Hyperaspistes 1

¹   DESIDERII ERASMI HYPERASPISTES
DIATRIBAE ADVERSUS SERVUM ARBITRIUM
MARTINI LUTHERI. LIBER PRIMUS.

Desiderius Erasmus: Hyperaspistes, diatribe imod Martin Luthers 'trælbundne vilje'. Første bog.

²   ERASMUS ROTERODAMUS LECTORI S. D.
Prodiit Servum Arbitrium, titulo Martini Lutheri, sed elaboratum a multis, multo tempore, (nam ante annum liber excudi coeperat, ut narrabant, qui praedicabant se vidisse paginas aliquot) summaque cura, quod ipsa res indicat. Liber mihi sero redditus est, idque casu: nam ipsi celabant, ut saltem ad menses aliquot triumphum agerent, non solum addicti Luthero, verum etiam ambobus inimici, mihi quidem ob bonas litteras, illi vero ob improbata dogmata. 

Erasmus af Rotterdam hilser læseren!

'Den trælbundne vilje' er udkommet, efter titlen af Martin Luther, men udarbejdet af mange over lang tid (for udarbejdelsen af bogen var påbegyndt for et år siden, hvilket de mennesker hævder, som har set nogle sider) og med megen omhu, hvad sagen selv indikerer. Bogen kom mig først sent i hænde, hvilket var ganske tilfældigt. For de andre holdt det hemmeligt, så de i det mindste nogle måneder kunne fejre det, ikke blot Luthers tilhængere, men også mennesker, der var fjender af os begge, af mig på grund af mine litterære arbejder, af Luther på grund af de uantagelige læresætninger.

³ Temporis spatium, quod dari poterat tum relegendae Diatribae, tum perlegendo Lutheri libro, non tam prolixo, quam loquaci, tum responsioni meae, non erat longius diebus decem, et redditus est jam defesso, atque adeo etiamnum satagenti in absolvendis iis, quae parabantur in mercatum proximum. Ejus rei certissimi testes sunt Basileae, si quis mihi diffidit. Et tamen quoniam sensi quam insolenter jam tum ad odorem hujus libri quidam exsultare coeperint, visum est aliquam responsionis partem hisce nundinis Francfordiensibus, quamvis tumultuariam edere, quo moderatius ageretur istis triumphus anti victoriam. Respondimus autem ad eam partem, qua pugna cum Praefatione meae Diatribes, reliqua daturi per otium elucubratiora. Aliquoties capitum Lutheranae Disputationis numeros adjecimus in marginibus, quo facilius conferas quae refellimus, si prius illius capita numero signaveris. Bene vale, et exspecta in argumentando certiorem victoriam. Basilea 20. Februarii, An. 1526.

Den tid, det tog mig dels at genlæse Diatriben, dels at læse Luthers bog, som ikke er så vidtløftig som snakkesalig, og videre at udarbejde mit svar, var ikke mere end ti dage, og jeg fik bogen i hænde, da jeg allerede var træt og travlt beskæftiget med at færdiggøre det, som skulle gøres klar til den kommende bogmesse. Hvis nogen ikke tror mig, er der sikre vidner på det i Basel. Og dog, da jeg mærkede, hvor overdrevent de allerede da var begyndt at juble, da bogen i nogen grad kunne lugtes, besluttede jeg at udgive et delvist, skønt forhastet svar til Frankfurter-messen, så denne triumf før sejren kunne neddæmpes noget. Men vi svarer kun på den del, der tager kampen op med min Diatribes indledning, og vil først udgive resten noget mere gennemarbejdet, når vi får tid. Vi har en del steder tilføjet numrene på den lutherske disputations kapitler i marginen, så man lettere kan sammenligne med det, vi tilbageviser, hvis man først har forsynet hans kapitler med fortløbende numre. Lev vel, og forvente en mere sikker sejr i bevisførelsen. Basel den 20. februar 1526.

⁴  DESIDERII ERASMI HYPERASPISTES
DIATRIBAE
ADVERSUS SERVUM ARBITRIUM MARTINI LUTHERI. LIBER PRIMUS.
Quod felix faustumque sit, protinus ipsam rem aggrediemur, et quidem Attica lege, aneu prooimiwn kai paqwn, quod idem si tu quoque, Martine Luthere, facere animum induxisses, minus profecto detrivisses otio tuo, cujus inopiam quereris, et mihi minus addidisses negotii, cui jam erat plus satis. Nunc dum maluisti quorundam affectibus obsequi quam tuo judicio, quam multa sunt in isto tuo libro prorsus aprosduonusa, quam multa supervacanea, quot in locis communibus morae, quantum convitiorum, quam multa manifestae vanitatis, quantum stropharum, quantum figurati morsus, quam multa parum pudenter detorta ac depravata, et ex depravatis tragicae conclusiones, rursus ex his vociferationes in immerentem. In his quoniam tibi visum est bonas horas collocare male, cogor et ipse in refellendo nonnullam aquae meae portionem consumere.

Desiderius Erasmus: Hyperaspistes, diatribe imod Martin Luthers 'trælbundne vilje'. Første bog. (n4)

Hvor lykkeligt og heldigt ville det ikke være, om vi med det samme kunne angribe sagen selv, og det efter den attiske lov 'uden indledning og uden lidenskab', hvis også du, kære Martin Luther, havde set dig foranlediget til at gøre det samme, hvis du virkelig havde mindsket din frihed, som du klager over, at du mangler, noget mindre, og givet mig anledning til mindre arbejde, som jeg allerede havde nok af. Men nu, hvor du har foretrukket at følge nogle lidenskaber i stedet for din bedømmelse, hvor meget er der så ikke i din bog, der slet ikke hører til sagen, hvor meget overflødigt, hvormange generelle steder bryder du ikke af, hvor mange skældsord, hvor mange åbenlyse forfængeligheder, hvor mange kunstgreb, hvor mange bidske bemærkninger, hvor mange ting har du ikke skamløst fordrejet og opfattet forkert, og ud af det fordrejede draget patetiske konklusioner, og igen ud fra dem udstødt høje skrig imod én, der ikke har fortjent det. Eftersom du har fundet det for godt at anvende gode timer dårligt, tvinges også jeg til, når jeg skal gendrive dig, at bruge ikke så lidt af min tid. (n5)

⁵          Primum igitur demiror, cum mea Diatriba nihil habeat nisi moderatam de re disputationem, cumque e propinquo allatret Hieronymus Emserus, e longinquo Joannes Cochleus adjurget, ex Anglia praeter Roseum et alios, Joan. Episcopus Roffensis justis voluminibus te lacessat, e Gallia Jodocus Clithoveus Lutherum oppugnet Anti-Luthero, ex Italia Christophorus Longolius elaboratam orationem in te torserit: denique cum hic habeas ex tuae sodalitatis Coryphaeis, qui tibi sedulo facessant negotium, quorum Ulrichus Zwinglius edito libello nequaquam, ut ferunt, edentulo, dogma tuum, sed ex parte cum Ecclesia commune, de Eucharistia oppugnat, cum idem fecerit Capito, et Joan. Oecolampadius, nullis quidem convitiis, sed crebrioribus et acrioribus machinis: haec, inquam, cum ita sint, demiror quo consilio, ad omnes obmutescens, nostrae Diatribae respondendum putaris, praesertim cum praeter modestiam, tam frivolis rationibus rem agat, quemadmodum ais, ut causam, quam suscepit, reddiderit deteriorem. 

I første omgang har jeg da noget, jeg undrer mig over; skønt min Diatribe kun indeholder en nøgtern disputation af sagen, skønt Hieronymus Emser gøer ad dig fra det nære, Johannes Cochleus skælder ud lidt længere væk fra, skønt fra England udover Roseus og andre bisp Johannes af Rochester tirrede dig med velargumenterede bøger, skønt fra Frankrig Jodocus Clithoveus bekæmper Luther med en 'anti-Luther', skønt fra Italien Christoffer Longolius har udarbejdet en kunstfærdig tale imod dig: ja, skønt du her blandt dit partis koryfæer har nogle, som flittigt kunne give dig nok at lave, blandt hvilke Ulrich Zwinglius med sin, som man siger, slet ikke tandløse bog bekæmper din lære om nadveren, der dog delvist stemmer overens med den almene kirkes lære, og skønt Capito og Johannes Økolampadius har gjort det samme, ganske vist uden skældsord, men med hyppige og skarpe kunstgreb – da alt dette nu er således, siger, jeg, undrer jeg mig over, hvad grunden vel kan være til, at du tier overfor alle disse, men mener at måtte svare på vores Diatribe, især når den, udover at være beskeden, behandler sagen med så klare fornuftsgrunde, ligesom du siger, at den gør den sag, den har påtaget sig, værre.

⁶  Nec tamen expostulo quod responderis, nec inquiro cur Opus ante annum excudi coeptum, nunc demum absolveris: illud demiror, cur meam in respondendo civilitatem non sis imitatus, quam te decuit etiam superare, si nobis istius animi spiritusque, quem tibi vindicas, fidem facere velles. Verum hic obsequutus es fratribus, inter quos scio permultos esse, quorum mores procul absint ab Euangelio, cujus titulo sese venditant. Horum cupiditatibus, Luthere, te plus satis obsequentem praebes, non sine gravi detrimento causae quam sustines. Non enim me clam est in cujus gratiam ad istum modum scripseris in Cochleum et in Regem Angliae. Is nimirum erat in quo duas personas Comicas posses agnoscere, stupidissimum ac gloriosissimum Thrasonem, et adulantissimum Gnathonem.

Dog bebrejder jeg dig ikke, at du svarer, ejheller kommer det mig ved, hvorfor du først nu har afsluttet det arbejde, som du begyndte på for et år siden; nej, det undrer jeg mig over, hvorfor du ikke efterligner min høflighed i at svare, som det endog sømmede sig for dig at overgå, hvis du ville gøre det sindelag og den ånd, som du praler af, troværdig for os. Men heri har du efterfulgt de brødre, blandt hvilke jeg véd der er mange, hvis adfærd ligger meget langt fra evangeliet, i hvis navn de falbyder sig. Kære Luther, du viser dig som én, der efterfølger disse folks begærlighed alt for meget, ikke uden alvorlig ulempe for den sag, du har taget dig på. For jeg er godt klar over, til hvis tilfredsstillelse du på den måde har skrevet imod Cochleus (n6) og mod kongen af England. (n6a) Han kunne uden tvivl heri genkende to personer fra komedien, den dumme og storpralende Thraso og den leflende Gnatho.

⁷  Certe indignus erat cujus hortatu vel Epistolam scribere debueris in tam arduo tamque periculoso negotio. Quin illud potius erat tibi reputandum quam personam suscepisses, videlicet qui se profiteretur Euangelium jam plus mille quingentis annis sepultum et obrutum revocaturum in lucem, et abrogata Pontificum, Conciliorum, Episcoporum et Scholarum auctoritate promitteret Orbi certam veramque viam salutis, quam hactenus mundus ignorasset. Quam vero non congruebat, ut qui tam arduo negotio velut Atlas coelo supposuisset humeros (jam enim tecum sic ago, quasi vera sint omnia quae tibi arrogas) perinde quasi in re ludicra dicteriis, sannis, salibus, et cachinnis in quoscunque lubitum fuerit ludat, et ex Wilheyli cujuspiam arbitrio stylum vel stringat vel moderetur in quenquam, non dicam in Regem.

Givetvis fortjente han det ikke, at du skulle skrive bare så meget som et brev i en så brændende og farlig sag. Snarere skulle du have overvejet, hvilken rolle du påtog dig, nemlig som den, der bekendtgjorde, at evangeliet nu i mere end 1500 år havde ligget begravet og skjult og nu var blevet kaldt tilbage i lyset, og efter at pavedømmets, koncilernes, biskoppernes og de lærdes autoritet var blevet afskaffet, nu forjættede verden den sikre og sande vej til frelse, som verden indtil nu havde været uvidende om. Men det passede ikke med den rolle, at den, der i en så vanskelig sag som Atlas havde anbragt verden på sine skildre (for nu handler jeg med dig, som om det, du praler med, var sandt) derefter som i et skuespil skulle spotte med bidende vittigheder, grimasser, spøg og latter imod hvem som helst, og ud fra en eller anden Wilheyls (n7) forgodtbefindende skulle stramme eller moderere sin pen imod enhver, for ikke at sige imod kongen.

⁸  Instigavit idem alterum quendam ut Dialogum scriberet in Leum, et hunc itidem atque te multis mendaciis instruxerat. Nihilo melius te instruxit, mihi crede, cujus impulsu librum istum emisisti. Ego tot eruditis, tot Ecclesiae proceribus, tot Orbis Monarchis efflagitantibus, quibusdam etiam cum minis exigentibus, ut summis eloquentiae viribus in te detonarem ac fulminarem, nisi vellem Ecclesiae desertor, et tuae sodalitatis fautor videri, tamen excusavi, non quod probarem tua dogmata, quae, sicuti vere scribis, non intelligebam, sed partim ne imprudens laederem causam, cui initio totus pene Orbis applaudebat, partim quod intelligerem negotium non esse mearum virium. Itaque metuebam ne, quod solent imperiti Medici, malum sinistra curatione exasperarem.

Denne havde opægget en anden til at skrive en dialog mod Lee, og han havde fyldt denne med mange løgne, ligesom han havde gjort imod dig. Og den, på hvis foranledning du udgav denne bog, havde han ikke informeret bedre, tro mig. Jeg, derimod, skønt jeg blev opfordret af så mange lærde mænd, så mange kirkefyrster, så mange verdslige fyrster, af hvilken endog nogle med trusler forlangte, at jeg med min store veltalenheds kraft skulle tordne og lyne mod dig, hvis jeg ikke ville anses som en forræder af kirken og én tilhænger af dit parti, jeg holdt mig dog tilbage, ikke fordi jeg billigede dine læresætninger, som jeg ikke forstod (sådan som du sandt nok skriver (L4#108; L5#93; L8#51; L9#49; L11#59), men dels for ikke med min uklogskab at skade en sag, som næsten hele verden i begyndelsen gav sit bifald, dels fordi jeg forstod, at sagen oversteg mine kræfter. Derfor var jeg bange for, at jeg, som det sker for ukyndige læger, gennem en forkert behandling, skulle gøre ondet værre.

⁹  Postremo sic aliquando mecum cogitabam, quid si Deo visum est corruptissimis horum temporum moribus, tam saevum dare Medicum, qui sec-tionibus et usturis sanet, quod potionibus et malagmatis non poterat. Videbam erudites homines pedibus in tua dogmata discedere, perspiciebam fatalem quendam Orbis favorem, animadvertebam quo vehementius a Theologis ac Principibus obsistebatur, hoc latius propagari, ac magis invalescere negotium, ex his ratiocinabar rem non sine Numine geri, itaque decreveram spectator esse tuae tragoediae, sic apud me cogitans juxta Gamalielis sententiam, si Deus haec movet, non est meum resistere, sin aliunde ortum est quod agitur, sua sponte dissipabitur. 

Endelig overvejede jeg det også med mig selv nogenlunde således: Hvad nu, hvis Gud havde besluttet at give de fordærvede sæder i disse tider en så grusom læge, som helbreder med skæren og brænden, hvad han ikke kan helbrede med medicin og omslag! Jeg så lærde mennesker afgøre sig til fordel for dine læresætninger, jeg lagde mærke til en vis fatal gunst fra verdens side, jeg blev klar over, at jo hæftigere der blev gjort modstand mod sagen af teologer og fyrster, des længere ud bredte den sig og des mere styrkedes den; af disse iagttagelser drog jeg den slutning, at sagen ikke skete uden guddommelig medvirken, derfor havde jeg besluttet at være tilskuer til din tragedie, idet jeg tænkte ved mig selv, ligesom Gamaliel: hvis Gud står bag dette, står det ikke til mig at være imod det, men hvis det, der sker, stammer andetsteds fra, vil det snart dø ud. (Apg 5,34; eras1#60).

