Indhold: Se guwe01.

Tilbage til oversigten!
 
 

1         Zum sechs und zwanzigsten: Hier handeln nun die thörichten Menschen gefährlich, und sonderlich die eigenwerkischen Heiligen, und was etwas besonders seyn will; da lehren sie sich segnen; der bewahret sich mit Briefen, der läufet zu den Weissagern; einer suchet diess, der ander das, damit sie nur dem Unfall entlaufen, und sicher seyn.	For det seks og tyvende. Her handler nu de tåbelige mennesker farligt, og især de gerningshellige, og dem, der ellers vil være noget særligt; her lærer de at korse sig; én søger beskærmelse med himmelbreve; én løber til sandsigerne; én søger dit, én søger dat, for at de kan undgå ulykke og være sikre.
2   Es ist nicht zu erzählen, was teufelisch Gespenste in diesem Spiel regieret, mit Zaubern, Beschwören, Missglauben; das alles darum geschieht, dass sie nur Gottes Namen nicht dürfen, und ihm nichts vertrauen. Hier geschieht dem Namen Gottes und beiden ersten Geboten grosse Unehre, dass man das bei dem Teufel, Menschen, oder Creaturen suchet, dass allein bei Gott durch einen reinen, blossen Glauben, Zuversicht, und fröhliches Erwägen und Anrufen seines heiligen Namens sollte gesuchet und gefunden werden.	Man kan slet ikke opregne, hvordan den djævelske ånd hersker i dette spil, men fortroldelse, besværgelse, overtro; hvilket altsammen sker, fordi de ikke behøver Guds navn og ikke tiltror ham noget. Her sker der stor vanære mod Guds navn og mod de to første bud, når man søger det hos djævelen, hos mennesker eller hos skabningen, som alene skulle søges og findes hos Gud gennem en ren og ligefrem tro, tillid og gennem en glad tiltro og påkaldelse af hans hellige navn.
3        Nun greif du es selbst mit der Hand, ob das nicht eine grosse, tolle Verkehrung ist. Dem Teufel (E223) Menschen und Creaturen müssen sie glauben, und sich zu ihnen das beste versehen; und ohne solchen Glauben und Zuversehen hält und hilft nichts. Was soll doch der fromme, treue Gott entgelten, dass man ihm nicht auch so viel, oder mehr glaubet und trauet, denn dem Menschen und Teufel: so er doch nicht allein zusaget Hülfe und gewissen Beistand; sondern auch gebeut desselbigen zu versehen, und allerlei Ursache giebet und treibet zu solchem Glauben und Vertrauen in ihn zu setzen?	Nu kan du selv tage og føle på, om ikke dette er en stor, vanvittig fordrejelser. Djævelen, menneskene og skabningen må de tro og vente sig det bedste af; og intet kan holde eller hjælpe uden en sådan tro og tillid. Hvorfor skal dog den gode, trofaste Gud undgælde for, at man ikke tror og stoler lige så meget på ham som på et menneske og på djævelen, når han dog ikke ikke blot tilsiger hjælp og sikker bistand, men også påbyder at vente det af ham og giver alskens grund til, at man skal sætte sin tro og lid til ham, og driver dertil.
4  Ist das nicht kläglich und zu erbarmen, dass der Teufel oder Mensch, der nichts gebeut, auch nicht dringet, sondern allein zusaget und verspricht, über Gott gesetzet, da er zusaget, dringet und gebeut, und mehr von ihm, denn von Gott selber, gehalten wird? Wir sollten uns billig schämen, und von denen ein Exempel nehmen, die dem Teufel oder Menschen trauen.	Er det ikke sørgeligt og jammerligt, at djævelen eller mennesket, der ikke byder noget, heller ikke trænger på, men alene lover og tilsiger, bliver sat over Gud, når han tilsiger, trænger på og påbyder, så man regner mere med ham end med Gud selv? Vi skulle ærligt talt tage og skamme os, og tage dem som afskrækkende eksempler, som stoler på djævelen eller menneskene.
5  Denn so der Teufel, der doch ein böser, lügenhaftiger Geist ist, hält Glauben allen denen, die mit ihm sich verbinden: wie vielmehr, ja allein der allergütigste, wahrhaftigste Gott wird Glauben halten, so jemand ihm vertrauet? Ein reicher Mann trauet und verlässt sich auf sein Geld und Gut, und es hilft ihm: und wir wollen nicht trauen und uns verlassen auf den lebendigen Gott, dass er uns helfen wolle oder möge. Man spricht: Gut macht Muth; das ist wahr, wie Baruch 3,17. schreibet, das Gold sey ein Ding, da die Menschen sich auf verlassen; aber gar viel grösser ist der Muth, denn da macht das höchste, ewige Gut, auf welches sich nicht Menschen, sondern allein Gottes Kinder verlassen.	For når djævelen, der jo dog er en ond, løgnagtig ånd, er tro mod alle dem, der forbinder sig med ham, hvor meget mere vil så ikke den allerbedste, mest sanddru Gud være tro mod den, der stoler på ham? En rig mand stoler og forlader sig på sine penge og på sin ejendom og disse ting hjælper ham. Men vi vil ikke stole på og forlade os på den levende Gud, at han vil eller kan hjælpe os. Man siger: Ejendom giver frisk mod; det er sandt, som Baruck skriver (3,17), at guld er noget, som mennesker forlader sig på; men så meget større er det mod, som det højeste evige gode skaber, det, som ikke mennesker, men kun Guds børn forlader sig på.
6         Zum sieben und zwanzigsten: Wenn nun schon dieser Wiederwärtigkeit keine uns zwünge Gottes Namen anzurufen, und ihm zu vertrauen, so wäre doch wohl die Sünde allein übrig gnugsam, uns in diesem Werke zu üben und treiben. Denn die Sünde hat uns umleget mit dreierlei starkem, grossen Heere. Das erste ist unser eigen Fleisch; das andere die Welt; das dritte der böse Geist: durch welche wir ohn Unterlass getrieben und angefochten werden, damit uns Gott Ursache giebet, ohne Unterlass gute Werke zu thun, das ist, mit denselbigen Feinden und Sünden streiten. Das (E224) Fleisch suchet Lust und Ruhe; die Welt suchet Gut, Gunst, Gewalt und Ehre; der böse Geist suchet Hoffart, Ruhm und eigen Wohlgefallen, und anderer Leute Verachtung.	For det syv og tyvende: Selv om nu ingen sådan modgang tvang os til at anråbe Guds navn og stole på ham, så ville dog vel alene synden øve og drive os til denne gerning. For synden har omringet os med tre stærke, store hære. Den første er vort eget kød; den anden er verden; den tredie er den onde ånd. Gennem dem bliver vi uafladeligt drevet og anfægtet, for at Gud kan give os anledning til uafladeligt at gøre gode gerninger, det vil sige, at kæmpe med disse fjender og synder. Kødet søger lyst og ro; verden søger gods, gunst, magt og ære; den onde ånd søger højhed, ros, behag i sig selv, mens den foragter andre mennesker.
7           Und sind diese Stücke allesammt so mächtig, dass ein jegliches vor sich selbst gnugsam ist, einen Menschen zu bestreiten, und wir sie doch in keinem Wege nicht überwinden mögen, denn allein mit Anrufen des heiligen Gottes Namen, in einem festen Glauben, wie Salomon Sprüchw. 18,10. saget: "Der Name Gottes ist ein fester Thurm, der Glaubige fleucht dahin, und wird über alles erhaben." Also David Ps. 116,13: "Ich will den heilsamen Kelch trinken, und Gottes namen anrufen." Item Ps. 18,4: "Ich will mit Lob Gott anrufen, so werde ich von allen meinen Feinden behalten werden." Diese Werke, und die Kraft des göttlichen Namens ist uns unbekannt worden, darum, dass wir sein nicht gewohnet, noch nie mit Sünden ernstlich gestritten, und seines Namens nicht bedürft haben. Das macht, wir sind in unsern eigen erdachten Werken allein geübet, die wir durch unsere Kräfte haben thun mögen.	Og disse dele er allesammen så mægtige, at enhver af dem i sig selv er nok til at bekæmpe et menneske, og vi kan dog ikke overvinde dem på anden måde end alene ved at anråbe Guds hellige navn i en fast tro, som Salomon siger i Ordspr 18,10: "Guds navn er et fast tårn, den, der tror, flygter derhen og bliver ophøjet over alt". Ligeledes David i Sl 116,13: "Jeg vil drikke af helbredskalken og påkalde Herrens navn". Ligeledes Sl 18,4: "Jeg vil anråbe Gud med tak, så vil jeg beskærmes fra alle mine fjender". Disse gerninger og det guddommelige navns kraft er blevet ukendt for os, af den grund, at vi ikke har brugt det og heller aldrig kæmpet for alvor med synden og ikke haft brug for hans navn. Det bevirker, at vi alene er blevet opøvet i vore egne selvopfundne gerninger, som vi har kunnet udføre ved egen kraft.
8        Zum acht und zwanzigsten: Auch sind dieses Gebots Werke, dass wir nicht schwören, fluchen, lügen, trügen, zaubern sollen mit dem heiligen Namen Gottes, und andere Missbräuche treiben: das denn fast grobe Stücke sind, und jedermann wohl bekannt, welche Sünde man fast alleine in diesem Gebot geprediget und verkündiget hat. In welchen auch begriffen ist, dass wir auch wehren sollen andern, lügen, schwören, trügen, fluchen, zaubern, und andere Weise mit Gottes Namen sündigen.	For det otte og tyvende. Det hører også med til dette buds gerninger, at vi ikke må sværge, bande, lyve, bedrage, øve trolddom med Guds hellige navn eller foretage anden misbrug. Det er ganske grove ting og de er enhver vel bekendt, og det er næsten udelukkende disse synder, man har prædiket og forkyndt i dette bud. Deri er også indbefattet, at vi også skal forhindre andre i at lyve, sværge, bedrage, bande, øve trolddom og på anden måde synde med Guds navn.
