Udgivet af sognepræst Ricardt Riis, Horsens. Tilbage til oversigten.

Ét af de mærkeligste skrifter fra reformationstiden er nedenstående latinske skrift. Det blev ikke udgivet dengang, men er dog overleveret til vor tid i kraft af lykkelige omstændigheder. Den første udgave af den latinske tekst kom i Kirkehistoriske Samlinger, Første Bind, 1849-1852 ved registrator H. Knudsen.

I 1851 blev krøniken oversat til dansk af J. F. Fenger i Dansk Kirketidende. Lidt senere udkom en oversættelse i bogen "Den katolske Kirke i Danmark" fra 1859. Og endelig har H. Heilesen i 1967 udgivet en oversættelse af skriftet. Og nævnes kan også, at J. Lindbæk oversætter store dele af skriftet i sin bog "De danske Franciskanerklostre" fra 1914.

Siden er den latinske tekst blevet optrykt i værket "Scriptores Historiæ Danicæ Minores", og det er ikke mindst derfra nedenstående tekst er hentet. Mod trykfejl garanteres dog ikke, ligesom man med hensyn til en nærmere tekstkritisk analyse henvises til ovennævnte udgaver.

Oversættelsen og de fejl, der kan have indsneget sig dèr, må jeg tage ansvaret for, men det er klart, at den række af tidligere oversættelser, jeg har nævnt ovenfor, har lettet mig arbejdet betydeligt.

Med noterne forholder det sig på samme måde: de er mine, men bygger i høj grad på tidligere noter. Dog må jeg tilføje, at jeg måske nok i højere grad end tidligere kommentatorer bygger mine iagttagelser på en luthersk tilgang til problemstillingen. Sjovt nok dukker skellet mellem luthersk og katolsk næsten uvægerligt, men også næsten umærkeligt op, når man beskæftiger sig med reformationstidens historie. Jeg håber ikke, det forhindrer læseren i en selvstændig stillingtagen. (Note 0).
 

Indhold:

Indledende bøn.

Indledning.

Cap. 1: De Conuentu Flensburgensi.

Cap. 2: De Conuentu Viburgensi.

Cap. 3: De Conuentu Tynderensi.

Cap. 4: De Conuentu Malmogensi.

Noter til Cap. 1-4.
 

Cap. 5: De Conuentu Haffnensi.

Cap. 6: De Conuentu Kollyngensi.

Cap. 7: De Conuentu Alburgensi.

Cap. 8: De Conuentu Randrusiensi.

Cap. 9: De Conuentu Treleoburgensi.

Cap. 10: De Conuentu Køgensi.

Cap. 11: De Conuentu Halmstadensi.

Cap. 12: De Conuentu Ystadensi.

Cap. 13: De Conuentu Nestuedensi.

Cap. 14: De Conuentu Kalundeburgensi.

Cap. 15: De Conuentu Horsnensi.

Noter til kap. 5-15.

