Hyperaspistes 7

¹   'Avertere' quid sit intelligis, cum quis oblatam gratiam negligit, magis diligens tenebras quam lucem. Quod igitur huic opponitur, vocavi 'applicare', hoc est, praebere se gratiae.

Hvad 'at vende sig bort fra' betyder, forstår du nok; det er, som hvis én er ligeglad med den tilbudte nåde og foretrækker mørket fremfor lyset. Hvad der er det modsatte af det, kalder jeg 'at vende sig hen imod', det vil sige, at åbne sig for nåden.

²   'Sed excludis', inquis, 'gratiam Dei'. Imo haec ipsa verba 'applicandi', et 'avertendi', significant eam non excludi. Nemo se applicat, nisi admonitus aliquo sensu rei expetendae. Nemo se avertit, nisi ab eo quod offertur.

Du siger: 'Sådan udelukker du Guds nåde'. (L4#18) Men nej, selve disse ord 'vende sig hen imod' og 'vende sig bort fra' betegner, at nåden ikke er udelukket. Ingen vender sig hen imod, hvis ikke han på en eller anden måde bliver formanet til at stræbe efter en sag. Og ingen vender sig bort fra noget, undtagen fra noget, der bliver tilbudt vedkommende.

³ Cum syllabas meae definitionis excuteres, debebas et horum verborum emphasim excutere: simul et annotare, quod non dixi 'potest', sed 'possit', veluti desiderans aliquid praeter naturae vires.

Da du undersøgte stavelserne i min definition, burde du også have undersøgt betoningen af disse ord: og samtidig have lagt mærke til, at jeg ikke sagde 'kan', men 'kunne', som ud af et ønske efter nogle kræfter, der ligger ud over naturens. (e1#63).

⁴  Dices, cur non expressisti 'gratiae' vocabulum in tua definitione, cum ante professus sis liberum arbitrium inefficax esse sine gratia? Quin tu potius homo plenus Christianae caritatis, quae nihil agit perperam, interpretaris in definitione subaudiendum, quod in Diatribe toties inculco; cur tibi non sufficit gratiam duobus illis verbis significatam esse?

Du vil spørge, hvorfor jeg ikke har brugt ordet 'nåde' i min definition, eftersom jeg tidligere har bekendt, at den frie vilje er uvirksom uden nåden? Ja du, et menneske fuld af kristen kærlighed, som ikke gør noget forkert, erklærer sågar, at man i definitionen må underforstå det, jeg så ofte betoner i Diatriben; hvorfor er det dig ikke nok, at nåden bliver betegnet i disse to ord?

⁵  Quod si urges, cur hic non expresse nominarim gratiam, dicam, nondum distinxeram gratiae vocabulum in gratiam naturalem, in gratiam praeparantem vel imperfectam, et in gratiam efficacem, et abolentem peccatum.

Og hvis du videre vil spørge, hvorfor jeg ikke her udtrykkelig har brugt ordet nåde, vil jeg sige, at jeg endnu ikke har inddelt ordet 'nåde' i den naturlige nåde, den forberedende eller ufuldkomne nåde og den virksomme og syndsopløsende nåde.

⁶  Nec satis etiamnum (608) convenit inter Theologos, an sine speciali gratia possit homo per facta moraliter bona exambire Dei gratiam efficacem, necne. Utrique sententiae locum reliquit mea definitio, quod neutram omnino refellam, licet in eam propensior, quae plus tribuit gratiae.

Og endnu hersker der ikke tilstrækkelig enighed blandt teologer om, hvorvidt menneske uden særlig nåde gennem moralsk gode gerninger kan udvirke Guds virksomme nåde eller ej. I min definition levnes der plads til begge opfattelser, fordi jeg ikke ganske kan tilbagevise nogen af dem, omend jeg er mest tilbøjelig til at holde på den, der tildeler nåden mest.

⁷  Sed excludo Spiritum Sanctum, ut ais, cum omni virtute sua, tanquam superfluum et non necessarium. Unde id conjectas, w beltiste? Ex una videlicet syllaba, 'se'. O potentem syllabam! Imo illa syllaba nihil aliud efficit, nisi ut intelligas, naturae vires non esse prorsus otiosas, cum monemur a gratia.

Men som du siger, udelukker jeg Helligånden med alle dens kræfter, som om den var overflødig og ikke nødvendig. (L4#18). Hvoraf slutter du det, du, den bedste? Af ét lille ord, 'sig'. O hvilket mægtigt ord! Ja, dette ord bevirker intet andet, end at du forstår, at naturens kræfter ikke er helt ørkesløse, når vi formanes af nåden.

⁸  Et si recipimus illorum opinionem, qui docent absque speciali gratia, per naturae vires, quae tamen ipsae sunt dona gratuita Dei, quosvis posse eousque niti, ut Dei misericordia non sit illis defutura, qui quod in ipsis est praestiterunt, hic verum esset quod voluntas absque gratia sese applicat ad ea, quae perducunt ad salutem aeternam.

Og hvis vi antager deres mening, som lærer, at hvemsomhelst uden den specielle nåde, gennem naturens kræfter, som dog selv er Guds ufortjente gaver, kan anstrenge sig så vidt, at de ikke vil savne Guds barmhjertighed, som har frembragt, hvad der er i dem, så ville det være sandt, at viljen uden nåden vender sig hen mod det, som fører til den evige frelse.

⁹  Ut enim nemo repente sit turpissimus, ita paulatim et gradibus quibusdam adducimur ad perfectum Dei donum: veluti quibus in densissimis tenebris versantibus, primum rarescit caligo, deinde dubia quaedam lux procul ostenditur, donec perspicue videant: nam haec comparatio placuit Augustino. (n4)

Ligesom nemlig ingen på én gang bliver fuld af laster, således føres vi lidt efter lidt gennem forskellige grader til Guds fuldkomne gave: Ligesom for dem, der vandrer rundt i det tætteste mørke, mørket først aftager, dernæst viser der sig et eller andet tvivlsomt lys langt borte, indtil de ser ganske tydeligt. Denne sammenligning fik nemlig Augustins tilslutning.

¹⁰ Proinde inter ea quae perducunt ad aeternam salutem etiam illa numero, quae procul admonent, quasique pulsant animum ad desiderium aeternae salutus. 

Derfor, blandt det, som fører til den evige frelse, regner jeg også de ting, som formaner langt borte fra, som om de opildner sjælen til et ønske efter evig frelse.

¹¹  'At non desiderat', inquis, 'nisi qui novit, et qui novit jam habet'. (n5) Imo qui desiderat, nec habet, quod optat, nec omnino caret. Admonet autem nos variis modis Deus, interdum per lucem naturae, per quam intelligimus virtutem propter sese expetendam, et turpitudinem propter seipsam fugiendam, (610) nonnunquam rebus adversis.

'Men', siger du, 'den kan ikke ønske, som ikke kender, og den, som kender, har allerede'. Tværtimod, den, der ønsker, har slet ikke det, han ønsker, ejheller kerer han sig om det. Men Gud formaner os på forskellige måder, ofte gennem det naturlige lys, hvorigennem vi forstår, at dyden er værd at stræbe efter for sin egen skyld, og at lasten må undgås for sin egen skyld, ofte ved modgang.

¹² Interdum lectione, aut admonitione amicorum, interim et leni sibilo Spiritus. Augustinus antequam haussisset Spiritum Christi, studiose legebat Epistola Pauli, et aliquousque profecit, propior factus luci gratiae.

Ofte [formaner Gud os] ved læsning, eller ved venners formaning, af og til også ved Åndens sagte susen. Før Augustin havde drukket Kristi ånd, læste han ivrigt Paulus' breve, og nåede så langt hen, at han var nærmere nådens lys.

¹³ Magis autem accensus est oratione Potitiani: ut demus hic non defuisse Dei gratiam, certe erat imperfecta, nondum liberans a peccato, sed properans ab uberius donum. Verum ab ea gratia si se avertisset, ipse sibi fuisset causa exitii.

Men mere blev han optændt ved Potitianus' tale, skønt vi må medgive, at her har Guds nåde ikke manglet; den var givetvis en ufuldkommen nåde, den havde endnu ikke befriet ham fra synden, men den havde tilskyndet ham til den rigere gave. Men havde han vendt sig bort fra denne nåde, havde han selv været årsag til sin fortabelse.

¹⁴  Nunc praebuit se vocanti gratiae, et assequutus est salutem. Igitur inter ea, quae ducunt ad salutem, non solum pono verbum et opera Dei, et gratiam, verum etiam naturalem appetitum honesti, qui ut in nobis obrutus sit, non tamen exstinctus est; pono studium legendi, et audiendi, quae provocant ad mundi contemtum; pono precationes, eleemosynas, jejunia; sed haec omnia dices esse opera damnanda, et iram Dei provocantia, tantum abest ut gratiam invitent.

Men nu gav han sig hen til den tilbudte nåde og nåede frem til frelsen. Derfor, blandt de ting, som fører til frelsen, sætter jeg ikke blot Guds ord og gerning, og nåden, men også den naturlige tilbøjelighed til det sædeligt gode, som, skønt den i os er undertrykt, dog ikke er udslukket; jeg sætter lysten til at læse og til at høre, hvad der opfordrer til verdensforagt; jeg sætter bønner, barmhjertighedsgerninger, dette at faste; men alt dette vil du sige er fordømmelsesværdige gerninger, der fremkalder Guds vrede, og det er så langt fra, at de opfordrer til nåde.

¹⁵ Verum hoc, quod assumis ut axiwma, controversum est inter nos. De Cornelio, suo dicetur loco. Nec enim mirum est te sic judicare de operibus factis absque gratia, cum negas esse ullum hominis opus bonum, quod Deus operatur in nobis per gratiam justificatis.

Men det, som du antager som aksiom, er der uenighed om mellem os. Om Kornelius senere på sit sted. (e3#15; L9#24; h13#108). Ejheller er det nemlig mærkeligt, at du dømmer sådan om gerninger gjort uden nåden, eftersom du nægter, at der findes nogen god gerning i et menneske, fordi Gud virker i os gennem nåden, når vi er blevet retfærdiggjort.

¹⁶  Tantum valet apud te corrupta massa, ut nec Deus in ea possit opus bonum operari, ne dicam perfectum. Vides igitur totam illam tragoediam, quam ex definitione concitasti, nihil aliud esse, quam magnum gravemque (612) verborum inanium fumum, ac praestigiatorum inania ludibria, si quis fixius intueatur.

Så meget betyder for dig den fordærvede masse, at heller ikke Gud i den kan udvirke nogen god gerning, og da slet ikke en fuldkommen gerning. Du ser altså, at hele denne tragedie, som du har fremkaldt ud fra definitionen, ikke er andet end en stor og tung gang røg af tomme ord og tomt spilfægteri af gøglere, hvis man tager det nøjere i øjesyn.

^{17 [80]}         Transis ad calumniandum meas distinctiones. In recensendis aliorum opiniobus de libero arbitrio, Pelagium facio pene Euangelicum, Philosophis nonnullis tribuo fidem quandam et caritatem. (L9)

         Du går nu over til at fordreje mine distinktioner. Når jeg gennemgår andres meninger om den frie vilje, gør jeg næsten Pelagius evangelisk, en del filosoffer tilskriver jeg nogen tro og kærlighed.

¹⁸ De Pelagio nihil refero nisi quod de illo fatetur Augustinus, nec Euangelicum facio, sed illum numero inter eos, quos Ecclesia damnavit haereseos.

Om Pelagius refererer jeg intet andet, end hvad Augustin indrømmer ham, jeg gør ham heller ikke evangelisk, men jeg regner ham blandt dem, som kirken fordømmer som kættere.

¹⁹  Nec fingo quadruplicem gratiam, et si docendi gratia fingerem, nihil erat periculi, sed eam distinctionem ex Orthodoxorum libris hausi, qui fatentur esse gratiae quicquid sumus aut possumus, tum ponunt gratiam praevenientem ac velut invitantem, sed hanc imperfectam.

Jeg antager heller ikke en firfoldig nåde (L4#29), og selv om jeg ville antage den som et pædagogisk middel, ville det ikke være farligt, men jeg har taget denne distinktion fra de ortodokses bøger, som indrømmer, at det er af nåde, at vi er noget og kan noget, og derfor påstår, at der er en forekommende eller indbydende nåde, selv om den er ufuldkommen.

²⁰ Est gratia cooperans, sic enim appellat Augustinus, quae voluntatem nostram per primam gratiam exstimulatam reddit efficem. (n5) Est gratia quae perficit salutis negotium: sic enim distinguit Bernardus. Et tamen fateor has tres eandem esse gratiam, licet ex effectu diversis nominibus appellentur. Haec distinctio cum nihil habeat impium, tamen tibi merito displicet, quod nihil faciat ad tuum dogma confirmandum.

Der findes også en samvirkende nåde; sådan kalder nemlig Augustin den nåde, der gør vores vilje, stimuleret af den første nåde, virksom. Der er en nåde, som fuldender frelsens gerning: sådan skelner nemlig Bernhard. Og dog indrømmer jeg, at disse tre er den samme nåde, selv om de ud fra deres virkning har forskellig betegnelse. Selv om denne skelnen ikke har noget gudløse ved sig, er du dog utilfreds med den, fordi den ikke medvirker til at bekræfte dit dogme.

²¹  De Philosophis testificor hoc quod scribit Paulus ad Rom. non ausurus tantum illis tribuere, nisi tantum haberem auctorem. Lumini naturae tribuis tu quoque nonnihil in fine operis. Nam quod ex Psalmo (614) citaram: 'Signatum est super nos lumen vultus', etc. scis non esse meum commentum, et ut ingenue fateor, apte exponi de luce fidei, ita nego quod asseris, non posse accipi de luce naturae: 'Signatum est lumen', cum Deus conderet hominem ad imaginem et similitudinem suam.

Om filosofferne bevidner jeg, hvad Paulus skriver til Romerne (rom#1,19ff) (e1#77); jeg vovede ikke at tillægge dem så meget, hvis jeg ikke havde en så stor ophavsmand bag mig. Naturens lys tildeler du også noget i slutningen af dit værk (L11#50). Hvad jeg citerer fra salmen: 'Opløftet er over os dit ansigts lys', osv (Sl 4,7; e1#76), véd du nok er ikke min kommentar, og ligesom jeg åbent tilstår, at det godt kan forstås om troens lys, således nægter jeg, hvad du påstår, at det ikke kan forstås om naturens lys: 'Opløftet er lyset', eftersom Gud skabte mennesket til sit billlede og lighed. (L4#31).

²² Id per peccatum obscuratum est, non exstinctum. Non igitur detorqueo Psalmum ad rationem excaecatam, sed accommodo ad obscuratam. Si lux naturae prorsus erat exstincta in nobis, quo modo Philosophi sine gratia Dei Deum cognoverunt? Quomodo tam multa prodiderunt de honesto, deque recte vivendo? de immortalitate animarum, de initio et fine Mundi, de diversis piorum et impiorum praemiis: de non referenda injuria, de honesto propter ipsum expetendo, de turpitudine propter ipsam fugienda, de educandis liberis, de diligendis uxoribus, de sancte gerendo magistrati, de caritate in patriam?

