse mennesker retfærdighed hos Gud, så fordrejer Luther det, som om den universelle lov med alle sine bud, også de bud, som kræver tro, fromhed og kærlighed, med formaningerne, truslerne, forbandelserne, irettesættelserne, den lokkende tale, forjættelserne, bebrejdelserne føjet til, ting, som hele skriften overalt er fuld af, ikke medfører andet, end at mennesket forstår, at han ikke kan opfylde noget af det, der er foreskrevet, om så nåden hjælper til. At overholdelsen af jødernes love uden nåden ikke er nok til sand retfærdighed, det indrømmer også vi. Men heraf følger ikke, at loven ikke formår andet i alle mennesker, end at den kan påvise den uundgåelige synd. For loven påviser synden, for at den skal undgås, og for den, der vil undgå den, er nåden tilrede, nu endog mere overvældende, men den var også tilstede for både jøder og hedninger.

⁷⁹ Neque enim hoc Chrysostomus sacrique Doctores imputant naturæ Legis, quod tantum coarguit peccatum, sed hominum pravæ voluntati, qui nolunt parere Legi. Alioqui si Paulus sensisset quod interpretatur Lutherus, Legis præcepta à nemine posse observari, nec in hoc esse data, nequaquam dixisset, His quidem qui secundum patientiam boni operis gloriam et honorem et incorruptionem quærentibus vitam æternam. Ac rursus: Gloria autem et honor et pax omni operanti bonum, Judæo primum et Græco. Et iterum: Circumcisio quidem prodest, si Legem observes, videlicet ostendens Legem ad nihil utilem, nisi ad gravandam conscientiam, sed quibus? Non observantibus eam, etiamsi juxta carnem servare ex parte viderentur. Quis autem unquam Veterum attulit commentum quod adfert Lutherus? Ex tenore, inquit, contextus elucet hic sensus. Imo tenorem jam ostendi longe aliud agere, nimirum accusari malitiam et pronitatem ad malum, pariter et in Judæis et in Gentibus, et ideo Deum considerantem quod nec Lex erat efficax ab abolendam hominum malitiam, sustulisse Legis onus, et ampliasse gratiam, omnibus denuntiando salutem per fidem in Jesum Christum, quem Pater in hoc miserat, ut gratis omnibus sua peccata condonaret.

For hverken for Chrysostomus eller de hellige lærde mænd skyldtes det lovens natur, at den kun anklagede for synd, nej, det skyldtes menneskenes fordærvede vilje, som ikke ville adlyde loven. Hvis Paulus havde ment som Luther fortolker ham, at lovens bestemmelser ikke kan overholdes af nogen, og heller ikke er givet for at skulle overholdes, så ville han aldrig have sagt: ”Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv;” (rom#2.7). Og igen: ”herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode, både jøde, først, og græker.” (rom#2.10). Og igen: ”Omskærelse gavner ganske vist, hvis du overholde loven”, (rom#2.25). Det vil sige, han påviser, at loven ikke er nogen nytte til, undtagen til at nedtynge samvittigheden, men for hvem? For dem, der ikke overholder den, selv om de synes til dels at overholde den efter kødet. Men hvem af de gamle fortolkere har nogensinde fremført en fortolkning som Luthers? Ud af tekstens sammenhæng siger Luther, at denne mening fremgår. (L4#77). Tværtimod, jeg har her påvist, at den handler om noget helt andet, nemlig om at anklage for ondskab og tilbøjelighed til det onde, i lige høj grad mod jøder og hedninger, og om, at da Gud derfor så, at hverken var loven virksom til at fjerne menneskenes ondskab, ophævede han lovens byrde, gjorde nåden endnu mere overvældende og forkyndte for alle, at der var frelse ved tro på Jesus Kristus, som faderen havde sendt, for at han af nåde skulle tilgive alle deres synder.

⁸⁰ Quod autem negat hanc justitiam conferri ex operibus Legis, non huc pertinet, opera bona non requiri à baptizatis, sed indicat ad baptismi gratiam admittendos ex æquo vel Gentes à Lege immunes, vel Judæos Legis transgressores, modo fidant Euangelii promissis. Non enim imputantur vitæ prioris commissa ad Euangelii gratiam confugientibus. Proinde ut verum est, per Legem agnosci peccatum, ita non consequitur quod addit Lutherus, nihil aliud efficere Legem, nec in aliud omnino latam fuisse. Nec vero mirum si Lex dicitur parere peccati cognitionem, cum in hoc soleant etiam humanæ leges ferri, ut videant quid sit fugiendum, quid expetendum. Nec enim simpliciter hoc agit Lex, ut intelligatur quid fas, quid nefas, quid rectum et pravum, sed ad actiones hominum prodita est Lex, veluti medicina prodit morbos, non in hoc tantum, ut homines intelligant se ægrotos, sed ut ope Medicorum sanentur.

Men dette, at han nægter, at denne retfærdighed gives ud fra lovgerninger, medfører ikke, at der ikke kræves gode gerninger af de døbte, men det viser, at både hedningerne, der ikke var under loven, og jøderne, der ikke overholdt loven, i lige grad skulle have adgang til dåbens nåde, blot de troede evangeliets forjættelser. For det tidligere livs overtrædelser blev ikke tilregnet dem, der tog deres tilflugt til evangeliets nåde. Derfor, selv om det er sandt nok, at gennem loven erkendes synden, så følger ikke deraf det, som Luther tilføjer, at loven ikke udvirker andet og heller blev givet af anden grund. Men det er heller ikke mærkeligt, hvis loven siges at medføre syndserkendelse, eftersom også menneskelige love plejer at gives med den hensigt, at man skal se, hvad man skal undgå og hvad man skal efterstræbe. For loven udvirker ikke simpelthen, at man forstår, hvad der er passende og hvad upassende, hvad der er ret og hvad der er lastefuldt, men loven blev givet for at den skulle have virkning på menneskenes handlinger, ligesom medicinen har virkning på sygdommene, ikke blot for at menneskene skal forstå, at de er syge, men for at de med lægernes hjælp skal blive raske.

⁸¹ Quid si universa Lex nihil aliud parit quam agnitionem peccati, hoc est, gravamen conscientiæ, quid sibi volunt tam multa Legis in Scripturis encomia? Lex Domini immaculata, convertens animas, sapientiam præstans parvulis; In quo corrigit adolescentior viam suam? In custodiendo sermones suos. Ac rursum, Et eloquium tuum vivificavit me. Lucerna pedibus meis verbum tuum, et lumen semitis meus. Si prælucet, utique prælucet actionibus. Iterum, Pronuntiabit lingua mea eloquium tuum, quia omnia mandata tua æquitas. Contra Lutherus clamat, omnia Dei mandata nihil aliud esse, quam irrisionem aut insultationem imbecillitatis et ferocitatis humanæ.

Men hvis hele loven intet andet afstedkommer end syndserkendelse, det vil sige, bebyrdelse af samvittigheden, hvad er da meningen med, at skriften så mange steder priser loven? ”Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælene; den giver uerfarne visdom” (Sl 19,8); ”Hvordan holder den unge sin sti ren? Ved at følge dine ord” (Sl 119,9). Og igen: ”Dit ord holder mig i live” (Sl 119,50); ”Dine ord er en lygte for mine fødder og et lys på min sti” (Sl 119,105). Hvis det skinner foran et menneske, viser det bestemt, hvad der skal gøres. Og igen: ”Min tunge skal lovsynge dit ord, for alle dine bud er retfærdige”. (Sl 119,172). Modsat råber Luther op om, at alle Guds bud ikke er andet end udskæld og anklager over menneskets svaghed og stædighed.

⁸² Atqui in primo Psalmo longe aliud promittit meditanti in Lege, quam damnationem conscientiæ. Et erit, inquit, tanquam lignum quod plantatum est secus decursus aquarum, etc. Ubi memorantur pedes et ambulatio, ibi designatur actio juxta Legem. Sed talibus, cum qualibus illic agit Paulus, Lex nihil aliud erat quam redargutio malæ conscientiæ. At sapienti, ut inquit Salomon, Lex fons est vitæ, ut declinet a ruina mortis. Rursus idem Capite sexto: Quia mandatum lucerna est, et Lex lux, et via vitæ increpatio disciplinæ, ut custodiant te à muliere mala, etc. Lutherus contra facit illam fontem desperationis. At Paulus cum Galatis tertio, idem tractans argumentum quod hîc, ostendit usum Legis: Lex, inquit, pædagogus noster fuit in Christo, seu potius ad Christum, ut ex fide justificemur. Priusquam autem veniret fides, sub Lege custodiebamur, conclusi in eam fidem quæ revelanda erat.

Og i den første salme forjættes der noget helt andet end samvittighedsfordømmelse, hvis man mediterer over loven. ”Og han skal være som et træ plantet tæt ved vandløb osv” (Sl 1,3). Hvor der nævnes fødder og vandring, dèr betegnes handling ifølge loven. Men for den slags mennesker, som Paulus har med at gøre på dette sted, var loven intet andet end den dårlige samvittigheds anklage. ”Men for den vise”, som Salomon siger, ”er loven en kilde til liv, så han kan undgå dødens ødelæggelse” (Ordspr 13,14). Og igen i kap 6,23: ”For budet er lampe og loven lys, retledning og formaning er vejen til liv, det vogter dig mod den onde kvinde, osv”. Luther gør det lige modsat til en kilde til fortvivlelse. Men når Paulus i gal#3.23f behandler det samme argument som her, påviser han lovens brug: ”Loven blev vor tugtemester i Kristus, eller snarere hen til Kristus, så vi kan retfærdiggøres ved tro. Men førend troen kom, bevaredes vi under loven, indesluttede i den tro, som skulle åbenbares”.

