Store Galaterbrevskommentar 3c

Luther 1535

Taget fra Erl 22, 350-389.

Indhold:

Tilbage til oversigten!

¹   Praenuntiavit Abrahae: "Benedicentur in te omnes gentes."
          Istas praeclaras et magnificas sententias: "Credidit Abraham etc.", "constitui te patrem etc." et similes, quae fidem maxime commendant, et promissiones spiritualium rerum continent, Iudaei non solum obiter percurrunt, sed etiam cavillantur et depravarit suis stultis et impiis glossis. Sunt enim excaecati et indurati, ideo non vident in his locis agi de fide erga Deum et de justitia coram Deo. .... forkyndte den [skriften] forud Abraham: I dig skal alle folkeslag velsignes" (Gal3.8b)
      Disse meget strålende og storslåede sætninger: "Abraham troede Gud, osv" og "Jeg har indsat dig som stamfader osv." og lignende sætninger, som i allerhøjeste grad forherliger troen og indeholder forjættelser om åndelige ting, har jøderne ikke blot i hast gået hen over, de har også gjort nar af dem og forvansket dem med deres dumme og ugudelige fortolkninger. For de er blinde og forhærdede, derfor ser de ikke, at det i disse skriftsteder handler om tro på Gud og om retfærdighed overfor Gud.

² Eadem perversitate eludunt et hunc insignem de benedictione spirituali locum: "Benedicentur in te omnes gentes", quia dicunt benedicere idem esse, quod laudare, bene precari et gloriosum esse coram mundo etc. Hoc modo benedictum pronuntiant Iudaeum, qui de semine Abrahae natus est, benedictum proselytum, qui colit Deum Iudaeorum, et se eis adjungit. Putant ergo benedictionem nihil aliud esse, quam laudem et gloriam in hoc mundo, quod aliquis possit gloriari se de stirpe et familia Abrahae ortum esse. Sed hoc est depravare, non enarrare sententias scripturae. Med den samme forvendthed sætter de også dette bemærkelsesværdige skriftsted om den åndelige velsignelse: "I dig skal alle slægter velsignes" ud af kraft, fordi de siger, at at velsigne er det samme som at prise, at ønske lykke og forherligelse i verden, osv. På den måde forkynder de den jødiske velsignelse over den, der er født af Abrahams sæd, og proselytternes velsignelse over den, der dyrker jødernes Gud og knytter sig til dem. Altså, de mener, at velsignelse ikke er andet, end ros og ære i denne verden, at man kan rose sig af at nedstamme fra Abrahams slægt og familie. Men det er at fordreje skriftens mening, ikke at udlægge den.

³ Paulus definit et constituit nobis in conspectum per ista verba: (E351) "Credidit Abraham Deo", credentem, justum, habentem promissionem et spiritualem Abraham, qui non sit in errore et veteri carne, qui non sit natus ex Adam, sed ex Spiritu sancto, et de hoc Abraham renovato per fidem et renato per Spiritum sanctum loquitur scriptura, et annuntiat eum fore patrem multarum gentium; item, dandas ei in hereditatem omnes gentes, cum dicit: "Benedicentur in te omnes gentes." Paulus beskriver og stiller os for øje med de ord: "Abraham troede Gud", den troende, retfærdige og åndelige Abraham, der har forjættelsen, som ikke farer vild i sit gamle kød, som ikke er født af Adam, men af Helligånden, og det er om denne ved troen fornyede og ved Helligånden genfødte Abraham, at skriften taler, når den forudsiger, at han vil blive stamfader til mange folkeslag; ligeså, at alle folk skal gives ham til arv, når den siger: "I dig skal mange folkeslag velsignes".

⁴          Hoc vehementer urget Paulus ex scriptura, quae ait Genes. 15. (v. 6.): "Credidit etc." Scriptura igitur Abrahae non tribuit justitiam, nisi credenti, et loquitur de tali Abraham, qualis est coram Deo. Itaque talibus sententiis scripturae depingitur novus Abraham, separatus a conjugio, lecto et generatione carnali, et constituitur qualis est coram Deo, scilicet credens, qui per fidem justificatur, cuique credenti promittit Deus: "Eris pater multarum gentium etc.", item: "Benedicentur in te omnes gentes."        Dette lægger Paulus stor vægt på ud fra skriften, som i 1 Mos 15,6 siger: "Abraham troede osv." Skriften tillægger altså ikke Abraham retfærdighed, medmindre han tror, og den taler om Abraham, som han er overfor Gud. Derfor afmales med disse skriftsteder den ny Abraham, forskellig fra den Abraham, der har ægteskabet, ægtesengen og den kødelige avling, og han fastslår, hvordan han er overfor Gud, nemlig én, der tror, én, der retfærdiggøres gennem troen, og det er til denne Abraham, der tror, at Gud forjætter: "Han vil blive stamfader til mange folkeslag, osv." (1 Mos 17,4) og: "I dig skal mange folkeslag velsignes". (1 Mos 12,3).

⁵ Hoc vocat Paulus scripturam praevenire et conculcare omnes glorias et jactantias Iudaeorum de lege, quia hereditas gentium data est Abrahae non per legem et circumcisionem, sed longe ante illa per solam fidei justitiam. Dermed siger Paulus, at skriften kommer alle jødernes rosen sig og pralerier om loven i forkøbet, for arven, bestående af folkeslagene, blev givet til Abraham ikke gennem loven og omskærelsen, men lang tid før den, alene gennem trosretfærdigheden.

⁶         Ideo gloriatio Iudaeorum inanis est, quod inde benedicti volunt dici, quod semen et filii Abrahae sunt. Est quidem insignis praerogativa et gloria coram mundo, semen Abrahae esse, Rom. 9. sed non item coram Deo. Quare Iudaei hunc locum de benedictione impie depravant, cum de carnali benedictione (E352) tantum exponunt, et vim faciunt scripturae, quae manifestissime loquitur de benedictione spirituali coram Deo, neque aliter intelligi potest et debet.         Derfor er jødernes praleri helt ved siden af, for de vil anses for velsignede, fordi de er Abrahams sæd og børn. Det er ganske vist i verden et overordentligt fortrin og ros at være Abrahams sæd, (Rom 9,4ff), men sådan er det ikke overfor Gud. Derfor fordrejer jøderne dette sted om velsignelsen ganske ugudeligt, når de kun forklarer det om den kødelige velsignelse, og de gør vold på skriften, for den taler ganske åbenlyst om en åndelig velsignelse overfor Gud, og kan og bør ikke forstås anderledes.

⁷ Est igitur haec sententia: "Benedicentur in te". In quo te? In te Abraham credente, vel, in fide tua, vel, in illo Christo (semine tuo) futuro, in quem credis, benedicentur, inquam, omnes gentes, hoc est, omnes gentes erunt filii tui benedicti, quemadmodum tu benedictus es, sicut scriptum est: "Sic erit semen tuum." Således hedder det: "De skal velsignes i dig". I hvilken "dig"? I dig, Abraham, der tror, eller i din tro, eller i den kommende Kristus (dvs din sæd), som du tror på, i dig skal alle folkeslag velsignes, siger jeg dig, det vil sige, alle folkeslag vil blive dine velsignede børn, ligesom du er velsignet, sådan som der står skrevet: "Således skal din sæd blive". (1 Mos 15,5).

⁸          Ex hoc sequitur benedictionem et fidem Abrahae eandem esse, quae nostra est, Christum Abrahae eundem esse, qui noster est. Christum aeque pro peccatis Abrahae mortuum esse, ac pro nostris, Iohann. 8. (v. 56.): "Abraham vidit diem meum, et gavisus est." Omnia ergo sunt eadem. Ideo nequaquam concedendum est Iudaeis, ut extenuent et depravent vocabulum benedictionis.        Heraf følger, at Abrahams velsignelse og tro er den samme som vores, at Abrahams Kristus er den samme, som vores Kristus. Kristus er nemlig i lige så høj grad død for Abrahams synder som for vores, Joh 8,56: "Abraham så min dag og glædede sig". Alt er altså det samme. Derfor skal vi aldrig give jøderne lov til at afsvække og fordreje ordet "velsignelse".

⁹ Ipsi per velum scripturam inspiciunt, ideo non considerant, quid aut de qua re in promissionibus factis patribus agatur, id quod nobis maxime observandum est, tuncque videbimus Deum cum patriarcha Abraham loqui non de lege aut de agendis, sed de credendis, hoc est, Deum loqui cum eo de promissionibus, quae fide apprehenduntur. Quid facit Abraham? Credit illis promissionibus. De ser skriften gennem et slør (2 Kor 3,15), derfor tager de ikke i betragtning, hvad eller hvorom det drejer sig i de løfter, der blev givet fædrene, men det skal vi i høj grad være opmærksomme på, så skal vi se, at Gud talte med patriarken Abraham, ikke om loven eller hvad man skal gøre, men om at tro, det vil sige, Gud talte med ham om de forjættelser, som gribes med troen. Hvad gør så Abraham? Han tror på disse forjættelser.

¹⁰ Quid facit Deus Abrahae credenti? Fidem imputat illi ad justitiam, et addit insuper plures promissiones: "Ego sum protector tuus", "benedicentur in te etc.", "eris pater multarum gentium", "sic erit semen tuum." Haec (E353) argumenta sunt invicta, quae nemo potest cavillari, si diligenter et serio scripturae loci considerentur. Hvad gør Gud da ved den troende Abraham? Han indgyder troen i ham til retfærdighed (n10) , og tilføjer desforuden mange forjættelser: "Jeg er din beskytter", "i dig skal velsignes osv.", "du skal blive stamfader til mange folkeslag", "således skal dit afkom blive". Dette er uigendrivelige argumenter, som ingen kan drille sig fra, hvis de betragter skriftstedet omhyggeligt og alvorligt.

¹¹ Igitur qui ex fide sunt, benedicentur cum fideli Abraham.
        Emphasis et tota vis est in particula "cum fideli Abraham." Manifeste enim distinguit Abraham ab Abraham, ex una et eadem persona faciens duas, quasi dicat: Alius est Abraham operans, alias credens. Cum operante nihil nobis est negotii. Nam si ex operibus justificatus est, habet gloriam, sed non apud Deum. Glorientur sane Iudaei de generante illo Abraham, qui est operator, circumcisus, et servat legem. Altså de, der er af tro, velsignes sammen med den troende Abraham. (Gal3.9)
       Vægten og hele kraft i argumentet ligger i ordene "sammen med den troende Abraham". For han skelner klart mellem Abraham og Abraham, ud af den ene og samme person frembringer han to, som ville han sige: Én ting er den Abraham, der gør gerninger, noget andet er ham, der tror. Vi har intet at gøre med ham, der gør gerninger. For hvis han bliver retfærdiggjort af gerninger, har han sin ære, dog ikke hos Gud. For jøderne roser sig sandelig af den avlende Abraham, som gør gerninger, er omskåret og overholder loven.

¹² Nos gloriamur de Abraham fideli, de quo scriptura pronuntiat, quod per fidem suam reportarit benedictionem justitiae, non solum pro se, sed in omnes, qui credunt, quemadmodum ipse, sicque mundus promittitur Abrahae credenti. Ergo totus mundus benedicitur, hoc est, accipit imputationem justitiae, si crediderit ut Abraham. Men vi roser os af den Abraham, der tror, om hvem skriften erklærer, at han ved sin tro har vundet retfærdighedens velsignelse, ikke blot for sig selv, men i alle, som tror, som han selv, og således for den troende Abraham løfte om verden. Altså velsignes hele verden, det vil sige, den modtager retfærdighedens tilregnelse, hvis den tror som Abraham troede.

¹³         Quare benedictio nihil aliud est, quam promissio evangelii, et benedici omnes gentes est omnes gentes benedictionem audire, vel, benedictionem spiritualem, hoc est, divinam promissionem praedicari et dispergi per evangelium in omnes gentes. Et ex hoc loco prophetae hauserunt multas prophetias intellectu spirituali, ut Psal. 2. (v. 8.): "Postula a me, et dabo tibi gentes hereditatem tuam, et possessionem tuam terminos terrae", et Psal, 19. (v. 5): "In (E354) omnem terram exivit sonus eorum etc."         Derfor er velsignelsen intet andet end forjættelsen om evangeliet, og at alle folk skal velsignes betyder, at alle folk skal høre velsignelsen eller den åndelige velsignelse, det vil sige, høre den guddommelige forjættelse blive prædiket og udbredt gennem evangeliet til alle folk. Og ud fra dette sted har profeterne øst mange profetier i den åndelige forståelse, f. eks. Sl 2,8: "Kræv af mig og jeg vil give dig folkeslag til arv og til eje til verdens ende", og Sl 19,5: "Ud over hele jorden udgør dens røst, osv".

¹⁴ Summa, omnes prophetiae de regno Christi et de divulgando evangelio in orbem terrarum ex hoc loco: "Benedicentur in te etc." manarunt. Quare benedici gentes est eis donari justitiam, et reputari eas justas, non per legem, sed per auditum fidei, quia Abraham nulla alia ratione justificatus est, quam audito verbo promissionis, benedictionis et gratiae. Sicut igitur imputatio justitiae contigit Abrahae per auditum fidei, ita et omnibus gentibus contigit, et adhuc contingit. Ejusdem enim Dei sermo primum in Abraham, postea in omnes gentes
prolatus est. Kort sagt, alle profetierne om Kristi rige og om evangeliets udbredelse over hele jorden stammer fra dette sted: "I dig skal alle jordens slægter velsignes, osv." Derfor, dette, at folkeslagene skal velsignes, betyder, at der skal gives dem retfærdighed, og at de skal regnes for retfærdige, ikke ved loven, men ved at høre i tro, fordi Abraham ikke blev retfærdiggjort på nogen anden måde end ved at høre forjættelsens, velsignelsens og nådens ord. Således fik Abraham altså tilregnelsen af retfærdigheden ved at høre i tro, og således fik også alle folkeslagene det og således får de det indtil nu. For det er den samme Gud, der fremlægger sit ord, først til Abraham bagefter til alle folkeslagene.

¹⁵           Ex his videmus benedicere nihil aliud esse, quam, ut dixi, praedicare et docere verbum evangelii, confiteri Christum, et cognitionem ipsius propagare in omnes gentes, et hoc sacerdotale officium est et juge sacrificium ecclesiae in novo testamento, quae benedictionem illam distribuit praedicando, administrando sacramenta, absolvendo, consolando et tractando verbum gratiae, quod Abraham habuit, quodque erat ejus benedictio, cui cum crederet, benedictionem accepit. Sic et nos eidem credentes benedicimur.       Heraf ser vi, at det at velsigne som sagt ikke er andet end at prædike og lære evangeliets ord, at bekende Kristus, og udbrede erkendelsen af ham til alle folkeslag, og dette er det præstelige embede og vedblivende offer i det ny testamente, som udbreder denne velsignelse ved at prædike, uddele sakramenterne, afløse, trøst og fremstille det nådens ord, som Abraham havde, og som var hans velsignelse, for når han troede det, fik han velsignelsen. Således velsignes også vi, når vi tror.

¹⁶ Ea autem benedictio est gloria, non coram mundo, sed Deo. Audimus enim peccata nobis esse remissa, nosque acceptos Deo, Deum esse patrem nostrum, nos ejus filios, quibus non velit irasci, sed liberare a peccato, morte et omnibus malis, et donare justitiam, vitam et salutem aeternam. Denne velsignelse er en ære, ikke for verden, men for Gud. For vi hører, at vore synder er os forladt, og at vi modtages hos Gud, at Gud er vores fader og vi hans børn, som han ikke vil vredes på, men befri fra synden, døden og alt ondt, og give retfærdighed, liv og evig frelse.

¹⁷ De illa benedictione, ut dixi, passim prophetae concionantur, qui non tam frigide (E355) inspexerunt promissiones patribus factas, ut impii Iudaei, et hodie sophistae et homines fanatici, sed summa diligentia eas legerunt et expenderunt, et quaecunque de Christo ac ejus regno vaticinati sunt, ex illis hauserunt. Sic prophetia Hoseae 13. (v. 14.): "De morte redimam eos, ero mors tua o mors etc." et similes aliorum prophetarum, omnes manarunt ex promissionibus istis, in quibus Deus promisit patribus contritionem capitis serpentis et benedictionem omnium gentium. Om den velsignelse prædikede profeterne som sagt overalt, for de så ikke på løfterne til fædrene med samme ligegyldighed som de ugudelige jøder og i vore dage sofisterne og de fanatiske mennesker, men de læste dem og lagde vægt på dem med den største omhu, og alt, hvad de forudsagde om Kristus og hans rige, øste de heraf. Det gjorde f. eks. Hoseas profeti, 13,14: "Jeg vil udløse dem fra døden, jeg vil være din død, o død". Dette og lignende profetier fra de andre profeter, stammer altsammen fra disse forjættelser, hvor Gud lovede fædrene, at slangens hoved skulle knuses og alle folkeslag skulle velsignes.

¹⁸         Porro si gentes sunt benedictae, hoc est, si coram Deo reputantur justae, tum sequitur eas liberas a peccato et morte, et participes esse justitiae, salutis et vitae aeternae, non propter opera, sed propter fidem in Christum. Ideo, ut dixi, locus Gen. cap. 12. (v. 3.): "Benedicentur in te etc." non loquitur de benedictione oris, sed de tali benedictione, quae pertinet ad reputandam justitiam, quae valet coram Deo, et redimit a maledictione peccati et ab omnibus, quae peccatum comitantur.       Hvis endvidere hedningerne er velsignede, det vil sige, hvis de hos Gud regnes for retfærdige, da følger deraf, at de er fri for synd og død og har del i retfærdighed, frelse og evigt liv, ikke på grund af gerninger, men på grund af tro på Kristus. Derfor taler som sagt stedet her, 1 Mos 12,3: "I dig skal alle folkeslag velsignes, osv", ikke om den velsignelse, man giver med munden, men om den velsignelse, som hører med til at få tilregnet retfærdighed, som har noget at sige overfor Gud, og løskøber fra syndens forbandelse og fra alt, hvad følger med synden.

¹⁹ Ea autem benedictio tantum per fidem accipitur, quia textus manifeste dicit: "Credidit Abraham etc." Ideo est mera spiritualis benedictio, et sola meretur dici benedictio, quae etiamsi a mundo, ut certe fit, maledicitur, tamen valet coram Deo. Locus igitur iste potens est, quod, qui ex fide sunt, percipiant hanc benedictionis promissionem, factam Abrahae credenti. Atque ita praeoccupat Paulus argumentum Iudaeorum, quo jactant Abraham generantem, operantem et coram hominibus justum, non credentem. (E356) Men den velsignelse fås kun gennem troen, for teksten siger udtrykkelig: "Abraham troede Gud, osv." Derfor er det en rent åndelig velsignelse, som, skønt den forbandes af verden, hvad den bestemt bliver, dog gælder noget for Gud. Altså er stedet her et kraftigt skriftsted, at de, der er af tro, modtager denne forjættelse om velsignelse, som blev givet til den troende Abraham. Og således kommer Paulus jødernes argument i forkøbet, når de praler af den avlende, handlende og overfor mennesker retfærdige Abraham, og ikke af den troende.

²⁰          Quemadmodum autem Iudaei gloriantur tantum de Abraham operante, ita papa solum proponit Christum operantem seu exemplum Christi. Qui, inquit, vult pie vivere, illum oportet ambulare, sicut Christus ambulavit, juxta illud ipsius dictum Iohann. 13. (v. 15.): "Exemplum dedi vobis, ut, quemadmodum feci, ita et vos faciatis." Non negamus Christi exemplum esse piis imitandum, et bene operandum, sed per hoc nun fiunt coram Deo justi.        Men ligesom jøderne kun roste sig af den Abraham, der gør gerninger, således fremstiller paven kun den Kristus, der gør gerninger, eller Kristus som eksempel. Han siger jo, at den, der vil leve fromt, han bør vandre, som Kristus vandrede, ifølge ordet fra Joh 13,15: "Jeg gav jer et eksempel, for at, som jeg har gjort, sådan skal også I gøre". Vi nægter ikke, at de fromme skal efterfølge Kristi eksempel og gøre godt, men derigennem bliver de ikke retfærdige overfor Gud.

²¹ Neque Paulus hic instituit disputationem, quid nos facere debeamus, sed qua ratione justificemur. Ibi solus Christus proponendus est moriens pro peccatis, et resurgens pro justitia nostra, et fide apprehendendus est ut donum, non ut exemplum. Hoc ratio non intelligit, ideo ut Iudaei imitantur Abraham operantem, non credentem, ita papistae et omnes justitiarii intuentur et apprehendunt Christum non justificantem, sed operantem, eaque re tantum longius recedunt a Christo, a justitia et salute. Og Paulus tager her heller ikke det problem op, hvad vi skal gøre, men hvordan vi bliver retfærdiggjort. I den sammenhæng skal Kristus stilles os for øje, alene som den, der er død for vore synder og oprejst for vor retfærdighed, og som den, der skal gribes i tro som en gave, ikke som et eksempel. Det forstår fornuften ikke, derfor ligesom jøderne efterlignede den Abraham, der gjorde gerninger, ikke den Abraham, der troede, således ser og griber papisterne og alle gerningsretfærdige ikke den retfærdiggørende Kristus, men den Kristus, der gør gerninger, og derved fjerner de sig blot endnu længere fra Kristus, fra retfærdigheden og fra frelsen.

²² Ut autem Iudaeos, qui salvati sunt, oportuit imitari Abraham credentem, ita nos, si a peccatis liberari et salvari volumus, fide apprehendere oportet Christum justificantem et salvantem, quem et ipse Abraham apprehendit, ac per eum benedictus est. Men ligesom jøderne, der blev frelst, skulle gribe den Abraham, der troede, sådan skal vi, hvis vi vil befris fra synderne og frelses, med troen gribe den Kristus, der retfærdiggør og frelser, ham, som også Abraham selv greb, og gennem hvem han blev velsignet.