De expulsione fratrum minorum.  Oratio deprecativa contra hereticorum diabolique versutias et tentationes etc.	Om gråbrødrenes udjagelse. En bøn mod kætternes og djævelens rænker og fristelser osv.
O domine deus virtutem, conuetere: respice de celo (scilicet oculo clementie tue), et vide (scilicet tribulationem nostram quam pro (peccatis) nostris patimur), et visita vineam istam (scilicet religionem hanc minorum fratrum)!	O Herre, hærskarers Gud, vend dig om, sku ned fra himlen (nemlig med dit milde øje) og se (nemlig vore trængsler, som vi lider for vore synder), og besøg denne vinstok (nemlig denne gråbrødrenes orden)!
Et perfice eam, quam plantauit dextra tua (id est, vnigenitus filius tuus Christus Jhesus), quia iam in magna parte apostatauerit; que vinea (scilicet hec sancta religio) fundata est super filium hominis (videlicet Virginis), quem confirmasti tibi (scilicet supra firmam petram Christum). Que vinea, inquam, decepta est per hereticos et falsos (332) predicatores, et incensa igni (tribulationis et erroris) ac suffosa (scilicet a vera fide destructa). Idcirco precor, domine deus virtutem, vi ipsi heretici peribunt ab increpatione vultus tui (hoc est: fac, domine deus virtutum, vt illi falsi predicatores pereant ab increpatione et indignatione vultus ire tue), per Christum d. n. Hec Psalmo 79.	Og fuldend den, som din højre plantede (dvs, din énbårne søn Kristus Jesus), fordi den nu for en stor del er faldet fra (note 1); denne vinstok (nemlig denne hellige orden) er grundlagt på den menneskesøn (nemlig, jomfruens søn), som du bekræftede dig (nemlig på den faste klippe, Kristus). Denne vinstok, siger jeg, er blevet narret af kættere og falske prædikanter, og antændt af ild (trængslens og fejltagelsens) og undergravet (nemlig revet bort fra den sande tro) (Note 2). Derfor beder jeg, Herre, hærskarers Gud, at kætterne selv må omkomme ved truslen fra dit åsyn (dvs, bevirk, Herre, hærskarers Gud, at disse falske prædikanter må omkomme ved truslen og harmen fra dit vrede åsyn) ved Jesus Kristus, vor Herre. Dette efter salme 79 (80).
Sequitur Cronica seu brevis processus in causa expulsionis fratrum Minoritarum de suis Cenobiis prouincie Danice. et primo Prefatio eiusdem.	Nu følger en krønike eller et kort indlæg i sagen om gråbrødrenes udjagelse fra deres klostre i provinsen Danmark. Først en fortale til samme:
Iudicia dei abissus multa. (Psalmo XXXV). Quam vera sint ista prefata psalmographi verba, cerne est quam luculentissime nostra hac, proh dolor, infelicissima tempestate, in qua opido quam miserrima Lutherane factionis grassari conspicitur peruersitas; qui, sacrarum litterarum interpretum vera relicta expositione, nephande retorsionis scripturarum conficta versutia suum primitus imbibitum errorem mordicus, in sui et aliorum condempnationem, astruere pergunt.	Guds domme er en dyb afgrund (Sl. 36,7). Hvor sande disse ord af salmisten er, kan man kun altfor tydeligt se i vores, o smerte, altfor ulyksalige og stormfulde tid, hvor man kan se det lutherske partis elendige forvendthed gribe om sig; de har forladt fortolkernes sande udlægning af de hellige skrifter, og idet de snedigt og udspekuleret og på skændig måde fordrejer skrifterne, bliver de hårdnakket ved med at fastholde den fejltagelse, de første gang inddrak, til fordømmelse for sig selv og andre.
Eorum enim mendacissimus magister, Martinus Lutherus, primo asseruit solam sufficere ad salutem fidem, eamque solam curandam, vt augesceret; opera vero fieri debere asseruit tantum mortificande gracia carnis, proximi quoque edificandi (333) gracia, neutiquam tamen in iusticiam aut salutem; nec aliquam mercedem futuram piis hominum operum meritis, sed tantum fidei respectu bona omnia conferri et mala auferri.	For deres meget løgnagtige mester, Martin Luther, har for det første påstået, at troen alene var nok til frelse, og at man blot skulle sørge for, at den voksede; men gerningerne, påstod han, skulle man kun gøre for at døde kødet og for at opbygge næsten, men på ingen måde til retfærdighed eller frelse; ejheller ville der være nogen fremtidig løn for menneskegerningers fromme fortjenester, men det var kun med henblik på troen, at alt det gode blev givet og det onde taget bort.
Quam sententiam ad fouendam inertiam efficacissimam esse et fuisse, proh dolor, magis iam cernere licet nostra miserrima tempestate, quam longis disputacionum astruere ambagibus opus est. Multi enim iam, pridem deuotione feruentissimi ... qui fidei ardentissimi ac denique fidei astru... constantia solidatissimi, vento diabolice doctrine flante tepuerunt, extincti sunt iamiamque prorsus profligati.	At denne opfattelse er og har været meget virksom til at opmuntre slaphed, ak, det kan man allerede se mere af i vores tid, end det er nødvendigt at føre bevis for ved lange og vidtløftige undersøgelser. For mange, som før var meget glødende i andagt og meget brændende i nidkærhed for troen og desuden meget befæstede til med udholdenhed at forsvare den, blev kølige, slukkedes og gik straks efter fuldstændig til grunde ved denne djævelske læres vindpust.
Multi enim sub regula sancti patri Francisci quondam deuoti ac cedri Libani iam, perinde ac virgulta camporum (in) planicie ventorum inpulsio(ne), inpatientia mal(or)um corruerunt, plurimique diem suum extremum pessime obierunt. Quorum malis exemplis pessimisque ac pestiferis doctrinis omnes ferme Danie principes corrupti paupercule nostre religionis fratres, in fide nimirum constantes et contra Lutherane factionis doctrinam predicantes, sine misericordia et contra omnis iusticie regulas persequuntur, de monasteriis suis fugantes; ac elemosinas ecclesiasticaque ornamenta a monasteriis, perinde atque bona ipsorum forent, (334) auferentes et vsibus prophanis applicantes gratissimum se autumant deo sacrificium offere.	For mange, som engang var andægtige under den hellige fader Frans' regel og allerede stod som Libanons cedre, styrtede om, idet de gav efter for ulykkerne ligesom buskads på flade marker på grund af vindstød, og de fleste endte deres dage på en meget ulykkelig måde. Næsten alle Danmarks stormænd er forført ved deres dårlige eksempel og pestbringende lærdomme, og vores ordens fattige brødre, som er standhaftige i troen og prædiker imod det lutherske partis lære, dem forfølger de uden barmhjertighed og imod alle retfærdige regler og driver dem ud af deres klostre; og når de borttager almisserne og fjerner de kirkelige prydelser fra klostrene, (Note 3) som om det var deres ejendom, (Note 4) og anvender dem til verdslig brug, mener de, at de bringer Gud et meget kærkomment offer.
Ita enim hereticorum edocentur contionibus, qui asserunt vsum sacrificii missalis, in ecclesia semper celebrati et celebrandi, ita abominandum (esse) et pestiferum, vt mirum sit huiusmodi celebratores non viuos diuina puniente vindicta a terra absorberi; quorum peruersa heresis ab hiis, quorum deus venter est, asseritur. Inter quos Magnus Gøe facile princeps esse iam conspicitur, qui paupercule nostre religionis fratres pluribus e locis iniustissime fugauit.	For således bliver de belært i kætternes prædikener; de påstår, at brugen af messeofferet, som altid er blevet fejret, og som bør fejres i kirken, er så afskyelig og fordærvelig, at det er et under, at sådanne messepræster ikke ved Guds straffende dom bliver levende opslugt af jorden; deres forvendte kætteri hævdes af dem, hvis gud er bugen. (Note 5) Blandt dem ses nu med lethed Mogens Gjø at være den første; han har på den uretfærdigste måde fordrevet vor fattige ordens brødre fra mange steder. (Note 6).
Cap. I. De Conuentu Flensburgensi.	Kapitel 1: Om klostret i Flensborg.
Anno autem ab incarnatione vero mundi Saluatore M. d. vicesimo viii, feria 2a post dominicam palmarum, predictus Magnus Gøe sacerdotem suum, nomine Suenonem, Flensburgiam misit fratres nostros ex dicte ciuitatis cenobio ciuium auxilio expulsurum. Qui, collecta non modica ciuium turba, cenobium nostrum intrauit, exigens claues monasterii a guardiano, fratre Stigoto Nicolai, scanico natione, de ciuitate Lundensi oriundo, qui mox cenobij claues eidem tradidit; a quo ipse et viceguardianus, frater Andreas Hoffmand, et 2dusviceguardianus, frater Joannes Joannis Flensburgensis, singuli 4or aureos pro expensie itineris acceperunt.	Men i året 1528 efter verdens frelsers sande inkarnation den anden dag efter palmesøndag sendte ovennævnte Mogens Gjø sin præst, ved navn Svend, til Flensborg for med borgernes hjælp at uddrive vore brødre af denne bys kloster. Han trængte sammen med en ret stor skare borgere ind i vort kloster og forlangte at få nøglerne af guardianen, broder Stig Nielsen, der var en skåning, idet han stammede fra byen Lund. Han udleverede straks klostrets nøgler til ham. Og han og viceguardianen, broder Andreas Hoffmand og anden viceguardianen, broder Johannes Johansen, der var fra Flensborg, fik hver 4 gylden i rejsepenge, hvilket de accepterede.
Postea vero (335) ventum fuit ad fratrem Joannem laicum, hec enarrantem, qui eo tempore promus erat, penuarij curam agens; a quo et claues penus communis postulate fuerunt; qui se asseruit non posse deponere claues sine potus nuper in cellario collocati destructione, sed velle adhuc ad tempus easdem portare et domino Magno Gøe seruire bona fide, si fratres omnes, vt ipse Sueno sacerdos asseruit, essent ante illum plene elapsum annum e Dania effugandi.	Men derefter kom turen til lægbroder Hans, som fortæller dette her; han var kældermester og havde tilsyn med forrådskammeret; af ham forlangte man at få nøglerne til det almindelige forråd. Men han forsikrede, at han ikke kunne udlevere nøglerne, uden at øllet, der nylig var lagt ned i kælderen, blev ødelagt, og sagde, at han ville beholde dem en tid endnu og tjene Mogens Gjø trofast, hvis det var sandt, som præsten Svend fortalte, at alle brødrene inden årets udgang skulle udjages af Danmark.
Ea facta pollicitatione intrauit ad cocum, fratrem Andream Gad; qui collaudato consilio et responsio eius, dixit sese itidem facturum. Fratres vero ceteri in cenobio in crastinum permanere permittebantur, adhibitis aulicis rerum custodibus. Postera vero die, diluculo, dominus Wolgangus, nobilis eques auratus, qui castro Flensburgensi tunc presidebat, hos audiens tristes rumores cenobium nostrum intrauit, querens a guardiano, an nouum haberent guardianum; qui rem ita habere respondit.	Da dette løfte var afgivet, gik han ind til kokken, broder Andreas Gad; han roste hans betænksomhed og svar, og sagde, at han ville gøre lige sådan. De øvrige brødre fik lov at blive i klostret indtil næste dag, og nogle hofbetjente blev sat til at holde vagt over tingene. Men tidligt den næste dag kom den adelige ridder hr Wolf, som dengang var høvedsmand over Flensborg slot, til klostret; han havde hørt de sørgelige rygter om vort kloster, og spurgte guardianen, om de skulle have en ny guardian; han svarede, at det forholdt sig således.
Quendam enim ciuem, Weele quondam inhabitatorem, cuius bona ibidem fuerant combusta, ibi posuerant prefectum; quem ipse prefatus dominus Wolffgangus e monasterio extrusit, restitutis guardiano cenobii clauibus. Porro, hiis ita gestis, fratres in cenobio suo vsque ad festum sanctissime Trinitatis domino seruientes permanserunt, depositis in ciuitate pecuniis, quas ante ipsi, dum effugandi essent, (receperant); receperant siquidem fratres subditi in Danica moneta singuli tres florenis seu valorem trium (336) florenorum, excepto religioso fratre Mathia sacerdote, qui conuentum Suenburgensem petiit ibique deo ad modicum tempus famulabatur; a quo postea egressus ad vitam secularem tandem in mari Baltico finem suum compleuit ibique submersus est.	For de havde nemlig en borger fra Vejle, hvis hus der var afbrændt, til forstander; ham jagede denne hr Wolfgang ud af klostret, og gav guardianen nøglerne tilbage. Efter disse begivenheder blev brødrene i deres kloster indtil trinitatis søndag og tjente Gud (note 7); de deponerede de penge, de havde fået, da de skulle jages ud, i byen; og nu modtog de underordnede brødre hver i dansk mønt tre gylden (af en værdi på tre gylden) undtagen den fromme (note 8) broder Mathias, der var præst; han drog til Svendborg kloster og der tjente Gud en kort tid (note 9); senere rejste han derfra, gik over til den verdslige stand og sluttede sit liv i Østersøen, hvor han druknede.
Ceterum in festo sancte Trinitati, cum fratres in choro Kyreeleison inchoassent, predictus sacerdos Sueno denuo rediit, cenobium nostrum cum multitudine ciuium ingrediens, fratres e vestigio expulsurus, habens regie maiestatis litteras, quibus precipiebatur prefatis ciuibus, quatinus sacerdoti Magni Gøe tutum ferrent opem fratres e monasterio expellendo. Porro fratres noluerunt ante commestionem locum exire; remanserunt igitur ciues cum fratribus prandentes. Prandio vero facto fratres e cenobio extruserunt.	På trinitatis søndag, da brødrene i koret havde begyndt at synge kyrie eleison, kom den omtalte præst Svend atter tilbage og trængte ind i vort kloster sammen med en mængde borgere, for straks at jage brødrene ud. Han havde med sig kongebreve, hvori det blev foreskrevet de føromtalte borgere, at de skulle hjælpe Mogens Gjøs præst med at jage brødrene ud. Men brødrene ville dog ikke rejse bort, før de havde spist; så blev borgerne hos brødrene og spiste. Og efter måltidet jog de brødrene ud af klostret.
Cap. II. De Conuentu Viburgensi.	Kapitel 2. Om klostret i Viborg.
Anno autem domini M.D.XXVII. venit quidam apostata ordinis Joannitarum cenobij Andworskowiensis, magister Joannes Tackonis, qui ad huc habitum sui monasterii siue sue religionis portabat, incipiens in ecclesia sui monasterii Lutheranam heresim predicare. (note 5) Quodam autem die, finita concione, deposito in ecclesia superpellicio, quo indutus fuerat in suggesto, cum ciuibus sue contionis auditoribus inde recessit, sacram edem Diui Joannis eiusdem vrbis postea visitans; et illic sue pestifere hereseos auditores congregans frequentissime, illic sue venenate ligue virus euomuit.	Men i året 1527 kom der en vis frafalden fra johannitterordenens kloster i Antvorskov, magister Hans Tausen, som hidtil havde båret sin klosterdragt eller sin fromhedsdragt, og begyndte i sit klosters kirke at prædike det lutherske kætteri. (note 10) Og en dag, da han var færdig med at prædike, tog han i kirken sin klosterdragt af, som han havde haft på på prædikestolen, og gik ud derfra sammen med de borgere, der havde hørt hans prædiken; de gik hen til den hellige Johannes' kirke i samme by; og der samlede han ofte folk, der ville høre på hans forpestede kætteri, og der udgød han sin forgiftede tunges edder.
Et gliscente indies sue pestifere doctrine errore et erroris fauore (337) ciues concitauit, vt fratribus nostris expulsis illuc sue doctrine, nimirum Lutherane, gymnasium introducerent. Tandem, sacra ede Diui Joannis non sufficiente numero (sis) concionis noue et inaudite auditoribus, petierunt fratres, vt sue factionis concionatori sacra edes cenobii nostri hora postmeridiana patesceret.	Og eftersom dag for dag hans pestbefængte lære øgedes med fejl og yndest af fejl, opfordrede han borgerne til, at vore brødre skulle jages ud derfra ud fra hans lære, der givetvis var luthersk, og at de skulle oprette en skole. Omsider, da den hellige Johannes' kirke ikke var tilstrækkelig til det antal, der ville høre denne nye og uhørte prædiken, (note 11) bad de brødrene, om ikke kirken ved vort kloster kunne åbnes for hans sekts prædiken om eftermiddagen.
Quibus id fiere non admittentibus, directe sunt littere regie maiestati a ciuibus eiusdem vrbis, quibus regie supplicauere maiestati copiam sibi fieri destruendi sacras edes parochianas eiusdem vrbis, eo quod essent nimis multe, numero vtpote XIJ; et monasteria ordinis predicatorum et minorum ab ipso rege postularunt, vt loco tot sacrarum vrbis edium illuc audiende (noue) concionis gracia tantum conuenirent, ceteris sacris edibus prorsus destructis.	Men da det ikke kunne tillades, sendte borgerne i denne by et brev til den kongelige majestæt, i hvilket de bad majestæten om lov til at ødelægge sognekirkerne i denne by, fordi der var altfor mange af dem, nemlig 12; og de bad den kongelige majestæt om at måtte få sortebrødre- og gråbrødreordenernes kirker, så at de i stedet for de mange kirker i byen kunne komme sammen for at holde den (nye) prædikegudstjeneste dèr, og så nedbryde de andre kirker. (note12)
Quo concesso, sacram edem nostri cenobii fratribus prorsus abstulerunt. Ante vero fratres hora antemeridiana et hereticus postmeridiana concionari solent, multis illatis fratribus violentiis et impedimentis. Siquidem primo valuam sacre edis nostre arietauerunt concionatorem introducentes; et in quodam festo omnium sanctorum eorum concionator hora diei postmeridiana bis concionabatur et tres odas sue factionis ab auditoribus suis declamari fecit,impedimentum gracia prestandi vespertinis laudibus et mortuorum vigiliis, quas interim fratres decantarunt.	Det fik de lov til, og de bemægtigede sig så vores klosters kirke. Men tidligere plejede brødrene at prædike før middag og kætterne efter middag, hvorved de lagde brødrene mange besværligheder og hindringer i vejen. Først og fremmest jo, fordi de stødte an ved gennem en åben dør at indføre deres prædikant i vores kirke; og på en allehelgens fest prædikede deres prædikant to gange om eftermiddagen og lod fremføre tre af deres sekts salmer af de tilstedeværende (note 13), hvorved de forhindrede os i at holde vores vesper og vores vigilier for de døde, som brødrene imellemtiden var begyndt at synge. (note 14)
Postea vero quam fratribus sacram edem prorsus abstulerunt, ipsi in sacello in ambitu sito ferme per annum diuinas laudes et missas fecerunt. Videntes autem predicti ciues, fratres ne sic quidem loco cedere velle, 4orstipendiarios cenobio nostro imposuerunt, fratribus sub regie maiestatis mandato precipientes, vt eis victui necessaria subministrarent. (338)	Men senere tog de også kirken fra brødrene, så de måtte holde deres lovsange og messer i et kapel i korsgangen næsten et helt år igennem. Men da de omtalte borgere så, at brødrene heller ikke nu ville forlade deres kloster, indkvarterede de 4 soldater i vores kloster, og befalede brødrene under henvisning til den kongelige befaling, at de skulle give soldaterne kosten. (note 15)
Guardianus vero, frater Nicolaus Tybo, Sallyngiam elemosinas corrogandi gracia decreuerat. Cum iter arripuisset essetque interuallo vnius ab vrbe milliaris, nuncius, nimirum fratrum famulus, venit ad eum, referens eidem huiusmodi tristes rumores, petens, vt quam citissime ad cenobium rediret. Qui euestigio cenobium repetens, cernere fuit introductos eos; quibus et victui necessaria ministrari curauit.	Men guardianen, broder Niels Tybo, havde imidlertid besluttet at drage til Salling for at samle almisse. Da han havde påbegyndt sin rejse og var en mil fra byen, kom et bud, nemlig brødrenes tjener (note 16), til ham, fortalte ham sørgelige nyheder og bad ham om straks at vende tilbage. Da han atter kom tilbage og fandt ud af, hvad der var sket i klostret, blev han overbevist om, at de (soldaterne) var kommet ind i klostret; men han sørgede for a skaffe de fornødne levnedsmidler til dem.
Ingrediens vero sub prandio stipendiarius quidam guardianumque aggrediens eum super collum gladio suo percussit; et postea bis iniuste eundem guardianum, semel cum crucibulo cereuisia pleno, semel quoque gladio, petiuit. Fratres vero, deinceps multas perferentes iniurias et molestias, cum predictis stipendiariis in cenobio permanserunt.	Men en soldat kom ind under middagen og angreb guardianen, greb fat i kraven på ham og slog ham med sit sværd; og senere angreb han to gange samme guardian, den ene gang med et krus fuldt af øl, den anden gang med sit sværd. Brødrene blev imidlertid i klostret sammen med omtalte soldater, skønt de måtte døje megen uret og mange besværligheder.
Semel vero accidit, duos ex predictis velle socios suos in Hostenborgia morantes inuisere; qui exegerunt a guardiano cenobii currum. Quo asserente, id fieri nequaquam posse, quippe qui frumenta ad molendinum esset frequenter vecturus: conduxit igitur (alter) currum illuc, guardiano de cenobij elemosinis precium soluente.	Engang hændte det, at to af soldaterne ville besøge deres kammerater i Hostenborg. De forlangte derfor af guardianen at få klostrets vogn (note 17). Men han forsikrede, at det kunne sandelig ikke lade sig gøre, for den kørte stadig korn til møllen. Han lejede så en anden vogn i stedet for, og den måtte guardianen betale for med klostrets almissepenge. (note 18)
Porro cum reuersus esset, exigere cepit a guardiano tot denarios, quot expensas itineris interim soluisset, vel quot expendisset, si domi remansisset; et quamuis guardianus id libenter non fecit, coactus tamen denique fuit exsoluere, quotquot habere vellent. Excreuit tandem numerus stipendiariorum ad XV, cenobij nostri elemosinas consumpserunt, vt nil prorsus neque cibi neque potus in cenobio superesset.	Og videre, da han var vendt tilbage, begyndte han at kræve af guardianen lige så mange penge, som rejsen havde kostet ham, eller som han ville have givet ud, hvis han var blevet hjemme; og selv om guardianen ikke frivilligt gav ham det, blev han dog til sidst tvunget til at give ham, hvad han ville have. Til sidst voksede antallet af soldater til 15, og de fortærede vore almisser, så der hverken var vådt eller tørt tilbage i klostret. (note19)
Statuit igitur guardianus, alicui clauibus assignatis monasterij, regie maiestatis adire presentiam, iniuriam sibi et fratribus factam conquesturus. (339) Quod cum procunsul indicasset eique claues interim conseruandas obtulisset, id fieri nequaquam posse citra ipsius guardiani et fratrum cenobij eiusdem discrimen asseruit, vt qui fugiens, non prouidens regie maiestatis ministris, ... Remansit igitur in monasterio cum fratribus guardianus, exponens vnum pro victu calicem. Interea autem guardianus regie maiestatis adijt presentiam Hafniam, a quo litteras clausas habuit. Quibus Viburgiam perlatis et coram ciuibus lectis, fratres de cenobio suo fugati fuerunt; ceterum quo iure et qua iusticia, videat et iudicet altissimus. Hec retulit mihi, fratri Jacobo, reuerendi patris ministri socio, predictus venerabilis pater frater Nicolaus Tybo, tunc guardianus antedicti conuentus Viburgensis, nunc vero viceguardianus Ripensis.	Guardianen besluttede da at overgive klostrets nøgler til en anden, og rejse til kongen for at klage over uretten mod ham og brødrene, men en borgmester, som han bad om at overtage nøglerne, frarådede ham at rejse, da det kunne blive farligt for ham selv og for klosterbrødrene, fordi han så flygtede og ikke sørgede for den kongelige majestæts tjenere. (note 20) Guardianen blev derfor i klostret sammen med brødrene, og pantsatte en kalk for at skaffe til føden (note 21). Men til sidst rejste guardianen dog til København til kongen og fik også af ham et lukket brev. Da det blev åbnet i Viborg og læst i overværelse af borgerne, blev munkene jaget ud, men med hvilken ret og med hvilken retfærdighed, det må den højeste se og dømme. Dette er fortalt for mig, broder Jacob, den ærværdige fader ministerens medhjælper, af førnævnte ærværdige fader Niels Tybo, dengang guardian for det omtalte Viborg kloster, nu viceguardian i Ribe. (note 22)
Cap. III. De Conuentu Tynderensi.	Kapitel 3: Om klostret i Tønder.
Anno ab incarnatione domini nostri Jhesu Christi M.D.XXX., circa octauam festi Natiuitatis domine nostre virginis Marie, cum rex Fredericus, frater regis Joannis, quondam regis Danie, Suetie et Noruegie etc., aduenisset Tynderam in castrum suum, habuisset quoque concionem Lutheranam seu Lutheranicam coram se in sacra ede diue virginis Marie cenobii nostri,postquam auditam concionem spatiaretur in choro, frater Nicolaus Tybo, tunc ibidem guardianus institutus, adiit regiam maiestatem, petens quam humillime, vt fratres ibidem morari possent ad seruiendum deo, sicut hactenus fuissent.	I år 1530 efter vor Herres Jesu Kristi kødblivelse, 8 dage efter vor herskerinde jomfru Maries fødselsdag, da kong Frederik, bror til kong Hans, der engang var konge i Danmark, Sverige og Norge, kom til Tønder til sit slot dèr, blev der holdt en luthersk eller lutheransk prædiken for ham i vort klosters hellige kirke, kirken for den guddommelige jomfru Marie (note 23). Og efter at have hørt prædikenen spadserede kongen i koret, og Niels Tybo, der dengang var guardian sammesteds, gik hen til den kongelige majestæt og bad ham så ydmygt, han kunne, om, at brødrene måtte få lov til som hidtil at blive der og tjene Gud. (note 24)
Qui, auertens se ab eo, dixit sese, antequam inde pergeret, ei hoc significaturum. Manserunt igitur pauci fratres adhuc per aliquot dies in cenobio, expectantes voluntatis regie insinuationem. Ante enim regis aduentum cenobium, preter chorum et dormitorium et refectionis locellum, a domino castri fuerat occupatum, et victualia castri illic posita.	Kongen vendte sig bort fra ham og sagde, at han skulle meddele ham sin beslutning, inden han rejste derfra. Nogle få brødre blev altså endnu nogle dage i klosteret, og ventede på, at kongens beslutning ville blive bekendtgjort. For før kongen kom, havde slotsherren nemlig bemægtiget sig klostret, undtagen koret, sovesalen og et lille rum til at spise i, og anbragt slottets forråd der. (note 25)
Cum igitur rex (340) inde esset profecturus, adiit denuo pater guardianus regem, petens quam humillime, vt illic permanere possent ad seruiendum solito more domino deo. Qui respondit, id nequaquam se posse vlterius admittere, quod dominus castri non haberet tunc simul cum illis satis spacii ad reponenda sua, et quod cenobii murus nimis propinquus castro foret, quare et profligandus esset. Respondit pater guardianus, fratres nequaquam futuros domino castri inqueti vel impedimento, sed solum ea causa illic permanere velle, vt domino deo ibidem seruirent. Respondit rex, satis spacii alibi esse ad id patrandum. Rege ergo proficiscente illinc, dominus castri omnia, que cenobii fuere, occupauit, fratribus inde fugatis, exceptis vestibus suis et duobus equorum paribus, quos fratribus pro debilibus et senibus auehendis donauit.	Da kongen nu stod i begreb med at rejse derfra, gik pateren, guardianen, påny hen til kongen, og bad så ydmygt som muligt om, at de kunne forblive der for på den sædvanlige måde at tjene Gud Herren. Kongen svarede, at det kunne han på ingen måde tillade længere, fordi slotsherren ikke ville få nok plads til at anbringe sine ting, hvis de skulle være der også, og fordi klostrets mure lå for tæt på slottet, hvorfor det skulle nedbrydes. Fader guardianen svarede, at brødrene på ingen måde ville besvære slotsherren eller forhindre ham i noget, men alene ville forblive, fordi de ville tjene Gud Herren der. Kongen svarede, at der var nok plads til at fuldbyrde det andetsteds (note 26). Da kongen nu var draget bort, bemægtigede slotsherren sig alt, hvad der havde tilhørt klostret og jog munkene derfra. Kun beholdt de deres klæder og to par heste, som han gav dem til at føre de gamle og svage bort.
Cap. IV. De Conuentu Malmogensi. (340)	Kapitel 4: Om Klostret i Malmø.
Historia et modus inhumanissime expulsionis fratrum minorum de cenobio vrbis Malmogie.	Dette er beretningen om, på hvilken måde den umenneskelige udjagelse af gråbrødrene fandt sted fra klostret i Malmø.
Anno ab incarnato mundi Saluatore M.D. 27. venit Malmogiam quidam sacerdos, effrons et heretice prauitatis erroribus refertissimus, Nicolaus, Bøcker, i. e. tunnarum fabricator, cognomine, vir sane totius malicie scatebris quam supereffluentissime ebulliens. Ipse enim, primo in diocesi Lundensi sacerdos ordinatus, cum non esset scripturis neque humanis neque diuinis satis eruditus, Haffniam regiam vrbem, studio theologie florentem, sed potius tunc Lutheranice quam catholice theologie studiosiorem, petiit, vbi habuit errorum magistros, licet occulte; non enim adhuc ibi Lutheranice doctrine errores propalam seminabantur.	I år 1527 efter verdens frelsers inkarnation kom der til Malmø en vis præst, som var skamløs og opfyldt af den kætterske forvendtheds vildfarelser, Claus Bødker, dvs tøndebinder, hed han, en mand, der slog om sig med den mest fremsprudlende og overvældende ondskab. Han var først ordineret til præst i Lund stift, men da han ikke havde tilstrækkelig kundskab i skrifterne, hverken i de humane eller de guddommelige, (note 27) tog han til Kongens København, hvor det teologiske studium blomstrede, men hvor man mere var ivrig efter den lutherske end efter den katolske teologi; dèr fik han lærere i vildfarelserne, om end hemmeligt; for endnu blev nemlig ikke den lutherske læres fejltagelser dèr sået i al offentlighed.
Refertus igitur predictus sacerdos Nicolaus Bøcker errorum colluuie voluit et alios commaculare. Ascendit enim plerumque maiores sacre edis, nimirum gloriosissime virginis Marie, suggestum, et non modico superbie fastu concionabatur; bona enim sonora preditus erat voce. Porro vbi hoc episcopo Roskyldensi, viro vtique magno fidei catholice zelatori, innotuit, quod interim clero obtrectaret (341) erroresque nonnullos Lutheranice factionis seminaret, prohibuit eum sue diocesis suggesto quolibet.	Altså, denne præst, Claus Bødker, var opfyldt af urene fejltagelser og ville også besudle andre med dem. Han gik nemlig flere gange op prædikestolen i den største kirke, nemlig den højlovede jomfru Maries kirke, og prædikede med en betydelig overlegen stolthed; han havde nemlig en smuk og velklingende stemme. Men da biskoppen i Roskilde, en mand af stor og ivrig katolsk tro, erfarede, at han af og til talte nedsættende om kirkens folk og udsåede ganske mange af det lutherske partis fejltagelser, forbød han ham at prædike fra nogen prædikestol i hans stift. (note 28)
Quo facto, huiusmodi rumor Georgio Monetario Malmogiano innotuit, qui et ipse, licet occultus, Lutheranice doctrine erroribus plenus fuit. Fecit igitur predictum sacerdotem ad se Malmogiam accersiri, cui et mysterium voluntatis sue aperuit; qui sese quam fidelissimum huiusmodi voluntatis pollicitus est executorem, nempe vt heresi Lutherana Malmogia in cleri odium inficeretur.	Da det var sket, erfarede Jørgen Møntmester i Malmø (note 29) et rygte derom. Han var selv, skønt skjult, fuld af den lutherske læres fejltagelser. Han fik da denne præst til at komme til sig i Malmø, og fortalte ham sin hemmelige vilje; og han lovede ham, at han nok skulle udføre denne vilje på det mest trofaste, den vilje nemlig, at forgifte Malmø med det lutherske kætteri til had mod kleresiet.
Postulabat igitur copiam concionandi sibi in vrbe fieri; quod ipse Georgius Monetarius proconsul admittere nondum audebat; heresis enim Lutherana adhuc tantum incrementi et audacie in Dania non habuerat, quantum (nunc) habere conspicitur. Ceterum extra vrbem in quodam prato viridi eum concionari permisit, in quodam sacello relicto (ibi) sito, quo populus ferme tocius vrbis audiende noue et inaudite concionis gracia conuenit; vbi feruentissime concionabatur, et parum aut nichil sue hereseos admiscuit erroris.	Han krævede da at få et sted at prædike for sig i byen; men det turde borgmesteren Jørgen Møntmester endnu ikke tillade ham at få; det lutherske kætteri var nemlig endnu ikke så stærkt og forvovent i Danmark, som vi nu kan se det er. Men han fik lov til at prædike udenfor byen på en grøn vang, i hvilken der lå et gammelt kapel, hvortil næsten hele byens befolkning gik ud for at høre denne nye og uhørte prædiken; og han prædikede da også opbrusende, og indblandede kun lidt eller slet intet af sit kætteris fejltagelser.
Intellexit enim homo versipellis malicie consilii non ignarus, non in principio purum venenum propinandum, sed paulatim sub mellis dulcedine auditorum auribus instillandum. Auditis vero duobus, vt reor, tantum sermonibus in campo, collaudataque concionandi gracia et puritate et vtilitate verbi diuini, iniquum duxerunt tanti splendoris gloriam non intra menia ducere, sed in campo, perinde ac suspectum, concionatorem dimittere.	Denne vendekåbe af en mand forstod sig nok på onde råd, og vidste godt, at man ikke i begyndelsen skal buse ud med den rene gift, men lidt efter lidt vænne tilhørernes ører dertil med sød honning. Men da man havde hørt to, tror jeg det var, sådanne prædikener derude på marken, og de havde rost hans evne og talent til at prædike Guds ord, syntes de, det var ubilligt, at en så stor æreglans ikke skulle holdes indenfor murene, men ude på marken, som om prædikanten var en mistænkt.
Querela igitur de conculcatione prati circa sacellum facta, gloriam suam in vrbem induxerunt, sed primo in sacellum sancte Crucis; vbi aliquamdiu sue hereseos paruulas emisit interim scintillas, sibi fautores concilians et defensores. Tandem tot conuenerunt concionis sue auditores, vt sacellum eorum multitudini nequaquam sufficeret.	Da der så kom en klage over, at græsset rundt om kapellet blev nedtrampet, førte de deres herlighed ind i byen, men i første omgang i Helligkors kapellet; der udsendte han en tid lang indimellem små gnister af sit kætteri, og fik både beskyttere og forsvarere af sin prædiken. Men til sidst kom der så mange for at høre hans prædikener, at kapellet slet ikke slog til til den mængde mennesker.
Visum est igitur, vt impetraretur a regia maiestate sacra edes Diuorum Symonis et Jude, vbi quondam locus fratrum minorum fuit, sed nimis angustus; quod et factum haud segniter fuit. Quo maxima ciuitatis turba quotidie conuenit; vbi odas suas decantauerunt et missas more Lutheranorum Danica ligua fecerunt. Deinde, tota ferme ciuitate illuc concurrente, visus est locus admodum angustus tante multitudini capescende.	Det blev da besluttet, at han skulle ansøge kongelig majestæt om lov til at bruge "De hellige Simon og Judas kapel", hvor gråbrødrene engang havde haft et sted, som blot var altfor trangt; dette blev også meget hurtigt gennemført. Og her samledes der da hver dag en meget stor skare borgere; de sang deres salmer og holdt messe på dansk efter lutheranernes skik (note 30). Efterhånden løb næsten hele borgerskabet derhen, og så blev også dette sted for trangt til at kunne rumme en sådan mængde mennesker.
