Von den guten Werken 1

Luther 1520

Taget fra Erl 20,193-222.

Indhold: Fortale #1. 1. Gode gerninger kun, hvad Gud har påbudt. #12. 2. Højeste gerning at tro på Kristus. #14. 3. At spise og drikke også en god gerning. #17. 4. Hvad der gøres i tro, er en god gerning. #21. 5. Ingen forskel på gerningerne i troen. #24. 6. Som i et ægteskab. #27. 7. Gud er skjult tilstede i modgang. #32. 8. Troens højeste trin: at tro trods anfægtelser #37. 9: Det første bud som det første #42. 10. Hyklernes gerninger #45. 11. Det retfærdige menneske har sit liv ud af troen. #49. 12. Ydre og indre overholdelse. #55. 13. Når man prædiker troen, er det ligemeget med gerningerne. #58. 14. Ceremonier skal opægge troen; fire slags mennesker #62. 15. Den retfærdig gør mere end han behøver #68. 16. Også de retfærdige synder #74. 17. Gud mod dig, og du mod Gud: #78.
18. Om den anden gode gerning. #83. 19. Det andet bud, både at påkalde og ikke at misbruge. #86. 20. Tolderen og farisæeren. #91. 21. Det andet buds første gerning: at prise Gud i hans velgerninger. #97. Den anden gerning: at undgå at søge ære. #98. 22. At opdrage med ros/ære, spot/skam. #103. 23. Lad jeres lys skinne for menneskene. #107. 24. Gud lader mennesket falde i synd. #111.
25. Om den tredie gerning i det andet bud. #116.

26. Om at sikre sig ved overtroiske handlinger. 2#1. 27. Synden tvinger os til at anråbe Gud. 2#6. 28. At elske Gud mere end far og mor. 2#8. 29. at bekæmpe uret. 2#11. 30. Hvorfor gør Gud det ikke selv? 2#15. 31. Man skal modarbejde falske læresætninger. 2#20. Om det tredie bud. 1. Ikke kun en ydre høren messe. 2#28. 2. Man må opøve hjertets tro. 2#33. 3. Prædikenen er forkyndelse af messen. 2#39. 4. At bede i tro. 2#44. 5. Klosterbønnerne er døde. 2#47. 6. Hvad nu, hvis jeg ikke tror! 2#51. 7. Den gejstlige stand. 2#56. 8. Intet arbejde større end bønnen. 2#59. 9. 2#63.

Tilbage til oversigten!

¹   Sermon von guten Werken, mit der Zuschrift an Herzog Johann zu Sachsen, den 29. März 1520. Prædiken om de gode gerninger, med en henvendelse til hertug Johann af Saksen, den 29. marts 1520.

² Dem Durchlauchtigen, Hochgebornen Fürsten und Herrn, Herrn Johanni, Herzogen zu Sachsen, Landgrafen in Thüringen, Marggrafen zu Meissen, meinem gnädigen Herrn und Patron. Til den durchlauchtige, højvelbårne fyrste og herre, hr Johann, Hertug af Saksen, landgreve i Thüringen, markgreve i Meissen, min nådige herre og velynder.

³        Durchlauchtiger, Hochgeborner Fürst, gnädiger Herr! E. F. G. seyn meine unterthänige Dienste und armes Gebet allezeit bevor. Gnädiger Fürst und Herr, ich hätte längst gerne meine unterthänige Dienste und Pflicht gegen E. F. G. mit etwas geistlicher Waare, die mir zuständig erzeiget; habe doch, mein Vermögen angesehen, mich allezeit zu gering erfunden, etwas vorzunehmen, das würdig sey E. F. G. zu erbieten.       Durchlauchtige, højbårne fyrste, nådige herre! Deres fyrstelige nåde må først stedse være forsikret om min underdanige tjeneste og fattige bøn. Nådige fyrste og herre, jeg ville gerne forlængst have vist min tjeneste og pligt mod Deres fyrstelige nåde med et arbejde af åndelig art, som sorterer under mig; men jeg har dig hele tiden fundet mig for ringe med hensyn til formåen til at fremvise noget, der var værdigt til at kunne tilbydes Deres fyrstelige nåde.

⁴        Dieweil aber mein gnädigster Herr, Herr Friedrich, Herzog zu Sachsen, des heiligen römischen Reichs Erzmarschall, Churfürst und Vicarius etc. E. F. G. Bruder, mich nicht verschmähet, sondern gnädiglich hat aufgenommen mein untüchtiges Büchlein, seiner C. F. G. zugeschrieben, das nun auch durch den Druck, des ich nicht gedacht, ausgangen (n4), habe ich einen Muth geschöpft von solchem gnädigen Exempel, und mich vermessen, wie das fürstliche Geblüte, so auch der fürstliche Muth, zuvor in gnädiger Sänfte und Gutwilligkeit gleich und eines sey;         Men eftersom min nådigste herre, hr Frederik, hertug af Saksen, det hellige romerske riges ærkemarchal, kurfyrste og vikarius, osv., Deres fyrstelige nådes bror, ikke har forsmået, men nådigt modtaget min lille uduelige bog, som jeg har tilegnet Hans kurfyrstelige Nåde, og som nu også, hvad jeg ikke havde regnet med, er udkommet på tryk, har jeg fattet mod af et sådant nådigt eksempel og formaster mig til at mene, at som det fyrstelige blod er ét og det samme, sådan er også det fyrstelige sind, først og fremmest i henseende til nådig mildhed og velvilje, ét og det samme.

⁵     verhoffe, es solle auch E. F. G. der Art nach, diese meine arme unterthänige Erbietung nicht verschmähen, die mir viel nöthiger ist gewesen durch den Druck auszulassen, denn vielleicht keiner meiner (E194) Predigt oder Büchlein. Dieweil die grösseste Frage sich erhaben hat von den guten Werken, in welchen unzählig mehr List und Betrug geschieht, denn in keinen anderen Creaturen, und in denselben der einfältige Mensch gar leichtlich verführet wird; dass auch unser Herr Christus uns geboten hat, wir wollen mit Fleiss auch haben auf die Schafskleider, darunter die Wölfe sich bergen. Matth. 7,15. Jeg håber, at Deres fyrstelige nåde på samme måde ikke vil forsmå denne min underdanige ringe bog, som det har været langt mere nødvendigt for mig at offentliggøre, end nok nogen anden af mine prædikener eller bøger. For der har rejst sig de største spørgsmål om de gode gerninger, hvori der sker utrolig meget mere list og bedrag end i nogen anden sag her i verden, og hvori det enfoldige menneske meget let bliver forført; det har også vor Herre Kristus påbudt os, at vi med flid skal agte på de fåreklæder, hvorunder der skjuler sig ulve. Matt 7,15.

⁶       Es hat weder Silber, Gold, Edelgesteine, noch kein köstlich Ding so manchfältige Zusätze und Abbrüche, als die guten Werke, welche müssen allesammt eine einige, einfältige Güte haben, ausser der sie lauter Farbe, Gleissen und Betrug sind.        Hverken sølv, guld, ædelstene eller nogen anden kostbarhed er udsat for så mangfoldige tilsætninger og afbræk som de gode gerninger; de må alle sammen udspringer af én eneste enfoldig godhed, uden hvilken de er lutter sminke, hykleri og bedrag.

⁷           Wiewohl aber ich ihr viel weiss, und täglich höre, die meine Armuth gering achten, und sprechen: Ich mache nur kleine Sexternlein und deutsche Predigten für die ungelehrten Layen; lass ich mich nicht bewegen. Wollte Gott, ich hätte einem Layen mein Lebenlang mit allem meinem Vermögen zu der Besserung gedienet; ich wollte mir genügen lassen, Gott danken, und gar willig darnach lassen alle meine Büchlein umkommen.         Men selv om jeg ved og daglig hører om mange, som agter min fattige gerning ringe og siger, at jeg kun laver små traktater og tyske prædikener for ulærde lægfolk, så lader jeg mig ikke gå på af den slags. Gud give, at jeg i hele mit liv med alle mine evner havde tjent blot én lægmand til bedring; det ville jeg lade mig nøje med, takke Gud, og derpå hjertensgerne lade alle mine småbøger tilintetgøre.

⁸        Ob grosse und viel Bücher machen Kunst sey, und besserlich der Christenheit, lass ich andere richten. Ich achte aber, so ich Lust hätte, ihrer Kunst nach, grosse Bücher zu machen, es sollte vielleicht mir schleuniger folgen, denn ihnen nach meiner Art einen kleinen Sermon zu machen. Wenn erfolgen so leicht wäre, als verfolgen, wäre Christus längst wieder vom Himmel geworfen, und Gottes Stuhl selbst umgekehret. Können wir nicht alle dichten, so wollen wir doch alle richten.        Om det er en kunst og til gavn for kristenheden at skrive store og mange bøger, det lader jeg andre dømme om. Men jeg tænker mig, at hvis jeg havde lyst til at gøre dem kunsten efter og skrive store bøger, så ville jeg måske få dem lettere fra hånden end dem, hvis de skulle lave en lille prædiken af min slags. Hvis det at efterfølge var lige så let som at forfølge, så ville Kristus forlængst igen være kastet ud fra himlen, og selve Guds trone væltet omkuld. Omend vi ikke alle kan digte, dømme vil vi dog alle.

⁹           Ich will einem jeden die Ehre grösserer Dinge herzlich gerne lassen, und mich gar nicht schämen, deutsch den ungelehrten Layen zu predigen und schreiben. Wiewohl ich auch desselben wenig kann, dünket mich doch, so wir bisher und fort mehr uns desselben geflissen hätten und wollten, sollte der Christenheit nicht eines kleinen Vortheils mehrer Besserung erwachsen seyn, denn aus den hohen, grossen Büchern und Quästionen in den Schulen, unter den Gelehrten allein gehandelt.        Jeg vil hjertensgerne overlade æren ved at skrive store ting til hvemsomhelst, og slet ikke skamme mig over, at prædike og skrive på tysk til det ulærde lægfolk. Selv om jeg kun formår lidt i den henseende, så forekommer det mig dog, at hvis vi indtil nu havde beflittet os noget mere på det, og også ville gøre det fremover, så ville det tjene kristenheden til ikke ringe fordel, til en større forbedring, end hvad der kommer ud af de høje, store bøger og lærespørgsmål, der alene drøftes blandt de lærde.

¹⁰       Ueber das, so habe ich noch nie jemand gezwungen (E195) oder gebeten mich zu hören, oder meine Predigt zu lesen. Ich habe frei in der Gemeinde gedienet von dem, das mir Gott geben, und ich schuldig bin. Wer sein nicht mag, der lese und höre andere. Auch ist nicht gross daran gelegen, ob sie mein nicht wollen dürfen. Mir ist eben gnug und mehr denn zu viel, dass etliche Layen, und die vortreffentlich sich demüthigen, meine Predigt zu lesen. Und ob schon keine andere Sache mich treiben möchte, soll mir doch die überflüssig seyn, dass ich erfahren habe, wie E. F. G. solche deutsche Büchlein gefällig, und des Glaubens Unterricht, deren mir's billig geziemet hat möglichen Fleisses unterthäniglich zu dienen.        Desuden har jeg endnu aldrig tvunget nogen eller bedt nogen om at høre på mig eller om at lære min prædiken. Jeg har tjent frit i menigheden med det, Gud har givet mig og som jeg er skyldig at yde. Den, der ikke bryder sig om det, han kan læse og høre en anden. Der ligger heller ikke stor vægt på, om de ikke vil tåle mig. Det er nok for mig, ja, mere end nok, at der er nogle lægfolk, og først og fremmest netop de, som ydmyger sig til at læse mine prædikener. Og selv om der ikke var andet, der drev mig, så skal dog det være mig nok i overflod, at jeg har erfaret, at Deres fyrstelige nåde har behag i den slags tyske bøger og i undervisning i troen. Det er min rimelige pligt med størst mulig flid at tjene Dem deri underdanigst.

¹¹          Derohalben bitte ich mit demüthiger Unterthänigkeit, E. F. G. wollen diese meine Erzeigung gnädiger Meinung annehmen, so lange bis, ob mir Gott die Zeit gebe, ich den Glauben mit einer deutschen Auslegung ganz erkläre. Denn auf diessmal habe ich anzeigen wollen, wie wir den Glauben sollen in allen guten Werken üben, brauchen, und das vornehmste Werk seyn lassen. Giebet es Gott, so will ich ein andermal den Glauben an ihm selbst handeln, wie wir denselben täglich beten oder sprechen sollen. Will mich hiemit E. F. G. unterthäniglich befohlen haben. Zu Wittenberg am 29. Tage Martii. Nach Christi Geburt MDXX.
E. F. G. Unterthäniger Capellan,
D. Martinus Luther,
Augustiner Wittenberger.        Derfor beder jeg i ydmyg underdanighed, at Deres fyrstelige nåde vil modtage dette tegn herpå i bedste mening, indtil jeg, om Gud giver mig tid, kan forklare hele troen med en tysk udlægning. For denne gang har jeg villet vise, hvordan vi skal øve troen i alle gode gerninger, bruge den og lade den være den fornemste gerning. Hvis Gud vil, vil jeg en anden gang afhandle troen i sig selv, hvordan vi dagligt skal bede eller fremsige den. Hermed ønsker jeg mig Deres fyrstelige nåde underdanigt befalet. I Wittenberg den 29. marts, år 1520 efter Kristi fødsel.
Deres fyrstelige nådes underdanige kapellan
Dr. Martin Luther
Augustinermunk i Wittenberg.

¹² Jesus.
      Zum ersten, ist zu wissen, dass keine gute Werke sind, denn allein die Gott geboten hat; gleichwie keine Sünde ist, denn allein die Gott verboten hat. Darum, wer gute Werke wissen und thun will, der darf nichts anders denn Gottes Gebot wissen. Also spricht Christus Matth. 19.17: "Willst du selig werden, so halte die Gebote." Und da der Jüngling fraget Matth. 19,18. was er thun sollte, dass er selig würde; hielte ihm Christus nichts anders vor, denn die zehen Gebote. (E196) Jesus.
      For det første må man vide, at der ikke gives andre gode gerninger end dem, Gud har påbudt; ganske som der ikke er andre synder end dem, Gud har forbudt. Den, der derfor vil kende de gode gerninger og gøre dem, kan behøver ikke kende andet end Guds bud. Derfor siger Kristus i Matt 19,17: "Vil du være salig, så hold budene!" Og da den unge mand spørger, i Matt 19,18, hvad han skulle gøre, for at blive salig, foreholdt Kristus ham ikke andet end de to bud.

¹³ Demnach müssen wir den Unterschied der guten Werke lernen aus den Geboten Gottes, und nicht aus dem Schein, Grösse, oder Menge der Werke an ihnen selbst; auch nicht aus Gutdünken der Menschen oder menschlicher Gesetze oder Weise, wie wir sehen, dass geschehen und noch immer geschiehet, durch unsere Blindheit, mit grosser Verachtung göttlicher Gebote. Derfor skal vi lære at gøre forskel på de gode gerninger ud fra Guds bud og ikke ud fra det skin, den størrelse eller den mængde, de gode gerninger har i sig selv; vi skal heller ikke gøre forskel på dem ud fra menneskenes vilkårlighed eller ud fra menneskelige love eller menneskelig sædvane, sådan som vi ser, at det skete og endnu stadig sker, i kraft af vores blindhed og i kraft af, at man højlig foragter de guddommelige bud.

¹⁴          Zum andern, das erste und höchste, alleredleste gute Werk ist der Glaube in Christum, wie er saget Joh. 6,28. da die Juden ihn fragten: Was sollen wir thun, dass wir gute göttliche Werke thun? Antwortete er: Das ist das gute göttliche Werk, dass ihr in den glaubet, den er gesandt hat. Nun, wenn wir das hören, oder predigen, so laufen wir überhin, und achten's gar gering und leicht zu thun; so doch wir hier sollten lange stehen und ihm wohl nachtrachten. Denn in diesem Werk müssen alle Werke gehen, und ihrer Gutheit Einfluss, gleichwie ein Lehen, von ihm empfangen; das müssen wir grob ausstreichen, dass sie es greifen mögen.        For det andet: Den første og højeste og allerædleste gode gerning er troen på Kristus, sådan som han siger i Joh 6,28, da jøderne spurgte ham: Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre gode guddommelige gerninger?, da svarede han: Dette er den gode, guddommelige gerninger, at I tror på ham, som han har sendt. Når vi nuomstunder hører eller prædiker over dette, så løber vi let hen over det og agter det ganske ringe som noget, der er let t gøre; skønt vi dog her skulle stå stille i lang tid og lægge stor vægt på det. For i denne gerning må alle gerninger gå op, og de må modtage deres præg af godhed som et lån fra den; dette må vi understrege stærkt, for at folk kan begribe det.

¹⁵        Wir finden ihrer viel, die da beten, fasten, stiften, diess und das thun, ein gut Leben führen vor den Menschen; welche, so du fragest: Ob sie auch gewiss seyn, dass es Gott wohlgefalle, was sie also thun; sprechen sie: Nein, sie wissen's nicht, oder zweifeln daran. Darüber sind auch der Grossgelehrten etliche, die sie verführen, und sagen, es sey nicht noth dess gewiss zu seyn; die doch sonst nichts anders thun denn gute Werke lehren.         Vi finder mange, som beder, faster, opretter stiftelser, gør dit og gør dat, fører et liv, der ser godt ud i menneskers øjne. Og hvis du spørger dem, om de også er sikre på, at Gud har behag i deres gerninger, i det, de gør, så siger de: nej, det véd de ikke, eller det tvivler de på. Ydermere er der også nogle af de højlærde, som vildleder dem, idet de siger, at det ikke er nødvendigt at være sikker, de, som dog eller ikke gør andet end lære gode gerninger.