²³          Fuit quidem insignis gloria, quod Abraham jubente Deo circumcisionem accepit, quod excellentibus virtutibus erat praeditus, quod in omnibus obediebat Deo, ut magna laus et felicitas est, imitari exemplum Christi operantis, diligere proximum, benefacere male (E357) merentibus, orare pro inimicis, patienter ferre ingratitudinem eorum, qui bonum malo rependunt. Sed hoc nihil ad justitiam coram Deo.         Det var da en overordentlig stor herlighed, at Abraham på Guds befaling modtog omskærelsen, at han var udrustet med udmærkede dyder, at han i alle ting adlød Gud, ligesom det er en stor ros og lykke at efterligne den Kristus, der gør gerninger, at elske næsten, at velsigne dem, der har fortjent ondt, at bede for sine fjender, at bære deres utaknemlighed tålmodigt, som gengælder godt med ondt. Men det har intet at gøre med retfærdigheden overfor Gud.

²⁴ Abrahae non profuerunt sua egregia benefacta, ut coram Deo justus pronuntiaretur, ita nec imitatio exempli Christi nos coram Deo justos facit. Ad hoc enim ut justi simus coram Deo, longe majus pretium requiritur, quam est aut justitia humana, aut legis. Hic Christum habere nos oportet, qui benedicat et salvet nos, ut Abraham eum habuit benedictorem et salvatorem. Quo modo? Non per opera, sed per fidem. Abrahams udmærkede velgerninger gavnede ham ikke, så han blev erklæret retfærdig overfor Gud, og på samme måde gør det, at vi efterligner Kristi eksempel os ikke retfærdige overfor Gud. Hvis vi skal være retfærdige overfor Gud, kræves der en langt højere pris, end enten en menneskelig retfærdighed eller en lovens retfærdighed. Hertil behøves Kristus, som velsigner og frelser os, ligesom Abraham havde Kristus som velsigner og frelser. Hvordan? Ikke gennem gerninger, men gennem tro.

²⁵ Ideo ut longe aliud est Abraham credens, quam operans, ita longe aliud est Christus benedicens et redimens, quam operans, aut, ut ita dicam, exemplaris. Agit autem hic Paulus de Christo redimente et Abraham credente, non de Christo exemplo et Abraham operante. Ideo significanter et magna emphasi addit: "Qui ex fide sunt, benedicuntur cum fideli Abraham. Derfor, ligesom der er stor forskel på den Abraham, der tror, og ham, der gør gerninger, sådan er der stor forskel på den Kristus, der velsigner og frikøber, og ham, der gør gerninger, eller om jeg så må sige er et eksempel. Men Paulus taler her om den Kristus, der forløser, og den Abraham, der tror, ikke om Kristus som et eksempel og om Abraham som den, der gør gerninger. Derfor tilføjer han understreget og med stort eftertryk: "De, der er af tro, velsignes sammen med den troende Abraham.

²⁶          Tantum separandus est igitur Abraham fidelis ab operante, quantum distat coelum a terra. Fidelis plane est divinus homo, filius Dei, heres orbis terrarum, victor mundi, peccati, mortis, diaboli etc. Ideo satis laudari non potest. Illum fidelem Abraham non sinamus abstrusum in sepulchro, ut Iudaeis est, sed summis laudibus extollamus et praedicemus eum, et nomine ipsius coelum et terram repleamus, ut prae hoc fideli Abraham nihil prorsus videamus de Abraham operante.         Den troende Abraham og den Abraham, der gør gerninger, skal altså adskilles lige så langt fra hinanden som himmel og jord. Den troende er et helt ud guddommeligt menneske, Guds søn, arving til jordens flade, sejrherre over verden, synden, døden, djævelen, osv. Denne troende Abraham skal vi ikke lade være gemt bort i graven, sådan som han er det for jøderne, men vi skal berømme ham med de største lovprisninger og forkynde ham, og vi skal opfylde himmel og jord med hans navn, så at vi slet ikke kan få øje på den Abraham, der gør gerninger, for den troende Abraham.

²⁷ Loquentes enim de Abraham fideli sumus in coelo, postea vero facientes ea, quae Abraham operans fecit, quae fuerunt humana et terrena, non (E358) divina et coelestia (nisi quatenus ei donata erant divinitus), conversamur inter homines in terra. Credens igitur Abraham implet coelum et terram. Sic unusquisque christianus implet coelum et terram fide sua, ut praeter eam nihil videre debeat. For når vi taler om den troende Abraham, er vi i himlen, men når vi bagefter gør det, som den Abraham, der gjorde gerninger, gjorde, hvilket var menneskeligt og jordisk, ikke guddommeligt og himmelsk (undtagen for så vidt det var givet ham fra himlen), færdes vi blandt mennesker på jorden. Altså opfylder den troende Abraham himmel og jord. Således opfylder enhver kristen himmel og jord med sin tro, så man slet ikke bør se noget udover den.

²⁸           Ex vocabulo "benedicentur" colligit nunc Paulus aliud argumentum a contrario. Est enim scriptura plena antithesibus, et ingeniosi hominis est cernere antitheses in scripturis, ac per eas interpretari ejus sententias, ut hic benedictionis vocabulum mox affert contrarium, scilicet maledictionem.       Ud fra ordet "de skal velsignes" henter Paulus nu et nyt bevis fra dets modsætning. Skriften er nemlig fuld af modsætninger, og et begavet menneske har til opgave at bestemme modsætningerne i skriften og ud fra dem at fortolke dens mening, sådan som ordet "velsignelse" straks bringer sin modsætning "forbandelse" med sig.

²⁹ Cum enim ait scriptura omnes gentes benedici in fide, vel fideli Abraham, necessario sequitur omnes tam Iudaeos quam gentes extra fidem vel credentem Abraham maledictos esse. Siquidem Abrahae data est promissio benedictionis omnium gentium, ergo benedictio nusquam exspectanda est, quam in promissione Abrahae, jam invulgata per evangelium in orbem terrarum. Igitur quidquid extra illam est, maledictum est, hocque Paulus clarissime docet, cum ait: For når skriften siger, at alle folkeslag er velsignet i troen eller i den troende Abraham, følger det nødvendigvis deraf, at alle, både jøder og hedninger, der er udenfor troen eller udenfor den troende Abraham, er forbandede. Hvis der blev givet Abraham forjættelse om velsignelse for alle folkeslag, så kan velsignelsen kun forventes i Abrahams forjættelse, den, der nu ved evangeliet er blevet bekendtgjort over hele jorden. Derfor er det, der er udenfor den, forbandet, og det lærer Paulus fuldstændig klart, når han siger:

³⁰ Quicunquc enim ex operibus legis sunt, sub maledicto sunt.
        Hic vides maledictionem diluvium quoddam esse, absorbens quidquid est extra Abraham, hoc est, extra fidem et promissionem benedictionis Abrahae. Si autem lex ipsa per Mosen divino mandato tradita eos maledictioni obnoxios facit, qui sub ea sunt, multo (E359) magis hoc facient leges seu traditiones humana ratione inventae. For alle de, der er af lovgerninger, er under forbandelse. (Gal3.10)
       Her ser du, at forbandelsen er en slags syndflod, der opsluger hvad der er udenfor Abraham, det vil sige, udenfor troen og forjættelsen om Abrahams velsignelse. Men hvis loven selv, der blev overleveret dem gennem Moses ved guddommelig befaling, gør dem skyldige, der er under den, så gør meget mere menneskelige love eller traditioner opfundet af den menneskelige fornuft os skyldige.

³¹ Qui igitur volet evadere maledictionem, apprehendat promissionem benedictionis seu fidem Abrahae, aut sub maledicto manebit. Ex hoc igitur loco: "Benedicentur in te etc." sequitur omnes gentes ante, sub et post Abraham maledictas et in aeternum maledictioni obnoxias manere, nisi in fide Abrahae benedicantur, cui data est promissio benedictionis per semen suum in totum mundum invulganda. Den, der altså vil undgø forbandelsen, han skal holde sig til forjættelsen om velsignelse elller til Abrahams tro, ellers vil han forblive under forbandelse. Altså følger det af dette sted: "I dig skal alle folkeslag velsignes", at alle folkeslag før, under og efter Abraham er forbandede og forbliver under evig forbandelse, medmindre de velsignelses i Abrahams tro, han, der fik løftet om velsignelse i hans sæd, udbredt over hele verden.

³²         Ista valde prodest nosse, quia valent ad consolandas conscientias, deinde ut discamus longissime separare justitiam fidei a justitia carnis seu civili. Paulus enim hic versatur in loco theologico et spirituali coram Deo, non politico, ne aliquis ineptus cavilletur eum maledicere ac damnare leges politicas et eos, qui magistratum gerunt. Laborat hic Hieronymus, nihil dicens, quod ad rem facit, et sophistae hic magis muti quam pisces sunt.        Dette er meget vigtigt at vide, fordi det er godt til at trøste samvittighederne og til at vi kan lære at adskille troens retfærdighed fra kødets eller den borgerlige retfærdighed. For Paulus befinder sig her på det teologiske og åndelige område overfor Gud, ikke på det politiske område, hvis da ikke nogen vil gøre grin med ham, at han forbander og fordømmer de politiske love og dem, der beklæder et embede. Her er Hieronymus i forlegenhed, for han kan ikke sige noget, der har med sagen at gøre, og sofisterne er her tavse som østers.

³³ Ideo lectores admonendi sunt hic non agi de civilibus legibus, moribus et rebus politicis, quae ordinationes Dei sunt, et res bonae, quas alibi scriptura approbat et commendat, sed de justitia spirituali, qua coram Deo justificamur, et dicimur filii Dei in regno coelorum. In summa nihil hic agitur de ista corporali vita, sed de aeterna, ubi non est speranda benedictio vel quaerenda justitia per legem, traditiones humanas, aut quidquid in hac vita nominali potest, praeter promissionem benedictionis Abrahae. Derfor skal lærerne formanes om, at det her ikke drejer sig om de borgerlige love, skikke og politiske sager, som er Guds ordninger og gode indretninger, som skriften andetsteds godkender og anbefaler, men om den åndelige retfærdighed, hvorved vi retfærdiggøres overfor Gud, og får sagt til os, at vi er Guds børn i himmeriget. Kort sagt, intet drejer sig her om det legemlige liv, det drejer sig om det evige, hvor man ikke kan håbe på eller søge efter velsignelse eller retfærdighed gennem loven, gennem menneskelige traditioner eller hvad ellers man kan nævne i dette liv, det fås kun gennem forjættelsen om Abrahams velsignelse.

³⁴ Maneant leges et ordinationes civiles in suo ordine et loco, ferat sane oeconomus et (E360) magistratus leges optimas ac pulcherrimas, illae tamen non liberant a maledictione coram Deo. Regnum Babylonis divinitus constitutum et traditum regibus habebat optimas leges, et omnibus gentibus mandatum erat, ut illis obedirent, veruntamen illa obedientia legum non liberabat a maledictions legis divinae. Sic nos obedimus legibus imperialibus, sed per hoc non sumus justi coram Deo, versamur enim hic in alio loco. Lovene og de borgerlige indretninger skal forblive i deres orden og på deres sted; en husholder og en øvrighedsperson kan give de bedste og smukkeste love, men disse befrier ikke fra forbandelsen overfor Gud. Det babyloniske rige var oprettet af Gud, overgivet til konger og havde de bedste love, og det var foreskrevet alle folkeslag, at de skulle adlyde dem, men denne lydighed mod lovene befriede ikke fra den guddommelige lovs forbandelse. Således skal vi adlyde kejserens love, men derigennem bliver vi ikke retfærdige overfor Gud, for her befinder vi os på et andet område.

³⁵         Non frustra urgeo et inculco tam diligenter hanc distinctionem. Valde enim prodest eam tenere, quanquam pauci eam observent et teneant. Deinde facilis est commixtio justitiae coelestis et politicae.        Det er ikke uden grund, at jeg lægger vægt på og betoner denne adskillelse så omhyggeligt. For det er nemlig af stor betydning at fastholde den, selv om kun få adlyder den og overholder den. Forøvrigt er det let at sammenblande den himmelske retfærdighed og den politiske retfærdighed.

³⁶ In justitia politica sunt spectandae leges et opera, sed in spirituali, divina et coelesti prorsus ex oculis removendae sunt omnes leges et opera, et sola promissio et benedictio Abrahae inspicienda est, quae proponit Christum benedictorem, largitorem gratiae et salvatorem, ita ut spiritualis justitia sine lege et operibus pure intueatur gratiam et benedictionem per Christum exhibitam, ut erat Abrahae promissa et ab eo credita. I den politiske retfærdighed skal man se hen til lovene og gerningerne, men i den åndelige eller guddommelige eller himmelske retfærdighed skal alle love og gerninger fjernes fra ens øjne, og man skal alene se på forjættelsen og velsignelsen til Abraham, som fremstiller Kristus som velsigneren, uddeleren af nåden og frelseren, således at den åndelige retfærdighed uden lov og gerninger alene har nåden og velsignelsen for øje, den, der er blevet tilbudt i Kristus, ligesom den blev forjættet Abraham og troet af ham.

³⁷ Ex hoc facile apparet hoc argumentum esse fortissimum. Nam si per solum Christum speranda et accipienda est benedictio, necessario sequitur a contrario, quod per legem non accipiatur, quia benedictio tradita est ante et sine lege credenti Abrabae. Ea autem fide, qua ipse credidit in futurum Christum benedictorem, eadem nos credimus in praesentem, sicque fide justificamur, ut Abraham fide justificatus est. Ergo qui sub lege sunt, non benedicuntur sed manent obnoxii maledictioni. (E361) Heraf fremgår det let, at dette argument er meget stærkt. For hvis man alene gennem Kristus kan håbe på og modtage velsignelse, så følger nødvendigvis ud fra modsigelsens grundsætning, at den ikke kan modtages gennem loven, for velsignelsen blev overleveret før og uden lov til den troende Abraham. Men med den tro, hvormed han troede på velsignelsen i den kommende Kristus, med den samme tro tror vi på den nærværende Kristus, og således retfærdiggøres vi ved tro, ligesom Abraham blev retfærdiggjort ved tro. Altså, de, der er under loven, velsignes ikke, men forbliver skyldige til forbandelse.

³⁸          Hoc papa et episcopi credere et ferre non possunt, nec volunt, nec nos tacere convenit. Oportet enim nos veritatem fateri et dicere papatum esse maledictum, caesaris leges et jura esse maledicta, quia juxta Paulum, quidquid est extra promissionem et fidem Abrahae, maledictum est. Hoc audientes adversarii statim invertunt et calumniantur verba nostra, quasi doceamus magistratum non afficiendum honore, sed concitemus seditionem contra caesarem, damnemus omnes leges, dissolvamus et dissipemus respublicas etc.       Dette kan paven og biskopperne ikke tro og udholde, og de vil det heller ikke; men vi bør ikke tie. Vi bør nemlig indrømme sandheden og sige, at pavedømmet er forbandet, kejserens love og ret er forbandet, fordi ifølge Paulus er alt, hvad der er udenfor Abrahams forjættelse og tro, forbandet. Når modstanderne hører det, vender de det straks om og bagtaler vore ord, som om vi lærte, at han ikke skulle give øvrigheden ære, og som om vi opfordrede til oprør mod kejseren, fordømte alle love, opløste staterne og splittede dem ad, osv.

³⁹ Sed insigni injuria nos afficiunt, distinguimus enim inter benedictionem corporalem et spiritualem, et dicimus caesarem benedictum benedictione corporali, quia habere regnum, leges, ordinationes civiles, habere uxorem, liberos, domum, agros benedictio est, ista enim omnia sunt bonae creaturae divinitus datae, sed ista corporali benedictione, quae temporalis est et finem habet, non liberamur ab aeterna maledictione. Men de gør os stor uret med det. Vi skelner nemlig mellem den legemlige og den åndelige velsignelser, og vi siger, at kejserens velsignelse er en legemlig velsignelse, for at have et rige, at have love, borgerlige ordninger, at have en hustru, at have børn, at have et hjem og marker er en velsignelse, for alt sådant er en god skabning, giver os af Gud, men det er en legemlig velsignelse, som er timelig og har sin afslutning, og vi befries ikke fra den evige forbandelse.

⁴⁰ Ideo non damnamus leges, neque seditiosi sumus contra caesarem, sed docemus ei parendum, eum timendum, venerandum et adorandum esse, sed civiliter. Ubi vero theologice loquimur de benedictione, ibi constanter dicimus cum Paulo, omnia, quae extra promissionem et fidem Abrahae sunt, maledicta esse, manereque sub maledicto coelesti et aeterno. Ibi enim vita post hanc praesentem, et alia benedictio post corporalem exspectanda est. Derfor fordømmer vi ikke love, og vi er heller ikke oprørske imod kejseren, men vi lære, at man skal adlyde ham, frygte ham, ære og beundre ham, men man skal gøre det som borger. Men hvor vi taler teologisk om velsignelsen, dèr siger vi hele tiden med Paulus, at alt, hvad der er udenfor Abrahams forjættelse og tro, er forbandet, og forbliver under den himmelske og evige forbandelse. For her kan man nemlig forvente et liv efter dette, og man kan forvente en anden velsignelse efter den legemlige.

⁴¹          In summa, nos dicimus omnes res corporales esse bonas Dei creaturas. Ideo habere uxorem, liberos, (E362) facultates, habere leges, politicas ordinationes et ceremonias, sunt benedictiones divinae in suo loco, hoc est, sunt benedictiones temporales, pertinentes ad hanc vitam. Sed has confundunt et commiscent omnium aetatum justitiarii, Iudaei, papistae, sectarii etc., quia non distinguunt inter benedictiones corporales et spirituales.        Kort sagt, vi siger, at alle legemlige ting er Guds gode skabninger. Derfor er dette at have en hustru, at have børn, at have formue, at have love, at have politiske indretninger og skikke, det er velsignelser fra Gud på sit sted, det vil sige, det er timelige velsignelser, som har med dette liv at gøre. Men de gerningsretfærdige til alle tider, jøder, papister, sekterere, osv., forvirrer og sammenblander disse ting, fordi de ikke skelner mellem legemlige og åndelige velsignelser.

⁴² Ideo dicunt: Nos legem habemus, ea est bona, sancta et justa, ergo per eam justificamur. Quis negat legem esse bonam etc.? Sed est etiam lex maledictionis, peccati, irae et mortis. Ideo distingue hic benedictionem corporalem a spirituali, et dic Deum habere duplicem benedictionem, corporalem pro hac vita, et spiritualem pro aeterna vita. Itaque habere opes, liberos etc. dicimus esse benedictionem, sed in suo gradu, hoc est, pro praesenti vita. Derfor siger de: Vi har loven, den er god, hellig og retfærdig, ergo retfærdiggøres vi ved den. Hvem nægter, at loven er god, osv? Men loven er også forbandelsens, syndens, vredens og døden lov. Derfor skal du her skelne mellem en legemlig velsignelse og en åndelig, og du skal sige, at Gud har en dobbelt velsignelse, en legemlig for dette liv, og en åndellig for det evige liv, osv. Derfor siger vi, at det at have rigdom, børn, osv, er en velsignelse, men en velsignelse på sit trin, det vil sige, en velsignelse for dette liv.

⁴³ Pro aeterna autem vita non satis est nos habere corporales benedictiones, illis enim maxime abundant etiam impii; non satis est nos habere justitiam civilem et legalem, quia et hac maxime impii florent. Ista dona sua dispergit Deus in orbem gratuito in malos et bonos, sicut solem oriri sinit super malos et bonos, et pluviam mittit super justos et injustos, est enim dives in omnes, et parum est ipsi totam rerum creaturam subjicere pedibus impiorum. Rom. 8. (v. 20.): "Vanitati creatura subjecta est non volens." Men til det evige liv er det ikke nok, at vi har de legemlige velsignelser, dem har nemlig de ugudelige også rigeligt af; det er ikke nok, at vi har en borgerlig eller legal retfærdighed, for det udmærker de ugudelige sig i høj grad ved. Disse gaver udstrør Gud gratis udover jorden til onde og gode, ligesom han lader solen stå op over onde og gode, og sender regnen med over retfærdige og uretfærdige, (Matt 5,45) han er nemlig rig mod alle, og det er kun en ringe sag for ham at lægge alle ting i den skabte verden ned under de ugudeliges fødder, jvfr Rom 8,20: "Skabningen blev mod sin vilje underlagt forgængeligheden".

⁴⁴ Itaque qui tantum habent benedictiones illas corporales, non ideo sunt filii Dei, benedicti coram Deo spiritualiter, ut Abraham, sed sub maledicto sunt, ut (E363) Paulus ait: "Quicunque sub operibus legis sunt, sub maledicto sunt." Derfor er de, der har disse legemlige velsignelser, ikke af den grund Guds børn, eller er velsignet overfor Gud med en åndelig velsignelse, ligesom Abraham, men de er under forbandelse, som Paulus siger: "Enhver, der er under lovens gerninger, er under forbandelse". (Gal3.10)

⁴⁵         Paulus universali propositione dicere potuisset: Quidquid extra fidem est, sub maledicto est. Hoc non facit, sed accipit hoc, quod extra fidem est optimum, maximum ac pulcherrimum inter benedictiones corporales mundi, scilicet legem Dei. Ea quidem, inquit, sancta et divinitus tradita est, nihil tamen aliud efficit, quam quod subjicit omnes homines maledicto, et retinet sub maledicto.         Paulus havde kunnet sige det som et alment udsagn: Alt, hvad der er udenfor troen, er under forbandelse. Det gør han ikke, men han tager det, som udenfor troen er det bedste, største og smukkeste blandt verdens legemlige velsignelser, nemlig Guds lov. Og han siger, at selv om den er hellig og guddommelig overleveret, udfører den dog ikke andet, end at den underkaster alle mennesker under forbandelse og holder dem fast under forbandelsen.