¹⁰ In Actis Apostolorum legimus: ,Caeterorum nemo audebat se illis conjungere'. Simili religione abstinebam a vestro negotio. Verum ubi Principibus diutius excusare non possem, et opprimerer invidia falsissimaque suspicione, scripsi Diatribam, sed ita temperato stylo, ut tu non posses optare disputationem civiliorem, ac Pharisaeis quibusdam visus sim tecum non decertare, sed colludere, qui sic dentes et ungues continuerim. Certe putabam me abunde vitasse, ne tibi debacchandi convitiis ansa data videretur. Quaedam in tua assertione dicta odiosius, prudens dissimulavi: quoniam nisi te laeso tractari non poterant. Ubi ad morum comparationem ventum esset, decline locum invidiosum, malens vitare offensam, quam servire commodo causae meae.

I Apostlenes Gerninger læser vi: 'Af de øvrige vovede ingen at slutte sig til dem' (Apg 5,13). Af en lignende fromhed har jeg holdt mig borte fra jeres affære. Men da jeg ikke længere kunne undskylde mig overfor fyrsterne, og blev trykket af misundelse og falske mistanker, skrev jeg Diatriben, men med en så tilbageholdende pen, at du ikke ville kunne ønske dig en mere høflig disputation, og jeg for visse farisæere så ud som én, der ikke kæmpede mod dig, men slog sig sammen med dig, i den grad holdt jeg tænder og klør tilbage. Sikkert mente jeg i høj grad at have undgået, at der kunne synes at gives dig anledning til at svælge i skældsord. Nogle hadefulde udtryk i dine 'assertioner' er jeg klogt sprunget over: de kunne ikke behandles uden at fornærme dig. Hvor det kom til sammenligning af skikke, afstod jeg fra et hadefuldt sted, idet jeg hellere ville undgå at støde end fremme min sag.

¹¹  Quodam loco nominatim etiam depello suspicionem abs te, cum ita scribo: ,Non haec proprie in Lutherum dixerim, quem de facie non novi', etc. Et vide quam consentiant vestra judicia. Philippus Melanchthon huc scripsit meam Diatribam aequissimis animis acceptam Wittembergae. Et adjecit, iniquissimum sibi videri, si non liceret in Ecclesia suam cuique sententiam dicere.

Et sted afviser jeg med navns nævnelse en mistanke mod dig, idet jeg skriver: 'Dette sigter jeg ikke specielt rettet mod Luther, som jeg ikke kender personligt' osv (eras1#56). Og se, hvor fint jeres bedømmelse stemmer overens. Filip Melanchthon skrev hertil, at min Diatribe var blevet modtaget i Wittenberg med stor velvilje. Og han føjede til, at det forekom ham uretfærdigt, hvis det ikke i kirken var tilladt enhver at sige sin mening. (n11)

¹² At tu respondens, sic arte stylum temperas, ut in alios forte scripseris clamosius, in neminem hostilius aut amarulentius: id quod vanissimum videri patiar, nisi mox omnibus perspicuum fecero. Meam disputationem, Diatribam et collationem appello: quo titulo quid esse potest modestius? Ipse non pronuntio, cum verser in argumento, quod in integrum aut in dubium disputando revocare fas non erat. Congressurus tecum, depono Caesaris, Pontificum, Conciliorum, Academiarum, et veterum Orthodoxorum auctoritatem, qua te poteram urgere, etiamsi argumentis fuissem inferior. Ex tuis legibus quamvis iniquis tecum consero manus, nec te tamen appello quemadmodum tu me. 

Men i dit svar styrer du din pen på den måde, at du måske har skrevet mere skrigende mod andre, men ikke mere fjendtligt eller mere bittert: jeg ville kunne affinde mig med, at dette forekom helt ubegrundet, hvis jeg ikke snart gjorde det klart for alle. Jeg kalder min disputation en Diatribe eller en samtale; hvilken titel kan være mere beskeden? Selv afgiver jeg ingen dom, eftersom jeg befinder mig i en argumentation, som det ikke var rigtigt gennem sin disputation at lade være afgjort eller tvivlsom. Før jeg går i disput med dig, stiller jeg kejserens, pavernes, koncilernes, universiteternes og de gamle ortodokses autoritet til side; med den ville jeg nok kunne have trængt dig op i en krog, selv om jeg ville have været svagere hvad argumenter angår. På dine betingelser går jeg i håndgemæng med dig, skønt de er lidt urimelige (eras1#42), og dog titulerer jeg ikke dig, som du mig. (L1#1).

¹³ Habet enim ipsa compellatio quiddam contentiosum et contumax. Nec tua solius argumenta tracto, ut non proprie tecum, imo ne tecum quidem certare viderer, sed cum tua assertione. Non video quid potueris optare civilius. Usque adeone non pateris quenquam contra tua placita hiscere? Atqui huc soles omnes provocare, ut tecum manus consererent. Et ubi est illud quod admonet Petrus, ,Parati semper ad satisfactionem omni poscenti vos rationem, de ea quae in vobis est spe, sed cum modestia et timore'. Et Paulus vult Episcopum esse didakton, non plhkthn.  

For selve titlen har noget stridslystent og egensindigt ved sig. Jeg behandler heller ikke alene dine argumenter, så jeg ikke synes at kæmpe mod dig selv, ja ikke engang mod dig, men mod din 'assertio'. Jeg kan ikke se, hvordan du kan ønske noget mere høfligt. (#10) Mon du i så høj grad ikke kan tåle, at nogen åbner munden imod dine læresætninger? Og dog plejer du at udfordre alle til at gå i håndgemæng med dig. Og hvad bliver der af det, som Peter formaner os til: 'Vær altid beredt til med beskedenhed og frygt at aflægge tilstrækkeligt regnskab overfor enhver, om det håb, der er i jer' (1 Pet 3,15). Og Paulus ønsker, at en biskop skal være en god lærer, ikke stridbar. (1 Tim 3,2).

¹⁴  Quod si ego parum erudite disputassem, debebas illud Pauli meminisse: ,Sapientibus et insipientibus debitor sum'. Qui tibi fuerant juratissimi, audent in te ferrum stringere, nec a convitiis temperantes: et Erasmum moderatissime disputantem ferre non potes? Ego mordicus tenui meam modestiam, quam sciebam mihi futuram invidiae: hanc cum tua laude, cumque causae, quam agis, utilitate, poteras ac debebas imitari. Scilicet pervicit tuam patientiam quorundam exsultatio, mihi decernentium triumphum, te victum esse jactantium. Quos tu mihi triumphos narras? Hic tantum erat de mea Diatriba silentium, ut mihi propemodum exciderit scripsisse. Semper solus esse volui, nihilque pejus odi quam juratos et factiosos.

Hvis derfor jeg havde disputeret for ulærd, så burde du have tænkt på Paulus' ord: ”jeg er skyldig overfor vise og uvise' (rom#1.14). De, der var dine edsvorne, vover at løfte sværd imod dig, uden at afholde sig fra skældsord: og du kan ikke udholde Erasmus, som disputerer særdeles tilbageholdende? Jeg har med vilje fastholdt min tilbageholdenhed, selv om jeg vidste, at det ville føre til bebrejdelse imod mig: du kunne og burde have efterlignet denne tilbageholdenhed til ros for dig selv og til gavn for den sag, du fører. Naturligvis blev din tålmodighed besejret af de menneskers jubel, som tilkendte mig sejren og pralede af, at du var besejret. Hvilke triumfer fortalte du mig om? Her var der blot tavshed om min Diatribe, så jeg næsten havde glemt, at jeg havde skrevet den. Jeg har altid ville være enegænger, og hader intet mere end sammensvorne og partigængere.

¹⁵ Sed ad tuum libellum, velut ex insidiis subito provolantem, Deum immortalem, quae fuit tuorum exsultatio, quam gloriosas voces sparserunt: Habet Erasmus quod agat, habet malum calculo gravius, aliaque vehementer Euangelica. Verum nec tui calami amarulentia, nec hujusmodi vocum petulantia me perpulit, quo minus in hac Apologia rationem potius adhiberem in consilium quam affectus. In dictis nonnunquam animi motus praecurrunt rationem; in scriptis nihil tribuendum est affectibus: nec spectandum est quid tum sic affecto videatur esse rectum, sed quid perpetuo rectum videri possit. Quanquam hic, ut vere dicam, levissima pugna fuit cum affectibus. Ad istiusmodi maledicta tot Epistolis, libellis famosis exercitatus occallui.

Men da din bog udkom, som var den pludselig fløjet frem fra et baghold, du udødelige Gud, hvilken jubel fra dine tilhængere, hvilke pralende udsagn udstrøede de: ”Erasmus har nu noget at beskæftige sig med, han har et onde, der er værre end hans nyresten”, og andre stærkt evangeliske udsagn! Men hverken din pens bitterhed eller den slags stemmers skadefryd har bragt mig til i dette forsvarsskrift at lytte mere til rådet fra følelserne end fra fornuften. I de talte ord løber af og til sindets bevægelser forud for fornuften, i de skrevne må man ikke give plads tl følelserne: man bør heller ikke se på, hvad der synes ret, når man er således ophidset, men på, hvad der i det lange løb kan synes ret. Skønt her var der nu sandt at sige kun en meget let kamp mod følelserne. Vænnet til den slags forbandelser ved talrige breve og ved så mange smædeskrifter har jeg fået hård hud.

¹⁶          Vis autem scire quantum molestiae pepererint aculei tui? Utinam ante annos quinque, cum me praedicares, strinxisses in me calamum tuum, multo quam nunc hostilius! Verum quoniam tu in hac tam non amica responsione vis etiam amicus, si Superis placet, et candidus videri, te simul cum tuis scire volo, me nec esse tam stupidum, qui istiusmodi strophis falli, nec tam imbecillo animo, qui tuis convitiis commoveri possim. Simplicius fecisses, si tui similis palam in me debacchatus fuisses. Soles enim thn leonthn endusamenoV clava rem gerere. 

Men vil du vide, hvor megen ærgrelse dine udfald frembragte? Havde du dog bare for fem år siden, da du roste mig, rettet din pen imod mig, meget mere fjendtlig end nu! Men fordi du i dette uvenlige svar stadig, om himlen tillod det, vil synes venlig og oprigtig, så vil jeg have, at du og dine skal vide, at jeg ikke er så dum, at jeg lader mig narre af den slags kunstgreb, og heller ikke så nervesvag, at jeg kan bevæges af dine skældsord. Du skulle have gjort det mere enkelt, hvis du, som du plejer, ville have skændtes med mig i al offentlighed. Du plejer nemlig at iføre dig løvehud og føre din sag med en knippel.

¹⁷ Nunc vulpinam pellem assuisti leoninae, et melle toxico me perungis. Atque ad hanc scilicet fabulam, sesqui anno fere meditatam, adsciscendus erat Logodaedalus, qui componeret orationem, rhetoricosque fucos adderet, nimirum adversus hominem rhetoricum. Novi enim impetum tuae dictionis, et torrentem illum ingenti fragore e monte decurrentem, ac saxa truncosque secum rapientem. Istius Logodaedali oratio lenius fluit, sed plurimum veneni secum trahens. Non me fugit quis sit. Est enim unus ex eorum numero, qui, quod tu cum candidus et memor videri vis, fateris, hoc ipsum, quod habent, loquentiae, fere hauserunt e meis Lucubrationibus.  

Nu har du trukket en rævepels hen over løvehuden og salver mig med forgiftet honning. Og til denne historie, som du har overvejet næsten halvandet år, måtte du have hjælp fra en ordkunstner, som kunne opbygge talen og tilføje noget retorisk sminke, som det var naturligt imod en retoriker. Jeg kender nemlig din tales frygtelige fart og véd, at den styrter ned ad bjerget med en forfærdelig larm og river klipper og træer med sig. Denne ordkunstners tale flyder langsommere, men fører mere gift med sig. Og jeg er godt klar over, hvem det er. (n17) Det er nemlig én af dem, som, fordi du vil se ud som en oprigtig mand med en god hukommelse, indrømmer, at det, de har af talegaver, har de næsten øst af mine arbejder.

¹⁸ Nec mihi jam novum est, in meis vulneribus pennas meas agnoscere. Nec satis erat unus rhetor supposititius, cum urget belli moles, Patroclum tuum nobis immittis, qui simul et tuis armis et suis, hoc est, dicendi viribus, nobiscum pugnet. Adeo enim est infans, ut me potius eloquentia gravet, quam argumentis. Ac ne me putes in tenui discrimine dictionis hallucinari, non est nisi unus qui hoc possit, quod ille praestitit. 

Det er heller ikke nyt for mig at finde mine egne pile i mine sår. Det var heller ikke nok med én ordkunstner til hjælp, når krigens alvor tyngede, du sendte os din Patroklus, som skulle kæmpe mod os med både dine og sine egne våben, det vil sige, talegaver. Han er nemlig i den grad ubegavet som taler, at han mere besværer mig med veltalenhed end med argumenter. Og for at du ikke skal tro, at jeg har syner, når jeg fastholder forskellen på talegaver: der er kun én, som kan det, som han har præsteret.

¹⁹  Quanquam et alioqui notus est mihi peculiariter illius in dicendo genius. Nam prior ille rhetor absque bonorum Auctorum lectione, absque Grammatica facundus est. Et si tu pateris huic imputari fucos ineptos potius quam tibi, non repugno. Sunt autem quaedam admixta tuo libro tam insulsa indoctaque, ut nunquam crediturus sim abs te profecta fuisse, quae suis locis indicabuntur. Sed interim iniquior est mihi haec pugnae conditio, quam gladiatorum. In arena unus cum uno, retiarius cum Mirmillone committitur: mihi uni cum multis res est: et si cum uno, cum Geryone tamen. Isaac in uno homine agnovit duos: ego in uno libro varias voces diversasque manus sentio. 

Selv om også ellers hans særlige talegaver er mig bekendt. For denne første taler har talegaver uden læsning af gode forfattere og uden grammatik. Og hvis du tillader, at den uegnede sminke tilregnes ham mere end dig, så sætter jeg mig ikke imod det. Men der er i din bog indblandet noget, der er så smagløst og udannet, at jeg aldrig vil tro, at det stammer fra dig; hvilket vil blive bemærket på sine steder. Men imidlertid er denne kamps betingelser for mig mere uretfærdig end gladiatorernes. I arenaen kæmper én mod én, netkæmperen og sværdkæmperen: i mit tilfælde er det én mod mange: og hvis jeg kæmper mod én, er det mod Geryon, kæmpen med de tre kroppe. Isak så to mennesker i ét (1 Mos 25,23); jeg mærker i én bog forskellige stemmer og forskellige hænder.

²⁰ Cum phalange pugna est, non minus armata linguis, eruditione, convitiis, quam strophis, vafritie, obliquisque consiliis. Nunc agnosce consilium tuorum Logodaedalorum, qui sic cogitarunt: Non est impotentibus convitiis debacchandum in Erasmum. Nam ea res liberaret illum suspicionibus, quibus gravatur apud Principes, et invidia, qua premitur apud Theologos ac Monachos.