¹⁶ Siehe da, alle dieselben Werke gehen ausserhalb dem Glauben; darum sind sie nichts und ganz todt. Denn wie ihr Gewissen gegen Gott stehet und glaubet, so sind die Werke auch, die daraus geschehen. Nu ist da kein Glaube, kein gut Gewissen zu Gott; darum, so ist den Werken der Kopf ab, und alle ihr Leben und Güte nichts. Daher kommt's, wenn ich den Glauben so hoch anziehe, und solche unglaubige Werke verwerfe, schuldigen sie mich, ich verbiete gute Werke; so doch ich gerne wollte rechte gute Werke des Glaubens lehren. Se her, alle disse gerninger går for sig uden tro; derfor er de intet og er ganske døde. For som deres samvittighed anstiller sig overfor Gud og tror i forholdet til ham, sådan er også de gerninger, som sker ud af dette. Nu er der hjer ingen tro, ingen god samvittighed overfor Gud; derfor har gerningerne mistet hovedet og alt deres liv og godhed er intet. Deraf kommer det, at når jeg ansætter troen så højt og forkaster den slags gerninger uden tro, så beskylder de mig for, at jeg forbyder gode gerninger; skønt jeg dog gerne ville lære troens rette gode gerninger.

¹⁷        Zum dritten, fragst du sie weiter: Ob sie das auch gute Werke achten, wenn sie arbeiten ihr Handwerk, (E197) gehen, stehen, essen, trinken, schlafen und allerlei Werke thun zu des Leibes Nahrung, oder Nutz? und ob sie glauben, dass Gott einen Wohlgefallen darinnen über sie habe? so wirst du finden, dass sie nein sagen, die guten Werke so enge spannen, dass sie nur in der Kirchen beten, fasten und Almosen geben, stehen; die andern achten sie alle vergebens, daran Gott nichts gelegen sey; und also durch den verdammten Unglauben Gott seine Dienste, dem alles dienet, was im Glauben geschehen, geredet, gedacht werden mag, verkürzen und geringern.        For det tredie: Spørger du dem yderligere, om de også regner det for gode gerninger, når de arbejder med deres håndværk, går, står, spiser, drikker, sover og gør alle slags gerninger til legemets opretholdelse og til almen nytte, og om de tror, at Gud har velbehag deri og med dem, så skal du finde ud af, at det siger de nej til, de forstår begrebet "gode gerninger" så snævert, at de kun består i at bede, faste og give almisser i kirken; de andre gerninger regner de med, allesammen er forgæves, dem lægger Gud ikke vægt på; og således forkorter og forringer de i kraft af den fordømte vantro tjenesten overfor Gud, for ham tjener det altsammen, hvad der sker, tales og tænkes i troen,

¹⁸        Also lehret Pred. 9. 7.8: "Gehe hin fröhlich, iss und trink, und wisse dass deine Werken gefallen Gott wohl. Allezeit lass dein Kleid weiss seyn, und das Oel lass deinem Haupt nimmermehr gebrechen; gebrauche deines Lebens mit deinem Weibe, dass du lieb hast, alle Tage dieser unstetigen Zeit, die dir gegeben sind." Das Kleid lass allezeit weiss seyn, das ist, alle unsere Werke gut seyn, wie sie mögen genannt werden, ohne allen Unterscheid. Dann sind sie aber weiss, wenn ich gewiss bin und glaube, sie gefallen Gott; und so gebricht mir das Oele des fröhlichen Gewissens nimmermehr von dem Haupt meiner Seelen.        Således lærer Præd. 9, 7f: "Vær glad, spis og drik, og vid, at Gud har behag i dine gerninger. Lad altid din klædning være hvid og lad ikke olie savnes på dit hoved; brug livet med den kvinde, du elsker, alle denne ubestandige tids dage, som er givet dig". "Lad altid din klædning være hvid", det vil sige, lad alle vore gerninger være gode, sådan som vi har lov at kalde dem, uden nogen forskel. For da er de hvide, når jeg er er sikker på og tror på, at de behager Gud; og således savner jeg aldrig mere den gode samvittigheds olie på min sjæls hoved.

¹⁹           Also Christus Joh. 8,29: "Ich thue allezeit, was ihm wohlgefället". Wie thät er das allezeit, so er doch ass und trank, und schlief zu seiner Zeit? Und St. Johannes 1. Joh. 3, 19-24: "Dabei mögen wir erkennen, dass wir stehen in der Wahrheit, wenn wir unser Herz mögen vor seinen Augen trösten, und ein gut Vertrauen machen. Und so uns unser Herz strafet oder beisset, so ist Gott grösser denn unser Herz, und haben die Zuversicht, was wir bitten, das werden wir empfahen. Denn wir halten seine Gebote, und thun, was ihm wohlgefället".         Således siger også Kristus i Joh 8,29: "Jeg gør altid, hvad der behager ham". Hvordan kan han gøre det altid, når han dog spiste og drak og sov til sin tid? Og Johannes siger i 1. Joh 3,19-24: "Derpå kan vi erkende, at vi står i sandheden, at vi kan trøste vort hjerte for hans øjne og gøre det tillidsfuldt. Og hvis vort hjerte anklager eller bider os, så er Gud større end vort hjerte, og vi har den tro, at det, vi beder om, det vil vi modtage. For vi holder hans bud og gør, hvad ham behager".

²⁰ Item v. 9: "Wer aus Gott geboren ist (das ist, wer glaubet und Gott trauet,) der sündiget nicht, und kann nicht sündigen". Item Psalm 34,23: "Es wird ihrer keiner sündigen, die ihm vertrauen". Ja, im andern Psalm v. 12: "Selig sind, die in ihm trauen". Ist das wahr, so muss alles gut seyn, was sie thun; oder je bald vergeben seyn, was sie übels thun. Siehe da aber, warum ich den Glauben (E198) so hoch hebe, alle Werke hinein ziehe, und alle Werke verwerfe, die nicht hierauf fliessen. Ligeså vers 9: "Den, der er født af Gud (det vil sige, den, der tror på Gud har har tillid til ham), han synder ikke og kan ikke synde". Ligeledes Sl 34,23: "Den, der tror på ham, skal ikke synde". Ja, i den anden salme hedder det: "Salige er de, som har tillid til ham". Er det sandt, så må alt, hvad de gør, være godt; eller det onde, de gør, må være tilgivet med det samme. Se her igen, hvorfor jeg hæver troen så højt op, drager alle gerninger in i den og forkaster alle gerninger, som ikke flyder ud af den.

²¹       Zum vierten: Hier kann nun ein jeglicher selbst merken und fühlen, wenn er Gutes und nicht Guts thut. Denn, findet er sein Herz in der Zuversicht, dass es Gott gefalle, so ist das Werk gut, wenn es auch so gering wäre, als ein Strohalmen aufheben. Ist die Zuversicht nicht da, oder zweifelt daran, so ist das Werk nicht gut, ob es schon alle Todten aufweckete und sich der Mensch verbrennen liess. Das lehret St. Paulus Röm. 14,23: "Alles was nicht aus oder im Glauben geschiehet, das ist Sünde". Von dem Glauben, und keinem andern Werke, haben wir den Namen, dass wir Christgläubige heissen, als von dem Hauptwerk. Denn alle andere Werke mag ein Heide, Jude, Türke, Sünder auch thun; aber trauen festiglich, dass er Gott wohlgefalle, ist nicht möglich, denn einem Christen, mit Gnaden erleuchtet und befestiget.       For det fjerde: Her kan nu enhver selv mærke og føle, hvornår han handler godt og hvornår han ikke handler godt. For finder han i sit hjerte den tillid til Gud, at den behager Gud, så er gerningen god, også om det var så ringe en gerning som at løfte et halmstrå. Men hvis tilliden ikke er der, eller hvis han tvivler på det, så er gerningen ikke god, selv om han opvakte alle døde og lod sig brænde ihjel. Det lærer Sct. Paulus i Rom 14,23: "Alt, hvad der ikke sker ud af eller i troen, er synd". Det er fra troen og ikke fra nogen anden gerning, at vi har vort navn, for vi kaldes kristtroende, for det er hovedgerningen. For alle andre gerninger kan også en hedning, en jøde, en tyrk eller en synder gøre; men at tro fast på, at han behager Gud, det er kun muligt for en kristen, der er oplyst og befæstet ved nåden.

²²        Dass aber diese Reden seltsam sind, und mich etliche einen Ketzer darob schelten, geschiehet darum, dass sie der blinden Vernunft und heidnicher Kunst gefolget, den Glauben gesetzet haben, nicht über, sondern neben andere Tugenden, und ihm ein eigen Werk gegeben, abgesondert von allen Werken der andern Tugenden; so er doch allein alle andere Werke vergütet, angenehm und würdig machet, damit, dass er Gott trauet und nicht zweifelt, es sey vor ihm alles wohlgethan, was der Mensch thut.        Men at denne tale er sjælden, og at nogle skælder mig ud for en kætter på grund af den, det sker, fordi følger den blinde fornuft og den hedenske kunst, og har anbragt troen, ikke over, men ved siden af de andre dyder, og givet den sin egen gerning, adskilt fra alle de andre dyders gerninger; skønt det dog er den alene, der gør alle andre gerninger gode, behagelige og værdige, derved, at han tror på Gud og ikke tvivler på, at alt, hvad mennesket gør, overfor ham er vel gjort.

²³ Ja sie haben den Glauben nicht ein Werk bleiben lassen; sondern, wie sie sagen, einen Habitum daraus gemachte; so doch die ganze Schrift keinem nicht giebet den Namen göttliches gutes Werks, denn dem einigen Glauben. Darum ist es nicht Wunder, dass sie blind und blinde Leiter worden sind, Matth. 15,14. Und dieser Glaube bringet alsobald mit sich die Liebe, Friede, Freude und Hoffnung. Denn wer Gott trauet, dem giebet er sobald seinen heiligen Geist, wie St. Paulus zu den Galatern saget cap. 3. v. 2: "Ihr habet den Geist empfangen, nicht aus euern guten Werken, sondern da ihr dem Worte Gottes geglaubet habet". Ja, de har ikke ladet troen forblive en gerning; men som de siger gjort en vane ud af den; selv om dog hele skriften ikke giver nogen gerning navn af guddommeligt god gerning, andet end lige troen. Derfor er det ikke mærkeligt, at de er blevet blinde og blevet blinde ledere, Matt 15.14. Og denne tro bringer samtidig med sig kærligheden, freden, glæden og håbet. For den, der stoler på Gud, ham giver han straks sin hellige Ånd, som Skt. Paulus siger til galaterne, Gal 3,2: "I har noget modtaget ånden, ikke ud af jeres gode gerninger, men fordi I troede Guds ord". (gal#3.2)

²⁴        Zum fünften: In diesen Glauben werden alle (E199) Werke gleich, und ist eines wie das andere; fället ab aller Unterscheid der Werke, sie seyn gross, klein, kurz, lang, viel oder wenig. Denn nicht die Werke von ihrentwegen, sondern von des Glaubens wegen angenehm sind, welcher einig und ohne Unterscheid in allen und jeglichen Werken ist, wirket und lebet, wieviel und unterschiedlich sie immer sind: gleichwie alle Gliedmassen von dem Haupte leben, wirken und den Namen haben, und ohne das Haupt kein Gliedmass leben, wirken oder Namen haben mag.       For det femte: I denne tro bliver alle gerninger ens, den ene er som den anden; alle forskelle mellem gerninger faldet bort, de kan være store, små, korte, lange, mange eller få. For det er ikke gerningerne i sig selv, der er velbehagelige, men gerninger, der gøres for troens skyld, den, som er i, virker i og lever i hver eneste gerning uden forskel overhovedet, hvor forskellige de end ellers er: Ganske som alle lemmer lever, virker og har deres navn fra hovedet, og ganske som ingen lem kan leve, virke eller have noget navn uden hovedet.

²⁵           Daraus denn weiter folget, dass ein Christenmensch, in diesem Glauben lebend, nicht darf eines Lehrers guter Werke; sondern was ihm vorkommt, das thut er, und ist alles wohl gethan; wie Samuel sprach zu Saul 1. Sam 10,6,7: "Du wirst ein andrer Mensch werden, wenn der Geist in dich kommt. Denn so thue, was dir vorkommt, Gott ist bei dir." Also lesen wir auch von St. Annen, Samuels Mutter, 1. Sam. 1,17.18, da sie dem Priester Heli glaubete, der ihr Gottes Gnaden zusagte, ist sie fröhlich und friedlich heimgegangen, und hat sich hinfort nicht mehr hier und dar gekehret; das ist, es ist alles Ein Ding, und alles gleich worden, was ihr vorkommen ist.        Deraf følger så videre, at en kristen, der lever i denne tro, ikke behøver nogen til at lære sig om de gode gerninger; men hvad der kommer ham for, det gør han, og det er altsammen vel gjort; sådan som Samuel sagde til Saul, 1 Sam 10,6-7: "Du vil blive et andet menneske, når ånden kommer ind i dig. Gør så, hvad der falder dig for, Gud er hos dig". Således læser vi også af Skt. Hanna, Samuels mor, i 1 Sam 1,17f, at da hun stolede på præsten Eli, som havde tilsagt hende Guds nåde, da var hun gået hjem med glæde og fred og havde ikke mere vendt sig hid og did; det vil sige, det, der faldt hende for, var altsammen blevet ét og det samme.

²⁶ Auch St. Paulus saget Röm. 8,2: "wo der Geist Christi ist, da ist es alles frei". Denn der Glaube lässt sich an kein Werk binden; so lässt er ihm auch keines nicht nehmen: sondern, wie der erste Psalm, v. 3. saget: "Er giebet seine Früchte, wenn's Zeit ist", das ist, wie es kommt und gehet. Skt. Paulus siger også til romerne (Rom 8,2): "Hvor Kristi ånd er, det er alt frit". For troen lader sig ikke binde til nogen gerning; ejheller lader den sig nogen gerning berøve, men det er, som Sl 1,3 siger: "Den giver frugt, når det er tid", det vil sige, sådan som det nu kan falde sig.

²⁷      Zum sechsten. Das mögen wir bei einem groben, fleischlichen Exempel sehen: Wenn ein Mann oder Weib sich zum andern versiehet Liebe und Wohlgefallens, und dasselbe fest glaubet; wer lehret denselben, wie er sich stellen soll, was er thun, lassen, sagen, schweigen, gedenken soll? Die einige Zuversicht lehret ihn das alles, und mehr denn noth ist; da ist ihm kein Unterscheid in Werken; thut das gross, lang, viel, so gerne als das kleine, kurze, wenige; und wiederum; dazu mit fröhlichem, friedlichem, sicheren Herzen, und ist ganz ein frei Geselle.        For det sjette: Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske.

²⁸        Wo aber ein Zweifel da ist, da suchet sich's, welches am besten sey, da hebet sich Unterscheid der Werke (E200) auszumalen, womit er möge Huld erwerben; und gehet dennoch zu mit schwerem Herzen und grossem Unlust, und ist gleichsam gefangen, mehr denn halb verzweifelt, und wird oft zum Narren darob.         Men hvor der er tvivl inde i billedet, da søger den sig, hvad der er bedst, da begynder den at udmale forskel på gerninger, hvormed den kan vinde sig gunst; og går alligevel til værket med tungt hjerte og stor ulyst, og er samtidig fanget og mere end halvt fortvivlet, og bliver ofte til nar af den grund.

²⁹      Also, ein Christenmensch, der in dieser Zuversicht gegen Gott lebet, weiss alle Dinge, vermag alle Dinge, vermisset sich aller Dinge, was zu thun ist, und thut's alles fröhlich und frei; nicht um viel guter Verdienste und Werke zu sammlen; sondern dass ihm eine Lust ist, Gott also wohlgefallen, und lauterlich umsonst Gott dienet, daran begnüget, dass es Gott gefället.       På samme måde går det en kristen, der levet i denne tillid til Gud, han véd alle ting, han formår alle ting, han fordrister sig til alle ting, og han gør det altsammen glad og frit; ikke for at samle fortjeneste og gode gerninger; men fordi det er ham en lyst på den måde at have Guds velbehag, og han tjener Gud ganske uden vederlag, det er ham nok, at det behager Gud.

