Hyperaspistes 5

^{1 [51]}           Post haec in ipso disputationis vestibulo, mira copia, parique vehementia, tractas quod a vobis cupiebam doceri, quibus argumentis nobis possit fieri certa fides, te cum paucis vera docere, cum caecutierint tot Ecclesiae Doctores, tot Academiae, tot Concilia, et tot Pontifices, etc. cum Scriptura sit utrique parti communis. Hunc nodum utinam possis recte dissolvere! Nam id saepenumero tentavi cum tuis, neque quenquam adhuc inveni qui potuerit. Fateor ingenue, torsit hic scrupus serio animum meum: et (434) si cupis, ut dicis, carissimum fratrem lucrifacere, nihil prius est faciendum, quam ut hanc remoram amoliaris, patiar convitiorum tuorum colaphos et alapas, modo praestes quod cupio. Longum sit hic repetere meam orationem super hac re, relegat qui volet locum in Diatriba.

           Herefter behandler du i selve disputationens forord med forunderlig ordfylde og lige så stor hæftighed noget, som jeg stræbte efter at få at vide af jer, nemlig, med hvilke argumenter I kunne gøre det troværdigt, at du sammen med få andre, lærer det sande, mens så mange kirkelige lærde, så mange universiteter, så mange konciler og så mange paver, osv. var blinde, selv om skriften er fælles for begge parter. (e1#47). Gid du ret kunne løse den knude! (L3#18). For det har jeg ofte søgt hos dine tilhængere, men hidtil har jeg ikke fundet nogen, som kunne. Jeg indrømmer ligeud, at dette problem har pint min sjæl meget. Og hvis du, som du siger, vil vinde en meget kær broder, (L1#11), så er der intet, du før skal gøre end vælte denne hindring bort, så finder jeg mig i dine fornærmelsers næsestyvere og ørefigner, blot du giver mig, hvad jeg stræber efter. Det ville her blive for langt at gentage min bøn om dette, den, der vil, kan læse stedet i Diatriben. (e1#49).

²   Nunc vide quam non absolvas quod miro calore suscepisti. Statim calumniaris, quod praefatus me in hac disputatione non usurum Orthodoxorum aut Conciliorum praesidiis, sed tantum auctoritate Scripturae divinae, quo vitem frustraneum laborem apud eos qui nihil admittunt praeter sacras Litteras: ingenue fateor esse verum. Nec utor illis, nisi forte alicubi in enarratione Scripturarum: nam meam expositionem protinus rejecisses, prius quam audisses totam. Praeterea quod non judicem eos Scriptores prorsum inutiles ad judicandam causam, non inficior.

Se nu, hvor lidt du løser det, som du med forunderlig iver har påtaget dig. Du kommer straks med den insinuation, hvad jeg siger i forvejen, at jeg i denne disputation ikke vil bruge de ortodokses eller koncilernes hjælp, men kun den guddommelige skrifts autoritet, fordi jeg vil undgå at arbejde forgæves overfor dem, der ikke tillader andet end den hellige skrift. (L3#18). Det indrømmer jeg blankt er tilfældet. Jeg bruger dem heller ikke, udover måske nogle steder ved udlægningen af skriften. For min fremstilling har du fuldstændig forkastet, førend du har hørt det hele. For øvrigt behøver jeg ikke skamme mig over, at jeg ikke bedømmer disse forfattere til at være helt uduelige til at bedømme sagen.

³ Ut enim primam auctoritatem tribuo Litteris divinis: ita non adspernor si quid tanti viri contulerunt ad intelligentiam sacrorum Voluminum, etiamsi non nesciam, illos ut homines alicubi labi. Nec video cur ista putaris dicenda, nisi forte hoc credis impium ac blasphemum aliquid tribuere Doctoribus, quibus tantum auctoritatis tot jam seculis detulit Ecclesia Catholica, quorum testimonia ne tu quidem gravaris citare quoties commodum est.

For ligesom jeg tillægger den guddommelige skrift den første autoritet, således anerkender jeg det fuldt ud, hvis så store mænd har bidraget noget til forståelse af den hellige skrift, også selv om jeg ikke er uvidende om, at de af og til kan tage fejl, eftersom de kun er mennesker. Jeg kan heller ikke indse, hvorfor du mener at måtte sige dette, hvis det måske ikke skyldes, at du tror, det er ugudeligt og blasfemisk at tilskrive de lærde mænd noget, som den katolske kirke gennem så mange århundreder har tildelt så stor en autoritet, den kirke, mænd, hvis vidnesbyrd selv ikke du har betænkeligheder ved at citere, så ofte det passer ind i dit kram.

⁴  Caeterum quod eam collationem ad te totam proprie trahis, inique facis, cum ego te nominatim exceperim, ne viderentur in (436) te omnia dici, quae dicebantur in quosdam mihi propius notos, Numero, dignitate, et auctoritate, atque etiam tempore, vos inferiores esse, res ipsa loquitur. Eruditionem, ingenium, spiritum, sanctimoniam sic illis tribui, ut vobis non detraxerim: et odiosam morum vitaeque comparationem vitavi, ne quem offenderem.

At du i øvrigt drager denne sammenligning helt over til dig, er noget, du gør med urette, for jeg har med navns nævnelse undtaget dig, (e1#56), at det ikke skal se ud, som om alt det, der blev sagt mod nogle, der er mig mere bekendte, blev sagt imod dig. At I er underlegne i antal, værdighed, autoritet og også i varighed, siger sig selv. Jeg tillægger dem uddannelse, forstand, ånd, hellighed på en sådan måde, at jeg ikke trækker noget fra jer. Og jeg har undgået en ondsindet sammenligning angående skikke og liv, for ikke at støde nogen.

⁵ Quare nihil ad rem attinebat hic te meminisse vitae tuae, cum ego vitam tuam ne verbo quidem unquam attigerim. Nec sum tam impudens, ut hominis ignoti vitam insecter, nec tam incivilis, ut ubi de dogmatibus est contentio, vitae sordes ac domus latebras in medium adferam, etiamsi qua scirem reprehendenda. Sic et alias deprecaris avaritiae gloriaeque suspicionem apologoumenoV, cum nullus accuset. In istis enim patiar te Deo causam dicere, cui stas aut cadis. Quod si nominis splendor, sanctimonia, dignitas, auctoritas eorum, quos tibi oppono, sic aliquando movit animum tuum, ut itidem esses affectus atque ego nunc sum, planeque desperares posse labefactari tot modis communitam auctoritatem, tanto debes aequior esse mihi, qui ut minus sapio, ita minus audeo. 

Derfor har det intet med sagen at gøre, at du her nævner dit levned, (L3#21), eftersom jeg ikke med et ord har berørt dit levnedsløb. For jeg er da ikke så fræk, at jeg forfølger et mig ubekendt menneskes levned, ejheller er jeg så uhøflig, at jeg, hvor striden står om læresætninger, trækker pletter på livsførelsen og hushemmeligheder ind i billedet, også selv om jeg kendte noget dadelværdigt. Sådan søger du også andre steder at afværge mistanken om havesyge og æresyge, skønt ingen anklager dig. For i disse forhold går jeg med til, at du stiller dig ind for Gud, for hvem du står eller falder. Men hvis deres navnes glans, hellighed, værdighed og autoritet bevæger din sjæl, så du bliver berørt af det, i lige så høj grad som jeg er det nu, og ligefrem fortvivler over at kunne bringe denne på så mange måde sikrede autoritet til fald, så bør du være så meget mere rimelig overfor mig, som, skønt jeg ikke er så klog, også vover mindre.

⁶ Teque obsecro, ut ostendas nobis, quibus rationibus istum scrupum tibi ipsi ex animo excusseris, tantamque conceperis fiduciam. Tu quidem appellas judicem Deum, testatus sinceritatem tuae conscientiae: verum hoc agebam, ut indicares unde nobis constare posset, esse vera quae tui sibi arrogant, praesertim cum videamus eos qui pari contentione sibi vindicant spiritum, tantis de rebus tam atrociter inter sese dissentire. Qui facile credit (438) levis est corde: meritoque in nobis desiderares virilem constantiam, si temere deficeremus ab universa Ecclesia Catholica, nisi res esset nobis certissimis argumentis comprobata. 

Jeg besværger dig, at du viser os, med hvilke begrundelser du har fordrevet denne skrupel fra dit hjerte og har fået en så stor selvtillid. Du påkalder jo Gud som dommer, og bevidner din samvittigheds alvor. (L3#21). Men for mig drejede det sig om, at du påpeger, hvordan vi kan stå fast på, at det, som dine tilhænger anmasser sig, er sandt, især når vi ser, at de, som med lige stor lidenskab påkalder sig ånden, i så mange ting er så hæftigt uenige. Den, der er hurtig til at tro, er letsindig. Og med rette ville du savne mandlig vedholdenhed hos os, hvis vi frygtsomt afveg fra hele den katolske kirke, medmindre sagen var os ganske sikker og bevist med argumenter.

⁷  Alioqui metuere debebas, ne parum firmos haberes discipulos, si tam facile relictis Doctoribus priscis, in tuam sententiam iremus. Nec enim hisce commoveor convitiis, ,Nihil es nisi vox', et, ,Quid autem sit ostensio spiritus, quid miracula, quid sanctimonia, haec tria si a te requiram, quantum ex litteris et libris te novi, imperitior et ignorantior videris, quam ut una syllaba queas ostendere': modo tu scientissimus omnium doceas nos quod scire cupimus.

Ellers burde du befrygte, at du kun fik svage efterfølgere, hvis vi så let forlod de første lærde og gik over til din opfattelse. For jeg lader mig heller ikke her bevæge af dine fornærmelser: ”Du er kun en stemme” (L3#20) og: ”Men hvis jeg undersøger dig, hvad angår disse tre: åndsfremvisning, mirakler, hellighed, så vidt jeg kender dig fra dine bøger og breve, så synes du at være så uerfaren og så uvidende, at du end ikke kan forklare det med en stavelse” (L3#22), blot du i alle ting højlærde mand kunne lære os, hvad vi stræber efter at vide.

⁸  Sed videris mihi, Luthere, similis plagosis quibusdam litteratoribus, qui cum teneram aetatem erudiendam susceperint, caedendo, jurgando, convitiando bonam temporis partem consumunt. Per tuam omniscientiam, ut videtur, non licebit uti receptissimis vocabulis, adeo ut nec ficus liceat appellare ficus, nec ligonem ligonem. Et arbitror te tam scite definiturum quid sit spiritus, sanctimonia, miracula, ut declares in Ecclesia nec esse spiritum, nec sanctimoniam, nec miracula.

Men du forekommer mig, kære Luther, at ligne nogle pryglelystne skolelærere, som, skønt de modtog sarte drenge til undervisning, bruger en god del af tiden på at slå, skælde ud og nedgøre. I kraft af din alvidenhed ser det ud til, at det ikke er tilladt at bruge de almindeligste ord, i den grad, at vi ikke må kalde en figen en figen, eller en hakke en hakke. Og jeg tror også, at du vil definere så fikst, hvad ånd, hellighed, mirakler er, at du vil kunne vise, at der i kirken hverken findes ånd, hellighed eller mirakler.

^{9 [52]}            Quomodo Apostoli declararint spiritum suum, non cognovi nisi ex Actis Apostolorum, et ex Euangelio, nisi quod in illorum litteris videtur mihi spirare fragrantia quaedam sancti Spiritus, quam in multorum scriptis non invenio. Ex iisdem litteris cognovi miracula ab Apostolis edita, et lego sequentibus signis a Deo confirmatum illorum (440) sermonem. Nec aliis vestigiis deprehendo spiritum, sanctimoniam et miracula, in aliis probatis viris. Spirat quiddam in illorum libris longe infra Apostolos, quod spiritum et sanctimoniam illorum declarat. Deinde vitam et miracula didici ex historiis, quarum auctoritatem apud me confirmat Ecclesiae consensus, qui memoriam illorum tam religiose colit.

          Hvordan apostlene viste deres ånd, kan kun erkendes ud fra Apostlenes Gerninger, og ud fra evangeliet, kun at der i deres skrifter synes mig at ånde en vis vellugt af den hellige ånd, som jeg ikke finder i manges skrifter. Fra de samme skrifter har jeg lært at kende mirakler udført af apostlene, og jeg læser, at Gud bekræftede deres prædiken ved de medfølgende tegn. (Mark 16,20). Og jeg kan ikke erkende ånden, helligheden og miraklerne i andre anerkendte mænd ved andre spor. Der dufter noget i deres bøger, som levede længe efter apostlene, som viser deres ånd og hellighed. Dernæst har jeg lært deres liv og mirakler at kende gennem historiefortællingerne, hvis autoritet er blevet bekræfter overfor mig af kirkens enighed, den kirke, som så fromt dyrker mindet om dem.

¹⁰ Adversus tot argumenta, non multum habet ponderis proverbium in Scholis jactatum, ,Multos in terra pro sanctis haberi, quorum animae sunt in inferno'. Hoc dictum cum tu e trivio hauseris, tamen mihi paulo ante exprobraras, quod multa loquar ex usu et publicis sermonibus accepta, quae mire frigeant, si ad judicium conscientiae vocentur. Atqui illud agebatur, ut quoniam nobis, quibus non est donata discretio spirituum, non constat de vestra conscientia, ratio quaedam ostenderetur, quo possimus tuto fidere vestrae doctrinae, rejecta ea quam tanto consensu sequutus est orbis Christianus, a tam multis, tam doctis, tam celebribus viris traditam. Ex hoc nodo multis modis conaris elabi. 

Imod så mange argumenter har det ordsprog, der fremføres på universiteterne: ”Mange regnes på jorden for hellige, hvis sjæle er i helvede”, ikke megen vægt. Selv om du selv øser dette ord ud af banaliteterne, så bebrejder du dog lidt før mig, fordi jeg siger meget ud fra almindelig dagligdags sprog, som ville være mærkelig tamt, hvis det blev kaldt ind for samvittighedens domstol. Og dog drejede det sig om, at der kunne gives os, som ikke har fået åndens erkendelse givet og ikke er klar over jeres samvittighed, en begrundelse, så vi sikkert kunne tro på jeres læresætninger, når det, som hele kristenheden har fulgt i enighed og overleveret af så mange, så lærde og så berømte, er forkastet. Fra den knude forsøger du på mange måder at undvige.

¹¹  Primum negas quenquam Veterum edidisse miracula in nomine liberi arbitrii, sed in nomine Jesu Christi. Atqui paulo ante nos docueras, hoc nomen Jesu Christi complecti etiam haec dogmata quae tu nunc doces. Unde consequitur, ut quisquis edidit miraculum in nomine Jesu, credens cum illius gratia simul operari liberum arbitrium, in nomine liberi arbitrii miraculum ediderit. Nec ego doceo liberum arbitrium non esse spiritus, sed (442) humanum quiddam: quin potius arbitror Apostolos inter perfectos docuisse, esse liberum arbitrium, quod in nobis simul operetur cum gratia Dei, praesertim cum hanc sententiam ex ipsorum scriptis asserant eruditissimi viri. Aperis aliam rimam ad elabendum.

For det første nægter du, at nogen af de gamle har udført et mirakel i den frie viljes navn, det er sket i Jesu Kristi navn. (L3#23). Kort før lærte du os, at det navn: Jesus Kristus, også indesluttede de dogmer, som du nu lærer. (L3#17). Hvoraf følger, at enhver der udfører mirakler i Jesu navn, når han tror, at den frie vilje virker sammen med hans nåde, udfører et mirakel i den frie viljes navn. Jeg lærer heller ikke, at den frie vilje ikke hører til ånden, blot er den noget menneskeligt. Ja, jeg er snarere af den overbevisning, at apostlene overfor de fuldkomne har lært, at der findes en fri vilje, som i os virker sammen med Guds nåde, især fordi højtuddannede mænd har hævdet denne opfattelse ud fra deres skrifter. Så åbner du en anden spalte, der skal udjævnes.

¹² Ais illos quantumvis spirituales aliquando ut homines juxta carnem sensisse. Non repugnamus: sed quod objicis est vobis cum illis commune, et redit comparatio, utris potius tribuendus sit spiritus, vobis an illis. Nec exigo a vobis miracula: sed caeteris paribus, argumentor illis potius habendam fidem qui miraculis claruerunt, quam qui nullis miraculis commendantur. Proinde non aequum facis, quod vicissim a nobis exigis miracula. Neque enim nos sumus hujus novi dogmatis auctores, sed eorum auctoritatem sequimur, qui sanctimonia miraculisque celebres sunt. Proinde nihilo verecundius a nobis exigis, ut miraculis asseramus liberum arbitrium, quam si quis exigat a Theologis, ut miraculis approbent Euangelii veritatem. Satis enim est hoc semel miraculis, et Orbis consensu fuisse comprobatum.

Du siger, at disse mennesker, hvor åndsbegavede de end har været, af og til har tænkt som mennesket efter kødet. (L3#24). Det modsiger vi ikke. Men det, du indvender, har I fælles med dem, og sammenligningen dukker op igen: Hvem af jer skal man tillægge ånden, jer eller dem. Jeg kræver heller ikke noget mirakel af jer. Men under ens betingelser argumenterer jeg for, at man snarere kan have tillid til dem, som strålede med mirakler, end til dem, som anbefaler sig uden mirakler. (e1#54). Derfor handler du ikke rimeligt, når du omvendt kræver mirakler af os. (L3#26). Det er jo heller ikke os, der har opfundet et nyt dogme, vi følger blot deres autoritet, som er berømte for deres hellighed og mirakler. Derfor er det på ingen måde beskedent, når du af os kræver, at vi understøtter den frie vilje med mirakler. Det er, som hvis én krævede af teologerne, at de med mirakler skulle bevise evangeliets sandhed. Det er nemlig nok, at dette én gang er blevet bevist gennem mirakler og anerkendt verden over ved enighed.

¹³ Caeterum quod ludens ais, ab his qui asserunt exigi probationem, non ab his qui negant, et rursus adfers e Sophistarum aut Jurisperitorum Scholis proverbium, ,Negativa nihil probat': Primum respondeo, legem istam sophisticam in decretis Ecclesiae nullum habere locum, nisi forte non compelleretur ad probationem, qui negaret Christum natum ex Maria (444) virgine, aut negaret matrem ejus fuisse perpetuo virginem. Ad haec tu non solum negas receptum dogma, sed asseris tuum. Perinde quasi quis ingressus fundum alienum, vi dejiciat eum qui a tritavo possedit, sic negans esse illius, ut asserat esse suum: an ab hoc non exigetur probatio?

Og videre: når du for sjov siger, at der kræves bevis af dem, der påstår noget, ikke af dem, der nægter det, og videre fremfører fra sofisternes eller de retslærdes skole ordsproget: ”Det negative beviser intet” (L3#26), så vil jeg for det første svare, at denne sofistiske lov ikke har sin plads i kirkens dekreter, bortset fra, hvis den, som nægtede, at Kristus var født af jomfru Maria, ikke blev tvunget til bevis, eller den, der nægtede, at hans mor var vedvarende jomfru. Men ikke blot nægter du det modtagne dogme, du fastholder også dit eget. Ganske som hvis én med magt jog én bort, der var gået ind på hans grund, som han havde ejet fra arilds tid, og den første så nægtede, at det var hans, men hævdede sin egen ejendomsret: mon man så ikke ville kræve bevis?

¹⁴  Imo jura favebunt possessori titulo praescriptionis, etiamsi quid defecerit in probatione. Si praescriptio quinquaginta annorum repellit vindicatorem, et constabilit jus possessoris, nos plus quam mille annis tenemus hoc dogma. Repellendus igitur eras, etiamsi tantum negares nostrum dogma: nunc tuum novum sic asseris, ut velis nos a tam vetusta possessione depellere. Et quando video te versari in rhetoricis, opinor te scire, in Anticategoriis quoniam intentio conjecturalis a reo retorquetur in actorem, ab utroque pariter requiri probationem: qualis est illa controversia inter caecum et novercam, Occidisti patrem. Non ego, sed tu. Hic fit uterque reus simul et actor, et ab utroque judex exspectat probationem. Itidem vos dicitis, Meum dogma pium est, vestrum autem haereticum: nos totidem verbis regerimus intentionem. 

Ja, retten begunstiger ejeren ved at give ham forbehold mod mulige indsigelser, også overfor noget, der mangler i bevisførelsen. Hvis et forbehold på halvtreds år tilbageviser anklagere, og fastholder ejerens ret, så har vi i mere en tusind år fastholdt dette dogme. Du må derfor tilbagevises, også hvis du kun benægtede vort dogme; men som det er, fremsætter du et nyt på den måde, at du vil, at vi skal give afkald på ejendomsretten til ét, der er så gammelt. Og når jeg ser dig begå dig i det retoriske, tror jeg, du véd, at når ved modbeskyldninger den formodede hensigt bliver vendt om af den anklagede mod anklageren, så kræves der bevis af begge parter i lige grad. Af den art er striden mellem den blinde og stedmoderen: 'Du har dræbt din far'. 'Nej, ikke jeg, men du'. Her bliver begge to samtidig anklaget og anklager, og af dem begge forventer dommeren bevis. På samme måde siger I: 'Vort dogme er fromt, men jeres er kættersk'. Vi tilbageviser anklagen med lige så mange ord.

¹⁵ Vides quam inepte tibi arriserit proverbium illud, ,Negativa nihil probat'. Denique sic loqueris, quasi nullus Veterum unquam probarit liberum arbitrium, cum ea res tot libris agitetur et (446) hodie, nec ab uno. Variant, esto: sed in hoc consentiunt, quod liberum arbitrium sit aliquid, quod opitulante gratia nonnihil conferat ad salutem. At non admittis humanam probationem, sine miraculis et auctoritate sacrarum Litterarum. De miraculis jam dixi: testimonio Scripturarum et illi confirmant suam opinionem, sed illorum interpretationem rejicis. Verum eodem jure nos possumus rejicere tuam absque miraculis. 