⁴⁶ Si autem lex divina maledicto homines subjicit, multo magis inferiores leges et benedictiones hoc faciunt, et ut recte et clare intelligi possit, quid Paulus vocet sub maledicto esse, probat et declarat hoc testimonio scripturae, dicens: Men hvis den guddommelige lov underkaster mennesker under forbandelse, hvor meget mere vil så ikke de lavere love og velsignelser gør det, og for at det kan forstås ret og klart, hvad Paulus kalder at være under forbandelse, beviser og forklarer han det ved skriftens vidnesbyrd, idet han siger:

⁴⁷ Scriptum est enim: "Maledictus omnis, qui non permanserit in omnibus, quae scripta sunt in libro legis, ut faciat ea."
       Hoc testimonio ex cap. 27. (v. 26.) Deuter. adducto Paulus probare vult omnes, qui sub lege aut operibus legis sunt, maledictos esse, seu sub maledicto, hoc est, sub peccato, ira Dei, aeterna morte et omnibus malis, esse. Loquitur enim, ut supra dixi, non de corporali seu politica, sed de spirituali et aeterna maledictione, quam necesse est aeternae mortis et inferni maledictionem esse, estque haec mirabilis probatio, quia Paulus affirmativam sententiam, scilicet: "Quicunque ex operibus legis sunt, sub maledicto sunt", probat per hanc negativam, quam ex Mose mutuatus est: "Maledictus omnis, qui non permanserit in (E364) omnibus etc." For der står skrevet: "Forbandet er enhver, som ikke forbliver i alt, hvad der er skrevet i lovbogen, så han gør det." (Gal3.10b)
        Med dette vidnesbyrd fra 5 Mos 27,26 vil Paulus bevise, at alle, der er under loven eller under lovens gerninger, er forbandede eller under forbandelse, det vil sige, under synd, under Guds vrede, under evig død og alt ondt. For som ovenfor sagt taler han ikke om den legemlige eller politiske, men om den åndelige og evige forbandelse, som nødvendigvis må være en forbandelse til evig død og helvede, og det er en besynderlig bevisførelse, fordi Paulus beviser den bekræftende sætning, nemlig denne: "Enhver, der er af lovgerninger, er under forbandelse" ud fra den negative sætning, som han har taget fra Moses: "Forbandet er enhver, som ikke forbliver i alt det, osv".

⁴⁸ Sunt ergo hae duae sententiae Pauli et Mosi omnino dissidentes, Pauli: Quicunque fecerint opera legis, maledicti sunt; Mosi: Quicunque non fecerint opera legis, maledicti sunt. Quomodo igitur conciliari possunt, aut, quod plus est, altera per alteram probari? Qualis, quaeso, esset probatio, si hanc sententiam: Si servaveris mandata Dei, intrabis in vitam, velim per illam probare: Si non servaveris mandata Dei, intrabis in vitam? Nonne contrarium per contrarium probarem? Bella profecto probatio, et tamen haec Pauli probatio plane similis est. Hunc locum nemo intelligit, nisi probe teneat articulum justificationis. Hieronymus satis quidem sudat, sed inexplicatum relinquit. Der er altså to helt modstridende sætning, at Paulus og af Moses, den af Paulus siger: Enhver, der gør lovens gerninger, er forbandet; den af Moses: Enhver, der ikke gør lovens gerninger, er forbandet. Hvordan kan de bringes til at stemme overens? Eller, hvad mere er: Hvordan kan man bevise den ene med den anden? Hvad skulle det være for en bevisførelse, spørger jeg, hvis jeg ville bevise den sætning: Hvis du overholder Guds bud, vil du gå ind til livet, med den sætning: Hvis du ikke overholder Guds bud, vil du gå ind til livet? Mon ikke jeg så skulle bevise det modsatte med det modsatte? Det ville sandelig være en køn bevisførelse, og dog er Paulus' bevisførelse fuldstændig den samme. Dette sted kan ingen forstå, hvis han ikke tilbunds holder fast ved artiklen om retfærdiggørelse. Hieronymus sveder meget over det, men han forlader det uden at have forklaret det.

⁴⁹        Paulus absque dubio hunc locum copiosius tractavit apud Galatas; alioqui cum hic obiter et breviter tantum attingat eum, non intellexissent Galatae, quid Paulus sibi vellet. Sed quia prius audierant illum explicari ab eo, jam admoniti, statim revocatur eis in memoriam. Non sunt autem hae duae sententiae pugnantes, sed prorsus consentientes.        Paulus har uden tvivl drøftet dette sted mere indgående, mens han var hos galaterne; ellers ville galaterne ikke have forstået, hvad Paulus ville dem, når han her kun berører det i forbigående og kortfattet. Men fordi de først havde hørt stedet blive forklaret af ham, og nu bliver mindet om det, genkaldes det straks i deres erindring. Men disse to sætninger står ikke i modstrid med hinanden, det stemmer fuldstændig overens.

⁵⁰ Ad eundem enim modum et nos docemus: "Non auditores legis justi sunt apud Deum, sed factores legis justificabuntur", Rom, 2. (v. 13.), et econtra: "Qui ex operibus legis sunt, sub maledicto sunt." Articulus enim justificationis dicit: "Quidquid est extra fidem Abrahae, maledictum est", et tamen justificatio legis debet in nobis impleri, Rom. 8. (v, 4). Ista homini ignoranti doctrinam fidei maxime inter se pugnare videntur, et non aliter sonare quam illa prorsus absurda sententia: Si legem impleveris, non impleveris, si non impleveris, impleveris. (E365) For også vi lærer på samme måde: "Ikke lovens hørere er retfærdige hos Gud, men lovens gørere retfærdiggøres", (Rom 2,13), og modsat: "De, der er af lovgerninger, er under forbandelse". For artiklen om retfærdiggørelse siger: "Hvad der er udenfor Abrahams tro, er forbandet", og dog bør lovens retfærdiggørelse fuldkommes i os (Rom 8,4). Disse ting forekommer for det menneske, der er uvidende om troens læresætning, at stride imod hinanden på det kraftigste, og det kan ikke lyde anderledes [for det menneske] end denne fuldstændig absurde sætning: Hvis du opfylder loven, opfylder du den ikke, hvis du ikke opfylder den, opfylder du den.

⁵¹          Qua re primum omnium videndum est, in quo loco Paulus versetur, quid agat, et quomodo inspiciat Mosen. Versatur autem, ut jam saepe dixi, in loco spirituali, extra politiam et omnes leges, et aliis oculis inspicit Mosen, quam hypocritae et pseudoapostoli, exponitque legem spiritualiter. Quare tota vis sita est in vocabulo faciendi. Facere autem legem non est tantum externe, sed recte et perfecte facere. Sunt itaque duplices legis factores, alii, qui sunt ex operibus legis, contra quos agit et pugnat Paulus in tota hac epistola, alii, qui sunt ex fide, de quibus paulo post dicemus.         I denne sag skal man først af alt lægge mærke til, hvilket område Paulus beskæftiger sig med, hvad han siger, og hvordan han ser på Moses. Og som jeg allerede ofte har sagt, han beskæftiger sig her med det åndelige område, det, der ligger ud over det borgerlige område med alle dets love, og han ser med andre øjne på Moses, end hyklerne og de falske apostle, og det er en åndelig lov, han udlægger. Hele vægten ligger derfor på ordet "at gøre". Men at gøre loven er ikke blot noget ydre, men er at gøre den ret og fuldkomment. Der er derfor to slags "lovoverholdere", det ene hold er af lovgerninger, det er dem, Paulus omhandler og kæmper imod i hele dette brev, det andet hold er af tro, og dem skal vi tale om om lidt.

⁵² Ex lege autem, seu operibus legis esse, et ex fide esse, sunt prorsus contraria, ut diabolus et Deus, peccatum et justitia, mors et vita, contraria sunt. Ex lege enim sunt, qui per legem justificari volunt, ex fide sunt, qui sola misericordia propter Christum se justificari confidunt. Qui ex fide dicit esse justitiam, maledicit et damnat justitiam operum. Contra, qui ex lege dicit esse justitiam, damnat et maledicit justitiam fidei. Sunt igitur praecise contraria. Men at være af loven eller af lovgerninger og at være af tro er to fuldstændig modsatte ting, som djævelen og Gud, synd og retfærdighed, død og liv. For de mennesker er af loven, som vil retfærdiggøres gennem loven, de mennesker er af tro, som stoler på, at de er retfærdiggjorte alene på grund af barmhjertighed for Kristi skyld. Den, der siger, at retfærdigheden er af tro, forbandet og fordømmer gerningernes retfærdighed. Modsat, den, der siger at retfærdigheden er af loven, fordømmer og forbander troens retfærdighed. De er altså stik imod hinanden.

⁵³          Qui hoc considerat, facile intelligit, quod facere legem sit non tantum externe in speciem, ut hypocritae somniant, sed in spiritu, hoc est, re vera et perfecte praestare ea, quae in lege praecipiuntur. Sed ubi inveniemus illum, qui legem sic facit? Detur, et laudabimus eum. Ibi statim respondent adversarii: Factores legis justificabuntur. Bene, sed definiamus primum, qui sint isti factores.        Den, der tager dette i betragtning, indser let, at det at gøre loven ikke blot er gøre det i det ydre og tilsyneladende, som hyklerne forestiller sig det, men er at gøre det i ånden, det vil sige, virkeligt og fuldkomment at yde det, der er foreskrevet i loven. Men hvor finder vi ham, der overholder loven således? Lad ham træde frem, så skal vi nok rose ham. Her vil modstanderne straks svare: De, der overholder loven, vil blive retfærdiggjort. Udmærket, men lad os først definere, hvem disse lovoverholdere er.

⁵⁴ Ipsi factorem legis (E366) appellant eum, qui operatur legem, et sic ex praecedentibus operibus justificatur. Hoc non est facere legem apud Paulum, quia, ut dixi, contraria sunt, ex operibus legis esse, et ex fide esse. Itaque velle justificari ex operibus legis, est negare justitiam fidei. Quare hoc ipso justitiarii, cum legem faciunt, negant justitiam fidei, et peccant in primum, secundum et tertium praeceptum, et in totam legem, quia Deus praecipit se coli fide et timore sui. Selv kalder de den for en lovens gører, som overholder loven og således retfærdiggøres på grundlag af de gerninger, han forud har gjort. Men det er ikke at overholde loven hos Paulus, for som sagt er de to ting modsætninger: at være af lovgerninger og at være af tro. Derfor er det at ville retfærdiggøres af lovgerninger at nægte trosretfærdigheden. Derfor nægter de gerningsretfærdige trosretfærdigheden ved selve det, at de overholder loven, og de synder imod det første, det andet og det tredie bud, og imod hele loven, for Gud har foreskrevet, at han skal dyrkes i tro og frygt.

⁵⁵ Ipsi e diverso sine fide et contra fidem faciunt ex operibus justitiam. Hoc ergo ipso, quod faciunt legem, maxime faciunt contra legem, et gravissime et atrocissime peccant, negant enim Dei justitiam, misericordiam et promissiones, negant Christum cum omnibus beneficiis suis, et statuunt in corde non legis justitiam, quam non intelligunt, multo minus faciunt, sed merum figmentum et idolum legis. Ideo necesse est eos faciendo legem non solum non facere, sed etiam peccare, et negare divinam majestatem in omnibus promissis suis. Ad hoc certe lex non est data. Men de, derimod, gør sig en retfærdighed uden tro og imod troen af gerninger. Altså ved selve det, at de overholder loven, handler de i høj grad imod loven, og de synder alvorligt og forfærdeligt, de nægter nemlig Guds retfærdighed, barmhjertighed og forjættelser, de nægter Kristus med alle hans velsignelser, og de opstiller i deres hjerte, ikke lovens retfærdighed, som de ikke forstår, langt mindre overholder, men et rent og skært fantasibillede og afgudsbillede af loven. Derfor må det nødvendigvis være sådan, at de, når de overholder loven, ikke blot ikke overholder den, men også synder, og nægter den guddommelige majestæt i alle hans forjættelser. Det var bestemt ikke derfor loven blev givet.

⁵⁶          Quare non intelligentes legem abutuntur ea, et, ut Paulus ait Rom. 10, (v. 3.): "Ignorantes justitiae Dei, et suam quaerentes statuere, justitiae Dei non sunt subjecti." Caeci enim sunt, non intelligentes, quid de fide et promissionibus sentiendum sit. Ideo prorsus sine omni judicio irruunt in scripturam, apprehendentes unam tantum ipsius partem, scilicet legem. Hanc putant se operibus implere. Sed hoc merum est somnium, fascinatio et illusio cordis, justitiaque illa legis, quam putant se praestare, re vera nihil aliud (E367) est, quam idololatria et blasphemia Dei. Ideo necesse est eos manere sub maledicto.          Fordi de altså ikke forstår loven, misbruger de den, og, som Paulus siger Rom 10,3: "Da de ikke kendte Guds retfærdighed og stræbte efter at opstille deres egen, har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed". De er nemlig blinde og forstår ikke, hvad man skal mene om troen og forjættelserne. Derfor går de løs på skriften uden nogen skønsomhed overhovedet, og får kun fat på den ene del af den, nemlig loven. Den mener de at opfylde med deres gerninger. Men dette er ren og skær fantasi, det er en hjertets forhekselse og forblændelse, og den lovens retfærdighed, som de mener, de præstere, er i virkeligheden intet andet end afgudsdyrkelse og gudsbespottelse. Derfor må det nødvendigvis være sådan, at de forbliver under forbandelse.

⁵⁷           Ergo legem hoc modo, ut ipsi somniant, impossibile est nos facere, multo minus per eam justificari. Hoc primum testatur lex ipsa, quae omnino contrarium effectum habet. Auget enim peccatum, operatur iram, accusat, perterrefacit et condemnat, quomodo igitur justificaret? Deinde etiam promissio idem ostendit, quia dictum est Abrahae: "In te benedicentur omnes gentes."       Altså er det umuligt at opfylde loven på den måde, som de forestiller sig det, og langt mindre at blive retfærdiggjort ved den. Dette viser først og fremmest loven selv, da den har den modsatte virkning. For den øger synden, den fremkalder vrede, anklager, slår med rædsel og fordømmer, hvordan skulle den så kunne retfærdiggøre? Dernæst viser forjættelsen også det samme, for der blev sagt til Abraham: "I dig skal alle folkeslag velsignes".

⁵⁸ Itaque nusquam est benedictio, nisi in promissione Abrahae, extra quam si es, sub maledicto es et manes. Si sub maledicto es, non imples legem, quia es sub peccato, diabolo et morte aeterna, quae omnia certo sequuntur maledictionem. Summa, si per legem veniret justitia, frustra promitteret Deus, frustraque profunderet suam benedictionem. Derfor er der intetsteds velsignelse, undtagen i Abrahams forjættelse, og hvis du er udenfor den, er og bliver du under forbandelse. Hvis du er under forbandelse, opfylder du ikke logen, fordi du er under synd, djævel og evig død, noget, der altid med sikkerhed følger på forbandelsen. Kort sagt, hvis retfærdighed kom gennem loven, ville det være uden mening, at Gud kom med sin forjættelse, og uden mening at han udbredte sin velsignelse.

⁵⁹ Ideo cum Deus sciret nos legem non posse facere, praevidit hoc longe ante legem, et Abrahae promisit benedictionem, dicens: "Benedicentur in te etc.", atque ita testatus est omnes gentes non per legem, sed per promissionem Abrahae benedicendas fore. Qui igitur contemta promissione apprehendunt legem, ut per eam justificentur, maledicti sunt. Da Gud derfor vidste, at vi ikke kunne overholde loven, forudså han det lang tid før loven og forjættede Abraham velsignelsen, idet han sagde: "I dig skal alle folkeslag velsignes", og således blev det bevidnet, at alle folkeslag ville få velsignelse, ikke gennem loven, men gennem forjættelsen til Abraham. De, altså, der foragter forjættelsen og holder sig til loven, at de kan blive retfærdiggjorte ved den, er forbandede.

⁶⁰         Quare facere est primum credere, et sic per fidem praestare legem. Oportet nos primum accipere Spiritum sanctum, quo illuminati et renovati incipimus facere legem, hoc est, diligere Deum et proximum. Spiritus sanctus autem non per legem accipitur (nam "qui sub lege sunt, ait Paulus, sub maledicto sunt"), sed per auditum fidei, hoc est, per promissionem. (E368) Oportet nos simpliciter cum Abraham et fide ipsius in promissionem benedici.         Hvad man skal gøre, er derfor først og fremmest at tro og således gennem troen yde, hvad loven kræver. Vi skal først modtage Helligånden, hvorved vi bliver oplyste og fornyede og kan begynde at overholde loven, det vil sige, at elske Gud og næsten. Men vi modtager ikke Helligånden gennem loven (for Paulus siger jo: "den, der er under loven, er under forbandelse"), men ved at høre i tro, det vil sige, gennem forjættelsen. Vi skal altså simpelthen velsignes sammen med Abraham og ved hans tro på forjættelsen.

⁶¹ Ideo primum omnium audienda est promissio, quae Christum proponit, eumque credentibus affert, quo fide apprehenso donatur Spiritus sanctus propter ipsum. Ibi tum diligitur Deus et proximus, bona opera fiunt, fertur crux. Hoc vere est legem facere, alioqui lex perpetuo manet infecta. Quare si proprie ac diserte definias, quid sit facere legem, nihil aliud est, quam credere in Iesum Christum, et accepto per fidem in Christum Spiritu sancto operari ea, quae sunt in lege. Derfor skal vi først af alt høre forjættelsen, som fremstiller Kristus og bringer ham hen til de troende, og når vi har grebet troen, gives Helligånden til os på grund af ham. Og så, når vi elsker Gud og næsten, sker der gode gerninger, og korset bæres. Det er i sandhed at overholde loven, ellers forbliver loven til stadighed uopfyldt. Hvis du derfor vil definere klart og tydeligt, hvad det er at gøre loven, så er det ikke andet end at tro på Jesus Kristus, og, når troen på Kristus er modtaget ved Helligånden, at gøre, hvad der ligger i loven.

⁶² Neque aliter lex a nobis fieri potest, quia scriptura dicit extra promissionem non esse benedictionem, etiam in lege. Igitur impossibile est fieri legem absque promissione, oportet adesse benedictionem, quae praedicatio est de Christo, qui Abrahae promissus est, quod per ipsum mundus benedicendus sit. Alioqui nunquam faciemus legem. Loven kan heller ikke udføres af os på anden måde, for skriften siger, at der ikke er velsignelse udenfor forjættelsen, heller ikke i loven. Derfor er det umuligt, at loven kan udføres uden forjættelsen, velsignelsen må være til stede, hvilket er prædikenen om den Kristus, som blev forjættet Abraham, at i ham skulle verden velsignes. Ellers ville vi aldrig kunne overholde loven.

⁶³          Itaque neminem in toto mundo dabis, cui hic titulus, factor legis, conveniat extra promissionem evangelii. Ideo factor legis est terminus fictus, quem nemo intelligit, nisi sit extra et supra legem in benedictione et fide Abrahae, ita ut verus factor legis is sit, qui accepto Spiritu sancto per fidem Christi incipit diligere Deum, et benefacere proximos, ut facere includat simul fidem, quae facit arborem, qua facta fiunt fructus.         Således kan du ikke i hele verden finde nogen, på hvem den titel "lovens gører" er passende udenfor evangeliets forjættelse. Derfor er "lovens gører" en fiktiv terminus, som ingen kan forstå, hvis han ikke er udenfor og ovenover loven i Abrahams velsignelse og tro, således at den sande "lovens gører" er ham, som efter at have modtaget Helligånden igennem tro på Kristus begynder at elske Gud og gøre vel mod næsten, således at det at gøre indeslutter i sig troen, som skaber træet, og når det er blevet til, kommer frugten.

⁶⁴ Oportet primum esse arborem, postea fructus. Poma enim non faciunt arborem, sed arbor poma facit. Sic fides primum personam facit, quae postea facit opera. Itaque facere legem absque fide est facere poma sine arbore ex ligno et luto, quod (E369) non est facere poma, sed mera phantasmata. Contra posita arbore, hoc est, persona seu factore, qui fit per fidem in Christum, sequuntur opera. Oportet enim factorem esse ante facta, non facta ante factorem. For først må træet være til, bagefter kommer frugten. Æblet kan jo ikke skabe træet, men det er træet, der skaber æblet. Derfor er det at overholde loven uden tro det samme som at skabe et æble uden æbletræ, af træ og ler, hvilket ikke er at skabe et æble, men kun er at gøre sig en indbildning. Omvendt, når træet er der, det vil sige, når personen eller gøreren er der, hvilket sker gennem troen på Kristus, så følger gerningerne efter. For gøreren må være der før det, han gør, det er ikke det, han gør, der kommer før gøreren.

⁶⁵ Quare non factor dicitur ab operibus factis, sed faciendis, quia christiani non fiunt justi operando justa, sed jam fide in Christum justificati operantur justa. Illud alterum politicum est, scilicet ex factis fieri factorem, ubi saepe citharisando, ut ait Aristoteles, fit aliquis citharoedus. In theologia autem factores non fiunt ex operibus, sed ex personis per fidem jam factis fiunt operatores. De talibus loquitur Paulus Roma. 2. (v. 13.), cum ait: "Factores legis justificantur", id est, justi reputantur. Derfor kaldes man ikke en gører, fordi man har gjort gerninger, men fordi man skal gøre dem, for de kristne bliver ikke retfærdige ved at gøre retfærdige gerninger, nej, de gør retfærdige gerninger, fordi de allerede ved tro på Kristus er retfærdiggjorte. Det andet hører hjemme på det borgerlige plan, nemlig at gøreren bliver til ved at gøre gerninger, såsom at den, der ofte spiller cithar, bliver en citharspiller, som Aristoteles siger. Men i teologien bliver gørerne ikke til ud af gerningerne, men ud af de personer, der allerede er skabt gennem troen, bliver der gørere til. Det er det, Paulus taler om i Rom 2,13, når han siger: "Lovens gørere bliver retfærdiggjort", det vil sige, regnes for retfærdige.

⁶⁶         Quin et ipsi sophistae coguntur fateri, et ita etiam docent opus morale externe factum, si non fiat sincere corde, bona voluntate et recto dictamine rationis, esse simulatum, atque hinc natum est apud Germanos adagium: Die Kappe deckt manchen Schalk. Impius enim et pessimus nebulo potest eadem opera simulare, quae plus ex fide facit. Iudas eadem opera faciebat, quae alii apostoli.          Derfor nødes også selv sofisterne til at indrømme, og således også lære, at en i det ydre moralsk handling er hyklerisk, hvis den ikke sker af et oprigtigt hjerte, en god vilje og en sand fornuftsmæssig overvejelse, og heraf kommer det tyske ordsprog: Munkekappen dækker over mangen en skalk. For den ufromme og den allerværste kan under tågeslør hykle de samme gerninger, som den bedre gør af tro. Judas gjorde de samme gerninger, som de andre apostle.