9  Darinnen aber viel Ursachen gegeben werden, Gutes zu thun und Böses zu wehren; aber das grösste und allerschwerste Werk dieses Gebots ist, schützen den heiligen Namen Gottes wider alle, die sein missbrauchen geistlicher Weise, und ihn ausbreiten unter die alle. Denn das ist nicht gnug, dass ich für mich selbst, und in mir selbst, göttlichen Namen lobe und anrufe in Glück und Unglück; ich muss hervor treten, und um Gottes Ehre und Namens willen auf mich laden Feindschaft aller Menschen; wie Christus sprach (E225) zu seinen Jüngern Matth. 24,9: "Es werden euch feind seyn um meines Namens willen alle Menschen." Hie müssen wir Vater, Mutter und die besten Freunde erzürnen. Hie müssen wir wider die Obrigkeit geistlich und weltlich streben, und Ungehorsame gescholten werden. Hier müssen wir die Reichen, Gelehrten, Heiligen, und alles, was etwas ist in der Welt, wider uns erwecken.	Men derved bliver der givet rig anledning til at gøre godt og forhindre ondt; men den største og allervanskeligste gerning i dette bud er den at beskytte Guds hellige navn imod alle, som vil misbruge det på åndelig måde, og at udbrede det blandt alle. For det er ikke nok, at jeg for mig selv og i mig selv priser det guddommelige navn i lykke og ulykke; jeg må også træde frem og for Guds æres og navns skyld pådrage mig alle mennesker fjendskab; som Kristus sagde til sine disciple, Matt 24,9: "Alle mennesker vil være imod jer for mit navns skyld". Her må vi gøre far, mor og de bedste venner gale på os. Her må vi stræbe åndeligt og verdsligt imod øvrigheden og blive skældt ud for at være ulydige. Her må vi opvække de rige, de lærde, de hellige og alt, hvad der er noget i verden, imod os.
10        Und wiewohl das sonderlich schuldig sind zu thun, denen Gottes Wort zu predigen befohlen ist; so ist doch auch ein jeglicher Christ dazu verbunden, wo es die Zeit und Statt fordert. Denn wir müssen für den heiligen Namen Gottes setzen und dargeben alles, was wir haben und vermögen, und mit der That beweisen, dass wir Gott und seinen Namen, Ehre und Lob über alle Dinge lieben, und in ihn über alle Dinge trauen und Gutes versehen; damit zu bekennen, dass wir ihn für das höchste Gut achten, um welches willen wir alle andere Güter fahren lassen und zusetzen.	Og selv om det i særlig grad er dem, der har fået befaling om at prædike Guds ord, der er skyldige at handle sådan, så er dog enhver kristen forpligtet dertil, hvis tiden og stedet kræver det. For vi må sætte alt ind for Guds hellige navn og give alt, hvad vi har og formår, og i gerning bevise, at vi elsker Gud og hans navn, ære og pris over alle ting, og stoler på ham over alle ting, og venter os godt af ham, for dermed at bekende, at vi regner ham for det højeste gode, for hvis skyld vi lader alle andre goder fare og gå til grunde.
11            Zum neun und zwanzigsten: Hier müssen wir widerstreben, zum ersten, allem Unrecht, wo die Wahrheit oder Gerechtigkeit, Gewalt und Noth leidet, und müssen in demselben keinen Unterscheid der Personen haben; wie etliche thun, die gar fleissig und emsig fechten für das Unrecht, das den reichen, gewaltigen Freunden geschieht; aber wo es dem Armen oder Verachten, oder Feinden geschieht, sind sie wohl still und geduldig.	For det ni og tyvende. Her må vi for det første sætte os imod al uret, hvor sandhed og retfærdighed lider overmagt og nød, og vi må herunder ikke gøre forskel på personer; sådan som der er nogle, der gør, som kæmper flittigt og ivrigt imod den uret, der finder sted imod deres rige og mægtige venner; men når det sker overfor den fattige eller foragtede, så er de ganske stille og tålmodige.
12 Diese sehen den Namen und die Ehre Gottes nicht in ihm selbst an, sondern durch ein gemaltes Glas, und messen die Wahrheit oder Gerechtigkeit nach den Personen; und werden nicht gewahr ihres falschen Auges, das da mehr siehet auf die Personen, denn auf die Sache. Das sind Heuchler in der Haut, und führen nur einen Schein, die Wahrheit zu schützen; denn sie wohl wissen, dass es ohne Gefährlichkeit ist, wo man den reichen, gewaltigen, gelehrten Freunden beistehet, und kann derselbigen wieder geniessen, von ihnen beschützet und geehret werden.	Disse mennesker ser ikke på Guds navn og ære, som de er i sig selv, men ser dem gennem et farvet glas og måler sandheden og retfærdigheden ud fra personerne; og de bliver ikke klar over deres falske øje, som ser mere på personerne end på sagen. De er hyklere bag facaden og giver det kun udseende af at ville beskytte sandheden; for de véd godt, at det er ufarligt, når han hjælper de rige, mægtige og lærde venner, og de kan selv få noget ud af det, nemlig at blive beskyttet og æret af dem.
13        Dermassen ist gar leicht zu fechten wider das Unrecht, das Päpsten, Königen, Fürsten, Bischöfen und andern grossen Hansen widerfähret. Hier will ein (E226) jedermann der frömmste seyn, da es nicht so noth ist. O wie heimlich ist hier der falsche Adam mit seinem Gesuche, wie fein decket er seines Geniesses Geiz mit dem Namen der Wahrheit und Gerechtigkeit und Gottes Ehre. Wo aber einem armen und geringen Menschen etwas widerfähret, da findet das falsche Auge nicht viel Geniess, siehet aber wohl die Ungunst der Gewaltigen; darum lässt er den Armen wohl ungeholfen bleiben.	På den måde er det ganske let at kæmpe imod den uret, som overgår paver, konger, fyrster, biskopper og andre store pampere. Her vil enhver være den frommeste, her, hvor det ikke er så nødvendigt. Åh, hvor tilsløret er ikke her den falske Adam med sine lyster, hvor fint dækker han ikke sin nydelsessyge under navn af sandhed og retfærdighed og Guds ære. Men hvor der sker et fattigt og ringe menneske noget, dèr finder det falske øje ikke megen nydelse, men der godt de mægtiges ugunst; derfor lader han de fattige være uhjulpne.
14  Und wer möchte die Menschen dieses Lasters erzählen in der Christenheit? Also spricht Gott im 82. Ps. v. 2sqq: "Wie lange richtet ihr so unrecht, und sehet auf die Person des Ungerechten? Richtet dem Armen und Waisen seine Sache und dem Elenden und Dürftigen fördert sein Recht, und löset den Armen, und dem Verlassenen helft von der Gewalt des Ungerechten." Aber man thut's nicht; darum folget auch daselbst: "Sie wissen nichts, und verstehen auch nichts, wandeln im Finsterniss," das ist, die Wahrheit sehen sie nicht, sondern allein haften sie in dem Ansehen der Grossen, wie unrecht sie sind; erkennen auch die Armen nicht, wie gerecht sie sind.	Og hvem ville kunne opregne de mennesker, der i kristenheden var besat af denne last? Således siger Gud i Sl. 82,2ff: "Hvor længe dømmer I så uretfærdigt? Hvor længe holder I med den uretfærdige? Døm den fattiges og faderløses sag og kræv den elendiges og trængendes ret, og befri den fattige, og hjælp den forladte mod den uretfærdiges magt". Men man gør det ikke; derfor fortsættes der også sammesteds: "De véd ingenting og forstår heller intet, de vandrer i mørke", det vil sige, sandheden ser de ikke, de kerer sig kun om de stores anseelse, ligegyldigt hvor uretfærdige de er; de erkender heller ikke de fattige, ligegyldigt hvor retfærdige de er.
15        Zum dreissigsten: Siehe, da wären wohl viel guter Werke vorhanden. Denn das mehrere Theil der Gewaltigen, Reichen und Freunden thun unrecht, und treiben Gewalt wider die Armen, Geringen und Widerparten; und je grösser, je ärger. Und wo man nicht mit Gewalt wehren kann, und der Wahrheit helfen, dass man doch dasselbe bekenne, und mit Worten dazu thue, den Ungerechten nicht zufalle, ihnen nicht recht gebe, sondern die Wahrheit frei heraus sage.	For det tredivte: Se, her var der virkelig mange gode gerninger at gøre. For flertallet af de mægtige, rige og vennerne øver uret og begår vold mod de fattige, de ringe og modparten; jo større, des værre. Og hvis man ikke kan forsvare sig med magt, og hjælpe sandheden, så må man dog holder fast ved, hvad der er sandhed, og med sine ord gøre sit dertil, ikke holde med de uretfærdige eller give dem ret, men frit ud sige sandheden.