Du ser, hvor forkert du tilriver dig det ordsprog: ”Det negative beviser intet”. Endelig taler du, som om ingen at de gamle nogensinde har bevist den frie vilje, selv om dette spørgsmål behandles i så mange bøger også i dag og ikke kun af én. De afviger fra hinanden, sandt nok. Men det er de enige om, at den frie vilje er noget, som med nådens hjælp medvirker noget til frelsen. Men du godtager ikke menneskelig bevisførelse uden mirakler og autoritet fra den hellige skrift. Om mirakler har jeg allerede sagt: ved skriftens vidnesbyrd bekræfter også de dens mening, men du forkaster fortolkningen af dem. Men med den samme ret kan vi forkaste din opfattelse, som er uden mirakler.

¹⁶  Proinde quod revolutus ad convitia jocosque, neque personae quam geris, neque disputationi tam seriae congruentes, provocas nostrum Baal, ut per liberum arbitrium vel unam ranam creemus, vel unum pediculum occidamus. Primum satis procaciter Deum Ecclesiae, quem tot millia sanctorum adorant, qui statuerunt ac statuunt liberum arbitrium, Baal appellas, et tuae congregationi verum Deum vindicas. Nec interim tamen quicquam adfers ad solvendam quaestionem.

Derfor forfalder du igen til bagvaskelse og vittigheder, som hverken passer til den rolle, du spiller, eller til en så alvorlig disputation, og udfordrer vores Baal til ved den frie vilje at skabe bare en enkelt frø eller til at dræbe bare en enkelt lus. (L3#29). For det første kalder du temmelig frækt kirkens Gud, som så mange tusinde helgener tilbeder, helgener, som stadfæstede og stadfæster den frie vilje, for Baal, og anmasser dig den sande Gud for din menighed. Dernæst fremfører du ikke noget, der kan løse problemet.

^{17 [54]}         Nihilo magis ad rem faciunt quae congeris Capite proximo. Flagitas enim ut doceamus, quodnam opus bonum sancti fecerint vi liberi arbitrii, et hic putas omnes nos futures ranis et piscibus magis mutos. Cui non erit in promtu vicissim rogare, quod opus bonum in nobis agat gratia? Si nominaris, idem dicet fieri a libero arbitrio. Quod si mavis responsionem magis accommodam rei, nullus erit tam rudis aut infans, quin illico responsurus sit, Non hic agitur de libero arbitrio miraculis asserendo aut abrogando: nobis enim pro miraculo est Scripturarum auctoritas, cum definitione Ecclesiae.

         Det, du sammenfatter i det næste afsnit, gør ikke mere til sagen. Du kræver nemlig, at vi lærer, hvilken god gerning de hellige har gjort med den frie viljes kraft, og her mener du, at vi alle vil være mere stumme end frøer og fisk. (L3#30; #36). Hvem vil ikke få det indfald omvendt at spørge, hvilken god gerning nåden virker i os? Hvis du nævner én, vil vi sige, at netop den finder sted i kraft af den frie vilje. Men hvis du foretrækker et svar, der er mere i overensstemmelse med sagen, så vil ingen være så udannet eller barnlig, at han ikke på stedet vil svare: Det drejer sig her ikke om at bekræfte eller ophæve den frie vilje med mirakler. For vi har jo i stedet for mirakler skriftens autoritet og kirkens definition.

¹⁸ Quid igitur agitur? Hoc agitur, an constantis animi sit, deficere ab opinione, quam tot viri, sanctimonia miraculisque celebres, tradiderunt, (448) deficere ab Ecclesiae decreto, et animas nostras tuae fidei committere, qui nuper cum paucis exortus es, cum nec tuae congregationis proceres vel tecum vel inter ipsos consentiant: imo cum ne ipse quidem tecum consentias, qui in hac ipsa assertione aliud dicas in principio, aliud in progressu, palinwdwn quod prius dixeras.

Hvad drejer det sig da om? Dette drejer det sig om, om det er et tegn på en karaktérfast indstilling at afvige fra den opfattelse, som så mange mænd, berømte ved hellighed og mirakler, har overleveret, at afvige fra kirkens dekreter og betro vore sjæle til din tro, du, som er fremstået for nylig sammen med kun få, skønt din menigheds ledere hverken er enig med dig eller med hinanden, du, som siger noget i begyndelsen af din 'assertio', noget andet i det videre forløb, idet du tilbagekalder, hvad du havde sagt fra først af.

¹⁹  Nam quod obiter arguis liberum arbitrium non esse rem spiritus, sed humanum inventum, ex eo quo initio confessus sum hanc quaestionem et ante Christum fuisse jactatam inter Philosophos, vides, opinor, quam frigida sit tua ratiocinatio. Mundum fuisse conditum docet Plato cum Poetis: an ideo Christiani non recte asserunt Mundum esse conditum, refellentes eos qui docent Mundum non habuisse initium? Plato docet animas superesse a morte corporis, an ideo nobis non est idem asserendum? Philosophi docuerunt Deum esse mentem, summe potentem, ac summe bonam, quae nusquam non adsit, cum nullo loco possit comprehendi, an non eadem pie asserunt Christiani?

For når du i forbifarten hævder, at den frie vilje ikke er en sag for ånden, men en menneskelige opfindelse, så kan du, tror jeg, ud fra det, som jeg bekender i begyndelsen (e1#2), at dette spørgsmål også blev opkastet blandt filosoffer før Kristus, indse, hvor tom din konklusion er. At verden er skabt lærer Platon sammen med digterne: mon det derfor ikke er med rette, at de kristne påstår, at verden er skabt, og angriber dem, der lærer, at verden ikke har nogen begyndelse? Platon lærer af sjælene lever videre efter legemets død, skulle vi måske derfor lade være med at hævde det samme? Filosofferne har lært, at Gud er en højst mægtig, højst god ånd, som overalt er tilstede, selv om han ikke kan begribes noget sted, mon det ikke er fromt, at de kristne hævder det samme?

²⁰ Aristoteles in Oeconomicis docet inter maritum et uxorem oportere mutuam esse caritatem, ac perpetuam amicitiam, qua arctior inter homines esse non possit: an ideo Paulus male praecipit, 'viri diligite uxores vestras' ? etc. Aliaque sunt innumera, quae nobis sunt communia cum Ethnicis (450) Philosophis, nec id elevat auctoritatem dogmatum nostrorum, sed confirmat, quod illi per lumen naturae nonnihil viderunt earum rerum, quas nobis tradit Scriptura divina. Sed non credimus Philosophis, nisi cum Scriptura consentiant. Fateor, et liberum arbitrium ex Scripturis asserimus, perperam, inquies, intellectis. Ergo de interpretatione contentio est. Tu necessitatem rerum omnium paulo ante probabas ex Virgilio, et liberum arbitrium, ideo non putas asserendum, quod a Philosophis tractatum sit?

Aristoteles lærer i sin 'Økonomi', at der mellem mand og hustru bør være en gensidig kærlighed og et vedvarende venskab, som ikke kan findes mere tæt mellem mennesker. Mon af den grund Paulus foreskriver noget forkert, når han siger: ”I mænd, elsk jeres hustruer”, osv? (Ef 5,25). Og der er utallige andre ting, som vi har fælles med de hedenske filosoffer, dog svækker det ikke autoriteten i vore dogmer, men det bekræfter, at filosofferne ved naturens lys har set noget af det, som den guddommelige skrift overleverer os. Men vi tror kun på filosofferne, for så vidt de stemmer overens med skriften. Jeg indrømmer, også den frie vilje hævder vi ud fra skriften, du vil nok sige, 'skriften, forkert forstået'. Striden drejer sig altså om fortolkningen. Du har lidt tidligere bevist altings nødvendighed ud fra Vergil (L2#23), tror du så, at den frie vilje ikke skal fastholdes, fordi den behandles af filosofferne?

^{21 [55]}           Reliqua quanto copiosius prosequeris, quoniam nihil faciunt ad id quod proposueram, tanto plus verborum perdis. Exigis ut tibi praescribamus formam ac vim liberi arbitrii, quid sit, quid possit, quid agat. Atqui jam ante confessus es omnia fuisse prodita Sophistis, quid sit, quid valeat, quid agat, quomodo habeat, etc. Videlicet ita postulabat tua rhetorica, ut ibi in odium mei laudares Sophistas, quos cum nusquam non appelles impios ac blasphemos, ibi negas illos blasfhmein quemadmodum ego facio. 

           Jo mere ordrigt du forfølger det øvrige, des flere ord spilder du, eftersom de ikke modbeviser noget af det, jeg har foresat mig. Du kræver, at vi foreskriver dig den frie viljes form og kraft, hvad den er, hvad den kan, hvad den udøver. (L3#35). Og dog har du allerede tidligere indrømmet, at alt er undersøgt af sofisterne, hvad den er, hvad den er værd, hvad den gør, hvordan den opfører sig osv. (L1#116). Det var naturligvis noget, din retorik krævede, at du dèr til skade for mig kunne rose sofisterne, om hvilke du, skønt du altid kalder den ugudelige og blasfemiske, på det sted nægtede, at de var blasfemiske på samme måde, som jeg gør det.

²² Si blasphemi sunt, si impii, si hostes Christianismi, si caeci, cum dogma sit mihi cum illis commune, quomodo liberas illos blasphemia, quam in me criminaris? Nos cum Ecclesia descripsimus vobis liberi arbitrii naturam, vim et actionem, sed ea descriptio, quae placet Ecclesiae Catholicae, tibi tuisque displicet: probamus ex Litteris sacris; sed nostra interpretatio tibi non placet. Tu necessitatem (452) probas ex Virgilio et sacris Litteris, sed tua interpretatio non placet Ecclesiae. Quomodo igitur nobis comprobabis tuum dogma?

Hvis de er blasfemikere, ugudelige, fjender af kristendommen, hvis de er blinde, hvordan befrier du dem så for den blasfemi, som du beskylder mig for, for jeg har jo dogme fælles med dem? Vi har sammen med kirken beskrevet for jer den frie viljes natur, kraft og handling, men den beskrivelse, som den katolske kirke synes om, synes du ikke om. Vi beviser det ud fra den hellige skrift, men vores fortolkning synes du ikke om. Du beviser nødvendigheden ud fra Vergil og den hellige skrift, men din fortolkning bryder kirken sig ikke om. Hvordan vil du da bevise din læresætning for os?

²³ Stipulaberis a nobis, ne quid requiramus aut recipiamus praeter Litteras sacras, sed sic ut tibi concedamus, ut eas tu solus interpreteris, submotis omnibus. Sic victoria penes te fuerit, si patiamur te non dispensatorem, sed dominum fieri divinae Scripturae. Porro quod hic viris sanctis et Orthodoxis a me laudatis insultas, haud praeter morem tuum facis.

Du vil betinge dig af os, at vi ikke kræver eller godtager noget udover den hellige skrift, men på den måde, at vi skal indrømme, at det alene skal være dig, der fortolker den, alle andre skal bort. Sådan ville sejren være din, hvis vi gik med til, at du skulle være, ikke forvalter af skriften, men herre over den guddommelige skrift. Og for øvrigt: at du her fornærmer de hellige og af mig roste ortodokse mænd, gør du uden at afgive ret meget fra det, du plejer at gøre.

^{24 [57]}            Piget tantae loquacitati respondere, cum extra causam dicantur omnia. Quando incipies aliquid dicere de tribus capellis?* Absolve collationem nostram, et indica utris potius debeamus fidere, tibi, an tam augusto Senatui? Nostram orationem ferre non potes, qui nihil sim nisi vox, et nos Archytae crepitaculum sine fine feremus, tot supervacaneis, tot convitiis et insultationibus radens aures nostras? Rursus hic mihi impinguntur mea scripta. Admonui ut relictis humanis inventiunculis adeant fontes divinorum Voluminum, et nunc mihi contrarius, aliud facio quam doceo. Qui sic? Quia scribo Diatribas, celebro decreta Pontificum, auctoritatem hominum jacto. In Diatriba non utor vel Pontificum, vel Conciliorum, vel Orthodoxorum auctoritate ad asserendum liberum arbitrium: et si fecissem, aliquanto tolerabilius fecissem, quam (454) quod tu mihi libellum Melanchthonis citas, velut ejusdem auctoritatis cujus sint Scripturae Canonicae. 

*Hentydning til Martial VI, 19,2, hvor én taler udenom et tyveri af tre geder.

           Det er kedeligt at svare på en så stor ordflom, eftersom det alt sammen siges uden forbindelse med sagen. Hvornår begynder du at sige noget om de tre geder? Gør dig færdig med vores samtale og påvis, hvad vi i stedet for skal tro på, dig, eller det højt ophøjede senat? Du kan ikke udholde vor tale, for jeg er intet andet end en stemme, (L3#20), og vi må uden ende finde os i Archytas' rangle, som udmatter vore ører med så mange overdrivelser, bagvaskelser og fornærmelser? Atter her bebrejder du mig mine skrifter. Jeg har formanet til at lade de menneskelige påfund ligge og gå lige til den guddommelige skrifts kilder, og nu modsiger jeg mig selv og gør noget andet, end jeg lærer. Hvordan det? Jo, jeg skriver Diatriben, hvor jeg priser pavens afgørelser og praler af menneskers autoritet. (L3#43). I Diatriben bruger jeg hverken pavernes eller koncilernes elle de ortodokses autoritet til at hævde den frie vilje. Og hvis jeg havde gjort det, ville jeg have gjort det noget mere tåleligt end du gør det, når du citerer Melanchthons lille bog for mig, som om hans autoritet stod lige med den kanoniske skrifts. (L1#4).

²⁵  Sed in hoc duntaxat induce collationem istam, ut nobis aperias, cur tibi potius credere debeamus quam illis. Proinde vides ipse quam sit impudenter vanum quod addis, me nihil intentatum relinquere, quo vos avocem a simplicitate pietatis Christianae. In Diatriba non meum, sed Ecclesiae dogma defendo, verum absque praesidiis Ecclesiae, et defendo e sacris Litteris, non ut commentum hominum, sed ut sententiam divinae Scripturae. Et hujus vanitatis manifestissimae adeo te non pudet, ut prioribus semper addas impudentiora. Sic enim ex assumtis falsis elicis conclusionem falsissimam: ,Ex quo facile intelligimus', inquis, ,nec ex animo te ista nobis consuluisse, nec quic-quam serio te scribere, sed inanibus bullis verborum tuorum confidis te Orbem posse ducere quocunque vis. Et tamen nusquam ducis, cum nihil prorsus dicas nisi meras contradictiones per omnia et ubique'.

Men jeg fremfører denne sammenligning af ingen anden grund end den, at du skulle åbenbare for os, hvorfor vi skulle tro mere på dig end på dem. Derfor ser du selv, hvor uforskammet tomt det, du tilføjer, er: at jeg ikke lader noget uforsøgt, hvorved jeg kan afskære jer fra den kristne fromheds enfold. (L3#43). I Diatriben forsvarer jeg ikke mine, men kirkens dogmer, men uden hjælp fra kirken, og jeg forsvarer dem ud fra den hellige skrift, ikke som menneskers kommentarer, men som den guddommelige skrifts mening. Og du skammer dig ikke over denne lodrette løgn, du tilføjer endog én, der er endnu mere fræk end den første. For sådan fremlokker du ud fra en falsk antagelse en helt forkert konklusion: ”Her af kan vi let indse, at du ikke har givet os dette råd af hjertet, og at du ikke har skrevet noget for alvor, men du er sikker på, at du med dine tomme ordbobler kan føre verden derhen, hvor du vil. Og dog fører du aldrig, for du siger slet ikke andet end lutter modsigelser i alting og overalt,” (L3#44).

²⁶ Haec vere tua sunt, Luthere: ante constitueras excusare animum meum, nunc de animo meo pronuntias, quod ne illa quidem ex animo scripsi, quae juxta tuam quoque sententiam recte scripsi. Quid autem impudentius quam me velle ducere Orbem meis scriptis, qui semper solus esse volui, nec passus sum ullam factiunculam mihi adjungi, id quod tu facis ambitiosissime. 

Sådan skriver du virkelig, Luther. Tidligere havde du besluttet at undskylde mig, nu erklærer du om mig, at jeg ikke engang har skrevet det for alvor, som jeg efter din mening havde skrevet ret. Men hvad er frækkere, end at påstå, at jeg vil fører alverden med mine skrifter, jeg, som altid har villet være alene og ikke har tilladt, at der blev knyttet nogen tilhængerskare til mig, noget, som du gør med den største æresyge.

²⁷ Nec hujus animi me poenitet: malo, malo esse ovis gregaria, quam dux suilli aut hircini pecoris. Jam cum nihil dicam nisi meras contradictiones per omnia (456) secula seculorum et ubique, tamen tu nondum vel unum locum proferre potuisti, in quo non mihi constem. Hoc crimen non prius objicere debebas Erasmo, quam tu respondisses iis, qui tuas contradictiones plurimas, e tuis scriptis decerptas, tibi libris editis ingerunt. Addis: ,Ut rectissime dixerit, qui te ipsissimum Proteum aut Vertumnum appellavit'. Nonne sciebam futurum, ut ex maledicis libellis aliquid mutuareris in me jaculandum?

Og jeg fortryder ikke den holdning. Jeg vil hellere, jeg vil virkelig hellere være et får i flokken end leder af svin eller af gedebukke. Selv om du hævder, at det, jeg siger, er lutter selvmodsigelser i al evighed og overalt, så har du dog endnu ikke kunnet fremføre ét eneste sted, hvor jeg ikke er i overensstemmelse med mig selv. Den anklage skulle du have ventet med at rejse mod Erasmus, indtil du havde svaret dem, som i bøger, de har udgivet, foreholder dig dine mange selvmodsigelser fra dine bøger. Du tilføjer: ”så det menneske har fuldstændig ret, der kalder dig Protheus eller Vertumnus selv,” (L3#44). Jeg burde have vidst, at du ville låne noget fra smædeskrifter, som du kunne slynge imod mig.

²⁸  Et tamen is, quem tu, ut conjicio, dicis rectissime dixisse, tuo Philippo visus est furere cum illa scriberet, quod litteris quoque suis testatus est. Et si rectissime dixit ille, tu pessime dicebas, cum me summum in Theologia faceres. Sed nihil est miri, si tibi ex summo Theologo nunc factus sum Vertumnus, cum idem qui tum tibi scribebar hircus insignis haerens in vepribus, nunc factus sim porcus de grege Epicuri. Post haec ridicule repetis nobis nostram affirmativam, et vestram negativam, de qua jam ante dictum est, nosque vocas insanissimos, qui dogma de libero arbitrio postulemus a vobis admitti, non ob aliud, nisi quia a multis, magnis, et antiquis sit assertum.

Og dog synes din Filip, at han, som du, som jeg formoder, siger har talt ret, rasede, da han skrev det, hvilket også er bevidnet ved hans breve. Men hvis han har talt ret, så har du talt helt forkert, da du gjorde mig til den største i teologien. Men man kan ikke undre sig over, at du har forvandlet den største i teologien til en Vertumnus, da jo jeg, der dengang af dig blev beskrevet som en buk, der hang fast i tjørnene, (lutloev2#25), nu er blevet gjort til et svin fra Epikurs hjord. (L1#46).

[58] Herefter gentager du for os vor påstand, og jeres benægtelse, om hvilken der tidligere er talt, og kalder os vanvittige, fordi vi fastholder, at I skal tillade dogmet om den frie vilje kun med den begrundelse, at det er hævdet af mange betydningsfulde kirkefædre. (L3#45).

²⁹ Quid fingi potuit impudentius, cum ego profitear me in Diatribae conflictu cessurum, nisi testimoniis Scripturarum probaro quod assero. Ac rursus hic satis procaciter insultas Graecis Orthodoxis, (458) quibus miro lemmate adimis omnem auctoritatem, videlicet, quod sancti nonnunquam enarrarint ut homines, et ostendis periculum ne quoniam Petrus fuit sanctus, credamus illum recte monuisse Dominum ne pateretur. Sic disputat, qui nihil non scite, nihil non apte dicit. Pulchre scilicet Petrus adhuc Judaeus confertur cum Petro jam Spiritu Sancto afflato. Et quomodo videri possit hoc recte dixisse Petrum, ,absit hoc a te Domine', cum mox reprehensus sit a Domino? ,Vade retro', etc.

Hvad kunne man finde på, der var mere uforskammet, eftersom jeg dog bekender, at jeg i Diatribens strid vil give mig, hvis jeg ikke ud fra skriftens vidnesbyrd kan bevise, hvad jeg påstår. Og igen fornærmer du her ganske frækt de græske ortodokse, som du ved en forunderlig antagelse fratager al autoritet, fordi jo helgenerne af og til tager fejl som de mennesker, de er, og du påpeger den fare, der er ved, at vi, fordi Peter var hellig, tror, at det var ret af ham at formane Herren til ikke at lide. (Matt 16,22) (L3#46). Sådan disputerer den, der siger alting klogt og passende. Smukt, når jo altså den Peter, der endnu var jøde, bliver sammenlignet med den Peter, der var opfyldt af Helligånd. Og hvordan kan man få den tanke, at det var ret af Peter at sige: ”Det skal ingenlunde ske dig, Herre!”, når han straks efter fik bebrejdelse af Herren: ”Vig bag mig, osv”?

^{30 [59]}         Et velut haec tam scite dicta non sufficiat proposuisse semel, addis proximo Capite: ,Qui citant veterum sanctorum opiniones similes esse his, qui ridiculi gratia garriunt non omnia esse vera quae sunt in Euangelio, adferentes illud ex Joanne: Nonne bene dicimus nos, quod Samaritanus es et daemonium habes?' et rursus: ,reus est mortis'. Quo ruis, Luthere, aut quid tibi vis cum istis tuis vere blasphemis comparationibus? Qui citat aliquid ex eorum libris, quorum memoria tot seculis sacrosancta est Ecclesiae, quorum scripta publicitus leguntur in templis, nihilo rectius facit quam qui scurrantur, Judaeorum impiorum dicta citantes ex Euangelio? Quoties autem tu quoque citas Augustini Gregoriique testimonia?