Porro eo tempore vesane sue doctrine virus apertius solito propinare cepit, vtpote qui plus audacie ex multorum fauore contraxisset. Gliscente igitur indies auditorum et fautorum numero et audacia, ac accenso ex concione eius multorum (non secundum scientiam) zelo, ventum est ad sacram edem Diui Petri apostoli, et petitum a sacerdote eius, Henrico nomine, vt sacre edis ianua hora vel postmeridiana pateret, vt sacra concio purissimi verbi dei illic audiretur, sacerdoti tamen iure suo et auctoritate seruatis.	Videre: han begyndte på den tid at udbrede sin læres afsindige gift mere åbent, eftersom han havde samlet sig mere dristighed på grund af de manges gunst. Og hans tilhøreres og beskytteres antal og vovemod voksede nu dag for dag, og han antændte ved sin prædiken manges begejstring (men ikke med forstand (Rom 10,2)), og han kom nu til den hellige sankt Peters kirke, og bad dens præst, der hed Henrik, om kirkens dør kunne blive åbnet for dem, f. eks. lige over middag, så at det hellige og rene Guds ord kunne blive hørt der, dog skulle præsten bevare sin ret og sin autoritet over kirken.
Quo et maxima vrbis multitudino, perinde ac ad summe alacritatis spectaculum, quotidie conuenit; vbi contra omnes sacre doctrine eccleastice veritatem ille hereticus inuerecundissime proclamauit. Antea tamen ferme per annum opera Archielecti Lundensis, Achonis nomine, fugatus fuerat, assumpto secum quodam ordinis Sancti Spiritus apostata, Joanne Vrnario, alias Hanss Spandemagher, nomine.	Dèr samledes da nu daglig en stor forsamling fra byen, som om det var til det muntreste skuespil; og dèr talte denne kætter på det mest skamløse imod alle kirkens sande lærdomme. Dog havde han forud i næsten et år (note 31) været fordrevet ved den lundensiske ærkebiskop electus' (note 32) virksomhed (ærkebispen hed Aage Sparre), men han havde så taget med sig en, der var frafalden fra helligåndsordenen, en Johannes Urnarius, også kaldet Hans Spandemager.
Qui, pergentes Harsslegiam, Danicas odas et Lutherane hereseos venenum plenius hauserunt; (note 28) derinde vero Malmogiam, freti regiis priuilegiis, reuersi omnia peruerterunt, altaria suffodientes, sacerdotes fugantes et sacella sacre edis Diui Petri apostoli funditus destruentes; vbi sacerdos hereticus Nicolaus altare prophanum erexit, nimirum tabulam quandam in magna a terra altitudine, vbi suam cenam longo tempore perfecit. Qua denique destructa et altari prophano facto, quod hodie ibi erectum stat, ymaginibus quoque et altarium picturis prorsus profligatis, sectis, destructis et combustis, precioque dato sacerdoti parochiano, illic tocius vrbis sacrorum antistes instituitur.	De to drog da til Haderslev, og blev fyldt med danske salmer og det lutterske kætteris gift; dernæst kom de til Malmø, forsynet med kongelige beskærmelsesbreve (note 33), og vendte op og ned på alting, undergravede altrene, sendte præsterne på flugt og ødelagde kapellerne ved den hellige Peter, apostelens, kirke; dèr oprettede den kætterske præst, Claus, et profant alter, nemlig et bord, højt hævet over jorden, hvor han lang tid igennem gennemførte sin nadver. Det blev til sidst ødelagt, og det profane alter oprettet, som står der idag; men billederne og alterets billeder blev smidt ud, skåret i stykker, ødelagt og brændt, og da der blev givet sognepræsten en affindelsessum, så han blev indsat som forstander for hele byens kirkelige liv. (note34)
Jam propositum prosequamur, quo nimirum sacro e cenobio fratres minores fugaret. Anno primo concionis sue cepit predictus hereticus Nicolaus aliquando, licet leuiuscule, in fratrum minorum statum venenate ligue iaculari spicula et, quando fratres essent in sepultura alicuius funeris, verba (343) eorum diligentius obseruare et, finita super sepulcrum concione fratrum, eos sua heresi molestare.	Nu følger vi planen videre, hvorved han driver brødrene på flugt fra det hellige kloster. I det første år af hans prædiken begyndte denne kætterske Claus så småt, skønt ret betydningsløst, at angribe gråbrødrene med sin giftige tunge som et spyd; når brødrene holdt begravelse over en eller anden, tog han sig for at lægge meget mærke til deres ord, og, efter brødrenes begravelsesprædiken, at komme i klammeri med dem om sit kætteri.
Contigit enim semel, modico diuini verbi sermone habito, ipsum hereticum fratrem Jacobum viceguardianim ad portam cenobii sectari. Quo cum peruenissent ambo simul, rogauit hereticus Nicolaus fratrem Jacobum, quid esset penitenciam agere. Porro frater Jacobus os compressit, ratus indignum tali rabule frustra respondere, ipsum suatim in calumpniam conuersurum. Respondit igitur hereticus ipse sibi ipsi illud Paulinum: "Sicut exhibuistis membra vestra seruire immundicie et iniusticie ad iniquitatem, ita iam exhibite membra vestra seruire iusticie in sanctificationem etc." -- "Quid," inquit frater Jacobus, "hoc est? Audite," ait ad omnes circumstantes: "Si hic Nicolaus hereticus tres dies expenderis in crapulas cum scorto, debet et alios tres in pane et aqua, vt ipsemet refert, penitendo ieiunare".	Og det skete engang, da broder Jacob, viceguardianen, med sit mådehold havde prædiket Guds ord, at denne kætter fulgte ham hen til klosterafdelingens port. Da de begge kom derhen samtidig, spurgte kætteren Claus broder Jacob, hvad det var at gøre bod. Først pressede broder Jacob munden sammen, sikker på, at det ikke var umagen værd at svare en sådan gal mand, og at hvad han end svarede, ville den anden fordreje det til bagvaskelse. Og kætteren svarede da sig selv med disse ord af Paulus: "sådan som I før stillede jeres lemmer til rådighed for at tjene urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, sådan skal I nu stille jeres lemmer til rådighed for retfærdigheden, så I helliges". (Rom 6,19). "Hvad er det?" spurgte broder Jacob, "hør!" sagde han til alle de omkringstående, "hvis denne kætter Claus tilbringer tre dage i fuldskab sammen med en skøge, så bør han, efter hans egne ord, også gøre bod ved at faste tre dage på vand og brød". (note 35)
Quod tamen in aure non placite sonuit, eo quod alio tendisset sermone illo, quam quo peruenit. Stetit igitur ille hereticus rubore suffusus, inscius, qua stropha a prolato sermone sese expediret. Interim guardianus, frater Gabriel nomine, hoc intra portam audiens exiuit, rogans, quamobrem cum insipiente et furioso heretico sic conferret predictus frater Jacobus.	Det lød dog ikke godt i hans ører, fordi han ville et andet sted hen med sin prædiken, end dér, hvor han kom. Altså stod denne kætter gennemtrængt af rødme, uden at vide, med hvilken vending han skulle slippe bort fra den fremførte tale. Imidlertid havde guardianen, broder Gabriel, hørt det indefra og var gået ud og spurgte nu, hvorfor broder Jacob indlod sig med en så uvidende og gal kætter.
Tales ergo molestias et conuicia quam plurima ipse prefatus hereticus, cum suis sequacibus, fratribus et potissimum predicto fratri Jacobo tempore pestis in cimiterio nostro intulit, ipsum aliquando seductorem, aliquando cecum et obdurate mentis hominem vocantes; ipse tamen semper, diuina ei assistente gracia, veritatem aperte professus fuit.	Sådanne angreb og sådanne mange bebrejdelser rettede denne omtalte kætter og hans tilhængere mod brødrene og især mod føromtalte broder Jacob på pestens tid (note 36) på vores kirkegård. De kaldte ham af og til forfører, af og til en blind og et forstokket menneske; men selv lærte han altid åbent om sandheden, takket være Guds nådige hjælp.
Ceterum cum semel in predicte vrbis sacra ede, nempe sancti Georgii, (note 34) in Dedicacionis eiusdem sacre edis festo, idem bonus pater, frater Jacobus, concionatus intrepide veritatem de fide et operibus fuisset, finito sermone cum ianuam sacre edis eiusdem exisset, alius quidam hereticus, Vrnarius cognomine, alias Hanss Spandemager, apostata de cenobio hospitalis Sancti Spiritus, (344) quo collectam suorum sequatium multitudinem in australi platea ad cenobium nostrum dirigente, insectatus est, vociferans, quatinus, si quid audacie in eo esset, cum ipso de scripturis conferret.	Og da engang denne gode fader, broder Jacob, var sammen med nogen andre i en kirke i førnævnte by, nemlig sankt Jørgens kapel, på indvielsesdagen for det hellige sted, efter at han havde prædiket uforfærdet om sandheden om tro og gerninger (note 37), og han efter prædikenen var ved at gå ud af døren fra kirken, brød en anden kætter ind; det var Urnarius, lig med Hans Spandemager, en frafalden fra Helligåndsordenen, som havde samlet en stor skare mennesker på området mod syd og gik hen mod vort kloster; han brød ind og råbte, at han, hvis der var nogetsomhelst mod i ham, skulle samtale med ham om skrifterne.
Respondit frater Jacobus, se id coram domino Archielecto cleroque in scripturis exercitato libenter facturum. Ceterum ipso suisque molestius instantibus, paulisper gradum sistebat frater Jacobus, auditurus, quidnam questionis proponeret hereticus. Intulit autem ipse: "Quid est bonum opus? Dic michi aliquod huiusmodi!" Respondit frater Jacobus, dicens: "Ieiunare debito modo est opus bonum." Quod tamen heretico non placuit, licet id ex sexto Mathei capite sufficiente probasset.	Broder Jacob svarede, at det ville han gerne gøre overfor sin herre ærkebispen og gejstlige, som var erfarne med skriften. Men da den anden og hans tilhængere trængte hårdere på, standsede broder Jacob sin gang et øjeblik og ville høre, hvad det var for et spørgsmål, kætteren ville stille. Han spurgte ham da: "Hvad er en god gerning? Giv mig et eksempel!" Broder Jacob svarede da: "At faste på rette måde er en god gerning". Men det behagede ikke kætteren at høre det, skønt han beviste det tilstrækkeligt ud fra Matt 6. (note 38)
Recesserunt hereticus suique sequaces. Illis diebus semper conciono fratrum affuerunt, quos obseruantes, vt in sermone eos caperent. Ceterum cum nullas iustas et rationabiles causas ora fratrum obturandi in sermonibus eorum inuenissent, nonnullas vel confictas vel sinistre acceptas tandem conscripserunt, quibus ipsos fratres infamarent vel vulgus contra eos concitarent.	Så trak kætteren og hans følge sig tilbage. I de dage var de altid tilstede ved brødrenes prædiken, som de agtede på, for at kunne fange dem i ord. Men da de ikke kunne finde nogen retfærdig og forståelig grund til at stoppe munden på brødrene i deres prædikener, sammenskrev de til sidst en del selvopfundne og misforståede anklager, med hvilke de plettede brødrenes rygte eller ophidsede folket imod dem.
Semel enim iterum contra predictum fratrem Jacobum viceguardianum nonnulli nequam rabule tumultum quendam in sacra ede nostra fecerunt, et semel contra fratrem Gabrielem guardianum. Et semel hora prima postmeridiana ipse antedictus Nicolaus Bøcker hereticus, vrbis seductor, sentiens precipue fratrem Jacobum et fratrem Christophorum Mathie abesse, intrauit sacram edem cenobii nostri, illic concionaturus; vbi plus quam canine contra fratres inuerecundissime illoto rictu latrauit.	Atter engang var der nogen, der foranstaltede en slet og rasende tumult i kirken mod førnævnte broder Jacob, viceguardianen, og en gang mod broder Gabriel, guardianen. Og en gang lige over middag, da denne kætter, Claus Bødker, byens forfører, vidste, at specielt broder Jacob og broder Kristoffer Mathisen var borte, gik han ind i vort klosters kirke, og der begyndte han at prædike; hvor han helt som en hund gøede mod brødrene på det mest skamløse med sin urene flab.
Adueniens frater Christophorus de terminis, finito heretici sermone, ascendit suggestum, declarans per sacras litteras fratres prorsus inculpabiles in causis, quibus eos reos probarat. Quo descendente, iterato ascendit hereticus, rursusque frater Christophorus; sicque dies ille vsque horam vespertinam, nempe quintam, alterutra ipsorum concione, fratre Christophoro ter et heretico bis concionante, deductus est.	Men så kom broder Kristoffer fra termen (note 39), netop som kætteren var færdig med sin prædiken, og han gik straks op på prædikestolen og forklarede ud fra den hellige skrift, at brødrene var uskyldige i det, han anklagede dem for. Men da han gik ned, steg straks kætteren op igen, og derpå atter broder Kristoffer; og således videre hele dagen indtil vespertid, nemlig klokken fem; de afløste hinanden med at prædike, broder Kristoffer tre gange og kætteren to.
Porro ante illa turbationum tempora, anno nempe ab incarnatione mundi Saluatoris M.D.XXIX, circa festum Purificationis deipare virginis Marie, aduenit quidam heretice prauitatis callidissimus concionator, frater Franciscus Lector vel Luther-Frans nomine, ordinis Carmelitarum, qui nuper fuerat Haffnie murmure et clamore canonicorum de publico suggesto fugatus; qui sese asseruit callida techna verbum dei purissime predicaturum et omnem ciuium dissensionem, ob diuersitatem concionum exortam, plane sublaturum.	Kort før denne tumultuariske tid, nemlig i år 1529 efter verdens frelsers incarnation, ved festen for den gudfødende jomfru Marie renselse, kom der en vis prædikant til byen, særdeles kyndig i den kætterske vranglærdom, broder Frans Lektor eller Luther-Frans, som han også kaldtes. Han var af karmelitterordenen, og var fornylig blevet fordrevet fra sin lærestol i København af kannikernes råb og skrig; han forsikrede med snedig underfundighed, at han ville prædike Guds ord rent og purt, og at han helt ville afskaffe den uenighed blandt borgerne, der var opstået på grund af præknernes forskellighed. (note40)
Qui tamen ante habitam ab Archielecto concionandi copiam suggestum nequaquam voluit ascendere. Petiuit igitur Lundiam, concionandi ab Archielecto Achone copiam postulaturus; vbi quam humanissime exceptus est, perinde atque veritatis purissime concionator in vrbe Malmogiana mox futurus et praua omnia in viam rectam reducturus. Dedit ergo (ei) antistes venerabilis Lundensis ecclesie, videlicet magister Acho Jacobi, eidem Francisco quatuor vel sex aureos in expensas; cui et predictus pseudapostolus Luther-Frans pollicitus est quam syncerissime verbum dei predicare. (Blad mangler)	Men han ville ikke bestige nogen prædikestol, førend han havde fået en prædiketilladelse fra ærkebispen. Han tog altså til Lund for at få en prædiketilladelse af ærkebiskop Aage; og der blev han modtaget særdeles venligt, som en, der snart skulle være den rene sandheds prædikant i Malmø, og skulle føre al falskheden tilbage til den rette vej. Altså, forstanderen for den ærværdige lundensiske kirke, magister Aage Jepsen, gav denne Frans fire eller seks gylden til at dække hans udgifter. Den føromtalte Luther-Frans, den falske apostel, lovede ham også så oprigtigt, som muligt, at prædike Guds ord. (note 41)
Sutorum, vrnariorum et fabrorum lignariorum vestrorum codices omni disputandi calliditate, vt ipsi iactastis, refertissimi: superatisne iam omnem clerum papisticum, pecora (dixissem) priapistica?" inquit prefatus frater Jacobus. (346)	"Jeres skomageres, tøndebinderes og billedskæreres skrifter, er de ikke propfulde af al mulig snedighed til at disputere, som I selv har gjort jer til af: Mon I nu har overvundet hele den papistiske gejstlighed? jeg kunne kalde jer en liderlig kvæghjord!" sagde førnævnte broder Jacob.
Tandem ipsi Malmogiani, vrbis ob secretas missas fratrum formidantes excidium, fratres e choro fugarunt. Admisit tamen Georgius Monetarius fratres alibi rem diuinam, nimirum in vestiario, facere, ea ratione, vt ipsi responderent in dei iudicio pro huiusmodi nefandis, vt inquiebat, missis. O preclarum sapientis rectoris magne ciuitatis responsum! Scortari huiusmodi homini non magni ponderis putatur: rem tamen diuinam more sancte catholice ecclesie facere tam scelestum, vt diuini iudicii formidetur sententia! O culicem liquantem et camelum glucientem!	Men malmøborgerne, som frygtede byens ødelæggelse på grund af brødrenes hemmelige messer (note 42), jog til sidst brødrene bort fra koret. Dog tillod Jørgen Møntmester brødrene at holde gudstjeneste andetsteds, nemlig i et klæderum, dog med det forbehold, at de selv ved Guds dom skulle stå til ansvar for disse ugudelige messer, som han kaldte dem. O hvilket soleklart svar fra en stor bys vise leder! Han regner nok med, at den slags menneskers hor ikke betyder stort: men at det at holde gudstjeneste efter den hellige katolske kirkes skik er så forbryderisk, at man må grue for den guddommelige domsafsigelse. O hvor de afsier myggen og sluger kamelen! (Matt 23,24)
Tante etiam fuit apud Malmogianos abominationis misse celebratio, vt semel fratrem Joannem Plowff celebraturum lapidibus et clamoribus de altari fugarint. Inuenti fuerunt etiam semel infra suggestum non parui lapidum acerui ad hoc corrogati. Crescente indies malicie augmento, et estuantibus plenis inuidie morbo eorum animis, omnibus, quibus poterant, modis operam nauarunt, vt fratres cenobii nostri loco spoliarent. Tanta enim incesserat effugandi fratres de loco eorum animis libido, vt nullam capere possent requiem, donec eos effugassent; nullius legis vel naturalis vel diuine vel humane verecundabantur preterire in persequendo ipsos precepta.	En så stor afsky for af fejre messe (note 43) var der hos malmøboerne, at de engang drev broder Johannes Plov på flugt fra alteret med stenkast og råb, da han var ved at fejre messe. Der blev også en gang fundet nogle dynger sten nedenunder prædikestolen, samlet sammen for at blive brugt som kasteskyts. Da nu daglig deres had voksede, og deres sind blev fyldt af misundelse, hvilket var deres sjæles sygdom, så anvendte de al deres flid på på alle de måder, de kunne finde på, at få brødrene til at forlade klostret, vores sted. Der var nemlig i deres sind opstået en så stor attrå efter forjage brødrene fra deres sted, at de ikke kunne finde hvile, førend de havde fordrevet dem; de undså sig ikke for at overtræde nogen lov, naturlig eller guddommelig eller menneskelig, for at få gennemført deres forehavende. (note 44)
Interdum enim aduenerunt dicte ciuitatis rectores et consiliarij fraudulentis pollicitacionibus et blanditiis animos fratrum demulsuri, interdumque comminationibus terrefacturi, vt aliqua cenobii nostri loca eis concederent, vt vno pede ingrediente paulatim reliqua totius corporis moles subsequeretur; quibus constanter fratres pro virili semper restiterunt, affirmantes, nullo pacto hoc eis licere, sed id ad dominos, qui loca ipsis dederunt, pertinere.	Imidlertid kom nemlig denne bys borgmestre og rådmænd med svigefulde løfter og bedrag for at blødgøre brødrenes sind, og samtidig skræmme dem ved trusler, såsom at de tilbød dem et andet sted end vores kloster, så at de, så snart de havde en fod indenfor, snart efter fik hele kroppen til at følge med (note 45); overfor det måtte brødrene konstant være på vagt, og slå fast, at de ikke på nogen måde ville overlade dem det, men henføre det til de herrer, som havde givet dem stedet. (note 46)
Porro (cum) nullo tempore eorum voluntati obsequerentur fratres, interim curiam seruorum interimque pomarium propria authoritate vi vsurparunt; et denique pauperum hospitale sub pretextu pietatis, destructo alio pauperum monasterio, in pomario construxerunt.Patefactis itaque vndique pomarii portis, et homines et pecora perdiu noctu(que) ad fratres indifferenter intrauerunt. Nulla quoque fratribus dabatur requies, neque in faciendo rem (347) diuinam, neque in legendo horas canonicas, neque in sumenda corporis refectione.	Men på intet tidspunkt adlød brødrene deres vilje, hverken da de tog tjenergården, eller da de med deres egen autoritet med vold tog frugthaven; og derefter byggede et fattighospital, som om det skulle være fromt, i frugthaven, efter at have ødelagt et andet fattigkloster (note 47). De lagde således fra begge sider porten til frugthaven åben, og folk og fæ strømmede derind dag og nat, ligeglade med brødrene. Der blev ikke givet brødrene nogen ro, hverken til at forrette gudstjeneste eller til at læse de kanoniske tider eller til at opnå forfriskelse af kroppen.
In hiis tamen malis semper fratres perseuerauere constantes, lectionem sacre scripture horis congruis et verbi diuini concionem in ieiunio fratrum ante natalem Christianum et in 40ma omni vespera habentes. In 40ma vero heretici, suatim confessiones audituri, se in cenobii nostri porta collocarunt, ne quis ad fratres ingrederetur confessionem facturus.	Igennem disse onde tider forblev brødrene urokkelige, overholdt læsningen af de hellige skrifter til de fastsatte tider og prædikenen af Guds ord; i brødrenes faste før Kristi fødsel og til fastelavn overholdt de enhver vesper. Men ved fastelavn samlede der sig nogle kættere ved porten til vort kloster for at høre skrifte på deres måde, for at ingen skulle komme ind til brødrene og skrifte. (note 48)
Ceterum noctibus diuinum officium, dormientibus insanis hominibus, more solito persoluerunt. In paschalis autem festi solennitate, ferie nempe 2denocte, cum 3m in matutinis fratres decantarent psalmum, immissis .7. non modici ponderis (lapidibus) per aquilonarem fenestram fratres e choro omnes ferme effugarunt. Post festum vero pasche sepius monasterium intrauerunt, nunc minis nunc blandiciis eos pulsantes, vt morem gererent eorum peruerse voluntati, nempe vel heresi eorum fauendo vel cenobium eis pro gymnasio studii theologici concedendo, ea tamen ratione, vt ipsi, dimissis horis et re diuina, gymnasium visitarent, in breui, vt ipsi asseruerunt, doctissimi vere theologie doctores futuri, -- aut dei sanctorumque blasphematores, puto.	Men de natlige gudstjenester, da de vanvittige mennesker sov, afholdt de på den sædvanlige måde. Og ved påskefesten, nærmere bestemt 2. påskedags aften, da brødrene ved matutin sang den 3. psalme, sendte de 7 temmelig store sten ind gennem det nordlige vindue, og da flygtede næsten alle brødrene fra koret. Men efter påskefesten invaderede de oftere vort kloster, og forsøgte så ved trusler, så ved løfter at bearbejde dem, at de skulle følge deres perverse viljes skikke, nemlig enten at tilslutte sig deres kætteri eller også at overlade klostret til dem til en teologisk skole, med den begrundelse, at de selv, når de hellige timer og gudstjenesterne var ophørt, skulle stå for skolen, kort sagt, at de kunne bekræfte sig selv i, at de var de lærdeste doktorer i den sande teologi -- eller jeg mener: Guds og de helliges bespottere. (note 49)
Denique, cum neque hoc fratribus complaceret, miserunt, qui eis prohiberent sacram theologiam in cenobio nostro fratribus nostris legere. Suppresserunt igitur fratres in legendis sacris litteris vocem, eorum malicie aliquo pacto cedentes, lectionem tamen optimam interim consueta hora frequentantes. Miserunt autem sepissime, qui eos obseruarent, ne quo pacto sacras lectiones vel conciones in loco nostro haberent.	Dernæst, da brødrene heller ikke gik med til det, sendte de nogen ind, som skulle forhindre dem i at læse den hellige teologi i vores kloster. Derfor dæmpede brødrene da stemmen, når de læste den hellige skrift, de ville i nogen grad gøre indrømmelse mod deres ondskab; men de fortsatte dog med den bedste læsning til de sædvanlige tider. Dog sendte de ofte folk hen, der skulle holde øje med dem, at de ikke på en eller anden måde blev ved at læse de hellige lektier eller holde prædikener i vort kloster. (note 50)
Intrauerunt autem quodam die post meridiem ad fratres in refectorio eorum congregatos, rogantes, an fidem ipsorum Lutheranorum amplecti et lectionem ac concionem audire vellent. Questiones igitur facte ad quemlibet singulatim. Porro omnes fratres negauerunt, asserentes se nullo pacto aliam doctrinam amplexuros quam eam, quam hactenus audissent, (348) et eorum institutorem et sacre scripture lectorem satis docte, que ad sacrarum litterarum intellectum attinerent, eos docere.	Men en dag efter middag kom de ind til brødrene, som var samlede i spisesalen, og spurgte dem, om de ville gå over til Luthers lære og høre forelæsning og prædiken. De udspurgte hver enkelt for sig. Men alle brødrene svarede nej og forsikrede, at de ikke på nogen måde ville gå over til en anden lære end den, som de hidtil havde hørt, og at deres lærer og forelæser i den hellige skrift lærte dem godt nok om, hvad der hørte til at forstå den hellige skrift.
Proconsule autem Georgio Monetario suorum lectorum commendante lectionem et concionem, respondit frater Gabriel guardianus, parumper motus ex vulpini hominis verbis, eorum concionatores et lectores spurcam ducere vitam. "Quid" (inquit Monetarius) "ais? Est matrimonialis status spurca?" Respondit guardianus sese excusando, quod non appellasset matrimonij statum spurcam; proconsul vero contrarium ei improperauit.	Da nu borgmester Jørgen Møntmester roste sine læsemestres forelæsning og prædiken, svarede broder Gabriel, guardianen, som blev opbragt over denne rævesnu mands ord, at deres prædikanter og læsemestre levede i hor. "Hvad siger du?" sagde Møntmesteren, "er den ægteskabelige stand hor?" Guardianen svarede undskyldende, at han ikke havde kaldt den ægteskabelige stand hor; men borgmesteren beskyldte ham for det modsatte.
Respondit vero frater Jacobus viceguardianus, illis litigantibus: "Pater guardiane, se eorum matrimonia spurcam dixisti vitam, verum locutus es; noli negare: nos ita rem habere facile probabimus." Commotus igitur hiis verbis Franciscus apostata et hereticus ita ira efferbuit, vt neque labia neque os a tremore tenere posset. Respondit itaque in furore suo, omnia vota nostra impia esse. Cui e diuerso respondit frater Jacobus, iudicium apostatarum non valere de votis. Recesserunt igitur multis vltro citroque habitis verbis.	Men så svarede viceguardianen, Jacob, og yppede kiv med dem: "Fader guardian, har du sagt, at deres ægteskab er et liv i hor, så har du talt sandt; det kan ikke nægtes; vi kan let bevise, at det forholder sig således". Af disse ord blev Frans den frafaldne og kætterske ramt og grebet i den grad af vrede, at han ikke kunne holde styr på hverken sin læbe eller sin mund. Han svarede i sit raseri, at alle vore løfter var ufromme. Broder Jacob svarede ham blandt andet, at en frafaldens ord om løfterne ikke havde gyldighed. Så trak de sig tilbage med mange ord, både udenfor og indenfor. (note 51)
Tandem vero in 4ta post pascha ebdomada,nimia inuidia ferme vsque ad furorem agitati, quodam die, circiter horarn octauam, multi ciuium ad cenobium nostrum confluxerunt, guardiano rem diuinam in vestiario faciente. Iussit igitur viceguardianus frater Jacobus promo, fratri nimirum Jacobo Joannis, omnia ostia robustis occludere obstaculis; quod tamen facere omisit vel neglexit. Intrauere ergo per ostium a curia seruorum; ad quos guardianus egressus, fratribus in dormitorio remanentibus; sperauit enim se lenibus verbis eorum feroces deleniturum animos. Cum autem ad eos in refectorium intrasset, tantis eum affecere iniuriis et molestauere importunis clamoribus, vt omnes e uestigio conuocaturus fratres dormitorium ascenderet.	I den fjerde uge efter påske (8.-14. maj) (note 52) kom mange borgere en dag, drevne til raseri af deres voldsomme had, ved den 8de time (kl. 2) hen til klostret, medens guardianen holdt gudstjeneste i klædekammeret. Vicegardianen broder Jakob befalede da kældermesteren, broder Jakob Jensen, at spærre alle døre med stærke stænger, men det forsømte han. De kom altså ind ad døren fra tjenergaarden, og guardianen gik ud til dem, mens brødrene blev i sovesalen, for han håbede, at han kunne formilde deres vilde sind ved blide ord. Men da han var kommet ind til dem i spisesalen, udskældte de ham og forulæmpede ham med grove råb, saa at han gik op til sovesalen for straks at kalde brødrene sammen.
Ceterum cum patrem viceguardianum suum ad eos descendere nollet, dixit <ille,> se (349) quam libentissime in cella remansurum. Ad quod fratres respondentes dixerunt: "Si ipse nobiscum egressus non fuerit, nullus illuc egreditur". Exierunt igitur fratres omnes ad eos in refectorium, ferocissimis congregatos animis et vultibus. Congregatis igitur sic fratribus, proposuerunt voluntatem suam, nimirum quod monasterio actutum cederent vel eorum fidem reciperent.	Men da han ikke ville lade de øvrige gå ned til dem sammen med deres viceguardian, sagde han, at de, der ville, kunne blive i deres celler. Dertil svarede brødrene: "Hvis han selv ikke ville forlade klostret sammen med dem, ville ingen forlade det". Alle brødrene gik da ned til dem i spisesalen, hvor de var forsamlede med grumme miner og grusomme sind. Da brødrene således var samlede, erklærede borgerne dem deres vilje, at de straks skulde afstå klostret eller gaa over til deres tro.
Porro fratribus vtrumque negantibus, remanserunt cum eisdem vsque ad prandii tempus, nunc blandientes, nunc comminantes, nulla tamen regie iussionis vel admissionis ostendentes testimonia, quod possent eos de cenobio fugare;quare constanter fratres sic se egressuros negauerunt. Auferebant igitur a cellario et coco claues penus cereuisarij et coquine, potum cibumque affatim afferentes.	Da nu brødrene afslog begge dele, blev de sammen med dem til middag, og snart talte de godt for dem, snart truede de, men en kongelig ordre eller tilladelse til at jage dem ud fremviste de ikke, (note 53) og brødrene sagde derfor stadig nej til at forlade klostret. Saa tog de nøglerne til ølkælderen og spisekammeret fra kældermesteren og kokken og bragte mange spise- og drikkevarer op.
Prandio vero finito longam in contumeliam fratrum cantauerunt odam;<a href="#43. "Oda" betyder her "Psalme"; ligeso"> quo finito et fratribus egredi nolentibus, proconsules omnes, vno dempto, egressi sunt. Porro ille proconsul, nempe Joannes Fynbo, qui remanserat cum multis nebulonibus fratres expulsurus, cepit exigere multis modis a guardiano claues monasterii. Quo non consentiente, vesperaque ingruente, dixerunt, fratres neutiquam e refectorio illa nocte egressuros, nisi eorum accederent voluntati. Remanserunt igitur fratres omnes illa in refectorio nocte, in pauimento cubantes.	Efter måltidet sang de en lang salme for at håne brødrene. Da den var forbi, og brødrene stadig ikke ville gå ud, gik alle borgmestrene undtagen Jens Fynbo. Han blev tilbage sammen med mange døgenigte for at drive brødrene ud og begyndte på mange måder at forlange klostrets nøgler af guardianen. Da han sagde nej, og aftenen faldt paa, sagde de, at brødrene ikke fik lov til at forlade spisesalen, hvis de ikke føjede sig efter deres vilje. Brødrene blev da alle om natten i spisesalen og lå på Gulvet.
Quidam autem antiquus frater, Laurentius Jacobi, ferme tribulationibus vsque ad mortem fatigatus, habuit exeundi in dormitorium potestatem, ea ratione, vt de accendenda eorum sententia in crastinum deliberaret.	Der var en gammel broder, Laurids Jakobsen, som næsten var bragt døden nær af plagerierne. Han fik lov til at gå op i sovesalen på det vilkår, at han skulde overveje til næste dag, om han vilde gå over til deres tro.
Ceterum cum fratres in refectorio inclussissent, ipsi custodes fratrum, nimirum ciues illic a proconsulibus collocati, sese per totam noctem potu fratrum ingurgitarunt; cantantes et saltantes per dormitorium et chorum, campanam assidue pulsantes, festa Bacchanalia solenniter celebrarunt; qualibet autem noctis hore ostium refectorii aperientes, eos visuri, an effugissent per fenestras, intrauerunt.	Da de nu havde lukket brødrene inde i spisesalen, så fyldte disse borgere, som borgmestrene havde sat til at passe på munkene, sig hele natten med deres øl, sang og dansede i sovesalen og koret, ringede stadig med klokken og holdt en rigtig bacchusfest, og hver time natten igennem åbnede de døren til spisesalen og gik ind for at se, om munkene var flygtet gennem vinduerne.
Mane vero facto ad locum secrete necessitatis egressum vix impetrare poterant, egressos autem tres vel 4or, eos obseruaturi, vsque ad loci secrete necessitatis foramina (350) subsecuti sunt; reducentes vero ipsos ianuam vsque ad aduentum proconsulum occluserunt. Qui, circiter horam meridianam aduenientes, lectores suos refectorio fratrum, eosdem fratres ad fidem Lutheranice factionis conuersuros, ne dicam peruersuros, introduxerunt.	Om morgenen kunne de knap få lov til at gå på toilettet, og når nogen gik derud, fulgte tre eller fire med dem for at holde øje med dem, helt ud til toiletdøren; og når de vendte tilbage, lukkede de døren, indtil borgmestrene kom. Da de kom henad middag, førte de deres læsemestre ind i brødrenes spisesal for at de skulle omvende, for ikke at sige forføre, dem til den lutherske tro.
Cum autem duas finissent circiter horam meridianam lectiones, et fratribus suam heresim persuadere non potuissent, vi eos e monasterio suo extraxerunt; cuilibet vero eorum vestimenta lecti sui et pelium e cella allata dederunt. Cum autem per cimiterium egressuri essent, guardianum fratrem Gabrielem Pauli et fratrem Bernardum Pauli, 2m viceguardianum, a fratribus ad carcerem traxerunt, quia litteras fundationis loci eis tradere noluerunt, vtpote quas ante alio conseruandas miserant.	Men da de havde endt to forelæsninger henimod middagstid og ikke kunnet overbevise brødrene om deres kætteri, drev de dem med magt ud af deres kloster; hver af brødrene fik dog sine sengeklæder og et bækken, der blev hentet fra cellen. Da de skulle gå ud gennem kirkegården, tog de guardianen, Gabriel Poulsen og broderen Bernhard Poulsen, anden viceguardian, bort fra brødrene og førte dem til fængslet, fordi de ikke ville røbe for dem, hvor fundationsbrevene var; de havde i forvejen sendt dem et andet sted hen til opbevaring. (note 54)
Fratres autem exeuntes Lundiam petierunt. Ipsi vero eodem die a carceribus absoluti fuerunt, ea ratione, vt lectionem eorum hereticam visitarent. Quod guardianus prefatus acceptans iam seductus est, et vestem sue religionis post annum abiecit. Cuius deus optimus maximus ob immensam misericordiam suam misereatur. Cui sit honor et gloria ob hec beneficia ceteraque nobis et omnibus singulisque creaturis suis ab exordio creaturarum vsque in hanc horam collata, et pro omnibus et singulis donis nobis et eis vsque in sempiternum conferendis. Amen.	De andre munke drog til Lund, men de to blev løsladt fra fængslet, på den betingelse, at de overværede deres kætterske lektioner. Det gik guardianen med til, og han er nu forført og har et år efter kastet sin ordensdragt. Gud den højeste og største forbarme sig over ham på grund af sin umådelige barmhjertighed. Ham være ære og herlighed for denne og de øvrige velsignelsesrige gerninger, han har gjort mod os og mod alle sine enkelte skabninger, fra skaberværkets begyndelse indtil den time, hvor han samler dem igen, og for alle ting og for hver enkelt ting giver os og giver dem tilbage igen i evighed. Amen.