16       Was hilft's doch, so der Mensch allerlei gutes thäte, zu Rom und zu allen heiligen Städten liefe, allen Ablass erwürbe, alle Kirchen und Stifte bauete, so er hier schuldig erfunden würde in dem Namen und Ehre Gottes, dass er dasselbige geschwiegen und verlassen hätte, sein Gut, Ehre, Gunst und Freunde grösser geachtet, denn die Wahrheit, die Gottes Namen und Ehre selber ist? oder wer ist der, dem solche gute Werke nicht täglich vor seine Thüre, und in sein Haus kommen, dass ihm nicht noth wäre weit zu laufen, oder fragen nach guten Werken?	Hvad skulle det dog hjælpe, at mennesket ville gøre al muligt godt, løbe til Rom og til alle hellige byer, købe alskens aflad, bygge kirker og stiftelser, hvis han her ville blive fundet skyldig imod Guds navn og ære, at han havde tiet og forladt det, at han havde agtet sin ejendom, sin ære, gunst og venner for mere værd end sandheden, som er Guds navn og ære selv? Eller hvor er det menneske, som ikke dagligt ser sådanne gode gerninger udenfor sin dør, ser dem komme ind i hans hus, så det slet ikke ville blive nødvendigt at løbe langt eller at spørge efter gode gerninger?
17 Und wenn wir der (E227) Menschen Leben ansehen, wie es in diesem Stücke an allen Orten so gar geschwinde und leicht fähret, müssen wir mit dem Propheten rufen, Ps. 116,11: Omnis homo mendax: Alle Menschen sind falsch, lügen, und trügen. Denn die rechten hauptguten Werke lassen sie anstehen, schmücken und färben sich mit den geringsten, und wollen fromm seyn, mit stiller Ruhe gen Himmel fahren.	Og når vi betragter menneskelivet, ser, hvordan det på dette område overalt går hurtigt hen over det og træder varsomt, så må vi med profeten råbe, Sl 116,11: Ethvert menneske er en løgner, alle mennesker er falske, de lyver og bedraget. For de rette virkelig gode gerninger lader de være, i stedet smykker og farver de sig med de ringeste gode gerninger og vil alligevel være fromme, vil i uanfægtet ro fare mod himlen.
18        Sprichst du aber: Warum thut's Gott nicht alleine und selber, so er doch wohl kann, und weiss einem jeden zu helfen? Ja er kann's wohl; er will es aber nicht alleine thun. Er will, dass wir mit ihm wirken, und thut uns die Ehre, dass er mit uns und durch uns sein Werk will wirken. Und ob wir uns der Ehre nicht wollen gebrauchen, so wird er's doch allein ausrichten, den Armen helfen, und die ihm nicht haben wollen helfen, und die grosse Ehre seines Werks verschmähet, wird er sammt den Ungerechten verdammen, als die es mit dem Ungerechten gehalten haben; gleichwie er allein selig ist.	Men så spørger du: Hvorfor gør Gud det ikke alene, hvorfor gør han det ikke selv, når han dog kan det, og forstår at hjælpe enhver? Ja, han kan det nok; men han vil ikke gøre det alene. Han vil, at vi virker sammen med ham, og han gør os den ære, at han sammen med os og gennem os vil få sin gerning til at ske. Og selv om vi ikke vil gøre brug af denne ære, så vil han dog udrette det alene, hjælpe de fattige, og dem, der ikke vil have med ham at gøre og som forsmår den store ære ved hans gerning, dem vil han fordømme sammen med de uretfærdige, som mennesker, der her på jorden har holdt med de uretfærdige; ligesom han alene er salig,
19   Er will aber uns die Ehre thun, und nicht allein selig seyn, sondern uns mit ihm selig haben. Auch wo er's alleine thäte, so wären seine Gebote uns vergebens gesetzet, dieweil niemand Ursache hätte sich zu üben in den grossen Werken derselbigen Gebote, würde auch niemand versuchen, ob er Gott und seinen Namen für das höchste Gut achtet, und um seinetwillen alles zusetzet.	vil han gøre os den ære, at han ikke vil være salig alene, men vil, at vi skal være salige sammen med ham. Og hvis han ville gøre det alene, så ville hans bud være givet til os forgæves, eftersom ingen ville have anledning til at øve sig i disse buds store gerninger, og ingen ville forsøge, om han agtede Gud og hans navn for det højeste gode, så han for hans skyld satte alting til.
20         Zum ein und dreissigsten, desselbigen Werks ist auch, widerzustreben allen falschen, verführischen, irrigen, ketzerischen Lehren, allem Missbrauch geistlicher Gewalt. Das ist nun viel höher: denn dieselbigen fechten eben mit dem H. Gottes Namen wider Gottes Namen. Derohalben es einen grossen Schein hat, und gefährlich dünket ihnen widerzustehen, dieweil sie vorgeben, dass, wer ihnen widerstrebet, der widerstrebet Gott und allen seinen Heiligen, an derer Statt sie sitzen, und ihrer Gewalt brauchen;	For det én og tredivte: Med til denne gerning hører også det at modarbejde alle falske, forføreriske, vildfarende, kætterske læresætninger, alt misbrug af gejstlig magt. Dette ligger nu på et meget højere plan. For den slags mennesker kæmper netop med Guds hellige navn imod Guds navn. Derfor ser det ud af noget stort og synes at være farligt at sætte sig op imod, for de foregiver jo, at den, der sætter imod dem, sætter sig imod Gud og alle hans hellige, på hvis sæde de har taget plads og hvis magt de misbruger,
21  sprechen, dass Christus von ihnen gesaget habe Luc. 10, 16: "Wer euch höret, der höret mich, und wer euch verachtet, der verachtet mich." Auf welche Worte sie sich stark lehnen, frech und kühn werden, zu sagen, thun, lassen, was sie (E228) wollen; bannen, vermaledeien, rauben, tödten, und alle ihre Schalkheit, wie sie es nur lüstet und erdenken mögen, ohne alle Hinderniss zu treiben.	idet de siger, at det er om dem, at Kristus har sagt (Luk 10,16): "Den, der hører jer, hører mig, og den, der foragter jer, foragter mig". Disse ord støtter de sig stærkt til, de bliver frække og dristige, så de siger, gør og undlader, hvad de vil; de lyser i band, forbander, røver, slår ihjel og bedriver hele deres bedrag, som de har lyst til og som de kan udtænke det, uden nogen hindring.
22        Nun hat Christus nicht gemeinet, wir sollen sie hören in allem, was sie sagen und thun; sondern wenn sie sein Wort, das Evangelium, nicht ihr Wort; sein Werk und nicht ihr Werk uns vorhalten. Wie möchten wir sonst wissen, ob ihre Lügen und Sünden zu meiden wären? Es muss je eine Regel haben, wie ferne sie zu hören und ihnen zu folgen sey.	Nu har Kristus ikke ment, at vi skulle høre dem i alt det, de siger og gør; kun, når de taler hans ord, evangeliet, ikke når de taler deres eget ord, kun, når de foreholder os hans gerning, ikke deres gerning. Hvordan skulle vi ellers kunne vise, om deres løgne og deres synder var til at undgå? Der må jo være en regel for, hvor langt man skal høre dem og rette sig efter dem.
23 Welche Regel nicht von ihnen, sondern von Gott über sie gesetzt seyn muss, darnach wir uns zu richten wissen; wie wir hören werden im vierten Gebot. Nun muss es also seyn, dass auch im geistlichen Stande das mehrer Theil falsche Lehre predige und geistlicher Gewalt missbrauche, damit uns Ursach gegeben werde, dieses Gebotes Werke zu thun, und wir versucht werden, was wir gegen solchen Gotteslästern um Gottes Ehre willen thun und lassen wollen.	Og denne regel må være fastsat, ikke af dem, men af Gud over dem, og den skal vi vide at rette os efter; det skal vi høre om under det fjerde bud. Nu må det være sådan, at også i den gejstlige stand prædiker største delen falsk lære og misbruger den gejstlige magt, for at der kan gives os lejlighed til at øve dette buds gerninger, og for at vi kan prøves på, hvad vi vil gøre og undlade at gøre imod den slags gudsbespottere.
24        O wenn wir hier fromm wären, wie oft müssten die Officialbuben ihren päpstlichen und bischöflichen Bann vergebens fällen? Wie sollten die römischen Donnerschläge so matt werden? Wie oft müsste mancher das Maul halten, dem jetzt die Welt muss zuhören? Wie wenig würde man Prediger finden in der Christenheit? Aber es hat überhand genommen; was und wie sie es nur vorgeben, muss alles recht seyn.	O, hvis vi her ville være fromme, hvor ofte måtte så ikke officialerne, de slyngler, udsendes deres pavelige og biskoppelige bandbuller forgæves? Hvor skulle så ikke de romerske tordenslag blive matte? Hvor ofte måtte da ikke én, som verden nu må høre på, holde sin mund! Hvor få prædikanter ville man da ikke finde i kristenheden? Men det har taget overhånd; alt det skal være ret, som de bare på den ene eller den anden måde foregiver.
25 Hier ist niemand, der für Gottes Namen und Ehre streitet; und ich achte, dass nicht grösser noch gemeiner Sünde in den äusserlichen Werken geschehe, denn in diesem Stücke. Es ist hoch, das wenige verstehen, dazu mit Gottes Namen und Gewalt geschmücket, gefährlich anzugreifen. Aber die Propheten vorzeiten sind Meister darin gewesen, auch die Apostel, sonderlich St. Paulus, die sich's gar nicht liessen anfechten, ob's der oberste oder unterste gesaget, in Gottes oder seinem eigenen Namen gethan hätten.	Her er der ingen, der strider for Guds navn og ære; og jeg tror, at der ikke forekommer nogen større eller mere udbredt synd i de ydre gerninger end på dette område. Det ligger på et så højt plan, at kun få forstår det, dertil er det smykket med Guds navn og Guds magt, altså farligt at angribe. Men profeterne i gamle dage var mestre deri, også apostlene, især Skt. Paulus, lod sig slet ikke anfægte af, om noget var sagt af den højeste eller den laveste, om nogen havde gjort noget i Guds eller i sit eget navn.
