Hyperaspistes 4

¹   Caeterum scribens Philippensibus, non laudat eos qui insincere praedicabant Euangelium, sed gaudebat illorum insinceram operam, tamen cedere in Euangelii profectum. Ad haec Paulus alligatus, tamen gaudet verbum Dei non esse alligatum, sed in dies latius spargi. Obsecro te, an Paulus docuit eadem apud omnes quae tu doces? An cum admoneo doctrinam esse temperandam ad utilitatem auditorum, alligo verbum Dei? Nam hoc impingis, et interim assumis, quicquid doces esse verbum Dei: ut nihil jam supersit, nisi ut fias Christus, denuo praedicans Euangelium. Atqui quemadmodum nobis non constat quo spiritu ducaris, ita nobis nondum persuasum est quicquid doces esse verbum Dei.

Og for øvrigt, i det, Paulus skriver til filipperne, roser han ikke dem, som prædiker evangeliet uoprigtigt, men han glæder sig over, at deres uoprigtige gerning dog bidrager til evangeliets fremgang. (L2#90). Det er Paulus bundet til, dog glæder han sig over, at Guds ord ikke er bundet (2 Tim 2,9), men dag for dag udbredes. Jeg spørger dig, mon Paulus lærte det samme blandt alle, sådan som du lærer, at man skal? Eller binder jeg Guds ord, når jeg formaner til, at læren skal tilpasses tilhørernes gavn? For det holder du fast ved og det forsikrer du os om, at hvad som helst du lærer, er Guds ord. Så der nu ikke mangler noget, bortset fra at du bliver Kristus, som på ny prædiker evangeliet. Og dog, ligesom det for os ikke står fast, af hvilken ånd du føres, sådan er vi heller ikke helt overbevist om, at hvad som helst du lærer, er Guds ord.

²   Quid alii sapiant nescio, ego certe profiteor me esse de eorum numero, qui mallent mori decies, quam semel impedire cursum verbi divini. Neque nos tamen de eo loquebamur, sed de quaestionibus quae nunc Orbem concutiunt. Et tamen Apostoli primum jussi sunt praedicare regnum Dei, celantes Jesum esse Christum. Et Petrus initio praedicationis Jesum virum appellat, tacens de divina natura. Nec aliud Paulus facit apud Athenienses. Idem habet lac quo fovet (374) imbecilles, habet solidum cibum quo vegetat fortes, et habet sapientiam, quam non apud quoslibet, nec in propatulo, sed apud perfectos in occulto profert, quem locum tu non recte citas, ,sapientiam in mysterio absconditam', cum sit apud Graecos, ,loquitur in occulto sapientiam quae est recondita'.

Hvad andre tænker, véd jeg ikke, jeg for mit vedkommende bekender, at jeg hører til blandt dem, som hellere vil dø ti gange end én gang forhindre det guddommelige ords løb. Dog taler vi ikke om det, men om de spørgsmål, som nu deler verden. Og dog fik apostlene befaling til at prædike Guds rige, idet de skulle skjule, at Jesus er Kristus. (jvfr fx Mark 5,43). Og Peter kaldte i begyndelsen af sin prædiken Jesus for et menneske, idet han tav om den guddommelige natur. (Apg 2,22). Paulus gjorde ikke andet overfor athenienserne. (Apg 17,31). Paulus har også mælk, hvormed han nærer de svage, og han har fast føde, hvormed han styrker de stærke, (1kor#3.2) og han har visdom, som han ikke fremfører overfor hvem som helst, ejheller i det offentlige, men for de fuldkomne i det skjulte, (1kor#2,7), og det sted citerer du ikke korrekt, når du skriver ”visdom skjult i mysteriet”, eftersom det på græsk hedder: ”der tales i det skjulte en visdom, som er hemmelig”. (e1#39; L1#5).

³ Quin et ipsi Apostoli jussu Domini excutiunt pulverem pedum in eos qui rejiciunt sermonem Euangelicum, et in Actis imponunt Gentibus, ut abstineant ab Idolothytis, suffocato, sanguine et scortatione, nec statim docent Legem prorsus abrogandam. Postremo sunt rudimenta Philosophiae Christianae, quae traduntur catechumenis, donec proficiant ad magis recondita. Hebr. VI. ,Quapropter intermittentes inchoationis Christi sermonem, ad perfectiora feramur', etc. Ecclesia vero ne haec quidem solet temere committere postulantibus initiari, nisi fidejussores spopondissent abesse dolum malum, et mysteria vocantur, id est, sacramenta.

Ja, endog apostlene selv ryster på Herrens befaling støvet af deres fødder fra dem, som forkaster evangeliets prædiken, og i Apostlenes Gerninger pålægger de hedningerne, at de afholder sig fra afgudsofferkød, fra kød af kvalte dyr, fra blod og fra utugt, (Apg 15,29), og lærer, at loven ikke straks skal ophæves. Endelig er det begyndelsesgrundene til den kristne lære, som overleveres dåbskandidaterne, indtil de går videre til det mere skjulte. Hebr 6,1: ”Derfor vil vi forlade begyndelsesgrundene til ordet om Kristus og gå videre til det mere fuldkomne” osv. Men kirken plejer ikke engang blindt at overlevere det til dem, der begærer dåb, førend andre med ed har borget for, at ikke foreligger nogen ond svig, og de kaldes mysterier, dvs sakramenter.

⁴  Num ideo vocantur mysteria, id est, arcana, quod apud quoslibet essent evulganda? An tu putas Christianos olim arcanum Eucharistiae, vulgo prodidisse Judaeis ac Gentibus irrisuris? Quin ipse Dominus aliter respondet Pharisaeis malitiose tentantibus, aliter Sadducaeis per imperitiam, stultam proponentibus quaestionem, cujus etiam illa vox est: ,Nolite sanctum dare canibus, et ne projiciatis margaritas vestras ante porcos'. (376) Idem praecipit Apostolis, ut ingressi vicum aut oppidum explorent si qui digni sint, mox iis annuntient Euangelium, sin minus excusso pulvere alio se conferant.

Mon de kaldes mysterier, dvs hemmelige, af den grund, at de skal afsløres for hvem som helst? Mon du mener, at kristne i gamle dage afslørede nadverens hemmelighed offentligt, så jøder og hedninger kunne gøre grin med den? Ja, endog Herren selv svarer farisæerne, da de i deres ondskab fristede ham (Matt 22,15ff), anderledes end han svarede saddukæerne, da de af uvidende forelagde ham et dumt spørgsmål (Matt 22,23ff). Og det var også ham, der sagde: ”Giv ikke hundene det hellige, og kast ikke jeres perler for svin” (Matt 7,6). Det samme foreskrev han apostlene, at de, når de kom ind i en landsby eller en by skulle undersøge, hvem der var værdige, og så forkynde evangeliet for dem, hvis de ikke var værdige, skulle de ryste støvet af og begive sig andetsteds hen. (Matt 10,11ff).

⁵  Rursus Dominus, qui dixit per Ecclesiasten, ,Est tempus loquendi, et est tempus tacendi', ad Herodis percunctationes prorsus obticuit, Pilato pauca respondet, in Monte copiose docet discipulos arcana Euangelicae Philosophiae. Nec eodem modo Paulus agit cum Atheniensibus, quo cum Hebraeis, illis orditur Euangelium a quibusdam apud ipsos notis ac receptis, Hebraeos incredulos Legis Mosaicae praesidiis oppugnat. Apud Festum et Agrippam quanta civilitate temperat sermonem suum, hoc est, quam tui dissimilis est. 

Igen taler Herren, nu gennem prædikeren: ”Der er tid til at tale og tid til at tie” (Præd 3,7). Overfor Herodes' spørgsmål tav han fuldstændig (Luk 23,9), Pilatus svarede han kort, i bjergprædikenen lærte han udførligt disciplene den evangeliske filosofis hemmeligheder. Og Paulus handler heller ikke på samme måde overfor athenienserne som overfor hebræerne, for de første knyttede han evangeliet til ved noget, der hos dem var kendt og accepteret, de vantro hebræere bekæmper han ved hjælp af moseloven. Med hvor stor høflighed tilpasser han ikke sin prædiken overfor Festus og Agrippa, det vil sige, hvor meget anderledes handler han ikke end du gør!

⁶  Idem aliquando mutat vocem suam, inserviens auditorum utilitati. Carolstadii sententiam de synaxi recte impugnas: sed fingamus eam esse veram, nonne diceres non in tempore proditam, primum hoc rerum statu, cum plus satis exulcerata sunt omnia, deinde quia non tradidit doctis ventilandam, sed Germanica Lingua vulgo prostituit, magno Christianae concordiae detrimento. Ipse in spectris* tuis doces, quid sit inculcandum morientibus, reprehendens eos qui gravant illos intempestivis sermonibus: et nunc (378) dicis nihil referre, quid, apud quos, quo tempore, quo modo dicatur.

*Tesseradecas consolatoria: WA VI, 104ff.

Paulus ændrer også ofte sin tale til gavn for sine tilhørere. Karlstadts mening om nadveren angriber du med rette. Men hvis vi forestiller os, at den var sand, mon så ikke du ville sige, at den ikke skulle frem i lyset på denne tid, for det første under hensyntagen til tingenes tilstand, hvor alt er såret mere end nok, dernæst fordi han ikke har overladt det til de lærde at diskutere, men udgivet det på tysk, til stor skade for den kristne énhed. Du lærer selv i dine ”Anskuelser”, hvad man skal pånøde de døende, og du bebrejder dem, som betynger dem med umådeholdne prædikener. Og nu siger du, at det ikke kommer dig ved, hvad, for hvem, til hvilken tid eller på hvilken måde det siges.

⁷  At reclamat tibi Sapiens Hebraeus, musicam in luctu, narrationem esse intempestivam. ,Paulus', inquis, ,coram toto mundo dixit: Deus quos vult indurat', etc. At Paulus nusquam scribit, quod tu Mundo ingeris, liberum arbitrium nihil esse nisi nomen inane, neque nostros conatus quicquam ad rem facere, sed mera necessitate fieri omnia, Deum in nobis operari et bona et mala. Haec sunt quae nolebam evulgari. 

Men den hebraiske vismand tilråber dig: ”Tale i utide er som musik i sorg” (Sir 22,6). Du siger: ”Paulus har sagt overfor hele verden: Gud forhærder, hvem han vil, osv”. (rom#9,18; L2#101). Men Paulus skriver aldrig det, som du vil pådutte verden, at den frie vilje kun er et tomt navn, og at være anstrengelser ikke gør noget til sagen, men alt sker af lutter nødvendighed, Gud virker i os både det gode og det onde. Det er det, jeg ikke ønsker skal udbredes.

⁸  Haec satis arguunt ne ipsum quidem Euangelium apud quosvis, quovis tempore, quovis loco, quomodolibet esse praedicandum, sed ex audientium utilitate dispensandum. Quanto minus id fieri convenit in quaestionibus, quae trahuntur e sacris Libris, quaedam etiam ex humana Philosophia, veluti cum disputamus de Eucharistia, quomodo corpus possit esse sine dimensionibus, et quomodo idem corpus sit in diversis locis? Quod si contendis nihil omnino referre, quomodo praedicetur Euangelium: quin ipse simili saevitia debaccharis in Caesarem, qua in Pontificem et Episcopos. 

Dette beviser fuldt tilstrækkeligt, at evangeliet ikke skal prædikes overfor hvem som helst, til hvilken som helst tid, på hvilken som helst måde, men forkyndes til gavn for tilhørerne. Hvor meget mindre er det så ikke passende i spørgsmål, som uddrages fra den hellige skrift, og mange også fra den menneskelige filosofi, fx når vi disputerer om nadveren, hvordan et legeme kan være uden dimensioner, og hvordan det samme legeme kan være på forskellige steder! Hvis du hævder, at det ikke spiller nogen rolle overhovedet, hvordan evangeliet prædikes, hvorfor raser du så ikke med samme vildskab mod kejseren som mod paven og biskopperne? (L2#94).

⁹  Caesar enim magis obstat Euangelio tuo quam Pontifex. Hic nimirum cogeris adferre Paulinum illud: ,Omnia mihi licent, sed non omnia expediunt', et abs te dicetur apte, quod a me inepte fuerat citatum. Haec cum sint per se dilucida, nimirum evidens est, quantum tu verborum incassum fuderis, et (380) quam nihil ad rem citaris sacrae Scripturae testimonia, et quam parum tempestive fumos illos tuos protuleris. ,Paulus dicit: Verbum Dei non est alligatum, et Erasmus alligabit? Et Dominus dicit: Ite in universum Mundum, Erasmus dicit: Ite aliquo, aliquo non. Rursum: Praedicate Euangelium omni creaturae: Erasmus dicit: Apud aliquos, apud aliquos non'. 

For kejseren er en større modstander af dit evangelium end paven. Her bliver du uden tvivl tvunget til at anføre Paulus' ord: ”Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt!” (1kor#6.12), og det, der er citeret forkert af mig, er sagt rigtigt af dig. Selv om dette i sig selv er klart, er det uden tvivl evident, hvor mange ord du har udgydt forgæves, og hvordan du citerer den hellige skrift uden sammenhæng med sagen, og hvor lidt belejligt du fremfører din tomgangssnak. ”Paulus siger: 'Guds ord er ikke bundet' og Erasmus vil binde det? Og herren siger: 'Gå ud i alverden', men Erasmus siger: 'Gå derhen, men ikke derhen!' og igen: 'Prædik evangeliet for al skabningen'. Erasmus siger: 'For nogle, men ikke for andre'.” (L2#92).