Noter: 
 

Note 0: Hvornår krøniken er skrevet, er der delte meninger om, og jeg henviser til specialudgaverne angående det spørgsmål. Selv tilslutter jeg mig den teori, der hævder, at krøniken er blevet til i tiden efter kong Frederik den Førstes død i april 1533. På herredagen i København i juni-juli 1533 var der forslag fremme om at genindføre præstecølibatet og tilbagegive klostrene til munkene. Det kom dog ikke så vidt, men krøniken ville passe udmærket som et indlæg i denne debat. 
 

Note 1: Kun få steder nævnes det, at brødrenes problemer kunne skyldes deres efterhånden ringe antal. Det ville vel heller ikke være særlig heldigt, set ud fra det politiske mål, krøniken kan have haft, nemlig i 1533 efter kong Frederik den Førstes død at give alle klostre tilbage til munkene, hvis det kom frem, at mere end halvdelen af de daværende munke nu sad som gode gifte borgermænd rundt om i byerne. (Hvor stor procenten af frafaldne brødre var i 1533, vides naturligvis ikke, de 50% er et rent skud i tågen). 
 

Note 2: Arten af den forkyndelse, der har medført dette frafald, kan kun delvis ses af de danske reformatoriske skrifter. Af tilfældige historiske grunde kom de til mere at beskæftige sig med præsteægteskabet end med munkeløfterne. Men Luthers skrift om munkeløfterne (De votis monasticis) fra 1521 har givetvis spillet en stor rolle. Deri hævder han, at det ikke blot er tilladeligt at bryde sit munkeløfte, men direkte nødvendigt, hvis man da ikke har den højst sjældne kyskheds gave. 
 

Note 3: Der kan hermed hentydes til en episode ved uddrivelsen af munkene fra klostret i Næstved, hvor Mogens Gjø tog en kalk fra brødrene, fordi hans forfædre i sin tid havde skænket den til klostret. Men mere rimeligt er det måske med H. Knudsen (anførte værk, note 1) at antage, at der hentydes til den registrering af klostrenes løsøre, specielt sølvgenstandene, som kongen foretog i disse år. (Se Kr. Erslev: Frederik den Førstes Registrant, side 241, 247, 280 og 285). Men man er nok nødt til, udover at nævne registreringen, som Knudsen gør, også at spørge efter, hvorfor mon kongen lod foretage en sådan registrering.

Svaret på det spørgsmål ligger i munkenes almene situation. Den lutherske lære bredte sig i landets byer. Det medførte færre almisser. Og det igen førte til knaphed på fødevarer i klostrene (se note 63). Dette har naturligvis forstærket afvandringen fra klostrene, men det har også gjort det fristende for munkene at sælge ud af klostrenes klenodier. Og det har nok været det, kongen ville forhindre med sin registrering. Dog er det ikke lykkedes kongen helt at forhindre den slags selvtægt. I Viborg berettes der om en kalk, der bliver pantsat (se note 21), og i Nysted hører vi via registranten (side 280) om en munk, der prøver at gemme en kalk i jorden.

At også borgerne har været klar over munkenes forsyningssituation, synes naturligt. Man kan derfor godt overveje, om nogle af de tiltag, de griber til, mon har til formål at udsulte munkene (se note 19). 
 

Note 4: "som om det var deres ejendom". Forfatterne overser, at i spørgsmålet om ejendomsret var der kun én ting, der stod fast: Disse ting var ikke munkenes ejendom, for munkene måtte ikke eje noget. I det hele taget kan man godt spørge, om munkene på reformationstiden mon egentlig havde læst Frans' regler. I den syvende regel, f. eks., står der: "Hvor som helst Brødrene er, i Klostre eller andre Steder, skal de tage sig i Agt for at lægge Beslag paa nogen Plads eller holde en anden borte derfra". (Fra Herman Kleener: Frans af Assisi, legende og skrifter, Det Danske Forlag 1946). Dette stemmer kun dårligt med den forargelse, munkene udviser; den lyser ud af mange af skildringerne i krøniken og bygger på, at dette så sandelig er deres kloster. 
 

Note 5: "hvis gud er bugen". Den beskyldning rettes ellers oftest på reformationstiden den anden vej. Lutheranerne taler gang på gang i deres skrifter om urimeligheden af, at man med store renter og lønninger skal føde "ørkesløse buge". 
 

Note 6: Mogens Gjø har ifølge krøniken været primus motor bag ganske mange "klosterslagtninger". Men også andre har deltaget, ganske ofte borgerne i den pågældende by. 
 

Note 7: Man kan lægge mærke til, at udtrykket "at tjene Gud" både her og lidt senere betyder: "at deltage i klosterets gudstjenester". 
 

Note 8: Broder Mathias' fromhed sættes i relief af de andre brødres forkastelige handling; som gode franciskanere måtte de ikke modtage penge, men det var jo, hvad de havde gjort. Dog falder også han fra. 
 

Note 9: Gråbrødreklostret i Svendborg kan have været blandt de 7 klostre, som endnu i 1535 var brødrenes varetægt. (Lindbæk, side 156). Den danske reformator Peder Laurentsen (der har skrevet "Malmøbogen") skrev i et skrift fra 1533 (Om præsters embede og deres levned): "Gud straffer dem vell naar han will/ Han finder oc vell Niels Pederssen den graa vulff i Swinebwrgis faaresti eblant de gode simpel folck". Denne Niels Pedersen var vistnok en gråbrødremunk, som tidligere i Lund havde prædiket imod præsteægteskabet. Men om han med "de gode simpel folck" mener de andre gråbrødremunke eller Svendborgs borgere, får stå hen. 
 

Note 10: Tidsangivelsen her er ukorrekt. Tausen fik allerede den 23. oktober 1526 kong Frederik den Førstes beskærmelsesbrev. 
 

Note 11: Ligesom i krønikens beretning om begivenhederne i Malmø bringes her uforvarende en skildring af den evangeliske prædikens hurtige fremmarch. 
 

Note 12: Borgerne fik kongens tilladelse til at nedbryde de mange kirker den 23. februar 1529. Midt i marts var de alle faldet, bortset fra de to tiggermunkekirker. 
 

Note 13: Også om malmøborgerne fortæller krøniken, at de sang danske salmer. Og også det fandt sted tidligt i forløbet, allerede i sommeren 1527. 
 

Note 14: Det omtalte sammenstød mellem borgerne og munkene kan ikke have fundet sted senere end i året 1528, eftersom Tausen blev forflyttet til København midt i året 1529. 
 

Note 15: Der var kamp mellem borgere og munke. Dels var der uenighed om anvendelsen af klosterbygningerne, som borgerne ønske til oprettelse af en skole. Dels ønskede borgerne utvivlsomt at få deres by gjort helt og holdent luthersk. Vor tids trosfrihedstanke lå både munke og borgere fjernt. Når man tvinger munkene til at modtage de fire soldater, hænger det uden tvivl sammen med, at de på den måde hurtigere ville opbruge deres forråd. Som det senere fremgår af beretningen, har man ikke forhindret munkene i at "gå i termen", dvs gå tiggergang. 
 

Note 16: At de fattige brødre har haft en tjener, kan nok overraske. Det svarer ikke til vort normale billede af brødrene. Men klostrenes indretning har afspejlet samfundets indretning. Og de egentlige brødre har haft en høj status i klostrenes indre hierarki, modsat lægbrødrene og det lavere tjenerskab. I dette tilfælde har det dog været praktisk nok, for brødrene selv måtte ikke bevæge sig til hest. Det måtte tjeneren, og han kunne derfor let indhente guardianen. 
 

Note 17: "Klostrets vogn": Et gråbrødrekloster på den tid har været et større menageri. Ikke blot tjenere og lægbrødre har der været, men også en vogn, som endda kørte korn til møllen (munkenes egen mølle?). Imidlertid har den lutherske prædiken gjort indhug blandt brødrene, sikkert også i Viborg, skønt krøniken ikke nævner det her. Og et halvtomt kloster har dels fået borgerne til at regne med, at brødrene snart ville være ude, dels styrket deres ønske om at bruge disse murede bygninger bedre. 
 

Note 18: Ifølge reglerne måtte munkene ikke tage penge i deres hænder. Man ordnede sig ofte sådan, at en "quæstor", en regnskabschef, blandt borgerne havde munkenes kasse og foretog ud- og indbetalinger. 
 

Note 19: Netop det har nok også været borgernes hensigt med at lade soldater indkvartere i klostret. 
 

Note 20: Der mangler vistnok et ord i den latinske tekst. 
 

Note 21: Det var formodentligt noget sådant, kongen ville undgå ved at lade klostrenes inventar registrere. Forøvrigt ser det ud til, at forfatterne finder denne transaktion helt i orden; der lyder ingen beklagelser eller undskyldninger; og man prøver heller ikke at bortforklare, at det var guardianen selv, der foretog denne disposition, skønt han jo egentlig ikke måtte omgås penge. 
 

Note 22: Én af krønikens hjemmelsmænd er altså denne broder Jacob. Niels Tybo træffer vi i næste afsnit som guardian i Tønder. Denne beretning har broder Jacob formentlig også gennem ham. 
 

Note 23: Kongens sindelag herskede der på dette sene tidspunkt ingen tvivl om: han var luthersk. 
 

Note 24: "at tjene Gud" betyder som sagt at holde tidebønner i kirken. 
 

Note 25: Dette ret kraftige indhug i munkenes dispositionsret over klostret forudsætter vistnok, at mange af munkene på det tidspunkt havde forladt klostret. 
 

Note 26: Man kan se kongens svar som et godt luthersk svar: at man tjener Gud i kald og stand. Men muligt er det vel også, at kongen tænker på, at der er plads nok i andre gråbrødreklostre. I hvert fald fornemmer man noget af den magtkamp, som ligger bag de fromme falbelader: Hvis munkene blot kan beholde nogle få munke i klostret, kan de dog gøre sig håb om engang ad åre at kunne vende styrket tilbage. Hvis de derimod helt har overgivet klostret til andet brug, er en tilbagevenden langt vanskeligere. 
 

Note 27: Både oversættelsen fra 1859 og den fra 1967 understreger i deres noter Claus Mortensens mangel på dannelse; det skriver nemlig også Poul Helgesen om ham i "Skibbykrøniken". Men dels er det vel ikke særlig heldigt kun at lægge vægt på fjendens karakteristik, dels viser hans overvældende resultater, at helt dum har han nu ikke været. 
 

Note 28: Der var tale om biskop Lage Urne, biskop i Roskilde fra februar 1512 til sin død 29. april 1529. 
 

Note 29: Jørgen Kok eller Jørgen Mønter, var blevet borgmester i Malmø ved Christian den Andens afrejse 1. april 1523. 
 

Note 30: Som i skildringen fra Viborg nævner krøniken for at forklare begivenhedernes gang den lutherske prædikens succes. Salmesangen hører også i Malmø med til den lutherske gudstjenestes ingredienser. 
 

Note 31: Cirka september 1527 fandt de to lutherskes rejse til Haderslev sted. I løbet af det år, de befandt sig dèr, fik de et grundigt kendskab til både den lutherske lære og de lutherske salmer. 
 

Note 32: Gennem betegnelsen "electus" fortælles, at ærkebispen ikke har fået pavens godkendelse. Frederik den Første fik rigsrådets opbakning til at undlade at søge om det: man kunne godt selv bruge de mange penge, det kostede. Det er bemærkelsesværdigt, at krøniken, skønt den sådan set har meget tilovers for Aage Sparre, dog lige skal nævne, at han altså ikke er 'rigtig' ærkebiskop. 
 

Note 33: Så mægtige var kongens beskærmelsesbreve, at ærkebiskoppen intet kunne gøre. Da han i november 1528 tog til Malmø og indkaldte de to til en samtale, ikke blot undlod de at møde op, de gjorde endda det, at de endnu stærkere end før vendte sig imod den katolske kirkes vildfarelser. 
 

Note 34: Dette gik dog rimelig ordentligt til. Allerede 5. juni 1529 gav kongen borgerne lov til at anvende nogle af de tidligere messepræsters aflønninger til at holde sig en sognefader med. Og man fik en aftale med sognepræst og sogneherre Henrik Hansen om at træde tilbage for Claus Mortensen. 
 

Note 35: Krønikens beretning om begivenhederne i Malmø bringer flere ordvekslinger mellem lutheranerne og brødrene. Denne hører dog ikke til de mest geniale. Men den lader ane, at Claus Mortensen allerede på det tidspunkt havde giftet sig. Et sådant ægteskab anerkendte brødrene nemlig ikke, de betragtede det som et liv i hor; Claus Mortensen var jo præst og som sådan allerede én gang viet til kirken eller til Kristus. Og denne overtrædelse krævede bod i form af faste. 
 

Note 36: I efteråret 1529 rasede den såkaldte "engelske sved" i landet. 
 

Note 37: "om tro og gerninger": Munkene har åbenbart i deres prædikener søgt at imødegå den lutherske prædikens indflydelse. Dog har de tilsyneladende kun nødigt villet indlade sig i disput med dem. 
 

Note 38: Det er nok karakteristisk for munkenes fromhed, at broder Jacob her nævner en gerning, der er rettet, ikke mod næsten, men mod Gud. Dertil kommer, at det er ganske elegant af ham at bevise sin tese ud fra skriften, som jo lutheranerne holdt sig til og alene anerkendte som norm. Netop stedet i Matt 6,16-18 er velegnet set fra munkenes synspunkt, fordi Jesus går ud fra som en given ting, at hans disciple faster. Spørgsmålet dèr er ikke, om der skal fastes, men hvordan. Hvor lutheranerne nok dengang, som i dag, er tilbøjelige til at mene, at alle fasteregler er en fristelse for os, fordi de får os til at mene, at vi bliver retfærdige i kraft af sådanne ydre gerninger. Som Peder Laurentsen skriver i Malmøbogen i en udlægning af ordet om dem, der kommer til menigheden i fåreklæder, men i deres indre er glubende ulve (Rørdams udgave 1868, folio 46b): "De fanger uvidende kvinders samvittigheder, dragendes dem fra den rette saligheds trøst, som er i Kristus Jesus etc. Og lærer og forpligter dem til deres egen udvortes gudelighed, lærendes dem (47a) retvished og salighed i faste, broderskab, rosenkranse, aflad, ti stene, kappe, kors, vand og jord og kommer dog aldrig til den rette saligheds visdom og kundskab, som er i Jesu Kristi tro og nåde, en sand trofast forladelse på hans pine og død, pligt og bod, han gjorde for os, og så holde os fra synden, og leve kristeligt med vor jævnkristen." 
 

Note 39: "at gå i termen" betød at gå tiggergang i byen eller i omegnen, se note 15. 
 

Note 40: Hvis krøniken har ret i sin skildring, så har der for det første være uenighed, ikke blot mellem munkene og de lutherske præster, men mellem borgerne indbyrdes, og så har for det andet uenigheden blandt borgerne bekymret ærkebiskoppen. 
 

Note 41: Som skildringen her er lagt tilrette, er det nok meningen, at Frans Vormordsen skal fremstå som en svigefuld person. Men måske er der det rigtige i beretningen, at ærkebispestolen ikke har betragtet uenigheden i Malmø som skismatisk og derfor har forsøgt sig med Frans som mægler; han var både anerkendt af lutheranerne og havde agtelse for ærkebispen. Mæglingen mislykkedes dog. 
 

Note 42: Én af grundene til, at man dengang tog gudstjenestens form som en sag om liv og død, var den (senmiddelalderlige) overbevisning, at hvis Gud blev tjent på en forkert måde, ville han reagere med at straffe menneskene. 
 

Note 43: At lutheranerne havde afsky for at fejre messe, er sandt nok. Vel at mærke, når der var tale om den katolske messe. Denne udmærkede sig efter deres opfattelse ved at være et offer, som man for god betaling kunne få præsterne til at bringe Gud. De sørgede derfor for at nedlægge alle de såkaldt "stiftede messer", som i århundredernes løb var oprettet for at skaffe stifteren et kortere ophold i skærsilden. Pengene, der på den måde blev tilovers, fik de den 5. juni 1529 kongens tilladelse til at bruge til løn til en præst, til løn til et par lærere og til oprettelse af et hospital; se note 34. 
 