⁸³ An pædagogus nullum (1350) alium usum adfert puero, quam ut intelligat se peccare, an potius, dum nondum ex se perspicit, quid sit expetendum, aut amore recti ducitur, vel pudore, vel metu à turpibus arceatur, ne corruptus undique jam nec Philosophis docilem sese, nec paternis minitis audientem præbeat? Legis igitur divinæ scopus unicus erat, ut vitarentur turpia, expeterentur honesta, sed humanarum mentium varietas in causa fuit, ut Lex in aliis aliud atque aliud efficeret. Bonis ac sapientibus erat fons vitæ, infirmis erat custodia, quasique cancelli, ne dilaberentur in extremam impietatem, terrore sublato: simpliciter ignorantibus erat lucerna prælucens ad iter actionum: ferocibus autem ac malitiose tumidis, carnifex erat, ingerens commissorum turpitudinem, et vel ab invitis extorquens confessionem.

Mon en tugtemester ikke er til nogen anden brug for et barn, end at det skal forstå, at det synder? Mon ikke snarere han leder det barn, der endnu ikke ud fra sig selv ser, hvad man skal stræbe efter og endnu ikke har kærlighed til det rette? Afværger han ikke barnet fra det dårligt enten ved at skamme ud eller true, at det ikke skal blive så fordærvet, at det ikke vil lære af filosoffer eller lytte til sin fars formaninger? Derfor er den guddommelige hensigt med loven den ene, at man skal undgå onde og søge det gode, men variationen i menneskenes sind var årsagen til, at loven havde forskellig virkning i de forskellige mennesker. For de gode og vise var den en kilde til liv, for de svage var den en vogter, som en slags rækværk, at de ikke skulle falde ud i den fulde ugudelighed, når frygten blev fjernet. For dem, der blot var uvidende, var den en lygte, der i forvejen oplyste den vej, de skulle gå. Men for de stolte og ondskabsfulde var den en bøddel, som påtvang dem deres overtrædelsers ondskab og aftvang dem en bekendelse, skønt modvilligt.

⁸⁴ Quod evenit in legibus humanis, idem usu venit in divinis, scopus idem est, exitus varius. Qui scopum Legis tollit, tollit Legis et naturam et vocabulum. Annotatum est et illud ab Orthodoxis, non dictum esse, Ex Lege cognitio peccati, sed per Legem: alioqui visus fuisset accusare Legis naturam, quod ex se pareret vindictam redarguto tantum peccato: sed dixit, per Legem, significans occasione factum, ut Lex, quæ data erat ad recte agendum, prævaricantibus auxerit damnationem, et quæ parata erat ad consequendam justitiam, prodiderit injustitiam. Sed Paulus excusat Legem, pronuntians illam esse bonam ac sanctam, nimirum quod iram operatur, id rejiciens in eos, qui eam negligunt observare. Sic intelligendum et illud, Lex autem subintravit, ut abundaret delictum. Nec enim ideo Lex data est, ut abundaret delictum, sed hoc hominum vitio consequutum est, ut quod in remedium erat datum, auxerit morbum.

Hvad der sker med menneskelige love, det samme sker også med guddommelige lov, hensigten er den samme, resultatet noget andet. Den, der fjerner lovens hensigt, fjerner både lovens natur og dens betegnelse.

De ortodokse har også bemærket sig, at der ikke siges: 'ud af loven kommer syndserkendelse', men 'gennem loven'. (rom#3.20). Ellers ville det have set ud, som om han anklagede lovens natur, at den ud fra sig selv fik dem gjort skyldige, blot ved at anklage for synd. Men han siger 'gennem loven' og betegner derved, at det af og til skete, at loven, som var givet for at vi skulle handle ret, øgede fordømmelsen for overtræderne, og at det, der var indsat, for at vi skulle forfølge retfærdigheden, i stedet afslørede vores uretfærdighed. Men Paulus undskylder loven og erklærer, at den er god og hellig, og dette, at den udvirker vrede, bebrejder han dem, som undlader at overholde den. Sådan skal også dette forstås: ”men loven kom til, for at overtrædelsen skulle blive større”, (rom#5.20). For loven blev ikke givet med det for øje, at den skulle øge overtrædelsen, men det var en følge af menneskets last, at det, der var givet som et lægemiddel, øgede sygdommen.

⁸⁵ Similiter ad Galatas tertio, declarans quis fuerit usus Legis, ita scribit: Quid igitur Lex? Propter transgressionem posita est, donec venerit semen, cui promissum erat. Quid est, propter transgressionem? an ideo, ut Lex violata proderet hominum malitiam? An potius ut boni redderentur meliores, infirmi tutiores: mali levius peccarent, malitiosi coarguerentur, et si non minus peccarent, certe minus læderent, atque ita totus ille populus, cui Christus erat promissus, intra Legis cancellos custodiretur, ne Christus adveniens nullos inveniret sanabiles. Etsi nullus erat illorum, qui totam Legem servaret, tamen erant innumeri qui juxta communem æstimationem aliqua ex parte servarent. In his autem ut non erat perfecta justitia, ita gradus aliquis erat ad justitiam Euangelicam.

På lignende måde i gal#3.19, hvor han forklarer, hvad lovens brug var; her skriver han: ”Hvad skulle da loven? For overtrædelsernes skyld blev den føjet til, indtil den sæd kom, som var lovet”. Hvad betyder dette 'for overtrædelsernes skyld'? Mon af den grund, at loven, når den blev overtrådt, skulle afslører menneskenes ondskab? Mon ikke snarere for at gøre de gode bedre, de svage stærkere, de onde synde mindre, de ondskabsfulde blive anklaget, og hvis de ikke synder mindre, at de da gør mindre skade, og således hele det folk, til hvem Kristus var forjættet, blev bevogtet indenfor lovens rækværk, så at Kristus ikke ved sit komme finder nogen uforbedrelige? Selv om der ikke fandtes nogen, som overholdt hele loven, så var der dog talløse, som efter en almindelige bedømmelse overholdt den tildels. Men selv om der ikke var den fuldkomne retfærdighed i dem, så var dog nogen et trin opad imod den evangeliske retfærdighed.

⁸⁶ At sine gratia nemo servat Legem ut dignum est. Fateor. Sed ea gratia parata est, quod in ipsis est præstantibus. Jam et illud peculiare Luthero, ex indefinitis, aut singularibus proloquiis reddere universalia. Per Legem agnitio peccati, Igitur, inquit, tota Lex cum omnibus præceptis, minis, præmiis, suppliciis, maledictionibus et benedictionibus, in omnibus hominibus, omni tempore nihil aliud effecit, quam ut agnito peccato gravet conscientiam, cum nullum sit præceptum quod homo possit servare.

Men uden nåden overholder ingen loven, som man bør. Det indrømmer jeg. Men den nåde er beredt for dem, der yder, hvad de kan.

Men også det er en særegenhed hos Luther, at han ud af noget ubestemt eller ud af enkeltstående påstande gør noget almengyldigt. ”Gennem loven kommer erkendelse af synd, derfor”, siger Luther, ”udvirker hele loven med alle dens bud, trusler, belønninger, straffe, forbandelser og velsignelser i alle mennesker, til alle tider intet andet, end at den erkendte synd betynger samvittigheden, eftersom der ikke er noget bud, som mennesket kan overholde”. (L4#101).

⁸⁷ Atqui complures sunt qui non furantur, qui non pejerant, qui non occidunt. Sed habet aliud sophisma: Fons bonorum operum omnium est amor Dei. Sed præceptum Dei jubentis ut ametur ex toto corde, tota anima, totis viribus, à nemine potest impleri. Hoc posito non servat Legem, etiam qui in cæteris eam servat. Istum nodum eleganter dissolverunt olim Orthodoxi. Quomodo? Nimirum hyperbolen præcepti exigere summum amorem Dei, comparatione rerum cæterarum, ut is diligat Deum ex toto corde, anima et viribus, qui illum anteponit omnibus rebus conditis, etiam vitæ et morti, si casus inciderit, ut aut sit offendendus Deus, aut mors oppetenda. Quod superest hyperboles exigit, ut homo in amando Deo studeat proficere, quantum fert imbecillitas humanæ naturæ.

Og der er mange, som ikke stjæler, som ikke sværger falsk, som ikke slår ihjel. Men her har han en anden sofisme: ”Kilden til alle gode gerninger er kærlighed til Gud. Men det bud fra Gud, der befaler, at man skal elske ham af hele sit hjerte, sjæl og styrke, kan ikke opfyldes af nogen. Når det står fast, overholder man ikke loven, heller ikke, selv om man overholde den på de andre punkter”. (L5#7; ref). Denne knude løste de ortodokse i gamle dage på en elegant måde. Hvordan? Derved, at budet på sit højdepunkt kræver den højeste kærlighed til Gud, sammenlignet med andre ting, så man elsker Gud af hele sit hjerte, sjæl og kraft, når man sætter ham foran alle skabte ting, også liv og død, hvis det tilfælde opstår, at man enten forråder Gud eller opnår døden. Men budet, bortset fra dette højdepunkt, kræver, at mennesket i at elske Gud stræber efter at gøre fremskridt, så langt som den menneskelige naturs svaghed kan bære.

⁸⁸ Sic et in Euangelio perfectus dicitur discipulus, si fuerit sicut magister ejus: non quod quisquam par sit Christo, sed quod in eodem virtutis genere versetur. Ibidem jubentur esse perfecti, sicut Pater coelestis perfectus est, non (1351) quod ullus hominum, aut etiam Angelorum, accedit ad perfectionem Dei, sed quod in aliquo genere refert Patrem, videlicet in benefaciendo, tum amicis, tum inimicis. Neque enim mentitus est Propheta, qui dicit: In toto corde exquisivi te, ne repellas me a mandatis tuis. At mentitur si verum dicit Lutherus. 3. Regum viii. sic orat Salomon, Domine Deus, qui custodis pactum et misericordiam servis tuis, qui ambulant coram te in toto corde suo. Si nulli tales sunt, pro quibus orat Solomon?