26 Sie nahmen der Werke und Worte wahr, und hielten sie gegen Gottes Gebot, unangesehen, ob es der grosse Hans oder kleine Nickel gesaget, in Gottes oder Menschen Namen gethan hätte. Darum mussten sie auch sterben; davon zu unsern Zeiten viel (E229) mehr zu sagen wäre, denn es jetzt viel ärger ist. Aber Christus und St. Petrus und Paulus müssen das alles mit ihren heiligen Namen decken, dass kein schändlicher Schanddeckel auf Erden kommen ist, denn eben der allerheiligste, hochgebenedeite Name Jesu Christi.	De fremdrog gerningerne og ordene og holdt dem op imod Guds bud, uanset om det var den store Hans eller den lille Nikolai, der havde sagt det, om det var gjort i Guds eller i menneskers navn. Derfor måtte de også dø; derom kunne der i vore dage siges meget mere, for nu står det meget værre til. Men Kristus og Skt. Peter og Paulus må dække over det altsammen med deres hellige navne, så der ikke er forekommet noget mere skændigt påskud på jorden end netop det allerhelligste, højtvelsignede navn, Jesus Kristus.
27        Es möchte einem vor dem Leben grauen, allein des Missbrauchs und Lästerung halben des heiligen Namens Gottes, unter welchem wir, (so er länger währen soll) wie ich besorge, den Teufel werden öffentlich für einen Gott anbeten. So gar überschwenglich grob gehet die geistliche Gewalt und die Gelehrten mit den Sachen um. Es ist hohe Zeit, dass wir Gott mit Ernst bitten, dass er seinen Namen wollte heiligen. Es wird aber Blut kosten, und die in die heiligen Märtyrer Gut sitzen, und mit ihrem Blut gewonnen sind, müssen wiederum selbst Märtyrer machen. Davon ein andermal mehr.	Man kunne grue for menneskelivet alene på grund af misbrugen og bespottelsen af Guds hellige navn, hvorved jeg er bange for, at vi, hvis det skal vare længere, kommer til offentligt at tilbede djævelen som en Gud. Så helt ovenud groft omgås den gejstlige magt og de lærde med tingene. Det er på høje tid, at vi alvorligt beder Gud om, at han vil hellige sit navn. Men det vil koste blod, og de, som har sat sig på de hellige martyrers plads og som er vundet ved deres blod, kommer til omvendt selv at skabe martyrer. Derom mere en anden gang.
28     Vom dritten Gebot.           Zum ersten: Nun haben wir gesehen, wie viel guter Werke im andern Gebot sind, welche doch an ihnen selbst nicht gut sind, sie gehen denn im Glauben und göttlicher Huld, Zuversicht; und wie viel wir zu thun haben, so wir dieses Gebots allein wahrnehmen, und leider, viel mit andern Werken umgehen, die dieses gar keinen Verstand haben. Nun folget das dritte Gebot: Du sollst den Feiertag heiligen. In dem ersten ist geboten, wie sich unser Herz gegen Gott halten soll mit Gedanken. Im andern, wie sich der Mund mit Worten. In diesem dritten wird geboten, wie wir uns gegen Gott sollen halten in den Werken.	Om det tredie bud.         For det første: Nu har vi set, hvor mange gode gerninger der findes i det andet bud, gerninger, som dog ikke er gode i sig selv, de skal øves i tro og i guddommelig gunst og tillid; og hvor meget vi har at gøre, hvis vi vil tage vare på blot dette bud, og hvordan vi desværre gør meget med andre gerninger, som slet ikke har nogen forbindelse med det. Nu følger det tredie bud: Du skal holde hviledagen hellig. I det første bud er det påbudt, hvordan vort hjerte skal forholde sig overfor Gud med tankerne. I det andet, hvordan munden skal forholde sig til ham med ord. I dette bud, det tredie bud, påbydes det os, hvordan vi skal forholde os overfor Gud i gerningerne.
29        Und das ist die erste und rechte Tafel Mosis, in welcher diese drei Gebote beschrieben sind, und den Menschen regieren auf der rechten Seiten, das ist, in denen Dingen, die Gott anlangen, und in welchen Gott mit ihm, und er mit Gott zu thun hat, ohne Mittel irgend einer Creatur.	Og det er Moses' første og højre tavle, hvorpå disse tre bud står skrevet, og de skal styre mennesket på den højre side, det vil sige, i de ting, der har med Gud at gøre, hvor Gud har med ham, og han med Gud at gøre, uden mellemkomst af nogen skabning.
30        Die ersten Werke dieses Gebots sind grob und sinnlich, die wir gemeiniglich heissen Gottesdienst; als da sind, Mess hören, beten, Predigt hören an den heiligen Tagen. Nach der Meinung sind gar wenig (E230) Werke in diesem Gebot; dazu, wo sie nicht in Gottes Hulden, Zuversicht und Glauben gehen, sind sie nichts; wie droben gesaget is.	De første gerninger i dette bud er grove og sanselige, dem kalder vi almindeligvis gudstjeneste; som f. eks. at høre messe, at bede, at høre prædiken på helligdagene. I den forstand er der meget få gerninger i dette bud; tilmed er de intet værd, hvis de ikke udøves i Guds gunst, i tillid og tro til Gud; som ovenfor sagt.

31 Derohalben es auch wohl gut wäre, dass wenig heiliger Tage wären; sintemal ihre Werke zu unsern Zeiten das mehrere Theil ärger sind denn der Werkeltage, mit müssig gehen, fressen und saufen, spielen und andern bösen Thaten. Ueber das die Mess und Predigt ohne alle Besserung gehöret werden, das Gebet ohne Glauben gesprochen.	Derfor ville det vel også være godt, at der var færre helligdage, fordi folks gerninger i vore dage for størstedelens vedkommende er værre end på hverdagene, de laver ingenting, æder og drikke, spiller og gør andre onde gerninger. Desuden høres messen og prædikenen uden nogen opbyggelse, bønnen fremsiges uden tro.
32 Es gehet fast also zu, dass man meinet, es sey gnug geschehen, wenn wir die Mess mit den Augen gesehen, die Predigt mit den Ohren gehöret, das Gebet mit dem Munde gesprochen haben, und gehen so äusserlich obenhin, denken nicht, dass wir etwas aus der Messe ins Herz empfahen, etwas aus der Predigt lernen und behalten, etwas mit dem Gebet suchen, begehren und gewarten. Wiewohl hier die grösste Schuld ist der Bischöfe und Priester, oder derer, denen die Predigt befohlen ist, dass sie das Evangelium nicht predigen, und die Leute nicht lehren, wie sie Mess sehen, Predigt hören, und beten sollen. Darum wollen wir dieselbigen drei Werke kürzlich auslegen.	Det går næsten sådan til, at man mener, der er gjort nok, når man ser messen med øjnene, hører prædikenen med ørerne, udsiger bønnen med munden, og så foregår det så ydre og overfladisk, at man ikke tænker på, at vi skulle modtage noget fra messen i hjertet, at vi skulle lære og huske noget fra prædikenen, at vi skulle søge, begære og forvente noget med bønnen. Ganske vist falder her den største skyld på biskopperne og præsterne eller på dem, der skal holde prædikenen, at de ikke prædiker evangeliet og ikke lærer menneskene, hvordan de skal overvære messe, høre prædiken og bede. Derfor vil vi kort forklare disse tre gerninger.
33         Zum andern, in der Mess ist noth, dass wir auch mit dem Herzen dabei seyn. Dann sind wir aber dabei, wenn wir den Glauben im Herzen üben. Hie müssen wir die Worte Christi erzählen, da er die Mess eingesetzt und spricht Matth. 26, 26. 27. 28. Luc. 22, 19. 20: "Nehmet hin und esset, das ist mein Leichnam, der für euch gegeben wird. Desselben gleichen über den Kelch: Nehmet hin und trinket alles daraus; das ist ein neues, ewiges Testament in meinem Blut, das für euch und für viel vergossen wird, zu Vergebung der Sünden. Das sollt ihr thun, so oft ihr's thut, zu meinem Gedächtniss."	For det andet. I messen er det nødvendigt, at vi også er tilstede med hjertet. Men da er vi tilstede, når vi øver troen i hjertet. Her må vi anføre Kristi ord, da han indstiftede messen; da sagde han (Matt 26,26-28; Luk 22,19f): "Tag dette og spis det, det er mit legeme, der gives for jer. Ligeledes sagde han over kalken: Tag dette og drik alle deraf; det er et nyt, evigt testamente i mit blod, der udgydes for jer og for mange, til syndernes forladelse. Det skal I gøre, så ofte som I gør det, til min ihukommelse".
34 In diesen Worten hat Christus ihm ein Begängniss oder Jahrtag gemachet, täglich ihm nach zu halten in aller Christenheit; und hat ein herrlich, reich, gross Testament dazu gemachet, darinnen bescheiden und verordnet, nicht Zins, Geld oder zeitlich Gut, sondern Vergebung aller Sünden, Gnade und Barmherzigkeit zum ewigen Leben; dass alle, die zu diesem Begängniss kommen, sollen haben dasselbige Testament. (E231) Und ist darauf gestorben; damit solch Testament beständig und unwiderruflich worden ist. Dess zum Zeichen und Urkund, an Statt Briefes und Siegel, hat er seinen eigenen Leichnam und Blut hie gelassen, unter dem Brod und Wein.	Med disse ord har Kristus indstiftet sig en mindefest eller mindedag, som dagligt skal fejres for ham i hele kristenheden; og han har knyttet et herligt, rigt, stort testamente dertil, hvori der tildeles og forordnes, ikke rente, penge eller timeligt gods, men tilgivelse af alle synder, nåde og barmhjertig til evigt liv, så at alle de, der kommer til denne mindefest, skal have dette testamente. Og det er han død på, hvorved dette testamente er blevet bestandigt og uigenkaldeligt. Og til tegn og bekræftelse på det har han i stedet for brev og segl her efterladt os sit eget legeme og blod, under brødet og vinen.