¹⁰ Denique quasi haec tam insulsa non fuerint satis, addis novam facetiam, Graecas aliquot voces occinens, ,prosopolepsias, topolepsias, tropolepsias, chreolepsias': his quandotua sunt, miror te non etiam addidisse ,oenolepsias'. Haec enim tam stulta, aut alius addidit tuo libro, aut non eras sobrius cum scriberes. Mirum vero quam in loco nobis hic adducis: ,Deus personas non respicit', hoc est, ,Deus ex omni gente, ex omnium mortalium genere per fidem admittit ad Euangelii gratiam, ergo nihil refert, quid, apud quos aut quomodo disputes'. Nec hic contentus adjicis epiphonema: ,Vides', inquiens, 'iterum, quam temere irruis in verbum Dei, quasi tuas cogitationes et consilia longissime illi praeferas.' Si haec a febricitante dicerentur, quid dici poterat insanius? Ego toto pectore veneror verbum Dei, sed non arbitror quicquid asseveras esse verbum Dei. 

Endelig, som om disse smagløsheder ikke var nok, tilføjer du en ny vittighed, idet du lader høre nogle græske ord: ,prosopolepsias, topolepsias, tropolepsias, chreolepsias': hensyn til personer, steder og måder og anledninger. Hvis disse ord er opfundet af dig, undrer det mig, at du ikke har tilføjet ,oenolepsias': hensyn til vin. For enten har en anden tilføjet disse dumme ord til din bog, eller også var du ikke ædru, da du skrev dem. Men det er besynderligt, hvor passende du her anfører stedet: ”Hos Gud er der ingen personsanseelse”, det vil sige: ”Gud giver adgang til evangeliets nåde fra ethvert folk, hvad enhver slags dødelig, altså betyder det ikke noget, hvad, for hvem, eller hvordan du disputerer”. Og ikke tilfreds med det, tilføjer du det udråb: ”Du ser igen, hvor dristigt du styrter løs på Guds ord, som om du langt foretrak dine egne overvejelser og rådslagninger fremfor Guds ord”. (L2#92).

¹¹ Et si Dei verbum non tractes meliore fide quam tractas nostra, (382) perspicuum est quantum oporteat tribuere tuo Euangelio. Ego si minus erudite, saltem timide cumque reverentia tracto sacras Litteras, inhaerens Orthodoxorum vestigiis, ac metuens ab Ecclesiae decretis recedere. Tu violentus irrumpis, ac submotis omnibus contendis hoc sentire Scripturam quod vis, quodque tuis dogmatibus commodum est. Breviter sic rem geris, quasi tuam velis esse victoriam, non Euangelii, et quasi sacrae Scripturae dominus esse postules, non dispensator.

Og hvis du ikke behandler Guds ord med større troværdighed end du behandler vore ord, så er det soleklart, hvor meget man bør tillægge dit evangelium. Skønt jeg er mindre lærd, behandler jeg dog skriften med frygt og ærbødighed, hvorved jeg går i de ortodokses fodspor og er bange for at afvige fra kirkens dekreter. Du kaster dig voldsomt ind på den, og efter at du har omstyrtet alt, hævder du, at skriften mener det, du vil, og det, som er passende for dine læresætninger. Kort sagt fører du din sag, som om du ville, at sejren skulle være din, ikke evangeliets, og som om du troede, du var den hellige skrifts herre, ikke dens forvalter.

^{12 [37]}         Efflagitas a me ut praescribam oportunitatem docendae veritatis. Impudenter hoc flagitas ab Erasmo, qui nihil omnino scit, nec novit personas, tempora, modos, certe nescit corda hominum, quae solus omnia novit Lutherus. Atque in hoc triumpho camelum saltantem* nobis exhibens lascivis inverso Virgilii carmine:
,Ante suum clauso componet tempore finem Mundus — — —'**

* Noget, der er imod naturen.

**Vergils vers lyder: ”Ante diem clauso componet Vesper Olympo”.

          Du opfordrer mig til at foreskrive lejligheder, hvor man kan lære sandheden. Det er dog uforskammet, at du fordrer det af Erasmus, der overhovedet intet véd, ikke kender personer, tider, måder, og i hvert fald ikke kender menneskenes hjerter, hvilket alene Luther kender alt til. (L2#93). Og idet du i din triumf viser os en dansende kamel, synger du i din kådhed et forbedret vers af Vergil:

'Tidens ville afsluttes og verdens ende komme'

¹³ Vidisti quicquam istiusmodi inficetiarum in mea Diatriba? Mox facis me praescribentem formulam, ,ne Papa indignetur, ne Caesar irascatur', etc. Quanquam nec ista, quae velut absurda fingis, tam sunt, quam videri vis. Quid enim peccat, si veri praedicator sic orationem moderetur, ut quoad fieri potest, non exasperentur potentes, sed alliciantur potius quam provocentur, et si spes nulla est, (384) saltem ne sine fructu irritentur.

Har du nogensinde set en lignende plumphed i min Diatribe? Så foregiver du, at jeg nok vil foreskrive den regel, at 'paven ikke skal blive forarget, og kejseren ikke vred' osv. (L2#94). Og dog er heller ikke dette, som du forestiller dig er absurd, sådan som du vil have det opfattet. Hvis en, der prædiker sandt, modererer sin tale sådan, at de mægtige, såvidt det er muligt, ikke ophidses, men snarere tillokkes end provokeres, og hvis man ikke kan håbe på det, dog i sidste ende ikke ophidses uden frugt, hvad er så hans synd?

¹⁴  Et tamen quod exigis jam ex parte praestiti, non ex me, sed ex sacris Litteris. Qui canibus objicit sanctum, qui margaritas porcis, peccat: et dictum est in contemtores, excutite pulverem. Habes personas. Cum nulla spes est fructus, sed nihil aliud quam tumultus excitatur, cedendum est, donec sese offerat melior oportunitas. Habes tempus. Caeterum docendi modus ex his omnibus circumstantiis sumitur, nec omnes certo praescribi possunt, quandoquidem ex re nascuntur ac variantur, sed hoc dispensatoris prudentiae relinquitur, quid cuique conveniat.

Og dog har jeg allerede delvist leveret det, du kræver, det vil sige, ikke jeg, men den hellige skrift. Den, der giver hundene det hellige, den, der kaster perler for svin, synder. (Matt 7,6). Og imod foragterne er det sagt: ”ryst støvet af jer” (Matt 10,14). Her har du personhensynet. Når der ikke er håb om frugt, men der kun opvækkes til tumult, så skal man vige, indtil der byder sig en bedre lejlighed. Her har du tidshensynet. Og for øvrigt skal man vælge den måde at lære på, der passer til omstændighederne, og ikke alt kan foreskrives sikkert, eftersom det affødes af sagen og varierer, men dette overlades til den kloge forvalter, hvad der passer til enhver.

¹⁵ Paulus mavult consuere coria, quam ali beneficentia Corinthiorum, quod tamen suo jure poterat, nec circumducit sororem mulierculam, sed omnia sustinet, ne quod offendiculum det Euangelio. Apostoli ductas uxores relinquunt Euangelii studio, nec ducunt, cum nulli fuerit interdictum: nunc qui jactant pro Euangelio millies esse moriendum, ea faciunt, quae plurimos alienant ab Euangelio. Si bonus Medicus est, qui quibuslibet quaelibet porrigit pharmaca, sit bonus Theologus, qui nulla vel personarum vel temporis habita ratione, quomodocumque provulgat verbum Dei. ,Omnis', inquis, ,Scriptura divinitus inspirata, utilis est ad docendum, ad arguendum, ad corripiendum, ad erudiendum'.

Paulus foretrækker at sy læder sammen, fremfor at skulle have sin føde ved korinthernes velgørenhed, hvilket han dog kunne gøre med rette, (1kor#4.12; 9.4) og han førte ikke en søster med sig som hustru (1kor#9.5), men udholdt alt, for at han ikke skulle give anledning til forargelse for evangeliet. Apostlene forlod deres hustruer af iver for evangeliet, og de giftede sig ikke, selv om det ikke var dem forbudt. Nuomstunder gør de mennesker, som praler af, at de vil dø tusind gange for evangeliet, netop det, som fremmedgør mange fra evangeliet. Hvis den er en god læge, som giver hvem som helst et hvilket som helst lægemiddel, så kan den også være en god teolog, som ikke tager noget hensyn til person eller tid, prisgiver Guds ord til folket på hvilken som helst måde. Du siger: ”Ethvert skrift, der er inspireret af Gud, er gavnligt til at lære, til at modsige, til at korrigere, til at opdrage”. (2 Tim 3,6; L1#61; L3#76).

¹⁶  Nihil igitur tua refert, (386) quid, apud quos, quomodo proferas aliquid e sacris Litteris? Eadem docebis catechumenum, quae jam futurum Episcopum? Iisdem locis ages cum Ethnico Philosopho, quibus cum Judaeo? Eadem mysteria proferes apud irrisurum, et discendi cupidum? Nec deliges e sacris Litteris quae dicas apud sacras virgines, et lenones scortaque publica: nec referre putabis, utrum privatim comiter moneas Principem aut Episcopum, an apud populum seditiose vocifereris in illos: nec aliter objurgabis ingenium putidulum, et ad desperationem proclive, quam erectum, ferox, et contumax? 

Det kommer dig altså ikke ved, hvad, overfor hvem eller på hvilken måde du fremfører noget fra den hellige skrift? Du vil lære det samme overfor en dåbskanditat som overfor én, der allerede er biskop? Du vil behandle de samme steder overfor en hedensk filosof som overfor en jøde? Du vil fremføre de samme mysterier overfor dem, der stræber efter at gøre grin med dem, som overfor dem, der stræber efter at lære noget? Og du vil ikke udvælge, hvad du vil sige fra den hellige skrift overfor hellige jomfruer, og hvad overfor koblersker og offentlige fruentimmere. Du mener ikke, det betyder noget, om du privat formaner en fyrste eller biskop på venlig måde, eller om du overfor folket hetzer imod dem. Og du vil ikke dadle én, der er mismodig og tilbøjelig til fortvivlelse, anderledes end én, som er stolt, vild og egensindig?

¹⁷ Atque hic mihi ingeritur mea Paraclesis, in qua volo neminem secludi a lectione sacrorum Voluminum. Idem multo diligentius ago in Appendice, quae praecedit Paraphrasim in Euangelium Matthaei: verum praescribo qualem esse velim qui legat Libros sacros, et rationem indico qua legi debeant. Si permitto omnibus ut legant sacros Libros, ideone de quibuslibet difficultatibus, apud quosvis, et quovis modo disputandum est in utramque partem? Et huic Capiti additum est virulentum epiphonema: ,Quorum', inquis, ,furori tu, Erasme, hoc consilio tuo perniciose inservis'.

Og så bliver min 'Paraclesus' foreholdt mig, for deri vil jeg, at ingen skal udelukkes fra læsning af den hellige skrift. (L2#95). Det samme omhandler jeg meget mere omhyggeligt i den indledning, som står forrest i min fortolkning af Matthæusevangeliet. Men jeg foreskriver, hvordan jeg ønsker, at den skal være, som læser den hellige skrift, og jeg angiver den metode, som man skal bruge, når man læser den. Når jeg tillader alle at læse den hellige skrift, skal man så af den grund overfor hvem som helst disputere hvilke som helst vanskeligheder for og imod? Også til dette afsnit er tilføjet et giftigt udbrud: ” ... og deres dårskab tjener du, kære Erasmus på farlig vis med dette råd.” (L2#95).

^{18 [38]}           Taxans quorundam incivilitatem, monueram si quid forte perperam esset constitutum in Conciliis, ita corrigendum, ut tamen parceretur, quantum fieri posset, auctori-tati Pontificum et Conciliorum, quam non expedit vulgo (388) contemni. Si idem efficit civilitas quod tumultus, nonne quod tranquillius est praeferendum est? Si tu mavis seditiosam maledicentiam, ego plurimum abs te dissentio: imo tuae sententiae reclamant et litterae et vita Apostolorum.

          Jeg dadler mange menneskers ustyrlighed og formaner til, at man, hvis måske noget er blevet forkert bestemt på konciler, korrigerer det således, at man så vidt muligt skåner pavernes og koncilernes autoritet, som det ikke er fremmende at foragte offentligt. Hvis hensyntagen udvirker det samme som tumult, mon så ikke det, der er roligst, skal foretrækkes? Hvis du foretrækker at skælde ud på oprørsk vis, så er jeg så uenig med dig, som jeg kan være. Ja, også apostlenes skrifter og liv taler imod denne opfattelse.

¹⁹  Quorsum igitur attinebat hoc scomma, nisi quod nunquam maledicendo satiaris? ,Hoc scilicet Papa voluit a te dici, et audit libentius quam Euangelium, ingratissimus si te Cardinali pileo cum censibus non rursus honorarit'. Non te pudet, Luthere, manifestae vanitatis? Mihine datur ullus census a Pontifice? Imo quod Adrianus obtulit recusavi. Galerum Cardinalitium aut dedit aliquis, aut ambii, qui dignitates multo etiam inferiores manibus pedibusque recusavi? Sed quid faceres? Hujusmodi fabulae jactantur inter fratres fideles, quibus diffidere nefas est. Quam tibi nihil est pensi, quid in quem dicas. Sed haud scio an tu ,rursum' posueris pro ,vicissim', ne videaris infantiam omnino simulare.