Dette lys blev formørket af synden, men ikke udslukket. Derfor drejer jeg heller ikke salmen hen mod den blinde fornuft, men anvender den på den formørkede fornuft. Hvis naturens lys var helt udslukket i os, hvordan skulle så filosofferne uden Guds nåde kunne kende Gud? Hvordan kunne de sige så meget om det sædelige og rette liv? om sjælenes udødelighed, om verdens begyndelse og ende, om forskellig belønning til fromme og ufromme, om ikke at gengælde uret, om at søge det sædelige for dets egen skyld og fly det onde for dets egen skyld, om at opdrage børn, om at elske sin hustru, om at forvalte sit embede samvittighedsfuldt, om kærlighed til fædrelandet?

²³ et in illarum vita multa leguntur facta praeceptis illorum consentanea. Quod igitur flagitium admissum est, si dixi quaedam ab illis prodita, quae consentiunt cum praeceptis Euangelicis? Similiter Ethnicorum leges nonne puniunt furta, homicidia, adulteria, falsa testimonia, quemadmodum et Mosi Lex.

og i deres liv fortælles der om mange ting, som er i overensstemmelse med deres bud. Hvad er det derfor en skændselsdåd jeg har øvet, når jeg har sagt, at der er overleveret noget fra dem, der stemmer overens med de evangeliske bud? På samme måde med hedningernes love, mon ikke de straffer tyveri, drab, hor, falsk vidnesbyrd, ligesom Moseloven?

²⁴ Ex his colligo rationis lumen in illis non fuisse prorsus exstinctum, et addo, non improbabile videri, in illis et voluntatem fuisse aliquo modo propensam ad honesta, sed inefficacem ad salutem aeternam, nisi per fidem accederet (616) gratia.

Deraf slutter jeg, at fornuftens lys i dem ikke helt er udslukket, og jeg tilføjer, at det ikke synes usandsynligt, at der i den også var en vilje, der på en måde var tilbøjelig til det sædelige, men var uvirksom til evig frelse, hvis ikke nåden kom til gennem troen.

²⁵  De fide et caritate, quam ais me Philosophis tribuere in mea Diatriba, nihil assevero, quanquam et hoc disputatur a nonnullis, quae fides suffecerit idiotis Judaeis, et num qua sit fides, qua Ethnicus servari possit.

Om troen og kærligheden, som du siger, at jeg tillægger filosofferne i min Diatribe, vil jeg ikke sige noget bestemt, omend der er nogen, der også diskuterer, hvilken tro mon var nok for det jødiske lægfolk, og om der ikke gives en tro, hvorigennem hedningen kan blive frelst.

²⁶ Distinctionem de triplici lege naturae, operum, et fidei, fictam fabulam appellas. Primum de lege naturae nulla est dubitatio, quo dissero de lege operum et lege fidei, ex Augustino sumseram, qui in libro, quem inscripsit 'de littera et spiritu', juxta Pauli sententiam, distinguit legem operum sive factorum a lege fidei. (De spir. et lit. 13,21)

Distinktionen mellem den trefoldige lov, naturens, gerningernes og troens kalder du en opfundet fabel. (L4#30). Først er der nu ingen tvivl om naturens lov; hvad jeg siger om gerningernes og troens lov, har jeg taget fra Augustin, som i sin bog 'om bogstaven og ånden' følger Paulus' mening og skelner mellem gerningernes eller handlingernes lov og troens lov.

²⁷ Legem factorum vult esse Legem Mosi, tabulis inscriptam, praecipientem absque gratia. Legem fidei vult esse Novum Testamentum, quod quanquam eadem praecipit quae lex operum, tamen addita gratia fidei facit praecepta mollia.

Handlingernes lov sidestiller han med Moseloven, som findes opskrevet på tavler uden nåden. Troens lov sidestiller han med Det ny Testamente, som, skønt det kræver overholdt det samme som gerningernes lov, dog i kraft af den tilføjede troens nåde gør budene milde.

²⁸  Et inter multa sic dicit: 'Quod operum lex minando imperat, hoc fidei lec credendo impetrat'. Ac paulo post: 'Lege fidei dicitur Deo, Da quod jubes'. (spir. et lit. 13,22) Rursus aliquando post: 'Cum in tabulis scribuntur opera caritatis, lex est operum, et littera occidens praevaricatiorem: cum autem caritas diffunditur in corda credentium, lex est fidei, et spiritus vivificans dilectorem'. (spir. et lit. 17,29)

Og blandt meget andet siger han: 'Hvad gerningernes lov befaler ved trusler, det når troens lov frem til ved at tro'. Og lidt senere: 'Troens lov siger til Gud: Giv, hvad du befaler'. Og igen noget senere: 'Når kærlighedens gerninger bliver skrevet ned på tavler, handler det om gerningernes lov og bogstaven dræber overtræderen; men når kærligheden udgydes i de troendes hjerter, handler det om troens lov, og ånden levendegør den, der elsker'

²⁹ Haec ille. (618) Non equidem damno sententiam eorum, qui Legem volunt esse praeceptorum, Euangelium promissionis et consolationis, ita ut sit in utroque, hoc est, Euangelium sit etiam in Lege Mosaica, et Lex sit in Euangelio: sed Augustinus, quanquam non ita multum abest ab hac sententia, tamen non videtur prorsus idem sentire.

Såvidt Augustin. Jeg i det mindste fordømmer ikke deres mening, som lader loven bestå af bud, men evangeliet af forjættelser og trøst, således at det ene er i det andet, det vil sige, så evangeliet er i Moseloven, og loven er i evangeliet: Men skønt Augustin ikke er langt fra denne mening, synes han dog ikke helt at mene sådan.

³⁰ Nam eodem in opere distinguit Vetus Testamentum a Novo, genere promissorum, quod illic promittantur temporalia, in Euangelio aeterna. (spir. et lit. 24,41).

For i det samme værk skelner han mellem det gamle og det ny testamente med hensyn til forjættelsernes art, fordi der her forjættes timelige ting, i evangeliet evige.

³¹ cVerba Augustini sic habent: 'Sicut ergo lex factorum scripta in tabulis lapideis, mercesque ejus terra illa promissionis, quam carnalis domus Israel, cum ex Aegypto liberata esset, accepit, pertinet ad Testamentum Vetus: Ita lex fidei scripta in cordibus, mercesque ejus species comtemplationis, quam spiritualis domus Israel ab hoc mundo liberata percipiet, pertinent ad Testamentum Novum'. (spir. et lit. 24.41). 

Augustins ord lyder sådan: 'Altså, ligesom gerningernes lov, der er skrevet på tavler af sten og der som belønning har modtaget hint forjættelsernes land, som var det kødelige Israel, da det blev befriet fra Ægypten, har med det gamle testamente at gøre, således hører troens lov, der blev indskrevet i hjerterne og der som belønning har dette betragtningens blik, som Israels åndelige hus modtager, når det bliver befriet fra denne verden, til det ny testamente.'

³² Hic consentanea dicit enarrans ex Euangelio Joannis haec verba: 'Sed unigenitus Filius, qui est in sinu Patri, ipse enarravit'. (Joh 1,18) Haec cum imitarer, tamen accedo propius ad eam sententiam quam vos probatis, quam ad eam quam Augustinus.

Dette siger han i overensstemmelse med følgende ord fra johannesevangeliet: 'Men den énbårne søn, som er i faderens favn, han har fortalt derom'. Selv om jeg efterligner det, står jeg dog nærmere ved den mening, som I repræsenterer, end ved Augustins.

³³ Inter alia sic loquens: 'Moses dicit, Ne committas adulterium, si commiseris lapidaberis. Sed quid dicit lex fidei, quae jubet diligere inimicos, quae jubet tollere crucem quotidie, quae jubet contemnere vitam?' 'Nolite timere pusillus grex, vestrum est enim regnum coelorum'. Et: 'Confidite, quia ego vici mundum'. Et: 'Ego vobiscum sum usque ad comsummationem saeculi'.

Blandt andet siger jeg: 'Moses siger: Du må ikke bedrive hor, hvis du bedriver hor, skal du stenes. (2 Mos 20,14; 5 Mos 5,18; 3 Mos 20,10; Joh 8,5). Men hvad siger troens lov, som befaler at elske uvennerne, (Matt 5,44) som befaler at udholde det daglige kors (Luk 9,23), som befaler at foragte livet?' (Luk 9,23) 'Frygt ikke, du lille hjord, himmerigets rige er jeres' (Luk 12,32). 'Vær frimodige, for jeg har overvundet verden'. (Joh 16,33). 'Jeg er med jer indtil verdens ende'. (Matt 28,20).

³⁴ Vides ut ostensurus quid sit lex fidei proferam verba fiduciae et consolationis. Nec hoc erat hic propositum excutere, quibus modis discernetur Lex vetus ab Euangelio, sed in hoc obiter adhibita est hic distinctio, quo facilius lectori commonstrarem, naturae lucem obscuratam illustrari per fidei donum, et voluntatem corruptam corrigi per caritatem.

Du ser, at jeg for at påvise, hvad troens lov er, fremfører tillidsord og trøsteord. Og det var her heller ikke hensigten at finde ud af, hvordan den gamle lov adskiller sig fra evangeliet, men til det brug blev i forbifarten her den skelnen knyttet til, hvorved jeg lettere kan demonstrere for læseren, at naturens formørkede lys bliver oplyst gennem troens gave, og den fordærvede vilje bliver retledt gennem kærligheden.

³⁵ Arbitror lectori perspicuum esse factum, quam adhuc nihil sit commissum in Diatribe, quod reprehensionem mereatur, nisi quod tu male narrando nihil non depravas: quo minus habemus tibi fidei sacras Litteras enarranti, quod in his depravandis comperiamus quam sis malae fidei.

Jeg tror, at det er gjort klart for læseren, at der hidtil ikke er bedrevet noget i Diatriben, der fortjener dadel, bortset fra, at du i dit dårlige referat fordrejer det ikke så lidt. Så meget mindre tiltro har vi til dig, når du udlægger den hellige skrift, fordi vi, når du fordrejer den, erfarer, hvordan du er i ond tro.

^{36 [80]}          Nunc vide quantam de nihilo suscites tragoediam. Haec sunt tua verba: 'Quae si quis Christianus omnia conferat, cogetur suspicari te ludere et ride Christianorum dogmata et Religionem. Nam tantam ignorantiam ei tribuere qui sic nostra omnia perlustravit, tanta diligentia et memoria conservavit, mihi plane est difficillimum'.

           Se nu, hvilken stor tragedie du får ud af ingenting. Sådan skriver du: 'Hvis en kristen stillede alt det sammen, ville han blive tvunget til at få mistanke om, at du lo og gjorde grin med de kristne dogmer og den kristne religion. For at tillægge den mand uvidenhed, som i den grad har gennempløjet alle vore ting og bevaret det med stor omhu og hukommelse, det er mig overhovedet meget vanskeligt'. (L4#31).

³⁷ Hactenus tua. Cur crimen tam atrox impingitur? quia Pelagium feci pene Euangelicum, id est, haereticus. Quid enim aliud est, pene Euangelicum esse? Ethnici non dicuntur pene Euangelici, qui procul absunt ab Euangelio. Sed Arius fuit pene Euangelicus, qui sua dogmata per Euangelium confirmabat.

Såvidt dig. Hvorfor bebrejder du mig en så alvorlig fejl? Fordi jeg gør Pelagius til næsten evangelisk (L4#29), det vil sige, til kætter. Hvad er det nemlig andet at være næsten evangelisk? Hedningerne siges ikke at være næsten evangeliske, fordi de er langt borte fra evangeliet. Men Arius var næsten evangelisk, fordi han bekræftede sine læresætninger med evangeliet.

³⁸ Deinde fateor in Philosophis rationem fuisse obscuratam, non exstinctam. Nam de multis bene judicarunt per lumen naturae: voluntatem item non (622) penitus corruptam, cum in his appareant naturales quidam nisus ad honesta, pro quibus tu supponis fidem et caritatem.

Dernæst tilstår jeg, at i filosofferne var fornuften formørket, men ikke udslukt. For de har en bedømmelse af mange ting, der i kraft af naturens lys er rigtig. Og ligeledes tilstår jeg, at filosoffernes vilje ikke er ganske fordærvet, eftersom der hos dem viser sig visse naturlige bestræbelser efter det sædelige, hvilket du erstatter med tro og kærlighed. (L4#29)

³⁹ Distinxi triplicem legem, naturae, operum et fidei. Legem naturae nemo negat, reliquarum duarum discretionem hausi ex Augustino.Dixi in Philosophorum opinionibus ac praeceptis esse quaedam consentanea dogmatibus ac praeceptis Euangelicis.

Jeg har skelnet mellem tre slags love, naturens lov, gerningernes og troens lov. Naturens lov nægter ingen, dette at skelne mellem de øvrige to har jeg taget fra Augustin. Så sagde jeg, at der mellem filosoffernes meninger og bud var nogle, der stemte overens med de evangeliske dogmer og bud.

⁴⁰ Psalmi quarti versiculum, 'Signatum est lumen', etc. sic applico ad lumen naturae, ut non negem recte interpretari de fide, per quam naturae lux adjuvatur. Post haec tam horrenda crimina sequuntur illa quae modo recitavi, 'Quid si quis Christianus', etc.

Verset fra Sl 4,7: 'Dit lys lyse over os', osv, anvender jeg på den måde om naturens lys, at jeg ikke nægter, at det kan udlægges ret om troen, gennem hvilken naturens lys ophjælpes (L4#31). Efter denne forfærdelige anklage følger de ord, jeg lige har citeret: 'Hvis en kristen' osv. 

⁴¹ Sed ubi commonstras nobis istum Christianismum? In vestra Eclesia variant sententiae, in nostra nulli sunt, si tibi credimus: denique doces nec Sanctos, nec Christianos, nec Ecclesiam ostendi posse.

Men hvor viser du os denne kristendom? I jeres kirke varierer meningerne, i vores er der ingen, hvis vi skal tro dig. Endelig lærer du, at hverken de hellige, de kristne eller kirken kan påvises.

⁴² Porro cum caritas Christiana nesciat suspicari malum, quis erit iste Christianus absque caritate tam male suspicax, ut ex bene dictis cogatur suspicari, me ludere et ridere Chritianorum dogmata, et Religionem?

Forresten, hvis den kristne kærlighed ikke véd at mistænke nogen for noget ondt, hvem skulle så den kristne være, der så ukærligt mistænker for så meget ondt, at han ud af det, der er sagt i en god mening, tvinges til at nære mistanke om, at jeg leger med og gør grin med de kristne dogmer og den kristne religion? (L4#31).

⁴³ Citius arbitror hoc suspicaturos Christianos, si deserto Ecclesiae consortio, tua dogmata propugnarem. Quam vero malitiosum hic prodis calumniandi studium: hactenus nihil scivi, sed incogitans, imprudens, ignorans loquor omnia. Hic quo novae calumniae facias locum, non potes mihi tribuere tantum ignorantiae, sed mavis scientiam ademtam reddere, quo crimen gravius haereat in me irrisae Religionis et Christianorum dogmatum.

Jeg tror, at de kristne snarere ville føle mistanke imod mig, hvis jeg forlod kirkens fællesskab og gav mig til at kæmpe for dine læresætninger. Men hvilken ond lyst til at så splid forråder du ikke her! Hidtil har du påstået, at jeg intet véd, og taler ubetænksomt, uklogt, uvidende om alt. Her, hvor du gør plads til en ny beskyldning, kan du ikke tillægge mig en så stor uvidenhed, men foretrækker igen at give mig den viden, du før fraskrev mig, for at kunne klæbe en endnu alvorligere anklage på mig, nemlig den, at jeg spotter den kristne religion og de kristne dogmer.