⁶⁷ Quid deest operibus Iudae, cum eadem faciat, quae ceteri apostoli? Ibi respondet sophista ex morali sua philosophia: Quanquam eadem opera faciat, quae alii, tamen, quia persona est reproba, dictamen rationis perversum, opera ejus sunt hypocritica, non vera, ut aliorum apostolorum, ut maxime in speciem similia videantur. Hvad mangler der ved Judas' gerninger, når han gør det samme, som de øvrige apostle? Her svarer sofisterne ud fra deres moralfilosofi: Skønt han gør de samme gerninger, som de andre, så er dog, fordi personen er forkert indstillet og den fornuftsmæssige overvejelse er fordrejet, hans gerninger hykleriske, ikke sande, som de andre apostles, uanset om de i det ydre ser ligesådan ud.

⁶⁸ Itaque coguntur illi ipsi fateri in politicis et externis opera (E370) non justificare, nisi involvant simul rectum cor, opinionem et voluntatem. Quanto magis coguntur hoc concedere in theologia, ubi ante omnia oportet adesse notitiam Dei et fidem, quae cor purificet. Incedunt igitur in operibus et justitia legis, ut Iudas in operibus apostolorum, non intelligentes, quae loquuntur aut de quibus affirmant; et quanquam Paulus passim dicat claris verbis legem non justificare, sed iram operari, ostendere peccatum, revelare iram et judicium Dei, et comminari mortem aeternam, lumen ista legentes non vident, multo minus intelligunt. Således tvinges de selv til at indrømme, at gerninger ikke retfærdiggør i det borgerlige og ydre liv, hvis de ikke samtidig har et retvendt hjerte, mening og vilje bag sig. Hvor meget mere må de da ikke tvinges til at indrømme dette i teologien, hvor erkendelsen af Gud og troen, der renser hjertet, fremfor alt bør være tilstede. Men de går i gang med gerninger og lovretfærdighed, ligesom Judas med de gerninger, apostlene gjorde, uden at forstå, hvad de siger, eller hvad de fastslår; og skønt Paulus overalt med rene ord siger, at loven ikke retfærdiggør, men virker vrede, påviser synden, afslører Guds vrede og dom, og truer med den evige død, så ser de dog ikke det lys, når de læser ham, langt mindre forstår de det.

⁶⁹ Ideo non sunt digni, ut vocentur hypocritae, sed larvae et spectra sunt, planeque fascinati, cum somniant se operibus legis esse justos. Itaque, ut dixi, factor legis, ut ipsi definiunt, est terminus fictus et monstrum, nusquam exsistens in rerum natura. Derfor er de ikke værdige til at blive kaldt hyklere, de er kun masker og gespenter, ja helt forheksede, når de fantaserer om, at de er retfærdige ved deres lovgerninger. Derfor er som sagt den lovens gører, som de selv definerer ham, en fiktiv terminus og et tomt tankefoster, der aldrig har eksisteret i virkeligheden.

⁷⁰         Quare Paulus cum hunc locum: "Quicunque ex operibus legis sunt, sub maledicto sunt," probat per hoc dictum Mosi: "Maledictus omnis etc." non probat contrarium per contrarium, ut primo adspectu apparet, sed rectissime et optime probat. Moses enim idem sentit et statuit, quod Paulus, cum ait: "Maledictus omnis, qui non fecerit etc." Nemo autem facit. Igitur quicunque sunt ex operibus legis, non faciunt legem. Si non faciunt, sub maledicto sunt. Cum vero duplices sint factores legis, ut dixi, veri et hypocritici, separandi sunt veri ab hypocriticis.        Når derfor Paulus beviser dette sted: "Enhver, der er af lovgerninger, er under forbandelse" med dette sted hos Moses: "Forbandet er enhver, osv.", så beviser han ikke det modsatte med det modsatte, som det ved første øjekast kan se ud til, men han beviser det på retmæssigste og bedste måde. For Moses mener nemlig det samme som Paulus og slår det også fast, når han siger: "Forbandet er enhver, som ikke gør, osv." For det er der ingen, der gør. Derfor: enhver der er af lovgerninger, overholder ikke loven. Hvis de ikke overholder den, er de under forbandelse. Men efter der som sagt er to slags lovens gørere, må man skelne mellem de sande og de hykleriske.

⁷¹ Veri sunt, qui per fidem bona arbor sunt ante fructum, (E371) et factores ante opera; de his loquitur et Moses, et nisi sint tales, sub maledicto sunt. Omnes autem hypocritae non sunt ejusmodi, quia habent opinionem, quod velint per opera parare justitiam, et reddere per ea personam justam. Sic enim cogitant: Nos peccatores et injusti volumus fieri justi. Quo modo? Ex operibus. Itaque perinde faciunt ac stultus aliquis architectus, qui ex tecto fundamentum, ex fructibus arborem conatur facere. Nam cum per opera justificari quaerunt, factorem ex operibus facere volunt, quod praecise contra Mosen est, qui talem factorem aeque subjicit maledictioni, ac ipse Paulus. De sande er dem, som ved troen er et godt træ før frugten og er gørere før gerningerne; om dem taler også Moses, og hvis ikke de er sådanne, er de under forbandelse. Men alle hyklere er ikke af den art, for de har den mening, at de vil opnå retfærdighed gennem gerninger og gennem dem gøre personen retfærdig. For de tænker således: Vi syndere og uretfærdige vil blive retfærdige. Hvordan? Gennem vore gerninger. Derfor handler de på samme måde som en dum bygmester, som søger at gøre taget til fundament og at gøre frugten til træ. For når de søger at blive retfærdiggjort gennem gerninger, vil de fremstille en gører af gerninger, hvilket er stik modsat Moses, som på samme måde som Paulus lægger en sådan gører ind under forbandelse.

⁷²         Ideo conantes facere legem non solum eam non faciunt, sed etiam negant, ut dixi, primum praeceptum, divinas promissiones, benedictionem Abrahae promissam, negant fidem, et se ipsos suis operibus conantur benedicere, hoc est, justificare, liberare a peccato et morte, diabolum vincere, et vi coelum rapere, quod est simpliciter negare Deum, et sese in locum Dei constituere. Nam ista omnia sunt solius divinae majestatis opera, non creaturae neque angelicae neque humanae.        Når de derfor forsøger at overholde loven, gør de ikke blot det, at de ikke overholder den, men de nægter som sagt også det første bud, de guddommelige forjættelser, den velsignelse, der blev forjættet Abraham, de nægter troen og søger at velsigne sig selv med deres gerninger, det vil sige, de søger at retfærdiggøre, at befri fra synd og død, at besejre djævelen og med magt at tilrane sig himlen, hvilket simpelthen er at nægte Gud og sætte sig i Guds sted. For alt dette er det kun den guddommelige majestæts opgave at gøre, ikke skabningens, hverken den englelige eller den menneskelige skabnings opgave.

⁷³          Hinc Paulus facile praedicere potuit ex primo praecepto abominationes futuras, in ecclesiam per antichristum invehendas. Qui enim praeter cultum primi praecepti, qui est timor, fides et dilectio Dei, ullum cultum ad salutem necessarium docent, sunt antichristi, et constituuut se in locum Dei. Tales ventures praedixit etiam Christus Matth. 24. (v. 5.), cum ait: (E372) "Multi venient in nomine meo, dicentes: Ego sum Christus."         Derfor var det let for Paulus ud fra det første bud at forudsige de kommende afskyeligheder, der ville blive opvakt i kirken gennem antikrist. For de, der lærer, at det udover den tilbedelse, der ligger i det første bud, som er gudsfrygt, gudstro og gudskærlighed, er nødvendigt med en anden tilbedelse til salighed, de er antikrister og sætter sig i Guds sted. At der skulle komme sådanne mennesker, forudsagde også Kristus i Matt 24,5, da han sagde: "Mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus".

⁷⁴ Sic et nos hodie, ut facile, ita certo dicere possumus: Quicunque extra fidem quaerit justitiam per opera, negat Deum, et se ipsum facit Deum, quia sic cogitat: Si hoc opus fecero, justus ero, ero victor peccati, mortis, diaboli, irae Dei et inferni, et consequar vitam aeternam, quod, quaeso, quid aliud est, quam arrogare sibi hoc opus, quod soli Deo competit, et ostendere sese esse Deum? Ideo facile est nobis prophetare, et certissime judicare de omnibus, qui extra fidem sunt, quod non solum sint idololatrae, sed idola, quae Deum negant, et sese in locum Dei constituunt. Ex eodem fundamento et Petrus prophetavit, cum ait: "Inter vos erunt mendaces magistri, qui dominum, qui eos mercatus est, negabunt etc." Sådan kan også vi i vore dage lige så let som sikkert sige: Den, der søger retfærdighed udover troen gennem gerninger, han nægter Gud, og gør sig selv til Gud, fordi han tænker således: Hvis jeg gør denne gerning, vil jeg blive retfærdig, jeg vil være sejrherre over synden, døden, djævelen, Guds vrede og helvede, og jeg vil opnå evigt liv, og så er det, jeg spørger: hvad er det andet end at anmasse sig selv den gerning, som alene tilkommer Gud, og at vise, at man selv er Gud? Derfor er det let for os at profetere og komme med den sikre bedømmelse om alle dem, der er udenfor troen, at de ikke blot er afgudsdyrkere, men afguder, som fornægter Gud og sætter sig på Guds plads. Det var ud fra det samme grundlag, at også Peter profeterede, da han sagde: "Iblandt jer vil der komme løgnelærere, som vil fornægte den herre, der har løskøbt dem, osv." (2 Pet 2,1).

⁷⁵          Et in veteri testamento omnes prophetiae contra idololatras ex primo praecepto fluxerunt. Omnes enim impii reges et prophetae cum infideli populo nihil aliud egerunt, quam quod papa et omnes hypocritae semper faciunt. Posthabito primo praecepto et cultu a Deo instituto, ac contemta promissione de semine Abrahae, benedictore futuro omnium gentium, instituerunt sine et contra verbum Dei impium cultum, et dixerunt: Hoc cultu observato laudabimus et serviemus Deo, qui eduxit nos de terra Aegypti.         Også i det gamle testamente udstrømmer alle profetier imod afgudsdyrkelse fra det første bud. For alle ugudelige konger og profeter og det vantro folk bestilte ikke andet, end hvad paven og alle hyklere altid gør. Efter at have tilsidesat det første bud og den forordnede gudsdyrkelse og efter at have foragtet forjættelsen om Abrahams sæd, at han skal være én, der skal bringe velsignelse til alle folkeslag, oprettede de uden Guds ord og imod Guds ord en ugudelig gudsdyrkelse og sagde: Ved at overholde denne kult vil vi prise og tjene Gud, som førte os ud af Ægypten.

⁷⁶ Sic Hieroboam fecit duos aureos vitulos, et dixit: "Ecce dii tui, Israel, qui te eduxerunt de terra Aegypti." (1 Regg. 12, 28.). Hoc dicebat de vero Deo, qui (E373) Israel redemerat, et tamen ipse cum toto populo erant idololatrae, quia contra primum praeceptum Deum colebant. Respiciebant enim in opus tantum, quo facto putabant se justos coram Deo, quod erat negare illum ipsum Deum, quem ore praedicabant, quod eduxisset eos de terra Aegypti. De talibus idololatris Paulus ait: "Confitentur se nosse Deum, factis autem negant." (2 Tim. 3, 5.). Således lavede Jeroboam to tyrekalve af guld og sagde: "Se, her er dine guder, Israel, som førte dig ud af Ægypten" (1 Kong 12,28). Dette sagde han om den sande Gud, som havde forløst Israel, og dog blev han selv sammen med hele folkeet afgudsdyrkere, fordi de dyrkede Gud imod det første bud. For de så kun hen til gerningen, og når den var gjort, mente de, at de var retfærdige overfor Gud, men det er at fornægte den selvsamme Gud, som de prædikede med munden, fordi han havde ført dem ud af Ægypten. Om den slags afgudsdyrkere siger Paulus: "De bekender, at de kender Gud, men med deres gerninger fornægter de ham" (2 Tim 3,5).

⁷⁷         Quare omnes hypocritae et idololatrae ea opera facere conantur, quae proprie ad divinitatem pertinent, et uni solique Christo competunt. Ore quidem non dicunt: Ego sum Deus, ego sum Christus, re vera tamen interim divinitatem et officium Christi sibi arrogant. Ideo re vera dicunt: Ego sum Christus, ego sum salvator, non solum meus, sed et aliorum.         Derfor forsøger alle hyklere og afgudsdyrkere at gøre de gerninger, som alene hører guddommen til og som det alene tilkommer Kristus at gøre. Ganske vist siger de ikke med munden: Jeg er Gud, jeg er Kristus, men i virkeligheden anmasser de sig Kristi guddommelighed og embede. Derfor siger de i virkeligheden: Jeg er Kristus, jeg er frelser, ikke blot min egen frelser, men også andres frelser.

⁷⁸ Hoc monachi non solum docuerunt, sed etiam persuaserunt toti mundo, nempe quod non solum se ipsos justificare possint sua illa hypocritica sanctitate, sed etiam alios, quibus eam communicarent, cum tamen justificare peccatorem sit solius Christi proprium officium. Sic papa spargendo suam divinitatem in orbem terrarum negavit et oppressit penitus officium et divinitatem Christi. Dette ikke blot lærte munkene, de overtalte også hele verden dertil, nemlig til at tro, at de ikke blot kunne retfærdiggøre sig selv med deres hykleriske hellighed, men også andre, som de kunne overføre den til, skønt dog det at retfærdiggøre syndere alene er Kristi embede (vot02#84). Når således paven udbredte sin guddommelighed over hele verden, så fornægtede og undertrykte han fuldstændig Kristi embede og guddommelighed.

⁷⁹         Ista expedit habere bene inculcata et meditata, quia valent ad judicandam universam christianam doctrinam et vitam humanam, valent ad confirmandus conscientias, ad intelligendas omnes prophetias et scripturas, et ad recte judicandas omnes res.        Det er nyttigt at have indprentet sig dette og at have gennemtænkt det nøje, for det sætter én i stand til at bedømme hele den kristne lære og hele menneskelivet, det sætter én i stand til at bekræfte samvittighederne, til at forstå alle profetier og skriftsteder, og til at bedømme alle ting ret.

⁸⁰ Qui enim ista probe tenet, certo statuere potest papam esse (E374) antichristum, quia longe diversum cultum docet, quam prima tabula proponit; certo intelligere potest, quid sit negare Deum, negare Christum, quid Christus velit, cum ait (Matth. 24, 5.): "Multi venient in nomine meo, dicentes: Ego sum Christus", quid sit adversari Deo, et extolli supra omne, quod dicitur Deus, aut quod colitur, quid sit antichristum sedere in templo Dei, et ostendere sese quasi sit Deus, quid sit abominationem stare in loco sancto etc. For den, der har den rette forståelse af dette, han kan med sikkerhed fastslå, at paven er antikrist, fordi han lærer en helt anden gudsdyrkelse end den, den første tavle foreskriver; han kan få en sikker forståelse af, hvad det vil sige at fornægte Gud, at fornægte Kristus, og en forståelse af, hvad Kristus mente, da han sagde: "Mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus" (Matt 24,5), hvad det er at være Guds modstander og sætter sig op over alt, hvad der kaldes Gud eller dyrkes som Gud, hvad det vil sige, at antikrist sidder i Guds tempel, og giver sig ud for at være Gud (2 Thess 2,4), hvad det vil sige, at vederstyggeligheden står på det hellige sted, osv. (Matt 24,15; Dan 9,27)

⁸¹          Ista autem mala omnia hinc oriuntur, quod maledicta hypocrisis non vult benedictione divina justificari, nec formari a Deo creatore, non vult esse materia mere passiva, sed active ea operari, quae ipsa patiendo debebat Deum sinere operari, et ab eo accipere. Itaque facit se ipsam creatricem et justificatricem per opera sua, aspernans benedictionem promissam et datam Abrahae et filiis ejus credentibus.        Men alle disse onder komme deraf, at det fordømte hykleri ikke vil retfærdiggøres ved den guddommelige velsignelse, eller vi lade sig forme af Gud skaber, og ikke vil være en blot passiv materie, men aktivt vil udvirke det, som den selv tålmodigt burde lade Gud om at udvirke og modtage fra ham. Sådan gør den sig selv til skaber og retfærdiggører gennem sine gerninger og forsmår den velsignelse, der blev forjættet og givet til Abraham og hans troende børn.

⁸² Sic quilibet hypocrita simul est materia et operator (quanquam hoc sit contra philosophiam, quia idem non potest agere in se ipsum), materia, quia peccator, operator, quia induit cucullum, aut elegit quoddam aliud opus, per quod sperat mereri gratiam, et salvare se ipsum et alios, ergo simul est creatura et creator. Quare nemo potest verbis consequi, quam horribilis et exsecranda res sit, quaerere justitiam extra benedictionem in lege et operibus. Est enim abominatio stans in loco sancto, quae negat Deum et constituit creaturam in locum creatoris. Sådan er enhver hykler på én gang materie og gører (selv om dette er imod filosofien, fordi det samme ikke kan handle mod sig selv), materie er han, fordi han er synder, gører, fordi han ifører sig en kutte eller vælger én eller anden anden handling, hvorved han håber at fortjene nåde og at frelse sig selv og andre, altså er han på én gang skabning og skaber. Derfor kan ingen beskrive med ord, hvor forfærdelig og afskyelig en sag det er at søge retfærdigheden udenfor velsignelsen i loven og i gerningerne. Det er nemlig den vederstyggelighed, der står på det hellige sted, som nægter Gud og opstiller en skabning i skaberens sted. (Matt 24,15).

⁸³         Sunt igitur factores legis non hypocritae (E375) externe facientes legem, sed credentes, qui accepto Spiritu sancto eam implent, hoc est, diligunt Deum et proximum etc., ut factor legis sit, non qui ex operibus fiat factor, sed qui ex persona per fidem jam facta fiat operator.        Således er lovens gørere ikke de hyklere, der overholder loven i ydre forstand, men de troende, som opfylder den, fordi de har modtaget Helligånden, det vil sige, de elsker Gud og næsten osv., så en lovens gører ikke er én, der bliver en gører ud fra gerningerne, men én, som ud fra personen ved troen allerede er gjort til en gører, og så bliver en udfører af loven.

⁸⁴ Nam in theologia justi facti justa faciunt, non item in philosophia, ubi facientes justa justi fiunt. Itaque fide justificati facimus bona opera, per quae, ut 2. Pet. 1. (v. 10.) dicitur, vocatio et electio nostra confirmatur, et de die in diem certior fit. Sed quia tantum primitias Spiritus, nondum decimas habemus, et reliquiae peccati in nobis manent, legem   perfecte non facimus. Sed hoc credentibus nobis in Christum, qui Abrahae promissus est, et nos benedixit, non imputatur. For i teologien er det dem, der er gjort retfærdige, der gør retfærdige gerninger, ikke som i filosofien, hvor de, der gør retfærdige gerninger, bliver retfærdige. Derfor, retfærdiggjorte ved tro gør vi gode gerninger, hvorigennem, som det siges i 2 Pet 1,10, vores kaldelse og udvælgelse styrkes, og dag for dag bliver sikrere. Men fordi det kun er åndens førstegrøde, ikke dens fylde, og der forbliver synd tilbage i os, overholder vi ikke loven fuldkomment. Men dette tilregnes ikke os, der tror på den Kristus, der blev lovet Abraham og har velsignet os.

⁸⁵ Fovemur enim et alimur propter Christum interim in gremio tolerantiae divinae. Sumus ille vulneratus, qui incidit in latrones, cujus vulnera Samaritanus obligavit, infundens oleum et vinum, quem deinde imponens in jumentum suum duxit in diversorium, curamque illius egit, abiens autem commendavit eum hospiti, dicens: "Curam illius habe." Itaque fovemur interim   tanquam in hospitali, donec adjiciat dominus secundo manum, ut Esaias ait, ut liberet nos. For vi plejes og næres for Kristi skyld i mellemtiden i den guddommelige tålsomheds skød. Vi er som den sårede mand, som faldt iblandt røvere; samaritaneren forbandt hans sår, gød olie og vin på dem, lagde ham dernæst på sit trækdyr og førte ham til herberget og sørgede for hans pleje, og da han drog bort, betroede han ham til værten, idet han sagde: "Sørg for ham". Således plejes vi foreløbigt som på et sygehus, indtil Herren for anden gang udrække sin hånd, som Esajas siger (Es 11,11) for at befri os.

⁸⁶          Quare Mosi sententia: "Maledictus omnis, qui non permanserit in omnibus etc." non pugnat cum Paulo, qui maledictos pronuntiat eos, qui ex operibus legis sunt. Moses enim requirit factorem, qui perfecte legem faciat. Sed ubi accipiemus illum? Nusquam. Moses ipse fatetur se non esse talem, quia Exod. 34. (E376) (v, 7.) ait nullum esse innocentem apud Deum, et David (Psal. 143, 2.): "Ne intres in judicium cum servo tuo etc.", et Paulus (Rom. 7, 19.): "Non facio, quod volo etc.", quare Moses una cum Paulo necessario nos cogit ad Christum, per quem fimus factores legis, et nullius transgressionis rei.        Derfor strider Moses' sætning: "Forbandet enhver, som ikke forbliver i alt, osv.", ikke mod Paulus, som erklærer dem for forbandede, som er af lovgerninger. For Moses kræver en gører, som overholder loven fuldstændig. Men hvor kan man finde ham? Ingen steder. Moses indrømmer selv, at han ikke var en sådan gører, for i 2 Mos 34,7 siger han, at ingen er uskyldig overfor Gud, og David siger i Sl 143,2: "Gå ikke irette med din tjener, osv.", og Paulus siger Rom 7,19: "Jeg gør ikke det, jeg vil osv.". Derfor tvinger Moses os med nødvendighed tillige med Paulus hen til Kristus, gennem hvem vi bliver lovens gørere og ikke skyldige i nogen overtrædelse.

