Hyperaspistes 6

¹   Qui queruntur esse tenebras in Scripturis, haudquaquam negant esse clarissimas ipsi Spiritui, qui Scripturarum est auctor: sed has tenebras imputant imbecillitati naturae humanae: quod cum apertissime profitearis in praefatione tua, quam modo citavi, hic fortissime negas, affirmans nihil esse capacius divinae Scripturae, quam imbecillitatem humanam. (534) Caeterum ut urgeamus hoc quod agebatur, doce quibus argumentis nobis constare possit, te Spiritum habere magistrum, nec falli in enarranda Scriptura, cum in hac hallucinati sint omnes Ecclesiae Doctores. Fateris inesse nonnihil obscuritatis ex imperitia Linguarum.

De, der klager over, at der er dunkelhed i skriften, nægter på ingen måde, at disse dunkelheder er klare for ånden selv, som er ophavsmand til skriften. Men de mener, det er den menneskelige naturs svaghed, der forårsager disse dunkelheder. Selv om du ganske åbent erkender det i det forord, jeg lige har citeret, (H5#112) benægter du det her hårdnakket, idet du påstår, at det kun er den menneskelige svaghed, der evner at forstå den guddommelige skrift. (L3#94). For desuden at trænge frem til det, det drejer sig om, så kan du lære, med hvilke argumenter du kan overbevise os om, at du har ånden til lærer og ikke kan tage fejl, når du udlægger skriften, skønt alle kirkelærerne heri har haft drømmesyner. Du indrømmer, at der findes nogen dunkelhed i kraft af ukendskab til sprogene.

²   Hic igitur cum plures inter se dissentiunt, quorum unusquisque sibi vindicat Linguarum peritiam, quomodo mihi constabit quis caecutiat in Lingua, quis non? Nam hinc (ut ais) pendet interpretationis certitudo. Nec omnino negas aliquid obscuritatis oriri ex tropis: quos tametsi doces non temere admittendos in enarrationibus, tamen velis nolis frequenter occurrunt, in Prophetis, in parabolis, in aenigmatibus. Nec mihi placent affectati tropi, praesertim qui subvertunt sensum historicum: verum si tropologias excludas a sacris Libris, perit bona pars et jucunditatis et utilitatis arcanae Scripturae. Ad haec si fateris ex Grammatices imperitia nasci caliginem, fateberis simul et ex translatione, et ex depravatis Exemplaribus oriri tenebras. Queritur hoc et Oecolampadius in Esaia. 

Når derfor på dette punkt flere fortolker er uenige, idet de hver for sig hævder, at de har kendskab til sprogene, hvordan kan det så gøres klart for mig, hvem der er blind i sprogene og hvem ikke? For, som du siger, heraf afhænger fortolkningens sikkerhed. Du nægter heller ikke helt, at der kan opstå nogen dunkelhed ud af billedtalen. Selv om du lærer, at denne ikke skal følges blindt i fortolkningen, så dukker den ofte op, hvad enten du vil eller ej, hos profeterne, lignelserne, i gåderne. Jeg er heller ikke glad for affekteret billedtale, især ikke, hvis den undertrykker den historiske mening. Men hvis du udelukker billedtale af den hellige skrift, så går størstedelen af både den hemmelighedsfulde skrifts imødekommenhed og nytte tabt. Hvis du dertil indrømmer, at der fødes mørke af ukendskab til grammatikken, så må du samtidig indrømme, at der også kan fremkomme dunkelhed ved oversættelsen, og ved ødelagte manuskripter. Det beklager også Oecolampadius i sin Esajaskommentar.

³ Ergo cum alius dicet esse tropum, alius negabit, aut si fatetur uterque tropum esse, sed in interpretatione tropi dissident, unde mihi constabit, quis illorum attingat scopum? Ex collatione locorum? Habet utraque pars quae conferat: Adhuc haereo dubius. Similiter cum audio plures inter sese dissidentes, quorum quisque contendit suum Exemplar vacare mendis, quae res mihi adimet ambiguitatem? Jam quis audebit affirmare: aut si quis affirmet, quis crediturus est ex locis inter se (536) pugnantibus non frequenter oriri magnam caliginem? Quid simplicius Euangelica historia? Et tamen a quot qualibusque viris hic sudatum est, ut quae dissident redigantur in concordiam? Adnisus est summis viribus Augustinus, nec effecit quod voluit: saltem hoc officium nobis praesta, quo minus tibi diffidamus.

Når derfor den ene siger, at der er billedtale, den anden nægter det, eller hvis begge indrømmer, at der er billedtale, men er forskellige i deres udlægning af billedtalen, hvordan skal det så stå fast for mig, hvem af dem der har ramt målet? Ud fra en sammenligning mellem skriftsteder? Begge parter har noget at fremføre, derfor er jeg stadig i tvivl. På lignende måde, når jeg hører, at flere er uenige indbyrdes, og enhver påstår, at hans tekst er fri for fejl, hvad bringer mig så ud af tvetydigheden? Hvem vil vove at påstå det? Eller hvis nogen påstår det, hvem vil tro, at der ud fra skriftsteder, der modsiger hinanden, ikke ofte opstår stor dunkelhed? Hvad er mere enkelt end den evangeliske historie? Og dog hvor mange betydningsfulde mænd har ikke svedt herover, så de kan bringe det i samklang, som afviger? Med største kraft har Augustin anstrengt sig for det, men han opnåede ikke, hvad han ville. I det mindste kunne du yde os den tjeneste, så vor mistillid til dig kunne blive mindre.

⁴  Multis obstat ingenii tarditas, quo minus assequantur quod docent sacrae Litterae, multis oscitantia, multis animus addictus humanis affectibus. Nam contentiosi torquent Scripturam ad sua dogmata, cum contra fieri oportuerit. Denique Spiritus non omnibus patefacit omnia. Totidem igitur modis ambigemus de interprete: et quicquid malorum exaggerasti adversus eos qui putant in Scripturis esse nonnihil obscuritatis, quicquid convitiorum in hos congessisti, regeretur in te, qui non potes effugere quin fatearis, aliquo pacto caliginem esse in divinis Libris. Sed tibi nulla est caligo.

For mange hindrer forstandens træghed en hindring, at de kan forstå, hvad den hellige skrift lærer, for mange søvnighed, for mange det menneskelige sinds følelser. For hårdnakket fordrejer de skriften efter deres dogmer, skønt det burde ske i omvendt rækkefølge. Endelig åbenbarer ånden ikke alt for alle. På lige så mange måder kommer vi i tvivl om fortolkeren. Og alt, hvad du har ophobet af skældsord imod dem, som mener, at der er nogen dunkelhed i skriften, alt, hvad du har samlet sammen af bagvaskelser imod dem, det vender tilbage mod dig selv, du, som ikke kan undgå at indrømme, at der i en vis forstand forefindes dunkelhed i den guddommelige skrift. Men for dig er der intet mørke.

⁵  Ponamus esse verum quod dicis: sed quomodo nobis isthuc facies perspicuum? Nam hoc probandum susceperas, confessus te nihil agere adversus meam quaestionem, nisi dilucide probasses. Caeterum cum omnibus tentatis id non possis, veluti Proteus vinculis tenacibus adstrictus, redis in nativam formam, et nobis invidiam moves, quod Scripturam faciamus obscuram: perinde quasi negemus in illa quicquam esse lucis. In multis locis tenebras esse dixi, sed quas Spiritus aperiri velit, quantum nobis satis est ad salutem.

Lad os antage, at det er sandt, hvad du siger. Men hvordan vil du gøre det klart for os? For du havde påtaget dig at bevise det, og sagt, at du intet udrettede imod mit spørgsmål, hvis ikke du kunne bevise det soleklart. Men da du, efter at have forsøgt alt, ikke kunne gøre det, vendte du, som en Proteus, der blev bundet med stramme lænker, tilbage til din oprindelige form og opvækker misundelse imod os, fordi vi gør skriften dunkel; som om vi fuldstændig nægtede, at der er noget som helst lys i den. Jeg har sagt, at der mange steder er dunkelhed deri, men ånden vil åbne disse dunkelheder så meget som er nødvendigt for os til frelse.

⁶  Nam quaedam abstrusa servat futuro seculo. Si tu colligis hinc nihil certo probari per Scripturam, dic mihi, quomodo tot seculis orthodoxi Patres erudierunt populum Christianum, quomodo propulerunt haereses ab Ecclesia, (538) an per Scripturas ambiguas et non intellectas? Tandem Satanam in crimen vocas, cujus opera fit, ut tam paucis sit dilucida Scriptura: qui si dormiret, uno sermone Dei semel audito, totus Mundus converteretur.

For ånden tilbageholder noget skjult til de kommende tider. Hvis du heraf drager den slutning, at der intet sikkert kan bevises ud fra skriften, sig mig så, hvordan så mange århundreders ortodokse fædre har kunnet undervise kristenfolket, hvis det skulle være sket ved hjælp af en tvetydig og uforståelig skrift? Til sidst gør du Satan ansvarlig for det, for det er ved hans gerning, det sker, at så få bliver oplyst af skriften. Hvis han ville lægge sig til at sove, ville hele verden omvendes gennem én prædiken, som de hørte én gang.

^{7 [72]}               Hic cum prorsus haereas in vado, tamen veluti re bene gesta, minitaris te meis me laqueis irretiturum: et occurris syllogismo utrinque cornuto, sic obtorto, ut nullum sit effugium. ,Ex verbis', inquis, ,tuis justificaberis, et ex verbis tuis condemnaberis. Dicis Scripturam hic non esse dilucidam. Quod si verum non est, cur tu in Diatriba suspendis sententiam: si verum est, quid agunt Orthodoxi, quorum ingenium, eruditionem, sanctimoniam, miracula, martyria, dignitatem, vetustatem, multitudinem jactas, qui ex ambigua Scriptura asseruerunt liberum arbitrium?' Quo me vertam, adeo constrictus hinc atque hinc obviis cornibus? Scilicet alterum tui syllogismi cornu praecidam, deinde cum altero mihi res erit.

          Skønt du her sidder fuldstændig fast i vadestedet, truer du mig alligevel, som om du havde gennemført sagen sejrrigt, med at fange mig i mine egne snarer. Og du går løs på mig med hele to hornede syllogismer, så der ikke er nogen udvej: ”"Ud fra dine ord skal du retfærdiggøres, ud fra dine ord skal du fordømmes"? (Matt 12,37). Du siger, at skriften ikke her er klar. Men hvis det ikke er sandt, hvorfor lader du så i Diatriben din mening være uafgjort? Hvis det er sandt, hvad er det da, de ortodokse gør, de mennesker, hvis forstand, dannelse, hellighed, mirakler, martyrier, værdighed, ælde og mængde du praler af, de har jo af den tvetydige skrift påstået, at der var en fri vilje” (L3#95f). Hvorhen skal jeg vende mig, jeg er jo i den grad fastnaglet til det ene eller det andet af disse øjensynlige horn? Ja, jeg må naturligvis beskæftige mig med det ene af din syllogismes horn, så vil jeg dernæst have med det andet at gøre.

⁸  Mea Diatriba non dicit Scripturas in hac materia esse obscuras. Sic habent illius verba: ,Verum hic de Scripturis non est controversia, de sensu Scripturae pugna est: In cujus interpretatione', et caetera. Audisne? pugnam esse dico, non obscuritatem. An ideo Scripturae, quibus convictus est Arius, fuerunt obscurae, quod eas oppugnarit? Et si concessissem in ea quaestione Scripturam fuisse obscuram, quod non facio, sic concessissem quemadmodum in Scholis argumentandi causa multa donantur adversariis. Eam concessionem si velis arripere, necesse est ut fatearis utriusque partis interpretationes esse ancipites.

Min Diatribe siger ikke, at skriften i denne sag er dunkel. Således lyder dens ord: ”Men her er der ikke strid om skriften. ... Kampen står om skriftens mening. Ved udlægningen af den osv”. (e1#47f). Hører du? Jeg siger, at der er kamp, ikke dunkelhed. Mon de skrifter, som Arius blev besejret med, var dunkle, fordi han bekæmpede dem? Og hvis jeg havde indrømmet, at skriften i dette spørgsmål var dunkel, hvad jeg ikke gør, havde jeg så indrømmet, hvordan der på universiteterne indrømmes meget overfor modstanderne for argumentationens skyld. Hvis du ville gribe denne indrømmelse, er det nødvendigt, at du indrømmer, at begge parters fortolkninger er tvivlsomme.

⁹  Dices, ergo si dilucidae (540) sunt in hac parte, quibus usi sunt Veteres ad asserendum liberum arbitrium, cur tibi placuit Diatribae titulus, cur profiteris inquisitorem non assertorem, cur in fine dicis, 'Contuli, penes alios esto judicium'? Respondeo, cur qui in Scholis disputant, altero probante quod habet Scriptura, altero per Scripturas alias ac rationes impugnante, senioribus, aut praesidenti, ut vocant, deferunt judicium? Potest enim fieri, ut liberum arbitrium recte sit assertum a Veteribus e sacris et clarissimis Scripturis, cum ego adversus tuorum argumentorum aciem parum dextre defendam. 

Du vil sige: 'Hvis derfor skriften er klar i den del, som de gamle brugte til at fastslå den frie vilje, hvorfor foretrak du så at kalde bogen en diskussion, hvorfor ville du være én, der undersøger, og ikke én, der påstår, hvorfor siger du i slutningen: ”Jeg har rejst spørgsmålet, andre må bedømme sagen”?' (e3#106). Jeg svarer: Hvorfor overlader de, der disputerer på universiteterne, når den ene beviser, hvad der står i skriften, og den anden bekæmper det med andre skriftsteder og andre begrundelser, afgørelsen til de ældste eller til dirigenten, som man siger? Det kan jo godt være, at den frie vilje blev fastholdt af de gamle med rette ud fra den hellige og ganske klare skrift, mens jeg har forsvaret den overfor dine argumenter med for lidt skarphed.

¹⁰ Et jam ante reddidi consilii mei rationem, ut experirer an tu posses absque convitiis disputare, et ne rebus exulceratis oleum, quod ajunt, adderem camino. Et hanc meam civilitatem toties mihi impingis in os, quam probare magis et imitari debueras. Si te delectat assertio, quid opus erat assertore me in eo, de quo et olim pronuntiavit Ecclesia, et nuper suam sententiam confirmavit?

Og allerede ovenfor har jeg aflagt regnskab for mit hensigt: at prøve, om du kan disputere uden skældsord, og, eftersom sagen har udviklet sig til det værre, ikke at kaste benzin på bålet, som man siger. (H5#90). Og denne høflighed fra min side slår du mig ganske ofte i hovedet med, skønt du hellere skulle have søgt at billige den og efterligne den. Hvis du elsker påstande, hvad brug var der så for et menneske, der påstår noget, imod mig i en sag, om hvilken kirken for længe siden har erklæret sig og fornylig bekræftet sin opfattelse?

¹¹           ,Habebant igitur', inquis, ,dilucidam Scripturam': fateor, quantum satis erat ad discutiendam ambiguitatem de libero arbitrio. Quid tum postea? ,Cur tu igitur', inquis, ,facis Scripturam hac in parte obscuram?' Non hoc fecit mea Diatriba, sed tu comminisceris, ut modo declaravi. Si contendis nihil prorsus obscuritatis esse in sacris Litteris, ne mecum agas, sed cum universis Orthodoxis, quorum nullus est qui idem non praedicet. Caeterum quoties Diatriba meminit obscuritatis in hac materia, aut vestro nomine loquitur, aut concedit argumentandi gratia, quod poterat non donare. 

        Du siger: ”De regnede altså skriften for klar” (L3#97). Det indrømmer jeg, for så vidt det var nok til at diskutere tvetydigheden angående den frie vilje. Men hvad så? Ja, så siger du: ”Hvorfor gør du da skriften dunkel for den dels vedkommende?” (L3#95). Det gjorde min Diatribe heller ikke, men det er noget, du opdigter, som jeg allerede har forklaret. Hvis du påstår, at der slet ikke er nogen dunkelhed i skriften, så skal du ikke gå i rette med mig, men med alle de ortodokse, for der er ingen af dem, der ikke hævder det. Hver gang for øvrigt Diatriben nævner dunkelhed i denne forbindelse, så taler den enten i jeres navn eller den indrømmer for argumentationens skyld noget, den ikke går ind for.