⁴⁴ Quae sunt autem ista vestra, quae tanta diligentia perlustravi, (624) memoriaque teneo? Tuane dogmata? Vix ullum tuorum librorum potui perlegere, tanta est ibi loquacitas, et insatiata convitiandi libido. Et doctissimus sit oportet qui tua intelligat, quae sine tuo spiritu intelligi non possunt.

Men hvad er det for noget af jeres, som jeg med en sådan omhu har gennemarbejdet og nu husker på? (L4#32) Mon det er dine læresætninger? Næppe én af dine bøger har jeg kunnet læse til ende, så stor er dèr din sluddervornhed, og din umættelige lyst til skældsord. Og den må være meget lærd, der forstår dine læresætninger, som ikke kan forstås uden din ånd.

⁴⁵ Et haud scio an Christianorum dogmata putes non alia esse quam tua. Ego de fidei catholicae decretis putabam te loqui, illa certe non irrideo, nec unquam mihi fuit ille animus, gratia Deo, licet vitam excusare nec possim nec velim.

Og jeg véd knap nok, om du mener, at kristendommens lære ikke er noget andet end din. Jeg mente, du talte om den katolske kirkes dekreter, dem gør jeg sandelig ikke grin med, og det har jeg heller aldrig, gudskelov, haft til hensigt, selv om jeg hverken vil eller kan undskylde [kirkens] livsførelse

⁴⁶ Sic tu me nunc alium fingis, utcunque tibi videor idoneus ad calumniam. Quot convitiis initio debacchatus es in Scepticum animum? Quoties criminatus es, quod in Diatribe nihil asseram? At idem paulo post omnium optime facio, qui nihil asseram, sed studio quaerendi veri tantum disputem, discendi cupidus.

Sådan gør du mig nu til en fremmed, der synes dig velegnet til at skælde ud. Hvor mange skældsord udsendte du ikke i begyndelsen imod min skeptiske ånd? Hvor ofte skælder du mig ikke ud for, at jeg ikke påstår noget sikkert i Diatriben? Men netop det gør jeg i høj grad lidt senere, jeg, der intet påstår, men fuld af iver efter det sande blot disputerer for at søge at lære noget.

⁴⁷ Ita tibi constas in calumniis, ut ex eadem re geminum crimen elicias. Et perinde quasi parum sycophanticum sit impegisse crimen impii blasphemique animi, reprimis te ipsum, 'sed interim' (inquiens) 'abstinebo, indicasse contentus, donec occasio dignior sese obtulerit'.

I den grad er du tro mod din lyst til at skælde ud, at du i den samme sag fremlokker to anklager. Og dernæst siger du, som om du havde skældt for lidt ud, når du havde beskyldt mig for den forbrydelse at have et gudløst og blasfemisk sind, bebrejder du dig selv, idet du siger: 'men i mellemtiden vil jeg holde mig tilbage, tilfreds med bare at have påpeget det, indtil en bedre lejlighed byder sig'. (L4#32).

⁴⁸ Ac mox audio, 'Mi Erasme': et amanter admoneor, ne sim de illorum numero qui dicunt: 'Quis videt nos?' Haec cantio tibi potius canenda est, qui cum talibus strophis ludas, arbitraris te fallere, nec deprehendi spiritum tuum.

Og straks efter må jeg igen høre dette 'kære Erasmus' og lade mig formane til ikke at høre med til dem, der siger: 'Hvem ser os?' Den sang synes du skal synges igen og igen, du som leger med den slags strofer, og tror, at du kan snyde os, tror, at din ånd ikke bliver opdaget.

⁴⁹ 'Ne sic', inquis, 'tentes nos'. Si ego te tento, qui citra convitium tecum disputo, cur non irritaris in illos, qui magnis voluminibus te lacessunt ac lacerant, non disputantes ut ego, sed propriis (626) cognominibus te tuaque dogmata appellantes? 

Du siger: 'Stil os ikke sådan på prøve!' Hvis jeg, der diskuterer med dig uden skældsord, stiller dig på prøve, hvorfor bliver du så ikke irriteret på dem, som tirrer dig og sønderriver dig i tykke bøger, som ikke disputerer som jeg, men betegner dig og dine læresætninger med passende betegnelser?

⁵⁰ Quod si illos negligis, eo quod sint extra Ecclesiam tuam, quando Paulus non dignatur de his qui foris sunt judicare, ego semper a tua Ecclesia fui alienus, non minus quam illi. Quin saevis in illos, qui libris editis palam debacchantur in tua dogmata, cum hactenus professi sint tuam Ecclesiam?

Hvis du derfor ikke tager dig af dem, af den grund, at de befinder sig udenfor din kirke, og Paulus ikke værdiges at bedømme dem udenfor (1kor#5.12), så har jeg jo altid været udenfor din kirke, ikke mindre end de har. Hvorfor raser du ikke mod dem, som offentligt har bekæmpet dine læresætninger i udgivne bøger, når de hidtil har bekendt sig til din kirke?

⁵¹ Paulus nullos tradidit Satanae, nisi qui defecerant ab Euangelio. (1 Kor 5,5) Hoc mihi non potes objicere. Semper eadem tum scripsi, tum dixi, tum sensi. Toties objicis Ecclesiae Romanae tyrannidem, quae si qua est, longo temporis progressu irrepsit, sensim alentibus eam opibus, potentiaque mundana.

Paulus overgiver ikke nogen til Satan, hvis ikke han er faldet bort fra evangeliet (1kor#5.5). Dette kan du ikke bebrejde mig. Jeg har altid både skrevet og sagt og ment det samme. Overalt bebrejder du den romerske kirke dens tyranni, og hvis der findes et sådant dèr, så er det vokset langsomt frem igennem lang tid, efterhånden som den samlede sig rigdom og verdslig magt.

⁵² Verum isti animo, quem spirant tua scripta, si accederent opes, auctoritas, potentiaque Romanorum Pontificum, satis appareret quid nobis sit exspectandum. Mitteres huc, ni fallor, satellitium tuum atque armatas copias, aliquanto inclementius tractaturus abs te dissentientes ferro, quam nunc tractas calamo.

Men hvis den ånd, der ånder ud af dine skrifter, fik følge af den romerske paves rigdom, autoritet og magt, så ville det blive ret tydeligt, hvad vi kan vente os. Om ikke jeg tager fejl, så ville du sende dine medhjælpere og bevæbnede skarer herhen, for at du med sværdet kunne behandle dem lidt hårdere end du nu behandler dem med pennen.

⁵³ Et ubi est interim ille mirabilis Euangelista, qui solo gladio Spiritus, quod est verbum Dei, profitebatur se vindicaturum Euangelium adversus portas inferi? Ad calumnias, ad convitia, ad minas descendis totus, et tamen vis videri simplex, purus, nec affectibus humanis duci, sed Spritus Dei.

Men hvad er der blevet af den vidunderlige evangelist, som forkyndte, at han alene med åndens sværd, det vil sige Guds ord, ville forsvare evangeliet mod helvedes porte? (Ef 6,17) Du er helt steget ned til beskyldninger, udskælden, trusler, og dog vil du anses for én, der er enfoldig, ren, ikke ledet af menneskelige lidenskaber, men af Guds ånd.

⁵⁴ Recte doces, Deum oportere justum credi, etiamsi nec lux naturae, nec (628) lux gratiae comprehendat eum esse justum, at non recte postulas idem jus tibi.

Du lærer med rette, at vi bør tro, at Gud er retfærdig, selv om så hverken naturens eller nådens lys kunne begribe, at han er retfærdig, men det er ikke med rette, at du giver dig selv den samme ret.

^{55 [81]}         Porro autem multo gravius etiam peccatum est in distinguendis opinionibus, quandoquidem ex una facio tres. Quod quidem vel insaniae vel temulentiae vitium est, ex uno videre plura. Imo plures opiniones recenseo, quarum prima est Pelagii, quam ut damnatam relinquo.

         Men videre forekommer der en meget alvorligere fejl hos mig, når jeg skal skelne mellem opfattelser, idet jeg af én opfattelse fabrikerer tre (e1#100; L4#33). Dette, i stedet for én at se tre, skyldes vanvid eller drukkenskab. I virkeligheden anfører jeg flere opfattelser, hvoraf den første er Pelagius', som jeg ikke gør noget ved, fordi den er fordømt. 

⁵⁶ Secundo loco recito sententiam eorum, qui sic minimum tribuunt libero arbitrio, ut tamen non prorsus tollant. Dicunt enim ipsum nihil efficaciter posse, nisi adsit gratia, vel exstimulans sive operans, vel cooperans, vel consummans: et tamen in his omnibus fatentur vel applicationem sive conversionem humanae voluntatis, vel cooperationem, nimirum ponentes aliquam humanae voluntatis vim, quae nonnihil agit cum agente gratia. 

Det andet sted citerer jeg deres opfattelse, som tillægger den frie vilje så lidt, at de næsten helt ophæver den. De siger nemlig, at den ikke kan noget effektivt, hvis ikke nåden hjælper, enten det nu er den tilskyndende eller virkende eller samvirkende eller fuldendende nåde: og dog indrømmer de hos alle disse enten en venden sig imod eller en tilpasning til hos den mennekelige vilje, eller en samarbejden med, i hvert fald antager de en kraft hos den menneskelige vilje, som gør noget sammen med den virkende nåde.

⁵⁷ Haec est opinio vel Augustini, vel Thomae, sequentis Augustini sententiam, quatenus minimum tribuit libero arbitrio. Et hanc voco probabilem, eo quod relinquat homini studium et conatum. Atque hic multam verborum turbam offundis, quomodo non imputetur quod est imputandum, et quomodo dicatur aliquid posse quod ex se (630) nihil possit, cum ego in disputatione hujusmodi difficultatem palpabiliter, ut ajunt, expediam.

Dette er opfattelsen hos Augustin eller hos Thomas, som følger Augustins opfattelse, forsåvidt han tilskriver den frie vilje ganske lidt. Og denne opfattelse kalder jeg antagelig (e1#101), af den grund, at den lader mennesket beholde en lyst eller stræben. Og her udgyder du en vældig strøm af ord, om hvordan der ikke tilregnes, hvad der skal tilregnes, og om hvordan der siges, at noget kan, som i sig selv intet kan, selv om jeg i fremstillingen, håndgribeligt, som man siger, fjerner den slags vanskeligheder.

⁵⁸           Tertiam, quam recenseo, facio Carolstadii, qui non tollit omnino liberum arbitrium, sit interim fas hoc abuti vocabulo, quod si quis malit appellare Beta aut Delta, mea nihil refert, sed negat in bono opere quicquam agere, sed ait simpliciter pati, adeo ut gratia non operetur per voluntatem nostram, sed in voluntate tantum patiente.

         Den tredie mening, som jeg refererer, er Karlstadts; (e1#102); han ophæver ikke helt den frie vilje, men lader det være tilladt at bruge udtrykket, fordi det ikke angår mig, hvis nogen foretrækker at sige beta eller delta, men han nægter, at den frie vilje bevirker noget i den gode gerning, men siger, at den simpelthen må finde sig i det, på den måde, at nåden ikke virker igennem vores vilje, men i vores vilje, der blot finder sig i det.

⁵⁹         Quartam facio tuam, qui progressu tuae assertionis negas quicquam in rerum natura esse liberum arbitrium, nec in bonis nec in malis quicquam agere voluntatem nostram, sed absoluta necessitate fieri omnia. Hanc appello omnium durissimam, profiteorque mihi cum Carolstadii tuaque opinione potissimum esse conflictandum.

         Den fjerde opfattelse er din. Du nægter i løbet af dine 'Assertioner', at der tilkommer den frie vilje nogen realitet, og du nægter, at vores vilje kan udrette noget i enten det gode eller det onde, og hævder, at alt sker med absolut nødvendighed. (ass04#63). Dette kalder jeg den hårdeste opfattelse af alle, og jeg erklærer, at jeg især må kæmpe imod Karlstadts og din opfattelse. (e1#103)

⁶⁰         Nec praetereo Scoti opinionem, quae putat per opera moraliter bona, per influxum naturae communem, hominem posse Dei gratiam efficacem promereri de congruo: quod Dei benignitas non patiatur quemquam interire, qui modo praestiterit quod in ipso est: non quod suis viribus assequatur salutem, sed quod aliquo pacto fiat capax divinae gratiae.

        Jeg forbigår heller ikke Duns Scotus' opfattelse, som mener, at mennesket igennem moralsk gode gerninger, gennem naturens almindelige indflydelse kan opnå en rimelighedsfortjeneste af Guds virksomme nåde. Fordi Guds godhed ikke tillader, at nogen går til grunde, som blot har gjort, hvad han har i sig. Ikke fordi han opnår frelsen ved sine egne kræfter, men fordi han på én eller anden måde er modtagelig for den guddommelige nåde. (e1#88).

⁶¹ Hanc opinionem quoniam Ecclesia, quod quidem sciam, nondum rejecit, ego nec defendo nec explodo. Ergo sepositis opinionibus Pelagii et Scoti, doceo reliquas tres tantum verbis dissidere. Prima, nimirum Augustini, fatetur arbitrium sive voluntatem suis viribus posse ad male agendum: nec facit hic solum Deum agentem, voluntatem tantum agi, quod tu doces: et hactenus cum Augustino sentit Carolstadius, abs te dissentiens.

Eftersom kirken endnu ikke, så vidt jeg da véd, har forkastet denne opfattelse, vil jeg hverken forsvare eller gendrive den. Derfor lærer jeg, at når man ser bort fra Pelagius' og Scotus' opfattelser, afviger de resterende tre kun fra hinanden hvad ordene angår. (L4#36). Den første opfattelse, nemlig Augustins, bekender, at viljen eller det at ville ved egen kraft er i stand til at gøre det onde. Men den gør ikke Gud til den eneste handlende og viljen til noget, der kun drives af sted, som du lærer. Og for så vidt mener Karlstadt som Augustin, idet han afviger fra dig.

⁶² Etenim cum Augustinus appellat gratiam cooperantem, utique sensit operari nostram voluntatem aliquid. Deinde dum ponunt gratiam exstimulantem, sed imperfectam, non excludunt conversionem et aversionem, cum tu prorsus excludas utrumque, inducta rerum omnium absoluta necessitate.

For når Augustin kalder nåden samvirkende, så mener han under alle omstændigheder, at vores vilje udøver noget. Når de dernæst antager en påvirkende, men ufuldkommen nåde, udelukker de ikke, at viljen kan vende sig hen imod og vende sig bort fra, hvilket du helt udelukker, idet du indfører en absolut nødvendighed, der gælder alle ting.

⁶³ Nec enim pugno cum tuo axiomate quod asseris, sed cum tua palinodia, qua corrigis quod initio dixeras, liberum arbitrium nihil valere nisi ad peccandum, et probas Wicleci dogma. Et qui prima sunt sententiae, faciunt arbitrium vitiatum, vulneratum aut claudicans, non exstinctum.