⁸⁷ Quo modo? Primum per remissionem peccatorum et imputationem justitiae propter fidem in Christum, deinde per donum et Spiritum sanctum, qui parit novam vitam, novos motus etc. in nobis, ut etiam legem formaliter faciamus. Quod autem non fit, ignoscitur propter Christum. Deinde quidquid peccati reliquum est, non imputatur. Sic Moses consentit cum Paulo, et idem vult, cum dicit: "Maledictus omnis etc.", quia negat eos facere legem, cum velint ex operibus se ipsos justificare, et concludit cum Paulo, eos sub maledicto esse. Hvordan det? Først ved syndernes forladelse og tilregnelse af retfærdighed på grund af tro på Kristus, dernæst gennem gaven og Helligånden, som føder et nyt liv, nye følelser osv. i os, så vi også formelt overholder loven. Men hvad der ikke sker, ses der igennem fingre med for Kristi skyld. Desuden tilregnes det, der er tilbage af synd, ikke. Således stemmer Moses overens med Paulus og vil det samme, når han siger: "Forbandet enhver, osv.", for han nægter, at de mennesker overholder loven, som vil retfærdiggøre sig selv ud fra lovgerninger, og han konkluderer med Paulus, at de er under forbandelse.

⁸⁸ Itaque requirit Moses factores veros, qui ex fide sunt, ut Paulus eos damnat, qui non sunt veri factores, hoc est, qui non sunt ex fide. Nihil ergo impedit, quod Moses negative, Paulus affirmative locutus est, modo recte definias, quid sit facere. Sic utraque sententia vera est, scilicet, maledictos esse omnes, qui non permanserint in omnibus etc. et maledictos esse, qui ex operibus legis sunt. Derfor kræver Moses sande gørere, som er af tro, ligesom Paulus fordømmer dem, som ikke er sande gørere, det vil sige, som ikke er af tro. Der er altså ikke noget forkert i, at Moses har talt benægtende, Paulus bekræftende, blot du definerer, hvad det er at gøre noget. Således er begge sætninger sande, nemlig, forbandet er alle, som ikke forbliver i alt osv. og "de mennesker er forbandede, som er af lovgerninger".

⁸⁹ Responsio ad argumenta, quae adversarii opponunt contra doctrinam et justitiam fidei.
      Cum hic locus praebeat occasionem, dicendum est de argumentis, quae opponunt adversarii contra (E377) doctrinam fidei, quae est, quod sola fide justificemur. Multa occurrunt in sacris literis novi et veteris testamenti loca de operibus et praemiis, quibus adversarii nituntur, et iisdem putant se egregie posse evertere doctrinam fidei, quam nos docemus et tuemur. Ideo instructor nos esse oportet, ut non solum docere nostros, sed etiam respondere adversariorum objectionibus possimus. Svar på de argumenter, som modstanderne opstiller imod troslæren og trosretfærdigheden.
       Da dette sted giver anledning dertil, skal der siges noget om de argumenter, som modstanderne opstiller imod troens lære, det vil sige, at vi retfærdiggøres alene ved tro. For det findes både i ny og gammel testamente mange steder om gerninger og belønninger, som modstanderne støtter sig til, og med dem meneer de udmærket at kunne kuldkaste den lære om troen, som vi lærer og forsvarer. Derfor skal vi være lærere, så vi ikke blot kan belære vore egne, men også svare på modstandernes indvendinger.

⁹⁰ Sophistae et quotquot articulum justificationis non tenent, nullam justitiam intelligunt, qua in politicam et legalem, quae etiam aliquo modo gentibus notae sunt. Ideo ex morali philosophia et lege rapiunt vocabula, facere, operari, et similia, et transferunt in theologiam, in quo non solum pessime, sed et impiissime agunt. Diligenter discerni debent philosophia et theologia. Sofisterne og alle de, der ikke forstå artiklen om retfærdiggørelsen, kender ikke til nogen anden retfærdighed end den borgerlige og lovmæssige, som også hedningerne kender noget til. Derfor tager de fra moralfilosofien ordene "gøre", "handle" og lignende ord og fører dem over i teologien, hvorved de ikke blot handler meget slet, men også meget ugudeligt. De bør skelne omhyggeligt mellem filosofi og teologi.

⁹¹Sophistae ipsi fatentur et docent in natura esse praecedere operari, quia arbor naturaliter prior est fructu. Item in philosophia concedunt opus moraliter non esse bonum, nisi adsit prius recta ratio et bona voluntas. Statuunt igitur rectam rationem et bonam voluntatem ante opus, hoc est, justificant personam moraliter ante opus. Contra in theologia, ubi maxime debebat fieri (adeo stupidi sunt asini), invertunt hoc perversissime, statuentes opus ante rectam rationem etc. Sofisterne indrømmer selv og lærer, at i naturen er der noget, der må går forud for det at handle, for træet kommer ifølge naturen førend frugten. Ligeledes indrømmer de i filosofien, at en moralsk gerning ikke er god, hvis der ikke først er den rette begrundelse og den gode vilje. Altså fastslår de, at den rette begrundelse og den gode vilje må være der før gerningen, det vil sige, de retfærdiggør personen moralsk set før de kommer til gerninger. Modsat handler de i teologien, hvor det i meget højere grad burde ske (i den grad er de dumme æsler), her vender de op og ned på dette, og sætter gerningen før den rette begrundelse, osv.

⁹²          Quare aliud est facere in natura, aliud in philosophia, aliud in theologia. In natura primum oportet esse arborem, deinde fructum. In morali philosophia facere praerequirit bonam voluntatem et rectam rationem operandi, ibique consistunt philosophi. (E378) Hinc theologi dicunt moralem philosophiam non habere in objecto et causa finali Deum, quia Aristoteles, Sadducaeus, aut homo civiliter bonus, vocat hoc rectam rationem et bonam voluntatem, si quaerat communem utilitatem reipublicae, tranquillitatem et honestatem.       Derfor er det "at gøre" én ting i naturen, en anden ting i filosofien, og noget helt tredie i teologien. I naturen skal der først være et træ, dernæst en frugt. I moralfilosofien kræver det at gøre en god vilje og en ret begrundelse for at handle, og det står så filosofien fast på. Hertil siger teologerne, at moralfilosofien ikke har Gud som genstand og endemål, fordi Aristoteles, Saddukæerne eller et godt borgerligt menneske kalder det en ret begrundelse og en god vilje, hvis man søger statens almindelige bedste, orden og retskaffenhed.

⁹³ Altius non assurgit philosophus aut legislator, non cogitat per rectam rationem etc. consequi remissionem peccatorum et vitam aeternam, ut sophista aut monachus. Ideo gentilis philosophus longe melior est tali hypocrita, manet enim intra limites suos, habens tantum rationem honestatis et tranquillitatis publicae, non miscens humanis divina. Contra sophista imaginatur Deum spectare suam bonam intentionem et opera, ideoque miscet divinis humana, polluit nomen Dei, eamque imaginationem haurit ex philosophia morali, nisi quod ea pejus abutitur, quam homo gentilis etc. Højere stiler filosoffen eller lovgiveren ikke. Han tænker sig ikke, at han ved en ret begrundelse, osv., kan opnå syndernes forladelse og evigt liv, sådan som sofisten eller munken. Derfor er den hedenske filosof bedre end den slags hyklere, han bliver nemlig indenfor sine grænser, han har kun som begrundelse retskaffenhed og den offentlige orden, han sammenblander ikke det menneskelige og det guddommelige. Modsat forestiller sofisten sig, at Gud ser på den gode hensigt og på gerningerne, derfor sammenblander han det guddommelige og det menneskelige, han tilsmudser Guds navn, og denne forestilling henter han fra moralfilosofien, blot misbruger han den værre end en hedning, osv.

⁹⁴           Itaque oportet nos altius ascendere in theologia, quam in natura et philosophia, cum vocabulo faciendi, ut plane novum fiat. Nam ut ex naturalibus raptum in moralia aliud fit, ita multo magis ex philosophia et lege translatum in theologiam aliud fit, ut prorsus hic novam significationem habeat, et requirat etiam rectam rationem et bonam voluntatem non moraliter, sed theologice, quae est, quod per verbum evangelii cognosco et credo Deum misisse filium suum in mundum, ut redimeret nos a peccato et morte. Ibi facere est res nova, incognita rationi, philosophis, legistis et omnibus hominibus.         Derfor skal vi stige højere op i teologien end i naturen og i filosofien med ordet "at gøre", så det får et helt nyt indhold. For ligesom det bliver et andet, når det rykkes fra naturens område ind på det moralske område, således bliver det meget mere noget andet, når det overføres fra filosofien og lovområdet til teologien, og det kræver både en ret begrundelse og en god vilje, ikke i moralsk henseende, men i teologisk henseende, hvilket vil sige, at jeg ved evangeliets ord erkender og tror, at Gud har sendt sin søn til verden for at forløse os fra synd og død. Her er "at gøre" noget nyt, som er ukendt for fornuften, for filosofferne, for lovmagerne og for alle mennesker.

⁹⁵ Est enim sapientia in mysterio abscondita etc. Praerequirit igitur opus (E379) necessario ipsam fidem in theologia. Cum igitur opponunt adversarii sententias scripturae de lege et operibus et urgent vocabula operandi et faciendi, sic respondebis, ea esse vocabula theologica, non naturalia aut moralia; quae si naturalia vel moralia sint, accipi in suo usu; si vero theologica, includere rectam rationem et bonam voluntatem, incomprehensibilem rationi humanae. For den er nemlig en visdom, der er skjult i mysteriet, osv. (1 Kor 2,7). Altså kræver gerningen indenfor teologien med nødvendighed troen selv. Når derfor modstanderne opstiller skriftsteder om loven og gerningerne og lægger vægt på ordene "at handle" og "at gøre", så skal du svare, at disse er teologiske ord, ikke naturmæssige eller moralske ord; og selv om de var naturmæssige eller moralske, så skulle de forstås på deres egen måde; men hvis de er teologiske, så forudsætter de den rette begrundelse og den gode vilje, og det er uforståeligt for den menneskelige fornuft.

⁹⁶ Quare facere in theologia intelligatur semper de fideli facere, ut fidele facere sit alius circulus, ac novum quasi regnum, a facere morali. Itaque cum nos theologi loquimur de facere, necesse est nos loqui de fideli facere, quia in theologia nullam rectam rationem et bonam voluntatem habemus praeter fidem. Derfor skal det "at gøre" indenfor teologien altid forstås om "at gøre i tro", så at det "at gøre i tro" er på et andet plan og som i et nyt rige, forskelligt fra det moralske. Når derfor vi teologer taler om "at gøre", må vi nødvendigvis taler om "at gøre i tro", for i teologien har vi ingen ret begrundelse og god vilje udover troen.

⁹⁷         Ista regula pulchre observatur Ebrae. 11. Illic numerantur multa et varia sanctorum opera ex sacra scriptura, ut de Davide, qui occidit leonem et ursum, occidit Goliath. Ibi insulsus asinus sophista tantum faciem operis, ut bos novam portam, inspicit. Sed sic inspiciendum est hoc opus, ut primum consideres, qualis fuerit persona David, antequam hoc opus faceret, nempe talis, cujus cor confidebat in dominum Deum Israel, ut textus (1. Sam. 17.) clare habet: "Dominus, qui eripuit me de manu leonis et ursi, ipse liberabit me de manu Philistaei hujus."         Denne regel bliver smukt efterlevet i Hebr 11. Her opregnes mange og forskellige helgeners gerninger fra den hellige skrift, f. eks. om David, som dræbte en løve og en bjørn og slog Goliat ihjel. Her ser de tåbelige æsler til sofister blot på den ydre gerninger, som en ko på en ny dør. Men således skal du se på denne gerning, at du først overvejer, hvordan personen David var, før han gjorde denne gerning; han var nemlig en sådan person, hvis hjerte stolede på Herren, Israels Gud, som teksten klart siger: "Herren, som har revet mig ud af løvens og bjørnens vold, vil befri mig fra denne filisters hånd". (1 Sam 17,37)

⁹⁸ Deinde: "Tu venis ad me cum gladio, hasta et clypeo, ego autem ad te venio in nomine domini Zebaoth, Dei (E380) agminum Israel, quibus exprobrasti hodie, et dabit te dominus in manum meam, et percutiam te, et auferam caput tuum a te etc., quia non in gladio, nec in hasta salvat Dominus etc." Vides ergo eum justum et acceptum Deo, in fide fortem et constantem fuisse, antequam hoc opus faceret. Itaque facere Davidis non est naturale aut morale, sed fidele. Og ligeledes: "Du kommer imod mig med sværd, spyd og skjold, men jeg kommer mod dig i hærskarers herrers, Israels slagrækkers Guds navn, som du idag har hånet, og han vil give dig i min hånd og jeg vil gennembore dig og hugge hovedet af dig, osv., for Herren giver ikke sejr ved sværd eller spyd, osv." (1 Sam 17,45f). Du ser altså, at han var retfærdig og gudvelbehagelig, stærk og vedholdende i troen, før han gjorde denne gerning. Derfor det, David "gjorde", hørte ikke hjemme på det naturlige eller moralske plan, men på troens plan.

⁹⁹          Sic eadem epistola dicit de Abel, quod fide meliorem hostiam obtulit Deo, quam Cain. Si sophistae incidunt in istum locum, ut in Gen. legitur (ubi simpliciter describitur, quod uterque, Cain et Abel, obtulerunt munera, et quod dominus respexit ad Abel et ad munera ejus), statim arripiunt haec verba: "Obtulerunt munera, dominus respexit ad munera Abel", et clamant: "Ibi auditis et videtis Deum respexisse munera, ergo opera justificant.        Således siger også det samme brev om Abel, at han i tro bragte Gud et bedre offer end Kain. Hvis sofisterne opholder sig ved dette sted, som det læses i 1 Mos (hvor det simpelthen beskrives, at de begge to, Kain og Abel, frembar ofre, og at Herren så til Abel og hans offer), så gør de straks opmærksom på dette ord: "De frembar ofre, Herren så til Abels offer" (1 Mos 4,3f), og hævder: "Her kan I høre og se, at Gud så til hans offer, altså gør gerninger retfærdig".

¹⁰⁰ Sic immundi porci putant justitiam esse rem moralem, tantum inspicientes larvam operis, non cor facientis opus, cum tamen in ipsa philosophia cogantur spectare non nudum opus, sed bonam voluntatem operatoris. Hic autem haerent tantum in vocabulis ,,obtulerunt munera", "dominus respexit ad munera", non videntes, quod textus in Gene, manifesto dicat dominum respexisse primum ad personam Abelis, quae placuit propter fidem, deinde ad munera ejus. Således mener de urene svin, at retfærdighed er en moralsk sag, de ser kun på gerningens ydre, ikke på hjertet hos den, der gør gerninger, skønt de dog i filosofien selv tvinges til at se, ikke blot den nøgne gerning, men på den gode vilje hos den, der gør gerninger. Men her hæfter de sig blot ved ordene "de frembar ofre", "Herren så til ofret", uden at se, at teksten i 1 Mosebog udtrykkelig siger, at Herren først så til Abels person, som behagede ham på grund af troen, dernæst til hans offer. (1 Mos 4,4)

¹⁰¹ Itaque loquimur in theologia de operibus, sacrificiis, oblationibus et muneribus fidelibus, hoc est, quae oblata et facta sunt in fide, ut epistola ad Ebrae. (11, 4.) exponit, "fide, inquiens, Abel meliorem hostiam obtulit, fide Enoch translatus (E381) est, fide obedivit Abraham etc." Habes itaque canonem ex cap. 11. ad Ebrae., quomodo simpliciter respondendum sit ad argumenta, quae objiciuutur ab adversariis de lege et operibus, scilicet: Hoc opus ille vel alias fecit in fide, et sic solvis ipsorum omnia argumenta. Således taler vi i teologien om troens gerninger, ofre, ydelser og offergaver, det vil sige, det, som frembæres og gøres i tro, som brevet til hebræerne forklarer det (Hebr 11,4), "i tro frembar Abel et bedre offer, i tro blev Enok taget bort, i tro adlød Abraham, osv." Du har derfor i Hebr 11 en rettesnor om, hvordan du enkelt skal besvare de argumenter, som der indvendes af modstanderne om loven og gerningerne, nemlig: Denne gerning har den eller den udført i tro, og således kan du løse alle deres argumenter.

¹⁰²         Ex his manifestum est in theologia opus nihil valere sine fides, sed oportere praecedere fidem, antequam opereris. Impossibile enim est sine fide placere Deo, sed accedentem ad Deum oportet credere. Hinc dicit ille ad Ebrae. hostiam Abelis fuisse meliorem, quia credebat, ideo opus seu sacrificium Abelis fidele fuit.        Heraf er det klart, at i teologien er en gerning intet værd uden troen, men troen bør kommer først, før du gør noget. For "det er umuligt uden tro at behage Gud, men den, som kommer frem for Gud, må tro" (Hebr 11,6). Derfor siger hebræerbrevets forfatter, at Abels offer var bedre, fordi han troede, derfor var Abels gerning eller offer gjort i tro.

¹⁰³ Contra in Cain, quia impius et hypocrita erat, nulla fides gratiae, sed mera praesumtio justitiae propriae fuit, ideo opus ejus, quo studebat placere Deo, hypocriticum et infidele fuit. Quare coguntur adversarii ipsi concedere in omnibus operibus sanctorum praesupponi fidem, propter quam opera placent. Ergo in theologia est novum facere, diversum a morali. Modsat med Kain; fordi han var ugudelig og hyklerisk og ikke havde nogen tro på nåden, men blot regnede med egenretfærdigheden, derfor var hans gerning, hvorved han søgte at behage Gud, hyklerisk og uden tro. Derfor tvinges modstander til selv at indrømme, at man i alle de helliges gerninger må forudsætte troen, for det skyldes den, at gerningerne er velbehagelige. Altså er det at gøre noget i teologien, forskelligt fra det at gøre noget i moralfilosofien.

¹⁰⁴          Deinde hoc modo etiam distinguere solemus fidem, quod fides aliquando accipiatur extra opus, aliquando cum opere. Ut enim artifex varie de sua materia, et hortulanus de arbore vel nuda vel gestante fructum loquitur, ita et Spiritus sanctus in scriptura varie de fide loquitur, jam de fide (ut sic dicam) abstracta vel absoluta, jam de fide concreta, composita seu incarnata. Fides absolute seu abstracta est, quando (E382) scriptura absolute loquitur de justificatione seu de justificatis, ut cernere est in epistola ad Rom. et ad Galat. Quando vero scriptura loquitur de praemiis et operibus, tunc de fide composite, concreta seu incarnata loquitur.        Dernæst plejer vi også at skelne mellem forskellige former for tro på den måde, at troen af og til er uden gerning, af og til med. For ligesom en håndværker kan taler på forskellig vis om sit materiale og en gartner om træet enten som nøgent eller som bærende frugt, således kan også Helligånden tale på forskellig måde i skriften, nu om den om jeg så må sige abstrakte eller absolutte tro, nu om den konkrete, sammensatte eller inkarnerede tro. Troen, taget absolut eller abstrakt, er når skriften taler absolut om retfærdiggørelse eller om de retfærdiggjorte, sådan som det kan ses i brevene til romerne og til galaterne. Men når skriften taler om belønninger og gode gerninger, da taler den om den sammensatte, konkrete eller inkarnerede tro.

¹⁰⁵ Hujus fidei exempla aliquot recensebimus, ut: "Fides per dilectionem efficax." (Galat. 5,6.); "hoc fac et vives" (Luc. 10, 28.); "si vis ad vitam ingredi, serva mandata Dei" (Matth. 19, 17.); "qui fecerit haec, vivet in eis" (Galat. 3, 12. Levit. 18, 5); "declina a malo, et fac bonum" (Psal. 34, 15.) etc. In istis et similibus locis (quales sunt innumeri in sacris literis), ubi fit mentio de faciendo, scriptura semper loquitur de fideli facere; ut cum dicit: "Fac hoc, et vives", hoc vult: Cogita primum, ut sis fidelis, habeas rectam rationem et bonam voluntatem, id est, fidem in Christum, ea habita opereris. Vi vil anføre nogle eksempler på denne form for tro. "Troen er virksom i kærlighed" (Gal 5,6); "Gør dette, så skal du leve" (Luk 10,28); "Hvis du vil indgå til livet, hold Guds bud" (Matt 19,17); "Den, som gør disse ting, skal leve ved dem" (Gal 3,12; 3 Mos 18,5); "Hold dig fra det onde og gør det gode" (Sl 34,15) osv. I disse og lignende skriftsteder (og dem er der utallige af i den hellige skrift), hvor man bruger ordet "at gøre", taler skriften altid om den troende gøren; når den f. eks. siger: "Gør dette, så skal du leve", så har den det til hensigt: Sørg først for, at de bliver troende, at du har den rette begrundelse og den gode vilje, det vil sige, troen på Kristus! Når du har det, kan du gøre gerningen!

¹⁰⁶          Quid igitur mirum, si illi fidei incarnatae, hoc est, operanti, qualis fuit Abelis, vel operibus fidelibus promittuntur merita ac praemia? Quidni ita varie loqueretur scriptura de fide, cum etiam de Christo Deo et homine varie loquatur, scilicet jam de tota persona, jam de duabus naturis ipsius seorsim, aut divina aut humana. Si de naturis seorsim loquitur, de Christo absolute loquitur. Si vero de divina, unita humanae in una persona loquitur, de Christo composite et incarnato loquitur.         Der er altså ingen grund til at undre sig, hvis denne inkarnerede, det vil sige, virksomme tro, som Abel havde, eller hvis gerninger i tro får forjættet fortjenester eller belønninger? Hvorfor skulle skriften ikke tale på så forskellig måde om troen, når den også taler på forskellig måde om Kristus, Gud og menneske, nemlig snart om hele personen, snart om hans to naturer, den guddommelige og den menneskelig, hver for sig. Hvis den taler om naturerne hver for sig, taler den absolut om Kristus. Men hvis den taler om den guddommelige, forenet med den menneskelige til én person, taler den om Kristus som sammensat og inkarneret.