Hvad har derfor følgende bagvaskelse med sagen at gøre, udover at du aldrig bliver mæt af forbandelser? ”Det er naturligvis paven, der har fået dig til at sige dette, og han hører hellere dette end evangeliet, og han vil være utaknemlig, hvis han ikke til gengæld beærer dig med kardinalshatten og dens indkomster” (L2#96). Skammer du dig ikke, Luther over en sådan åbenbar løgn? Skulle jeg få nogen indkomst af paven? Tværtimod, det, som Adrian tilbød mig, afviste jeg. Har nogen givet mig kardinalshatten, eller har jeg bestræbte mig på at få den, jeg, som har forkastet mange langt ringere værdigheder med hænder og fødder? Men hvad skulle du have gjort? Den slags fabler kastes ud mellem trofaste brødre, som det ikke passer sig at tvivle på. Hvor lidt tænker du ikke på, hvad du siger mod hvem. Men jeg véd ikke, om du har skrevet 'til gengæld for' i stedet for 'til tak for', for ikke at se ud som én, der helt mangler veltalenhed.

²⁰ At interim non desinis impingere, quod contra conscientiam ea defendam quae non oportet, in gratiam Pontificum, ac spe praemiorum: quo nihil est falsius, id quod te quoque scire credo, quantumvis dissimules. Jam quod toties inculcas, fieri non posse ut hominum constitutiones serventur cum Euangelio, prorsus abs te dissentio, qui video quasdam hominum constitutiones esse necessarias, quasdam utiles, tametsi displicet immodica turba, in qua nonnullae sunt, quae meo quidem animo (390)
rectius tollerentur. 

Men samtidig ophører du ikke med at bebrejde mig, at jeg imod min samvittighed forsvarer det, der ikke bør forsvares, i taknemlighed mod pavedømmet og i håb om belønning. Men intet er mere forkert end det, og det tror jeg også godt, du véd, selv om du lader, som om du ikke véd det. Og nu det, som du hele tiden understreger, at det ikke kan lade sig gøre, at man kan tjene menneskelige bestemmelser sammen med evangeliet, der er jeg helt uenig med dig, for jeg kan indse, at nogle menneskelige bestemmelser er nødvendige, nogle nyttige, skønt der er umådelige mange, som jeg har noget imod, hvoriblandt der er nogle, som efter min mening rettelig burde ophæves.

²¹  Et hic si vellem ingererem, quam tibi non constes, cum alibi pronunties, ceremonias infirmis esse necessarias. Nam certum est hominum constitutiones fere in ceremoniis versari. Sed interim hic aliud agimus, nec est animus ab argumento digredi, ne nimium operae in his rixis ponamus. Tandem et hoc Caput claudis dilemmate: ,Si de verbo Dei sic sentis, impie sentis: si de aliis, nihil ad nos verbosa disputatio consilii tui'.

Og hvis jeg ville, kunne jeg her anføre, hvordan du er uenig med dig selv, for du har andetsteds erklæret, at ceremonierne var nødvendige for de svage. Nu er det givet, at der i ceremonierne næsten udelukkende befinder sig menneskelige bestemmelser. Men i mellemtiden behandler vi her noget andet, og jeg har ikke til hensigt at vige bort fra argumentationen, at vi ikke skal bruge megen tid på disse stridigheder. Endelig slutter du dette afsnit med et dilemma: ”hvis du mener sådan om Guds ord, har du en ufrom mening, hvis du mener anderledes, har vi ikke noget at gøre med dine råds ordrige disputation,” (L2#97).

²² Jam ostendi referre, sacras Litteras apud quos doceas, deinde demonstratum est, me non tantum loqui de sacris Litteris, sed de quaestionibus hinc exsistentibus, quibus tandem et admiscet sese humana Philosophia.

Jeg har allerede påvist, at det kommer an på, hvem du lærer den hellige skrift for, dernæst blev det påvist, at jeg ikke blot taler om den hellige skrift, men også om de spørgsmål, der rejser sig deraf, heriblandt spørgsmål om den menneskelige filosofi.

²³ An hoc est Dei verbum, omnia ex mera necessitate fieri, et nostros conatus nihil ad rem facere? Hoc paradoxum tuum interim fingo verum in aliquo sensu. De quo si percuncteris alios, dicent esse haereticum.

Mon det også er Guds ord, at alt sker af lutter nødvendighed, og vore anstrengelser ikke fører til noget? Dette paradoks antager jeg som et tankeekspeeriment at være sandt (e1#37). Hvis du spørger andre om det, vil de hævde, at det er kættersk.

²⁴ Nec ideo taceri volui quia durum et, ut ais, sed quod homines ad malum pronos, et imbecilles invitet ad licentius peccandum. Tuum paradoxon elicis e sacris Litteris, sed opinionem suam Ecclesia quoque sumsit e sacris Litteris, ut jam res pendeat, non a verbis Scripturae, sed ab interpretatione.

Når jeg vil, at man skal tie derom, er det ikke, fordi det er hårdt, som du mener, men fordi det opfordrer mennesker, der er tilbøjelige til det onde og er svage, til at synde frit. Du har uddraget din mening fra den hellige skrift, men også kirken har fået sin mening fra den hellige skrift, så nu afhænger sagen, ikke af skriftens ord, men af skriftordenes fortolkning.

²⁵  Caeterum in hoc peccas, quod nobis perpetuo tuam interpretationem obtrudis pro verbo Dei. Itaque nec impie sentio de sacris Litteris, in quarum interpretatione malo sequi sententiam tot Orthodoxorum et Ecclesiae, quam (392) tuam unius et paucorum tibi juratorum, et tamen ad te pertinet mea disputatio, qui tale dogma inculcas auribus imperitorum, quale si citra controversiam verum esset, non absque periculo evulgare apud quoslibet.

Og forøvrigt er det en fejl hos dig, at du hele tiden påtvinger os din fortolkning som var den Guds ord. Derfor har jeg ikke nogen ufrom mening om den hellige skrift, når jeg hellere følger fortolkningen hos alle de rettroende og hos kirken selv, end hos dig enligtstående med dine få sammensvorne, og dog har min diskussion noget med dig at gøre, fordi du indprenter en sådan læresætning i de uerfarnes ører, en læresætning, som selv hvis den uden diskussion var sand, ikke uden fare kunne udbredes blandt hvemsomhelst.

²⁶        Et iterum syllogismus cornutus opponitur: 'Si haec paradoxa dicis esse hominum inventa, quid aestuas, contra quem dicis', etc. 'Sin autem Dei verba esse credis illa paradoxa, ubi est frons tua?' etc.

       Og igen bliver der opstillet et dilemma: 'Hvis du siger, at disse paradokser er menneskers opfindelse, hvorfor bliver du så vred?' osv. 'Men hvis du tror, at disse paradokser er Guds ord, hvorfor skammer du dig så ikke?' (L2#99f).

²⁷ Audi contra, nobis videntur esse commenta haereticorum, divinas Litteras ad suum sensum detorquentium. Et tamen hic fingo esse humanam opinionem e sacris Litteris, fortasse perperam intellectis, conceptam, quam patiar inter eruditos sobrie disputari, apud promiscuam multitudinem jactari nolim.

Hør her det modsatte: Vi synes, at dette er en kættersk udlægning og at den fordrejer den hellige skrift efter sin egen mening. Og dog forestiller jeg mig her, at det er en menneskelig opfattelse, der er uddraget af den hellige skrift, måske forkert forstået; den kan jeg godt tåle bliver ædrueligt diskuteret blandt de dannede, men jeg vil ikke, at den skal udspredes blandt den store hob.

²⁸  Aufer igitur ista, 'verbum Dei, verbum Dei'. Non est nobis bellum cum verbo Dei, sed cum tua asseveratione: neque enim pugnat secum Dei verbum; sed hominum interpretatio cum interpretatione colliditur.

Hold derfor op med dette 'Guds ord, Guds ord'. Vi kæmper ikke mod Guds ord, men mod din hårdnakkede påstand. For Guds ord kæmper ikke mod sig selv, men den ene menneskelige udlægning støder sammen med dn anden menneskelige udlægning.

²⁹ Si judicium Ecclesiae te movet, quod asseveras commentum est hominum, quod impugnas, verbum est Dei. Si nihil te movet, tamen evidentissimis rationibus evincas oportet quod asseris, prius quam jubeas nos in tuam ire sententiam, pugnantem cum tot Ecclesiae luminibus, atque adeo cum publico Ecclesiae judicio.

Hvis kirkens dom siger dig noget, den, du påstår er en menneskelig mening, så er det, du bekæmper, Guds ord. Hvis ingenting siger dig noget, så må du dog fremføre det, du mener, med soleklare grunde, førend du befaler os at følge dig i dine meninger, som strider imod så mange kirkelige genier, og i høj grad også mod kirkens offentlige dom.

³⁰ Nunc cum antequam congressus sis cum mea Diatriba, sic exsultes, insultes, gestias, quid aliud quam triumphum agis ante victoriam? Ista Rhetores servant jam probatae rei, si libeat ad singulas partes agere triumphum: aut (394) perorationi, si sint unico triumpho contenti.

Men nu, hvor du, førend du er gået i kamp med min Diatribe, således jubler, glæder dig og er overmodig, hvad er det andet end en triumf før sejren? Retorerne betjener sig af den slags midler overfor noget, der allerede er bevist, hvis de vil triumfere over en enkelt del, og de anbringer dem mod slutningen, hvis de er tilfredse med én triumf.

³¹ Sed indecentius est quod non tantum exsilis, gestis, ac ludis, sed ostentas trophae nondum erepta, circumfers hostis prostrati simulacra, quem nondum aggressus es.

Men det er utåleligt, at du ikke blot danser glædesdanse, er overmodig og gør dig lystig, men også fremviser sejrstrofæer, som endnu ikke er erobret, og bærer omkring på billedet af en slagen fjende, skønt du endnu ikke har angrebet ham.

³² Quam enim ineptis tuo schemata erwnewn, qui me non pateris similibus, hoc est, vulgatissimo schemate uti: 'Scilicet creator tuus a te creatura discet, quid utile et inutile sit praedicari, ac stultus ille vel imprudens Deus hactenus nescierit, quid doceri oporteat, donec tu, magister eius, modum illi praescriberes sapiendi et mandandi, quasi ipse ignorasset', etc.

For hvor elendig er ikke din talemetode: at drive spot, som ikke tillader mig noget tilsvarende, fordi det er en så vulgær talemetode: 'Men det forstår sig, din skaber må af dig, hans skabning, lære, hvad det er nyttigt og hvad unyttigt at prædike, og denne dumme og ukloge Gud har hidtil ikke vidst, hvad man burde undervise i, førend du, hans læremester, kunne foreskrive ham, hvordan han skal være vis og give befalinger, som om han ikke vidste det', osv. (L2#100).

³³ Scilicet ista tam stolida, videntur tibi salse dicta, quasi jam eviceris tuum de libero arbitrio dogma, sine controversis esse verbum Dei, et quasi dispensator verbi divini non debeat circumspicere, quid apud quos, quo tempore, quove modo depromat e duplici penu sacrarum Litterarum, quod accommodum sit auditorum saluti.

Naturligvis synes du vel, at disse tåbelige ting er vittigt sagt, som om du allerede sejrrigt havde påvist, at din læresætning om den frie vilje uden modsigelse var Guds ord, og som om den, der forvalter Guds ord, ikke er nødt til at tage hensyn til, hvad, overfor hvem, til hvilken tid og på hvilken måde han øser af den hellige skrifts dobbelte forråd, hvad der er tjenligt for tilhørernes frelse.

³⁴ Dic te quaeso: Nullumne vidisti unquam concionantem, qui tibi displicuerit quod parum tempestiva loqueretur? Nonne recte facit, qui in Quadragesima ea proponit populo quae faciunt ad poenitentiam, vitaeque correctionem? feriis paschalibus laetiora depromturus?

Sig mig helt ærligt: Har du aldrig set en prædikant, som du ikke brød dig om, fordi han prædikede med for lidt hensyntagen til omgivelserne? Mon ikke han handler ret, der i fastetiden forelægger folket det, der fører til bod og livsforbedring? og i påsketiden anslår et mere glad tema?

³⁵ Opinor, et te dicturum apud populum reputare nonnunquam quid dicendum, quid reticendum, et quibus modis tractandum sit quod assumis. Et haec qui monet praeit creatura creatori, Deoque praescribit sapiendi mandandique modum, et Deum vivum, nihil aliud imaginatur esse, nisi levem aliquem et imprudentem rabulam (396) in aliquo suggesto declamantem, aliaque tam stulta, ut vix credam ex tuo ingenio profecta fuisse.

Jeg forestiller mig, at også du, når du skal tale for folket, ofte overvejer, hvad du skal sige, hvad du ikke skal sige, på hvilken måde du skal behandle det, du tager dig for. Og dog hævder du, at den, der formaner til noget sådant, som skabning stiller sig foran skaberen og foreskriver Gud, hvordan han skal tænke og give bud, og ikke regner den levende Gud for andet end en ubetydelig og uklog tingstud, der står og vrøvler på en talerstol (L2#103), og andet af den slags tåbelige ting, så at jeg næsten ikke kan tro, at det stammer fra dig.