For jeg kæmper ikke imod den grundsætning, som du fastholder, men mod din tilbagekaldelse, hvorved du retter, hvad du sagde i begyndelsen, at den frie vilje ikke kan andet end synde, og beviser Viklefs læresætning (e2#37). Også de, der har den første opfattelse, mener, at viljen er beskadiget, såret eller haltende, men ikke udslukket.

⁶⁴ Manet igitur aliquod judicium, sed imperfectum, manet vis, sed inefficax. Vides igitur non esse eandem sententiam aliis verbis tractatam, ut tu fingis. Sed primam opinionem, quam ajo probabilem, confers cum mea definitione, interim exclusa opinione eorum, qui per opera moraliter bona, sine speciali gratia, putant Dei bonitatem provocari ad conferendam gratiam.

Derfor forbliver der altså [i viljen] en bedømmelsesevne, skønt ufuldkommen, en kraft, skønt uvirksom. Du ser altså, at det ikke er den samme opfattelse med andre ord, som du forestiller dig (L4#36) (?#61). Men den første opfattelse, som jeg kalder antagelig, sammenligner du med min definition (L4#38), og udelukker derved deres mening, som mener, at Guds godhed gennem moralsk gode gerninger uden den særlige nåde, kan provokeres til at meddele nåden.

⁶⁵Atqui sic temperavi definitionem, ut huic quoque sententiae, quoniam damnata nondum est, pateret locus. Sed finge rejectam Scoti opinionem, sit prima Augustini, qui facit exstimulantem gratiam, non excludit applicationem et aversionem.

Men jeg har tilpasset definitionen således, at den også giver plads til denne mening, som endnu ikke er fordømt. Men hvis du forestiller dig, at Scotus' mening er tilbagevist, så er Augustins den første, den, der lader nåden være påvirkende, og ikke udelukker, at viljen kan vende sig hen imod eller vende sig bort fra.

⁶⁶Pharao pulsatus coeperat resipiscere, et ni se avertisset ab exstimulante gratia, non venisset in profundum malorum. Demus et hoc juxta Bernardum, totum initium deberi gratiae: Certe cum nostra voluntas operatur (634) cum operante gratia, applicat sese ad gratiam, naturae vires ad gratiam operantem accommodans, veluti cum oriente Sole aperimus oculos: rursum avertit sese, veluti cum exorto Sole claudimus oculos.

Farao var blevet bearbejdet til at begynde at forbedre sig, og hvis ikke han havde vendt sig bort fra den påvirkende nåde, ville han ikke være kommet ned i det ondes dyb. Vi vil også sammen med Bernhard indrømme, at hele begyndelsen skyldes nåden. Når vores vilje virker sammen med den virkende nåde, vender den sig sikkert mod nåden, idet den vender de naturlige kræfter imod den virkende nåde, ligesom vi ved solopgang åbner øjnene. Atter vender den sig fra nåden, ligesom vi ved solnedgang lukker øjnene.

⁶⁷Ostende igitur, Luthere, oscitantiam vel hebetudinem judicii mei. Sic agis: Dicis primum opinionem probabilem, quae fatetur liberum arbitrium peccato vitiatum, non posse velle bonum sine gratia. Et definitio tribuit illi vim applicandi sese ad bonum, vel avertendi a bono sine gratia.

Her må du altså påvise min bedømmelses mathed og afstumpethed, Luther. Du bærer dig ad på følgende måde: Du siger, at den første mening er antagelig, den, der indrømmer, at den frie vilje er svækket af synden, og ikke kan ville noget godt uden nåden. Og definitionen tillægger den frie vilje en kraft til at vende sig mod det gode eller vender sig fra det gode uden nåden. 

⁶⁸'Definitio', inquis, 'affirmat, quod exemplum ejus negat', etc. quae tu satis loquaciter ac procaciter. Audi contra, subtilitatem tuae calumniae. Definio liberum arbitrium in genere, vel ut erat conditum, vel ut est in liberatis per gratiam, vel ut erat claudicans in his, qui nondum liberati sunt a servitute peccati: quid hoc ad primam opinionem, quae pars tantum est eorum quae complectitur definitio.

Du siger: 'Definitionen bekræfter, hvad eksemplet benægter' osv, hvad du siger temmelig vittigt og frækt (L4#38). Hør nu modsat fordrejningen i din beskyldning! Jeg definerer den frie vilje i al almindelighed, dels, som den var skabt, dels som den er i de befriede ved nåden, dels som den er haltende i dem, som endnu ikke er befriede, men befinder sig i syndens trældom: Hvad har det med den første opfattelse at gøre, som kun udgør en del af det, som definitionen omfatter.

⁶⁹ Nec definitio excludit gratiam specialem, nisi recipimus opinionem Pelagianae proximam, quae si tibi non probatur, mihi tamen licebat hujus uti praesidiis in argumentando. Nec video periculum, etiamsi quis eam tueatur. Deinde non animadvertis quod facio duplex velle, sive duplicem nisum ad honesta, efficacem et inefficacem. 

Ejheller udelukker definitionen den særlige nåde, hvis vi ikke antager den mening, der ligger nærmest ved Pelagius, og selv om det ikke passer dig, tillader jeg mig dog at bruge den til hjælp ved min argumentation. Jeg ser heller ikke nogen fare ved det, selv hvis nogen vil holde fast ved den mening. Dernæst bemærker du ikke, at jeg antager en dobbelt villen, eller en dobbelt stræben efter det sædelige, en virksom og en uvirksom.

⁷⁰ Inefficax est etiam in obnoxiis peccato, per influxum communem juxta quosdam, juxta alios non sine gratia, sed imperfecta, quae nondum quidem abolet peccatum, sed tamen praeparat ad efficacem gratiam. 

Den er også uvirksom i den, der er skadet af synden, ifølge nogen gennem den almindelige indflydelse, ifølge andre ikke uden nåden, men den ufuldkomne, som ganske vist endnu ikke har fjernet synden, men dog forberedt til den den virksomme nåde.

⁷¹Nec me movet quod tu nihil pateris esse medium, sed aut Deum facis sessorem aut Satanam: impudenter (636) enim adducis ad me refellendum, quod erat evincendum. Meministi quod diximus de lumine, et Euangelicus ille caecus primum nihil videt, deinde videt homines velut arbores ambulantes, mox clare cernit omnia. (Mark 8,24f) 

Det rører mig heller ikke, at du ikke vil tåle noget i midten, men gør enten Gud eller Satan til rytteren (L3#3). For du anfører frækt til gendrivelse af mig, hvad der skulle være bevist. Du husker nok, hvad vi sagde om lyset, og hin evangeliske blinde så først intet, dernæst så han mennesker som omvandrende træer, til sidst så han klart alting. 

^{72 [82?]}           Verum haec alias, nihil enim hic assero. Jam vides ex his quae diximus, soluta, quae proximo Capite repetis et inculcas, non absque petulantia convitiorum. Accipis unam partem definiti, hoc est, liberum arbitrium peccato vitiatum, et cum hoc confers unam opinionem. Applicare se ad bona bonum est, igitur liberum arbitrium potest ex se bonum.

            Men herom en anden gang, jeg siger her ikke noget bestemt. Men du ser, at allerede her bliver det gendrevet, som du gentager og indskærper i næste kapitel, ikke uden modvilligt udskæld. Du tager én del af det definerede, det vil sige, den frie vilje, som er skadet af synden, og den sammenligner du med én mening. At vende sig mod det gode er noget godt, derfor kan den frie vilje af sig selv gøre noget godt.

⁷³ Fateor si loquaris de bono morali, fateor rursus si loquaris de bono pietatis, modo conjungas gratiam praeparantem sive exstimulantem: veluti cum ex lectione sacra, aut ex audito Ecclesiasta, sentimus animi motum ad amorem pietatis et odium turpitudinis. Hanc non excludo nec in definitione, nec in recensendis opinionibus.

Jeg indrømmer det, hvis du taler om det sædeligt gode, jeg indrømmer det også, hvis du taler om fromhedens gode, blot skal du tilføje den forberedende eller tilskyndende nåde, såsom, at vi mærker, når vi læser i de hellige bøger eller hører en prædiken, at vort sind bevæges mod kærlighed til fromhed og had til ondskab. Dette udelukker jeg ikke, hverken i definitionen eller i de meninger, jeg refererer.

⁷⁴ Tantum excludo Pelagii sententiam, Carolstadii, et tuam. Ubi sunt igitur duo libera arbitria inter se pugnantia? (L20) An secum pugnat genus, quod in se complectitur diversas species, et negabis Asinum esse animal, quod ex ratione differentiae ac proprii pugnet cum homine? Aut ex una crumena faceres duas, quod in eadem sit aurum et argentum?

Blot udelukker jeg Pelagius' mening, Karlstadts og din. Hvad bliver der da af de to viljer, der modsiger hinanden? (L4#40) Mon arterne modsiger hinanden, fordi de i sig indeholder arter, og nægter du, at æslet er et dyr, fordi det på grund af forskellige kendetegn er anderledes end mennesket? Eller gør du to punge af én, fordi der i den samme skal være både guld- og sølvmønter?

⁷⁵ Non hic igitur captus est Proteus, sed ipse Proteum agis studio calumnandi, te ipsum vertens in omnia cum libet, me quoque subinde alium atque alium faciens, utcunque tibi videor accommodus calumniae tuae spiculis.

Så her bliver Proteus ikke fanget, men du selv spiller rollen som Proteus med din lyst til fordrejninger, du selv forvandler dig til alt, hvad du har lyst til, og gør derved også mig til en anden, sådan som det synes dig passende for dine fordrejningspile.

⁷⁶ Fateor secundum unam opinionem, hominis voluntatem peccato (638) corruptam, quatenus corrupta est, non posse se flectere ad bonam frugem sine speciali gratia, sive illa sit efficax, sive exstimulans. Fateor in his, qui per baptismum et fidem liberati sunt, voluntatem hominis ex se esse proniorem ad malum quam ad bonum.

Jeg indrømmer, at efter den ene opfattelse er menneskets vilje, der er fordærvet af synden, så fordærvet, at den ikke kan vende sig mod den gode frugt uden den specielle nåde, hvad enten det er den virksomme eller den påvirkende. Jeg indrømmer, at i dem, som er befriet gennem dåben og troen, er menneskets vilje i sig selv mere tilbøjelig til det onde end til det gode.

⁷⁷ Et fateor secundum unam opinionem voluntatem humanam ex naturae viribus se posse convertere ad studia, conatus, et opera, quae si quis contendat esse mala et iram provocantia, negabimus: si quis neget esse bona, quod absque gratia facta, concedemus, si modo fateatur moraliter bona, provocantia Dei gratiam efficacem. Non igitur mecum pugno, si juxta diversas sententias diversa dico. 

Og jeg indrømmer, at ifølge én opfattelse kan den menneskelige vilje af naturens kræfter vende sig mod bestræbelser, anstrengelser og gerninger, og hvis nogen vil hævde, at de er onde og fremkalder vrede, så vil vi nægte det. Hvis nogen vil nægte, at de er gode, fordi de sker uden nåden, så vil vi indrømme det, hvis blot man indrømmer os, at de er sædeligt gode og fremprovokerer Guds virksomme nåde. Derfor modsiger jeg ikke mig selv, når jeg siger noget forskelligt, svarende til de forskellige opfattelser.

⁷⁸ Nondum enim hic pronuntio quid sentiam, sed rudi lectori futurae disputationis materiam congero. Proinde triumphus, quem hic agis, reservandus erat tibi circa finem disputationis, ubi pronuntio quae sententia ex omnibus mihi potissimum arrideat. Hic tantum accingor ad pugnam. 

Jeg giver nemlig her endnu ikke udtryk for, hvad jeg mener, men samler materiale sammen for den ukyndige læser til den senere diskussion. Derfor, den triumf, som du her giver udtryk for (L4#45), skulle du have gemt til slutningen af diskussionen, hvor jeg giver udtryk for, hvilken af alle disse meninger mest finder mit bifald. Her spænder jeg blot bælte om lænd til kampen.

⁷⁹ Quando vero in te vociferatus sum, quod fatereris liberum arbitrium obnoxium peccato, non posse se flectere ad meliora, sine auxilio gratiae? Quin illud potius damnavi, quod doces nullum esse hominis arbitrium, nec in bonum nec in malum, neque prorsus quicquam operari vel bonae rei vel malae, neque cum gratia neque sine gratia, quod nusquam legis apud Augustinum.

Men hvornår har jeg løftet røsten imod dig, fordi du indrømmer, at den frie vilje, der er skadet af synden, ikke kan vende sig til det bedre uden nådens hjælp? Ja, jeg har da snarere fordømt det, når du lærer, at der ikke er nogen vilje i mennesket, hverken til det gode eller det onde, og at den ikke virker noget overhovedet, hverken af gode ting eller af dårlige, hverken med nåden eller uden nåden; den slags læser du aldrig hos Augustin.

⁸⁰ Denique cum hic tantum verborum incassum fuderis, planeque, quod ajunt, aerem verberes, tamen tuo more quasi re strenue gesta triumphum adornas. Et vereris ne nemo tibi sit habiturus fidem referenti tantas (640) absurditates, tam multa inter se pugnantia, 'Legatur', inquis, 'hoc loco Diatribe, et mirabitur'. (L26) Legatur, inquam, hoc loco Diatribe, et protinus mirabitur qui legerit, in Euangelii praecone tam malitiosum calumniandi studium. Taedet caetera referre quae illic gloriose detonas.

Endelig, selv om du her blot forgæves udgyder ord, og som de siger, blot slår i luften, så fejrer du dog triumf, som du plejer, som efter en modig kamp. Og du frygter, at ingen vil tro dig, når du fortæller om sådanne absurditeter, så mange ting, der modsiger hinanden, men siger du: ' Man skal på dette sted læse Diatriben, så vil man blive forbavset' (L4#46). Man skal på dette sted læse Diatriben, vil jeg sige, og straks vil den, der læser det, undre sig over, at en evangeliets herold kan have så stor lyst til at komme med ondsindede fordrejninger. Man bliver led ved at gengive, hvad du her pralende tordner frem.

^{81 [83]}          Similis intemperantiae sunt, quae congeris proximo Capite, qui [quid] consistit ut agat aliquid liberum arbitrium, et tamen summa toties imputetur gratiae? (L29) Istud cum in fine disputationis multis verbis explicem, quid opus erat hic tempus inanibus terere? Imputari non debet, quia quicquid potest homo naturae viribus, gratuitum Dei donum est. 

           En lignende mangel på beherskelse finder man, hvor du i næste afsnit laver et sammendrag, om hvordan det hænger sammen, at den frie vilje virker noget, og alt dog tilskrives nåden? (L4#49). Når jeg i slutningen af diskussionen forklarer det med mange ord, hvorfor skulle jeg så her spilde tid med forgæves ord? Det bør ikke tilskrives, fordi mennesket kan noget med naturens kræfter, der er Guds gratis gave.

⁸² Nec hic opus est commento Dialecticorum de voluntatis humanae velle absoluto, nullo boni malive habito respectu, quod hic damnas, probaturus si pro te faceret. Quid enim absurdi, si quis docendi gratia proponat absolutum, quod in re absolutum non est? Quomodo igitur Philosophi disputant de prima materia, deque puris elementis, et Mathematici de formis abstractis a materia?