³⁰ Wiederum, der mit Gott nicht eins ist, oder zweifelt daran, der hebet an, suchet und sorget, wie er doch wolle gnug thun, und mit viel Werken Gott bewegen. Er läufet zu St. Jacob, Rom, Jerusalem, hie und da, betet St. Brigitten Gebet, diess und das, fastet den und diesen Tag, beichtet hie, beichtet da, fraget diesen und jenen; und findet doch nicht Ruhe, und thut das alles mit grosser Beschwerung, Verzweifelung und Unlust seines Herzens, dass auch die Schrift solche gute Werke nennet auf hebräisch, Avenamal, auf deutsch, Mühe und Arbeit. Omvendt med den, der ikke er overens med Gud eller tvivler derpå, han begynder at søge og bekymre sig om, hvordan han dog skal gøre nok og bevæge Gud med mange gerninger. Han løber til Skt. Jakob, til Rom, til Jerusalem, hid og did, beder Skt. Birgittes bønner, gør dette og hint, faster den og den dag, skrifter her, skrifter hist, spørger den og den; og finder dog ikke ro, og gør det altsammen med stort møje, fortvivlelse og ulyst i hjertet, så at skriften også på hebraisk kalder sådanne gode gerninger "aven amal", hvilket betyder "møje og slid".

³¹ Dazu sind's nicht gute Werke, und alle verloren. Ihrer sind viel darob toll worden, und für Angst in allen Jammer kommen. Von denen stehet Weish. 5,6.7: "Wir sind müde worden in dem unrechten Wege, und haben schwere, saure Wege gewandelt; aber Gottes Weg haben wir nicht erkennet, und die Sonne der Gerechtigkeit ist uns nicht aufgegangen". Dertil kommer, at der slet ikke er tale om gode gerninger, så alt er spildt. Der er mange, der er blevet vanvittige af det og af angst kommet ind i al mulig jammer. Om dem står der i Visd. 5,6f: "Vi er blevet trætte på den forkerte vej og har vandret på tunge, besværlige veje, men Guds vej har vi ikke erkendt, og retfærdighedens sol er ikke opgået for os".

³²      Zum siebenten, in den Werken ist der Glaube noth gering und schwach; lass uns weiter fragen, wenn es ihnen übel gehet an Leib, Gut, Ehre, Freunde, oder was sie haben, ob sie denn auch glauben, dass sie Gott nicht wohlgefallen, und er ihr Leiden und Widerwärtigkeit, sie seyn klein oder gross, gnädiglich über sie ordne. Hier ist Kunst, zu Gott, der sich zornig stellet nach allen unsern Sinnen und Verstand, gute Zuversicht haben, und Bessers sich zu ihm versehen, denn sich's empfindet.        For det syvende: I gerningerne er troen nødvendigvis ringe og svag; lad os videre spørge, når det går den ilde, hvad legeme, gods, ære, venner, eller hvad de ellers har, angår, om de da også tror, at de ikke er Gud til behag, og at det er ham, der i nåde lader lidelse og genvordigheder kommer over dem. Her er det kunsten at have stærk tillid til Gud, der efter al vor sans og forstand ser vred ud, og at vente sig noget bedre af ham, end det ser ud til, at man får.

³³ Hier ist er verborgen, gleichwie die Braut saget im Hohel. 2,9: "Siehe, er stehet hinter der Wand, und siehet durch die Fenster;" das ist so viel, unter den Leiden, die uns gleich von ihm scheiden (E201) wollen, wie eind Wand, ja eine Mauren, stehet er verborgen: und siehet doch auf mich, und lässt mich nicht; denn er stehet und ist bereit zu helfen i Gnaden, und durch die Fenster des dunkeln Glaubens lässt er sich sehen. Und Jeremias in Klagl. 3,31-33: "Er verwirft die Menschen, aber er thut's nicht aus herzlicher Meinung". Her er han skjult, ganske som bruden siger i Højsangen 2,9: "Se, han står bag væggen og ser gennem vinduet"; det vil sige, at bag de lidelser, der ligesoom vil skille os fra ham, som en væg, ja en mur skiller, står han skjult, og ser dog på mig, og forlader mig ikke; for han står der og er parat til at hjælpe i nåde, og lader sig se gennem den dunkle tros vindue. Og Jeremias siger i Klagesangene 3,31-33: "Han plager menneskene, men han gør det ikke af hjertet".

³⁴        Diesen Glauben kennen sie gar nicht, und geben sich über; denken, Gott habe sie verlassen, und sey ihnen feind; ja, sie geben solches Uebel den Menschen und Teufeln, und ist da lauter keine Zuversicht zu Gott. Darum ist ihr Leiden auch ihnen allezeit ärgerlich und schädlich; und gehen doch hin, und thun etliche gute Werke, als sie meinen, gar nichts solches ihres Unglaubens wahrnehmende.        Denne tro kender de slet ikke; den opgiver de, og tænker, at Gud har forladt dem, og er fjendtlig stemt imod dem; ja, de giver menneskene og djævelen skylden for en sådan ulykke, og der er slet ingen tillid til Gud. Derfor er deres lidelse dem også hele tiden til forargelse og skadelig; og de går dog omkring og gør nogle efter deres mening gode gerninger, uden overhovedet at opdage deres vantro.

³⁵ Aber welche Gott in solchem Leiden trauen, und eine feste, gute Zuversicht gegen ihm behalten, dass er über sie einen Wohlgefallen habe, denselbigen sind die Leiden und Widerwärtigkeit eitel köstliche Verdienste, und die edelsten Güter, die niemand schätzen mag. Men de, der stoler på Gud i en sådan lidelse og fastholder en fast, god tillid til ham, at han har velbehag i dem, for dem er lidelsen og genvordigheden en kostelig fortjeneste og de ædleste goder, som ingen kan skatte.

³⁶ Denn der Glaube und Zuversicht machen's alles köstlich vor Gott, das den andern auf's allerschändlichste ist, dass auch vom Tod geschrieben stehet im 116. Ps. v. 15: "Der Tod der Heiligen ist köstlich geachtet vor Gottes Augen". Und so viel die Zuversicht und Glaube in diesem Grad besser, höher und stärker ist, gegen dem ersten Grad, so viel übertreffen die Leiden in demselbigen Glauben alle Werke im Glauben. Und ist also zwischen solchen Werken und Leiden unmesslicher Unterscheid der Besserung. For troen og tilliden gør alt det kosteligt for Gud, som for de andre er det allerskændigste, så der også i Sl 116,15 står skrevet om døden: "De helliges død agtes kosteligt i Guds øjne". Og lige så meget tilliden og troen på dette trin er bedre, højere og stærkere i forhold til det første trin, ligeså meget overgår lidelserne i denne tro alle gerningerne i troen. Og der er altså en umådelig forskel med hensyn til forbedring mellem sådanne gerninger og lidelserne.

³⁷       Zum achten: Ueber das alles ist des Glaubens der höchste Grad, wenn Gott nicht mit zeitlichem Leiden, sondern mit dem Tode, Hölle und Sünde das Gewissen strafet, und gleich Gnade und Barmherzigkeit absaget, als wollte er ewiglich verdammen und zürnen; welches wenig Menschen erfahren, wie David im 6. Ps. v. 1. klaget: "Herr, strafe mich nicht in deinem Grimm."         For det ottende. Over alt dette står troens højeste trin, nemlig når Gud anklager samvittigheden, ikke med timelige lidelser, men med død, helvede og synd, og samtidig afslår at vise nåde og barmhjertighed, som ville han i evighed fordømme og være vred. Det er der kun få mennesker, der erfarer, som David, når han i Sl 6,1 klager: "Herre, straf mig ikke i din harme".

³⁸ Hie zu glauben, dass Gott gnädigen Wohlgefallen über uns habe, ist das höchste Werk, das geschehen mag von und in der Creatur, davon die Werkheiligen und Gutthäter gar nichts wissen. Denn wie sollen sie sich hie Gutes und Gnaden zu Gott versehen, dieweil (E202) sie in ihren Werken nicht gewiss sind, und am geringsten Grad des Glaubens zweifeln. Under de omstændigheder at tro, at Gud har nådigt velbehag i os, det er den største gerning, som kan ske ud af og i skabningen, men derom véd de gerningsretfærdige og de, der gør gode gerninger, slet intet. For hvordan skulle de under de omstændigheder vente sig noget godt eller vente sig nåde fra Gud, når de ikke er sikre i deres gerninger og tvivler på troens nederste trin.

³⁹       Siehe, also habe ich, wie gesagt, den Glauben allezeit gepreiset, und alle Werke, die ohne solchen Glauben geschehen, verworfen, dadurch die Menschen von den falschen, gleissenden, pharisäischen, unglaubigen guten Werken, derer jetzund alle Klöster, Kirchen, Häuser, nieder und hoher Stände, voll, voll sind, zu den rechten, wahrhaftigen, grundguten, gläubigen Werken zu führen, darinne mir niemand widerstrebet.       Se, derfor har jeg som sagt altid prist troen og forkastet alle gerninger, som sker uden denne tro. Derved har jeg villet føre menneskene bort fra de falske, hykleriske, farisæiske gode gerninger uden tro, hvoraf i vore dage alle klostre, kirker, huse, lavere og højere stænder er propfulde, frem mod den rette, sande, grundgode gerninger, gjort i tro. I det er der ingen, der sætter sig imod mig.

⁴⁰ Denn die unreinen Thiere, deren Füsse nicht sind gespalten (wie im Gesetz Mosis angezeiget, 3. Mos 11,4.) gar keinen Unterschied leiden wollen der guten Werke; sondern einhin plumpen, wenn es nur gebetet, gefastet, gestiftet, gebeichtet, gnug gethan ist, soll es alles gut seyn, ob sie schon keinen Glauben darinnen gehabt göttlicher Gnaden und Wohlgefallens; ja, denn am meisten sie gut achten, wenn sie ihrer nur viel, gross, lang gethan haben, ohn alle solche Zuversicht, und hernach allererst sich Gutes versehen wollen, wenn die Werke gethan sind; und also nicht auf göttlichen Wohlgefallen, sondern auf ihre gethane Werke ihre Zuversicht, das ist, auf den Sand und Wasser bauen, davon sie zuletzt einen grausamen Fall thun müssen, wie Christus Matth. 7, 26. 27. saget. For de urene dyr, hvis klove ikke er spaltede (som det antydes i moseloven, 3 Mos 11,4) vil slet ikke finde sig i nogen forskel på de gode gerninger, men plumper i her: når der blot bliver bedt, fastet, stiftet klostre, skriftet tilstrækkeligt, så skal det hele være godt, også selv om de slet ikke deri har haft nogen tro på den guddommelige nåde og velbehag; ja, for for det meste regner de med, at det er godt nok, når de blot har gjort mange, store og lange gerninger af den slags, og først bagefter vil de vente noget godt, når gerningerne er gjorte; og derfor sætter de deres lid, ikke til det guddommelige velbehat, men til de gerninger, de har gjort, det vil sige, de bygger på sand og på vand, hvorfor de til sidst må opleve et grusomt fald, som Kristus siger Matt 7,26f.

⁴¹ Diesen guten Willen und Wohlgefallen, darauf unsere Zuversicht stehet, haben die Engel vom Himmel verkündiget, da sie sungen in der Christnacht Luc. 2,14: Gloria in excelsis Deo: "Ehre sey Gott im Höchsten, Friede der Erden, gnädiges Wohlgefallen den Menschen". Denne gode vilje, dette Guds velbehag, som vi sætter vor lid til, har englene forkyndt fra himlen, da de julenat sang: "Æren tilhører Gud i det højeste, fred på jorden, nådigt velbehag i menneskene", Luk 2,14.

⁴²        Zum neunten: Siehe, das ist das Werk des ersten Gebots, da geboten ist: "Du sollst nicht andere Götter haben"; das ist so viel gesagt: Dieweil ich allein Gott bin, sollst du zu mir allein deine ganze Zuversicht, Vertrauen und Glauben setzen, und auf niemand anders. Denn das heisst nicht einen Gott haben, so du äusserlich mit dem Munde Gott nennest, oder mit den Knien oder Geberden anbetest; sondern so du herzlich ihm vertrauest, und dich alles Gutes, Gnaden und Wohlgefallens zu ihm versiehest, es sey in Werken oder Leiden, im Leben oder Sterben, in Liebe oder (E203) Leid; als der Herr Christus Joh. 4,24. zu dem heidnischen Weiblein saget: "Ich sage dir, wer Gott will anbeten, der muss ihn in Geist und in der Wahrheit anbeten".       For det niende: Se, det er det første buds gerning. Her befales det: "Du skal ikke have andre guder!" Det vil sige: Fordi det alene er mig, der er Gud, skal du alene sætte al din lid, tillid og tro til mig og ikke til nogen anden. For det er ikke at have en Gud, når du i det ydre taler om Gud med munden, eller tilbeder Gud med knælen og gebærder; nej, det er at have en Gud, når du i hjertet har tillid til ham og venter dig alt godt, nåde og velbehag fra ham, hvad enten det er, når du handler eller når du lider, når du lever eller når du dør, når du elskes eller når du lider; sådan som vor Herre Kristus i Joh 4,24 siger til den hedenske kvinde: "Jeg siger dig, den, der vil tilbede Gud, skal tilbede ham i ånd og sandhed".

⁴³ Und dieser Glaube, Treue, Zuversicht des Herzens gründlich, ist wahrhaftige Erfüllung dieses ersten Gebotes, ohn welchen sonst kein Werk ist, das diesem Gebot möge gnug thun. Und wie dieses Gebot das allererste, höchste, beste ist, aus welchem die andern alle fliessen, in ihm gehen, und nach ihm gerichtet und gemässiget werden: also ist auch sein Werk (das ist der Glaube oder Zuversicht zu Gottes Hulden, zu aller Zeit) das allererste, höchste, beste, aus welchem alle andere fliessen, gehen, bleiben, gerichtet und gemässiget werden müssen. Und andere Werke gegen diesem sind eben, als ob die andern Gebote wären ohn das erste, und kein Gott wäre. Derhalben spricht wohl St. Augustinus, dass des ersten Gebots Werke sind, glauben, hoffen und lieben. Og denne hjertets grundfaste tro, trofasthed, tillid, det er den sande overholdelse af det første bud, og uden den er der ingen anden gerning, som kan gøre fyldest i dette bud. Og som dette bud er det allerførste, det højeste, det bedste, fra hvilket alle de andre flyder, går op i, retter sig ind efter og bliver afstemt efter, sådan er også dette buds gerning (det vil sige, troen eller tilliden til Guds gunst under alle forhold) den allerførste, højeste, bedste gerning, hvorfra alle andre udflyder, går, forbliver, må tilrettes og afstemmes efter. At stille andre gerninger op mod den er at lade, som om de andre bud kunne eksistere uden det første bud, som om der ingen Gud var til. Derfor siger Skt. Augustin med rette, at det første buds gerninger er at tro, håbe og elske.

⁴⁴          Nun ist droben gesaget, dass solche Zuversicht und Glaube bringet mit sich Liebe und Hoffnung (#23); ja, wenn wir's recht ansehen, so ist die Liebe das erste, oder je zugleich mit dem Glauben. Denn ich möchte Gott nicht trauen, wenn ich nicht gedächte, er wolle mir günstig und hold seyn, dadurch ich ihm wieder hold und beweget werde, ihm herzlich zu trauen, und alles Gutes zu ihm versehen.        Nu er der ovenfor sagt, at en sådan tillid og tro bringer kærlighed og håb med sig; ja, når vi ser ret efter, så er kærligheden det første eller i hvert fald samtidig med troen. For jeg ville ikke kunne tro Gud, hvis jeg ikke mente, at han ville være mig gunstig og huld, og derved bliver jeg til gengæld huld imod ham og bevæges til hjerteligt t tro ham og vente alt godt af ham.

⁴⁵        Zum zehnten: Nun siehest du selbst, dass alle die, so in Gott nicht vertrauen allezeit, und nicht sich seiner Gunst, Huld und Wohlgefallens versehen in allen ihren Werken oder Leiden, Leben oder Sterben, sondern bei andern Dingen, oder bei ihnen selbst solches suchen, diess Gebot nicht halten, und wahrhaftige Abgötterei treiben, ob sie gleich auch aller anderer Gebote Werke thäten, dazu aller Heiligen Gebet, Fasten, Gehorsam, Geduld, Keuschheit, Unschuld auf einem Haufen hätten.        For det tiende: Nu kan du selv se, at alle de, som ikke hele tiden stoler på Gud og ikke venter sig hans gunst, huld og velbehag i alle deres handlinger eller lidelser, i liv eller død, men forventer det ved alle andre ting eller ved sig selv, de holder ikke dette bud og driver i virkeligheden afguderi, om de så også holdt alle gerningerne i de andre bud, og dertil havde alle helgeners bønner, fasten, lydighed, tålmodighed, kyskhed, uskyld i én stor bunke.

⁴⁶ Denn das Hauptwerk ist nicht da, ohne welches die andern alle nichts sind, denn ein lauter Gleissen, Scheinen, Färben, und nichts dahinten; vor welchen uns Christus warnet Matth. 7,15: "Hütet euch vor den falschen Propheten, die zu euch kommen in Schafskleidern." Das sind alle, die durch viel gute Werke (als sie sagen,) (E204) Gott sich wohlgefällig machen wollen, und Gott seine Huld gleichsam abkaufen, als wäre er ein Treudeler oder Taglöhner, der seine Gnad und Huld nicht umsonst geben wollte. Das sind die verkehrtsten Menschen auf Erden, die schwerlich und nimmermehr bekehrt werden auf den rechten Weg. For den vigtigste gerning er der ikke, og uden den er alle de andre intet andet end lutter hykleri, skin, sminke; der ligger ikke noget bag; det er det, Kristus advarer os imod Matt 7,15: "Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder!" Det er alle dem, der gennem deres mange påstået gode gerninger vil vinde sig Guds velbehag, og så at sige vil tilkøbe sig Guds gunst, som var han en høker eller forvalter, der ikke ville give sin nåde eller gunst for intet. Det er de mest forvendte mennesker på jorden, som kun vanskeligt eller måske aldrig bliver omvendt til den rette vej.