¹² Quod genus est illud: 'Hic si neges hac (542) in parte dilucidam esse Scripturam, in qua tot summi viri caligarint', etc. An putas hoc sub mea persona dici, ,In qua tot summi viri caligarint'? Ista vestra vox est, quam arripio contra vos, qui vestram interpretationem vultis haberi pro oraculo. Simile est illud, ,Si tam dilucida est, cur tot seculis viri tam excellentes hic caecutierunt, idque in re tanti momenti?' Haec verba non damnant Veteres caecutientiae: sed urgent vos, ut aut fateamini illos vidisse verum, aut ne postuletis vestram interpretationem haberi nobis pro coelesti oraculo. Rursus cum ajo, ,Si nullos, cum et hodie tot obscuritates torqueant doctos, nulla erit interpretatio certa'. Haec argumentatio quid aliud agit, quam ut patiaris et tuam interpretationem eodem jure rejici, quo tu rejicis omnium?

Det gør den fx her: ”Og hvis man så nægter, at skriften er klar på dette punkt, hvor så mange mænd har famlet i mørke, osv”. (e1#57). Tror du måske, det er min opfattelse, der gengives med dette 'hvor så mange mænd har famlet i mørke'? Dette er jeres opfattelse, som jeg river jer i næsen, I, som vil, at jeres fortolkning skal regnes for et orakkel. Af lignende art er dette sted: ”Hvis den [skriften, rr] er så klar, hvorfor har så mange udmærkede mænd gennem så mange hundrede år været blinde, og det i en så afgørende sag,” (e1#49). Disse ord fordømmer ikke de gamles blindhed, men de trænger ind på jer, så I enten indrømmer, at de har set sandt, eller undlader at hævde, at I har jeres fortolkning fra et himmelsk orakkel. Videre siger jeg: ”Hvis den ikke er overgivet til nogen, så vil ingen udlægning være sikker, selv om også i dag så mange dunkelheder piner de lærde.” (e1#50). Hvad andet vil denne argumentation medføre, end at du må finde dig i, at også din fortolkning forkastes med samme ret som den, hvormed du forkaster alles fortolkning?

¹³           Proinde vide quam atrociter, sed extra causam illa tibi dicta sint. ,Denique quae levitas et temeritas animi, sanguinem fundere pro re incerta et obscura? Hoc enim non martyrum Christi, sed daemonum est'. Vides hoc cornu praecisum? Ubi vero erat tua mens, cum scriberes, ,Hoc non est martyrum, sed daemonum'? An daemones habent sanguinem quem fundant? Deinde quis dixit sanctissimos viros pro libero arbitrio fudisse sanguinem? Dices, Pro Scriptura sacra fuderunt, quam tu facis obscuram. Rursus (544) ita loqueris quasi dixerim totam obscuram esse, aut quasi si mihi ac tibi sit obscura, fuerit simul illis obscura, qui definierunt de libero arbitrio. 

           Derfor se, hvor afskyelig det, du siger er, skønt det falder udenfor sagen: ”Og hvilken letsindighed og ubetænksomhed ville det ikke være, at udgyde sit blod for en usikker og dunkel sag! Det ville nemlig ikke være Kristi martyrers sag, men dæmonernes sag.” (L3#97). Ser du, at dette (logiske) horn er brudt af? Hvor havde du dine tanker, da du skrev: ”dette er ikke martyrernes, men dæmonernes sag”? Mon dæmoner har noget blod, de kan udgyde? Desuden: Hvem har sagt, at de højhellige mænd udgød deres blod til fordel for den frie vilje? Du vil måske sige: ”de har udgydt det for den hellige skrift, som du gør dunkel”. Igen taler du, som om jeg havde sagt, at den helt og holdent var dunkel, eller som om skriften, hvis den er dunkel for mig og for dig, også var dunkel for dem, som har truffet afgørelse om den frie vilje.

¹⁴  Cyprianus fudit sanguinem suum: demus fudisse pro Scriptura. Nihil igitur usquam fuit obscurum Cypriano in tota Scriptura? Finge Augustinum occisum, cum a Donatistis essent illi structae insidiae, relatus fuisset inter martyres, an absurdum putas, si quid illi fuisset obscurum? Et huic tam frivolo fundamento nituntur ea quae dicis in fine Capitis: ,Hoc est aliud nihil quam illos facere imperitissimos cognoscendo, et stultissimos asserendo'.

Cyprian udgød sit blod: lad os indrømme, at han udgød det til fordel for skriften. Der var altså for Cyprian ikke nogensinde noget dunkelt i hele skriften. Lad os forestille os, at Augustin blev slået ihjel, da der blev lagt baghold for ham af donatisterne, ville han så være regnet blandt martyrerne, eller mener du, det ville være absurd, hvis der for ham havde været noget dunkelt i skriften? Men det, du siger i slutningen af afsnittet, bygger på et så skrøbeligt fundament: ”hvilket ikke er andet end at gøre dem ulærde i deres erkendelse og dumme i deres forsikring.” (L3#98).

¹⁵            Discussus est ille keraunoV, sed me miserum occurrit alius. ,Si illos', inquis, ,recte sensisse credis, cur non imitaris? Si non credis, cur jactas tanta bucca, tanta copia?' etc. Credo illos recte sensisse, qui asseruerunt liberum arbitrium, quemadmodum asserit Ecclesia. ,Cur igitur', inquis, ,tu non asseris, sed disputas?' An quisquis disputat anceps est? Non disputo ut dubius, sed ut te nostrae assertionis invasorem confutaturus.

         Dette lyn blev nu slået i stykker, men et andet angriber mig stakkel. Du siger: ”Hvis du tror, at de har haft en ret anskuelse, hvorfor efterligner du dem så ikke? Hvis du ikke tror det, hvorfor berømmer du dem så med stor opblæsthed,” osv. (L3#98). Jeg tror, at de, der fastslog, at der er en fri vilje, havde den rette opfattelse, sådan som kirken har fastslået. Så siger du: ”Hvorfor påstår du det da ikke, men disputerer det?” (L3#95?). Mon enhver, der disputerer, ikke kan afgøre sig? Jeg disputerer ikke, fordi jeg er i tvivl, men for at gendrive dig, der angriber vore påstande.

¹⁶  Nihilo magis ad rem faciunt quae infulcis: ,Jam et tu pone ob oculos, et tecum expende, utrum plus tribuendum esse judices tot eruditorum, tot orthodoxorum, tot sanctorum, tot martyrum, tot veterum ac recentium Theologorum, tot Academiarum, tot Conci-liorum, tot Episcoporum et summorum Pontificum (546) praejudiciis, qui Scripturas dilucidas esse senserunt, et id tum scriptis tum sanguine confirmarunt, an tuo unius private judicio, qui negas Scripturas esse dilucidas, qui forte nec unquam lachrymam vel suspirium pro doctrina Christi emisisti'.

Hvad du tilføjer, gør på ingen måde mere til sagen: ”Men nu skal også du holde dig for øje og afgøre med dig selv, hvilken bedømmelse man skal lægge mest vægt på: de fordomme fra så mange lærde, ortodokse, hellige, martyrer, gamle og nye teologer, akademikere, konciler, biskopper og paver, som mener, at skriften er klar, og har bekræftet det både med deres skrifter og med deres blod, eller den bedømmelse, du som en enkelt privatmand kommer med, du, som nægter, at skriften er klar, og som måske knap nok har udgydt en enkelt tåre eller udstødt et enkelt suk for Kristi lære.” (L3#97).

¹⁷ Omitto quod tuo more judicas, quid lachrymarum aut suspiriorum ego fundam. Quid hic agis, Luthere? Veteribus fuisse Scripturam dilucidam, unde asseruerunt liberum arbitrium? Qua tandem igitur fronte blasphemiam vocas, quod illi definierunt ex dilucida Scriptura? Et toties mihi recinitur hoc mendacium, quod hic Scripturas faciam obscuras. Ajo interpretationes variare, et hoc in contentionem vocabam, utri potius esset assentiendum, Veterum-ne probatae tot seculis, an tuae nuper exortae? Imo hoc illic ago pro viribus, ut persuadeam, Ecclesiae Doctores non errasse in asserendo libero arbitrio, ac te potius caecutire.

Jeg springer over det, at du, som du plejer, tillader dig at bedømme, hvad jeg har udgydt af tårer og sukke. Hvad er det, du har gør, Luther? For de gamle var den skrift klar, hvorudfra de påstod, at viljen var fri? Hvor frækt derfor, at du kalder det blasfemi, hvad de fastslog ud fra den klare skrift! Og hele tiden pådutter du mig den løgn, at jeg her gør skriften dunkel. Mon jeg bare siger, at fortolkningerne er forskellige, og gjorde jeg det blot tvivlsomt, hvilken af de to man skulle hævde, de gamles, der var anerkendt gennem så mange århundreder, eller din, som var fremkommet fornylig? Nej, jeg arbejder af al magt for at kunne overbevise om, at kirkens lærde ikke tog fejl, da de hævdede den frie vilje, det var snarere dig, der var blind.

¹⁸ Ita loquor: ,Hic si negas hac in parte esse dilucidam Scripturam, in qua tot summi viri caligarint, circulus ad caput redierit'. Vides haec sub aliena persona dici, ,In qua tot summi viri caligarint'. Haec vestra vox est, non mea: et si verum est quod dicitis, aut fuit illis obscura Scriptura, aut impie restiterunt Spiritui Sancto. Neque quicquam periculi sit, si quis dicat et in hoc argumento fuisse illis Scripturam alicubi obscuram, at nihilo minus rectam ac certam esse assertionem. Siquidem in Conciliis quod aliis obscurum est, aliis aperit Spiritus, sic ut ex collatione (548) singulorum nihil resideat obscurum, dum suam quisque apocalypsim adfert.

Således siger jeg: ”Og hvis man så nægter, at skriften er klar på dette punkt, hvor så mange mænd har famlet i mørke, så er cirklen sluttet og vi kan begynde forfra.” (e1#57). (#12). Du ser, at jeg siger dette ”hvor så mange mænd har famlet i mørke” ikke som min egen opfattelse, nej, det er jeres opfattelse, ikke min. Og hvis det var sandt, hvad I siger, så var enten skriften dunkel for dem, eller også gjorde de på gudløs vis modstand mod Helligånden. Det turde heller ikke være farligt, hvis nogen siger både, at skriften for dem på nogle punkter var dunkel, og at det ikke destomindre var rigtigt og sandt, hvad de påstod. For på koncilerne åbner ånden for nogle det, der er dunkelt for andre, så at der efter en sammenligning af de enkelt ikke bliver noget dunkelt tilbage, idet enhver bringer sin åbenbaring frem.

¹⁹  Quod si trahis nos ad universam Scripturam, fateor illic quaedam obscura mihi meique similibus. Objicies illico tantas turmas summorum virorum, quorum judicio plus tribuendum est, quam meo unius private. Quid ego audio? Meum unius privatum judicium est, quod nemo laudatissimorum virorum, quos per ironiam recenses, fassus non est? Quis enim illorum in enarrandis arcanis Voluminibus non queritur de obscuritate Scripturae? Non quod illam accusent, ut tu calumniaris, sed deplorent humani ingenii tarditatem, non quod desperent, sed ut gratiam illius implorent, qui solus quibus vult, et quando vult, et quantum vult, claudit, aperitque.

Hvis du henfører vore ytringer til hele skriften, indrømmer jeg, at der dèr består nogle dunkelheder for mig og mine lige. Du vil straks foreholde mig så store skarer af betydningsfulde mænd, hvis bedømmelse bør tillægges større vægt end min, ene mand, som jeg er. Hvad må jeg høre? Min private enkeltmandsbedømmelse er det, som enhver af de højtberømmede mænd, som du opregner med ironi har måttet indrømme? For hvem af dem har ikke, når de udlagde de hemmelighedsfulde bøger, klaget over skriftens dunkelhed? Ikke fordi de anklagede dem, sådan som du beskylder dem for, men fordi de begræd den menneskelige forstands sløvhed, ikke fordi de fortvivlede, men fordi de bønfaldt om hans nåde, han, som lukker og åbner alene for hvem han vil, hvornår han vil og hvor meget han vil.

²⁰ Idem cum ipse toties fatearis in commentariis tuis, cur appellas meum unius privatum judicium, et illis me facis adversarium qui mecum faciunt? Tu facis illis Scripturam obscuram, qui fortiter illorum interpretationes rejicis. Id ni fecisses, non esset pugna. Festiviter vero, quod comparationem, qua te cum tot Veteribus componebam, devolvis in me. Ego non postulo, ut rejectis omnium illorum sententiis in re tanti momenti, mihi uni fides habeatur, id quod tu non in hoc tantum dogmate flagitas atque etiam exigis veluti tuo jure, minitans omnes delendos ut lutum platearum qui tibi resistunt praedicanti verbum Dei. Par est igitur ut certis argumentis ostendas, cur tua unius sententia debeat nobis esse potior tot ac talium virorum judicio, ne toties repetam omnes circumstantias. ,Si certam habebas opinionem', inquis, ,quid sibi vult Diatriba et (550) collationis vocabulum? Cur suspensa sententia disputas in utramque, quid pro, quid contra?' Si hoc arguit ancipitem animum, vocentur in jus omnes Scholastici.

Skønt du selv mange steder i din kommantar indrømmer det samme, hvorfor kalder du så min bedømmelse et enkeltmenneskets private bedømmelse, og gør mig til modstandere af dem, der står på min side? Du lader skriften være dunkel for dem, du, som kraftigt går imod deres fortolkning. Hvis du ikke havde gjort det, ville det ikke være nogen modsætning. Men det er da ganske morsomt, at du vender den sammenligning, som jeg opstillede mellem dig og så mange gamle, imod mig. Men jeg for min del forlanger ikke, at alle deres opfattelser forkastes i en så betydningsfuld sag, og man alene tror på mig enkeltmenneske, hvilket du ikke blot i dette store dogme forlanger, men også kræver som din ret, idet du truer med, at alle de, der modstår Guds ords forkyndelse, skal ødelægges som møg på gaden. (L2#81). Det er derfor rimeligt, at du med sikre argumenter påviser, hvorfor du ene mand har en mening, der for os bør være stærkere end så mange og så gode mænds bedømmelse, for nu ikke at gentage alle omstændighederne. ”Hvis du har en sikker mening”, siger du, ”hvad skal det så til med ordene 'diskussion' og 'sammenligning'? Hvorfor disputerer du om en uafgjort mening til begge sider, hvad taler for, hvad imod?' (L2#95). Hvis dette beviser et uafgjort sind, så kan alle skolastikere med rette kaldes sådan.

²¹ Thomas quaerit an Eucharistia sit sacramentum Ecclesiae, et adfert in utramque partem argumenta: num ideo dubius est de re quam disputat? Fecit idem Hieronymus adversus Luciferianos, Augustinus adversus Manichaeos, an statim dubium erat illis de quo disputabant? Quomodo tandem refellere poteram argumenta tua, nisi recensuissem? An non vides ejusmodi collationes frequenter et apud Veteres fuisse? si forte res sine tumultu componi posset.

Thomas spørger, om nadveren er et kirkesakramente, og fremfører argumenter til begge sider. Mon han af den grund af i tvivl om den sag, han disputerer? Det samme gjorde Hieronymus imod luciferianerne, Augustin imod manichæerne, mon så straks det, de diskuterede, blev gjort tvivlsomt? Ja, hvordan skulle jeg kunne gendrive dine argumenter, hvis jeg ikke refererede dem? Kan du ikke se, at der ofte har været den slags sammenligninger hos de gamle? om måske stridsspørgsmålet kunne løses uden tumult.

²² Tituli civilitas opposita est isti ingenio tam irritabili, opposita est quibusdam plus satis ad seditionem propensis. Deinde quoties Philosophi pro sua quisque Secta inter se digladiabantur, (nam has Diatribas appellabant) erant omnes suspensa sententia, an potius suam quisque sententiam volebat esse invictam? Vides ut nihil odiosius in me criminaris, quam quod disputator quam criminator esse malui: et hic conor, ut ais, te obruere diluvio quodam orationis, sed res in diversum exiit, ego involvor undis, tua area in sublimi fertur secura: imo tua scapha hic haeret in (552) Syrtibus, nec explicas quod promiseras, cum nullum non moveris lapidem. Et tamen perinde quasi dextro Marte rem gesseris, adornas triumphum.