Således kaldes i evangeliet en discipel fuldkommen, hvis han er, som hans herre er. (Matt 10,25). Ikke fordi nogen står lige med Kristus, men fordi han udfører den samme slags dyd. Dèr befales de også at være fuldkomne, som deres himmelske fader er fuldkommen, (matt#5.48), ikke fordi noget menneske – og heller ikke nogen engel – kan opnå Guds fuldkommenhed, men fordi på den måde ligner faderen, at de velsigner både venner og fjender. For profeten lyver ikke, når han siger: ”Af hele mit hjerte har jeg søgt dig, at du ikke skal drive mig bort fra dine bud”. (Sl 119,10). Men han lyver, hvis Luther taler sandt. I 1 Kong 8,23 beder Salomon således: ”Herre, Gud, du, som holder din pagt og din barmhjertighed mod dine tjenere, som af hele deres hjertet vandrer i overensstemmelse med dig”. Hvis den slags mennesker ikke findes, hvem beder Salomon så for?

⁸⁹ Nec opinor mentitum Ezechiam, cum ait, Obsecro Domine, memento quæso quomodo ambulaverim coram te in veritate et in corde perfecto. Et quomodo in sacris Voluminibus laudantur quidam, quod cætera pii, in hoc et illo deliquerint, si nullum præceptum servari potest? Denique si nos urgeat Sophistarum more verbis, vicissim et ipsum urgebimus. Quærimus igitur qua Dialectica consequitur, per Legem cognitio peccati, ergo nihil aliud, veluti si dicas, lactuca solvit alvum, ergo nihil adfert nutrimenti. Rursus qua ratione consequitur, huic Medicus nihil profuit, nisi quod agnito morbo gravius discruciatur, ergo nulli in aliud prodesse potest quisquam Medicus. Quod illi non in aliud profuit Medicus, non ars in culpa fuit, sed ægroti vitium non præbentis se Medico. Quis autem unquam tyrannus aut tam otiosus fuit, aut tam morosus, ut leges daret suis, quæ nihil aliud efficerent quam ut cives intelligerent nihil earum servari posse? Solon nullam legem tulit de parricidio, rogatus quamobrem, respondit se non fuisse suspicatum mores civium eo malitiæ progressuros; videlicet indicans, leges non pertinere ad ea quæ fieri non solent, sed multo minus ad ea quæ fieri non possunt.

Og jeg tror heller ikke, Ezekias løj, da han sagde: ”Jeg bønfalder dig, Herre, husk på, hvordan jeg har vandret overfor dig i sandhed og i et fuldkomment hjerte”. (2 Kong 20,3). Og hvordan kan nogen roses i den hellige skrift, som fejlede her og dèr, men i øvrigt var fromme, hvis man ikke kan overholde noget bud? Endelig, hvis Luther angriber os med ord, der ligner sofisternes, så vil vi gøre det samme mod ham. Vi spørger derfor, hvad det er for en dialektik, han bruger, når han drager den slutning: ”Gennem loven kommer syndserkendelse, altså kommer der intet andet”. Som hvis man ville sige: ”Salat løsner maven, altså bidrager den ikke noget til ernæringen”. Og igen: hvordan kan man af denne sætning: ”Lægen gavner ikke denne patient på anden måde, end derved at han, når hans sygdom er erkendt, pines endnu mere”, på fornuftig vis drage den slutning: ”Ergo, kan en hvilken som helst læge ikke gavne ham på anden måde”. At lægen ikke gavner ham i noget andet, er ikke lægekunstens skyld, men den syges, for han samarbejder ikke med lægen.

Men hvilken tyran har nogensinde været så ubekymret eller så egensindig, at han har givet love for sine undersåtter, som ikke udvirkede andet end at borgerne forstod, at de ikke kunne overholde nogen af dem? Solon opstillede ikke nogen lov imod fadermord, og da han blev spurgt, hvorfor, svarede han, at han ikke havde mistanke om, at borgernes skikke havde udviklet sig til en sådan ondskab. Dermed indikerede han, at lovene ikke har med det at gøre, som ikke plejer at ske, men meget mindre med det, som ikke kan ske.

⁹⁰ Nulla enim lex vetat, ne quis noctu sumtis alis evolet è civitate. In duodecim Tabulis lex erat, ut ejus corpus, qui multis creditoribus esset obnoxius, nec foret solvendo, in partes dissecaretur, et quisque pro crediti portione partem tolleret. Hanc legem non in aliud latam interpretantur, nisi ut atrocitate poenæ confirmaretur fides crediti ac mutui, sine qua collabataur oportet Respublica. Neque enim hujus legis ullum exstat exemplum. Verùm hæc una lex ab Ethnicis erat terroris, non exempli gratia lata: Lutherus omnes Dei leges, cum præmiis, suppliciis, et quicquid ad legem servandam, vel allicere, vel pertrahere potest, vult esse vel illudentis Dei, vel insultantis: veluti cum pater jocans jubet ad se venire puerum, quem scit ingredi non posse: vel cum Rex hosti feroci insultans præscribit, quod scit ab illo præstari non posse.

For ingen lov forbyder, at nogen tager vinger på og flyver ud af byen om natten. I de tolv tavler var der en lov om, at den mand, som havde mange skyldnere, hans legeme skulle, hvis han ikke kunne betale, deles op i dele, og hver kreditor skulle tage en del, der svarede til hans tilgodehavende. Fortolkere forklarer, at denne lov ikke blev givet i anden hensigt end at troen hos kreditorer og debitorer skulle styrkes, for uden den faldt republikken sammen. For der er ikke noget eksempel på, at denne lov blev ført ud i livet. Men der er kun dette ene eksempel fra hedningerne på, at en lov er givet for frygtens, ikke for eksemplets skyld. Men Luther vil, at alle Guds love, tillige med belønninger, straffe, og hvad der kan afskrække eller tilskynde folk til at holde loven, stammer fra en Gud, der vil gøre nar eller fornærme, som hvis en far for sjov befaler sit barn at komme hen til sig, skønt han véd, at han ikke kan gå; eller som når en konge vil fornærme en stærk fjende og foreskriver ham, hvad han véd, han ikke kan gøre.

⁹¹ Nonne præclarum dedit commentum, ad quod exigamus universam propemodum Scripturam sacram? Cur igitur appellatur Lex, si nihil conducit ad actiones vitæ, si impossibilis est, et per hoc iniqua? Jureconsulti negant habendam pro lege, quæ nec sit possibilis, nec rationi consentanea, nec æqua, nec utilis Reipublicæ. Addunt, et receptam assensu, et moribus approbatam esse oportere. Atqui si talis erat Lex Dei, qualem eam facit Lutherus, populo Israelitico fucus factus est. Primum cum Moses ferret Legem, stipulans assensum populo, quod religiosius etiam fit Deut. Xxix.

Har han ikke gives os en soleklar fortolkning, som vi kan lægge ned over næsten hele skriften?

Hvorfor skulle det kaldes en lov, hvis det ikke fører til nogen handlinger i livet, hvis den er umulig, og derfor uretfærdig? Juristerne nægter at regne noget for en lov, som er umuligt, ikke i overensstemmelse med fornuften, ikke ligelig, ikke gavnlig for staten. De tilføjer, at den både må have almindelig tilslutning og svare til anerkendte skikke. Og hvis Guds lov var sådan som Luther gør den til, så blev det israelittiske folk narret, for det første, fordi Moses, da han frembar loven, opfordrede han folket til at sige ja, hvilket skete endnu stærkere i 5 Mos 29.

⁹² Etenim si dixisset, trado vobis Legem, quam nec servabitis, nec servare potestis, tantum prodet vobis animi vestri malitiam: populus haud dubie talem Legem recusasset: aut si recepisset, minus sibi displicuisset violata Lege, quæ non in hoc esset data ut servaretur, sed tantum ut agnosceretur peccatum. Ergo ut assequeretur Deus quod volebat, fallendus eret [erat] populus absconsa decipula. Et ideo Moses homo callidus tantum temporis consumit in persuandenda Lege, in exhortando, pollicendo, deterrendo, ne sentirent rem arte geri.

For hvis han havde sagt: 'Jeg giver jer en lov, som I ikke kommer til at overholde og ikke kan overholde, den viser jer blot jeres ondskab, så ville folket uden tvivl have forkastet en sådan lov, eller de ville, hvis de havde godtaget den, ikke være blevet utilfredse med sig selv over at have overtrådt loven, fordi den ikke var givet i den hensigt at skulle overholdes, men blot for at de skulle erkende synden. Hvis altså Gud skulle opnå, hvad han ønskede, skulle folket bedrages ved en hemmelig snare. Og det skulle være derfor, at Moses, der jo var en klog mand, brugte så megen tid på at overtale dem til loven, på at opfordre, love og true dem, så de ikke mærkede bedraget.

⁹³ Alioqui si Lex in hoc tantum datur, ut prodat peccatum, satis erat nuda præcepta proponere, nunc bona, imo maxima voluminis pars occupatur in persuandendo. Quod si usque adeo necessaria res est agnitio peccati, nec alia ratione parari poterat, quam ut homo deceptus impingeret in Legem, cur Lutherus nunc prodidit hoc mysterium, et sublato (1352) fuco fecit, ne homo velit intendere nervos ad servandam Legem, quam scit nullo modo servari posse? Saltem loqueretur quemadmodum locuti sunt Moses, Prophetæ, Christus et Apostoli, cumque his Ecclesiæ Doctores. Nam horum talis est oratio, quasi nostræ voluntati sit imputandum, si Legem non servaverimus.