Note 44: Sådan skildrer både krøniken og Poul Helgesen lutheranerne: som onde mennesker, optændt af et ondt begær efter munkenes ejendom. Det er naturligvis en fortegnet skildring, omend det er forståeligt, at munkene ser sådan på det.

Derimod kan man nok diskutere det retlige grundlag, som borgerne handlede på, når de drev munkene ud. Formelt har de holdt sig til en kongeskrivelse af 8. oktober 1528 (Erslev m.fl. side 181). Overfor kongen har borgerne hævdet, at både helligåndsklostret og gråbrødreklostret i deres by er forarmede, og at flere og flere præster og brødre forlader klostrene (det sidste har jeg prøvet at finde eksempler på i denne krønike selv, se note 1, note 25 og note 57). Kongen giver dem tilsyneladende ret i denne tolkning, idet han giver forskrifter for, hvad der skal ske, når alle brødrene er ude af klostrene: Da skal helligåndsklostret gøres til rådhus og gråbrødreklostret til hospital. Disse forskrifter er oven i købet ret udførlige, som om det kun er et spørgsmål om tid, før klostrene er tomme. Så sikker er kongen på, at det er den vej, udviklingen går, at han har råd til at skrive, at disse præster og munke ikke på nogen måde må trænges eller nødes ud. Den bemærkning har borgerne sikkert ikke været glade for. For derved giver kongen jo de sidste (og stædigste) munke vetoret.

Nogenlunde sådan var retstilstanden. Og indenfor den har så nogle byers borgere forsøgt at sulte munkene ud eller at betale dem til at forlade klostret. Andre steder har munkene selv forladt klostrene, enten det så er deres mave eller deres lutherske overbevisning, der har drevet dem. Og endelig er det altså nogle steder kommet til mere voldelige episoder, som kongen måske ikke har forsvaret, men som han på den anden side heller ikke har straffet. 
 

Note 45: Her indrømmer forfatteren, at brødrene i begyndelsen fik ikke urimelige tilbud. Dette stemmer nogenlunde overens med den interessante skildring af uddrivelsen, som vi har fra den anden side, nemlig Peder Laurentsens skildring i "Malmøbogen", folio 48a til 49b. Han lægger ikke skjul på, at et hovedformål med det, borgerne gør, er at hindre brødrene i at prædike og holde messe. Således var det, skriver han, sidste sjælesdag (formentlig altså i 1529) lige ved at komme til optøjer. Derefter skriver han: "På grund af denne sag og på grund af flere andre gik borgmestre og råd efter almuens vilje og begæring sammen med 40 borgere ind, for at få sat en stopper for sådan tvedragt og onde årsager, bedendes og kærligt begærendes af dem, at de brødre, som var derinde, ville redeligt skikke sig efter Guds ord og ret kristen lærdom, som tilbørligt var, og aflægge al vrang prædiken, falsk aflad og bedrageri, give ingen ydermere årsag til opløb og trætte. Men renligt prædike det pure og sande Guds ord, og efter deres egen regel og fundats (49a) tjene og hjælpe de syge og arme, som de dog alligevel burde gøre efter Guds lov, og derfor skulle de have ærligt klæde og føde. Men ville de ikke gøre bare det, at de ville tjene de arme og syge, da måtte de enddog blive i klosteret og have klæde og føde, dog på det vilkår, at de ikke skulle modstå Guds ords fremgang, lønlige eller åbenbarlige, og dertil, at de skulle skikke sig derefter, som kristne mænd burde gøre". Han slutter med at fortælle, hvordan de, der ikke ville gå ind på disse vilkår, blev jaget ud, dog med fortrydelsesret i 14 dag og med redelig forsyning af øl, mad og andet fra borgernes side. Ja, han hævder, at han endog har munkenes underskrift på, at det er gået sådan til.

Poul Helgesen skrev et skrift imod Malmøbogen; det blev blot aldrig udgivet, men manuskriptet til det blev fundet i sidste århundrede. Heri benytter han kapitlet om tiggerklostre til selv at fare hårdt frem mod tiggermunkene; mange af dem duer kun til at "sove, søbe og sætte", siger han, og man kan nogle steder have den fornemmelse, at han anser deres uddrivelse for Guds retfærdige straf. Specielt om uddrivelsen hævder han, at hvis den var sket efter en nøje rettergang, hvor begges forkyndelse blev prøvet i diskussion, bedømt af uvildige dommere, så ville den kunne godtages. Dog mener han, at netop en sand rettergang ville afsløre, at det er lutheranerne, der er på gale veje, kristeligt set. 
 

Note 46: Der er det særlige ved gråbrødrene i modsætning til så mange andre munkeordener, at hvor de andre har lov til at have faste indtægter og derfor med rette kan klage, hvis disse indtægter udebliver eller bruges til andet end munkeunderhold, dèr er gråbrødrene henvist til at tigge, dvs til at leve i tæt symbiose med borgerne eller bønderne. Den symbiose mærker man ikke meget til i krøniken. Den er helt skjult under brødrenes forargelse over deres mistede ejendom. 
 

Note 47: Det ser ud, som om helligåndsklostret, som af kongen var lovet borgerne til rådhus, nu er tomt, se note 44. 
 

Note 48: Hvis man plejede at give et offer for at skrifte, kan det være grunden til, at borgerne (de lutherske af dem) ville forhindre folk i at komme til skrifte hos munkene. Man havde klostret under konstant belejring og ønskede ikke, at de skulle øge deres pengebeholdning. Så ville de jo kunne holde ud så meget længere. 
 

Note 49: Som man kan forstå, har brødrene ikke megen tilovers for lutheranernes motiver. Af kongebrevet fra 1528 fremgik det ellers, at gråbrødreklostret skulle anvendes til hospital. Men sandt nok, i kongebrevet af 1529 fik malmøboerne lov til at oprette en skole for "messepengene", blot stod der dèr ikke noget om stedet for skolen. 
 

Note 50: Ingen af parterne kendte noget til trosfrihed. Hvilken gudstjeneste der fik lov at råde, afhang af magtforholdene. Og de var indtil 1533 i lutheranernes favør. Derfor de i vore øjne lidt besynderlige "hviskegudstjenester". 
 

Note 51: Frans Vormordsen har sikkert været gift, da denne disput forefaldt. Men han var før i tiden karmelittermunk, og det var det, der var udslaggivende for broder Jacob. Det er dog en noget skrap holdning at betragte enhver frafalden munk eller præsts ægteskab som hor. Melanchthon henholder sig i den Augsburgske Konfession artikel 27 om klosterløfterne til, at kirkeretten forbyder at opløse de ægteskaber, en frafalden munk har indgået. Det ser de danske katolikker stort på, både her og andetsteds. Vormordsens svar, at løfterne er ufromme, svarer meget godt til Luthers synspunkt i "De votis monasticis". Forøvrigt udgav Vormordsen i 1531 en disputats, som han havde holdt med cantor Adser Pedersen i Lund. 
 

Note 52: H. Knudsen har sikkert ret i, at de resterende begivenheder udspiller sig i løbet af to dage i denne uge; den ene dag bemægtiger borgerne sig klostret, den næste jager de munkene ud. 
 

Note 53: Dette skyldes, som før omtalt, at borgerne ikke havde en sådan. Tværtimod forlangte kongen i sin skrivelse af 8. oktober 1528, at præster og munke ikke måtte tvinges eller nødes til at gå ud, se note 44. 
 

Note 54: Ved at kræve fundationsbrevene vil borgerne sikre sig mod, at andre i fremtiden kan kræve klostrets bygninger afleveret af dem, hvad enten der kan tænkes på gråbrødremunke eller på efterkommere af de mennesker, der i sin tid gav brødrene ejendommen. Det samme har jo imidlertid munkene overvejet. Gråbrødremunken Peter Olsen fra Roskilde har i sine nogenlunde samtidige skrifter afskrevet en række fundationsbreve fra forskellige klostre. Det skulle lette en tilbagegivelse af klostrene.