Jeg må kæmpe med en hel slagorden, som er bevæbnet ikke mindre med sprogkundskaber, dannelse, skældsord, end med kunstgreb, fiffighed og halvskjulte hensigter. Nu erkender jeg din ordkunstleres hensigt; de tænkte således: 'Man skal ikke rase mod Erasmus med tøjlesløse skældsord. For denne sag skal befri ham for de alvorlige mistanker, han har hos fyrsterne, og fra den misundelse, som teologer og munke trykker ham med.

²¹  Sed est appetens gloriae. Proinde passim inculcabimus, illum nihil scire: et ubique veluti nullius rei hominem magno fastidio contemnemus conspuemusque. Ea res pessime uret illum. Caeterum ut hoc faciamus cum fide, laudem admiscebimus, amicitiam simulabimus, et misericordiam potius quam odium prae nobis feremus. Tribuemus illi ingenium et eloquentiam summam, quo lector hic perspecto candore nostro, existimet nos caetera quoque tributuros fuisse, si promereretur.

Men han higer efter ære. Derfor vil vi overalt indskærpe, at han ingenting véd; og overalt vil vi med stor ækelhed gøre ham foragtelig og udspy ham som én, der intet véd. Den sag kommer han til at brænde sig slemt på. Og for at vi kan gøre det troværdigt, vil vi indblande nogen ros, lade, som om han er vor ven og snarere vise medlidenhed end had. Vi tillægger ham forstand og den største veltalenhed, for at læseren, når han har set vores redelighed, skal mene, at vi også ville have tillagt ham alt andet, hvis han havde fortjent det.

²² Deinde suspicionem et invidiam, qua gravatur, omnibus modis augebimus, exasperabimusque, sic temperantes orationem, quasi ille nobiscum sentiat, sed partim metu, partim amore lucri dissimulet. Sophistas cum hoc collates, longe praeferemus. Denique sic agemus fabulam, ut ab utroque theatro gratiam ineamus, et fratrum, qui illi jampridem male volunt, et Sophistarum ac Pharisaeorum, quos ob bonas litteras jam olim habet infensos. Denique tantum admiscebimus scommatum et convitiorum, ut homo seniculus ac meticulosus, si nec loquacitate delassari, nec argumentis obrui poterit, saltem maledictis conficiatur.

Så vil vi øge og skærpe den mistænksomhed og misundelse, som plager ham, på enhver måde, idet vi tilpasser vor tale, som om han i virkeligheden mente som os, men dels af frygt, dels af pengebegær fornægtede det. Sofisterne, som vi sammenligner med ham, vil vi langt foretrække. Endelig vil vi opføre historien sådan, at vi vinder bifald fra begge sider, både fra brødrene, som allerede for længst har villet ham ondt, og fra sofisterne og farisæerne, som han allerede tidligere har stødt fra sig på grund af sin 'humanisme'. Endelig indblander vi bare nogle stiklerier og skældsord, så den gamle og frygtsomme mand, hvis han hverken kan gøres træt ved snaksomhed eller kan bringes til at vakle med argumenter, i sidste ende ombringes med forbandelser'.

²³ Hoc consilium tam simplex et Euangelicum, cum nemo cordatus non statim deprehendat in tuo libro, tamen tuis visum est perquam facetum. Quis hic non videbit scorpii complexum, mox infigentis aculeum? Quis non sentiet venenatum poculum, melle praelitum? 'Venerabilis Erasme, mi Erasme, carissime Erasme, optime Erasme, summo ingenio, maximis dotibus, summa eloquentia praedite, cui plurimum debent bonae litterae', etc.

Selv om ethvert behjertet menneske straks opfatter dette simple og evangeliske råd i din bog, forekom det dog dine tilhængere at være yderst vittigt. Hvem vil her ikke se en skorpions omfavnelse, som snart vil stikke med sin brod? Hvis vil ikke føle det forgiftede bæger, overstrøget med honning? 'Ærværdige Erasmus (L1#2), kære Erasmus (L1#13; L1#45; L1#107), kæreste Erasmus (ikke fundet), bedste Erasmus (L1#11), udstyret med den højeste begavelse, med de største færdigheder, med den højeste veltalenhed (L1#3), som 'humanismen' har så meget at takke for', osv.

²⁴ Nimirum hic est complexus, hoc mel. Sed mox idem laudatus ,Erasmus tam impie scribit, ut nec impii Sophistae potuerint ferre: blasphemus est in Deum', et quod his quoque gravius est, 'nihil omnino credit, sed Epicurum ac Lucianum aqeon celat in pectore, dicens in corde suo: Non est Deus: aut si est, non curat res mortalium'. Hic est aculeus, hoc lethale venenum, hoc est rubetae virus. Si liber hic non scatet undique talibus facetiis, sim ego Cretensi vanior. Sin et haec et alia multa passim impinguntur, inculcantur, et iterantur, quaeso proferas in quem unquam scripseris virulentius.

Uden tvivl har vi her omfavnelsen, honningen. Men straks efter at have rost skriver det selvsamme menneske: 'Erasmus skriver så ugudeligt, at ikke engang de ugudelige sofister ville kunne udholde det: han spotter Gud' (L1#96), og hvad der er endda endnu mere alvorligt: 'han tror overhovedet ikke på noget, men skjuler en Epikur og en gudløs Lucian i sit bryst, siger i sit hjerte: der er ingen Gud, eller, hvis han er til, kerer han sig ikke om de dødeliges forhold' (L1#46). Her er brodden, her er den dødelige gift, her er tudsens gift. Hvis bogen her ikke overalt flød over med den slags vittigheder, vil jeg være mere løgnagtig end en kretenser. (Tit 1,12). Men når dette og meget andet overalt opskrives, understreges og gentages, så tag og vis mig én, som du har skrevet kraftigere imod.

²⁵  Et hic ipse tuus sermo secum pugnans, prodit insinceritatem tui pectoris. Qui convenit ut tibi sit carissimus, et frater carissimus, et venerabilis, optimus, et quid non? cum eundem pronunties impium, blasphemum adversus Deum, denique aqeon? Adeone putas homines esse fungos, ut non intelligant quo spiritu ducaris cum ista scribis, ex eodem ore frigidum efflans et calidum, ex eodem poculo mel porrigens ac venenum, altera manu panem ostentans, altera lapidem incutiens? Quorsum autem attinebat hic tot verba perdere de mea summa eloquentia, deque tua summa infantia? In disputatione de Libero Arbitrio quid facit eloquentia? Ego istam eloquentiam non jacto, nec agnosco, nec affecto. 

Og her strider dine egne ord mod sig selv, og forråder dit hjertes mangel på alvor. Hvordan stemmer det overens, at ét menneske for dig kan være den kæreste, den kæreste broder, den mest ærværdige, den bedste og hvad véd jeg, når du samtidig betegner ham som ugudelig, blasfemisk overfor Gud, ja som ateist? Tror du, at mennesker er så dumme, at de ikke forstår, hvad ånd du føres af, når du skriver dette, når du ud af den samme mund ånder koldt og varmt (sml. Jak 3,10), ud af det samme bæger skænker honning og gift, med den ene hånd peger på et brød, med den anden kaster en sten imod én? (Sml. Matt 7,9; Luk 11,11). Og hvad er meningen med her at spilde så mange ord på min store talekunst, og på din store mangel på samme? (L1#13) Hvad rolle spiller talekunst i disputationen om Den frie Vilje? Jeg praler ikke af denne talekunst, ejheller anerkender jeg den eller berøres af den.

²⁶ Certe in Diatriba non depromsi si quam habeo, et erat locus amplissimus si voluissem. De tua vero infantia, quando, te rogo, questus sum? Aut quando desideravi in te eloquentiam? Utinam tam adesset tibi sobrius ac sincerus animus, quam non deest eloquentia! Rursus quantum abest ab Euangelica simplicitate, toties precari veniam infantiae, cum subornaris ad causam agendam hominem insigniter eloquentem, quod ipse declarat orationis fluxus? Jam quid mihi donas, cum tribuis summam eloquentiam cum summa rerum ignoratione conjunctam? Aut quid largiris, cum concedis ingenium sexagenario, et praedicas bonae spei indolem? Si nunc tantum ingeniosus sum, quando sapiam? Verum hic est fucus merus tui Logodaedali, qui ficte tribuit eloquentiam, ut cum fide adimat scientiam: et fucate laudat ingenium, quo probabilius haereat in me crimen animi dissimulati.

Det er sikkert, at jeg i Diatriben ikke har hentet nogen talekunst frem, hvis jeg har nogen, og der var rig lejlighed til det, hvis jeg havde villet. Men hvad angår din mangel på talegaver, så gad jeg nok vide, hvornår jeg har klaget over det. Eller hvornår har jeg ønsket, du skulle være veltalende? Gid du havde et ligeså nøgternt og oprigtigt hjerte, som du ikke mangler veltalenhed! Igen: hvor langt er det fra den evangeliske enkelhed, hele tiden at bede om overbærenhed for mangel på talegaver, samtidig med at du udstyrer det menneske, du vil føre sag mod, med udmærkede talegaver, hvilket fremgår af selve talestrømmen? Og hvad er det for en indrømmelse, du giver mig, når du sammen med stor talekunst tillægger mig uvidenhed om sagen? (L1#13) Eller er du storsindet, når du tildeler en tresårig forstand og roser ham for at have anlæg til store ydelser? Hvis jeg nu kun er forstandig, hvornår skal jeg så komme til fornuft? Men dette er ren og skær sminke fra din ordkunstner, som falskeligt tildeler mig talekunst, så han troværdigt kan fratage mig viden, og som uoprigtigt roser min forstand, for at bebrejdelsen for ikke at sige, hvad jeg mener, lettere kan blive hængende ved mig. (L1#20)

²⁷ Atque hoc ipsum quod initio tribuis, in disputationis progressu detrahis, dum Erasmum facis adeo stupidum, ut nec ea videat quae sunt Sole clariora. Quoties (226) autem illi facundissimo impingis imperitiam rhetorices, qui non intellexerit causae statum, qui toties dicat aliena, toties ipsam causam funditus subvertentia, male definiat, pejus dividat, pessime ratiocinetur, breviter, qui nihil non faciat contra praecepta rhetorices. Et haec qui scribit, ni fallor, litteris huc missis tribuit mihi eloquentiam Ciceronianae proximam: quae res adeo me delectavit, ut legens risum tenere nequiverim. 

Og just det, du tillægger mig i begyndelsen, fratager du mig, som disputationen skrider frem, idet du gør Erasmus i den grad dum, at han ikke engang kan se det, der er klarere end solen. (L1#26) Men hvor ofte bebrejder du én, der er meget dygtig i talekunst, at han er uerfaren i talekunsten, fordi han ikke har forstået sagens stilling, fordi han så ofte taler om noget andet, fordi han så ofte forvender sagen fra grunden af, fordi han er dårlig til at definere, dårligere til at opdele, og værst til at drage fornuftslutninger, kort sagt, fordi der ikke er den ting, han ikke foretager sig stik imod talekunstens principper. (L1#112) Og den, der skriver dette, tilskriver mig, om jeg ikke tager fejl, i et brev, der er sendt hertil, en talekunst som næsten en Cicero: denne sag har fornøjet mig så meget, at jeg ikke kunne bare mig for at le, da jeg læste det.

²⁸  Et objicis, quod summis eloquentiae viribus oppugnem dogma tuum in Diatriba, cum illi Lucubrationi vix dederim dies decem: interim ne cogitans quidem de dictionis ornamentis, quorum et alias mihi non solet esse anxia cura. Haec tam sibi pugnantia satis arguunt, te nihil ex animo loqui. Ergo detracta eloquentia, superest ingenium, quod initio tribuebas. At in disputando mea Diatribe stupet, caecutit, stertit, somniat, nihil meminit, nec intelligit quid alii dicant, nec quid ipsa loquatur. Sic Erasmus est ingeniosus. Verum ad istum modum variare solent, Luthere, qui non ex vero sermonem depromunt, sed ex arte loquuntur omnia.

Og du bebrejder mig, at jeg med talekunstens ypperste gaver bekæmper din læresætning i Diatriben, skønt jeg knap nok har brugt ti dage på dette værk. Og for øvrigt har jeg slet ikke tænkt på talens udsmykning, som jeg heller ikke ellers plejer at nære stor bekymring for. Når påstandene sådan bekæmper hinanden, er det et tilstrækkeligt bevis på, at du ikke er oprigtig. Når derfor talekunsten er taget bort, forbliver forstandigheden tilbage, den, du tillagde mig i begyndelsen. Men når Diatriben diskuterer, er den dum, blind, snorker (L6#79), sover (L4#46), husker intet, forstår hverken, hvad den selv siger, eller hvad andre siger. (L4#87) (L8#51) (L4#68).

²⁹ Neque multo melius cohaeret, quod in Operis tui principio praefatus, non esse contemnendam auctoritatem Erasmi, in progressu nihil aliud agis, quam ut Erasmum ludos delitiasque facias, et Orbi deridendum propines. Quod si te auctoritas dissentientis prolicit ad pugnam, quin cum Joanne Episcopo Roffensi manus conseris? Ille et eruditione, et dignitate, et non vulgari vitae sanctimonia (228) probatissimus est, ac te toties lacessit, nec prodis ad certamen.

Ikke meget bedre hænger det sammen, når du i dit forord i begyndelsen siger, at man ikke bør foragte Erasmus' autoritet (L1#9), men i resten af din bog ikke gør andet end at gøre Erasmus til grin, spotte ham og få hele verden til at le af ham. Hvis en anderledestænkendes autoritet ægger dig til kamp, hvorfor binder du så ikke an med bisp Johannes af Rochester? Han har både uddannelse, værdighed og et ikke almindeligt helligt liv, og han udæsker dig så ofte, og dog skrider du ikke til kamp.

³⁰ Rursus quam illud congruit, in fine disputationis mihi gratias agis, quod mea Diatriba tibi praebuerit occasionem confirmandi dogmatis tui: id si dicis ex animo, cur toto libro sic in illam debaccharis, cum illa sine ullis convitiis disputant? Sed haec sunt argumenta tuae perpetuae constantiae. Porro quod tibi cum Paulo vindicas scientiam, utinam id vere posses, simulque praestares spiritum Euangelicum, qui fragrat in scriptis Pauli, cum in tuis obstrepat alius spiritus. Aut quae tandem contumelia est, si tu mihi derogas scientiam, cum eandem jamdudum detrahas et Conciliis universalibus et Pontificibus et Episcopis omnibus, et priscis pariter ac recentibus Ecclesiae Doctoribus, denique Scholis omnibus? Quis unquam sapuit, qui vel latum, ut ajunt, digitum, dissensit a tuis dogmatibus?

Videre: Hvordan passer det sammen, at du i slutningen takker mig, fordi min Diatribe har givet dig lejlighed til at bekræfte dine læresætninger (L11#56): hvis du mener det oprigtigt, hvorfor raser du så hele bogen igennem mod Diatriben, skønt den disputerer uden nogen skældsord? Men dette er beviset på din stadige sammenhængskraft. Fremdeles: når du praler af med Paulus at have visdom (L1#5) (H4#2): gid du så virkelig havde det og kunne udvise den evangeliske ånd, som dufter i Paulus' skrifter, skønt der i dine frembruser en anden ånd. Eller hvad er den forsmædelse i grunden værd, at du fraskriver mig visdom, når du allerede for længst har fraskrevet samtlige konciler og paver og bisper alt, og har gjort det samme ved de gamle og de nye lærere i kirken og i sidste ende alle universiteter? Hvem var nogensinde vis, som afveg så meget som en hårsbred fra dine læresætninger?