¹⁰⁷ Exstat regula apud scholasticos usitata de communicatione idiomatum, cum proprietates divinitati Christi convenientes tribuuntur humanitati ipsius, id quod passim cernere est in scripturis. (E383) Lucae 2. (v. 12.) vocat angelus infantem ex Maria virgine natum salvatorem hominum, et communem dominum angelorum et hominum, et cap. 1. (v. 32.) filium Dei. Hinc verissime dicere possum: Hic infans, qui in praesepio et virginis gremio jacet, creavit coelum et terram, est dominus angelorum. Hos skolastikerne bruger de den regel om udveksling af egenskaberne, når Kristi guddommelige egenskaber holdes sammen med og tillægges hans menneskelighed, hvilket kan ses overalt i skriften. I Luk 2,12 kalder englen det barn, der er født af jomfru Marie, menneskenes frelser og den fælles herre over engle og mennesker, og i Luk 1,32 kalder han ham Guds søn. Derfor kan jeg med fuld ret sige: Dette barn, som ligger i jomfruens krybbe og skød, har skabt himmel og jord, er herre over englene.

¹⁰⁸ Hic loquor quidem de homine, sed homo in ista propositione est plane novum vocabulum, et, ut sophistae ipsi fatentur, supponit pro divinitate, id est, iste Deus, qui factus est homo, creavit omnia. Creatio quidem tribuitur soli divinitati, quia humanitas non creat, et tamen recte dicitur: Homo creavit, quia divinitas, quae sola creat, est incarnata cum humanitate, ideoque humanitas participat iisdem proprietatibus cum divinitate. Quare recte et pie dicitur: Iste homo Iesus eduxit Israel de Aegypto, percussit Pharaonem, et fecit omnia mirabilia ab initio mundi etc. Her taler jeg ganske vist om et menneske, men et menneske i denne stilling er et helt nyt ord og står, som sofisterne selv indrømmer, i guddommens sted, det vil sige, den Gud, som blev menneske, har skabt alting. Skabelsen tillægges ganske vist alene guddommeligheden, fordi menneskeligheden ikke skaber, og dog siges det med rettet: Mennesket har skabt, fordi guddommeligheden, som alene skaber, er inkarneret med menneskeligheden, og derfor deltager menneskeligheden sammen med guddommeligheden i de samme egenskaber. Derfor er det ret og fromt at man siger: Dette menneske, Jesus, førte Israel ud af Ægypten, slog Farao og udførte alle undere fra verdens begyndelse, osv.

¹⁰⁹          Igitur cum scriptura dicit: "Si vis in vitam ingredi, serva mandata Dei"; ,,hoc fac, et vives etc.", primum videndum est, de cujusmodi servare et facere loquatur. Nam in his et similibus locis, ut dixi, loquitur de fide concreta, non abstracta, composite, non nuda aut simplici, estque ista hujus loci: "Fac hoc, et vives", sententia: Tu vives propter hoc facere fidele, vel: Hoc facere dabit tibi vitam propter solam fidem.        Når derfor skriften siger: "Hvis du vil indgå til livet, så hold Guds bud"; "Gør dette, så skal du leve", osv., så skal man først se på hvad det er for en slags "holde" og "gøre", der tales om. For på disse steder og på lignende steder tales der som sagt om den konkrete tro, ikke om den abstrakte, om den sammensatte, ikke om den nøgne eller simple tro, og meningen med dette sted: "Gør dette, så skal du leve" bliver da: Du skal leve på grund af det at gøre i tro, eller: Denne gøren vil give dig liv alene på grund af troen.

¹¹⁰ Hoc modo justificatio soli fidei tribuitur, ut creatio divinitati, et tamen ut vere dicitur, Iesus, Mariae filius, creavit omnia, ita tribuitur etiam justificatio fidei incarnatae seu fideli (E384) facere. Ideo nullo modo sentiendum est cum sophistis et hypocritis, quod opera absolute et simpliciter justificent, quodque moralibus operibus promittantur merita et praemia, sed fidelibus. På den måde tillægges retfærdiggørelsen alene troen, som en guddommelig skabelse, og dog: ligesom det i sandhed kan siges, at Jesus, Marias søn, har skabt alle ting, således kan også retfærdiggørelsen tillægges den inkarnerede tro eller det at handle i tro. Derfor skal man på ingen måde mene med sofisterne og hyklerne, at det er gerningerne i absolut eller simpel forstand, der retfærdiggør, og at der forjættes fortjeneste og belønning til de moralske gerninger, nej, det er gerninger, gjort i tro, der får den forjættelse.

¹¹¹           Permittamus igitur Spiritum sanctum loqui in scripturis vel de fide abstracta, nuda, simplici, vel de concreta, composita, incarnata, omnia sunt fidei, quae operibus tribuuntur. Non enim moraliter, sed theologice et fideliter sunt opera inspicienda. Fides in theologia perpetuo sit divinitas operum, et sic perfusa per opera, ut divinitas per humanitatem in Christo. Qui in ferro ignito attingit ignem, ferrum attingit. Ita qui tetigit cutem Christi, vere Deum tetigit. Est igitur fides fac totum (ut ita loquar) in operibus. Abraham dicitur fidelis, quia fides diffusa est in totum Abraham, ut inspiciens eum operantem nihil videam Abrahae carnalis vel operantis, sed tantum credentis.         Vi må altså finde os i, at Helligånden i skriften både taler om den abstrakte, nøgne, simple tro, og om den konkrete, sammensatte, inkarnerede tro; alt det, der tilskrives gerningerne, hører troen til. Man skal nemlig her se på gerninger, ikke på moralsk måde, men på teologisk måde eller på troens måde. Tro skal i teologien altid være det guddommelige ved gerningerne, og den skal være gennemstrømmet af gerninger, ligesom guddommeligheden er gennemstrømmet af menneskelighed i Kristus. Den, der rører ved ilden i et stykke glødende jern, rører også ved jernet. Ligeledes har den, der har rørt ved Kristi hud, i sandhed rørt ved Gud. Troen er altså så at sige hele dette "gør" i gerningerne. Abraham kaldes troende, fordi troen gennemstrømmede hele Abraham, så når man ser, at han gør noget, ser man ikke noget af den kødelige eller handlende Abraham, men kun noget af den troende.

¹¹²           Ista ideo tam diligenter inculco, ut clare tradam fidei doctrinam, deinde ut ad objecta adversariorum, qui commiscent philosophiam et theologiam, et ex moralibus operibus theologica faciunt, recte et facile respondere possimus. Theologicum opus est fidele opus, sic homo theologicus est fidelis, item ratio recta, voluntas bona theologice est fidelis ratio et voluntas, ita ut fides in universum sit divinitas in opere, persona et membris, ut unica causa justificationis, quae postea etiam tribuitur materiae propter formam, hoc est, operi propter fidem.         Disse ting indprenter jeg så omhyggeligt, fordi jeg vil overlevere jer en klar troslære, og desuden i den hensigt, at vi kan svare rigtigt og let på modstandernes indvendinger, de, som sammenblander filosofi og teologi og gør en teologi ud af moralske handlinger. En gerning i teologisk forstand er en troens gerning, således er et menneske i teologisk forstand et troende menneske, ligeledes er den rette begrundelse og den gode vilje i teologisk henseende troens begrundelse og vilje, således at troen i det hele taget er guddommeligheden i gerning, person og lemmer, ligesom den er den eneste grund til retfærdiggørelsen, som bagefter også kan tilskrives materien på grund af formen, det vil sige gerningen på grund af troen.

¹¹³Potentia aeterna et infinite traditur Christo homini non propter humanitatem, (E385) sed divinitatem. Sola enim divinitas creavit omnia humanitate nihil cooperante. Ita neque peccatum et mortem humanitas vicit, sed hamus, qui latebat sub vermiculo, iu quem diabolus impegit, vicit et devoravit diabolum, qui volebat devorare vermiculum. Itaque sola humanitas hic nihil effecisset, sed divinitas humanitati conjuncta sola fecit, et humanitas propter divinitatem. Sic hic sola fides justificat et facit omnia, et tamen operibus idem tribuitur, sed propter fidem. Den evige og uendelige magt tilskriver man mennesket Kristus, ikke på grund af hans menneskelighed, men på grund af hans guddommelighed. For alene guddommeligheden skabte alt, og det uden at menneskeligheden medvirkede. Således har heller ikke menneskeligheden sejret over synden og døden, men den krog, som lå gemt i ormen, som djævelen kastede sig over, har besejret og opslugt djævelen, da han ville opsluge ormen. Således udrettede her den rene menneskelighed ingenting, men det var alene guddommeligheden, knyttet sammen med menneskeligheden, der gjorde det, og menneskeligheden på grund af guddommeligheden. Således er det her troen, der retfærdiggør og udvirker alt, og dog tilskrives gerningerne det samme, men på grund af troen.

¹¹⁴            Sunt igitur ista vocabula, facere, operari, tripliciter accipienda, substantialiter seu naturaliter, moraliter et theologice (sophistae finxerunt quaedam opera neutralia, quae dixerunt nec bona nec mala). In substantiis seu naturis et moralibus, ut dixi, accipiuntur ista vocubula in suo usu et naturali significatione.        Derfor skal disse ord "at gøre", "at handle", forstås på tredobbelt måde, substantielt eller naturmæssigt, moralsk og teologisk (sofisterne har fantaseret sig frem til, at nogle gerninger er neutrale, om dem siger de, at de hverken er gode eller onde). Substantielt eller naturmæssigt og moralsk forstås som sagt disse ord efter deres brug og naturlige betydning.

¹¹⁵ In theologia vero fiunt plane nova vocabula, acquiruntque novam significationem. Quare ad morale facere pertinent omnes hypocritae, qui volunt ex lege justificari, et falsas opiniones de Deo habent, contra quos Paulus hic disputat. Habent enim facere, quod fluit ex recta ratione et bona voluntate morali seu humana. Ideo opera eorum sunt plane moralia seu potius rationalia. Contra piorum sunt theologica, quae fidem includunt. Men i teologien bliver de til helt nye ord og de kræver en ny betydning. Derfor hører alle hyklerne under dette "at gøre" i moralsk henseende, for de vil retfærdiggøres ved loven og har falske opfattelser om Gud, og det er mod dem, Paulus her argumenterer. For de regner det "at gøre" som noget, der udstrømmer af den rette begrundelse og den gode moralske eller menneskelige vilje. Derfor er deres gerninger fuldstændig moralske eller snarere fornuftsmæssige. Omvendt er de frommes gerninger teologiske, de indeslutter troen i sig.

¹¹⁶          Quare cum legis in scripturis de patribus, prophetis, regibus, quod operati sint justitiam, suscitaverint mortuos, vicerint regna etc., memineris talia et similia dicta secundum novam et theologicam grammaticam exponenda esse, ut epistola ad Ebrae. (cap. (E386) 11.) exponit, nempe hoc modo: Fide operati sunt justitiam, fide suscitaverunt mortuos, fide vicerunt reges et regna, ita ut fides incorporet et informet facere, et hoc adversarii, si sani sunt, negare non possunt, nec habent, quod contradicant aut opponant.         Når du derfor læser i skriften om fædre, profeter og konger, at de har øvet retfærdighed, har opvakt døde, har besejret kongeriger, osv., så skal du huske, at dette og lignende udsagn skal forklares ifølge den nye, teologiske grammatik, som brevet til hebræerne, kap. 11, viser det, nemlig på denne måde: Ved troen har de øvet retfærdighed, ved troen har de opvakt døde, ved troen har de sejret over konger og kongedømmer, således at troen giver dette "at gøre" skikkelse og form, og det kan modstanderne, hvis de vil være ved deres fulde fem, ikke benægte, og de har ikke noget, hvormed de kan sige os imod eller imødegå det med.

¹¹⁷ Clamare quidem possunt scripturam saepe loqui de faciendo et operando, nos perpetuo respondemus eam loqui de facere fideli. Oportet enim primum rationem illustratam esse fide, antequam operetur, habita autem vera opinione et notitia Dei tanquam recta ratione incarnatur et incorporatur ei opus, ut, quidquid fidei tribuitur, postea etiam operibus tribuatur, sed propter solam fidem. De kan ganske vist hævde, at skriften ofte taler om "at gøre" og "at handle", men vi kan til stadighed svare, at den taler om "at gøre i tro". For fornuften bør først være oplyst ved troen, før man foretager handlingen, men når man har fået den sande opfattelse af og kendskab til Gud inkarneres den som en ret begrundelse og gerningen legemliggøres for ham, så det, der tilskrives troen, bagefter også kan tilskrives gerningerne, men alene på grund af troen.

¹¹⁸         Valde igitur prodest, ut theologiae studiosi bene distinguere discant inter facere verum et hypocriticum, morale et theologicum. Hoc enim facientes facile explicare poterunt omnes locos, qui justitiam operum statuere videntur. Est autem verum facere, ut dixi, fidele seu theologicum, quod is non habet, qui ex operibus quaerit jnstitiam.        Det er derfor meget gavnligt, at de teologiske studenter lærer at skelne nøje mellem det sande og det hykleriske, mellem det moralske og det teologiske "at gøre". Når de gør det, kan de nemlig let forklare alle de steder, som synes at understøtte gerningsretfærdigheden. Men det sande "at gøre" eller som sagt troens eller teologiens "at gøre", det har det menneske ikke, som søger retfærdighed ved gerninger.

¹¹⁹ Ideo maledictus est omnis legis operator et moralis sanctus, quia incedit contra Deum in praesumtione justitiae propriae, dum per voluntatem et rationem humanam vult justificari, et sic faciendo legem non facit; hocque vocat Paulus esse sub operibus legis, hoc est, hypocritas facere legem, et tamen faciendo non facere, quia intelligent facere juxta grammaticam moralem, quae in theologia non valet. Operantur quidem multa, sed ex praesumtione propria sine recta ratione et bona voluntate theologica, hoc est, sine cognitione Dei et (E387) fide, ut pharisaeus Lucae 18. et Paulus ante conversionem. Ideo caeci sunt et errant, ac manent sub maledicto. Derfor er enhver lovens gører og moralsk helgen forbandet, for han træder op imod Gud ved at anmasse sig deres egen retfærdighed, idet han vil retfærdiggøres gennem den menneskelige vilje og fornuft, og således overholder han ikke loven, når han overholder den; og det er det, Paulus kalder at være under lovgerninger, det vil sige, at hyklerne overholder loven, og dog ved at overholde den, overholder de den ikke, fordi de forstå det "at gøre" efter den moralske grammatik, som ikke gælder i teologien. De gør ganske vist mange ting, men de gør dem ved at anmasse sig uden ret fornuft og god vilje i teologisk forstand, det vil sige, uden erkendelse af Gud og troen, ligesom farisæeren i Luk 18,9, og ligesom Paulus, før han blev omvendt. Derfor er de blinde og farer vild, og forbliver under forbandelse.

¹²⁰Quare iterum moneo sententias, quas adversarii opponunt ex scripturis de operibus et mercede, semper theologice exponendas esse per definitionem, ut si objiciatur dictum illud Danielis 4. (v. 24.): "Redime peccata tua eleemosynis", statim consulenda est grammatica, non moralia, sed theologica. Illa ostendet hoc redimere non esse morale, sed fidele, hoc est, includere fidem. Nam opus in sacris literis praerequirit etiam bonam voluntatem et rectam rationem, non moralem, sed theologicam, quae fides est.         Derfor formaner jeg igen til, at den opfattelse, som modstanderne sætter op fra skriften om gerninger og fortjeneste, den skal man altid forklare er teologisk ud fra definitionen, så hvis man f. eks. kommer med indvending ud fra Dan 4,24: "forløs dine overtrædelser med din barmhjertighed", så skal man straks rådføre sig med grammatikken, ikke den moralske, men den teologiske. Den vil påvise, at dette "forløs" ikke er moralsk, men efter troen, det vil sige, det indbefatter troen. For en gerning i den hellige skrift kræver også en god vilje og den rette begrundelse, ikke en moralsk, men en teologisk, og det er, hvad troen er.

121 Hoc modo facile poteris obturare os sophistis. Nam ipsimet coguntur concedere, quia ita docent ex Aristotele, omne opus bonum procedere ex electione. Si hoc verum est in philosophia, multo magis in theologia oportet esse ante opus bonam voluntatem et rectam rationem per fidem, hocque volunt omnia verba imperativa, item omnia verba, quae legem docent, ut epistola ad Ebrae. cap. 11. (v. 4.) clare exponit: "Fide Abel obtulit etc." På den måde kan du let lukke munden på sofisterne. For de tvinges selv til at indrømme det, for sådan lærer de ud fra Aristoteles, at enhver god gerning fremgår af et valg. Men hvis det er sådan i filosofien, så bør der meget mere i teologien før en gerning være en god vilje og en ret begrundelse gennem troen, og det sigter alle ordene i bydeform på, ligeledes alle de ord, der lærer loven, som Hebr 11,4 klart viser: "I tro frembar Abel, osv."

122          Et esto, quod ista solutio sit insufficiens, quanquam certissima sit, tamen istud argumentum argumentorum et principale spectrum christianorum sit contra omnes tentationes et objectiones non tantum adversariorum, sed etiam ipsius diaboli, ut apprehendant caput, scilicet Christum.        Og lad så være, at denne løsning er utilstrækkelig, skønt den er sikker nok, dog skal dette argumenternes argument og de kristnes hovedanskuelse være imod alle fristelser og indvendinger ikke blot fra modstanderne, men også fra djævelen selv, om de mon ikke kunne gribe hovedet, nemlig Kristus.

123 Deinde esto etiam, quod sophistae sint argutiores me, et ita obruant et illaqueent me argumentis pro operibus contra fidem, ut (E388) prorsus me explicare non possim (quamvis hoc illis impossibile sit), tamen potius honorem habere et credere velim uni Christo, quam permoveri omnibus locis, quos contra fidei doctrinam pro justitia operum statuenda producere possent. Lad det dernæst også være sådan, at sofisterne er bedre til at argumentere end jeg, og således skulle kunne sønderrive mig og fange mig i snarer med deres argumenter til fordel for gerningerne imod troen, så jeg slet ikke skulle kunne forklare mig (skønt det vil være umuligt for dem), dog ville jeg hellere have ære og tro på den ene Kristus, end bevæges alle de steder hen, som de kunne opstille imod troens lære til fordel for gerningsretfærdigheden.

124        Quare simpliciter eis ita respondendum est: Hic Christus est, illic scripturae testimonia de lege et operibus. Christus autem dominus est scripturae et omnium operum, idem est dominus coeli, terrae, sabbati, templi, justitiae, vitae, irae, peccati, mortis et simpliciter omnium, et hunc praedicat Paulus, ipsius apostolus, peccatum et maledictum factum pro me. Audio igitur, quod nulla alia ratione potuerim liberari a peccato, morte et maledictione mea, quam per mortem et sanguinem ipsius.         Derfor skal du simpelthen svare dem således: Her er Kristus, her er skriftens vidnesbyrd om loven og gerningerne. Men Kristus er herre over skriften og alle gerninger, ligeledes er han herre over himlen, jorden, sabbatten, templet, retfærdigheden, livet, vreden, synden, døden og simpelthen alt, og om ham prædiker Paulus, hans egen apostel, at han er gjort til synd og forbandelse for min skyld. Jeg hører nok, at jeg ikke kan befris fra min synd, død og forbandelse af nogen anden grund end gennem hans død og blod.

125 Ideo certissime et securissime concludo, quod Christum ipsum in corpore suo oportuerit vincere peccatum, mortem et maledictionem meam, non opera legis aut mea. Cogitur autem ratio naturaliter assentiri, et dicere, quod Christus non sit opus legis aut meum, quod sanguis et mors sua non sit circumcisio, observatio rituum legalium, multo minus cucullus, vertex rasus, jejunium, votum, quod sua victoria, quam mihi donavit, non sit carthusianus. Derfor drager jeg på den mest stensikre måde den slutning, at det var Kristus selv, der i sit legeme burde besejre min synd, død og forbandelse, ikke lovens eller mine gerninger. Men fornuften tvinges til på naturlig vis at gå med til det og sige, at Kristus ikke kan være lovens eller min gerning, at hans blod og død ikke kan være omskærelse, overholdelse af de lovpligtige riter, langt mindre munkekutte, kronragning, faste, løfte, at hans sejr, som han skænker mig, ikke kan være en kartheuser-sejr.

126 Quare si ipse est pretium redemtionis meae, si ipse factus est peccatum et maledictum, ut me justificaret et benediceret, nihil moror scripturae locos, si etiam sexcentos produces pro justitia operum contra fidei justitiam, et clamites scripturam pugnare; ego auctorem et dominum scripturae habeo, a cujus parte volo potius stare, quam tibi credere, quanquam impossibile sit scripturam pugnare, nisi apud insensatos et (E389) induratos hypocritas. Apud pios autem et intelligentes dat testimonium pro domino suo. Vide igitur, quomodo tu scripturam concilies, quam pugnare dicis, ego cum auctore scripturae maneo. Hvis han derfor selv er min forløsnings pris, hvis han selv er gjort til synd og forbandelse, at han kan retfærdiggøre og velsigne mig, så undrer det mig ikke, at nogle skriftsteder, om du også kunne fremvise hundrede og sytten af dem, taler for gerningsretfærdigheden imod trosretfærdigheden og kæmper imod det, skriften ellers råber om; jeg har skriftens ophavsmand og herre, jeg vil heller stå på hans side, end at jeg skulle tro dig, skønt det er umuligt, at skriften skulle kæmpe imod ham, undtagen hos de ufølsomme og forhærdede hyklere. Men hos de fromme og hos dem, der forstår det, giver den vidnesbyrd om sin herre. Se du altså til, hvordan du rådspørger skriften, som du siger bekæmper [trosretfærdigheden], jeg forbliver hos skriftens ophavsmand.

127          Ideo si quis non satis instructus est, ut tales locos scripturae de operibus conciliare aut solvere possit, et cogitur tamen audire instantiam adversariorum, qui vehementer hujusmodi locos urgent, ille respondeat sic simpliciter: Tu urges servum, hoc est, scripturam, et eam non totam, neque potiorem ejus partem, sed tantum aliquot locos de operibus; hunc servum relinquo tibi, ego urgeo dominum, qui rex est scripturae, qui factus est mihi meritum et pretium justitiae et salutis.        Derfor, hvis nogen ikke er tilstrækkelig uddannet til at kunne forene eller løse den slags skriftsteder om gerninger og dog tvinges til at høre modstandernes tale, som lægger stor vægt på den slags skriftsteder, så skal han simpelthen svare således: Du lægger vægt på trællen, det vil sige, på skriften, og det ikke hele skriften, ejheller dens stærkeste del, men blot på nogle skriftsteder om gerninger; denne træl lader jeg dig gerne beholde, jeg lægger vægt på herren, som er konge over skriften, som er gjort mig til fortjeneste og retfærdighedens og frelsens pris.