⁴⁷         Desselbigen gleichen alle, die in Widerwärtigkeit hier und dar laufen, und allenthalben Rath, Hülfe und Trost suchen, ohn allein bei Gott, da es ihnen aufs höchste geboten ist zu suchen; welche der Prophet Jesaias 9,13. strafet also: Das unsinnige Volk bekehret sich nicht zu dem, der es schläget, das ist, Gott schlug sie, und schaffete ihnen Leiden und allerlei Widerwärtigkeit zu, dass sie zu ihm sollten laufen, und ihm vertrauen; so laufen sie von ihm zu den Menschen, jetzt in Egypten, jetzt in Assyrien, etwan auch zum Teufel. Von welcher Abgötterei viel in demselbigen Propheten und Libris Regum geschrieben ist.        Som dem er alle de, som i modgang løber hid og did og søger råd, hjælp og trøst alle andre steder end hos Gud, skønt det på det strengeste er påbudt dem at søge den dèr; dem anklager profeten Esajas (Es 9,13) på denne måde: "Det uforstandige folk vender sig ikke om til ham, der slår det", det vil sige: Gud slog dem og skaffede dem lidelser og alle slags modgang, for at de skulle løbe til ham og stole på ham; og så løber de bort fra ham til mennesker, så til Ægypten, så til Assyrien, måske også til djævelen. Om dette afguderi er der skrevet meget hos denne profet og i kongebøgerne.

⁴⁸       Also thun auch alle heilige Gleisner, wenn sie etwas anstösset, dass sie nicht zu Gott laufen, sondern von und vor ihm fliehen, nur gedenken, wie sie durch sich selbst oder menschliche Hülfe ihres Anliegens ledig werden, und sich doch fromme Leute achten und achten lassen.        Sådan gør også alle skinhellige, hvis noget går dem imod, de løber ikke til Gud, men flygter fra ham og for ham, tænker kun på, hvordan de ved egen hjælp eller menneskelig hjælp kan komme af med deres byrder; og dog anser de sig selv for fromme mennesker og lader sig anse af andre for fromme mennesker.

⁴⁹       Zum eilften: Das ist die Meinung S. Pauli an vielen Orten, da er dem Glauben so viel giebet, dass er saget: Iustus ex fide sua viuit: Der gerechte Mensch har sein Leben aus dem Glauben, Röm. 1,17. und der Glaube ist das, darum er gerecht vor Gott geachtet wird. Stehet denn die Gerechtigkeit im Glauben, so ist's klar, dass er alle Gebote erfüllet, und alle ihre Werke rechtfertig machet; sintemal niemand rechtfertig ist, er thue denn alle Gottes Gebote.        For det elvte: Det er Paulus' mening de mange steder, hvor han giver troen så meget, så han siger: "Den retfærdige har sit liv ud af troen", Rom 1,17, og at det er for sin tro, han regnes for retfærdig overfor Gud. Hvis således retfærdigheden er begrundet i troen, så er det klart, at han opfylder alle bud og at alle de gerninger, de nævner, gør retfærdig; eftersom ingen er retfærdig, hvis han ikke opfylder alle Guds bud.

⁵⁰        Wiederum, mögen die Werke niemand rechtfertigen vor Gott ohne den Glauben. Und sogar mit offen vollem Munde der heilige Apostel die Werke verwirft, und den Glauben preiset, Röm. 3,28. dass etliche sich aus seinen Worten geärgert, sprechen: Ei, so wollen wir keine gute Werke mehr thun; die er doch verdammet als die Irrigen und Unverständigen.         Omvendt kan gerningerne ikke retfærdiggøre nogen overfor Gud uden troen. Og den hellige apostel forkaster endog udtrykkeligt gerningerne og priser troen, Rom 3,28, så at nogle har taget forargelse af hans ord og siger: Ej, så vil vi ikke mere gøre gode gerninger; men dem fordømmer han dog som vildfarende og uforstandige.

⁵¹        Also geschieht's noch, wenn wir verwerfen die grossen, scheinenden Werke zu unsern Zeiten, ohn allen (E205) Glauben gethan, dass sie sagen: Sie sollen nur glauben, und nichts Gutes thun; als nämlich, die Werke des ersten Gebots heisset man zu dieser Zeit, singen, lesen, orgeln, messhalten, Metten, Vesper und andere Gezeiten beten, Kirchen, Altar, Klöster stiften und schmücken, Glocken, Kleinodien, Kleider, Geschmeide, auch Schätze sammlen zu Rom, zu den Heiligen laufen.         Det samme sker stadigvæk, når vi forkaster de store, skinnende gerninger i vore dage, som gøres uden nogensomhelst tro, at man siger: De skal kun tro og ikke gøre noget godt; f. eks. mener man i vore dage, at det første buds gerninger er at synge, læse, spille orgel, holde messe, ottesang, vesper og andre tidebønner, at indstifte og udsmykke kirker, altre, kloster, at samle klokker, klenodier, klæder, smykker, også at samle skatte til Rom, og at løbe til helgenstederne.

⁵² Darnach, wenn wir bekleidet, uns bücken, Knie beugen, Rosenkränze und Psalter beten, und das alles nicht vor einem Abgott, sondern vor dem heiligen Kreuz Gottes oder seiner Heiligen Bild thun; das heissen wir Gott ehren, anbeten, und laut des ersten Gebots keine andere Götter haben; welches doch auch Wucherer, Ehebrecher und allerlei Sünder thun mögen, und täglich thun. Derefter, når vi tager messeklæder på, bukker os, bøjer vore knæ, beder rosenkranse og saltere, og alt dette ikke for en afgud, men for Guds hellige kors eller for hans helgeners billede, det kalder vi at ære Gud, at bede til ham og som det første bud siger ikke at have andre guder; hvilket dog altsammen ågerkarle, ægteskabsbrydere og alle slags syndere også kan gøre, og dagligt gør.

⁵³       Nun wohlan, geschehen diese Dinge mit solchem Glauben, dass wir's dafür halten, es gefalle Gott alles wohl, so sind sie löblich: nicht ihrer Tugend, sondern desselbigen Glaubens halben, dem alle Werke gleich gelten, wie gesaget ist. Zweifeln wir aber daran, oder halten's nicht dafür, dass Gott uns hold sey, in uns Gefallen habe, oder vermessen uns allererst, durch und nach den Werken ihm gefallen, so ist's lauter Trügerei: auswendig Gott geehret; inwendig sich selbst für einen Abgott gesetzet.          Men velan, hvis disse ting sker med den tro, at vi regner med, at det behager Gud vel, så er det prisværdigt. Ikke for deres egen skyld, men for den tros skyld, for hvilken alle gerninger gælder lige meget, som før sagt. Men hvis vi tvivler derpå, eller ikke regner med, at Gud vil være os nådig, have velbehag i os, eller hvis vi formaster os til først, gennem vore gerninger og efter vore gerninger at ville have hans velbehag, så er det lutter bedrag: så ærer vi Gud i det ydre; men indvendig sætter vi os selv op som en afgud.

⁵⁴         Das ist die Ursache, warum ich so oft wider solche Werke, Pompen, Pracht, Menge, geredet und sie verworfen habe, dass am hellen Tage ist, wie sie nicht allein im Zweifel, oder ohne solchen Glauben geschehen; sondern unter Tausenden nicht einer ist, der nicht sein Vertrauen darein setzet, vermeinet dadurch Gottes Huld zu erlangen, und seiner Gnade vorzukommen, einen Jahrmarkt daraus zu machen; welches Gott nicht leiden kann, der seine Huld omsonst versprochen, will, dass man an derselben anhebe durch eine Zuversicht, und in derselben alle Werke verbringe, wie sie genennet sind.        Det er grunden til, at jeg så ofte har talt imod den slags gerninger, denne pomp og pragt og mængde, og har forkastet den, for det er jo klart som dagen, at de ikke alene sker med tvivl eller uden denne tro, men der er jo ikke blandt tusinder én, som ikke sætter sin lid dertil og mener, at han derigennem opnår Guds gunst og kommer hans nåde i forkøbet, ved at gøre den til en markedsvare, hvilket Gud er imod. For han har lovet sin gunst for intet, han vil, at man skal begynde med troen ved at vise tillid, og fuldføre alle de gerning, der er nævnt, i den.

⁵⁵        Zum Zwölften: Daraus merke selber, wie weit von einander sind, das erste Gebot nur mit äusserlichen Werken, und mit innerlichem Vertrauen erfüllen. Denn diess machet rechte, lebendige Gottes Kinder; jener machet nur ärgere Abgötterei und die schädlichste Gleisner, die auf Erden sind, die unzählig viel Leute mit ihrem (E206) grossen Schein führen in ihre Weise, und lassen sie doch ohne Glauben bleiben, und also äusserlich verführet stecken in dem jämmerlichen Geplärre und Gespenste. Von denen sagt Christus Matth. 24,25: "Hütet euch, wenn sie euch werden sagen, siehe hie oder da ist Christus". Item, Joh. 4,21-23: "Ich sage dir, dass die Zeit wird kommen, dass ihr weder auf diesem Berge, noch zu Jerusalem werdet Gott anbeten; denn geistliche Anbeter suchet der Vater."         For det tolvte: Heraf kan du selv mærke, hvor langt de to ting er fra hinanden, at overholde det første bud med kun ydre gerninger, og at overholde det med indre tillid. For det sidste skaber rette, levende Guds børn; men det første skaber kun noget værre afguderi, skaber kun de skadeligste skinhellige, der er på jorden, som med deres store hykleri forfører udtallige mennesker til deres opfattelse, og lader den forblive uden tro, og således forført lader dem sidde fast i det jammerligste plapren og øjenbedrag. Om dem siger Kristus Matt 24,25: "Vogt jer, når de siger til jer: Se, her er Kristus, eller dèr er Kristus". Ligeledes, Joh. 4,21-23: "Jeg siger dig, at den tid skal komme, da I hverken skal tilbede Gud på dette bjerg eller i Jerusalem; for faderen søger åndelige tilbedere".

⁵⁶        Dieses und dergleichen Sprüche haben mich, und sollen jedermann bewegen, zu verwerfen das grosse Gepränge mit Bullen, Siegel, Fahnen, Ablass, damit das arme Volk geführet wird zu Kirchenbauen geben, stiften, beten, und doch der Glaube ganz geschwiegen, ja gar niedergedrücket wird. Denn dieweil er unter den Werken nicht Unterscheid hat (#24), so mag nicht neben ihm bestehen, einigerlei Werk vor dem andern so gross aufblasen und treiben.        Dette og lignende skriftsteder har bevæget mig, og skulle bevæge enhver, til at forkaste det store prangen med buller, segl, faner, aflad, hvormed det arme folk bliver forført til at give, indstifte, bede til kirkebyggeri, mens man tier helt om troen, ja ligefrem undertrykker den. For eftersom den ikke gør forskel på gerningerne, så kan det ikke stemme overens med troen, når man oppuster den ene slags gerninger så meget fremfor den anden slags.

⁵⁷ Denn er will allein Gottesdienst seyn, und den Namen und Ehre keinem andern Werke lassen, ohn so viel er ihm mittheilet; welches er thut, so das Werk in und aus ihm geschieht. Dieser Unfug ist im alten Testament bedeutet, da die Juden den Tempel verliessen, und opferten an andern Orten, in den grünen Lustgärten, und auf den Bergen. Also thun diese auch: Alle Werke sind sie emsig zu thun; aber diess Hauptwerk des Glaubens achten sie nimmer. For troen vil alene være gudstjeneste og ikke overlade det navn og den ære til nogen anden gerning, uden for så vidt den selv meddeler den det; hvilket den gør, når gerningen sker i den og ud af den. Dette møg er der hentydet til i det gamle testamente, dèr hvor jøderne forlod templet og ofrede andre steder, i de grønne lunde og på bjergene. (fx Es 1,29). Sådan gør disse også: Alle gerninger er de ivrige efter at gøre; men hovedgerningen: troen, regner de ikke for noget.

⁵⁸       Zum dreizehnten: Wo sind nun die, die da fragen, welche Werke gut sind, was sie thun sollen, wie sie fromm seyn sollen? Ja, wo sind auch die, so da sagen, wenn wir von dem Glauben predigen, dass wir keine Werke lehren oder thun sollen? Giebt nicht dieses erste einige Gebot mehr zu schaffen, denn jemand thun mag? Wenn ein Mensch tausend, oder alle Menschen, oder alle Creaturen wäre, so wäre ihm dennoch hie gnug aufgeleget, und mehr denn gnug, so ihm geboten ist, er solle allezeit im Glauben und Zuversicht zu Gott leben und wandeln, je auf keinen andern solchen Glauben stellen, und also nur einen, den rechten, keinen andern Gott haben.         For det trettende: Hvor er nu de, som spørger, hvilke gerninger der er gode, hvad de skal gøre, hvordan de skal være fromme? Ja, hvor er de, som siger, når vi prædiker om troen, at vi ikke skal lære eller gøre nogle gerninger? Er der ikke med dette ene bud mere at lave, end nogen kan overkomme? Hvis et menneske var tusind mennesker, eller var alle mennesker, eller var alle skabninger, så ville der alligevel her være pålagt ham nok, og mere end nok, eftersom det er påbudt ham, at han hele tiden skal leve og vandre i tro og tillid til Gud, ikke sætte sin tro på nogen anden, og altså kun have én Gud, den rette, og ikke nogen anden.

⁵⁹        Dieweil denn menschlich Wesen und Natur kein Augenblick mag seyn ohne Thun oder Lassen, Leiden (E207) oder Fliehen (denn das Leben ruhet nimmer, wie wir sehen); wohlan, so hebe an, wer da will fromm seyn und voll guter Werke werden, und übe sich selbst in allem Leben und Werken, zu allen Zeiten an diesem Glauben, lerne stetiglich alles thun und lassen in solcher Zuversicht;        Eftersom der da ikke i noget øjeblik kan være noget menneskeligt væsen eller natur til uden at handle eller undlade at handle, uden at holde ud eller flygte bort (for livet hviler aldrig, det er jo, hvad vi ser), velan, så begynd, den, der vil være from og blive fuld af gode gerninger, og øv dig selv i denne tro, altid, i hele dit liv og i alle dine gerninger, lær til stadighed at gøre alt og undlade alt i denne tillid;

⁶⁰ so wird er finden, wie viel er zu schaffen hat, und wie gar alle Dinge im Glauben liegen, und nimmer müssig mag werden; dieweil der Müssigang auch muss in des Glaubens Uebung und Werk geschehen; und kurzum nichts in und an uns seyn oder zerfallen mag, so wir glauben, es gefalle alles Gott, (wie wir sollen,) es muss gut seyn und verdienstlich. Also saget St. Paulus 1. Cor. 10,31: "Lieben Brüder, alles was ihr thut, ihr esset oder trinket, thut's alles in dem Namen Jesu Christi, unsers Herrn." Nun mag es in demselben Namen nicht geschehen, es geschehe denn in solchem Glauben. Item, Röm. 8,28: "Wir wissen, dass alle Dinge mitwirken zum Besten den Heiligen Gottes". så skal du nok finde ud af, hvor meget du har at gøre, og i hvor høj grad alting ligger i troen, og så vil du aldrig blive ledig, eftersom også lediggang må ske i troens øvelse og gerning; og, kort sagt, der kan intet finde i os og intet ske med os, når vi tror, at det altsammen behager Gud (og det skal vi jo tro), så må det være godt og fortjenstfuldt. Således siger Skt. Paulus 1 Kor 10,31: "Kære brødre, alt hvad I gør, om i spiser eller drikker, gør det altsammen i Jesu Kristi, vor herres navn". Nu kan der ikke ske noget i dette navn uden at det sker i denne tro. Ligeledes siger han Rom 8,28: "Vi véd, at alle ting samvirker til gode for Guds hellige".

⁶¹            Darum ist die Rede, so etliche sagen: Es sind gute Werke verboten, wenn wir den Glauben allein predigen; gleich der Rede, als wenn ich spreche zu einem Kranken, hättest du die Gesundheit, so hättest du die Werke der Gliedmassen alle, ohne welche aller Gliedmassen Wirken nichts ist; und er wollte daraus nehmen, ich hätte der Gliedmassen Werke verboten, so ich doch gemeinet, die Gesundheit zuvor muss seyn, und wirken alle Werke aller Gliedmassen: Also auch, der Glaube muss Werkmeister und Hauptmann seyn in allen Werken, oder seyn gar nichts.         Derfor er den tale, som nogen fører, om, at gode gerninger er forbudt, når vi alene prædiker troen, at sammenligne med det, der ville være tale om, hvis jeg ville sige til en syg: Hvis du havde sundhed, så ville du have alle dine lemmers brug; uden sundhed er alle lemmers brug intet; hvis han så ville drage den konsekvens, at jeg havde forbudt lemmernes brug, når jeg dog mener, at sundheden må gå forud og udvirke alle lemmernes handlinger: På samme måde må troen være værkmester og hovedmand i alle gerninger, ellers er de intet.