Der er her heller ikke brug for dialektikernes opfindelse af den menneskelige viljes absolutte villen, som mennesket har uden hensyn til noget godt eller ondt, hvilket du her fordømmer, men nok ville gå med til, hvis det talte til fordel for dig. Hvad er nemlig det for et vanvid, hvis nogen for undervisningens skyld sætter noget som absolut, som ikke i virkeligheden er absolut? Sådan som filosofferne disputerer om materiens grund, og om de rene elementer, og matematikerne om materiens abstrakte former.

⁸³ Nec tam improbabile est quam tu videri vis, si quis tribuat voluntati nostrae velle purum, sic ut objectum non consideret sub specie boni aut mali, sed entis tantum, aut alicujus quod per se medium sit, etiamsi non desint qui negent quicquam esse medium. 

Det er forresten ikke så usandsynligt, som du vil have det til at se ud, hvis nogen tillægger vor vilje en ren villen, sådan at det, viljen vil, ikke ses under hensyntagen til godt og ondt, men blot som noget værende, eller som noget, som i sig selv ligger i midten, skønt der er nogle, der påstår, at der ikke er nogen middelvej.

⁸⁴ Quam ubique molesta tua loquacitas, ut arbitrer nullum Bolanum (Horats, Sat. I,9,11f) esse cerebri tam (642) felicis, ut tuum aes vere Dodonaeum ferri possit, cum extra rem dicas omnia, nec tamen ullum facias dicendi finem.

Hvor ødelæggende er overalt din snakkesalighed! Jeg tror ikke at nogen Bolanus ville have et så lykkeligt temperament, at han kunne bære din Dodonæiske malm (upassende snak), fordi du ikke siger noget om sagen, og dog aldrig komme til ende med din tale.

⁸⁵ Excussisti primam opinionem, quae est Thomae vel Augustini, cum tu nunc secundam facias Augustini, quae est Carolstadii, qui negat hominis voluntatem in bono opere quicquam agere, in malo fatetur. Atque hinc conjicere licet quam dextre rem tractes, qui confundas etiam sententiarum distinctiones: ego inter eas, quas non rejicio, Pelagianae sententiae oppono sententiam Augustini, ut longissime discrepantem, comparo sententiam Scoti ut proxime accendentem.

Du har vendt dig bort fra den første opfattelse, som er Thomas' eller Augustins, og gør nu den anden til Augustins, skønt den er Karlstadts, den, der nægter, at menneskets vilje gør noget i en god gerning, men indrømmer, at den gør det i en ond. Og her man man fornemme, hvor behændigt du behandler sagen, for du blander også forskellen mellem opfattelserne sammen. Blandt de meninger, som jeg ikke tilbageviser, sætter jeg Pelagius' opfattelse op imod Augustins, som den, der afviger mest fra den, og jeg sammenligner den med Scotus' opfattelse, som den, der ligger den nærmest.

⁸⁶ Relege Diatribam et sic comperies. Augustini sententiae subjicio Carolstadii, quam appello duriorem, eam tu nunc velut multiloquio temulentus, facis Augustini. Tertio loco pono tuam et Wiclevi, quam appello durissimam, cum postremis duabus dico potissimum mihi pugnam fore, hoc est, cum Carolstadii ac tua.

Læs Diatriben igen og du vil finde, at sådan er det. Underneden Augustins opfattelse sætter jeg Karlstadts, som jeg kalder hårdere; den gør du nu til Augustins -- har du drukket dig fuld i dine ord? På trediepladsen anbringer jeg din og Viklefs opfattelse, som jeg kalder den hårdeste, idet jeg siger, at jeg især vil kæmpe mod de to sidste, det vil sige mod Karlstadts og din.

⁸⁷ Restitui te in viam. Nunc superest ut nobis demonstres, duas posteriores opiniones easdem esse cum prima. Augustinus dum ponit gratiam cooperantem, fatetur et liberum arbitrium aliquid agere in bono opere, Carolstadii affirmat nihil aliud quam pati. Tu doces nec in bono nec in malo quicquam agere, nec ante gratiam nec post gratiam, sed prorsus ac simpliciter esse vocabulum inane: haec sententia cum prima pugnat, et plus dicit quam secunda.

Nu har jeg så bragt dig på ret vej igen. Nu mangler bare, at du demonstrerer for os, at de to sidste opfattelser er de samme som den første. Mens Augustin antager den medvirkende nåde, indrømmer ham, at også den frie vilje bevirker noget i den gode gerning. Men Karlstadt forsikrer, at den ikke gør andet end er genstand for handlen. Du lærer, at den ikke kan gøre noget, hverken til det gode eller til det onde, hverken før nåden eller efter nåden, men helt og aldeles er et tomt ord. Denne opfattelse er imod den første og siger mere end den anden.

⁸⁸ Et hic prorsus ap onou, quod ajunt, delapsus, vel apo nou potius, nec (644) intelligens quid loquaris, dejerationibus agis: 'Testor', inquis, 'Deum, nihil aliud volui dicere, nec aliud intelligi, per verba duarum postremarum opinionum, quam id quod dicitur in prima opinione, nec Augustinum aliud voluisse arbitror, nec aliter ex ipsius verbis intelligo, quam quod prima dicit opinio, ita ut tres opiniones a Diatribe recitatae, apud me non sint nisi una illa mea sententia'.

Og her er du gledet helt ned af æslet, som man siger, eller snarere, gået fra forstanden, og uden at forstå, hvad du siger, udbryder du i besværgelser: 'Jeg tager Gud til vidne på, at jeg ikke har villet sige andet, heller ikke har forstået ordene i de to sidstnævnte opfattelser anderledes, end det, som siges i den første opfattelse, og jeg tror heller ikke, at Augustin har villet det anderledes, og jeg kan heller ikke forstå andet ved disse ord, end hvad den første opfattelse siger, sådan at de tre opfattelser, som Diatriben gengiver, ikke hos mig er andet end én og samme opfattelse, som er min opfattelse'. (L4#63)

⁸⁹Si quid a me tam sine mente dictum fuisset, quam ista dicuntur tibi, quibus convitiis me urgeres? Quando faceres insultandi finem? Nec tamen desinis tergiversari, et redis ad veterem causationem nominis, quam saepius jam exclusimus, nec uno respondimus modo.

Hvis jeg havde sagt noget sådant, som du her siger, i den grad uden forstand, med hvilke skældsord ville du så ikke trænge ind på mig! Der ville ingen ende være på dine fornærmelser! Og dog hører du ikke op med at søge udflugter, og falder tilbage til den gamle beskyldning om betegnelserne, som vi allerede ofte har tilbagevist, og svaret på på mere end én måde.

⁹⁰ Videris ipse sensisse errorem tuum, nec tamen libuit dispungere quod scripseras. Proinde ab hoc Capite non discedis, ut soles, triumphabundus, sed veluti gallus demissis alis temet subducis: 'Si hic', inquis, 'erro, revocet qui potest, si sunt haec obscura et ambigua, illustret et stabiliat qui potest'. Hic reprehensorem admittis et illustratorem, cum in fine repellas omne judicium.

Du ser ud til selv at have følt din fejl, og dog ville du ikke slette, hvad du havde skrevet. Derfor forlader du dette afsnit uden som du plejer at udbryde i triumfråb, nej, du går bort som en hane med hængende vinger: 'Hvis jeg tager fejl her, så gendriv mig, hvem der kan. Hvis dette er dunkelt og tvetydigt, så oplys det og gør det sikkert, hvem der kan'. (L4#66). Her tillader du én at komme til orde, som dadler og oplyser dig, skønt du i slutningen tibageviser enhver bedømmelse.

^91[86]           Attamen proximo Capite resumis animos: 'Sed facessant', inquis, 'monstra verborum. Quis enim ferat istum abusum loquendi?' Totidem verbis tibi tuas voces recinit Echo: 'Sed facessant monstra verborum. Quis enim ferat istum abusum loquendi?' De abusu receptae vocis litiga cum (646) Hilario, cum Ambrosio, cum Augustino, cum Hieronymo.

           Men i det næste afsnit fatter du igen mod: 'Men bort med disse ordmonstre! Hvem kan nemlig bære denne misbrug af sproget?' (L4#67) Med ligeså mange ord kaster ekkoet dine ord tilbage til dig: 'Men bort med disse ordmonstre! Hvem kan nemlig bære denne misbrug af sproget?' Om brugen af de anerkendte udtryk må du strides med Hilarius, Ambrosius, Augustin og Hieronymus.

⁹² Hic proposueras te dicturum tres opiniones nihil inter se discrepare, et hoc omisso cavillaris de nomine liberi arbitrii. Nec adhuc desinis affirmare quod est manifeste falsum. Itane est eadem sententia, liberum arbitrium cooperari gratiae, et tantum pati in opere bono, in malo tantum agere, et nec in bono, nec in malo quicquam agere, sed Deum solum operari quicquid agitur seu boni seu mali?

Her havde du sat dig for at hævde, at de tre opfattelser ikke adskiller sig fra hinanden, men det undlader du, og stikler i stedet for til anvendelsen af udtrykket fri vilje. Og du er hidtil ikke ophørt med at hævde, at det notorisk er forkert. Således er det én og samme opfattelse, at den frie vilje samarbejder med nåden, og at den kun rives med i den gode gerning, og kun handler i den onde, og at den hverken udfører noget i den gode eller den onde gerning, men at Gud alene virker i det, der sker, både ondt og godt?

⁹³ Tu sic colligis: 'Post peccatum voluntas hominis non est libera nisi ad malum absque gratia; igitur amissa libertate succedit servitus. Negari non potest. Ubi servitus est, ibi est mera necessitas, et ubi necessitas, ibi nihil agit liberum arbitrium, si nihil agit, patitur tantum. Tua Grammatica non potest amissam sanitatem vocare sanitatem'. Verum ut simul et meam definitionem tuear, et ista tua tam perplexa discutiam, proponam rei summam nudis aphorismis:

Således sammenfatter du det: 'Efter syndefaldet er menneskets vilje ikke fri til andet end det onde uden nåden; derfor, når den har mistet friheden, er den kommet i trældom. Det kan ikke nægtes. Hvor der er trældom, er der lutter nødvendighed, og hvor der er nødvendighed, udfører den frie vilje ikke noget, og hvis den ikke udfører noget, rives den blot med. Ifølge din grammatik kan en mistet sundhed ikke kaldes en sundhed'. (L4#63ff, ref). Men for på én gang at fastholde min definition og gendrive dine forvirrede ord, vil jeg fremsætte sagens kerne med klare ord:

⁹⁴ 1. Voluntas in homine, quemadmodum et in Angelis, sicut erat condita, libera erat ad bonum et ad malum, sic ut adhaerere potuerit oblatae gratiae, sine speciali praesidio novae gratiae, ac semet avertere potuerit a gratia.

1. Viljen i mennesket såvelsom i englene, sådan som mennesket var skabt, var fri til det gode og det onde, sådan at den kunne knytte sig til den tilbudte nåde uden hjælp fra den særlige nye nåde, og selv vende sig bort fra nåden.

⁹⁵ 2. Post lapsum primorum parentum, naturae libertas vitiata est, non exstincta. Resedit autem in illis aliqua scintilla rationis, discernens honestum ab inhonesto, item aliquis nisus voluntatis, refugiens a turpitudine, et quodammodo gestiens ad honesta.

2. Efter de første forfædres fald var frihedens natur skadet, men ikke udslukt. For der var stadig i dem et fornuftglimt, som kunne skelne det sædelige fra det usædelige, og ligeledes var der også i viljen en stræben, der vendte sig bort fra ondskaben, og på en eller anden måde søgte hen mod det sædelige.

⁹⁶ 3. Verum hic nisus et ratio inefficax est sine speciali gratia, juxta quosdam: juxta alios tantum valet, ut per opera moraliter bona possit de congruo promereri gratiam, (648) vel praeparantem, vel etiam justificantem: quam sententiam non arbitror ab Ecclesia damnatam, licet nec illam superiorem improbaverit: sed hic permittit unumquenque abundare in suo sensu.

3. Men denne stræben og fornuft er efter nogles opfattelse uvirksom uden den særlige nåde; ifølge andres opfattelse duer den kun til gennem moralsk gode gerninger at fortjene en rimelighedsnåde, den forberedende eller endog den retfærdiggørende: og den opfattelse tror jeg ikke er fordømt af kirken, selv om den ikke har billiget den førstnævnte. Men her har den tilladt enhver at have sin mening.

⁹⁷ 4. Liberati per gratiam, sunt in eodem statu quo fuit homo primum conditus liber, videlicet ut se possit applicare ad oblatam gratiam, et possit avertere se ab eadem, nisi quod ex peccato Adae, aut ipsius etiam, resideat in eo caligo quaedam rationis, et proclivitas quaedam ad peccandum, quae tamen non adimat libertatem, sed exerceat pietatem.

4. De mennesker, der er befriet gennem nåden, befinder sig på det samme stede, som det oprindeligt frit skabte menneske befinder sig, nemlig, så det kan vende sig hen til den tilbudte nåde og vende sig bort fra den, bortset fra at der efter Adams synd eller efter ens egen bliver tilbage en vis formørkelse af fornuften og en vis tilbøjelighed til at synde, som dog ikke ophæver friheden, men er en prøvelse for fromheden.

⁹⁸ 5. Haec applicatio aut aversio locum habet ad utramque gratiam exstimulantem quam diximus, et justificantem. Applicat autem sese voluntas, cum se praebet gratiae, simulque naturae viribus nititur ad quae vocat gratia; avertit sese, quoties neglecto Spiritus sibilo, vertit sese ad cupiditates carnis.

5. Denne venden sig hen imod eller venden sig bort fra finder sted hos begge de påvirkende nåder, som vi har nævnt, og hos den retfærdiggørende nåde. Men viljen vender sig hen imod, når den hengiver sig til nåden, og samtidig med naturens kræfter stræber imod det, som nåden kalder til; men den vender sig bort fra nåden, så ofte den lader hånt om åndens susen og vender sig mod kødets lyster.

⁹⁹ Itidem gratiae justificanti applicat sese, cum illi in sese potenter operanti, pro naturae viriculis cooperatur, et avertit sese, cum neglecto Dei dono reflectit sese ad carnem. Ad has omnes opiniones, quarum nulla damnata est ab Ecclesia, ni fallor, et ad omnem hominis statum quadrat mea definitio, quam ideo feci generalem, ut omnia complecteretur quae sunt probabilia.

Ligeledes vender den sig imod den retfærdiggørende nåde, når den virker sammen med den, som i sig selv virker kraftigt i den, med sine beskedne naturlige kræfter, og den vender sig bort, når den lader hånt om Guds gave og vender sig mod kødet. Med alle disse opfattelser, hvoraf ingen er fordømt af kirken, om jeg ikke tager fejl, og med enhver menneskelig tilstand stemmer min definition overens, som jeg af den grund har gjort generel, at den kan omfatte alt, hvad der er sandsynligt.

¹⁰⁰ Nihil igitur agis, cum hanc aut illam opinionem urges cum definitione alio detorta. Pone hominem in statu quo fuit conditus, quadrat definitio. Hic tu urges libero arbitrio post lapsum vitiato. Pone eum in statu in quo est adolescens, qui puer per baptismum accepit habitum fidei, (650) et purgatus est a peccato protoplasti, necdum admisit aliquod crimen per quod amititur gratia, cum tamen jam per aetatem habeat mali bonique discretionem, quadrabit mea definitio, poterit enim sese applicare ad gratiam, et avertere a gratia.