³¹ Omnes quamlibet antea docti, protinus ut tibi contradicere coeperint, patiuntur hanc metamorphosim, ex Lynceis vertuntur in talpas, ex hominibus in fungos. Et tamen illis justius exprobraris ignorantiam, qui magno supercilio vindicant sibi peritiam Scripturarum, praedicantes te nihil omnino scire, tuaque paradoxa, quo nomine hactenus sum usus, illi donant aliis titulis. Ego meam imperitiam semper ingenue confessus sum, et hoc nomine me semper excusavi, ne tecum committerer. Proinde mihi objicere ignorantiam, perinde est, ac si quis caeco mendico, deploranti luminis orbitatem, exprobret quod in clarissima luce nihil cernat.

Alle og enhver, der tidligere var lærd, så snart de begyndte at modsige dig, måtte de finde sig i forvandlingen fra losser til muldvarpe, fra mennesker til svampe. Og dog bebrejder du med større ret dem for uvidenhed, som med stort hovmod praler af kendskab til skriften, prædiker, at du overhovedet intet véd, og giver dine paradokser – den betegnelse har jeg hidtil brugt (eras1#55) – et andet navn. Jeg har altid omhyggeligt bekendt min uerfarenhed (eras1#10), og med den betegnelse har jeg altid undskyldt mig mod at gå i lag med dig. Desuden er det at bebrejde mig uvidenhed, det samme som, hvis nogen ville bebrejde en blind, der var berøvet dagens lys, at han intet kunne se i det klareste dagslys.

³² Ego quanta possum voce quotidie opploro auribus Jesu, miserere Domine, da ut videam lumen, et tu sic clamanti dicis: Tace lusciose. In ipsa Diatriba, quoties profiteor imperitiam meam? Atque utinam ante annos quatuor Orbi persuasisses me nihil scire rei Theologicae, videlicet praestitisses officium longe gratissimum: nam ego quantumlibet eloquens, ut ais, illud cum maxime conarer, persuadere non potui.

Jeg for min del bønfalder daglig Jesus så stærkt jeg kan: 'Forbarm dig over mig, Herre, giv, at jeg kommer til at se lyset!' og du siger til den, der råber således: 'Ti, du blinde!' I Diatriben selv, hvor ofte bekender jeg ikke dèr min uerfarenhed! (e1#17) Og gid du for fire år siden have overbevist alverden om, at jeg ikke forstod mig på teologi, så havde du virkelig gjort den en overordentlig stor tjeneste: for hvor veltalende jeg end er, som du siger, kunne jeg ikke overbevise verden om det, hvor meget jeg end forsøgte.

³³ Ac misere metuo ne nunc quoque non persuadeas quibus vellem. Siquidem olim in tuis commentariis, quibus explicas Epistolam ad Galatas, praedicor vir in Theologia summus, et invidiae victor: sic in Praefatione. Rursum in ipso statim frontispicio commentarii sum Theologicissimus, in progressu vero quoties citor honorifice. Ibi Erasmus recte dicit ut omnia, ibi dignissime reddo Graeca, ibi sum Erasmus optimus, ibi cum Erasmo tuo libenter sentis. Rursum in Appendice, quam adjecit Commodus Brittannus, tu posteriores fers, mihi prima laus decernitur in restituendo Euangelio.

Og jeg frygter stærkt, at du heller ikke nu kan overbevise dem, jeg godt ville overbevise. Sådan blev jeg jo engang i din kommentar til galaterbrevet beskrevet som en mand, stor i teologien og sejrherre over misundelsen: sådan i forordet (WA II,449). Igen i samme værk bliver jeg straks på første side af kommentaren beskrevet som en stor teolog, i resten af værket ofte citeret med hæder (WA II, 452, 460, 476, 482, 502, 508 mm). Dèr har Erasmus overalt ret, dèr gengiver han det græske på fortræffelig måde, dèr er Erasmus den bedste, dèr mener du gerne det samme som Erasmus. Og i den anbefalingsskrivelse, som Commodus Brittanus har tilføjet, får du ros for følgerne, men jeg for først at have genrejst evangeliet. (n33)

³⁴ Non hic proferam sexcentas Epistolas tuorum, quibus praedicor Theologiae princeps. Verum simulatque sum ausus hiscere adversus tuum dogma, subito factus sum totius ignarus Theologiae. Quid si is, qui scripsit meam Diatribam aequissimis animis isthic acceptam, primas agit in hac fabula? Quis vestro judicio tam inconstanti fidem ullam est habiturus, optarim autem haberi quam maximam, hac potissimum in (232) causa. 

Så vil jeg ikke her fremdrage de hundrede og sytten breve fra dine tilhængere, hvori jeg bliver fremhævet som teologiens fyrste. Men så snart jeg vovede at åbne munden imod din læresætning, blev jeg straks gjort til helt uerfaren i teologien. Hvad, hvis den, der skrev, at min Diatribe blev modtaget med stor velvilje i Wittenberg, har spillet hovedrollen i dette spil! (se #11). Hvem vil kunne fæste nogen lid til jeres bedømmelse, når den skifter sådan? Men jeg ville ønske, man kunne have størst mulig tiltro til den, især i denne sag.

³⁵ Quaeso te, quid dicent homines cordati, cum viderint tantam animi tui inconstantiam, hunc librum tuum cum illis tuis scriptis conferentes? Me Proteum appellas, hoc superat omnes Proteos. Quo colore hic excusabis scripta cum scriptis pugnantia? Dices, opinor, tibi tum illusum fuisse a spiritu carnis, nunc Christi Spiritu duci. Nimirum habes lemma, quo possis excusare quidlibet, si tibi fides habeatur. At tum temporis plurimi de tuo spiritu bene sentiebant, qui nunc aliter sentiunt, et in dies sentiunt pejus. Excute Lucubrationes meas omnes, et si quid tale deprehenderis, me Proteum voca. Tum blanditiis illectabas in tuum foedus, nunc offensus Diatriba, conaris ex Erasmo talpam reddere. 

Jeg beder dig, hvad vil forstandige mennesker sige, når de ser én, der er så ubestandig, når de sammenligner din bog med disse andre skrifter af dig? Mig kalder du en Proteus (L1#8), dette overgår alle Proteusser. Hvilken udflugt vil du bruge for at undskylde, at noget, du har skrevet, her modsiger noget andet, du har skrevet? Du vil nok sige, tror jeg, at du dengang blev narret af kødets ånd, men nu føres af Kristi ånd. Uden tvivl har du et slagord, hvormed du kan undskylde hvad det skal være overfor enhver, der har tiltro til dig. Men dengang tænkte mange godt om din ånd, som nu tænker noget andet, og dag for dag tænker de mindre pænt om den. Gennemsøg alle mine værker, og hvis du finder den slags i dem, så kald mig bare Proteus. Dengang forsøgte du med smiger at lokke mig ind i jeres fold, nu, hvor du er blevet angrebet af Diatriben, forsøger du at gøre en muldvarp af Erasmus.

³⁶ Verum ut illis magnificis laudibus non capiebar, ita nunc ista tua vituperatione ne tantulum quidem commoveor. Sciebam illas laudes non proficisci ex animo, quemadmodum has vituperationes tibi dictavit odium et ira. Sed quemadmodum illic praedicatus summus in re Theologica, ne pilo quidem factus sum eruditior: ita nunc simili hyperbola praedicatus nihil omnino scire, nihilo reddor indoctior. Vis argumentum quam me delectarint illa tua praeconia? Monui te per litteras ut inposterum a talibus laudibus abstineres.

Men ligesom jeg ikke lod mig indfange af disse storartede lovprisninger, således rystes jeg nu kun lidt af dine nedladende bemærkninger. Jeg vidste af disse lovprisninger ikke kom fra hjertet, ligesom hadet og vreden bestemte dine nedladende bemærkninger. Men ligesom jeg dengang blev udråbt til den største indenfor teologien, men ikke siden er blevet et hår mere uddannet – således bliver jeg nu ved en tilsvarende overdrivelse udråbt som én, der overhovedet intet ved, men det gør mig jo ikke mindre uddannet. Vil du have et bevis på, hvor meget dine lovprisninger dengang berørte mig? Jeg opfordrede dig i et brev til at afstå fra den slags ros. (n36)

³⁷ Vis scire, quantum mihi displiceam abs te dejectus? Majorem in modum opto, ut quod suades persuadeas, vel isto dedecore cupiam (234) emtum otium. Nunc mihi vide quam reliqua vestra judicia consentiant. Excusa est Epistola Melanchthonis, in qua tibi tribuit plurimum, me tamen non dubitat Veteribus omnibus anteponere.

Vil du vide, hvor meget jeg har imod mig selv, efter at jeg er blevet forkastet af dig? Jeg ønsker, at du i højere grad finder tiltro med det, du tilråder, eller jeg ønsker mig et otium, købt med denne vanære. Se nu engang, hvordan jeres øvrige bedømmelser stemmer overens. Der blev skrevet et brev af Melanchthon, hvori han tilskriver dig det meste, men dog ikke tøver med at sætte mig foran alle de gamle.

³⁸ Rursus quidam Erasmus Alberus, e tua Schola qeodidaktoV, me divo Hieronymo vel aequat vel anteponit. Si Veteres omnes, si Hieronymus nihil noverunt rei Theologicae, si caecutierunt cum Ecclesia, et illorum miseret, et meam caecitatem moderatius fero, cum tot eximiis viris communem. Sed ut tuorum laude ne tantulum quidem commoveor, ita tuo judicio propemodum etiam delector. Si tua dogmata passim infulsissem in meis Lucubrationibus, papae quantus fuissem Theologus! 

Atter stiller en vis Erasmus Alberus (død 1553), teolog fra dit universitet, mig lige med eller højere end den guddommelige Hieronymus. Hvis alle de gamle, hvis Hieronymus ikke forstod noget af teologien, hvis de var blinde som kirken, så må man have medlidenhed med dem, og jeg bærer min blindhed mere tålmodigt, eftersom jeg deler den med så udmærkede mænd. Men ligesom rosen fra lutheranerne ikke rører mig det mindste, således morer jeg mig også over din bedømmelse. Hvis jeg overalt i mine værker havde stoppet dine læresætninger ind, så ville jeg have været en meget større teolog end paven!

³⁹ Verum ego mihi conscius mei moduli, semper malui cum Paulo sapere ad sobrietatem, cum scientia inflet, caritas aedificet: ac nunc etiam vehementer gaudeo mihi non esse tantum scientiae, ut promerear nomen Haeresiarchae, quod promeruit Scripturarum peritissimus Arius. Quare te rogo, Luthere, huc totis viribus incumbas, ut persuadeas omnibus me nihil scire rei Theologicae, id non solum mea, sed tua quoque refert. Sunt enim qui per orbem spargunt vanissimas voces, et plurimis fecere fidem quicquid scribit Lutherus, hausisse ex uberibus Erasmi, meque libris etiam editis magistrum tuum, te vocant discipulum meum, simul (236) et me falsissimis laudibus onerantes, et tuae scientiae contumeliosissime detrahentes.

Men jeg er mig min målestok bevidst, jeg har altid med Paulus hellere villet være forstandig med nøgternhed, eftersom kundskab opblæser, kærlighed opbygger (1kor#8.1): også nu glæder jeg mig meget over ikke at have så stor kundskab, at jeg kunne gøre mig fortjent til titlen af ophavsmand til kætteri, den titel, som Arius gjorde sig fortjent til, han, som var uhyre lærd i skriften. Derfor beder jeg dig, Luther, at du af alle kræfter lægger dig i selen for at overbevise alle om, at jeg intet véd om teologi, hvilket ikke kun er i min, men også i din interesse. Der er nemlig dem, der udbreder den vanvittige tanke i verden, og der er en del, der tror på dem, at alt, hvad Luther skriver, har han drukket ved Erasmus' bryster, og de kalder mig endog i udgivne bøger for din lærer, og dig min discipel, hvorved de på én gang bebyrder mig med en falsk ros, og på smædeligste vis taler nedsættende om din kundskab.

⁴⁰ Adversus hos blaterones vindica tuae scientiae, quam praedicas, gloriam, eadem opera et a me magnam initurus gratiam. Et tamen in hac disputatione quam non praestiteris istam admirabilem totiesque jactatam scientiam, suo loco declarabitur. Adhuc tantum mihi res est cum tuo Logodaedalo, cui tu delineatam abs te figuram, coloribus fucandam locasti, tuaeque dictionis oeconomiam commisisti, quo rhetorem arte rhetorica tractaret. Verum is multum loquentiae suae perdidit in deprecanda tua infantia, in extollenda tua scientia meaque eloquentia, in detrahenda mihi scientia, et tuo spiritu praedicando.

Imod disse pjathoveder kan du rolig prale af den kundskab, som du mener du har, det vil også jeg være dig taknemlig for. Og dog, hvordan du i denne disputation ikke har ydet den beundringsværdige kundskab, som du hele tiden praler af, det skal eftervises til sin tid. Indtil da har jeg kun med din ordkunstner at gøre, ham, du har givet til opgave at sminke og farvelægge den af dig skitserede tegning, og ham, du har givet lov til at opdele din talemåde, hvorved han på retorisk måde kan behandle retoren. Men han har tabt meget i sin tale ved at klage over din mangel på veltalenhed, ved at lovprise din kunskab og min veltalenhed, og ved at fratage mig kundskab og hævde, at du har ånd.

⁴¹ De stylo tuo ne verbo quidem unquam questus sum. De scientia tua jam frequenter audivimus, nec hanc in te desideramus, meam ignorantiam semper ingenue professus sum. Spiritum istum, quem tibi vindicas, utinam tam praestares in tuis scriptis, quam constanter et fortiter asseris! Utcunque haec habent: Amarulentia Logodaedali tui, si stultitiae, ineptiae, et crassissimae ignorantiae convitiis fuisset contenta, dissimulassem. Caeterum impietatis crimen intentatum, blasphemiam in Deum, non semel objectam, postremo Lucianum illud aqeon si dissimularem, dignus essem qui vere talis haberer, qualem tu praedicas. Et haec tamen ita diluam, ut nullum convitium in te regeram, ne Pontificum (238) quidem aut Theologorum censuris te gravabo, quibus tu nunc vafer propemodum adularis in odium mei, cum nondum abolita sint quae in eos scripsisti.

Over din pen har jeg ikke noget sted beklaget mig med så meget som et ord. Om din kundskab har vi allerede ofte hørt tale, og vi savner den heller ikke hos dig, jeg har altid frimodigt indrømmet min uvidenhed. Den ånd, som du praler af, gid du i dine skrifter ville vise den lige så konstant og stærkt, som du påstår du har den! Hvis din ordkunstners bitterhed havde været tilfreds med at skælde mig ud for dumhed, uegnethed og kras uvidenhed, så kunne jeg lade som ingenting. Men hvis jeg lod som ingenting overfor hans belastende beskyldning om ugudelighed, om blasfemi mod Gud, som er fremsat flere gange, og til sidst om denne lucianske ateisme, så ville jeg være værdig til virkelig at regnes for et menneske af den art, du påstår jeg er. Og dog vil jeg afkræfte dette på den måde, at jeg ikke bruger noget skældsord mod dig, jeg vil ikke engang belaste dig med pavernes eller teologernes bedømmelser, som du nu, meget snedigt, næsten roser dig af imod mig, skønt det endnu ikke er glemt, hvad du skrev imod dem.