35        Hier ist nun noth, dass der Mensch das erste Werk dieses Gebots recht wohl übe, dass er nur nicht daran zweifele, es sey also, und lasse ihm das Testament gewiss seyn, auf dass er nicht Christum zu einem Lügner mache. Denn was ist's anders, so du bei der Messe stehest, und nicht gedenkest oder glaubest, dass dir allda Christus durch sein Testament bescheiden und gegeben habe Vergebung aller Sünden, denn als sprächest du: Ich weiss nicht oder glaube es nicht, dass wahr sey, dass mir meiner Sünden Vergebung hier beschieden und gegeben ist?	Her er det nu nødvendigt, at mennesket øver dette buds første gerning ganske grundigt, så han ikke tvivler på, at det forholder sig sådan, og lader testamentet være sikkert i hans øjne, så han ikke gør Kristus til en løgner. For hvis du står ved messen og ikke tænker eller tro på, at Kristus dèr gennem sit testamente har beskåret og givet dig forladelse for alle dine synder, hvad er det så andet end om du sagde: Jeg véd det ikke eller tror ikke, at det er sandt, at der her tildeles og gives mig forladelse for mine synder?
36 O wie viel sind jetzt Messen in der Welt? wie wenig aber, die sie mit solchem Glauben und Brauch hören? Dadurch Gott gar schwerlich erzürnet wird. Derohalben soll und kann auch niemand fruchtbarlich bei der Messe seyn, er sey denn in Betrübniss und Begierden göttlicher Gnaden, und seiner Sünden gerne los wäre; oder, so er je in bösem Vorsatz ist, dass er doch unter der Mess sich wandele, und Verlangen gewinne dieses Testaments. Darum liess man vorzeiten keinen öffentlichen Sünder bei der Messe seyn.	O hvor mange messer er der ikke nuomstunder i verden? Men hvor få hører dem med den tro og gør brug af dem på den måde? Derover bliver Gud ganske alvorligt vred. Derfor skal og kan ingen deltage i messen på frugtbar måde, hvis han ikke er bedrøvet og begærer den guddommelige nåde og gerne vil befries fra sine synder; eller hvis han er der med et ondt forsæt, at han dog under messen ændrer sig og vinder det at kunne længes efter dette testamente. Derfor lod man i gamle dage ingen offentlig synder være med ved messen.
37        Wenn nun dieser Glaube recht gehet, so muss das Herz von dem Testamente fröhlich werden, und in Gottes Liebe erwarmen und zerschmelzen. Da folget denn Lob und Dank mit süssem Herzen. Davon heisst die Mess auf Griechisch Eucharistia, das ist, Danksagung, dass wir Gott loben und danken für solch tröstlich, reich, selig Testament; gleichwie der danket, lobet und fröhlich ist, dem ein guter Freund tausend oder mehr Gülden beschieden hat.	Når nu denne tro ret vokser frem, så må hjertet blive glad ved testamentet, varme sig og smelte i Guds kærlighed. Derpå følger da lov og tak med et sødt hjerte. Derfor kaldes messen på græsk eukaristia, det vil sige taksigelse, for vi lover og takker Gud for et sådant trøsterigt, rigt og saligt testamente; ganske som det menneske takker, priser og er glad, som får tusind gylden eller mere af en god ven.
38 Wiewohl es Christo vielmal gehet, gleichwie denen, die mit ihrem Testament etliche reich machen, die ihr nimmer gedenken, noch Lob, noch Dank sagen: also gehen jetzt unsere Messen, dass sie nur gehalten werden, wissen nicht, wozu oder warum sie dienen: darum wir auch weder danken noch lieben, noch loben, bleiben dürre und hart dabei, lassen's bei unserm Gebetlein bleiben. Davon ein andermal mehr. (E232)	Dog går det ofte Kristus ligesom dem, der med deres testamente gør nogle rige, de tænker aldrig på dem, priser eller takker ikke; sådan går det nu med vore messer: de afholdes kun, de véd ikke, hvad de gør godt for. Derfor går det også sådan, at vi hverken takker eller elsker eller priser, men forbliver tørre og hårde ved messen, lader det blive ved vore stakkels bønner. Derom mere en anden gang.
39        Zum dritten, sollte nun die Predigt nicht anders seyn, denn die Verkündigung dieses Testaments. Aber wer kann's hören, wenn's niemand prediget? Röm. 10, v. 4. und 15. Nun wissen's die selbst nicht, die es predigen sollen. Darum, so gehen die Predigten spazieren in andere untüchtige Fabeln, und wird also Christus vergessen: geschiehet uns gleich wie dem in 2. Kön. 7, v. 19. 20. dass wir unser Gut sehen und nicht geniessen. Davon auch Pred. 6,2. saget: "Das ist ein gross Uebel, wo Gott einem Reichthum giebet, und lässet ihn desselbigen nimmer geniessen."	For det tredie. Nu skulle prædikenen ikke være andet end forkyndelsen af dette testamente. Men hvem kan høre, når ingen prædiker (Rom 10,4 og 15). Nu véd selv de, der skal prædike det, det ikke. Derfor går prædikerne på udflugt i andre, uduelige fabler og Kristus bliver således glemt. Der sker det samme for os, som der skete med manden i 2 Kong 7,19f, at vi ser vort gode, men ikke kommer til at nyde det. Derom siger også Præd 6,2: "Det er et stort onde, hvis Gud giver én rigdom, og aldrig lader ham nyde den".
40 Also sehen wir der Messen unzählig viel, und wissen nicht, ob es ein Testament, diess oder das sey, gerade als wäre es sonst ein gemein, gut Werk für sich selbst. O Gott, wie sind wir so gar verblendet! Wo aber solches recht wird geprediget, da ist noth, dass man dasselbe mit Fleiss höre, fasse, behalte, oft daran gedenke, und also den Glauben stärke wider alle Anfechtung der Sünde, sie seyn vergangen, gegenwärtig oder zukünftig.	Således overværer vi utallige messer, men vi véd ikke, om det er et testamente eller hvad det er, ganske som var det en almindelig, god gerning i sig selv. O Gud, hvor er vi dog helt forblændede! Men hvor dette bliver prædiket ret, dèr er det nødvendigt, at man hører det flittigt, fatter det, tager det til sig, ofte tænker derpå og således styrker troen mod alle syndens anfægtelser, hvad enten det er fortidens, nutidens eller fremtidens.
41         Siehe, das ist die einige Cermonie oder Uebung, die Christus eingesetzet hat, darinnen sich seine Christen sammlen, üben und einträchtiglich halten sollen, welche er doch nicht, wie andere Cermonien, hat lassen ein bloss Werk seyn, sondern einen reichen, überschwenglichen Schatz darein geleget, allen denen zu reichen und zu eignen, die daran glauben.	Se, det er den eneste ceremoni eller øvelse, som Kristus har indstiftet, hvorved hans kristne skal forsamle sig, øve sig og i enighed holde fast ved. Men denne har han dog ikke som andre ceremonier ladet være en ren og skær gerning, men en rig, overordentlig skat er lagt ned deri, som skal rækkes alle dem, der tror derpå, så de tilegner sig den.
42        Diese Predigt soll dazu reizen, den Sündern ihre Sünde leid zu machen, und des Schatzes Begierde anzünden. Darum muss es eine schwere Sünde seyn, die das Evangelium nicht hören, und solchen Schatz und reiches Mahl, dazu sie geladen werden, verachten, Matth. 22,5. Luc. 14, 18. Viel grösser aber Sünde, nicht predigen das Evangelium, und so viel Volks, die das gerne höreten, verderben lassen; so doch Christus so strenge geboten hat, das Evangelium und diess Testament zu predigen, dass er auch die Mess nicht will gehalten haben, es sey denn, dass das Evangelium geprediget werde, wie er saget: Als oft ihr das thut, so gedenket mein dabei, das ist, wie St. Paulus 1. Cor. 11, v. 24. 25. saget: "Ihr sollt predigen von seinem Tode."	Denne prædiken skal opægge til, at synderne bliver lede ved deres synd og tilskyndes til at begære skatten. Derfor må det være en tung synd, hvis man ikke hører evangeliet og foragter en sådan skat og et sådant rigt måltid, som man indbydes til, Matt. 22,5. Luk 14,18. Men det er en meget større synd, hvis man ikke prædiker evangeliet og lader så mange mennesker, der gerne ville høre det, gå fortabt. Når dog Kristus strengt har påbudt os at prædike evangeliet og dette testamente, så han slet ikke vil have, at der holdes messe uden at evangeliet prædikes, sådan som han siger: Så ofte I gør det, så gør det til min ihukommelse, det betyder, som Skt. Paulus siger 1 Kor 11,24f: "I skal prædike om hans død". (1kor#11,24)
43 Derohalben es erschrecklich und greulich ist zu unsern Zeiten, (E233) Bischof, Pfarrher und Prediger seyn. Denn niemand kennt mehr diess Testament, schweige, dass sie es predigen sollten, welches doch ist ihre höchste und einige Pflicht und Schuld. Wie schwerlich werden sie Rechenschaft geben für so viel Seelen, die solches Predigens Gebrechen halben verderben müssen?	Derfor er det også skrækkeligt og grueligt at være biskop, præst eller prædikant i vore dage. For ingen kender mere, endsige forkynder mere dette testamente, skønt det dog er deres højeste og eneste pligt og ansvar. Hvor vanskeligt vil det ikke være for dem at aflægge regnskab for så mange sjæle, som har måttet gå fortabt på grund af den sådan mangel ved prædikenen?