Du udretter derfor intet, når du pukker på denne eller hin opfattelse sat sammen med den noget fordrejede definition. Sæt der er et menneske i den tilstand, hvori han blev skabt, definitionen passer. Her holder du fast på, at den frie vilje efter faldet er fordærvet. Sæt mennesket i den status, hvori han er en ung mand, og som dreng i dåben har modtaget troens habitus og er renset fra de første forfædres synd, men endnu ikke har begået nogen overtrædelse, hvorved han mister nåden, når han nu dog på grund af sin alder har evnen til at skelne mellem godt og ondt, min definition vil passe, den kan nemlig vende sig hen mod nåden og vende sig bort fra nåden.

¹⁰¹ Applicabit autem, si naturae viribus eodem contendat, quo ducit gratia, avertet, si spreta Dei gratia deflectat ad carnem. Denique pone hominem in eo statu in quo fuit Adam post violatum Dei praeceptum, hic fortasse videbitur non quadrare mea definitio, quod semel addictus peccato, nihil aliud possit quam servire peccato.

Men han vil vende sig hen imod den, hvis han med naturens kræfter stræber henimod det samme, som nåden fører frem til, og han vil vende sig bort, hvis han formår Guds nåde og vender sig mod kødet. Endelig, sæt mennesket i den status, hvori Adam var efter at have overtrådt budet, her synes min definition måske ikke at passe, fordi han, når han én gang er overgivet til synden, ikke kan gøre andet end tjene synden.

¹⁰² Ubi igitur vis applicandi et avertendi? Juxta quorundam, inquam, opinionem residet aliqua libertas, qua ex naturae viribus absque speciali gratia per opera moraliter bona possit exambire gratiam justificantem. Hic oppones tua paradoxa, sed ista tibi probanda sunt priusquam nos per illa coarguas.

Hvor altså er kraften til at vende sig hen imod og kraften til at vende sig bort fra? Ifølge nogens mening, siger jeg, forbliver der en vis frihed tilbage, hvorved han ved naturens kræfter uden den særlige nåde skulle være i stand til at udbede sig den retfærdiggørende nåde. Her op imod vil du sætte dine paradokser, men dem må du først bevise, førend du tvinger os med dem.

¹⁰³ Juxta aliorum opinionem, quae est Augustini, potest applicare sese ad gratiam exstimulantem ac revocantem, ac rursus eam spernere. Vides hic aliquid libertatis. Rursus potest se praebere gratiae justificandi, potest ab ea sese avertere.

Ifølge andres mening, deriblandt Augustin, kan han vende sig imod den påvirkende og advarende nåde og igen forsmå den. Du ser her nogen frihed. Atter kan den hengive sig til den retfærdiggørende nåde, eller vende sig bort fra den.

¹⁰⁴ Et fortasse non absurdum fuerit ponere medium quendam statum inter justitiam et injustitiam, veluti cum homo naturae viribus contendit ad promerendam gratiam, vel excitatus gratia stimulante, quam imperfectam dicimus, applicans naturae vires ad eam gratiam, contendit ad innocentiam. Is nec omnino videtur injustus, qui taedio suae iniquitatis contendit ad justitiam: nec omnino justus, qui nondum assequutus sit innocentiam.

Og måske vil det ikke være så absurd at indskyde en eller anden mellemtilstand mellem retfærdigheden og uretfærdigheden, som når mennesket anstrenger sig med sine naturlige kræfter for at fortjene sig nåden, eller bliver antændt af den påvirkende nåde, som vi kalder ufuldkommen, og så vender sine naturlige kræfter imod denne nåde, så stræber han efter uskyldighed. En sådan kan ikke anses for fuldstændig uretfærdig, fordi han af afsky for sin uretfærdighed stræber efter retfærdighed, men heller ikke for fuldstændig retfærdig, fordi han endnu ikke har nået uskyldigheden.

¹⁰⁵ Et in hujusmodi statu medio divus Augustini (652) videtur ponere Cornelium, in quo fuit utrumque, sed inperfecte; veluti qui properat ad asylum, nec omnino tutus est, nec prorsus haeret in periculo, sed quo longius recedit a periculo, hoc saluti propior est.

Og i dette midterstadium synes den hellige Augustin at have anbragt Kornelius, i hvem begge dele, omend ufuldkomment, var til stede; som én, der skynder sig til en fristad, hverken er helt sikker, og heller ikke helt svæver i fare, men jo længer han fjernes sig fra faren, des nærmere er han frelsen.

¹⁰⁶ Hic occines subitum raptum spiritus, quem ego non nego, sed loquor interim non quid aliquando faciat aut facere possit Deus, sed quid generaliter faciat in nobis. Quanquam hac de re suo dicetur loco. Cum his confer tres illas sententias, quas tu conflas in unam, invenies solam primam esse veram.

Her vil du komme med din indvending med åndens pludselige henrivelse, hvilken jeg ikke nægter, men jeg taleer ikke om, hvad Gud engang imellem gør eller kan gøre, men om, hvad han i almindelighed gør i os. Men derom vil der blive talt på sit sted. Sammenlign de tre opfattelser, som du slår sammen til én, med disse ting, og du vil finde at kun den første er sand.

¹⁰⁷ Etenim Augustinus cum facit gratiam operantem et cooperantem, satis fatetur esse liberum homini applicare se ad gratiam exstimulantem, si naturae vires ad eam accommodet: eum conatum imperfectum adjuvat et absolvit gratia cooperans, quae cooperans non recte diceretur, si nihil omnino operaretur nostra voluntas, quod negat Carolstadius.

For når Augustin kalder nåden virkende og samvirkende, så indrømmer han i høj grad, at mennesket frit kan vende sig mod den påvirkende nåde, når han bruger sine naturlige kræfter imod det; denne ufuldkomne stræben hjælper og tilgiver den samvirkende nåde, som ikke med rette ville kaldes samvirkende, hvis vores vilje intet overhovedet virkede i os, hvilket Karlstadt nægter.

¹⁰⁸ Multo minus verum est quod tu asseris, hominis voluntatem nec in bonum nec in malum quicquam posse, sed merae puraeque necessitatis esse omnia. Nam hanc opinionem voco tuam, quam in Wiclevo damnatam probas. Quid igitur restat nisi nominis controversia? Liberum arbitrium proprie congruit Deo. Esto, sed sic abutimur aliis multis nominibus, sapientis, boni, potentis, immortalis.

Meget mindre sandt er, hvad du påstår, at menneskets vilje hverken kan gøre noget til det gode eller til det onde, men at alt sker af ren og skær nødvendighed. For jeg kalder denne opfattelse din opfattelse, som du beviser er blevet fordømt hos Viclef. Hvad er der tilbage andet end en strid om navnet? Den frie vilje kan egentlig kun Gud have. Oh, ja, men sådan bruger vi mange andre betegnelser, vis, god, mægtig, udødelig.

¹⁰⁹ Verum cum est per peccatum amissa libertas, jam inane nomen est, quemadmodum in aegroto amissa sanitas, non est sanitas. Fateor hic aliquem abusum vocabuli, sed quem non mihi debes imputare, nec tamen absurde manet in peccatore ratio nominis: quemadmodum in bello captis ingenius manet libertatis appellatio, propter (654) nativem conditionem, et spem rediturae pristinae libertatis.

Men når friheden er gået tabt ved synden, så er det da et tomt navn, sådan som en sundhed, der i den syge er gået tabt, ikke er nogen sundhed. Jeg indrømmer, at der her er et vist misbrug af ordet, men den skal du ikke give mig skylden for, og dog forbliver der i synderen ikke absurd en mening med betegnelsen: ligesom en i en krig fanget adelsmand kan blive ved med at kaldes fri, på grund af sin fødsels og på grund af håbet om at genvinde den tidligere frihed.

¹¹⁰ Denique propter reliquias pristinae libertatis quae resident in homine, etiam post amissum peccatum: quae non ideo nihil sunt, quod per se non sufficiant ad recuperandam libertatem, satis est quod aliquid agant suis viribus, et peragant etiam auxilio gratiae. Tu perditam sanitatem, mortem facis. Manet in aegroto nonnulla naturae vis, utcunque pugnans cum morbo, saepe vincens absque medici praesidio.

Endelig på grund af resterne fra den tidligere frihed, som forbliver i mennesket, efter at han har begået synd. De er ikke af den grund ingenting, at de ikke i sig selv er tilstrækkelig til at genvinde friheden; det er nok, at de gør noget med deres egne kræfter, og gennemfører noget med nådens hjælp. Du gør den mistede sundhed lig med døden. Der forbliver i den syge en ikke ringe naturens kraft, som på én eller anden måde kæmper mod sygdommen, og ofte vinder sejr uden lægens hjælp.

¹¹¹ Sic rationem a peccato facis omnino caecam, ego lippientem aut lusciosam facio. Neque enim prorsus caecus est, qui ob pituitam caecutit, neque prorsus mortuus est, qui cum morbo luctatur. Jam si placet accerse commodum illum congerrinam Sophistam, eique propone collationem de lapide, qui nativa vi fertur deorsum, sursum vero non nisi violento impulsu, et roga an lapidi tribuat liberum arbitrium, fortasse non tenebit risum et respondebit: Lapidem esse qui talia percunctetur; lapis enim sicut omnia gravia, quae ratione carent, non habet nisi unicum impetum naturalem: at liberum arbitrium ut conditum est, erat utroque vertibile. (W666/L47)

Således anser du fornuften efter synden for helt blind, jeg anser den for øjensyg eller natteblind. Den er nemlig ikke helt blind, som ser dårligt på grund af en slimudsondring, og heller ikke er den helt død, som kæmper med sygdommen. Og nu, hvis du vil, så kald på din behjælpelige svirebroder af en sofist, forelæg ham sammenligningen med stenen, som af sin indbyggede kraft føres nedad, men kun opad, hvis den får et kraftigt stød, og spørg ham, om han vil lade stenen have en fri vilje, så kan han måske ikke holde sig for latter og vil svare: Den er da en sten, som spørger om sådan noget; stenen har som alle tunge ting, der ikke har fornuft, kun én eneste naturlig bevægeretning. Men som den frie vilje var skabt, kunne den bevæge sig i begge retninger.

¹¹² Dices de corrupto loquimur, feremus si modo in disputando memineris tale fuisse conditum, et hinc nominis rationem manere, licet re partim amissa. Post peccatum autem originis, sed magis etiam personale, ut libertas non est in totum amissa, ita non est absoluta servitus. Caecutientia inducta est, non caecitas, claudicatio (656) inducta est, non exitium, et vulnus inflictum est, non mors, et languor accessit, non interitus. 

Du vil sige, at vi taler om den fordærvede vilje; det indrømmer vi, hvis blot du vil huske på, når du diskuterer, at den er skabt således, og at derfor betydningen af ordet forbliver, selv om sagen delvis bliver ødelagt. Men efter syndefaldet, ja mere efter den personlige synd, så er det sådan, at ligesom friheden ikke helt er mistet, sådan er viljen heller ikke absolut trælbunden. Der blev påført os en synssvaghed, ikke en blindhed, en halten, ikke en ødelæggelse, vi blev såret, vi døde ikke, en indslumring trådte til, ikke en undergang.

¹¹³ Manet enim aliqua rationis scintilla, manet aliqua propensio voluntatis ad honesta, licet inefficax. Nec ideo nihil est, quia per se non sufficit ad recuperantam pristinam libertatem: sed ut vulneratum ac languidum non valet quidem quod poterat, veruntamen virium qualescunque reliquias accommodat erigenti gratiae: nisi forte dicis puero nihil esse virium, quod solus nequeat movere plaustrum, quod facit connitens robustiori.

Der forbliver nemlig en fornuftsgnist, der forbliver en eller anden viljens egnethed til det sædelige, omend den er uvirksom. Og det er ikke ingenting, selv om det ikke i sig selv er nok til at genvinde den tidligere frihed. Men skønt viljen som såret og søvnig ikke kan hvad den tidligere kunne, vender den dog de kræfter, den har tilbage, mod den ophjælpende nåde. Hvis du da ikke vil sige, at et barn ikke har nogen kræfter, fordi det ikke er i stand til at bevæge en vogn, hvilket det kan gøre, hvis det slutter sig sammen med en, der er stærkere.

¹¹⁴ Quare serva lapideis hominibus istam de lapide comparationem, neque proferas huc tam ridiculas collectiones: 'Nullus est omnis, et nihil est omnia'. Quid autem si Scoticus sit ille Sophista? Nonne statim obturabit tibi os? Nisi forte commodum vocas, qui commode respondeat ad tuas percunctationes. Postremo quod ad vocem attinet, Thomas fortasse concederet post peccatum non dici proprie liberum arbitrium, sed idem simpliciter nihil esse, aut nihil agere cum agente gratia, negabit.

Derfor, behold din sammenligning mellem et stenmenneske og en sten for dig selv, og fremfør ikke her en så latterlig sammenligning: 'Ingen er enhver, og intet er alt'. Hvad nu, hvis Scotus var denne sofist? Mon han ikke straks ville stoppe munden på dig? Hvis da ikke du kun kalder den passende, som svarer passende på dine spørgsmål. Hvad endelig angår betegnelsen 'fri vilje', ville Thomas måske indrømme, at efter faldet kan den ikke rigtig kaldes en fri vilje, men han ville nægte, at den simpelthen ikke var, eller intet kunne gøre sammen med den virkende nåde.

¹¹⁵ Haec sunt quae in vestibulo disputationis lectori proposueram, quo paratior esset ad reliqua percipienda. Nam rudioribus illa scribere me sum professus, et tu nondum, opinor, lecta tota Diatribe, sic cum hac parte congrederis, quasi jam pronuntiarim. Eadem iniquitate discutis testimonia Scriptuarum a me tractata, quasi in singulis definierim. 

Dette er, hvad jeg her i disputationens indledning har fremlagt for læseren, så han kan være bedre rustet til at forstå det øvrige. For jeg har sat mig for at skrive dette for de mindre dannede, og du har, tror jeg, endnu ikke læst hele Diatriben, sådan går du frem med denne del, som jeg allerede havde sagt, hvad jeg mente. Med den samme urimelighed diskuterer du de af mig fremførte skriftsteder, som om jeg havde lavet en definition i hvert enkelt.

¹¹⁶ Imo testificor me proponere hinc atque hinc diversa testimonia divinae Scripturae, quae videntur inter (658) se pugnare, et illae sequelae, quas tu sic exagitas, non sunt definientis, sed argumentantis, non docentis, sed pugnantis, ut ex collisione testimoniorum et interpretationum elucescat veritas. (Diatr I b 10) Et interim utor jure pugnantium, iniquum petens nonnunquam, ut aequum feram. Etenim qui pugnat, frequenter hoc agit, non ut pronuntiet quid ipse pugnat, sed ut illaqueet ac prosternat adversarium.

Ja, jeg fortæller, at jeg fra tid til anden vil fremlægge forskellige skriftvidnesbyrd, som synes at stride mod hinanden, og disse følgeslutninger, som du sådan forfølger, stammer ikke fra én, der definerer, men fra én, der argumenterer, ikke fra én, der belærer, men fra én, der bekæmper, så sandheden lyser frem, hvor vidnesbyrdene og fortolkningerne støder sammen. Og samtidig gør jeg brug af de kæmpendes ret, idet jeg ikke sjældent kræver det urimelige for at kunne opnå det rimelige. For den, der kæmper, gør det ofte, ikke for at forkynde, hvad han selv kæmper for, men for at lokke modstanderen i garnet og bringe ham til fald.