^{36 [40?]}        Ex hac admonitione mea consequitur, quod infers: 'Plane hic prodis, mi Erasme, quam ex animo superius venerandam divinorum judiciorum majestatem suaseris'.

        Efter at jeg har formanet således, følger, hvad du slutter deraf: 'Her afslører du tydeligt, kære Erasmus, med hvor stor oprigtighed du ovenfor hævdede, at man skulle ære de guddommelige domme'. (L2#103).

³⁷ Quis, Luthere, fuit ille perditus sycophanta, qui haec libro tuo admiscuit? An ille qui monet sacram doctrinam, ad utilitatem audientium esse temperandam, ficte docet, in sacris Litteris reverenda mysteria, quae superant intellectus humani modum?

Kære Luther, hvad er det for en rænkesmed, der har føjet dette ind i din bog? Mon det kun er for sjov, at den, der formaner til at bruge den hellige doktrin afpasset efter tilhørerne, lærer, at man skal ære hemmelighederne i den hellige skrift, de hemmeligheder, der overgår den menneskelige forstands fatteevne? (e1#21)

³⁸ An ille blasphemus est in Deum, (nam hoc subjicis in proximo Capite) qui non vult altius penetrari in quaestionum adyta, quam conducit ad salutem et Christiani gregis concordiam? qui verbi divini dispensatorem, vult esse sobrium ac circumspectum, ut sciat quid cuique conveniat?

Eller mon den begår helligbrøde mod Gud (for det antyder du i det følgende afsnit (L2#108)), som ikke vil trænge dybere ind i spørgsmålet, end det gavner frelsen og den kristelige hjords sammenhold? den, der vil, at en Guds ords forkynder skal være nøgtern og se til, at han véd, hvad der passer sig for enhver?

³⁹ Nullus igitur non videt, quantum hic fundas tragicae facundiae, hoc magis ridiculus, quo vehementius et impotentius praeter causam verbis debaccharis. 

Enhver kan derfor se, hvor megen patetisk veltalenhed du her anvender, og jo stærkere og jo mere afmægtigt du raser med dine ord, der ikke har med sagen at gøre, des mere latterlig bliver du.

⁴⁰ An docet Deum non esse timendum, qui docet nulli salutem contingere, nisi ex misericordia Dei? qui fatetur Deum quosdam attrahere, quosdam suo amino relinquere, consilio arcano et inscrutabilis? An quisquis non accedit tuis assertionibus et interpretationibus, pensat divinam Scripturam ad sensum impiissimorum hominum?

Mon den lærer, at Gud ikke skal frygtes, som lærer, at frelsen udelukkende afhnger af Guds barmhjertighed? som tilstår, at Gud drager mange, men også overlader mange til deres eget sind, efter sit hemmelige og uransagelige råd? Eller mon enhver, der ikke når frem til dine påstande og fortolkninger, tænker om den guddommelige skrift i lighed med de mest ufromme mennesker?

⁴¹ Et qui vel ob imperitiam, quam tu mihi tribuis affatim, vel ob imbecillitatem animi, non audet sese tuae fidei committere, jam publico Ecclesiae judicio damnatae, mavultque tot insignium virorum sententiam, mavult Ecclesiae decretum (398) sequi, quam tuum et Wiclevi dogma, is impiam indignationem suam declarat adversus Deum? (Her tænkes muligvis på L18)

Og den som af uvidenhed (noget, som du til overflod tildeler mig) eller af sjælelig svaghed ikke vover at tilslutte sig din tro, der allerede er fordømt af kirkens offentlige dom, men foretrækker af følge så mange fremragende mænds mening, foretrækker at følge kirkens beslutninger, fremfor dine og Viclefs sætninger, skulle han derved vise sin ufromme indignation mod Gud?

⁴² Hujusmodi conclusiones homo Dialecticus colligis ex meis verbis, et cum his mira sedulitate skiomaceiV aut si quid umbra inanius?

Er det den slags konklusioner, du som logiker drager af mine ord, og kæmper du skyggekamp mod dem med din bemærkelsesværdige flid, eller fører du kamp mod det, der er mere indholdsløst end skygger?

⁴³ Haec igitur cum sint alienissima a re, deinde manifesto falsa, debebant omnino taceri ab eo qui praeter summam eruditionem, etiam spiritum Dei sibi vindicat, multo minus conveniebat tot verbis inculcari, repeti, infigi. Quae si vera essent, et ad rem pertinentia, tamen erant, ut dixi, post partam victoriam in triumpho decantanda.

Men eftersom disse ting ikke har noget med sagen at gøre og dertil er åbenlyst forkerte, burde du have tiet med dem, du, som praler både med en høj dannelse og med Guds ånd; meget mindre var det passende at indhamre, gentage og indpræge dem med så mange ord. For selv om de så havde været sande og selv om de havde haft noget med sagen at gøre, så skulle man dog først efter sejren udbryde med triumfhyl.

^{44 [41]}         Mox ita respondens quaestionibus meis, quasi ego docuerim, homines absque spiritu posse vitam corrigere, aut quasi spiritus per illum non operetur in animis hominum, qui circumspecte dispensat sermonem Evangelicum. (L20)

        Så svarer du straks efter på mine spørgsmål, som om jeg havde lært, at menneskene uden ånden kunne forbedre deres liv, eller som om ånden ikke virkede på menneskers sind gennem den, som forvalter evangeliets prædiken med omhu. (L2#106).

⁴⁵ Nisi forte sentis solam electionem Dei satis esse, nec opus esse doctoris officio. Quid est igitur, quod apud Ezechielem Dominus sic litigat cum malis Pastoribus? Ad secundam sic respondens, quasi doceam a quoquam amari posse Deum, nisi fuerit attractus ab eo. Cur objurgantur apud Esaiam muti pastores? quia tacuerunt ubi proferendum erat verbum Dei.

Medmindre du måske mener, at Guds udvælgelse er nok og der ikke er brug for læreembedet. Men hvad skal det så betyder, når Herren i Ez vender sig imod de dårlige hyrder? (Ez 34,2ff) På det andet spørgsmål svarer du, som om jeg havde lært, at Gud kunne elskes af hvemsomhelt, uden at han selv drog ham til sig. (L2#107). Hvorfor bebrejdes de tavse hyrder hos Esaias? fordi de havde tiet, hvor de skulle have fremført Guds ord. (Es 56,10).

⁴⁶ Eadem ratione sunt objurgandi, qui vel aliud praedicant quam verbum Dei, vel aliter quam oportet. Et hic rursus blasphemum facis Erasmum, homo blasphemiis undique scatens, agnosce tuas voces, vere, (400) inquam, tuas, Luthere. 

Af samme grund skal de modtage bebrejdelse, som enten prædiker noget andet end Guds ord eller prædiker på anden måde, end man bør prædike. Og atter her gør du Erasmus til gudsbespotter, du, der overalt strutter af gudsbespottelser; erkend dog, hvad det er du siger, Luther, ja virkelig, hvad du siger!

⁴⁷ Sic habent. Cum ego fecissem impios murmurantes adversus bonitatem ac justitiam Dei, sic loqueris: 'Nullus hominum credet, neque poterit, electi uero credent, caeteri non credentes peribunt, indignantes et blasphemantes, sicut tu hic facis'.

De lyder således. Eftersom jeg havde ladet de gudløse knurre imod Guds godhed og retfærdighed, siger du således: 'Det vil intet menneske tro, og det kan heller ikke noget menneske tro. Men de udvalgte tror det, de andre, der ikke tror det, går til grunde, idet de raser og spotter mod Gud, sådan som du gør det her'. (L2#107).

⁴⁸ Quam hic vides meam blasphemiam? an quia recito quid impii dicturi sint? ac ne quis suspicetur haec sub mea persona dici addo: 'Sic enim interpretabuntur plerique: sunt enim ferme mortalium ingenia crassa et carnalia, prona ad incredulitatem, proclivia ad scelera, propensa ad blasphemiam, ut non sit opus oleum addere camino'.

Hvori ser du her min gudsbespottelse? mon deri, at jeg citerer, hvad de gudløse til sige? Men for at ingen skal antage, at dette er mine egne ord, føjer jeg til: 'Således forstår nemlig de fleste det: De dødeliges forstand er nemlig i reglen rå og kødelig, tilbøjelig til vantro, forbrydelse, blasfemi, så der er ingen grund til at kaste benzin på bålet'. (e1#38).

⁴⁹ Hactenus Diatribe. An haec verba non satis declarant, quorum murmura recitem? An ideo blasphemum sum, quod nolim occasionem dari propensis ad blasphemiam? Talia scilicet effundit spiritus iste, cujus arbitrio regeris. Sed ad reliqua properandum.

Såvidt Diatriben. Mon ikke disse ord tilstrækkelig tydeligt angiver, hvis knurren jeg citerer? Mon det derfor er mig, der er en bespotter, fordi jeg ikke vil, at der skal gives dem lejlighed til bespottelse, som er tilbøjelige dertil? Den slags stammer fra den ånd, hvis vilje du adlyder. Men vi må skynde os videre til det øvrige.

^{50 [42]}        Bene habet, tandem satiatus opinor convitiis, permittes aliquantisper respirare, vertis enim te jam ad docendum, quod utinam solum egisses.

           Så langt, så godt. Langt om længe, tror jeg, er du træt af smædeord, du tillader dig selv at trække vejret lidt, du vender dig nemlig endelig imod det, der skal læres; havde du bare holdt dig til det!

⁵¹ Adducis autem duas causas, quare tuum dogma debuerit apud omnes invulgari, quarum una est, ut homo, sui desperans ac dejectus, non aliunde speret salutem quam a solo Deo, cujus misericordiae proximus est, qui intelligit se suis viribus ne tantulum quidem posse ad assequendam salutem.

Du fremfører nemlig to grunde til, at din læresætning skal bekendtgøres for alle. Den ene er, at menneske, fortvivlet og skuffet over sig selv, ikke kan håbe på sin frelse andetstedsfra end alene fra Gud, hvis barmhjertighed er den nærmest, som forstår, at han med sine egne kræfter ikke formår selv det ringeste i retning af at opnå frelse. (L2#110).

⁵² Altera est, ut per hoc dogma detur locus fidei, cui non esset locus, nisi Deus cum sit justus, videretur injustus, et cum sit misericors, videretur crudelis, et nisi videretur occidere, cum vivificat. (L32) (402) 

Den anden grund er, at der ved dette dogme gives plads til troen, som der ikke kunne findes plads til, hvis ikke Gud, skønt han er retfærdig, ser ud til at være uretfærdig, skønt han er barmhjertig, ser ud til at være grusom, og hvis ikke han ser ud til at slå ihjel, skønt han levendegør.

⁵³ Objicerem nec ista suo loco dici, nisi tuum esset dogma, nihil referre quo loco dicatur. Cum enim haec tractentur in disputatione nostra, ubi pugnas cum argumentis meis, ibi dixisses tempestivius. Sed tamen quoniam rem seriam aggrederis, non gravabor tum audire, tum respondere.

Jeg ville indvende, at heller ikke dette blev fremsat på rette sted, hvis det ikke var fordi det var dit dogme, at det ikke betyder noget, på hvilket sted det siges. For når det nemlig her behandles i vores diskussion, så kunne du mere passende have sagt det dèr, hvor du vender dig imod mine argumenter. Men eftersom du behandler en alvorlig sag, vil jeg dog ikke vægre mig ved først at høre, siden at svare.

⁵⁴ Necessarias autem gravissimasque causas nobis adferas oportet, si persuadere velis, hoc quod jam seculis tenuit populus Christianus cum suis Doctoribus et in hunc usque diem tenet Ecclesia, perniciosum esse dogma, impium, haerecitum ad blasphemum, tuum vero esse praecipuum articulum Christianae fidei, sine quo nemo possit esse salvus.

Men du må fremføre tvingende og vægtige grunde for os, hvis du vil overbevise os om, at det dogme, som det kristne folk nu igennem mange århundreder har fastholdt sammen med sine lærde og som kirken endnu indtil i dag holder fast ved, er ødelæggende, ufromt, kættersk og blasfemisk, og at derimod din artikel er den kristne tros vigtigste artikel, uden hvilken ingen kan blive frelst.

⁵⁵ Ne dixeris igitur, quod ex abundanti depromseris duas causas, nam prima causa, qua nobis imponis silentium, dicens: 'Satis est, quod Deus voluit haec invulgari, nec est hominis quaerere cur ita velit', nihil adversum nos facit, propterea quod assumit pro confesso, quo est controversum, videlicet tuum dogma esse verbum Dei.

Du kan heller ikke sige, at du har fremdraget disse to grunde ud af en masse mulige, for den første grund, den, hvorved du pålægger os tavshed, idet du siger: 'Det er nok, at Gud har villet have dette udbredt, det er ikke menneskenes opgave at spørge, hvorfor han har villet det således', (L2#109) den har ingen virkning på os, eftersom den antager det for bevist, som er omstridt, nemlig, at dit dogma er Guds ord.

⁵⁶ Quare ne posthac nos urgeas ista responsione, nisi prius eviceris quod assumis ut certissimum, cum non solum sit anceps, verum etiam a Scholis et Ecclesiae primoribus damnatum. Excutiamus igitur Achilleas tuas et invictas rationes.