        Og som om det ikke var nok, at du én gang havde fremsat denne kloge bemærkning, tilføjer du i næste afsnit: ”De, der citerer de gamle helgeners meninger, ligner dem, som, for at gøre grin med tingene, pjatter med, at ikke alt, hvad der står i evangeliet, er sandt, og så fremfører de Joh 8,48, hvor jøderne siger til Kristus: Er det ikke sandt, hvad vi siger, at du er en samaritaner og besat af en ond ånd? Eller dette: Han er skyldig til døden. (Matt 26,66)”. (L3#47). Hvor går du hen, Luther, eller hvad vil du med dine i sandhed blasfemiske sammenligninger? Den, der citerer noget fra deres bøger, hvis minde har været helligt for kirken gennem så mange århundrede, hvis skrifter læses offentligt i kirkerne, han skulle ikke handle mere ret end de, der gør sig til nar ved at citere de ugudelige jøders ord fra evangeliet? Men hvor ofte har du ikke selv citeret Augustins og Gregors vidnesbyrd?

³¹ Qui minus haec tua comparatio quadrat in te quam in nos? An in his, quae pro te faciunt, loquuti sunt ex Spiritu, in his, quae contra te faciunt, secundum carnem? Ne postula igitur, ut in causa liberi arbitrii prosit tibi quod Augustinus toties abs te stat (ut jactas, quanquam hoc mox falsissimum esse docebimus) ne tuam comparationem in te retorqueamus: (460) aut si in totum adimis illis auctoritatem, desine abuti illorum testimoniis, si multa pie, si multa praeclare dixerunt, tametsi lapsi in nonnullis, permitte nobis, ut quae bene dicta sunt utamur, quod juris et vobis sumitis. Sed jubes ex illorum libris eligi meliora, praetermissis his, quae juxta carnem loquuti sunt. Elegimus meliora, vos item elegistis meliora, sed nos ea dicimus meliora, quae consentiunt cum dogmatibus Ecclesiae, vos quae faciunt pro vestris dogmatibus.

Hvor meget mindre passer din sammenligning på dig end på os? Mon de i det, som taler for dig, har talt ud af ånden, men i det, som taler imod dig, ud af kødet? Og lad derfor være med at hævde, at i den frie viljes sag gavner det dig, at Augustin så ofte står på din side (som du praler af, skønt vi snart vil påvise, at det overhovedet ikke passer), at vi ikke skal vende din sammenligning mod dig. Eller, hvis du helt fratager dem deres autoritet, hold op med at bruge deres vidnesbyrd; hvis de har sagt meget fromt, hvis de har sagt meget klart, selv om de er faldt i nogle ting, så gå med til, at vi bruger det gode, de har sagt, hvilken ret I selv påberåber jer. Men du befaler, at det bedste af deres bøger udvælges, idet man udelader det, som de har talt efter kødet. Vi har udvalgt det bedste, I har ligeledes udvalgt det bedste, men vi kaldet det det bedste, som stemmer overens med kirkens dogmer, I det, som støtter jeres dogmer.

³² Quis hic litem dirimet, utri melius eligant? At hoc inquirebat mea comparatio, ad quam tu nondum quicquam respondes, nec videris omnino responsurus. Nec tibi videris hactenus satis debacchatus in Doctores Ecclesiae probatissimos, nisi divo Hieronymo impietatem, sacrilegium et blasphemiam impingeres, eo quod scripsit, ,virginitas coelum, conjugium replet terram'.* Plane impium, sacrilegum et blasphemum est dictum, te depravante: ,Quasi', inquis, ,Patriarchis, Apostolis, et Christianis conjugibus terra, non coelum debeatur, aut quasi virginibus Vestalibus in Gentibus sine Christo coelum debeatur'. Quam nihil tibi frontis in detorquendo. 

* I brev 22,19: crescat et multiplicetur ille, qui impleturus est terram. Tuum agmen in coelis est.

Hvem kan her afgøre striden, hvem der har valgt det bedste? Men det var det, mon sammenligning skulle undersøge, den, som du endnu ikke har svaret noget på, og heller ikke synes at ville svare i det hele taget. Og du synes heller ikke hidtil at have raset nok imod kirkens anerkendte lærde mænd, siden du kan beskylde den guddommelige Hieronymus for ugudelighed, helligbrøde og blasfemi, fordi han har skrevet: ”jomfrueligheden fylder himlen, ægteskabet jorden”. Det blev sagt ganske gudløst, gudsbespotteligt og blasfemisk, når du fordrejer det: ”som om det var jorden og ikke himlen, der var bestemt for patriarkerne og apostlene og de kristne ægtefolk, eller som om himlen var bestemt for de jomfruelige vestalinder blandt hedningerne uden Kristus”. Hvor er du dog fræk til at fordreje!

³³ An Hieronymus ibi loquitur de virginitate, quae coelebs est absque Christo? An sic insanit ut talibus promittat coelum? Rursus an Patriarchas excludit coelo, quod habuerint uxores? Quid igitur dicit? In hoc praefert sanctam virginitatem sancto conjugio, quod conjugium in hoc institutum est, ut mortale genus cresceret et propagaretur, juxta illud: ,Crescite et multiplicamini, et replete (462) terram': virginitas autem quamvis non augeat in terris hominum numerum, tamen doctrina castissimaque vita plurimos adtrahit, ac, ut ita dixerim, gignit coelo. 

Mon Hieronymus her taler om den jomfruelighed, som er cølibatær uden Kristus? Mon han er så vanvittig, at han forjætter sådanne mennesker himlen? Videre: mon han udelukker patriarkerne fra himlen, fordi de havde hustruer? Hvad siger han da? Af den grund foretrækker han den hellige jomfruelighed fremfor det hellige ægteskab, at ægteskabet er indstiftet i den hensigt, at den dødelige slægt skal øges og formeres ifølge dette: ”bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!” (1 Mos 1,28). Jomfrueligheden, derimod, skønt den ikke øger antallet af mennesker på jorden, tiltrækker den dog ved undervisning og et kysk liv ganske mange, og føder dem til himlen, at jeg skal sige det sådan.

³⁴ Unde et Dominus beatos pronuntiat, qui se castrarunt propter regnum Dei. Ex hoc numero fuerunt Apostoli, quorum ut aliquot legimus fuisse uxores, ita non legimus eos post susceptum Euangelii negotium, uxoribus usos fuisse. Eundem in tua disputatione quam irreverenter tractas, eo quod scripserit quaedam Scripturae testimonia apud Paulum pugnare quae suis locis non pugnant. Hic non satis est illum vocasse lusciosum, ineptum, nugonem, nisi tandem exsecrareris illius os sacrilegum. Etiamsi quid lapsus esset Hieronymus, poterat excusari civiliter, et si non esset locus excusationi, conveniebat errorem modeste corrigi.

Derfor priser Herren og dem salige, som kastrerer sig for himmerigets skyld. (Matt 19,12). Blandt deres antal var apostlene, og ligesom vi læser, at nogle af dem havde hustruer (1kor#9,5), således læser vi ikke, at de efter at have modtaget evangeliets opgave har omgåedes deres hustruer. Hvor uærbødigt behandler du ikke Hieronymus i din disputation, fordi han har skrevet, at nogle skriftsteder modsiger hinanden hos Paulus, skønt de, hvor de står, ikke modsiger hinanden. Her er det ikke nok at kalde ham svagsynet, dum og naragtig, nej, du må ligeud forbande hans blasfemiske mund. Selv om så Hieronymus havde taget fejl, så kunne han undskyldes på en høflig måde, og hvis der ikke var plads til en undskyldning, ville det være passende at korrigere fejlen moderat.

³⁵ Hoc, opinor, officium velles tibi praestari si quid accidisset simile. Nunc sciebas Hieronymum optime sentire de Paulo, nec illud in eo criminari quod abuteretur testimoniis Scripturarum, sed quod nihil esset reconditum in Scripturis, quod ille non accommodaret ad Euangelii comprobationem. Qui sic debaccharis in Hieronymum, non pateris alios, quamvis civiliter abs te dissentientes.

Hvis noget lignende var hændt dig, ville du ønske, at man ville gøre dig den tjeneste. Nu vidste du, at Hieronymus havde gode forestillinger om Paulus, og at han ikke ville anklage ham, fordi han misbrugte skriftstederne, men fordi der i skriften ikke var noget skjult, som han ikke kunne tilpasse til evangeliets bekræftelse. Du, der sådan raser mod Hieronymus, finder dig ikke i andre, hvor høfligt de end afviger fra dig.

^{36 [60]}         Jam quod dixeram non esse credibile, Deum tot seculis dissimulasse tam pernitiosum Ecclesiae suae errorem, ut nulli sanctorum suorum revelarit, quod vos Euangelicae doctrinae caput esse contenditis, hoc modo refellis, sophistam (464) agens, ut dicas in nullo sanctorum, aut in Ecclesia quicquam erroris fuisse dissimulatum, cum sancti non sint nisi qui aguntur Spiritu Dei, Spiritus autem non errat, cumque Christus cum Ecclesia sua maneat usque ad consummationem seculi: sed huc tendit tua ratiocinatio, ut intelligi velis, incognitum esse qui sint sancti, quae sit Ecclesia, quin insuper illud conaris persuadere, sic Deum moderari res mortalium, ut ibi videatur esse sanctorum Ecclesia, ubi non est, contra ibi sit, ubi non videtur:

            Men når jeg har sagt, at det ikke er troligt, at Gud igennem så mange århundreder skulle have overset en så fordærvelig fejl hos sin kirke, at han ikke skulle have åbenbaret for nogen af sine helgener, hvad I påstår er hovedsagen i den evangeliske lære, så gendriver du det på den sofistiske måde, at du siger, at han ikke har overset nogen fejl i nogen af de hellige eller i kirken, eftersom de hellige ikke er andre end dem, der føres af Guds ånd, og ånden tager ikke fejl, og eftersom Kristus er med sin kirke indtil verdens ende. (L3#50). Men det sigter til konklusion imod, at du vil, at det skal forstås, at man ikke kan vide, hvem de hellige er, hvad kirken er, ja, derudover søger du at overtale om, at Gud tilpasser de dødeliges historie sådan, at der synes at være kirkelige helgener, hvor der ingen er, og at de modsat er dèr, hvor de ikke ses:

³⁷ Item semper habitos pro sanctis, qui fuerunt impii, pro impiis habitos, qui fuerunt sancti. Sed haec dum copiose declamas, quid aliud quam confundis ac subvertis prorsus omne judicium Ecclesiae, et auctoritatem arrogas omnibus haereticorum conventiculis? Negas consequi, si Deus passus est viros eruditissimos longa serie seculorum errare, statim et Ecclesiam errasse, illam, inquam, Ecclesiam, quam tu dicis occultam esse, nec ostendi posse. Unde igitur tibi constat, quod Wiclevus fuerit vir sanctus, et Ariani fuerint haeretici? An ideo sanctus est Wiclevus quod damnatus sit ab Ecclesia, quam tu Papisticam vocas?

På samme måde regnedes de altid for hellige, som var ugudelige, og de for ugudelige, som var hellige. Men når du meget ordrigt erklærer sådan, hvad andet gør du så, end forvirrer og vender op og ned på al kirkens domme, og påberåber dig alle kætterske forsamlinger? Du nægter den konsekvens, at hvis Gud har tilladt at højtuddannede mænd gennem mange århundreder har faret vild, så har dermed også kirken faret vild, den kirke, siger jeg, som du påstår er skjult og ikke kan påvises. (L3#52). Derfor: hvordan er du blevet klar over, at Viklef var en helgen, og at arianerne var kættere? Mon Viklef af den grund var en helgen, at han blev fordømt af kirken, den kirke, du kalder den papistiske?

³⁸ Eadem ratione dices et Arium fuisse sanctum, quod ab eadem Ecclesia damnatus sit. Hic si provocabis ad Scripturas, quaero num defuerint Arianis Scripturae. Non defuerunt, inquies, sed eas perperam interpretabantur. Sed unde nobis hoc constat, nisi quod illorum interpretationem rejecit Ecclesia, diversae partis approbavit? Idem dici poterat de Pelagio, qui tibi quoque est impius (466) haereticus, non perinde, opinor, quod damnatus sit ab Ecclesia Romana, quam quod repugnet tuo dogmati. Verum donemus fieri posse, ut generale Concilium sit ita corruptum, ut aut nemo sit qui Spiritu Dei agatur, aut si quis est, non audiatur, sed ex malorum opinione fiat Senatusconsultum, tamen probabilius est illic esse Spiritum Dei, quam in privatis conventiculis, in quibus fere deprehenditur spiritus Satanae. 

Af samme grund kunne du sige, at også Arius var hellig, fordi han blev fordømt af den samme kirke. Hvis du her påberåber dig skriften, spørger jeg, om arianerne manglede skriften. Nej, de manglede den ikke, vil du sige, men de fortolkede den forkert. Men hvordan bliver vi klar over det, hvis det ikke var fordi kirken forkastede deres fortolkning, men godkendte det modsatte partis? Det samme kan siges om Pelagius, som også for dig er en ugudelig kætter, ikke så meget, tror jeg, fordi han blev fordømt af den romerske kirke, som fordi han er modstander af dit dogme. Men selv om vi indrømmer, at det godt kan være, at et almindelig koncil har været fordærvet, så at enten ingen førtes af Guds ånd, eller, hvis én gjorde det, han ikke blev hørt, men afgørelsen fandt sted efter de ondes mening, så er det dog mere sandsynligt, at Guds ånd findes dèr, end i de private sammenslutninger, hvor det næsten altid er Satans ånd, der findes.

³⁹ Si non potest ostendi Ecclesia Dei, et tamen oportet esse aliqua certa judicia, tutius opinor publicam auctoritatem sequi, quam hujus aut illius opinionem, qui contemtis omnibus jactet suam conscientiam ac spiritum. Si satis est dicere, habeo Spiritum, credendum est igitur multis diversa nobis ingerentibus, cum vera non possint esse quae dissonant. Quanquam ego non hoc agebam, an credendum esset, quicquid sancti docuissent, aut indubitatum esset quicquid Ecclesia definisset, sed aequatis caeteris, volebam hoc probabilius videri, quod a talibus viris probatum esset, et publica Ecclesiae auctoritate confirmatum, quam quod hic aut ille de suo proferret. 

Hvis Guds kirke ikke kan påvises, og der dog bør være én eller anden sikker dom, så tror jeg, det er sikrere at følge en offentlig autoritet, end en mening fra denne eller hin, som i foragt for alle praler af sin samvittighed eller sin ånd. Hvis det er nok at sige: 'Jeg har ånden', må man altså tro på mange, der pådutter os noget forskelligt, skønt det sande ikke kan være i uoverensstemmelse med sig selv. Skønt jeg for min del ikke går ind for, at man skal tro på alt det, de hellige har lært, eller for, at alt, hvad kirken har fastslået, skal være utvivlsomt, så ville jeg dog, alt andet lige, ønske, at det blev anset for mere sandsynligt, hvad der blev bevist af sådanne mænd og bekræftet med kirkens offentlige autoritet, end det, som denne eller hin drog frem af sit eget. (e1#46).

⁴⁰ Nec tu tamen audes dicere, quod hic ab origine Mundi semper fuerit Ecclesiae status, ut dicerentur populus Dei qui non essent: alii rursus essent, qui neque sancti dicerentur, neque populus Dei, sed sic proponis, quis scit? Si fateris nesciri, quid agit tua assertio, quae Conciliorum et Orthodoxorum omnium auctoritatem rejicit, ac rescindit omnia fere Ecclesiae decreta? Si nobis constaret in vestra Ecclesia esse Spiritum Dei, merito hanc rejiceremus cum vestra pugnantem. Nunc cum fatearis (468) incertum esse ubi sint sancti, ubi sit vera Ecclesia, quae non errat, aut incerti fluctuabimus, aut sequemur ea quae veris sunt propiora.

Dog vover heller ikke du at sige, at kirkens tilstand fra verdens begyndelse af har været den, at de, der ikke var Guds folk, blev kaldt det, eller at andre omvendt kunne være det, som hverken blev kaldt hellige eller Guds folk, men du stiller spørgsmålet: 'Hvem véd det?' (#43). Hvis du indrømmer, at det véd man ikke, hvad gør så din 'assertio', som forkaster alle koncilers og ortodokses autoritet, og ophæver næsten alle kirkens bestemmelser? (ass04#6). Hvis det stod fast for os, at Guds ånd var i jeres kirke, så ville vi med rette forkaste den, fordi den bekæmpede jeres kirke. Men nu, hvor I indrømmer, at det er uvist, hvor de hellige er, hvor den sande kirke er, den, der ikke fejler, vil vi enten ubeslutsomt svinge fra side til side eller følge det, der er nærmest ved sandheden.

⁴¹ Quod autem me provocas, ut ex Papae regno vel unum proferam Episcopum qui suo fungatur officio, aut unum Concilium, in quo sit aliquid decretum quod faciat ad Christianam Religionem, ac non potius ad profanas nugas de palliis, dignitatibus ac censibus: quod ad priorem partem attinet, ut fateor esse paucos Episcopos, qui vere agant Episcopos, ita quosdam proferre liceret, in quibus non desideres pii Praesulis officium, inter quos numero Jo. Episcopum Roffensem.

Men når du udfordrer mig til ud fra pavens herredømme blot at fremføre én som sørger for sit embede, eller ét koncil, i hvilket der blev vedtaget et dekret, som var af betydning for den kristne religion, og ikke blot handlede om profane narrestreger om pallier, værdigheder og indkomster, (L3#55), så vil jeg, hvad den første del angår, indrømme, at der kun er få biskopper, som virkelig optræder som biskopper, dog kunne man nævne nogle, i hvilke du ikke ville savne den fromme leders embede, blandt hvilke jeg nævner Johannes, biskop af Rochester.

⁴² Sed hunc protinus rejicies, quod in te scribat, et ideo nihil habebit ponderis tua rejectio. Nec est quod hic clames me in gratiam illius scribere, nihil ab illo census vel accipio vel ambio, et in multis dissidet a meis opinionibus, nec meis studiis ita multum tribuit. Postremo quid illo tuo simili dissimilius: ,Ciceronem Deus permisit errare in causa liberi arbitrii, ideo non est dissimile veri, si quis dicat, quod Deus per-miserit doctissimos ac sanctissimos Ecclesiae viros similiter errare'. Quid Deus revelarit Ethnicis Philosophis aut Oratoribus non excutitur in praesentia, sed quid fugerit illos, qui gustaverunt Spiritum Dei, et in divinis Litteris multos annos diligentissime sunt versati. An ideo non assequuti sunt, quia variant sententiis, aut quia disputant suspensa sententia? Sic nec vos consentitis in vestris dogmatibus. (470)

Men han vil du forkaste med det samme, fordi han skriver imod dig, og af den grund har din forkastelse ingen vægt. Der er heller ingen grund til, at du her skulle råbe op om, at jeg skriver for at indynde mig hos ham, for jeg hverken modtager eller søger nogen indkomsts fra ham, og han afviger i mange ting fra mine opfattelser, og han tillægger heller ikke mine studier stor værdi. Til sidst: Hvad er mere ulig ham end den sammenligning, du kommer med: ”Gud tillod, at Cicero tog fejl hvad angår den frie vilje, derfor er det ikke usandsynligt, hvis nogen siger, at Gud ville tillade kirkens mest lærde og hellige mænd at tage fejl på lignende måde” (L3#57; ref). Hvad Gud åbenbarede de hedenske filosoffer og talere, kan i vore dage ikke undersøges, det kan derimod det, han unddrager dem, som har smagt Guds ånd og gennem mange år omhyggeligt har studeret den guddommelige skrift. Men mon de ikke har forstået skriften, fordi de har forskellige meninger, eller fordi de disputerer uden at afgøre sig for én mening? Sådan stemmer jo heller ikke I overens i jeres dogmer.

⁴³ Et hic dicis, ,quis scit?' Verum an ideo Christiani non constantissime credunt resurrectionem corporum, quod Philosophi summi vacillanter de ea disputant? Addis quod Deus sanctos suos abscondit, ceu nobile margaritum non objiciendum porcis, ne impius videat gloriam Dei: et tamen Euangelium dicit, 'ex fructibus eorum cognoscetis eos'. Si arbor bona juxta atque mala ex fructibus cognoscitur, est aliquod de piis et impiis judicium etiam in hoc seculo, licet certissima sint Dei judicia. Et hic erat locus disputandi de comparatione fructuum, nisi decretum esset eam Camarinam non movere.

Og her siger du: ”Hvem véd?” (L3#54). Men mon de kristne af den grund ikke vedvarende tror på legemernes opstandelse, fordi de største filosoffer disputerer det frem og tilbage? Du tilføjer, at Gud har skjult sine hellige, som ædle perler, der ikke bør kastes for svin (matt#7.6), at ikke den ugudelige skal se Guds herlighed (L3#58). Og dog siger evangeliet: 'af deres frugter skal I kende dem'. (matt#7.16). Hvis et godt træ ligesom et dårligt træ kendes på frugterne, så findes der i nogen grad en bedømmelse af de fromme og ufromme i denne tidsalder, selvom Guds domme er de sikreste. Og her var der anledning til at diskutere om frugtsammenligning, hvis ikke det var besluttet ikke at røre op i denne andedam.

^{44 [62]}         Hic, Luthere, suspicor mihi rem esse cum rhetore*, cujus modestiam utinam tu in omnibus tuis scriptis fuisses imitatus, longe pauciores abs te alienasses, aut, si tibi credimus, ab Euangelio! Tu nullum convitiandi modum nosti, neque quicquam omnino probare potes in eo qui refragatur tuae sententiae: hic tametsi in disputatione satis scurriliter deliciatur in Diatribam: ,Quid agis mea Diatriba', et ,domina Diatriba', tamen te moderatior est, nisi quod studuit observare decorum personae quam sustinet. Quanquam quae hic disputat de sanctis, de Ecclesia, non multum faciunt adversum me, qui non pugnem adversus tuam sententiam ex illorum auctoritate, sed ex divinis Litteris. 

*Erasmus hævder i hyp1#17, at en retor, formentlig Melanchthon, har hjulpet Luther med at skrive ”de servo”.