44        Zum vierten, soll man beten, nicht wie Gewohnheit ist, viel Blätter oder Körnlein zählen; sondern etliche anliegende Noth vornehmen, dieselbigen mit ganzem Ernst begehren, und darinnen den Glauben und Zuversicht zu Gott also üben, dass wir nicht daran zweifeln, wir werden erhöret. Also lehret St. Bernhard seine Brüder, und saget: Lieben Brüder, ihr sollet euer Gebet je nicht verachten, als sey es umsonst: denn ich sage euch fürwahr, dass, ehe ihr die Worte vorbringet, so ist das Gebet schon angeschrieben im Himmel, und sollet dereins euch gewiss versehen zu Gott, dass euer Gebet wird erfüllet werden; oder so es nicht erfüllet werde, dass euch nicht gut und nütz gewesen wäre zu erfüllen.	For det fjerde. Man skal bede, ikke som det er sædvane, ved at vende mange blade i bønnebogen eller tælle perler på rosenkransen, men man skal fremføre én eller anden nød, man er i, og ønske den med fuld alvor, og deri øve sin tro og tillid til Gud på den måde, at vi ikke tvivler på, at vi bliver hørt. Sådan lærer Skt. Bernhard sine brødre og siger: Kære brødre, I skal ikke foragte jeres bøn, som var den til ingen nytte. For jeg siger jer, hvad sandt er, at før I har sagt ordene, er bønnen allerede opskrevet i himlen, og I skal sikkert forvente af Gud den ene ting, at jeres bøn vil blive opfyldt; og hvis den ikke bliver opfyldt, [så skal I vide], at det ikke ville være til gode og gavn for jer, hvis den blev opfyldt.
45       Also ist das Gebet eine sonderliche Uebung des Glaubens, der da gewisslich das Gebet so angenehm machet, dass es entweder gewisslich erfüllet wird, oder ein Bessers, denn wir bitten, dafür gegeben wird. Also spricht St. Jacob 1,6: "Wer da Gott bittet, der soll nicht zweifeln im Glauben. Denn so er zweifelt, so nehme ihm derselbige Mensch nicht vor, dass er etwas verlange von Gott." Das ist je ein klarer Spruch, der stracks zu und ab saget: Wer nicht trauet, der erlanget nichts, noch das, das er bittet, noch ein Bessers.	Således er bønnen en særlig øvelse for troen, og det gør sikker bønnen så velbehagelig [for Gud], at den enten med sikkerhed bliver opfyldt, eller der i stedet gives os noget, der er bedre end det, vi beder om. Sådan siger Skt. Jakob 1,6 .7.: "Den, der beder til Gud, han skal ikke tvivl i sin tro. ... For hvis han tvivler, så skal det menneske ikke bilde sig ind, at han opnår noget af Gud". Det er jo klar tale, der ligeud giver tilsagn og afslag og siger: den, der ikke tror, han får intet, hverken det, han beder om, eller noget, der er bedre.
46        Solchen Glauben auch zu erwecken, hat Christus Marci 11,24. selbst gesaget: "Ich sage euch, alles, das ihr bittet, glaubet nur, dass ihr es empfahen werdet, so geschieht es gewiss." Und Luc. 11,9. 13: "Bittet, so wird euch gegeben, suchet, so werdet ihr finden, klopfet an, so wird euch aufgethan. Denn wer da bittet, der empfähet, wer da suchet, der findet, wer da anklopfet, dem wird aufgethan. Welcher Vater unter euch giebet seinem Sohn einen Stein, so er ihn bittet ums Brod? oder eine Schlange, so er bittet um einen Fisch? oder einen Scorpion, so er (E234) bittet um ein Ei? So ihr aber wisset, wie ihr euren Kindern sollt gute Gaben geben, und ihr selbst nicht gut seyd von Natur; wie viel mehr wird euer himmlischer Vater geben einen guten Geist allen, die ihn bitten."	Det er også for at opvække denne tro, at Kristus selv i Mark 11,24 har sagt: "Jeg siger jer, alt, hvad I beder om, tro kun, at I vil få det, så sker det med sikkerhed". Og i Luk 11,9-13 siger han: "Bed, skal skal I få, søg, så skal I finde, bank, så bliver der lukket op for jer. For den, der beder, han får, den, der søger, han finder, den, der banker på, for ham vil der blive lukket op. Hvilken far blandt jer vil give sin søn en sten, når han beder ham om brød, eller en slange, når han beder om en fisk, eller en skorpion, når han beder om et æg? Når da I, der ikke er gode af naturen, véd, hvordan I skal give jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil så ikke jeres himmelske far give alle dem, der beder ham, en god ånd!"
47         Zum fünften: Wer ist so hart und steinern, den solche mächtige Worte nicht sollen bewegen, mit aller Zuversicht, fröhlich und gerne zu beten? Aber wie viel Gebete müsste man auch reformiren, wo man diesen Worten nach recht beten sollte? Es sind jetzt wohl alle Kirchen und Klöster voll Beten's und Singen's; wie gehet es aber zu, dass wenig Besserung und Nutz davon kommt, und täglich ärger wird? Es ist keine andere Ursach, denn die St. Jacobus anzeiget, und saget c. 4,3: "Ihr bittet viel, und euch wird nichts, darum, dass ihr nicht recht bittet."	For det femte: Hvem er så stenhård, at sådanne mægtige ord ikke skulle bevæge ham til at bede med al tillid, glad og gerne? Men hvor mange bønner ville man ikke skulle reformere, hvis han skulle bede ret efter disse ord? Alle kirker og klostre er jo nuomstunder fulde af bønner og sange, hvordan går det så til, at der kommer så lidt opbyggelse og nytte ud af det, og det dagligt bliver værre? Der er ingen anden årsag til det, end den Skt. Jakob henviser til, når han Jak 4,3 siger: "I beder meget, og I får ikke noget, af den grund, at I ikke beder ret".
48 Denn wo dieser Glaube und Zuversicht im Gebet nicht ist, da ist das Gebet todt und nichts mehr, denn eine schwere Mühe und Arbeit, für welche, so etwas gegeben wird, ist's doch nichts anders, denn zeitlicher Nutz, ohn alle Güter und Hülfe der Seelen, ja zu grossem Schaden und Verblendung der Seelen, darinnen sie hingehen, und plappern viel mit dem Munde, ungeacht, ob sie es erlangen, oder begehren, oder trauen, und bleiben in solchem Unglauben verstocket, als in der ärgesten Gewohnheit, wider die Uebung des Glaubens, und Natur des Gebets.	For hvor denne tro og tillid ikke er tilstede i bønnen, dèr er bønnen død og er ikke andet end besværlig møje og arbejde, og for dem, som får noget ud af den, er det dog ikke andet end timelig nytte uden nogen goder og hjælp for sjælene, ja det er til stor skade og forblindelse for sjælene, når de går omkring og plaprer meget med munden lige meget, om de får det eller begærer det, eller tror, og de forbliver forstokket i denne vantro, som i den værste vane, i modsætning til at blive opbygget i troen, og i modsætning til det, der er bønnens natur.
49        Daraus folget, dass ein rechter Beter nimmer daran zweifelt, sein Gebet sey gewisslich angenehm und erhöret, ob gleich auch nicht eben dasselbige ihm gegeben wird, das er bittet. Denn man soll Gott die Noth vorlegen im Gebet; doch nicht ihm eine Maass, Weise, Ziel oder Statt setzen; sondern ob er es besser oder anders wolle geben, denn wir gedenken, ihm heim geben: denn wir oft nicht wissen, was wir bitten, wie St. Paulus Röm. 8,26. und Gott höher wirket und giebet, denn wir begreifen, als er Ephes. 3,20. saget. Dass also kein Zweifel sey, des Gebets halben, es sey angenehm und erhöret, und doch Gott die Zeit, Statt, Maass und Ziel frei lasse, er werde es wohl machen, wie es seyn soll. (E235)	Deraf følger, at én, der beder ret, aldrig tvivler på, at hans bøn visselig er gudvelbehagelig og bliver hørt, også selv om det ikke lige er det, han beder om, der bliver ham givet. For man skal lægge sin nød frem for Gud i bønnen; dog skal man ikke sætte mål, måde, grænse eller sted op for ham; men man skal lade ham om det, hvis han vil give det bedre eller anderledes, end vi forestiller os det. For ofte véd vi ikke, hvad vi beder om, som Skt. Paulus i Rom 8,26, og Gud virker og giver mere, end vi begriber, som han siger Ef 3,20. Der kan altså ikke være tvivl om, at hvad bønnen angår er den gudvelbehagelig og bliver hørt, og dog må man lade det være op til Gud med tiden, stedet, mål og grænse; han skal nok finde ud af det, som det skal være.
50         Das sind die rechten Anbeter, "die in dem Geiste und der Wahrheit anbeten," Joh. 4,23. Denn welche nicht glauben, dass sie erhöret werden, die sündigen auf die linke Seiten wider diess Gebot, und treten sehr davon mit dem Unglauben. Welche aber ihm ein Ziel setzen, die sündigen auf die rechte Seiten, und treten zu nahe hinzu mit Gottes Versuchung. So hat er es beides verboten, dass man nicht weiche von seinem Gebot, noch zu der linken, noch zu der rechten Hand, das ist, noch mit Unglauben, noch mit Versuchung, sondern mit einfältigem Glauben auf der richtigen Strasse bleiben, ihm vertrauen, und doch nicht Ziel setzen.	Det er dem, der beder ret, de, som "tilbeder i ånd og sandhed", Joh 4,23. For de, der ikke tror, at de bliver bønhørt, de synder til venstre side mod dette bud og træder langt bort fra det med deres manglende tro. Men de, der sætter en grænse for ham, de synder til højre sider og træder ham for nær, idet de frister Gud. Derfor har han forbudt begge dele, så man ikke skal vige fra hans bud, hverken til venstre eller til højre, det vil sige, hverken med manglende tro, eller med at friste ham, nej, man skal med en enfoldig tro blive på den rette vej, stole på ham og dog ikke sætte ham nogen grænse.