Men hvis loven kun blev givet for at afsløre synd, ville det have været nok at fremsætte budene ligeud, men som det er, optages en stor del, ja størstedelen af bibelen med overtalelsesord. Men hvis erkendelse af synden på den måde var en nødvendig ting, og ikke kunne opnås på anden måde, end ved at mennesket blev narret og konfronteret med loven, hvorfor afslører Luther så nu dette mysteerium, og bevirker, ved at fjerne bedraget, at mennesket ikke vil anstrenge sig for at overholde loven, som det nu véd, at det på ingen måde kan overholde? Han kunne i det mindste have talt som Moses, profeterne, Kristus og apostlene og med dem kirkens lærde. For alle disse taler, som om det skal tilregnes vores vilje, hvis vi ikke overholder loven.

⁹⁴ Sed esto, pariat Lex agnitionem peccati. Ad quid confert agnitio peccati? Ad salutem? Non. Sed vel ad desperationem, vel ad contumaciam, ni accedat gratia. At quanto Deo dignius est, eam gratiam conferri in observationem Legis, priusquam homo tam miserabiliter impingat, tum suo tum aliorum malo? Dicet sic visum voluntati adorandæ non scrutandæ. Ergo solus Lutherus fuit illi voluntati à consiliis? Cur igitur prodit arcanum, quod ipse Filius non prodidit, quod hactenus vel nescivit, vel reticuit Ecclesia Christi sponsa, quæ sponsi sui Spiritum habet, ubicunque ille latitat. Jam si nos roget, quid opus erat libero arbitrio, quod ad malum valeat per se, ad bonum inefficax sine gratia? Respondebimus, sic visum adorandæ voluntati, et hoc responsum est longe probabilius, quam quod adfert Lutherus.

Men lad os så indrømme, at loven fremkalder erkendelse af synd. Hvad fører så erkendelse af synd til? Til frelse? Nej. Men enten til fortvivlelse eller til foragt, hvis ikke nåden kommer til. Men hvor meget mere værdigt ville det ikke være af Gud at give nåde til overholdelse af loven, førend et menneske bliver hængt så forfærdeligt op på loven, til skade for både ham selv og andre! Luther vil nok sige, at sådan har den vilje besluttet det, der vil tilbedes, ikke udforskes. Altså skulle alene Luther være taget med ind i denne viljes råd! Hvorfor afslører han da det skjulte, som selv Sønnen ikke afslører, og som hidtil kirken, Kristi brud, som har sin brudgoms ånd overalt, hvor han selv er skjult, hverken har vidst eller tiet stille med. Hvis nu Luther spørger os: 'hvad brug er der for den frie vilje, som i sig selv kun duer til det onde, men er uvirksom til det gode uden nåden?', så vil si svare, at således har den vilje besluttet det, som skal tilbedes, og det svar er langt mere tilforladeligt, end det Luther fører frem.

⁹⁵ Quid autem erit tam insolubile quod non solvet, si permittamus illi, quoties commodum est, ad voluntatem adorandam, et Deum non prædicatum confugere? Rursum ubi rogarit, quid opus erat Deo crucifixo, si Lex justificabat? Respondebitur, cum in Lege circumcisio sustulerit peccatum originale, cum gratia auxilians viribus hominis, justificarit, quid opus erat Euangelio? Si dicat, ut augeret dilataretque gratiam: hoc poterat absque morte Filii. Sic visum, inquiet, voluntati adorandæ. Sed eidem sic visum, ut homo per liberum arbitrium præberet aut subduceret se gratiæ. Ita quoties nos destituet ratio, aut quoties nostras rationes non recipiet, confugiemus ad voluntatem adorandam. Ut autem persuadeat nobis, quod est omnium absurdissimum, totam pene Scripturam illudere nobis quoties præcipit, exhortatur, minitatur, aut expostulat, unde petit argumenta? Non ab Ecclesiæ decretis, quæ contemnit, non ab orthodoxis Scriptoribus, quos conspuit, sed à Grammaticis et Sophistis.

Men hvilket problem vil være så uløseligt, at det ikke kan løses, hvis vi tillader ham, så ofte han finder det passende, at tage sin tilflugt til denne vilje, der skal tilbedes, og til den Gud, der ikke skal prædikes? Og igen, når han spørger, hvad brug der ville være for den korsfæstede Gud, hvis loven retfærdiggjorde, så kan man svare, at når i loven omskærelsen ophæver arvesynden, når nåden, der kommer menneskets kræfter til hjælp, retfærdiggør, hvad brug er der så for evangeliet? Hvis han siger, at det øger og udvide nåden, så svarer vi: det kunne han også gøre uden Sønnens død. Og så vil han nok sige, at sådan har den vilje besluttet det, der skal tilbedes. Men det er den samme vilje, der har besluttet, at menneske gennem den frie vilje skal hengive sig til nåden eller undfly den. Således kan vi, hver gang vi mangler en begrundelse eller hver gang han ikke vil godtage vore begrundelser, kan vi tage vor tilflugt til denne vilje, der skal tilbedes. Men hvor vil han få de argumenter fra, som skal overbevise os om noget, der er mest absurd af alt, at næsten hele skriften narrer os, når den befaler, opfordrer, truer eller bebrejder? Han får dem ikke fra kirkens dekreter, som han foragter, ikke fra de ortodokse forfattere, som han spytter på, men fra grammatikerne og sofisterne.

⁹⁶ Verba subjunctiva, optativa, et imperativa nihil ponunt. Quia pater jocans dicit infanti, Accurre huc, cum ingredi non possit. Et dives irridens pauperem, dicit, Da mihi talentum, cum sciat illi obolum non esse. Et ut istius exemplis utar, sic, inquit, loquuntur Dialectici, Si Diabolus est Deus, merito adoratur. Sic ait Scriptura, Si servaveris mandata, conservabunt te. Et quemadmodum irrisor alienæ calamitatis dicit cæco, Si volueris videre, rem tibi gratissimam indicabo. Hoc potissimum telo triumphat noster invictus Achilles, adversus cujus potentiam nec portæ inferorum quicquam valent.

'Konjunktiver, optativer og imperativer påstår ikke, at noget er. Derfor kan en far for sjov sige til sit barn: Kom herhen, skønt det ikke kan gå. Og en rig kan drille en fattig og sige: Giv mig en talent, skønt han véd at han ikke har en obol. Og for at bruge hans eget eksempel: ”Sådan taler dialektikerne: hvis djævelen er Gud, fortjener han at blive tilbedt”. (L4#78). Sådan siger skriften: 'Hvis du holder budene, vil de bevare dig'. (Sir 15,16). Og sådan kan én, der vil gøre nar med en andens handicap, sige til en blind: ”Hvis du vil se, vil jeg vise dig noget, du bliver glad for”. Det er dette slagkraftige våben vores ubesejrede Akilleus triumferer over. Imod det kan end ikke helvedes porte betyde noget.

⁹⁷ Sed ubi interim gravitas Scripturarum divinarum? Ubi sensus communis? Ubi consuetudo legum humanarum? Ubi Legis vocabulum, si tantum aperit peccatum, et exasperat concupiscentiam? An non hæ sunt adamantinæ rationes, quibus nobis rem et absurdam et inauditam persuadeat? Hæc, inquit, carni videntur absurda, sed spiritui nequequam. Et interim omnes qui dissentiunt carnem facit, sibi spiritum vindicans. Id præstare debebat potius quam prædicare. Nunc aliud nobis loquitur ipsius gloriosa prædicatio, aliud scripta, sannis, ronchis, morsibus, strophis, gloriis et convitiis referta.

Men hvad med den guddommelige skrifts alvor? Hvad med den almindelige betydning? Hvad med de menneskelige loves sædvane? Hvad med ordet 'lov', hvis loven kun skal åbenbare synd og opægge begær? Mon ikke dette er jernhårde begrundelser, hvormed han har overbevist os om, at sagen er både absurd og uhørt? ”Dette”, siger han, ”synes absurd for kødet, men på ingen måde for ånden”. (L4#85; L10#89). Og på den måde gør han alle dem, der er uenig med ham, til 'kød', mens det er ham, der er 'ånd'. Det skulle han undersøge, ikke blot prædike det. Men som det er, siger denne pralende prædiken os én ting, hans skrift, fyldt som det er med spot, fnysen, bid, rænker, pralerier og fornærmelser noget andet.

⁹⁸ Verùm ut finiamus quod coeptum est. Quid est quod hîc Paulus ait? Omnes peccaverunt, et egent gloria Dei. Et ad Galatas iii. Conclusit Scriptura omnia sub peccato? Respondeo, si peccatum interpretemur crimen, hoc est, capitalem culpam, Paulum illic loqui non de singulis hominibus, sed de singulis hominum generibus. Nulla enim erat natio non inquinata gravissimis peccatis. Quod si qua fuisset non egens gloria Dei, fuisset Judæorum natio, quæ Legis à Deo traditæ prærogativa gloriabatur. Verùm posteaquam hæc quoque erat inquinatissima, restabat, ut quod ait, (1353) Omne os obstruatur, totusque mundus subjectus fiat Deo, Et tamen inter Judæos Christus reperit alienos ab his criminibus quæ commemoravit. Sed tanta paucitas non excludit generale proloquium, juxta Scripturæ linguam, atque etiam juxta vulgarem loquendi consuetudinem.

Men for nu at afslutte det, vi her er begyndt på. Hvad er det, Paulus siger her? ”Alle har syndet og mangler herlighed fra Gud” (rom#3.23). Og i gal#3.22: ”Skriften indeslutter alt under synd”? Jeg svarer: Hvis vi her fortolker 'synd' som forbrydelse, det vil sige, som en dødelig synd, så taler Paulus her ikke om enkelte mennesker, men om enkelte kategorier af mennesker. For der er ingen nation, som ikke er tilsmudset af alvorlige synder. Men hvis der havde været en nation, som ikke manglede Guds herlighed, så ville det have været jødernes nation, som roste sig af lovens fortrin, som var givet af Gud. Men efter at også denne nation var blevet tilsmudset, stod tilbage, at, som Paulus sagde: ”Enhver mund skal lukkes, og hele verden blive underlagt Gud”. (rom#3.19). Og dog fandt Kristus blandt jøderne nogle mennesker, som var fremmede for de forbrydelser, som han her nævnede [dvs i rom#3.10-18]. Men et ringe antal udelukker ikke den generelle udtalelser, ifølge skriftens sprog, og heller ikke ifølge almindelig sprogbrug.