⁴² Sed haec suis locis, nunc carptim ad convitia tuis blandimentis inspersa, si prius indicaro et illam Logodaedali tui stultitiam, quod meam Diatribam componit cum libro Melanchthonis de locis Theologicis. 

Men derom senere; nu kun summarisk angående den smiger, du har indstrøet blandt skældsordene: her vil jeg først påvise din ordkunstners dumhed, at han sammenligner min Diatribe med Melanchthons bog ”Loci”. (L1#4)

⁴³ Melanchthon pro te pugnat, ego contra te, quid igitur aliud quam aquam igni comparas? Et istud tuum judicium quid habebit ponderis apud cordatos, si laudas tuum propugnatorem et deprimis antagonistam: quanquam periti rhetorices solent attollere vires et animum adversarii, quo reddant illustriorem victoris gloriam. Discedat Melanchthon in diversam partem, et arma moveat in te, protinus et ille tibi putebit, neque mitiorem patietur metamorphosim, quam passus est Carolstadius, qui repente e Spiritus Sancti myrothecio factus est organum Satanae, simulatque latum unguem discessit a tuis praescriptis. 

Melanchthon kæmper for dig, jeg imod dig, hvad gør du da andet end sammenligne vand med ild? Og denne din bedømmelse, hvilken vægt vil den have blandt de sagkyndige, hvis du roser den, der kæmper for dig, og nedgør den, der kæmper imod dig: de, der er erfarne i retorikken plejer dog at forstørre modstanderens kræfter og sind, hvorved de får større ære, når de sejrer. Hvis Melanchthon ville træde over til det modsatte parti og vende sine våben mod dig, så vil også han komme til at blive en stank for dig, og han vil ikke lide en blidere forvandling end Karlstadt, som pludselig fra at være et Helligåndens kar er blevet til et Satans redskab, så snart han afveg et hårsbred fra dine forskrifter.

⁴⁴ In praesentia nihil detraho laudibus Philippi, nec ad rem facit, tantum illud obiter dicam, me jam pridem non diligenter legisse Locos Melanchthonis, qui si mihi per omnia satisfecisset, abstinuissem a Diatriba. Eirwneuwn tribuis mihi geminam victoriam, alteram quod mea modestia tuum spiritum et impetum remoratus sum, alteram quod nugalibus ac jam olim protritis argumentis, quas tu vocas feces, sic asseram Liberum Arbitrium ut nihil dicam novi, et tamen plus tribuam illi, quam hactenus tributum est a sophistis.

For øjeblikket trækker jeg ikke nogen ros tilbage fra Filip, og det gør intet til sagen, blot det vil jeg sige i forbifarten, at jeg allerede for lang tid siden skimmede Melanchthons ”Loci”; hvis den på enhver måde havde tilfredsstillet mig, ville jeg ikke have skrevet Diatriben. Underfundigt tilskriver du mig en dobbelt sejr, den ene derved, at jeg med min tilbageholdenhed har hæmmet din ånd og din opfarenhed, den anden derved, at jeg med dårlige og allerede for længst gendrevne argumenter har givet min tilslutning til den frie vilje på den måde, at jeg ikke siger noget nyt, og dog tillægger den mere, end hidtil sofisterne har tillagt den. (L1#4).

⁴⁵ Hoc posterius quam impudenter (240) abs te dictum sit, suo loco perspicuum faciam, et fecis convitium tuo ingenio condono praeter infantiam: malim enim feces dici quam venena, feces ablui possunt, venena non item. Caeterum quis illud absque risu leget, quod scribis mea modestia te segniorem redditum ad pugnam, cum ista fortitude tua, me frustra revocante, jam orbem universum exitialibus dissidiis concusserit? An equo sic currenti erant subdenda calcaria?

Hvor frækt det senere er sagt af dig, skal jeg senere på sit sted gøre soleklart, olg jeg overlader ganske skældsordet 'møg' til dit gemyt foruden mangelen på talegaver: for jeg vil foretrække, at der siges 'møg' i stedet for 'gift', for møg kan vaskes af, gift ikke. Hvem kan for øvrigt læse dette ord uden at le, når du skriver, at du ved min tilbageholdenhed er blevet mere forsømmelig til kampen (L1#3), eftersom din tapperhed, som jeg forgæves har kæmpet imod, allere har rystet hele verden i fordærvelig strid? Mon det havde været nødvendigt at give en hest, der løber på den måde, sporerne?

⁴⁶ Habemus fructum tui spiritus, res usque ad cruentam stragem progressa est, et metuimus atrociora, ni Deus propitiatus averterit. Dices hanc esse naturam verbi. Ego nonnihil arbitror referre, quomodo praedicetur verbum Dei, ut jam Dei verbum sit quod doces. Non agnoscis hosce seditiosos, opinor, sed illi te agnoscunt, et jam compertum est multos, qui se jactabant Euangelii nomine, fuisse seditionis crudelissimae instigatores. Quorum conatus si successisset, fortassis exstitissent qui probarent, quod nunc re male gesta detestantur.

Vi ser nu frugterne af din ånd, sagen er gået frem indtil en blodig katastrofe, og vi frygter værre ting endnu, hvis ikke Gud vil forbarme sig og afværge dem. Du vil nok sige, at det er Ordets natur. Jeg for min del tror, det betyder ikke så lidt, hvordan Guds ord prædikes, om det nu også er Guds ord, du lærer. Du anerkende ikke disse oprørsstiftere, tror jeg, men de anerkender dig, og man har allerede erfaret, at mange, som roste sig af evangeliets navn, var anstiftere af det forfærdelige oprør. Hvis de havde haft held med deres forehavende, ville der måske have været folk, som ville billige det, de nu, hvor sagen faldt slet ud for dem, forkaster.

⁴⁷ Tu quidem libello in Agricolas saevissimo, suspicionem abs te depulisti, nec tamen efficis, quo minus credant homines, per tuos libellos, praesertim Germanice scriptos, in oleatos et rasos, in Monachos, in Episcopos, pro libertate Euangelica, contra tyrannidem humanam, hisce tumultibus fuisse datam occasionem. Nondum tam male de te sentio, Luthere, ut (242) existimem te huc destinasse tua consilia, sed tamen jam pridem cum hanc fabulam ordireris, e calami tui violentia cepi conjecturam, rem huc exituram, et hoc erat quod primis litteris admonui, ut ad hoc negotium adferres animum sincerum, caveresque ne quid impotenter aut factiose scriberes.

Du har ganske vist afvasket denne mistanke fra dig med din særdeles grusomme bog imod bønderne, men du opnåede ikke, at menneskene ikke regnede med, at det var dig, der havde givet anledning til disse omvæltninger gennem dine bøger, især bøgerne på tysk, mod de indviede og de kronragede, mod munke, mod biskopper, til fordel for den evangeliske frihed, imod det menneskelige tyranni. Jeg tænker ikke så slet om dig, Luther, at jeg tror, at du havde planer om noget sådant, men da du dog allerede for længe siden begyndte på denne forestilling, kunne jeg af din pens heftighed formode, at sagen ville udvikle sig sådan, og det var det, jeg formanede dig til i mit første brev, at du tog denne affære meget alvorligt og tog dig i agt for ikke at skrive noget tøjlesløst og skismatisk.

⁴⁸ Videbare suscepisse negotium purgandi mores Ecclesiae, quos nemo non fatetur eo prolapsos, ut nec vitia nostra, nec remedia pati possimus. Idem saepe frustra tentatum est, et vicit mundus. Tu videbaris ad hoc idoneus, et orbis applausus, favorque Principum, felicem aliquem exitum pollicebatur, ad eam rem videbam quam esset inutilis ista tua violentia, non in Pontifices tantum, aut Episcopos, in quos ferociam tuam plerique fortitudinem Euangelici pectoris interpretantur, sed in omnes qui mutirent adversum te: nam quid in me scriberes nunquam fui sollicitus, et propemodum optabam, ut tuo calamo lacesseres etiam non responsurum, tantum aberat, ut eam modestiam mihi persuaserit tui formido.

Du synes at have påtaget dig den opgave af rense kirkens skikke, som, hvad enhver indrømmer, var faldet så dybt, at vi ikke kunne tåle hverken vore fejl eller lægemidlerne derimod. Det samme er ofte forsøgt forgæves, og verden sejrede. Du synes egnet dertil, og verdens bifald, fyrsternes gunst gav løfte om en god udgang på sagen; jeg så, hvor ubrugelig din heftighed var til denne sag, ikke blot heftigheden mod paverne eller biskopperne – dit raseri mod dem fortolker de fleste som ægte evangelisk tapperhed – men heftigheden mod alle, der knurrede imod dig: for jeg var aldrig bekymret for, hvad du kunne skrive mod mig, men ønskede næsten, at du med din pen ville opægge mig, om ikke også jeg ville svare, blot var der ikke tale om, at frygt for dig overtalte mig til tilbageholdenhed.

⁴⁹ Quod si paratus eras debacchari in omnes, qui fabulam abs te susceptam non omnino improbarent, actionem vero damnarent: id ego ante annos complures tot Epistolis editis testatus sum. Cur dissimulabas? Sed nolebas me exonerare invidia, hoc erat catum et callidum tuorum consilium. Moderationem autem non ego solus in tuis scriptis desideravi, desiderant etiam ii qui tibi sunt juratissimi. Siquidem ipsa re comperiunt, quot hominum millia calami tui saevitia, aut si mavis parum Euangelica facetia, abalienarit ab Euangelio, si (244) modo quod tu doces Euangelium est.

For hvis du var parat til at rase mod alle, som ikke helt og holdent afviste det cirkus, du havde påtaget dig at fremføre, men blot fordømte måden, det blev fremført på: så har jeg bevidnet det flere år tilbage i mange breve, der er blevet offentliggjort. Hvorfor sagde du ikke noget om det? Men du ville ikke befri mig for misundelsens tyngde, det var dine tilhængeres passende og snu plan. Men det er ikke kun mig, der har savnet mådehold i dine skrifter, det har også dine edsvorne tilhængere, da de erfarede sagen selv, hvor mange tusind mennesker din pens grusomhed – eller, om du foretrækker det udtryk – for lidt evangelisk humor har gjort fremmed for evangeliet, forudsat, at det, du lærer er evangeliet.

⁵⁰ Ac multis quidem festivus es visus, cum in hunc et illum luderes, cum in Pontificem et Regem Angliae, fortis etiam et intrepidus, caeterum ubi pari modestia tractares Carolstadium, dictu mirum, quam hic displicueris tuis sunergoiV. Et ferre non potes si ego, qui sum alienus a vestro consortio, modestiam in te desidero? Verum haec alias fortassis incident opportunius. Illud risi fateor, quod negas te deterritum a respondendo timore mei. O fortem virum! Quid ego audio? An tu tantus leo timeas muscam Erasmum, aut si quid musca imbecillius? an mihi sunt armatae phalanges? an ulla factio? An versor in aulis Principum, ut illos in te concitem? Nemo magis fugit aulas. 

Ganske vist forekom det mange, at du var en lystig fyr, når du drev spøg med den ene og den anden, når du gjorde det mod paven og kongen af England, endog tappert og frygtløst, og det er for øvrigt underligt at måtte sige, hvor meget du mishagede dine tilhængere, da du behandlede Karlstadt med den samme ”tilbageholdenhed”. Og så kan du ikke holde til, at jeg, som er en fremmed i jeres fællesskab, savner tilbageholdenhed hos dig? Men det vil måske kunne behandles bedre et andet sted. Det tilstår jeg fik mig til at le, at du siger, at du ikke af frygt for mig havde ladet dig afskrække fra at svare (L1#8). O tapre mand! Hvad må jeg høre! Mon du, en sådan løve, frygter Erasmus, der om ikke er en flue, så i hvert fald er lige så dum som en flue! Har jeg bevæbnede slagordener? Har jeg nogen kirkelig fraktion for mig? Mon jeg bevæger mig i fyrsternes kreds, så jeg kunne opægge dem imod dig? Ingen flygter mere fra hoflivet end jeg.

⁵¹ Et si quid mihi cum illis est consuetudinis, hactenus quoscunque potui, dictis et scriptis revocavi a saevitia: rectene an perperam, alii viderint. Ego carnifex esse non possum, factiones semper odi. Hactenus solus esse volui, nisi quod ab Ecclesia Catholica non segregor. Nihil igitur erat quod metueres, cum uno eoque inermi, tibi tot conjuratis munito res erat. Sed armatus, inquis, es eloquentia. Eam in te non exercui, si quam habeo: nec hanc armaturam solum deposui, verum etiam omnem auctoritatem Ecclesiae procerum, qua vel (246) sola satis armatus videri poteram.

Og om jeg også har omgåedes dem, har jeg hidtil holdt så mange, jeg kunne, tilbage fra grusomhed, om med rette eller urette, må andre afgøre. Jeg kan ikke være bøddel, jeg har altid hadet partidannelser. Indtil nu har jeg villet være alene, blot har jeg ikke skilt mig ud fra den katolske kirke. Der var altså intet at frygte, når du havde med kun én at gøre, og det en ubevæbnet, du, der var beskyttet af så mange medsammensvorne. Men, siger du, du er bevæbnet med veltalenhed. Den har jeg ikke anvendt imod dig, hvis jeg overhovedet har en sådan. Og ikke blot har jeg lagt disse våben fra mig, jeg har også fralagt mig al autoritet fra kirkens ledere, hvorved jeg nok kunne synes tilstrækkelig bevæbnet, om det så var det eneste våben jeg havde.

⁵² Quorsum igitur attinebat excusare timorem homuncionis, et unius, et exarmati, qui et Pontifices, et Caesares, et Theologorum cohortes hactenus fortissime contemsisti? Verum in his tibi rhetoricari libuit. Jam illud qui consistit, ut mea Diatriba multos ex his, qui spiritum e tuis scriptis nondum hauserant, subverterit, cum adeo frivolis nitatur argumentis, ut tibi tuisque risum potius ac miserationem moverit? Adeone facile deficiunt homines ab Euangelio?

Men hvilken mening har det at anføre frygt for en mandsling som undskyldning, et enkelt menneske, som er ubevæbnet, du, som hidtil stærkt har foragtet paver og kejsere og teologers hærskarer? Men her har det lystet dig at tale ”retorisk”. Men hvordan kan det så være, at min Diatribe har omvendt mange af dem, som endnu ikke har opøst ånd af dine skrifter, hvis den støtter sig til argumenter, der er i den grad indholdsløse, at de snarere bevæger dig og dine til latter og medlidenhed? (L1#4) Falder mennesker måske så let bort fra evangeliet?

⁵³ Ecce autem aliud incommodum. Ubique lubricus sum, inter Scyllam et Charybdim navigans: et hic scilicet fit mentio Protei et Ulyssis, miror cur praetermiseris Polypos et Chamaeleontes, Vertumnos et Empusas. Tale seculum, Luthere, nobis peperit tua fortitude, ut jam de Christo nec bene loqui liceat nec male. Quanquam est hoc hominis imperiti, non temere quicquam asserere, sed ab aliorum magis pendere judicio. Certe in Diatriba non ago Proteum, sed ingenue propositis diversorum sententiis, designo cum quibus mihi potissimum congrediendum est: et post argumentationem aperte pronuntio, quam sententiam ipse sequar.