Titlens høflighed blev sat op imod dette så irritable sind, blev sat op imod nogle, der var mere end tilbøjelige til oprør. Dernæst: hvergang filosoffer stredes med hinanden, hver for sin skole, (for det kaldte de ”Diatriber”), var alle deres sætninger tvivlsomme, eller ville hellere enhver, at hans sætninger skulle være ubesejrede? Du ser, at du ikke beskylder mig for noget værre, end at jeg hellere har villet være disputator end anklager. (e1#20). Og her søger jeg, som du siger, at begrave dig under en syndflod af ord, men sagen endte modsat, jeg bliver grebet af vandmasserne, men din ark bæres sikkert på bølgerne. (L3#98). Men nej, det forholder sig modsat: din jolle sidder fast på bunden, hvad du lovede, har du ikke forklaret, selv om du har vendt hver en sten. Og dog fejrer du triumf, som om du havde ført din sag med krigslykke.

^{23 [73]}        ,Cornuto', inquis, ,syllogismo te teneo. Aut falsum est quod dicis, illos fuisse praeditos admirabili peritia Scripturarum, tum vita et martyrio, aut falsum est, quod dicis, Scripturas non esse dilucidas'. Io paean, Io triumphe! An sit falsum, in Scripturis esse aliquid caliginis, jam discussum est. Illud sine controversia falsum est, quod ais me praedicare, Veteres ex obscuris Scripturis asseruisse liberum arbitrium: sed fingo mihi velut imperito non esse perspicuum utri rectius interpretati sint Scripturas, illi tot ac tales, an tu cum paucis, et per hanc fictionem exigo abs te certas probationes, cur ab illis deficientes, debeamus in tuam sententiam ire pedibus.

           Du skriver: ”Jeg holder dig fast med en hornet syllogisme. Enten er det, som du siger, at de var beundringsværdige i deres kendskab til den hellige skrift, i deres levned og deres martyrium, forkert, eller også er det, som du siger, at skriften ikke er klar, forkert”. (L3#99). Jubii, bravo! Om det er forkert, at der i skriften er nogle dunkelheder, det er allerede diskuteret. Det, du påstår, at jeg prædiker, at de gamle ud fra en dunkel skrift, har hævdet den frie vilje, er uden diskussion forkert. Men jeg forestiller mig som en lægmand, at det ikke er klart for mig, hvem der fortolker skriften ret, disse mange og udmærkede mænd, eller du og dine få, og ud fra den forestilling kræver jeg af dig sikre beviser for, at vi skulle løsrive os fra dem og tiltræde din opfattelse.

²⁴ Crebro, ni fallor, vidisti in Scholis disputandi gratia concedi adversario quae vera non sunt. An si quis in disputatione fingeret se esse Tarquinium, te Apollinem, num urgeres hominem serio concessis? Addis impudentem hyperbolen, me toto libello Diatribae nihil aliud agere, quam ut persuadeam Scripturam non esse dilucidam. Quid autem attinet in refellenda manifesta vanitate operam sumere? Nec his contentus addis aliud commentum impudentius. Negas me serio tribuisse sanctissimis viris peritiam Scripturarum, tantum ut rudi vulgo fucum facerem, Luthero autem negotium facesserem, ut causam ejus inanibus verbis gravarem odio et contemtu. (554)

Hvis jeg ikke tager fejl, har du hyppigt på universiteterne set, at man for disputationens skyld indrømmer modstanderen noget, som ikke er sandt. Mon man skal lægge vægt på, at den, der i en disputation forestiller sig, at han er Tarquinius, du Apollos, mener det alvorligt med sin indrømmelse? Du tilføjer den frække overdrivelse, at jeg i hele Diatriben ikke gør andet end overbevise om, at skriften ikke er klar. (L3#99). Men hvad mening ville der være i at påtage sig besværet med at tilbagevise en åbenbar løgn? Men ikke tilfreds med det tilføjer du et endnu frækkere påfund. Du nægter, at jeg for alvor har tilskrevet de hellige mænd kendskab til skriften, det er noget, jeg kun har gjort for at narre den ulærde hob, men jeg har voldt Luther vanskeligheder, for at belaste hans sag med tomme ord, så man hader og foragter den. (L3#99).

²⁵  Si hoc spectassem quod fingis, non ita moderatus fuissem stylum, non tanta circumspectione cavissem, ne quid unguium aut dentis esset in Diatriba, non sic advigilassem ut causam per se odiosam agerem non odiose. Si in gratiam Principum edidissem Diatribam, non poteram illis magis gratificari quam si totis eloquentiae viribus in te fuissem debacchatus. 

Hvis jeg havde haft det til hensigt, som du forestiller dig, så ville jeg ikke i den grad have modereret min pen, så ville jeg ikke med så stor omhu taget mig i agt for, at der skulle være noget kradsende eller bidende i Diatriben, og ikke i den grad gjort mig umage for, at en sag, der i sig selv var ubehagelig, ikke blev behandlet på ubehagelig måde. Hvis jeg havde skrevet Diatriben for at tækkes fyrsterne, så ville jeg ikke kunne være dem mere til behag end hvis jeg af alle min veltalenheds kræfter havde raset imod dig.

²⁶ Nunc adeo non odiose scripsi, ut me nonnullis suspectum reddiderit mea modestia, et tamen mihi non erat obscurum, quam amanter de me jam pridem et senseris et scripseris. Sed mihi certum est, in his, quae sunt fidei, nihil tribuere privatis affectibus. An tui contemtum interpretaris, quod te cum tot Ecclesiae luminibus, cum Conciliis generalibus, cum omnibus Academiis confero? Quid igitur dices de illis, qui te libris editis cum longe aliis comparant? Et in illos mutus, de mea civilitate quereris. Ego Latine scribens, vulgo rudi fucum facio, tu qui hanc tuam disputationem curas vertendam in Linguam Germanicam, ut apud agricolas, nautas et cerdones traducas Erasmum, apud quos mutus est, credis homines doctos latere quid agas? Ad seditionem spectas, quam vides hactenus ex tuis Germanice scriptis libellis toties exortam esse. 

Som det nu forholder sig, har jeg i den grad skrevet uhadsk imod dig, at min tilbageholdenhed af mange betragtes som mistænksom, og dog vidste jeg godt, hvor elskværdigt du tidligere havde tænkt om mig og skrevet om mig. Men det er for mig en grundsætning, at man i det, der hører troen til, ikke skal tillægge private følelser nogen vægt. Fortolker du det måske som foragt for dig, at jeg sammenligner dig med så mange af kirkens lysende begavelser, med de almindelige konciler og med alle universiteterne? Hvad vil du så sige om dem, som i offentligt udgivne bøger sammenligner dig med noget helt andet? Dem er du tavs overfor, min høflighed beklager du dig over. Jeg, der skriver på latin, jeg narrer den ulærde hob, du, som sørger for, at din disputation bliver oversat til tysk, så du overfor bønder, sømænd og håndværkere kan gøre Erasmus til grin, mennesker, han er tavs overfor, tror du, at det, du gør, er skjult for lærde mænd? Du sigter mod oprør, og et sådant er, som du kan se, hidtil opstået ud fra dine tyske skrifter overalt.

²⁷ Sic nimirum fecerunt Apostoli. Ego tecum disputavi judice senatu doctorum hominum, tu causam ad imperitam plebeculam transfers, et apud fabros, coriarios et agricolas (556) me criminaris, qui tibi favent, me non noverunt: te criminantem intelligunt, me respondentem non intelligunt. Quam speciosam petis victoriam!

Men naturligvis, sådan gjorde apostlene. Jeg har disputeret med dig, og dommere var et råd af lærde mænd, du har overført sagen til den ulærde hob og anklaget mig overfor tømrere, garvere og bønder, som er dig gunstig stemt, men ikke kender mig: de forstår dig, der anklager, men ikke mig, der svarer på anklagen. Sikke en blændende sejr, det er, du efterstræber!

²⁸  Jam quod subjicis, non satis intelligo. Sic enim scribis: ,Ego vero, neutrum verum, sed utrumque falsum dico. Primum Scripturas esse lucidissimas, deinde illos, quatenus liberum arbitrium asserunt, esse imperitissimos sacrarum Litterarum, tum illud neque vita neque morte, solum vero stylo, sed peregrinante animo asseruisse'. Hactenus contendisti Scripturas esse lucidissimas, et id nunc dicis esse falsum. Deinde semper asseruisti Veteres ex Scripturis perperam intellectis probasse liberum arbitrium, et nunc hoc quoque dicis esse falsum. His duobus annectis et tertium, videlicet falsum, quod hactenus voluisti videri verissimum. Sed facessat verborum calumnia, quid scripseris in propatulo est, quid sentias satis conjecto.

Men det, du tilføjer, forstår jeg ikke helt. Du skriver nemlig således: ”Men jeg siger, at ingen af de to muligheder er sande, de er begge falske. For det første, fordi skriften er soleklar, for det andet fordi de, som fastholder den frie vilje, er ukyndige i den hellige skrift, eftersom de hverken med deres levned eller med deres død, men kun med deres pen har fastholde den, dog ret åndsfraværende.” (L3#100). Hidtil har du hævdet, at skriften er soleklar, og det siger du nu er forkert. Dernæst har du hele tiden fastholdt, at de gamle beviste den frie vilje ud fra en forkert forstået skrift, og nu siger du, at også det er forkert. Til disse to påstande knytter du en tredje, naturligvis forkert påstand, som du hidtil har villet skulle fremstå som fuldstændig sand. Men lad disse ordfordrejelser fare, hvad du har skrevet, foreligger for alles øjne, hvad du mener, kan jeg nogenlunde gætte mig til.

²⁹ Quanquam hic tu nullum faceres calumniandi finem, si quid effutissem ejusmodi. Pulchre vero hic excusas veteres Orthodoxos, qui secus senserint, vixerint ac mortui sint, quam scripserunt de libero arbitrio. Ais solum stylum illorum effudisse blasphemiam, sed animo peregrinante. Sic excusantur qui per phrenesim peccant. Nec aliter excusas Ecclesiam, quae illorum sententiam comprobavit, nec aliter Academias, nisi quod dum asserunt liberum arbitrium, mens domi non sit, sed peregrinatur apud Sogdianos*. Itane qui libris hoc professis asserunt liberum arbitrium, qui toties infulciunt in suis (558) commentariis quod docuerunt, qui pugnant adversus eos qui dissentiunt, verisimile est solo stylo lapsos, alienata mente?

* Folk i det nordlige Persien, som de gamle kun havde vage forestillinger om.

Men naturligvis, her ville du ikke gør ende på skældsordene, hvis det var mig, der havde udgydt noget tilsvarende. Men ganske smukt undskylder du her de gamle ortodokse, som mente, levede og døde anderledes, end de havde skrevet om den frie vilje. Du siger, at det kun var deres pen, der udgød blasfemier, og at det var noget de gjorde åndsfraværende. (L3#100). Således undskyldes de mennesker, der synder, fordi de er sindsyge. Just således undskylder du kirken, som godkendte deres meninger, just således universiteterne, som, idet de fastslår den frie vilje, har en ånd, der vandrer omkring, ikke hos dem selv, men hos Sogdianerne. Er det derfor mon virkelig sandsynligt, at de, som i bøger, der udtrykkeligt handlede om det, hævdede den frie vilje, at de, som overalt i deres kommentarer indføjer, hvad de har lært, at de, som bekæmper dem, der mener anderledes, er det sandsynligt, at de i åndsfraværelse alene er faldet ved deres pen?

³⁰ Divus Augustinus si sine mente asseruit liberum arbitrium, cur in libris Retractationum saltem non resipiscit? Et illic assent, quod asseruit, et hujus sententiae tanto gravior est auctoritas, quod seipsum reprehendit in quibusdam, in quibus plus tribuerat libero arbitrio quam oportuit. Valde confirmat quod relinquit, qui sui judex carpit quod redundabat. An ideo mors vitaque discrepat a stylo, quod suis meritis diffisi totam salutem adscribebant Dei misericordiae? Idem nos facimus qui asserimus liberum arbitrium. Quam commoda rima tibi hic reperta est, qua possis elabi, quoties auctoritate Veterum urgeberis!

Hvis det var i åndsfraværelse, at den guddommelige Augustin hævdede den frie vilje, hvorfor angrede han det så ikke til sidst i sint ”Retractioner”? Også dèr holdt han fast på, hvad han havde hævdet, og hans mening har en så meget større autoritet, som han fortryder ganske mange steder, hvor han tillagde den frie vilje mere, end han burde have gjort. Den, der som sin egen dommer afplukker det overflødige, bekræfter ganske kraftigt det, han lader stå. Mon af den grund død og liv ikke stemmer overens med det, de har skrevet, at de mistvivler om deres fortjenester og tilskriver Guds barmhjertighed hele deres frelse? Det samme gør vi, når vi fastholder den frie vilje. Hvor bekvemt er det ikke for dig, at der her åbner sig en kløft for dig, som du kan undslippe ad, hver gang du trænges af de gamles autoritet!

³¹          Non hoc senserunt, sed aberrante stylo, et animo peregrinante talia prodiderunt. Nec vides interim istud tuum commentum in te posse torqueri, non solum a nobis, verum etiam a tuis. Proinde quando tu, Luthere, dum elabi non potes e laqueo quaestionis, multum fumum oculis nostris offudisti, non tam Proteum agens quam Cacum: ego tibi rursus negotii summam atque epilogum ponam ob oculos. In Diatriba nego me velle pugnare tecum, auctoritate veterum Orthodoxorum, aut praejudicio Ecclesiae, quae (560) jampridem tuum dogma damnavit, non quod existimem horum sententiam nihil habere ponderis, sed quod his armis nihil agerem apud te: verum si contingeret, ut Scripturarum testimoniis pares videremur, et aequalitas suspenderet sententiam utroque nutantem, rogavi utrum aequum videretur, ut hoc rerum statu, certe tantillum haberet momenti Veterum auctoritas una cum Ecclesiae decreto, ut procliviores simus in illorum sententiam quam in tuam.

          De mente det ikke, men deres pen tog fejl, og de har fremført den slags, idet de var åndsfraværende. Du ser imidlertid ikke, hvordan det påfund, du her har fået, kan vendes imod dig selv, ikke blot af os, men også af dine tilhængere. Og når du derfor, kære Luther, fordi du ikke kan undvige af spørgsmålets snare, udgyder megen røg for vore øjne, idet du ikke så meget spiller Proteus' som Cacus' rolle, så vil jeg til gengæld stille dig stridsspørgsmålets kerne og sammenfatning for øje. I Diatriben siger jeg, at jeg ikke vil kæmpe med dig ud fra de gamle ortodokses autoritet eller ud fra kirkens afgørelse, fordi dit dogme for længst har fordømt disse ting, ikke fordi jeg mener, at deres mening ikke har vægt, men fordi jeg med disse våben ikke vil kunne udrette noget imod dig. (e1#41). Men hvis der skete det, at skriftsteder synes os ligeværdige, og denne ligelighed støttede begge sider til en balance, så spurgte jeg, om ikke det ville være rimeligt, når nu sagen stod således, at lægge dog nogen vægt på de gamles autoritet og på kirkens dekret, så vi var mere tilbøjelige til at hælde mod deres opfattelse end mod din. (e1#43).

³² Nec hunc in modum eo loquor, quod vere nostra fluctuet sententia, sed ita fingo, quo tibi quoque probetur aequitas nostra, ne queri possis iniquis legibus tibi victoriam extortam. Pone igitur in medio liberum arbitrium, annis jam mille trecentis et amplius bona fide possessum ab Ecclesia Catholica. Pone te ex una parte Scripturarum praesidiis oppugnantem, me iisdem praesidiis defendentem. Adde spectatores mei similes, quibus omnia nostra videantur paria, cum tu simul et certator, et certaminis arbiter atque agonothetes esse postules, quis vel tibi vel mihi addicet brabeum, et cujus arbitrio liberum arbitrium servabitur aut jugulabitur?