⁹⁹ Gentium impietas erat in aperto. Verùm simul atque Paulus per Scripturas docuisset, Judæorum quoque gentem esse corruptissimam, subjecit quod modo recitavi, ut omne os obstruatur, et omnis mundus subditus fiat Deo, ac mox universas orbis nationes complectens, omnes, inquit, peccaverunt et egent gloria Dei. Atque in his ipsis, qui justi habebantur, quoniam non vacabant culpis levioribus, non erant justi coram Deo, quemadmodum ait, Quia ex operibus Legis non justificabitur omnis caro coram Deo.

Hedningernes ondskab var åbenbar. Men så snart Paulus gennem skriften havde lært, at også jøderne var et gennemfordærvet folk, tilføjer han det, jeg allerede har citeret: ”for at hver mund skal lukkes, og hele verden blive underlagt Gud”, (rom#3.19), og så lige efter inkluderer han alle verdens nationer, idet han siger: ”alle har syndet og mangler herligheden fra Gud” (rom#3.21). Og selv de, der regnedes for retfærdige, var ikke retfærdige overfor Gud, fordi de ikke var fri for lettere overtrædelser, sådan som han siger: ”For af lovgerninger retfærdiggøres intet kød overfor Gud”. (rom#3.20).

¹⁰⁰ Deus enim perfectiorem quandam requirebat justitiam, quam hominum infirmitas per Legis præcepta non valebat assequi. Proinde detractum est aliquid Legis oneri, et accessio facta est gratiæ per mortem Christi: et gratia, quæ prius veluti latebat in paucis Judæis, uberius effusa est in universum terrarum orbem. Ita factum est, ut per Legem non tantum sit agnitio peccati, et ex agnitione vindicta, ex vindicta exitium, sed ex addita gratia, gratuita peccatorum remissio, et Legis facilior observatio. Quod enim facit homo in homine formando, idem fecit Deus in formandis seculis.

Gud krævede nemlig en mere fuldkommen retfærdighed, end den menneskelige svaghed kunne præstere gennem lovens bud. Følgelig blev lovens byrde lettet noget, og der blev givet adgang til nåden gennem Kristi død. Og nåden, der først var som skjult blandt få jøder, blev udgydt i mængder over alle jordens lande. Derved skete der det, at ikke blot kom erkendelse af synden gennem loven, og af erkendelsen straf, og af straffen død, men også af den tilføjede nåde ufortjent syndsforladelse og en lettere overholdelse af loven. For hvad mennesket gør i retning af at forme mennesket, det gjorde Gud i retning af at forme århundrederne.

¹⁰¹ Ab imperfectis orsus paulatim venit ad perfectiora, à carnalibus, ut loquitur Paulus, ad spiritualia. Cæterum elementa, quæ traduntur rudibus, non huc tantum spectant, ut qui discit, agnoscat se nihil scire, sed ut paulatim pertingat ad perfectam scientiam. Et interim dum in elementis versatur, collaudatur, aut certe toleratur à præceptore pro ratione temporis, donec profecerit ad exactiora. Ita Deus quam diu voluit Judæos esse sub pædagogo Lege, boni consuluit illam qualemcunque justitiam, quam Legis observatio potuit. Ast post Euangelii proditam lucem, post effusam largissime gratiam exegit perfectiorem quandam justitiam, quam Lex illa non præstitit, sed tamen huic præparavit, non hoc tantum quod proderet peccatum, verum etiam quod à multis sceleribus coercuit, quod ad aliquem justitiæ gradum provexit, perinde quasi pædagogus suo functus officio, Philosopho majora docturo traderet adolescentem.

Fra den ufuldkomne begyndelse kom der lidt efter lidt noget mere fuldkomment, fra det kødelige, som Paulus siger, til det åndelige. Elementarundervisningen, som gives til de uuddannede, har ikke blot som sit mål, at man lærer, at man intet véd, men at man efterhånden skal nå frem til fuldkommen viden. Og mens eleven stadigvæk befinder sig på elementarstadiet, bliver han rost eller i det mindst tålt af sin lærer, fordi det tager tid, indtil han når frem til den mere nøjagtige viden. Således ville Gud, at jøderne så længe skulle være under loven som tugtemester og han godtog den retfærdighed, som lovoverholdelse kunne byde, sådan som den nu var. Men efter at evangeliets lys var tilbudt, efter at nåden var udgydt i stort mål, krævede han en mere fuldkommen retfærdighed, som loven ikke kunne yde, men dog havde den forberedt den, ikke blot fordi den afslørede synden, men også fordi den tvang bort fra mange overtrædelser, fordi den gik frem til en vis grad af retfærdighed, og til sidst som en lærer, der har afsluttet sit arbejde, overgiver den unge mand til en filosof af større lærdom.

¹⁰² Plus igitur exigitur ab iis qui facilius præstare possunt ardua, id verum est, quod quidem attinet ad nos, in quos incidit adventus gratiæ. Cæterum quod ad tempora pertinet, quæ præcesserunt Euangelii prædicationem, quam multiplex fuerit Legis usus, jam docuimus. Cur igitur Paulus Scripturæ testimonium Omnes declinaverunt, simul inutiles facti sunt, et cætera, quæ diversis ex locis contexuit, torquet citra exceptionem in omnes Judæos? Scio quosdam hîc allegare consuetudinem divinæ Scripturæ, quæ cum mundum, populum, aut si quod est aliud congregationis nomen, dividit in duas partes, in utrisque servat generalitatis enuntiationem.

Derfor kræves der mere af dem, som lettere kan præstere en hård opgave. Det er sandt, at det i hvert fald har med os at gøre, for hvem nådens komme har fundet sted. De andre, som hører til den tid, der gik forud for evangeliets prædiken, om dem har vi allerede lært, hvor mangfoldig lovens brug var.

Men hvorfor drejer Paulus så skriftens vidnesbyrd ”Alle er afvegne, alle er fordærvede” (rom#3.12) og de andre skriftsteder, som han har taget forskellige steder fra, hen på alle jøder uden undtagelse? Jeg véd godt, at der er nogen som her henholder sig til den guddommelige skrifts sædvane, når den dele 'verden, 'folket' eller et andet navn for en forsamling op i to dele og giver hver part det generelle navn.

¹⁰³ Velut cum Joannes ait, Et mundus eum non cognovit, hoc dicere videtur, quod totus mundus ignoraverit Christum. Quod autem illic non usurpat mundi vocabulum pro mundanis affectibus, quemadmodum alibi, Vos de mundo non estis, declarant quæ præcedunt continentere, In mundo erat, et mundus per ipsum factus est. Simile est quod Cap. III dicit Joannes Baptista, Et testimonium ejus nemo accipit. Atqui jam Jesus habebat discipulos, qui ceceperant ipsius testimonium. Item Esaiæ LXVI. Et venit omnis caro, ut adoret coram facie mea, dicit Dominus. Simile huic est quod habetur Johelis II. Et erit post hoc Effundam de Spiritu meo super omnem carnem. Rursum Psalmo CXLIV. Allevat Dominus omnes qui corruunt, et erigit omnis elisos.

Som når Johannes siger: ”Og verden kendte han ikke” (Joh 1,10), så lyder det, som om han siger, at hele verden ikke kendte Kristus. Men at han her ikke tager ordet 'verden' i betydningen 'verdslige følelser', sådan som han gør andetsteds: 'I er ikke af verden' (Joh 15,19), det fremgår klart af det umiddelbart forudgående: 'Han var i verden, og verden er blevet til ved ham' (Joh 1,10). På lignende måde siger Johannes Døber i Joh 3,32: 'Ingen tager imod hans vidnesbyrd'. Men Jesus havde allerede da disciple, som havde taget imod hans vidnesbyrd. Ligeledes i Es 66,23: 'Alt kød vil komme for at tilbede foran mit ansigt, siger Herren'. Og noget lignende står i Joel 2,28: 'Og herefter skal det ske, at min ånd udgydes over alt kød'. Og igen Sl 145,14: 'Herren oprejser alle, som er faldet, han får alle nedbøjede op at stå'.

¹⁰⁴ Tale est et illud Pauli Philippens. ii. Omnes quæ suæ sunt quærunt, non quæ Jesu Christi. Et Psalmo XIII. Quem locum hîc citavit Apostolus, Omnes declinaverunt, simul inutiles facti sunt, non est qui faciat bonum, non est usque ad unum. Generalitatis speciem habent (1354) et illæ pronuntiationes indefinitæ; velut illa Pauli, Prædicamus Jesum Christum crucifixum, Judæis quidem scandalum, Gentibus autem stultitiam. Videtur enim de universis loqui, cum de plerisque sentiat. Exemplorum hujusmodi cum immensa vis sit in sacris Voluminibus, aut ejus partis universitatem accipimus, de qua sentit Scriptura, aut per hyperbolen de omnibus dictum accipimus, quod in plerosque cadit. Quæ ratio mihi sane magis probatur hoc loco. Quod ipsum tamen bifariam interpretati licet, ut vel ad partes universi, vel ad singula quæque, quæ complectitur vox generalis, respiciamus. Veluti civitas constat ex duobus hominum generibus, Ecclesiastico et profano: Ecclesiasticus complectitur Episcopos, Presbyteros, Diaconos, etc. Profanus Principem, Præfectos, Senatum, Magistratus, ac plebum.