Cap. V. De Conuentu Haffnensi.	Kapitel 5. Om klostret i København.
Huius conuentus expulsionis factio acta est eodem anno, quo expulsi fuerunt Malmogenses, immediate ante eos; cuius historia, modus et processus inhumanissime expulsionis ac flebilissime profligationis in sequentibus inferius patebit.	Udjagelsen af munkene i dette kloster fandt sted det samme år, som malmøgenserne blev udjaget, umiddelbart forud for deres udjagelse. Fortællingen derom, den umenneskelige måde og fremgangsmåde, der blev brugt ved udjagelsen og den begrædelige uddrivelse gengives på de nedenstående sider (siden udrevet eller tom) (note 55)
Cap. VI. De Conuentu Kollyngensi.	Kapitel 6. Om klostret i Kolding.
Anno ab incarnato mundi Saluatore M.D.XXIX., circa festum Natiuitatis sanctissime genetricis virginis Marie, grassante ordinis nostri persecutione sub rege Frederico, christianissimi regis Christierni filio, cum iam dictus Fredericus rex, omnis religionis christiane aduersarius, nimirum heresi Lutherana corruptus, Kollyngiam venisset, instigantibus perpaucis dicte ciuitatis incolis Lutheranis, et quodam nobili viro, Hartwico Andree, cenobium nostrum desiderante, missi fuerunt nonnulli nobiles ex parte antedicti regis Frederici, fratribus nostris illic inhabitantibus denunciaturi, quatinus monasterium egrederentur alio migraturi, quia rex nollet diuitius illic eos habere; misitque eis nonnullas pecunias, nimirum centum marcas, pro vie seu itineris expensis.	I året 1529 fra verdens frelsers kødspåtagelse, omkring ved festen for den hellige fødende jomfru Marie, mens vores orden led forfølgelse under kong Frederik, den særdeles kristelige kong Kristians søn, kom denne omtalte kong Frederik, modstander af al kristen religion, og fordærvet af det Lutherske kætteri, til Kolding. Efter tilskyndelse af nogle få lutheranske borgere og adelsmanden Hartvig Andersen (Ulfeld), som ønskede vort kloster, blev der sendt nogle adelsmænd fra den førnævnte kong Frederik til de af vore brødre, som boede der, for at sige til dem, at de skulle forlade klostret og drage andetsteds hen, fordi kongen ikke mere ville have dem dèr; og han sendte dem nogle penge, nemlig 100 mark, som rejsepenge. (note 56)
Quas cum fratres nullo pacto recipere vellent, posuerunt eas in zenodochio cenobii nostri; que illic in crastinum immote remanserunt. Videns igitur rex, eos acquiescere voluntati eius nolle neque munera eius accipere velle, misit, qui eos vi et iussione ipsius regis e cenobio expellerent.	Da brødrene ikke på nogen måde ville modtage pengene, lagde man dem i klostrets sygestue, hvor de lå urørte indtil næste dag. Nu så kongen jo, at de ikke ville rette sig efter hans ønske, ejheller modtage hans gaver, og så sendte han folk hen, som skulle uddrive dem af klostret med magt og ved kongens befaling.
Obtulit etiam eis iam dictus rex calicem et ornamen sacerdotis vestitus pro vna missa celebranda; que amore domini nostri Jhesu Christi prorsus spreuerunt. Exierunt igitur, elemosinis corrogatis ceterisque cenobii sui bonis ob fidem Christianam spoliati, nescientes, quo iter arriperent. Recepti autem sunt aliis in locis omnes illinc fugati, excepto vno fratre, Martino nomine, qui habitu sue religionis deposito in cenobio remansit. In dicto vero loco antea multas sustinuerunt dicti fratres molestias ab hereticis Kollyngensibus et eorum concionatore, apostata de ordine fratrum predicatorum, de Hareslegia iam olim fugato.	Førnævnte konge tilbød dem en kalk og udstyret til en præstedragt for at kunne holde en messe. Men af kærlighed til vor Herre Jesus Kristus kastede de vrag derpå. De drog altså ud og blev for deres kristentros skyld berøvet de indsamlede almisser og alt det andet, der var i klostret, og de vidste ikke, hvorhen de skulle drage. Imidlertid blev alle de fordrevne munke modtaget på andre steder, undtagen en broder ved navn Martin, som lagde sin ordensdragt og blev i klostret. Munkene havde før forjagelsen måttet døje meget ondt af kætterne i Kolding og deres prædikant, en frafalden dominikanermunk, der var jaget væk fra Haderslev. (note 57)
Cap. VII. De Conuento Alburgensi.	Kapitel 7. Om klostret i Ålborg.
Anno domini millesimo quingentesimo trigesimo persecutus fuit quidam petulans hereticus, filius domini Magni Gøe satoris totius mali (- qualis pater, talis et filius - ), nempe dominus castri Alburgensi, fratres minores conuentus eiusdem Alburgensis, Absolon Giøe nomine, qui diuersis viis cepit fratribus insidiari. Primo enim rogauit patrem guardianum, fratrem Joannem Christierni, vt ei copiam faceret frumenta ponendi in quodam monasterii nostri solario. Postmodum vero cepit paulatim alias cenobii domus occupare et victualia eis violenter auferre.	År 1530 var der en uforskammet kætter ved navn Axel Gjø, herre på Aalborg slot og søn af hr. Mogens Gjø, ophavsmanden til alt dette onde, (som faderen, så sønnen) der plagede brødrene på klostret i Aalborg på forskellig måde. Først bad han nemlig vores fader guardian, broderen Johannes Kristensen, om han kunne få oplagsplads, så han kunne anbringe noget korn et sted på klostrets loft. Men derefter begyndte han lidt efter lidt at tage andre huse i klostret og med vold at fjerne fødevarer fra brødrene. (note 58)
Cum enim semel fratres potum non modicum decoquissent (!), essentque in sacra ede diuinam rem facturi, serui eius totum potum nuper decoctum seu braxatum in cellarium eius detulerunt; tandemque identidem fratres in tantam angustiam redegit, vt vix haberent angulum in cenobio, in quo requiscerent; quibus omni die maiores intulit molestias. Abstulit tandem baptillam de campana, ne pulsaretur ad conuocationem populi, circuitque cemeterium cum seruis suis, erecto processionis vexillo. Denique post innumeras molestias et derisiones fratres omnes vi expulit de cenobio.	Da brødrene nu engang havde lavet en stor portion øl, og befandt sig i kirken for at holde gudstjeneste, bragte hans tjenere alt det nybryggede øl ned i hans kælder; og gentagne gange bragte han brødrene i en sådan nød, at de knap nok havde en krog i klostret, hvor de kunne være i fred; hver dag plagede han dem mere og mere. Endelig tog han knebelen af klokken, for at de ikke skulle ringe og sammenkalde folket, og han gik i procession rundt på kirkegården med sine tjenere, som bar en fane. Derefter, efter at have forfulgt og hånet brødrene på utallige måder jog han dem ud af klostret med vold.
Cap. VIII. De Conuentu Randrusiensi.	Kapitel 8. Om klostret i Randers.
Anno domini .M.D.XXX., post innumera scandala fratrum et molestias hereticorum, cum Magnus Giøe, simultim et pro- (353) tector hereticorum et ipse hereticissimus, accepisset 3olitteras a rege Frederico super expulsione fratrum minorum de conuentu Randrusiensi, misit prefectum suum Randrusiam. Qui, intrans cenobium nostrum cum proconsule et prefecto vrbis, ostendebat litteras regias, quibus continebatur, quomodo rex Fredericus loco conuentus Flensburgensis et in compensationem diutini seruitii, quod exhibuisset regie maiestati, (ei conuentum fratrum minorum Randrusiensem dono dedisset).(note 59)	I det Herrens år 1530 efter at brødrene havde haft utallige sammenstød og lidt megen overlast fra kætternes side, modtog Mogens Gjø, der på én gang var kætternes beskytter og selv den værste kætter, tre breve fra kong Frederik om gråbrødrenes udjagelse fra klostret i Randers, og han sendte så sin foged til Randers. Han kom ind i vort kloster sammen med byens borgmester og byfoged og fremviste de kongelige breve, af hvilke det fremgik, hvordan kong Frederik (som vederlag for) klostret i Flensborg til gengæld for den langvarige tjeneste, han havde udvist den kongelige majestæt, gav ham som gave gråbrødrenes kloster i Randers. (note 60)
Quibus guardianus, nempe Joannes Jodocj, respondebat, se nequaquam conuentum suum propter has litteras relicturum. Cui illi: "Non plus" (inquiunt) "curas regiam maistatem?" Quibus ille: "Regie" (inquit) "maiestati debitam exhibiturus sum reuerentiam." Dixerunt igitur ei: "Pete dilationem in aliquod tempus"; quod et fecit. Statim concesserunt igitur eis dilationem vsque in dominicam sequentem; qua et eos hoc ordine expulerunt.	Guardianen, Jens Jostsen, svarede imidlertid, at han absolut ikke ville afstå sit kloster på grund af det brev. De sagde så til ham: "Har du ikke større ærbødighed for hans majestæt?" Han svarede: "Jeg vil vise ham al skyldig ærefrygt". Så sagde de til ham: "Så bed om nogen tids udsættelse"; og det gjorde han så. De indrømmede ham straks udsættelse til næste søndag, og så drev de munkene ud.
Cum enim frater Hennichinus proditor audisset guardianum portario in ambitu dicentem, ne hora, qua superuenturus esset frefectus vrbis cum ceteris ad expellendum fratres, portam aperiret, exiuit ad prefectum vrbis, dicens ei, quod guardianus nollet ei apud portam loqui, sed in ecclesia apud cancellos. Veniens igitur prefectus vrbis et portam pulsans, misit eum frater Clemens portarius ad cancellos, vadens ad vocandum guardianum.	Der var nemlig en forræder, broder Henning, som hørte guardianen sige til portneren i korsgangen, at han ikke skulle åbne porten, når byfogden og de andre kom for at jage brødrene ud. Henning gik så ud til byfogden og sagde til ham, at guardianen ikke ville tale med ham ved porten, men ved gitteret i kirken. Da nu byfogden kom og bankede på porten, lod portneren, broder Clemens, ham gå hen til gitteret og gik selv hen for at kalde på guardianen.
Quibus interim aperuit cancellos frater Hennichinus. Qui cenobium ingressi et portario cum guardiano in ambitu obuiantes postulauerunt guardianum, vt regiis litteris iam satisfaceret. Quibus ille: "Nequaquam" (inquit) "propter has litteras monasterium nostrum relicturi sumus". Cui iratus prefectus comminabatur ei perinde ac regie maiestati rebelli; et (cum) egredi vellet cum ceteris multis per cancellos introgressis, et portarius (354) portam aperuisset, veniens proditor frater Hennichinus: "Noli," prefecto inquit, "sic exire! Si enim exieris, cenobium hoc per annum non habebis." Cui prefectus obtemperans ad guardianum regressus: "Manebo" (inquit) "vobiscum hodie, ponens ollam meam hodie ad ignum cum olla vestra." Remansit igitur cum ceteris, et omnes denique inde expulit fratres, reseruans locum Magno Gøe.	Imens åbnede broder Henning gitteret for dem. Borgerne kom så ind i klostret, mødte guardianen og portneren i korsgangen og opfordrede guardianen påny til at adlyde kongebrevet. Men han sagde til dem: "Vi forlader på ingen måde klostret på grund af dette brev". Fogden blev vred, truede ham og erklærede ham for oprører mod hans majestæt. Men da fogden og de andre, som var gået ind gennem gitteret, ville gå tilbage, og portneren allerede havde åbnet porten, kom den forræder til broder Henning og sagde: "Nej, du skal ikke gå ud på den måde! Hvis du går ud, så varer det et år, før du får klostret". Fogden fulgte dette råd, gik tilbage til guardianen og sagde til ham: "Jeg bliver hos jer i dag, og sætter min gryde på ilden sammen med jeres gryde". Han blev der da sammen med de andre og jog derefter alle brødrene derfra og lod Mogens Gjø få klostret. (note 61)
Cap. IX. De Conuentu Treleoburgensi.	Kapitel 9. Om klostret i Trælleborg. (En side mangler). (note 62)
Cap. X. De Conuentu Køgensi.	Kapitel 10. Om klostret i Køge.
Historia expulsionis fratrum Køgensium breuissima.  Anno domini .M.D.XXX. post multa scandala, quorum maxima pars contigit occasione fratris Laurentii Joannis, quondam pluris vicarij et ministri huius prouincie, ipsi fratres Køgenses, multum ab hereticis molestati et inopia victualium grauati, petierunt a ciuibus dilationem expulsionis sue, presente patre ministro, fratre Joanne Brwn. Adiuuerunt igitur eos ciues, ea ratione, vt lapso prefixo dilatione termino, nisi possent amplius adiuuari, recederent, ciuibus locum relinquentes; quod et tandem fecerunt, licet pater minister negauerit, sese non prefixisse eis huiusmodi terminum. Multis igitur commissis a guardiano et fratribus surreptionibus et fraudibus, conuentum relinquere coacti fuerunt.	Dette er historien om de køgebrødres udjagelse i al korthed.  År 1530 efter mange forargelige optrin, hvoraf de fleste hændtes i broder Laurens Hansens tid, han, der tidligere var vikar og minister, bad munkene selv, som var meget besværede af kætterne og led mangel på levnedsmidler, (note63) om udsættelse af fordrivelsen af dem. Ministeren Hans Brun var til stede. Borgerne hjalp (note 64) dem da på det vilkår, at når den fastsatte frist var forløben, skulle de forlade deres kloster, hvis de ikke kunne skaffe yderligere hjælp, og overlade stedet til borgerne. Det gjorde de da også, skønt ministeren påstod, at der ikke var fastsat nogen sådan frist for dem. Skønt der således blev anvendt megen list og svig af guardianen og brødrene, blev de dog tvunget til at forlade klostret. (note 65)
Cap. XI. De Conuentu Halmstadensi.	Kapitel 11. Om klostret i Halmstad.
Modus expulsionis seu inuadendi conuentum Halmstadensem hoc ordine, qui sequitur, factus est.	Her fremstilles den måde, hvorpå klostret i Halmstad blev invaderet eller brødrene blev udjaget, i den orden som følger:
Anno domini M.D.XXXI. in Octaua Ephiphanie domini venit quidam sacerdos, pessimus hereticus, Joannes Hemmyngssdyng cognomine de Falsterbo, Luteranusque peruersissimus, ad opidum Halmstadense, vocatus a ciuibus pro verbo (vtinam dei!) seminando.	13. Januar 1531 kom en præst og arg kætter, Hans Hemmingsdyng fra Falsterbo til Halmstad; han var en pervers lutheraner, og han var kaldt til byen af borgerne for at udså ordet (gid det havde været Guds ord!) (note 66)
Paucis elapsis diebus post eius aduentum ad prefatam ciuitatem Halmstadensem congregauit idem magnam partem ciuium cum Burgimagistris; intrauit ecclesiam fratrum prandio facto, et publice audientibus cunctis assistentibus incriminatus est fratres de tribus precipue, scilicet quod fratres essent fures spirituales, animarum interfectores, necnon populi simplicis deceptores, subdens regulam fratrum minorum ex sacris litteris minime comprobandam.	Få dage efter sin ankomst til Halmstad by samlede han en stor mængde borgere sammen med borgmestrene; han gik efter middag ind i brødrenes kirke, og mens de forsamlede medhjælpere hørte på, beskyldte han åbent brødrene for tre ting: at brødrene var åndelige tyve, sjælemordere og bedragere mod det jævne folk, og de tilføjede, at man slet ikke kunne bevise gråbrødrenes regel ud fra den hellige skrift.
Cui frater Mathias Mathie, tunc eiusdem conuentus guardianus, presente toto conuento et populi multitudines congregatione, respondens dixit: "Diui Pauli prohibitio est 2. Thimo. 2: 'Noli contendere verbis; ad nichil enim vtile est nisi ad subuersionem audientium' etc. igitur cum te omni iuris ordine conspicio vacuum -- puta, tu actor false criminationis cum sis, tu tibi testium et iudicis officium impudenter assumpsisti --: quare te tanquam calumniatorem et non iudicem nostrum refutans, appello autem contra te ad sedem archiepiscopalem et capitulum Lundense, vbi coram litteratis viris me meosque a falsa calumnia nobis imposita purgans, regulamque nostram aposto (356) licam vereque euangelicam fore luce clarius comprobato".	Broder Mads Madsen, der dengang var klostrets guardian, svarede ham i alle brødrenes og en stor mængde af menighedens påhør: "Den hellige Paulus har et forbud i 2. Tim. 2,14, hvor han siger: Indlad jer ikke i ordstrid; det er ikke nogen nytte til og fører kun til ulykke for tilhørerne' osv. Derfor, da din anklage efter enhver retsorden er tom -- jeg mener, da du er anklager med en falsk beskyldning, tiltager du dig, og det er urigtigt, at være både vidne og dommer. Derfor tilbageviser jeg dig som én, der øver chikane og ikke er vores dommer, og jeg indanker sagen mod dig for ærkebiskoppen og kapitlet i Lund, hvor jeg kan rense mig og mine overfor belæste mænd for den falske beskyldning, som du har fremført imod os, og soleklart bevise, at vores regel er apostolisk og sand evangelisk".
Deinde dominica Septuagesime, in primo videlicet sermone depost facto, concionator, frater Seuerinus Jacobi nomine, -- qui interfectus fuit postea Ystadie in illius conuentus Ystadensis fratrum profligatione -- : hic quidem frater de suggesto in sui sermonis fine declarauit, tria vota et precepta regule substancialia principaliaque ex euangelio Christi lucidius fore suscepta.	Derefter på septuagesima søndag i den første prædiken, der holdtes, hvor broder Søren Jacobsen var prædikant -- det var ham, der senere blev såret til døden i Ystad under Ystadbrødrenes forfølgelse -- sagde broder Søren i sin prædiken hen mod slutningen, at de tre løfter og reglens bud, hvad angår indholdet og hovedsagen, klipklart var taget fra Kristi evangelium.
Quod audiens ille antedictus heredicus Joannes Hemmyngssdyng, pro tunc in presentiarum positus (ad capiendum predicatorum in sermone, ad modum scribe et pharisei Ihesum), indignatus statim commouit populum contra fratres, primo in ecclesia fratrum finito sermone, et postea eadem hora in ecclesia parochiali, asserens, se nunquam eis predicaturum, antequam fratres inuaderent et a predicationen missarumque celebratione cohiberent.	Da den førnævnte kætter Hans Hemmingsdyng, der var til stede for at gribe prædikanten i hans tale, som de skriftkloge og farisæerne ville gribe Jesus, hørte det, blev han vred og ophidsede straks folket mod brødrene, først i Klosterkirken, efter at brødrenes prædiken var færdig, derefter i sognekirken, hvor han sagde, at han aldrig mere ville prædike for dem, hvis de ikke angreb brødrene og forhindrede dem i at prædike og holde messe. (note 67)
Sed quia hora illa missarum officia actu celebrauerunt fratres, consilio aliquorum ciuium magis ratione vtentium promiserunt, illud se facturos eodem die post meridiem. Facto igitur prandio, predicta dominica 70me venerunt Burgimagistri, consules et prefectus ciuitatis aliique multi de Lutheranorum secta; qui primo calices fratribus abstulerunt, deinde altaria omnia despoliauerunt, ac etiam libros chorales, libralesque de libraria, deportauerunt ad sacristiam, et prefectus clauem pro sacristia accepit ac omnia ibidem inclusit.	Men da brødrene netop nu holdt gudstjeneste, lovede de efter nogle fornuftige borgeres råd, at de ville vente til over middag. Efter middag, som før nævnt på søndag septuagesima, kom borgmestrene, rådmændene og byfogden og mange andre borgere af den lutherske sekt; de tog først kalkene fra brødrene, dernæst plyndrede de alle altrene og flyttede så messebøgerne og de andre bøger fra bogskabet ind i sakristiet; byfogden fik nøglen til sakristiet og låste alting inde dèr.
Necnon prohibitum est fratribus dehinc campanam pro horis canonicis pulsare. Hec omnia ciues propria auctoritate, sine omni superios commissione, ad instinctum ipsius diabolici predicatoris Lutheranici Joannis Hemmyngssdyng perfecerunt. Permissi tamen sunt fratres omnes in conuentu manere simul, donec commestibilia consumerentur. Sed ne illis consumptis citius omnes simul iuxta velle Lutheranorum conuentum desererent, dominus Holgerus Greers, congregatis Burgimagistris ac consulibus in conuentu (357) fratrum, impetrauit ab eis, vt sex precipue de fratribus in prefato conuento remanerent, sub hiis tamen conditionibus, vt non celebrarent missas, nec verbum dei predicarent, nec ad terminos exirent conuentum nec ad opidum sine licentia speciali Burgimagistri, nemineque de populo in antiqua laudabili consuetudine contra factionem Lutheranicam confortarent, nec confessiones audirent.	Det blev også forbudt brødrene efter den tid at ringe med klokken til de kanoniske tider. Alt dette gennemførte borgerne af den myndighed, de selv tiltog sig, uden befaling fra højere side, alene efter opfordring fra den djævelske præst Hans Hemmingsdyng. Brødrene fik dog lov at blive i klostret, indtil de havde fortæret fødevarerne. (note 68) Men for at ikke alle skulle forlade klostret, når de var fortæret, og således fuldbyrde, hvad lutheranerne ville, samlede adelmanden Holger Gerson borgmestrene og rådmændene i klostret og fik dem til at love, at seks af brødrene måtte blive i klostret, dog på de betingelser, at de ikke måtte holde messe, ikke prædike Guds ord, ikke gå tiggergang eller gå ud i landsbyerne uden borgmestrenes tilladelse, ikke styrke nogen i de gamle rosværdige sædvaner imod den lutherske sekt, og heller ikke påhøre skrifte. (note 69)
Sed quia vnus illorum sex predictorum fratrum (videlicet antedictus frater Seuerinus Jacobi) audiuit in 40maconfessiones duarum personarum, expulsus est cum ceteris. Alii vero fratres de conuentu expulsi sunt ac sibiipsis dimissi, anno domini, vt supra, 1531, in ebdomada Letare.	Men fordi én af disse seks førnævnte brødre (nemlig den ovenfor nævnte Søren Jacobsen) på fastelavns søndag hørte to personers skriftemål, blev han udjaget sammen med de andre. Men de andre brødre i klostret blev jaget ud og gik selv ud, i det Herrens år, som anført, 1531, i ugen Lætare.
Item notandum, quod littere testimoniales super conuersatione fratrum ibidem habentur Roskildie cum sigillis guardiani et conuentus.	Ligeledes bør det bemærkes, at der i Roskilde befinder sig et anbefalingsbrev om brødrenes opførsel med guardianens og klostrets segl.
Item bona alienata seu recepta de prefato conuentu Halmstadensi, restituenda cum tempore promissa etc.  Sunt hec sequentia:	Man bør også bemærke sig det gods, som er solgt eller taget fra førnævnte Halmstad-kloster, men blev lovet tilbageleveret med tiden. etc. Det drejer sig om følgende:
Primus Gerardus Olaui, Burgimagistrer opidi Halmstadensis, anno domini 1530. ante Natale domini recepit violenter de conuentu prefato calicem deauratum, quem pater eius Olaus Petri partem dedit conuentui; qui scriptus non erat in Registro regali, quia mater eiusdem, tunc superuiuens, semper illum exigebat, si pro diuino cultu manere non posset, pro quo datus fuerat, etc.	Først fik Gerhard Olsen, borgmester i byen Halmstad, år 1530 kort før jul med vold fra ovenanførte kloster en forgyldt kalk, som hans far Oluf Petersen tildels gav konventet; den blev ikke opskrevet i det kongelige register, fordi hans mor, der dengang endnu levede, stadig opfordrede ham til, at den skulle forblive til den guddommelige brug, som den var givet til. (note 70)
Item idem Gerardus Olaui accepit vnam curiam, sitam circa cemiterium conuentus ad austram, quam frater Laurentius Byldtzmand, guardianus existens, emi fecit pro centum sexaginta marcis. Istam predictam curiam voluit prefatus Gerardus habere in recompensam pro dimidia curia, quam diu ante legauit soror eius pro conuentu nostro Halmstadensi. (358)	Videre fik samme Gerhard Olsen en gård, der lå op til kirkegården syd for klostret, som broder Laurentius Byldtzmand, da han var guardian, lod købe for 160 mark. Denne gård ville Gerhard have i bytte for en halvgård, som hans søster lidt tidligere havde testamenteret til vort kloster i Halmstad. (note 71)
Item prefectus ciuitatis Halmstadensis, Nicolaus Scriptor, accepit violenter ollam cupream siue electram de domo Jon Styng, sibi a guardiano impignoratam pro XV. marcarum; que autem prefata olla in valore plusquam XX. marcarum; que non fuit scripta in Registro propter defectum scribentum. etc.	Videre fik byfogeden i Halmstad, Niels Skriver, med vold en kobbergryde eller messinggryde fra Jon Styngs hus, som var blevet pantsat til ham af guardianen for 15 mark, skønt den i handel og vandel mindst var 20 mark værd. Den var ikke indskrevet i registret på grund af en forsømmelighed hos skriveren. (note 72)
Item Hans Bagge accepit curiam sitam iuxta conuentum ad aquilonem, quam Nicolaus Erici, quondam ciuis Halmstadensis, legauit fratribus, dimidiam partem tempore mortis sue, et aliam dimidiam post mortem vxoris sue; et ambo defuncti fuerunt ante ablationem conuentus. etc.	Endvidere fik Hans Bagge en gård, der lå ved siden af klostret over mod vandmøllen, som Niels Eriksen, der dengang boede i Halmstad, testamenterede til brødrene, den ene halvdel, da han selv døde, den anden halvdel efter hans kones død; og de døde begge før klostrets opløsning.
Item dominus Holgerus Greers, alias Wlffztand, habuit ante recessum guardiani, fratris Mathie Mahie, 4or tyltter wobnskwdt, pro quibus conuentus nichil recepit. Item accommodauit restituenda pro tempore .1. stynghæ sawff, .1. skyrtt sawff og .1. anden sawff som wor satt y en firekandt bwæ. etc.	Endvidere fik hr Holger Grerson, alias Ulfstand, før guardianens, broder Mads Madsens, tilbagetræden, 4 tylvter vognskud (brænde), for hvilket klostret ikke fik noget til gengæld. Og han fik også til låns 1 stynge sav, 1 skørt sav og 1 anden sav, som var sat i en firkantet bue (?).
Item idem dominus Holgerus sub protectione sua ad instantiam guardiani, fratris Mathie Mathie, recepit Capellam cum domuncula in Skanøer, quas conuentus Halmstadensis ibidem edificauit.	Endvidere tog samme hr Holger under sin beskyttelse på guardianen, broder Mads Madsens, anmodning et kapel med tilhørende bolig i Skanør, som klostret i Halmstad havde bygget dèr.
Item idem dominus Holgerus emit a prefato conuentu .XX. ligna, longitudinis .XVIII. vlnarum; item .IIJ. tyltter. oc 2. træe .XIIIJ. vlnarum; item .IIIJ. ligna .XVIJ. vlnarum; item 5. ligna .XVJ. vlnarum; item 10. ligna .XX. vlnarum. Pro hiis omnibus receperunt fratres ad conuentum .4or. tunnas siliginis .6. tunnas ordei. et 5. tunnas auene. Grana enim illo anno fuerunt in terra illa in carissimo foro. Item predictus dominus Holgerus diuisit fratribus expulsis circa .13. vel .14. marcas. Item domina ipsius Holgeri Greers habuit integrum horalogium (!) paruum, promittens se velle remittere, si fratribus restitueretur conuentus.	Endvidere fik samme hr Holger af ovennævnte kloster 20 brædder, længde 18 alen; 3 tylvter og 2 træ, 14 alen; 4 brædder 17 alen; 5 brædder 16 alen; 10 brædder 20 alen. For alt dette modtog brødrene til klostret 4 tønder rug, 6 tønder byg, og 5 tønder havre. Korn var nemlig i det land meget dyrt det år. (note 73) Videre uddelte førnævnte hr Holger cirka 13 eller 14 mark til brødrene, der var blevet jaget ud. Ligeledes fik denne Holger Gerssons frue et fejlfrit lille ur, idet hun dog lovede at ville levere det tilbage, hvis brødrenes kloster blev genoprettet. (note 74)
Item frater Zigerus habuit vnum magnum puluinar ad instantiam domini Holgeri, quod ei concessit prefectus ciuitatis cum protestatione restituendi tempore suo. Item idem frater Zigerus habuit Postillam Guillermi.	Ligeledes fik broder Siger en stor dyne i kraft af hr Holgers vedholdende bøn, som byfogden tillod ham at få mod at han skulle levere den tilbage til sin tid. Broder Siger fik også Vilhelms postille.
Item Luteranicus concionator Halmstadensis, Jasper nomine, quondam ordinis frater, modo peruersissimus hereticusm habuit (359) Concordantias maiores biblie in pressura, quas eidem concessit prefectus ciuitatis, cum protestatione tamen restituendi tempore suo. Item idem Jasper habuit etiam puluinar longum de concessione eiusdem prefecti, etc.  Hec de conuentu Halmstadensi.	Ligeledes fik Halmstads lutherske prædikant, ved navn Jasper, som engang havde været ordensbroder, men var blevet den mest perverse kætter, den store konkordans til den trykte bibelen; den tillod byfogeden ham at tage, mod at han skulle levere den tilbage til sin tid. Og samme Jasper fik også en dyne med byfogedens tilladelse, etc. (note 75)  Så meget om klosteret i Halmstad.
Cap. XlI De Conuentu Ystadensi.  Historia ac modus inhumanissirne ac flebilissime profligationis seu expulsionis fratrum minorum cenobii Ystadensis, anno domini 1532. in profesto Annunciationis christifere virginis gloriose Marie a secta Lutheranica facte. In sequentibus omnibus et singulis presens scriptum legentibus clare patebit, quam impie quamque inchristianissime acta fuit.	Kapitel 12. Om klostret i Ystad.  Dette er historien om den umenneskelige og begrædelige måde, gråbrødrenemunkene blev forfulgt eller udjaget på fra Ystad-klostret af den lutherske sekt, i det Herrens år 1532, kort før den kristusfødende, ærværdige jomfru Maries bebudelse. Af alle de følgende begivenheder vil det klart fremgå for læseren, hvor ufromt og ukristeligt der blev handlet.
Primo notandum est, quod ante profligationem fratrum ciues Lutheranici duas notabiles violentias fratribus fecerunt, non obstante appellatione ad maiestatem regiam et regni consilium a fratribus prius pluries facta. Prima nempe violentia fuit, quod secta Luteranica, diabolico et furibundo spiritu agitata ac inflata, ad monasterium nostrum venit et illud circumdedit violenterque intrare cenobium conata fuit; quod etiam fecissent, nisi fratres portam et ecclesie valuas trabibus ac magnis lignis obfirmassent et personaliter resistentiam maximam fecissent.	Først må man gøre sig klart, at allerede før brødrenes fordrivelse havde de lutherske borgere ved to særlige lejligheder øvet vold mod dem, skønt de flere gange klagede til kongen og rigsrådet. Den første voldsepisode fandt sted, da den lutherske sekt, drevet og opblæst af en djævelsk og ildsprudende ånd, kom hen til vort kloster, omringede det og søgte at trænge ind i det med magt; og det ville også være lykkedes dem, hvis ikke brødrene havde forstærket porten og kirkedøren med svære bjælker og træstykker og personligt havde gjort kraftig modstand.
Attamen Lutherani prefati plures asseres de valuis confregerunt et, fractis ab eis sepibus circa monasterium, in curiam seruorum irruerunt. Introitum vero ad interiora monasterii fratribus obluctantibus non habuerunt; ob quam causam multa ac innumera conuitia obprobriaque auribus fratrum inculcauerunt, vocando eos homicidas, latrones, fures, sanguisugos, necnon animarum interfectores etc. Aliam violentiam etiam fratribus fecerunt Lutherani predicti, intrando monasterium et omnia bona conuentus de nouo conscribendo absque alicuius commissione; quo tempore quidam Seuerinus Jeip et alius ciuis, Inguarus nomine, ianuas et seras in (360) dormitorio fregerunt. Hec et plura alia conuicia facta sunt fratribus Ystadensibus ante eorum profligationem.	Men lutheranerne begyndte med at brække flere planker af kirkedøren, de rev rækværket om klosteret ned og trængte ind i tjenergården. Men på grund af brødrenes modstand kunne de ikke komme ind i det indre af klostret. Derfor fyldte de brødrenes ører med en hoben skældsord og forhånelser; de kaldte dem mordere, røvere, tyveknægte, blodsugere og sjælemordere. Den anden voldsepisode imod brødrene var det de samme lutheranere, der foretog, idet de trængte ind i klosteret og igen opskrev alle klostrets ejendele uden nogen hjemmel. Ved den tid var det også, at en vis Søren Jepsen og en anden borger, der hed Ingvard, ødelagde døren og låsen til sovesalen. Disse ting og mange andre ukvemsord blev brugt mod Ystad-brødrene før deres fordrivelse.