128 Illum teneo, et in eo haereo, et relinquo tibi opera, quae tamen nunquam fecisti. Hanc solutionem neque diabolus neque ullus justitiarius tibi eripere aut evertere potest. Deinde tutus es etiam coram Deo. Cor enim manet fixum in objecto, quod vocatur Christus, qui crucifixus et maledictus est, non pro se, sed pro nobis, sicut textus (Galat. 3, 13.) sonat: "Factus pro nobis maledictum." Hunc locum urge, et oppone omnibus sententiis de lege et operibus, et dic: Audisne hoc Satan? Tum cedere eum oportet, quia novit Christum esse dominum suum. Ham holder jeg mig til, ham knytter jeg mig til, så kan du beholde dine gerninger, som du dog aldrig har gjort. Denne løsning kan hverken djævelen eller nogen gerningsretfærdig sønderrive for dig eller forvende. Desuden er du også sikker overfor Gud. For hjertet forbliver fæstnet på genstanden, som kaldes Kristus, som er korsfæstet og forbandet, ikke for sin egen skyld, men for vores skyld, sådan som teksten lyder: "Han blev gjort os til en forbandelse" (Gal 3,13). Læg vægt på det sted og sæt det op mod alle sætninger om lov og gerninger, og sig: Hører du her, Satan? Da skal han nok vige fra dig, for han véd, at Kristus er hans herre.

Videre til gal3d:
Noter:

⁹¹Sophistae ipsi fatentur et docent in natura esse praecedere operari, quia arbor naturaliter prior est fructu. Item in philosophia concedunt opus moraliter non esse bonum, nisi adsit prius recta ratio et bona voluntas. Statuunt igitur rectam rationem et bonam voluntatem ante opus, hoc est, justificant personam moraliter ante opus. Contra in theologia, ubi maxime debebat fieri (adeo stupidi sunt asini), invertunt hoc perversissime, statuentes opus ante rectam rationem etc.	Sofisterne indrømmer selv og lærer, at i naturen er der noget, der må går forud for det at handle, for træet kommer ifølge naturen førend frugten. Ligeledes indrømmer de i filosofien, at en moralsk gerning ikke er god, hvis der ikke først er den rette begrundelse og den gode vilje. Altså fastslår de, at den rette begrundelse og den gode vilje må være der før gerningen, det vil sige, de retfærdiggør personen moralsk set før de kommer til gerninger. Modsat handler de i teologien, hvor det i meget højere grad burde ske (i den grad er de dumme æsler), her vender de op og ned på dette, og sætter gerningen før den rette begrundelse, osv.
⁹² Quare aliud est facere in natura, aliud in philosophia, aliud in theologia. In natura primum oportet esse arborem, deinde fructum. In morali philosophia facere praerequirit bonam voluntatem et rectam rationem operandi, ibique consistunt philosophi. (E378) Hinc theologi dicunt moralem philosophiam non habere in objecto et causa finali Deum, quia Aristoteles, Sadducaeus, aut homo civiliter bonus, vocat hoc rectam rationem et bonam voluntatem, si quaerat communem utilitatem reipublicae, tranquillitatem et honestatem.	Derfor er det "at gøre" én ting i naturen, en anden ting i filosofien, og noget helt tredie i teologien. I naturen skal der først være et træ, dernæst en frugt. I moralfilosofien kræver det at gøre en god vilje og en ret begrundelse for at handle, og det står så filosofien fast på. Hertil siger teologerne, at moralfilosofien ikke har Gud som genstand og endemål, fordi Aristoteles, Saddukæerne eller et godt borgerligt menneske kalder det en ret begrundelse og en god vilje, hvis man søger statens almindelige bedste, orden og retskaffenhed.
⁹³ Altius non assurgit philosophus aut legislator, non cogitat per rectam rationem etc. consequi remissionem peccatorum et vitam aeternam, ut sophista aut monachus. Ideo gentilis philosophus longe melior est tali hypocrita, manet enim intra limites suos, habens tantum rationem honestatis et tranquillitatis publicae, non miscens humanis divina. Contra sophista imaginatur Deum spectare suam bonam intentionem et opera, ideoque miscet divinis humana, polluit nomen Dei, eamque imaginationem haurit ex philosophia morali, nisi quod ea pejus abutitur, quam homo gentilis etc.	Højere stiler filosoffen eller lovgiveren ikke. Han tænker sig ikke, at han ved en ret begrundelse, osv., kan opnå syndernes forladelse og evigt liv, sådan som sofisten eller munken. Derfor er den hedenske filosof bedre end den slags hyklere, han bliver nemlig indenfor sine grænser, han har kun som begrundelse retskaffenhed og den offentlige orden, han sammenblander ikke det menneskelige og det guddommelige. Modsat forestiller sofisten sig, at Gud ser på den gode hensigt og på gerningerne, derfor sammenblander han det guddommelige og det menneskelige, han tilsmudser Guds navn, og denne forestilling henter han fra moralfilosofien, blot misbruger han den værre end en hedning, osv.
⁹⁴ Itaque oportet nos altius ascendere in theologia, quam in natura et philosophia, cum vocabulo faciendi, ut plane novum fiat. Nam ut ex naturalibus raptum in moralia aliud fit, ita multo magis ex philosophia et lege translatum in theologiam aliud fit, ut prorsus hic novam significationem habeat, et requirat etiam rectam rationem et bonam voluntatem non moraliter, sed theologice, quae est, quod per verbum evangelii cognosco et credo Deum misisse filium suum in mundum, ut redimeret nos a peccato et morte. Ibi facere est res nova, incognita rationi, philosophis, legistis et omnibus hominibus.	Derfor skal vi stige højere op i teologien end i naturen og i filosofien med ordet "at gøre", så det får et helt nyt indhold. For ligesom det bliver et andet, når det rykkes fra naturens område ind på det moralske område, således bliver det meget mere noget andet, når det overføres fra filosofien og lovområdet til teologien, og det kræver både en ret begrundelse og en god vilje, ikke i moralsk henseende, men i teologisk henseende, hvilket vil sige, at jeg ved evangeliets ord erkender og tror, at Gud har sendt sin søn til verden for at forløse os fra synd og død. Her er "at gøre" noget nyt, som er ukendt for fornuften, for filosofferne, for lovmagerne og for alle mennesker.
⁹⁵ Est enim sapientia in mysterio abscondita etc. Praerequirit igitur opus (E379) necessario ipsam fidem in theologia. Cum igitur opponunt adversarii sententias scripturae de lege et operibus et urgent vocabula operandi et faciendi, sic respondebis, ea esse vocabula theologica, non naturalia aut moralia; quae si naturalia vel moralia sint, accipi in suo usu; si vero theologica, includere rectam rationem et bonam voluntatem, incomprehensibilem rationi humanae.	For den er nemlig en visdom, der er skjult i mysteriet, osv. (1 Kor 2,7). Altså kræver gerningen indenfor teologien med nødvendighed troen selv. Når derfor modstanderne opstiller skriftsteder om loven og gerningerne og lægger vægt på ordene "at handle" og "at gøre", så skal du svare, at disse er teologiske ord, ikke naturmæssige eller moralske ord; og selv om de var naturmæssige eller moralske, så skulle de forstås på deres egen måde; men hvis de er teologiske, så forudsætter de den rette begrundelse og den gode vilje, og det er uforståeligt for den menneskelige fornuft.
⁹⁶ Quare facere in theologia intelligatur semper de fideli facere, ut fidele facere sit alius circulus, ac novum quasi regnum, a facere morali. Itaque cum nos theologi loquimur de facere, necesse est nos loqui de fideli facere, quia in theologia nullam rectam rationem et bonam voluntatem habemus praeter fidem.	Derfor skal det "at gøre" indenfor teologien altid forstås om "at gøre i tro", så at det "at gøre i tro" er på et andet plan og som i et nyt rige, forskelligt fra det moralske. Når derfor vi teologer taler om "at gøre", må vi nødvendigvis taler om "at gøre i tro", for i teologien har vi ingen ret begrundelse og god vilje udover troen.
⁹⁷ Ista regula pulchre observatur Ebrae. 11. Illic numerantur multa et varia sanctorum opera ex sacra scriptura, ut de Davide, qui occidit leonem et ursum, occidit Goliath. Ibi insulsus asinus sophista tantum faciem operis, ut bos novam portam, inspicit. Sed sic inspiciendum est hoc opus, ut primum consideres, qualis fuerit persona David, antequam hoc opus faceret, nempe talis, cujus cor confidebat in dominum Deum Israel, ut textus (1. Sam. 17.) clare habet: "Dominus, qui eripuit me de manu leonis et ursi, ipse liberabit me de manu Philistaei hujus."	Denne regel bliver smukt efterlevet i Hebr 11. Her opregnes mange og forskellige helgeners gerninger fra den hellige skrift, f. eks. om David, som dræbte en løve og en bjørn og slog Goliat ihjel. Her ser de tåbelige æsler til sofister blot på den ydre gerninger, som en ko på en ny dør. Men således skal du se på denne gerning, at du først overvejer, hvordan personen David var, før han gjorde denne gerning; han var nemlig en sådan person, hvis hjerte stolede på Herren, Israels Gud, som teksten klart siger: "Herren, som har revet mig ud af løvens og bjørnens vold, vil befri mig fra denne filisters hånd". (1 Sam 17,37)
⁹⁸ Deinde: "Tu venis ad me cum gladio, hasta et clypeo, ego autem ad te venio in nomine domini Zebaoth, Dei (E380) agminum Israel, quibus exprobrasti hodie, et dabit te dominus in manum meam, et percutiam te, et auferam caput tuum a te etc., quia non in gladio, nec in hasta salvat Dominus etc." Vides ergo eum justum et acceptum Deo, in fide fortem et constantem fuisse, antequam hoc opus faceret. Itaque facere Davidis non est naturale aut morale, sed fidele.	Og ligeledes: "Du kommer imod mig med sværd, spyd og skjold, men jeg kommer mod dig i hærskarers herrers, Israels slagrækkers Guds navn, som du idag har hånet, og han vil give dig i min hånd og jeg vil gennembore dig og hugge hovedet af dig, osv., for Herren giver ikke sejr ved sværd eller spyd, osv." (1 Sam 17,45f). Du ser altså, at han var retfærdig og gudvelbehagelig, stærk og vedholdende i troen, før han gjorde denne gerning. Derfor det, David "gjorde", hørte ikke hjemme på det naturlige eller moralske plan, men på troens plan.
⁹⁹ Sic eadem epistola dicit de Abel, quod fide meliorem hostiam obtulit Deo, quam Cain. Si sophistae incidunt in istum locum, ut in Gen. legitur (ubi simpliciter describitur, quod uterque, Cain et Abel, obtulerunt munera, et quod dominus respexit ad Abel et ad munera ejus), statim arripiunt haec verba: "Obtulerunt munera, dominus respexit ad munera Abel", et clamant: "Ibi auditis et videtis Deum respexisse munera, ergo opera justificant.	Således siger også det samme brev om Abel, at han i tro bragte Gud et bedre offer end Kain. Hvis sofisterne opholder sig ved dette sted, som det læses i 1 Mos (hvor det simpelthen beskrives, at de begge to, Kain og Abel, frembar ofre, og at Herren så til Abel og hans offer), så gør de straks opmærksom på dette ord: "De frembar ofre, Herren så til Abels offer" (1 Mos 4,3f), og hævder: "Her kan I høre og se, at Gud så til hans offer, altså gør gerninger retfærdig".
¹⁰⁰ Sic immundi porci putant justitiam esse rem moralem, tantum inspicientes larvam operis, non cor facientis opus, cum tamen in ipsa philosophia cogantur spectare non nudum opus, sed bonam voluntatem operatoris. Hic autem haerent tantum in vocabulis ,,obtulerunt munera", "dominus respexit ad munera", non videntes, quod textus in Gene, manifesto dicat dominum respexisse primum ad personam Abelis, quae placuit propter fidem, deinde ad munera ejus.	Således mener de urene svin, at retfærdighed er en moralsk sag, de ser kun på gerningens ydre, ikke på hjertet hos den, der gør gerninger, skønt de dog i filosofien selv tvinges til at se, ikke blot den nøgne gerning, men på den gode vilje hos den, der gør gerninger. Men her hæfter de sig blot ved ordene "de frembar ofre", "Herren så til ofret", uden at se, at teksten i 1 Mosebog udtrykkelig siger, at Herren først så til Abels person, som behagede ham på grund af troen, dernæst til hans offer. (1 Mos 4,4)
¹⁰¹ Itaque loquimur in theologia de operibus, sacrificiis, oblationibus et muneribus fidelibus, hoc est, quae oblata et facta sunt in fide, ut epistola ad Ebrae. (11, 4.) exponit, "fide, inquiens, Abel meliorem hostiam obtulit, fide Enoch translatus (E381) est, fide obedivit Abraham etc." Habes itaque canonem ex cap. 11. ad Ebrae., quomodo simpliciter respondendum sit ad argumenta, quae objiciuutur ab adversariis de lege et operibus, scilicet: Hoc opus ille vel alias fecit in fide, et sic solvis ipsorum omnia argumenta.	Således taler vi i teologien om troens gerninger, ofre, ydelser og offergaver, det vil sige, det, som frembæres og gøres i tro, som brevet til hebræerne forklarer det (Hebr 11,4), "i tro frembar Abel et bedre offer, i tro blev Enok taget bort, i tro adlød Abraham, osv." Du har derfor i Hebr 11 en rettesnor om, hvordan du enkelt skal besvare de argumenter, som der indvendes af modstanderne om loven og gerningerne, nemlig: Denne gerning har den eller den udført i tro, og således kan du løse alle deres argumenter.
¹⁰² Ex his manifestum est in theologia opus nihil valere sine fides, sed oportere praecedere fidem, antequam opereris. Impossibile enim est sine fide placere Deo, sed accedentem ad Deum oportet credere. Hinc dicit ille ad Ebrae. hostiam Abelis fuisse meliorem, quia credebat, ideo opus seu sacrificium Abelis fidele fuit.	Heraf er det klart, at i teologien er en gerning intet værd uden troen, men troen bør kommer først, før du gør noget. For "det er umuligt uden tro at behage Gud, men den, som kommer frem for Gud, må tro" (Hebr 11,6). Derfor siger hebræerbrevets forfatter, at Abels offer var bedre, fordi han troede, derfor var Abels gerning eller offer gjort i tro.
¹⁰³ Contra in Cain, quia impius et hypocrita erat, nulla fides gratiae, sed mera praesumtio justitiae propriae fuit, ideo opus ejus, quo studebat placere Deo, hypocriticum et infidele fuit. Quare coguntur adversarii ipsi concedere in omnibus operibus sanctorum praesupponi fidem, propter quam opera placent. Ergo in theologia est novum facere, diversum a morali.	Modsat med Kain; fordi han var ugudelig og hyklerisk og ikke havde nogen tro på nåden, men blot regnede med egenretfærdigheden, derfor var hans gerning, hvorved han søgte at behage Gud, hyklerisk og uden tro. Derfor tvinges modstander til selv at indrømme, at man i alle de helliges gerninger må forudsætte troen, for det skyldes den, at gerningerne er velbehagelige. Altså er det at gøre noget i teologien, forskelligt fra det at gøre noget i moralfilosofien.
¹⁰⁴ Deinde hoc modo etiam distinguere solemus fidem, quod fides aliquando accipiatur extra opus, aliquando cum opere. Ut enim artifex varie de sua materia, et hortulanus de arbore vel nuda vel gestante fructum loquitur, ita et Spiritus sanctus in scriptura varie de fide loquitur, jam de fide (ut sic dicam) abstracta vel absoluta, jam de fide concreta, composita seu incarnata. Fides absolute seu abstracta est, quando (E382) scriptura absolute loquitur de justificatione seu de justificatis, ut cernere est in epistola ad Rom. et ad Galat. Quando vero scriptura loquitur de praemiis et operibus, tunc de fide composite, concreta seu incarnata loquitur.	Dernæst plejer vi også at skelne mellem forskellige former for tro på den måde, at troen af og til er uden gerning, af og til med. For ligesom en håndværker kan taler på forskellig vis om sit materiale og en gartner om træet enten som nøgent eller som bærende frugt, således kan også Helligånden tale på forskellig måde i skriften, nu om den om jeg så må sige abstrakte eller absolutte tro, nu om den konkrete, sammensatte eller inkarnerede tro. Troen, taget absolut eller abstrakt, er når skriften taler absolut om retfærdiggørelse eller om de retfærdiggjorte, sådan som det kan ses i brevene til romerne og til galaterne. Men når skriften taler om belønninger og gode gerninger, da taler den om den sammensatte, konkrete eller inkarnerede tro.
¹⁰⁵ Hujus fidei exempla aliquot recensebimus, ut: "Fides per dilectionem efficax." (Galat. 5,6.); "hoc fac et vives" (Luc. 10, 28.); "si vis ad vitam ingredi, serva mandata Dei" (Matth. 19, 17.); "qui fecerit haec, vivet in eis" (Galat. 3, 12. Levit. 18, 5); "declina a malo, et fac bonum" (Psal. 34, 15.) etc. In istis et similibus locis (quales sunt innumeri in sacris literis), ubi fit mentio de faciendo, scriptura semper loquitur de fideli facere; ut cum dicit: "Fac hoc, et vives", hoc vult: Cogita primum, ut sis fidelis, habeas rectam rationem et bonam voluntatem, id est, fidem in Christum, ea habita opereris.	Vi vil anføre nogle eksempler på denne form for tro. "Troen er virksom i kærlighed" (Gal 5,6); "Gør dette, så skal du leve" (Luk 10,28); "Hvis du vil indgå til livet, hold Guds bud" (Matt 19,17); "Den, som gør disse ting, skal leve ved dem" (Gal 3,12; 3 Mos 18,5); "Hold dig fra det onde og gør det gode" (Sl 34,15) osv. I disse og lignende skriftsteder (og dem er der utallige af i den hellige skrift), hvor man bruger ordet "at gøre", taler skriften altid om den troende gøren; når den f. eks. siger: "Gør dette, så skal du leve", så har den det til hensigt: Sørg først for, at de bliver troende, at du har den rette begrundelse og den gode vilje, det vil sige, troen på Kristus! Når du har det, kan du gøre gerningen!
¹⁰⁶ Quid igitur mirum, si illi fidei incarnatae, hoc est, operanti, qualis fuit Abelis, vel operibus fidelibus promittuntur merita ac praemia? Quidni ita varie loqueretur scriptura de fide, cum etiam de Christo Deo et homine varie loquatur, scilicet jam de tota persona, jam de duabus naturis ipsius seorsim, aut divina aut humana. Si de naturis seorsim loquitur, de Christo absolute loquitur. Si vero de divina, unita humanae in una persona loquitur, de Christo composite et incarnato loquitur.	Der er altså ingen grund til at undre sig, hvis denne inkarnerede, det vil sige, virksomme tro, som Abel havde, eller hvis gerninger i tro får forjættet fortjenester eller belønninger? Hvorfor skulle skriften ikke tale på så forskellig måde om troen, når den også taler på forskellig måde om Kristus, Gud og menneske, nemlig snart om hele personen, snart om hans to naturer, den guddommelige og den menneskelig, hver for sig. Hvis den taler om naturerne hver for sig, taler den absolut om Kristus. Men hvis den taler om den guddommelige, forenet med den menneskelige til én person, taler den om Kristus som sammensat og inkarneret.
¹⁰⁷ Exstat regula apud scholasticos usitata de communicatione idiomatum, cum proprietates divinitati Christi convenientes tribuuntur humanitati ipsius, id quod passim cernere est in scripturis. (E383) Lucae 2. (v. 12.) vocat angelus infantem ex Maria virgine natum salvatorem hominum, et communem dominum angelorum et hominum, et cap. 1. (v. 32.) filium Dei. Hinc verissime dicere possum: Hic infans, qui in praesepio et virginis gremio jacet, creavit coelum et terram, est dominus angelorum.	Hos skolastikerne bruger de den regel om udveksling af egenskaberne, når Kristi guddommelige egenskaber holdes sammen med og tillægges hans menneskelighed, hvilket kan ses overalt i skriften. I Luk 2,12 kalder englen det barn, der er født af jomfru Marie, menneskenes frelser og den fælles herre over engle og mennesker, og i Luk 1,32 kalder han ham Guds søn. Derfor kan jeg med fuld ret sige: Dette barn, som ligger i jomfruens krybbe og skød, har skabt himmel og jord, er herre over englene.
¹⁰⁸ Hic loquor quidem de homine, sed homo in ista propositione est plane novum vocabulum, et, ut sophistae ipsi fatentur, supponit pro divinitate, id est, iste Deus, qui factus est homo, creavit omnia. Creatio quidem tribuitur soli divinitati, quia humanitas non creat, et tamen recte dicitur: Homo creavit, quia divinitas, quae sola creat, est incarnata cum humanitate, ideoque humanitas participat iisdem proprietatibus cum divinitate. Quare recte et pie dicitur: Iste homo Iesus eduxit Israel de Aegypto, percussit Pharaonem, et fecit omnia mirabilia ab initio mundi etc.	Her taler jeg ganske vist om et menneske, men et menneske i denne stilling er et helt nyt ord og står, som sofisterne selv indrømmer, i guddommens sted, det vil sige, den Gud, som blev menneske, har skabt alting. Skabelsen tillægges ganske vist alene guddommeligheden, fordi menneskeligheden ikke skaber, og dog siges det med rettet: Mennesket har skabt, fordi guddommeligheden, som alene skaber, er inkarneret med menneskeligheden, og derfor deltager menneskeligheden sammen med guddommeligheden i de samme egenskaber. Derfor er det ret og fromt at man siger: Dette menneske, Jesus, førte Israel ud af Ægypten, slog Farao og udførte alle undere fra verdens begyndelse, osv.
¹⁰⁹ Igitur cum scriptura dicit: "Si vis in vitam ingredi, serva mandata Dei"; ,,hoc fac, et vives etc.", primum videndum est, de cujusmodi servare et facere loquatur. Nam in his et similibus locis, ut dixi, loquitur de fide concreta, non abstracta, composite, non nuda aut simplici, estque ista hujus loci: "Fac hoc, et vives", sententia: Tu vives propter hoc facere fidele, vel: Hoc facere dabit tibi vitam propter solam fidem.	Når derfor skriften siger: "Hvis du vil indgå til livet, så hold Guds bud"; "Gør dette, så skal du leve", osv., så skal man først se på hvad det er for en slags "holde" og "gøre", der tales om. For på disse steder og på lignende steder tales der som sagt om den konkrete tro, ikke om den abstrakte, om den sammensatte, ikke om den nøgne eller simple tro, og meningen med dette sted: "Gør dette, så skal du leve" bliver da: Du skal leve på grund af det at gøre i tro, eller: Denne gøren vil give dig liv alene på grund af troen.
¹¹⁰ Hoc modo justificatio soli fidei tribuitur, ut creatio divinitati, et tamen ut vere dicitur, Iesus, Mariae filius, creavit omnia, ita tribuitur etiam justificatio fidei incarnatae seu fideli (E384) facere. Ideo nullo modo sentiendum est cum sophistis et hypocritis, quod opera absolute et simpliciter justificent, quodque moralibus operibus promittantur merita et praemia, sed fidelibus.	På den måde tillægges retfærdiggørelsen alene troen, som en guddommelig skabelse, og dog: ligesom det i sandhed kan siges, at Jesus, Marias søn, har skabt alle ting, således kan også retfærdiggørelsen tillægges den inkarnerede tro eller det at handle i tro. Derfor skal man på ingen måde mene med sofisterne og hyklerne, at det er gerningerne i absolut eller simpel forstand, der retfærdiggør, og at der forjættes fortjeneste og belønning til de moralske gerninger, nej, det er gerninger, gjort i tro, der får den forjættelse.
¹¹¹ Permittamus igitur Spiritum sanctum loqui in scripturis vel de fide abstracta, nuda, simplici, vel de concreta, composita, incarnata, omnia sunt fidei, quae operibus tribuuntur. Non enim moraliter, sed theologice et fideliter sunt opera inspicienda. Fides in theologia perpetuo sit divinitas operum, et sic perfusa per opera, ut divinitas per humanitatem in Christo. Qui in ferro ignito attingit ignem, ferrum attingit. Ita qui tetigit cutem Christi, vere Deum tetigit. Est igitur fides fac totum (ut ita loquar) in operibus. Abraham dicitur fidelis, quia fides diffusa est in totum Abraham, ut inspiciens eum operantem nihil videam Abrahae carnalis vel operantis, sed tantum credentis.	Vi må altså finde os i, at Helligånden i skriften både taler om den abstrakte, nøgne, simple tro, og om den konkrete, sammensatte, inkarnerede tro; alt det, der tilskrives gerningerne, hører troen til. Man skal nemlig her se på gerninger, ikke på moralsk måde, men på teologisk måde eller på troens måde. Tro skal i teologien altid være det guddommelige ved gerningerne, og den skal være gennemstrømmet af gerninger, ligesom guddommeligheden er gennemstrømmet af menneskelighed i Kristus. Den, der rører ved ilden i et stykke glødende jern, rører også ved jernet. Ligeledes har den, der har rørt ved Kristi hud, i sandhed rørt ved Gud. Troen er altså så at sige hele dette "gør" i gerningerne. Abraham kaldes troende, fordi troen gennemstrømmede hele Abraham, så når man ser, at han gør noget, ser man ikke noget af den kødelige eller handlende Abraham, men kun noget af den troende.
¹¹² Ista ideo tam diligenter inculco, ut clare tradam fidei doctrinam, deinde ut ad objecta adversariorum, qui commiscent philosophiam et theologiam, et ex moralibus operibus theologica faciunt, recte et facile respondere possimus. Theologicum opus est fidele opus, sic homo theologicus est fidelis, item ratio recta, voluntas bona theologice est fidelis ratio et voluntas, ita ut fides in universum sit divinitas in opere, persona et membris, ut unica causa justificationis, quae postea etiam tribuitur materiae propter formam, hoc est, operi propter fidem.	Disse ting indprenter jeg så omhyggeligt, fordi jeg vil overlevere jer en klar troslære, og desuden i den hensigt, at vi kan svare rigtigt og let på modstandernes indvendinger, de, som sammenblander filosofi og teologi og gør en teologi ud af moralske handlinger. En gerning i teologisk forstand er en troens gerning, således er et menneske i teologisk forstand et troende menneske, ligeledes er den rette begrundelse og den gode vilje i teologisk henseende troens begrundelse og vilje, således at troen i det hele taget er guddommeligheden i gerning, person og lemmer, ligesom den er den eneste grund til retfærdiggørelsen, som bagefter også kan tilskrives materien på grund af formen, det vil sige gerningen på grund af troen.
¹¹³Potentia aeterna et infinite traditur Christo homini non propter humanitatem, (E385) sed divinitatem. Sola enim divinitas creavit omnia humanitate nihil cooperante. Ita neque peccatum et mortem humanitas vicit, sed hamus, qui latebat sub vermiculo, iu quem diabolus impegit, vicit et devoravit diabolum, qui volebat devorare vermiculum. Itaque sola humanitas hic nihil effecisset, sed divinitas humanitati conjuncta sola fecit, et humanitas propter divinitatem. Sic hic sola fides justificat et facit omnia, et tamen operibus idem tribuitur, sed propter fidem.	Den evige og uendelige magt tilskriver man mennesket Kristus, ikke på grund af hans menneskelighed, men på grund af hans guddommelighed. For alene guddommeligheden skabte alt, og det uden at menneskeligheden medvirkede. Således har heller ikke menneskeligheden sejret over synden og døden, men den krog, som lå gemt i ormen, som djævelen kastede sig over, har besejret og opslugt djævelen, da han ville opsluge ormen. Således udrettede her den rene menneskelighed ingenting, men det var alene guddommeligheden, knyttet sammen med menneskeligheden, der gjorde det, og menneskeligheden på grund af guddommeligheden. Således er det her troen, der retfærdiggør og udvirker alt, og dog tilskrives gerningerne det samme, men på grund af troen.
¹¹⁴ Sunt igitur ista vocabula, facere, operari, tripliciter accipienda, substantialiter seu naturaliter, moraliter et theologice (sophistae finxerunt quaedam opera neutralia, quae dixerunt nec bona nec mala). In substantiis seu naturis et moralibus, ut dixi, accipiuntur ista vocubula in suo usu et naturali significatione.	Derfor skal disse ord "at gøre", "at handle", forstås på tredobbelt måde, substantielt eller naturmæssigt, moralsk og teologisk (sofisterne har fantaseret sig frem til, at nogle gerninger er neutrale, om dem siger de, at de hverken er gode eller onde). Substantielt eller naturmæssigt og moralsk forstås som sagt disse ord efter deres brug og naturlige betydning.
¹¹⁵ In theologia vero fiunt plane nova vocabula, acquiruntque novam significationem. Quare ad morale facere pertinent omnes hypocritae, qui volunt ex lege justificari, et falsas opiniones de Deo habent, contra quos Paulus hic disputat. Habent enim facere, quod fluit ex recta ratione et bona voluntate morali seu humana. Ideo opera eorum sunt plane moralia seu potius rationalia. Contra piorum sunt theologica, quae fidem includunt.	Men i teologien bliver de til helt nye ord og de kræver en ny betydning. Derfor hører alle hyklerne under dette "at gøre" i moralsk henseende, for de vil retfærdiggøres ved loven og har falske opfattelser om Gud, og det er mod dem, Paulus her argumenterer. For de regner det "at gøre" som noget, der udstrømmer af den rette begrundelse og den gode moralske eller menneskelige vilje. Derfor er deres gerninger fuldstændig moralske eller snarere fornuftsmæssige. Omvendt er de frommes gerninger teologiske, de indeslutter troen i sig.
¹¹⁶ Quare cum legis in scripturis de patribus, prophetis, regibus, quod operati sint justitiam, suscitaverint mortuos, vicerint regna etc., memineris talia et similia dicta secundum novam et theologicam grammaticam exponenda esse, ut epistola ad Ebrae. (cap. (E386) 11.) exponit, nempe hoc modo: Fide operati sunt justitiam, fide suscitaverunt mortuos, fide vicerunt reges et regna, ita ut fides incorporet et informet facere, et hoc adversarii, si sani sunt, negare non possunt, nec habent, quod contradicant aut opponant.	Når du derfor læser i skriften om fædre, profeter og konger, at de har øvet retfærdighed, har opvakt døde, har besejret kongeriger, osv., så skal du huske, at dette og lignende udsagn skal forklares ifølge den nye, teologiske grammatik, som brevet til hebræerne, kap. 11, viser det, nemlig på denne måde: Ved troen har de øvet retfærdighed, ved troen har de opvakt døde, ved troen har de sejret over konger og kongedømmer, således at troen giver dette "at gøre" skikkelse og form, og det kan modstanderne, hvis de vil være ved deres fulde fem, ikke benægte, og de har ikke noget, hvormed de kan sige os imod eller imødegå det med.
¹¹⁷ Clamare quidem possunt scripturam saepe loqui de faciendo et operando, nos perpetuo respondemus eam loqui de facere fideli. Oportet enim primum rationem illustratam esse fide, antequam operetur, habita autem vera opinione et notitia Dei tanquam recta ratione incarnatur et incorporatur ei opus, ut, quidquid fidei tribuitur, postea etiam operibus tribuatur, sed propter solam fidem.	De kan ganske vist hævde, at skriften ofte taler om "at gøre" og "at handle", men vi kan til stadighed svare, at den taler om "at gøre i tro". For fornuften bør først være oplyst ved troen, før man foretager handlingen, men når man har fået den sande opfattelse af og kendskab til Gud inkarneres den som en ret begrundelse og gerningen legemliggøres for ham, så det, der tilskrives troen, bagefter også kan tilskrives gerningerne, men alene på grund af troen.
¹¹⁸ Valde igitur prodest, ut theologiae studiosi bene distinguere discant inter facere verum et hypocriticum, morale et theologicum. Hoc enim facientes facile explicare poterunt omnes locos, qui justitiam operum statuere videntur. Est autem verum facere, ut dixi, fidele seu theologicum, quod is non habet, qui ex operibus quaerit jnstitiam.	Det er derfor meget gavnligt, at de teologiske studenter lærer at skelne nøje mellem det sande og det hykleriske, mellem det moralske og det teologiske "at gøre". Når de gør det, kan de nemlig let forklare alle de steder, som synes at understøtte gerningsretfærdigheden. Men det sande "at gøre" eller som sagt troens eller teologiens "at gøre", det har det menneske ikke, som søger retfærdighed ved gerninger.
¹¹⁹ Ideo maledictus est omnis legis operator et moralis sanctus, quia incedit contra Deum in praesumtione justitiae propriae, dum per voluntatem et rationem humanam vult justificari, et sic faciendo legem non facit; hocque vocat Paulus esse sub operibus legis, hoc est, hypocritas facere legem, et tamen faciendo non facere, quia intelligent facere juxta grammaticam moralem, quae in theologia non valet. Operantur quidem multa, sed ex praesumtione propria sine recta ratione et bona voluntate theologica, hoc est, sine cognitione Dei et (E387) fide, ut pharisaeus Lucae 18. et Paulus ante conversionem. Ideo caeci sunt et errant, ac manent sub maledicto.	Derfor er enhver lovens gører og moralsk helgen forbandet, for han træder op imod Gud ved at anmasse sig deres egen retfærdighed, idet han vil retfærdiggøres gennem den menneskelige vilje og fornuft, og således overholder han ikke loven, når han overholder den; og det er det, Paulus kalder at være under lovgerninger, det vil sige, at hyklerne overholder loven, og dog ved at overholde den, overholder de den ikke, fordi de forstå det "at gøre" efter den moralske grammatik, som ikke gælder i teologien. De gør ganske vist mange ting, men de gør dem ved at anmasse sig uden ret fornuft og god vilje i teologisk forstand, det vil sige, uden erkendelse af Gud og troen, ligesom farisæeren i Luk 18,9, og ligesom Paulus, før han blev omvendt. Derfor er de blinde og farer vild, og forbliver under forbandelse.
¹²⁰Quare iterum moneo sententias, quas adversarii opponunt ex scripturis de operibus et mercede, semper theologice exponendas esse per definitionem, ut si objiciatur dictum illud Danielis 4. (v. 24.): "Redime peccata tua eleemosynis", statim consulenda est grammatica, non moralia, sed theologica. Illa ostendet hoc redimere non esse morale, sed fidele, hoc est, includere fidem. Nam opus in sacris literis praerequirit etiam bonam voluntatem et rectam rationem, non moralem, sed theologicam, quae fides est.	Derfor formaner jeg igen til, at den opfattelse, som modstanderne sætter op fra skriften om gerninger og fortjeneste, den skal man altid forklare er teologisk ud fra definitionen, så hvis man f. eks. kommer med indvending ud fra Dan 4,24: "forløs dine overtrædelser med din barmhjertighed", så skal man straks rådføre sig med grammatikken, ikke den moralske, men den teologiske. Den vil påvise, at dette "forløs" ikke er moralsk, men efter troen, det vil sige, det indbefatter troen. For en gerning i den hellige skrift kræver også en god vilje og den rette begrundelse, ikke en moralsk, men en teologisk, og det er, hvad troen er.
121 Hoc modo facile poteris obturare os sophistis. Nam ipsimet coguntur concedere, quia ita docent ex Aristotele, omne opus bonum procedere ex electione. Si hoc verum est in philosophia, multo magis in theologia oportet esse ante opus bonam voluntatem et rectam rationem per fidem, hocque volunt omnia verba imperativa, item omnia verba, quae legem docent, ut epistola ad Ebrae. cap. 11. (v. 4.) clare exponit: "Fide Abel obtulit etc."	På den måde kan du let lukke munden på sofisterne. For de tvinges selv til at indrømme det, for sådan lærer de ud fra Aristoteles, at enhver god gerning fremgår af et valg. Men hvis det er sådan i filosofien, så bør der meget mere i teologien før en gerning være en god vilje og en ret begrundelse gennem troen, og det sigter alle ordene i bydeform på, ligeledes alle de ord, der lærer loven, som Hebr 11,4 klart viser: "I tro frembar Abel, osv."
122 Et esto, quod ista solutio sit insufficiens, quanquam certissima sit, tamen istud argumentum argumentorum et principale spectrum christianorum sit contra omnes tentationes et objectiones non tantum adversariorum, sed etiam ipsius diaboli, ut apprehendant caput, scilicet Christum.	Og lad så være, at denne løsning er utilstrækkelig, skønt den er sikker nok, dog skal dette argumenternes argument og de kristnes hovedanskuelse være imod alle fristelser og indvendinger ikke blot fra modstanderne, men også fra djævelen selv, om de mon ikke kunne gribe hovedet, nemlig Kristus.
123 Deinde esto etiam, quod sophistae sint argutiores me, et ita obruant et illaqueent me argumentis pro operibus contra fidem, ut (E388) prorsus me explicare non possim (quamvis hoc illis impossibile sit), tamen potius honorem habere et credere velim uni Christo, quam permoveri omnibus locis, quos contra fidei doctrinam pro justitia operum statuenda producere possent.	Lad det dernæst også være sådan, at sofisterne er bedre til at argumentere end jeg, og således skulle kunne sønderrive mig og fange mig i snarer med deres argumenter til fordel for gerningerne imod troen, så jeg slet ikke skulle kunne forklare mig (skønt det vil være umuligt for dem), dog ville jeg hellere have ære og tro på den ene Kristus, end bevæges alle de steder hen, som de kunne opstille imod troens lære til fordel for gerningsretfærdigheden.
124 Quare simpliciter eis ita respondendum est: Hic Christus est, illic scripturae testimonia de lege et operibus. Christus autem dominus est scripturae et omnium operum, idem est dominus coeli, terrae, sabbati, templi, justitiae, vitae, irae, peccati, mortis et simpliciter omnium, et hunc praedicat Paulus, ipsius apostolus, peccatum et maledictum factum pro me. Audio igitur, quod nulla alia ratione potuerim liberari a peccato, morte et maledictione mea, quam per mortem et sanguinem ipsius.	Derfor skal du simpelthen svare dem således: Her er Kristus, her er skriftens vidnesbyrd om loven og gerningerne. Men Kristus er herre over skriften og alle gerninger, ligeledes er han herre over himlen, jorden, sabbatten, templet, retfærdigheden, livet, vreden, synden, døden og simpelthen alt, og om ham prædiker Paulus, hans egen apostel, at han er gjort til synd og forbandelse for min skyld. Jeg hører nok, at jeg ikke kan befris fra min synd, død og forbandelse af nogen anden grund end gennem hans død og blod.
125 Ideo certissime et securissime concludo, quod Christum ipsum in corpore suo oportuerit vincere peccatum, mortem et maledictionem meam, non opera legis aut mea. Cogitur autem ratio naturaliter assentiri, et dicere, quod Christus non sit opus legis aut meum, quod sanguis et mors sua non sit circumcisio, observatio rituum legalium, multo minus cucullus, vertex rasus, jejunium, votum, quod sua victoria, quam mihi donavit, non sit carthusianus.	Derfor drager jeg på den mest stensikre måde den slutning, at det var Kristus selv, der i sit legeme burde besejre min synd, død og forbandelse, ikke lovens eller mine gerninger. Men fornuften tvinges til på naturlig vis at gå med til det og sige, at Kristus ikke kan være lovens eller min gerning, at hans blod og død ikke kan være omskærelse, overholdelse af de lovpligtige riter, langt mindre munkekutte, kronragning, faste, løfte, at hans sejr, som han skænker mig, ikke kan være en kartheuser-sejr.
126 Quare si ipse est pretium redemtionis meae, si ipse factus est peccatum et maledictum, ut me justificaret et benediceret, nihil moror scripturae locos, si etiam sexcentos produces pro justitia operum contra fidei justitiam, et clamites scripturam pugnare; ego auctorem et dominum scripturae habeo, a cujus parte volo potius stare, quam tibi credere, quanquam impossibile sit scripturam pugnare, nisi apud insensatos et (E389) induratos hypocritas. Apud pios autem et intelligentes dat testimonium pro domino suo. Vide igitur, quomodo tu scripturam concilies, quam pugnare dicis, ego cum auctore scripturae maneo.	Hvis han derfor selv er min forløsnings pris, hvis han selv er gjort til synd og forbandelse, at han kan retfærdiggøre og velsigne mig, så undrer det mig ikke, at nogle skriftsteder, om du også kunne fremvise hundrede og sytten af dem, taler for gerningsretfærdigheden imod trosretfærdigheden og kæmper imod det, skriften ellers råber om; jeg har skriftens ophavsmand og herre, jeg vil heller stå på hans side, end at jeg skulle tro dig, skønt det er umuligt, at skriften skulle kæmpe imod ham, undtagen hos de ufølsomme og forhærdede hyklere. Men hos de fromme og hos dem, der forstår det, giver den vidnesbyrd om sin herre. Se du altså til, hvordan du rådspørger skriften, som du siger bekæmper [trosretfærdigheden], jeg forbliver hos skriftens ophavsmand.
127 Ideo si quis non satis instructus est, ut tales locos scripturae de operibus conciliare aut solvere possit, et cogitur tamen audire instantiam adversariorum, qui vehementer hujusmodi locos urgent, ille respondeat sic simpliciter: Tu urges servum, hoc est, scripturam, et eam non totam, neque potiorem ejus partem, sed tantum aliquot locos de operibus; hunc servum relinquo tibi, ego urgeo dominum, qui rex est scripturae, qui factus est mihi meritum et pretium justitiae et salutis.	Derfor, hvis nogen ikke er tilstrækkelig uddannet til at kunne forene eller løse den slags skriftsteder om gerninger og dog tvinges til at høre modstandernes tale, som lægger stor vægt på den slags skriftsteder, så skal han simpelthen svare således: Du lægger vægt på trællen, det vil sige, på skriften, og det ikke hele skriften, ejheller dens stærkeste del, men blot på nogle skriftsteder om gerninger; denne træl lader jeg dig gerne beholde, jeg lægger vægt på herren, som er konge over skriften, som er gjort mig til fortjeneste og retfærdighedens og frelsens pris.
128 Illum teneo, et in eo haereo, et relinquo tibi opera, quae tamen nunquam fecisti. Hanc solutionem neque diabolus neque ullus justitiarius tibi eripere aut evertere potest. Deinde tutus es etiam coram Deo. Cor enim manet fixum in objecto, quod vocatur Christus, qui crucifixus et maledictus est, non pro se, sed pro nobis, sicut textus (Galat. 3, 13.) sonat: "Factus pro nobis maledictum." Hunc locum urge, et oppone omnibus sententiis de lege et operibus, et dic: Audisne hoc Satan? Tum cedere eum oportet, quia novit Christum esse dominum suum.	Ham holder jeg mig til, ham knytter jeg mig til, så kan du beholde dine gerninger, som du dog aldrig har gjort. Denne løsning kan hverken djævelen eller nogen gerningsretfærdig sønderrive for dig eller forvende. Desuden er du også sikker overfor Gud. For hjertet forbliver fæstnet på genstanden, som kaldes Kristus, som er korsfæstet og forbandet, ikke for sin egen skyld, men for vores skyld, sådan som teksten lyder: "Han blev gjort os til en forbandelse" (Gal 3,13). Læg vægt på det sted og sæt det op mod alle sætninger om lov og gerninger, og sig: Hører du her, Satan? Da skal han nok vige fra dig, for han véd, at Kristus er hans herre.

n10: Man må spørge, om troen ikke gentager sig selv her. Abraham er troende. Hvad gør Gud ved ham? Han indgyder ham troen, ja, minsandten! Dette ligger i forlængelse af de tanker om både at komme til tro og at få troen tilregnet, som Luther har opereret med tidligere.