Men se også noget andet upassende! Overalt er jeg slibrig og sejler mellem Scylla og Charybdis. (L1#8) (eras3#101). Her nævner du Protheus og Ulysses. Jeg undrer mig over, hvorfor du springer over Polypperne og Kamæleonterne, Vertumnus og Empusas. (n53) Kære Luther, din tapperhed har givet os et sådant århundrede, at det nu ikke er tilladt at talle hverken godt eller ondt om Kristus. Og dog er det et tegn på et menneske, der mangler dannelse, at han ikke uoverlagt fastslår noget, men mere lader sin bedømmelse afhænge af andre. Det er sikkert, at jeg i Diatriben ikke leger Protheus, men omhyggeligt fremsætter de forskellige opfattelser, og så betegner dem, jeg hovedsageligt vil vende mig imod (eras1#100). Og efter argumentationen udtaler jeg åbent, hvilken opfattelse jeg tilslutter mig. (eras3#103)

⁵⁴ Porro (248) quod mihi videor, ut dicis inter Scyllam et Charybdim navigare, vix habeo quod respondeam, nisi tu declares, utram Ecclesiam Charybdim aut Scyllam appelles. Ab Ecclesia Catholica nunquam defeci. Tuae Ecclesiae adeo nunquam fuit animus dare nomen, ut homo plurimis alioqui nominibus infelicissimus, hoc certe nomine videar mihi felix, quod constanter a vestro foedere abstinuerim. 

Når du videre siger, at jeg synes at sejle mellem Scylla og Charybdis, véd jeg knap nok, hvad jeg skal svare, førend du erklærer, om du kalder kirken Charybdis eller Scylla. Jeg er aldrig faldet fra den katolske kirke. At tilslutte mig din kirke er ikke faldet mig ind, for jeg er et menneske, der ikke er glad for mange betegnelser, og priser mig lykkelig over, at jeg hele tiden har holdt mig borte fra jeres retning.

⁵⁵ Scio in hac Ecclesia, quam vos Papisticam vocatis, esse multos qui mihi displicent: sed tales video et in tua Ecclesia. Levius autem feruntur mala quibus assueveris. Fero igitur hanc Ecclesiam donec videro meliorem: et eadem me ferre cogitur, donec ipse fiam melior. Nec infeliciter navigat, qui inter duo diversa mala medium cursum tenet.

Jeg véd godt, at der i den kirke, som I kalder den papistiske, er meget, som jeg ikke bryder mig om. Men den slags ser jeg også i din kirke. Men de fejl, som man har vænnet sig til, kan man lettere udholde. Jeg finder mig altså i denne kirke, indtil jeg ser en bedre. Og kirken tvinges til at udholde mig, indtil jeg kan blive bedre. Den, der holder en midtvejskurs mellem to forskellige onder, sejler ikke ulykkeligt.

⁵⁶          Nunc ad ea quae tu ex mea Praefatione decerpta, magno artificio detorques ad calumniam, et locum communem de Scepticis nobis aperis. Hic statim excitas tragoediam, quod Scepticorum meminerim: quasi sentiam omnino nihil asserendum.

          Nu til det, som du uddrager af mit forord og med den største kunst fordrejer til chikane, og således åbner os et almindeligt sted om skeptikerne. (eras1#11; L1#15). Her opfører du straks en tragedie, fordi jeg minder om skeptikerne: som om jeg mente, at man overhovedet ikke bør fremføre påstande.

⁵⁷ Nec facis calumniandi finem, donec me facias atheon, cum praefatus sis te nolle nunc judicare de animo meo.

Og du ophører ikke med chikanen, førend du har gjort mig til ateist (L1#85), skønt du forud har sagt, at du nu ikke vil bedømme mig efter mit hjerte. (L1#28)

⁵⁸ Quam pulchre illa congruunt: Optimo animo dicis, item, 'Nolo nunc de animo tuo judicare', et quod sequitur, 'aqeon Lucianum in pectore circumfers'. Et hic mihi liberum facis, utrum videri velim ridiculus orator, an impius et insanus scriptor.

Hvor smukt stemmer ikke disse to sætninger overens. Med den største oprigtighed siger du: 'jeg vil ikke dømme om dit hjerte', og lidt senere: 'du bærer en Lukians gudsfornægter i dit hjerte'. Og her kan jeg selv vælge, om jeg vil anses for en latterlig taler eller for en ufrom og vanvittig forfatter. (L1#20)

⁵⁹ Haec est illa tua moderatio, qua meam Diatribam imitaris. Verum hic mihi vide, quam bis agas (250) calumniose. Primum ipse nominatim excipio a Scepticis, quicquid sacris Litteris proditum est, aut quicquid nobis tradidit auctoritas Ecclesiae. (E2). 

Det er den tilbageholdenhed, som du har lært af min Diatribe. Men pas på, her er du i dobbelt forstand rænkesmed. Først udtager jeg udtrykkeligt fra skeptikerne, alt hvad der er nedlagt i de hellige skrifter, eller hvad kirkens autoritet har overleveret os. (L1#11)

⁶⁰ Nihil opus ut mea verba recenseam, cum ipse recitaris. Proinde totus ille sermo, quo magno supercilio detestaris Scepticum animum in his quae sunt Christianae Religionis, mavisque vel Stoicis pertinaciores assertores, tibi sapientissimo oratori prorsus extra causam declamatum est, ut non pessime te ipsum reprehenderis hisce verbis: 'Sed ego longe stultissimus, qui in re clariore quam Sol est, verba et tempus perdo'.

Jeg behøver ikke slå efter, hvad jeg har skrevet, for du citerer det selv. Derfor er hele denne tale, hvormed du med stort hovmod afviser, at det skeptiske sind kan have noget at gøre i det, der har med den kristne religion at gøre, og foretrækker stoikernes hårdnakkede påstande, skudt lidt ved siden af, skønt du ellers er en meget vis taler, så du ikke helt tosset bebrejder dig selv med disse ord: 'Men jeg er godt tosset, at jeg i en sag, der er klarere end solen, spilder ord og tid.' (L1#26)

⁶¹ Et tamen non potes desinere, sed subjicis, non minore temporis jactura: 'Quis Christianorum ferat, Assertiones esse contemnendas? hoc esset aliud nihil, quam semel totam religionem, aut pietatem negasse, aut asseruisse, nihil esse religionem, aut pietatem, aut ullum dogma. Quid ergo tu quoque asseris: non delector assertionibus, et: hoc ingenium te malle quam diuersum?'

Og dog kan du ikke holde op, men fortsætter (og spilder igen tid): 'Hvilken kristen kan holde ud til, at påstande skal foragtes? Det ville ikke være andet end én gang for alle at nægte hele religionen, hele fromheden, eller at påstå, at der ikke findes nogen religion eller fromhed eller noget dogme. Hvad er det da egentlig, du siger: at du ikke er nogen ynder af påstande, og at denne holdning bekommer dig bedre end den modsatte?' (L1#26f)

⁶² Haec tua, Luthere, verba sunt. Sic argumentaris homo sapientissimus adversus imperitum, quasi mecum non de causa, sed de principatu imperitae certes. Neque minus absurda sunt quae subjicis. Sed quid dices de istis tuis verbis, ubi non de una Liberi Arbitrii causa, sed de totius Religionis dogmatibus generaliter dicis: 'Si liceret per inviolabilem auctoritatem divinarum Litterarum, et Ecclesiae decreta, te discessurum in Scepticorum sententiam, adeo non delectaris assertionibus? Quis Christianus sic loqueretur? Ita tu.

Kære Luther, sådan skriver du. Sådan argumenterer et såre viist menneske imod den udannede, som om vores strid ikke gjaldt sagen, men den højeste grad af udannethed. Ikke mindre absurd er, hvad du tilføjer. Men hvad vil du sige til følgende ord af dig, hvor du ikke taler om den frie viljes sag, men om alle religionens dogmer i almindelighed: 'Hvis det var tilladt for den urokkelige skriftautoritet og kirkens dekreter, så ville du tilslutte dig skeptikernes mening, i den grad afskyr du påstande? (L1#31) Hvilken kristen ville tale sådan?' (L1#33) Såvidt dig.

⁶³ Quantum tribuam sacris Litteris, quamque (252) non vacillem in articulis fidei, puto satis liquere ex scriptis mei. Hic adeo non opto nec habeo Scepticum animum, ut pro his mortem oppetere nihil dubitaturus sim.

Hvor megen vægt jeg lægger på den hellige skrift og hvor lidt jeg vakler i trosartiklerne, det mener jeg fremgår tilstrækkeligt af mine skrifter. Derfor ønsker eller har jeg i den grad ikke her noget skeptisk sind, at jeg ikke vil tøve med at påtage mig døden for disse ting.

⁶⁴ Sed de dogmatibus contentiosis loquor, in quibus et olim Ecclesiae Sceptica fuit, diu considerans antequam definiret: (Sml Diat Ia9) quod genus sunt, de processione Sancti Spiritus ab utroque, de comprobatione vocis homusii, de transsubstantiatione panis in corpus Domini, de Purgatorio, de Baptismo non iterando, de baptizandis parvulis, de conceptione Virginis matris, et fortassis de Libero Arbitrio:

Men jeg taler om de dogmer, der er omstridte, i hvilke også kirken engang var skeptiker, nemlig sålænge den overvejede dem, før den fastslog dem (sml e1#29): fx spørgsmålet om, hvorvidt Helligånden er udgået fra både Faderen og Sønnen, om anerkendelsen af ordet homousios, om forvandlingen af brødet til Herrens legeme, om skærsilden, om, at man ikke bør gentage dåben, om barnedåben, om jomfrumoderens undfangelse, og måske også spørgsmålet om den frie vilje: 

⁶⁵ de his et hujus generis quaestionibus loquor, in quibus si nihil definisset Ecclesia, rogatus quid sentirem, responderem mihi non liquere, sed Deo cognitum esse. 

Jeg taler om disse spørgsmål, og hvis jeg bliver spurgt om, hvad jeg mener i den slags spørgsmål, i hvilke kirken ikke har fastslået noget, så vil jeg svare, at det ikke står mig klart, men at Gud véd det.

⁶⁶ Posteaquam de his quoque definivit Ecclesia, contemtis argumentis humanis, sequor Ecclesiae decretum, et Scepticus esse desino. Referam mea verba, quae tu satis rhetorice depravas: 'Quid semper', inquam, 'arcano quodam naturae sensu abhorruerim a pugnis'.

Efterat kirken har afgjort sig derom, lægger jeg de rent menneskelige argumenter til side og følger kirkens dekreter, og ophører med at være skeptiker. Jeg skal citere mine ord, som du fremstiller temmelig retorisk: 'jeg, der altid af én eller anden hemmelighedsfuld naturlig følelse er blevet afskrækket fra kamp'. (e1#10).

⁶⁷ Audis, Luthere, me non de Scripturis sacris, sed de pugnis, hoc est, contentiosis quaestionibus agere? Et mox: 'Eoque semper habui prius in liberioribus Musarum campis ludere, quam ferro cominus congredi: et adeo non delector assertionibus, ut facile in Scepticorum sententiam pedibus discessurus sim, ubicunque per Scripturarum divinarum inviolabilem auctoritate', etc.

Hører du, Luther, jeg taler ikke om den hellige skrift, men om striden, det vil sige, om omstridte spørgsmål. Og lidt senere siger jeg: 'Og derfor har jeg altid foretrukket at lege med i Musernes friere spil, end at gå ind i nogen tvekamp: Og derfor er jeg ikke nogen ynder af påstande, så at jeg let er tilbøjelig til at slå følge med skeptikernes mening, overalt hvor det er tilladt efter de guddommelige skrifters urokkelige autoritet osv'. (e1#10f).

⁶⁸ Nimirum impius animus est, qui non audet definire, de quo nondum definivit Ecclesia: quique in re controversa dubitationem animi ponit ad Ecclesiae proditam sententiam.

Jamen, skulle det da virkelig være ufromt ikke at vove at fastslå noget som sandt, som kirken endnu ikke har fastslået; eller i et stridsspørgsmål at lægge sit sinds tvivl hen på kirkens mening?

⁶⁹ Quis Christianus ferat hunc animum? Mox hunc animum meum confero, non (254) cum his qui asserunt Symbolum Apostolorum, aut Conciliorum decreta, sed cum iis qui pertinaciter asseverant omnia.

Hvilken kristen kunne tåle én, der handlede sådan? Straks efter sammenligner jeg denne holdning, ikke med deres holdning, der fastholder den apostolske trosbekendelse eller koncilernes dekreter, men med deres holdning, som fastholder det altsammen med stædighed.

⁷⁰ Sic enim sequitur: 'Atque hoc ingenium mihi malo, quam quo video quosdam esse praeditos, ut impotenter addicti sententiae nihil ferant, quod ab ea discrepet, sed quicquid legunt in scripturis, detorquent ad assertionem opinionis, cui se semel manciparunt', etc.

Således fortsætter jeg nemlig: 'Og jeg foretrækker denne tilbøjelighed hos mig fremfor den, som jeg ser, at nogen er forsynet med, som er knyttet så tøjlesløst til en mening, at de ikke kan tåle, at nogen afviger fra den, men fordrejer, hvad de læser i skriften, så det bekræfter den mening, som de éngang har overgivet sig til', osv. (e1#12).

⁷¹ Haec cum perspicua sint, quorsum pertinet locus communis, quem atrociter tractas adversus eos qui putant nihil asserendum in divinis Libris, aut in causa fidei?

Er dette ikke klart nok? Jamen, hvis det er tilfældet, hvordan kan du så herudfra behandle dem så hårdt, som mener, at man ikke bør komme med påstande i den hellige skrift eller i trosspørgsmål?

⁷² A temeritate definiendi abhorret animus, non ab asserendo. Quae tradita sunt fidei nostrae, non sic excutienda ut in dubium revoces, sed profitenda. Et haec omnia dico sub persona hominis imperiti, quam mihi sumo te probante.

Det, der afskrækker mig, er frygten for at fastslå noget, ikke frygten for at påstå noget. Hvad der er overleveret vores tro, bør ikke undersøges, så det drages i tvivl, men så det gavner. Og alt dette siger jeg i rollen som en udannet mand, den rolle, som jeg med din billigelse har taget mig på.

⁷³ Nec simpliciter eos damno, qui conantur moderata disputatione aliquid inquirere, quod non est expressum in sacris Litteris, aut ab Ecclesia definitum: sed qui in hujusmodi quaestionibus seditiose digladiantur.

Og jeg fordømmer ikke simpelthen dem, der går ind i en mådeholden disputation og søger at opklare noget, som ikke står i den hellige skrift, eller er fastslået af kirken: jeg fordømmer dem, der i den slags spørgsmål strider på oprørsk måde.

⁷⁴ Haec sunt mea verba: 'Quanquam illud libenter persuaserim mediocribus ingeniis, in hujus generis quaestionibus non adeo pertinaciter contendere, quae citius laedant Christianam concordiam, quam adjuvent pietatem. Non damno moderatam inquisitionem, sed contentiosam digladiationem, cum jactura pietatis et concordiae'.

Disse er mine ord: 'Selv om jeg gerne havde overbevist de mellembegavede om i den slags spørgsmål ikke at strides så heftigt, at det snarere beskadiger den kristne samhørighed, end det hjælper på fromheden (e1#20). Jeg fordømmer ikke en mådeholden undersøgelse, men en heftig strid under foregivelse af fromhed og samhørighed'. 

⁷⁵ Audis, Luthere, me non omnes excludere ab hujusmodi quaestionibus, sed mediocria tantum ingenia: at multo minus ea tractari volo apud rudem plebeculam.

Du hører altså, Luther, at jeg ikke udelukker alle fra den slags spørgsmål, men kun de mellembegavede mennesker: men meget mindre ønsker jeg dette behandlet af den rå pøbel.