⁶²      Zum vierzehnten, so möchtest du sprechen: Warum hat man denn so viel geistlicher und weltlicher Gesetze, und viel Ceremonien der Kirchen, Klöster, Städte, die Menschen dadurch zu den guten Werken zu dringen und zu reizen, so der Glaube durch das erste Gebot alle Dinge thut? Antwort: Eben darum, dass wir den Glauben nicht allesammt haben oder achten. Wo den jedermann hätte, dürften wir keines Gesetzes nimmermehr; sondern thäte ein jeglicher von ihm selbst gute Werke, zu aller Zeit, wie ihn dieselbe Zuversicht wohl lehret.       For det fjortende: Nu kunne du sige: Hvorfor har man da så mange gejstlige og verdslige love, så mange ceremonier i kirker, klostre, og byer, for derved at drage og opægge mennesker til gode gerninger, hvis troen i kraft af det første bud bevirker det hele? Svar: Netop fordi vi ikke allesammen har eller agter på troen. Hvis enhver havde den, behøvede vi aldrig mere nogen lov; men enhver ville af sig selv gøre gode gerninger, hele tiden, som denne tillid ville lære ham.

⁶³        Nun aber sind viererlei Menschen. Die ersten, jetzt gesaget, die keines Gesetzes dürfen, davon St. Paulus (E208) 1. Tim. 1,9 saget: "Dem Gerechten (das ist, dem Gläubigen,) ist kein Gesetz geleget;" sondern solche thun freiwillig, was sie wissen und mögen, allein angesehen in fester Zuversicht, dass Gottes Gefallen und Huld über sie schwebet in allen Dingen.        Men nu er der fire slags mennesker. Den første slags, som vi lige har omtalt, behøver ingen lov; dem taler Skt. Paulus om i 1 Tim 1,9, hvor han siger: "Den retfærdige (det vil sige, den troende) påhviler der ikke nogen lov", nej, de gør frivilligt, hvad de véd og kan, alene ud fra den faste tillid, at Guds velbehag og huld svæver over dem i alle ting.

⁶⁴        Die andern wollen solcher Freiheit missbrauchen, sich fälschlich darauf verlassen und faul werden. Von denen saget St. Petrus 1. Epist. 2,16: "Ihr sollt leben als die frei sind, und doch nicht dieselbige Freiheit machen zu einem Deckel der Sünde;" als spräche er: Die Freiheit des Glaubens giebet nicht Urlaub zu Sünden, wird sie auch nicht decken; sondern giebt Urlaub allerlei Werke zu thun, und alles zu leiden, wie sie vor die Hand kommen, dass nicht an ein oder etliche Werke allein jemand gebunden sey. Also auch St. Paulus Gal. 5,13: "Sehet zu, dass ihr diese Freiheit nicht lasset seyn eine Ursache zu fleischlichem Leben." (gal#5.13) Diese muss man treiben mit Gesetzen, und bewahren mit Lehren und Vermahnung.        Den anden slags vil misbruge en sådan frihed, vil fejlagtigt forlade sig på den og blive dovne. Om dem siger Skt. Peter i sit første brev 2,16: "I skal leve som fri mennesker, og ikke gøre friheden til et skalkeskjul for synden", som ville han sige: Troens frihed giver ikke lov til at synde, den vil heller ikke skjule synden; men den giver lov til at gøre alle slags gerninger, og finde sig i alt, hvordan det nu kommer sig, så ingen skal være bundet til én bestemt eller nogle bestemte gerninger. Sådan siger også Skt. Paulus Gal 5,13: "Se til, at I ikke lader denne frihed blive årsag til et kødeligt liv". Disse mennesker må man drive med love, og bevare med lære og formaning.

⁶⁵        Die dritten sind böse Menschen, zu Sünden allezeit erwägen; die muss man mit Gesetzen, geistlich und weltlich, zwingen, wie die wilden Pferde und Hunde, und wo das nicht helfen will, sie vom Leben thun durchs weltliche Schwert; wie St. Paulus Röm. 13, 3.4. saget: "Die weltliche Gewalt träget das Schwert, und dienet Gott darinne, nicht zu der Furcht den Frommen, sondern den Bösen.        Den tredie slags er de onde mennesker, som altid er parat til at synde; dem må man tvinge med love, gejstlige og verdslige, som man tvinger vilde heste og hunde, og hvis det ikke hjælper, må man berøve dem livet med det verdslige sværd; som Skt. Paulus siger i Rom 13,3.4: "Den verdslige magt bærer sværdet, og tjener Gud derved, ikke for at skræmme de fromme, men for at skræmme de onde.

⁶⁶         Die vierten, die noch muthig und kindisch sind im Verstande solches Glaubens und geistliches Lebens, die muss man, wie die jungen Kinder, locken und reizen, mit den äusserlichen, bestimmten und verbundenen Geschmuck, lesen, beten, fasten, singen, Kirchenzierden, Orgeln, und was dess in Klöstern und Kirchen gesetzet oder gehalten wird, so lange, bis sie auch den Glauben lernen erkennen.         Den fjerde slags er mennesker, der endnu er egensindige og barnagtige i forståelsen af denne tro og det åndelige liv. Dem må man lokke for og drage, som med de små børn, med ydre, fast og vedtaget pynt, man må læse, bede, faste, synge, bruge kirkeudsmykning, orgler og hvad der ellers er opsat eller haves i klostre og kirker, indtil de også lærer at kende troen.

⁶⁷ Wie hie grosse Gefährlichkeit ist, wo die Regenten, wie es jetzt leider, gehet, mit denselbigen Ceremonien und sinnlichen Werken sich treiben und bläuen, als wären das die rechten Werke, mit nachlassen des Glaubens, den sie immer nebenbei lehren sollten; gleichwie eine Mutter dem Kinde neben der Milch auch (E209) andere Speise giebet, so lange bis das Kind selbst essen mag die starke Speise. Ganske vist er der her stor fare på færde, hvis de styrende, som det nu desværre er tilfældet, slider og slæber med sådanne ceremonier og ydre gerninger, som var de de rette gerninger, samtidig med at de lader troen være, den, som de altid skulle lære ved siden af; ganske som en mor udover mælken også giver barnet andre ting at spise, indtil barnet selv kan spise den kraftige føde.

⁶⁸        Zum funfzehnten: Dieweil denn wir nicht alle gleich sind, müssen wir dieselbigen Menschen dulden, und mit ihnen halten und tragen, was sie halten und tragen, und sie nicht verachten, sondern unterweisen den rechten Weg des Glaubens. Also lehret St. Paulus Röm. 14, v. 1: "Den Schwachen im Glauben nehmet an, ihn zu unterweisen. Also thäte er auch selbst 1. Cor. 9, v. 20.21: "Ich habe mich gehalten mit denen, die unter dem Gesetz waren, als wäre ich auch darunter, so ich doch nicht darunter war.       For det femtende: For vi nu ikke alle er ens, må vi finde os i den slags mennesker, holde ud og finde os i det de, holder til og finder sig i og ikke foragte dem, men undervise dem i troens rette vej. Således lærer Skt. Paulus i Rom 14,1: "Den, der er svag i troen, skal I tage jer af, så I underviser ham". Sådan gjorde han også selv i 1 Kor 9,20f: "Jeg har holdt sammen med dem, der var under loven, som var jeg selv under loven, selv om jeg dog ikke var det".

⁶⁹ Und Christus Matth. 17, v. 25. sqq. da er den Zinspfennig sollte geben, dess er doch nicht pflichtig war, disputiret er mit St. Petro: Ob die Kinder der Könige Zins müssten geben, oder allein andere Leute? Antwortet St. Petrus: Allein andere Leute. Sprach Christus: So sind der Könige Kinder frei; doch, dass wir sie nicht ärgern, so gehe hinaus ans Meer, und wirf ein den Angel; der erste Fisch, der da kommt, den nimm, und in seinem Munde wirst du einen Pfennig finden, den gieb für mich und dich. Og da Kristus skulle give tempelskatten, som han dog ikke var pligtig at give, siger han til Skt. Peter (Matt 17,25ff): "Er det kongernes børn, der skal betale skat, eller kun de andre? Skt. Peter svarede: Kun de andre. Så sagde Kristus: Så er altså kongernes børn fri; men for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen og kast en krog ud; den første fisk, der bider på, skal du tage, og i dens mund vil du finde en stater; den skal du tage og give for mig og for dig".

⁷⁰         Hier sehen wir, dass alle Werke und Dinge frei sind einem Christen, durch seinen Glauben, und er doch, dieweil die andern noch nicht glauben, mit ihnen trägt und hält, dess er nicht schuldig ist. Und das thut er aber aus Freiheit. Denn er gewiss ist, es gefalle Gott also wohl, und thut es gerne; nimmt's an, wie ein ander frei Werk, das ihm ohne sein Erwählen auf die Hand stösset; dieweil er begehret und suchet nicht mehr, denn wie er nur wirke, Gott zu gefallen in seinem Glauben.        Her ser vi, at alle gerninger er frie for en kristen, i kraft af hans tro, men at han alligevel, selv om de andre endnu ikke tror, finder sig i dem og holder dem ud, hvilket han ikke er skyldig at gøre. Og det gør han imidlertid ud af sin frihed. For han er sikker på, at sådan behager det Gud, og han gør det gerne; han tager det på sig som en fri gerning, som falder ham for, uden at han har besluttet sig til den; for han begærer og ønsker ikke andet, end kun at behage Gud i sin tro, hvordan han så end gør.

⁷¹         Dieweil aber wir in diesem Sermon vorgenommen zu lehren, welche rechtschaffene gute Werke sind, und jetzt von dem höchsten Werke reden, ist offenbar, dass wir nicht von den andern, dritten oder vierten Menschen reden; sondern von den ersten, denen die andern alle sollen gleich werden, und sie von den ersten so lange geduldet und unterweiset werden.         Men eftersom vi i denne prædiken har sat os for at undervise i, hvad de rette, gode gerninger er, og nu taler om de højeste gerninger, så er det klart, at vi ikke taler om den anden, tredie eller fjerde slags mennesker; men om den første slags, som alle de andre skal komme til at ligne, og indtil det sker, bliver tålt af og bliver undervist af.

⁷² Darum soll man dieselbigen Schwachgläubigen, die gerne wollten wohlthun und bessers lehren, und es doch nicht begreifen (E210) mögen, in ihren Ceremonien nicht verachten, so sie daran glauben, als sey es mit ihnen gar verloren; sondern ihnen ungelehrten, blinden Meistern, Matth. 15,14. die Schuld geben, die sie den Glauben nie gelehret, so tief in die Werke geführet haben: und soll sie sänftiglich und mit säuberlicher Musse wieder heraus in den Glauben führen, wie man mit einem Kranken umgehet, und zulassen, dass sie etlichen Werken eine Weile lang um ihres Gewissens willen noch anhangen und treiben, als die nöthigen zu der Seligkeit, so lange sie den Glauben recht fassen; auf dass nicht, so wir sie so geschwind heraus reissen wollen, ihr Schwach Gewissen ganz zerschellet und verwirret werde, und weder Glauben noch Werken behalten. Derfor skal man ikke foragte disse svagtttroende i deres ceremonier; de vil jo gerne gøre det rigtige og lære noget bedre, men kan blot ikke begribe det; man skal ikke foragte dem, når de tror på ceremonierne, som var de helt fortabte [uden dem], men give deres ulærde, blinde lærere skylden, (Matt 15,14), som ikke har lært dem troen, men ført dem dybere ind i gerningerne. Og man skal blidt og lemfældigt igen føre dem ud i troen, som man omgås en syg, og tillade, at de en tid lang for deres samvittigheds skyld stadig hænger ved og bedriver nogle gerninger, som var de nødvendige til salighed, indtil de rigtig fatter troen, så der ikke sker det, at vi vil rive dem så hurtigt ud, at deres svage samvittighed helt brydes i stykker og bliver forvirret, så de hverken beholder troen eller gerningerne.

⁷³ Aber die Hartköpfigen, die in den Werken verstocket, nicht achten, was man vom Glauben saget, auch dawider fechten, soll man fahren lassen, "dass ein Blinder den andern führe," Matth. 15,14. wie Christus that und lehrete. Men de hårdnakkede, som er forstokkede i gerningerne og ikke regner med, hvad man siger om troen, men kæmper imod det, dem skal man lade være, så den ene blinde kan lede den anden, som Kristus gjorde og lærte i Matt 15,14.

⁷⁴        Zum sechzehenten, sprichst du aber: Wie mag ich mich gewisse versehen, dass alle meine Werke Gott gefällig sind, so ich doch zuweilen falle, zu viel rede, esse, trinke, schlafe, oder je sonst über die Schnur fahre, das mir nicht möglich ist zu meiden? Antwort: Diese Frage zeiget an, dass du noch den Glauben achtest, wie ein ander Werk, und nicht über alle Werke setzest.        For det sekstende: Men siger du nu: Hvordan kan jeg sikkert forvente, at alle mine gerninger er gudvelbehagelige, når jeg dog af og til falder, taler, spiser, drikker, sover for meget, eller på anden måde går over stregen, hvilket dog er umuligt for mig at undgå? så er svaret: Dette spørgsmål viser, at du stadig regner troen for at være som en anden gerning og ikke sætter den over alle gerninger.

⁷⁵ Denn eben darum ist er das höchste Werk, dass er auch bleibet, und tilget dieselbigen täglichen Sünden, damit, dass er nicht zweifelt, Gott sey dir günstig, dass er solchem täglichen Fall und Gebrechlichkeit durch die Finger siehet; ja, ob auch schon ein tödtlicher Falle geschähe, (das doch denen, so im Glauben und Gottes Vertrauen leben, nimmer oder selten wiederfähret,) stehet doch der Glaube wieder auf, und zweifelt nicht, seine Sünde sey schon dahin, als 1. Joh. 2, 1.2. stehet: "Das schreibe ich euch, lieben Kinder, auf dass ihr nicht sündiget; so aber jemand je fället, so haben wir einem Fürsprecher vor Gott, Jesum Christum, der da ist eine Vergebung für alle unsere Sünde." Und Weish. 15,2: "Und ob wir schon sündigten, so sind wir doch die Deinen, und erkennen, dass du gross bist". Und Sprüchw. 24,16: "Siebenmal mag fallen ein (E211) gerechter Mensch, stehet aber so vielmal wieder auf." For netop derfor er troen den højeste gerning, fordi den forbliver og tildækker disse daglige synder derved, at den ikke tvivler på, at Gud er dig nådig stemt, at han ser igennem fingre med et sådant dagligt fald og svaghed; ja, selv om der så skete et dødeligt fald (hvilket dog aldrig eller kun sjældent sker for dem, der levet i tro og tillid til Gud), så rejser troen sig dog op igen og tvivler ikke på, at dens synd allerede er borte, som der står skrevet i 1 Joh 2,1f: "Det skriver jeg til jer, kære børn, for at I ikke skal synde; men hvis nogen falder, så har vi en fortaler for Gud, Jesus Kristus, som dèr er en tilgivelse for al vor synd". Og Visdommens bog 15,2: "Og selv om vi så også syndere, så er vi dog dine og erkender, at du er stor". Og Ordsprogenes bog 24,16: "En retfærdig kan falde syv gange, men rejser sig igen lige så mange gange".

⁷⁶ Ja, diese Zuversicht und Glaube muss also hoch und stark seyn, dass der Mensch wisse, dass alle sein Leben und Werk eitel verdammliche Sünden sind vor Gottes Gericht; wie geschrieben stehet Ps. 143,2: "Es wird vor dir kein lebendiger Mensch rechtfertig erfunden." Und muss an seinen Werken so verzweifeln, dass sie nicht gut seyn mögen, denn durch diesen Glauben, der sich keines Gerichts, sondern lauter Gnade, Gunst, Huld, Barmherzigkeit, versiehet; wie David Ps. 26,3: "Deine Barmherzigkeit, ist mir stets vor meinen Augen, und bin gutes Muths gewesen an deiner Wahrheit." Psalm 4,7: "Die Erleuchtung deines Angesichts schwebet über uns, (das ist, deiner Gnaden Erkenntniss durch den Glauben,) und damit hast du fröhlich gemachet mein Herz." Denn wie er sich versiehet, so geschieht ihm. Ja, denne tillid og tro må være så høj og stærk, at mennesket véd, at hele hans liv og alle hans gerninger er lutter fordømmelige synder for Guds domstol; som der står skrevet i Sl 143,2: "For dig bliver ingen levende fundet retfærdig". Og han må i den grad fortvivle over sine gerninger, at de kun kan være gode ved denne tro, der ikke forventer nogen dom, men lutter nåde, gunst, huld; som David gør i Sl. 26,3: "Din barmhjertighed står mig stedse for øje og jeg var vel til mode ved din sandhed". Og i Sl 4,7: "Dit ansigts lys svæver over os (det vil sige: erkendelsen af nåden ved troen), og derved har du gjort mit hjerte glad". For som man forventer, sådan sker det én.