Derfor skal du ikke fremover komme med dette svar overfor os, førend du først har overbevist os om det, som du antager for så sikkert, skønt det ikke blot er tvivlsomt, men også fordømt at universiteterne og kirkens førstemænd. Lad os derfor efterprøve dine akilleanske og ubesejrede grunde. (e3#28).

⁵⁷ Mihi quidem per se neutra videtur impia. Quis enim non fateatur esse pium, ut homo sibi diffisus, totus pendeat a misericordia Dei? Et pie docet, qui docet facta Dei non esse (404) dijudicanda, sed certo credendum, Deum semper esse justissimum, etiamsi quando sensibus humanis videatur injustus, esse misericordissimum, etiamsi quando videatur crudelis.

I det mindste for mig synes ingen af de to påstande i sig selv gudløse. Hvem må nemlig ikke indrømme, at det er fromt, at mennesket ikke stoler på sig selv, men afhænger helt og holdent af Guds barmhjertighed? Og den lærer fromt, som lærer, at Gud ikke bør bedømmes, men at man må tro fast på, at Gud altid er retfærdig, også når han for den menneskelige følelse forekommer uretfærdig, at han er i høj grad barmhjertig, også når han synes grusom. (L2#112).

⁵⁸ Haec, inquam, omnia pie sancteque docentur, sed tamen multum absunt ab eo, ut nobis approbent tantam necessitatem tui dogmatis, quantam videri vis. Ais enim alicubi, citius optandum ut totus mundus pessum eat in chaos, quam ut hoc dogma rejiciatur.

Dette, siger jeg, bliver altsammen lært fromt og helligt, men det er dog meget forskelligt fra det, at vi skulle anerkende en stor nødvendighed af dit dogme, som du gerne vil give det udseende af. Du siger nemlig et sted, at det langt bør foretrækkes, at hele verden synker ned i kaos, end at dette dogme forkastes. (L2#73).

⁵⁹ Imo fructus utriusque tuae rationis sequitur ex opinione, quam hactenus ut piam sequitur Ecclesia, ut novo dogmate tam seditioso nihil sit opus, ne commemorem interim vitata pericula, quae tuum dogma secum trahit, rursusque commoda, quae secum nostra ducit opinio.

Det er ikke sandt. Tværtimod følger begge dine sætninger af den mening, som kirken hidtil har rettet sig efter som from, så der slet ikke er brug for et så farligt nyt dogme; at jeg så ikke skal nævne de undgåelige farer, der følger af dit dogme, og de fordele, som vores opfattelse fører med sig. 

⁶⁰ Nam quod ad priorem attinet causam, in Diatriba demonstro, eundem dejectionis fructum sequi ex opinione quam defendo, qui sequitur ex tua. Cur enim sibi fidat, qui scit se nihil posse nec incipere nec finire, nisi auxiliante gratia Dei, cui fateor summam omnium quae recte fiunt acceptum ferri oportere?

For hvad den første begrundelse angår (L2#110), så viser jeg i Diatriben, at den samme grund til at forkaste sig selv følger lige så godt af den mening, jeg forfægter, som af din mening. (e3#103). Hvordan skal nemlig den stole på sig selv, som véd, at han ikke kan hverken begynde på noget eller fuldføre noget, uden at Guds nåde hjælper ham, den nåde, som jeg bekender, man må tilskrive alt det gode, der sker?

⁶¹ Neque quicquam interest inter te et me, nisi quod ego facio nostram voluntatem cooperantem gratiae Dei, tu facis nihil aliud quam patientem.

For den eneste forskel mellem os er, at jeg holder på, at vores vilje samarbejder med Guds nåde, mens du holder på, at den er slet og ret genstand [for Guds nåde]. (e3#82ff).

⁶² Nam quod addis, 'quam diu persuasus fuerit homo sese vel tantulum posse pro salute sua, manet in fiducia sui, nec de se penitus desperat, et ideo non humiliatur coram Deo', etc. 'et occulte manet superbus et gratiae Dei adversarius'.

For det, som du tilføjer: 'sålænge mennesket er overbevist om, at det kan gøre selv det mindste for sin frelse, forbliver det i tillid til sig selv, og fortvivler ikke helt over sig selv, og ydmyger sig derfor ikke overfor Gud', osv (L2#110), og: 'han er skjult hovmodig og modstander af Guds nåde', (L2#111).

⁶³ Haec ut fortiter abs te dicuntur, ita dicuntur absque ulla probatione, et reclamante Scriptura: nec omnino quicquam habent novi praeter hyperbolen. (406)

det er vel modigt sagt af dig, men det siges uden noget bevis og imod skriften. Og det er i det hele taget ikke noget nyt, ud over, at du overdriver.

⁶⁴ Dicis, 'qui nihil dubitat a voluntate Dei pendere, is prorsus de se desperat, nihil eligit, sed exspectat operantem Deum. Is proximus est gratiae, ut salvus fiat'. (L29) Eadem nos dicimus, nisi quod non satis intelligimus quid sibi velit illa particula, 'nihil eligit': nisi forte sentis eum diffidere Deo, qui sibi vitae genus eligit, quod vel aptius judicat, vel tutius.

Du siger: 'Men den, der ikke tvivler på, at alt afhænger af Guds vilje, han fortvivler helt om sig selv, vælger ikke noget ud, men håber på, at Gud vil handle, han er tæt på nåden, så kan kan blive frelst' (L2#111). Det samme siger også vi, bortset fra, at vi ikke helt forstår, hvad det udtryk skal betyde: 'han vælger ikke noget ud', medmindre du måske mener, at det menneske nærer mistillid til Gud, som udvælger sig sin livsvej, fordi han finder den passende og sikker.

⁶⁵ Caeterum quod in immersum exaggeras desperationem sui, et redactionem (evt. reductionem) in nihilum, tuae sunt hyperbolae. Alioqui conclusio tui sermonis, non minus quadrat nostro dogmati quam tuo. 

Når du iøvrigt lader fortvivlelsen og selvets tilintetgørelse stige mod det umådeholdne, så er det dine overdrivelser. Ellers passer slutningen på din prædiken ikke mindre til vore dogmer end til dit.

⁶⁶ Ea sic habet: 'Haec est, inquam, una ratio, ut pii promissionem gratiae humiliati cognoscant, invocent et accipiant'. (L30) Quomodo se eriget adversus Deum, qui novit sibi nullam esse salutis spem absque singulari Dei gratia, qui persuasum habet vires hominis universas nihil provehere ad salutem, nisi adsit gratiae praesidium? praesertim cum non ignoret, hoc totum quod potest naturae viribus, esse gratuitum Dei donum.

Slutningen lyder således: 'Dette, siger jeg, er den ene grund til, at de fromme som ydmygede skal kende, påkalde og acceptere forjættelsen om nåden' (L2#111). Hvordan kan den ophøje sig mod Gud, som ved, at han selv ikke har noget håb om frelse bortset alene fra Guds nåde, den, som er overbevist om, at alle menneskelige kræfter intet virker til frelse, hvis ikke nådens hjælp kommer til? især når han véd, at alt, hvad han kan med sine naturlige kræfter, er Guds ufortjente gave.

⁶⁷ An qui cupiat Oceanum transmittere, confidit se hoc posse assequi, nisi contingat navis et venti? Et tamen inter navigandum non erit otiosus; neque enim liberi arbitrii professio huc tendit, ut homo minus tribuat Dei misericordiae, sed ne desit operanti gratiae, et habeat quod sibi imputet si pereat.

Mon den, der vil sejle over havet, stoler på, at han selv kan gennemføre det, hvis ikke han har skib og vind? Og dog ligger han ikke på den lade side under overfarten; for heller ikke den, der bekender sig til den frie vilje, sigter på, at mennesket skal tillægge Guds barmhjertighed mindre, men på, at han ikke skal mangle nådens bistand, og på, at han skal kunne tillægge sig selv skylden, hvis han går fortabt. 

⁶⁸ Ego sic exaggero Dei misericordiam, sic extenuo vires homines, ut in negotio salutis nihil sibi possit arrogare, quandoquidem hoc ipsum quod est aut valet naturae dotibus, Dei munus (408) est.

Jeg forstørrer Guds barmhjertighed og formindsker menneskets kræfter på den måde, at mennesket ikke, hvad dets frelse angår, kan påberåbe sig noget, eftersom selve det, et menneske er og formår ved sine naturlige evner, er Guds gave.

⁶⁹ Tu sic attollis gratiam, ac dejicis hominem, ut alteram aperias foveam, quam occlusimus, paululum quiddam tribuentes libero arbitrio, videlicet quod se accommodet gratiae, vel avertat a gratia. 

Men du ophøjer nåden og nedvurderer mennesket i den grad, at du åbner den faldgrube, som vi har lukket til, når vi tillægger den frie vilje ganske lidt, nemlig, at den kan vende sig hen imod nåden eller vende sig bort fra nåden.

^{70 [43]} Altera ratio non impia quidem est, sed adversus me nihil facit. Hoc ipsum doceo, quod tu, ut homo diffisus suis viribus totum se praebeat operanti gratiae divinae, credatque Deum justum, etiamsi videatur humano sensui injustus, clementem, etiamsi videatur crudelis. Quanquam ne id quidem perpetuo verum est.

Den anden begrundelse er ganske vist ikke ufrom, men udretter intet imod mig. Jeg lærer det selvsamme som du, at mennesket skal mistvivle om sine egne kræfter og helt hengive sig til den virkende guddommelige nåde og tro, at Gud er retfærdig, skønt han for den menneskelige følelse ser uretfærdig ud, mild, skønt han ser grusom ud. (L2#112f; e1#27) Og dog er ikke engang det altid sandt.

⁷¹ Etenim apud Esaiam Deus provocat Israelitas, ut veniant et arguant ipsum si possint. Et Ezechielis XVIII. velut ex aequo disceptat cum populo, coarguens illorum injustitiam, et suam evincens justitiam.

For hos Esajas udfordrer Gud israelitterne, for at de skal komme til ham og gå i rette med ham, hvis de kan (Es 5,3). Og i Ez 18,29 strider han som på samme plan med folket, idet han påviser deres uretfærdighed og hævder sin egen retfærdighed.

⁷² Nec Deus semper abscondit suam erga nos misericordiam, ut sit locus fidei, sed multis argumentis approbat nobis suam misericordiam. Nec abscondit suam veritatem, quo majore merito credatur verax, sed tot Prophetarum oraculis, tot figuris, tot miraculis, denique praestando per Filium et Apostolos quae promiserat, declaravit se veracem esse.

Det er ikke sådan, at Gud for altid skjuler sin barmhjertighed for os, for at der kan gøres plads til troen, tværtimod bevidner han os sin barmhjertighed med mange argumenter. Heller ikke skjuler han sin sandhed, at han med så meget større ret kan kaldes sanddru, nej, han har gennem så mange profeters spådomme, gennem så mange tegn, gennem så mange mirakler, og endelig ved gennem sin søn og sine apostle at opfylde, hvad han har forjættet, erklæret, at han er sanddru.

⁷³ Quin ipse Dominus quanquam ad tempus dissimulavit naturam divinam, tamen veritatem non abscondit, sed omnibus modis illustravit, ne quid haberent increduli, quod suae culpae praetexerent: 

Ja, Herren selv har godt nok af og til ikke ladet sig mærke med sin guddommelige natur, men dog ikke skjult sandheden, men på alle måder belyst den, at ikke de vantro skulle have nogen undskyldning for deres brøde.

⁷⁴ Itaque quod addis uperbolikwV, 'si posset ulla ratione comprehendi, quomodo is Deus sit misericors et iustus, qui tantam iram et iniquitatem ostendit, non (410) esset opus fide', nemo tibi concedet: sed Dei benignitas sic alit fidem nostram, ut ex quibusdam argumentis, quae sensu ac ratione comprehendimus, credamus et illa quae comprehendi non possunt. Tantum de his hoc loco dixisse satis est.

Derfor er der ingen, der vil indrømme dig det, du tilføjer som en overdrivelse: 'Hvis jeg altså her ved en eller anden fornuftsslutning kunne forstå, hvordan denne Gud er barmhjertig og retfærdig, som viser en sådan vrede og uretfærdighed, så ville der ikke være brug for troen' (L2#113). Nej, Guds godhed nærer vores tro på en sådan måde, at vi på grund af nogle beviser, som vi forstår med hjerte og forstand, tror på også det, vi ikke kan forstå. Men nu er der talt nok om dette.

^{75 [44]}            Videbar evasisse, sed ecce paratum est aliud cornutum dilemma: 'Si credis', inquis, 'esse vera paradoxa, cum sint maximi momenti, non alia re magis irritabis curiositatem hominum ad investigandum, quam dum doces non esse evulganda: Si vero credis non esse vera, doce occultanda, non quod inutilia sint, sed quod falsa'.

         Det ser ud, som om jeg er sluppet fra dig, men se så et andet dilemma: 'Hvis du tror, at det er sande paradokser', siger du, 'eftersom de er betydningsfulde, så gør du ikke andet end at opægge menneskers nysgerrighed efter at udforske dem, når du lærer, at de ikke bør prisgives. Men hvis du tror, at de ikker sande, så bør du lære, at de skal skjules, ikke fordi de er unyttige, men fordi de er falske'. (L2#114f; ref).

⁷⁶ Audi paucis ad haec: Si credidissem tuum paradoxum esse verum, non opposuissem meam Diatribam. Et si te tantopere offendit mea civilitas, quod disputandi gratia, finxerim aliquo sensu verum esse, contentus vocare paradoxum, utere vocabulis et judiciis aliorum, qui pugnant cum tuis paradoxis.