Ejheller taler jeg på den måde, fordi vores mening virkelig er vaklende, men jeg forestiller mig dette, for at vor fairness kunne bevises også overfor dig, så du ikke kan klage over, at sejren blev berøvet dig i kraft af uretfærdige regler. Altså: anbring den frie vilje i midten, den, som den katolske kirke allerede i tretten hundrede år og mere i god tro har haft. Anbring dig selv på den ene side, du, som med skriftens hjælp bekæmper dem, mig på den anden side, som med sammes hjælp forsvarer den. Tilføj tilskuere af min slags, for hvem alt det, vi fremlægger, synes lige gyldigt, skønt du hævder på én gang at kæmpe, at dømme og at uddele prisen, hvem af os to, dig eller mig, tror du sejrskransen vil tilfalde, og ved hvis valg vil den frie vilje sejre eller gå under?

³³ Quoties in judiciis variant utrinque pares sententiae, perpendi solent circumstantiae, nec jam numerantur sententiae, sed expenduntur. Aliquid favoris tribuitur reo, defertur nonnihil aetati, dignitati et auctoritati partis alterius. Itidem ego proponebam, an nutante sententia deberent aliquid habere momenti, utriusque partis circumstantiae. Statuimus te ad dextram, cum Manichaeo, Joanne Husso et Wiclevo, quos omnes (562) percussit Ecclesiae fulmen. Dei judicia nobis sunt incognita, adde, si voles, Laurentium Vallam, quanquam ille nec ex professo tuetur tuam sententiam, sed victus difficultate cedit: et quantum Laurentio tribuas nescio, primum homini rhetorico, deinde quaestionem praescientiae, non ex divinis Litteris, sed humanis rationibus, ac profanis exemplis tractanti: nam quod ais Augustinum totum pro te stare, satis mirari non possum, cum ille in libris Retractationum excuset quaedam in tribus illis libris, quos orsus Romae, Carthagine absolvit jam Presbyter, quod in his plus satis videatur tribuere libero arbitrio, nec justam habere rationem gratiae, perseverans tamen in sententia, quod esset aliquid liberum arbitrium.

Hver gang i bedømmelsen stemmerne hos begge parter står lige, plejer omstændighederne at få vægt, så man nu ikke alene tæller stemmerne, men også vejer dem. Nogen gunst tillægges den anklagede, der tilskrives noget til alder, værdighed og autoritet hos begge parter. Og her var det, jeg foreslog, om ikke man ved uafgjort stemmeafgivelse burde lade hvert partis omstændigheder betyde noget. Lad os stille dig over til højre sammen med manikæerne, Johannes Huss og Viklef, som kirkens banstråle alle har gennemboret. Guds dom er ukendt for os, men hvis du vil, kan du tilføje Laurentius Valla, endskønt han ikke åbent har støttet din opfattelse, men er veget tilbage, overvundet af vanskeligheden. Jeg véd ikke, hvor stor betydning du tillægger Laurentius, han var i første række retoriker, dernæst behandlede han spørgsmålet om Guds forudviden, ikke ud fra den guddommelige skrift, men ud fra den menneskelige fornuft og profane eksempler. Men jeg kan ikke undre mig nok over det, du siger, at Augustin er helt på din side (L3#19), eftersom han i 'retractionerne' tilbagekalder noget i de tre bøger, som han påbegyndte i Rom, men afsluttede i Karthago som præst, fordi han i dem syntes at have tillagt den frie vilje for meget og ikke at have givet en retfærdig begrundelse for nåden, og dog fastholdt han den opfattelse, at der er én eller anden slags viljesfrihed.

³⁴ Quid plura? Si Augustinus tecum sensit, cur jam senex librum opposuit iis qui diverso rapiebantur errore, quibusdam in totum negantibus liberum arbitrium, quod audirent tantum tribui gratiae, aliis minus justo gratiae tribuentibus, cum audirent asseri liberum arbitrium. Sic habet in primo Capite. Caput secundum sic orditur: ,Revelavit autem nobis per Scripturas sanctas, esse in homine liberum voluntatis arbitrium'. Audis asseri liberum arbitrium, non ex somniis Philosophorum, sed ex auctoritate sacrarum Scripturarum, et alicubi palinwdei, quod Origenem, ni fallor, sequutus scripsit, ,nostrum esse velle bona, caeterum perficere non posse sine praesidio gratiae', non tamen (564) abnegat liberum arbitrium. Jam quod alicubi dixit, ,Deum operari in nobis et bona et mala', quale sit suo loco declarabimus.

Hvad vil vi mere? Hvis Augustin mente som du, hvorfor har han så som olding udgivet en bog imod dem, som blev revet ud i forskellige vildfarelser, nogle, fordi de helt og holdent nægtede den frie vilje, fordi de hørte, at der blev tillagt nåden så meget, og andre tillagde nåden mindre, end det var rimeligt, fordi de hørte, at den frie vilje blev fastholdt. Det skriver han i første kapitel. Den andet kapitel indledes han således: ”Men han har åbenbaret os i den hellige skrift, at der i mennesket findes en fri vilje”. Du hører, at den frie vilje bliver hævdet, ikke ud fra filosoffers drømmesyner, men ud fra den hellige skrifts autoritet, og et andet sted tilbagekalder han det – hvis ikke jeg tager fejl, skriver han det idet han følger Origenes – ”det er op til os at ville det gode, men at gennemføre det kan vi ikke uden nådens hjælp”. Dog benægter han ikke den frie vilje. Men hvad han har sagt andetsteds: ”Gud virker i os både godt og ondt”, det vil vi forklare på sit sted.

³⁵ Nunc aliud agitur. Quare patiemur tibi adstare Laurentium, Joannem Hus, et Wiclevum, sed primum vehementer ob hanc sententiam periclitatum, duos Ecclesiae judicio damnatos, alterum etiam exustum in Constantiensi Concilio. Hic mihi ne protinus reclama: Satanae fuisse sententiam, non Ecclesiae, nunc tantum historiam referimus. Assistant et amici tui, quorum tamen suffragio minus erit ponderis, vel quod in tua dogmata jurarunt, vel quod nec inter ipsos, nec tecum constanter idem sapiunt. Et scis rejici testem domesticum, nec ignoras testium fidem non alia re magis elevari, quam testimoniorum inconstantia: Hic est tuus chorus.

Nu til noget andet. Derfor går vi med til, at Laurentius, Johannes Huss og Viklef står på din side, men den første er på grund af denne opfattelse kommet i svare vanskeligheder, de to er af kirkens ret blevet fordømte, og den ene endog blevet brændt på koncilet i Konstanz. Lad nu være med straks at indvende, at det var Satans dom, ikke kirkens, for øjeblikket refererer vi kun de historiske begivenheder. Dine venner kan også bistå dig, men deres forbøn vil dog være mindre værd, enten fordi de har svoret troskab mod dine dogmer eller fordi de ikke hele tiden er enige indbyrdes eller med dig. Du véd også nok, at et vidne, der hører til hjemmet, bliver afvist, og du er ikke uvidende om, at et vidners troværdighed ikke mindskes mere end ved vidnesbyrdenes mangel på sammenhæng. Det er altså din skare.

³⁶ Ex adversa parte stant illa praeclara domus Dei lumina, in quibus tot excellentes ingenio viri, sic exercitati in divina Philosophia, tum Graeci quibus prima semper fuit auctoritas in tractandis sacris Litteris, tum Latini Graecorum aemuli, et in his tot vitae sanctimonia commendati, nonnulli etiam martyrio sanguinis clari, quorum memoria toti populo Christiano semper fuit in hunc usque diem sacrosancta: tot Episcopi, tot summi Pontifices, quorum sententia tam longa seculorum serie recepta comprobataque fuit, tandem et publico Ecclesiae decreto confirmata. Adde his consentiens omnium Academiarum judicium, adde renovatam Theologorum et Ecclesiae censuram. 

På den modsatte side står disse yderst klare lysende begavelser fra Herrens hus, blandt hvilke der findes så mange udmærkede forstands mennesker, så erfarne i den guddommelige filosofi, dels grækernes, som først havde autoritet til at behandle den hellige skrift, dels latinerne i væddekamp med grækerne, og blandt dem så mange, anbefalet af et helligt liv, ikke så få også berømt gennem deres blodmartyrium, og deres minde var indtil vore dage helligt for hele kristenfolket. Så mange bisper, så mange paver, hvor opfattelser igennem en så lang række af århundreder blev anerkendt og billiget, og endelig også bekræftet af kirkens offentlige afgørelser. Føj hertil alle universiteternes énstemmige dom, tilføj den nylige bedømmelse fra teologer og kirke.

³⁷ Denique adde tam longam (566) temporis praescriptionem. Nonne signis evidentissimis opus est, quo nobis persuadeas, ut tecum profiteamur, tam venerandum Patrum chorum, una cum Ecclesiae proceribus penitus caecutisse in sacris Litteris, spiritu Satanae fuisse actos, aut, ut clementissime dicatur, mente alienata tulisse sententiam, haereticam, impiam, blasphemam, adversus clarissimam Scripturam, et in summam humani generis perniciem: utque desciscentes a patribus nostris, quorum doctrina, legibus et auctoritate hactenus aliti, rectique sumus, spreta matre, cujus lacte nutriti sumus, deserta tanta populi Christiani sodalitate, cui tot annis assuevimus, summo rerum vitae et animarum discrimine concedamus in tuum foedus, in quo praeter homines eosque paucos, et inter se dissidentes, acresque assertiones nihil videmus.

Føj hertil endelig en så lang anordning fra tiden. Mon ikke der er brug for særdeles tydelige tegn, hvormed du kan overbevise os om, at vi sammen med dig skal bekende, at en sådan skare af ærværdige fædre, sammen med kirkens ledere har været fuldstændig blinde i den hellige skrift, at de var drevet af Satans ånd, eller, som de siges noget mildere, i kraft af åndsfraværelse har fremført en kættersk, en ugudelig, en blasfemisk opfattelse imod den klareste skrift og til største fordærv for menneskeslægten; så at vi falder bort fra vore fædre, ved hvis lære, love og autoritet vi hidtil er blevet nærede og har været tilknyttet, så vi skulle smæde vores moder, ved hvis mælk vi er blevet nærede, så vi skulle forlade kristenfolkets store fællesskab, så vi igennem så mange år har vænnet os til, og til største skade for vort livs og vore sjæles forhold tilslutte os dit forbund, i hvilket vi ikke ser andet end almindelige mennesker og det kun ganske få, som er uenige indbyrdes, og kun hører lidenskabelige påstande.

³⁸ Dignitate, auctoritate, vetustate, ingenio, doctrinaque videris illis ultro cedere. Miracula vocas in dubium, sed haec tamen publica constansque populi Christiani opinio jam olim commendat, cum ne suspicio quidem, aut rumor similis sit de vobis. Nam quod cavillaris neminem illorum per liberum arbitrium edidisse miracula, ad id jam respondi. Rursus in dubium vocas sanctimoniam vitae, pro illis tamen stat opinio. Nec mihi libet hanc partem urgere. Movet nos illorum auctoritas, movet quam in te tuisque videmus asseverandi constantia, (sic enim finxeram) sed ab Ecclesia nostra recedere non audemus, nostramque salutem tuae fidei committere.

I værdighed, autoritet, alder, begavelse og lærdom synes du at være underlegen overfor enhver på den anden side. Du kalder miraklerne i tvivl, men disse har kristenfolkets offentlige og vedvarende mening allerede fra gammel tid anbefalet, mens der ikke engang forekommer en mistanke eller et rygte om noget tilsvarende om jer. For det, du gør grin med: at ingen af dem i kraft af den frie vilje har foretaget et mirakel, har jeg allerede svaret på. Videre ytrer du tvivl om deres levneds hellighed, men den almindelige mening er på deres side. Men heller ikke jeg har lov til at overbetone denne side af sagen. Deres autoritet gør indtryk på os, ligeså meget som din og dines hårdnakkethed i jeres påstande gør det (for sådan har jeg forestillet mig det), men vi vover ikke at falde bort fra kirken, og lade vores frelse afhænge af din tro.

³⁹ Quod signum ostendis ut tibi potius credamus quam illis? Jam ut (568) donemus tibi esse Spiritum quem fortiter arrogas, tibi uni Scripturas omnes esse lucidissimas, hoc ut verum sit, tibi verum est: nobis, ut ipse fateris, nihil prodest: promittebas itaque claritatem externam Scripturae divinae, quae persuaderet omnibus tuam interpretationem esse verissimam, et aliorum omnium, quamlibet multorum, magnorum, quamvis sanctorum aut eruditorum, esse falsam, caecam et pestiferam, quam quisquis sequatur recta properat ad inferos. 

Hvilket tegn viser du os, at vi skulle tro dig fremfor de andre? Og selv om vi endogså indrømmede dig, at du har den ånd, som du så stærkt praler af, at for dig alene er hele skriften lysende klar – om så det var sandt, så er det kun sandt for dig. Os gavner det intet, som du selv indrømmer det. Du lovede derfor, at den guddommelige skrift havde en ydre klarhed, som kunne overbevise alle om, at din fortolkning var den sandeste, og alle andres, uanset hvor mange, hvor store, hvor hellige eller lærde, de var, var forkert, blind og pestbærende, så enhver, der fulgte den, gik lukt i helvede. (L2#108).

⁴⁰ Nemo sanus credidit Donatistis, magna asseveratione suadentibus, apud reliquas Ecclesias omnes perisse baptismi gratiam, nec usquam mansisse incorruptam, nisi in ipsorum Ecclesia. Et tu vis nos statim credere, tot seculis per Satanam fuisse velatum Euangelium, quod nunc per te patefit, nec apud ullos esse sinceram Scripturarum interpretationem, praeterquam Wittenbergae. In re tam incredibili, tamque periculosa, non sat fuerit, assertionibus et vulgaribus argumentis agere: evidentia, certa, demum Achillea proferas oportet. An hic testimoniis Scripturarum utrinque productis advocabis sensum communem, qui controversiam dirimat?

Intet sundt menneske troede donatisterne, som med stor påståenhed overbeviste om, at hos alle de øvrige kirker var dåbens nåde gået til grunde, den var kun forblevet ufordærvet i deres kirke. Og du vil have os til uden videre at tro, at i så mange århundreder var evangeliet i kraft af Satans virke tildækket, men at det nu igennem dig er blevet åbenbaret, og at der ikke hos andre er nogen ægte skriftfortolkning end i Wittenberg. I en så utrolig, så farlig sag er det ikke nok at komme med påstande og vulgære argumenter. Beviser, sikkerheder, ja Akilleuser må du fremføre. (e3#28). Eller vil du her, når begge sider har fremdraget skriftbeviser, kalde den almindelige fornuft til hjælp, så den kan afgøre stridsspørgsmålet?

⁴¹ Et Spiritum et sensum communem, et divinae Scripturae perspicuitatem utraque pars sibi vindicat. Nunc quod tu tam prolixe de obscuritate luceque Scripturarum disseruisti, minimum ad rem pertinet. Fac Scripturas lucidissimas, quid faciemus nos imperiti, qui videmus utramque partem sibi pari contentione asserere Spiritum qui patefacit mysteria, et (570) summam Scripturae perspicuitatem? Fac alicubi obscuras, quid faciemus, cum utrique alteris objiciatis caecitatem?

Men begge parter påberåber sig ånden og den almindelige fornuft og den guddommelige skrifts gennemskuelighed. Hvad du her så ordrigt har underholdt os med om skriftens dunkelt og lys, har kun meget lidt med sagen at gøre. Lad skriften være lysende klar, hvad skal vi ulærde gøre, som ser begge parter med samme hæftighed hævde, at de har ånden, som åbenbarer mysteriet og skriftens højeste gennemskuelighed? Lad den være dunkel sine steder, hvad skal vi gøre, når hver part beskylder den anden for blindhed?

⁴²          Utcunque haec habent, nos certe pendemus in ancipiti, nec interim liberas vel fidem tuam, exhibito promisso, vel nos, ademta nobis ambiguitate. Fortasse redibis ad illas conjecturas, quas ante nobis proferre coepisti: ,Scio meam conscientiam esse sinceram, scio me Spiritu Dei agi, pecuniam nec habeo nec affecto, gloriam nihil moror, quid autem sperem voluptatis in tantis laboribus ac periculis?' Haec, Luthere, sic recipimus abs te dicta, ut optemus esse vera, sed tamen nobis non persuadent, nec prefers illam externae claritatis plhroforian, sed cogere potius tentas quam allicere. Fieri potest ut talis sis qualem te praedicas, id tamen citius crederemus, si in tuis scriptis minus esset arrogantiae, minus amarulentiae, minus stropharum et vafritiei, quantum si viderem in litteris Apostolorum, dubitarem illis habere fidem. Nam similia puto et Manichaeos et Donatistas dixisse, Non affecto pecuniam, non gloriam, non caetera hujus Mundi commoda.