⁷⁷        Siehe also, aus Barmherzigkeig und Gnade Gottes, nicht aus ihrer Natur, sind die Werke ohne Schuld, vergeben und gut um des Glaubens willen, der sich auf dieselbe Barmherzigkeit verlässet. Also müssen wir der Werke halben uns fürchten; aber der Gnaden Gottes halben trösten, wie geschrieben stehet Ps. 147,11: "Gott hat einen gnädigen Wohlgefallen über die, so sich vor ihm fürchten, und doch trauen auf seine Barmherzigkeit". Also beten wir mit ganzer Zuversicht: Vater unser, und bitten doch: Vergieb uns unser Schuld; sind Kinder, und doch Sünder; sind angenehme, und thun doch nicht gnug. Das machet alles der Glaube, in Gottes Hulde befestiget.        Se, det er altså af Guds barmhjertighed og nåde, og ikke ud af deres natur, at gerningerne er uden skyld, tilgivet og gode for den tros skyld, der forlader sig på denne barmhjertighed. Sådan må vi for gerningernes skyld være bange; men for Guds nåde skyld må vi trøste os, som der står skrevet i Sl 147,11: "Gud har nådig velbehag i dem, der frygter ham, og dog stoler på hans barmhjertighed". Sådan beder vi med tillid: Fadervor, men beder alligevel: Forlad os vor skyld; vi er børn, og dog syndere, vi har hans velbehag og gør dog ikke nok. Alt det bevirker troen, som er grundfæstet i Guds yndest.

⁷⁸        Zum siebenzehnten, fragest du aber: Wo der Glaube und Zuversicht möge gefunden werden oder herkommen? Das ist freilich das nöthigste zu wissen. Zum ersten, ohne Zweifel kommt er nicht aus deinen Werken noch Verdienst, sondern allein aus Jesu Christo, umsonst versprochen und gegeben; wie St. Paulus Röm. 5,8. sagt: "Gott macht uns seine Liebe fast süss und freundlich, in dem, dass Christus für uns gestorben ist, da wir noch Sünder waren." Als sollte er sagen: Sollte uns das nicht eine starke, unüberwindliche Zuversicht machen, dass, ehe wir darum gebeten oder gesorget haben, ja noch in Sünden für und für (E212) wandelten, Christus für unsere Sünde stirbet?       For det syttende: Men så spørger du: Hvor kan troen og tilliden mon findes, eller hvorfra kan den komme? Det er rigtignok det mest nødvendige at vide. For det første, uden tvivl kommer den ikke fra dine gerninger eller din fortjeneste, men alene fra Jesus Kristus, hvor den loves og gives for intet; som Skt. Paulus siger i Rom 5,8: "Gud gør sin kærlighed imod os ganske sød og venlig, derved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere" (rom#5.8). Som ville han sige: Skulle ikke det skabe i os en stærk, uovervindelig tillid, det, at Kristus dør for vore synder, før vi beder derom eller bekymrer os om det, ja mens vi stadig helt igennem vandrede i synd?

⁷⁹ Und folget v. 6. 10: "So denn Christus eine Zeit lang gestorben ist für uns, da wir noch Sünder waren, wie vielmehr, so wir nun durch sein Blut gerechtfertiget sind, werden wir selig werden durch ihn? Und so wir Gott versöhnet sind durch seines Sohnes Tod, da wir noch seine Feinde waren: vielmehr, so wir nun versöhnet sind, werden wir behalten werden durch sein Leben?" Og så følger i vers 6 og 10: "Når nu Kristus er død for os, mens vi endnu var syndere, hvor meget mere vil vi så ikke nu, hvor vi er retfærdiggjort ved hans blod, blive salige ved han? Og når vi nu er forsonet med Gud ved hans søns død, mens vi endnu var hans fjender: hvor meget mere skal vi så ikke, nu, hvor vi er forsonet med ham, blive opholdt ved hans liv?"

⁸⁰        Siehe, also musst du Christum in dich bilden, und sehen, wie in ihm Gott seine Barmherzigkeit dir vorhält und anbeut, ohn alle deine vorkommende Verdienste: und aus solchen Bilde seiner Gnaden schöpfen den Glauben und Zuversicht der Vergebung aller deiner Sünden.        Se, sådan må du danne Kristus i dig og se, hvordan Gud i ham foreholder dig og tilbyder dig sin barmhjertighed uden nogen fortjeneste på forhånd fra din side, og ud af et sådant billede af hans nåde må du øse troen og tilliden til alle dine synders forladelse.

⁸¹ Darum hebet der Glaube nicht an den Werken an; sie machen ihn auch nicht; sondern er muss aus dem Blute, Wunden und Sterben Christi quellen und fliessen, in welchen du siehest, dass dir Gott so hold ist, dass er auch seinen Sohn für dich giebet, muss dein Herze süss, und Gott wiederum hold werden, und also die Zuversicht aus lauter Gunst und Liebe erwachsen, Gottes gegen dir, und deiner gegen Gott. Derfor knytter troen sig ikke til gerningerne; det er ikke dem, der skaber den; men den må udspringe og udflyde af Kristi blod, sår og død, og når du deri ser, at Gud elsker dig så meget, at han giver selv sin søn for dig, så må omvendt dit hjerte blive sødt og du komme til at elske Gud, og således vokser tilliden ud af lutter yndest og kærlighed, Guds imod dig, og din imod Gud.

⁸² Also lesen wir noch nie, dass jemand der heilige Geist gegeben sey, wenn er gewirket hat; aber allezeit, wenn sie haben das Evangelium von Christo und die Barmherzigkeit Gottes gehöret. Aus demselben Worte muss auch noch heute und allezeit der Glaube, und sonst nirgend, herkommen. Denn Christus ist der Fels, da man Butter und Honig aus sauget, wie Moses saget 5. Mos. 32,14. Således læser vi da heller aldrig, at nogen har fået helligånden, fordi han har gjort gerninger; men altid hedder det, at de har fået den, når de har hørt evangeliet om Kristus og om Guds barmhjertighed. Ud fra dette ord må endnu i dag og altid troen komme, ikke andre steder fra. For Kristus er den klipper, hvoraf man suger smør og honning, som Moses siger 5. Mos 32,14.

⁸³ Von dem andern guten Werke.
       Zum achtzehnten: Siehe, bisher haben wir das erste Werk und erste Gebot gehandelt, dennoch fast kurz, grob, und überhin; denn gar viel davon zu sagen wäre. Nun wollen wir die Werke weiter suchen, durch die nachfolgenden Gebote. Das andere und nächste Werk nach dem Glauben ist das Werk des andern Gebots, dass wir Gottes Namen ehren, und nicht unnütz brauchen sollen; welches, gleichwie alle andere Werke, ohne den Glauben nicht geschehen mag; geschieht es aber ohn ihn, so ist's ein lauter Gleissen und Schein. Nach dem Glauben mögen wir nichts grössers thun, denn Gottes (E213) Lob, Ehre, Namen preisen, predigen, singen, und allerlei Weise erheben und gross machen. Om den anden gode gerning.
       For det attende: Se, hidtil har vi behandlet den første gerning og det første bud, alligevel kun kort, i store træk og i forbifarten; for ganske meget kunne siges derom. Nu vil gå videre med at undersøge gerningerne, ved at tage de følgende bud frem. Det andet bud og den næste gerning efter troen er det andet buds gerning, at vi skal ære Guds navn og ikke bruge det til ingen nytte; og denne gerning kan lige så lidt som de alle andre gerninger ske uden tro; og hvis den sker uden tro, så er det lutter hykleri og skin. Næste efter troen kan vi ikke gøre noget større end at prise, prædike, synge og på alle måder ophøje og forherlige Guds pris, ære og navn.

⁸⁴       Und wiewohl ich droben gesaget, und wahr ist, dass kein Unterscheid ist unter den Werken, wo der Glaube ist und wirket; so ist's doch zu verstehen, wenn sie gegen dem Glauben und seinen Werken geachtet werden. Aber sie unter einander zu messen, ist ein Unterscheid und eines höher denn das andere. Gleichwie im Leichnam die Gliedmassen gegen der Gesundheit keinen Unterscheid haben, und die Gesundheit in einem gleich wirket, wie in dem andern; so sind doch der Gliedmassen Werke unterschieden, und eines höher, edler, nützlicher, denn das andere.         Og selv om jeg ovenfor har sagt, at der ikke er forskel på gerningerne, hvor troen er tilstede og virker med, hvilket også er sandt, så skal det dog forstås om dette, at de sættes op mod troen og dens gerninger. Men når de måles indbyrdes, så er der forskel og den ene er højere end cden anden. Ganske som lemmerne på legemet stillet overfor sundheden ikke har nogen forskel indbyrdes, og sundheden virker lige så meget i det ene som i det andet; men lemmernes gerninger dog er forskellige og det enes højere, ædlere, nyttigere end det andets.

⁸⁵        Also auch hie, Gottes Ehre und Namen preisen, ist besser, denn die folgenden Werke der andern Gebot; und muss doch in demselbigen Glauben gehen, da alle andere inne gehen. Ich weiss aber wohl, dass diess Werk gering geachtet, dazu unbekannt ist worden; darum wollen wir's weiter ansehen, und lassen gnug gesaget seyn, dass solch Werk soll geschehen im Glauben und Zuversicht, es gefalle Gott wohl. Ja, es ist kein Werk, darinnen man so eben empfindet und fühlet die Zuversicht und Glauben, als in Gottes Namen ehren, und hilft sehr den Glauben stärken und mehren; wiewohl alle Werke helfen auch dazu, wie Sanct Petrus saget 2. Epist. 1,10: "Lieben Brüder, habet Fleiss, dass ihr durch gute Werke eure Berufung und Erwählung gewiss machet".       Sådan også her: at prise Guds ære og navn er bedre end de følgende gerninger i det andet bud og må dog foregå i den samme tro, hvori alle andre foregår. Men jeg véd godt, at denne gerning agtes ringe og dertil er ubekendt; derfor vil vi se nøjere på den og lade det være nok sagt, at denne gerning skal ske i tro og tillid, hvis den skal behage Gud. Ja, der er ingen gerning, hvori man så nøje føler og fornemmer tilliden og troen som i den at ære Guds navn og den hjælper meget med til at styrke og opelske troen; selv om alle gerninger også hjælper med dertil, som Skt. Peter siger i sit andet brev 1,10: "Kære brødre, vær ivrige efter, at I med gode gerninger gør jeres kald og udvælgelse sikker".

⁸⁶        Zum neunzehnten: Gleichwie das erste Gebot verbeut, wir sollen keine andere Götter haben, und darunter gebeut, wir sollen einen, den rechten Gott haben, durch einen festen Glauben, Vertrauen, Zuversicht, Hoffen und Liebe; welches allein die Werke sind, damit man einen Gott haben, ehren und behalten mag. Denn mit keinem andern Werk mag man Gott erlangen oder verlieren, denn allein mit Glauben oder Unglauben, mit Trauen oder Zweifeln; der andern Werk reichet keines bis zu Gott:        For det nittende: Ganske som det første bud forbyder, at vi må have andre guder, og tillige påbyder, at skal have én Gud, nemlig den rette Gud, gennem en fast tro, tillid, fortrøstning, håb og kærlighed; det er de eneste gerninger, hvorved man kan have, ære og beholde en Gud. For man kan ikke nå eller miste Gud ved nogen anden gerning end just ved troen eller vantroen, ved tillid eller tvivl; der er ingen af de andre gerninger, der når frem til Gud:

⁸⁷        Also auch im andern Gebot wird verboten, wir sollen seinen Namen nicht unnütz brauchen. Doch will das nicht gnug seyn: sondern wird darunter auch (E214) geboten, wir sollen seinen Namen ehren, anfuren, preisen, predigen und loben. Und zwar ist's nicht möglich, dass Gottes Namen sollte nicht verunehret werden, wo er nicht recht geehret wird. Denn ob er schon mit dem Munde, Kniebeugen, Küssen oder andern Geberden wird geehret, so das nicht im Herzen durch den Glauben in Gottes Huld und Zuversicht geschieht, ist es doch nichts denn ein Schein und Farbe der Gleisnerei.        På samme måde bliver det også i det andet bud forbudt os at bruge hans navn til ingen nytte. Dog er det ikke nok: Desuden bliver det os også påbudt at ære, anføre, prise, prædike og fremhæve hans navn. Det er nemlig ikke muligt, at Guds navn ikke skulle vanæres, hvor det ikke æres ret. For selv om det æres med munden, med knæbøjninger, kys og andre gebærder, hvis ikke dette sker i hjertet ved troen på Guds gunst og tillid, er det dog ikke andet end hykleriets skin og sminke.

⁸⁸        Nun siehe, wie mancherlei gute Werke der Mensch mag in diesem Gebot alle Stunden thun, und nimmer ohne gute Werke dieses Gebots seyn, so er will; dass er fürwahr nicht weit darf wallen, oder heilige Stätte suchen. Denn, sage an, welcher Augenblick mag vergehen, darinnen wir nicht ohn Unterlass Gottes Güter empfahen, oder aber böse Widerwärtigkeit leiden? Was sind aber Gottes Güter und Widerwärtigkeit anders, denn stetige Vermahnung und Reizung Gott zu loben, ehren und gebenedeien, ihn und seinen Namen anzurufen?        Se nu, hvor mange slags gode gerninger mennesket kan gøre i dette på til enhver tid, så han aldrig behøver være uden dette buds gerninger, hvis han vil; så han i sandhed ikke behøver at gå langt væk på pilgrimsfærd eller opsøge hellige steder. For sig mig, hvilket øjeblik der måtte passere, hvori vi ikke uden ophør modtager Guds goder eller lider onde genvordigheder! Men hvad er Guds goder eller genvordigheder andet end stadige formaninger og opmuntringer til at prise Gud, ære og velsigne ham og påkalde ham og hans navn!

⁸⁹ Wenn du nun aller Dinge müssig wärest, hättest du nicht gnug zu schaffen allein an diesem Gebot, dass du Gottes Namen ohn Unterlass gebenedeiest, singest, lobest und ehrest? Und wozu ist die Zunge, Stimme, Sprache und der Mund anders geschaffen? Wie Ps. 51, v. 17: "Herr, thue auf meine Lippen, dass mein Mund möge verkündigen dein Lob. It. v. 16: Meine Zunge soll erheben deine Barmherzigkeit." Hvis du nu ikke beskæftigede dig med nogetsomhelst andet, ville du så ikke have nok at gøre blot med dette bud, at du uden ophør skal velsigne, synge, prise og ære Guds navn! Og hvad skulle tungen, stemmen, sproget og munden ellers være skabt til! Som Sl 51,17 siger: "Herre, åbn mine læber, så min mund forkynder din pris". Ligeledes vers 16: "Min tunge skal ophøje din barmhjertighed".

⁹⁰         Was ist im Himmel für ein Werk, denn dieses andern Gebots, wie im 84. Ps. v. 5. stehet: "Selig sind, die da wohnen in deinem Hause, sie werden dich loben ewiglich." Also saget auch David Psalm am 34,2: "Gottes Lob soll seyn allezeit in meinem Munde." Und St. Paulus 1. Cor. 10,31: "Ihr esset oder trinket, oder thut etwas anders, so thut es alles Gott zu Ehren." (1kor#10.31) Item Coloss. 3,17: "Alles, was ihr thut, es sey mit Worten oder Werken, thut es in dem Namen unsers Herrn Jesu Christi, Gott dem Vater zu Lob und Dank." Wenn wir dieses Werkes wahrnähmen, so hätten wir hie auf Erden ein Himmelreich, und allezeit gnug zu thun, gleichwie die Seligen im Himmel.        Hvilken gerning findes i himlen udover denne det andet buds gerning, som der står skrevet i Sl. 84,5: "Salige er de, som bor i dit hus, de skal prise dig til evig tid". Således siger også David i Sl. 34,2: "Guds pris skal altid være i min mund". Og Skt. Paulus siger i 1 Kor 10,31: "Hvad enten i spiser eller drikker eller gør noget andet, så gør det altsammen til Guds ære". Ligeledes Kol 3,17: "Alt, hvad I gør, i ord eller gerning, gør det i vor Herres Jesu Kristi navn, Gud Fader til pris og tak". Hvis vi tog vare på denne gerning, så ville vi her på jorden have et himmerige, og altid have nok at gøre, ligesom de salige i himlen.

⁹¹        Zum zwanzigsten: Daher kommt das wunderliche und rechte Urtheil Gottes, da zuweilen ein armer (E215) Mensch, dem niemand ansehen kann viel und grosse Werke, bei ihm selbst in seinem Hause Gott fröhlich lobet, wenn es ihm wohlgehet, oder mit ganzer Zuversicht anrufet, so ihn etwas anstösset; und damit ein grösser und angenehmer Werk thut, denn ein andrer, der viel fastet, betet, Kirchen stiftet, wallfahrtet, und hie und da sich mit grossen Thaten bemühet.        For det tyvende: Heraf kommer Guds forunderlige og retfærdige dom, at det af og til går sådan, at et fattige menneske, hos hvem ingen kan se mange og store gerninger, hjemme hos sig selv glad priser Gud, når det går ham godt, eller med fuld tillid anråber ham, hvis der tilstøder ham noget; og dermed gør en større og mere velbehagelig gerning, end en anden, der faster meget, beder meget, indstifter kirker, går på pilgrimsfærd og anstrenger sig her og der med store gerninger.