⁷⁶ Verum hic urges me dilemmate: 'Si de (256) frivolis quaestionibus loqueris, quid ad nos qui tractamus necessaria? Si de Libero arb. non in loco tibi haec dicta sunt, nec opus est te magistro'. (Parafrase, L21f) 

Men her trænger du ind på mig med et dilemma: 'Hvis du taler om de ubetydelige spørgsmål, hvad kommer det så os ved, som behandler de nødvendige? (L1#29) Men hvis talen på dette sted ikke drejer sig om den frie vilje, har vi ikke brug for, at du skal være vor lærer'. (parafrase (L1#19)

⁷⁷ Audi nunc ad tuum mutilum syllogismum. Sunt aliquot quaestiones, in quibus non damnatur modesta inquisitio, quales sunt, de annis Mathusalem, et quoto aetatis anno Solomon factus sit pater: sed anxia inquisitio contentioque damnatur.

Hør nu, hvad din mangelfulde konklusion fører til. Der er mange spørgsmål, i hvilke en moderat undersøgelse ikke bliver fordømt, såsom, hvor gammel Methusalem blev, og i hvilken alder Salomon blev far. Men en ængstelig undersøgelse og strid bliver fordømt.

⁷⁸ Rursum multa themata versantur inter Theologus Scholasticos, de quibus nondum dilucide pronuntiavit Ecclesia: de his sentit animus ille Scepticus. Sed urges, hic agi de Libero Arb. quod si colloco inter quaestiones frivolas, recte loquor, sed impie sentio: sin inter necessario, pie sentio, sed impie loquor.

Ligeledes er der mange emner, der behandles af de skolastiske teologer, der endnu ikke er blevet klart afgjort af kirken. Det er dem, denne skeptiske ånd tænker på. Men du drager den slutning, at det her drejer sig om den frie vilje, fordi hvis jeg regner dette spørgsmål til de ubetydelige, taler jeg ret, men tænker ufromt. Men hvis jeg regner det til de nødvendige, tænker jeg fromt, men taler ufromt. (L1#29f)

⁷⁹ Hic scilicet constringor inter sacrum et saxum. Sed facillimus exitus. Ego quaestionem, an sit aliquid Liberum Arbitrium, adeo non judico supervacaneam, ut potius haereticum existimem de eo dubitare, quod ab Orthodoxis omnibus magno consensu traditum est, quod Ecclesia clara voce definit, non jam disputandum, sed credendum.

Her bliver jeg naturligvis klemt inde mellem 'helligdommen og klippen'. Men det dilemma er let at slippe ud af. Jeg regner spørgsmålet om, hvorvidt der findes en slags fri vilje, for i den grad ikke-overflødigt, at jeg mener, at det snarere er kættersk at tvivle på, hvad der er i stor enighed er overleveret af alle de rettroende, hvad kirken med klar røst har fastslået, ikke længer skal diskuteres, men tros.

⁸⁰ Oportet enim aliquem esse disputandi finem: nam quod nunc veluti de re integra disputatur, tu nos cogis, qui tot jam seculis comprobata, fixa, et akinhta, revocas in dubitationem, imo convellis ac demoliris. 

Man bør nemlig på et tidspunkt holde op med at diskutere. For du tvinger os til at diskutere det som noget nyt, fordi du igen sår tvivl om noget, ja river det fra hinanden og ødelægger det, nemlig om det, som allerede i så mange århundreder har været fastslået, fikseret og urørligt.

⁸¹ Alioqui neum animum nulla unquam subiit dubitatio, an esset aliquid Liberum Arbitrium. Verum ut illud praescriptum est, esse liberum hominis arbitrium, ita multa disputantur circa quaestionem hanc, quae sine dispendio salutis possent omitti, mei quidem judicio, in quibus nec veteres Orthodoxi, nec recentiores per omnia consentiunt, et de quibus (258) adhuc suam sententiam suspendit Ecclesia.

Ellers ville der aldrig i mit sind været opstået nogen tvivl om, hvorvidt der er en fri vilje. Men ligesom det er foreskrevet, at menneskets vilje er fri, således bliver der diskuteret meget angående det spørgsmål, som i det mindste efter min mening godt kan udelades uden skade for frelsen; angående de ting er hverken de gamle ortodokse eller de nyere teologer enige om alt, og om de ting har kirken indtil nu ladet sin mening være uvis.

⁸² Adhuc enim disputatur inter Scholasticos, an haec propositio, 'Deus aliqua praescit contingenter', in aliquo sensu vera sit. Nec desunt qui credant omnia contingentia a Deo contingenter praesciri, cum fateantur Dei praescientiam falli non posse.

For indtil nu har man diskuteret blandt de lærde, om denne påstand: 'Gud har forudviden om noget, der er kontingent' (e1#28), på en eller anden måde er sand. Der er dem, der mener, at alle kontingente ting kan forudvides af Gud på kontingent måde, skønt de indrømmer, at Guds forudviden ikke kan slå fejl.

⁸³ Rursum, 'an Deus omnia faciat necessitate'. Item, nihil certius est quam esse tres Personas, proprietatibus inter se differentes, cum sint eadem essentia. Caeterum circa materiam hanc multa quaesita sunt olim ab Augustino, plura a recentioribus, quomodo differat Persona a Persona, et quare productio Sancti Spiritus a Patre, processio dicatur non generatio: et an divina essentia generet aut generetur: et an sit eadem identitas divinae essentiae ad quamlibet Personam in Triade, quae est divinae essentiae ad ipsam divinam essentiam:

Ligeså med den påstand, at Gud gør alting med nødvendighed (e2#10). Fremdeles er ingenting mere sikkert end at der er tre personer, som har forskellige egenskaber, skønt de har samme natur. Og forøvrigt blev i gamle dage meget af dette undersøgt af Augustin, mere af de nyere lærde, hvordan person adskiller sig fra person, og hvorfor Helligåndens udgåen fra Faderen kaldes en udgang og ikke en frembringelse; og om den guddommelige natur frembringer eller frembringes; og om der er den samme identitet i den guddommelige væren med henblik på hver af personerne i treenigheden, som med henblik på den guddommelige væren selv;

⁸⁴ Et an potentia generandi in Patre sit absolutum quiddam an respectivum: et an potentia generandi possit communicari Filio a Patre. Item, si concedatur, Deum generare Deum, utrum Deus generet se ipsum Deum, an alium Deum.

Og om evnen til at frembringe hos Faderen er noget absolut eller noget relativt; og om evnen til at frembringe kan overføres fra Faderen til Sønnen. Ligeledes, hvis det må indrømmes, at Gud frembringer Gud, om da Gud frembringer sig som den samme Gud eller som en anden Gud.

⁸⁵ Hoc genus innumera tractantur circa simplicissimum et clarissimum articulum fidei catholicae: nec in Scholis opinor impie disputari, modo sobrie. Ita circa quaestionem praedestinationis, quae est affinis Libero Arbitrio, quaerunt, an possibile sit aliquem praedestinatum damnari, et reprobatum salvari. Item, an praeter divinam voluntatem sit alia causa praedestinationis aut reprobationis.

Utallige af den slags spørgsmål behandles rundt omkring den katolske tros højst enkle og klare artikler; og jeg mener ikke, det er ufromt at diskutere dem på universiteterne, blot det sker mådeholdent. Således spørger de, angående spørgsmålet om prædestinationen, som er knyttet til spørgsmålet om den frie vilje, om én, der er forudbestemt (til frelse) kan blive fordømt, og om én, der er forudbestemt til fordømmelse, kan blive frelst. Og om der, udover den guddommelige vilje, findes nogen anden grund til forudbestemmelse til frelse og fortabelse.

⁸⁶ Haec tractare in Scholis, modo sobrie, non (260) improbo: verum consultius arbitror, ut qui mediocri sunt ingenio abstineant ab hoc quaestionem genere, in quibus periculose erratur: nec tractentur apud populum.

Jeg er ikke imod, at man behandler dette på universiteterne, blot det sker mådeholdent. Men jeg tror, det er bedre, at de, der kun er middelmådigt begavede, afholder sig fra den slags spørgsmål, i hvilke man på farlig måde kan tage fejl. Og de bør ikke omhandles overfor folket.

⁸⁷ Non igitur damno qui apud populum docent esse Liberum Arbitrium, simul adnitens cum adjuvante gratia, sed qui apud rudem plebeculam tractant eas difficultates, quae vix in Scholis convenit. Veluti Sacerdos pie docet populum, esse Patrem, et Filium, et Spiritum Sanctum: caeterum illas Scholasticorum difficultates, de notionibis, de realitate et relationibus, tractare apud promiscuam multitudinem, an expediat, tu videris.

Derfor fordømmer jeg ikke dem, der lærer overfor folket, at der er en fri vilje, når de samtidig lægger vægt på den medhjælpende nåde, men jeg fordømmer dem, som overfor den rå pøbel omhandler disse vanskeligheder (e1#33), som næppe kan behandles fuldt ud på universiteterne. Og forøvrigt kan du selv indse, om det nytter at behandle disse skolastiske vanskeligheder om egenskaberne, om virkeligheden og relationerne, overfor en tilfældig menneskemængde.

⁸⁸ Hujus generis exempla cum aliquot proponam in Diatriba, intermisces haec verba, 'non sine aculeo et suspicione'. (W608). 

Men når jeg fremsætter nogle af den slags eksempler i Diatriben, indskyder du disse ord: 'ikke uden brod og mistænkelighed'. (L1#66)

⁸⁹ Quid hic est suspicionis, si nolim ea, quae circa has materias disputant Scotistae et Occanistae, disputari apud imperitos, ne apud doctos quidem altius in haec penetrari quam sat est? Aut quem aculeum mihi narras? An ut sugillem articulum de tribus Personis et eadem essentia? Quid enim tu dubitabis impingere, quem non pudet toties Erasmum vocare Lucianum et Epicurum? (L38) De peccato irremisibili dicetur alias.

Hvad kan der ligge af mistænkeligt i, at jeg ikke ønsker det, som skotister og occamister diskuterer om disse sager, diskuteret overfor de ikke-dannede, når ikke engang de lærde kan trænge så meget ind i det, som det var passende? Eller hvilken brod pådigter du mig? Mon du mener, at jeg beskæmmer artiklen om de tre personer og den ene væren? For hvad kan du tøve med at pådutte mig, du, der så ofte ikke skammer dig over at kalde Erasmus Lukian og Epikur? (L1#46; L1#77; L3#101) Om den utilgivelige synd skal der tales et andet sted. 

⁹⁰ Sunt igitur quaestiones prorsus inutiles, quales arbitror de instantibus et prioritatibus: et an sit propositio possibilis, Pater odit Filium Deum, et an anima Christi potuerit falli aut mentiri.

Der er altså spørgsmål, der ligefrem er unyttige, hvortil jeg regner spørgsmålet om det nuværende og det foregående [i Gud]; og spørgsmålet, om det i tanken kan være muligt, at Faderen hader Sønnen, der er Gud, og om Kristi sjæl kan tage fejl eller lyve.

⁹¹ Sunt rursus utiles, sed in quibus non sit operae pretium sic contendere, ut (262) scindamus Christianam concordiam, sed satius est, ut permittamus unumquemque in suo sensu abundare. 

Og der er også ligefrem nyttige spørgsmål, men om dem er det ikke værd at strides på den måde, at vi bryder den kristne enighed, men det er tilstrækkeligt, at vi lader enhver blive ved hans mening.

⁹² Sunt rursus dogmata maxime necessaria, sed in quibus aliquousque progredi licet, quoad nobis praelucet Scriptura divina. Quod genus est de uno Deo ac tribus Personis. Quanquam hic quoque bis peccatur, si vel altius scrutemur quam oportet, vel apud eos tractemus quibus haec non conveniunt.

Og der er også dogmer, der er i høj grad nødvendige, men i dem kan vi kun gå frem så langt, som den guddommelige skrift vil lyse for os. Af den art er spørgsmålet om den ene Gud og de tre personer. Men her kan der også syndes på dobbelt måde, enten så vi efterforsker det dybere, end det bør sig, eller så vi omhandler det overfor nogen, som ikke har gavn af det.

⁹³ Hanc fuisse mentem meam palam perspiciet, qui meam Diatribam attente legerit. Quare etiam atque etiam te rogo, Luthere, quid ad hanc causam faciunt, tot tua convitia, tot calumniae, tot insultationes, tot vociferationes, tot exsecrationes, me optare in Litteris sacris Scepticorum licentiam, me nihil curare, utrum assequar an non assequar quod praescribit Scriptura aut Ecclesia, (e2) (L7) (L29) et mea verba nihil aliud sonare, quam apud me nihil referre quicquid a quolibet ubique credatur, modo pax mundi constet,

At det er dette, der har været min mening, kan enhver klart indse, som læser min Diatribe opmærksomt. Derfor spørger jeg dig igen og igen, Luther, hvad har alt det med denne sag at gøre, alle dine hånsord, insinuationer, fornærmelser, beskyldninger, udgydelser om, at jeg i den hellige skrift ønsker mig skeptikerens frihed, at jeg ikke bekymrer mig om, hvorvidt jeg forstår eller ikke forstår, hvad skriften eller kirken foreskriver (e1#11) (L1#15; L1#37), og om at mine ord ikke lyder anderledes, end at det ikke kommer mig ved, hvad hvem tror hvor, når blot verdens fred bibeholdes,

⁹⁴ liceatque ob periculum vitae, famae, rerum et favoris, illum imitari qui dixit: 'Ajunt, ajo: negant, nego', et habere Christiana dogmata nihilo meliora, quam Philosophorum opiniones, et ex verbis meis nihil aliud declarari, quam me in corde Lucianum aut alium quendam de grege Epicuri porcum alere, qui cum ipse nihil credat esse Deum, rideat occulte omnes qui credunt, et confitentur:

og at det er tilladt, hvis der er fare for liv, rygte, gods og gunst, at efterligne den, der siger: 'Hvis de siger ja, siger jeg også ja, hvis de siger nej, siger jeg også nej' (L1#43), og at jeg ikke regner de kristne dogmer for mere end filosofiske meninger, og at det af mine ord klart fremgår, at jeg i hjertet dyrker Lucian eller en anden fra Epikurs svinehjord, som, eftersom han ikke selv tror, der er en Gud til, i det skjulte latterliggør alle dem, der tror og bekender (L1#46):

⁹⁵ et ais alibi me tibi grandem inhalare crapulam Epicuri, nec aliud spirare quam Lucianum aqeon. Nec his tantis convitiis (264) contentus, etiam figuram rhetoricam adhibes: 'Scis', inquiens, 'quid hic premam'.  

og du siger andetsteds, at jeg i så høj grad har indåndet Epikurs rus, og ikke lugter af andet end Lucians ateisme (L1#77). Og fordi du ikke er tilfreds med alle disse beskyldninger, fremdrager du også en rhetorisk figur, idet du siger: 'Du ved, hvad jeg her holder for mig selv'. (L1#45)

⁹⁶ Hic tibi praesto sunt illae tuae hyperbolae, sine quibus nihil scribis. Sophistis, (sic enim vocas Theologos) ubique tribuis summam impietatem, et me facis tam impie scribentem, ut ab impiis fuerim dentibus dilacerandus, nisi tu eos tua pietate revocasses. 