        Hvordan det end har sig med det, vi svinger i hvert fald fra det ene til det andet, og du redder i mellemtiden hverken din troværdighed ved at opfylde dit løfte, eller os ved at fjerne vor tvivl. Måske vil du føre os tilbage til de formodninger, som du tidligere var begyndt at fremdrage for os: ”Jeg véd, at det er alvor for min samvittighed, jeg véd, at jeg føres af Guds ånd, penge har jeg ikke og ønsker jeg ikke, ære vil jeg ikke vide af, hvilken lyst skulle jeg håbe på i så store anstrengelser og farer?” (L2#74; ref). Vi forstår det, der er sagt af dig, kære Luther, på den måde, at vi håber, det er sandt, men dog overbeviser det os ikke, ejheller fremfører du denne fylde af ydre klarhed, men du forsøger snarere at tvinge end at lokke. Det kan godt være, at du er en mand af den art, du her taler om, men det ville vi snarere tro, hvis der i dine skrifter var mindre arrogance, mindre skarphed, færre kunstgreb og mindre fiffighed, for hvis jeg så så mange af den slags ting i apostlenes breve, ville jeg tøve med at regne dem for troværdige. For det samme tror jeg også, at manikæerne og donatisterne har sagt: 'jeg bryder mig ikke om penge, eller ære eller andre af denne verdens goder'.

⁴³ Sunt Spiritus plani juxta Paulum, et Spiritus Satanae transfigurat sese in Angelum lucis, nec tutum est cuivis spiritui credere. Quod ad famam attinet, non possis optare majorem, eaque tibi brevi temporis spatio quaesita est, late regnas in animis hominum, tot factionibus armatus es, habes theatrum miris applausibus perstrepens, summatibus magis (572) formidabilis es quam amabilis: habes tuum satellitium, habes emissarios et veredarios, habes qui tecum scribant, habes qui scripta tua vertant Germanice.

Der findes ifølge Paulus tjenende ånder (Hebr 1,14), og Satans ånd kan forvandle sig til en lysets engel (2kor#11,14) og det er ikke sikkert at tro enhver ånd. Hvad berømtheden angår, kan du ikke ønske dig den større, og du har opnået den indenfor kort tid, du hersker langt ind i menneskenes hjerter, du er afskærmet af så mange tilhængere, du har et publikum, som bryder ud i forunderligt bifald, du er for fyrsterne mere frygtelig end elskværdig. Du har din livgarde, du har udsendinge og kurérer, du har nogle, som skriver sammen med dig, du har nogle, som oversætter dine skrifter til tysk.

⁴⁴ Quid superest nisi diadema? Hic rerum successus posset vel incorruptum animum corrumpere. Quantum habeas pecuniae non laboro, opinor tamen in caeteris quoque rebus paulo commodius habere, quam habiturus eras, si non movisses hanc Camarinam. Certe multos novi, quibus Euangelium istud et censum, et uxorem, aliaque multa commoda peperit, cum antea frigerent. Nunc si praemium audire vis adulationis meae, sic enim interpretaris: Dimidium fortunulae meae perdidi, ne contra te retiarium agerem, multamque suspicionem et invidiam lucrifeci, caeterum teruntio non sum factus ditior, et animum esse mihi harum rerum contemtorem vel illud arguit, quod fortunam amplam, cum dignitate conjunctam, jam non semel recusavi. 

Hvad mangler du andet end kronen? Dette levnedsløb skulle nok kunne fordærve en ufordærvet sjæl. Hvor mange penge du har, bekymrer jeg mig ikke om, dog tror jeg, at du også i de øvrige forhold har det mere bekvemt end du ville have haft det, hvis du ikke havde rørt op i denne andedam. Jeg kender i hvert fald mange, som dette evangelium har bragt både indkomst og hustru, og andre har fået behageligheder, hvor de tidligere frøs. Nuvel, hvis du vil høre belønningen for mit smigreri – for sådan udlægger du det: halvdelen af min beskedne formue har jeg mistet, for ikke imod dig at spille netkæmperens rolle, megen mistro og misundelse har jeg indhøstet, og for øvrigt er jeg ikke blevet en øre rigere, og at jeg har et sind, der foragter disse ting, beviser det forhold, at jeg allerede flere gange har afslået en anselig formue, der fulgte med en værdighed.

⁴⁵ Sed non permitto mihi ut de tuo judicem animo: habet ille suum Judicem, qui solus novit occulta cordium. Hoc exigimus, ut nos de tua doctrina certos facias, id quod te facturum receperas. Id si non potes, patere nos oviculas et simplices sequi vocem Ecclesiae. Dices, satisfactum esse iis qui spiritum hauserunt e scriptis tuis. Utinam posses impositis manibus dare spiritum bonum! nam de spiritu, qui hauritur e tuis libris, vehementer dubitamus. Non hic referam experimenta mea: tantum hoc dicam quod est in propatulo, calami tui violentiam et supercilium imitantur permulti.

Men jeg tillader mig ikke at bedømme om dit hjerte. Det har sin dommer, han, som alene kender hjerternes skjulte ting. Det kræver vi, at du gør os sikre på dine læresætninger, hvad du også havde lovet at gøre. Hvis du ikke kan gøre det, så må du finde dig i, at vi småfår og enfoldige mennesker følger kirkens stemme. Du vil sige, at de mennesker, der øser ånden ud af dine skrifter, er tilfredse. Gid du kunne give den gode ånd ved håndspålæggelse! For vi har stor tvivl angående den ånd, der kan øses ud af dine bøger. Jeg beretter ikke her om mine erfaringer. Jeg taler blot om det, der foreligger offentligt: din pens voldsomhed og stolthed er der mange, der efterligner.

⁴⁶ Visus est olim mihi Jonas mansueti sanique ingenii: librum, (574) quem scripsit in Joannem Fabrum, attente coeperam legere, cupiens discere, quibus argumentis rem evinceret. Tantum illic obstrepebat convitiorum, ut taedio coactus sim librum deponere: nullus enim modus aut finis. Idem mihi usu venit in tua Missa abrogata,* aliisque nonnullis Opusculis. 

* De abroganda missa privata Martini Lutheri sententia (1521).

Justus Jonas forekom mig engang at være en mand af en rolig og sund ånd. Den bog, som han skrev mod Johannes Faber, begyndte jeg at læse med interesse, fordi jeg var ivrig efter at lære, med hvilke argumenter han ville føre sin sag. Men så mange skældsord lod han dèr lyde, at jeg blev tvunget til af lede at lægge bogen fra mig. Der var ingen måde eller ende på det. Det samme skete for mig med din ”Den afskaffede messe” og andre af dine små værker.

⁴⁷ Hic videlicet distinguis fidem et caritatem: fidem ais saevire, caritatem omnia perpeti. At saevitiam videmus, caritatem illam omnia perpetientem non sentimus. Nec perpendis interim quantopere laedas causam tuam ista calami licentia, quem nunc in hunc, nunc in illum stringis, levium hominum instinctu. Et nisi me plane fallunt omnes conjecturae, ad hanc postremam debacchationem te propulere quidam e tuis, non alia re offensi, quam quod ab opinione Carolstadii de Eucharistia dissensi, rogatus sententiam.

Her skelner du godt nok mellem troen og kærligheden: du siger, at troen raser, kærligheden finder sig i alt. Men raseriet ser vi, kærligheden, der finder sig i alt, mærker vi ikke. Du overvejer heller ikke, hvor stor skade du gør din sag med denne fripostighed fra din pens side, som du spidser nu imod den, nu imod hin, på foranledning af ubetydelige mennesker. Og hvis ikke jeg tager helt fejl af alle formodninger, har nogle af dine egne foranlediget dig til dette sidste raseri, idet du ikke blev tilskyndet af andet, end af at jeg var uenig med Karlstadts opfattelse af nadveren, da jeg blev spurgt om min mening.

⁴⁸ Hunc dolorem suum per te voluerunt ulcisci, cum hac in parte starem abs te. Si Diatribam liberis rationibus ac fortibus argumentis obruisses, nec me vel tantulum offendisses, fortasse et in tuam sententiam pertraxisses, a qua non ita multum abhorret animus, si tantum Scholarum esset, non etiam Ecclesiae dogma, et apud alios minus odii, plus fidei tibi parasses. Ego te ad disputandi, non convitiandi certamen provocaram. Et vides quantam voluminis tui partem convitiis occuparis. Verum facessant haec.

De ønskede, at du hævnede den smerte, de fik, fordi jeg i denne sag stod på din side. Hvis du havde tilintetgjort Diatriben med frie fornuftsgrunde og stærke argumenter, ville du ikke have fornærmet mig det mindste, måske endog ført over til din opfattelse, for hvilken jeg ikke nærede så stor afsky, hvis det kun havde drejet sig om universiteternes dogme, og ikke tillige om kirkens dogme, og du hos andre havde vundet mindre had mig dig og mere tiltro til dig. Jeg har udfordret dig til en disputationskamp, ikke til en udskældskamp. Og du må da kunne se, hvor stor en del af din bog der optages af skældsord. Men lad dette være!

⁴⁹             Prolixae disputationis, qua meae Diatribes praefationem oppugnas, hanc clausulam facis: ,Quare hanc disputatiunculam (576) sic conclude: Per Scripturam ut obscuram hactenus nihil certi definitum est, nec definiri potest, de libero arbitrio, te ipso teste: per vitam vero omnium hominum ab initio mundi nihil ostensum est pro libero arbitrio, ut superius est dictum. Docere igitur aliquid quod intra Scripturas non est ullo verbo praescriptum, ullo facto monstratum, hoc non pertinet ad dogmata Christianorum, sed ad narrationes veras Luciani, nisi quod Lucianus joco et prudenter de rebus ludicris ludens neque fallit neque laedit: Isti vero nostri in re seria, et quae ad aeternam salutem pertinet, insaniunt in perditionem innumerabilium animarum.

          Den omfangsrige disputation, som du sætter op imod min Diatribes indledning, giver du følgende afslutning: ”Derfor slutter jeg denne lille disputation således: Gennem skriften er der, da den er uklar, hidtil ikke fastslået noget sikkert, og det kan der heller ikke, efter det, du siger, men gennem alle menneskers levnes fra verdens begyndelse er der ikke påvist noget til fordel for den frie vilje, som ovenfor sagt. Altså, at lære noget, som i skriften ikke med ét ord er foreskrevet, og udenfor skriften ikke bevist med nogen kendsgerning, det har intet med de kristnes læresætninger at gøre, men med Lucians "sande historier", bortset fra, at Lucian for sjov og klogt leger med latterlige ting, ikke bedrager eller skader nogen, mens disse for alvor raser imod vores sag og imod det, der har med den evige frelse at gøre, til fortabelse for utallige sjæle.

⁵⁰ Sic et ego absolverim totam hanc quaestionem de libero arbitrio, etiam testimonio adversariorum mecum faciente, et illis ipsis pugnante, quod fortior probatio nulla sit, quam ipsius, qui reus est, propria confessio, et testi-monium contra seipsum'. Habemus bellam conclusionem bene navatae disputationis. De obscuritate jam satis dictum est. Finxi obscuritatem illic esse, ubi variant inter-pretationes. Eam fictionem si probas, simul fatere et tuas scripturas, quibus jugulas liberum arbitrium, esse ambiguas et obscuras. 

Således ville jeg gerne have afsluttet hele dette spørgsmål om den frie vilje, idet endog modstandernes vidnesbyrd står på min side og de kæmper mod sig selv, for der er jo ikke noget bevis, der er stærkere, end den anklagedes egen bekendelse og vidnesbyrd imod sig selv.” (L3#100). Her har vi en smuk afslutning på en smukt gennemført disputation. Om dunkelheden er der allerede sagt nok. Jeg har antaget, at der foreligger en dunkelhed dér, hvor fortolkningerne afviger fra hinanden. Hvis du godtager denne antagelse, så må du samtidig indrømme, at også dine skrifter, hvormed du dræber den frie vilje, er tvetydige og dunkle.

⁵¹ Quod si abnuis, nostro jure reposcimus quod concesseramus. Nec ego per vitam Orthodoxorum probo liberum arbitrium, sed in pari testimoniorum numero pondereque volo nonnihil habere momenti probatam testium vitam: veluti si in judicio par sit utriusque partis argumentatio, varientque testes, citius creditur viro qui fortiter pugnavit pro patria, qui sancte gessit magistratum, quam ei, cujus probitas nullo populi testimonio commendatur, (578) sed improbitas potius famosa est. 

Men hvis nægter det, er det vores ret at tilbagekalde, hvad vi har indrømmet. Jeg beviser heller ikke den frie vilje ved hjælp af de ortodokses liv, men jeg ønsker, at når man i lige grad opvejer og vægter vidnesbyrdene, så må vidnes anerkendte livsførelse have noget at sige, ganske som hvis ved en domstol to parter står lige i bevisførelsen og der er forskellige vidner, så tror man snarere på en mand, som har kæmpet tappert for fædrelandet, som har forvaltet sit embede samvittighedsfuldt, end på ham, hvis retskaffenhed ikke anbefales af noget folkeligt vidnesbyrd, men hvis dårligdom snarere er berygtet.

⁵² Dices quid illius fortiter gesta, quid magistratus faciunt ad causam in qua testem agit? Hoc faciunt, ne quis facile suspicari possit eum in hac causa vel mentiri vel falli, qui in aliis multis integri prudentisque viri specimen evidens dederit. Jam si praescriptum est in Scripturis dogma de libero arbitrio, cur rejicis testimonia Patrum ex sacris Libris depromta? Si non est, cur asseris sine Scriptura? Sin utraque pars alterius interpretationem rejicit, ut non sit obscuritas in sacris Litteris, certe nobis indoctis est ambiguitas, nisi quod Ecclesiae decretum non sinit nos fluctuare.

Du vil sige: Hvad har hans tapre gerninger, hvad har hans embede at gøre med den sag, hvori han er vidne? Det bevirker, at man i denne sag ikke let kan mistænke ham for at lyve eller tage fejl, han, som i mange andre sager har afgivet eksempel på en helstøbt og klog mand. Men hvis nu dogmet om den frie vilje er foreskrevet i skriften, hvorfor forkaster du så fædrenes vidnesbyrd, som jo er taget fra skriften? Hvis det ikke er foreskrevet dèr, hvorfor hævder du det så uden skriften? Men hvis hvert parti forkaster det andet partis fortolkning, så der ikke skal være dunkelhed i den hellige skrift, så er der i hvert fald for os lægfolk en tvetydighed, hvis ikke det var sådan, at kirkens dekret ikke tillod os at være i tvivl.

⁵³ Et ideo disputans fingo vacillationem, quia praefatus fueram, me non usurum praesidiis Ecclesiasticae censurae. Si nihil extra Scripturas recipis quod non sit divinitus monstratum, cur recipis perpetuam Mariae virginitatem? Hoc in Scripturis non exprimitur, nec ullo miraculo divinitus monstratum est. Si perpetuum Ecclesiae consensum imputas pro miraculo, eundem imputabimus tibi pro libero arbitrio. Nec satis erat tibi dixisse, nihil esse recipiendum quod non sit expressum in sacris Litteris, aut signo monstratum divinitus, nisi addidisses hyperbolen, de veris Luciani (580) narrationibus.

Og derfor foregav jeg under disputationen en vaklen, fordi jeg i forordet havde skrevet, at jeg ikke ville bruge hjælp fra de kirkelige bestemmelser. Hvis du ikke vil godtage noget udover skriften, fordi det ikke er guddommeligt påvist, hvorfor godtager du så Marias vedvarende jomfrudom? Det bliver ikke udtrykkeligt nævnt i skriften, og det er heller ikke guddommeligt påvist gennem et mirakel. Hvis du henregner kirkes vedvarende enighed som et mirakel, så vil vi tilregne dig det samme med hensyn til den frie vilje. Det var heller ikke nok for dig at sige, at intet, som ikke udtrykkelig er sagt i den hellige skrift eller guddommelige påvist ved et tegn, skal godtages, uden at du skulle tilføje overdrivelsen om Lukians sande fortællinger. (L3#101).