51        Zum sechsten: Also sehen wir, dass diess Gebot, gleichwie das andere, nicht anders seyn soll, denn eine Uebung und Treiben des ersten Gebotes, das ist, des Glaubens, Treue, Zuversicht, Hoffnung und Liebe zu Gott, dass je das erste Gebot in allen Geboten der Hauptmann, und der Glaube der Hauptwerk und Leben aller anderer Werke sey, ohne welchen (wie gesaget), sie nicht gut mögen seyn.	For det sjette. således ser vi, at dette bud, ligesom de andre, ikke skal være andet, end en øvelse i og en stræben mod det første bud, det vil sige, mod troen, trofastheden, tilliden, håbet og kærligheden til Gud, sådan at på den måde det første bud kommer til at blive førstemanden i alle bud, og troen hovedværket og livet i alle andre gerninger, for uden den kan de som sagt ikke være gode.
52       So du aber sagest: Wie, wenn ich nicht kan glauben, dass mein Gebet erhöret und angenehm sey? Antwort: Eben darum ist der Glaube, Beten und alle andere gute Werke geboten, dass du erkennen sollst, was du kannst, und nicht kannst. Und wo du findest, dass du nicht kannst also glauben und thun, dass du demüthig dich desselben vor Gott beklagest, und also mit einem schwachem Fünklein des Glaubens anhebest, denselben täglich mehr und mehr durch seine Uebung in allem Leben und Wirken zu stärken.	Men hvis du siger: Hvad nu, hvis jeg ikke kan tro, at min bøn bliver hørt og er gudvelbehagelig? så lyder mit svar: Netop derfor er troen, bønnen og alle andre gode gerninger noget, der er påbudt, så du kan erkende, hvad du kan og hvad du ikke kan. Og hvis du finder ud af, at du ikke kan tro og handle på den måde, at du så ydmygt klager derover overfor Gud og således med en svag lillebitte gnist af tro begynder med dagligt mere og mere at styrke den derved, at den øves på alle livsområder og i alle gerninger.
53 Den Gebrechen des Glaubens (das ist, des ersten und höchsten Gebotes,) ist niemand auf Erden, der sein nicht ein gross Stücke habe. Denn auch die heiligen Apostel im Evangelio, und vornehmlich St. Petrus, waren schwach im Glauben, dass sie auch Christum baten, und sagten Luc. 17,5: "Herr, vermehre uns den Glauben," und er sie gar oft strafet, dass sie einen geringen Glauben hätten. Matth. 14, 30. 31. 32.	For hvad skrøbelighed i troen (det vil sige, i det første og højeste bud) angår, er der ikke noget menneske på jorden, som ikke har en god del deraf. For også de hellige apostle i evangeliet, og især Skt. Peter, var svage i troen, så de da også bad Kristus og sagde til ham (Luk 17,5): "Herre, giv os mere tro!" Og han bebrejdede dem jo også ofte, at de havde en ringe tro. (Matt 14,30-32).
54        Darum sollst du nicht verzagen, nicht Hände und Füsse gehen lassen, ob du befindest, dass du nicht so (E236) stark glaubest in deinem Gebet oder andern Werken, als du wohl solltest und wolltest. Ja, du sollst Gott danken aus Herzensgrund, dass er dir deine Schwachheit also offenbaret, durch welche er dich täglich lehret und vermahnet, wie dir noth sey, dich zu üben und täglich stärken im Glauben.	Derfor skal du ikke blive forknyt, ikke lade hænderne synke, selv om du finder ud af, at du ikke tror så stærkt i din bøn eller dine andre gerninger, som du helst skulle og helst ville. Tværtimod skal du takke Gud af hjertet for, at han sådan åbenbarer din svaghed for dig, for derigennem lærer og formaner han dig hver dag om, hvor nødvendigt det er for dig, at du dagligt øver dig i og styrker dig i troen.
55 Denn wie viel siehest du, die dahin gehen, beten, singen, lesen, wirken, und scheinen, wie sie grosse Heilige wären, die doch nimmermehr dahin kommen, dass sie erkennen, wie es um das Hauptwerk, den Glauben, bei ihnen gethan sey; damit sie verblendet sich und andere Leute verführen; meinen, sie seyn gar wohl daran; bauen also heimlich auf den Sand ihrer Werke, ohn allen Glauben, nicht auf Gottes Gnade und Zusagung durch einen festen, reinen Glauben. Darum haben wir, dieweil wir leben, es sey wie lange es wolle, alle Hände voll zu thun, dass wir dem ersten Gebot und dem Glauben, mit allen Werken und Leiden, Schüler bleiben, und nicht aufhören zu lernen. Niemand weiss, wie gross es ist, Gott allein trauen, denn wer es anfähet und mit Werken versuchet.	For hvor mange ser du ikke, som går rundt og beder, synger, læser, gør gode gerninger og giver det udseende af, at de er store helgener, skønt de dog aldrig når frem til at erkende, hvordan det hos dem er fat med den vigtigste gerning, med troen. Derved vildleder de i deres forblindelse sig selv og andre; de mener, de er ganske godt på vej; men bygger således uden de ser det på deres gerningers sand uden al tro, ikke på Guds nåde og tilsagn med en fast, ren tro. Derfor har vi, sålænge vi lever, hvor lang tid det end varer, hænderne fulde af det, vi skal gøre, så at vi altid forbliver elever, hvad angår det første bud og troen, med alle gerninger og lidelser, og aldrig ophører med at lære. Kun den, der begynder på det og forsøger med gerninger, véd, hvor stort det er at stole på Gud alene.
56         Zum siebenten: Nun siehe abermal, wenn keine andern gute Werke geboten wären, wäre nicht das Beten allein gnugsam, das ganze Leben des Menschen im Glauben zu üben? Zu welchem Werke denn sonderlich verordnet sind geistliche Stände; wie denn vor Zeiten etliche Väter Tag und Nacht beteten. Ja, es ist freilich kein Christenmensch, der nicht ohne Unterlass zu beten Zeit habe. Ich meine aber das geistliche Beten, das ist, niemand wird mit seiner Arbeit, so er will, so hart beschweret, er kann in seinem Herzen daneben mit Gott reden, ihm vorlegen seine oder anderer Menschen Noth, Hülfe begehren, bitten, und in dem allen seinen Glauben üben und stärken.	For det syvende. Her kan du endnu en gang se det: Hvis der ikke var andre gerninger, der var påbudte, ville så ikke bønnen alene være tilstrækkeligt til at øve sig i troen et helt menneskes liv igennem?  Til den gerning er den gejstlige stand i særlig grad indstiftet; sådan som i gamle dage nogle fædre bad dag og nat. Ja, der er rigtignok ikke nogen kristen, som ikke har tid til at bede uden ophør. Jeg tænker her på den åndelige bøn, det vil sige: ingen bliver så hårdt belastet af sit arbejde, at han ikke, hvis han vil, i sit hjerte ved siden af arbejdet, kan tale med Gud, forelægge ham sin egen eller andre menneskers nød, begære hjælp, bede og i alt dette øve og styrke sin tro.
57       Das meinet der Herr Luc. 18,1. 1.Thess. 5,17. da er saget: "Man muss ohne Unterlass beten und nimmer aufhören;" so er doch Matth. 6,7. verbeut viel Worte und langes Gebet, in welchem er die Gleisner strafet: nicht dass mündliche, lange Gebet böse sey; sondern dass nicht das rechte Gebet sey, das allezeit geschehen möge, und ohne des Glaubens innerlich (E237) Beten nichts sey.	Det er, hvad Herren mener i Luk 18,1 (1 Thess 5,17), hvor han siger: "Man skal bede uafladeligt og aldrig holde op" (n57), skønt han dog i Matt 6,7 forbyder at bruge mange ord og lange bønner, dér, hvor han anklager hyklerne. Ikke fordi mundtlige, lange bønner er forkerte; men fordi det ikke er den rette bøn, som altid må finde sted, og fordi det uden troens inderlige bønfaldelse intet er værd.
58 Denn das äusserliche Gebet müssen wir auch zu seiner Zeit üben, sonderlich in der Messe, wie diess Gebot fordert, und wo es förderlich ist zu dem innerlichen Gebet und Glauben, es sey im Haus, auf dem Felde, in diesem oder jenem Werke, davon jetzt nicht Zeit ist mehr zu sagen. Denn das gehöret in das Vater Unser, darinnen alle Bitten und mündliche Gebete mit kurzen Worten begriffen sind.	For den ydre bøn må vi også udføre på de tidspunkter, der er fastsat til den, især i messen, sådan som dette bud kræver det, og hvor det kan virke fremmende på den indre bøn og på troen, hvad enten det nu foregår i huset, på marken, i denne eller hin gerning. Men herom er det ikke nu tid at sige mere. For det hører ind under Fadervor, hvori alle begæringer og mundtlige bønner er sammenfattet i få ord.