Af samme art er også Paulus' ord i Fil 2,21: 'Alle søger sit eget, ikke hvad der hører Jesus Kristus til'. Og Sl 14,3, som Paulus citerer her [dvs rom#3.12]: 'Alle er afvegne, alle er fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste'. Også disse ubestemte udsagn har generaliseringens præg; ligesom også det ord af Paulus: 'Vi prædiker Jesus Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse, men for grækere en dårskab' (1kor#1.23). Han synes jo at tale om alle, men han mener de fleste. Eftersom der er et enormt antal af den slags eksempler i den hellige skrift, så må vi enten forstå det generelle om den del, som skriften forstår det, eller gennem overdrivelse forstå, at det siges om alle, skønt det kun passer på de fleste. Den metode synes jeg sandelig passer til dette sted, som kan fortolkes dobbelt, så vi enten ser hen til samtlige dele eller til hver enkelt del for sig, som omfatter det almene udtryk. Ligesom en by bestemt af to slags mennesker, gejstlige og verdslige. De gejstlige omfatter biskopper, præster, diakoner, osv. De verdslige fyrster, embedsmænd, senatet, magistraten og almindelige mennesker.

¹⁰⁵ Regnum item constat Provinciis et Civitatibus. Cum igitur totam civitatem corruptam dicimus, non utique sentimus singulos homines esse corruptos, sed vel nullum ordinem esse sincerum vel maximam hominum partem corruptam. Si et totam domum corruisse dicimus, cujus pleræque partes sic corruerunt, ut sit inutilis. Sic intelligendum arbitror, Ite in Orbem universum, prædicate Euangelium omni creaturæ. Nullus Apostolorum peragravit Orbem universum, quod tamen jussi sunt facere. Hæc hyperbole tempestiva fuit hoc loco, quo summa vehementia deprimenda erat fiducia Legis, et attollenda vis gratiæ. Ita mundus omnis subjectus est Deo, dum agnoscit peccatum suum, dum nulla est mundi pars pura à peccatis, dumque plerique mortales Legem Dei transgressi sunt. Sic et omnes Judæi dicuntur declinasse, quod apud illos et Sacerdotium, et Presbyterium, et Pharisæi cum Scribis, et populus maxima ex parte descivissent à vera justitia.

Ligeledes består et kongerige af provinser og byer. Når vi derfor siger, at en hel by er fordærvet, så mener vi ikke ligeud, at hvert enkelt menneske er fordærvede, men enten at ingen stand er god, eller at størstedelen af menneskene er fordærvede. Sådan siger vi også, at et helt hus er faldet sammen, hvis størstedelen af det er faldet sammen, så det er ubrugeligt. Sådan tror jeg også denne tekst skal forstås: 'Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen' (Mark 16,15). Ingen af apostlene rejste hele verden rundt, selv om de havde fået befaling til at gøre det.

En sådan overdrivelse var passende på dette sted, hvor tilliden til loven skulle undertrykkes med stor kraft, og nådens styrke skulle fremhæves. Således er hele verden underlagt Gud, når den erkender sin synd, når ingen del af den er ren for synd, og når de fleste dødelige har overtrådt Guds lov. Sådan siges også alle jøder at være afvegne, for blandt dem var præsteskabet og det store råd, farisæerne og de skriftkloge og størstedelen af folket afveget fra den sande retfærdighed.

¹⁰⁶ Siquidem et probabile est, et à doctis viris propositum, eo tempore venisse Christum, quo tum apud Judæos tum Gentes ad summum malitiæ gradum processit humanum genus. Ea res satis inclaruit in Judæis tanto consensu, tamque pertinaci vesania Christum insectantibus usque ad crucem. Cur autem hunc tropum malim, quam eum qui nonnullis magis arridet, ut omnis universitatis vocem, ad unius partis consummationem referamus, hoc est, ad omnes malos, duabus potissimum causis commoveor. Primum frigidior sermo videtur, si quis dicat, inter impios nullum esse qui requirat Deum. Quis enim nescit impios impios esse, et pios pios? Deinde sensus hic non perinde conducit ad hos, quod hîc agit Apostolus. Nam illud agit, ut omnes prioribus diffisos, pertrahat ad Euangelii gratiam.

Faktisk er det både antageligt og fremført af lærde mænd, at Kristus kom på det tidspunkt, hvor menneskeslægten både hos jøder og hedninger havde nået højdepunktet af sin ondskab. Dette faktum er ret klart hos jøderne ud fra den enighed og det stædige vanvid, hvormed de forfulgte Kristus lige til korset.

Jeg foretrækker denne billedtale fremfor den, som nogle bedre kan lide: at vi skal henføre det generelle ord 'alle' som en sammenfatning af den ene del, det vil sige, af alle de onde, og jeg overbevises dertil at to stærke grunde. For det første forekommer det udtryk mig temmelig tåbeligt, hvis man siger, at der blandt de ugudelige ikke er nogen, som søger Gud. For hvem ved, om de ugudelige er ugudelige, eller de fromme fromme? For det andet vil denne mening ikke umiddelbart føre hen til det, som apostelen her taler om. For han prøver her at få alle til at slippe det, de tidligere stolede på, og drage dem hen til evangeliets nåde.

¹⁰⁷ Quod si distinxisset pios et impios, quisque sibi blanditurus erat, velut inter pios numerando. Verùm ad detrahendam universis inutilem fiduciam, generali proloquio complexus est omnes, ne numerosissimæ impiorum turbæ suffragaretur rarissima bonorum paucitas: quanquam nec hi sic erant boni, ut omni vacarent malo, et qui vere boni sunt, etiam levem culpam pro magna sibi patiuntur imputari. Cum his igitur non erat Apostolo lucta. Cum agmine malorum certamen erat. Jam justitia, quæ Gentibus ac Judæis sufficiebat ad salutem, ante proditum Euangelium, ea non sufficiebat postquam ejus clarissima tuba per universum Orbem personueret, plus enim jam exigebatur ab his quibus plus erat datum. Itaque factum est, ut qui prius erant pro sua portione justi, jam fierent injusti, nisi confugerent ad Euangelium.

Men hvis han skelnede mellem fromme og ugudelige, ville enhver smigre sig med, at han skulle regnes med til de fromme. Men for at drage alle bort fra den tomme tillid, samlede han alle under en almindelig betegnelse, at ikke det, at der var så få gode, skulle give støtte til den talløse mængde af ugudelige. Skønt heller ikke disse er så gode, at de er helt fri for ondt, og de, der i sandhed er gode, finder sig i, at deres lette brøde regnes for en stor brøde. Disse mennesker havde apostelen derfor ikke noget besvær med. Slaget stod med de ondes krigshær. For den retfærdighed, som var nok for hedninger og jøder til frelse før evangeliets åbenbarelse, slog ikke til efter at dets klare trompetskrald havde lydt ud over hele verden, nu krævedes der nemlig mere af dem, der havde fået meget. (Luk 12,48). Således skete der det, at de, der før var retfærdige hver på sin måde, nu blev uretfærdige, medmindre de tog deres tilflugt til evangeliet.

¹⁰⁸ Nec mihi quidem necesse videtur, ut ad hunc locum explicandum originale peccatum accersamus. Quadrat enarratio, etiamsi de malis hominum moribus et affectibus interpretemur, qui parentes primos delinquendo referunt, quod ante Christum adeo faciebat maxima pars mortalium, ut non solum per omnes mundi nationes impune regnaret malitia, verum etiam apud Judæos rarum esset invenire justum. Nec defuerunt Orthodoxi, qui locum hunc cum his quæ disserit Capite v. interpretati sunt de commissis hominum, non de peccato quod vocant (1355) originis. Et quadrat enarratio juxta regulas, quas indicavimus. Ad hæc, quod habetur ad Ephesios ii. Et eramus natura filii iræ, sicut et cæteri, non videtur ad peccatum originis pertinere. Siquidem Paulus illic damnat conversationem suam in Judaismo, conferens illum cum vita Gentium. Atqui tum Paulus per circumcisionem liberatus erat ab illo peccato. Et quæ præcedunt indicant eum de personali peccato sentire, Facientes, inquit, voluntates carnis et cogitationum, et eramus natura filii iræ. Quo loco Divus Hieronymus admonet natura vocem fusw Græcis ancipitem esse. Potest enim natura malus dici, cujus natura talis est, aut qui sic natus est, aut qui ad malitiam natura compositus.

Og jeg synes heller ikke, det er nødvendigt for at forklare dette sted at bringe arvesynden på banen. Selv om vi fortolker det om de onde menneskelige skikke og følelser, stemmer det godt med fortællingen, som man fortæller om vore første forfædres fejl, for før Kristus handlede størstedelen af de dødelige på den måde, at ikke blot herskede ondskaben gennem alle verdens lande ustraffet, men også hos jøderne var det sjældent at finde en retfærdig mand. Og der var også nogle ortodokse fortolkere, som fortolkede dette sted sammen med det, som Paulus fortæller i kapitel fem om menneskenes forbrydelser, ikke om den synd, som de kalder arvesynden. Og fortællingen stemmer overens med det, efter de regler vi har påpeget. Angående det, Paulus skriver i Ef 2,3: ”Vi var af natur vredens børn, sådan som også de andre”, synes det ikke at have med arvesynden at gøre, eftersom Paulus dèr fordømmer sin adfærd i jødedommen, idet han sammenligner den med hedningernes liv. Men på den tid var Paulus befriet fra den synd gennem omskærelsen. Det, der går forud, viser at han mener sin personlige synd. Han siger jo: ”Idet vi udførte vort køds vilje og begæringer, og af natur var vredens børn”. På dette sted lader den guddommelige Hieronymus os vide, at ordet 'natur' – på græsk fusiV – er tvetydigt. For man kan kaldes ond af natur, hvis ens natur er sådan, eller hvis man er født sådan, eller hvis han er naturligt disponeret til ondskab.