⁹² Hier geschieht demselben Narren, dass er das Maul aufsperret, und nach grossen Werken siehet, so gar verblendet, dass er dieses grössten Werkes auch nimmer gewahr wird, und Gott loben in seinen Augen gar ein klein Ding ist vor den grossen Bilden seiner eigen erdachten Werke, in welchen er vielleicht sich mehr, denn Gott lobet, oder je in ihm selber einen Wohlgefallen darinnen hat; mehr denn in Gott; und also mit guten Werken stürmet wider das andere Gebot und seine Werke. Her går det således med denne nar, at han spærrer munden op og kikker efter store gerninger, så helt forblændet, at han slet ikke får øje på denne største gerning, og det går ham sådan, at dette at prise Gud i hans øjne er en ringe sag, sammenlignet med hans egne selvopfundne gerningers store kunstværker, hvori han nok priser sig selv mere end han priser Gud, eller i hvert fald har velbehag i sig selv mere end i Gud; og på den måde med sine gode gerninger stormer imod det andet bud og dets gerninger.

⁹³        Gleichwie der Pharisäus im Evangelio, und der offenbare Sünder, dieses alles ein Ebenbild geben, Luc. 18,11-14. Denn der Sünder rufete Gott an in seinen Sünden, lobete ihn, und traf die zwei höchsten Gebote, den Glauben und Gottes Ehre; der Gleisner fehlete ihrer beider, und prangete daher mit andern guten Werken, durch welche er sich selbst und nicht Gott rühmet, mehr auf sich, denn auf Gott sein Vertrauen setzet.        Ganske som farisæeren i evangeliet og den åbenbare synder er et eksempel på alt dette, Luk 18,11-14. For synderen anråbte Gud i sine synder, priste ham, og opfyldte de to højeste bud, troen og Guds ære; hykleren ramte ved siden af dem begge og prangede dertil med andre gode gerninger, hvorved han pralede af sig selv og ikke af Gud, og mere satte sin lid til sig selv end til Gud.

⁹⁴ Darum ist er billig verworfen, und jener auserwählet. Das machet alles, dass, je höher und besser die Werke sind, je weniger sie gleissen; dazu dass ein jedermann dieselben vermeinet leichtlich zu thun: dieweil man siehet vor Augen, dass niemand so fast sich stellet Gottes Namen und Ehre preisen, als eben die, die es nimmer thun, und mit solchem Gleissen, dieweil das Herz ohne Glauben ist, den köstlichen Werken eine Verachtung machen. Derfor var det rimeligt, at han blev forkastet og den anden udvalgt. Det kommer altsammen af, at jo højere og bedre gerningerne er, des mindre syner de af noget; desuden deraf, at enhver mener let at kunne gøre disse gerninger. Derfor ser man for sine øjne, at ingen i så høj grad anstiller sig, som om de priste Guds navn og ære, som netop dem, der aldrig gør det, dem, der med et sådant hykleri, hvor hjertet er uden tro, viser disse kostelige gerninger foragt.

⁹⁵        Dass auch der Apostel Sanct Paulus Röm. 2,23. darf frei sagen, dass die Gottes Namen am meisten lästern, die von dem Gesetz sich Gottes rühmen. Denn Gottes Namen zu nennen, und seine Ehre aufs Papier und an die Wände zu schreiben, ist leicht geschehen: aber ihn gründlich loben, und gebenedeien in seinen Wohlthaten, und anrufen tröstlich in allen Anstössen, das sind fürwahr die allerseltsamsten, höchsten Werke, nächst (E216) dem Glauben; dass, wenn wir's sehen sollten, wie wenig der seyn in der Christenheit, möchten wir vor Jammer verzagen.         Så at også apostelen Paulus i Rom 2,23 (rom#2.23) ligeud tør sige, at de, der vanhelliger Guds navn mest, er dem, der ud fra loven praler af Gud. For at nævne Guds navn og at skrive hans ære ned på papir eller op på væggen, det er let nok; men i sandhed at prise ham og velsigne ham i hans velgerninger og anråbe ham fortrøstningsfuldt i alle genvordigheder, det er i sandhed de sjældneste, højeste gerninger, næste efter troen; så hvis vi skulle se på, hvor få der er af den slags i kristenheden, så ville vi fortvivle af smerte.

⁹⁶ Und doch immer dieweil sich mehren die hoch, hübsch, übergleissende Werke, die Menschen erdacht haben, oder die diesen rechten Werken an der Farbe gleich sind, im Grunde alle glaublos, treulos, und kurzum, nichts Gutes dahinten. Also strafet auch Jesaias 48,1. das Volk von Israel: "Höret ihr, die ihr den Namen habet, als wäret ihr Israel, die ihr schwöret bei dem Namen Gottes, und gedenket sein noch in der Wahrheit, noch in der Gerechtigkeit," das ist, dass sie es nicht im rechten Glauben und Zuversicht thäten, welche die rechte Wahrheit und Gerechtigkeit ist, sondern traueten auf sich selbst, ihre Werke und Vermögen; und doch Gottes Namen anruften und lobten: welche sich nicht zu sagen fügen. Og dog forøges stadigvæk de høje, smukke, strålende gerninger, som mennesker har udtænkt, eller som af udseende ligner disse rette gerninger, men som i bund og grund af uden tro, uden tillid, og som der kort sagt ikke er noget godt i. Derfor anklager også Esajas i Es 48,1 Israels folk: "Hør I, som kaldes med Israels navn, som sværger ved Guds navn, og priser ham, men hverken i sandhed eller i retfærdighed", det vil sige, at de ikke gjorde det i den rette tro og tillid, hvilket er den rette sandhed og retfærdighed, men stolede på sig selv, på deres gerninger og evner; og alligevel anråbte og priste Guds navn. Men de to ting passer ikke sammen.

⁹⁷         Zum ein und zwanzigsten: So ist nun das erste Werk dieses Gebotes, Gott loben in allen seinen Wohlthaten, der unmesslich viel sind, dass auch solches Lobs und Danks billig kein Unterlass noch Ende seyn soll. Denn wer mag ihm vollkommen loben für das natürliche Leben, schweige denn für alle zeitliche und ewige Güter? Und also ist der Mensch mit diesem einigen Stück dieses Gebotes überschüttet mit guten, köstlichen Werken, welche, so er in rechtem Glauben übet, ist er fürwahr nicht unnütze hie gewesen. Und in diesem Stücke sündiget niemand so fast, als die allergleissnesten Heiligen, die ihnen selbst wohlgefallen, sich gerne rühmen, oder je gerne hören ihr Lob, Ehre und Preis vor der Welt.        For det én og tyvende: Det er nu dette buds første gerning: at prise Gud i alle hans velgerninger, og de er så umådelig mange, at det kun er rimeligt, at en sådan pris og tak er uden afbrydelse eller afslutning. For hvem kan prise ham nok for det naturlige liv, for slet ikke at tale om de timelige og evige goder? Og således er mennesket blot med denne ene del af dette bud overlæsset med gode, kostelige gerninger, og når mennesket øver dem i den rette tro, kan han sandelig her gå rundt uden at have noget at gøre. Og i denne del er der ingen, der synder så meget, som de helgener, der skinner allermest, men som finder behag i sig selv, gerne praler af sig selv eller i hvert fald gerne hører nogen prise, ære og takke dem overfor verden.

⁹⁸        Darum ist das andere Werk dieses Gebotes, sich hüten, fliehen und meiden alle zeitliche Ehre und Lob, und je nicht suchen seinen Namen, Gerüchte und gross Geschrei, dass jedermann von ihm singe und sage; welches gar ein gefährliche, und doch die allergemeineste Sünde ist, und leider, wenig geachtet. Es will je jedermann etwas gesehen werden, und nicht der geringste seyn, wie geringe er immer ist; so tief ist die Natur verböset in ihr eigen Gutdünkel, und in ihr selbst eigen Vertrauen, wider diese zwei ersten Gebote.         Derfor er det den anden gerning i dette bud, at man skal vogte sig for, fly og undgå al timelige ære og pris, og i hvert fald ikke søger sig et navn, et ry eller stor omtale, så enhver synger og taler om én; det er en farlig og dog såre almindelig synd, men desværre lidet påagtet. Enhver vil jo gerne ses på og ikke være den ringeste, hvor ringe han end er; så dybt er naturen sunket ned i sit eget velbehag og i at sætte sin lid til sig selv, imod disse to første bud.

⁹⁹         Nun achtet man diess grausame Laster in der Welt (E217) für die höchste Tugend, um welches willen überaus gefährlich ist, die heidnischen Bücher und Historien zu lesen und hören, denen, die nicht vor wohl sind in den Gottes Geboten und der heiligen Schrift Historien verständiget und erfahren.         Nu regner man i verden disse forfærdelige laster for at være de højeste dyder, og derfor er det i det hele taget farligt at læse og høre de hedenske bøger og historier for dem, der ikke i forvejen er godt inde i Guds bud og har forstået og erfaret den hellige skrifts historier.

¹⁰⁰ Denn alle heidnische Bücher sind mit dieser Gift des Lob- und Ehresuchens ganz durchmachet, darinnen man der blinden Vernunft nach lernet, als seyn das nicht thätige oder theure Menschen, noch werden mögen, die sich nicht lassen Lob und Ehre bewegen; und die für die besten geachtet werden, die Leib und Leben, Freund und Gut, und alles hintan setzen, dass sie Lob und Ehre erjagen. Es haben alle heilige Väter über diess Laster geklaget, und einträchtiglich beschlossen, dass es das allerletzte Laster sey zu überwinden. St. Augustinus spricht: Alle andere Laster geschehen in bösen Werken, ohne allein die Ehre und einen Wohlgefallen geschiehet in und von den guten Werken. (n100) For alle hedenske bøger er helt gennemtrængt af denne giftige søgen efter pris og ære, og deri lærer man i overensstemmelse med den blinde fornuft, som om de, der ikke lader sig bevæge af pris og ære, ikke var og ikke kunne være virksomme og værdifulde mennesker; og som om de skulle regnes for de bedste, som sætter legeme og liv, venner og gods og alt på spil, for at de kan opnå pris og ære. Alle hellige fædre har klaget over denne last og været enige om at fastslå, at det er den allersidste last, man skal overvinde. Skt. Augustin siger: Alle andre laster sker i de onde gerninger, kun det at søge ære og velbehag sker i og ud fra de gode gerninger.

¹⁰¹        Darum, wenn der Mensch aber nicht mehr zu thun hätte, denn diess andere Werk des andern Gebotes, hätte er dennoch sein Lebenlang überhaupt zu schaffen, mit diesem Laster zu fechten, das so gemein, so listig, so behende und thänisch ist auszutreiben. Nun lassen wir diese guten Werke alle stehen, und üben uns in vielen andern geringern guten Werken, ja eben durch andere gute Werke dieses umstossen, und ganz vergessen.         Hvis derfor mennesket ikke havde andet at gøre end at øve denne anden gerning fra det andet bud, ville han alligevel i hele sit liv have nok at gøre i at kæmpe mod denne last, der er så almindelig, så listig, så behændig og så sej at drive ud. Nuomstunder lader vi disse gode gerninger være og øver oos i mange andre ringere gode gerninger, ja, gennem disse andre gode gerninger omstøder og glemmer vi ganske denne.

¹⁰² Also wird denn der heilige Namen Gottes durch unsern verfluchten Namen eignen Wohlgefallen und Ehresuchen, unnütz angenommen und verunehret, der allein sollte geehret werden. Welche Sünde schwerer ist vor Gott, denn Todtschlag und Ehebruch. Aber seine Bosheit siehet man nicht so wohl, als des Todtschlags, um seiner Subtilichket willen. Denn sie nicht im groben Fleisch, sondern im Geist verbracht wird. Således bliver da Guds hellige navn i kraft af vores forbandede navn, i kraft af vor selvtilfredshed og æresyge, regnet for unyttigt og vanæres, skønt det var det, der alene skulle æres. Og den synd er alvorligere i Guds øjne end drab og ægteskabsbrud. Men man ser ikke så let ondskaben i den som i drab, for det er så subtilt. For den øves ikke i det grove kød, men i ånden.

¹⁰³        Zum zwei und zwanzigsten: Es meinen etliche, dass es gut sey für junge Leute, so sie mit Ruhm, Ehre; wiederum, mit Schande und Schmach gereizet, und wohl zu thun beweget werden. Denn viel sind, die Guts thun, und Uebel lassen, um Furcht der Schande, und Liebe der Ehren, das sie sonst in keinem Weg thäten und liessen; die lass ich so halten.        For det to og tyvende: Der er nogle, der mener, at det er godt for unge mennesker, hvis de og bevæget til at gøre godt med ros og ære og omvendt med skam og spot. For der er mange, der gør det gode og undlader det onde af frygt for skam og af kærlighed til æren, hvilket de ellers på ingen måde ville gøre eller undlade; dem lader jeg beholde deres mening.

¹⁰⁴ Aber (E218) wir suchen jetzt, wie man rechte gute Werke thun solle, und die dazu geneiget sind, dürfen fürwahr nicht, dass sie mit Furcht der Schande und Liebe der Ehre getrieben werden, sondern sie haben und sollen haben ein höher und viel edler Treiben, das ist, Gottes Gebot, Gottes Furcht, Gottes Wohlgefallen, und ihren Glauben und Liebe zu Gott. Welche diese Treibung nicht haben, oder nicht achten, und lassen sich Schande oder Ehre treiben, die nehmen auch damit ihren Lohn, wie der Herr saget Matth. 6, 2.6. Und wie das Treiben ist; so auch das Werk und der Lohn, keines nicht gut, denn allein vor den Augen der Welt. Nej, vi undersøger her, hvordan man skal gøre rette gode gerninger, og de, der er tilbøjelige dertil, behøver i sandhed ikke at drives med frygt for skam eller kærlighed til æren, men de har og de skal have en højere og meget ædlere drivfjeder, som er Guds bud, frygt for Gud, Guds velbehag og deres tro på og kærlighed til Gud. De, som ikke har denne drivfjeder eller ikke agter på den og lader sig drive af skam eller ære, de får også deres løn for det, som Herren siger Matt 6,2 og 6 (ntmatt06#2). Og som deres drivfjeder er, sådan er også gerningen og lønnen, det er ikke noget værd, undtage i verdens øjne.

¹⁰⁵        Nun achte ich, man könnte ein jung Mensch so leicht gewöhnen und treiben mit Gottes Furcht und Gebote, als mit keinem andern: doch, wo dasselbe nicht will helfen, müssen wir sie dulden, dass sie durch Schande und Ehren willen Gutes thun, und Böses lassen: gleichwie wie dulden müssen auch böse Menschen, oder die Unvollkommenen, von denen droben gesagt ist.        Nu er det min opfattelse, at man lige så godt kan vænne et ungt menneske til frygt for Gud og hans bud, og drive det dermed, som med noget andet. Alligevel, hvis dette ikke vil hjælpe, så må vi finde os i, at de for skams og æres skyld gør det gode og undlader det onde. Ganske som vi også må finde os i onde mennesker eller i de ufuldkomne, som der er talt om ovenfor.

¹⁰⁶ Können auch nicht mehr dazu thun, denn ihnen sagen, wie ihr Thun nicht gnugsam und recht vor Gott sey, und sie so lassen, bis sie lernen auch um Gottes Gebots willen recht thun; gleichwie die jungen Kinder mit Gaben und Verheissen der Eltern gereizset werden zu beten, fasten, lernen, etc. das doch nicht gut wäre ihr Lebenlang zu treiben, und nimmer lernen in Gottes Furcht Guts thun, viel ärger, so sie um Lobs und Ehre willen Guts zu thun gewöhneten. Vi kan heller ikke gøre mere fra eller til end sige dem, hvordan deres gerninger ikke er tilstrækkelig og ret i Guds øjne, og så lade dem være, indtil de lærer at gøre det rette også for Guds buds skyld; ganske som de unge børn bliver opægget med gaver og løfter fra forældrene til at bede, faste, modtage undervisning, osv., noget, som det jo ikke ville være godt at give sig af med livet igennem, så man aldrig lærte at gøre godt af frygt for Gud, eller meget værre: så de vænnede sig til at gøre det gode for at få ros og ære af det.

¹⁰⁷       Zum drei und zwanzigsten: Das ist aber wahr, dass wir müssen dennoch einen guten Namen und Ehre haben, und soll sich jedermann so halten, dass man nichts übels von ihm sagen möge, noch jemand sich an ihm ärgere; wie St. Paulus saget Röm. 12,1: "Wir sollen Fleiss haben, dass wir Gutes thun, nicht allein vor Gott, sondern auch vor allen Menschen." Und 2. Cor. 4,2: "Wir halten uns so ehrlich, dass kein Mensch nicht anders von uns weiss."        For det tre og tyvende: Men det er sandt, at vi alligevel skal have et godt navn og ære, og at enhver skal forholde sig sådan, at man ikke kan sige noget ondt om ham, eller så ingen kan forarge sig på ham; som Skt. Paulus siger i Rom 12,1: "Vi skal stræbe efter at gøre det, der er godt, ikke alene i Guds, men også i menneskers øjne" (rom#12.1). Og i 2. Kor 4,2 siger han: "Vi færdes så åbent, at intet menneske véd noget andet om os". (2kor#4.2).