          Her, kære Luther, formoder jeg, at jeg har med retoren at gøre, og gid du havde efterlignet hans mådehold i alle dine skrifter, så ville der være langt færre mennesker, der havde fjernet sig fra dig, eller, hvis vi skal tro dig, fra evangeliet. Du kender ingen måde med din bagvaskelse, og kan heller ikke billige noget overhovedet hos den, som sætter sig imod din opfattelse. Selv om han temmelig frækt gør sig lystig over Diatriben: 'Hvordan går det, kære Diatribe?' (L4#105) og 'frøken Diatribe' (L4#106), så er han dog mere mådeholden end dig, bortset fra, at han stræber efter at udfylde den rolles anstand, som han har påtaget sig. Men hvad han her fremfører om de hellige, om kirken, betyder ikke meget imod mig, jeg, som ikke kæmper imod din opfattelse ud fra deres autoritet, men ud fra den guddommelige skrift.

⁴⁵ Caeterum posita rerum aequalitate, ex quibus tu judicari vis, et hominum sententia in aequilibrio (472) nutante, quaero an aliquid momenti debeat habere Veterum et Ecclesiae auctoritas. Hic erat scopus disputationis meae, ad quem oportebat argumenta tua dirigere. Fateris esse Ecclesiam quam allege, fateris esse sanctos quos adduco, sed distinguis canonem caritatis quae fallitur, et fidei quae non fallitur, quae distinctio huc tendit, ne quem credamus sanctum, nisi divinitus declaratum.

For øvrigt, hvis man tager hensyn til den ligelighed i tingene, som du vil bedømmes efter, og til det, at menneskenes mening står nogenlunde lige, spørger jeg, om fædrenes og kirkens autoritet skal tillægges nogen betydning. Dette var min disputations sigte, og mod det burde du rette dine argumenter. Du indrømmer, at det er kirken, jeg påberåber mig, du indrømmer, at de mennesker, jeg anfører, er hellige, men du skelner mellem kærlighedens målestok, som tager fejl, og troens, som ikke tager fejl, og denne skelnen sigter mod, at vi ikke skal tro, at nogen er hellig, hvis det ikke er guddommeligt erklæret. (L3#59).

⁴⁶ Caritas credit omnes sanctos qui baptizati sunt, fides non item. Ut haec ita habeant, tamen quoniam caritas, quae sperat omnia, multis etiam argumentis confirmata credit orthodoxos Patres fuisse sanctos, in ancipiti re tantum habere momenti debet, ut in eos simus procliviores, qui tot seculis publico Orbis praejudicio commendati sunt, quam in eos, qui non alio nomine commendantur, nisi quod baptizati sunt. Itaque si vultis illorum auctoritatem nihil valere ad confirmandam opinionem, nec vestra, nec ullius omnino valere debet. Ad electionem meliorum jam respondi, quemadmodum ad Scripturae testimonia, cum et electio sit utriusque partis, et interpretatio.

Kærligheden tror, at alle de, der er døbte, er hellige, det gør troen ikke. Javel, det forholder sig måske sådan, men fordi kærligheden, der håber alt, (1kor#13.7), også tror, at de ortodokse fædre var hellige, hvilket er bekræftet af mange argumenter, må den i en uafgjort sag have så stor vægt, at vi bliver mere tilbøjelige til at se kærligheden i dem, som gennem så mange århundreder af hele verdens bedømmelse er anbefalet os, end i dem, som ikke anbefales ved noget navn, udover at de er døbte. Hvis I derfor ønsker, at deres autoritet ikke skal betyde noget i retning af at bekræfte en mening, så skal heller ikke jeres, ja heller ikke nogen som helsts autoritet have betydning. Hvad angår udvælgelsen af de bedste, har jeg allerede svaret, at det her må være som ved skriftstederne, eftersom både udvælgelsen og fortolkningen er op til hver af de to parter.

⁴⁷ Proinde nec illa cantilena ad me pertinet, qua dicis quosdam posthabito judicio confusa vorare omnia, aut perverso judicio meliora respuere. Ut tales aliqui sint, tamen non est tam male suspicax caritas, ut talem opinionem concipiat de proceribus Ecclesiae, nisi si quod praescribunt, manifestam prae se ferat impietatem.

Derfor har den gamle vise ikke noget med mig at gøre, den, hvor du siger, at nogle [af kirkefædrene] holder deres bedømmelse tilbage og forvirret blandt alt sammen, eller i en forkert bedømmelse afviser det bedre. (L3#62). Lad være, at nogle er sådan, så er kærligheden dog ikke så ondt mistænksom, at den vil godtage en sådan opfattelse om kirkens ledere, medmindre det, de foreskriver, i sig selv medfører en oplagt ugudelighed.

^{48 [63]}         Sed tandem accedis ad nodum quaestionis. ,Si', inquis, ,abscondita est Ecclesia, si latent sancti, quid cui credemus? (474) et ut tu argutissime disputas, quis nos certos faciet unde explorabimus spiritum? Si eruditionem spectes, utrinque sunt Rabini; si vitam, utrinque peccatores; si Scripturam, utrique amplectuntur. 

          Men langt om længe når du frem til spørgsmålets kerne. ”Hvad skal vi da gøre? Skjult er kirken, hemmelige de hellige, hvad så? Hvem skal vi tro? Eller, som du meget skarpt argumenterer: hvem kan gøre os sikre? Hvorudfra skal vi udforske ånderne?  Hvis vi ser hen til lærdommen, er der lærde på begge sider. Hvis vi ser på livet, er begge parter syndere, hvis på skriften, godtager de den begge.

⁴⁹ Sin Scripturam iudicem facimus, hujus multis in locis incerta est interpretatio, et utraque pars Scripturam ad suum trahit sensum. Unde sequitur ut hic Scepticos agamus, nisi quod tu', inquis, ,omnium optime facis, qui sic te dubitare dicis, ut veritatem quaerere te et discere testeris, interim in eam partem inclinans quae liberum arbitrium asserit, donec veritas elucescat'. Finge mihi nullum esse sensum genii aut phraseos: an mihi, Luthere, putas obscurum, quis haec scripserit? Non tam dissimili voce sunt psittacus et coturnix.*

*Det er igen teorien fra hyp1#17, der gør sig gældende, at én anden, formentlig Melanchthon, har hjulpet Luther med at skrive ”de servo”.

Men hvis vi gør skriften til dommer, er dens fortolkning på mange steder usikker, og begge parter drager skriften hen mod deres mening. Hvoraf følger, at vi her må blive skeptikere, bortset fra, at du handler bedst af alle, du, som siger, at du tvivler på den måde, at du bevidner, at du søger sandheden og vil lære den, men dog indtil da hælder mod den side, som holder fast ved den frie vilje, indtil sandheden lyser frem.” (L3#63). Forestil dig, kære Luther, at jeg ikke har nogen fornemmelse for sproglig egenart eller stil! Mon du tror, at det er skjult for mig, hvem der har skrevet dette? Papagøjer og vagtler har ikke så forskellige stemmer.

⁵⁰ An tu unquam dicere sustineres, ,ut tu argutissime disputas', cui ignoranter et inscienter dico omnia? An tu sic loqui posses, ,nisi quod tu omnium optime facis', cum hactenus tam petulanter debacchatus sis in Erasmum, velut in Scepticum et Scepticis deteriorem, nimirum totum Lucianicum et Epicureum? Rursus, posses tu dicere, ,Neque nihil dicis, neque omnia': qui ubique jactas me nihil dicere, neque quicquam adferre praeter bullas et ampullas verborum? Verum haec quomodo se habeant, non ita multum refert.

Mon du nogensinde ville kunne få dig selv til at sige: ”Som du meget skarpsindigt argumenterer”, du, for hvem jeg siger alting uvidende og uden dannelse? Mon det er dig, der kan sige sådan: ”medmindre du handler bedst af alle”, når du indtil nu har raset så frækt mod Erasmus, som mod en skeptiker og mod én, der er værre end en skeptiker, mod en sand Lukian og Epikur? Fremdeles: vil du kunne sige: ”Du siger hverken ingenting eller alt”? (L3#64), du, som overalt praler af, at jeg intet siger, og ikke fremfører andet end ordbobler og svulstig tale? Men hvordan det nu har sig med det, det betyder ikke så meget.

^{51 [64]}         Tandem explicaturus nodum, facis quod in Sophistis soles calumniari, inducis duplicem claritatem Scripturae divinae, item duplex judicium probandorum spirituum. Alterum est, quo quisque singulari dono Dei illustratus, (476) certissime judicat et discernit omnia dogmata: de quo Paulus I. Corinth, primo: ,Spiritualis omnia judicat, et a nemine judicatur'. Et hanc appellas interiorem claritatem Scripturae divinae. ,Hoc', inquis, ,forte voluerunt qui tibi responderunt, omnia esse judicio spiritus decernenda'. Imo novi quendam, cui non crediderim hunc adesse spiritum, quem sibi vindicabat, cum eum compererim certissimis argumentis mendacissimum simul et gloriosissimum, ac maledicentiae insatiabilis.*

* Darmstadt mener, der kan hentydes til den samme som i e1#57.

          For endelig at forklare knuden gør du, hvad du plejer at håne sofisterne for: du indfører den guddommelige skrifts dobbelte klarhed, og ligeledes en dobbelt bedømmelse af de ånder, der skal prøves. Den ene er den, hvormed hver enkelt oplyses ved Guds gave, sikkert bedømmer og afgør alle dogmer. Den taler Paulus om 1kor#2.15: ”Det åndelige menneske bedømmer alt, og bedømmes ikke af nogen”. Den kalder du den guddommelige skrifts indre klarhed. (L1#77). Du siger: ”Det er måske det, de mennesker har ment, som svarede dig, at alt skal bedømmes efter åndens dom.” (L3#65). I hvert fald kender jeg én, om hvem jeg ikke vil tro han har ånden, som han praler af, for jeg har på baggrund af de sikreste beviser erfaret, at han både er en løgnagtig fyr, en storpraler og umættelig med forbandelser.

⁵² Deinde non hoc sensit quod tu interpretaris: cum enim illi fuissem hactenus assensus, ut hunc aut illum suus spiritus redderet certum, perrexi quaerere, unde hoc mihi constaret, qui non haberem donum dijudicandi spiritus alienos: ita fieri, ut, quod tu quoque fateris, illius certitudo meam dubitationem non eximeret, ille revocavit disputationem ad Scripturas: rursus cum objicerem varias interpretationes, nihil aliud respondit quam Spiritus, Spiritus. Quare si tu potes hoc, quod aggressus es, dissolvere, rem non mediocrem peregeris. 

Desuden havde han ikke den mening, som du udlæser af skriften. For da jeg var blev enig med ham så langt, at hans ånd gjorde denne eller hin sikker, gik jeg videre og spurgte, hvordan det kunne blive klart for mig, som ikke havde åndens have til at bedømme andre. Derved sker der det, som du også indrømmer, at hans sikkerhed ikke fjerner min tvivl. Han førte disputationen tilbage på skriften. Videre: da jeg indvendte, at der var forskellige fortolkninger, svarede han intet andet end 'ånden', 'ånden'. Hvis du derfor kan løse den vanskelighed, som du er gået i gang med, vil du gennemføre noget stort.

⁵³ Fateris igitur, hoc judicium nihil prodesse aliis, sed tantum illi qui hoc spiritu praeditus est. Alioqui phanaticis omnibus esset habenda fides, majore contentione jactantibus se habere spiritum, quam illi faciunt qui vere donum hoc singulare possident. Ostendis igitur aliam Scripturae claritatem, videlicet externam. Item externam Spiritus declarationem, qua pro aliorum etiam salute certissime judicamus de spiritualibus, deque dogmatibus omnium. Age, jam inhians exspecto certitudinem istam.

Du indrømmer derfor, at denne bedømmelse ikke gavner andre, men blot ham, som er udstyret med denne ånd. Ellers måtte man skænke alle fanatikere tiltro, som praler af at have ånden med større lidenskab end de mennesker gør, som virkelig besidder åndens enestående gave. Du henviser derfor til en anden klarhed ved skriften, nemlig den ydre. Ligeledes henviser du til åndens ydre erklæring, hvorved vi sikkert til bedste for også andres frelse kan bedømme om de åndelige ting og om alles dogmer. (L3#66). Nuvel, nu venter jeg spændt på denne sikkerhed.

⁵⁴ Addis hoc (478) judicium maxime pertinere ad duces ac praecones verbi, quos arbitror vel Episcopos esse vel Theologos: qui si inter se concordarent in explicandis sacris Litteris, haberemus quod certum sequeremur: nunc nostri praecones aliud docent quam tu, et tui sic inter sese dissentiunt, atque adeo tibi fortiter reclamant. Ubi est igitur certum judicium, quo etiam in Ecclesia probamus aut improbamus dogmata ex sacris Litteris, quae regula est certissima, lux spiritualis Sole clarior? At sentis, ac fateris ipse te nihil agere, nisi hoc quod assumis, cum sit controversum probaris, teque id facturum polliceris.

Du tilføjer, at denne bedømmelse især hører med til fyrster og til ordets prædikanter, og det tror jeg er biskopper og teologer. Og hvis de var indbyrdes enige i fortolkningen af den hellige skrift, så ville vi have noget sikkert, vi kunne følge. Men som det er, lærer vore prædikanter noget andet end du gør, og dine er indbyrdes uenige, og er også meget uenige med dig. Hvad bliver det altså til med denne sikre bedømmelse, hvorved vi også i kirken kan bevise og modbevise dogmerne fra den hellige skrift, som er den bombesikre regel og et lys, der er klarere end solen? Men du mener, og indrømmer det også selv, at du intet opnår, hvis ikke du kan bevise det, du står for, eftersom det er kontroversielt, og du lover, at det vil du gøre. (L3#67).

^{55 [65]} Age, sequimur, si forte praestes quod promittis, certe cupimus. Moyses dicit Deuteronomii XVII. de judicio deferendo ad Sacerdotes, ,si qua difficultas incident, quam judices inter se variantes non possint explicare', etc. ,Quomodo', inquis, judicabunt de re contro-versa secundum legem, nisi lex sit externe clarissima?' Respondeo duobus modis: primum, si lex fuerat externe clarissima quibuslibet sensu communi praeditis, cur ipsi judices non explicabant nodum, quos probabile est non ignorasse legem? nec ideo dicuntur variasse sententiis, quod legem non tenuerint, sed quod causa fuerit difficilis. Et ideo rejicitur ad Sacerdotes, tanquam legis peritiores. 

Kom nu, vi følger dig, hvis du måske kan yde, hvad du har lovet, det ønsker vi stærkt. Moses siger i 5 Mos 17,8 om den dom, der må overlades til præsterne: ”Hvis der opstår en vanskelig sag, som dommerne sig selv imellem ikke kan forklare”, osv. Her siger du: ”Hvordan skulle de kunne dømme om en indviklet sag ifølge loven, hvis ikke loven i det ydre var klar?” (L3#68). Jeg svarer på to måder. For det første: Hvis loven var klar i det ydre for enhver, der var udstyret med forstand til husbehov, hvorfor løser dommerne så ikke selv knuden, de var dog formodentlig ikke uden kendskab til loven? Og de siges ikke af den grund at have haft forskellig mening, fordi de ikke overholdt loven, men fordi det var en vanskelig sag. Og derfor henførtes sagen til præsterne, som nogle, der var bedre hjemme i loven.

⁵⁶ Altero modo sic respondeo, Mosen non illic sentire de difficultatibus, quae exoriuntur circa quaestionem liberi arbitrii aut similibus, sed de crassioribus, quarum aliquot illic exprimit exempla, videlicet inter sanguinem et (480) sanguinem, causam et causam, lepram et non lepram. Porro quod adducis ad confirmationem argumenti tui, de legibus profanis, per quas lites componi non possent, nisi essent clarissimae, contra te facit: nam ut non inficiamur, per leges plurimas dirimi controversias, ita manifestum est in legibus Principum plurimas esse tenebras.

På den anden måde svarer jeg som følger: Moses taler her ikke om de vanskeligheder, som opstår om spørgsmål om den frie vilje og lignende, men om grovere spørgsmål, som han også her giver nogle eksempler på, nemlig om drab, om stridsspørgsmål, om spedalskhed. Hvad du videre fremfører til bekræftelse af dit argument, om de profane love, gennem hvilke stridigheder ikke kan forliges, hvis ikke de var meget klarere, det taler imod dig. For ligesom vi ikke benægter, at de fleste stridigheder kan bilægges gennem lovene, således er det klart, at der i fyrsternes love er mange dunklle steder.

⁵⁷Alioqui quorsum attinebat tot annis cognitioni legum dare operam, si tam dilucidae sunt, ut unicuique sint clarissimae qui Linguam teneat, neque careat sensu communi? Inanem igitur operam sumserunt, qui tot voluminibus conati sunt legum difficultates explicare. Ineptiunt judices et senatus, qui nonnunquam annis aliquot fatigantur in unius causae cognitione.

Hvorfor skulle man ellers bruge så mange års arbejde på at lære lovene at kende, hvis de var så indlysendee, at de var soleklare for enhver, som havde sprogevne og ikke manglede almindelige forstand? Så ville de da arbejde forgæves, som i store bøger forsøger forklare lovenes vanskeligheder. Og de dommere og rådmænd, som af og til trættes mange år igennem med at blive klar over én enkelt sag, ville handle dumt.

⁵⁸Non recte dixit ille, qui juris nodos et legum aenigmata solvat. Nec valet tua collectio, si tanta lux est in legibus profanis, quanto major esse debet in Litteris, quae pertinent ad aeternam salutem. Primum major est rerum obscuritas, quae tractantur sacris Voluminibus: deinde non impie dictum est cum ab aliis Orthodoxis, tum ab Augustino, cui tu non sine causa multum tribuis, Deum obscuritatem aliquam data opera reliquisse in sacris Litteris, quo magis excitaret nobis scrutandi studium.

Og han ville ikke have talt ret, som løste rettens knuder og lovenes gåder. Ejheller duer den slutning, du laver, noget: at hvis der er et så stort lys i de profane love, hvor meget større et lys bør der da ikke være i skriften, som har med den evige frelse at gøre. (L3#70). For det første er dunkelheden ved de sager, der behandles i den hellige skrift, større. Dernæst er det ikke ufromt sagt af både andre kirkefædre og af Augustin, som du ikke uden grund tillægger meget, at Gud har efterladt en vis dunkelhed i skriften også efter at man har arbejdet med den, for at opægge os til iver efter at udforske den så meget mere.

^{59 [66]}          Adducis ex Psalmo XVIII. ,Praeceptum Domini lucidum illuminans oculos'. Sed praeceptum dicit lucidum, non universam Scripturam, quae etiamsi lucida est Davidi aut aliis afflatis Prophetico Spiritu, non statim dilucida est (482) omnibus qui tenent Grammaticam, et habent sensum communem, quod tu toties affirmas.

         Du citerer Sl 19,9: ”Herrens bud er klare og oplyser øjnene”. (L3#71). Men han siger, at budene er klare, ikke hele skriften, som, selv om den så også er klar for David og de andre, der er indblæst af den profetiske ånd, ikke med det samme er klar for alle, som har grammatisk forståelse og almindelig forstand, sådan som du så ofte påstår.

⁶⁰ Rursum adfers ex Psalmo CXVIII. ,Declaratio sermonum tuorum illuminat, et intellectum dat parvulis'. Accipio testimonium, si tales parvulos sentias, qualis fuit David, et super quos requiescit Spiritus Domini: sin de quovis qui sciat Linguam, multo secus habet res. Rursus quod citas ex Esaiae Cap. VIII. ,Ad Legem magis et testimonium', etc. non dicit Propheta nihil esse obscuritatis in sacris Voluminibus, sed minitatur illis tenebras, qui consulunt Pythones ac ventriloquos. Nam eodem in loco additur, ,Nunquid non populus a Deo suo requiret visionem?' etc. Latebat Christus in Lege, et tamen verba Legis non quibuslibet erant perspicua qui sciebant Hebraice, sed a Scribis in Lege exercitatis petebatur consilium ex Lege, veluti cum Herodes consuluisset de puero Jesu, ubi foret nasciturus.

Videre henviser du til Sl 119,130: ”Dine ords forklaring oplyser og giver forståelse til småbørn”. Det skriftsted går jeg med til, hvis du ved sådanne småbørn forstår dem, der var som David, dem, over hvem Herens ånd hvilede. Men hvis du forstår enhver, som kender sproget, så forholder sagen sig helt anderledes. Videre: I det, du citerer fra Es 8,20: ”Snarere hen til loven og vidnesbyrdet osv.”, siger profeten ikke, at der ikke findes dunkelhed i den hellige skrift, men han truer dem med mørke, som rådspørger sandsigere og bugtalere. For sammesteds føjer han til: ”skal et folk ikke søger syn hos sin Gud? Osv”. Kristus var skjult i loven, og dog var lovens ord ikke lysende klart for hvem som helst, der kunne hebraisk, men man bad de skriftkloge, der var øvet i skriften, om råd ud fra loven, ligesom Herodes rådspurgte om barnet Jesus, hvor han skulle fødes. (Matt 2,4).

⁶¹ Iterum Zachariae* Cap. II. jubet populum ex ore Sacerdotis Legem requirere: ,Pulcherrimus scilicet Angelus', inquis, ,qui nuntiet, quae tum ipsi sunt ambigua, tum populo obscura'. Quin igitur vos Zachariae monitis obtemperantes, legem requiritis ex ore Sacerdotum et Pontificum? Ad haec quid erat necesse discere legem a Sacerdote, cum quivis e plebe, qui sciret Linguam et haberet sensum communem, facile posset legem clarissimam intelligere? Ergo qui jubet Legem requiri ex ore Sacerdotis, significat eam non quibuslibet esse perspicuam, sed ostendit idoneum Legis interpretem.

* Det er Luther, der tager fejl af profeterne, og Erasmus har åbenbart ikke tjekket ham.

Ligeledes befaler profeten i Mal 2,7 folket at spørge efter loven af præstens mund: ”det kunne være en køn engel eller udsending fra Herren, som forkyndte noget, som både for ham selv var tvetydigt, og for folket dunkelt, så han ikke selv vidste, hvad han sagde, og disse ikke, hvad de hørte”, siger du (L3#71). Jamen, hvad er nu det? Søger I, når I vil være lydige mod Malakias' formaning, loven af præsters og pavers mund? Desuden, hvorfor var det nødvendigt at lære loven af præsten, eftersom enhver af pøblen, som kunne sproget og havde almindelig forstand, let kunne forstå den soleklare lov? Altså, den, der befaler, at loven skal søges af præstens mund, betegner, at den ikke er klar for hvem som helst, men viser hen til en egnet fortolker af loven.