¹⁰⁹ Primo modo nec Diabolus natura malus est, nec quisquam hominum, sed natura canis est adulator, iracundus leo, noxia vipera. Juxta secundum modo, homo natura malis dici potest, quia nascitur cum natura corrupta. Juxta tertium dixit Juvenalis de Græcis, Natio comoeda est. Simile fuerit, si nos dicamus Germanos natura bellatores esse. Hoc pacto possunt omnes homines natura dici mali, quod ad malitiam natura proni sint. Jam est et quartus modus, quo quod penitus adest homini, natura inesse dicimus: ita modis omnibus miseros natura miseros et ad miseriam natos dicimus. Ac Hieronymus admonet quosdam hoc loco pro natura transtulisse, prorsus vel omnino,nec eam interpretationem improbat.

I den første betydning er end ikke djævelen af natur ond, ejheller noget menneske, men hundens natur er indsmigrende, løvens vredladen og slangens skadelig. Ifølge den anden betydning siges det menneske at være ondt af naturen, som fødes med en fordærvet natur. Ifølge den tredje betydning sagde Juvenal om grækerne: ”De er en nation af komediespillere”, ganske som hvis vi sagde, at tyskerne af natur er krigsliderlige. På den måde kan alle mennesker siges at være onde af natur, fordi de alle af naturen er tilbøjelige til ondskab. Nu er der også en fjerde betydning, hvori vi siger, at noget, der er dybt rodfæstet i et menneske, hører hans natur til: i den betydning siger vi, at alle elendige af natur er elendige og er født til elendighed. Og Hieronymus fortæller os, at nogle på dette sted har oversat sådan, at de i stedet for 'af natur' siger 'helt' eller 'fuldstændig', og han er ikke uenig med denne fortolkning.

¹¹⁰ Qui fugerunt naturæ vocabulum, metuisse videntur ne juxta Manichæos aliquis suspicaretur esse naturas duas, alteram malorum causam, alteram bonorum. Juxta duos postremos modos accipiendum arbitror illud Pauli, Eramus filii iræ, vel ob corporis infirmitatem quo circumdati sumus, vel ob vitam undiquaque vitiis corruptam; unde non poteramus explicari sine Dei præsidio. Hæc ita disserimus, ut nec aliorum judicio magnopere repugnemus, nec tollamus peccatum originis, quod ex aliis Scripturæ locis satis evidenter asseri potest, sed ut hoc telum extorqueamus liberi arbitrii jugulatoribus, qui tantum tribuunt huic peccato, ut minimum discriminis faciant inter hominem et Satanam. Hæc paulo verbosius à me disserta sunt, optime lector, ne toties impune Lutheri kokkusmon audiamus, occinentem nobis, per Legem cognitio peccati. Quod Apostolus scripsit, agnoscimus, quod Lutherus hinc colligit, rejicimus. Jam fingat Legem ad nihil aliud conducere, quam ut prodat peccatum, quem habet usum? Ut homo territus imploret opem Dei. Si non est in spiritu quomodo orabit, orando provocaturus iram Dei, juxta Lutheri dogma? Si est, quare non implet Legem auxilio Spiritu? Sed hæc alias fortasse incident. Tantum obiter indicasse sat esse puto.

De, som undgik ordet 'af natur', syntes at have været bange for at nogen skulle følge Manikæerne og mene, at der er to naturer, den ene som årsag til det onde, den anden til det gode. Jeg tror, at stedet hos Paulus 'vi var vredens børn' skal forstås efter de to sidste betydninger, enten så vi var vredens børn på grund af legemets svaghed som vi er omgivet af, eller så vi var det på grund af det fuldstændig fordærvede og lastefulde liv, vi fører, som vi ikke kan vikle os ud af uden Guds hjælp. Vi har forklaret dette sted, ikke således at vi i særlig grad vender os imod andres opfattelse, ejheller sådan, at vi ophæver arvesynden, som kan bekræftes tilstrækkelig tydeligt ud fra andre skriftsteder, men sådan at fravriste dem dette våben, de, der vil slagte den frie vilje, og som tilskriver denne synd så meget, at de kun gør ringe forskel på mennesket og Satan.

Dette har jeg udført lidt ordrigt, kære læser, at vi ikke hele tiden uden at gøre gengæld skal høre Luthers kykkeliky, når han råber imod os, 'gennem loven opnås syndserkendelse'. Vi véd godt, hvad apostelen skrev, men vi forkaster det, Luther slutter heraf. Lad ham så forestille sig, at loven ikke fører til andet end til, at den afslører synden, hvad skal det gøre gavn for? For at mennesket skal blive skrækslagent og bønfalde om Guds hjælp. Men hvis han ikke er i ånden, hvordan vil han så bede, siden han ifølge Luthers lære, opflammer Guds vrede, når han beder? Men hvis han er i ånden, hvorfor opfylder han så ikke loven med åndens hjælp? Men dette punkt vil måske dukke op senere (se side 395-6). Her mener jeg det er nok, at jeg har berørt det i forbifarten.

¹¹¹ Nunc ad institutum redeo. Adjiciam illud, Paulus illic omni machinarum genere pugnat adversus Judæos arrogantissimum ac pertinax hominum genus, qui Legis studio moliebantur Euangelii gratiam subvertere. Multa aliter dicturus, si in hoc seculum incidisset, audissetque meras necessitates, lusus et insultationes, non quod sibi non constet Paulus, sed quod rebus præsentibus accommodanda sit oratio, quodque magni referat, quibus modis causam agas. Jam in collectionibus nostris Lutherus præstat artificem, quem solet: Quoties, inquit, Deus dicit, fac, audi, serva, si audieris, si volueris, si feceris, ergo nos possumus libere, aut Deus nos irridet. Quæso ubi sic argumentatur Diatribe? Ergo possumus libere, Si volueris, ergo potest velle libere. Nam libere, nisi fallor, Lutherus sentit absque gratia. Imo sic argumentatur: Non ista toties nobis occineret, si nulla esset in homine libertas, et si nullum esset liberum arbitrium. Verba Diatribes sunt hæc: Quanquam hic locus, quem adduximus ex Ecclesiastico, peculiariter quadrare videtur in primos illos progenitores, tamen aliqua ratione, ad universam Adæ posteritatem pertinet. Non pertineret autem, si nulla esset in nobis liberi arbitrii vis. Quanquam enim arbitrii libertas per peccatum vulnus accepit, non tamen exstincta est, etc. (1356)

Nu vil jeg vende tilbage til sagen. Lad mig tilføje dette: På dette sted bruger Paulus alle slags våben mod jøderne, en højst arrogant og stædig slags mennesker, som af iver for loven søgte at underminere evangeliets nåde. Han ville have talt helt anderledes, hvis det var sket i vor tid og han havde hørt tale om lutter nødvendigheder, så megen leg med ord og så mange fornærmelser; ikke fordi Paulus ikke er i overensstemmelse med sig selv, men fordi talen skal tilpasses til de nuværende omstændigheder, og det spiller en stor rolle, hvordan man fremlægger sagen.

Nuvel, i vore slutninger viser Luther os sit sædvanlige kunststykke: ”Så ofte Gud siger: gør, hør, tjen, hvis du hører, hvis du vil, hvis du gør, så kan vi også gøre det frit, ellers gør Gud grin med os”. (L4#84). Jeg vil da godt spørge, hvor Diatriben argumenterer på den måde: ”altså kan vi frit! Hvis vi vil, altså kan man ville frit”. For med 'frit' tror jeg Luther mener 'uden nåden'. Faktisk lyder dens argumentation således: Gud ville ikke hele tiden have råbt os disse ting i øret, hvis der ikke var nogen frihed i mennesket, og hvis der ikke var nogen fri vilje. Diatribens ord lød således: ”Men skønt dette sted, som vi har fremdraget fra Ecclestiastikeren, især synes at passe på vore første forfædre, så passer de dog på en vis måde på alle Adams efterkommere; men det kunne ikke passe på os, hvis der ikke var nogen fri viljes kraft i os. For skønt viljens frihed ved synden fik et sår, blev den dog ikke udslukket, etc”. (e1#84).

¹¹² Eat nunc Lutherus, et recitet nobis illud, ergo potes libere. Interest enim aliquid inter libere posse, et simpliter non posse. Imperator edicit suis, ut omnes ad præscriptum diem adsint cum equis, et gravi armatura. Ad id si non suppetat peculium, petant à me. Erunt qui non possint ex sua pecunia, sed nemo non poterit accedente Cæsaris donativo, quod nulli negatur. Quanquam nulli tam præsto est Cæsaris auxilium, quam homini pro suis viribus agenti, præsidium Dei. His fundamentis auspicato, ut ipsi videtur, jactis impingit mihi probabilem illam opinionem, quasi vel nunc pronuntiem, ac non pugnem potius adversus opinionem Lutheri, vel eam solam, quam dixi probabilem, tuendam susceperim. Sed age, respondeamus etiam iniquæ calumniæ: primum in recensendis meis cogor hîc, ut alias sæpe, Lutheri fidem desiderare.

Lad nu Luther komme og citere dette for os: ”Altså kan du frit”! For der er en mellemvej mellem 'kan gøre det frit' og simpelthen 'kan ikke'. Kejseren udsteder dekret til sine undergivne, at alle skal møde på den og den dag med heste og tung bevæbning og siger: 'Hvis jeres midler ikke slår til, kan I ansøge hos mig'. Der vil være nogen, der ikke kan stille bevæbning ud af deres egne midler, men der er ingen, som ikke kan gøre det med hjælp fra kejseren, en hjælp, der ikke vil nægtes nogen. Og faktisk er kejserens hjælp ikke hurtigt fremme, som Guds hjælp for det menneske, der gør, hvad han kan.