Her viser sig dine bekendte overdrivelser, uden hvilke du intet skriver. Sofisterne (sådan kalder du jo teologerne) tillægger du overalt den største ufromhed, og mig gør du til en så ufrom skribent, at jeg ville være blevet sønderrevet af de ufrommes tænder, hvis ikke du med din fromhed havde holdt dem tilbage. (L1#80)

⁹⁷ Perinde quasi dicas, basiliscum nec ab aliis venenis tolerari. Deinde cum me toties facias Lucianum aqeon, qui dicam in corde meo: Non est Deus, cum me facias Epicuri de grege porcum, quasi credam aut nullum esse Deum, aut si quis est, ei non esse curae res mortalium, haec, inquam, cum impingas, quibus ne fingi quidem quicquam potest atrocius, tamen addis hyperbolam, me scire, quid hic premas.  

Nøjagtig på samme måde, som når du siger, at basilisken ikke bliver tålt af andre giftslanger. Dernæst, når du i det hele taget gør mig til en lukiansk ateist, der siger i sit hjerte: 'der er ingen Gud', når du gør mig til én fra Epikurs svinehjord, som om jeg tror, at der enten ingen Gud er, eller at han, hvis han er til, ikke bekymrer sig for de dødeliges anliggender, altså, når du tillægger mig ting, som man ikke kan forestille sig mere uhyrlige, føjer du dog denne overdrivelse til, at jeg nok véd, hvad du holder for dig selv. (L1#45)

⁹⁸ Hic erat locus in te debacchandi, si calami tui petulantiam imitari vellem. Nihil erat opus tam impudentibus commentis. 

Her var der lejlighed til at kæmpe mod dig, hvis jeg ville efterligne din pens frækhed. Men der er ikke brug for så frække indvendinger.

⁹⁹ Poteram ex aliorum sententiis aperire quod monstrum tu celes in corde, et quem spiritum tua scripta nobis inhalent. Etenim si tibi jus facis quidlibet in me jaculari vel ex tuorum veredariorum delationibus, vel ex fratrum litteris, vel ex animi tui divinatione, quanto justius ego possem idem ex Caesaris ac Pontificum diplomatibus, ex gravium (266) virorum libris in te proditis?

Jeg ville kunne, på grundlag af andres meninger, klargøre, hvilket monster du skjuler i dit hjerte, og hvilken ånd dine skrifter lugter af. For hvis du tager dig ret til at beskylde mig for alt muligt hvadenten det er fra dine kurerers afsløringer, eller fra brødrenes breve, eller fra dit sinds indgivelser, hvor meget mere retfærdigt ville jeg så ikke kunne gøre det samme ud fra kejserens og pavens breve, ud fra de bøger, der er skrevet imod dig af betydningsfulde mænd?

¹⁰⁰ Obtestor tuum istum spiritum, quem toties nobis jactas, Luthere, utrum haec ex animo scribis, an in odium mei confingis? Si me sentis esse talem qualem describis, falsissimam de me concepisti opinionem: sin ista, quod magis credo, confingis, facile divinas qualem ego de te concipiam opinionem.

Jeg besværger din ånd, Luther, som du så ofte praler af overfor os, om dette er skrevet i alvor eller du har opfundet det i had mod mig? Hvis du mener, at jeg er, som du beskriver mig, har du fået en helt forkert mening om mig: men hvis det er noget, du har opfundet, hvad jeg snarere tror, så kan du let forestille dig, hvilken mening jeg har om dig.

¹⁰¹ Sin haec ad te detulerunt fideles in Christo fratres, pessima fide mentiti sunt. An ideo mihi curae non sunt Ecclesiae dogmata, quia tuas damnatas assertiones tueri recuso?

Men hvis det er troende brødre i Kristus, der har fortalt dig det, så har de løjet i ond tro. Eller er det derfor, du tror, jeg ikke bekymrer mig om kirkens dogmer, at jeg viger tilbage for at tage hensyn til dine forkastede grundsætninger?

¹⁰² An hoc testantur tot meae Lucubrationes, me credere nihil esse Deum? Quorsum opus erat tantum laboris desudare, cum licuerit profanas tractare materias? Aut quis unquam audivit ex me vocem de Deo impiam? Verum scio te longe aliud sentire quam scribis, neque cuiquam obscurum erit quo spiritu afflatus haec tam odiose scripseris.

Mon det er på den måde, mine værker viser, at jeg ikke tror, der er nogen Gud? Hvorfor skulle jeg da bruge så meget arbejde, eftersom det var muligt at behandle verdslige materier? Eller hvem har nogensinde hørt et ufromt ord af mig om Gud? Men jeg véd, at du mener noget helt andet, end hvad du skriver, og det kan ikke være skjult for nogen, hvilken ånd du har været fyldt af, da du skrev disse hadefulde bemærkninger.

¹⁰³ Nec illa fucata facient, ut quisquam tibi credat: Metue Spiritum Dei, qui scrutatur renes et corda, nec fallitur compositis verbis. Hujusmodi si velim in te vicissim uti, quantam dicendi copiam mihi non ars rhetorica, sed ipsa res suppeditatura sit, et tu vides, opinor.

Heller ikke vil disse opsminkede ord bevirke, at der er nogen, der tror dig. Frygt Guds ånd, som ransager nyrer og hjerter, og ikke lader sig narre af kunstfærdige ord (L1#45) (Sl 7,10; Åb 2,23). Hvis jeg ville gå ligesådan til værks overfor dig, så tror jeg, du ville se, hvordan ordene ville blive givet mig, ikke fra den rhetoriske kunst, men fra sagen selv.

¹⁰⁴ Sed certum est tueri promissum, depellam intentatam calumniam, non recalumniabor. Quanquam haec calumnia tam impudens est, ut non egeat ullo patrocinio. Ergo ad rem.

Men det er sikkert, at jeg vil holde det, jeg har lovet: at afværge de fremsatte beskyldninger, men ikke beskylde dig til gengæld. Selv om denne beskyldning er så fræk, at den ikke fortjener nogen skånsel. Men nu til sagen.

¹⁰⁵ Si tibi usque adeo displicent Sceptici, si tantopere placent assertores, cur quod ab Orthodoxis omnibus assertum est, quod Ecclesiae clarissima voce praescriptum est, audes convellere? Utrum magis impium est, non disputare plusquam sat est de dogmatibus Christianis, an ea labefactare, (268) disjicere, conculcare, et his ornare vocabulis, quibus tu ornas?

Hvis du har så meget imod skeptikerne, hvis du går så meget ind for dem, der påstår noget (L1#21), hvorfor vover du så at nedbryde, hvad der er fastslået af alle de ortodokse, hvad kirken med klipklar røst har foreskrevet? Hvad er mest ufromt, ikke at disputere mere end passende om de kristne dogmer, eller at forkaste dem, ødelægge dem, nedtrampe dem og besmykke det med de ord, hvormed du besmykker det?

¹⁰⁶ Hic mihi rursus ingeres tuam figuram, quasi tu reverearis (inquis) Scripturas et Ecclesiam. Quid superest, nisi ut prophetiae spiritum tibi vindices, imo divinitatem quandam, ut pronunties quid quisque celet in corde?

Her vil du igen påføre mig din talemåde, som om du, som du siger, ærer skriften og kirken. Hvad mangler, andet end at du påstår, at du har profetiens gave, ja, har en slags guddommelig status, så du kan udtale dig om, hvad enhver skjuler i sit hjerte?

¹⁰⁷ Et tamen toties repetis, te nolle de amino meo judicare. Solus Deus dictus est kardiognwsthV. Excute tuum cor, et noli de alieno judicare. 

Og dog gentager du mange gange, at du ikke vil bedømme min sjæl. Alene Gud kaldes hjertekenderen. Så undersøg dit eget hjerte, og lad være med at dømme om andre.

¹⁰⁸ Vides hic, Luthere, quid merearis audire? Ego non revereor Scripturas Sacras, et tu revereris? Et hic scilicet erat locus scommati: 'Verum', inquis, 'tu de confitendo Christo, et dogmatibus ejus, hic nihil voles dixisse, Recte moneor. Et ego in gratiam tui, meo iuri et mori cedo, ac de animo tuo nolo iudicare, (h2) inque aliud tempus uel aliis id reseruo'.

Se her, hvad du fortjener at høre, Luther! Jeg skulle ikke ære den hellige skrift, men du ære den! Ja, her bliver der naturligvis plads til en stikpille: 'Men du vil ikke have det forstået sådan, at du her bekender dig til Kristus og til dogmerne, det husker jeg nu ret. Og jeg afholder mig for din skyld fra min ret og min skik, så jeg ikke vil dømme om din sjæl, det kan vel komme en anden gang måske ved andre.' (L1#28)

¹⁰⁹ Haec tua, Luthere, verba quid olent, quid spirant, quid sapiunt? Quid nisi spiritum sinceritatis Euangelicae? Obsecro te, si velles, potes tu judicare de animo meo, et si judicares, quid aliud quam impudentiam lucrifaceres?

Kære Luther, hvad dufter, hvad lugter, hvad smager disse ord af? Af hvad andet end af den evangeliske ægtheds ånd? Jamen, for pokker, hvis du vil, og hvis du dømmer, hvad vil du så få ud af det, andet end frækhed? 

¹¹⁰ Aut quod jus tuum vocas, quod in gratiam meam cedis? Num licentiam in quoslibet jaculandi quidlibet? Aut quem morem tuum mea causa relinquis? Nonne toto hoc libro morem antiquum obtines, nisi quod maledictis et calumnis teipsum superas?

Eller hvad er det, du kalder din ret, som du giver afkald på for min skyld? Mon det er friheden til at beskylde hvemsomhelst for hvadsomhelst? Eller hvad er det for en skik, du afholder sig fra for min skyld? Holder du dig ikke hele bogen igennem til din gamle skik, bortset fra, at du overgår dig selv i forbandelser og beskyldninger?

¹¹¹ Aut quod tempus, quos alios sycophantas mihi minitaris? Itane tu purgatus eris (270) Ecclesiae Catholicae, si mihi crimen impietatis impegeris? Istis artibus, opinor, Apostoli Mundum pellexerunt ad Euangelium.

Eller hvad er det for en tid, hvad er det for andre udskældere, du truer mig med? Tror du måske, du kan blive renset overfor den katolske kirke, hvis du hænger beskyldningen for ufromhed på mig? Med disse våben, tror jeg, har apostlene vundet verden for evangeliet. 

¹¹² Hoc volo te tuosque omnes scire, primum quod ad Scripturas attinet, fieri potest, ut in his enarrandis labar imprudens, quod, ut tu praedicas, passim accidit Hieronymo.

Men det vil jeg, at du og alle dine skal vide, først at hvad skriften angår, kan det ske, at jeg i min udlægning uden at ville det snubler, hvilket, som du hævder, ofte er sket for Hieronymus. (L6#44; L8#15; L9#6; L10#57)

¹¹³ Caeterum non alia in re plus colloco vel spei, vel solatii quam in divinis Litteris, ex quibus arbitror me tantum hausisse lucis, ut absque tuis contentiosis dogmatibus ex misericordia Domini sperem aeternam salutem.

Forøvrigt sætter jeg ikke mit håb eller min trøst til noget andet end den guddommelige skrift, ud af hvilken jeg tror, at jeg har skabt så meget lys, at jeg uden dine stridige dogmer håber ved Herrens barmhjertighed på den evige frelse.

¹¹⁴ Itaque Scripturarum non minor est apud me reverentia, quam apud eos qui illas adorant religiosissime. Deinde quod ad Ecclesiae reverentiam pertinet, fateor me semper optasse repurgari Ecclesiam, a quibusdam moribus, nec me per omnia assentiri omnibus dogmatibus Scholasticorum, caeterum Ecclesiae Catholicae decreta, praesertim ea quae generalibus Synodis prodita sunt, et Christiani populi consensu comprobata, tantum apud me ponderis habent, ut etiamsi meum ingeniolum humanis rationibus non assequatur quod praescribit, tamen velut oraculum a Deo profectum sim amplexurus, nec ulla Ecclesiae constitutio a me violabitur, nisi necessitas ipsa legem relaxet.

Derfor har jeg ikke mindre ærefrygt for skriften end de har det, som tilbeder den på det frommeste. Og hvad ærefrygt for kirken angår, tilstår jeg, at jeg altid har ønsket, at kirken blev renset for visse skikke, og at jeg ikke har kunnet være enig i alle skolastikernes dogmer, men at den katolske kirkes dekreter, især de, der er offentliggjort på de almindelige konciler, og accepteret af det kristne folk, i den grad har vægt for mig, at endskønt min svage ånd ikke af menneskelige grunde forstår, hvad kirken foreskriver, så vil jeg dog modtage det som et orakel, der er udgået fra Gud, og jeg vil ikke bryde nogen af kirkens forskrifter, medmindre nøden selv mildner loven. (L1#15)

¹¹⁵ Ac mihi vehementer displicerem, animoque discruciarer, si proceres Ecclesiae eam sententiam in me tulissent quam in te pronuntiarunt, qualem causam sis habiturus apud Deum, ipse videris. Hunc animum hactenus praestiti et praestabo.

Og jeg ville blive højst utilfreds med mig selv og pine mit hjerte med det, hvis kirkens spidser havde afsagt den samme dom over mig, som de har afsagt over dig; du vil selv få at se, hvad du skal stå til ansvar for overfor Gud. Dette sind har jeg hidtil vist og vil jeg vise fremover.

¹¹⁶ Tu divina ex tuo animo quaecunque voles, ac me terque quaterque Papisticum appella. Animo meo nihil (272) potes objicere, nisi quod cum omnibus bonis viris optavi correctionem Ecclesiae, si sine gravi rerum tumultu fieri posset.

Så kan du profetere, hvad du vil, og kalde mig papist både tre og fire gange. Mit sind kan du ikke bebrejde noget, andet end det, at jeg ligesom andre gode mænd ønsker, at kirken forbedrer sig, hvis det kan ske uden voldsom omvæltning af tingene.

¹¹⁷ Nec te pudet toties mihi objicere optatam Scepticorum licentiam, quasi quod per se falsum est, repetendo et asseverando fiat verum. In Litteris sacris, quoties sensus dilucidus est, nihil Scepticum esse volo: similiter nec in decretis Ecclesiae Catholicae.

Og du undser dig ikke for så ofte at bebrejde mig, at jeg ønsker skeptikernes frihed, som om det, der i sig selv er forkert, ved at blive gentaget og bekræftet kunne blive sandt. I den hellige skrift vil jeg ikke tillade nogen at være skeptiker, når blot meningen er klar: det vil jeg lige så lidt overfor kirkens dekreter.

¹¹⁸ Caeterum in aliis, de quibus assertores magna contentione diglatiantur, dico me facile discessurum in sententiam Scepticorum, (e2) hoc est, diu consideraturum, nec temere pronuntiaturum. 

Hvad det øvrige angår, som tilhængerne strides om med stor ihærdighed, siger jeg, at jeg gerne vil tilslutte mig skeptikernes mening, det vil sige, jeg vil overveje det længe og ikke tilfældigt tage stilling. (e1#11)

¹¹⁹ Non est igitur Scepticus, qui non curat scire quid verum, quid falsum, cum a considerando nomen habeant: (note 1) sed qui non facile definit, neque pro sua opinione digladiatur, verum quod alius sequitur ut certum, ille sequitur ut probabile.

En skeptiker er altså ikke én, der ikke bryder sig om at vide, hvad der er sandt og hvad der er falsk, eftersom han har navn efter overvejelsen (n119): nej, han er én, der ikke altfor hurtigt fastslår noget, og ikke kæmper for sin mening; men hvad andre antager for sikkert, det antager han kun for sandsynligt.

¹²⁰cVidere til hyp02!