⁵⁴ Itane quicquid a Veteribus proditum est de vita martyrioque Sanctorum, quicquid habet Ecclesiastica historia, ad haec Veterum exhortationes et instituta, Praesulum constitutiones, nihilo plus habent ponderis, quam Luciani verae narrationes? Legitur in templis martyrium S. Andreae, S. Laurentii, et aliorum, in quibus celebres Ecclesiae Doctores exercuerunt suam eloquentiam. Et haec omnia nihil aliud sunt, quam Luciani ridiculac fabulae? Hic jocus, Luthere, poterat tibi alias tempesti-vius dici. Ubi nunc igitur ille confitens reus? Imo reclamat ille clare, docetquc haec omnia, quae assumis, esse falsissima. 

Derfor, alt, hvad der er overleveret af de gamle om de helliges liv og martyrium, alt, hvad den kirkelige historie indeholder, dertil de gamles formaninger og indretninger, de ledendes bestemmelser, det skulle ikke have mere vægt end Lukians sande fortællinger? I kirkerne oplæses Skt Andreas', Skt Laurentius' og andres martyrium, hvori kirkens berømte lærde har udøvet deres veltalenhed. Og alt dette er intet andet, end Lukians latterlige fabler? Denne vittighed, kære Luther, kunne du nok have anbragt et andet og mere passende sted. Hvor er da nu ham, der bekender sig skyldig? (L3#101; #50). Tværtimod erklærer han klart og lærer, at alt, hvad du hævder, er pure falskhed.

⁵⁵ Unde consequitur et tuam conclusionem nihilo veriorem esse, quam sunt ea, quae assumis ut confessa. Quorsum autem attinebat et illud admiscere convitium: ,Isti in re seria, et quae ad aeternam salutem pertinet, insaniunt, in perditionem innumerabilium animarum'. An non sentis istam blasphemiam recidere, non in me tantum aut hujus temporis Theologos et Pontifices, sed in probatissimos quosque Ecclesiae Doctores, ab ipsis pene Apostolorum temporibus in hunc usque diem, in universum populum Christianum, quem probabile est eam tenuisse sententiam, quam a suis Doctoribus acceperat? Et addis, ,In perniciem innumerabilium animarum'. 

Deraf følger, at din konklusion ikke er sandere end det, som du antager som noget, du bekender. Men hvad var meningen med at tilføje denne bagvaskelse: ”mens disse for alvor raser ... imod det, der har med den evige frelse at gøre, til fortabelse for utallige sjæle.” (L3#101). Mon ikke du mærker, at denne anklage for blasfemi, ikke blot falder tilbage på mig eller på nutidens teologer og paver, men netop på de mest anerkende kirkelige lærere, næsten fra apostlenes tider og indtil dagen i dag, på det hele kristenfolk, som har regnet den sætning for antagelig, som det har modtaget af deres lærde? Og så tilføjer du: ”til fortabelse for utallige sjæle”.

⁵⁶ Atqui paulo ante cum Diatriba tibi impingeret, quod acerbitate et paradoxis multos alienares, respondebas nihil esse periculi, solos impios qui pereunt offendi, electos in tuto esse. Siccine in tuto sunt, qui tuum dogma sequuntur, et pereunt qui consentiunt tot Orthodoxis, et Ecclesiae definitioni? Et ubi nunc est illa religio, qua querebaris quod te ponerem pessimo loco, in (582) quo cogereris aut cedere, aut adversus tantos viros aliquid dicere? In eo loco te ipsum posueras, antequam ego collocarem. Quoties enim illis impegisti imperitiam Scripturarum, caecitatem, sacrilegium, blasphemiam? hic addis insaniam, quemadmodum paulo ante, mentem alienatam. Et de me quereris, quasi non soleas tua sponte in illos dicere, quicquid libuit. 

Men lidt tidligere, da Diatriben bebrejdede dig, at du har fremmedgjort mange ved din hårdhed og dine paradokser, svarede du, at det var der intet farligt ved, kun de ugudelige, som gik fortabt, blev stødte, de udvalgte var trygge. Mon da de mennesker er trygge, som følger dit dogma, og mon de mennesker gør fortabt, som er enige med så mange ortodokse og med kirkens definition? Og hvor er nu den fromhed, hvormed du klagede over, at jeg havde anbragt dig på den dårligste plads, hvor du var tvunget til enten at give efter eller sige noget imod så mange mænd? (L3#22). På denne plads havde du anbragt dig, før jeg satte dig dèr. For hvor ofte har du ikke bebrejdet disse mænd deres ukendskab til skriften, deres blindhed, helligbrøde, blasfemi? Her tilføjer du så rasen (L3#101; #50), ligesom du lidt tidligere sagde åndsfraværelse. Og du klager over mig, som om du ikke plejer at tale mod dem af karsken bælg, hvad der lyster dig.

⁵⁷ Si vera praedicares, quis tamen pius ferre posset impiam calami tui licentiam? Nunc cum falsa praedicas, multo minus ferenda est. Hic est tuus, Luthere, triumphus ante victoriam. Nunc accingeris ad pugnam, et in manibus est victoria, si leges, quas victores victis solent praescribere, nos ante congressum accipere velimus. Primum miro stomacho soles rejicere, quicquid e Scholis Theologorum adferretur, nunc omnia trahis ad sophisticam rationem, non ob aliud, nisi ut mihi parum in illis exercitato tenebras offunderes, hoc est, quod dici solet, Canterium in fossam protraheres. Atqui nihil soles admittere, nisi quod habent divinae Litterae, et his solis tecum congrediebar: tu mutatus in diversum, pertrahis nos in medias Sophistarum spinas, quae si tibi tam deessent quam sunt invisae, frequenter haereres perplexus.

Selv hvis det, du påstod, var sandt, hvilken from man kunne så udholde de ugudelige friheder, din pen tager sig? Nu, hvor det, du hævder, er forkert, er det meget mindre til at udholde. Her har du, kære Luther, din triumf før sejren. Nu må du omgjorde dig til kamp, sejren er forhånden, hvis vi før kampen ville antage de bestemmelser, som sejrherrerne plejer at foreskrive de besejrede. For det første plejer du med en sær uvilje at forkaste alt, hvad der fremføres fra teologernes skoler, nu behandler du alt på sofistisk måde, af ingen anden grund, end at du kan udbrede mørke over mig, som kun er lidt trænet i deres tanker, det vil sige, 'trække en vallak op af floden' eller altså: få mig på glatis. Og du plejer ikke at gå med til andet end hvad der står i de guddommelige skrifter, og jeg har kun fægtet med dig ud fra dem. Men du gik så over i den anden grøft, og drog os midt ind i sofisternes tjørnehække, som du ville blive siddende fast i, hvis det skortede dig lige så meget på dem, som de var dig forhadte.

⁵⁸Et sic rejicis illorum praesidia, quoties commodum est, ut nobis aliam sophisticam non minus sophisticam objicias, novasque comminiscaris elabendi rimas. Quantum enim hic est distinctionum, quae faciunt necubi possis comprehendi? Distinguitur Lex ab Euangelio, sed sic ut utrumque sit in utroque, interna Scripturae claritas ab externa, Deus a (584) Scriptura, Deus praedicatus a non praedicato, spiritus Euangelicus a spiritu erroris, opinio negativa, quae nihil probat, ab affirmativa, cujus est probatio.

Og således forkastede du deres hjælp, så ofte det var passende, så du kunne bebrejde os en anden sofistisk tankegang, der ikke var mindre sofistisk, og du kunne opfinde nye revner i tankegangen at udarbejde. For hvor mange distinktioner er der ikke her, som bevirker, at man aldrig kan forstå dig? Der skelnes mellem lov og evangelium, men sådan at det ene er i det andet, der skelnes mellem skriftens indre og ydre klarhed, mellem Gud og skriften, mellem den prædikede Gud og den ikke prædikede, mellem den evangeliske ånd og vildfarelsens ånd, mellem en negativ opfattelse, som intet beviser, og en affirmativ, som kan bevise noget.

⁵⁹ Ostenditur duplex ostensio spiritus: duplex canon, caritatis et fidei: duplex necessitas, operis et temporis, rursum coactionis et immutabilitatis: duplex omnipotentia Dei, naturae et operationis: duplex respectus ad superiora et inferiora: discernuntur indicativa verba ab imperativis et subjunctivis, stylus a vita morteque secernitur, a precatione disputatio: denique distinguitur Ecclesia, quae videtur esse cum non sit, ab Ecclesia, quae non videtur esse cum sit: distinguuntur sancti, qui cum videantur non sunt, a sanctis qui habentur pro impiis, cum vere sancti sint.

Der påvises en dobbelt åndens påvisning; en dobbelt rettesnor, kærlighedens og troens; en dobbelt nødvendighed, gerningens og tidens, og også en tvangens og uforanderlighedens nødvendighed; en dobbelt almagt hos Gud, naturens og virksomhedens; en dobbelt henseende, hvad der er over os, og hvad der er under os; der skelnes mellem indikativiske ord og imperativiske og konjunktiviske; der skelnes mellem skrift og liv og død, mellem fremsættelse og bøn. Og endelig skelnes der mellem kirken, som synes at være, skønt den ikke er, og kirken, som ikke synes at være, skønt den er; og der skelnes mellem de hellige, som, skønt de synes at være hellige, ikke er det, og de hellige, som regnes for ugudelige, skønt de er sandt hellige.

⁶⁰ Non haec recenseo quod omnes tuas distinctiones improbem, sed quod tibi sumas in sacris Litteris explicandis quod aliis non permittis, et aliorum distinctiones soleas exsibilare, cum tuas haberi velis pro oraculis. Nobis occludis omnem exitum, et tibi vis patere tot cuniculos. Nunc vide quas leges praescribas nondum victor, Deponite quicquid armaturae suppeditant orthodoxi Veteres, Theologorum Scholae, auctoritas Conciliorum et Pontificum, consensus tot seculorum, ac totius populi Christiani. Nihil recipimus nisi Scripturas, sed sic ut penes nos solos sit certa auctoritas interpretandi. Quod nos interpretamur, hoc sensit Spiritus Sanctus, quod adferunt alii quamvis magni, quamvis multi, a spiritu Satanae, et alienata mente profectum est.

Jeg opregner ikke dette, fordi jeg vil afbevise alle dine distinktioner, men fordi gør noget, når du forklare den hellige skrift, som du ikke tillader andre at gøre, og fordi du plejer at udpibe andres distinktioner, skønt du vil, at dine egne skal regnes for orakler. Os lukker du alle udveje for, men ønsker, at så mange kattelemme skal stå dig åben. Se bare, hvilke love du, der endnu ikke har sejret, foreskriver: 'Lad være at tage hensyn til al den våbenhjælp, I kan få fra de ortodokse kirkefædre, fra universitetsteologerne, fra koncilernes og pavernes autoritet, fra så mange århundreders enighed, og enigheden mellem hele kristenfolket. Vi godtager intet anden end skrifterne, men gør det således, at det er hos os alene, den sikre autoritet i udlægningen ligger. Hvad vi fortolker, det mener Helligånden, hvad andre fremfører, hvor store og hvor mange de end er, det er fremgået af Satans ånd og af åndsfraværelse.

 ⁶¹ Quod Orthodoxi docuerunt, quod auctoritas Ecclesiae tradidit, quod populus Christianus amplexus est, quod Scholae (586) defendunt, exitiabile venenum est Satanae: quod ego doceo, spiritus est vitae. Credite in Scripturis nihil prorsus esse obscuritatis vel quod egeat judice, aut, ut omnes caecutiant, ego non caecutio. Nam conscius mihi sum, me habere Spiritum Christi, quo possum de omnibus judicare, nemo de me. Nolo judicium, sed require obsequium.

Hvad de ortodokse har lært, hvad kirkens autoritet har overleveret, hvad det kristne folk har modtaget, hvad universiteterne har forsvaret, er Satans fordærvelige gift. Hvad jeg lærer, er ånd og liv. Tro på, at der i skriften overhovedet ikke findes nogen dunkelhed eller noget, der trænger til bedømmelse, eller, skønt alle er blinde, er jeg ikke blind. For jeg er mig bevidst at have Kristi ånd, hvorved jeg kan dømme om alt, men ingen kan dømme om mig. Jeg ønsker ingen bedømmelse, men kræver lydighed.

⁶² Neque quenquam vel tantillum moveat multitude, magnitude, latitudo, profunditas, miracula, sanctitas, Ecclesiae sanctorum, omnes perierunt si senserunt ut scripserunt, nisi qui forte resipuerunt ante supremum vitae diem. Qui meis probationibus diffidunt, aut carent sensu communi, aut blasphemiam committunt in Spiritum Sanctum, et subvertunt Christianismum. Hujusmodi leges si recipimus, nimirum tua est victoria. Rursum postulas, ne quid fidamus veteribus Orthodoxis, quod nonnunquam inter se varient, cum inter vos paucos tanta sit controversia, de Prophetis, de imaginibus, de disciplinis, de baptismo, de Eucharistia, et vis ut nihilo secius credamus vestris dogmatibus, praesertim cum quotidie exspectemus nova. 

Og ingen skal lade sig påvirke det mindste af helgenernes kirkes mængde, størrelse, udbredelse, dybde, mirakler og hellighed, alle går de fortabt, hvis de mener, som de har skrevet, bortset fra dem, der måske før deres død har tilbagekaldt. De, der ikke tror på mine beviser, mangler enten almindelige fornuft eller begår blasfemi mod Helligånden og underminerer kristendommen'. Hvis vi godtager den slags love, er sejren naturligvis din. Videre påstår du – for at vi ikke skal fæste lid til de gamle kirkefædre – at de ofte var uenige indbyrdes, skønt der mellem jer, der er så få, er en så stor uenighed, om profeterne, om billederne, om kirketugten, om dåben, om nadveren, og du ønsker, at vi ikke desto mindre tror på jeres trossætninger, især eftersom vi daglig kan vente nye.

⁶³ Et blasphemi vocamur, quod adhuc haereamus Ecclesiae veteri, nec audeamus tuis castris adjungi, et occinitur nobis illud ex Euangelio: ,Qui non est mecum, contra me est, et qui non colligit mecum, spargit'. Nihil hic affingo, certa notaque loquor. Nunc operae pretium est videre, quam non simpliciter tractas Diatribam, nihil non depravans, nihil non calumnians, nihil non damnans, plus fidei tibi conciliaturus, si quaedam probares, videreris enim caetera judicio damnare, non morbo. Quis enim est tam malus scriptor, ut non aliquid admisceat probandum? (588)

Og vi kaldes blasfemikere, fordi vi hidtil har holdt fast ved den gamle kirke og ikke vover at slutte os til din lejr, og vi får foresunget dette fra evangeliet: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder” (Matt 12,30). Jeg tildigter ikke noget, jeg omtaler kun, hvad der er sikkert og vist. Nu er det umagen værd at se på, hvor lidt enfoldigt du behandler Diatriben, for der er intet, som du ikke fordrejer, intet, du ikke bagvasker, intet, du ikke fordømmer; du ville opnå større troværdighed, hvis du godtog noget, for så ville det se ud, som om du fordømte det øvrige efter overvejelse, ikke fordi du var syg. For hvem er en så dårlig forfatter, at han ikke indblander noget, som må godtages?

^{64 [74]}          Exagitatur etiam cumprimis nostra definitio, quam ita propono disputaturus: 'Liberum arbitrium est vis humanae voluntatis, qua se possit homo applicare ad ea quae perducunt ad aeternam salutem, aut ab iis avertere'.

        Ganske forkastet bliver også først og fremmest vores definition, som jeg har fremsat, før jeg begynder disputationen: 'Den frie vilje er en kraft ved den menneskelige vilje, hvorved mennesket kan vende sig hen til det, som fører til den evige frelse, eller vende sig bort derfra'. (e1#63; L3#102).

⁶⁵ Hanc descriptiunculam, cum non in aliud proposuissem, quam ut ostenso scopo, non latius vagaretur disputatio, quam oporteret, congeritur hic quicquid in Sophistarum Scholis garriri solet a pueris.

Selv om jeg kun har fremsat denne lille beskrivelse for at vise målet, at ikke diskussionen skal bevæge sig længere bort end passende er, så samler Luther her sammen alt det, som børnene plejer at gøre grin med i sofisternes skoler.

⁶⁶ Objicitur quod non explicuerim partes definitionis, nimirum naufragium non unum veritus, cum tamen id soleat ad aliis fieri.