Sequitur breuis processus in causa expulsionis.    Anno, quo supra, videlicet 1532, in profesto Annunciationis christifere virginis gloriose Marie, finitis scilicet vesperis ac officiis diuinis, venit Joannes Hiortt Burgimagister cum secta sua Lutheranica et magna parte ciuium cum maximo impetu ad portam monasterii pulsantes et intrare volentes; vbi introitu eis negato, cucurrerunt ad cancellos ecclesie, non absque ingenti rabie et clamore; qui cancellos apprehenderunt violenterque frangere voluerunt.	Nu følger kort fortalt gangen i uddrivelsen.    Året efter de ovenanførte begivenheder, dvs 1532, forud for festen for den kristusfødende, ærværdige jomfru Maries bebudelse, da vi netop var blevet færdig med vesperen og den officielle gudstjeneste, kom borgmester Hans Hjort sammen med hans lutherske sekt og en stor del af borgerne og bankede med stor voldsomhed på porten og ville ind; det nægtede man dem, og de løb så hen til kirkens gitter, ikke uden brændende raseri og råben; dette gitter ruskede de i og ville bryde det i stykker med magt.
Quo audito, guardianus, videlicet frater Andreas Bertoldi nomine, cum aliquibus fratribus ad dictos cancellos velocius cucurrit eosque interroganit, dicens, quare cum tali impetu et furore veniebant, et quid volebant. Tunc omnes clamabant, se habere litteras regales, vt fratres omnes deberent expelli, et monasterium deberet cum omnibus suis pertinentiis tradi in vsus pauperum et in hospitale; et petierunt introitum, quo eisdem non concesso, voluerunt cenobium violenter intrare. Hoc audito, guardianus exigebat ab eis litteras regales super hujusmodi profligatione; et casu, quo non posset audire hujusmodi litteras, nullo modo vellet monasterium suum sic dimittere. Responderunt ciues, quod nullo modo vellent ostendere guardiano litteras prefatas.	Da guardianen, broder Anders Bertelsen, hørte det, skyndte han sig sammen med nogle andre brødre hen til gitteret og spurgte dem, hvorfor de kom med en sådan vrede og et sådant raseri, og hvad de ville. Da råbte de alle, at de havde et kongeligt brev på, at alle brødrene skulle jages ud og klosteret og alle dets bygninger omdannes til brug for de fattige og til hospital. De bad om at måtte komme ind, men da guardianen ikke ville tillade dem det, ville de trænge ind i klostret med magt, sagde de. Da guardianen hørte det, krævede han at se det kongebrev, der krævede den slags fordrivelse, og hvis de ikke kunne fremvise det, ville han på ingen måde forlade sit kloster. Borgerne svarede, at de på ingen måde ville vise ham kongebrevet. (note 76)
Quibus dictis, Joannes Hiortt cum omnibus aliis ad portam conuentus venerunt et iterum guardianum vocauerunt. Quo ad portam cicius occurrente et iterato interrogante, quid vellent, respondit dictus Joannes Hiortt, quod vellet cum paucis intrare monasterium et pacifice cum eo et fratribus suis loqui absque omni violentia et iniuria; quod etiam sub fide et honore necnon sub priuatione omnium actuum legittimorum spopondit. Igitur sub tali cautione ac fide guardianus portam aperire fecit.	Efter denne ordvekslen kom Hans Hjort sammen med alle de andre igen hen til klosterporten og kaldte på guardianen. Han skyndte sig hen til porten og spurgte dem igen, hvad de ville. Hans Hjort svarede, at han og nogle få folk ville gå ind i klostret og tale i al fredelighed med ham og brødrene uden nogen vold og uret. Og han lovede på tro og love, ja under fortabelse af alle sine stillinger, at ville holde ord. Og da under en sådan sikkerhed og troværdighed åbnede guardianen porten.
Qua aperta, prefatus Joannes Hiortt cum omnibus sibi adherentibus furibunde (361)  irruerunt in cenobium et claues violenter rapuerunt a portario. Quo peracto, Seuerinus Jeip exigebat a guardiano litteras fundationis loci, claues cenobii et rationem de bonis in registro regali prius conscriptis.	Men da den var åbnet, løb Hans Hjort og alle hans tilhængere rasende ind i klostret og rev med vold nøglerne fra portneren. Da de havde gjort det, forlangte Søren Jepsen af guardianen klostrets fundatsbreve, dets nøgler og regnskabet over de ejendele, der tidligere var registreret i det kongelige register.
Tunc prefatus pater guardianus bis vel ter econuerso exigens litteras regales super hoc sibi legi poposcit. Tandem scriptor ciuitatis, Seuerinus nomine, extraxit frustum papiri absque sigillo, et legebat coram predicto guardiano et ejus fratribus articulos et causas, quare deberent profligari:	Men guardianen forlangte to eller tre gange, at man til gengæld læste kongebrevet op for ham. Til sidst trak byskriveren, Søren hed han, en stump papir frem uden segl og læste op for guardianen og hans brødre de artikler og grunde, der var til, at de skulle fordrives:
Primo, quod fratres non predicassent sanctum euangelium; 20, quod omnes ciues desiderassent fratres profligari; 30, quod fratres non habuerunt necessaria vite. Quibus lectis et auditis, guardianus interrogauit Nicolaum Wynther Burgimagistrum et omnes consules, vtrum fratres aliud eis predicassent quam sanctum euangelium Christi et sacram scripturam.	For det første prædikede brødrene ikke det hellige evangelium; for det andet ønskede alle borgerne, at brødrene blev fordrevet; for det tredie havde brødrene ikke til livets opretholdelse. (note 77) Da det var læst op og påhørt, spurgte guardianen borgmester Niels Vinther og rådet, om brødrene havde prædiket andet end Kristi hellige evangelium og den hellige skrift.
Quibus respondentibus, quod fratres rite et catholice eis predicassent et cum hoc laudabiliter apud eos conuersati fuissent, et quod nullo modo (inquiunt) desideramus nos expulsionem fratrum (Luteranis econuerso dicentibus, vnde magna controuersia inter ciues inuicem orta fuit): tunc, silentio habito, guardianus appellauit ad regiam majestatem et ad consilium regni, super hiis falsis narrationibus responsurus; et dixit, quod false domino regi hec narrassent.	Herpå svarede de, at brødrene havde prædiket rigtigt og katolsk for dem og havde levet hæderligt iblandt dem, og sagde: "Vi ønsker slet ikke, at brødrene skal jages bort". Lutheranerne modsagde dem, og der opstod stor splid mellem borgerne indbyrdes. Da der var blevet ro, appellerede guardianen til kongen og rigsrådet; han ville give et svar på disse falske beretninger. Og han sagde, at de her havde fortalt noget forkert for den herre kongen.
Quo dicto, ante dictus Seuerinus Jeip cum magno impetu cucurrit ad guardianum et claues ipsius violenter ab eo rapuit. Quo a fratribus viso, omnes fratres cucurrerunt, quidam ad chorum, quidam ad dormitorium; quos ciues Luterani violenter de cellis expulerunt, traxerunt et securibus suis percusserunt.	Derefter styrtede ovennævnte Søren Jepsen med stor fart hen mod guardianen og tog med vold nøglerne fra ham. Da brødrene så det, løb de allesammen, nogle op i koret, andre til sovesalen; men de lutherske borgere jog dem med magt ud af cellerne, trak i dem og slog på dem med deres økser.
Quidam vero frater, Seuerinus Jacobi nomine - in descensu de dormitorio eum pluries in terram violenter prostrauerunt et pedibus conculcauerunt, ac in ambitu eundem ad parietes inhumanissime trucidauerunt ac per brachia eiusdem tanquam vile cadauer per ambitum extraxerunt. Qui sic viliter extractus dixit fratribus suis: Vere dico vobis, fratres, quod mortem meam sentio in manibus ex (362) verberibus et trucidationibus michi illatis; ita malum est michi, quod vix respirare possum. Aliquibus diebus elapsis fuit frater predictus ad lectum et grauissime infirmari cepit, ita quod indies non modicum saguinem euomuit, sic quod multociens ex hoc in terram sincopando cecidit. Item in ex extremis illius fratris Seuerini veniebant Algwd Niel proconsul, Magnus Joannis, Tycho Laureutij, Tuo Sutor et Petrus Olaui ad predictum fratrem Seuerinum.	Men en broder, der hed Søren Jacobsen, kastede de flere gange voldsomt ned mod gulvet ved trappen fra sovesalen, trampede på ham med fødderne, og i klosteromgangen smed de ham på den mest umenneskelige måde ind mod væggene og trak ham rundt i omgangen ved armene som et foragteligt ådsel. Da han med nød og næppe var sluppet fra dem, sagde han til sine brødre: "Jeg siger jer, brødre, som sandt er, at jeg føler mig døden nær efter de slag og stød, jeg har fået; jeg har det så dårligt, at jeg knap kan få vejret". Nogle dage efter gik denne broder til sengs og begyndte at blive meget syg, så at han stadig spyttede blod op og ofte faldt besvimet om på gulvet. Da broder Søren nu lå på sit yderste, kom der nogen til ham; det var Algod Nielsen, rådmand, Mogens Johansen, Tycho Laurentsen, Tue Sutor og Peter Olsen, der kom til ovennævnte broder Søren.
Qui dixit eis: O charissimi viri et amici! Videte quomodo vestri conciues me inchristianissime tractauerunt! Specialiter Petrus Nicolai, Olauus Mallere, Laurentius Bønder et alii quam plurimi, quorum nomina ignoro, ita me percusserunt, quod mortem penitus euadere non possum. Postremo venit ad prenominatum fratrem Seuerinum prefectus ciuitatis, videlicet Petrus Mathie, cum nonnullis aliis ciuibus, interrogantes ipsum, vtrum conquerebatur de aliquibus super morte sua, casu quo mortem euadere tunc non posset. Respondit eis frater Seuerinus, dicens: Scitote, quod, si mansissem im monasterio meo, tunc non habuissem hanc infirmitatem debilitatemque, quam modo patior. Attamen nullam inuidiam aut rancorem habeo ad illos, qui me ita inhumaniter tractauerunt, sed libentissime amore Christi Ihesu, qui plura pro me sustinere dignatus est, indulgeo eis.	Han sagde da til dem: "O kære mænd og venner! Se, hvor ukristeligt jeres medborgere har handlet med mig! Særlig Peter Nielsen, Oluf Maler, Lars Bønder og mange andre, som jeg ikke kender, har slået mig sådan, at jeg nok ikke kan undgå døden". Til sidst kom byens foged, Peter Madsen, til ovennævnte broder Søren, sammen med nogle andre borgere, og spurgte ham, om han ville anklage nogen for, at de havde forvoldt hans død, ifald han ikke kunne undgå døden. Men broder Søren svarede: "I skal vide, at hvis jeg var blevet i mit kloster, da ville jeg ikke været blevet så svag og syg, som jeg er nu. Men dog nærer jeg intet had eller nag til dem, som har behandlet mig så umenneskeligt, men vil gerne tilgive dem for Jesu Kristi kærligheds skyld, han, som har udholdt mere for min skyld.
Sufficit (inquit) michi pena, quam nunc habeo in corpore, vt de ea cogitem; sed iudicium eorum, qui me ita crudelissime tractauerunt et percusserunt, relinquo iusto iudici, qui omnia iuste est iudicaturus. Nolo autem verba mea ita formare, vt irregularitatem incurram, si superuixero, quamuis non spero me superuicturum. Item venerunt postea duo ex predictis personis seu viris ad fratrem Seuerinum, qui eum percusserunt, se <reos> recognoscentes veniamque ab eo postulantes; quod et obtinuerunt.	Jeg har nok at tænke på med den smerte, jeg nu har i kroppen, til at jeg kan overveje også det. Men deres dom, som har behandlet og slået mig så grusomt, overlader jeg til den retfærdige dommer, som skal dømme alle ting retfærdigt. Jeg vil ikke forme mine ord sådan, at jeg løber ind i vanskeligheder, hvis jeg overlever, skønt jeg ikke håber, at jeg overlever". Ligeledes kom der bagefter to af de førnævnte personer eller mænd til broder Søren, som havde slået ham; de erkendte sig skyldige og bad om hans tilgivelse. Hvilket de også opnåede.
Ceteri autem eius percussores in sua pristina obstinata malicia permanentes et non veniam petere curantes. Item plures et quasi omnes alios (363) fratres predicti ciues trucidauerunt et ad terram, velut agnos a lupis, prostrantes(!) percusserunt cum securibus, et tanquam vilissima cadauera eos per brachia a cenobio extraxerunt, et ita crudeliter ac inhumaniter, quod, si Judeus aut paganus tale factum miserabileque spectaculum vidisset, credo firmissime, quod a lachrimis se continere non posset.	Men andre af dem, der havde slået ham, forblev i deres tidligere hårdnakkede ondskab og kom ikke for at bede om tilgivelse. Ligeledes kom mange borgere og slog næsten alle de andre brødre til jorden, de blev behandlet som får bliver behandlet af ulve, blev slået med sværd, og som elendige ådsler ved armene trukket ud af klostret. Ja, så grusomt og umenneskeligt blev de behandlet, at jeg tror fuldt og fast, at hvis en jøde eller en hedning havde set en sådan gerning og et så elendigt syn, da ville han ikke kunne holde tårerne tilbage.
Vnde stipendiarii seu rutheri regis, qui predicta viderunt, cum dolore maximo suspirioque cordis humanaque compassione dicentes: O quam crudeles et inhumani ciues sunt in hac ciuitate! et: O quam immitis populus est in ista terra Daciana! In patria autem (inquiunt) nostra, vbi profligati fuerunt religiosi, non eos ita percusserunt aut tractauerunt; imo eisdem in vestibus, pecuniis aliisque vite necessariis prouiderunt. Talia et plura alia prefati stipendiarii fratribus compatiendo dixerunt. Item Nicolaus Wynther Burgimagister ac plures alii boni homines multum fratribus compatiendo sunt lachrimati. Item alii duo fratres post profligationem, videlicet frater Thomas et frater Christophorus sacerdotes, paucis diebus elapsis diem clausere extremum; sed vtrum ex verberibus aut percussionibus habitis a maledicis Lutheranis vel non, hoc relinquitur iusto iudici, qui omnia clare nouit.	Kongens lejetropper og ryttere, som så på det, var meget bedrøvede, følte den største medlidenhed og sagde: "Åh, hvor grusomme og umenneskelige borgere findes der dog ikke i denne by!" og: "Hvor hårdt et folk er der ikke i dette danske land! I vores fædreland, når de fromme blev fordrevet, slog man dem ikke sådan og behandlede dem ikke på den måde; tværtimod, man forsynede dem med klæder og penge og andre ting nødvendige til livets opretholdelse". Sådanne ting og mange andre ting sagde lederne af lejesoldaterne til brødrene for at trøste dem. Ligeledes havde borgmester Niels Vinther og mange andre gode mennesker megen medlidenhed med brødrene og græd. Få dage efter fordrivelsen var der også to andre brødre, præsterne Thomas og Kristoffer, som døde, men om de døde på grund af de stød og slag, som de fik fra de forbandede lutheranere, eller ej, det må det overlades til den retfærdige dommer at afgøre, han, som kender alting til bunds.
Item in sacro pascali tempore quo omnes veri Christiani, annos discretionis habentes, solent et tenentur altissimum recipere sacramentum, fratres non potuerunt illud venerabile dignissimumque sacramentum suscipere,<nec> etiam sub clausis ianuis diuinum officium celebrare, hoc Luteranis omnino prohibentibus, ac si fratres essent pagani, excommunicati aut interdicti. Item guardianum, videlicet fratrem Andream Bertoldi, captiuum tenentes per ebdomades octo eumque sustentantes pane tribulationis et angustie potu; panem vero materialem, vnde ab eis sustentaretur minime habuit, nec etiam micam vnam, quod nunquam fit etiam malefactoribus captis et suspendendis aut rotandis. (364)	På den hellige påsketid, da alle sande kristne, som er kommet til skels år og alder, plejede at nyde det største sakramente, kunne brødrene ikke modtage det hæderfulde og ærværdige sakramente, skønt de fejrede deres offentlige gudstjeneste for lukkede døre, lutheranerne forbød det, som om brødrene havde været hedninger, ekskommunikerede eller bandlyste. De holdt også guardianen, broder Anders Bertelsen, i fangenskab i 8 uger og nærede ham med forfølgelsens brød og trængselens drik. Virkeligt brød, hvormed de kunne holde liv i ham, fik han aldeles ikke, ikke så meget som en krumme, og det sker ikke engang for forbrydere, som skal hænges eller stejles.
Vnde oportuit eum ire ad bonos Christianos mendicando vite necessaria, et hoc sub fideiussoribus, ne ab eis recederet, etc. Et licet predictus bonus pater guardianus et sui fratres reliquerunt bona victualia in monasterio tempore profligationis, nichil tamen pro victu inde habere potuerunt. Hec et plura alia fratres Ystadenses tempore sue expulsionis ab impiissimis Luteranis sustinuerunt; quod prefatus pater frater Andreas Bertoldi, eiusdem monasterii guardianus, retulit michi, fratri Erasmo Olaui, in bona fide et conscientia sua: protestabatur verbo et scripto iurabatque, super hoc deum altissimum inuocando, prescripta verissime contigisse.	Derfor måtte han gå til gode kristne mennesker og tigge til livets opretholdelse, og det mens han gav borgen for, at han ikke undveg, osv. Og selv om omtalte gode pater guardianen og hans brødre efterlod gode forråd i klosteret ved den tid, de blev fordrevne, kunne de dog ikke få nogen føde derfra. Dette og meget andet måtte Ystad-brødrene ved tiden for fordrivelsen udholde fra de ufromme lutheraneres side; og det har omtalte fader Anders Bertelsen, selv guardian for klosteret, fortalt mig, broder Erasmus Olavi, i god tro og oprigtighed: han protesterede og dømte med ord og skrift og påkaldte den højeste Gud over begivenhederne, at det foranskrevne er så sandt som det er fortalt. (note 78)
Cap. XIII. De Conuentu Nestuedensi.	Kapitel 13. Om klosteret i Næstved.
Historia seu modus expulsionis fratrum illius cenobii Nestuedensis, anno domini M.D.XXXIJ, nempe altera die Assumptionis gloriosissime virginis Marie, occasione et ordine, qui sequitur.	Historien om eller måden hvorpå det skete, at brødrene fra dette kloster i Næstved blev jaget ud. Det skete i det Herrens år 1532, dagen efter den glorværdige jomfru Maries optagelse og fandt sted ved den lejlighed og på den måde, som nu beskrives:
Comminatus enim fuerat sepissime impiissimus ille hereticus, dominus Magnus Gøe, diaboli et seruus et miles, se illius loci fratres expulsurum, vtpote cuius auus ibidem et vxor sepulti fuerant, auusque calicem illic pro anime sue refrigerio obtulerat, quem et fratribus expulsis abstulit.	Den ugudelige kætter, hr Mogens Gjø, som både var djævelens slave og soldat, havde nemlig ofte truet med, at han ville jage brødrene bort fra dette sted, selv om hans oldefar og dennes hustru var begravet dèr, og hans oldefar havde skænket en kalk til afkøling for sin sjæl, som han da også tog fra de udjagede brødre. (se note 1)
Primo ipse Magnus Gøe curauerat illuc Lutheranos concionatores introducendos, et contra fratres clamare fecerat. Quod cum iuuare non posset, misit illuc quosdam ordinis nostri apostatas, nempe Joannem Køgensem et fratrem Nicolaum Christierni, insignes nebulones, qui fratris Erasmi Olaui, ibidem tunc lectoris et fidei propugnatoris, concionem obseruarent.	Først sørgede denne Mogens Gjø for, at der blev indført nogle lutherske prædikanter til byen, og han fik dem derpå til at skrige op mod brødrene. Da det ikke hjalp, sendte han derhen nogle frafaldne af vores orden, nemlig Johannes fra Køge og Niels Kristensen, nogle store døgenigte, som skulle agte på broder Rasmus Olsens prædiken; det var ham, der dengang var lektor og troens forkæmper. (note 79)
Quod cum fecissent, quosdam ex concione eius notarunt articulos, vtpote minus vero, vt ipsis visum erat, licet falso; quos ad Magni aures detulerunt. Misit igitur Magnus ille Gøe, hac occasione habita, prohibens ipsum fratrem Erasmum ceterosque concionandi munus, donec coram sua strenuitate venisset articulos illos defensurus. Sumpsit igitur dictus frater Erasmus (365) reuerendi patri ministri socium, videlicet fratrem Jacobum Joannis, secum, pergens cum eo Haffniam ad consilium regni, ipsos predictos articulos defensurus.	Da de havde gjort det, optegnede de nogle punkter fra hans prædiken, som de med urette fandt mindre sande, og meddelte dem til Mogens Gjø. Og så benyttede Mogens Gjø sig af lejligheden, sendte bud og forbød broder Rasmus og andre med prædiketilladelse at prædike, førend de havde givet møde for den strenge ridder for at forsvare deres punkter. Men da tog den omtalte broder Rasmus den ærværdige fader ministerens medhjælper med sig, det var broder Jakob Jensen (note 80), og drog med ham til rigsrådet i København, for selv at forsvare de punkter, han havde prædiket over.
Qui, introgressi in consilium, legentes omnes illos articulos ligua Danica; qui statim ab vniuersis et laicis et clericis consilii regni fuerunt perinde atque christianissimi approbati, non sine lachrimis multorum timentium vindictam dei super se venturam, quod tales articuli in dubio verterentur.	Da de var kommet ind i rådet, læste de alle disse artikler på dansk; og straks blev de af alle, både lægfolk og klerikere i rådet, helt og holdent godkendt som særdeles kristelige. Mange græd og frygtede, at Guds straf ville komme over dem, når de drog sådanne artikler i tvivl.
Sumpsit igitur Tycho Krabbe articulos iam approbatos coram regia maiestate presentandos. Quos vt vidit rex, euestigio Magno Gøe examinandos tradidit; qui statim aduocans duos vel tres Lutheranos fecit predictos articulos examinarj. Quibus examinatis et eorum ceco iudicio dampnatis, scripsit Magnus occulte Nestuediam, predictos articulos a consilio regni approbatos esse hereticos, scribique ad hos probationes valde friuolas fecit; quas habent, vt reor, ad huc proconsules. His itaque gestis reuersi sunt prefati duo fratres Nestuediam. Porro postea fratrem Jacobum, socium suum, reuerendo patre ministro ad se vocante, superuenit frater Joannes Nyborg, viceguardianus Nestuedensis, Roskildiam, sumptoque patre ministro perrexit iterato Nestuediam; vbi per litteras regias fratres in presentia reuerendi patris ministri expulsi fuerunt, omnibus elemosinis expoliati.	Tyge Krabbe tog så de artikler, der var godkendt af rådet med til kongen, og da kongen så dem, overlod han den til Mogens Gjø til en nærmere undersøgelse; han tilkaldte straks to eller tre lutheranere og fik dem til at undersøge de omnævnte artikler nøjere. Da de var undersøgt og fordømt efter deres blinde bedømmelse, skrev Mogens hemmeligt til Næstved, at de omtalte artikler var blevet erklæret kætterske af rådet, og han lod skrive en aldeles meningsløs bevisførelse; som jeg tror rådmændene har endnu. Da alt dette var sket, vendte de to omtalte brødre tilbage til Næstved. Endnu senere kaldte Næstved-klostrets viceguardian broder Jacob og hans medhjælper, den ærværdige minsters medhjælper, til sig, i overværelse af broder Johannes Nyborg, og sendte dem til Roskilde, til fader ministeren, at han skulle skynde sig til Næstved; men dèr blev brødrene i kraft af et kongebrev uddrevet i overværelse af ministeren og berøvet alle deres indsamlede almisser. (note 81)
Cap. XIV. De Conuentu Kalundeburgensi.	Kapitel 14. Om klostret i Kalundborg.
Historia et processus expulsionis fratrum Kalundburgensium, anno domini M.D.XXXIJ, circa festum Exaltationis sancte Crucis. Cum Magnus Gøe, homo impiissimus et hereticus, comminatus pluries fuisset fratribus Kalundeburgianis, quod eos de cenobio expelleret, remque alieno negotio fieri vellet, et ciues illius ciuitatis id facere nollent, mandauit igitur castri (366) prefecto, quatinus, ipso recedente Juciam versus, omnes fratres de cenobio exire preciperet; quod continuo fecit. Erat enim frater Melchior, guardianus ipsius monasterij, confederatus eidem, vtpote cuius heresi fauebat, et idcirco ei parum resistit. Siquidem ipse, vt condictum erat inter ipsum et Magnum Gøe, remansit, vrbis illius Kalundeburgensis concionator futurus et hereticus; quod et iam factum cernimus.	Sådan gik det til, da brødrene blev uddrevet fra klostret i Kalundborg, år 1532, ved den hellige fest for korsets ophøjelse. Da Mogens Gjø, det ugudelige og kætterske menneske, mange gange havde truet brødrene i Kalundborg med, at han ville uddrive dem fra klostret, og med, at han ville gøre det på anden måde, for borgerne i byen ville ikke gøre det, befalede han slotsherren, engang, da han selv skulle til Jylland, at få alle brødrene til at gå ud af klostret; hvilket han straks gjorde. Det var nemlig sådan, at broder Melchior, der var guardian over dette kloster, var hans forbundsfælle og tilhænger af hans kætteri, og han gjorde derfor kun svag modstand. Det var aftalt mellem ham og Mogens Gjø, at han skulle blive tilbage og så blive kættersk prædikant i byen Kalundborg; hvilket vi også bestemt mener, han er blevet.
Cap. XV. De Conuentu Horsnensi.	Kapitel 15. Om klostret i Horsens.
Huius monasterii fratrum profligationis processus.  Post multa et innumera conuicia obprobriaque auribus fratrum a maledicis Lutheranis ad longum tempus ante eorum expulsionem de cenobio inflicta et inculcata, tandem cum dictus ille Magnus Gøe, omnium bene viuentium persecutor, pluries ciues Horsnenses Lutheranos instigasset, quatinus fratres nostros de cenobio expellerent suo, ipsi sepenumero tentauerunt eos, vt voluntarie resignarent eis prefatum conuentum.	Dette er måden, hvorpå brødrene blev fordrevet fra dette kloster.  Efter at de forbandede lutheranere mange gange havde påført og anvendt utallige forhånelser og fornærmelser mod brødrene, før de blev fordrevet fra deres kloster, og efter at den førnævnte Mogens Gjø, alle roligtlevendes forfølger, havde opfordret mange lutherske horsensborgere til at drive vore brødre ud fra deres kloster, forsøgte disse mange gange at friste dem, om ikke de kunne få dem til frivilligt at forlade deres kloster. (note 82)
Et propinarunt singulis fratribus honestam propinam ac debitam prouisionem; sed semper in cassum laborauerunt, semperque negatiuum reportauere responsum. Et cum nullo pacto possent fratres blandiciis aut minis expellere propter defensionem Mandropp Holck, qui habebat ius fundationis illius cenobii et multum fratribus fauebat, demum, consilio habito cum impiissimo domino antedicto Magno Gøe, qui suasit predictis ciuibus, vt audirent regiam maiestatem ferentes ei monstrancia et calices ecclesiarum vrbis Horsnensis, vt eis cenobium nostrum venderet, quod et factum fuit:	De tog fat i hver enkelt broder for sig og lovede dem en hæderlig sum og en passende belønning, men de arbejdede stadig forgæves og fik stadig et negativt svar. De kunne ikke få brødrene til at gå ud i kraft af nogen aftale, fordi Manderup Holck forsvarede dem (note 83); han havde fundationsretten over klostret og var meget venligsindet mod brødrene. Men så holdt de råd med den ugudelige herre, førnævnte Mogens Gjø, og han overtalte disse borgere til at henvende sig til kongen og frembære for ham monstranserne og kalkene fra kirkerne i Horsens, for at få ham til at sælge dem vores kloster; hvilket også skete:
Vnde duo predictorum Horsnensium ciuium, videlicet Burgimagister Lass Jens cum alio, ad regiam maiestatem in Gotteropp commorantem perrexerunt, et impetrauerunt litteras super cenobium fratrum, vt sui iuris de cetero permaneret.Que littere regie maiestatis (367) coram fratribus in conuentu in vnum congregatis lecte fuerunt ipso die sancte Barbara virginis et martiris; ex quibus innotuerunt predictis fratribus plura et innumera falsa crimina fuisse narrata coram regia maiestate.	Derfor drog to af de omtalte horsensborgere, nemlig borgmester Lars Jensen og en anden, af sted til den kongelige majestæt, der opholdt sig på Gottorp, og opnåede hos ham et brev angående brødrenes kloster, at de for fremtiden skulle have ejendomsret til brødrenes kloster. Dette brev fra den kongelige majestæt blev forelæst for brødrene i klostret i deres forsamling på dagen for den hellige jomfru Barbaras martyrium (4. dec.). Deraf fandt de førnævnte brødre ud af, hvor mange og hvor falske anklager der var fortalt om den hos den kongelige majestæt. (note 84)
Quibus litteris lectis et inductis pro responsione danda receptis, de consilio omnium fratrum diffinitum taliter respondere: "In primis" (inquiunt) "protestamur, nos omnino innoxios querimoniis regie maiestati propositis, vt littere eiusdem regie maiestatis sonant, nec ob has causas aliquatenus velle cenobium nostrum deserere. Sed vrgente principis iussione et compellentibus litteris eiusdem regie maiestatis, fatemur ex obedientia, tanquam aduene et peregrini, magis velle cedere quam in contrarium appellare, de grauaminis releuatione desperati propter amicorum paucitatem negotium fauorabiliter apud prefatam maiestatem regiam valentium promouere".	Da dette brev var læst op og de blev opfordret til at give svar, besluttede brødrene efter rådslagning at svare således: "Først protesterer vi og hævder, at vi i det hele taget er uskyldige i de klagemål, der er blevet fremført for den kongelige majestæt, som hans majestæts brev afslører, og vi vil ikke på nogen måde forlade vores kloster af de grunde. Men i kraft af kongens bestemte dom og det meget tvingende brev fra samme majestæt, så indrømmer vi af lydighed, som fremmede og pilgrimme (note 85), at vi hellere vil vige end appellere; vi kan ikke håbe på at mildne den tunge afgørelse, for vi har kun få venner, som kunne skaffe os en god og værdig aftale hos omtalte kongelige majestæt".
Tandem ipso die Diui Thome martiris de Canturia episcopi, omnibus elemosinis a fratribus ablatis, omnes predicti fratres eiusdem conuentus Horsnensis vna eademque hora a suo monasterio inhumaniter confusibiliterque sine omni iusticia et ratione sunt expulsi, anno et die quo supra.  Explicit qualiscunque Modus et Ordo in causa profligationis fratrum Minoritarum prouincie Danice.	Så, på selve den guddommelige Thomas martyrs dag, biskoppen over Canturien, blev al barmhjertighed frataget brødrene og alle brødrene fra det omtalte Horsens-kloster blev på én og samme time jaget ud af deres kloster, umenneskeligt og forvirret, uden al retfærdighed og fornuft, på det ovenfor nævnte år og dato. (note 86)  Nu er det forklaret, på hvilken måde og hvordan det har sig med minoriterbrødrenes forfølgelse i provinsen Danmark.