⁶² Iterum ex Psalmo CXVIII. ,Lucerna pedibus meis verbum tuum, et lumen semitis meis': non tractat de perplexis quaestionibus, sed de praeceptis (484) recte vivendi, quae praelucent et indicant, quid expetere, quid fugere debeamus. Et si maxime torqueas ad totam Legem, non quadrat in quemlibet Grammatices peritum quod quadrat in David. Hactenus ex Veteri Testamento, sed qualia trecenta possis adducere: pergis ad Novum. 

Igen fra Sl 119,105: ”Dine ord er en lygte for mine fødder og et lys på min sti”. David taler her ikke om indviklede spørgsmål, men om budene om at leve ret, som lyser i forvejen og påpeger, hvad vi skal stræbe efter og hvad vi skal undgå. Og selv om du fordrejer det til hele loven, så passer det, der passer på David, ikke på en hvilken som helst, der er kyndig i grammatik. Såvidt det gamle testamente, men man kunne fremfører hundrede og sytten flere eksempler af den slags. Du går videre til det ny testamente.

⁶³ Ad Rom. II. Paulus dicit Euangelium in sanctis Scripturis promissum. ,Qualis autem', inquis, ,testificatio si obscura est?' Si nihil erat obscurum in Prophetarum oraculis et figuris Legis, cur umbrae vocantur? Et cur lucem vocamus Euangelicam, nisi quod quae figurarum involucris tegebantur in Lege, per Euangelium sunt in apertum prolata? An ibi nihil erat de Christo praedictum, quod non omnibus esset clarissimum, modo scirent Hebraice? Imo nec discipuli Domini post tot sermones auditos, post tot visa miracula, post tot notas et indicia, quae de Christo Prophetae praedixerant, intelligunt Scripturas, donec Christus illis aperiret sensum, ut intelligerent Scripturas.

I rom#1.2 siger Paulus, at evangeliet var forjættet i de hellige skrifter. ”Men hvad ville det være for et vidnesbyrd, hvis det var dunkelt?” siger du. Hvis der ikke var noget dunkelt i profeternes forudsigelser og i lovens billeder, hvorfor kaldes de så skygger? (Hebr 10,1). Og hvorfor kalder vi evangeliet et lys, hvis ikke fordi det, der i loven dækkedes af billedernes dække, i evangeliet er lagt åbent frem? Mon der ikke dèr var forudsagt om Kristus, at det ikke var soleklart for alle, blot de kunne hebraisk? Tværtimod, ikke engang Herrens disciple forstod skriften, efter at have hørt så mange prædikener, efter at have set så mange mirakler, efter så mange tegn og henvisninger, som profeterne havde forudsagt om Kristus, de forstod dem ikke, førend Kristus åbnede deres sanser, så de forstod skriften. (Luk 24,25ff).

⁶⁴ Jam Paulus ad Corinthios de claritate Moysi Christique disputans, tantum eminentis claritatis tribuit Euangelio, ut dicat, id, quod claruit in hac parte, de Lege loquitur, ne glorificatum quidem fuisse. Quid quod data opera Deus voluit vaticinia de Christo non quibuslibet esse perspicua? quemadmodum etiam in terris praedicari noluit ante mortem quod esset Messias, quod sic expediebat ad peragendum humanae salutis negotium. Caeterum ubi jam Apostoli nuntiarent ea esse peracta, quae Prophetae praedixerant, tum et (486) Lex collata cum factis erat dilucidior, factumque est ut et Lex adstrueret fidem Euangelio, et Euangelium illustraret Legis aenigmata. Nimirum hoc sensit Petrus, qui propheticum sermonem similem facit lampadi lucenti in caliginoso loco, nec omnia reliqua facit tenebras, cum Paulus etiam Ethnicis Philosophis tantum tribuat lucis, ut Deum, et hujus sempiternam divinitatem nosse potuerint.

Når Paulus taler til korintherne om Moses' og Kristi glans, tildeler han evangeliet en så helt overvældende glans, at han siger, at det, som var klart i den del (han taler om loven) slet ikke var herlighed. (2kor#3.7). Hvad nu, hvis Gud ville, at selv ved de største anstrengelser skulle profetierne om Kristus ikke være gennemskuelige for hvem som helst? Ligesom han også, mens han vandrede her på jorden, ikke ville, at det før hans død skulle prædikes, at han var Messias, (Mark 9,9), fordi det på den måde var nyttigt for at gennemføre sagen med menneskers frelse. Og for øvrigt, da nu apostlene forkyndte, at det var opfyldt, som profeterne havde prædiket, (Apg 3,18), da var også loven klarere, når man sammenlignede den med begivenhederne, og det skete, både at loven understøttede troen på evangeliet, og evangeliet oplyste lovens gåder. Det var uden tvivl det, Peter mente, da han sammenlignede den profetiske prædiken med en lampe, der lyste på et mørkt sted, (2 Pet 1,19), uden at gøre alt det andet til mørke, mens Paulus endog tillagde de hedenske filosoffer et så stort lys, at de kunne kende Gud og hans evige guddommelighed. (rom#1.20).

⁶⁵ Omnis veritas lux est. Et ab illis plurima vera prodita sunt, quae cum Christianorum dogmatibus consentiunt. Joannes erat lucerna ardens, quod praedicaret verbum Dei. Eadem de causa Paulus Thessalonicenses Mundi luminaria vocat, quod verbum vitae tenerent, at non ideo quicunque illorum sciebat Grammaticam, intelligebat quicquid est difficultatis in sacris Litteris. Christus erat lux Mundi, sed tamen in eo latebat divina natura: neque statim nos assequimur quicquid est in Christo. Istiusmodi testimonia sexcenta poteras vel ex indicibus congerere, in quibus luminis mentio.

Enhver sandhed er et lys. Og af de hedenske filosoffer blev særdeles mange sandheder ytret, som stemmer overens med de kristnes dogmer. Johannes var en brændende lampe, som prædikede Guds ord. (Joh 5,35). Af samme grund kalder Paulus filipperne 'verdens lys', fordi de holder fast ved livets ord (Fil 2,15), og ikke fordi enhver af dem kender grammatikken og forstår hvilke som helst vanskeligheder i den hellige skrift (L3#73). Kristus var verdens lys, men dog var den guddommelige natur skjult i ham. Og vi blev ikke med det samme klar over, hvad der var i Kristus. Utallige vidnesbyrd af den art kan man samle fra konkordanserne, hvis man slår op under 'lys'.

^{66 [67]}         Sed his etiam frigidiora quae sequuntur: ,Quid faciunt Apostoli, dum suas praedicationes per Scripturas probant, an ut nobis tenebras suas majoribus tenebris obscurent? vel ut notius per ignotius probent?' Quando nobis hic desines ingerere Prophetas, Baptistas, et Apostolos, de quorum spiritu nemo dubitat, et quorum est sacrosancta auctoritas? Illi quoniam habebant intus Spiritum magistrum, quod erat obscurum in litteris Prophetarum (488) explicabant. 

           Men endnu mere intetsigende end dette er det, der følger: ”Hvad gør apostlene, når de beviser deres prædikener med skriften? Mon de vil fordunkle vort mørke med deres endnu større mørke? Eller mon de vil bevise det kendte med det ukendte?” (L3#74). Hvornår holder du op med at anføre folk som profeterne, Døberen og apostlene, om hvis ånd ingen tvivler, og hvis autoritet er uantastet? Fordi de havde ånden indvendig som læremester, forklarede de, hvad der i de profetiske skrifter var dunkelt.

⁶⁷ Nos de tuo tuorumque spiritu loquebamur, qui profiteris nihil esse in sacris Litteris quod tibi sit obscurum, si modo Grammaticam teneas: exigebamusque ut istius certitudinis tuae faceres fidem, quod adhuc frustra conaris. ,Christus', inquis, ,apud Joannem, jubet Judaeos scrutari Scripturas, de ipso loquentes: quae si obscurae sunt, reddit illos ambiguos'. Imo si nihil habent obscuritatis, quid sibi vult illud verbum, ,scrutamini'? Non enim dicimur scrutari Solem, qui est expositus omnium oculis, sed quod abditum est scrutamur. Et tamen cum addit Dominus, ,Illae enim de me loquuntur', multum lucis addidit, indicans scopum prophetiae.

Vi for vor del taler om din og dine tilhængeres ånd, du, som bekender, at der ikke er noget i den hellige skrift, som er dunkelt for dig, hvis blot du holder dig til grammatikken. Og vi krævede, at du gjorde denne sikkerhed troværdig, hvad du hidtil forgæves har forsøgt på. Du skriver: ”Kristus, når han hos Johannes befaler jøderne, at de skal granske skrifterne, som vidner om ham? Mon han gør det for at gøre dem tvivlrådige med hensyn til troen på sig?” (L3#74). Det er lige modsat: hvis skriften ikke havde nogen dunkelhed, hvad skulle så det ord 'granske' betyde? Vi siges ikke at 'granske' solen, for den er udsat for alles blikke, men vi skal granske det, der er skjult.

⁶⁸ Sic in Actis docti monitique per Paulum, Scripturas cum his, quae gerebantur ac tradebantur, conferebant, multa non intellecturi, nisi lucem hanc addidisset Apostolus. Nos igitur non fecimus eas obscuras, sed ipse Deus sic aliquam obscuritatem illis inesse voluit, ut tamen esset omnibus satis lucis ad salutem aeternam, si quis intendat oculos, nec desit adjutrix gratia. Nemo negat certissimam veritatem in sacris Libris, sed ea nonnunquam figurarum et aenigmatum involucris obtecta est, ut egeat scrutinio et interprete, sive quod Deus sic voluerit exercere simul et excitare nostram tarditatem, quemadmodum ait Augustinus: sive quod jucundior est veritas et acrius afficit animos hominum, cum eruta fuerit, et per tenebras involucrorum nobis eluxerit, quam si fuisset oculis quorumlibet exposita: sive quod thesaurum illum sapientiae noluerit (490) quibuslibet prostitutum.

Således sammenlignede i Apg 17,11 de mennesker, der var blevet belært og formanet gennem Paulus, skriften med det, der var sket og overleveret, og de havde ikke forstået meget, hvis ikke apostelen havde tilføjet dette lys. Vi gør derfor ikke skrifterne dunkle, men Gud selv har villet, at der skulle være nogen dunkelhed i dem, så at dog alle havde lys nok til den evige frelse, hvis man anstrengte øjnene, og nådens hjælp ikke udeblev. Ingen nægter, at der i den hellige skrift findes den sikreste sandhed, men den er mange gange dækket af billedernes og gådernes dække, så man har brug for granskning og fortolkning, enten fordi Gud således har villet opøve og opægge vores træghed, som Augustin hævder, eller fordi sandheden er mere glædelig og gør menneskenes sjæle mere ivrige, når den skal afdækkes og oplyses gennem mørkets dække, end hvis den var udsat for alles øjne; eller fordi Gud ikke vil, at denne visdommens skat skal være fremlagt for enhver.

⁶⁹ Proinde nihil agis, unum aut alterum locum proferens, qui nihil habeat obscuritatis. ,Deus creavit coelum et terrain'. Hunc locum proponis ut nihil habentem obscuritatis. Neque enim in verbis est quicquam tropi, vel ambiguitatis. Et tamen vides quam hic quoque sudarint interpretes, quid hic dicat coelum, quid terram, et an ordine crearit singula, an simul uno nutu omnia. His explicatis restat allegoriae nubilum, ut Hieronymus vocat. Dices, ejusmodi difficultatum cognitio non est necessaria ad salutem: idem sibi volebat specus Corycius, qui tibi stomachum movit, cum altius scrutamur divinas Scripturas quam necesse est, aut quam pro captu nostri ingenii, tum humanae mentis oculis occurrere tenebras, in quibus abstrusa est aeternae sapientiae majestas, adoranda potius quam pervestiganda, quod idem cum ipse doceas aliis verbis, distinguens lumen gloriae et gratiae, me docente impium est, quod te docente pium.

Derfor udvirker du ingenting, når du fremfører ét og andet skriftsted, som ikke indeholder nogen dunkelhed. ”Gud har skabt himlen og jorden”. (L3#75). Dette sted fremlægger du som ét, der ikke har nogen dunkelhed i sig. For der er ikke nogen billedtale eller tvetydighed deri. Og dog ser du, hvordan også her fortolkerne har svedt over, hvad Gud her kalder himmel, hvad jord, og over, hvorvidt han har skabt hver enkelt i rækkefølge, eller det hele på én gang med et eneste vink. Og hvis dette er forklaret, er der stadig billedtalens tåge tilbage, som Hieronymus kalder det. Du kan sige, at den slags erkendelsesvanskeligheder ikke er nødvendige til frelse. Netop det betød den korykiske hule (E1#21), som gjorde dig så vred; når vi udforsker den guddommelige skrift dybere end nødvendigt, eller dybere, end vor forstand kan fatte det, så møder det menneskelige sinds øjne et mørke, i hvilket den evige visdoms majestæt er skjult, den, der snarere skal æres end udforskes; selv om du selv lærer det samme med andre ord, idet du skelner mellem herlighedens lys og nådens lys, så er det gudløst, når jeg lærer det, men fromt, når du lærer det.

⁷⁰ ,Verbum caro factum est'. Quid apertius? Verum nobis, quibus explicatum est mysterium, legat eadem verba Demosthenes si reviviscat, non intelliget. Ac nos quidem Filium Dei suscepisse naturam humanam scimus et profitemur omnes. Et tamen multa tractantur circa haec verba, quomodo solus Filius susceperit hominis naturam, et quomodo divina natura per animam humanam in eandem hypostasim adglutinarit sibi corpus mortale, et quomodo ex guttula purissimi (492) sanguinis Spiritus Sanctus finxerit illud sanctum corpusculum, araneoli, ut ajunt, magnitudine, et an anima Christi statim ut creata infusaque est corpori, fuerit donata beatifica visione, et an Deus potuerit illi plus impartire gratiae quam impartiit. 

'Ordet blev kød' (Joh 1,14). Hvad er mere klart? Men for os, for hvem mysteriet er forklaret; hvis Demostenes læste de samme ord, hvis han levede i dag, ville han ikke forstå dem. Men vi véd jo alle og vi bekender det alle, at Guds søn påtog sig menneskelig natur. Og dog bliver meget behandlet i forbindelse med disse ord, hvordan alene sønnen påtog sig menneskelig natur, og hvordan den guddommelige natur gennem den menneskelige sjæl i den samme person knyttede sig til et dødeligt legeme, og hvordan Helligånden af en dråbe af det reneste blot har bygget dette hellige legeme, som man siger, af størrelse som en lille edderkop, og om Kristi sjæl straks efter skabelsen og indblæsningen i legemet fik givet 'saligt syn', og om Gud havde kunnet meddele ham mere nåde, end han meddelte ham.

⁷¹ Haec aliaque innumera exsistunt circa haec verba, ,Verbum caro factum est'. Idem dicis de articulis fidei, quos cum nemo non intelligat, hausimus ex sacris Litteris, utique clarissimis, alioqui qui possumus eos certo vel credere vel docere? Addis, ,quid faciunt qui adhuc hodie sacras Litteras praedicant, eas interpretantes ac declarantes? Quae si obscurae sunt, quis nos certos facit, ipsam eorum declarationem esse certam? Alia nova declaratio? Quis et illam declarabit? Ita fiet progressus in infinitum'.

Alt dette og meget mere er indeholdt i det ord 'Ordet blev kød'. Det samme siger du om trosartiklerne, som vi, skønt ingen ikke forstår dem, har uddraget fra den hellige og overalt klare skrift, hvordan kunne vi ellers sikkert både tro og lære den? Du tilføjer: ”hvad gør de mennesker, som endnu i dag prædiker den hellige skrift? De fortolker og forklarer skriften. Men hvis skriften, som de forklarer, er uklar, hvem gør os da sikre på, at selve deres forklaring er sikker? En anden ny forklaring? Og hvem skal så forklare den? Således kan det gå videre i det uendelige”. (L3#75).

⁷² Haec tu, Luthere, satis declamatorie, verum si quod doces, ad sacram Scripturam non opus est, nisi Grammatica, quid necesse est audire Praedicatorem declarantem, et interpretantem? Satis erat populo, qui sacros Libros non habet, Prophetam aut Euangelium praelegere, nec aliud quicquam explicare, quam si quid forte difficultatis lateat in vocibus. Quod si urgeas, quid faciant praecones Euangelii: Dicam: Frequenter ex iisdem verbis, ut tu vis videri, clarissimis eliciunt diversas sententias, quasi ex eodem silice hic ignem excuteret, ille aquam. Nec est quod hic reclames, hoc a Papistis et Sophistis carnalibus fieri, faciunt hoc tuae communionis praecones, qui non minus constanter sibi spiritum vindicant quam tu.

Kære Luther, dette siger du temmelig deklamatorisk, men hvis, som du lærer det, man til at forstå den hellige skrift ikke har brug for andet end grammatik, hvorfor er det så nødvendigt at høre prædikanten forklare og fortolke? Det ville være nok for menigheden, som ikke har de hellige bøger, at man forelæser profeterne og evangeliet, og ikke forklare andet, end hvis der måske er nogen vanskelighed skjult i ordene. Hvis du vil gå i kødet på det, hvad gør så evangeliets prædikanter? Jeg vil sige: hyppigt uddrager de af de samme ord, som du vil mene er så klare, som de kan være, forskellige opfattelser, som hvis én af den samme sten slog ild, en anden vand. Og det forholder sig heller ikke sådan, som du hævder, at dette gøres af papistiske og sofistiske kødelige mennesker, det gør din menigheds prædikanter også, som ikke praler mindre vedholdende af ånden end du gør.

⁷³ Si sacra (494) Scriptura est undiquaque clarissima, unde hae tenebrae inter vos, unde tanta de sensu Scripturae digladiatio? Tu probas e Litteris arcanis in Eucharistia esse corpus Domini naturaliter: Zwinglius, Oecolampadius et Capito, ex iisdem Litteris docent esse tantum in signo. Hoc erat caput hujus disputationis, ut nos faceres certos, te unum verissima clarissimaque docere, in quibus hactenus hallucinati sunt orthodoxi Patres, hallucinati sunt Ecclesiae proceres, quorum judicium si non pateris usquequaque certum haberi, certe patieris talium virorum judicio tantum esse ponderis apud nos infirmos, simplices et imperitos, quantum est tuo aut Wiclevi.

Hvis den hellige skrift overalt er soleklar, hvorfra kommer så dette mørke hos jer, hvorfra kommer denne store kamp om skriftens mening? Du beviser ud fra den hemmelige skrift, at i nadveren findes Herrens legeme naturligt; Zwingli, Oecolampadius og Capito lærer ud fra den samme skrift, at det kun er der i et tegn. Det var hovedsagen i den disputation, at du kunne forsikre os om, at du som den eneste lærte den klareste sandhed, i hvilken hidtil de ortodokse fædre havde fabuleret, kirkens ledere havde fabuleret. Hvis du ikke vil gå med til, at deres bedømmelse overalt regnes for sikker, vil du sikkert gå med til, at vægten af sådanne mænds bedømmelse hos os svage, enfoldige og ulærde, er lige så stor, som vægten af din og Viklefs.

⁷⁴ Quod si tibi jus sumis, Ecclesiae decreta quoties commodum est rescindendi, permittes et illi vicissim ut par pari referens tua rescindat ac damnet. Et si putas aequum ut cum tot Orthodoxis cedat Ecclesiae senatus totus tibi novo Prophetae surgenti, cedere debes et aliis qui post te surgunt. Haec argumentando tantum dicta sunto. Sed persequar orationis tuae cursum. ,Si Scripture', inquis, ,obscura vel ambigua est, quid illam opus fuit nobis divinitus tradi? An non satis sumus obscuri et ambigui, nisi de coelo nobis augeatur obscuritas, et ambiguitas, et tenebrae?' 

Men hvis du tiltager dig ret til at omstyrte kirkens dekreter, så ofte det er passende for dig, så må du også tillade den, at den gengælder dig lige for lige og omstyrter dine. Og hvis du anser det for rimeligt, at kirkens hele ledende råd sammen med så mange ortodokse skal vige pladsen for dig, der er en nylig fremstået profet, så bør du også vige pladsen for andre, som fremstår efter dig. Dette skal kun siges for argumentationens skyld. Men jeg fortsætter gangen i din tale. ”Hvis skriften er dunkel eller tvetydig, hvad nytte var det så til, at den blev guddommeligt overleveret os? mon vi ikke er tilstrækkelig dunkle og tvetydige, også uden at dunkelhed og tvetydighed og mørke fra himlen behøver at øge det for os?” (L3#75).

⁷⁵ Haec ita dicuntur, quasi dicam: omnem Scripturam esse obscuram aut ambiguam, cum illic fatear esse thesaurum aeternae certissimaeque veritatis, sed qui alicubi retrusus sit, nec pateat quibuslibet. Nec ideo Sol obscurus est, si nubibus opertus non appareat, (496) aut si lusciosus in clara luce caliget. Quanquam haec omnia tibi dicuntur extra controversiam, agebam de quaestionibus perplexis, quae nascuntur e sacris Litteris, aliter atque aliter interpretatis.

Dette siger du, som om jeg havde sagt, at hele skriften er dunkel eller tvetydig, skønt jeg dèr netop indrømmer, at der er en skat af evig og fuldkommen sikker sandhed, som imidlertid nogle steder er under dække og ikke ligger åbent fremme for enhver. Solen er heller ikke dunkel, selv om den på grund af skyer ikke viser sig, eller selvom én, der er forblændet i det klare lys, kun ser tåget. Men alt dette siges til dig udenfor stridsspørgsmålet, jeg behandler de indviklede spørgsmål, som opstår fra den hellige skrift, fordi den fortolkes så på én, så på en anden måde.