Hør lige her: Hvis jeg havde troet, at dit paradoks var sandt, ville jeg ikke har skrevet min Diatribe imod det. Og hvis det i den grad stødte dig med min høflighed, at jeg for diskussionens skyld antog, at det på en måde var sandt, så var jeg tilfreds med at kalde det et paradoks, idet jeg der anvendte andres ord og bedømmelse, andre, som havde modsagt dit paradoks.

⁷⁷ Sunt enim in promtu. Illic reperies non Scepticas ambiguitates quas exsecraris, sed meras assertiones Stoicas quibus delectaris. Tantum ne mihi fraudi sit, quod comiter res asperas verbis mollioribus tractavi, quo minus concitaretur tumultus, rebus plus satis exasperatis, et veritas certius elusceret.

De ligger nemlig frit fremme. Her vil du ikke finde skeptikernes tvetydigheder, som du forbander, men lutter stoiske påstande, som du elsker. Blot skal det vel ikke regnes mig til ulempe, at jeg har behandlet vanskelige sager med lidt mere bløde udtryk, så man i mindre grad opvækker til oprør, eftersom tingene mere end nok er tilspidset, og belyser sandheden des bedre.

⁷⁸ Et ridicule me jubes tacere priorem, cum per te jam sit evulgatum problema, cujus ea pars, quam tu propugnas, periculose ingeritur auribus populi. Verum illud urit animum tuum, quod adamatam tuam opinionem ausus sim attingere, secus quam velle.

Og helt latterligt er det, når du befaler mig at tie som den første, skønt problemet allerede nu er blevet behandlet offentligt af dig, så den løsning, som du går ind for, nu på farlig måde udbredes blandt folket. Men det ærgrer dig, at jeg har vovet at angribe din elskede mening anderledes, end du ville.

⁷⁹ Cujus studio ante tempus (412) incipis nobis probare rerum omnium necessitatem, assumens veluti tuo jure, quod nondum evicisti, videlicet nos nihil operari, sed solum Deum operari in nobis et bona et mala, et tamen mox duos facis Deos, qui vicissim insideant voluntati nostrae, agantque quo velint.

I begejstring for dette begynder du for tidligt at bevise for os alle tings nødvendighed, idet du antager som din ret, hvad du endnu ikke har ført til sejr, nemlig, at vi ikke virker noget, men alene Gud virker i os både det gode og det onde, (L2#116) og dog gør du dig snart to guder, som afvekslende tager vores vilje i besiddelse og fører den, hvorhen de vil. (L3#2).

⁸⁰ Et sic distinguis necessitatem coactionis et immutabilitatis, (L42) quasi nos ista confuderimus. Quod ais hominem peccato captivum, non posse suis viribus voluntatem suam ad bonum flectere, nisi affletur gratiae sibilo: fatemur et nos, praesertim si de flexu efficaci sentias.

Og således skelner du mellem tvangens nødvendighed og uforanderlighedens nødvendighed, (L2#118) som om vi havde sammenblandet dem. Men hvad du siger, at det menneske, der er fanget under synden, ikke med sine egne viljeskræfter kan vende sig mod det gode, hvis ikke han berøres af nådens susen, det indrømmer også vi, især, hvis du tænker på en virksom venden-sig-imod.

⁸¹ Caeterum illud mihi tecum non convenit, quod ais, hominem, in quo operatur gratia, non posse sese avertere a gratia, quemadmodum qui in Sole est, non posset occludere oculos.

Forøvrigt er jeg ikke enig med dig, når du siger, at det menneske, som nåden virker i, ikke kan vende sig bort fra nåden, ligesom den, der er i solen, ikke kan lukke øjnene. (e1#97)

⁸² Alioqui cur arguuntur apud Paulum, qui semel illuminati, gustato dono coelesti, ac participes facti Sancti Spiritus, prolapsi sunt ad malitiam? (Hebr 6,4ff) Nec similitudo tua probat nostram voluntatem omnino nihil agere. Nam jumentum regitur quidem a sessore, tamen obtemperans illi, agit aliquid cum illo.

Hvorfor får ellers hos Paulus de mennesker bebrejdelser, som skønt de én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og er blevet gjort delagtige i Helligånden, igen forfalder til ondskab? Heller ikke beviser din sammenligning, at vores vilje intet kan udføre. For ganske vist styres et lastdyr af den, der sidder på det, men når det adlyder ham, gør det dog noget sammen med ham. (L2#118).

⁸³ Nonnunquam obnititur freno, calcitrat, resistit, interim et excutit sessorem, non quod Deus possit excuti, sed quod offensus inobedientia nostra, relinquat nos nostris cupiditatibus. 

Så stemmer det sig imod tøjlerne, så slår det op, så stanger det, af og til slår det også rytteren af, ikke, at Gud kan slås af, men at han, oprørt over vor ulydighed, overlader os til vore drifter.

⁸⁴ Porro illud e Psalmis, 'Ut jumentum factus sum apud te, et ego semper tecum', legerant et illi, quibus non placet ista (414) rerum omnium necessitas, legerant et Christum Asino insedisse, verum nihil aliud arguunt, quam rectricem ac moderatricem gratiam, admonentque ne gratiae repugnemus.

Videre: Det ord fra salmerne: 'Jeg blev gjort til et lastdyr for dig, og jeg er altid hos dig', (L3#3) har også de læst, som ikke går ind for alle tings nødvendighed, de har også læst, at Kristus sad på et æsel, men de får ikke andet ud af det, end at der dermed betegnes den ledende og styrende nåde, og de formaner til ikke at kæmpe imod nåden.

⁸⁵ Sed, ut dictum est, ante tempus abs te dicta, suo loco tractabantur accuratius. Haec quidem abs te triumphaliter dicta sunt, sed ante tempus, sed nondum evicto cui niteris. Nunc elatus rebus secundis, audes majus quiddam polliceri, quod est in victoria pulcherrimum, te me meo jugulaturum gladio, planeque convicturum, me imprudentem negare, quod tanta prudentia conor asserere.

Men som sagt, det, der her siges af dig noget for tidligt, skal behandles mere omhyggeligt på sit sted. Dette siges ganske vist med triumf i stemmen af dig, men noget for tidligt, og uden at det, som du støtter dig til, er ført igennem til sejr. Og så vover du, stolt som en pave, i det følgende af afgive løfte om noget endnu større, som i sejren er det skønneste, nemlig at du vil gennembore mig med mit eget sværd og helt slå det fast, at jeg dumme menneske nægter, hvad jeg med en sådan kløgtighed stræber efter at bevise. (L3#4)

⁸⁶ Quod ni strenue praestiteris, interposito sacramento vis omnia, quae in hoc libro me scribis, esse revocata, rursus omnia confirmata quae mea Diatriba in te vel asserit, vel quaerit. (L50) Age, Luthere, accipimus conditionem, tu vide ne recedas a jurejurando.

Hvis du ikke kan opfylde dette løfte — og så indføjer du en ed — vil du på den ene side tilbagekalde alt, hvad du har skrevet imod min bog, og på den anden side anerkende alt, hvad min Diatribe hævder eller kræver af dig. Top, Luther! Vi accepterer betingelserne, pas du kun på, at du ikke viger bort fra din ed!

⁸⁷ Jam dudum exspectamus istam violentiam argumentationem. 'Fateris', inquis, 'liberum arbitrium citra gratiam inefficax esse ad salutem': Agnosco. 'Ergo submota gratia nihil faciet boni'. Nihil. 'Igitur non liberum est, sed captivum': Fateor. Hic mihi concedis ut liberi arbitrii vim, quam extenuavi, faciam si libet Angelicam, tamen evincis nullam esse, si per se nihil efficiat.

Vi har allerede længe ventet denne hæftige bevisførelse. Du hævder, at jeg indrømmer, at den frie vilje uden nåden er uvirksom til salighed. (L3#4). Det indrømmer jeg. ‘Altså, når nåden tages bort, kan den ikke gøre noget godt’. På ingen måde. ‘Derfor er den ikke fri, men fanget’. (L3#5). Indrømmet. Her giver du mig lov til, at jeg må gøre den frie viljes kraft, som jeg har afskaffet, til en englelig kraft, hvis jeg ville, dog vil du overbevise om, at den ikke er noget, hvis den i sig selv intet udretter. (L3#5).

⁸⁸ Et obiter admisces, liberum arbitrium sine gratia, nihilo rectius dici liberum, quam si dicas ignem frigidum, aut terram calidam, quod Scholae vocant oppositum in adjectum. (L55)

Og lidt ved siden af blander du det ind i det, at en fri vilje uden nåde ikke med mere ret kan kaldes fri, end man kan siger, at ilden er kold eller jorden varm, hvilket de lærde kalder en modsigelse i det fremsatte. (L3#6).

⁸⁹ Audi nunc contra. Primum tu semoves gratiam a libero arbitrio, at ego cum (416) dico liberum arbitrium aliquid agere boni, conjungo cum gratia, cui dum obtemperat, feliciter agitur, et agit, dum resistit, meretur a gratia deseri, desertum nihil agit nisi malum, quod hic tu fateris.

Men hør nu indvendingen. Først skiller du nåden fra den frie vilje, men når jeg siger, at den frie vilje kan gøre noget godt, forbinder jeg den med nåden; når den adlyder denne, ledes og handler den på lykkelig måde, når den modstår denne, har den fortjent at blive forladt af den, og som forladt af den gør den intet andet end ondt, som du her indrømmer det. (se fx e3#102).

⁹⁰ Est igitur aliquid quod agit aliquid: nec est oppositum in adjecto. Quemadmodum enim liberos homines distinguimus a servis, qui pariter bello capti sunt, non quod jam sint suae potestatis, sed quod nati sint ingenui, et si possint victorum manus effugere, redeant in naturalem libertatem: Sic homo conditus est, ut haberet liberum arbitrium: id tyrannus Satanas captivum abduxit, gratia restituit et auget.

Der er altså noget, som gør noget: og det er ikke nogen modsigelse i det fremsatte at hævde det. For ligesom vi skelner frie mennesker fra slaver, hvis de sammen er blevet taget til fange i en krig, ikke fordi de nu har herredømme over sig selv, men fordi de er født frie, og fordi de, hvis de kunne flygte ud af deres besejreres hånd, ville vende tilbage til deres naturlige frihed: Sådan er mennesket skabt til at have en fri vilje: den har tyrannen Satan taget til fange, men nåden genindsætter og øger den.

⁹¹Nec rejicio sophisticam distinctionem de qualitate hominis naturali, qua aptus est rapi a Spiritu, modo illud addas, qua aptus est et agere cum agente Spiritu. 

Jeg forkaster heller ikke den sofistiske distinktion om menneskets naturlige egenskab, hvorved han er egnet til at rives med af Ånden (L3#7), når man blot tilføjer: hvorved han er egnet til at virke sammen med den virkende Ånd.

⁹² Ea qualitas, si, ut dicis, non est in bestiis, sed tantum in hominibus et Angelis, agamus gratias Deo qui nos hic a bestiis segregatos Angelis aequaerit. Vides hic non esse oppositum in adjecto. Poteram autem tibi objicere titulos sepulchrorum, Hic situs est Annibal, cum illic non sit Annibal. 

Hvis, som du siger, denne egenskab ikke er i dyrene, men kun i menneskene og englene (L3#7), vil vi takke Gud, fordi han har adskilt os fra dyrene og gjort os lige med englene. Du ser, at der her ikke er tale om en modsigelse i det fremsatte. Men jeg havde kunnet bebrejde dig gravindskriften: ‘Her ligger Hannibal’, skønt der ikke ligger nogen Hannibal her.

⁹³ Hoc satis erat ad excusandum abusum vocabuli. Nunc vide quomodo me stringis: ‘Nihil efficit sine gratia, igitur nihil omnino facit cum gratia’. Hiccine laqueus est, quo me capis? An Latinis ‘inefficax’ sonat, quod prorsus nihil agit? An idem declarant ‘facere’ et ‘efficere’?

Lad dette være nok om ordbrugen. Se nu, hvordan du vil ramme mig: ‘Den frie vilje udretter intet uden nåden, ergo udretter den overhovedet intet sammen med nåden’ (L3#5). Er det virkelig den snare, du vil fange mig i? Mon det latinske ord ‘ineffektiv’ virkelig betyder, at man slet ikke foretager sig noget? Mon ‘gøre’ og ‘udrette’ betyder det samme?

⁹⁴ Pharmacum ‘efficax’ dicimus, non quod aliquo modo movet (418) corpus, sed quod perficit id cui fuerat destinatum: rursus ‘inefficax’, non quod nihil egerit in corpore, sed quod impar fuerit pellendo morbo. Audis vulgo conquerentes, quod cum omnia fecerint, non effecerint tamen quod volebant.

Et lægemiddel kalder vi effektivt, ikke fordi det på én eller anden måde bevæger kroppen, men fordi det gennemføre det, det var bestemt til: og omvendt kalder vi det ‘ineffektivt’, ikke fordi det ikke udfører noget i kroppen, men fordi det var uegnet til at uddrive sygdommen. Man hører af og til folk klage over, at skønt de havde gjort alt, havde de dog ikke udrettet det, de ville.