 
 

Noter: 

Note 55: H. Knudsen skriver i sin kommentar til ovennævnte sted: "Tiden, på hvilken gråbrødrene i København måtte forlade deres kloster, lærer man at kende af et dokument, som "Broder Hanss Bruun, Minister og Øverst over alle Graabrødre-Klostre i Danmark, Broder Bernardinus, Guardian i Graabrødrekloster i Kjøbenhavn, Broder Hanss Staffensen, Viceguardian, og menige Conventsbrødre sammesteds" have udstedt den 25. April 1530. Deri siger de:

"Efterdi vi ere aabenbarlige nödte til for mange svare Sagers Skyld, og menige Mand i Kjöbenhavn ikke vil lide os her for den Lejlighed, som nu paafærde er, og vi ere indelukte og ej maae gaae i Termen eller bede om Guds Almisse: for saadanne Sager og andre flere, da have vi alle samdrægteligen forladt ærlige og velfornumstige Mænd, Borgemestere, Raadmænd og menige Borgere i Kjöbenhavn, alt vort Kloster i sammesteds, og sammeledes hvis Clenodier som der er, paa vor naadige Herre Konges Vegne, som tilforn registreret er, og som den udskaarne Skrift, os derpaa imellem gjort er, indeholder og forklarer"."

Her har vi ét af de tilfælde, hvor borgerne prøvede at udsulte brødrene ved at nægte dem at gå "i termen". 
 

Note 56: Man kan spekulere på, om kongens rejsepenge er ondt ment, om han altså giver gråbrødrene penge, fordi han véd, at de ikke må omgås penge, om han altså vil fornærme dem ved at give dem penge. Det er nu nok ikke tilfældet. Det synes at være almindeligt, at man har brugt både gulerod og stok for at få munkene ud af klostrene i Danmark. Og har munkene mere eller mindre lidt af sult, har fristelsen til at modtage en stor sum penge til at begynde et nyt liv som almindelig borger for mange af dem nok været stor. Af det følgende kan man se, at det var en fristelse: det er tegn på stor fromhed, at de lader pengene ligge. 
 

Note 57: At de bortdrevne brødre blev modtaget andre steder, tyder måske på, at der har været plads i klostrene. Bemærkningen om de lutherskes præst til sidst viser jo også, at den lutherske forkyndelse har gjort indhug blandt munkene, i dette tilfælde dog en dominikanermunk. H. Knudsen nævner som en formodning, at denne præst har været identisk med den "Nicolaus Jasperi, ecclesiastes Kollingensis", som var medunderskriver på kirkeordinansen 1537. 
 

Note 58: Som ved klostret i Tønder synes der at være god plads i klosterbygningerne. Se note 25!
 

Note 59: Ordene i kursiv er en senere tilføjelse til det oprindelige manuskript. 
 

Note 60: H. Knudsen skriver i en note hertil: Det kongelige gavebrev, som her omtales, er dateret Gottorp Slot, torsdagen nest efter St. Valentini Martyris Dag (dvs 17. febr) 1530. I det siger Kongen: "Gjöre alle vitterligt, at Vi af Vor synderlige Gunst og Naade, saa og for Troskab og villig Tjeneste, som Os elskelige Hr. Mogens Göye, Ridder, Vor Mand og Raad, og Danmarks Riges Hofmester, Os og Vort Rige Dannemark hertil gjort og beviist haver og herefter troligen gjöre (og) bevise maa og skal: have Vi undt og givet, og nu med dette Vort aabne Brev unde og give for^ne Hr. Mogens Göye og hans Arvinger til evig Tid det Vort og Kronens Kloster, som kaldes Graabrödre Kloster, udi Vor Kjøbstad Randers beliggendes, med alle for^ne Klosters Tilbehöringe og Rettighed, som er Kirke, Kirkegaard, Huus, Jord, Bygning, Gaardsrum og Haverum". Man kan bemærke sig, at brevet ikke indeholder nogen bemærkning om, at Mogens Gjø først må overtage klostret, 'når munkene er ude'. Denne betingelse plejer kongen at give borgere, der gerne vil i besiddelse af et kloster. Har han ikke vidst, at munkene endnu var i klostret? Har man løjet for ham, og har han ikke checket den forkerte oplysning om, at de var draget ud? 
 

Note 61: Beretningen er lidt uigennemsigtig. At der har været en forræder blandt brødrene, har ikke bekommet forfatterne vel. Men det har måske blot været udtryk for, at der har været delte meninger om, hvordan man skulle stille sig til kongens befaling. Og når nogen har ment, at man skulle adlyde, kan det dels skyldes fromhed (man ville temmelig ordret overholde den regel, man havde aflagt løfte på), dels kan det skyldes, at man ikke mener, man har mad eller fysik nok til at udholde en belejring, dels, at der har været så få brødre tilbage, at man har opgivet håbet om at kunne fastholde dette kloster på brødrenes hænder. 
 

Note 62: Når siden om klostret i Trælleborg aldrig er blevet udfyldt, kan det hænge sammen med, at udviklingen dèr gik anderledes, end forfatterne havde tænkt sig. Brødrene gik selv ud derfra, blev altså ikke drevet ud med magt. Og det vil derfor være vanskeligt at argumentere for, at klostret skal tilbagegives; man kan i hvert fald ikke bruge de argumenter, som krøniken lægger op til at bruge om alle de andre klostre, der nævnes. 11. marts 1532 skriver kongen til borgerne i Trælleborg, at de må tage gråbrødrenes kirke til deres sognekirke; de har nemlig berettet for ham, at gråbrødreklostret er aldeles øde og brødrene udgåede derfra (Erslev, side 300). 
 

Note 63: Her har vi ét af de få steder, hvor det siges, at munkene led af mangel på levnedsmidler. (se note 3). 
 

Note 64: Skønt det ikke udtrykkelig siges, må det vel være meningen, at den hjælp, borgerne ydede, bestod af tilførsel af levnedsmidler. 
 

Note 65: Oversættelsen er usikker. Den, jeg har leveret her, adskiller sig fra den, mine tre forgængere som oversætter har givet. Heilesen oversætter: "Efter at guardianen og brødrene nu havde mistet meget ved tyverier og bedragerier, blev de tvunget til at forlade klostret". Han støtter sig til en tekstrettelse, som Gertz (udgiveren af den latinske tekst) har foretaget; han foreslår at læse "amissa" i stedet for "commissa". Den oprindelige tekst, siger Heilesen, ville betyde: "Efter at guardianen og brødrene nu havde begået mange tyverier og bedragerier osv", og man kan vel ikke forestille sig, at forfatterne har villet fortælle om uhæderlige gerninger af munkene. Nu fortæller mit leksikon mig, at "surreptio" vistnok også kan betyde "list", og jeg tager så de to udtryk "surreptionibus et fraudibus" som positive udtryk, udtryk for, hvor mange midler der blev taget i anvendelse for at redde klostret. Derved kommer sætningen til at stå i smuk forlængelse af det foregående, hvor der netop har været fortalt om et forsøg på list fra fader ministerens side, et forsøg, som forfatterne ser positivt på. 
 

Note 66: H. Knudsen gør opmærksom på, at en præst ved navn Hans Nielsen mødte fra Falsterbo på Herredagen i København i 1530. Det kan være den her omtalte præst. 
 

Note 67: Som sagt har ingen af parterne begreb skabt om vor tids trosfrihed. Her bevises det for lutheranernes vedkommende. 
 

Note 68: Også her ser vi, at en yndet del af borgernes taktik mod munkene var at sulte dem ud. (se note 3) 
 

Note 69: Man må unægtelig sige, at dette var hårde vilkår. Brødrenes eneste grund til at forblive i klostret, de seks, der gjorde det, var, at de derved kunne "holde pladsen" til bedre tider. Når brødrene ikke måtte høre skrifte, skyldes det formentlig, at den slags blev der givet betaling for, og borgerne ønskede ikke, at munkene skulle komme til penge, se note 48. 
 

Note 70: Som omtalt i note 3 blev der oprettet et kongeligt register over alle værdigenstande i landets klostre. Meningen har sikkert været at undgå, at munkene pantsatte disse genstande for at skaffe penge til mad. Undtaget fra registreringen er tilfælde, hvor værdigenstandens giver eller familie endnu lever og således er i stand til at "holde øje med" genstanden. 
 

Note 71: Man fornemmer, at brødrene har levet med i byens økonomiske liv på linie med alle andre, skønt de jo som gråbrødre ikke måtte befatte sig med penge. Dog har forfatterne her husket at formulere sig "gråbrødremæssigt" korrekt: Det hedder, at guardianen "lod købe" denne gård. 
 

Note 72: Her ser vi igen et udslag af brødrenes trængsel. For at overleve eller for at holde ud i klostret har de måttet skaffe sig penge. Man kan forestille sig brødrenes modvilje, da den kongelige registrering fandt sted. De har nøje lagt mærke til, hvad der blev registreret og hvad ikke, og kun det sidste har de vovet at pantsætte. 
 

Note 73: Borgerne i Horsens klager over, at brødrene nedbryder skillerum og klostret for at skaffe sig penge. Her ser vi muligvis det samme, selv om det ikke siges, hvor brødrene har alle disse brædder fra. Men karakteristisk nok får de korn i bytte. Bemærkningen om, at korn var dyrt det år, er muligvis en bortforklaring. 
 

Note 74: At eje et ur var på den tid formentlig vild luksus. På den anden side: Var der nogen, der havde brug for et ur, var det munkene med alle deres tidebønner. 
 

Note 75: Om hver af de sidste poster kan det bemærkes, at de skal leveres tilbage til sin tid, dvs hvis gråbrødrene igen kommer i besiddelse af deres kloster. 
 

Note 76: Man kan godt forstå, at borgerne ikke ville vise munkene kongebrevet. H. Knudsen gengiver det. Det lyder således: " Borgemester oc raadt wdi Ystedt ffinge breff paa Graabrødre closter wdi theris bye; att the haffue berett for myn herre, at ther er eett Gråbrødre closter wdi theris bye oc the mwncke oc brødre, ther inde ere, predicke oc lære wretferdige lerdom emodt thet hellige euangelium oc gudtz ordt, oc thermett bedrage oc forføre then simpell oc eenfolldige allmwge, oc meentte att brødrene wdi samme closter nødis till wdi fræmtiden thet att offuergiffue oc forlade, thy the icke kwnde fonge theris wndhollding; oc beklagede, att the haffde ingen hospitall wdi theris bye, ther the kwnde indlegge fattige siwge mennischer som ther omgange, begærindis ther fore at Kong^e M^tt will wnde thennom for^ne closter till eett hospitall oc siwge hwss, paa thet att gudtz lowff motte forøgis oc formeris, oc the thess bædre kwnde bekomme theris jeffnchristen then broderlig kierlighedt oc tienniste mett wnderhollding oc andre nøttørfftt, som the thennom effther gudtz budt oc lærdom plictiige oc skylldige ere. Thy haffuer K. M^tt aff synderlig gwnstt oc naade vntt oc tilladett &c., att nar the mwncke oc brødre, som ere wdi samme closter, thet offuergiffuendis oc forladendis worde, eller the kwnde ther wdtt formyndis, tha schall borgemester oc raadt wdi Ystedt annamme, haffue, nyde oc behollde samme Graabrødre closter, effther som thet nw forfwndett er, till eett hospitall oc siwge hwss, att ophollde fattige siwge menniske wdi, oc bruge kircken till theris sogne kircke, ther att lade predicke oc forkynde godtz ordt oc thet hellige euangelium wdi; dog saa, at the schulle hollde oss ther eett herligtt weesenntt wdi closterett mett mag oc kamer, ther K. M^tt oc høgbornne ffurstinde wor kiere husfrwe oc wore efftherkommere koninge wdi Danmarck mett wortt daglige folck, nar K. M^tt eller hans naadis efftherkommere tiidt komendis worde, kwnde haffue wore wærillse wdi, effther som h. n. forfædre, fræmfarne koninger, ther for hans n. hafft haffue. Oc huess ydermere fordeell oc rentte soom kandt giøris aff samme closter, schall alltingeste komme till the siwge menniskes ophollding oc wendis icke wdi noghen anden nytthe eller brugelse wdi noger maade. Cum inhibiciione solita. Datum Haffnie, løverdagen nestt effther søndagen Letare, aar &c. Mdxxxij.

Relator her Mogens Gøye, ridder oc hoffmester."

Altså, borgerne må få klostret, når munkene har forladt og overgivet det, eller når de kan opnå en mindelig overenskomst med dem. 
 

Note 77: Dette svarer meget godt til borgernes anklage mod brødrene i kongebrevet; derimod giver brevet ikke borgerne ret til at uddrive munkene, selv om disse anklager skulle være sande. At munkene skal ud, fordi alle borgere ønsker det, lyder som et rent magtsprog og er det da også, men af den kamp mellem borgere og munke, som pågår over hele landet, kan man forstå, at munkene ikke mere føler borgernes velvilje som nødvendig for deres gerning; måske de aldrig har gjort det. Det sidste: at munkene ikke har flere levnedsmidler, er vel ikke en anklage, kun borgernes ønsketænkning. 
 

Note 78: Det var tilsyneladende i Ystad, at udddrivelsen foregik på den mest voldelige måde, det er i hvert fald herfra, det eneste dødsfald i den anledning er rapporteret. Dog kan man også tænke sig, at det blot ser sådan ud, fordi denne beretning er den ordrigeste og mest udførlige. Den giver i hvert fald et øjebliksbillede af, hvad der egentlig skal forstås ved uddrivelse. Én ting er, at ordet anvendes hyppigt, det fortæller os ikke noget om, hvordan det i praksis er foregået. Det ser ud til, at det mange steder er gået fredeligt til, dvs munkene har bøjet sig for trusler om vold uden at det kom til voldsscener. Men der kan også være steder, hvor borgerne har måttet slæbe munkene ud, som politiet i vore dage fjerner sit-down-demonstranter, og det kan jo godt se ret dramatisk ud. Udtrykket, at borgerne "slæber munkene af sted ved armene, som om de var foragtelige ådsler" kan give et fingerpeg om, hvordan man har båret sig ad.

I Malmøbogen fortæller Peter Laurentsen, at munkene i Malmø, da de var drevet ud af deres kloster, i op til 14 dage fik mad og husly hos borgerne. Man kan tænke sig, at den døende broder Søren var én af de munke, der blev indlogeret hos borgerne. Han siger jo, at hvis han var blevet i sit kloster, var han ikke blevet syg.

Borgerne hævder, at munkene tog levnedsmidlerne med sig, da de blev drevet ud (Erslev, side 417). Det er lidt svært at se, hvordan de skulle have båret sig ad med det. Men hvad enten de tog dem med sig, eller lod dem blive tilbage, som krøniken skriver, det ser ud til, at munkene stadig havde noget at leve af. Og det var jo også derfor, borgerne måtte drive munkene ud på denne voldelige måde. De kunne ikke vente, til al maden var fortæret. 
 

Note 79: Rasmus Olsen er den ene af de to, der regnes for krønikens forfattere. 
 

Note 80: Denne broder Jakob Jensen regnes for den anden af krønikens forfattere. 
 

Note 81: Det er lidt besynderligt, at Næstved-brødrene søger hjælp hos det verdslige rigsråd og ikke Roskilde-biskoppen. Det omtalte kongebrev er udstedt 10. august 1532 (Erslev, side 332) og er mærkeligt derved, at det går ud fra, at klostret et tomt, uden at det dog siges. Borgerne får blot overdraget gråbrødreklostret, og det er ikke brødrene, der tages hensyn til i brevet, men de rettigheder, som Claus Daa eller andre af hans slægt har. Betingelsen for overtagelsen er, at borgerne bruger renterne fra klostret eller fra de bygninger, som bliver opført på klostrets grund, til gavn for fattige og syge i helligåndshuset i byen. 
 

Note 82: Allerede 17. juli 1530 skriver kongen til borgerne i Horsens, at de må få gråbrødrenes kloster, når munkene er ude (Erslev, side 258), men endnu to år efter var det ikke lykkedes borgerne at få munkene ud. Byens lutherske prædikant, Peder Borgsmed, har efterladt os et skrift, en oversættelse af et tysk værk, og det er ikke særlig munkefjendsk, men lader heller ingen i tvivl om, hvordan man som god kristen bør se på munkevæsenet. 
 

Note 83: Manderup Holck til Barritskov nedstammede fra den ridder Niels til Barritskov, som i sin tid (1261) havde skænket en grund i Horsens til brødrene. Hvordan Manderup Holck forsvarede brødrene, er uklart. Det var endnu på den tid tilsyneladende ikke kommet til nogen voldsudøvelse mellem brødrene og borgerne. Formentlig har der været tale om den andre steder omtalte "belejringstilstand", hvor borgerne nægtede selv at give almisse til brødrene og måske også forhindrede dem i at "gå i termen" i de omkringliggende landsogne. De senere begivenheder kunne tyde på, at brødrene manglede penge til levnedsmidler. 
 

Note 84: I kongebrevet, der er udstedt den 17. november 1532 (Erslev side 337), fik borgerne tilladelse til at bruge klosterkirken til sognekirke og klostrets øvrige bygninger til præstebolig, skole og hospital. Man ser af brevet, at borgerne har fremført tre anklager mod munkene. 1) De havde nedbrudt skillerum og huse i klostret og solgt materialerne. 2) De havde ødelagt fire gårde i Horsens, og skønt de af kong Hans havde fået befaling til at genopbygge dem, var det ikke sket. 3) De prædikede fabler og vrang lærdom, som ikke kunne bevises af den hellige skrift og opvakte tvedragt og oprør blandt almuen. Den sidste anklage er den sædvanlige anklage, som lutheranerne alle steder retter mod munkene. Den anden anklage har også været nævnt i kongebrevet af 17. juli, men såfremt munkene har manglet penge, hvad noget tyder på, er det sådan set forståeligt, at de ikke har efterkommet kongens krav. At de har manglet penge, tyder den første anklage på. Man kan tænke sig, at Manderups Holcks forsvar for brødrene har bestået i, at han har forsynet dem med levnedsmidler, muligvis mod til gengæld at erholde noget af tømmeret fra klosterbygningerne. Der har altså bestået nogenlunde det samme forhold mellem ham og munkene i Horsens, som mellem Holger Ulfstand og brødrene i Halmstad (se note 73). 
 

Note 85: Brødrene erklærer sig altså uskyldige, men vil alligevel ikke tage en retssag for at bevise deres uskyld. Hvis de, som det her er fremført, nok har været skyldige i de to første anklager, lyder deres erklæring om ydmyg lydighed lidt hult. Og hvis videre kampen mellem borgere og munke, både her og andetsteds, har været en kamp om noget så jordisk som ejendomsretten eller brugsretten til klostret, så må man nok sige, at det er lidt sent, de er kommet i tanker om, at de da forresten er fremmede og pilgrimme i denne verden. (Hebr 11,13) 
 

Note 86: Det vil sige den 29. december 1532.