¹⁰⁸ Aber hier muss grosser Fleiss und Vorsichtigkeit seyn, dass dieselbige Ehre und guter Name das Herz nicht aufblase, und ihm ein Wohlgefallen darinnen mache. Und hier gehet der Spruch Salomonis Sprüchw. 27,6: "Wie das (E219) Feuer im Ofen bewahret das Gold; so wird der Mensch bewähret durch den Mund dess, der ihn lobet." Men her kræves stor flid og omhu, at ikke denne ære og dette gode navn skal opblæse hjertet, så han føler velbehag derved. Og det drejer Salomons ordsprog (Ordspr 27,21) sig om: "Som ilden i ovnen prøver guldet, således prøves mennesket gennem dens mund, der roser ham".

¹⁰⁹ Wenig und ganz hochgeistliche Menschen müssen das seyn, die in Ehre und Lob bloss gelassen und gleich bleiben, dass sie sich derselbigen nicht annehmen, Gutdünken und Gefallen darinnen haben; sondern ganz frei und ledig bleiben, alle ihre Ehre und Namen allein Gott zurechnen, ihm allein auftragen, und derselbigen nicht anders gebrauchen, denn Gott zu Ehren, und dem Nächsten zu der Besserung, und ihm selbst gar nichts zu eigenem Nutz oder Vortheil: also, dass er sich seiner Ehre nicht vermesse, oder erhebe über den alleruntüchtigsten, verachtesten Menschen, der auf Erden seyn mag; sondern erkenne sich als einen Knecht Gottes, der ihm die Ehre gegeben hat, ihm und seinem Nächsten damit zu dienen, nicht anders, denn als hätte er ihm befohlen, etliche Gülden um seinetwillen auszutheilen den Armen. Det kan kun være få mennesker -- og det må være i højeste grad åndelige mennesker -- som, når de modtager ære og ros, kan forblive rolige og ligevægtige, så de ikke tager det til sig og bliver indbildske og selvtilfredse derved; men forbliver ganske frie og uberørte derved, og alene tillægger Gud al deres ære og gode navn, regner ham for ophavsmand dertil, og ikke bruger det anderledes end til Guds ære og til næstens opbyggelse og slet ikke til egen nytte eller fordel; sådan, altså, at han ikke hovmoder sig over sin ære, eller ophøjer sig over de mest uduelige og foragtelige mennesker på jorden, men regner for en tjener af den Gud, der har givet ham æren, for at han dermed skal tjene ham og sin næste, ikke anderledes, end hvis han havde befalet ham at uddele nogle gylden til de fattige for hans skyld.

¹¹⁰        Also saget er Matth. 5,16: "Euer Licht soll leuchten vor den Menschen, auf dass sie sehen euere gute Werke, und ehrwürdigen euern Vater, der im Himmel ist." Er spricht nicht, sie sollen euch ehrwürdigen, sondern euere Werke sollen nur ihnen zu der Besserung dienen, dass sie dadurch Gott in euch und in ihnen selbst loben. Das ist der rechte Gebrauch Gottes Namens und Ehre, wenn Gott dadurch gelobet wird, durch anderer Besserung. Und wo die Leute Uns wollen, und nicht Gott in uns loben, sollen wir's nicht leiden, und mit allen Kräften wehren und fliehen, als vor der allerschweresten Sünde und Dieberei göttlicher Ehre.        Således siger han i Matt 5,16: "Jeres lys skal lyse for menneskene, for at de kan se jeres gode gerninger og ære jeres fader, som er i himlen" (ntmatt05#16) Han siger ikke, at de skal ære jer, men jeres gerninger skal kun tjene til opbyggelse, så de derigennem ærer Gud i jer og i dem selv. Det er den rette brug af Guds navn og ære, når Gud bliver prist derigennem, ved at andre opbygges. Og hvis mennesker vil prise os og ikke Gud i os, så skal vi ikke finde os i det og af al kraft undgå det og undfly det, som fra den allerværste synd og det værste tyveri af Guds ære.

¹¹¹        Zum vier und zwanzigsten: Daher kommt es, dass Gott vielmal lässt einen Menschen in schwere Sünde fallen oder liegen, auf dass er vor ihm selbst und jedermann zu Schanden werde, der sonst nicht hätte sich mögen enthalten vor diesem grossen Laster der eiteln Ehre und Namen, so er in grossen Gaben und Tugenden wäre bestanden blieben. Und gleichsam Gott mit andern schweren Sünden dieser Sünde wehren muss, dass sein heiliger Name in Ehren allein bleibe, und wird also eine Sünde der andern Arznei um unser verkehrten Bosheit willen, die nicht allein das Uebel thut, sondern auch alles Guten missbrauchet. (E220)         For det fire og tyvende: Deraf kommer det, at Gud ofte lader et menneske falde eller ligge i en svær synd, for at han skal blive til skændsel for sig selv og for enhver, ellers havde han ikke kunnet afholde sig fra denne store last med den tomme ære og det tomme navn, hvis han var forblevet fast i de store gaver og dyder. Gud må altså bevare os mod denne synd ved samtidig at give andre tunge synder, så hans hellige navn alene holdes i ære, og således bliver den ene synd et lægemiddel mod den anden på grund af vor forvendte ondskab, som ikke alene gør det onde, men også misbruger alt det gode.

¹¹²       Nun siehe, wie viel der Mensch zu schaffen habe, so er will gute Werke thun, die ihm allezeit mit grossen Haufen vorhanden liegen, und allenthalben damit umringet ist, und leider vor Blindheit sie lässt liegen, und andere seines Dünkens und Wohlgefallens ersuchet und folget, dass niemand gnugsam dawider reden, niemand gnugsam sich davor hüten kann. Damit haben alle Propheten zu schaffen gehabt, und sind alle darob erwürget, allein darum, dass sie dieselben eigen erdachten Werke verworfen, und nur Gottes Gebot predigten.        Her kan du se, hvor meget mennesker har at gøre, hvis han vil gøre gode gerninger; de ligger lige for snuden af ham i store bunker hele tiden og overalt er han omringet af dem, men desværre lader ham dem i sin blindhed ligge og opsøger og efterlever andre efter sit forgodtbefindende og velbehag, og det i en grad, så ingen kan tale nok imod det og ingen beskytte sig nok imod det. Det er noget, alle profeter har måttet give sig af med, og de er alle af samme grund blevet slået ihjel, alene fordi de forkastede disse selvopfundne gerninger og kun prædikede Guds bud.

¹¹³ Der einer, Jeremias 7,21. 22. 23. spricht: "Also lässt euch Gott von Israel sagen: Nehmet hin eure Opfer, und thut sie zusammen mit allen euren Gaben, und fresset euer Opfer und Fleisch selbst, denn ich habe euch von demselben nicht geboten, sondern das habe ich euch geboten, ihr sollt meine Stimme hören, (das ist, nicht was euch recht und gut dünket, sondern was ich euch heisse,) und wandeln in dem Wege, den ich euch geboten habe." Und 5. Mos. 12,8. 32: "Du sollst nicht thun, was dich recht und gut dünket, sondern was dein Gott dir geboten hat." Én af dem, Jeremias, siger (Jer 7,21-23): "Så siger Israels Gud: Læg jeres brændofre sammen med alle jeres gaver og æd selv jeres ofre og jeres kød, for jeg har ikke påbudt jer noget af det, men det har jeg påbudt jer, at I skal høre min røst (det vil sige, ikke, hvad I synes er ret og synes godt om, men hvad jeg befaler jer) og vandre på den vej, som jeg har befaler jer". Og i 5 Mos 12,8 og 32 hedder det: "Du skal ikke gøre, hvad der synes dig ret og godt, men hvad din Gud har befalet dig". (n113)

¹¹⁴       Diese und dergleichen unzählige Sprüche der Schrift sind gesaget, den Menschen abzureissen, nicht allein von den Sünden, sondern auch von den Werken, die sie gut und recht dünken; und nur auf Gottes Gebot einfältiger Meinung zu richten, dass sie derselben allein und allezeit fleissig wahrnehmen, wie 2. Mos. 13,9. stehet geschrieben: "Du sollst dir diese meine Gebote lassen seyn, wie ein Maalzeichen in deiner Hand, und als ein stetig Vorbild vor deinen Augen." Und Ps. 1,2: "Ein frommer Mensch der redet auch mit ihm selbst von dem Gebot Gottes Tag und Nacht."        Disse og utallige andre lignende bibelord er talt for ikke blot at rive menneskene bort fra synderne, men også fra de gerninger, som forekommer dem gode og rigtige; så de kun retter opmærksomheden mod Guds buds enfoldige mening, så at de hele tiden alene kun flittigt tager hensyn til dem, som der står skrevet i 2 Mos 13,9: "Du skal lade disse mine bud være dig som et tegn i din hånd og som et erindringsmærke for dine øjne". Og i Sl 1,2 står der: "Et fromt menneske taler med sig selv om Guds bud dag og nat".

¹¹⁵        Denn wir haben mehr denn gnug und zuviel zu schaffen, wenn wir Gottes Geboten allein sollen gnug thun. Er hat uns solche Gebote geben, welche, so wir's verstehen, fürwahr kein Augenblick dürfen müssig gehen, und aller anderer Werke wohl vergessen könnten. Aber der böse Geist, der nicht ruhet, wo er nicht kann uns auf die linke Seiten in die bösen Werke führen, fichtet er auf der rechten Seiten durch eigen erdachte, scheinende, gute Werke; wider welches Gott (E221) geboten hat, 5. Mos. 28,14. Josuä 23,6: "Ihr sollt nicht wanken von meinen Geboten, weder zu der rechten noch zu der linken Hand".        For vi har mere end nok, ja for meget at gøre, hvis vi bare skal overholde Guds bud. Han har givet os bud af den art, at hvis vi forstod det, så ville vi i sandhed ikke kunne gå ledig i noget øjeblik og så ville vi helt og holdent kunne glemme alle andre gerninger. Men den onde ånd, der aldrig holder fri, han gør det, at hvis han ikke kan føre os ind i onde gerninger på venstre side, så kæmper han på højre side ved hjælp af selvopfundne, skinnende, gode gerninger. Det har Gud givet befaling imod i 5 Mos 28,14 og i Josva 23,6: "I skal ikke vige fra mine bud, hverken til højre eller til venstre".

¹¹⁶ Vom dritten Werke dieses andern Gebots.
        Zum fünf und zwanzigsten: Das dritte Werk dieses Gebotes ist Gottes Namen anrufen in allerlei Noth. Denn das achtet Gott, seinen Namen geheiliget und gross geehret, so wir ihn nennen und anrufen in der Anfechtung und Noth. Auch endlich das die Ursache ist, warum er uns viel Noth, Leiden, Anfechtung, auch den Tod zufüget, dazu noch in vielen bösen, sündigen Neigungen leben lässt; auf dass er dadurch den Menschen dringe, und grosse Ursache gebe, zu ihm zu laufen, schreien, seinen heiligen Namen anrufen, und also diess Werk des andern Gebots zu erfüllen, wie er saget Psalm 50,15: "Rufe mich an in deiner Noth, so will ich dir helfen, so sollst du mich ehren; dann ein Opfer des Lobes will ich haben. Und dasselbige ist der Weg, dadurch du magst kommen zu der Seligkeit." Om den tredie gerning i det andet bud.
      For det fem og tyvende. Den tredie gerning i dette bud er at påkalde Guds navn i al slags nød. For det er, hvad Gud kalder at holde hans navn helligt og ære det højt, at vi nævner det og påkalder det i anfægtelse og nød. Det er også i sidste ende årsagen til, at han tilføjer os så megen nød, lidelse, anfægtelse, ja endog døden, og dertil stadig lader os leve i mange syndige tilbøjeligheder; det gør han, for at han derigennem kan nøde mennesket og give det god grund til at løbe hen til ham, at råbe, at påkalde hans hellige navn, og således opfylde denne gerning i det andet bud, som han siger Sl. 50,15: "Kald på mig i din nød, så vil jeg hjælpe dig, så skal du ære mig; for jeg ønsker mig et lovprisningsoffer. Og det er ad den vej, du kan komme frem til saligheden".

¹¹⁷ Denn durch solch Werk wird der Mensch gewahr und erfähret, was Gottes Name sey, wie mächtig er ist zu helfen allen, die ihn anfuren; und wächst dadurch fast sehr die Zuversicht und Glaube, damit das erste und höchste Gebot erfüllet. Das hat erfahren David Ps. 54,8.9: "Du hast mich erlöset von aller Noth, darum will ich deinem Namen nachsagen und bekennen, dass er lieblich und süss ist." Und Ps. 91,14. spricht Gott: "Ich will ihn erlösen, darum, dass er in mich hoffet; Ich will ihm helfen, darum, dass er meinen Namen erkennet hat." For gennem den slags gerning bliver mennesker klar over og erfarer, hvad Guds navn er, hvordan han er mægtig til at hjælpe alle dem, der påkalder ham; og derved vokser tilliden og troen ganske meget, så det første og højeste bud bliver opfyldt. Det har David erfaret, Sl 54.8f: "Du har forløst mig fra al nød, derfor vil jeg påkalde dit navn og bekende, at det er lifligt og sødt". Og i Sl 91,14 siger Gud: "Jeg vil forløse ham af den grund, at han håber på mig. Jeg vil hjælpe ham af den grund, at han har påkaldt mit navn".

¹¹⁸       Nun siehe, welcher Mensch ist auf Erden, der nicht gnug hätte sein Lebenlang auch an diesem Werke zu thun? Denn wer ist ohne Anfechtung eine Stunde lang? Ich will schweigen der Anfechtungen der Widerwärtigkeit, der unzählig viel sind. Ist doch auch das die gefährlichste Anfechtung, wenn keine Anfechtung da ist, und alles wohl stehet und zugehet, dass der Mensch in demselben Gottes nicht vergesse, zu frei werde, und missbrauche der glückseligen Zeit. Ja, hie bedarf er zehnmal mehr Gottes Namen anzurufen, denn in der (E222) Widerwärtigkeit. Dieweil geschrieben stehet Psalm 91,7: "Tausend fallen auf der linken Seiten, und zehn tausend auf der rechten Seiten".         Se nu, hvilket menneske er der på jorden, som ikke i sit livs dag ville have nok i bare at udføre denne gerning? For hvem er uden anfægtelse bare én time? Og så taler jeg ikke om modgangsanfægtelser, som der er utallige af. Det er dog også den farligste anfægtelse, når der ikke er nogen anfægtelse og alt står vel til og går vel for sig, at mennesket i den situation ikke glemmer Gud, at han bliver for fri og misbruger den salige tid. Ja, her er det nødvendigt at anråbe Guds navn ti gange mere end i modgangstider. Derfor står der også skrevet i Sl 91,7: "Tusinde falder på den venstre side, og titusinder på den højre side".

¹¹⁹        Auch so sehen wir das am hellen Tage in aller Menschen täglicher Erfahrung, dass grausame Sünden und Untugend geschehen, wenn Friede ist, alle Dinge wohlfeil und gute Zeit ist, denn so Krieg, Pestilenz, Krankheiten und allerlei Unglück uns beladen hat: dass auch Moses sein Volk besorget, es würde von keiner Ursache Gottes Gebot verlassen, denn dass es zu voll, zu satt wäre, und zu viel Ruhe hätte, wie er saget 5. Mos. 32,16: "Mein liebes Volk ist reich, voll und fett worden, darum hat es wider seinen Gott gestrebet."        Og det ser vi også soleklart i alle menneskers daglige erfaring, at der sker grusomme synder og udyder, når der er fred, når alle ting er billige og det er gode tider, fremfor når krig, pest, sygdom og alle slags ulykker har ramt os. Så at også Moses er bekymret for, at hans folk skal forlade Guds bud alene af den grund, at det er for fedt, for mæt, og havde for megen ro, som han siger 5 Mos 32.16: "Mit kære folk er blevet rigt, tykt og fedt, derfor har det bestræbt sig imod sin Gud".

¹²⁰ Derohalben auch Gott demselbigen überbleiben liess viel seiner Feinde, und wollte sie nicht vertreiben, auf dass sie nicht Ruhe hätten, und sich üben müssten in Gottes Geboten zu halten; wie Richt. 3, 1.2. geschrieben stehet. Also thut er auch uns, wenn er uns allerlei Unglück zufüget. So gar sorgfältig ist er über uns, dass er uns lehre und treibe seinen Namen zu ehren und anrufen, Zuversicht und Glauben gegen ihm gewinnen, und also die ersten zwei Gebote zu erfüllen. Derfor har også Gud overladt dette folk til dets fjender, og han ville ikke fordrive dem, for at de ikke skulle have ro, for at de skulle øve sig i at holde Guds bud; som der står skrevet i Dom 3,1f. Sådan handler han også imod os, når han tilføjer os allehånde ulykke. Ja, så omhyggelig er han overfor os, at han lærer og driver os til at ære og påkalde hans navn, for at vi kan vinde tillid og tiltro til ham, og således opfylde de to første bud.

Videre til guwe02!

Noter:

n4 Luther har den lille bog "Tesseradecas" i tankerne, en bog, som han skrev til kurfyrsten, da denne i 1519 lå alvorligt syg.

n100: Augustinordet er hentet i Prosperi Aquitani sententiae ex Augustino delibatae 48. Man kan også konsultere Augustins bekendelser, bog 10, kapitel 36.

n113. I Vulgate er der et ekstra vers i kap 12. Det lyder: 12:32 quod praecipio tibi hoc tantum facito Domino nec addas quicquam nec minuas