Han bebrejder mig, at jeg ikke har forklaret definitionens enkeltdele, selv om det plejer at gøres af andre, nok at frygt for mere end ét skibbrud. (L3#103).

⁶⁷ Solet, sed qui de re, parum nota, aut controversa, disputationem instituunt, mihi de re jam a tam multis tractata brevis conflictatiuncula erat suscepta, nec mihi sumsi personam e cathedra docentis classem discipulorum, aut scribentis commentarios in opus perplexi Scriptoris, ut singulae definitionis partes mihi fuerint vel defendendae vel explicandae.

Det plejer at ske, ja, men af dem, der begynder en diskussion om noget mindre kendt eller om noget kontroversielt, men jeg påtog mig kun at behandle en kort lille konflikt, der allerede var behandlet af så mange, og jeg påtog mig ikke rollen som én, der fra katedret ville undervise en flok elever, eller rollen som én, der ville skrive kommentarer imod en forvirret skribents værk, så at jeg skulle have forsvaret eller forklaret definitionens enkelte dele. 

⁶⁸ Sciebam liberum arbitrium a diversis varie definitum, tu compendio definis, 'nomen sine re'.

Jeg vidste, at den frie vilje defineres forskelligt af de forskellige, du definerer den meget kort som 'en betegnelse uden sagligt grundlag'. (ass04#63; e2#37).

⁶⁹ Perlongum erat aliorum definitionibus vel rejiciendis aut asserendis vel explicandis immorari. Decreveram in hac arena non diu morari, et alioqui supervacaneum erat vocem notam et a multis definitam describere.

Det ville være altfor langt at dvæle ved at forkaste eller tilslutte mig eller forklare andres definitioner. Jeg havde besluttet ikke at blive længere på denne arena, og det ville også være overflødigt at beskrive et ord, der er kendt og defineret af mange.

⁷⁰ Cur igitur definis? Non tam definio vocis rationem, quam contraho ad id quod in praesentia susceperam agendum. Mentior, nisi hoc indicant mea verba: 'Porro liberum arbitrium hoc (590) loco sentimus' etc.  

Hvorfor definerer du da? Jeg definerer ikke så meget for at fastholde ordets betydning som for at sammendrage det, som jeg for øjeblikket har påtaget mig at behandle. Og jeg ville da tage meget fejl, om ikke det netop er, hvad mine ord indikerer: 'Videre mener vi med 'fri vilje' på dette sted osv'.

⁷¹ Quid significat 'hoc loco'? Nihil aliud, quam hactenus hic de libero arbitrio disputabimus, ne quis exspectet quidquid de libero arbitrio potest aut solet disputari.

Hvad betyder 'på dette sted'? Hvad andet, end at vi her diskuterer de frie vilje med den indskrænkning, at ingen her kan vente alt det gennemgået, som kan siges eller plejer at siges om den frie vilje.

⁷² Jam quorsum attinebat hic explicare singulas definitionis partes, quod solent hi qui pueris Aristotelem praelegunt in Scholis, cum ipsa disputatio progrediens id faciat?

Hvad skulle det så til for her at forklare definitionens enkelte dele, selv om de, der plejer at forelæse Aristoteles for drengene i skolen, plejer at gøre det, når den fremadskridende disputation selv gør det?

⁷³ Solent Scriptores summam rei, de qua loqui destinarunt, veluti scopum ostendere. Idem facio in Diatriba.

Skribenterne plejer at påpege kernen af den sag, som de har besluttet at tale om, som dens hensigt. Det samme gør Diatriben.

⁷⁴ Et ingeritur altera calumnia sophistica. 'Quod definitur, latius patet quam ipsa definitio. Est enim liberum arbitrium Dei, quod unum vere potest dici liberum. Est aliquod liberum arbitrium in Angelis, et tu adstringis ad hominis voluntatem'.

Og så kommer der en anden sofistisk beskyldning. 'Hvad der defineres, går videre end definitionen selv. Gud har nemlig en fri vilje, den, som alene kan siges at være fri. Og der er også en slags fri vilje i englene, men du indskrænker det til at være menneskets fri vilje'. (L3#104f; ref).

⁷⁵ Jam respondi me ideo haec praefatum, ut ab hac conflictatiuncula excluderem disputationem de arbitrio Dei, Daemonum aut Angelorum, praesertim cum assertio tua non impugnet nisi hominis arbitrium.

Jeg har allerede svaret, at jeg satte dette ind foran, for at udelukke fra diskussionen disse små konflikter om Guds eller dæmoners elle engles vilje, især fordi din 'Assertio' kun kæmper imod menneskets vilje.

⁷⁶ Sed gravius flagitium est, quod vox, quam definio, pugnat cum ipsa definitione, hoc est, 'quid nominis', cum eo quod est 'quid rei'.

Men det er en alvorlig skændsel, at ordet, som jeg definerer, modsiger selve definitionen, det vil sige, det som betegnes modsiger det der er sagen. (L3#107).

⁷⁷ Agnosco Scholae puerilis vocabula. 'Quisquis enim', inquis, 'audit liberum arbitrium, accipit proprie dici quod potest et facit erga Deum, quaecunque libuerit, nulla lege, nullo imperio cohibitum. Etenim si servus, qui degit sub imperio domini, liber dici non potest, multo minus hominis voluntas, quae subjecta est imperio Dei'.

Jeg kender godt skoledrengenes udtryk. 'Den nemlig', siger du, 'der hører udtrykket fri vilje, antager, at der hermed menes en vilje, der kan og gør imod Gud, hvadsomhelst den har lyst til, uden at være forhindret af nogen lov eller noget herredømme. Hvis nemlig en slave, der henlever under sin herres herredømme, ikke kan siges at være fri, hvor meget mindre kan så den menneskelige vilje siges at være fri, den, som er underkastet Guds herredømme'. (L3#106).

⁷⁸ Proinde magis tibi placet ut 'vertibile' dicatur, quam 'liberum'. Primum (592) quod hujus vocis honorem contendis soli Deo proprie congruere, quale sit jam ante discussimus: neque nos homini tribuimus arbitrium simpliciter liberum, quod ex disputatione satis liquet.

Derfor synes du bedre om at sige 'omskiftelig' end 'fri'. (L3#108). Først: Hvad du hævder, at dette ord alene bør bruges om Gud, har vi allerede diskuteret. Heller ikke vi tildeler mennesket en kun fri vilje, hvilket tilstrækkelig tydeligt fremgår af disputationen.

⁷⁹ Cur igitur abuteris voce? Ego hujus vocis repertor non sum, quare magis decet ut super hac re expostules cum omnibus veteribus, ac recentioribus, atque adeo cum ipso etiam Augustino, qui cum minimum tribuat libero arbitrio, tamen in titulis voluminum, totaque disputatione abutitur recepto vocabolo.

Hvorfor bruger du da dette ord? Det er ikke mig, der har opfundet dette ord, og derfor burde du snarere gå i rette med alle de gamle og med de nyere [kirkefædre] og da først og fremmest med Augustin selv, som, skønt han tillægger den frie vilje mindst muligt, dog bruger ordet som et anerkendt udtryk i titlen på sine bøger og i hele sin diskussion.

⁸⁰ Caeterum quod ais hanc vocem omnium auribus nihil aliud significare, quam liberam potestatem faciendi erga Deum quicquid libuerit, etc. res longe secus habet inter Christianos.

Og når du videre siger, at dette ord efter alles opfattelse ikke betyder andet, end en fri mulighed til at gøre mod Gud, hvad man har lyst til, osv, så forholder det sig helt anderledes blandt de kristne.

⁸¹ Recte monet Augustinus, nos ad certam regulam sobriis et propriis verbis debere loqui, sed ipse tamen qui hoc monet, quoties inculcat in libris suis nomen liberi arbitrii, nec ipse temperas a recepto vocabulo, quam sobrius in novandis Ecclesiae vel dogmatibus vel verbis, norunt qui tua legunt, et mihi nunc occinis Augustini monita, quod ab omnibus recepta voce sum abusus.

Med rette formaner Augustin os til at tale efter en vis regel og med nøgterne og væsentlige ord, (L3#109), men hvor ofte indprenter dog ikke netop han, der formaner os således, os i sine bøger ordet 'fri vilje', og heller ikke du undgår det anerkendte udtryk. Hvor nøgtern du er i at forny kirkens dogmer og ord, det véd de, som læser dine bøger, og mig foreholder du nu Augustins formaning, fordi jeg har brugt et af alle anerkendt udtryk.

⁸² Deinde exigis hic dialecticam et philosophicam Ethnicam, quam soles pestem rei Christianae vocare.

Dernæst beråber du dig her på den hedenske dialektik og filosofi, som du ellers plejer at kalder kristendommens pest. (L3#110).

⁸³ Sed utrumque donas et abusum vocis, et definitionem ad hominem restrictam. Quid autem donas, si concedis jus publicum? Aut quid mihi largiris, si demonstro lectori, quatenus sim hic loquuturus de libero arbitrio?

Men begge dele indrømmer du mig, både brugen af ordet, og dette at definitionen indskrænkes til at omhandle kun mennesker. Men hvad medgiver du, hvis du indrømmer med en almindelig ret? Eller hvad kan du tilstå mig, hvis jeg beviser overfor læseren, hvor langt jeg her vil tale om den frie vilje?

⁸⁴ Nihil enim aliud agit illa mea descriptio, nisi quod lectorem praemonet, non audies hic de libero arbitrio Dei, Angelorum aut Daemonum, aut si quod est brutorum animantium, (594) sed de eo quod tribuitur humanae voluntati, nec discutiemus quid possit in rebus levioribus, quae non conducunt ad aeternam felicitatem, sed duntaxat quid agat in his quae pertinent ad aeternam salutem.

Min beskrivelse handler kun om, hvordan jeg kan advare læseren om, at han her ikke vil høre om Guds frie vilje, om englenes eller dæmonernes frie vilje, eller om et eller andet ufornuftigt levevæsens frie vilje, men om, hvad man kan tillægge den menneskelige vilje, ejheller diskuterer vi, hvad viljen kan på de mindre væsentlige områder, som ikke fører til den evige lyksalighed, men kun om, hvad den kan i de ting, der fører til den evige frelse.

⁸⁵ Si non est fas de re quapiam disputare, nisi partes illius omnes, et his adhaerentia persequaris, peccatum est a pluribus Scriptoribus.

Hvis det ikke er rigtigt at diskutere den slags sager, medmindre man forfølger alle dens dele og alt, hvad der knytter sig dertil, så er der mange skribenter, der forsynder sig her.

⁸⁶ Si commode facit, qui ostendit quid lector exspectare debeat, quid non, quid est tandem quod mihi condonas?

Men hvis den gør læseren en tjeneste, der viser ham, hvad han kan vente sig og hvad ikke, hvad er det så egentlig, du tilstår mig?

⁸⁷ Sed rursus alia calumnia definitionis. Petrus Lombardus et Sophistae faciunt geminam liberi arbitrii vim, discernendi, quae propria est intellectus, et eligendi seu rejiciendi, quae propria est voluntatis.

Men så kommer der igen en beskyldning angående definitionen. Peter Lombarderen og sofisterne antager en dobbelt kraft hos den frie vilje, én til at adskille, som rettelig tilhører forstanden, og én til at udvælge, som rettelig tilhører viljen.

⁸⁸ At mea definitio tantum attingit vim eligendi aut rejiciendi. Itaque dimidiatum modo arbitrium propono.

Med min definition har kun at gøre med kraften til at udvælge eller forkaste. Derfor foreslår jeg kun en halveret vilje. (L4#12).

⁸⁹ Respondeo paucis. In hac questione libertatis, primas tenet voluntas, qua, ut inquit Augustinus, peccatur et recte vivitur.

Jeg svarer kort. I spørgsmålet om friheden, drejer det sig først og fremmest om viljen, den, hvorved man, som Augustin siger, synder og lever ret.

⁹⁰ Ab hac quanquam non est sejuncta ratio, neque enim voluntas proprie dicitur, quae sensum aut affectum sequitur potius quam rationis judicium, tamen id ponere maluimus, quod in hac disquisitione praecipuum, et solum libertatis est capax, praesertim cum eo proposito, simul et illud intelligatur, quod natura praecedit, veluti si quis loquatur de expetendo honesto, simul complectitur et illa quae secernunt honestum ab inhonesto. Et in progressu disputationis attingo quod satis est de judicio rationis.

Skønt fornuften ikke er adskilt fra viljen, og det ikke i streng forstand kan kaldes vilje, hvad der følger en følelse eller en lidenskab mere end fornuftens dom, så har vi dog foretrukket at fastslå, hvad der i denne undersøgelse er det vigtigste, og hvad der alene kan indeholde frihed, især fordi man, når dette anbringes først, straks også forstår, hvad der ifølge sagens natur går forud, såsom hvis én taler om at stræbe efter det rigtige, han så også samtidig medinddrager det, som adskiller det rigtige fra det forkerte. Og som disputationen skrider frem, berører jeg tilstrækkeligt spørgsmålet om fornuftens dom.

^{91 [75]}          Nunc perinde quasi sedeamus in Scholis Chrysippi, ad (596) vivum exigitur nostra discriptiuncula. Objicitur obscuritas, et singulae particulae rigido examine discutiuntur. Definitio non una de causa solet adhiberi, interdum quo natura rei, qua de agitur, possit cognosci, nonnunquam res notissima tantum attingitur, tanquam titulo, veluti si quis disputet hodie de Anatomia, nihil habet opus apud eruditos Medicos definiere quid sit Anatomia. Satis et titulus.

        Nu bliver der ramt plet på vor lille beskrivelse, som om vi sad i Krysips skole. Den får bebrejdelse for sin dunkelhed og hver enkelt del bliver nøje prøvet og undersøgt. Nu plejer en definition ikke at blive anvendt kun af én grund; af og til anvendes den for at den tings natur, hvorom det drejer sig, kan komme for dagen; ofte knyttes den blot til en yderst kendt ting, som en slags overskrift, såsom hvis nogen en dag vil disputere over anatomien, så behøver han ikke overfor uddannede læger at definere, hvad anatomi er. Det er nok med titlen.

⁹² Nonnunquam additur definitio vel notatio potius, ut admoneatur auditor, quid debeat exspectare, quid non: veluti si disserturus de animalibus, ne lector exspectet quicquid de naturis, de partibus, de generationibus, de morbis, de medicinis dici solet, sic admoneat: Haec disputio tractabit de animantibus terrestribus ac maritimis, sed his duntaxat quae veneno noxia sunt. Nec alio consilio adhibita est nobis illa notatiuncula, in re jactata jam, et omnibus eruditis notissima. Sed age, qualis qualis est, non deprecor severam excussionem, nec tam reformido tuam censuram, quamvis iniquam, quam arbitraris.

Ofte tilføjes en definition eller snarere en beskrivelse, for at tilhøreren kan erfare, hvad han kan vente sig og hvad ikke. Hvis fx én vil forelæse og dyrene, så kan han, for at ikke læseren skal forvente det, man plejer at sige om naturen, om delene, om formeringen, om sygdommene, om lægemidlerne, erklære følgende: Denne afhandling vil beskæftige sig med landdyr og havdyr, men kun med dem, som er skadelige på grund af deres gift. Og denne lille notits blev ikke brugt af os i nogen anden hensigt, den blev brugt i noget, der allerede er behandlet, og som er kendt af alle dannede. Men kom nu, hvordan det end forholder sig, jeg afviser ikke nogen nøjere undersøgelse, og jeg er heller ikke så bange for din, godt nok uretfærdige, bedømmelse, som du tror.

⁹³ De abusu nominis jam responsum est, nec feram hoc mihi saepius objici. Aperta sunt haec, ut ais, 'vis humanae voluntatis'. Item, 'qua se potest homo'. Item, 'ad aeternam salutem'. Rursus obscura sunt ista, 'Applicare' et 'avertere'. Item, 'ad aeternam salutem', item 'perducunt'.

Med henblik på brugen af ordene, har jeg allerede svaret og jeg kan næsten ikke bære at få flere bebrejdelser derfor. Som du siger, er disse ord klare: 'en kraft ved den menneskelige vilje', og: 'hvorved mennesket kan', og: 'til den evige frelse'. Men dunkle er disse: 'vende sig hen imod' og 'vende sig bort fra', og: 'til den evige frelse', og: 'fører frem til'. (L3#114).