⁷⁶ Hic erat proferenda certissima tua lux, quae coargueret totius Ecclesiae caecitatem. Nam quod cavillaris lucem hanc semper occultatam fuisse in Ecclesia, quae latet nec habetur pro Ecclesia, ut hoc tibi donemus, quod probare non potes, probabilius est sanctissimos pariter ac doctissimos viros ad illam occultam Ecclesiam pertinuisse, quam te cum paucis tuis. Nondum igitur praestas, quod promiseras, sed pergis: ,Omnis', inquis, ,Scriptura divinitus inspirata utilis est ad docendum et increpandum et arguendum'.

Her var det, du skulle have fremdraget dit ganske sikre lys, som skulle overbevise om hele kirkens blindhed. For når du for spøg siger, at dette lys altid har været skjult i kirken, som er skjult og ikke regnes for kirke, for at vi kan gå med til noget, du ikke kan bevise, så er det mere sandsynligt, at de lige så højhellige som højlærde mænd hører med til denne skjulte kirke som at du og dine få tilhængere gør det. Du har endnu ikke ydet, hvad du har lovet, men du fortsætter: ”Enhvert skrift er guddommeligt inspireret, og gavnlig til at lære og formane og forbedre”. (2 Tim 3,16)

⁷⁷ Atque hic mire rhetoricaris, aut alius potius tuo nomine, tu enim non potes decem verba disserere sine convitiis: ,Imo inutilis est, Paule, prorsus, sed ex Patribus longa seculorum serie receptis, et Sede Romana talia petenda sunt, quae tu Scripturae tribuis, quare tua sententia revocanda est ubi ad Titum scribis, Episcopum oportere potentem esse doctrina sana, exhortari, et arguere contradicentes', etc. ,Quomodo', inquis, ,erit potens, cum tu Scripturas ei relinquas obscuras? hoc est, arma stupea, et pro gladio tenues stipulas?' Non dubito quin haec tibi videantur admodum scite dicta, cum nec explicent nodum a me propositum, et alioqui falsa sint. Omitte hic Titos ac Timotheos, quorum alter erat a puero versatus in sacris Litteris, uterque Paulum habuit praeceptorem, ad haec (498) Spiritum, de quo nullus ambigit.

Og her taler du forunderlig retorisk, eller snarere: en anden gør det i dit navn, fordi kan ikke sige ti ord uden bagvaskelse: ”Nej, det er ubrugeligt, Paulus, helt ubrugeligt! Dog kan du af fædrene, som gennem en lang række århundreder er blevet godkendt, og fra det romerske sæde opnå det, som du har tillagt skriften. Derfor må du tilbagekalde din påstand, når du skriver til Titus, at en biskop bør være mægtig i den sunde lære til at formane og modsige, osv. (Tit 3,16). Hvordan vil han kunne være mægtig, når du har overladt ham en dunkel skrift, det vil sige, våben af blår og i stedet for et sværd et let strå?” (L3#76). Jeg er ikke i tvivl om, at dette forekommer dig at være en klog bemærkning, selv om det ikke forklarer den knude, jeg har opstillet, og i øvrigt er forkert. Jeg udelader her Titus og Timotheus, hvoraf den ene fra dreng af har omgåedes den hellige skrift, og begge har haft Paulus som lærer, og dertil havde den ånd, som ingen tvivler på.

⁷⁸ An hodie nullus Episcopus poterit uti Scriptura divinitus inspirata ad docendum aut interpretandum, si quibusdam in locis haeret? An Medicus nihil habet quod consulat aegroto, si quis locus sit in Medicorum libris de quo dubitet? An non erit potens in sana doctrina, nisi qui vere sibi possit arrogare, nullum esse locum in arcanis Litteris, in quo haereat? Hoc haud scio, an Apostoli fuerint ausi profiteri. Unde post annos mille trecentos Ecclesiae Doctores obturarunt os haereticis, toties aliis super alios coorientibus adversus Scripturae veritatem? An pugnarunt stupeis armis, et pro gladio verbi, quem tu vibras, habebant leves stipulas?

Mon i vore dage ingen biskop kan brige den guddommeligt inspirerede skrift til at lære og fortolke, hvis han på nogle steder er rådvild? Mon lægen ikke har noget at råde den syge til, hvis der er et sted i medicinbogen, som han tvivler på? Mon kun den er mægtig i den sunde lære, som med sandhed kan prale af, at der ikke er noget sted i den hemmelighedsfulde skrift, som han er rådvild overfor? Jeg véd knap nok, om apostlene ville have vovet at sige det. Hvormed har kirkens lærde gennem tretten hundrede år stoppet munden på kætterne, som så ofte den ene efter den anden har vendt sig imod skriftens sandhed? Mon de kæmpede med våben af blår, mon de i stedet for ordets sværd, som du svinger, kun havde halmstrå?

⁷⁹ Et tamen illi, qui tantum valuerunt praesidio divinae Scripturae, fatentur in Libris divinis esse quaedam obscura, quaedam humanum captum excedentia. Et unde tam diu Ecclesia suspendit sententiam de processione Spiritus ab utroque, si tanta lux est divinae Scripturae, ut ad intelligendum satis sit Grammatices peritia? Quid autem monstri sit, si quomodocunque incidente in Scripturis ambiguitate, nos imperiti malimus consulere Sedem Romanam quam Wittenbergensem, eamque dissentientem? Quis autem credit Ecclesiae Romanae si sine Scriptura pronuntiet? Nec illa Scripturas interpretatur nisi ex eruditorum concilio, tu pro tuo arbitratu interpretaris ex tuo spiritu, nobis incognito, ne dicam (500) cognito. 

Og dog indrømmer de mennesker, som kun tilskriver den guddommelige skrift lederskab, at der i de guddommelige bøger er nogle ting, der er dunkle, og nogle ting, der overstiger den menneskelige fatteevne. Og hvorfor har kirken så længe regnet den påstand, at ånden udgår fra begge, for uvis, hvis den guddommelige skrift har et så stort lys, at det er tilstrækkeligt, hvis man skal forstå den, at have kendskab til grammatik? Hvad mærkeligt skulle der være ved, at vi ulærde, hver gang vi mødte en tvetydighed i skriften, hellere ville rådspørge det romerske sæde end det wittenbergske, som jo desuden er uenig med sig selv? Men hvem vil tro den romerske kirke, hvis den erklærer noget uden skriftbevis? Og den fortolker heller ikke skriften uden at rådspørge de lærde, men du fortolker den efter forgodtbefindende ud af din ånd, som er os ubekendt, for ikke at sige, at vi kender den altfor godt.

⁸⁰ Nec est quod Christus cogatur ad palinodiam suae vocis: ,Ego dabo vobis os et sapientiam, cui non poterunt resistere omnes adversarii vestri'. Quid tu mihi Apostolos objicis, cum de tuo agatur spiritu? Quod Christus Apostolis pollicitus est, praestitit. Tibi non est pollicitus neque quibuslibet, et si tibi quoque praestitit, doce certis argumentis, tibi uni datum esse quod illis tam innumeris negatum est. Hoc agebatur, et hic nodus erat explicandus, et interim prolixis declamationibus eximis tempus, nec praestas quod polliceris.

Der er heller ingen grund til at tvinge Kristus til at tilbagekalde sine ord: ”Jeg vil give jer en mund og en visdom, som alle jeres modstandere ikke skal kunne modstå”. (luk#21.15). (L3#76). Hvorfor foreholder du mig apostlene, når det drejer sig om din ånd? (L3#77). Hvad Kristus lovede apostlene, opfyldte han. Dig har han ikke lovet noget som helst, og hvis der er ydet dig noget, så belær os med sikre argumenter, at der er givet dig alene det, som er nægtet disse talløse? Det skal du gøre, så vil knuden være forklaret, hvis ikke, spilder du tiden med alenlange deklamationer, og du opfylder ikke det, du har lovet.

⁸¹ Non ego te confero cum Christo aut cum Apostolis, sed hominem incogniti spiritus confero cum tot Orthodoxis, cum Ecclesiae primatibus, de quorum spiritu, ut demus nobis non constare, tamen juxta tuam regulam, tot retro seculis, bonam de illis opinionem habuit caritas, licet fides nihil approbet, nisi quod divinitus fuerit commendatum. Et tamen exigis a nobis ut illorum auctoritatem rejiciamus, tua dogmata velut articulos fidei teneamus. Saltem concede nobis jus aequale, in illorum et tua dogmata, ut de utrisque liceat suspendere sententiam. Haec non ex animi mei sententia, sed tui coarguendi causa dicta sunto. Tandem ab Apostolis et Christo tua decurrit oratio.

Jeg for min del sammenligner dig ikke med Kristus eller med apostlene, men jeg sammenligner et menneske med en ukendt ånd med så mange ortodokse, med kirkens ledere, om hvis ånd kærligheden, skønt vi indrømmer, at vi ikke er sikre, dog efter din regel har haft en god opfattelse gennem de mange hundrede år, der er forløbne, selv om troen ikke tilslutter sig den, medmindre den bliver guddommeligt anbefalet. Og dog kræver du af os, at vi forkaster deres autoritet og holder os til dine dogmer som til trosartikler. I det mindste må du indrømme os en ligelig ret til med hensyn til både deres og dine dogmer, at de om begge må være tilladt at lade opfattelsen være tvivlsom. Dette siger jeg ikke som mit hjertes mening, men blot for at give dig lejlighed til modsigelse. Langt om længe er du færdig med at tale om apostlene og om Kristus.

⁸² ,Cur', inquis, ,tu praescribis formam Christianismi, si tibi Scripturae sunt obscurae?' Pro me respondebo: In Diatriba non praescribo formam Christianismi, tantum ostendo, quousque procedere debeat simplicium inquisitio. Nec plus tribui volo meae formae, quam suis scriptis tribui volunt Orthodoxi caeteri, quibus multa debemus, quae ad pietatem (502) attinent. 

”Hvorfor foreskriver du os en slags kristendom, hvis skriften er dunkel for dig?” siger du. (L3#77). Til mit forsvar til jeg svare: I Diatriben foreskriver jeg ikke nogen slags kristendom, jeg påviser blot, hvor langt de enfoldiges udspørgen bør gå. Og jeg ønsker heller ikke, at min slags kristendom tilskrives mere, end de øvrige ortodokse ønsker, at deres skrifter tilskrives, og dem har vi meget at takke for, som har med fromhed at gøre.

⁸³ Hoc si tu quoque fateris, cum illi fateantur obscuritatem in non paucis Scripturae locis, aut recanta quod toties confessus es, illos multa recte disseruisse, aut concede nobis aliqua pro virili docere, qui tamen non negamus esse nobis nonnihil obscuritatis in sacris Libris. Quod si his fidem omnem abrogas, cur tuis scriptis fidem haberi postulas, qui fateris te alicubi haerere, qui nonnunquam variam adfers interpretationem, haud facturus, si nihil esset obscuritatis aut ambiguitatis. Idem accidit tuis, alicubi dubitans et haesitans loquitur Pomeranus et Oecolampadius, denique ipse Philippus, cui nihil non tribuis. In hos atque adeo in teipsum recidunt haec omnia, quae tanta vehementia copiaque in eos detonuisti, qui putant in Scripturis aliquid obscurum esse. Postremo fateris ipse, in arcanis Litteris obscuritatem incidere ex imperitia vocum, et addes, opinor, ex depravatione codicum, ex tropis, ex locis inter se pugnantibus. Hoc dato, redeunt huc omnia illa incommoda, quae commemorasti de obscuritate.

Hvis også du indrømmer dette, så må du, eftersom disse indrømmer, at der er ikke så få dunkt steder i skriften, enten tilbagekalde, hvad du ofte har erklæret, at disse har sagt meget rigtigt, eller indrømme os til at lære noget efter bedste evne, selv om vi dog ikke nægter, at der for os er noget i den hellige skrift, der er dunkelt. Hvis du fraskriver dem troværdighed, hvorfor kræver du så, at vi skal tro på det, du skriver, for du indrømmer jeg, at du nogle steder er rådvild, du, som ikke så få steder fremføret forskellige fortolkninger, hvad du næppe ville gøre, hvis der ikke var nogen dunkelhed eller tvetydighed. Det samme sker for dine tilhængere, nogle steder taler Bugenhagen tøvende og rådvild, ligeledes Oecolampadius, ja selv Melanchthon, som du dog sætter stor pris på. På dem og også på dig selv falder alt det tilbage, som du med så stor hæftighed og iver har udråbt mod dem, som mener, at der i skriften er noget dunkelt. Endelig indrømmer du selv, at der i de hemmelighedsfulde skrifter kan findes en dunkelhed, fordi vi er uvidende om ordene, og jeg mener, du tilføjer: fordi håndskrifterne er ødelagte, fordi der forekommer billedtale, fordi nogle steder modsiger hinanden. Hvis det er tilfældet, så dukker her alle de vanskeligheder op, som du nævnede om dunkelheden.

⁸⁴ Non enim refert unde sit obscuritas, modo sit ulla. Hanc certe negare non potes. Quod si detrahis omnem fidem iis qui haerent alicubi, haeres tu, haerent tui, quibus vis nos certam habere fidem; nec haerent solum, verum etiam sic inter sese dissident, ut tua quoque fortiter rejiciant, damnentque, nec alio praesidio quam sacrae Scripturae. Hic profer omnem eloquentiae tuae (504) dissimulatae copiam ac deinwsin, dicturus in teipsum ac tuos, quicquid in nos dixeris. Quod addis enthymema, ,Si Scripturam negas dilucidam, fateris multo minus dilucidos esse sanctos' quos adduce: aliqua probabili specie diceres in me, si ex his impugnassem tuum dogma, nunc e sacris Litteris tecum congredior. Nec in aliud profero dotes ac numerum illorum, nisi ut te adigam ad proferendum argumentum evidens, quo sciamus tibi tuto posse credi, et ab illis pie discedi. Id cum receperis, tamen post tot colaphos, alapas, et sputa, nihil nos doces quod ad rem pertinet.

For det kommer ikke an på, hvor dunkelheden stammer fra, blot på, at den er der. Og at der er en dunkelhed, kan du ikke nægte. Hvis du nægter alle dem troværdighed, som er rådvilde om ét eller andet skriftsted, så er du rådvild, så er dine tilhængere rådvilde, som du vil, at vi skal have fast tillid til. Ja, de er ikke blot rådvilde, de er også indbyrdes uenige, så de kraftigt benægter og fordømmer din lære, for der er jo ingen anden leder end den hellige skrift. Her skulle du komme med al din veltalenheds forløjede iver og bevisførelse, for at sige alt det imod dig selv og dine tilhængere, som du har sagt imod os. Den afslutning, du tilføjer: ”Hvis du nægter, at skriften er klar, så indrømmer du, at meget mindre klar er de hellige”, nemlig dem, jeg anfører, (L3#77), ville du siger med et vist skær af sandsynlighed imod mig, hvis jeg havde bekæmpet dit dogme ud fra dem, men jeg kæmper jo med dig ud fra den hellige skrift. Og jeg fremfører kun deres fordele og antal for at tilskynde dig til at fremføre et klart argument, hvorved vi kan vide, at det er sikkert at tro dig og fromt at forlade disse andre. Selv om du havde lovet det, har du dog ikke efter så mange knytnæveslag, ørefigner og spytklatter lært os noget, der har med sagen at gøre.

^{85 [68]}         Fateris me non de tota Scriptura sentire, sed de locis, ex quibus oriuntur hujusmodi quaestiones. Id si fateris, quorsum pertinuit, tot verbis ita loqui, quasi totam obscuram dixerim. Verum illud, ut inquis, ad me pertinet, quod ego fateor aliquid esse obscurum, tu nullam Scripturae partem vis obscuram esse. Audio, ,volo', verbum imperiale, at ego malebam vocem doctoris. Quod tu affirmas, ego opto, quod tu dicis te scire, ego discere cupio, nec mihi satis est hoc asseverari abs te, certitudinem efflagito quam tu profiteris.

            Du indrømmer, at jeg ikke om hele skriften mener [at den er dunkel], men kun om de skriftsteder, hvor der rejser sig den slags spørgsmål. (L3#78). Hvis du indrømmer det, hvad skulle det så til for, at du med så mange ord talte, som om jeg havde sagt, at hele skriften er dunkel? Men som du siger, dette har med mig at gøre, fordi også jeg indrømmer, at der er noget dunkelt i skriften, men du vil have, at ingen del af den skal være dunkel. Jeg kan nok høre ordet 'vil have', og det er jo et ord i bydemåde, men jeg ville nu hellere høre et ord fra en lærd. Hvad du har som en påstand, har jeg som et ønske, hvad du siger, du véd, stræber jeg efter at lære, og det er mig ikke nok, at du forsikrer mig det, jeg ønsker indtrængende det, som du erklærer.

⁸⁶ Doce nos externam Scripturae claritatem, quandoquidem hanc adimis ipsi Ecclesiae, Ecclesiaeque luminibus, summoque cum Orbis tumultu tibi vindicas. Nec verum est quod assumis, Ecclesiam ex obscuris Scripturae locis pronuntiasse de libero arbitrio, licet hujus quaestionis abyssum fatear esse impervestigabilem; eoque non altius (506) penetrandum quam sat est: sed mihi persuasum habeo Veteres et Ecclesiam ex ipsis per se quidem claris Scripturae locis asseruisse quod asseruerunt.

Belær os om skriftens ydre klarhed, for du fratager jo selv kirken og kirkens lys denne klarhed og påberåber dig den til stor forvirring for hele verden. Det er heller ikke sandt, det, du påstår (L3#79), at kirken har truffet afgørelse om den frie vilje ud fra dunkle skriftsteder, selv om jeg indrømmer, at dette spørgsmåls afgrund er uudforskelig; og derfor bør man ikke trænge dybere ind i det end nødvendigt. Men jeg har overbevist mig selv om, at de gamle og kirken netop ud fra skriftsteder, der i sig selv er klare, har truffet afgørelse om det, de har truffet afgørelse om.

⁸⁷ Nec tamen statim hac in re auctoritas Ecclesiae interposuit suam sententiam, sed intentis aliquandiu oculis in Scripturae lucem, tandem perspecta manifesta veritate pronuntiavit. Fit enim frequenter, ut qui a tenebris prodeunt, nihil videant in media luce Solis, nisi aliquandiu intenderint oculos, et per tenebras quaedam non statim videmus, sed intendentibus oculis paulatim incipiunt nobis esse perspicua, quae prius erant ambigua: quod idem accidit in rebus quae procul absunt a nobis. Sed ita civilitatis causa finxi, interpretationem utriusque partis esse ambiguam, ut rebus aequatis, ostenderes aliquid quod nos in medio vacillantes in tuam partem inclinaret. 

Og dog har i denne sag kirkens autoritet ikke med det samme gjort sin mening gældende, den har først udtalt som dom, efter at dens øjne gennem længere tid havde vænnet sig til skriftens lys og dens åbenlyse sandhed var kommet klart til syne. For det sker ofte, at de, der kommer ud fra mørket, intet ser midt i sollyset, før de i nogen grad har vænnet øjnene til det, og gennem et vist mørke ser vi ikke med det samme, men når øjnene har vænnet sig til det, begynder det for os at blive klart, hvad der før var tvetydigt. Det samme sker for os med genstande, som er langt borte fra os. Men jeg er af høflighed gået ud fra, at begge parters fortolkning var usikker, så at du, når det stod lige, kunne vise os noget, som kunne bringe os, der svinger mellem det ene og det andet, over på dit parti.

⁸⁸ Simili modestia vocavi Diatribam non assertionem, et concludo me sequi probabilem opinionem, non quod ambigerem de recepta sententia, sed quod tua periculose proferretur apud multitudinem, vel quia sic populus discit diffidere decretis Ecclesiae, fierique possit, ut tandem incipiat dubitare de certissimis articulis fidei, vel quia tutum non est de receptis articulis apud idiotas in utramque partem disputare, vel quia quaestio recessus habet profundos, a quibus arcendi sunt imperiti, cum his satis sit tenere dogma quod tradidit Ecclesia.

Med en lignende tilbageholdenhed har jeg ikke kaldt Diatriben en 'hævdelse', og jeg konkluderer, at jeg følger en antagelig mening, ikke fordi jeg er i tvivl om den accepterede opfattelse, men fordi din opfattelse kun kan fremføres for mængden med fare, både fordi folket således lærer af nære mistro til kirkens dekreter, og fordi det kan ske, at de i sidste ende begynder at tvivle om troens sikreste artikler, og fordi det ikke er sikkert at disputere om de accepterede artikler blandt lægfolk til nogen af siderne, og fordi den accepterede opfattelse har dybder, som de ulærde bør holdes borte fra, eftersom det for dem må være nok at holde sig til de dogmer, som kirken har overleveret.

⁸⁹ Nec in hoc tecum sentio, quod aequas omnes articulos fidei: sunt enim quidam tam evidentes, ut de his nefas sit disputare: Quod genus sunt, Christum esse natum ex virgine, passum sub Pontio Pilato: quidam tales, ut post diutinam disquisitionem, (508) tandem fuerint publica auctoritate comprobati, de quibusdam ne nunc quidem satis convenit. De perpetua virginitate Mariae dubitatum est a nonnullis, donec illis occluderetur os ex Scripturis, rectius enarratis. Dubitatum est a Veteribus, an Romanus Pontifex esset universalis Ecclesiae Pastor, et licuit donec accederet Ecclesiae decretum: et adhuc controversum est inter Scholasticos, an Romani Pontificis auctoritas sit gravior auctoritate Synodi generalis*.

* Darmstadt: Stedet fra 'ex Scripturis rectius enarratis' og hertil blev forbudt af ”Index expurgatorius Hispanicus et Romanus” i den katolske kirke.

Og jeg er heller ikke enig med dig i det forhold, at du sidestiller alle trosartikler. For der er nogen, der er så evidente, at det ville være en forbrydelse at diskutere dem. Af den art er den artikel, at Kristus er født af en jomfru, at han led under Pontius Pilatus. Og så er der nogle som efter længere tids udforskning til sidste blev anerkendt ved en offentlig autoritet, og om dem er det nu ikke mere nødvendigt at diskutere. Der var nogle, der tvivler på Marias vedvarende jomfrudom, men munden blev lukket på dem ud fra en rigtigere fortolkning af skriften. De gamle var i tvivl om, hvorvidt den romerske pave var den universelle kirkes hyrde, og det var tilladt at være det, indtil kirkens dekret forelå; og stadig er der uenighed blandt skolastikerne om, hvorvidt den romerske paves autoritet vejer mere end det almindelige koncils autoritet.