¹¹⁷ Proinde non raro falsis assumtionibus utitur, sed ab adversario concessis, et ex his colligit plusquam habet veritas, quo magis adversarius intelligat se esse victum, jamque contra pugnare desinens, cupiat doceri. Tum qui docet, longe aliis modis agit, quam dum pugnabat. Sed jam dudum ipsa temporis angustia cogit me disputationem hanc abrumpere.

Derfor bruger han ikke sjældent falske antagelser, som er indrømmet af modstanderen, og ud fra dem slutter han mere end sandheden kan holde til, for at modstanderen des bedre kan forstå, at han er overvundet, og nu ophører med at kæmpe imod og i stedet søger belæring. Mens han lærer, handler han helt anderledes, end mens han kæmper. Men allerede længe har tidens knaphed presset på, for at få mig til at afbryde denne disputation.

¹¹⁸ Quod superest, accuratius et per otium tractabitur. Et vide, te quaeso, quantum temporis, quantum chartarum et operae nobis jam periit, in refellendis tuis cavillis, convitiis et calumniis. Poteras tua cum laude, nemine laeso, fortiter tueri dogma tuum, idque merebatur meae Diatribae modestia, quae quo magis friget ac stertit, sic enim interpretaris meam civilitatem, tanto minus merebatur tam impotentem calami tui saevitiam.

Hvad der står tilbage, skal behandles med omhu og uforstyrret. Og se nu bare, hvor megen tid, hvor meget papir og arbejde vi allerede har spildt på at gendrive dine vittigheder, beskyldninger og fordrejelser. Du kunne uden at fornærme nogen have forsvaret dine læresætninger med din ros, det havde min Diatribes tibageholdenhed fortjent, men jo mere den var kold og snorkede -- for sådan udlægger du min høflighed -- des mindre havde den fortjent din pens så ubeherskede raseri.

¹¹⁹ Nunc dum nihil non torques ac rapis ad calumniam et convitia, perdis bona ex parte et tuum et meum et lectoris otium: et adeo non concilias tibi fidem, ut dum hic declaras animi tui morbum, etiam illa fide careant apud plurimos, quae recte vel doces, vel mones, vel inculcas, qualia fateor esse permulta in scriptis tuis.

Men nu hvor du fordrejer alt og kaster det hen til beskyldning og udskæld, spilder du en god del af både din egen og min og læserens tid. Og af den grund vinder du dig ikke nogen troværdighed, at når du på den måde viser din sjæls sygdom, så finder også det rigtige, du lærer eller formaner eller slår på, ikke nogen tiltro hos de fleste. Og jeg indrømmer, der er meget af den slags i dine skrifter.

¹²⁰ Nam quae res invitabat te ut hoc quoque (660) calumniareris, de quo nunquam mihi venit in mentem? Ais a me morderi riderique canonem Hebraeorum. Hoc est unum calumniae caput. Alterum est, quod cum ambiguo scommate voco Canticum Canticorum, 'Canticum amatorium'. Tertium, quod Proverbia Salomonis et Canticum confero cum duobus libris Esdrae, Judith, Historia Susannae et Beli draconis. (L7) 

For hvad er det, der får dig til at fordreje ting hen til noget, som jeg aldrig har haft i tankerne? Du siger, at jeg ødelægger og gør grin med den hebræiske kanon. Det er ét hoved på din fordrejning. Et andet er, at jeg med tvetydigt stikleri kalder Højsangen 'de elskendes sang'. Et tredie, at jeg sammenligner Salomons ordsprog og Højsangen med de to Esdra-bøger, Judith, Susannes historie og dragen Bel.

121 Hic, ubi ne somnium quidem fuit ullius mali, tu fingis tria magna crimina. Referam ex Diatribe locum, quo magis agnoscas, quam hic praeter omnem causam criminaris. Sic habet: 'Non puto quemquam excepturum hic adversus auctoritatem huius operis', (de libro loquor, qui inscribitur Ecclesiasticus), 'quod, ut indicat Hieronymus, olim apud Hebraeos non habitum sit in canone, cum ecclesia Christi magno consensu receperit in suum canonem. 

Her, hvor der ikke engang var en drøm om noget ondt, opfinder du tre store beskyldninger. Jeg vil gengive stedet fra Diatriben, så du bedre kan se, hvordan du her kommer med beskyldninger uden enhver begrundelse. Det lyder således: 'Jeg tror ikke, nogen her vil anføre som en indvending mod autoriteten af dette værk, (jeg taler om bogen med titlen Jesu Siraks bog) at de, som Hieronymus påviste, engang hos hebræerne ikke var med i deres kanon, eftersom Kristi kirke med stor enighed har optaget dem i sin kanon.

122 Neque causam video, cur Hebraei librum hunc a suo canone iudicarint excludendum, cum parabolas Solomonis et canticum amatorium receperint. Etenim quod duos posteriore libros Esdrae, historiam apud Danielem de Zusanna ac Belo dracone, Iudith, Hester aliaque nonnulla non receperunt in canonem, sed inter hagiographa numerarunt, quid illos moverit, facile divinat, qui libros eos attentius legerit. Ceterum in hoc opere tale nihil obstrepit lectori'. (e3) (L7).

Jeg kan heller ikke se grunden til, at hebræerne mente at måtte udelukke denne bog fra deres kanon, når de dog medtog Salomons ordsprog og kærlighedssangene. Hvad nemlig angår det forhold, at de to sidste bøger af Ezras, historien hos Daniel om Susanne og dragen Belo, Judiths og Esters bøger og nogle andre ikke er blevet optaget i kanon, men opregnes blandt apokryfferne, så kan man let formode, hvad der har bevæget dem dertil, når man læser disse bøger omhyggeligt. Men i dette værk er der intet af den slags, der forstyrrer læseren'

123 Hactenus Diatribes verba recensui. An mordeo rideoque canonem Hebraeorum, quod negem mihi liquere quamobrem Ecclesiasticum excluserint a canone? Erat cur illud opus haberi cuperem in primis dignum canone, et tamen nihil aliud dico, quam me non perspicere causam, quare Hebraei non receperint, cum (662) Ecclesia receperit, certe inter hagiographa.

Hertil har jeg gengivet Diatribens ord. Mon jeg ødelægger eller gør grin med den hebraiske kanon, fordi jeg siger, at det ikke står mig klart, af hvilken grund Siraks bog blev udelukket af kanon? Der var en grund til, at jeg ønskede, at dette værk skulle holdes særligt i ære i kanon, og dog siger jeg ikke andet, end at jeg ikke kan se, hvorfor hebræerne ikke tog den med, når kirken tog den med, i hvert fald blandt de apokryfe skrifter.

124 Tu fortiter pronuntias librum Ester, cum apud Hebraeos sit in canone, digniorem caeteris omnibus qui excluderetur a canone. (n1) Uter igitur ridet ac mordet a canonem, ego qui nego me videre causam, cur Eccleasticum non receperint in suum canonem, an tu qui judicas librum Ester minime dignum canone, simul damnans et Hebraeorum et Ecclesiae canonem, cum Hebraeorum canone consentientem? Tantum ad primum crimen.

Du erklærer tappert, at Esters bog, skønt den befinder sig i den hebræiske kanon, er mere værdig til at blive udelukket af kanon end alle de andre. Hvem af os gør da grin med eller ødelægger kanon, jeg, fordi jeg påstår, at jeg ikke kan se grunden til at de ikke tog Siraks bog med i deres kanon, eller du, fordi du bedømmer Esters bog for mindst værdig til at være med i kanon, og således samtidig dømmer både hebræenes og kirkens kanon, der stemmer overens med hebræernes? Så meget om den første beskyldning.

125 Alterum nihilo verecunduis. Appello Canticum Salomonis, 'Canticum amatorium'. Finge nullam hic esse causam, cur sic appellarim, nisi quia libuit, aut ut Latinius dicerem, quid erat ambigui scommatis, an non est 'Canticum amatorium'? An amor semper in malum sonat? Nunc vide causam cur ita maluerim dicere.

Den anden er ikke mere beskeden. Jeg kalder Salomons sang 'de elskendes sang'. Forestil dig, at der ikke var anden grund til, at jeg kalder den sådan, end at det behager mig eller at jeg ville tale bedre latin, hvad var så det for et tvetydigt stikleri om, at det ikke er 'de elskendes sang'? Mon kærlighed altid klinger hen i det onde? Men hør nu grunden til at jeg hellere vil kalde den sådan.

126 Cum enim duae particulae ad dictionem Salomonis referrentur, videlicet 'Proverbia' et 'Canticum', si dixissem 'Canticum Canticorum', dure sibi cohaesissent duo genitivi, 'Salomonis' et 'Canticorum', vidererque sentire Salomonem alia multa scripsisse Cantica. 

Eftersom nemlig ordet 'Salomons' henføres til to bogtitler, nemlig Ordsprogenes bog og Højsangen, hvis jeg så havde sagt 'Højsangen', ville to genitiver, Salomonis og Canticorum klemmes op mod hinanden, og det ville lyde, som om jeg mente, at Salomon havde skrevet mange andre sange.

127 Si simpliciter dixissim 'Canticum', poterat aliquis suspicari me de Cantico quopiam loqui qualia sunt in Psalmis, idcirco ex operis argumento addo cognomen 'amatorium'. Ego de hoc Cantico nunquam pejus sensi quam (664) de Proverbiis, de quibus optime sentio. Quae fuit igitur occasio calumniandi? Et, ni fallor, hoc telum mutuatus es ex libris Lei, (n7) qui tibi nunc, opinor, incipiunt placere.

Hvis jeg simpelthen havde sagt 'Sangen', kunne nogen mistænke mig for at tale om én af de sange, der er nogle af i salmerne, derfor føjer jeg ud fra værkets indhold ordet 'de elskendes' til. Jeg har aldrig haft en dårligere opfattelse af denne sang end af Ordsprogene, som jeg sætter højt. Hvad grund var der derfor til beskyldningerne? Og om jeg ikke tager fejl, har du hentet dette spyd fra Lees bøger, som jeg tror nu begynder at behage dig.

128 Jam tertium crimen tuum habet manifestam vanitatem. Non enim confero 'Proverbia' et 'Canticum' cum duobus libris Esdrae, Susannae, Belique draconis historia, sed cum Ecclesiastico, qui simile tractat argumentum cum Proverbiis, atque in his, quos rejecerunt, ajo diligenti lectori aliquid obstrepere, cur recepti non sint. In Ecclesiastico non videtur simile quicquam obstrepere. (e4) Quod si in Ecclesiastico nihil obstrepit, multo minus in Proverbiis aut Cantico.

Endelig er din tredie beskyldning åbenbart det rene ingenting. Jeg sammenligner nemlig ikke Ordsprogenes bog og Højsangen med Esras to bøger, eller med Susannes eller dragen Bels historie, men med Siraks bog, som har et indhold, der ligner Ordsprogenes bog, og jeg siger, at i de bøger, som de forkastede, kan den opmærksomme læser hører noget, der skurrer, og derfor optog de dem ikke. I Siraks bog synes der ikke på samme måde at være noget, der skurrer. Men hvis der ikke er noget, der skurrer i Siraks bog, så meget mindre er der det i Ordsprogenes bog eller i Højsangen.

129  In his tam frivolis refellendis non eram sumturus hoc operae, nisi ut te ab ista immodica nihil non carpendi libidine revocarem: quae si me tantum laederet, jactura sane tenuis esset, aut si tibi uni noceret, tolerabilior esset: nunc non solum obstat causae quam agis, agis autem, ut affirmas, negotium Euangelii revocandi, quod hactenus in Orbe fuit sepultum, verum etiam exitium omnium bonarum rerum secum affert ista calami tui seditiosa petulantia.

Jeg har kun påtaget mig arbejdet med denne ret betydningsløse tilbagevisning for at forhindre dig i din umådeholdne lyst til at plukke alting i stykker. Hvis dette kun skadede mig, ville det være en ringe skade, eller hvis det kun gik ud over dig, var det mere til at bære. Men nu stiller det sig ikke blot i vejen for den sag, du behandler, men du tager dig, siger du selv, af det arbejde at genoprette evangeliet, det, der hidtil var begravet i verden, men din pens oprøreriske frækhed bringer også alle gode tings ophør med sig.

130 Concitatus est populus adversus Episcopos et Principes, Magistratus aegre cohibent plebeculam novarum rerum avidam, atrocibus odiis inter se dissident civitates, quae prius erant conjunctissimae, vix inter homines nunc invenias cui tuto fidas, libertas omnis ademta. Nam Principum, Praesulum, Theologorum, ac Monachorum tyrannidem, sic enim vocare soles, non sustulisti, sed irritasti.

Folket bliver opæsket mod biskopper og fyrster, øvrigheden kan kun med møje holde folk i ave, de stræber efter omvæltninger, i græsseligt had er stater, der før var tæt forbundet, uenige med hinanden, næppe kan man nu blandt mennesker finde én, man har helt tiltro til, friheden er helt tilsidesat. For tyranniet (som du plejer at kalde det) hos fyrster, biskopper, teologer og munke har du ikke ophævet, men vakt til modstand.

131 Quicquid fit aut dicitur, rapitur in suspicionem, et de (666) quibus prius licebat in utramlibet partem disputare, nunc ne hiscere quidem fas est. Servitus, quam parabas excutere, conduplicata est, jugum adgravatum est, catenae non excussae, sed adstrictae. Olim nemo facessebat negotium, si quis domi suae pro valetudine comedisset quae conveniebant: nunc etiamsi multas habeas edendi causas, nec desit Pontificis diploma, tamen Lutheranus dicitur qui vescitur.

Hvad der sker eller siges bliver opfattet med mistanke, og om det, man før kunne sige pro et contra, er det nu ikke engang på sin plads at give en lyd fra sig. Trældommen, som du ville udrydde, er fordoblet, åget blevet tungere, lænkerne ikke brudt i stykker, men strammet. Tidligere tog ingen notits af, om én derhjemme spise, hvad han fandt for godt for sit helbred, nu bliver den, der spiser, betegnet som Lutheraner, selv om han har mange grunde til at spise og der heller ikke mangler en pavelig tilladelse.

132 Olim Romanus Pontifex facile relaxabat legem iis qui per imbecillem aetatem et nondum usu rerum ac judicio prudentem, facti fuissent Monachi aut Monachae, nunc ad relaxandum difficilimus est. Frigent ubique disciplinae liberales, una cum Linguis ac bonis litteris, quas tu gravas intolerabili invidia. Rejiciuntur egregia Veterum monumenta, et pro his mundus impletur rixoris ac famosis libellis, ex quibus morbi virus serpit ad lectorem. 

Tidligere løsnede den romerske pave let loven for dem, som var blevet gjort til munke eller nonner i en ung alder, hvor de endnu ikke var erfarne i omgangen med verden og i deres bedømmelse, nu er det utrolig vanskeligt at få noget løsnet. Overalt er de frie kunster slappe, sammen med sprogene og den gode litteratur, som du skader med din utålelige uvilje. De udmærkede gamle monumenter bliver forkastede, og i deres sted fyldes verden med skænde- og smædeskrifter, fra hvilke sygdommens gift sniger sig ind på læseren.