59        Zum achten: Wo sind sie nun, die gute Werke zu wissen und zu thun begehren? Lass sie das Beten allein vor sich nehmen, und im Glauben recht üben, so werden sie finden, dass es wahr sey, wie die heiligen Väter gesaget haben, dass nicht sey grössere Arbeit, als das Beten ist. Mummeln mit dem Munde ist leicht, oder je leicht angesehen; aber mit Ernst des Herzens den Worten Folge thun, in gründlicher Andacht, das ist, Begierde und Glauben, dass es ernstlich begehre, was die Worte halten, und nicht zweifeln, es werde erhöret, das ist eine grosse That vor Gottes Augen.	For det ottende: Hvor er nu de, som ønskede at kende og udøve gode gerninger? Lad dem tage bare bønnen frem for sig og ret øve troen dèr, så skal de nok finde ud af, at det er sandt, det, de hellige fædre har sagt, at der ikke er noget arbejde, der er større end at bede. At mumle med munden er let nok, eller anses i hvert fald for at være let nok; men i hjertets alvor at eftergøre ordene i inderlig andagt, det vil sige, i begæring og tro, så det for alvor begærer, hvad ordene siger, og ikke tvivler på, at det bliver bønhørt, det er en stor gerning i Guds øjne.
60 Hier wehret der böse Geist mit allen Kräften. O wie oft wird er hier die Lust zu beten verhindern, Zeit und Statt nicht lassen, ja auch vielmal Zweifel machen, ob der Mensch würdig sey, eine solche Majestät, die Gott ist, zu bitten, und also verwirren, dass der Mensch selbst nicht weiss, ob es Ernst sey, dass er betet, oder nicht; ob es möglich sey, dass sein Gebet angenehm sey; und derselbigen wunderlichen Gedanken viel. Denn es weiss wohl, wie mächtig, wie wehe es ihm thut, und allen Menschen nützlich sey, eines Menschen rechtgläubiges Gebet, darum lässet er's nicht gerne aufkommen.	Her kæmper den onde ånd imod af alle kræfter. O, hvor ofte vil han ikke her sætte sig imod lysten til at bede, ikke lade der blive tid og sted dertil, ja, også ofte skabe tvivl om, hvorvidt mennesket er værdigt til at bede en sådan majestæt om noget. I den grad kan han skabe forvirring, at mennesket ikke selv véd, om han beder for alvor eller ej, om det er muligt, at hans bøn er gudvelbehagelig, og mange andre af den slags mærkelige tanker. For han véd godt, hvor mægtig et rettroende menneskes bøn er, hvor meget det skader ham, og hvor stor nytte alle mennesker har af det, derfor lader han det ikke gerne blive til noget.

61         Hier muss, fürwahr, der Mensch weise seyn, und nicht daran zweifeln, dass er und sein Gebet unwürdig sey vor solcher unmesslicher Majestät, in keinem Weg sich auf seine Würdigkeit verlassen, oder Unwürdigkeit halben nachlassen; sondern muss Gottes Gebots wahrnehmen, und ihm dasselbe aufrücken, dem Teufel entgegen bieten, und also sagen: Um meiner Würdigkeit willen nichts angefangen, um meiner Unwürdigkeit willen nichts nachgelassen; ich bitte und wirke allein darum, dass Gott aus seiner blossen Güte allen Unwürdigen hat (E238) zugesaget Erhörung und Gnade; ja, nicht allein zugesaget, sondern auch auf's strengste bei seiner ewigen Ungnade und Zorn zu beten, trauen und nehmen, geboten.	Her må mennesket i sandhed være klogt og ikke tvivle på, at han og hans bøn er uværdig overfor en sådan umådelig høj majestæt; han må på ingen måde forlade sig på sin værdighed, eller på grund af sin uværdighed lade være at bede; nej, han må tage Guds bud i agt og holde dem op for sig selv og slynge djævelen dem i hovedet, og sige som så: Jeg vil ikke begynde på noget på grund af min værdighed, jeg vil ikke undlade noget på grund af min uværdighed; jeg beder og handler alene af den grund, at Gud af lutter kærlighed har tilsagt alle uværdige, at han høre dem og vise dem nåde; ja, han har ikke alene tilsagt dem det, han har også på det strengeste befalet dem at bede, at stole på og at modtage, under trussel om evig unåde og vrede.
62 Ist es der hohen Majestät nicht zu viel gewest, solche seine unwürdigen Würmlein zu bitten, trauen und von ihm zu nehmen so theuer und hoch zu verpflichten; wie soll mir's zu viel seyn, solches Gebot aufzunehmen mit aller Freude, wie würdig oder unwürdig ich sey? Also muss man des Teufels Eingeben mit Gottes Gebot ausstossen, so höret er auf, und sonst nimmermehr.	Har det ikke været den højeste majestæt for meget få dyrt og højtideligt at forpligte dette uværdige kryb at bede, stole på og at modtage af ham, hvorfor skulle det så være for meget for mig at tage dette bud op med al mulig glæde, ligegyldigt hvor værdig eller uværdig jeg er? På den måde må man støde djævelens indgivelser ud med Guds bud, så hører han op, ellers gør han det aldrig.
63        Zum neunten: Was sind aber die Sachen und Nothdurft, die man dem allmächtigen Gott in dem Gebet muss vorlegen und klagen, darinnen den Glauben zu üben? Antwort: Es sind zum ersten eines jeglichen eigen anliegenden Noth und Gedränge, davon David Ps. 32,7: "Du bist meine Zuversicht in aller Angst, die mich umgiebet, und du bist mein Trost zu erlösen aus allem Uebel, das mich umringet."	For det niende: Men hvad er det for sager eller fornødenheder, som man må forelægge Gud og klage over i bønnen for at øve troen? Svar: Det er for det første hver enkelts egen foreliggende nød og trængsel. Her om siger David i Sl 32,7: "Du er min tilflugt i al den angst, der omgiver mig, og du er min trøst til at frelse mig fra alt det onde, som omringer mig".
64 Item Ps. 142, v. 2. 3: "Ich habe gerufen mit meiner Stimme zu Gott dem Herrn, ich habe mit meiner Stimme Gott gebeten, ich will ausbreiten vor seinen Augen mein Gebet, und will's vor ihm heraus schütten alles, was mir anlieget." Also soll ein Christenmensch in der Messe ihm vornehmen, was er fühlet ihm gebrechen, oder zu viel haben, und dasselbige alles frei vor Gott heraus schütten, mit Weinen, und Winseln, wie er auf's kläglichste mag, gleich als vor seinem treuen Vater, der bereit ist ihm zu helfen.	Ligeledes Sl 142,2f: "Jeg råbte med min røst til Herren min Gud, jeg har med min røst bedt til Gud, jeg udbrede min bøn for hans øjne og udøse alt, hvad der tynger mig". Sådan skal en kristen i messen tage frem for ham, hvad han føler, han mangler, eller hvad han har for meget af, og fuldstændig frit udøse det for Gud, med gråd og klage, så bedrøvet han kan, ganske som var det for hans egen trofaste far, der var parat til at hjælpe ham.
65       Und weisst du oder erkennest du deine Noth nicht, oder hast nicht Anfechtung, so sollst du wissen, dass du am allerübelsten dran bist. Denn das ist die grösste Anfechtung, dass du dich so verstocket, hartmüthig, unempfindlich erfindest, dass dich keine Anfechtung beweget.	c
66        Es ist aber kein besser Spiegel, darinnen du deine Noth ersehen kannst, denn eben die zehen Gebot, in welchen du findest, was dir gebricht, und suchen sollst. Darum, wo du findest an dir einen schwachen Glauben, wenig Hoffnung und geringe Liebe zu Gott. Item, dass du Gott nicht lobest und ehrest, sondern eigene Ehre und Ruhm lieb hast, der Menschen Gunst gross achtest, nicht gerne Messe und Predigt hörest, faul bist (E239) zum Beten, in welchen Stücken niemand nicht Gebrechen hat; so sollst du diese Gebrechen höher achten, denn alle leibliche Schäden an Gut, Ehre und Leib, dass sie auch ärger sind denn der Tod und alle tödtliche Krankheit, und dieselbigen mit Ernst Gott vorlegen, klagen und Hülfe bitten, mit aller Zuversicht derselben warten, dass du erhöret seyst, und die Hülfe und Gnade erlanden werdest.	c
67       Also gehe fortan in die andere Tafel der Gebot, und siehe, wie ungehorsam du gewesen und noch seyst, Vater und Mutter und aller Obrigkeit, wie du mit Zorn und Hass, Scheltwort, dich gegen deinem Nächsten verwirkest, wie dich Unkeuschheit, Geiz und Unrecht, That und Wort gegen deinem Nächsten anficht; so wirst du ohne Zweifel finden, dass du aller Noth und Elend voll bist, und Ursach gnug habest, auch Blutstropfen zu weinen, so du möchtest.	c
68 cc	c
69 cc	c
70 cc	c
71 cc	c
72 cc	c
73 cc	c
74 cc	c
75 cc	c
76 cc	c
77 cc	c
78 cc	c
79 cc	c
80 cc	c
81 cc	c
82 cc	c
83 cc	c
84 cc	c
85 cc	c
86 cc	c
87 cc	c
88 cc	c
89 cc	c
90 cc	c

91 cc	c
92 cc	c
93 cc	c
94 cc	c
95 cc	c
96 cc	c
97 cc	c
98 cc	c
99 cc	c
100 cc	c
101 cc	c
102 cc	c
103 cc	c
104 cc	c
105 cc	c
106 cc	c
107 cc	c
108 cc	c
109 cc	c
110 cc	c
111 cc	c
112cc	c
113cc	c
114 cc	c
115 cc	c
116 cc	c
117 cc	c
118 cc	c
119 cc	c
120cc	c

Noter:

n57:  Ingen af de to nævnte steder er det Jesus selv, der taler.