⁹⁰ Proinde si tuum dogma vis aeque credi, atque credimus Symbolum Apostolorum, prefer testimonia Scripturarum aeque dilucida, doce tuum dogma, statim ab Apostolorum temporibus una cum Euangelio ad nos decurrisse. Igitur ut illa certissime credo, ita mihi dubium non erat dogma de libero arbitrio posteaquam de eo pronuntiavit Ecclesia Catholica. ,Cur igitur disputas', inquis, ,tanquam rectiora sequuturus si quis doceat, cur Diatribam appellare maluisti quam confutationem, quin hortaris omnes, ut meo rejecto dogmate, constanter teneant quod tradidit Ecclesia?' Non deerant mihi vocabula, quibus et meam disputationem, et tuum dogma vocarem, quae tibi jam nova non sunt, sed tentare libuit, an hac civilitate vel sanari posses, vel ad mitius respondendum invitari. Denique videbam res hominum plus satis exulceratas, nolui mei calami saevitia oleum, ut ajunt, camino addere.

Hvis du derfor ønsker, at dit dogme skal tros på lige fod med den apostolske trosbekendelse, så må du påvise lige så klare skriftvidnesbyrd, og så må du lære, at dit dogme lige fra apostlenes tid sammen med evangeliet er kommet frem til os. Derfor, ligesom jeg ganske sikkert tror på den, således var jeg ikke i tvivl om dogmet om den frie vilje, efter at den katolske kirke havde afgivet erklæring derom. Du siger: ”Hvorfor diskuterer du da, som om du ville følge en mere rigtig mening, hvis nogen ville belære dig, hvorfor vil du heller kalder din bog 'en diskussion' end 'en gendrivelse', hvorfor opfordrer du da alle til at forkaste mit dogme og holde fast ved det, kirken har overleveret?' (L3#95; ref). Jeg manglede ikke ord, da jeg skulle give betegnelse til min disputation og til dit dogme, ord, der ikke er nye for dig, men tillod mig at forsøge, om du kan helbredes ved denne høflighed eller inviteres til at give et blidere svar. Men til sidst indså jeg, at menneskenes situation så rigeligt havde ændret sig til det værre, og jeg ville ikke ved at rase med min pen kaste benzin på bålet, som man siger.

⁹¹ Denique ne disputassem (510) quidem, nisi tu fabulam hanc sic evulgasses, ut in textrinis ac sutrinis nunc passim disputetur, nullum esse liberum arbitrium, sed omnia mera necessitate geri: et quasi parum hactenus profeceris, narrant hanc tuam disputationem a Jona verti in Linguam Germanicam, quo textores et agricolas in me concites, quos concitatos placare non possim, linguae ignarus.

Endelig ville jeg slet ikke have disputeret, hvis ikke du havde udbredt dette skuespil i den grad, at der nu på vævestuer og i skomagerværksteder nu overalt diskuteres, at der ikke er nogen fri vilje, men alt sker af lutter nødvendighed. Og som om du hidtil har haft for lidt fremgang, fortæller man nu, at din disputation af Justus Jonas bliver oversat til tysk, hvorved du ophidser vævere og bønder mod mig, og når de er blevet ophidsede, formår jeg ikke at berolige dem, fordi jeg ikke forstår tysk.

^{92 [69]}          Per omnia circumactus, tandem huc evadis, ut communem sensum facias arbitrium de certantibus de claritate Scripturae. ,Resistunt enim', ut ais, ,et qui clarissimis Scripturae testimoniis convicti sunt, sed communis sensus indicat eos nihil habere quod merito contradicant.' Sic confutati Sadducaei, obmutuerunt quidem, at non discesserunt ab errore.

           Da du er omringet til alle sider, undviger du til sidst i den retning, at du gør den almindelige fornuft til dommer mellem dem, der strides om skriftens klarhed. Som du siger, ”for også de, der er overbevist af de klareste skriftsteder, står imod, men den almindelige fornuft viser, at de ikke har noget, som de med rette kan sige”. (L3#81). Således blev saddukæerne gendrevet, de holdt ganske vist deres mund, men de vendte sig ikke bort fra deres vildfarelse. (Matt 22,34). (L3#82).

⁹³ Ineptum fuerit referre quid Sadducaei potuerint respondere, nimirum animas defunctorum non recte dici homines, deinde nihil absurdi si Deus dicatur Abraham, Isaac et Iacob, a quibus cultus fuerat dum viverent: quemadmodum patres superstites filiis, nomen patrum retinent juxta communem loquendi usum. At illic agebatur de resurrectione corporum, quae non evincitur ex hisce verbis. Dices, cur igitur obmutuerunt? quia virtus divina erat in verbis Domini, quae credentium animos attrahebat, impiorum conscientias percellebat. Verum haec extra rem.

Det turde være upassende at anføre, hvad saddukæerne, nemlig at afdødes sjæle ikke med rette kan betegnes som mennesker, dernæst, at det ikke er absurd, hvis Gud kaldes Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, fordi de dyrkede ham, mens de levede, ligesom de fædre, som deres sønner overlever, efter almindelig sprogbrug bibeholder betegnelsen 'fædre'. Men her handler det om legemernes opstandelse, som ikke bliver ført igennem til sejr med disse ord. Du vil sige: hvorfor holder de da mund? Fordi der i Herrens ord var en guddommelig kraft, som drog de troendes sjæle til sig, men overvældede de ugudeliges samvittigheder. Men dette ligger udenfor sagen.

⁹⁴ Ergo si tu quoque vis nobis os obturare, ut hiscere non audeamus, prefer similia e Scripturis testimonia, ostende nobis Spiritum in te loquentem, cui si (512) tentemus repugnare, sensus omnium communis damnet nos, te probet. Atqui plurimi et hodie tibi reclamant qui videntur habere sensum communem, et orthodoxis illis Patribus, totique populo Christiano, quis neget fuisse sensum communem? Tibi tuisque probabilius est deesse sensum communem, tibi qui tanta maledicendi impotentia debaccharis in eos, qui vel communicandi gratia dogmatibus tuis contradicunt: tuis qui addicti factioni immodico tui studio probant quicquid docueris, autoV efa.*

*Således afgjordes ifølge Aristofanes en diskussion mellem Pytagoras' disciple.

Hvis du derfor også vil stoppe munden på os, så vi ikke mere vover at lukke den op, så må du fremdrage lignende vidnesbyrd fra skriften, så må du vise os, at ånden taler i dig; hvis vi forsøger at bekæmpe den, ville alles almindelige fornuft fordømme os, men give dig ret. Og dog modsiger de selv i dag de fleste af dem, der synes at have almindelig fornuft, dig, og hvem ville nægte, at disse ortodokse fædre og hele kristenfolket har haft almindelig fornuft? Det er mere sandsynligt, at det er dig og dine tilhængere, der mangler almindelig fornuft, du, som med så stor tøjlesløshed i at skælde ud raser mod dem, som kun, fordi de deltager i debatten, modsiger dine dogmer; dine tilhængere, som af ærbødighed for jeres sekt med umådeholden hengivenhed for dig beviser alt, hvad du har lært: ”Han har selv sagt det!”

^{95 [70]} Sic provoces ad Spiritum, rursus exigo signum evidens. Reliqua, quae adducis, transilio, quando nihil faciunt adversum me. Nec de Joanne Husso meum est judicare, habuit suos judices apud homines, utinam invenerit mitius judicium apud Deum! Illud tantum dicam, me minus male sensisse de homine, priusquam degustassem librum quem conscripsit in Pontificem Romanum. Qui convenit tam operosa maledicentia cum Spiritu Christi? Nec hic ad rem facit, qualis fuerit Papa qui damnavit Hussum, mihi ignotus est, et habent Papae suum judicem, cui stant aut cadunt. Illi mei judices sunt, non ego illorum. 

Hvis du vil påberåbe dig ånden, så vil jeg igen kræve et klart tegn. Det øvrige, du fremfører, springer jeg over, for det beviser intet imod mig. Det er heller ikke min opgave at dømme Johan Huss, blandt mennesker har han sine dommere, gid han måtte finde en mildere dom hos Gud! Kun det vil jeg sige, at jeg havde en bedre mening om ham, før jeg havde smagt den bog, han skrev imod den romerske pave. Hvordan kan en så omfattende forbandelse forenes med Kristi ånd? Heller ikke dette gør noget til sagen, hvilket menneske den pave var, som fordømte Huss, jeg kender ham ikke, og paver har deres dommer, overfor hvem de står eller falder. De er mine dommere, ikke jeg deres.

⁹⁶ Porro, quod ais quosdam fingere simplicitatem, quo excusatius resistant cognitae veritati, dicentes: ,Homo sum, errare possum, doceri cupio', moxque subjiciunt, ,non est mihi satis factum, Vim facit Scripturis', etc. sive hoc in me dictum est, sive in alios, ego me certe ex illorum numero eximo qui scientes ac volentes repugnant cognitae veritati, praesertim in articulis (514) fidei. Tu quomodo quod facis excuses videto.

Når du videre siger, at nogle mennesker lader, som om de er enfoldige, hvorved de mere undskyldeligt kan modstå den erkendte sandhed, idet de siger: ”Jeg er et menneske, jeg kan fejle, jeg bestræber mig for at lære”, og snart efter til tilføjer: ”Det er ikke tilfredsstillende for mig, han øver vold på skriften', osv., hvad enten det er sagt imod mig eller imod andre, så regner jeg mig bestemt ikke med til dem, som med viden og vilje modsiger en erkendt sandhed, især ikke i trosartikler. Men derimod skulle du se til, hvordan du vil kunne undskylde, hvad du gør.

⁹⁷ Sed nihil adhuc audio quod nodum dissecet, quo nobis evidenter tuum probes spiritum. Verum ita mecum pugnare videris, quemadmodum canis ille, ab Albaniae Rege dono missus Alexandro, pugnavit cum Elephanto. Is enim arte circumsiliens et allatrans hac atque hac delassavit belluam, crebro rotatu adigens in vertiginem, atque ita dejecit. Plurimos ingenio doctrinaque praestantes, dignitate, quosdam etiam miraculis ac martyrio claros fuisse, qui tuum dogma rejiciunt, non negas, fateris et sanctos fuisse, vel donas potius et nos accipimus, jam causam facimus caetera aequalem: restat in hoc statu, ut evidentissimum proferas argumentum, cur a vobis talibus potius stare debeamus, quam ab illis talibus, ne repetamus totam collationem.

Men jeg har hidtil ikke hørt noget, som overhugger knuden, hvormed du på indlysende vis kunne bevise din ånd for os. Men du synes at bekæmpe mig, ligesom den hund, der af kongen over Albanien blev sendt som gave til Alexander, og som kæmpede mod en elefant. For idet den med list løb rundt om den og snart gøede af den fra én side, snart fra en anden, udmattede den udyret, førte det med de hyppige omdrejninger ind i svimmelheden, og overvandt det på den måde. Du nægter ikke, at de fleste, som har forkastet dit dogme, var mænd, udmærkede ved begavelse og lærdom, som var blevet berømte ved deres værdighed, nogle også ved mirakler og martyrium; du indrømmer, at de også var hellige, eller snarere: du tilstår os det som gave, og vi modtager det, vi lader det øvrige gælde i lige grad; på dette punkt mangler kun, at du fremdrager et soleklart argument, hvorfor vi snarere skulle stille os ved jeres side, med de fordele og ulemper I har, end ved deres side, med de fordele og ulemper de har, for nu ikke at gentage hele sammenligningen.

⁹⁸ Excusas illos quod forte resipuerint ante mortem, alioqui damnandi. Id verisimile non est, qui tot voluminibus constanter eadem senserint, sub mortem mutasse sententiam. At Bernardus moriturus dixit: ,Perdidi tempus, quia perdite vixi'. An hoc erat canere Palinodiam? Quis sanctorum haec non dixit? Haec vox est modestiae, non Palinodiae. Sacrae Scripturae tam expositam claritatem nondum probare potuisti, et de hoc mox aliquid attingemus, et si (516) probasses, probabilius est te caecutire quam illos. 

Du undskylder nogle, fordi de måske har omvendt sig før døden, ellers er de fordømte. (L3#51). Dette er ikke sandsynligt, at de, som gennem så mange skrifter har ment det samme, overfor døden skulle ændre mening. Men Bernhard sagde, at han skulle dø: ”Jeg har spildt min tid, fordi jeg har levet fortabt!” (L3#33). Men var det at fremsige en tilbagekaldelse? Hvem af de hellige har ikke sagt sådan? Dette ord er udtryk for mådehold, ikke for tilbagekaldelse. Du har endnu ikke kunnet bevise den hellige skrift så stærkt påståede klarhed, og det vil vi om lidt skrive noget om, og hvis du havde bevist det, er det mere sandsynligt, at det er dig, der er blind, end at det er dem. (n98).

⁹⁹ Si spiritum alleges, in illos pronius est caritatis judicium, ut largiamur non esse certum: Si electionem potiorum, consentaneum est illos cum Ecclesia quae potiora sunt elegisse: Si sensum communem, propensior est in illos opinio sensus communis. Si respondeas non esse mirum viros spirituales aliquando juxta carnem sensisse, totidem verbis responsum tuum in te retorqueri poterit. Si respondeas Mundum esse regnum Satanae, eoque non mirum tot tantosque viros tam longa seculorum serie excaecatos, non vidisse lucem Scripturae, totum hoc multo probabilius in te retorquebitur. Nam et tu carnem circumfers, et in communi Mundo versaris, in quo regnat Satanas.

Hvis du påberåber dig ånden, så tilskynder kærlighedens bedømmelse overfor dem snarere til, at vi tilstår, at det ikke er sikkert. Hvis du påberåber dig valget af det vigtigere, så er der enighed om, at de sammen med kirken har valt det vigtigste. Hvis du påberåber dig den almindelige fornuft, er det mere sandsynligt at der i dem har været almindelig fornuft. Hvis du vil svare, at det ikke er mærkeligt, at åndelige mænd af og til har haft opfattelser, der var kødelige (L3#61), så kan dit svars ord helt igennem vendes imod dig. Hvis du svarer, at verden er Satans rige, og at det derfor ikke er mærkeligt, at så mange og så mægtige mænd igennem så mange århundreder har været forblændede, og ikke har set skriftens lys (L3#88), så kan dette med meget større sandsynlighed vendes mod dig. For også du bærer rundt på kødet og lever i den fælles verden, hvori Satan hersker.

^{100 [71]}            Nec expediunt te ex angustiis quae multa subnectis de excaecatis in gloriam liberi arbitrii, de his qui audientes non audiunt, et intelligentes non intelligunt, quae magis in te quadrant, quam in Ecclesiae lumina. Neque convenit huic loco, quod tu tecum comparas Christum, discipulos tuos Apostolis, Doctores ac principes Ecclesiae Judaeis: quodque tuam doctrinam vocas lucem, Patrum et Ecclesiae decretum tenebras. Si nos urgere vis collationibus, alias tibi quaeras oportet, istas non recipimus. Multo stultius adducis hic Arianos et Philosophos.

           Du bliver heller ikke hjulpet ud af vanskelighederne ved det, du tilføjer om dem, der er forblændede af den frie viljes herlighed, om dem, der hører, men dog ikke hører, og forstår, men dog ikke forstår, hvilket mere passer på dig end på kirkens lys. (L3#89). Ejheller passer det på dette sted, at du sammenligner dig med Kristus, dine disciple med apostlene, kirkens lærde og fyrster med jøderne; eller at du kalder din lære lyset, fædrenes og kirkens dekreter mørke. (L3#90). Hvis du vil trænge os op i en krog med dine sammenligninger, må du udsøge dig andre, disse her godtager vi ikke. Meget dummere er det, når du her anfører arianerne og filosofferne. (L3#92).

¹⁰¹ Arianos judicavit Ecclesia, et ejus sententiam approbas. At eadem damnavit tua dogmata, et tamen hic non gravo te auctoritate (518) Ecclesiae. Nihil nobis cum Judaeis, qui Christum agnoscimus Servatorem. Erraverunt et eruditissimi Philosophi: quasi ego scripserim eruditos, magno ingenio praeditos, non posse caecutire. Ex una particula nectis enthymema, collige acervum conjecturalem, et hinc ostende tibi potius fidendum quam illis.

Kirken har fordømt arianerne, du godtager deres opfattelse. Men den samme kirke har fordømt dine læresætninger, og dog besværer jeg dig ikke her med kirkens autoritet. Vi har intet fælles med jøderne, vi, som erkender Kristus som frelser. Også de lærde filosoffer tog fejl; som om jeg havde skrevet, at de lærde, der havde en stor dannelse, ikke kunne være blinde. Ud fra én enkelt lille bemærkning kommer du med en betragtning. Nej, du må samle en hob formodninger og herudfra påvise, at vi skal tro dig mere end dem.

¹⁰² Quam vero sophisticum illud: Negas esse verum, quod dixi Scripturam aliquoties non percipi ob imbecillitatem humani ingenii: ,Nihil' ,inquis, ,aptius capiendis verbis Dei imbecillitate ingenii, propter imbecilles enim et ad imbecilles Christus et venit et mittit verbum Dei'. Si imbecilles vocas, ut ego sentio, rudes et infirmos, quales erant Galatae, aut quales multos videmus, nec humanis aptos disciplinis: quin a talibus potius petimus scientiam Scripturarum, quam ab eruditis Theologis, aut quam abs te, qui tantam scientiam tibi vindicas? Sin appellas imbecilles modestos ac morigeros Spiritui Sancto, tecum sentio, sed hanc imbecillitatem mirum quam in tuis scriptis desiderem. 

Men hvor sofistisk er ikke det følgende: Du nægter, at det er sandt, hvad jeg har sagt, at skriften mange steder ikke kan forstås på grund af den menneskelige forstands svaghed: ”intet er mere egnet til at forstå Guds ord end en svag forstand, for det var på grund af de svage og for de svages skyld, at Kristus både kom og sendte sit ord” (L3#94). Hvis du, hvad jeg tror, kalder de ulærde og sarte for 'svage', sådan som galaterne var det (gal#4,9), eller sådan som vi ser mange er det, som ikke er egnede til de humanistiske fag, mon vi så snarere forlanger kendskab til skriften af dem end af uddannede teologer, eller end af dig, som praler med så stor kundskab? Men hvis du kalder de beskedne og dem, der lydige mod Helligånden, for 'svage', så er jeg enig med dig, men hvor savner jeg dog denne mærkelige svaghed i dine skrifter.

¹⁰³ Perinde quasi rem omnem gesseris dextro Marte, properas ad metam disputationis, sed antequam id patiar, pauca dicam de Scripturarum obscuritate, quanquam super hac re satis ante dictum arbitror. Etenim nisi doces, eas esse Sole clariores, modo detur Grammatices peritia, fateris te non posse nodum explicare de probatione tui spiritus. Hic si tibi decantem, quantopere Veteres omnes querantur passim de Scripturae difficultatibus, quantum desudent in explicanda Genesi, quantam caliginem Hieronymus viderit in initiis et postremis Ezechielis, quoties haereat Augustinus: respondebis non (520) esse mirum, si in Sole impingant lusciosi: et si tibi protulero illud e Psalmo, ,Abyssus abyssum invocat', quod Augustinus ac Hieronymus interpretantur de caligine mysticae Scripturae. 

Ganske, som hvis du havde ført hele sagen med held i krigen, iler du frem til disputationens vendepunkt. Men før jeg lader det gå hen over mig, vil jeg sige lidt om skriftens dunkelhed, selv om jeg tror der er sagt nok om det tidligere. For hvis ikke du lærer, at skriften er soleklar, blot man har kendskab til grammatik, så indrømmer du, at du ikke kan forklare knuden om din ånds påvisning. Hvis jeg her optæller for dig, hvor mange gange alle de gamle overalt klager over skriftvanskeligheder, hvor meget de sveder over at fortolke 1 Mos., hvor stor en dunkelhed Hieronymus ser i begyndelsen og i slutningen af Ezekiels bog, hvor ofte Augustin er rådvild: så vil du svare, at det ikke er mærkeligt, hvis svagtseende støder sig i sollyset. Og hvis jeg fremdrog det ord fra salmerne for dig: ”Havdyb råber til havdyb” (Sl. 42,8), et ord, som Augustin og Hieronymus fortolker om den mystiske skrifts dunkelhed.

¹⁰⁴ Item illud: ,Dies diei eructat verbum, et nox nocti indicat scientiam', quod exponunt similiter. Rursus illud ex Ezechiele de torrente, cujus aquae sic intumuerant, ut transvadari non posset. Item ex Psalmo XVII. ,Et caligo sub pedibus ejus', adducitur et hic sensus de profunditate Scripturarum. Iterum in versiculo, ,posuit tenebras latibulum suum', Hieronymus interpretatur Christi nativitatem nobis esse obscuram, quam tu vis esse clarissimam. Item illud, ,tenebrosa aqua in nubibus aeris', interpretantur de obscuritate Scripturarum.

Ligeledes det skriftsted: ”Dag giver ordet videre til dag, og nat bringer budskab til nat” (Sl 19,3), som de forklarer på lignende måde. Videre det ord fra Ezekiel om strømmen, hvis vand i den grad var svulmet op, at man ikke kunne vade over. (Ez 47,5). Og igen fra Sl 18,10: ”Og mørke under hans fødder”, dette ord henføres også til skriftens dybde. Videre: verset: ”Han skjulte sig i mørket” (Sl 18,12), fortolker Hieronymus om Kristi fødsel, at den er mørk for os, den, som du vil, skal være soleklar (L3#91). Ligeledes dette skriftord: ”dunkelt vand i luftskyer” (Sl 18,12), fortolker de om skriftens dunkelhed.

¹⁰⁵ Aliaque similia testimonia si proferam, adferes mihi novam interpretationem, rejecta Veterum expositione, ac Scripturam ad tuae causae commodum detorquebis. Verum illud velim expedias: Si Linguae peritia sensusque communis sufficit ad Scripturae perspicuam intelligentiam, quid Pauli tempore fuit opus Prophetis apud eos qui Linguis loquebantur? Paulus diversa facit dona, linguarum et prophetiae, ac prophetiae donum longe facit eminentius dono Linguarum. Hoc evidenter arguit, esse quiddam in Scripturis reconditum, quod non sit cuivis dilucidum, qui Linguas teneat.