133 Novi aliquot viros bonos ac doctos, qui initio non inviti legebant tuas lucubrationes cognoscendi judicandique studio: tandem coacti sunt rejicere, quod faterentur sese infici tot sannis, scommatis, dicteriis, convitiis, calumniis parum Christianis, quibus doctrinam tuam contaminas, non aliter quam solent ii, qui capos aut phasianos infarciunt alliis. Et primum ista titillationem quandam habent ac pruritum, verum ubi sensim irrepserint in animos, inficiunt sinceritatem ac mansuetudinem pectoris.

Jeg kender nogle lærde adelsmænd, som i begyndelsen gerne læste dine værker, af lyst til at erkende og bedømme. Men til sidst blev de tvunget til at give afkald, fordi de måtte indrømme, at de blev forgiftet af så mange ukristelige spotterier, stiklerier, sarkasmer, beskyldninger, fordrejninger, som du besmitter din lære med, ligesom de plejer at gøre, der fylder kapuner og fasaner med hvidløg. Og dernæst har disse ting en vis kildren og kløe, men hvor de efterhånden sniger sig ind i sjælene, inficerer de hjertets renhed og blidhed.

134 Et cum videas quantum malorum in Orbem invexerit ista tua ferocia, cum toties admonitus sis etiam ab iis qui tibi bene volunt, tamen usque proficis in deterius, et eos frustra trahens in periculum, qui se tuae fidei crediderunt, et illos (668) abalienans, quos poteras ad te pellicare, (jam enim rursum fingo tuam doctrinam esse catholicam) denique obsistens, quo minus hic mundi tumultus utcunque natus, aliquando nobis pariat aliquid bonae tranquillitatis.

Og selv om du ser, hvilken ulykke din vildskab har bragt ud over verden, og selv om du er blevet formanet også af dem, der vil dig godt, så er du dog indtil nu fortsat til det værre, og bringer uden grund dem i fare, som har fæstet lid til din tro, og fremmedgør dem, du kunne have lokket hen til dig (for nu igen forudsætter jeg, at din lære er katolsk) og endelig forhindrer du, at dette oprør i verden, hvordan det end er opstået, på én eller anden måde kan nedkomme med en slags god rolighed.

135 Innumeros abstraxisti a suis Praesulibus, qui nunc oberrant velut oves dissipatae non habentes pastorem, praesertim cum videant tuam Ecclesiam tantis dissidiis concuti, et intestinis bellis tumultuari. Et inter haec adhuc vacat tibi tantos libros, tam operose maledicos, scribere in hominem cujus animum prorsus ignoras, si modo talem esse judicas, qualem facis. 

Utallige har du drevet bort fra deres biskopper, som nu strejfer rundt som forvildede far uden hyrde, især når de ser, at din kirke er rystet af så mange uenigheder, og foruroliget af indbyrdes krige. Og midt i det har du tid til at skrive så mange bøger, der forbander med en sådan forgæves møje, imod en mand, hvis sjæl du er helt uvidende om, hvis blot du tror, han er den, du gør ham til.

136 Si liberis et apertis convitiis debacchatus fuisses, simplicitas laudari poterat, aut res poterat tuo genio condonari: nunc arte malitiosa rem geris. Si duobus aut tribus convitiis contentus fuisse, videri poterant excidisse, nunc liber totus undique scatet maledictis. Hinc incipis, per haec pergis, in haec desinis.

Hvis du havde forivret dig i en fri og åben beskyldning, kunne man have rost din enfoldiighed, eller man kunne have undskyldt sagen med, at sådan var din natur; men nu fører du din sag med ondsindet kunst. Hvis du havde været tilfreds med to eller tre beskyldninger, kunne det se ud, som om de var undsluppet dig, men nu vrimler hele bogen overalt med forbandelser. Det begynder du med, det kører du videre med, det sluter du med.

137 Si temet explesses uno convitiorum genere, subinde stipitem, asinum, aut fungum me appellans, nihil aliud respondissem, quam illud e comoedia, 'Homo sum, humani nihil a me alienum puto'. (n8) Haec non poterant saturare tuum odium, nisi me faceres Lacianum [Lucianum] et Epicurum, adeo non credentem Scripturis divinis, ut ne Deum quidem ullum esse arbitrer, hostem Christianismi, denique blasphemum in Deum et Christianam Religionem.

Hvis du havde begrænset dig til én slags beskyldninger, så du igen og igen havde kaldt mig 'stok', 'æsel' eller 'svamp', ville jeg ikke have svaret med andet end med ordet fra komedien: 'Jeg er menneske, intet menneskeligt er mig fremmed'. Men dette kunne ikke mætte dit had, du måtte gøre mig til en Lukian og en Epikur, som troede så lidt på de guddommelige skrifter, at jeg ikke engang mente, der var en Gud, du måtte gøre mig til en fjende af kristendommen, ja til en blasfemiker mod Gud og den kristne religion.

138 Hujusmodi leporibus respersus est tuus liber, oppositus meae Diatribae, in qua nullum erat convitium. Istam tam perversam opinionem si quis susurro levis ac mendax, qualibus abundat tua sodalitas, ad te (670) detulit, vide quam conveniat tanta levitas personae quam tibi sumsisti. Si ex tuo ipsius animo concepisti, quis credet eum esse bonum virum, qui de homine incognito tam atrocia suspicetur? Sin ista laedendi mei studio comminisceris, nulli potest obscurum esse quid de te sentiendum sit. 

Med den slags elskværdigheder er din bog fyldt, i modsætning til min Diatribe, i hvilken der ikke er nogen beskyldninger. Hvis nogen letsindig eller løgnagtig rygtesmed, som der er masser af i din vennekreds, har indgivet dig denne helt forkerte opfattelse, se så, hvor godt denne letsindighed passer til den rolle, som du har påtaget dig. Hvis du selv har udtænkt den, hvem vil så tro, at han kan være et godt menneske, som mistænker en ham ukendt person for sådanne græsselige ting? Men hvis du har opdigtet det for at skade mig, må det være klart for enhver, hvad han skal mene om dig.

139 Quoniam autem meae Lucubrationes palam reclamant tuis calumniis, ubique sacrarum Litterarum majestatem et Christi gloriam praedicantes, negas illa mihi ex animo scripta. Expedita solutio, si quicquid calumniari non potes, joco scriptum est, si quicquid patet calumniae, serio scriptum est. Et hujusmodi distinctiones tibi valebunt ad criminandum, qui sophisticas distinctiones exsibilas, repertas ad docendum. Quaeso quod est istud ingenium, aut quae natura, si quidem natura est? 

Men når mine skrifter offentligt tilbageviser dine beskyldninger, og overalt prædiker de hellige skrifters majestæt og Kristi ære, så nægter du, at dette er skrevet af mit inderste hjerte. Det er jo en nem løsning, hvis det, du ikke kan fordreje, er skrevet i spøg, men det, der kan fordrejes, er skrevet i alvor. Og den slags distinktioner tjener dig til beskyldning, du som udpiber de sofistiske distinktioner, som ellers er opfundet af pædagogiske årsager. Jeg må nok spørge: hvad er det for en begavelse, eller hvad er det for en natur, hvis det da er natur?

140 Aut quod spirituum genus, si spiritus est? Aut quae tandem Euangelii docendi tam non Euangelica ratio? An renascens Euangelium sustulit omnes leges politicas, ut jam liceat quaelibet in quemvis et dicere et scribere? An haec est tota libertas quam nobis restituis? Si quis mihi detrahat ingenium, judicium, eruditionem, moderate feram: si quis impingat imperitiam Scriptuarum, aut incogitantiam, humanum crimen agnoscam: verum si quis mihi impingat neglectum Dei, aut contemtum Scriptuarum, is aut id facit ex delatoris cujuspiam oratione persuasus, et levissimus est, aut intolerabilis est sycophanta, si ex sese confingit.

Eller hvad er det for en slags ånd, hvis det er ånd, der er tale om? Eller hvad er det for en helt uevangelisk måde at lære evangelium på? Eller har evangeliets genfødsel ophævet alle borgerlige love, så det nu er tilladt at sige og skrive hvadsomhelst mod hvemsomhelst? Mon det er hele den frihed, som du genopretter for os? Hvis nogen tager min begavelse, min dømmekraft, min lærdom fra mig, så tager jeg det med ro. Hvis nogen påstår jeg er ukyndig eller ubetænksom i skriften, tager jeg det til mig som en menneskelig bebrejdelse. Men hvis nogen bebrejder mig, at jeg ikke kender Gud eller foragter skriften, så gør han det, enten fordi han er overtalt af én eller anden anklagers tale, og så kan man ikke regne med ham, eller, hvis han selv har udfundet det, fordi han er en utålelig rænkesmed

141 Hic quid tibi loquatur tua conscientia tute videris. Ego judice Deo, cujus iram non deprecabor, si quid hic sciens fefellero, volo (672) hoc omnibus Christianis, haereticis, et semi-Christianis esse testatum, me Scripturis divinis non minus habere fidei, quam si Christum ipsum sua voce mihi loquentem audirem, minusque dubitare de his quae ibi lego, quam de his quae auribus audio, oculis video, manibus contrecto.

Hvad her din samvittighed siger, er noget, du bør se. Jeg i det mindste -- lad Gud være min dommer, han, hvis vrede jeg ikke vil bede mig fri for, hvis jeg her med vilje tager fejl -- vil have det bevidnet for alle kristne, kættere og halvkristne, at jeg har lige så stor tiltro til den hellige skrift, som hvis jeg hørte Kristus selv tale til mig med sin røst, og at jeg tvivler mindre på det, jeg læser dèr, end på, hvad jeg hører med mine ører, ser med mine øjne eller tager på med mine hænder.

142 Et quemadmodum certissimus credo per Euangelium exhibita, quae Legis figuris, et Prophetarum vaticiniis per Spiritum Sanctum fuerant praedicta: ita pari certitudine credo, secundi adventus promissionem, ac diversa malorum bonorumque praemia. Et hac fiducia fretus, labores, injurias, morbos, senectutis molestias, aliaque hujus vitae incommoda patienter fero, sperans per Christi misericordiam, malorum omnium finem, et cum ipso vitam aeternam.

Og ligesom jeg med største vished tror på det, der er åbenbaret gennem evangeliet, og som er forudsagt i lovens billedtale og i profeternes forjættelser gennem helligånden, således tror jeg med samme vished på forjættelsen om det andet komme og på den forskellige belønning til onde og gode. Og idet jeg bygger på denne tillid, bærer jeg tålmodigt anstrengelser, fornærmelser, sygdom, alderdomsbesværligheder og andre af livets vanskeligheder, idet jeg håber på ved Kristi barmhjertighed at opnå afslutningen på alle onderne og et evigt liv sammen med ham.

143 Tantum autem abest, ut sciens oppugnem Euangelium, ut malim decies occidi, quam contra animi sententiam oppugnare unum jota veritatis Euangelicae. Nec his animus mihi nuper natus est, nunquam alius fuit a puero: et hodie firmior est, gratia Deo, quam unquam fuit. In salutis negotio non aliunde flagito praesidium quam a misericordia Domini, neque secundum Deum ulla in re plus habeo vel spei vel solatii, quam in sacris Litteris.

Men jeg er så langt fra med vilje at bekæmpe evangeliet, at jeg foretrækker at blive dræbt ti gange, fremfor imod min inderste overbevisning at bekæmpe ét eneste jota af den evangeliske sandhed. Og dette sindelag er ikke først noget, jeg har fået for nylig, jeg har haft det lige fra mine drengeår. Og jeg er i dag fastere i det, gudskelov, end jeg nogensinde har været. I frelsens anliggender tyer jeg til hjælp fra intetsomhelst andet end Herrens barmhjertighed, og næst Gud har jeg ingensteder større håb og trøst end i den hellige skrift.

144 Et quemadmodum in Lucubrationibus meis non nego potuisse fieri, ut alicubi Scripturae germanum sensum non attigerim, ita sanctissime dejerare possim, me scientem nec in gratiam hominis, nec ob metum hominis usquam docuisse secus quam sentirem, saltem opinione probabili. Qui mecum domesticam habuerunt consuetudinem, si non sanctimoniae, quam desidero potius quam habeo, certe hujus animi possunt esse testes, qui nunquam effutivit verbum vel joco vel serio, quod saperet Lucianum, Epicurum, aut (674) Porphyrium. (n9)

Og ligesom jeg ikke nægter, at det i mine værker kunne ske, at jeg et og andet sted ikke har truffet skriftens sande mening, således kan jeg sværge den allerhelligste ed på, at jeg aldrig nogensinde med vilje for menneskers gunst eller af frygt for mennesker har lært anderledes end jeg mente, i hvert fald efter en sandsynlig opfattelse. De, der har haft daglig omgang med mig, de kan sikkert bevidne, nå ja, ikke min hellighed -- den ønsker jeg mere end jeg har den -- men så dog det sind, der aldrig har pjattet noget ord frem, hverken i spøg eller alvor, der smagte af Lukian, Epikur eller Porfyrius. 

145 Ineptum erat haec testificari scripto, nisi Lutherus Euangelii vindex accurato libro talibus facetiis voluisset in Erasmum amicum ludere. Nunc si quis malet habere fidem illius impudentissimae criminationi, qui me non novit, quam meae testificationi, suo periculo faciet, me liberabit haec animi mei declaratio. Precor autem ut in animis omnium regnet Euangelium Christi, cedatque huic omnis intellectus ac potestas humana, tantum abest ut ipse belligerari velim cum coelesti doctrina.

Det ville være upassende at bevidne dette skriftligt, hvis ikke Luther, evangeliets beskytter, i en udførlig bog havde villet spotte sin ven Erasmus med den slags vittigheder. Men nu, hvis nogen hellere vil stole på hans umådelig frække beskyldninger, skønt han ikke kender mig, end på mit eget vidnesbyrd, så lad ham gøre det på eget eventyr, jeg vil med denne erklæring befri min sjæl for ansvaret. Men jeg beder om, at i alle sjæle Kristi evangelium må herske, og at enhver menneskelig forståelse og magt må vige for evangeliet, så langt er jeg fra selv at ville føre krig mod den himmelske lære.

146 Simul et tibi precor, Luthere, ut Dominus innovet in te spiritum bonum, quo quantum hactenus potuisti ad turbandam Orbis Christianam concordiam, tantundem valeas ad tranquillandam Ecclesiam Dei: ut idem sentientes, uno ore praedicemus illum, cujus doctrinam nunc dispari ore asserimus. Hic igitur prioris ac tumultuarii voluminis finis esto. Alterum brevi dabitur, sed accuratius, si modo Christus adesse dignabitur. 
 

Finis.

Samtidig beder jeg også for dig, Luther, at Herren vil forny i dig den gode ånd, hvorved du kan få lige så stor styrke til fremover at skabe fred i Guds kirke, som du hidtil har haft til at forstyrre den kristne verdens endrægtighed. At vi må mene det samme, prædike med én mund ham, hvis lære vi nu fastholder med forskellige udtryk. Lad nu dette være enden på det første og i hast forfattede bind. Det andet vil komme om kort tid, og blive mere udførligt, hvis blot Kristus vil give mig sin hjælp. 
 

Slut.

147

148

149

150