⁹⁵ Proinde non est nova significatio vocis hujus, sed a Priscis hucusque observata. ‘Quid’, inquis, ‘est vis inefficax, nisi prorsus nulla vis?’ Ut hic nos doces Latine loqui, ita in disputatione satis cum supercilio negas Latine dici, ‘nihil agere’ qui sumit operam inanem, quia sic expediebat tuae causae.

Derfor er det ikke en ny betydning af dette ord, den har været kendt fra gammel tid og til idag. Du spørger, hvad en ineffektiv kraft er andet end slet ingen kraft (L3#6). Og ligesom du her vil lære os at tale latin, således nægter du med stort overmod at det er latin at sige ‘jeg gør intet’, når man påtager sig et tomt stykke arbejde, fordi det passer ind i din argumentation.

⁹⁶ Quid igitur sibi vult apophthegma Catonis, qui dixit satius esse otiosum esse quam nihil agere? quid Seneca, cum scribit maximam vitae partem elabi nihil agentibus? Itane nulla vis est pueri trahentis magnam navem, quam citra auxilium robustioris movere non posset? Omnino vis est aliqua sed inefficax, simul agens cum robusto trahente, cum sola non possit efficere quod vult.

Hvad skal så Catos påstand betyde, han, der siger, at det er bedre at være uvirksom end ikke at gøre noget? Og hvad med Seneca, når han skriver, at størstedelen af livet forsvinder for dem, der ikke laver noget? Sådan har altså en dreng ingen kræfter, når han trækker et skib, der er så stort, at han ikke kan bevæge det uden hjælp fra én, der er stærkere! Jo, han har en kraft, men den er ikke effektiv, han må trække samtidig med, at den stærke trækker, eftersom han alene ikke kan gennemføre, hvad han vil.

⁹⁷ Hic scilicet viceris, si tibi largiar, liberum arbitrium absque gratia non posse dici liberum arbitrium: si largiar liberum arbitrium non posse accipi pro natura habitu, capaci gratiae divinae: denique si largiar, inefficax nihil aliud sonare, quam quod omnino nihil facit. Haec est illa tua violenta victoria.

Her vil du naturligvis være sejrherre, hvis jeg rundhåndet indrømmede dig, at den frie vilje uden nåden ikke kan kaldes en fri vilje: hvis jeg indrømmede dig, at fri vilje ikke kan forstås om en naturlig evne, der kan modtage Guds nåde: og hvis jeg endelig indrømmede dig, at ‘ineffektiv’ simpelthen betyder, at man overhovedet ikke kan gøre noget. Dette er din storartede sejr.

⁹⁸ Mihi magis videtur precaria, perinde quasi quis dicat hosti: Jugulabo te tuo gladio, modo abjicias clypeum, et ne punctim ferias. Res ipsa loquitur, Luthere, quantum absis ab illa tua pollicitatione. 

Mig synes den snarere afpresset, som når man siger til sin fjende: ‘Jeg vil dræbe dig med dit eget sværd, når du blot vil smide sit skjold væk og ikke gøre modstød’. Sagen selv afslører, hvor langt du, Luther, er fra at holde dit løfte.

⁹⁹ Quid superest, nisi ut canas omnium palinodiam, desinasque meae Diatribae contra jusjurandum facessere negotium? Si me sic teneres ut hic te tenuo, quis ferret tuos triumphos? Sed alias vacabit triumphum agere. Nunc currendum ad reliqua.

Hvad er så tilbage, andet end at du genkalder alt og ophører med at berede min Diatribe vanskeligheder! Hvis du holdt mig lige så fast, som jeg her holder dig, hvem kunne så udholde at høre dit triumfråb? Men en anden gang vil det stå dig frit at udstøde triumfråb. Nu iler vi videre til det øvrige.

^{100 [48]}           Quod contendis soli Deo tribuendum liberum arbitrium, eo quod solus efficiat quaecunque vult, (L59) fateor in aliquo sensu verum esse, et tamen non eo dubitamus Angelis tribuere immortalitatem, quod solus Deus dictus sit immortalis, nec veremur hominem appellare bonum aut sapientem, quod solus Deus dicatur bonus aut sapiens.

       Når du hævder, at man alene bør tilskrive Gud en fri vilje, fordi han alene udfører alt hvad han vil, (L3#8), så indrømmer jeg, at det i en vis forstand er sandt, og dog er vi ikke i tvivl om, at englene skal tildeles udødelighed, selv om vi  alene om Gud siger, at han er udødelig, og vi er heller ikke bange for at kalde et menneske godt eller vis, selv om alene Gud kan siges at være god og vis.

¹⁰¹ Non enim libet hic tecum argutari, si pugnant inter sese liberum arbitrium et necessitate duci, cum Dei voluntas nihilo magis sit mutabilis quam ipse Deus, nemo magis agit omnia necessario quam Deus, qui si potest aliud esse quam est, poterit et aliud velle quam vult.

Men jeg vil ikke her argumentere med dig om, hvorvidt dette at have en fri vilje og dette at føres med nødvendighed strider mod hinanden, eftersom Guds vilje på ingen måde er mere foranderlig end Gud selv, og ingen i højere grad udfører alt af nødvendighed end Gud, som, hvis han kan være anderledes end han er, også kan ville anderledes end han vil.

¹⁰² Rursum si hujus voluntate metiris omnes hominum actiones, facis omnes aeque necessarias, quas nunc vis esse contingentes. Deinde si liberum arbitrium dici non potest, quod ex suis viribus nihil efficit, ne arbitrium quidem dicetur, quando pro suo arbitrio dicitur agere qui libere facit quod vult, neque minus erit oppositum in adjecto, cum dicitur liberum arbitrium inefficax, quam cum tu vocas servum arbitrium.

Og videre: Hvis du måler alle menneskenes handlinger på hans vilje, så gør du alle dem i lige grad nødvendige, skønt du kun vil, at de skal være kontingente. Og igen: Hvis man ikke kan kalde viljen fri, fordi den intet formår ud af sine egne kræfter, så kan den ikke engang kaldes vilje, når man siger, at den handler efter sin vilje, som frit gør, hvad han vil, og det er lige så lidt en modsigelse i det fremsatte, når man siger, at den frie vilje er ineffektiv, som når du kalder viljen trælbunden.

¹⁰³ Ubi servitus est et captivitas, ibi nec arbitrium est. Quid quod ne voluntas quidem proprie dicetur, quae nihil eligit, nihil expetit, nihil agit. Quanquam per me quidem licebit aliam vocem huic rei tribuere.

Hvor der er trældom og fangenskab, dèr er der ikke nogen vilje. Hvad vil du så sige til dette, at det ikke engang kan kaldes vilje, når den intet vælger, intet udretter, intet gør. Jeg skal i det mindste ikke modsætte mig, at man vælger en anden betegnelse.

¹⁰⁴ Nec ad me pertinent quae (422) hic congeris de lapidatione, si nominemus liberum arbitrium, cum illi tantillum virium tribuamus. Qui bene docet apud populum esse liberum arbitrium, sed inefficax absque Dei gratia, non meretur lapidari.

Det har heller ikke noget med mig at gøre, hvad du her fremfører om steningen (L3#10), hvis vi kalder det en fri vilje, skønt vi kun tildeler den en minimal kraft. Den, der rigtigt lærer folket, at der er en fri vilje, blot er den uvirksom uden Guds nåde, fortjener ikke at stenes.

¹⁰⁵ Sed sic est tuum ingenium, nihil loqueris absque tragicis hyperbolis, quod genus sunt et illa, de vehementia ignis tartarei, et de vi Angelica sive Divina. Nec alia re magis studes videri solus doctus quam paradoxis et hyperbolis, cum nihil sit accommodatius ad seditionem.

Men sådan er dit gemyt, du siger ikke noget uden patetiske overdrivelser, og af den slags er også de udtalelser, du kommer med om helvedes ilds styrke og om den englelige eller guddommelige kraft. Og du bestræber dig heller for andet end at være den eneste, der synes lærd ved hjælp af paradokser og overdrivelser, eftersom intet er bedre egnet til stridigheder.

^{106 [49]}       Nec video tamen quid fuerit opus frigidis illis similibus de mendico, qui dicatur locupletissimus, quod Rex illum possit locupletare, et de homunculo imbecillo, aut si mavis lumbrico, qui dicatur Dominus coeli et terrae, si Deus illi donare velit, ita tu, ne recedas a tragicis.  

       Alligevel indser jeg ikke, hvad nytten er af disse kolde sammenligninger om tiggeren, der siges at være rig, fordi kongen kan gøre ham rig (L3#12), og om den syge mandsling, eller om du hellere vil, om en orm, der siges at være herre over himlen og jorden, hvis Gud vil give ham det, sådan siger du bare for ikke at opgive det patetiske. (L3#13)

¹⁰⁷ Nos de habitu naturali loquimur, qui tametsi fuit oppressus vi, tamen conditionis vocabulum retinet. Denique si te tantopere offendit liberi arbitrii nomen, quod nihil efficat ex sese, tolle simul et arbitrii et voluntatis vocabulum, quandoquidem non est arbitrium, ubi nihil potes tuo arbitratu: nec est voluntas, quae per se nihil efficit, ut tu argumentaris.

Vi taler om en naturlig egenskab, som, selv om den blev undertrykt med magt, dog ville beholde betydningen ‘egenskab’. Endelig, hvis udtrykket ‘fri vilje’ i den grad støder dig, fordi en sådan ikke kan gøre noget i sig selv, så må du samtidig ophæve både ordene ‘forgodtbefindende’ og ‘vilje’, for der findes jo ikke noget ‘forgodtbefindende’, når du ikke kan gøre noget efter forgodtbefindende, og der er heller ikke nogen vilje, når den ikke kan gøre noget i sig selv, som du hævder.

¹⁰⁸ Et multo frigidius est quod adfers de titulis Principum, qui stulte titulos sibi vindicant earum Regionum, quas alius possidet. Haec collatio si quid valet, adversum te valet. Omnino, Luthere, in hoc capite friges totus, etiamsi tibi mala uperbolikh uperbolh videris induxisse vim ignis tartarei. Haec comparatio magis quadrabit: Hic habet (424) ingenium felicissimum si careret febri. Quanquam quod ais de igni, quem non pateris ignem dici si non urat, non tam verum est quam asseris.

Og meget mere ilde anbragt er det, du fremfører om fyrsters titler, som dumt praler af titler over egne, som en anden hersker over (L3#11). Hvis denne sammenligning er noget værd, går den dig imod. I det hele taget, kære Luther, er du i dette afsnit helt ude af det, også når du bilder dig ind med en mægtig overdrivelse at have indført kraften i helvedes ild. (L3#6). Følgende sammenligning vil passe bedre: ”Denne mand har en god forstand, hvis han er fri for feber”. For øvrigt er det, du siger om ilden, at man ikke skal gå med til at kalde den ild, hvis den ikke brænder, ikke så sandt, som du påstår. (L3#6).

¹⁰⁹ Nisi forte ignis non erat, quo refocillabantur tres pueri in fornace Babylonica, et nisi vana est illorum opinio, qui putant primam causam in omnibus naturae rebus principaliter agere, adeo ut miraculum esse negent si non urat ignis, aut si non luceat Sol, nisi quod praeter solitum accidat. Tandem factus civilior, permittis nobis ut utamur liberi arbitrii vocabulo in rebus inferioribus, quaeque non pertinent ad salutem, velut in possessionibus. Atqui in tua assertione doces adeo nullum esse liberum arbitrium, ut ne festucam quidem moveamus e terra, nisi absoluta necessitate, et hic quoque confirmas arbitrium quod habemus in rebus inferioribus Dei nutu regi. 

Men du mener måske ikke, der var nogen ild, som varmede de tre unge mænd i den babyloniske ovn (Dan 3,46f), eller du mener måske, at den opfattelse er forkert, som går ud på, at den første årsag virker principielt i alle naturlige forhold, og det i den grad, at man nægter, at er sker et mirakel, hvis ilden ikke brænder eller hvis solen ikke lyser, der sker blot noget, der ikke plejer at ske. Til sidst bliver du mere høflig og giver os lov til at bruge ordet ”fri vilje” om de ting, der er underlagt os og som ikke har noget med frelsen at gøre, fx overfor vores ejendom. (L3#14). Men i dine 'assertioner' lærer du, at der i den grad ikke er nogen fri vilje, at vi end ikke kan løfte et strå fra jorden uden den absolutte nødvendighed, og også her bekræfter du, at den vilje, vi har i de ting, der er underlagt os, styres af Guds vink. (ass04#67).

¹¹⁰ Nimirum eadem temeritate concedis dici liberum, quod pendet ab alieno nutu. Si liberum arbitrium prorsus est nomen inane, et si necessitate absoluta geruntur omnia, cur hic immutabilem Dei voluntatem subjicis hominum arbitrio? Sed haec alias. Tandem post longas ambages disputationem tuam redigis in compendium: ,Si tua', inquis, ,praefatio de verbis Dei loquitur, tota impia est: si de verbis hominum, tota frustra scripta est'.

Naturligvis indrømmer du med den samme frækhed, at det, som afhænger af en andens vink, kan kaldes frit. Hvis 'fri vilje' helt og holdent er en tom betegnelse, og hvis den absolutte nødvendighed styrer alt, hvorfor underlægger du så her Guds uforanderlige vilje under menneskets forgodtbefindende? Men her om andetsteds. Endelig sammenfatter du efter lange omveje din disputation i denne tese: ”Hvis dit forord taler om Guds ord, er det helt og holdent ufromt: hvis det taler om menneskers, er det skrevet forgæves”. (L3#15).