Efter at have lagt en sådan grund, med held, som han selv synes, pånøder han mig denne antagelige mening, som om jeg nu gik ind for den og ikke snarere kæmpede imod Luthers opfattelse, eller som om jeg alene havde påtaget mig at forsvare den opfattelse, som jeg har kaldt antagelig. Men kom, lad os svare på denne urimelige bagvaskelse: og først er jeg tvunget til her, som også andre steder, at mene, at Luther, når han gengiver mine tanker, ikke handler i god tro.

¹¹³Opinionem probabilem sic proponit Diatribe: Ergo qui longissime fugiunt à Pelagio, plurimum tribuunt gratiæ, libero arbitrio pene nihil, nec tamen in totum tollunt. Negang hominem posse velle bonum sine gratiæ peculiari, negant posse incipere, negant posse progredi, negant posse perficere, sine principali perpetuoque gratiæ divinæ præsidio. Horum sententia satis videtur probabilis, quod relinquat homini studium et conatum, et tamen non relinquat quod suis adscribat viribus. Hactenus sic habent mea verba in Diatriba. Opinio dicit, hominem ex sese non posse velle bonum, videlicet efficaci voluntate sine gratia, nec progredi, nec perficere, sine principali præsidio gratiæ. Cum gratiam appellat principale præsidium, nimirum indicat et liberum arbitrium posse nonnihil suis præsidiis, licet inefficax sit si desit gratia, inefficax dico, non quod nihil faciat, sed quod absque præsidio nihil efficiat, quando mihi cum calumnioso res est.

Den antagelige opfattelse fremstiller Diatriben således: ”Derfor, de, der adskiller sig mest fra Pelagius, tillægger nåden det meste, den frie vilje næsten intet uden fuldstændig at ophæve den: de nægter, at mennesket kan ville det gode uden den særlige nåde, de nægter, at det kan begynde, at det kan gå fremad, at det kan fuldende uden en grundlæggende og varig hjælp fra den guddommelige nåde. Deres mening synes antagelig, fordi de lader mennesket beholde en lyst og en stræben, men ikke lader det beholde det, at det kan tilskrives dets egne kræfter”. (e1#100). Sådan lyder mine ord i Diatriben. Denne opfattelse hævder, at mennesket i sig selv ikke kan ville det gode, det vil sige, ved sin viljes kraft uden nåde, ejheller kan gøre fremskridt, ejheller gennemføre, uden det er nåden, der hovedsagelig hjælper til. Når den siger, at 'nåden hovedsagelig hjælper til', påpeger den, at den frie vilje også kan gøre noget med sine hjælpemidler, selv om den er uvirksom, hvis nåden mangler, uvirksom, siger jeg, ikke fordi den intet gør, men fordi den intet udvirker uden hjælp, når jeg nu har med én at gøre, der absolut skal misforstå.

¹¹⁴ Hanc sententiam non dico solam esse tuendam rejectis aliis, sed probabilem appello, nec taceo causem cur videtuatur probabilis. Cur autem? Quod relinquit homini studium et conatum, utique per liberum arbitrium, nec tamen relinquat quod suis adscribat viribus. Quî sic? Quia liberi arbitrii vires non sufficiunt ad salutem parandam absque præsidio gratiæ, et hoc ipsum, quod potest liberum arbitrium, est ex dono Dei. Quod si Lutherus contendat, per hanc opinionem tolli liberum arbitrium, agat cum Augustino, Ambrosio, Bernardo, qui cum hanc sententiam summa vi defendant, tamen iisdem in libris constanter asserunt liberum arbitrium. Quæ si ob id mihi dicitur probabilis, quod adimat nobis fiduciam nostri non sublato tamen in totum libero arbitrio, desinet videri probabilis, si Lutherus persuaserit ob hoc prorsus tolli liberum arbitrium.

Jeg siger ikke, at denne opfattelse er den eneste, jeg vil forsvare, så jeg forkaster de andre, men jeg kalder den antagelig, og jeg skal ikke undlade at fortælle, hvorfor den forekommer mig antagelig. Hvorfor da? Fordi den lader noget være op til menneskets iver og stræben, og det sker uden tvivl gennem den frie vilje, men den lader det ikke være sådan, at den kan tilskrive sine egne kræfter noget. Hvordan det? Fordi den frie viljes kræfter ikke er tilstrækkelige til at forberede frelsen uden nådens hjælp, og fordi selv det, at den frie vilje kan, er Guds gave. Men hvis Luther påstår, at den frie vilje ophæves gennem denne opfattelse, skulle han indvende det mod Augustin, Ambrosius og Bernhard, som, skønt de forsvarer denne opfattelse af al magt, dog i de samme bøger hele tiden fastholder den frie vilje. Den kaldes antagelig af mig, fordi den fjerner vor selvtillid, uden dog helt at fjerne den frie vilje, men den vil ophøre med at synes antagelig, hvis Luther kunne overbevise os om, at den af den grund [at den fjerner vor selvtillid] fuldstændig ophæver den frie vilje.

¹¹⁵ Nunc vide quomodo Lutherus pugnantia facit, quæ non pugnant. Quod ego dixi, nos non posse velle efficaciter absque gratiæ præsidio, ille interpretatur simpliciter non posse velle, et ne desit hyperbole, mutat bonum in quicquam boni. Rursum posse, vertit in libere posse. Hæc sane pugnant, nihil omnino posse, et simpliciter ac libere posse. Verùm ista pugna verborum ac sententiarum non est in mea Diatriba, sed in depravatione Lutheri. Difficillimum est cum eo disputare, qui quoniam initio erravit in opinionum distinctione, toto sermone confundit argumentum: præterea tanta est loquacitas, tanta verborum, sannarum et convitiorum congeries, ut ista quamvis expeditam materiam queant obscurare. Si quærat à me an homo possit ex se velle bonum, juxta quorundam opinionem, quam nec tueor, nec impugno respondeo non solum posse velle, verum etiam efficere, sic ut initio nulla adsit peculiaris gratia, sine cujus tamen accessione non perficitur quod coeptum est: juxta probabilem opinionem respondeo velle quidem posse, sed inutili voluntate, quemadmodum et Balaam Numerorum xxiii. dicit: Moriatur anima mea morte justorum, et sint novissima mea horum similia.

Se nu, hvordan Luther finder modsigelser, hvor der ingen er. Det, som jeg sagde: 'vi kan ikke ville virksomt uden nådens hjælp' (e1#100), det fortolker han simpelthen til 'kan ikke ville' (L4#38) og for at der ikke skal mangle en overdrivelse, ændrer han 'det gode' til 'noget som helst godt'. (L4#60). Og så ændrer han også 'at kunne' til 'at kunne frit'. (L4#84). Det ting modsiger sandelig hinanden: 'intet at kunne overhovedet' og 'at kunne simpelt og frit'. Men denne modsigelse findes ikke i min Diatribe, men i Luthers fordrejning. Det er meget vanskeligt at disputere med ham, fordi han tog fejl i begyndelsen, hvor man skulle skelne mellem opfattelserne, og forvirrer argumentationen i hele samtalen. For øvrigt er der så megen snakkesalighed, en sådan sammenblanding af ord, vittigheder og udskæld, at det kan fordunkle, hvad der måtte være af forståelige ting. Hvis han spørger mig, om et menneske af sig selv kan ville det gode, svarer jeg, at efter nogens mening, som jeg ikke forsvarer, men heller ikke bekæmper, kan han ikke blot ville, men også udføre det gode, sådan at der i begyndelsen ikke er nogen særlig nåde til stede, men at han uden dens hjælp ikke kan fuldføre, hvad han er begyndt på. Og jeg svarer, at efter den antagelige mening kan han ganske vist ville, men det er en uduelig vilje, sådan som også Bileam i 4 Mos 23,10 siger: ”Måtte min sjæl dø de retfærdiges død og måtte mine sidste timer blive som deres!”

¹¹⁶ Tale votum per occasionem frequenter incidit etiam impiis hominibus, sed frustra. Cæterum voluntas efficax, non est absque gratiæ peculiaris præsidio. Dicet hîc Carolstadius, Deum velle (1357) in nobis, nos nihil agere: imo nostra voluntas, simul et agit, et agitur: agit naturæ viribus, agitur ab auxiliante gratia. Ergo est aliquid pure nostrum in opere bono? Respondeo. Si nostrum dicis, pro quo nemini debemus gratiam, nihil est nostrum in benefactis. Quid ita? Quia quicquid sunt aut possunt naturæ vires, ex Dei dono profectum est. Ergo nec optare bona, nec utcunque velle possemus absque gratia? Jam distinxit ebria Diatribe gratiam generalem, piis cum impiis communem, à gratia justificante, sive ad justitiam invitante.

Sådan et ønske opstår ofte tilfældigvis selv i ugudelige mennesker, men forgæves. Men en virksom vilje eksisterer ikke uden nådens særlige hjælp. Her siger Karlstadt, at Gud vil i os, og at vi selv intet udfører. Ja, der sker på én gang det, at vores vilje handler og bliver handlet med. Den handler gennem naturens kræfter, og den bliver handlet med af den hjælpende nåde. Er der da noget, der helt er vort i den gode gerning? Hertil vil jeg svare: Hvis du med 'vores' mener 'noget, som vi ikke skylder nogen', så er der intet, der er vores i den gode gerning. Hvordan det? Fordi hvad som helst der sker eller kan ske ved naturens kræfter, såvist er en gave fra Gud. Jamen, kan vi da ikke ønske det gode eller på nogen måde ville det gode uden nåden? Min berusede Diatribe har allerede skelnet mellem den almindelige nåde, som er fælles for fromme og ugudelige, og den retfærdiggørende nåde, eller den til retfærdighed tilskyndende nåde.

¹¹⁷ Videre til hyp09!

c

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c