Hvis jeg fremfører andre og lignende skriftsteder, vil du pånøde mig en ny fortolkning og forkaste de gamles forklaring og fordreje skriften, så den passer til din sag. Men det følgende kunne jeg godt ønske mig, at du ville forklare: Hvis kendskab til sproget og almindelig fornuft er nok til en gennemgribende forståelse af skriften, hvorfor var der så på Paulus' tid brug for profeter hos dem, der talte i tunger? Paulus gør de to gaver: tungetale og profeti, til modsætninger, og gør profetiens gave langt mere fortrinlig end tungetalens gave. (1kor#14,29) Dette taler soleklart for, at der i skriften er noget, der er skjult, som ikke er klart for hvem som helst, der behersker sproget.

¹⁰⁶ Rursus (522) si verum est quod tu dicis, si qui Dei Spiritum habet, nihil sentit obscuritatis in sacris Voluminibus, cur qui prior prophetabat jubetur tacere, ubi surrexerat alius Propheta, cui fuerat revelatum? Plures habebant donum prophetiae, et tamen quod huic erat dilucidum, aliis fuit obscurum, propterea quod non omnibus omnia largiatur Spiritus, sed dividat singulis pro sua voluntate. Proinde mira est tua felicitas, qui profiteris nihil esse in sacris Litteris, quod tibi non sit clarissimum. 

Videre: Hvis det, du siger, er sandt, hvis nogen har Guds ånd, føler han intet mørke i de hellige skrifter, hvorfor befales så den, der først profeterede, at tie, når der rejser sig en anden profet, som får en åbenbaring? (1kor#14.30). Der var flere, der havde profetiens gave, og dog var det, der var klart for den ene, dunkelt for andre, fordi ånden ikke giver alle alt, men den tildeles hver enkelt efter hans vilje. Derfor er du besynderlig heldig, du, som bekender, at der i den hellige skrift intet er, som ikke er soleklart for dig.

¹⁰⁷ Et post auditas prophetias, Paulus vult judicari quae dicta sunt: ,Prophetae', inquit, ,duo aut tres dicant, caeteri taceant'. Deinde inter dona Spiritus refert et discretionem spirituum. Haec arguunt Scripturam non tam esse quibuslibet obviam et expositam, quam tu vis videri. Rursus ait, ,Videmus nunc per speculum et in aenigmate, tunc autem facie ad faciem'. Audis aenigma, et tu mihi praedicas clarissimam claritatem. Fide videmus, et fidei lux est in divinis Litteris. Et inibi: ,Ex parte cognoscimus, et ex parte prophetamus'. Ac mox: ,Nunc cognosco ex parte, tunc autem cognoscam sicuti cognitus sum'. Prophetiam Paulus appellat Scripturae mysticae interpretationem: eam cur fatetur imperfectam, si nihil non est clarissimum? Et si Paulus agnoscit hic imperfectum quiddam, ubi sunt qui nunc jactant omniscientiam?

Og efter at de har hørt profetierne, ønsker Paulus, at det, der er blevet sagt, skal bedømmes: ”To eller tre profeter skal tale, de andre skal tie” (1kor#14.29). Dernæst henregner han under åndens gaver også bedømmelsen af ånderne. Alt dette argumenterer for, at skriften ikke er så klar og ligefrem overfor alle, som du ønsker at se den. Igen siger han: ”Nu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt”. (1kor#13.12). Du hører ordet 'gåde', og du prædiker mig den klareste klarhed. Vi ser gennem troen, og troens lys er i den guddommelige skrift. Og sammesteds: ”Stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi”. Og lige efter: ”Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg selv er kendt”. (1kor#13.12). Profetien kalder Paulus fortolkning af den mystiske skrift. Hvorfor indrømmer han, at den er ufuldkommen, hvis intet af den ikke er soleklar? Og hvis Paulus her anerkender en vis ufuldkommenhed, hvad bliver der så af dem, der nu praler af alvidenhed?

¹⁰⁸ Velim ut saltem hunc locum nobis reddant dilucidum, ,Sicut cognitus sum'. An quisquam est qui sic cognoscit aut cognoscet Deum, sicut cognitus est a Deo? Puto hoc ipsi Deo proprium esse, ut seipsum cognoscat perfecte. Legebat Eunuchus Esaiam, haud dubie peritus Linguae, et tamen sensum latentem non intelligebat. Jam Epistolas, opinor, (524) Pauli numeras inter Scripturas sacras.

Jeg kunne ønske, at de endelig kunne gøre dette sted klart for os: ”sådan som jeg selv er kendt”. Mon der er nogen, som på den måde kender eller kan kende Gud, som han selv er kendt af Gud? Jeg mener, at det er forbeholdt Gud selv, at kende sig selv fuldkomment. Hofmanden læste Esajas, han var uden tvivl dygtig til sprog og dog forstod han ikke den skjulte mening. Og jeg tror, du vil regne Paulus' breve med til den hellige skrift.

¹⁰⁹ Atqui de his sic pronuntiat Petrus: ,Carissimus frater noster Paulus secundum datam sibi scientiam scripsit vobis, sicut et in omnibus Epistolis, loquens in eis de his, in quibus sunt quaedam difficilia intellectu', etc. Respondebis, erant difficilia rudibus. At tu nihil requiris nisi peritiam Grammatices. Si dixeris illis defuisse Spiritum, quaestio redit in orbem. Siquidem hoc pollicitus es, te probaturum nobis tuum spiritum. Sed hinc quoque facile elaberis, si modo probaris quod assumis: dices nos obstinata malitia oppugnare cognitam veritatem, quemadmodum faciebant Pharisaei. 

Og om dem udtaler Peter sig således: ”Vor kæreste broder, Paulus, har skrevet til jer efter den viden, der var givet ham, sådan som også i alle brevene, når han i dem taler om disse ting; i dem er der meget, der er vanskeligt at forstå” osv. (2 Pet 3,15f). Du vil svare, at det var vanskeligt for de ulærde. Men du stiller ikke andre krav end kundskab til grammatik. Hvis du havde sagt, at de manglede ånden, så bider spørgsmålet sig selv i halen. I hvert fald, hvis du har lovet, at du vil bevise overfor os, at du har ånden. Men også her undviger du let, hvis du blot beviser, hvad du antager: du vil sige, at vi i hårdnakket ondskab bekæmper den erkendte sandhed, ligesom farisæerne gjorde.

¹¹⁰ Quis autem comprehendat eum, cui tot sunt parati cuniculi per quos effugiat? Age, veniam ad eos, quibus tu tribuis spiritum, quem, ut scribis, hauserunt ex tuis libris: unde tanta in horum scriptis dissensio? Si idem Spiritus agit omnes, cum tractent eandem Scripturam, non potest esse tam perspicua claritas, ut sufficiat Linguae peritia, et sensus communis. Sed dices Zwinglium et Oecolampadium amisisse spiritum, posteaquam in te coeperunt scribere: Philippus Melanchthon nonne in suis commentariolis aliquando cunctanter loquitur, et suspendit sententiam? Atqui hoc negas esse fas in sacris Litteris, in quibus perspicua veritas est asserenda fortiter. 

Men hvem kan begribe det menneske, for hvem så mange musehuller står åbne, som han kan smutte ud af? Velan, jeg vil nu gå i gang med dem, som du tilskriver ånd, den ånd, som de, efter hvad du skriver, har øst af dine bøger. Hvoraf kommer da den store uenighed i deres bøger? Hvis de alle ledes af den samme ånd, når de behandler den samme skrift, så kan der ikke være en så lysende klarhed, at det er nok med kendskab til sprog og almindelig fornuft. Men du vil sige, at Zwingli og Oecolampadius har mistet ånden, efter at de er begyndt at skrive imod dig. Mon ikke Filip Melanchthon i sine små kommentarer af og til taler tøvende og lader meningen stå hen i det uvisse? Men dette nægter du er tilladt i den hellige skrift, i hvilken den klare sandhed skal hævdes kraftigt.

¹¹¹ Oecolampadius nondum abs te dissentiens, non negat obscuritatem esse in Esaia, sed sat habet si adimat desperationem pio seduloque lectori: et in praefatione adeo non profitetur se nihil non explicuisse, ut fateatur se frustra conaturum fuisse, ni commentariis Hebraeorum fuisset adjutus. Interim aliquanto reverentius loquens de Hieronymo quam tu, qui (526) talem virum blasphemum et sacrilegum facis in hoc tuo libro, numeris omnibus absoluto. An Pomeranus sic abs te laudatus in enarrandis Psalmis non alicubi Scepticus est, et suspense gradu per aristas, ut ais, incedit?

Oecolampadius nægter ikke, at der er dunkelhed hos Esajas, hvorved han endnu ikke afviger fra dig, men han er tilfreds med at fjerne fortvivlelsen fra den fromme og ivrige læser. Og i forordet er det så langt fra, at han erklærer at have forklaret alt, at han indrømmer, at han ville have anstrengt sig forgæves, hvis han ikke var blevet hjulpet af hebræernes kommentarer. Og i hvert fald omtaler han Hieronymus med større ærbødighed, end du gør, du, som gør en sådan mand blasfemisk og bespottende i denne bog (L10#57), noget, der ligger hinsides al takt. Mon ikke den Bugenhagen, der i den grad roses af dig, i mange tilfælde er skeptiker, når han udlægger salmerne, og går på listesko, som du siger?

¹¹²            Verum de aliis fortassis invenies quod tergiverseris, urgebo te tuis ipsius dictis, 'cui injuria est ac blasphemia in Scripturam sacram, si quis illi tribuat aliquid obscuritatis'. Hoc paradoxum vide quomodo conveniat cum tua praefatione in Psalmos. Sic ibi loqueris: ,Psalterium profiteor', etc. ,verum ita profiteor, ut nolim ab ullo id de me praesumi, quod nullus adhuc praestare potuit sanctissimorum et doctissimorum, id est, Psalterium in omnibus suo legitimo sensu intelligere et docere. Sat est aliquot, et eosdem ex parte intellexisse. Multa sibi reservat Spiritus, quo nos semper discipulos habeat, multa solum ostendit ut alliciat, multa tradit ut afficiat, et ut beatus Augustinus praeclare dixit, nullus unquam ita loquutus est, ut ab omnibus in omnibus intelligeretur, multo magis ipse Spiritus Sanctus solus omnium suorum verborum intelligentiam habet. Quocirca ingenue me confiteri oportet, me ignorare legitimam habeam nec ne intelligentiam Psalmorum', etc.

        Men måske vil du fra andre finde noget, du kan sno dig udenom, jeg vil holde dig fast med dine egne ord: ”for hvem det er uret og blasfemi mod den hellige skrift, hvis nogen tillægger den nogen dunkelhed” (L1#62; L3#65; ref). Se nu, hvordan dette paradoks stemmer overens med dit forord til salmeudlægningen. Dèr siger du nemlig følgende: ”Jeg holder en forelæsning over psalteret ... men jeg holder den på den måde, at jeg ikke ønsker, at nogen skal forvente det af mig, som ingen af de helligste og lærdeste mænd hidtil har kunnet yde, nemlig, at forstå og lære psalteret i alle ting i dets rigtige mening. Det er nok at have forstået nogle salmer i nogen grad. Meget har ånden reserveret for sig selv, sådan at den altid har os som sine elever, meget viser den kun for at lokke os fremad, meget overleverer den for at gøre indtryk, og som den salige Augustin ganske klart siger det: 'ingen har nogensinde talt sådan, at han i alle ting kunne forstås af alle, langt mere vil da helligånden holde forståelsen af alle hans ord for sig selv'. Derfor må jeg frimodigt bekende, at jeg ikke véd, om jeg har den rette forståelse af salmerne eller ej, osv”. (Erl 14,8; WA V,22).

¹¹³ Rursus aliquanto inferius: ,Quid ergo reliquum nisi ut mutuum juvemus, labentibus, tanquam vel ipsi lapsi vel lapsuri, ignoscamus?' Rursus inibi: ,Scio esse impudentissimae temeritatis eum qui audeat profiteri unum librum (528) Scripturae a se in omnibus partibus intellectum. Quin quis audeat praesumere unum Psalmum rotunde ab illo intellectum?'

Lidt senere hedder det: ”Hvad andet kan vi altså gøre end gensidigt hjælpe hinanden og tilgive dem, der falder, fordi vi selv er faldet eller vil falde”? (Erl 14,9; WA V,23). Og igen sammesteds: ”Jeg véd, at den, der vover at hævde, at bare én bog af skriften er forstået af ham i alle dens dele, er fræk og uforskammet. Ja, hvem vover at hævde, at blot én salme i enhver henseende er forstået af ham?” (Erl 14,9; WA V,23; alle citater ordret citeret).

¹¹⁴ Hactenus tua verba retulimus. Immane quantum dissonat haec oratio, Luthere, a paradoxo, quo tanta asseveratione doces in hoc libello, de mira claritate Scripturae, quae nisi concedatur, omnia vertentur in caliginem, neque quicquam erit in rebus humanis certi. Quis credat esse eundem hominem, qui haec scribit enarraturus Psalmos, et qui nunc provocat universes, ut vel unum locum proferant qui tibi sit obscurus? Quorsum vero nunc attinet e tuis commentariis decerpere locos, ubi profiteris te destitutum ab interpretibus inter ipsos variantibus, animi tui somnium sequi. Rursus ubi fateris te prorsus non intelligere, quomodo versus cum praecedente cohaereat, ac tuam opinionem delirationem vocas.

Hidtil har vi anført dine egne ord. Uhyre meget, kære Luther, adskiller denne tale sig fra det paradoks, hvormed du i denne bog med så mange kraftige påstande lærer om skriftens forunderlige klarhed, sådan at alt, hvis ikke man indrømmer denne klarhed, vil vende sig til mørke, og der ikke vil være noget sikkert i de menneskelige forhold. Hvem skulle tro, at det menneske, som har skrevet dette i en udlægning af salmerne, var det samme, som nu udfordrer alle til at fremføre blot ét skriftsted, som er dunkelt for dig? Men hvad mening kan det vil i denne situation give at citere steder fra dine kommentarer, hvor du bekender, at du er svigtet af fortolkerne, fordi de er indbyrdes uenige, og derfor følger dit hjertes stemme? Eller hvor du indrømmer, at du overhovedet ikke forstår, hvordan dette vers hænger sammen med det foregående, og hvor du kalder din mening for forrykt.

¹¹⁵ Hoc in Psalmo XVII. ibi dicis, Ecclesiae doctrinam esse supra captum humanum: et hic sufficit Grammatices peritia. In Psalmo XIX. hunc in modum loqueris: ,Exposuimus hunc Psalmum pro exemplo fidei de Rege quocunque, nec dum certum, an legitimum sensum attigerim': mox interpretationis tuae judicium rejicis in lectorem. Iterum in XX. fateris te incertum, de solone Christo, an de quovis Rege debeat intelligi: et mihi objicis Scepticam Theologiam, qui non ausim de perplexis difficultatibus Scholasticarum quaestionum pronuntiare? Ubi tum erat ille Stoicus assertor: ubi ille (530) Omniscius?

Dette sker i Sl 17, hvor du siger, at kirkens lære går ud over menneskenes fatteevne. Og her i denne bog er det nok at have kendskab til grammatikken. (WA V,581). I Sl 19 taler du på denne måde: ”Vi har udlagt denne salme som eksempel på en hvilken som helst konges tro, og det er endnu ikke sikkert, om jeg har ramt den rigtige mening”. Lidt efter overlader du bedømmelsen af din fortolkning til læseren. (Erl 16,207; WA V,580). Igen i Sl 20 indrømmer du, at du er usikker på, om det alene skal forstås om Kristus eller også om én eller anden konge (Erl 16,210; WA V,583); og mig bebrejder du, at jeg er en skeptisk teolog, fordi jeg ikke vover at bedømme de skolastiske spørgsmåls indviklede vanskeligheder? Hvor var dengang den stoiske 'assertor' henne? Hvor var den alvidende?

¹¹⁶ Mihi dicis, ,Non sic suspense loquitur, nisi Lucianus et Epicurus': et tu in Opere maxime sacro eodem modo loquens, ignoscis tibi. In calce hujus libri tui dicis, ,Penes nullum volo esse judicium, sed omnibus suadeo ut praestent obsequium': et in Psalmo judicium defers lectori. Quomodo in his tibi constas, qui me Proteum facis? An tum temporis nondum habebas Spiritum? Non dices, opinor. Utinam autem in ea modestia perseverasses! Ibi veteres Orthodoxos, sanctissimos et eruditissimos Patres appellas: hic me rides, qui tribuam illis sanctimoniam, ipse caecutientiam, ignorantiam, imo blasphemiam et sacrilegium impingens: nec aliter excusas eos potuisse servari, quam si vel secus senserunt atque scripserunt, vel erroris poenituit ante mortem.

Til mig siger du: ”kun en Lukian og en Epikur taler så svævende” (L1#46). Og når du i det overordentlig hellige værk taler på samme måde, tilgiver du dig selv. I slutningen af denne bog siger du: ”jeg ønsker mig så at sige ingen bedømmelse, men råder alle til at yde lydighed.” (L11#59). I 'salmerne' overlader du dommen til læseren. Hvordan kan du være i overensstemmelse med dig selv, du, der gør mig til en Proteus? Mon du dengang ikke havde nok af ånden? Det tror jeg ikke, du vil sige. Men gid du var forblevet i dette mådehold! Dèr kalder du de gamle ortodokse højhellige og højlærde; her anklager du dem for at være blinde, uvidende, ja, blasfemiske og bespottende. Og du anfører som undskyldning for dem, at de ikke kan frelses på anden måde end derved, at de tænkte anderledes end de skrev, eller derved, at de før døden angrede deres vildfarelse. (L3#51).

¹¹⁷ Porro cum internam claritatem sic requiras ab omnibus Christianis, ut sine hac non facias illis ullam spem salutis, quid aliud censebimus, nisi illos omnes perisse, qui tam necessarium articulum fidei non dicam ignorarint, sed impugnarint, profligantes necessitatem, ac liberum arbitrium profitentes. Ego toties vocor blasphemus, qui dubitem ac disputem de tuo dogmate, et obscurum putas quid de illis eadem sententia pronunties? Et hic rursus novum paradoxon: ,Qui Spiritum habet, ei nihil obscurum: qui non habet, ne jota quidem unum intelligit'. Nil medium est.

Når du fremdeles kræver en indre klarhed af alle kristne i den grad, at du uden den fratager dem ethvert håb om frelse, hvad andet skal vi da mene, end at alle de må gå fortabt, som, jeg vil ikke blot sige: ikke har kendt, men: direkte har bekæmpet en så nødvendig trosartikel, idet de har forkastet nødvendigheden og bekendt den frie vilje. Jeg for min del af ofte blevet kaldt blasfemiker, fordi har betvivlede og satte til diskussion dit dogme, og det er dig, der regner det for dunkelt, som du forkynder om salmerne i den samme mening! Her kommer så igen et nyt paradoks: ”Den, der har ånden, for ham er intet dunkelt. Den, der ikke har den, forstår end ikke et jota”. (L1#72; ref). Der er ingen middelvej.

¹¹⁸ Quisquis igitur profitetur sese dubitare alicubi in Scripturis, aut Spiritum habet, et mentitur esse obscuritatem cum nulla sit, aut non habet, et ne jota (532) quidem unum intelligit. Tertullianus insignis Ecclesiae Doctor, postea in Montani dogma prolapsus, discessit ab Ecclesiae communione. An is amisso Spiritu, ne jota quidem intelligebat? Sed interpretaris ,non intelligit', id est, non sentit, non afficitur. At nos agebamus de certitudine doctrinae, non de ignoto hominis affectu, de quo fateris neminem certo pronuntiare posse, praeter unum Deum.

Derfor, enhver, der bekender, at han tvivler om ét eller andet skriftsted, har enten ånden og lyver, når han siger, at der er dunkelhed, eftersom der ikke er nogen dunkelhed, eller også har han ikke ånden og forstår ikke ét eneste jota. Tertullian, en fremragende kirkelærer, forfaldt senere til montanisternes lære og forlod kirkefællesskabet. Var det virkelig sådan, at han, efter at han havde mistet ånden, slet ikke forstod et jota? Men du udlægger dette 'forstår ikke': så det betyder: 'føler det ikke' eller 'bliver ikke grebet af det'. (L1#72). Men vi taler om læresætningernes sikkerhed, ikke om et uvidende menneskes følelse, om hvilken du indrømmer, at ingen anden end Gud selv kan vide noget bestemt.

¹¹⁹ Etenim cum juxta Paulum sint Spiritus impostores, et Angelus Satanae sese transfiguret in Angelum lucis, falli potest et is, qui se credit agi bono Spiritu. Quod si totam intelligentiam divinae Scripturae tribuis divino Spiritui, cur excipis solam imperitiam Grammatices? An in re tanti momenti Spiritus patietur Grammaticam obstare saluti hominum? Qui non gravatur impartiri tantas divitias aeternae sapientiae, num gravabitur impartiri Grammaticam et sensum communem? Blasphemus est in Deum qui vel tantillum tribuit libero arbitrio, et tu pius es, qui tantum tribuis Grammaticae, ut sola tenebras inducat clarissimae luci Scripturarum?

For eftersom der ifølge Paulus findes bedrageriske ånder, og eftersom Satans engel kan forvandle sig til en lysets engel, så kan også han fare vild, som tror, at han føres af en god ånd. Men hvis du tilskriver hele forståelsen af den guddommelige skrift den guddommelige ånd, hvorfor undtager du så alene ukendskab til grammatikken? Mon ånden i en sag af så stor betydning vil tillade grammatikken at modvirke menneskenes frelse? Den, der ikke vægrer sig ved at tildele så store rigdomme af evig visdom, mon han skulle vægre sig ved at tildele kendskab til grammatik og almindelig fornuft? Han, der tillægger den frie vilje selv det mindste, er blasfemisk imod Gud, men du er from, du, som mener, at grammatikken alene kan påfører skriftens soleklare lys dunkelhed.

¹²⁰cVidere til hyp06!