¹¹¹ Ad hoc ita responsum est, ut ostenderem vitiosum esse tuum dilemma, cum sint quae neque prorsus sint verba hominum, neque verba Dei, sed interpretationes verbi Dei, de quibus aliquando dubitare (426) fas est, aut quaestiones ex Dei verbis erutae, in quibus multis modis peccatur: vel quia scrutatio progreditur altius quam opus est, vel quia natura quaestionis est ejusmodi, ut plus conducat ad discordiam quam ad pietatem: qualis est illa, in opere bono, quod est libero arbitrio commune, utra causa sit principalis aut secundaria, gratia an liberum arbitrium: et pronuntiatur quantum ad esse substantiale, principale est liberum arbitrium, quantum ad esse meritorium, principalis est gratia: vel quia vocatur in dubium, quod jam Ecclesiae consensu receptum est, vel quia disputantur ubi non oportet, neque quemadmodum oportet. Nec enim damno disquisitiones moderatas hujusmodi quaestionum inter eruditos, sed vulgus arceo ab hujusmodi conflictationibus. 

Dertil blev der svaret sådan, at jeg påviste, at dit dilemma er falsk, eftersom der findes ord, som ikke blot er menneskeord, og ikke blot Guds ord, men fortolkninger af Guds ord, og om dem må man godt ytre tvivl, eller der er spørgsmål, opstået af Guds ord, overfor hvilke der på mange måder syndes. Enten fordi man forsker dybere end nødvendigt, eller fordi spørgsmålets natur er af den art, at de i højere grad fører til uenighed end til fromhed. Et sådant spørgsmål er spørgsmålet om, hvorvidt det i en god gerning, som viljen har del i, er nåden eller den frie vilje, der er den primære eller sekundære årsag. Og man erklærer, at med hensyn til substansen er den frie vilje hovedsagen, med hensyn til fortjenesterne er nåden det. Eller fordi man rejser tvivl om noget, som allerede er afgjort af kirkens enighed, eller fordi man diskuterer det, hvor det ikke bør diskuteres, og ikke diskuterer det, som det bør diskuteres. For jeg fordømmer ikke mådeholdne diskussioner om den slags spørgsmål blandt dannede, men jeg holder folket langt borte fra den slags stridigheder.

¹¹² Veluti non expediret apud populum disputari quae disputat Thomas de simplici stupro, an sit peccatum capitale, disserens argumentis ad utramque partem facientibus. Haec ita habere declarat mea clausula, qua finio totam hanc disputationem: ,Proinde tales materias fortasse tractare licuerit in colloquiis eruditorum, aut etiam in Scholis Theologicis, quanquam ne hic quidem expedire putarim, ni sobrie fiat. Caeterum hoc genus fabulas agere in theatro promiscuae multitudinis mihi videtur non solum inutile, verum etiam perniciosum. Malim igitur hoc esse persuasum, in hujusmodi labyrinthis non esse terendam aetatem aut ingenium, quam Lutheri dogma vel refellere, vel asserere'.

Det er fx ikke passende overfor folket at disputerer det, som Thomas disputerer om simpel voldtægt, om det er en dødssynd, så man fremkommer med argumenter pro et contra. At det forholder sig sådan, erklærer min lille epilog, som jeg har anbragt i slutningen af denne disputation: ”Derfor kunne det måske være tilladt at behandle den slags sager i samtaler med uddannede eller på de teologiske skoler, selv om jeg vil mene, at det ikke engang her ville være passende, hvis ikke det sker ædrueligt; iøvrigt forekommer det mig, at det at behandle den slags fabler for den almindelige masse ikke blot er unødvendigt, men også farligt. Jeg kunne derfor ønske, at det var almindeligt anerkendt, at man i den slags indvikletheder ikke skulle anvende tid og forstand på, enten at modbevise eller bevise Luthers læresætninger”. (e1#41).

¹¹³ Audis, Luthere, theatrum promiscuae multitudinis, audis non esse terendam aetatem, et dubitas quid sentiam? Nec interim impingo tibi, quod tu (428) rem ab Ecclesia definitam revocas in contentionem. Et si maxime loquutus essem de verbo Dei, respondi et in hoc peccari, si secus quam oportet dispensetur. Quanquam nobis non cum verbo Dei res est, sed cum tuis interpretationibus et assertionibus.

Hører du, Luther, ”den almindelige masse”, hører du, man burde ikke ”spilde tid”, og så er du i tvivl om, hvad jeg mener? Alligevel anklager jeg dig ikke, fordi du igen tager en sag op til strid, som er afgjort af kirken. Og selv om jeg hovedsagelig har talt om Guds ord, har jeg svaret, at der syndes derved, at man forvalter det anderledes end det bør forvaltes. Men for os drejer sagen sig ikke om Guds ord, men om dine fortolkninger og påstande.

¹¹⁴ Nec hic habes quicquam quod mihi jure objicias, nisi quod civilius tecum ago quam res postulabat. Haec cum sint evidentiora quam ut negari possint, nimirum intelligis quantum verborum, quantum dilemmatum, quantum dicteriorum, quantum impietatis et blasphemiarum incassum effuderis. Ego vero tua dogmata non appello fabulas, sicuti calumniaris, sed ajo eos, qui tales quaestiones ancipitibus argumentis tractant apud imperitam multitudinem, esse similes histrionibus, qui fabulam saltant apud populum promiscuum, non omnibus accommodam.

Og du har heller ikke andet, du med rette kan anklage mig for, end at jeg har behandlet dig høfligere end sagen kræver. Da dette er så indlysende, at det ikke kan nægtes, så forstår du uden tvivl, hvor mange ord, hvor mange dilemmaer, hvor mange sarkasmer, hvor mange ugudeligheder og blasfemier du forgæves har udgydt. Jeg for min del kalder ikke dine dogmer for fabler, sådan som du bagvasker mig (L3#16; e1#41) men jeg siger, at de mennesker, som behandler den slags spørgsmål overfor den udannede masse med argumenter for og imod, er at sammenligne med skuespillere, som opfører et skuespi, som ikke anstår sig for alle, for et blandet publikum.

¹¹⁵ Nec es tam rudis Latini sermonis, ut non intellexeris quid sentiam, sed ita tibi propositum erat, quemadmodum Midae quicquid attigisset vertebatur in aurum, quicquid nancisci posses vertere in calumniam. Sperabam jam animum istum tuum saltem exsaturatum convitiis, sed modus nullus, omnia loquor inepte et ignoranter, quod meminerim Linguae, quam habet peculiarem sacra Scriptura simul cum tropis. Et tu, qui nihil non apte dicis, sed scienter omnia, sic interpretaris mea dicta, quasi coner ostendere Scripturarum obscuritatem ex tropis, cum longe aliud agam: videlicet ut quemadmodum divina sapientia sermonem suum attemperat ad affectus captumque nostrum, itidem dispensator divinae Scripturae suam linguam accommodet ad utilitatem auditorum.

Og du er ikke så dårlig til latin, at du ikke har kunnet forstå, hvad jeg mener, men du havde foresat dig, at ligesom for Midas alt, hvad han rørte ved, forvandlede sig til guld, sådan ville alt, hvad du kunne få fat på, forvandle sig til bagvaskelse. Jeg håbede nu, at din sjæl endelig havde fået nok af at aflevere fornærmelser, men der er ingen måde, jeg siger alting ud af uformåenhed og uvidenhed, fordi jeg nævner det sprog, som er særegent for den hellige skrift tillige med dens billedtale. (e2#46; e2#88). Og du, som ikke siger noget upassende, men siger alt med stor kundskab, du fortolker mine ord sådan, som om jeg forsøgte at påvise skriftens dunkelhed ud fra billedtalen, skønt jeg bærer mig helt anderledes ad. For ligesom den guddommelige visdom tilpasser sin tale til vores følelser og fatteevne, sådan skal forvalteren af den guddommelige skrift tilpasse sit sprog til gavn for tilhørerne.

¹¹⁶ Si clamas hoc esse Rhetorum commentum, audi mea verba, si habent: (430) ,Non quod hujusmodi mutationes cadant in naturam Dei, sed quod sic loqui conveniebat infirmitati tarditatique nostrae. Eadem prudentia decet illos opinor, qui dispensandi sermonis divini partes susceperunt. Quaedam ob hoc ipsum noxia sunt, quod apta non sint'. Haec verba tam dilucida cum habeat mea Diatriba, vide quam apte, quam scite nobis hic ingeris calumniam de Scripturarum obscuritate.

Hvis du råber op om, at dette er retorernes opfindelse, så hør mine ord. De lyder sådan: ”ikke fordi den slags ændringer hører med til Guds natur, men fordi det at tale sådan svarer til vores svaghed og træghed. Og jeg mener, at de, som tager sig for at prædike de guddommelige ord, burde iagttage den samme klogskab. Nogle ting er i sig selv skadelige, fordi de ikke er egnede”. (e1#40). Når nu min Diatribe indeholder disse soleklare ord, så kan du nok se, hvor passende og hvor klogt du her pådutter os din bagvaskelse om skriftens dunkelhed. (L3#17).

¹¹⁷ Quanquam quis hoc tibi concesserit, tropos in Litteris divinis nihil habere obscuritatis, si modo adsit Grammatica, cum in Genesi passim torqueant tropi, et in allegoriis Prophetarum tantopere sudent eruditissimi viri? Exagitas et illud quod scripsi, ,satius esse, si apud imperitam multitudinem cum Paulo nihil sciremus nisi Jesum Christum, et hunc crucifixum', ridesque nos si credamus Paulum apud Corinthios nihil aliud docuisse nisi has syllabas, ,Christus est crucifixus': quae si alius, Luthere, diceret, merito cavillator vocaretur. Sed quam es hic inepte salsus, tam in altero es impudens assertor, contendens Christum crucifixum omnia retrusa, omnes quaestiones, omnia tua dogmata complecti, omnes Christianos esse perfectos, quos non oporteat quicquam celari mysteriorum, sed Judaeos esse pueros, ab his recondenda mysteria. 

Ja, hvem vil give dig ret i, at den guddommelige skrifts billedtale ikke noget noget dunkelt i sig, hvis blot kendskab til grammatikken er for hånden, skønt billedtalen plager os overalt i 1 Mos, og skønt de lærdeste mænd i den grad sveder over profeternes billedtale? Du hidser dig også op over, at jeg skrev: ”Det er mere end nok, hvis vi overfor den uvidende masse sammen med Paulus ikke véd andet end Jesus Kristus, og det korsfæstet” (e1#39; ref), gør grin med os, og spørger os, om vi tror, at Paulus hos korintherne ikke lærte andet end disse stavelser: ”Kristus er korsfæstet”. (L3#17). Kære Luther, hvis det var en anden, der sagde det, ville man med rette kalde ham humorist. Men ligeså upassende din vittighed er her, ligeså fræk er din påstand i andet afsnit, når du hævder, at den korsfæstede Kristus omfatter alt skjult, alle spørgsmål, alle dine læresætninger, at alle kristne er fuldkomne, overfor dem bør man ikke skjule noget mysterium, men jøderne er børn, mysterierne skal skjules for dem. (L3#17).

¹¹⁸ Si Christianis veluti perfectis nihil est celandum, cur Paulus ait se habere sapientiam, quam loquitur inter perfectos occulte, cujus non putet Corinthios esse idoneos auditores, (432) quod adhuc essent carnales, cur non omnibus Christianis communicavit ea quae audivit raptus in tertium coelum? Cur Galatas fovet lacte, differens solidum cibum? Atque hic rursus oblitus es quod ante docuisti, verbum Dei esse praedicandum omni creaturae, nunc fateris Judaeos non esse capaces hujus sapientiae, nec praedicandam nisi inter Christianos.

Hvis intet skal holde skjult for de kristne, fordi de er fuldkomne, hvorfor siger Paulus så, at han har en visdom, som han taler skjult blandt de fuldkomne, (1kor#2.6f), som han ikke mener, korintherne er egnede til at høre, fordi de endnu er kødelige, (1kor#3,1), hvorfor meddeler han ikke til alle det, han hørte, da han var henrykket til den tredje himmel? (2kor#12.4). Hvorfor ernærer han galaterne med mælk og udskyder den faste føde til senere? (1kor#3,2). Og igen her glemmer du, hvad du tidligere har lært, at Guds ord skal prædikes for hele skabninger (L2#92), nu indrømmer du, at jøderne ikke kan fatte denne visdom, at det kun skal prædikes blandt de kristne. (L3#17).

¹¹⁹ In altero tibi repugnas, in altero fortiter asseveras quod nemo crediturus est, videlicet quod quicunque docet Jesum crucifixum, simul doceat, quicquid de libero arbitrio, de praescientia, de futuris contingentibus, de necessitate rerum omnium disseritur. Similiter et in tertio reclamabitur tibi, cum ais omnes Christianos esse perfectos.

Det ene sted modsiger du dig selv, det andet sted forsikrer du højligt, hvad ingen vil tro, nemlig, at enhver, der lærer Jesus som korsfæstet, samtidig lærer alt det, som fremføres om den frie vilje, om Guds forudviden, om de kommende begivenheders kontingens, om al tings nødvendighed. På lignende måde vil man også for det tredje kunne bebrejde dig, at du siger, at alle kristne er fuldkomne.

¹²⁰ Videre til hyp05!