⁹⁴ Vim voluntatis humanae interpretaris potentiam vel facultatem, vel habilitatem, vel aptitudinem, volendi, nolendi, (598) eligendi, contemnendi, approbandi, refutandi, et si quae sunt aliae voluntatis actiones.  

En kraft ved den menneskelige vilje forstår du som en magt eller evne eller vane eller egnethed til at ville eller ikke ville, til at udvælge, til at tilbagevise, til at tilslutte sig, til at vende sig imod, og hvad der ellers er viljens handlinger. (L3#116).

⁹⁵ 'Applicare' et 'avertere', non vides quid sit, nisi ipsum velle aut nolle, probare aut reprobare, quae sunt actiones a potestate voluntatis elicitae. Et fingis vim illam esse medium quiddam inter voluntatem et voluntatis actionem definitam.

'At vende sig bort fra' og 'at vende sig hen imod' ser du ikke hvad er, udover selve dette at ville eller ikke at ville, selve dette at billige eller forkaste, hvilket dog er handlinger, der er kaldt frem af viljens magt. Og du mener, at kraften er defineret som én eller anden middelting mellem viljen og viljens handling. (L3#117).

⁹⁶ Et hic citatur, si Deo placet, regula Juris, ne nesciremus tibi Jureconsultum fuisse a consiliis cum haec scriberes. Scio in Pandoram istam Deos omnes contulisse quod habuit quisque praecipuum. At quid tandem praescribit regula Juris? 'Sermonem obscurum adversus eum interpretandum esse, qui sic loquutus sit'.

Og her bliver, Gud bedre det, en juridisk regel citeret, så vi ikke skal være i tvivl om, at du har haft en jurist til at rådgive dig, da du skrev dette. Jeg véd, at til denne pandora har alle guder bidraget med, hvad de havde fra hver sit fagområde. Men hvad foreskriver så da denne juridiske regel? 'En dunkel tale skal fortolkes imod den, som fremkommer med den'. (L3#118).

⁹⁷ Sed quid praescribit regula caritatis, quam tibi vindicas? Omnia in meliorem partem esse interpretanda, et qui firmior ac doctior est, eum servire infirmitati alienae. 

Men hvad foreskriver kærlighedens regel, som du påberåber dig? At opfatte alt i bedste mening, og at den, som er stærkere og klogere, skal tjene sin den fremmedes svaghed. 

⁹⁸ Nunc vide quam absis a caritatis regula, qui superes etiam Juris regulam: illa non vult prodesse sermonis obscuritatem ei, qui fortasse prudens dataque opera sic loquutus est, ut falleret: tu dilucide dicta obscuras, quo locum facias calumniae, sicuti mox aperimus. 

Se nu, hvor langt borte du er fra kærlighedens regel, du, der endog overtræder den juridiske regel: denne vil ikke, at talens dunkelhed skal gavne den, der måske underfundigt og med fuld hensigt har talt således for at narre: du fordunkler klar tale for at få lejlighed til at komme med beskyldninger, som vi straks skal påvise.

⁹⁹ Sed ad rem, hactenus tolerabilis est tua interpretatio. 'Quae ad salutem perducunt', interpretaris verba et opera Dei, quae offeruntur voluntati humanae ut eisdem sese applicet vel avertat.

Men til sagen, hidtil har din udlægning dog været tålelig. 'Hvad der fører til frelse' forstår du som Guds ord og gerning, som tilbydes den menneskelige vilje, så den kan vende sig hen imod dem eller bort derfra. (L3#119).

¹⁰⁰ Verba Dei dividis in Legem et Euangelium, Lege exiguntur opera, Euangelio fides. Negas enim te videre alia, quae vel ad gratiam Dei vel ad salutem aeternam perducunt, nisi verbum et opus Dei, quod gratia vel spiritus sit ipsa vita, ad quam verbo et opere divino perducimur. (600)

Guds ord deler du i loven og evangeliet, ved loven udkræves gerninger, ved evangeliet tro. Du nægter nemlig, at du kan se andet, der kan føre til Guds nåde eller til den evige frelse, end Guds ord og gerning, fordi nåden eller ånden er livet selv, hvortil vi føres ved det guddommelige ord og den guddommelige gerning. (L3#119f).

^{101 [76]}           'Sed haec', inquis, 'vita vel salus aeterna, res est incomprehensibilis humano intellectui', perperam igitur tribuo voluntati humanae vim applicandi sese, cum nullum hominis cor possit nosse quid haec sunt, nisi Spiritus ea revelarit.

        'Men', siger du, 'dette liv eller denne evige frelse er en for den menneskelige forstand ufattelig ting', (L4#1), derfor er det forkert, når jeg tillægger den menneskelige vilje en kraft til at vende sig derhen, eftersom intet menneskes hjerte kan vide, hvad det er, hvis ikke Ånden åbenbarer det.

¹⁰² Et Pauli testimonii, addis argumentum ab experimentis, de Philosophis, Portio Festo, et Plinio, qui deriserunt resurrectionem Euangelio promissam.

Og til Paulus' vidnesbyrd føjer du erfaringens argument, om filosofferne, om Portius Festus, og om Plinius, som alle gjorde grin med den opstandelse, som evangeliet lover.

¹⁰³ Adjicis nec hodie deesse, qui hunc articulum fidei, ceu fabulam rideant, licet voce styloque jactitent se credere. Hactenus impia non sunt quae dicis, sed quae non laedunt meam definitionem.

Og du tilføjer, at der heller ikke i dag mangler nogen, der gør grin med denne trosartikel eller fabel, selv om de med mund eller pen praler af at tro. Indtil nu har det ikke været gudløst, det, du sagde, blot noget, der ikke rammer min definition.

¹⁰⁴ Porro quod optas ne ego sim eodem fermento adspersus, libenter accipio tuam precationem, idemque tibi vicissim precor, nisi quod istud tuum votum suggilatio est meae fidei. An mea fides sit sufficiens ad salutem viderit Dominus.

Men videre: Når du ønsker, at heller ikke jeg må være overgydt med denne surdejg, (L4#6), så modtager jeg gerne dit ønske, og beder fra min side det samme for dig, medmindre da dette ønske er en insuniation mod min tro. Men om min tro er tilstrækkelig til frelse, det vil Herren se.

¹⁰⁵ Certe ficta non est, nec aliud in corde sentio quam scribo, et quotidianis precibus interpello Christi misericordiam ut mihi fidem adaugeat. Miror autem, cur te huic voto admisceas*, cum profitearis te certum esse quod habeas Spiritum omnia largientem, quod utinam sit verissimum, et mea suspicio sit vanissima!

* Luther har ønsket frihed for denne surdejg for både ham selv og Erasmus.

I hvert fald er den ikke falsk, og jeg har heller ikke noget andet i mit hjerte end hvad jeg skriver, og jeg påkalder med daglige bønner Kristi barmhjertighed, om han vil øge troen hos mig. Men jeg undrer mig over, hvorfor du indlader dig på dette ønske, eftersom du bekender, at du er sikker på at besidde ånden, der skænker alt; gid det var sandt, og min mistanke forkert!

¹⁰⁶ Videris autem hic arte palaestrica temetipsum submittere, quo me dejicias, idque pro tua solita simplicitate. Audivimus callidam interpretationem meae definitionis, ex regula Juris nimirum in me detortam, audiamus nunc terribiles epiforaV eadem arte colligentis.

Men du synes her at lade dig selv falde efter brydekampens regler for at kunne kaste mig omkuld og det ved den enfoldighed, man plejer at tilregne dig. Vi har hørt den kloge fortolkning af min definition, uden tvivl drejet rundt imod mig efter den juridiske regel, lad os nu høre de skrækkelige påstande fra et menneske, der samler sammen med samme kunst.

^{107 [77]}          'Docet Erasmus liberum arbitrium esse vim voluntatis, quae potest a seipsa velle et nolle verbum et opus Dei, (602) quibus ducitur ad ea, quae excedunt et sensum et captum ejus: si vero potest velle et nolle, potest et amare et odisse, potest et aliquantulum facere Legem et credere Euangelio: quia impossibile est, si aliquid velis aut nolis, ut non aliquid operis ea voluntate possis.

        'Erasmus lærer, at den frie vilje er en kraft ved viljen, hvorved den kan ved egen kraft ville og ikke ville Guds ord og gerning, hvorved den føres til det, som overgår både dens forstand og fatteevne: men hvis den kan ville og ikke ville, så kan den også elske og hade; så kan den også i nogen måde opfylde loven og tro evangeliet, derfor er det umuligt, hvis man vil eller ikke vil noget, at man ikke kan det i kraft af denne vilje gennem gerninger.

¹⁰⁸ Iam cum inter opera Dei, quae ad salutem perducunt, crux et omnia mala mundi numerentur, poterit humana voluntas et mortem et sui perditionem velle, Quin omnia velle potest, dum verbum et opus Dei velle potest, Quid enim infra, superest, nisi Deus ipse?'

Nuvel, eftersom korset og alt ondt i verden også må regnes blandt de Guds gerninger, som fører til frelse, så kan den menneskelige vilje ville også sin død og undergang, ja, den kan ville alt, hvis den kan ville Guds ord og gerning; hvad er nemlig tilbage, undtagen Gud selv?' (L4#7ff)

¹⁰⁹ Quid tandem? Nihil hic tribuo gratiae, sed libero arbitrio plane divinitatem quandam attribuo. Accurrute omnes augures, aruspices, Novum portentum audite. Erasmus ex nihilo Deum facit. Pandite nunc Helicona Deae, hic patet Luthero campus expromendi tragicam facundiam.

Jamen, hvad så? Intet tillægger jeg her nåden, mens jeg næsten tildeler den frie vilje en slags guddommelighed. Kom hid, alle augurer, indvielsestilskuere, hør det nye jærtegn! Erasmus skaber en Gud af intet. Luk nu Helikon op, I muser, her står kamppladsen åben for Luther, at han kan udfolde sin tragiske veltalenhed.

¹¹⁰ Erasmus longe superat impios Sophistas, qui utcunque sentiunt, parcius certe loquuntur de libero arbitrio. Pelagianus est, imo longe superat Pelagium, quod is divinitatem quidem tribuit libero arbitrio, sed toti. Erasmus idem tribuit dimidiato.  

Erasmus overgår langt de gudløse sofister, som, hvad de end mener, sikkert taler mere sparsomt om den frie vilje. Han er pelagianer, ja, han overgår Pelagius, fordi denne tillagde den frie vilje guddommelighed, men det var den hele frie vilje. Erasmus tildeler den halve vilje guddommelighed. (L4#12).

¹¹¹ O coelum, o terra, o maria Neptuni! Est ne amplius? Est, excedit ipsos etiam Philosophos Ethnicos. Quid ita? Quia cum nondum inter Philosophos conveniant, an aliquid moveat seipsum, mihi liberum arbitrium non solum movet seipsum idque suapte vi, sed applicat etiam ad ea quae sunt aeterna, id est incomprehensibilia sibi.

O himmel, o jord, o Neptuns have! Er det så det hele? Ja, han overgår endog de hedenske filosoffer. Hvad betyder det? Jo, skønt filosofferne ikke er indbyrdes enige om, hvorvidt noget bevæger sig selv, så er det hos mig sådan, at ikke blot bevæger den frie vilje sig selv og det ved sin egen kraft, men den vender sig også mod det, der er evigt, det vil sige, mod det, der er ufatteligt for den selv. (L4#13).

¹¹² Horrenda narras. Sed etiam ne amplius? Est, Erasmus, qui hactenus impietate superavit omnes, tandem et seipsum superat. Qui sic? Quia (604) cum antea fassus sit liberum arbitrium inefficax esse, sine gratia, hic definit, humanam voluntatem eam habere vim, qua possit ex sese applicare se ad ea quae sunt aeternae salutis.

Det er dog afskyelige ting, du fortæller. Men er der mon endnu mere? Ja, Erasmus, som hidtil i sin gudløshed har overgået alle, overgår til sidst også sig selv. (L4#15). Hvordan det? Jo, skønt han tidligere har indrømmet, at den frie vilje er uvirksom uden nåden, definerer han her, at den menneskelige vilje har en kraft, hvormed den kan vende sig mod det, der har med den evige frelse at gøre.

¹¹³Hic interim dissimulo, quod pro 'potest' mutaris, 'efficax est', et pro 'inefficax' posuisti 'prorsus inefficax', ut verba magis servirent calumniae, et scomma negligo de joco nominata gratia, quam hic serio loquens praetermisi. Venimus ad summum. Quid superest, nisi cantio triumphalis?

Her ignorerer jeg, at du har erstattet 'kan' med 'er virksom', og 'uvirksom' med 'helt uvirksom', for at ordene bedre kan tjene din beskyldning, og jeg springer over dit stikleri med, at jeg nævner nåden kun for sjov, hvad jeg her, hvor jeg taler alvorligt, har glemt. Vi kommer til højdepunktet. Hvad mangler vi, andet end en triumfsang?

¹¹⁴        Jam addit Epiphonema: 'Videsne, mi Erasme, hac definitione teipsum prodi, imprudenter credo, quod harum rerum nihil omnino intelligis, vel prorsus incogitans et contemnens de illis scribis, ignarus quid loquaris, vel quid affirmes'.

       Og nu tilføjer du et udråb: 'Ser du, kære Erasmus, at du med denne definition forråder dig selv (hvilket jeg tror er uklogt), at du overhovedet intet forstår af disse ting, eller skriver fuldstændig ubetænksomt og foragtende om dem, uvidende om, hvad du siger og hvad du bekræfter?' (L4#15).

¹¹⁵ Nunc audi contra, Luthere, donec ostendam, quantum te hic prodas praestigiorum artificem, et quos fumos, quam horrendas sed inanes ac vanas rerum imagines nobis ob oculos offuderis. De abusu vocabuli jam saepe dictum est, et istam cantilenam toties frustra recinis, de dimidiato libero arbitrio modo propulimus calumniam.

Hør nu det modsatte, Luther, så jeg måske får påvist for dig, hvordan du afslører dig som en stor forfærdiger af blændværk, hvor store røgskyer, hvor forfærdelige, men tomme og forfængelige billeder du udkaster for vore øjne. Der er sagt nok om brug af betegnelser, og denne klagesang gentager du ofte forgæves; beskyldningen om den halve frie vilje har vi netop tilbagevist. 

¹¹⁶ Quid enim aliud et quam calumnia, in mea definitione desiderare quod mox in definitione Theologorum damnas? Sic habet tuus sermo: 'Deficiunt et in hoc Sophistae, quod libero arbitrio vim discernendi bonum a malo tribuunt'.

For hvad er det andet end en tom beskyldning, at ønske medtaget i min definition hvad du straks efter fordømmer er med i teologernes definition? Sådan lyder dine ord: 'Sofisterne tager også fejl deri, at de tillægger den frie vilje en kraft til at skelne det gode fra det onde'. (L4#25).

¹¹⁷ Minus igitur pecco quam illi. Atqui hinc colligis me peccare gravius. Tantum vales Dialectica. Tu professus te crassius velle loqui, prudens etiam dilucidis invexisti caliginem. 

Derfor fejler jeg her mindre end de gør. Og dog slutter du deraf, at jeg fejler mere alvorligt. Så god er du til logik. Du, der har bekendt, at du vil tale tydeligere end andre, har med forsæt indlagt en dunkelhed i ganske klare ord.

¹¹⁸ Accipe igitur crassiora. Ego vocibus e media loquentium (606) consuetudine sumtis, appello salutem aeternam, qua fruemur jam immortales apud Deum. Num quid hic est caliginis? nam hic interim in spe sumus et arrham tenemus, promissum exspectamus.

Hør nu da de tydeligere ord. Jeg har brugt ordene fra en middel-sprogbrug, og kalder det den evige frelse, hvad vi snart som udødelige vil nyde hos Gud. Mon der her er noget dunkelt? For her lever vi i håbet og har kun fået et pant, mens vi venter på forjættelsen.

¹¹⁹ Porro quae ad hanc felicitatem ducunt, appello omnia per quae suscitatur animus noster, ad qualemcumque appetentiam illius felicitatis, sive ea sit efficax, sive inefficax.

Videre betegner jeg som det, der fører til denne lyksalighed, alt, hvad der opliver vort sind til at stræbe efter denne lyksalighed på en hvilkensomhelst måde, hvadenten den er virksom eller ej.

¹²⁰Videre til hyp07!